Download læseprøve - Forlaget Harald

H
F O R L A G E T H AR A L D
H
F O R L A G E T H AR A L D
Børneliv i hundrede år
© 2011 forfatteren og Forlaget Harald.
www.forlagetharald.dk
Forsidefoto venligst udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Frederikssund.
Bagsidefoto venligst udlånt af Svendborg Museum.
Rådgivende redaktører: Mette Bender og Anne-Mette Futtrup.
Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Klahr | Grafisk Design
v. Jesper Frederik Emil Hansen.
Sat med Sabon
Tryk: Narayana Press, Danmark.
1. udgave, 1. oplag.
ISBN 978-87-994328-0-6
Mangfoldiggørelse af indholdet i denne bog eller dele deraf er i
henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden
forudgående aftale med forlaget.
I det omfang, det har været muligt, har forfatteren kontaktet de
fotografer, der har taget bogens billeder og indhentet tilladelse
til at bruge dem. I nogle tilfælde har forfatteren ikke kunne finde
frem til billedernes rettighedshavere, og forlaget vil ved henvendelse
naturligvis honorere for brugen af disse billeder, som hvis der
var blevet givet tilladelse.
Tak til 3Fs Medie- og Kulturfond for at støtte bogen.

Indholdsfortegnelse
Velkommen til verden
Myterne om børns tilblivelse 9
Mor er den bedste i verden
Moderrollens udvikling og betydning 11
Rugbrød og kartofler
Om den kost, Danmarks børn er
vokset op på 21
Små rappe fingre
Børnearbejde i by og på land 35
Skolen satte børnene fri
Folkeskolens dannelse og betydning 53
Hjerterum er ikke altid nok
Om de boligforhold, som børn og deres
familier har levet under 67
Forladt af far og mor
Børnehjem og opdragelsesanstalter 83
Leg og fritid
Fritidsaktiviteter og leg 97
Endelig ferie
Livet i skoleferierne 115
De ødelagte børnesind
Børnepsykiatriens historie 129
Fest og glade dage
Juleaften og fødselsdag 135
Med livet som indsats
Udviklingen i børns sundhed 153
Søde piger
Pigeliv og pigeroller 173
Raske drenge
Drengeliv og drengeroller 183
Farvel barndom
Kirkelig og borgerlig konfirmation 195

Tak
Af hjertet tak til alle de mennesker, der har indleveret gamle fotos
og erindringer til museer og lokalarkiver, og tak til museerne og
lokal arkiverne for at stille dette værdifulde materiale til rådighed for mig.
En ligeså stor tak til jer, der har taget imod min opfordring
og sendt billeder og erindringer til mig.
Uden alle jer var denne bog om Danmarks
barndom aldrig blevet til noget.
Lyngby, januar 2011
Birgitte Svennevig
Birgitte Svennevig
Født 1966, uddannet journalist. Har tidligere udgivet Danskernes
Huse (2007) og Gamle Danske Frugt sorter (2010).
Birgitte og hendes bror Christian holdt mange af deres ferier hos deres
farmor på Tåsinge, hvor der var mere plads og frihed end derhjemme.

SUNDHED
Med livet som indsats
Om tyfus, skolepsykologer, tandbørster, mæslinger og hørfrø-diæter. Og om
epidemier, sanatorier, spædbørnestationer og månedlange hospitalsindlæggelser.
153

154
anske børns sundhed
D har gennemgået en ekstrem
udvikling i det tyvende
århundrede. Tyfus, kopper,
lungebetændelse, tuberkulose,
spansk syge, difteri, diarré, engelsk
syge, stivkrampe, kighoste,
polio og skarlagensfeber er ikke
længere almindelige sygdomme,
og børn falder heller ikke længere
om af sult, kulde og fysisk
overanstrengelse. Ikke engang
de store, men forholdsvist ufarlige
børnesygdomme mæslinger,
røde hunde og fåresyge tvinger
længere børn til at blive hjemme
i sengen.
Børneafdelingen på Århus Kommunehospital, ca. 1902.
Vaccinationer og penicillinens
opfindelse har gjort disse sygdomme
til bizarre fænomener fra en
fjern fortid, og heldigvis ved nutidens
børn lige så lidt, hvad polio
og mæslinger er, som de ved, hvad
spanskrør og salmevers er.
Man kan let glemme, at det kun
er få årtier siden, at næsten alle
børn i løbet af deres opvækst fik
mæslinger, røde hunde og fåresyge,
som i hyppige epidemier fejede
hen over landet og slog ned i den
ene skoleklasse efter den anden.
Alle tre var ufarlige virussygdomme,
men de tog lang tid at komme
over. Feber, udslæt, smerter i
alle led og sengeleje i dage og uger.
Heldigivs for børnene gik mange
mødre hjemme og kunne passe
dem, og når det værste var overstået,
og man kun lå i sengen for
at komme til kræfter igen, kunne
det blive helt hyggeligt, hvis ens
mor kom med det nye Anders
And blad og en klase vindruer.
Fra 1987 blev alle børn tilbudt
den såkaldte MFR-vaccine mod
de tre sygdomme, og siden har
kun ganske få børn, hvis forældre
ikke har taget imod vaccinationstilbuddet,
haft sygdommene.
Langt mere alvorlige end mæslinger,
røde hunde og fåresyge

Lus var en plage, og selv piger måtte plysklippes. Årstal ukendt.
var de store mangelsygdomme
som engelsk syge og de bakteriebårne
sygdomme som difteri. De
tog altid de svageste børn først,
og mange fattige, sultne og frysende
børn fra Danmarks dårligt
stillede familier er faldet for disse
sygdommes overmagt.
I de overbefolkede boligkarréer
og husmandssteder kunne
både børn og voksne hurtigt
smitte hinanden med for eksempel
den halsbetændelseslignende
sygdom difteri, der overførtes
gennem luften. Difteri var dog en
langt mere alvorlig sag end halsbetændelse
og skyldtes bakterien
Corynebacterium diphteriae. De
første symptomer mindede om
halsbetændelse, men snart kom
der vejrtrækningsbesvær til, og
det syge barn kunne også få hjer-
tebetændelse og forskellige former
for lammelser.
Som mange andre af de store
sygdomme drev difteri gennem de
danske hjem i bølger med et par
års mellemrum. Helt slemt var
det omkring 1920, hvor 14.000
mennesker blev ramt. Den første
vaccine mod difteri blev givet i
1942, og hurtigt efter svandt sygdommen
ind til en lille og fuldstændigt
ubetydelig plet på det
medicinske danmarkskort.
Det samme kan man sige om
kighoste, også en bakteriebåret og
potentielt dødbringende sygdom.
Kighosten gav som regel ingen feber,
og i den første tid lignede den
en uskyldig forkølelse. Men efterhånden
blev hosteanfaldene længere,
og barnet begyndte at kige,
dvs. at hive efter vejret på en pi-
bende måde. Små børn havde særligt
svært ved at modstå den langvarige
sygdom, der kunne vare fra
seks til 10 uger.
I 1961 blev kighostevaccinationen
en del af den såkaldte triplevaccine,
der også beskyttede mod
difteri og stivkrampe, men kighoste
har vist sig umulig at udrydde,
fordi vaccinationen først kan beskytte
børnene fra de er fem måneder,
og fordi beskyttelsen kun
rækker, til børnene blive tre eller
fire år gamle. Efter den alder er
børn dog så store, at de sjældent
bliver alvorligt syge, hvis de pådrager
sig sygdommen.
Stivkrampe hørte også til fortidens
frygtede sygdomme. Sygdommen
skyldes en bakterie, der
lever i jorden og kan derfor ikke
udryddes. Hvis et barn har et sår,
155

156
der kommer i kontakt med stivkrampebakterieholdigt
jord, er
der risiko for at udvikle sygdommen,
som viser sig ved muskelsammentrækninger,
først i ansigtet,
senere i benene og armene og
i værste fald også i vejrtrækningsmuskulaturen.Vaccinationen
mod
stivkrampe kom i 1949.
Tuberkulosebørn
Tuberkulose og kopper er to sygdomme,
der i dag betragtes som
udryddede i Danmark. I hvert
fald så udryddede, at vi ikke længere
bliver vaccineret mod dem.
Loven om tvungen koppevaccination
blev ophævet i 1976, efter
at der ikke havde været et eneste
tilfælde i seks år, og de sidste tuberkulosevaccinationer
blev givet
i starten af 1980erne.
Tuberkulose var en af de mest
frygtede folkesygdomme omkring
århundredeskiftet, og det
var med god grund. Sygdommen
var ekstremt smitsom; bakterierne
sad f.eks. i en smittet persons
nys eller host, og det var nok at
indånde disse bakterier for selv at
få sygdommen. Periodens mange
tuberkulosesmittede børn og
voksne gik hostende, svage, appetitløse
og febertrætte rundt.
Det var altid først lungerne,
der blev ramt af tuberkulosebakterierne,
og efterhånden kunne
sygdommen også sætte sig andre
steder i kroppen, f. eks. i knoglerne,
hjernen eller nyrerne.
Et sundt barn fra byernes villakvarterer
fik sjældnere tuberkulose
end et blegt og underernæret
barn fra slummen. Sund kost,
hvile, lys og luft var nemlig effektive
midler til at holde sygdommen
på afstand og til at fjerne
den, hvis man var blevet smittet.
Det var forhold, som kun velhavende
forældre kunne give deres
børn, og derfor trådte private
velgørere til for at give alle tuberkulosebørn
et sanatorieophold i
sunde og friske omgivelser.
Julemærkefonden var et af disse
mange private initiativer. Ideen
til fonden blev fostret af postekspedient
Einar Holbøll, der
opfordrede alle brevskrivere til
at betale to øre ekstra for at få
sendt deres julekort. Overskuddet
skulle gå til tuberkulosebørn,
og efter seks års indsamlinger var
der penge nok til at opføre Julemærkesanatoriet
ved Kolding,
som blev indviet i 1911.
Hurtigt efter fulgte flere tuberkulosesanatorier
rundt om i landet.
Især børn blev sendt afsted i
flere måneder, og det var en indsats,
der gav resultater på to fronter:
Dels fik de syge børn hvile og
sund kost, og dels fjernede man
smittebærerne fra byernes boligkvarterer.
I takt med at bolig- og kostforholdene
langsomt blev bedre,
svandt også antallet af tuberkulosebørn
ind. I 1940erne og 1950erne
blev næsten alle danskere under-
søgt for tuberkulose, og alle, der
ikke var smittet, fik tilbudt vaccination,
mens alle, der var syge,
blev isoleret og behandlet.
Knap havde Danmark fået styr
på tuberkulosen, før en stor polioepidemi
brød løs. Polio, også
kaldet børnelammelse, brød ud
ca. hvert andet år. I 1952 var epidemien
ekstrem. De første tilfælde
blev registreret i august, tre
måneder senere var der registreret
2.500 syge, og 100 mennesker var
døde. Epidemien skulle blive den
værste polioepidemi i Danmark
nogensinde og ramte 7.000 mennesker,
inden den klingede af.
Det var primært børn, der
blev ramt af sygdommen, og hvis
de var heldige, fik de kun svage
symptomer. De mindre heldige
blev lamme i benene, armene
eller i åndedrætsmusklerne og
måtte indlægges i måneder og år
på hospitaler og sanatorier. De
mindst heldige døde.
Værst ramt var de børn, der
havde fået lammelser i åndedrætsmuskulaturen.
De kunne
ikke selv trække vejret, og i hele
kongeriget fandtes kun seks respiratorer,
som slet ikke forslog.
En frygtelig, men nødvendig
løsning blev foreslået af to læger
fra Blegdamshospitalet i København:
Skær halsen op på børnene
og pust luft ned i deres lunger.
Hvor grufuld den end syntes,
blev metoden en succes. Lægerne
indsatte et rør i halsen til at sen-

Til tandlæge i Svendborg,
1940erne.
Det er godt at have sin bil
med, når man er til tandlæge.
Småbørns klinikken i Hillerød,
årstal ukendt.
Det løb lige igennem mig
Da jeg gik i første klasse, fik jeg
ondt i maven. Landsbylægen
sagde, at jeg havde tyktarmskatar
og skulle holde sengen på meget
streng diæt samt have parafinolie
og hørfrø. Det var ikke rart. Alting
løb igennem mig.
Pige, født 1923.
157

158
de luft ind gennem, og det blev
forbundet med en gummiballon.
Når man trykkede ballonen sammen,
sendte den en blanding af
ilt og kvælstof ned i barnets lunger,
og det kunne leve.
Lægerne havde ingen avanceret
teknik, der kunne sørge for
mekaniske tryk på gummiballonen,
så der måtte hele tiden sidde
en assistent ved siden af barnet
og trykke på den. Disse assistenter,
der typisk var lægestuderende,
blev kaldt ventilatører, og de
sad ved børnenes side 24 timer i
døgnet og pumpede, indtil børnene
efter et par måneder begyndte
Til tandlæge i Svendborg, årstal ukendt.
at kunne trække vejret selv. Efterhånden
lærte ventilatørerne at
pumpe med den ene hånd og holde
en bog eller en tegneserie med
den anden hånd, så barnet kunne
få læst historie eller selv læse tegneserier.
Ventilatørerne og børnene
udviklede meget tætte forhold
i de måneder, de tilbragte
sammen, og ventilatørerne kunne
ligefrem være nervøse ved at
overlade „deres“ børn til afløsende
ventilatører, når de selv skulle
holde pause eller sove.
I 1955 kom poliovaccinen, og
epidemierne udeblev. Efter en
forbedret vaccine i 1968, hvor
alle skolebørn blev præsenteret
for den kendte sukkerknald med
et par dråber levende poliovirus
på, har der stort set ikke været
polio i Danmark. Det sidste tilfælde
blev registreret i 1976.
Poliovaccinen var et af de store
gennembrud, der førte til forbedrede
chancer for at overleve
barndommen. Det samme var
penicillinens opfindelse.
Livreddende penicillin
Penicillin blev opfundet i 1928,
men først i 1944 blev det ordineret
til en dansk patient. Med penicillin
kunne lægerne behandle

Ulla får en ren og tør numse. Albertslund, 1967.
Børnehospitalet
i Odense, 1900.
Jeg var et skravl
Jeg var lidt af et skravl, rundrygget
og altid forkølet. Jeg tror, jeg var
allergisk, men det var ikke
opfundet den gang.
Pige, født 1923.
159

160
Utroligt, så meget æter den dreng skal have!
I 1939 fik Mogens mellemørebetændelse.
Sprøjter, æter, bandager
og blodfyldte hovedpuder
blev hans hverdag i det års tid,
sygdommen varede.
I tolvårsalderen blev jeg ramt af
en slem mellemørebetændelse.
Overlægen fra Rigshospitalet
have sagt til min far, at det var
kronisk, og at jeg måtte leve med
det, men jeg kom alligevel til en
anden læge nede i Hillerød.
Vi tog af sted med rutebilen
klokken 10 og var dernede lidt før
middagstid. Da Dr. Ketle havde
set på mig, ringede han straks
op til sygehuset og fortalte, at jeg
skulle indlægges og opereres den
næste dag.
Da jeg kom op på hospitalet,
blev jeg undersøgt af flere læger,
og jeg forstod ingenting. Far måtte
ikke fortælle mig, at jeg skulle
opereres, det kom dr. Ketle om
aftenen og fortalte mig. Han var
utroligt flink. Jeg måtte ikke få noget
mad eller vand, for jeg skulle
fuldbedøves med æter, og det var
farligt at have mad i maven.
Næste morgen blev jeg vækket
tidligt og gjort i stand og kørt
ned til operationsstuen. Dr. Ketle
kom ud inde fra operationsbordet
og klappede mig på kinden og
sagde, at jeg bare skulle stole på
ham, han skulle nok få mig rask
igen.
Jeg blev klippet helt skaldet,
og den ene side af hovedet blev
sæbet ind for derefter at blive
barberet, og til sidst kom der
sprit og jod på. Så blev jeg lagt
op på operationsbordet, armene
blev spændt fast, hovedet blev
lagt bestemt og spændt fast. Så
kom en læge og gav mig æter. De
første par indåndinger gik nogenlunde,
jeg huskede jo, hvordan
det var oppe hos dr. Rasmussen,
da jeg fik taget polypper, men det,
jeg fik nu, var slemt. Jeg ville slå
masken væk, men det kunne jeg
ikke, jeg var jo spændt fast. Pludselig
blev rummet så stort, og jeg
skulle tælle. Jeg talte til 30 og
lægen sagde:
„Det er da utroligt, så meget
den dreng skal have af æter!“, og
så var jeg pludselig væk i en dyb
søvn.
Efter operationen vågnede jeg
oppe på stuen. Jeg hørte en vis
mumlen, der stod en hel stab af
læger og sygeplejersker om mig,
de var vist bange for, at jeg skulle
kaste op. Det gjorde jeg ikke, så
de gik igen.
Mor havde været der, men
måtte gå, før jeg vågnede, hun
skulle jo nå rutebilen hjem. Hun
havde lagt et par store æbler til
mig, hun vidste, at jeg var helt syg
med æbler. Jeg lå drejet til venstre
med hovedet, der var pakket
godt ind i gazebind og fik øje på
de store æbler og så mit snit til
at snuppe det ene æble. Jeg var
hundesulten og måtte ikke få
mad før næste dag på grund af,
at jeg havde fået så meget æter,
men jeg var så sulten. Sikke en
ståhej der blev, da de opdagede,
at jeg havde spist æblerne; der
sad en sygeplejerske i flere timer
og holdt vagt ved mig for at se,
om jeg skulle kaste op.
Sygeplejersken skældte ud
Jeg måtte ikke røre hovedet de
første par dage, men det skulle
jeg nok også lade være med, for
det gjorde voldsomt ondt, bare
jeg rørte det mindste med det.
Efter den første nat havde det
blødt temmelig meget, og min
hovedpude var helt rød af blod.
De skiftede puden og hævede
sengen, så hovedet kom højt op.
Efter fire eller fem dage skulle
jeg skiftes, nej, hvor gjorde det
ondt, men jeg bed det i mig, jeg
ville ikke pibe over det. De tog en
hel del gazestrimmel ud af såret
og stoppede gult gazestrimmel

ind. Efterhånden blev jeg så vant
til at få det skiftet, at jeg ikke regnede
det for noget særligt.
Når jeg skulle spise, skulle sygehjælperne
og sygeplejerskerne
made mig, for jeg kunne jo ikke
se, hvor maden stod i den stilling,
jeg lå i. En dag satte en sygeplejerske
tallerkenen, så hun mente,
at jeg kunne se den, og det troede
jeg også, jeg kunne, men jeg kunne
i hvert faldt ikke rigtig ramme
tallerkenen med det resultat, at
jeg væltede hele min mad ned i
sengen.
Nej, hvor blev hun gal. Jeg tror
nok, hun skulle havde været med
toget til København, og det kunne
hun ikke nå nu, hun skældte mig
ud og sagde, at jeg blev da også
dårligere og dårligere.
Dr. Ketle kom tilbage og trøstede
mig og sagde, at jeg ikke
skulle tro på den sygeplejerske.
Det havde hun slet ikke forstand
på, det hun havde sagt til mig.
Men jeg blev ikke bedre. Tværtimod
blev det værre, og en dag
opdagede første reservelægen
nogle røde pletter på min krop.
Overlægen i medicinske sygdomme
kom for at se på det, og han
konstaterede, at det var skarlagensfeber.
Alle åndede lettet op,
da de opdagede det.
Jeg blev kørt over i et rum, hvor
jeg lå isoleret fra alle andre, inden
de fik åbnet epidemiafdelingen.
Den nat, jeg lå isoleret på det
lille rum, var ikke særlig rar. Der
kom næsten ingen og så til mig.
Næste dag blev jeg indlagt på
epidemiafdelingen, og den første
dag lå jeg der helt alene, men de
følgende dage blev der indlagt
flere og flere. Man skulle ligge
der i fire uger. Dem, der kom ind,
var ret dårlige, men jeg havde
Hvad hyler du for?
Jeg kom til læge og fik fjernet mandler og polypper. Det var en barsk
oplevelse uden bedøvelse. Sygeplejersken, stor, bred og stærk, satte mig
på sit skød og holdt mig fast med arme og ben. Så kom lægen ind, han
lignede nutidens rummænd, og jeg var selvfølgelig rædselsslagen. Han
stak noget ned i halsen og i næsen, og så var det slut. Han syntes da ikke,
det kunne være så slemt og spurgte, hvad jeg hylede for.
Pige, født 1928.
det noget bedre, og nu måtte jeg
også komme op af sengen i nogle
timer om dagen.
Det var lidt af en prøvelse at
skulle op at gå efter så lang tids
sengeleje, så jeg måtte støtte mig
lidt til sygeplejersken de første
par gange, men efterhånden gik
det fint igen, og jeg trænede flittig.
Jeg lå der i fire uger, inden jeg
blev hjemsendt. I begyndelsen
kom jeg ned til dr. Ketle og fik
skiftet en gang om ugen. Senere
fik dr. Rasmussen lov til at skifte
det plaster, jeg havde på. Der gik
næsten et helt år, inden det blev
helt lægt. En gang imellem skulle
jeg have såret kradset op, for
det måtte ikke læges for hurtigt,
alt det dårlige skulle drænes ud,
sagde dr. Ketle.
Det var en drøj omgang at komme
igennem.
161

162
Stue på børneafdelingen,
Frederiksberg Hospital, 1909.
Dyner i hestevognen
Mens Anders tjente i Rødding og
var 12-13 år gammel, blev han syg
med lungehindebetændelse. Far
fik arbejdsvognen frem, fyldte den
med halm og dyner og puder,
hvorefter han hentede Anders i
Rødding. Han skulle ikke ligge
syg i karlekammeret der.
Dreng, født 1900.
betændelsessygdomme, som hidtil
var blevet betragtet som yderst
alvorlige og livstruende. Når et
barn fik lungebetændelse, var der
ikke andet at gøre end at putte
det godt under dynen og håbe
på det bedste. Måske overlevede
barnet. Måske døde det.
Det var afgørende at få barnet
over „krisen“. Krisen var det
punkt, hvor temperaturen begyndte
at falde, og den indtraf typisk
efter syv dage. Når først krisen
var overstået og temperaturen
igen normal, vidste man, at sygdommen
var udstået. Hvor svagt
og afkræftet barnet end var, kunne
det nu heldigvis kun gå fremad.
Varme, hvile og sund kost
kunne give et barn modstandskraft
nok til at overleve lungebetændelse
og nogle af de andre
livsfarlige sygdomme. Men når
man boede i en utæt og uopvarmet
lejlighed, ikke ejede et par
sko og ikke fik andet at spise end
en gammel sur brødgnalling med
margarine og puddersukker, var
det en kur, som mange børn kun
kunne drømme om.
Så hvorledes give sit barn en
god opvækst, når man ikke engang
har råd til at købe en varm
trøje til det eller give det en tallerken
suppe?
Før det offentlige velfærdssystem
stillede sig selv det spørgsmål,
var det private og kirkelige
velgørere, der forsøgte at hjælpe
så godt, de kunne.
Hjælp til spædbørn
De såkaldte børneplejestationer
var et forsøg på at hjælpe fattige
familiers spædbørn gennem de
første kritiske måneder af livet
og dermed nedbringe de rystende
børnedødelighedstal.
I de første år af 1900-tallet
døde otte ud af 100 børn på landet,
før de blev et år. I byerne var
det ca. 15 børn ud af 100. Sygdommen
kolerine var en stor og
styg dræber, og i årene mellem
1901 og 1905 var den skyld i næsten
samtlige spædbørnedødsfald
i København.
Ingen vidste, hvor sygdommen
kom fra før i 1919, hvor
den danske overlæge C. E. Bloch
fra Rigshospitalets børneafdeling
fandt ud af, at der var tale
om en infektionssygdom, forårsaget
af bakterier fra tyfys- og
coligrupperne. Der var især tale
om de såkaldte koliforme bakte-

ier, der var vanskeligere for små
børn end voksne og større børn
at modstå.
Med den viden gav en tidligere
observation af sygdommen
pludselig mening. Både danske
og udenlandske læger havde siden
1890 observeret, at ammede
børn sjældnere fik kolerine
end flaskebørn. Amning beskyttede
altså mod sygdommen, men
hvorfor? Man hæftede sig ved to
grunde: At brystmælk var sundere
for barnet end de usteriliserede
blandinger af komælk og sukker,
som flaskebørne fik. Og at flaskerne
sjældent blev tilberedt under
bare tilnærmelsesvis hygiejniske
forhold, så flaskebørnene fik
stukket de rene bakteriebomber i
munden.
Kirkerne var blandt de første
til at oprette plejestationer, hvor
unge fattige mødre kunne få
hjælp og vejledning om pasning
af deres nyfødte børn, men efterhånden
kom også kommunale
stationer til. I København åbnede
de første seks i 1908, og målet
var lige fra starten at opfordre
kvinderne til at amme deres
børn i stedet for at give dem flaske.
Helt kontant blev mødrene
belønnet med en liter sødmælk,
hvis de til det ugentlige fremmøde
kunne bevise, at de havde ammet
deres barn. Mælken var til
moren, så hun kunne få lidt proteiner
og fedt og dermed næring
til at producere mere modermælk
til sit barn. Yderligere fik de mest
trængende mødre også et måltid
varm mad og tøj til kroppen.
På stationerne fik mødrene ve-
I 1915 byggede Frederiksberg
Hospital en liggehal til de indlagte
tuberkulosebørn, så de kunne ligge
ude og få frisk luft. De var indlagt
så længe, at der også blev oprettet
en skole til dem.
Hyggelig sygdom
Det var hyggeligt at være syg. Så
fik man vindruer og mandariner.
Pige, født 1966.
jet deres børn, og børnene blev
undersøgt af læger og sygeplejersker,
som fulgte med i barnets
udvikling og hjalp, hvis der opstod
problemer.
Stationerne blev populære. Det
første år kom tre pct. af samtlige
nyfødte i København og Frederiksberg.
I 1917 var det ca. 10
pct., og i 1932 var det ca. 20 pct.
I midten af 1940erne fandtes
der i alt 47 private, kirkelige eller
kommunale børneplejestationer
i Danmark og de fleste, 34, lå i
København. Først da de kommunale
sundhedsplejesker begyndte
at komme hjem til de nybagte
mødre, lukkede stationerne.
Sundhed i skolen
Den systematiserede offentlige
sundhedspleje af børn startede
163

164
Med benet i gibs på Frederiksberg
Hospital. Årstal ukendt
Til skolelæge i Roskilde, 1950erne.

Dreng høretestes hos skolelægen på
Mørdrupskolen i Espergærde, 1969.
165

166
Børnehavebørn præsenteres
for offentlig tandpleje.
Frederikssund, 1969.
Piger bliver undervist i at
børste tænder på Frederiksberg
Skoletandklinik, ca. 1910.

Arrangement hos skoletandplejen på Falkenborgskolen i Frederikssund, 1963.
Fars dampkur
Når vi børn var syge, ramte den samme børnesygdom næsten os alle samtidig.
Det var mæslinger, skoldkopper, røde hunde, kighoste, skarlagensfeber,
osv. Så blev vi jaget i seng, og stuen blev mørklagt i flere dage.
Skulle der bruges medicin, måtte far gå de ti km til Viborg efter den.
Ellers bestod fars husapotek af natron, kamferdråber, kjangsplaster og
kamillete. Når vi havde ondt i halsen eller halsbetændelse, hvilket far konstaterede
ved at stikke en ske ned i halsen på os, blev vi beordret i seng,
hvorefter den allerstørste gryde blev fyldt med vand. Når vandet spilkogte,
fik vi et lagen over hovedet, og så kom far med det kogende vand og stillede
gryden på en stol ved siden af sengen, så vi kunne indånde dampen.
Dreng, født 1900.
167

168
Sanatorium var som et fængsel
Willy var ni år, da han i starten af
1900­tallet kom på et tuberkulosesanatorium
for drenge i Nyborg.
Han var der i et halvt år. I
den tid fik han ikke besøg af sine
forældre, for de havde ikke råd
til rejsen fra Køge til Nyborg.
Vi var 33 drenge på sanatoriet i alderen
otte til 14 år. En af de første
dage, man ankom, blev man klippet
helt skaldet for ikke at få lus.
Vi lå alle sammen på en stor sovesal,
og hver aften, efter at vi havde
været under den kolde bruser,
gik det efter tur med at bede fadervor
på liggende knæ ved siden
af sengen. Når vi lå i sengene med
et tyndt lagen over, blev vinduerne
i sovesalen slået op på vid gab. Det
skete nogle gange, at vi, når vi vågnede
om morgenen, måtte ryste
sneen af tæpperne, hvis det havde
været snevejr om natten.
Det var et strengt ophold, og
med hensyn til maden var det
udelukkende fedekost, der blev
serveret. De, der ikke kunne spise
maden, blev tvangsfodret på
badeværelset. Selvom de brækkede
det hele op, blev det puttet
ind i munden igen af plejersken.
Vi havde en plejemor og tre sygeplejersker
til at passe på os, og de
var skam ikke bange for at bruge
spanskrøret for at styre os.
Vand måtte vi overhovedet ikke
drikke, men der stod store junger
med fløde i kælderen, som
vi kunne drikke af så tit, vi havde
lyst, så jeg var tit i kælderen.
Der var også skolegang. Der
kom en lærer inde fra byen to
gange om ugen, og det var en
streng lærer med en ridepisk i
det ene støvleskaft.
Sanatoriet lå efter datidens
forhold langt uden for Nyborg
på et øde sted, og der gik kun en
grusvej derud. Hele sanatoriet
var indkranset af et højt pigtrådshegn,
så der var ingen muligheder
for at stikke af derfra.
Også helt små og nye børn skal vaskes. 1974.

I 1974, da dette billede blev taget, var der ingen,
der tænkte på, at rygning kunne være skadeligt
for børn.
i skolesystemet før noget andet
sted.
Esbjeg blev i 1909 hjemby for
landets første kommunale skoletandpleje,
og hurtigt fulgte andre
byer efter. Skoletandlægerne skulle
undersøge, behandle og rådgive
om god tandpleje. En gigantisk
opgave set i betragtning af, at kun
de færreste børn ejede en tandbørste
på dette tidspunkt.
For meget sukker og for dårlig
kost tærede på de urensede tæn-
der i en sådan grad, at mange børn
mistede alle deres tænder inden
konfirmationen. Så kunne man
passende ønske sig et gebis i konfirmationsgave,
og det var netop,
hvad mange konfirmander fik.
På Frederiksberg skoletandklinik
gik tandlægerne meget op i at
lære børnene at børste tænder, og
i 1912 formåede klinikken en lokal
isenkræmmer til at forhandle
børnetandbørster. Men skoletandlægerne
var vist forud for
deres tid, for tandbørstesalget
blev ikke nogen stor succes.
2. Verdenskrig betød på mange
områder afsavn, og de fem år var
præget af rationeringer, genbrug
og rædsomme erstatningsprodukter.
Sukker var også en vare,
der blev rationeret, og det førte
til en mærkbar forbedring af børnenes
tænder. Før krigen havde
mange børn levet af sødet kaffe
og sødt brød, og da kosten blev
erstattet af usødet grød og grove-
169

170
Kredslægen giver en
koppevaccination
på Åby Skole, 1962.
Jul i isolation på epidemiafdelingen,
Roskilde Sygehus, 1926.

Dr. Jakobsen var imponeret
Engang kom seks af mine søskende
hjem med mæslinger. Min mor
ryddede soveværelset og satte tre
senge over for hinanden, og da dr.
Jakobsen kom, sagde han, at det
var ligesom at gå stuegang inde på
sygehuset.
Pige født 1936. Hun havde 11 levende
søskende. To andre søskende var
dødfødte, og yderligere to døde af
lungebetændelse som spæde.
Familien boede på Langeland.
re korntyper, betød det faktisk en
sundere kost for mange børn, og
det kunne ses på tænderne.
At få børn til at børste tænder
(eller rettere at få deres forældre
til at forstå vigtigheden af tandbørstning)
var en lang og sej opgave,
og der gik mange årtier, inden
landets skoletandlæger kunne
puste ud og glæde sig over, at
danske børn passede godt på deres
tænder. At der så ikke skulle
gå mange år, før de måtte op af
stolen igen og advare mod de uhyre
mængder af sodavand og slik,
som danske børn begyndte at sætte
til livs, er en anden historie.
Fra århundredeskiftet kunne
man også se hvidkitlede læger i
skolerne. Silkeborg var en af de
første provinsbyer, der gennemførte
en skolelægeordning. De nye
skolelæger skulle holde øje med
børnenes sundhedstilstand og de
hygiejniske forhold på kommunens
skoler, men de skulle ikke
behandle børnene. Hvis de opdagede
sygdom, blev børnene henvist
til familiens egen læge.
Og så var skolelægen også manden,
der kunne lukke hele skolen
og give varmefri, hvis temperaturen
kom op over 25 grader.
Skolepsykologer
Danmarks første skolepsykolog,
Henning Meyer, blev ansat i Frederiksberg
Kommune i 1934, og i
årene efter blev flere og flere skolepsykologer
tilknyttet folkeskolerne.
I de første år beskæftigede
de sig mere med undervisningen
end med de enkelte børns problemer.
Psykologerne vidste nemlig
noget om læreprocesser og børns
udvikling, som lærerne ikke altid
Til kiropraktor i Helsingør, 1972.
vidste nok om. De holdt foredrag
for lærerne og gav gode råd til,
hvordan lærere og børn fik mest
ud af undervisningen. De intelligenstestede
børnene og fordelte
de tunghøre, synshandicappede,
svagt begavede og alle andre, der
ikke passede ind i stamklassen, i
de forskellige specialklasser.
I 1960erne blev samarbejdet
mellem skole og hjem tættere, og
her blev skolepsykologerne inddraget.
I et hidtil uset omfang skulle
de nu også have samtaler med
forældrene om børnenes udvikling
og eventuelle problemer – en
helt ny disciplin for skolepsykologer,
der ellers havde været vant til
at sende sine skriftlige vurderinger
af børnene til skoleledelsen, hvor
de sjældent blev modsagt.
Således kom også børns psykiske
sundhed på dagsordenen.
171

172
Det var ikke usædvanligt at
fotografere døde børn. Ofte blev
sådan et foto det eneste billede, et
forældrepar havde af deres døde
barn. Disse to børn er fra Rudkøbing.
Øverste foto er fra ca. 1936, det
nederste er af ukendt dato.