E C M - ESO

eso.org

E C M - ESO

Erindringsbilleder

af Claus Madsen


Claus Madsen, årgang 1951, blev

født i København men tilbragte sin

ungdom i Esbjerg, hvor han også fik

sin første uddannelse. Tog i 1980

springet til et internationalt job, og

har siden beklædt en række poster

i ESO, den europæiske astronomiorganisation

med hovedsæde i

München og forskningsfaciliteter i

Sydamerika, samtidig med at han tog

en kandidatuddannelse med fokus

på samspillet mellem videnskab og

samfund.

Fra 2000 til 2005 var han ESOs

repræsentant overfor den Europæiske

Union, i perioden 2005-2008

international kommunikationsdirektør

og i dag er han Senior

Advisor for International Relations for

ESOs Generaldirektør.

Claus Madsen er gift med Asta

Petersen og har tre børn, Jakob Just,

Sarah Louise og Christoph Martin.

Han er medlem af Nyt Europa, en

organisation der arbejder for et

demokratisk og stærkt EU.

Foto: Marieke Baan


til Christoph Martin,

Sarah Louise og Jakob Just


TRAJEKTORIUM

”...Som en opdagelsesrejsende, der fra stranden spejder ud på det åbne hav.

Under horisonten venter rigdom og berømmelse,

lykke, måske,

eller katastrofe og undergang. Han ved ikke selv, hvad der driver ham,

men han ved, at han skal

derud.”


© Claus Madsen 2008, 2009

2. reviderede udgave

Sat med Garamond Premier Pro

Omslag: Arne Gundestrup

Tryk: Etryk.dk – One Way Tryk a/s, Skanderborg

Egenudgivelse – Claus Madsen, Garching bei München.

www.eso.org/~cmadsen/Publications.html – cmadsen@eso.org


Indhold

Forord

I – Grå

II – Opbrud I

III – Uhuru na Ujama

IV – Oprør

V – Haves: Livslyst. Søges: Noget at bruge den til

VI – Opbrud II

VII – Per Ardua ad Astra

VIII – Grænsegænger

IX – Verden ligger åben

X– Astronomy for Social Good

XI – Stjernernes Diplomat

XII – Golem

XIII – Credo in Mundum

Henvisninger

i

1

17

25

33

41

55

63

101

159

177

189

223

233

237


Forord

At skrive sine erindringer er ikke just en daglig foreteelse. Så meget

mere er det lærerigt. Til min egen overraskelse har det vist sig, at selve

skriveprocessen har hjulpet mig til bedre selv at forstå min egen baggrund,

for den har nødvendigvis tvunget til reflektion over alt det, der udgør et

menneskeliv.

For når man starter, myldrer tankerne frem; den ene oplevelse konkurrerer

med den anden i éns opmærksomhed: Hvad skal med i beretningen? Hvad

er uinteressant? For mig viste udvælgelsesprocessen – med sortering efter

kronologi, tematisk sammenhæng eller andre kriterier og efterfølgende

prioritering – sig som en søgen efter mønstre, fra hvilke mulige generaliseringer

måske kunne afledes, efter klarhed og orden i et tilsyneladende

kaotisk billede. For mit liv har aldrig været lineært – ”lige ud af landevejen”.

Det har budt på blindgyder og omveje. Der var også lige, brede veje, men

fra dem afstod jeg ofte. Der var bi- og stikveje, som jeg betrådte, uden at

vide om de ville føre til målet. Ja, somme tider uden at vide, hvad målet var.

Alligevel tror jeg, at de mange ”svinketure” danner en overordnet vej – tiden

vil vise, om den vurdering holder. ”Livet forstås baglæns, men må leves

forlæns,” skrev Søren Kierkegaard.

At få klarhed over sit liv er ikke det værste, der kan vederfares én. Men

dette lille projekt viste sig at være mere kompliceret end et spørgsmål om

emner og mulig tilordning til noget, der kunne give mening. Ingen kan

påstå, at det at skrive sine erindringer ikke sker frivilligt. Alligevel har jeg

til tider haft fornemmelsen, at det ikke skete af egen fri vilje. Over lange

strækninger var jeg selv spændt på, hvad der ville komme til at stå i denne

bog, for ordene syntes at komme af sig selv i en nærmest ustyrlig proces. Et

af de ord, der findes i stort tal er ordet ”jeg”. Sommetider forekom det mig,

at dette projekt i virkeligheden var et kæmpe ego-trip.

i


Men det var ikke formålet med projektet. Snarere var det ønsket om, at

give noget videre til mine børn: En viden, indsigt, erfaring eller hvad man

nu måtte beskrive det som, i det forfængelige håb, at de måtte være i stand

til at drage nytte deraf. De fleste forældre nærer vel et sådant ønske. Men

”erfaring er en billet til et tog, der er kørt,” sagde vi – lidt hånligt – i 68-generationen.

Det ville være naivt at tro, at senere generationer skulle tænke

anderledes derom. Så her er ingen anvisninger på livet, ingen morale (og

forhåbentlig kun få løftede pegefingre). Men det er et forsøg på at skildre

en baggrund – en personlig baggrund, men i en bredere kontekst – der kan

belyse en del af den historie, som jeg og måske derigennem børnene – mine

børn – bærer i sig. I den sammenhæng er oprigtighed vigtig. Om det er lykkedes,

ved jeg ikke, men jeg har bestræbt mig derpå.

Oprigtighed skal ikke forveksles med objektivitet. Er konklusionerne –

mønstrets system – så reelle eller et resultat af simpel efterrationalisering?

Det er nok umuligt at sige, men i det omfang andre kan bruge dem til

noget som helst, er det nok i virkeligheden ligemeget, for reglen gælder

fortsat. Livet skal leves forlæns.

Hoveddelen af teksten er skrevet i januar/februar 2008*, men ikke alt. Faktisk

har jeg i årenes løb gjort mange notater og lavet tekstskitser, mest fra

mine rejser. Jeg har valgt at lade nogle af dem stå stort set uændrede, så at

sige som autentiske billeder af mine oplevelser.

Man kan ikke beskrive 56 år i en bog på så få sider uden at foretage valg.

Der har været mange episoder og oplevelser, som har haft stor betydning

for mig, uden at de nødvendigvis er nævnt her. For bogen er jo netop ikke

skrevet for mig. Der er også historier, som ikke kan fortælles endnu. Vi får

se, om de kan senere.

I det meste af bogen har jeg valgt at gå mere eller mindre kronologisk frem.

I de sidste kapitler har jeg brudt dette princip. Der var for mange tråde,

som krævede særskilt behandling.

ii


Jeg skylder Asta en stor tak for hendes uvurdérlige hjælp i dette projekt,

både hvad angår kritisk gennemlæsning, konstruktive kommentarer og

hjælp til at få min hukommelse på gled. Samtidig har hun udvist klar respekt

både for indhold og for fortællingens perspektiv. Og en engels tålmodighed

med mig, også i forbindelse med dette projekt.

Jeg takker også min portugisiske kollega og medarbejder Mafalda Martins

for hjælp til scanning af billederne. Stor tak tilkommer også Annie Bäres

for grundig korrekturlæsning. Al den stund at måske 90 % af det, jeg har

skrevet i de forløbne 27 år, har været på engelsk, var hendes hjælp af stor betydning.

Alligevel gælder det, at de fejl, der fremdeles måtte være i teksten,

skyldes mig – og kun mig! Sidst, men ikke mindst, takker jeg min gode

ven Arne Gundestrup, der har skabt omslaget til denne bog – ”inspireret

af mørkekammerets kemikalier, verden set fra rummet, fragmenter, fortid,

nutid…”

Claus Madsen

Maj 2008

* Tilføjelse til 2. udgaven: Efter trykningen af 1. udgave har jeg følt at nogle

af de temaer, som bogen berører, ikke var tilstrækkeligt belyst. Jeg har prøvet at

tage højde for dette i en lettere udvidet udgave, som den foreligger her. Jeg har

samtidig valgt, ikke at føre historien videre, fordi tiden endnu ikke har tilladt

en rimelig afstand – og dermed en mere nøgtern vurdering – af de seneste

begivenheder. Bearbejdningen af 2. udgaven blev afsluttet i februar 2009.

iii


Lille Claus – hvad nu? Billedet er for så vidt uskyldigt, men er samtidig ikke uden

en vis symbolik. Det er optaget på Københavns Hovedbanegård, hvor min mor

netop er taget afsted på feriekoloni med sine børnehavebørn.


I

Grå

Ungarn. Året er 1957. Min mor og jeg står i den smalle entré i Elbagade

på Amager, egentlig på vej ud af døren til børnehaven, som min mor

leder og jeg ”går i”. Vi snakker om Ungarn, der er blevet til et begreb for mange

efter den store ”Ungarn-krise” – den sovjetrussiske intervention i Ungarn –

midt i den kolde krig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg husker denne situation så klart,

al den stund at mange andre hændelser fra den periode flyder ud i forglemmelsens

grå tåge. Jeg er knap seks år gammel, lever relativt trygt på en lille plet

i et forholdsvist rigt land. Så hvorfor Ungarn?

Trods alt skete der andre ting i mit liv. Tidligere på året var min far død.

Det var en uvirkelig situation. Han blev syg juleaften, kom på hospitalet,

blev udskrevet og kom hjem. Blev indlagt igen og døde. Med ét var han

borte, jeg så ham aldrig mere. Blot en fin granitsten på kirkegården ved

Philips Kirke. Vi – min mor, søster og jeg – levede videre. Det var svært,

men på en sær måde gik tilværelsens nære vanskeligheder hen over hovedet

på mig. Men Ungarn stod klart og tydeligt på lystavlen.

Der gik dog ikke lang tid før næste omvæltning. Min søster, som var godt

ti år ældre end jeg, flyttede – blev først ”ung pige i huset”, derefter tog hun

på højskole, og sidenhen flyttede hun sammen med sin kæreste. Skønt hun

fortsat ”var der”, tabte vi hinanden af syne, mentalt set, og der skulle gå årtier,

før vi fandt hinanden igen. Dermed var vi bare to, min mor og jeg.

Set med en voksens øjne var der selvfølgelig tale om en dramatisk forandring,

da kernefamilien gik i stykker, men helt sådan opfattede jeg det ikke.

Børn tilpasser sig. Vi havde intakte – og nære – forbindelser til min mors

familie, især med de to af hendes tre søstre, som boede i København. Hun

havde også en stærk kreds af venner og arbejdskolleger, ofte studiekammerater

fra pædagogseminariet. Alle var de dybt engageret i samfundsspørgs-

1


Lykkelige dage i Elbagade. Men fotos lyver. Jeg tror ikke, at jeg var en sød og nem

lillebror, sådan som dette tydeligvist arrangerede billede skal antyde. Min søster

Birthes ansigtsudtryk forråder, at hun heller ikke er helt overbevist.

2


Fra min søsters konfirmation: Min mor (yderst t.v.) med sine forældre, sine tre søstre

og ”os børn”. ”Vor generation” udg jorde i alt seks drenge og fem piger (hvoraf en døde

som lille). Jeg var den yngste, hvilket passede mig glimrende. Hvorfor ”svigersønnerne”

– min far og mine onkler – såvel som tre børn mangler på billedet, ved jeg ikke.

mål, alle besjælet med lyst og energi til at kæmpe for et samfund, som var

friere, mere retfærdigt og mere tolerant og muliggjort gennem den gryende

velfærd, som fulgte 30’ernes krise og 40’ernes besættelsestid og økonomiske

afsagn. Alle var de socialister.

Min egen familie kom vel så tæt som muligt på, hvad man forstår ved en

klassisk socialdemokratisk familie. Den var gennemsyret af klassebevidsthed

med dertil hørende værdighed, som byggede på en ægte stolthed over

”håndens arbejde” og de sociale fremskridt, som socialdemokraterne i

fællesskab havde tilkæmpet sig: Sygekasse, arbejdsløshedsunderstøttelse,

sunde socialboliger osv. De forstod, at fremtiden havde meget at byde på,

ikke mindst bedre skolegang; men de forstod næppe, at de værdier, som de

holdt højt og som havde båret dem igennem mangen en hård arbejdskamp,

ville blive undergravet af selv samme fremskridt. Det er svært at abstrahere

fra sin egen situation. Den anden gruppe, som udgjorde vort sociale netværk,

var min mors pædagogvenner. De var mere parate til at se verden

3


Maj 1945 – billedet, som er optaget d. 5. maj, dagen for befrielsen, viser den modstandsgruppe,

som min far var medlem af. Min far ses yderst til højre, uden hjelm

og våben. Det er næppe et tilfælde, for skønt han omgikkes skydevåben hver dag

hadede han dem, som han hadede krig. Vi kaldte dem ”frihedskæmpere”, besættelsesmagten

kaldte dem ”terrorister”. I USA ville man måske idag tale om ”illegitime

kombattanter”.

Min mor (t.v.), formodentlig på feriekoloni på Søholm ved Vordingborg.

4


uden klassekampbriller. Det var ikke, fordi de ikke var socialister – de fleste

lå vel et godt stykke til venstre for socialdemokratiet (nogle var kommunister)

– men de baserede deres samfundssyn på et mere teoretisk, nærmest

akademisk, grundlag. De troede på klassekampen, men det var ikke deres

klassekamp, på samme måde som det var for fabriksarbejderne eller de

arbejdsløse. Det kan måske lyde negativt. Men de bragte nye, spændende

dimensioner ind i vort verdensbillede. De havde selv fundet inspiration i

venstrefløjens markante fortænkere, fra Gunnar og Alva Myrdal til Poul

Henningsen, såvel som den nye pædagogiks ”fyrtårne” Sofie Rifbjerg, C.C.

Kragh-Müller og brødrene Sigsgaard, m.fl.

De to grupper var forskellige, men min mor udgjorde et naturligt forbindelsesled

mellem dem. Med et ben i begge verdener var hun hjemmevant

begge steder: Hun var opvokset i en politisk engageret familie, blev tidligt

medlem af DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) og påkaldte sig

opmærksomhed i fagbevægelsen i de hårde år i trediverne, hvor hun, i hvert

fald ved én lejlighed, blev beskrevet som ”den unge agitator Inger Simonsen”.

Under besættelsen tog hun springet til at få en formel uddannelse som

småbørnspædagog, kraftigt tilskyndet af min far, som selv var dybt involveret

i modstandsbevægelsen, og som derfor ikke nødvendigvis kunne forvente

en lang fremtid som forsørger af sin familie. Set med nutidens øjne er

der intet usædvanligt i at påbegynde en uddannelse som 30-årig, men i fyrrene

(og med bare syv års skolegang) var hun en mønsterbryder. Samtidig

var hun i samklang med sin egen families traditioner: Hendes bedstefar var

den første socialdemokratiske byrådskandidat i Frederikshavn, hendes far

forblev socialist og aktivt partimedlem, skønt han var håndværksmester.

Det var med andre ord et dybt engageret, samfundskritisk, intellektuelt

stimulerende miljø, jeg var omgivet af. Med tro på fremtiden, vel sagtens

også betinget af den almindelige optimisme, som groede ud af den begyndende

opgangstid. Det er svært at forklare, men på en måde gav det mig

både tryghed og livsindhold i en tid, hvor nogle af dem, som havde sørget

for min tryghed ”forsvandt”, og min barndom hørte op. Det har måske en

patetisk klang, men helt forkert er det ikke. Selvfølgelig legede jeg (oftest

med mine fætre, Finn og Sten-Erik), men jeg var forsigtig, for ikke at sige

5


ængstelig, og ikke interesseret i meget af det, der normalt fylder i et barns

liv: Boldspil, sport, friluftsaktiviteter, bragende børnefødselsdage og fester

med slik og ballade. Mine interesser var andre.

Schumanns ”Träumerei”. En lille lyshåret purk i brun duffelcoat. Han står

uden for radioforretningen på Nørrebrogade. Han tøver kort, før han vover

sig ind i forretningens let støvede indre. Mellem radioapparater og grammofoner

er der en høj disk, overfor en kabine. Dér kan man sidde og “prøvehøre”

pladerne. Den udvalgte plade er en lille en af den slags, man siden kaldte

”en single”, 45 omdrejninger i minuttet. På omslaget smiler en venlig herre

til drengen. ”Det bli’r syv-en-halv,” siger ekspedienten, og herren på omslaget

synes at smile en anelse mere. Yuri Boukoff er hans spændende, let mystiske

navn. Og med sine magiske fingre åbner han og Schumanns drømmerier en

vidunderlig verden for drengen. Hjulpet, selvfølgelig, af grammofonen hjemme

i Elbagade. 45 omdrejninger i minuttet, 3 minutter langt. Snart blev

repertoiret udvidet: Rubinstein spillede Beethovens klaversonater, Oistrakh

violinkoncerterne. Det var som at spise laks og oksefilet – hver dag.

6

Lykkelige dage i Lyngby: Jeg

tilbragte megen tid sammen

med mine to fætre Sten-Erik

(t.h. i billedet) og Finn

(t.v.), som boede i Lyngby.


Musik spillede ingen virkelig rolle i min verden, før jeg begyndte i skolen

og fik en ung, engageret klasselærer ved navn Gerwin Andersen. Han introducerede

os for klassisk musik – til stor glæde for mig. Da vi derhjemme

samtidig havde fået en grammofon, holdt denne musik også indtog hjemme

hos os, uden at den gjorde os til en ”musikfamilie”.

Gerwin Andersen var en god lærer. For flere i min klasse var han nærmest

som en far, og det af gode grunde. Skolen, jeg gik på, var Det Kongelige

Vajsenhus, en lille privatskole med traditioner. Vajsenhuset blev grundlagt

i 1727 på bud af Kong Frederik IV som en skole for forældreløse børn (efter

det tyske udtryk Waisenkinder), men optog i mellemtiden også børn

af enlige forsørgere. Blandt institutionens særlige privilegier hører stadig

eneretten til udgivelsen af Den Danske Salmebog, som formodentlig har

givet skolen en sikker indtægt og derved sikret dens eksistens – for skolen

er gratis for eleverne.

Skolebygningen, som stammer fra 1875, åndede historie og traditioner.

Skolens hal, som hed ”vestibulen”, var en fornem søjlehal, fra hvilken marmortrapper

førte op til klasseværelserne. Langs trapperne stod buster, vist

nok af rigets konger. Klasseværelsernes vægge prydedes af malerier af Danmarkshistoriens

vigtigste begivenheder. Det var en meget national bevidst

skole, hvor disciplin, høflighed og flid blev håndhævet, om nødvendigt

med fysisk magt. Forstanderens spanskrør blev brugt til formålet, men

dengang havde skoler, vel generelt, også andre muligheder for at bibringe

børnene ”god opdragelse” og anstændig adfærd. I tegnetimerne opretholdt

læreren, en ældre kunstnertype med skæg og baskerhue, den fornødne ro

ved at dunke støjende elever i hovedet med et nøglebundt. Og – som sikkert

set andre steder – bød gymnastik ganske særlige muligheder for småsadistiske

lærere til at demonstrere deres magt. Vi skulle bade efter hver

time, og dertil hørte obligatorisk hårvask – med billig håndsæbe, som den

fandtes i halvtredserne. Når alle var behørigt sæbet ind, blev der lukket for

det varme vand – og det nedkaldte straf over vore syndige hoveder, hvis vi

sprang ud af det iskolde brusebad i utide. Og prøv at skylle billig håndsæbe

ud af håret med koldt vand!

7


Gerwin Andersen til trods tænker jeg tilbage på Det Kongelige Vajsenhus

med alt andet end varme tanker. Da jeg senere i mit liv for første gang

læste Schjerfigs ”Det Forsømte Forår”, troede jeg oprigtigt, at skolen, han

beskrev, var min gamle skole. Men det hører med til billedet, at der bestemt

var tale om en skole med ”en mission”. Målet var helt klart at sætte os stakkels

børn, som havde mistet forældre, i stand til at klare os i samfundet og i

livet. Ærefrygt for Gud og Konge og kærlighed til fædrelandet hørte ligeså

meget til som kendskab til at stoppe strømper eller selskabelige færdigheder

som dans. Jeg nævner dette, fordi jeg fejlede eklatant på alle disse områder.

Men generelt betød det, man i dag betegner som ”faglighed”, meget,

og sandheden er, at vi var 1-1 1/2 år forud i samtlige fag i forhold til min senere

skole. Om det virkeligt var et gode, ved jeg faktisk ikke, men det høje

faglige ambitionsniveau afspejlede sig også i atmosfæren på skolen. Man

forventede, at vi skulle ”blive til noget” i samfundet; så sokkestopningen

blandedes med en vis elitær fornemmelse blandt os alle. Den hårde disciplin

stod i skærende kontrast til min tidlige opdragelse, som – takket være

min mor – jo fulgte moderne pædagogiske idéer, men fornemmelsen af at

”være anderledes” – dvs. at stå udenfor ”normalgruppen” – kunne kun forstærkes

på Det Kongelige Vajsenhus. Selvfølgelig også fordi skolen modtog

elever fra hele byen, hvorved omvendt disse ikke gik i skole med de andre

børn i deres respektive kvarterer. Vajsenhusets forening for gamle elever

hedder ”Det Gode Minde”. Det er glædeligt, at der er elever, der tænker

sådan om den gamle skole. Men jeg gør det ikke.

Da min far døde, ændrede vort liv sig fundamentalt. Min mor begravede sin

sorg i arbejde som leder af en stor børnehave. Hendes gamle engagement i

fagforeningsarbejdet fik en ny drejning i pædagogernes fagforening 1 , som

hun få år senere blev formand for. Værst gik det dog ud over min teenagesøster,

Birthe, som led umådeligt, ikke bare under tabet af vor far, men også

under vor mors manglende evne – måske muligheder – til at håndtere den

vanskelige situation. Hun flyttede tidligt hjemmefra og gik i gang med sin

egen pædagoguddannelse. Under disse omstændigheder var jeg nødt til at

blive voksen.

8


Vi boede på Amager; min skole lå inde i byen, i Nørre Farimagsgade nær

Nørrevold. Med undtagelse af de første dage tog jeg til og fra skole uden

ledsagelse og blev lidt af en ekspert i Københavns Sporveje. Det gav ny

frihed og åbnede for interessante muligheder. F.eks. opdagede jeg en potentiel

forretningsfidus på Nørreport station, som jeg passerede hver eftermiddag

på vej fra skole. Nørreport station er bygget under jorden, brede

trapper fører fra gadeplan ned til S-toget. Men i halvtredserne havde ingen

tænkt på, at der blandt de rejsende kunne være personer i kørestol eller

mødre med barnevogn, for hvem adgang til perronerne kunne være et problem.

De var glade for en hjælpende hånd, når barnevognen skulle ned ad

de mange trapper, og de viste deres taknemmelighed med ”en lille erkendt-

Der var fordele ved at have en travlt beskæftiget mor. Ud over stillingen som leder

af en stor fabriksbørnehave og arbejdet i pædagogernes fagforening hjalp hun også

et fremadstræbende legetøjsfirma med markedsføringen af et nyt, innovativt produkt.

Hendes hjælp bestod især i at afgive en ”pædagogisk” bedømmelse, som hjalp

virksomheden til at overvinde toldbarrierer på eksportmarkederne. Her ses hun

sammen med Jens Sigsgaard og, i midten, virksomhedens direktør, Godtfred Kirk

Christiansen. Virksomheden hed Lego, og hendes hjælp betød også, at jeg var velforsynet

med Legoklodser, hvilket jeg naturligvis glædede mig over.

9


lighed”, som de sagde. Det gav mange ti-ører i min lomme, for det var mig,

der ventede ved trappen, parat til at hjælpe – i øvrigt uden konkurrence på

daværende tidspunkt.

Jeg havde fået en fin, rød cykel. Min kusine Inger lærte mig at bruge den,

og den gav mig nye muligheder for at opdage verden. I min fritid (når min

mor var på arbejde) begyndte jeg at cykle rundt i byen – også til steder, som

min mor havde forbudt mig at komme på grund af den stærke trafik.

I min første skoletid gik jeg i en perode til ”specialist”, en hals-næse-øre læge

i den indre by. Igen klarede jeg de mange behandlinger alene, hvilket dog

ikke generede mig det mindste. Ej heller tænkte jeg over, at min mor måske

burde have ledsaget sin syv-otte-årige søn; hun var jo på arbejde og længere

var den historie såmænd ikke.

10

Trods hyppig adskillelse

havde jeg et meget nært

forhold til min mor.


Jeg tilbragte mange weekender hos mine fætre i Lyngby eller hos mine

”erstatningsforældre”, ”Nitte” og Gunnar. Nitte var min mors nærmeste

medarbejder i børnehaven. De havde ingen børn selv, så jeg blev passet og

plejet til den store guldmedalje. De havde begge ”rejst” i deres yngre dage;

Nitte havde boet i New York, og hun havde gemt sine gamle bykort over

Manhattan, Brooklyn, Queens og Long Island. Jeg var dybt fascineret af

kortene og fortællingerne, og måske blev den første kim her lagt til min

senere omfarende tilværelse. Gunnar var ivrig amatørfotograf. Det lille badeværelse

tjente også som mørkekammer, og han viste mig, hvordan fotografiske

billeder blev til. Han gav mig også mit første kamera, jeg tror, da

jeg var otte år gammel.

Da halvtredserne nærmede sig lukketid, begyndte et nyt offentligt transportmiddel

for alvor at gøre sig gældende: Flyvemaskinen. I 1957 genetableredes

det tyske selskab Lufthansa med nye amerikanske fly. Lufthansa

modtog også tidligt de første langdistance jetfly, Boeing 707’ere, og de

benyttede lejligheden til en charmeoffensiv i Tysklands nabolande. Med

krigen som baggrund var det klart ”op-ad-bakke” for det nationale tyske

selskab. Man forsøgte tydeligvis at præsentere sig som venlige – og fredelige

– naboer. I forbindelse med 707’erens gæstevisit i Københavns lufthavn

besluttede Lufthansa derfor – som en gestus – at invitere en gruppe ”socialt

ramte” børn til at opleve det store fly. Valget faldt på min klasse fra det

Kgl. Vajsenhus, og vi drog på tur til Kastrup. Jeg havde nok forestillet mig,

at det ville give en flyvetur, men så gavmilde var de tyske værter nu ikke.

Men vi fik set det store fly og blev sendt hjem med farverige brochurer om

luftrejsernes luksus og eventyr. Som Nittes landkort over New York satte

det nok sine spor i mit sind og bidrog til min senere udlængsel. Og den

lille historie fæstenede sig i min hukommelse. Da Lufthansa i 2007 fejrede

50-års jubilæum, indbød de kunder og ”venner” til at bidrage med store og

små oplevelser fra selskabets historie. Min lille fortælling – med overskriften

”A Time of Gestures” – endte faktisk som en af de mest læste historier

på Lufthansas jubilæumshjemmeside. (Hvilket bestemt siger mindre om

mine fortælleevner end om vedvarende tysk sensitivitet og den lange kamp

for at blive optaget i ”det gode selskab” igen).

11


Villa Skur ved Bangsbo Strand. Jeg fik lov at hjælpe min far med at hejse

Dannebrog, hvilket var et ærefuldt job. Vi fortsatte at bruge huset i flere

år efter hans død.

Man kan muligvis få det indtryk, at min mor var forsvundet af syne, men

det er forkert. Hun havde travlt og levede sit eget liv, så vor fælles tid var

begrænset. Men det var, hvad man i dag kalder ”kvalitetstid”. Hun tog mig

med i sin verden, så meget som muligt – behandlede mig på mange måder

som ”ligeværdig”, diskuterede verdens problemer og uretfærdigheder med

mig. Men vore egne lod vi ligge.

Jeg fik også snart min første flyvetur – med SAS til Ålborg. Min mor havde

besluttet sig for, at vi skulle rejse til Nordjylland med fly. Hun huskede sin

egen bedstemor, som først i en høj alder havde vovet sig ud på sin første

12


togrejse. Det skulle ikke ske for os, syntes min mor, for hun erkendte at

flyrejser nu var kommet for at blive. Beslutningen var på mange måder

kendetegnende for hende. Hun var ”med på noderne” og ikke bange for

at prøve nyt.

Men alt har to sider. I denne periode havde også SAS anskaffet sig sine

første jetfly, de franske Caraveller. En tid lang gennemførte man, ifølge

dagspressen, såkaldte ”prøveflyvninger” med dem fra Kastrup lufthavn.

Disse flyvninger var i alles munde, dels var det jo spændende med disse

nye fly, som fløj ”uden propeller”, dels larmede de temmeligt meget. Som så

mange andre gav min mor i samtaler udtryk for, at hun var plaget af støjen

– forståeligt, for vi boede ikke langt fra Kastrup – og jeg besluttede at gøre

noget ved sagen. Jeg vidste, hvordan jeg skulle få telefonnummeret til SAS

”i lufthavnen”, og med det i hånden ringede jeg resolut derud og bad dem

pænt, om de ikke nok kunne begrænse prøveflyvningerne til at finde sted

om dagen, ”så min mor og jeg kunne sove om natten”. Jeg fik et venligt svar,

omend jeg ikke husker detaljerne. Men jeg husker min mors forbløffede

udtryk, da det gik op for hende, at jeg uden lange diskussioner havde taget

sagen i egen hånd.

Sommerferierne var åndehullerne, som gav ilt til min barndom. Vi tilbragte

dem i vort sommerhus i Understed, syd for Frederikshavn. ”Huset” bestod

af to bygninger: En oprindelig bygning bestående af en meget lille stue og

et endnu mindre køkken. Ved siden af stod et soverum med køjer. Min far

byggede denne del det sidste år, han levede. Selv sov han i det bare én eneste

nat. Vi havde hverken vand eller strøm, og husets navn var på alle måder en

rammende beskrivelse: Vi kaldte det ”Villa Skur”. Det var et paradis, som

det lå der få meter fra vandkanten – med en lang, smal sandstrand foran,

og den lokale bondes marker bagved. Min mors lillesøster, Else, og hendes

mand, Bjørn, kom ”derop” fra København, medsamt mine to fætre – og vi

børn levede på den lange strand, var riddere og pirater, eller ”var med” på

gården, på hvis jord sommerhuset lå. Fangede frøer eller markmus, som vi

fodrede bondens hund, Smut, med (den slugte dem uden at tygge....) og

tog på ”ekspedition” over heden ved Sulsted. Det var farligt, for der var

hugorme, men jeg tror nu aldrig vi så nogen. For de vilde ting sørgede mine

13


to fætre, der havde en robust holdning til livets fundamentale spørgsmål.

Det var Finn, som med et grin holdt de sprællende mus op foran Smut.

De tog mig også med på slagteriet, hvor vi gennem den åbne port fulgte

slagtningerne på tæt hold. Grise, køer, kalve. Jeg havde gerne været synet

foruden, men der skete noget, når mine fætre var der. Vi var drengerøve.

Også jeg.

Vi besøgte også min mormor og morfar, som boede i Frederikshavn. Af

profession var min morfar malermester, men nu fik han ”aldersrente” og

havde tid til sin egentlige interesse – kunstmaleri. Hans fire døtre omtalte

ham respektfuldt som ”maleren”, og der er ingen tvivl om, at han var en ægte

patriark. Som det hørte sig til, stod måltiderne på bordet, således at Lud-

14

Maleren.


vig, som han hed, kunne høre ”Pressens Radioavis” imens. Når speakeren

i Radiohuset i København forkyndte de seneste nyheder over det ganske

land, herskede der absolut taleforbud omkring spisebordet i aldersrenteboligen

på Kalkværksvej. Vi havde respekt for ham, men han var en rigtig god

morfar for mig. Han lærte mig at tegne perspektiv, og jeg byggede garager

til mine legetøjsbiler af hans cigarkasser. Han havde spændende bøger om

verdenshistorien, som jeg slugte, da jeg blev i stand til at læse sikkert nok.

Jeg ville have elsket at snakke med ham om dem, men da jeg var så vidt, var

han ikke mere.

Der kom farver på i ferierne, men alligevel opfatter jeg min barndom som

grå. København var grå, halvtredserne var grå – i vadestedet mellem det

seje træk med efterkrigsårenes genrejsning og tressernes økonomiske gennembrud

og de samfundsmæssige omvæltninger, som mod slutningen af

det nye årti fulgte i kølvandet af den første materielle mæthed. Og med den

kolde krigs paddehatsskygge hængende over os. Atomsprængninger i atmosfæren,

Koreakrig, Suez-krise, konfrontation i Berlin. Og Ungarnkrise.

15


Esbjerg så på mange måder ud som en almindelig dansk provinsby – et trygt, lille

samfund i dvale. Billedet her viser Torvet i 1977, men det kunne stort set lige så

godt have været taget ti år før. Men i virkeligheden var byen alt andet end stillestående

i de år. (Foto: Brian Kristensen, © Byhistorisk Arkiv, Esbjerg)

16


II

Opbrud – I

1962 kom der grøde i situationen. Min mor blev headhuntet af Esbjergs

I legendariske skoledirektør N.P. Andersen til en stilling i denne by. Hun

skulle opbygge et seminarium for ”børnehavelærerinder” i det Vestjyske.

Esbjerg var dengang mest kendt som byen, der stank af fisk – hvilket var

ganske korrekt. Det var en ung by uden lange traditioner og fast social lagdeling.

Uden traditioners snærende bånd havde den gode forudsætninger

for at være en foregangsby, omend man i København ikke havde den ringeste

anelse derom. Som sædvanligt, fristes man til at sige. F.eks. havde man

i Esbjerg fjernvarme, et energipolitisk tiltag, som først bredte sig til andre

dele af landet årtier senere. Og man havde ”børnehaveklasser” på skolerne

– et stort set ukendt fænomen andre steder. Nu var man i gang med at etablere

sig som ”uddannelsesby”, forståeligt al den stund at Esbjerg var Danmarks

”børnerigeste” by. Så vi flyttede til Esbjerg. Jeg var 11 år gammel.

Skiftet cementerede adskillelsen fra min søster og betød også, at det var

slut med weekenderne i Lyngby eller i Værløse hos Nitte og Gunnar. Mere

positivt betød det også et skoleskift – til en relativt stor kommuneskole ved

navn Rørkjær Skole. Det er svært at forestille sig en større kontrast: Jeg talte

anderledes end mine nye klassekammerater, og jeg havde andre interesser

end dem. Jeg vidste intet om fodbold og forstod ikke, hvilken afgørende

betydning EfB havde for verdensudviklingen. Til gengæld var jeg jo meget

optaget af samfundsspørgsmål og internationale forhold, hvilket ikke fangede

mine fodboldspillende klassefællers opmærksomhed i samme grad.

Jeg kunne lide klassisk musik. Deri var jeg måske ikke alene, men helt ”normalt”

var det heller ikke blandt skolebørnene. Og så havde vi ingen ”Tysklandsantenne”,

vel især fordi min mor besad en betydelig modvilje mod

”de forhadte tyskere”, som hun sagde – et levn fra besættelsestiden. Mere

outsider kunne man nok ikke være som dreng i Esbjerg dengang. Blandt

børnene i Esbjerg var jeg kendt som ”københavneren”. I København blev

17


jeg hurtigt til ”ham ovre fra Esbjerg”. Jeg følte mig som en vandrer mellem

to kulturer – en grænsegænger, som kan færdes let og frit overalt, men som

ikke hører rigtigt til nogen steder. Det skulle blive til et gennemgående

tema i mit liv.

For mange ville dette have udgjort opskriften på en traumatisk barndom;

ikke så for mig, hvilket nok skyldes en vis psykisk robusthed (måske blot en

eufemisme for naivitet), men også den lykkelige kendsgerning at jeg ”landede”

på en skole og blandt lærere, for hvem rummelighed og pædagogisk

indsigt ikke bare var teoretiske begreber, men markerede en praktiseret virkelighed.

Fra starten var jeg aktiv i lanceringen af et nyt skoleblad. Det skulle tage

”kampen op” mod medie-mastodonten Kometen, skolens ”Berlingske Tidende”.

Vi var en lille gruppe drenge i femte klasse, som fandt sammen om

dette projekt. Det nye blad skulle have mere indhold og dække et bredere

felt end den overmægtige konkurrent. Det blev skrevet på min mors skrivemaskine,

og vi lånte en spritduplikator på min mors seminarium, for i

modsætning til Kometen kunne vi ikke betale for bogtrykning. Vi levede

op til vore mål med hensyn til indhold: Det første nummer indeholdt

boganmeldelser, en ”minutroman”, sportsreportage, en teknisk artikel

for radioamatører, filmanmeldelse, pop – og en lederartikel. Og vi havde

meninger at kommunikere. I lederen skrev redaktøren, som var mig, ”... at

negrene både i Amerika og Sydafrika er blevet meget slemt forurettet. De

kære selvglade og egenkærlige hvide, der foruretter de sorte, skulle både

skydes og hænges. Alle skal behandles lige, både hvide og sorte. Vi er jo alle

mennesker.” Hvor stort et indtryk, det har gjort i skolegården på Rørkjær

skole ved jeg ikke, men vi fik da oplaget solgt – for 10 øre pr. eksemplar.

Til gengæld sluttede projektet også her. Mine medsammensvorne ville hellere

lege, da tiden kom til det næste redaktionsmøde. Jeg var nok en smule

ærgerlig, men fik i det mindste en tidlig lektion i projektstyring.

Sådanne intermezzoer til trods var jeg, for at sige det rent ud, generelt en

doven hund. ”Indsatsen står ikke mål med evnerne,” var en bidende kommentar

i min karakterbog, men jeg kan ikke påstå, at det rystede mig syn-

18


derligt. Hvis jeg selv fandt interesse for et tema eller en opgave, så det anderledes

ud – så kunne jeg arbejde dag og nat. Den årlige idrætsdag er et

godt eksempel. Alle, selv min tålmodige lærer Poul Henry Svarrer, indså, at

det var håbløst at sætte mig på Rørkjærs hold. Men jeg var meget optaget

af fotografi, så jeg fik opgaven at tage billeder til Kometen (som altså stadig

bestod), hvilket betød, at jeg fór af sted med stor og tung kameraudrustning

fra plads til plads for at dække alle konkurrencerne. Der var nok ikke

mange, som havde bevæget sig mere end mig, da dagen var omme – men

skolen og jeg blev forskånet for et forsmædeligt nederlag i en sportskonkurrence,

som min medfødte modvilje – og mit manglende talent – ellers

ville have garanteret. Således var der også plads for mig.

Arne Gundestrup og jeg var klassekammarater. Jeg var lidt af en énspænder i klassen,

så vor kontakt var ikke intensiv. Alligevel havde vi sympati for hinanden, tror

jeg. Efter skolen blev Arne reklametegner og fik et liv som grafiker i reklamebranchen.

Dér kom vi lejlighedsvist til at arbejde sammen. Vi mødtes igen flere år senere

og er i dag nære venner.

19


I midten af tresserne bredte tankerne om demokrati og medbestemmelse

sig også ud i skolerne. De første elevråd blev etableret, og det var noget

for mig. Jeg husker mine første forhandlinger som elevrådsformand med

skoleinspektør Magne Astrup. De fandt sted i en yderst behagelig og respektfuld

atmosfære (som enhver, der kendte Astrup, ville forvente), men

som den frembrusende opkomling, jeg jo nok var, var jeg selvfølgelig frustreret

over ikke at kunne vende op og ned på hele skolen – og helst med

det samme.

De første sommerferier tilbragte jeg igen i København. Min onkel og moster

i Lyngby havde købt et ismejeri i Vangede, arbejderkvarteret, som Dan

Turrell gjorde berømt. Sammen med mine fætre var jeg ”bydreng”, dvs.

leverede varer ud til de private hjem. ”At levere” betød at transportere varerne

på en Long John, en varecykel med stort lad foran, og i øvrigt at bære

dem op til kunden, somme tider på fjerde sal – uden elevator, naturligvis.

Som et godt arbejderkvarter havde Vangede et betydeligt konsum af drikkevarer

– mest af alt øl. Dengang var en ølkasse af træ og rummede 50

flasker – af glas. Så mit job bestod i at bringe to kasser øl og en kasse ”vand”

op til Hr. Jensen ”på fjerde”, to liter mælk og en kasse ”vand” til fru Hansen

”på tredje”, en kasse med havregryn, mel og rugbrød til fru Andersen osv.

Det var et slæb, men det gav gode drikkepenge, for selv om pengene ikke

sad løst i et arbejderkvarter (det skulle da lige være til smøger og bajere),

så hørte drikkepengene til bydrengen med som noget naturligt. Jeg har

egentlig aldrig brudt mig om fysisk aktivitet (hvis jeg selv skulle udføre

den), men alligevel kunne jeg lide ”tjansen” – der skete noget, og det gav

god motion til en dreng, der ellers hellere læste bøger i en stol end spillede

fodbold på græsset.

Som i København havde min mor også i Esbjerg kastet sig ud i arbejdets

udfordringer. Det nye seminarium manglede praktikpladser, ligesom regionens

landkommuner var underforsynede med børneinstitutioner. Så hun

drog på turné til egnens fjerneste afkroge for at tale børnenes – og børnehavernes

– sag. Samtidig var hun aktiv i den socialdemokratiske partiforening

og fik sæde i det første valgte Amtsråd. Hun tabte ganske vist ved det følgende

byrådsvalg og afslog et folketingskandidatur i Varde kredsen. Men

20


hvis hun af den grund havde tid tilovers, brugte hun den i bestyrelser og

råd, ligesom hun var aktiv deltager i forberedelsen af den nye pædagoguddannelse.

Hun tilbragte derfor også megen tid i København. Det var en periode,

hvor jeg lærte at varme dåsemad ( Jensens Dansk Bøf ) og lave pulverkartoffelmos

(der netop var dukket op i supermarkederne og som næsten

smagte som ”rigtig kartoffelmos”). Da jeg blev træt af det, blev jeg hyppig

gæst på byens cafeterier. Somme tider ringede hun til mig fra sit kontor,

og vi mødtes på St. A. Sands Restauration, som var et kendt mødested for

etablerede kunstnere og den lokale politiske venstrefløjs ”pinger”. I det hele

taget plejede min mor en stor og spændende omgangskreds. På valgaftener

og ved andre lejligheder samlede hun kredsen – eller ”menigheden” – som

gruppen kom til at hedde, hjemme hos os i huset på Hasselvej. Jeg tænker

på disse aftener med stor glæde, for det var intense diskussioner, der fyldte

stuen – inspireret af tidens store politiske spørgsmål og begivenheder.

På trods af alle disse aktiviteter gjorde min mor faktisk, hvad der stod i

hendes magt for at opretholde noget, der kunne ligne et ”normalt” familieliv.

Selv i de lange perioder med fravær delte vi meget, min mor og jeg.

Søndag morgen var hellig. Vi spiste morgenmad sent og det tog lang tid,

alt imens vi slugte søndagsaviserne – Aktuelt og Politiken. Jeg husker især

Anne Wolden-Ræthinge, alias Ninkas, spændende beretninger i Politiken,

men også reportager af Oriana Fallaci, den italienske stjernejournalist, som

interviewede Shahen af Persien, Yasir Arafat, Henry Kissinger og mange

flere af tidens store ”movers and shakers”. Vi søgte vore informationer

mange steder. Jeg selv abonnerede som stor skoledreng på Life Magazine

og Newsweek 2 . Men vi modtog også en sammenfatning af Renmin Ribao,

Folkets Dagblad, der blev udsendt af Folkerepublikken Kinas ambassade i

Danmark, og som trofast beskrev Maos heroiske bedrifter og kulturrevolutionens

opløftende perspektiver i glødende vendinger.

Jeg har altid kunnet lide at skrive, og en tid lang var det nok idéen, at jeg

skulle blive journalist. Skolens erhvervspraktikordning bød en første mulighed

for at prøve idéen af i virkelighedens verden. Den første periode

foregik på Dagbladet Vestkysten, hvor jeg på lokalredaktionen i Brørup –

under ”opsyn” af journalistelev Poul Bjelke Laursen – kedede mig grusomt.

21


Senere var jeg en uge på Vestjydsk Aktuelt. Det var mere spændende, dels

fordi jeg faktisk kom til at skrive selv, men nok mere af en helt anden grund.

Praktikopholdet faldt tidsmæssigt sammen med Seks-dageskrigen i 1967

mellem Israel og de arabiske nabolande, Ægypten, Jordan og Syrien. Det

var en sand David mod Goliat kamp, som endte akkurat ligesom den gammeltestamentlige

myte. Det lille Israel sejrede over de store arabiske styrker

og tilføjede den arabiske nation et ydmygende nederlag. Som vel de fleste

danskere var jeg fascineret af denne utrolige militære præstation. Min begejstring

var nok iblandet en sympati for ”det lille land”, der kæmpede mod

den store overmagt; en følelse, der nok er dybtliggende hos danskerne, som

instinktivt forbinder begrebet ”lille” med ”god” og ”stor” med noget, som

er væsentligt mindre godt. Men på Vestjydsk Aktuelt sad en redaktør, der

havde en helt anden mening om den sag. Vi kunne naturligvis ikke skrive

om Israel i Esbjerg-udgaven, men han åbnede mine øjne for en anden sandhed

omkring den arabisk-israelske konflikt. Det gjorde et stort indtryk på

mig, men føjede sig i øvrigt til rækken af observationer, som indicerede

et langt mere problematisk verdensbillede, end den nærmest binære situation,

som vi havde set i halvtredserne. Dengang var ”vi”, dvs. Vesten, de

gode – kommunisterne i Øst, de slemme. Men det var ikke blot Mellemøstkonflikten,

som forstyrrede det velordnede, men fortegnede verdensbillede.

Få år forinden havde verden overlevet den truende undergang i en altødelæggende

atomkrig om den lille karibiske sukkerrørs- og tobaksø Cuba.

En uendelig lang weekend havde vi holdt vejret, mens atomraketterne blev

gjort startklare på deres affyringsramper. Vor rolle som simple potentielle

ofre for dårskaben bestod i at læse den husstandsomdelte brochure om,

hvad man gør i tilfælde af et atomangreb (enkelt: Er du inde, søg dækning

under et bord, er du ude så tag en regnfrakke på). Men dommedag blev

aflyst, og vi forstod, at USAs præsident Kennedy havde ”reddet” den frie

verden ved sin fasthed (russerne forblev skurkene ved den lejlighed). Men

d. 22. november 1963 blev Kennedy myrdet – ikke af de slemme russere,

men formodentlig af kræfter på USAs højrefløj. Senere fulgte mordene på

Robert Kennedy, Martin Luther King og Malcolm X. I samme periode

kastede raceuroligheder i USA et grelt lys på det amerikanske samfund,

og Vietnamkrigens skygge begyndte at aftegne sig. Tvivlen steg hos unge

i Vesten. Glemt var ikke belgiske officerers brutale drab på den congole-

22


siske leder Patrice Lumumba i januar 1961. Heller ikke den lange, brutale

frihedskrig i Algeriet, hvor franske kolonitropper – i den vestlige civilisations

navn – begik forfærdelige handlinger mod oprørerne (som kaldte sig

frihedskæmpere – omend franskmændene mente, at de var terrorister) var

forblevet ubemærket af den nye, unge generation. Det gærede. Én efter én

lyste de røde advarselslamper op.

Kolonimagternes retræte, så ønskelig og ønsket den var, skabte rigelige muligheder

for magtkamp mellem de to ”systemer”, som holdt verden i gidseltag:

Kapitalismen og Kommunismen. Hvad den Kolde Krig angik tror jeg,

at Afrika i det store og hele slap nådigt – i alt fald i forhold til, hvor galt

det kunne have gået (hvilket ganske enkelt betyder ”værre”!). For en tid så

det endog ud til at blive en klar succes-historie. Vi, min mor og jeg, skulle

komme til at fornemme den.

Jeg havde to hobbyer – flyvning og fotografi. I en periode fløj jeg i Vestjydsk Svæveflyveklub.

Fotografi dyrkede jeg bl.a. ved at sælge billeder til aviserne. De to interesser

kombineredes, da jeg fra Esbjerg lufthavn fulgte en stor søredningsaktion på

Nordsøen. Mine billeder blev senere brugt i en særudstilling i Fiskeri- og Søfartsmuseet,

hvor jeg havde en ven og derfor også havde min gang af og til. Åbningen af

særudstillingen blev markeret med en ”live” søredningsdemonstration i Ho bugt.

Min ven og jeg havde meldt os som ”ofrene”, som skulle fiskes op af flyvevåbnets S-61

helikopter, mens tilskuerne samlede sig nede på Sædding strand, over for museet.

Biledet her viser helikopterens landing på museets græsplæne.

23


Østafrika g jorde et stort indtryk på mig. Også rejsen i sig selv stillede krav. Da min

mor ikke kunne engelsk, måtte jeg ”klare ærterne”, når der var problemer – hvilket

dengang hørte til dagens orden på lange rejser. Vi klarede problemerne og jeg fik

min praktiske ilddåb på engelsk, til påskønnelse også af min engelsklærer, Olav

Poulsen. Billedet her er taget i Moshi lufthavn.

24


III

Uhuru na Ujama

Til venstre: Det Indiske Ocean, til højre: Det grønne og brune land, der

skyder sig op af havet og synes at strække sig herfra og til verdens ende.

Flyet har forlængst lagt an til landing, og snart stryger vi lavt hen over små

fiskerbåde og arabiske dhows, som med deres trekantede sejl hopper op og ned

på de blå bølger ud for den hvide strand. De høje, majestætiske palmer bøjer

sig yndefuldt i en let brise, mens husene – blikskure og hytter med lerklinede

vægge – skjuler sig under palmernes skygge. Dér ligger byen forude. Som den

ligger dér, synes den at klynge sig til bunden af den lille bugt. Indespærret

mellem den uendelige savanne og det dybtblå ocean breder den sig ud, sender

fangarme op langs bugtens bredder, som ville den åbne sig for de mange skibe,

der kommer og går og bringer nyt fra fremmede verdensdele. Her ligger den –

Dar es Salaam, fredens solstegte havn.

Vi lander. 45 graders fugtig varme slår imod én, når man stiger ud på den

støvede plads, som flimrer i heden. Langs vejen fra lufthavnen går høje, slanke

afrikanerkvinder, klædt i sorte boi-boi dragter og med børn på ryggen. Med

krukke, tasker eller paraplyer på hovedet skrider de gennem græsset ved vejkanten

med den største ro. Imellem palmerne kommer huse til syne. De fleste

er faldefærdige blikskure, bygget af gamle olietønder, rustne bølgeblikplader,

ler og andet forhåndenværende. Vi fortsætter ind mod centrum. De første

større huse dukker op, først pakhuse og mindre virksomheder, så beboelsesejendomme.

Snart kører vi igennem Kariako kvarteret.

Her ligger den store markedsplads omkranset af gamle to-etagers bygninger.

Midt på pladsen har man rejst et glastag, som dækker en tredjedel af arealet.

En sødlig stank stiger op fra de utømte skraldespande, blander sig med

råbene fra de handlende og tonerne fra Peter Tsotsis sidste nye swahili slager.

Det sitrer i den overophedede luft. Der er et mylder af mennesker, som havde

byens 200 000 indbyggere sat hinanden stævne. To overfyldte busser forsøger

25


Markedet i Kariako.

at komme afsted, men sidder uhjælpeligt fast i folkemassen. Passagerer, der

sidder på bussernes tage, råber til fodgængerne, mens chaufførerne væbner sig

med ro, sludrer med Sarah eller Victoria, som står nede på brostenene mellem

travle husmødre, snakkende mænd, tålmodigt ventende cyklister og udsultede

hunde på tre ben. På fortovet sidder afrikanere bag høje, gamle Singer symaskiner,

mens en kraftig inderkone fra sin stol i nærheden overvåger dem, når

hun da ikke er optaget af at spise peanuts. Hun lukker øjnene og nærmest kyler

nødderne ind i den åbne mund med de halvrådne tænder. Så åbner hun igen

de små, kulsorte øjne, mens underkæben med en kværnende cirkelbevægelse

maser nødderne. En flue summer dovent forbi hendes store øre med det kraftige

smykke. På den støvede disk i forretningens indre ligger en gammel, grå

kat og sover.

26


Kvinder i farvestrålende kangaer med ét barn ved hånden, ét på ryggen og ét i

maven diskuterer ivrigt med en anden indisk skrædder, mens mændene snakker

priser på pangaer og andet værktøj. En lille mand i hullede bukser vandrer

omkring med en kaffekande, en plade med trækul og et par kopper, som han

slår mod hinanden. Det er Bwana Kahawa, kaffesælgeren.

Under det store tag er store trærammer med hønsenet ophængt, så de danner

en slags kasser. Men nettet hindrer ikke fluer og myg i at tage det kød i besiddelse,

der endnu hænger i skabene. På betondisken ligger Kingfish, hajer og

delfiner. Man kan købe alverdens ting her: Maos ”lille røde” bog for en shilling,

klapstole, fjerkræ, lerkrukker, sandaler lavet af gamle bildæk osv., osv.

I 1967 besøgte jeg Østafrika for første gang, sammen med min mor. Min

mors gode venner, Poul og Vibeke Bidstrup, var flyttet til Tanzania i forbindelse

med et u-landsjob. Poul var blevet administrator på det daværende

Østafrikanske Universitet, som havde afdelinger i Nairobi, Kampala og

Dar es Salaam. Tanzania blev selvstændigt d. 9. december 1961 under navnet

Tanganyika og fik sit nye navn i 1964 gennem unionen med Zanzibar.

De andre østafrikanske lande havde også opnået uafhængighed omkring

samme tid. Tanzanias første præsident, Julius Nyerere, var en af det unge

Afrikas store, politiske ikoner – sammen med Jomo Kenyatta, Kenneth

Kaunda, Kwame Nkruma og andre ledere, som skulle løfte den store udfordring

at føre deres lande ind i fremtiden. Var udfordringen stor, var der

til gengæld også en stor optimisme. De østafrikanske lande havde bl.a. set

på den skandinaviske model for samarbejde og prøvede at opbygge fælles

institutioner, såsom et universitet. Man havde også et fælles luftfartsselskab,

East African Airways, på samme måde som SAS var et fælles skandinavisk

foretagende. Men visionerne gik langt videre. I sin bog ”Uhuru na

Umoja” 3 (Frihed og Enhed) argumenterede Nyerere for enhed i Afrika,

førende til skabelsen af Afrikas Forenede Stater. For ham gik vejen til afrikansk

enhed via Ujama, en afrikansk socialisme baseret på det traditionelle

landsbyfællesskab. Det skulle forblive en drøm, men endnu var det tid for

den slags drømme. Vi, min mor og jeg, opnåede det store privilegium at

opleve Nyerere, da han besøgte universitetet, hvor vi boede.

27


Man kan sige at rejsen var en ”dannelsesrejse”. Vi besøgte et større dansk

u-landsprojekt, Kibaha Health Centre uden for Dar es Salaam. Mødte en

række spændende mennesker i u-landsarbejdet og selvfølgelig på universitet.

Men vi var også på safari og badede i det varme Indiske Ocean.

Året efter flyttede min søster Birthe og hendes mand, Jesper, til Tanzania.

Også Jesper fik arbejde på universitet, mens Birthe, som jo var pædagog,

fandt beskæftigelse i en børnehave. Det muliggjorde yderligere rejser til

denne del af verden og en stribe af spændende oplevelser, inklusive et

besøg i Karen House, hvor Karen Blixen havde boet, i Nairobis udkant.

Men vi oplevede også rivaliteten mellem stormagterne, som den manifesterede

sig mellem den USA dominerede Verdensbank og en aktivistisk

folkekinesisk u-landspolitik. Vi mærkede spændingerne mellem Kenyas

store befolkningsgrupper, Kikuyo’erne og Luo’erne; såvel som mellem den

afrikanske og den indiske befolkning, som havde nære forbindelser til den

gamle kolonimagt og som udgjorde en upopulær mellemklasse. Og den

sitrende elektriske stemning fra modstandskampens folk, som opholdt sig

i det ”frie” Afrika, men hvis inderste håb var at bringe frihed og lighed til

de undertrykte befolkninger i det ”hvide” Afrika – Moçambique, Angola,

Rhodesia, Namibia – og Sydafrika. Det var et samfund i bevægelse. Dengang

så det ud til at gå fremad, men vi vidste, at udviklingen kunne slå om

hvert øjeblik, det skulle være.

Vi må videre, og snart befinder vi os i inderkvarteret med de kedelige, grå

huse og de lange, beskidte gader. Husene synes ikke at have set håndværkere

siden englændernes dage, eller måske før, da de tyske kolonialister var her.

Nu gemmer husene med deres karakteristiske skodder og glasløse vinduer de

indiske velhaveres ejendele. Modsat afrikanerkvarteret, hvor de overfyldte

skraldespande findes overalt, står de her inde i mørke porte, men den anden

placering synes ikke at genere rotterne.

De små, mørke forretninger står i grel kontrast til Whitehurst’s Supermarket

med dets store varemængder. Kunderne her er indere og europæere.

28


For enden af Indian Street, ved the Clock Tower, løber Independence Avenue,

som forgangne tiders herskere kaldte ”Unter den Akazien”. Det er byens

hovedgade med banker, kontorer og forretninger. Her ligger også Dewhurst’s,

europæernes forretning nr. 1, supermarkedet. Her er kødet i frostboks og gin’en

pakkes ind i en gulnet side af Politiken ( formodentlig takket være de danske

spejderkorps’ avisindsamling til ”fordel” for u-landene). Hos Dewhurst’s har

de to slags kød, ”First Class” og ”Dogs’ and Servants’ Meat”.

Dagen går på hæld og Azania Front og Ocean Drive fyldes med fornemme biler.

De holder stille mellem træerne ved vejkanten, mens dagens sidste solstråler

spiller i bilernes blanke metal og farver himlen rød. På denne time samles

den asiatiske befolkningsgruppe for at bede og meditere.

Pludselig er den tropiske nat over byen. Temperaturen er faldet til 25-30 grader.

De mørktklædte askarier, vagtmændene, dukker op for at begynde deres

færd gennem byen. Over det blinkende lyshav hæver et par moderne skyskraberhoteller

sig. I den mærkelige belysning synes de at strække sig uendeligt højt

op; op og ind i tropenatten. Popmusikken toner ud fra hotellernes ”summit a

go-go” diskoteker, mens champagnen bliver serveret. Her mødes FN eksperterne,

diplomaterne, forretningsfolkene og velbeslåede dollarturister.

Lysene har længe været tændt i det mondæne Oysterbay kvarter. Herude ved

kysten, i den nordlige udkant, hvor ambassader og rigmandsvillaer ligger,

synes tropenatten at lægge sig som et tæt tæppe omkring husene. Kun cikaderne

forstyrrer den fuldstændige ro her, hvor selv askarierne lister. Ligeså i Dars

supermoderne universitetsby, 7-8 miles fra byens centrum.

Dar es Salaam, fredens havn, slumrer nu i den kølige nat. I de snævre sidegader

har de fattige fundet logi på fortovene, i det søvnige skær fra enkelte gadelamper.

Kun få steder er der rigtigt lys. På ”New Palace” i Mankungaya Street

løber popmusikken storm mod de gamle bygninger, som omgiver gården. Det

er et populært Congo-orkester, der spiller. Gården er fyldt med dansende tanzanianere,

congolesere, landflygtige sydafrikanere og andre nationaliteter.

Dette er deres mødested. Modstandsledere fra FRELIMO og MPLA slapper

af over et glas Tusker eller Whitcap Beer og nyder at være borte fra deres altid

29


ombetruede kontorer i Kariako. I dag er det ikke længere dansefesten, Ngomaen,

men poporkestret på New Palace, som indvarsler en ny tid for Afrika.

Hvordan gik det for Afrika? Den Kolde Krig blev ikke den dominerende

faktor i Afrikas udvikling, omend det så sådan ud i tresserne og halvfjerdserne.

Men andre problemer kom til. Samtidig kan man ikke generalisere

Striden mellem Kenyas etniske minoriteter er ikke ny. Som så mange andre af

dagens konflikter i den 3. verden spiller den britiske kolonimagts agéren en stor

rolle, når man søger efter årsagerne. Sidst i tresserne var frygten for et væbnet opgør

så stor, som den er i dag. Billedet er taget i 1970 i et af Nairobis slumkvarterer, hvor

man forsøgte at forjage indbyggerne – med magt – ved simpelthen at fjerne deres

”huse” med buldozere.

30


for et helt kontinent. Lande, der så ud til at klare skærene gik under i korruption,

krige og sanseløs blodrus. Lande, der så ud som tikkende bomber,

undgik det store kaos. Sikkert er, at Afrika også i det femte årti efter afkoloniseringen

kæmper med problemer af enorme dimensioner. Det fortjener

en bedre skæbne.

For mig var mødet med Afrika utroligt berigende. Den ovenstående tekst

er udsnit af en skolestil, som jeg skrev i 1. H.F. klasse. Det ”mørke kontinent”

udøver en ganske særlig fortryllelse på enhver, som kommer dertil,

tror jeg, og på mange måder efterlod det dybe spor i mit sind. I lang tid

forestillede jeg mig, at Afrika ville komme til at spille en stor rolle i mit liv,

men det gik anderledes. Det blev Sydamerika i stedet.

Jeg tog læssevis af billeder på rejserne, og det skulle imidlertid få andre – og

mere umiddelbare – følger.

31


De sene tressere og de tidlige halvfjerdsere var det lange hårs tid. (Foto: Per Larsen)

32


IV

Oprør

Det er en blygrå, iskold dag i januar. Vinden suser og fløjter, som den formår

under en kraftig Nordsøstorm, og alle, der kan, holder sig indendøre.

Klokken ringer til frikvarter, men ingen af os er interesseret i at tilbringe

pausen ude i blæsten, skønt det er forskrift. Vi er de ældste og har selvfølgelig

vor egen mening om skolens reglement, underbygget af en vis erfaring med

at omgås samme. Men så dukker en lærer op og genner os ud. Modvilligt begiver

vi os ned ad den brede trappe mod skolegården. Der er mange børn, de

larmer og støjer, som det er normalt i en folkeskole. På vej ned ser jeg ud af de

store panoramaruder, som strækker sig fra taget ned til stueetagen. Gården er

stort set forladt, bortset fra en første klasse, som i række og hånd i hånd er på

vej over imod hovedbygningen. De har haft gymnastik. Pludselig fanger mit

øje en mørk skygge over den lange bygning. Den stærke vind løfter 45 m af

tagkonstruktionen op i luften. Den drejer rundt, næsten som et vissent blad

falder fra en trækrone om efteråret – langsomt, nærmest elegant, som et langt,

sidste suk. Vinden overdøver larmen. De små fortsætter over skolegården uden

at ænse faren bag og over dem. Det er, som tiden står stille. Så kommer braget.

Børnene er væk fra mit synsfelt; dér, hvor de gik, ligger et tonstungt, knust tag.

Pludselig begynder tiden igen, alt foregår i lynets hast. Vi, de store, styrter ned

mod udgangen. En lærer står i vejen. Han skriger nogle usammenhængende

ord. Prøver at holde os indendøre. Vi ignorerer ham, han er i panik og besidder

ingen autoritet i denne situation. Sekunder efter står vi i skolegården. Jeg

husker ingen detaljer – det er, som jeg ser det hele gennem en råglasrude. Vi

løfter dele af taget. Der er skrig, blod. Børn dør. Ambulancer med sirener og

blåt blink. Skolen bliver evakueret over fodboldbanerne. Bagefter går jeg hjem

med tårer i øjnene, men også med en sær tomhed i mit indre. En halv times

spadseretur. Jeg ser intet, tænker på intet. Huset er tomt.

Stormen den 15. januar 1968 havde været hård ved byen. Mure var blæst

omkuld, store butiksruder trykket ind. Blandt ofrene på skolen var små

33


søskende til to af mine klassekammerater. Men livet går videre. Mure blev

genopført, ruder skiftet ud, og vi fortsatte med skolegang og tilværelse. Alligevel

er hin januardag mejslet ind i sjælen hos dem, der oplevede den.

Fyrre år senere blev jeg bedt om at skrive om min skoletid i anledning af

skolens 75 års jubilæum. Jeg var stadig ude af stand til at bringe dette til papir,

skønt jeg har talt om det med mine nærmeste. Først nu er det lykkedes.

Et halvt år senere tog vi realeksamen; skoletiden gik til ende. Selvfølgelig

fejrede vi, men jeg husker ikke den sidste dag som en stor festdag. Det

sidste år havde været turbulent. Også, ja især, uden for skolens lille verden.

Der var stillet højtalere op i skolegården og vi spillede tidens musik:

Cream. “Strange brew, what’s inside of you?” sang Eric Clapton. Det var

juni måned. I 1968.

Året 1968 markerer ikke blot en periode i den kristne kalender – som andre

år på 365 dages længde og i korrekt rækkefølge mellen 1967 og 1969,

som det hører sig til. Nej, “1968” er blevet synonym for en samfundseksplosion

og for en generation, som oplevede den, enten som passive observatører

eller som aktive deltagere. “1968” står for brud og opbrud. Brud

med efterkrigstidens snærende konformisme og den materialisme, som

havde erobret borgerkabet efter Den anden Verdenskrig og de hårde år,

som fulgte umiddelbart derefter. Brud med en selvtilfredshed, som også

var baseret på fornægtelse af den omkringliggende verdens realiteter: Den

stadige trussel om menneskehedens kollektive selvmord i en atomkrig, som

ingen ønskede; de dybe uretfærdigheder i verden, bl.a. i forholdet mellem

industrilandene og udviklingslandene osv. “1968” markerede et opgør med

det vestlige samfunds værdigrundlag, men afviste også kommunismens totalitære

idéologi (selvom kommunistiske grupper ganske afgjort udnyttede

situationen til at fiske i rørte vande). “1968” bar på en idé om opbrud til

en bedre verden. Problemet var måske, at ingen vidste (eller rettere kunne

blive enige om), hvordan en bedre verden skulle se ud. Og således gik alle

i hver sin retning, alt efter personlig indstilling og smag. “Ungdomsoprøret”,

som det blev kaldt, står derfor som et temmeligt polymorft fænomen

– som overbegreb for en kæde af begivenheder med rod i nye politiske,

sociale og kulturelle strømninger.

34


1968 var også året, hvor den tjekkoslovakiske leder Alexander Dubček prøvede at

indføre “socialisme med et menneskeligt ansigt” bag Warszawapagtens pigtråd. De

sovjettiske magthavere reagerede med en militær invasion i august 1968. I foråret

1969 var jeg i Prag sammen med en gruppe skolekammerater. Umiddelbart før

vor ankomst havde tjekkerne slået Sovjetunionen ved verdensmesterskaberne i

ishockey. Det udartede sig til en national tjekkisk demonstration af trods overfor de

uindbudte sovjetiske ”brødre”. Den Røde Hær svarede igen ved at lægge en jernring

omkring Prag og blokere al trafik ind og ud af byen. Vi var spærret inde. I nogle få

dage fornemmede vi på egen krop, hvorledes det var at leve bogstaveligt talt under

russiske kanonmundinger. Jeg tog dette billede dagen før, blokaden blev effektiv.

Kort efter var gaderne som blæst for liv.

Idéen om, at bestemte historiske epoker begynder på ét bestemt tidspunkt,

er svær at forene med den åbenlyse erfaring, at historien udvikler sig hele

tiden. Ungdomsoprøret fulgte tidligere bevægelser, som Kampagnen mod

Atomvåben, der organiserede Påskemarcher i de tidlige tressere. På den anden

side blev det efterfulgt af stærke grupperinger, der samlede sig om konkrete

mål eller interesser – nedrustning, økologi, kønsdiskrimination, særlig

seksuel orientering, alternative livsformer osv. Intet af dét havde nogen

plads i den bonnérte, forløjede kultur, som dominerede halvtredserne.

Nogle ville bare høre fed musik. Musik var bærer og livsblod i ”bevægelsen”

– verden over. I 1969 samledes 500.000 unge på en mark i Woodstock i

35


”upstate” New York i USA for at lytte til rockmusik. Der var navne som

Jimi Hendrix, Carlos Santana, Joe Cocker og mange andre. Siden kom Led

Zeppelin, Black Sabath og mange andre til. I Danmark var det Eik Skaløe,

som med sine Steppeulve i den tidlige stund gav de unges søgen efter en

bedre verden udtryk – og mål. For mange var målet dybt inde i dem selv.

Midlet til udforskningen af det indre sjæleliv var narkotika. Euforiserende

stoffer hørte til ungdomsoprøret ligesom det lange hår, farverig påklædning

(eller slet ingen), fri sex og næsten enhver anden optræden, som kunne

provokere borgerskabet. Det var ikke alle, som tålte mosten: Revolutioner

æder sine egne, siger man. Eik Skaløe blev selv et tidligt offer – han døde

en ussel død i 1968, 25 år gammel. Året før havde Steppeulvene indspillet

sangen ”Du skal ud, hvor du ikke kan bunde”.

I 1968 viste ungdomoprøret for alvor tænder. Stærkest kom det til udtryk

i Frankrig, hvor universitetsstuderende bl.a. på Sorbonne udkæmpede

blodige gadekampe med politiet. Situationen eskalerede, og snart havde

10 millioner arbejdere nedlagt arbejdet i sympati med de unge. Statspræsident

de Gaulle svarede igen ved at opløse Nationalforsamlingen og udskrive

nyvalg, samtidig med at han truede med udråbelse af undtagelsestilstand.

Selv søgte han en kort overgang tilflugt hos de franske tropper,

som var stationeret i Tyskland. Også i andre lande var der snart tegn på,

at den revolution, der ville fred og kærlighed blandt menneskene, kunne

antage langt mindre fredelige former: I Italien opstod De Røde Brigader,

i Tyskland Rote Armee Fraktion efter attentatet på studenterlederen Rudi

Dutschke i Påsken 1968. De europæiske terrornetværk allierede sig tidligt

med meningsfæller i Mellemøsten, ikke mindst Folkefonten for Palæstinas

Befrielse (PFLP). Det kan måske forekomme provokerende, men det er

fristende at se denne forbrødring som et tidligt tegn på den globalisering,

vi senere kom til at opleve.

I sit værk om videnskabelige revolutioners ”anatomi” 4 , beskriver Thomas

Kuhn den situation, som leder op til, hvad han betegner som et ”paradigmeskifte”.

En videnskabelig disciplin organiserer sit videnområde omkring

visse overordnede idéer, som han betegner som ”konceptuelle kasser”. Ny

viden passes ind som manglende brikker i det store puslespil. Somme tider

36


passer enkelte brikker ikke, men en tid lang vælger man at ignorere dem.

Dukker stadigt flere brikker op, som ikke passer, fører det til en krise. Man

vil på det tidspunkt være tvunget til at opgive den etablerede overordnede

idé og udvikle en ny, som er i harmoni med de elementer – den viden –

der nu foreligger. I de sene tressere snublede de vestlige samfund i en krise

fremkaldt af deres egne indre modsætninger, og når man snubler, slår man

sig somme tider. I den forstand var ”1968” et samfundsmæssigt paradigmeskifte.

Hvor stod jeg i denne omvæltningernes tid? Det korte svar er: Stille. Jeg

fulgte en stor del af udviklingen tæt, var en del af tidsånden, men søgte

stadig et ståsted. Det var en ubevidst proces, som det vel er for de fleste

unge. Jeg deltog i demonstrationer, oplevede de sekteriske, venstreorienterede

miljøer, eksperimenterede med stoffer og søgte inspiration i musikken.

Men min vej førte mig alligevel i en anden retning, omend ikke lige

med det samme.

Så jeg gik ikke på barrikaderne – jeg gik på Statsskolen i Esbjerg. Jeg havde

fravalgt gymnasiet, mest fordi jeg var skoletræt. Modvilligt havde jeg

i stedet meldt mig til H.F., som min mor overbeviste mig om var ”mere

relevant”, forstået på den måde, at H.F. tilbød en undervisningsform, som

rettede sig mod mere modne studerende, og som derfor havde en mere fri

form. Og det havde den. Der var tid til diskussioner og debatter, og de såkaldte

specialeopgaver var som små, akademiske afhandlinger, hvor den

studerende havde en uge til at producere et resultat uden at skulle deltage

i klasseundervisning.

H.F. var nyt på Statsskolen, vi udgjorde det første hold – tålt, ikke elsket.

For Skolen havde sine egne traditioner: Man sagde ”De” til os, og i pauserne

gik man i kreds, altid samme vej rundt om det store træ i skolegården.

Vi lærte, at gamle H.C. Andersen, hvis eventyr vi selvfølgelig kendte fra

barndommen, hed ”Andersen”. Den korte form antydede et distanceret og

analytisk, akademisk forhold til forfatteren. Forbogstaverne ”H.C.” var forbeholdt

folket, for hvem han forblev ”eventyrdigteren”. Men vi blev også

introduceret til kildelæsningens hemmeligheder, vi diskuterede ”Room at

37


Sten-Erik.

the Top” og oplevede en historielærer, som tegnede et ultrakonservativt

historiebillede for os – men med et diabolsk blik i øjet. Mon vi lod os provokere?

Selvfølgelig! Det var en intellektuel arne. Men også her knagede

det i den ærværdige institution. Ungdomsoprørets tyfon var på vej.

Jeg blev klasserepræsentant og deltog i de kursusstuderendes landsmøde,

som i mellemtiden var kontrolleret af en hård kerne af samfundsomstyrtere.

Jeg hørte ikke til deres gruppe, men alle tog vi os selv meget alvorligt.

Tilbage på Statsskolen havde vi møde for alle de studerende. Jeg havnede

på talerstolen, men kan ikke huske, hvad jeg sagde. Ej heller hvad det drejede

sig om. I forsamlingen sad en stille pige ved navn Asta. Hun husker

heller ikke, hvad hele postyret drejede sig om, men ”ham på talerstolen”

bemærkede hun.

38


Revolutionens budbringere kom også til Esbjerg. Min fætter Sten-Erik,

som havde brudt med sine forældre, søgte tilflugt hos os i Esbjerg. Han

havde startet en ”karriere” som klassisk socialdemokrat i Erhard Jakobsens

Gladsaxe Kommune. Aktiv i DSU, formand for Gladsaxe Ungdomsklub,

smedelærling. I forbindelse med en større kedelinstallation blev han udsat

for en alvorlig arbejdsulykke og måtte opgive at fuldføre sin smedelære. I

stedet kom han på Esbjerg Højskole, som var en kendt arbejderhøjskole.

Sten-Eriks arbejdsulykke så ikke ud til at skulle få videre konsekvenser for

hans vej. Men højskolen rokkede ved hans stålsatte verdensbillede. Han

vendte tilbage med fuldskæg og uden hvid nylonskjorte og slips. Han fik

langt hår. Der var noget galt, og hans familie forstod ikke, at man med et

sådant udseende kunne være en respektabel samfundsborger. Nu var han

Et af tidens brændende politiske spørgsmål var dansk deltagelse i ”De Seks” eller

De europæiske Fællesskaber, som de formelt hed. Venstrefløjen, hvortil jeg hørte, var

modstandere og fandt det lettere at være solidariske med fjerne lande i den tredje

verden end at være fælles med de lande, som vi deler kontinent med. Heldigvis tabte

vi afstemningen. Den anti-europæiske understrøm bestod dog fortsat, og nogle politiske

iagttagere, som f.eks. journalisten og forfatteren Jacques Berg, ser en direkte linje

fra halvfjerdsernes anti-europæiske holdning til dagens indvandrerfjendtlige politik

i Danmark 5 . I Kapitel XI skal vi vende tilbage til spørgsmålet om den europæiske

integrationsproces. Billedet her viser en ”Anti-EF” demonstration i Kongensgade i

Esbjerg i 1972. (Foto: Knud Rasmussen, © Byhistorisk Arkiv, Esbjerg)

39


en forvirret ung mand, som havde brug for en tænkepause. Den fik han hos

min mor, der modtog ham med åbne arme.

Jeg fulgte min fætters eksistenskrise mest som observatør. Selv var jeg

bestemt ikke i nogen krise, men det gav mig alligevel en fornemmelse af,

at den nye tid også medførte personlige udfordringer og prøvelser, og at

det sort/hvide perspektiv, vi tenderede til at se verden i, ikke holdt særligt

langt. For, skønt jeg ikke var enig, så forstod jeg jo på sin vis også Sten-Eriks

forældre. Men det var også spændende at have ham på besøg. Han tændte

min første hashpibe.

Og så var skolen endegyldigt til ende. I sommeren 1970 stod jeg med mit

eksamensbevis i hånden. Hvad skulle jeg nu give mig til? Der var fremdeles

idéer om journalisthøjskolen eller et cand.pol.scient. studium. I min skoletræthed

havde jeg nok haft brug for et spark af min mor, som jeg fik det

efter realeksamen. Men denne gang udeblev det. I stedet tog jeg en pause,

jobbede som lærervikar i diverse skoler og dyrkede min hobby, fotografi.

Poul Just.

40


V

Haves: Livslyst

Søges: Noget at bruge den til

Jeg tænker, at jeg var en rimeligt habil amatørfotograf, men havde ingen

virkelige ambitioner om at gå i den retning erhvervsmæssigt. Fotograffaget

var lidt af et drømmejob for unge dengang, og at få en læreplads var

nærmest umuligt. Onde tunger påstod, at det skyldtes Antonionis’ berømte

kultfilm ”Blowup” fra 1966, men jeg kan ærligt sige, at jeg først så den

mange år senere – efter at jeg var ophørt som fotograf – og uden at finde

den særligt interessant. Vigtigere var nok, at Jesper var fotograf. Jesper var

min søsters mand, og jeg så meget op til ham. I min megen fritid var jeg

imidlertid begyndt at komme forbi Dagbladet Vestkystens reklamefotoafdeling,

hvor jeg også gik på aftenskole i vinterens løb. Jeg viste mine billeder

frem, især dem fra Afrika, og en skønne dag blev jeg mødt med spørgsmålet

”Hvad skal du lave i eftermiddag?”. Jeg havde intet særligt for, så næste sætning

lød interessant: ”Så bliv her. Du kan starte med at fremkalde film!” I

realiteten stod jeg nu fuldstændig uventet med utallige drenges drømmetilbud:

Du kan få en uddannelse som fotograf !

Min chef hed Poul Just. Vi kaldte ham bare ”Just”. Han var midt i trediverne,

en dygtig fotograf, men først og fremmest var han et vidunderligt

menneske. Just var startet som bankmand og havde som voksen skiftet fag.

Hans tid som reklamefotograf blev dog ikke lang. Han blev grebet af en af

de nye tendenser inden for fotografien, som man kan betegne som en art

“progressiv reportagefotografi”, og som især udgik fra den berømte Fotoskolan

i Stockholm. Desværre for mig sagde han sit sikre job op på Dagbladet

Vestkysten og flyttede til Stockholm og finansierede sit ophold på skolen

med sine sparepenge. Det var i virkeligheden hans eget personlige “ungdomsoprør”,

som slog igennem, men ulykkeligvis fandt han sig aldrig rigtig

til rette i “sit nye liv”. Han døde i 1976, alt for ung.

41


Just’s efterfølger “på Bladet” var uduelig. På få år kørte han foretagenet i

sænk. At han ville gøre det stod allerede klart for mig efter ganske få måneder.

Efterhånden som kunderne faldt fra, blev der også ret kedeligt, men

de spændende fagskoleophold holdt mig i gang, ligesåvel som mine mange

rejser. Da vi ikke havde meget at lave, havde Bladet accepteret, at jeg – i min

fritid – arbejdede på egen hånd for Tjæreborg Rejser. I flere år rejste jeg

Fotografskolen lå i Randers. Her mødtes de kommende fotografer fra hele landet.

På billedet ses Jan Skånstrøm, som blev en god ven, og mig selv. På holdet var også

Roar Odgaard, en eminent talentfuld fotograf fra Århus. Dengang delte han dog

sin tid mellem fotografi og musik som medlem af Bamses Venner. En anden kollega

på holdet var Henrik Saxgren, som siden udviklede sig til en af Danmarks kendteste

fotojournalister.

42


Europa tyndt, typisk i lange weekender og selvfølgelig i ferierne. På daværende

tidspunkt ejede Pastor Eilif Krogager eller ”Tjæreborg-præsten”, som

ejeren blev kaldt, ikke bare nordens største rejseselskab, men også verdens

største ”private” charterflyselskab, Sterling Airways, som jeg af naturlige

grunde blev ganske fortrolig med. Faktisk kendte jeg en overgang nok de

fleste af besætningerne. Selv fandt jeg, at Præsten var en i bund og grund

ubehagelig herre, og min antipati gengældte han formodentlig helt. Men

hans kone, Gorma, som var forhenværende balletdanserinde og en viljestærk

person, så på mig med blide øjne. Og således fik jeg (næsten) frit spil

i Tjæreborg imperiet, i alt fald for en stund. Mine rejser gik ikke bare til

tidens populære turistmål, men gav mig også mulighed for at besøge lande

som Libanon, Syrien, Cypern, Marokko og Tyrkiet. I Libanon og Syrien

kogte Mellemøstkonflikten, i Tyrkiet var der igen optræk til et militærkup

med dertilhørende højspænding i landet.

Libanon, Syrien, Marokko osv. var spændende at opleve, men også lande

tættere på os kunne byde på overraskelser. Jeg husker en rejse for Tjæreborg

til Italien, Schweiz og Frankrig. Jeg startede i Verona og skulle overnatte

ved Gardasøen. I Tjæreborg fortalte de mig, at hotellet ville være lukket

(det var før sæsonen), men at jeg kunne bo hos hotellets ejer. ”Det er en

rigtig hyggelig familie – Krogager kender dem personligt,” hed det. Jeg fik

en venlig modtagelse i Malcesine og blev installeret i familiens gæsteværelse.

Herefter blev jeg budt på middag. Jeg kom ind i spisestuen, som var

indrettet i god, borgerlig italiensk stil – flisegulv, i hjørnet en vitrine med

krystalglas, på væggene højthængende billeder, i midten et stort, mørkt spisebord

af træ under en krystallysekrone. Umiddelbart efter at jeg blev bedt

til bords, kom familiens søn ind i spisestuen. Han slog hælene sammen og

hilste med en stramt udstrakt højre arm. Hans far, min vært, smilede imødekommende.

Jeg troede, sønnen prøvede at være morsom, for i fjernsynet,

der var anbragt højt oppe på væggen, viste de netop en film om Den anden

Verdenskrig. Men under måltidet begyndte jeg at studere stuens indretning

lidt nærmere. Mine øjne faldt på et gammelt fotografi i en bred træramme

på væggen. Billedet viste Mussolini – il Duce – i førerpose. Jeg blev klar

over, at denne ”hyggelige familie” var rendyrkede fascister. Jeg havde aldrig

mødt fascister før. Jeg havde kvalme, følte at jeg burde sige noget, men jeg

43


var også deres gæst. Efter måltidet undskyldte jeg mig og trak mig tilbage.

Jeg forlod huset tidligt næste morgen – uden at vente på morgenmad.

I august 1974 aflagde jeg svendeprøve som reklamefotograf og sagde min

stilling på Dagbladet Vestkysten op i dyb frustration over afdelingslederen.

Set i retroperspektiv kom min opsigelse nok ganske belejligt, for afdelingen

tabte kunder og omsætning, og Bladet selv, som ellers havde været rigt,

var på vej ind i en alvorlig økonomisk krise.

Derpå fulgte min indkaldelse. I modsætning til mange af mine samtidige

havde jeg ikke forsøgt at undgå tjenesten. Jeg var overbevist militærnægter

og klar til at stå ved denne holdning. Efter en måned i Kompedallejren blev

jeg udstationeret på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Det skulle komme

til at sætte dybe spor i min professionelle karriere. Museet var anderledes

end de fleste andre museer på den tid. Det var ikke bare opbevarings- og

udstillingssted for forgangne tiders fiskeri- og søfart, men var aktivt engageret

i at registrere nutidens aktiviteter. Ligeledes gjorde man meget ud af

skolearbejde og brugte dertil de nyeste kommunikationsmidler, som f.eks.

video, der netop var indført på markedet. Hyppige særudstillinger og et

aktivt forlagsvæsen var en del af dagligdagen på det store museum ligesom

avancerede forskningsmetoder. Således søgte vi f.eks. forsvundne fiskerbopladser

ved hjælp af luftfotos. Min tid på museet bragte videnskabelig fotografi

og dens parallelunivers, fotografisk videnskab, ind i min verden. Og

mødet med et specielt menneske: Museumsinspektør Alan Hjorth Rasmussen.

Store personligheder har altid fascineret mig. Hjorth Rasmussen

var en sådan, med et vanskeligt temperament, upopulær blandt stort set

alle medarbejdere – men med visioner og ambitioner for sin organisation.

Hjorth Rasmussen kunne motivere mig, så jeg arbejdede dag og nat – ikke

for den usle militærnægtersold, men for spændende projekter. Det skulle

ikke blive sidste gang, jeg kom til at arbejde sammen med sådanne mennesker,

om det så er et tilfælde eller ej. Alligevel havde verden andet end

projekter at byde på. Også min.

En anden person, som spillede en stor rolle for mig i denne fase af mit liv,

var Christian Klüver. Christian blev uddannet som boghandler i den he-

44


dengangne esbjergensiske Jespersens Boghandel. Han var en meget åben,

nysgerrig og vindende person, som samlede en stor skare af meget forskellige

mennesker omkring sig – fra unge reklamefolk til folk på venstrefløjens

aller yderste overdrev. Vi mødtes ofte i Christians meget store kælderværelse,

hørte musik, diskuterede og drak té. Hektoliter af té, som Christians

mor tålmodigt serverede for os. Vi var unge fløse, verdenserobrere, fantaster,

revolutionære, ambitiøse – men uanset hvor vi stod i dette spektrum,

herskede hos Christian en atmosfære af åbenhed og rummelighed, så alle

følte sig godt tilpas. Vi kaldte det ”Det Klüverske Etablissement” – med et

glimt i øjet.

Først på Statsskolen tog jeg mod til mig i forhold til det andet køn. Som så

ofte startede det med flygtige bekendtskaber, men min første rigtige veninde

– i dag ville man bruge udtrykket ”kæreste” – hed Kirsten. Vi ”kom

sammen” et halvt års tid, tror jeg. Derefter fulgte Jonna. Hun var en smule

ældre end jeg, netop færdig som lærer, men havde allerede to små børn sammen

med sin ex-mand. Vi var glade for hinanden og holdt sammen i et par

år, men forholdet kunne ikke bære i længden. Jonnas drøm var et stille familieliv

i et lille hus på landet. Min var ”at redde verden”. Ikke overraskende

indså hun det umulige i den kombination lang tid før jeg. Hun havde ret,

men bruddet var smertefuldt og tog tid, måske fordi hun heller ikke var

så fast, som hun gerne ville være. I den periode var jeg ude i tovene, med

mange flygtige og skiftende bekendtskaber. Jeg lærte, hvad krise er. Sidst på

året 1972 mødte jeg Asta hos gode (nu fælles) venner. Jeg huskede hende

fra Statsskolen, skønt vi næppe havde vekslet et ord sammen før. I mellemtiden

var hun blevet pædagogstuderende på ”min mors” seminarium.

Hun var sød, og mødet førte til en fælles Nytårsaften hos hende. Jeg blev,

da de andre gæster gik. Vi så hinanden i tiden derefter, men mit følelsesliv

var fremdeles i kaos, og Asta trak sig tilbage fra mig. Asta er en smidig og

tålmodig person; hendes smidighed bygger på en bemærkelsesværdig, personlig

råstyrke, som uden tvivl har stået hende bi i livet. Hun er ganske enkelt

sej, hvilket uden indskrænkning både kan forstås i den traditionelle og

i den moderne betydning af ordet. Der er intet kunstigt over hende, men

heller ikke meget at rafle om: Hun havde afskrevet mig. Men ingen kender

dagen, før solen går ned. Eller året, før Nytårsaften er ovre! Kort forinden

45


Asta.

mødte jeg hende igen og inviterede hende til årets Nytårsfest. Hun kom,

for det lød som (og var!) en god fest. Jeg var lykkelig for at se hende igen,

for jeg vidste, hvad jeg ville – og Asta ”gav sig”, omend nok en smule overrasket.

I maj 1974 flyttede vi sammen. To år senere blev Jakob Just født. Vi

var en familie.

46


Jeg blev hjemsendt fra min civile værnepligt i det tidlige efterår 1975. Til

arbejdsløshedskøen, som havde formeret sig i kølvandet af oliekrisen to år

tidligere. Jeg var medlem af fagforeningen, så alt, hvad jeg skulle gøre, var at

møde op på et kontor og hente et papir, som bekræftede, at jeg var arbejdsløs.

Efter nogen tid, to uger så vidt jeg husker, kunne man “stemple” og

få sin understøttelse. Arbejdsløshedskøen var en meget præcis betegnelse

for den lange række af mennesker, som tålmodigt ventede på stemplet. For

mig virkede séancen nærmest uvirkelig, som et natligt mareridt, fra hvilken

man vågner badet i sved. Jeg fik min bekræftelse, men vendte aldrig tilbage

til køen. I stedet startede jeg mit eget firma.

Jeg kendte Knud. Asta kendte Lene, for de boede ved siden af hinanden,

ligesom Lene også gik på Børnehaveseminariet. Lene og Knud ”kom

sammen” (d.v.s. var kærester, som man siger igen), og Asta og jeg mødtes

for første gang hos dem på værelset i Tordenskjoldsgade i Esbjerg.

47


Det er en fantastisk flot dag. Solen skinner fra en klar, blå himmel, og det

er overraskende lunt på denne septemberdag. Asta og jeg benytter det herlige

vejr til en spadserertur. Det afleder, for der er en undertone af forventning

og nervøsitet. Vi var tidligt vågne, for Asta havde veer. Det er i dag, det skal

ske, men jordmoderen har foreløbig sendt os ud at gå. Vi slår et slag om forbi

børnehaveseminariet, hvor en gruppe studerende ”hænger ud” i cafeteriet. Vi

snakker sammen, det er ganske hyggeligt. Så bryder vi op og sætter kursen mod

Skt. Josephs hospital. Det bliver en lang dag, for Asta er en ”sej høne”, som jordemoderen

udtrykker det. Og det bliver en vanskelig fødsel. Det er tydeligt, at

jordemoder og fødselslæge er bekymrede, hvilket Asta dog ikke længere opfatter

– hun har nok at se til. Jeg er bange. Men så er det pludselig overstået: Vor søn

er født, og et første check tillader konklusionen, det gik godt! Klokken er 23.35,

og det er den 21. september 1976. Asta er glad, men udmattet. Hun ser på sin

nyfødte søn. ”Det er Jakob; ham skal vi passe godt på!” udbryder hun.

De næste dage var som en rus for mig. Asta og Jakob kom sig på hospitalet,

men jeg var på ”fri fod” og vist ikke helt tilregnelig. Jeg var selvfølgelig

overvældet af lykke, men også af lettelse efter, hvad jeg opfattede som en

dramatisk oplevelse. (Senere erfarede vi, at ikke alt var forløbet glat: Jakob

havde mistet hørelsen på det venstre øre, sandsynligvis p.gr.a. iltmangel under

fødslen, så vi var trods alt sluppet nådigt). Efter nogle dage blev de to

udskrevet, og vi skulle være en rigtig familie. Det sidste år havde vi boet i

et faldefærdigt hus i den indre by. Det myldrede med kakerlakker, og det

var ikke et sted for et spædbarn. Vi havde ganske vist lejet et dejligt rækkehus

i Sædding, men flytningen have endnu ikke fundet sted, så vi tog ud

til min mor på Hasselvej, hvor vi boede på mit gamle værelse i nogle dage.

Hverken Asta eller jeg sov meget den første nat – vi var bange for, at Jakob

skulle holde op med at trække vejret. Jeg forstod, at mit liv fra nu af ville

være et andet. Astas ord rungede stadig i mine ører. Dette var tidspunktet

at lægge det ubekymrede ungdomsliv på hylden. Men jeg følte også, at jeg

var klar til et nyt livsafsnit. Og Jakob holdt ikke op med at trække vejret,

tværtimod. (Faktisk gjorde han det af og til, når han mente det nødvendigt

at blive rigtig vred på verden, men det er en anden historie, og det var en,

vi kunne håndtere).

48


Jeg lagde mange timers arbejde i firmaet, men somme tider var Jakob med.

Det kunne han godt lide, for der var knapper at trykke på, og han var nok

også lidt stolt af at hjælpe sin far.

Tiden som selvstændig fotograf var barsk – erfaringerne rige, men pengene

små. For den økonomiske krise slog fuldt igennem i den anden halvdel af

halvfjerdserne. Vi var på vej mod ”fattig-firserne”, og det kunne mærkes. Jeg

indgik hurtigt et samarbejde med en tidligere arbejdskollega fra Vestkysten.

Kort efter kom en tredje partner til. Vi var et godt team med et stærkt

kundeportfolio. Omsætningen var stor, investeringerne ligeså. Men overskuddet

var lille, og det hændte ikke sjældent, at vore to ansatte tjente mere

end vi. Vi kæmpede for at overleve – Asta som pædagog, jeg som ansvarlig

direktør i en virksomhed i en labil økonomisk situation, og Jakob, som et

lille barn, der havde brug for sine forældre, for tryghed – og for mad hver

dag. For at holde sammen på det hele gik Asta på halv tid, så Jakob ikke

skulle tilbringe hele dagen i vuggestuen, hvilket han tydeligvis ikke trivedes

50


med. Det var en rigtig beslutning, men den hjalp ikke just på økonomien.

Så meget hårdere følte hun sine pædagog-kollegers hån og åbenlyse (men

grundløse) misundelse. Asta var privilegeret, mente de; hun kunne tillade

sig ”kun” at arbejde på halv tid, fordi hendes mand var selvstændig og derfor

snød i skat. Jeg forstod ikke disse ondartede bemærkninger, og jeg havde

det svært med den kollektive mistænkeliggørelse, vi som selvstændige blev

udsat for. På et tidspunkt klagede jeg min nød til Sten-Erik, min fætter.

Men han afviste mig. ”Nu hører du til modparten!”, var hans lakoniske

svar. Sten-Erik er det mest ærlige og retskafne menneske, jeg kender. Han er

vokset op i et hjem, som er gennemsyret af den danske arbejderbevægelses

stolteste traditioner. Hvor flid, ærlighed og solidaritet er reelle begreber,

som man lever efter. I hans hjem hænger det hæderkronede socialdemokratiske

ordsprog: ”Gør din pligt og kræv din ret”. Hans ord gjorde ondt.

Alligevel bebrejder jeg ham det ikke – de passede i hans univers. Men mit

var begyndt at se anderledes ud. Min tid som skråsikker ungsocialist var

endegyldigt forbi. Den spirende tvivl var vokset i takt med, at realiteternes

verden åbnede sig for mig. Jeg havde set nok; for det meste af snæversyn og

intolerance, men af og til også beregnende kynisme og hensynsløshed fra

dem, der normalt råber højest om solidaritet og fællesskab. Deres solidaritet

gjaldt ikke for alle. Tolerance ej heller. For heller ikke for socialister er

alle lige – nogle er mindre lige end andre. Men vi var ikke helt uden hjælp.

Astas mor og hendes mand, Svend, stod os bi, stilfærdigt og selvfølgeligt –

uden at der blev snakket om det. Somme tider med aflastning i børnepasning

eller middagsmad, når vort køleskab var tomt.

Vi kæmpede videre, men det private økonomiske pres blev for stort for

mine to partnere, som i forvejen havde vanskeligt ved at styre deres liv.

Firmaet blev splittet. Jeg kunne have fortsat, men jeg havde mistet gejsten.

Ikke på grund af vor status som pariah’er i tidens erhvervsfjendtlige klima,

ej heller på grund af den stadige kamp med at få firmaets debitorer til at betale

regninger, som var forfaldet måneder forinden, men fordi jeg var kørt

træt i reklamebranchen, forførelsens industri. For længe havde jeg lukket

øjnene for realiteterne – for løgnen bag den skønne facade. Og for tomheden

bag løgnen. Just havde set den år forinden. Jeg så den nu.

51


Da kom min mor med en stillingsannonce fra Det Europæiske Syd Observatorium,

ESO, i München. De søgte en leder til fotolaboratoriet. Arbejdsfelt:

Videnskabelig fotografi. Jeg søgte stillingen, og kort tid senere – i

foråret 1980 – stod et telegrafbud for døren med indbydelse til jobsamtale.

Sandheden er, at jeg i mange år havde ønsket at prøve kræfter med et

udlandsophold, ligesom min søster og nogle af familiens venner. At leve

en periode uden for Danmark hørte så at sige til ”god tone”, der hvor jeg

kom fra. Asta var også med på idéen, og jeg havde allerede flere år tidligere

søgt job som videnskabelig fotograf ved EURATOM i Ispra i Italien. Jeg

fik ikke jobbet i Italien, men indbydelsen til jobsamtale på ESO antydede

i hvert fald, at her var en chance. Det begyndte at blive konkret. Så Asta

og jeg så hinanden dybt i øjnene. Jeg søger ikke til udlandet for at finde en

skilsmisse, var min indstilling; vel vidende at her lå en stor udfordring for

os begge med en belastning, som vi ikke skulle undervurdere. Men Asta

sagde ”ja”.

Jeg tog til Genève til samtalen, som fandt sted på CERN, Den Europæiske

Kerneforskningsorganisation. Inden jeg fløj tilbage, havde jeg et jobtilbud i

lommen. Alligevel slog jeg et svinkeærende omkring Luxembourg på vejen

hjem. Gode venner havde hvisket mig i øret, at der var muligheder i Europakommissionen,

så jeg syntes, det var værd at undersøge. De organiserede

en lille ”privateksamen” , som fandt sted nogle måneder senere (også i Luxembourg),

og jeg bestod. Vi kørte derned, Asta, Jakob og jeg. På vejen

hjem overnattede vi hos Lene og Knud, som nu boede i Sønderborg. Det

var en af disse sjældne, lune sommeraftener i Danmark, hvor vi sad ude til

efter midnat. Vi spiste lækker mad og drak god vin, mens Jakob og Jonas

(Lene og Knuds søn) legede på livet løs. Vi oplevede denne aften med en

særlig intensitet, tror jeg, samtidig med at overvejelserne kørte i baghovedet

– Luxembourg eller München? Næste dag kørte vi hjem. Alssund og

Broagerland hører ganske sikkert til det smukkeste, Danmark har at byde

på, og på en eller anden måde prægede det sig i vor bevidsthed den dag.

Man ser med andre øjne på sit land, når man ved, at man skal forlade det.

Valget faldt på München. I begyndelsen af august tog jeg først til Genève

for at hilse på mine kommende kolleger og derfra til München for at finde

52


en bolig. Jeg skulle tiltræde stillingen pr. 1. september, mens Asta og Jakob

blev i Danmark endnu nogle uger.

Vi havde boet sammen i seks år, men det stod klart for os, at den form for

samliv ikke var velset overalt i verden, så vi besluttede os til at få papir på

hinanden. Den 23. maj blev vi gift på Esbjerg Rådhus. Jakob insisterede på

at sidde imellem os, skønt han om morgenen havde erklæret, at han absolut

ikke ville ”til gift”. Hverken vor økonomi eller Astas familiesituation tillod

en stor fest, men til gengæld fik vi to små fester og to meget dejlige dage

ud af det. Derimod blev det til en forrygende afskedsfest i august for vore

venner.

Jeg forlod Danmark d. 31. august 1980 på min 29-års fødselsdag. Det var

med en bittersød følelse, for bag mig lå en hård tid. Med fire års arbejde

uden at jeg havde fået så meget som én eneste krone for det. I stedet var

sparepengene sat overstyr – og menneskelige skuffelser havde der bestemt

også været. Der var en uafklaret retssag mod en forhenværende partner,

som havde brudt vor fælles kontrakt. Og vi så nu frem til en usikker tilværelse

i et fremmed land. Jeg ved, det er ikke en passende beskrivelse – for

livet er ikke et binært spørgsmål om nederlag eller sejr – men hvis det lugtede

af nederlag, endte det med en stor sejr.

Men hvorfor ikke bare Ålborg eller Vejle? Der var håndfaste grunde nok

til, at et udlandsjob var attraktivt, ikke mindst arbejdsløsheden i Danmark.

Men jeg tror, at der var en dybere liggende grund. Både før og senere i mit

liv har jeg følt en stærk trang til at gå efter nye udfordringer, også selv om de

måtte synes svære. Lidt som en opdagelsesrejsende, der fra stranden spejder

ud på det åbne hav. Under horisonten venter rigdom og berømmelse,

lykke, måske, eller katastrofe og undergang. Han ved ikke selv, hvad der

driver ham, men han ved, at han skal derud.

53


Observatorier på den sydlige halvkugle besætter første parket, hvad angår udsyn til

Mælkevejens centrum og de små nabogalakser, de Magellanske Skyer (de to ”pletter”

i højre side af billedet). Men af historiske grunde befandt de fleste observatorier

sig i Europa og Nordamerika. Den relativt uudforskede sydhimmel bød derfor på

spændende jagtmarker for Europas astronomer, da de etablerede deres fælles observatorium

i Chile.

54


VI

Opbrud – II

Nattehimlen over Atacama ørkenen er sort som kul. Men fra den

lyser millioner af stjerner. ESO var blevet grundlagt i 1962 af fem

europæiske lande, Belgien, Frankrig, Holland, Sverige og Tyskland. I 1967

var Danmark kommet til. Organisationen baserede på en international

konvention, som fastlagde ESO’s formål og opgave: At bygge og drive et

moderne astronomisk observatorium på den sydlige halvkugle på vegne af

medlemslandenes astronomer og i øvrigt at fremme og understøtte europæisk

samarbejde inden for dette forskningsområde. Den dybere grund

var dels et ønske om at genetablere europæisk astronomi i en førende rolle,

en rolle man havde afgivet til Amerika i begyndelsen af det 20. århundrede,

dels erkendelsen af at astronomi er en integral del af den vestlige verdens

”viden-infrastruktur”. Uden adækvate muligheder for unge forskere i Europa

ville afvandringen af ”de bedste hjerner” til USA, som tog fat i forbindelse

med Den anden Verdenskrig, fortsætte – en uacceptabel situation for

et kontinent som Europa. Dette krævede mobilisering af ressourcer, som

intet europæisk land kunne klare alene. Det europæiske samarbejde opstod

ikke af kærlighed, men som en nødvendighed. Det illustrerer tilmed det

skisma, som senere også kom til at præge mit arbejde – astronomi er ren

grundforskning. Den findes i alle kulturer og på alle kontinenter. Den har

meget lidt at gøre med politik i modsætning f.eks. til anvendt forskning.

Men astronomi på det plan, som ESO står for, forudsætter en politisk vilje

og kræver en politisk proces, som jeg skulle blive draget ind i senere.

I 1964 begyndte byggearbejdet på en bjergtop i den chilenske Atacamaørken

ved navn La Silla, 600 km nord for hovedstaden, Santiago-de-Chile.

I mellemtiden var La Silla blevet til et fuldvoksent observatorium med

store teleskoper og en stærk organisation, som fungerede som en velsmurt

maskine. En videnskabsmaskine. ESOs hovedkvarter lå oprindeligt i Hamborg,

men flyttede for en periode til Genève, for – i august 1980 – at slå

55


sig ned i en futuristisk bygning i den lille by Garching, 14 km nord for

München. Garching var allerede hjemsted for en række andre forskningsinstitutter

og er siden blevet til et af verdens førende centre for fysik og

astrofysik. Her herskede tydeligvis de rette betingelser for en organisation

som ESO, der stadig var beskeden af størrelse, men – som det skulle vise

sig – besad et betydeligt vækstpotentiale.

Jeg startede i mit nye job d. 1. september 1980 og kom til et tomt hus. De

fleste medarbejdere var stadig i gang med at pakke flyttekasser i Genève.

Alligevel var det tydeligt, at her herskede en helt anden ånd, end jeg nogensinde

havde oplevet. En meget speciel verden. Jeg kneb mig rent faktisk i

armen for at sikre mig, at dette ikke var en drøm, for denne arbejdsplads og

denne organisation var tydeligvis exceptionel. Jeg blev vel modtaget af min

nye chef, Richard West, som var dansk og i øvrigt en erfaren ESO medarbejder.

Han morede sig over mit synlige ubehag ved ikke at have noget at

lave (en meget uvant situation for mig), men forsikrede mig, ”at det snart

ville ændre sig”. Han fik ret.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg havde ingen anelse

om astronomi, men huset besad et overordentligt veludstyret bibliotek. Så

jeg marcherede op på tredje sal, hvor biblioteket befandt sig, og begyndte

ved reolen med bogstavet ”A”. Som man kunne forvente, dækkede det også

emnet Astronomi, og så var det jo bare at gå i gang. Når jeg havde spørgsmål,

skortede det ikke på folk, som både kunne og ville forklare mig, hvad

det drejede sig om. Men let var det alligevel ikke. Jeg prøvede kræfter med

research papers, rigtige forskningsartikler, men opgav, da jeg end ikke forstod

titlen. Stor var sejren derfor, da jeg en dag i det mindste var så langt, at

jeg både kunne læse og forstå overskriften! Det var en kamp, men det var

vigtigt for mig hurtigt at få en forståelse for emnet, for jeg ville komme til

at arbejde med forskningsopgaver, og bare at gøre ”som de andre sagde” har

aldrig tiltalt mig.

Jeg havde fundet en lejlighed i Olympiadorf, Münchens olympiske landsby.

I vor lejlighed havde nogle af de tunesiske sportsfolk haft til huse under

Olympiaden i 1972. Skråt overfor i samme gade viste en mindetavle, at her

56


Tyskkursus pr. korrespondence.

havde de israelske sportsfolk boet, som var omkommet i forbindelse med

desparate palæstinenseres dramatiske gidselaktion under Olympiaden.

Som bydel var Olympiadorf speciel derved, at kørende trafik var henlagt

til ”undergrunden”, fuldstændigt adskilt fra fodgængerne. Omkring etagebygningerne

var store, grønne områder med bakker og træer. Vort hus lå i

Connolly-Strasse, så at sige i forreste række, med udsigt over til stadionanlæggene.

Jeg var alene den første måned. Mit samlede gods omfattede en

skumgummimadras, sengetøj, en sengelampe, en lille stegepande, en lille

gryde, Jakobs plastictallerken og krus (som jeg havde lånt), lidt bestik og

en transistorradio. Det hele havde været i en papkasse, som nu tjente som

”bord”. I mellemtiden var Asta og Jakob i gang med at forberede sig selv og

hinanden på flytningen. Dertil sendte jeg daglige breve til Jakob med små

tegninger fra München og enkelte tyske ord, som jeg forklarede efter bedste

pædagogiske evne. Jeg glædede mig til at se dem, og så den 26. september

stod de i Münchens lufthavn – to små mennesker i en stor, ny verden.

57


Få dage før jeg var taget afsted, opsøgte vor nabo mig i haven. Han havde et

dybt bekymret udtryk i ansigtet. ”Jeg hører, at I skal flytte til Tyskland,” begyndte

han forsigtigt. ”Tror du, det er godt for drengen..?” Men nu var det

alvor, det skulle vise sig om vi kunne finde os til rette i de nye omgivelser.

Asta og Jakob fik et brag af en modtagelse. Bogstaveligt talt. Da vi den

første aften sad sammen i vor nye lejlighed, hørte vi et dumpt brag. Kort

efter bredte lyden sig fra ambulancer. Den aften havde en højre-ekstremist

sprængt en bombe ved indgangen til Münchens verdensberømte folkefest,

Oktoberfest. Bomben dræbte 13 og kvæstede over 200, heraf 68 alvorligt.

Næste formiddag, lørdag, tog vi ind til Marienplatz i Münchens centrum.

Der var sort af mennesker dels på lørdagsindkøb, dels på vej mod Olympia

stadion, hvor FC Bayern spillede kamp. Men tanken om, hvad der ville ske,

hvis der var endnu en vanvittig person løs med en bombe på den tætpakkede

U-banestation, kunne ingen af os lukke helt ude.

Vi blev boende i München et år. Vi vidste, at det var vigtigt for Jakob at

lære tysk, så han skulle hurtigst muligt i børnehave. Desværre var Olympiadorfs

bønehave fuld, men det lykkedes at få ham ind i en eftermiddagsgruppe

i en børnehave i Garching. Det betød, at Asta tog ud til Garching

med ham over middag (en tur på en time hver vej), og at jeg hentede ham

om eftermiddagen, når jeg kørte fra arbejde. Da de ”lokale” børn i Olympiadorf

imidlertid gik i børnehave om formiddagen, når Jakob var hjemme,

og han omvendt var i børnehave, når de var hjemme, blev det ikke til meget

kontakt med de andre beboere. Derimod fik vi hurtigt kontakt i Garching,

hvor jeg jo også arbejdede. Det forekom os derfor fornuftigt at flytte derud.

Et af de første mennesker, vi mødte i Garching, var Anne-Marie Ochs, hvis

søn gik i samme børnehave som Jakob. Andi og Jakob var jævnaldrende,

og de blev gode venner. Anne-Marie Ochs var og er et utroligt aktivt og

hjerteligt menneske. Hun var her og der og alle vegne for at hjælpe andre,

hvad enten det drejede sig om praktiske ting eller som kontaktskaber. Hun

gjorde også meget for os, og jeg tror ikke, vi var blevet længe, hvis ikke

vi havde mødt mennesker som hende. Der var flere, for Garching var (og

er) ikke bare en tilflytterby, men var også en magnet, især for udenlandske

58


Fra vor første Danmarksferie efter flytningen til Tyskland.

forskere. Udlændingeandelen af befolkningen lå nok i nærheden af 20 %.

Folk som Anne-Marie Ochs skabte netværk, formelle såvel som komplet

uformelle, som hjalp de mange udlændinge til at skabe sig en tilværelse i

Garching.

Efter flytningen til Garching fik Asta kontakt med en organisation ved

navn ”Nachbarschaftshilfe”, en privat-organiseret social forening, som bl.a.

tog sig af børne- og ældrepleje i kommunen. Hun overtog snart en børnegruppe

med navnet Mini-Club, som hun har været leder for siden, omend

med en afbrydelse, da Jakobs søskende var små.

Vi begyndte skridt for skridt at opbygge en ny tilværelse. Efter en ”mellemstation”

i en lejlighed i Pfarrer-Seanner-Strasse, som vi ikke brød os om,

fandt vi et dejligt sted på Bürgerplatz i Garching. Lejligheden lå på anden

sal med en herlig panoramaudsigt over Garchings centrum og fodgænger-

59


zone med butikker, caféer og masser af liv. Vi blev i den lejlighed i 14 år –

indtil 1998, da pladsen var blevet for trang.

I 1983 begyndte Jakob i 1. klasse i den lokale skole. Vi måtte imidlertid

erkende, at kulturforskelle mellem Skandinavien og Bayern førte til konflikter

i skolen i en sådan grad, at vi valgte at flytte ham til Den europæiske

Skole. Vi har altid betragtet og behandlet vore børn som ligeværdige individer,

som havde ret til deres egne meninger og også ret til at stille kritiske

spørgsmål. ”Hvad er et politisk parti?” spurgte Jakob, da han endnu var

relativt lille. Jeg prøvede at forklare politiske idéer som forskellige måder

at tackle samfundsproblemer på. For at anskueliggøre sagen valgte jeg som

eksempel en fabrik, som fremstillede plasticposer. Det gik dårligt for firmaet,

og der var risiko for lukning. Skulle man give firmaet penge for at

redde arbejdspladserne? Skulle man lade sagen gå sin gang og betale de

arbejdsløse understøttelse? Skulle man undlade at betale understøttelse, i

den forventning at de berørte ville gøre en større indsats for at finde andet

arbejde? Eller skulle man måske stille det mere grundlæggende spørgsmål,

om det overhovedet var godt at lave plasticposer? Hvem skulle bestemme?

Han lyttede eftertænksomt, da jeg beskrev, hvordan en socialistisk, en liberal,

en konservativ og en grøn løsning kunne se ud. ”Jeg synes, de grønne

har ret,” sagde han til sidst. Det gjorde mig stolt. Det var ganske bestemt

ikke min holdning, men han ræsonerede selvstændigt og gav sin mening

åbent til kende. Både Asta og jeg har bevidst plejet en sådan ”diskussionskultur”

hjemme med alle vore børn. Men den var ikke populær i den lokale

skole, hvor spørgsmål blev anset som potentielt undergravende for lærerens

autoritet – afvigende meninger ligeså, hvis de blev ytret højt. Alligevel

var det ikke en lille beslutning at flytte Jakob, for Den europæiske Skole var

ikke bare en heldagsskole, den lå også i den modsatte ende af München. Fra

nu af fik Jakob lange skoledage, men han fortrød aldrig skoleskiftet.

Mødet med Tyskland var ikke simpelt. I forhold til det vi kom fra, så vi et

samfund, som var hårdt, til tider brutalt. Tempoet var højt. Og det var et

samfund, som stadig var præget af krigen og dens eftervirkninger, som plagedes

af skam, og som levede med gruopvækkende erfaringer fra diktaturets

tid og ubeskrivelige lidelser under tæppebombningerne af Hamborg,

60


Berlin, Dresden osv. Det var et samfund, som var gennemsyret af mistro

over for politikere og myndigheder. F.eks. havde telefoner i telefonbokse

ingen numre. Grunden var, at man ikke ønskede, at samtaler skulle kunne

spores, sådan som Gestapo havde gjort det under diktaturet. Da Forbundsregeringen

ønskede at gennemføre en folketælling, rejste der sig en massiv

folkelig modstand, som førte til en kæde af retssager og en delvis aflysning

af foretagenet. Ingen ønskede, at staten igen skulle have mulighed for at

samle oplysninger om de enkelte borgere. Overalt hang efterlysningsplakater.

De fleste viste eftersøgte terrorister fra Baader-Meinhof gruppen.

Men der var også andre. Plakater af børn. ”Wer bin Ich?” spurgte de. Det

var børn, som i de sidste kaotiske krigsmåneder var blevet skilt fra deres

familier og fundet – måske i en kurv på en banegård i Østpreussen eller på

en vej i Brandenburg – og som endnu håbede, at der et eller andet sted i

Tyskland var nogen, som kunne give dem oplysninger om deres identitet

– 35 år efter at våbnene tav, og vanviddet ophørte. Mødet med Tyskland

gjorde historien nærværende for os, for de mennesker, vi mødte, var jo en

del af denne historie. Vor nabo, Wolfgang, der som barnesoldat først endte

i russisk krigsfangenskab, dernæst som tvangsarbejder i Auschwitz i Polen,

vor genbo, Fru Schlicht, som efter et flyverangreb samlede stumperne af sin

lille datter op på den mark, hvor hun havde leget, menneskene på gaden, i

forretningerne, på trappen i huset.

Måske derfor spillede folk som Anne-Marie Ochs så stor en rolle for os. De

stod for et venligt, et menneskeværdigt, tysk samfund.

1980’ernes tyske samfund var et samfund, der længtes efter normalitet,

men som samtidig frygtede de mulige konsekvenser af en tilbagevenden

”til verden”. Det fandt et tydeligt udtryk i en sproglig vending, der var udbredt

og som stod for indbegrebet af ”lykke”: ”Friede, Freude, Eierkuchen”

– fred, glæde og æggekage. Langsomt nærmede vi os dette land, begyndte

at forstå dets kultur og dets mennesker. Alligevel forblev vi en lille dansk

familie, med dansk sprog, danske vaner og dansk tankegang. Af samme

grund har jeg stor forståelse for, at indvandrerfamilier i dagens Danmark,

uanset hvor de måtte komme fra, ikke uden videre opgiver deres nationale

identitet og traditioner.

61


ESOs GPO teleskop var et gammelt instrument – det første, som blev installeret på

La Silla. Jeg brugte det som ”sigteinstrument” for mit wide-field kamera til observationer

af Mælkevejen og af den Lokale Gruppes galakser. (Foto: Rainar Donarski)

62


I

VII

Per Ardua ad Astra

foråret 1982 besøgte jeg for første gang ESOs observatorium i Chile.

Chile er et vidunderligt smukt land, mere end 4.000 km langt, og derfor

med alle klimazoner, bortset fra troper. Der er bjerge op til 7.000 m,

aktive vulkaner, kæmpestore skove, men også vidtstrakte ørkenområder –

faktisk findes verdens tørreste ørken i Chile: Atacamaørkenen. Her havde

ESO bygget sit observatorium.

Selvfølgelig var min første rejse til Sydamerika en stor og spændende oplevelse.

Opholdet på observatoriet, derimod, var som at træde ind i en

helt anden verden. Nogle år forinden havde Geo, en slags tysk pendant til

National Geographic Magazine, bragt en stor artikel om La Silla, ESOs

observatorium 6 . Journalisten havde beskrevet La Silla som et ”kloster”, så

at sige et ”astrokloster”, og det var ganske afgjort en passende sammenligning.

Observatoriet lå på en afsidesliggende bjergtop i 2.400 m højde over

havet. Skønt der var små flækker og landsbyer indenfor en afstand af 50

km, var den nærmeste større by, La Serena, 150 km borte. Alligevel var det

nemt at komme dertil. Dels lå det ikke langt fra den berømte Pan American

Highway – Panamericana, som chilenerne kalder den – hin berømte

hovedvej, som strækker sig fra Latinamerikas sydspids til Alaska, dels havde

ESO indrettet sin egen lille flyveplads ved bjergets fod. Besøgende og

medarbejdere fløj derfor typisk i et lille to-motoret Piper Navajo fly fra en

flyveplads i Santiago direkte ud til observatoriet i ørkenen. Der er mange

anekdoter blandt europæiske astronomer om disse flyveture, men der var

aldrig virkeligt alvorlige problemer eller uheld. Men der var stor forskel på

at flyve ”op” til bjerget og ”ned” til Santiago. Under turen ”op” herskede

der en spændt, sommetider anspændt stemning: alle vidste, at arbejdet på

observatoriet var krævende og hårdt – med lange arbejdsdage, kompliceret

teknik at mestre, og i kampen om at samle de værdifulde observationsdata

også spørgsmålet: Hvordan mon nattens vejr arter sig? På vej ”ned”,

63


derimod, herskede en løssluppen stemning, hvor folks tydelige udmattelse

blev godt udlignet med den whiskeyflaske, der traditionelt gik på omgang

blandt den lille gruppe passagerer.

La Silla var i virkeligheden som en lille hi-tech by, implanteret midt i den

sydamerikanske ørken. Et isoleret samfund, hvor alt og alle koncentrerede

sig om en eneste opgave: at bidrage til en muligt gnidningsløs drift

af et astronomisk forskningscentrum, hvis normer var anderledes end i

den normale – tør man sige sekulære? – verden udenfor. La Silla levede

og åndede for at indsamle de sjældne lyspartikler fra verdensrummet, som

måske havde rejst gennem det tomme rum længere end Jorden havde eksisteret,

blot for at ramme vore teleskopspejle og derved afsløre deres inderste

”hemmeligheder”. Lyspartiklerne, fotonerne, kunne lave flotte billeder.

Men vigtigere er, at man gennem analyse af stjernelyset kan lære meget om

de objekter, hvorfra selv samme lys er udsendt: Objektets art, afstand og

hastighed, overfladetemperatur, kemiske sammensætning osv.

Der var et dusin teleskoper på La Silla tilbage i 1982. De fleste tilhørte

ESO, men nogle tilhørte nationale institutter i ESOs medlemslande. således

drev Københavns Universitet to teleskoper – et 50 cm og et 1,5-m

teleskop. Trods den imponerende teleskoppark var kampen om at få lov at

bruge dem var imidlertid intens, for tildeling af teleskoptid foregik på basis

af ansøgninger og en vurdering af ansøgningernes videnskabelige værdi.

Der var mange flere ansøgninger, end der var tid til rådighed. Så at få tildelt

observationstid var på mange måder et adelsmærke blandt astronomerne.

De skulle så rejse til Chile og observere et antal nætter. De, der ønskede

at bruge ESOs store teleskop, 3,6-m teleskopet, fik typisk et par nætter

stillet til rådighed. Det betød, at de i dette korte tidsrum skulle indsamle

data nok til at arbejde i deres hjeminstitut – måske så længe som et helt år.

De indsamlede data dannede basis for deres videnskabelige publikationer,

hvilket igen var afgørende for deres videnskabelige karrierer. Astronomerne

var derfor ligeså afhængige af at alt klappede, når de sad ved teleskopet,

som landmænd er af høsten. Der stod eksistens og karriere på spil. Derfor

den anspændte stemning i flyet, når det nærmede sig den lille landingsbane

i ørkenen. Men La Silla betød også forening med naturen på en helt speciel

64


måde. Før solnedgang gik astronomerne op til deres respektive teleskoper

og gjorde klar til nattens arbejde. Men når Solen nærmede sig den lange

stillehavshorisont, sænkede der sig en særlig stemning over bjerget: En

blanding af fuldstændig ro og harmoni mens bjerget lå badet i et eventyrligt

farvespil med farver så klare og intense, at man ikke kan forestille sig

det i Europa. Mod vest en prægtig solnedgang, mod øst aftegnede sig en blå

jordskygge mod det lilla genskær fra den forsvindende solskive. Fornemmelsen

af at være i en anden verden var fuldkommen og overvældende.

Men Chile var også Pinochets diktaturstat 7 , og der herskede en knugende

stemning under den rolige overflade i hovedstaden, Santiago. ESO er gæst

i Chile, og det er ikke tilladt for ESOs internationale medarbejdere og gæsteastronomer

at engagere sig i landets indre anliggender. Alligevel var situationen

heller ikke uproblematisk for os, for juntastyret gjorde alt, hvad

de kunne for at tækkes os og vise, ”at de var gode nok”. For de higede efter

international anerkendelse. Omvendt levede vi med en potentielt vanskelig

situation også i Europa, for det hørte ikke til god tone, politisk set, for demokratiske

europæiske lande at opretholde nære forbindelser med Chile.

Men ESO havde lagt ”alle sine æg” i den chilenske ørken. Europas ambitioner

på dette forskningsområde var afhængige af adgangen til teleskoperne

i Chile. Der var tungtvejende forskningsstrategiske, men også filosofiske

grunde til at holde fast og håbe på, at Chile ville finde tilbage til en demokratisk

udvikling, hvilket heldigvis også skete, selv om der kom til at gå

mange år. Vi reagerede ved at lægge så megen afstand til det chilenske styre

som muligt (også fysisk ved at flytte administrationen fra Santiago ud til

observatoriet i ørkenen) og holde lav profil i Europa. Vi talte om observatoriet

i Atacamaørkenen, ikke i Chile.

På vejen hjem fra Chile gjorde jeg ophold i Perú. Guerillabevægelsen Sendero

Luminoso (”Den Lysende Sti”) var allerede aktiv på det tidspunkt, så

man kunne ikke længere rejse sikkert over land. Jeg tilbragte et par dage i

Lima, som var hovedstad i det spanske kolonirige, og fortsatte så til Cusco,

den gamle Inkaby. Det var en spændende oplevelse, men illustrerede også

tydeligt de voldsomme politiske spændinger og den dybe fattigdom, som

plagede landet, og som leverede benzin til det sociale bål.

65


Uden for præsidentpaladset i Lima. Gadebørnenes udtryk taler for sig selv – Perú

bød på anskuelsesundervisning i de vanskeligheder, et samfund får, hvis det ikke får

styr på sine mest fundamentale sociale problemer.

I 1983 havde jeg fået så meget greb om tingene, rent professionelt, at ESO

sendte mig til Australien for at arbejde sammen med David Malin. David

var astrofotografiens ubestridte guru – hans billeder gik verden over. Han

var et hårdt arbejdende, disciplineret, men venligt menneske, og jeg betragter

ham i dag som en ven (ved en lejlighed medvirkede jeg i et TV portræt

af David, som blev sendt på TV i mange lande 8 ). David kom fra beskedne

kår i Nordengland, havde læst kemi på aftenskole og arbejdede en tid lang

i industrien, indtil han blev inviteret til at arbejde ved det (dengang) nye,

store Anglo-Australske Teleskop (AAT) i Siding Springs i New South

Wales. I slutningen af halvfjerdserne var han begyndt at gøre sig bemærket

i astronomiens verden, og i 1983 var han en absolut superstar, hvis man

kan bruge det udtryk i denne sammenhæng. Mit ophold hos David gav

mening, for ESO ønskede sig ”sin egen David Malin”, og jeg var åbenbart

66


udset til at skulle spille denne rolle. Det var en spændende og lærerig rejse.

Ikke bare lærte jeg meget af David, jeg fik også lejlighed til selv at observere

med AAT, som rent faktisk var en smule større end ESOs eget store teleskop.

Det er skæbnens ironi at, jeg fik adgang til AAT, for selv om jeg har

brugt flere af ESOs teleskoper, fik jeg aldrig lejlighed til at bruge det store

teleskop på La Silla.

Jeg afbrød den lange rejse til Australien med ophold i Sydindien og i Indonesien.

Det Indiske Astrofysiske Institut i Bangalore havde indbudt mig

til at holde et foredrag om ESO og mit eget arbejde, hvilket jeg havde accepteret.

Som stilen og tonen var dér, tilbragte jeg en uge, sågar med egen

oppasser ved navn Muswami og efter behov en chauffør – en eksorbitant

belønning for et foredrag på en time eller halvanden. Opholdet gav mig

mulighed for at besøge Mysore, som jeg husker fra de tidlige år med dansk

u-landshjælp. For mig var Mysore et sted, hvortil vi havde sendt danske

malkekøer. For den lokale befolkning var det en by med en lang og stolt historie.

Og bygningsanlæg som det imponerende Palads, som havde tilhørt

den legendariske Sultan Tipu, der faldt i kamp mod briterne – og Brindavan

Gardens, et overdådigt haveanlæg med imponerende fontæner. Mere

ypperligt findes næppe noget andet sted i verden.

Idéen om at ESO skulle have ”en profil” inden for astrofotografi stammede

fra Richard West, men den var ikke uomstridt, al den stund at – også på

dette felt – ny teknologi var på fremmarch, men i de tidlige firsere var det

ikke klart, hvor hurtigt tingene ville ske. Og vi lavede mange spændende

ting på ESO. Jeg nød samarbejdet med Richard. Han var enormt inspirerende

at arbejde sammen med, og han var en fantastisk mentor i disse år.

Jeg står i stor gæld til ham, for alt hvad han lærte mig – ikke bare om astronomi

og videnskab i al almindelighed, men han stillede også store krav.

Igen var jeg stødt på et af disse særlige mennesker, ligesom Alan Hjorth

Rasmussen på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Sidenhen kom jeg til at arbejde

for flere ”af slagsen”, herunder Riccardo Giacconi (der fik Nobelprisen i

fysik i 2002) og Catherine Cesarsky, af fysik en lille dame, men en gigant i

europæisk forskningspolitik.

67


Richard West og jeg. Billedet er taget i begyndelsen af 1987 ved en konference i Jena

i det daværende DDR.

Mit arbejdsområde koncentrerede sig om, hvad vi kaldte ”wide-field

imaging”, fotografier, som dækkede store dele af himlen i modsætning til

mange teleskopbilleder som viste knappenålsstore udsnit af firmamentet.

På store felter kunne man studere udstrakte strukturer, såsom de såkaldte

”haloer” omkring galakserne i Den Lokale Hob, dvs. galakser inden for en

afstand af to mio. lysår. Ganske særligt interesserede jeg mig for de Magellanske

Skyer, Mælkevejens to små nabogalakser, som vi skal vende tilbage

til senere.

Sirus danser. I søgeren spredes dens farver og jeg ser mønsteret af blåt, grønt,

gult og rødt bevæge sig hastigt op og ned i okularets midte. Som en gal hund,

der opfører en krigsdans om mit trådkorscentrum. En gang imellem puster

den sig op – men taber derved sin glans. Glenn Millers ”Moonlight Serenade”

fylder kuplen med nattemusik og et strejf af dekadence, men Sirius foretrækker

de hårde varer… som takten fra tryklufthammerens ”maskingeværild”, der

presser sig mod mine trommehinder. Et blik på urene i det dæmpede, røde lys:

68


Der er mere mellem himmel og Jord, end man kan se! Billedet her er en kombination

af et positiv og et negativ af Den Store Magellanske Sky. Positivet viser Skyen,

som vi ser den på normale billeder – med sin karakteristiske, lysende ”bjælke”. Det

negative billede viser en udstrakt ”halo”, som omgiver galaksens centrale del. Halo’en

er lyssvag; man kan ikke se den med det blotte øje. Men den er stor: I nord-syd

retningen dækker den en vinkel på 14 grader, svarende til fuldmånens størrelse – 28

gange!

69


08:04:55. Stjernetid. Endnu tredive minutter før eksponeringen er færdig.

En alarmklokke kimer i det fjerne. Har jeg glemt at rotere kuplen? Er der et

problem med styringen? Klokken ringer igen. Højt. Og pludselig genkender

jeg lyden; det er telefonen! Sirius, Glenn Miller og kuplen forsvinder i ét nu,

da jeg springer ud af sengen. Men telefonen er død. En eller anden må have

drejet forkert. Et blik på uret: Klokken er 09:00. Fortumlet vælter jeg tilbage

i min seng, ligger og blunder i det svage lys, som mørklægningsgardinerne lader

passere. Tryklufthammeren fra byggepladsen udenfor mit værelse arbejder

ufortrødent videre, men i dag lykkes det mig at falde i søvn igen.

Klokken halv ét vågner jeg og beslutter mig for at stå op. Det er ikke af lyst,

men snarere en slags pligtfølelse – man kan da ikke sove til ud på eftermiddagen!

Det er første dag, hvor jeg føler denne udmattelse. Snakken går ved

morgenmaden, men jeg hører ikke efter. Efter morgenmaden slæber jeg mig

tilbage til værelset. Egentlig var der et par ærinder at klare, men jeg orker det

ikke. Jeg vil fylde mit hoved med ingenting – og nyde det.

Jeg har afsluttet den første halvdel af mit observationsprogram og denne

reaktion er vist ret normal. Det er første gang, jeg observerer alene, og det

gør naturligvis sit, men jeg har set nok observatorier og astronomer til, at jeg

kender reaktionen. At observere er ganske enkelt en anspændt affære: Man

rejser måske til den anden ende af jorden, har normalt et afmålt tidsrum til

rådighed, og der er tusind ting, der kan gå skævt. Hvor godt kører teleskopet?

Mekaniske problemer? Balance? Alle knapperne, som skal betjenes i rigtig

rækkefølge, observationsobjekternes position på himlen, fokus (temperaturafhængig),

tilskæring og hypersensibilisering af fotografiske plader, o.s.v., o.s.v.

– og træthedsfaktoren. Efter at have klæbet en hel lang nat til et okular med

et millimeter-tyndt trådkors og styret teleskopet på et svagt, næsten usynligt

punkt, er det svært at holde hovedet klart. Passer kuppelåbningen? Fremkaldertemperaturen?

Somme tider begynder man at se syner, fordi man koncentrerer

sig så stærkt om dette lille, svage lyspunkt i trådkorsets midte.

Disse problemer er selvfølgelig kendt. Ligeså at der stilles ekstremt høje krav til

materiellet – mekanisk og optisk. Derfor er det også normalt, at der kan opstå

tekniske problemer, og derfor er der også døgnet rundt en stab af teknikere på

70


vagt på La Silla. De store teleskoper har også en såkaldt natassistent, som kender

teleskopet som sin egen bukselomme, som styrer det natten igennem og som

fører logbogen imens. Ved de små teleskoper, heriblandt ”mit”, er der ingen

natassistent. Observatøren må klare det hele selv. Der er observatører ved de

små teleskoper, som arbejder uden pause i tre-fire uger. Det er hårdt, men alligevel

næppe så belastende, som den, der kun har nogle få nætter til rådighed.

I sidstnævnte tilfælde kan et stop på få timer p.gr.a. tekniske problemer betyde,

at observationsprogrammet ikke kan gennemføres.

Observatørerne starter dagen først på eftermiddagen. Nattens observationer

skal forberedes. Efter observationerne, når dagen gryer og dalene under os

indhyldes i et gråblåt skydække, som får bjergtoppene til at se ud som øer på

et stort ocean, skal der skrives rapport og evt. pladebestilling. Rapporten skal

afleveres inden man går i seng, så teknikerne på dagholdet kan reparere, skifte

ud, installere, hvad der nu måtte være nødvendigt til den kommende nat.

Dagens vigtige milepæle er måltiderne, hvor samtalen drejer sig om arbejdet.

Ved morgenmåltidet er tema nr. 1 den forgange nats observationer. Hvordan

var ”seeing’en”? Hvilke tekniske problemer har der været? Og så de nyeste gysere,

som denne: ”CCD’en på den danske 1,5-m brød sammen i nat. Vi var

der alle sammen, mekanikere, optikere, elektronikfolk, den ansvarshavende

astronom… da vi efter tre timer havde skilt det hele ad, viste det sig at observatøren

bare havde glemt at åbne lukkeren…” Eller denne, der burde ryste

mig mere, fordi det faktisk skete hos mig: ”Da mekanikeren monterede kameraholderen

på GPO’en, havde han kørt teleskopet 120 grader fra zenit, så han

kunne montere holderen fra gulvet (ikke tilladt!). Derved blev et stærkstrømkabel

revet over, uden at han registrerede det. Efter to observationsnætter var

der problemer med styringen, og den tilkaldte tekniker opdagede det ved et

tilfælde. Hvis teleskopet i nattens løb var blevet drejet i en uheldig retning,

ville hele instrumentet være blevet forvandlet til en elektrisk stol.” Ak ja, den

drukner ej, som hænges skal!

Som regel er det dog mindre dramatisk. En halv time før solnedgang åbnes

kuplen for at udligne temperaturen. Derefter følger arbejde med at opstart af

teleskopet, fyldning af pladeholdere, indstilling af positionsvinkel o.s.v., der-

71


efter peges teleskopet på feltet, som skal observeres. Positionen kontrolleres på

stjernekortet og himlen, en styrestjerne findes, og så kan det gå løs med den

første 90 min. eksponering. Under eksponeringen er man hele tiden i aktivitet,

men arbejdet kræver ikke de store overvejelser, så man har tid til at tænke på

andre ting – og til at lytte til musik. Jeg har lånt en kassettebåndoptager og

nogle bånd i det danske teleskop, alt muligt fra Bach til Brandenburg. Blandt

båndene finder jeg også et charmerende Poul Dissing/Otto Brandenburg

bånd. Tænk at sidde i den dybtsorte nat på en øde bjergtop i Chiles ørken –

klokken fire om morgenen – og kigge ud i verdensrummet til tonerne af ”Over

visse vande”. Og jeg bliver pludselig klar over, hvor meget jeg savner Asta og

Jakob. Jeg får lyst at ringe til dem, men jeg kan ikke ringe fra kuplen, og Sirius,

hundestjernen, binder mig til okularets trådkors. I Garching er klokken ni, og

det er søndag. Jeg fodrer min længsel med en imaginær samtale, Astas overraskede

stemme, Jakobs uforstyrrede referat af de nyeste begivenheder.

Hvor har astronomi forandret sig siden da! Set 25 år senere forekommer

det som en beskrivese af stenalderastronomi. Ingen astronom kigger igennem

sit teleskop i dag. Alt kører automatisk, styret med klik med en ”mus”,

og astronomerne arbejder i behagelige kontrolrum, ofte et helt andet sted

end der, hvor teleskopet befinder sig. Men dette var i de tidligere firsere

– før den store elektroniske revolution. Siden da har astronomi gjort tigerspring.

I de tidlige firsere diskuterede astronomer ivrigt Universets alder.

Nogle mente, at Universet var 10 mia. år gammelt, andre talte om 20 mia.

år. I dag er der bred enighed om, at det ”rigtige” tal er 13,7 mia. år. I de

tidlige firsere diskuterede man på et rent teoretisk plan, om der mon eksisterede

planeter ud over de kendte planeter i vort solsystem, og om der også

fandtes sådanne udenfor Solsystemet, d.v.s. omkring andre stjerner. I dag

har vi fundet hundredevis af de såkaldte ekstra-solare planeter. Til gengæld

talte ingen dengang om ”sort” – eller ”mørk” – energi. I dag antager vi, at

denne energi måske udgør 3/4 af alt, hvad der findes i Universet. Og vi har

ingen anelse om, hvad det er. Hvis vi medregner mørk materie – som vi

ved eskisterer men heller ikke forstår – , betyder det, at vi kun kan beskrive

omkring 4 % af, hvad Universet består af. Hvad betyder det? I foredrag har

jeg af og til beskrevet astronomi og astrofysik som et forsøg på “at læse”

Naturens store værk. Lad os fastholde metaforen et øjeblik og se på denne

72


– selvfølgelig langt mere beskedne – bog. Hovedteksten omfatter omkring

60.000 ord. Hvis man blot kan læse 4 % af teksten, f.eks. f.eks. fordi resten

af teksten var gjort ulæselig, svarer det til, at man kun ville kunne læse 6-7

sider i bogen her. Så hvad med Naturens store bog? Der er ingen tvivl om,

at den stadig bærer på store hemmeligheder, og at der er kæmpe overraskelser

i vente for os i fremtiden. Det er fristende at tænke tilbage på fysikkens

histore. Ved overgangen mellem det 19. og det 20. århundrede havde

fysikerne etableret et omfattende og sammenhængende verdensbillede,

baseret på observationer af Tycho Brahe, Galileo Galilei og mange andre

– og med en teoretisk underbyggelse leveret af Keppler og Newton. Det

så ikke ud til, at der var meget tilbage at gøre for den næste generation af

forskere. Med undtagelse af klarlæggelse af nogle irriterende detaljer, som

det eksisterende verdensbillede ikke – helt – kunne forklare. Men dertil

hørte svaret på det ligefremme spørgsmål: Hvad er lys? Som John Gribbin

skriver i sin bog ”In Search of Schrödinger’s Cat: Quantum Physics

I de tidlige firsere spillede konventionel fotografi stadig en stor rolle i astronomi.

Man brugte fotografiske glasplader, som bagefter blev anbragt i scannere og ”målemaskiner”,

f.eks. til positionsmålinger. Maskinen bag mig er en såkldt ”Optronics

maskine”, en af tre maskiner, som ESO havde i Garching. Astronomer fra hele

Europa rejste til Garching for at bruge disse maskiner. (Foto: Tonny Sørensen)

73


Komet 1P/Halley ”krydser” den sydlige Mælkevej, fotograferet fra La Silla d. 21.

marts 1986. (Foto: H. Häffner)

74


and Reality” 9 , da forskerne – mange af dem ganske unge – kastede et blik

på disse fænomener, udløste de en revolution, som hverken videnskabens

verden eller – for den sags skyld – menneskeheden har set magen til tidligere.

De to relativitetsteorier og kvantefysikken opstod. De trodsede den

menneskelige erfaring og udforderede tilsyneladende den sunde fornuft.

Men de muliggjorde alt, hvad vi idag anser for uundværlige teknologier.

Med denne historiske erfaring in mente, trænger sig spørgsmålet på: Hvilken

fysisk forklaring gemmer der sig bag den mørke energi? Hvad vil en

forståelse heraf betyde for vort nuværende verdensbillede? For den videre

teknologiske udvikling? Men tilbage til wide-field arbejdet…

Wide-field imaging var også Richards interesse, for på sådanne billeder

kunne man også studere de såkaldte ”bevægelige objekter” (moving objects)

– asteroider og kometer – som var Richards speciale.

Halley’s komet er uden tvivl den kendteste komet i offentligheden, og det

er ikke uden grund. Astronomerne bruger betegnelsen 1P/Halley, hvilket

angiver, at Halley var den første periodiske komet, man fandt. Regelmæssigt,

hver 76. år, passerer den igennem det indre solsystem, og den har jaget

skræk og angst i generationer af mennesker, som så kometen som budbringer

for alskens ulykker. Halley’s komet er afbilledet på det berømte Bayeux

vægtæppe, som skildrer Wilhelm Erobrerens indtagelse af England i 1066.

Den italienske maler Giotto di Bondone (ca. 1267-1337) inkluderede

Halley’s komet i sit berømte maleri, som viser de hellige tre kongers møde

med Jesusbarnet i Bethlehem. Billedet kan ses den dag i dag i Scrovegni Kapellet

i Padua. I vore dage har vi lagt frygten for kometer på hylden og har

mere præcise midler til at afbilde disse gæster fra solsystemets yderste egne.

Halley’s komet ville komme tilbage i 1986, men stærke teleskoper fulgte

den år forinden. Allerede d. 10. december 1982 opfangede det danske

1,5 m teleskop på La Silla, som det første teleskop på den sydlige halvkugle,

det første spæde lys fra kometen. Nu var det bare at vente på det store himmelsshow.

På en eller anden måde var vi alle grebet af ”kometfeberen”, mens vi forberedte

os. På det tidspunkt var Jakob jo i den alder, hvor vi endnu læste

75


Brevet fr a Astrid

Lindgren.

Astrid Lindgrens herlige bøger om livet blandt Smålands børn. Jeg kom

til at tænke på beskrivelsen af kometen over Vimmerby i ”Emil fra Lønneberg”,

og et hurtigt gæt tillod den tanke, at Lindgren faktisk havde beskrevet

en rigtig komet, og at tidspunktet kunne være omkring Halley’s sidste

besøg i 1910/11. Så jeg besluttede mig for at spørge hende. Hvo intet vover,

intet vinder. Også ”postalt”. I mangel af hendes adresse skrev jeg simpelthen

til Astrid Lindgren, Sverige. Til min store glæde fi k jeg et venligt

svar fra hende, i hvilket hun ganske vist ikke defi nitivt kunne bekræft e min

”teori”, men heller ikke afviste den.

En af fordelene ved at beskæft ige sig med astronomi i dag er, at vi nu råder

over avanceret teknologi, som kan hjælpe os i vor søgen eft er svar på de

mange spørgsmål, vi har om himmellegemerne. Således havde Det Europæiske

Rumagentur, ESA, planlagt at sende en rumsonde ud for at møde

76


kometen, når den havde rundet Solen og var på vej tilbage mod sit kolde

”hjem”. Rumsonden, som fik navnet Giotto 10 , skulle studere de fysiske forhold

i komaen, den store ”sky”, som omgiver kometens kerne, ved at flyve

direkte igennem skyen – så tæt på som 600 km fra den hårde, men set fra

Jorden usynlige kerne i komaens hjerte. Mødet var planlagt til at finde sted

d. 13. marts 1986. Men hvordan rammer man en komet, når de to himmellegemer

bevæger sig mod hinanden med en samlet hastighed af 245.000

km/t og befinder sig i en afstand af 150 mio. km fra Jorden? Min chef,

Richard West, var en af verdens førende kometeksperter. Han var dybt involveret

i et årelangt observationsprogram, og han trak kraftigt på mig i

de hektiske måneder, da Halley dag for dag nærmede sig perihelafstanden,

den nærmeste afstand til Solen. Det var givetvis en af den slags begivenheder,

man kun oplever én gang i livet, og han udnyttede hvert sekund.

Bogstaveligt talt. Han udførte også de første observationer efter, at kometen

havde rundet Solen og igen kunne ses fra Jorden. Det var vanskelige

observationer og ikke mindre vanskeligt at ekstrahere de vigtige data, men

det var essentielt, for med de seneste positionsdata kunne omløbsbanen

beregnes, og evt. korrekturer gives til Giotto sonden, så den ikke ramte ved

siden af. Jeg hentede de fotografiske informationer ud, og Richard regnede.

Der var noget galt. Den nyberegnede bane var anderledes end forudsagt.

Kunne man stole på de nye beregninger, eller var der måleeffekter på spil.

Måske fotografiske effekter? Efter nogen diskussion besluttede ESA sig til

at tro på os og ændre Giottos kurs. Det var fantastisk spændende dage, men

efter en månedlang arbejdsindsats nærmede jeg mig den totale udmattelse,

skånselsløst drevet frem af Richard, der selv arbejdede som en besat. Da

dagen oprandt, hvor mødet skulle finde sted mellem rumsonden og kometen,

fandt han pludselig på, at jeg ”med det samme” skulle lave de seneste

billeder af kometen, flyve til Frankfurt og ile videre med taxa til ESAs operationcenter

i Darmstadt, hvor han ventede og så ville fordele billederne.

Det havde selvfølgelig været spændende og en absolut kulmination for mig

at være med i kontrolrummet den aften, men jeg kunne ikke mere. Jeg stod

i mørkekammeret og græd mine modige tårer. Jeg lavede billederne, gav

dem til en assistent og tog hjem. Om aftenen sad Jakob og jeg sammen og så

rummødet i TV. Det var en spektakulær succes. Giotto havde nået sit mål.

77


Kometer bringer ikke ulykke. Men i Halley’s kølvand fulgte alligevel hændelser,

som falder i den kategori, uden at der var nogen sammenhæng, selvfølgelig.

En god ven, Peter Stättmayer fra Münchens Folkeobservatorium,

organiserede ”kometflyvninger”. Da Halley igen blev synlig på nordhimlen

kunne mennesker, som havde lyst til at se kometen, komme med et chartret

Boeing 727 fly og derved få frit udsyn trods det elendige april vejr. Da han

havde to pladser tilovers, inviterede han Jakob og mig med på den sidste

flyvning, som fandt sted d. 30. april. Over München lå et tæt skydække,

som vi selvfølgelig gennembrød på vej op mod den stjerneklare himmel.

Da vi landede, regnede det tæt. Der var trængsel ved busserne, så i stedet

for at vente blev vi enige om at løbe hen til bilen, som var parkeret på en afsidesliggende

parkeringsplads bag lufthavnen og vi blev temmelig våde. Vi

vidste det ikke, men det var den aften, Chernobylregnen nåede München.

Den 26. april var reaktor nr. 4 ved atomkraftværket i Chernobyl i Ukraine

sprunget i luften. I dagene derefter udgik der fra reaktoren en stærk

radioaktiv stråling, som kunne måles over hele det vestlige Europa. Ved

eksplosionen var enorme mængder af radionukleider, mest som Jod 131

og Cæsium 137, blevet slynget højt op i atmosfæren og bredte sig nu med

østenvinden. Den kraftige regn, som fire dage senere faldt over Sydtyskland

og Norditalien, vaskede masser af disse partikler ud af luften og aflejrede

dem på jorden. De to områder blev de mest kontaminerede i Vesteuropa.

78

Jakob i Münchens

lufthavn umiddelbart

før kometflyvningen.


Vi – Jakob og jeg – havde den tvivlsomme fornøjelse først at flyve igennem

skyen, to gange så at sige, og bagefter at løbe igennem den silende,

radioaktive regn. Næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel. Jeg

gik tur med hunden, mens børnene legede i det herlige vejr. På en mark bag

husene var der store vandpytter fra nattens regn. Hunden løb hen til en for

at drikke af vandet, men trak hurtigt snuden til sig. Jeg undrede mig over

dyrets opførsel. Først senere på dagen bredte nyheden sig om, hvad der var

sket. Allerede fra morgenstunden havde man i Østrig opfordret befolkningen

til at holde sig indendøre på grund af den høje radioaktivitet. I Bayern,

som var stærkt afhængig af atomkraftværker, ønskede myndighederne ikke

for meget blæst om sagen. Men efterhånden blev man nødt til at informere

borgerne om problemet.

Chernobyl forfulgte os i lang tid. Asta var gravid, og vi var selvfølgelig bekymrede.

I de kritiske dage og uger havde vi østenvind, og jeg bad hver

morgen til alt, hvad der var mig helligt, om at vinden måtte vende. Alligevel

skulle det snart vise sig at være det mindste problem. ESOs hovedbygning

var under udvidelse, og den nye fløj blev bygget til præcis dér, hvor mit

kontor var. Det betød, at jeg for nogle uger ikke havde noget kontor, fordi

dette blev inddraget i byggepladsen. De fleste møbler var dog blevet tilbage,

dækket til med plasticfolie, så byggesnavs ikke skulle ødelægge dem.

Chernobyl var selvfølgelig på alles læber. Hos mange fysikere tændtes alle

advarselslamper. En af dem, Joseph Wampler, arbejdede i denne periode

Stille vidner om følgerne i Garching af Chernobyl ulykken – strålende blade på

træerne og spor af en mikroskopisk grafitpartikel på mit kontor.

79


ESO. Han bad mig hjælpe sig med at undersøge graden af forurening

i lokalområdet. Vi gjorde det ved at teste forskellige emner fotografisk.

Således tog vi f.eks. blade fra træerne, lagde dem i kontakt med en stabel

fotografiske film, i mørke selvfølgelig, og under pres i nogle dage. Da vi

fremkaldte filmene, kunne vi se hver en streng i bladene – et tydeligt tegn

på radioaktivitet i træernes ”forsyningssystem”. Vi lagde også teststrimler

af papir ud på taget af ESOs bygning og brugte som kontrol papirstrimler,

jeg havde fisket ud af en kontorskuffe i mit ”lukkede” kontor. Prøverne fra

taget viste ingen tegn på radioaktive partikler, som kunne være kommet til

efter det store regnskyl, men en kontrolstrimmel fra mit kontor pådrog sig

vor opmærksomhed. De fotografiske film udviste en intens sværtning i et

lille punkt. Vi gentog forsøget, med samme resultat. En grundig inspektion

af papirstrimlen ved hjælp af et kraftigt mikroskop bragte syn for sagn:

Midt på papiret klæbede en lille ”partikel”, bare en brøkdel af en millimeter

stor. Vi havde fundet strålingskilden. Vi konkluderede, at den mest sandsynlige

forklaring var, at der var tale om et lille, højradioaktivt grafitstykke

fra reaktorkernen, der havde fundet vej fra Ukraine til min kontorskuffe.

Teorien blev bestyrket, da man sidenhen i Sydbayern begyndte at finde radioaktive

”hotspots”, små områder på måske en enkelt kvadratmeter eller mindre,

med ekstrem høj kontamination midt i et stort, i øvrigt lavt belastet område.

Den 14. juli blev Sarah Louise født. Jakob var knap 10, og vi havde i flere år

ønsket os barn ”nr. 2”, men tingene går ikke altid så nemt, så vi var tæt på at

opgive forehavendet. Stor var vor glæde derfor, da der endelig var gevinst,

og nu var det så vidt – vi skulle være fire! Fødslen gik godt. og hun var sund

og rask, men alligevel var det ikke uden lidt ekstra spænding. Et par uger

før fødslen havde lægerne opdaget et problem. Moderkagen fungerede ikke

længere, som den skulle. Det var usikkert, om barnet kunne klare en normal

fødsel. For at finde ud af det gennemgik Asta (og Sarah, selvfølgelig)

såkaldte belastningsprøver, hvorved man fremkaldte lette veer ad medicinsk

vej. Når veerne kom, fulgte lægerne barnets hjertelyd. Resultatet var

ikke opmuntrende. Da de naturlige tegn på en forestående fødsel så kom,

beholdt de Asta på hospitalet og prøvede igen med ”belastning”. Det gik

helt galt, og de måtte stoppe processen. Nu stod beslutningen fast: Kejsersnit.

Et par timer senere var det så vidt. Asta blev kørt ind i operationssalen,

80


og jeg blev ladt tilbage på hospitalsgangen. De næste 30 minutter står for

mig som de værste i mit liv. Jeg var ude af mig selv af angst for dem begge. Så

kom lægen med vor lille pige. Hendes øjne var kun halvt åbne; hun havde

måske fået en snert af narkosen, inden hun blev hentet ud. Det var et dybt

bevægende øjeblik for mig. Og anderledes end da Jakob blev født, fordi jeg

var helt alene med barnet. Jeg tog hende i mine arme og præsenterede mig

selv for hende. Jeg forklarede hende, hvad hendes mor hed, og at hun havde

en storebror, som hed Jakob. Jeg kan godt se, at det kan virke latterligt – en

voksen mand, som står der og taler ”alvorligt” med sin få minutter gamle

datter; men jeg følte, at jeg skulle gøre det på den måde, og jeg gjorde det

igen to år senere, da Christoph Martin kom.

Et kejsersnit er selvfølgelig et stort indgreb, og Asta havde det skidt, men

hun kom sig hurtigt. Da det værste var ovre, blev hun flyttet til et fint værelse

med glade, pastelgule vægge. Sommersolens lys gennem vinduerne forstærkede

sikkert det positive indtryk. Asta betegnede det som ”det smukke

rum”, mens personalet omtalte det som ”Prinsesseværelset”. Det hed sig, at

det engang faktisk havde tjent som stue for en rigtig prinsesse. Her tilbragte

Asta de følgende dage sammen med Sarah, og det gjorde hende godt.

Men Chernobyl forfulgte os stadig. Vi boede i et af Vesteuropas hårdest

ramte områder, og den bayerske statsregering havde forsømt de mest elementære

foranstaltninger for at beskytte befolkningen, som f.eks. at beordre

landmændene til at holde deres kvæg i stalden. Tyskland er stærkt

afhængig af atomenergi, og myndighedernes primære device syntes at have

været at undgå uro i befolkningen, som kunne føre til en bredere folkelig

afvisning af atomkraft som energikilde. Da fødevarene ikke overraskende

udviste høj radioaktiv belastning – langt over de tilladte normer – hævede

man simpelthen grænseværdierne. I et enkelt tilfælde var belastningen dog

så stor, at selv ikke den lokale regering kunne få sig selv til at sælge varen,

som var mælk. Den blev lavet til mælkepulver og solgt til Egypten, men

leverancen blev stoppet i Bremen, hvor myndighederne dér forbød eksporten.

I Bayern nægtede man at tage mælkepulveret tilbage.

81


Hvad gør man med to børn i den situation? Fødevarebelastningen i Danmark

var væsentligt mindre, dels fordi det stort set ikke havde regnet i de

kritiske dage, dels fordi man havde foretaget de nødvendige sikringsforanstaltninger.

Så jeg kørte simpelthen til Danmark for at hente langtidsholdbar

mælk. Vi supplerede det med mælkepulver, som vi fik fra en tysk hjælpeorganisation.

Derudover blev vi storforbrugere af lammekød fra New

Zealand og andre importerede produkter, alt imens vi studerede de ugentlige

lister over belastningen af produkt x, y eller z. Disse lister cirkulerede

blandt forskellige forbrugergrupper. Hvor troværdige de var, ved jeg ikke,

men vi klarede os igennem. Under mit arbejde med Joe havde jeg i øvrigt

fundet en beretning, udgivet af WHO, om den høje radioaktive belastning

af fødevarerne i halvtredserne som følge af de amerikanske og sovjettiske

atomforsøg i atmosfæren. Rapporten, som var alt andet end morsom læsning,

beskrev en videnskabelig undersøgelse, som vedrørte fødevarerne i…

Danmark. Man kan vælge, om man skal le eller græde.

Vi var taget til München i den hensigt at blive der tre år. ESO tilbød mig

en ny kontrakt, igen på tre år. Efter to år blev kontrakten forvandlet til en

permanent ansættelse. Men Asta havde stadig svært ved at finde sig til rette

i Sydtyskland. Nu opstod der imidlertid en mulighed for at vende tilbage

til Danmark.

I København havde et ældre astronomibegejstret ægtepar, Bodil og Helge

Pedersen, givet en kæmpesum (oprindeligt 50 mio. kroner, men donationen

blev sidenhen forhøjet) til at bygge et planetarium. Planetariet, som

fik Tycho Brahes navn, skulle have en direktør, og fonden, som bestyrede

pengegaven, forhandlede med Richard West om jobbet. Richard var til

gengæld meget interesseret i at få mig med, hvad han dog ikke umiddelbart

afslørede for mig. I stedet inviterede han mig med til et møde med fonden

”som rådgiver”. Jeg havde intet imod at give råd, men det viste sig hurtigt,

at formålet med mødet var et andet. Jeg forlod det med et jobtilbud. Skulle

vi altså nu tilbage til vort land?

Jeg forelagde idéen for Asta, men til min store overraskelse reagerede hun

forbeholdent, eftertænksomt. Tilbage i München drøftede jeg igen sagen

82


Mens jeg deltog i mødet på Planetariet tog Nitte og Gunnar sig af Jakob. Sammen

benyttede vi lejligheden til at besøge min mors, min og Nittes gamle børnehave på

Amager. Nitte og Gunnar havde taget imod Jakob så hjerteligt og omsorgsfuldt, som

de havde taget imod mig som lille. De var som bedsteforældre. Der opstod også et

varmt venskab mellem dem og Asta.

med Richard. Grundstemningen var stadig positiv, men vi enedes om at gå

hver til sit og så tage sagen op igen to uger senere. Vi ville ikke diskutere det

videre med hinanden i den mellemliggende tid. Asta og jeg fortsatte vore

overvejelser, indtil Asta meldte ud, at hun ikke syntes, tidspunktet var passende.

Hun ville gerne nyde at have tid til børnene. Det ville være nemmere

i München end i Danmark. Som aftalt mødtes Richard og jeg igen. Vi så

på hinanden og rystede begge på hovedet. Vore koner havde talt. Vi blev

begge – og fortsatte det tætte samarbejde.

En af grundende til astronomernes interesse for den sydlige stjernehimmel

er, at den byder på særligt interessante himmelsobjekter, som de kan studere.

Dertil hører de såkaldte Magellanske Skyer. Den Store Magellanske Sky

er en lille nabogalakse til vor egen kosmiske ”ø”, Mælkevejen. Det besynderlige

navn skyldes, at den for første gang blev beskrevet i den europæiske

83


litteratur – af italieneren Antonio Pigafetta, Magellans astronomikundige

historieskriver – i forbindelse med dennes jordomrejse 1519-22. Og galaksen

ser ganske vist ud som ”en sky”, hvis man ser på den med det blotte øje.

Det er fordi, den befinder sig i en afstand af 180.000 lysår fra os. Det lyder

af meget, men for astronomer er det ”som på den anden side af vejen”.

Klokken er fire om eftermiddagen, og folk har sat sig til morgenbordet. Bo

Reipurth, dansk ”staff astronomer” på La Silla, går fra bord til bord. Han

taler lavmælt med sine kolleger, alt imens han omdeler papir. Det er kopier af

en ilmeddelelse fra den Internationale Astronomiske Unions Telegrambureau

Da mørket faldt på, tog jeg dette billede af Den Store Magellanske Sky. Pilen viser

supernovaen, som befandt sig lidt til højre og under Tarantulatågen. Natten før

havde jeg taget et tilsvarende billede. Det viste sig at være det sidste, før supernovaen

blev synlig. Derved kunne tidspunktet afgrænses med ret stor præcision, hvilket ikke

normalt var muligt. At være den sidste, der altså ikke så supernovaen, var således

videnskabeligt værdifuldt, men jeg havde nu hellere været den første, der så den!


84


ved Harvard universitetet. Folk reagerer ophidset, nogle med hovedrysten.

Hvad er der mon på færde? Han passerer forbi mit bord og siger: ”Der er angiveligt

en Supernova i LMC (Den store Magellanske Sky). Den er synlig med

det blotte øje. Nakkehårene rejser sig på mig. Skulle det virkelig være sandt?

En supernova er en kæmpestjerne, som ”går under” i en gigantisk eksplosion

som et kosmisk fyrværkeri. Det sker når stjernens centrale del imploderer.

Kernen falder så at sige sammen i sig selv, og det med en hastighed

på op til 70.000 km/t. De ydre lag falder med, men når de rammer den

ekstremt kompakte ”restkerne”, kastes de tilbage i en voldsom chokbølge,

som først får stjernen til at lyse op, somme tider så klart som en hel galakse.

Dette kan betyde, at den bliver synlig for første gang – simpelthen fordi

den før eksplosionen var for svag til at blive set i sig selv. Processen foregår

under ekstremt høje temperaturer, hvilket fører til dannelse af tunge

grundstoffer (i det væsentlige alt som er tungere end litium). Nu spredes

de ydre lag – fyldt med disse tunge elementer – til det interstellare rum,

akkurat som ringe i vandet, når man kaster en sten. Disse ”rester” indgår

som byggesten ved dannelse af nye stjerner, som det skete, da Solen og Jorden

blev dannet for 4.6 milliarder år siden. Således er de grundstoffer, som

vi udnytter så flittigt her på Jorden, ja selv sporelementerne som vi finder

i vore egne menneskekroppe, oprindeligt skabt i fortidens kosmiske eksplosioner.

For astronomer har udtrykket ”We are all superstars” en ganske

særlig mening!

Set i Universets målestok er supernovae ikke noget særligt, men det er ikke

så tit, at de forekommer i vor del af verdensrummet. Mon ikke der her var

tale om en astronom, hvis begejstring var løbet af med ham? Trods udbredt

skepsis var kantinen hurtigt tom den aften. Alle var parate ved ”deres” teleskop,

da mørket faldt på. Og dér var den – klart at se med det blotte øje.

Som en ny stjerne på himlen. Vi var vidne til en enestående begivenhed, og

vi vidste det. Sidste gang en supernova kunne ses fra Jorden uden hjælp af

optiske midler var i oktober 1604, da Johannes Keppler observerede en sådan

stjerne i stjernebilledet Ophiucus. Det var fem år før det astronomiske

teleskop blev indført. Forinden, i november 1572, havde Tycho Brahe også

set en. Han måtte tro, at der var tale om en ny stjerne og beskrev den som så-

85


dan – en Stella Nova. Betegnelsen supernova er afledt af Tychos beskrivelse.

Blandt astronomerne på La Silla hin februardag i 1987 befandt sig også

Prof. Henning Jørgensen fra Københavns Universitet. Hennings store

forskningsinteresse var supernovae, og han var netop ankommet for at studere

de såkaldte ”supernova-rester”, så at sige de tiloversblevne ”stumper”

efter tidligere stjerneeksplosioner. Men Henning var ikke rejst alene. Med

sig havde han en kendt dansk videnskabsjournalist fra et af de mere seriøse

dagblade. Journalisten var rejst med for at skrive om La Silla, om Hennings

forskningsarbejde og om astronomi. Og nu befandt han sig så at sige som

tilskuer til århundredets måske største astronomiske begivenhed. Tilmed

var han en af de få – måske sågar den eneste kompetente journalist – der

havde lejlighed til at følge ”slagets gang” på nærmeste hold. Hvor heldig

kan man være?

Jeg mødte ham om morgenen efter den første nat, hvor vi alle havde fulgt

supernovaen. ”Nå, har du skrevet din historie.....?” spurgte jeg ham, nok

mest for at være venlig. Men hans svar forbløffede mig. ”Nej, det er ikke

interessant for vore læsere. Man kan jo ikke se supernovaen fra Danmark,”

kom det nøgternt fra den erfarne avismand.

Mit ansigtsudtryk må have gjort indtryk på ham. Et par timer senere kom

han forbi. ”Nu har jeg skrevet min artikel,” sagde han. Og sandelig: det blev

til en notits i en af Danmarks førende dagblade. For mig rejste det et par

spørgsmål om pressen. Bortset fra at denne begivenhed jo var af virkelige historiske

dimensioner, berører studiet af supernovae – som allerede beskrevet

– helt basale spørgsmål om dannelsen af grundstofferne – også de, der har

afgørende betydning for livet. Og det handler om, hvorledes stjerner og planeter

opstår. Begivenheden her bød på en enestående chance for at opnå en

dybere indsigt i disse spørgsmål. Men en umiddelbar journalistisk vurdering

var altså, at det ikke var interessant avisstof, forbi supernovaen ikke kunne ses

fra Danmark. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over mediernes prioritering,

men jeg er omvendt ikke overbevist om, at mediernes valg er baseret på en dybere

forståelse af, hvad der rent faktisk er vigtigt i verden. Den danske presse

er ikke undtaget.

86


La Silla var lidt af en heksekeddel i de kommende dage. Alle observationsprogrammer,

nogle planlagt et helt år i forvejen, blev kastet over bord –

om nødvendigt på diktat af ESOs generaldirektør. Alle kræfter samlede sig

om at få så meget ud af denne enestående situation som muligt. Jeg var selv

på La Silla for at observere. Min hjemrejse måtte udskydes.

Meddelelsen om rejseændringen blev ikke vel modtaget af Asta. Hun sad

med en syv-måneder gammel Sarah, foruden selvfølgelig Jakob, og havde

glædet sig til min hjemkomst. Forståeligt nok var supernovae ikke en del af

hendes verden. Hun var skuffet, følte sig ladt i stikken. Jeg forstod hende,

for det var jo ikke første gang, at hun måtte se langt efter sin mand. Alligevel

kunne jeg ikke træffe nogen anden beslutning. Det var ikke let, hverken

for hende eller for mig.

I 1987 begyndte brikkerne at falde på plads i spillet om ESOs fremtid.

Vi arbejdede på et projekt for et nyt stort teleskop, og samtidig aftegnede

sig muligheden for at bygge dette på en afsidesliggende bjergtop, 600 km

nord for La Silla, ved navn Cerro Paranal. Klimaet her er ekstremt. Det

er verdens tørreste sted, solen skinner praktisk taget hver dag året rundt

på den golde ørken. For de fleste, som besøger stedet, falder tankerne på

Marsoverfladen, snarere end på Jorden. Siden 1983 havde ESO haft såkaldte

”site-testere” på stedet. De boede på bjergtoppen i en container. Deres

opgave bestod i at foretage meteorologiske og atmosfæriske målinger

døgnet rundt for at vurdere stedets ”kvalitet”. I 1987 ledsagede jeg ESOs

generaldirektør Lodewijk Woltjer under et besøg til dette eksotiske sted.

Vi vidste, at stedet var godt. Allerede i begyndelsen af århundredet havde

amerikanerne undersøgt området. Men man gik ud fra, at forholdende var

så menneske-uvenlige (f.eks. findes der ingen vand i miles omkreds), at det

logistisk ville være nærmest umuligt at opretholde en permanent tilstedeværelse

dér. Men Woltjer tænkte anderledes. Han var parat til at foreslå

ESOs Råd, at man burde tage udfordringen op – verdens bedste teleskop

skulle bygges på verdens bedste sted for at muliggøre verdens bedste videnskab,

mente han. I ”Naturales Quaestiones” skriver Seneca (5 f.kr.-65

e.kr.) at “hvis vi blot kunne se stjernerne fra ét sted, ville folk aldrig holde

op med at rejse (foretage pilgrimsrejser) derhen”. Frit udsyn til stjernerne

87


var næppe det store problem på Senecas tid, men det er skæbnens ironi, at

det i vor højteknologiske tidsalder faktisk ofte er nødvendigt at rejse, hvis

man vil have gode muligheder for at nyde en af de største oplevelser, som

naturen kan byde på.

Det stærke fokus på videnskabeligt udbytte som eneste kriterium har præget

ESO og vi skal vende tilbage til temaet i kapitel XII. Der var noget

næsten symbolsk over besøget på Paranal. De tålmodige site-testere, som i

årevis ”sad” på toppen af dette isolerede bjerg – med et ugentligt besøg af

en lastbil med fødevarer og vand som den største afveksling – var en stærk

illustration af den pionérånd, arbejdsdisciplin og mod på fremtiden, som

altid har hersket i ESO. Vi vidste, at vi havde fat i noget unikt.

Ligesom jeg havde besøgt David Malin i 1983, fik vi selvfølgelig også besøg

ESO af og til. En af vore langtidsgæster var David Block fra Universitetet

i Witwatersrand i Johannesburg, som kom for at arbejde sammen

med mig. Han var en meget aktiv forsker og fik meget ud af sit ophold,

tror jeg. Han tog tilbage til Sydafrika med idéer om nye astronomiske billeder,

men da han skulle til at gå igang, løb han ind i et uventet problem:

Han kunne ikke få de fotografiske specialmaterialer, han skulle bruge. Det

skyldtes den internationale boykot af Sydafrika, som FN havde vedtaget

som svar på Sydafrikas Apartheid politik. I sin kvide henvendte han sig til

mig. Pludselig var den der igen: Politikken. Hvad skulle jeg gøre? Universitetet

i Witwatersrand erklærede sig åbent som modstander af Apartheid og

modarbejdede den på alle mulige måder. Skulle jeg vende ryggen til disse

mennesker, ovenikøbet i en sag, som drejede sig om, hvad der skulle være

menneskehedens fælles sag – studiet af vort Univers? Eller skulle jeg følge

de internationale regler, sådan som de nu engang var vedtaget? Svaret synes

enkelt, men den slags spørgsmål ser anderledes ud, når de ikke længere er

abstrakte beslutninger taget i et fjernt land, men faktisk berører mennesker,

man selv kender. Og sandheden er, at jeg relativt let kunne sende et

par pakker med de ønskede materialer. Men jeg gjorde det ikke. Det skulle

dog ikke blive sidste gang, jeg uforvarende – men ikke helt tilfældigt – blev

konfronteret med sådanne samvittighedsspørgsmål.

88


Som andre naturvidenskaber er astronomi en international aktivitet.

Astronomer over hele verden holder kontakt med hinanden og følger derved

en tradition, der går hundreder af år tilbage. En måde at opretholde og

understøtte den internationale udveksling er gennem foredrag og forelæsninger,

som ofte kombineres med rejser til verdens observatorier. Jeg selv

har i den forbindelse holdt foredrag i mange lande på samme måde som

mange af mine kolleger. Blandt de mere usædvanlige oplevelser for mig var

et besøg i Asunción, Paraguays hovedstad. Paraguay hører til blandt de relativt

ukendte lande i Latinamerika. Dengang var det indbegrebet af en

sydamerikansk bananrepublik. Landet blev ledet af en korrupt diktator,

general Alfredo Stroessner (af bayersk oprindelse), som holdt sig ved magten

takket være militæret, det hemmelige politi – og dunkle indtægtskilder.

Officielt levede Paraguay af landbrug, men det var ingen hemmelighed,

at landets hovedindtægtskilde var contrabande, smugling – i stor stil. Men

selvfølgelig var der også i Paraguay mange mennesker, som ønskede et andet

samfund – demokratisk, retsstatsligt og oplyst. Jeg var blevet inviteret

til at holde to foredrag under mit besøg, henholdvis på nationaluniversitetet

og på det katolske universitet. Det første foredrag var et aftenforedrag

på det katolske universitet. Sammen med mine værter ankom jeg til

universitetet, kort før foredraget skulle begynde. Tilhørerne, de fleste af

dem unge studenter, var også begyndt at indfinde sig, og jeg kunne mærke,

at mine værter blev urolige. Der var flere tilhørere, end de havde ventet.

”Forhåbentlig går det godt,” sagde de. Jeg forstod ikke helt, hvori problemet

bestod, men fik straks forklaringen. Som i andre sydamerikanske diktaturstater

på den tid indtog det katolske universitet en særlig rolle som en

uddannelsesinstitution, der var uafhængig af statsmagten, men – med kirken

i ryggen – samtidig var så magtfuld, at den nød en vis frihed, selv under

et repressivt styre. De katolske universiteter var derfor ofte hjemsted for

oppositionelle kræfter og blev særligt overvåget af det hemmelige politi.

Efter nylige regeringsfjendtlige ”optøjer” i Asunción var der forbud mod

”sammenstimlen”, ikke mindst for studenter på det katolske universitet. De

mange tilhørere, som ventede udenfor, kunne betragtes som ”sammenstimlen”.

Men til mine værters (og min) lettelse undgik vi at få bank af politiet.

Richard West sagde engang, at der næppe var grænser for, hvad astronomi

kunne føre til. Helt forkert var det ikke. Senere fejrede vi – mine lokale

89


venner og jeg – de ”manglende tæv” på en hyggelig restaurant i Asunción.

Der var levende musik, leveret af en fremragende harpenist ved navn Rito

Petersen. Selvfølgelig købte jeg et bånd med hans musik til Asta, med hvem

kunstneren delte efternavn. Det blev flittigt spillet til aftensmaden i Garching

i de efterfølgende år.

En anden måde for forskere at holde kontakt og sikre informationsudveksling er

gennem videnskabelige konferencer, som tiltrækker deltagere fra hele verden.

Blandt møderne i 1987 var også en konference i Jena i det daværende

DDR. Da Jena blot ligger nogle få hundrede kilometer fra München og vi

var en lille gruppe fra ESO, havde vi lejet et ”Folkevognsrugbrød”. At krydse

grænsen til DDR betød at stoppe ved en række efter hinanden følgende

kontrolposter i en bred zone omgivet af skydetårne, observationsposter og

pigtrådshegn. Ved den første kontrolpost afleverede man sit pas. Ved den

sidste i rækken fik man det tilbage igen. Som den første afleverede Richard

sit tjenestepas, udstedt af det danske udenrigsministerium. Grænsevagten

rettede sig op og spurgte i meget officiel tone, ”om der i fartøjet mon befandt

sig yderligere fremstående personligheder?” ”Det kan man ikke udelukke,”

replicerede Richard tørt. Velkommen til socialismen.

Vi blev indlogeret på et hotel med det indbydende navn ”Otto Militzer”.

Der var tale om værelser i et nedslidt betonkompleks af boligblokke. Hotellets

restaurant var en spisesal i kælderen, som i øvrigt ligesågodt kunne

have tjent som tørrerum eller rummet pulterkamre. En morgen modtog jeg

besked på hotellet, at jeg skulle ringe med det samme til ESO. Netop den

dag holdt konferencen pause, og der var planlagt et besøg på det optiske

værk Carl Zeiss Jena. Ved ankomsten bad jeg derfor om at låne en telefon

for at ringe til München. ”De er heldig,” sagde man til mig. ”Carl Zeiss er

en af DDRs vigtigste eksportvirksomheder, så vi har ”vore egne” telefonforbindelser

til Vesten.” Jeg forstod, at det ville være ukompliceret at ringe.

”Vi vil straks bestille en ekspressamtale for Dem!” sagde en venlig dame.

Efter en time blev jeg ført ind i et tomt mødelokale. Herfra ville jeg kunne

telefonere, sagde min ledsager, som slog sig ned over for mig og beredte sig

på at vente. Efter to timer ringede telefonen – jeg kunne endelig føre min

”ekspressamtale” med Vesten, under opsyn, forstås. Jeg må tilstå, at jeg nok

90


forestillede mig, at forklaringen om ”egne telefonforbindelser” havde en

teknisk side. Men jeg blev klar over, at det i virkeligheden betød, at disse

linjer blev åbnet hurtigere for samtaler, fordi DDRs statssikkerhedstjeneste,

STASIs, medarbejdere gav prioritet til afhøring af netop disse samtaler.

I tre timer havde jeg været plaget af uro p.gr.a. opringningen fra München

– var der sket noget hjemme? Med familien i Danmark? På ESO? Det viste

sig, at det hele drejede sig om en ligegyldig detalje, som ingen hastværk

havde. Jeg var selvfølgelig lettet over, at der ikke var sket noget alvorligt,

men jeg er sikker på, at STASI officererne må have spidset ører. For en mistænksom

telefonaflytter kan en så ligegyldig besked næsten kun have lydt

som en hemmelig meddelelse, givet i kode…

Overvågningen var total. Konferencen fandt sted på Jenas universitet. På

vej ned ad trapperne under en pause henvendte en studerende sig til mig.

Han vidste åbenbart, hvad jeg beskæftigede mig med og havde en række

spørgsmål. Jeg inviterede ham på kaffe dér, hvor konferencedeltagerne

samledes, men han afstod. En (vest)tysk kollega med familie ”i øst” belærte

mig stilfærdigt, at den unge mand nok kunne tale med mig – diskret, forstås

– i studentervrimlen på trappen. Men han kunne ikke løbe den risiko

at blive set sammen med os til kaffepausen. Det ville være blevet udlagt

som mistænkelig ”vestkontakt” med mulige negative konsekvenser for ham

selv – måske sågar for hans familie.

Jeg havde rejst i flere østbloklande tidligere, herunder Sovjetunionen,

Tjekkoslovakiet og Bulgarien, uden at have følt noget egentligt personligt

ubehag. Men besøget i den østtyske provins var dybt deprimerende. Luftforureningen

fra de mange brunkulsfyrede kraftværker var brutal. Luften

nærmest stank af svovl. Hverken fysisk eller åndeligt kunne man få vejret.

Man havde en stærk (og berettiget) fornemmelse af konstant overvågning

og det var tydeligt, at menneskene ikke bare følte sig spærret inde i et totalitært

fængsel. De var det jo rent faktisk.

Øst-vest konflikten var mærkbar, også inden for grundforskning. Der bestod

en permanent spænding imellem ønsket om dialog og fri udveksling

91


Vi havde af og til pressebesøg – også fra Danmark. Billedet her blev såmænd bragt

i Esbjerg Ugeavis i forbindelse med en portrætartikel, om ”fotografen, som er tæt på

verdens ende”, som avisen mente. Det lød mere dramatisk, end det var, men journalister

skal jo også have smør på brødet. (Foto: Tonny Sørensen)

92


af forskningsresultater og de to parters bestræbelser på at få overtaget i verden.

Somme tider havde det sine komiske sider. Konferencer i Vesten havde

stort set altid deltagere fra Østeuropa. Men vore østeuropæiske forskerkolleger

fik selvfølgelig aldrig lov at rejse uden ledsagelse. De blev ledsaget af

KGB-folk eller tilsvarende herrer fra div. andre hemmelige tjenester. Det

var egentlig ikke nogen hemmelighed, og jeg husker en historie, hvor arrangørerne

forinden havde diskuteret listen af deltagere til mødet. Man havde

også set på deltagerne fra Øst, og én havde halvt i spøg sagt, at ”Hr. sådan

og sådan jo var KGB-manden i delegationen”. Den særligt samvittighedfulde

konferencesekretær, som udarbejdede listen med navne og angivelse

af de pågældendes hjeminstitut, indførte derfor pligtskyldigst betegnelsen

”KGB” i den officielle liste. Det vakte noget postyr, da listen blev fremlagt,

men det lille diplomatiske faux pas blev hurtigt korrigeret. Vi kunne tale

om det, men at nedfælde det på papir var at gå for vidt.

Det var lange arbejdsdage på ESO i disse hektiske år. Om sommeren fandt

jeg som oftest Asta og børnene på legepladserne, den store på Rathausplatz

eller den lille på Bürgerplatz, uden for vor egen lejlighed. Det var et internationalt

samfund på de to pladser med beboere fra alle verdenshjørner. I

de fleste tilfælde var kvinderne ”hjemmegående”, og de mødtes på legepladsen.

Så sad de omkring den store sandkasse og udvekslede erfaringer og

idéer. De havde et stærkt fællesskab, hjalp hinanden ved sygdom, eller når

mændene var fraværende i længere tid. I det hele taget var der er en dejlig,

tryg stemning på legepladsen. Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at kalde

det ”Kællingeparaden”, når jeg så kredsen af kvinder, som de sad der med

kurve og tasker med saft og kiks til ungerne – men det var faktisk ikke ment

nedladende.

Svend Laustsen er en gæv jyde, rolig, stilfærdig, tilbageholdende. Der er

ikke mange ord i ham i en samtale. Men der er kvalitet. Svend havde ansvaret

for bygningen af ESOs første store teleskop, det såkaldte 3,6 m teleskop

på La Silla. Og Svend ved, hvad ansvar betyder. Under en del af byggeriet

flyttede han med kone og børn, ikke bare til Chile, men ud i ørkenen, hvor

de boede i en lille træhytte – direkte ved siden af det store byggeri. Første

93


gang jeg besøgte La Silla, stod en del af huset endnu – foruden et lille skilt,

som forkyndte, at dette var ”Casa Laustsen”.

Da 3,6 m ”projektet” var færdigt, flyttede familien Laustsen imidlertid tilbage

til Danmark, hvor Svend blev lektor på Aarhus Universitet. Der fik

han en idé. Under ibrugtagningen af det store teleskop havde han optaget

en række spektakulære billeder, som siden havde ligget i ESOs arkiv. Burde

de ikke vises i den brede offentlighed? Kunne de ikke danne grundstammen

i en bog? Han tog kontakt med Richard West, som straks var med på

idéen og lovede ESOs støtte til projektet. Men astronomiske ”plader”, som

vi kaldte dem, er ikke som almindelige fotos, man optager med et dagligdags

kamera. Der er lang vej fra at ”trykke på knappen”, til man har resultater

i form af videnskabeligt brugbare billeder. Richard bad mig komme

forbi hans kontor, hvor han præsenterede mig for Svend. Om jeg kunne

tænke mig at ”hjælpe” med? Jeg sagde ja, uden at tænke over det, for det lød

som en spændende opgave. Det blev – selvfølgelig – til et kæmpe arbejde

(og endte som en fælles bog), men der fulgte også et venskab, baseret på –

tror jeg – dyb, gensidig respekt.

Bogprojektet udviklede sig hurtigt i omfang. Vi begyndte at se det ikke

”bare” som et atlas over sydhimlen, men også som en ”historisk” bog, forstået

på den måde, at ESOs 25-års jubilæum nærmede sig. Det var en passende

lejlighed til at lancere bogen. Blandt de nye billeder, vi ønskede at

inkludere, var et fotografisk panorama af Mælkevejen. På daværende tidspunkt

eksisterede der ganske vist et panorama, som var kendt over hele

verden som ”Lund Panoramaet”. Men det var en malet gengivelse af stjernebåndet,

som strækker sig hen over himlen. Vi ville lave en fotografisk

mosaik baseret på nye observationer.

Man kan ikke se hele Mælkevejen på én gang. Vi kender den naturligvis fra

et kig på nattehimlen – på vore nordlige breddegrader er det et spektakulært

syn om vinteren. Alligevel er den del af Mælkevejen, som man bedst

(eller udelukkende) ser fra den sydlige halvkugle, langt mere imponerende.

Men under alle omstændigheder betyder det, at et billede af hele Mæl-

94


kevejen kræver observationer både fra den nordlige og den sydlige halvkugle.

Svend og jeg startede projektet på observatoriet på Roque de Los

Muchachos på den lille kanariske ø La Palma. Skønt det var i september

måned var vejret elendigt, og vi nåede kun med nød og næppe at få billederne

i kassen. Til gengæld tilbragte vi lange midnatspauser, hvor vi spiste

fåreost og drak den svovlholdige, lokale Teneguia vin (især når vi kunne

se, at denne nat ikke ville give nogle astronomiske resultater). Det var hyggeligt,

men koldt. Om dagen sov vi på feltsenge i det svenske solteleskops

iskolde tårn, og om natten sad vi dér og ventede på et hul i skyerne.

Næste forår fortsatte jeg alene med observationerne fra den sydlige hemisfære,

denne gang ”hjemmefra”, dvs. fra ESO observatoriet på La Silla.

Jeg var startet med at lave billederne, men efterhånden blev jeg også inddraget

i at skrive. ”Jeg synes, vi bør nævne… ” eller ”skal vi ikke også have…

det med?” ville jeg sige. Svend svarede på den for ham så typiske måde med

et langt, uudgrundeligt ”Nåååååå… ” Pause. ”Jamen, så skriv du om det,”

fortsatte han.

Svend Laustsen og Peter Stättmayer i samtale i forbindelse med pressepræsentationen

af bogen ”Sydhimlens Stjerner” i München. (Foto: Herbert Zodet)

95


Mælkevejspanoramaet blev også vist på udstillinger verden over. Billedet blev lavet

med et specialkamera med en åbningspupil på bare 8 mm. Der var kolleger, der

bemærkede det pudsige i, at billedet blev brugt til at ”promote” et teleskop med en

åbningsdiameter på 8 m. (Foto: Hans-Hermann Heyer)

I mellemtiden havde Halley’s komet vakt opmærksomhed og det blev klart

for os, at vi burde have et kapitel om kometer og asteroider. Richard var

eksperten på dette felt, så han kom med på holdet – noget modstræbende,

for han ville ikke ”trænge sig på”. Kort før bogen skulle have været færdig,

kom så Supernova 1987a. Vi holdt trykningen tilbage, således at vi kunne

inkludere de første billeder af dette unikke objekt. Og således blev det ikke

bare en ”historisk bog”, men også én om dagsaktuel forskning.

I efteråret 1987 var bogen endelig færdig og udkom samtidig (og rettidigt

til julehandelen) på fire sprog 11 . Foruden den engelske originaludgave

også på tysk, fransk og dansk. Siden fulgte også en spansk oversættelse. Der

var pressemøder i ESO’s hovedsæde i Garching og i det Kongelige danske

Videnskabernes Selskab i den smukke Carlsberg bygning på H.C. Ander-

96


sens Boulevard i København. Og bogen fik anmeldelser, der gav mig røde

kinder. Jeg oplever den dag i dag at møde folk, som endnu husker bogen.

Og det er vist for godt til at være skidt, som de sagde i en af DR-TVs julekalendere.

Bogen udgjorde på mange måder et højdepunkt for mig som astrofotograf,

men samtidig markerede den også afslutningen af denne ”karriere”,

uden at det på daværende tidspunkt stod helt klart. Allerede i slutningen

af halvfjerdserne så en ny teknologi med elektroniske detektorer, såkaldte

Charge-Coupled Devices (CCD) dagens lys. Det er dem, man i dag kalder

”chips” i de elektroniske kameraer, som nu – snart 30 år senere – sælges i

forretningerne verden over. Gradvist blev astrofotografi ”elektronisk”, men

jeg havde ikke megen lyst til at gå med i den udvikling. Jeg syntes, det vir-

97


kede ”for let”, hvilket nu ikke var rigtigt, men sådan så jeg på det dengang.

Jeg tog afsked med videnskabsdivisionen og fulgte i stedet Richard West,

som netop var blevet chef for en nyoprettet informationstjeneste på ESO.

Jeg blev hans souschef. Baggrunden var ikke mindst at styrke grundlaget

for medlemslandenes accept af et ambitiøst fremtidsprojekt for ESO: Bygningen

af verdens største og mest avancerede teleskopanlæg, som vi ganske

enkelt kaldte VLT – Very Large Telescope.

Bogen var lavet uden politiske bagtanker, men da Danmark nølede med at støtte

op om det nye VLT Teleskop, brugte Berlingske Tidende den som et argument for,

at Danmarks astronomer burde være med også i dette projekt. ”Danske astronomer

har hidtil været med i frontforskningen. Her ses Svend Laustsen, Claus Madsen

og Richard M. West med pragtværket ”Sydhimlens Stjerner”, som Rhodos udgav

ved ESOs 25-års jubilæum i september,” skrev bladet. Det endte med, at Carlsberg

Fonden stillede de ekstra midler til rådighed. Jeg antager, at alle danske astronomer

siden har valgt Carlsberg øl.

98


VLT ville indlede en ny æra for europæisk astronomi – videnskabeligt,

teknologisk og m.h.t. den måde som forskerne arbejdede på. Der var opbakning

til projektet i astronomikredse, men det var selvfølgelig ikke nok.

Foran os lå stadig arbejde med at overbevise medlemslandenes regeringer,

for projektet var jo ikke gratis.

Jeg lagde kameraet på hylden. Mine nye opgaver omfattede opbygning af

ESOs rejsende astronomiudstilling, medieunderstøttelse, videoproduktion,

events og foredag. Der var en vis logik i dette skridt. Ikke mindst udstillingerne

byggede stærkt på mine astronomiske billeder, og i PR arbejdet

kunne jeg udnytte mine tidligere erfaringer fra reklamebranchen, men

denne gang for en sag, jeg selv kunne gå ind for. I 1992 blev støtteaktiviteter

for naturfagsundervisning i Europas skoler føjet til mit arbejdsområde.

Jeg var tilbage i rollen som formidler mellem meget forskellige kulturer.

Som grænsegænger.

99


Fra 1987 kom arbejdet med medierne til at fylde meget i mit professionelle liv.

100


VIII

Grænsegænger

Den 8. december 1987 gav ESOs øverste Råd grønt lys for bygningen

af VLT. Jeg ved ikke, om perspektivet stod helt klart for alle medarbejdere,

men dermed lagde ESO an til overhaling og førte os frem til vor

nuværende position som den ubestridt førende organisation i verden for

jordbaseret astronomi.

”What is Past is Prologue,” er et berømt citat fra William Shakespeare’s ”the

Tempest”. Hvis man vil fremad, kan det være nyttigt også at vide, hvorfra

man kommer. ESO’s generaldirektør, Harry van der Laan, mente at tiden

var kommet til at fastholde ESOs tidlige historie. Til det hyrede han Adriaan

Blaauw, som havde været generaldirektør for ESO sidst i tresserne.

Nu var han en ældre, yderst distingveret herre – for længst pensioneret,

men endnu med en knivskarp hjerne og fuld af energi, samtidig med at han

besad den ældre mands ro og store, historiske overblik. Det er interessant,

at man kan komme med det samme udsagn om Adriaan selv idag, 20 år

senere. Jeg havde lovet at hjælpe ham med materiale til bogen 12 . Det var et

fantastisk privilegium at arbejde med og for ham. Jeg følte mig bogstaveligt

talt som en lille skoledreng, som tog plads ved en forgudet lærers fødder og

begærligt sugede den vises ord til mig. Jeg stillede mange spørgsmål og fik

altid lange, grundige svar. Men et svar var kort. Grundlæggelsen af ESO og

de første vanskelige år bød på en nærmest endeløs række af udfordringer,

tekniske, videnskabelige, finansielle, juridiske og politiske. Spørgsmålet lød

”hvad var det største problem for ESO i den tid?” Adriaans svar var kort og

for så vidt logisk: ”At arbejde sammen – efter Krigens oplevelser.” Adriaan

citerede ikke Shakespeare, men det fulde citat ville have været passende.

”Whereof what’s past is prologue, what to come – In yours and my discharge.”

Vi kan lære af fortiden, men vi har ansvar for fremtiden.

101


Vi havde boet i udlandet i det meste af et årti, men kontakten til Danmark

og til familien var vigtig for os. Og vi ville også gerne give vore børn et

”dansk perspektiv”. Men vi var en voksende familie. At have os på besøg var

ikke nemt, og Asta foreslog derfor, at vi skulle leje et sommerhus, i stedet

for at slå os ned hos familien. Første gang lejede vi et lille, charmerende hus

i Jegum, et udstrakt sommerhusområde ved Oksbøl, dvs. i rimelig afstand

fra både Esbjerg og Varde, hvor vi havde familie. Det var Astas mor og hendes

mand, Svend, der fandt huset til os. Astas mor, som ville gøre det så

godt som muligt, virkede en smule beklemt, da hun viste os huset. Hun var

vel bange for, at vi ikke ville være tilfredse med det. Da de var kørt, så Asta

og jeg på hinanden. Vi tænkte instinktivt på det samme: Tænk om vi en dag

kunne få sådan et dejligt hus selv. Året efter lejede vi et hus i Blåvand, men

blev klare over, at stedet ikke passede til vore behov. Samme efterår kørte vi

op til Danmark for at købe et hus. Efter nogen søgen faldt vore øjne på huset,

vi havde lejet det foregående år. Dagen efter købte vi det. Sommerhuset

kom til at spille en stor rolle for os i mange år som ”feriedomicil” og senere

som mødested, da børnene flyttede hjemmefra. Vigtigere måske var, at det

sikrede os et ”fodfæste” i Danmark, som vi ellers let kunne have mistet.

Huset, vi købte, var på bare 49 kvadratmeter – men på en stor grund. Ikke upassende

kaldte min mor det ”det lille hus på prærien”.

102


Den 30. oktober 1988 blev Christoph Martin født. Vi havde ventet længe

på Sarah og var ovenud lykkelige, da Christoph meldte sin ankomst så hurtigt

derefter. Det var væsentligt mindre dramatisk end med Jakob og Sarah,

men jeg er ikke skabt til at overvære fødsler. Jeg var tæt på panik, da Asta

kom ind på fødestuen. Fødselslægen så det uden tvivl. ”Det er godt at se,

at mændene nu om dage er med ved fødslerne for at støtte deres koner!”

sagde hun med et smil. Det var et vink med en vognstang, og jeg tog mig

sammen. Pludselig gik det hele meget stærkt, og så var han der, den lille fyr.

Han blev undersøgt, vasket og viklet ind næsten som en mumie, som man

nu gør det i Tyskland. Mens Asta blev gjort klar, havde jeg min søn for mig

selv. Han lå der på siden med store, brune øjne, lettere betuttet. Med lav

stemme fortalte jeg ham om hans familie – far, mor, Jakob og Sarah, netop

som jeg havde gjort det, da Sarah blev født. ”Det gør han altid,” hørte jeg

Asta sige til den forundrede jordemoder.

Få måneder efter Christophs fødsel døde Astas far. Hans helbred var i forvejen

elendigt, da han fik kræft. En operation var nødvendig, men p.gr.a.

hans almene tilstand var det yderst risikabelt. Han vidste det. Og vi vidste

det, men vi udtalte det ikke åbent. Da han fortalte, at han skulle opereres,

tog Asta til Danmark med Christoph, som han endnu ikke havde set. Jeg

blev tilbage i München sammen med Jakob og Sarah. Han fik set sit nyeste

barnebarn dagen før operationen. Indgrebet forløb planmæssigt, men ikke

uventet kom der snart komplikationer til, og han døde efter få dage. Astas

far betød virkeligt meget for hende, og hans død var meget svær for hende.

Jeg skulle have været ved Astas side i denne svære stund, men jeg var der

ikke. Det var let dengang at forklare, hvorfor jeg ikke kunne være tilstede,

men det ændrer intet ved, at jeg svigtede hende.

Børnefamilier har deres egen dynamik. Hos os skulle Sarah vænne sig til

en lillebror, som naturligvis krævede opmærksomhed. Det var ikke helt let

for hende, og nok heller ikke for Christoph. (Eller, for den sags skyld, for

Jakob).

Børnefamilier har også deres specielle rytme. Om aftenen sad vi tit længe

ved middagsbordet og sang børnesange. Med Asta og Sarah som en mulige

103


undtagelser er der nok ingen af os, der kan påstå, at vi er begavede med

gode sangstemmer, men det var hyggeligt og vi havde et fællesskab om aftenens

seance. Sarah elskede det, hun var en livsglad lille pige med sol i øjnene.

Men også med allergi og astma. Efter Sarahs fødsel havde jeg hentet (relativt)

ubelastet mælk i Danmark, men første gang hun fik det, reagerede hun

yderst voldsomt – som blev hun brændt. Hun havde en kraftig mælkeallergi.

Siden hen fik hun stærke astmatiske symptomer. Hun havde hyppige

og voldsomme hosteanfald, mistede appetitten og så i perioder elendig ud.

Værst havde hun det om natten, og Asta og jeg var sikkert oppe med hende

stort set hver nat i tre år, indtil vi fik styr på det med en passende medicinering.

Vi var igennem hele programmet, tror jeg – inklusive besøg af natlæge

på udrykning, ”nødstikpiller” med kortison osv., osv. Vintermånederne i

München byder ofte på megen sne og kulde. Børn elsker naturligvis sne,

men Sarah kunne ikke tåle kulden. Jeg husker en søndagstur med Sarah og

Christoph på kælk. Jeg legede med dem, kastede en snebold. Sarah rejste

sig fra kælken for at kaste tilbage, hvilket var nok til at udløse et kraftigt

hosteanfald. Det var hårde år, for hende og for os.

I 3,6 m teleskopets kontrolrum interviewede Patrick direktøren for La Silla, Jorge

Melnick. Personen bag er Patricks daværende producer, Pieter Morpurgo.

104


Mit arbejde omfattede jo medie ”understøttelse”, hvilket også betød at hjælpe

journalister og fotografer, som ville dække ESOs aktiviteter. Det kunne

også betyde at ledsage europæiske TV-hold til observatorierne i Chile. Således

rejste jeg bl.a. med et hold fra BBC, anført af den legendariske Patrick

Moore, nu Sir Patrick. Patrick er uden diskussion verdens mest berømte

astronomiskribent og også BBCs ”grand old man”. I 50 år har han haft sin

faste udsendelse ”The Sky at Night”, som astronomifans i engelsksprogede

lande har fulgt som troende deres kirke. Patrick ser ud som indbegrebet af

en konservativ britisk original, a la Winston Churchill. Jeg har ganske vist

aldrig set ham med cigar, men han bærer monokel og har en stærk forkærlighed

for god whisky. Han har skrevet i læssevis af bøger om astronomi. Er

man til den lettere genre, beskriver han sit liv som TV mand i bogen ”TV

Astronomer” 13 . Men Patrick har også en næsten diabolsk side. Han er nok

et af de mest anarkistiske mennesker, jeg har mødt. Den side afslører han i

bøger, offentliggjort under pseudonymet R. T. Fishall. Jeg kendte Patrick

fra en tidligere lejlighed, men det var alligevel lidt af en oplevelse at rejse

med denne ”levende ikon”. Til gengæld måtte jeg selv stille pænt op til et

interview om ESO i Sky at Night programmet.

Om aftenen slappede vi af med ESOs GPO teleskop, som jeg havde adgang

til. GPO’en var et gammelt, fransk teleskop, som ikke mere blev brugt særligt

meget. Så vi behøvede ikke at bekymre os om ”tabt observationstid”.

Vi kiggede på planeterne, og Patrick lavede små blyantskitser, akkurat som

astronomerne gjorde det, før fotografiet blev opfundet. Helt så gammel

er Patrick ikke. Han havde heller ikke en spids troldmandshat på hovedet,

men der var nu alligevel en næsten metafysisk atmosfære i teleskopkuplen

ved den lejlighed.

Omkring samme tid var der astronomisk verdenskongres i Baltimore. Med

VLT ”på vej” ville vi gerne ”vise flaget” i USA. Der var selvfølgelig stor interesse,

ikke mindst blandt amerikanske astronomer, men også stor skepsis.

For VLT var ikke bare et stort teleskop; det ville i høj grad være afhængig

af yderst avanceret teknologi, som endnu ikke fandtes, skønt det var under

udvikling. Mange rystede på hovedet af os. Uden for astronomiens snævre

verden gav besøget i Baltimore mig mulighed for at opleve en pragtfuld

105


koncert med det verdensberømte Baltimore Symphony Orchestra – og

spændende rytmisk musik ved en afro-amerikansk festival, som fandt sted

på samme tid som astronomimødet.

Når jeg er ude at rejse, går jeg gerne til fods, også over lange strækninger.

Således også i Baltimore, hvor jeg spadserede mellem mit hotel og kongres-

centret på havnen. Det forekom de fleste i U.S.A. at være ret unormalt –

nogle mente, det var for langt, andre ligefrem at det var for farligt. Men jeg

marcherede ufortrødent løs – om morgenen med kurs mod havnefronten,

i aftenens mørke tilbage til hotellet. Vejen førte forbi et åbent område, hvor

festivalen slog sine telte op et par dage efter min ankomst. Hver aften, når

jeg gik forbi, hørte jeg tonerne fra fed musik. Den sidste aften gik jeg derind.

Det gjorde man ikke som hvid. Jeg vidste, at sådan var holdningen,

men jeg følte også, at jeg ”måtte prøve det”. Jeg tror på en verden, der har

plads til alle, og hvor alle burde kunne leve sammen. At nå dertil kræver

nedbrydning af fordomme, og det kan også af og til kræve personligt mod.

Mod eller naivitet? I hvert fald marcherede jeg derind og havde en fantastisk

aften. Men jeg tror faktisk, at jeg var den eneste hvide, som var til

stede. ”Hvad gjorde du?” spurgte en forhenværende ESO-kollega mig vantro,

da jeg senere fortalte ham om det. Han boede nu i Washington og var

meget bekymret over den høje kriminalitet i USAs indre byer. ”Den eneste

grund til at de ikke slog dig ihjel,” fortsatte han, ”må have været, at de anså

dig for komplet sindssyg!” Måske.

I 1989 scorede ESO to vigtige etapesejre på vejen mod førerpositionen i

astronomiens verden. Den første sejr var ibrugtagningen af det såkaldte

New Technology Telescope (NTT) på La Silla observatoriet i marts måned.

NTT har et hovedspejl på 3,58 m – så stort som ESOs klassiske 3,6 m

teleskop, men det skilte sig ud fra alle hidtidige teleskoper på stort set alle

områder. Den største forskel havde netop noget at gøre med hovedspejlet.

Astronomer drømmer altid om større teleskoper. Jo større spejle, de kan få,

jo mere lys kan de ”samle” fra de fjerne himmellegemer – d.v.s. jo lyssvagere

objekter kan de studere. Men for at sikre den optiske kvalitet må hovedspejlet

(og de efterfølgende spejle i det optiske system) have tilstrækkelig

106


Billedet her er en god illustration af NTTs raffinerede spejlcelle. Bag klapperne sidder

spejlunderstøttelsessystemets stempler, som sørger for at spejet altid beholder sin

idealform. Teknikkeren på billedet er Francis Franza, en af Ray Wilsons nærmeste

medarbejdere.

stivhed, således at de bevarer deres idealform, uanset hvordan de vendes og

drejes. I klassiske teleskoper betyder det, at jo større spejlet bliver, jo større

masse må det have. Den praktiske erfaring er, at klassisk teknologi tillader

optiske teleskoper med spejle på op imod 5-6 m i diameter, men ikke større.

Men på ESO havde vi nye idéer om den sag. Et lille team, anført af Dr.

Raymond Wilson, havde fået den idé, at man i stedet for de store, massive

spejle kunne klare sig med ganske tynde. Et tyndt spejl ville ganske vist ikke

107


være stabilt – og kunne således ikke bibeholde sin form i alle positioner –

men det kunne korrigeres med et sofistikeret system af stempler, på hvilke

spejlet hvilede, kombineret med en computer-baseret billedanalyse, som

løbende gav ”instruktioner” til stemplerne om, hvorledes de skulle støtte

spejlet. Denne idé fik navnet ”aktiv optik”. NTT stod sin prøve, da det for

første gang blev peget mod Sydens betagende stjernehimmel og begyndte

sine observationer. Med enestående succes. Billederne blev overført til et

kontrolrum i Garching, hvor bl.a. Richard West og jeg ventede utålmodigt.

Det første billede viste en gruppe af stjerner i den kugleformede stjernehob

Omega Centauri. Koglehobe indeholder millioner, mest gamle, stjerner

og det er lidt af en opgave at identificere enkelte stjerner i et sådant ”mylder”.

Men efter lidt tid i enrum kaldte Richard på mig. Han havde fundet

”feltet” og kunne nu sammenligne billedet med et billede af samme felt,

optaget af Svend Laustsen med 3,6 m teleskopet, da det var nyt. Det gav

et sug i maven: NTT billedet var tre gange så skarpt. Da NTT tilmed var

bygget for en tredjedel af prisen for det ”gamle” teleskop, vidste vi, at vi var

på den rette vej – vi kunne magte opgaven at bygge det kommende næste

generations-teleskop.

108

Den kugleformede

stjernehob Omega

Centauri (billedet t.v.)

udgør et smukt syn på

den sydlige stjernehimmel.

Kuglehoben befinder

sig i en afstand af

18.000 lysår fra Jorden

og indeholder mange

millioner sterner.

Det øverste billede t.h.

viser et lille udsnit af

hoben set med ESOs

3,6 m teleskop. Det

nederste billede viser

samme udsnit, optaget

med NTT den første

nat.


Successen var også en triumf for Ray Wilson og hans team. Ray anses i dag

for at være det moderne teleskops ”far”. Det er ikke ufortjent, for det var

hans idéer, der gjorde det muligt at bygge de nye, større teleskoper, som

astronomerne havde brug for for at komme videre med deres forskning.

Men er Ray ikke bare et geni, hvad angår optik; han er også et vidunderligt

– og vidunderligt inspirerende – menneske. Jeg husker med stor glæde,

hvordan han – midt i sin travle arbejdsdag som leder af NTT udviklingen

– tog sig tid til at give mig et ”lynkursus” i teleskopoptik. Eneundervisning

med tavle og kridt, som jeg aldrig glemmer.

Med større teleskoper kan man som sagt studere mere lyssvage objekter.

I princippet kan man også optage skarpere billeder, for i følge en optisk

lov afhænger billedskarpheden af diameteren på den lyssamlende flade – i

andre sammenhænge også kaldet pupillen. Men desværre kigger vore teleskoper

ud gennem Jordens atmosfære, som er alt andet end statisk. Atmosfærisk

uro af den slags, vi kender som turbulens (og svæveflyvere kalder

”termik”), sætter snævre grænser for, hvor skarpe billeder vi kan optage fra

Jordens overflade af himmellegemerne – uanset teleskopstørrelsen. Løsningen

er for så vidt simpel: Anbring dit teleskop udenfor (den tætte del

af ) den terrestriske atmosfære! Hvilket akkurat er, hvad man har gjort med

Hubble Rumteleskopet. Men det er en upraktisk løsning. Og den er dyr.

Derfor sprang champagnepropperne hos os en efterårsdag i 1989, da vi så

de første resultater af endnu en ny, revolutionerende teknik, som fik betegnelsen

”adaptiv optik”. Adaptiv optik blev udviklet af en gruppe unge

forskere – nogle fra Europa – på universiteter i Californien. Idéen bygger

på de samme billedanalyse principper som aktiv optik, men i adaptiv optik

prøver at man at opnå en ”quasi-real time” billedkorrektur af de effekter,

den urolige atmosfære har på stjernelyset på dets vej ned til Jorden. Lidt

forenklet sagt kan man så få samme ydelse ud af et teleskop på Jordens

overflade, som hvis det var anbragt i rummet. I U.S.A., som i disse år arbejdede

intenst på Reagans stjernekrigsprogram (formelt kaldet ”the Strategic

Defense Initiative”), var man ikke længe om at erkende den militære værdi

af denne teknologi: Hvis man kan optage super skarpe billeder af stjerner

gennem en forstyrrende atmosfære, kan man også optage super skarpe billeder

af Jorden fra satellitter uden for samme atmosfære! Derfor blev den

109


videre udvikling mørkelagt, men udgør uden al tvivl en hjørnesten i den

teknik, der bruges i spionsatellitter. Men nogle af de unge forskere vendte

tilbage til Europa, og en af dem fandt vej til ESO. I samarbejde med institutter

i Frankrig byggede vi det første adaptive system for civile formål, og

i 1989 høstede vi de første resultater deraf. Vi jublede, men det gav også

anledning til misstemning på den anden side af Atlanterhavet. For takket

være det amerikanske militær havde vore amerikanske astronomi kolleger

indtil da været forment adgang til denne interessante teknologi. Det hører

med til historien, at teknologien i dag finder vid anvendelse i det civile liv.

Bl.a. er billedanalysen af afgørende betydning ved de laseroperationer af

øjne, som i dag gennemføres overalt og som kommer mange mennesker til

gode.

Jeg var ikke selv direkte involveret i projektet omkring adaptiv optik, men

som alle på ESO delte jeg glæden over og stoltheden af at være en del af

denne organisation, der var så gennemsyret af den simple – omend ikke

ubeskedne – ambition: Vi ville være de bedste i verden – og vi vidste at vi

kunne blive det, hvis vi holdt fast ved det princip, som organisationen byggede

på: Et éntydigt fokus på hvad briterne kalder ”excellence” – uden skelen

til nationalitet eller andre mere ”jordiske” overvejelser. Og nu var vejen

fremad klar: Med aktiv optik kunne vi bygge fremtidens store teleskoper,

med adaptiv optik var det videnskabelige udbytte, og dermed dybest set

fornuften i projektet, sikret. Det fyldte meget for os, men i den store verden

var der andet, der trængte sig på.

Overgangen til århundredets sidste årti fik et dramatisk forløb. I efteråret

1989 faldt Berlinmuren. ”De river Muren ned!” fortalte Asta mig i

telefonen til La Silla. ”Men da ikke virkelig…?” svarede jeg, for jeg havde

ikke fantasi til at forestille mig, at noget sådant kunne ske. Året efter blev

Tyskland genforenet og opnåede samtidig sin fulde suverænitet – efter det

totale nederlag i Verdenskrigen. Det sidste, formelle skridt tilbage i kredsen

af frie og respekterede nationer. Jakob og jeg sad oppe ved midnat d.

2./3. oktober 1990 og fulgte festlighederne i Berlin, som blev transmitteret

direkte på TV. Vi vidste, at vi var vidner til en af de største verdenshistoriske

begivenheder i det 20. århundrede. Hvad siger man som TV spea-

110


ker i en sådan stund? ”Nu er det så vidt, Tyskland er blevet genforenet.

Ved tidligere forsøg har vi ødelagt det hele. Lad os prøve at gøre det bedre

denne gang,” var hans nøgterne kommentar. Murens fald og Tysklands

genforening indledte også Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af

Warszawa-pakten. Den kolde krig var slut. Det ville have været dejligt at

kunne påstå, at vi nu endelig så de kræfter slå igennem, som blev frigjort i

Ungdomsoprøret og som havde ført til dannelse af stærke anti-autoritære

bevægelser på begge sider af Jerntæppet – Fredsbevægelsen i Vest, Charta

77 og andre grupperinger i Øst. Men det er næppe korrekt. Sandheden er,

at i de store økonomiske ideologiers darwinistiske livstag havde kapitalismen

sejret fuldkomment. Dermed sluttede også det lange efterspil af, hvad

den tyske historiker Ernst Nolte kaldte ”den europæiske borgerkrig” 14 . For

en stund turde menneskenes børn håbe på, at en fredeligere verden ville

udvikle sig, frigjort af paddehatteskyens trussel. Men sådan skulle det ikke

gå, for verdenssamfundet sov i timen.

I december 1990 traf ESOs Råd den formelle beslutning om, at VLT skulle

bygges på Cerro Paranal, et smukt, næsten konisk bjerg 120 km syd for den

chilenske havneby Antofagasta og 12 km fra stillehavskysten. For at skaffe

plads til det store anlæg var det nødvendigt at sprænge 28 m af bjergtoppen

– snart ville det øde bjerg være omdannet til en travl byggeplads. Vi

ønskede at få billeder af stedet, inden arbejderne gik i gang, så min kameramand

og jeg lejede et fly, som var velegnet til fotoflyvninger: En højvinget,

Undervejs mod

Paranal.

111


Paranal, som det så ud, før sprængningerne begyndte.

112


enmotoret Cessna 182. Flyet samlede os op fra en lille ørkenflyveplads ved

foden af La Silla, og snart var vi på vej mod nordvest. Kort efter starten

mødte vi en tæt skybanke. Piloten, Roberto, som var pensioneret rutepilot

fra LAN Chile, besluttede sig først til at gå ”on top” – flyve over skylaget.

Men efter en stund drejede han rundt. ”Vi har kun én motor,” forklarede

han. ”Hvis der sker noget, og vi bliver nødt til at lande, har vi ingen anelse

om, hvad der ligger under skylaget.” Vi fløj tilbage til La Silla og ventede en

times tid. Skydække over denne del af ørkenen er sjælden, så vi besluttede

at prøve igen. Men skyerne var der endnu. Da vi nærmede os, tog piloten

en ny beslutning. ”OK, vi går under skyerne!” Så vi fortsatte gennem bjergdalene,

imellem de stejle bjergsider og med skyerne over os. Men pludselig,

uden forvarsel, var vi inde midt i en sky. Vi kunne ikke se en hånd for os.

Der var kun ét at gøre – vende 180 grader. Flyet begyndte krængningen.

For mit indre øje prøvede jeg at fremmane det sidste, jeg havde set – hvor

langt var der til bjergsiderne? Vi drejede. Vi fulgte gyrokompasset, mens

skalaen bevægede sig bag den hvide streg. 45 grader, 90 grader, sekunderne

sneglede sig afsted, mens vi stirrede ud i den hvide suppe. 135 grader. Vi

havde sved på panden. Vi sagde intet, men jeg tror, vore hjerter stod stille.

180 grader. Pludselig brød vi ud af skyen og ud i det herlige solskin – på vej

tilbage mod flyvepladsen. Vi havde overlevet.

Vi ventede endnu en time på La Sillas støvede flyveplads, startede så igen,

og denne gang klappede det. Samme aften landede vi i Antofagasta, i tide

til at nyde en Pisco Sour, Chiles traditionelle aftendrink på hotellets stillehavsterrasse.

Siden min tidlige ungdom har jeg fløjet meget, og gerne i små fly. Også

under VLT byggefasen hørte det til mit arbejde. Denne tur var mere ”spændende”

end de fleste, men ingen af flyveturene omkring ørkenbjerget var

for ”små spejderdrenge”. Faktisk husker jeg ikke én eneste af disse flyvninger,

hvor ikke mindst én blev luftsyg. Men vi havde den regel, at uanset

hvem det ramte – og hvor hårdt – gennemførte vi flyvningen.

Jeg havde ansvaret for billeddokumentation af projektet, og min stakkels

kameramand, Herbert Zodet, blev slæbt med på utallige stroppeture i den

113


anledning. Snart begyndte sprængningerne. 300.000 kubikmeter klippe

skulle fjernes fra toppen. ESOs sikkerhedsingeniør var imidlertid meget

nidkær og holdt os på sikker afstand af arbejdet, men vi ville gerne have

”gode billeder” af sprængningerne, så vi ventede til en dag, hvor han havde

fri. Vi ledsagede sprængholdet til toppen. Mens de klargjorde dynamitladningerne,

gik Herbert og jeg stilfærdigt ned fra spidsen og tog opstilling

på bjergets sydvestlige flanke. Arbejderne havde glemt os. Da de var klar,

lød sirenen, og alle begav sig i hast til bilerne, som satte sig i bevægelse væk

fra bjergtoppen. Kort efter susede de forbi os. Jeg vil godt indrømme, at

tanken gik igennem mit hoved, om vi måske netop havde begået vore livs

fejltagelse, da bilkortegen forsvandt i en støvsky. Men det var under alle

omstændigheder for sent nu. Vi kunne blot vente på knaldet. Igen gik tiden

uendeligt langsomt. Det har vel drejet sig om et par minutter, men det

føltes som en evighed. Så kom eksplosionen – først glimtet, så braget. Bjerget

syntes at løfte sig foran vore øjne, mens vi krøb sammen på jorden. Og

så var det hele ovre. Vi gik hen til vejen, hvor bilerne havde kørt forbi. Midt

på vejen, næppe mere end 30-40 m fra, hvor vi havde befundet os, lå en 3

meter høj klippeblok. Længere henne lå flere, som sukkerknalde, strøet ud

med en åben hånd. Det var vilde tider, men vi var stadig unge løver.

Mediearbejde var en af mine opgaver, en anden at håndtere ESOs udstillingsaktiviteter,

som dengang var ret omfattende med en stor rejsende udstilling.

Det bragte mig vidt omkring, mest i Europa, og havde i øvrigt den

sideeffekt, at jeg undervejs fik et godt indblik i mange af Europas utrolige

kulturskatte – fra kunstmuseer som Uffici, Rijksmuseum, Prado, Louvre og

hvad de alle måtte hedde – til arkitektur fra det klassiske Venedig til Paris’

ultramoderne ”La Defense”. ESOs udstillinger udgjorde ofte et tegn på et

lands interesse i at blive medlem af ESO. Ikke sjældent gav de anledning til

første, uformelle samtaler, som så førte frem til officielle forhandlinger på

et senere tidspunkt. Det gjaldt f.eks. for udstillingerne i Madrid, Barcelona,

Porto, Lissabon og Wien. Nu planlagde vi imidlertid en Sydamerikaturné

med stationer i Rio de Janeiro, Buenos Aires og Santiago de Chile. Udstillingen

i Rio fandt sted som optakt til den første FN klimakonference i

1991; Buenos Aires ”showet” var timet til at falde sammen med den astronomiske

verdenskongres, som for første gang fandt sted i Sydamerika.

114


Der er byer, hvis navn vækker særlige følelser eller forventninger – London,

Paris, New York hører uden tvivl dertil. Og Rio de Janeiro. Omkring 1990-

91 var jeg der flere gange. Denne gang for at organisere ESOs internationale

”roadshow”. Det var mørkt, da jeg ankom til hotellet. Der var bossa

nova rytmer i luften. I hotellets lobbybar sang en fortryllende brasiliansk

jazzsangerinde ”the Girl from Ipanema”. Trods globalisering gælder det stadig,

at god mad, god vin og god musik skal nydes lokalt, tror jeg. Antônio

Carlos Jobims musik lyder ganske enkelt anderledes i Rios tropehede med

Atlanterhavets brusende bølger i baggrunden. Jeg tjekkede ind og sluttede

dagen ved at strække benene efter den lange flyvetur med en strandvandring

i mørket på Copacabana. Jo, at være i Rio er en speciel fornemmelse.

Næste morgen blev jeg hentet af min brasilianske kontaktmand. Vi kørte

op til toppen af Corcovado bjerget, kendt for den store Jesus statue. Udsigten

var ganske enkelt betagende – Copacabana og Ipanema lå for vore

fødder, på den anden side ”Sukkerknalden”, Pão de Açúcar. Min kontaktmand

lod mig være i fred, mens jeg absorberede dette syn. ”Vorherre har

skænket os verdens smukkeste landskab her,” sagde han og fortsatte med

ildevarslende stemme: ”Men de mennesker, han anbragte her....” han fuldførte

ikke sætningen. Dernæst kørte vi ned i byen til shippingagenten, som

havde ansvaret for to containere med materiale til vor udstilling.

”Vi har et lille problem,” sagde agenten. ”Containerne står i havnen, og

toldbehandlingen vil tage tid.” Efter nogle dage føjede han en yderligere

oplysning til denne standardsætning. ”Tolderne er villige til at gøre ”en ekstra

indsats” mod en lille kompensation på… skal vi sige 10.000 US Dollars?”

På Corcovado bjerget.

115


Udstillingen i Rios Planetarium.

Jeg tænkte kort over sagen og bad så om telefonen. ESO var her på invitation

af Brasiliens regering. De måtte klare ærterne. Det var et gamble fra

min side, for jeg havde ingen anelse, om vor kontakt i regeringen var involveret

i dette eklatante afpresningsforsøg eller ej. Men det gik. Pludselig var

toldbehandlingen ”ikke noget problem mere”. Jeg tog hjem til mit hotel

på Cobacabana, stadig med et rimeligt højt adrenalinspejl, men også med

fornemmelsen af, at jeg havde vundet denne runde.

Hundrede meter fra hotellet, midt på fortovet og midt på eftermiddagen,

stod pludselig et bjerg af en mand foran mig. Han så ikke venlig ud. ”Giv

mig dine penge,” hvæsede han. Jeg var blevet advaret – gå ikke på gaden

med mange penge eller f.eks. et dyrt ur. Hvis du bliver overfaldet, så giv

dem, hvad du har. Men gå ikke uden noget. Så slår de dig ihjel. Nu kiggede

jeg op på denne mand, som gjorde sit bedste for ikke at se rar ud. Det kortsluttede

inde i mit hovede. Jeg havde lige afværget en grim bestikkelsessag,

skulle jeg nu give efter her? Ikke tale om. Imod alle fornuftige advarsler, gav

jeg til kende, at han kunne ”rende mig”, hvorved jeg nok brugte et sprog,

116


der ikke behøver at blive gentaget. For at vise at jeg mente det, drejede jeg

om og gik. I det øjeblik jeg vendte ryggen til ham, blev jeg klar over, at jeg

måske havde begået en kæmpe bommert. Hvornår ville kniven komme? Jeg

gik med faste skridt væk fra ham. Der kom ingen kniv, ingen revolver. Jeg

tror, han må have været blevet lamslået. Den oplevelse var ikke god for hans

ego. Men heller ikke for min. Hvor dum kan man være?

Vi modtog materialet, hyrede en flok arbejdsløse bygningsarbejdere og

startede udstillingsprojektet. Vore lokale værter havde ansat bevæbnede

vagter – dels til at beskytte os, dels for at forhindre, at hjemløse tog de

tomme containere i besiddelse. Forsinkelsen i starten begyndte at plage os,

for vi havde en fastlagt åbningsdato med VIP deltagelse. Jeg opholdt mig

derfor næsten konstant på vor lille byggeplads. En dag, efter en frokostpause,

bragte en af vore folk mig en øl. Jeg havde ingen flaskeåbner og gjorde

tegn til en af vagterne. Han trak på skulderen, let overbærende måske. Så

trak han sin seksløber. Tømte tålmodigt tromlen for patroner og satte revolverens

hane mod flaskehalsen. Med kapslen af, fyldte han igen tromlen

og stak revolveren i sit hylster.

Næste stop var Argentinas hovedstad, Buenos Aires, nogle måneder senere.

Jeg havde forladt München på en hed sommerdag. Det var ferietid, og Asta

ville tage til Danmark med børnene. Forståeligt nok var hun ked af at køre

den lange vej selv, men Svend, Astas mors mand, havde tilbudt sin hjælp.

Ved ankomsten til Buenos Aires blev jeg mødt af en iskold vind, som fejede

ind fra Atlanterhavet og Rio de la Plata. Det var vinter i Argentina og i øvrigt

temmelig deprimerende, for Argentina var endnu engang i dyb krise.

Kort efter fik jeg en bedrøvelig besked fra Danmark. Svend var ankommet

til Danmark med Asta og ungerne, men dagen efter havde han fået en

blodprop og næste dag en hjerneblødning. Han kunne ikke længere tale.

Jeg skal ikke klage, men man kan føle sig meget ensom på et hotelværelse i

en sådan situation.

Næste dag opsøgte jeg vor shipping agent. ”Vi har et problem…” begyndte

han. Lastbilen med containerne var fastholdt ved grænsen, ”fordi der

117


manglede nogle papirer”. Det var svært at tro, al den stund at vi kom på officiel

invitation og under et dekret fra Vicepræsidentens kontor. Næste dag

gentog det sig. Og næste dag. Efter nogle dage tabte jeg tålmodigheden. ”Vi

chartrer et fly og flyver op til grænsen i eftermiddag,” sagde jeg. Shipping

agenten gik i panik. Samme eftermiddag ringede han til mig på mit hotel.

”Kan du komme over på kontoret?” spurgte han, ”de kommer fra Senatet”.

Argentinas senat havde ansvaret for administration af vicepræsidentens dekreter.

Der kom to embedsmænd. De var lidt nervøse og begyndte at forklare

mig om vanskelighederne ved grænsen. Jeg lod dem ikke tale ud, for

nu vidste jeg, hvad det drejede sig om. Et passende beløb ville måske kunne

formilde de emsige toldere. Jeg havde fået nok og var sikkert ikke specielt

venlig, for jeg skønnede, at den eneste chance jeg havde, var at anvende

chokterapi: ”I har én opgave nu,” sagde jeg, ”og jeg har også én. I ringer nu

til præsidentens kontor og fortæller ham, at han ikke behøver at komme

til åbningen, for der bliver ingen åbning. Og jeg ringer til min chauffør

og beder ham droppe Argentina og køre direkte til Santiago de Chile.” En

time senere fik lastbilen tilladelse til at krydse grænsen. Jeg ved ikke, hvilket

argument, der var det stærkeste: Om de var bange for, hvad en aflysning

måtte betyde, eller om de ikke undte, at Chile skulle få noget, som Argentina

ville gå glip af. Til syvende og sidst klappede det hele, og efter nogle

uger fortsatte det rejsende cirkus med kurs mod Chile. Men ved grænsen

til Chile gentog affæren sig. I mellemtiden var jeg tilbage i Garching. ”Du

bliver nødt til at flyve ned og klare problemet,” sagde generaldirektøren.

Jeg orkede det ikke. I stedet ringede jeg til ESOs advokat i Santiago. Jeg

skildrede situationen for ham. ”OK,” sagde han. ”I morgen ringer jeg til

Argentinas ambassadør, det er min fætter. På mandag vil jeg prøve at få et

møde med Argentinas toldchef i Buenos Aires. Han er også min fætter.”

Det hjalp. ”Du skulle skrive en bog om dine oplevelser,” foreslog generaldirektørens

sekretær. Men jeg slog det hen. ”Hvis jeg gjorde det, ville ingen

tro det alligevel. Måske ville jeg ikke engang tro på det selv.”

Mens jeg var i Buenos Aires, brugte jeg ventetiden på lidt sightseeing. Bl.a.

oplevede jeg en koncert i Teatro Cólon, en af verdens store, klassiske operascener.

Og jeg opsøgte kirkegården, hvor Argentinas legendariske leder

og diktator Juan Perón er begravet, La Chacarita. Det var igen en kold,

118


læsende dag. Skyerne hang tungt over kirkegården. Vinden sled i de bare

trækroner. Velhavende mennesker i Argentina bliver ikke begravet, når

de dør. De bliver lagt i en sarkofag, som bliver stillet ind i et mausoleum.

Denne kirkegård var fuld af mausoleer, og jeg havde ingen anelse om, hvor

Peróns ”grav” var. Men på et hjørne stod en enlig betjent og frøs. Han holdt

vagt. Jeg gik derhen og stod pludselig foran mit mål. Mens jeg stod der,

kom en gammel mand hen til mausoleet. Han virkede lurvet, med slidt tøj.

Instinktivt trak jeg mig lidt tilbage, ville gå væk, men min nysgerrighed fik

overhånd. Længe stod manden stille og så på sarkofagen gennem en glaslåge.

Så gjorde han anstalt til at gå. Men han tog sig i det. Pludselig rakte

han ud og lagde sin hånd på den døde leders navneplade. Var det en dybt

rørende afsked mellem gamle kampfæller? Han trak hånden til sig og gik.

Vi udvekslede ikke et ord.

Min sidste nat i Buenos Aires fik et uventet forløb. Jeg havde spist til aften

på en steakrestaurant og drukket god argentinsk rødvin. Derefter var jeg

gået i biografen og havde set filmen om Jim Morrison. Tilbage på hotellet

gik jeg i seng. Så skete det. Det var som et lynnedslag i mit sind. Min fars

død havde ikke spillet nogen rolle for mig, siden jeg var lille. Men den nat

gennemlevede jeg uden forvarsel alle de følelser, man har, når man mister

Svend og

Grethe i bedre

dage.

119


én, der står nær – fortvivlelse, savn, følelsen af at være blevet forladt. Jeg sad

op i sengen og hulkede hele natten. Jeg ved ikke, hvorfor det skete – måske

var det Svends alvorlige sygdom, der spøgte i mit sind. Næste dag fløj jeg til

Danmark, hvor Asta og ungerne ventede. Jeg tav om den nat og har gjort

det indtil i dag. Dagen efter besøgte vi Svend på sygehuset. Han var glad

for at se os, men det var hårdt at se ham i den situation. Han brugte otte

måneder på at dø.

Jeg kunne rigtig godt lide Svend. Der var ikke ondt skabt i ham. Han var

glad af sind og altid parat til at hjælpe. Han lo ofte af min ubehjælpsomhed

i praktiske sager, klagede sig lidt på skrømt, stak piben i munden og

hentede sit værktøj og lavede, hvad det nu var, der skulle repareres eller

der var brug for. Jakob forgudede ham – de to havde tilbragt mange timer

sammen, da Jakob var lille. I Jakobs øjne kunne Svend simpelthen alt. Også

”de små” elskede Svend. Et af de sidste ”billeder”, jeg har af Svend, mens han

endnu var i vigør, var, da han besøgte os i Garching umiddelbart før min

rejse til Argentina. Over for vort hus var en ny bygning under opførelse.

Siddende sammen på en bænk fulgte Svend og Christoph håndværkernes

gøren med lige stor interesse. Svend indgød tillid.

Den 16. maj 1992 blev vi ringet op af Astas søster, Elisabeth. Det var alvorligt

med Svend, ingen vidste, hvor lang tid han havde igen. Jakob og jeg

kørte straks til lufthavnen for at købe flybilletter, mens Asta begyndte at

pakke. Vi kunne ikke ringe og bestille billetter, for den dag lukkede Münchens

gamle lufthavn. I nattens løb flyttede alt, borde, stole, computere,

køretøjer osv. til den nye lufthavn. Mens vi stod ved skranken i den gamle

lufthavn for at bestille pladser, hentede de computerne ved SAS. Det første

fly, vi kunne komme med, gik næste morgen – søndag – fra den nye lufthavn.

Vi kørte tilbage til Garching med billetterne. Da vi kom hjem, stod

Asta med tårer i øjnene. Svend var død. Næste morgen var vi tidligt oppe,

for vi var med dagens første fly. I den fine nye lufthavn var der feststemning.

Sekten flød i strømme, der var levende jazzmusik, og alle var glade. Vi fik

honninghjerter overrakt af søde bayerske piger i folkedragter. Det forekom

fuldstændig surrealistisk. Men livet går jo videre.

120


Der skete fremskridt på børnefronten. Blandt andet fik vi efterhånden styr på

Sarahs astma.

121


Flaghejsningen ved Villa Skur var en del af min barndom. Da jeg selv fik sommerhus,

ønskede jeg mig en flagstang og et flag. At hejse flaget sammen med mine børn

var at føre en smuk tradition videre, syntes jeg. I de seneste år er flaget dog blevet på

hylden. Som mange andre føler jeg, at Pia Kjærsgaard og hendes politiske meningsfæller

har taget dette symbol som gidsel for holdninger, for hvilke jeg føler dyb foragt.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min far ville have tænkt på samme måde.

Vi havde for længst passeret 10-års milepælen som udlandsdanskere, var

etableret og rimeligt integreret i Garching, samtidig med at vi havde fået

organiseret tingene således, at vi kunne holde tæt og regelmæssig forbindelse

med Danmark. Sommerhuset i Jegum spillede en nøglerolle som

base for os, både med hensyn til besøg hos familie og venner, men også

122


som udgangspunkt for ungernes ferieaktiviteter. Jakob var ivrig radioamatør,

Sarah og Christoph fik god kontakt med børn i området. For dem var

Danmark synonymt med ”Ferielandet”.

Uden gadebelysning var det også et godt sted at nyde en herlig udsigt til

stjernehimlen. Om vinteren strålede Mælkevejens stjernebånd i al sin glans

fra den frostklare himmel. I august kunne vi ligge på ryggen ude i haven og

tælle stjerneskud under den årlige meteorsværm, kendt som Perseiderne, i

hvilken støvpartikler fra Komet 107P/Swift-Tuttle trængte ind i Jordens

atmosfære og brændte op. Og selvfølgelig var der halvfemsernes ”store” kometer

– Komet Hyakutake og Hale-Bopp. De bar tydeligt vidnesbyrd om,

at stjernehimlen ikke er statisk og uforandelig.

Christoph var en verdenserobrer. Hans store barndomsdrøm kunne vi dog ikke

opfylde – han ville være verdens første rumbarn.

123


Komet Hale-Bopp på himlen over Jegum.

Dette er selvfølgelig ikke nyt for professionelle astronomer, men også de

kunne blive overraskede. Der var f.eks. komet IRAS-Araki-Alcock, som

tilbage i 1983 passerede forbi Jorden. Den kom over os som en tyv om

natten – mørk, tavs, hurtig. Den første detektion fandt sted med et infrarødt

måleinstrument ombord på IRAS satellitten. Kort efter lykkedes den

optiske identifikation. Få dage senere, d. 11. maj, susede kometen forbi os i

en afstand af bare 4,6 mio. km. Det lyder af meget, men det svarer til knap

tolv gange afstanden til Månen. Det var med andre ord i virkeligheden

en nær-kollision. Der er ingen tvivl om, at havde kometen ramt os, ville

sammenstødet have udløst en stor katastrofe på Jorden. Det var en påmindelse

om, hvor udsat menneskeheden i virkeligheden er. At kollisioner i

verdensrummet har foregået, ser vi, hver gang vi kaster et blik på Månen.

Vi kan faktisk også se det på Jorden, f.eks. er Yucatán-halvøen dannet ved

et nedslag. Det samme gælder Barringer krateret i Arizona – eller såmænd

Nördlinger Riess nær byen Ulm i Bayern. Nedslaget d. 30. juni 1908 i Tunguska

i Sibirien, som udløste en eksplosion kraftigere end tusind Hiroshimabomber

og ødelagde i et område på over 2.000 km 2 , skal helller ikke

glemmes. At kollisioner stadig forekommer i Solsystemet, vort nabolag så

at sige, fik vi demonstreret med al ønskelig tydelighed i juli 1994.

124


Kometen Shoemaker-Levy 9, som stødte ind i Jupiter i 1994, lod os studere

en kollision mellem to legemer i Solsystemet, uden at Jorden var involveret.

Kometen blev opdaget ét år tidligere af astronomer i USA. Traditionen tro

blev kometen opkaldt efter opdagerne – ægteparret Shoemaker og David

Levy – med et nummer ”hængt på”, fordi de havde opdaget flere kometer

i forvejen. SL9, som astronomerne døbte den, var også udsædvanlig, fordi

det var den første komet, der var set med en omløbsbane om en planet og

ikke om Solen.

SL9 må have været kometklassens uheldige dreng. I et tidligere omløb – i

1992 – var den kommet for tæt på Jupiter. Planetens tyngdekraft havde

flået den i stumper, nogle op til 2 km i størrelse, og nu fløj disse fragmenter

som perler på en snor gennem rummet – men med kurs direkte mod

Jupiter. I dagene mellem d. 16. og 22. juli 1994 ramte de planetens sydlige

halvkugle med en hastighed på 60 km i sekundet. Alverdens astronomer

og en stor del af offentligheden fulgte denne ”extraterrestriske begivenhed”

fra vor privilegerede udsigtsplatform her på Jorden. Og de fik smæk for

skillingen. Den første kollision udløste en ildkugle på 24.000 grader, som

Alle teleskoper på La Silla var rettet mod Jupiter. (Foto: Herbert Zodet)

125


På vej mod udslettelse – fragmenterne af Komet SL-9 på vej mod Jupiter. Billedet er

optaget d. 17. maj 1994 ved hjælp af Hubble Rumteleskopet. (Foto: NASA/ESA)

dog afkøledes til omkring 1.000 grader indenfor 40 sekunder. Skyen fra

ildkuglen rejste sig 3.000 km over Jupiters skylag. I løbet af de følgende

dage observerede vi 21 direkte kollisioner, den største den 18. juli, da Fragment

G (astronomer har aldrig været opfindsomme, hvad navne angår) så

at sige nåede vejs ende. Energien, som blev afsat i Jupiters atmosfære ved

den ene lejlighed, blev beregnet til 6.000.000 megatons TNT, hvilket i al

beskedenhed svarer til sprængkraften af vor planets samlede atomarsenal,

men ganget med 750. I Chile var ESOs teleskoper selvfølgelig rettet mod

Jupiter i disse dage og nætter. Samtidig blev hovedsædet i Garching nærmest

belejret af journalister, især i de første dage. Det skal nævnes, at vi

selvfølgelig havde en vis idé om, hvad der ville ske ude i verdensrummet.

Men vi vidste ikke, hvad vi ville få at se. Dels havde vi ingen fortilfælde at

støtte os til, dels har Jupiter jo ingen fast overflade, så vi var alle spændte,

før det gik løs. Lørdag aften, d. 16. juli, havde vi omkring 10 TV-hold,

foruden en mængde radio- og skrivende journalister, alt i alt omkring 120

mennesker, som spændt ventede på den første kollision. Tiden kom og gik.

Vi havde de første observationer, men der var intet at se. Skuffelsen bredte

sig, og de første journalister begyndte at pakke deres habengut sammen.

”Har observationsprojektet været forgæves?”, spurgte en radiojournalist

mig med fremstrakt mikrofon. Jeg havde ingen anelse, men valgte at mane

til besindighed. ”Natten er lang. Det tager tid at interpretere disse observationsdata,

så lad os have lidt tålmodighed,” sagde jeg. Efter en stund kom

nyheden per videokonference fra Chile: ”Vi har set nedslaget!” Og de første

billeder kom op på skærmen. Der gik et sus gennem forsamlingen, og

mediemaskineriet kom i omdrejninger. (Det viste sig, at vi faktisk havde

fanget nedslaget med det samme. Men i ophidselsens løb havde observatø-

126


Jeg følger et live-indslag i den sene tyske TV-avis. Speakeren ses i højre side af billedet.

(Foto: Hans-Hermann Heyer)

Billedsekvens af nedslaget af ”H-fragmentet”, d. 18. juli.

Til højre ses ”arret” fra G nedslaget 12 timer forinden.

127


erne vendt kortet over Jupiter på hovedet. De havde ganske enkelt overset

den store lyse plet, som viste ildsøjlens ekspansion). We were in business…

Lørdag morgen var jeg rejst fra Danmark, hvor Asta og børnene var på ferie.

Jeg kom i seng tirsdag formiddag uden dog at kunne sove. I disse dage

opdagede jeg et mærkværdigt fænomen. Hvis man arbejder længe nok, bliver

man selvfølgelig træt. Fortsætter man, kommer man ind i en fase, hvor

alting kører på rygraden. Man er uopmærksom, og ting kan gå galt. Ligesom

det kan ske for en overtræt chauffør bag et bilrat. På dette tidspunkt

stopper de fleste mennesker, men hvis man nu – p.gr.a. ydre omstændigheder

– ikke har denne mulighed, dvs. at man bliver nødt til at holde sig i

gang, glider man ind i en ny fase, hvor alting tilsyneladende bliver normalt

igen. Man er fuldt opmærksom og effektiv, men oplever samtidig en ekstrem

klarhed i hjernen. Man har fornemmelsen, at man aldrig mere bliver

træt. Det var en interessant erfaring for mig, men også en, der gjorde mig

bange. For jeg havde på fornemmelsen, at det pludselig kunne sige stop. At

jeg nærmede mig ”det røde felt”, men med advarselssystemerne slået fra. Så

jeg prøvede at tvinge mig til at sove hin tirsdag morgen, men det blev ikke

til mere end nogle få timers underlig døsen. Min fælle Richard, som bar ansvaret

for arrangementet, boede på ESO i hele ugen. Hvis han ikke kunne

nå hen til sit rum (f.eks. for ikke at løbe ind i journalister), tror jeg, han tog

en blund på gulvet under sit skrivebord.

Jeg fløj tilbage til Danmark d. 22. juli. Dagen efter var hele familien på bytur

i Esbjerg, og vi besluttede at spise frokost på Jensens Bøfhus, som havde

til huse i et gammelt, nedlagt mejeri. Vi fik et bord på første sal. Men det

krævede mit yderste at komme op ad trapperne, for jeg følte mig mere død

end levende efter disse dage. Mine kræfter var udtømte. Jeg havde været i

det røde felt.

I løbet af året formedes Jakobs beslutning om at læse i England. Han havde

hørt om et kombinationsstudie med fagene filosofi, økonomi og politik,

som tiltalte ham. Proceduren omkring universitetsoptagelse i England er

imidlertid anderledes end f.eks. i Danmark. Det er normalt, at man forinden

tager en rundtur til mulige universiteter, taler med lærere og, om

128


muligt, studenter. Ansøgningen indsendes et års tid før studentereksamen,

vedlagt en fortrolig udtalelse fra skolen. På basis af ansøgningen får potentielle

studerende et såkaldt betinget tilbud, dvs. tilsagn om en studieplads,

hvis de opnår et forudbestemt resultat ved studentereksamen. Jakob og

jeg tog derfor en rundtur, som omfattede universitetet i Keele, to colleges i

Oxford og endelig universitet i York. Efter turen fastholdt han ønsket om

et studie i England og søgte. Med den målrettethed, som altid har karakteriseret

ham, gjorde han sig ”flyveklar”. ( Jeg foretog en lignende tur med

Sarah ti år senere. Hun søgte og blev også optaget på Universitet i Canterbury,

men valgte efter få måneder en fremtid i Danmark).

Et af de mest slående karakteristiska i astronomi er muligheden for at forudse

himmelbegivenheder, såsom sol- og måneformørkelser med stor nøjagtighed

selv langt ud i fremtiden. For himmelmekanik er en veludviklet

disciplin. Samtidig er specielt solformørkelser vel noget af det mest imponerende,

naturen har at byde på. Jeg tror ikke, at nogen, der har oplevet

en total formørkelse, vil glemme den. Selv om fænomenet er vel forstået

og simpelt, fremkalder en solformørkelse mange tanker og følelser hos de

fleste – som en pludselig påmindelse om, at noget, der synes evigt, ikke er

det, og at livet på vor lille, blå planet er så afhængig af Solen som vi er af

den ilt, vi indånder. Den 3. november 1994 oplevede jeg for første gang

en total solformørkelse. Den kunne observeres fra et bælte, der strakte sig

fra Stillehavet ind over det nordlige Chile, det sydlige Brasilien, Sydatlanten

og syd om Kap det Gode Håb, Afrikas sydspids. Jeg deltog i en ekspedition

i det chilenske Andeshøjland, Altiplano, sammen med en gruppe

solforskere og mediefolk, herunder et hold fra dansk TV, DR. De danske

TV folk var ikke blot interesserede i solformørkelsen som videnskabeligt

fænomen, men også i, hvorledes den lokale befolkning af Aymara indianere

oplevede og fortolkede dette naturfænomen, og de havde aftalt at lave

deres udsendelse i koproduktion med ESO, som i øvrigt organiserede ekspeditionen

15 . Vi slog os ned i Surire, godt 4.000 m over havets overflade.

Under lejren strakte en saltsø sig så langt, som øjet rakte, omkring os knejsede

imponerende vulkaner. Over os den blå himmel med en stikkende sol

(på denne årstid står Solen i zenit, og det store ”ozonhul” over den sydlige

halvkugle fører naturligvis til en dramatisk forøget UV-stråling).

129


Solformørkelsen var spektakulær. Kort før totaliteten blev landskabet badet

i et sært blåligt lys. Vi mærkede det pludselige temperaturfald, og så blev

Solens korona synlig i al sin glans. Der blev arbejdet intensivt – fotograferet

og målt. Mod slutningen kom højdepunktet, den såkaldte diamantring,

hvor solstrålerne ”bryder igennem” dalene mellem Månens bjerge.

Selv nøgterne forskere lod sig rive med af begejstring. Og så var det hele

ovre. På fire minutter og tyve sekunder. Det er svært at beskrive intensiteten

af den oplevelse, men jeg tror, at for de fleste, som har overværet dette

naturfænomen, vil et ord som genfødelse ikke forekomme helt uanbragt.

Som nævnt var mit formål også at producere en film om, hvordan menneskene

i højlandet oplevede solformørkelsen. Vi gjorde derfor holdt i flere

landsbyer og talte med de lokale beboere. Og vi overværede en religiøs ceremoni

i anledning af formørkelsen. De mange stop gjorde, at vi et par

dage mistede kontakten til ”hovedekspeditionen” med dens karavane af

hvide firhjulstrækkere. En aften blev vi ”hængende” i Cariquima, en lille

højtbeliggende landsby ind mod grænsen til Bolivia. ”Vejen” foran os bestod

i det væsentlige af klippeblokke, som var så tæt sammen, at man kunne

hoppe henover dem med sit køretøj. At fortsætte gennem dette uvejsomme

terræn efter mørkets frembrud ville ganske enkelt være for farligt. Så vi så

os om efter et natkvarter. Vi, to ESO kolleger og jeg, fandt det hos en lille

indianerfamilie, som gæstfrit åbnede deres beskedne bolig. Der var ingen

vand og ingen strøm. Og hundekoldt. Vi samledes i husets eneste varme

hjørne – i køkkenet, hvor vor værtinde fremtryllede et vidunderligt måltid

med grøntsager og llamakød. Jeg tror aldrig, jeg har spist noget, som

smagte så pragtfuldt. Vi var sultne, trætte og lidt forkomne, men i det lille

køkken herskede en vidunderlig, varm atmosfære omkring den åbne ild.

Vi fandt nattero på en stor briks og under et lag af alpaka tæpper. Det var

stadig koldt, men vi var dødtrætte og faldt hurtigt i søvn. Det er underligt,

men den aften i Cariquima står tilbage i min erindring som en helt speciel

aften. I mit liv har jeg mødt, set, spist med alle mulige slags mennesker, fra

statsoverhoveder, ministre, ambassadører til daglejerne i Rio. Jeg har boet

på nogle af verdens bedste hoteller, kørt i fine regeringslimousiner og på

130


Udsigten fra lejren i Surire – med den imponerende saltsø.

Ekspeditionslederen Jorge Melnick, Herbert Zodet og jeg i et afslappet øjeblik på

dagen for solformørkelsen. (Begge fotos: Bertrand Koehler)

131


mange måder levet et luksusliv. Meget har jeg glemt. Men ikke oplevelsen

i Andeshøjlandet.

Ekspeditionen var også anledning til at lære en ny, chilensk kollega, Rodrigo

de Castro, bedre at kende. Rodrigo var journalist af uddannelse og

hele hans fremtoning er, som man forestiller sig en sådan (eller gjorde i

den periode) – lettere snusket, hår der trænger til en klipning (hvilket ikke

siger noget om længden), hornbriller. Han var altid i bevægelse, altid med

informationer om alting – dog ofte uden at det bundede særlig dybt. Men

han besad journalistens umiskendelige evne til syntese. Undervejs gjorde

ekspeditionen holdt på en militærlejr i Putre. Hæren havde åbnet sin lejr

for tusinder af solformørkelsesturister, som var rejst til Chile, de fleste fra

Nordamerika og Europa. Da vi imidlertid fortsatte gennem et område

med ”dårlige veje” (som chilenerne sagde det), var vi også nødt til at melde

ankomst og afrejse på den lokale landpolitistation. Rodrigo var tydeligt

utilpas ved mødet med statsmagten. ”Altså, hvad ESO får mig til i disse

dage…,” sagde han med et plaget udtryk, da vi kørte ind i militærlejren.

Det var forståeligt. Rodrigo hørte til blandt de unge, venstreorienterede

studenter, der måtte flygte efter militærkuppet i 1973. Han havde fået asyl

i Italien og tilbragte år sammen med nogle af den chilenske oppositions

ledende skikkelser. En af dem, Alberto Leighton, blev i Rom offer for et

skudattentat, udført af Chiles hemmelige politi. Med overgangen til demokrati

endte den chilenske exodus. De fleste vendte tilbage, mange nu

med gode uddannelser og udlandserfaring. Deres bidrag til udviklingen af

det chilenske samfund kan ikke overvurderes. Men i 1994 stod vi først ved

starten af denne udvikling.

Ved siden af sit arbejde for ESO arbejdede Rodrigo i dyb hemmelighed på

en bog om Pinochet familiens forvikling i den internationale narkohandel.

Han åbenbarede sin hemmelighed for mig kort før, han tog sin afsked fra

ESO. ”Jeg ved, at jeg ikke kan blive i ESO med den bog, men jeg er nødt

til at skrive den!” sagde han. Bogen blev offentliggjort 16 , dog uden den

store virkning hvad Pinochet familien angik. Rodrigo er i dag redaktør på

regeringsavisen La Nación.

132


Jeg ilede videre i mit liv – i sommeren 1995 tog Jakob studentereksamen.

Dagen efter sad jeg igen i flyveren – på vej til Australien.

”Der Weg zum Europäischen Abitur ist eben lang.....” havde Tom Høyem sagt

i sin afskedstale til årets studenter på Münchens Europæiske skole, “og derfor

skal hver enkelt elev passere den lange vej forbi de fremmødte gæster og herop

på scenen for at modtage sit eksamensbevis!” Og Jakob var gået den lange vej,

med ledt rødmende kinder og sin danske studenterhue solidt anbragt på hovedet,

som eneste danske student og ene ud af to med ”hue”, og havde modtaget

papiret, som havde været objekt og mål for al aktivitet hjemme og i skolen i de

seneste måneder. Med stress, skuffelser og glæder, alt efter ”dagens” prøveresultat,

med anekdoter og det lette strejf af panik, når den skriftlige opgaves ordlyd

blev ændret for tredje gang, midt i prøven, mens eleverne sad og svedte over

opgaven. Med hilsen fra navnløse ånder i Bruxelles’ bureaukratiske krinkelkroge.

(Det kostede et par illusioner hos en ”Europatro”). Afslutningsfesten lå

nu 48 timer tilbage, eller deromkring. Men billedet af de glade studenter er

endnu ikke blegnet på min nethinde.

”We’ve gotta do somethin’ about ‘em....They’re too bloody many......” Jeg ser

spørgende på Alex. Those bloody kangaroos! Guess you’re still jet-lagged, eh?”

Og jeg ser op på højen, hvor en større gruppe kænguruer tilsyneladende har sat

hinanden stævne under et bredt eukalyptustræ. Mon de fryser ligesom jeg? Jeg

kæmper mig op til overfladen. Jeg har et job at klare. Australien overvejer at

tiltræde ESO. Og vi har præsentationer i Sydney, Melbourne og Canberra for

at vise, hvor ”gode” vi er. Min funktion er at udgøre halvdelen, sidenhen den

komplette ESO delegation her på vort ”roadshow” eller rejsende cirkus, som

det ikke uden grund er blevet sammenlignet med.

Turen ender i Sydney. Indflyvning på en krystalklar vinteraften, hvor byen

stråler i en ubeskrivelig glans fra millioner af gule, hvide, grønne og røde lys.

Den berømte bro over havnen, Operahuset på Bennelong Point i blåligt skær

af kraftige lyskastere. Man kan bade i det syn, suge det til sig, smage det. Hvilken

fantastisk verden! Aftenflyet til Europa er mere profant. Med forudsigelig

præcision letter det til tiden og drejer ind på en nordvestlig kurs, Darwin, Brunei,

Saigon, Bangkok, Karachi, Ankara, og om 21 timer, Frankfurt. Tilbage

til det sommervarme Europa, for én dag i det mindste.

133


Tidspunktet for ”ESO kampagnen”

i Australien var dårligt

valgt. Kort forinden havde Jacques

Chirac, som nytiltrådt fransk

præsident, lagt sig fast på genoptagelse

af atomprøvesprængningerne

i Stillehavsregionen. Forståeligt

nok førte det til voldsomme

demonstrationer mod Frankrig

i de dage, jeg var i Australien. I

Forbundshovedstaden Canberra

havde vi indbudt til en reception

for australske parlamentsmedlemmer

og embedsmænd såvel som

ESO medlemslandenes ambassadører.

Jeg må tilstå, at jeg sendte

en stille bøn om, at den franske

ambassadør ville blive væk. Men

han kom. Formodentlig trængte

han til en positiv oplevelse midt i

sine trængsler. Projektet med ESO

medlemsskab mislykkedes nu ikke

af den grund, men fordi Australien

få måneder senere skiftede

regering, og John Howard, den nye

premierminister, åbenbart ikke

syntes, at denne sag var vigtig.

”Hej Jakob, det er Claus,” siger jeg i telefonen fra Frankfurt. Jakob er alene

hjemme. Asta, Christoph og Sarah er i sommerhuset i Jegum, mens Jakob

er blevet i München for at gøre sit kørekort færdigt. “Har du hørt om jordskælvet

i Chile?” siger han. ”7,8 på Richterskalaen med epicentrum nord for

Antofagasta!” Næste dag er jeg på vej til Chile. Hvilket syn venter mon i det

jordskælvsramte land? Stor er min glæde, da jeg ser, at skaderne er minimale,

skælvets størrelse taget i betragtning. 130 huse ødelagt, 3 dræbte. Og ”på bjerget”

er alt i orden. ”Men det rystede jo noget,” siger byggeingeniøren med betonet

ro. Forståeligt i betragtning af de hyppige efterskælv, der kan mærkes i de

følgende dage.

134


I september 1995 flyttede Jakob til England for at påbegynde sine studier

på Universitet i York. Jeg var naturligvis glad på Jakobs vegne, men vejen

til lufthaven hin dag var alligevel tung for mig. Jeg vidste, at en periode nu

gik til ende. En uendelig værdifuld tid, for Jakob var ikke ”bare” min ældste

søn, men også en god kammerat. Os forbandt et tæt venskab. Jeg prøvede

at undetrykke mine følelser, men helt lykkedes det ikke. ”Hvad var der galt

med Claus,” spurgte en lettere forvirret Jakob Asta, for hun fløj med ham

til England. Men få dage efter, da hun skulle tage afsked i York, gik det

hende ikke anderledes.

Som Jakob kom både Sarah og Christoph på den Europæiske Skole i München.

Sarah var startet i 1992, Christoph startede i 1995. Han mente med

overbevisning, at han havde ”overtaget Jakobs plads på skolen”. Og det var

ikke en dårlig reference. Ved en forældresamtale i 2. klasse med en af Sarahs

lærere nævnede jeg, at vi snart ville sende vort tredje barn til skolen. ”Hvad

siger De? Har de flere af slagsen?” udbrød læreren. Glad, vel at mærke.

Skolen lå langt fra Garching; for at ankomme til tiden måtte ungerne af

sted kl. 7 om morgenen. Så vi stod op kl. 6. Asta og jeg skiftedes pænt,

men dels fordi jeg jo ofte var på tjenesterejse, dels fordi jeg nød den kostbare

tid med børnene, meldte jeg mig ofte frivilligt til en ekstra tørn. Efter

Hverdag i Garching omkring 1995/1996.

135


morgenmaden fulgte jeg Sarah (og senere Christoph) til bussen. På vejen

lavede vi små rim om to imaginære personer, Tante Tut og Moster Møge,

til stor morskab for os begge. Vi plejede også at stoppe ved en lille bager,

så de kunne få ”lidt sødt” med i skole. Ingen af os brød sig i virkeligheden

om at skulle op kl. 6 hver morgen, men de timer, vi havde sammen – i vintermørke

eller i daggryens smukke lys – var vidunderlige. Derfor fortsatte

vi i flere år, indtil Sarah begyndte at synes, at det var pinligt, for ingen af de

andre børn på hendes alder blev fulgt til bussen. Så gik jeg med Christoph,

men snart fulgtes de sammen i stedet.

Tilbage i 1987 havde Richard og jeg sagt ”nej tak” til planetariejobs i Danmark,

men vi fastholdt forbindelsen med planetariernes verden. Richard

indtrådte i Tycho Brahe Planetariets bestyrelse, mens jeg blev involveret i et

jysk projekt. Ildsjæle i det sønderjyske arbejdede hårdt for at give landsdelen

et planetarium. I Århus var der tilsvarende bestræbelser omkring Århus

Universitet. Både Svend Laustsen og jeg sluttede op om det sønderjyske

projekt, og vi blev begge medlemmer af bestyrelsen. Svend var bestyrelsens

første formand, men blev erstattet af Olaf Finnemann, da Svend trak sig

tilbage. (For at forebygge misforståelser skal det understreges, at Svends

beslutning om at forlade bestyrelsen faldt længe før, den efterfølgende krise

udviklede sig). Olaf var en lokalpolitisk grande. Han havde ingen speciel

interesse i astronomi, men ønskede at fremme væksten i sit område og han

havde mange jern i ilden, inklusive flere kulturelle tiltag.

I juli 1993 stod Orion planetariet færdigt, og det blev naturligvis indviet

– som det hører sig til – med en stor fest. Men efter et års tid begyndte

problemerne. Budgettet holdt ikke, og efterhånden som tiden gik, måtte vi

erkende, at det ikke er muligt at drive en kulturvirksomhed som et planetarium

på privat forretningsbasis. I Tycho Brahe Planetariet i København var

man nået til samme erkendelse, og begge planetarier søgte om statstilskud.

Vore venner i Tycho Brahe Planetariet fik tilsagn om støtte, vi fik afslag.

Jeg kan ikke påstå, at vi var overraskede over afslaget. Vort planetarium

lå jo i Jylland. Men problemerne voksede og udviklede sig til en alvorlig

finanskrise. Det førte til hyppige bestyrelsesmøder, og i en periode havde vi

næppe et møde, uden at et medlem rejste sig op og erklærede, at ”han p.t.

136


havde et massivt arbejdspres og af hensyn til familien derfor – beklageligvis

– så sig nødsaget til at nedlægge sit bestyrelseshverv”. Vi andre havde måske

lyst til at følge, men jeg er ikke opdraget til at stikke halen mellem benene,

når det bliver lidt hedt. Ikke desto mindre var begrebet ”bestyrelsesansvar”

oppe at vende på hvert eneste møde. Da kom der hjælp fra en uventet kant.

En velhavende privatperson var interesseret i at købe planetariet. Det viste

sig at være en kendt astrolog, som havde tjent en formue på at udbrede sit

middelalderlige nonsens. Med planetariet ville han kunne smykke sig med

”videnskabelige fjer”, hvilket han naturligvis var ivrig efter.

Beslutningen skulle tages på det følgende bestyrelsesmøde. Radio Syd var

orienteret og ventede på et interview efter mødet. Ved starten bad jeg formanden

om ordet (selv var jeg næstformand). Jeg erklærede, at jeg under

ingen omstændigheder kunne medvirke til en sådan handel. Hvis bestyrelsen

sagde ja (hvad jeg antog), ville jeg nedlægge mit hverv øjeblikkeligt.

Det skabte furore, måske fordi jeg i modsætning til visse andre ikke havde

”truet” i tide og utide med at forlade skuden. Til min forbløffelse trak formanden

forslaget tilbage. Han var rasende. Astrologi var jo ikke ”en sygdom”,

mente han. Den smittede ikke – som den sorte pest. Alligevel turde

han øjensynligt ikke presse sagen igennem. Tabet af videnskabelig troværdighed

var for stor en trussel. Interviewet med radioen blev udsat. Vi havde

afværget det store syndefald, men problemet var jo ikke løst dermed.

Somme tider oplever man, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest.

Samme aften modtog jeg et telefonopkald fra Århus. Århusgruppen – med

Universitet i ryggen – var parat til at springe ind og udfri planetariet for

sine økonomiske problemer. Og sådan blev det. I dag lever planetariet i

bedste velgående som en del af Århus Universitet. Og astrologen, vor forsmåede

bejler, har sikkert nok i sin egen forbindelse til det himmelske. Det

har de som regel. Skærmydslen om Orion Planetariet fører mig til en anden

interessant affære omkring okkultismens smarte forretningsmænd.

Mogens Winter var (og er) en af Danmarks dygtigste fysiklærere. Hans

elever vandt stribevis af konkurrencer både i Danmark og internationalt.

Hvis man antager, at det ikke skyldtes, at intelligensniveauet i Sønder-

137


org er højere end i det øvrige land, måtte man konkludere, at deres succes

skyldtes Mogens’ store personlige engagement. Han brugte astronomi

som trækplaster – observerede kometer, stjerner og galakser sammen med

sine unge venner. Når han endelig havde fri, sloges han en brav kamp mod

astrologerne.

Danmarks ”førende” astrolog, hvis navn skal forbigås her, tjente formuer

på ”fjern-horoskoper”. Man sendte ham ganske enkelt oplysninger om fødested

og -tidspunkt, hvorefter den gode mand kom tilbage med et horoskop

for den pågældende person. Mogens var opsat på at påvise, at det var

det rene humbug, og han bad mig om hjælp. Han havde fortalt astrologen,

at han skulle til familiefest i Sydtyskland, og at han ville overraske deltagerne

med et horoskop for en bestemt person, som stammede fra Günzburg

i Bayern. Jeg fremskaffede de ønskede data, og horoskopet blev lagt.

Ud fra disse oplysninger beskrev astrologen personen på en måde, så man

kun kunne betegne ham som enhver svigermoders drøm. Da lod Mogens

bomben springe. For personen, jeg havde fundet data på, var den berygtede

KZ-læge fra Auschwitz, Dr. Josef Mengele. Det gav en voldsom pressestorm,

men om det nyttede noget, ved jeg faktisk ikke. Sikkert er blot, at

stakkels Mogens i den efterfølgende tid modtog de alvorligste trusler på liv

og førlighed. Viden kan være farlig, dumhed åbenbart ikke!

Planetarier udgør en vigtig kontaktflade mellem astronomien og befolkningen.

Men der er også andre. I april 1996 deltog vi f.eks. i en stor udstilling

i Landskrona. Udstillingen faldt sammen med en international teleskopkonference,

som passende nok omfattede en udflugt til Hven, hvorfra

Tycho Brahe havde udført sine observationer. Udstillingen vakte en del

opsigt, ikke mindst da Sveriges konge, Carl XVI Gustav, aflagde den et besøg.

Han var tydeligvist interesseret i ESO og VLT og skulle senere komme

til at besøge observatoriet på et vigtigt tidspunkt i projektets historie. I den

forbindelse deltog jeg i en kongelig frokost i Landskronas smukke, gamle

Citadel. For mig var det en anledning til at studere forskellen på svensk

og dansk mentalitet, eller rettere kontrasten mellem svensk præcision og

organisationstalent contra dansk improvisationsevne. Erfaringen kom mig

til gode i Chile, da kongeparret besøgte os dér.

138


Fra 1990 skred arbejdet godt frem med bygningen af VLT. VLT skulle

blive verdens største og mest avancerede astronomiske teleskop. Så følsomt,

at det ville kunne se lyset fra en sankthansorm i 10.000 km afstand.

Så skarpttegnende, at man ville kunne se en femkrone i samme afstand.

Eller galakser i Universets aller yderste egne. Vi var begyndt at glæde os til

dagen, hvor teleskopet ville pege mod himlen for første gang. Også andre

glædede sig – omend af andre grunde.

Den dybe buldrende lyd breder sig, som en sjus brænder sig gennem ens mave.

Jeg læner mig tilbage i sædet og lukker øjnene. Der går en voldsom skælven

gennem flyet, da det hæver næsen op mod den begsorte, stjerneløse himmel. En

tynd skal med 390 tons metal, brændstof og mennesker slipper Jordens tag, og

vi er på vej. I fire timer har vi ventet på starten. Tekniske problemer, afisning,

rydning af startbanen, eftertankning og ny afisning. Hvem kunne forudse en

tæt snestorm på denne dag i slutningen af marts? Men nu er vi på vej, om 14

timer vil vi røre Jorden igen, i Buenos Aires, om 17 timer i Santiago. Rutinerejse

til Chile, men alligevel ikke helt. Efter ankomsten modtager vi, min kollega

og jeg, ilmeldingen. “Politiaktion umiddelbart forestående på Paranal”.

Sagen er klar – vi må straks videre. Taxi tilbage til lufthavnen, første fly til

Antofagasta, mon vi når det?

Paranal er navnet på den bjergtop, hvor ESOs nye observatorium med VLT

er under opførelse. Chiles regering gav ESO byggegrunden i 1988. I 1993

dukkede en privat familie op med et krav på grunden. Siden er familien, Chiles

regering – og ESO – blevet trukket dybere og dybere ned i et hængedynd

af retssager, den ene mere grotesk end den anden 17 . Og nu vil en foged – på

vejne af Chiles højesteret – gennemtrumfe et byggestop. Dertil har han ingen

beføjelser, for ESO nyder diplomatisk immunitet og er ikke underkastet national,

chilensk lov. Rygterne, som iler i forvejen, vil vide, at fogden påtænker at

skaffe sig adgang ved magt – en klar overtrædelse af international lov.

Vi når det. Min kollega Rodrigo venter på bjerget. ESOs formelle repræsentant

og administrationschefen er der. Min opgave – sammen med en kameramand

– består i at ”sikre” dokumentation, i fald dette fører til en sag ved den

Internationale Domstol i Haag. Og konfrontationen finder sted. Med politi

139


”Slaget om Paranal” – Der var drama i luften, da fogden,

Javier Jimenez, klippede kæden over for løbende TV kameraer.

og en hær af pressefolk med TV kameraer og mikrofoner. Alle ved, hvad der

vil ske. Alle har instruktioner om at undgå vold. Det er som en filmoptagelse

med en vel forberedt drejebog. ESOs landområde er på 825 km 2 . Det er ikke

indhegnet. Men dér, hvor den ene jordvej fører frem til byggepladsen, står en

bom. Denne bom har vi ”forsejlet” med en jernkæde. Drejebogen foreskriver,

at fogden går frem til bommen og kræver ”adgang” til området. Vi afviser. Derefter

gennemskærer han kæden og skaffer sig derved adgang ”under anvendelse

af magt”. Men fogden, som er uden erfaring med internationale konflikter,

holder sig ikke til drejebogen. Han har glemt sin tang og er nervøs. Det store

presseopbud behager ham tydeligvis heller ikke. Han vil have det overstået.

Så han vælger at gå uden om bommen. Rodrigo går i panik og tager ham

om skulderen. ”Jamen, det må du altså ikke…,” flyver det ud af munden på

ham. Øjeblikkeligt står to Carabinieros ved fogdens side. Var Rodrigos panikreaktion

”voldsudøvelse”? Men de chilenske politifolk er besindige folk. De

forklarer fogden, at han skal gå tilbage på den anden side af bommen. Fogden

adlyder og ringer efter en tang. Den ankommer to timer senere med bil fra

Antofagasta. Han oplæser sin erklæring, klipper kæden over og gennemfører

sin inspektion. “Vi har i dag været vidner til en forsætlig tilsidesættelse af fol-

140


keretten,” erklærer ESOs repræsentant for løbende kameraer. Trods drejebogen

er han tydeligt rystet. Vi alle er det, for vi erkender rækkevidden af det, der er

sket: Vil ESO kunne fortsætte i Chile? Eller flytte til en anden plet i verden?

Kan projektet overleve en flytning?

Hændelsen var ledsaget af intens diplomatisk aktivitet. Under topmødet

i København få måneder forinden havde emnet været diskuteret mellem

den danske statsminister (som vært for det internationale socialtopmøde i

København i marts 1995) og Chiles præsident. Umiddelbart før aktionen

havde den italienske udenrigsminister i Santiago talt med Chiles regering,

som havde lovet os dens fulde støtte. Men regeringen havde ikke magt til at

stoppe processen, for bag konflikten lå også en magtprøve mellem institutionerne

i Chiles nye demokrati: Regeringen, parlamentet og domstolene.

Dagen efter hændelsen mødtes de europæiske ambassadører til krisemøde i

Santiago, og de diplomatiske bestræbelser blev intensiveret i dagene derpå.

Det lykkedes at snøre en pakke, der var acceptabel for ESO og Chiles regering,

og som samtidig stillede en løsning i udsigt for familien, der til gengæld

droppede det juridiske søgsmål. Der blev fortsat støbt beton, byggekranerne

drejede videre, hundredevis af byggearbejdere sled i deres ansigts

sved på den fjerne bjergtop i ørkenen, under en brutal sol.

”Pakken” blev fastsurret med en udvidelse af traktaten mellem Republikken

Chile og ESO, som blev underskrevet d. 2. december 1996. Derved

åbnedes vejen for den formelle (men stærkt forsinkede) grundstensnedlæggelse,

så at sige for at fejre, at freden var sikret. Og det var høje herrer, som

samledes om fredspiben: Chiles præsident og førende ministre, det svenske

kongepar, ambassadører, medlemmerne af ESO’s Råd og andet godtfolk

mødtes midt i ørkenen til en stilfuld ceremoni. I måneder arbejdede vi på

at forberede ceremonien sammen med medarbejdere fra præsidentens stab

og repræsentanter for det svenske hof. Diskuterede flagning, nationalhymner,

talerækkefølge, presse assistance/kontrol, lagde strategiske planer for

placering af toiletter (der er ikke så mange i ørkenen), fulgte anlæggelsen af

en landingsbane for statsoverhovedernes fly osv., osv. Jeg var taget til Chile

i god tid for at hjælpe mine hårdt trængte kolleger. Der var nerver på hos

141


Fra ceremonien på Paranal. I forreste række t.h. den svenske konge, dronning Silvia

og Chiles præsident Frey.

de fleste, ikke mindst ESOs generaldirektør. Men jeg må indrømme, at jeg

ikke helt forstod ophidselsen. Jeg var temmelig cool, for når alt kommer til

alt, hvor svært kan det være? Da vi endelig var så vidt, at ceremonien kunne

begynde, valgte jeg at trække mig lidt tilbage. I stedet for at være foran i forsamlingen

tog jeg plads oppe på en løbegang under bygningens tag. Derfra

kunne jeg overskue det hele. Alt var forberedt, jeg behøvede blot at ”kigge

på”. Så startede nationalhymnen, gæsterne rejste sig for præsidenten og det

svenske kongepar. I det øjeblik blev jeg svag i knæene. ”Claus, hvad har du

dog rodet dig ind? Mon vi virkelig har alt under kontrol?” tænkte jeg. Jeg

tror, det var godt, at ingen så mig i dette øjeblik.

Og så pludselig, på få timer, var det hele forbi, gæsterne ilet videre til andre

vigtige besøg, og vi kunne demontere det hele: Tribunen, lydanlægget,

video projektionssystemet, flag og flagstænger, presse og kommunikationscentret

og sende redningshelikopteren og ambulancerne og sikkerhedsfolkene

og tjenerne og politiet af sted igen. Så var vi igen alene i den store

142


ørken. Fra bjergtoppen i 2.600 m højde kunne vi nyde solens sidste stråler,

før den forsvandt bag stillehavshorisonten og gav plads for en glitrende –

og overvældende – stjernehimmel. Stjernehimmel? Jo, det var jo egentlig

derfor, vi var her, og for en stund glemte vi alt arbejdet og alle fortrædelighederne

i forbindelse med forberedelsen af det store besøg.

Hvert tredje år organiserer den Internationale Astronomiske Union en

verdenskongres. Efter Baltimore, Buenos Aires og Haag, fandt den i 1997

sted i Kyoto, Japans gamle kejserby. Disse møder er altid omgivet af en vis

status, f.eks. er det ikke unormalt, at de åbnes af værtslandets statsoverhoved.

I Japan betød det kejserparret. Til min overraskelse vakte kejserens tilstedeværelse

en del uro og tydeligt mishag blandt en del japanske kongresdeltagere.

Som mange i Vesten havde de en kritisk holdning til Japans måde

at forholde sig til de uhyrlige forbrydelser, som den kejserlige armé begik

over for især den kinesiske civilbefolkning under den Anden Verdenskrig.

Vore japanske kolleger følte det tydeligvist ubehageligt at opleve det personificerede

imperiums tilstedeværelse ved et sådant internationalt møde,

som også havde deltagelse fra Kina, Korea og USA. Som sagt, astronomi

er ikke politik, men astronomer er også mennesker, og der var en mærkbar

understrøm at spore endnu så mange år efter. Men Japan byder naturligvis

på andre påmindelser om forgangne tider.

Jeg er ikke i Japan for at lege turist, men jeg tager mig tid til at besøge Hiroshima

og den lille klippeø Miayima, der ligger i Indlandshavet over for

Hiroshima. Miyaimas højeste punkt byder på et betagende skue over et af

verdens smukkeste landskaber – Hiroshimabugten med Honshus bjerge dukkende

op af varmedisen. Her kunne paradiset have ligget. For få årtier siden

lå her – helvede på jorden.

Og så står jeg dér i Fredsparken ved siden af den ødelagte, men tilbageblevne,

kuppel, over hvilken atombomben sprang 18 . Dengang var bygningen med den

store kuppel udstillingscenter for Japans industri – et symbol på fremskridtet.

Kun to huse i centrum stod tilbage efter eksplosionen. De står der stadig, der

hvor Fredsparken befinder sig i dag. Parken er et stort, åbent område. Der er

mange mennesker på denne søndag, men der hersker en beklemmende ro over

143


IAU præsident og fhv. ESO generaldirektør Lodewijk Woltjer åbner verdenskongressen

i Kyoto, mens kejserparret lytter.

stedet. Ingen løbende, hujende børn, ingen familier med is og sodavand, trods

den kvælende hede. For enden af parken befinder sig et stort bygningskompleks

med et museum om den frygtelige hændelse. Museet beskriver det nådesløst

logiske væv af historiske begivenheder, militære dispositioner, politiske intriger

– og tilfældigheder, som førte til dette apokalyptiske ”pikadon” (glimt og

brag), 8 sekunder efter 08:16 om morgenen d. 6. august 1945. Og tab af

måske 200.000 menneskeliv. Det er en nøgtern, men langt fra uengageret udstilling.

Og jeg får afrundet min historiske forståelse. Året før så jeg resterne af

den omstridte udstilling i Smithsonian Institution i Washington om Enola

Gay ( flyet og menneskene, der kastede bomben) og – sammen med Asta – udstillingen

af genstande fra Hiroshima i FN-hovedkvarteret i New York. Mens

udstillingen i FN var uomstridt, så resulterede udstillingen om Enola Gay i

en skandale, fordi den også beskæftigede sig med ofrene for bomben. Intet Hiroshima

uden Pearl Harbor, lød argumentet i Amerika. Og gik derved totalt

forbi det centrale tema: Den egentlige forbrydelse er krigen, som perverterer

menneskelig tankegang i en sådan grad, at begivenheder som Pearl Harbor og

Hiroshima fremstår som ”logiske”, ja i nogles øjne ligefrem som ”nødvendige”.

144


Som den romerske historiker Livius skrev for 2.000 år siden: ”Nødvendige

krige er retfærdige krige, og når det eneste håb der er tilbage er våben, bliver

også de hellige.” Har vi virkelig intet lært siden da? ”Den, der har besøgt Hiroshima,

bærer freden i sit hjerte og ud i verden,” skrev den tyske Forbundspræsident

i museets gæstebog. Han må have g jort sig mange tanker om skyld , straf

og udsoning. Samtidig må han have vidst, at den amerikanske Pearl Harbor/

Hiroshima sammenkædning er et historisk falsum. For USA udviklede faktisk

atombomben med henblik på at bruge den mod Tyskland. Det gør selvfølgelig

ikke hans ord mindre relevante, og man tager dem med på vejen, når man

forlader Fredsparken. Måske vi trods alt har taget en smule ved lære.

Og måske alligevel ikke. Nogle år senere kørte jeg igennem New Mexicos

ørken, dér hvor atombomben blev udviklet og testet. Det var i begyndelsen

af Irak krigen, og patriotismen var på sit højeste i det amerikanske vesten

med bannere som ”America is proud of its heroes”. Men det kunne man

selvfølgelig ikke se i 1997. Og på ESO havde vi naturligvis andre ting at

beskæftige os med: Færdiggørelsen af VLT projektet.

Jeg havde fulgt VLT projektet tæt siden dets begyndelse. Jeg havde set dele

af denne imponerende ”maskine” opstå på tegnebrætter og i fabrikshaller

i Tyskland, Italien, Holland, Frankrig, Danmark og andre steder i Europa,

samtidig med at Paranal var forvandlet fra et smukt, men øde bjerg langt

ude i ørkenen til en hektisk byggesplads med mange hundrede bygningsarbejdere.

Den mest imponerende del af projektet var imidlertid fremstillingen af

de fire store teleskopspejle – og transporten til Paranal. Hvert spejl havde

en diameter på 8,2 m, en vægt af 23 tons og en pris på 100 mio. kroner.

Spejlets størrelse gjorde, at lufttransport var udelukket. Men samtidig var

det vanskeligt at transportere over landjorden, for på trods af sin store diameter

var det tyndt, bare 175 mm, hvilket naturligvis gjorde det ekstremt

skrøbeligt. Fire år havde det taget at fremstille det første spejl, fra støbning

til finpolering af glasskiven med en nøjagtighed af 0,00005 mm. Det svarede

til en afvigelse fra idealformen på bare én millimeter, hvis man forestiller

sig, at skiven havde været så stor som hele Paris-området. Så det var en

145


yderst værdifuld fragt, vi sendte ud på den 12.000 km lange rejse. Sammen

med min kollega, Herbert Zodet, fulgte jeg transporten i Europa og også

på den sidste strækning i Chile. Igen havde vi et samarbejde med forskellige

fjernsynsstationer, denne gang med schweizisk TV og Deutsche Welle,

Tysklands internationale TV.

Rejsen var begyndt i Mainz i Tyskland, førte via landtransport og flodpram

ned ad Rhinen, ud i Den engelske Kanal, op ad Seinen til en fabrik syd for

Paris. En container på 9 meters bredde vil blokere en motorvej. Vi ville

med andre ord forårsage trafikkaos på nogle af Europas mest trafikerede

veje – i Mainz og i Paris. ”Fint,” tænkte jeg, ”større publicity kan vi simpelthen

ikke få!” For mit job var jo at skabe synlighed om projektet. Sejladsen

gennem Paris ville tilmed byde på en super bonus, som jeg glædede

mig til: Et pressefoto af båden, mens den passerede det oplyste Eiffeltårn.

Eiffeltårnet symboliserede forgangne dages teknologiske fremskridt, vort

teleskop udtrykte nutidens formåen. Så vi drog til Paris, to kamerafolk og

jeg. Vi kørte først ned til Seinen og fandt et passende udsigtspunkt over

for Eiffeltårnet. I aftenlyset ragede det op over Paris’ tage – fuldt oplyst,

som forventet.

Vi havde god tid, spiste en god middag og kørte så ud til en sluse nord for

byen, hvor vi mødte båden med spejlet. Ved slusen satte vi den ene kameramand

af; han fulgte den videre transport fra skibets bro. Dernæst kørte

vi tilbage gennem Boulogne skoven, ned til det sted, vi havde valgt til optagelserne.

Skibet var på vej. Kameramanden gjorde sit udstyr klar, mens

vi tilbagelagde de sidste meter i bilen. Jeg kiggede over mod Eiffeltårnet

og blegnede. ”Lysene, for f…, de har slukket lysene!” skreg jeg. Jeg er ikke i

tvivl om, at vi havde kunnet overtale myndighederne til at have ladet lysene

været tændt, hvis vi blot havde bedt om det. Men jeg havde ikke haft fantasi

til at forestille mig, at man i La Grande Nation kunne finde på at slukke

belysningen på landets mest kendte bygningsværk.

Efter finpoleringen i Paris gik turen videre via Le Havre med M/S Tarpon

Santiago – en græsk stykgodsfragter – over Atlanten, igennem Panama-kanalen

og ned langs Sydamerikas stillehavskyst. Den 6. december 1997 an-

146


kom skibet til havnen i Antofagasta. Med det første af hovedspejlene til VLT.

Dagen før var Herbert og jeg gået ombord på skibet, da det lagde ind til

Iquique tæt på den perúanske grænse. Vi blev vel modtaget af den græske

kaptajn. Han var en midaldrende skipper, som havde gjort brug af sin lange

sømandserfaring, da han fastlagde ruten fra Europa til Sydamerika. For det

gjaldt for enhver pris om at undgå stormvejr undervejs. Vi sejlede med ned

til Antofagasta og fulgte så landtransporten, som selvfølgelig foregik som

en ”specialtransport” og under stort opbud af politi, pressefolk og den lokale

befolkning. Det tog tre dage at tilbagelægge de 120 km ind i ørkenen.

Under den lange strækning på den primitive jordvej bevægede vi os fremad

med 3 km/h. Ved siden af lastbilen gik en ingeniør med måleudstyr for at

overvåge den kostbare fragt i specialcontaineren. Det var spændende – og

festligt. Selv ude på den åbne ørkenstrækning dukkede tilskuere op, tilsyneladende

ud af intet, samledes ved vejen og hujede og klappede i hænderne,

mens vor konvoj sneglede sig af sted. Og så var vi fremme ved målet. Spejlet

blev underkastet en grundig inspektion af vore teknikere (og de medrej-

Spejltransporten på et særligt vanskeligt stykke af B 60, ørkenvejen mod Paranal. På

denne strækning kørte tre gravemaskiner foran lastbilen for at planére kørebanen og

derved minimere transportrystelserne.

147


Dette nyere luftfoto af Paranal illustrerer ikke bare, hvor isoleret observatoriet er,

men også hvorfor dette sted er så ganske særligt egnet. I baggrunden ses Llullaillaco,

en 6.700 m høj vulkan på grænsen mellem Chile og Argentina. Den ligger 200 km

væk i luftlinje, men ses tydeligt i den krystalklare luft. (Foto: Gerhard Hüdepohl)

148


sende forsikringsfolk!). Den sidste store hurdle var klaret. Nedtællingen

var begyndt.

Trods sit navn, Very Large Telescope, er VLT ikke ét teleskop, men en anordning

af fire store enkelt-teleskoper, som kan ”kobles” sammen. I maj

1998 var det så vidt, at det første teleskop skulle tages i brug. “First Light”

kaldes det, og det svarer til jomfrusejladsen for en ny skibstype. I betragtning

af at teleskopet stod i verdens tørreste område, var vi ikke bange for,

at det skulle kæntre som et andet “Vasa”, men spændingen var ikke desto

mindre stor, da solen dykkede under Stillehavets uendelige horisontlinje,

og natten sænkede sig over den afsides bjergtop. Efter 21 års arbejde skulle

det vise sig, om denne 500 t tunge og 24 m høje maskine, fremstillet med

en nøjagtighed på få hundredetusindedele af en millimeter, ville fungere

efter hensigten.

Det lyder mærkeligt, men stemningen i kontrolrummet er lidt af et antiklimaks,

da observationsnatten bliver indledt. Et prøvende blik på det første,

rigtige billede, stilhed. Endnu et blik, et par indtastninger på en lommeregner.

Observationslederen, Massimo Tarenghi, ser på sin nærmeste medarbejder.

Uden varsel tjatter de pludselig til hinanden som et par kåde boksere, og på sit

bredeste australske udstøder medarbejderen et “...so it works.....!” “Not bad!”

er lederens knappe kommentar. Og det var så det. Det er den 25. maj 1998,

og klokken er ti om aftenen. Vor nye 600 mio. kr. baby (den første af fire)…virker.

Min funktion er at forestå en tv-transmission via satellit til de europæiske

fjernsynskanalers nyhedsredaktioner. Omkring midnat stopper teleskopet for

en stund. Ikke p.gr.a. tekniske problemer, men fordi vi under os selv en times

champagne pause (det var første og formodentlig sidste pause, som ikke har

haft en teknisk årsag; siden da har teleskopet været i indsats uafbrudt, hvert

minut af natten, hver nat i året). Jeg bliver dog tilbage i kontrolrummet, for

jeg har lovet at give et interview til Westdeutsche Rundfunks morgenradioprogram.

Jeg bliver stillet ind til radiostudiet. Speakeren er ved at afslutte

morgennyhederne, derefter følger vejrudsigten for Nordrhein-Westfalen og

morgenens trafikmeldinger, så musik. Musikken fades ud, og speakeren fortæller,

at på et fjernt bjerg i Chiles ørken har europæiske astronomer netop taget

verdens største kikkert i brug, ”Og hvad har De så set?” spørger han. Medierne

149


er ubarmhjertige. Tusindvis af mennesker har været involveret i dette projekt,

vi har arbejdet i en snes år, brugt mange hundreder af millioner D-Mark, har

bygget et instrument, som gør det muligt at studere Universets yderste egne og

se tilbage i tiden, til samme Univers opstod, for mere end 13 mia. år siden. Og

mindre end to timer efter at man for første gang har ”trykket på knappen”, skal

man beskrive resultatet – på 20 sekunder…

Mediearbejdet var forberedt næsten som en ”militæraktion”. Fra ”bjerget”

havde vi direkte TV-transmission via satellit. I Garching sad et team af

astronomer under ledelse af Richard West klar til at forvandle de modtagne

observationsdata til flotte astronomiske billeder, som blev masseproduceret

samme nat. Tidligt om morgenen fløj et hold astronomer fra Garching

ud til alle ESOs medlemslande med billedmateriale og baggrundsinformation,

som blev præsenteret på pressekonferencer samme formiddag. Det

klappede over al forventning. Kun i USA var pressedækningen beskeden.

Samme dag offentliggjorde NASA nemlig et foto af en planet uden for Solsystemet.

Billedet var en sensation, for det havde indtil da været anset for

Kort efter ”First Light”. Jeg taler med en glad projekt leder, Massimo Tarenghi.

150


I anledning af ”First Light” organiserede vi pressekonferencer i alle ESOs medlemslande.

Billedet her er fra pressemødet i Garching.

umuligt at tage et direkte billede af et sådant objekt. Ingen af os troede på

NASAs påstand, og den blev da også trukket tilbage som ukorrekt – senere

og i al stilfærdighed. Hvorfor NASA havde valgt at udsende en sådan pressemeddelelse,

hvis sandhedsværdi de selv burde have betvivlet, på samme

dag som VLT ”First Light”, kan man kun spekulere om. Sikkert er blot, at

der i konkurrencen om mediebevågenhed bliver kæmpet med hårde bandager.

Ikke desto mindre gik de første billeder fra VLT som varmt brød

over hele verden og nåede mange mennesker, som ikke normalt ville følge

astronomiske begivenheder. Billederne talte til mange, men VLT markerer

også et fantastisk teknologisk fremskridt. Tidsskriftet Popular Science inkluderede

det blandt årets vigtigste teknologiske vidundere, hvilket også

medførte en formel pris. Overrækkelsen fandt sted i The Tavern on the

Green, en gammel kro i Central Park i New York. Jeg havde æren at udgøre

den ene halvdel af ESOs lille delegation ved den lejlighed. Blandt de andre

prismodtagere var NASA (International Space Station), Apple Computer

(iMac), IBM (computerchips af kobber), Lego (Lego Mindstorm) – og såmænd…Viagra.

Fra VLT til Viagra (eller omvendt?), de trak på smilebåndene

i ESOs hovedsæde, men tog pænt imod medaljen. Den kommende

tid viste VLT sin enorme styrke som ”videnskabsmaskine”. Med VLT har

151


europæiske astronomer igen taget den gule føretrøje på, men VLT bidrager

selvfølgelig til at uddybe vor forståelse for Universets dybeste gåder – for

menneskeheden som helhed. Samtidig har de mange spektakulære billeder

tjent som inspiration for mennesker vidt omkring. For astronomi fascinerer!

Eksemplet med NASAs pressemeddelelse i forbindelse med VLT ”First

Light” illustrerer et aspekt af mediearbejdet, som for det meste foregår i

det skjulte. Da vi startede ESOs kommunikationsafdeling, fokuserede vi

på at producere informationsmateriale af høj kvalitet. At det lykkedes, blev

bekræftet af en strøm af anerkendende kommentarer fra videnskabsjournalister

verden over. Men i den moderne verden, hvor kommunikation er

allestedsnærværende, og vi alle er udsat for en massiv og konstant overstimulering,

får andre elementer af mediearbejdet stigende betydning.

Konkurrencen blandt nyhedsformidlere, hvad enten det drejer sig om TV,

radio, trykte aviser eller internet-baserede tjenester, er benhård. Men det

samme gælder for nyhedsudbydere. Nyheder er i dag en vare, som skal bestå

på det globale marked i konkurrence med andre varer. Det er derfor

Gigantiske forstørrelser af VLT billederne prydede loft og gulv i den Europæiske

Unions pavillon på Verdensudstillingen i Hannover i 2000. Pigen på billedet er Sarah.

152


Nok et af de kendteste VLT billeder viser spiralgalaksen NGC 1232. Galaksen befinder

sig i en afstand af 100 mio. lysår, hvilket vil sige at vi ser den, som den tog sig

ud for 100 mio. år siden, 40 mio. år før dinosaurierne uddøde på Jorden. Astronomiske

teleskoper er ikke uden grund blevet karakteriseret som sande ”tidsmaskiner”.

ikke nok at producere kvalitetsinformation – den skal også præsenteres på

en sådan måde, at den ”vinder” i den daglige kamp om opmærksomhed.

Det betyder, at det egentlige ”slag” flytter sig fra at producere nyheder og

information til at ”placere” samme. Jeg vil vove den påstand, at bortset fra

togulykken, staldbranden eller andre hændelige hændelser er al nyhedsrapportering

i dag et resultat af ”placering”. Det gælder for politik, økonomi,

socialt stof, ligesåmeget som for sport, kultur og videnskab. Nyhedsmediernes

daglige valg er ikke et billede på, hvad der virkelig foregår eller for

den sags skyld, hvad der er vigtigt, men et billede af, hvem der på et givet

153


tidspunkt vandt den fortsatte kamp om opmærksomhed – hvem der var

smartest til at få ”sin” nyhed placeret. Nyhedsplacering har udviklet sig til

en sofistikeret kunst, i hvilken presseafdelinger, journalister og redaktører,

såvel som seere og læsere indgår i et yderst komplekst spil. Elementer i dette

spil er konkurrencen, som drives af økonomiske overvejelser; ny teknik,

dvs. den hurtige og frie nyhedsudbredelse gennem internettet (men uden

kvalitetskontrol); traditionelle idéer blandt redaktører om ”læserforventninger”,

hvilket fører til klichéagtige valg af nyhedsstof osv., osv.

Udfordringen for en kommunikationsafdeling, som den jeg tilhørte – og

senere kom til at lede – bestod både i at mestre dette spil, men også at skabe

og beskytte et rum for seriøs videnskabskommunikation – for naturvidenskab

egner sig sjældent til ”hurtige skud fra hoften”, sådan som den moderne

medieverden kræver. Jeg tog derfor bl.a. initiativet til at offentliggøre

en etisk erklæring om ESOs pressearbejde på vor hjemmeside. Såvidt mig

bekendt er ESO den dag i dag stadig den eneste forskningsorganisation,

som har taget et sådant skridt.

De konstante tjenesterejser udg jorde en stor belastning men havde også fordele. En

af dem var muligheden for at besøge Jakob, mens han læste i England og USA. I den

periode holdt jeg flere foredrag i London, som blev et alternativt mødested for os.

Billedet er imidlertid fra Seattle, som ”jeg kom forbi” under en hjemrejse fra Chile,

mens Jakob læste dér på University of Washington. Billedet er optaget fra udsigtsplatformen

i den berømte ”Space Needle”. (Foto: Jakob Just Madsen)

154


Jakob med den traditionelle ”mortarboard”.

I 1998 tog Jakob sin Bachelor grad fra universitet i York. Som 19-årig var

han flyttet hjemmefra til et fremmed land. Han var fortrolig med sproget,

men ikke nødvendigvis med dette lands kultur, men han havde nydt de tre

år. Alligevel er der ingen tvivl om, at det ikke altid var let. I England blev

han ofte betragtet som ”tysk”, og selv mere end 50 år efter Den anden Verdenskrig

har briterne aldrig lagt fingrene imellem, når de taler om ”tyskere”.

Han måtte døje mange grovkornede bemærkninger og en omgang med

sproglige begreber, som havde været utænkelig – og bestemt uacceptabel

– i Tyskland, hvor han jo var vokset op. Han talte sjældent om det med os,

men en bemærkning efter eksmatrikulationen i York lod alligevel ane, hvad

han havde måttet skuldre: ”Det var ikke altid nemt, men jeg har selv klaret

det!” I Tyskland har man et ordsprog, som siger, at ”hvad der ikke slår en

ihjel, styrker en”. Jakob havde ikke bare klaret det, han havde også mod på

at fortsætte, nu med Europæiske Studier på universitetet i Bath. Lige før

julen 1999 og efter et trimester på University of Washington i Seattle fik

han sin Master of Arts titel i Europæiske Studier med en Transatlantisk

Linje fra universitetet i Bath. ”Så blev jeg endelig Mester Jakob,” sagde han

med et smil.

155


Fra et arbejdsmæssigt synspunkt må jeg sige, at når jeg ser tilbage på den

tid, forekommer det mig både hektiskt, travlt og spændende. Derfor lyder

det måske underligt, men jeg var faktisk begyndt at kede mig i mit

job. Der var meget rutine, samtidig med at jeg var mæt af nye indtryk. Jeg

havde ganske givet en rig praktisk erfaring, men følte både behov for en

teoretisk, konceptuel ramme og intellektuel stimulans. Derfor tog jeg med

kyshånd imod muligheden om et studie på det engelske Open University.

Det var Jakob, som havde fundet en studieretning, som han syntes passede

til mig. Studiet drejede sig om interaktion mellem videnskab og samfund

med stærkt fokus på kommunikation. Det var hårdt, ved siden af dagjobbet,

at bruge hver aften, utallige nætter, ja hvert ledigt minut i tre år på et

studium, men det var samtidig en enestående, vidunderlig oplevelse. Jeg fik

stor opbakning af Asta, og jeg er hende dybt taknemmelig for den støtte, i

hvad der ellers var en kompliceret dagligdag.

Ceremonien i the Royal

Festival Hall fandt sted med

den sædvanlige pomp og

pragt som britiske

universiteter hæger om.

156


I 2001 modtog jeg så mit papir som ”MSc (Science)”, svarerende til den

danske cand.scient. grad ved en formel højtidelighed i the Royal Festival

Hall i London.

Min dissertation 19 var en undersøgelse af mediedækningen af astronomi

og rumforskning i den seriøse del af den trykte dagspresse i en række europæiske

lande. Man finder stadigt i akademiske kredse tegn på selvhøjetidelighed,

og hvad Riccardo Giacconi hånligt kaldte ”self-congratulation”. Jeg

har aldrig brudt mig om dette. Min egen lille undersøgelse var i virkeligheden

ikke noget særligt, men den beskæftigede sig med et felt, som sjældent

er blevet beskrevet kvantitativt. Derfor fik den faktisk en langt videre udbredelse,

end jeg havde forestillet mig, og den er blevet hyppigt citeret ved

møder og konferencer om videnskabskommunikation. Den førte også til

et mere målrettet forsøg på at etablere en form for europæisk medietjeneste

for at styrke nyhedsformidlingen på vegne af Europas forskere. Man kan

måske lidt spydigt sige, at efter 15 år inden for dette område var jeg endelig

begyndt at forstå, hvad det hele gik ud på. Det var spændende og for en

kort stund overvejede jeg at tage det næste skridt med en PhD. Men ESO

havde andre planer med mig.

Hvis det forekom ironisk, at min karriere som astrofotograf ophørte med

ESOs store billedværk, virkede det nok ikke mindre pudsigt, at jeg – i det

øjeblik jeg havde afsluttet mit studie i videnskabskommunikation – blev

flyttet til en ny post: Som ESO repræsentant ved den Europæiske Union.

Før det var så vidt, havde Asta og jeg imidlertid en oplevelse for livet – en

rejse til Grønland. Da Asta og jeg mødtes, så jeg min fremtid i Afrika,

Asta drømte om Grønland, som har fascineret hende, siden hun var barn.

Da Asta blev 50, fik hun som fødselsdagsgave en rejse dertil – med ledsager

– af familien. Ledsageren blev mig. Samtidig havde vi én at besøge på

Grønland. Sten-Erik.

157


Grønlandsk sommeridyl – udsigt over Isfjorden.

158


IX

Verden ligger åben

Efter tiden i Esbjerg havde vi blot haft sporadisk kontakt med Sten-Erik.

Han havde fundet mening med tilværelsen på Grønland, hvor han i

mellemtiden havde tilbragt en menneskealder. Og han havde gentagne

gange inviteret os til at besøge ham. Nu skulle det være.

Vi blev godt modtaget – af Grønland og af Sten-Erik og Nivikka, hans

søde16-årige datter. Vi ankom til strålende solskin og hedebølge med temperaturer

op til 16-17 grader. Grønland er som bekendt verdens største ø

– en kæmpe landmasse – , men for os blev det en ferie på vand; først med

en lang sejlads fra Kangerlussuaq ud gennem Søndre Strømfjord og ned

langs Grønlands vestkyst til Nuuk, dernæst ture af flere dages varighed på

Sten-Eriks 27-fods Viksund motorbåd.

Vi oplevede Grønlands storslåede natur, stiftede bekendtskab både med

det norrøne Grønland – nordboernes Grønland – og eskimoernes Kalaallit

Nunaat. Og det ”danske” Grønland med Brugs og boligforening.

Uagtet kompleksiteten af vort historiske forhold til Grønland havde det

danske Grønland et strejf af absurditet – som en kulturel mutation – ikke

”Lazy Sunday

afternoon” i

Kangerlussuaq.

159


Vi tilbragte dage og nætter på

motorbåden. Det var for det

meste herligt sommervejr, men

vi oplevede også pludselige

vejrskift. På billedet er vi på vej

ud af Isfjorden – i solskin. Få

øjeblikke senere rullede tæt tåge

henover vandet, og sejladsen,

som før havde været afslappet

og dejlig, blev til en anspændt

spejden efter isskosser foran

båden, som kunne have givet os

alvorlige problemer. En vigtig

påmindelse om, hvor små mennesker

er, når de står ansigt til

ansigt med naturens kræfter.

ulig den britiske arv, jeg havde oplevet i Østafrika. Med Sten-Eriks hjælp

fornemmede vi også dybden af de store sociale problemer, som det grønlandske

samfund kæmper med i dag.

Men rejsen til Grønland var også vigtig for Asta og mig. For første gang i

mange år havde vi tid til at være os selv. Uden mobiltelefon, e-mail og de tusind

gøremål, som uundgåeligt dominerer dagligdagen i en børnefamilie.

Det var en prøve, som vi bestod.

Jeg har i begyndelsen af denne bog omtalt min barndoms weekender og

ferier med mine to fætre, Sten-Erik og Finn. Tilfældet ville, at Finn og Elna,

hans kone, kom til Grønland på besøg, kort før vor hjemrejse. Det resulterede

i en lang aften, hvor vi genoplevede mange af vore fælles oplevelser.

Jeg tror, det var første gang, vi var samlet – uden for større familiebegiven-

160


heder – og derfor havde tid og lejlighed til at dykke ned i en tid, som på

samme tid forekommer så fjern og dog så nær.

Grønland var en oplevelse for livet.

Da vi flyttede til München, vidste vi, at vort liv ville blive ”et andet”. Vi ville

bo i et andet land, ESO var en international organisation. Sidenhen kom

børnene på den europæiske skole, hvor de gik sammen med børn fra mange

andre lande. De blev vant til mange sprog og var fortrolige med det faktum,

at andre mennesker med anden kulturel baggrund også tænkte og agerede

anderledes end dem selv. Videregående uddannelser i andre lande var et

naturligt perspektiv. Vort liv, og børnenes, var blevet internationalt. De

fleste familierejser gik naturligvis til Danmark, men ungerne skulle selvfølgelig

også opleve lidt af resten af verden sammen med os. Derved kunne vi

bruge nogle af de erfaringer, jeg havde gjort fra mine hyppige tjenesterejser,

ikke mindst hvad mulige rejsemål angik. Først rejste Asta og jeg på, hvad vi

kaldte ”voksenferier i ferien”. Det fungerede lidt som ”testrejser”. Derefter

tog vi børnene med.

Vi startede på den måde med London og England, hvilket gav børnene

mulighed for at tale lidt engelsk (Christoph havde endnu ikke engelsk i

161

”Brothers-in-arms”

– Jakob og Christoph

i Londons ”tube”.


skolen, men han havde gå-på-mod i stedet). Dernæst fulgte rejser til USA

og Chile. Vi har aldrig lagt megen vægt på den slags ferierejser, hvor man

tilbringer dage på en eller anden strand og nætter på restauranter og forlystelsesetablissementer.

Rejser har for os været et middel til at opleve verden

i dens mangfoldighed. Det var ”dannelsesrejser” mere end noget andet, lidt

lig med hvad jeg selv havde oplevet som ung.

I sommeren 1999 besøgte vi USAs østkyst. Det var som et eventyr for

Christoph og Sarah ( Jakob var i gang med sin afslutning på universitetet

og kunne ikke deltage). Som bekendt er der intet eventyr, der kan leve op

til det virkelige liv, og det er ikke mindst tilfældet i en by som New York

med sit overflødighedshorn af guld og glimmer, galskab og dårskab, beklemmende

fattigdom og overvældende overflod. Posedamer og Trump

Tower. Børnene sugede til sig som svampe – og det blev til mange oplevelser,

store som små, som gjorde glade, stemte eftertænkelige, vakte afvisning

og begejstring. For USA er mulighedernes land, på godt og ondt. På Ellis

Island fik de et første indtryk af immigration og immigranter i USA. Vi

fandt gamle danske mønter og papirer med danske familienavne i passagér-

Aktiv historieundervisning på Ellis Island. Hvorfor forlod så mange mennesker

Europa? Hvilken fremtid fik de?

162


Inspiration…

lister og tænkte på, hvad der mon var blevet af dem. Og vi fik snakket om,

hvorfor alle disse mennesker havde vendt Europa ryggen. Og hvilke håb

og forventninger, de mon havde, da de gik over landgangsbroen på Ellis

Island. Udstillingen berører også, hvad indvandringen betød for det amerikanske

samfund, og det bliver klart, hvilken enorm kraft og styrke, den

stadige strøm af mennesker har givet Amerika. Og skulle man føle trang til

at opleve det i virkeligheden, kan man jo tage turen gennem Chinatown,

Little Italy og de andre etniske kvarterer på Manhattan. Selvfølgelig var vi

oppe i Empire State Building, men fravalgte en tur i World Trade Center.

Jeg tror, fornemmelsen var, at det kunne vi sikkert gøre en anden gang.

Efter hektiske dage i New York (Originallyd Christoph: ”Her er ikke meget

grønt”) tog vi toget sydpå til Washington, DC. Washington er en dejlig by

– med meget grønt. Og det er en by, hvor man kan gå meget. I Washington

er USA’s officielle historie på permanent udstilling, Lincoln Memorial,

Korea Memorial, den sorte VietNam mur med de 55.000 navne på faldne

GI’s. Og Arlington kirkegården, som blev indrettet for borgerkrigens ofre

– på sydstatsgeneral Lee’s smukke gård i Virginia, lige på den anden side af

Potomac flodens bredder. Der er kommet flere ofre til siden da. For det har

sin pris at ville styre verden.

163


Angel’s Rock n’ Roll Buffet.

Et særligt ekspressivt monument er mindesmærket for Koreakrigen. En deling

soldater (i menneskestørrelse) under fremrykning over en mark. Deres

ansigter afspejler en blanding af frygt og udmattelse. Længe stod vi og betragtede

de grå skikkelser. ”Er du ikke glad for, at det ikke er dig?” spurgte

jeg Christoph. ”Jo, men jeg kan heller ikke glæde mig over, at det er ham…”

svarede vor eftertænksomme 10-årige dreng. Monumenter er stærke kommunikatorer.

Menneskehedens dårlige samvittighed, mejslet i sten eller

støbt i bronze. Men set i en større sammenhæng er de snarere vidnesbyrd

om menneskenes manglende evne til at leve sammen og i fællesskab finde

fornuftige – og fredelige – løsninger på verdens problemer. ”Verden regeres

af døde mennesker,” sagde min historielærer på Statsskolen. Hvor ofte

handler vi ikke, som vi gør, for at retfærdiggøre tidligere ofre, bragt af vore

forfædre? Monumenter som dem i Washington er langt mindre passive,

end vi tror.

Vi fortsatte til nutidens mere ligefremme Amerika, og fandt det i syden

udenfor Orlando, Florida. I Florida førte skæbnen os til et hotel i den gode

amerikanske by Kissimmee og en restaurant med navnet Angel’s Rock

n’Roll Buffet. Det viste sig at være et sted for aldrende engle (skønt bør-

164


nene spiste gratis!). Det var som at træde ind i en amerikansk film fra først

i tresserne. Grå og røde flisevægge, neonskilte, sofabænke af skinnende plastic,

spejle i loftet, første-generations barbiedamer, som bragte isvand og

(tynd) kaffe – og ægte amerikansk rockmusik. Det var som en blanding af

et Lucy show og ”Lev stærkt, dø ung”, med modeller i fuld størrelse af en

sørgmodigt udseende James Dean som tavs vært og Marilyn Monroe på

ventilationsristen som den evige pauseklovn.

Selvfølgelig besøgte vi Kennedy Space Center, kikkede på Saturn raketter

og rumfærger, spiste rum-is og oplevede en meget imponerende demonstration

af Apollo 11 starten. Og vi oplevede områdets zoologiske skatte,

inklusive alligatorer, ørne, pelikaner og andre dyr.

Om man foretrækker det, kan man se de samme dyr i plastic i Disney

World. Vi havde lovet ungerne en tur i kunstverdenen, og skal det være, så

lad det være – vi valgte Magic Kingdom. Dér, hvor musene går oprejst på

to ben, havfruerne kører rundt i muslingeskalsformede køretøjer, og Snehvide

danser i gaden med et utal af dværge; de syv små, som vi kender, og så

små besøgende børn fra alle verdenshjørner. Og at dømme fra glansen i ungernes

øjne sejrede det magiske for en stund. ”Remember the magic…” sang

de i kor: Snehvide, løvernes konge, udyret med skønheden, Quasimodo og

havfruen med vaskepulvernavnet og alle de andre, mens de i deres optog

bevægede sig gennem det magiske kongeriges gader og stræder, forbi cola-

og popcornsælgerne, piraterne, eventyrerne og Dixieland-hjuldamperen.

For megen sol og for få dollars var resultatet af dagens anstrængelser, men

da det var den sidste overnatning i USA, brugte vi restenergien på hotellets

tennisplads – og i pool’en. En tiltrængt afkøling, for der var hedebølge i det

østlige Amerika.

Og dermed var turen til ende – en tre-timers køretur ned ad Floridas ”Turn-

pike” til Miami International Airport – og Europa, hvor vi havde en ”aftale”

med en meget speciel begivenhed: En total solformørkelse i München.

Der var et stort arrangement på ESO, men Asta erkendte den potentielle

katastrofe: At sende mig til ESO ville være énsbetydende med øjeblikke-

165


lig afbrydelse af sommerferien. Så beslutningen blev at se solformørkelsen

hjemme, én km fra astronomicentret. Det var en rigtig beslutning, som gav

en uventet bonus. De brave Garchingborgere begav sig ud til forskningsinstitutterne

på cykel, til fods og i bil. Desværre svigtede det gode vejr, og

solformørkelsen fandt sted med regn og mørke skyer. Måske en og anden

af de slukørede borgere kom til at tænke på Kardemommebys gamle Tobias

i tårnet, der også kom til at love mere, end han kunne holde? Men fra

forhaven på Daxenäckerweg, hvor vi boede på det tidspunkt, fik vi et halvt

minuts relativt frit udsyn til den sorte sol – gennem et hul i de tætte skyer.

Vor lokale taxadame, som umiddelbart efter kørte os til lufthavnen (for at

rejse til Danmark), men som i øvrigt boede bare et par km længere vestpå,

så sågar hele solformørkelsen uden at skyerne blandede sig. Således blev

den store solformørkelse 1999, som havde tryllebundet hele kontinentet,

en meget lokal oplevelse, der ikke desto mindre vil forblive i erindring hos

de heldige, der på denne onsdag formiddag fik en plads i Solen (om man

kan bruge det udtryk).

Det var vidunderligt at rejse med Asta og børnene, at opleve deres begejstring

og interesse for at lære nyt. I 2003 fulgte vi op med en rejse for hele

166

Solformørkelsen set fra

Garching og gennem et

tyndt skylag.


familien til Chile. Rejsen til Grønland var Astas 50-års fødselsdagsgave.

Rejsen til Chile var min 50-års gave, men ønsket om at opleve Chile – og

ESOs observatorier – blev delt af alle i familien.

Efter et par akklimatiseringsdage i Santiago fløj vi til La Serena, en kystby

600 km nord for Santiago og kørte op til La Silla. Det var spændende for

ungerne og Asta at se observatoriet, og det bragte også det første møde

med ørkenen. Vi ankom til La Silla kort før solnedgang. Solnedgange på

La Silla er noget ganske specielt; det får gamle til at reflektere over tilværelsen

og unge til at blive overstadige. Men begge reaktioner er forståelige,

for det er en enestående vidunderlig oplevelse. Om aftenen besøgte vi teleskop-kontrolrummet,

og næste dag så vi så på teleskoperne.

Fra La Silla kørte vi tilbage til La Serena og overnattede dér i et strandanlæg

med Stillehavets brusen som baggrundsmusik. Næste dag fløj vi videre til

Antofagasta. Dagen derpå kørte vi til VLT observatoriet på Paranal. Det er

en 2 timers køretur på jordvej igennem verdens tørreste ørken. Undervejs

På vej mod Chile.

167


Fra besøget på Paranal Observatoriet. (Foto herunder: Jakob Just Madsen)

168


stoppede vi og samlede klumper af kobber. Igen var det en stor oplevelse

for ungerne at se, at man ganske enkelt kan gå ud og samle mineraler op!

Besøget på Paranal var et højdepunkt, men observatoriet har også andet at

byde på end stjerner og teleskoper. Hotellet, som delvist er bygget under

jorden, er en arkitektonisk perle, som rummer talrige visuelle overraskelser

(inkl. en underjordisk have med ethiopiske palmer og andre tropiske

planter) og et par behageligheder, som man ikke umiddelbart forventer

midt i ørkenen, f.eks. en swimmingpool (såmænd installeret af et Esbjergfirma!).

Vi fortsatte rejsen til San Pedro de Atacama, en indianer-landsby tæt op

imod grænsen til Bolivia. Der er noget unikt over San Pedro: Landsbyen

ligger i en oase, klemt inde mellem ørkenen, en lav bjergkæde med vilde

sandstensformationer i vest og en stejlt stigende højslette mod øst omkranset

af 6-7000 m høje vulkaner. Bebyggelsen består af lave, lerklinede huse

bag tykke lermure og minder mere om en afrikansk massai-landsby end en

sydamerikansk flække. Den fastboende befolkning betegner sig som Licantai,

en selvbevidst gruppering inden for Aymara-stammen, som værner om

sin egenart, ofte i opposition mod den dominerende castilianske kultur,

Hovedgaden i San Pedro de Atacama. (Foto: Jakob Just Madsen)

169


som de spanske conquistadorer bragte med til Sydamerika. Men San Pedro

er også et mekka for ”indviede” europæere, mest franske og tyske unge,

som drages af den særlige atmosfære i byen og mulighederne, som den særprægede

og spændende natur byder på. San Pedro overrasker, for det første

indtryk man får, når man kører ind i byen, er en gudsforladt flække – som

amerikanerne ynder at udtrykke det: ”A one-horse town”. Nøjagtigt således

så Asta og børnene det, da vi hin augustdag, efter en seks-timers køretur

gennem ørkenen nåede frem til oasen. Asfaltvejen hørte op ved bygrænsen.

De skuede ind over husene med deres bliktage og den støvede grusvej, som

førte ind i byen. Der herskede en dyb, beklemmende tavshed i bilen. Men

somme tider kan tavshed sige mere end mange ord: ”Hvad i al verden har

du tænkt dig, at vi skal foretage os i de næste fem dage her i denne flække?”

var de ord, der ikke blev udtalt. Kun Sarah så det anderledes.

Under Chilerejsen havde jeg budt familien en del, især mine sønner, der

ikke havde erfaring fra rejser i den 3. verden. Det var sundt for dem og

morsomt for mig.

Vi boede i et lille anlæg i Sequitor, lidt uden for byen. Anlægget tilhører

ESO som en del af et nyt observatorie-projekt på højsletten bag San Pedro.

Anlægget var under opførelse, så vi var de første ”gæster” og fungerede som

”prøvekaniner”. Men det var svært at finde. Man skulle først ud af byen,

dernæst væk fra landevejen – via et hjulspor i ørkenen, så op på en anden vej

og tilsidst på et nyt hjulspor ind til den lille gruppe huse. Med lokal hjælp

fandt vi det endeligt, hvilket bidrog til at hæve stemningen en smule.

Efter et hvil tog jeg børnene tilbage til byen. Det var blevet mørkt, og byens

unge var ved at tage hul på nattelivet. Det gjorde udslaget. Pludselig

erkendte de, at dette sted havde noget at byde på. Men vi skulle jo tilbage

gennem den mørke nat. Her demonstrerede Christoph sin fantastiske stedsans

ved at guide os over den uoplyste landevej, hjulsporet i ørkenen og

hele vejen tilbage – uden at køre forkert en eneste gang.

Næste dag kørte vi østpå mod den argentinske grænse. Landskabet stiger

op til 5.000 m højde, og jeg ville gerne vise Asta og børnene ESOs nye ob-

170


Christoph og jeg på vej henover en bjergryg i Valle de La Luna. (Foto: Jakob Just

Madsen)

171


servatorium, som ligger i denne højde. Men ikke alle kan klare den tynde

luft, og vi vendte om få meter fra målet. Men San Pedro har meget andet at

byde på. Vi besøgte den 90 km lange, næsten udtørrede saltsø, som byder

livsgrundlag for flamingoer (som ellers normalt ses i Afrika) og det bizarre

sandstenslandskab bestående af bjerge, sandbanker og saltaflejringer med

navnet Valle de la Luna – Månedalen.

Vi blev i San Pedro i fem dage. På vejen tilbage mod Antofagasta besøgte

vi Chuquicamata, verdens største kobbermine og åbne dagbrud. ”Hullet”,

som er sprængt og gravet for at få fat på kobberet, er næsten 900 m dybt

og 4 km langt, så stort at det f.eks. tydeligt kan ses på fotos optaget fra

rumfærgen.

Minen i Chuquicamata producerer kobber – op imod 5 % af verdensforbruget

– men den er guld værd. Det var nationaliseringen af Chuquicamata,

der havde tilhørt det nordamerikanske selskab Anaconda, som nedkaldte

Nixon-regeringens vrede over Chiles socialistiske præsident Salvador Allende

og medvirkede uden tvivl til beslutningen om at skaffe styret ”af

vejen”, hvilket lykkedes ved et blodigt militærkup d. 11. september 1973.

Men Chuquicamata er stadig på statslige hænder. Minen bidrager med signifikante

beløb til Chiles statskasse og giver arbejde og brød til tusinder af

mennesker. Men den er også kilde til en katastrofal forurening af området.

Og selv om arbejderne er godt betalt, og mineselskabet CODELCO stiller

gode boligheder til rådighed for dem, er livet hårdt i dette chilenske

minesamfund.

I forbindelse med besøget valgte vi at spise frokost i en restaurant, der lå

i forbindelse med den lokale markedshal. Det var tydeligvist et agtet sted

blandt de lokale arbejdere – et sted, hvor man gik hen, når man ”gik ud”

at spise. Og det var velbesøgt. Dagens ret, kylling med ris, blev serveret

venligt og med stil. Men jeg har til dato aldrig oplevet noget så uappetitligt

– vi ville have forskånet vor hund for en sådan portion, hvis den havde

været der. Nogle af os lod maden stå, andre kæmpede med at nedsvælge et

par mundfulde, for at det ikke skulle blive for pinligt. Der er i og for sig

intet interessant i, om vi kunne lide maden eller ej. Men det var en stærk

172


Viña Santa Rita producerer kvalitetsvine under betegnelsen ”120” til minde om

120 chilenske rebeller, som søgte tilflugt på godset efter slaget ved Rancagua d. 1.

oktober 1814, da de spanske kolonialtropper sejrede over de chilenske oprørere. Men

sejren var kort. Allerede året efter fik oprørerne overtaget, og Chile blev en selvstændig

republik. (Foto: Jakob Just Madsen)

illustration af, at levestandard har mange trin. Selv en kobberminearbejder,

som bidrager så afgørende til nationens ve og vel, må tage til takke med et

meget beskedent trin på skalaen.

Vi havde endnu et par dage i Santiago, som vi brugte til at besøge venner

og til en tur til Viña Santa Rita, det berømte vingods i Maipú dalen, syd

for Santiago. Vi spiste en herlig frokost i godsets betagende smukke restaurant

(og drak en flaske fremragende rødvin, Santa Rita Cabernet Sauvignon

Reserva Especial – til bare 40 kr.!) og følte os som sande grever og

baroner, som min mor ville have sagt. Og kompenserede for strabadserne

med hullede jordveje, kakerlakker på værelset, sandstorm i San Pedro, så det

knasede mellem tænderne og andre fortrædeligheder, som hører til rejser i

den 3. verden!

173


Solnedgangene på La Silla og Paranal hører til højdepunkterne under besøg der.

(Foto: Jakob Just Madsen)

174


Rejserne med Asta og børnene har altid haft en særlig dimension for mig.

Min mor voksede op i en verden, hvor udlandsrejser praktisk taget var

umulige. Social status, traditioner, utilstrækkelig økonomi og manglende

sprogkundskaber gjorde, at den slags var uden for rækkevidde. Men det

forblev en drøm for hende og rejserne til Afrika, som hun trods alt nåede i

en moden alder, var uden tvivl et højdepunkt i hendes liv.

Jeg er født i en tid, hvor det blev muligt at ”gå på opdagelse” i verden. For

mig var rejserne til Afrika en øjenåbner, men også en begyndelse på et liv

med en global dimension. Mine børn vokser op i en verden, som er åben

for dem i en grad, som ingen generation tidligere har oplevet. Det er ikke

bare et fantastisk privilegium, men åbner også mulighed for en langt dybere

forståelse af verden i al dens forskellighed.

175


Piger fra et børnehjem i Bogotá var blandt de første deltagere i Universe Awareness

programmet i Columbia. (Photo: German Puerta)

Universe Awareness børnetegning fra Venezuela.

176


I

X

Astronomy for Social Good

begyndelsen af halvfemserne blev vi konfronteret med et nyt begreb

fra den frankofone verden: ”Culture Scientifique”. Begrebet er et godt

eksempel på, hvordan sprog og kultur er to sider af samme sag. Som det

danske begreb ”hygge” kan være svært at forklare for ikke-danskere, så er

Culture Scientifique dybt forankret i den franske tankeverden, præget af

Descartes og ligesindede. Ligesom mange af EUs medlemslandes regeringer

havde Europakommissionen erkendt, at befolkningernes forståelse og

viden om videnskabelige og teknologiske temaer var foruroligende lav.

Hvordan skulle man i demokratiske samfund tage vanskelige beslutninger

om sådanne emner, hvis menneskene ikke besad tilstrækkelig viden?

Og hvorfra skulle man rekruttere fremtidens forskere og ingeniører – den

næste generations videnarbejdere – , hvis samfundet ikke forstod, hvilken

rolle forskning og teknologi har for vor velfærd. Som et første tiltag besluttede

Kommissionen at gennemføre en Semaine Européenne de la Culture

Scientifique; på dansk kom den til at hedde Den Europæiske Videnskabsuge.

Det var synd, for den sproglige amputation var også en begrebsmæssig

amputation. Men i den danske ”provins” betød det åbenbart ikke noget.

Primusmotor bag projektet var en hyperdynamisk fransk herre ved navn

Michel André. Han indbød en række videnskabskommunikatorer til Bruxelles

for at arbejde på sagen. Blandt folkene, som mødtes, var José Mariano

Gago (den senere forskningsminister fra Portugal), Richard West – og jeg.

Michel var frygtet for sin bryske art, og møderne foregik ofte i en aggressiv

og højspændt atmosfære. Men Michel ville noget. ”Hvor er de nye idéer?”,

var en verbal pisk, som han svingede over vore indfaldsløse hoveder, gang

på gang. På en eller anden måde kom der noget ud af det: Videnskabsugen

blev lanceret i November 1993 med en række spændende aktiviteter over

hele Europa.

177


Vort bidrag var en stilekonkurrence for gymnasierne over hele Europa

med titlen ”The Future Astronomers of Europe”. Vinderen af førstepræmien

fra hvert land blev inviteret til et to-ugers ophold hos ESO – først

nogle dage i Garching, dernæst i Chile. I Garching blev de unge mennesker

sat på stroppetur: Et superintensivt astronomikursus – på engelsk, vel at

mærke. Opgaven bestod i at udarbejde et rigtigt observationsprogram med

to ESO teleskoper. I Chile fik de så stillet teleskoperne til rådighed over

tre nætter. Dernæst skulle observationsresultaterne behandles og evalueres.

De skulle fortolkes, og der skulle skrives en rapport som et rigtigt ”research

paper”. Ingen professionel astronom ville have accepteret den opgave under

disse betingelser, men her var der tale om 17-18 årige, som ikke var bange

for noget, og de klarede det blændende godt. Samtidig opstod der varme

venskaber i den internationale gruppe. Richard og jeg ledsagede dem til

Chile og tilbage igen. Da vi skiltes i Frankfurt lufthavn flød tårerne. Det

så ud som en succes, men for os afslørede det også et problem. For at gøre

konkurrencen bekendt havde vi sendt breve, brochurer og plakater ud til

Europas skoler. Men da vi spurgte vinderne om, hvordan de var blevet opmærksomme

på konkurrencen, havde ingen af dem hørt om den gennem

deres skole. Det sendte os i tænkeboks.

I den næste Videnskabsuge – i 1994 – indkaldte vi i stedet omkring 100

astronomi-interesserede lærere til en konference i Garching under titlen

”Astronomy – Science, Technology, Culture”. Mødet førte til etablering af

en europæisk forening for ”astronomi-undervisning”, der som græsrodsbevægelse

har været aktiv siden. Vi fortsatte i de kommende år. I 1996 gik vi

on-line med programmet Astronomy On-Line. Det var stadig i internettets

tidlige dage, og vi ville gerne vise både dets muligheder, og at internettet

kunne bruges til noget ”fornuftigt”, for trods sin endnu begrænsede

udbredelse fandt man mangt og meget af tvivlsom kvalitet ”på nettet” –

også dengang. Astronomy On-Line førte til en beslutning i Sverige om

at give skolerne internet opkobling, og også i Danmark gav programmet

anstød til, at en række gymnasier kom i gang med dette nye kommunikationsmiddel.

Langsomt formedes vor egen forståelse af retningen for vor

rejse i skoleverdenen. Vi skulle bruge vore kræfter til at teste nye idéer, dvs.

178


Det var et hestearbejde at

organisere lærerkonferencen

i 1994, men vi g jorde

vigtige erfaringer, som

kom os til nytte ved de

senere projekter Physics

on Stage og Science on

Stage.

gennemføre pilotprojekter, men som samtidig havde tilstrækkeligt omfang

og synlighed til at sætte større ting i gang.

ESOs konvention danner den formelle ramme for vort arbejde. Men Konventionens

fædre havde ikke tænkt på skoleaktiviteter, da de skrev teksten.

Vort arbejde lå altså i bedste fald i yderkanten af det, vi kunne tillade os at

beskæftige os med. ESO Rådet havde dog ikke gjort indsigelse, og pengene

kom gennem særfinansiering fra Europakommissionen. Desværre forløb

samarbejdet ikke glat, for Kommissionen er bureaukratisk, og arbejdet går

meget tungt. Vi var temmelig trætte af situationen og parat til at stoppe.

Men en god middag i Hannover ændrede tingene. Det var i foråret 1999.

Hannover er bl.a. kendt for sine store messer, som tiltrækker besøgende

fra hele verden. På årets Hannovermesse havde Chile æren at være ”Gæsteland”.

Chile havde en stor pavillonagtig stand og havde ønsket at præsentere

sig som et moderne, fremadrettet land. Selvfølgelig viste de mineindustri,

vingodser osv., men de ville også have en kulturel dimension, som

kunne danne bindeled til Europa. Derfor havde de bedt ESO om at fylde

en stor del af pavillonen, hvilket vi selvfølgelig havde accepteret. Nu skulle

pavillonen åbnes af Chiles præsident, og Richard og jeg mødtes aftenen før

på et hotel i byen. Richard var kommet fra Stockholm, hvor han havde deltaget

i et møde med repræsentanter fra Europakommissionen. Der skulle

179


”nye boller på suppen” i Videnskabsugen, havde de lovet. De havde tilsyneladende

overbevist Richard om, at vi burde fortsætte. Men med hvad?

Jeg tænkte på vor lærerkonference. Richard lyttede. Hvis vi skulle gentage

den, skulle den være væsentligt større. Dertil skulle vi have partnere. Måske

vi kunne overbevise nogle af de andre internationale organisationer,

som f.eks. den europæiske kerneforskningsorganisation, CERN, eller det

Europæiske Rumagentur, ESA? Umiddelbart efter præsidentbesøget gik vi

i gang. Både Richard og jeg sad i den internationale styringsgruppe, og jeg

koncentrerede mig især om forbindelsen til Europakommissionen.

Efter lange møder gik vi så ”i luften” med Physics on Stage i år 2000. Der

var tale om et omfattende program (i omkring 25 lande) med det formål

at styrke naturfagsundervisningen gennem udveksling af erfaringer blandt

fysiklærere på tværs af alle landegrænser. Et hovedpunkt var en regelmæssigt

tilbagevendende international festival for Europas mest aktive lærere.

Undervisningsområdet er nok det område, som regioner og lande holder

mest fat i som deres eget uden ”europæisk indblanding”. At bringe lærere

sammen i et internationalt forum var derfor noget nyt. Deltagerne blev

udvalgt gennem konkurrencer. Det satte fokus på kvalitet, hvilket var en

del af vore bestræbelser på også at højne respekten for lærergerningen – på

samme måde som vi etablerede en international pris for det bedste undervisningsprojekt.

Endelig tjente festivalen også til at bringe repræsentanter

fra undervisningsministerierne sammen – i det håb, at det ville føre til større

kohærens imellem læseplanerne i de forskellige lande. Vor oprindelige

idé havde taget et tigerspring gennem samarbejdet med de andre organisationer,

som stillede op med stærke kræfter i styringsgruppen, bl.a. kommunikationschef

Neil Calder fra CERN og den hollandske astronaut Wubbo

Ockels fra ESA. Programmet skiftede siden navn til Science on Stage, da vi

besluttede at give det et interdisciplinært perspektiv, og det blev flankeret

med et tidsskrift, Science in School, med et oplag på 50.000 eksemplarer.

Kommissionen var meget villig til at støtte programmet i opstartfasen, men

det var alt andet end let at overbevise dem om, at projektet skulle blive ved

med at modtage penge. Der var hårde forhandlinger, mange udvekslinger i

180


korridorene og telefonsamtaler om aftenen. I mellemtiden fortsatte arbejdet

med lærerne. Jeg husker et større forberedelsemøde i Genève for lærerrepræsentater,

til hvilket jeg var inviteret. Det startede om aftenen med en

god middag. Jeg selv kom for sent, for jeg kom fra Bruxelles og flyet var

forsinket. Da jeg endelig ankom, blev jeg modtaget af en god kollega, som

”førte mig rundt” til de forskellige borde, hvor deltagerne var i gang med

desserten. ”May I introduce you to Claus,” sagde han, ”He’s a big deal-maker

in Brussels.” Sådan havde jeg ikke selv set min indsats, men ved nærmere

eftertanke måtte jeg erkende, at det nok ikke var helt forkert.

Sidenhen har tusinder af lærere fundet ny inspiration gennem Science on

Stage. Også danske. Faktisk har danske lærere vundet flere priser ved de

store Science on Stage Festivaler, som i Danmark fik betegnelsen EM i Naturfag.

En af dem var Nanna Kristensen fra Kirke Helsinge Skole, som i

2005 vandt en pris for et undervisningsprojekt med et smykkeværksted

som igangsætter for pigers interesse for kemi.

Fra Science on Stage Festivalen i Grenoble i 2007. Danske Finn Skaarup Jensen

vandt førsteprisen for innovativ fysikundervisning i Europa. Ved siden af ham ses

Nanna Kristensen, som vandt en af særpriserne i 2005.

181


Jeg var til stede ved præmieoverrækkelsen og mødte hende tilfældigvis igen

ved åbningen af den danske naturvidenskabelige uge i 2006 i København.

Jeg fik et stort knus. ”Jeg er 55 og var begyndt at se frem til min pension,”

sagde hun. ”Så kom jeg med til Science on Stage. Jeg tror, det er det mest

positive, jeg har oplevet i min karriere som lærer. Det er som at starte påny.

Og jeg opdagede, at jeg havde brug for at blive bedre til sprog, så nu går jeg

på engelskkursus.”

Undervisningsminister Bertel Haarder var en god støtte for os, både m.h.t.

understøttelse af programmet i Danmark, men også internationalt. Med

de flotte danske resultater på Science on Stage vovede han pelsen og foreslog,

at man skulle have mulighed for at honorere lærere, der – som f.eks.

deltagerne i Science on Stage – gør en ekstraordinær indsats i undervisningen.

Det kom han ikke godt fra. Man må for Guds skyld ikke belønne

særlige ydelser, som kan vise vej for en ny og bedre undervisning i skolen,

syntes lærerenes fagforening at mene.

Rundbordssamtale om naturfagsundervisning ved Science on Stage Festivalen.

Fra venstre: Vittorio Prodi, italiensk medlem af Europaparlamentet (og broder til

Romano Prodi), ESO Generaldirektør Catherine Cesarsky, ILL Generaldirektor

Richard Wagner, undervisningsminister Bertel Haarder, Prof. Julia Higgins (de

britiske forskningsråd) og Janez Potočnik, Europakommissær for forskning. Jeg var

ordstyrer.

182


Science on Stage blev en stor succes og fik omtale og anerkendelse viden

om. Jeg selv har holdt foredrag om programmet så langt omkring som i

Korea og Australien. Og i foråret 2006 optrådte min kollega Silke Schumacher

(fra EMBL) og jeg som ”vidner” for Rocard komitéen, et udvalg

nedsat af Europakommissionen under forsæde af den tidligere franske

premierminister Michel Rocard, for at komme med forslag til styrkelse af

naturfagsundervisningen i Europa. Alligevel stopper programmet, i hvert

fald i sin nuværende form. I det evige spil i Bruxelles om finansmidler var

der vel andre, der var smartere end os, og jeg har måttet sande, at i EU systemet

består det svære ikke i at starte noget nyt, men at holde noget godt

i gang over længere tid. Nederlaget blev klart for mig på et møde i Kommissionen

en formiddag i juni måned 2007. Samme eftermiddag var jeg

inviteret til at holde et foredrag i det Kongelige Belgiske Videnskabernes

Akademi over temaet videnskab og politik set fra en professionel kommunikationssynsvinkel.

”When the Dog Must Talk to the Cat” var titlen.

Forsamlingen klappede efter foredraget, men resultatet fra mødet om morgenen

nagede. At holde foredrag som ”den store lobbyist for videnskaben”

netop på den dag, hvor jeg havde indkasseret mit største nederlag, forekom

som skæbnens ironi. Om det var kommunikatoren eller dealmakeren, som

var kommet til kort i spillet med Kommissionen, ved jeg ikke. Men det

ærgrer mig. I det mindste på det niveau er jeg en dårlig taber.

Men vi havde andre projekter ”på bedding”. F.eks. ”Universe Awareness”.

George Miley er en mild, venlig herre. Han stammer fra Irland, hvor han

blev opdraget af Jesuiterne. Som voksen bibeholdt han interessen for ”det

himmelske”, men gennem naturvidenskaben – han blev astronom. Hans

professionelle karriere førte ham til Holland, nærmere betegnet til universitetet

i Leiden. Der findes næppe et astronomisk institut i Europa med

større traditioner end Leiden. I en årrække var George direktør for instituttet.

Nu var han fratrådt og havde fået et særligt legat som Royal Netherlands

Academy Professor, hvilket betød fuldstændig frihed til at gøre, hvad han

selv syntes var vigtigt. Som barn havde han set, hvorledes jesuitterne havde

forstået, at de kunne præge børns livsindstilling på afgørende vis, hvis de

bare fik kontakt med dem tidligt nok. George ville gerne udnytte den erfa-

183


Universe Awareness mødet på ESO i Garching i maj 2005. Birthe og Jesper ses for

bordenden, herren ved min side er George Miley. (Foto: Hans-Hermann Heyer)

ring, men ikke i troens sag. For han var overbevist om, at rationalitet og kritisk

tankegang er de midler, verden har brug for, hvis vi skal overleve som

menneskehed. Hans idé var enkel: Hvis man kunne komme i kontakt med

nogle af de mest truede grupper i samfundet – underprivilegerede og understimulerede

børn i den tredje verden såvel som i indvandrerghettoerne i

Europas storbyer – og ”fange dem” med astronomi, ville man lægge kimen

i deres sind netop til kritisk tankegang og en forståelse for, at man ved rationalitetens

hjælp kan begribe verden. At rationel tankegang er et middel

til at få et rigere liv, åndeligt og ganske sikkert også materielt. Omvendt

ville det måske forhindre, at nogle af disse børn melder sig under dunkle

ideologiers faner. Eller forfalder til religiøs fanatisme. Men hvordan kunne

denne idé omsættes i virkelighedens verden?

George havde brug for partnere, og han henvendte sig til Richard og mig.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette burde støttes, men erkendte samtidig,

at vi havde brug for en bred vifte af eksperter til at hjælpe os, hvis

vi skulle udvikle et program med aktiviteter i Afrika, Asien, Latinamerika

og Europa. Det stod klart, at hvis målgruppen var relativt små børn, talte

184


vi ikke om ”undervisning” i klassisk forstand, men snarere om aktiviteter,

som kunne inspirere. Vi så de muligheder, som astronomien tilbød, men vi

vidste intet om pædagogik, antropologi og de mange praktiske problemer,

som måtte opstå i et sådant program. Vi besluttede os derfor til at samle en

gruppe eksperter og gik følgeligt på jagt efter sådanne. Jeg kendte to: Min

søster, Birthe, og hendes mand, Jesper. Birthe var lærer, Jesper antropolog.

De havde massiv erfaring fra arbejde i Afrika, og da jeg spurgte, om de ville

hjælpe os, sagde de til min store glæde ”ja!” Vi afholdt først et møde på

ESO i Garching, senere et i Lorentz Centret i Leiden. Begge havde deltagelse

fra alle kontinenter (undtaget Australien).

Under møderne modnedes idéerne til et program, som vi døbte ”Universe

Awareness”, og vi gik i gang med små pilotprojekter i Venezuela og Tunesien.

Samtidig besluttede vi, at lade programmet indgå i et større projekt,

det Internationale Astronomiår, som jeg skal vende tilbage til. Universe

Awareness blev officielt lanceret ved IAU mødet i Prag i sommeren 2006

med en styringsgruppe med dobbelt formandsskab – George Miley og

jeg.

Selv om programmet stadig er under udvikling, har det stødt på stor velvilje,

især fra den hollandske regerings side. ”Astronomy outreach for social

good” var den karakteristik, Physics Today 20 valgte. Men kan astronomi

virkelig spille en rolle i lande, hvor befolkningerne kæmper for at klare dagen

og vejen, hvor ussel denne dag og vej end kan være? Jeg tror det. Den

sydafrikanske hvidbog om videnskab og teknologi fra 1996 giver svaret:

“Scientific endeavour is not purely utilitarian in its objectives and has important

associated cultural and social values. It is also important to maintain

a basic competence in ”flagship” sciences such as physics and astronomy

for cultural reasons. Not to offer them would be to take a negative view

of our future – the view that we are a second class nation, chained forever

to the treadmill of feeding and clothing ourselves.”

Så hvad betyder astronomi? Grundforskning? Teknologi? Kulturel berigelse?

Det får enhver indbygger på vor lille planet selv afgøre. Men Universe

Awareness er i dybest set et fredsprojekt. Det er et spinkelt forsøg på

185


Universe Awareness styringsgruppen i Cape Town. Fra venstre ses Kevin Govinder,

Cecilia Scorza de Appl, mig, George og Hanneke Miley. Bjerget bag os er det

berømte Table Mountain. (Foto: Carolina Ödmann)

at give nogle af verdens mest udsatte en mental baggrund for at udvikle et

andet perspektiv for deres liv, for deres tilværelse. Måske kan det også forekomme

naivt, men det lykkedes os at sikre os ”blåstempling”, endorsements,

fra en række internationale personligheder, herunder tre Nobelprismodtagere,

foruden Federico Mayor, den tidligere chef for UNESCO, og Bob

Geldorf, den irske sanger og aktivist.

Møderne på ESO og i Leiden bragte en række interessante personligheder

sammen, heriblandt en ung sydafrikaner, Kevindran Govender, som indtrådte

i styringsgruppen. I maj 2007 mødtes styringsgruppen på det gamle,

berømte observatorium i Cape Town. Det var et langt møde, som også indebar

samtaler med en repræsentant for den sydafrikanske regering. Mod

slutningen af den anden dag bevilgede vi os selv en afslapningsaften. Vi

kørte ud af byen mod syd, ned mod Afrikas sydspids. Vi så en vidunderlig

solnedgang over Atlanten og fandt derefter en beskeden, men charmerende

186


fiskerestaurant. Kevin og jeg kom til at sidde over for hinanden, og vi fik

en lang diskussion om afrikanske forhold. Jeg mærkede, at her var en ung

mand, som brændte for astronomi, men som samtidig havde en bred horisont

m.h.t. samfundsspørgsmål i almindelighed og – selvfølgelig – afrikanske

temaer i særdeleshed.

Mit arbejde på ESO – med presse og kommunikation såvel som inden for

education – fandt sted i den såkaldte Public Affairs Department (PAD).

I begyndelsen af 2005 overtog jeg ledelsen af afdelingen med det mål at

transformere, hvad der var en lille, god, men ikke helt ung gruppe til en

dynamisk, fremadrettet afdeling med unge medarbejdere. I 2008 gav jeg

ansvaret videre for den ”renoverede” afdeling for at koncentrere mig helt

om internationale, forskningspolitiske spørgsmål – et arbejdsfelt, som jeg

dog var blevet konfronteret med allerede otte år tidligere. Det var ingen

let afgørelse, for det betød afsked med et fantastisk hold, men intet varer

evigt. Samtidig venter nye udfordringer.

Sidste aften sammen med mine ”paddies”.

187


IAU delegationen foran FNs Hovedkvarter ved East River i New York.

188


I

XI

Stjernernes Diplomat

1990’erne accelererede den europæiske integrationsproces som svar på

de grusomme stammekrige på det vestlige Balkan. De var en stærk påmindelse

om, at den historiske erfaring fra verdenskrigene ikke er nok til

at garantere, at Europas folk kan leve i fred og fordragelighed, og at vi har

brug for stærke politiske rammer for at fremtidssikre det europæiske samarbejde

omkring fred og demokrati. Samtidig begyndte globaliseringen for

alvor at gøre sig gældende. Begge udviklinger krævede svar, og disse svar

måtte have mange dimensioner – økonomiske, sociale, styringsmæssige,

men også uddannelses og forskningsmæssige.

Min egen holdning til ”Europa” havde undergået et markant skifte fra en

udgangsposition som ”nej-siger” ved den historiske afstemning om dansk

medlemsskab af de Europæiske Fællesskaber i 1972. Morgenen efter afstemningen

vågnede nejsigerne op til massive tømmermænd. Følelsen blev

forstærket, da landets pro-europæiske statsminister, Jens Otto Krag, samme

dag erklærede sin tilbagetræden – uden det mindste forvarsel. Mine

egne tømmermænd fortog sig nu over morgenmaden. Hvis et flertal af danskerne

ønskede at deltage i det europæiske samarbejde, tænkte jeg, så måtte

vi se at få det bedste ud af det. Fra dette standpunkt udviklede jeg mig

langsomt, men sikkert, til at blive en varm – men ikke ukritisk – tilhænger

af det europæiske samarbejde og blev selv en (meget) lille brik i dette spil.

I foråret 2000 mødtes de europæiske stats- og regeringschefer i Lissabon

til det regulære møde i Det Europæiske Råd. På dagsordenen var en helt

ny og meget ambitiøs plan for EU. Idéen var at skabe de politiske rammer

for udviklingen af en konkurrencedygtig, videnbaseret økonomi for

at imødegå globaliseringens udfordringer 21 . For de fleste journalister, som

var til stede ved topmødet, drejede det sig i det væsentlige om liberalisering

189


af markeder (f.eks. inden for energi- og telekommunikationssektorerne),

men de overså, at i en videnbaseret økonomi spiller de, der producerer og

udbreder viden – dvs. forskning og uddannelse – en afgørende rolle. Vi

overså det ikke.

Planen blev vedtaget og omtales i dag som Lissabon målsætningen. Kort

efter – på forsknings- og undervisningsministrenes møde – fulgte man

op med forslaget om at etablere et fælleseuropæisk forskningsrum, akkurat

som man tidligere havde skabt et indre marked for varer, tjenesteydelser og

kapital. Blandt deltagerne i mødet var tre herrer og en dame, som kom til at

spille en vis rolle i virkeliggørelsen af tankerne om forskningsrummet. Det

var Portugals visionære forskningsminister José Mariano Gago (som jeg

havde siddet sammen med i en EU arbejdsgruppe år forinden), den netop

tiltrådte Europakommissær Philippe Busquin, ESAs daværende generaldirektør

Antonio Rodotà og Catherine Cesarsky, ESOs nyudnævnte generaldirektør

og dermed min chef. De fornemmede korrekt, at der blæste nye

vinde inden for europæisk forskning.

Et kinesisk ordsprog siger, at når vinden blæser, bygger nogle mure, andre

bygger vindmøller. Rodotà og Cesarsky var klar til at bygge vindmøller. De

tog initiativet til at indlede et samarbejde mellem de største af Europas mellemstatslige

forskningsorganisationer under navnet EIROforum (European

Intergovernmental Research Organisations’ Forum). Samarbejdet med

EU systemet ville tydeligvis blive vigtigt, og tilbage i Garching begyndte

Catherine at se sig om efter én, der kunne håndtere denne opgave.

I efteråret 2000 indkaldte det franske EU formandsskab til en stor forskningspolitisk

konference i Strasbourg. Catherine var indbudt som foredragsholder.

Vi havde besluttet at udnytte chancen til at slå et slag for ESO

– også pressemæssigt, og jeg rejste med. I første omgang kom vi dog kun

til lufthavnen. Flyet havde mange timers forsinkelse. Vi fandt en plads i

Lufthansas lounge og faldt i snak. Hun var stadig ny på ESO, og jeg havde

en stor del af mine gøremål ”uden for huset”, så vi havde endnu ikke haft

lejlighed til at tale sammen i længere tid. I loungen udviklede samtalen sig,

og vi kom vidt omkring. Et par uger senere mødte jeg hende i en korridor

190


ESO. ”Har du ikke lyst til at blive vor EU repræsentant?” spurgte hun

uden yderligere omsvøb. Der vat et jobskifte på vej.

Jeg ved, at hendes forslag havde vakt overraskelse i ESOs daværende ledelsesgruppe,

for jeg blev naturligvis set ”i en anden bås”. Alligevel indebar

idéen nogen fornuft. Siden 1992 havde jeg haft nære kontakter til Europakommissionen.

Ligeledes havde nogle af de personer, jeg arbejdede

sammen med i starten, bevæget sig ”opad” i hierarkiet, hvad enten de var

embedsmænd eller politikere, således at jeg kunne udnytte et vist etableret

netværk.

Jeg udbad mig betænkningstid. Ugen efter accepterede jeg. ”Det er fint,

kunne du ikke skrive et oplæg om, hvordan vor strategi skal være!” var Catherines

ligefremme, business-like svar.

Jeg gik i gang samme eftermiddag. Efter en tid stoppede jeg for at gennemlæse

den første del af dokumentet, jeg havde skrevet. Pludselig blev

jeg klar over, at jeg havde skrevet en tekst nøjagtigt sådan, som jeg troede,

hun gerne ville have den. Jeg stoppede. Jeg kunne ikke være en nyttig medarbejder

ved at sige til min chef, hvad han eller hun ønskede at høre, tænkte

jeg. Jeg trykkede på slettetasten og startede forfra. Da teksten var færdig,

bragte jeg den op til hende. Hun læste den. ”Glimrende,” sagde hun, ”har

du noget imod, at jeg sætter mit navn derunder?” Denne første erfaring i

samarbejdet holdt igennem de følgende syv år. Vi var bestemt ikke altid

enige, men vi respekterede hinanden og lyttede til hinandens argumenter,

før den officielle linie blev fastlagt – af hende, selvfølgelig.

For at lette mit arbejde en smule fik vi arrangeret det sådan, at jeg fik et

kontor stillet til rådighed i ESAs repræsentation i Bruxelles – i Avenue de

Cortenbergh, et stenkast fra Ministerrådet og Kommissionens sæde. I de

kommende år fik jeg min ugentlige gang i Bruxelles.

Samtidig blev jeg inddraget i arbejdet i EIROforums koordinationsudvalg,

først som ”rådgiver”, siden hen som regulær ESO repræsentant. I EIROforum

blev jeg også den første formand for en EU arbejdsgruppe, hvis opgave

191


Jeg kom til at fungere som en ”stille ambassadør” i mange – lejlighedvist delikate –

sager. En e-mail fra Catherine illustrerede min arbejdsform: ”Dear Claus, Thank

you for sending me the picture of the Commissioner and myself – with you in the

background. It’s really symbolic.”

bestod i at rådgive og hjælpe partnerorganisationernes generaldirektører i

spørgsmål, som vedrørte EUs forskningspolitik.

I de senere år har der været megen diskussion om forholdet mellem Europa

og USA og om vore forskellige måder at tackle verdens problemer på. Robert

Kagans berømte ord om, at ”amerikanerne er fra Mars, europæerne fra

Venus” er et fremragende, om end unuanceret billede på situationen (bortset

fra at verdens astronomer vil have visse semantiske problemer her!).

Forskellen giver sig også udslag i den måde, vi styrer vore indre samfund.

Den Europæiske Union fremstår for de fleste som bureaukratisk, uoverskuelig

og ikke særlig demokratisk. Derved overses det gerne, at én af årsagerne

– ønsket og viljen til at tage hensyn til hinanden – også resulterer i alle mulige

særløsninger, undtagelser og overgangsregler, som ikke just forenkler

situationen. EU har en anden historie end USA, og en anden strategi. I sin

bog ”Why Europe May Run the 21st Century” 22 beskriver Mark Leonard,

hvorfor Europas ”soft approach”, bløde strategi, meget let kan vise sig at

være langt mere effektiv end USAs martialske optræden.

192


Alligevel ved vi godt, at hvis målet er en effektiv og folkeligt accepteret

Union, så har vi stadig at gøre med en byggeplads. Det var også erkendelsen,

da Europas ledere i december 2001 mødtes til topmødet i Laeken i

Bruxelles nordlige udkant. I den berømte ”Laeken Deklaration” 23 udøvede

de stærk selvkritik, ikke mindst med hensyn til den manglende transparens

og folkelige opbakning. De fordrede til nytænkning omkring den Europæiske

Union. Debatten skulle organiseres omkring fire hovedtemaer med 60

konkrete spørgsmål. Temaerne var: Hvordan skal opgaver og magt deles

mellem Unionen og medlemslandene? Hvordan kan Traktaten forenkles,

så den bedre kan virke efter hensigten? Hvordan skal EUs institutioner ”se

ud”? Sidst, men ikke mindst, ønskede man en forfatning for Europas borgere.

Det blev besluttet at sammenkalde et ”konvent” af repræsentanter for

medlemslandene, EUs institutioner og civilsamfundet med henblik på at

foreslå en ny grundtraktat for EU. Forfatningskonventet var blevet født.

Formand blev den aldrende, men viljestærke, franske ekspræsident, Valéry

Giscard d’Estaing, assisteret af viceformænd og en række arbejdsgrupper. I

de kommende måneder debatterede forsamlingen, hvorledes en forfatning

skulle se ud. Det var en åben debat, som også inddrog befolkningerne, dels

gennem pressedækningen, dels gennem et web-baseret forum, som borgere

kunne indsende forslag og kommentarer til. Europa skrev historie i de dage

– aldrig før har et forfatningsarbejde inddraget så mange enkeltpersoner

og grupper i samfundet som denne, aldrig før har et sådant arbejde været

udført med en så høj grad af transparens og åbenhed 24 .

Jeg selv havde lejlighed til at møde to af Laeken Konventets arbejdsgrupper,

en under forsæde af den tyske socialdemokrat Klaus Hänsch (fra Europaparlamentet)

og en med Guiliano d’Amato, den fhv. italienske premierminister,

som formand. Sammen med en kollega fra ESA, Michel Praet,

var jeg officiel repræsentant for EIROforum ved møderne.

Konventet mødtes i Justus Lipsius bygningen, en klods af et hus i rosa

marmor ved Rond Point Schumann i Bruxelles, over for Berlaymont og

Charlemagne bygningerne. Huset er normalt hjemsted for Ministerrådet

– og for demonstrationerne. For der går næppe en dag, uden at der demon-

193


streres uden for den bygning. Sagt lidt spydigt, så skal man bare gå efter

demonstrationerne, hvis man skal finde Justus Lipsius bygningen.

Indeni er der mindre ”spændende”. Faktisk er bygningens interiør, med lave

lofter og brune farver så deprimerende, at Ministerrådets embedsmænd og

medarbejdere burde have et kedsomhedstillæg oven i lønnen. Det er svært

at forstå, hvordan store visionære tanker for kontinentets fremtid kan tænkes

i så beklemmende fysiske omgivelser. Men det var faktisk tilfældet under

arbejdsgruppernes møder.

Min kollega Michel Praet havde til opgave at præsentere en formel stillingtagen

fra ESA til forfatningsprojektet. Det var relevant, for et af temaerne

var spørgsmålet, om Unionen skulle have lov til at påtage sig kompetencer

m.h.t. en ”rumpolitik”. Det lyder måske teknisk og tørt, men det er faktisk

en diskussion af strategisk vigtighed for Europa. Michel havde selvfølgelig

medbragt erklæringen, som han læste op i forsamlingen. Dernæst var det

min tur. Jeg repræsenterede som sagt EIROforum. Vort – og mit – ærinde

var et andet. Vi ville gerne understrege betydningen, som forskning har

for et samfund. Jeg havde også en skriftlig erklæring, som indgik som et

officielt arbejdsdokument. Men da jeg fik ordet, valgte jeg at afvige fra det

skrevne ord. Utallige erklæringer i Konventet drejede sig om alle tænkelige

aspekter af velfærd. Mit argument, som jeg i stedet formulerede i talesprog,

var, at forudsætningen for denne velfærd netop var et samfund, der forstod

og udnyttede resultaterne af videnskabelig forskning. Og at forskning på

samme tid var en integral del af vor europæiske kultur. Det var derfor nødvendigt

i den kommende forfatning at give plads til denne dimension.

Min historielærer på Rørkjær Skole, Henning Hein, havde ”prædiket” for

os om en grundlovs betydning. Og jeg havde i mit praktiske arbejde med

EU systemet gang på gang oplevet, hvordan dette eller hint ”ikke kunne

lade sig gøre” – ikke fordi det ikke forekom ”fornuftigt” eller ”rigtigt”, eller

fordi den gode vilje manglede, men fordi der ikke var lovgrundlag derfor.

Jeg brændte for denne sag. Derfor kunne jeg ikke bare læse en tør tekst op.

194


Mødet i Hänsch’s arbejdsgruppe var formelt og stramt organiseret. Hos

d’Amato var formen langt mere løs og livlig. Om det var mere produktivt,

ved jeg ikke. Det var også kortere, for på denne tid udspilledes Europamesterskaberne

i fodbold, og den dag stillede Italien op. Som god italiener

kunne d’Amato ikke holde ud at diskutere forfatningsemner, mens Italiens

berømte ”Squadra Azurra” kæmpede for Italiens ære. Han bad arbejdsgruppen

om tilladelse til at slutte mødet tidligt, hvilket han fik. Jeg gik ved

siden af ham på vej ned af trappen fra mødelokalet. Han sagde: ”Vi tænker

ikke så tit over det, men vi [der beskæftiger os med en den europæiske integrationsproces

– CM] er jo i virkeligheden en lille elite. Hvis vi ikke passer

på og får befolkningerne med, så vil vi en dag opdage – hvis vi drejer os om

og ser tilbage – at der ikke mere er nogen bag os. Eller også en masse, som

forfølger os!” Hans ord runger stadig i mine ører.

I sommeren 2003 forelå så endeligt forfatningsudkastet. Artikel I-3, som

definerede formålet med Unionen, fastslog, at “Unionen arbejder for

en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk

vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne,

hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt

niveau for beskæftigelse, miljøbeskyttelse, videnskabelige og teknologiske

fremskridt, bekæmpe social udstødelse, fremme social retfærdighed, lighed

mellem mænd og kvinder, solidaritet mellem generationer, beskytte børn,

respektere forskellighed og beskytte Europas kulturarv.” 25

Det var fantastisk! Jeg er ikke bekendt med, at nogen anden forfatning i

verden – i sin formålsparagraf – udtrykte støtte til forskning. Skulle Europa

vise vej på dette punkt? Forslaget indeholdt også nytænkning på andre

områder (f.eks. idéen om ”europæiske folkeafstemninger”) og gik generelt

et stort skridt i retning af at styrke demokratiet i Unionen. Konventet havde

”leveret en flot vare, når det gælder forenkling, og når det gælder tydeliggørelse

af demokrati på europæisk niveau”, som Steen Gade beskrev det i

sin bog ”Gades Europa” 26 , i hvilken han prøver at give et både dybtgående

og vidtfavnene bud på vor det fælleseuropæiske politiske projekt, som den

Europæiske Union jo er.

195


I efteråret fulgte intense forhandlinger mellem regeringerne. I denne fase

var offentligheden udelukket, men alle væsentlige punkter, inkl. støtten til

forskning var fastholdt i den endelige tekst. Så kom folkeafstemningerne i

Frankrig og Italien. Forfatningen blev forkastet med fynd og klem.

Valgforskere og politikere vil nok aldrig blive enige om, hvorfor forfatningen

blev forkastet. Nogle vælgere sagde, at den var ”for social”, andre at den

var ”for lidt social”. Især i Holland stemte mange imod, ”fordi EU var for

dyrt” (!), uden at man gjorde sig den umage at forklare, hvordan det skulle

forstås. I Frankrig var der en ubehagelig understrøm af xenofobi, knyttet til

perspektivet af et muligt tyrkisk medlemskab. Jeg fandt det deprimerende

al den stund, at hverken EUs budget eller tyrkisk medlemskab havde noget

som helst at gøre med forfatningen. Ligeledes at det syntes klart, at de

færreste, der gik til stemmeurnerne, vel nogensinde havde læst forfatningsteksten,

som de nu stemte om. Og det er ikke helt så mærkeligt: Teksten

omfattede omkring 240 sider og var svær at læse. Målet at folkeliggøre EU

havde man tydeligvis ikke nået. D’Amatos ord maner stadig.

Mit nye job medførte ”tiltrædelsesbesøg” hos en række embedsmænd og

beslutningstagere i EU systemet. Jeg blev vel modtaget, ikke mindst i Kommissionen.

Når jeg stod dér som en anden støvsugersælger og forklarede, at

jeg havde noget vigtigt på hjerte, og at det drejede sig om europæisk astronomi,

smilede de bredt. ”Nå, så du kommer fra Spanien!” var deres kommentar.

Spanien? Det var i begyndelsen af dette årti. VLT var netop sat i

drift med enorm succes. I USA havde de indgået væddemål om, at europæerne

aldrig ville kunne tage sig sammen eller være i stand til at få dette projekt

til at fungere. Men det gjorde det – og det producerede store mængder

af videnskabelige data, det ene sæt mere spektakulært end det andet. ESO

”surfede” på toppen af en fantastisk bølge af succes. Verdens astronomer

så på os med beundring eller misundelse, alt efter hvor de befandt sig. Vi

havde været på TV, i radioen og i aviserne. Så hvorfor Spanien?

I halvfjerdserne og firserne havde Spanien med partnere især i England

og Holland (men også i Skandinavien) opbygget et stort astronomisk

observatorium på øen La Palma, den næstvestligste af de Kanariske Øer.

196


Efter det spanske medlemsskab af EF havde de fået store midler stillet til

rådighed gennem de såkaldte ”strukturfonde”, som understøtter finansielt

svage regioner i EU. Observatoriets direktør havde vist sig at være dygtig

til at skaffe ”europæiske midler”, og han stod bag et godt organiseret lobbyarbejde

i Bruxelles, uden tvivl med solid politisk støtte fra de spanske

politikere. Embedsmændene i Europakommissionens Generaldirektorat

for Forskning var derfor ganske fortrolige med det spanske observatorium

– i sidste ende sendte de jo masser af penge dertil. ESO, derimod,

modtog ingen midler fra Kommissionen. Derfor eksisterede vi ikke i deres

bevidsthed. Problemet var imidlertid, at ESO forlængst havde overhalet

vore spanske kolleger, videnskabeligt, teknologisk og også med hensyn til

ressourcer. ESO stormede frem, i Spanien så det anderledes ud, omend de

fremdeles havde store ambitioner.

Selv om vi netop havde taget VLT i brug, havde vi planer om et nyt kæmpeteleskop.

Spanierne havde lignende planer, men dels var det klart, at

Europa næppe ville have råd til at finansiere to projekter, dels foregik der jo

netop en konsolideringsproces i europæisk forskning. Spanien havde foreslået

en sammenslutning af de to observatorier. Vi afviste, men tilbød dem

i stedet at blive medlem af ESO, hvad de også blev få år senere. Vi frygtede,

at en sammenslutning ville betyde, at vi skulle stille midler til rådighed

for observatoriet på La Palma, som rådede over en række teknologisk

utidssvarende instrumenter på et tidspunkt, hvor vi selv var i gang med at

nedskære aktivitetsniveauet på La Silla (som havde faciliteter, der mindede

om dem på La Palma) for at sikre tilstrækkelige ressourcer til VLT såvel

som til fremtidige instrumenter. Det var et delikat politisk spil. I Europaparlamentet

mødtes jeg med Carlos Westendorp (dengang formand for

parlamentets forskningsudvalg, ITRE, men i øvrigt også tidligere spansk

udenrigsminister – og i skrivende stund spansk ambassadør i Washington).

Han var interesseret i en ”Minihøring” i parlamentsudvalget om de store

”næste-generations” teleskopprojekter. Politik betegnes af nogle som ”det

muliges kunst”; andre påstår, at politik er ”det umuliges kunst”. Men politik

er som bekendt ikke bare stræben efter høje mål. Der bliver også bagt

”rævekager” af og til.

197


Jeg organiserede høringen med en række ESO eksperter. Et par dage før arrangementet

fik jeg en mail fra Westendorps sekretariat. ”Dr. Westendorp”

ville gerne have repræsentanter fra La Palma med til høringen. ESOs generaldirektør

blev bleg, da hun læste det; hun erkendte, at her blev lagt en

fælde. For Westendorp ønskede en parlamentsudtalelse til fordel for det

spanske projekt. Det kunne have sikret La Palma observatoriets fremtid,

hvilket set ud fra en regionalpolitisk overvejelse selvfølgelig var fuldkomment

legitimt. ESOs projekt var derimod baseret på, at man ville bygge

”det bedste teleskop” på ”det bedste sted”, uanset hvor det nu end måtte

være. For os måtte placeringen afhænge af en grundig, teknisk undersøgelse

og sammenligning af alternativer, hvilket endnu ikke havde fundet sted.

Catherine havde helst aflyst høringen, men der var ingen vej tilbage. Jeg

prøvede at berolige hende. ”Lad os i stedet udnytte situationen,” argumenterede

jeg. Umiddelbart før mødet startede, mødtes Richard West og jeg

med det konservative, danske parlamentsmedlem Christian Rovsing, som

var en gammel klassekammarat til Richard. Vi satte ham ind i situationen.

”Bare rolig,” sagde han, ”den klarer jeg!” Og det gjorde han. Der var en udmærket,

omend skarp debat, som resulterede i generel tilslutning til idéen

om, at Europa skulle fortsætte sin succesrige vej inden for astronomisk

forskning med bygningen af et ”næste-generations teleskop” – men uden

Fra høringen i Europaparlamentet.

198


ESA kontoret i Avenue de Cortenbergh.

at blåstemple den spanske ”enegang”. Christian var aktiv, da den endelige

rapport blev skrevet, og han holdt tæt kontakt med os i den tid.

Personligt havde jeg gerne været foruden ”bataljen i Parlamentet”. Sådanne

videnskabelige diskussioner egner sig ganske enkelt ikke for en politisk debat.

Dertil kom, at jeg intet havde imod det spanske projekt som sådan.

Men det var vigtigt, at vi ikke undergravede fremtidsperspektivet for europæisk

astronomi gennem ny fragmentering og ”familiestridigheder” – for

projekter af denne art kræver, at alle trækker på samme hammel. ESOs

utvetydige succes på verdensplan skyldes ikke bare, at man har satset benhårdt

på videnskabelig og teknologisk kvalitet og været i stand til at samle

nogle af verdens førende eksperter under ét tag, men også at medlemslandene

i snart 50 år har stillet store ressourcer til rådighed. Hvis vi mister

pusten p.gr.a. uenighed eller giver ikke-videnskabelige hensyn – som f.eks.

egnsudvikling – prioritet, risikerer vi, at de store investeringer på den lange

bane viser sig at have været forgæves. Det i øvrigt uden at underkende nytten

eller legitimiteten af egnsudvikling eller andre overvejelser og hensyn.

Dette syn har efterhånden fundet vid udbredelse. I dag er antallet af ESO

medlemslande vokset til 13, og der står en række lande på dørtærsklen.

199


Min tid på denne post indebar som nævnt ugentlige rejser til Bruxelles. Jeg

stod op kl. 5 om morgenen i Garching, landede i Bruxelles kl. 8 og havde

møde efter møde, somme tider fem eller seks i dagens løb. Derefter fulgte

rapportskrivning på kontoret i Avenue de Cortenbergh. Jeg sluttede typisk

ved ni-tiden, hvilket tillod et kort besøg hos La Brace, min ”yndlingsitaliener”

i Rue Franklin, inden jeg faldt omkuld på hotellet. Næste dag gik

det videre, indtil jeg tog flyet kl. 21 til München. Hjemme ventede Asta og

børnene. Sarah og Christoph var begge teenagere med alt, hvad det medførte.

Der er selvfølgelig historien om ham, der fortæller, ”at da jeg blev 15,

blev mine forældre pludselig meget mærkelige, men da jeg blev 20, blev de

heldigvis normale igen”. Da jeg selv var i den alder, købte min mor bogen

”Hvordan man overlever med en teenager i huset”. Men jeg må sige, at jeg

så mine børns pubertet som en smuk periode. De var som spirende blomster,

sarte, følsomme, undervejs til at springe ud i fuldt flor.

De var meget forskellige. Christophs store interesse var fodbold, og det

hører nok til de større pædagogiske bedrifter, at han fik mig til at værdsætte

dette spil. Det var berigende for mig at få lidt indsigt i denne verden, og

jeg er ham virkelig taknemmelig for den tålmodighed, han udviste over for

sin far. Sarah og jeg fandt en anden kontaktflade i disse år: Musik. Hun

faldt for nogle af de gamle rockbands, Doors og Led Zeppelin, men viste

til gengæld vej for mig til nye kunstnere og bands, Kashmir, Cold Play og

ikke mindst Reamonn, den irske troubadour, som har skrevet og sunget

nogle af tidens mest vidunderlige rock-ballader. Det var en tid mellem slips

og gråt jakkesæt og jeans og T-shirt. Trods mine hyppige fravær fandt jeg et

kammaratskab med Christoph og Sarah – som i sin tid med Jakob.

I mellemtiden var Jakob også vendt tilbage til os. Efter studietiden havde

han fået ansættelse på det Kongelige Danske Generalkonsulat i München

og boede derfor ”midlertidigt” hos os. Vi var igen en familie på fem. Selvfølgelig

var det hos os som i andre familier – hvert medlem har egne interesser,

ønsker, sorger og bekymringer. Men jeg tror ikke, det er et udtryk for

fortegnet romantik, når jeg siger, at vi også støttede hinanden, når der var

vanskeligheder. Samtidig glædede det både Asta og mig at se, hvordan Jakob,

Christoph og Sarah ”fandt hinanden” i et positivt ”søskendeforhold”.

200


Sarah slog nye rødder i Danmark og prøvede kræfter dér med tilværelsen. Billedet er fra

Arne og Lilli Ann Gundestrups charmerende Galleri Baghuset i Esbjerg, hvor hun fik

mulighed for en soloudstilling med fotos og malerier. (Foto: Christoph Martin Madsen)

Med min egen erfaring in mente ser jeg måske det som det mest positive,

der skete i familien i de år.

I 2005 tog Sarah studentereksamen fra den Europæiske Skole og tog derefter

på højskole i Danmark. I foråret 2007 blev det Christophs tur til at

flytte. Jeg var knust, da Jakob flyttede et årti tidligere. Denne gang havde

jeg det godt med det, for i mellemtiden havde jeg lært at give slip. Tiden var

kommet – de skulle ud i livet som den opdagelsesrejsende, der fra stranden

spejder ud på det åbne hav…

For mig kom igen en mandag morgen, eller tirsdag eller onsdag, hvor vækkeuret

ringede kl. 5, og taxaen til lufthavnen stod for døren 5:45.

EIROforum mødes regelmæssigt i årets løb – koordinationsudvalget fire

gange om året, generaldirektørerne (som jeg for mit indre betegnede som

de ”syv samuraier”) to gange. De er ledsaget af deres respektive medlemmer

af koordinationsudvalget, som går under betegnelsen ”sherpaerne” el-

201


Møde i Bruxelles med

de syv samuraier.

ler vandbærerne. I generaldirektørernes møde deltager ofte en højtstående

repræsentant for Kommissionen – det kan være Kommissæren selv eller

Kommissionens generaldirektør for forskning, som dengang var Achilleas

Mitsos. Jeg havde længe haft den idé, at EIROforum og Kommissionen

skulle prøve at etablere en form for samarbejdsaftale.

De europæiske lande har af historiske grunde valgt at artikulere deres

forskningsmæssige samarbejde gennem to kanaler – De europæiske Fællesskabers

forskningsaktiviteter og gennem de mellemstatslige organisationer,

såsom EIROforum organisationerne. Det forekom indlysende, at disse

to ”systemer” burde tale med hinanden, og at koordination imellem dem

ville være en god idé. Men det var faktisk ikke sket endnu – og det havde

en grund. For de to systemer repræsenterer de to – vanskeligt forénlige –

hovedlinjer i europæisk politik: Skal samarbejdet baseres på kooperation

mellem suveræne nationalstater eller i et fællesskab, styret af et supranationalt

organ? Dette fundamentale spørgsmål er fremdeles uafklaret. Men det

Europæiske Forskningsrum drejer sig jo om at styrke samarbejdet mellem

alle aktører. Burde vi altså ikke gøre et forsøg på at gennembryde den gordiske

knude – i det mindste inden for vore kompetenceområder? Jeg havde

argumenteret for det i koordinationsudvalget, og nu var turen kommet til

generaldirektørernes møde, som fandt sted i Athen.

Mødet fik et kaotisk forløb p.gr.a. flystrejker. I stedet for at nå Athen ved

middagstid, ankom vi kl. 2 den følgende nat, sov en tre-fire timer i et lufthavnshotel

og kørte så til vort mødested. Alle var trætte, og diskussionen

202


forløb trægt. Da vi nåede til dagsordenspunktet ”Principaftale med Europakommissionen”

var tiden stort set gået. Jeg nåede at præsentere min idé

på fem minutter, men fik ingen rigtig feedback fra de høje herrer og damer.

På dette tidspunkt stødte Kommissionens repræsentant, Mitsos, til mødet.

EIROforums formand bød ham velkommen og gav en kort gennemgang

af mødets hidtidige forløb. Uden varsel så han derpå på mig: ”Og nu vil

Claus forelægge vore tanker om det fremtidige samarbejde med Kommissionen!”

sagde han. Der var intet musehul i nærheden, så jeg havde intet

valg: Jeg måtte føre en åben forhandling så at sige med mine syv chefer i

nakken, men uden i øvrigt at vide, om de rent faktisk var enige med mig.

Sådanne forhandlinger vil normalt foregå helt anderledes – med en første

forsigtig, informel kontakt på lavt niveau, måske over en frokost eller i en

korridor. Hvis sagen ikke strander undervejs, kan den efterhånden bevæge

sig ”op igennem systemet”, indtil den havner dér, hvor beslutningerne kan

tages. Når den er så vidt, ved man som oftest, hvad resultatet bliver. Men

den dag i Athen blev processen kortsluttet. Der var ganske vist ikke tale

om hverken en fredsslutning eller en krigserklæring, men en formel aftale

med Europakommissionen er ikke desto mindre et vægtigt dokument. Fra

Kommissionens side kræver det bl.a., at alle kommissærerne giver deres tilslutning.

Så jeg var ”ude på det dybe vand”. Jeg skildrede min idé om en

aftale, og hvad den burde (eller kunne) indeholde. Så fik Mitsos ordet. Han

smilede bredt og erklærede, at han var utroligt glad for forslaget. Han var

parat til at arbejde med os i udarbejdelsen af den formelle tekst og mente,

at vi burde satse på at få en aftale i hus så hurtigt som muligt. Jeg bevilgede

mig selv en ekstra ouzo den aften.

Aftalen, som blev formuleret som et ”Statement of Intent”, blev underskrevet

af Forskningskommissær Philippe Busquin og ”de syv samuraier” ved

en lille ceremoni i Bruxelles i oktober 2003 27 . Ceremonien faldt sammen

med det næste regulære møde for ”samuraierne”. De havde meget at diskutere,

for de nye vinde i Europa begyndte at føles, f.eks. forelå nu ”Barcelona

Beslutningen” om at øge investeringerne i forskning og teknologi til 3 % af

bruttoindlandsproduktet for EUs medlemslande, en forøgelse på 50 %. En af

generaldirektørerne fik den idé, at ”vi burde offentliggøre vore tanker om den

fremtidige udvikling for europæisk forskning”. Forslaget fandt almindelig

203


tilslutning, men blev i øvrigt ikke diskuteret i mere end nogle få minutter.

Visse idéer er så ”store”, at man let overser dem. Derfor blev ingen udpeget

som ”tovholder” for projektet, men det gav mig ingen ro. Jeg besluttede

derfor at samle koordinationsudvalget til et møde i Garching. For at have

en basis for diskussionen skrev jeg et første udkast til dokumentets hovedpunkter.

Jeg foreslog, at vi ikke skulle lave en lang klagesang og bønskrift

om, hvad samfundet burde gøre for os, men snarere beskrive, hvad videnskab

og forskning kan gøre for samfundet og for Europa i lyset af Lissabon

målsætningen.

Der var ingen dybere hensigt eller personlig ambition bag det faktum, at

det blev mig, der tog initiativet, men det førte til, at jeg blev ”siddende”

med opgaven som koordinator, redaktør og hovedforfatter for, hvad der

internt blev kendt som ”the Vision Paper”. Det var en stor mundfuld, for

opgaven var jo at udvikle en ”vision” for europæisk forskning. Dokumentet

skulle have substans, men samtidig skulle det kunne understøttes af alle syv

organisationer, som er meget forskellige, både hvad angår forskningsområde

og -orientering – og institutionelle interesser. For sådan er det jo i den

virkelige verden. Jeg sled i de måneder, og det forblev ikke ubemærket. Fra

en af vore partnerorganisationer fik jeg en dag denne e-mail: ”What is your

secret? Do you have a double of you doing everything in your job that a 24

hours’ day would humanly not allow you to do?”

Europakommissær Janez Potočnik (højest, i midten) sammen med ”samuraierne” ved

præsentationen af vort forskningspolitiske positionspapir i Berlaymont bygningen.

204


Mellem 2005 og 2008 fungerede jeg også som officiel ESO talsmand. Billedet

her er fra et pressemøde i Liège med den walonske minister for videnskab og

teknologi, Marie-Dominique Simonet, vedrørende offentlige teknologifremmeaktiviteter

for europæisk industri.

I oktober 2004, ét år efter at idéen var blevet født, blev udkastet til dokumentet

forelagt de syv generaldirektører. Det havde et omfang af 100 sider

og bar titlen ”Towards a Europe of Knowledge and Innovation”. ”Samuraierne”

forstod værdien af dokumentet og støttede op om det. De forstod

også, at tiden var knap, så vi skulle finde en afslutning. Men de kunne ikke

enes om mange af formuleringerne. Til sidst foreslog formanden, direktøren

for det Europæiske Rumagentur, at man overlod det til mig at tage de

endelige beslutninger. Alle sagde ja, hvilket forledte mig til også at acceptere

det. Jeg gik i gang med sidste fase. Men generaldirektører er ikke vant

til at blive modsagt. Fanden var løs i Laksegade, da jeg rundsendte den endelige

udgave. Jeg var udsat for et enormt pres fra alle sider. Heldigvis bakkede

formandskabet mig op. ”I…express ESA’s gratefulness for the leadership

shown by Claus,” skrev han. Dermed var sagen afgjort. Dokumentet

blev overgivet til den nye Europakommissær, Janez Potočnik, først på året

og præsenteret formelt ved en pressekonference i Europakommissionens

hovedsæde i Berlaymont bygningen d. 20. april 2005 28 .

Rom blev ikke bygget på én dag, siger man. Europa ej heller. EU systemet

er trægt, komplekst og ofte fyldt med paradokser. Det er let at blive fru-

205


Det smukke bakkelandskab omkring Ypres er oversået med kirkegårde fra Den

første Verdenskrigs store blodrus.

streret, når man synes, man ikke kommer videre. Ser man imidlertid, hvor

langt vi er kommet i Europa i det sidste halve århundrede, ser det hele anderledes

ud. Vi arbejder sammen på kryds og tværs af grænser (faktisk har

vi delvist fjernet grænserne), mange af os har fælles mønt, de unge taler flere

sprog og udlandsophold er en naturlig del af deres uddannelse, regionerne

blomstrer op som nye økonomiske og politiske kraftcentre (som vi f.eks.

ser det i Skotland, i Katalonien eller i vor hjemlige Øresundsregion). Intet

menneske i Vesteuropa ville i dag komme på den idé, at man behøvede at

være bange for sit naboland. Og vi prøver at finde fælles fodslag på den verdenspolitiske

scene – i det væsentlige med en politik, der bygger på fred og

demokrati, men også respekt for international lov. I forbindelse med modtagelsen

af Sakharov Prisen i januar 2004 talte FNs generalsekretær Kofi

Annan til Europaparlamentet om Europas rolle i verden ”Europe has seen

more than its fair share of war, tyranny and terrible suffering. But Europeans

have replaced that with a future of hope. You have pursued the path of peace

through multilateralism.” 29

206


Christoph i Europaparlamentet.

At komme dertil – efter at have udløst to verdenskrige inden for et tidsrum

på bare 25 år og i løbet af de sidste 100 år – er noget, vi kan være stolte af.

Og noget vi bør formidle til vore børn. Set i det lange historiske perspektiv

kunne man vove den påstand, at vore bedsteforældres generations store

fortjeneste var at vise, at demokrati var muligt. Vore forældre påviste, at

almen velfærd var muligt. Uden at forfalde til det patetiske kunne man så

fortsætte med at se vor generations historiske opgave som at vise, at fred

er mulig – i hvert fald i vor del af verden? Derfor tog jeg Christoph med

på en rejse til Bruxelles – og Belgien. Vi startede med at se skyttegravene

i Flandern, omkring den lille by Ypres, hvor nogle af de blodigste kampe

fandt sted under Den første Verdenskrig. Vi fortsatte så til Bruxelles for at

se Europaparlamentet og de andre EU institutioner. Stærkere kan man ikke

illustrere Europas nyere historie. ”Jeg spørger mig selv, hvad der mon ville

ske, hvis alle hære på samme tid gik i strejke og sagde, at man måtte finde en

anden måde at bilægge striden!” skrev marineminister Winston Churchill

i November 1914. I 1946 foreslog han, at man skulle danne en ”regional”

207


struktur i Europa, ”en slags Europas forenede stater.” 30 Christoph er meget

interesseret i nyere historie og også politisk bevidst. Han fik uden tvivl

meget ud af denne tur, og det var dejligt for mig at foretage den sammen

med ham.

Den dag vil selvfølgelig komme, hvor Jakobs, Sarahs og Christophs generation

tager over, men indtil da er det ”os”, der står på historiens byggeplads.

Min byggeplads hed fremdeles det Europæiske Forskningsrum, ofte betegnet

med det engelske navn the European Research Area (ERA). Idéen

bag forskningsrummet var at styrke kvaliteten af europæisk forskning og

at effektivisere indsatsen gennem samarbejde imellem de europæiske lande

med muligst få administrative og praktiske hindringer og begrænsninger.

Bedre og mere effektiv forskning var en del af Europas svar på den udfordring,

der fortsat udgår fra globaliseringen. En del af bestræbelserne går

også ud på at skabe et mere forskningsvenligt miljø, så man kan tiltrække

forskere fra hele verden. At samle så mange af verdens bedste begavelser

som muligt var en del af opskriften på Amerikas succes i det 20. århundrede,

hvor U.S.A. etablerede sig som den førende nation i verden med hensyn

til forskning, teknologi og innovation. Dette er ikke et spørgsmål om, at

amerikanske borgere fik fjernsyn og køleskabe lang tid før resten af verden;

det er intet mindre end et spørgsmål af afgørende strategisk betydning –

med vidtrækkende politiske konsekvenser. Etableringen af det Europæiske

Forskningsrum var – og er – derfor en del af bestræbelserne på at genskabe

en fornuftig balance, hvor Europa ikke bare kan formulere sin egen politik

på verdensplan, men også besidder den økonomiske og teknologiske evne

til at implementere denne politik i den virkelige verden.

En lille brik i dette spil var Europakommissionens såkaldte ERA-link

projekt, hvis formål var at vise studerende såvel som etablerede forskere i

USA – mange af dem fra Europa –, at der i dag også er interessante job- og

karrieremuligheder i Europa. Med andre ord et forsøg på at transformere

hvad man har beskrevet som Europas ”brain-drain” til en mere afbalanceret

udveksling af talent. For i kampen om de bedste hoveder er der tale

om ét, globalt arbejdsmarked. Europakommissionen tog derfor godt imod

208


Håbefulde unge studerende fra M.I.T. venter tåmodigt i køen, i ”stadstøj” og med

C.V.’et under armen, for at tale med repræsentaterne fra en række europæiske hi-tech

foretagender. Blandt de danske firmaer var Mærsk, Novo Nordisk og Vestas. Blandt

de unge mennesker, der søgte en fremtid i Europa, var såmænd også en ung pige fra

Esbjerg, som nu forskede i diabetes i U.S.A.

et initiativ, som udgik fra en forening af europæiske studerende ved det

amerikanske forskningsmekka og eliteuniversitet Massachusets Institute

of Technology (M.I.T.) i Cambridge, Massachusets, om at organisere en

årligt tilbagevendende jobmesse med fokus på Europa. Kommissionen

spurgte EIROforum, om vi havde lyst at deltage, hvilket vi naturligvis

sagde ja til. Det blev min opgave at repræsentere EIROforum ved disse

arrangementer, hvilket også gav mig mulighed for behageligt gensyn med

Boston og New England, en af de mest charmerende dele af Nordamerika,

som jeg havde lært at kende under et tidligere besøg sammen med Richard

West på Harvard.

Det er værd for en kort stund at beskæftige sig med M.I.T. Denne ærværdige

institution blev grundlagt i 1861. I 1850 var Californien blevet en

del af U.S.A., og det tog ikke længe før man på østkysten erkendte, at man

umuligt kunne hamle op med Californiens uhyre potentiale bl.a. hvad

209


angik landbrugsproduktion. Man måtte altså finde andre måder at klare

sig på økonomisk. Løsningen var etableringen af et af verdens stærkeste

videncentre, med universiteter som Harvard og Tuft’s – og M.I.T. De to

tvillingebyer, Boston og Cambridge, Mass., har fastholdt denne position,

og der er ingen tvivl om, at hvis man ønsker at rekruttere nogle af de bedst

begavede unge mennesker i verden, er dette stedet at finde dem.

International forskningspolitik var blevet mit arbejdsområde, men den

omfattede selvfølgelig en række andre løbende projekter og opgaver, f.eks.

i forbindelse med optagelsesforhandlinger for nye medlemslande i ESO.

Ian Corbett var ESOs vicegeneraldirektør. For mig var han ganske enkelt

”Store Ian” – ikke så meget p.gr.a. hans statur (som ikke var ubeskeden)

men for hans intellektuelle format. Jeg tror ikke, man kan tale med ham

om noget emne, uden at han har en velinformeret og velformuleret mening

om det. Ian var oprindelig partikelfysiker af uddannelse, men havde skabt

sig en ”anden” karriere som forskningsadministrator. På ESO tog han sig

bl.a. af internationale relationer, hvilket også faldt naturligt i betragtning af

den stærke autoritet, han udstrålede. Mit arbejde med EU systemet og de

internationale organisationer medførte naturligvis en vis overlapning, og

efterhånden kom vi til at arbejde rigtigt godt sammen. Da han i efteråret

2006 forlod ESO for at gå på pension, overtog jeg en stor del af Ians internationale

arbejde. På daværende tidspunkt var vi i den varme fase, hvad

angik optagelse af den Tjekkiske Republik i ESO.

Tjekkerne havde længe været interesseret i medlemsskab. Under IAU generalforsamlingen

i Sydney i 2003 havde vi haft de første informelle samtaler,

og sidenhen havde de gjort et godt benarbejde i Prag m.h.t. at etablere den

nødvendige politiske opbakning. På ESO var både Catherine og jeg opsat

på at ”hale en aftale hjem”, men det var ikke helt simpelt, for der var nogen

skepsis i mange kredse m.h.t. til ”de nye lande”. Dermed mentes selvfølgelig

de lande, som historien havde placeret på den kommunistiske side af jerntæppet,

og som nu arbejdede hårdt på at blive integreret i et Europa, præget

af den vesteuropæiske samfundsmodel og politiske tradition baseret på

markedsøkonomi og demokrati. At lade dem deltage som ligebyrdige med-

210


lemmer i den europæiske ”viden-struktur” synes at være oplagt, men ikke

alle så sådan på det. På en fælles rejse sagde Catherine: ”Claus, er du klar

over, at vi to formodentligt er de eneste i ESO, der synes, at det er vigtigt at

få tjekkerne med.” Det var måske at sætte sagen på spidsen, men jeg følte

under alle omstændigheder, at det var en kamp, som skulle kæmpes, hvis

man – som jeg – tror på værdien af den europæiske integrationsproces.

Sammen var vi rejst til Prag i efteråret 2005, havde mødt viceministerpræsidenten,

Martin Jahn, og højtstående embedsmænd. Det så lovende ud.

Men der skulle snart være valg, så vi gik i venteposition. Valget i sommeren

2006 endte med den barokke situation, at regeringen og oppositionen hver

kontrollerede 100 mandater i parlamentet. En tilsyneladende umulig tilstand,

men vore tjekkiske kontakter kendte en vej frem. På trods af den politiske

lammelse forhandlede vi et aftaleudkast færdigt mellem os i midten

af oktober. Nu skulle det godkendes i Prag. Efter en forhåndsgodkendelse

kunne det så forelægges ESOs Råd i begyndelsen af december med henblik

på tiltrædelse d. 1. januar 2007. Det var tydeligt, at tjekkerne havde travlt,

for de så en politisk chance; men der var kun plads til ét forsøg, og det

måtte finde sted i selvsamme finansår.

Vi havde aftalt, at parallelt med den politiske og juridiske proces skulle

en tjekkisk delegation besøge ESO i Chile for ved eget øjesyn at se, hvad

de var ved ”at købe” sig ind i. Jeg besluttede mig for at rejse med dem, og

således mødtes vi i Santiagos lufthavn d. 6. november. I flyet på vej til Antofagasta

betroede min tjekkiske kollega mig, at ”der var problemer” med

aftalen. Problemerne havde for så vidt intet at gøre med aftalens substans,

men der var komplicerede juridiske aspekter forbundet med kravet om

parlamentarisk ratifikation af aftalen. En ratifikation var nødvendig, for

medlemsskab af ESO kræver tiltrædelse til en international konvention,

altså et folkeretsligt dokument. En tillægsaftale var derfor nødvendig. Og

nu sad vi dér, bogstaveligt talt midt i ørkenen, med bare to ugers frist, før vi

skulle have det endelige aftaledokument klar. At indkalde forhandlingsudvalget

var udelukket med denne frist. Min tjekkiske partner og jeg satte os

sammen den aften og skrev en tillægsaftale, som jeg sendte tilbage til ESOs

generaldirektør. Dagen efter fik jeg et ”OK” fra hende.

211


Fra ESO Rådsmødet i december 2006. (Foto: Hans-Hermann Heyer)

Tilbage i Garching stødte jeg på Ians tidligere assistent, til hvis opgaver det

også hørte at forberede Rådsmøderne. Hun rystede på hovedet. ”Sådan

havde Ian aldrig gjort det. Det går ikke godt,” mente hun. Hendes udtalelse

lod mig ikke uberørt, for Store Ians skygge hvilede også over mig. Alligevel

gjorde jeg hende klart, at nu var det mig, der havde sagen, og at det – under

de givne omstændigheder – altså var mit bud på en løsning. Jeg forelagde

aftalen for Rådet på mødet d. 6. december. Det hele tog ikke meget mere

end fem minutter, og forslaget blev vedtaget énstemmigt. Ugen efter sagde

også den tjekkiske regering ”ja”. Vi var et stort skridt videre, men tilbage

stod den formelle undertegnelse, den parlamentariske godkendelse og en

del diplomatisk og administrativt arbejde.

Tjekkerne forsatte med at presse på. De var nervøse for den parlamentariske

situation. Det endte med, at – almindelig juletravlhed til trods – aftalen

skulle underskrives d. 22. december. Tidspunktet blev lavet om tre gange

inden for et par dage, så vi besluttede os for at tage til Prag aftenen før.

”Vi” var i denne sammenhæng foruden mig selv Thomas Wilson, som var

bemyndiget af Rådet til at skrive under. Vi blev hentet tidligt næste morgen

af en herre fra ministeriet. ”I er heldige,” sagde han, ”I går eftermiddag

212


Underskriftsceremonien i Prag d. 22. december 2006.

indgav Ministerpræsidenten sin afskedsbegæring, men Præsidenten afviste

den, så ministeren kan stadig skrive under.” Vi fik underskriften i hus. Ugen

efter faldt regeringen.

Ifølge aftalen havde Parlamentet nu 120 dage til ratifikationsprocessen

efterfulgt af de formelle procedurer, hvilket indebar deponeringen af bekræftelsen

i det franske udenrigsministeriums arkiv i Paris. Præcis på dagen

faldt bekræftelsen. Der var panik i sidste sekund, da kommunistiske medlemmer

af parlamentet protesterede imod, at en teknisk protokol til aftalen

ikke forelå i ”en autoriseret” tjekkisk oversættelse. Men problemet blev

klaret. Ratifikationen fandt sted på den 119. dag og den Tjekkiske Republik

blev derved medlem. Vi fejrede det tjekkiske medlemsskab, men det

udløste også en chokreaktion i Wien. Østrig havde i 30 år prøvet at blive

medlem af ESO, men var bakket ud, hver gang forhandlingerne så ud til at

føre til et positivt resultat. I Wien så man sig stadig i Kejserrigets tradition,

og tanken, at tidligere vassalstater skulle kunne opnå medlemsskab i ESO

før den Østrigske Republik, eksisterede næppe i de ministeriale kontorer

på Minoritenplatz i Wiens fornemme 1. distrikt. Nyheden slog ned som en

bombe og førte til et nyt østrigsk forsøg på at opnå medlemsskab 31 .

213


Prag spillede også på anden vis en vigtig rolle i 2006. Byen var bl.a. vært for

dette års IAU verdensastronomimøde. Et af emnerne for mødet var forberedelse

af det Internationale Astronomiår i 2009. Idéen om et Internationalt

Astronomiår tager sit udgangspunkt i, at det er 400 år siden, at Galileo

Galilei for første gang benyttede et astronomisk teleskop (og dermed radikalt

ændrede menneskehedens verdensbillede), men også at astronomisk

forskning i dag er inde i en rivende udvikling, som – i sin intellektuelle

rækkevidde – på mange måder tåler sammenligning med renæssancen. På

IAU mødet i Sydney i 2003 havde italienske astronomer opnået støtte til

idéen, og i 2005 vedtog UNESCOs Generalkonference en henstilling til

FNs generalforsamling om at udråbe 2009 til Astronomiår. I Prag var temaet

derfor, hvordan vi kom videre med projektet. Den italienske regering

var parat til at indbringe forslaget for Generalforsamlingen i New York i efteråret

2006, men ville gerne have støtte fra IAU i form af et delegationsbesøg

i New York. Catherine, der foruden jobbet som ESO generaldirektør

netop var blevet præsident for IAU, samlede en gruppe af interesserede til

et frokostmøde. Hun bad mig deltage, skønt jeg ikke havde meget at gøre

Fra verdensastronomimødet i Prag i August 2006.

214


De store astronomimøder, som finder sted hver 3. år, samler flere tusinde mennesker

fra alle verdenshjørner og byder på gode muligheder også for individuelle kontakter.

med denne sag. ”Hvem vil være parat til at deltage i en delegationsrejse til

New York?” spurgte hun. Praktisk taget alle omkring bordet rakte hånden

op. Bortset fra mig. Med så mange gode kræfter samlet var der næppe brug

for mig, ræsonerede jeg. Bortset fra det havde jeg jo rigeligt om ørerne.

Rejsen skulle finde sted i oktober. En uge før viste det sig, at delegationen

led af kraftigt mandefald. Uvist af hvilken grund havde mange af de frivillige

fra Prag pludselig ikke tid. Min danske kollega Lars Lindberg Kristensen,

som var IAU press officer, ringede til mig. ”Kunne du ikke få tid

til at tage til New York?”, spurgte han med forsigtig stemme. Jeg svarede

positivt henholdende. Jeg ville gerne hjælpe, men IAUs affærer var jo ikke

mine. Få minutter senere modtog jeg en e-mail fra Catherine: ”Dear Claus,

Everybody involved agrees enthusiastically: we would be delighted if you

could take part in the UN delegation”. Jeg bookede en billet, men havde

endnu ikke pakket min kuffert, da rejsen abrupt blev aflyst. Den italienske

FN ambassade var i mellemtiden løbet ind i massiv modstand mod idéen

og havde konkluderet, at det ikke ville være muligt at samle tilstrækkelig

støtte i Generalforsamlingen. Efter et par dage med e-mails flyvende om

ørerne på os indkaldte Catherine til krisemøde. Da der var deltagere fra

215


hele verden, foregik det som telefonkonference. Jeg deltog dog fra hendes

kontor. Efter en kort diskussion foreslog Catherine at overdrage ”FN-problemet”

til mig. Jeg skulle komme op med en strategi, som kunne føre til en

resolutionsvedtagelse i den følgende generalforsamling (i efteråret 2007),

og i øvrigt koordinere det nødvendige arbejde for at nå dertil. Det var en

stor mundfuld, men jeg fik på den anden side stort set frie hænder til at

kontakte, hvem jeg havde lyst til – og Catherines underskrift på breve,

når det var nødvendigt. Således kontaktede ”vi” f.eks. generalsekretæren

for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, og Zalmay Khalilzad, som interessant

nok ikke bare var Bush regeringens repræsentant i FN, men også var

bekendende Sunni-muslim. Trods sin prekære situation kunne han derfor

på troværdig vis nå mangen en arabisk diplomat, hvilket var værdifuldt al

den stund, at araberne har spillet en vigtig rolle i astronomiens historie, og

moderate arabiske regeringer er stærkt interesseret i aktiviteter, som kan

styrke forholdet til vesten og dermed hjælpe med at forebygge en konflikt

mellem verdenskulturerne.

I de kommende uger og måneder knyttede jeg kontakter og besøgte ambassadører

og andre højtstående embedsmænd (og -kvinder!) i Paris, Rom,

Prag, Bruxelles, Lissabon, Madrid, New York, Santiago og Cape Town.

Men den første station på vejen – i januar 2007 – var Nordborg på Als.

I ”Danfoss Universe”, det nye ”Science Center” i Nordborg, mødte jeg

Bertel Haarder og havde lejlighed til at drøfte Astronomiår-projektet med

ham. Han tilbød mig øjeblikelig sin hjælp. Da jeg kom hjem til Garching

sent samme aften, fandt jeg en mail fra ham til Danmarks ambassadør i FN,

Ellen Margrethe Løj, i hvilken han gav sin støtte til idéen. Bertels støtte fik

meget stor betydning for det videre forløb.

Hvorfor gav det så store problemer at få en resolution gennemført om et emne,

som i bedste fald rangerer temmelig lavt på FN diplomaternes dagsorden?

FNs generalforsamling er nok det vigtigste mødepunkt og forum for verdenspolitikken

forstået på den måde, at her kommer (næsten) alle verdens

nationer og lande til orde. Det fører til spændende, men også kontroverse

debatter. Blandt de vestlige lande har der i perioder hersket en vis ”træthed”

over endeløse – og somme tider ørkesløse – diskussioner, som de enten

216


anså for tidsspilde eller for direkte ubehagelige. Den lange periode med

vestligt hegemoni har efterladt mange ”ubetalte” regninger, og jeg har ikke

mødt mange, som ikke har haft forståelse derfor. Men verden skal også gå

videre – det er også en del af den dynamiske vestlige kultur. Jeg skal ikke

ophøje mig til dommer i den debat, men faktum er, at der eksisterer sådanne

spændinger i det internationale samarbejde. Mange vestlige lande er også trætte

af ”internationale år”, fordi de mener, at de er blevet misbrugt og instrumentaliseret

for politiske mål, som vi enten ikke kan eller har lyst til at støtte. Derfor

vedtog Generalforsamlingen i 2006 – på forslag af Australien, Canada og Finland

– en resolution, som manede til tilbageholdenhed m.h.t. udråbelse af nye

internationale år. Både EU og USA havde sluttet op om denne holdning.

Ved starten af 2007 var vi derfor i den situation, at vi let fandt sympati for

idéen om, at astronomi kunne være et interessant tema (også for et internationalt

år), men at man ”af politiske grunde” slet ikke ønskede internationale

år. Blandt de mest skeptiske lande er de nordeuropæiske, heriblandt

Danmark. Min strategi bestod derfor i at bryde den tætte mur af afvisning

ved at overbevise et ”hard-liner land” til at ændre mening. Det var muligt

med Danmark, fordi jeg kendte undervisningsministeren og vidste, at han

ikke bare altid havde lagt meget vægt på kvalitet i naturfagsundervisningen,

men også var åben for nye tiltag, som kunne styrke interessen for naturvidenskab

blandt unge mennesker. Fra mit arbejde med den tjekkiske

optagelse i ESO havde jeg også gode forbindelser dér. F.eks. var broderen

til min forhandlingspartner på den tjekkiske side sit lands FN ambassadør.

Med Danmark og den Tjekkiske Republik ”på min side” havde jeg

ikke bare et hard-liner land, men også et af de ”nye lande” (de ”gamle” EU

medlemslande gør meget ud af at tage hensyn til ”de nye”). Derefter tog jeg

kontakt med min gamle kollega, José Mariano Gago, som igen var minister

i Portugal, der tilmed havde EU formandsskabet i anden halvdel af året –

dvs. på det tidspunkt, da vi skulle ”i FN”. Snebolden var begyndt at rulle.

Parallelt dertil knyttede jeg forbindelser til Brasilien, Chile, Sydafrika og

Canada, Tunesien og Ægypten, mens en kollega tog sig af Japan. Jeg håbede,

at Canada ville kunne overbevise USA, og at Sydafrika kunne få flere

afrikanske lande med. Samtidig drejede det sig om at berolige italienerne.

Det italienske udenrigsministerium var meget nervøs for at tabe ansigt ved

217


at fremsætte et forslag, der ikke kunne vedtages. Derfor tøvede de med at

fremlægge et udkast til en resolutionstekst. Men på samme tid havde jeg

det problem, at mange af de lande, jeg kontaktede, forståeligt nok først

ville tage stilling, når de havde vurderet teksten.

Det kan måske forekomme mærkeligt, at sagen ikke blev ordnet af de sædvanlige

diplomatiske kanaler. Min fordel var imidlertid, at jeg på den ene

side ikke repræsenterede noget land og derfor sås som ”neutral” (diplomater

er altid mistænksomme over for andre landes diplomater, som forfølger

andre mål end dem selv). På den anden side kunne jeg tale med en vis

vægt og agere med tilstrækkelig legitimitet, for jeg repræsenterede trods alt

en respekteret mellemstatslig international organisation. Under alle omstændigheder

gik strategien op. Den 1. november blev forslaget formelt

indbragt for Generalforsamlingens 2. Komité. Forslaget blev nu støttet af

30 lande. Der var små, men bemærkelsesværdige diplomatiske scoops imellem.

Blandt forslagsstillerne var Algeriet og Israel, såvel som Armenien og

Tyrkiet (og Grækenland) – lande, der sjældent kan enes om ret meget. Bare

ét år forinden havde italienerne knapt nok fundet mere end et par allierede

og var ved at opgive projektet.

Denne gang klappede det med delegationsrejsen. Vi var fem deltagere, som

blev indbudt til at tale, og præsentationen blev godt modtaget. I december

overgav den 2. komité en konsensusanbefaling af forslaget til Generalforsamlingen.

Om eftermiddagen den 19. december (New York tid) blev forslaget

så endeligt vedtaget. Jeg sad ved min computer i Garching den nat.

Klokken 00:44 kom den længe ventede mail fra New York: 2009 skulle

være verdens Internationale Astronomiår! 32

Kort efter modtog jeg en SMS fra Sydafrika. ”Congratulations dear Sir.

You have made it happen. It has been an honour to play a small role at your

side. IYA here we come! :-),” stod der. Det glædede mig selvfølgelig, men

sandheden er, at der var mange gode kræfter involveret i arbejdet omkring

resolutionen. Min indsats bestod i bund og grund blot i at føre folk sammen,

som burde tale sammen, men som befandt sig i forskellige professionelle

universer – forskere, kommunikatorer, diplomater og embedsmænd.

218


Som grænsegænger vidste jeg, hvem disse personer var, og i hvilke systemer

de fungerede. Men sommetider drejede det sig også om at bryde strukturer

op. Det kom til udtryk i forbindelse med sammensætningen af IAU delegationen.

Jeg vidste, at vi var nødt til at have en bred geografisk repræsentation,

men også vægtige deltagere. Folk fra toppen af systemet. Men jeg

havde også den unge mand fra Sydafrika i kikkerten, Kevindran Govender

fra det hæderkronede astronomiske observatorium i Cape Town. Ud fra

sin position i hierarkiet var Kevin ikke en naturlig kandidat til en mission

af en sådan vigtighed, men jeg vidste, at han var den rigtige. Heldigvis lykkedes

det mig at overbevise hans chefer om, at de burde give ham fortrin.

For hans tale i FN havde virkning. Han sluttede sit indlæg med at tale om

sine egne personlige erfaringer: ”I work with some of the poorest schools

and communities in Southern Africa. I’ve seen the wonder on a child’s face

when they look through a telescope for the first time. I’ve watched youth

change their career plans after a long conversation about the Universe –

and I’ve seen the ”naughty” ones stop their games and listen. I’ve seen the

smiles on wrinkled faces as they grasp the mechanism of eclipses for the

first time after long lives of fear and misconception. I’ve seen people smile

peacefully when presented with a view of the Earth from space – an earth

with no borders, no nationalities or skin colour, no wars or anger – simply

a little blue planet, a part of the Universe – with life, life that belongs to

the Earth as much as the Earth belongs to it! Astronomy is a powerful tool.

It is something that can alter one’s perception of the Universe. It can make

one realize how fragile our lives are. Above all, astronomy is a subject that

makes one think. It broadens the mind and allows us to appreciate different

perspectives, to appreciate the diversity of people and of life.”

Det er der brug for. Mere end nogensinde.

Mit arbejde med resolutionsforslaget havde bragt mig i kontakt med FNsystemet.

Fra 2007 deltog jeg som ESO repræsentant også i arbejdet i FN’s

komité for den fredelige udnyttelse af det ydre rum, UNCOPUOS 33 ,

som blev nedsat af FNs Generalforsamling sidst i 1950’erne i ”kølvandet”

af Sputnik opsendelsen. Komitéens arbejdsområde omfatter så forskellige

temaer som rumskrot, satellit overvågning af Jorden og ikke mindst mulig-

219


UNCOPUOS mødes i FNs store kontorkompleks i Wien, populært kaldt UNO-

City, som bl.a. også huser det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) og FNs

organisation for Industriel Udvikling, UNIDO.

hederne for at bruge dette middel til – om muligt – at afværge eller reducere

følgerne af naturkatastrofer, regler for brug af atomdrevne rumskibe,

men også astronomi og astrofysik, inkl. overvågning af himlen m.h.t. opsporing

af de såkaldte ”Near-Earth Objects” (NEOs) 34 , som vi har berørt

i Kapitel VIII.

Salens vægge og loft er beklædt med bøgetræspaneler. Der er ingen vinduer.

Lysstofrørene i loftet kaster er fladt, næsten skyggefrit lys på de delegerede, som

sidder i en halvkreds, overfor mødeledelsen. Næsten alle bærer hovedtelefoner,

gennem hvilke lyder en næsten ubrudt strøm af ord på arabisk, engelsk, fransk,

russisk, spansk og kinesisk. Der er en dræbende monotoni over seancen, måske

forstærket af den polerede omgangsstil, hvor formanden giver ordet til ”den

distingverede repræsentant” eller ”hans excellence, ambassadøren fra land X”.

Den distingverede delegerede takker artigt for ordet, lykønsker formanden

med valget og udtrykker sit lands uforbeholdne og vedvarende støtte til komitéens

videre arbejde og sin overbevisning at komitéen, under formandens

kloge ledelse, vil gøre gode fremskridt. Derefter vil han (eller hun) udtrykke sit

lands sympati med regeringen og befolkningen fra land Y, som netop er blevet

220


hjemsøgt af endnu en naturkatastrofe. Herefter kan den delegerede give sig i

kast med det egentlige tema. Der er ingen åbne tilkendegivelser fra forsamlingen

efter, at den delegerede har afsluttet sit indlæg. For diplomatiets verden

har sine egne, strenge love. Formanden takker for erklæringen og giver ordet

videre til den næste repræsentant.

Som permanent observatør sidder jeg på bagerste række. Også jeg har en erklæring

at afgive, men endnu er der tid, for der er mange delegationer, som har

bedt om ordet forinden. Jeg kan lade tankerne vandre, studere kommunikationsaspekterne

i denne verden, som på én og samme tid beskæftiger sig med

så vigtige temaer for Jordens befolkningen og samtidig forekommer så isoleret

fra den ”virkelige verden”, som befandt man sig virkelig i et rumskib, langt

fra Jorden. Hvordan bygger man argumenter op i denne gruppe? Hvordan

etablerer man autoritet? Hvordan skaber man alliancer? Og hvordan tackler

man konflikter, f.eks. når U.S.A. uden blusel erklærer, at for dem er den

uhindrede adgang til rummet (d.v.s. så få begrænsninger gennem international

lovgivning som muligt) lige så vigtig som opretholdelsen af ”en flåde og et

flyvevåben”. Eller når Kina uden forvarsel – og dermed i konflikt med internationale

konventioner – ”nedskyder” en af deres egne satellitter (og derved

øger mængden af rumskrot betydeligt).

Diplomatiet arbejder langsomt, men indtil nu er det nok vort bedste bud på

politisk at håndtere internationale konflikter, som ellers hurtigt ville komme

ud af kontrol. Men mine tanker vandrer videre. Hvilken mærkelig vej, mit

arbejdsliv har banet sig: Fra reklamebranchen i en dansk provinsby, over en

tour-de-force i naturvidenskabens verden, til international forskningspolitik

og diplomati.

221

Fra FN møderne i Wien.

(Foto: Mustafa Helvaci)


11. september 2001 – for et øjeblik var det, som verden stod stille. Men så gik det

meget stærkt. Hurtigt støbtes de termer, som kom til at præge de efterfølgende års

politiske diskurs: Korstog, ondskabens akse, kulturernes sammenstød, kampen mellem

godt og ondt – og krigen mod terrorismen. Tænk om man i stedet havde talt om

krigen mod fattigdom og undertrykkelse eller kampen mod uretfærdighed. (Fotokilde:

Radioman’s Kansas City)

222


XII

Golem

Ingen, der er gammel nok, glemmer, hvor han eller hun opholdt sig hin

dag i november 1963, da USAs præsident John F. Kennedy blev myrdet.

Ingen glemmer heller den 11. september 2001 og angrebet på World Trade

Center i New York. Jeg modtog nyheden på mit kontor, da Asta ringede til

mig. På vejen hjem mødte jeg Sarah til fods. Hun græd. Hun havde set de

skrækkelige billeder af de sammenstyrtende tårne – de tårne, ved hvis fod

vi selv havde stået bare to år tidligere. Telefonen ringede. Det var min mor.

”Tror du, der bliver krig nu?” spurgte hun med spag stemme.

Nogle dage senere var jeg i Europaparlamentet. Der var lagt en kondolenceliste

ud, og jeg skrev mig ind. En bølge af sympati gik hen over Europa.

Politiske ledere erklærede deres sympati med USA, NATO udråbte ”alliancesituationen”

– for første gang i Paktens historie. ( Jeg tænker, vor

opfattelse af en alliancesituation havde indtil da været, at vi i Europa ville

blive angrebet, hvorefter USA ville komme os til undsætning. Men nu var

det altså omvendt). Den tyske forbundskansler holdt en TV-tale, hvor han

bedyrede sin solidaritet. ”Zu Abenteuern sind wir aber nicht bereit,” sagde

han. Det lød ildevarslende; hvad anede kansleren? Men i den fremherskende

stemning lagde vel kun de færreste mærke dertil. Og slet ingen i USA.

Jeg benyttede senere en ”fri-formiddag” på en tjenesterejse til Washington

til at besøge The Museum of American History, som havde en særudstilling

om ”Nine-eleven” med fotos, videos og effekter fra World Trade Center.

Ved siden af var der et rum, hvor de besøgende kunne give udtryk for deres

egne tanker og følelser, gennem tegninger og notater, som blev hængt op på

væggen. Notaterne var tankevækkende. ”I now know that there are people

who want to hurt us!” skrev en dreng. Jeg satte en seddel op. ”Kun hvis

Amerika forstår, hvorfor dette er sket, vil ofrene ikke være døde forgæves,”

skrev jeg. Forgæves?

223


Fornemmelsen af usikkerhed – det ikke at vide, hvorhen den historiske

rejse skulle gå – var allestedsnærværende. Vort julebrev fra 2001 adskilte

sig fra de normale julebreve, der traditionelt havde fokuseret på de nære

begivenheder i vor familie. Der står, at ”er det klart at verden er ude på en

rutsjetur, hvis ende ganske vist ingen kender, men som man næppe kan

forestille sig rummer en bedre tilværelse for beboerne på vor lille planet.”

Den forudsigelse krævede ingen glaskugle.

Jeg checker ind på Millenium Hotel på One UN Plaza. Fra mit værelse på 37.

etage har jeg en fantastisk udsigt gennem panoramaruderne – her i skumringens

bløde fløjslys. Til venstre ser jeg ind i kontorerne i FN hovedkvarteret.

Ligefrem har jeg udsigt til Downtown Manhattan med lysene fra Verrazano

Bridge ude i baggrunden. Til højre knejser Empire State Building, efter 11.

september 2001 igen New Yorks højeste bygning. Og jeg aner Chrysler bygningen

med sit spektakulære tag af blankt, rustfrit stål. Det er en udsigt, man

224

Blomster ved Ground

Zero i New York.


ikke glemmer så let. Jeg er netop ankommet fra Europa, har tidforskellen i

knoglerne og kan se frem til en anstrengende dag i morgen med møder med

diplomater fra en række lande og organisationer. Jeg tænder for fjernsynet, alt

imens jeg pakker min kuffert ud. Det er nemmere at holde sig vågen på den

måde.

Jeg har været en hyppig gæst i USA i mange år. Jeg rejser stadig gerne dertil,

for USA bliver ved med at være et meget spændende land. Men det er svært

ikke at lægge mærke til, hvordan det amerikanske samfund har ændret sig siden

2001. Sidste år deltog jeg i to store videnskabskonferencer i USA. Det

faldt i øje, at konferencerne havde stærk deltagelse både af religiøse grupper

og af militæret, noget der ikke ses ved konferencer i andre dele af verden. I

aften, mens jeg hænger mit tøj på bøjler, kører det populære landsdækkende

TV program Paula Zahn Live på CNN. I udsendelsen præsenterer populære

Paula forskellige aktuelle temaer for tre meget- og veltalende pinger. To hvide

kvinder og en sort mand. Ligesom i den gamle radioudsendelse med Simon

Spies og Cleo giver de så deres mening til bedste – en form for Vox Populi. På

denne dag vælger Paula at tale om diskrimination, ja direkte forfølgelse af

ateister, som Paula mener omfatter ca. 3 % af befolkningen. ”Er det rimeligt

at diskriminere mod dem?” spørger hun sit panel. To af de tre svarer med et

klart og utvetydigt ”Ja!”, for ateister ”er nogle slemme mennesker”, og så ”er de

også upatriotiske”. Den sorte mand er uenig. Selv om også han tager skarpt

afstand fra ateister, så er det forkert at behandle dem dårligt, siger han, ”for

Amerika er et tolerant samfund”. Det får en af de andre på banen: ”Bare se,

hvad der er sket i Europa – det er fuldt af ateister, nu er Europa blevet islamisk

og meget intolerant. Det er heldigvis ikke sket her hos os i Amerika, men

det er fordi, vi har så mange, gode kristne!” På landsdækkende TV, ikke i en

støvet coffee shop i ”Dead End Creek”, hvor coyoterne hyler ved bagdøren for

at få lidt tiloversbleven Cole Slaw.

Spørgsmålet, som trænger sig på for mig, er, om det ofte fremhævede fælles

værdigrundlag for den vestlige verden kan bære en sådan aberration? Min

konklusionen er i hvert fald klar: Der er mere end nogensinde tidligere brug

for en europæisk modvægt, politisk, kulturelt og etisk mod den amerikanske

Golem. En modvægt, som bygger på europæiske normer og værdier – det som

225


Bronislaw Geremek kalder ”differentia specifica” 35, 36 . Men spørgsmålet er

også, om min mission til FN har nogen mening i en sådan verden?

Begrebet Golem stammer fra jødisk mytologi. Det er en ”mandsling” – lavet

af ler og vand. En Golem er god af natur, stærk og mægtig. Med sin

styrke kan den beskytte sin herre mod alt ondt. Men hver dag vokser den

sig mægtigere og mægtigere, indtil den tager magten fra sin herre og ødelægger

alt omkring sig. I den bedste henseende.

Men hvorledes er det kommet dertil, at et land, der bygger sin eksistens

og selvforståelse på afvisning af fortidens dekadence, nepotisme og undertrykkelse

af anderledestænkende, i den grad har mistet kontakten med

verdenssamfundet? Jeg har altid været dybt fascineret af den amerikanske

forfatnings åbningsord. ”We the people....” Her er intet med ”Vi Konge af

Guds Nåde…”, som vi kender det fra de europæiske grundlove. Min yndlingsrestaurant

i Washington, The Old Market Inn, der mest minder om

et faldefærdigt skur og ligger i et ydmygt kvarter bag NASAs hovedkvarter,

har bag bardisken et stort skilt hængende, som stolt forkynder: ”We

owe allegience to no King!” Nøglen til forståelse af USA er den amerikanske

”exceptionalisme”, måske først udtrykt af guvernør John Winthrop

(1588–1649) 37 , som skrev: ”…For we must consider that we shall be as a

City upon a hill. The eyes of all people are upon us. So that if we shall deal

falsely with our God in this work we have undertaken, and so cause him to

withdraw his present help from us, we shall be made a story and a byword

throughout the world.” Et eksempel for resten af Jorden, og – om nødvendigt

– trodsende den ”gamle” verden, som Europa havde skabt.

Uden at lukke øjnene for den benhårde interessepolitik så bliver det stærke

ideologiske fundament, som amerikansk politik bygger på, ofte undervurderet

i Europa, hvis politiske tradition blander pragmatisme med en veludviklet

forståelse for kulturel forskellighed og nødvendigheden af fredelig

sameksistens. Men der er forskelle, også i Europa. For mig er Danmark nok

det land i Europa, som i den højeste grad har adopteret den amerikanske

tænkemåde, vel at mærke hvis man ser bort fra det religiøse element. Den

grænseløse tro på ”demokrati” som midlet til at afværge fremtidige krige

226


(en idé, som den amerikanske præsident Woodrow Wilson fremførte, men

som går tilbage til politiske tænkere som Thomas Paine og James Madison)

finder stærkere genklang i Danmark end i de fleste andre lande. Ligeledes

Wilsons idé om et internationalt retssystem til at løse konflikter mellem

nationerne. Det fik USA til at skabe grundlaget for FN – med Danmark

som et af FNs mest trofaste medlemmer (hvilket ikke skal kritiseres her).

Ikke underligt givet Danmarks bitre historiske erfaringer fra 30-års krigen

til Den anden Verdenskrig. Den proaktive, værdibaserede udenrigspolitik

er også klart i den amerikanske tradition. Men i vor høj grad skal vi lade os

lede af politiske idealer – og ideologier – når vi optræder i verden? Hvornår

– og hvordan – skal vi kæmpe for at opbygge en verden, baseret på

vore idealer? Hvad gør vi, hvis vore idealer ikke deles af andre? Og hvordan

undgår vi ”hovsa-løsninger”, når vi føler os nødsaget til at gribe ind i verdens

gang? Hvor går grænsen mellem tolerance og laissez-faire, på den ene

side, og ligegyldighed og apati, på den anden?

Og hvad skete der imellem bølgen af sympati for USA i september 2001

og i dag, hvor opinionsundersøgelser viser, at mange anser USA for den

største trussel mod verdensfreden? Det var et dybt sår, som Bin Ladens

angreb om morgenen den 11. september 2001 tilføjede den amerikanske

folkesjæl. Og den sårede mastodont slog om sig i vrede – Afghanistan,

”Ondskabens akse”, Irak, Guantanamo, Abu Ghraib, tilsidesætelse af internationale

konventioner og knægtelse af basale retsstatsprincipper, omgåelse

af nationale love, illegale bortførelser verden over og erklæring af en

”international krig mod terrorismen”. En krig uden veldefinerede mål (og

dermed afslutning) – end ikke med en nøjagtig defineret fjende. ”Man er

enten med os eller mod os,” var grundpræmissen for Amerikas svar. Amerika

blødte, men struttede samtidig af testosteron og adrenalin. Golem’en

var ude af kontrol. Nu hævnede det sig, at vi havde sovet i timen, da muren

faldt: At menneskeheden havde forsømt at udvikle en ny verdensorden og i

stedet overladt det til den eneste tilbageværende supermagt at styre verden

efter forgodtbefindende 38 . Dette er ganske givet ikke stedet for en historisk

udredning, men disse år har påvirket os alle i en grad, som vi måske

ikke engang selv erkender i det fulde omfang. Xenofobi og Islamofobi, krav

om overvågning overalt – fra tandpastakontrol i lufthavne til kameraer på

227


gader og stræder – på den ene side, religiøs og politisk fanatisme og ekstremisme

på den anden.

Og vor danske uskyld er gået fløjten. Da regeringen bakkede op om USAs

invasion i Irak, blev vi medskyldige i et eklatant brud på den Folkeret,

vi selv havde understøttet 39 . (Var det ”eventyret”, som den tyske kansler

Schröder forudså i sin tale?). Den danske deltagelse var også i klar strid

med vor udenrigspolitiske tradition og – vil jeg mene – den naturlige interesse,

som alle små lande må have i, at konflikter løses af politisk vej og

ikke med militære midler. Jeg blev chokeret, da jeg hørte om den danske

deltagelse i Irakkrigen. Jeg var i Chile, da krigen brød ud. Få dage senere,

under en mellemlanding i Buenos Aires på vej hjem stødte jeg på en gruppe

briter. De var tydeligt ophidsede og vrede over den britiske deltagelse. Jeg

udtrykte sympati for deres synspunkter. Da de hørte, hvor jeg kom fra,

forvandledes deres udtryk sig fra vrede til sørgmodighed. ”Og Danmark,”

sagde en af dem, ”af alle lande…Danmark…”

Jeg skammede mig dybt og overvejede nogle uger seriøst at skifte statsborgerskab.

Men kunne omvendt ikke flygte fra dilemmaet, hvis du er imod invasionen,

er du så for Saddam Hussein? Her er vi så ved et af nutidens store

spørgsmål: Hvordan vægter vi en normativ, men fornuftsbetonet politik,

som baserer på Folkeretten, i forhold til en humanistisk, etisk holdning,

der sætter menneskerettighederne i højsædet? Og hvilke politiske instrumenter

har vi, bortset fra krig, når menneskerettighederne trædes så eklatant

under fode, som Saddam gjorde det? I sin eftertænksomme bog ”Independent

Diplomat” 40 beskriver Carne Ross, hvorledes sanktionerne mod

Irak slog fejl, og jeg havde jo også selv – omend i meget mindre målestok (i

forbindelse med Sydafrika) – set, hvorledes sanktioner ofte rammer præcis

de mennesker, man egentlig vil hjælpe. Der trænger sig ingen indlysende

”rigtige” løsninger på (selv om nogle omvendt synes ”mere forkerte” end

andre). Alligevel er det en vigtig debat, og som så ofte når man befinder sig

i en ”mudret” situation, hvor praktisk politik, etik og adfærdsnormer (for

stater) bliver blandet sammen, kan det være værd at prøve at udskille de

enkelte elementer og analysere dem. Min egen måde at opnå klarhed på er

at skrive. Så nok mest som hjælp til selvhjælp prøvede jeg at begå en kronik

228


om det spændingsfyldte forhold mellem menneskerettighederne og folkeretten

– og faren i at satse ensidigt på menneskerettighederne som moralsk

imperativ for politiske handlinger på internationalt plan. Kronikken blev

aldrig trykt. Redaktøren gav den pæne ord med på vejen, talte om ”nye

aspekter”, men den passede nok ikke ind i den danske diskurs i 2003.

Den danske absolutisme, ikke en tøddel mindre stejl end USAs, nåede et

nyt højdepunkt med Muhammedtegningerne. Som Per Bech Thomsen

påviser i sin bog Muhammedkrisen 41 , var tegningerne blot den ydre årsag

til de danske muslimers reaktion mod Jyllandsposten – og den verdensomspændende

opmærksomhed omkring vort land. Alligevel blev reaktionen

mod offentliggørelsen afvist som et angreb på ytringsfriheden, hvilket effektivt

– og bekvemt – fjernede fokus fra det egentlige problem: Det danske

samfunds utilstrækkelige evne til at integrere fremmede. ”Man har en

ret til fri ytring, men ingen pligt til at fornærme andre,” sagde en eftertænksom

britisk udenrigsminister, Jack Straw, til BBC. Piet Heins gruk ”Coexistence

or No existence” 42 var på manges læber, uden at det dog syntes at

gøre meget indtryk på landets magthavere, som åbenbart så sig i en episk

kamp for ”vore” værdier. Understøttet af et kobbel glammende Pianister.

Jeg kan ikke fortie, at det i disse tider beroliger mig, at Danmark i virkeligheden

er et lille, ubetydeligt land, som de fleste mennesker i verden end

ikke aner, hvor ligger. Men som Muhammedkrisen viste os, så lever vi ikke

på en isoleret ø midt i et uendeligt ocean. Og det er blevet sværere at være

dansk i udlandet i dag. Jeg husker, hvordan jeg i 1968 undgik at få bank

på et værtshus i Dar es Salaam en nytårsaften, fordi en gruppe slagsbrødre

opdagede, at jeg var dansk – og ikke amerikansk. Jeg husker også, hvorledes

– i 1973 – grænsevagten ved den syriske grænse gav mig visum til landet

uden ventetid og uden afgift, fordi jeg var dansk – samtidig med, at han

afviste tyske og amerikanske medrejsende. Og hvorledes jeg i flere årtier

har rejst rundt i denne verden på kryds og tværs i tryghed. For jeg kom jo

fra et godt land. Tingene skulle ændre sig, som vi så.

Det første tegn på forandring var den ulykkelige Maastricht afstemning

med sit alt for nemme pubertære ”nej”. Den selvretfærdige kolonihave-

229


nation, der trodsede den store ”onde” verden og ubekymret tog med i

købet, at man derved lagde en vejsidebombe under det historiske

europæiske integrationsprojekt. Som Jacques Berg skrev i Politiken:

”Danskerne ville ikke være med… De troede på sig selv, på ingen andre, de

fejrede deres selvtilstrækkelighed, overstadigt, naivt, uanstændigt. Fra det

øjeblik var jeg sikker på, at mit land havde dummet sig ved et af historiens

sporskifter.” Pludselig oplevede jeg at skulle forklare undrende venner og

kolleger i udlandet, ”hvad der dog var galt i Danmark”. Men det var harmløst

i forhold til udviklingen i de seneste år.

Asta og jeg var i London den første weekend i februar 2006 – under Muhammedkrisen

– da de danske ambassader blev angrebet. Vi holdt os på

afstand af ambassaden, hvor en voldsom demonstration fandt sted. Det

var ikke første og heller ikke sidste gang, jeg befandt mig på steder og i

situationer, hvor jeg ikke uden videre havde lyst til at tilkendegive min nationalitet.

Få dage efter ambassadeafbrændingerne fløj jeg til USA. Jeg havde i spøg

sagt til Asta, at jeg i det mindste rejste til et land, hvor det endnu var populært

at være dansk. Efter ankomsten til lufthavnen i St. Louis tog jeg en taxa

ind til byen. Chaufføren var sort og – at dømme efter accenten – ikke amerikansk.

”Hvor kommer du fra?” spurgte jeg. ”Jeg er fra Sudan!” svarede

han, ”Og du....?” Jeg tøvede lidt, men fortalte ham så, at jeg var dansk. Han

smilede bare. En tolerant muslim, som de fleste. Sådanne oplevelser har

lært mig ydmyghed for verdens kulturer. Når man selv ikke har så meget

at prale af, får man mere forståelse for andres problemer. Det er et yndet

ordsprog, at vi ikke er stolte over at være danske, blot taknemmelige. Det

kan have været passende i en tid, hvor en konge af Guds nåde traf beslutningerne

(hvorved taknemmeligheden i så fald må have været begrænset til

det faktum, at vi så ikke selv behøvede at tænke os om). Men ret skal være

ret: Når jeg ser på det danske samfund i dag, har vi uden tvivl meget at være

glade for, men ikke nødvendigvis vor nationalitet.

Så hvordan kommer vi videre i en verden, som er mere kompleks end nogensinde

tidligere, paradoksalt nok både på grund af og på trods af globa-

230


liseringen? Kofi Annans tale for Europaparlamentet, i hvilken han anerkendte

den europæiske integrationsproces som et fredsprojekt, indeholdt

ikke bare roser til os, men også en stærk appel om tolerance. Og om at leve

op til den udfordring, som immigrationen stiller os overfor. ”Indvandrere

er ikke en del af problemet, men af løsningen,” sagde han 43 . Derfor kommer

vi ganske sikkert ikke videre med gold konfrontation og rethaverisk

kulturkamp. Ej heller med absurde symboldiskussioner fra den politiske

galeanstalts overdrev – som f.eks. debatten om man kan tale fra Folketingets

talerstol eller ej, hvis man bærer tørklæde eller ikke ”giver hånd”. Eller

med en udenrigspolitik med skyklapper.

Hvad vi derimod har brug for, er det, tyskerne kalder Zivilcourage. Mod

til sige ”nej” til det angst-baserede samfund, som i øjeblikket males frem af

kræfter, der ikke kan lide frihed og demokrati. Mod til åbenhed og tolerance.

Mod til debat og reflektion. Og der er brug for et folkeligt engagement.

For den klassiske management model for verden, hvor løsning af verdens

problemer er statsmagternes eksklusive domæne, er tydeligvist under pres,

som den fhv. britiske topdiplomat Carne Ross demonstrerer i sin bog. Verdens

store problemer går på tværs af landegrænser, nationer og kontinenter.

Nogle af verdenshistoriens største katastrofer opstod, fordi de eksisterende

styringsmekanismer var ude af takt med den virkelige verden. Den første

Verdenskrig er nok det bedst kendte eksempel derpå. I dagens situation er

udfordringen at indbinde statsmagterne, det internationale erhvervsliv og

det globale civilsamfund i langfristede løsninger, som ingen af aktørerne

magter alene. Det betyder øget indflydelse, men også øget ansvar – for alle.

Men det betyder også, at informationsgrundlaget må gøres til fælles eje.

Selvfølgelig er der intet simpelt svar, men det synes under alle omstændigheder

klart, at viden må udgøre et centralt element i vore bestræbelser på

at skabe en fælles fremtid på Jorden – viden, genereret gennem forskning

og dissemineret gennem uddannelse. For viden skaber tillid, viden skaber

selvtillid. Viden åbner vejen til forståelse, tolerance og sikkerhed. Viden er

det stærkeste instrument og den største gave, vi kan give menneskeheden. Det

videnbaserede samfund er derfor ikke bare en konkurrenceparameter blandt

Jordens førende nationer, men er af afgørende betydning for verdens fremtid.

231


Stjernehimlen over Paranal hører til blandt det smukkeste, naturen har at

byde på. (Foto: Simon Lowery)

232


XIII

Credo in Mundum

Uden for vinduerne lyser stjernerne i al deres pragt i denne dybe tropenat.

Jeg læner mig tilbage i stolen og dæmper lyset. På bordet foran mig står

et glas med en vidunderlig 2002 Cru Bourgeouis Château Les Traverses. I hovedtelefonerne

lytter jeg til Evgeny Kissin, som spiller Chopins Etude i E-dur

opus 10 nr. 3 . Jeg har ikke oplevet den spillet på så brillant vis, siden jeg hørte

den med den store russiske virtuos Sviatoslav Richter – på min første grammofonplade.

Med en hastighed, der nærmer sig lydens, overflyver vi Zimbabwe

og Congo, nogle af de mest mishandlede menneskesamfund, der findes på

denne planet. For få timer siden stod jeg midt i det berygtede District Six i

Cape Town, en af apartheidregimets største skampletter. Skal man føle dårlig

samvittighed? Eller skal man nyde livets mangfoldighed, når man kan?

I 2006 flyttede min mor fra sit hus på Hasselvej i Esbjerg til en plejebolig.

Birthe, Jesper og jeg tømte huset og gjorde det klart til salg. Jeg kørte forbi

det tomme hus en sidste gang. Låste hoveddøren op og fjernede en stak reklametryksager.

Jeg gik ind på mit gamle værelse og satte mig på gulvet. Her

havde jeg tilbragt en del af min barndom og hele min ungdom. Her blev

grundlaget lagt for den, jeg er i dag. Jeg tænkte på nætter med spændende læsning,

nætter med fed musik fra Alrune Rod til Stones – men også Nielsen og

Beethoven – nætter i venners lag, diskussioner og fester, elskovsnætter. Jeg

var et natmenneske dengang. Men nu var det dag. Eftermiddagssolen sendte

sine stråler ind gennem vinduet og tegnede et skyggemønster på væggen.

Værelset var bart med den karakteristiske rumklang af et møbel- og tekstilløst

rum. Som da vi flyttede ind, 42 år tidligere. Alt får en ende. Måske

startede her den proces i mit hovede, som førte til denne bog.

Nu står jeg så her to år senere, 56 år gammel. Min mor er død. Børnene er

fløjet af reden og i gang med at finde deres egne veje i tilværelsens jungle;

Asta og jeg er ved at finde ud af, hvorledes næste fase af vort liv skal se

233


ud. Denne bog har været et forsøg på at optegne en livsbane, som stadig

udvikler sig. Man kan ikke stoppe midt i flugten. Men man kan se tilbage –

rapportere som en luftkaptajn, der på sin rute passerer et vigtigt way-point.

Kom de mange tråde sammen eller hænger de stadig, som løse stumper?

På det personlige plan ser jeg tilbage på, hvad jeg kun kan betegne som et

utroligt privilegeret liv. Det forpligter. For jeg føler, at vi, som tilværelsens

gunst har givet et sådant indholdsrigt liv, også har en dyb forpligtelse over

for verden, uanset i hvilken retning vore evner går. Aktørerne i mit liv har

samlet sig om undervisning og pædagogik, aktiv forskning og administration.

Nogle var operatører i det politisk system, der sætter rammebetingelserne.

Jeg voksede op i et miljø, der var præget af en tro på, at man kan

ændre verden. Det syn har ikke ændret sig for mig. For trods alle fejl og

mangler, så tror jeg på verden. Det gamle spanske ordsprog Caminante, no

hay camino; se hace camino al anda, gælder fremdeles: Rejsende, der er ingen

vej. Vejen er dér, hvor du går. Men det er op til os at tage skridtet, at gå.

Vi taler af og til om, hvor forskellige vore jobs er, Asta og jeg. Astas øjne

lyser, når hun beretter om et problembarn, som hun har fået på ret køl eller

givet en ny chance ved at sikre fortsat hjælp til barnet i institutionsforløbet.

Jeg har altid beundret hende for hendes engagement og hendes evne til at

se – og glæde sig over – dagligdagens positive hændelser. Hun gør en stor

indsats for en bedre verden dér, hvor hun er. Jeg genser mange af Astas

fineste egenskaber i vore børn, men jeg besidder dem ikke selv. Måske med

én undtagelse: Hendes evne til engagement deler jeg.

Mit liv har bragt mig vidt omkring – med noget der svarer til 65 jordomrejser.

Jeg har levet næsten halvdelen af min tid uden for Danmarks grænser.

Jeg har set dyb fattigdom og desparation, forårsaget af menneskehedens

manglende evne til at tackle verdens problemer. Jeg har også set noget

af det ypperste, det menneskelige intellekt formår at frembringe – inden

for forskning og videnskab, heriblandt partikelfysik, molekylarbiologi –

og selvfølgelig astronomi. Derved indtager astronomi i mine øjne en ganske

speciel rolle. Ingen anden naturvidenskabelig disciplin har tilsvarende

stærke berøringsflader med teknologi, filosofi, religion eller de skønne kun-

234


ster. Astronomi drejer sig om fjerne himmellegemer, men også om hvad der

foregår inde i vore hoveder. Astronomi udfordrer vort intellekt og understreger,

at vi kan opnå viden om den naturlige verden gennem rationel tankegang

og videnskabelig fremgangsmåde. Men den lærer os også ydmyghed

overfor naturen. Og samhørighed, uden hvilken menneskeheden næppe

vil kunne overleve. Selvfølgelig kan astronomi ikke løse verdens problemer.

Astronomi kan ikke lindre følgerne af naturkatastrofer. Den kan ikke lære

os at styre udnyttelsen af Jordens ressourcer på en måde, som kommer alle

til gode (omend jordobservationer fra rumsatellitter kan bidrage med et

grundlag for at træffe de rette beslutninger). Ej heller kan den løse klimaproblemerne

(selv om drivhuseffektens betydning for klimaet blev ”opdaget”

gennem astronomiske studier af Venus). Men astronomi er et fremragende

eksempel på styrken og potentialet af det menneskelige intellekt – i

vor evne til at tilegne os viden om den verden, vi lever i. Og jeg er mere end

nogen sinde før overbevist om, at nøglen til en bedre fremtid for vor lille

planet ligger i viden. For alle. Det betyder erkendelsen af, at uddannelse

og videnskab er for samfundet, hvad blodet, der gennemstrømmer os og

bringer ilt og næring til kroppens celler, er for det individuelle menneske.

Det kræver udviklingen af en verdensomspændende Culture Scientifique.

Viden, dybt forankret i en stærk filosofisk, historisk og kulturel basis.

Der var stor pressetumult under kollisionen mellem Komet Shoemaker-

Levy 9 og Jupiter, mens astronomerne prøvede at tolke observationsresultaterne

i et tempo, som passede medierne. Midt i det hele stillede en af de

tilstedeværende journalister det måske afgørende spørgsmål: ”It’s all very

exciting, but is it also important?”

Ja, det er.

235


236


Henvisninger

1 Fagforeningen, som hed Dansk Børnehaveråd, var forløberorgani-

sationen for BUPL.

2 Jeg skrev også læserbreve, bl.a. et kritisk indlæg i Newsweek om USAs

anvendelse af det kemiske kampmiddel Agent Orange

i Vietnam (”A Deadly Secret Agent”, Newsweek 14 juli 1980).

3 Nyerere, Julius K.: Freedom and Unity/Uhuru na Umoja, Oxford

University Press, 1966.

4 Kuhn, Thomas: The Structure of Scientific Revolutions, University of

Chicago Press, 1962.

5 Berg, Jacques: Skammen, kronik i Politiken d. 21. december 2001.

6 Das Forscherkloster von La Silla, Geo, juli 1979, Gruner + Jahr,

Hamburg.

7 En god beskrivelse af Pinochet diktaturet findes i O’Shaughnessy,

Hugh: Pinochet – The Politics of Torture, New York University Press,

2000.

8 The Man Who Colours the Stars, York Film, 1995.

9 Gribbin, John: In Search of Schrödinger’s Cat: Quantum Physics and

Reality, Bantam, New York, 1984.

10 Der synes ikke at være mange populærvidenskabelige beskrivelser af

Giotto mission og Halley’s komet, som er skrevet efter kometens

237


passage i 1986, men følgende giver en god baggrundsforståelse:

Calder, Nigel: The Comet is Coming – The Feverish Legacy of Mr

Halley, Penguin Books 1982.

og

Moore, Patrick og Mason, John: Halleys komet vender tilbage,

Hernov, 1985.

11 Laustsen, Svend, Madsen, Claus og West, Richard M.: Exploring the

Southern Skies, Springer, Berlin, Heidelberg, New York, 1987 (Dansk

udgave: Sydhimlens Stjerner, Rhodos, København, 1987).

12 Blaauw, Adriaan: ESO’s Early History, ESO 1991.

13 Moore, Patrick: TV Astronomer – Thirty Years of ’The Sky at Night’,

Harrap, London, 1987.

14 Nolte, Ernst: Der europäische Bürgerkrieg 1917–1945: Nationalsozialismus

und Bolschewismus, Propyläen, Frankfurt, 1987.

15 Udsendelsen, som fik titlen ”Skyggespil i Solens Rige”, blev transmitteret

i foråret 1995.

16 de Castro, Rodrigo og Gasparini, Juan: La Delgada Linea Blanca,

Ediciones B., Buenos Aires, 2000.

17 En udførlig, kronologisk redegørelse for den juridiske baggrund findes

under http://www.eso.org/public/outreach/press-rel/pr-1995/

pr-02-95.html

18 En grundig beskrivelse af begivenhederne omkring atomvåbenagrebet

på Hiroshima findes i bogen The Day Man Lost – Hiroshima 6

August 1945, skrevet af den japanske forskergruppe The Pacific War

Research Society, 1972.

238


19 Madsen, Claus: Stars in the Media – Coverage of Astronomy and

Space Science in the European Quality Print Media”, publiceret i

Heck, A. og Madsen, C. (red.): ”Astronomy Communication”, Kluwer

Academic Publishers, 2003.

20 Astronomy Outreach Used for Social Good, Physics Today, Juni 2007,

American Physical Society.

21 Det Europæiske Råd: Formandskabets Konklusioner – Det Europæiske

Råd i Lissabon, den 23. og 24. marts 2000,

http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/

da/ec/00100-r1.dk0.htm

22 Leonard, Mark: Why Europe Will Run the 21st Century, Fourth

Estate, 2005.

23 Det Europæiske Råd: Laeken-Erklæringen om Den Europæiske

Unions Fremtid, Bilag til formandskabets konklusioner, Laeken 2001,

http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/ae714352/

laeken.pdf

24 Blandt de mange grupper fra civilsamfundet, som deltog i forfatningsarbejdet,

var også the European Council of Artists, med hvis representant,

den danske Kjeld Løfting, jeg havde nær kontakt. Hans indlæg

bar titlen ”How to reinstate culture and education as a part of European

democracy and public enlightenment”.

25 Traktat om en forfatning for Europa, den Europæiske Unions Tidende,

C-130, 16. December 2004.

26 Gade, Steen: Gades Europa, Rosinante, København, 2004.

27 Pressemeddelelse fra Europakommissionen: Top European research

organisations join forces with EU Commission, http://ec.europa.eu/

research/press/2003/pr2710en.html

239


28 EIROforum: Towards a Europe of Knowledge and Innovation –

World-class research as the centrepiece of knowledge-based economy,

2005, http://www.eiroforum.org/aboutus/publications.html

29 Et referat af ceremonien d. 29. januar 2004 findes på http://www.

europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=//EP/

TEXT+PRESS+TW20040128-B+0+DOC+XML+V0//

EN&language=EN#SECTION1

30 Winston Churchills tale i Zürich d. 19 September 1946 blev gengivet

den følgende dag i The Times under overskriften Mr Churchill’s

Speech – The Tragedy of Europe.

31 Østrig blev medlem af ESO i somneren 2008 efter intense forhandlinger.

32 United Nations: Resolution adopted by the General Assembly

[on the report of the Second Committee (A/62/421/Add.2)]

62/200. International Year of Astronomy, 2009

33 Det diplomatiske fodarbejde førte til, at FNs Generalforsamling gav

ESO officiel status som permanent observatør ved UNCOPUOS i

2008.

34 ”Near-Earth Objects” (NEOs) er – i Nasa’s og FNs definition – asteroider

eller kometer, hvis bane bringer dem indenfor en afstand af

7,5 mio. km fra Jordens bane. Der er tale om objekter, som kan udgøre

en potentiel trussel mod Jorden, hvorfor det er vigtigt at kortlægge

deres omløbsbaner.

35 Geremek, Bronislaw: European Foreign Policy and the Challenges of

the 21st Century, i Ek, Lena (red.): Open Europe – An anthology

about liberal values in modern Europe, Mediahavet AB, 2007.

240


36 I sin bog ”Gades Europa” giver Sten Gade en mere omfattende beskrivelse

af de europæiske kerneværdier, herunder ligestilling mellem kønnene,

et socialt samfund, som tager hensyn til mindretal, beskyttelsen

af det naturlige miljø og bestræbelserne på at opnå bæredygtighed i

samfundet.

37 Bl.a. citeret i: Prestowitz, Clyde: Rogue Nation – American Unilateralism

and the Failure of Good Intentions, Basic Books, New York,

2003.

38 Ikke overraskende kræver det strategiske overvejelser i en dimension,

som vel kun de færreste formår. En af dem er selvfølgelig Henry Kissinger,

som i en blændende analyse i the International Herald Tribune

trak hovedproblemet således op: ”In a world in which the sole superpower

is a proponent of the prerogatives of the traditional nationstate,

in which Europe is stuck in a halfway status [mellem et supranationalt

fællesskab og nationalstaterne – CM], in which the

Middle East does not fit the nation-state model and faces a religiously

motivated revolution, and in which the nation-states of South and

East Asia still practice the balance of power, what is the nature of the

international order that can accommodate these different perspectives?”,

The debate we need to have, IHT, 8. april 2008.

39 Det ligger uden for denne bogs rammer at behandle den

komplekse juridiske diskussion, men der er næppe nogen tvivl om, at

angrebet på Irak var i klar strid med den almindelige udlægning af

Folkeretten, sådan som den defineres i Kapitel 7 af FNs Charter, ikke

mindst fordi man besluttede sig til angreb uden vedtagelse i Sikkerhedsrådet

under Artikel 42.

40 Ross, Carne: Independent Diplomat – Dispatches from an

Unaccountable Elite, Cornell University Press, New York, 2007.

41 Bech Thomsen, Per: Muhammed krisen – Hvad skete der? Hvad har vi

lært? People’s Press, 2006.

241


42 Piet Heins gruk blev citeret over store dele af verden, bl.a. i en artikel

af Uffe Elleman Jensen, der blev publiceret så vidt omkring som i Pakistans

Daily Times d. 19. februar 2006 og i Taipei Times d. 20. februar

2006, og mange andre steder, http://www.dailytimes.com.pk/default.

asp?page=2006%5C02%5C19%5Cstory_19-2-2006_pg3_3

43 Fra Kofi Annans tale for Europaparlamentet: ”Europe needs migrants.

A closed Europe would be a meaner, poorer, weaker, older Europe...

Migrants are a part of the solution, not part of the problem. They

should not be made the scapegoats for a vast array of social ills… The

European public has been fed images of a flood of unwelcome entrants,

and of threats to their societies and identities. In the process, immigrants

have sometimes been stigmatized, vilified, even dehumanized.”

242


[”Trajektorium” er personlige tanker om

astronomi og naturvidenskab, om vidensamfundet

og europæisk integration i en

autobiogra sk sammenhæng.]

“balancerer fl ot og overbevisende,

absolut vedkommende for andre,

mellem det private og den store historie”

Jacques Berg

More magazines by this user
Similar magazines