Erindringsbilleder
af Claus Madsen
Claus Madsen, årgang 1951, blev
født i København men tilbragte sin
ungdom i Esbjerg, hvor han også fik
sin første uddannelse. Tog i 1980
springet til et internationalt job, og
har siden beklædt en række poster
i ESO, den europæiske astronomiorganisation
med hovedsæde i
München og forskningsfaciliteter i
Sydamerika, samtidig med at han tog
en kandidatuddannelse med fokus
på samspillet mellem videnskab og
samfund.
Fra 2000 til 2005 var han ESOs
repræsentant overfor den Europæiske
Union, i perioden 2005-2008
international kommunikationsdirektør
og i dag er han Senior
Advisor for International Relations for
ESOs Generaldirektør.
Claus Madsen er gift med Asta
Petersen og har tre børn, Jakob Just,
Sarah Louise og Christoph Martin.
Han er medlem af Nyt Europa, en
organisation der arbejder for et
demokratisk og stærkt EU.
Foto: Marieke Baan
til Christoph Martin,
Sarah Louise og Jakob Just
TRAJEKTORIUM
”...Som en opdagelsesrejsende, der fra stranden spejder ud på det åbne hav.
Under horisonten venter rigdom og berømmelse,
lykke, måske,
eller katastrofe og undergang. Han ved ikke selv, hvad der driver ham,
men han ved, at han skal
derud.”
© Claus Madsen 2008, 2009
2. reviderede udgave
Sat med Garamond Premier Pro
Omslag: Arne Gundestrup
Tryk: Etryk.dk – One Way Tryk a/s, Skanderborg
Egenudgivelse – Claus Madsen, Garching bei München.
www.eso.org/~cmadsen/Publications.html – cmadsen@eso.org
Indhold
Forord
I – Grå
II – Opbrud I
III – Uhuru na Ujama
IV – Oprør
V – Haves: Livslyst. Søges: Noget at bruge den til
VI – Opbrud II
VII – Per Ardua ad Astra
VIII – Grænsegænger
IX – Verden ligger åben
X– Astronomy for Social Good
XI – Stjernernes Diplomat
XII – Golem
XIII – Credo in Mundum
Henvisninger
i
1
17
25
33
41
55
63
101
159
177
189
223
233
237
Forord
At skrive sine erindringer er ikke just en daglig foreteelse. Så meget
mere er det lærerigt. Til min egen overraskelse har det vist sig, at selve
skriveprocessen har hjulpet mig til bedre selv at forstå min egen baggrund,
for den har nødvendigvis tvunget til reflektion over alt det, der udgør et
menneskeliv.
For når man starter, myldrer tankerne frem; den ene oplevelse konkurrerer
med den anden i éns opmærksomhed: Hvad skal med i beretningen? Hvad
er uinteressant? For mig viste udvælgelsesprocessen – med sortering efter
kronologi, tematisk sammenhæng eller andre kriterier og efterfølgende
prioritering – sig som en søgen efter mønstre, fra hvilke mulige generaliseringer
måske kunne afledes, efter klarhed og orden i et tilsyneladende
kaotisk billede. For mit liv har aldrig været lineært – ”lige ud af landevejen”.
Det har budt på blindgyder og omveje. Der var også lige, brede veje, men
fra dem afstod jeg ofte. Der var bi- og stikveje, som jeg betrådte, uden at
vide om de ville føre til målet. Ja, somme tider uden at vide, hvad målet var.
Alligevel tror jeg, at de mange ”svinketure” danner en overordnet vej – tiden
vil vise, om den vurdering holder. ”Livet forstås baglæns, men må leves
forlæns,” skrev Søren Kierkegaard.
At få klarhed over sit liv er ikke det værste, der kan vederfares én. Men
dette lille projekt viste sig at være mere kompliceret end et spørgsmål om
emner og mulig tilordning til noget, der kunne give mening. Ingen kan
påstå, at det at skrive sine erindringer ikke sker frivilligt. Alligevel har jeg
til tider haft fornemmelsen, at det ikke skete af egen fri vilje. Over lange
strækninger var jeg selv spændt på, hvad der ville komme til at stå i denne
bog, for ordene syntes at komme af sig selv i en nærmest ustyrlig proces. Et
af de ord, der findes i stort tal er ordet ”jeg”. Sommetider forekom det mig,
at dette projekt i virkeligheden var et kæmpe ego-trip.
i
Men det var ikke formålet med projektet. Snarere var det ønsket om, at
give noget videre til mine børn: En viden, indsigt, erfaring eller hvad man
nu måtte beskrive det som, i det forfængelige håb, at de måtte være i stand
til at drage nytte deraf. De fleste forældre nærer vel et sådant ønske. Men
”erfaring er en billet til et tog, der er kørt,” sagde vi – lidt hånligt – i 68-generationen.
Det ville være naivt at tro, at senere generationer skulle tænke
anderledes derom. Så her er ingen anvisninger på livet, ingen morale (og
forhåbentlig kun få løftede pegefingre). Men det er et forsøg på at skildre
en baggrund – en personlig baggrund, men i en bredere kontekst – der kan
belyse en del af den historie, som jeg og måske derigennem børnene – mine
børn – bærer i sig. I den sammenhæng er oprigtighed vigtig. Om det er lykkedes,
ved jeg ikke, men jeg har bestræbt mig derpå.
Oprigtighed skal ikke forveksles med objektivitet. Er konklusionerne –
mønstrets system – så reelle eller et resultat af simpel efterrationalisering?
Det er nok umuligt at sige, men i det omfang andre kan bruge dem til
noget som helst, er det nok i virkeligheden ligemeget, for reglen gælder
fortsat. Livet skal leves forlæns.
Hoveddelen af teksten er skrevet i januar/februar 2008*, men ikke alt. Faktisk
har jeg i årenes løb gjort mange notater og lavet tekstskitser, mest fra
mine rejser. Jeg har valgt at lade nogle af dem stå stort set uændrede, så at
sige som autentiske billeder af mine oplevelser.
Man kan ikke beskrive 56 år i en bog på så få sider uden at foretage valg.
Der har været mange episoder og oplevelser, som har haft stor betydning
for mig, uden at de nødvendigvis er nævnt her. For bogen er jo netop ikke
skrevet for mig. Der er også historier, som ikke kan fortælles endnu. Vi får
se, om de kan senere.
I det meste af bogen har jeg valgt at gå mere eller mindre kronologisk frem.
I de sidste kapitler har jeg brudt dette princip. Der var for mange tråde,
som krævede særskilt behandling.
ii
Jeg skylder Asta en stor tak for hendes uvurdérlige hjælp i dette projekt,
både hvad angår kritisk gennemlæsning, konstruktive kommentarer og
hjælp til at få min hukommelse på gled. Samtidig har hun udvist klar respekt
både for indhold og for fortællingens perspektiv. Og en engels tålmodighed
med mig, også i forbindelse med dette projekt.
Jeg takker også min portugisiske kollega og medarbejder Mafalda Martins
for hjælp til scanning af billederne. Stor tak tilkommer også Annie Bäres
for grundig korrekturlæsning. Al den stund at måske 90 % af det, jeg har
skrevet i de forløbne 27 år, har været på engelsk, var hendes hjælp af stor betydning.
Alligevel gælder det, at de fejl, der fremdeles måtte være i teksten,
skyldes mig – og kun mig! Sidst, men ikke mindst, takker jeg min gode
ven Arne Gundestrup, der har skabt omslaget til denne bog – ”inspireret
af mørkekammerets kemikalier, verden set fra rummet, fragmenter, fortid,
nutid…”
Claus Madsen
Maj 2008
* Tilføjelse til 2. udgaven: Efter trykningen af 1. udgave har jeg følt at nogle
af de temaer, som bogen berører, ikke var tilstrækkeligt belyst. Jeg har prøvet at
tage højde for dette i en lettere udvidet udgave, som den foreligger her. Jeg har
samtidig valgt, ikke at føre historien videre, fordi tiden endnu ikke har tilladt
en rimelig afstand – og dermed en mere nøgtern vurdering – af de seneste
begivenheder. Bearbejdningen af 2. udgaven blev afsluttet i februar 2009.
iii
Lille Claus – hvad nu? Billedet er for så vidt uskyldigt, men er samtidig ikke uden
en vis symbolik. Det er optaget på Københavns Hovedbanegård, hvor min mor
netop er taget afsted på feriekoloni med sine børnehavebørn.
I
Grå
Ungarn. Året er 1957. Min mor og jeg står i den smalle entré i Elbagade
på Amager, egentlig på vej ud af døren til børnehaven, som min mor
leder og jeg ”går i”. Vi snakker om Ungarn, der er blevet til et begreb for mange
efter den store ”Ungarn-krise” – den sovjetrussiske intervention i Ungarn –
midt i den kolde krig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg husker denne situation så klart,
al den stund at mange andre hændelser fra den periode flyder ud i forglemmelsens
grå tåge. Jeg er knap seks år gammel, lever relativt trygt på en lille plet
i et forholdsvist rigt land. Så hvorfor Ungarn?
Trods alt skete der andre ting i mit liv. Tidligere på året var min far død.
Det var en uvirkelig situation. Han blev syg juleaften, kom på hospitalet,
blev udskrevet og kom hjem. Blev indlagt igen og døde. Med ét var han
borte, jeg så ham aldrig mere. Blot en fin granitsten på kirkegården ved
Philips Kirke. Vi – min mor, søster og jeg – levede videre. Det var svært,
men på en sær måde gik tilværelsens nære vanskeligheder hen over hovedet
på mig. Men Ungarn stod klart og tydeligt på lystavlen.
Der gik dog ikke lang tid før næste omvæltning. Min søster, som var godt
ti år ældre end jeg, flyttede – blev først ”ung pige i huset”, derefter tog hun
på højskole, og sidenhen flyttede hun sammen med sin kæreste. Skønt hun
fortsat ”var der”, tabte vi hinanden af syne, mentalt set, og der skulle gå årtier,
før vi fandt hinanden igen. Dermed var vi bare to, min mor og jeg.
Set med en voksens øjne var der selvfølgelig tale om en dramatisk forandring,
da kernefamilien gik i stykker, men helt sådan opfattede jeg det ikke.
Børn tilpasser sig. Vi havde intakte – og nære – forbindelser til min mors
familie, især med de to af hendes tre søstre, som boede i København. Hun
havde også en stærk kreds af venner og arbejdskolleger, ofte studiekammerater
fra pædagogseminariet. Alle var de dybt engageret i samfundsspørgs-
1
Lykkelige dage i Elbagade. Men fotos lyver. Jeg tror ikke, at jeg var en sød og nem
lillebror, sådan som dette tydeligvist arrangerede billede skal antyde. Min søster
Birthes ansigtsudtryk forråder, at hun heller ikke er helt overbevist.
2
Fra min søsters konfirmation: Min mor (yderst t.v.) med sine forældre, sine tre søstre
og ”os børn”. ”Vor generation” udg jorde i alt seks drenge og fem piger (hvoraf en døde
som lille). Jeg var den yngste, hvilket passede mig glimrende. Hvorfor ”svigersønnerne”
– min far og mine onkler – såvel som tre børn mangler på billedet, ved jeg ikke.
mål, alle besjælet med lyst og energi til at kæmpe for et samfund, som var
friere, mere retfærdigt og mere tolerant og muliggjort gennem den gryende
velfærd, som fulgte 30’ernes krise og 40’ernes besættelsestid og økonomiske
afsagn. Alle var de socialister.
Min egen familie kom vel så tæt som muligt på, hvad man forstår ved en
klassisk socialdemokratisk familie. Den var gennemsyret af klassebevidsthed
med dertil hørende værdighed, som byggede på en ægte stolthed over
”håndens arbejde” og de sociale fremskridt, som socialdemokraterne i
fællesskab havde tilkæmpet sig: Sygekasse, arbejdsløshedsunderstøttelse,
sunde socialboliger osv. De forstod, at fremtiden havde meget at byde på,
ikke mindst bedre skolegang; men de forstod næppe, at de værdier, som de
holdt højt og som havde båret dem igennem mangen en hård arbejdskamp,
ville blive undergravet af selv samme fremskridt. Det er svært at abstrahere
fra sin egen situation. Den anden gruppe, som udgjorde vort sociale netværk,
var min mors pædagogvenner. De var mere parate til at se verden
3
Maj 1945 – billedet, som er optaget d. 5. maj, dagen for befrielsen, viser den modstandsgruppe,
som min far var medlem af. Min far ses yderst til højre, uden hjelm
og våben. Det er næppe et tilfælde, for skønt han omgikkes skydevåben hver dag
hadede han dem, som han hadede krig. Vi kaldte dem ”frihedskæmpere”, besættelsesmagten
kaldte dem ”terrorister”. I USA ville man måske idag tale om ”illegitime
kombattanter”.
Min mor (t.v.), formodentlig på feriekoloni på Søholm ved Vordingborg.
4
uden klassekampbriller. Det var ikke, fordi de ikke var socialister – de fleste
lå vel et godt stykke til venstre for socialdemokratiet (nogle var kommunister)
– men de baserede deres samfundssyn på et mere teoretisk, nærmest
akademisk, grundlag. De troede på klassekampen, men det var ikke deres
klassekamp, på samme måde som det var for fabriksarbejderne eller de
arbejdsløse. Det kan måske lyde negativt. Men de bragte nye, spændende
dimensioner ind i vort verdensbillede. De havde selv fundet inspiration i
venstrefløjens markante fortænkere, fra Gunnar og Alva Myrdal til Poul
Henningsen, såvel som den nye pædagogiks ”fyrtårne” Sofie Rifbjerg, C.C.
Kragh-Müller og brødrene Sigsgaard, m.fl.
De to grupper var forskellige, men min mor udgjorde et naturligt forbindelsesled
mellem dem. Med et ben i begge verdener var hun hjemmevant
begge steder: Hun var opvokset i en politisk engageret familie, blev tidligt
medlem af DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) og påkaldte sig
opmærksomhed i fagbevægelsen i de hårde år i trediverne, hvor hun, i hvert
fald ved én lejlighed, blev beskrevet som ”den unge agitator Inger Simonsen”.
Under besættelsen tog hun springet til at få en formel uddannelse som
småbørnspædagog, kraftigt tilskyndet af min far, som selv var dybt involveret
i modstandsbevægelsen, og som derfor ikke nødvendigvis kunne forvente
en lang fremtid som forsørger af sin familie. Set med nutidens øjne er
der intet usædvanligt i at påbegynde en uddannelse som 30-årig, men i fyrrene
(og med bare syv års skolegang) var hun en mønsterbryder. Samtidig
var hun i samklang med sin egen families traditioner: Hendes bedstefar var
den første socialdemokratiske byrådskandidat i Frederikshavn, hendes far
forblev socialist og aktivt partimedlem, skønt han var håndværksmester.
Det var med andre ord et dybt engageret, samfundskritisk, intellektuelt
stimulerende miljø, jeg var omgivet af. Med tro på fremtiden, vel sagtens
også betinget af den almindelige optimisme, som groede ud af den begyndende
opgangstid. Det er svært at forklare, men på en måde gav det mig
både tryghed og livsindhold i en tid, hvor nogle af dem, som havde sørget
for min tryghed ”forsvandt”, og min barndom hørte op. Det har måske en
patetisk klang, men helt forkert er det ikke. Selvfølgelig legede jeg (oftest
med mine fætre, Finn og Sten-Erik), men jeg var forsigtig, for ikke at sige
5
ængstelig, og ikke interesseret i meget af det, der normalt fylder i et barns
liv: Boldspil, sport, friluftsaktiviteter, bragende børnefødselsdage og fester
med slik og ballade. Mine interesser var andre.
Schumanns ”Träumerei”. En lille lyshåret purk i brun duffelcoat. Han står
uden for radioforretningen på Nørrebrogade. Han tøver kort, før han vover
sig ind i forretningens let støvede indre. Mellem radioapparater og grammofoner
er der en høj disk, overfor en kabine. Dér kan man sidde og “prøvehøre”
pladerne. Den udvalgte plade er en lille en af den slags, man siden kaldte
”en single”, 45 omdrejninger i minuttet. På omslaget smiler en venlig herre
til drengen. ”Det bli’r syv-en-halv,” siger ekspedienten, og herren på omslaget
synes at smile en anelse mere. Yuri Boukoff er hans spændende, let mystiske
navn. Og med sine magiske fingre åbner han og Schumanns drømmerier en
vidunderlig verden for drengen. Hjulpet, selvfølgelig, af grammofonen hjemme
i Elbagade. 45 omdrejninger i minuttet, 3 minutter langt. Snart blev
repertoiret udvidet: Rubinstein spillede Beethovens klaversonater, Oistrakh
violinkoncerterne. Det var som at spise laks og oksefilet – hver dag.
6
Lykkelige dage i Lyngby: Jeg
tilbragte megen tid sammen
med mine to fætre Sten-Erik
(t.h. i billedet) og Finn
(t.v.), som boede i Lyngby.
Musik spillede ingen virkelig rolle i min verden, før jeg begyndte i skolen
og fik en ung, engageret klasselærer ved navn Gerwin Andersen. Han introducerede
os for klassisk musik – til stor glæde for mig. Da vi derhjemme
samtidig havde fået en grammofon, holdt denne musik også indtog hjemme
hos os, uden at den gjorde os til en ”musikfamilie”.
Gerwin Andersen var en god lærer. For flere i min klasse var han nærmest
som en far, og det af gode grunde. Skolen, jeg gik på, var Det Kongelige
Vajsenhus, en lille privatskole med traditioner. Vajsenhuset blev grundlagt
i 1727 på bud af Kong Frederik IV som en skole for forældreløse børn (efter
det tyske udtryk Waisenkinder), men optog i mellemtiden også børn
af enlige forsørgere. Blandt institutionens særlige privilegier hører stadig
eneretten til udgivelsen af Den Danske Salmebog, som formodentlig har
givet skolen en sikker indtægt og derved sikret dens eksistens – for skolen
er gratis for eleverne.
Skolebygningen, som stammer fra 1875, åndede historie og traditioner.
Skolens hal, som hed ”vestibulen”, var en fornem søjlehal, fra hvilken marmortrapper
førte op til klasseværelserne. Langs trapperne stod buster, vist
nok af rigets konger. Klasseværelsernes vægge prydedes af malerier af Danmarkshistoriens
vigtigste begivenheder. Det var en meget national bevidst
skole, hvor disciplin, høflighed og flid blev håndhævet, om nødvendigt
med fysisk magt. Forstanderens spanskrør blev brugt til formålet, men
dengang havde skoler, vel generelt, også andre muligheder for at bibringe
børnene ”god opdragelse” og anstændig adfærd. I tegnetimerne opretholdt
læreren, en ældre kunstnertype med skæg og baskerhue, den fornødne ro
ved at dunke støjende elever i hovedet med et nøglebundt. Og – som sikkert
set andre steder – bød gymnastik ganske særlige muligheder for småsadistiske
lærere til at demonstrere deres magt. Vi skulle bade efter hver
time, og dertil hørte obligatorisk hårvask – med billig håndsæbe, som den
fandtes i halvtredserne. Når alle var behørigt sæbet ind, blev der lukket for
det varme vand – og det nedkaldte straf over vore syndige hoveder, hvis vi
sprang ud af det iskolde brusebad i utide. Og prøv at skylle billig håndsæbe
ud af håret med koldt vand!
7
Gerwin Andersen til trods tænker jeg tilbage på Det Kongelige Vajsenhus
med alt andet end varme tanker. Da jeg senere i mit liv for første gang
læste Schjerfigs ”Det Forsømte Forår”, troede jeg oprigtigt, at skolen, han
beskrev, var min gamle skole. Men det hører med til billedet, at der bestemt
var tale om en skole med ”en mission”. Målet var helt klart at sætte os stakkels
børn, som havde mistet forældre, i stand til at klare os i samfundet og i
livet. Ærefrygt for Gud og Konge og kærlighed til fædrelandet hørte ligeså
meget til som kendskab til at stoppe strømper eller selskabelige færdigheder
som dans. Jeg nævner dette, fordi jeg fejlede eklatant på alle disse områder.
Men generelt betød det, man i dag betegner som ”faglighed”, meget,
og sandheden er, at vi var 1-1 1/2 år forud i samtlige fag i forhold til min senere
skole. Om det virkeligt var et gode, ved jeg faktisk ikke, men det høje
faglige ambitionsniveau afspejlede sig også i atmosfæren på skolen. Man
forventede, at vi skulle ”blive til noget” i samfundet; så sokkestopningen
blandedes med en vis elitær fornemmelse blandt os alle. Den hårde disciplin
stod i skærende kontrast til min tidlige opdragelse, som – takket være
min mor – jo fulgte moderne pædagogiske idéer, men fornemmelsen af at
”være anderledes” – dvs. at stå udenfor ”normalgruppen” – kunne kun forstærkes
på Det Kongelige Vajsenhus. Selvfølgelig også fordi skolen modtog
elever fra hele byen, hvorved omvendt disse ikke gik i skole med de andre
børn i deres respektive kvarterer. Vajsenhusets forening for gamle elever
hedder ”Det Gode Minde”. Det er glædeligt, at der er elever, der tænker
sådan om den gamle skole. Men jeg gør det ikke.
Da min far døde, ændrede vort liv sig fundamentalt. Min mor begravede sin
sorg i arbejde som leder af en stor børnehave. Hendes gamle engagement i
fagforeningsarbejdet fik en ny drejning i pædagogernes fagforening 1 , som
hun få år senere blev formand for. Værst gik det dog ud over min teenagesøster,
Birthe, som led umådeligt, ikke bare under tabet af vor far, men også
under vor mors manglende evne – måske muligheder – til at håndtere den
vanskelige situation. Hun flyttede tidligt hjemmefra og gik i gang med sin
egen pædagoguddannelse. Under disse omstændigheder var jeg nødt til at
blive voksen.
8
Vi boede på Amager; min skole lå inde i byen, i Nørre Farimagsgade nær
Nørrevold. Med undtagelse af de første dage tog jeg til og fra skole uden
ledsagelse og blev lidt af en ekspert i Københavns Sporveje. Det gav ny
frihed og åbnede for interessante muligheder. F.eks. opdagede jeg en potentiel
forretningsfidus på Nørreport station, som jeg passerede hver eftermiddag
på vej fra skole. Nørreport station er bygget under jorden, brede
trapper fører fra gadeplan ned til S-toget. Men i halvtredserne havde ingen
tænkt på, at der blandt de rejsende kunne være personer i kørestol eller
mødre med barnevogn, for hvem adgang til perronerne kunne være et problem.
De var glade for en hjælpende hånd, når barnevognen skulle ned ad
de mange trapper, og de viste deres taknemmelighed med ”en lille erkendt-
Der var fordele ved at have en travlt beskæftiget mor. Ud over stillingen som leder
af en stor fabriksbørnehave og arbejdet i pædagogernes fagforening hjalp hun også
et fremadstræbende legetøjsfirma med markedsføringen af et nyt, innovativt produkt.
Hendes hjælp bestod især i at afgive en ”pædagogisk” bedømmelse, som hjalp
virksomheden til at overvinde toldbarrierer på eksportmarkederne. Her ses hun
sammen med Jens Sigsgaard og, i midten, virksomhedens direktør, Godtfred Kirk
Christiansen. Virksomheden hed Lego, og hendes hjælp betød også, at jeg var velforsynet
med Legoklodser, hvilket jeg naturligvis glædede mig over.
9
lighed”, som de sagde. Det gav mange ti-ører i min lomme, for det var mig,
der ventede ved trappen, parat til at hjælpe – i øvrigt uden konkurrence på
daværende tidspunkt.
Jeg havde fået en fin, rød cykel. Min kusine Inger lærte mig at bruge den,
og den gav mig nye muligheder for at opdage verden. I min fritid (når min
mor var på arbejde) begyndte jeg at cykle rundt i byen – også til steder, som
min mor havde forbudt mig at komme på grund af den stærke trafik.
I min første skoletid gik jeg i en perode til ”specialist”, en hals-næse-øre læge
i den indre by. Igen klarede jeg de mange behandlinger alene, hvilket dog
ikke generede mig det mindste. Ej heller tænkte jeg over, at min mor måske
burde have ledsaget sin syv-otte-årige søn; hun var jo på arbejde og længere
var den historie såmænd ikke.
10
Trods hyppig adskillelse
havde jeg et meget nært
forhold til min mor.
Jeg tilbragte mange weekender hos mine fætre i Lyngby eller hos mine
”erstatningsforældre”, ”Nitte” og Gunnar. Nitte var min mors nærmeste
medarbejder i børnehaven. De havde ingen børn selv, så jeg blev passet og
plejet til den store guldmedalje. De havde begge ”rejst” i deres yngre dage;
Nitte havde boet i New York, og hun havde gemt sine gamle bykort over
Manhattan, Brooklyn, Queens og Long Island. Jeg var dybt fascineret af
kortene og fortællingerne, og måske blev den første kim her lagt til min
senere omfarende tilværelse. Gunnar var ivrig amatørfotograf. Det lille badeværelse
tjente også som mørkekammer, og han viste mig, hvordan fotografiske
billeder blev til. Han gav mig også mit første kamera, jeg tror, da
jeg var otte år gammel.
Da halvtredserne nærmede sig lukketid, begyndte et nyt offentligt transportmiddel
for alvor at gøre sig gældende: Flyvemaskinen. I 1957 genetableredes
det tyske selskab Lufthansa med nye amerikanske fly. Lufthansa
modtog også tidligt de første langdistance jetfly, Boeing 707’ere, og de
benyttede lejligheden til en charmeoffensiv i Tysklands nabolande. Med
krigen som baggrund var det klart ”op-ad-bakke” for det nationale tyske
selskab. Man forsøgte tydeligvis at præsentere sig som venlige – og fredelige
– naboer. I forbindelse med 707’erens gæstevisit i Københavns lufthavn
besluttede Lufthansa derfor – som en gestus – at invitere en gruppe ”socialt
ramte” børn til at opleve det store fly. Valget faldt på min klasse fra det
Kgl. Vajsenhus, og vi drog på tur til Kastrup. Jeg havde nok forestillet mig,
at det ville give en flyvetur, men så gavmilde var de tyske værter nu ikke.
Men vi fik set det store fly og blev sendt hjem med farverige brochurer om
luftrejsernes luksus og eventyr. Som Nittes landkort over New York satte
det nok sine spor i mit sind og bidrog til min senere udlængsel. Og den
lille historie fæstenede sig i min hukommelse. Da Lufthansa i 2007 fejrede
50-års jubilæum, indbød de kunder og ”venner” til at bidrage med store og
små oplevelser fra selskabets historie. Min lille fortælling – med overskriften
”A Time of Gestures” – endte faktisk som en af de mest læste historier
på Lufthansas jubilæumshjemmeside. (Hvilket bestemt siger mindre om
mine fortælleevner end om vedvarende tysk sensitivitet og den lange kamp
for at blive optaget i ”det gode selskab” igen).
11
Villa Skur ved Bangsbo Strand. Jeg fik lov at hjælpe min far med at hejse
Dannebrog, hvilket var et ærefuldt job. Vi fortsatte at bruge huset i flere
år efter hans død.
Man kan muligvis få det indtryk, at min mor var forsvundet af syne, men
det er forkert. Hun havde travlt og levede sit eget liv, så vor fælles tid var
begrænset. Men det var, hvad man i dag kalder ”kvalitetstid”. Hun tog mig
med i sin verden, så meget som muligt – behandlede mig på mange måder
som ”ligeværdig”, diskuterede verdens problemer og uretfærdigheder med
mig. Men vore egne lod vi ligge.
Jeg fik også snart min første flyvetur – med SAS til Ålborg. Min mor havde
besluttet sig for, at vi skulle rejse til Nordjylland med fly. Hun huskede sin
egen bedstemor, som først i en høj alder havde vovet sig ud på sin første
12
togrejse. Det skulle ikke ske for os, syntes min mor, for hun erkendte at
flyrejser nu var kommet for at blive. Beslutningen var på mange måder
kendetegnende for hende. Hun var ”med på noderne” og ikke bange for
at prøve nyt.
Men alt har to sider. I denne periode havde også SAS anskaffet sig sine
første jetfly, de franske Caraveller. En tid lang gennemførte man, ifølge
dagspressen, såkaldte ”prøveflyvninger” med dem fra Kastrup lufthavn.
Disse flyvninger var i alles munde, dels var det jo spændende med disse
nye fly, som fløj ”uden propeller”, dels larmede de temmeligt meget. Som så
mange andre gav min mor i samtaler udtryk for, at hun var plaget af støjen
– forståeligt, for vi boede ikke langt fra Kastrup – og jeg besluttede at gøre
noget ved sagen. Jeg vidste, hvordan jeg skulle få telefonnummeret til SAS
”i lufthavnen”, og med det i hånden ringede jeg resolut derud og bad dem
pænt, om de ikke nok kunne begrænse prøveflyvningerne til at finde sted
om dagen, ”så min mor og jeg kunne sove om natten”. Jeg fik et venligt svar,
omend jeg ikke husker detaljerne. Men jeg husker min mors forbløffede
udtryk, da det gik op for hende, at jeg uden lange diskussioner havde taget
sagen i egen hånd.
Sommerferierne var åndehullerne, som gav ilt til min barndom. Vi tilbragte
dem i vort sommerhus i Understed, syd for Frederikshavn. ”Huset” bestod
af to bygninger: En oprindelig bygning bestående af en meget lille stue og
et endnu mindre køkken. Ved siden af stod et soverum med køjer. Min far
byggede denne del det sidste år, han levede. Selv sov han i det bare én eneste
nat. Vi havde hverken vand eller strøm, og husets navn var på alle måder en
rammende beskrivelse: Vi kaldte det ”Villa Skur”. Det var et paradis, som
det lå der få meter fra vandkanten – med en lang, smal sandstrand foran,
og den lokale bondes marker bagved. Min mors lillesøster, Else, og hendes
mand, Bjørn, kom ”derop” fra København, medsamt mine to fætre – og vi
børn levede på den lange strand, var riddere og pirater, eller ”var med” på
gården, på hvis jord sommerhuset lå. Fangede frøer eller markmus, som vi
fodrede bondens hund, Smut, med (den slugte dem uden at tygge....) og
tog på ”ekspedition” over heden ved Sulsted. Det var farligt, for der var
hugorme, men jeg tror nu aldrig vi så nogen. For de vilde ting sørgede mine
13
to fætre, der havde en robust holdning til livets fundamentale spørgsmål.
Det var Finn, som med et grin holdt de sprællende mus op foran Smut.
De tog mig også med på slagteriet, hvor vi gennem den åbne port fulgte
slagtningerne på tæt hold. Grise, køer, kalve. Jeg havde gerne været synet
foruden, men der skete noget, når mine fætre var der. Vi var drengerøve.
Også jeg.
Vi besøgte også min mormor og morfar, som boede i Frederikshavn. Af
profession var min morfar malermester, men nu fik han ”aldersrente” og
havde tid til sin egentlige interesse – kunstmaleri. Hans fire døtre omtalte
ham respektfuldt som ”maleren”, og der er ingen tvivl om, at han var en ægte
patriark. Som det hørte sig til, stod måltiderne på bordet, således at Lud-
14
Maleren.
vig, som han hed, kunne høre ”Pressens Radioavis” imens. Når speakeren
i Radiohuset i København forkyndte de seneste nyheder over det ganske
land, herskede der absolut taleforbud omkring spisebordet i aldersrenteboligen
på Kalkværksvej. Vi havde respekt for ham, men han var en rigtig god
morfar for mig. Han lærte mig at tegne perspektiv, og jeg byggede garager
til mine legetøjsbiler af hans cigarkasser. Han havde spændende bøger om
verdenshistorien, som jeg slugte, da jeg blev i stand til at læse sikkert nok.
Jeg ville have elsket at snakke med ham om dem, men da jeg var så vidt, var
han ikke mere.
Der kom farver på i ferierne, men alligevel opfatter jeg min barndom som
grå. København var grå, halvtredserne var grå – i vadestedet mellem det
seje træk med efterkrigsårenes genrejsning og tressernes økonomiske gennembrud
og de samfundsmæssige omvæltninger, som mod slutningen af
det nye årti fulgte i kølvandet af den første materielle mæthed. Og med den
kolde krigs paddehatsskygge hængende over os. Atomsprængninger i atmosfæren,
Koreakrig, Suez-krise, konfrontation i Berlin. Og Ungarnkrise.
15
Esbjerg så på mange måder ud som en almindelig dansk provinsby – et trygt, lille
samfund i dvale. Billedet her viser Torvet i 1977, men det kunne stort set lige så
godt have været taget ti år før. Men i virkeligheden var byen alt andet end stillestående
i de år. (Foto: Brian Kristensen, © Byhistorisk Arkiv, Esbjerg)
16
II
Opbrud – I
1962 kom der grøde i situationen. Min mor blev headhuntet af Esbjergs
I legendariske skoledirektør N.P. Andersen til en stilling i denne by. Hun
skulle opbygge et seminarium for ”børnehavelærerinder” i det Vestjyske.
Esbjerg var dengang mest kendt som byen, der stank af fisk – hvilket var
ganske korrekt. Det var en ung by uden lange traditioner og fast social lagdeling.
Uden traditioners snærende bånd havde den gode forudsætninger
for at være en foregangsby, omend man i København ikke havde den ringeste
anelse derom. Som sædvanligt, fristes man til at sige. F.eks. havde man
i Esbjerg fjernvarme, et energipolitisk tiltag, som først bredte sig til andre
dele af landet årtier senere. Og man havde ”børnehaveklasser” på skolerne
– et stort set ukendt fænomen andre steder. Nu var man i gang med at etablere
sig som ”uddannelsesby”, forståeligt al den stund at Esbjerg var Danmarks
”børnerigeste” by. Så vi flyttede til Esbjerg. Jeg var 11 år gammel.
Skiftet cementerede adskillelsen fra min søster og betød også, at det var
slut med weekenderne i Lyngby eller i Værløse hos Nitte og Gunnar. Mere
positivt betød det også et skoleskift – til en relativt stor kommuneskole ved
navn Rørkjær Skole. Det er svært at forestille sig en større kontrast: Jeg talte
anderledes end mine nye klassekammerater, og jeg havde andre interesser
end dem. Jeg vidste intet om fodbold og forstod ikke, hvilken afgørende
betydning EfB havde for verdensudviklingen. Til gengæld var jeg jo meget
optaget af samfundsspørgsmål og internationale forhold, hvilket ikke fangede
mine fodboldspillende klassefællers opmærksomhed i samme grad.
Jeg kunne lide klassisk musik. Deri var jeg måske ikke alene, men helt ”normalt”
var det heller ikke blandt skolebørnene. Og så havde vi ingen ”Tysklandsantenne”,
vel især fordi min mor besad en betydelig modvilje mod
”de forhadte tyskere”, som hun sagde – et levn fra besættelsestiden. Mere
outsider kunne man nok ikke være som dreng i Esbjerg dengang. Blandt
børnene i Esbjerg var jeg kendt som ”københavneren”. I København blev
17
jeg hurtigt til ”ham ovre fra Esbjerg”. Jeg følte mig som en vandrer mellem
to kulturer – en grænsegænger, som kan færdes let og frit overalt, men som
ikke hører rigtigt til nogen steder. Det skulle blive til et gennemgående
tema i mit liv.
For mange ville dette have udgjort opskriften på en traumatisk barndom;
ikke så for mig, hvilket nok skyldes en vis psykisk robusthed (måske blot en
eufemisme for naivitet), men også den lykkelige kendsgerning at jeg ”landede”
på en skole og blandt lærere, for hvem rummelighed og pædagogisk
indsigt ikke bare var teoretiske begreber, men markerede en praktiseret virkelighed.
Fra starten var jeg aktiv i lanceringen af et nyt skoleblad. Det skulle tage
”kampen op” mod medie-mastodonten Kometen, skolens ”Berlingske Tidende”.
Vi var en lille gruppe drenge i femte klasse, som fandt sammen om
dette projekt. Det nye blad skulle have mere indhold og dække et bredere
felt end den overmægtige konkurrent. Det blev skrevet på min mors skrivemaskine,
og vi lånte en spritduplikator på min mors seminarium, for i
modsætning til Kometen kunne vi ikke betale for bogtrykning. Vi levede
op til vore mål med hensyn til indhold: Det første nummer indeholdt
boganmeldelser, en ”minutroman”, sportsreportage, en teknisk artikel
for radioamatører, filmanmeldelse, pop – og en lederartikel. Og vi havde
meninger at kommunikere. I lederen skrev redaktøren, som var mig, ”... at
negrene både i Amerika og Sydafrika er blevet meget slemt forurettet. De
kære selvglade og egenkærlige hvide, der foruretter de sorte, skulle både
skydes og hænges. Alle skal behandles lige, både hvide og sorte. Vi er jo alle
mennesker.” Hvor stort et indtryk, det har gjort i skolegården på Rørkjær
skole ved jeg ikke, men vi fik da oplaget solgt – for 10 øre pr. eksemplar.
Til gengæld sluttede projektet også her. Mine medsammensvorne ville hellere
lege, da tiden kom til det næste redaktionsmøde. Jeg var nok en smule
ærgerlig, men fik i det mindste en tidlig lektion i projektstyring.
Sådanne intermezzoer til trods var jeg, for at sige det rent ud, generelt en
doven hund. ”Indsatsen står ikke mål med evnerne,” var en bidende kommentar
i min karakterbog, men jeg kan ikke påstå, at det rystede mig syn-
18
derligt. Hvis jeg selv fandt interesse for et tema eller en opgave, så det anderledes
ud – så kunne jeg arbejde dag og nat. Den årlige idrætsdag er et
godt eksempel. Alle, selv min tålmodige lærer Poul Henry Svarrer, indså, at
det var håbløst at sætte mig på Rørkjærs hold. Men jeg var meget optaget
af fotografi, så jeg fik opgaven at tage billeder til Kometen (som altså stadig
bestod), hvilket betød, at jeg fór af sted med stor og tung kameraudrustning
fra plads til plads for at dække alle konkurrencerne. Der var nok ikke
mange, som havde bevæget sig mere end mig, da dagen var omme – men
skolen og jeg blev forskånet for et forsmædeligt nederlag i en sportskonkurrence,
som min medfødte modvilje – og mit manglende talent – ellers
ville have garanteret. Således var der også plads for mig.
Arne Gundestrup og jeg var klassekammarater. Jeg var lidt af en énspænder i klassen,
så vor kontakt var ikke intensiv. Alligevel havde vi sympati for hinanden, tror
jeg. Efter skolen blev Arne reklametegner og fik et liv som grafiker i reklamebranchen.
Dér kom vi lejlighedsvist til at arbejde sammen. Vi mødtes igen flere år senere
og er i dag nære venner.
19
I midten af tresserne bredte tankerne om demokrati og medbestemmelse
sig også ud i skolerne. De første elevråd blev etableret, og det var noget
for mig. Jeg husker mine første forhandlinger som elevrådsformand med
skoleinspektør Magne Astrup. De fandt sted i en yderst behagelig og respektfuld
atmosfære (som enhver, der kendte Astrup, ville forvente), men
som den frembrusende opkomling, jeg jo nok var, var jeg selvfølgelig frustreret
over ikke at kunne vende op og ned på hele skolen – og helst med
det samme.
De første sommerferier tilbragte jeg igen i København. Min onkel og moster
i Lyngby havde købt et ismejeri i Vangede, arbejderkvarteret, som Dan
Turrell gjorde berømt. Sammen med mine fætre var jeg ”bydreng”, dvs.
leverede varer ud til de private hjem. ”At levere” betød at transportere varerne
på en Long John, en varecykel med stort lad foran, og i øvrigt at bære
dem op til kunden, somme tider på fjerde sal – uden elevator, naturligvis.
Som et godt arbejderkvarter havde Vangede et betydeligt konsum af drikkevarer
– mest af alt øl. Dengang var en ølkasse af træ og rummede 50
flasker – af glas. Så mit job bestod i at bringe to kasser øl og en kasse ”vand”
op til Hr. Jensen ”på fjerde”, to liter mælk og en kasse ”vand” til fru Hansen
”på tredje”, en kasse med havregryn, mel og rugbrød til fru Andersen osv.
Det var et slæb, men det gav gode drikkepenge, for selv om pengene ikke
sad løst i et arbejderkvarter (det skulle da lige være til smøger og bajere),
så hørte drikkepengene til bydrengen med som noget naturligt. Jeg har
egentlig aldrig brudt mig om fysisk aktivitet (hvis jeg selv skulle udføre
den), men alligevel kunne jeg lide ”tjansen” – der skete noget, og det gav
god motion til en dreng, der ellers hellere læste bøger i en stol end spillede
fodbold på græsset.
Som i København havde min mor også i Esbjerg kastet sig ud i arbejdets
udfordringer. Det nye seminarium manglede praktikpladser, ligesom regionens
landkommuner var underforsynede med børneinstitutioner. Så hun
drog på turné til egnens fjerneste afkroge for at tale børnenes – og børnehavernes
– sag. Samtidig var hun aktiv i den socialdemokratiske partiforening
og fik sæde i det første valgte Amtsråd. Hun tabte ganske vist ved det følgende
byrådsvalg og afslog et folketingskandidatur i Varde kredsen. Men
20
hvis hun af den grund havde tid tilovers, brugte hun den i bestyrelser og
råd, ligesom hun var aktiv deltager i forberedelsen af den nye pædagoguddannelse.
Hun tilbragte derfor også megen tid i København. Det var en periode,
hvor jeg lærte at varme dåsemad ( Jensens Dansk Bøf ) og lave pulverkartoffelmos
(der netop var dukket op i supermarkederne og som næsten
smagte som ”rigtig kartoffelmos”). Da jeg blev træt af det, blev jeg hyppig
gæst på byens cafeterier. Somme tider ringede hun til mig fra sit kontor,
og vi mødtes på St. A. Sands Restauration, som var et kendt mødested for
etablerede kunstnere og den lokale politiske venstrefløjs ”pinger”. I det hele
taget plejede min mor en stor og spændende omgangskreds. På valgaftener
og ved andre lejligheder samlede hun kredsen – eller ”menigheden” – som
gruppen kom til at hedde, hjemme hos os i huset på Hasselvej. Jeg tænker
på disse aftener med stor glæde, for det var intense diskussioner, der fyldte
stuen – inspireret af tidens store politiske spørgsmål og begivenheder.
På trods af alle disse aktiviteter gjorde min mor faktisk, hvad der stod i
hendes magt for at opretholde noget, der kunne ligne et ”normalt” familieliv.
Selv i de lange perioder med fravær delte vi meget, min mor og jeg.
Søndag morgen var hellig. Vi spiste morgenmad sent og det tog lang tid,
alt imens vi slugte søndagsaviserne – Aktuelt og Politiken. Jeg husker især
Anne Wolden-Ræthinge, alias Ninkas, spændende beretninger i Politiken,
men også reportager af Oriana Fallaci, den italienske stjernejournalist, som
interviewede Shahen af Persien, Yasir Arafat, Henry Kissinger og mange
flere af tidens store ”movers and shakers”. Vi søgte vore informationer
mange steder. Jeg selv abonnerede som stor skoledreng på Life Magazine
og Newsweek 2 . Men vi modtog også en sammenfatning af Renmin Ribao,
Folkets Dagblad, der blev udsendt af Folkerepublikken Kinas ambassade i
Danmark, og som trofast beskrev Maos heroiske bedrifter og kulturrevolutionens
opløftende perspektiver i glødende vendinger.
Jeg har altid kunnet lide at skrive, og en tid lang var det nok idéen, at jeg
skulle blive journalist. Skolens erhvervspraktikordning bød en første mulighed
for at prøve idéen af i virkelighedens verden. Den første periode
foregik på Dagbladet Vestkysten, hvor jeg på lokalredaktionen i Brørup –
under ”opsyn” af journalistelev Poul Bjelke Laursen – kedede mig grusomt.
21
Senere var jeg en uge på Vestjydsk Aktuelt. Det var mere spændende, dels
fordi jeg faktisk kom til at skrive selv, men nok mere af en helt anden grund.
Praktikopholdet faldt tidsmæssigt sammen med Seks-dageskrigen i 1967
mellem Israel og de arabiske nabolande, Ægypten, Jordan og Syrien. Det
var en sand David mod Goliat kamp, som endte akkurat ligesom den gammeltestamentlige
myte. Det lille Israel sejrede over de store arabiske styrker
og tilføjede den arabiske nation et ydmygende nederlag. Som vel de fleste
danskere var jeg fascineret af denne utrolige militære præstation. Min begejstring
var nok iblandet en sympati for ”det lille land”, der kæmpede mod
den store overmagt; en følelse, der nok er dybtliggende hos danskerne, som
instinktivt forbinder begrebet ”lille” med ”god” og ”stor” med noget, som
er væsentligt mindre godt. Men på Vestjydsk Aktuelt sad en redaktør, der
havde en helt anden mening om den sag. Vi kunne naturligvis ikke skrive
om Israel i Esbjerg-udgaven, men han åbnede mine øjne for en anden sandhed
omkring den arabisk-israelske konflikt. Det gjorde et stort indtryk på
mig, men føjede sig i øvrigt til rækken af observationer, som indicerede
et langt mere problematisk verdensbillede, end den nærmest binære situation,
som vi havde set i halvtredserne. Dengang var ”vi”, dvs. Vesten, de
gode – kommunisterne i Øst, de slemme. Men det var ikke blot Mellemøstkonflikten,
som forstyrrede det velordnede, men fortegnede verdensbillede.
Få år forinden havde verden overlevet den truende undergang i en altødelæggende
atomkrig om den lille karibiske sukkerrørs- og tobaksø Cuba.
En uendelig lang weekend havde vi holdt vejret, mens atomraketterne blev
gjort startklare på deres affyringsramper. Vor rolle som simple potentielle
ofre for dårskaben bestod i at læse den husstandsomdelte brochure om,
hvad man gør i tilfælde af et atomangreb (enkelt: Er du inde, søg dækning
under et bord, er du ude så tag en regnfrakke på). Men dommedag blev
aflyst, og vi forstod, at USAs præsident Kennedy havde ”reddet” den frie
verden ved sin fasthed (russerne forblev skurkene ved den lejlighed). Men
d. 22. november 1963 blev Kennedy myrdet – ikke af de slemme russere,
men formodentlig af kræfter på USAs højrefløj. Senere fulgte mordene på
Robert Kennedy, Martin Luther King og Malcolm X. I samme periode
kastede raceuroligheder i USA et grelt lys på det amerikanske samfund,
og Vietnamkrigens skygge begyndte at aftegne sig. Tvivlen steg hos unge
i Vesten. Glemt var ikke belgiske officerers brutale drab på den congole-
22
siske leder Patrice Lumumba i januar 1961. Heller ikke den lange, brutale
frihedskrig i Algeriet, hvor franske kolonitropper – i den vestlige civilisations
navn – begik forfærdelige handlinger mod oprørerne (som kaldte sig
frihedskæmpere – omend franskmændene mente, at de var terrorister) var
forblevet ubemærket af den nye, unge generation. Det gærede. Én efter én
lyste de røde advarselslamper op.
Kolonimagternes retræte, så ønskelig og ønsket den var, skabte rigelige muligheder
for magtkamp mellem de to ”systemer”, som holdt verden i gidseltag:
Kapitalismen og Kommunismen. Hvad den Kolde Krig angik tror jeg,
at Afrika i det store og hele slap nådigt – i alt fald i forhold til, hvor galt
det kunne have gået (hvilket ganske enkelt betyder ”værre”!). For en tid så
det endog ud til at blive en klar succes-historie. Vi, min mor og jeg, skulle
komme til at fornemme den.
Jeg havde to hobbyer – flyvning og fotografi. I en periode fløj jeg i Vestjydsk Svæveflyveklub.
Fotografi dyrkede jeg bl.a. ved at sælge billeder til aviserne. De to interesser
kombineredes, da jeg fra Esbjerg lufthavn fulgte en stor søredningsaktion på
Nordsøen. Mine billeder blev senere brugt i en særudstilling i Fiskeri- og Søfartsmuseet,
hvor jeg havde en ven og derfor også havde min gang af og til. Åbningen af
særudstillingen blev markeret med en ”live” søredningsdemonstration i Ho bugt.
Min ven og jeg havde meldt os som ”ofrene”, som skulle fiskes op af flyvevåbnets S-61
helikopter, mens tilskuerne samlede sig nede på Sædding strand, over for museet.
Biledet her viser helikopterens landing på museets græsplæne.
23
Østafrika g jorde et stort indtryk på mig. Også rejsen i sig selv stillede krav. Da min
mor ikke kunne engelsk, måtte jeg ”klare ærterne”, når der var problemer – hvilket
dengang hørte til dagens orden på lange rejser. Vi klarede problemerne og jeg fik
min praktiske ilddåb på engelsk, til påskønnelse også af min engelsklærer, Olav
Poulsen. Billedet her er taget i Moshi lufthavn.
24
III
Uhuru na Ujama
Til venstre: Det Indiske Ocean, til højre: Det grønne og brune land, der
skyder sig op af havet og synes at strække sig herfra og til verdens ende.
Flyet har forlængst lagt an til landing, og snart stryger vi lavt hen over små
fiskerbåde og arabiske dhows, som med deres trekantede sejl hopper op og ned
på de blå bølger ud for den hvide strand. De høje, majestætiske palmer bøjer
sig yndefuldt i en let brise, mens husene – blikskure og hytter med lerklinede
vægge – skjuler sig under palmernes skygge. Dér ligger byen forude. Som den
ligger dér, synes den at klynge sig til bunden af den lille bugt. Indespærret
mellem den uendelige savanne og det dybtblå ocean breder den sig ud, sender
fangarme op langs bugtens bredder, som ville den åbne sig for de mange skibe,
der kommer og går og bringer nyt fra fremmede verdensdele. Her ligger den –
Dar es Salaam, fredens solstegte havn.
Vi lander. 45 graders fugtig varme slår imod én, når man stiger ud på den
støvede plads, som flimrer i heden. Langs vejen fra lufthavnen går høje, slanke
afrikanerkvinder, klædt i sorte boi-boi dragter og med børn på ryggen. Med
krukke, tasker eller paraplyer på hovedet skrider de gennem græsset ved vejkanten
med den største ro. Imellem palmerne kommer huse til syne. De fleste
er faldefærdige blikskure, bygget af gamle olietønder, rustne bølgeblikplader,
ler og andet forhåndenværende. Vi fortsætter ind mod centrum. De første
større huse dukker op, først pakhuse og mindre virksomheder, så beboelsesejendomme.
Snart kører vi igennem Kariako kvarteret.
Her ligger den store markedsplads omkranset af gamle to-etagers bygninger.
Midt på pladsen har man rejst et glastag, som dækker en tredjedel af arealet.
En sødlig stank stiger op fra de utømte skraldespande, blander sig med
råbene fra de handlende og tonerne fra Peter Tsotsis sidste nye swahili slager.
Det sitrer i den overophedede luft. Der er et mylder af mennesker, som havde
byens 200 000 indbyggere sat hinanden stævne. To overfyldte busser forsøger
25
Markedet i Kariako.
at komme afsted, men sidder uhjælpeligt fast i folkemassen. Passagerer, der
sidder på bussernes tage, råber til fodgængerne, mens chaufførerne væbner sig
med ro, sludrer med Sarah eller Victoria, som står nede på brostenene mellem
travle husmødre, snakkende mænd, tålmodigt ventende cyklister og udsultede
hunde på tre ben. På fortovet sidder afrikanere bag høje, gamle Singer symaskiner,
mens en kraftig inderkone fra sin stol i nærheden overvåger dem, når
hun da ikke er optaget af at spise peanuts. Hun lukker øjnene og nærmest kyler
nødderne ind i den åbne mund med de halvrådne tænder. Så åbner hun igen
de små, kulsorte øjne, mens underkæben med en kværnende cirkelbevægelse
maser nødderne. En flue summer dovent forbi hendes store øre med det kraftige
smykke. På den støvede disk i forretningens indre ligger en gammel, grå
kat og sover.
26
Kvinder i farvestrålende kangaer med ét barn ved hånden, ét på ryggen og ét i
maven diskuterer ivrigt med en anden indisk skrædder, mens mændene snakker
priser på pangaer og andet værktøj. En lille mand i hullede bukser vandrer
omkring med en kaffekande, en plade med trækul og et par kopper, som han
slår mod hinanden. Det er Bwana Kahawa, kaffesælgeren.
Under det store tag er store trærammer med hønsenet ophængt, så de danner
en slags kasser. Men nettet hindrer ikke fluer og myg i at tage det kød i besiddelse,
der endnu hænger i skabene. På betondisken ligger Kingfish, hajer og
delfiner. Man kan købe alverdens ting her: Maos ”lille røde” bog for en shilling,
klapstole, fjerkræ, lerkrukker, sandaler lavet af gamle bildæk osv., osv.
I 1967 besøgte jeg Østafrika for første gang, sammen med min mor. Min
mors gode venner, Poul og Vibeke Bidstrup, var flyttet til Tanzania i forbindelse
med et u-landsjob. Poul var blevet administrator på det daværende
Østafrikanske Universitet, som havde afdelinger i Nairobi, Kampala og
Dar es Salaam. Tanzania blev selvstændigt d. 9. december 1961 under navnet
Tanganyika og fik sit nye navn i 1964 gennem unionen med Zanzibar.
De andre østafrikanske lande havde også opnået uafhængighed omkring
samme tid. Tanzanias første præsident, Julius Nyerere, var en af det unge
Afrikas store, politiske ikoner – sammen med Jomo Kenyatta, Kenneth
Kaunda, Kwame Nkruma og andre ledere, som skulle løfte den store udfordring
at føre deres lande ind i fremtiden. Var udfordringen stor, var der
til gengæld også en stor optimisme. De østafrikanske lande havde bl.a. set
på den skandinaviske model for samarbejde og prøvede at opbygge fælles
institutioner, såsom et universitet. Man havde også et fælles luftfartsselskab,
East African Airways, på samme måde som SAS var et fælles skandinavisk
foretagende. Men visionerne gik langt videre. I sin bog ”Uhuru na
Umoja” 3 (Frihed og Enhed) argumenterede Nyerere for enhed i Afrika,
førende til skabelsen af Afrikas Forenede Stater. For ham gik vejen til afrikansk
enhed via Ujama, en afrikansk socialisme baseret på det traditionelle
landsbyfællesskab. Det skulle forblive en drøm, men endnu var det tid for
den slags drømme. Vi, min mor og jeg, opnåede det store privilegium at
opleve Nyerere, da han besøgte universitetet, hvor vi boede.
27
Man kan sige at rejsen var en ”dannelsesrejse”. Vi besøgte et større dansk
u-landsprojekt, Kibaha Health Centre uden for Dar es Salaam. Mødte en
række spændende mennesker i u-landsarbejdet og selvfølgelig på universitet.
Men vi var også på safari og badede i det varme Indiske Ocean.
Året efter flyttede min søster Birthe og hendes mand, Jesper, til Tanzania.
Også Jesper fik arbejde på universitet, mens Birthe, som jo var pædagog,
fandt beskæftigelse i en børnehave. Det muliggjorde yderligere rejser til
denne del af verden og en stribe af spændende oplevelser, inklusive et
besøg i Karen House, hvor Karen Blixen havde boet, i Nairobis udkant.
Men vi oplevede også rivaliteten mellem stormagterne, som den manifesterede
sig mellem den USA dominerede Verdensbank og en aktivistisk
folkekinesisk u-landspolitik. Vi mærkede spændingerne mellem Kenyas
store befolkningsgrupper, Kikuyo’erne og Luo’erne; såvel som mellem den
afrikanske og den indiske befolkning, som havde nære forbindelser til den
gamle kolonimagt og som udgjorde en upopulær mellemklasse. Og den
sitrende elektriske stemning fra modstandskampens folk, som opholdt sig
i det ”frie” Afrika, men hvis inderste håb var at bringe frihed og lighed til
de undertrykte befolkninger i det ”hvide” Afrika – Moçambique, Angola,
Rhodesia, Namibia – og Sydafrika. Det var et samfund i bevægelse. Dengang
så det ud til at gå fremad, men vi vidste, at udviklingen kunne slå om
hvert øjeblik, det skulle være.
Vi må videre, og snart befinder vi os i inderkvarteret med de kedelige, grå
huse og de lange, beskidte gader. Husene synes ikke at have set håndværkere
siden englændernes dage, eller måske før, da de tyske kolonialister var her.
Nu gemmer husene med deres karakteristiske skodder og glasløse vinduer de
indiske velhaveres ejendele. Modsat afrikanerkvarteret, hvor de overfyldte
skraldespande findes overalt, står de her inde i mørke porte, men den anden
placering synes ikke at genere rotterne.
De små, mørke forretninger står i grel kontrast til Whitehurst’s Supermarket
med dets store varemængder. Kunderne her er indere og europæere.
28
For enden af Indian Street, ved the Clock Tower, løber Independence Avenue,
som forgangne tiders herskere kaldte ”Unter den Akazien”. Det er byens
hovedgade med banker, kontorer og forretninger. Her ligger også Dewhurst’s,
europæernes forretning nr. 1, supermarkedet. Her er kødet i frostboks og gin’en
pakkes ind i en gulnet side af Politiken ( formodentlig takket være de danske
spejderkorps’ avisindsamling til ”fordel” for u-landene). Hos Dewhurst’s har
de to slags kød, ”First Class” og ”Dogs’ and Servants’ Meat”.
Dagen går på hæld og Azania Front og Ocean Drive fyldes med fornemme biler.
De holder stille mellem træerne ved vejkanten, mens dagens sidste solstråler
spiller i bilernes blanke metal og farver himlen rød. På denne time samles
den asiatiske befolkningsgruppe for at bede og meditere.
Pludselig er den tropiske nat over byen. Temperaturen er faldet til 25-30 grader.
De mørktklædte askarier, vagtmændene, dukker op for at begynde deres
færd gennem byen. Over det blinkende lyshav hæver et par moderne skyskraberhoteller
sig. I den mærkelige belysning synes de at strække sig uendeligt højt
op; op og ind i tropenatten. Popmusikken toner ud fra hotellernes ”summit a
go-go” diskoteker, mens champagnen bliver serveret. Her mødes FN eksperterne,
diplomaterne, forretningsfolkene og velbeslåede dollarturister.
Lysene har længe været tændt i det mondæne Oysterbay kvarter. Herude ved
kysten, i den nordlige udkant, hvor ambassader og rigmandsvillaer ligger,
synes tropenatten at lægge sig som et tæt tæppe omkring husene. Kun cikaderne
forstyrrer den fuldstændige ro her, hvor selv askarierne lister. Ligeså i Dars
supermoderne universitetsby, 7-8 miles fra byens centrum.
Dar es Salaam, fredens havn, slumrer nu i den kølige nat. I de snævre sidegader
har de fattige fundet logi på fortovene, i det søvnige skær fra enkelte gadelamper.
Kun få steder er der rigtigt lys. På ”New Palace” i Mankungaya Street
løber popmusikken storm mod de gamle bygninger, som omgiver gården. Det
er et populært Congo-orkester, der spiller. Gården er fyldt med dansende tanzanianere,
congolesere, landflygtige sydafrikanere og andre nationaliteter.
Dette er deres mødested. Modstandsledere fra FRELIMO og MPLA slapper
af over et glas Tusker eller Whitcap Beer og nyder at være borte fra deres altid
29
ombetruede kontorer i Kariako. I dag er det ikke længere dansefesten, Ngomaen,
men poporkestret på New Palace, som indvarsler en ny tid for Afrika.
Hvordan gik det for Afrika? Den Kolde Krig blev ikke den dominerende
faktor i Afrikas udvikling, omend det så sådan ud i tresserne og halvfjerdserne.
Men andre problemer kom til. Samtidig kan man ikke generalisere
Striden mellem Kenyas etniske minoriteter er ikke ny. Som så mange andre af
dagens konflikter i den 3. verden spiller den britiske kolonimagts agéren en stor
rolle, når man søger efter årsagerne. Sidst i tresserne var frygten for et væbnet opgør
så stor, som den er i dag. Billedet er taget i 1970 i et af Nairobis slumkvarterer, hvor
man forsøgte at forjage indbyggerne – med magt – ved simpelthen at fjerne deres
”huse” med buldozere.
30
for et helt kontinent. Lande, der så ud til at klare skærene gik under i korruption,
krige og sanseløs blodrus. Lande, der så ud som tikkende bomber,
undgik det store kaos. Sikkert er, at Afrika også i det femte årti efter afkoloniseringen
kæmper med problemer af enorme dimensioner. Det fortjener
en bedre skæbne.
For mig var mødet med Afrika utroligt berigende. Den ovenstående tekst
er udsnit af en skolestil, som jeg skrev i 1. H.F. klasse. Det ”mørke kontinent”
udøver en ganske særlig fortryllelse på enhver, som kommer dertil,
tror jeg, og på mange måder efterlod det dybe spor i mit sind. I lang tid
forestillede jeg mig, at Afrika ville komme til at spille en stor rolle i mit liv,
men det gik anderledes. Det blev Sydamerika i stedet.
Jeg tog læssevis af billeder på rejserne, og det skulle imidlertid få andre – og
mere umiddelbare – følger.
31
De sene tressere og de tidlige halvfjerdsere var det lange hårs tid. (Foto: Per Larsen)
32
IV
Oprør
Det er en blygrå, iskold dag i januar. Vinden suser og fløjter, som den formår
under en kraftig Nordsøstorm, og alle, der kan, holder sig indendøre.
Klokken ringer til frikvarter, men ingen af os er interesseret i at tilbringe
pausen ude i blæsten, skønt det er forskrift. Vi er de ældste og har selvfølgelig
vor egen mening om skolens reglement, underbygget af en vis erfaring med
at omgås samme. Men så dukker en lærer op og genner os ud. Modvilligt begiver
vi os ned ad den brede trappe mod skolegården. Der er mange børn, de
larmer og støjer, som det er normalt i en folkeskole. På vej ned ser jeg ud af de
store panoramaruder, som strækker sig fra taget ned til stueetagen. Gården er
stort set forladt, bortset fra en første klasse, som i række og hånd i hånd er på
vej over imod hovedbygningen. De har haft gymnastik. Pludselig fanger mit
øje en mørk skygge over den lange bygning. Den stærke vind løfter 45 m af
tagkonstruktionen op i luften. Den drejer rundt, næsten som et vissent blad
falder fra en trækrone om efteråret – langsomt, nærmest elegant, som et langt,
sidste suk. Vinden overdøver larmen. De små fortsætter over skolegården uden
at ænse faren bag og over dem. Det er, som tiden står stille. Så kommer braget.
Børnene er væk fra mit synsfelt; dér, hvor de gik, ligger et tonstungt, knust tag.
Pludselig begynder tiden igen, alt foregår i lynets hast. Vi, de store, styrter ned
mod udgangen. En lærer står i vejen. Han skriger nogle usammenhængende
ord. Prøver at holde os indendøre. Vi ignorerer ham, han er i panik og besidder
ingen autoritet i denne situation. Sekunder efter står vi i skolegården. Jeg
husker ingen detaljer – det er, som jeg ser det hele gennem en råglasrude. Vi
løfter dele af taget. Der er skrig, blod. Børn dør. Ambulancer med sirener og
blåt blink. Skolen bliver evakueret over fodboldbanerne. Bagefter går jeg hjem
med tårer i øjnene, men også med en sær tomhed i mit indre. En halv times
spadseretur. Jeg ser intet, tænker på intet. Huset er tomt.
Stormen den 15. januar 1968 havde været hård ved byen. Mure var blæst
omkuld, store butiksruder trykket ind. Blandt ofrene på skolen var små
33
søskende til to af mine klassekammerater. Men livet går videre. Mure blev
genopført, ruder skiftet ud, og vi fortsatte med skolegang og tilværelse. Alligevel
er hin januardag mejslet ind i sjælen hos dem, der oplevede den.
Fyrre år senere blev jeg bedt om at skrive om min skoletid i anledning af
skolens 75 års jubilæum. Jeg var stadig ude af stand til at bringe dette til papir,
skønt jeg har talt om det med mine nærmeste. Først nu er det lykkedes.
Et halvt år senere tog vi realeksamen; skoletiden gik til ende. Selvfølgelig
fejrede vi, men jeg husker ikke den sidste dag som en stor festdag. Det
sidste år havde været turbulent. Også, ja især, uden for skolens lille verden.
Der var stillet højtalere op i skolegården og vi spillede tidens musik:
Cream. “Strange brew, what’s inside of you?” sang Eric Clapton. Det var
juni måned. I 1968.
Året 1968 markerer ikke blot en periode i den kristne kalender – som andre
år på 365 dages længde og i korrekt rækkefølge mellen 1967 og 1969,
som det hører sig til. Nej, “1968” er blevet synonym for en samfundseksplosion
og for en generation, som oplevede den, enten som passive observatører
eller som aktive deltagere. “1968” står for brud og opbrud. Brud
med efterkrigstidens snærende konformisme og den materialisme, som
havde erobret borgerkabet efter Den anden Verdenskrig og de hårde år,
som fulgte umiddelbart derefter. Brud med en selvtilfredshed, som også
var baseret på fornægtelse af den omkringliggende verdens realiteter: Den
stadige trussel om menneskehedens kollektive selvmord i en atomkrig, som
ingen ønskede; de dybe uretfærdigheder i verden, bl.a. i forholdet mellem
industrilandene og udviklingslandene osv. “1968” markerede et opgør med
det vestlige samfunds værdigrundlag, men afviste også kommunismens totalitære
idéologi (selvom kommunistiske grupper ganske afgjort udnyttede
situationen til at fiske i rørte vande). “1968” bar på en idé om opbrud til
en bedre verden. Problemet var måske, at ingen vidste (eller rettere kunne
blive enige om), hvordan en bedre verden skulle se ud. Og således gik alle
i hver sin retning, alt efter personlig indstilling og smag. “Ungdomsoprøret”,
som det blev kaldt, står derfor som et temmeligt polymorft fænomen
– som overbegreb for en kæde af begivenheder med rod i nye politiske,
sociale og kulturelle strømninger.
34
1968 var også året, hvor den tjekkoslovakiske leder Alexander Dubček prøvede at
indføre “socialisme med et menneskeligt ansigt” bag Warszawapagtens pigtråd. De
sovjettiske magthavere reagerede med en militær invasion i august 1968. I foråret
1969 var jeg i Prag sammen med en gruppe skolekammerater. Umiddelbart før
vor ankomst havde tjekkerne slået Sovjetunionen ved verdensmesterskaberne i
ishockey. Det udartede sig til en national tjekkisk demonstration af trods overfor de
uindbudte sovjetiske ”brødre”. Den Røde Hær svarede igen ved at lægge en jernring
omkring Prag og blokere al trafik ind og ud af byen. Vi var spærret inde. I nogle få
dage fornemmede vi på egen krop, hvorledes det var at leve bogstaveligt talt under
russiske kanonmundinger. Jeg tog dette billede dagen før, blokaden blev effektiv.
Kort efter var gaderne som blæst for liv.
Idéen om, at bestemte historiske epoker begynder på ét bestemt tidspunkt,
er svær at forene med den åbenlyse erfaring, at historien udvikler sig hele
tiden. Ungdomsoprøret fulgte tidligere bevægelser, som Kampagnen mod
Atomvåben, der organiserede Påskemarcher i de tidlige tressere. På den anden
side blev det efterfulgt af stærke grupperinger, der samlede sig om konkrete
mål eller interesser – nedrustning, økologi, kønsdiskrimination, særlig
seksuel orientering, alternative livsformer osv. Intet af dét havde nogen
plads i den bonnérte, forløjede kultur, som dominerede halvtredserne.
Nogle ville bare høre fed musik. Musik var bærer og livsblod i ”bevægelsen”
– verden over. I 1969 samledes 500.000 unge på en mark i Woodstock i
35
”upstate” New York i USA for at lytte til rockmusik. Der var navne som
Jimi Hendrix, Carlos Santana, Joe Cocker og mange andre. Siden kom Led
Zeppelin, Black Sabath og mange andre til. I Danmark var det Eik Skaløe,
som med sine Steppeulve i den tidlige stund gav de unges søgen efter en
bedre verden udtryk – og mål. For mange var målet dybt inde i dem selv.
Midlet til udforskningen af det indre sjæleliv var narkotika. Euforiserende
stoffer hørte til ungdomsoprøret ligesom det lange hår, farverig påklædning
(eller slet ingen), fri sex og næsten enhver anden optræden, som kunne
provokere borgerskabet. Det var ikke alle, som tålte mosten: Revolutioner
æder sine egne, siger man. Eik Skaløe blev selv et tidligt offer – han døde
en ussel død i 1968, 25 år gammel. Året før havde Steppeulvene indspillet
sangen ”Du skal ud, hvor du ikke kan bunde”.
I 1968 viste ungdomoprøret for alvor tænder. Stærkest kom det til udtryk
i Frankrig, hvor universitetsstuderende bl.a. på Sorbonne udkæmpede
blodige gadekampe med politiet. Situationen eskalerede, og snart havde
10 millioner arbejdere nedlagt arbejdet i sympati med de unge. Statspræsident
de Gaulle svarede igen ved at opløse Nationalforsamlingen og udskrive
nyvalg, samtidig med at han truede med udråbelse af undtagelsestilstand.
Selv søgte han en kort overgang tilflugt hos de franske tropper,
som var stationeret i Tyskland. Også i andre lande var der snart tegn på,
at den revolution, der ville fred og kærlighed blandt menneskene, kunne
antage langt mindre fredelige former: I Italien opstod De Røde Brigader,
i Tyskland Rote Armee Fraktion efter attentatet på studenterlederen Rudi
Dutschke i Påsken 1968. De europæiske terrornetværk allierede sig tidligt
med meningsfæller i Mellemøsten, ikke mindst Folkefonten for Palæstinas
Befrielse (PFLP). Det kan måske forekomme provokerende, men det er
fristende at se denne forbrødring som et tidligt tegn på den globalisering,
vi senere kom til at opleve.
I sit værk om videnskabelige revolutioners ”anatomi” 4 , beskriver Thomas
Kuhn den situation, som leder op til, hvad han betegner som et ”paradigmeskifte”.
En videnskabelig disciplin organiserer sit videnområde omkring
visse overordnede idéer, som han betegner som ”konceptuelle kasser”. Ny
viden passes ind som manglende brikker i det store puslespil. Somme tider
36
passer enkelte brikker ikke, men en tid lang vælger man at ignorere dem.
Dukker stadigt flere brikker op, som ikke passer, fører det til en krise. Man
vil på det tidspunkt være tvunget til at opgive den etablerede overordnede
idé og udvikle en ny, som er i harmoni med de elementer – den viden –
der nu foreligger. I de sene tressere snublede de vestlige samfund i en krise
fremkaldt af deres egne indre modsætninger, og når man snubler, slår man
sig somme tider. I den forstand var ”1968” et samfundsmæssigt paradigmeskifte.
Hvor stod jeg i denne omvæltningernes tid? Det korte svar er: Stille. Jeg
fulgte en stor del af udviklingen tæt, var en del af tidsånden, men søgte
stadig et ståsted. Det var en ubevidst proces, som det vel er for de fleste
unge. Jeg deltog i demonstrationer, oplevede de sekteriske, venstreorienterede
miljøer, eksperimenterede med stoffer og søgte inspiration i musikken.
Men min vej førte mig alligevel i en anden retning, omend ikke lige
med det samme.
Så jeg gik ikke på barrikaderne – jeg gik på Statsskolen i Esbjerg. Jeg havde
fravalgt gymnasiet, mest fordi jeg var skoletræt. Modvilligt havde jeg
i stedet meldt mig til H.F., som min mor overbeviste mig om var ”mere
relevant”, forstået på den måde, at H.F. tilbød en undervisningsform, som
rettede sig mod mere modne studerende, og som derfor havde en mere fri
form. Og det havde den. Der var tid til diskussioner og debatter, og de såkaldte
specialeopgaver var som små, akademiske afhandlinger, hvor den
studerende havde en uge til at producere et resultat uden at skulle deltage
i klasseundervisning.
H.F. var nyt på Statsskolen, vi udgjorde det første hold – tålt, ikke elsket.
For Skolen havde sine egne traditioner: Man sagde ”De” til os, og i pauserne
gik man i kreds, altid samme vej rundt om det store træ i skolegården.
Vi lærte, at gamle H.C. Andersen, hvis eventyr vi selvfølgelig kendte fra
barndommen, hed ”Andersen”. Den korte form antydede et distanceret og
analytisk, akademisk forhold til forfatteren. Forbogstaverne ”H.C.” var forbeholdt
folket, for hvem han forblev ”eventyrdigteren”. Men vi blev også
introduceret til kildelæsningens hemmeligheder, vi diskuterede ”Room at
37
Sten-Erik.
the Top” og oplevede en historielærer, som tegnede et ultrakonservativt
historiebillede for os – men med et diabolsk blik i øjet. Mon vi lod os provokere?
Selvfølgelig! Det var en intellektuel arne. Men også her knagede
det i den ærværdige institution. Ungdomsoprørets tyfon var på vej.
Jeg blev klasserepræsentant og deltog i de kursusstuderendes landsmøde,
som i mellemtiden var kontrolleret af en hård kerne af samfundsomstyrtere.
Jeg hørte ikke til deres gruppe, men alle tog vi os selv meget alvorligt.
Tilbage på Statsskolen havde vi møde for alle de studerende. Jeg havnede
på talerstolen, men kan ikke huske, hvad jeg sagde. Ej heller hvad det drejede
sig om. I forsamlingen sad en stille pige ved navn Asta. Hun husker
heller ikke, hvad hele postyret drejede sig om, men ”ham på talerstolen”
bemærkede hun.
38
Revolutionens budbringere kom også til Esbjerg. Min fætter Sten-Erik,
som havde brudt med sine forældre, søgte tilflugt hos os i Esbjerg. Han
havde startet en ”karriere” som klassisk socialdemokrat i Erhard Jakobsens
Gladsaxe Kommune. Aktiv i DSU, formand for Gladsaxe Ungdomsklub,
smedelærling. I forbindelse med en større kedelinstallation blev han udsat
for en alvorlig arbejdsulykke og måtte opgive at fuldføre sin smedelære. I
stedet kom han på Esbjerg Højskole, som var en kendt arbejderhøjskole.
Sten-Eriks arbejdsulykke så ikke ud til at skulle få videre konsekvenser for
hans vej. Men højskolen rokkede ved hans stålsatte verdensbillede. Han
vendte tilbage med fuldskæg og uden hvid nylonskjorte og slips. Han fik
langt hår. Der var noget galt, og hans familie forstod ikke, at man med et
sådant udseende kunne være en respektabel samfundsborger. Nu var han
Et af tidens brændende politiske spørgsmål var dansk deltagelse i ”De Seks” eller
De europæiske Fællesskaber, som de formelt hed. Venstrefløjen, hvortil jeg hørte, var
modstandere og fandt det lettere at være solidariske med fjerne lande i den tredje
verden end at være fælles med de lande, som vi deler kontinent med. Heldigvis tabte
vi afstemningen. Den anti-europæiske understrøm bestod dog fortsat, og nogle politiske
iagttagere, som f.eks. journalisten og forfatteren Jacques Berg, ser en direkte linje
fra halvfjerdsernes anti-europæiske holdning til dagens indvandrerfjendtlige politik
i Danmark 5 . I Kapitel XI skal vi vende tilbage til spørgsmålet om den europæiske
integrationsproces. Billedet her viser en ”Anti-EF” demonstration i Kongensgade i
Esbjerg i 1972. (Foto: Knud Rasmussen, © Byhistorisk Arkiv, Esbjerg)
39
en forvirret ung mand, som havde brug for en tænkepause. Den fik han hos
min mor, der modtog ham med åbne arme.
Jeg fulgte min fætters eksistenskrise mest som observatør. Selv var jeg
bestemt ikke i nogen krise, men det gav mig alligevel en fornemmelse af,
at den nye tid også medførte personlige udfordringer og prøvelser, og at
det sort/hvide perspektiv, vi tenderede til at se verden i, ikke holdt særligt
langt. For, skønt jeg ikke var enig, så forstod jeg jo på sin vis også Sten-Eriks
forældre. Men det var også spændende at have ham på besøg. Han tændte
min første hashpibe.
Og så var skolen endegyldigt til ende. I sommeren 1970 stod jeg med mit
eksamensbevis i hånden. Hvad skulle jeg nu give mig til? Der var fremdeles
idéer om journalisthøjskolen eller et cand.pol.scient. studium. I min skoletræthed
havde jeg nok haft brug for et spark af min mor, som jeg fik det
efter realeksamen. Men denne gang udeblev det. I stedet tog jeg en pause,
jobbede som lærervikar i diverse skoler og dyrkede min hobby, fotografi.
Poul Just.
40
V
Haves: Livslyst
Søges: Noget at bruge den til
Jeg tænker, at jeg var en rimeligt habil amatørfotograf, men havde ingen
virkelige ambitioner om at gå i den retning erhvervsmæssigt. Fotograffaget
var lidt af et drømmejob for unge dengang, og at få en læreplads var
nærmest umuligt. Onde tunger påstod, at det skyldtes Antonionis’ berømte
kultfilm ”Blowup” fra 1966, men jeg kan ærligt sige, at jeg først så den
mange år senere – efter at jeg var ophørt som fotograf – og uden at finde
den særligt interessant. Vigtigere var nok, at Jesper var fotograf. Jesper var
min søsters mand, og jeg så meget op til ham. I min megen fritid var jeg
imidlertid begyndt at komme forbi Dagbladet Vestkystens reklamefotoafdeling,
hvor jeg også gik på aftenskole i vinterens løb. Jeg viste mine billeder
frem, især dem fra Afrika, og en skønne dag blev jeg mødt med spørgsmålet
”Hvad skal du lave i eftermiddag?”. Jeg havde intet særligt for, så næste sætning
lød interessant: ”Så bliv her. Du kan starte med at fremkalde film!” I
realiteten stod jeg nu fuldstændig uventet med utallige drenges drømmetilbud:
Du kan få en uddannelse som fotograf !
Min chef hed Poul Just. Vi kaldte ham bare ”Just”. Han var midt i trediverne,
en dygtig fotograf, men først og fremmest var han et vidunderligt
menneske. Just var startet som bankmand og havde som voksen skiftet fag.
Hans tid som reklamefotograf blev dog ikke lang. Han blev grebet af en af
de nye tendenser inden for fotografien, som man kan betegne som en art
“progressiv reportagefotografi”, og som især udgik fra den berømte Fotoskolan
i Stockholm. Desværre for mig sagde han sit sikre job op på Dagbladet
Vestkysten og flyttede til Stockholm og finansierede sit ophold på skolen
med sine sparepenge. Det var i virkeligheden hans eget personlige “ungdomsoprør”,
som slog igennem, men ulykkeligvis fandt han sig aldrig rigtig
til rette i “sit nye liv”. Han døde i 1976, alt for ung.
41
Just’s efterfølger “på Bladet” var uduelig. På få år kørte han foretagenet i
sænk. At han ville gøre det stod allerede klart for mig efter ganske få måneder.
Efterhånden som kunderne faldt fra, blev der også ret kedeligt, men
de spændende fagskoleophold holdt mig i gang, ligesåvel som mine mange
rejser. Da vi ikke havde meget at lave, havde Bladet accepteret, at jeg – i min
fritid – arbejdede på egen hånd for Tjæreborg Rejser. I flere år rejste jeg
Fotografskolen lå i Randers. Her mødtes de kommende fotografer fra hele landet.
På billedet ses Jan Skånstrøm, som blev en god ven, og mig selv. På holdet var også
Roar Odgaard, en eminent talentfuld fotograf fra Århus. Dengang delte han dog
sin tid mellem fotografi og musik som medlem af Bamses Venner. En anden kollega
på holdet var Henrik Saxgren, som siden udviklede sig til en af Danmarks kendteste
fotojournalister.
42
Europa tyndt, typisk i lange weekender og selvfølgelig i ferierne. På daværende
tidspunkt ejede Pastor Eilif Krogager eller ”Tjæreborg-præsten”, som
ejeren blev kaldt, ikke bare nordens største rejseselskab, men også verdens
største ”private” charterflyselskab, Sterling Airways, som jeg af naturlige
grunde blev ganske fortrolig med. Faktisk kendte jeg en overgang nok de
fleste af besætningerne. Selv fandt jeg, at Præsten var en i bund og grund
ubehagelig herre, og min antipati gengældte han formodentlig helt. Men
hans kone, Gorma, som var forhenværende balletdanserinde og en viljestærk
person, så på mig med blide øjne. Og således fik jeg (næsten) frit spil
i Tjæreborg imperiet, i alt fald for en stund. Mine rejser gik ikke bare til
tidens populære turistmål, men gav mig også mulighed for at besøge lande
som Libanon, Syrien, Cypern, Marokko og Tyrkiet. I Libanon og Syrien
kogte Mellemøstkonflikten, i Tyrkiet var der igen optræk til et militærkup
med dertilhørende højspænding i landet.
Libanon, Syrien, Marokko osv. var spændende at opleve, men også lande
tættere på os kunne byde på overraskelser. Jeg husker en rejse for Tjæreborg
til Italien, Schweiz og Frankrig. Jeg startede i Verona og skulle overnatte
ved Gardasøen. I Tjæreborg fortalte de mig, at hotellet ville være lukket
(det var før sæsonen), men at jeg kunne bo hos hotellets ejer. ”Det er en
rigtig hyggelig familie – Krogager kender dem personligt,” hed det. Jeg fik
en venlig modtagelse i Malcesine og blev installeret i familiens gæsteværelse.
Herefter blev jeg budt på middag. Jeg kom ind i spisestuen, som var
indrettet i god, borgerlig italiensk stil – flisegulv, i hjørnet en vitrine med
krystalglas, på væggene højthængende billeder, i midten et stort, mørkt spisebord
af træ under en krystallysekrone. Umiddelbart efter at jeg blev bedt
til bords, kom familiens søn ind i spisestuen. Han slog hælene sammen og
hilste med en stramt udstrakt højre arm. Hans far, min vært, smilede imødekommende.
Jeg troede, sønnen prøvede at være morsom, for i fjernsynet,
der var anbragt højt oppe på væggen, viste de netop en film om Den anden
Verdenskrig. Men under måltidet begyndte jeg at studere stuens indretning
lidt nærmere. Mine øjne faldt på et gammelt fotografi i en bred træramme
på væggen. Billedet viste Mussolini – il Duce – i førerpose. Jeg blev klar
over, at denne ”hyggelige familie” var rendyrkede fascister. Jeg havde aldrig
mødt fascister før. Jeg havde kvalme, følte at jeg burde sige noget, men jeg
43
var også deres gæst. Efter måltidet undskyldte jeg mig og trak mig tilbage.
Jeg forlod huset tidligt næste morgen – uden at vente på morgenmad.
I august 1974 aflagde jeg svendeprøve som reklamefotograf og sagde min
stilling på Dagbladet Vestkysten op i dyb frustration over afdelingslederen.
Set i retroperspektiv kom min opsigelse nok ganske belejligt, for afdelingen
tabte kunder og omsætning, og Bladet selv, som ellers havde været rigt,
var på vej ind i en alvorlig økonomisk krise.
Derpå fulgte min indkaldelse. I modsætning til mange af mine samtidige
havde jeg ikke forsøgt at undgå tjenesten. Jeg var overbevist militærnægter
og klar til at stå ved denne holdning. Efter en måned i Kompedallejren blev
jeg udstationeret på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Det skulle komme
til at sætte dybe spor i min professionelle karriere. Museet var anderledes
end de fleste andre museer på den tid. Det var ikke bare opbevarings- og
udstillingssted for forgangne tiders fiskeri- og søfart, men var aktivt engageret
i at registrere nutidens aktiviteter. Ligeledes gjorde man meget ud af
skolearbejde og brugte dertil de nyeste kommunikationsmidler, som f.eks.
video, der netop var indført på markedet. Hyppige særudstillinger og et
aktivt forlagsvæsen var en del af dagligdagen på det store museum ligesom
avancerede forskningsmetoder. Således søgte vi f.eks. forsvundne fiskerbopladser
ved hjælp af luftfotos. Min tid på museet bragte videnskabelig fotografi
og dens parallelunivers, fotografisk videnskab, ind i min verden. Og
mødet med et specielt menneske: Museumsinspektør Alan Hjorth Rasmussen.
Store personligheder har altid fascineret mig. Hjorth Rasmussen
var en sådan, med et vanskeligt temperament, upopulær blandt stort set
alle medarbejdere – men med visioner og ambitioner for sin organisation.
Hjorth Rasmussen kunne motivere mig, så jeg arbejdede dag og nat – ikke
for den usle militærnægtersold, men for spændende projekter. Det skulle
ikke blive sidste gang, jeg kom til at arbejde sammen med sådanne mennesker,
om det så er et tilfælde eller ej. Alligevel havde verden andet end
projekter at byde på. Også min.
En anden person, som spillede en stor rolle for mig i denne fase af mit liv,
var Christian Klüver. Christian blev uddannet som boghandler i den he-
44
dengangne esbjergensiske Jespersens Boghandel. Han var en meget åben,
nysgerrig og vindende person, som samlede en stor skare af meget forskellige
mennesker omkring sig – fra unge reklamefolk til folk på venstrefløjens
aller yderste overdrev. Vi mødtes ofte i Christians meget store kælderværelse,
hørte musik, diskuterede og drak té. Hektoliter af té, som Christians
mor tålmodigt serverede for os. Vi var unge fløse, verdenserobrere, fantaster,
revolutionære, ambitiøse – men uanset hvor vi stod i dette spektrum,
herskede hos Christian en atmosfære af åbenhed og rummelighed, så alle
følte sig godt tilpas. Vi kaldte det ”Det Klüverske Etablissement” – med et
glimt i øjet.
Først på Statsskolen tog jeg mod til mig i forhold til det andet køn. Som så
ofte startede det med flygtige bekendtskaber, men min første rigtige veninde
– i dag ville man bruge udtrykket ”kæreste” – hed Kirsten. Vi ”kom
sammen” et halvt års tid, tror jeg. Derefter fulgte Jonna. Hun var en smule
ældre end jeg, netop færdig som lærer, men havde allerede to små børn sammen
med sin ex-mand. Vi var glade for hinanden og holdt sammen i et par
år, men forholdet kunne ikke bære i længden. Jonnas drøm var et stille familieliv
i et lille hus på landet. Min var ”at redde verden”. Ikke overraskende
indså hun det umulige i den kombination lang tid før jeg. Hun havde ret,
men bruddet var smertefuldt og tog tid, måske fordi hun heller ikke var
så fast, som hun gerne ville være. I den periode var jeg ude i tovene, med
mange flygtige og skiftende bekendtskaber. Jeg lærte, hvad krise er. Sidst på
året 1972 mødte jeg Asta hos gode (nu fælles) venner. Jeg huskede hende
fra Statsskolen, skønt vi næppe havde vekslet et ord sammen før. I mellemtiden
var hun blevet pædagogstuderende på ”min mors” seminarium.
Hun var sød, og mødet førte til en fælles Nytårsaften hos hende. Jeg blev,
da de andre gæster gik. Vi så hinanden i tiden derefter, men mit følelsesliv
var fremdeles i kaos, og Asta trak sig tilbage fra mig. Asta er en smidig og
tålmodig person; hendes smidighed bygger på en bemærkelsesværdig, personlig
råstyrke, som uden tvivl har stået hende bi i livet. Hun er ganske enkelt
sej, hvilket uden indskrænkning både kan forstås i den traditionelle og
i den moderne betydning af ordet. Der er intet kunstigt over hende, men
heller ikke meget at rafle om: Hun havde afskrevet mig. Men ingen kender
dagen, før solen går ned. Eller året, før Nytårsaften er ovre! Kort forinden
45
Asta.
mødte jeg hende igen og inviterede hende til årets Nytårsfest. Hun kom,
for det lød som (og var!) en god fest. Jeg var lykkelig for at se hende igen,
for jeg vidste, hvad jeg ville – og Asta ”gav sig”, omend nok en smule overrasket.
I maj 1974 flyttede vi sammen. To år senere blev Jakob Just født. Vi
var en familie.
46
Jeg blev hjemsendt fra min civile værnepligt i det tidlige efterår 1975. Til
arbejdsløshedskøen, som havde formeret sig i kølvandet af oliekrisen to år
tidligere. Jeg var medlem af fagforeningen, så alt, hvad jeg skulle gøre, var at
møde op på et kontor og hente et papir, som bekræftede, at jeg var arbejdsløs.
Efter nogen tid, to uger så vidt jeg husker, kunne man “stemple” og
få sin understøttelse. Arbejdsløshedskøen var en meget præcis betegnelse
for den lange række af mennesker, som tålmodigt ventede på stemplet. For
mig virkede séancen nærmest uvirkelig, som et natligt mareridt, fra hvilken
man vågner badet i sved. Jeg fik min bekræftelse, men vendte aldrig tilbage
til køen. I stedet startede jeg mit eget firma.
Jeg kendte Knud. Asta kendte Lene, for de boede ved siden af hinanden,
ligesom Lene også gik på Børnehaveseminariet. Lene og Knud ”kom
sammen” (d.v.s. var kærester, som man siger igen), og Asta og jeg mødtes
for første gang hos dem på værelset i Tordenskjoldsgade i Esbjerg.
47
Det er en fantastisk flot dag. Solen skinner fra en klar, blå himmel, og det
er overraskende lunt på denne septemberdag. Asta og jeg benytter det herlige
vejr til en spadserertur. Det afleder, for der er en undertone af forventning
og nervøsitet. Vi var tidligt vågne, for Asta havde veer. Det er i dag, det skal
ske, men jordmoderen har foreløbig sendt os ud at gå. Vi slår et slag om forbi
børnehaveseminariet, hvor en gruppe studerende ”hænger ud” i cafeteriet. Vi
snakker sammen, det er ganske hyggeligt. Så bryder vi op og sætter kursen mod
Skt. Josephs hospital. Det bliver en lang dag, for Asta er en ”sej høne”, som jordemoderen
udtrykker det. Og det bliver en vanskelig fødsel. Det er tydeligt, at
jordemoder og fødselslæge er bekymrede, hvilket Asta dog ikke længere opfatter
– hun har nok at se til. Jeg er bange. Men så er det pludselig overstået: Vor søn
er født, og et første check tillader konklusionen, det gik godt! Klokken er 23.35,
og det er den 21. september 1976. Asta er glad, men udmattet. Hun ser på sin
nyfødte søn. ”Det er Jakob; ham skal vi passe godt på!” udbryder hun.
De næste dage var som en rus for mig. Asta og Jakob kom sig på hospitalet,
men jeg var på ”fri fod” og vist ikke helt tilregnelig. Jeg var selvfølgelig
overvældet af lykke, men også af lettelse efter, hvad jeg opfattede som en
dramatisk oplevelse. (Senere erfarede vi, at ikke alt var forløbet glat: Jakob
havde mistet hørelsen på det venstre øre, sandsynligvis p.gr.a. iltmangel under
fødslen, så vi var trods alt sluppet nådigt). Efter nogle dage blev de to
udskrevet, og vi skulle være en rigtig familie. Det sidste år havde vi boet i
et faldefærdigt hus i den indre by. Det myldrede med kakerlakker, og det
var ikke et sted for et spædbarn. Vi havde ganske vist lejet et dejligt rækkehus
i Sædding, men flytningen have endnu ikke fundet sted, så vi tog ud
til min mor på Hasselvej, hvor vi boede på mit gamle værelse i nogle dage.
Hverken Asta eller jeg sov meget den første nat – vi var bange for, at Jakob
skulle holde op med at trække vejret. Jeg forstod, at mit liv fra nu af ville
være et andet. Astas ord rungede stadig i mine ører. Dette var tidspunktet
at lægge det ubekymrede ungdomsliv på hylden. Men jeg følte også, at jeg
var klar til et nyt livsafsnit. Og Jakob holdt ikke op med at trække vejret,
tværtimod. (Faktisk gjorde han det af og til, når han mente det nødvendigt
at blive rigtig vred på verden, men det er en anden historie, og det var en,
vi kunne håndtere).
48
Jeg lagde mange timers arbejde i firmaet, men somme tider var Jakob med.
Det kunne han godt lide, for der var knapper at trykke på, og han var nok
også lidt stolt af at hjælpe sin far.
Tiden som selvstændig fotograf var barsk – erfaringerne rige, men pengene
små. For den økonomiske krise slog fuldt igennem i den anden halvdel af
halvfjerdserne. Vi var på vej mod ”fattig-firserne”, og det kunne mærkes. Jeg
indgik hurtigt et samarbejde med en tidligere arbejdskollega fra Vestkysten.
Kort efter kom en tredje partner til. Vi var et godt team med et stærkt
kundeportfolio. Omsætningen var stor, investeringerne ligeså. Men overskuddet
var lille, og det hændte ikke sjældent, at vore to ansatte tjente mere
end vi. Vi kæmpede for at overleve – Asta som pædagog, jeg som ansvarlig
direktør i en virksomhed i en labil økonomisk situation, og Jakob, som et
lille barn, der havde brug for sine forældre, for tryghed – og for mad hver
dag. For at holde sammen på det hele gik Asta på halv tid, så Jakob ikke
skulle tilbringe hele dagen i vuggestuen, hvilket han tydeligvis ikke trivedes
50
med. Det var en rigtig beslutning, men den hjalp ikke just på økonomien.
Så meget hårdere følte hun sine pædagog-kollegers hån og åbenlyse (men
grundløse) misundelse. Asta var privilegeret, mente de; hun kunne tillade
sig ”kun” at arbejde på halv tid, fordi hendes mand var selvstændig og derfor
snød i skat. Jeg forstod ikke disse ondartede bemærkninger, og jeg havde
det svært med den kollektive mistænkeliggørelse, vi som selvstændige blev
udsat for. På et tidspunkt klagede jeg min nød til Sten-Erik, min fætter.
Men han afviste mig. ”Nu hører du til modparten!”, var hans lakoniske
svar. Sten-Erik er det mest ærlige og retskafne menneske, jeg kender. Han er
vokset op i et hjem, som er gennemsyret af den danske arbejderbevægelses
stolteste traditioner. Hvor flid, ærlighed og solidaritet er reelle begreber,
som man lever efter. I hans hjem hænger det hæderkronede socialdemokratiske
ordsprog: ”Gør din pligt og kræv din ret”. Hans ord gjorde ondt.
Alligevel bebrejder jeg ham det ikke – de passede i hans univers. Men mit
var begyndt at se anderledes ud. Min tid som skråsikker ungsocialist var
endegyldigt forbi. Den spirende tvivl var vokset i takt med, at realiteternes
verden åbnede sig for mig. Jeg havde set nok; for det meste af snæversyn og
intolerance, men af og til også beregnende kynisme og hensynsløshed fra
dem, der normalt råber højest om solidaritet og fællesskab. Deres solidaritet
gjaldt ikke for alle. Tolerance ej heller. For heller ikke for socialister er
alle lige – nogle er mindre lige end andre. Men vi var ikke helt uden hjælp.
Astas mor og hendes mand, Svend, stod os bi, stilfærdigt og selvfølgeligt –
uden at der blev snakket om det. Somme tider med aflastning i børnepasning
eller middagsmad, når vort køleskab var tomt.
Vi kæmpede videre, men det private økonomiske pres blev for stort for
mine to partnere, som i forvejen havde vanskeligt ved at styre deres liv.
Firmaet blev splittet. Jeg kunne have fortsat, men jeg havde mistet gejsten.
Ikke på grund af vor status som pariah’er i tidens erhvervsfjendtlige klima,
ej heller på grund af den stadige kamp med at få firmaets debitorer til at betale
regninger, som var forfaldet måneder forinden, men fordi jeg var kørt
træt i reklamebranchen, forførelsens industri. For længe havde jeg lukket
øjnene for realiteterne – for løgnen bag den skønne facade. Og for tomheden
bag løgnen. Just havde set den år forinden. Jeg så den nu.
51
Da kom min mor med en stillingsannonce fra Det Europæiske Syd Observatorium,
ESO, i München. De søgte en leder til fotolaboratoriet. Arbejdsfelt:
Videnskabelig fotografi. Jeg søgte stillingen, og kort tid senere – i
foråret 1980 – stod et telegrafbud for døren med indbydelse til jobsamtale.
Sandheden er, at jeg i mange år havde ønsket at prøve kræfter med et
udlandsophold, ligesom min søster og nogle af familiens venner. At leve
en periode uden for Danmark hørte så at sige til ”god tone”, der hvor jeg
kom fra. Asta var også med på idéen, og jeg havde allerede flere år tidligere
søgt job som videnskabelig fotograf ved EURATOM i Ispra i Italien. Jeg
fik ikke jobbet i Italien, men indbydelsen til jobsamtale på ESO antydede
i hvert fald, at her var en chance. Det begyndte at blive konkret. Så Asta
og jeg så hinanden dybt i øjnene. Jeg søger ikke til udlandet for at finde en
skilsmisse, var min indstilling; vel vidende at her lå en stor udfordring for
os begge med en belastning, som vi ikke skulle undervurdere. Men Asta
sagde ”ja”.
Jeg tog til Genève til samtalen, som fandt sted på CERN, Den Europæiske
Kerneforskningsorganisation. Inden jeg fløj tilbage, havde jeg et jobtilbud i
lommen. Alligevel slog jeg et svinkeærende omkring Luxembourg på vejen
hjem. Gode venner havde hvisket mig i øret, at der var muligheder i Europakommissionen,
så jeg syntes, det var værd at undersøge. De organiserede
en lille ”privateksamen” , som fandt sted nogle måneder senere (også i Luxembourg),
og jeg bestod. Vi kørte derned, Asta, Jakob og jeg. På vejen
hjem overnattede vi hos Lene og Knud, som nu boede i Sønderborg. Det
var en af disse sjældne, lune sommeraftener i Danmark, hvor vi sad ude til
efter midnat. Vi spiste lækker mad og drak god vin, mens Jakob og Jonas
(Lene og Knuds søn) legede på livet løs. Vi oplevede denne aften med en
særlig intensitet, tror jeg, samtidig med at overvejelserne kørte i baghovedet
– Luxembourg eller München? Næste dag kørte vi hjem. Alssund og
Broagerland hører ganske sikkert til det smukkeste, Danmark har at byde
på, og på en eller anden måde prægede det sig i vor bevidsthed den dag.
Man ser med andre øjne på sit land, når man ved, at man skal forlade det.
Valget faldt på München. I begyndelsen af august tog jeg først til Genève
for at hilse på mine kommende kolleger og derfra til München for at finde
52
en bolig. Jeg skulle tiltræde stillingen pr. 1. september, mens Asta og Jakob
blev i Danmark endnu nogle uger.
Vi havde boet sammen i seks år, men det stod klart for os, at den form for
samliv ikke var velset overalt i verden, så vi besluttede os til at få papir på
hinanden. Den 23. maj blev vi gift på Esbjerg Rådhus. Jakob insisterede på
at sidde imellem os, skønt han om morgenen havde erklæret, at han absolut
ikke ville ”til gift”. Hverken vor økonomi eller Astas familiesituation tillod
en stor fest, men til gengæld fik vi to små fester og to meget dejlige dage
ud af det. Derimod blev det til en forrygende afskedsfest i august for vore
venner.
Jeg forlod Danmark d. 31. august 1980 på min 29-års fødselsdag. Det var
med en bittersød følelse, for bag mig lå en hård tid. Med fire års arbejde
uden at jeg havde fået så meget som én eneste krone for det. I stedet var
sparepengene sat overstyr – og menneskelige skuffelser havde der bestemt
også været. Der var en uafklaret retssag mod en forhenværende partner,
som havde brudt vor fælles kontrakt. Og vi så nu frem til en usikker tilværelse
i et fremmed land. Jeg ved, det er ikke en passende beskrivelse – for
livet er ikke et binært spørgsmål om nederlag eller sejr – men hvis det lugtede
af nederlag, endte det med en stor sejr.
Men hvorfor ikke bare Ålborg eller Vejle? Der var håndfaste grunde nok
til, at et udlandsjob var attraktivt, ikke mindst arbejdsløsheden i Danmark.
Men jeg tror, at der var en dybere liggende grund. Både før og senere i mit
liv har jeg følt en stærk trang til at gå efter nye udfordringer, også selv om de
måtte synes svære. Lidt som en opdagelsesrejsende, der fra stranden spejder
ud på det åbne hav. Under horisonten venter rigdom og berømmelse,
lykke, måske, eller katastrofe og undergang. Han ved ikke selv, hvad der
driver ham, men han ved, at han skal derud.
53
Observatorier på den sydlige halvkugle besætter første parket, hvad angår udsyn til
Mælkevejens centrum og de små nabogalakser, de Magellanske Skyer (de to ”pletter”
i højre side af billedet). Men af historiske grunde befandt de fleste observatorier
sig i Europa og Nordamerika. Den relativt uudforskede sydhimmel bød derfor på
spændende jagtmarker for Europas astronomer, da de etablerede deres fælles observatorium
i Chile.
54
VI
Opbrud – II
Nattehimlen over Atacama ørkenen er sort som kul. Men fra den
lyser millioner af stjerner. ESO var blevet grundlagt i 1962 af fem
europæiske lande, Belgien, Frankrig, Holland, Sverige og Tyskland. I 1967
var Danmark kommet til. Organisationen baserede på en international
konvention, som fastlagde ESO’s formål og opgave: At bygge og drive et
moderne astronomisk observatorium på den sydlige halvkugle på vegne af
medlemslandenes astronomer og i øvrigt at fremme og understøtte europæisk
samarbejde inden for dette forskningsområde. Den dybere grund
var dels et ønske om at genetablere europæisk astronomi i en førende rolle,
en rolle man havde afgivet til Amerika i begyndelsen af det 20. århundrede,
dels erkendelsen af at astronomi er en integral del af den vestlige verdens
”viden-infrastruktur”. Uden adækvate muligheder for unge forskere i Europa
ville afvandringen af ”de bedste hjerner” til USA, som tog fat i forbindelse
med Den anden Verdenskrig, fortsætte – en uacceptabel situation for
et kontinent som Europa. Dette krævede mobilisering af ressourcer, som
intet europæisk land kunne klare alene. Det europæiske samarbejde opstod
ikke af kærlighed, men som en nødvendighed. Det illustrerer tilmed det
skisma, som senere også kom til at præge mit arbejde – astronomi er ren
grundforskning. Den findes i alle kulturer og på alle kontinenter. Den har
meget lidt at gøre med politik i modsætning f.eks. til anvendt forskning.
Men astronomi på det plan, som ESO står for, forudsætter en politisk vilje
og kræver en politisk proces, som jeg skulle blive draget ind i senere.
I 1964 begyndte byggearbejdet på en bjergtop i den chilenske Atacamaørken
ved navn La Silla, 600 km nord for hovedstaden, Santiago-de-Chile.
I mellemtiden var La Silla blevet til et fuldvoksent observatorium med
store teleskoper og en stærk organisation, som fungerede som en velsmurt
maskine. En videnskabsmaskine. ESOs hovedkvarter lå oprindeligt i Hamborg,
men flyttede for en periode til Genève, for – i august 1980 – at slå
55
sig ned i en futuristisk bygning i den lille by Garching, 14 km nord for
München. Garching var allerede hjemsted for en række andre forskningsinstitutter
og er siden blevet til et af verdens førende centre for fysik og
astrofysik. Her herskede tydeligvis de rette betingelser for en organisation
som ESO, der stadig var beskeden af størrelse, men – som det skulle vise
sig – besad et betydeligt vækstpotentiale.
Jeg startede i mit nye job d. 1. september 1980 og kom til et tomt hus. De
fleste medarbejdere var stadig i gang med at pakke flyttekasser i Genève.
Alligevel var det tydeligt, at her herskede en helt anden ånd, end jeg nogensinde
havde oplevet. En meget speciel verden. Jeg kneb mig rent faktisk i
armen for at sikre mig, at dette ikke var en drøm, for denne arbejdsplads og
denne organisation var tydeligvis exceptionel. Jeg blev vel modtaget af min
nye chef, Richard West, som var dansk og i øvrigt en erfaren ESO medarbejder.
Han morede sig over mit synlige ubehag ved ikke at have noget at
lave (en meget uvant situation for mig), men forsikrede mig, ”at det snart
ville ændre sig”. Han fik ret.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg havde ingen anelse
om astronomi, men huset besad et overordentligt veludstyret bibliotek. Så
jeg marcherede op på tredje sal, hvor biblioteket befandt sig, og begyndte
ved reolen med bogstavet ”A”. Som man kunne forvente, dækkede det også
emnet Astronomi, og så var det jo bare at gå i gang. Når jeg havde spørgsmål,
skortede det ikke på folk, som både kunne og ville forklare mig, hvad
det drejede sig om. Men let var det alligevel ikke. Jeg prøvede kræfter med
research papers, rigtige forskningsartikler, men opgav, da jeg end ikke forstod
titlen. Stor var sejren derfor, da jeg en dag i det mindste var så langt, at
jeg både kunne læse og forstå overskriften! Det var en kamp, men det var
vigtigt for mig hurtigt at få en forståelse for emnet, for jeg ville komme til
at arbejde med forskningsopgaver, og bare at gøre ”som de andre sagde” har
aldrig tiltalt mig.
Jeg havde fundet en lejlighed i Olympiadorf, Münchens olympiske landsby.
I vor lejlighed havde nogle af de tunesiske sportsfolk haft til huse under
Olympiaden i 1972. Skråt overfor i samme gade viste en mindetavle, at her
56
Tyskkursus pr. korrespondence.
havde de israelske sportsfolk boet, som var omkommet i forbindelse med
desparate palæstinenseres dramatiske gidselaktion under Olympiaden.
Som bydel var Olympiadorf speciel derved, at kørende trafik var henlagt
til ”undergrunden”, fuldstændigt adskilt fra fodgængerne. Omkring etagebygningerne
var store, grønne områder med bakker og træer. Vort hus lå i
Connolly-Strasse, så at sige i forreste række, med udsigt over til stadionanlæggene.
Jeg var alene den første måned. Mit samlede gods omfattede en
skumgummimadras, sengetøj, en sengelampe, en lille stegepande, en lille
gryde, Jakobs plastictallerken og krus (som jeg havde lånt), lidt bestik og
en transistorradio. Det hele havde været i en papkasse, som nu tjente som
”bord”. I mellemtiden var Asta og Jakob i gang med at forberede sig selv og
hinanden på flytningen. Dertil sendte jeg daglige breve til Jakob med små
tegninger fra München og enkelte tyske ord, som jeg forklarede efter bedste
pædagogiske evne. Jeg glædede mig til at se dem, og så den 26. september
stod de i Münchens lufthavn – to små mennesker i en stor, ny verden.
57
Få dage før jeg var taget afsted, opsøgte vor nabo mig i haven. Han havde et
dybt bekymret udtryk i ansigtet. ”Jeg hører, at I skal flytte til Tyskland,” begyndte
han forsigtigt. ”Tror du, det er godt for drengen..?” Men nu var det
alvor, det skulle vise sig om vi kunne finde os til rette i de nye omgivelser.
Asta og Jakob fik et brag af en modtagelse. Bogstaveligt talt. Da vi den
første aften sad sammen i vor nye lejlighed, hørte vi et dumpt brag. Kort
efter bredte lyden sig fra ambulancer. Den aften havde en højre-ekstremist
sprængt en bombe ved indgangen til Münchens verdensberømte folkefest,
Oktoberfest. Bomben dræbte 13 og kvæstede over 200, heraf 68 alvorligt.
Næste formiddag, lørdag, tog vi ind til Marienplatz i Münchens centrum.
Der var sort af mennesker dels på lørdagsindkøb, dels på vej mod Olympia
stadion, hvor FC Bayern spillede kamp. Men tanken om, hvad der ville ske,
hvis der var endnu en vanvittig person løs med en bombe på den tætpakkede
U-banestation, kunne ingen af os lukke helt ude.
Vi blev boende i München et år. Vi vidste, at det var vigtigt for Jakob at
lære tysk, så han skulle hurtigst muligt i børnehave. Desværre var Olympiadorfs
bønehave fuld, men det lykkedes at få ham ind i en eftermiddagsgruppe
i en børnehave i Garching. Det betød, at Asta tog ud til Garching
med ham over middag (en tur på en time hver vej), og at jeg hentede ham
om eftermiddagen, når jeg kørte fra arbejde. Da de ”lokale” børn i Olympiadorf
imidlertid gik i børnehave om formiddagen, når Jakob var hjemme,
og han omvendt var i børnehave, når de var hjemme, blev det ikke til meget
kontakt med de andre beboere. Derimod fik vi hurtigt kontakt i Garching,
hvor jeg jo også arbejdede. Det forekom os derfor fornuftigt at flytte derud.
Et af de første mennesker, vi mødte i Garching, var Anne-Marie Ochs, hvis
søn gik i samme børnehave som Jakob. Andi og Jakob var jævnaldrende,
og de blev gode venner. Anne-Marie Ochs var og er et utroligt aktivt og
hjerteligt menneske. Hun var her og der og alle vegne for at hjælpe andre,
hvad enten det drejede sig om praktiske ting eller som kontaktskaber. Hun
gjorde også meget for os, og jeg tror ikke, vi var blevet længe, hvis ikke
vi havde mødt mennesker som hende. Der var flere, for Garching var (og
er) ikke bare en tilflytterby, men var også en magnet, især for udenlandske
58
Fra vor første Danmarksferie efter flytningen til Tyskland.
forskere. Udlændingeandelen af befolkningen lå nok i nærheden af 20 %.
Folk som Anne-Marie Ochs skabte netværk, formelle såvel som komplet
uformelle, som hjalp de mange udlændinge til at skabe sig en tilværelse i
Garching.
Efter flytningen til Garching fik Asta kontakt med en organisation ved
navn ”Nachbarschaftshilfe”, en privat-organiseret social forening, som bl.a.
tog sig af børne- og ældrepleje i kommunen. Hun overtog snart en børnegruppe
med navnet Mini-Club, som hun har været leder for siden, omend
med en afbrydelse, da Jakobs søskende var små.
Vi begyndte skridt for skridt at opbygge en ny tilværelse. Efter en ”mellemstation”
i en lejlighed i Pfarrer-Seanner-Strasse, som vi ikke brød os om,
fandt vi et dejligt sted på Bürgerplatz i Garching. Lejligheden lå på anden
sal med en herlig panoramaudsigt over Garchings centrum og fodgænger-
59
zone med butikker, caféer og masser af liv. Vi blev i den lejlighed i 14 år –
indtil 1998, da pladsen var blevet for trang.
I 1983 begyndte Jakob i 1. klasse i den lokale skole. Vi måtte imidlertid
erkende, at kulturforskelle mellem Skandinavien og Bayern førte til konflikter
i skolen i en sådan grad, at vi valgte at flytte ham til Den europæiske
Skole. Vi har altid betragtet og behandlet vore børn som ligeværdige individer,
som havde ret til deres egne meninger og også ret til at stille kritiske
spørgsmål. ”Hvad er et politisk parti?” spurgte Jakob, da han endnu var
relativt lille. Jeg prøvede at forklare politiske idéer som forskellige måder
at tackle samfundsproblemer på. For at anskueliggøre sagen valgte jeg som
eksempel en fabrik, som fremstillede plasticposer. Det gik dårligt for firmaet,
og der var risiko for lukning. Skulle man give firmaet penge for at
redde arbejdspladserne? Skulle man lade sagen gå sin gang og betale de
arbejdsløse understøttelse? Skulle man undlade at betale understøttelse, i
den forventning at de berørte ville gøre en større indsats for at finde andet
arbejde? Eller skulle man måske stille det mere grundlæggende spørgsmål,
om det overhovedet var godt at lave plasticposer? Hvem skulle bestemme?
Han lyttede eftertænksomt, da jeg beskrev, hvordan en socialistisk, en liberal,
en konservativ og en grøn løsning kunne se ud. ”Jeg synes, de grønne
har ret,” sagde han til sidst. Det gjorde mig stolt. Det var ganske bestemt
ikke min holdning, men han ræsonerede selvstændigt og gav sin mening
åbent til kende. Både Asta og jeg har bevidst plejet en sådan ”diskussionskultur”
hjemme med alle vore børn. Men den var ikke populær i den lokale
skole, hvor spørgsmål blev anset som potentielt undergravende for lærerens
autoritet – afvigende meninger ligeså, hvis de blev ytret højt. Alligevel
var det ikke en lille beslutning at flytte Jakob, for Den europæiske Skole var
ikke bare en heldagsskole, den lå også i den modsatte ende af München. Fra
nu af fik Jakob lange skoledage, men han fortrød aldrig skoleskiftet.
Mødet med Tyskland var ikke simpelt. I forhold til det vi kom fra, så vi et
samfund, som var hårdt, til tider brutalt. Tempoet var højt. Og det var et
samfund, som stadig var præget af krigen og dens eftervirkninger, som plagedes
af skam, og som levede med gruopvækkende erfaringer fra diktaturets
tid og ubeskrivelige lidelser under tæppebombningerne af Hamborg,
60
Berlin, Dresden osv. Det var et samfund, som var gennemsyret af mistro
over for politikere og myndigheder. F.eks. havde telefoner i telefonbokse
ingen numre. Grunden var, at man ikke ønskede, at samtaler skulle kunne
spores, sådan som Gestapo havde gjort det under diktaturet. Da Forbundsregeringen
ønskede at gennemføre en folketælling, rejste der sig en massiv
folkelig modstand, som førte til en kæde af retssager og en delvis aflysning
af foretagenet. Ingen ønskede, at staten igen skulle have mulighed for at
samle oplysninger om de enkelte borgere. Overalt hang efterlysningsplakater.
De fleste viste eftersøgte terrorister fra Baader-Meinhof gruppen.
Men der var også andre. Plakater af børn. ”Wer bin Ich?” spurgte de. Det
var børn, som i de sidste kaotiske krigsmåneder var blevet skilt fra deres
familier og fundet – måske i en kurv på en banegård i Østpreussen eller på
en vej i Brandenburg – og som endnu håbede, at der et eller andet sted i
Tyskland var nogen, som kunne give dem oplysninger om deres identitet
– 35 år efter at våbnene tav, og vanviddet ophørte. Mødet med Tyskland
gjorde historien nærværende for os, for de mennesker, vi mødte, var jo en
del af denne historie. Vor nabo, Wolfgang, der som barnesoldat først endte
i russisk krigsfangenskab, dernæst som tvangsarbejder i Auschwitz i Polen,
vor genbo, Fru Schlicht, som efter et flyverangreb samlede stumperne af sin
lille datter op på den mark, hvor hun havde leget, menneskene på gaden, i
forretningerne, på trappen i huset.
Måske derfor spillede folk som Anne-Marie Ochs så stor en rolle for os. De
stod for et venligt, et menneskeværdigt, tysk samfund.
1980’ernes tyske samfund var et samfund, der længtes efter normalitet,
men som samtidig frygtede de mulige konsekvenser af en tilbagevenden
”til verden”. Det fandt et tydeligt udtryk i en sproglig vending, der var udbredt
og som stod for indbegrebet af ”lykke”: ”Friede, Freude, Eierkuchen”
– fred, glæde og æggekage. Langsomt nærmede vi os dette land, begyndte
at forstå dets kultur og dets mennesker. Alligevel forblev vi en lille dansk
familie, med dansk sprog, danske vaner og dansk tankegang. Af samme
grund har jeg stor forståelse for, at indvandrerfamilier i dagens Danmark,
uanset hvor de måtte komme fra, ikke uden videre opgiver deres nationale
identitet og traditioner.
61
ESOs GPO teleskop var et gammelt instrument – det første, som blev installeret på
La Silla. Jeg brugte det som ”sigteinstrument” for mit wide-field kamera til observationer
af Mælkevejen og af den Lokale Gruppes galakser. (Foto: Rainar Donarski)
62
I
VII
Per Ardua ad Astra
foråret 1982 besøgte jeg for første gang ESOs observatorium i Chile.
Chile er et vidunderligt smukt land, mere end 4.000 km langt, og derfor
med alle klimazoner, bortset fra troper. Der er bjerge op til 7.000 m,
aktive vulkaner, kæmpestore skove, men også vidtstrakte ørkenområder –
faktisk findes verdens tørreste ørken i Chile: Atacamaørkenen. Her havde
ESO bygget sit observatorium.
Selvfølgelig var min første rejse til Sydamerika en stor og spændende oplevelse.
Opholdet på observatoriet, derimod, var som at træde ind i en
helt anden verden. Nogle år forinden havde Geo, en slags tysk pendant til
National Geographic Magazine, bragt en stor artikel om La Silla, ESOs
observatorium 6 . Journalisten havde beskrevet La Silla som et ”kloster”, så
at sige et ”astrokloster”, og det var ganske afgjort en passende sammenligning.
Observatoriet lå på en afsidesliggende bjergtop i 2.400 m højde over
havet. Skønt der var små flækker og landsbyer indenfor en afstand af 50
km, var den nærmeste større by, La Serena, 150 km borte. Alligevel var det
nemt at komme dertil. Dels lå det ikke langt fra den berømte Pan American
Highway – Panamericana, som chilenerne kalder den – hin berømte
hovedvej, som strækker sig fra Latinamerikas sydspids til Alaska, dels havde
ESO indrettet sin egen lille flyveplads ved bjergets fod. Besøgende og
medarbejdere fløj derfor typisk i et lille to-motoret Piper Navajo fly fra en
flyveplads i Santiago direkte ud til observatoriet i ørkenen. Der er mange
anekdoter blandt europæiske astronomer om disse flyveture, men der var
aldrig virkeligt alvorlige problemer eller uheld. Men der var stor forskel på
at flyve ”op” til bjerget og ”ned” til Santiago. Under turen ”op” herskede
der en spændt, sommetider anspændt stemning: alle vidste, at arbejdet på
observatoriet var krævende og hårdt – med lange arbejdsdage, kompliceret
teknik at mestre, og i kampen om at samle de værdifulde observationsdata
også spørgsmålet: Hvordan mon nattens vejr arter sig? På vej ”ned”,
63
derimod, herskede en løssluppen stemning, hvor folks tydelige udmattelse
blev godt udlignet med den whiskeyflaske, der traditionelt gik på omgang
blandt den lille gruppe passagerer.
La Silla var i virkeligheden som en lille hi-tech by, implanteret midt i den
sydamerikanske ørken. Et isoleret samfund, hvor alt og alle koncentrerede
sig om en eneste opgave: at bidrage til en muligt gnidningsløs drift
af et astronomisk forskningscentrum, hvis normer var anderledes end i
den normale – tør man sige sekulære? – verden udenfor. La Silla levede
og åndede for at indsamle de sjældne lyspartikler fra verdensrummet, som
måske havde rejst gennem det tomme rum længere end Jorden havde eksisteret,
blot for at ramme vore teleskopspejle og derved afsløre deres inderste
”hemmeligheder”. Lyspartiklerne, fotonerne, kunne lave flotte billeder.
Men vigtigere er, at man gennem analyse af stjernelyset kan lære meget om
de objekter, hvorfra selv samme lys er udsendt: Objektets art, afstand og
hastighed, overfladetemperatur, kemiske sammensætning osv.
Der var et dusin teleskoper på La Silla tilbage i 1982. De fleste tilhørte
ESO, men nogle tilhørte nationale institutter i ESOs medlemslande. således
drev Københavns Universitet to teleskoper – et 50 cm og et 1,5-m
teleskop. Trods den imponerende teleskoppark var kampen om at få lov at
bruge dem var imidlertid intens, for tildeling af teleskoptid foregik på basis
af ansøgninger og en vurdering af ansøgningernes videnskabelige værdi.
Der var mange flere ansøgninger, end der var tid til rådighed. Så at få tildelt
observationstid var på mange måder et adelsmærke blandt astronomerne.
De skulle så rejse til Chile og observere et antal nætter. De, der ønskede
at bruge ESOs store teleskop, 3,6-m teleskopet, fik typisk et par nætter
stillet til rådighed. Det betød, at de i dette korte tidsrum skulle indsamle
data nok til at arbejde i deres hjeminstitut – måske så længe som et helt år.
De indsamlede data dannede basis for deres videnskabelige publikationer,
hvilket igen var afgørende for deres videnskabelige karrierer. Astronomerne
var derfor ligeså afhængige af at alt klappede, når de sad ved teleskopet,
som landmænd er af høsten. Der stod eksistens og karriere på spil. Derfor
den anspændte stemning i flyet, når det nærmede sig den lille landingsbane
i ørkenen. Men La Silla betød også forening med naturen på en helt speciel
64
måde. Før solnedgang gik astronomerne op til deres respektive teleskoper
og gjorde klar til nattens arbejde. Men når Solen nærmede sig den lange
stillehavshorisont, sænkede der sig en særlig stemning over bjerget: En
blanding af fuldstændig ro og harmoni mens bjerget lå badet i et eventyrligt
farvespil med farver så klare og intense, at man ikke kan forestille sig
det i Europa. Mod vest en prægtig solnedgang, mod øst aftegnede sig en blå
jordskygge mod det lilla genskær fra den forsvindende solskive. Fornemmelsen
af at være i en anden verden var fuldkommen og overvældende.
Men Chile var også Pinochets diktaturstat 7 , og der herskede en knugende
stemning under den rolige overflade i hovedstaden, Santiago. ESO er gæst
i Chile, og det er ikke tilladt for ESOs internationale medarbejdere og gæsteastronomer
at engagere sig i landets indre anliggender. Alligevel var situationen
heller ikke uproblematisk for os, for juntastyret gjorde alt, hvad
de kunne for at tækkes os og vise, ”at de var gode nok”. For de higede efter
international anerkendelse. Omvendt levede vi med en potentielt vanskelig
situation også i Europa, for det hørte ikke til god tone, politisk set, for demokratiske
europæiske lande at opretholde nære forbindelser med Chile.
Men ESO havde lagt ”alle sine æg” i den chilenske ørken. Europas ambitioner
på dette forskningsområde var afhængige af adgangen til teleskoperne
i Chile. Der var tungtvejende forskningsstrategiske, men også filosofiske
grunde til at holde fast og håbe på, at Chile ville finde tilbage til en demokratisk
udvikling, hvilket heldigvis også skete, selv om der kom til at gå
mange år. Vi reagerede ved at lægge så megen afstand til det chilenske styre
som muligt (også fysisk ved at flytte administrationen fra Santiago ud til
observatoriet i ørkenen) og holde lav profil i Europa. Vi talte om observatoriet
i Atacamaørkenen, ikke i Chile.
På vejen hjem fra Chile gjorde jeg ophold i Perú. Guerillabevægelsen Sendero
Luminoso (”Den Lysende Sti”) var allerede aktiv på det tidspunkt, så
man kunne ikke længere rejse sikkert over land. Jeg tilbragte et par dage i
Lima, som var hovedstad i det spanske kolonirige, og fortsatte så til Cusco,
den gamle Inkaby. Det var en spændende oplevelse, men illustrerede også
tydeligt de voldsomme politiske spændinger og den dybe fattigdom, som
plagede landet, og som leverede benzin til det sociale bål.
65
Uden for præsidentpaladset i Lima. Gadebørnenes udtryk taler for sig selv – Perú
bød på anskuelsesundervisning i de vanskeligheder, et samfund får, hvis det ikke får
styr på sine mest fundamentale sociale problemer.
I 1983 havde jeg fået så meget greb om tingene, rent professionelt, at ESO
sendte mig til Australien for at arbejde sammen med David Malin. David
var astrofotografiens ubestridte guru – hans billeder gik verden over. Han
var et hårdt arbejdende, disciplineret, men venligt menneske, og jeg betragter
ham i dag som en ven (ved en lejlighed medvirkede jeg i et TV portræt
af David, som blev sendt på TV i mange lande 8 ). David kom fra beskedne
kår i Nordengland, havde læst kemi på aftenskole og arbejdede en tid lang
i industrien, indtil han blev inviteret til at arbejde ved det (dengang) nye,
store Anglo-Australske Teleskop (AAT) i Siding Springs i New South
Wales. I slutningen af halvfjerdserne var han begyndt at gøre sig bemærket
i astronomiens verden, og i 1983 var han en absolut superstar, hvis man
kan bruge det udtryk i denne sammenhæng. Mit ophold hos David gav
mening, for ESO ønskede sig ”sin egen David Malin”, og jeg var åbenbart
66
udset til at skulle spille denne rolle. Det var en spændende og lærerig rejse.
Ikke bare lærte jeg meget af David, jeg fik også lejlighed til selv at observere
med AAT, som rent faktisk var en smule større end ESOs eget store teleskop.
Det er skæbnens ironi at, jeg fik adgang til AAT, for selv om jeg har
brugt flere af ESOs teleskoper, fik jeg aldrig lejlighed til at bruge det store
teleskop på La Silla.
Jeg afbrød den lange rejse til Australien med ophold i Sydindien og i Indonesien.
Det Indiske Astrofysiske Institut i Bangalore havde indbudt mig
til at holde et foredrag om ESO og mit eget arbejde, hvilket jeg havde accepteret.
Som stilen og tonen var dér, tilbragte jeg en uge, sågar med egen
oppasser ved navn Muswami og efter behov en chauffør – en eksorbitant
belønning for et foredrag på en time eller halvanden. Opholdet gav mig
mulighed for at besøge Mysore, som jeg husker fra de tidlige år med dansk
u-landshjælp. For mig var Mysore et sted, hvortil vi havde sendt danske
malkekøer. For den lokale befolkning var det en by med en lang og stolt historie.
Og bygningsanlæg som det imponerende Palads, som havde tilhørt
den legendariske Sultan Tipu, der faldt i kamp mod briterne – og Brindavan
Gardens, et overdådigt haveanlæg med imponerende fontæner. Mere
ypperligt findes næppe noget andet sted i verden.
Idéen om at ESO skulle have ”en profil” inden for astrofotografi stammede
fra Richard West, men den var ikke uomstridt, al den stund at – også på
dette felt – ny teknologi var på fremmarch, men i de tidlige firsere var det
ikke klart, hvor hurtigt tingene ville ske. Og vi lavede mange spændende
ting på ESO. Jeg nød samarbejdet med Richard. Han var enormt inspirerende
at arbejde sammen med, og han var en fantastisk mentor i disse år.
Jeg står i stor gæld til ham, for alt hvad han lærte mig – ikke bare om astronomi
og videnskab i al almindelighed, men han stillede også store krav.
Igen var jeg stødt på et af disse særlige mennesker, ligesom Alan Hjorth
Rasmussen på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Sidenhen kom jeg til at arbejde
for flere ”af slagsen”, herunder Riccardo Giacconi (der fik Nobelprisen i
fysik i 2002) og Catherine Cesarsky, af fysik en lille dame, men en gigant i
europæisk forskningspolitik.
67
Richard West og jeg. Billedet er taget i begyndelsen af 1987 ved en konference i Jena
i det daværende DDR.
Mit arbejdsområde koncentrerede sig om, hvad vi kaldte ”wide-field
imaging”, fotografier, som dækkede store dele af himlen i modsætning til
mange teleskopbilleder som viste knappenålsstore udsnit af firmamentet.
På store felter kunne man studere udstrakte strukturer, såsom de såkaldte
”haloer” omkring galakserne i Den Lokale Hob, dvs. galakser inden for en
afstand af to mio. lysår. Ganske særligt interesserede jeg mig for de Magellanske
Skyer, Mælkevejens to små nabogalakser, som vi skal vende tilbage
til senere.
Sirus danser. I søgeren spredes dens farver og jeg ser mønsteret af blåt, grønt,
gult og rødt bevæge sig hastigt op og ned i okularets midte. Som en gal hund,
der opfører en krigsdans om mit trådkorscentrum. En gang imellem puster
den sig op – men taber derved sin glans. Glenn Millers ”Moonlight Serenade”
fylder kuplen med nattemusik og et strejf af dekadence, men Sirius foretrækker
de hårde varer… som takten fra tryklufthammerens ”maskingeværild”, der
presser sig mod mine trommehinder. Et blik på urene i det dæmpede, røde lys:
68
Der er mere mellem himmel og Jord, end man kan se! Billedet her er en kombination
af et positiv og et negativ af Den Store Magellanske Sky. Positivet viser Skyen,
som vi ser den på normale billeder – med sin karakteristiske, lysende ”bjælke”. Det
negative billede viser en udstrakt ”halo”, som omgiver galaksens centrale del. Halo’en
er lyssvag; man kan ikke se den med det blotte øje. Men den er stor: I nord-syd
retningen dækker den en vinkel på 14 grader, svarende til fuldmånens størrelse – 28
gange!
69
08:04:55. Stjernetid. Endnu tredive minutter før eksponeringen er færdig.
En alarmklokke kimer i det fjerne. Har jeg glemt at rotere kuplen? Er der et
problem med styringen? Klokken ringer igen. Højt. Og pludselig genkender
jeg lyden; det er telefonen! Sirius, Glenn Miller og kuplen forsvinder i ét nu,
da jeg springer ud af sengen. Men telefonen er død. En eller anden må have
drejet forkert. Et blik på uret: Klokken er 09:00. Fortumlet vælter jeg tilbage
i min seng, ligger og blunder i det svage lys, som mørklægningsgardinerne lader
passere. Tryklufthammeren fra byggepladsen udenfor mit værelse arbejder
ufortrødent videre, men i dag lykkes det mig at falde i søvn igen.
Klokken halv ét vågner jeg og beslutter mig for at stå op. Det er ikke af lyst,
men snarere en slags pligtfølelse – man kan da ikke sove til ud på eftermiddagen!
Det er første dag, hvor jeg føler denne udmattelse. Snakken går ved
morgenmaden, men jeg hører ikke efter. Efter morgenmaden slæber jeg mig
tilbage til værelset. Egentlig var der et par ærinder at klare, men jeg orker det
ikke. Jeg vil fylde mit hoved med ingenting – og nyde det.
Jeg har afsluttet den første halvdel af mit observationsprogram og denne
reaktion er vist ret normal. Det er første gang, jeg observerer alene, og det
gør naturligvis sit, men jeg har set nok observatorier og astronomer til, at jeg
kender reaktionen. At observere er ganske enkelt en anspændt affære: Man
rejser måske til den anden ende af jorden, har normalt et afmålt tidsrum til
rådighed, og der er tusind ting, der kan gå skævt. Hvor godt kører teleskopet?
Mekaniske problemer? Balance? Alle knapperne, som skal betjenes i rigtig
rækkefølge, observationsobjekternes position på himlen, fokus (temperaturafhængig),
tilskæring og hypersensibilisering af fotografiske plader, o.s.v., o.s.v.
– og træthedsfaktoren. Efter at have klæbet en hel lang nat til et okular med
et millimeter-tyndt trådkors og styret teleskopet på et svagt, næsten usynligt
punkt, er det svært at holde hovedet klart. Passer kuppelåbningen? Fremkaldertemperaturen?
Somme tider begynder man at se syner, fordi man koncentrerer
sig så stærkt om dette lille, svage lyspunkt i trådkorsets midte.
Disse problemer er selvfølgelig kendt. Ligeså at der stilles ekstremt høje krav til
materiellet – mekanisk og optisk. Derfor er det også normalt, at der kan opstå
tekniske problemer, og derfor er der også døgnet rundt en stab af teknikere på
70
vagt på La Silla. De store teleskoper har også en såkaldt natassistent, som kender
teleskopet som sin egen bukselomme, som styrer det natten igennem og som
fører logbogen imens. Ved de små teleskoper, heriblandt ”mit”, er der ingen
natassistent. Observatøren må klare det hele selv. Der er observatører ved de
små teleskoper, som arbejder uden pause i tre-fire uger. Det er hårdt, men alligevel
næppe så belastende, som den, der kun har nogle få nætter til rådighed.
I sidstnævnte tilfælde kan et stop på få timer p.gr.a. tekniske problemer betyde,
at observationsprogrammet ikke kan gennemføres.
Observatørerne starter dagen først på eftermiddagen. Nattens observationer
skal forberedes. Efter observationerne, når dagen gryer og dalene under os
indhyldes i et gråblåt skydække, som får bjergtoppene til at se ud som øer på
et stort ocean, skal der skrives rapport og evt. pladebestilling. Rapporten skal
afleveres inden man går i seng, så teknikerne på dagholdet kan reparere, skifte
ud, installere, hvad der nu måtte være nødvendigt til den kommende nat.
Dagens vigtige milepæle er måltiderne, hvor samtalen drejer sig om arbejdet.
Ved morgenmåltidet er tema nr. 1 den forgange nats observationer. Hvordan
var ”seeing’en”? Hvilke tekniske problemer har der været? Og så de nyeste gysere,
som denne: ”CCD’en på den danske 1,5-m brød sammen i nat. Vi var
der alle sammen, mekanikere, optikere, elektronikfolk, den ansvarshavende
astronom… da vi efter tre timer havde skilt det hele ad, viste det sig at observatøren
bare havde glemt at åbne lukkeren…” Eller denne, der burde ryste
mig mere, fordi det faktisk skete hos mig: ”Da mekanikeren monterede kameraholderen
på GPO’en, havde han kørt teleskopet 120 grader fra zenit, så han
kunne montere holderen fra gulvet (ikke tilladt!). Derved blev et stærkstrømkabel
revet over, uden at han registrerede det. Efter to observationsnætter var
der problemer med styringen, og den tilkaldte tekniker opdagede det ved et
tilfælde. Hvis teleskopet i nattens løb var blevet drejet i en uheldig retning,
ville hele instrumentet være blevet forvandlet til en elektrisk stol.” Ak ja, den
drukner ej, som hænges skal!
Som regel er det dog mindre dramatisk. En halv time før solnedgang åbnes
kuplen for at udligne temperaturen. Derefter følger arbejde med at opstart af
teleskopet, fyldning af pladeholdere, indstilling af positionsvinkel o.s.v., der-
71
efter peges teleskopet på feltet, som skal observeres. Positionen kontrolleres på
stjernekortet og himlen, en styrestjerne findes, og så kan det gå løs med den
første 90 min. eksponering. Under eksponeringen er man hele tiden i aktivitet,
men arbejdet kræver ikke de store overvejelser, så man har tid til at tænke på
andre ting – og til at lytte til musik. Jeg har lånt en kassettebåndoptager og
nogle bånd i det danske teleskop, alt muligt fra Bach til Brandenburg. Blandt
båndene finder jeg også et charmerende Poul Dissing/Otto Brandenburg
bånd. Tænk at sidde i den dybtsorte nat på en øde bjergtop i Chiles ørken –
klokken fire om morgenen – og kigge ud i verdensrummet til tonerne af ”Over
visse vande”. Og jeg bliver pludselig klar over, hvor meget jeg savner Asta og
Jakob. Jeg får lyst at ringe til dem, men jeg kan ikke ringe fra kuplen, og Sirius,
hundestjernen, binder mig til okularets trådkors. I Garching er klokken ni, og
det er søndag. Jeg fodrer min længsel med en imaginær samtale, Astas overraskede
stemme, Jakobs uforstyrrede referat af de nyeste begivenheder.
Hvor har astronomi forandret sig siden da! Set 25 år senere forekommer
det som en beskrivese af stenalderastronomi. Ingen astronom kigger igennem
sit teleskop i dag. Alt kører automatisk, styret med klik med en ”mus”,
og astronomerne arbejder i behagelige kontrolrum, ofte et helt andet sted
end der, hvor teleskopet befinder sig. Men dette var i de tidligere firsere
– før den store elektroniske revolution. Siden da har astronomi gjort tigerspring.
I de tidlige firsere diskuterede astronomer ivrigt Universets alder.
Nogle mente, at Universet var 10 mia. år gammelt, andre talte om 20 mia.
år. I dag er der bred enighed om, at det ”rigtige” tal er 13,7 mia. år. I de
tidlige firsere diskuterede man på et rent teoretisk plan, om der mon eksisterede
planeter ud over de kendte planeter i vort solsystem, og om der også
fandtes sådanne udenfor Solsystemet, d.v.s. omkring andre stjerner. I dag
har vi fundet hundredevis af de såkaldte ekstra-solare planeter. Til gengæld
talte ingen dengang om ”sort” – eller ”mørk” – energi. I dag antager vi, at
denne energi måske udgør 3/4 af alt, hvad der findes i Universet. Og vi har
ingen anelse om, hvad det er. Hvis vi medregner mørk materie – som vi
ved eskisterer men heller ikke forstår – , betyder det, at vi kun kan beskrive
omkring 4 % af, hvad Universet består af. Hvad betyder det? I foredrag har
jeg af og til beskrevet astronomi og astrofysik som et forsøg på “at læse”
Naturens store værk. Lad os fastholde metaforen et øjeblik og se på denne
72
– selvfølgelig langt mere beskedne – bog. Hovedteksten omfatter omkring
60.000 ord. Hvis man blot kan læse 4 % af teksten, f.eks. f.eks. fordi resten
af teksten var gjort ulæselig, svarer det til, at man kun ville kunne læse 6-7
sider i bogen her. Så hvad med Naturens store bog? Der er ingen tvivl om,
at den stadig bærer på store hemmeligheder, og at der er kæmpe overraskelser
i vente for os i fremtiden. Det er fristende at tænke tilbage på fysikkens
histore. Ved overgangen mellem det 19. og det 20. århundrede havde
fysikerne etableret et omfattende og sammenhængende verdensbillede,
baseret på observationer af Tycho Brahe, Galileo Galilei og mange andre
– og med en teoretisk underbyggelse leveret af Keppler og Newton. Det
så ikke ud til, at der var meget tilbage at gøre for den næste generation af
forskere. Med undtagelse af klarlæggelse af nogle irriterende detaljer, som
det eksisterende verdensbillede ikke – helt – kunne forklare. Men dertil
hørte svaret på det ligefremme spørgsmål: Hvad er lys? Som John Gribbin
skriver i sin bog ”In Search of Schrödinger’s Cat: Quantum Physics
I de tidlige firsere spillede konventionel fotografi stadig en stor rolle i astronomi.
Man brugte fotografiske glasplader, som bagefter blev anbragt i scannere og ”målemaskiner”,
f.eks. til positionsmålinger. Maskinen bag mig er en såkldt ”Optronics
maskine”, en af tre maskiner, som ESO havde i Garching. Astronomer fra hele
Europa rejste til Garching for at bruge disse maskiner. (Foto: Tonny Sørensen)
73
Komet 1P/Halley ”krydser” den sydlige Mælkevej, fotograferet fra La Silla d. 21.
marts 1986. (Foto: H. Häffner)
74
and Reality” 9 , da forskerne – mange af dem ganske unge – kastede et blik
på disse fænomener, udløste de en revolution, som hverken videnskabens
verden eller – for den sags skyld – menneskeheden har set magen til tidligere.
De to relativitetsteorier og kvantefysikken opstod. De trodsede den
menneskelige erfaring og udforderede tilsyneladende den sunde fornuft.
Men de muliggjorde alt, hvad vi idag anser for uundværlige teknologier.
Med denne historiske erfaring in mente, trænger sig spørgsmålet på: Hvilken
fysisk forklaring gemmer der sig bag den mørke energi? Hvad vil en
forståelse heraf betyde for vort nuværende verdensbillede? For den videre
teknologiske udvikling? Men tilbage til wide-field arbejdet…
Wide-field imaging var også Richards interesse, for på sådanne billeder
kunne man også studere de såkaldte ”bevægelige objekter” (moving objects)
– asteroider og kometer – som var Richards speciale.
Halley’s komet er uden tvivl den kendteste komet i offentligheden, og det
er ikke uden grund. Astronomerne bruger betegnelsen 1P/Halley, hvilket
angiver, at Halley var den første periodiske komet, man fandt. Regelmæssigt,
hver 76. år, passerer den igennem det indre solsystem, og den har jaget
skræk og angst i generationer af mennesker, som så kometen som budbringer
for alskens ulykker. Halley’s komet er afbilledet på det berømte Bayeux
vægtæppe, som skildrer Wilhelm Erobrerens indtagelse af England i 1066.
Den italienske maler Giotto di Bondone (ca. 1267-1337) inkluderede
Halley’s komet i sit berømte maleri, som viser de hellige tre kongers møde
med Jesusbarnet i Bethlehem. Billedet kan ses den dag i dag i Scrovegni Kapellet
i Padua. I vore dage har vi lagt frygten for kometer på hylden og har
mere præcise midler til at afbilde disse gæster fra solsystemets yderste egne.
Halley’s komet ville komme tilbage i 1986, men stærke teleskoper fulgte
den år forinden. Allerede d. 10. december 1982 opfangede det danske
1,5 m teleskop på La Silla, som det første teleskop på den sydlige halvkugle,
det første spæde lys fra kometen. Nu var det bare at vente på det store himmelsshow.
På en eller anden måde var vi alle grebet af ”kometfeberen”, mens vi forberedte
os. På det tidspunkt var Jakob jo i den alder, hvor vi endnu læste
75
Brevet fr a Astrid
Lindgren.
Astrid Lindgrens herlige bøger om livet blandt Smålands børn. Jeg kom
til at tænke på beskrivelsen af kometen over Vimmerby i ”Emil fra Lønneberg”,
og et hurtigt gæt tillod den tanke, at Lindgren faktisk havde beskrevet
en rigtig komet, og at tidspunktet kunne være omkring Halley’s sidste
besøg i 1910/11. Så jeg besluttede mig for at spørge hende. Hvo intet vover,
intet vinder. Også ”postalt”. I mangel af hendes adresse skrev jeg simpelthen
til Astrid Lindgren, Sverige. Til min store glæde fi k jeg et venligt
svar fra hende, i hvilket hun ganske vist ikke defi nitivt kunne bekræft e min
”teori”, men heller ikke afviste den.
En af fordelene ved at beskæft ige sig med astronomi i dag er, at vi nu råder
over avanceret teknologi, som kan hjælpe os i vor søgen eft er svar på de
mange spørgsmål, vi har om himmellegemerne. Således havde Det Europæiske
Rumagentur, ESA, planlagt at sende en rumsonde ud for at møde
76
kometen, når den havde rundet Solen og var på vej tilbage mod sit kolde
”hjem”. Rumsonden, som fik navnet Giotto 10 , skulle studere de fysiske forhold
i komaen, den store ”sky”, som omgiver kometens kerne, ved at flyve
direkte igennem skyen – så tæt på som 600 km fra den hårde, men set fra
Jorden usynlige kerne i komaens hjerte. Mødet var planlagt til at finde sted
d. 13. marts 1986. Men hvordan rammer man en komet, når de to himmellegemer
bevæger sig mod hinanden med en samlet hastighed af 245.000
km/t og befinder sig i en afstand af 150 mio. km fra Jorden? Min chef,
Richard West, var en af verdens førende kometeksperter. Han var dybt involveret
i et årelangt observationsprogram, og han trak kraftigt på mig i
de hektiske måneder, da Halley dag for dag nærmede sig perihelafstanden,
den nærmeste afstand til Solen. Det var givetvis en af den slags begivenheder,
man kun oplever én gang i livet, og han udnyttede hvert sekund.
Bogstaveligt talt. Han udførte også de første observationer efter, at kometen
havde rundet Solen og igen kunne ses fra Jorden. Det var vanskelige
observationer og ikke mindre vanskeligt at ekstrahere de vigtige data, men
det var essentielt, for med de seneste positionsdata kunne omløbsbanen
beregnes, og evt. korrekturer gives til Giotto sonden, så den ikke ramte ved
siden af. Jeg hentede de fotografiske informationer ud, og Richard regnede.
Der var noget galt. Den nyberegnede bane var anderledes end forudsagt.
Kunne man stole på de nye beregninger, eller var der måleeffekter på spil.
Måske fotografiske effekter? Efter nogen diskussion besluttede ESA sig til
at tro på os og ændre Giottos kurs. Det var fantastisk spændende dage, men
efter en månedlang arbejdsindsats nærmede jeg mig den totale udmattelse,
skånselsløst drevet frem af Richard, der selv arbejdede som en besat. Da
dagen oprandt, hvor mødet skulle finde sted mellem rumsonden og kometen,
fandt han pludselig på, at jeg ”med det samme” skulle lave de seneste
billeder af kometen, flyve til Frankfurt og ile videre med taxa til ESAs operationcenter
i Darmstadt, hvor han ventede og så ville fordele billederne.
Det havde selvfølgelig været spændende og en absolut kulmination for mig
at være med i kontrolrummet den aften, men jeg kunne ikke mere. Jeg stod
i mørkekammeret og græd mine modige tårer. Jeg lavede billederne, gav
dem til en assistent og tog hjem. Om aftenen sad Jakob og jeg sammen og så
rummødet i TV. Det var en spektakulær succes. Giotto havde nået sit mål.
77
Kometer bringer ikke ulykke. Men i Halley’s kølvand fulgte alligevel hændelser,
som falder i den kategori, uden at der var nogen sammenhæng, selvfølgelig.
En god ven, Peter Stättmayer fra Münchens Folkeobservatorium,
organiserede ”kometflyvninger”. Da Halley igen blev synlig på nordhimlen
kunne mennesker, som havde lyst til at se kometen, komme med et chartret
Boeing 727 fly og derved få frit udsyn trods det elendige april vejr. Da han
havde to pladser tilovers, inviterede han Jakob og mig med på den sidste
flyvning, som fandt sted d. 30. april. Over München lå et tæt skydække,
som vi selvfølgelig gennembrød på vej op mod den stjerneklare himmel.
Da vi landede, regnede det tæt. Der var trængsel ved busserne, så i stedet
for at vente blev vi enige om at løbe hen til bilen, som var parkeret på en afsidesliggende
parkeringsplads bag lufthavnen og vi blev temmelig våde. Vi
vidste det ikke, men det var den aften, Chernobylregnen nåede München.
Den 26. april var reaktor nr. 4 ved atomkraftværket i Chernobyl i Ukraine
sprunget i luften. I dagene derefter udgik der fra reaktoren en stærk
radioaktiv stråling, som kunne måles over hele det vestlige Europa. Ved
eksplosionen var enorme mængder af radionukleider, mest som Jod 131
og Cæsium 137, blevet slynget højt op i atmosfæren og bredte sig nu med
østenvinden. Den kraftige regn, som fire dage senere faldt over Sydtyskland
og Norditalien, vaskede masser af disse partikler ud af luften og aflejrede
dem på jorden. De to områder blev de mest kontaminerede i Vesteuropa.
78
Jakob i Münchens
lufthavn umiddelbart
før kometflyvningen.
Vi – Jakob og jeg – havde den tvivlsomme fornøjelse først at flyve igennem
skyen, to gange så at sige, og bagefter at løbe igennem den silende,
radioaktive regn. Næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel. Jeg
gik tur med hunden, mens børnene legede i det herlige vejr. På en mark bag
husene var der store vandpytter fra nattens regn. Hunden løb hen til en for
at drikke af vandet, men trak hurtigt snuden til sig. Jeg undrede mig over
dyrets opførsel. Først senere på dagen bredte nyheden sig om, hvad der var
sket. Allerede fra morgenstunden havde man i Østrig opfordret befolkningen
til at holde sig indendøre på grund af den høje radioaktivitet. I Bayern,
som var stærkt afhængig af atomkraftværker, ønskede myndighederne ikke
for meget blæst om sagen. Men efterhånden blev man nødt til at informere
borgerne om problemet.
Chernobyl forfulgte os i lang tid. Asta var gravid, og vi var selvfølgelig bekymrede.
I de kritiske dage og uger havde vi østenvind, og jeg bad hver
morgen til alt, hvad der var mig helligt, om at vinden måtte vende. Alligevel
skulle det snart vise sig at være det mindste problem. ESOs hovedbygning
var under udvidelse, og den nye fløj blev bygget til præcis dér, hvor mit
kontor var. Det betød, at jeg for nogle uger ikke havde noget kontor, fordi
dette blev inddraget i byggepladsen. De fleste møbler var dog blevet tilbage,
dækket til med plasticfolie, så byggesnavs ikke skulle ødelægge dem.
Chernobyl var selvfølgelig på alles læber. Hos mange fysikere tændtes alle
advarselslamper. En af dem, Joseph Wampler, arbejdede i denne periode
Stille vidner om følgerne i Garching af Chernobyl ulykken – strålende blade på
træerne og spor af en mikroskopisk grafitpartikel på mit kontor.
79
på ESO. Han bad mig hjælpe sig med at undersøge graden af forurening
i lokalområdet. Vi gjorde det ved at teste forskellige emner fotografisk.
Således tog vi f.eks. blade fra træerne, lagde dem i kontakt med en stabel
fotografiske film, i mørke selvfølgelig, og under pres i nogle dage. Da vi
fremkaldte filmene, kunne vi se hver en streng i bladene – et tydeligt tegn
på radioaktivitet i træernes ”forsyningssystem”. Vi lagde også teststrimler
af papir ud på taget af ESOs bygning og brugte som kontrol papirstrimler,
jeg havde fisket ud af en kontorskuffe i mit ”lukkede” kontor. Prøverne fra
taget viste ingen tegn på radioaktive partikler, som kunne være kommet til
efter det store regnskyl, men en kontrolstrimmel fra mit kontor pådrog sig
vor opmærksomhed. De fotografiske film udviste en intens sværtning i et
lille punkt. Vi gentog forsøget, med samme resultat. En grundig inspektion
af papirstrimlen ved hjælp af et kraftigt mikroskop bragte syn for sagn:
Midt på papiret klæbede en lille ”partikel”, bare en brøkdel af en millimeter
stor. Vi havde fundet strålingskilden. Vi konkluderede, at den mest sandsynlige
forklaring var, at der var tale om et lille, højradioaktivt grafitstykke
fra reaktorkernen, der havde fundet vej fra Ukraine til min kontorskuffe.
Teorien blev bestyrket, da man sidenhen i Sydbayern begyndte at finde radioaktive
”hotspots”, små områder på måske en enkelt kvadratmeter eller mindre,
med ekstrem høj kontamination midt i et stort, i øvrigt lavt belastet område.
Den 14. juli blev Sarah Louise født. Jakob var knap 10, og vi havde i flere år
ønsket os barn ”nr. 2”, men tingene går ikke altid så nemt, så vi var tæt på at
opgive forehavendet. Stor var vor glæde derfor, da der endelig var gevinst,
og nu var det så vidt – vi skulle være fire! Fødslen gik godt. og hun var sund
og rask, men alligevel var det ikke uden lidt ekstra spænding. Et par uger
før fødslen havde lægerne opdaget et problem. Moderkagen fungerede ikke
længere, som den skulle. Det var usikkert, om barnet kunne klare en normal
fødsel. For at finde ud af det gennemgik Asta (og Sarah, selvfølgelig)
såkaldte belastningsprøver, hvorved man fremkaldte lette veer ad medicinsk
vej. Når veerne kom, fulgte lægerne barnets hjertelyd. Resultatet var
ikke opmuntrende. Da de naturlige tegn på en forestående fødsel så kom,
beholdt de Asta på hospitalet og prøvede igen med ”belastning”. Det gik
helt galt, og de måtte stoppe processen. Nu stod beslutningen fast: Kejsersnit.
Et par timer senere var det så vidt. Asta blev kørt ind i operationssalen,
80
og jeg blev ladt tilbage på hospitalsgangen. De næste 30 minutter står for
mig som de værste i mit liv. Jeg var ude af mig selv af angst for dem begge. Så
kom lægen med vor lille pige. Hendes øjne var kun halvt åbne; hun havde
måske fået en snert af narkosen, inden hun blev hentet ud. Det var et dybt
bevægende øjeblik for mig. Og anderledes end da Jakob blev født, fordi jeg
var helt alene med barnet. Jeg tog hende i mine arme og præsenterede mig
selv for hende. Jeg forklarede hende, hvad hendes mor hed, og at hun havde
en storebror, som hed Jakob. Jeg kan godt se, at det kan virke latterligt – en
voksen mand, som står der og taler ”alvorligt” med sin få minutter gamle
datter; men jeg følte, at jeg skulle gøre det på den måde, og jeg gjorde det
igen to år senere, da Christoph Martin kom.
Et kejsersnit er selvfølgelig et stort indgreb, og Asta havde det skidt, men
hun kom sig hurtigt. Da det værste var ovre, blev hun flyttet til et fint værelse
med glade, pastelgule vægge. Sommersolens lys gennem vinduerne forstærkede
sikkert det positive indtryk. Asta betegnede det som ”det smukke
rum”, mens personalet omtalte det som ”Prinsesseværelset”. Det hed sig, at
det engang faktisk havde tjent som stue for en rigtig prinsesse. Her tilbragte
Asta de følgende dage sammen med Sarah, og det gjorde hende godt.
Men Chernobyl forfulgte os stadig. Vi boede i et af Vesteuropas hårdest
ramte områder, og den bayerske statsregering havde forsømt de mest elementære
foranstaltninger for at beskytte befolkningen, som f.eks. at beordre
landmændene til at holde deres kvæg i stalden. Tyskland er stærkt
afhængig af atomenergi, og myndighedernes primære device syntes at have
været at undgå uro i befolkningen, som kunne føre til en bredere folkelig
afvisning af atomkraft som energikilde. Da fødevarene ikke overraskende
udviste høj radioaktiv belastning – langt over de tilladte normer – hævede
man simpelthen grænseværdierne. I et enkelt tilfælde var belastningen dog
så stor, at selv ikke den lokale regering kunne få sig selv til at sælge varen,
som var mælk. Den blev lavet til mælkepulver og solgt til Egypten, men
leverancen blev stoppet i Bremen, hvor myndighederne dér forbød eksporten.
I Bayern nægtede man at tage mælkepulveret tilbage.
81
Hvad gør man med to børn i den situation? Fødevarebelastningen i Danmark
var væsentligt mindre, dels fordi det stort set ikke havde regnet i de
kritiske dage, dels fordi man havde foretaget de nødvendige sikringsforanstaltninger.
Så jeg kørte simpelthen til Danmark for at hente langtidsholdbar
mælk. Vi supplerede det med mælkepulver, som vi fik fra en tysk hjælpeorganisation.
Derudover blev vi storforbrugere af lammekød fra New
Zealand og andre importerede produkter, alt imens vi studerede de ugentlige
lister over belastningen af produkt x, y eller z. Disse lister cirkulerede
blandt forskellige forbrugergrupper. Hvor troværdige de var, ved jeg ikke,
men vi klarede os igennem. Under mit arbejde med Joe havde jeg i øvrigt
fundet en beretning, udgivet af WHO, om den høje radioaktive belastning
af fødevarerne i halvtredserne som følge af de amerikanske og sovjettiske
atomforsøg i atmosfæren. Rapporten, som var alt andet end morsom læsning,
beskrev en videnskabelig undersøgelse, som vedrørte fødevarerne i…
Danmark. Man kan vælge, om man skal le eller græde.
Vi var taget til München i den hensigt at blive der tre år. ESO tilbød mig
en ny kontrakt, igen på tre år. Efter to år blev kontrakten forvandlet til en
permanent ansættelse. Men Asta havde stadig svært ved at finde sig til rette
i Sydtyskland. Nu opstod der imidlertid en mulighed for at vende tilbage
til Danmark.
I København havde et ældre astronomibegejstret ægtepar, Bodil og Helge
Pedersen, givet en kæmpesum (oprindeligt 50 mio. kroner, men donationen
blev sidenhen forhøjet) til at bygge et planetarium. Planetariet, som
fik Tycho Brahes navn, skulle have en direktør, og fonden, som bestyrede
pengegaven, forhandlede med Richard West om jobbet. Richard var til
gengæld meget interesseret i at få mig med, hvad han dog ikke umiddelbart
afslørede for mig. I stedet inviterede han mig med til et møde med fonden
”som rådgiver”. Jeg havde intet imod at give råd, men det viste sig hurtigt,
at formålet med mødet var et andet. Jeg forlod det med et jobtilbud. Skulle
vi altså nu tilbage til vort land?
Jeg forelagde idéen for Asta, men til min store overraskelse reagerede hun
forbeholdent, eftertænksomt. Tilbage i München drøftede jeg igen sagen
82
Mens jeg deltog i mødet på Planetariet tog Nitte og Gunnar sig af Jakob. Sammen
benyttede vi lejligheden til at besøge min mors, min og Nittes gamle børnehave på
Amager. Nitte og Gunnar havde taget imod Jakob så hjerteligt og omsorgsfuldt, som
de havde taget imod mig som lille. De var som bedsteforældre. Der opstod også et
varmt venskab mellem dem og Asta.
med Richard. Grundstemningen var stadig positiv, men vi enedes om at gå
hver til sit og så tage sagen op igen to uger senere. Vi ville ikke diskutere det
videre med hinanden i den mellemliggende tid. Asta og jeg fortsatte vore
overvejelser, indtil Asta meldte ud, at hun ikke syntes, tidspunktet var passende.
Hun ville gerne nyde at have tid til børnene. Det ville være nemmere
i München end i Danmark. Som aftalt mødtes Richard og jeg igen. Vi så
på hinanden og rystede begge på hovedet. Vore koner havde talt. Vi blev
begge – og fortsatte det tætte samarbejde.
En af grundende til astronomernes interesse for den sydlige stjernehimmel
er, at den byder på særligt interessante himmelsobjekter, som de kan studere.
Dertil hører de såkaldte Magellanske Skyer. Den Store Magellanske Sky
er en lille nabogalakse til vor egen kosmiske ”ø”, Mælkevejen. Det besynderlige
navn skyldes, at den for første gang blev beskrevet i den europæiske
83
litteratur – af italieneren Antonio Pigafetta, Magellans astronomikundige
historieskriver – i forbindelse med dennes jordomrejse 1519-22. Og galaksen
ser ganske vist ud som ”en sky”, hvis man ser på den med det blotte øje.
Det er fordi, den befinder sig i en afstand af 180.000 lysår fra os. Det lyder
af meget, men for astronomer er det ”som på den anden side af vejen”.
Klokken er fire om eftermiddagen, og folk har sat sig til morgenbordet. Bo
Reipurth, dansk ”staff astronomer” på La Silla, går fra bord til bord. Han
taler lavmælt med sine kolleger, alt imens han omdeler papir. Det er kopier af
en ilmeddelelse fra den Internationale Astronomiske Unions Telegrambureau
Da mørket faldt på, tog jeg dette billede af Den Store Magellanske Sky. Pilen viser
supernovaen, som befandt sig lidt til højre og under Tarantulatågen. Natten før
havde jeg taget et tilsvarende billede. Det viste sig at være det sidste, før supernovaen
blev synlig. Derved kunne tidspunktet afgrænses med ret stor præcision, hvilket ikke
normalt var muligt. At være den sidste, der altså ikke så supernovaen, var således
videnskabeligt værdifuldt, men jeg havde nu hellere været den første, der så den!
➔
84
ved Harvard universitetet. Folk reagerer ophidset, nogle med hovedrysten.
Hvad er der mon på færde? Han passerer forbi mit bord og siger: ”Der er angiveligt
en Supernova i LMC (Den store Magellanske Sky). Den er synlig med
det blotte øje. Nakkehårene rejser sig på mig. Skulle det virkelig være sandt?
En supernova er en kæmpestjerne, som ”går under” i en gigantisk eksplosion
som et kosmisk fyrværkeri. Det sker når stjernens centrale del imploderer.
Kernen falder så at sige sammen i sig selv, og det med en hastighed
på op til 70.000 km/t. De ydre lag falder med, men når de rammer den
ekstremt kompakte ”restkerne”, kastes de tilbage i en voldsom chokbølge,
som først får stjernen til at lyse op, somme tider så klart som en hel galakse.
Dette kan betyde, at den bliver synlig for første gang – simpelthen fordi
den før eksplosionen var for svag til at blive set i sig selv. Processen foregår
under ekstremt høje temperaturer, hvilket fører til dannelse af tunge
grundstoffer (i det væsentlige alt som er tungere end litium). Nu spredes
de ydre lag – fyldt med disse tunge elementer – til det interstellare rum,
akkurat som ringe i vandet, når man kaster en sten. Disse ”rester” indgår
som byggesten ved dannelse af nye stjerner, som det skete, da Solen og Jorden
blev dannet for 4.6 milliarder år siden. Således er de grundstoffer, som
vi udnytter så flittigt her på Jorden, ja selv sporelementerne som vi finder
i vore egne menneskekroppe, oprindeligt skabt i fortidens kosmiske eksplosioner.
For astronomer har udtrykket ”We are all superstars” en ganske
særlig mening!
Set i Universets målestok er supernovae ikke noget særligt, men det er ikke
så tit, at de forekommer i vor del af verdensrummet. Mon ikke der her var
tale om en astronom, hvis begejstring var løbet af med ham? Trods udbredt
skepsis var kantinen hurtigt tom den aften. Alle var parate ved ”deres” teleskop,
da mørket faldt på. Og dér var den – klart at se med det blotte øje.
Som en ny stjerne på himlen. Vi var vidne til en enestående begivenhed, og
vi vidste det. Sidste gang en supernova kunne ses fra Jorden uden hjælp af
optiske midler var i oktober 1604, da Johannes Keppler observerede en sådan
stjerne i stjernebilledet Ophiucus. Det var fem år før det astronomiske
teleskop blev indført. Forinden, i november 1572, havde Tycho Brahe også
set en. Han måtte tro, at der var tale om en ny stjerne og beskrev den som så-
85
dan – en Stella Nova. Betegnelsen supernova er afledt af Tychos beskrivelse.
Blandt astronomerne på La Silla hin februardag i 1987 befandt sig også
Prof. Henning Jørgensen fra Københavns Universitet. Hennings store
forskningsinteresse var supernovae, og han var netop ankommet for at studere
de såkaldte ”supernova-rester”, så at sige de tiloversblevne ”stumper”
efter tidligere stjerneeksplosioner. Men Henning var ikke rejst alene. Med
sig havde han en kendt dansk videnskabsjournalist fra et af de mere seriøse
dagblade. Journalisten var rejst med for at skrive om La Silla, om Hennings
forskningsarbejde og om astronomi. Og nu befandt han sig så at sige som
tilskuer til århundredets måske største astronomiske begivenhed. Tilmed
var han en af de få – måske sågar den eneste kompetente journalist – der
havde lejlighed til at følge ”slagets gang” på nærmeste hold. Hvor heldig
kan man være?
Jeg mødte ham om morgenen efter den første nat, hvor vi alle havde fulgt
supernovaen. ”Nå, har du skrevet din historie.....?” spurgte jeg ham, nok
mest for at være venlig. Men hans svar forbløffede mig. ”Nej, det er ikke
interessant for vore læsere. Man kan jo ikke se supernovaen fra Danmark,”
kom det nøgternt fra den erfarne avismand.
Mit ansigtsudtryk må have gjort indtryk på ham. Et par timer senere kom
han forbi. ”Nu har jeg skrevet min artikel,” sagde han. Og sandelig: det blev
til en notits i en af Danmarks førende dagblade. For mig rejste det et par
spørgsmål om pressen. Bortset fra at denne begivenhed jo var af virkelige historiske
dimensioner, berører studiet af supernovae – som allerede beskrevet
– helt basale spørgsmål om dannelsen af grundstofferne – også de, der har
afgørende betydning for livet. Og det handler om, hvorledes stjerner og planeter
opstår. Begivenheden her bød på en enestående chance for at opnå en
dybere indsigt i disse spørgsmål. Men en umiddelbar journalistisk vurdering
var altså, at det ikke var interessant avisstof, forbi supernovaen ikke kunne ses
fra Danmark. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over mediernes prioritering,
men jeg er omvendt ikke overbevist om, at mediernes valg er baseret på en dybere
forståelse af, hvad der rent faktisk er vigtigt i verden. Den danske presse
er ikke undtaget.
86
La Silla var lidt af en heksekeddel i de kommende dage. Alle observationsprogrammer,
nogle planlagt et helt år i forvejen, blev kastet over bord –
om nødvendigt på diktat af ESOs generaldirektør. Alle kræfter samlede sig
om at få så meget ud af denne enestående situation som muligt. Jeg var selv
på La Silla for at observere. Min hjemrejse måtte udskydes.
Meddelelsen om rejseændringen blev ikke vel modtaget af Asta. Hun sad
med en syv-måneder gammel Sarah, foruden selvfølgelig Jakob, og havde
glædet sig til min hjemkomst. Forståeligt nok var supernovae ikke en del af
hendes verden. Hun var skuffet, følte sig ladt i stikken. Jeg forstod hende,
for det var jo ikke første gang, at hun måtte se langt efter sin mand. Alligevel
kunne jeg ikke træffe nogen anden beslutning. Det var ikke let, hverken
for hende eller for mig.
I 1987 begyndte brikkerne at falde på plads i spillet om ESOs fremtid.
Vi arbejdede på et projekt for et nyt stort teleskop, og samtidig aftegnede
sig muligheden for at bygge dette på en afsidesliggende bjergtop, 600 km
nord for La Silla, ved navn Cerro Paranal. Klimaet her er ekstremt. Det
er verdens tørreste sted, solen skinner praktisk taget hver dag året rundt
på den golde ørken. For de fleste, som besøger stedet, falder tankerne på
Marsoverfladen, snarere end på Jorden. Siden 1983 havde ESO haft såkaldte
”site-testere” på stedet. De boede på bjergtoppen i en container. Deres
opgave bestod i at foretage meteorologiske og atmosfæriske målinger
døgnet rundt for at vurdere stedets ”kvalitet”. I 1987 ledsagede jeg ESOs
generaldirektør Lodewijk Woltjer under et besøg til dette eksotiske sted.
Vi vidste, at stedet var godt. Allerede i begyndelsen af århundredet havde
amerikanerne undersøgt området. Men man gik ud fra, at forholdende var
så menneske-uvenlige (f.eks. findes der ingen vand i miles omkreds), at det
logistisk ville være nærmest umuligt at opretholde en permanent tilstedeværelse
dér. Men Woltjer tænkte anderledes. Han var parat til at foreslå
ESOs Råd, at man burde tage udfordringen op – verdens bedste teleskop
skulle bygges på verdens bedste sted for at muliggøre verdens bedste videnskab,
mente han. I ”Naturales Quaestiones” skriver Seneca (5 f.kr.-65
e.kr.) at “hvis vi blot kunne se stjernerne fra ét sted, ville folk aldrig holde
op med at rejse (foretage pilgrimsrejser) derhen”. Frit udsyn til stjernerne
87
var næppe det store problem på Senecas tid, men det er skæbnens ironi, at
det i vor højteknologiske tidsalder faktisk ofte er nødvendigt at rejse, hvis
man vil have gode muligheder for at nyde en af de største oplevelser, som
naturen kan byde på.
Det stærke fokus på videnskabeligt udbytte som eneste kriterium har præget
ESO og vi skal vende tilbage til temaet i kapitel XII. Der var noget
næsten symbolsk over besøget på Paranal. De tålmodige site-testere, som i
årevis ”sad” på toppen af dette isolerede bjerg – med et ugentligt besøg af
en lastbil med fødevarer og vand som den største afveksling – var en stærk
illustration af den pionérånd, arbejdsdisciplin og mod på fremtiden, som
altid har hersket i ESO. Vi vidste, at vi havde fat i noget unikt.
Ligesom jeg havde besøgt David Malin i 1983, fik vi selvfølgelig også besøg
på ESO af og til. En af vore langtidsgæster var David Block fra Universitetet
i Witwatersrand i Johannesburg, som kom for at arbejde sammen
med mig. Han var en meget aktiv forsker og fik meget ud af sit ophold,
tror jeg. Han tog tilbage til Sydafrika med idéer om nye astronomiske billeder,
men da han skulle til at gå igang, løb han ind i et uventet problem:
Han kunne ikke få de fotografiske specialmaterialer, han skulle bruge. Det
skyldtes den internationale boykot af Sydafrika, som FN havde vedtaget
som svar på Sydafrikas Apartheid politik. I sin kvide henvendte han sig til
mig. Pludselig var den der igen: Politikken. Hvad skulle jeg gøre? Universitetet
i Witwatersrand erklærede sig åbent som modstander af Apartheid og
modarbejdede den på alle mulige måder. Skulle jeg vende ryggen til disse
mennesker, ovenikøbet i en sag, som drejede sig om, hvad der skulle være
menneskehedens fælles sag – studiet af vort Univers? Eller skulle jeg følge
de internationale regler, sådan som de nu engang var vedtaget? Svaret synes
enkelt, men den slags spørgsmål ser anderledes ud, når de ikke længere er
abstrakte beslutninger taget i et fjernt land, men faktisk berører mennesker,
man selv kender. Og sandheden er, at jeg relativt let kunne sende et
par pakker med de ønskede materialer. Men jeg gjorde det ikke. Det skulle
dog ikke blive sidste gang, jeg uforvarende – men ikke helt tilfældigt – blev
konfronteret med sådanne samvittighedsspørgsmål.
88
Som andre naturvidenskaber er astronomi en international aktivitet.
Astronomer over hele verden holder kontakt med hinanden og følger derved
en tradition, der går hundreder af år tilbage. En måde at opretholde og
understøtte den internationale udveksling er gennem foredrag og forelæsninger,
som ofte kombineres med rejser til verdens observatorier. Jeg selv
har i den forbindelse holdt foredrag i mange lande på samme måde som
mange af mine kolleger. Blandt de mere usædvanlige oplevelser for mig var
et besøg i Asunción, Paraguays hovedstad. Paraguay hører til blandt de relativt
ukendte lande i Latinamerika. Dengang var det indbegrebet af en
sydamerikansk bananrepublik. Landet blev ledet af en korrupt diktator,
general Alfredo Stroessner (af bayersk oprindelse), som holdt sig ved magten
takket være militæret, det hemmelige politi – og dunkle indtægtskilder.
Officielt levede Paraguay af landbrug, men det var ingen hemmelighed,
at landets hovedindtægtskilde var contrabande, smugling – i stor stil. Men
selvfølgelig var der også i Paraguay mange mennesker, som ønskede et andet
samfund – demokratisk, retsstatsligt og oplyst. Jeg var blevet inviteret
til at holde to foredrag under mit besøg, henholdvis på nationaluniversitetet
og på det katolske universitet. Det første foredrag var et aftenforedrag
på det katolske universitet. Sammen med mine værter ankom jeg til
universitetet, kort før foredraget skulle begynde. Tilhørerne, de fleste af
dem unge studenter, var også begyndt at indfinde sig, og jeg kunne mærke,
at mine værter blev urolige. Der var flere tilhørere, end de havde ventet.
”Forhåbentlig går det godt,” sagde de. Jeg forstod ikke helt, hvori problemet
bestod, men fik straks forklaringen. Som i andre sydamerikanske diktaturstater
på den tid indtog det katolske universitet en særlig rolle som en
uddannelsesinstitution, der var uafhængig af statsmagten, men – med kirken
i ryggen – samtidig var så magtfuld, at den nød en vis frihed, selv under
et repressivt styre. De katolske universiteter var derfor ofte hjemsted for
oppositionelle kræfter og blev særligt overvåget af det hemmelige politi.
Efter nylige regeringsfjendtlige ”optøjer” i Asunción var der forbud mod
”sammenstimlen”, ikke mindst for studenter på det katolske universitet. De
mange tilhørere, som ventede udenfor, kunne betragtes som ”sammenstimlen”.
Men til mine værters (og min) lettelse undgik vi at få bank af politiet.
Richard West sagde engang, at der næppe var grænser for, hvad astronomi
kunne føre til. Helt forkert var det ikke. Senere fejrede vi – mine lokale
89
venner og jeg – de ”manglende tæv” på en hyggelig restaurant i Asunción.
Der var levende musik, leveret af en fremragende harpenist ved navn Rito
Petersen. Selvfølgelig købte jeg et bånd med hans musik til Asta, med hvem
kunstneren delte efternavn. Det blev flittigt spillet til aftensmaden i Garching
i de efterfølgende år.
En anden måde for forskere at holde kontakt og sikre informationsudveksling er
gennem videnskabelige konferencer, som tiltrækker deltagere fra hele verden.
Blandt møderne i 1987 var også en konference i Jena i det daværende
DDR. Da Jena blot ligger nogle få hundrede kilometer fra München og vi
var en lille gruppe fra ESO, havde vi lejet et ”Folkevognsrugbrød”. At krydse
grænsen til DDR betød at stoppe ved en række efter hinanden følgende
kontrolposter i en bred zone omgivet af skydetårne, observationsposter og
pigtrådshegn. Ved den første kontrolpost afleverede man sit pas. Ved den
sidste i rækken fik man det tilbage igen. Som den første afleverede Richard
sit tjenestepas, udstedt af det danske udenrigsministerium. Grænsevagten
rettede sig op og spurgte i meget officiel tone, ”om der i fartøjet mon befandt
sig yderligere fremstående personligheder?” ”Det kan man ikke udelukke,”
replicerede Richard tørt. Velkommen til socialismen.
Vi blev indlogeret på et hotel med det indbydende navn ”Otto Militzer”.
Der var tale om værelser i et nedslidt betonkompleks af boligblokke. Hotellets
restaurant var en spisesal i kælderen, som i øvrigt ligesågodt kunne
have tjent som tørrerum eller rummet pulterkamre. En morgen modtog jeg
besked på hotellet, at jeg skulle ringe med det samme til ESO. Netop den
dag holdt konferencen pause, og der var planlagt et besøg på det optiske
værk Carl Zeiss Jena. Ved ankomsten bad jeg derfor om at låne en telefon
for at ringe til München. ”De er heldig,” sagde man til mig. ”Carl Zeiss er
en af DDRs vigtigste eksportvirksomheder, så vi har ”vore egne” telefonforbindelser
til Vesten.” Jeg forstod, at det ville være ukompliceret at ringe.
”Vi vil straks bestille en ekspressamtale for Dem!” sagde en venlig dame.
Efter en time blev jeg ført ind i et tomt mødelokale. Herfra ville jeg kunne
telefonere, sagde min ledsager, som slog sig ned over for mig og beredte sig
på at vente. Efter to timer ringede telefonen – jeg kunne endelig føre min
”ekspressamtale” med Vesten, under opsyn, forstås. Jeg må tilstå, at jeg nok
90
forestillede mig, at forklaringen om ”egne telefonforbindelser” havde en
teknisk side. Men jeg blev klar over, at det i virkeligheden betød, at disse
linjer blev åbnet hurtigere for samtaler, fordi DDRs statssikkerhedstjeneste,
STASIs, medarbejdere gav prioritet til afhøring af netop disse samtaler.
I tre timer havde jeg været plaget af uro p.gr.a. opringningen fra München
– var der sket noget hjemme? Med familien i Danmark? På ESO? Det viste
sig, at det hele drejede sig om en ligegyldig detalje, som ingen hastværk
havde. Jeg var selvfølgelig lettet over, at der ikke var sket noget alvorligt,
men jeg er sikker på, at STASI officererne må have spidset ører. For en mistænksom
telefonaflytter kan en så ligegyldig besked næsten kun have lydt
som en hemmelig meddelelse, givet i kode…
Overvågningen var total. Konferencen fandt sted på Jenas universitet. På
vej ned ad trapperne under en pause henvendte en studerende sig til mig.
Han vidste åbenbart, hvad jeg beskæftigede mig med og havde en række
spørgsmål. Jeg inviterede ham på kaffe dér, hvor konferencedeltagerne
samledes, men han afstod. En (vest)tysk kollega med familie ”i øst” belærte
mig stilfærdigt, at den unge mand nok kunne tale med mig – diskret, forstås
– i studentervrimlen på trappen. Men han kunne ikke løbe den risiko
at blive set sammen med os til kaffepausen. Det ville være blevet udlagt
som mistænkelig ”vestkontakt” med mulige negative konsekvenser for ham
selv – måske sågar for hans familie.
Jeg havde rejst i flere østbloklande tidligere, herunder Sovjetunionen,
Tjekkoslovakiet og Bulgarien, uden at have følt noget egentligt personligt
ubehag. Men besøget i den østtyske provins var dybt deprimerende. Luftforureningen
fra de mange brunkulsfyrede kraftværker var brutal. Luften
nærmest stank af svovl. Hverken fysisk eller åndeligt kunne man få vejret.
Man havde en stærk (og berettiget) fornemmelse af konstant overvågning
og det var tydeligt, at menneskene ikke bare følte sig spærret inde i et totalitært
fængsel. De var det jo rent faktisk.
Øst-vest konflikten var mærkbar, også inden for grundforskning. Der bestod
en permanent spænding imellem ønsket om dialog og fri udveksling
91
Vi havde af og til pressebesøg – også fra Danmark. Billedet her blev såmænd bragt
i Esbjerg Ugeavis i forbindelse med en portrætartikel, om ”fotografen, som er tæt på
verdens ende”, som avisen mente. Det lød mere dramatisk, end det var, men journalister
skal jo også have smør på brødet. (Foto: Tonny Sørensen)
92
af forskningsresultater og de to parters bestræbelser på at få overtaget i verden.
Somme tider havde det sine komiske sider. Konferencer i Vesten havde
stort set altid deltagere fra Østeuropa. Men vore østeuropæiske forskerkolleger
fik selvfølgelig aldrig lov at rejse uden ledsagelse. De blev ledsaget af
KGB-folk eller tilsvarende herrer fra div. andre hemmelige tjenester. Det
var egentlig ikke nogen hemmelighed, og jeg husker en historie, hvor arrangørerne
forinden havde diskuteret listen af deltagere til mødet. Man havde
også set på deltagerne fra Øst, og én havde halvt i spøg sagt, at ”Hr. sådan
og sådan jo var KGB-manden i delegationen”. Den særligt samvittighedfulde
konferencesekretær, som udarbejdede listen med navne og angivelse
af de pågældendes hjeminstitut, indførte derfor pligtskyldigst betegnelsen
”KGB” i den officielle liste. Det vakte noget postyr, da listen blev fremlagt,
men det lille diplomatiske faux pas blev hurtigt korrigeret. Vi kunne tale
om det, men at nedfælde det på papir var at gå for vidt.
Det var lange arbejdsdage på ESO i disse hektiske år. Om sommeren fandt
jeg som oftest Asta og børnene på legepladserne, den store på Rathausplatz
eller den lille på Bürgerplatz, uden for vor egen lejlighed. Det var et internationalt
samfund på de to pladser med beboere fra alle verdenshjørner. I
de fleste tilfælde var kvinderne ”hjemmegående”, og de mødtes på legepladsen.
Så sad de omkring den store sandkasse og udvekslede erfaringer og
idéer. De havde et stærkt fællesskab, hjalp hinanden ved sygdom, eller når
mændene var fraværende i længere tid. I det hele taget var der er en dejlig,
tryg stemning på legepladsen. Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at kalde
det ”Kællingeparaden”, når jeg så kredsen af kvinder, som de sad der med
kurve og tasker med saft og kiks til ungerne – men det var faktisk ikke ment
nedladende.
Svend Laustsen er en gæv jyde, rolig, stilfærdig, tilbageholdende. Der er
ikke mange ord i ham i en samtale. Men der er kvalitet. Svend havde ansvaret
for bygningen af ESOs første store teleskop, det såkaldte 3,6 m teleskop
på La Silla. Og Svend ved, hvad ansvar betyder. Under en del af byggeriet
flyttede han med kone og børn, ikke bare til Chile, men ud i ørkenen, hvor
de boede i en lille træhytte – direkte ved siden af det store byggeri. Første
93
gang jeg besøgte La Silla, stod en del af huset endnu – foruden et lille skilt,
som forkyndte, at dette var ”Casa Laustsen”.
Da 3,6 m ”projektet” var færdigt, flyttede familien Laustsen imidlertid tilbage
til Danmark, hvor Svend blev lektor på Aarhus Universitet. Der fik
han en idé. Under ibrugtagningen af det store teleskop havde han optaget
en række spektakulære billeder, som siden havde ligget i ESOs arkiv. Burde
de ikke vises i den brede offentlighed? Kunne de ikke danne grundstammen
i en bog? Han tog kontakt med Richard West, som straks var med på
idéen og lovede ESOs støtte til projektet. Men astronomiske ”plader”, som
vi kaldte dem, er ikke som almindelige fotos, man optager med et dagligdags
kamera. Der er lang vej fra at ”trykke på knappen”, til man har resultater
i form af videnskabeligt brugbare billeder. Richard bad mig komme
forbi hans kontor, hvor han præsenterede mig for Svend. Om jeg kunne
tænke mig at ”hjælpe” med? Jeg sagde ja, uden at tænke over det, for det lød
som en spændende opgave. Det blev – selvfølgelig – til et kæmpe arbejde
(og endte som en fælles bog), men der fulgte også et venskab, baseret på –
tror jeg – dyb, gensidig respekt.
Bogprojektet udviklede sig hurtigt i omfang. Vi begyndte at se det ikke
”bare” som et atlas over sydhimlen, men også som en ”historisk” bog, forstået
på den måde, at ESOs 25-års jubilæum nærmede sig. Det var en passende
lejlighed til at lancere bogen. Blandt de nye billeder, vi ønskede at
inkludere, var et fotografisk panorama af Mælkevejen. På daværende tidspunkt
eksisterede der ganske vist et panorama, som var kendt over hele
verden som ”Lund Panoramaet”. Men det var en malet gengivelse af stjernebåndet,
som strækker sig hen over himlen. Vi ville lave en fotografisk
mosaik baseret på nye observationer.
Man kan ikke se hele Mælkevejen på én gang. Vi kender den naturligvis fra
et kig på nattehimlen – på vore nordlige breddegrader er det et spektakulært
syn om vinteren. Alligevel er den del af Mælkevejen, som man bedst
(eller udelukkende) ser fra den sydlige halvkugle, langt mere imponerende.
Men under alle omstændigheder betyder det, at et billede af hele Mæl-
94
kevejen kræver observationer både fra den nordlige og den sydlige halvkugle.
Svend og jeg startede projektet på observatoriet på Roque de Los
Muchachos på den lille kanariske ø La Palma. Skønt det var i september
måned var vejret elendigt, og vi nåede kun med nød og næppe at få billederne
i kassen. Til gengæld tilbragte vi lange midnatspauser, hvor vi spiste
fåreost og drak den svovlholdige, lokale Teneguia vin (især når vi kunne
se, at denne nat ikke ville give nogle astronomiske resultater). Det var hyggeligt,
men koldt. Om dagen sov vi på feltsenge i det svenske solteleskops
iskolde tårn, og om natten sad vi dér og ventede på et hul i skyerne.
Næste forår fortsatte jeg alene med observationerne fra den sydlige hemisfære,
denne gang ”hjemmefra”, dvs. fra ESO observatoriet på La Silla.
Jeg var startet med at lave billederne, men efterhånden blev jeg også inddraget
i at skrive. ”Jeg synes, vi bør nævne… ” eller ”skal vi ikke også have…
det med?” ville jeg sige. Svend svarede på den for ham så typiske måde med
et langt, uudgrundeligt ”Nåååååå… ” Pause. ”Jamen, så skriv du om det,”
fortsatte han.
Svend Laustsen og Peter Stättmayer i samtale i forbindelse med pressepræsentationen
af bogen ”Sydhimlens Stjerner” i München. (Foto: Herbert Zodet)
95
Mælkevejspanoramaet blev også vist på udstillinger verden over. Billedet blev lavet
med et specialkamera med en åbningspupil på bare 8 mm. Der var kolleger, der
bemærkede det pudsige i, at billedet blev brugt til at ”promote” et teleskop med en
åbningsdiameter på 8 m. (Foto: Hans-Hermann Heyer)
I mellemtiden havde Halley’s komet vakt opmærksomhed og det blev klart
for os, at vi burde have et kapitel om kometer og asteroider. Richard var
eksperten på dette felt, så han kom med på holdet – noget modstræbende,
for han ville ikke ”trænge sig på”. Kort før bogen skulle have været færdig,
kom så Supernova 1987a. Vi holdt trykningen tilbage, således at vi kunne
inkludere de første billeder af dette unikke objekt. Og således blev det ikke
bare en ”historisk bog”, men også én om dagsaktuel forskning.
I efteråret 1987 var bogen endelig færdig og udkom samtidig (og rettidigt
til julehandelen) på fire sprog 11 . Foruden den engelske originaludgave
også på tysk, fransk og dansk. Siden fulgte også en spansk oversættelse. Der
var pressemøder i ESO’s hovedsæde i Garching og i det Kongelige danske
Videnskabernes Selskab i den smukke Carlsberg bygning på H.C. Ander-
96
sens Boulevard i København. Og bogen fik anmeldelser, der gav mig røde
kinder. Jeg oplever den dag i dag at møde folk, som endnu husker bogen.
Og det er vist for godt til at være skidt, som de sagde i en af DR-TVs julekalendere.
Bogen udgjorde på mange måder et højdepunkt for mig som astrofotograf,
men samtidig markerede den også afslutningen af denne ”karriere”,
uden at det på daværende tidspunkt stod helt klart. Allerede i slutningen
af halvfjerdserne så en ny teknologi med elektroniske detektorer, såkaldte
Charge-Coupled Devices (CCD) dagens lys. Det er dem, man i dag kalder
”chips” i de elektroniske kameraer, som nu – snart 30 år senere – sælges i
forretningerne verden over. Gradvist blev astrofotografi ”elektronisk”, men
jeg havde ikke megen lyst til at gå med i den udvikling. Jeg syntes, det vir-
97
kede ”for let”, hvilket nu ikke var rigtigt, men sådan så jeg på det dengang.
Jeg tog afsked med videnskabsdivisionen og fulgte i stedet Richard West,
som netop var blevet chef for en nyoprettet informationstjeneste på ESO.
Jeg blev hans souschef. Baggrunden var ikke mindst at styrke grundlaget
for medlemslandenes accept af et ambitiøst fremtidsprojekt for ESO: Bygningen
af verdens største og mest avancerede teleskopanlæg, som vi ganske
enkelt kaldte VLT – Very Large Telescope.
Bogen var lavet uden politiske bagtanker, men da Danmark nølede med at støtte
op om det nye VLT Teleskop, brugte Berlingske Tidende den som et argument for,
at Danmarks astronomer burde være med også i dette projekt. ”Danske astronomer
har hidtil været med i frontforskningen. Her ses Svend Laustsen, Claus Madsen
og Richard M. West med pragtværket ”Sydhimlens Stjerner”, som Rhodos udgav
ved ESOs 25-års jubilæum i september,” skrev bladet. Det endte med, at Carlsberg
Fonden stillede de ekstra midler til rådighed. Jeg antager, at alle danske astronomer
siden har valgt Carlsberg øl.
98
VLT ville indlede en ny æra for europæisk astronomi – videnskabeligt,
teknologisk og m.h.t. den måde som forskerne arbejdede på. Der var opbakning
til projektet i astronomikredse, men det var selvfølgelig ikke nok.
Foran os lå stadig arbejde med at overbevise medlemslandenes regeringer,
for projektet var jo ikke gratis.
Jeg lagde kameraet på hylden. Mine nye opgaver omfattede opbygning af
ESOs rejsende astronomiudstilling, medieunderstøttelse, videoproduktion,
events og foredag. Der var en vis logik i dette skridt. Ikke mindst udstillingerne
byggede stærkt på mine astronomiske billeder, og i PR arbejdet
kunne jeg udnytte mine tidligere erfaringer fra reklamebranchen, men
denne gang for en sag, jeg selv kunne gå ind for. I 1992 blev støtteaktiviteter
for naturfagsundervisning i Europas skoler føjet til mit arbejdsområde.
Jeg var tilbage i rollen som formidler mellem meget forskellige kulturer.
Som grænsegænger.
99
Fra 1987 kom arbejdet med medierne til at fylde meget i mit professionelle liv.
100
VIII
Grænsegænger
Den 8. december 1987 gav ESOs øverste Råd grønt lys for bygningen
af VLT. Jeg ved ikke, om perspektivet stod helt klart for alle medarbejdere,
men dermed lagde ESO an til overhaling og førte os frem til vor
nuværende position som den ubestridt førende organisation i verden for
jordbaseret astronomi.
”What is Past is Prologue,” er et berømt citat fra William Shakespeare’s ”the
Tempest”. Hvis man vil fremad, kan det være nyttigt også at vide, hvorfra
man kommer. ESO’s generaldirektør, Harry van der Laan, mente at tiden
var kommet til at fastholde ESOs tidlige historie. Til det hyrede han Adriaan
Blaauw, som havde været generaldirektør for ESO sidst i tresserne.
Nu var han en ældre, yderst distingveret herre – for længst pensioneret,
men endnu med en knivskarp hjerne og fuld af energi, samtidig med at han
besad den ældre mands ro og store, historiske overblik. Det er interessant,
at man kan komme med det samme udsagn om Adriaan selv idag, 20 år
senere. Jeg havde lovet at hjælpe ham med materiale til bogen 12 . Det var et
fantastisk privilegium at arbejde med og for ham. Jeg følte mig bogstaveligt
talt som en lille skoledreng, som tog plads ved en forgudet lærers fødder og
begærligt sugede den vises ord til mig. Jeg stillede mange spørgsmål og fik
altid lange, grundige svar. Men et svar var kort. Grundlæggelsen af ESO og
de første vanskelige år bød på en nærmest endeløs række af udfordringer,
tekniske, videnskabelige, finansielle, juridiske og politiske. Spørgsmålet lød
”hvad var det største problem for ESO i den tid?” Adriaans svar var kort og
for så vidt logisk: ”At arbejde sammen – efter Krigens oplevelser.” Adriaan
citerede ikke Shakespeare, men det fulde citat ville have været passende.
”Whereof what’s past is prologue, what to come – In yours and my discharge.”
Vi kan lære af fortiden, men vi har ansvar for fremtiden.
101
Vi havde boet i udlandet i det meste af et årti, men kontakten til Danmark
og til familien var vigtig for os. Og vi ville også gerne give vore børn et
”dansk perspektiv”. Men vi var en voksende familie. At have os på besøg var
ikke nemt, og Asta foreslog derfor, at vi skulle leje et sommerhus, i stedet
for at slå os ned hos familien. Første gang lejede vi et lille, charmerende hus
i Jegum, et udstrakt sommerhusområde ved Oksbøl, dvs. i rimelig afstand
fra både Esbjerg og Varde, hvor vi havde familie. Det var Astas mor og hendes
mand, Svend, der fandt huset til os. Astas mor, som ville gøre det så
godt som muligt, virkede en smule beklemt, da hun viste os huset. Hun var
vel bange for, at vi ikke ville være tilfredse med det. Da de var kørt, så Asta
og jeg på hinanden. Vi tænkte instinktivt på det samme: Tænk om vi en dag
kunne få sådan et dejligt hus selv. Året efter lejede vi et hus i Blåvand, men
blev klare over, at stedet ikke passede til vore behov. Samme efterår kørte vi
op til Danmark for at købe et hus. Efter nogen søgen faldt vore øjne på huset,
vi havde lejet det foregående år. Dagen efter købte vi det. Sommerhuset
kom til at spille en stor rolle for os i mange år som ”feriedomicil” og senere
som mødested, da børnene flyttede hjemmefra. Vigtigere måske var, at det
sikrede os et ”fodfæste” i Danmark, som vi ellers let kunne have mistet.
Huset, vi købte, var på bare 49 kvadratmeter – men på en stor grund. Ikke upassende
kaldte min mor det ”det lille hus på prærien”.
102
Den 30. oktober 1988 blev Christoph Martin født. Vi havde ventet længe
på Sarah og var ovenud lykkelige, da Christoph meldte sin ankomst så hurtigt
derefter. Det var væsentligt mindre dramatisk end med Jakob og Sarah,
men jeg er ikke skabt til at overvære fødsler. Jeg var tæt på panik, da Asta
kom ind på fødestuen. Fødselslægen så det uden tvivl. ”Det er godt at se,
at mændene nu om dage er med ved fødslerne for at støtte deres koner!”
sagde hun med et smil. Det var et vink med en vognstang, og jeg tog mig
sammen. Pludselig gik det hele meget stærkt, og så var han der, den lille fyr.
Han blev undersøgt, vasket og viklet ind næsten som en mumie, som man
nu gør det i Tyskland. Mens Asta blev gjort klar, havde jeg min søn for mig
selv. Han lå der på siden med store, brune øjne, lettere betuttet. Med lav
stemme fortalte jeg ham om hans familie – far, mor, Jakob og Sarah, netop
som jeg havde gjort det, da Sarah blev født. ”Det gør han altid,” hørte jeg
Asta sige til den forundrede jordemoder.
Få måneder efter Christophs fødsel døde Astas far. Hans helbred var i forvejen
elendigt, da han fik kræft. En operation var nødvendig, men p.gr.a.
hans almene tilstand var det yderst risikabelt. Han vidste det. Og vi vidste
det, men vi udtalte det ikke åbent. Da han fortalte, at han skulle opereres,
tog Asta til Danmark med Christoph, som han endnu ikke havde set. Jeg
blev tilbage i München sammen med Jakob og Sarah. Han fik set sit nyeste
barnebarn dagen før operationen. Indgrebet forløb planmæssigt, men ikke
uventet kom der snart komplikationer til, og han døde efter få dage. Astas
far betød virkeligt meget for hende, og hans død var meget svær for hende.
Jeg skulle have været ved Astas side i denne svære stund, men jeg var der
ikke. Det var let dengang at forklare, hvorfor jeg ikke kunne være tilstede,
men det ændrer intet ved, at jeg svigtede hende.
Børnefamilier har deres egen dynamik. Hos os skulle Sarah vænne sig til
en lillebror, som naturligvis krævede opmærksomhed. Det var ikke helt let
for hende, og nok heller ikke for Christoph. (Eller, for den sags skyld, for
Jakob).
Børnefamilier har også deres specielle rytme. Om aftenen sad vi tit længe
ved middagsbordet og sang børnesange. Med Asta og Sarah som en mulige
103
undtagelser er der nok ingen af os, der kan påstå, at vi er begavede med
gode sangstemmer, men det var hyggeligt og vi havde et fællesskab om aftenens
seance. Sarah elskede det, hun var en livsglad lille pige med sol i øjnene.
Men også med allergi og astma. Efter Sarahs fødsel havde jeg hentet (relativt)
ubelastet mælk i Danmark, men første gang hun fik det, reagerede hun
yderst voldsomt – som blev hun brændt. Hun havde en kraftig mælkeallergi.
Siden hen fik hun stærke astmatiske symptomer. Hun havde hyppige
og voldsomme hosteanfald, mistede appetitten og så i perioder elendig ud.
Værst havde hun det om natten, og Asta og jeg var sikkert oppe med hende
stort set hver nat i tre år, indtil vi fik styr på det med en passende medicinering.
Vi var igennem hele programmet, tror jeg – inklusive besøg af natlæge
på udrykning, ”nødstikpiller” med kortison osv., osv. Vintermånederne i
München byder ofte på megen sne og kulde. Børn elsker naturligvis sne,
men Sarah kunne ikke tåle kulden. Jeg husker en søndagstur med Sarah og
Christoph på kælk. Jeg legede med dem, kastede en snebold. Sarah rejste
sig fra kælken for at kaste tilbage, hvilket var nok til at udløse et kraftigt
hosteanfald. Det var hårde år, for hende og for os.
I 3,6 m teleskopets kontrolrum interviewede Patrick direktøren for La Silla, Jorge
Melnick. Personen bag er Patricks daværende producer, Pieter Morpurgo.
104
Mit arbejde omfattede jo medie ”understøttelse”, hvilket også betød at hjælpe
journalister og fotografer, som ville dække ESOs aktiviteter. Det kunne
også betyde at ledsage europæiske TV-hold til observatorierne i Chile. Således
rejste jeg bl.a. med et hold fra BBC, anført af den legendariske Patrick
Moore, nu Sir Patrick. Patrick er uden diskussion verdens mest berømte
astronomiskribent og også BBCs ”grand old man”. I 50 år har han haft sin
faste udsendelse ”The Sky at Night”, som astronomifans i engelsksprogede
lande har fulgt som troende deres kirke. Patrick ser ud som indbegrebet af
en konservativ britisk original, a la Winston Churchill. Jeg har ganske vist
aldrig set ham med cigar, men han bærer monokel og har en stærk forkærlighed
for god whisky. Han har skrevet i læssevis af bøger om astronomi. Er
man til den lettere genre, beskriver han sit liv som TV mand i bogen ”TV
Astronomer” 13 . Men Patrick har også en næsten diabolsk side. Han er nok
et af de mest anarkistiske mennesker, jeg har mødt. Den side afslører han i
bøger, offentliggjort under pseudonymet R. T. Fishall. Jeg kendte Patrick
fra en tidligere lejlighed, men det var alligevel lidt af en oplevelse at rejse
med denne ”levende ikon”. Til gengæld måtte jeg selv stille pænt op til et
interview om ESO i Sky at Night programmet.
Om aftenen slappede vi af med ESOs GPO teleskop, som jeg havde adgang
til. GPO’en var et gammelt, fransk teleskop, som ikke mere blev brugt særligt
meget. Så vi behøvede ikke at bekymre os om ”tabt observationstid”.
Vi kiggede på planeterne, og Patrick lavede små blyantskitser, akkurat som
astronomerne gjorde det, før fotografiet blev opfundet. Helt så gammel
er Patrick ikke. Han havde heller ikke en spids troldmandshat på hovedet,
men der var nu alligevel en næsten metafysisk atmosfære i teleskopkuplen
ved den lejlighed.
Omkring samme tid var der astronomisk verdenskongres i Baltimore. Med
VLT ”på vej” ville vi gerne ”vise flaget” i USA. Der var selvfølgelig stor interesse,
ikke mindst blandt amerikanske astronomer, men også stor skepsis.
For VLT var ikke bare et stort teleskop; det ville i høj grad være afhængig
af yderst avanceret teknologi, som endnu ikke fandtes, skønt det var under
udvikling. Mange rystede på hovedet af os. Uden for astronomiens snævre
verden gav besøget i Baltimore mig mulighed for at opleve en pragtfuld
105
koncert med det verdensberømte Baltimore Symphony Orchestra – og
spændende rytmisk musik ved en afro-amerikansk festival, som fandt sted
på samme tid som astronomimødet.
Når jeg er ude at rejse, går jeg gerne til fods, også over lange strækninger.
Således også i Baltimore, hvor jeg spadserede mellem mit hotel og kongres-
centret på havnen. Det forekom de fleste i U.S.A. at være ret unormalt –
nogle mente, det var for langt, andre ligefrem at det var for farligt. Men jeg
marcherede ufortrødent løs – om morgenen med kurs mod havnefronten,
i aftenens mørke tilbage til hotellet. Vejen førte forbi et åbent område, hvor
festivalen slog sine telte op et par dage efter min ankomst. Hver aften, når
jeg gik forbi, hørte jeg tonerne fra fed musik. Den sidste aften gik jeg derind.
Det gjorde man ikke som hvid. Jeg vidste, at sådan var holdningen,
men jeg følte også, at jeg ”måtte prøve det”. Jeg tror på en verden, der har
plads til alle, og hvor alle burde kunne leve sammen. At nå dertil kræver
nedbrydning af fordomme, og det kan også af og til kræve personligt mod.
Mod eller naivitet? I hvert fald marcherede jeg derind og havde en fantastisk
aften. Men jeg tror faktisk, at jeg var den eneste hvide, som var til
stede. ”Hvad gjorde du?” spurgte en forhenværende ESO-kollega mig vantro,
da jeg senere fortalte ham om det. Han boede nu i Washington og var
meget bekymret over den høje kriminalitet i USAs indre byer. ”Den eneste
grund til at de ikke slog dig ihjel,” fortsatte han, ”må have været, at de anså
dig for komplet sindssyg!” Måske.
I 1989 scorede ESO to vigtige etapesejre på vejen mod førerpositionen i
astronomiens verden. Den første sejr var ibrugtagningen af det såkaldte
New Technology Telescope (NTT) på La Silla observatoriet i marts måned.
NTT har et hovedspejl på 3,58 m – så stort som ESOs klassiske 3,6 m
teleskop, men det skilte sig ud fra alle hidtidige teleskoper på stort set alle
områder. Den største forskel havde netop noget at gøre med hovedspejlet.
Astronomer drømmer altid om større teleskoper. Jo større spejle, de kan få,
jo mere lys kan de ”samle” fra de fjerne himmellegemer – d.v.s. jo lyssvagere
objekter kan de studere. Men for at sikre den optiske kvalitet må hovedspejlet
(og de efterfølgende spejle i det optiske system) have tilstrækkelig
106
Billedet her er en god illustration af NTTs raffinerede spejlcelle. Bag klapperne sidder
spejlunderstøttelsessystemets stempler, som sørger for at spejet altid beholder sin
idealform. Teknikkeren på billedet er Francis Franza, en af Ray Wilsons nærmeste
medarbejdere.
stivhed, således at de bevarer deres idealform, uanset hvordan de vendes og
drejes. I klassiske teleskoper betyder det, at jo større spejlet bliver, jo større
masse må det have. Den praktiske erfaring er, at klassisk teknologi tillader
optiske teleskoper med spejle på op imod 5-6 m i diameter, men ikke større.
Men på ESO havde vi nye idéer om den sag. Et lille team, anført af Dr.
Raymond Wilson, havde fået den idé, at man i stedet for de store, massive
spejle kunne klare sig med ganske tynde. Et tyndt spejl ville ganske vist ikke
107
være stabilt – og kunne således ikke bibeholde sin form i alle positioner –
men det kunne korrigeres med et sofistikeret system af stempler, på hvilke
spejlet hvilede, kombineret med en computer-baseret billedanalyse, som
løbende gav ”instruktioner” til stemplerne om, hvorledes de skulle støtte
spejlet. Denne idé fik navnet ”aktiv optik”. NTT stod sin prøve, da det for
første gang blev peget mod Sydens betagende stjernehimmel og begyndte
sine observationer. Med enestående succes. Billederne blev overført til et
kontrolrum i Garching, hvor bl.a. Richard West og jeg ventede utålmodigt.
Det første billede viste en gruppe af stjerner i den kugleformede stjernehob
Omega Centauri. Koglehobe indeholder millioner, mest gamle, stjerner
og det er lidt af en opgave at identificere enkelte stjerner i et sådant ”mylder”.
Men efter lidt tid i enrum kaldte Richard på mig. Han havde fundet
”feltet” og kunne nu sammenligne billedet med et billede af samme felt,
optaget af Svend Laustsen med 3,6 m teleskopet, da det var nyt. Det gav
et sug i maven: NTT billedet var tre gange så skarpt. Da NTT tilmed var
bygget for en tredjedel af prisen for det ”gamle” teleskop, vidste vi, at vi var
på den rette vej – vi kunne magte opgaven at bygge det kommende næste
generations-teleskop.
108
Den kugleformede
stjernehob Omega
Centauri (billedet t.v.)
udgør et smukt syn på
den sydlige stjernehimmel.
Kuglehoben befinder
sig i en afstand af
18.000 lysår fra Jorden
og indeholder mange
millioner sterner.
Det øverste billede t.h.
viser et lille udsnit af
hoben set med ESOs
3,6 m teleskop. Det
nederste billede viser
samme udsnit, optaget
med NTT den første
nat.
Successen var også en triumf for Ray Wilson og hans team. Ray anses i dag
for at være det moderne teleskops ”far”. Det er ikke ufortjent, for det var
hans idéer, der gjorde det muligt at bygge de nye, større teleskoper, som
astronomerne havde brug for for at komme videre med deres forskning.
Men er Ray ikke bare et geni, hvad angår optik; han er også et vidunderligt
– og vidunderligt inspirerende – menneske. Jeg husker med stor glæde,
hvordan han – midt i sin travle arbejdsdag som leder af NTT udviklingen
– tog sig tid til at give mig et ”lynkursus” i teleskopoptik. Eneundervisning
med tavle og kridt, som jeg aldrig glemmer.
Med større teleskoper kan man som sagt studere mere lyssvage objekter.
I princippet kan man også optage skarpere billeder, for i følge en optisk
lov afhænger billedskarpheden af diameteren på den lyssamlende flade – i
andre sammenhænge også kaldet pupillen. Men desværre kigger vore teleskoper
ud gennem Jordens atmosfære, som er alt andet end statisk. Atmosfærisk
uro af den slags, vi kender som turbulens (og svæveflyvere kalder
”termik”), sætter snævre grænser for, hvor skarpe billeder vi kan optage fra
Jordens overflade af himmellegemerne – uanset teleskopstørrelsen. Løsningen
er for så vidt simpel: Anbring dit teleskop udenfor (den tætte del
af ) den terrestriske atmosfære! Hvilket akkurat er, hvad man har gjort med
Hubble Rumteleskopet. Men det er en upraktisk løsning. Og den er dyr.
Derfor sprang champagnepropperne hos os en efterårsdag i 1989, da vi så
de første resultater af endnu en ny, revolutionerende teknik, som fik betegnelsen
”adaptiv optik”. Adaptiv optik blev udviklet af en gruppe unge
forskere – nogle fra Europa – på universiteter i Californien. Idéen bygger
på de samme billedanalyse principper som aktiv optik, men i adaptiv optik
prøver at man at opnå en ”quasi-real time” billedkorrektur af de effekter,
den urolige atmosfære har på stjernelyset på dets vej ned til Jorden. Lidt
forenklet sagt kan man så få samme ydelse ud af et teleskop på Jordens
overflade, som hvis det var anbragt i rummet. I U.S.A., som i disse år arbejdede
intenst på Reagans stjernekrigsprogram (formelt kaldet ”the Strategic
Defense Initiative”), var man ikke længe om at erkende den militære værdi
af denne teknologi: Hvis man kan optage super skarpe billeder af stjerner
gennem en forstyrrende atmosfære, kan man også optage super skarpe billeder
af Jorden fra satellitter uden for samme atmosfære! Derfor blev den
109
videre udvikling mørkelagt, men udgør uden al tvivl en hjørnesten i den
teknik, der bruges i spionsatellitter. Men nogle af de unge forskere vendte
tilbage til Europa, og en af dem fandt vej til ESO. I samarbejde med institutter
i Frankrig byggede vi det første adaptive system for civile formål, og
i 1989 høstede vi de første resultater deraf. Vi jublede, men det gav også
anledning til misstemning på den anden side af Atlanterhavet. For takket
være det amerikanske militær havde vore amerikanske astronomi kolleger
indtil da været forment adgang til denne interessante teknologi. Det hører
med til historien, at teknologien i dag finder vid anvendelse i det civile liv.
Bl.a. er billedanalysen af afgørende betydning ved de laseroperationer af
øjne, som i dag gennemføres overalt og som kommer mange mennesker til
gode.
Jeg var ikke selv direkte involveret i projektet omkring adaptiv optik, men
som alle på ESO delte jeg glæden over og stoltheden af at være en del af
denne organisation, der var så gennemsyret af den simple – omend ikke
ubeskedne – ambition: Vi ville være de bedste i verden – og vi vidste at vi
kunne blive det, hvis vi holdt fast ved det princip, som organisationen byggede
på: Et éntydigt fokus på hvad briterne kalder ”excellence” – uden skelen
til nationalitet eller andre mere ”jordiske” overvejelser. Og nu var vejen
fremad klar: Med aktiv optik kunne vi bygge fremtidens store teleskoper,
med adaptiv optik var det videnskabelige udbytte, og dermed dybest set
fornuften i projektet, sikret. Det fyldte meget for os, men i den store verden
var der andet, der trængte sig på.
Overgangen til århundredets sidste årti fik et dramatisk forløb. I efteråret
1989 faldt Berlinmuren. ”De river Muren ned!” fortalte Asta mig i
telefonen til La Silla. ”Men da ikke virkelig…?” svarede jeg, for jeg havde
ikke fantasi til at forestille mig, at noget sådant kunne ske. Året efter blev
Tyskland genforenet og opnåede samtidig sin fulde suverænitet – efter det
totale nederlag i Verdenskrigen. Det sidste, formelle skridt tilbage i kredsen
af frie og respekterede nationer. Jakob og jeg sad oppe ved midnat d.
2./3. oktober 1990 og fulgte festlighederne i Berlin, som blev transmitteret
direkte på TV. Vi vidste, at vi var vidner til en af de største verdenshistoriske
begivenheder i det 20. århundrede. Hvad siger man som TV spea-
110
ker i en sådan stund? ”Nu er det så vidt, Tyskland er blevet genforenet.
Ved tidligere forsøg har vi ødelagt det hele. Lad os prøve at gøre det bedre
denne gang,” var hans nøgterne kommentar. Murens fald og Tysklands
genforening indledte også Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af
Warszawa-pakten. Den kolde krig var slut. Det ville have været dejligt at
kunne påstå, at vi nu endelig så de kræfter slå igennem, som blev frigjort i
Ungdomsoprøret og som havde ført til dannelse af stærke anti-autoritære
bevægelser på begge sider af Jerntæppet – Fredsbevægelsen i Vest, Charta
77 og andre grupperinger i Øst. Men det er næppe korrekt. Sandheden er,
at i de store økonomiske ideologiers darwinistiske livstag havde kapitalismen
sejret fuldkomment. Dermed sluttede også det lange efterspil af, hvad
den tyske historiker Ernst Nolte kaldte ”den europæiske borgerkrig” 14 . For
en stund turde menneskenes børn håbe på, at en fredeligere verden ville
udvikle sig, frigjort af paddehatteskyens trussel. Men sådan skulle det ikke
gå, for verdenssamfundet sov i timen.
I december 1990 traf ESOs Råd den formelle beslutning om, at VLT skulle
bygges på Cerro Paranal, et smukt, næsten konisk bjerg 120 km syd for den
chilenske havneby Antofagasta og 12 km fra stillehavskysten. For at skaffe
plads til det store anlæg var det nødvendigt at sprænge 28 m af bjergtoppen
– snart ville det øde bjerg være omdannet til en travl byggeplads. Vi
ønskede at få billeder af stedet, inden arbejderne gik i gang, så min kameramand
og jeg lejede et fly, som var velegnet til fotoflyvninger: En højvinget,
Undervejs mod
Paranal.
111
Paranal, som det så ud, før sprængningerne begyndte.
112
enmotoret Cessna 182. Flyet samlede os op fra en lille ørkenflyveplads ved
foden af La Silla, og snart var vi på vej mod nordvest. Kort efter starten
mødte vi en tæt skybanke. Piloten, Roberto, som var pensioneret rutepilot
fra LAN Chile, besluttede sig først til at gå ”on top” – flyve over skylaget.
Men efter en stund drejede han rundt. ”Vi har kun én motor,” forklarede
han. ”Hvis der sker noget, og vi bliver nødt til at lande, har vi ingen anelse
om, hvad der ligger under skylaget.” Vi fløj tilbage til La Silla og ventede en
times tid. Skydække over denne del af ørkenen er sjælden, så vi besluttede
at prøve igen. Men skyerne var der endnu. Da vi nærmede os, tog piloten
en ny beslutning. ”OK, vi går under skyerne!” Så vi fortsatte gennem bjergdalene,
imellem de stejle bjergsider og med skyerne over os. Men pludselig,
uden forvarsel, var vi inde midt i en sky. Vi kunne ikke se en hånd for os.
Der var kun ét at gøre – vende 180 grader. Flyet begyndte krængningen.
For mit indre øje prøvede jeg at fremmane det sidste, jeg havde set – hvor
langt var der til bjergsiderne? Vi drejede. Vi fulgte gyrokompasset, mens
skalaen bevægede sig bag den hvide streg. 45 grader, 90 grader, sekunderne
sneglede sig afsted, mens vi stirrede ud i den hvide suppe. 135 grader. Vi
havde sved på panden. Vi sagde intet, men jeg tror, vore hjerter stod stille.
180 grader. Pludselig brød vi ud af skyen og ud i det herlige solskin – på vej
tilbage mod flyvepladsen. Vi havde overlevet.
Vi ventede endnu en time på La Sillas støvede flyveplads, startede så igen,
og denne gang klappede det. Samme aften landede vi i Antofagasta, i tide
til at nyde en Pisco Sour, Chiles traditionelle aftendrink på hotellets stillehavsterrasse.
Siden min tidlige ungdom har jeg fløjet meget, og gerne i små fly. Også
under VLT byggefasen hørte det til mit arbejde. Denne tur var mere ”spændende”
end de fleste, men ingen af flyveturene omkring ørkenbjerget var
for ”små spejderdrenge”. Faktisk husker jeg ikke én eneste af disse flyvninger,
hvor ikke mindst én blev luftsyg. Men vi havde den regel, at uanset
hvem det ramte – og hvor hårdt – gennemførte vi flyvningen.
Jeg havde ansvaret for billeddokumentation af projektet, og min stakkels
kameramand, Herbert Zodet, blev slæbt med på utallige stroppeture i den
113
anledning. Snart begyndte sprængningerne. 300.000 kubikmeter klippe
skulle fjernes fra toppen. ESOs sikkerhedsingeniør var imidlertid meget
nidkær og holdt os på sikker afstand af arbejdet, men vi ville gerne have
”gode billeder” af sprængningerne, så vi ventede til en dag, hvor han havde
fri. Vi ledsagede sprængholdet til toppen. Mens de klargjorde dynamitladningerne,
gik Herbert og jeg stilfærdigt ned fra spidsen og tog opstilling
på bjergets sydvestlige flanke. Arbejderne havde glemt os. Da de var klar,
lød sirenen, og alle begav sig i hast til bilerne, som satte sig i bevægelse væk
fra bjergtoppen. Kort efter susede de forbi os. Jeg vil godt indrømme, at
tanken gik igennem mit hoved, om vi måske netop havde begået vore livs
fejltagelse, da bilkortegen forsvandt i en støvsky. Men det var under alle
omstændigheder for sent nu. Vi kunne blot vente på knaldet. Igen gik tiden
uendeligt langsomt. Det har vel drejet sig om et par minutter, men det
føltes som en evighed. Så kom eksplosionen – først glimtet, så braget. Bjerget
syntes at løfte sig foran vore øjne, mens vi krøb sammen på jorden. Og
så var det hele ovre. Vi gik hen til vejen, hvor bilerne havde kørt forbi. Midt
på vejen, næppe mere end 30-40 m fra, hvor vi havde befundet os, lå en 3
meter høj klippeblok. Længere henne lå flere, som sukkerknalde, strøet ud
med en åben hånd. Det var vilde tider, men vi var stadig unge løver.
Mediearbejde var en af mine opgaver, en anden at håndtere ESOs udstillingsaktiviteter,
som dengang var ret omfattende med en stor rejsende udstilling.
Det bragte mig vidt omkring, mest i Europa, og havde i øvrigt den
sideeffekt, at jeg undervejs fik et godt indblik i mange af Europas utrolige
kulturskatte – fra kunstmuseer som Uffici, Rijksmuseum, Prado, Louvre og
hvad de alle måtte hedde – til arkitektur fra det klassiske Venedig til Paris’
ultramoderne ”La Defense”. ESOs udstillinger udgjorde ofte et tegn på et
lands interesse i at blive medlem af ESO. Ikke sjældent gav de anledning til
første, uformelle samtaler, som så førte frem til officielle forhandlinger på
et senere tidspunkt. Det gjaldt f.eks. for udstillingerne i Madrid, Barcelona,
Porto, Lissabon og Wien. Nu planlagde vi imidlertid en Sydamerikaturné
med stationer i Rio de Janeiro, Buenos Aires og Santiago de Chile. Udstillingen
i Rio fandt sted som optakt til den første FN klimakonference i
1991; Buenos Aires ”showet” var timet til at falde sammen med den astronomiske
verdenskongres, som for første gang fandt sted i Sydamerika.
114
Der er byer, hvis navn vækker særlige følelser eller forventninger – London,
Paris, New York hører uden tvivl dertil. Og Rio de Janeiro. Omkring 1990-
91 var jeg der flere gange. Denne gang for at organisere ESOs internationale
”roadshow”. Det var mørkt, da jeg ankom til hotellet. Der var bossa
nova rytmer i luften. I hotellets lobbybar sang en fortryllende brasiliansk
jazzsangerinde ”the Girl from Ipanema”. Trods globalisering gælder det stadig,
at god mad, god vin og god musik skal nydes lokalt, tror jeg. Antônio
Carlos Jobims musik lyder ganske enkelt anderledes i Rios tropehede med
Atlanterhavets brusende bølger i baggrunden. Jeg tjekkede ind og sluttede
dagen ved at strække benene efter den lange flyvetur med en strandvandring
i mørket på Copacabana. Jo, at være i Rio er en speciel fornemmelse.
Næste morgen blev jeg hentet af min brasilianske kontaktmand. Vi kørte
op til toppen af Corcovado bjerget, kendt for den store Jesus statue. Udsigten
var ganske enkelt betagende – Copacabana og Ipanema lå for vore
fødder, på den anden side ”Sukkerknalden”, Pão de Açúcar. Min kontaktmand
lod mig være i fred, mens jeg absorberede dette syn. ”Vorherre har
skænket os verdens smukkeste landskab her,” sagde han og fortsatte med
ildevarslende stemme: ”Men de mennesker, han anbragte her....” han fuldførte
ikke sætningen. Dernæst kørte vi ned i byen til shippingagenten, som
havde ansvaret for to containere med materiale til vor udstilling.
”Vi har et lille problem,” sagde agenten. ”Containerne står i havnen, og
toldbehandlingen vil tage tid.” Efter nogle dage føjede han en yderligere
oplysning til denne standardsætning. ”Tolderne er villige til at gøre ”en ekstra
indsats” mod en lille kompensation på… skal vi sige 10.000 US Dollars?”
På Corcovado bjerget.
115
Udstillingen i Rios Planetarium.
Jeg tænkte kort over sagen og bad så om telefonen. ESO var her på invitation
af Brasiliens regering. De måtte klare ærterne. Det var et gamble fra
min side, for jeg havde ingen anelse, om vor kontakt i regeringen var involveret
i dette eklatante afpresningsforsøg eller ej. Men det gik. Pludselig var
toldbehandlingen ”ikke noget problem mere”. Jeg tog hjem til mit hotel
på Cobacabana, stadig med et rimeligt højt adrenalinspejl, men også med
fornemmelsen af, at jeg havde vundet denne runde.
Hundrede meter fra hotellet, midt på fortovet og midt på eftermiddagen,
stod pludselig et bjerg af en mand foran mig. Han så ikke venlig ud. ”Giv
mig dine penge,” hvæsede han. Jeg var blevet advaret – gå ikke på gaden
med mange penge eller f.eks. et dyrt ur. Hvis du bliver overfaldet, så giv
dem, hvad du har. Men gå ikke uden noget. Så slår de dig ihjel. Nu kiggede
jeg op på denne mand, som gjorde sit bedste for ikke at se rar ud. Det kortsluttede
inde i mit hovede. Jeg havde lige afværget en grim bestikkelsessag,
skulle jeg nu give efter her? Ikke tale om. Imod alle fornuftige advarsler, gav
jeg til kende, at han kunne ”rende mig”, hvorved jeg nok brugte et sprog,
116
der ikke behøver at blive gentaget. For at vise at jeg mente det, drejede jeg
om og gik. I det øjeblik jeg vendte ryggen til ham, blev jeg klar over, at jeg
måske havde begået en kæmpe bommert. Hvornår ville kniven komme? Jeg
gik med faste skridt væk fra ham. Der kom ingen kniv, ingen revolver. Jeg
tror, han må have været blevet lamslået. Den oplevelse var ikke god for hans
ego. Men heller ikke for min. Hvor dum kan man være?
Vi modtog materialet, hyrede en flok arbejdsløse bygningsarbejdere og
startede udstillingsprojektet. Vore lokale værter havde ansat bevæbnede
vagter – dels til at beskytte os, dels for at forhindre, at hjemløse tog de
tomme containere i besiddelse. Forsinkelsen i starten begyndte at plage os,
for vi havde en fastlagt åbningsdato med VIP deltagelse. Jeg opholdt mig
derfor næsten konstant på vor lille byggeplads. En dag, efter en frokostpause,
bragte en af vore folk mig en øl. Jeg havde ingen flaskeåbner og gjorde
tegn til en af vagterne. Han trak på skulderen, let overbærende måske. Så
trak han sin seksløber. Tømte tålmodigt tromlen for patroner og satte revolverens
hane mod flaskehalsen. Med kapslen af, fyldte han igen tromlen
og stak revolveren i sit hylster.
Næste stop var Argentinas hovedstad, Buenos Aires, nogle måneder senere.
Jeg havde forladt München på en hed sommerdag. Det var ferietid, og Asta
ville tage til Danmark med børnene. Forståeligt nok var hun ked af at køre
den lange vej selv, men Svend, Astas mors mand, havde tilbudt sin hjælp.
Ved ankomsten til Buenos Aires blev jeg mødt af en iskold vind, som fejede
ind fra Atlanterhavet og Rio de la Plata. Det var vinter i Argentina og i øvrigt
temmelig deprimerende, for Argentina var endnu engang i dyb krise.
Kort efter fik jeg en bedrøvelig besked fra Danmark. Svend var ankommet
til Danmark med Asta og ungerne, men dagen efter havde han fået en
blodprop og næste dag en hjerneblødning. Han kunne ikke længere tale.
Jeg skal ikke klage, men man kan føle sig meget ensom på et hotelværelse i
en sådan situation.
Næste dag opsøgte jeg vor shipping agent. ”Vi har et problem…” begyndte
han. Lastbilen med containerne var fastholdt ved grænsen, ”fordi der
117
manglede nogle papirer”. Det var svært at tro, al den stund at vi kom på officiel
invitation og under et dekret fra Vicepræsidentens kontor. Næste dag
gentog det sig. Og næste dag. Efter nogle dage tabte jeg tålmodigheden. ”Vi
chartrer et fly og flyver op til grænsen i eftermiddag,” sagde jeg. Shipping
agenten gik i panik. Samme eftermiddag ringede han til mig på mit hotel.
”Kan du komme over på kontoret?” spurgte han, ”de kommer fra Senatet”.
Argentinas senat havde ansvaret for administration af vicepræsidentens dekreter.
Der kom to embedsmænd. De var lidt nervøse og begyndte at forklare
mig om vanskelighederne ved grænsen. Jeg lod dem ikke tale ud, for
nu vidste jeg, hvad det drejede sig om. Et passende beløb ville måske kunne
formilde de emsige toldere. Jeg havde fået nok og var sikkert ikke specielt
venlig, for jeg skønnede, at den eneste chance jeg havde, var at anvende
chokterapi: ”I har én opgave nu,” sagde jeg, ”og jeg har også én. I ringer nu
til præsidentens kontor og fortæller ham, at han ikke behøver at komme
til åbningen, for der bliver ingen åbning. Og jeg ringer til min chauffør
og beder ham droppe Argentina og køre direkte til Santiago de Chile.” En
time senere fik lastbilen tilladelse til at krydse grænsen. Jeg ved ikke, hvilket
argument, der var det stærkeste: Om de var bange for, hvad en aflysning
måtte betyde, eller om de ikke undte, at Chile skulle få noget, som Argentina
ville gå glip af. Til syvende og sidst klappede det hele, og efter nogle
uger fortsatte det rejsende cirkus med kurs mod Chile. Men ved grænsen
til Chile gentog affæren sig. I mellemtiden var jeg tilbage i Garching. ”Du
bliver nødt til at flyve ned og klare problemet,” sagde generaldirektøren.
Jeg orkede det ikke. I stedet ringede jeg til ESOs advokat i Santiago. Jeg
skildrede situationen for ham. ”OK,” sagde han. ”I morgen ringer jeg til
Argentinas ambassadør, det er min fætter. På mandag vil jeg prøve at få et
møde med Argentinas toldchef i Buenos Aires. Han er også min fætter.”
Det hjalp. ”Du skulle skrive en bog om dine oplevelser,” foreslog generaldirektørens
sekretær. Men jeg slog det hen. ”Hvis jeg gjorde det, ville ingen
tro det alligevel. Måske ville jeg ikke engang tro på det selv.”
Mens jeg var i Buenos Aires, brugte jeg ventetiden på lidt sightseeing. Bl.a.
oplevede jeg en koncert i Teatro Cólon, en af verdens store, klassiske operascener.
Og jeg opsøgte kirkegården, hvor Argentinas legendariske leder
og diktator Juan Perón er begravet, La Chacarita. Det var igen en kold,
118
læsende dag. Skyerne hang tungt over kirkegården. Vinden sled i de bare
trækroner. Velhavende mennesker i Argentina bliver ikke begravet, når
de dør. De bliver lagt i en sarkofag, som bliver stillet ind i et mausoleum.
Denne kirkegård var fuld af mausoleer, og jeg havde ingen anelse om, hvor
Peróns ”grav” var. Men på et hjørne stod en enlig betjent og frøs. Han holdt
vagt. Jeg gik derhen og stod pludselig foran mit mål. Mens jeg stod der,
kom en gammel mand hen til mausoleet. Han virkede lurvet, med slidt tøj.
Instinktivt trak jeg mig lidt tilbage, ville gå væk, men min nysgerrighed fik
overhånd. Længe stod manden stille og så på sarkofagen gennem en glaslåge.
Så gjorde han anstalt til at gå. Men han tog sig i det. Pludselig rakte
han ud og lagde sin hånd på den døde leders navneplade. Var det en dybt
rørende afsked mellem gamle kampfæller? Han trak hånden til sig og gik.
Vi udvekslede ikke et ord.
Min sidste nat i Buenos Aires fik et uventet forløb. Jeg havde spist til aften
på en steakrestaurant og drukket god argentinsk rødvin. Derefter var jeg
gået i biografen og havde set filmen om Jim Morrison. Tilbage på hotellet
gik jeg i seng. Så skete det. Det var som et lynnedslag i mit sind. Min fars
død havde ikke spillet nogen rolle for mig, siden jeg var lille. Men den nat
gennemlevede jeg uden forvarsel alle de følelser, man har, når man mister
Svend og
Grethe i bedre
dage.
119
én, der står nær – fortvivlelse, savn, følelsen af at være blevet forladt. Jeg sad
op i sengen og hulkede hele natten. Jeg ved ikke, hvorfor det skete – måske
var det Svends alvorlige sygdom, der spøgte i mit sind. Næste dag fløj jeg til
Danmark, hvor Asta og ungerne ventede. Jeg tav om den nat og har gjort
det indtil i dag. Dagen efter besøgte vi Svend på sygehuset. Han var glad
for at se os, men det var hårdt at se ham i den situation. Han brugte otte
måneder på at dø.
Jeg kunne rigtig godt lide Svend. Der var ikke ondt skabt i ham. Han var
glad af sind og altid parat til at hjælpe. Han lo ofte af min ubehjælpsomhed
i praktiske sager, klagede sig lidt på skrømt, stak piben i munden og
hentede sit værktøj og lavede, hvad det nu var, der skulle repareres eller
der var brug for. Jakob forgudede ham – de to havde tilbragt mange timer
sammen, da Jakob var lille. I Jakobs øjne kunne Svend simpelthen alt. Også
”de små” elskede Svend. Et af de sidste ”billeder”, jeg har af Svend, mens han
endnu var i vigør, var, da han besøgte os i Garching umiddelbart før min
rejse til Argentina. Over for vort hus var en ny bygning under opførelse.
Siddende sammen på en bænk fulgte Svend og Christoph håndværkernes
gøren med lige stor interesse. Svend indgød tillid.
Den 16. maj 1992 blev vi ringet op af Astas søster, Elisabeth. Det var alvorligt
med Svend, ingen vidste, hvor lang tid han havde igen. Jakob og jeg
kørte straks til lufthavnen for at købe flybilletter, mens Asta begyndte at
pakke. Vi kunne ikke ringe og bestille billetter, for den dag lukkede Münchens
gamle lufthavn. I nattens løb flyttede alt, borde, stole, computere,
køretøjer osv. til den nye lufthavn. Mens vi stod ved skranken i den gamle
lufthavn for at bestille pladser, hentede de computerne ved SAS. Det første
fly, vi kunne komme med, gik næste morgen – søndag – fra den nye lufthavn.
Vi kørte tilbage til Garching med billetterne. Da vi kom hjem, stod
Asta med tårer i øjnene. Svend var død. Næste morgen var vi tidligt oppe,
for vi var med dagens første fly. I den fine nye lufthavn var der feststemning.
Sekten flød i strømme, der var levende jazzmusik, og alle var glade. Vi fik
honninghjerter overrakt af søde bayerske piger i folkedragter. Det forekom
fuldstændig surrealistisk. Men livet går jo videre.
120
Der skete fremskridt på børnefronten. Blandt andet fik vi efterhånden styr på
Sarahs astma.
121
Flaghejsningen ved Villa Skur var en del af min barndom. Da jeg selv fik sommerhus,
ønskede jeg mig en flagstang og et flag. At hejse flaget sammen med mine børn
var at føre en smuk tradition videre, syntes jeg. I de seneste år er flaget dog blevet på
hylden. Som mange andre føler jeg, at Pia Kjærsgaard og hendes politiske meningsfæller
har taget dette symbol som gidsel for holdninger, for hvilke jeg føler dyb foragt.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min far ville have tænkt på samme måde.
Vi havde for længst passeret 10-års milepælen som udlandsdanskere, var
etableret og rimeligt integreret i Garching, samtidig med at vi havde fået
organiseret tingene således, at vi kunne holde tæt og regelmæssig forbindelse
med Danmark. Sommerhuset i Jegum spillede en nøglerolle som
base for os, både med hensyn til besøg hos familie og venner, men også
122
som udgangspunkt for ungernes ferieaktiviteter. Jakob var ivrig radioamatør,
Sarah og Christoph fik god kontakt med børn i området. For dem var
Danmark synonymt med ”Ferielandet”.
Uden gadebelysning var det også et godt sted at nyde en herlig udsigt til
stjernehimlen. Om vinteren strålede Mælkevejens stjernebånd i al sin glans
fra den frostklare himmel. I august kunne vi ligge på ryggen ude i haven og
tælle stjerneskud under den årlige meteorsværm, kendt som Perseiderne, i
hvilken støvpartikler fra Komet 107P/Swift-Tuttle trængte ind i Jordens
atmosfære og brændte op. Og selvfølgelig var der halvfemsernes ”store” kometer
– Komet Hyakutake og Hale-Bopp. De bar tydeligt vidnesbyrd om,
at stjernehimlen ikke er statisk og uforandelig.
Christoph var en verdenserobrer. Hans store barndomsdrøm kunne vi dog ikke
opfylde – han ville være verdens første rumbarn.
123
Komet Hale-Bopp på himlen over Jegum.
Dette er selvfølgelig ikke nyt for professionelle astronomer, men også de
kunne blive overraskede. Der var f.eks. komet IRAS-Araki-Alcock, som
tilbage i 1983 passerede forbi Jorden. Den kom over os som en tyv om
natten – mørk, tavs, hurtig. Den første detektion fandt sted med et infrarødt
måleinstrument ombord på IRAS satellitten. Kort efter lykkedes den
optiske identifikation. Få dage senere, d. 11. maj, susede kometen forbi os i
en afstand af bare 4,6 mio. km. Det lyder af meget, men det svarer til knap
tolv gange afstanden til Månen. Det var med andre ord i virkeligheden
en nær-kollision. Der er ingen tvivl om, at havde kometen ramt os, ville
sammenstødet have udløst en stor katastrofe på Jorden. Det var en påmindelse
om, hvor udsat menneskeheden i virkeligheden er. At kollisioner i
verdensrummet har foregået, ser vi, hver gang vi kaster et blik på Månen.
Vi kan faktisk også se det på Jorden, f.eks. er Yucatán-halvøen dannet ved
et nedslag. Det samme gælder Barringer krateret i Arizona – eller såmænd
Nördlinger Riess nær byen Ulm i Bayern. Nedslaget d. 30. juni 1908 i Tunguska
i Sibirien, som udløste en eksplosion kraftigere end tusind Hiroshimabomber
og ødelagde i et område på over 2.000 km 2 , skal helller ikke
glemmes. At kollisioner stadig forekommer i Solsystemet, vort nabolag så
at sige, fik vi demonstreret med al ønskelig tydelighed i juli 1994.
124
Kometen Shoemaker-Levy 9, som stødte ind i Jupiter i 1994, lod os studere
en kollision mellem to legemer i Solsystemet, uden at Jorden var involveret.
Kometen blev opdaget ét år tidligere af astronomer i USA. Traditionen tro
blev kometen opkaldt efter opdagerne – ægteparret Shoemaker og David
Levy – med et nummer ”hængt på”, fordi de havde opdaget flere kometer
i forvejen. SL9, som astronomerne døbte den, var også udsædvanlig, fordi
det var den første komet, der var set med en omløbsbane om en planet og
ikke om Solen.
SL9 må have været kometklassens uheldige dreng. I et tidligere omløb – i
1992 – var den kommet for tæt på Jupiter. Planetens tyngdekraft havde
flået den i stumper, nogle op til 2 km i størrelse, og nu fløj disse fragmenter
som perler på en snor gennem rummet – men med kurs direkte mod
Jupiter. I dagene mellem d. 16. og 22. juli 1994 ramte de planetens sydlige
halvkugle med en hastighed på 60 km i sekundet. Alverdens astronomer
og en stor del af offentligheden fulgte denne ”extraterrestriske begivenhed”
fra vor privilegerede udsigtsplatform her på Jorden. Og de fik smæk for
skillingen. Den første kollision udløste en ildkugle på 24.000 grader, som
Alle teleskoper på La Silla var rettet mod Jupiter. (Foto: Herbert Zodet)
125
På vej mod udslettelse – fragmenterne af Komet SL-9 på vej mod Jupiter. Billedet er
optaget d. 17. maj 1994 ved hjælp af Hubble Rumteleskopet. (Foto: NASA/ESA)
dog afkøledes til omkring 1.000 grader indenfor 40 sekunder. Skyen fra
ildkuglen rejste sig 3.000 km over Jupiters skylag. I løbet af de følgende
dage observerede vi 21 direkte kollisioner, den største den 18. juli, da Fragment
G (astronomer har aldrig været opfindsomme, hvad navne angår) så
at sige nåede vejs ende. Energien, som blev afsat i Jupiters atmosfære ved
den ene lejlighed, blev beregnet til 6.000.000 megatons TNT, hvilket i al
beskedenhed svarer til sprængkraften af vor planets samlede atomarsenal,
men ganget med 750. I Chile var ESOs teleskoper selvfølgelig rettet mod
Jupiter i disse dage og nætter. Samtidig blev hovedsædet i Garching nærmest
belejret af journalister, især i de første dage. Det skal nævnes, at vi
selvfølgelig havde en vis idé om, hvad der ville ske ude i verdensrummet.
Men vi vidste ikke, hvad vi ville få at se. Dels havde vi ingen fortilfælde at
støtte os til, dels har Jupiter jo ingen fast overflade, så vi var alle spændte,
før det gik løs. Lørdag aften, d. 16. juli, havde vi omkring 10 TV-hold,
foruden en mængde radio- og skrivende journalister, alt i alt omkring 120
mennesker, som spændt ventede på den første kollision. Tiden kom og gik.
Vi havde de første observationer, men der var intet at se. Skuffelsen bredte
sig, og de første journalister begyndte at pakke deres habengut sammen.
”Har observationsprojektet været forgæves?”, spurgte en radiojournalist
mig med fremstrakt mikrofon. Jeg havde ingen anelse, men valgte at mane
til besindighed. ”Natten er lang. Det tager tid at interpretere disse observationsdata,
så lad os have lidt tålmodighed,” sagde jeg. Efter en stund kom
nyheden per videokonference fra Chile: ”Vi har set nedslaget!” Og de første
billeder kom op på skærmen. Der gik et sus gennem forsamlingen, og
mediemaskineriet kom i omdrejninger. (Det viste sig, at vi faktisk havde
fanget nedslaget med det samme. Men i ophidselsens løb havde observatø-
126
Jeg følger et live-indslag i den sene tyske TV-avis. Speakeren ses i højre side af billedet.
(Foto: Hans-Hermann Heyer)
Billedsekvens af nedslaget af ”H-fragmentet”, d. 18. juli.
Til højre ses ”arret” fra G nedslaget 12 timer forinden.
127
erne vendt kortet over Jupiter på hovedet. De havde ganske enkelt overset
den store lyse plet, som viste ildsøjlens ekspansion). We were in business…
Lørdag morgen var jeg rejst fra Danmark, hvor Asta og børnene var på ferie.
Jeg kom i seng tirsdag formiddag uden dog at kunne sove. I disse dage
opdagede jeg et mærkværdigt fænomen. Hvis man arbejder længe nok, bliver
man selvfølgelig træt. Fortsætter man, kommer man ind i en fase, hvor
alting kører på rygraden. Man er uopmærksom, og ting kan gå galt. Ligesom
det kan ske for en overtræt chauffør bag et bilrat. På dette tidspunkt
stopper de fleste mennesker, men hvis man nu – p.gr.a. ydre omstændigheder
– ikke har denne mulighed, dvs. at man bliver nødt til at holde sig i
gang, glider man ind i en ny fase, hvor alting tilsyneladende bliver normalt
igen. Man er fuldt opmærksom og effektiv, men oplever samtidig en ekstrem
klarhed i hjernen. Man har fornemmelsen, at man aldrig mere bliver
træt. Det var en interessant erfaring for mig, men også en, der gjorde mig
bange. For jeg havde på fornemmelsen, at det pludselig kunne sige stop. At
jeg nærmede mig ”det røde felt”, men med advarselssystemerne slået fra. Så
jeg prøvede at tvinge mig til at sove hin tirsdag morgen, men det blev ikke
til mere end nogle få timers underlig døsen. Min fælle Richard, som bar ansvaret
for arrangementet, boede på ESO i hele ugen. Hvis han ikke kunne
nå hen til sit rum (f.eks. for ikke at løbe ind i journalister), tror jeg, han tog
en blund på gulvet under sit skrivebord.
Jeg fløj tilbage til Danmark d. 22. juli. Dagen efter var hele familien på bytur
i Esbjerg, og vi besluttede at spise frokost på Jensens Bøfhus, som havde
til huse i et gammelt, nedlagt mejeri. Vi fik et bord på første sal. Men det
krævede mit yderste at komme op ad trapperne, for jeg følte mig mere død
end levende efter disse dage. Mine kræfter var udtømte. Jeg havde været i
det røde felt.
I løbet af året formedes Jakobs beslutning om at læse i England. Han havde
hørt om et kombinationsstudie med fagene filosofi, økonomi og politik,
som tiltalte ham. Proceduren omkring universitetsoptagelse i England er
imidlertid anderledes end f.eks. i Danmark. Det er normalt, at man forinden
tager en rundtur til mulige universiteter, taler med lærere og, om
128
muligt, studenter. Ansøgningen indsendes et års tid før studentereksamen,
vedlagt en fortrolig udtalelse fra skolen. På basis af ansøgningen får potentielle
studerende et såkaldt betinget tilbud, dvs. tilsagn om en studieplads,
hvis de opnår et forudbestemt resultat ved studentereksamen. Jakob og
jeg tog derfor en rundtur, som omfattede universitetet i Keele, to colleges i
Oxford og endelig universitet i York. Efter turen fastholdt han ønsket om
et studie i England og søgte. Med den målrettethed, som altid har karakteriseret
ham, gjorde han sig ”flyveklar”. ( Jeg foretog en lignende tur med
Sarah ti år senere. Hun søgte og blev også optaget på Universitet i Canterbury,
men valgte efter få måneder en fremtid i Danmark).
Et af de mest slående karakteristiska i astronomi er muligheden for at forudse
himmelbegivenheder, såsom sol- og måneformørkelser med stor nøjagtighed
selv langt ud i fremtiden. For himmelmekanik er en veludviklet
disciplin. Samtidig er specielt solformørkelser vel noget af det mest imponerende,
naturen har at byde på. Jeg tror ikke, at nogen, der har oplevet
en total formørkelse, vil glemme den. Selv om fænomenet er vel forstået
og simpelt, fremkalder en solformørkelse mange tanker og følelser hos de
fleste – som en pludselig påmindelse om, at noget, der synes evigt, ikke er
det, og at livet på vor lille, blå planet er så afhængig af Solen som vi er af
den ilt, vi indånder. Den 3. november 1994 oplevede jeg for første gang
en total solformørkelse. Den kunne observeres fra et bælte, der strakte sig
fra Stillehavet ind over det nordlige Chile, det sydlige Brasilien, Sydatlanten
og syd om Kap det Gode Håb, Afrikas sydspids. Jeg deltog i en ekspedition
i det chilenske Andeshøjland, Altiplano, sammen med en gruppe
solforskere og mediefolk, herunder et hold fra dansk TV, DR. De danske
TV folk var ikke blot interesserede i solformørkelsen som videnskabeligt
fænomen, men også i, hvorledes den lokale befolkning af Aymara indianere
oplevede og fortolkede dette naturfænomen, og de havde aftalt at lave
deres udsendelse i koproduktion med ESO, som i øvrigt organiserede ekspeditionen
15 . Vi slog os ned i Surire, godt 4.000 m over havets overflade.
Under lejren strakte en saltsø sig så langt, som øjet rakte, omkring os knejsede
imponerende vulkaner. Over os den blå himmel med en stikkende sol
(på denne årstid står Solen i zenit, og det store ”ozonhul” over den sydlige
halvkugle fører naturligvis til en dramatisk forøget UV-stråling).
129
Solformørkelsen var spektakulær. Kort før totaliteten blev landskabet badet
i et sært blåligt lys. Vi mærkede det pludselige temperaturfald, og så blev
Solens korona synlig i al sin glans. Der blev arbejdet intensivt – fotograferet
og målt. Mod slutningen kom højdepunktet, den såkaldte diamantring,
hvor solstrålerne ”bryder igennem” dalene mellem Månens bjerge.
Selv nøgterne forskere lod sig rive med af begejstring. Og så var det hele
ovre. På fire minutter og tyve sekunder. Det er svært at beskrive intensiteten
af den oplevelse, men jeg tror, at for de fleste, som har overværet dette
naturfænomen, vil et ord som genfødelse ikke forekomme helt uanbragt.
Som nævnt var mit formål også at producere en film om, hvordan menneskene
i højlandet oplevede solformørkelsen. Vi gjorde derfor holdt i flere
landsbyer og talte med de lokale beboere. Og vi overværede en religiøs ceremoni
i anledning af formørkelsen. De mange stop gjorde, at vi et par
dage mistede kontakten til ”hovedekspeditionen” med dens karavane af
hvide firhjulstrækkere. En aften blev vi ”hængende” i Cariquima, en lille
højtbeliggende landsby ind mod grænsen til Bolivia. ”Vejen” foran os bestod
i det væsentlige af klippeblokke, som var så tæt sammen, at man kunne
hoppe henover dem med sit køretøj. At fortsætte gennem dette uvejsomme
terræn efter mørkets frembrud ville ganske enkelt være for farligt. Så vi så
os om efter et natkvarter. Vi, to ESO kolleger og jeg, fandt det hos en lille
indianerfamilie, som gæstfrit åbnede deres beskedne bolig. Der var ingen
vand og ingen strøm. Og hundekoldt. Vi samledes i husets eneste varme
hjørne – i køkkenet, hvor vor værtinde fremtryllede et vidunderligt måltid
med grøntsager og llamakød. Jeg tror aldrig, jeg har spist noget, som
smagte så pragtfuldt. Vi var sultne, trætte og lidt forkomne, men i det lille
køkken herskede en vidunderlig, varm atmosfære omkring den åbne ild.
Vi fandt nattero på en stor briks og under et lag af alpaka tæpper. Det var
stadig koldt, men vi var dødtrætte og faldt hurtigt i søvn. Det er underligt,
men den aften i Cariquima står tilbage i min erindring som en helt speciel
aften. I mit liv har jeg mødt, set, spist med alle mulige slags mennesker, fra
statsoverhoveder, ministre, ambassadører til daglejerne i Rio. Jeg har boet
på nogle af verdens bedste hoteller, kørt i fine regeringslimousiner og på
130
Udsigten fra lejren i Surire – med den imponerende saltsø.
Ekspeditionslederen Jorge Melnick, Herbert Zodet og jeg i et afslappet øjeblik på
dagen for solformørkelsen. (Begge fotos: Bertrand Koehler)
131
mange måder levet et luksusliv. Meget har jeg glemt. Men ikke oplevelsen
i Andeshøjlandet.
Ekspeditionen var også anledning til at lære en ny, chilensk kollega, Rodrigo
de Castro, bedre at kende. Rodrigo var journalist af uddannelse og
hele hans fremtoning er, som man forestiller sig en sådan (eller gjorde i
den periode) – lettere snusket, hår der trænger til en klipning (hvilket ikke
siger noget om længden), hornbriller. Han var altid i bevægelse, altid med
informationer om alting – dog ofte uden at det bundede særlig dybt. Men
han besad journalistens umiskendelige evne til syntese. Undervejs gjorde
ekspeditionen holdt på en militærlejr i Putre. Hæren havde åbnet sin lejr
for tusinder af solformørkelsesturister, som var rejst til Chile, de fleste fra
Nordamerika og Europa. Da vi imidlertid fortsatte gennem et område
med ”dårlige veje” (som chilenerne sagde det), var vi også nødt til at melde
ankomst og afrejse på den lokale landpolitistation. Rodrigo var tydeligt
utilpas ved mødet med statsmagten. ”Altså, hvad ESO får mig til i disse
dage…,” sagde han med et plaget udtryk, da vi kørte ind i militærlejren.
Det var forståeligt. Rodrigo hørte til blandt de unge, venstreorienterede
studenter, der måtte flygte efter militærkuppet i 1973. Han havde fået asyl
i Italien og tilbragte år sammen med nogle af den chilenske oppositions
ledende skikkelser. En af dem, Alberto Leighton, blev i Rom offer for et
skudattentat, udført af Chiles hemmelige politi. Med overgangen til demokrati
endte den chilenske exodus. De fleste vendte tilbage, mange nu
med gode uddannelser og udlandserfaring. Deres bidrag til udviklingen af
det chilenske samfund kan ikke overvurderes. Men i 1994 stod vi først ved
starten af denne udvikling.
Ved siden af sit arbejde for ESO arbejdede Rodrigo i dyb hemmelighed på
en bog om Pinochet familiens forvikling i den internationale narkohandel.
Han åbenbarede sin hemmelighed for mig kort før, han tog sin afsked fra
ESO. ”Jeg ved, at jeg ikke kan blive i ESO med den bog, men jeg er nødt
til at skrive den!” sagde han. Bogen blev offentliggjort 16 , dog uden den
store virkning hvad Pinochet familien angik. Rodrigo er i dag redaktør på
regeringsavisen La Nación.
132
Jeg ilede videre i mit liv – i sommeren 1995 tog Jakob studentereksamen.
Dagen efter sad jeg igen i flyveren – på vej til Australien.
”Der Weg zum Europäischen Abitur ist eben lang.....” havde Tom Høyem sagt
i sin afskedstale til årets studenter på Münchens Europæiske skole, “og derfor
skal hver enkelt elev passere den lange vej forbi de fremmødte gæster og herop
på scenen for at modtage sit eksamensbevis!” Og Jakob var gået den lange vej,
med ledt rødmende kinder og sin danske studenterhue solidt anbragt på hovedet,
som eneste danske student og ene ud af to med ”hue”, og havde modtaget
papiret, som havde været objekt og mål for al aktivitet hjemme og i skolen i de
seneste måneder. Med stress, skuffelser og glæder, alt efter ”dagens” prøveresultat,
med anekdoter og det lette strejf af panik, når den skriftlige opgaves ordlyd
blev ændret for tredje gang, midt i prøven, mens eleverne sad og svedte over
opgaven. Med hilsen fra navnløse ånder i Bruxelles’ bureaukratiske krinkelkroge.
(Det kostede et par illusioner hos en ”Europatro”). Afslutningsfesten lå
nu 48 timer tilbage, eller deromkring. Men billedet af de glade studenter er
endnu ikke blegnet på min nethinde.
”We’ve gotta do somethin’ about ‘em....They’re too bloody many......” Jeg ser
spørgende på Alex. Those bloody kangaroos! Guess you’re still jet-lagged, eh?”
Og jeg ser op på højen, hvor en større gruppe kænguruer tilsyneladende har sat
hinanden stævne under et bredt eukalyptustræ. Mon de fryser ligesom jeg? Jeg
kæmper mig op til overfladen. Jeg har et job at klare. Australien overvejer at
tiltræde ESO. Og vi har præsentationer i Sydney, Melbourne og Canberra for
at vise, hvor ”gode” vi er. Min funktion er at udgøre halvdelen, sidenhen den
komplette ESO delegation her på vort ”roadshow” eller rejsende cirkus, som
det ikke uden grund er blevet sammenlignet med.
Turen ender i Sydney. Indflyvning på en krystalklar vinteraften, hvor byen
stråler i en ubeskrivelig glans fra millioner af gule, hvide, grønne og røde lys.
Den berømte bro over havnen, Operahuset på Bennelong Point i blåligt skær
af kraftige lyskastere. Man kan bade i det syn, suge det til sig, smage det. Hvilken
fantastisk verden! Aftenflyet til Europa er mere profant. Med forudsigelig
præcision letter det til tiden og drejer ind på en nordvestlig kurs, Darwin, Brunei,
Saigon, Bangkok, Karachi, Ankara, og om 21 timer, Frankfurt. Tilbage
til det sommervarme Europa, for én dag i det mindste.
133
Tidspunktet for ”ESO kampagnen”
i Australien var dårligt
valgt. Kort forinden havde Jacques
Chirac, som nytiltrådt fransk
præsident, lagt sig fast på genoptagelse
af atomprøvesprængningerne
i Stillehavsregionen. Forståeligt
nok førte det til voldsomme
demonstrationer mod Frankrig
i de dage, jeg var i Australien. I
Forbundshovedstaden Canberra
havde vi indbudt til en reception
for australske parlamentsmedlemmer
og embedsmænd såvel som
ESO medlemslandenes ambassadører.
Jeg må tilstå, at jeg sendte
en stille bøn om, at den franske
ambassadør ville blive væk. Men
han kom. Formodentlig trængte
han til en positiv oplevelse midt i
sine trængsler. Projektet med ESO
medlemsskab mislykkedes nu ikke
af den grund, men fordi Australien
få måneder senere skiftede
regering, og John Howard, den nye
premierminister, åbenbart ikke
syntes, at denne sag var vigtig.
”Hej Jakob, det er Claus,” siger jeg i telefonen fra Frankfurt. Jakob er alene
hjemme. Asta, Christoph og Sarah er i sommerhuset i Jegum, mens Jakob
er blevet i München for at gøre sit kørekort færdigt. “Har du hørt om jordskælvet
i Chile?” siger han. ”7,8 på Richterskalaen med epicentrum nord for
Antofagasta!” Næste dag er jeg på vej til Chile. Hvilket syn venter mon i det
jordskælvsramte land? Stor er min glæde, da jeg ser, at skaderne er minimale,
skælvets størrelse taget i betragtning. 130 huse ødelagt, 3 dræbte. Og ”på bjerget”
er alt i orden. ”Men det rystede jo noget,” siger byggeingeniøren med betonet
ro. Forståeligt i betragtning af de hyppige efterskælv, der kan mærkes i de
følgende dage.
134
I september 1995 flyttede Jakob til England for at påbegynde sine studier
på Universitet i York. Jeg var naturligvis glad på Jakobs vegne, men vejen
til lufthaven hin dag var alligevel tung for mig. Jeg vidste, at en periode nu
gik til ende. En uendelig værdifuld tid, for Jakob var ikke ”bare” min ældste
søn, men også en god kammerat. Os forbandt et tæt venskab. Jeg prøvede
at undetrykke mine følelser, men helt lykkedes det ikke. ”Hvad var der galt
med Claus,” spurgte en lettere forvirret Jakob Asta, for hun fløj med ham
til England. Men få dage efter, da hun skulle tage afsked i York, gik det
hende ikke anderledes.
Som Jakob kom både Sarah og Christoph på den Europæiske Skole i München.
Sarah var startet i 1992, Christoph startede i 1995. Han mente med
overbevisning, at han havde ”overtaget Jakobs plads på skolen”. Og det var
ikke en dårlig reference. Ved en forældresamtale i 2. klasse med en af Sarahs
lærere nævnede jeg, at vi snart ville sende vort tredje barn til skolen. ”Hvad
siger De? Har de flere af slagsen?” udbrød læreren. Glad, vel at mærke.
Skolen lå langt fra Garching; for at ankomme til tiden måtte ungerne af
sted kl. 7 om morgenen. Så vi stod op kl. 6. Asta og jeg skiftedes pænt,
men dels fordi jeg jo ofte var på tjenesterejse, dels fordi jeg nød den kostbare
tid med børnene, meldte jeg mig ofte frivilligt til en ekstra tørn. Efter
Hverdag i Garching omkring 1995/1996.
135
morgenmaden fulgte jeg Sarah (og senere Christoph) til bussen. På vejen
lavede vi små rim om to imaginære personer, Tante Tut og Moster Møge,
til stor morskab for os begge. Vi plejede også at stoppe ved en lille bager,
så de kunne få ”lidt sødt” med i skole. Ingen af os brød sig i virkeligheden
om at skulle op kl. 6 hver morgen, men de timer, vi havde sammen – i vintermørke
eller i daggryens smukke lys – var vidunderlige. Derfor fortsatte
vi i flere år, indtil Sarah begyndte at synes, at det var pinligt, for ingen af de
andre børn på hendes alder blev fulgt til bussen. Så gik jeg med Christoph,
men snart fulgtes de sammen i stedet.
Tilbage i 1987 havde Richard og jeg sagt ”nej tak” til planetariejobs i Danmark,
men vi fastholdt forbindelsen med planetariernes verden. Richard
indtrådte i Tycho Brahe Planetariets bestyrelse, mens jeg blev involveret i et
jysk projekt. Ildsjæle i det sønderjyske arbejdede hårdt for at give landsdelen
et planetarium. I Århus var der tilsvarende bestræbelser omkring Århus
Universitet. Både Svend Laustsen og jeg sluttede op om det sønderjyske
projekt, og vi blev begge medlemmer af bestyrelsen. Svend var bestyrelsens
første formand, men blev erstattet af Olaf Finnemann, da Svend trak sig
tilbage. (For at forebygge misforståelser skal det understreges, at Svends
beslutning om at forlade bestyrelsen faldt længe før, den efterfølgende krise
udviklede sig). Olaf var en lokalpolitisk grande. Han havde ingen speciel
interesse i astronomi, men ønskede at fremme væksten i sit område og han
havde mange jern i ilden, inklusive flere kulturelle tiltag.
I juli 1993 stod Orion planetariet færdigt, og det blev naturligvis indviet
– som det hører sig til – med en stor fest. Men efter et års tid begyndte
problemerne. Budgettet holdt ikke, og efterhånden som tiden gik, måtte vi
erkende, at det ikke er muligt at drive en kulturvirksomhed som et planetarium
på privat forretningsbasis. I Tycho Brahe Planetariet i København var
man nået til samme erkendelse, og begge planetarier søgte om statstilskud.
Vore venner i Tycho Brahe Planetariet fik tilsagn om støtte, vi fik afslag.
Jeg kan ikke påstå, at vi var overraskede over afslaget. Vort planetarium
lå jo i Jylland. Men problemerne voksede og udviklede sig til en alvorlig
finanskrise. Det førte til hyppige bestyrelsesmøder, og i en periode havde vi
næppe et møde, uden at et medlem rejste sig op og erklærede, at ”han p.t.
136
havde et massivt arbejdspres og af hensyn til familien derfor – beklageligvis
– så sig nødsaget til at nedlægge sit bestyrelseshverv”. Vi andre havde måske
lyst til at følge, men jeg er ikke opdraget til at stikke halen mellem benene,
når det bliver lidt hedt. Ikke desto mindre var begrebet ”bestyrelsesansvar”
oppe at vende på hvert eneste møde. Da kom der hjælp fra en uventet kant.
En velhavende privatperson var interesseret i at købe planetariet. Det viste
sig at være en kendt astrolog, som havde tjent en formue på at udbrede sit
middelalderlige nonsens. Med planetariet ville han kunne smykke sig med
”videnskabelige fjer”, hvilket han naturligvis var ivrig efter.
Beslutningen skulle tages på det følgende bestyrelsesmøde. Radio Syd var
orienteret og ventede på et interview efter mødet. Ved starten bad jeg formanden
om ordet (selv var jeg næstformand). Jeg erklærede, at jeg under
ingen omstændigheder kunne medvirke til en sådan handel. Hvis bestyrelsen
sagde ja (hvad jeg antog), ville jeg nedlægge mit hverv øjeblikkeligt.
Det skabte furore, måske fordi jeg i modsætning til visse andre ikke havde
”truet” i tide og utide med at forlade skuden. Til min forbløffelse trak formanden
forslaget tilbage. Han var rasende. Astrologi var jo ikke ”en sygdom”,
mente han. Den smittede ikke – som den sorte pest. Alligevel turde
han øjensynligt ikke presse sagen igennem. Tabet af videnskabelig troværdighed
var for stor en trussel. Interviewet med radioen blev udsat. Vi havde
afværget det store syndefald, men problemet var jo ikke løst dermed.
Somme tider oplever man, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest.
Samme aften modtog jeg et telefonopkald fra Århus. Århusgruppen – med
Universitet i ryggen – var parat til at springe ind og udfri planetariet for
sine økonomiske problemer. Og sådan blev det. I dag lever planetariet i
bedste velgående som en del af Århus Universitet. Og astrologen, vor forsmåede
bejler, har sikkert nok i sin egen forbindelse til det himmelske. Det
har de som regel. Skærmydslen om Orion Planetariet fører mig til en anden
interessant affære omkring okkultismens smarte forretningsmænd.
Mogens Winter var (og er) en af Danmarks dygtigste fysiklærere. Hans
elever vandt stribevis af konkurrencer både i Danmark og internationalt.
Hvis man antager, at det ikke skyldtes, at intelligensniveauet i Sønder-
137
org er højere end i det øvrige land, måtte man konkludere, at deres succes
skyldtes Mogens’ store personlige engagement. Han brugte astronomi
som trækplaster – observerede kometer, stjerner og galakser sammen med
sine unge venner. Når han endelig havde fri, sloges han en brav kamp mod
astrologerne.
Danmarks ”førende” astrolog, hvis navn skal forbigås her, tjente formuer
på ”fjern-horoskoper”. Man sendte ham ganske enkelt oplysninger om fødested
og -tidspunkt, hvorefter den gode mand kom tilbage med et horoskop
for den pågældende person. Mogens var opsat på at påvise, at det var
det rene humbug, og han bad mig om hjælp. Han havde fortalt astrologen,
at han skulle til familiefest i Sydtyskland, og at han ville overraske deltagerne
med et horoskop for en bestemt person, som stammede fra Günzburg
i Bayern. Jeg fremskaffede de ønskede data, og horoskopet blev lagt.
Ud fra disse oplysninger beskrev astrologen personen på en måde, så man
kun kunne betegne ham som enhver svigermoders drøm. Da lod Mogens
bomben springe. For personen, jeg havde fundet data på, var den berygtede
KZ-læge fra Auschwitz, Dr. Josef Mengele. Det gav en voldsom pressestorm,
men om det nyttede noget, ved jeg faktisk ikke. Sikkert er blot, at
stakkels Mogens i den efterfølgende tid modtog de alvorligste trusler på liv
og førlighed. Viden kan være farlig, dumhed åbenbart ikke!
Planetarier udgør en vigtig kontaktflade mellem astronomien og befolkningen.
Men der er også andre. I april 1996 deltog vi f.eks. i en stor udstilling
i Landskrona. Udstillingen faldt sammen med en international teleskopkonference,
som passende nok omfattede en udflugt til Hven, hvorfra
Tycho Brahe havde udført sine observationer. Udstillingen vakte en del
opsigt, ikke mindst da Sveriges konge, Carl XVI Gustav, aflagde den et besøg.
Han var tydeligvist interesseret i ESO og VLT og skulle senere komme
til at besøge observatoriet på et vigtigt tidspunkt i projektets historie. I den
forbindelse deltog jeg i en kongelig frokost i Landskronas smukke, gamle
Citadel. For mig var det en anledning til at studere forskellen på svensk
og dansk mentalitet, eller rettere kontrasten mellem svensk præcision og
organisationstalent contra dansk improvisationsevne. Erfaringen kom mig
til gode i Chile, da kongeparret besøgte os dér.
138
Fra 1990 skred arbejdet godt frem med bygningen af VLT. VLT skulle
blive verdens største og mest avancerede astronomiske teleskop. Så følsomt,
at det ville kunne se lyset fra en sankthansorm i 10.000 km afstand.
Så skarpttegnende, at man ville kunne se en femkrone i samme afstand.
Eller galakser i Universets aller yderste egne. Vi var begyndt at glæde os til
dagen, hvor teleskopet ville pege mod himlen for første gang. Også andre
glædede sig – omend af andre grunde.
Den dybe buldrende lyd breder sig, som en sjus brænder sig gennem ens mave.
Jeg læner mig tilbage i sædet og lukker øjnene. Der går en voldsom skælven
gennem flyet, da det hæver næsen op mod den begsorte, stjerneløse himmel. En
tynd skal med 390 tons metal, brændstof og mennesker slipper Jordens tag, og
vi er på vej. I fire timer har vi ventet på starten. Tekniske problemer, afisning,
rydning af startbanen, eftertankning og ny afisning. Hvem kunne forudse en
tæt snestorm på denne dag i slutningen af marts? Men nu er vi på vej, om 14
timer vil vi røre Jorden igen, i Buenos Aires, om 17 timer i Santiago. Rutinerejse
til Chile, men alligevel ikke helt. Efter ankomsten modtager vi, min kollega
og jeg, ilmeldingen. “Politiaktion umiddelbart forestående på Paranal”.
Sagen er klar – vi må straks videre. Taxi tilbage til lufthavnen, første fly til
Antofagasta, mon vi når det?
Paranal er navnet på den bjergtop, hvor ESOs nye observatorium med VLT
er under opførelse. Chiles regering gav ESO byggegrunden i 1988. I 1993
dukkede en privat familie op med et krav på grunden. Siden er familien, Chiles
regering – og ESO – blevet trukket dybere og dybere ned i et hængedynd
af retssager, den ene mere grotesk end den anden 17 . Og nu vil en foged – på
vejne af Chiles højesteret – gennemtrumfe et byggestop. Dertil har han ingen
beføjelser, for ESO nyder diplomatisk immunitet og er ikke underkastet national,
chilensk lov. Rygterne, som iler i forvejen, vil vide, at fogden påtænker at
skaffe sig adgang ved magt – en klar overtrædelse af international lov.
Vi når det. Min kollega Rodrigo venter på bjerget. ESOs formelle repræsentant
og administrationschefen er der. Min opgave – sammen med en kameramand
– består i at ”sikre” dokumentation, i fald dette fører til en sag ved den
Internationale Domstol i Haag. Og konfrontationen finder sted. Med politi
139
”Slaget om Paranal” – Der var drama i luften, da fogden,
Javier Jimenez, klippede kæden over for løbende TV kameraer.
og en hær af pressefolk med TV kameraer og mikrofoner. Alle ved, hvad der
vil ske. Alle har instruktioner om at undgå vold. Det er som en filmoptagelse
med en vel forberedt drejebog. ESOs landområde er på 825 km 2 . Det er ikke
indhegnet. Men dér, hvor den ene jordvej fører frem til byggepladsen, står en
bom. Denne bom har vi ”forsejlet” med en jernkæde. Drejebogen foreskriver,
at fogden går frem til bommen og kræver ”adgang” til området. Vi afviser. Derefter
gennemskærer han kæden og skaffer sig derved adgang ”under anvendelse
af magt”. Men fogden, som er uden erfaring med internationale konflikter,
holder sig ikke til drejebogen. Han har glemt sin tang og er nervøs. Det store
presseopbud behager ham tydeligvis heller ikke. Han vil have det overstået.
Så han vælger at gå uden om bommen. Rodrigo går i panik og tager ham
om skulderen. ”Jamen, det må du altså ikke…,” flyver det ud af munden på
ham. Øjeblikkeligt står to Carabinieros ved fogdens side. Var Rodrigos panikreaktion
”voldsudøvelse”? Men de chilenske politifolk er besindige folk. De
forklarer fogden, at han skal gå tilbage på den anden side af bommen. Fogden
adlyder og ringer efter en tang. Den ankommer to timer senere med bil fra
Antofagasta. Han oplæser sin erklæring, klipper kæden over og gennemfører
sin inspektion. “Vi har i dag været vidner til en forsætlig tilsidesættelse af fol-
140
keretten,” erklærer ESOs repræsentant for løbende kameraer. Trods drejebogen
er han tydeligt rystet. Vi alle er det, for vi erkender rækkevidden af det, der er
sket: Vil ESO kunne fortsætte i Chile? Eller flytte til en anden plet i verden?
Kan projektet overleve en flytning?
Hændelsen var ledsaget af intens diplomatisk aktivitet. Under topmødet
i København få måneder forinden havde emnet været diskuteret mellem
den danske statsminister (som vært for det internationale socialtopmøde i
København i marts 1995) og Chiles præsident. Umiddelbart før aktionen
havde den italienske udenrigsminister i Santiago talt med Chiles regering,
som havde lovet os dens fulde støtte. Men regeringen havde ikke magt til at
stoppe processen, for bag konflikten lå også en magtprøve mellem institutionerne
i Chiles nye demokrati: Regeringen, parlamentet og domstolene.
Dagen efter hændelsen mødtes de europæiske ambassadører til krisemøde i
Santiago, og de diplomatiske bestræbelser blev intensiveret i dagene derpå.
Det lykkedes at snøre en pakke, der var acceptabel for ESO og Chiles regering,
og som samtidig stillede en løsning i udsigt for familien, der til gengæld
droppede det juridiske søgsmål. Der blev fortsat støbt beton, byggekranerne
drejede videre, hundredevis af byggearbejdere sled i deres ansigts
sved på den fjerne bjergtop i ørkenen, under en brutal sol.
”Pakken” blev fastsurret med en udvidelse af traktaten mellem Republikken
Chile og ESO, som blev underskrevet d. 2. december 1996. Derved
åbnedes vejen for den formelle (men stærkt forsinkede) grundstensnedlæggelse,
så at sige for at fejre, at freden var sikret. Og det var høje herrer, som
samledes om fredspiben: Chiles præsident og førende ministre, det svenske
kongepar, ambassadører, medlemmerne af ESO’s Råd og andet godtfolk
mødtes midt i ørkenen til en stilfuld ceremoni. I måneder arbejdede vi på
at forberede ceremonien sammen med medarbejdere fra præsidentens stab
og repræsentanter for det svenske hof. Diskuterede flagning, nationalhymner,
talerækkefølge, presse assistance/kontrol, lagde strategiske planer for
placering af toiletter (der er ikke så mange i ørkenen), fulgte anlæggelsen af
en landingsbane for statsoverhovedernes fly osv., osv. Jeg var taget til Chile
i god tid for at hjælpe mine hårdt trængte kolleger. Der var nerver på hos
141
Fra ceremonien på Paranal. I forreste række t.h. den svenske konge, dronning Silvia
og Chiles præsident Frey.
de fleste, ikke mindst ESOs generaldirektør. Men jeg må indrømme, at jeg
ikke helt forstod ophidselsen. Jeg var temmelig cool, for når alt kommer til
alt, hvor svært kan det være? Da vi endelig var så vidt, at ceremonien kunne
begynde, valgte jeg at trække mig lidt tilbage. I stedet for at være foran i forsamlingen
tog jeg plads oppe på en løbegang under bygningens tag. Derfra
kunne jeg overskue det hele. Alt var forberedt, jeg behøvede blot at ”kigge
på”. Så startede nationalhymnen, gæsterne rejste sig for præsidenten og det
svenske kongepar. I det øjeblik blev jeg svag i knæene. ”Claus, hvad har du
dog rodet dig ind? Mon vi virkelig har alt under kontrol?” tænkte jeg. Jeg
tror, det var godt, at ingen så mig i dette øjeblik.
Og så pludselig, på få timer, var det hele forbi, gæsterne ilet videre til andre
vigtige besøg, og vi kunne demontere det hele: Tribunen, lydanlægget,
video projektionssystemet, flag og flagstænger, presse og kommunikationscentret
og sende redningshelikopteren og ambulancerne og sikkerhedsfolkene
og tjenerne og politiet af sted igen. Så var vi igen alene i den store
142
ørken. Fra bjergtoppen i 2.600 m højde kunne vi nyde solens sidste stråler,
før den forsvandt bag stillehavshorisonten og gav plads for en glitrende –
og overvældende – stjernehimmel. Stjernehimmel? Jo, det var jo egentlig
derfor, vi var her, og for en stund glemte vi alt arbejdet og alle fortrædelighederne
i forbindelse med forberedelsen af det store besøg.
Hvert tredje år organiserer den Internationale Astronomiske Union en
verdenskongres. Efter Baltimore, Buenos Aires og Haag, fandt den i 1997
sted i Kyoto, Japans gamle kejserby. Disse møder er altid omgivet af en vis
status, f.eks. er det ikke unormalt, at de åbnes af værtslandets statsoverhoved.
I Japan betød det kejserparret. Til min overraskelse vakte kejserens tilstedeværelse
en del uro og tydeligt mishag blandt en del japanske kongresdeltagere.
Som mange i Vesten havde de en kritisk holdning til Japans måde
at forholde sig til de uhyrlige forbrydelser, som den kejserlige armé begik
over for især den kinesiske civilbefolkning under den Anden Verdenskrig.
Vore japanske kolleger følte det tydeligvist ubehageligt at opleve det personificerede
imperiums tilstedeværelse ved et sådant internationalt møde,
som også havde deltagelse fra Kina, Korea og USA. Som sagt, astronomi
er ikke politik, men astronomer er også mennesker, og der var en mærkbar
understrøm at spore endnu så mange år efter. Men Japan byder naturligvis
på andre påmindelser om forgangne tider.
Jeg er ikke i Japan for at lege turist, men jeg tager mig tid til at besøge Hiroshima
og den lille klippeø Miayima, der ligger i Indlandshavet over for
Hiroshima. Miyaimas højeste punkt byder på et betagende skue over et af
verdens smukkeste landskaber – Hiroshimabugten med Honshus bjerge dukkende
op af varmedisen. Her kunne paradiset have ligget. For få årtier siden
lå her – helvede på jorden.
Og så står jeg dér i Fredsparken ved siden af den ødelagte, men tilbageblevne,
kuppel, over hvilken atombomben sprang 18 . Dengang var bygningen med den
store kuppel udstillingscenter for Japans industri – et symbol på fremskridtet.
Kun to huse i centrum stod tilbage efter eksplosionen. De står der stadig, der
hvor Fredsparken befinder sig i dag. Parken er et stort, åbent område. Der er
mange mennesker på denne søndag, men der hersker en beklemmende ro over
143
IAU præsident og fhv. ESO generaldirektør Lodewijk Woltjer åbner verdenskongressen
i Kyoto, mens kejserparret lytter.
stedet. Ingen løbende, hujende børn, ingen familier med is og sodavand, trods
den kvælende hede. For enden af parken befinder sig et stort bygningskompleks
med et museum om den frygtelige hændelse. Museet beskriver det nådesløst
logiske væv af historiske begivenheder, militære dispositioner, politiske intriger
– og tilfældigheder, som førte til dette apokalyptiske ”pikadon” (glimt og
brag), 8 sekunder efter 08:16 om morgenen d. 6. august 1945. Og tab af
måske 200.000 menneskeliv. Det er en nøgtern, men langt fra uengageret udstilling.
Og jeg får afrundet min historiske forståelse. Året før så jeg resterne af
den omstridte udstilling i Smithsonian Institution i Washington om Enola
Gay ( flyet og menneskene, der kastede bomben) og – sammen med Asta – udstillingen
af genstande fra Hiroshima i FN-hovedkvarteret i New York. Mens
udstillingen i FN var uomstridt, så resulterede udstillingen om Enola Gay i
en skandale, fordi den også beskæftigede sig med ofrene for bomben. Intet Hiroshima
uden Pearl Harbor, lød argumentet i Amerika. Og gik derved totalt
forbi det centrale tema: Den egentlige forbrydelse er krigen, som perverterer
menneskelig tankegang i en sådan grad, at begivenheder som Pearl Harbor og
Hiroshima fremstår som ”logiske”, ja i nogles øjne ligefrem som ”nødvendige”.
144
Som den romerske historiker Livius skrev for 2.000 år siden: ”Nødvendige
krige er retfærdige krige, og når det eneste håb der er tilbage er våben, bliver
også de hellige.” Har vi virkelig intet lært siden da? ”Den, der har besøgt Hiroshima,
bærer freden i sit hjerte og ud i verden,” skrev den tyske Forbundspræsident
i museets gæstebog. Han må have g jort sig mange tanker om skyld , straf
og udsoning. Samtidig må han have vidst, at den amerikanske Pearl Harbor/
Hiroshima sammenkædning er et historisk falsum. For USA udviklede faktisk
atombomben med henblik på at bruge den mod Tyskland. Det gør selvfølgelig
ikke hans ord mindre relevante, og man tager dem med på vejen, når man
forlader Fredsparken. Måske vi trods alt har taget en smule ved lære.
Og måske alligevel ikke. Nogle år senere kørte jeg igennem New Mexicos
ørken, dér hvor atombomben blev udviklet og testet. Det var i begyndelsen
af Irak krigen, og patriotismen var på sit højeste i det amerikanske vesten
med bannere som ”America is proud of its heroes”. Men det kunne man
selvfølgelig ikke se i 1997. Og på ESO havde vi naturligvis andre ting at
beskæftige os med: Færdiggørelsen af VLT projektet.
Jeg havde fulgt VLT projektet tæt siden dets begyndelse. Jeg havde set dele
af denne imponerende ”maskine” opstå på tegnebrætter og i fabrikshaller
i Tyskland, Italien, Holland, Frankrig, Danmark og andre steder i Europa,
samtidig med at Paranal var forvandlet fra et smukt, men øde bjerg langt
ude i ørkenen til en hektisk byggesplads med mange hundrede bygningsarbejdere.
Den mest imponerende del af projektet var imidlertid fremstillingen af
de fire store teleskopspejle – og transporten til Paranal. Hvert spejl havde
en diameter på 8,2 m, en vægt af 23 tons og en pris på 100 mio. kroner.
Spejlets størrelse gjorde, at lufttransport var udelukket. Men samtidig var
det vanskeligt at transportere over landjorden, for på trods af sin store diameter
var det tyndt, bare 175 mm, hvilket naturligvis gjorde det ekstremt
skrøbeligt. Fire år havde det taget at fremstille det første spejl, fra støbning
til finpolering af glasskiven med en nøjagtighed af 0,00005 mm. Det svarede
til en afvigelse fra idealformen på bare én millimeter, hvis man forestiller
sig, at skiven havde været så stor som hele Paris-området. Så det var en
145
yderst værdifuld fragt, vi sendte ud på den 12.000 km lange rejse. Sammen
med min kollega, Herbert Zodet, fulgte jeg transporten i Europa og også
på den sidste strækning i Chile. Igen havde vi et samarbejde med forskellige
fjernsynsstationer, denne gang med schweizisk TV og Deutsche Welle,
Tysklands internationale TV.
Rejsen var begyndt i Mainz i Tyskland, førte via landtransport og flodpram
ned ad Rhinen, ud i Den engelske Kanal, op ad Seinen til en fabrik syd for
Paris. En container på 9 meters bredde vil blokere en motorvej. Vi ville
med andre ord forårsage trafikkaos på nogle af Europas mest trafikerede
veje – i Mainz og i Paris. ”Fint,” tænkte jeg, ”større publicity kan vi simpelthen
ikke få!” For mit job var jo at skabe synlighed om projektet. Sejladsen
gennem Paris ville tilmed byde på en super bonus, som jeg glædede
mig til: Et pressefoto af båden, mens den passerede det oplyste Eiffeltårn.
Eiffeltårnet symboliserede forgangne dages teknologiske fremskridt, vort
teleskop udtrykte nutidens formåen. Så vi drog til Paris, to kamerafolk og
jeg. Vi kørte først ned til Seinen og fandt et passende udsigtspunkt over
for Eiffeltårnet. I aftenlyset ragede det op over Paris’ tage – fuldt oplyst,
som forventet.
Vi havde god tid, spiste en god middag og kørte så ud til en sluse nord for
byen, hvor vi mødte båden med spejlet. Ved slusen satte vi den ene kameramand
af; han fulgte den videre transport fra skibets bro. Dernæst kørte
vi tilbage gennem Boulogne skoven, ned til det sted, vi havde valgt til optagelserne.
Skibet var på vej. Kameramanden gjorde sit udstyr klar, mens
vi tilbagelagde de sidste meter i bilen. Jeg kiggede over mod Eiffeltårnet
og blegnede. ”Lysene, for f…, de har slukket lysene!” skreg jeg. Jeg er ikke i
tvivl om, at vi havde kunnet overtale myndighederne til at have ladet lysene
været tændt, hvis vi blot havde bedt om det. Men jeg havde ikke haft fantasi
til at forestille mig, at man i La Grande Nation kunne finde på at slukke
belysningen på landets mest kendte bygningsværk.
Efter finpoleringen i Paris gik turen videre via Le Havre med M/S Tarpon
Santiago – en græsk stykgodsfragter – over Atlanten, igennem Panama-kanalen
og ned langs Sydamerikas stillehavskyst. Den 6. december 1997 an-
146
kom skibet til havnen i Antofagasta. Med det første af hovedspejlene til VLT.
Dagen før var Herbert og jeg gået ombord på skibet, da det lagde ind til
Iquique tæt på den perúanske grænse. Vi blev vel modtaget af den græske
kaptajn. Han var en midaldrende skipper, som havde gjort brug af sin lange
sømandserfaring, da han fastlagde ruten fra Europa til Sydamerika. For det
gjaldt for enhver pris om at undgå stormvejr undervejs. Vi sejlede med ned
til Antofagasta og fulgte så landtransporten, som selvfølgelig foregik som
en ”specialtransport” og under stort opbud af politi, pressefolk og den lokale
befolkning. Det tog tre dage at tilbagelægge de 120 km ind i ørkenen.
Under den lange strækning på den primitive jordvej bevægede vi os fremad
med 3 km/h. Ved siden af lastbilen gik en ingeniør med måleudstyr for at
overvåge den kostbare fragt i specialcontaineren. Det var spændende – og
festligt. Selv ude på den åbne ørkenstrækning dukkede tilskuere op, tilsyneladende
ud af intet, samledes ved vejen og hujede og klappede i hænderne,
mens vor konvoj sneglede sig af sted. Og så var vi fremme ved målet. Spejlet
blev underkastet en grundig inspektion af vore teknikere (og de medrej-
Spejltransporten på et særligt vanskeligt stykke af B 60, ørkenvejen mod Paranal. På
denne strækning kørte tre gravemaskiner foran lastbilen for at planére kørebanen og
derved minimere transportrystelserne.
147
Dette nyere luftfoto af Paranal illustrerer ikke bare, hvor isoleret observatoriet er,
men også hvorfor dette sted er så ganske særligt egnet. I baggrunden ses Llullaillaco,
en 6.700 m høj vulkan på grænsen mellem Chile og Argentina. Den ligger 200 km
væk i luftlinje, men ses tydeligt i den krystalklare luft. (Foto: Gerhard Hüdepohl)
148
sende forsikringsfolk!). Den sidste store hurdle var klaret. Nedtællingen
var begyndt.
Trods sit navn, Very Large Telescope, er VLT ikke ét teleskop, men en anordning
af fire store enkelt-teleskoper, som kan ”kobles” sammen. I maj
1998 var det så vidt, at det første teleskop skulle tages i brug. “First Light”
kaldes det, og det svarer til jomfrusejladsen for en ny skibstype. I betragtning
af at teleskopet stod i verdens tørreste område, var vi ikke bange for,
at det skulle kæntre som et andet “Vasa”, men spændingen var ikke desto
mindre stor, da solen dykkede under Stillehavets uendelige horisontlinje,
og natten sænkede sig over den afsides bjergtop. Efter 21 års arbejde skulle
det vise sig, om denne 500 t tunge og 24 m høje maskine, fremstillet med
en nøjagtighed på få hundredetusindedele af en millimeter, ville fungere
efter hensigten.
Det lyder mærkeligt, men stemningen i kontrolrummet er lidt af et antiklimaks,
da observationsnatten bliver indledt. Et prøvende blik på det første,
rigtige billede, stilhed. Endnu et blik, et par indtastninger på en lommeregner.
Observationslederen, Massimo Tarenghi, ser på sin nærmeste medarbejder.
Uden varsel tjatter de pludselig til hinanden som et par kåde boksere, og på sit
bredeste australske udstøder medarbejderen et “...so it works.....!” “Not bad!”
er lederens knappe kommentar. Og det var så det. Det er den 25. maj 1998,
og klokken er ti om aftenen. Vor nye 600 mio. kr. baby (den første af fire)…virker.
Min funktion er at forestå en tv-transmission via satellit til de europæiske
fjernsynskanalers nyhedsredaktioner. Omkring midnat stopper teleskopet for
en stund. Ikke p.gr.a. tekniske problemer, men fordi vi under os selv en times
champagne pause (det var første og formodentlig sidste pause, som ikke har
haft en teknisk årsag; siden da har teleskopet været i indsats uafbrudt, hvert
minut af natten, hver nat i året). Jeg bliver dog tilbage i kontrolrummet, for
jeg har lovet at give et interview til Westdeutsche Rundfunks morgenradioprogram.
Jeg bliver stillet ind til radiostudiet. Speakeren er ved at afslutte
morgennyhederne, derefter følger vejrudsigten for Nordrhein-Westfalen og
morgenens trafikmeldinger, så musik. Musikken fades ud, og speakeren fortæller,
at på et fjernt bjerg i Chiles ørken har europæiske astronomer netop taget
verdens største kikkert i brug, ”Og hvad har De så set?” spørger han. Medierne
149
er ubarmhjertige. Tusindvis af mennesker har været involveret i dette projekt,
vi har arbejdet i en snes år, brugt mange hundreder af millioner D-Mark, har
bygget et instrument, som gør det muligt at studere Universets yderste egne og
se tilbage i tiden, til samme Univers opstod, for mere end 13 mia. år siden. Og
mindre end to timer efter at man for første gang har ”trykket på knappen”, skal
man beskrive resultatet – på 20 sekunder…
Mediearbejdet var forberedt næsten som en ”militæraktion”. Fra ”bjerget”
havde vi direkte TV-transmission via satellit. I Garching sad et team af
astronomer under ledelse af Richard West klar til at forvandle de modtagne
observationsdata til flotte astronomiske billeder, som blev masseproduceret
samme nat. Tidligt om morgenen fløj et hold astronomer fra Garching
ud til alle ESOs medlemslande med billedmateriale og baggrundsinformation,
som blev præsenteret på pressekonferencer samme formiddag. Det
klappede over al forventning. Kun i USA var pressedækningen beskeden.
Samme dag offentliggjorde NASA nemlig et foto af en planet uden for Solsystemet.
Billedet var en sensation, for det havde indtil da været anset for
Kort efter ”First Light”. Jeg taler med en glad projekt leder, Massimo Tarenghi.
150
I anledning af ”First Light” organiserede vi pressekonferencer i alle ESOs medlemslande.
Billedet her er fra pressemødet i Garching.
umuligt at tage et direkte billede af et sådant objekt. Ingen af os troede på
NASAs påstand, og den blev da også trukket tilbage som ukorrekt – senere
og i al stilfærdighed. Hvorfor NASA havde valgt at udsende en sådan pressemeddelelse,
hvis sandhedsværdi de selv burde have betvivlet, på samme
dag som VLT ”First Light”, kan man kun spekulere om. Sikkert er blot, at
der i konkurrencen om mediebevågenhed bliver kæmpet med hårde bandager.
Ikke desto mindre gik de første billeder fra VLT som varmt brød
over hele verden og nåede mange mennesker, som ikke normalt ville følge
astronomiske begivenheder. Billederne talte til mange, men VLT markerer
også et fantastisk teknologisk fremskridt. Tidsskriftet Popular Science inkluderede
det blandt årets vigtigste teknologiske vidundere, hvilket også
medførte en formel pris. Overrækkelsen fandt sted i The Tavern on the
Green, en gammel kro i Central Park i New York. Jeg havde æren at udgøre
den ene halvdel af ESOs lille delegation ved den lejlighed. Blandt de andre
prismodtagere var NASA (International Space Station), Apple Computer
(iMac), IBM (computerchips af kobber), Lego (Lego Mindstorm) – og såmænd…Viagra.
Fra VLT til Viagra (eller omvendt?), de trak på smilebåndene
i ESOs hovedsæde, men tog pænt imod medaljen. Den kommende
tid viste VLT sin enorme styrke som ”videnskabsmaskine”. Med VLT har
151
europæiske astronomer igen taget den gule føretrøje på, men VLT bidrager
selvfølgelig til at uddybe vor forståelse for Universets dybeste gåder – for
menneskeheden som helhed. Samtidig har de mange spektakulære billeder
tjent som inspiration for mennesker vidt omkring. For astronomi fascinerer!
Eksemplet med NASAs pressemeddelelse i forbindelse med VLT ”First
Light” illustrerer et aspekt af mediearbejdet, som for det meste foregår i
det skjulte. Da vi startede ESOs kommunikationsafdeling, fokuserede vi
på at producere informationsmateriale af høj kvalitet. At det lykkedes, blev
bekræftet af en strøm af anerkendende kommentarer fra videnskabsjournalister
verden over. Men i den moderne verden, hvor kommunikation er
allestedsnærværende, og vi alle er udsat for en massiv og konstant overstimulering,
får andre elementer af mediearbejdet stigende betydning.
Konkurrencen blandt nyhedsformidlere, hvad enten det drejer sig om TV,
radio, trykte aviser eller internet-baserede tjenester, er benhård. Men det
samme gælder for nyhedsudbydere. Nyheder er i dag en vare, som skal bestå
på det globale marked i konkurrence med andre varer. Det er derfor
Gigantiske forstørrelser af VLT billederne prydede loft og gulv i den Europæiske
Unions pavillon på Verdensudstillingen i Hannover i 2000. Pigen på billedet er Sarah.
152
Nok et af de kendteste VLT billeder viser spiralgalaksen NGC 1232. Galaksen befinder
sig i en afstand af 100 mio. lysår, hvilket vil sige at vi ser den, som den tog sig
ud for 100 mio. år siden, 40 mio. år før dinosaurierne uddøde på Jorden. Astronomiske
teleskoper er ikke uden grund blevet karakteriseret som sande ”tidsmaskiner”.
ikke nok at producere kvalitetsinformation – den skal også præsenteres på
en sådan måde, at den ”vinder” i den daglige kamp om opmærksomhed.
Det betyder, at det egentlige ”slag” flytter sig fra at producere nyheder og
information til at ”placere” samme. Jeg vil vove den påstand, at bortset fra
togulykken, staldbranden eller andre hændelige hændelser er al nyhedsrapportering
i dag et resultat af ”placering”. Det gælder for politik, økonomi,
socialt stof, ligesåmeget som for sport, kultur og videnskab. Nyhedsmediernes
daglige valg er ikke et billede på, hvad der virkelig foregår eller for
den sags skyld, hvad der er vigtigt, men et billede af, hvem der på et givet
153
tidspunkt vandt den fortsatte kamp om opmærksomhed – hvem der var
smartest til at få ”sin” nyhed placeret. Nyhedsplacering har udviklet sig til
en sofistikeret kunst, i hvilken presseafdelinger, journalister og redaktører,
såvel som seere og læsere indgår i et yderst komplekst spil. Elementer i dette
spil er konkurrencen, som drives af økonomiske overvejelser; ny teknik,
dvs. den hurtige og frie nyhedsudbredelse gennem internettet (men uden
kvalitetskontrol); traditionelle idéer blandt redaktører om ”læserforventninger”,
hvilket fører til klichéagtige valg af nyhedsstof osv., osv.
Udfordringen for en kommunikationsafdeling, som den jeg tilhørte – og
senere kom til at lede – bestod både i at mestre dette spil, men også at skabe
og beskytte et rum for seriøs videnskabskommunikation – for naturvidenskab
egner sig sjældent til ”hurtige skud fra hoften”, sådan som den moderne
medieverden kræver. Jeg tog derfor bl.a. initiativet til at offentliggøre
en etisk erklæring om ESOs pressearbejde på vor hjemmeside. Såvidt mig
bekendt er ESO den dag i dag stadig den eneste forskningsorganisation,
som har taget et sådant skridt.
De konstante tjenesterejser udg jorde en stor belastning men havde også fordele. En
af dem var muligheden for at besøge Jakob, mens han læste i England og USA. I den
periode holdt jeg flere foredrag i London, som blev et alternativt mødested for os.
Billedet er imidlertid fra Seattle, som ”jeg kom forbi” under en hjemrejse fra Chile,
mens Jakob læste dér på University of Washington. Billedet er optaget fra udsigtsplatformen
i den berømte ”Space Needle”. (Foto: Jakob Just Madsen)
154
Jakob med den traditionelle ”mortarboard”.
I 1998 tog Jakob sin Bachelor grad fra universitet i York. Som 19-årig var
han flyttet hjemmefra til et fremmed land. Han var fortrolig med sproget,
men ikke nødvendigvis med dette lands kultur, men han havde nydt de tre
år. Alligevel er der ingen tvivl om, at det ikke altid var let. I England blev
han ofte betragtet som ”tysk”, og selv mere end 50 år efter Den anden Verdenskrig
har briterne aldrig lagt fingrene imellem, når de taler om ”tyskere”.
Han måtte døje mange grovkornede bemærkninger og en omgang med
sproglige begreber, som havde været utænkelig – og bestemt uacceptabel
– i Tyskland, hvor han jo var vokset op. Han talte sjældent om det med os,
men en bemærkning efter eksmatrikulationen i York lod alligevel ane, hvad
han havde måttet skuldre: ”Det var ikke altid nemt, men jeg har selv klaret
det!” I Tyskland har man et ordsprog, som siger, at ”hvad der ikke slår en
ihjel, styrker en”. Jakob havde ikke bare klaret det, han havde også mod på
at fortsætte, nu med Europæiske Studier på universitetet i Bath. Lige før
julen 1999 og efter et trimester på University of Washington i Seattle fik
han sin Master of Arts titel i Europæiske Studier med en Transatlantisk
Linje fra universitetet i Bath. ”Så blev jeg endelig Mester Jakob,” sagde han
med et smil.
155
Fra et arbejdsmæssigt synspunkt må jeg sige, at når jeg ser tilbage på den
tid, forekommer det mig både hektiskt, travlt og spændende. Derfor lyder
det måske underligt, men jeg var faktisk begyndt at kede mig i mit
job. Der var meget rutine, samtidig med at jeg var mæt af nye indtryk. Jeg
havde ganske givet en rig praktisk erfaring, men følte både behov for en
teoretisk, konceptuel ramme og intellektuel stimulans. Derfor tog jeg med
kyshånd imod muligheden om et studie på det engelske Open University.
Det var Jakob, som havde fundet en studieretning, som han syntes passede
til mig. Studiet drejede sig om interaktion mellem videnskab og samfund
med stærkt fokus på kommunikation. Det var hårdt, ved siden af dagjobbet,
at bruge hver aften, utallige nætter, ja hvert ledigt minut i tre år på et
studium, men det var samtidig en enestående, vidunderlig oplevelse. Jeg fik
stor opbakning af Asta, og jeg er hende dybt taknemmelig for den støtte, i
hvad der ellers var en kompliceret dagligdag.
Ceremonien i the Royal
Festival Hall fandt sted med
den sædvanlige pomp og
pragt som britiske
universiteter hæger om.
156
I 2001 modtog jeg så mit papir som ”MSc (Science)”, svarerende til den
danske cand.scient. grad ved en formel højtidelighed i the Royal Festival
Hall i London.
Min dissertation 19 var en undersøgelse af mediedækningen af astronomi
og rumforskning i den seriøse del af den trykte dagspresse i en række europæiske
lande. Man finder stadigt i akademiske kredse tegn på selvhøjetidelighed,
og hvad Riccardo Giacconi hånligt kaldte ”self-congratulation”. Jeg
har aldrig brudt mig om dette. Min egen lille undersøgelse var i virkeligheden
ikke noget særligt, men den beskæftigede sig med et felt, som sjældent
er blevet beskrevet kvantitativt. Derfor fik den faktisk en langt videre udbredelse,
end jeg havde forestillet mig, og den er blevet hyppigt citeret ved
møder og konferencer om videnskabskommunikation. Den førte også til
et mere målrettet forsøg på at etablere en form for europæisk medietjeneste
for at styrke nyhedsformidlingen på vegne af Europas forskere. Man kan
måske lidt spydigt sige, at efter 15 år inden for dette område var jeg endelig
begyndt at forstå, hvad det hele gik ud på. Det var spændende og for en
kort stund overvejede jeg at tage det næste skridt med en PhD. Men ESO
havde andre planer med mig.
Hvis det forekom ironisk, at min karriere som astrofotograf ophørte med
ESOs store billedværk, virkede det nok ikke mindre pudsigt, at jeg – i det
øjeblik jeg havde afsluttet mit studie i videnskabskommunikation – blev
flyttet til en ny post: Som ESO repræsentant ved den Europæiske Union.
Før det var så vidt, havde Asta og jeg imidlertid en oplevelse for livet – en
rejse til Grønland. Da Asta og jeg mødtes, så jeg min fremtid i Afrika,
Asta drømte om Grønland, som har fascineret hende, siden hun var barn.
Da Asta blev 50, fik hun som fødselsdagsgave en rejse dertil – med ledsager
– af familien. Ledsageren blev mig. Samtidig havde vi én at besøge på
Grønland. Sten-Erik.
157
Grønlandsk sommeridyl – udsigt over Isfjorden.
158
IX
Verden ligger åben
Efter tiden i Esbjerg havde vi blot haft sporadisk kontakt med Sten-Erik.
Han havde fundet mening med tilværelsen på Grønland, hvor han i
mellemtiden havde tilbragt en menneskealder. Og han havde gentagne
gange inviteret os til at besøge ham. Nu skulle det være.
Vi blev godt modtaget – af Grønland og af Sten-Erik og Nivikka, hans
søde16-årige datter. Vi ankom til strålende solskin og hedebølge med temperaturer
op til 16-17 grader. Grønland er som bekendt verdens største ø
– en kæmpe landmasse – , men for os blev det en ferie på vand; først med
en lang sejlads fra Kangerlussuaq ud gennem Søndre Strømfjord og ned
langs Grønlands vestkyst til Nuuk, dernæst ture af flere dages varighed på
Sten-Eriks 27-fods Viksund motorbåd.
Vi oplevede Grønlands storslåede natur, stiftede bekendtskab både med
det norrøne Grønland – nordboernes Grønland – og eskimoernes Kalaallit
Nunaat. Og det ”danske” Grønland med Brugs og boligforening.
Uagtet kompleksiteten af vort historiske forhold til Grønland havde det
danske Grønland et strejf af absurditet – som en kulturel mutation – ikke
”Lazy Sunday
afternoon” i
Kangerlussuaq.
159
Vi tilbragte dage og nætter på
motorbåden. Det var for det
meste herligt sommervejr, men
vi oplevede også pludselige
vejrskift. På billedet er vi på vej
ud af Isfjorden – i solskin. Få
øjeblikke senere rullede tæt tåge
henover vandet, og sejladsen,
som før havde været afslappet
og dejlig, blev til en anspændt
spejden efter isskosser foran
båden, som kunne have givet os
alvorlige problemer. En vigtig
påmindelse om, hvor små mennesker
er, når de står ansigt til
ansigt med naturens kræfter.
ulig den britiske arv, jeg havde oplevet i Østafrika. Med Sten-Eriks hjælp
fornemmede vi også dybden af de store sociale problemer, som det grønlandske
samfund kæmper med i dag.
Men rejsen til Grønland var også vigtig for Asta og mig. For første gang i
mange år havde vi tid til at være os selv. Uden mobiltelefon, e-mail og de tusind
gøremål, som uundgåeligt dominerer dagligdagen i en børnefamilie.
Det var en prøve, som vi bestod.
Jeg har i begyndelsen af denne bog omtalt min barndoms weekender og
ferier med mine to fætre, Sten-Erik og Finn. Tilfældet ville, at Finn og Elna,
hans kone, kom til Grønland på besøg, kort før vor hjemrejse. Det resulterede
i en lang aften, hvor vi genoplevede mange af vore fælles oplevelser.
Jeg tror, det var første gang, vi var samlet – uden for større familiebegiven-
160
heder – og derfor havde tid og lejlighed til at dykke ned i en tid, som på
samme tid forekommer så fjern og dog så nær.
Grønland var en oplevelse for livet.
Da vi flyttede til München, vidste vi, at vort liv ville blive ”et andet”. Vi ville
bo i et andet land, ESO var en international organisation. Sidenhen kom
børnene på den europæiske skole, hvor de gik sammen med børn fra mange
andre lande. De blev vant til mange sprog og var fortrolige med det faktum,
at andre mennesker med anden kulturel baggrund også tænkte og agerede
anderledes end dem selv. Videregående uddannelser i andre lande var et
naturligt perspektiv. Vort liv, og børnenes, var blevet internationalt. De
fleste familierejser gik naturligvis til Danmark, men ungerne skulle selvfølgelig
også opleve lidt af resten af verden sammen med os. Derved kunne vi
bruge nogle af de erfaringer, jeg havde gjort fra mine hyppige tjenesterejser,
ikke mindst hvad mulige rejsemål angik. Først rejste Asta og jeg på, hvad vi
kaldte ”voksenferier i ferien”. Det fungerede lidt som ”testrejser”. Derefter
tog vi børnene med.
Vi startede på den måde med London og England, hvilket gav børnene
mulighed for at tale lidt engelsk (Christoph havde endnu ikke engelsk i
161
”Brothers-in-arms”
– Jakob og Christoph
i Londons ”tube”.
skolen, men han havde gå-på-mod i stedet). Dernæst fulgte rejser til USA
og Chile. Vi har aldrig lagt megen vægt på den slags ferierejser, hvor man
tilbringer dage på en eller anden strand og nætter på restauranter og forlystelsesetablissementer.
Rejser har for os været et middel til at opleve verden
i dens mangfoldighed. Det var ”dannelsesrejser” mere end noget andet, lidt
lig med hvad jeg selv havde oplevet som ung.
I sommeren 1999 besøgte vi USAs østkyst. Det var som et eventyr for
Christoph og Sarah ( Jakob var i gang med sin afslutning på universitetet
og kunne ikke deltage). Som bekendt er der intet eventyr, der kan leve op
til det virkelige liv, og det er ikke mindst tilfældet i en by som New York
med sit overflødighedshorn af guld og glimmer, galskab og dårskab, beklemmende
fattigdom og overvældende overflod. Posedamer og Trump
Tower. Børnene sugede til sig som svampe – og det blev til mange oplevelser,
store som små, som gjorde glade, stemte eftertænkelige, vakte afvisning
og begejstring. For USA er mulighedernes land, på godt og ondt. På Ellis
Island fik de et første indtryk af immigration og immigranter i USA. Vi
fandt gamle danske mønter og papirer med danske familienavne i passagér-
Aktiv historieundervisning på Ellis Island. Hvorfor forlod så mange mennesker
Europa? Hvilken fremtid fik de?
162
Inspiration…
lister og tænkte på, hvad der mon var blevet af dem. Og vi fik snakket om,
hvorfor alle disse mennesker havde vendt Europa ryggen. Og hvilke håb
og forventninger, de mon havde, da de gik over landgangsbroen på Ellis
Island. Udstillingen berører også, hvad indvandringen betød for det amerikanske
samfund, og det bliver klart, hvilken enorm kraft og styrke, den
stadige strøm af mennesker har givet Amerika. Og skulle man føle trang til
at opleve det i virkeligheden, kan man jo tage turen gennem Chinatown,
Little Italy og de andre etniske kvarterer på Manhattan. Selvfølgelig var vi
oppe i Empire State Building, men fravalgte en tur i World Trade Center.
Jeg tror, fornemmelsen var, at det kunne vi sikkert gøre en anden gang.
Efter hektiske dage i New York (Originallyd Christoph: ”Her er ikke meget
grønt”) tog vi toget sydpå til Washington, DC. Washington er en dejlig by
– med meget grønt. Og det er en by, hvor man kan gå meget. I Washington
er USA’s officielle historie på permanent udstilling, Lincoln Memorial,
Korea Memorial, den sorte VietNam mur med de 55.000 navne på faldne
GI’s. Og Arlington kirkegården, som blev indrettet for borgerkrigens ofre
– på sydstatsgeneral Lee’s smukke gård i Virginia, lige på den anden side af
Potomac flodens bredder. Der er kommet flere ofre til siden da. For det har
sin pris at ville styre verden.
163
Angel’s Rock n’ Roll Buffet.
Et særligt ekspressivt monument er mindesmærket for Koreakrigen. En deling
soldater (i menneskestørrelse) under fremrykning over en mark. Deres
ansigter afspejler en blanding af frygt og udmattelse. Længe stod vi og betragtede
de grå skikkelser. ”Er du ikke glad for, at det ikke er dig?” spurgte
jeg Christoph. ”Jo, men jeg kan heller ikke glæde mig over, at det er ham…”
svarede vor eftertænksomme 10-årige dreng. Monumenter er stærke kommunikatorer.
Menneskehedens dårlige samvittighed, mejslet i sten eller
støbt i bronze. Men set i en større sammenhæng er de snarere vidnesbyrd
om menneskenes manglende evne til at leve sammen og i fællesskab finde
fornuftige – og fredelige – løsninger på verdens problemer. ”Verden regeres
af døde mennesker,” sagde min historielærer på Statsskolen. Hvor ofte
handler vi ikke, som vi gør, for at retfærdiggøre tidligere ofre, bragt af vore
forfædre? Monumenter som dem i Washington er langt mindre passive,
end vi tror.
Vi fortsatte til nutidens mere ligefremme Amerika, og fandt det i syden
udenfor Orlando, Florida. I Florida førte skæbnen os til et hotel i den gode
amerikanske by Kissimmee og en restaurant med navnet Angel’s Rock
n’Roll Buffet. Det viste sig at være et sted for aldrende engle (skønt bør-
164
nene spiste gratis!). Det var som at træde ind i en amerikansk film fra først
i tresserne. Grå og røde flisevægge, neonskilte, sofabænke af skinnende plastic,
spejle i loftet, første-generations barbiedamer, som bragte isvand og
(tynd) kaffe – og ægte amerikansk rockmusik. Det var som en blanding af
et Lucy show og ”Lev stærkt, dø ung”, med modeller i fuld størrelse af en
sørgmodigt udseende James Dean som tavs vært og Marilyn Monroe på
ventilationsristen som den evige pauseklovn.
Selvfølgelig besøgte vi Kennedy Space Center, kikkede på Saturn raketter
og rumfærger, spiste rum-is og oplevede en meget imponerende demonstration
af Apollo 11 starten. Og vi oplevede områdets zoologiske skatte,
inklusive alligatorer, ørne, pelikaner og andre dyr.
Om man foretrækker det, kan man se de samme dyr i plastic i Disney
World. Vi havde lovet ungerne en tur i kunstverdenen, og skal det være, så
lad det være – vi valgte Magic Kingdom. Dér, hvor musene går oprejst på
to ben, havfruerne kører rundt i muslingeskalsformede køretøjer, og Snehvide
danser i gaden med et utal af dværge; de syv små, som vi kender, og så
små besøgende børn fra alle verdenshjørner. Og at dømme fra glansen i ungernes
øjne sejrede det magiske for en stund. ”Remember the magic…” sang
de i kor: Snehvide, løvernes konge, udyret med skønheden, Quasimodo og
havfruen med vaskepulvernavnet og alle de andre, mens de i deres optog
bevægede sig gennem det magiske kongeriges gader og stræder, forbi cola-
og popcornsælgerne, piraterne, eventyrerne og Dixieland-hjuldamperen.
For megen sol og for få dollars var resultatet af dagens anstrængelser, men
da det var den sidste overnatning i USA, brugte vi restenergien på hotellets
tennisplads – og i pool’en. En tiltrængt afkøling, for der var hedebølge i det
østlige Amerika.
Og dermed var turen til ende – en tre-timers køretur ned ad Floridas ”Turn-
pike” til Miami International Airport – og Europa, hvor vi havde en ”aftale”
med en meget speciel begivenhed: En total solformørkelse i München.
Der var et stort arrangement på ESO, men Asta erkendte den potentielle
katastrofe: At sende mig til ESO ville være énsbetydende med øjeblikke-
165
lig afbrydelse af sommerferien. Så beslutningen blev at se solformørkelsen
hjemme, én km fra astronomicentret. Det var en rigtig beslutning, som gav
en uventet bonus. De brave Garchingborgere begav sig ud til forskningsinstitutterne
på cykel, til fods og i bil. Desværre svigtede det gode vejr, og
solformørkelsen fandt sted med regn og mørke skyer. Måske en og anden
af de slukørede borgere kom til at tænke på Kardemommebys gamle Tobias
i tårnet, der også kom til at love mere, end han kunne holde? Men fra
forhaven på Daxenäckerweg, hvor vi boede på det tidspunkt, fik vi et halvt
minuts relativt frit udsyn til den sorte sol – gennem et hul i de tætte skyer.
Vor lokale taxadame, som umiddelbart efter kørte os til lufthavnen (for at
rejse til Danmark), men som i øvrigt boede bare et par km længere vestpå,
så sågar hele solformørkelsen uden at skyerne blandede sig. Således blev
den store solformørkelse 1999, som havde tryllebundet hele kontinentet,
en meget lokal oplevelse, der ikke desto mindre vil forblive i erindring hos
de heldige, der på denne onsdag formiddag fik en plads i Solen (om man
kan bruge det udtryk).
Det var vidunderligt at rejse med Asta og børnene, at opleve deres begejstring
og interesse for at lære nyt. I 2003 fulgte vi op med en rejse for hele
166
Solformørkelsen set fra
Garching og gennem et
tyndt skylag.
familien til Chile. Rejsen til Grønland var Astas 50-års fødselsdagsgave.
Rejsen til Chile var min 50-års gave, men ønsket om at opleve Chile – og
ESOs observatorier – blev delt af alle i familien.
Efter et par akklimatiseringsdage i Santiago fløj vi til La Serena, en kystby
600 km nord for Santiago og kørte op til La Silla. Det var spændende for
ungerne og Asta at se observatoriet, og det bragte også det første møde
med ørkenen. Vi ankom til La Silla kort før solnedgang. Solnedgange på
La Silla er noget ganske specielt; det får gamle til at reflektere over tilværelsen
og unge til at blive overstadige. Men begge reaktioner er forståelige,
for det er en enestående vidunderlig oplevelse. Om aftenen besøgte vi teleskop-kontrolrummet,
og næste dag så vi så på teleskoperne.
Fra La Silla kørte vi tilbage til La Serena og overnattede dér i et strandanlæg
med Stillehavets brusen som baggrundsmusik. Næste dag fløj vi videre til
Antofagasta. Dagen derpå kørte vi til VLT observatoriet på Paranal. Det er
en 2 timers køretur på jordvej igennem verdens tørreste ørken. Undervejs
På vej mod Chile.
167
Fra besøget på Paranal Observatoriet. (Foto herunder: Jakob Just Madsen)
168
stoppede vi og samlede klumper af kobber. Igen var det en stor oplevelse
for ungerne at se, at man ganske enkelt kan gå ud og samle mineraler op!
Besøget på Paranal var et højdepunkt, men observatoriet har også andet at
byde på end stjerner og teleskoper. Hotellet, som delvist er bygget under
jorden, er en arkitektonisk perle, som rummer talrige visuelle overraskelser
(inkl. en underjordisk have med ethiopiske palmer og andre tropiske
planter) og et par behageligheder, som man ikke umiddelbart forventer
midt i ørkenen, f.eks. en swimmingpool (såmænd installeret af et Esbjergfirma!).
Vi fortsatte rejsen til San Pedro de Atacama, en indianer-landsby tæt op
imod grænsen til Bolivia. Der er noget unikt over San Pedro: Landsbyen
ligger i en oase, klemt inde mellem ørkenen, en lav bjergkæde med vilde
sandstensformationer i vest og en stejlt stigende højslette mod øst omkranset
af 6-7000 m høje vulkaner. Bebyggelsen består af lave, lerklinede huse
bag tykke lermure og minder mere om en afrikansk massai-landsby end en
sydamerikansk flække. Den fastboende befolkning betegner sig som Licantai,
en selvbevidst gruppering inden for Aymara-stammen, som værner om
sin egenart, ofte i opposition mod den dominerende castilianske kultur,
Hovedgaden i San Pedro de Atacama. (Foto: Jakob Just Madsen)
169
som de spanske conquistadorer bragte med til Sydamerika. Men San Pedro
er også et mekka for ”indviede” europæere, mest franske og tyske unge,
som drages af den særlige atmosfære i byen og mulighederne, som den særprægede
og spændende natur byder på. San Pedro overrasker, for det første
indtryk man får, når man kører ind i byen, er en gudsforladt flække – som
amerikanerne ynder at udtrykke det: ”A one-horse town”. Nøjagtigt således
så Asta og børnene det, da vi hin augustdag, efter en seks-timers køretur
gennem ørkenen nåede frem til oasen. Asfaltvejen hørte op ved bygrænsen.
De skuede ind over husene med deres bliktage og den støvede grusvej, som
førte ind i byen. Der herskede en dyb, beklemmende tavshed i bilen. Men
somme tider kan tavshed sige mere end mange ord: ”Hvad i al verden har
du tænkt dig, at vi skal foretage os i de næste fem dage her i denne flække?”
var de ord, der ikke blev udtalt. Kun Sarah så det anderledes.
Under Chilerejsen havde jeg budt familien en del, især mine sønner, der
ikke havde erfaring fra rejser i den 3. verden. Det var sundt for dem og
morsomt for mig.
Vi boede i et lille anlæg i Sequitor, lidt uden for byen. Anlægget tilhører
ESO som en del af et nyt observatorie-projekt på højsletten bag San Pedro.
Anlægget var under opførelse, så vi var de første ”gæster” og fungerede som
”prøvekaniner”. Men det var svært at finde. Man skulle først ud af byen,
dernæst væk fra landevejen – via et hjulspor i ørkenen, så op på en anden vej
og tilsidst på et nyt hjulspor ind til den lille gruppe huse. Med lokal hjælp
fandt vi det endeligt, hvilket bidrog til at hæve stemningen en smule.
Efter et hvil tog jeg børnene tilbage til byen. Det var blevet mørkt, og byens
unge var ved at tage hul på nattelivet. Det gjorde udslaget. Pludselig
erkendte de, at dette sted havde noget at byde på. Men vi skulle jo tilbage
gennem den mørke nat. Her demonstrerede Christoph sin fantastiske stedsans
ved at guide os over den uoplyste landevej, hjulsporet i ørkenen og
hele vejen tilbage – uden at køre forkert en eneste gang.
Næste dag kørte vi østpå mod den argentinske grænse. Landskabet stiger
op til 5.000 m højde, og jeg ville gerne vise Asta og børnene ESOs nye ob-
170
Christoph og jeg på vej henover en bjergryg i Valle de La Luna. (Foto: Jakob Just
Madsen)
171
servatorium, som ligger i denne højde. Men ikke alle kan klare den tynde
luft, og vi vendte om få meter fra målet. Men San Pedro har meget andet at
byde på. Vi besøgte den 90 km lange, næsten udtørrede saltsø, som byder
livsgrundlag for flamingoer (som ellers normalt ses i Afrika) og det bizarre
sandstenslandskab bestående af bjerge, sandbanker og saltaflejringer med
navnet Valle de la Luna – Månedalen.
Vi blev i San Pedro i fem dage. På vejen tilbage mod Antofagasta besøgte
vi Chuquicamata, verdens største kobbermine og åbne dagbrud. ”Hullet”,
som er sprængt og gravet for at få fat på kobberet, er næsten 900 m dybt
og 4 km langt, så stort at det f.eks. tydeligt kan ses på fotos optaget fra
rumfærgen.
Minen i Chuquicamata producerer kobber – op imod 5 % af verdensforbruget
– men den er guld værd. Det var nationaliseringen af Chuquicamata,
der havde tilhørt det nordamerikanske selskab Anaconda, som nedkaldte
Nixon-regeringens vrede over Chiles socialistiske præsident Salvador Allende
og medvirkede uden tvivl til beslutningen om at skaffe styret ”af
vejen”, hvilket lykkedes ved et blodigt militærkup d. 11. september 1973.
Men Chuquicamata er stadig på statslige hænder. Minen bidrager med signifikante
beløb til Chiles statskasse og giver arbejde og brød til tusinder af
mennesker. Men den er også kilde til en katastrofal forurening af området.
Og selv om arbejderne er godt betalt, og mineselskabet CODELCO stiller
gode boligheder til rådighed for dem, er livet hårdt i dette chilenske
minesamfund.
I forbindelse med besøget valgte vi at spise frokost i en restaurant, der lå
i forbindelse med den lokale markedshal. Det var tydeligvist et agtet sted
blandt de lokale arbejdere – et sted, hvor man gik hen, når man ”gik ud”
at spise. Og det var velbesøgt. Dagens ret, kylling med ris, blev serveret
venligt og med stil. Men jeg har til dato aldrig oplevet noget så uappetitligt
– vi ville have forskånet vor hund for en sådan portion, hvis den havde
været der. Nogle af os lod maden stå, andre kæmpede med at nedsvælge et
par mundfulde, for at det ikke skulle blive for pinligt. Der er i og for sig
intet interessant i, om vi kunne lide maden eller ej. Men det var en stærk
172
Viña Santa Rita producerer kvalitetsvine under betegnelsen ”120” til minde om
120 chilenske rebeller, som søgte tilflugt på godset efter slaget ved Rancagua d. 1.
oktober 1814, da de spanske kolonialtropper sejrede over de chilenske oprørere. Men
sejren var kort. Allerede året efter fik oprørerne overtaget, og Chile blev en selvstændig
republik. (Foto: Jakob Just Madsen)
illustration af, at levestandard har mange trin. Selv en kobberminearbejder,
som bidrager så afgørende til nationens ve og vel, må tage til takke med et
meget beskedent trin på skalaen.
Vi havde endnu et par dage i Santiago, som vi brugte til at besøge venner
og til en tur til Viña Santa Rita, det berømte vingods i Maipú dalen, syd
for Santiago. Vi spiste en herlig frokost i godsets betagende smukke restaurant
(og drak en flaske fremragende rødvin, Santa Rita Cabernet Sauvignon
Reserva Especial – til bare 40 kr.!) og følte os som sande grever og
baroner, som min mor ville have sagt. Og kompenserede for strabadserne
med hullede jordveje, kakerlakker på værelset, sandstorm i San Pedro, så det
knasede mellem tænderne og andre fortrædeligheder, som hører til rejser i
den 3. verden!
173
Solnedgangene på La Silla og Paranal hører til højdepunkterne under besøg der.
(Foto: Jakob Just Madsen)
174
Rejserne med Asta og børnene har altid haft en særlig dimension for mig.
Min mor voksede op i en verden, hvor udlandsrejser praktisk taget var
umulige. Social status, traditioner, utilstrækkelig økonomi og manglende
sprogkundskaber gjorde, at den slags var uden for rækkevidde. Men det
forblev en drøm for hende og rejserne til Afrika, som hun trods alt nåede i
en moden alder, var uden tvivl et højdepunkt i hendes liv.
Jeg er født i en tid, hvor det blev muligt at ”gå på opdagelse” i verden. For
mig var rejserne til Afrika en øjenåbner, men også en begyndelse på et liv
med en global dimension. Mine børn vokser op i en verden, som er åben
for dem i en grad, som ingen generation tidligere har oplevet. Det er ikke
bare et fantastisk privilegium, men åbner også mulighed for en langt dybere
forståelse af verden i al dens forskellighed.
175
Piger fra et børnehjem i Bogotá var blandt de første deltagere i Universe Awareness
programmet i Columbia. (Photo: German Puerta)
Universe Awareness børnetegning fra Venezuela.
176
I
X
Astronomy for Social Good
begyndelsen af halvfemserne blev vi konfronteret med et nyt begreb
fra den frankofone verden: ”Culture Scientifique”. Begrebet er et godt
eksempel på, hvordan sprog og kultur er to sider af samme sag. Som det
danske begreb ”hygge” kan være svært at forklare for ikke-danskere, så er
Culture Scientifique dybt forankret i den franske tankeverden, præget af
Descartes og ligesindede. Ligesom mange af EUs medlemslandes regeringer
havde Europakommissionen erkendt, at befolkningernes forståelse og
viden om videnskabelige og teknologiske temaer var foruroligende lav.
Hvordan skulle man i demokratiske samfund tage vanskelige beslutninger
om sådanne emner, hvis menneskene ikke besad tilstrækkelig viden?
Og hvorfra skulle man rekruttere fremtidens forskere og ingeniører – den
næste generations videnarbejdere – , hvis samfundet ikke forstod, hvilken
rolle forskning og teknologi har for vor velfærd. Som et første tiltag besluttede
Kommissionen at gennemføre en Semaine Européenne de la Culture
Scientifique; på dansk kom den til at hedde Den Europæiske Videnskabsuge.
Det var synd, for den sproglige amputation var også en begrebsmæssig
amputation. Men i den danske ”provins” betød det åbenbart ikke noget.
Primusmotor bag projektet var en hyperdynamisk fransk herre ved navn
Michel André. Han indbød en række videnskabskommunikatorer til Bruxelles
for at arbejde på sagen. Blandt folkene, som mødtes, var José Mariano
Gago (den senere forskningsminister fra Portugal), Richard West – og jeg.
Michel var frygtet for sin bryske art, og møderne foregik ofte i en aggressiv
og højspændt atmosfære. Men Michel ville noget. ”Hvor er de nye idéer?”,
var en verbal pisk, som han svingede over vore indfaldsløse hoveder, gang
på gang. På en eller anden måde kom der noget ud af det: Videnskabsugen
blev lanceret i November 1993 med en række spændende aktiviteter over
hele Europa.
177
Vort bidrag var en stilekonkurrence for gymnasierne over hele Europa
med titlen ”The Future Astronomers of Europe”. Vinderen af førstepræmien
fra hvert land blev inviteret til et to-ugers ophold hos ESO – først
nogle dage i Garching, dernæst i Chile. I Garching blev de unge mennesker
sat på stroppetur: Et superintensivt astronomikursus – på engelsk, vel at
mærke. Opgaven bestod i at udarbejde et rigtigt observationsprogram med
to ESO teleskoper. I Chile fik de så stillet teleskoperne til rådighed over
tre nætter. Dernæst skulle observationsresultaterne behandles og evalueres.
De skulle fortolkes, og der skulle skrives en rapport som et rigtigt ”research
paper”. Ingen professionel astronom ville have accepteret den opgave under
disse betingelser, men her var der tale om 17-18 årige, som ikke var bange
for noget, og de klarede det blændende godt. Samtidig opstod der varme
venskaber i den internationale gruppe. Richard og jeg ledsagede dem til
Chile og tilbage igen. Da vi skiltes i Frankfurt lufthavn flød tårerne. Det
så ud som en succes, men for os afslørede det også et problem. For at gøre
konkurrencen bekendt havde vi sendt breve, brochurer og plakater ud til
Europas skoler. Men da vi spurgte vinderne om, hvordan de var blevet opmærksomme
på konkurrencen, havde ingen af dem hørt om den gennem
deres skole. Det sendte os i tænkeboks.
I den næste Videnskabsuge – i 1994 – indkaldte vi i stedet omkring 100
astronomi-interesserede lærere til en konference i Garching under titlen
”Astronomy – Science, Technology, Culture”. Mødet førte til etablering af
en europæisk forening for ”astronomi-undervisning”, der som græsrodsbevægelse
har været aktiv siden. Vi fortsatte i de kommende år. I 1996 gik vi
on-line med programmet Astronomy On-Line. Det var stadig i internettets
tidlige dage, og vi ville gerne vise både dets muligheder, og at internettet
kunne bruges til noget ”fornuftigt”, for trods sin endnu begrænsede
udbredelse fandt man mangt og meget af tvivlsom kvalitet ”på nettet” –
også dengang. Astronomy On-Line førte til en beslutning i Sverige om
at give skolerne internet opkobling, og også i Danmark gav programmet
anstød til, at en række gymnasier kom i gang med dette nye kommunikationsmiddel.
Langsomt formedes vor egen forståelse af retningen for vor
rejse i skoleverdenen. Vi skulle bruge vore kræfter til at teste nye idéer, dvs.
178
Det var et hestearbejde at
organisere lærerkonferencen
i 1994, men vi g jorde
vigtige erfaringer, som
kom os til nytte ved de
senere projekter Physics
on Stage og Science on
Stage.
gennemføre pilotprojekter, men som samtidig havde tilstrækkeligt omfang
og synlighed til at sætte større ting i gang.
ESOs konvention danner den formelle ramme for vort arbejde. Men Konventionens
fædre havde ikke tænkt på skoleaktiviteter, da de skrev teksten.
Vort arbejde lå altså i bedste fald i yderkanten af det, vi kunne tillade os at
beskæftige os med. ESO Rådet havde dog ikke gjort indsigelse, og pengene
kom gennem særfinansiering fra Europakommissionen. Desværre forløb
samarbejdet ikke glat, for Kommissionen er bureaukratisk, og arbejdet går
meget tungt. Vi var temmelig trætte af situationen og parat til at stoppe.
Men en god middag i Hannover ændrede tingene. Det var i foråret 1999.
Hannover er bl.a. kendt for sine store messer, som tiltrækker besøgende
fra hele verden. På årets Hannovermesse havde Chile æren at være ”Gæsteland”.
Chile havde en stor pavillonagtig stand og havde ønsket at præsentere
sig som et moderne, fremadrettet land. Selvfølgelig viste de mineindustri,
vingodser osv., men de ville også have en kulturel dimension, som
kunne danne bindeled til Europa. Derfor havde de bedt ESO om at fylde
en stor del af pavillonen, hvilket vi selvfølgelig havde accepteret. Nu skulle
pavillonen åbnes af Chiles præsident, og Richard og jeg mødtes aftenen før
på et hotel i byen. Richard var kommet fra Stockholm, hvor han havde deltaget
i et møde med repræsentanter fra Europakommissionen. Der skulle
179
”nye boller på suppen” i Videnskabsugen, havde de lovet. De havde tilsyneladende
overbevist Richard om, at vi burde fortsætte. Men med hvad?
Jeg tænkte på vor lærerkonference. Richard lyttede. Hvis vi skulle gentage
den, skulle den være væsentligt større. Dertil skulle vi have partnere. Måske
vi kunne overbevise nogle af de andre internationale organisationer,
som f.eks. den europæiske kerneforskningsorganisation, CERN, eller det
Europæiske Rumagentur, ESA? Umiddelbart efter præsidentbesøget gik vi
i gang. Både Richard og jeg sad i den internationale styringsgruppe, og jeg
koncentrerede mig især om forbindelsen til Europakommissionen.
Efter lange møder gik vi så ”i luften” med Physics on Stage i år 2000. Der
var tale om et omfattende program (i omkring 25 lande) med det formål
at styrke naturfagsundervisningen gennem udveksling af erfaringer blandt
fysiklærere på tværs af alle landegrænser. Et hovedpunkt var en regelmæssigt
tilbagevendende international festival for Europas mest aktive lærere.
Undervisningsområdet er nok det område, som regioner og lande holder
mest fat i som deres eget uden ”europæisk indblanding”. At bringe lærere
sammen i et internationalt forum var derfor noget nyt. Deltagerne blev
udvalgt gennem konkurrencer. Det satte fokus på kvalitet, hvilket var en
del af vore bestræbelser på også at højne respekten for lærergerningen – på
samme måde som vi etablerede en international pris for det bedste undervisningsprojekt.
Endelig tjente festivalen også til at bringe repræsentanter
fra undervisningsministerierne sammen – i det håb, at det ville føre til større
kohærens imellem læseplanerne i de forskellige lande. Vor oprindelige
idé havde taget et tigerspring gennem samarbejdet med de andre organisationer,
som stillede op med stærke kræfter i styringsgruppen, bl.a. kommunikationschef
Neil Calder fra CERN og den hollandske astronaut Wubbo
Ockels fra ESA. Programmet skiftede siden navn til Science on Stage, da vi
besluttede at give det et interdisciplinært perspektiv, og det blev flankeret
med et tidsskrift, Science in School, med et oplag på 50.000 eksemplarer.
Kommissionen var meget villig til at støtte programmet i opstartfasen, men
det var alt andet end let at overbevise dem om, at projektet skulle blive ved
med at modtage penge. Der var hårde forhandlinger, mange udvekslinger i
180
korridorene og telefonsamtaler om aftenen. I mellemtiden fortsatte arbejdet
med lærerne. Jeg husker et større forberedelsemøde i Genève for lærerrepræsentater,
til hvilket jeg var inviteret. Det startede om aftenen med en
god middag. Jeg selv kom for sent, for jeg kom fra Bruxelles og flyet var
forsinket. Da jeg endelig ankom, blev jeg modtaget af en god kollega, som
”førte mig rundt” til de forskellige borde, hvor deltagerne var i gang med
desserten. ”May I introduce you to Claus,” sagde han, ”He’s a big deal-maker
in Brussels.” Sådan havde jeg ikke selv set min indsats, men ved nærmere
eftertanke måtte jeg erkende, at det nok ikke var helt forkert.
Sidenhen har tusinder af lærere fundet ny inspiration gennem Science on
Stage. Også danske. Faktisk har danske lærere vundet flere priser ved de
store Science on Stage Festivaler, som i Danmark fik betegnelsen EM i Naturfag.
En af dem var Nanna Kristensen fra Kirke Helsinge Skole, som i
2005 vandt en pris for et undervisningsprojekt med et smykkeværksted
som igangsætter for pigers interesse for kemi.
Fra Science on Stage Festivalen i Grenoble i 2007. Danske Finn Skaarup Jensen
vandt førsteprisen for innovativ fysikundervisning i Europa. Ved siden af ham ses
Nanna Kristensen, som vandt en af særpriserne i 2005.
181
Jeg var til stede ved præmieoverrækkelsen og mødte hende tilfældigvis igen
ved åbningen af den danske naturvidenskabelige uge i 2006 i København.
Jeg fik et stort knus. ”Jeg er 55 og var begyndt at se frem til min pension,”
sagde hun. ”Så kom jeg med til Science on Stage. Jeg tror, det er det mest
positive, jeg har oplevet i min karriere som lærer. Det er som at starte påny.
Og jeg opdagede, at jeg havde brug for at blive bedre til sprog, så nu går jeg
på engelskkursus.”
Undervisningsminister Bertel Haarder var en god støtte for os, både m.h.t.
understøttelse af programmet i Danmark, men også internationalt. Med
de flotte danske resultater på Science on Stage vovede han pelsen og foreslog,
at man skulle have mulighed for at honorere lærere, der – som f.eks.
deltagerne i Science on Stage – gør en ekstraordinær indsats i undervisningen.
Det kom han ikke godt fra. Man må for Guds skyld ikke belønne
særlige ydelser, som kan vise vej for en ny og bedre undervisning i skolen,
syntes lærerenes fagforening at mene.
Rundbordssamtale om naturfagsundervisning ved Science on Stage Festivalen.
Fra venstre: Vittorio Prodi, italiensk medlem af Europaparlamentet (og broder til
Romano Prodi), ESO Generaldirektør Catherine Cesarsky, ILL Generaldirektor
Richard Wagner, undervisningsminister Bertel Haarder, Prof. Julia Higgins (de
britiske forskningsråd) og Janez Potočnik, Europakommissær for forskning. Jeg var
ordstyrer.
182
Science on Stage blev en stor succes og fik omtale og anerkendelse viden
om. Jeg selv har holdt foredrag om programmet så langt omkring som i
Korea og Australien. Og i foråret 2006 optrådte min kollega Silke Schumacher
(fra EMBL) og jeg som ”vidner” for Rocard komitéen, et udvalg
nedsat af Europakommissionen under forsæde af den tidligere franske
premierminister Michel Rocard, for at komme med forslag til styrkelse af
naturfagsundervisningen i Europa. Alligevel stopper programmet, i hvert
fald i sin nuværende form. I det evige spil i Bruxelles om finansmidler var
der vel andre, der var smartere end os, og jeg har måttet sande, at i EU systemet
består det svære ikke i at starte noget nyt, men at holde noget godt
i gang over længere tid. Nederlaget blev klart for mig på et møde i Kommissionen
en formiddag i juni måned 2007. Samme eftermiddag var jeg
inviteret til at holde et foredrag i det Kongelige Belgiske Videnskabernes
Akademi over temaet videnskab og politik set fra en professionel kommunikationssynsvinkel.
”When the Dog Must Talk to the Cat” var titlen.
Forsamlingen klappede efter foredraget, men resultatet fra mødet om morgenen
nagede. At holde foredrag som ”den store lobbyist for videnskaben”
netop på den dag, hvor jeg havde indkasseret mit største nederlag, forekom
som skæbnens ironi. Om det var kommunikatoren eller dealmakeren, som
var kommet til kort i spillet med Kommissionen, ved jeg ikke. Men det
ærgrer mig. I det mindste på det niveau er jeg en dårlig taber.
Men vi havde andre projekter ”på bedding”. F.eks. ”Universe Awareness”.
George Miley er en mild, venlig herre. Han stammer fra Irland, hvor han
blev opdraget af Jesuiterne. Som voksen bibeholdt han interessen for ”det
himmelske”, men gennem naturvidenskaben – han blev astronom. Hans
professionelle karriere førte ham til Holland, nærmere betegnet til universitetet
i Leiden. Der findes næppe et astronomisk institut i Europa med
større traditioner end Leiden. I en årrække var George direktør for instituttet.
Nu var han fratrådt og havde fået et særligt legat som Royal Netherlands
Academy Professor, hvilket betød fuldstændig frihed til at gøre, hvad han
selv syntes var vigtigt. Som barn havde han set, hvorledes jesuitterne havde
forstået, at de kunne præge børns livsindstilling på afgørende vis, hvis de
bare fik kontakt med dem tidligt nok. George ville gerne udnytte den erfa-
183
Universe Awareness mødet på ESO i Garching i maj 2005. Birthe og Jesper ses for
bordenden, herren ved min side er George Miley. (Foto: Hans-Hermann Heyer)
ring, men ikke i troens sag. For han var overbevist om, at rationalitet og kritisk
tankegang er de midler, verden har brug for, hvis vi skal overleve som
menneskehed. Hans idé var enkel: Hvis man kunne komme i kontakt med
nogle af de mest truede grupper i samfundet – underprivilegerede og understimulerede
børn i den tredje verden såvel som i indvandrerghettoerne i
Europas storbyer – og ”fange dem” med astronomi, ville man lægge kimen
i deres sind netop til kritisk tankegang og en forståelse for, at man ved rationalitetens
hjælp kan begribe verden. At rationel tankegang er et middel
til at få et rigere liv, åndeligt og ganske sikkert også materielt. Omvendt
ville det måske forhindre, at nogle af disse børn melder sig under dunkle
ideologiers faner. Eller forfalder til religiøs fanatisme. Men hvordan kunne
denne idé omsættes i virkelighedens verden?
George havde brug for partnere, og han henvendte sig til Richard og mig.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette burde støttes, men erkendte samtidig,
at vi havde brug for en bred vifte af eksperter til at hjælpe os, hvis
vi skulle udvikle et program med aktiviteter i Afrika, Asien, Latinamerika
og Europa. Det stod klart, at hvis målgruppen var relativt små børn, talte
184
vi ikke om ”undervisning” i klassisk forstand, men snarere om aktiviteter,
som kunne inspirere. Vi så de muligheder, som astronomien tilbød, men vi
vidste intet om pædagogik, antropologi og de mange praktiske problemer,
som måtte opstå i et sådant program. Vi besluttede os derfor til at samle en
gruppe eksperter og gik følgeligt på jagt efter sådanne. Jeg kendte to: Min
søster, Birthe, og hendes mand, Jesper. Birthe var lærer, Jesper antropolog.
De havde massiv erfaring fra arbejde i Afrika, og da jeg spurgte, om de ville
hjælpe os, sagde de til min store glæde ”ja!” Vi afholdt først et møde på
ESO i Garching, senere et i Lorentz Centret i Leiden. Begge havde deltagelse
fra alle kontinenter (undtaget Australien).
Under møderne modnedes idéerne til et program, som vi døbte ”Universe
Awareness”, og vi gik i gang med små pilotprojekter i Venezuela og Tunesien.
Samtidig besluttede vi, at lade programmet indgå i et større projekt,
det Internationale Astronomiår, som jeg skal vende tilbage til. Universe
Awareness blev officielt lanceret ved IAU mødet i Prag i sommeren 2006
med en styringsgruppe med dobbelt formandsskab – George Miley og
jeg.
Selv om programmet stadig er under udvikling, har det stødt på stor velvilje,
især fra den hollandske regerings side. ”Astronomy outreach for social
good” var den karakteristik, Physics Today 20 valgte. Men kan astronomi
virkelig spille en rolle i lande, hvor befolkningerne kæmper for at klare dagen
og vejen, hvor ussel denne dag og vej end kan være? Jeg tror det. Den
sydafrikanske hvidbog om videnskab og teknologi fra 1996 giver svaret:
“Scientific endeavour is not purely utilitarian in its objectives and has important
associated cultural and social values. It is also important to maintain
a basic competence in ”flagship” sciences such as physics and astronomy
for cultural reasons. Not to offer them would be to take a negative view
of our future – the view that we are a second class nation, chained forever
to the treadmill of feeding and clothing ourselves.”
Så hvad betyder astronomi? Grundforskning? Teknologi? Kulturel berigelse?
Det får enhver indbygger på vor lille planet selv afgøre. Men Universe
Awareness er i dybest set et fredsprojekt. Det er et spinkelt forsøg på
185
Universe Awareness styringsgruppen i Cape Town. Fra venstre ses Kevin Govinder,
Cecilia Scorza de Appl, mig, George og Hanneke Miley. Bjerget bag os er det
berømte Table Mountain. (Foto: Carolina Ödmann)
at give nogle af verdens mest udsatte en mental baggrund for at udvikle et
andet perspektiv for deres liv, for deres tilværelse. Måske kan det også forekomme
naivt, men det lykkedes os at sikre os ”blåstempling”, endorsements,
fra en række internationale personligheder, herunder tre Nobelprismodtagere,
foruden Federico Mayor, den tidligere chef for UNESCO, og Bob
Geldorf, den irske sanger og aktivist.
Møderne på ESO og i Leiden bragte en række interessante personligheder
sammen, heriblandt en ung sydafrikaner, Kevindran Govender, som indtrådte
i styringsgruppen. I maj 2007 mødtes styringsgruppen på det gamle,
berømte observatorium i Cape Town. Det var et langt møde, som også indebar
samtaler med en repræsentant for den sydafrikanske regering. Mod
slutningen af den anden dag bevilgede vi os selv en afslapningsaften. Vi
kørte ud af byen mod syd, ned mod Afrikas sydspids. Vi så en vidunderlig
solnedgang over Atlanten og fandt derefter en beskeden, men charmerende
186
fiskerestaurant. Kevin og jeg kom til at sidde over for hinanden, og vi fik
en lang diskussion om afrikanske forhold. Jeg mærkede, at her var en ung
mand, som brændte for astronomi, men som samtidig havde en bred horisont
m.h.t. samfundsspørgsmål i almindelighed og – selvfølgelig – afrikanske
temaer i særdeleshed.
Mit arbejde på ESO – med presse og kommunikation såvel som inden for
education – fandt sted i den såkaldte Public Affairs Department (PAD).
I begyndelsen af 2005 overtog jeg ledelsen af afdelingen med det mål at
transformere, hvad der var en lille, god, men ikke helt ung gruppe til en
dynamisk, fremadrettet afdeling med unge medarbejdere. I 2008 gav jeg
ansvaret videre for den ”renoverede” afdeling for at koncentrere mig helt
om internationale, forskningspolitiske spørgsmål – et arbejdsfelt, som jeg
dog var blevet konfronteret med allerede otte år tidligere. Det var ingen
let afgørelse, for det betød afsked med et fantastisk hold, men intet varer
evigt. Samtidig venter nye udfordringer.
Sidste aften sammen med mine ”paddies”.
187
IAU delegationen foran FNs Hovedkvarter ved East River i New York.
188
I
XI
Stjernernes Diplomat
1990’erne accelererede den europæiske integrationsproces som svar på
de grusomme stammekrige på det vestlige Balkan. De var en stærk påmindelse
om, at den historiske erfaring fra verdenskrigene ikke er nok til
at garantere, at Europas folk kan leve i fred og fordragelighed, og at vi har
brug for stærke politiske rammer for at fremtidssikre det europæiske samarbejde
omkring fred og demokrati. Samtidig begyndte globaliseringen for
alvor at gøre sig gældende. Begge udviklinger krævede svar, og disse svar
måtte have mange dimensioner – økonomiske, sociale, styringsmæssige,
men også uddannelses og forskningsmæssige.
Min egen holdning til ”Europa” havde undergået et markant skifte fra en
udgangsposition som ”nej-siger” ved den historiske afstemning om dansk
medlemsskab af de Europæiske Fællesskaber i 1972. Morgenen efter afstemningen
vågnede nejsigerne op til massive tømmermænd. Følelsen blev
forstærket, da landets pro-europæiske statsminister, Jens Otto Krag, samme
dag erklærede sin tilbagetræden – uden det mindste forvarsel. Mine
egne tømmermænd fortog sig nu over morgenmaden. Hvis et flertal af danskerne
ønskede at deltage i det europæiske samarbejde, tænkte jeg, så måtte
vi se at få det bedste ud af det. Fra dette standpunkt udviklede jeg mig
langsomt, men sikkert, til at blive en varm – men ikke ukritisk – tilhænger
af det europæiske samarbejde og blev selv en (meget) lille brik i dette spil.
I foråret 2000 mødtes de europæiske stats- og regeringschefer i Lissabon
til det regulære møde i Det Europæiske Råd. På dagsordenen var en helt
ny og meget ambitiøs plan for EU. Idéen var at skabe de politiske rammer
for udviklingen af en konkurrencedygtig, videnbaseret økonomi for
at imødegå globaliseringens udfordringer 21 . For de fleste journalister, som
var til stede ved topmødet, drejede det sig i det væsentlige om liberalisering
189
af markeder (f.eks. inden for energi- og telekommunikationssektorerne),
men de overså, at i en videnbaseret økonomi spiller de, der producerer og
udbreder viden – dvs. forskning og uddannelse – en afgørende rolle. Vi
overså det ikke.
Planen blev vedtaget og omtales i dag som Lissabon målsætningen. Kort
efter – på forsknings- og undervisningsministrenes møde – fulgte man
op med forslaget om at etablere et fælleseuropæisk forskningsrum, akkurat
som man tidligere havde skabt et indre marked for varer, tjenesteydelser og
kapital. Blandt deltagerne i mødet var tre herrer og en dame, som kom til at
spille en vis rolle i virkeliggørelsen af tankerne om forskningsrummet. Det
var Portugals visionære forskningsminister José Mariano Gago (som jeg
havde siddet sammen med i en EU arbejdsgruppe år forinden), den netop
tiltrådte Europakommissær Philippe Busquin, ESAs daværende generaldirektør
Antonio Rodotà og Catherine Cesarsky, ESOs nyudnævnte generaldirektør
og dermed min chef. De fornemmede korrekt, at der blæste nye
vinde inden for europæisk forskning.
Et kinesisk ordsprog siger, at når vinden blæser, bygger nogle mure, andre
bygger vindmøller. Rodotà og Cesarsky var klar til at bygge vindmøller. De
tog initiativet til at indlede et samarbejde mellem de største af Europas mellemstatslige
forskningsorganisationer under navnet EIROforum (European
Intergovernmental Research Organisations’ Forum). Samarbejdet med
EU systemet ville tydeligvis blive vigtigt, og tilbage i Garching begyndte
Catherine at se sig om efter én, der kunne håndtere denne opgave.
I efteråret 2000 indkaldte det franske EU formandsskab til en stor forskningspolitisk
konference i Strasbourg. Catherine var indbudt som foredragsholder.
Vi havde besluttet at udnytte chancen til at slå et slag for ESO
– også pressemæssigt, og jeg rejste med. I første omgang kom vi dog kun
til lufthavnen. Flyet havde mange timers forsinkelse. Vi fandt en plads i
Lufthansas lounge og faldt i snak. Hun var stadig ny på ESO, og jeg havde
en stor del af mine gøremål ”uden for huset”, så vi havde endnu ikke haft
lejlighed til at tale sammen i længere tid. I loungen udviklede samtalen sig,
og vi kom vidt omkring. Et par uger senere mødte jeg hende i en korridor
190
på ESO. ”Har du ikke lyst til at blive vor EU repræsentant?” spurgte hun
uden yderligere omsvøb. Der vat et jobskifte på vej.
Jeg ved, at hendes forslag havde vakt overraskelse i ESOs daværende ledelsesgruppe,
for jeg blev naturligvis set ”i en anden bås”. Alligevel indebar
idéen nogen fornuft. Siden 1992 havde jeg haft nære kontakter til Europakommissionen.
Ligeledes havde nogle af de personer, jeg arbejdede
sammen med i starten, bevæget sig ”opad” i hierarkiet, hvad enten de var
embedsmænd eller politikere, således at jeg kunne udnytte et vist etableret
netværk.
Jeg udbad mig betænkningstid. Ugen efter accepterede jeg. ”Det er fint,
kunne du ikke skrive et oplæg om, hvordan vor strategi skal være!” var Catherines
ligefremme, business-like svar.
Jeg gik i gang samme eftermiddag. Efter en tid stoppede jeg for at gennemlæse
den første del af dokumentet, jeg havde skrevet. Pludselig blev
jeg klar over, at jeg havde skrevet en tekst nøjagtigt sådan, som jeg troede,
hun gerne ville have den. Jeg stoppede. Jeg kunne ikke være en nyttig medarbejder
ved at sige til min chef, hvad han eller hun ønskede at høre, tænkte
jeg. Jeg trykkede på slettetasten og startede forfra. Da teksten var færdig,
bragte jeg den op til hende. Hun læste den. ”Glimrende,” sagde hun, ”har
du noget imod, at jeg sætter mit navn derunder?” Denne første erfaring i
samarbejdet holdt igennem de følgende syv år. Vi var bestemt ikke altid
enige, men vi respekterede hinanden og lyttede til hinandens argumenter,
før den officielle linie blev fastlagt – af hende, selvfølgelig.
For at lette mit arbejde en smule fik vi arrangeret det sådan, at jeg fik et
kontor stillet til rådighed i ESAs repræsentation i Bruxelles – i Avenue de
Cortenbergh, et stenkast fra Ministerrådet og Kommissionens sæde. I de
kommende år fik jeg min ugentlige gang i Bruxelles.
Samtidig blev jeg inddraget i arbejdet i EIROforums koordinationsudvalg,
først som ”rådgiver”, siden hen som regulær ESO repræsentant. I EIROforum
blev jeg også den første formand for en EU arbejdsgruppe, hvis opgave
191
Jeg kom til at fungere som en ”stille ambassadør” i mange – lejlighedvist delikate –
sager. En e-mail fra Catherine illustrerede min arbejdsform: ”Dear Claus, Thank
you for sending me the picture of the Commissioner and myself – with you in the
background. It’s really symbolic.”
bestod i at rådgive og hjælpe partnerorganisationernes generaldirektører i
spørgsmål, som vedrørte EUs forskningspolitik.
I de senere år har der været megen diskussion om forholdet mellem Europa
og USA og om vore forskellige måder at tackle verdens problemer på. Robert
Kagans berømte ord om, at ”amerikanerne er fra Mars, europæerne fra
Venus” er et fremragende, om end unuanceret billede på situationen (bortset
fra at verdens astronomer vil have visse semantiske problemer her!).
Forskellen giver sig også udslag i den måde, vi styrer vore indre samfund.
Den Europæiske Union fremstår for de fleste som bureaukratisk, uoverskuelig
og ikke særlig demokratisk. Derved overses det gerne, at én af årsagerne
– ønsket og viljen til at tage hensyn til hinanden – også resulterer i alle mulige
særløsninger, undtagelser og overgangsregler, som ikke just forenkler
situationen. EU har en anden historie end USA, og en anden strategi. I sin
bog ”Why Europe May Run the 21st Century” 22 beskriver Mark Leonard,
hvorfor Europas ”soft approach”, bløde strategi, meget let kan vise sig at
være langt mere effektiv end USAs martialske optræden.
192
Alligevel ved vi godt, at hvis målet er en effektiv og folkeligt accepteret
Union, så har vi stadig at gøre med en byggeplads. Det var også erkendelsen,
da Europas ledere i december 2001 mødtes til topmødet i Laeken i
Bruxelles nordlige udkant. I den berømte ”Laeken Deklaration” 23 udøvede
de stærk selvkritik, ikke mindst med hensyn til den manglende transparens
og folkelige opbakning. De fordrede til nytænkning omkring den Europæiske
Union. Debatten skulle organiseres omkring fire hovedtemaer med 60
konkrete spørgsmål. Temaerne var: Hvordan skal opgaver og magt deles
mellem Unionen og medlemslandene? Hvordan kan Traktaten forenkles,
så den bedre kan virke efter hensigten? Hvordan skal EUs institutioner ”se
ud”? Sidst, men ikke mindst, ønskede man en forfatning for Europas borgere.
Det blev besluttet at sammenkalde et ”konvent” af repræsentanter for
medlemslandene, EUs institutioner og civilsamfundet med henblik på at
foreslå en ny grundtraktat for EU. Forfatningskonventet var blevet født.
Formand blev den aldrende, men viljestærke, franske ekspræsident, Valéry
Giscard d’Estaing, assisteret af viceformænd og en række arbejdsgrupper. I
de kommende måneder debatterede forsamlingen, hvorledes en forfatning
skulle se ud. Det var en åben debat, som også inddrog befolkningerne, dels
gennem pressedækningen, dels gennem et web-baseret forum, som borgere
kunne indsende forslag og kommentarer til. Europa skrev historie i de dage
– aldrig før har et forfatningsarbejde inddraget så mange enkeltpersoner
og grupper i samfundet som denne, aldrig før har et sådant arbejde været
udført med en så høj grad af transparens og åbenhed 24 .
Jeg selv havde lejlighed til at møde to af Laeken Konventets arbejdsgrupper,
en under forsæde af den tyske socialdemokrat Klaus Hänsch (fra Europaparlamentet)
og en med Guiliano d’Amato, den fhv. italienske premierminister,
som formand. Sammen med en kollega fra ESA, Michel Praet,
var jeg officiel repræsentant for EIROforum ved møderne.
Konventet mødtes i Justus Lipsius bygningen, en klods af et hus i rosa
marmor ved Rond Point Schumann i Bruxelles, over for Berlaymont og
Charlemagne bygningerne. Huset er normalt hjemsted for Ministerrådet
– og for demonstrationerne. For der går næppe en dag, uden at der demon-
193
streres uden for den bygning. Sagt lidt spydigt, så skal man bare gå efter
demonstrationerne, hvis man skal finde Justus Lipsius bygningen.
Indeni er der mindre ”spændende”. Faktisk er bygningens interiør, med lave
lofter og brune farver så deprimerende, at Ministerrådets embedsmænd og
medarbejdere burde have et kedsomhedstillæg oven i lønnen. Det er svært
at forstå, hvordan store visionære tanker for kontinentets fremtid kan tænkes
i så beklemmende fysiske omgivelser. Men det var faktisk tilfældet under
arbejdsgruppernes møder.
Min kollega Michel Praet havde til opgave at præsentere en formel stillingtagen
fra ESA til forfatningsprojektet. Det var relevant, for et af temaerne
var spørgsmålet, om Unionen skulle have lov til at påtage sig kompetencer
m.h.t. en ”rumpolitik”. Det lyder måske teknisk og tørt, men det er faktisk
en diskussion af strategisk vigtighed for Europa. Michel havde selvfølgelig
medbragt erklæringen, som han læste op i forsamlingen. Dernæst var det
min tur. Jeg repræsenterede som sagt EIROforum. Vort – og mit – ærinde
var et andet. Vi ville gerne understrege betydningen, som forskning har
for et samfund. Jeg havde også en skriftlig erklæring, som indgik som et
officielt arbejdsdokument. Men da jeg fik ordet, valgte jeg at afvige fra det
skrevne ord. Utallige erklæringer i Konventet drejede sig om alle tænkelige
aspekter af velfærd. Mit argument, som jeg i stedet formulerede i talesprog,
var, at forudsætningen for denne velfærd netop var et samfund, der forstod
og udnyttede resultaterne af videnskabelig forskning. Og at forskning på
samme tid var en integral del af vor europæiske kultur. Det var derfor nødvendigt
i den kommende forfatning at give plads til denne dimension.
Min historielærer på Rørkjær Skole, Henning Hein, havde ”prædiket” for
os om en grundlovs betydning. Og jeg havde i mit praktiske arbejde med
EU systemet gang på gang oplevet, hvordan dette eller hint ”ikke kunne
lade sig gøre” – ikke fordi det ikke forekom ”fornuftigt” eller ”rigtigt”, eller
fordi den gode vilje manglede, men fordi der ikke var lovgrundlag derfor.
Jeg brændte for denne sag. Derfor kunne jeg ikke bare læse en tør tekst op.
194
Mødet i Hänsch’s arbejdsgruppe var formelt og stramt organiseret. Hos
d’Amato var formen langt mere løs og livlig. Om det var mere produktivt,
ved jeg ikke. Det var også kortere, for på denne tid udspilledes Europamesterskaberne
i fodbold, og den dag stillede Italien op. Som god italiener
kunne d’Amato ikke holde ud at diskutere forfatningsemner, mens Italiens
berømte ”Squadra Azurra” kæmpede for Italiens ære. Han bad arbejdsgruppen
om tilladelse til at slutte mødet tidligt, hvilket han fik. Jeg gik ved
siden af ham på vej ned af trappen fra mødelokalet. Han sagde: ”Vi tænker
ikke så tit over det, men vi [der beskæftiger os med en den europæiske integrationsproces
– CM] er jo i virkeligheden en lille elite. Hvis vi ikke passer
på og får befolkningerne med, så vil vi en dag opdage – hvis vi drejer os om
og ser tilbage – at der ikke mere er nogen bag os. Eller også en masse, som
forfølger os!” Hans ord runger stadig i mine ører.
I sommeren 2003 forelå så endeligt forfatningsudkastet. Artikel I-3, som
definerede formålet med Unionen, fastslog, at “Unionen arbejder for
en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk
vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne,
hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt
niveau for beskæftigelse, miljøbeskyttelse, videnskabelige og teknologiske
fremskridt, bekæmpe social udstødelse, fremme social retfærdighed, lighed
mellem mænd og kvinder, solidaritet mellem generationer, beskytte børn,
respektere forskellighed og beskytte Europas kulturarv.” 25
Det var fantastisk! Jeg er ikke bekendt med, at nogen anden forfatning i
verden – i sin formålsparagraf – udtrykte støtte til forskning. Skulle Europa
vise vej på dette punkt? Forslaget indeholdt også nytænkning på andre
områder (f.eks. idéen om ”europæiske folkeafstemninger”) og gik generelt
et stort skridt i retning af at styrke demokratiet i Unionen. Konventet havde
”leveret en flot vare, når det gælder forenkling, og når det gælder tydeliggørelse
af demokrati på europæisk niveau”, som Steen Gade beskrev det i
sin bog ”Gades Europa” 26 , i hvilken han prøver at give et både dybtgående
og vidtfavnene bud på vor det fælleseuropæiske politiske projekt, som den
Europæiske Union jo er.
195
I efteråret fulgte intense forhandlinger mellem regeringerne. I denne fase
var offentligheden udelukket, men alle væsentlige punkter, inkl. støtten til
forskning var fastholdt i den endelige tekst. Så kom folkeafstemningerne i
Frankrig og Italien. Forfatningen blev forkastet med fynd og klem.
Valgforskere og politikere vil nok aldrig blive enige om, hvorfor forfatningen
blev forkastet. Nogle vælgere sagde, at den var ”for social”, andre at den
var ”for lidt social”. Især i Holland stemte mange imod, ”fordi EU var for
dyrt” (!), uden at man gjorde sig den umage at forklare, hvordan det skulle
forstås. I Frankrig var der en ubehagelig understrøm af xenofobi, knyttet til
perspektivet af et muligt tyrkisk medlemskab. Jeg fandt det deprimerende
al den stund, at hverken EUs budget eller tyrkisk medlemskab havde noget
som helst at gøre med forfatningen. Ligeledes at det syntes klart, at de
færreste, der gik til stemmeurnerne, vel nogensinde havde læst forfatningsteksten,
som de nu stemte om. Og det er ikke helt så mærkeligt: Teksten
omfattede omkring 240 sider og var svær at læse. Målet at folkeliggøre EU
havde man tydeligvis ikke nået. D’Amatos ord maner stadig.
Mit nye job medførte ”tiltrædelsesbesøg” hos en række embedsmænd og
beslutningstagere i EU systemet. Jeg blev vel modtaget, ikke mindst i Kommissionen.
Når jeg stod dér som en anden støvsugersælger og forklarede, at
jeg havde noget vigtigt på hjerte, og at det drejede sig om europæisk astronomi,
smilede de bredt. ”Nå, så du kommer fra Spanien!” var deres kommentar.
Spanien? Det var i begyndelsen af dette årti. VLT var netop sat i
drift med enorm succes. I USA havde de indgået væddemål om, at europæerne
aldrig ville kunne tage sig sammen eller være i stand til at få dette projekt
til at fungere. Men det gjorde det – og det producerede store mængder
af videnskabelige data, det ene sæt mere spektakulært end det andet. ESO
”surfede” på toppen af en fantastisk bølge af succes. Verdens astronomer
så på os med beundring eller misundelse, alt efter hvor de befandt sig. Vi
havde været på TV, i radioen og i aviserne. Så hvorfor Spanien?
I halvfjerdserne og firserne havde Spanien med partnere især i England
og Holland (men også i Skandinavien) opbygget et stort astronomisk
observatorium på øen La Palma, den næstvestligste af de Kanariske Øer.
196
Efter det spanske medlemsskab af EF havde de fået store midler stillet til
rådighed gennem de såkaldte ”strukturfonde”, som understøtter finansielt
svage regioner i EU. Observatoriets direktør havde vist sig at være dygtig
til at skaffe ”europæiske midler”, og han stod bag et godt organiseret lobbyarbejde
i Bruxelles, uden tvivl med solid politisk støtte fra de spanske
politikere. Embedsmændene i Europakommissionens Generaldirektorat
for Forskning var derfor ganske fortrolige med det spanske observatorium
– i sidste ende sendte de jo masser af penge dertil. ESO, derimod,
modtog ingen midler fra Kommissionen. Derfor eksisterede vi ikke i deres
bevidsthed. Problemet var imidlertid, at ESO forlængst havde overhalet
vore spanske kolleger, videnskabeligt, teknologisk og også med hensyn til
ressourcer. ESO stormede frem, i Spanien så det anderledes ud, omend de
fremdeles havde store ambitioner.
Selv om vi netop havde taget VLT i brug, havde vi planer om et nyt kæmpeteleskop.
Spanierne havde lignende planer, men dels var det klart, at
Europa næppe ville have råd til at finansiere to projekter, dels foregik der jo
netop en konsolideringsproces i europæisk forskning. Spanien havde foreslået
en sammenslutning af de to observatorier. Vi afviste, men tilbød dem
i stedet at blive medlem af ESO, hvad de også blev få år senere. Vi frygtede,
at en sammenslutning ville betyde, at vi skulle stille midler til rådighed
for observatoriet på La Palma, som rådede over en række teknologisk
utidssvarende instrumenter på et tidspunkt, hvor vi selv var i gang med at
nedskære aktivitetsniveauet på La Silla (som havde faciliteter, der mindede
om dem på La Palma) for at sikre tilstrækkelige ressourcer til VLT såvel
som til fremtidige instrumenter. Det var et delikat politisk spil. I Europaparlamentet
mødtes jeg med Carlos Westendorp (dengang formand for
parlamentets forskningsudvalg, ITRE, men i øvrigt også tidligere spansk
udenrigsminister – og i skrivende stund spansk ambassadør i Washington).
Han var interesseret i en ”Minihøring” i parlamentsudvalget om de store
”næste-generations” teleskopprojekter. Politik betegnes af nogle som ”det
muliges kunst”; andre påstår, at politik er ”det umuliges kunst”. Men politik
er som bekendt ikke bare stræben efter høje mål. Der bliver også bagt
”rævekager” af og til.
197
Jeg organiserede høringen med en række ESO eksperter. Et par dage før arrangementet
fik jeg en mail fra Westendorps sekretariat. ”Dr. Westendorp”
ville gerne have repræsentanter fra La Palma med til høringen. ESOs generaldirektør
blev bleg, da hun læste det; hun erkendte, at her blev lagt en
fælde. For Westendorp ønskede en parlamentsudtalelse til fordel for det
spanske projekt. Det kunne have sikret La Palma observatoriets fremtid,
hvilket set ud fra en regionalpolitisk overvejelse selvfølgelig var fuldkomment
legitimt. ESOs projekt var derimod baseret på, at man ville bygge
”det bedste teleskop” på ”det bedste sted”, uanset hvor det nu end måtte
være. For os måtte placeringen afhænge af en grundig, teknisk undersøgelse
og sammenligning af alternativer, hvilket endnu ikke havde fundet sted.
Catherine havde helst aflyst høringen, men der var ingen vej tilbage. Jeg
prøvede at berolige hende. ”Lad os i stedet udnytte situationen,” argumenterede
jeg. Umiddelbart før mødet startede, mødtes Richard West og jeg
med det konservative, danske parlamentsmedlem Christian Rovsing, som
var en gammel klassekammarat til Richard. Vi satte ham ind i situationen.
”Bare rolig,” sagde han, ”den klarer jeg!” Og det gjorde han. Der var en udmærket,
omend skarp debat, som resulterede i generel tilslutning til idéen
om, at Europa skulle fortsætte sin succesrige vej inden for astronomisk
forskning med bygningen af et ”næste-generations teleskop” – men uden
Fra høringen i Europaparlamentet.
198
ESA kontoret i Avenue de Cortenbergh.
at blåstemple den spanske ”enegang”. Christian var aktiv, da den endelige
rapport blev skrevet, og han holdt tæt kontakt med os i den tid.
Personligt havde jeg gerne været foruden ”bataljen i Parlamentet”. Sådanne
videnskabelige diskussioner egner sig ganske enkelt ikke for en politisk debat.
Dertil kom, at jeg intet havde imod det spanske projekt som sådan.
Men det var vigtigt, at vi ikke undergravede fremtidsperspektivet for europæisk
astronomi gennem ny fragmentering og ”familiestridigheder” – for
projekter af denne art kræver, at alle trækker på samme hammel. ESOs
utvetydige succes på verdensplan skyldes ikke bare, at man har satset benhårdt
på videnskabelig og teknologisk kvalitet og været i stand til at samle
nogle af verdens førende eksperter under ét tag, men også at medlemslandene
i snart 50 år har stillet store ressourcer til rådighed. Hvis vi mister
pusten p.gr.a. uenighed eller giver ikke-videnskabelige hensyn – som f.eks.
egnsudvikling – prioritet, risikerer vi, at de store investeringer på den lange
bane viser sig at have været forgæves. Det i øvrigt uden at underkende nytten
eller legitimiteten af egnsudvikling eller andre overvejelser og hensyn.
Dette syn har efterhånden fundet vid udbredelse. I dag er antallet af ESO
medlemslande vokset til 13, og der står en række lande på dørtærsklen.
199
Min tid på denne post indebar som nævnt ugentlige rejser til Bruxelles. Jeg
stod op kl. 5 om morgenen i Garching, landede i Bruxelles kl. 8 og havde
møde efter møde, somme tider fem eller seks i dagens løb. Derefter fulgte
rapportskrivning på kontoret i Avenue de Cortenbergh. Jeg sluttede typisk
ved ni-tiden, hvilket tillod et kort besøg hos La Brace, min ”yndlingsitaliener”
i Rue Franklin, inden jeg faldt omkuld på hotellet. Næste dag gik
det videre, indtil jeg tog flyet kl. 21 til München. Hjemme ventede Asta og
børnene. Sarah og Christoph var begge teenagere med alt, hvad det medførte.
Der er selvfølgelig historien om ham, der fortæller, ”at da jeg blev 15,
blev mine forældre pludselig meget mærkelige, men da jeg blev 20, blev de
heldigvis normale igen”. Da jeg selv var i den alder, købte min mor bogen
”Hvordan man overlever med en teenager i huset”. Men jeg må sige, at jeg
så mine børns pubertet som en smuk periode. De var som spirende blomster,
sarte, følsomme, undervejs til at springe ud i fuldt flor.
De var meget forskellige. Christophs store interesse var fodbold, og det
hører nok til de større pædagogiske bedrifter, at han fik mig til at værdsætte
dette spil. Det var berigende for mig at få lidt indsigt i denne verden, og
jeg er ham virkelig taknemmelig for den tålmodighed, han udviste over for
sin far. Sarah og jeg fandt en anden kontaktflade i disse år: Musik. Hun
faldt for nogle af de gamle rockbands, Doors og Led Zeppelin, men viste
til gengæld vej for mig til nye kunstnere og bands, Kashmir, Cold Play og
ikke mindst Reamonn, den irske troubadour, som har skrevet og sunget
nogle af tidens mest vidunderlige rock-ballader. Det var en tid mellem slips
og gråt jakkesæt og jeans og T-shirt. Trods mine hyppige fravær fandt jeg et
kammaratskab med Christoph og Sarah – som i sin tid med Jakob.
I mellemtiden var Jakob også vendt tilbage til os. Efter studietiden havde
han fået ansættelse på det Kongelige Danske Generalkonsulat i München
og boede derfor ”midlertidigt” hos os. Vi var igen en familie på fem. Selvfølgelig
var det hos os som i andre familier – hvert medlem har egne interesser,
ønsker, sorger og bekymringer. Men jeg tror ikke, det er et udtryk for
fortegnet romantik, når jeg siger, at vi også støttede hinanden, når der var
vanskeligheder. Samtidig glædede det både Asta og mig at se, hvordan Jakob,
Christoph og Sarah ”fandt hinanden” i et positivt ”søskendeforhold”.
200
Sarah slog nye rødder i Danmark og prøvede kræfter dér med tilværelsen. Billedet er fra
Arne og Lilli Ann Gundestrups charmerende Galleri Baghuset i Esbjerg, hvor hun fik
mulighed for en soloudstilling med fotos og malerier. (Foto: Christoph Martin Madsen)
Med min egen erfaring in mente ser jeg måske det som det mest positive,
der skete i familien i de år.
I 2005 tog Sarah studentereksamen fra den Europæiske Skole og tog derefter
på højskole i Danmark. I foråret 2007 blev det Christophs tur til at
flytte. Jeg var knust, da Jakob flyttede et årti tidligere. Denne gang havde
jeg det godt med det, for i mellemtiden havde jeg lært at give slip. Tiden var
kommet – de skulle ud i livet som den opdagelsesrejsende, der fra stranden
spejder ud på det åbne hav…
For mig kom igen en mandag morgen, eller tirsdag eller onsdag, hvor vækkeuret
ringede kl. 5, og taxaen til lufthavnen stod for døren 5:45.
EIROforum mødes regelmæssigt i årets løb – koordinationsudvalget fire
gange om året, generaldirektørerne (som jeg for mit indre betegnede som
de ”syv samuraier”) to gange. De er ledsaget af deres respektive medlemmer
af koordinationsudvalget, som går under betegnelsen ”sherpaerne” el-
201
Møde i Bruxelles med
de syv samuraier.
ler vandbærerne. I generaldirektørernes møde deltager ofte en højtstående
repræsentant for Kommissionen – det kan være Kommissæren selv eller
Kommissionens generaldirektør for forskning, som dengang var Achilleas
Mitsos. Jeg havde længe haft den idé, at EIROforum og Kommissionen
skulle prøve at etablere en form for samarbejdsaftale.
De europæiske lande har af historiske grunde valgt at artikulere deres
forskningsmæssige samarbejde gennem to kanaler – De europæiske Fællesskabers
forskningsaktiviteter og gennem de mellemstatslige organisationer,
såsom EIROforum organisationerne. Det forekom indlysende, at disse
to ”systemer” burde tale med hinanden, og at koordination imellem dem
ville være en god idé. Men det var faktisk ikke sket endnu – og det havde
en grund. For de to systemer repræsenterer de to – vanskeligt forénlige –
hovedlinjer i europæisk politik: Skal samarbejdet baseres på kooperation
mellem suveræne nationalstater eller i et fællesskab, styret af et supranationalt
organ? Dette fundamentale spørgsmål er fremdeles uafklaret. Men det
Europæiske Forskningsrum drejer sig jo om at styrke samarbejdet mellem
alle aktører. Burde vi altså ikke gøre et forsøg på at gennembryde den gordiske
knude – i det mindste inden for vore kompetenceområder? Jeg havde
argumenteret for det i koordinationsudvalget, og nu var turen kommet til
generaldirektørernes møde, som fandt sted i Athen.
Mødet fik et kaotisk forløb p.gr.a. flystrejker. I stedet for at nå Athen ved
middagstid, ankom vi kl. 2 den følgende nat, sov en tre-fire timer i et lufthavnshotel
og kørte så til vort mødested. Alle var trætte, og diskussionen
202
forløb trægt. Da vi nåede til dagsordenspunktet ”Principaftale med Europakommissionen”
var tiden stort set gået. Jeg nåede at præsentere min idé
på fem minutter, men fik ingen rigtig feedback fra de høje herrer og damer.
På dette tidspunkt stødte Kommissionens repræsentant, Mitsos, til mødet.
EIROforums formand bød ham velkommen og gav en kort gennemgang
af mødets hidtidige forløb. Uden varsel så han derpå på mig: ”Og nu vil
Claus forelægge vore tanker om det fremtidige samarbejde med Kommissionen!”
sagde han. Der var intet musehul i nærheden, så jeg havde intet
valg: Jeg måtte føre en åben forhandling så at sige med mine syv chefer i
nakken, men uden i øvrigt at vide, om de rent faktisk var enige med mig.
Sådanne forhandlinger vil normalt foregå helt anderledes – med en første
forsigtig, informel kontakt på lavt niveau, måske over en frokost eller i en
korridor. Hvis sagen ikke strander undervejs, kan den efterhånden bevæge
sig ”op igennem systemet”, indtil den havner dér, hvor beslutningerne kan
tages. Når den er så vidt, ved man som oftest, hvad resultatet bliver. Men
den dag i Athen blev processen kortsluttet. Der var ganske vist ikke tale
om hverken en fredsslutning eller en krigserklæring, men en formel aftale
med Europakommissionen er ikke desto mindre et vægtigt dokument. Fra
Kommissionens side kræver det bl.a., at alle kommissærerne giver deres tilslutning.
Så jeg var ”ude på det dybe vand”. Jeg skildrede min idé om en
aftale, og hvad den burde (eller kunne) indeholde. Så fik Mitsos ordet. Han
smilede bredt og erklærede, at han var utroligt glad for forslaget. Han var
parat til at arbejde med os i udarbejdelsen af den formelle tekst og mente,
at vi burde satse på at få en aftale i hus så hurtigt som muligt. Jeg bevilgede
mig selv en ekstra ouzo den aften.
Aftalen, som blev formuleret som et ”Statement of Intent”, blev underskrevet
af Forskningskommissær Philippe Busquin og ”de syv samuraier” ved
en lille ceremoni i Bruxelles i oktober 2003 27 . Ceremonien faldt sammen
med det næste regulære møde for ”samuraierne”. De havde meget at diskutere,
for de nye vinde i Europa begyndte at føles, f.eks. forelå nu ”Barcelona
Beslutningen” om at øge investeringerne i forskning og teknologi til 3 % af
bruttoindlandsproduktet for EUs medlemslande, en forøgelse på 50 %. En af
generaldirektørerne fik den idé, at ”vi burde offentliggøre vore tanker om den
fremtidige udvikling for europæisk forskning”. Forslaget fandt almindelig
203
tilslutning, men blev i øvrigt ikke diskuteret i mere end nogle få minutter.
Visse idéer er så ”store”, at man let overser dem. Derfor blev ingen udpeget
som ”tovholder” for projektet, men det gav mig ingen ro. Jeg besluttede
derfor at samle koordinationsudvalget til et møde i Garching. For at have
en basis for diskussionen skrev jeg et første udkast til dokumentets hovedpunkter.
Jeg foreslog, at vi ikke skulle lave en lang klagesang og bønskrift
om, hvad samfundet burde gøre for os, men snarere beskrive, hvad videnskab
og forskning kan gøre for samfundet og for Europa i lyset af Lissabon
målsætningen.
Der var ingen dybere hensigt eller personlig ambition bag det faktum, at
det blev mig, der tog initiativet, men det førte til, at jeg blev ”siddende”
med opgaven som koordinator, redaktør og hovedforfatter for, hvad der
internt blev kendt som ”the Vision Paper”. Det var en stor mundfuld, for
opgaven var jo at udvikle en ”vision” for europæisk forskning. Dokumentet
skulle have substans, men samtidig skulle det kunne understøttes af alle syv
organisationer, som er meget forskellige, både hvad angår forskningsområde
og -orientering – og institutionelle interesser. For sådan er det jo i den
virkelige verden. Jeg sled i de måneder, og det forblev ikke ubemærket. Fra
en af vore partnerorganisationer fik jeg en dag denne e-mail: ”What is your
secret? Do you have a double of you doing everything in your job that a 24
hours’ day would humanly not allow you to do?”
Europakommissær Janez Potočnik (højest, i midten) sammen med ”samuraierne” ved
præsentationen af vort forskningspolitiske positionspapir i Berlaymont bygningen.
204
Mellem 2005 og 2008 fungerede jeg også som officiel ESO talsmand. Billedet
her er fra et pressemøde i Liège med den walonske minister for videnskab og
teknologi, Marie-Dominique Simonet, vedrørende offentlige teknologifremmeaktiviteter
for europæisk industri.
I oktober 2004, ét år efter at idéen var blevet født, blev udkastet til dokumentet
forelagt de syv generaldirektører. Det havde et omfang af 100 sider
og bar titlen ”Towards a Europe of Knowledge and Innovation”. ”Samuraierne”
forstod værdien af dokumentet og støttede op om det. De forstod
også, at tiden var knap, så vi skulle finde en afslutning. Men de kunne ikke
enes om mange af formuleringerne. Til sidst foreslog formanden, direktøren
for det Europæiske Rumagentur, at man overlod det til mig at tage de
endelige beslutninger. Alle sagde ja, hvilket forledte mig til også at acceptere
det. Jeg gik i gang med sidste fase. Men generaldirektører er ikke vant
til at blive modsagt. Fanden var løs i Laksegade, da jeg rundsendte den endelige
udgave. Jeg var udsat for et enormt pres fra alle sider. Heldigvis bakkede
formandskabet mig op. ”I…express ESA’s gratefulness for the leadership
shown by Claus,” skrev han. Dermed var sagen afgjort. Dokumentet
blev overgivet til den nye Europakommissær, Janez Potočnik, først på året
og præsenteret formelt ved en pressekonference i Europakommissionens
hovedsæde i Berlaymont bygningen d. 20. april 2005 28 .
Rom blev ikke bygget på én dag, siger man. Europa ej heller. EU systemet
er trægt, komplekst og ofte fyldt med paradokser. Det er let at blive fru-
205
Det smukke bakkelandskab omkring Ypres er oversået med kirkegårde fra Den
første Verdenskrigs store blodrus.
streret, når man synes, man ikke kommer videre. Ser man imidlertid, hvor
langt vi er kommet i Europa i det sidste halve århundrede, ser det hele anderledes
ud. Vi arbejder sammen på kryds og tværs af grænser (faktisk har
vi delvist fjernet grænserne), mange af os har fælles mønt, de unge taler flere
sprog og udlandsophold er en naturlig del af deres uddannelse, regionerne
blomstrer op som nye økonomiske og politiske kraftcentre (som vi f.eks.
ser det i Skotland, i Katalonien eller i vor hjemlige Øresundsregion). Intet
menneske i Vesteuropa ville i dag komme på den idé, at man behøvede at
være bange for sit naboland. Og vi prøver at finde fælles fodslag på den verdenspolitiske
scene – i det væsentlige med en politik, der bygger på fred og
demokrati, men også respekt for international lov. I forbindelse med modtagelsen
af Sakharov Prisen i januar 2004 talte FNs generalsekretær Kofi
Annan til Europaparlamentet om Europas rolle i verden ”Europe has seen
more than its fair share of war, tyranny and terrible suffering. But Europeans
have replaced that with a future of hope. You have pursued the path of peace
through multilateralism.” 29
206
Christoph i Europaparlamentet.
At komme dertil – efter at have udløst to verdenskrige inden for et tidsrum
på bare 25 år og i løbet af de sidste 100 år – er noget, vi kan være stolte af.
Og noget vi bør formidle til vore børn. Set i det lange historiske perspektiv
kunne man vove den påstand, at vore bedsteforældres generations store
fortjeneste var at vise, at demokrati var muligt. Vore forældre påviste, at
almen velfærd var muligt. Uden at forfalde til det patetiske kunne man så
fortsætte med at se vor generations historiske opgave som at vise, at fred
er mulig – i hvert fald i vor del af verden? Derfor tog jeg Christoph med
på en rejse til Bruxelles – og Belgien. Vi startede med at se skyttegravene
i Flandern, omkring den lille by Ypres, hvor nogle af de blodigste kampe
fandt sted under Den første Verdenskrig. Vi fortsatte så til Bruxelles for at
se Europaparlamentet og de andre EU institutioner. Stærkere kan man ikke
illustrere Europas nyere historie. ”Jeg spørger mig selv, hvad der mon ville
ske, hvis alle hære på samme tid gik i strejke og sagde, at man måtte finde en
anden måde at bilægge striden!” skrev marineminister Winston Churchill
i November 1914. I 1946 foreslog han, at man skulle danne en ”regional”
207
struktur i Europa, ”en slags Europas forenede stater.” 30 Christoph er meget
interesseret i nyere historie og også politisk bevidst. Han fik uden tvivl
meget ud af denne tur, og det var dejligt for mig at foretage den sammen
med ham.
Den dag vil selvfølgelig komme, hvor Jakobs, Sarahs og Christophs generation
tager over, men indtil da er det ”os”, der står på historiens byggeplads.
Min byggeplads hed fremdeles det Europæiske Forskningsrum, ofte betegnet
med det engelske navn the European Research Area (ERA). Idéen
bag forskningsrummet var at styrke kvaliteten af europæisk forskning og
at effektivisere indsatsen gennem samarbejde imellem de europæiske lande
med muligst få administrative og praktiske hindringer og begrænsninger.
Bedre og mere effektiv forskning var en del af Europas svar på den udfordring,
der fortsat udgår fra globaliseringen. En del af bestræbelserne går
også ud på at skabe et mere forskningsvenligt miljø, så man kan tiltrække
forskere fra hele verden. At samle så mange af verdens bedste begavelser
som muligt var en del af opskriften på Amerikas succes i det 20. århundrede,
hvor U.S.A. etablerede sig som den førende nation i verden med hensyn
til forskning, teknologi og innovation. Dette er ikke et spørgsmål om, at
amerikanske borgere fik fjernsyn og køleskabe lang tid før resten af verden;
det er intet mindre end et spørgsmål af afgørende strategisk betydning –
med vidtrækkende politiske konsekvenser. Etableringen af det Europæiske
Forskningsrum var – og er – derfor en del af bestræbelserne på at genskabe
en fornuftig balance, hvor Europa ikke bare kan formulere sin egen politik
på verdensplan, men også besidder den økonomiske og teknologiske evne
til at implementere denne politik i den virkelige verden.
En lille brik i dette spil var Europakommissionens såkaldte ERA-link
projekt, hvis formål var at vise studerende såvel som etablerede forskere i
USA – mange af dem fra Europa –, at der i dag også er interessante job- og
karrieremuligheder i Europa. Med andre ord et forsøg på at transformere
hvad man har beskrevet som Europas ”brain-drain” til en mere afbalanceret
udveksling af talent. For i kampen om de bedste hoveder er der tale
om ét, globalt arbejdsmarked. Europakommissionen tog derfor godt imod
208
Håbefulde unge studerende fra M.I.T. venter tåmodigt i køen, i ”stadstøj” og med
C.V.’et under armen, for at tale med repræsentaterne fra en række europæiske hi-tech
foretagender. Blandt de danske firmaer var Mærsk, Novo Nordisk og Vestas. Blandt
de unge mennesker, der søgte en fremtid i Europa, var såmænd også en ung pige fra
Esbjerg, som nu forskede i diabetes i U.S.A.
et initiativ, som udgik fra en forening af europæiske studerende ved det
amerikanske forskningsmekka og eliteuniversitet Massachusets Institute
of Technology (M.I.T.) i Cambridge, Massachusets, om at organisere en
årligt tilbagevendende jobmesse med fokus på Europa. Kommissionen
spurgte EIROforum, om vi havde lyst at deltage, hvilket vi naturligvis
sagde ja til. Det blev min opgave at repræsentere EIROforum ved disse
arrangementer, hvilket også gav mig mulighed for behageligt gensyn med
Boston og New England, en af de mest charmerende dele af Nordamerika,
som jeg havde lært at kende under et tidligere besøg sammen med Richard
West på Harvard.
Det er værd for en kort stund at beskæftige sig med M.I.T. Denne ærværdige
institution blev grundlagt i 1861. I 1850 var Californien blevet en
del af U.S.A., og det tog ikke længe før man på østkysten erkendte, at man
umuligt kunne hamle op med Californiens uhyre potentiale bl.a. hvad
209
angik landbrugsproduktion. Man måtte altså finde andre måder at klare
sig på økonomisk. Løsningen var etableringen af et af verdens stærkeste
videncentre, med universiteter som Harvard og Tuft’s – og M.I.T. De to
tvillingebyer, Boston og Cambridge, Mass., har fastholdt denne position,
og der er ingen tvivl om, at hvis man ønsker at rekruttere nogle af de bedst
begavede unge mennesker i verden, er dette stedet at finde dem.
International forskningspolitik var blevet mit arbejdsområde, men den
omfattede selvfølgelig en række andre løbende projekter og opgaver, f.eks.
i forbindelse med optagelsesforhandlinger for nye medlemslande i ESO.
Ian Corbett var ESOs vicegeneraldirektør. For mig var han ganske enkelt
”Store Ian” – ikke så meget p.gr.a. hans statur (som ikke var ubeskeden)
men for hans intellektuelle format. Jeg tror ikke, man kan tale med ham
om noget emne, uden at han har en velinformeret og velformuleret mening
om det. Ian var oprindelig partikelfysiker af uddannelse, men havde skabt
sig en ”anden” karriere som forskningsadministrator. På ESO tog han sig
bl.a. af internationale relationer, hvilket også faldt naturligt i betragtning af
den stærke autoritet, han udstrålede. Mit arbejde med EU systemet og de
internationale organisationer medførte naturligvis en vis overlapning, og
efterhånden kom vi til at arbejde rigtigt godt sammen. Da han i efteråret
2006 forlod ESO for at gå på pension, overtog jeg en stor del af Ians internationale
arbejde. På daværende tidspunkt var vi i den varme fase, hvad
angik optagelse af den Tjekkiske Republik i ESO.
Tjekkerne havde længe været interesseret i medlemsskab. Under IAU generalforsamlingen
i Sydney i 2003 havde vi haft de første informelle samtaler,
og sidenhen havde de gjort et godt benarbejde i Prag m.h.t. at etablere den
nødvendige politiske opbakning. På ESO var både Catherine og jeg opsat
på at ”hale en aftale hjem”, men det var ikke helt simpelt, for der var nogen
skepsis i mange kredse m.h.t. til ”de nye lande”. Dermed mentes selvfølgelig
de lande, som historien havde placeret på den kommunistiske side af jerntæppet,
og som nu arbejdede hårdt på at blive integreret i et Europa, præget
af den vesteuropæiske samfundsmodel og politiske tradition baseret på
markedsøkonomi og demokrati. At lade dem deltage som ligebyrdige med-
210
lemmer i den europæiske ”viden-struktur” synes at være oplagt, men ikke
alle så sådan på det. På en fælles rejse sagde Catherine: ”Claus, er du klar
over, at vi to formodentligt er de eneste i ESO, der synes, at det er vigtigt at
få tjekkerne med.” Det var måske at sætte sagen på spidsen, men jeg følte
under alle omstændigheder, at det var en kamp, som skulle kæmpes, hvis
man – som jeg – tror på værdien af den europæiske integrationsproces.
Sammen var vi rejst til Prag i efteråret 2005, havde mødt viceministerpræsidenten,
Martin Jahn, og højtstående embedsmænd. Det så lovende ud.
Men der skulle snart være valg, så vi gik i venteposition. Valget i sommeren
2006 endte med den barokke situation, at regeringen og oppositionen hver
kontrollerede 100 mandater i parlamentet. En tilsyneladende umulig tilstand,
men vore tjekkiske kontakter kendte en vej frem. På trods af den politiske
lammelse forhandlede vi et aftaleudkast færdigt mellem os i midten
af oktober. Nu skulle det godkendes i Prag. Efter en forhåndsgodkendelse
kunne det så forelægges ESOs Råd i begyndelsen af december med henblik
på tiltrædelse d. 1. januar 2007. Det var tydeligt, at tjekkerne havde travlt,
for de så en politisk chance; men der var kun plads til ét forsøg, og det
måtte finde sted i selvsamme finansår.
Vi havde aftalt, at parallelt med den politiske og juridiske proces skulle
en tjekkisk delegation besøge ESO i Chile for ved eget øjesyn at se, hvad
de var ved ”at købe” sig ind i. Jeg besluttede mig for at rejse med dem, og
således mødtes vi i Santiagos lufthavn d. 6. november. I flyet på vej til Antofagasta
betroede min tjekkiske kollega mig, at ”der var problemer” med
aftalen. Problemerne havde for så vidt intet at gøre med aftalens substans,
men der var komplicerede juridiske aspekter forbundet med kravet om
parlamentarisk ratifikation af aftalen. En ratifikation var nødvendig, for
medlemsskab af ESO kræver tiltrædelse til en international konvention,
altså et folkeretsligt dokument. En tillægsaftale var derfor nødvendig. Og
nu sad vi dér, bogstaveligt talt midt i ørkenen, med bare to ugers frist, før vi
skulle have det endelige aftaledokument klar. At indkalde forhandlingsudvalget
var udelukket med denne frist. Min tjekkiske partner og jeg satte os
sammen den aften og skrev en tillægsaftale, som jeg sendte tilbage til ESOs
generaldirektør. Dagen efter fik jeg et ”OK” fra hende.
211
Fra ESO Rådsmødet i december 2006. (Foto: Hans-Hermann Heyer)
Tilbage i Garching stødte jeg på Ians tidligere assistent, til hvis opgaver det
også hørte at forberede Rådsmøderne. Hun rystede på hovedet. ”Sådan
havde Ian aldrig gjort det. Det går ikke godt,” mente hun. Hendes udtalelse
lod mig ikke uberørt, for Store Ians skygge hvilede også over mig. Alligevel
gjorde jeg hende klart, at nu var det mig, der havde sagen, og at det – under
de givne omstændigheder – altså var mit bud på en løsning. Jeg forelagde
aftalen for Rådet på mødet d. 6. december. Det hele tog ikke meget mere
end fem minutter, og forslaget blev vedtaget énstemmigt. Ugen efter sagde
også den tjekkiske regering ”ja”. Vi var et stort skridt videre, men tilbage
stod den formelle undertegnelse, den parlamentariske godkendelse og en
del diplomatisk og administrativt arbejde.
Tjekkerne forsatte med at presse på. De var nervøse for den parlamentariske
situation. Det endte med, at – almindelig juletravlhed til trods – aftalen
skulle underskrives d. 22. december. Tidspunktet blev lavet om tre gange
inden for et par dage, så vi besluttede os for at tage til Prag aftenen før.
”Vi” var i denne sammenhæng foruden mig selv Thomas Wilson, som var
bemyndiget af Rådet til at skrive under. Vi blev hentet tidligt næste morgen
af en herre fra ministeriet. ”I er heldige,” sagde han, ”I går eftermiddag
212
Underskriftsceremonien i Prag d. 22. december 2006.
indgav Ministerpræsidenten sin afskedsbegæring, men Præsidenten afviste
den, så ministeren kan stadig skrive under.” Vi fik underskriften i hus. Ugen
efter faldt regeringen.
Ifølge aftalen havde Parlamentet nu 120 dage til ratifikationsprocessen
efterfulgt af de formelle procedurer, hvilket indebar deponeringen af bekræftelsen
i det franske udenrigsministeriums arkiv i Paris. Præcis på dagen
faldt bekræftelsen. Der var panik i sidste sekund, da kommunistiske medlemmer
af parlamentet protesterede imod, at en teknisk protokol til aftalen
ikke forelå i ”en autoriseret” tjekkisk oversættelse. Men problemet blev
klaret. Ratifikationen fandt sted på den 119. dag og den Tjekkiske Republik
blev derved medlem. Vi fejrede det tjekkiske medlemsskab, men det
udløste også en chokreaktion i Wien. Østrig havde i 30 år prøvet at blive
medlem af ESO, men var bakket ud, hver gang forhandlingerne så ud til at
føre til et positivt resultat. I Wien så man sig stadig i Kejserrigets tradition,
og tanken, at tidligere vassalstater skulle kunne opnå medlemsskab i ESO
før den Østrigske Republik, eksisterede næppe i de ministeriale kontorer
på Minoritenplatz i Wiens fornemme 1. distrikt. Nyheden slog ned som en
bombe og førte til et nyt østrigsk forsøg på at opnå medlemsskab 31 .
213
Prag spillede også på anden vis en vigtig rolle i 2006. Byen var bl.a. vært for
dette års IAU verdensastronomimøde. Et af emnerne for mødet var forberedelse
af det Internationale Astronomiår i 2009. Idéen om et Internationalt
Astronomiår tager sit udgangspunkt i, at det er 400 år siden, at Galileo
Galilei for første gang benyttede et astronomisk teleskop (og dermed radikalt
ændrede menneskehedens verdensbillede), men også at astronomisk
forskning i dag er inde i en rivende udvikling, som – i sin intellektuelle
rækkevidde – på mange måder tåler sammenligning med renæssancen. På
IAU mødet i Sydney i 2003 havde italienske astronomer opnået støtte til
idéen, og i 2005 vedtog UNESCOs Generalkonference en henstilling til
FNs generalforsamling om at udråbe 2009 til Astronomiår. I Prag var temaet
derfor, hvordan vi kom videre med projektet. Den italienske regering
var parat til at indbringe forslaget for Generalforsamlingen i New York i efteråret
2006, men ville gerne have støtte fra IAU i form af et delegationsbesøg
i New York. Catherine, der foruden jobbet som ESO generaldirektør
netop var blevet præsident for IAU, samlede en gruppe af interesserede til
et frokostmøde. Hun bad mig deltage, skønt jeg ikke havde meget at gøre
Fra verdensastronomimødet i Prag i August 2006.
214
De store astronomimøder, som finder sted hver 3. år, samler flere tusinde mennesker
fra alle verdenshjørner og byder på gode muligheder også for individuelle kontakter.
med denne sag. ”Hvem vil være parat til at deltage i en delegationsrejse til
New York?” spurgte hun. Praktisk taget alle omkring bordet rakte hånden
op. Bortset fra mig. Med så mange gode kræfter samlet var der næppe brug
for mig, ræsonerede jeg. Bortset fra det havde jeg jo rigeligt om ørerne.
Rejsen skulle finde sted i oktober. En uge før viste det sig, at delegationen
led af kraftigt mandefald. Uvist af hvilken grund havde mange af de frivillige
fra Prag pludselig ikke tid. Min danske kollega Lars Lindberg Kristensen,
som var IAU press officer, ringede til mig. ”Kunne du ikke få tid
til at tage til New York?”, spurgte han med forsigtig stemme. Jeg svarede
positivt henholdende. Jeg ville gerne hjælpe, men IAUs affærer var jo ikke
mine. Få minutter senere modtog jeg en e-mail fra Catherine: ”Dear Claus,
Everybody involved agrees enthusiastically: we would be delighted if you
could take part in the UN delegation”. Jeg bookede en billet, men havde
endnu ikke pakket min kuffert, da rejsen abrupt blev aflyst. Den italienske
FN ambassade var i mellemtiden løbet ind i massiv modstand mod idéen
og havde konkluderet, at det ikke ville være muligt at samle tilstrækkelig
støtte i Generalforsamlingen. Efter et par dage med e-mails flyvende om
ørerne på os indkaldte Catherine til krisemøde. Da der var deltagere fra
215
hele verden, foregik det som telefonkonference. Jeg deltog dog fra hendes
kontor. Efter en kort diskussion foreslog Catherine at overdrage ”FN-problemet”
til mig. Jeg skulle komme op med en strategi, som kunne føre til en
resolutionsvedtagelse i den følgende generalforsamling (i efteråret 2007),
og i øvrigt koordinere det nødvendige arbejde for at nå dertil. Det var en
stor mundfuld, men jeg fik på den anden side stort set frie hænder til at
kontakte, hvem jeg havde lyst til – og Catherines underskrift på breve,
når det var nødvendigt. Således kontaktede ”vi” f.eks. generalsekretæren
for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, og Zalmay Khalilzad, som interessant
nok ikke bare var Bush regeringens repræsentant i FN, men også var
bekendende Sunni-muslim. Trods sin prekære situation kunne han derfor
på troværdig vis nå mangen en arabisk diplomat, hvilket var værdifuldt al
den stund, at araberne har spillet en vigtig rolle i astronomiens historie, og
moderate arabiske regeringer er stærkt interesseret i aktiviteter, som kan
styrke forholdet til vesten og dermed hjælpe med at forebygge en konflikt
mellem verdenskulturerne.
I de kommende uger og måneder knyttede jeg kontakter og besøgte ambassadører
og andre højtstående embedsmænd (og -kvinder!) i Paris, Rom,
Prag, Bruxelles, Lissabon, Madrid, New York, Santiago og Cape Town.
Men den første station på vejen – i januar 2007 – var Nordborg på Als.
I ”Danfoss Universe”, det nye ”Science Center” i Nordborg, mødte jeg
Bertel Haarder og havde lejlighed til at drøfte Astronomiår-projektet med
ham. Han tilbød mig øjeblikelig sin hjælp. Da jeg kom hjem til Garching
sent samme aften, fandt jeg en mail fra ham til Danmarks ambassadør i FN,
Ellen Margrethe Løj, i hvilken han gav sin støtte til idéen. Bertels støtte fik
meget stor betydning for det videre forløb.
Hvorfor gav det så store problemer at få en resolution gennemført om et emne,
som i bedste fald rangerer temmelig lavt på FN diplomaternes dagsorden?
FNs generalforsamling er nok det vigtigste mødepunkt og forum for verdenspolitikken
forstået på den måde, at her kommer (næsten) alle verdens
nationer og lande til orde. Det fører til spændende, men også kontroverse
debatter. Blandt de vestlige lande har der i perioder hersket en vis ”træthed”
over endeløse – og somme tider ørkesløse – diskussioner, som de enten
216
anså for tidsspilde eller for direkte ubehagelige. Den lange periode med
vestligt hegemoni har efterladt mange ”ubetalte” regninger, og jeg har ikke
mødt mange, som ikke har haft forståelse derfor. Men verden skal også gå
videre – det er også en del af den dynamiske vestlige kultur. Jeg skal ikke
ophøje mig til dommer i den debat, men faktum er, at der eksisterer sådanne
spændinger i det internationale samarbejde. Mange vestlige lande er også trætte
af ”internationale år”, fordi de mener, at de er blevet misbrugt og instrumentaliseret
for politiske mål, som vi enten ikke kan eller har lyst til at støtte. Derfor
vedtog Generalforsamlingen i 2006 – på forslag af Australien, Canada og Finland
– en resolution, som manede til tilbageholdenhed m.h.t. udråbelse af nye
internationale år. Både EU og USA havde sluttet op om denne holdning.
Ved starten af 2007 var vi derfor i den situation, at vi let fandt sympati for
idéen om, at astronomi kunne være et interessant tema (også for et internationalt
år), men at man ”af politiske grunde” slet ikke ønskede internationale
år. Blandt de mest skeptiske lande er de nordeuropæiske, heriblandt
Danmark. Min strategi bestod derfor i at bryde den tætte mur af afvisning
ved at overbevise et ”hard-liner land” til at ændre mening. Det var muligt
med Danmark, fordi jeg kendte undervisningsministeren og vidste, at han
ikke bare altid havde lagt meget vægt på kvalitet i naturfagsundervisningen,
men også var åben for nye tiltag, som kunne styrke interessen for naturvidenskab
blandt unge mennesker. Fra mit arbejde med den tjekkiske
optagelse i ESO havde jeg også gode forbindelser dér. F.eks. var broderen
til min forhandlingspartner på den tjekkiske side sit lands FN ambassadør.
Med Danmark og den Tjekkiske Republik ”på min side” havde jeg
ikke bare et hard-liner land, men også et af de ”nye lande” (de ”gamle” EU
medlemslande gør meget ud af at tage hensyn til ”de nye”). Derefter tog jeg
kontakt med min gamle kollega, José Mariano Gago, som igen var minister
i Portugal, der tilmed havde EU formandsskabet i anden halvdel af året –
dvs. på det tidspunkt, da vi skulle ”i FN”. Snebolden var begyndt at rulle.
Parallelt dertil knyttede jeg forbindelser til Brasilien, Chile, Sydafrika og
Canada, Tunesien og Ægypten, mens en kollega tog sig af Japan. Jeg håbede,
at Canada ville kunne overbevise USA, og at Sydafrika kunne få flere
afrikanske lande med. Samtidig drejede det sig om at berolige italienerne.
Det italienske udenrigsministerium var meget nervøs for at tabe ansigt ved
217
at fremsætte et forslag, der ikke kunne vedtages. Derfor tøvede de med at
fremlægge et udkast til en resolutionstekst. Men på samme tid havde jeg
det problem, at mange af de lande, jeg kontaktede, forståeligt nok først
ville tage stilling, når de havde vurderet teksten.
Det kan måske forekomme mærkeligt, at sagen ikke blev ordnet af de sædvanlige
diplomatiske kanaler. Min fordel var imidlertid, at jeg på den ene
side ikke repræsenterede noget land og derfor sås som ”neutral” (diplomater
er altid mistænksomme over for andre landes diplomater, som forfølger
andre mål end dem selv). På den anden side kunne jeg tale med en vis
vægt og agere med tilstrækkelig legitimitet, for jeg repræsenterede trods alt
en respekteret mellemstatslig international organisation. Under alle omstændigheder
gik strategien op. Den 1. november blev forslaget formelt
indbragt for Generalforsamlingens 2. Komité. Forslaget blev nu støttet af
30 lande. Der var små, men bemærkelsesværdige diplomatiske scoops imellem.
Blandt forslagsstillerne var Algeriet og Israel, såvel som Armenien og
Tyrkiet (og Grækenland) – lande, der sjældent kan enes om ret meget. Bare
ét år forinden havde italienerne knapt nok fundet mere end et par allierede
og var ved at opgive projektet.
Denne gang klappede det med delegationsrejsen. Vi var fem deltagere, som
blev indbudt til at tale, og præsentationen blev godt modtaget. I december
overgav den 2. komité en konsensusanbefaling af forslaget til Generalforsamlingen.
Om eftermiddagen den 19. december (New York tid) blev forslaget
så endeligt vedtaget. Jeg sad ved min computer i Garching den nat.
Klokken 00:44 kom den længe ventede mail fra New York: 2009 skulle
være verdens Internationale Astronomiår! 32
Kort efter modtog jeg en SMS fra Sydafrika. ”Congratulations dear Sir.
You have made it happen. It has been an honour to play a small role at your
side. IYA here we come! :-),” stod der. Det glædede mig selvfølgelig, men
sandheden er, at der var mange gode kræfter involveret i arbejdet omkring
resolutionen. Min indsats bestod i bund og grund blot i at føre folk sammen,
som burde tale sammen, men som befandt sig i forskellige professionelle
universer – forskere, kommunikatorer, diplomater og embedsmænd.
218
Som grænsegænger vidste jeg, hvem disse personer var, og i hvilke systemer
de fungerede. Men sommetider drejede det sig også om at bryde strukturer
op. Det kom til udtryk i forbindelse med sammensætningen af IAU delegationen.
Jeg vidste, at vi var nødt til at have en bred geografisk repræsentation,
men også vægtige deltagere. Folk fra toppen af systemet. Men jeg
havde også den unge mand fra Sydafrika i kikkerten, Kevindran Govender
fra det hæderkronede astronomiske observatorium i Cape Town. Ud fra
sin position i hierarkiet var Kevin ikke en naturlig kandidat til en mission
af en sådan vigtighed, men jeg vidste, at han var den rigtige. Heldigvis lykkedes
det mig at overbevise hans chefer om, at de burde give ham fortrin.
For hans tale i FN havde virkning. Han sluttede sit indlæg med at tale om
sine egne personlige erfaringer: ”I work with some of the poorest schools
and communities in Southern Africa. I’ve seen the wonder on a child’s face
when they look through a telescope for the first time. I’ve watched youth
change their career plans after a long conversation about the Universe –
and I’ve seen the ”naughty” ones stop their games and listen. I’ve seen the
smiles on wrinkled faces as they grasp the mechanism of eclipses for the
first time after long lives of fear and misconception. I’ve seen people smile
peacefully when presented with a view of the Earth from space – an earth
with no borders, no nationalities or skin colour, no wars or anger – simply
a little blue planet, a part of the Universe – with life, life that belongs to
the Earth as much as the Earth belongs to it! Astronomy is a powerful tool.
It is something that can alter one’s perception of the Universe. It can make
one realize how fragile our lives are. Above all, astronomy is a subject that
makes one think. It broadens the mind and allows us to appreciate different
perspectives, to appreciate the diversity of people and of life.”
Det er der brug for. Mere end nogensinde.
Mit arbejde med resolutionsforslaget havde bragt mig i kontakt med FNsystemet.
Fra 2007 deltog jeg som ESO repræsentant også i arbejdet i FN’s
komité for den fredelige udnyttelse af det ydre rum, UNCOPUOS 33 ,
som blev nedsat af FNs Generalforsamling sidst i 1950’erne i ”kølvandet”
af Sputnik opsendelsen. Komitéens arbejdsområde omfatter så forskellige
temaer som rumskrot, satellit overvågning af Jorden og ikke mindst mulig-
219
UNCOPUOS mødes i FNs store kontorkompleks i Wien, populært kaldt UNO-
City, som bl.a. også huser det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) og FNs
organisation for Industriel Udvikling, UNIDO.
hederne for at bruge dette middel til – om muligt – at afværge eller reducere
følgerne af naturkatastrofer, regler for brug af atomdrevne rumskibe,
men også astronomi og astrofysik, inkl. overvågning af himlen m.h.t. opsporing
af de såkaldte ”Near-Earth Objects” (NEOs) 34 , som vi har berørt
i Kapitel VIII.
Salens vægge og loft er beklædt med bøgetræspaneler. Der er ingen vinduer.
Lysstofrørene i loftet kaster er fladt, næsten skyggefrit lys på de delegerede, som
sidder i en halvkreds, overfor mødeledelsen. Næsten alle bærer hovedtelefoner,
gennem hvilke lyder en næsten ubrudt strøm af ord på arabisk, engelsk, fransk,
russisk, spansk og kinesisk. Der er en dræbende monotoni over seancen, måske
forstærket af den polerede omgangsstil, hvor formanden giver ordet til ”den
distingverede repræsentant” eller ”hans excellence, ambassadøren fra land X”.
Den distingverede delegerede takker artigt for ordet, lykønsker formanden
med valget og udtrykker sit lands uforbeholdne og vedvarende støtte til komitéens
videre arbejde og sin overbevisning at komitéen, under formandens
kloge ledelse, vil gøre gode fremskridt. Derefter vil han (eller hun) udtrykke sit
lands sympati med regeringen og befolkningen fra land Y, som netop er blevet
220
hjemsøgt af endnu en naturkatastrofe. Herefter kan den delegerede give sig i
kast med det egentlige tema. Der er ingen åbne tilkendegivelser fra forsamlingen
efter, at den delegerede har afsluttet sit indlæg. For diplomatiets verden
har sine egne, strenge love. Formanden takker for erklæringen og giver ordet
videre til den næste repræsentant.
Som permanent observatør sidder jeg på bagerste række. Også jeg har en erklæring
at afgive, men endnu er der tid, for der er mange delegationer, som har
bedt om ordet forinden. Jeg kan lade tankerne vandre, studere kommunikationsaspekterne
i denne verden, som på én og samme tid beskæftiger sig med
så vigtige temaer for Jordens befolkningen og samtidig forekommer så isoleret
fra den ”virkelige verden”, som befandt man sig virkelig i et rumskib, langt
fra Jorden. Hvordan bygger man argumenter op i denne gruppe? Hvordan
etablerer man autoritet? Hvordan skaber man alliancer? Og hvordan tackler
man konflikter, f.eks. når U.S.A. uden blusel erklærer, at for dem er den
uhindrede adgang til rummet (d.v.s. så få begrænsninger gennem international
lovgivning som muligt) lige så vigtig som opretholdelsen af ”en flåde og et
flyvevåben”. Eller når Kina uden forvarsel – og dermed i konflikt med internationale
konventioner – ”nedskyder” en af deres egne satellitter (og derved
øger mængden af rumskrot betydeligt).
Diplomatiet arbejder langsomt, men indtil nu er det nok vort bedste bud på
politisk at håndtere internationale konflikter, som ellers hurtigt ville komme
ud af kontrol. Men mine tanker vandrer videre. Hvilken mærkelig vej, mit
arbejdsliv har banet sig: Fra reklamebranchen i en dansk provinsby, over en
tour-de-force i naturvidenskabens verden, til international forskningspolitik
og diplomati.
221
Fra FN møderne i Wien.
(Foto: Mustafa Helvaci)
11. september 2001 – for et øjeblik var det, som verden stod stille. Men så gik det
meget stærkt. Hurtigt støbtes de termer, som kom til at præge de efterfølgende års
politiske diskurs: Korstog, ondskabens akse, kulturernes sammenstød, kampen mellem
godt og ondt – og krigen mod terrorismen. Tænk om man i stedet havde talt om
krigen mod fattigdom og undertrykkelse eller kampen mod uretfærdighed. (Fotokilde:
Radioman’s Kansas City)
222
XII
Golem
Ingen, der er gammel nok, glemmer, hvor han eller hun opholdt sig hin
dag i november 1963, da USAs præsident John F. Kennedy blev myrdet.
Ingen glemmer heller den 11. september 2001 og angrebet på World Trade
Center i New York. Jeg modtog nyheden på mit kontor, da Asta ringede til
mig. På vejen hjem mødte jeg Sarah til fods. Hun græd. Hun havde set de
skrækkelige billeder af de sammenstyrtende tårne – de tårne, ved hvis fod
vi selv havde stået bare to år tidligere. Telefonen ringede. Det var min mor.
”Tror du, der bliver krig nu?” spurgte hun med spag stemme.
Nogle dage senere var jeg i Europaparlamentet. Der var lagt en kondolenceliste
ud, og jeg skrev mig ind. En bølge af sympati gik hen over Europa.
Politiske ledere erklærede deres sympati med USA, NATO udråbte ”alliancesituationen”
– for første gang i Paktens historie. ( Jeg tænker, vor
opfattelse af en alliancesituation havde indtil da været, at vi i Europa ville
blive angrebet, hvorefter USA ville komme os til undsætning. Men nu var
det altså omvendt). Den tyske forbundskansler holdt en TV-tale, hvor han
bedyrede sin solidaritet. ”Zu Abenteuern sind wir aber nicht bereit,” sagde
han. Det lød ildevarslende; hvad anede kansleren? Men i den fremherskende
stemning lagde vel kun de færreste mærke dertil. Og slet ingen i USA.
Jeg benyttede senere en ”fri-formiddag” på en tjenesterejse til Washington
til at besøge The Museum of American History, som havde en særudstilling
om ”Nine-eleven” med fotos, videos og effekter fra World Trade Center.
Ved siden af var der et rum, hvor de besøgende kunne give udtryk for deres
egne tanker og følelser, gennem tegninger og notater, som blev hængt op på
væggen. Notaterne var tankevækkende. ”I now know that there are people
who want to hurt us!” skrev en dreng. Jeg satte en seddel op. ”Kun hvis
Amerika forstår, hvorfor dette er sket, vil ofrene ikke være døde forgæves,”
skrev jeg. Forgæves?
223
Fornemmelsen af usikkerhed – det ikke at vide, hvorhen den historiske
rejse skulle gå – var allestedsnærværende. Vort julebrev fra 2001 adskilte
sig fra de normale julebreve, der traditionelt havde fokuseret på de nære
begivenheder i vor familie. Der står, at ”er det klart at verden er ude på en
rutsjetur, hvis ende ganske vist ingen kender, men som man næppe kan
forestille sig rummer en bedre tilværelse for beboerne på vor lille planet.”
Den forudsigelse krævede ingen glaskugle.
Jeg checker ind på Millenium Hotel på One UN Plaza. Fra mit værelse på 37.
etage har jeg en fantastisk udsigt gennem panoramaruderne – her i skumringens
bløde fløjslys. Til venstre ser jeg ind i kontorerne i FN hovedkvarteret.
Ligefrem har jeg udsigt til Downtown Manhattan med lysene fra Verrazano
Bridge ude i baggrunden. Til højre knejser Empire State Building, efter 11.
september 2001 igen New Yorks højeste bygning. Og jeg aner Chrysler bygningen
med sit spektakulære tag af blankt, rustfrit stål. Det er en udsigt, man
224
Blomster ved Ground
Zero i New York.
ikke glemmer så let. Jeg er netop ankommet fra Europa, har tidforskellen i
knoglerne og kan se frem til en anstrengende dag i morgen med møder med
diplomater fra en række lande og organisationer. Jeg tænder for fjernsynet, alt
imens jeg pakker min kuffert ud. Det er nemmere at holde sig vågen på den
måde.
Jeg har været en hyppig gæst i USA i mange år. Jeg rejser stadig gerne dertil,
for USA bliver ved med at være et meget spændende land. Men det er svært
ikke at lægge mærke til, hvordan det amerikanske samfund har ændret sig siden
2001. Sidste år deltog jeg i to store videnskabskonferencer i USA. Det
faldt i øje, at konferencerne havde stærk deltagelse både af religiøse grupper
og af militæret, noget der ikke ses ved konferencer i andre dele af verden. I
aften, mens jeg hænger mit tøj på bøjler, kører det populære landsdækkende
TV program Paula Zahn Live på CNN. I udsendelsen præsenterer populære
Paula forskellige aktuelle temaer for tre meget- og veltalende pinger. To hvide
kvinder og en sort mand. Ligesom i den gamle radioudsendelse med Simon
Spies og Cleo giver de så deres mening til bedste – en form for Vox Populi. På
denne dag vælger Paula at tale om diskrimination, ja direkte forfølgelse af
ateister, som Paula mener omfatter ca. 3 % af befolkningen. ”Er det rimeligt
at diskriminere mod dem?” spørger hun sit panel. To af de tre svarer med et
klart og utvetydigt ”Ja!”, for ateister ”er nogle slemme mennesker”, og så ”er de
også upatriotiske”. Den sorte mand er uenig. Selv om også han tager skarpt
afstand fra ateister, så er det forkert at behandle dem dårligt, siger han, ”for
Amerika er et tolerant samfund”. Det får en af de andre på banen: ”Bare se,
hvad der er sket i Europa – det er fuldt af ateister, nu er Europa blevet islamisk
og meget intolerant. Det er heldigvis ikke sket her hos os i Amerika, men
det er fordi, vi har så mange, gode kristne!” På landsdækkende TV, ikke i en
støvet coffee shop i ”Dead End Creek”, hvor coyoterne hyler ved bagdøren for
at få lidt tiloversbleven Cole Slaw.
Spørgsmålet, som trænger sig på for mig, er, om det ofte fremhævede fælles
værdigrundlag for den vestlige verden kan bære en sådan aberration? Min
konklusionen er i hvert fald klar: Der er mere end nogensinde tidligere brug
for en europæisk modvægt, politisk, kulturelt og etisk mod den amerikanske
Golem. En modvægt, som bygger på europæiske normer og værdier – det som
225
Bronislaw Geremek kalder ”differentia specifica” 35, 36 . Men spørgsmålet er
også, om min mission til FN har nogen mening i en sådan verden?
Begrebet Golem stammer fra jødisk mytologi. Det er en ”mandsling” – lavet
af ler og vand. En Golem er god af natur, stærk og mægtig. Med sin
styrke kan den beskytte sin herre mod alt ondt. Men hver dag vokser den
sig mægtigere og mægtigere, indtil den tager magten fra sin herre og ødelægger
alt omkring sig. I den bedste henseende.
Men hvorledes er det kommet dertil, at et land, der bygger sin eksistens
og selvforståelse på afvisning af fortidens dekadence, nepotisme og undertrykkelse
af anderledestænkende, i den grad har mistet kontakten med
verdenssamfundet? Jeg har altid været dybt fascineret af den amerikanske
forfatnings åbningsord. ”We the people....” Her er intet med ”Vi Konge af
Guds Nåde…”, som vi kender det fra de europæiske grundlove. Min yndlingsrestaurant
i Washington, The Old Market Inn, der mest minder om
et faldefærdigt skur og ligger i et ydmygt kvarter bag NASAs hovedkvarter,
har bag bardisken et stort skilt hængende, som stolt forkynder: ”We
owe allegience to no King!” Nøglen til forståelse af USA er den amerikanske
”exceptionalisme”, måske først udtrykt af guvernør John Winthrop
(1588–1649) 37 , som skrev: ”…For we must consider that we shall be as a
City upon a hill. The eyes of all people are upon us. So that if we shall deal
falsely with our God in this work we have undertaken, and so cause him to
withdraw his present help from us, we shall be made a story and a byword
throughout the world.” Et eksempel for resten af Jorden, og – om nødvendigt
– trodsende den ”gamle” verden, som Europa havde skabt.
Uden at lukke øjnene for den benhårde interessepolitik så bliver det stærke
ideologiske fundament, som amerikansk politik bygger på, ofte undervurderet
i Europa, hvis politiske tradition blander pragmatisme med en veludviklet
forståelse for kulturel forskellighed og nødvendigheden af fredelig
sameksistens. Men der er forskelle, også i Europa. For mig er Danmark nok
det land i Europa, som i den højeste grad har adopteret den amerikanske
tænkemåde, vel at mærke hvis man ser bort fra det religiøse element. Den
grænseløse tro på ”demokrati” som midlet til at afværge fremtidige krige
226
(en idé, som den amerikanske præsident Woodrow Wilson fremførte, men
som går tilbage til politiske tænkere som Thomas Paine og James Madison)
finder stærkere genklang i Danmark end i de fleste andre lande. Ligeledes
Wilsons idé om et internationalt retssystem til at løse konflikter mellem
nationerne. Det fik USA til at skabe grundlaget for FN – med Danmark
som et af FNs mest trofaste medlemmer (hvilket ikke skal kritiseres her).
Ikke underligt givet Danmarks bitre historiske erfaringer fra 30-års krigen
til Den anden Verdenskrig. Den proaktive, værdibaserede udenrigspolitik
er også klart i den amerikanske tradition. Men i vor høj grad skal vi lade os
lede af politiske idealer – og ideologier – når vi optræder i verden? Hvornår
– og hvordan – skal vi kæmpe for at opbygge en verden, baseret på
vore idealer? Hvad gør vi, hvis vore idealer ikke deles af andre? Og hvordan
undgår vi ”hovsa-løsninger”, når vi føler os nødsaget til at gribe ind i verdens
gang? Hvor går grænsen mellem tolerance og laissez-faire, på den ene
side, og ligegyldighed og apati, på den anden?
Og hvad skete der imellem bølgen af sympati for USA i september 2001
og i dag, hvor opinionsundersøgelser viser, at mange anser USA for den
største trussel mod verdensfreden? Det var et dybt sår, som Bin Ladens
angreb om morgenen den 11. september 2001 tilføjede den amerikanske
folkesjæl. Og den sårede mastodont slog om sig i vrede – Afghanistan,
”Ondskabens akse”, Irak, Guantanamo, Abu Ghraib, tilsidesætelse af internationale
konventioner og knægtelse af basale retsstatsprincipper, omgåelse
af nationale love, illegale bortførelser verden over og erklæring af en
”international krig mod terrorismen”. En krig uden veldefinerede mål (og
dermed afslutning) – end ikke med en nøjagtig defineret fjende. ”Man er
enten med os eller mod os,” var grundpræmissen for Amerikas svar. Amerika
blødte, men struttede samtidig af testosteron og adrenalin. Golem’en
var ude af kontrol. Nu hævnede det sig, at vi havde sovet i timen, da muren
faldt: At menneskeheden havde forsømt at udvikle en ny verdensorden og i
stedet overladt det til den eneste tilbageværende supermagt at styre verden
efter forgodtbefindende 38 . Dette er ganske givet ikke stedet for en historisk
udredning, men disse år har påvirket os alle i en grad, som vi måske
ikke engang selv erkender i det fulde omfang. Xenofobi og Islamofobi, krav
om overvågning overalt – fra tandpastakontrol i lufthavne til kameraer på
227
gader og stræder – på den ene side, religiøs og politisk fanatisme og ekstremisme
på den anden.
Og vor danske uskyld er gået fløjten. Da regeringen bakkede op om USAs
invasion i Irak, blev vi medskyldige i et eklatant brud på den Folkeret,
vi selv havde understøttet 39 . (Var det ”eventyret”, som den tyske kansler
Schröder forudså i sin tale?). Den danske deltagelse var også i klar strid
med vor udenrigspolitiske tradition og – vil jeg mene – den naturlige interesse,
som alle små lande må have i, at konflikter løses af politisk vej og
ikke med militære midler. Jeg blev chokeret, da jeg hørte om den danske
deltagelse i Irakkrigen. Jeg var i Chile, da krigen brød ud. Få dage senere,
under en mellemlanding i Buenos Aires på vej hjem stødte jeg på en gruppe
briter. De var tydeligt ophidsede og vrede over den britiske deltagelse. Jeg
udtrykte sympati for deres synspunkter. Da de hørte, hvor jeg kom fra,
forvandledes deres udtryk sig fra vrede til sørgmodighed. ”Og Danmark,”
sagde en af dem, ”af alle lande…Danmark…”
Jeg skammede mig dybt og overvejede nogle uger seriøst at skifte statsborgerskab.
Men kunne omvendt ikke flygte fra dilemmaet, hvis du er imod invasionen,
er du så for Saddam Hussein? Her er vi så ved et af nutidens store
spørgsmål: Hvordan vægter vi en normativ, men fornuftsbetonet politik,
som baserer på Folkeretten, i forhold til en humanistisk, etisk holdning,
der sætter menneskerettighederne i højsædet? Og hvilke politiske instrumenter
har vi, bortset fra krig, når menneskerettighederne trædes så eklatant
under fode, som Saddam gjorde det? I sin eftertænksomme bog ”Independent
Diplomat” 40 beskriver Carne Ross, hvorledes sanktionerne mod
Irak slog fejl, og jeg havde jo også selv – omend i meget mindre målestok (i
forbindelse med Sydafrika) – set, hvorledes sanktioner ofte rammer præcis
de mennesker, man egentlig vil hjælpe. Der trænger sig ingen indlysende
”rigtige” løsninger på (selv om nogle omvendt synes ”mere forkerte” end
andre). Alligevel er det en vigtig debat, og som så ofte når man befinder sig
i en ”mudret” situation, hvor praktisk politik, etik og adfærdsnormer (for
stater) bliver blandet sammen, kan det være værd at prøve at udskille de
enkelte elementer og analysere dem. Min egen måde at opnå klarhed på er
at skrive. Så nok mest som hjælp til selvhjælp prøvede jeg at begå en kronik
228
om det spændingsfyldte forhold mellem menneskerettighederne og folkeretten
– og faren i at satse ensidigt på menneskerettighederne som moralsk
imperativ for politiske handlinger på internationalt plan. Kronikken blev
aldrig trykt. Redaktøren gav den pæne ord med på vejen, talte om ”nye
aspekter”, men den passede nok ikke ind i den danske diskurs i 2003.
Den danske absolutisme, ikke en tøddel mindre stejl end USAs, nåede et
nyt højdepunkt med Muhammedtegningerne. Som Per Bech Thomsen
påviser i sin bog Muhammedkrisen 41 , var tegningerne blot den ydre årsag
til de danske muslimers reaktion mod Jyllandsposten – og den verdensomspændende
opmærksomhed omkring vort land. Alligevel blev reaktionen
mod offentliggørelsen afvist som et angreb på ytringsfriheden, hvilket effektivt
– og bekvemt – fjernede fokus fra det egentlige problem: Det danske
samfunds utilstrækkelige evne til at integrere fremmede. ”Man har en
ret til fri ytring, men ingen pligt til at fornærme andre,” sagde en eftertænksom
britisk udenrigsminister, Jack Straw, til BBC. Piet Heins gruk ”Coexistence
or No existence” 42 var på manges læber, uden at det dog syntes at
gøre meget indtryk på landets magthavere, som åbenbart så sig i en episk
kamp for ”vore” værdier. Understøttet af et kobbel glammende Pianister.
Jeg kan ikke fortie, at det i disse tider beroliger mig, at Danmark i virkeligheden
er et lille, ubetydeligt land, som de fleste mennesker i verden end
ikke aner, hvor ligger. Men som Muhammedkrisen viste os, så lever vi ikke
på en isoleret ø midt i et uendeligt ocean. Og det er blevet sværere at være
dansk i udlandet i dag. Jeg husker, hvordan jeg i 1968 undgik at få bank
på et værtshus i Dar es Salaam en nytårsaften, fordi en gruppe slagsbrødre
opdagede, at jeg var dansk – og ikke amerikansk. Jeg husker også, hvorledes
– i 1973 – grænsevagten ved den syriske grænse gav mig visum til landet
uden ventetid og uden afgift, fordi jeg var dansk – samtidig med, at han
afviste tyske og amerikanske medrejsende. Og hvorledes jeg i flere årtier
har rejst rundt i denne verden på kryds og tværs i tryghed. For jeg kom jo
fra et godt land. Tingene skulle ændre sig, som vi så.
Det første tegn på forandring var den ulykkelige Maastricht afstemning
med sit alt for nemme pubertære ”nej”. Den selvretfærdige kolonihave-
229
nation, der trodsede den store ”onde” verden og ubekymret tog med i
købet, at man derved lagde en vejsidebombe under det historiske
europæiske integrationsprojekt. Som Jacques Berg skrev i Politiken:
”Danskerne ville ikke være med… De troede på sig selv, på ingen andre, de
fejrede deres selvtilstrækkelighed, overstadigt, naivt, uanstændigt. Fra det
øjeblik var jeg sikker på, at mit land havde dummet sig ved et af historiens
sporskifter.” Pludselig oplevede jeg at skulle forklare undrende venner og
kolleger i udlandet, ”hvad der dog var galt i Danmark”. Men det var harmløst
i forhold til udviklingen i de seneste år.
Asta og jeg var i London den første weekend i februar 2006 – under Muhammedkrisen
– da de danske ambassader blev angrebet. Vi holdt os på
afstand af ambassaden, hvor en voldsom demonstration fandt sted. Det
var ikke første og heller ikke sidste gang, jeg befandt mig på steder og i
situationer, hvor jeg ikke uden videre havde lyst til at tilkendegive min nationalitet.
Få dage efter ambassadeafbrændingerne fløj jeg til USA. Jeg havde i spøg
sagt til Asta, at jeg i det mindste rejste til et land, hvor det endnu var populært
at være dansk. Efter ankomsten til lufthavnen i St. Louis tog jeg en taxa
ind til byen. Chaufføren var sort og – at dømme efter accenten – ikke amerikansk.
”Hvor kommer du fra?” spurgte jeg. ”Jeg er fra Sudan!” svarede
han, ”Og du....?” Jeg tøvede lidt, men fortalte ham så, at jeg var dansk. Han
smilede bare. En tolerant muslim, som de fleste. Sådanne oplevelser har
lært mig ydmyghed for verdens kulturer. Når man selv ikke har så meget
at prale af, får man mere forståelse for andres problemer. Det er et yndet
ordsprog, at vi ikke er stolte over at være danske, blot taknemmelige. Det
kan have været passende i en tid, hvor en konge af Guds nåde traf beslutningerne
(hvorved taknemmeligheden i så fald må have været begrænset til
det faktum, at vi så ikke selv behøvede at tænke os om). Men ret skal være
ret: Når jeg ser på det danske samfund i dag, har vi uden tvivl meget at være
glade for, men ikke nødvendigvis vor nationalitet.
Så hvordan kommer vi videre i en verden, som er mere kompleks end nogensinde
tidligere, paradoksalt nok både på grund af og på trods af globa-
230
liseringen? Kofi Annans tale for Europaparlamentet, i hvilken han anerkendte
den europæiske integrationsproces som et fredsprojekt, indeholdt
ikke bare roser til os, men også en stærk appel om tolerance. Og om at leve
op til den udfordring, som immigrationen stiller os overfor. ”Indvandrere
er ikke en del af problemet, men af løsningen,” sagde han 43 . Derfor kommer
vi ganske sikkert ikke videre med gold konfrontation og rethaverisk
kulturkamp. Ej heller med absurde symboldiskussioner fra den politiske
galeanstalts overdrev – som f.eks. debatten om man kan tale fra Folketingets
talerstol eller ej, hvis man bærer tørklæde eller ikke ”giver hånd”. Eller
med en udenrigspolitik med skyklapper.
Hvad vi derimod har brug for, er det, tyskerne kalder Zivilcourage. Mod
til sige ”nej” til det angst-baserede samfund, som i øjeblikket males frem af
kræfter, der ikke kan lide frihed og demokrati. Mod til åbenhed og tolerance.
Mod til debat og reflektion. Og der er brug for et folkeligt engagement.
For den klassiske management model for verden, hvor løsning af verdens
problemer er statsmagternes eksklusive domæne, er tydeligvist under pres,
som den fhv. britiske topdiplomat Carne Ross demonstrerer i sin bog. Verdens
store problemer går på tværs af landegrænser, nationer og kontinenter.
Nogle af verdenshistoriens største katastrofer opstod, fordi de eksisterende
styringsmekanismer var ude af takt med den virkelige verden. Den første
Verdenskrig er nok det bedst kendte eksempel derpå. I dagens situation er
udfordringen at indbinde statsmagterne, det internationale erhvervsliv og
det globale civilsamfund i langfristede løsninger, som ingen af aktørerne
magter alene. Det betyder øget indflydelse, men også øget ansvar – for alle.
Men det betyder også, at informationsgrundlaget må gøres til fælles eje.
Selvfølgelig er der intet simpelt svar, men det synes under alle omstændigheder
klart, at viden må udgøre et centralt element i vore bestræbelser på
at skabe en fælles fremtid på Jorden – viden, genereret gennem forskning
og dissemineret gennem uddannelse. For viden skaber tillid, viden skaber
selvtillid. Viden åbner vejen til forståelse, tolerance og sikkerhed. Viden er
det stærkeste instrument og den største gave, vi kan give menneskeheden. Det
videnbaserede samfund er derfor ikke bare en konkurrenceparameter blandt
Jordens førende nationer, men er af afgørende betydning for verdens fremtid.
231
Stjernehimlen over Paranal hører til blandt det smukkeste, naturen har at
byde på. (Foto: Simon Lowery)
232
XIII
Credo in Mundum
Uden for vinduerne lyser stjernerne i al deres pragt i denne dybe tropenat.
Jeg læner mig tilbage i stolen og dæmper lyset. På bordet foran mig står
et glas med en vidunderlig 2002 Cru Bourgeouis Château Les Traverses. I hovedtelefonerne
lytter jeg til Evgeny Kissin, som spiller Chopins Etude i E-dur
opus 10 nr. 3 . Jeg har ikke oplevet den spillet på så brillant vis, siden jeg hørte
den med den store russiske virtuos Sviatoslav Richter – på min første grammofonplade.
Med en hastighed, der nærmer sig lydens, overflyver vi Zimbabwe
og Congo, nogle af de mest mishandlede menneskesamfund, der findes på
denne planet. For få timer siden stod jeg midt i det berygtede District Six i
Cape Town, en af apartheidregimets største skampletter. Skal man føle dårlig
samvittighed? Eller skal man nyde livets mangfoldighed, når man kan?
I 2006 flyttede min mor fra sit hus på Hasselvej i Esbjerg til en plejebolig.
Birthe, Jesper og jeg tømte huset og gjorde det klart til salg. Jeg kørte forbi
det tomme hus en sidste gang. Låste hoveddøren op og fjernede en stak reklametryksager.
Jeg gik ind på mit gamle værelse og satte mig på gulvet. Her
havde jeg tilbragt en del af min barndom og hele min ungdom. Her blev
grundlaget lagt for den, jeg er i dag. Jeg tænkte på nætter med spændende læsning,
nætter med fed musik fra Alrune Rod til Stones – men også Nielsen og
Beethoven – nætter i venners lag, diskussioner og fester, elskovsnætter. Jeg
var et natmenneske dengang. Men nu var det dag. Eftermiddagssolen sendte
sine stråler ind gennem vinduet og tegnede et skyggemønster på væggen.
Værelset var bart med den karakteristiske rumklang af et møbel- og tekstilløst
rum. Som da vi flyttede ind, 42 år tidligere. Alt får en ende. Måske
startede her den proces i mit hovede, som førte til denne bog.
Nu står jeg så her to år senere, 56 år gammel. Min mor er død. Børnene er
fløjet af reden og i gang med at finde deres egne veje i tilværelsens jungle;
Asta og jeg er ved at finde ud af, hvorledes næste fase af vort liv skal se
233
ud. Denne bog har været et forsøg på at optegne en livsbane, som stadig
udvikler sig. Man kan ikke stoppe midt i flugten. Men man kan se tilbage –
rapportere som en luftkaptajn, der på sin rute passerer et vigtigt way-point.
Kom de mange tråde sammen eller hænger de stadig, som løse stumper?
På det personlige plan ser jeg tilbage på, hvad jeg kun kan betegne som et
utroligt privilegeret liv. Det forpligter. For jeg føler, at vi, som tilværelsens
gunst har givet et sådant indholdsrigt liv, også har en dyb forpligtelse over
for verden, uanset i hvilken retning vore evner går. Aktørerne i mit liv har
samlet sig om undervisning og pædagogik, aktiv forskning og administration.
Nogle var operatører i det politisk system, der sætter rammebetingelserne.
Jeg voksede op i et miljø, der var præget af en tro på, at man kan
ændre verden. Det syn har ikke ændret sig for mig. For trods alle fejl og
mangler, så tror jeg på verden. Det gamle spanske ordsprog Caminante, no
hay camino; se hace camino al anda, gælder fremdeles: Rejsende, der er ingen
vej. Vejen er dér, hvor du går. Men det er op til os at tage skridtet, at gå.
Vi taler af og til om, hvor forskellige vore jobs er, Asta og jeg. Astas øjne
lyser, når hun beretter om et problembarn, som hun har fået på ret køl eller
givet en ny chance ved at sikre fortsat hjælp til barnet i institutionsforløbet.
Jeg har altid beundret hende for hendes engagement og hendes evne til at
se – og glæde sig over – dagligdagens positive hændelser. Hun gør en stor
indsats for en bedre verden dér, hvor hun er. Jeg genser mange af Astas
fineste egenskaber i vore børn, men jeg besidder dem ikke selv. Måske med
én undtagelse: Hendes evne til engagement deler jeg.
Mit liv har bragt mig vidt omkring – med noget der svarer til 65 jordomrejser.
Jeg har levet næsten halvdelen af min tid uden for Danmarks grænser.
Jeg har set dyb fattigdom og desparation, forårsaget af menneskehedens
manglende evne til at tackle verdens problemer. Jeg har også set noget
af det ypperste, det menneskelige intellekt formår at frembringe – inden
for forskning og videnskab, heriblandt partikelfysik, molekylarbiologi –
og selvfølgelig astronomi. Derved indtager astronomi i mine øjne en ganske
speciel rolle. Ingen anden naturvidenskabelig disciplin har tilsvarende
stærke berøringsflader med teknologi, filosofi, religion eller de skønne kun-
234
ster. Astronomi drejer sig om fjerne himmellegemer, men også om hvad der
foregår inde i vore hoveder. Astronomi udfordrer vort intellekt og understreger,
at vi kan opnå viden om den naturlige verden gennem rationel tankegang
og videnskabelig fremgangsmåde. Men den lærer os også ydmyghed
overfor naturen. Og samhørighed, uden hvilken menneskeheden næppe
vil kunne overleve. Selvfølgelig kan astronomi ikke løse verdens problemer.
Astronomi kan ikke lindre følgerne af naturkatastrofer. Den kan ikke lære
os at styre udnyttelsen af Jordens ressourcer på en måde, som kommer alle
til gode (omend jordobservationer fra rumsatellitter kan bidrage med et
grundlag for at træffe de rette beslutninger). Ej heller kan den løse klimaproblemerne
(selv om drivhuseffektens betydning for klimaet blev ”opdaget”
gennem astronomiske studier af Venus). Men astronomi er et fremragende
eksempel på styrken og potentialet af det menneskelige intellekt – i
vor evne til at tilegne os viden om den verden, vi lever i. Og jeg er mere end
nogen sinde før overbevist om, at nøglen til en bedre fremtid for vor lille
planet ligger i viden. For alle. Det betyder erkendelsen af, at uddannelse
og videnskab er for samfundet, hvad blodet, der gennemstrømmer os og
bringer ilt og næring til kroppens celler, er for det individuelle menneske.
Det kræver udviklingen af en verdensomspændende Culture Scientifique.
Viden, dybt forankret i en stærk filosofisk, historisk og kulturel basis.
Der var stor pressetumult under kollisionen mellem Komet Shoemaker-
Levy 9 og Jupiter, mens astronomerne prøvede at tolke observationsresultaterne
i et tempo, som passede medierne. Midt i det hele stillede en af de
tilstedeværende journalister det måske afgørende spørgsmål: ”It’s all very
exciting, but is it also important?”
Ja, det er.
235
236
Henvisninger
1 Fagforeningen, som hed Dansk Børnehaveråd, var forløberorgani-
sationen for BUPL.
2 Jeg skrev også læserbreve, bl.a. et kritisk indlæg i Newsweek om USAs
anvendelse af det kemiske kampmiddel Agent Orange
i Vietnam (”A Deadly Secret Agent”, Newsweek 14 juli 1980).
3 Nyerere, Julius K.: Freedom and Unity/Uhuru na Umoja, Oxford
University Press, 1966.
4 Kuhn, Thomas: The Structure of Scientific Revolutions, University of
Chicago Press, 1962.
5 Berg, Jacques: Skammen, kronik i Politiken d. 21. december 2001.
6 Das Forscherkloster von La Silla, Geo, juli 1979, Gruner + Jahr,
Hamburg.
7 En god beskrivelse af Pinochet diktaturet findes i O’Shaughnessy,
Hugh: Pinochet – The Politics of Torture, New York University Press,
2000.
8 The Man Who Colours the Stars, York Film, 1995.
9 Gribbin, John: In Search of Schrödinger’s Cat: Quantum Physics and
Reality, Bantam, New York, 1984.
10 Der synes ikke at være mange populærvidenskabelige beskrivelser af
Giotto mission og Halley’s komet, som er skrevet efter kometens
237
passage i 1986, men følgende giver en god baggrundsforståelse:
Calder, Nigel: The Comet is Coming – The Feverish Legacy of Mr
Halley, Penguin Books 1982.
og
Moore, Patrick og Mason, John: Halleys komet vender tilbage,
Hernov, 1985.
11 Laustsen, Svend, Madsen, Claus og West, Richard M.: Exploring the
Southern Skies, Springer, Berlin, Heidelberg, New York, 1987 (Dansk
udgave: Sydhimlens Stjerner, Rhodos, København, 1987).
12 Blaauw, Adriaan: ESO’s Early History, ESO 1991.
13 Moore, Patrick: TV Astronomer – Thirty Years of ’The Sky at Night’,
Harrap, London, 1987.
14 Nolte, Ernst: Der europäische Bürgerkrieg 1917–1945: Nationalsozialismus
und Bolschewismus, Propyläen, Frankfurt, 1987.
15 Udsendelsen, som fik titlen ”Skyggespil i Solens Rige”, blev transmitteret
i foråret 1995.
16 de Castro, Rodrigo og Gasparini, Juan: La Delgada Linea Blanca,
Ediciones B., Buenos Aires, 2000.
17 En udførlig, kronologisk redegørelse for den juridiske baggrund findes
under http://www.eso.org/public/outreach/press-rel/pr-1995/
pr-02-95.html
18 En grundig beskrivelse af begivenhederne omkring atomvåbenagrebet
på Hiroshima findes i bogen The Day Man Lost – Hiroshima 6
August 1945, skrevet af den japanske forskergruppe The Pacific War
Research Society, 1972.
238
19 Madsen, Claus: Stars in the Media – Coverage of Astronomy and
Space Science in the European Quality Print Media”, publiceret i
Heck, A. og Madsen, C. (red.): ”Astronomy Communication”, Kluwer
Academic Publishers, 2003.
20 Astronomy Outreach Used for Social Good, Physics Today, Juni 2007,
American Physical Society.
21 Det Europæiske Råd: Formandskabets Konklusioner – Det Europæiske
Råd i Lissabon, den 23. og 24. marts 2000,
http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/
da/ec/00100-r1.dk0.htm
22 Leonard, Mark: Why Europe Will Run the 21st Century, Fourth
Estate, 2005.
23 Det Europæiske Råd: Laeken-Erklæringen om Den Europæiske
Unions Fremtid, Bilag til formandskabets konklusioner, Laeken 2001,
http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/ae714352/
laeken.pdf
24 Blandt de mange grupper fra civilsamfundet, som deltog i forfatningsarbejdet,
var også the European Council of Artists, med hvis representant,
den danske Kjeld Løfting, jeg havde nær kontakt. Hans indlæg
bar titlen ”How to reinstate culture and education as a part of European
democracy and public enlightenment”.
25 Traktat om en forfatning for Europa, den Europæiske Unions Tidende,
C-130, 16. December 2004.
26 Gade, Steen: Gades Europa, Rosinante, København, 2004.
27 Pressemeddelelse fra Europakommissionen: Top European research
organisations join forces with EU Commission, http://ec.europa.eu/
research/press/2003/pr2710en.html
239
28 EIROforum: Towards a Europe of Knowledge and Innovation –
World-class research as the centrepiece of knowledge-based economy,
2005, http://www.eiroforum.org/aboutus/publications.html
29 Et referat af ceremonien d. 29. januar 2004 findes på http://www.
europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=//EP/
TEXT+PRESS+TW20040128-B+0+DOC+XML+V0//
EN&language=EN#SECTION1
30 Winston Churchills tale i Zürich d. 19 September 1946 blev gengivet
den følgende dag i The Times under overskriften Mr Churchill’s
Speech – The Tragedy of Europe.
31 Østrig blev medlem af ESO i somneren 2008 efter intense forhandlinger.
32 United Nations: Resolution adopted by the General Assembly
[on the report of the Second Committee (A/62/421/Add.2)]
62/200. International Year of Astronomy, 2009
33 Det diplomatiske fodarbejde førte til, at FNs Generalforsamling gav
ESO officiel status som permanent observatør ved UNCOPUOS i
2008.
34 ”Near-Earth Objects” (NEOs) er – i Nasa’s og FNs definition – asteroider
eller kometer, hvis bane bringer dem indenfor en afstand af
7,5 mio. km fra Jordens bane. Der er tale om objekter, som kan udgøre
en potentiel trussel mod Jorden, hvorfor det er vigtigt at kortlægge
deres omløbsbaner.
35 Geremek, Bronislaw: European Foreign Policy and the Challenges of
the 21st Century, i Ek, Lena (red.): Open Europe – An anthology
about liberal values in modern Europe, Mediahavet AB, 2007.
240
36 I sin bog ”Gades Europa” giver Sten Gade en mere omfattende beskrivelse
af de europæiske kerneværdier, herunder ligestilling mellem kønnene,
et socialt samfund, som tager hensyn til mindretal, beskyttelsen
af det naturlige miljø og bestræbelserne på at opnå bæredygtighed i
samfundet.
37 Bl.a. citeret i: Prestowitz, Clyde: Rogue Nation – American Unilateralism
and the Failure of Good Intentions, Basic Books, New York,
2003.
38 Ikke overraskende kræver det strategiske overvejelser i en dimension,
som vel kun de færreste formår. En af dem er selvfølgelig Henry Kissinger,
som i en blændende analyse i the International Herald Tribune
trak hovedproblemet således op: ”In a world in which the sole superpower
is a proponent of the prerogatives of the traditional nationstate,
in which Europe is stuck in a halfway status [mellem et supranationalt
fællesskab og nationalstaterne – CM], in which the
Middle East does not fit the nation-state model and faces a religiously
motivated revolution, and in which the nation-states of South and
East Asia still practice the balance of power, what is the nature of the
international order that can accommodate these different perspectives?”,
The debate we need to have, IHT, 8. april 2008.
39 Det ligger uden for denne bogs rammer at behandle den
komplekse juridiske diskussion, men der er næppe nogen tvivl om, at
angrebet på Irak var i klar strid med den almindelige udlægning af
Folkeretten, sådan som den defineres i Kapitel 7 af FNs Charter, ikke
mindst fordi man besluttede sig til angreb uden vedtagelse i Sikkerhedsrådet
under Artikel 42.
40 Ross, Carne: Independent Diplomat – Dispatches from an
Unaccountable Elite, Cornell University Press, New York, 2007.
41 Bech Thomsen, Per: Muhammed krisen – Hvad skete der? Hvad har vi
lært? People’s Press, 2006.
241
42 Piet Heins gruk blev citeret over store dele af verden, bl.a. i en artikel
af Uffe Elleman Jensen, der blev publiceret så vidt omkring som i Pakistans
Daily Times d. 19. februar 2006 og i Taipei Times d. 20. februar
2006, og mange andre steder, http://www.dailytimes.com.pk/default.
asp?page=2006%5C02%5C19%5Cstory_19-2-2006_pg3_3
43 Fra Kofi Annans tale for Europaparlamentet: ”Europe needs migrants.
A closed Europe would be a meaner, poorer, weaker, older Europe...
Migrants are a part of the solution, not part of the problem. They
should not be made the scapegoats for a vast array of social ills… The
European public has been fed images of a flood of unwelcome entrants,
and of threats to their societies and identities. In the process, immigrants
have sometimes been stigmatized, vilified, even dehumanized.”
242
[”Trajektorium” er personlige tanker om
astronomi og naturvidenskab, om vidensamfundet
og europæisk integration i en
autobiogra sk sammenhæng.]
“balancerer fl ot og overbevisende,
absolut vedkommende for andre,
mellem det private og den store historie”
Jacques Berg