Download en gratis version af publikationen her

det er vores alles ansvar!
Forord ved advokat Thorkild Høyer, bestyrelsesformand i DIGNITY
Da jeg var barn – jeg er født i 1947, et år før Verdenserklæringen om menneskerettigheder
blev vedtaget i FN – blev der aldrig talt om, hvorvidt en smule tortur kunne være i orden.
Der blev aldrig rejst nogen tvivl om torturforbuddet, der er den eneste menneskerettighedsregel,
hvorfra der ikke findes nogen undtagelse.
Min familie og mine forældre havde nære venner, der var blevet udsat for grov tortur under
krigen. De havde alle levet under trussel om at kunne blive udsat for tortur. Så for dem var det
ikke noget, der var til diskussion. Forbuddet mod tortur var i deres øjne en af de største sejre,
som krigens rædselsår medførte.
For et par år siden fandt jeg i nogle gamle retsbøger fra retsopgøret beretningen om, hvordan
en af mine forældres nærmeste venner var blevet tortureret. Jeg husker vennen som en
enspænder, der havde svært ved at knytte sig til nogen. Hvad mine forældres ven havde været
udsat for, blev aldrig diskuteret hjemme. Jeg tænker, at mine forældre ikke vidste, hvordan de
skulle forholde sig til det, og vennen var ikke i stand til at åbne sig om dette smertefulde emne.
På begge disse to områder – den ultimative fastholdelse af torturforbuddet og italesættelsen
af tortur – er der gennem årene sket store forandringer. Vi har siden den 11. september 2001
oplevet et USA, der løbende i den kamp, som de kalder en krig mod terror, har saboteret
respekten, ikke blot for grundlæggende værdier og rettigheder, men også for den almene
menneskelige anstændighed. Vi var mange, der fik rystet vort syn på USA, da billederne fra
Abu Ghraib kom, og senere beretninger fra Guantanamo om waterboarding, frarøvning af
søvn i dagevis, ophængning i stresspositioner i op til 40 timer og placering af mistænkte i små
kasser med insekter.
Med Danmarks aktive udenrigspolitik med deltagelse i krigsførsel i Iraq og Afghanistan, har vi
Danmark et foregangsland
Danmark blev et foregangsland i kampen mod tortur og for værdighed, da
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i 1982 blev oprettet af
læge Inge Genefke. Det var verdens første rehabiliteringscenter for torturofre.
Det er nu 30 år siden, og verden over er der oprettet lignende rehabiliteringscentre,
og der eksisterer et globalt netværk af menneskerettighedsorganisationer, der
arbejder med at forebygge tortur og organiseret vold. Organisationen har i mellem
tiden også udviklet sig markant, og et navneskifte er det også blevet til. På sin
jubilæumsdag 30.oktober 2012 skiftede RCT således navn til DIGNITY – Dansk
Institut Mod Tortur. Bidragene i denne publikation afspejler også dette skifte, hvorfor
vores organisation både omtales som RCT og DIGNITY.
bevæget os ud i et felt, hvor der med rette bliver spurgt til, om vi har et medansvar. Det virkeligt
rystende for mig har været at opleve, hvordan verdens håndtering af terrortruslen med brug af
tortur har skubbet til den almene opfattelse af, om tortur må anvendes.
Da DIGNITY i 2011 tog temperaturen på den danske befolkning, viste det sig, at ca. hver fjerde
dansker var for tortur i enkelte tilfælde. Nogle måneder efter fulgte Berlingske op, og da
var tallet steget til ca. 30 procent. Det er hver tredje dansker. Det er et skred, der vil noget.
Et ildevarslende skred for retsstaten og den menneskelige værdighed. Hvorfor er det sket?
Der er sikkert mange faktorer, der spiller ind. Erfaringerne fra 2. Verdenskrig har fortonet
sig. Det er nærmest kun den ældre generation, der har nogen form for personlig relation til
torturofre. De unge og lidt ældre kender det måske kun som en konvention. Hvis de endda gør
det. Så fraværet af personlige erfaringer har betydning. En anden grund er den legitimering
som USA’s praksis med tortur har medført.
I den danske debat har der været fortalere for anvendelse af tortur. Vi har hørt mange argumentere
mod, at der bliver gennemført et regelret forbud mod anvendelse af tortur i straffeloven.
Faktisk har et flertal i Folketinget vendt sig mod det. Hvad er det for en virkelighed, som
dette flertal ikke ser? Ser de ikke, at der er sket et skred i befolkningens opfattelse? Hvorfor
ser de ikke behovet for – ikke blot overfor den danske befolkning, men også i forhold til andre
nationer – at markere, at vi i Danmark kriminaliserer anvendelsen af tortur? Det er blevet kaldt
signallovgivning. Måske ja, men det er et nødvendigt signal at udsende, og Folketinget er ikke
netop uvant med at anvende signallovgivning.
Og så den gode fortælling. Mine forældre og deres venner talte ikke om tortur. I dag kan der
tales om tortur. Torturofre kan modtage behandling. Der er en debat om tortur. Danmark er
oven i købet foregangsland, når det gælder forskningen i torturen, dens følger, og hvordan den
kan forebygges og ofrene kan rehabiliteres.
Vi ved nu, at tortur dramatisk nedbryder personligheden og har livslange konsekvenser for
livskvaliteten, og det ikke blot for det umiddelbare offer. Virkningerne rammer både den
nærmeste familie og efterfølgende generationer. Tortur er modbydeligt menneskenedbrydende,
og ofrene ønsker sig ofte hellere døde. Men tortur er ikke længere et ømtåleligt
emne, som vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til. Vi kan i dag, med den indsats som
DIGNITY og mange andre har stået for, sikre ofre og deres familier et tåleligt liv.
DIGNITY har i anledning af sit 30 års jubilæum inviteret en række mennesker, der har et stort
og langt kendskab til organisationen, til at hjælpe med at nedskrive historien. Af bidragene
fremgår det, at udfordringerne stadig er mange. Der er lang vej igen. For hver generation
skal slaget slås. Og hver generation skal erkende, at det også er deres ansvar, at der ikke
sker anvendelse af tortur. Det er den store udfordring, som DIGNITY bestandigt må finde
veje til at løfte.
Thorkild Høyer
6 7