Se pjecen - Dansk Kommunikation

danskkommunikation.dk

Se pjecen - Dansk Kommunikation

Indhold:

Omfang:

Vægt:

?

Fremstillet:

Holdbar til:

Rapport fra Folketingets konference

om behovet for en grundlovsrevision

Af Jacob Andersen

Er tiden løbet fra grundloven?

36 sider

120 g

1849

?


Grafisk design: Bysted Hovedkvarteret A/S

Tryk: Interprint


Er tiden løbet fra grundloven?

– rapport fra Folketingets konference

om behovet for en grundlovsrevision

af Jacob Andersen

01


02

Forord

Ivar Hansen, Folketingets formand

Der er gode grunde til at ændre grundloven.

Men er de også gode nok?

Det spørgsmål stiller Folketinget nu til

befolkningen. Svaret bestemmer, om Folketinget

og regeringen vil sætte gang i

en reform af grundloven i de kommende

år. Grundloven er nemlig meget svær at

lave om på, og det er ikke nok, at mange

eksperter eller politikere kan se behovet

for at gøre det. Et stort flertal i befolkningen

må være enige i, at forslag om at

ændre grundloven er velbegrundede.

Ellers kan ændringen ikke gennemføres.

Politikere fra flere partier har længe talt

for at modernisere grundloven. Det samme

har eksperter og stemmer i den offentlige

debat. I februar 1999 tog Folketinget

bolden op. Langtfra alle partier er

overbevist om, at der er behov for en ny

grundlov. Endnu flere tvivler på, at det er

muligt at overbevise tilstrækkelig mange

vælgere om behovet. Alligevel mener et

bredt flertal, at der er grund til at diskutere

sagen grundigere – og at bringe

debatten og argumenterne uden for de

indviedes rækker. For den drejer sig om

grundlaget for både det offentlige liv og

dagliglivet i Danmark. Derfor angår den

alle borgere.

Folketinget tog første skridt med en konference,

som blev afholdt sammen med

regeringen d. 4.-5. november 1999 i

Helsingør. Ud over de politiske partier

havde Folketinget også inviteret nogle af

dem, der har taget del i debatten hidtil,

samt repræsentanter for foreningslivet

og fra pressen. En række universitetsprofessorer

var på forhånd blevet bedt

om at udarbejde skriftlige oplæg til konferencen.

Folketingets Præsidium besluttede siden,

at konferencen skulle følges op blandt

andet med udgivelsen af to publikationer

for at støtte en fortsat debat i befolkningen.

Der er derfor via folkebibliotekerne

og på Folketingets hjemmeside udsendt

en publikation, som indeholder et ordret

referat af konferencen m.v. beregnet til

deltagerne.

Præsidiet har også bedt journalisten

Jacob Andersen om at samle nogle af de

vigtigste synspunkter og argumenter, der

faldt under konferencen, i denne pjece.

Pjecen giver samtidig nogle baggrundsoplysninger,

der kan være nyttige i den fortsatte

debat. Der er også en liste over

bøger og andet materiale til debatten.

I Folketinget overvejes, hvordan vi i øvrigt

kan støtte en folkelig debat om grundloven

og om den demokratiopfattelse, som

grundloven er udtryk for. Der har været

almindelig tilslutning til at gennemføre et

sådant projekt og til at projektets omdrejningspunkt

skal være en grundlovsdebat

etableret gennem de folkelige foreninger,

organisationer, skoler og institutioner,

men formen for projektet drøftes

fortsat. Vi overvejer således også, hvordan

Folketinget kan sikre, at man til sin

tid får tilbagemelding om de meninger og

opfattelser, der kommer til udtryk under


Er tiden løbet fra grundloven?

?

denne debat. De skal danne grundlaget,

når Tinget skal beslutte, om det store

arbejde med at udarbejde et forslag til

en ny grundlov skal sættes i gang, eller

om man skal leve videre med den gamle.

Folketinget har bedt en kreds af organisationsfolk

og kulturpersoner om at rådgive

sig. Denne forsamling mødtes i

marts i år, og de råd, der fremkom her,

drøftes nu i Folketingets ledelse. Der vil

blive orienteret herom på Folketingets

hjemmeside (www.folketinget.dk).

Og nu giver jeg ordet til journalist Jacob

Andersen, som vil formidle de væsentligste

temaer fra konferencen i november

sidste år, så der inspireres til en bred,

engageret og livlig debat.


Det er konflikten, der enga-

gerer folk. Det er også kon-

flikten, der vil få folk ud at

stemme (..). Hvis der er

nogle lidt mere konflikt-

prægede emner i den

grundlovsændring, så kan

det godt være, at vi kan få

en stemmeprocent på 75

eller 80.

Sagt af dr.scient.pol. Lise Togeby på

konferencen om behovet for en grund-

lovsrevision 4.-5. november 1999.

03


04

De store principper til debat

Grundloven beskytter de store principper.

Det gælder bl.a. de principper, som det

politiske demokrati arbejder efter. Grundloven

beskytter også rettighederne for

enkeltpersoner og mindretal mod overgreb

på en række områder. Den garanterer

f.eks., at danske borgere ikke kan

sættes i fængsel bare på grund af deres

politiske holdning.

Den form for beskyttelse har det store

flertal heldigvis ikke haft så meget brug

for igennem de sidste årtier. Normalt

har det været muligt at klare uenigheder

og konflikter på en måde, som de fleste

kan leve med. Åbenlyse brud på menneskerettighederne

fra myndighedernes

side hører heller ikke til dansk hverdagskost.

Det betyder på den anden side, at kun et

fåtal har haft grund til at overveje, om

grundloven nu også beskytter deres rettigheder

godt nok. Og om den fortsat vil

gøre det i en tid, hvor samfundet forandrer

sig på så mange fronter.

Noget lignende gælder de grundlæggende

spørgsmål om magtfordelingen i samfundet:

Har regeringen og ministerierne

fået for meget magt i forhold til de folkevalgte?

Eller blander Folketinget sig for

meget i regeringens arbejde – eller i de

forkerte ting? Bør folkekirken være en

statskirke? Spiller domstolene den rolle,

vi synes de skal? Burde kommunernes

selvstyre beskyttes bedre imod statens

indgreb? Det er der – hånden på hjertet

– nok mange, som ikke har særlig faste

og stærke meninger om.

Et særligt problem er det internationale

samarbejde, bl.a. i EU, som udvikler sig

hele tiden. Danske politikere, diplomater

og embedsmænd bliver nødt til at for-

tolke danske principper i lyset af de nye

situationer, der opstår. Følgen kan blive,

at principperne lige så stille efterhånden

ændres. Men det sker langsomt og langt

fra de fleste borgeres dagligdag. Hvornår

skal man så sige: Stop, lad os lige se på

de store principper i det her? Og hvem

skal sige stop?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, der

vil blive behandlet på de følgende sider.

Men ét spørgsmål går på en måde forud

for alle de andre:

Hvad er det egentlig, vi skal med den

grundlov?


Er tiden løbet fra grundloven?


Efter min mening skal der være tre grundlæggende forudsæt-

ninger opfyldt, før en grundlovsændring kan komme på tale:

For det første: Der skal være et påtrængende samfundsmæs-

sigt behov for at ændre på grundloven. Det skal ikke opfattes

derhen, at vi ikke skal debattere grundloven. Vi skal tværti-

mod accelerere debatten.

Den anden betingelse er, at der skal være konkrete forslag,

der kan samle et meget, meget bredt flertal i Folketinget og

bygge på en meget, meget bred opbakning i befolkningen.

Den tredje betingelse, der skal være opfyldt, er at vi alle sam-

men med rimelighed kan vurdere, at der er en god mulighed

for, at befolkningen bakker os op, at det vi kommer med, har

en stærk folkelig forankringskraft i sig, og at en forankring

er udtryk for et stærkt folkeligt ønske.

Sagt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen på konferencen om behovet for en grund-

lovsrevision 4.-5. november 1999.

05


06

Står det i grundloven? (?)

“Det står i grundloven!” Den sætning høres ofte i den offentlige debat, når nogen vil sætte trumf på.

Men står der nu også det? Der er mange myter om, hvad grundloven faktisk indeholder. I nedenstående

skema kan læseren teste sin egen viden. Læg mærke til, at spørgsmålene drejer sig om, hvad

de forskellige paragraffer betyder, ikke deres præcise ordlyd. Og pas på: Flere af spørgsmålene er

lumske!

De rigtige svar findes sidst i hæftet.

Grundloven betyder, at

(1) ... regering eller Folketing ikke kan indføre politisk censur

(2) ... bistandsklienter kan fratages stemmeretten

(3) ... der skal være lighed for loven

(4) ... alle har ret til et arbejde

(5) ... dele af Højesterets magt kan overlades til en international domstol

(6) ... der skal være flertal i Folketinget, før en regering kan udnævnes

(7) ... Folketinget skal vælges ved hemmelige valg

(8) ... kommunalbestyrelser skal vælges ved hemmelige valg

(9) ... Folketinget skal høres, før regeringen træffer større udenrigspolitiske beslutninger

(10) ... valgretsalder og myndighedsalder skal følges ad

(11) ... valgretsalderen er 18 år

(12) ... politiet har ret til at overvære offentlige møder

(13) ... skatter kun kan udskrives ved lov

(14) ... halvdelen af Folketinget skal være til stede for at beslutte noget

(15) ... arbejdsgiveren har ret til at lede og fordele arbejdet

(16) ... ingen kan underkastes tortur

(17) ... love ikke kan vedtages med tilbagevirkende kraft

(18) ... alle har ret til at få juridiske konflikter afgjort af en domstol

(19) ... ingen kan idømmes dødsstraf

(20) ... privatlivets fred er ukrænkelig

(21) ... justitsministeren kan fyre en dommer, der træffer åbenlyst forkerte afgørelser

(22) ... ingen behøver at sulte i Danmark

(23) ... alle våbenføre mænd har pligt til at bidrage til forsvaret

(24) ... juridiske tvister mellem adelige personer afgøres af Højesteret

rigigt forkert

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )

( ) ( )


Er tiden løbet fra grundloven?

Sådan ændrer man grundloven?

Den danske grundlov er uhyre svær at lave om, faktisk er den en af de

forfatninger i verden, det er vanskeligst at ændre. Derfor sker det kun

med årtiers mellemrum. Sidste gang var i 1953.

Den besværlige fremgangsmåde betyder, at borgerne og de politiske

partier skal være ret enige om, at der er et stort behov for at lave

grundloven om. Samtidig skal de i vidt omfang kunne enes om, hvilke

ændringer der er brug for. Det vil selvfølgelig i sidste ende kræve et

kompromis, der tager højde for mange forskellige meninger om sagen.

På tværs af erhverv, religion, køn, alder, hud- og partifarve, og hvad

der nu ellers skiller i dagens Danmark. Den offentlige debat er en vigtig

strømpil for, om Folketinget vil anse det for realistisk.

Der er desuden brug for et omfattende sagligt forarbejde. En mulighed,

der er blevet debatteret, er at starte med et nedsætte en særlig Værdikommission,

der skal give et samlet bud på, hvilke grundprincipper

der skal være styrende i fremtidens Danmark.

Hvis Folketinget derefter beslutter sig for at gå efter en egentlig

grundlovsrevision, vil det vedtage nogle hovedlinjer for, hvilke dele af

grundloven der især skal kigges på. Arbejdet vil sandsynligvis blive

overladt til en række særligt grundlovskyndige jurister og erfarne politikere,

der dækker bredt i Folketinget. De lovkyndige vil så fremlægge

forslag til en række gennemtænkte og langtidsholdbare paragraffer.

Herefter starter den mere formaliserede behandling, der er beskrevet i

grundlovens § 88.

Først bliver Folketinget enig om ændringer og formulerer en ny grundlov

og vedtager den. Dernæst skal der vælges et nyt Folketing, som

skal godkende den ny grundlov endnu en gang. Til sidst sendes forslaget

til en revideret grundlov ud til folkeafstemning. Kun hvis et flertal

på over 40 procent af vælgerne stemmer ja, bliver forslaget til en ny

grundlov.

:

07


08

Hvad skal grundloven gøre godt for?

Alle er enige om, at det er godt at have

en grundlov. Men hvad skal den egentlig

gøre godt for? De fleste kan nok enes

om, at der er flere modstridende hensyn,

der skal afbalanceres mod hinanden.

Men hvad skal veje tungest?

Groft sagt er der fire udgangspunkter for

debatten:

* Grundloven skal være et nationalt

samlingsmærke. Den skal være et

ophø-jet symbol på de værdier, der forbinder

den danske befolkning – fra fortiden

ind i nutiden og ud i fremtiden.

Kernen er tidløse værdier som frihed,

demokrati og retfærdighed. Herudover

bør de enkelte ord ikke tages alt for

bogstaveligt. Det er – ligesom i nationalsangen

– ikke nødvendigvis noget

problem, at sprog og indhold nogle

steder virker lidt gammeldags.

Uforanderligheden kan tværtimod

opfattes som et af grundlovens store

fortrin. Hvis den let kunne ændres,

ville den blive trukket ind i dagens

politiske slagsmål og ophøre med at

være et samlingsmærke.

* Grundloven skal give størst muligt

politisk spillerum. I praksis har dette

synspunkt tæt sammenhæng med

ovennævnte udgangspunkt. Grundloven

skal ikke lægge flere bånd på lovgivningsmagten

end højst nødvendigt. De

store principspørgsmål skal afgøres

gennem dialog, samarbejde og politisk

kamp. Og de skal afklares af befolkningen

og dens repræsentanter, ikke

af dommere uden folkeligt mandat.

Derfor er det vigtigt med en vis elastik

i grundloven. Derved bliver det også

muligt for Folketinget at udbygge

demokratiet løbende og tilpasse offentlige

institutioner og arbejdsformer til

tidens krav. Det har eksempelvis

været muligt at ændre arbejdsdelingen

mellem staten og kommunerne, så

kommunerne har fået flere opgaver og

mere indflydelse. Folketinget har også

med almindelige love f.eks. skabt

offentlighed i forvaltningen og medindflydelse

til brugere af offentlige institutioner.

Smidigheden sikres bedst, hvis

grundloven holder sig til de store linjer

og principper og ikke går i detaljer.

* Grundloven skal passe til virkeligheden.

Den må ikke fremstå som en

museumsgenstand. Den nuværende

grundlov giver f.eks. monarken en

central rolle i det politiske liv, selv om

praksis for længst er blevet en anden.

Derimod af-spejler den ikke de ændringer,

der er sket i de sidste årtiers

politiske liv – bl.a. i form af kommunernes

og EU’s meget stærkere stilling.

Også befolkningens holdninger

har ændret sig, og nye idealer er

efterhånden blevet fælles gods. Hensynet

til miljø og menneskerettigheder

står f.eks. langt stærkere i den almindelige

bevidsthed end for et halvt

århundrede siden. Det betyder, at

grundloven kan være unødvendig svær

at forstå, ikke mindst for unge mennesker.

Derfor skal det også være

overkommeligt at ajourføre den med

mellemrum. I forlængelse heraf ligger

synspunktet om at, grundloven skal

beskytte den enkeltes rettigheder.

* Gundloven skal beskytte den enkeltes

rettigheder. Den skal være “fast i

mælet”. Der skal ikke være alt for

mange brede undtagelser i beskrivelsen

af grundlæggende borger- og

menneskerettigheder. Rettighederne

skal være præcise, så domstolene har

et fast grundlag at dømme på, og så


Er tiden løbet fra grundloven?

?

rettighederne ikke kan udhules af et

politisk flertal. Danmark skal desuden

følge med udviklingen i opfattelsen af

borger- og menneskerettighederne.

Opfattelsen har ændret sig meget i de

sidste 150 år, og mange af grundlovens

formuleringer går faktisk helt tilbage

til den tid. Ser vi f.eks. på FN’s

og Europarådets erklæring om menneskerettigheder

eller de nyere forfatninger

i landene omkring os, så giver

de borgerne meget mere omfattende

og præcise rettigheder end vores

grundlov.

De fire udgangspunkter har mere eller

mindre rendyrkede fortalere i debatten.

Mange andre kan sikkert finde noget rigtigt

i alle fire udgangspunkter.

Man kan jo godt lægge stor vægt på traditionen

uden at mene, at grundloven

skal bestå i sin nuværende form, så længe

bøgen spejler sin top i bølgen blå. Og

selv om man er godt tilfreds med, at

grundloven er præget af sin alder, kan

man godt se det som et problem, hvis

dens ordlyd slet ikke passer til realiteterne.

Det gælder ikke mindst i en tid, hvor

domstolene, der jo i højere grad end politikerne

må følge lovens tekst end ånd, i

stadig højere grad anvender grundloven.

Det er f.eks. ikke ligefrem en ønskesituation,

at danske dommere må bruge EU’s

traktater og Europarådets konventioner

for at fastslå, at mænd og kvinder har

lige rettigheder. Grundloven siger nemlig

ikke noget om sagen. Hvis paragrafferne

hverken kan bruges som rettesnor for

politikere, domstole eller borgere, bliver

grundloven snarere et nationalt mindesmærke

end et nationalt samlingsmærke.

Omvendt kan man godt være tilhænger

af, at grundloven følger med tiden, og

samtidig være modstander af at gøre

den lettere at ændre. For hvad er de

særligt grundlovsbeskyttede principper

og rettigheder værd, hvis grundloven ikke

står mere fast end alle andre love? Endelig

ønsker de fleste sikkert, at folkestyret

har et frit spillerum. Til gengæld ønsker

ingen at give politikerne helt frit spil.

Selv om debatten om grundloven starter

forskellige steder, er det altså ikke udelukket,

at den kan ende med at gå op i

en højere enhed. Vi får se.

09


10

Hvad skal grundlovssikres?

Der kom rigtig mange bolde i spil, da oplægsholdere og andre deltagere

i grundlovskonferencen diskuterede, hvilke borger- og menneskerettigheder

der bør sikres bedre ved at blive skrevet ind i grundloven under

en eller anden form. Blandt idéerne var:

YTRINGSFRIHED. Den nuværende paragraf er i realiteten blot et forbud

imod at indføre forhåndscensur. Derimod kan myndighederne godt

indføre love, der gør det muligt bagefter at straffe folk for udtalelser

om politik og andre samfundsforhold. Denne mulighed kunne grundloven

udelukke.

INFORMATIONSFRIHED. Man kunne sikre en ret til at modtage informationer

uden offentlig indblanding og fastslå retten til at kode (kryptere)

meddelelser, der sendes ad elektronisk vej. Det kunne være relevant

at forpligte det offentlige til at sørge for, at relevant information gøres

tilgængelig for borgerne, så offentlig debat kan foregå på et oplyst

grundlag, bl.a. ved at fastslå, at der skal være medier, der har pligt til

at fremme oplysning og debat (public service-medier).

FRIHED FOR DISKRIMINATION. Grundloven forbyder at “gradbøje” den

enkeltes borgerlige og politiske rettigheder på grund af vedkommendes

religion eller afstamning. Man kunne indføre et lignende forbud mod

forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, sprog, politisk

overbevisning, etnisk oprindelse eller seksuel orientering, sådan som

det allerede er tilfældet i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Me-re forsigtigt blev der også talt for

at tilføje forbud mod diskrimination på grund af alder, familierelationer,

handicap, funktionsevne og arveanlæg.

FORENINGSFRIHED. Der kunne indføres et regulært forbud imod foreningstvang.

FRIHED TIL MILITÆRNÆGTELSE kunne fastslås.

DEN PERSONLIGE FRIHED. Grundloven omtaler ikke udtrykket, men

yder en papirtynd beskyttelse imod, at myndighederne læser folks breve

eller kræver adgang til deres hjem. Disse rettigheder kunne fastslås

mindre forbeholdent og suppleres med ret til familieliv og privatliv i vi-


Er tiden løbet fra grundloven?

:

dere forstand. En mulighed er at indsætte kravet om respekt for menneskets

værdighed, integritet og autonomi. Det kunne hjælpe til at sætte

standarder for værdig behandling af patienter og andre under offentlig

omsorg. Desuden kunne det give lovgivere og domstole nogle fingerpeg

i sager om f.eks. udvisning af udlændinge, tvangsfjernelse af børn

og registrering af personlige oplysninger.

UNDERVISNINGSRET. Retten til gratis undervisning for skolebørn kunne

udstrækkes til voksne – inden for visse grænser.

RET TIL OFFENTLIGE YDELSER. Det er næppe muligt at give borgerne

håndfaste retskrav til beskæftigelse, sygehusbehandling eller social bistand.

Derimod kan man forpligte det offentlige til at sikre et social- og

sundhedsvæsen af en vis standard. Man kan også sikre princippet om

lige adgang til sygdomsbehandling. Det er også muligt af fastsætte et

officielt eksistensminimum.

RETTEN TIL LIVET. Grundloven kunne indføre et egentligt forbud mod

dødsstraf og tortur og forpligte staten til at bestræbe sig på at beskytte

borgernes liv og efterforske drab og andre voldsforbrydelser.

RETSSIKKERHED. Man kunne indsætte et forbud imod straffelove med

tilbagevirkende kraft og sætte grænser for, hvor lang tid en sag må

køre, før der fældes dom. Der kunne endvidere stilles krav om, at anklagemyndigheden

– der bestemmer, om der skal rejses tiltale i straffesager

– skal adskilles fra politiet.

BØRNS RETTIGHEDER. Man kunne grundlovsfæste princippet om, at

hensynet til barnet kommer først i sager om børn, og at børn har ret

til både en far og en mor. Man kunne også fastslå, at børn har lov til

at tale med om deres egne forhold, og at deres synspunkter skal have

en vægt, der svarer til deres alder og modenhed.

NATURBESKYTTELSE. Det kunne overvejes at erklære i grundloven, at

staten – og evt. også borgerne – har pligt til at værne om miljøet og

naturen, og dermed kommende generationers rettigheder.

11


12

Mennesket i grundloven

Der er kommet mere og mere fokus på

menneskerettighederne i de seneste år.

De tæller som vigtige argumenter i samfundsdebatten

på et utal af områder. I

udenrigspolitikken er det blevet god tone

at blande sig i andre landes forhold,

hvis de krænker menneskerettighederne.

NATO’s krig i Kosovo i 1999 er et dramatisk

eksempel. I forretningslivet stilles der

krav om, at virksomhederne ikke bruger

børnearbejde eller ødelægger livsbetingelser

for mennesker med forurening.

Menneskerettigheder vedkommer alle.

Der er flere grunde til, at menneskerettighederne

spiller en større rolle.

En af dem er sikkert, at danskerne ligesom

mange andre folkeslag er blevet mere

bevidste om deres rettigheder. Befolkningsgrupper,

der tidligere ikke sagde så

meget, kræver respekt og plads til at udfolde

sig. Patienter vil have ret til at sige

nej til behandlinger og til at deltage i medicinske

forsøg. Handicappede ønsker

rettigheder, så de kan gøre sig gældende

på lige fod med andre i samfundet. Børnene

har fået individuelle rettigheder.

Kravene om nye rettigheder gælder næsten

alt fra en vuggestueplads til en værdig

død. Hensynet til kommende generationers

rettigheder er blevet et argument

i miljødebatten, osv. osv.

På nogle områder er ønsket om flere rettigheder

en følge af den tekniske udvikling.

Mulighederne for at overvåge og kontrollere

mennesker helt ned i detaljen er større

end nogen sinde. Genteknologien giver

ikke bare nye muligheder for f.eks. at

behandle sygdomme. Den kan også misbruges

til uhørte manipulationer med

arvemassen eller til sortering af jobansøgere

efter de-res arveanlæg. Menneskets

værdighed skal beskyttes mod nye trusler.

Det juridiske system er også med til at

udvikle nye rettigheder. Fundamentale

rettigheder, som f.eks. adgangen til fair

behandling i retsapparatet, var oprindelig

vage og bløde principper. Tusindvis af

retssager – og politisk og akademisk diskussion

– har efterhånden været med til

at gøre ordene konkrete. Domstolenes

afgørelser i andre sager har været med

til at definere indholdet i andre rettigheder.

Hvornår er politiets argumenter gode

nok til, at de kan få lov til at aflytte

telefonen hos en privatperson? Hvilke

kraftudtryk kan man få lov at bruge om

andre i ytringsfrihedens hellige navn, og

hvilke har karakter af bagvaskelse? Det

er ikke mindst dommerne, der bestemmer,

hvad ord som ytringsfrihed eller privatlivets

fred skal betyde i det praktiske

liv – ud fra indholdet i de konkrete sager,

lovens bogstav og tidsånden.

Endelig smitter udviklingen i udlandet af

på opfattelsen af, hvilke rettigheder vi

synes, mennesker skal have krav på her i

landet. Det kan ske ved, at et andet land

sætter en højere retslig standard end

den, vi har her i landet. I nogle tilfælde

finder den nye standard vej til en international

konvention, som Danmark tilslutter

sig. Som eksempler kan nævnes Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention

eller FN’s konvention om tortur. I

andre tilfælde kan rettighederne i andre

lande inspirere danske politikere til at

indføre noget tilsvarende.

Udviklingen i menneskerettighederne er

ikke mindst gået stærkt, siden grundloven

blev revideret i 1953. Derfor er listen

over danskernes grundlovssikrede

rettigheder meget kortere end den, der

findes i næsten alle andre landes forfatninger.


Er tiden løbet fra grundloven?

?

De mange “huller” blev dokumenteret i et

skriftligt oplæg til grundlovskonferencen

af juraprofessor Linda Nielsen og dommer

ved Den Europæiske Menneskerrettighedsdomstol

Peer Lorenzen. Og ingen

var uenige i, at “hullerne” er der.

Derimod var der vidt forskellige meninger

om, hvorvidt de skal opfattes som et problem

– og hvad man i så fald skal gøre

ved problemet.

Er grundlovsrettigheder

bedre end anden ret?

Danskernes rettigheder behøver ikke at

lide under, at de ikke er nævnt direkte i

grundloven, påpegede flere debattører.

De kan jo stå i en international aftale,

som Danmark har bundet sig til at efterleve,

eller i andre love. Nogle af de vigtigste

internationale aftaler er skrevet direkte

ind i dansk lovgivning. Man kan således

få sin menneskeret ved en dansk

domstol, præcis som hvis den pågældende

ret havde stået i grundloven.

Det argument overbeviste ikke alle. Når

man skriver noget ind i grundloven, så

siger man nemlig også, at man lægger

helt afgørende vægt på det. En international

konvention har trods alt ikke samme

vægt som grundloven, hverken i den

politiske debat eller hos domstolene, og

den binder ikke lovgiver.

Der blev også fremlagt en række eksempler

på, at klart formulerede rettigheder

i andre landes forfatninger har

gjort det muligt for domstolene at styrke

retsbeskyttelsen af borgerne.

Island indsatte f.eks. i 1995 en ny bestemmelse

i sin grundlov, der sikrer, at

alle skal være lige for loven og nyde men-

neskerettighederne uden hensyn til deres

status. Paragraffen blev brugt af en handicappet

studerende, der forlangte at få

mulighed for at færdes på universitetet

uden at skulle betale for privat hjælp.

Islands Højesteret gav hende ret. Det

skrappere grundlovskrav om ligebehandling

er også brugt med held af utilfredse

fiskere. Reglerne var sådan, at kun skippere,

der på et bestemt tidspunkt havde

både af en bestemt størrelse, kunne få

del i fiskekvoterne. Islands Højesteret

stemplede denne forskelsbehandling på

grundlag af tidligere status som grundlovsstridig.

Det blev også sagt, at de moderne rettigheder

skal med i grundloven, for at den

kan opleves som tidssvarende og relevant.

Hvis folk skal gå til diverse internationale

konventioner for at finde ud af, hvad deres

rettigheder er, så mister grundloven

sin betydning, lød argumentet.

Hvor mange rettigheder

kan vi overkomme?

Hvis der i de kommende år viser sig at

være tilstrækkelig stor interesse for at

modernisere grundloven, vil det sandsynligvis

føre til flere og mere præcise

grundlovssikrede rettigheder. Men hvilke

rettigheder skal vi tage med?

Deltagerne i grundlovskonferencen havde

mange forslag til udbygninger. Men de

nåede ikke frem til at diskutere, hvilke af

de mange forslag der er så vigtige, at vi

ikke vil undvære dem. Og mange talte

for, at der ikke bør stå mere end højst

nødvendigt i grundloven, bl.a. for at den

ikke skal blive uoverskuelig.

13


14

Mennesket i grundloven

Et andet spørgsmål er, hvor præcise rettighederne

skal være. Hvis de er upræcise,

risikerer man, at de ikke kan bruges

til noget. Det kan f.eks. være tilfældet,

hvis forskellige menneskerettigheder

kommer i strid med hinanden. På den

ene side kan man indsætte en paragraf,

der siger, at familielivet ikke må krænkes.

På den anden side har man måske

en bestemmelse om, at der altid skal

tages mest hensyn til barnets tarv. Hvis

der ikke står mere, kan domstolen ikke

finde vejledning i grundloven, hvis et barn

bliver vanrøgtet af sin familie.

Omvendt kan paragrafferne også gå hen

og blive for præcise. Som nævnt ændrer

vores opfattelse af menneskerettighederne

sig. Meget præcise bestemmelser

kan komme til at virke forældede allerede

om 10 -15 år.

Nogle af rettighederne er det erfaringsmæssigt

svært at skrive i et klart og

utvetydigt lovsprog. Det gælder især de

punkter, hvor borgerne får ret til noget

som f.eks. relevant information fra det

offentlige. Det er ulige sværere at fastslå,

hvad relevant information er, end

f.eks. at fastslå, at myndighederne ikke

må indføre censur.

En mulighed er her at indføre nogle bredere

principper eller formålsparagraffer i

grundloven, som domstolene og det politiske

system kan skele til – og sætte kød

på hen ad vejen.

Eksperter, politikere og interesserede

borgere kan se frem til en del hovedbrud,

når de skal finde den gyldne middelvej

imellem disse dilemmaer.


Er tiden løbet fra grundloven?


Vi mangler ikke menneskerettigheder, men vi synes måske

nok, at man mangler grundlovssikrede menneskerettigheder.

Sagt af professor Linda Nielsen, formand for Det Etiske Råd, på konferencen om behovet

for en grundlovsrevision 4.-5. november 1999.

Folkets ære og privatliv (beskyttes) mindre og mindre for

hvert år, der går. Alle er stort set hjælpeløse over for indgreb

i deres privatliv fra aviser, fra fjernsyn, fra alt muligt andet.

Sagt af Ole Espersen, Østersørådets kommissær for Menneskerettigheder, på konferen-

cen om behovet for en grundlovsrevision 4.-5. november 1999.

Tilslutningen til Amsterdamtraktaten har jo gjort, at vi ikke

kan indføre dødsstraf. Det er en sådan lidt pudsig måde at få

den ordning gennemført i Danmark.

Sagt af Aage Frandsen, MF, Socialistisk Folkeparti, på konferencen om behovet for en

grundlovsrevision 4.-5.november 1999.

15


16

Kan grundloven overleve

det internationale samarbejde?

Kan grundloven overleve det internationale

samarbejde?

Danmark deltager i et vidtforgrenet internationalt

samarbejde. Vi arbejder sammen

med andre lande om søredning, beskyttelse

af trækfugle, medicinsk forskning,

retsforfølgelse af krigsforbrydere

og sikkerhed for elektriske apparater

– blot for at antyde spændvidden.

Kun få sætter spørgsmålstegn ved, at

det internationale samarbejde er nødvendigt.

Flere spørger, om samarbejdet har

den rigtige form og/eller det rigtige indhold.

Og rigtig mange spørger, om Danmark

ikke er ved at drukne i den stadig

mere uoverskuelige strøm af internationale

forpligtelser. For samarbejdet forpligter

naturligvis Danmark på linje med

alle andre deltagere. Hvis det blot var

uforpligtende snak, kunne det strengt taget

være lige meget.

Det er ikke nogen nyhed, at Danmark er

nødt til at samarbejde udadtil. Grundloven

har da også en paragraf herom,

nemlig § 19. Den slår fast, at det er kongen

(i praksis regeringen), der bestemmer

den udenrigspolitiske kurs. Paragraffen

siger også, hvordan og hvornår regeringen

skal rådføre sig med Folketinget.

Folketingets indflydelse er på dette område

mindre end på det indenrigspolitiske,

der reguleres ved lovgivning.

Det internationale samarbejde er imidlertid

vokset eksplosivt, siden grundloven

blev revideret sidst, i 1953. Følgen er, at

vigtige indenrigspolitiske områder er blevet

til udenrigspolitik – eller at indenrigspolitik

og udenrigspolitik bliver blandet på

en måde, man ikke kendte før.

Både i offentligheden og blandt fremtrædende

jurister spørges der derfor ofte,

om tiden ikke er løbet fra det skarpe skel

mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik,

som grundloven giver grundlag for. Et oplæg

til grundlovskonferencen, der var udarbejdet

af juraprofessorerne Ellen Margrethe

Basse og Hjalte Rasmussen,

besvarede spørgsmålet med et klart ja,

og mange deltagere var enige med dem.

Der er derfor god grund til at tro, at

paragrafferne om Danmarks forhold til

udlandet kommer til at spille en vigtig

rolle i debatten om, hvorvidt grundloven

skal laves om.

Zonen mellem

Danmark og verden

Internationalt samarbejde drejer sig ikke

blot om mange forskellige emner. Det er

også meget varieret med hensyn til resultater,

deltagerkreds og organisering.

Resultaterne kan have forskellig form. De

aftaler, der kommer ud af samarbejdet,

kan både være politiske hensigtserklæringer

og detaljerede, bindende regler

– og en blanding af begge dele.

Meningen med internationalt samarbejde

er typisk at opstille fælles normer. Det

kan være et mål, f.eks. om at skære ned

på udslippet af de såkaldte drivhusgasser.

Det kan være regler, f.eks. om farvestoffer

i madvarer, der sælges udenlands.

Det kan også være standarder for,

hvordan en virksomhed skal aflægge

regnskab.

Nogle af normerne er juridisk bindende.

Den danske stat eller danske virksomheder

og borgere risikerer sanktioner, hvis de


Er tiden løbet fra grundloven?

?

ikke lever op til dem. Men de binder ikke

altid juridisk. Det afhænger af, hvem der

har indgået dem, og hvad der står i dem.

Man kan f.eks. ikke straffes alene for at

bryde med de internationale standarder

for god regnskabsskik. Men ofte bærer

overtrædelser straffen i sig selv. Det kan

f.eks. være svært at finde udenlandske

investorer eller at etablere filialer i andre

lande, hvis man ikke lever op til standarden.

Frivillige standarder binder ofte

mindst lige så godt, som hvis man kunne

få en bøde efter loven.

Deltagerkredsen er meget forskellig. Noget

af samarbejdet foregår direkte mellem

stats- eller udenrigsministrene, men

meget af det sker mellem embedsmænd

eller tekniske eksperter, der kan være

ret frit stillet til at finde løsninger.

Ofte er det staterne, der indgår de internationale

aftaler. Nogle aftaler indgås

mellem to stater, andre mellem flere stater

eventuelt på grundlag af et oplæg fra

et fælles sekretariat. Nogle af de vigtigste

aftaler indgås i verdenshandelsorganisationen

WTO. Aftaler med andre stater

skal normalt godkendes – ratificeres

– af de deltagende lande. Somme tider

er det tilstrækkeligt, at regeringen gør

det. I andre tilfælde skal Folketinget

stemme om dem.

Staterne har ikke monopol på at indgå

internationale aftaler. I mange tilfælde

beder regeringerne eksempelvis repræsentanter

for bestemte brancher om at

finde nogle fælles retningslinjer, måske

under opsyn af staterne eller en international

organisation. I andre tilfælde indgår

brancherne aftaler på eget initiativ.

Ofte når aftalerne hverken til regeringens

eller de folkevalgtes bord – selv om det

er borgerne, der skal leve med konsekvenserne.

Samarbejdet kan organiseres på mange

måder. Somme tider er det internationale

arbejde meget løst – der skal findes et

konkret svar på et konkret problem. Men

det kan også udspille sig inden for rammerne

af en international organisation

med faste procedurer og traditioner.

Der findes derfor ikke én bestemt metode

til eller opskrift på internationalt samarbejde.

Og det er svært at finde demokratiske

principper, der dækker alle de

situationer, som Danmark kan komme ud

for i samspillet med resten af verden.

Når indenrigspolitikken

flytter udenlands

Det internationale samarbejde betyder, at

mange danske love og regler efterhånden

i større eller mindre grad er påvirket

af beslutninger, der er truffet i udlandet.

Det betyder igen, at magten er blevet

flyttet fra de folkevalgte folketingsmedlemmer

til den indirekte valgte regering.

Det er som sagt regeringen, der fører

udenrigspolitikken. Og det sker med

udenrigspolitikkens metoder, hvor der

ikke er samme tradition for åbenhed og

folkelig deltagelse som i den hjemlige

beslutningsproces.

Når regeringen har indgået en aftale,

skal den ofte spørge Folketinget, før den

kan sætte aftalen endeligt i kraft. Men

når det drejer sig om de utallige forvaltningstraktater,

der indgås løbende, inddrages

Folketinget ofte først, når aftalen

ligger klar til underskrift. De folkevalgte

har typisk ikke efter grundloven ret til at

17


18

Kan grundloven overleve det internationale samarbejde?

være med til at bestemme, hvilken kurs

regeringen skal lægge undervejs i de internationale

forhandlinger. Med mindre

der er tale om beslutninger af større

udenrigspolitisk rækkevidde, har Folketinget

heller ikke efter grundloven ret til

at blive orienteret, mens forhandlingerne

står på. Og grundloven forpligter ikke

regeringen til at offentliggøre den endelige

aftale.

Selvfølgelig inddrager regeringen somme

tider Folketinget alligevel. Det er frem for

alt tilfældet i EU-politikken. Her har der

udviklet sig en helt speciel praksis, hvor

Europaudvalget giver regeringen mandater

til forhandlingerne, mens de er i

gang. Men regeringen har strengt taget

ikke pligt til at lytte til de folkevalgte.

I oplægget til grundlovskonferencen fra

professorerne Ellen Margrethe Basse og

Hjalte Rasmussen foreslås det at stramme

grundloven op på disse punkter.

De peger også på problemer, der kan opstå,

efter at Danmark har godkendt en

international aftale. Ofte vil aftalen betyde,

at der oprettes et internationalt organ.

Det kan f.eks. være en international

domstol eller et magtfuldt politisk organ

som FN’s Sikkerhedsråd.

De internationale organer ændrer sig efterhånden.

De tilpasser sig til de opgaver,

de får, og tager måske nye opgaver

op. De udvikler en tradition og et regelsæt.

I det lange løb ligner de måske ikke

de organer, som Danmark i sin tid satte

sit blå stempel på.

Problemet er særlig påtrængende, når

det drejer sig om internationale organisationer,

som Danmark ligefrem har afgivet

suverænitet til.


Er tiden løbet fra grundloven?

Det danske folk skal på en eller anden måde have sikkerhed

for, at demokratiet ikke svækkes, i samme takt som national-

staten svækkes. Ellers stemmer vi med garanti nej.

Sagt af Ebbe Kløvedal Reich på konferencen om behovet for en grundlovsrevision

4.-5. november 1999.

Vi i Folketinget taler for meget om ting, der sagtens kan ord-

nes i kommunerne, og derfor ofrer vi for lidt på det interna-

tionale.


Sagt af Ivar Hansen, formand for Folketinget, på konferencen om behovet for en grund-

lovsrevision 4.-5. november 1999.

FN’s Generalforsamling ... var på mange måder en stor ople-

velse, men der var én ting, der slog mig, og det var det dra-

matiske demokratiske underskud.

Sagt af Flemming Kofod-Svendsen, MF, Kristeligt Folkeparti, på konferencen om behovet

for en grundlovsrevision 4.-5. november 1999.

19


20

Folkeafstemning på folkets initativ

Værdien af folkeafstemninger har været et af de store emner i

den politiske og demokratiske debat i de sidste ti år. Det blev

den også på grundlovskonferencen. Meningerne er stærkt delte.

Mange synes, at folkeafstemninger slet ikke hører hjemme i et

repræsentativt demokrati. De folkevalgte skal ikke skubbe ansvaret

fra sig. Folkeafstemninger har det med at dele befolkningen

i uforsonlige lejre, der hver for sig sætter sagen på spidsen

i stedet for at diskutere den med hinanden. Desuden er resultater

af folkeafstemninger svære at ændre, også hvis der senere

skulle vise sig meget overbevisende grunde til at gøre det.

Hvis der bliver tradition for folkeafstemninger, kan der også “gå

inflation i det”, så folk skal hen og stemme hele tiden, og de

mindst interesserede falder fra, lyder nogle almindelige argumenter.

Mange andre synes derimod, at flere folkeafstemninger kan være

med til at øge det almindelige politiske engagement og oplysningsniveau.

Samtidig er det rimeligt at spørge befolkningen i

kontroversielle sager, som måske ikke blev diskuteret, da der

sidst var valg til Folketinget, lyder argumentet.

Grundloven har ret lempelige regler for at udskrive folkeafstemninger

i § 42. 60 medlemmer af Folketinget kan således forlange,

at en ny lov sendes ud til vælgerne. Resultatet er bindende.

En række love er dog undtaget. Det gælder bl.a. skattelove, bevillingslove

og love om indfødsret og om ekspropriation.

Ifølge den fremherskende juridiske visdom er der desuden næsten

ubegrænsede muligheder for at lægge en sag ud til vejledende

folkeafstemning. Det skete sidst, da vælgerne sagde god for

den såkaldte EF-pakke i 1986. Pakken blev senere vedtaget i

Folketinget også med støtte af de partier, der oprindelig havde

været imod den.


Er tiden løbet fra grundloven?

:

De vide juridiske rammer for at spørge vælgerne fik flere konferencedeltagere

til at betvivle, om grundloven overhovedet står i

vejen for en mere hyppig brug af folkeafstemninger. Sagen er

snarere, at de dominerende partier – af principielle og/eller

taktiske grunde – helst er fri for dem. Og så er det ikke grundloven,

men den politiske kultur, der skal ændres, mente de.

Andre fastholdt, at en grundlovsændring kan bruges til at fremme

brug af folkeafstemninger. Det mest vidtgående forslag er at

åbne for, at f.eks. 300.000 vælgere kan forlange, at en sag

underkastes vælgernes dom.

En anden mulighed er at åbne for brugen af folkeafstemninger

på det kommunale plan. Det kunne f.eks. gøres, hvis en ny

grundlov kommer til at indeholde regler, der beskytter demokratiet

på lokalt plan.

21


22

Suverænitet og selvbestemmelse

Da grundloven blev revideret i 1953, var

der flere tegn på, at det internationale

samarbejde var ved at blive mere forpligtende

end det, man havde kendt før.

Både internationalt og i Europa var nye

samarbejdsformer ved at opstå, hvor de

enkelte stater direkte afgav dele af deres

suverænitet. Forløberen for nutidens EU

var én af dem.

Det kunne på den baggrund ikke udelukkes,

at Danmark måske i fremtiden kunne

se sin fordel i at forpligte sig mere

end før. Derfor fik grundloven en ny paragraf,

§ 20, der gjorde det lovligt at uddelegere

noget af dansk suverænitet til

internationale organisationer – eller mellemfolkelige

myndigheder, som man sagde

dengang.

Men der er mange spørgsmål om suverænitet,

som § 20 ikke umiddelbart

giver svar på. Derfor har paragraffen

siden givet anledning til stor diskussion.

Det skyldes ikke mindst, at Danmark

efterhånden har overladt suverænitet på

mange områder, der har betydning for

dagliglivet.

Denne diskussion blev også ført på grundlovskonferencen.

Det skete på baggrund af

et oplæg fra to juraprofessorer, Ellen

Margrethe Basse og Hjalte Rasmussen.

Den formelle suverænitet

Når Danmark skal tage stilling til f.eks.

en ny international aftale, må det først

afgøres, om aftalen fører til, at Danmark

overlader suverænitet. Hvis svaret er ja,

kræver det nemlig en helt særlig beslutningsgang:

Enten skal 5/6 af Folketinget

stemme for forslaget, eller også skal det

underkastes en folkeafstemning. Den sid-

ste mulighed er hidtil kun blevet brugt i

forbindelse med ændringer af EU-traktaterne.

Grundlovens § 20 fastslår, hvordan man

skal bære sig ad med at overlade dansk

suverænitet. Den siger også, hvem den

kan overlades til. Derimod sætter den

ikke grænser for, hvilken beslutningsmagt

danske myndigheder kan give fra sig

uden at overtræde grundloven. Den siger

heller ikke præcist, hvor meget suverænitet

over danske forhold danske politikere

kan afgive – med eller uden folkeafstemning

– ud over, at de ikke kan overlade så

meget suverænitet, at Danmark ikke længere

består som en selvstændig stat.

Endelig siger lovteksten ikke, hvad der i

det hele taget skal forstås ved udtrykket

suverænitet.

Det har derfor været op til regering og

Folketing – i samspil med grundlovsjurister

– at svare på disse spørgsmål, efterhånden

som de meldte sig konkret.

Efterhånden har der udviklet sig en bestemt

måde at fortolke dem på. I 1998

bidrog også Højesteret til udfylde grundlovens

ord. Det skete med dommen i den

såkaldte grundlovssag.

Resultatet er blevet en forståelse af begrebet

suverænitet, der er helt formel.

Når regeringens jurister skal afgøre, om

der er dansk suverænitet på spil, stiller

de to spørgsmål, der lidt forenklet ser

sådan ud:

* Fører den pågældende aftale til, at en

international myndighed fremover får

lov at forpligte danske borgere (eller

virksomheder) i Danmark, uden at

danske myndigheder kan sige til eller

fra?


Er tiden løbet fra grundloven?

?

* Fører aftalen til, at en international organisation

kan indgå bindende aftaler

på Danmarks vegne?

Hvis der kan svares ja til et af disse to

spørgsmål, så afgiver Danmark suverænitet.

Ellers ikke.

Grundlovsjuristernes definition er tindrende

klar. Især for grundlovsjurister.

Men ud fra en almindelig (politisk) betragtning

er det ofte vigtigere, om en aftale

i realiteten binder regeringen og Folketinget

til et vidtgående samarbejde,

som Danmark har svært ved at melde

sig ud af i praksis – om politisamarbejde,

udenrigspolitik, økonomi eller militære

forhold f.eks.

Ifølge Hjalte Rasmussen og Ellen Margrethe

Basse kan det føre til, at regeringen

og Folketinget på et senere tidspunkt føler

sig nødsaget til at handle på en bestemt

måde. F.eks. til at indføre bestemte

love eller til at sende soldater til væbnede

konflikter osv., selv om ikkedanske

organer ikke har fået en direkte myndighed

over danske borgere. Danmarks

selvstændige beslutningsmuligheder kan

således blive mindre i virkeligheden, selv

om der ikke er tale om at overlade suverænitet

i grundlovsjuraens formelle forstand.

Er suveræniteten altid vigtig?

Den formelle forståelse af suverænitet

gør på en måde alle spørgsmål lige vigtige.

Den fører f.eks. til, at det er nødvendigt

at bruge den besværlige fremgangsmåde

i § 20, for at Danmark kan tilslutte

sig et europæisk patentagentur, selv

om alle ved, at et europæisk patent er

mere værd end et dansk. Omvendt kunne

EU´s ledere teoretisk nedlægge Europa-

Parlamentet – eller omdanne det til “et

rigtigt parlament” – uden at det bliver et

suverænitetsspørgsmål i Danmark.

Problemet kunne delvis løses ved at indbygge

en bagatelgrænse i § 20. Hjalte

Rasmussen og Ellen Margrethe Basse

foreslog i deres skriftlige oplæg til konferencen,

at paragraffen “laves om, så folkeafstemninger

om politisk uvæsentlige,

indholdsmæssigt ukontroversielle spørgsmål

falder uden for og derfor ikke skal

afholdes.“

Tilbage er den anden side af problemet:

Hvordan sikrer man, at der er rimelig folkelig

opbakning til væsentlige politiske og

indholdsmæssigt kontroversielle ændringer

i EU, når Danmark afgiver reel selvbestemmelsesret,

men ikke formel suverænitet?

Som en deltager i konferencen bemærkede,

kan der her være inspiration at hente

fra andre lande. For de fleste EU-lande

oplever, at de mister suverænitet.

Men de lægger ikke det samme i ordet.

En anden deltager pegede på, at utrygheden

ved politikernes håndtering af EUspørgsmålene

var så udbredt, at mange

ville føle sig krænket, hvis Folketinget

brugte den beslutningsret, som det har

efter grundloven. Som sagt kan Folketinget

afgive suverænitet til eksempelvis EU,

hvis 5/6 af medlemmerne stemmer for

det. Folketinget har i flere tilfælde haft et

5/6-flertal inden for rækkevidde, men

har alligevel følt sig nødsaget til at spørge

befolkningen.

Folketinget har altså en beslutningsret

efter grundloven, som mange mener, det

23


24

Suverænitet og selvbestemmelse

ikke burde have. Det kunne også ses

som et tegn på, at grundlovens regler er

forældede.

Der var også konferencedeltagere, der

talte for, at tiden nu må være moden til

at beskrive i grundloven, hvad det nærmere

vil sige, at Danmark er en suveræn

stat. Det kunne ske ved at liste de natio-

nale kompetencer op, der under ingen

omstændigheder kan overlades uden en

decideret grundlovsændring. Denne metode

er bl.a. brugt i den canadiske forbundsforfatning.

Det kunne også gøres

ved at fastslå, at der må være så mange

almindelige lovgivningsmuligheder tilbage,

at det fortsat giver politisk mening at

holde folketingsvalg.


Er tiden løbet fra grundloven?


Skal vi ændre grundloven, … så det bliver lettere i en eller

anden forstand at afgive suverænitet, så kan jeg godt love

konferencen én ting: Så bliver grundloven ikke ændret.

Sagt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen på konferencen om behovet for en grund-

lovsrevision 4.-5. november 1999.

Statsministeren … mente ikke, at man skulle udvide adgangen

til at overdrage suverænitet til f.eks. EU. Det kan han jo sag-

tens sige, for efter Højesterets dom kan man jo overlade stort

set hvad som helst til EU uden grundlovsændring.

Sagt af Keld Albrechtsen, MF, Enhedslisten, på konferencen om behovet for en grund-

lovsrevision 4.-5. november 1999.

25


26

Skal kirken være en del af staten?

Grundlovens § 4 fastslår, at “Den evangelisk-lutherske kirke er

den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

§ 6 bestemmer, at “Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske

kirke.”

Kirken og staten hænger altså sammen i Danmark med stærke

formelle bånd. Nogle finder, at denne sammenhæng er principielt

forkert. Staten skal ikke blande sig i religiøse forhold, mener

de. Det kunne måske gå an i de tider, hvor folkekirken var det

eneste trossamfund med et sekscifret antal medlemmer. Men i

nutidens Danmark har andre trosretninger opnået stadig større

udbredelse. Derfor vil det være mere rigtigt at opgive folkekirkens

formelle særstilling, ligesom man har gjort i Sverige. Religionsfriheden,

der er fastslået i grundloven, bør suppleres med

en religionslighed, argumenterer de.

Man kan dog roligt fastslå, at der bestemt ikke er enighed om

den ting. Større enighed er der om, at det ville være positivt at

fjerne nogle af de praktiske virkninger af folkekirkens særstilling.

Bl.a. kan man i den almindelige lovgivning fjerne regler og

sædvaner, der opleves som diskriminerende. Det kan i høj grad

gøres gennem almindelig lovgivning, og udviklingen er på vej.

Det er f.eks. for nylig blevet vedtaget, at bl.a. islamiske præster

ligesom deres kristne kolleger har lov at besøge trosfæller i fængsel

uden at blive pålagt vidnepligt. Der er også forslag om at ændre

på de ret uigennemskuelige økonomiske overførsler mellem staten

og kirken. Det er eksempelvis staten, der lønner folkekirkens bisper

og afholder en del af udgifterne til lønnen til folkekirkens præster.

Til gengæld udfører kirken offentlige opgaver som navneregistrering

og begravelser.

Et andet spørgsmål drejer sig om, hvordan kirkens indre forhold

skal ordnes.


Er tiden løbet fra grundloven?

:

Grundloven siger her i § 66, at “Folkekirkens forfatning skal

ordnes ved lov.” Formuleringen går tilbage til den første frie

grundlov fra 1849. Det var dengang hensigten, at folkekirken

skulle have sin egen grundlov på grundlag af folkestyrets principper.

Kirken har imidlertid aldrig fået opfyldt dette løfte om en

“fri forfatning”. Resultatet er, at folkekirken faktisk er det eneste

trossamfund uden trosfrihed, som det blev udtrykt af en

deltager i grundlovskonferencen: “Det er staten, der bestemmer

i alle detaljer, også om vi skal sige “vorde” eller “blive” i

fadervor.”

Det pynter ikke på grundloven med løfter, der ikke er opfyldt efter

150 år, og derfor er det på tide at fjerne paragraffen, næste

gang grundloven revideres – eller opfylde løftet, lyder det fra

mange sider.

27


28

Demokratiets grundtegning

Hvorfor kan regeringen ikke sløjfe en tåbelig

lov?

Hvem bestemmer, om Danmark skal gå i

krig mod et andet land?

Hvorfor har næsten alle regeringer i

Danmark været mindretalsregeringer?

Hvem har ret til at fyre Folketinget?

Hvorfor kan Folketinget ikke pålægge en

dommer at dømme på en bestemt måde

i en sag af stor offentlig interesse?

Svarene på disse spørgsmål kan findes i

grundloven. Den er en form for grundtegning

over fordelingen af magten mellem

statsorganerne. Den fastslår de

principper, som medlemmerne af regeringen,

Folketinget og domstolene udpeges,

vælges og vrages efter. Og den siger,

hvilke opgaver hver især sidder for

at udføre.

På den måde sikrer grundloven også, at

ingen af parterne bliver for magtfulde.

Den udøvende, den dømmende og den

lovgivende magt skal holde hinanden i

skak – og den lovgivende magt skal holdes

i skak af vælgerne ved hjælp af de

midler, som grundloven giver dem i hånden.

Spørgsmålet er, om midlerne er tidssvarende.

Er Danmark vokset

fra grundprincipperne?

Samfundet står jo ikke stille, og både regeringen,

Folketinget og domstolene får

nye opgaver og roller efterhånden. Samfundet

er på mange måder blevet mere

indviklet end ved det sidste grundlovseftersyn

i begyndelsen af 1950´erne.

Lovgivningen er også blevet mere kompliceret,

ligesom regeringens arbejde med

at føre lovene ud i livet – og domstolenes

bestræbelser på at få dem overholdt. Vi

har flere ministerier med mere omfattende

opgaver. Vi har fået retssager, der

trækker ud i årevis. Vi har fået mange

nye organisationer med professionelle

ansatte, der prøver at trække lovgivningen

og den offentlige sympati i deres retning.

Vi har langt færre medlemmer i de

politiske partier, der stiller kandidater op

til Folketinget. Til gengæld har vi fået flere

partier – og fjernsynskanaler.

Disse og andre ændringer har fået mange

til at spørge, om der er behov for at

ændre noget i den demokratiske grundtegning.

Det skete også på grundlovskonferencen.

Man kan f.eks. spørge, om samspillet

mellem regeringen og Folketinget har udviklet

sig på en måde, der gør det unødvendig

svært at løse landets problemer.

Man kan også spørge, om der er tendenser

til, at nogle af statsorganerne har

fået for meget magt helt generelt eller

på bestemte områder.

Hvis svaret er ja, bliver det næste

spørgsmål, om vi skal prøve at afhjælpe

problemerne ved at ændre grundloven.

Nogle af dem tackles måske bedre ved

måske at ændre de mere detaljerede

regler eller love om f.eks. Folketinget

eller domstolene. De kræver ikke helt

nye grundprincipper. Andre problemer

bunder måske snarere i den politiske kultur

og tradition. I så fald er der snarere

brug for en ny debat, der skaber opmærksomhed

om problemerne, end for nye

lovregler.

Grundlovskonferencen diskuterede bl.a.

disse spørgsmål på basis af et skriftligt

oplæg fra juraprofessor Jens Peter


Er tiden løbet fra grundloven?

?

Christensen og statskundsskabsprofessor

Erik Damgaard. Den samlede sig

stort set om tre emner:

* Skal det være sværere at danne regeringer,

der ikke har et flertal bag sig i

Folketinget?

* Giver statsministerens ret til at opløse

Folketinget for meget magt til regeringen?

* Skal Rigsretten afskaffes?

Krav om fast

flertal bag regeringen

Grundloven siger intet om, at der skal

være et flertal for regeringen i Folketinget.

Hverken når den dannes og træder

til eller siden hen. Derimod må der ikke

være et erklæret flertal imod den. En ny

regering kan ikke komme til magten, hvis

et flertal i Folketinget ikke vil have den.

I mange andre lande kræver forfatningen

et positivt flertal for regeringen. Det kaldes

teknisk set for positiv parlamentarisme.

Den metode, der bruges i Danmark,

kaldes for negativ parlamentarisme. Det

betyder ikke, at den danske metode alt i

alt er dårligere end den, man bruger i

andre lande. Men den har nogle ulemper,

der blev trukket frem af flere deltagere

på konferencen:

Hvis en regering har et fast flertal bag

sig, kan den lettere føre en langsigtet

politik. Den behøver ikke at købslå så

meget med partierne for at få sine forslag

igennem. Derfor kan den lettere få

sammenhæng i politikken – f.eks. få balance

mellem udgifter og indtægter. En

flertalsregering kan også lettere komme

igennem med forslag, der er fornuftige,

selv om de er upopulære. Og det bliver

tydeligere, hvem der har ansvaret, hvis

regeringens politik ikke virker.

Hvis regeringen har flertallet hjemme på

forhånd, kan den også lægge sine hensigter

klart frem uden at frygte, at oppositionen

danner fælles front og stemmer

dens politik ned. Det kan være en fordel

for resten af samfundet at kende regeringens

planer på længere sigt. Derfor

kunne meget tale for at skrive i grundloven,

at en regering skal have flertallet i

Folketinget bag sig.

Men den negative parlamentarisme har

også sine fordele:

En af dem er, at regeringen ikke bliver

helt afhængig af et bestemt flertal. Den

får mulighed for at manøvrere, og forskellige

partier får chancen for at komme

i samarbejde med regeringen på forskellige

områder.

Det blev også fremhævet, at de forholdsvis

svage regeringer ikke så let fristes til

at misbruge deres magt, fordi de altid

risikerer at blive fældet af et flertal i Folketingssalen.

Statsministerens

hemmelige våben

Folketinget er valgt for fire år. Men så

længe sidder det sjældent. Statsministeren

har ret til at udskrive nyvalg før tiden,

og altså dermed opløse det siddende

Folketing. Derved bliver det muligt at

afprøve, om Folketingets partier har deres

vælgere bag sig. Det kan også bruges

til at presse partierne til at samarbejde,

hvilket undertiden kan være vigtigt

for en regering, der ikke har et fast flertal

for sin politik.

29


30

Demokratiets grundtegning

Opløsningsretten har altid været omdiskuteret.

Nogle mener, at den giver statsministeren

en urimelig taktisk fordel over

for politiske modstandere. De tvinges

måske ud i valgkamp uden at være ordentligt

forberedt eller på et emne, der

stiller dem i et uheldigt lys.

Andre har talt for faste valgperioder,

som man f.eks. har i Sverige og Norge.

Så står det fast, hvem der regerer i de

kommende fire år. Hverken regeringen

eller oppositionen går og spekulerer på

– eller i – nyvalg. Derfor kan de bruge

kræfterne på at samarbejde i stedet for,

lyder argumentet.

Flere deltagere i grundlovskonferencen

fandt argumentet lidt teoretisk. Politikere

bliver ikke mindre taktiske af faste valgperioder,

de ændrer bare taktik, lød et

modargument. Resultatet i andre lande

er f.eks. blevet, at lovgivningsarbejdet

går mere og mere i stå i lang tid inden

valget. Det undgår man, hvis det kun er

statsministeren, der kender datoen.

Når en minister forbryder sig

Der blev ikke holdt flammetaler imod

hverken opløsningsretten eller den negative

parlamentarisme på grundlovskonferencen.

De fleste mente tydeligvis, at

ulemperne ikke kan begrunde en ændring

af den politiske skik og brug, som befolkningen

og politikerne er vant til.

Og professorerne Erik Damgard og Jens

Peter Christensen fandt kun én ting rigtig

påtrængende i deres skriftlige gennemgang

af samspillet mellem statsorganerne,

som de havde udarbejdet til konferencen:

Rigsretten.

Rigsretten er en del af det regelsæt, der

sikrer Folketingets kontrol med ministrene.

Den bruges udelukkende i tilfælde,

hvor en minister i sin embedsførelse har

forbrudt sig groft imod loven. Den består

af op til 15 dommere fra Højesteret plus

lige så mange lægdommere. De skal udpeges

af Folketinget, men må ikke sidde i

det.

Rigsretten stammer fra forrige århundrede,

da Folketinget ikke kunne slippe af

med en minister ved at erklære mistillid

til ham. I dag har den mistet meget af

sin begrundelse, mener de to professorer.

De peger på, at de politisk udpegede

dommere i Rigsretten har “vist en betydelig

tilbøjelighed til at stemme med partibogen.”

Samtidig er rigsretssystemet meget

tungt. Det er kun blevet brugt to gange i

hele det 20. århundrede. Man kan med

en vis ret sige, “at Rigsretten i praksis

snarere er en hindring for at drage ministre

retligt til ansvar end det middel,

retten burde være,” konkluderer Jens

Peter Christensen og Erik Damgaard.

I den næste grundlov bør Rigsretten derfor

nedlægges, foreslår de.

Når Folketinget rejser tiltale mod en minister

for grove brud på loven, bør det i

stedet være Højesteret, der fælder dommen.


Er tiden løbet fra grundloven?


Sandsynligheden for hastigt sammenskrabede mindretalsrege-

ringer med uigennemtænkte ministerlister er større hos os.

Sagt af professor Tim Knudsen på konferencen om behovet for en grundlovsrevision

4.-5. november 1999.

Demokrati handler ikke om at trykke på knapper, men om at

få indflydelse på teksten, før der skal trykkes.

Sagt af Helga Moos, MF, Venstre, på konferencen om behovet for en grundlovsrevision

4.-5. november 1999.

31


32

Kommunernes friheder

Frem til 1970 havde Danmark ca. 1.000 kommuner mod de

275, vi har nu. Til gengæld spillede de ikke nær samme rolle

som nutidens kommuner.

I dag bruges langt hovedparten af de offentlige skattekroner på

at løse kommunale opgaver, f.eks. at drive vuggestuer, pleje ældre

i eget hjem, integrere flygtninge, fremme erhvervslivet i

kommunen og beskytte miljøet. Mange af de opgaver, som vi tager

for givet at kommunen ordner, var simpelt hen ikke “opfundet”,

da grundloven blev ændret i 1953.

Derfor var der heller ikke den store grund til at ofre mange ord

på kommunerne – og det gjorde man da heller ikke. Grundloven

fastslog kort (i § 82), at “Kommunernes ret til under statens

tilsyn at styre deres anliggender ordnes ved lov.” Ikke ét ord

blev brugt til at præcisere, hvad kommunernes ret eller anliggender

går ud på. Og grundloven er helt tavs om, hvilke principper

statens tilsyn med kommunerne skal bygge på.

Det fandt mange deltagere i grundlovskonferencen for sparsomt

– i betragtning af kommunernes faktiske magt og betydning.

Forslagene pegede i lidt forskellig retning.

Én gruppe af forslag drejede sig om at sikre det kommunale

selvstyre imod overdreven statslig indblanding. Det kunne f.eks.

ske ved at gøre det til en grundlovsfæstet ret for kommunerne

at kræve skat op. En vigtig del af kommunernes magt bygger

på, at de i sidste ende selv har kontrol med en stor del af deres

indtægter. Man kunne desuden skrive et nærhedsprincip ind i

grundloven, der forpligter staten til at lade kommunerne løse de

opgaver, som de kan klare lige så godt eller bedre end staten.

Disse forslag blev ikke blot støttet af kommunalfolk, men også

af landspolitikere. De uklare magtforhold får folketingspolitikerne

til at bruge alt for meget krudt på sager ude i kommunerne,


Er tiden løbet fra grundloven?

:

så de omvendt forsømmer det stadig mere omsiggribende internationale

samarbejde, lød et argument.

En anden gruppe forslag sigtede på at øge borgernes kontrol

med deres kommunalpolitikere. Flere deltagere pegede på, at

stemmeprocenten er lavere ved valg til kommunalbestyrelsen

end til Folketinget. Selv om borgernes hverdag på mange måder

formes af beslutninger i kommunerne, er det ofte småt med

interessen for at deltage i det kommunale demokrati. Hvorfor

ikke bruge en grundlovsændring til at give det nyt liv?

En mulighed kunne være at give en større gruppe af borgere ret

til at kræve folkeafstemning om et givet kommunalt forslag. En

anden kunne være at sætte alle større udgiftskrævende forslag

til afstemning sammen med skatteprocenten på en årlig “store

stemmedag.”

Mange pegede dog også på de mulige ulemper ved at give borgerne

direkte magt over kommunestyret. Det risikerer at føre til

det aktive mindretals tyranni og til ansvarsforflygtigelse hos de

folkevalgte. Det kan også føre til, at kommunernes mulighed for

overordnet planlægning af veje eller skolevæsen slås i stykker,

lød en anden indvending.

33


34

Hvis du vil vide mere ...

GRUNDLOVEN

Danmarks Riges Grundlov med kommentarer

Redigeret af Henrik Zahle.

Jurist- og Økonomforbundet, 1999.

– 532 sider.

Danmarks riges grundlove: 1849,

1866, 1915, 1953: i parallelopsætning

Udgivet af Henning Koch og Kristian

Hvidt. Kbh.: Christian Ejlers, 1999.

– 115 sider.

Materialesamling indeholdende grundlovene

af 1849, 1866, 1915 og 1953 med

alle paragraffer parallelopstillet.

Espersen, Ole

Elementær statsforfatningsret

Demokratibegrebet. Lovgivende, udøvende

og dømmende magt. Forholdet til

andre stater.

Akademisk Forlag, 1973. – 115 sider.

Rentzmann, Carsten

Statsret i hovedtræk

Carsten Rentzmann, Søren Smith

Danmarks Forvaltningshøjskole

8. udg., 1998. – 158 sider.

Skovmand, Sven

Danmarks riges grundlov – for store og

små / tekstforklaring

4. reviderede oplag – Valby: Schultz,

1993. – 126 sider, ill.

Grundlovens 89 paragraffer med tilhørende

forklaring i tekst og tegning.

Folketingets websted

Danmarks riges grundlov af 5. juni.

www.folketinget.dk/pdf/2rk20.pdf

DE ØVERSTE STATSORGANER

Busck, Lars

Folketingets kontrol med forvaltningen

Gad, 1988. – 134 sider.

Den Danske Rigsdag 1849-1949

Udg. af Statsministeriet og Rigsdagens

Præsidium.

1949-1953. – 6 bind.

Bd. 1: Rigsdagens historie 1840 -1866

Bd. 2: Rigsdagens historie 1866 -1949

Bd. 3: Rigsdagen og Folket

Bd. 4: Rigsdagens arbejdsmåde

Bd. 5: Finansloven. Administrationen.

Domsmagten. Det Kgl. Teater

Bd. 6: De sønderjydske landsdele.

Færøerne. Grønland. Danmark og Island.

Det interparlamentariske arbejde.

Folketingets festskrift i anledning af

grundlovens 150-års-jubilæum den

5. juni 1999

Udgivet af Folketingets Præsidium.

GRUNDLOVEN I INTERNATIONALT

PERSPEKTIV

Folkets grundlov?

Mellemfolkeligt Samvirke. – 1999. Pjece.

Den danske grundlov stilles op mod

grundlovene i bl.a. Sydafrika, Kenya og

Zimbabwe for ved sammenligninger at

inspirere til debat om grundloven.


Er tiden løbet fra grundloven?


Hvis vi ser tilbage på udviklingen især gennem de sidste

46 år siden den sidste ændring, synes jeg, at vi har klare be-

viser på grundlovens rummelighed, sådan som vi kender den,

at den altså ikke stiller sig hindrende i vejen for forandring-

er, men på en, synes jeg, imponerende gnidningsfri måde til-

sigter forandringer.

Sagt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen på konferencen om behovet for en grund-

lovsrevision 4.-5. november 1999.

Det er en grundlov, der ikke sætter klare grænser for politi-

kernes virksomhed, og derfor er det jo klart, at politikerne

i det her samfund, de ønsker ikke forandring af grundloven.

Sagt af lektor Lars Adam Rehof på konferencen om behovet for en grundlovsrevision

4.-5. november 1999.

35


36

Indlæggene i pjecen, der især beskæftiger

sig med menneskerettigheder og

civilsamfundets rolle, skrives af fremtrædende

borgere fra de pågældende lande.

Grundloven og menneskerettigheder i

et dansk og europæisk perspektiv

Red. Af Morten Kjærum, Klaus Slavensky

og Jens Vedsted-Hansen.

Jurist- og Økonomforbundet, 1997.

– 534 sider.

25 bidrag tegner et samlet billede af,

hvordan Den Europæiske Menneskerettighederskonvention,

EF- og EU-traktaterne

samt FN-konventionerne gennem de seneste

år har præget den danske lovgivning

og praksis i langt videre omfang end

grundloven.

Zahle, Henrik

EU og den danske grundlov

Christian Ejlers, 1998. – 111 sider.

GRUNDLOVSDEBAT

Bille, Lars

Regeringsdannelse. Behov for en ny

procedure?

(I “Temaer og Brændpunkter i dansk politik

efter 1945”. Red. Birgit Nüchel

Thomsen, side 233-243).

Med lov skal land bygges

– grundloven i 150 år

Redigeret af Harald Nielsen.

Unitas Forlag, 1999. – 96 sider.

Bogen rummer indlæg af bl.a. Anders

Fogh Rasmussen (V), Naser Khader (RV)

og biskop Kresten Drejergaard, der hver

giver deres bud på, om den gældende

grundlov er god nok – og hvad der i

benægtende fald bør ændres.

Folkestyrets lov – Grundloven 150 år

Red. Niels Sørensen og Morten N.

Jakobsen.

Aschehoug, 1999. – 208 sider.

Bidrag af 12 debattører, herunder bl.a.

Ivar Hansen (V), Per Stig Møller (KF),

Knud Aage Frøbert og Niels Helveg

Petersen (RV).

På sporet af den nye grundlov.

En antologi

Niels Helveg Petersen, red.

Gyldendal, 1992. – 146 sider, ill.

Indlæg fra seminar på Hindsgavl Slot

27.- 29.10. 1991.

Med bidrag af Niels Helveg Petersen,

Jørgen Grønnegaard Christensen, Lars

Nordskov Nielsen, Henning Fonsmark,

Ulrich Horst Petersen, Lars Bille og Erik

Hoffmeyer.

Side 124-146: Danmarks Riges Grundlov

af 5. juni 1953 med Tronfølgelov af 27.

marts 1953.

Witte, Mikael

Grundloven

Århus: Klim, 1997. – 191 sider.

På almindeligt dansk forklares Danmarks

Riges Grundlov paragraf, for paragraf og

der gives historiske og aktuelle eksempler

på, hvordan grundloven krænkes.

Folketingets websted

Konference om behovet for en grundlovsrevision.

www.folketinget.dk/BAG-

GRUND/grundlov/program.htm


Er tiden løbet fra grundloven?

(1)

(2)

(3)

(4)

(5)

(6)

(7)

(8)

(9)

Står det i grundloven? (Svar:)

Rigtigt. Det følger af § 77.

Rigtigt. Ifølge § 29 kan Folketinget faktisk vedtage en lov, hvorefter understøttelse, der betragtes som

fattighjælp, kan føre til tab af valgretten. Den slags love er naturligvis afskaffet for mange år siden.

Forkert. Grundloven har ingen udtrykkelig bestemmelse, der sikrer lighed for loven.

(!)

Forkert. Ifølge § 75 “bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på

vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Nogen egentlig ret er der ikke tale om.

Rigtigt. Ifølge § 20 kan “beføjelser, der efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder” overlades

til internationale myndigheder, hvis en række betingelser er opfyldt. Det gælder også danske domstoles

beføjelser.

Forkert. Men ifølge § 15 kan en regering ikke blive siddende, hvis Folketingets flertal udtaler sin mistillid.

Dette betegnes teknisk set som “negativ parlamentarisme” i modsætning til den statsskik, der findes

i mange andre lande, hvor regeringen direkte skal have et flertal bag sig (positiv parlamentarisme).

Rigtigt. § 31 siger, at Folketingets medlemmer skal vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.

Forkert. Grundloven siger i det hele taget ingenting om, hvordan kommunerne skal styres, bortset fra

at forholdene skal reguleres ved lov (§ 82).

Rigtigt. Ifølge § 19 skal kongen – dvs. regeringen – rådføre sig med Folketinget – dvs. Det Udenrigspolitiske

Nævn “forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde.“

(10) Forkert. Grundloven har ikke regler om dette, selv om valgretsalderen faktisk er den samme som myndighedsalderen.

(11) Valgretsalderen fremgår ikke af grundloven. Den skal derimod fastsættes ved lov (§ 29) og derefter

ved folkeafstemning efter reglerne i § 42.

(12) Rigtigt. Det står i § 79.

(13) Rigtigt. § 43 siger, at “Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov ...“.

(14) Rigtigt. Det fremgår af § 50.

(15) Forkert. Det står der intet om i grundloven. Det står derimod i Hovedaftalen mellem arbejdsmarkedets

hovedorganisationer.

(16) Forkert. Grundloven omtaler ikke emnet, men forbudet mod tortur gælder alligevel, fordi Danmark har

gjort Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til en del af dansk lov.

(17) Forkert. Grundloven omtaler ikke emnet.

(18) Forkert. Sådan en regel findes ikke i grundloven, men af § 3 fremgår det, at den dømmende magt er

hos domstolene. Domstolene træffer endelig afgørelse i konkrete retstvister, hvis sagen indbringes for

domstolene af personer, der berøres af afgørelsen.

(19) Forkert. Dødsstraf er ikke omtalt i grundloven, men Danmark har ikke dødsstraf og kan heller ikke indføre

det efter at have ratificeret EU’s Amsterdamtraktat.

(20) Forkert. Grundloven har ikke en beskyttelse af privatlivets fred i hele udtrykkets brede betydning.

Derimod rummer den regler (i § 72) om, at der ikke må foretages husundersøgelser, brud på brevhemmeligheden,

telefonaflytning m.v., medmindre en domstol har givet lov til det eller der er gjort en

“særegen undtagelse“ i en lov.

(21) Forkert. Dommere under 65 år kan kun afsættes ved dom (§ 64).

(22) Rigtigt. Ifølge § 75 skal det offentlige forsørge enhver, der ikke kan forsørge sig selv, og som andre

ikke har pligt til at forsørge.

(23) Rigtigt. § 81 siger, at “alle våbenføre mænd” er forpligtet til at bidrage til fædrelandets forsvar efter

de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.“

(24) Forkert. Grundloven (§ 83) fastslår tværtimod, at alle særrettigheder i lovgivningen som følge af adel,

titel eller rang er afskaffet.

More magazines by this user
Similar magazines