1 Indledning ............................................................. - Filmtrend.dk

filmtrend.dk

1 Indledning ............................................................. - Filmtrend.dk

Indledning ........................................................................................................................... 2

Præsentation af Michael Moore .......................................................................................... 3

Præsentation af ”Bowling for Columbine” ......................................................................... 4

Beskrivelse af dokumentargenren ..................................................................................... 10

Bill Nichols definition af dokumentarfilm........................................................................ 10

Bill Nichols “six modes of representation”....................................................................... 11

Bill Nichols The voice of documentary ............................................................................ 16

Analyse af ”Bowling for Columbine”............................................................................... 18

Konklusion ........................................................................................................................ 23

Litteraturliste ............................................................... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.

1


Indledning

Da jeg første gang så Michael Moores ”Bowling for Columbine” fra 2002 blev jeg meget skræmt

over den holdning til våben der hersker i USA. Mit kendskab til USA begrænser sig til det jeg har

set i medierne og selvom jeg godt ved at deres våbenlovgivning er mildere end den danske, blev

jeg overrasket over hvor let det tilsyneladende er at skaffe våben. Hvor våben i Danmark kun er

noget man bruger til at gå på jagt med, er det i USA også noget man forsvarer sit hjem med. Og

til at forsvare sit hjem er en jagtriffel tilsyneladende ikke god nok, her skal der bruges militære

våben. Denne holdning er uforståelig for mig og det kan da ikke undre nogen at det går galt en

gang imellem. Filmen handler om netop denne problemstilling men Moore gør i filmen brug af

nogle kneb jeg ikke før har set i ellers alvorlige dokumentarfilm. Han gør grin med folk, kommer

med ironiske kommentarer og bruger bl.a. tegnefilm til at få pointer frem. Dette er

underholdende, men også medvirkende til at gøre filmen lidt ”kvalmsk”. Det virker som et billigt

trick og jeg synes det giver filmen unødvendige troværdighedsproblemer. Jeg undrer mig lidt over

denne fremgangsmåde, men ser samtidigt at Moore med sin film har skabt en debat der gør at folk

får øjnene op for problemet med privat ejede våben i USA.

Jeg kan godt lide Moores måde at lave film på men forstår udmærket folk der synes, at det bliver

for meget underholdning og for lidt reel journalistik. Jeg mener dog ikke at dokumentarfilm altid

behøver være objektive, men derimod at de godt kan være en mands subjektive syn på et

problem. Moore forsøger godt nok at fremstå som en objektiv person der leder efter roden på

problemet. Men filmen, der jo altså er lavet af Moore, fremstiller ikke alle synspunkter med

samme respekt, hvilket undergraver illusionen om at Moore er objektiv.

Da jeg skulle vælge et emne til denne opgave så jeg det som en god mulighed for at undersøge

Moores film lidt nærmere og ved at bruge Bill Nichols teori om dokumentarfilm, vil jeg prøve at

putte ”Bowling for Columbine” i en kasse og analysere den nærmere.

2


Præsentation af Michael Moore

Michael Moore er en af de mest omtalte dokumentarfilm instruktører for tiden på grund af den

enorme succes han har fået med de film der bringer USA’s skyggesider frem i lyset. Moore er

født i 1954 i Flint, Michigan hvor han også studerede journalistik. Han første film handler om

hvordan Flint, Michigan blev ødelagt af at General Motors flyttede fra byen og derved fjernede

den arbejdsplads hvor hovedparten af byens borgere arbejdede. Selvom filmen blev populær og

bragte Moore frem i lyset, var der mange der kritiserede ham for at manipulere med sine facts i

filmen. Fx ændrede han i kronologien for at få det til at se ud som om arbejdsløsheden i byen

udelukkende skyldes at General Motors flyttede væk. Realiteten var dog at der allerede inden da

var stor arbejdsløshed i byen. Et andet problem for Moore var at han filmen igennem forsøger at

få et interview med direktøren af fabrikken, uden held. Siden da er det kommet frem at han fik sit

interview, men bare ikke tog det med i filmen, hvilket fik direktøren til at se skidt ud.

Hans store gennembrud kom med ”Bowling for Columbine” fra 2002. Den handler om

amerikanernes våbenkultur der gør det utroligt let for selv børn, at skaffe fuldautomatiske

maskingeværer. Titlen refererer til Columbine highschool hvor 2 elever skød og dræbte 12

studerende og en lærer 1999. Med udgangspunkt i den ulykkelige begivenhed sætter Moore sig

for at undersøge hvordan det kunne ske. Hurtigt viser det sig, at de to elever var et par

”outsideres” der var blevet mobbet i adskillige år. Våbnene de brugte var købt over nettet og

kuglerne var købt lovligt og åbenlyst i et lokalt stormagasin. Moore retter derfor sin

opmærksomhed mod selve denne tilgængelighed af våben. Det leder ham til forskellige

mennesker deriblandt flere der mener, at det er nødvendigt med våben for at kunne føle sig tryg i

et mere og mere voldsplaget USA.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 gik Moore i gang med at undersøge George

Bush’s rolle i ulykken, og fandt blandt andet ud af, at blandt dem der tjente mest på krigen i Irak,

3


var Bush’s far og nærmeste venner. Filmen ”Fahrenheit 9/11” (2004) gjorde Moore til en både

elsket og hadet person. At han ikke støttede op om Bush og at han yderligere fremstillede ham

som inkompetent og utroværdig, blev af mange (republikanere) tolket som, at Moore hadede

USA og mange anser stadig Moore for at være en landsforræder. Moore selv siger, at han elsker

sit land, men ikke dets administration.

I ”Fahrenheit 9/11” bruger Moore latterliggørelse som en måde til at vise sine synspunkter for

verden, men den strategi gør, at det kun er dem der i forvejen er enige med ham, der tales til. De,

der er Bush-tilhængere inden de ser filmen, bliver ikke overbevist af velbegrundede argumenter,

men bliver mere frastøt af latterliggørelsen og de ironiske kommentarer. Derved frastøder han den

gruppe af folk som han reelt gerne ville omvende.

Den stil Moore har tillagt sig i sine film har ham selv som hovedperson der følges af hans

filmhold rundt i USA (og Canada) i jagten på svar. Undervejs kommenterer han med sine

overvejelser og kritiske holdninger. Oven i det blander han så arkivmateriale, som fx gamle

reklamer, fiktionselementer og andre klip der giver filmen tempo, underholdningsværdi og

hjælper med at understøtte hans holdninger.

Præsentation af ”Bowling for Columbine”

Filmen starter med Moores stemme ledsaget af billeder fra USA en helt almindelig morgen. Med

en vis ironi i stemmen fortæller han om de ting der skete denne morgen. Der er en mælkemand

der afleverer mælk, der er nogle børn der bliver modtaget af deres skolelærer, der er den

amerikanske hær der bomber et fremmed land og der er to drenge der tager ud og bowler. Moores

pointe er tydelig fra start. I USA er krig og vold lige så almindeligt som skole og bowling. Her er

stemningen slået an. Man på en gang forfærdes over at få sidestillet krig med børn, og samtidig

morer man sig over Moores beskrivelser.

4


Herefter træder Moore så selv ind i billedet. Kameraet følger ham ind i en bank hvor han åbner en

konto hvortil der følger et gratis gevær man får udleveret med det samme i banken. De ansatte i

banken svarer pænt og høfligt på hans spørgsmål, men da han spørger det helt centrale: ”Synes du

ikke det er lidt farligt at udlevere geværer i en bank?”, får vi ikke lov til at høre svaret. Her

klippes i stedet til Moore der storsmilende, kommer ud af banken med geværet hævet over

hovedet.

Filmens anslag er slået fast og Moore har sat sig selv i scene som filmens fortæller og

hovedperson.

Herefter kommer filmens titeltekster som en montage der endnu engang fastsætter filmens

ironiske og underholdende stil. Vi ser gamle klip med folk der bowler og en gammel reklame for

legetøjsgeværer der lyder så meget som ægte geværer at selv politiet ikke kan høre forskel. Endnu

engang bliver børn sat i forbindelse med våben.

Moore gør flittigt brug af klip fra tv filmen igennem og det blander han så sammen med de folk

han møder og interviewer. Flere af hans interviews har, ligesom indledningen i banken hvor han

jo reelt ikke interviewede nogen, mere præg af gimmick end journalistik. Fx interviewer han en

politimand om en ulykke hvor en hund kom til at skyde sin ejer. Politimanden forklarer hvordan

en mand havde klædt sin hund ud som jæger med gevær og kasket og det hele. Hunden rystede

geværet af sig og det gik så af og skød manden i benet. I stedet for at spørge ind til hvordan man

dog kan finde på at lege med et ladt gevær på den måde, spørger Moore om hunden mon gjorde

det med vilje. Da politimanden ikke helt forstår humoren og ikke ved hvad han skal svare, lugter

Moore blod. Og drilsk spørger han om dyr overhovedet kan blive straffet for mord på mennesker.

Politimanden, der stadig ikke kan se noget humoristisk idet, forsøger at svare alvorligt på

spørgsmålene men ender med at se dybt åndssvag ud. Dette interview tjener kun det formål at

underholde. Her er hverken oplysning er diskussion, men kun en historie om en usædvanligt

tåbelig våbenentusiast uden respekt for våbenet.

5


Men Moore har også en del alvor med i filmen. Selve Columbine-skyderiet er dokumenteret i lyd

og billeder hvor vi hører telefonopkaldene til alarmcentralen fra en af lærerne på Columbine

highscool, samtidig med at vi ser optagelser fra overvågningskameraerne. Her kommer Moore

ikke med en kommenterende voiceover, billeder og lyd taler for sig selv. Efter denne sekvens

kommer Moores voiceover og fortæller, at alle de våben de unge brugte til massakren var købt

lovligt og kuglerne var købt i den lokale K-Mart kun få hundrede meter fra skolen. Dette fører til

at Moore og to drenge der blev skudt men overlevede på Columbine, besøger K-Marts

hovedkvarter for at få dem til at stoppe med at sælge ammunition til andet en jagtgeværer. I første

omgang kan de ikke få fat i nogen der har autoritet til at love dem det, men da de dagen efter

kommer igen og denne gang har taget en stor flok journalister med, får de det de kom for. K-Mart

fortæller straks at de vil udfase salget så der efter 90 dage ikke længere kan købes ammunition i

K-Mart. En stor sejr, men det var tilstedeværelsen af journalister der så ud til at gøre forskellen.

Det ligner altså mere en spørgsmål om god omtale frem for moral.

En karakter der går igen igennem filmen, ud over Moore selv, er Charlton Heston, der er tidligere

formand og nu æresmedlem af NRA (National Rifle Assosiation). Han er opvokset i samme stat

som Moore og det bruger Moore som indgangsvinkel til at blande ham ind i filmen.

Heston ses med et gevær i hænderne hævet overhovedet. ”From my cold dead hands!!!” siger

han, og hentyder til at han ikke vil lade nogen bestemme om han må have våben eller ej.

Moore fortæller at kun få dage efter Columbine-skyderiet kom NRA med Heston i spidsen til

byen og holdt et ”Rally” (stormøde) for at fremme folks holdning til våben som en menneskeret.

De mener at alle skal have fri adgang til våben da det er alle amerikaneres ret at kunne forsvare

sig selv. NRA’s modstandere (herunder Moore) mener derimod, at den store mængde våben folk

ejer i USA ikke gør landet til et mere sikkert sted, tvæt imod.

6


Moore interviewer flere mennesker i filmen, som kommer med kraftfulde udtalelser. Et eksempel

er da han besøger The Michigan Militia på en af deres træningsture. De mener enhver borger har

en forpligtelse overfor dem selv og deres nærmeste, til at have våben i hjemmet. De skal kunne

forsvare sig selv da politiet ikke er til at stole på. Den eneste grund til at man ringer til politiet er,

at de har våben, så hvorfor ikke bare selv have våben? Dette argument med at skulle kunne

forsvare sig selv støder Moore på igen og igen, og det får ham til at undersøge nærmere hvorfor

amerikanerne er så bange.

Landets historie gengives kort i en tegnefilm der humoristisk viser hvordan fjendelighed og våben

altid har været centralt for amerikanerne. For at finde det der adskiller amerikanere fra folk i

andre lande, tager Moore til Canada og interviewer folk på gaden. Efter at have set hvordan folk i

Canada har gratis sygesikring, ikke låser deres døre og generelt ikke er bange for hinanden,

opdager han at deres nyheder i tv fokuserer på fornuftige udtalelser fra oplyste mennesker, og

ikke på skrækscenarier der skal fange opmærksomhed frem for at oplyse. Dette synes at blive en

pointe for Moore. Amerikansk tv er fyldt med skræmmekampagner om alt muligt fra dræberbier

til terrortrusler, og Præsident Bush deltager flittigt ved konstant at minde folk om hvor farlig

verden er og hvor vigtigt det er for landets sikkerhed, at de bruger bunker af penge på at

bekæmpe terrorisme. En ekspert udtaler at den nemmeste måde at have kontrol med masserne på

er ved at holde dem i en konstant tilstand af frygt.

I byen hvor Columbine highschool ligger, ligger også våbenfabrikanten Lockheed Martin, der

blandt andet laver missiler til det amerikanske forsvar. Moore besøger en repræsentant fra

fabrikken og spørger ham om han tror der kan være en sammenhæng mellem børnenes tro på vold

som en løsning på problemer, og så det at deres forældre er med til at producere våben hver dag.

Ikke overraskende kan han ikke se den sammenhæng, da disse våben er til for at beskytte

Amerika og dets befolkning. Sammenhængen ses dog tydeligt i Moores film. Troen på

7


magtanvendelse som forsvar lagt sammen med en frygt for fremmede har forplantet sig fra

amerikansk udenrigspolitik, til lokalsamfundet.

En af de mest aktive forkæmpere for retten til at have våben er Charlton Heston. Han bliver

inddraget i filmen flere steder og et møde mellem ham og Moore udgør også afslutningen på

filmen. Moore besøger Heston i sit hjem og spørger ham om han vil sige undskyld til alle dem i

Littleton, hvor Columbine Highschool ligger, fordi han og hele hans NRA-følge kom og holdt et

Rally kort efter massakren. Heston nægter at have gjort noget forkert og en undskyldning

kommer ikke på tale. Moore bliver dog ved og da Heston rejser sig op for at gå viser Moore ham

et billede af en lille pige der blev dræbt af en anden elev som følge af våben i hjemmet. Moore vil

have Heston til at se på billedet og forstå at de mange våben i folks hjem har alvorlige

konsekvenser for uskyldige børn. Filmen afsluttes efter dette interview med en afsluttende

kommentar fra Moore der siger, at den amerikanske befolkning lever og ånder i frygt. Citatet

refererer til tidligere i filmen hvor han, ved hjælp af unavngivne eksperter, fastslog at et folkefærd

nemmest kan kontrolleres hvis de var bange og uoplyste, hvilket både medier og Præsident Bush

er meget gode til at sørge for.

Moores konklusion kommer aldrig som et udtalt svar på de spørgsmål han stiller. Filmen hedder

”Bowling for Columbine” og det er også massakren på Columbine highschool der er Moores

udgangspunkt, men han forbinder hurtigt episoden til nogle generelle tendenser i USA som

bunder i en voldsom og krigerisk tilgang til problemer. Og den øverst ansvarlige person er

præsidenten, der ikke bare viser i handling at problemer kan løses med vold og magt, men også

retfærdiggør det overfor befolkningen. Ordet ”defence” (forsvar) betyder efterhånden angreb, da

det jo er det bedste forsvar. Det har befolkningen i gennem generationer taget til sig som en

attitude der også kan gælde i folks egne hjem. Skulle man forholde sig kritisk til Præsidentens

metoder kan man bare åbne for tv’et og se at han har ret. Her ser man kriminalitet og vold i

utrolige mængder. Og selvom kriminaliteten reelt har været dalende i USA de seneste år, har

8


dækningen af den været nærmest eksplosiv. Moores konklusion er tydelig selvom han ikke

udtaler det direkte: De unge teenagere der dræbte en masse medstuderende var, som så mange

unge før dem, frustrerede og utilfredse med den verden de levede i. Men hvor det normale udfald

er ballade som fx at drikke sig fuld og stjæle en bil, er det i USA en anden tankegang der

dominerer. Når man hele livet har set på tv hvordan regeringen (præsidenten) løser konflikter

med overdreven vold, bliver denne mentalitet overført til de unge. Og når de så oven i købet let

og lovligt kan få adgang til våben, er katastrofen lige for.

Moore siger ikke disse ting ligeud, men stiller det i stedet op som spørgsmål til sig selv i en

voiceover.

For mig som europæer, der er vant til at se film, virker Moore meget ’klistret’ eller en anelse

nedladende overfor seerens evne til at forstå et budskab. Han bruger gerne meget lang tid på at

”bevise” med billeder, det han mener og han er til tider tæt på at lave ren propaganda. Men man

skal være opmærksom på hans målgruppe når man dømmer hans fremgangsmåde. Denne film er

lavet for at vise alle amerikanere at der er noget galt i deres land, og for at få alle med må han

skære mange ting ud i pap. Ved at gøre det føler nogen sig måske lidt provokerede, men det er

med til at ramme bredt.

Filmen vandt en Oscar for Bedste Dokumentar i 2003 hvilket nok mere er af politiske grunde end

fordi filmen er godt lavet. Dens budskab er vigtigt og det blev anerkendt af branchens elite. Den

har tjent 58.008.423$ og blev den mest indbringende dokumentarfilm nogensinde i USA.

(http://www.boxofficemojo.com/movies/?id=bowlingforcolumbine.htm)

Siden har hans egne film ”Fahrenheit 9/11” (2004) og ”Sicko” (2007) begge slået den rekord.

(http://www.boxofficemojo.com/genres/chart/?id=documentary.htm)

9


Beskrivelse af dokumentargenren

Søger man efter ”dokumentarfilm” på Wikipedia (http://da.wikipedia.org/) kommer der en kort

og simpel forklaring frem: ”Dokumentarfilm er faktabaserede film, der ikke bygger på et fiktivt

manuskript, men forsøger at skildre virkeligheden som den faktisk er. Udgangspunktet er mere

journalistisk end kunstnerisk.”( http://da.wikipedia.org/wiki/Dokumentarfilm)

Og det er et fint udgangspunkt, men det siger jo reelt bare at der er fiktionsfilm og så der er

faktafilm. Inden for fiktionsfilm er der et hav af subgenrer som fx Western, Sci-fi, Action og så

videre. Faktafilm, eller non-fiktion, er også meget mere end bare én type film og må derfor også

defineres mere specifikt.

John Grierson var en af de første til at sætte ord på en definition af dokumentarfilm. Han sagde, at

dokumentarfilm er den kreative fortolkning af aktualitet. (”the creative treatment of actuality”

Nichols, 2001. p. 24) Med det mener han at en dokumentarfilm ikke i sig selv er virkelighed, men

en fortolkning af virkeligheden. Man skal derfor ikke tro at det man ser, er den fulde sandhed,

men vide at et menneske har fortolket den. En anden anerkendt filmteoretiker der har sat ord på

hvad dokumentarfilm er, er Bill Nichols. Han har skrevet flere bøger om dokumentargenren og

har introduceret flere forskellige subgenrer.

Bill Nichols definition af dokumentarfilm

Nichols starter sin bog ”Introduction to Documentary” (2001) med et postulat om, at alle film er

dokumentarfilm. Han skelner derefter imellem ønske-tænkning (wish-fulfillment) og social

repræsentation (social representation). Dokumentarfilm om ønske-tænkning er det der normalt

kaldes fiktionsfilm, og de udtrykker hvad vi ønsker og hvad vi frygter. De gør fantasi konkret.

Dokumentarfilm om social repræsentation er non-fiktion og de repræsenterer den verden vi lever

i. Vi ser mennesker og steder vi også selv ville kunne se i den virkelige verden. Vi ser historier,

argumenter eller beskrivelser der viser os verden fra en ny vinkel. Non-fiktion er det der normalt

kendes som dokumentarfilm og selvom Nichols ikke synes det er en god betegnelse, godtager han

10


den og bruger den selv. Jeg vil derfor også referere til non-fiktion som dokumentar i denne

opgave.

Men dokumentarfilm er som sagt ikke bare én genre. Den kan inddeles i flere subgenrer og disse

subgenrer har Nichols defineret som Poetic, Expository, Observational, Participatory, Reflexive

og Performative.

Mange af de ord Nichols sætter på sine teorier kan være svære at oversætte præcist til dansk, så

for at undgå misforståelser bruger jeg i denne opgave i høj grad de samme engelske ord som han.

Bill Nichols “six modes of representation”

I ”Representing Reality” fra 1991 inddeler Bill Nichols dokumentarfilm i fire

repræsentationstyper, eller modes of representation som han kalder dem. De fire modes er:

Expository, observational, interactive og reflexive. De repræsenterer nogle forskellige måder

dokumentarfilm kan laves på. Men de favner lidt for vidt og senere bliver de fire modes bliver

omdøbt og udvidet. I 2001 i ”Introduction to Documentary” er de blevet til six modes of

representation. De hedder nu: Poetic, Expository, Observational, Participatory, Reflexive og

Performative.

Disse seks repræsentationstyper vil jeg her gennemgå:

The Poetic Mode:

The Poetic mode kan sammenlignes med modernistiske avantgardefilm hvor stemning og følelser

er vigtigere end viden og overbevisning. Der lægges ikke vægt på kontinuitet i klipningen og der

er ikke nødvendigvis et omdrejningspunkt hvilket der normalt er i dokumentarfilm, som fx en

person man følger eller en situation der observeres.

The Poetic mode startede samtidig med modernismen og repræsenterer subjektivt virkeligheden i

usammenhængende fragmenter. Der fokuseres ikke på argumenter og strukturen i filmen søger

ikke at overbevise seeren om en bestemt holdning.

11


The Expository Mode:

The Expository Mode har til formål, at oplyse og belære seeren. Instruktøren er en autoritet og

filmens struktur er styret af hans argument. Ofte benyttes der voiceover (voice of God) eller

tekster der direkte taler til seeren, hvilket giver mulighed for et utvetydigt budskab. Speakeren

bliver hørt, men aldrig set, så der er altså ikke tale om at instruktøren deltager i filmen, han er

”over” konflikten og kan dømme situationen uden at være indblandet. Typisk for The Expository

Mode er, at fragmenter af den historiske (virkelige) verden stilles op i en argumenterende ramme,

som fx Grierson gjorde det tilbage i 30’erne.

Billedsiden fungerer primært som understøttende i forhold til det fortalte argument og i den

forbindelse bliver rekonstruktioner ofte brugt. Det understreger igen hvordan argumentet er

bærende og hvis brugbare billeder ikke findes, kan de konstrueres. Rekonstruktioner er med til at

dramatisere og kan give et indtryk af realisme, objektivitet og af, at argumentet er velbegrundet.

Dog har rekonstruktioner ofte en tendens til at overdramatisere og kan derved virke utroværdige

og manipulerende.

Klipningen i The Expository Mode gør brug af evidentiary editing (bevisførende klipning) og er

generelt mindre til for at skabe rytme end for, at vedligeholde sammenhæng i det talte argument.

Denne type klipning ofrer gerne rumlig og tidsmæssig sammenhæng for at fange billeder der kan

hjælpe argumenterne.

The Observational Mode:

I 1960’erne blev lettere kameraer og lydoptageudstyr opfundet hvilket gjorde det muligt for én

mand at tage ud i verden og optage begivenheder som de skete. Det betød starten på den

observerende dokumentarstil. Den kan minde om den italienske neorealismes ideal, hvor

hverdagen filmes som den er. Ofte hentydes der til ’fluen på væggen’ hvor kameraet filmer

12


egivenheder uden nogen form for indblanding. Med lange takes fokuseres der på tidslig

kontinuitet frem for normal klipning hvor et argument eller en rytme er i fokus.

Ved at agere ”fluen på væggen” bliver samtaler ”overhørt” og der bliver ikke rettet henvendelse

til kameraet. Dokumentarfilm indenfor den The Observational Mode gør ikke brug af nogen

effekter som voiceover, forklarende tekster, baggrundsmusik, lydeffekter, rekonstruktioner,

interviews eller gentagelser for kameraets skyld. Det vi ser, er det der sker!

Filmmagerens tilbagetrukne position som udelukkende observerende, får seeren til at tage en

mere aktiv rolle i at bestemme hvad der er vigtigt i det der bliver sagt og gjort.

Men til trods for denne meget ægte stil er der nogle problemer:

Kan man stole på at det vi ser, skete som det ville uden kamera på? Opfører folk sig på en måde

der farver vores opfattelse af dem til det bedre eller værre for at tilfredsstille instruktøren der

IKKE siger hvad han vil have. Så længe de medvirkende er bevidste om kameraets

tilstedeværelse, kan man ikke være 100 % sikker på at deres reaktioner og handlinger er

fuldstændigt som de ville være uden kameraets tilstedeværelse.

I The Observational Mode har scener tendens til, (ligesom fiktion) at afsløre karaktertræk og

individualitet. Det gør, at det er lokkende for en instruktør at udvælge de medvirkende ud fra

kriterier om hvor fascinerende de er, hvilket bryder med det ægte og rent observerende.

Yderligere kan etnografiske film om andre kulturer uden den rette kontekstualisering, få personer

til at virke bizarre eller eksotiske.

Til trods for tvivlsspørgsmålet om troværdigheden har observerende film en særlig styrke idet de

kan give en fornemmelse af ’durration’, af de faktiske begivenheder. De bryder med det

dramatiserende tempo fiktionsfilm har og de ofte hurtigt sammensatte billeder der understøtter i

Expository- og Poetic Modes.

13


Participatory:

Når en filmmager tager ud i verden og lever blandt fremmede folkefærd i nogen tid for at

dokumentere det som en film, kræver det en form for deltagende observation. Her er det mødet

mellem filmmageren og objektet der kommer i centrum. Filmmageren er, modsat de forrige

modes, en aktiv del af filmen der træder frem foran kameraet og tager del i begivenhederne. Man

kan også sige, at filmmageren er med til at skabe begivenhederne idet vi kun ser indblandingen

og resultatet af den. Til at få indblik i og viden om begivenheder før filmmagerens indblanding

bruges interviews ofte. Det er en effektiv måde at få forskellige beretninger sammen i én historie.

Filmmageren er en researcher eller undersøgende reporter og nogle gange deltager hans stemme

fra direkte involvering i begivenhederne. I The Expository Mode bruges ofte en voiceover der

autoritativt fortæller sandheden og i The Participatory Mode kan voiceover også benyttes. Her er

der dog tale om en præsenteret person (filmmageren selv) der fortæller om sine erfaringer og ikke

en voice of God der dikterer.

En meget brugt feature i The Participatory Mode er interview. Vi kan følge en reporter i hans

opsøgende arbejde der involverer samtaler med personer undervejs. Eller vi kan følge en

researcher

der går ud i marken, deltager i andres liv og får en forståelse af hvordan livet er i en given

kontekst.

The Participatory Mode kan også flytte sig væk fra den undersøgende stil og tage en mere

forstående og reflekterende tilgang til begivenheder der involverer filmmageren. Dette rykker os i

retning af en dagbogsform hvor en fortællers stemme bliver en bærende del af filmens struktur.

Det er i The Participatory Mode filmmagerens involvering i begivenhederne der holder vores

opmærksomhed.

14


Reflexive:

Hvor The Participatory Mode omhandler mødet mellem filmmageren og subjektet, så har The

Reflexive Mode seeren i fokus, og filmens omdrejningspunkt er hvordan den kan repræsentere

verden. Det vigtige er hvordan verden bliver repræsenteret ligeså meget som hvad der bliver

repræsenteret. I stedet for at se igennem dokumentaren og se den historiske verden, er der i The

Reflexive Mode mere fokus på, at se dokumentaren for hvad den er: En konstruktion eller

repræsentation.

At sige, at en dokumentarfilm kun er så god som dets indhold er medrivende, er hvad The

Reflexive Mode stiller spørgsmål ved.

Igennem teknikker som bevisførende klipning, kontinuitetsklipning, karakter udvikling og

narrativ struktur kan en film i The Reflexive Mode sætte fokus på hvordan vores opfattelse af, om

filmen viser os virkeligheden eller ej, er styret af en konstrueret repræsentation. Fx kan den vise

os scener fra et klipperum hvor den selv samme film vi ser, bliver klippet. Filmen bliver

selvbevidst og opfordrer til at seeren selv tager stilling til det viste.

The Reflexive Mode forsøger ikke at tilføje ny viden, men at justere seernes overbevisninger og

frembringe en kritisk stillingtagen hos seeren.

Performative:

Har ligesom The Reflexive Mode, det subjektive og selv-bevidste, i fokus.

The Performative Mode benytter ekspressive teknikker fra fiktionsfilm som fx point-of-view

shots, underlægningsmusik, flashbacks, freezeframes og lignende til, at fremkalde følelser og

fremme forståelse, hos seeren. Den verden The Performative mode viser bliver ofte begravet i

”virkningsmidler” hvilket konstant minder os om, at verden er mere end det vi kan se på skærmen

alene.

Ved selv at tage del i verden stiller instruktøren sig midt i problemet og taler hellere om ”os selv

til dig” eller om ”os selv til os” end om ”dem til os” (Nichols 2001. s. 133).

15


The Performative Mode søger at give seeren en subjektiv enighed med dets specifikke syn på

verden. Det gør den ved at tale primært følelsesmæssigt og ekspressivt til os, mere end at pege på

den faktiske verden.

Den frie kombination af det faktiske og de konstruerede virkemidler er en almindelig feature i

The Performative Mode. Dens pointe er blandt andet, at viden forstås bedre med specifikke

personlige oplevelser end med generaliserende abstrakte forklaringer.

Bill Nichols The voice of documentary

Ud over at opdele dokumentarfilm i 6 kategorier bruger Nichols yderligere et begreb han kalder

dokumentarens stemme ”The voice of documentary.” (Nichols, 2001. s. 42)

Dokumentarens stemme er et produkt af de virkemidler instruktøren bruger til at iscenesætte sit

syn på verden. Med udtrykket stemme menes der ikke en reel stemme, som man oplever det i fx

The Expository Mode hvor en voice of God guider seeren igennem filmen. Det er de valg

instruktøren tager med hensyn til lyd, billede, klipning, valg af brugt materiale og ikke mindst

valg af repræsentationstype (fx The Performative Mode), der giver filmen sin stemme.

Dokumentarens stemme afslører på den måde instruktørens position i forhold til det fremstillede

problem.

Denne stemme kan etableres eksplicit og implicit. Eksplicit er når der kommer noget direkte

information i form af ord, tekst eller facts fortalt på anden måde. Implicit er den mere indirekte

kommentar der kommer frem i form af hints eller andre af filmens virkemidler.

Når fremstillingen af et argument eller problem skal belyses bruger Nichols 5 kategoriseringer:

Indgangsvinkel, arrangement, stil, hukommelse og fremføring. Indgangsvinklen viser afsenderens

(instruktørens) særlige vinkel på problemet. Det er afgørende for seerens forståelse af problemet,

at de ”rigtige” beviser bliver fremlagt. Når utvetydige beviser mangler, kan en instruktør vælge

selv at konstruere overbevisende elementer. Det kan gøres på tre måder. Der er den etiske måde

hvor et indtryk af en god moralsk karakter frembringes. Der er den følelsesmæssige måde hvor

16


der bliver talt til seerens følelser og derved giver dem en følelsesmæssig enighed med

instruktørens synspunkt. Og til sidst er der den demonstrative måde hvor der fremlægges beviser,

der ikke nødvendigvis er fuldstændigt korrekte, som om de var det, og derved skabe et indtryk af

reelt bevis. (Nichols, 2001. s. 50)

Arrangementet strukturerer stoffet i forhold til vinklen på problemet og er på den måde med til at

fremme hvilke sammenhænge der konstrueres. Dokumentarfilmens stil ses i brugen af lyd, lys,

billeder, klipning, form osv. Det er altså filmens virkemidler der sammensat i en

repræsentationstype giver den sin egen stil. Hukommelse gør sig gældende på to måder. For det

første er dokumentarfilm et ”Memory Theater” (Nichols, 2001. s. 58) som repræsenterer det der

tidligere er sket. For det andet kommer hukommelse ind i billedet når seeren sætter

dokumentarfilmen i forbindelse med den viden vedkommende allerede har om emnet. Dette kan

være afgørende for forståelsen af en dokumentarfilm og ligeså vigtigt er det afgørende for seerens

forståelse af instruktørens argument eller vinkel på et problem. Til sidst er der fremføring der

omfatter de måder problemet præsenteres på. Fremføring hænger sammen med hvilken

repræsentationstype der er valgt, men også hvordan og hvor godt instruktøren fremfører

problemet.

Disse 5 kategoriseringer bruger Nichols som udgangspunkt når en dokumentarfilms argument

skal belyses. I tilfældet med Michael Moores ”Bowling for Columbine” vil jeg gennemgå filmen

med syn på disse kategorier senere i opgaven.

17


Analyse af ”Bowling for Columbine”

Ved at tage udgangspunkt i filmens stemme vil jeg nu analysere ”Bowling for Columbine” og

placere filmen i forhold til Nichols repræsentationstyper.

Selvom Michael Moore er forsigtig med direkte at sige hvad han mener, får han alligevel sit

budskab frem. Det gør han primært ved at fremstille folk på måder der får deres udsagn til at være

enten troværdigt eller utroværdigt. Budskabet kommer altså frem på en mere implicit måde hvor

man som seer ikke føler at Moore dikterer en sandhed. Realiteten er at Moore i høj grad dikterer

hvad han mener sandheden er. Det gør han i sine valg og sammensætningen af materiale. I

slutningen af filmen hvor han beder Heston undskylde for at have holdt et NRA rally kort efter en

skudepisode på en skole i byen, kommer Moore tæt på at være eksplicit i sin kritik. Men han siger

stadigvæk ikke at han selv deler denne holdning, men forgiver at det er beboerne i byen der føler

sig stødt og at det er dem han kan undskylde overfor. ”Bowling for Columbine” er gennemsyret

af en kritik af både våbenlovgivningen, men også en kritik af de mennesker der stædigt påstår at

våben skaber tryghed. Kritikken kommer implicit, men er til tider så dominerende, at Moore

ligeså godt kunne sige: ”Se disse idioter, alt de siger, er idioti!” I stedet forsøger han at ligne en

objektiv person der søger svar på svære spørgsmål.

I sin indgangsvinkel til problemet er Moore mere spørgende end argumenterende, men igennem

filmen får han alligevel frembragt en følelse af at der er noget helt galt i USA i dag. I sin

bevisførelse er der ikke tale om at han fremlægger bevis for hvad der lå til grund for Columbine-

skyderiet. I stedet for fremstiller han sig selv som en troværdig og sympatisk karakter og han

frembringer en følelse i seeren der passer med hans synspunkt. Det er Moore selv der konstruerer

beviserne og det gør han både etisk og følelsesmæssigt. Derved opnår han at vi selv ”opdager”

vores eget synspunkt, der så stemmer overens med hans synspunkt.

18


Filmens arrangement eller struktur om man vil, har til formål at understøtte indgangsvinklen og

det gør den vad at tage udgangspunkt i Columbine-skyderiet og så lade Moore tage på en

opsøgende rejse derfra. Det lader os se sammenhængen mellem to drenges aggressive mord og

selvmord på en skole, og mediernes dækning af nyheder generelt, samt regeringens

udenrigspolitik. Denne sammenhæng fremkommer ved at det er i jagten på svar at både medierne

og regeringen bliver blandet ind i filmen. Moores sammenhænge forstærkes af at det er hans jagt

på årsager leder ham til dem, hvilket får dem til at virke mindre søgte.

Filmens stil bruger Moore til at holde på vores opmærksomhed. Det gør han ved at blande

interviews, arkivmateriale (som fx gamle reklamer og billeder fra krige) og udtalte overvejelser

sammen i et tempo der ikke på noget tidspunkt lader seeren kede sig. De interviews han laver er

heller ikke kun seriøse interviews med oplyste mennesker, men ofte komiske interviews der skal

underholde og fremme sympati med Moores holdninger. I mange af scenerne følger kameraet

efter Moore og bliver derfor rystet, dårligt belyst og meget bevægeligt. Dette er helt almindeligt

for reportagefotografi, men også i interviews hvor Moore må have haft mulighed for at forberede

lyssætning, har han valgt at benytte samme stil. Resultatet er at det ser ud som om Moore og hans

kameramand bare træder ind ad døren og begynder at interviewe, hvilket meget muligt også er

tilfældet. Det kunne forklare de ret umiddelbare udtalelser der kommer i mange af interviewene.

En anden del af filmens stil er konstant at vende tilbage til de forskellige ulykker der har været

med børn og våben, hvilket bringer os til det Nichols henfører til som hukommelse. Først og

fremmest fortæller Moore om Columbine-skyderiet og minder os om hvad det var der skete. De

fleste seere kan huske episoden og har muligvis allerede en holdning til hvorfor det skete. Moore

fremstiller ikke på nogen måde de to gerningsmænd som onde drenge, men fortæller hurtigt om

dem, at de var to drenge der blev mobbet og holdt udenfor og at de ikke fik nogen hjælp af

lærerne. Vores hukommelse om hvad der er sket får altså lige tilføjet to ofrer mere: De to

gerningsmænd. Moore forsøger på den måde at få engageret de følelser der er forbundet med

vores hukommelse af situationen, samtidigt med at han vinkler problemet over imod at det er

19


NRA’s og regeringens skyld. Fremføringen af Moores pointe er, som jeg har nævnt tidligere, ikke

direkte udtalt. Det er ved at lytte til de af hans interviewpersoner der virker fornuftige og

troværdige at man bliver overbevist og tillægger sig samme holdning som dem og Moore. Og det

er ikke mindst ved at se på de af interviewpersonerne der ikke virker fornuftige og rationelle, at

man føler at de holdninger de står for derfor heller ikke er fornuftige og rationelle. Moore

deltager selv i filmen som en helt almindelig mand hvis hjemby er blevet ramt af en tragedie. Han

er ikke særligt veltalende og han gør ikke noget ud af at præsenterer sig selv som andet end en

helt almindelig mand der er bekymret for det samfund han lever i. Det er med til at gøre ham

troværdig, men det peger også på at dette handler mere om subjektive følelser end om objektiv

journalistik.

Moore bruger elementer fra flere af Nichols repræsentationstyper. Han starter filmen med en

voiceover der som udgangspunkt godt kunne være en voice of God som ofte bruges i The

Expository Mode, men i øjeblikket efter træder Moore selv ind i billedet og viser sig som en

deltagende hovedperson der også laver interviews, hvilket kunne placere ham i The Participatory

Mode. Men hurtigt viser Michael Moore at han er mere end en opsøgende journalist der søger

indsigt. Hans film indeholder adskillige fiktionselementer der har til formål at vise seeren at hans

budskab er det eneste rigtige. Dermed ser ”Bowling for Columbine” ud til at være en

dokumentarfilm der hovedsageligt lægger sig i The Performative Mode.

Et godt eksempel på at Moore ikke bare søger indsigt, men også vil være aktiv i filmen er hans

besøg hos K-Mart. I stedet for at interviewe K-Marts ledelse om det amoralske i at sælge

ammunition, vælger Moore at forsøge at ændre deres politik, hvilket jo faktisk lykkes. Hans

aktion er mere som en politisk aktivists end som en journalists, og det viser med al tydelighed, at

Moore ikke er objektiv med tvært imod meget subjektiv. Denne subjektivitet kommer også til

udtryk på andre måder som fx da Moore interviewer en forhenværende producer på ”Cops”, en

tv-serie der følger politiet i deres jagt på kriminelle i L.A., foreslår han at de i stedet laver en serie

der hedder ”Corporate Cops”. Den kunne handle om politi der jagter firmaer der overtræder

20


loven. Moores pointe er at ”Cops” styrker frygten for kriminalitet på trods af at alle tal viser at

kriminaliteten er dalende. Men i stedet for at nøjes med at stille spørgsmål til interviewpersonen

kommer han med ideer til ændringer af deres tv-serie. Og lige efter han har forslået det ser vi en

meget humoristisk (fjollet) trailer for tv-serien ”Corporate Cops” med Moore i hovedrollen som

politimand der jagter rige direktører. Denne trailer er naturligvis fiktion. Den tv-serie findes ikke

og selvom Moores kritik var at ”Cops” gav folk et forkert billede af det amerikanske samfund,

kan vi se at det næppe ville blive en populær tv-serie hvis de ændrede det til ”Corporate Cops”.

Interviewpersonen og Moore bliver nogenlunde enige om konklusionen som er, at det er

amerikanere der gerne vil se vold og blod i tv, og derfor bliver tv-serierne derefter. Blandingen af

fakta og fiktion er karakteristisk for The Performative Mode ligesom Moores indblanding i de

faktiske situationer også er det.

Et andet godt eksempel på Moores brug af fiktion i ”Bowling for Columbine” er gennemgangen

af den amerikanske historie. Da Moore flere gange spørger sine interviewpersoner hvorfor de tror

amerikanere har så mange våben og bruger dem mod hinanden i en grad som ingen andre lande i

den vestlige verden, svarer mange at det er på grund af deres blodige historie. Dette leder Moore

til at gennemgå den amerikanske historie i store træk. Han gør det ved at vise en tegnefilm der

humoristisk fremstiller hvide amerikanere som bange, paranoide og aggressive mennesker der

frygter alle omkring sig. Tegnefilmen overdriver og simplificerer den amerikanske historie, og

den gør det på en måde der får amerikanerne til at fremstå som et ynkeligt folkefærd der er

kommet fremad ved at undertrykke og udnytte sorte slaver og udrydde indianere. Senere har disse

”fjender i eget land” gjort at de har holdt alle på afstand ved hjælp af våben. Tegnefilmen er

endnu et udtryk for Moores personlige subjektive holdning, og stillet overfor folks formodninger

om en blodig historie som grunden til amerikanernes hang til våben, ligner dette pludselig bare en

dårlig bortforklaring. Historien er skabt af dem selv og i stedet for at lave i fred med indianerne,

gjorde de hvad de kunne for at udrydde dem samtidig med at de hentede et stort antal slaver i

Afrika for at arbejde for sig. Denne blodige historie ligner mere et udtryk for at den aggressivitet,

21


der får dem til at skyde hinanden i langt større omfang i USA end i andre vestlige lande, ikke er et

nyt fænomen men tvært imod er en tendens der har fulgt dem længe.

Sekvensen med tegnefilmen er baseret på virkelighed, men er reelt en selvstændig fiktionsfilm

hvilket understreger at Moore med ”Bowling for Columbine” placerer sig i The Performative

Mode. Den kunne let være erstattet af en saglig gennemgang af faktiske begivenheder, men

underholdningselementet var altså at foretrække for Moore. Det får os til at grine af de ”dumme”

amerikanere og det viser med al tydelighed, at der må ændringer til.

Når Moore vælger at lave sin film på den måde han gør, må det være fordi han mener hans

budskab kommer bedst frem på denne måde. Han kunne have lavet en film hvor han interviewede

nogle eksperter der kunne fortælle om effekten af de let tilgængelige våben og om den

amerikanske regerings udenrigspolitik. En sådan film ville få budskabet frem på en troværdig

måde, men den ville nok ikke blive set af særligt mange mennesker. Det ville ganske enkelt ikke

appellere til de rigtige mennesker. De mennesker Moore gerne vil have budskabet ud til er

naturligvis de mennesker filmen også drejer sig om, nemlig den helt almindelige amerikaner.

Selvom Moore flere gange gør grin med folk i filmen får han også pointeret at han selv er fra det

samme miljø og at han selv har været medlem af NRA siden han var barn. Han stiller sig så at

sige midt i problemet og snakker om ”os” og ikke ”dem”. Det gør ham lidt mere troværdig at han

ikke står og peger fingre, men troværdigheden lider samtidigt under de mange humoristiske

indslag og ”fjollede” interviews.

Det at Moore tager udgangspunkt i en problemstilling han selv er en del af, passer igen godt ind i

The Performative Mode der hellere taler om ”os selv til os” end om ”dem til os” (Nichols 2001.

s. 133). Det legitimerer også at han er kritisk da der er en stor sympati i at sige: ”Hvorfor er jeg

og mine medborgere så fikserede på vold og våben?” frem for at sige: ”Hvorfor er I så fikserede

på vold og våben?”, hvilket straks lyder mere anklagende.

”Bowling for Columbine” bruger dog også elementer fra The Expository Mode til at få

præsenteret nogle facts. Der er i filmen en sekvens hvor USA’s aggressive rolle rundt om i

22


verden, gennemgås med sorthvide billeder af døde og en tekst der beskriver hvor mange

mennesker USA dræbte i de forskellige lande. Her er tale om ren belærende facts der kun kan ses

som et bevis på en fjendtlig og overdreven voldelig udenrigspolitik. Og da det sidste klip i

sekvensen er af World Trade Centeret der styrter sammen synes budskabet at være, at det jo helt

naturligt måtte komme da USA selv har skabt sig så mange fjender rundt om i verden. Sekvensen

er meget brutal og falder en smule udenfor resten af filmen, men den er også meget kraftfuld og

følelsesmæssigt påvirkende. På lydsiden hører vi Louis Armstrongs ”What A Wonderful World”

der med ironisk distance synger om hvor dejlig verden er til billederne af død og ødelæggelse.

Budskabet er tydeligt: Våben og aggressiv udenrigspolitik skaber ikke fred men derimod mere

død og ødelæggelse. Så når NRA tilhængere påstår at våben skaber fred er det i bedste fald en

misforstået holdning og i værste fald en dårlig undskyldning for en aggressiv attitude.

Selvom man må sige at Moores ”Bowling for Columbine” er en dokumentarfilm der lægger sig i

The Performative Mode så bruger han altså også virkemidler der lægger sig i The Expository

Mode. Det er i de situationer hvor Moore har brug for ikke bare at have troværdige eller

sympatiske mennesker til at komme med udsagn der passer ind i hans vinkel på problemerne, at

han fx dikterer sandheden i en sekvens som før omtalte. Her er der ingen diskussion eller

synspunkter, men kun facts.

Konklusion

Med sin meget personlige og subjektive stil har Michael Moore skabt en måde at lave

dokumentarfilm på, som har gjort hans film til nogen af de mest populære dokumentarfilm

nogensinde. Det skyldes nok især at han formår at underholde hele filmen igennem, hvilket gør

filmens alvorlige emne lettere og mere tilgængeligt. Tilhængere af mere klassisk dokumentar,

med en objektiv journalist der finder sandheden og ikke påvirker seeren implicit, vil nok mene at

Moores metoder er uetiske og minder mest om propaganda. Men resultatet af Moores metoder er,

at et enormt antal mennesker i hele verden får øjnene op for problemet og får startet en debat.

23


USA har stadig et problem med våben i dag, men folk er begyndt at se at der måske kan være en

sammenhæng mellem en våbenkultur, en aggressiv forsvarspolitik og de mange ulykker hvor

mennesker bruger våben mod uskyldige. Yderligere har krigen i Irak vist at verden ikke blev

fredeligere af at USA fjernede Saddam Husseins styre med vold og magt, og derved har

udenrigspolitikken lidt et nederlag.

Der er også mange der ikke bryder sig om Moores film, hvilket naturligvis er dem der ikke deler

hans holdninger. De beskylder ham for alt muligt, men mest af alt er de sure over den måde de er

blevet fremstillet på. Denne aggressivitet mod Moore har dog haft den effekt, at endnu flere folk

ser hans film og at han kun er blevet endnu mere populær.

Selvom jeg har stor sympati for Moore og hans måde at lave film på, synes jeg det er kritisabelt at

han er så respektløs overfor mange af sine interviewpersoner. Han har en tendens til at afbryde

folk mens de snakker i stedet for at lade dem tale færdigt, og han synes mere interesseret i at få

noget bestemt ud af hver enkelt person end i at høre hvad de reelt har at sige. I en scene i

”Bowling for Columbine” interviewer han er præst fra byen hvor Columbine-skyderiet fandt sted.

Her prøver præsten at forklare hvordan folk er mere skræmte nu og hvordan mange har sat gitre

for vinduerne. I stedet for at lade præsten fortælle, afbryder Moore for at joke med hvilke slags

våben der kan komme forbi tremmerne. Moore får beboerne til at fremstå som irrationelle og

unødvendigt bange mennesker, selvom præsten var i gang med at snakke om hvordan det var gået

op for folk, at hvem som helst kan skaffe kraftige våben. Det er muligt at deres frygt er irrationel

og at deres hjem mere bliver som et fængsel end en fæstning, men det er vel ikke så underligt at

folk bliver nervøse. Scener som den er ikke god for Moores troværdighed, men jeg synes mere

den er et udtryk for at han bare ikke er en dygtig journalist. Han er alt for fokuseret på hvad han

tror samtalen vil handle om, så når præsten har ondt af de bange folk i stedet for at grine af dem,

opfanger Moore den ikke hurtigt nok. Det er selvfølgelig muligt at Moore ikke var interesseret i

at høre om hvor præstens sympati lå, men det virker usandsynligt. Jeg tror at han helt enkelt er

24


meget engageret i sit forsøg på at få folk til at se tingene på sin måde, og at han derfor kommer til

at tromle sine interviewpersoner ned hvis de ikke har en ligeså klar holdning som han.

Moore har lavet en god dokumentarfilm fordi den tager et vigtigt emne op og skaber debat, men

det er ikke en fejlfri dokumentarfilm. Det filmen dokumenterer, er at der er delte meninger om

våbenlovgivningen i USA. Filmen skal ses mere som en politisk kommentar end som en entydig

sandhed. Og her er vi så tilbage ved selve definitionen af dokumentarfilm. Grierson sagde at

”dokumentarfilm er den kreative fortolkning af aktualitet.” (”the creative treatment of actuality”

Nichols, 2001. p. 24) og Nichols siger om film i The Performative Mode at de ofte har en tendens

til at drukne i virkemidler og derfor tydeligt viser os at virkeligheden indeholder mere end hvad vi

ser i filmen. Om ”Bowling for Columbine” kan man sige at den bestemt er en kreativ fortolkning

af aktualitet, og dette ses tydeligst i alle de kneb Moore bruger. Tegnefilm, gamle reklamer, fiktiv

trailer for ”Corporate Cops” og mange andre elementer er med til at vise os, at dette ikke er

virkelighed. Dette er en repræsentation af Moores personlige syn på USA i dag.

25

More magazines by this user
Similar magazines