Modernisering af den offentlige sektor - Naturstyrelsen

naturstyrelsen.dk

Modernisering af den offentlige sektor - Naturstyrelsen

HELHEDSORIENTEREDE LEDELSESMODELLER

Potentielle svagheder

(potentielle fordi de kan

kompenseres ved klog brug

af modellen)

Eksempler på offentlige

brugere af modellen

EFQM modellen er en international

referenceramme for

institutioner, der stræber efter

at blive excellente.

EFQM som internationalt

læringscenter for både udvikling

af modellen og for erfaringsudveksling.

Man vurderer sin institution

ud fra de enkelte kriterier og

arbejder for lidt med sammenhængene

(de røde tråde).

RADAR bruges blot til

opgørelse af point og ikke

som læringsværktøj. Man

leder efter overensstemmelse

(”Det gør vi allerede”) frem

for at lade sig udfordre på

rationale og sammenhæng.

Modellens høje abstraktionsniveau

og omfang kan opleves

som meget ressourcekrævende.

ToldSkat

Hele Økonomi- og

Erhvervsministeriet

Den Sociale Ankestyrelse

Arbejdsskadestyrelsen

Silkeborg Centralsygehus/

Hammel Neurocenter

BSC er et overskueligt værktøj

til opfølgning og rapportering

af fremdrift på strategier

(udvikling på resultatmål og

på indsatser).

Man glemmer det strategiske,

og glider tilbage til balanceret/udvidet

resultatmåling.

Strategikortet udformes for

generisk, så det bliver uskarpt

i forhold til institutionens

konkrete strategiske udfordringer.

Det ender i et teknologishow.

Slots- og Ejendomsstyrelsen

Plantedirektoratet

Arbejdsdirektoratet

Helsingør Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

92

Beskriver detaljeret de kapabiliteter

som virksomheden har

inden for læring og vækst, som

også er fundamentet i

Balanced Scorecard.

Brugen af begrebet viden er

meget bred og kan virke

udvandet.

Modellen sikrer ikke, at man

får reelt fat på de særlige ledelsesudfordringer,

der er med at

lede videninstitutioner.

ToldSkat Fyn

Told- og Skattestyrelsen

Søfartsstyrelsen

Frederiksberg Forsyning

Lægemiddelstyrelsen

I ovenstående oversigt er der et forenklet bud på en sammenligning af de tre

modeller. ”Rækkefølgen” fra venstre mod højre afspejler, hvor længe de pågældende

modeller eller deres umiddelbare forgængere har været i brug, og giver også en

grov indikation af den erfaring og læring, der er akkumuleret med anvendelsen af

modellerne.

Blandt modelkyndige har der fra tid til anden verseret debatter om, hvilken ledelsesmodel,

der er bedst, og ikke underligt kan man hos en given models tilhænge-