En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

netpublikationer.dk

En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

Eritrea - en politisk og økonomisk oversigt · Søren Walter Nielsen

Eritrea

En politisk og økonomisk oversigt

af Søren Walter Nielsen


Eritrea

En politisk og økonomisk oversigt

af Søren Walther Nielsen


Indholdsfortegnelse

1. Geografi og befolkning ..................... 9

Landets geografi .................................................... 9

De etniske grupper .............................................. 13

Religionerne ........................................................ 14

2. Historien ........................................... 19

Den tidlige historie ............................................. 19

Italiensk kolonistyre ............................................ 20

Britisk protektorat ............................................... 22

Føderationen med Etiopien ................................. 24

3. Kampen for uafhængighed ............. 27

Befrielseskrigens første faser ................................. 27

Den etiopiske revolution ..................................... 28

EPLF’s struktur og politik ................................... 30

Nødhjælpsmaskineriet ......................................... 34

Kampenes afslutning ........................................... 36

4. Efterkrigstidens Eritrea .................. 39

Krigens eftervirkninger ........................................ 40

Flygtningene vender hjem ................................... 41

Militærets rolle .................................................... 45

Fredsdividenden .................................................. 47

De hjemvendte soldater ....................................... 49

5. Den politiske udvikling................... 53

Folkeafstemningen .............................................. 53

Grundloven ......................................................... 55

Statens administrative opbygning ........................ 57

Fra befrielseshær til politisk frontorganisation ...... 60

Regeringen og oppositionen ................................ 61

Nationale NGO’er og masseorganisationer .......... 63

Folkelig organisering i landsbyerne ...................... 67

Pressen ................................................................ 70

6. Den økonomiske udvikling ............. 73

Politisk-økonomiske målsætninger ....................... 76

Statens økonomiske grundlag .............................. 76

Reformer i den offentlige forvaltning ................... 78

Partiets økonomiske monopol ............................. 79

Valutaomlægningen ............................................. 82

Udenrigshandlen ................................................. 83

Internationalt bistandssamarbejde ........................ 85

Staten og de internationale NGO’er .................... 89

Den danske bistand ............................................. 91

7. De enkelte sektorer.........................99

Landbruget ......................................................... 99

Jordreformen ..................................................... 100

Fremstillingsvirksomheden ................................ 104

Mineraludvinding og minedrift ......................... 107

Turismen ........................................................... 108

Transport .......................................................... 109

Energiforsyningen ............................................. 111

8. Sociale forhold ............................... 113

Fattigdommens udbredelse ................................ 113

Sundhed ........................................................... 113

Uddannelse ....................................................... 116

Borger- og menneskerettighederne..................... 120

Kvindernes rettigheder ...................................... 122

9. Udenrigspolitik.............................. 127

Sudan ............................................................... 127

Etiopien ............................................................ 129

OAU og IGAD ................................................. 133

Det regionale perspektiv .................................... 135

www ................................................ 138

Forkortelser .................................... 139


8

Fakta om Eritrea

Selvstændighed:


Styreform:


Præsident:


Hovedstad:


Areal:


Anslået befolkningstal:


Gennemsnitlig befolkningstilvækst:


Forventet gennemsnitlig levealder:


Spædbørnsdødelighed:


Andel af befolkning i landdistrikterne:


Indbyggere pr. læge:


Indbyggere pr. hospitalsseng:


Indbyggere med adgang til

ordentlige sanitære forhold:


Indbyggere med adgang

til rent drikkevand:


Læsekyndighed:



Officielle sprog:


Religion:


Import:


Eksport:


Vigtige eksportvarer:


Bruttonationalindkomst (BNI)

pr. indbygger i 1996:


Gennemsnitlig årlig vækst

i bruttonationalproduktet (BNP)

i perioden 1993-1997:


Planlagt dansk bistand:


Valuta:



Kilder:

IMF, UNDP, Verdensbanken

9


6

Eritrea – Byer og provinser

Eritrea – Højder

7


12

Pagtens ark er et mytologisk

vartegn for de

koptiske kristne i

Eritrea. Den kopitske

religion, der oprindeligt

havde rødder i Egypten

og Grækenland, viser, at

Afrika på ingen måde

var isoleret før europæernes

ankomst.

Foto: Fra bogen

“The Glory of Kings”.

1.

Geografi og

befolkning

Landets geografi

Eritrea ligger i det nordøstlige Afrika på Afrikas Horn. Eritreas

lange østlige kyststrækning på 1.000 km løber langs Rødehavet.

Den sydøstlige del grænser op til Djibouti. Mod vest

og nord er landet afgrænset til Sudan, og i syd går grænsedragningen

til Etiopien. Det samlede eritreiske landareal er

på 125.000 km², godt og vel 2 ½ gange større end Danmark.

På grund af den 30 år lange krig med Etiopien findes der

ikke sikre oplysninger om befolkningstallet. Under krigen

blev mange eritreere internt fordrevne, og der befandt sig

omkring 750.000 flygtninge i udlandet. Efter at Eritrea opnåede

national selvbestemmelsesret i 1991, begyndte nogle

flygtninge at vende hjem, men der findes stadig en betragtelig

gruppe i lejre i Sudan, mens andre er bosat i Nordamerika

og i Europa. Et kvalificeret bud på det nuværende

befolkningstal lyder på 3,67 millioner indbyggere.

Eritreas landområde er traditionelt blevet opdelt i fire hovedregioner.

Disse er: 1) det centrale højland med provinserne

Hamasien, Akele-Guzai og Seraye; 2) kyststrækningen mod

Rødehavet med provinserne Danakil og Semhar; 3) regionen

i nord og nordvest med provinserne Sahel og Senhit; og

4) det vestlige lavland med provinserne Barka og Gash-Setit.

Højlandet løfter sig gradvist mod nord og rejser sig i den

sydøstlige del, hvor man finder det højeste punkt i 3.300

meters højde. På den vestlige side afløses plateauet af nogle

mindre bjergkæder, som munder ud i lavlandet. På den

østlige skråning falder højlandet brat mod kyststrækningen

til Rødehavet. Det centrale højlandsplateau, som ligger i

1.500-2.500 meters højde, har en årlig nedbørsmængde på

400-700 mm. Regnen falder to gange om året. Vinterregnen,

der er den kraftigste, falder fra juni til september. Sommerregnen

falder i marts/april måned. Resten af året er der meget

tørt. Højlandet har et tempereret klima, hvor temperatu-

9


en kun skifter lidt med årstiderne. Jordbunden er stærkt

præget af afskovning, erosion og grundfjeldets tydelige fremspring.

Plateauet har en høj befolkningstæthed.

På den østlige side af plateauet ligger Rødehavets kyststrækning.

Ud for kystbyen Massawa findes Dahlak-øgruppen.

Det østlige lavland, hvis bredde varierer mellem 15-

80 km, strækker sig fra havets overflade op til 500 meters

højde. Det ekstremt tørre klima har mindre end 200 mm

nedbør pr. år. Kyststrækningens lette nedbør falder fra november

til februar. Landskabet er sandet og stenet med nogle

få grønne oaser. I det sydøstlige lavland findes den langstrakte

Danakil-ørken, der er yderst sparsomt befolket.

Den nordlige og nordvestlige del af lavlandet ligger mellem

800-2000 meters højde. Det er et bakket, til tider bjergrigt,

landskab. Geografisk er regionen meget varieret og

omfatter både stenørken og lokaliteter med frodig vegetation.

Den årlige nedbør er på omkring 400 mm, men

nedbørens mængde aftager i de mere bjergrige egne. Området

er i øvrigt sparsomt befolket.

Det vestlige lavland ligger mellem 600 og 750 m over

havets overflade. Nedbørsmængden i den østlige del er på

300-350 mm om året, mens den vestlige del normalt har

en nedbør på 500-650 mm årligt. Regntiden begynder i

oktober og varer til februar. Klimaet kan betegnes som meget

tørt og varmt i sommermånederne. Den varierende befolkningstæthed

samt et fladt landskab med en dyb brunjordstype

adskiller sig markant fra det højere liggende plateau.

Eritrea er et udpræget landbrugsland, hvor ca. 80 pct. af

befolkningen er bosat i landdistrikterne. Her er indbyggerne

hovedsageligt beskæftiget som landbrugere. Landbrugerne kan

underopdeles i tre kategorier: 1) De fastboende bønder udgør

62 pct. af landbrugerne. Produktionsformen er bestemt

ved dyrkning af permanente marker og korn- og bælgplanteproduktion;

2) agro-pastoralisterne udgør 33 pct. af landbrugerne.

Deres produktion består af kvæghold kombineret

med agerdyrkning; 3) omkring 5 pct. af landbrugerne er

14

pastoralister (også kaldet nomader), hvis hovedbeskæftigelse

er baseret på avl og røgtning af kvæg, geder og får.

Bønder, agro-pastoralister og nomader

Inddelingen af Eritreas landbrugere i bønder, agropastoralister

og pastoralister (nomader) er forholdsvis flydende,

da der findes utallige produktions- og indkomstmæssige

afvigelser. En bondehusholdning er ikke selvforsynende

og lever som regel ikke alene af jorden.

Foruden agerdyrkning kan husholdningens indkomst omfatte

dyrehold, lønarbejde, transport, handel etc. Der findes

også forskellige afskygninger af agro-pastoralisme.

Nogle har udlejet deres jord og supplerer indtægten med

lønarbejde på plantagerne en del af året. Agro-pastoralisternes

dyrebestand kan være af skiftende størrelse og

sammensætning, hvilket igen påvirker deres afhængighed

af agerdyrkning eller sæsonvise vandringer. Det er heller

ikke alle pastoralister, der hele tiden er på rejse mod

nye græsgange. Nogle pastoralister dyrker afgrøder ved

flodbredderne inde i landet, mens andre ernærer sig ved

kystfiskeri. Andre igen er driftige handelsfolk, som ejer

lastbiler til godstransport.

Den fremherskende produktionsform blandt bønderne i

højlandet er det nedbørsafhængige landbrug, som indebærer

en konstant risiko for fejlslagen høst. Hvis regnen udebliver,

falder på det forkerte tidspunkt eller i utilstrækkelige

mængder, bliver høstudbyttet ringe. Kunstvandet

landbrug er langt mindre udbredt og er hovedsageligt praktiseret

på plantager og langs flodbredderne i lavlandet.

Generelt er fødevareproduktionen sårbar

over for de gentagne tørkeperioder, og

hungersnød er velkendt blandt

Eritreas indbyggere.

15


Arealanvendelse


Nedbørsafhængigt landbrug 417.00 3,42

Kunstvandet landbrug 22.000 0,18

Skovbeplantning 53.000 0,43

Nyplantet skov 10.000 0,08

Steppe- og sumpområder 673.000 5,52

Græsgange 6.967.000 57,16

Ørken og andre

uopdyrkelige områder 4.047.000 33,21

Potentielt landbrugsland,

kunstvanding (600.000) (4,92)

Potentielt landbrugsland,

nedbørsafhængigt (1.050.000) (8,61)

Total 12.189.000 100

Kilde: FAO-sektoranalyse, 1994

Under 1 pct. af arealet er beplantet med skov, hvilket antagelig

skyldes det store befolkningspres på naturgrundlaget

og årtiers ødelæggende krigshandlinger. I Eritrea har omfattende

terrassebygning og forbedret skovproduktion været

nogle af de metoder, hvormed man har forsøgt at modvirke

tiltagende jorderosion forårsaget af afskovningen. Men

der hersker ikke tvivl om, at den manglende skovbevoksning

har katastrofale miljømæssige konsekvenser.

Tabellens to sidste kategorier viser de arealer, der er mulige

at opdyrke ved enten kunstvanding eller nedbørsafhængigt

landbrug. Andelen af opdyrket land er relativt lille

sammenlignet med de potentielle områder, der rent faktisk

kunne anvendes. Den nuværende udvikling i landbruget

tager da også sigte på at udnytte disse områder. Inddragelse

af hidtil uudnyttede landbrugsjorde er dog ikke

uproblematisk. I mange tilfælde har disse arealer været

brugt som græsgange af agro-pastoralister og pastoralister.

Her vil permanente marker begrænse sådanne produktionsformer

og forringe levevilkårene for de berørte befolkningsgrupper.

12

De etniske grupper

I 1890’erne drog den italienske kolonimagt Eritreas grænser.

Denne grænsedragning, der skete uden hensyn til etniske

og kulturelle skillelinier, er stort set forblevet uændret

op til vore dage. Det nutidige Eritrea er et multietnisk samfund

befolket af ni folkeslag, som hvert især har deres eget

sprog og kultur. Mange af de etniske grupper har tilhørsforhold,

som strækker sig over grænserne til nabolandene

Sudan, Etiopien og Djibouti. På trods af den etniske forskellighed

er der en markant nationalfølelse blandt folkeslagene;

en fælles identitet skabt gennem årtiers befrielseskamp

mod kolonialt herredømme.

Omkring halvdelen af befolkningen taler tigrinya og bor

i højlandet. Sproget er af semitisk afstamning. Det adskiller

sig fra de fleste sprog, som tales i Etiopien. Tigrinya er

oprindeligt beslægtet med geez, et modersmål, som de oprindelige

migranter bragte med sig til højlandet fra det sydlige

Arabien. Indbyggerne i højlandet er overvejende kristne og

er fortrinsvis beskæftiget inden for landbruget. Der findes

også en gruppe tigrinya-talende muslimer i højlandet. Denne

gruppe udgør ca. 7 pct. af højlandsbefolkningen og er overvejende

beskæftiget med håndværk og handel.

Den resterende halvdel af Eritreas befolkning er hovedsageligt

muslimer fordelt på adskillige etniske og sprogmæssige

afstamninger. Den største gruppe taler tigre. Den

bebor det nordøstlige kystområde og det vestlige lavland.

Dernæst kommer saho-folket, som lever i den østlige del

af højlandet og ved foden af det østlige højdedrag, specielt

syd for havnebyen Massawa. Afar-folket er dominerende

i den sydlige Rødehavsregion og lever desuden på

øgrupperne ud for kysten. Beja-folket, eller hadareb-folket

som gruppen også kaldes, lever i grænseområderne op

til Sudan. Bilen-folket bor omkring byen Keren. Deres religiøse

tilhørsforhold er fordelt ligeligt mellem kristendom

og islam. Det sydvestlige Barka og Gash er hjemsted for

både baza- og narra-folkene. Blandt begge etniske grupper

findes troende tilknyttet henholdsvis muslimske og

kristne trosretninger. Bazas nilotiske sprogstamme adskiller

dem fra majoriteten af eritreerne, hvis sprog falder inden

for de afroasiatiske og semitiske kategorier. Rashaida-fol-

13


ket er arabisktalende og lever i den nordlige Rødehavsregion.

Fordeling af etniske grupper og sprog


Tigrinya Tigrinya 50,0

Tigre Tigre 31,4

Saho Saho 5,0

Afar Afar 5,0

Beja (Hadareb) Herendewa (Bidawe) 2,5

Bilen Bilen 2,1

Baza Kunama 2,0

Narra Narra 1,5

Rashaida Arabisk 0,5

Kilde: Tesfa Gebremedhin, 1996

Religionerne

De kristne eritreere er opdelt i forskellige trosretninger, hvoraf

de ortodokse koptere udgør flertallet. Derudover findes

katolske og protestantiske menigheder. Den anden store

religion, islam, praktiseres for det meste i lavlandet blandt

de derboende etniske grupper. Hovedstaden, Asmara, er

præget af talrige kirker, katedraler og moskeer, hvis tårne

rejser sig som vidnesbyrd om den religiøse sameksistens. I

dagens Eritrea er der religionsfrihed, og de religiøse overhoveder

deltager gerne i andre trosretningers ceremonier for

at tilkendegive den nationale enhed, men sådan har det ikke

altid været.

Den koptiske kirke har sit fodfæste i højlandet. Kirken

har gennem tiderne været tæt knyttet til gejstligheden i

Etiopien, hvor kejser Haile Selassie tronede som Guds direkte

inkarnation i det salomoniske kongedømme. Den

koptiske religion har sin oprindelse i Egypten. Den er forbundet

med tolkninger og symboler nedfældet i det hellige

skrift Kebra Negast, som blev skrevet i begyndelsen af det

14. århundrede. Skriftet fortæller bl.a. historien om, hvor-

14

Tigrinya-kvinde fra højlandet

med den karakteristiske

Kuno-frisure.

Bemærk kvindens smykker,

som blev givet i

medgift. Guld og sølvsmykker

udgør en værdi

for hele husholdningen i

krisetider, hvor de sælges

eller byttes for mad og

andre livsfornødenheder.

Foto: Jørgen Schytte

15


dan den etiopiske dronning Saba besøgte Kong Salomon

af Jerusalem. Ved list gjorde han hende gravid, og hun drog

hjem og fødte det barn, som senere udnævntes til Menelik

I af Aksum. Da Menelik I blev voksen, rejste han til Jerusalem

og hjemførte pagtens ark til sit folk, der betragter sig

som Zions udvalgte.

I de koptiske menigheder, der på nationalt plan ledes af

patriarken, involverer gudstjenesten ekstatisk dansen, trommen,

syngen samt oplæsning af Biblen. Biblen blev oversat

fra græsk til geez allerede i det 6. århundrede. Fastedagene

og helgenfestivalerne er mangfoldige. Ifølge den ortodokse

koptiske kalender har året 226 helligdage, hvor det er forbudt

at arbejde. Det har selvfølgelig haft en negativ virkning

på produktiviteten i landbruget, og efter uafhængigheden

har kirken reduceret antallet af helligdage til 166 dage

om året.

16

Selvom den koptiske

kirke har tilslutning

blandt majoriteten af

højlandets indbyggere,

findes der andre kirkesamfund

med væsentlig

indflydelse. Dette er

blandt andet symboliseret

ved den katolske

katedral i hovedstaden

Asmara.

Foto: Jørgen Schytte

Forskellige missioner har også haft indflydelse på kristendommens

udbredelse i Eritrea. I 1837 begyndte fader Guiseppe

Sapeto en Lazarus-mission i højlandet. Den katolske

kirke opnåede stor tilslutning, og indflydelsesrige personer

omvendtes fra den ortodokse koptiske kirke. Svenske missionærer

åbnede en skole i Massawa allerede i 1872, og i

de efterfølgende år byggede de en del kristne skoler i højlandet.

Islam spredtes fra Den Arabiske Halvø, Nordafrika og det

øvre Nildelta til kongeriget Aksum på Afrikas Horn. Den

kristne konge af Aksum havde givet asyl til profeten Muhammeds

tilhængere, da de flygtede fra forfølgelse i Mekka i år

622. Derfor blev staten en tid forskånet for enhver form

for islamisk hellig krig, jihad. Islams gradvise udbredelse

betød dog, at muslimske hærafdelinger besatte Dahlak-øerne

i år 650 for at beskytte de arabiske handelsruter. Da Aksumriget

gik i forfald, tilkæmpede det abyssinske Zagew-dynasti

sig herredømmet i den sydlige del af imperiet, samtidig

med at beja-stammerne i vest og de arabiske invasionsstyrker

i øst øgede islams betydning.

I perioder var den koptiske kirke i højlandet svækket på

grund af interne teologiske kontroverser. Sammenholdt med

et militært pres fra omverdenen skabtes en situation, hvor

islams doktriner fandt grobund blandt plateauets indbyggere.

Foruroliget over den muslimske tros hastige udbredelse

sammenkaldte den abyssinske konge, Yohannes I (1667-

1682), et råd i Gondar, hvorfra der blev udstedt dekret om

streng adskillelse mellem de to trossamfund.

Siden hen opstod et regionalt islamisk kraftcenter i Sudan,

hvor den shiitiske mahdi-sekt i begyndelsen af 1880’erne vandt

frem. Mahdien krævede, at den abyssinske konge skulle konvertere

til islam. Madhien gennemførte gentagne angreb for

at understøtte sit krav. Det var under et af disse fremstød i

1889, at den abyssinske konge, Yohannes IV, blev dræbt.

Mahdien måtte imidlertid snart se sig besejret, og ledere af

kristen overbevisning genindtog deres magtbaser.

I dag har islam konsolideret sin stilling som en af de to

hovedreligioner i Eritrea. I de overvejende muslimske lavlandsområder

er der oprettet islamiske retsinstanser og skoler,

som fungerer parallelt med de verdslige institutioner.

17


18

Eritrea – Etniske grupper

2. Historien

Den tidlige historie

De første indbyggere i Eritrea indvandrede fra den sydlige

Nildal. De bosatte sig i den vestlige Gash-Setit-region og

drog senere ind i landet. Omkring 2.000 år f.Kr. kom nomader

fra Egypten og Sudan til dalstrøgene i Barka-provinsen

og det nordlige højland. Disse nye folk trængte den

første gruppe migranter mod syd. De fremtrængende indvandrere

i den anden bølge var forfædre til beja-nomaderne,

den nomadestamme som senere besatte store dele af det

nordlige og nordvestlige Eritrea.

En tredje folkevandring kom fra Den Arabiske Halvø mellem

år 1.000-600 f.Kr. Folket medbragte en udviklet kultur

og etablerede senere bystater, hvoraf Det Aksumitiske

Rige, grundlagt i det 2. århundrede, regnes for at være mellem

datidens tre stormagter på verdensplan. Aksums magt

og velstand var baseret på handel med bl.a. Byzans, Persien,

Indien og Ceylon. Riget kontrollerede det nuværende Eritrea

og store dele af det nordøstlige Etiopien. I det 4. århundrede

blev Aksum udråbt som et kristent kongedømme.

Magthaverne ekspanderede langt ind i Sudan og krydsede

Rødehavet for at opnå kontrol med Yemen. I det 6. århundrede

blev Aksum dog isoleret af den persiske stormagt, som

ønskede at begrænse konkurrentens indflydelse. Den manglende

kontakt til omverdenen, og de pågående islamiske

ekspansionsforsøg undergravede Aksums magtfulde position.

I år 710 blev den vigtige havneby, Adulis, ødelagt. De fremtrængende

beja-nomader overtog gradvis magten i de efterfølgende

årtier. Bejaerne splittede Det Aksumitiske Rige

op i fem uafhængige kongedømmer. Disse kongedømmer

udøvede politisk dominans over dele af Eritrea og det nordøstlige

Sudan indtil det 14. århundrede.

I det 15. århundrede blev Eritrea kendt som landet Medri-

Bahri (landet ved havet). Det blev regeret af en krigsherre,

Bahri Negassi, og grænsede op til Abyssinien ved floden

Mereb. Abbysinien havde genrejst den kristne kultur fra

19


Aksum-perioden og bestod af et etiopisk kongedømme styret

af den etniske amhara-gruppe. Ved hjælp af en portugisisk

invasion have abyssinske krigsherrer fortrængt de muslimske

bejaer fra det eritreiske højland, og Medri-Bahri fik status

som vasalstat. De interne magtstrukturer i vasalstaten

var præget af et aristokrati, som havde politiske og religiøse

forbindelser til det etiopiske kongedømme, og magtforholdet

skabte grobund for en slægtskabsorganisering, som kan

genfindes i nutidens eritreiske højland. Imidlertid forblev

Eritrea og det abyssinske kongedømme adskilte territorier,

hvor sociale og økonomiske modsætninger konstant ledte

til voldelige konflikter. Så sent som i 1770 observerede den

engelske opdagelsesrejsende, James Bruce, at Eritrea og

Abyssinien var separate lande, som ofte lå i krig med hinanden.

Eritreas geografiske beliggenhed har haft en betydelig strategisk

betydning som forbindelsesled mellem Afrika og

Mellemøsten. Beliggenheden har op gennem de forskellige

historiske perioder medført en rivalisering om territorialt

herredømme og kolonisering af landet. I 1517 sendte Det

Osmanniske Rige sin flåde ind i Rødehavet og etablerede

en handelsstation i havnebyen Massawa. Senere udvidede

tyrkerne deres baser til det centrale højland. Den tyrkiske

invasionsmagt forblev i Eritrea og kontrollerede Rødehavskysten

i de næste tre hundrede år. Situationen ændrede sig,

da en egyptisk invasion rullede ind over Eritrea i det 19.

århundrede. Denne gang skete invasionen fra vest, hvor

egyptiske tropper besatte lavlandet i perioden 1823-1840.

I øst betød åbningen af Suezkanalen i 1869, at den handelsmæssige

betydning af Eritreas kyststrækning blev forøget,

og snart havde det egyptiske militær overtaget tyrkernes

dominerende rolle.

Italiensk kolonistyre

Enden på det egyptiske herredømme begyndte i 1869, da

et italiensk handelskompagni gik i land på kyststrækningen

ved Eritreas anden store havneby, Assab. Det officielle formål

var at etablere en missions- og handelsstation. Gradvist

befæstede italienerne deres stillinger og trængte længere

20

ind i det territorium, som de navngav Eritrea. Det eritreiske

højland, som kortvarigt var blevet besat af Etiopien (1876-

1889), blev opgivet efter hårde kampe mod de italienske

styrker. I løbet af 1890’erne, efter endnu en række militære

kampagner mod den etiopiske hær, kunne den italienske

konges udsendinge slutte endelig fred og erklære Eritrea for

en italiensk koloni. Kolonistyret bragte for første gang alle

indbyggerne i Eritrea under en og samme centralmagt. Ved

at drage grænserne på tværs af etniske, klan- og religiøse

tilhørsforhold lagde Italien grunden til den moderne nationalstat.

Dannelsen af Italiens afrikanske koloni skete med

samtykke fra andre europæiske kolonimagter i regionen.

Således blev Eritreas grænser anerkendt af Fransk Somaliland

og det britiske styre i Sudan.

For at legalisere sin råderet over landet erklærede den italienske

administration, at alle veje, broer osv. tilhørte kongen.

Ligeledes tilkendegav kolonistyret, at det havde ejendomsret

til land, der ikke var dyrket af fastboende bønder,

land, som var ejet af adelen og kirken, land, som havde tilhørt

uddøde klaner eller etniske grupper, land fra rømmede

landsbyer og land, som ifølge sædvaneretten tilfaldt staten.

Derudover blev alle jorde i det østlige og vestlige lavland

beliggende mellem 350-850 m over havets overflade inddraget.

Ved at reorganisere det nationale rum blev over 50 pct.

af Eritreas areal annekteret af kolonistyret. Udstrakte og

frugtbare jordlodder blev fordelt til italienske nybyggere, som

i begyndelsen af 1900-tallet udvandrede til Eritrea på grund

af fattigdom og overbefolkning i moderlandet. Omfordelingen

af jord og den massive indvandring resulterede i, at

eritreiske landbrugere mistede jord og blev reduceret til

daglejere på de italienske plantager. I højlandet dræbte italienerne

de lokale ledere, der ikke ville samarbejde. Samtidig

blev den traditionelle magtstruktur tilpasset, så den kom

til at tjene kolonistyrets interesser.

Ekspropriationen foregik dog ikke uden modstand, og

lokale bondeledere rejste sig mod det italienske herredømme.

I Akele Guzai-provinsen i 1894 indledte Bahata Hagos et

oprør mod den lokale garnison og tog kommandanten til

fange. Revolten blev hurtigt knust, men andre eritreiske

21


oprørere fortsatte og dannede væbnede bander, de såkaldte

shifta, der opererede i landdistrikterne og generede den italienske

ordensmagt. I lavlandet blev kolonistyret i begyndelsen

hilst velkomment som et alternativ til plyndringer

og slaveri udført af abyssinske kongedømmer. Men prisen

for italiensk ‘beskyttelse’ blev snart for høj. For eksempel

brød Sheik Thala, en indflydelsesrig leder i Danakil, alliancen

med italienerne og gik i opposition i 1895. Med tiden

fik italienerne dog skabt forholdsvis ro i Eritrea og forstærkede

grebet om kolonien.

I 1930’erne var Eritrea blevet en udviklet koloni med en

solid infrastruktur. Landbrugssektoren forsynede industrisektoren

med råvarer, der blev forarbejdet og sendt til det

italienske hjemmemarked. Store mængder bomuld, tropiske

frugter og kaffe blev eksporteret til Italien. For at underbygge

den eksportorienterede strategi havde italienerne

introduceret mekaniseret landbrug. Det mest effektive landbrug

var bomuldsplantagen nær grænsen til Sudan, hvor man

årligt producerede 200 tons. Derimod gjorde italienerne meget

lidt for at forøge produktionen af korn og grøntsager,

som kunne tilfredsstille Eritreas indenlandske fødevarebehov.

I 1935 have det italienske styre moderniseret byområderne

med henblik på at kunne bruge Eritrea som springbræt for

en videre militær ekspansion i overensstemmelse med Mussolinis

drøm om et østafrikansk storrige. Industrialiseringen

skabte en veludviklet eritreisk arbejderklasse. Arbejderne,

der levede under apartheid-lignende forhold, var ansat til

bygning og vedligeholdelse af militære installationer, værksteder,

depoter, beboelsesbygninger, havnefaciliteter, jernbaner

og veje. Men udfaldet af Anden Verdenskrig satte en

brat stopper for Mussolinis fascistiske ambitioner, og Eritrea

blev overtaget af de fremrykkende britere i 1941.

Britisk protektorat

Den britiske administration fik mandat til at forvalte landet,

indtil de allierede kunne beslutte protektoratets fremtid.

I tiden under og lige efter Anden Verdenskrig havde

den eritreiske økonomi gunstige betingelser. Antallet af kvæg

og geder steg, og den industrielle produktion tog fart. Vare-

22

eksporten gik især til Mellemøsten, hvor efterspørgslen var

stor på grund af de begrænsede forsyninger fra det krigshærgede

Europa. I takt med at de europæiske produktionsapparater

blev genopbygget, aftog efterspørgslen på eritreiske

produkter, og landet blev tvunget tilbage til rollen som

råvareproducent. Briterne vedligeholdt ikke infrastrukturen

og solgte bl.a. svævebanen mellem Massawa og Asmara.

Samtidig med at den økonomiske depression satte ind,

skete der en forholdsvis gennemgribende liberalisering af den

eritreiske offentlighed. På baggrund af briternes ønske om

at inddrage de indfødte i administrationen, gennemførtes

reformer inden for retsvæsen, uddannelse, sundhed og nyhedsdækning.

Eritreerne blev, i langt større grad end det

havde været tilfældet under italienerne, inddraget i samfundslivet.

Med et glimt i øjet opsummerer ældre eritreere, som

har oplevet begge kolonimagters styreformer, forskellen

således: “Under Italien havde vi arbejde, men fik ingen

uddannelse, under England fik vi uddannelse, men havde

intet arbejde”.

Politiske partier blev tilladt, og den offentlige debat blomstrede

med udgivelsen af flere aviser. Adskillige nationalistiske

grupperinger blev dannet, bl.a. den Muslimske Liga,

som blev ledet af Ibrahim Sultan. Det Liberale Progressive

Parti tilhørte også den nationalistiske strømning og havde

med Woldeab-Wolde-Mariam et meget fremtrædende medlem.

Disse to grupper dannede i 1949 Uafhængighedsblokken,

en alliance der krævede eritreisk selvbestemmelse.

I modsætning til den nationalistiske politik, der krævede

et selvstændigt Eritrea, blev der i 1941 etableret en folkelig

organisation, hvis målsætning var at forene Eritrea med det

etiopiske “moderland”. Det var en overvejende kristen

gruppe, som blev økonomisk og politisk støttet af den etiopiske

kejser Haile Selassie. I 1946 blev organisationen reorganiseret

under navnet Unionspartiet. Dets generalsekretær,

Tedla Bairu, stod for en ufravigelig linie, som krævede

Eritrea indlemmet i det etiopiske storrige. Den koptiske kirke

anbefalede på det kraftigste indlemmelsespolitikken, bl.a.

ved at nægte at vie og begrave unionsmodstandere. Forholdet

mellem den nationalistiske blok og unionstilhængerne blev

mere og mere anstrengt. Det resulterede i voldelige episo-

23


der, hvor uafhængighedsblokkens forsamlinger blev saboteret

og lederskabet udsat for gentagne mordforsøg.

Føderationen med Etiopien

Indirekte valg blev afholdt i 1947 af en FN-kommission.

Resultatet viste, at 675.000 eritreere var modstandere af en

union med Etiopien, mens 547.000 støttede unionstanken.

Valget ledte til øgede sammenstød mellem uafhængighedsblokken

og unionstilhængerne. Samtidig med at den politiske

situation blev tilspidset, ankom flere FN-delegationer

for at udrede Eritreas fremtidige status. Selv efter konsultationer

med indenlandske politiske repræsentanter og traditionelle

ledere, var kommissionsmedlemmerne fra Burma,

Guatemala, Norge, Pakistan og Sydafrika dybt uenige.

Burmas og Sydafrikas udsendinge foreslog: “At Eritrea bør

udgøre en selvstyrende enhed under føderationsregeringen,

hvis andre medlemmer skal være Etiopien under den etiopiske

kejsers suveræne ledelse”. Norges talsmand bakkede

op om denne indstilling. Derimod var repræsentanter fra

Pakistan og Guatemala uenige i flertallets synspunkt. De

understregede, at føderationen med Etiopien var imod det

eritreiske folkeflertals ønske og derfor ikke i overensstemmelse

med FN’s principper.

På baggrund af disse modsatrettede indstillinger foretog

FN’s generalforsamling sin endelige beslutning i 1952. Ved

at gennemføre Resolution 390(V) blev Eritrea inkorporeret

i en føderation med Etiopien. Den eritreiske regering havde

lov til at tage selvstændige beslutninger vedrørende visse

indenrigsspørgsmål, mens udenrigspolitik og økonomi var

etiopiske ansvarsområder.

FN’s bevæggrunde i Eritrea-spørgsmålet skal ses i lyset af

et stormagtpolitisk spil, hvor USA stod som en magtfuld

autoritet, der plejede sine langsigtede interesser i Afrika i

forbund med den etiopiske kejser. Som en integreret del af

denne politik havde USA opbygget en militærbase i Asmara.

Kagnew-stationen var en avanceret lyttepost, som i starten

af Den Kolde Krig havde overordentlig stor betydning for

USA’s efterretningsvirksomhed. Som den amerikanske minister

John Foster Dulles fastslog: “Set fra retfærdighedens

24

synsvinkel fortjener det eritreiske folks standpunkter opmærksomhed.

Alligevel gør USA’s strategiske interesser i

Rødehavsbassinet, sikkerhedsmæssige overvejelser og hensynet

til verdensfreden det nødvendigt, at landet bliver

knyttet til vor allierede, Etiopien”.

Føderationen udviklede et skarpt modsætningsforhold

mellem Eritreas befolkning og det etiopiske centralstyre.

Etiopien overskred Eritreas begrænsede selvbestemmelsesret

ved at forbyde fagforeninger, uafhængige politiske partier

og aviser. Tigrinya og arabisk blev forbudt som officielle

sprog og erstattet af det etiopiske amharinga. Sproget tales

af den traditionelt dominerende etniske amhara-gruppe, der

er repræsenteret i de fire etiopiske provinser: Gonder, Gojjam,

Wollo og Shoa. I 1958 måtte det eritreiske flag vige

pladsen for det etiopiske banner. Samme år indkaldte den

velorganiserede eritreiske arbejderbevægelse til generalstrejke.

Formålet med strejken var at forsvare de demokratiske og

politiske rettigheder, som føderationsvedtægterne oprindeligt

havde stadfæstet. Generalstrejken blev nedkæmpet trods

stor folkelig opbakning.

I takt med at undertrykkelsen blev intensiveret, blev selv

medlemmerne af Unionspartiet udsat for brutale overgreb,

og der udviklede sig en bred opposition mod det etiopiske

herredømme. Oppositionen var organiseret i den verdslige

Eritreiske Befrielsesbevægelse (ELM). Bevægelsens strategi

var baseret på civil modstand, undergrundsarbejde og kupplaner,

men den havde ikke den store succes med at omvælte

systemet. I begyndelsen af 1960’erne overskred kejser

Haile Selassie definitivt føderationsbestemmelserne ved

at opløse parlamentet, og Etiopien annekterede Eritrea, uden

at FN greb ind.

25


30

Den etiopiske kejser,

Haile Selassie, fremstod

for mange som indbegrebet

af en retfærdig

afrikansk statsmand.

Ikke desto mindre annekterede

kejseren, med

FN’s stiltiende accept,

Eritrea i sit storrige i

1961. Indlemmelsen

skete med samme brutalitet,

som de europæiske

kolonimagter havde udvist

i begyndelsen af århundredet.

Foto: Polfoto

3. Kampen for

uafhængighed

Befrielseskrigens første faser

I 1961 lød startskuddet til den væbnede kamp mod den

etiopiske kolonimagt. Det blev affyret af Idris Hamid Awate,

en tidligere soldat i den italienske hær. Efter militærtjenesten

havde Awate ernæret sig som landevejsrøver i det vestlige

lavland. Sammen med en håndfuld bønder tilsluttede

han sig den militære fløj af den Eritreiske Befrielsesfront

(ELF). Gruppens første angrebsmål var en politistation.

Formålet med den væbnede aktion var at tiltrække sig FN’s

opmærksomhed. Effekten af denne mere eller mindre symbolske

aktion udeblev, og modstandsbevægelsen tog først

rigtig form i årene efter, da Osman Saleh Sabbe, en skolelærer

fra Massawa, indgik i ELF’s politiske eksilledelse i Kairo.

Herfra koordineredes udenlandsk støtte til de militære enheder

i Eritrea. ELF modtog forsyninger fra Syrien, Yemen,

Algeriet, Libyen, Saudi-Arabien og den Palæstinensiske

Befrielsesfront. Herigennem sikrede de arabiske interesser

sig en vis indflydelse på ELF’s politik.

ELF blev af mange eritreere anset som et alternativ til den

Eritreiske Befrielsesbevægelse (ELM’s) forfejlede strategi, og

befrielsesfronten fik stor opbakning. De første baser blev

oprettet i det vestlige lavland, og med den voksende styrke

blev ELF snart landsdækkende. Hæren var inddelt i fem

zoner med hver sin øverstkommanderende. I 1965 omfattede

den omkring 1.000 kampklare soldater. Kontakten

mellem de øverstbefalende i hver zone var ringe, og konsekvensen

heraf var en dårlig koordinering af aktiviteterne i

felten. De militære operationer blev også besværliggjort af

en beslutningsstruktur, som var trukket langs etniske og

religiøse skillelinier. Ydermere udviklede mange af kommandanterne

sig til lokale krigsherrer, som overtrådte elementære

menneskerettigheder og levede af at inddrive høje skatter

fra befolkningen.

27


På trods af ELF’s interne svagheder opnåede fronten

militære succeser i kraft af sine guerilla-operationer. Som

modtræk påbegyndte det etiopiske kejserdømme omfattende

repressalier. De amerikansk- og israelsktrænede etiopiske

tropper udførte massakrer og tvangsforflyttelser af civilbefolkningen,

og fra midten af 1960’erne resulterede krigshandlingerne

i store flygtningestrømme. Pastoralister i det

vestlige og østlige lavland var de første ofre for angreb og

massive bombardementer. De overlevende blev tvunget til

at krydse grænsen til Sudan som flygtninge.

I samme tidsrum blev små grupper af ELF-kadrer, både

muslimer og kristne, sendt til Kina og Cuba for at modtage

militær træning. Deriblandt var Isaias Afeworki, Eritreas

senere præsident. Ved hjemkomsten igangsatte han og andre

en reformbevægelse med det formål at demokratisere

ELF’s ideologi og praksis. Isaias fraktion krævede en ny

politisk orientering, som gav plads til sociale og økonomiske

reformer til fordel for de fattige og jordløse i områder

under ELF’s kontrol. Kravene blev ikke velvilligt modtaget

af ELF’s ledelse, der foretog udrensninger for at afværge

kritikken.

Fra 1968-70 løsrev flere fraktioner sig fra ELF og dannede

nye selvstændige militære organisationer. Isaias Afeworkis

fløj flygtede til Akele Guzai-provinsen, mens en anden

fraktion drog til Danakil-ørkenen. Disse to udbrydergrupper

kom senere til at udgøre fundamentet for det Eritreiske Folks

Befrielsesfront (EPLF). Splittelsen i den eritreiske modstandsbevægelse

udløste en regulær borgerkrig i begyndelsen af

1970’erne. De stridende parter gjorde brug af likvideringer,

sabotage og fremsatte gensidige beskyldninger om “kontra-revolutionær”

virksomhed.

Den etiopiske revolution

I de etiopiske provinser samt i hovedstaden Addis Abeba

voksede utilfredsheden med Haile Selassies feudale kejserdømme,

og i 1974 indledtes en revolution, som rystede

landet. Kejseren blev afsat og en militær junta, kaldet Dergen,

overtog magten.

I Eritrea gav denne omdannelse ELF og EPLF mulighed

28

for at rykke frem og indtage stillinger i det tætbefolkede

højland. Efter et internt blodigt opgør i Addis Abeba, hvor

Haile Mengistu Mariam tiltog sig magten, udviklede Dergens

lederskab sig til et autoritært stalinistisk regime, som

under det fængende slogan “Moderland eller død” videreførte

den kolonialistiske politik i Eritrea.

Den eritreiske opposition blev mødt med massiv militær

undertrykkelse, hvis formål var én gang for alle at eliminere

modstanden mod det etiopiske centralstyre. Samtidig

måtte det etiopiske regime mobilisere sine egne styrker på

en anden front, nemlig i Ogaden-ørkenen, hvor Somalia

forsøgte en invasion. Åbningen af denne front medførte en

svækkelse af de etiopiske terrorkampagner i Eritrea. De

eritreiske modstandsgrupper rykkede frem og opnåede igen

kontrol med store områder. I 1977 kontrollerede EPLF og

ELF størsteparten af Eritreas landdistrikter og større byer.

Sovjetunionen, som hidtil havde støttet Somalia, skiftede

pludselig alliancepartner og satsede på Haile Mengistu

Mariams nyligt etablerede styre i Addis Abeba. I 1977 sendte

Sovjetunionen for omkring 1 mia. dollars militært udstyr

til Etiopien. I kraft af disse våbenforsyninger, og militære

rådgivere fra Østblokken, kunne Dergen indlede en ny storstilet

offensiv i Eritrea.

Under det forøgede militære pres foretog EPLF en hastig

strategisk tilbagetrækning af sine tropper til den bjergrige

Sahel-provins. For den anden befrielsesfront, ELF, resulterede

det manglende militære overblik i en katastrofal

situation. Frontens styrker blev ikke trukket tilbage, og tropperne

lå i udsatte stillinger, da den etiopiske angrebsbølge

rullede ind over det sydlige Eritrea.

Selvom begge modstandsbevægelser led store tab under

den etiopiske storoffensiv, blev ELF hårdest ramt, og det

ændrede styrkeforhold bevægelserne imellem skabte en fornyet

opblussen af blodige sammenstød mellem de rivaliserende

fronter. Det lykkedes EPLF at påføre rivalen nogle

afgørende nederlag, og de resterende ELF-styrker blev trængt

ind over grænsen til Sudan.

Under de pressede forhold oplevede ELF at blive spaltet

på ny. Frontens militære leder, Abdallah Idris, arresterede

sine interne modstandere, deriblandt Ahmed Nasser og

29


Ibrahim Totil. Det lykkedes de to ledere at overleve fængslingen.

Nasser blev senere hen leder af udbrydergruppen den

Eritreiske Befrielsesfront-Revolutionær Kommando (ELF-

RC). Derimod tilsluttede Totils gruppe sig EPLF. En anden

udbrydergruppe under navnet Sagem blev ligeledes sammenlagt

med EPLF. På trods af disse splittelser opretholdt

ELF en vis militær styrke og bevarede sin støtte i adskillige

eritreiske lokalsamfund og eksilmiljøer.

EPLF’s struktur og politik

EPLF afholdt sin første kongres i 1977. For at undgå fortidens

fejltagelser, kendetegnet ved manglende koordinering

og stadige slagsmål om lederskabet, blev EPLF opbygget efter

den demokratiske centralismes organisationsprincip. Centralkomiteen

bestod af 37 medlemmer valgt på kongressen. Fra

sin midte valgte centralkomiteen generalsekretæren, vicegeneralsekretær

og politbureauet bestående af 11 medlemmer.

Hvert medlem af politbureauet blev udnævnt til chef

for en forvaltningsafdeling eller et militært departement.

Kernen i EPLF var et hemmeligt organiseret kommunistparti,

hvis historie endnu ikke er skrevet, men som uden

tvivl har haft afgørende betydning for fastsættelsen af den

politiske kurs. Hemmeligholdelsen af partiets eksistens skyldes

formodentlig krigstilstanden, men indikerer også en

dobbeltydighed i forbindelse med frontens officielle beslutningsstrukturer.

EPLF’s strategi betonede nødvendigheden af langvarig

folkekrig. Ud over medlemmer fra bondestanden tiltrak

hæren mange veluddannede fra byerne. Tilbagetrækningen

til Sahel i 1978, forårsaget af Sovjets engagement til fordel

for det etiopiske regime, betød, at EPLF nedtonede sin

marxistiske retorik og fremhævede en mere praksisorienteret

revolutionær linie.

Enhed og disciplin var nøgleord i EPLF’s militære fløj,

det Eritreiske Folks Befrielseshær (EPLA). Ved ankomsten

til en militærlejr afleverede rekrutten alle sine personlige

ejendele på nær skjorte, bukser og sko. Efter seks måneders

militær træning og politisk uddannelse overgik rekrutten

til de stående enheder. Hæren havde afskaffet de alminde-

30

EPLF’s kongres i 1987

vedtog det politiske program,

der skulle komme

til at kendetegne befrielsesbevægelsensuafhængige

linie bl.a. i forhold

til supermagterne.

Foto: Fra bogen

“Revolution At Dusk”

lige symboler på militær rangorden, og ifølge udenlandske

observatører var der ikke den store forskel på de spartanske

vilkår, som både officerer og menige levede under. Uofficielle

kilder har dog tilkendegivet, at lighedsidealerne inden

for EPLA i flere tilfælde blev undergravet af korruption,

seksuel chikane og magtmisbrug. Det er sandsynligt,

at der til tider har foregået en intens magtkamp blandt officererne,

men endnu er sådanne aspekter ikke blevet belyst

af hverken journalister eller forskere.

Isoleret fra omverden og uden megen udenlandsk støtte

udviklede EPLF en politik baseret på selvstændighed og

selvforsyning. I baseområderne i Sahel blev der bygget værksteder,

transportsystemer, hospitaler, skoler osv. En række

af EPLF’s masseorganisationer sørgede for, at sociale ydelser

og udviklingsprojekter nåede civilbefolkningen i de

31


områder, som fronten kontrollerede. Tilsammen udgjorde

disse institutioner en mindre udgave af fremtidens eritreiske

nationalstat.

I kontrast til den traditionelle, meget underordnede kvinderolle

i civilsamfundet, praktiserede EPLA en høj grad af

ligestilling mellem kønnene. Samtidig bør prioriteringen af

ligestilling kædes sammen med nødvendigheden af, at modstandsbevægelsen

inddrog alle kræfter i kampen mod besættelsesmagten.

I dette perspektiv fik kvindelige soldater i

EPLA adgang til uddannelse og politiske beslutningsprocesser.

De deltog i kamphandlingerne på lige fod med deres

mandlige kammerater. Også i forhold til den civile forvaltning

og produktionsvirksomheden indtog kvinderne

hidtil mandsdominerede arbejdsområder.

32

Kvindelige soldater kom

til at udgøre en vigtig

ressource for befrielsesbevægelsen.

Ikke blot

ved fronten, men også i

EPLF’s forvaltningsapparat.

Dermed blev

der skabt en ny kvinderolle,

som den dag i dag

har stor betydning for

ligestillingsarbejdet.

Foto: Nordfoto

Kvindernes deltagelse i EPLF’s aktiviteter


Kampenheder 23,0

Offentlig administration 35,0

Industri 29,5

Transport 25,9

Sundhedsvæsen 55,2

Bygningsarbejde 19,6

Landbrug 19,8

Elektronik 25,0

Medier og kommunikation 1,7

Økonomistyring 9,5

Telekommunikation 33,1

Kilde: Rapport fra NUEW, 1989

Sammenholdet i hæren var opbygget omkring det fælles mål:

At opnå national selvbestemmelsesret. Dette endemål tiltrak

eritreere fra alle etniske og religiøse grupper. Accepten

af mangfoldighed som forudsætningen for en fælles national

identitet var integreret i soldaternes daglige liv og virke.

EPLF’s publikationer blev trykt på flere sprog, og radioens

udsendelser var ligeledes flersprogede. Omrejsende kulturgrupper

havde en tilsvarende vigtig rolle i formidlingen af

bevægelsens politiske budskab. De stod bl.a. for udstillinger

af kunsthåndværk og teater-, sang- og dansearrangementer,

som var med til at understrege den etniske og religiøse

mangfoldighed.

EPLF definerede befolkningens frihed som sin egen målsætning.

Omvendt var det befolkningens støtte, som sikrede

EPLF’s eksistensgrundlag. Under den langvarige krig

var EPLF’s reformpakke en væsentlig faktor, som muliggjorde

indfrielsen af den overordnede politik. Omfordeling af jorden

til gavn for de fattigste blev fulgt op af bedre veterinærservice

og ny landbrugsteknologi. EPLF organiserede flygtningelejre

for internt fordrevne og forbedrede befolkningens

vilkår ved bl.a. at igangsætte storstilede alfabetiseringskampagner.

33


Nødhjælpsmaskineriet

Gentagne tørkeperioder og hungerkatastrofer i Etiopien,

inklusive den nordlige provins Eritrea, skabte behov for

udenlandsk humanitær bistand. Fordelingen af nødhjælp

til de EPLF-kontrollerede områder i Eritrea var imidlertid

præget af juridiske og diplomatiske komplikationer. Det

spørgsmål, som donorerne blev konfronteret med, var:

Hvordan giver man humanitær bistand til befolkningsgrupper,

der lever i en ikke-eksisterende nation; områder, som

centralregeringen i Etiopien påstår, er præget af fred og tilstrækkelige

fødevaremængder? Hvis nødhjælpsorganisationerne

åbent hjalp sultofre i områderne uden for det etiopiske

styres kontrol, kunne dette tolkes som en de factoanerkendelse

af eritreernes ret til national uafhængighed. Et

andet, men i realiteten lige så stort, dilemma ville opstå, hvis

nødhjælpsarbejderne insisterede på, at regeringens oplysninger

tegnede et forvrænget billede af fødevareforsyningen. På

baggrund af en sådan kritik ville de etiopiske myndigheder

have udelukket dem fra enhver nødhjælpsindsats.

I den første halvdel af 1980’erne resulterede disse forviklinger

i, at nogle donorer helt undgik at fordele nødhjælp

direkte gennem den eritreiske befrielsesbevægelse, der havde

oprettet den Eritreiske Nødhjælps- og Rehabiliteringsorganisation

(ERRA). I stedet valgte disse donorer at samarbejde

med den etiopiske Nødhjælps- og Rehabiliteringskomite

(RRC). RRC fungerede på militærregimets præmisser og

havde en nær kontakt til Mengistus hovedkvarter. Ifølge

menneskerettighedsorganisationen Africa Watch blev 30-40

pct. af nødhjælpen misbrugt af etiopiske embedsmænd. En

anden skyggeside af samarbejdet var, at den internationale

nødhjælp også blev brugt som et våben i hænderne på det

etiopiske regime. Eksempelvis opbyggede styret en milits i

Eritrea, der gik under navnet ‘hvedemilitsen’, fordi de mere

eller mindre tvangsindskrevne værnepligtige blev aflønnet

med hvede fra bugnende nødhjælpsdepoter. Også Etiopiens

regulære hærenheder ernærede sig ved hjælp af nødhjælpsrationer,

hvilket gang på gang blev afsløret, når den

eritreiske modstandsbevægelse indtog en etiopisk forlægning.

Flere anerkendte internationale nødhjælpsorganisationer

havde kendskab til det statslige misbrug, men undlod at

34

kritisere det etiopiske regime. Dog forsøgte den franske

organisation Medicins sans Frontiers at rejse en kritik af

misbruget, men blev udvist med øjeblikkelig virkning. En

anden og måske medvirkende årsag til donorernes tavshed

kan relateres til den høje status, som fulgte med at være

operativ i datidens Etiopien. Som den engelske journalist

Peter Gill bemærkede i sin bog om den afrikanske sultkatastrofe,

betød projekter for de nødstedte, at organisationerne

kunne fremvise en klar indsatsprofil i hjemlandet.

Dermed forøgede nødhjælpsarbejderne konkurrencedygtigheden

i forbindelse med indsamlinger og regeringsstøtte i

Europa og Nordamerika.

Koblingen mellem medieopmærksomhed og nødhjælpsarbejde

fik især betydning i 1984, efter at et britisk tv-hold

havde produceret en rystende reportage om den etiopiske

sultkatastrofe. Reportagen blev via satellit bragt ind i hjemmene

hos en potentiel seerskare på omkring 470 millioner

mennesker verden over. Reportagen gav den efterfølgende

indsamling af midler til nødhjælp i Etiopien et gevaldigt

løft. I den situation valgte de fleste nødhjælpsorganisationer

at gennemføre projekter i Etiopien for at få del i midlerne

og undlod officiel kritik af styrets manglende vilje til at

fordele nødhjælp i Eritrea.

Nogle nødhjælpsorganisationer, hvoraf flere var af kirkelig

observans, valgte en anden og mindre profileret strategi.

Strategien var godt nok i strid med internationale konventioner,

men viste sig at være særdeles virkningsfuld. Allerede

i 1981 havde disse humanitære organisationer stiftet

et nødhjælpskonsortium i Sudans hovedstad, Khartoum.

Herfra sendtes konvojer med fødevarer og medicin ind over

grænsen til Eritrea, hvor nødhjælpen blev fordelt af EPLF’s

humanitære organisation, ERRA, overalt i de befriede zoner.

ERRA’s nødhjælpsoperationer blev evalueret løbende, og

hvert led i distributionskæden blev nøje overvåget af udenlandske

observatører. Øjenvidner bekræftede organisationens

effektive arbejde og tætte kontakt til lokalbefolkningen. På

intet tidspunkt blev der rapporteret om misbrug af nødhjælpen.

I senere evalueringer er nødhjælpskonsortiets arbejde

blevet brugt som eksempel på, hvordan nødhjælp kan

35


kanaliseres ind i sværttilgængelige krigszoner. Endvidere

påviste eritreerne, at de selv kunne tage ansvaret for fordeling

af nødhjælpen. ERRA’s praksis, baseret på selvberoenhed

og lokal styring, overflødiggjorde en massiv tilstedeværelse

af internationale bistandseksperter. Disse erfaringer kom

senere til at betyde meget for tilrettelæggelsen af bistandspolitikken

i efterkrigstidens Eritrea.

Kampenes afslutning

I begyndelsen af 1980’erne var EPLF omringet af etiopiske

soldater, som med enorm ildkraft på landjorden og i

luften søgte at nedkæmpe befrielseshæren i Sahel. På trods

af konstante våbenleverancer fra Sovjetunionen lykkedes det

ikke de etiopiske hærenheder at besejre EPLF. F.eks. indledte

det etiopiske militærregime en offensiv i 1982, den

såkaldte Røde Stjerne Kampagne, hvor 90.000 soldater

trængte frem på fire fronter samtidigt. Kampagnen mislykkedes,

og nederlaget medførte, at en sovjetisk general overtog

ledelsen af de etiopiske kampstyrker. Personudskiftning

i hærledelsen kunne dog ikke vende krigens gang.

På daværende tidspunkt havde den anden eritreiske modstandsbevægelse,

ELF, mistet meget af sin styrke og udførte

ikke længere nævneværdige militære operationer. Derfor

kunne EPLF, der nød befolkningsflertallets opbakning, koncentrere

kræfterne om at bekæmpe det etiopiske styre. Efter

en afgørende EPLF-sejr i Afabet i 1988, blev de etiopiske

soldater tvunget stadig længere tilbage. Havnebyen

Massawa blev indtaget af EPLF i 1990, og den etiopiske

tilbagerykning fortsatte, indtil besættelsesmagten kapitulerede

i 1991.

Samtidig med at EPLF befriede Asmara, måtte den etiopiske

militærleder, Mengistu Haile Mariam, indse, at forestillingen

var forbi for ham i Etiopien. Den etiopiske modstandsbevægelse,

der overvejende bestod af soldater fra

Tigray-Folkets Befrielsesfront (TPLF), havde indtaget den

ene provins efter den anden og kunne nu udråbe freden i

Addis Abeba. Den 22. maj 1991 forlod Mengistu sit hovedkvarter

i et fly, der skulle have haft kurs mod en base i

det sydlige Etiopien. Mengistu omdirigerede flyet, og pilo-

36

Overalt vidner efterladt

krigsmateriel om de

hårde kampe, hvorunder

den eritreiske nation

blev født. Det er samtidig

typisk for nutidens

disciplin, at de ellers så

driftige skrothandlere

respekterer regeringens

dekret om, at krigsmateriellet

er statsejendom.

Foto: Jørgen Schytte

ten landede til sidst i Kenya, hvorfra den detroniserede

militærleder søgte om asyl i Zimbabwe.

Slutningen af 30 års krig mod Etiopiens effektive krigsmaskine

var afsluttet. På mange måder havde det været

Davids kamp mod Goliat. Hvis man i dag spørger eritreiske

ledere om, hvordan det kunne lade sig gøre, svarer nogle,

at de heller ikke selv troede på et så positivt resultat. Det

gennemgående svar er, at kampen for national selvbestemmelsesret

var den eneste farbare vej for at opnå fred.

37


42

Ved krigens afslutning

vendte mange soldater

tilbage fra fronten som

handicappede. Generelt

blev de godt modtaget af

deres slægtninge, men da

det offentlige ikke yder

bistandshjælp, bærer

familierne en stor forsørgerbyrde.

Foto: Nordfoto

4. Efterkrigstidens

Eritrea

Som den eneste bevægelse med tilstrækkelig militær magt,

folkelig opbakning og organisatorisk kapacitet overtog det

Eritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) det sammenbrudte

statsapparat og begyndte den svære overgang fra krig til fred.

Der var således ikke tale om indsættelse af en demokratisk

valgt regering, men om et magtskifte, hvor EPLF’s kadrer

overtog roret som det eritreiske folks repræsentanter.

Hidtil havde den offentlige administration i Eritrea været

en del af de etiopiske magthaveres autoritære styreform,

hvor nepotisme, bureaukrati og korruption tegnede dagsordenen.

Derudover havde de mange års kolonistyre udelukket

folkelig deltagelse i beslutningerne, og samfundsordenen

var bestemt ikke præget af demokratiske rettigheder.

Det er vigtigt at forstå, at den uafhængige eritreiske stat

i sit udgangspunkt var bestemt ved et militært magtskifte

og svagt udviklede politiske og økonomiske institutioner.

Dvs. at EPLF’s centralistiske styreform gradvist skulle arbejde

hen imod en samfundsmæssig magtdeling. Dannelsen

af en reel demokratisk tradition med uafhængige politiske

organisationer og flerpartivalg var, ifølge EPLF-lederne,

et langsigtet mål. I første omgang skulle dette mål indfries

ved afholdelse af flerpartivalg i midten af 1990’erne. Imidlertid

er denne del af demokratiseringen blevet udskudt på

ubestemt tid, og foreløbig ser det ud til, at Eritrea regeres

af en elite bestående af de øverste lag inden for staten og

regeringspartiet.

Efter krigen kom EPLF’s socialistisk orienterede ideologi

og erfaringer med selvberoenhed til at præge udviklingen.

Ikke mindst huskede den EPLF-dominerede regering, at

mange internationale donorer havde samarbejdet med det

etiopiske regime. Desuden var de eritreiske myndigheder

meget opmærksomme på den afhængighed af udlandet, der

kunne opstå i forbindelse med international bistand. Grund-

39


synspunktet har været, at donorerne ikke burde knytte økonomiske

og politiske betingelser til udviklingsbistanden.

Selvom den eritreiske stat fra begyndelsen har været under

pres for at genopbygge landet, nægtede regeringen altså at

modtage udviklingsbistand for enhver pris. I den eritreiske

selvforståelse er samarbejdet mellem myndighederne og de

udenlandske donorer blevet anskuet som et magtforhold,

hvor det drejede sig om at styre udviklingsindsatserne og

opnå nationalt ejerskab til projekter og programmer.

Krigens eftervirkninger

Ud over at genopbygge statens funktioner var det nødvendigt

at rekonstruere økonomien efter årtiers forfald. Krigen

mod besættelsesmagten havde lagt Eritrea i ruiner. Mindst

65.000 frihedskæmpere havde mistet livet, og 15.000 var

blevet permanent handicappede. Skønsmæssigt vurderer flere

kilder, at omkring 100.000 civile måtte lade livet i løbet af

krigen. Selvom statistikkerne er meget usikre, anslås det, at

500.000-600.000 eritreere blev flygtninge i Sudan. Andre

søgte i eksil i USA og Europa. Dertil skal lægges et stort antal

internt fordrevne, som levede i lejre i de befriede områder.

Ud over de menneskelige tab havde krigen forårsaget en

permanent økonomisk krise. Etiopierne havde jævnet hele

landsbyer med jorden og konfiskeret husdyrflokke i stor

målestok. I mange tilfælde var landsbybeboerne blevet tvunget

til at flygte enten for bestandigt eller periodevis. Overalt

var veje og broer smadret. I krigens sidste faser havde

etiopiske officerer i Asmara givet ordre til at skille fabriksanlæg

ad og få maskindelene fløjet ud af hovedstaden.

Havnebyen Massawa var blevet ødelagt af beskydning og

flybombardementer i 1989.

Selvom freden bragte større sikkerhed ind i dagligdagen,

led landbrugssektoren under krigens eftervirkninger. Tre

årtiers kombineret krig, tørke og hungersnød havde udmarvet

befolkningen, ødelagt landbrugsjord og reduceret

dyrebestanden. Knaphed på trækdyr til pløjning gjorde det

umuligt for mange bønder at dyrke jorden. Ved krigens

afslutning dækkede landbrugsproduktionen i højlandet kun

20-40 pct. af det fornødne fødevarebehov. Situationen var

40

ikke bedre i lavlandet, hvor produktionen kun imødekom

5-10 pct. af fødevarebehovet.

De katastrofelignende tilstande fik et forskerhold fra

England til at fastslå, at Eritrea ville være afhængigt af import

af 80 pct. af landets fødevarer i 1992. Samme forskere

konkluderede, at ekstrem fattigdom var et udbredt fænomen

i alle landdistrikter.

Flygtningene vender hjem

De mange eritreiske flygtninge i Sudan fik lejlighed til at vende

hjem ved krigens afslutning. Den første gruppe på ca. 80.000

flygtninge vendte hjem af egen drift mellem 1989 og 1992.

Da der ikke var oprettet tilstrækkelige modtagelsesfaciliteter,

og da landdistrikterne allerede var under pres fra de mange

internt fordrevne, søgte flygtningene mod byerne. Deres

vandring skabte problemer med beskæftigelse og genhusning.

På grund af den store efterspørgsel nåede huslejerne skyhøje

niveauer. Konkurrencen om de få ledige job blev skærpet, og

sociale gnidninger mellem internt fordrevne, tidligere soldater

og hjemvendte flygtninge var uundgåelige. For at forhindre

at nye flygtninge på vej hjem forårsagede socialt og økonomisk

kaos, besluttede de eritreiske myndigheder at indlede

et program, hvis formål var at organisere repatrieringen, altså

flygtningenes tilbagevenden. Selvom alle flygtninge havde ret

til at bosætte sig frit, blev der givet høj prioritet til genbosættelsesaktiviteter

i det vestlige lavland, hvor der var tilgængelig

landbrugsjord og store græsgange.

Programmet, benævnt PROFERI, blev indledt sammen

med FN og private hjælpeorganisationer (NGO’er) i 1993.

Programmet var en kombination af nødhjælp og bistandshjælp,

der skulle styrke udviklingen på længere sigt. I første

omgang skulle indsatsen i landbrugssektoren støtte 73.000

tilbagevendte familier, der ernærede sig som bønder, agropastoralister

og pastoralister. Ifølge planen ville specielt udsatte

grupper, såsom kvindelige eneforsørgere, ældre og handicappede,

modtage traktorservice til pløjning af tildelt land.

Uheldigvis var nogle donorer meget langsomme til at indfri

den bebudede økonomiske bistand. Andre ville slet ikke

forpligte sig til at støtte repatrieringsprogrammet, da det

41


havde karakter af udvikling i stedet for nødhjælp. Ud over

finansieringsproblemer medførte de politiske omstændigheder

store vanskeligheder. FN-systemets bureaukrati tørnede

sammen med det eritreiske statsbureaukrati. FN’s

Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) redegjorde for

organisationens begrænsede mandat, der ikke tillod engagement

i langsigtede udviklingsprojekter. Heroverfor fastholdt

den eritreiske regering, at begrænset nødhjælp i forbindelse

med flygtningenes tilbagevenden kun var en lappeløsning.

Regeringens forhandlere insisterede på at have fuld kontrol

med gennemførelsen af projekter, mens UNHCR selv ønskede

at være det koordinerende organ.

Imens det politisk-økonomiske tovtrækkeri stod på, fortsatte

flygtningene med at vende tilbage til Eritrea. I slutningen

af 1994 viste statistikkerne, at omkring 100.000

flygtninge var vendt hjem. Ansporet af udsigten til en kriseagtig

udvikling på flygtningeområdet mundede de bistandspolitiske

forhandlinger ud i et samarbejde mellem

regeringen, forskellige FN-organisationer og NGO’er.

Organisationerne besluttede at igangsætte et pilotprojekt,

hvis formål var at genbosætte 25.000 flygtninge. Budgettet

var på 13,6 mio. dollars, hvoraf donorerne forpligtede

sig til at betale lidt over 11 mio. dollars. Pilotfasen omfattede

bygning af modtagelsescentrer, hvor flygtningene

blev registreret for derefter at blive videresendt til deres

respektive genbosætningsområder.

Efter at være sluset gennem modtagelsesproceduren fik

flygtningene tildelt landbrugsredskaber, såsæd og husdyr.

Distributionen omfattede også et jordstykke på to hektar,

som tilgik hver familie, uanset om den var repræsenteret af

en kvindelig eller mandlig forsørger. I begyndelsen blev flygtningene

bosat i midlertidige telte, indtil varige beboelsesbygninger

stod klar. Desuden modtog de fødevarehjælp til et

års forbrug; rationer, som skulle række, til den første høst

var i hus. PROFERI og flygtningene sørgede i fællesskab

for at bygge sundhedsklinikker, veje, vandforsyning osv.

For de hjemvendte flygtninge var det uden tvivl et stort

øjeblik, da de igen satte foden på Eritreas jord. Det ofte

trøstesløse liv i sudanesiske lejre var et afsluttet kapitel. Men

samtidig bød genbosætningen på store udfordringer. Mange

42

Eritreiske flygtninge i

Sudan begyndte at

vende hjem efter krigens

afslutning i 1991.

Stridigheder mellem

UNHCR og den eritreiske

regering har imidlertid

sat grænser for

repatrieringen.

Foto: Jørgen Schytte

måtte bo på den bare jord under træerne, fordi der ikke var

tilstrækkeligt med telte. Arbejdet med at bygge huse i den

nådesløse sol var kun noget, de stærkeste flygtninge kunne

klare. Skønt simple sundhedsklinikker blev etableret i lokalsamfundet,

kunne flygtninge med mere alvorlige sygdomme

ikke få den nødvendige behandling og medicin. En

undersøgelse viste, at der ikke var installeret toiletter i visse

genbosætningsområder. Planlægningsfejlen øgede spredningen

af smitsomme sygdomme og dermed behovet for behandling.

Ydermere skabte det problemer, at de internationale donorer

ikke kunne levere den finansiering, som de havde givet tilsagn

om. I en rapport fra 1995 opsummerede de eritreiske

myndigheder, at under 50 pct. af den aftalte beløbsramme

på 11 mio. dollars var blevet frigivet. Årsagen var formodentlig,

at mange donorer tvivlede på de eritreiske myndigheders evne

til at aflægge regnskab for de donerede midler. De var heller

43


ikke tilfredse med det eritreiske bureaukrati og den statslige

ejendomsret til projekter, som var finansieret i fællesskab. Konsekvensen

var, at den eritreiske stat måtte gå ind og opveje

den manglende finansiering med sine egne begrænsede midler.

Det økonomiske roderi bevirkede, at det var svært at realisere

sammenhængen mellem nødhjælp og udvikling.

Imidlertid har en storstilet repatriering ikke været aktuel

i de sidste par år. Fra midten af 1990’erne har fjendtligheder

mellem Eritreas og Sudans regeringer medført, at grænsen

i lange perioder har været blokeret. Årsagen til fjendtlighederne

er sporadiske henrettelser, bombeattentater og

minering af veje foretaget af den sudanesisk støttede gruppe

Eritreisk Islamisk “Hellig Krig” (EIJ). Derfor er repatrieringsprocessen

næsten standset, og hundrede tusinder af

eritreiske flygtninge i det østlige Sudan venter stadigvæk på

muligheden for at vende hjem.

En anden faktor, som sandsynligvis påvirker flygtningenes

beslutning om enten at forblive i Sudan eller drage hjem,

er deres tilhørsforhold til den Eritreiske Befrielsesfront (ELF).

Under krigen led ELF et sviende nederlag til det Eritreiske

Folks Befrielsesfront (EPLF). For at undgå udryddelse flygtede

mange af organisationens soldater og tilhængere til Sudan.

Så længe de vurderer, at det EPLF-dominerede centralstyre

i Asmara ikke vil give dem fuld politisk frihed, vil de

formodentlig ikke repatrieres.

I 1997 blev repatrieringen yderligere besværliggjort, da den

eritreiske regering udviste UNHCR. Ifølge eritreiske kilder

skete udvisningen på grund af, at UNHCR-ansatte var involveret

i aktiviteter, som var uforenelige med deres forpligtelser.

Modsat erklærede UNHCR’s talsmand i Genève, at

man ikke havde nogen ide om, hvorfor den eritreiske regering

havde taget dette radikale skridt. Ifølge nogle observatører

er den bagvedliggende årsag til bruddet, at UNHCR’s

medarbejdere rapporterede om krigshandlinger mellem etiopiske

og sudanesiske tropper; en informationsspredning, som

den eritreiske regering med al magt har forsøgt at stoppe.

Det anstrengte forhold mellem UNHCR og den eritreiske

regering er ikke af nyere dato. Fra begyndelsen har parterne

været i konflikt på grund af UNHCR’s begrænsede mandat.

Heroverfor har den eritreiske regering påpeget, at der

44

burde skabes en ordentlig fysisk infrastruktur, før repatrieringen

kunne påbegyndes. Den manglende eritreiske tolerance

over for udenlandske bistandsorganisationer udgør

en anden forklaringsmodel. Meget forenklet kan man sige,

at de to aktørers motiver og målsætninger ikke har været

afstemt, hvilket har medvirket til bruddet.

Militærets rolle

Ledende kadrer fra befrielseshæren, der alle er relativt unge

officerer, er blevet forfremmet til høje poster i efterkrigstidens

tre militære værn: Hæren, luftvåbnet og søværnet. Den

meget flade struktur i befrielseshæren er afløst af en mere

traditionel hierarkisk militær opbygning. Et tidligere medlem

af politbureauet er blevet udnævnt til forsvarsminister

med titel af general. Otte divisionsledere blev gjort til generalmajorer,

og 22 andre til brigadegeneraler. 34 officerer blev

tildelt grader på oberstniveau. Militærets grundstamme består

i dag af omkring 50.000 professionelle soldater. Officielt

holdes officerskorpset uden for politisk arbejde, da regeringen

har lagt en linie, som går ud på at adskille den statslige og

partipolitiske magt fra det militære apparat. Men i realiteten

eksisterer der tætte bånd mellem de gamle soldaterkammerater

i henholdsvis staten, partiet og militæret.

Tvungen værnepligt for både kvinder og mænd er indskrevet

i Eritreas nye grundlov. Målsætningen med værnepligten

er at skabe et højt folkeligt beredskab ved at gøre

ungdommen rede til at forsvare fædrelandet. Selve opholdet

på kasernerne indeholder et socialiserende element, da

unge fra alle sociale, etniske og religiøse grupper kommer

til at leve tæt sammen. For mange er det første gang, at de

på egen hånd stifter bekendtskab med den “anderledeshed”,

som det modsatte køn eller medlemmer af andre etniske

grupper repræsenterer.

Omkring 40.000 unge mænd og kvinder gennemgår årligt

seks måneders militær træning i forlægningerne i befrielsesbevægelsens

gamle baseområde i Sahel. Ud over den

militære træning deltager de værnepligtige i 12 måneders

samfundstjeneste forskellige steder i landet. Det er regeringens

opfattelse, at ungdommen bør vænnes til “håndens

45


arbejde” i nær kontakt med lokalbefolkningen. I 1994 byggede

værnepligtige brigader 11 mikrodæmninger og kilometervis

af terrasser på bjergsiderne. Brigaderne hjalp og

til med minerydning, vej- og skolebyggeri foruden udplantningen

af 20.000 træer.

Den tvungne værnepligt har affødt modstand i visse dele

af lavlandet, bl.a. blandt afar-pastoralisterne, der ikke vil

tillade, at deres ugifte døtre bor på kasernerne. Der er uofficielle

rapporter om, at unge eritreiske kvinder fra lavlandet

giftes bort i Sudan og Etiopien, fordi familien ønsker,

at de skal slippe for værnepligten. Militærtjenesten har og

affødt problemer for enlige mødre, der må lade deres børn

blive tilbage hos familien, mens de selv opfylder værnepligten.

Det er svært at vurdere de sociale og kønsspecifikke

konsekvenser af værnepligtsordningen. På grund af den

regeringskontrollerede presse diskuteres sådanne aspekter

ikke offentligt. Umiddelbart ser det ud til, at majoriteten

af befolkningen accepterer initiativet med værnepligt for

begge køn; en billigelse, der måske bunder i den tradition,

der blev skabt under krigen, hvor sønner og døtre fra alle

samfundslag forlod hjemmet for at deltage i kampen for

national selvstændighed.

Militær- og socialudgifter i pct. af BNP

(løbende markedspriser), 1993-1997

Kilde: Den Eritreiske Regering, 1998

46

Ovenstående tabel viser, at udgifterne til militæret er meget

høje sammenlignet med tilførslen af midler til sundhedsog

uddannelsesområderne. Der kan dog spores en nedgang

i militærudgifterne i 1997, hvor socialudgifterne samtidig

stiger et par procenttal. Ifølge FN’s Udviklingsorganisation

(UNDP) brugte landene syd for Sahara gennemsnitligt 3

pct. af deres BNP på militærudgifter i 1995. Også fra denne

synsvinkel er der tale om, at Eritrea bruger et forholdsvist

stort beløb på militæret.

Forsvarsbudgettet inkluderer bl.a. lønninger, indkøb af

militært materiel og bygning af militære installationer. Det

høje udgiftsniveau begrundes officielt med opbygningen af

de nationale værn samt udgiftsposter i forbindelse med den

tvungne værnepligt. Derudover er forsvarsbudgettet selvfølgelig

baseret på en konkret vurdering af nationens sikkerhedssituation

og dermed på faren for militær intervention

fra f.eks. Sudan eller Etiopien. Men budgettallene giver alligevel

stof til eftertanke, når man sidestiller dem med befolkningens

enorme behov for social sikkerhed, inklusive

basisydelser som sundhed og uddannelse – indsatsområder,

der gang på gang fremhæves af regeringen som første prioritet.

Fredsdividenden

Den politiske dimension af fredsdividenden er et vidt begreb,

som i denne sammenhæng begrænses til det eritreiske

militærs indstats i den umiddelbare overgang fra krig til fred.

Soldaterne fra befrielseshæren blev ikke afvæbnet og hjemsendt

straks efter krigens ophør. Derimod kom de til at

udgøre en frivillig arbejdsstyrke i de første to år efter befrielsen.

De afstod fra at få udbetalt egentlig løn og nøjedes

med lommepenge og gratis forplejning. Den disciplinerede

arbejdsbrigade fungerede effektivt og fik igangsat genopbygningen

på mange områder. Da der stadig eksisterede basale

udviklingsbehov, besluttede regeringen at fortsætte soldaterindsatsen

ud over den første toårsperiode. Da nyheden spredtes

blandt de militære enheder, protesterede nogle grupper

spontant og krævede den samme aflønning og levestandard

som civile borgere i resten af samfundet. Utilfredse solda-

47


ter besatte Asmara Stadion og krævede at få præsidenten i

tale. Efterfølgende blev protestaktionens ledere fængslet, og

opbakningen bag kravene var ikke tilstrækkelig stærk til at

forhindre en forlængelse af tjenestetiden. Flertallet af EPLF’s

soldater var loyale over for regeringens beslutning. De fortsatte

det ulønnede arbejde og medvirkede til en lempelig

løsning af efterkrigstidens akutte problemer.

EPLF’s tropper udgør i dag kernen i Eritreas politi- og

militærstyrker. Andre 6.000 soldater med administrative

erfaringer blev overflyttet til opgaver i den offentlige forvaltning.

Disse kadrer er formelt stadig tilknyttet militæret.

Regeringen har afskaffet den oprindelige lommepengeordning

og har indført almindelige aflønningstrin. For at

stabilisere de førnævnte ikke-demobiliserede gruppers levevilkår

indvilgede regeringen i at betale dem løn med

tilbagevirkende kraft. Dvs. at de får udbetalt en ydelse udregnet

på basis af det antal år, som blev tilbragt i befrielseshæren.

Ifølge beregninger foretaget af den eritreiske stat,

havde man indtil 1997 udbetalt ekstraordinære udgifter på

918 mio. nakfa. Beløbet dækker en tilbagevirkende lønsum

til sikkerhedsstyrkerne, reintegration af flygtninge, kompensation

til dræbte soldaters familier og afvæbning og hjemsendelse

af et stort antal soldater. Hjemsendelsen af soldaterne

vil blive behandlet i næste afsnit, men først en kort

sammenfatning af fredsdividendens status: Eritreas udvikling

i dag er stærkt påvirket af en militaristisk tendens, selvom

der kan spores en begyndende afmilitarisering på visse

områder. De fortsat høje militærudgifter begrundes bl.a. med

det fjendebillede, der tegnes af nabolandene Sudan og Etiopien,

men er uacceptabelt høje, hvis de sammenlignes med

akutte samfundsmæssige behov. På grund af de historiske

omstændigheder er det stadigvæk folk med tilknytning til

befrielsesbevægelsen, og dermed hæren, der udgør den politiske

elite. Samtidig bør det bemærkes, at den forventede

økonomiske fredsdividende – defineret som det beløb, der

spares på reducerede militærudgifter og den nationaløkonomiske

gevinst, der opnås gennem de hjemvendte soldaters

produktive indsats – på kort sigt er blevet neutraliseret

af høje omkostninger til aftrædelsesordninger, kompensationer

og udgifter til assisteret hjemsendelse af soldaterne.

48

De hjemvendte soldater

Efter krigens ophør anså regeringen ikke, at nationen behøvede

den store hær på omkring 95.000 soldater.

Myndighederne besluttede derfor at reducere de militære

styrker. Foruden en vurdering af forsvarssituationen var beslutningen

om at afvikle 50-60 pct. af militæret påvirket af

ønsket om at kanalisere menneskelige ressourcer fra de

uproduktive hærstyrker over i mere produktive økonomiske

sektorer. Den trinvise afmilitarisering var opdelt i to faser

mellem 1993 og 1995, hvor 48.000 soldater forlod militæret.

Afleveringen af våben, der alle var blevet registreret i

løbet af krigsårene, foregik uden problemer.

Den efterfølgende hjemsendelse og integration blev iværksat

til trods for, at de fleste udenlandske donorer sad appellerne

om økonomisk støtte overhørig. Derfor var afviklingen af

soldaternes militære engagement overvejende finansieret af

indenlandske kilder, dvs. den eritreiske stat. De tidligere soldater

modtog hver mellem ca. 1.000 og 10.000 birr alt efter

længden af deres tjenestetid samt fødevarerationer til mellem

6 og 12 måneder. Alle hjemsendte mænd og kvinder fik

desuden ret til fri lægebehandling.

Den statslige hjælpeorganisation for reintegration af tidligere

soldater (på tigrinya kaldet mitias) har forsøgt at støtte

forløbet gennem forskellige tiltag. Således er de tidligere

soldater blevet hjulpet med mikrokreditter, rådgivning,

iværksætterydelser og faglig uddannelse. Mitias forsøger og

at fremme de tidligere soldaters interesser ved at udføre

lobbyvirksomhed og skabe kontakt til donorer og relevante

statsinstitutioner.

I modsætning til afvæbningsproceduren er reintegrationen

af tidligere soldater en omfattende proces både for individet

og samfundet. For den enkelte soldat begynder det med

ankomsten til familiens bopæl eller den nye adresse i et

ukendt bykvarter eller landsby. Her må personen begynde

at orientere sig i lokalsamfundet og finde et job. Samtidig

må han/hun udvikle en ny civil identitet forbundet med

områdets sociale og økonomiske struktur.

I dette forløb har de tidligere soldater en række fordele

på grund af deres disciplin og motivation til at genopbygge

nationen. De fleste er desuden bedre uddannet end gen-

49


nemsnittet af civilbefolkningen, og mange har opnået en

stor teknisk og faglig viden under opholdet i felten. De er

vant til at løse problemer i grupper og har organisatorisk

erfaring. I nogle tilfælde har reintegrationen dog ført til

bitterhed og skuffelse, når sociale og økonomiske uligheder

har marginaliseret de tidligere soldater. Mange er forblevet

arbejdsløse eller kan ikke få adgang til akademiske

eller håndværksmæssige uddannelser, fordi de mangler formelle

kvalifikationer og eksamensbeviser. Endvidere har de

tidligere soldater tillagt sig et fordomsfrit livssyn og en handlefrihed,

som står i modsætning til de restriktive værdier og

normer, som gør sig gældende inden for de mere traditionelle

samfundsstrukturer. Hvis denne fremmedgjorthed forstærkes

af begrænsede muligheder for at imødekomme det

udtalte krav om at forsørge forældre og søskende, opstår der

let sociale konflikter.

Hverdagslivet i civilsamfundet indeholder også en række

kønsspecifikke problemer. Kvindelige soldater oplevede en

høj grad af ligestilling i hæren. Det har imidlertid været svært

at opretholde lighedsidealerne i det civile liv, specielt i landsbyerne,

hvor familiemønstret og de sociale normer ofte tvinger

kvinden til at underordne sig manden. Problemerne

rammer især fraskilte kvindelige ekssoldater, som har svært

ved at opnå social accept og økonomisk selvstændighed.

En af de grupper, der fortsat har psykiske og fysiske mén

efter krigen, er de godt og vel 15.000 krigsinvalider. De

er organiseret i Krigsveteranernes Handicaporganisation

(EWDFA), som udfører jobskabende aktiviteter og stiller

faciliteter til rådighed i form af genoptræningscentre. I modsætning

til andre handicappede, som traditionelt bliver behandlet

barskt i de eritreiske lokalsamfund, nyder krigsinvaliderne

en høj respekt i befolkningen. Men til trods for

respekten har krigsinvaliderne svært ved at finde job i både

den private og offentlige sektor.

50

Den eritreiske organisation

for krigsveteraner

udfører et stort arbejde

for at integrere de

handicappede, hvoraf en

del har fået arbejde inden

for småindustri og

handel. Men markedsøkonomien

befordrer

ikke altid et socialt ansvar,

og arbejdsløsheden

er fortsat høj for denne

gruppe.

Foto: Jørgen Schytte

51


52

Befrielsesbevægelsens

leder, Isaias Afeworki,

blev det selvstændige

Eritreas første præsident.

Tiden vil vise, om han

formår at føre landet

gennem den nationale

genopbygningsproces,

hvor demokratisering

forventes at afløse den

autoritære styreform.

Foto: Nordfoto

5. Den politiske

udvikling

Ved magtovertagelsen medbragte EPLF sin kommandoprægede

beslutningsstruktur og stærke militære institutioner.

Tilsammen udgjorde dette arvegods en centralistisk

struktur. Arvegodset skulle omstilles til det parlamentariske

systemskifte, som var en af overgangsfasens målsætninger.

Processen begyndte i 1991, hvor overgangsregeringen

(PGE) blev oprettet med Isaias Afeworki som leder. Nationalforsamlingen

bestod af EPLF’s centralkomite, yderlige 30

medlemmer fra provinsforsamlingerne og andre 30 medlemmer

nomineret af centralkomiteen. Landet blev styret

ved proklamationer godkendt af nationalforsamlingen. Den

topstyrede beslutningsproces levnede ikke plads til nogen

form for opposition eller konkurrerende partidannelser.

Umiddelbart efter befrielsen blev grænsespørgsmålet mellem

Etiopien og Eritrea søgt løst, og de to nationer enedes

om at adskille deres territorier. Landene indgik ligeledes en

samarbejdsaftale, som sikrede godstransport fra Rødehavets

havneanlæg til forskellige etiopiske handelscentre. Aftalen

skabte grobund for et samarbejde mellem de to nationer

og bidrog til den regionale stabilitet. På det indenlandske

plan omfattede PGE’s prioriteter igangsætning af økonomien

og genopbygning af den fysiske infrastruktur. I den

offentlige sfære koncentreredes aktiviteterne om at forberede

valget vedrørende national uafhængighed.

Folkeafstemningen

Fra 1991-1993 gennemførtes en del initiativer for at forberede

og bevidstgøre befolkningen om den kommende

folkeafstemning, hvis tema var fortsat etiopisk indlemmelse

versus national uafhængighed. Generelt kan afstemningen

siges at have haft to formål. Det første kan defineres som

en national øvelse i demokrati, hvor befolkningens ønske

tilkendegives gennem deltagelse i afstemningsproceduren.

53


Det andet formål drejede sig om at opnå accept fra det

internationale samfund; en accept som ville give adgang til

udenlandske banker og udviklingsmidler.

Set med indbyggernes øjne var formålet med folkeafstemningen

mindre åbenlyst. Som den norske valgobservatør,

Kjerti Tronvoll, iagttog seks måneder efter befrielsen, var

kun halvdelen af den eritreiske befolkning klar over, at de

skulle deltage i en afstemning for eller imod nationens frihed.

Adspurgt om behovet for at afholde en afstemning

svarede flere, at de anså det som tidsspilde. Nogle følte sig

endog sårede ved at skulle udtrykke deres mening om en

så indlysende ting. De havde i årtier kæmpet for friheden

og til sidst vundet krigen; hvorfor skulle de nu afgive deres

stemme i den sag? Et sådant udgangspunkt stillede PGE

og valgkommissionen over for enorme udfordringer.

Iscenesættelsen af folkeafstemningen indebar tre hovedopgaver.

For det først skulle vælgerne informeres og overbevises

om valgets nødvendighed. For det andet burde de

gøres bekendt med valgets to beslutningsmæssige alternativer.

For det tredje måtte hele befolkningen uddannes i

at deltage i afstemningen. For at nå disse mål foranstaltede

valgkommissionen initiativer i form af pressemeddelelser,

radioudsendelser, videoshows og valgmøder. EPLF’s

masseorganisationer blev inddraget i kampagnerne, så budskabet

nåede alle lag af befolkningen og blev kommunikeret

ud i de mest fjerntliggende egne. Landsbyerne fik besøg

af agitatorer, som informerede om valget og diskuterede

tvivlsspørgsmål vedrørende den afstemningsmæssige fremgangsmåde.

Den internationalt overvågede folkeafstemning fandt sted

den 23.-25. april 1993, og resultatet gav et entydigt billede

af befolkningens ønske. Et overvældende flertal af vælgerne

stemte for uafhængighed, nemlig 99 pct. af de afgivne stemmer.

Efter at folkeafstemningen var afsluttet, påskønnede

udenlandske observatører den måde, valget var forløbet på.

Således erklærede FN’s specielle udsending, Samir Sanbar,

at afstemningen måtte betragtes som fri og fair. En måned

senere fik Eritrea sæde i FN som fuldgyldigt medlem og

kunne betragte sig selv som en del af det internationale

verdenssamfund.

54

Kvindernes valgret er en

væsentlig faktor i arbejdet

for at inddrage hele

befolkningen i de politiske

beslutninger. Denne

udvikling begyndte med

folkeafstemningen i

1993, hvor hovedparten

af indbyggerne stemte

for national uafhængighed.

Foto: Søren Walther

Nielsen

Grundloven

Efter folkeafstemningen var overstået, blev der nedsat en

grundlovskommission med et toårigt mandat til at udfærdige

et grundlovsudkast. Kommissionsarbejdet bør ses i

forlængelse af EPLF’s kongresvedtagelser fra 1977 og 1987.

Disse vedtagelser påbød den fremtidige regering at tage

initiativ til stiftelsen af grundlovssikrede rettigheder og pligter.

Dette skete i og med, at Grundlovskommissionen

(CCE) blev etableret i 1994. Den bestod af et forretningsudvalg

på ti personer og en rådgivende forsamling på 50

personer. Forretningsudvalgets deltagere var for størstedelens

vedkommende anerkendte eritreiske jurister med tilknytning

til EPLF. Næsten halvdelen af CCE’s medlemmer

var kvinder.

Ud over flertallet af EPLF’s egne folk bestod den rådgivende

forsamling af kvinderepræsentanter, talsmænd for

55


minoritetsgrupper og nogle få tidligere ELF-medlemmer.

Kommissionen var underopdelt i et permanent udvalg, der

skulle sørge for organisering af den offentlige debat. Fire

ad hoc-udvalg varetog spørgsmål inden for områderne:

Økonomi, forvaltning, statslige institutioner og sociale og

kulturelle aktiviteter. Derudover blev der nedsat et rådgivende

panel af udenlandske eksperter samt en rådgivende

forsamling bestående af klanledere fra alle etniske grupper

og geografiske regioner.

Grundlovsforslaget blev debatteret offentligt på møder og

seminarer. Spørgsmål vedrørende statsborgerskab, militærets

rolle, flerpartisystemet, politiske rettigheder og valgprocedurer

blev ivrigt diskuteret, og udenlandske observatører vurderer,

at der var en betragtelig folkelig deltagelse i den offentlige

høringsproces. Forfatningskommissionen fremlagde det endelige

udkast i 1996, og efter endnu en offentlig høringsrunde

blev dette forslag vedtaget i Nationalforsamlingen.

I forbindelse med den offentlige administration betoner

den nye grundlov vigtigheden af, at der opnås en balance

mellem centralisering og decentralisering. De væbnede styrker

må ikke have nogen tilknytning til partipolitiske aktiviteter.

Borgernes rettigheder og pligter anskues i sammenhæng

med nationale bestræbelser for at sikre social enhed

og økonomisk velfærd. Den enkelte borger gives de samme

rettigheder uanset køn, religion, etnisk herkomst og social

status. Sociale rettigheder indbefatter retten til uddannelse

og sundhed. Endvidere understreger grundloven, at alle sprog

og kulturer er ligestillede, og at borgerne frit kan vælge at

tale det sprog, de ønsker. Lovgivningen sikrer respekt for

den private ejendomsret. Undtaget herfra er ejendomsretten

til land og vand, der betragtes som statseje.

Selvom grundloven stiller borgerne lige for loven og fremhæver

den individuelle frihed, er der samtidig nedfældet en

række forbehold i udkastets artikel 26. Frihedsrettighederne

kan sættes ud af kraft af Højesteret, hvis de bruges til at

underminere den offentlige moral eller fremmer uro og

forbrydelser. Det samme forbehold tages med hensyn til

omstændigheder, som truer landets sikkerhed. I sagens natur

kan myndighederne bruge disse forbehold til at modgå

interesser, som ikke harmonerer med den herskende opfat-

56

telse af det tilladelige, og dermed er der mulighed for at kriminalisere

oppositionelle kræfter.

På trods af at grundloven garanterer et flerpartisystem, har

de eritreiske politikere ikke efterlevet lovens ord. Det er ikke

sandsynligt, at partier af politisk, religiøs eller etnisk observans

bliver tilladt i nærmeste fremtid. Ifølge regeringens

talsmænd er man bange for, at det multietniske og multireligiøse

samfund skal sønderrives af interessekonflikter af

den art, som hærger i de tilstødende afrikanske nabolande

Sudan og Etiopien. Dertil kommer kolonitidens politiske

arv, hvor manglende accept af rivaliserende partier prægede

samfundsordenen. Den autoritære tendens, der bliver videreført

i efterkrigstidens Eritrea, vil givetvis hæmme en bred

folkelig debat og kritik. Denne praksis kan meget vel modvirke

de overordnede tiltag, som søger at bane vejen for

opbygningen af en demokratisk nationalstat.

Statens administrative opbygning

Sideløbende med forfatningsarbejdet har overgangsregeringen

opbygget en struktur med tre adskilte hovedgrene:

De dømmende, lovgivende og udøvende institutioner. Præsidenten,

der vælges af parlamentet, leder alle tre institutioner

og tilser udformningen og koordineringen af nationale

politikker og programmer. Reelt er der tale om et stærkt

præsidentstyre, hvor magten ligger i hænderne på en meget

lille personkreds.

Den dømmende magt, Højesteret og domstolene, er

ansvarlig for administrationen af landets lovgivning og står

som garant for, at folket og staten underlægges det samme

regelsæt. Højesteret skal i princippet beskytte borgerne ved

at håndhæve deres rettigheder og pligter og sikre civilsamfundet

mod overgreb fra statens side. Den offentlige

statsanklager skal godkendes af parlamentet. Med den stærke

politiske styring af statsapparatet er det dog tvivlsomt, hvorvidt

retsvæsnet har den uafhængighed, der er nødvendig for

at gennemføre lovgivningen.

Den lovgivende magt, parlamentet, formulerer politik og

økonomiske strategier på forskellige samfundsområder.

Parlamentet vedtager bl.a. nationalregnskabet og overvåger,

57


at regeringen handler i overensstemmelse med lovgivningen.

I parlamentet har det eneste tilladte parti, Folkefronten

for Demokrati og Retfærdighed (PFDJ), 74 repræsentanter

ud over præsidenten. Andre 60 medlemmer af Nationalforsamlingen

danner et folkeligt kammer. Heraf er 30 valgt

på provinsniveau, ti pladser er reserveret til kvinder, og 20

repræsentanter er udpeget som rådgivende medlemmer på

grund af deres ekspertise. Valgene foregår i enkeltmandskredse,

hvor kandidater stiller op i kraft af deres personlige

kapacitet og status. Der kræves ikke specielle uddannelsesmæssige

forudsætninger i forbindelse med valgbarhed. Erfaringerne

viser, at kandidater og valgte parlamentsmedlemmer

har meget svært ved at formulere kritik eller alternativer

til præsidentstyrets politik. I hovedsagen føler de folkevalgte

sig ikke ansvarlige over for deres valgkredse, men fungerer

snarere som talerør for den politiske elite. Fraværet af et flerpartisystem

styrker denne tendens. Uden organisering af politisk

rivaliserende partier vil den lovgivende forsamling forblive

ensrettet og forhindre repræsentation af forskellige

interesser og synspunkter.

Den udøvende magt, regeringen, består af præsidenten,

16 fagministre, ti guvernører og ti administratorer fra den

offentlige sektor. Præsidenten udpeger regeringens ministre

og fremlægger personlisten til godkendelse i parlamentet.

Regeringen er ansvarlig for at bevare landets enhed og

stabilitet. Dette indebærer opretholdelse af økonomiske

styringsinstrumenter, vedligeholdelse af internationale relationer

og udstedning af retningslinier for forvaltningsapparatet.

Administrativt er Eritrea for nylig blevet opdelt i seks nye

regioner, der erstatter de ti gamle provinser. Formålet er at

afskaffe kolonitidens opdeling af befolkningen langs etniske

og religiøse skillelinier. Derudover fremmer regionaliseringen

en bedre økonomisk planlægning og trækker på

de stordriftsfordele, som opdelingen medfører. Ved at danne

multietniske regioner nedtoner staten også muligheden for

politisering af etnisk identitet. Om de ændrede provinsgrænser

får den tilsigtede effekt, står hen i det uvisse. Erfaringerne

fra andre lande viser, at etniske identiteter kan

modstå administrative tiltag, hvis ikke disse følges op af en

58

Opdelingen af landet i

nye administrative regioner

har til formål at

nedbryde religiøse og

etniske skel. Men hvis

ikke reformen følges op

af en demokratiseringsproces,

er der sandsynlighed

for skærpede

multietniske konflikter.

Foto: Jørgen Schytte

demokratisk udvikling. Etniske tilhørsforhold kan med lethed

udvikle sig til fundamentalisme, hvis minoriteter

opfatter sig selv som undertrykte eller fra officiel side betragtes

som førhistoriske levn. Hvis de etniske gruppers traditionelle

institutioner umyndiggøres, uden at der skabes nye

politiske platforme for kulturel interesserepræsentation, vil det

formodentlig resultere i en øget modstand mod centralmagten.

Regionaliseringen er kædet sammen med et forslag til en

ny struktur for offentlig administration og afgørelser. Når omstruktureringen

er tilendebragt, rummer den en mulighed for

repræsentativt demokrati, hvor folkevalgte forsamlinger i landsbyer,

distrikter, regioner og på nationalt plan kommer til at

deltage i beslutningsprocesserne. Den offentlige forvaltning

og domstolene bliver placeret i forhold til den regionsvise opbygning

med primær repræsentation på distriktsniveau. Dermed

får dette niveau pålagt større ansvar i overensstemmelse

med regeringens planer om øget decentralisering.

59


Selvom forslaget til en ny administrationsstruktur har til

hensigt at dirigere beslutningerne nedad i systemet, indeholder

forslaget samtidig en centralisering af magten, fordi

beslutningsretten flyttes fra landsby- til distriktsniveau.

Folkevalgte repræsentanter i landsbyrådene fratages myndighed,

som i stedet overgår til distriktsguvernøren. Dermed

undermineres den eritreiske tradition for selvforvaltning

og konsensuspræget demokrati. Fra officielt hold begrundes

dette aspekt med, at landsbyafgørelser fremmer særinteresser

og lokale prestigeprojekter og ikke tager hensyn til

den samfundsmæssige planlægning. Omvendt kan lokalsamfundets

indbyggere hævde, at de mister indflydelse på

beslutningerne. Fremtiden vil vise, hvordan beslutningsprocesserne

påvirker forholdet mellem staten og borgerne,

og om decentraliseringen i virkeligheden medfører et demokratisk

underskud.

Fra befrielseshær til

politisk frontorganisation

I 1994 blev EPLF omdannet til Folkefronten for Demokrati

og Retfærdighed (PFDJ). Ifølge den officielle udlægning

er fronten ikke et almindeligt politisk parti, men et

masseparti af ny type, hvis formål er at bidrage til national

rekonstruktion og udvikling af en demokratisk politisk

kultur. Partiets 600.000 medlemmer er organiseret lokalt

med omkring 6.000 afdelinger spredt ud over hele landet.

Partiets program indeholder seks fundamentale principper

omfattende national enhed, politisk demokrati, økonomisk

og social udvikling, social retfærdighed, kulturel bæredygtighed

og regionalt og internationalt samarbejde.

National enhed indebærer ifølge PFDJ, at sekteriske interesser,

forstået som religiøs og etnisk diskrimination, afvises.

Gennem almen deltagelse i opbygningen af demokratiske

institutioner håber PFDJ på at skabe tætte bånd mellem

det eritreiske folk og det politiske lederskab. Ifølge partiprogrammet

bør de politiske ledere kunne stilles til ansvar

for deres handlinger, og de må afstå fra enhver form for overgreb

og bestikkelse.

De menneskelige ressourcer betragtes som altafgørende,

60

og partiets erklæringer slår til lyd for udviklingsstrategier,

som er selvbærende, uafhængige og folkeligt orienterede.

Således prioriterer PFDJ en styrkelse af befolkningens politiske,

faglige og økonomiske kapaciteter og kæder kapacitetsopbygningen

sammen med kampen for social retfærd.

Social retfærd tolkes som en formindskelse af skellet mellem

de, der har, og de, der ikke har. For at sikre, at alle

folk får andel i samfundets rigdom og kan deltage i det

politiske liv, søges en afbalanceret demokratisk udvikling.

PFDJ fokuserer på de mest undertrykte grupper i samfundet

og sigter mod at forøge deres deltagelse i planlægningen

af en bedre fremtid.

PFDJ har vist sig i stand til at inddrage over en tredjedel

af Eritreas befolkning, og engagementet har stor betydning

for den politiske uddannelse, befolkningen gennemgår.

Udenlandske iagttagere har tilkendegivet, at de politiske

diskussioner, der finder sted i partiets regi, ofte er livlige og

kritiske. Men diskussionen foregår netop inden for “familien”

og levner ikke plads til en pluralistisk udvikling, hvor

andre partidannelser og oppositionsgrupper bidrager til

debatten og beslutningerne.

Det partipolitiske monopol tilskynder ikke borgerne til at

organisere sig i uafhængige foreninger, interesseorganisationer

og partier. Dermed bliver partimonopolet en hindring for at

realisere de demokratiske idealer, som PFDJ selv fremhæver.

Paradokset afspejler nogle af de faldgruber, som efterkrigstidens

politiske system indeholder. På den ene side erklærer

PFDJ nødvendigheden af en demokratisk udvikling. På den

anden side levner partiet ikke plads til konkurrerende synspunkter.

Samtidig eksisterer der en meget tæt kontaktflade

mellem partiet og staten, hvilket gør beslutningsprocesserne

forholdsvis lukkede og uigennemskuelige for borgerne.

Regeringen og oppositionen

Siden befrielsen har betingelserne for forsoning og nationsopbygning

været dikteret af EPLF. Medlemmer af andre

modstandsgrupper er budt velkommen, forudsat at deres

tilbagevenden er sket på individuel basis. Det har ikke været

anset for legitimt, hvis politiske grupper ville fungere i

61


opposition til regeringen. Flere fremtrædende medlemmer

af ELF tog imod tilbudet. De er vendt tilbage under

garantier om personlig frihed og med ønsket om at genopbygge

landet. Af denne gruppe er to personer blevet provinsguvernører,

mens andre blev indlemmet i kommissionsarbejdet

i forbindelse med grundloven.

Andre oppositionsgrupper har besluttet ikke at vende tilbage

under de nuværende forhold. Gruppen Eritreisk Islamisk

“Hellig Krig” (EIJ), der støttes af det muslimske præstestyre

i Sudan, anser centralregeringen for at repræsentere

højlandets kristne og har erklæret, at den siddende regering

bør væltes og erstattes af et islamisk styre. EIJ foretager

væbnede aktioner i lavlandet for at tvinge det, de anser for

at være et vanhelligt regime, fra magten. En anden islamisk

oppositionsgruppe, under ledelse af Abdallah Idris, har ligeledes

modsat sig enhver kontakt med regeringen i Asmara.

Ligesom EIJ har gruppen en vis opbakning blandt Beni

Amer-pastoralisterne i det vestlige lavland og de tilbageblevne

eritreiske flygtninge i Sudan.

Den Eritreiske Befrielsesfront–Revolutionær Kommando

(ELF-RC) er en af de største oppositionsgrupper, der har

både kristne og muslimske medlemmer og sympatisører. Ud

over støtte i selve Eritrea leder gruppen et internationalt

netværk med opbakning i eksilmiljøerne, især i Tyskland,

USA og Sverige. ELF-RC er meget kritisk over for den

politik og de udviklingsstrategier, som lanceres af den eritreiske

regering. Gruppen betragter centralstyret som en udemokratisk

elite, der opbygger en totalitær stat og fremmer

sine egeninteresser gennem masseorganisationerne.

ELF-RC har fordømt grundlovsprocessen og betragter den

som uretmæssig, fordi mange håndplukkede EPLF-tilhængere

indtog ledende poster. ELF-RC har foreslået en alternativ

grundlovsproces, hvor en bredere skare af modstandskæmpere,

som alle måtte have et udtrykt ønske om

demokrati, blev repræsenteret. Gruppen kan på mange

måder placeres inden for befrielsesbevægelsens nationalistiske

hovedstrømning. Den deler synspunkter med regeringen i

Asmara vedrørende oprettelsen af en demokratisk verdslig

stat adskilt fra religion, men afviger ved at understrege vigtigheden

af, at den islamiske sharia-lov og den traditionelle

62

sædvaneret bør fungere sideløbende med de sekulære retsinstanser.

Det bør tilføjes, at en sådan pluralistisk retspraksis

faktisk er virksom under den nuværende regering. ELF-

RC påpeger ligeledes, at de samfundsmæssige beslutninger

bør træffes ved traditionel konsensus. Dette kan tolkes som

en tilbagevenden til de patriarkalske beslutningsstrukturer,

hvilket står i modsætning til PFDJ’s insisteren på udviklingen

af et parlamentarisk system.

Hvis man betragter forskellene mellem de synspunkter,

der repræsenteres af henholdsvis PFDJ og ELF-RC, er der

på mange måder kun tale om nuanceforskelle i den politiske

opfattelse. Men hidtil har ELF-RC valgt at forblive i

eksil, hvorfra gruppen bringer informationer om regeringens

politiske undertrykkelse af anderledes tænkende borgere,

forfølgelse af uskyldige mennesker og uberettigede

fængslinger. Ifølge forskeren David Pool fra den internationale

menneskerettighedsorganisation, Minority Rights

Group, har det været svært at bekræfte ELF-RC’s specifikke

informationer om fængsling og forsvinding af navngivne

personer. Omvendt kan det fastslås, at der er mange andre

eksempler på regeringens brud på ytringsfriheden og de

demokratiske rettigheder. Sådanne eksempler vil blive belyst

i kapitlets efterfølgende afsnit samt i afsnittet om borger-

og menneskerettighederne.

Nationale NGO’er og

masseorganisationer

Selvom grundloven giver borgerne organisations- og demonstrationsfrihed,

er der stor forskel mellem lovtekst og virkelighedens

verden. I løbet af krigen spredte den etiopiske

besættelsesmagts undertrykkende handlinger en faretruende

“stilhed” i civilsamfundet. Borgerne måtte konstant tage sig

i agt for etiopiske spioner og stikkere. Umiddelbart efter krigens

afslutning var Røde Kors den eneste aktive udenlandske

hjælpeorganisation foruden de lokale kristne og islamiske

hjælpeorganisationer, der havde rodfæste i landsbyernes

traditionelle netværk. Der eksisterede ingen offentlige politiske

partier eller menneskerettighedsgrupper, og EPLF’s egen

organisationskultur tillod ikke den slags initiativer.

63


I 1995 afholdt en gruppe af kvindelige krigsveteraner,

Bana, et møde for arbejdsløse medlemmer. Deltagerne besluttede

at danne et aktieselskab finansieret på grundlag

af medlemmernes sparepenge. Selskabet, der senere blev

registreret som en national privat organisation (NGO),

kom til at beskæftige omkring 1.000 kvinder som fiskehandlere,

bagere, chauffører osv. Bana begyndte også at

modtage midler fra udenlandske donorer, der gerne ville

støtte de indkomstskabende selvhjælpsaktiviteter blandt

den udsatte gruppe af kvinder. Imidlertid blev Bana lukket

af staten i 1996, efter at uenigheder i bestyrelsen var

kommet frem i offentlighedens lys. Staten ville åbenbart

ikke acceptere en succesfuld national NGO og brugte

uenighederne som påskud for at lukke organisationen. Da

der ikke har været åbenhed i beslutningsprocessen, kan det

være svært at afgøre årsagen. Eritreiske kilder påpeger, at

det er sandsynligt, at repræsentanter for den Nationale

Eritreiske Kvindeunion (NUEW), via sine kontakter til

statsapparatet, medvirkede til lukningen. Angiveligt var de

utilfredse med Banas konkurrerende aktiviteter.

Et andet eksempel på de nuværende magthaveres minimale

tolerancetærskel er omstændighederne omkring nedlæggelsen

af foreningen Tesfa. Foreningen blev oprettet af

en gruppe kvindelige soldater i 1994. Disse kvinder boede

på Kagnew-stationen, den tidligere amerikanske militærbase

i Asmara. De havde alle erfaret de dårlige børnepasningsmuligheder

i efterkrigstidens Eritrea. Derfor besluttede

kvinderne at oprette en børnehave, der blev understøttet

af midler indsamlet i Eritrea. Desuden modtog Tesfa adskillige

donationer fra udlandet. Behovet for børnehaver viste

sig at være så stort, at de aktive kvinder snart begyndte at

planlægge oprettelsen af nye institutioner. I 1996 blev foreningens

projekter lukket af staten, og inventar, bygninger

og andre ressourcer blev overgivet til den officielle kvindeorganisation.

Også i dette tilfælde har NUEW været nævnt

som en af de aktører, der medvirkede til lukningen. Desuden

kan Socialministeriet have haft en interesse i at hindre

oprettelsen af private børnehaver, da man anser den slags

børnepasning for at være en statslig opgave.

Som de to ovenstående eksempler viser, har den eritreiske

64

Kvinder i havnebyen

Massawa tilvirker

fiskenet.

Kvindernes selvorganisering

hænger nøje sammen

med, om regeringen

er villig til at lempe

sin centralistiske politik.

Foto: Jørgen Schytte

stat afskåret kvindelige medborgere fra at deltage i uafhængigt,

frivilligt hjælpearbejde. I stedet for at støtte selvorganiseringen

har staten fremmet sine egne masseorganisationer,

som dominerer civilsamfundets arena i byområderne. Disse

organisationer blev grundlagt under befrielseskrigen og har

stadig tilknytning til efterkrigstidens politiske elite.

Den Nationale Eritreiske Kvindeunion (NUEW) er med

sine 200.000 medlemmer den største af de tre masseorganisationer.

NUEW prioriterer serviceydelser til kvinder og

afholder en lang række kurser i alt fra syning til tekstbe-

65


handling. Organisationen formidler også lån til kvindestyrede

beskæftigelsesprojekter. NUEW råder over et finmasket

netværk på lokalt plan og når via sine lokale aktivister

ud til fattige kvinder i byerne og på landet. Organisationen

har været med til at rejse kvindekrav i de politiske forsamlinger.

I forbindelse med grundlovsudkastet lykkedes det

NUEW at få anerkendt kvinders rettigheder. NUEW presser

stadig på for at sikre kvinders lighed inden for familien, og

organisationen kræver forbud mod traditionel omskæring

af piger. NUEW har tætte bånd til regeringen og de politiske

beslutningstagere, hvilket har sat spørgsmålstegn ved

organisationens status. Flere af NUEW’s medlemmer er

begyndt at tale om, at de har brug for mindre centraliserede

organisationsformer, hvor de kan diskutere og igangsætte

græsrodsinitiativer. Disse initiativer kunne have en

løsere tilknytning til den nationale kvindeorganisation, og

et organisatorisk opbrud er ikke usandsynligt under ledelse

af de meget bevidste kvinder, som var soldater i befrielseshæren.

Siden 1991 har de Eritreiske Arbejderes Landsorganisation

(NCEW) undergået forandringer, der har rustet organisationen

til at agere som en selvstændig fagbevægelse. Det

har ikke været en let opgave, da den etiopiske kolonimagts

sovjetiskinspirerede fagbevægelse i årtier indpodede en apatisk

holdning blandt arbejderne. NCEW består i dag af

separate fagforbund, der har deres egne strukturer og arbejdsprogrammer.

Fagforbundene, der hvert dækker en industrigren,

er underopdelt i fagforeninger med den fælles

målsætning, at de skal fremme medlemmernes interesser. I

1996 havde fagbevægelsen blot 20.000 medlemmer, men

var alligevel parat til at konfrontere landets største arbejdsgiver,

den eritreiske stat. NCEW krævede jobsikkerhed i

forbindelse med privatiseringsplanerne og gennemførte en

tvist vedrørende længden af barselsorlov. Fagbevægelsens ledere

har fastslået, at de ønsker uafhængighed af partiet PFDJ,

da en for nær tilknytning ville hindre fagbevægelsen i at repræsentere

lønmodtagernes interesser. NCEW har taget kontakt

til en del udenlandske fagforbund, f.eks. den sydafrikanske

fagbevægelse, for at lære af deres erfaringer. I 1994

arrangerede landsorganisationen et internationalt seminar

66

om arbejderrettigheder. Seminaret fremkom med forslag,

der senere blev indarbejdet i grundlovsudkastet. På trods

af intentionerne om at skabe en uafhængig fagbevægelse er

der tætte forbindelser til regeringsapparatet, hvilket svækker

en egentlig selvstændiggørelse.

Den Nationale Eritreiske Ungdoms- og Studenterorganisation

(NUEY), hvis historie strækker sig tilbage til

begyndelsen af 1980’erne, har 80.000 medlemmer i Eritrea

og 15.000 unge medlemmer, der lever i udlandet. Den

hastigt voksende organisation rekrutterer også nye medlemmer

blandt de unge værnepligtige på kasernerne. Ifølge den

overordnede målsætning skal NUEY bidrage til en velafbalanceret

udvikling ved at varetage ungdommens interesser.

Organisationen forestår mange kultur- og fritidsaktiviteter,

heriblandt uddannelses- og træningsprogrammer, som omhandler

sundhed, børns rettigheder, menneskerettigheder

og demokrati. Derudover har NUEY gennemført en offentlig

kampagne mod omskæring af piger. NUEY har tillige

etableret landbrugskooperativer, hvor unge fra svage samfundsgrupper

får jobtræning og beskæftigelsesmuligheder.

Organisationen er støttet af statslige midler, men arbejder

hen imod en økonomisk selvstændiggørelse gennem forskellige

indkomstskabende aktiviteter.

Folkelig organisering i landsbyerne

Der er stor forskel på foreningsarbejdets vilkår i henholdsvis

by- og landområderne. I landdistrikternes omkring 2.500

landsbyer, hvor den overvejende del af eritreerne bor, trives

de traditionelle kirkelige og klanbaserede foreningsaktiviteter.

Aktiviteterne beror på indbyggernes etniske og religiøse

identitet, og deres vilje til at klare lokale udviklingsopgaver

og anlægsarbejder. Det vil sige, at bygning og vedligeholdelse

af veje, broer, skoler osv. ofte sker ved hjælp af lokalsamfundets

egne kræfter.

De følgende eksempler på traditionel organisering er taget

fra den kristne højlandsregion. Her har den traditionelle

klanorganisering, også kaldet slægtskabsorganiseringen,

udviklet sig dynamisk i forhold til centralmagtens karakter.

De italienske og engelske kolonistyrer uddelegerede magt

67


til klanlederne, og disse ledere kom til at varetage statens

interesser i lokalsamfundene. Dermed blev den førkoloniale

magtstruktur omformet, og det traditionelle lederskab fik

tildelt en ny status, hvorigennem det kunne bestyrke sine

egne sociale positioner og rigdom. Men de lokale ledere

kunne ikke udøve deres magt uden en vis grad af accept og

støtte fra lokalbefolkningen og måtte derfor søge konsensus

for at opnå opbakning.

I højlandet var tilhørsforholdet til klanen bestemmende

for den enkelte families ret til at bygge et hus og bruge

landbrugsjorden og de fælles græsningsarealer. Beslutninger

og tvister blev afgjort i landsbyrådet, hvor ældre mænd,

der også var klanens ledere, foretog domsafsigelse på grundlag

af sædvaneretten. Den patriarkalske beslutningsstruktur var

afgørende for et sammenhængende hverdagsliv, men den

indeholdt samtidig fundamentet for en stadig kvindeundertrykkelse.

Arbejdsdelingen, og fordelingen af husholdningens

overskud, blev varetaget af familiens mandlige overhoved.

Døtrene havde en begrænset indflydelse på deres liv og blev

tidligt giftet bort for at styrke slægtens alliancer. De havde

også færre uddannelsesmuligheder end drengebørnene.

Nogle af de samme styrker og svagheder genfindes i forbindelse

med den religiøse organisering. Lokale kirker har

gennem de svære krigsår været et folkeligt samlingspunkt.

De har organiseret selvhjælpsgrupper og sparekasser, hvor

især fattige husholdninger hentede støtte til dagen og vejen.

Den religiøse tilslutning bør dog ikke fremmane et

romantisk billede. Den patriarkalske kvindeundertrykkelse

har altid været understøttet af religiøse dogmer om mandens

ophøjede stilling og kvindens „djævelske“ natur. Ud

over de ideologiske aspekter har kirken op gennem tiden

taget del i kampen om magt og rigdom. Den koptiske kirke,

der traditionelt ejede store jordområder, fik sået og pløjet

sine marker ved at udskrive tvangsarbejde blandt sognebørnene.

Samtidig kunne fattige, ofte jordløse bønder ikke skaffe

sig en rimelig indtægt som landarbejdere. EPLF’s reformarbejde

under krigen tog sigte på at fratage kirken jorden

og uddele brugsrettighederne til de bønder, der havde meget

lidt eller ingen jord.

I dag er kirkens ejerskab til jord begrænset, men kirken

68

som institution har bevaret en stærk position i landsbyerne.

Mange steder er præsteskabets udsagn stadig gældende for,

hvornår bønderne må tilså deres marker. Ved at opretholde

de utallige helligdage påvirkes arbejdsindsatsen i landbruget.

Efterkrigstidens landsbysamfund opretholder stadig sine

traditionelle organisationsformer. Selv de tilbagevendte soldater

fra befrielseshæren bliver medlemmer af religiøse

selvhjælpsgrupper og klanbaserede sammenslutninger. I

mange landsbyråd foregår der i dag en demokratisk diskussion,

hvor både mænd og kvinder har ret til at tage ordet.

Den folkelige kontrol medfører bl.a., at korrupte ledere bliver

afsat, hvis de misbruger fælles midler. Landsbyrådenes gennemslagskraft

ses ogaf, at en landsby kan afvise at gennemføre

statslige beslutninger. Det var faktisk en af årsagerne

til, at staten for nylig måtte udskyde en stort anlagt

jordreform.

I nutidens Eritrea er forvaltningsapparatet og masseorganisationerne

blevet mere synlige i lokalsamfundene.

Regeringens velfærdspolitik betyder eksempelvis, at offentligt

ansatte arbejder på græsrodsniveau for at forbedre sygehusvæsnet,

skolevæsnet, landbrugsteknologien etc. Forvaltningen

udstikker direktiver for individuel brugsret til

landbrugsjord og fordeling af fælles græsgange; afgørelser

som førhen var forbeholdt landsbyens egne traditionelle institutioner.

NUEW har lokale repræsentanter, som med

kendskab til situationen i hver enkelt familie gør et stort

arbejde for at organisere kvinderne. På den måde er den lange

og seje kamp mod patriarkalsk undertrykkelse blevet en del

af hverdagslivet. Regeringspartiet PFDJ har lokalafdelinger

i de fleste landsbyer og forsøger at fortsætte de politiske reformer,

der blev sat i gang allerede under krigen. Samtaler

med lokale PFDJ-ledere viser, at partiet i vid udstrækning

satser på at blive et politisk forum, der tager hånd om medlemmerne

på samme måde som slægtskabsorganiseringen

tidligere har gjort det.

Det er i disse sammenhænge, at forholdet mellem stat og

civilsamfund skal afprøves. Generelt ser det ud til, at staten

gennemfører udviklingsstrategier, som forstærker den offentlige

forvaltnings og masseorganisationernes lokale rolle. Det

69


sker ved at knytte individuelle borgere direkte til statsapparatet,

og ved at fremhæve den nationale identitet på

bekostning af etnisk identitet og traditionelle, kooperative

organisationsformer. Fremtiden vil vise, om udviklingen

indeholder en fremadskridende demokratisering eller en

tilbagevenden til tidligere tiders mandsdominans og statsligt

tyranni.

Pressen

Med undtagelse af kortere perioder under den britiske administration

i 1940’erne har der ikke eksisteret en fri presse

i Eritrea. Da etiopiske tropper besatte Eritrea i begyndelsen

af 1960’erne, var netop pressefriheden en af de første

ting, der blev afskaffet. Senere blev kontrollen med pressen

strammet yderligere under det kommunistiske militærstyre,

hvor bare det at være i besiddelse af en udenlandsk avis blev

anset for at være en kriminel handling.

For eritreerne er den statsstyrede presse ikke en ny ting,

og alle kender til den nuværende censur af nyhedsmedierne.

Der udgives et begrænset antal aviser og tidsskrifter på

tigrinya, arabisk og engelsk. Bøger trykt i Asmara er sjældne,

men nylige indkøb af moderne trykkerimaskiner vil give

den private forlagsbranche bedre muligheder. Imidlertid er

regeringspartiet PFDJ stærkt involveret i forlagsvirksomheden,

og det er spørgsmålet, om det økonomiske engagement

vil slå over i politisk censur. Der findes en enkelt statsstyret

radio- og fjernsynsstation. De tre største illegale

oppositionsgrupper har påbegyndt udsendelser fra en radiostation,

der formodentlig er placeret i det østlige Sudan.

Den udbredte analfabetisme er en væsentlig faktor, som

modvirker fremkomsten af en kommerciel presse, der er

uafhængig af statslig finansiering. Dette er dog ikke hele

forklaringen. Selvom presseloven stadfæster frihed for aviser

og andre nyhedsmedier, viser virkeligheden, at informationsspredningen

er meget topstyret. Censuren er pågående,

hvilket blev tilkendegivet, da et tidsskrift udgivet af

den katolske kirke kritiserede nedskæringer i den offentlige

sektor. Tidsskriftet blev prompte forbudt, skønt det ikke

udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed.

70

Under befrielseskrigen

udgav EPLF aviser og

tidsskrifter på forskellige

modersmål for at få sit

budskab ud til alle etniske

grupper. Efter krigen

er den flerkulturelle nyhedsspredning

fortsat,

men er underlagt statslig

styring. Hvis ikke pressen

får lov til at fungere

som en kritisk stemme,

vil det givetvis svække

den offentlige debat.

Foto: Fra bogen

“Revolution At Dusk”.

Et andet eksempel på manglende pressefrihed er fængslingen

af en eritreisk journalist, der arbejdede for et fransk

nyhedsbureau. I 1996 citerede hun en uofficiel tale holdt

af præsident Isaias Afeworki, hvor han omtalte regeringens

aktive støtte til oprørsbevægelsen i Sudan. Journalisten blev

fængslet uden rettergang, men er dog senere blevet løsladt

efter protester fra bl.a. det internationale presseforbund.

Fængslingen virkede afskrækkende på de eritreiske journalister,

der igen blev påmindet om statens krav om ubetinget

loyalitet.

Kombinationen af statslig censur og patriotisk selvcensur

har virket som en stopklods for udbredelsen af en selvstændig,

kritisk journalistik. Dermed hæmmes den type

nyhedsformidling, som kunne bidrage til nationsopbygningen.

Fra den synsvinkel er de kulturelle adfærdsnormer,

som under krigen var en del af militærets kommandoveje,

blevet den største barriere for offentlig debat i efterkrigstidens

samfund.

71


76

Genopbygningen af veje

og broer har været afgørende

for fødevaresikkerheden

i alle provinser.

Forsyningssituationen

overvåges af Landbrugsministeriet,

som med

kort varsel kan overføre

korn fra sine fødevarelagre

til områder med

utilstrækkelig produktion.

Foto: Jørgen Schytte

Makroøkonomiske nøgletal

6. Den økonomiske

udvikling

Med et produktionsapparat, der ikke var blevet moderniseret

i et kvart århundrede, begyndte den økonomiske genopbygning

efter krigen fra et absolut nulpunkt. På landet

var bønderne plaget af gentagne tørkeperioder og levede på

randen af en sultkatastrofe. De få asfaltveje var mere eller

mindre ødelagte af tunge militærkøretøjer og bombardementer.

Havnefaciliteterne i Massawa var ligeledes blevet ødelagt

under krigshandlingerne. Den 350 km lange jernbane

var brudt op, da materialet skulle bruges til at bygge bunkers

og beskyttelsesrum.

For Eritreas befolkning var det en enorm opgave at skulle

genopbygge landets smadrede økonomi. I første omgang

var det et spørgsmål om at genskabe de mest almene produktionsaktiviteter,

og den eneste udvej var øget økonomisk

vækst.


BNP i markedspriser

(i mio. nakfa) 2.235 2.866 3.730 4.031 4.538 4.937

Landbrugets bidrag

i % af BNP 26,77 17,82 20,86 17,65 15,07 14,50

Industriens bidrag

i % af BNP 13,80 16,78 14,16 16,49 18,74 20,36

Handel og transports bidrag

i % af BNP 30,99 33,89 31,75 33,35 33,66 32,65

Tjenesteydelsers bidrag

i % af BNP 17,89 19,71 24,08 23,19 22,60 23,01

Kilde: Den Eritreiske Regering, 1998.

71


Efter de første svære år efter selvstændigheden har bruttonationalproduktet

(BNP) været stigende. En stram styring

af økonomien har medvirket til, at efterkrigstidens vækst

ikke blev udhulet af en galopperende inflation. Landbruget,

der i begyndelsen af 1990’erne tegnede sig for en relativt

stor andel af væksten, har ikke formået at følge med

udviklingen. Denne sektors bidrag til BNP har været aftagende,

hvilket er problematisk, fordi væksten i landbruget

er afgørende for fødevaresikkerheden. Industrien har derimod

fortsat det positive udviklingsforløb, og viser en styrket

produktionskapacitet. Handel og transport ligger på omkring

en tredjedel af BNP i hele perioden, hvilket indikerer

en betydelig værditilvækst, da det samlede BNP er vokset

konstant. Tjenesteydelserne, der bl.a. omfatter banksektoren,

offentlig administration og ejendomshandel, viser en tilsvarende

øget vækstrate relateret til efterkrigstidens samfundsopbygning.

Der findes ikke en nøjagtig historisk statistik for beskæftigelsen

på land og i by, men tilgængelige tal indikerer visse

overordnede tendenser. Arbejdsstyrken har været koncentreret

i landområderne, hvor den største procentdel af både mænd

og kvinder er beskæftiget. På landet er erhvervsstrukturen

kendetegnet ved en kombination af fødevareproduktion, husdyrhold,

småhandel og servicevirksomhed. Antallet af kvinder,

der arbejder i landbruget, er faldet med 3 pct. mellem

1980 og 1987. I samme periode har der for mændenes vedkommende

også været tale om en nedgang på 5 pct. Derimod

har der været en mindre stigning i beskæftigelsen for

begge køn inden for byerhvervene. I tiåret op til krigens afslutning

har der altså været en afvandring fra landbruget hen

imod de bymæssige erhverv; en tendens, der dog ikke har

ændret billedet af Eritrea som et landbrugsland.

Nutidens arbejdsmarked er præget af de konjunktursvingninger,

som efterkrigsøkonomien har gennemløbet.

Den generelle tendens, der er affødt af økonomiens gunstige

vækstbetingelser, peger i retning af, at der er skabt flere

arbejdspladser i både den offentlige og den private sektor.

Tilgangen til arbejdsmarkedet er imidlertid stærkt voksende,

og det er spørgsmålet, om den økonomiske vækst har været

i stand til at mindske arbejdsløsheden. Antallet af offi-

74

cielt registrerede arbejdssøgende var 23.000 i 1996. Tallet

afspejler sandsynligvis ikke det faktiske antal ledige, der formodes

at være meget højere. Mange arbejdsløse i by- og landområderne

er ikke i kontakt med den offentlige arbejdsformidling,

og statistikken må derfor betragtes som misvisende.

Mindre undersøgelser blandt forskellige befolkningsgrupper

har da også vist en arbejdsløshed på omkring 30 pct.,

hvilket giver et langt højere antal arbejdsløse.

Staten har hævet den fastsatte minimumsløn til 140 birr

om måneden for ufaglærte. En skolelærer tjener gennemsnitligt

470 birr på månedsbasis. Det højeste trin på lønskalaen,

omfattende eksperter og chefer, ligger på 3.000 birr

pr. måned. Især de lavest lønnede faggrupper har svært ved

at klare de daglige udgifter. I 1997 kostede et kg kød 20

birr. Stikprøveundersøgelser har vist, at huslejen for et værelse

er 100-150 birr, og det er ikke ualmindeligt, at en

familie på ti personer bor i et enkelt rum. For de ufaglærte

er leveomkostningerne høje, og mange familier er tvunget

til at leve på et eksistensminimum.

Eritrea har forsøgt at tiltrække udenlandske investorer og

har med sin markedsorienterede lovgivning åbnet vejen for

privat kapital i alle sektorer. Ifølge investeringsloven af 1994

er indenlandske og udenlandske investorer underlagt de

samme vilkår. Der er en minimal beskatning på udenlandske

investeringer, og investeringsprojekterne er beskyttet mod

nationalisering. Alligevel har statslig centralisering af udstykningen

af jord været med til at afskrække potentielle kapitalinteresser.

Pludselige ændringer i indkomstbeskatningen har

også reduceret det attraktive investeringsklima. Disse udsving

har ikke gavnet Eritreas mange småvirksomheder, som

mangler ekspertise og udenlandsk kapital.

Fraværet af udenlandske investeringer er i nogen grad blevet

udlignet af overførsler fra eritreere bosiddende i udlandet.

Den stats- og partiejede banksektor har registreret betragtelige

overførsler i hård valuta fra denne gruppe. Den

økonomiske saltvandsindsprøjtning voksede fra 109 mio.

dollars i 1996 til 200 mio. dollars i 1997. Overførslerne

udgør en stor del af de udenlandske kapitaltilførsler og formodes

at stimulere investeringsklimaet, i takt med at den

økonomiske liberalisering skrider fremad.

75


Politisk-økonomiske målsætninger

Den centrale målangivelse for efterkrigstidens økonomi har

været tilfredsstillelse af befolkningens behov og forbedring

af levevilkårene. Hensigten er afstemt i forhold til erkendelsen

af, at et velfærdsorienteret politisk system ikke kan

eksistere uden en udviklet økonomisk base, hvor goderne

søges fordelt ligeligt. Ifølge det eritreiske regeringsparti kan

et uretfærdigt økonomisk system med fordelingsmæssige

skævheder ikke være grundlaget for et demokratisk samfund.

Omvendt kan et undertrykkende politisk system ikke skabe

en velafbalanceret økonomi.

De to væsentlige spørgsmål, som den politiske elite har

stillet sig selv i denne sammenhæng, er derfor: Står bestræbelserne

på at skabe social velfærd og økonomisk demokrati

i modsætning til økonomisk vækst? Og i forlængelse

heraf: Er det muligt at opnå både social lighed og

økonomisk vækst? Svarene har været ideologisk betingede

og bygger på følgende grundsætninger: Hvis økonomisk

vækst skal skabe reel fordeling, er det påkrævet, at udviklingen

kommer hele samfundet til gode, forøger befolkningens

levestandard og sikrer en fornuftig brug af naturressourcerne.

I denne sammenhæng anses social lighed ikke

for at være en hindring for økonomisk vækst, da folkelig

deltagelse formodes at forøge mængden af økonomiske

initiativer, hvilket igen indebærer, at væksten får en omfordelende

funktion.

Regeringspartiets hensigter munder altså ud i et økonomisk

argument for velfærdssamfundet; et argument, der

kædes sammen med vigtigheden af at have en konkurrencedygtig

og dynamisk privat sektor, hvor teknisk viden og

håndværk spiller en stor rolle. Markedet, med dets private

sammenslutninger og initiativer, betragtes som et reguleret

felt, hvor staten træder til ved markedssvigt.

Statens økonomiske grundlag

I forbindelse med liberaliseringen har staten forsøgt at afhænde

en stor del af de 45 nationaliserede virksomheder,

som den overtog efter det etiopiske styre. Hidtil er sæbe-,

sko- og tobaksfabrikker blevet solgt til nationale og inter-

76

Statens budget (i mio. nakfa)

nationale investorer, mens andre fabrikker, for eksempel

Asmara Bryggeri, må vente på en køber. Den eritreiske stat

bliver sandsynligvis tvunget til at reducere de høje priser på

de resterende udbudte produktionsanlæg for at tiltrække

købere og dermed afslutte sit privatiseringsprogram.


Indtægter 489 893 1.027 1.521 1.420 2.044

heraf:

direkte skatter 64 156 316 340 380 448

indirekte skatter 234 338 342 376 450 511

andre indtægter 191 338 369 805 590 1.085

Udgifter 735 1.415 1.602 2.703 2.557 2.532

heraf:

løbende poster 644 861 1.018 1.672 1.523 1.402

kapitalposter 91 455 430 572 839 1.119

ekstraordinære udg. - 99 154 459 195 11

Balance -246 -522 -575 -1.182 -1.136 -488

Kilde: Den Eritreiske Regering, 1998

Underskuddet på statens budget indikerer et dilemma, hvor

skatteindtægterne ikke er i stand til at dække de offentlige

udgifter. De løbende poster og kapitalposterne dækker overførsler

til statsejede plantager og fabrikker samt genopbygning

af havnefaciliteter, veje, skoler, hospitaler osv. Derudover

har stigende militærudgifter og udviklingen af sociale

goder, inklusive sundhed og uddannelse, medført et højere

udgiftsniveau. Mange af udgifterne har dog været engangsudgifter

til at genopbygge statsinstitutioner på nationalt og

regionalt niveau samt ekstraordinære udgifter til bl.a. aftrædelsesordninger

i den offentlige sektor, genbosættelse af

flygtninge og reintegration af tidligere soldater. Det samlede

underskud er dækket ind med lån i indenlandske og

udenlandske banker. Ifølge regnskabstallene er det faldende

underskud i 1996-97 et resultat af et forbedret skattesystem

samt en større stigning i andre indtægter.

77


Reformer i den offentlige forvaltning

Det enorme bureaukrati, som var grundlagt under det etiopiske

kolonistyre, betød snørklede arbejdsgange og en uigennemsigtig

sagsbehandling. Lønudgifterne til statsligt ansatte

blev ikke reduceret efter krigen, men var derimod stigende.

Disse faktorer dannede baggrunden for, at regeringen igangsatte

en omstrukturering af statsapparatet. Det betød en organisatorisk

slankekur, der ikke var dikteret af udenlandske

donorer, som det er set i mange andre afrikanske lande,

men som udsprang af myndighedernes egne ambitioner om

at opbygge et effektivt statsapparat.

For at vurdere effektiviteten og omkostningerne i forvaltningsapparatet

nedsatte præsidenten en undersøgelseskommission,

hvis resultater pegede i retning af, at der var

for mange ansatte med for lave kvalifikationer. Arbejdsdeling

og ansvar var ikke klart defineret, og den bureaukratiske

struktur medførte overlappende ansvarsområder mellem

forskellige ministerier samt en ineffektiv brug af de

offentlige midler. Efter kommissionen havde foretaget konkrete

jobvurderinger, kom den frem til, at administrationen

kunne udføres effektivt ved en reduktion af arbejdsstyrken

på omkring en tredjedel. Nedskæringerne kombineredes

med bedre tilrettelæggelse af arbejdsgange, omorganiseringer

og indførelse af ny teknologi.

Ud af de omkring 30.000 offentligt ansatte blev en tredjedel

sagt op. Fyringerne omfattede 3.500 soldater, som

havde opnået ansættelse i den offentlige administration

siden befrielsen. I 1995 blev der ud fra aftrædelsesordninger

udbetalt kompensationer til de fyrede. Da der ikke

findes et offentligt sikringssystem til at afbøde konsekvenserne

af arbejdsløshed, lever mange af de fyrede en usikker

økonomisk tilværelse, hvor kun venner og familie

udgør et socialt sikkerhedsnet.

Set fra en statslig synsvinkel er der ikke tvivl om, at

den mere strømlinede administration er mere effektiv.

Den flade organisationsstruktur afkorter sagsbehandlingstiden

og gør beslutningsprocesserne mindre bureaukratiske.

De tilbageværende 20.000 offentligt ansatte er

blevet indplaceret i en højere lønskala, hvilket modvirker

korruption og gør det mere attraktivt at være offentligt

78

ansat sammenlignet med lønnen på det private arbejdsmarked.

Fraværet af korruption er et særligt kendetegn ved den

offentlige forvaltning i Eritrea. I modsætning til mange andre

afrikanske lande ser man ikke, at embedsmændene fordeler

statens ressourcer til familie- og klanmedlemmer. Regeringens

strenge holdning til korruption, en politisk og

moralsk adfærd, der stammer fra befrielsesbevægelsens tid,

er altså videreført i den nuværende forvaltningspraksis. Fra

officiel side understreges det, at bestikkelse og privat tilegnelse

af offentlige midler bør standses i opløbet, og regeringen

anser folkelig deltagelse i kampen mod korruptionen

som en afgørende præventiv indsats. I forbindelse med

korruptionsbekæmpelse har udenlandske donorer tillige

understreget behovet for solide revisionsprocedurer, herunder

etablering af en uafhængig statsrevision.

Partiets økonomiske monopol

Regeringspartiet (PFDJ) overtog ved stiftelsen befrielsesbevægelsens

økonomiske aktiviteter og kom derved til at

råde over store økonomiske midler. Der var tale om en

slags bodeling, hvor staten fik råderet over militært udstyr,

transportmidler, offentlige ejendomme og de af besættelsesmagten

nationaliserede virksomheder, mens PFDJ’s

finanssektion fortsatte med at drive det Eritreiske Folks

Befrielsesfronts (EPLF’s) internationale handel, bankforretninger

og småindustrielle produktion. Ved overtagelsen

blev PFDJ en vigtig økonomisk aktør, der organisatorisk

var privatejet, men som i realiteten havde et særdeles

tæt samarbejde med staten.

Intentionen var, at PFDJ skulle give økonomien en kickstart,

da landet i katastrofal grad manglede private investorer

med risikovillig kapital. Partiet har med stor succes

skabt den forventede økonomiske udvikling og igangsat

store investeringsprojekter. For eksempel har PFDJ bygget

en moderne fabrik, hvor man forarbejder rå marmorblokke.

Investeringen på omkring 50 mio. dollars har

medført, at Eritrea sælger de forarbejdede produkter til en

langt højere pris på verdensmarkedet, end det ville have

79


været tilfældet, hvis råmaterialerne var blevet opkøbt af

europæiske fabrikanter til videre forarbejdning.

PFDJ’s økonomiske strategi indbefatter byggeprojekter,

bl.a. genhusning af de mange hjemløse. Partiets foretagsomhed

imødekommer også landets importbehov ved forsyning

af basisfornødenheder og udvalgte luksusvarer. Importen har

stabiliseret udbuddet af varer og lettet presset på statens

begrænsede ressourcer, hvilket igen har modvirket stærke

prisudsving og krisepræget spekulation. På den anden side

har importaktiviteterne været medvirkende til et stort underskud

på handelsbalancen. PFDJ’s transaktioner inkluderer

endvidere shipping, banker, transport, brøndboring, valutaspekulation

og industri.

I 1996 havde PFDJ ansat omkring 18.000 personer i

forskellige virksomheder. Herved var partiet blevet landets

næststørste arbejdsgiver kun overgået af den offentlige sektors

20.000 ansatte. I efterkrigsårene har høj arbejdsløshed

været et udbredt fænomen i Eritrea. De ansatte har givetvis

følt, at PFDJ’s beskæftigelsesfremmende foranstaltninger

har styrket deres tilknytning til arbejdsmarkedet og øget

deres indtjeningsevne.

Konsekvensen er imidlertid, at PFDJ har opnået en monopolstatus

på det markedsøkonomiske område. Det faktum,

at partiet har en finger med i alle større forretningsinitiativer,

bevirker, at mellemlagene, bestående af næringsdrivende og

entreprenører, føler sig hæmmet. Stillet over for markedsgiganten

klager de over manglende konkurrencedygtighed,

og rygterne om, at PFDJ favoriserer sine egne forretningspartnere,

finder stadig næring.

I forbindelse med privatiseringsreformen har PFDJ opkøbt

en del af de nationaliserede virksomheder. Nogle observatører

påpeger, at dette indikerer et dobbeltspil mellem

regeringen og partiet. Ved at staten gennemfører

privatisering, skabes der adgang til låntagning fra den Internationale

Valutafond (IMF) og andre donorer, mens

eliten i partiet bevarer kontrollen ved at opkøbe virksomhederne.

Dermed skabes der ikke en reel spredning i

erhvervsstrukturen. Tværtimod befæstes partiets monopolposition.

Heroverfor fremfører højtstående PFDJ-medlemmer, at

80

Regeringspartiets økonomiske

aktiviteter indbefatter

byggeprojekter i

samarbejde med lokalbefolkningen,

f.eks.

genhusning af de

mange hjemløse.

Foto: Jørgen Schytte

81


virksomhedsovertagelserne ikke sker for privat vindings

skyld. Derimod sikrer opkøbene, at virksomhederne forbliver

på eritreiske hænder og ikke overtages af udenlandske investorer.

Fra PFDJ’s synsvinkel giver sondringen mellem

kooperativt ejerskab og privat ejerskab partiets dispositioner

en vis legitimitet. At denne sondring ikke altid er let at

opretholde, viste sig i 1997, hvor staten måtte skride ind

over for tiltagende korruption blandt PFDJ’s økonomichefer.

Politiet foretog en lynaktion og arresterede flere kadrer, der

blev anklaget for magtmisbrug og personlig berigelse. At

dommen faldt så prompte, modsiger antagelser om en total

binding mellem partiet og staten. Derimod er der ingen

tvivl om, at udrensningen signalerer et voksende økonomisk

dilemma, hvor en opsplitning af ejerskabet til PFDJ’s

aktiver presser sig på.

Valutaomlægningen

I 1997 indførte Eritrea sin egen møntenhed, nakfa. Den

nye eritreiske valuta, der erstattede den etiopiske birr, markerede

det endelige brud med Etiopien. Den eritreiske stat

fik dermed større indflydelse på nationens finans- og pengepolitik

og kunne udføre profitable valutaspekulationer

på det internationale marked. Pengeombytningen som begivenhed

blev tillagt stor symbolsk betydning og foregik

under stærk mediebevågenhed fra fjernsynet og den øvrige

presse.

Den etiopiske regering tolkede valutaomlægningen som

et brud på den fælles møntunion, da processen foregik uden

omfattende konsultationer mellem de to regeringer. Som

modtræk krævede den etiopiske regering pr. dekret, at al

samhandel mellem de to lande nu skulle udføres i dollars.

Dette stod i modsætning til ønsket fra den eritreiske nationalbankdirektør,

der var fortaler for fri samhandel i lokal

valuta, dvs. birr og nakfa.

Det etiopiske tiltag, der umiddelbart burde have en positiv

indvirkning på den eritreiske beholdning af hård valuta,

havde dog nogle økonomiske ulemper for forretningslivet

i Eritrea. Da hård udenlandsk valuta er en mangelvare,

blev de forretningsdrivende tvunget til at betale et højt veksel-

82

gebyr, hvilket forøgede deres omkostninger og udlignede

den gevinst, der kunne ligge i indtjeningen af dollars. Det

etiopiske dekret betød også, at de statslige forvaltninger i

begge lande skulle udstede eksporttilladelser i forbindelse

med hver enkelt handelsaftale. Selvom samhandel under

2.000 nakfa var fritaget fra denne regel, medvirkede bureaukratiet

og den statslige regulering til et fald i handlen over

grænsen.

De valutamæssige kontroverser betød, at tilgangen af

dagligvarer importeret fra Etiopien faldt drastisk. Resultatet

var store prisstigninger på det eritreiske marked, hvor

det formindskede vareudbud af importeret kaffe, taff (kornsort),

tørret peber og kød ikke kunne imødekomme efterspørgslen.

Som en modforanstaltning igangsatte den eritreiske

stat kampagner for at fremme salget af fødevarer

dyrket og forarbejdet i Eritrea. På den måde forsøgte man

at afbøde de værste konsekvenser for civilbefolkningen,

samtidig med at landets selvforsyningsstrategi blev styrket.

De eritreiske havneanlæg havde siden 1992 varetaget en

stor del af Etiopiens import, da landet ved Eritreas selvstændiggørelse

blev afskåret fra havet. Da Etiopien omdirigerede

sin handelsflåde fra de eritreiske havne på grund af valutakonflikten,

fik den eritreiske stat lavere indtægter i form af havneafgifter

og indirekte skatter. Tilførslen af gods til Assab og

Massawa blev således reduceret, og eritreerne måtte indkassere

en økonomisk øretæve. Valutaspørgsmålet anses og

for at være en af årsagerne til den nuværende grænsekonflikt

mellem Eritrea og Etiopien (se kapitlet om udenrigspolitik).

Udenrigshandlen

På grund af krigens ødelæggelser har Eritrea et stort importbehov.

Ud over import af fødevarer er de primære importprodukter

navnlig kunstgødning, maskiner, reservedele,

værktøj og byggematerialer. På eksportsiden har det største

marked været Etiopien, men med den uafklarede grænsekonflikt

og usikkerhed omkring valutasituationen, er dette

marked vigende. Eritrea eksporterer hovedsageligt salt, lædervarer,

blomster, kvæg og tekstiler.

83


Udvalgte eksport- og importområder


Etiopien 44,9 Saudi-Arabien 31,4

Saudi-Arabien 26,5 Italien 15,2

Sudan 13,2 Forenede Arabiske Emirater 10,7

Egypten 6,4 Tyskland 8,8

Kilde: EIU-landerapport, 1998

Med forbedrede produktionsbetingelser og en støt økonomisk

vækst er der sket en markant udvikling af importstrukturen.

Selvom indførslen af fødevarer er faldet, er behovet

for andre produkter, maskiner og transportudstyr

steget. Importen overstiger langt eksporten, hvilket har skabt

et stort underskud på handelsbalancen.

Handelsbalancen, 1992-1996

Kilde: IMF-rapport, 1997

Den eritreiske regering har nedsat tolden på mange varer

og har lettet vilkårene for eksporterhvervene ved at forenkle

reglerne. På den anden side medfører landets ringe størrelse

og den ikke særligt differentierede erhvervsstruktur en af-

84

hængighed af udenlandske produkter. Derfor er Eritrea

yderst sårbart over for udsving i verdensmarkedspriserne,

hvor øgede omkostninger til f.eks. energi og kapitalgoder

kan forårsage skrappe indenlandske nedskæringer og økonomisk

krise.

Internationalt bistandssamarbejde

Med anerkendelse af Eritrea som fuldgyldigt medlem af det

internationale samfund kunne landet påbegynde sin egen

låntagning i udlandet. Eritrea begyndte genopbygningen uden

væsentlig gæld til udlandet, da det nye styre i Etiopien overtog

den gæld, der var oparbejdet af Mengistus militærregime.

Derfor har Eritrea ikke været fanget i den gældsfælde, som

har udhulet væksten i andre afrikanske lande.

Lån og bistand fra multilaterale donorer, 1993-1997

Kilder: OECD, 1998 og den Eritreiske regering, 1998

De fleste lån, som er givet af den Internationale Udviklingssammenslutning

(IDA) og de arabiske og afrikanske udviklingsfonde,

dækker indsatser inden for infrastruktur, miljø

og energi. Lånene er langfristede med en middel tilbagebetalingsperiode

på 27 år. Den gennemsnitlige rente ligger

på omkring 2,25 pct., hvilket er en relativt lav rentesats.

Eritreas venskabelige forbindelser til en række arabiske lande

kan aflæses af den høje andel af fondsmidler, der er stillet

til rådighed af denne landegruppe. IDA, som er et datterselskab

af Verdensbanken, fremstår som den næststørste

långiver. Den eritreiske regering har tilkendegivet, at den

85


ikke ønsker, at der knyttes betingelser til låntagningen. Det

ser ud til, at regeringens holdning respekteres, og IDA har

bl.a. frigjort midler til et stort projekt for udvikling af

menneskelige ressourcer. Projektet gennemføres med henblik

på at rekruttere 500 udenlandske eksperter, overvejende

fra de syd- og sydøstasiatiske lande. Eksperterne skal midlertidigt

udfylde administrations- og undervisningsfunktioner,

mens et tilsvarende antal eritreiske administratorer

og akademikere gennemgår efteruddannelse i udlandet. Som

den tredjestørste långiver har den Afrikanske Udviklingsbank

bidraget med støtte til projekter, hvis formål er at forbedre

betingelserne for husdyrhold og fødevaresikkerhed.

Både EU og FN yder gavebistand. EU har især støttet

transportsektoren og forbedring af vejnettet. Endvidere er

EU involveret i projekter for vandforsyning og kunstvanding

samt fødevaresikkerhed. En række af FN’s særorganisationer

har gennemført projektorienterede indsatser. F.eks.

har de Forenede Nationers Børneorganisation (UNICEF)

et samarbejde med den eritreiske regering om projekter inden

for uddannelses- og sundhedssektorerne. UNHCR’s operationer

på flygtningeområdet udgør den mindste andel af

de samlede FN-midler. Den største part af FN’s bidrag går

til fødevarehjælp fra Verdensfødevareprogrammet (WFP).

Selvom landet modtager gavebistand i øjeblikket, regner

regeringen med at afvikle denne støtte på længere sigt. Den

eritreiske regering foretrækker låntagning, handel og investeringer

frem for gavebistand. For udenforstående kan det

virke lidt modsætningsfyldt, at et lille fattigt land frasiger

sig den mest favorable bistandsform. Men logikken skal søges

i det faktum, at de eritreiske magthavere forsøger at gøre

op med rollen som afrikansk bistandsklient. Derfor har

regeringen gang på gang understreget, at den vil undgå et

bistandsmæssigt afhængighedsforhold til udlandet. Derimod

er man villig til, ud fra et forretningsmæssigt synspunkt, at

låne penge til udvikling, indgå handelsaftaler og åbne for

udenlandske investeringer. Men låntagning, kreditter og

investeringer skal, ifølge de eritreiske politikere, stå i forhold

til nationens behov og tilbagebetalingsevne. Siden

begyndelsen af 1990’erne har regeringen forsøgt at tiltrække

udenlandske investorer. Dog uden det store held. Statens

86

låntagning har været rettet mod genopbygning af den sociale

og fysiske infrastruktur samt forøgelse af ydeevnen i

den offentlige sektor. I 1997 udgjorde landets gæld i form

af udbetalte lån 75,74 mio. dollars, hvilket svarer til omkring

10 pct. af bruttonationalproduktet.

Ud over de multilaterale arrangementer har Eritrea indgået

aftaler med en række donorer vedrørende bilateral bistand.

Der eksisterer ingen fuldstændig statistik over samarbejdsrelationerne,

og tilgængelige tal er behæftet med stor

usikkerhed. Nedenfor bringes et udpluk af donorer.

Bistandsudbetalinger fra udvalgte

bilaterale donorer, 1993-1997

Kilde: OECD, 1998

Holland støtter udvikling af fiskeri og giver derudover bistand

til landbrugs- og sundhedssektorerne. Bistanden fra

Tyskland kanaliseres gennem Agenturet for Teknisk Samarbejde

(GTZ) og dækker en bred vifte af projekter omfattende

landbrug, jobtræning, husbyggeri og uddannelse. Den

danske udviklingsbistand er overvejende gået til det forberedende

arbejde inden for landbrugs- og uddannelsessektorerne,

hvor Danida regner med at opbygge et længerevarende

sektorsamarbejde. Igennem sin rammeaftale med

87


Undervisningsministeriet har den svenske bistandsorganisation

(SIDA) koncentreret indsatsen om grundskole- og

videregående uddannelser. Den norske bistandsorganisation

(NORAD) er involveret i projekter inden for telekommunikation,

kortlægning af mineralforekomster og opbygning

af et kontor for national statistik. NORAD er desuden

engageret i et samarbejde med Landbrugsministeriet. Den

amerikanske bistandsorganisation (USAID) er involveret i

sundhedsprogrammer, projekter i den private sektor og

kapacitetsopbygning på universitetet i Asmara. Den amerikanske

støtte inkluderer også fødevarebistand. Italien, der

har en fortid som kolonimagt i Eritrea, yder støtte til økonomisk

genopbygning og social udvikling, bl.a. til renovering

af havnen i Massawa og til projekter i sundhedssektoren.

Eritreas regering har således indgået aftaler med et flerstrenget

net af multilaterale og bilaterale donorer, hvilket

mindsker afhængigheden af en enkelt bistandskilde. Strategien

hænger sammen med den lære, som eritreerne har

draget af internationalt udviklingsarbejde i Afrika. Her har

støtten i nogle tilfælde tvunget modtagerlandet til at afgive

suverænitet. Endvidere har bistanden ofte umuliggjort et

lokalt og folkeligt forankret engagement, fordi udenlandske

langtidskonsulenter overtog beslutningsret og ansvar.

Dertil kommer, at hjælpen fra udlandet mange steder er

blevet bundet til indkøb i donorens hjemland, hvilket ikke

ligefrem fremmer brugen af lokale ressourcer. Et andet argument,

der fremføres af den eritreiske regering, er, at bistanden

ofte er blevet misbrugt af politikere eller embedsmænd

og derfor har været med til at berige den herskende

klasse.

Samtidig har eritreerne selv haft positive erfaringer med

at bestyre nødhjælpsarbejdet under krigen, hvor befrielsesbevægelsens

nødhjælpsorganisation (ERRA) stod for transport

og distribution af fødevarehjælp. I efterkrigstiden er

ERRA blevet omdannet til den Eritreiske Nødhjælps- og

Flygtningekommission (ERREC). ERREC, der er en semistatslig

paraplyorganisation, varetager planlægning og koordinering

af programmer for hjemvendte flygtninge, tidligere

soldater, fattige befolkningsgrupper etc. Kommissionen,

88

der er drevet af erfarne eritreiske bistandsarbejdere, gennemfører

selv humanitære indsatser og langsigtede udviklingsprojekter.

Siden 1994 har udenlandske NGO’er måttet lade

sig registrere og aflevere regnskaber til ERREC, der står som

ansvarlig for reguleringen af og kontakten til de internationale

samarbejdspartnere.

Regeringens udviklingspolitiske dagsorden bygger på selvberoenhed

og understreger nødvendigheden af, at eritreerne

selv udpeger indsatsområderne og ejer projekter og programmer.

Man har derfor modsat sig udstationeringen af udenlandske

langtidskonsulenter. Ifølge eritreiske embedsmænd

vil donorrepræsentanter til enhver tid have mulighed for at

kontrollere budgetlinier og regnskaber for at checke, om

støtten bliver brugt i overensstemmelse med hensigten.

Denne politik er blevet mødt med en vis skepsis blandt

donorerne. På den ene side har internationale hjælpeorganisationer

oplevet, hvordan effektiv gennemførelse af projekter

er blevet besværliggjort. Det er ikke velset, at udenlandske

eksperter bemander nøglestillingerne, selvom der

er mangel på kvalificeret eritreisk arbejdskraft, og derfor er

tidsplanerne ofte blevet overskredet. Da projektregnskaberne

ikke altid har været gennemsigtige eller er blevet afleveret

til tiden, har det vist sig at være svært at bruge dem som et

redskab til at aflæse udviklingen. På den anden side erkender

mange donorer, at eritreerne har deres egne prioriteter,

og de har forsøgt at imødekomme disse ved at satse på de

udpegede sektorer og er indgået i bistandsmæssige partnerskaber.

Staten og de internationale NGO’er

Den stramme eritreiske bistandsstrategi er kommet til udtryk

over for de internationale private hjælpeorganisationer,

de såkaldte NGO’er. Regeringen har ikke ønsket, at ret

mange internationale NGO’er deltog aktivt i udviklingsarbejdet,

men så gerne, at de som udenlandske partnere

støttede projekterne i Eritrea økonomisk. På den baggrund

er NGO’ernes projektaktiviteter siden 1996 blevet konfronteret

med krav om, at 1) administrationsdækningen ikke

må overstige 10 pct.; 2) i den udstrækning, der er kvalifi-

89


ceret eritreisk arbejdskraft til stede, skal denne ansættes i

projekterne; og 3) aflønning af projektansatte skal svare til

lønniveauet i den offentlige sektor. Som et modtræk til

brugen af udenlandske NGO’er har regeringen iværksat store

udviklingskampagner, hvor lokalbefolkningen i hver provins

er blevet inddraget i skole- og hospitalsbyggeri og

dæmningsprojekter.

Regeringens holdning til de internationale religiøse NGO’er

har haft en sikkerhedspolitisk dimension. Det er ikke

ualmindeligt, at radikale udenlandske islamiske grupperinger

søger indflydelse ved at oprette humanitære hjælpeorganisationer.

De har anset suppekøkkener og tøjhjælp for at være

vejen til folks sjæle. Det religiøse hjælpearbejde er blevet

brugt taktisk ud fra en mere overordnet politisk strategi, hvis

formål er at vinde støtte til en samfundsomvæltende islamisk

revolution. Det fundamentalistiske regime i nabolandet

Sudan er kendt for den slags manøvrer, og regeringen i

Asmara har søgt at mindske nabolandets påvirkning ved at

forbyde religiøst betonet hjælpearbejde.

Dilemmaet har været, at et påbud rettet ensidigt mod

internationale islamiske humanitære organisationer kunne

virke anstødeligt på halvdelen af Eritreas befolkning, der er

muslimer. Derfor fremsatte regeringen et generelt forbud

mod humanitært arbejde udført af både islamiske og kristne

organisationer med basis i udlandet. Konsekvensen har været,

at der er sat en stopper for religiøst hjælpe- og hvervearbejde.

Men samtidig har forbudet medført, at mange fornuftige

hjælpeprojekter er blevet lukket, hvilket har ramt de befolkningsgrupper,

der skulle nyde godt af projekterne.

Flere NGO’er har ikke fundet disse arbejdsvilkår rimelige,

heriblandt Folkekirkens Nødhjælp. De har enten selv

valgt at trække sig ud eller er blevet bedt om at forlade landet

af den eritreiske regering. Resultatet har været, at mange

projekter ikke er blevet færdiggjort efter planen. I flere tilfælde

har staten simpelthen inddraget biler og andet materiel,

der tilhørte de udenlandske hjælpeorganisationer.

NGO’erne anser den nye bistandspolitik for at være et

udtryk for statens omsiggribende totalitære handlemåde og

mistænker den eritreiske regering for at ville tilsløre brud

på menneskerettighederne ved at fjerne de organisationer,

90

der kunne rapportere om sådanne overtrædelser. Dermed

lægger de erklærede græsrodsorganisationer sig tæt op ad

den kritik, der er blevet rejst af eksil-eritreiske oppositionsgrupper;

en kritik, der betegner den siddende regering i

Asmara som en magtsyg elite.

Modsætningsforholdet mellem regering og internationale

NGO’er viser, hvor svært det er at adskille international bistand

fra det politiske spil, og erfaringerne bør mest af alt

bruges til at understrege nødvendigheden af tålmodighed

og større tolerance på begge sider. På trods af sin meget

skarpe bistandspolitik har den eritreiske regering vist sig

modtagelig over for NGO’ernes argumenter vedrørende

konkrete udviklingsproblemer. På den baggrund foretages

der løbende justeringer af bistandssamarbejdet og arbejdsdelingen.

Det er inden for en sådan forståelseshorisont, at

f.eks. det Lutherske Verdensforbund, efter at have været

udvist af regeringen i første omgang, har forhandlet sig frem

til at videreføre sine projekter i Eritrea.

Den danske bistand

I 1993 blev Eritrea udvalgt som programsamarbejdsland.

Siden har den eritreiske bistandspolitik medført, at flere

internationale NGO’er er blevet udvist. Derimod fortsætter

den danske bilaterale bistand. Baggrunden for den danske

støtte er en vurdering af de dilemmaer, som den eritreiske

regering står med, og de begrænsede udviklingsmuligheder,

som Eritrea har efter årtiers krig. Landesamarbejdet er bygget

på den antagelse, at et demokratisk samfund ikke kan skabes

fra den ene dag til den anden. Demokratisering er en

længerevarende proces, hvor Eritrea bør have mulighed for

at tilrettelægge sin egen fremtid. Dette kan ske ved at eritreerne

skridt for skridt opbygger en institutionel økonomisk

og politisk base for folkestyret. Denne pragmatiske

holdning indebærer også, at der ikke bindes økonomiske

og politiske betingelser til gavebistanden. Selvom den danske

indsats i sin udformning søger at fremme en social

fordelingspolitik og demokratiske normer, synes den at

bevare respekten for andre udviklingsveje end den vesteuropæiske

model.

91


Danida har i samarbejde med den eritreiske regering etableret

sektorvise indsatser. I modsætning til mange små og

spredte udviklingsprojekter giver sektororienteringen en

sammenhængende og koncentreret indsats med henblik på

langsigtet udvikling. De to vigtigste indsatsområder er landbrugs-

og uddannelsessektoren. I første omgang har der været

tale om pilotfaser i sektorsamarbejdet, der senere skal udvikle

sig til egentlige sektorprogrammer. Opstart af bistandsarbejdet

i landbrugssektoren (1996-2000) beløber sig til

212,2 mio. kr. Til uddannelsessektorens pilotfase (1996-

1998) blev der bevilget 80 mio. kr. Derudover har Danmark

ydet 40 mio. kr. i bistand via Verdensbankens

genopbygningsprogram (1994-1996) og 4,9 mio. kr. til egnsudvikling

(1995-1997) forestået af Folkekirkens Nødhjælp.

92

Støtten fra Danida går

bl.a. til forskellige

former for voksenundervisning

(her krigsinvalider).

Indsatsen

harmonerer med regeringens

ønske om, at

den eritreiske befolkning

selv varetager alle

samfundsfunktioner.

Foto: Jørgen Schytte

Danidas bistandsramme, 1998-2002

Kilde: Danida

Eritreisk ejerskab af projekterne er fælles for de to sektorprogrammer,

der vil beløbe sig til en samlet sum af 355 mio.

kr. i perioden 1998-2003. Danida overvåger og regulerer

forløbet ved hjælp af danske korttidskonsulenter og har en

tæt kontakt til den danske ambassade i Asmara. Under etableringen

af bistandssamarbejdet har ambassaden spillet en

meget aktiv rolle og har været i stand til at forhandle og

koordinere bistandsaktiviteterne. På denne måde vedligeholder

Danida en dialog med målgruppen og embedsmænd

i de berørte eritreiske ministerier.

Ved at prioritere landbrugssektoren, hvor flertallet af fattige

befinder sig, har Danida søgt at virkeliggøre intentionerne

om fattigdomsbekæmpelse. Da det nuværende

landbrugsudbytte kun dækker to tredjedele af Eritreas fødevarebehov,

tager bistanden sigte på at forbedre produktiviteten.

Samtidig betyder indsatsen på landbrugsområdet, at

den danske ulandsbistand er med til at fremme et bæredygtigt

miljø. Indsatsen i den anden hovedsektor, uddannelsesvæsnet,

kan ligeledes anses for være fattigdomsbekæmpende.

Den retter sig mod at skabe forbedret adgang til

uddannelse for alle uanset deres sociale og økonomiske

baggrund. Der er hårdt brug for at forbedre udbuddet og

standarden af den primære uddannelse. Omkring 85 pct.

af de voksne eritreere har aldrig lært at læse, og kun halvdelen

af piger og drenge i den skolepligtige alder går i skole.

93


Skolevæsnet er meget nedslidt og mangler stort set alle fornødenheder.

Inden for begge de udvalgte sektorer søger udviklingsbistanden

at fremme hensynet til kvinderne, der er udpeget

som en speciel målgruppe. Et andet tværgående tema

er støtte til god regeringsførelse, forstået som opbygning af

tilstrækkelig kapacitet i de berørte central- og lokalforvaltninger.

Indsatsområderne passer godt til den eritreiske

regerings egne udviklingsmål, og Danidas principper om

partnerskab har været i overensstemmelse med eritreernes

egne kriterier for bistandssamarbejde.

Danidas støtte til landbrugsprogrammet er udarbejdet i

fællesskab med det eritreiske landbrugsministerium og omfatter

frøforædling, skovbrug og jord- og grundforbedring.

Frøforædlingen tager sigte på at højne fødevaresikkerheden

ved at bibringe landbruget nogle stærke og højtydende

kornsorter. Målgruppen er majoriteten af små landbrug, der

er involveret i produktion af korn, bælgplanter og oliefrø.

Sektorsamarbejdet er desuden rettet mod introduktion af

ny tilpasset landbrugsteknologi. Yderligere skal bistanden

gøre den offentlige sektor i stand til at varetage forskning

og kontrol med frøforædling samt yde assistance til lokale

landmænd. Frøforædlingen er tillige bundet til udvikling

af et bæredygtigt skovbrug. Denne komponent indbefatter

bl.a. øget information om dyrkningsmetoder, indkøb af frø

og bevarelse af skovens genetiske ressourcer. Endelig indeholder

landbrugsprogrammet en komponent omfattende

integreret jord- og grundforbedring med henblik på at rette

op på årtiers udvaskning, afskovning og overgræsning.

Landbrugsprogrammet forsøger ikke blot at forøge kapaciteten

på ministerielt plan, men inddrager samtidig lokalforvaltningerne

og grupper af bønder i miljøbeskyttelsen. I

pilotfasen gøres dette eksempelvis ved at afholde kurser i,

hvordan eritreiske administratorer kan gøre brug af deltagerbaserede

undersøgelsesmetoder, som tager deres udgangspunkt

i bøndernes lokale viden. Kursusmaterialet, der blev

udarbejdet af en dansk korttidskonsulent, fokuserede specielt

på kvindernes rolle og deres viden om landbrug og

miljø. Den omtalte kursusgang dannede baggrund for, at

der blev iværksat en større socioøkonomisk undersøgelse,

94

hvor udvalgte lokalsamfund blev adspurgt om deres opfattelse

af landbrugets problemer og potentialer. På baggrund

af den indsamlede viden planlagde Landbrugsministeriet og

lokalforvaltningerne et pilotprojekt for at forbedre jordforholdene.

Uddannelsesprogrammet er koncentreret om støtte til

grundskoleundervisning og assistance til Undervisningsministeriet,

inklusive bygning og vedligeholdelse af otte folkeskoler.

Danida støtter uddannelse af skolebogsforfattere

og udarbejdelsen af nye skolebøger på de mange lokalsprog.

Det er en vigtig opgave i det multietniske samfund, hvor

indlæring på lokalsproget bevarer respekten for borgernes

forskellighed, samtidig med at der skabes en fælles national

identitet via de normer, som undervisningsmaterialet formidler.

Undersøgelser viser, at eleverne er bedre i stand til

at lære, når undervisningen foregår på deres eget modersmål,

og det er denne udvikling, Danida bidrager til. Udarbejdelsen

af ny læseplaner og skolebøger har vist sig at tage

længere tid end planlagt. På grund af forsinkelserne imødekom

Danida en ansøgning om at genoptrykke gamle lærebøger

for at afhjælpe bogmanglen.

En anden uddannelseskomponent drejer sig om at øge

antallet af kvalificerede lærere ved at styrke læreruddannelsen.

Støtten til læreruddannelsen, der konkret indebærer et

samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole, omfatter bl.a.

træningskurser, formulering af undervisningsmetoder samt

etablering af pædagogiske centrer i forskellige dele af Eritrea.

Programmet yder støtte til at forbedre planlægning og administration

af uddannelsessystemet på nationalt plan, herunder

en styrkelse af Institut for Uddannelse på universitetet

i Asmara. Instituttet forestår uddannelse af lærere til

mellemskolerne i hele Eritrea. Endelig forudses støtte til

bygning af en teknisk skole i Massawa.

Generelt forløber sektorsamarbejdet godt, og diplomater

betegner forholdet mellem Danida og den eritreiske regering

som tillidsfuldt. Imidlertid har der har været behov for

løbende justeringer af udviklingsplanerne. Omstrukturering

af den offentlige sektor samt manglende kapacitet i ministerierne

har betydet, at den danske bevillingsramme ikke

er blevet brugt fuldt ud. Ifølge danske kilder har bistands-

95


samarbejdet til tider båret præg af ujævn regnskabsaflæggelse,

lav informationsudveksling og overskredne tidsfrister. Endelig

har sektorprogramstøtten måttet tage højde for skift i

den eritreiske politik. F.eks. har ændringer i landbrugspolitikken

betydet, at væsentlige dele af den oprindelige plan

for mejeri- og kvægområdet ikke gennemføres. Under sådanne

omstændigheder har det været afgørende, at partnerskabet

er fleksibelt og rummer mulighed for at vurdere og

inddrage nye samarbejdsområder.

100

Grundskolen er højt

prioriteret af både

Danida og det eritreiske

undervisningsministerium.

Manglen på undervisningsmaterialer

og

lærerkræfter er et af de

konkrete problemer, som

løses via bistandssamarbejdet.

Foto: Jørgen Schytte

101


102

Den livsvigtige bestand

af trækokser blev kraftigt

formindsket under krigen,

men stiger nu i takt

med, at landbruget

styrkes

Foto: Jørgen Schytte

7.

De enkelte sektorer

Landbruget

Efter krigen har der været gjort ihærdige forsøg på at genopbygge

landbruget, og staten har uddelt såsæd, redskaber,

trækokser og andre hjælpemidler for at styrke fødevareproduktionen.

Denne indsats har dog ikke forhindret naturbetingede

produktionstab. Det er især dyrkning af korn og

bælgplanter, der er sårbar over for klimatiske udsving. Både

i 1993 og i 1996 betød dårlige vejrmæssige forhold, at høsten

blev mindre end først antaget. De sæsonbetonede faktorer

har medført store prisændringer på dagligvarer, som stammer

fra landbrugssektoren. Derfor nedsatte regeringen allerede

i 1993 en kommission, der fik ansvaret for at indkøbe

korn i overskudsområder og distribuere det i underskudsområder.

Til dette formål er der oprettet ti indkøbscentrer,

hvoraf de fleste ligger i Gash-Setit, Seraye, Semhar og det

sydlige Sahel.

Landbrugsproduktionen er karakteriseret ved en kønsspecifik

arbejdsdeling med store regionale variationer. På trods

af at kvindernes bidrag ikke statistisk er gjort op i tid og penge,

er deres indsats i landbruget meget væsentlig. Mændene alene

forestår rydning og pløjning af jorden, mens kvinderne

deltager i såning, udtynding, lugning og høstarbejde. I den

private sfære er det kvinderne, der har ansvaret for alt hjemmearbejde,

f.eks. børnepasning, rengøring, madlavning, indsamling

af brænde og hentning af vand. Kvindernes direkte

engagement i produktionen såvel som deres ansvar for hjemmearbejdet

er afgørende for familiebrugenes overlevelse.

Landbrugssektoren inkluderer også tre statsejede plantager.

Elaborets agro-industrielle kompleks er på 1.200 hektar,

hvoraf 300 hektar er under opdyrkning. Der produceres

store mængder af citrusfrugter og tomater. Dertil kommer

en svinebesætning og fremstilling af mejeriprodukter. Det

er planen, at komplekset skal renoveres og derefter privatiseres.

Plantagen i Alighider ligger i det vestlige lavland nær

grænsen til Sudan. Den blev etableret allerede under det

99


italienske kolonistyre og omfattede dengang dyrkning af

5.000 hektar bomuld. Plantagevirksomheden er i dag overtaget

af tidligere soldater, der forsøger at skabe en tilværelse

ved bomuldsdyrkning. I Ghinda-plantagen dyrkes der 80

hektar med citrusfrugter og tomater.

Avl, røgtning og salg af kvæg, geder og får er den dominerende

produktionsmåde i lavlandet. Undersøgelser har vist,

at Eritreas kvægbestand faldt med ca. 60 pct. som et resultat

af krigshandlingerne, hvilket svækkede kvægbruget og pastoralisternes

levemåde. Siden 1992 har de mere fredelige forhold

indvirket positivt på størrelsen af dyrebestanden. Samtidig

er pastoralisternes nødvendige bevægelighed blevet større.

Kvægbruget har et stort potentiale på de indenlandske og

udenlandske markeder og forsyner derudover den voksende

læderindustri med råvarer.

Med sin 1.000 km lange kyststrækning har Eritrea et

enormt potentiale for fiskeri. Før 1992 var fiskeriet kun

marginalt udviklet, under 2.000 tons pr. år. Krigen havde

medført en dårlig infrastruktur, så det var svært at transportere

fisk fra kysten ind i landet. Desuden har eritreerne

manglet interesse for fisk som ernæringsprodukt. Fiskeretter

indgår ikke i den traditionelle madlavning. Fiskeriministeriet

er dog ved at ændre dette forhold og sender repræsentanter

til hver eneste landsby for at vise, hvordan fisk

kan tilberedes som en del af det eritreiske køkken.

Siden 1992 har fiskeriet været under udvikling, og regeringen

og udenlandske interessenter har øget investeringerne.

Der opbygges et fiskerikompleks i Assab med bistand fra bl.a.

Japan. Komplekset omfatter fiskelandingsanlæg, frysehuse og

forarbejdningsfabrik. Målet er at opbygge en moderne industri,

der kan forsyne indenlandske og udenlandske markeder.

Mens det officielle fiskeri stadig er i sin vorden, antages der

at være et illegalt fiskeri på ca. 20.000 tons årligt. Det siger

lidt om fiskebestandens omfang, men også noget om det

kommende arbejde for at beskytte havets ressourcer.

Jordreformen

Dyrkningssystemet i Eritrea var førhen bygget op omkring

tre ejendomskategorier. Den første var diesa-systemet, hvor

100

Mange af de tidligere

soldater er engageret i

bomuldsdyrkning i det

vestlige lavland. Selvom

plantagevirksomheden

løbende har problemer,

ser det ud til, at

produktionen med

tiden bliver rentabel.

Foto: Jørgen Schytte

101


jorden var kollektivt ejet af landsbyen eller klanen. Den

anden var demaniale-systemet, hvor jord ejet af staten kunne

udlejes med henblik på kommerciel udnyttelse i perioder

på 25-50 år. Den tredje var resti-systemet, hvor der eksisterede

familieejerskab til jorden. Diesa-systemet, der var dominerende

i det meste af højlandet, ledte til fragmentering

af land. Jorden blev stykket op i mindre og mindre dele,

da nytilkomne indbyggere og børn af derboende familier

havde ret til et stykke land. Ejerforholdet betød også, at

landsbyer tit lå i konflikt med hinanden på grund af forskellige

opfattelser af, hvor skellene mellem landsbyernes

brugsjorde gik.

Ikke desto mindre betød diesa-systemet, at familierne fik

adgang til nogenlunde ensartede jorde. Dette skete ved en

rotationsordning, hvor gode såvel som dårlige jorde hvert

syvende år blev omfordelt blandt landsbyens bønder. Foruden

hensyn til jordkvaliteten, der selvsagt har betydning

for høstudbyttet, indbefattede rotationsprincippet et hensyn

til en ligelig fordeling af landsbyens samlede landbrugsareal.

Således har de forskellige husholdninger fået brugsret

til arealer af nogenlunde samme størrelse, og systemet

har medført, at skellet mellem rig og fattig ikke kan aflæses

i forhold til selve jordfordelingen. Økonomiske uligheder

og lagdeling forbindes derimod med det antal okser, den

enkelte husholdning ejer, familiens involvering i handel,

indkomster fra lønarbejde, besiddelse af transportmidler etc.

I henhold til den traditionelle lovgivning bliver brugsret til

jord tildelt familiens mandlige overhoved. Dog får enlige

kvinder over den giftefærdige alder ret til et stykke jord på

lige fod med mandligt ledede husholdninger. Ved skilsmisse

opdeles jord og bohave ligeligt mellem de tidligere ægtefæller.

Tilsammen indikerer de nævnte faktorer, at sædvaneretten

faktisk giver visse rettigheder til kvinderne, og at fordelingsmekanismerne

i det traditionsbundne landbrug ikke

blot kan anskues som ulighedsskabende.

I efterkrigstiden har regeringen indført en ny lov om ejerskab

til jord. Den nye lovgivning indebærer, at al jord i

princippet tilhører staten. Den enkelte landbruger får brugsret

til sit jordstykke på livstid, og det er hensigten, at denne

102

sikring skal fremme langsigtede private investeringer. Det

er ikke tilladt, at brugeren sælger eller videregiver jord som

arv. Men loven medgiver, at bygninger og fast produktionsudstyr

kan afhændes kommercielt eller overføres til slægtninge.

Uanset køn og ægteskabelig status har hvert individ

ret til at få tildelt jord. Dette forhold sikrer, at kvinder fra

og med det 18. år har ret til at eje land, og lovgivningen

ændrer derved noget ved tidligere tiders praksis. Derudover

giver loven både eritreere og udlændinge adgang til landbrugsjord

og fastslår tillige, at staten skal betale kompensation,

hvis den overtager privatejet jord. Tiltagene formodes

at skabe individuel sikkerhed i forbindelse med ejendomsret

til jorden. Ifølge planen skal den nye jordlov praktiseres

i udvalgte områder, så regeringen kan indhøste erfaringer

med henblik på en generel gennemførelse af reformen.

Kritikere af landreformen fremhæver, at privatiseringen

af ejerskab til jord ophæver lokalsamfundets vigtige rolle.

Hidtil har landsbyen stået som distributør af jord, en distribution

der har været lighedsfremmende ved periodevist

at omfordele den tilgængelige landbrugsjord af forskellig

kvalitet. Det ny system garanterer ikke en tilsvarende ligelig

fordeling via rotationsprincippet. De bønder, som får en

livslang brugsret til dårlige jorde, må således regne med et

ringere høstudbytte. Endvidere påpeger kritiske røster, at

statens ejendomsret til jord ikke vil fremme private investeringer.

Disse vil nemlig gå tabt, hvis jordstykket leveres

tilbage til staten.

En anden problematik drejer sig om knaphed på jord.

Ifølge loven har hver person over 18 år ret til at få tildelt et

stykke landbrugsjord. Dette kan i sig selv være et problem,

hvis man tager den generelle befolkningstilvækst i betragtning.

Men derudover skal reintegration af tidligere soldater,

tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne inkluderes

i regnestykket. Resultatet er formentligt, at behovet for

jord vil stige voldsomt. Imidlertid mangler en detaljeret

kortlægning af grundarealet, og myndighederne har endnu

ikke klargjort, hvorvidt der er jord nok i det allerede overbefolkede

højland. Derfor er det usikkert, om der kan udstykkes

jord nok til at efterleve loven.

På grund af den akutte mangel på jord i højlandet har

103


egeringen planer om at overgive store arealer i det vestlige

lavland til kommerciel udnyttelse. Udnyttelsen kan foretages

af private firmaer eller de bønder, der ikke er plads til i

højlandet. Imidlertid er lavlandets frugtbare arealer ikke uudnyttede.

De har igennem århundreder været brugt som

græsningsområder for agro-pastoralisternes og pastoralisternes

dyreflokke. Vedtages den nye jordlov, kan det meget vel

føre til sammenstød mellem disse gruppers sædvaneret og

de fastboende bønders nye brugsret udstedt af staten.

Pastoralisme bliver af nogle regeringsrepræsentanter anset

for at være utidssvarende. Andre eksperter fremhæver imidlertid,

at dyreflokkenes mobilitet tillader en bæredygtig udnyttelse

af de dårlige græsgange, mens frodigere græsgange

reserveres til knaphedssituationen i den tørre sæson. På den

måde sikrer pastoralisternes fleksibilitet en optimal udnyttelse

af naturressourcerne i de forskellige økologiske zoner.

Hvis jordreformen ensidigt satser på at imødekomme de

fastboende bønders behov, vil det sandsynligvis føre til

marginalisering af pastoralisternes levemåde og en skævvridning

af den samlede landbrugssektor. Hvorvidt en sådan

konflikt kan afværges, afhænger af de ressourcer, der

tilføres lavlandsregionen, og om pastoralisternes rettigheder

bliver gjort synlige i jordreformen.

Fremstillingsvirksomheden

Eritreas industri er kendetegnet ved et stort antal mindre

virksomheder og nogle få større fabrikker, der næsten alle

er placeret i hovedstaden. Der er meget få koblinger mellem

de forskellige industrigrene. Med en begrænset ydeevne

fremstiller og forarbejder industrisektoren hovedsageligt fødeog

drikkevarer, tekstiler, lædervarer, kemiske produkter,

byggematerialer og metalprodukter.

Fortidens industribase, der blev grundlagt under den italienske

kolonimagt i 1930’erne, er svundet ind. Under krigen,

og specielt fra 1974 og fremefter, brugte de etiopiske

magthavere virksomhedernes overskud til at vedligeholde

hæren og krigsmateriellet. Det betød, at maskinparken i

Eritrea ikke blev vedligeholdt og fornyet. På trods af lave

lønninger har det antikverede produktionsapparat med-

104

Kvinder på arbejdsmarkedet

er ikke noget særsyn.

Imidlertid er kvinderne

ofte placeret i

lavtlønsjob på grund af

deres ringe uddannelsesniveau.

Foto: Jørgen Schytte

ført høje priser på eritreiske produkter og dermed en svækket

konkurrenceevne på verdensmarkedet. Siden uafhængigheden

har staten set sig nødsaget til at foretage store

investeringer i industrien og har indkøbt nyt maskineri,

reservedele og råmaterialer til fabrikkerne for at øge deres

produktionskapacitet.

Offentligt ejede fremstillingsvirksomheder inkluderer 45

produktionsanlæg med tilsammen 10.000 ansatte. Som det

105


fremgår af beskæftigelsestallet, har industrien ikke et overvældende

antal ansatte, hvilket skyldes de mekaniserede

forarbejdningsprocesser. De fleste arbejdspladser findes inden

for tekstil-, fødevare- og lædervareindustrierne. Den

samlede produktionsværdi i de offentlige fremstillingsvirksomheder

lå i 1996 på omkring 623 mio. nakfa. I de

fleste virksomheder har der i tidsrummet 1993-1996 været

tale om en stigende akkumulation af kapital og produkter.

Kun i drikkevareindustrien har der været en nedgang.

Arbejdspladser og merværdi bliver også skabt i privatejede

fremstillingsvirksomheder. Oplysningerne om denne virksomhedsgruppe

er sparsomme, men opgørelser fra det eritreiske

investeringscenter viser, at både lokale og udenlandske

investorer har satset flere penge i industrien end i landbruget.

I industrien var investeringerne mellem 1993 og 1996

på 55.872 mio. dollars fordelt på 74 projekter. I samme

periode blev der i landbruget investeret 10.663 mio. dollars

fordelt på 15 projekter. Investeringerne har altså favoriseret

industrien, hvilket formodentlig er afledt af de uklare

ejendomsforhold i landbruget.

I både private og offentlige fremstillingsvirksomheder er

der mange kvindelige ansatte. Kvindernes position på arbejdsmarkedet

er dog generelt hæmmet af, at der mangler

børneinstitutioner. I nogle tilfælde tager ældre familiemedlemmer

sig af børnepasningen, men især enlige kvinder har

store vanskeligheder med at få passet børnene i arbejdstiden.

Problemet bliver ikke mindre af, at familiestrukturen

er ved at ændre sig. Den traditionelle storfamilie, hvor flere

generationer levede sammen, er under opbrud og erstattes

af mindre familier uden et stort netværk.

For de kvinder, der har fundet et job og en børnepasningsordning,

har regeringen indført ligeløn. Dette hindrer imidlertid

ikke, at der er store forskelle på mænds og kvinders

indkomster. Årsagen er, at de fleste kvinder er beskæftiget i

ufaglærte lavtlønsjob, mens mændene bemander de højere

betalte job, som kræver håndværksmæssige og tekniske færdigheder.

Der findes ikke informationer om værdisætning af aktiviteterne

i mikro (1-2 beskæftigede), små (3-9 beskæftigede)

og mellemstore (10-25 beskæftigede) virksomheder, og

106

kaldet MSME. På trods heraf må gruppen af MSME-virksomheder

betragtes som et vigtigt arbejdsmarked, der har

langt flere erhvervsaktive end de tungere industrigrene. På

baggrund af en undersøgelse i 1996, omfattende 17.000

MSME-virksomheder, var der på landsplan en anslået arbejdsstyrke

på 92.000 beskæftigede inden for lettere industri,

handel og service.

69 pct. af MSME-virksomhederne er beliggende i byområder,

mens 31 pct. ligger i landdistrikterne. I MSME-virksomheder

udgør kvinderne omkring 42 pct. af arbejdsstyrken.

I forhold til lignende undersøgelser udført i andre

afrikanske lande ligger dette tal et godt stykke under gennemsnittet.

Antallet af kvinder, der står opført som virksomhedsejere,

ligger på 43 pct. Indskudskapitalen kommer

overvejende fra venner og familie, og kommercielle banklån

spiller en beskeden rolle. Denne type erhverv har et

overordentlig stort vækstpotentiale, hvis adgangen til kredit

og ny teknologi bliver forbedret.

Mineraludvinding og minedrift

Ressourcerne i Eritreas undergrund er langtfra kortlagt, men

formodes at være særdeles righoldige på guld, marmor og

mineraler til industrielt brug. Foreløbige undersøgelser har

vist, at guldårerne er af høj kvalitet. Guldreserven i undergrunden

er anslået til omkring 17.000 kg. I 1997 påbegyndte

et japansk mineselskab udvindingen af aluminium i Debarwa.

Minen formodes at have reserver på rundt regnet

1,6 mio. tons og skal producere 2.400 tons pr. år.

Efter krigen har regeringen udliciteret kortlægning og udnyttelse

af mineral- og metalforekomsterne. To tidligere

marmorudvindingssteder blev genåbnet i 1997, og man forventer,

at både forarbejdede marmorprodukter og halvfabrikata

kan eksporteres til Mellemøsten og Europa. Industrielle

mineralforekomster formodes at være på 1,4 mio. tons barit,

200.000 tons feldspat, 2,5 mio. tons kaolin. Derudover findes

der forekomster af asbest, gips, potaske etc.

Det amerikanske olieselskab Anadarko håber på at udføre

offshore-prøveboringer i Rødehavet, hvor selskabet

regner med at finde oliereserver langs hele kyststrækningen.

103


Myndighederne i Yemen har dog protesteret kraftigt på

grund af uenigheder om territorialfarvandet, men det forventes,

at prøveboringerne igangsættes på trods af de yemenitiske

klagemål. Ligeledes har et canadisk selskab ytret interesse

om at udnytte forekomsterne af olie og gas.

Turismen

Under krigen var Eritrea et næsten lukket land for turister. Dette

billede har ændret sig efter befrielsen. Ifølge officielle kilder

havde Eritrea besøg af omkring 200.000 turister i første halvdel

af 1997. Heraf var 60.000 eritreere med permanent bolig

i udlandet. Antallet af mindre hoteller og restauranter er i

stadig vækst, og mange eritreere, bosiddende i udlandet, har

investeret i denne branche. Flere nye hotelkomplekser er og

under opførelse i hovedstaden og de større byer.

Asmara tiltrækker mange rejsende med sin blanding af afrikansk

og italiensk arkitektur og brede palmeflankerede avenuer.

Byen holdes særdeles ren af arbejdshold, der tidligt om

morgenen sørger for at fjerne alt affald. Den personlige sikkerhed

er høj, og tyverier forekommer kun sjældent. Turister

kan bevæge sig uantastet rundt i nattelivet, hvor et utal

af lokale barer og spisesteder byder på mad og drikke til rimelige

priser. Asmara er velforsynet m.h.t. fødevarer, men har

et begrænset udvalg af luksusvarer. Der findes store markeder

for kød, fisk, frugt og grønt. Utallige taxaer, hvoraf nogle

kan dateres tilbage til den italienske kolonitid, manøvrerer

rundt i den indre bys tætte trafik. Hovedstadens postservice

er upåklagelig, og offentlige telefoner er tilgængelige på næsten

alle gadehjørner og på hotellerne.

I havnebyen Massawa blander sømænd fra alle verdensdele

sig med hjemvendte gæstearbejdere, der efter års ophold

i udlandet har fået fodfæste på eritreisk jord. Havnen,

diskotekerne, fortovscafeerne og det arabiskprægede handelscenter

i den indre by giver Massawa en umiskendelig

kosmopolitisk atmosfære. Strandene uden for Massawa er

attraktive udflugtsmål for badende og dykkerinteresserede

gæster. Kombineret med det varme klima udgør denne

uspolerede kyststrækning og de omkringliggende øer en

uudnyttet ressource for turistindustrien.

108

Transport

Eritreas vejnet stammer fra 1930’erne, hvor Mussolini forsøgte

at gøre landet til et brohoved for sine fascistiske ambitioner

i Østafrika. Efter den 30 år lange krig mod den

etiopiske kolonimagt var veje og broer i en miserabel forfatning,

og det har krævet store investeringer at forbedre

vejnettet. Hovedfærdselsåren mellem Asmara og Massawa,

der slynger sig gennem et stort bjergområde, er blevet renoveret,

mens andre dele af vejnettet stadig venter på at blive

genopbygget.

109


I 1991 var der kun 245 busser til at betjene passagerer

over hele Eritrea. Mange af busserne var over 20 år gamle

og totalt nedslidte. Siden hen er antallet af busser blevet

fordoblet. Staten har fjernet subsidier på benzin, hvilket har

medført store prisstigninger og en del utilfredshed blandt

vognmænd og chauffører.

Der er ikke tilstrækkeligt med køretøjer til alle statens

ansatte. Derfor kontrolleres officiel kørsel strengt i dagtimerne,

og statens køretøjer afleveres hver aften på centrale

parkeringspladser, hvorfra de fordeles igen næste morgen.

På trods heraf har offentligt ansatte, især tidligere soldater

fra modstandsbevægelsen, brugt køretøjerne til privat brug.

For at sætte en stopper for misbruget fik de offentligt ansatte

ekssoldater lov til at importere udenlandske biler. De

importerede køretøjer blev fritaget for skatter og afgifter,

hvilket af andre befolkningsgrupper blev betegnet som et

unødvendigt frynsegode.

Senere er den statsligt ejede pool af køretøjer blev forøget

væsentligt, da myndighederne inddrog biler ejet af internationale

bistandsorganisationer. Det radikale initiativ skabte

stort røre og bidrog bestemt ikke til samarbejdsklimaet

mellem bistandsorganisationerne og den eritreiske stat.

I 1994 påbegyndte Transportministeriet, godt hjulpet af

pensionerede jernbanearbejdere og lokomotivførere, genopbygningen

af den oprindelige jernbane fra Agordat i det

vestlige lavland til Massawa i øst. Udenlandske investorer

mente ikke, at det var rentabelt at genopbygge den gamle

banestrækning. På trods heraf valgte eritreerne at genopføre

den på egen hånd. Arbejdet var så langt fremskredent

i 1998, at man regner med at kunne starte driften i den

nærmeste fremtid.

Landets mest omfattende havneanlæg ligger i Massawa,

hvortil den største del af importgodset ankommer. Lastefaciliteterne

er blevet genetableret, og der er bygget store

magasiner, hvor materiel og containere kan opbevares. Også

passagertrafikken fra Mellemøsten er steget betragteligt.

Eritreas andet havneanlæg ligger i Assab. Omkring 90 pct.

af godset, der bringes til Assab, er i transit for derefter at

blive sendt videre til Etiopien. Indtjeningen var på sit højeste

ca. 225 mio. nakfa. Efter aftale med den eritreiske re-

110

gering, indgået i 1993, kunne Etiopien frit benytte havneanlægget,

udstationere egne toldere og oprette de nødvendige

klareringsfaciliteter. Men på grund af grænsekonflikten

mellem de to lande er samarbejdet midlertidigt afbrudt.

Den eneste internationale lufthavn ligger i Asmara, hvorfra

der er forbindelseslinier til Tyskland, Yemen, Etiopien, Saudi-

Arabien og Egypten. Lufthavnsbygningen er blevet moderniseret

efter krigens afslutning og er i stand til at modtage

langt flere passagerer og mere gods end før. Desuden ligger

der mindre flyvepladser i Massawa og Assab, mens der findes

landingsbaner i byerne Tesseni, Afabet og Nakfa.

Energiforsyningen

Samvirkende kraftværker forsyner strækningen mellem Asmara

og Massawa med energi, mens flere provinser har deres

egne elværker. Den producerede mængde elektricitet kan

imidlertid ikke imødekomme forbrugernes behov. Flere

industrier må økonomisere elforbruget i de timer på dagen,

hvor belastningen på nettet er størst. Det største elektricitetsforbrug

finder sted i byområderne, hvor industri og service

er hovedaftagere af strømforsyningen. Selvom der findes elektricitet

i de fleste landdistrikter, er det hovedsagelig træbrænde

og biomasse, der tegner energiforbruget i disse

områder, hvilket i høj grad belaster miljøet.

I Assab ligger et strategisk vigtigt olieraffinaderi, hvis produkter

blev afsat på det indenlandske marked og derudover

eksporteredes til Etiopien. De to lande har haft et udstrakt

samarbejde i forbindelse med raffinaderiet, der før Eritreas

selvstændighed var det eneste produktionsanlæg af sin art i

Etiopien. Anlægget, der forarbejdede både indenlandske og

importerede råmaterialer, producerede forskellige typer

benzin, diesel, petroleum, asfalt og gas. Produktionen beløb

sig i 1996 til en værdi af omkring 44,7 mio. dollars. I

1997 blev raffinaderiet midlertidigt lukket af regeringen, antageligt

fordi forældet maskineri og teknologi og mangel på

reservedele gjorde produktionen ineffektiv og urentabel.

Indtil raffinaderiet er renoveret, har Eritrea besluttet at

importere det nødvendige volumen af forarbejdede olieprodukter

fra de arabiske lande.

111


116

Den eritreiske kaffeceremoni

er et tegn på gæstfrihed

og godt socialt

samvær, men på grund

af stigende leveomkostninger

har kun de færreste

råd til at købe kaffe

til daglig.

Foto: Jørgen Schytte

8. Sociale forhold

Fattigdommens udbredelse

Der er ikke gennemført større fattigdomsundersøgelser i efterkrigstidens

Eritrea, men forskellige indikatorer peger på,

at fattigdom er særdeles udbredt. Bruttonationalindkomsten

(BNI) pr. indbygger lå på mellem 217 og 254 dollars i 1996,

hvilket er langt under gennemsnittet for de afrikanske lande

syd for Sahara. I OECD’s opgørelse findes Eritrea i gruppen

af de mindst udviklede lande, de såkaldte LDC-lande. Den

årlige rapport fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP) for

1997 har opstillet et indeks for menneskelig udvikling. Her

kategoriseres Eritrea som nummer 168 ud af 175 lande,

hvilket betyder, at landet hører til blandt de absolut fattigste.

Ved krigens afslutning i 1991 var omkring 70 pct. af

befolkningen afhængig af nødhjælp. Arbejdsløsheden i byerne

lå på over 30 pct. Ud over de arbejdsløse findes der

mange svage grupper, f.eks. de 90.000 forældreløse børn og

15.000 handicappede, som har behov for omsorg og sociale

ydelser. Fattigdommen kommer ikke mindst til udtryk i den

lave gennemsnitlige levetid på kun 46 år. Elendigheden

påvirker altså selve muligheden for at overleve, et faktum

der ikke alene gør sig gældende for de voksne indbyggere,

men også for børnenes vedkommende. Spædbørnsdødeligheden

er på 103 pr. 1.000 nyfødte, og 41 pct. af alle børn

under fem år er underernærede, hvilket bl.a. giver risiko for

varige hjerneskader og indlæringsproblemer.

Sundhed

Eritrea har et helt utilstrækkeligt sundhedsvæsen. Hospitalsservice

er begrænset til hovedstaden og få større provinsbyer.

Hovedparten af befolkningen, der lever i landområderne,

mangler de mest elementære sundhedsforanstaltninger. I de

omkring 2.500 landsbyer har kun 55 pct. adgang til meget

begrænsede primære sundhedsfaciliteter. Kun 3 pct. af ind-

113


yggerne har ordentlige sanitære forhold, og blot 8 pct. har

adgang til rent drikkevand. Underernæring og smitsomme

sygdomme er udbredt på grund af knaphed på mad og urene

drikkevandskilder.

Behandlingstilbudene er meget begrænsede. Der er 28.000

indbyggere pr. læge, og 10.000 indbyggere pr. hospitalsseng.

De mest almindelige sygdomme er diarré, hudinfektioner,

malaria og infektioner i åndedrætsorganerne. I 1997 var der

kun 18 dårligt udstyrede hospitaler med en samlet kapacitet

på 3.191 sengepladser. Derudover fandtes 61 sundhedscentrer

og 164 mindre sundhedsstationer. Overalt mangler der uddannede

læger, sygeplejersker og sundhedsassistenter. For at

rette op på de uacceptable forhold har regeringen påbegyndt

et omfattende nationalt sundhedsprogram. Programmet inkluderer

bl.a. uddannelse af sundhedspersonale og en udbygget

infrastruktur med langt flere sundhedsklinikker i alle egne af

landet.

Offentlige udgifter til sundhedsvæsnet

Kilde: IMF-rapport, 1997

Flere almindelige kvindesygdomme skyldes mangel på information

om ernæring, hygiejne og sanitære forhold. Tidlige

ægteskaber, hvoraf nogle indgås allerede i 12-års-alderen,

medfører ofte sundhedsmæssige problemer for de unge

piger under graviditeten. De er simpelthen ikke tilstrækkeligt

udviklede til at føde deres børn. Den udbredte praksis

med omskæring af både muslimske og kristne pigebørn

114

Sundhedsvæsnet lider

under konstant mangel

på kvalificeret personale.

Det medfører, at selv

almindelige infektioner

kan blive livstruende,

fordi behandlingstilbudene

er så begrænsede.

Foto: Jørgen Schytte

115


forårsager ligeledes en række følgesygdomme såsom psykiske

problemer, kronisk infektion, stærke smerter ved samleje,

svære fødselssituationer og dødsfald.

Omkring 710 kvinder ud af hver 100.000 dør i forbindelse

med fødsler. Kun 6 pct. af kvinderne modtager fødselshjælp

af uddannet personale. Ifølge den Nationale Eritreiske

Kvindeunion (NUEW) lider mange kvinder af

underernæring. Der er tradition for, at kvinder og pigebørn

spiser sidst og får mindre mad end familiens mandlige overhoved

og drengebørnene. Fra denne synsvinkel kan pigebørns

og kvinders ernæringsmæssige underskud relateres til

dyb fattigdom og patriarkalske dominansforhold inden for

familien.

Antallet af hiv-smittede og personer med aids i udbrud

har været stigende, og sygdommen er almindeligt forekommende.

Med etiopiske hærenheder stationeret permanent i

Asmara under krigen spredtes smitten fra soldaterne til de

prostituerede. Efter krigen er der blevet sat kampagner i gang

for at informere om nødvendigheden af prævention, og

kondomer kan købes på de fleste apoteker. I 1995 blev der

registreret 20,6 tilfælde af aids pr. 100.000 indbyggere. Da

statistikken er ufuldstændig, kan antallet af personer med

aids i udbrud være langt højere. Med det forøgede antal turister

og den fortsat udbredte prostitution, er faren for hivsmitte

ikke blevet mindre.

Uddannelse

Under den 30 år lange krig blev mange skoler lukket, og

elevtallet faldt drastisk. Skolevæsnet var ikke blevet moderniseret

i årtier, da eritreerne selv overtog magten i landet.

Omkring 20 pct. af de voksne mænd kunne læse, mens kun

10 pct. af kvinderne var læsekyndige. Baggrunden for den

statslige indsats på skoleområdet udspringer altså af befolkningens

begrænsede læsekyndighed og lave uddannelsesniveau.

Som modvægt forsøger regeringen at sikre alle adgang

til primær uddannelse. Inden for skolevæsnet har myndighederne

investeret store summer for at forøge undervisningskapaciteten.

For at holde trit med udviklingen er Undervisningsministeriet

blevet omorganiseret og arbejder ud fra

116

en række målsætninger, bl.a. syv års skolegang for alle børn,

forøgelse af antallet af folkeskoler og udvikling af læseplaner

og undervisningsmateriale.

Et konkret eksempel på, at uddannelse indgår centralt i

den nationale planlægning, er regeringens tredelte plan for

udvikling af menneskelige ressourcer. Gennemførelsen af

planen finansieres med støtte fra eksterne donorer, heriblandt

Verdensbanken. Det eritreiske undervisningsministerium

indgår som en central aktør i realiseringen af denne plan.

Første del omhandler styrkelse af uddannelsessystemet, specifikt

den obligatoriske syvårs grundskoleuddannelse. Anden

del af planen fokuserer på opgradering af uddannelsesog

undervisningskapaciteten i den offentlige sektor, herunder

universitetet i Asmara. Tredje del rettes mod at bekæmpe

analfabetismen blandt voksne. Voksne borgere i forskellige

geografiske regioner vil få tilbud om at deltage i læsekyndighedskurser.

Kurserne tager udgangspunkt i folks dagligdag,

og deltagerne vil desuden blive tilbudt opfølgende erhvervskurser

af et halvt års varighed.

Offentlige udgifter til uddannelse

Kilde: IMF-rapport, 1997

Investeringerne har resulteret i flere skoler, mere personale

og udvidelse af undervisningen. I perioden 1993-96 steg

antallet af folkeskoler fra 137 til 583. Der er også bygget

93 nye institutioner til varetagelse af mellemskolen og de

videregående uddannelser. I 1998 modtog 350.000 elever

undervisning. Umiddelbart før befrielsen var elevtallet nede

på 180.000, så der er tale om noget nær en fordobling af

117


antallet af indskrevne elever. Lærerstaben er vokset fra 2.000

til 8.000 lærere. Voksenundervisningen omfatter 193 centrer

spredt over hele landet. Omkring 8.000 voksne elever

deltager i undervisningen, heraf er 96 pct. kvinder. Derudover

er Undervisningsministeriet ansvarligt for de nationale

alfabetiseringsprogrammer, og man regner optimistisk med,

at 60.000 voksne vil have lært at læse og skrive inden år

2000.

Selvom staten har fået sat en solid udvikling i gang inden

for skolevæsnet, er der stadig mange børn i den skolepligtige

alder, som ikke får mulighed for at uddanne sig. I

1998 drejede det sig om 14.000 børn. Klasseværelserne er

fyldt til bristepunktet. Det er ikke ualmindeligt at finde 50-

60 elever stuvet sammen i et enkelt klasseværelse. Lærerkorpset

behøver træning, og der er en udpræget mangel på

undervisningsmateriale. Den geografiske spredning af skolerne

er ujævn. De fleste skoler ligger i højlandet, mens en

mindre del er placeret i lavlandet. For at rette op på denne

skævhed er Undervisningsministeriet begyndt at bygge skoler

i lavlandsregionen.

Der knytter sig desuden en kønsbestemt problematik til

uddannelsessektoren, hvor pigerne tegner sig for en mindre

andel af de indskrevne elever end drengene. Dette gør

sig specielt gældende i lavlandet. Pigernes manglende uddannelse

er forårsaget af flere faktorer. I den patriarkalske

familiestruktur er pigebørn blevet tilskrevet en lavere status

end drengebørn. Den høje andel af piger, der forlader

skolen før den afsluttende eksamen, afspejler også dette

forhold. Derudover medvirker fattigdom, store arbejdsbyrder

i hjemmet, langt til skole og tidlige ægteskaber til at fastholde

den kønsbestemte ulighed. På den anden side er

mange familier blevet bevidste om værdien af skolegang for

både piger og drenge. Forandringsprocessen er i gang, og

flere forældre end før satser på, at pigerne får en god uddannelse.

I den sammenhæng er en veludbygget grundskole

altafgørende. Den eritreiske regering har indset dette og

bruger derfor 65 pct. af det samlede undervisningsbudget

på grundskoleuddannelsen.

Regeringen har gennemført en politik, som garanterer hver

enkelt elev undervisning på et af de ni modersmål. Udar-

118

Pigebørnenes uddannelse

er et af regeringens

vigtigste indsatsområder

og skulle gerne skabe

grundlaget for mere

ligeværdige forhold mellem

mænd og kvinder i

fremtidens Eritrea.

Foto: Jørgen Schytte

bejdelsen af nye læseplaner og lærebøger på lokale sprog har

været en enorm opgave. Nogle etniske grupper har kun få

uddannede medlemmer, og det har været svært at rekruttere

kvalificerede lærere. Derudover skal lærebøgerne oversættes

til sprog, hvoraf nogle dårligt nok har et formaliseret

skriftsprog. Derfor har eritreerne været nødt til at sænke

reformtempoet, men fastholder en politik, der understøtter

modersmålsundervisningen.

For at sikre den nationale enhed har regeringen besluttet,

at alle elever, der modtager modersmålsundervisning på

et minoritetssprog, også skal lære et af de to hovedsprog,

119


tigrinya eller arabisk. De tigrinya-talende elever begynder

med dette sprog og vil derfor have en fordel på længere sigt.

I princippet skal de tigrinya-talende elever, der for det meste

lever i højlandet, også lære det andet nationale sprog, arabisk.

Men på grund af manglende lærerkræfter er dette

endnu ikke realiseret. I det muslimsk dominerede lavland

har uddannelsespolitikken affødt en del protester. Mange

forældre vil hellere have, at deres børn fra begyndelsen

undervises i arabisk, der bliver brugt overalt i den arabiske

kulturkreds. Forældrenes argumenter har også gået på, at

de tigrinya-talende børn hurtigere tilegner sig fremmedsproget,

engelsk. Derved får de et forspring i forhold til børn,

der først skal lære deres eget lokale sprog, derefter et af de

nationale sprog og endeligt engelsk, der som fremmedsprog

giver adgang til højere læreanstalter.

Borger- og menneskerettighederne

Når man taler om rettigheder i Eritrea, ledes diskussionen

uvilkårligt ind i historiske baner. Borgerne har større frihed

nu end under det feudale etiopiske kolonistyre og Mengistus

kommunistiske regime. Med krigens afslutning opnåede

eritreerne retten til fred og fri bevægelighed; to afgørende

faktorer, der har været med til at genskabe et normalt hverdagsliv.

Siden befrielsen har landet gennemgået en demokratisering,

hvor grundlovsarbejde og regeringsdannelse har inddraget

forskellige befolkningslag i beslutningsprocesserne.

Sammenlignet med andre regimer på Afrikas Horn har

Eritreas lederskab udvist en atypisk lydhørhed over for befolkningens

ønsker og behov. Lovgivning om arbejderbeskyttelse

og indsatsen for at styrke sygehusvæsnet er konkrete eksempler

på den orientering, der sikrer borgerne ret til ordentlige

arbejdsforhold og sundhed. På menneskerettighedsområdet

har regeringen underskrevet konventionen om børns rettigheder

og konventionen mod diskrimination af kvinder. Derimod

har regeringen ikke undertegnet andre internationale

konventioner vedrørende borgernes kulturelle, økonomiske

og politiske rettigheder. Kritikere har tolket dette som et tegn

på, at det eritreiske lederskab ikke accepterer internationalt

anerkendte standarder for behandling af landets borgere.

120

Et spørgsmål, der har forbindelse til borgerrettighederne,

drejer sig om, hvordan staten behandler etniske minoritetsgrupper.

Under det etiopiske styre blev alle etniske grupperinger

i Eritrea tvunget til at tale det fremmede amharinga

i skolerne, mens deres egne sprog var forbudte. I efterkrigstiden

har det nye skolesystem gjort op med denne ensrettethed,

og eleverne har fået ret til modersmålsundervisning.

Etniske tilhørsforhold har dog ikke fået lov til at manifestere

sig i den politiske arena. Det er ikke tilladt at formulere

politiske synspunkter på grundlag af etniske interesser.

Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt sådanne politiske interesser

kan fjernes ved et forbud. Erfaringerne viser, at

politisk undertrykkelse af etniske standpunkter ofte giver

næring til en uformel opposition, der arbejder i det skjulte.

I Eritreas tilfælde eksisterer der forskellige politiske synspunkter

blandt de etniske grupper, og disse synspunkter vil ikke

ophøre med at påvirke den politiske udvikling, blot fordi

regeringen dekreterer et forbud. Det samme paradoks gør

sig gældende i forhold til de religiøse grupperinger, der ifølge

den nuværende lovgivning heller ikke har ret til at organisere

sig politisk og manifestere deres synspunkter.

Set i dette perspektiv vil forbudspolitikken på kort sigt

give regeringen et pusterum, mens ulovliggørelse på længere

sigt vil undergrave demokratiet og styrke den skjulte

opposition. Et system med to eller flere konkurrerende

partier ville skabe mulighed for dialog mellem modsatrettede

politiske opfattelser og dermed sikre, at opposition

og regering er på talefod med hinanden. Den demokratiske

organisering ville modvirke voldelige religiøse og etniske

konflikter og etablere et mere afspændt forhold

mellem de politiske modstandere. Omvendt bør det erkendes,

at partidannelser bygget op omkring etniske eller

religiøse interesser ofte har virket undergravende på

demokratiseringsprocessen i Afrika og har ledt til dybe splittelser,

som har truet samfundenes eksistens. Heller ikke

folkevalg, hvori flere konkurrerende partier deltager, garanterer,

at magthaverne afstår fra at udnytte statens ressourcer

til at styrke deres særinteresser eller undertrykke

mindretal. Det er endnu uklart, om den eritreiske regering

reelt åbner op for et flerpartisystem; og i så fald, om

121


partidannelserne vil styrke eller nedbryde en demokratisk

styreform.

På menneskerettighedsområdet har den tvungne værnepligt

medført, at Jehovas Vidner, der på grund af deres religiøse

overbevisning ikke vil overholde værnepligten, har

mistet alle borgerrettigheder. Amnesty International (AI) har

rapporteret om over 100 politiske fanger, der sidder fængslet

uden mulighed for en fair rettergang. Mange af fangerne

er systemkritikere med et tilhørsforhold til den Eritreiske

Befrielsesfront–Revolutionær Kommando (ELF-RC) eller

medlemmer af den islamiske „Hellig Krig“-bevægelse. AI

har ikke haft mulighed for at tilse fangerne eller foretage

undersøgelser omkring de ca. 10-15 personer, der „forsvandt“

ved magtovertagelsen i 1991-92.

Andre fængslede personer, der tilhørte de etiopiske sikkerhedsstyrker

og civiladministrationen, blev dømt ved en militær

domstol i 1996. Rettergangen var ikke offentlig og kan

have været på kant med de menneskeretlige principper, som

bl.a. omfatter retten til en forsvarer og mulighed for appel.

Den eritreiske regerings lukning af et kontor, som tilhørte

en internationalt anerkendt menneskerettighedsorganisation,

har ikke givet håb om en mere lempelig politik. Begrænset

pressefrihed og manglende politisk ytringsfrihed er andre

faktorer, som fortsat underminerer menneskerettighederne

i Eritrea.

Kvindernes rettigheder

Mens de eritreiske kvinder ikke nød basale frihedsrettigheder

under de skiftende kolonistyrer, fik de en central rolle i

modstandsbevægelsen under krigen, hvor deres indsats var

afgørende for kampens udfald. Efterkrigstidens reformer

viderefører denne linie og har bragt kvindernes politiske

deltagelse på dagsordenen. I forbindelse med folkeafstemningen

om national selvstændighed var omkring 50 pct. af

de over en million stemmeberettigede vælgere kvinder. Her

fik de for første gang lige rettigheder med mænd og kunne

deltage i beslutningen om landets fremtid.

Ifølge den eritreiske regerings opfattelse er kvinders politiske

frigørelse en langvarig proces, hvor en isoleret delta-

122

gelse i selve valghandlingen ikke er tilstrækkelig. I erkendelse

af dette indførte regeringen positiv særbehandling ved

politiske valg. Det har foreløbig betydet, at kvinderne

udgør 21 pct. af alle parlamentarikere og har indtaget 7,8

pct. af posterne på ministerielt plan, inklusive forvaltningsinstanserne

på provinsniveau.

Som et led i den generelle demokratisering har regeringen

revideret den civile lovgivning med henblik på at forbedre

kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og i hjemmet. Ud

over landreformerne, der giver kvinder ret til at eje jord på

lige fod med mænd, drejer det sig om

den lovlige mindstealder for giftermål er hævet fra 15 til

18 år;

mænd og kvinder har de samme rettigheder inden for familien;

der er forbud mod medgift og brudepriser;

ægteskab håndhævet ved kidnapning er ulovligt;

alle arbejdende kvinder har ret til betalt barselsorlov i 60

arbejdsdage.

De retlige tiltag giver kvinder et godt grundlag for at hævde

deres rettigheder, men gennemførelsen af selve lovgivningen

har vist, at der er mange forhindringer, der skal overvindes,

før loven kan udmøntes i sin fulde ordlyd. Indtil

retsvæsnet er genopbygget, er det ofte den traditionelle

sædvaneret, der bruges til at afgøre sager i tilfælde af f.eks.

medgift, skilsmisse og arv. Samtidig er sharia-loven gældende

i de muslimske lokalsamfund. De forskellige retstraditioner

og den moderne lovgivning er ikke indbyrdes forenelige og

kan bruges i modsætning til hinanden, hvilket giver et stort

spillerum for lokale fortolkninger og omgåelse af den overordnede

statslige lovgivning.

Dette dilemma gør sig også gældende i forbindelse med

vold mod kvinder. Den eritreiske kriminalret giver mellem

10 og 15 års ubetinget fængsel for voldtægt. Dog er det

meget få sager, der overhovedet når domstolene, fordi kvinderne

føler, at de bliver fornedrede i samfundets øjne, hvis

offentligheden får kendskab til et sådant overgreb. For at

få en mand dømt for voldtægt kræves en meget detaljeret

bevisførelse, hvilket er en anden faktor, der afholder voldtægtsramte

kvinder fra at anmelde overgrebet. På den an-

123


den side er der eksempler på kvinder, der faktisk har anmeldt

voldtægten, men som i sidste instans er blevet tvunget

til at gifte sig med voldtægtsmanden, fordi sædvaneretten,

der er gældende på grund af de statslige domstoles

manglende kapacitet, vurderer, at giftermålet udgør tilstrækkelig

kompensation.

Hustruvold forekommer jævnligt i de eritreiske lokalsamfund.

En speciel udlægning af sædvaneretten specificerer

ligefrem, hvor på kroppen en mand bør slå sin hustru. Hvis

volden ikke giver fysiske mén, er der sjældent nogen, der

juridisk tager til genmæle, og voldsramte kvinder får kun

minimal støtte i bestræbelserne på at opnå skilsmisse. Det

bør samtidig påpeges, at der i den traditionelle retspraksis

findes sanktioner mod voldelige ægtemænd. Familierne og

ældreråd kan inddrages, og hvis kvinden flygter tilbage til

sin familie, som en sidste udvej, bliver det ofte accepteret

af de involverede parter. De retlige konsekvenser varierer

meget fra sag til sag, og netop usikkerheden om en sags

udfald er ikke til de voldsramte kvinders fordel.

Omskæring af pigebørn foretages både i det kristne højland

og i det muslimske lavland. Under krigen udførte det

Eritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) et ihærdigt arbejde

for at ændre denne skadelige adfærd. Reformerne havde en

vis effekt, men kunne på ingen måde eliminere sædvanen.

Efter selvstændigheden forsøger sundhedsarbejdere og aktivister

at bevidstgøre kvinderne om omskæringsritualernes

frygtelige eftervirkninger. De informeres om sundhedsmæssige

og psykologiske konsekvenser ved omskæring og gøres

opmærksomme på, at omskæring er en form for børnemishandling.

Regeringens eget bud på, hvordan denne praksis

fjernes, er en langsigtet indsats, der omfatter uddannelse,

information og lovgivning.

Gennemførelsen af kvinders menneskerettigheder bliver ikke

mindre problematisk af, at der kun findes ganske få kvindelige

juridiske eksperter i Eritrea. Der findes seks kvindelige

dommere ved provinsdomstolene, otte kvindelige dommere

ved distriktsdomstolene og seks kvinder, der arbejder som

distriktsanklagere. Kun 3 pct. af de studerende på Institut for

Retsvidenskab på universitetet i Asmara er kvinder. Der findes

ingen praktiserende kvindelige advokater.

124

Kvindernes parlamentariske indflydelse

Siden landets selvstændighed er kvinderne blevet inddraget i det politiske arbejde.

Den kønspolitiske orientering kunne allerede aflæses ved provinsvalget

i 1992-93. Relativt mange kvinder stillede op som kandidater og blev indvalgt

både under særbehandlingskvoten og på kandidatlisten, der omfatter begge

køn.

Kvinder valgt på provinsniveau i 1992



Asmara -- -- 21 4 19,0

Akele Guzai 5 493 74 16 21,9

Barka 4 417 74 10 13,5

Denakil 5 83 49 6 12,2

Gash-Setit 4 378 76 15 19,7

Hamasien 5 145 66 13 19,7

Sahel 3 142 74 12 16,2

Semhar 4 38 46 6 13,0

Senhit 5 280 73 10 15,9

Seraye 5 564 83 19 22,8

Total 40 2.541 636 111 17,5

Kilde: Den Nationale Kvindeunion (NUEW), 1993

125


126

Eritreiske flygtninge har

i årtier været en del af

folkevandringerne på

Afrikas Horn. Desværre

er flygtningestrømmen

på ny blusset op, da

tusindvis af eritreere

med bopæl i Etiopien er

blevet udvist.

Foto: Nordfoto

9. Udenrigspolitik

Eritrea ligger på Afrikas Horn, hvor også Etiopien, Somalia,

Sudan og Djibouti er placeret. I et regionalt perspektiv

inddrages som regel Kenya og Uganda i den østafrikanske

landegruppe. Med undtagelse af Kenya er staterne blandt

de mindst udviklede på kontinentet, og regionen rangerer

som en af de fattigste i verden. Kolonimagterne opdelte samfundene

uden hensyn til etniske og religiøse skillelinier.

Derfor går politisk loyalitet og tilhørsforhold ofte på tværs

af de statslige landegrænser. Siden uafhængigheden af kolonialistisk

herredømme har udviklingen været præget af

usikkerhed og kriser forårsaget af interne borgerkrige, krige

mellem stater, revolutioner og utallige statskup.

Selvom krige og katastrofer stadig gør sig gældende, har

nogle af landene i regionen undergået en konstruktiv politisk

og strukturel udviklingsproces siden begyndelsen af

1990’erne. Eritreas selvstændighed faldt sammen med indsættelsen

af nye styrer i Etiopien og Uganda. Begrænsning

af sociale og økonomiske uligheder, demokratiske reformer

og fremvæksten af en stærk nationalisme var nogle af

de tendenser, der gav samfundene en ny sammenhængskraft.

Som en eksponent for denne udvikling har Eritrea oprettet

diplomatiske forbindelser med en række regeringer

i Afrika, Asien, Mellemøsten, Nordamerika og Europa. De

diplomatiske forbindelser og medlemskabet af det internationale

verdenssamfund har været forudsætningen for

tilgangen af udenlandsk bistand og har desuden styrket

bestræbelserne på regional fred. Eksempelvis er en væbnet

konflikt mellem Eritrea og Yemen over Dahlak-øgruppen

i Rødehavet blevet løst ved domsafsigelse i FN.

Sudan

Efter afkoloniseringen havde Sudan nogle årtier med relativt

fredelige tilstande. Freden varede dog ikke ved, og

127


i dag er landet fastlåst i en blodig borgerkrig mellem regeringen

i nord og oprørsbevægelser i de sydlige provinser.

Det nuværende militære regime, den Nationale Islamiske

Front (NIF), er involveret i det, der til tider har

haft karakter af et folkemord på kristne befolkningsgrupper.

NIF’s politisk-religiøse interesser er kædet sammen

med fordringer på de oliereserver og mineralforekomster,

der findes i Sydsudan. Derudover har NIF trænet, finansieret

og bevæbnet udenlandske terrorgrupper med henblik

på at eksportere den islamiske revolution til andre

lande. Styret i Khartoum har tætte forbindelser til bl.a.

det iranske præstestyre og den Islamiske Front (FIS) i Algeriet.

Eritreas regering har flere gange været på kant med styret

i Sudan på grund af de mange eritreiske flygtninge,

der opholder sig i det østlige Sudan. Eritreas regering har

beskyldt styret i Khartoum for at holde disse flygtninge

som gidsler. Ydermere har organisationen Eritreisk Islamisk

“Hellig Krig” (EIJ) modtaget husly, penge og våben fra

Khartoum. EIJ forsøger at infiltrere den vestlige lavlandsregion

i Eritrea og har flere gange udført bombesprængninger

og henrettelser. I 1994 trængte tropper fra Sudan

ind over grænsen til Eritrea, og siden har de diplomatiske

forbindelser været afbrudt. Det diplomatiske brud er blevet

efterfulgt af gentagne voldelige episoder, hvor både sudanesiske

og eritreiske troppeenheder har udført militære

raids ind over grænsen.

Som et modtræk til NIF’s forsøg på at øge den islamiske

indflydelse i det vestlige lavland, indledte den eritreiske

regering i 1995 et samarbejde med sudanesiske modstandsbevægelser

samlet i den Nationale Demokratiske Alliance

(NDA). NDA har hovedsæde i Asmara, hvorfra aktionerne

mod styret i Khartoum koordineres. Den eritreiske regerings

aktive rolle i forsøget på at bekæmpe NIF svarer til

den politik, som gennemføres af regeringerne i henholdsvis

Egypten, Uganda, Etiopien og Kenya. USA, hvis nye

politik på Afrikas Horn netop går ud på at inddæmme

Sudan, støtter modstanden mod styret i Khartoum og betegner

det som et nødvendigt opgør med den internationale

terrorisme.

128

Eritreiske soldater har

været involveret i krigshandlinger

på forskellige

fronter. For tiden er der

tale om en længerevarende

grænsestrid med

Etiopien.

Foto: Nordfoto

Etiopien

Under krigen mod Mengistus centralstyre var Tigray-Folkets

Befrielsesfront (TPLF) en af det Eritreiske Folks Befrielsesfronts

(EPLF’s) nærmeste forbundsfæller. I efterkrigstiden har den

etiopiske samlingsregering og den eritreiske overgangsregering

haft et nært forhold på grund af de fælles historiske relationer.

Ved underskrivelsen af en venskabsaftale i 1992 beskrev

den etiopiske udenrigsminister forholdet således: “Ingen andre

lande har, efter at have gennemført en skilsmisse, formået

at vedligeholde og udbygge de venskabelige forbindelser så

succesfuldt, som det er sket i Etiopiens og Eritreas tilfælde.

Både separationsprocessen og de efterfølgende relationer har

129


evist begge landes modenhed og folkenes værdige kulturelle

tradition i denne region”. Samarbejdet i de efterfølgende år

gav grobund for en vis optimisme. De to lande havde et tæt

politisk og økonomisk samarbejde, der kom til udtryk ved

gensidige handelsaftaler og en fælles holdning til det islamiske

styre i Sudan.

Imidlertid udbrød der i maj 1998 en grænsestrid mellem

Eritrea og Etiopien. Striden drejer sig om Badme-område

på godt og vel 400 km². Den etiopiske regering hævder, at

området hører ind under provinsadministrationen i Tigray

i det nordlige Etiopien. Modsat henviser Eritreas regering

til landkort tegnet i 1890’erne af den italienske kolonimagt,

hvor grænsedragningen bekræfter, at området ligger i det

sydlige Eritrea.

De gensidige beskyldninger blev fulgt op af militære operationer

fra begge sider. I Senafe i Eritrea tvang kamphandlingerne

bønder på flugt fra deres brændende landsbyer.

Et eritreisk fly bombede en skole i den etiopiske by Mekele,

hvor i alt 44 civile måtte lade livet. Gengældelsesaktionen skete

samme dag, da etiopiske piloter bombede lufthavnen i Eritreas

hovedstad, Asmara. Grænsekonflikten har forfærdet mange

eritreere. I deres selvforståelse, som blev formet af 30 års krig

mod den etiopiske kolonimagt, ligger der en latent frygt for,

at nabolandet på ny vil indlede en besættelse. Under regntiden

i efteråret 1998 var der kun sporadiske træfninger ved

fronten. Derimod fortsatte propagandakrigen mellem de to

stridende parter med uformindsket styrke.

Konflikten er sandsynligvis kædet sammen med modstridende

økonomiske interesser (se kapitel 6, afsnit om valutaomlægningens

konsekvenser). På det politiske plan kan

uenighederne mellem de to regeringer spores tilbage til

1980’erne, hvor TPLF valgte at følge den albanske leder

Enver Hoxhas fløj under splittelsen i den marxistisk-leninistiske

bevægelse. EPLF stod for en mere selvstændig linie,

der sammenstykkede ideologiske elementer fra forskellige

revolutionære bevægelser i Afrika og Asien. Dengang

stemplede TPLF den eritreiske befrielsesbevægelse som

småborgerlig og anklagede den for knæfald for den sovjetiske

socialimperialisme. EPLF afviste kritikken som sekterisk

og barnlig. Senere formåede parterne at lægge låg på

130

splittelsen og indledte et samarbejde, der varede til midten

af 1990’erne.

Ifølge den amerikanske Eritrea-ekspert, Dan Connell, bør

den igangværende grænsekonflikt ses i sammenhæng med

en voksende Tigray-nationalisme i selve Etiopien. I efterkrigstiden

er landets interne provinsgrænser blevet reetableret,

så Etiopien i dag består af en slags koalition af forskellige

folkeslag. I løbet af denne proces har Tigray-folket,

som i århundreder var undertrykt af den etniske amharaelite,

været i stand til at tilegne sig distrikter fra de omkringliggende

naboprovinser. Tigray-nationalismen er særdeles

stærk og understøttes af TPLF-kadrer, som dominerer den

ny samlingsregering. Efter at have annekteret tilstødende

områder i Etiopien kom turen til den eritreiske grænse, hvor

administrationen i Tigray-provinsen indlemmede Badmeområdet

ved at tegne et nyt landkort. Fra denne synsvinkel

er grænsekonflikten mellem Eritrea og Etiopien forårsaget

af en territorial ekspansion, som Tigray-folket har igangsat

for at håndhæve deres nationale identitet.

Hverken en udveksling af breve mellem landenes statsledere

eller et fælles kommissionsarbejde kunne forhindre

grænsekonfliktens udbrud, og krigshandlingerne har resulteret

i nye flygtningestrømme og menneskerettighedsovertrædelser.

De etiopiske myndigheders fængslinger og hetz

mod eritreere bosiddende i Etiopien er en påmindelse om,

at regeringen følger en meget hårdhændet kurs. I forbindelse

med grænsekonflikten er omkring 45.000 eritreere

blevet interneret i lejre eller deporteret ud af landet. FN’s

højkommissær for menneskerettigheder har fordømt den

etiopiske regerings handlinger og har opfordret til, at den

stopper forfølgelserne. Der har været rygter om, at etiopiere,

bosiddende i Eritrea, er blevet forfulgt og udvist, hvilket dog

er blevet afkræftet af flere uafhængige kilder.

Der har været mange intense mæglingsforsøg. Den Afrikanske

Enhedsorganisation (OAU) har forsøgt at bilægge

striden. Amerikanske diplomater har i samarbejde med

diplomater fra Rwanda præsenteret et lignende forslag om

at afmilitarisere det omstridte grænseområde, indtil parterne

finder en forhandlingsløsning. Udenrigsministrene fra Etiopien

og Eritrea tilkendegav i 1998, at de accepterede disse

131


etingelser, men penduldiplomatiet ledte ikke til et umiddelbart

gennembrud.

Efter en forholdsvis fredelig periode blussede kampene

mellem Etiopien og Eritrea op igen i slutningen af 1998.

Under våbenhvilen havde begge parter styrket deres militære

positioner langs grænsen, og i løbet af de første måneder af

1999 blev nye fronter inddraget i kampene. Efter at være

presset i defensiven accepterede de eritreiske myndigheder et

fredsforslag fra OAU. Forslaget fik imidlertid ikke tilslutning

fra den etiopiske regering, og de militære operationer fortsætter

med store tab på begge sider. I skrivende stund er der

ikke tegn på, at den tragiske krig mellem Eritrea og Etiopien

afsluttes foreløbigt. Ud over de menneskelige tragedier, som

krigen uvilkårligt medfører, vil en stigende militarisme få

132

14. februar 1999:

Eritreere jubler ved

radionyheden om, at

eritreeiske styrker har

skudt en etiopisk helikopter

ned ved Det

Røde Hav.

Den eritreiske nationalisme

har fået vind i

sejlene under grænsekonflikten

med Etiopien,

men grundlæggende

tapper krigen de

ressourcer, som skulle

bruges til social og

økonomisk udvikling.

Foto: Nordfoto

konsekvenser for det internationale bistandsarbejde. Det er

ikke sandsynligt, at donorerne vil bidrage til en øget oprustning,

og långivning såvel som gavebistand vil formentligt blive

stoppet, i takt med at krigshandlingerne optrappes.

OAU og IGAD

Eritrea er medlem af både OAU og den Mellemstatslige

Organisation for Udvikling (IGAD). OAU har forsøgt at

løse konflikter mellem afrikanske stater, men har været mere

end nølende i forhold til de civile borgerkrige, der blev

udkæmpet internt i staterne. Dette erfarede eritreerne under

krigen mod Etiopien, hvor OAU støttede den etiopiske

indlemmelsespolitik. Eritreernes erfaringsbaserede holdning

kom til udtryk, da OAU forsøgte sig som mægler

mellem regeringerne i Asmara og Khartoum i 1995. Dengang

udtalte den eritreiske udenrigsminister utvetydigt: “Den

eritreiske regering tror ikke på effektiviteten af OAU’s mekanismer

til konfliktløsning”. I 1999 ændrede den eritreiske

regering imidlertid kurs. Regeringens talsmand understregede

de konstruktive aspekter ved OAU’s fredsforslag og

påpegede forslagets fundamentale rolle for nye forhandlinger

med henblik på at afslutte grænsekonflikten mellem

Eritrea og Etiopien.

Den positive holding til OAU som fredsmægler ændrer

dog ikke ved den eritreiske regerings grundlæggende synspunkt,

som søger en anden organisation til at varetage de

regionale interesser. Som et alternativ til OAU har den

eritreiske udenrigspolitik fremhævet IGAD, hvis medlemsskare

rummer Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Somalia,

Sudan og Uganda. Den eritreiske regering har med en vis

succes formået at gøre IGAD til et forum, hvor der føres

en dialog for regional fred, genopbygning og udvikling.

IGAD, hvis mandat førhen var koncentreret om at bekæmpe

tørke, blev omorganiseret i 1996. Organisationens nuværende

charter omfatter regulering af mellemstatslige forbindelser

og forholdet til udenlandske interesser, specielt de

internationale donorer. Med dette mandat vil IGAD kunne

fremme konfliktløsning og bidrage til, at de afrikanske

medlemslande påtager sig et større ansvar for den regionale

133


udvikling. Fra en eritreisk synsvinkel har IGAD imidlertid

satset på den “forkerte hest”, da organisationen har taget

stilling til fordel for Etiopien i den aktuelle grænsekonflikt.

Derfor er det usikkert, hvilken prioritet den eritreiske regering

vil give samarbejdsorganisationen fremover.

138

Det regionale perspektiv

Der er god grund til at styrke det regionale samarbejde og

fredsbestræbelserne, hvis vi ser på de dystre perspektiver for

Afrikas Horn. Store problemer med stigende militarisme,

lovløshed, fattigdom og sammenbrudte statsapparater kendetegner

de kriser, som landene gennemløber.

139


I Somalia kan der ikke opnås enighed om en national

samlingsregering. Den somaliske stat er stort set ophørt med

at fungere. Klanerne, der er bevæbnet til tænderne, bekriger

konstant hinanden, uden at der etableres et styrkeforhold i

en af fraktionernes favør. Selvom der er tegn på ændringer

i hovedstaden, Mogadishu, hvor en politistyrke er begyndt

at håndhæve ordensmagten, ser det slemt ud i andre dele

af Somalia. I begyndelsen af 1999 rapporterede udenlandske

hjælpeorganisationer om udbrud af epidemier såsom

kolera og tyfus. FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) advarede

om en forestående sultkatastrofe i den sydlige del af

landet. WFP vurderer, at omkring en million mennesker

befinder sig i en katastrofelignende situation på grund af

fem års dårlig høst forårsaget af oversvømmelser, tørke og

krigshandlinger.

I Sudan sidder det fundamentalistiske islamiske styre stadig

på magten, og den blodige borgerkrig mellem centralstyret

i nord og de kristne militser i syd fortsætter. Siden 1983 er

over 1,2 million mennesker blevet dræbt, og landets økonomi

ligger i ruiner. Internationale observatører vurderer,

at krigen koster centralstyret omkring 1,5 mio. dollars om

dagen. På grund af krigshandlinger og tørke er fattigdommen

i landdistrikterne meget udbredt. Der er brug for en

betydelig international indsats for at undgå en humanitær

katastrofe. Fredsforhandlingerne mellem regeringen og det

Sudanesiske Folks Befrielseshær (SPLA) er brudt sammen

gentagne gange. Sidste gang var i 1994, hvor uenigheden

drejede sig om, hvorvidt den islamiske sharia-lov skulle gælde

for kristne indbyggere i nord. I 1997 underskrev den sudanesiske

regering en fredsaftale med lederne af fem andre

modstandsgrupper fra det kristne syd. Der blev opnået

enighed om at afholde en afstemning om det sydlige Sudans

selvbestemmelse i løbet af tre år. Modstanderne af det

islamiske regime er nu så splittede, at nogle oppositionspolitikere

taler om en total disintegration af landet.

Hvis grænsekonflikten mellem Eritrea og Etiopien udvikler

sig til en regulær krig, vil det være et stort tilbageskridt for

freden og genopbygningsarbejdet. En sådan situation vil

undergrave den stabilitet, der har hersket i de to nabolande

siden 1991. Fra internationalt hold vil krigen lede til en

136

pessimistisk vurdering af de to regeringers vilje til at afhjælpe

fattigdommen, og bistandssamarbejdet vil formentligt blive

afviklet. Landenes forøgede udgifter til oprustning vil kun

gavne de internationale våbenhandlere, hvoraf Rusland i

øjeblikket ser ud som en sikker vinder, da de russiske myndigheder

har solgt angrebsfly til begge parter i konflikten.

Ifølge udenlandske iagttagere har Sudan indgået en aftale

med den etiopiske regering om at bekæmpe den fælles

eritreiske fjende. Som modtræk har Eritrea indledt et samarbejde

med oppositionsgrupper, som bekæmper den etiopiske

centralregering. Således er der sandsynlighed for, at

befolkningerne på Afrikas Horn må gennemleve endnu en

omsiggribende konflikt, der egentlig burde løses ved forhandlingsbordet.

137


www

På Internettet findes flere aktive hjemmesider med informationer

og nyheder om Eritrea:

http://www.primenet.com/ephrem

http://www.asmarino.com/newsasmarino

http://www.netafrica.org/eritrea

Den eritreiske politiske opposition kan kontaktes via:

http://www.users.erols.com/meskerem

Derudover kan man følge menneskerettighedssituationen

i landet på:

http://www.amnesty.org

138

Forkortelser

AI Amnesty International

CCE Grundlovskommissionen

Danida Danske stats udviklingsorganisation

EIJ Eritreisk Islamisk “Hellig Krig”

ELF Eritreisk Befrielsesfront

ELM Eritreisk Befrielsesbevægelse

EPLA Eritreiske Folks Befrielseshær

EPLF Eritreiske Folks Befrielsesfront

ELF-RC Eritreisk Befrielsesfront–Revolutionær Kommando

ERRA Eritreisk Nødhjælps- og Rehabiliteringsorganisation

ERREC Eritreisk Nødhjælps- og Flygtningekommission

EWDFA Krigsveteranernes handicaporganisation

FIS Islamiske Front i Algeriet

GTZ Tysk Agentur for Teknisk Samarbejde

IDA Internationale Udviklingssammenslutning

IGAD Mellemstatslig Organisation for Udvikling

IMF Internationale Valutafond

Mitias Statslig organisation for reintegration af tidligere

soldater

NCEW Eritreiske Arbejderes Landsorganisation

NDA Nationale Demokratiske Alliance i Sudan

NGO Privat hjælpeorganisation

NIF Nationale Islamiske Front i Sudan

NORAD Norske stats bistandsorganisation

NUEY Nationale Eritreiske Ungdoms- og Studenterorganisation

NUEW Nationale Eritreiske Kvindeunion

OAU Afrikanske Enhedsorganisation

PFDJ Folkefronten for Demokrati og Retfærdighed

PGE Eritreisk overgangsregering

PROFERI Programmet for repatriering af flygtninge

RRC Etiopiske Nødhjælps- og Rehabiliteringskomite

SIDA Svenske stats bistandsorganisation

SPLA Sudanesiske Folks Befrielseshær

TPLF Tigray-Folkets Befrielsesfront

139


Søren Walther Nielsen, f. 1957, er cand.scient.soc. og ansat

som ph.d.-stipendiat ved Internationale Udviklingsstudier

på Roskilde Universitetscenter (RUC).

2000 Danida

© Udenrigsministeriet

Redaktionen afsluttet oktober 1999.

Udenrigsministeriets Informationssekretariat

Asiatisk Plads 2

1448 København K

Tlf. 33 92 00 00

E-mail: um@um.dk

Internet: http\\www.danida.dk

Produktion: Udenrigsministeriets Informationssekretariat

Redaktion: Charlotte Henriksen

Omslagsfoto: Jørgen Schytte

Grafisk produktion: aparte ® design af kommunikation

Tryk: CC-Print 92 ApS

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det internationale

udviklingssamarbejde findes i Danidas årsberetning

og i loven om internationalt udviklingssamarbejde.

Beretning, pjecer, av-materialer m.v. kan fås ved

henvendelse til:

Bech Distribution A/S

Postboks 176

Hedelykken 2-4

2640 Hedehusene

Tlf.: 46 55 01 55 · Fax: 46 55 01 69

E-mail: bdm@bech-distribution.dk

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikke

nødvendigvis sammenfaldende med Udenrigsministeriets.

ISBN: 87-7265-783-9

140

More magazines by this user
Similar magazines