En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

More documents

Recommendations

Info

der, hvor uafhængighedsblokkens forsamlinger blev saboteret og lederskabet udsat for gentagne mordforsøg. Føderationen med Etiopien Indirekte valg blev afholdt i 1947 af en FN-kommission. Resultatet viste, at 675.000 eritreere var modstandere af en union med Etiopien, mens 547.000 støttede unionstanken. Valget ledte til øgede sammenstød mellem uafhængighedsblokken og unionstilhængerne. Samtidig med at den politiske situation blev tilspidset, ankom flere FN-delegationer for at udrede Eritreas fremtidige status. Selv efter konsultationer med indenlandske politiske repræsentanter og traditionelle ledere, var kommissionsmedlemmerne fra Burma, Guatemala, Norge, Pakistan og Sydafrika dybt uenige. Burmas og Sydafrikas udsendinge foreslog: “At Eritrea bør udgøre en selvstyrende enhed under føderationsregeringen, hvis andre medlemmer skal være Etiopien under den etiopiske kejsers suveræne ledelse”. Norges talsmand bakkede op om denne indstilling. Derimod var repræsentanter fra Pakistan og Guatemala uenige i flertallets synspunkt. De understregede, at føderationen med Etiopien var imod det eritreiske folkeflertals ønske og derfor ikke i overensstemmelse med FN’s principper. På baggrund af disse modsatrettede indstillinger foretog FN’s generalforsamling sin endelige beslutning i 1952. Ved at gennemføre Resolution 390(V) blev Eritrea inkorporeret i en føderation med Etiopien. Den eritreiske regering havde lov til at tage selvstændige beslutninger vedrørende visse indenrigsspørgsmål, mens udenrigspolitik og økonomi var etiopiske ansvarsområder. FN’s bevæggrunde i Eritrea-spørgsmålet skal ses i lyset af et stormagtpolitisk spil, hvor USA stod som en magtfuld autoritet, der plejede sine langsigtede interesser i Afrika i forbund med den etiopiske kejser. Som en integreret del af denne politik havde USA opbygget en militærbase i Asmara. Kagnew-stationen var en avanceret lyttepost, som i starten af Den Kolde Krig havde overordentlig stor betydning for USA’s efterretningsvirksomhed. Som den amerikanske minister John Foster Dulles fastslog: “Set fra retfærdighedens 24 synsvinkel fortjener det eritreiske folks standpunkter opmærksomhed. Alligevel gør USA’s strategiske interesser i Rødehavsbassinet, sikkerhedsmæssige overvejelser og hensynet til verdensfreden det nødvendigt, at landet bliver knyttet til vor allierede, Etiopien”. Føderationen udviklede et skarpt modsætningsforhold mellem Eritreas befolkning og det etiopiske centralstyre. Etiopien overskred Eritreas begrænsede selvbestemmelsesret ved at forbyde fagforeninger, uafhængige politiske partier og aviser. Tigrinya og arabisk blev forbudt som officielle sprog og erstattet af det etiopiske amharinga. Sproget tales af den traditionelt dominerende etniske amhara-gruppe, der er repræsenteret i de fire etiopiske provinser: Gonder, Gojjam, Wollo og Shoa. I 1958 måtte det eritreiske flag vige pladsen for det etiopiske banner. Samme år indkaldte den velorganiserede eritreiske arbejderbevægelse til generalstrejke. Formålet med strejken var at forsvare de demokratiske og politiske rettigheder, som føderationsvedtægterne oprindeligt havde stadfæstet. Generalstrejken blev nedkæmpet trods stor folkelig opbakning. I takt med at undertrykkelsen blev intensiveret, blev selv medlemmerne af Unionspartiet udsat for brutale overgreb, og der udviklede sig en bred opposition mod det etiopiske herredømme. Oppositionen var organiseret i den verdslige Eritreiske Befrielsesbevægelse (ELM). Bevægelsens strategi var baseret på civil modstand, undergrundsarbejde og kupplaner, men den havde ikke den store succes med at omvælte systemet. I begyndelsen af 1960’erne overskred kejser Haile Selassie definitivt føderationsbestemmelserne ved at opløse parlamentet, og Etiopien annekterede Eritrea, uden at FN greb ind. 25
30 Den etiopiske kejser, Haile Selassie, fremstod for mange som indbegrebet af en retfærdig afrikansk statsmand. Ikke desto mindre annekterede kejseren, med FN’s stiltiende accept, Eritrea i sit storrige i 1961. Indlemmelsen skete med samme brutalitet, som de europæiske kolonimagter havde udvist i begyndelsen af århundredet. Foto: Polfoto 3. Kampen for uafhængighed Befrielseskrigens første faser I 1961 lød startskuddet til den væbnede kamp mod den etiopiske kolonimagt. Det blev affyret af Idris Hamid Awate, en tidligere soldat i den italienske hær. Efter militærtjenesten havde Awate ernæret sig som landevejsrøver i det vestlige lavland. Sammen med en håndfuld bønder tilsluttede han sig den militære fløj af den Eritreiske Befrielsesfront (ELF). Gruppens første angrebsmål var en politistation. Formålet med den væbnede aktion var at tiltrække sig FN’s opmærksomhed. Effekten af denne mere eller mindre symbolske aktion udeblev, og modstandsbevægelsen tog først rigtig form i årene efter, da Osman Saleh Sabbe, en skolelærer fra Massawa, indgik i ELF’s politiske eksilledelse i Kairo. Herfra koordineredes udenlandsk støtte til de militære enheder i Eritrea. ELF modtog forsyninger fra Syrien, Yemen, Algeriet, Libyen, Saudi-Arabien og den Palæstinensiske Befrielsesfront. Herigennem sikrede de arabiske interesser sig en vis indflydelse på ELF’s politik. ELF blev af mange eritreere anset som et alternativ til den Eritreiske Befrielsesbevægelse (ELM’s) forfejlede strategi, og befrielsesfronten fik stor opbakning. De første baser blev oprettet i det vestlige lavland, og med den voksende styrke blev ELF snart landsdækkende. Hæren var inddelt i fem zoner med hver sin øverstkommanderende. I 1965 omfattede den omkring 1.000 kampklare soldater. Kontakten mellem de øverstbefalende i hver zone var ringe, og konsekvensen heraf var en dårlig koordinering af aktiviteterne i felten. De militære operationer blev også besværliggjort af en beslutningsstruktur, som var trukket langs etniske og religiøse skillelinier. Ydermere udviklede mange af kommandanterne sig til lokale krigsherrer, som overtrådte elementære menneskerettigheder og levede af at inddrive høje skatter fra befolkningen. 27
Page 1 and 2: Eritrea - en politisk og økonomisk
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse 1. Geografi og
Page 5 and 6: 6 Eritrea - Byer og provinser Eritr
Page 7 and 8: en kun skifter lidt med årstiderne
Page 9 and 10: ket er arabisktalende og lever i de
Page 11 and 12: 18 Eritrea - Etniske grupper 2. His
Page 13: oprørere fortsatte og dannede væb
Page 17 and 18: Ibrahim Totil. Det lykkedes de to l
Page 19 and 20: Nødhjælpsmaskineriet Gentagne tø
Page 21 and 22: 42 Ved krigens afslutning vendte ma
Page 23 and 24: havde karakter af udvikling i stede
Page 25 and 26: arbejde” i nær kontakt med lokal
Page 27 and 28: nemsnittet af civilbefolkningen, og
Page 29 and 30: Det andet formål drejede sig om at
Page 31 and 32: at regeringen handler i overensstem
Page 33 and 34: opposition til regeringen. Flere fr
Page 35 and 36: handling. Organisationen formidler
Page 37 and 38: sker ved at knytte individuelle bor
Page 39 and 40: Efter de første svære år efter s
Page 41 and 42: Reformer i den offentlige forvaltni
Page 43 and 44: virksomhedsovertagelserne ikke sker
Page 45 and 46: ikke ønsker, at der knyttes beting
Page 47 and 48: ceret eritreisk arbejdskraft til st
Page 49 and 50: Skolevæsnet er meget nedslidt og m
Page 51 and 52: 102 Den livsvigtige bestand af træ
Page 53 and 54: jorden var kollektivt ejet af lands
Page 55 and 56: fremgår af beskæftigelsestallet,
Page 57 and 58: I 1991 var der kun 245 busser til a
Page 59 and 60: yggerne har ordentlige sanitære fo
Page 61 and 62: antallet af indskrevne elever. Lær
Page 63 and 64: partidannelserne vil styrke eller n
Page 65 and 66:
126 Eritreiske flygtninge har i år
Page 67 and 68:
evist begge landes modenhed og folk
Page 69 and 70:
udvikling. Fra en eritreisk synsvin
Page 71 and 72:
www På Internettet findes flere ak
show all

En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?