FANDANGO 3 - Syntetisk tale

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789 , . - _”
abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå
FANDANGO 3
Af Trine May og Susanne Arne-Hansen
Dette er en pdf-fil med Fandango 3. Grundbog
Filen er stillet til rådighed for elever med
læsevanskeligheder.
Filen må ikke videredistribueres
www.syntetisktale.dk

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789 , . - _”
abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå
FANDANGO 3
Af Trine May og Susanne Arne-Hansen
Dette er en pdf-fil med Fandango 3. Grundbog
Filen er stillet til rådighed for elever med
læsevanskeligheder.
Filen må ikke videredistribueres
www.syntetisktale.dk

1. udgave, 2. oplag 2008
© 2007 Gyldendalske Boghandel,
Nordisk Forlag A/S, København
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,
der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i
aftalen nævnte rammer.
Forlagsredaktion: Anne Fægteborg Dalsgaard og Lise Jæger
Billedredaktion: Jessie Stafort
Tekst og billedredaktion s. 22-23, 34-35, 42-44, 67, 215-228:
Ida Brændholt Lundgaard og Julie Blicher Trojaborg
Grafisk tilrettelægning og omslag: Frk. Madsen
Omslagsillustration: © Hanne Kvist/billedkunst.dk
Bogen er sat med Times, Salmiak og Rakugaki
og trykt hos Narayana Press, Gylling
ISBN: 978-87-02-05014-1

af Kim Fupz Aakeson
af Louise Bourgeois
af Morten Ramsland
af Joan Miró
af Ole Lund Kirkegaard
af Georg Baselitz
af Rikke Dyrhave Nissen
af Bente Olesen Nyström
af Bjarne Reuter
af Louis Jensen
ved P.A. Lindholm
af Dorte Karrebæk

af Iselin C. Hermann
af Thorstein Thomsen
af Daniel Zimakoff
af Louis Jensen
af Louis Jensen
af Kenneth Bøgh Andersen
af Bodil Bredsdorff
af Naja Marie Aidt
af Ulf Stark
genfortalt af Susanne Arne-Hansen
af Cecilie Eken
af Louis Jensen

af Hanne Kvist
af Hanne Kvist
af Hanne Kvist
af Hanne Kvist
af Hanne Kvist
af Julie Nord
af Julie Nord
af Julie Nord
af Julie Nord

Der fi ndes to slags litteratur: skønlitteratur og faglitteratur. Fandango
handler først og fremmest om skønlitteratur – og hvad er så det?
noget, en forfatter har fundet på
Der er altså tale om opdigtede historier. Måske ligner historierne
virkeligheden – måske ikke. Uanset om de ligner virkeligheden eller ej,
er det litteratur.
Den litteratur, der ligner virkeligheden, hedder realistisk litteratur.
Den litteratur, der ikke ligner virkeligheden, fx fordi der optræder en
heks, en drage eller et talende dyr, hedder fantastisk litteratur.
Man kan også sige, at den fantastiske litteratur er overnaturlig.
Hvad vil du kalde disse historier – realistisk litteratur eller fantastisk
litteratur? Hvorfor?

historier, der kræver læsning mellem linjerne
Forfatteren har ikke skrevet alt i sin historie. Noget af det må vi selv
tænke os til. Det kaldes at læse mellem linjerne.
Her er et eksempel fra en historie, hvor en pige er på vej i skole en
morgen:
Ude på gangen møder jeg rare hr. Danckert. Han bor nede på anden
sal. Han smiler over hele sit ansigt. Ligesom han plejer. „Nå, så skal
den lille pige måske i skole?“
Så siger min mund:
„Ja, hvad ellers, din gamle skovl?“
Fra Kim Fupz Aakeson: Min uartige mund
Vi får en fornemmelse af mandens og pigens humør, selv om
forfatteren ikke har skrevet det direkte. Hvad kan du læse mellem
linjerne om mandens og pigens humør?
ordkunst
En forfatter arbejder med sproget. Han gør sig umage for at fi nde de helt
rigtige ord til sin historie, så den kan blive rigtig god.
Litteratur er altså ikke altid sande historier.
Kunstneren Picasso har engang sagt:
I Fandango kan du også fi nde anden kunst end litteratur, fx billedkunst,
arkitektur og fi lmkunst.
Litteratur er altså kunst, vi kan blive kloge af, selv
om den lyver.

Noget helt andet er faglitteratur. Det er tekster om, hvad der sker i
virkeligheden. De kaldes også fagtekster.
En fagtekst kan fx handle om krybdyr, et land eller vulkaner. Kan du selv
komme på fl ere eksempler?
En fagtekst kan også være en artikel i avisen, en madopskrift eller en
vejledning i, hvordan dit nye computerspil skal installeres.
Her ser du nogle titler på forskellige bøger. Er de skønlitteratur eller
faglitteratur?
Astrid Lindgren har engang sagt:
Hvad tror du, hun mener?

Noget helt andet er faglitteratur. Det er tekster om, hvad der sker i
virkeligheden. De kaldes også fagtekster.
En fagtekst kan fx handle om krybdyr, et land eller vulkaner. Kan du selv
komme på fl ere eksempler?
En fagtekst kan også være en artikel i avisen, en madopskrift eller en
vejledning i, hvordan dit nye computerspil skal installeres.
Her ser du nogle titler på forskellige bøger. Er de skønlitteratur eller
faglitteratur?
Astrid Lindgren har engang sagt:
Hvad tror du, hun mener?

Dette kapitel handler om personer. Du skal læse
tre historier. I dem alle er der spændende personer
– og dem skal du arbejde med. Du skal også se på
kunstværker, der forestiller personer. De kaldes
portrætter.
En teksts vigtigste person kaldes hovedpersonen.
Det er den person, vi får mest at vide om. De
andre personer omkring hovedpersonen kaldes
bipersoner.
Fra bøger og film kender
vi mange hovedpersoner,
fx Klods Hans,
Gummi-Tarzan,
Buster osv.
Kan du komme i
tanke om andre
hovedpersoner?
Hvem er bipersoner i
deres historier?

Når vi skal arbejde med personerne i en tekst, kan vi lave en
karakteristik. Vi kan lave en ydre karakteristik og en indre
karakteristik.
Når vi skal skrive eller tale om, hvordan personerne ser ud
eller opfører sig, laver vi en ydre karakteristik.
Når vi skal skrive eller tale om personernes væremåde, laver
vi en indre karakteristik. Det kan være noget om, hvordan
personerne er, eller hvordan de tænker. Selv om vi ikke får
det fortalt direkte, gør vi os nogle forestillinger om, hvordan
personerne er, når vi læser historien.

Teksten her handler om et barn og hans overvægtige
mor. Under læsningen kan du overveje, om du mener,
den er realistisk eller fantastisk.
Mor er ikke lidt tyk som Antons mor.
Mor er ikke meget tyk som Johans mor.
Mor er tykkere.
Mor er tyk som en elefant.
Kæmpe-tyk.
„Når jeg føler mig lidt små-sulten, så snupper jeg mig et
par gode skiver hamburgerryg med majonæse og lidt kold
kartoffelsalat og en lille skål med budding,“ siger hun.
Og hun føler sig tit lidt små-sulten.
Og så er der de rigtige måltider. Så spiser hun virkelig til.
„Måske man indimellem kunne spise en gulerod,“ foreslår jeg
nogle gange.
Jeg har nemlig hørt, at man bliver tynd og fi n af gulerødder.
„Jeg er da ikke nogen kanin,“ griner hun så. Hun napper mig i
kinden og siger: „Jeg er en mor.“
„Ja,“ sukker jeg.
„Og nu er der mad!“
„Jeg er ikke særlig sulten,“ siger jeg.

Det er ikke så slemt derhjemme. Det er slemt, når vi skal noget.
Det er for eksempel slemt, når vi kører i bus.
Ret slemt.
Mor fylder næsten hele sædet. Jeg kan dårligt være der. Jeg
sidder altid sådan ret klemt og kigger og kigger på mine knæ.
Jeg ved, at alle glor på Mor.
De glor på hende, fordi hun er tyk.

Og de tænker sikkert:
„Sikke en fed madamme.“
Måske tænker de:
„Hun skulle ærlig talt tage at tabe sig en 15-16 kilo, den ko!“
Eller: „Aj, hun må da være den fedeste, jeg nogensinde har set.“
Jeg kan slet ikke lide at sidde i en bus, mens alle andre tænker
den slags om Mor.
Men hun er vist ligeglad.
„Når vi kommer hjem, skal vi have en ordentlig portion boller
i karry,“ siger hun.
Jeg kigger bare på mine knæ.
Jeg prøver osse altid at trække hende forbi pølsevognen.
Jeg snakker rigtig meget om noget henne i skolen. Noget med
bogstaver vi har lært, som for eksempel p’er eller s’er.

Men Mor kan lugte en varm pølsevogn på hundrede meter.
„Nu skal vi to lige have en pølse at gå hjem på,“ siger hun.
„Årh, jeg er ellers ikke særlig sulten,“ siger jeg.
„Du må vælge lige, hvad du vil,“ siger Mor og slikker sig om
munden.
„Hvad med om vi bare går hjem og snupper en gulerod,“
foreslår jeg.
Så griner Mor.
Og pølsemanden griner.
„Hun er da ikke nogen kanin,“ siger pølsemanden.
„Nej,“ siger Mor. „Jeg er en mor.“
„Jaja,“ sukker jeg, og så får jeg en rød pølse med brød og
ketchup.
Så står jeg der og kigger på mine sko og kan ikke spise op.
Men Mor.
Mor får to af de ristede, mens hun venter på, at pølsemanden
skal blive færdig med hendes seks hotdogs.
Dem spiser hun, mens han laver de to bøfsandwich. Og så
køber hun lige en medister til at søbe det sidste ketchup op med.
„Det ville være synd, hvis den gode ketchup skulle gå til
spilde,“ siger hun. Og klapper mig på hovedet og spørger, om
jeg vil have en pølse til.
„Nej tak,“ siger jeg.
For folk er for længst begyndt at kigge. De tænker deres ting
om en dame, der er så stor, og som har spist så mange pølser.
„Jeg vil hellere hjem.“
Men det er ikke det værste.
Det værste er henne i skolen, når der er forældremøde.
Alle skal komme med deres forældre, og der er kaffe og kage
bagefter.
Der tænker de ting, de andre børn og de andre forældre. Det
kan de osse sagtens, for de er pæne og taler stille.
Damerne lægger benene over kors og nikker til hinanden.
Mor skal næsten bruge to stole.
Hun drikker otte kopper kaffe med fløde og sukker. Hun
spiser ni stykker kage, selvom der slet ikke er så mange stykker
til hver.

„Nå,“ griner hun. „Hvis der virkelig ikke er nogen, der vil
have det sidste stykke, så lad mig bare sende det ned til de
andre.“
Orj, hvor jeg kigger på mine hænder sådan en forældreaften.
Jeg tør slet ikke tænke på alt det, de andre mødre og fædre må
tænke om Mor.
De tænker sikkert, at hun ligner en elefant og en flodhest, og
at hun skulle tage at spise en hel masse gulerødder.
De er sikkert enormt glade for, at de selv er lige tilpas.
„Det var et godt møde,“ siger Mor på vejen hjem og klemmer
min hånd, „men de er nu lidt nærige med den kage.“
„Du spiste ti stykker,“ siger jeg.
„Årh, det var meget små stykker,“ siger hun. „Men heldigvis
har jeg en lille islagkage hjemme i fryseren. Den går vi lige
hjem og smager på.“
Jeg siger ikke noget om gulerødder.
Næh, jeg er færdig med det gulerods-snak.
Da jeg næste dag kommer hjem fra skole, går jeg ikke hjem til
vores hus.
Jeg går videre ind til vores nye nabo.
Jeg har set hende gennem gardinerne.
Hun er meget pæn og stille og har ægte krøller i håret.
Jeg ringer på, og hun åbner, i dag i en blå kjole med perler.
„Ja?“ siger hun og ser på mig og smiler.

„Ja,“ siger jeg. „Du kunne vel ikke tænke dig sådan en sød
lille dreng som mig?“
Damen tænker sig om.
„Går du i seng om aftenen uden ballade?“
„Om jeg gør,“ siger jeg. „Jeg er vildt artig.“
„Skal man plage dig om at spise grøntsagerne og ikke kun
frikadeller?“
„Grøntsager!“ råber jeg. „Prøv at give mig gulerødder! Jeg
elsker gulerødder!“
„Og hvad med skolen, er du flittig i skolen?“
„Yes,“ siger jeg. „Jeg er faktisk en af de bedste til p’er og
s’er …“
„Det er i orden,“ siger damen og åbner døren mere. „Men du
skal kalde mig Mor. Er det en aftale?“
„Selvfølgelig,“ siger jeg. Jeg tænker på, hvor dejligt det
bliver at komme til forældremøder og køre i busser og gå forbi
pølsevogne med sådan en laber mor.
Så laver damen dejlig aftensmad.
Bare sådan en lille smule på to tallerkner.
Der er råkost med revne gulerødder.
Og vi spiser kun én portion hver.
Bagefter tørrer vi os om munden med servietter.
„Så,“ siger damen. „Nu må du godt sige: Tak for mad, Mor.“
„Ja,“ siger jeg. „Tak for mad, Mos.“
„Undskyld,“ siger damen. „Hvad var det, du sagde? Mos?“
„Jeg kom til at sige forkert,“ siger jeg. „Nu siger jeg det
rigtigt: Tak for mad, Musling, nej … tak for mad Mappe, nej …
tak for mad Madras … .“
„Mor,“ siger damen, meget tydeligt.
„Mus,“ siger jeg.
„M-m-m-m-m,“ siger damen.
„M-m-m-m-m,“ siger jeg.
„M-m-mor,“ siger damen.
„M-m-marokko,“ siger jeg. „M-m-muh, M-m-morgen-sko,
M-m-mysli, M-makrel, M-mandarin, M-musling, Modig, Minus,
Maling …“
„Jatak,“ siger damen.

„Tak for mad, Mødding,“ siger jeg og har helt røde ører.
Damen smiler og siger, at hun tror, jeg er meget træt.
Jeg vil have det bedre i morgen tidlig, når jeg har sovet.
„Lad mig lige se dig være rigtig artig og børste tænder og rede
dig og tage nattøj på.“
Oj, jeg skynder mig.
Jeg børster de tænder, så de skinner.
Jeg vasker mig bag ørerne og reder mit hår, til det bliver helt
blankt og ømt.
Jeg tager nattøj på, og før damen får set sig om, ligger jeg i
min nye seng.
„Du er søreme en dygtig dreng,“ siger hun og kysser mig på
panden. „Måske du nu kan sige: Godnat Mor?“
„Det tror jeg godt, jeg kan,“ siger jeg og trækker vejret dybt.
„Godnat Makrel, nej … godnat Marmelade, nej … Majs, Mast,
Mel, Måge …“

„Du får det bedre i morgen tidlig.“
„… Motel, Mund, Måne …“
„Godnat,“ siger damen og slukker lyset.
„Mammut,“ siger jeg i mørket.
Og jeg siger osse: „Mæh, Melodi, Mester, Minister, Medister,
Medicin …“
Til sidst holder jeg op. Jeg står ud af sengen og tager mit tøj på.
Så går jeg ind i stuen.
Damen sidder og ser fjernsyn og strikker.
„Hvad søren,“ siger hun. „Kommer du der?“
„Næh,“ siger jeg. „Jeg går desværre.“
„Åh,“ siger damen. „Du vil føle dig meget bedre tilpas i
morgen tidlig, når du har sovet.“
„Jeg tror det ikke,“ siger jeg og prøver for en sidste gang.
„Farvel Mumi, farvel Mille, farvel Momo …“
„Du har nok ret,“ siger damen.
„Farvel Mims, farvel Møf, farvel Mulle …“
„Farvel,“ siger damen. „Du er nu en meget sød dreng.“
„Du er også sød,“ siger jeg. „Farvel Dame.“
Mor sidder foran køleskabet, da jeg kommer hjem.
Hun har hænderne fulde af leverpostej og æggemadder og
flæskesteg med rødkål.
Og hun har tudet, kan jeg se.
„Min lille skat!“ råber hun og omfavner mig. „Hvor har du
dog været? Jeg har siddet og trøstespist hele aftenen!“
„Nåh,“ siger jeg og er en smule flov. Nej, meget flov, faktisk.
„Jeg har bare været lidt ude.“
„Jamen, søde lille skat,“ siger hun og knuser mig og kysser
mig. „Du må være ved at dø af sult!“
„Jøh,“ siger jeg, for jeg har ikke rigtig fået andet end det der
råkost inde hos damen. „Jeg kunne måske godt spise en lille
haps af et eller andet …“
„Selvfølgelig skal du have mad,“ siger Mor og hiver ting ud af
køleskabet til den store guldmedalje. „Jeg tager en bid med …“

Bagefter sidder vi i sofaen.
Mor holder om mig og kalder mig sin lille marcipan-gris.
„Men altså,“ siger jeg. „En gang imellem kunne du måske
godt tage dig en gulerod i stedet for alt det mad dér …“
Mor griner.
„Jeg er ikke nogen kanin,“ siger hun så.
„Jeg ved det,“ siger jeg.
„Jeg er en mor,“ siger hun.
„Ja,“ siger jeg.
Jeg kommer både til at ryste på hovedet og smile på én gang.
„Du er min Mor.“

Du skal nu arbejde med figuren Mor. Du skal finde ud af,
hvordan andre opfatter hende
hvordan hun opfatter sig selv
hvordan du opfatter hende
Hvordan har barnet det med, at Mor er så tyk? Find
eksempler i teksten.
Hvad gør barnet for at få Mor på andre tanker?
Da barnet og Mor sidder i bussen, kigger barnet på sine
knæ. Ved pølsevognen kigger barnet på sine sko, og ved
forældremødet på sine hænder. Hvorfor?
Hvad tror du, de andre mennesker synes om Mor (fx i
bussen, ved pølsevognen og ved forældremødet)?
Hvordan har Mor det selv med, at hun er tyk? Find
eksempler i teksten.
Mor siger flere gange: Jeg er ikke nogen kanin. Jeg er en
mor. Hvordan tror du, hun mener, en god mor er?
Er teksten realistisk eller fantastisk? Hvorfor?
opgave

opgave
Hvad tænker du, når du ser på skulpturen?
Hvad forbinder du ellers med edderkopper?
På billedet ser du en skulptur af en kæmpeedderkop. Den er ti
meter høj og har tynde, krogede ben. Under sin krop bærer den
et net med hvide æg. Det er en hun. Den er støbt i bronze. Det
er et hårdt materiale, der kan tåle al slags vejr. Edderkoppen ser
virkelig ud, selvom den er enorm.
Skulpturen er åben, så du kan gå ind under den. På den måde
kan du opleve forskellen på at være udenfor og indeni. Når
du står under edderkoppen, virker skulpturen som et hus, der
beskytter dig.
I edderkoppernes virkelige verden æder hunnen hannen, efter de
har parret sig, fordi hun vil forhindre, at faren slår ungerne ihjel.
Louise Bourgeois har kaldt sin skulptur Maman. Det
betyder mor. Skulpturen er et billede på hendes egen mor.
Louise Bourgeois har sagt: „Min mor var velovervejet, dygtig,
tålmodig, trøstende, fornuftig, fin, spidsfindig, uundværlig,
ordentlig og flittig som en edderkop,“ … „Jeg vil aldrig holde op
med at fremstille hende.“
Louise Bourgeois viser med sin kæmpeedderkop, at moren
er stor som et hus og kan rumme og beskytte sine børn. På den
måde leger hun med ordet hus-mor.
Hvordan tror du, det er at stå under edderkoppen?
Hvad synes du om at lave et portræt af en mor som en
edderkop?
Lav en brainstorm på tavlen om ordet husmor. Hvad
forbinder du med ordet husmor?

Bronze, rustfrit stål og marmor, 895 x 980 x 1160 cm. 1999, Guggenheim Bilbao.

Her kommer en historie om et andet familiemedlem
– nemlig historien om onkel Pedro. Læs først halvdelen af
historien, og lav opgaverne hertil. Først derefter skal du
læse resten af historien.
Sune er rødhåret. Han har en masse fregner over det hele. Hans
ører stritter lige ud i luften, og så går han mærkeligt, fordi hans
ene ben er lidt længere end det andet, men det er ikke det værste.
Nej, det værste er, at Sune nogle gange har svært ved at sige
s-lyde. Det er, som om tungen sidder fast oppe i ganen, når han
forsøger at sige ‘s’.
Alle børnene fra gaden synes derimod, det er mægtig skægt, at
Sune har svært ved at sige s-lyde.
„Hvad er det nu, du hedder? Er det ikke Une?“ råber de og
kigger på Sune med drillende øjne, når han kommer ud for at
lege med dem.
„Nej!“ råber Sune. „Jeg hedder zzz … Une!“
„Haha,“ griner de andre børn. „Var det Une, du sagde? Une,
Une, Une …“
Nu hopper de rundt om Sune og danser som en fl ok indianere:
„Une, Une, Une,“ bliver de ved med at råbe.
Sune sukker.

Han er hverken den bedste på gaden til at løbe eller cykle eller
til at klatre i lygtepæle. Han kan ikke hoppe særlig højt. Han
falder altid over bolden, når de skal spille fodbold. Han er dårlig
til at skyde med vandpistol.
Faktisk kan Sune ikke finde en eneste ting, han er god til.
Måske er det derfor, ingen vil have Sune med på deres hold, når
de skal spille bold eller lege tagfat eller noget i den stil.
„I kan få Une,“ siger det ene hold til det andet.
„Nej, I kan få Une,“ siger det andet hold til det tredje, „vi vil
ikke have ham.“

Men nu hopper de bare rundt om ham og siger: „Une, Une,
Une“, indtil Sune bliver træt af at høre på det og går ind i huset
igen.
Han lukker døren bag sig.
Sune bor alene sammen med sin mor. De fleste børn har både
en mor og en far, men Sune har kun en mor. Sådan har det altid
været. Han ved ikke noget om, at han også skulle have en far.
En dag finder Sune et sammenkrøllet stykke papir omme bag
den store kommode. Først tror han, det er et skattekort, men da
han folder det ud, kan han se, at det er et gammelt fotografi.
„Hvem er det på billedet?“ spørger Sune, da han senere sidder
og spiser aftensmad med mor.
Men mor svarer ikke på hans spørgsmål.
„Hvor har du dét fra?“ spørger hun i stedet og hiver billedet
ud af hånden på ham. Billedet er så sammenkrøllet og slidt, at
personen på det er helt utydelig. „Nåja,“ sukker hun så og ryster
opgivende på hovedet, „skal vi ikke bare sige, det er din onkel?“
„Har jeg z … ådan én?“ spørger Sune.
„Ja,“ svarer mor og sukker igen. „Skal vi ikke bare sige det?“
„Hvad hedder han?“ spørger Sune.
„Ja,“ siger mor, „skal vi ikke bare sige, han hedder Pedro?“
Sune putter billedet i baglommen, og inden han skal sove, vil
han gerne vide, om onkel Pedro er god til at løbe og cykle og
spille fodbold og gå på stylter og skyde med vandpistol, og om
han er god til at sige s-lyde.
„Ja …“ svarer mor. „Det kan vi godt sige.“
„Rigtig god?“ spørger Sune.
„Ja,“ siger mor, „så siger vi det.“
Da Sune næste dag kommer ud på gaden, sidder de fleste
af børnene oppe i lygtepælene. Det gør de indimellem. De
konkurrerer om, hvem der kan klatre højest op, og hvem der kan
blive siddende længst deroppe.
„Æbæ, Une kan ikke få røven med sig,“ råber Thomas.
Thomas sidder øverst oppe i lygtepælen. Han er den bedste på
gaden til at klatre i lygtepæle.

„Nej, men det kan min onkel,“ hvisker Sune op til Thomas.
„Din onkel?“ siger Thomas. „Hvad er det for en onkel?“
„Han hedder Pedro,“ fortæller Sune. „Han er den bedste
til at klatre i lygtepæle. Han har engang arbejdet som
lygtepæleklatrer. Han skulle skifte pærerne ud i alle lygtepælene
på 80 km motorvej.“
„80 km motorvej?“ stønner Thomas og ser helt svimmel ud.
„Jep,“ siger Sune og har lige pludselig ikke spor svært ved at
sige s-lyde.
I et øjeblik ved Thomas slet ikke, hvad han skal sige. Men så
tager han en vandpistol op af lommen og skyder Sune med den.
„Det er ingenting, det dér,“ siger Sune og tørrer vandet væk
fra ansigtet.
„Min onkel kan ramme en gråspurv på 30 meters afstand med
sin vandpistol.“
„Hvad for noget?“ siger Thomas og ser helt forkert ud i
hovedet.
„Ja, han har været vandkanonfører i civilforsvaret. Han skød
så langt, at han en dag ramte et jagerfly. Så blev de nødt til at
fyre ham. De kunne ikke have sådan en mand rendende og skyde
jagerfly ned.“
„Bah,“ siger de andre børn og skyder efter Sune med deres
vandpistoler.
„Det er vi da ligeglade med.“
Men når de andre børn siger, de er ligeglade med Sunes onkel,
får han bare endnu mere lyst til at tale om ham.
„Han har engang været dybvandsdykker på De Kolonariske
Øer,“ siger Sune og snapper efter vejret. Det er, som om det slår
gnister inde i hovedet, når han taler om onkel Pedro.
„Det var ham, der måtte svømme forrest, når der var hajer i
nærheden. Engang blev han angrebet. Men han brækkede hajens
rygsøjle med et håndkantsslag.“
„Hva’for’no’et?“ stønner de andre børn i lygtepælene.
„Hvorfor har vi aldrig hørt om ham?“
„Det er, fordi han indtil for nylig arbejdede som hemmelig
agent i kloakvæsnet. Det var ham, der skulle rydde kloakkerne
for forbrydere.“

„Gisp,“ siger børnene i lygtepælene.
Sune ved ikke rigtig, hvor han ved alle de ting om onkel
Pedro fra. Men han er sikker på, at det hele er rigtigt:
„Han er lige så stærk som en bjørn. Han har engang tæsket en
bjørn, der blev for fræk, oppe i noget, som hedder Alaskis.“
„Øj,“ begynder de andre børn at sige. „Er det rigtigt? Gjorde
han virkelig?“
„Jep,“ siger Sune. „Det kan I lige bide jer selv i næsen på!“
„Øj, hvor vildt. Må vi høre mere om onkel Pedro?“
Sune fortæller den ene vilde historie efter den anden. Nogle
gange bliver han helt forpustet af at tale så meget. Det er, som
om han slet ikke kan stoppe, når han først er kommet i gang.
S-lydene flyver ud af munden på ham.
Det er ikke, fordi Sune bliver bedre til at løbe eller cykle eller
til at klatre i lygtepæle. Men børnene fra gaden vil pludselig alle
sammen have ham med, når de leger. Og de holder også op
med at kalde ham ‘Une’.
„Sune,“ siger de i stedet. „Vil du ikke fortælle
om dengang, onkel Pedro blev begravet i en
diamantmine?“
„Jo,“ siger Sune og smiler over hele femøren.
„Det kan jeg da godt.“

En dag får Sunes mor et brev. Det er ikke noget særlig
langt brev, men hun er alligevel længe om at læse det.
Bagefter kigger hun på fotografiet af onkel Pedro, som
Sune har hængt op på opslagstavlen, og siger:
„Han kommer og besøger os i næste uge.“
„Onkel Pedro?“ råber Sune.
„Ja,“ sukker mor og kigger på Sune med alvorlige
øjne: „Det er jo det, vi kalder ham. Han kommer
klokken halv fem.“
Sune går straks ud på gaden og råber:
„Onkel Pedro kommer i næste
uge. Verdens stærkeste, modigste,
flotteste og sejeste onkel! Han
kommer, det er rigtigt!“
„Øj,“ siger de andre børn. „Ham,
der har brækket ryggen på en haj?
Ham, som kæmper imod sørøvere og
som tæsker bjørne?“
„Jep,“ svarer Sune. „Han kommer
på tirsdag klokken halv fem.“
„Øj,“ siger de andre børn.
Hvordan har Sune det med andre børn
i begyndelsen af historien?
senere i historien?
Hvorfor ændrer det sig?
Sune har svært ved at sige s-lyde, men når han
fortæller om Pedro, kan han godt. Hvorfor mon?
opgave

Endelig bliver det tirsdag. Alle gadens børn venter spændt. De
hænger oppe i lygtepælene. De kigger frem fra deres skjul bag
hække og parkerede biler.
Klokken er allerede over halv fem, og rundt om gadehjørnet
kommer en lille spinkel dame gående på højhælede sko.
Alle sukker. Så lyder der igen skridt, men denne gang kommer
der bare en herreløs hund luntende hen ad fortovet.
„Øv,“ siger børnene fra gaden. „Måske er han blevet forsinket,
fordi han lige skulle ordne en bjørn eller to.“
Men mere når de ikke at sige, for nu kommer der en lille
mand gående rundt om hjørnet. Han er ikke særlig stor, så
det kan i hvert fald ikke være onkel Pedro. Da den lille mand
kommer nærmere, kan alle se, at han halter lidt. Hans ene ben
ser ud til at være længere end det andet – ligesom Sunes.
De kan også se, at han er rødhåret. Han har en masse fregner
over det hele, og så stritter hans ører lige ud i luften.
Det er mærkeligt, synes alle gadens børn. Det er meget
mærkeligt, for manden ligner faktisk Sune. Han er bare større og
ældre.
Skulle det alligevel være onkel Pedro?
Sune synes også, det er mærkeligt. Han håber, at manden vil
gå forbi dem, men han går lige ind ad indkørslen til Sunes hus
og op mod hoveddøren, hvor mor står. Mor siger ikke noget.
Hun kikker på den lille rødhårede mand.
Manden rækker sin hånd frem for at hilse på mor, men hun
kniber bare sine øjne sammen.
SLAM! siger det pludselig.
Sune kan næsten ikke tro sine egne øjne. Mor har slået onkel
Pedro med flad hånd lige midt i ansigtet! Mor har givet onkel
Pedro en lussing! Nu bliver han sikkert tosset, tænker Sune. Men
onkel Pedro bøjer bare hovedet.
„Dén havde jeg nok fortjent,“ siger han undskyldende.
Bagefter går Sune op til dem. Det er han ligesom nødt til. Men
det er ikke, fordi han har lyst.
„Hej zzz … ønnike,“ siger manden og klapper ham på

hovedet. „Sikke stor du er blevet.“
Sune siger ikke noget. Han er målløs. Onkel Pedro bøjer sig
frem mod ham.
„Undskyld, men det kan godt være svært at sige ‘s’, når man
er nervøs,“ hvisker han ind i Sunes øre.
De andre børn står bare og kigger på Sune og onkel Pedro.
Først ser de meget skuffede ud, men så begynder enkelte af dem
at prikke hinanden i siderne med deres albuer. De blinker også
til hinanden, og til sidst begynder de at fnise.
Sune skynder sig at følge efter mor og onkel Pedro ind i huset.
Han lukker døren efter sig og ønsker, at han aldrig havde fortalt
nogen om sin dumme onkel.
Onkel Pedro har allerede sat sig, og mor sætter noget
aftensmad på bordet.
Imens de spiser, fortæller onkel Pedro nogle historier fra
fremmede lande, men ikke historier om sørøvere og hajer og
vilde eventyr eller noget som helst af den slags.
Nej, onkel Pedro sidder bare lige så stille og fortæller, at han
arbejdede på dét kontor, og så gik den ikke længere, og så måtte
han finde noget nyt og bla bla bla …
Det er simpelthen ganske almindelige ting, han sidder og
fortæller.
Sune får lyst til at gabe. Og det gør han så. Han gaber syv
gange i træk, men da han bliver træt af at gabe, synes han
egentlig, det er meget hyggeligt at sidde ved spisebordet
sammen med mor og onkel Pedro.
Sune håber i hvert fald, at onkel Pedro ikke går lige med det
samme. Han kigger på hans røde hår. På hans ører, der stritter.
På hans fregner. Han kan ikke lade være med at smile, hver gang
onkel Pedro siger noget almindeligt.
Sådan bliver Sune siddende hele aftenen, og da han vågner
næste morgen, ligger onkel Pedro og sover på sofaen i stuen.
„Hej sønnike“, siger han og smiler. „Hej,“ siger Sune og sætter
sig ved siden af ham. „Var det en lang rejse, du var ude på?“
„Jep,“ siger onkel Pedro. „En lang og besværlig rejse.“

Hver eneste morgen, når Sune vågner, ligger onkel Pedro
i sofaen og siger: „Hej sønnike“. I begyndelsen er det lidt
mærkeligt, men efterhånden vænner Sune sig til det. Også mor
vænner sig vist til det, for hun ser ikke længere så sur ud, når
onkel Pedro siger noget. Tit sidder hun bare og kigger på hans
røde hår, på hans fregner og på hans ører, der stritter lige ud i
luften.
Men en morgen, da Sune kommer ned i stuen, er onkel Pedro
væk. Sofaen er tom, og der ligger ikke engang en dyne i den.
Sune bliver helt kold indeni – er onkel Pedro gået uden at sige
farvel?
Så hører han stemmer og lister ud i gangen. Han kan se, at
onkel Pedro ligger inde i sengen ved siden af mor. Han ligger
og vipper med tæerne. „Hej sønnike,“ siger han og smiler, da
Sune kommer til syne i døråbningen. „Skal du aldrig udenfor og
lege?“

Det er rigtigt. Sune har ikke været uden for en dør, siden onkel
Pedro kom.
Han lister lige så stille ud ad døren, ud på gaden.
„Hej Une! Det var jo løgn det hele, alt det med din onkel,“
råber børnene fra gaden, da Sune endelig kommer ud. De
hænger igen oppe i lygtepælene og konkurrerer om, hvem der
kan blive siddende deroppe længst.
Sune trækker undskyldende på skuldrene. Men han kan ikke
lade være med at smile lidt. Det er, som om smilet slet ikke vil
forlade hans læber.
„Ha,“ råber Thomas. „Ikke nok med, at det var løgn det hele,
men manden er garanteret heller ikke din onkel.“
„Næ,“ siger Sune og smiler endnu mere. „Det har du nok ret i.
Manden er sikkert slet ikke min onkel.“
Sune kigger op mod køkkenvinduet. Han kan se, at onkel
Pedro er stået op og går rundt inde i køkkenet.
Om lidt vil onkel Pedro stikke hovedet ud ad vinduet og råbe:
„Hej sønnike!“
Og så ved Sune præcis, hvad han vil gøre: han vil vinke
tilbage og råbe: „Hej far!“
Hvad tænkte du om Pedro, da han kom?opgave

opgave
Den spanske kunstner Joan Miró har tegnet en tegning af sig
selv. Mange år senere har han malet sig selv oven på tegningen.
De to selvportrætter er meget forskellige. Da Miró tegnede det
første, var han bekymret over, hvad der skete i hans land. Han
var flygtet til Frankrig med sin familie, fordi der var borgerkrig
i Spanien.
Se godt på tegningen inde bag malingen. Den er tegnet
med fine, tynde streger og grå skygger. Den består af
mange små figurer og former fra naturen. Hvilke?
Munden er lukket, og det ser ud, som om den er syet
sammen. Hvorfor tror du, Miró har tegnet sig selv
sådan?
Miró har ikke tegnet sig selv, som han så ud i
virkeligheden. Tegningen viser, hvordan Miró havde
det, da tegningen blev til. Hvordan tror du, han havde
det? Hvad betyder det fx, at tegningen ikke har
farver?
Det malede selvportræt oven på tegningen ligner
heller ikke virkeligheden. Det er helt enkelt. Beskriv
hans nye selvportræt.
Det nye selvportræt ødelægger næsten den fine tegning. Når
Miró maler oven på det gamle selvportræt, danner han et
nyt, så han nu har to. Tilsammen danner de et helt tredje: et
selvportræt, der fortæller om flere forskellige tidspunkter i hans
liv. De to portrætter danner ét billede. Det viser, hvordan Miró
forandrer sig, og hvordan den, han er, er en del af den, han har
været.

Olie og blyant på lærred, 146,5 x 96,9 cm. 1937-1960, Fundació Joan Miró, Barcelona.

Den sidste tekst i kapitlet om personer er historien om den sjove
dreng Albert. Du får ikke hele teksten her, for historien om Albert
er en roman, dvs. en hel bog. Du skal læse et uddrag fra
begyndelsen af bogen, hvor vi hører om Albert, fra han bliver
født, til han skal i skole. Han bor i byen Kalleby. Hvis du vil
høre mere, må du selv låne bogen. Eller du kan låne en af
Ole Lund Kirkegaards andre sjove bøger, der alle har skægge
hovedpersoner, fx Orla Frøsnapper, Lille Virgil eller Gummi-Tarzan.
Allerede den dag, Albert blev født, begyndte han at vokse, og
siden den tid voksede han et ganske lille stykke hver dag.
Albert blev større og større.
Alberts far var meget stolt af Albert. Næsten hver eneste dag
målte han ham med et målebånd, og hver gang han havde målt
ham, stak han hovedet ud af vinduet og råbte:
HURRA. Nu er Albert vokset igen.
Og folkene i Kalleby stak hver gang deres lange, nysgerrige
næser ud af dørene og vinduerne for at høre, hvem det var, der
råbte sådan op.
Men når de hørte, at det var Alberts far, der råbte noget om
Albert, så de bare på hinanden, rystede på hovederne og sagde:
PHHØØØ. Som om det var noget at prale af.
PHHØØØ, ja, sagde den gamle fru Stampe. I de syv og
halvfems år jeg har levet i denne hersens by, er der aldrig nogen
drenge, der ikke har vokset sig større og frækkere.
Og så trak både hun og de andre folk næserne til sig og
smækkede deres døre i med nogle gevaldige brag.

Det var heldigvis kun i begyndelsen, Alberts far kunne måle
Albert.
Da Albert var blevet noget større og vildere, kunne hans far
ikke længere holde ham, og det var vist meget heldigt.
For hvis Alberts far var blevet ved med at råbe op om, hvor
meget Albert voksede, var folkene i Kalleby sikkert blevet
forfærdeligt vrede på ham.
Men alt det vidste Albert ikke noget om.
Han voksede bare, og mens han voksede, lærte han en hel
masse ting.
I begyndelsen, da han var så lille, at han næsten kunne ligge
i sin fars frakkelomme, lavede han ikke andet end at sove og
vræle og patte mælk hos sin mor. Men det varede ikke ret længe,
før han lærte at spytte kartoffelmos helt over på den anden side
af bordet, og det varede heller ikke ret længe, før han lærte at
spise avispapir. Næsten en hel avis kunne han spise – når hans
mor ikke så det. Han lærte også, at man ikke skulle spise brun
sæbe og femører, selv om de var blanke.
Da han blev lidt større, lærte han at sidde på potte uden at
vælte og at sige: GÆV, GÆV, GØØJ.
Og da han blev endnu større, lærte han at pille sig i næsen og
at råbe ganske forfærdeligt højt.
En dag fik Albert også tænder, og den dag kravlede han ind
under bordet og bed sin tante Magna i benet. Tante Magna, der
var stor og rund og meget snakkesalig, plejede ellers altid at
klappe Albert på hovedet og sige, at han vel nok var en sød lille
dreng, der sikkert ville blive borgmester engang.
Men den dag glemte hun helt at klappe Albert på hovedet og
fortælle ham, at han ville blive borgmester. I stedet tabte hun
sin kaffekop, sprang op på en stol, så den knagede, og deroppefra
råbte hun med vred stemme, at Albert sikkert ville blive en
værre skarnsknægt engang.
Og det fik tante Magna så sandelig ret i.
Men Albert var ligeglad.
Han blev bare ved med at vokse og lære forskellige ting, og
en skønne dag var han blevet så stor, at han havde lært at gå

på stylter og at klatre i træer. Især blev han dygtig til at klatre i
pæretræer, for Albert holdt umådeligt meget af pærer. Og længe
før han blev gammel nok til at komme i skole, lærte han at pifte
i fingre og at gå med hænderne dybt nede i lommerne. Han lærte
at køre på cykel uden at holde ved styret, og han lærte at løbe
stærkt.
Næsten lige så stærkt som en hest – syntes han selv.
Alberts mor havde håbet, at Albert ville vokse op og blive en

køn og velopdragen dreng med skilning i håret og blanke, blå
øjne.
Men sådan kom Albert nu aldrig til at se ud.
I stedet for at blive køn og velopdragen blev han både grim og
uopdragen. Hans hår strittede som en fejekost, og hans øjne blev
gemt bag et par fedtede, runde briller, som hans mor ofte måtte
lappe med hæfteplaster, fordi Albert slog dem i stykker, hver
gang han faldt ned fra et pæretræ.

Men Albert var fuldkommen ligeglad med, hvordan han så ud.
Han havde alt for travlt med andre ting til at bekymre sig om sit
hår og sine øjne.
Da Albert langt om længe var blevet syv år, kom han i skole hos
lærer Sakarias. Hans mor måtte bære ham hele vejen derhen.
Albert strittede imod, det bedste han havde lært, mens han blev
ved med at råbe:
Hvad skal jeg det pjat for? Hvorfor må jeg ikke komme ned til
bækken og fiske i stedet for?
Ti stille, sagde hans mor, mens hun trak ham hen ad vejen, så
støvet stod til alle sider. Ellers tror folk jo, du er uartig.
Og da hun nu engang var den stærkeste, endte det med, at
Albert, skønt han lavede en farlig masse vrøvl, alligevel kom i
skole. Derhenne måtte han lære både at regne og stave og skrive
bogstaver i et hæfte.
Øv, sagde Albert og kikkede ud ad vinduet. Jeg vil meget
hellere være sørøver og have et træben til at skrue af og på.
Ja, det ved jeg, sagde lærer Sakarias. Men hvis du vil pudse
dine briller og lade være med hele tiden at gemme dig bag ved
kakkelovnen, skal jeg lære dig at læse sørøverbøger.
ØJJ, råbte Albert. Kan man virkelig lære det i skolen?
Selvfølgelig, sagde lærer Sakarias. Bare man gør lidt af det,
jeg siger.
Og så gjorde Albert lidt af det, lærer Sakarias sagde, for var
der noget, der interesserede Albert, så var det bøger om sørøvere
og deres vilde og farlige liv på de store, stormfulde have. Hver
nat drømte han om skibe med kanoner og sørøvere med knive
mellem tænderne, som alle sammen sad højt oppe i masterne og
skreg: HIV OHØØJ, ALLE MAND OVER BORD.
Men foreløbig måtte Albert blive, hvor han var. Han måtte blive
i Kalleby, til han var gammel nok til at svinge en sørøversabel.
Og Albert var ikke den dreng, der sløsede tiden bort med at
læse lektier og gå byærinder og vaske op for sin mor, mens han
ventede på en lejlighed til at løbe hjemmefra.
Nej, han havde sandelig langt vigtigere ting at tage sig for …

Hvad kan du sige om Kalleby og dens indbyggere ud fra
det, du har læst?
Fars og mors forhold til Albert er forskelligt. Hvad kan
du sige om
fars forhold til ham?
mors forhold til ham?
Som du ved, kan man godt læse ting ud af en tekst, som
ikke står der direkte. Det kaldes at læse mellem linjerne.
Læs de sidste seks linjer i teksten igen. Hvad tror du,
Ole Lund Kirkegaard syntes om typer som Albert?
Hvorfor?
Hvad tror du, han syntes om artige drenge? Hvorfor?opgave

opgave
Georg Baselitz har malet sit portræt efter et fotografi af sig selv
som 7-årig. Han er fra Tyskland og var 7 år gammel, da
2. verdenskrig sluttede, og på det tidspunkt forandrede hans liv
sig. Det blev vendt på hovedet.
Georg Baselitz maler altid billeder, der forestiller noget, vi kan
genkende, men tit vender han noget på hovedet. Det gør han,
for at du skal lægge mærke til, at det er et maleri, du kigger på.
Han vil gerne have, at du ikke kun lægger mærke til, hvad hans
billeder forestiller, men også hvordan de er malet, og hvilke
farver han har brugt. Nogle gange maler Baselitz med sine fingre
i stedet for at bruge sine pensler. Når han maler sine billeder,
lægger han lærredet på gulvet, så han kan gå hele vejen rundt
om det. Han kan også finde på at gå oven på sit billede, så du
kan se hans fodspor på lærredet. Når han er færdig, sætter han
lærredet fast på en ramme.
Hvordan har Georg Baselitz malet sit selvportræt? Kom
ind på farver, materialer og maleteknik.
Han har kaldt sit billede Portræt med logerende. En
logerende er en, der bor til leje eller får husly i et privat
hjem. Hvorfor tror du, han har valgt den titel til sit billede?
Har du oplevet, at din verden blev vendt på hovedet?
Hvilke ligheder og forskelle er der mellem Mirós og
Baselitz’ selvportrætter?
På side 44 kan du se det fotografi, Baselitz malede sit
selvportræt efter.

Olie på lærred, 200 x 162 cm. 1997, privateje.

Olie på lærred, 200 x 162 cm. 1997, privateje.

Dette kapitel handler om miljøet i tekster. Miljøet er den ramme,
som forfatteren har valgt, at handlingen skal foregå i. Her skal
du læse tekster og se på billeder, som beskriver forskellige
miljøer.
Når du arbejder med miljøet i tekster, skal du lægge mærke til,
hvor historien foregår
hvordan der ser ud der, hvor historien foregår
hvordan der er der, hvor historien foregår
hvornår historien foregår
Alt står ikke direkte i teksten, men der er nogle tegn, der
fortæller dig om miljøet. Også her må du altså læse mellem
linjerne:
En historie kan fx foregå i et stort hus med en flot have
og flere dyre biler i garagen. Af disse tegn kan du udlede,
at de folk, som bor her, er rige. Historien foregår altså i et
rigt miljø.
I en anden historie kan personernes klædedragt, deres
enkle boliger eller brug af transportmidler (fx en
hestevogn) være tegn, der viser, at handlingen foregår i
gamle dage. Måske foregår den i middelalderen eller i et
fattigt land.

Nu skal du læse en historie i den fantastiske genre.
Den foregår i to forskellige tidsaldre. Læg godt
mærke til, hvornår tiderne skifter.
Jonas pillede i et sår, han havde på armen. Det blødte en smule.
Han lod det bløde og puttede fi ngeren i næsen i stedet for, men
fandt ingenting. Kedeligt. Det var vinterferie, og Jonas skulle
være et par dage hos sin oldemor. Det havde han ikke noget
imod. Oldemor var både sjov og sød. Men hun havde den uvane
at sove til middag – i to timer! Mens hun snorkede (og det
gjorde hun), måtte Jonas underholde sig selv. Men hvordan?
Hun havde hverken computer eller PlayStation. Og der var
ikke meget sjov ved at zappe imellem de to kanaler, der var på
fjernsynet.
På væggen tikkede uret – meget langsomt!
Jonas’ blik faldt på kurven med Anders And’er. Nej, dem
havde han læst 100 gange. Måske skulle han tegne? Han havde
øvet sig på at tegne manga og var blevet ret god til det, hvis
han selv skulle sige det. Nej, det var der heller ikke noget
ved. De gode tusser lå hjemme på hans værelse – ved siden af
GameBoyen. Han kiggede op på uret igen. 12.15. Den store
viser stod nærmest stille.
Jonas rejste sig og gik hen til vinduet, der vendte ud mod
vejen. Bilerne susede forbi. På den anden side af vejen lå
banegården. Jonas havde selv taget toget hen til sin oldemor. Nu
hvor han var 11 år, kunne han sagtens klare turen. Og faktisk
sagde folk, at han mere lignede en på 13, fordi han var så høj.
Under vindueskarmen stod en bogreol. En af den slags, hvor
der er fi re hylder og et skab i den ene ende. Det var vist nok hans
oldefar, der havde lavet den, dengang han og oldemor fl yttede

ind i lejligheden. Oldefar var død, inden Jonas blev født, men
han havde set mange billeder af ham og følte næsten, at han
kendte ham. Frederik hed han. Det meste af sit liv arbejdede han
på banegården. Oldemor sagde tit, at Jonas lignede ham, fordi
han også var høj. Han manglede bare arret på kinden. – Det fik
han under krigen, fortalte oldemor, engang da de kiggede på
billeder.
Måske stod billederne i reolen. Jonas lod sine øjne glide hen
over bøgerne. Men billedalbummet kunne han ikke se. Det
kunne være, at det stod i skabet. Han tog fat i håndtaget og hev
– men det var låst.
Var der ikke noget med, at der lå en nøgle i krukken i
vindueskarmen? Bingo, der var den. Mon oldemor blev sur over,
at han låste skabet op? Nej, hvis han ikke måtte åbne skabet,
havde hun vel gemt nøglen lidt bedre. Han drejede den – klik,
skabet gik op.
Fotoalbummet gemte sig heller ikke der. Der stod ikke andet
end en bibel, en kasse cerutter (af den slags oldemor VAR holdt
op med at ryge) og en lille æske i træ.

Jonas glemte alt om det, han ledte efter, og tog æsken ud. Den
var på størrelse med en stor tændstikæske og skulle åbnes på
samme måde. I låget var der udskåret et fint mønster, som vist
ikke forestillede noget. Den var ikke særlig tung og raslede ikke,
da han forsigtigt rystede den. Langsomt skubbede han låget til
side og så et glas komme til syne. Et timeglas med sand indeni.
Det lå i en lille fordybning foret med blå velour.
Underligt. Det var en meget fin æske til et meget almindeligt
timeglas. Det lignede det, som hans mor brugte, når hun
kogte æg. Han tog timeglasset op af æsken og satte det i
vindueskarmen.
Ding, ding, ding. Togbommene var ved at gå ned på den
anden side af vejen. Jonas vendte timeglasset, og sandet
begyndte at løbe.
Fut, fut. Jonas’ øjne flyttede sig fra timeglasset og over på
toget, der kørte ud fra perronen.
Mærkeligt. Det var et gammelt tog af den slags, som han kun
havde set på billederne i oldefars togbøger. Det måtte være et
veterantog.
Sandet var løbet igennem nu. Jonas skulle lige til at vende
timeglasset igen, da han opdagede, at der også kørte en
veteranbil på vejen. Den holdt tilbage for en dame med hat på.
Jonas lænede sig frem, så panden rørte ruden. Det var begyndt
at blive mørkt, men det kunne jo ikke passe. Klokken var kun,
han vendte sig rundt for at se på uret, 17.55! Og hvad var der
sket med stuen? Hvor var fjernsynet og sofaen? Det lignede slet
ikke oldemors stue – bortset fra reolen, som stadig stod under
vindueskarmen.
Han kiggede på timeglasset. Det var helt sikkert ikke noget
almindeligt timeglas. Det var en tidsmaskine. Det var slet ikke
et veterantog, han havde set. Da han vendte timeglasset, var han
kommet tilbage i tiden.
Det var simpelthen for spændende. Han lod timeglasset stå i
vindueskarmen og løb ud i gangen og greb en jakke, der hang på
knagen. Hans egen var der ikke mere, og den anden var lidt for
stor – men pyt med det.
Ude på gaden stoppede han op. Det var koldere, end han
havde regnet med, og han stak hænderne i lommerne. Det

lignede den gade, han kendte – men alligevel ikke. Døgnkiosken
på hjørnet var væk. I stedet lå der en slagter. Og der hvor Netto
normalt lå, stod nogle store træer.
Jonas kiggede sig for, inden han krydsede vejen. Men det
havde han såmænd ikke behøvet, for der kom ikke en eneste bil.
Der var heller ikke mange mennesker på gaden. De, der var, gik
hurtigt og så ud til at have travlt.
Det var mørkt nu, men Jonas havde aldrig været bange for
mørke, så han fortsatte. Banegårdsbygningen lignede sig selv, og
han tog i døren. Den var låst, så han hoppede ned ad trappetrinet
og gik i stedet rundt om bygningen.
Til hans store skuffelse holdt der ikke nogen af de gamle tog.
– Øv. Han sparkede til en sten, der ramte en lygtepæl.
– Er der nogen? spurgte en mandestemme. En skygge kom
hen imod ham. Hurtigt trykkede han sig ind i en fordybning i
væggen. Jonas kunne høre skridtene komme nærmere – men så
blev der stille. Forsigtigt lænede Jonas sig så meget frem, at han
kunne se manden, der var stoppet op et stykke væk. Han stak en
hånd op under sin kasket og kløede sig i håret.
– Er der nogen, Frede? spurgte en anden stemme.
– Nej, svarede manden og vendte sig. – Det var nok bare en
kat.
– Lad os få det overstået, inden de kommer, sagde manden, og
Frede nikkede.
Få hvad overstået? Jonas lænede sig længere frem, så han
kunne se mændene. Den ene af dem var høj. Den anden lille og
tyk. De hoppede ned på skinnerne og gik væk fra stationen.
Jonas kom frem fra sit skjul og listede efter. Han gik helt
inde ved muren, og da den stoppede, sneg han sig fra skygge
til skygge. Han kiggede op på nogle gadelygter, som var malet
næsten helt sorte. Der var kun en lille sprække, hvor lyset kunne
skinne ud. Fuldmånen lyste mere end de gadelamper. Han måtte
passe på ikke at blive set.
Men mændene syntes ikke at bemærke, at nogen fulgte efter
dem. De havde sat sig på hug på skinnerne og hviskede sammen.
Hvad var det, de lavede? Han måtte tættere på for at finde ud af
det.

– Du er jordens mest nysgerrige dreng, sagde hans far altid.
Måske, men hvordan skulle man ellers finde ud af noget? Jonas
listede lidt længere frem og stoppede bag en stabel kasser.
– Stop! Jonas for sammen. Tre mænd kom løbende. Den ene
havde en lygte i hånden. Lyskeglen gled forbi ham og landede
på mændene, der sad på skinnerne.
– Stop!
Tyske soldater! Han havde set film om krigen og var ikke i
tvivl. Timeglasset havde bragt ham tilbage til 2. Verdenskrig.
Hvor sejt.
Jonas kiggede over kasserne. Tyskerne forfulgte Frede og den
lille tykke hen ad jernbanesporene. Frede løb til siden og faldt.
Den ene tysker rettede sin pistol mod ham.
– Hænderne op! Frede rejste sig op og tog sig til kinden. En
anden tysker havde indhentet Fredes kammerat. Med en pistol
i ryggen blev han ført tilbage på stationen. Frede var lige bag
ham. Han havde den ene hånd i vejret, den anden holdt han
stadig mod sin kind. Da de kom tættere på, kunne Jonas se, at
det blødte ud mellem hans fingre. Tyskeren skubbede til ham, så
han var ved at falde igen. Den anden tysker grinede og tændte en
cigaret.
– Skal vi skyde dem? spurgte han på gebrokkent dansk. De
puffede Frede og hans kammerat op mod muren. Jonas holdt
vejret. Ville de skyde dem? Jamen hvad havde de da gjort?
Tyskerne viftede med deres pistoler mod Frede og den tykke.
De kunne da ikke bare skyde dem. Uden at tænke over følgerne
tog Jonas en sten og kastede den. Den ramte soldaten med
cigaretten. Han vendte sig om og så over mod kasserne, hvor
Jonas havde dukket sig. Hans hjerte bankede hårdt og hurtigt.
Så hørte han støvleskridt komme imod sig. Han tog en ny sten
og kastede den.
– Verdammt! hvæsede soldaten. Jonas sprang frem fra
kasserne og løb. De to andre soldater kiggede forvirret på ham.
– Løb, løb! råbte han.
Frede skubbede til en af tyskerne, så han faldt på skinnerne.
Den anden fulgte efter Fredes ven.
– Kom her, dreng, råbte soldaten og løb efter Jonas, der
spænede alt, hvad han kunne. Ud af øjenkrogen så han Frede

løbe om bag nogle kasser med en soldat lige i hælene. Den
anden mand løb den modsatte vej.
– Bang! Lyden smældede gennem luften, og Jonas så den
tykke mand falde sammen på skinnerne. Soldaten gik hen imod
ham, stadig med pistolen pegende på ham.
Da mærkede Jonas en hånd gribe fat i sin jakke, men med en
hurtig bevægelse lykkedes det ham at slippe fri. Han løb rundt
om banegården og kom ud på vejen. Denne gang brugte han
ikke tid på at kigge sig for.
– Jeg har dig, hvæsede soldaten, og Jonas kunne mærke hans
åndedrag i nakken, da han rev døren op til sin oldemors opgang.
Han måtte tilbage til nutiden, og det skulle være nu! Jonas
styrtede op ad trapperne. Soldaten var lige i hælene på ham. På
2. sal stod oldemors dør på klem. Jonas skubbede den op og
sparkede den i igen, så soldaten fik den i hovedet. Hurtigt løb
han ind i stuen.
Timeglasset stod stadig i vindueskarmen. Bare det også
virkede den anden vej. Han greb ud efter det og vendte det
rundt. Sandet begyndte at løbe ned.
– Verdammt! sagde en stemme meget langt borte.
Jonas stønnede og kiggede ud ad vinduet. Et af de nye

lyntog kørte ind på perronen. Bybusserne holdt side om side på
holdepladsen, og bilerne susede hen ad gaden.
– Sejt, sagde Jonas. Stuen lignede også sig selv igen.
Han kunne høre, at oldemor var ved at stå op. Hurtigt lagde
han timeglasset tilbage i æsken og satte den tilbage i skabet. Så
greb han et Anders And og kastede sig i stolen.
– Nå, har du kedet dig? spurgte oldemor og gabte.
– Lidt.
– Jeg trænger til kaffe. Hvad med dig, skal du have kakao?
– Ja tak. Jonas bladrede i sit blad.
– Jamen, hvor har du dog fundet den gamle jakke? spurgte
oldemor undrende. Jonas trak på skuldrene og prøvede at se
uskyldig ud.
– Den hang i garderobeskabet.
– Det forstår jeg ikke. Hun rystede på hovedet. – Frede ledte
efter den i årevis. Den var som forsvundet ud i den blå luft.
– Frede?
– Ja, din oldefar.
– Hed han ikke Frederik?
– Jo, men vennerne på banen kaldte ham altid Frede.
Hvorfor hedder teksten Timeglasset? Er der noget i
teksten, der kan forklare denne titel?
Hvilke steder kender du, der har forandret sig med
tiden?
Vælg et sted, du kender godt. Beskriv stedet, som det
ser ud i dag.
Prøv at forestille dig, hvordan der så ud for 50 år siden.
Hvilke ting tror du, har forandret sig?
Prøv derefter at forestille dig, hvordan der vil se ud om
50 år.

Hvad er dit
første indtryk
af dette
billede? Find
hver især
to ord, der
beskriver det,
og skriv ordene
på en seddel.
Skriv derefter
klassens ord
på tavlen.
Er I enige? Er
der nogle ord,
der går igen?
opgave

Nu skal du læse begyndelsen på et eventyr. I eventyret
beskrives to forskellige miljøer: Farhn og Solens land. Det er
to meget forskellige miljøer, og de beskrives med ord, der er
modsætninger. Læg mærke til modsætningerne i miljøerne.
Farhn hed et land, der lå langt langt mod nord. Et stille
vinterland. Alt var dækket af en sne så hvid, at selv lyset syntes
blåt.
Det eneste, der hørtes, var Nordenvindens stemme. Den føg
vemodigt hen over de bløde snebanker. Aldrig havde nogen i
Farhn set solen, aldrig havde nogen været på den anden side af
Skyggeskoven.
Således skulle man tro, at landet var et dødt sted, forladt
af alt levende. Men allernordligst, helt deroppe hvor selv
Nordenvinden kun er et lille vindpust, stod et slot. Et mægtigt
hvidt slot med to ranke tårne.
I det slot boede Vanessa og Tania sammen med deres
mor, dronningen af Farhn. Det er om dem eventyret om
Morgenrødens Hav handler.

Vanessa var elleve år, Tania syv. Begge var de født og opvokset
i det kolde land. Engang havde de haft en far. Men da Vanessa
var 4 år, tog han hende med sig og styrede sin kane mod
Skyggeskoven, for at hun skulle se solen. Men Skyggeskoven
tog ham. Da kanen vendte tilbage til slottet, havde den lille
Vanessa mistet sit syn. Lige siden havde hun været blind.
Historierne om Skyggeskoven var mange. Således stod der
i de gamle bøger, som Tania læste op af på de lange aftener,
at trolden Ragna herskede dybt inde i den mørke skov, og at
træerne blev levende, så snart de lugtede mennesker. Man
sagde også, at der midt i skoven lå en stor sø – Isenblå – hvor
Ulvedronningen herskede.
Vanessa brød sig ikke meget om de gamle historier, men Tania
læste dem om og om igen, så hun til sidst kunne dem udenad.
En tåget morgen stod de to piger nede i slotsgården og så på
lænkehunden Ursulas nye kuld hvalpe. Mellem dem var der en
kulsort lille fyr, som de øjeblikkelig havde døbt Trok, fordi han
sagde sådan nogle underlige trok-lyde, når han gøede.
– Hvad er solen egentlig for noget, spurgte Tania og slog sine
store skindluffer mod hinanden.
Vanessa, der sad lidt væk med Trok i skødet, svarede ikke
lige med det samme, for Tania havde i længere tid spurgt om det
samme, om og om igen.
– Solen er en rød ildkugle, svarede hun stille.
Tania kom hen til hende.
– Jamen er det rigtigt, hvad der står i de gamle eventyr, at den
kan smelte „sneen bort og gøre huden varm“?
– Solens lys er så skarpt, sagde Vanessa, – at det blænder vore
øjne.
– Jamen hvor bor solen, Vanessa, blev Tania ved.
– Man siger, at solen bor bag det store hav på den anden
side af Skyggeskoven, men nu vil jeg ikke tale om det mere.
Vanessa rejste sig og begyndte at gå ned til slotsporten, hvor hun
famlende ledte efter håndtaget. Tania blev stående lidt endnu og
så op i himmelen.
Helt mørkt er her ikke, tænkte hun, kan det mon være solen,
der helt fra sit skjul bag skoven og havet kan sende sine stråler

herop? Og hvordan ville Farhn mon se ud, hvis solen kunne nå
så langt mod nord?
Samme aften spurgte hun sin mor, om hun ikke havde flere
bøger om Skyggeskoven og om havet på den anden side.
Men moderen så bare på hende og sagde, at Skyggeskoven
havde opslugt hendes far og taget hendes søsters syn. Derfor
talte man ikke om den.
Men Tania vidste bedre. For hun vidste, at lige siden faderen
var død i Skyggeskoven, havde hans tårnværelse været aflåst.
Det skulle ikke undre hende, om det gemte en masse spændende
bøger om skoven, havet og solen.
Desværre gemte moderen nøglen, så det var umuligt at
komme derind.
Sent samme aften, da Tania og Vanessa gjorde sig parat til at gå i
seng, sad Tania inde på Vanessas værelse og redte hendes lange,
lyse hår.
Bagefter lod Vanessa sine fingre glide hen over Tanias ansigt.
– Du må være meget smuk, hviskede hun. – Din mund er
blød, din hud er ren og glat og dine øjne er store. Din næse må
være kommet på til sidst, for den stikker lige i vejret.
Tania lo.
– Ja det er rigtigt, min næse stikker lige opad. Det er nok,
fordi jeg er så nysgerrig.
– Sikkert, smilede Vanessa og lagde sig ned i sengen. Men
stik så af med dig og sov godt.
Tania stod lidt og så frem for sig.
– Det er mærkeligt, hviskede hun, – men jeg er slet ikke træt.
Vanessa svarede ikke.
– Sover du Vanessa?
– Mmmm, kom svaret.
Tania satte sig på sengekanten:
– Er det rigtigt, at mor gemmer nøglen til tårnværelset på sit
bryst, spurgte hun så.
Vanessa vendte sig med et ryk.
– Hvorfor spørger du pludselig om det. Hvad skal du med
den?

Tania rejste sig og gik lidt frem og tilbage i værelset.
– Jeg vil vide noget mere, Vanessa, sagde hun. – Jeg vil se
og opleve noget andet end bare disse endeløse snebanker. Hvis
der findes nogle bøger oppe i tårnværelset, så vil jeg læse dem.
Hvorfor må vi ikke se dem?
– Ingen har været i fars værelse, siden dengang, hviskede
Vanessa. – Men gå nu i seng Tania. Tag Trok med op, så bli’r
han så glad, og lad så være med at spekulere over alt det
uhyggelige.
Tania stod lidt, så gik hun hen og kyssede søsteren på kinden.
Hun gik ud på den mørke gang, hvor hendes eget værelse lå lidt
væk, lige over for moderens soveværelse.
Tania stod foran moderens soveværelse.
Hun mærkede, hvordan hendes åndedræt blev hurtigere og
hurtigere. Og inden hun vidste af det, havde hun lagt hånden på
håndtaget og stod nu i moderens værelse.
Henne fra den høje, brede seng kom de regelmæssige
vejrtrækninger. Tanias hænder begyndte at ryste, og hun følte,
at hendes bankende hjerte måtte kunne høres langt væk. Hun
skuttede sig og så sig omkring. Til hendes overraskelse så
hun, at ét af de højre vinduer stod på klem. Så var det ikke så
underligt, at der næsten lå rimfrost på sengen. Men da hun fik
set nøjere efter, forekom det hende, at kulden kom fra moderens
åndedræt, som var værelset det sted, hvorfra Nordenvinden
voksede sig stor og mægtig.
Tanias blik krøb op langs den sovende krop. Op til moderens
bryst, hvor den gyldne nøgle hang.
Langsomt, uendelig langsomt lod Tania sin hånd glide ind
under silketæppet, hvor den kort efter fik fat i den tunge kæde.
Men nu gjaldt det. Og på få sekunder fandt hun låsen, der med
et lille klik gav slip på den gyldne nøgle. Et langt øjeblik stod
hun bare og stirrede på den. Men så ilede hun på listefødder hen
til døren og stod sekundet efter på den mørke gang. Da lød der
pludselig en velkendt stemme bag hende:
– Tania, er det dig?

Forskrækket snurrede hun rundt og stod ansigt til ansigt med
Vanessa.
– Vanessa, hvad laver du dog her, og så i natkjole, du må jo
fryse …?
Vanessa trådte et skridt nærmere. Tania gemte af en eller
anden grund nøglen på ryggen.
– Tania, der er noget … jeg kan føle det …
Tania ville allerhelst løbe sin vej, men hun kunne jo ikke så
godt efterlade Vanessa her.
– Vanessa, sagde hun, – klokken er mange. Vi skal sove. Jeg
var bare nede efter Trok.
Men Vanessa rakte sin hånd ud, som ville hun tage fat i
lillesøsteren.
– Du har den Tania, hviskede hun hæst, – du har den. Jeg kan
mærke det på dig, du er ikke dig selv. Du har taget nøglen til
tårnværelset.
I tre lange skridt var Tania henne hos sin søster.
Hendes stemme var nu indtrængende:
– Vanessa, ja jeg har nøglen, føl selv. Men du må ikke
være vred, moder får den jo igen, inden hun vågner. Ingen får
nogensinde noget at vide. Åhh Vanessa jeg vil så gerne se, hvad
tårnværelset gemmer. Hjælp mig Vanessa, hjælp mig. Gå med,
for min skyld. Skynd dig, hent dit sjal, skynd dig Vanessa. Det
er måneskin i nat, vi kan sikkert se langt fra tårnværelset. Åh,
Vanessa, jeg er så spændt.
– Og hvad så i morgen, indvendte Vanessa og lod sig
modvilligt skubbe tilbage til sit værelse …
– Lad nu være med at bekymre dig, storesøster, tag nu noget
på fødderne. Her er dit sjal, der er ingen tid at spilde.
Vanessa sukkede.
Med en trearmet lysestage i den ene hånd og nøglen til
tårnværelset i den anden førte Tania sin søster ad lange snoede
gange, der efter lang tids vandring førte dem til foden af den
forbudte vindeltrappe.
Opad og opad gik det, og det føltes som skulle trappen
fortsætte i det uendelige. Pludselig hørte de vinden hyle

opgave
udenfor og blev klar over, at de nu var nået til vejs ende. Lyset
flakkede og kastede skygger op på en svær dør.
– Så er vi her omsider, hviskede Tania ophidset og stak nøglen
i låsen. Men hun måtte bruge alle sine kræfter for at få den drejet
rundt. Alt imens hylede og jamrede Nordenvinden udenfor, så
man skulle tro, den vidste, hvad der gik for sig.
Så endelig hørte de overgivelsens klik fra den rustne lås. Tania
rettede sig og smilede.
Forsigtigt åbnede hun den tunge dør, der på skurrende hængsler
svang sig op. Der undslap hende et gisp.
Vanessa klyngede sig til hendes arm.
– Tania, hvad er der, hvad ser du?
– Værelset er helt rundt, hviskede hun, – og langs hele den
ydre væg er der runde vinduer, der som øjne stirrer ud over
landskabet.
De to piger gik helt ind i værelset, hvor der var fyldt med
støvede møbler, nips og gulnede papirer.
– Vi må være forsigtige ikke at grise os til, så mor kan se, vi
har været heroppe, hviskede Vanessa ængsteligt.
Tania var derimod gået hen til ét af de runde vinduer, hvor
hun stirrede ud over det kolde landskab.
– Så tyst og så dødt, sagde hun for sig selv.
– Langt borte kunne hun se en mørk kant i alt det hvide, og
hun vidste, at det var Skyggeskoven.
Men nu begyndte Vanessa at trække i hende.
– Tania, kan du ikke finde de bøger, du er kommet for. Jeg vil
ned igen, jeg kan ikke lide at være her.
Hvordan passer titlen til det, du har læst?
Hvad mon teksten kommer til at handle om?
Hvordan mon Morgenrødens Hav ser ud. Sig på skift et
ord, der kan beskrive miljøet ved Morgenrødens Hav.
Hvor længe kan I blive ved?

opgave
udenfor og blev klar over, at de nu var nået til vejs ende. Lyset
flakkede og kastede skygger op på en svær dør.
– Så er vi her omsider, hviskede Tania ophidset og stak nøglen
i låsen. Men hun måtte bruge alle sine kræfter for at få den drejet
rundt. Alt imens hylede og jamrede Nordenvinden udenfor, så
man skulle tro, den vidste, hvad der gik for sig.
Så endelig hørte de overgivelsens klik fra den rustne lås. Tania
rettede sig og smilede.
Forsigtigt åbnede hun den tunge dør, der på skurrende hængsler
svang sig op. Der undslap hende et gisp.
Vanessa klyngede sig til hendes arm.
– Tania, hvad er der, hvad ser du?
– Værelset er helt rundt, hviskede hun, – og langs hele den
ydre væg er der runde vinduer, der som øjne stirrer ud over
landskabet.
De to piger gik helt ind i værelset, hvor der var fyldt med
støvede møbler, nips og gulnede papirer.
– Vi må være forsigtige ikke at grise os til, så mor kan se, vi
har været heroppe, hviskede Vanessa ængsteligt.
Tania var derimod gået hen til ét af de runde vinduer, hvor
hun stirrede ud over det kolde landskab.
– Så tyst og så dødt, sagde hun for sig selv.
– Langt borte kunne hun se en mørk kant i alt det hvide, og
hun vidste, at det var Skyggeskoven.
Men nu begyndte Vanessa at trække i hende.
– Tania, kan du ikke finde de bøger, du er kommet for. Jeg vil
ned igen, jeg kan ikke lide at være her.
Hvordan passer titlen til det, du har læst?
Hvad mon teksten kommer til at handle om?
Hvordan mon Morgenrødens Hav ser ud. Sig på skift et
ord, der kan beskrive miljøet ved Morgenrødens Hav.
Hvor længe kan I blive ved?

Som du kan se, kan man bygge huse på mange forskellige
måder.
Når en forfatter skriver sin historie, kan han også bygge den
på mange forskellige måder. Måden, en historie er bygget op på,
kalder man tekstens komposition, og det skal du lære om i dette
kapitel.
Eventyr er bygget op efter en gammel komposition:
Eventyret har en indledning, hvor historiens personer og miljøet
præsenteres. Personerne lever, som de altid har gjort, men
pludselig sker der noget.
Handlingen begynder. I handlingen oplever personerne noget,
og det, de oplever, ligner lidt hinanden. Man siger, at der er
gentagelser. Personerne kommer ud for nogle prøver, som de
skal klare for at komme hjem igen. Undervejs kan man blive
usikker eller spændt på, hvordan det vil gå hovedpersonen, men
så viser det sig alligevel, at det ender godt.
Eventyret har en lykkelig slutning.
Man kan sige, at eventyret er bygget op efter hjemme-ude-hjemmeprincippet.
Vi begynder hjemme, så drager hovedpersonen ud i
verden, og der kan være farligt, men til sidst kommer han hjem
igen, hvor der er trygt.

Forfatteren Louis Jensen har skrevet en
række bøger med en masse små fi rkantede
historier. I hver bog er der 100 historier, og
historierne har numre. Her skal du læse en
tekst fra hans første bog.
En nittende gang var der
en russisk rødbede, der
trak sin rod op af jorden,
fordi den ønskede at rejse
ud i verden for at se sig om.
Da den ville spadsere ud af
haven faldt den i sin lange
rod, og så lo alle de andre
grøntsager, så den blev
knaldrød i hovedet. Det er
derfor rødbeder er røde.

Hvad handler teksten om?
Inddel teksten i indledning, handling og slutning.opgave

Denne tekst er et skæmteeventyr. Et skæmteeventyr er et
eventyr, der handler om, at nogen driller hinanden. Teksten
foregår i Lapland og handler om samerne, som bor der.
1
5
10
15
20
25
Der var en ond og grum kæmpe der hed Stalo; han boede i
Storfjeldet hvor sneen lå meterhøj og driverne aldrig smeltede.
Ingen turde nærme sig det sted hvor han boede, eller fi ske i søen
neden for fjeldet uden først at lægge et par rensdyrstege eller en
rensdyrost på det alter, han havde bygget til sig selv et stykke
oppe over søen.
Hvert efterår og forår måtte lapperne lægge et helt rensdyr
på alteret, for ellers ville det gå dem dårligt i løbet af året. Så
dræbte Stalo deres rensdyr eller sendte ulve hen for at jage og
ødelægge dem. Han herskede nemlig over skovens rovdyr, sagde
man.
Når Stalo tilfældigvis var i dårligt humør, kunne man høre
bulder og brag fra fjeldet, som om han havde moret sig med
at spille bold med klipper og granit. Så fl ygtede alle, for man
vidste, at kæmpen nu var ude på at slå et menneske ihjel og æde
det.
Nu var der dér på egnen en klog og modig sameknægt, der
hed Kauras. Han besluttede sig til at besejre den besværlige
kæmpe.
En dag gik han så ned til søen for at fi ske, men uden først at
lægge noget på Stalos alter.
Så kom kæmpen farende ned fra fjeldet. Han var så stor at han
kunne have puttet Kauras ned i sin bukselomme, og i panden
havde han kun ét øje, men det var næsten lige så stort som
Kauras’ hoved.
„Forsvind, forsvind,“ brølede han og truede Kauras med sine
kæmpenæver.

Men Kauras sad ganske roligt og småsmilede ad kæmpens
vrede.
„Tag det roligt, du gamle,“ sagde han, „jeg skal nok gå, når
jeg har fisket så meget jeg kan bære med hjem.“
„Hvis du ikke går lige med det samme slår jeg dig ihjel,“
brølede kæmpen.
Kauras udstødte en skraldlatter.
„Skal den gamle til at slå mig ihjel? Nej, det går ikke,“ sagde
han og grinede endnu voldsommere.
Stalo blev forbavset og spurgte, om Kauras ville slås med
ham.
„Nej,“ svarede Kauras, „jeg vil nødig klemme livet af dig,
men vi kan vel prøve kræfter på en anden måde.“
Ja, det ville Stalo da gerne, og så bad han Kauras foreslå, hvad
de skulle gøre.
„Lad os se, hvem af os der kan stange hovedet længst ind i de
grantræer der,“ foreslog Kauras.
„Top,“ sagde Stalo, tog tilløb og bankede hovedet mod det
nærmeste grantræ, så koglerne fløj ham om ørerne, men der blev
ikke noget hul i træet.
1
5
10
15

1
5
10
15
20
25
30
35
„Er du virkelig så slap, du gamle,“ sagde Kauras, „at du ikke
engang kan slå barken af grantræet.“
„Så en gang til da,“ svarede kæmpen, tog tilløb på ny og løb
ind i grantræet så det svajede som den værste orkan. Lidt af
grantræets bark blev revet af, men kæmpen faldt besvimet om på
jorden med blødende hoved.
Mens han lå der skyndte Kauras sig at rive barken af et andet
grantræ, hvorpå han huggede et så stort hul i stammen, at han
mageligt kunne stikke hovedet ind i det. Bagefter lagde han
barken over hullet og gik tilbage til Stalo.
Endelig vågnede kæmpen, men han ville ikke have en ny
styrkeprøve i stangning.
„Du er da en værre svækling,“ sagde Kauras. „Se sådan her
skal man gøre, gamle Stalo.“
Og så løb Kauras mod grantræet, som han havde udhulet, og
stødte hovedet helt ind i træet, lige til ørerne.
Nu blev Stalo bange og ville hjem.
„Nej, vent lidt, min gode Stalo,“ sagde Kauras, „nu skal vi
snakke om prisen. Og det er dig der skal betale, for det var dig
der tabte.“
„Ja, ja, du må gerne fiske frit her, Kauras,“ svarede Stalo.
„Så lidt lader jeg mig ikke nøje med,“ sagde Kauras. „Nej, du
må betale alle de rensdyrstege og oste tilbage, som du har taget
fra samerne ved efterårs- og forårsflytningerne.“
„Dem har jeg da spist for længe siden.“
„Derfor skal du også betale for dem.“
„Jeg har ingen penge på mig.“
„Så følger jeg med dig hjem.“
„Tør du det?“
„Hvem skulle jeg være bange for? Dig måske, der knapt kan
stange et stykke bark af et grantræ?“
Stalo svarede ikke og lod Kauras følge med sig hjem.
Der dækkede kæmpens kone op med bunker af kød og fisk til
dem.
Stalo åd så kæmpestore portioner, at Kauras aldrig havde set
nogen spise bare halvt så meget.
Da han endelig havde spist sig mæt, lagde han sig til at sove
uden at sige et ord om at betale samerne deres offergaver tilbage.

1
5
10
15
20
25
30
35

opgave
1
5
10
15
20
25
30
Kauras lod som om han heller ikke tænkte på andet end at få
lov til at sove ud efter det store måltid. Kæmpekonen viste ham
ind i en seng der stod i værelset ved siden af.
Kauras gik derind og lukkede døren efter sig. Han forstod at
kæmpen havde tænkt sig at dræbe ham i nattens løb for at slippe
for at betale. Derfor så han sig om efter et gemmested. Så tog
han en birkestamme og lagde den i sengen, bredte sengetæppet
over den og krøb selv ind under sengen.
Ved midnat kom kæmpen ind i værelset med en økse.
Han gik stille hen til sengen og rettede et kraftigt hug mod
birkestammen, der lå i sengen. Han var naturligvis overbevist
om at det var Kauras.
Om morgenen stod Kauras op og gik ind til Stalo. Kæmpen
gjorde store øjne af forbavselse.
„Hvordan har du sovet i nat?“ spurgte han.
„Åh, jo, ganske godt,“ svarede Kauras, „men I har nok lopper
i sengen, for jeg syntes, der var noget der bed mig i nat.“
Kæmpen sendte sin kone et sigende blik og gik så ud og fyldte
en stor sæk med sølvpenge til Kauras.
„Du kan vel lige så godt bære sækken ned til søen for mig,“
sagde Kauras, „for jeg føler mig ikke rigtig vågen endnu. Og så
må vi hellere fjerne alteret og lade samerne flytte uden at give
dig offergaver. Hvis du ikke vil det, så kommer jeg herhen en
gang til, og så bliver det værst for dig selv.“
Stalo turde ikke modsige Kauras, som han troede var så stærk,
og så lovede han at flytte væk fra Storfjeldet og aldrig mere
vende tilbage dertil.
Og kæmpen holdt sit ord. Ingen har hverken set eller hørt ham
i Storfjeldet siden.
Men Kauras blev en rig og mægtig mand og var berømt i hele
Lapland for sin opfindsomhed og sit eventyr hos kæmpen Stalo.
Sæt jer i en rundkreds, og fortæl eventyret. Hver elev
fortæller så meget af historiens handling, at der er nok
til, at alle kan fortælle noget. Historien begynder ved
den første elev og slutter ved den sidste. Var det nemt
at huske historien?

Flammen er et moderne eventyr. I eventyret optræder en person og en
fl amme. Flammen opfører sig som en person. Man siger, at den er besjælet.
Der var engang et havebål, og i det havebål blev der født en
ganske lille fl amme.
Den lille fl amme fi k øje på den lille dreng, der sprang rundt
om bålet med sin vandpistol og skød stråler ind i fl ammerne,
så de var ved at hyle sig ihjel, fordi det kildede så meget. Da
tænkte den lille fl amme: „Nu skal jeg vise den dreng, hvad der
kan kilde mest, vand eller ild.“
1
5

opgave
1
5
10
15
20
25
Så sprang den ud af det store bål og løb over det tørre græs
efter drengen med vandpistolen.
Da drengen så det, skød han efter den lille flamme, men den
siksakkede hen imod ham og var så dygtig til at undgå strålen, at
drengen smed sin pistol fra sig, tog benene på nakken og løb.
Over stok og sten gik det.
Hver gang drengen så sig tilbage, havde den lille flamme ædt
sig større – og snart lignede den en voldsom drage af ild.
I sit overmod råbte den: „Der kan du bare se, ild er stærkere
end vand,“ – og den lo en brølende latter.
Drengen løb hurtigere – hans små ben kørte rundt som
piskeris.
Hen til en bro der gik over to små floder, og fra broen hoppede
han ned på græsset imellem dem og løb videre der.
Ilden var nu så overmodig og sikker på at vinde væddeløbet,
at den uden tøven fulgte lige i hælene på ham.
For sent så den, at drengen løb med floderne ud i havet, som
den ikke kendte, men havde hørt forfærdelige historier om,
og da kunne den ikke mere standse sit vilde løb. I rivende fart
mødte den bølgerne, som med hug efter hug tog vokseværket fra
den. Til sidst var den lige så lille, som da den blev født.
Forskrækket sprang den hen på en pind, der lå på stranden og
satte sig der til at blafre af angst.
Drengen tog den lille flamme op og pustede den ud, og da han
kom hjem, lagde han den i en tændstikæske.
For det er netop sådan man fanger ild.
Find eksempler i teksten på, at flammen er besjælet.
Hvad kan du sige om eventyrets komposition?
Sammenlign eventyrtrækkene i Flammen med
eventyrtrækkene i Stalo og Kauras. Se i arbejdsbogen.
Er der nogle eventyrtræk, der ikke er med i dette
eventyr?

opgave
1
5
10
15
20
25
Så sprang den ud af det store bål og løb over det tørre græs
efter drengen med vandpistolen.
Da drengen så det, skød han efter den lille flamme, men den
siksakkede hen imod ham og var så dygtig til at undgå strålen, at
drengen smed sin pistol fra sig, tog benene på nakken og løb.
Over stok og sten gik det.
Hver gang drengen så sig tilbage, havde den lille flamme ædt
sig større – og snart lignede den en voldsom drage af ild.
I sit overmod råbte den: „Der kan du bare se, ild er stærkere
end vand,“ – og den lo en brølende latter.
Drengen løb hurtigere – hans små ben kørte rundt som
piskeris.
Hen til en bro der gik over to små floder, og fra broen hoppede
han ned på græsset imellem dem og løb videre der.
Ilden var nu så overmodig og sikker på at vinde væddeløbet,
at den uden tøven fulgte lige i hælene på ham.
For sent så den, at drengen løb med floderne ud i havet, som
den ikke kendte, men havde hørt forfærdelige historier om,
og da kunne den ikke mere standse sit vilde løb. I rivende fart
mødte den bølgerne, som med hug efter hug tog vokseværket fra
den. Til sidst var den lige så lille, som da den blev født.
Forskrækket sprang den hen på en pind, der lå på stranden og
satte sig der til at blafre af angst.
Drengen tog den lille flamme op og pustede den ud, og da han
kom hjem, lagde han den i en tændstikæske.
For det er netop sådan man fanger ild.
Find eksempler i teksten på, at flammen er besjælet.
Hvad kan du sige om eventyrets komposition?
Sammenlign eventyrtrækkene i Flammen med
eventyrtrækkene i Stalo og Kauras. Se i arbejdsbogen.
Er der nogle eventyrtræk, der ikke er med i dette
eventyr?

I dette kapitel skal du lære om virkemidler. Virkemidler er
forskellige måder at bruge sproget på, så det får en bestemt
virkning. Man kan fx bruge disse virkemidler:
Bogstavrim: Hvis mange ord i en sætning begynder med det
samme bogstav, fx denne s-historie fra Kaj og Andrea: Søren
Sivertsen sejlede sin sædvanlige søndagstur sønden Sjællands
sydspids.
I digte og sange kan der også være en anden slags rim.
Enderim: Hvis det sidste ord i en linje rimer på det sidste ord i
en anden linje, siger man, at der er enderim, fx
Op at stå
Ud at gå
Når man læser tekster med enderim, kommer man ofte til at læse
i en bestemt rytme.
Når en forfatter vil gøre en tekst spændende, kan han bruge
beskrivelser, der får læseren til at se historien som en film, der
kører inde i hovedet. Forfatteren kan fx bruge sanserne. En tekst
kan gøres meget livagtig, når oplevelserne beskrives gennem
det, en person hører, føler, lugter, ser, mærker osv.

Her skal du lægge mærke til, hvilke
virkemidler forfatteren har brugt.
Nyfødte børn hyler, eller også sover de. Når de bliver lidt
mindre nyfødte og lidt større, begynder de at sige „Ahryy“ og
„Mam-mam“, og efterhånden som de vokser, kommer der fl ere
og fl ere ord ud af munden på dem. Nogle ord er svære at sige,
og det tager sin tid før børn kan tale rent. Men se, drengen i
denne her historie er temmelig stor, han går i skole faktisk, og
alligevel kan han ikke tale helt rent endnu. Han snubler over
alle ord der begynder med SK og ST. „Skole“ bliver til „kgole“,
„skib“ bliver til „kgib“ og „skaldepande“, „skraldespande“ og
„skallesluger“ kan han overhovedet ikke sige. „Stor“ bliver til
„gjor“, „station“ bliver til „gagion“, og alle børnene i klassen
griner og driller ham, og han bliver ked af det selvfølgelig.
Heldigvis hedder han Frederik, og det kan han sige uden
problemer. Hør selv: „Frederik.“
En dag blev han drillet rigtig meget fordi han sagde
„kgolekgib“, og han blev ked af det og varm indeni på en fl ov
måde, og så besluttede han, at nu kunne det også være lige
meget, for fra nu af ville han kun og kun sige ord som han
med sikkerhed vidste han kunne sige. „Frederik“ for eksempel.
„Frikadelle“, „fi dus“ og „fregne“, ja, selv så langt et ord som
„frimærkeforretning“ kunne han sige uden at gøre noget forkert
og blive varm indeni på en fl ov måde. Fra nu ville han kun sige
ord som begyndte med F.
I næste time skulle de have om landene. Fru Frandsen trak et
stort landkort ned og pegede på et land.

– Frederik, hvad er det for et land, som ligger her?
Hvordan skulle Frederik vide det? Og hvordan skulle han sige
det? Det eneste land han kunne komme i tanker om med F, var
Frankrig.
– Det var flot, Frederik! sagde fru Frandsen. – Kan du sige
hvad Frankrig tjener penge på?
Hvad skulle han sige? Hvad skulle han sige? – Fiskeri!
– Flot, Frederik. Hvad mere?
– Film!
– Det var meget fint svaret.
Nu blev Frederik varm indeni på en god måde. Han havde
aldrig før fået at vide at han sagde noget som var flot og fint.
I frikvarteret kom en af drengene hen og spurgte om de skulle
lege.
– Fodbold? spurgte Frederik. Det gik godt, og når man spiller
fodbold, kan man ikke snakke.
I regnetimen rakte han hånden op og svarede på hvor meget
20 + 20 + 4 er, for det er nemlig … fireogfyrre.
– Du er dygtig, sagde matematiklæreren. – Flot klaret!
Så, nu var skoledagen slut, og den var gået godt.
– Hvordan gik det i skolen i dag? Frederik kommer ind i entreen
og smider skoletasken på gulvet.
– Fint!
– Kom herud i køkkenet, Frederik, og se hvad jeg har bagt.
Mor har fri i dag, og derfor har hun bagt de småkager, som
Frederik elsker.
Gudskelov at ordet „fænomenalt“ findes. Det siger han så:
– Fænomenalt.
– Kom, sæt dig her, siger mor, – og fortæl mig hvordan du har
haft det i dag.
– Faktisk, siger Frederik og går i stå, for han kan jo ikke
fortælle bare med F-ord.
– Faktisk forfærdeligt. Fy for fanden!
– Jamen, hvad er der da sket? spørger mor uroligt.
– Fru Frandsen faldt!
Hun er overhovedet ikke faldet, men hvad skal Frederik ellers
sige?

– Jamen, det var dog skrækkeligt. Slog hun sig?
– Fru Frandsen faldt fra fjerde!
Mors øjne er store og forskrækkede. – Faldt hun ud ad
vinduet?
– Fuldstændig. Faldfart fire hundrede.
– Jamen, Frederik, det var dog skrækkeligt!
Frederik nikker. – Forfærdeligt …
– Men, hvad så …?
– Faldskærm …
– Hvad siger du, blev hun reddet af en faldskærm???
Frederik ryster på hovedet. – Faldskærmen fejlede, for
faldefærdige fibre, faktisk. Fæl, fæl fiasko.
– Nej, men Frederik, du taler så underligt. Jeg må da ringe til
skolen og høre hvad der er sket. Du er helt sådan …

– Febril, skynder Frederik sig at sige.
Det er sådan et lægeord som altid virker. Hvis lægen siger
at han er febril, så bliver mor bekymret og lægger kolde
vaskeklude på hans pande og serverer hyldesaft med isklumper
i. Og hun må for alt i verden ikke ringe til skolen. Det må hun
bare ikke!
– Ja, jeg tror du har feber, siger mor og lægger sin kølige hånd
på hans pande, som faktisk er lidt varm. Det er ved at gå galt det
her, mærker Frederik.
– Kom, skal jeg hjælpe dig op i seng min skat?
Mor trækker gardinerne for og lægger en kold klud på hans
pande. Frederik ligger lidt og lytter til hende nede i køkkenet.
Men nu kan han høre hun går ind i stuen, og at hun ringer på
telefonen. Nej … ikke det! Hun må ikke ringe til skolen. Hvad
skal han gøre? Han springer op af sengen og løber ned ad
trappen.
– Ja, jeg vil gerne tale med inspektøren! siger mor med
alvorlig stemme. – Ja, tak. Hun er stillet om til inspektørens
kontor nu.
Mor starter med M og „Det-passer-ikke“ starter ikke med F i
nogen af ordene. Hvad skal han gøre? Han løber hen og trykker
afbryderen ned på telefonen.
– SKOLESKIB!
Ordet kommer som skudt ud af en kanon.
– Det var fordi jeg skulle sige skoleskib, og det kunne jeg
ikke, og så var det at de alle sammen grinede af mig, så jeg blev
sådan helt varm indeni på en flov måde. Og så besluttede jeg mig
for kun at sige F-ord. Og det gik rigtig godt lige indtil jeg kom
hjem, så gik det helt i … ja i fisk, faktisk!
Mor sidder stadig med telefonen i hånden og ser måbende på
ham.
– Vil det sige at det med fru Frandsen ikke passer?
Frederik står og drejer lidt rundt på fødderne.
– Det var en forvrøvlet F-historie, bare!
Og så begynder mor at grine. Hun griner så tårerne løber ned
ad kinderne på hende.
– Nej, Frederik, du er bare for meget! Og ved du hvad det
bedste ved det hele er?

– At fru Frandsen ikke faldt ud ad vinduet?
– Næsten endnu bedre.
Det ved Frederik ikke sådan lige på stående fod.
– Kan du huske hvad du sagde da du afbrød telefonen? Hvad
var det de drillede dig med henne i skolen?
– Nå dét? At jeg ikke kunne sige „skoleskib“?
– Ja, men det kan du nu. Og det er i alt fald ikke engang løgn.
Fra nu af var Frederik kureret. Han kunne sige lige hvad han
havde lyst til. Bare ikke at folk var faldet ud fra fjerde, hvis det
ikke passede.
Hvilket af de virkemidler, du har læst om på side 78,
bliver i særlig grad brugt i denne tekst? Find eksempler.opgave

opgave
Halfdan Rasmussen var en forfatter,
der bl.a. skrev sjove rim for børn.
Han levede fra 1915 til 2002. Han
var en mester til at rime, og rytmen
sad altid „lige i øjet“. Hans digte var
oftest vrøvlevers. Det betyder, at
det ikke så meget var indholdet, der
var det vigtige (ordenes betydning),
men mere ordenes lyde. Denne form
for digtning kaldes også nonsensdigtning.
Især er Halfdans ABC
blevet en kendt og
elsket bog. Man siger,
at den har opnået
klassikerstatus. Halfdan
skrev den i 1967, men
den købes stadig af
mange forældre, der vil
give deres børn sjove
tekster – og det får de.
Prøv at læse digtet på næste side i kor, mens I klapper i
takt. Så kan I få en fornemmelse for rytmen.

Øen i søen har kun en barber.
Til gengæld så klipper han alt hvad han ser.
Han klipper sin fætter, sin hund og sit får.
Han klipper billetter når færgerne går.
Han klipper sin plæne, sin hæk og sit hegn,
men selv er han skaldet som Roskildevej’n.

Ude på den grønne eng
stod en gammel dobbeltseng,
og i dobbeltsengen lå
en soldat med briller på.
Under sengen, der var høj,
stod en ko og spiste løg.
Under koen, der var tam,
stod et lille uldent lam.
Under lammet sad en ræv.
Under ræven lå et brev.
Gemt bag konvoluttens lim
fandt jeg dette børnerim!
opgave
En kælling og en kylling
og en killing der var tvilling
tog til Kolding med en rolling
for at købe for en skilling,
købte klamme fedteklemmer,
købte krummer af en kræmmer,
købte klæge klattekager
hos en klattekagebager.
opgave

Min nathue huer mig ikke.
Kalotten ka Lotte jo få.
Kasketten ka skytten
benytte om natten
hvis ikke kadetten
med kutten vil ha den,
og hitter jeg hatten
og hætten i hytten
kan ham hottentotten
og skotten fra Vrå
få hittehathatten
og hyttehætten på!
opgave

Thorstein Thomsen har skrevet denne hekseopskrift som en rap.
Tekstens rytme har derfor betydning, når man fremsiger teksten.
Tekst: Stemmeleje:
Tag en bums fra byens slagter, Lys
rør den rundt med vilde fagter Lys
mellem tusind fede fl uer, Mellem
som har sultet sytten uger Mellem
samt måske en lille smule Dyb
søvn i øjet på en ugle. Dyb
Lad det koge fi re dage Lys
i en buet pandekage. Lys + Mellem
De, der ta’r en lille tår, Lys + Mellem + Dyb
lever tyve tusind år. Lys + Mellem + Dyb
Riv en rå agurkestængel, Lys
pluk en vinge fra en engel, Lys
snup en lille bussemand Dyb
fra en gris i Pakistan Dyb
og en vorte fra et svin. Mellem
Kog det godt i terpentin. Mellem
Smag det til med spyt og tang Lys + Mellem + Dyb
under hyl og heksesang. Lys + Mellem + Dyb
Put det hele i en krukke. Lys + Mellem + Dyb
De, der ta’r en tår, bli’r smukke. Én stemme fra Lys

Tag en håndfuld tørre tudser, Dyb
som har kørt for langt i busser, Dyb
saftevand fra sure tæer, Lys
ører fra en millionær, Dyb
skindet fra en bongotromme, Mellem
vand fra kongens wc-kumme. Lys
Bland det hele grundigt sammen, Lys + Mellem
mens I alle mumler amen. Lys + Mellem + Dyb
De, der ikke drikker noget, Én stemme fra Lys
bli’r calypsoblå i ho’det. Lys + Mellem + Dyb
Fordel jer i tre grupper. Den ene gruppe skal læse med
lys stemme, den anden med dyb stemme, og den sidste
gruppe skal læse med normal stemme. Øv jer på at
læse hekseopskriften efter anvisningerne. Sig den flere
gange. Sig den kraftigere og hurtigere for hver gang.
opgave

Den næste tekst er et uddrag af romanen Tudefjæs. Det er
en kriminalroman. Dvs. at den handler om en forbrydelse,
der skal opklares. Tudefjæs er øgenavnet på hovedpersonen
i bogen. I virkeligheden hedder han Joakim. Han er altid
bange og har let ved at græde. Men den oplevelse, du skal
læse begyndelsen på her, ændrer ham for altid. Læg mærke
til, hvilke virkemidler der bliver brugt i denne tekst.
Min bedste ven, Alexander, er ikke bange for noget, mens jeg
bliver bange for alt. Eller rettere jeg blev bange. Nu skal der
mere end underlige lyde i mørket til at skræmme mig, og jeg er
også færdig med at lyve. Hvis man ikke tør være ærlig over for
sin bedste ven, ja, så er man langt ude. Alt ser så anderledes ud
nu end for bare en uge siden. Det er svært at forstå, men man
kan vel sige, at jeg har set frygten i øjnene uden at blive blind.
„Er du syg, hvor det blæser,“ sagde Alexander, da han lidt efter
kom tilbage viftende med spillet. Jeg holdt døren for ham.
Den var ved at blæse af sine hængsler. Solen var på vej ned,
den kyssede lige toppen af bøgehækken og ramte det svajende
æbletræ. Det så ud som om træet blødte.
„Første,“ sagde Alexander og puttede cd-rommen i mors
computer. Et vansiret ansigt fyldte hele skærmen. Alexander
skruede helt op for lyden, og en uhyggelig latter spredte sig i
stuen og fi k de små hår til at rejse sig på mine arme. Fjollet at
jeg var så nem at skræmme. Det var jo bare et spil.
Jeg så ud i tusmørket gennem vinduet. Faktisk havde jeg
aldrig været alene hjemme, mens det var rigtigt mørkt. Men jeg

var heller ikke alene, Alexander var der jo. Den uhyggelige latter
lød igen fra spillet.
„Øv,“ sagde Alexander. „Der røg min sjæl til evig pinsel. Din
tur.“
Jeg begyndte at spille. Først skulle jeg finde min krop på
kirkegården. Grave den fri. Hvis man gravede det forkerte sted,
blev man angrebet af skeletter. Dér. Det var vist den rigtige, nej
nu kom skeletterne … Jeg for sammen ved en lyd.
Det var bare telefonen.
Mor igen. Hun sad fast i trafikken. Hvis vi blev sultne, kunne
vi bare ringe og bestille en pizza, sagde hun. Der var 100 kroner
i madkassen. Hun skulle nok skynde sig.
„Hvad laver I?“ spurgte hun.
„Spiller computer.“ Jeg skruede helt ned for lyden.
„Hvad er det for et?“
„Det er æh … Harry Potter.“
„Fint. Husk at holde skærmpause efter en time.“
„Det skal vi nok.“
„Sikke det blæser, hvad? Gider I lige tjekke, at alle vinduerne
er lukkede og haspede?“
„Okay. Farvel, mor.“

Vi gik en runde i huset. Alle vinduerne var haspet til.
„Hvad med dem i kælderen?“ spurgte Alexander.
„Det er lige meget.“ Jeg havde ikke lyst til at gå derned. „Er
du sulten?“ spurgte jeg.
„Pizza-sulten er man vel altid. Men vi kunne også spise
rugbrød og putte pengene i kassen?“
„Joe. Det kunne vi vel.“
„Hvor meget koster en pizza?“
Vi fandt menukortet frem. Nogle kostede 41 andre 45 kroner.
„Lad os vælge ikke at spise den dyreste,“ sagde Alexander.
Den dyreste var en, man selv komponerede, det ville sige at
man selv kunne bestemme, hvad der skulle på.
„Der skal bacon på,“ sagde Alexander.
„Og kylling,“ sagde jeg.
„Der skal også cocktailpølser på,“ sagde Alexander.
„Og ananas,“ sagde jeg.
Vi blev ved med at finde på. Det blev efterhånden en ret dyr
pizza, vi ikke skulle have. Min mave begyndte at knurre af al
den snak om mad. Vi kiggede i køleskabet, ikke rigtigt noget
interessant, leverpostej, kyllingepålæg og et brunligt salathoved.
„Måske skulle vi alligevel købe pizza,“ sagde Alexander.
Jeg var ikke svær at overtale. Jeg tastede nummeret. Nemt
nok. Det var kodet ind. ‘1’ var fars mobil, ‘2’ var mors mobil,
og ‘3’ var Paulos Pizza. Optaget. Paulo havde altid bare arme, så
man kunne se hans store muskler. Han gav mig tit en slikkepind
eller en lille pose slik gratis. Når vi skulle have pizzaen bragt,
kom Paulos ældste dreng, Sergio, med den på scooteren. Nogle
gange snakkede vi fodbold sammen. Sergios familie var fra
Torino, og hvis Inter havde vundet deres sidste kamp, var det
første han sagde altid: „Så du fodbold i går, Joakim?“
Jeg tastede 3 igen.
„Paulos Pizza. Hvad kan jeg hjælpe med?“
„Hej. Det er Joakim fra nummer 13.“
„Joakim, min ven, hvordan går det?“
„Fint. Alexander og jeg er alene hjemme.“
„Alene? I er heldige. Så kan I gøre lige hvad I vil. Du skal
have nummer otte, ikke?“
„Jo, nej, vi vil gerne selv komponere den.“ Jeg remsede alt det

op, som vi gerne ville have på. Paulo grinte lidt, men lovede at
se, hvad han kunne gøre.
„Hvor lang tid går der?“ Det spurgte mine forældre altid om.
Paulo sagde altid ti minutter, men der gik tit en halv time.
„Ti minut…“ Paulos stemme forsvandt. Dut, dut, dut.
Underligt. Paulo sagde altid ciao. Det var italiensk for farvel.
Det var næsten, som om telefonen blev afbrudt.
„Kommer han med den?“ spurgte Alexander. Jeg nikkede.
„Nå, det var din tur,“ sagde Alexander.
„Jeg gider ikke mere.“
„Hvad så? Vi kunne glo lidt Cartoon,“ foreslog Alexander.
„Mor sagde, at vi skulle huske at holde skærmpause.“
„Det har vi da gjort … mens du snakkede i telefon.“
Alexander grinte. Vi gik ind i stuen. Alexander smed sig i mors
hængekøje. Jeg tændte for fjernsynet. Kom ind midt i tv-avisen.
Jeg skulle lige til at skifte kanal …
‘Vi gentager. Den farlige forbryder Robert Jensen, også
kaldet Rotten, er her til aften stukket af fra fængslet, hvor han
afsonede en dom for grov vold. En DSB-medarbejder har for få
timer siden set ham stå af toget i Bøgelund, og politiet advarer
beboerne …’

„Bøgelund!“ sagde Alexander og jeg i kor. Det var jo der vi
boede. Alexander sprang ud af hængekøjen og hen til mig. Et
billede af Rotten fyldte hele skærmen. Han var helt skaldet og
havde en stor kroget næse.
‘Robert Jensen er desperat, bevæbnet og meget farlig. Han
er kendt for at forklæde sig og narre sig ind i folks huse, for
eksempel som hjemmehjælper eller vvs-mand. Han er især ude
efter kontanter …’
„Pengekassen!“ udbrød Alexander. „Tænk hvis Rotten
kommer og finder den.“
„Han kommer da ikke her,“ sagde jeg.
‘Der er udlovet en dusør på 10.000 kroner for enhver
oplysning, der fører til pågribelse af Rotten. Enhver henvendelse
til politiet på telefon …’
„Dusør?“ Alexander sprang op. „Hørte du det? 10.000 kroner.
Dem kunne vi godt bruge. Så slap vi for at samle flere flasker.“
„Joe, men … det er jo farligt!“ Rotten så ret uhyggelig ud. Og
de havde sagt, han var voldelig. Men selv om Bøgelund var en
lille by, så … hvorfor skulle han lige komme her?
‘… og så til vejrudsigten. Fortsætter det med at blæse,
Louise?’
Det gjorde det, sagde vejrdamen, Louise. Der var endda
udsigt til orkan, bedst at blive inden døre. Hvad så med mor?
Hun måtte skynde sig hjem. Orkan. Vi var nok nødt til at tjekke
kælderen alligevel.
Vi gik sammen derned. Var der ikke ekstra koldt? Måske var
der et åbent vindue? Vi gik ind i det store rum først. Alle vinduer
var lukkede og haspede. Men så hørte jeg en lyd fra det lille
rum, der havde vinduer ud til haven. Jeg så på Alexander. Han
havde også hørt det. Jeg kunne mærke de små hår rejse sig på
mine arme. Kunne det være Rotten? Måske var et af vinduerne
ikke haspet, og …
„Det er sikkert ingenting,“ sagde Alexander. Men han lød ikke
overbevist. Jeg skyndte mig hen mod trappen.
„Vi må op og gemme pengekassen et bedre sted,“ sagde jeg.
„Vent lidt.“ Alexander listede hen mod døren til det lille rum,
hvor lyden var kommet fra. Jeg trak vejret dybt, da Alexander
åbnede døren.

opgave
Der var lyden igen. Det lød som om nogen stod og hamrede
noget hårdt mod huset? Jeg svedte i hænderne, så jeg havde
svært ved at holde fast i trappens gelænder. Der var ingen at se
… dér var lyden igen! Jeg gispede og holdt vejret.
„Det er bare et vindue,“ sagde Alexander.
Alexander havde ret. Et vindue stod og klaprede, men …
ruden var smadret! Sikkert af Rotten som nu gemte sig et sted i
kælderen. Jeg var straks på vej op ad trappen igen.
„Vent. Det er bare en kost. Den er blæst gennem ruden,“ sagde
Alexander og gik hen for at fjerne kosten. Skaftet var indenfor
og hårene uden for ruden. Kosten blæste frem og tilbage. Det
var den lyd, vi havde hørt. Puha. Jeg sukkede.
Vi fik kosten ind og fejede glasskårene sammen til en bunke.
Lige da vi var færdige begyndte lyset at blinke, og lidt efter gik
det ud.
Hvilke virkemidler blev der brugt?
Gå sammen tre og tre, og opfør teksten som læseteater.
En person er Joakim, en er Alexander, og en er fortæller.
Lad en fjerde person lave de lyde, der er vigtige for
stemningen.

opgave
Der var lyden igen. Det lød som om nogen stod og hamrede
noget hårdt mod huset? Jeg svedte i hænderne, så jeg havde
svært ved at holde fast i trappens gelænder. Der var ingen at se
… dér var lyden igen! Jeg gispede og holdt vejret.
„Det er bare et vindue,“ sagde Alexander.
Alexander havde ret. Et vindue stod og klaprede, men …
ruden var smadret! Sikkert af Rotten som nu gemte sig et sted i
kælderen. Jeg var straks på vej op ad trappen igen.
„Vent. Det er bare en kost. Den er blæst gennem ruden,“ sagde
Alexander og gik hen for at fjerne kosten. Skaftet var indenfor
og hårene uden for ruden. Kosten blæste frem og tilbage. Det
var den lyd, vi havde hørt. Puha. Jeg sukkede.
Vi fik kosten ind og fejede glasskårene sammen til en bunke.
Lige da vi var færdige begyndte lyset at blinke, og lidt efter gik
det ud.
Hvilke virkemidler blev der brugt?
Gå sammen tre og tre, og opfør teksten som læseteater.
En person er Joakim, en er Alexander, og en er fortæller.
Lad en fjerde person lave de lyde, der er vigtige for
stemningen.

Historier bliver fortalt. Også dem, vi læser!
Når vi læser skønlitteratur, er der en stemme i teksten, som
fortæller historien – og denne stemme er ikke nødvendigvis
forfatterens. Den stemme, der fortæller historien, kaldes
fortælleren.
Forfatteren kan vælge forskellige måder at få fortalt sin historie
på:
Det kan være en af personerne i teksten, der fortæller historien.
Så har fortælleren altså selv en rolle i historien. Personen skriver
selvfølgelig jeg om sig selv i teksten og han eller hun om de
andre.
Forfatteren kan også vælge at fortælle historien gennem en,
der ikke selv er med i historien. Så er fortælleren udenfor.
Fortælleren ser historien udefra og fortæller om alle personerne.
Fortælleren er altså ikke selv en del af historien. Det kaldes en 3.
personsfortæller, og der står han eller hun om alle personerne.

Her skal du læse fl ere af Louis Jensens
små fi rkantede historier. I disse to kan du
se forskellen på de to typer fortællere.
En tre hundrede og seksog-
halvfemsindstyvende gang
da min kæreste Lille-Strut
forlod mig, græd jeg mit
hjerte ud. Så satte jeg sejl på
hjertet, for mine tårer havde
oversvømmet verden, men
for at ingen skulle mærke
min sorg, stod jeg stolt med
min hånd på masten og
så ud over det blå hav.

opgave
En tre hundrede og seksogfirsindstyvende
gang forelskede
et franskbrød og et rugbrød sig
i hinanden. Da den ene var lige
så glad for den anden, som den
anden for den ene, sejlede de ud
på havet i en lille båd for bedre
at kunne se hinanden. Om natten
sang franskbrødet for rugbrødet
med sin hvide stemme
under månen på det stille hav.

På næste side ser du et hus fra forskellige vinkler.
Hvilke tillægsord passer på det første billede, og hvilke
på det andet? Skriv dem på tavlen i to rækker.
Er der forskel på typen af tillægsord til de to huse?
Huset er det samme, men det ser anderledes ud, alt efter hvilken
vinkel det ses fra.
Det samme gælder, når vi læser litteratur: En historie
afhænger af, hvilken vinkel den fortælles fra. Hvis det er én
bestemt person, der fortæller historien, bliver det én historie.
Hvis en anden af personerne fortalte den samme historie, ville
det blive en helt anden historie.
I skønlitteratur er det ofte én af personerne, der bærer
synsvinklen. Det betyder, at historien fortælles fra denne
persons position.
Man kan også sige, at synsvinklen er hos en af personerne.
Det betyder, at det er den person, vi er tættest på og oplever
historien sammen med. Vi hører også ofte om denne persons
tanker og følelser, selv om det måske ikke er personen selv, der
fortæller historien.

Den næste tekst, du skal læse, er et uddrag af en længere tekst. I
teksten optræder to personer: Mikkel og Adam. Mens du læser, skal
du lægge mærke til, hvem du mener, der bærer synsvinklen. Mikkel
eller Adam? Tænk også over, om teksten er realistisk eller fantastisk.
Mikkel så rundt i skoven. Han sukkede vredt. Adam var væk
igen. Det var da utroligt. Forstod Adam ikke, at det ikke var
sjovt? Åbenbart ikke. Nu var det femte eller sjette gang, han
gemte sig.
„Adam, hvor er du?“ kaldte Mikkel. Hans stemme blev væk
mellem træerne. Adam svarede ikke.
Mikkel havde lyst til bare at gå hjem. Det havde han haft
lyst til hele dagen. Han gad ikke lege med Adam. Men mor og
far havde tvunget ham. Bare fordi Mikkel nogle gange drillede
Adam ovre i skolen. Nu skulle de lære at være gode venner.
Det havde været Adams idé. Mikkels mor og far syntes, det var
en god idé.
Det syntes Mikkel ikke. Han gad ikke være gode venner med
Adam. Adam var for underlig. Han sagde aldrig noget i skolen.
Han sad bare helt alene og bed negle. Mikkel kunne slet ikke
lade være med at drille ham. Adam truede nogle gange med at
sladre til sin mormor. Det var også underligt, for alle vidste, at
Adams mormor var død.
Men nu skulle de altså lege sammen. Det var aftalen. De var
taget i skoven. Det havde også været Adams idé. Og nu havde
Adam gemt sig igen. Ih, hvor var det her sjovt.
„Adam, hvor er du?“ råbte Mikkel igen.
„Prøv at fi nde mig, Mikkel Ræv,“ lød Adams stemme.

Mikkel Ræv. Mikkel knyttede hænderne. Han hadede at blive
kaldt Mikkel Ræv. Især af et lille fjols som Adam. Men Mikkel
prøvede at være ligeglad. Han kunne vel klare denne ene dag.
Bare for at gøre mor og far glade.
Mikkel gik efter Adams stemme. Den førte ham dybere ind i
skoven. Hvor pokker var han?
„Æv bæv, Mikkel Ræv!“ sang Adam et sted.
Mikkel satte farten op. Nu gad han snart ikke det her mere.
Når han havde fundet Adam, ville han gå hjem. Klokken var
også ved at være mange.
Mikkel fandt Adam oppe i et træ.
„Det var du længe om,“ sagde Adam og smilede.
„Du blev også ved med at flytte dig,“ sagde Mikkel. „Kom
nu ned. Klokken er halv seks. Jeg har lovet at være hjemme
klokken seks.“
Det var løgn. Han måtte være ude til klokken syv. Men det
ville han ikke sige til Adam.
„Det var en skam,“ sagde Adam. Han hoppede ned fra træet.
„Nu havde vi det lige så sjovt.“
„Men jeg skal altså hjem. Kommer du?“ sagde Mikkel. Han
begyndte at gå. Så stoppede han op og kiggede rundt. Han
rynkede panden.

opgave
„Hvad er der, Mikkel?“ spurgte Adam.
„Adam, ved du, hvor vi er?“
„Hvad mener du?“ sagde Adam. „Vi er da i skoven.“
„Det er ikke det, jeg mener.“ Mikkel så rundt på de høje
træer. De stod meget tæt. „Hvordan kommer vi tilbage? Hvor er
stien?“
Adam tænkte sig lidt om. Han rystede på hovedet: „Det ved
jeg ikke. Jeg tror, det er den vej.“ Han pegede.
„Er du sikker?“ spurgte Mikkel. Han syntes ikke, det lød
rigtigt.
„Næsten,“ svarede Adam.
„Så lad os skynde os.“
De begyndte at gå. Solen sank langsomt ned bag træerne.
Skygger krøb hen over jorden. Næsten som om de var levende.
Hvem af de to drenge bærer synsvinklen? Adam eller
Mikkel? Hvis du er i tvivl, kan du tænke på, hvem du
føler, du er sammen med, når du læser teksten. Når
man skal finde ud af, hvem der bærer synsvinklen, kan
man også overveje, hvis tanker vi får kendskab til.

Den næste tekst, du skal læse, er en novelle.
En novelle er en kort historie med få personer.
Hvad kan du sige om fortælleren ud fra novellens titel?
Hvad tror du, novellen handler om?
Tror du, den er realistisk eller fantastisk? Hvorfor?
En fredag stod jeg uden for skolegården og ventede.
Anders og Lasse kom forbi.
„Vil du med?“ foreslog Anders.
Det ville jeg ikke, selv om jeg tit følges med dem.
„Du venter måske på Line?“ sagde Lasse og grinede.
„Eller Ida?“
Anders lo.
„Vel gør jeg ej!“ sagde jeg.
Jeg ventede på Nick.
Jeg hedder Anton og går i 3.c.
Nick går også i tredje klasse, men han går i 3.a. Han er min
bedste ven.
Vi bor på samme vej. Men det er kun om fredagen, vi får fri
på samme tid.
Så følges vi ad hjem fra skole.

Lidt efter kom Nick løbende.
Hans jakke stod åben, og han havde ikke lukket tasken.
„Vil du have slik i dag?“ råbte han. „For jeg har nemlig
penge.“
Han stillede sig foran mig og klappede på sin lomme.
„Kan du høre?“
Det kunne jeg godt.
„Klir, klir!“ sagde det.
„Guffe-nam, guffe-nam,“ sagde jeg.
Nick lo.
„Kom!“ sagde han og begyndte at løbe.
Jeg løb efter.
Vi løb hele vejen over til Brugsen.
Vi løb helt ind i Brugsen og hen til hylderne med slik.
Jeg kunne næsten ikke få vejret.
Men det kunne Nick.
„Skal vi have en Mars?“ foreslog han.
Det er det bedste, jeg ved.
„Yes!“ stønnede jeg.
Så fik jeg øje på skiltet.
„Der er tilbud. Fem for 25 kroner! Det er to en halv til hver.
Vi deler bare den sidste.“
Nick stak hånden i lommen. Han tog sine penge frem og talte
dem.
Han havde 20 kroner.
„Det er fem kroner for lidt,“ sagde han.
Men jeg havde også penge.
Der er en lomme i mit penalhus.

Den er lukket med en lynlås.
Jeg vidste, at jeg havde fem kroner i den lomme.
Mit penalhus lå helt nede i bunden af tasken. Nede under
madkassen og alle bøgerne.
Jeg måtte rode længe for at grave det frem. Men endelig fandt
jeg det og de fem kroner.
Jeg tog dem op af lommen og lagde mit penalhus ned i tasken
igen.
Så gik vi over til kassen.
Vi lagde de fem Mars på båndet, og Nick rakte pengene frem.
Så sagde damen ved kassen:
„De koster seks en halv krone stykket, så du har ikke penge nok.“
Hun så på Nick.
„Du har kun råd til tre. Det bliver nitten en halv.“
„De er på tilbud!“ sagde jeg. „Fem for 25 kroner!“
Damen kiggede surt på mig.
„Det står på skiltet,“ sagde jeg.
Så rejste hun sig og gik over til hylderne med slik.
Lidt efter kom hun tilbage og satte sig ved kassen. Hun så slet
ikke på os.
„25 kroner!“ sagde hun bare, som om det var det, hun hele
tiden havde sagt.
Vi havde begge to åbnet en Mars hver,
inden vi nåede døren.
„Hun kunne da godt have sagt
undskyld,“ mumlede Nick.
Jeg nikkede bare, for det er svært at tale
med en hel Mars i munden.
„Et øjeblik,“ hørte vi en stemme sige.
Vi kiggede på to mænd i røde jakker.
En tynd og en tyk.

opgave
„Du kom vist til at tage noget fra hylden,“ sagde den tykke.
„Vel gjorde jeg ej!“ lød det fra Nick.
„Det var nu også din ven, vi tænkte på,“ sagde den tynde. „Vi
så ham lægge noget ned i tasken inde i butikken.“
Hvem? Mig?
„Jeg har ikke taget noget!“ råbte jeg. „Se selv!“
Jeg vendte vrangen ud på alle mine lommer. Og jeg åbnede
skoletasken.
„I kan selv se efter!“
Den tykke løftede tasken op, mens den tynde rodede i den.
Jeg vidste, at jeg ikke havde taget noget.
Der var altså ikke noget at være bange for.
Alligevel blev jeg helt våd af sved.
Tænk, hvis der var noget slik, som var faldet ned i tasken!
Så kom jeg i tanke om, at jeg havde lagt noget ned i tasken inde
i butikken.
Det var bare ikke noget slik.
Det var slet ikke noget, jeg havde taget fra en hylde.
Det var mit penalhus.
Det fortalte jeg de to mænd, og så gav de mig tasken og lod os
gå.
„De troede, jeg var en tyv!“ Jeg sparkede efter et æbleskrog.
„De kunne godt have sagt undskyld, synes du ikke?“
Nick nikkede. Men han sagde ikke noget.
Det er nemlig svært at tale med en hel Mars i munden.
Var der nogen, der fik ret mht. handlingen?
Er novellen realistisk eller fantastisk?
Novellen begynder i datid. Fra side 107 linje 11 skifter
den til nutid, og fra side 108 linje 1 går den tilbage til
datid. Hvorfor tror du, forfatteren har valgt at skifte tid?

opgave
„Du kom vist til at tage noget fra hylden,“ sagde den tykke.
„Vel gjorde jeg ej!“ lød det fra Nick.
„Det var nu også din ven, vi tænkte på,“ sagde den tynde. „Vi
så ham lægge noget ned i tasken inde i butikken.“
Hvem? Mig?
„Jeg har ikke taget noget!“ råbte jeg. „Se selv!“
Jeg vendte vrangen ud på alle mine lommer. Og jeg åbnede
skoletasken.
„I kan selv se efter!“
Den tykke løftede tasken op, mens den tynde rodede i den.
Jeg vidste, at jeg ikke havde taget noget.
Der var altså ikke noget at være bange for.
Alligevel blev jeg helt våd af sved.
Tænk, hvis der var noget slik, som var faldet ned i tasken!
Så kom jeg i tanke om, at jeg havde lagt noget ned i tasken inde
i butikken.
Det var bare ikke noget slik.
Det var slet ikke noget, jeg havde taget fra en hylde.
Det var mit penalhus.
Det fortalte jeg de to mænd, og så gav de mig tasken og lod os
gå.
„De troede, jeg var en tyv!“ Jeg sparkede efter et æbleskrog.
„De kunne godt have sagt undskyld, synes du ikke?“
Nick nikkede. Men han sagde ikke noget.
Det er nemlig svært at tale med en hel Mars i munden.
Var der nogen, der fik ret mht. handlingen?
Er novellen realistisk eller fantastisk?
Novellen begynder i datid. Fra side 107 linje 11 skifter
den til nutid, og fra side 108 linje 1 går den tilbage til
datid. Hvorfor tror du, forfatteren har valgt at skifte tid?

Skønlitteratur handler selvfølgelig om mange forskellige ting
– men hvad er det allervigtigste i teksten? Det skal vi finde ud af
i dette kapitel.
Man kan også sige, at skønlitteratur handler om noget – men
drejer sig om noget andet. Det, teksten drejer sig om, kaldes
tekstens tema.
Du har tidligere læst teksten Mor. Den handler om en dreng, der
er flov over sin mor, fordi hun er meget glad for mad og derfor
er overvægtig. En dag kommer drengen ind til den slanke nabo,
men han bliver ikke glad for hende på samme måde, som han er
for sin mor, så til sidst går han tilbage til sin egen mor igen.
Det er, hvad teksten handler om.
Men den drejer sig om noget andet – nemlig om børns forhold
til deres forældre.
Du skal i dette kapitel læse to tekster, der begge har det samme
tema. De drejer sig altså om det samme, men de handler om
noget forskelligt.

Før du læser teksten her, skal du tænke over titlen.
Tror du, teksten er realistisk eller fantastisk? Hvorfor?
Der var engang en malermester, som havde tre sønner. Den
ældste hed Jens-Peter, den mellemste hed Jens-Ole, og den
yngste hed Jens-Otto. Det var, fordi malermesteren var så
ualmindeligt glad for sit eget navn. Han hed nemlig Jens.
Den ældste var sådan en almindelig storebror; han var
dygtig i skolen, og dygtig til at drille. Rigtig dygtig til at
drille. Især var han dygtig til at drille på en sådan måde, at
hverken malermesteren eller hans kone opdagede det. Han
kunne allerbedst lide at drille Jens-Ole, den mellemste søn. Om
aftenen, når drengene skulle sove, så fortalte han væmmelige,
uhyggelige historier, og på vej hjem fra skole lod han, som om
han ville skubbe Jens-Ole ud foran bilerne. Han løb også fra
ham, så Jens-Ole pludselig var helt alene og blev bange for at
fare vild, og så kom han pludselig frem og gav sig til at grine
højt, fordi Jens-Ole græd. Og han var specielt god til at nive og
banke oven i hovedet med knytnæve.
Den yngste søn, Jens-Otto, gik stadig i børnehave og var en
ganske almindelig lillebror. Han var så sød, syntes alle voksne
mennesker, og derfor var han også meget forkælet. Både
malermesteren og hans kone smilede bare, når han gjorde noget,
han ikke måtte – fx spiste han næsten altid med fi ngrene, og
han ville under ingen omstændigheder rydde sit eget legetøj

op. Hvis han var i dårligt humør, kunne han sagtens finde på at
lægge sig ned under spisebordet og skrige i vilden sky, mens
han sparkede og kastede med ting, og så sagde malermesterens
kone bare: „Kom nu frem, lille Jens-Otto, så skal du få en is.“
Han behøvede ikke engang at tale ordentligt. Selvom han lige
var blevet fem år, sagde han tit: „Mig vil ha’ en slikkepind“ eller
„Mig vil bæres af min Mo“. Mo skulle forestille at betyde mor.
Og hun løftede ham virkelig op og bar ham.
Men denne her historie handler mest om Jens-Ole, den
mellemste søn i malermesterens familie. Han går i 2.b og er syv
og trekvart år. Han har ikke lært at læse endnu, men han er skrap
til at regne, og han ved en masse om elektricitet og insekter og
Tor og Odin og Midgårdsormen. Han er nogle gange lidt stille i
det, men henne i skolen vil de andre drenge gerne være venner

med ham, for han driller ikke, og han er ikke en blærerøv. Han
er også ret god til at finde på sjove lege, og han kan fortælle
vitser og få rigtig mange point i de svære computerspil på
fritidshjemmet. Han har derfor mange venner.
I 2.b går der to drenge, som også er Jens-Oles venner. Den ene
hedder Per, og den anden hedder Mikael. Jens-Ole plejer at lege
med dem begge to. Men en dag sagde Per til Jens-Ole: „Mikael
er dum. Han er en spasser, og vi gider ikke at lege med ham.“
Selvom Jens-Ole grinede, syntes han egentlig overhovedet
ikke, at Mikael var dum. Den næste dag sagde Mikael til ham:
„Per er dum. Han er en nar, og vi gider ikke at lege med ham.“
Denne gang grinede Jens-Ole ikke engang. Han sagde slet
ingenting.
Om eftermiddagen, henne på fritteren, begyndte Per at synge
noget, han selv havde fundet på: „Mikael lugter som en gris,
og han slår en kæmpe fis.“ Han ville gerne have, at Jens-Ole
skulle synge med. Det ville Jens-Ole altså ikke. Så blev Per sur
på ham. Og Per sagde, at hvis Jens-Ole ikke ville synge med, så
kunne de ikke mere være venner.
Men den næste morgen, da de spillede kort i frikvarteret, så
var det Mikael, der havde fundet på en sang: „Per er dum som
snot, og hele skolen ved det godt.“ Han ville også have, at Jens-
Ole skulle synge med. Men det ville Jens-Ole ikke. Og så sagde
Mikael også: „Hvis du ikke vil synge med, så kan du ikke være
venner med mig mere.“ Så blev Mikael også sur på Jens-Ole. Nu
var de begge to meget sure på Jens-Ole. Derfor blev han ked af
det.
Da han fulgtes med sin storebror, Jens-Peter, hjem den dag, så
spurgte Jens-Ole ham, hvad han syntes, han skulle gøre. „Nu er
de begge to sure på mig, fordi jeg ikke er sur på dem. Er det ikke
mærkeligt? Hvad synes du, jeg skal gøre?“ sagde han.
Jens-Peter syntes ikke, det var spor mærkeligt. Han sagde
bare: „Giv dem nogen bank. Eller giv dem begge to buksevand
nede på toiletterne.“ Men det ville Jens-Ole altså heller ikke.
I weekenden skulle både Jens-Peter, Jens-Ole og Jens-Otto på
besøg hos deres bedstefar, malermesterens far. Han hed Jens-

Jens. Han havde en ged og en fiskestang og et værksted ude i
skuret, for han boede på landet. Han var en meget rar mand,
som næsten altid var i godt humør, og han var helt hvidhåret.
Jens-Ole syntes, at han på en måde lignede julemanden, for han
havde også hvidt skæg. De plejede at have det rigtig sjovt hos
bedstefaderen; Jens-Peter drillede næsten ikke, og Jens-Otto var
ikke så pattet og forkælet som derhjemme. De plejede ligefrem
at lege sammen alle tre i bedstefaderens have, for han havde
klatretræer. Men i denne her weekend ville Jens-Ole ikke lege.
Han havde heller ikke lyst til at fiske, og han havde ikke lyst til
at snitte noget i træ ude på værkstedet. Han ville heller ikke med
ned til havnen og se på fiskekutterne, og når bedstefaderen læste
historie for dem om aftenen, så hørte han næsten ikke efter. For
han var stadigvæk ked af det med Per og Mikael, og han tænkte
hele tiden på, hvad han skulle gøre, når han kom i skole igen.
Han sad hele dagen oppe i et træ og bed i sin ene pegefinger.
Til sidst sagde Jens-Jens, bedstefaderen, til ham: „Hvad er der
i vejen med dig, Jens-Ole? Er du syg? Er der slet ikke noget, du
har lyst til at lege?“
„Nej,“ sagde Jens-Ole så, „for jeg ved ikke, hvad jeg skal
gøre.“ Og så fortalte han sin bedstefar om de ubehagelige sange,
som hans venner havde fundet på om hinanden. Og han fortalte
også, at de begge to sagde, at han kun kunne være ven med én af
dem. „Men jeg vil være venner med dem begge to,“ sagde han,
og det kunne Jens-Jens virkelig godt forstå.
„Gode venner er guld værd,“ sagde Jens-Jens. Og: „Gode
venner hænger ikke på træerne.“
„Men så er jeg jo heller ikke en god ven, for jeg sidder oppe i
et træ,“ sagde Jens-Ole bedrøvet. Nu grinede bedstefaderen, så
hans skæg vippede op og ned.
„Det er nu ikke sådan, jeg mener det, min dreng,“ sagde han
og grinede lidt mere. „Nu skal jeg fortælle dig en historie.“ Og
så fortalte Jens-Jens denne her historie:
„Dengang jeg var dreng, havde jeg to brødre ligesom dig.
De hed begge to Jens-Jens, så du kan nok regne ud, at det var
lidt vanskeligt for folk at finde ud af, hvem der var hvem. Når
vores mor skulle kalde på os, så råbte hun bare: „Jens-Jens!“,
og så kom vi alle tre løbende. Engang var Store-Jens-Jens og

Lille-Jens-Jens mægtig sure på hinanden. De sloges og råbte
og skreg og sagde, at de aldrig mere ville lege med hinanden.
Aldrig mere nogensinde, lige meget hvad. Deres øjne var helt
sammenknebne, og de bed i deres tænder ligesom gale hunde,
så sure var de. Både Store-Jens-Jens og Lille-Jens-Jens ville
have, at jeg også skulle være sur på den anden. Store-Jens-Jens
nev mig meget hårdt i næsen og sagde, at han aldrig mere ville
lege med mig, hvis jeg ville lege med Lille-Jens-Jens. Og Lille-
Jens-Jens hylede og hev mig i håret og sagde, at han aldrig mere
ville lege med mig, hvis jeg ville lege med Store-Jens-Jens. Det
var en rigtig kattepine. Det kalder man det, når man slet ikke
ved, hvad man skal gøre. For jeg ville jo gerne lege med dem
begge to, for vi var jo også venner, selvom vi var brødre.
Nå, men jeg tænkte mig grundigt om, imens de gik og skulede
og rakte tunge ad hinanden. Til sidst tænkte jeg: „Jeg må være
snu som en slange og gøre noget, som overrasker dem.“ Og ved
du hvad jeg så gjorde?“ Bedstefaderen kiggede på Jens-Ole, og
Jens-Ole rystede på hovedet.
„Nej,“ sagde han, „hvad gjorde du?“
„Jeg sagde bare til dem: „Hvem kommer først ned
til brønden? Jeg har hørt, at der ligger en skat begravet
dernede.“ Og så gav jeg mig til at løbe, som om der var ti
vilde heste efter mig.
Så skulle du se dem!
Først stod de bare og
gloede efter mig, men så
begyndte Lille-Jens-Jens at løbe. Og
da han var løbet, så begyndte Store-
Jens-Jens også at spæne af sted.
Da de nåede
frem, var
jeg allerede
i gang med at grave. Og vi gravede hele eftermiddagen.
Selvfølgelig fandt vi ikke ligefrem en skat, men vi fandt da to tiører
og en hestesko. Og mine brødre glemte helt, at de var sure
på hinanden. Og så var alt jo ved det gamle igen. På den måde
fik jeg min vilje. De opdagede det bare ikke. Synes du ikke, at
jeg var snu?“

„Jo,“ sagde Jens-Ole og kravlede ned fra træet. De begyndte
nu at gå tilbage til huset. „Men der er altså ikke nogen brønd i
skolegården. Og ti-ører findes slet ikke mere.“
„Du skal bare finde på noget andet. Et eller andet, så de
glemmer, hvor sure de er.“
Om aftenen ville Jens-Ole alligevel gerne have vaniljebudding
med rød sovs, og han var også en tur ude på værkstedet for at
se på alle de søm og skruer, bedstefaderen havde derude, i små
æsker af gråt pap.
Så blev det mandag morgen, og Jens-Ole skulle i skole. Mikael
og Per var stadig meget vrede. De smed småsten efter hinanden
i frikvarteret. Og Per tog Mikaels skoletaske og smed den i en
vandpyt. Han trampede også på den, så madpakken blev helt
mast og ulækker. Så kom de op at slås, så gårdvagten måtte
skille dem ad. Det var alt sammen meget ubehageligt.
Det var først, da de kom over på fritteren, at Jens-Ole fik en

snu idé. Han smilede for sig selv. For han syntes selv, at det var
en virkelig snu idé.
Ude i gården var der sådan et skur med alt muligt i, som man
kan bruge, når man leger udenfor. Der var sjippetov og bolde og
hinkesten og rulleskøjter, og så var der stylter.
Drengene havde tit stået og set på de her stylter, og nogle
havde pralet med, hvor gode de var til at gå på dem. Men der var
aldrig nogen af dem, der havde gjort det. Der var aldrig nogen
af dem, der var steget op på stylterne, for at prøve. Det turde de
nemlig ikke. Også fordi de var bange for, at nogen skulle grine
af dem, hvis de faldt. Og fordi de ikke ville have, at de andre
børn skulle opdage, at de overhovedet ikke kunne gå på stylter.
Men nu åbnede Jens-Ole døren til skuret. „Hvem skal med ud
og gå på stylter?“ råbte han så, og Per stod i den ene ende af
gården og var sur, og Mikael stod i den anden ende af gården og
sparkede til en bold, og han var også sur.
Jens-Ole gik ind i skuret og tog et par stylter. Han bar dem
ud i gården og trådte forsigtigt op på dem. Han gik – en, to, tre,
fire små skridt – og BANG – så lå han på asfalten. Han slog sit
knæ, men han sagde ikke noget. Tværtimod kravlede han op
igen og fortsatte med at øve sig. Mikael og Per kiggede på ham.
Jens-Ole gik på stylter – og faldt – og gik på stylter – og faldt.
Det gik bedre og bedre, han kunne efter et stykke tid gå ti skridt
uden at falde.
Nu kom Per nærmere. „Er det svært?“ spurgte han.
„Nej,“ sagde Jens-Ole, „man skal bare øve sig. Skal du ikke
prøve?“ Jens-Ole steg ned fra stylterne og rakte dem frem mod
Per. Og Per kravlede da op. Og faldt. Og gik tre skridt. Og faldt
igen. Men Jens-Ole sagde, at han bare skulle blive ved. Så blev
Per ved. De grinede og havde det sjovt. De hjalp hinanden med
at holde balancen ved at råbe: „Pas på!“ og: „Lidt til venstre!“
og sådan noget. Og efterhånden fandt de også ud af, at man kan
hoppe ned, når man er lige ved at falde, og så slår man sig ikke.
Nu kom Mikael nærmere. „Skal du ikke prøve?“ råbte Jens-
Ole, „det er rigtig sjovt.“ „Ja, det er!“ kom Per til at råbe. Og
oven i købet: „Kom nu, Mikael, det er virkelig sjovt.“ Langsomt
gik Mikael over mod dem. Og Per sprang ned, Mikael kravlede
op. Og han gik og faldt og gik og faldt, præcis som de andre.

Også han blev bedre og bedre til det. De stavrede
rundt i gården og hentede flere stylter, så de alle
tre kunne gå på én gang. Per og Mikael havde
virkelig glemt at være sure, de havde ikke mere
tid til at være sure, for nu var der noget andet, de
hellere ville. „Ligesom i min bedstefars, Jens-Jens’,
historie,“ tænkte Jens-Ole ved sig selv.
Da de skulle hjem om eftermiddagen, var de allerede
ret skrappe til det; Jens-Ole kunne næsten løbe på
stylter. De glædede sig alle tre til næste dag, så de
kunne fortsætte med at blive endnu skrappere.
Så kom Jens-Peter og sagde, at Jens-Ole skulle
hjem. Og på vej hjem fortalte Jens-Ole sin storebror,
hvad der var sket.
„Jamen, hvordan det?“ spurgte Jens-Peter, „det er jo
bare nogle stylter.“
„Jo. Men forstår du, det er sådan nogle magiske
stylter. Sådan nogle stylter man bliver glad af at gå på.
Sådan nogle særlige stylter, som gør, at man glemmer at
være gal i hovedet – man bliver ligesom venner igen af
at gå på dem.“
Jens-Peter rystede på hovedet og vendte det hvide ud
af øjnene. Men inde i Jens-Ole var der varmt og godt.
Det var, ligesom hans brystkasse blev større, hver gang
han trak vejret. Han fik helt lyst til at hoppe og springe.
Han tænkte på sin bedstefar og gav sig til at fløjte. Og han
fløjtede hele vejen hjem.

Var teksten realistisk eller fantastisk? Fik du ret i det,
du troede?
Kom du til at tænke på andre historier eller film, du
kender, da du læste De magiske stylter?
Hvor i teksten minder den om andre historier? Skriv
nogle eksempler fra teksten i din arbejdsbog.
Hvorfor er de tre brødre søde mod hinanden, når de er
hos bedstefaren, Jens-Jens?
Hvad synes du om bedstefaren?
Der er en historie inde i historien, nemlig den historie,
bedstefaren fortæller Jens-Ole. Find afsnittet i teksten,
læs det igen, og genfortæl denne historie mundtligt to
og to. I skal altså fortælle den med jeres egne ord.
Hvordan hjælper denne historie Jens-Ole?
opgave
opgave

Den næste tekst er to uddrag fra en roman af den
svenske forfatter Ulf Stark. Historien foregår for
en del år siden. Du skal læse to uddrag fra bogen,
og det første er fra bogens begyndelse.
– Hallo! Hvor skal I hen? råbte Percy.
Han hang i knæhaserne i den rådne, gamle eg og gloede
på, at Klaus-Jørgen, Uffe Rickberg og jeg spænede hen over
skolegården alt, hvad vi kunne.
– Ingen steder! svarede Uffe Rickberg.
– Næh, vi skal bare se på hemmeligheder! skreg Klaus-Jørgen.
Vi havde travlt. Det havde vi altid på det her tidspunkt. Men
i dag skinnede solen, skolen sluttede tidligt, og vi skulle hen til
Uffe Rickbergs udhus for at se på bare bryster.
Men først gik vi hjem til mig og drak saftevand.
Jeg boede i et stort gråt hus ved siden af alderdomshjemmet.
Lige overfor boede Gustafsson, som kunne blive vanvittig gal.

Og bag hans hus lå et bageri. Løb man ned ad bakken, kom man
til kapellet, hvor man kunne kigge på de flotte rustvogne.
Det gjorde vi så.
Vi stod der og indsnusede den herlige duft fra bageriet, mens
vi kiggede på rustvognen. Efter et stykke tid kom de ud med
den hvide kiste, som var pyntet med lidt blomster. Så tog vi
skolehuerne af. Vi bøjede hovederne og skælvede af lykke over
stadig at være i live.
Og bagefter løb vi hjem til mor og spiste friskbagte boller.
– Hvad har I så planer om? spurgte mor, da vi havde spist
bollerne. – Skal I spille badminton?
– Nej, nu skal vi ud at se på naturen, sagde Uffe Rickberg.
Og så styrtede vi af sted til Rickbergs udhus. Der lå vi så med
maven ned mod det skrubbede tagpap, mens damerne, der hjalp
til på alderdomshjemmet, dukkede op og viste bryster.
De solede sig i den lille lund på den anden side hegnet.
Vi kunne se, hvordan de knappede deres hvide kitler op og
lagde sig ned på jorden og slikkede solskin.

opgave
Klaus-Jørgen gumlede på et æble, som han havde fundet i et
træ. Hans stritører lyste som et par røde flagermusvinger.
– Kors, nogle lækre patter! sagde han.
Han nikkede ned mod et par kæmpebryster, som lå i græsset
allerhøjst ti meter fra vore små næser.
– Ja, de er sikkert fra Finland, sagde jeg.
– Sikkert, gentog Uffe Rickberg.
– Dem kan man ikke ramme ved siden af! sagde Klaus-
Jørgen.
Han rejste sig halvt op og skulle lige til at kyle æbleskroget
over mod brysterne, da Uffe Rickberg trak ham ned igen.
– Er du rigtig klog? hvæsede han.
– Hvo’for det? Jeg ville garanteret have ramt dem!
– Og de ville garanteret have opdaget os, sagde Uffe
Rickberg.
– Det tænkte jeg ikke på, sagde Klaus-Jørgen.
– Du bruger vist heller ikke tænkeren så meget, sagde jeg.
Vi blev liggende på taget, til damerne tog tøjet på igen og
redte håret og vendte tilbage til alderdomshjemmet. Min mave
føltes skoldhed, som om den havde ligget på en bageplade.
– Det her er tophemmeligt, hviskede Uffe Rickberg. – Det her
fortæller vi aldrig til nogen.
– Tror du, jeg er dum? spurgte Klaus-Jørgen.
– Ja, lidt, sagde jeg. – Men jeg siger i hvert fald ikke noget.
– Heller ikke til Lennart Blomgren, sagde Uffe Rickberg.
– Og heller ikke til Berra. Og aldrig i livet til Percy.
– Nej, overhovedet ikke til nogen, sagde jeg. – Det sværger
jeg. Ikke en gang hvis han river min skolehue i stykker.
Uffe Rickberg ville først have, at vi skulle skære os i fingrene
og blande blod med hinanden. Men vi havde ikke en kniv, som
var tilstrækkelig skarp, så vi måtte stikke tommelfingrene
sammen i stedet.
Bagefter løb jeg hjem, for så skulle vi spise.

Hovedpersonen er platfodet, så han skal nogle gange til
fodgymnastik, mens resten af klassen har almindelig
undervisning. Percy er en ny dreng i klassen, og han er lidt
imponeret over, at hovedpersonen er platfodet.
Efter skoletid dunkede Percy mig i ryggen, som om vi havde
kendt hinanden altid. Bagefter trak han af sted med mig og nogle
andre idioter til Savværksgade.
– Kom nu, sagde han. – Det er skideskægt.
Løbe ud foran biler var en leg med enkle, men livsfarlige
regler. Man ventede ganske enkelt, til der kom en bil. Så løb
man ud foran den. Den, som var tættest på bilen, vandt og blev
dagens helt. Og den, som ikke turde, var en bangebuks og blev
kaldt hængerøv, lige til vi legede legen igen.
Jeg havde aldrig prøvet det før.
Og jeg syntes ikke, at det virkede særlig skægt. Men det gav
mig chancen for at være sammen med Percy. Han snakkede med
mig. Det var mine fødder, han talte om.
– Hvordan fanden fi k du bildt dem ind, at du er platfodet?
spurgte han.
– Jeg viste dem bare fødderne, sagde jeg.
– Snedigt, mand, sagde han. – Du kan få lov til at løbe først,
hvis du vil.
– Jeg venter, sagde jeg storsindet.
Jeg stod på fortovet foran fodboldbanen og så de andre styrte
af sted. Først løb Bent-Erik, som havde klassens længste ben.
Og så Roffe, Krillen, Berra og Klaus-Jørgen.
Til sidst var det bare Percy, Lennart Blomgren og mig, der
stod tilbage. Og Lennart skulle slet ikke løbe, for hans far var
skolelæge, så han turde ikke risikere at komme til skade.
– Måske bliver jeg nødt til at gå på tæer, sagde jeg.
Jeg holdt begge hænder over maven og vuggede frem og
tilbage som en gyngestol.

– Du er da ikke bange, vel? spurgte Percy.
– Ser jeg bange ud? spurgte jeg.
– Ja, svarede han. – Men det skal du ikke være. Du skal bare
gøre sådan her. Det er ingen kunst.
I næste øjeblik var han ude på gaden.
Han løb lige ud foran en Saab. Hans plyssede hoved lignede
et vraltende pindsvin.
Så lukkede jeg øjnene og tænkte på det pindsvin, som Lennart

Blomgren og jeg en dag havde fundet på Skudehavnsvej. Det
var kørt over og var smattet helt ud til en blodig klat.
Det var lige, så jeg følte mig helt dårlig i maven af det. Jeg så
ikke op, før Percy råbte fra den anden side.
– Kom nu med dig! råbte han. – Det er kun dig, vi mangler!
– Han tør ikke! skreg Berra, som altid blev nummer sjok.
– Han tør ikke, fordi han er sådan en bangebuks.
Lennart Blomgren greb fat i min vindjakke.
– Ko-kom, så gå-går vi, stammede han bønfaldende. Det-det
er ba-ba-bare no-noget vær-værre ba-ba-barnepjat.
Et øjeblik kiggede jeg ind i hans lyseblå øjne, som bare ville
mig det godt. Så skubbede jeg ham væk.
Lastbilen kom fra Jagtvejen. Det var en stor, tung Volvo. På
taget sad en rund og rar Michelinmand.
Allerede da den var ud for kiosken, sprang jeg ud på
gaden. Det var alt for tidligt. Jeg ville blive dette århundredes
hængerøv! Men det gjorde ikke så meget. Jeg var vant til at
blive kaldt alt mellem himmel og jord. Min bror kaldte mig for
eksempel for slapsvans, når han havde kammerater på besøg, og
de skulle have noget at grine af.

Efter fem skridt kastede jeg et blik på bilen.
Den kom lige hen imod mig. Og pludselig kunne jeg ikke røre
mig ud af stedet. Jeg stod bare der og strakte armene ud.
– Løb nu, Uffe! skreg Lennart Blomgren, og for første gang i
livet, stammede han ikke.
– Han vinder! Se, han vinder! jublede Percy.
Så lavede bilen en katastrofeopbremsning. Jeg hørte dækkene
hvine, da de skred hen over asfalten. Jeg så køleren dukke op
lige for næsen af mig.
Da bilen endelig standsede, var den så tæt på, at jeg kunne
mærke varmen fra motoren.
Jeg rørte mig ikke engang ud af stedet, da chaufføren dukkede
op. Hans hænder rystede, da de greb fat i min jakke.
– For satan, knægt, sagde han. – Hvorfor løb du ikke? Det
plejer I jo altid at gøre? Hvorfor blev du bare stående?
Det kunne jeg ikke svare på.
Da jeg åbnede munden, kom der ikke en lyd.
– Skete der noget med dig? spurgte manden.
Jeg bevægede læberne, lydløst som en akvariefisk. Så
begyndte mine tænder at klapre. Og manden lagde sine hænder
på mit hoved. Han mærkede efter med fingerspidserne, om der
var nogen sår.
– Han fik måske en sten i hovedet, mumlede han. – Var der
nogen af jer andre, der så, om han fik noget i hovedet?
– Jeg så i alt fald ikke noget, sagde Berra.
– Pokkers også, sagde manden. – Nu bliver jeg nødt til at køre
ham hjem. Ved I, hvor han bor?
Pludselig blev jeg mig selv igen og rystede heftigt på hovedet.
Og Percy nikkede, som om han præcis vidste, hvad jeg mente.
– Undskyld, sagde han. – Det er ikke noget, der er farligt.
Sådan var han også før. Han er faktisk født sådan. Han kan ikke
tale. Han har blot brug for at få noget at spise. Lidt sodavand og
en flødebolle. Så bliver han hurtigt frisk igen.
– Og det er du sikker på? spurgte chaufføren.
– Bombesikker, svarede Percy.
Så drog chaufføren et lettelsens suk.
Han gav mig et ekstra medlidende klap på hovedet og rakte en
krøllet femkroneseddel frem.

opgave
– Tag denne her, sagde han. – Og køb dig så noget rigtig godt,
din lille stakkel.
Så steg han ind i bilen. Han vinkede til mig gennem
sideruden, da bilen kørte forbi.
Det var sådan, det gik til, at jeg blev dagens helt, og Percy blev
min ven for alvor. Hele vejen hen til den grønne kiosk talte han
om, hvor fantastisk jeg var.
– Hold kæft, hvor er du god til at narre folk, sagde han.
– Hvordan narre? spurgte jeg,
– Først det der med, at du er platfodet. Og nu det med knald i
låget. Du er eddermane’me fiffig, du er, sagde han.
– Åh, hold op, sagde jeg.
– Det skal fejres, sagde min ven Percy.
De fejrede det med flødeboller og appelsinsquash for mine
penge. Jeg hørte, hvordan de grinede og smaskede. Selv stod jeg
og lænede mig ind over den røde papirkurv og følte, at jeg skulle
kaste op.
– Ha-har du det ikke ri-rigtig godt? spurgte Lennart
Blomgren.
– Jeg har det fint, sagde jeg.
Hvad laver vennerne, når de er sammen?
Hvad laver du, når du er sammen med dine venner?
Er der stor forskel på, hvad børn lavede sammen
dengang og i dag?

opgave
– Tag denne her, sagde han. – Og køb dig så noget rigtig godt,
din lille stakkel.
Så steg han ind i bilen. Han vinkede til mig gennem
sideruden, da bilen kørte forbi.
Det var sådan, det gik til, at jeg blev dagens helt, og Percy blev
min ven for alvor. Hele vejen hen til den grønne kiosk talte han
om, hvor fantastisk jeg var.
– Hold kæft, hvor er du god til at narre folk, sagde han.
– Hvordan narre? spurgte jeg,
– Først det der med, at du er platfodet. Og nu det med knald i
låget. Du er eddermane’me fiffig, du er, sagde han.
– Åh, hold op, sagde jeg.
– Det skal fejres, sagde min ven Percy.
De fejrede det med flødeboller og appelsinsquash for mine
penge. Jeg hørte, hvordan de grinede og smaskede. Selv stod jeg
og lænede mig ind over den røde papirkurv og følte, at jeg skulle
kaste op.
– Ha-har du det ikke ri-rigtig godt? spurgte Lennart
Blomgren.
– Jeg har det fint, sagde jeg.
Hvad laver vennerne, når de er sammen?
Hvad laver du, når du er sammen med dine venner?
Er der stor forskel på, hvad børn lavede sammen
dengang og i dag?

I dette kapitel skal du lære om intertekstualitet. Det lyder som et
svært ord, fordi det er langt. Ordet kan deles op i delene inter og
tekst.
Inter betyder „mellem“. Inter indgår også i andre ord, som fx
inter-national. Kan du komme på flere ord? Hvad betyder de?
Ordet tekst kender du. Intertekstualitet betyder mellem tekster.
Det betyder, at tekster „taler“ sammen, eller at én tekst kan
henvise til en anden tekst. Der kan altså være noget i én tekst,
der minder om noget i en anden tekst.
En moderne historie begynder således:
Der var engang en dreng,
der blev kaldt Lille Blege Johnny. [...]
Hans mor hed Conny. [...]
Hans far hed Ronny.
Fra Dan Schlosser og Jon Ranheimsæter:
Historien om Lille Blege Johnny

En gammel tekst fra 1937 begynder sådan:
Der var engang en
lille sort dreng, som hed
Lille Sorte Sambo.
Hans mor
hed Sorte Mumbo,
og hans far hed Sorte Jumbo
Fra Helen Bannermann: Lille Sorte Sambo
Som du kan se, minder de to historier om hinanden.
Rune T. Kidde har også skrevet historier og digte „oven på“
gamle historier og digte. Fx har han skrevet eventyrene
Den lilla møghætte og pulven og Prinsessen på tærten.
Hvilke gamle historier „taler“ de moderne tekster med?
Man kan også sige, der er intertekstuelle bånd mellem teksterne.

I den græske mytologi går to begreber igen
– hybris og nemesis.
Hybris betyder overmod. En person viser overmod, når han
har så meget selvtillid, at han gør noget uforsigtigt. Hvis man
var overmodig i det gamle Grækenland, blev det opfattet, som
om man konkurrerede med gudernes magt og forstand.
Nemesis betyder retfærdig gengældelse. Hvis man har
gjort noget overmodigt, må man regne med en retfærdig
gengældelse fra guderne.

Den næste tekst er myten om Daidalos og Ikaros.
Myter er blevet fortalt i gammel tid, for at man
skulle lære noget om, hvordan man skulle leve.
For mange hundrede år siden boede der i Athen en meget dygtig
opfi nder, billedkunstner og bygmester ved navn Daidalos. Han
var ikke den eneste af slagsen, men den dygtigste. Han havde
opfundet hammeren og boret, og hans statuer var så livagtige, at
man måtte binde dem fast, for at de ikke stak af. På et tidspunkt
begyndte Daidalos dog at føle sin stilling som den dygtigste
truet. Så da hans brorsøn, Thalos, opfandt saven, blev han så
rasende, at han smed ham i vandet. Sådan en handling kunne
man ikke se gennem fi ngre med – heller ikke selv om Daidalos
var den dygtigste af alle. Han måtte som alle andre straffes: Han
blev forvist til øen Kreta sammen med sin søn Ikaros.
På Kreta herskede en konge ved navn Minos. Da han hørte, at
Daidalos var blevet forvist til Kreta, blev han meget glad, for
hans kone havde netop født et uhyre, Minotaurus. Minotaurus
var halvt menneske og halvt dyr. Og sådan en søn og tronfølger
kunne kongen af Kreta selvfølgelig ikke have. Han bad derfor
Daidalos om at bygge et palads med en labyrint. I labyrinten
skulle Minotaurus spærres inde, og den skulle være så svær
at fi nde ud af, at Minotaurus aldrig ville kunne fi nde ud igen.
Daidalos byggede den mest indviklede labyrint, man kunne
1
5
10
15
20

forestille sig, men da han var færdig, fik han ingen anden
belønning af kong Minos, end at han selv og hans søn, Ikaros,
blev spærret inde i labyrinten.
Daidalos gav dog ikke så let op. Han længtes efter at komme
hjem til Athen og tænkte: Kong Minos kan spærre mig inde i
labyrinten, og han kan spærre søen og havet, men himlen er
åben. Minos kan udøve magt overalt undtagen i luften. Det må
blive den vej, vi skal slippe bort. Daidalos begyndte at tænke
over, hvordan han kunne finde nye tekniske veje, der kunne
få dem ud af labyrinten. Han fandt derfor på at sætte fjer i rad
og række – en kort, en lang, en kort, en lang. Han satte dem
sammen ligesom op ad en skråning. Et par vinger skulle det
blive til, og de skulle bringe ham tilbage til Athen. Vingerne
syede han sammen med hørtråd, og han krummede dem let
og limede dem sammen forneden med voks. Mens Daidalos
arbejdede med vingerne, løb hans lille søn, Ikaros, og legede
med fjerene. Han anede endnu ikke, at vingerne skulle blive
hans død. Da Daidalos endelig havde lagt sidste hånd på sit
værk, tog han et sæt vinger på og løftede sin krop op i luften.
Også Ikaros fik et par vinger på, og Daidalos formanede Ikaros:
„Husk, at du altid skal flyve i midten, så du ikke går for lavt og
får vand på vingen eller for højt, så den svides af solen. Flyv
imellem de to – solen og havet.“
Så en dag letter de to. Tårerne triller ned af Daidalos’ kinder.
Hans hånd ryster, han kysser sin søn på kinden og svinger sig op
på sin vinge. Han flyver i spidsen, bekymret og bange ligesom
fuglen, der lader sin pjuskede unge flyve fra kanten af reden for
første gang. Han beder Ikaros følge sig og lærer ham kunsten at
flyve – men til hans ulykke! Neden under dem ser folk undrende
på synet af de to. Men folk tænker, at de må være guder, siden
de flyver.
De flyver og flyver side om side, far og søn. Sønnen forledes
af spænding og fart til at stige højere og højere mod himlen.
Han stiger og stiger. Da kan kommer nær den brændende sol,
begynder solens stråler at smelte den voks, som holder vingerne
1
5
10
15
20
25
30
35

1
5
sammen. Snart er den væk, og han slår med de nøgne arme i
luften. Hans stemme, der råber på far, bliver kvalt i den blånende
bølge, som fik sit navn, Det ikariske hav, efter drengen.
„Ikaros, Ikaros,“ kalder faderen, den stakkel, der ikke er far
mere. „Ikaros, hvor er du henne?“ Og mens han kalder, ser han
fjerene flyde på havet og forbander derpå sin tekniske snilde.

Hvad tror du, folk har skullet lære af denne myte?
Hvorfor mon myten ender, som den gør?
Kan du finde begreberne hybris og nemesis i teksten?
I Danmark findes et begreb, der hedder Janteloven.
En af reglerne i Janteloven er: Du skal ikke tro, at du er
noget. Diskutér, hvad det betyder. Sammenlign reglen
med de oplevelser, Daidalos kommer ud for.
Sådan har Carlo Saraceni illustreret myten. Hvordan
ville du illustrere den? Hæng klassens illustrationer op,
og diskutér, hvordan de adskiller sig.
opgave
Carlo Saraceni: Ikaros’ fald

Forfatterne Cecilie Eken og Louis Jensen har ladet sig inspirere
af Ikarosmyten i de to følgende tekster. Begge tekster er skrevet
i den fantastiske genre. Du skal lægge mærke til, hvor teksterne
ligner eller adskiller sig fra Ikarosmyten.
Engang jeg var gal på min far og min mor, besluttede jeg at få
vinger og fl yve min vej. Jeg lå i min seng, og jeg skulle sove.
Osse selv om jeg overhovedet ikke var søvnig, og det stadig var
lyst udenfor. Men jeg kravlede ud af sengen og listede hen til det
åbne vindue. Dér ventede jeg med øjnene knebet hårdt sammen.
Lidt efter kunne jeg mærke, at der voksede vinger frem fra
min ryg. De var plettede og brune, næsten som en gråspurvs,
men større. Først stod jeg lidt i vindueskarmen og vippede med
dem. Så lettede jeg med et spring og fl øj væk, op over tagene.
Jeg var ikke spor bange. Da jeg først havde lært at styre mine
vinger, kunne jeg vende i luften og dykke som mågerne nede
ved havnen. Sammen med duerne svævede jeg i store buer rundt
og rundt over husene. Det var så sjovt, at jeg lo og lo, til blæsten
slog luften ud af min mund og gjorde mig stille.
Mens solen gik ned, fulgte jeg skyerne hen over landet.
Under mig lå skove og gule marker og bondegårde, alle folk var
bittesmå, næsten ikke til at se. Da mørket kom, lovede jeg mig
selv aldrig at tage hjem igen, for hvis jeg rørte jorden, ville jeg
miste mine vinger.
Så jeg rejste alene gennem verden. Bjerge, ørkner, savanne
og jungle, jeg besøgte alle steder på Jorden, uden at mine fødder
nogensinde satte spor. Jeg blev heller aldrig træt og skulle sove.

Jeg kunne flyve overalt, selv helt op i den blå himmel, hvor
luften blev tynd. Men lige meget hvor jeg kom, var der kun mig.
Jeg ledte og ledte, men fandt ingen andre. Det var nu ikke fordi,
jeg savnede selskab særlig meget. Jeg havde jo mine vinger.
Så en aften fløj jeg over en by og kom til at kigge ind gennem
et åbent vindue. I en seng lå to mennesker, en mand og en dame,
som jeg syntes jeg kendte. De sov, og fra vindueskarmen kunne
jeg se deres skuldre: glatte og uden vinger. Pludselig huskede
jeg, at min ryg osse engang havde set sådan ud i spejlet, og jeg
forstod, hvem de to mennesker var.
Først prøvede jeg at kalde på dem, men jeg havde glemt at
tale. Til sidst måtte jeg svæve ind i rummet helt hen til sengen.
Jeg bøjede mig og kyssede begge to. De smilede i søvne. I
samme øjeblik rørte mine fødder gulvet. Jeg hørte lyden af
tusind fjer, der faldt, og så klatrede jeg op og puttede mig under
dynen imellem min mor og min far.
opgave

En to hundrede og fjortende gang besluttede
en mælkebøtte, at den ville rejse op til solen.
Den var jo selv en slags sol, grundet sin gule
blomsterkrone, og den ene sol kan udmærket
besøge den anden. Men den var ikke kommet
mere end otte tusinde skridt op på himlen, før
himlen sagde, at den skulle blive stående, for
himlen havde aldrig før haft en ægte blomst
stående midt i det blå, men mælkebøtten
ville ikke, så i stedet fortsatte den højere og
højere op mod solen. „Så stands dog!“ råbte
himlen, „ellers brænder du op!“ „Nej!“ råbte
mælkebøtten og stampede på himlen med
sin blomsterfod, og tænk dig: den gik lige
ind i solen, og solen havde dækket op med
kaffe og kager, og en enkelt cigar fik de også.
opgave

Nu skal du læse en fagtekst. En fagtekst handler om noget,
der er sket i virkeligheden. Denne fagtekst er et portræt. Du
skal altså læse om en person, der har levet i virkeligheden.
I 1904 fandt brødrene Wright på at lave den første fl yvemaskine,
drevet af en motor. Men længe før deres opfi ndelse har mange
eksperimenteret med at lave vinger. En af dem, der var optaget
af at konstruere vinger, var maleren Leonardo da
Vinci.
Leonardo da Vinci blev født i 1452 i Italien
og boede i mange år i Firenze og Rom. I
1516 fl yttede han fra Rom til Frankrig, fordi
han oplevede misundelse fra andre af tidens
kunstnere.
Leonardo da Vinci var en stor kunstmaler, og
han var bl.a. kendt for at male meget livagtige
mennesker. Det kunne han, fordi han havde
studeret menneskets krop nøje. Et af hans mest
berømte malerier er billedet af Mona Lisa, som er
blevet berømt pga. hendes underfundige smil.
Men Leonardo da Vinci var ikke bare god til
at male, han var også en dygtig illustrator,

Leonardo da Vincis helikopter.
skulptør, arkitekt, musiker, naturvidenskabsmand, ingeniør og
opfinder. Han tegnede fx skitser til tandhjul, kastemaskiner,
maskingeværer, sluser, broer og meget mere. Disse skitser ligner
ting, som vi kender dem i dag.
Som mange andre var Leonardo da Vinci desuden fascineret
af flyvning. Han studerede derfor fuglenes flyvning. Han lavede
skitser til flyvende maskiner, der ligner vore dages helikoptere,
svævefly og faldskærme, og man ved, at han i 1496 afprøvede
et svævefly, som han selv havde bygget. Men det gik ikke så
godt, for flyet var for tungt. På den tid kendte man nemlig ikke
de materialer, som fly er lavet af i dag. Det var svært at lande
uden at komme til skade. Leonardo da Vinci tænkte derfor, at
det ville være godt med noget at hænge i, som kunne fyldes med
luft, når man landede. Det skulle være noget, som var fremstillet
af stof og snoreværk, der kunne få personen til at veje mindre
ved landingen. De tanker, Leonardo da Vinci havde om stof og
snoreværk, minder om vore dages faldskærm.
Leonardo har engang sagt: „Mennesket burde være i stand til
at flyve som en fugl. Jeg vil lave vinger til folk, så de kan sejle
gennem luften.“

opgave
Danskeren Jacob Christian Ellehammer med sin helikopterlignende todækker
fra ca. 1906.
Hvorfor mon mennesket til alle tider har ønsket sig at
kunne flyve?
Hvordan tror du, folk dengang har opfattet Leonardo da
Vinci?
Sammenlign Daidalos og Leonardo da Vinci. Find
ligheder og forskelle.
Undersøg, om Daidalos er en virkelig person.

opgave
Danskeren Jacob Christian Ellehammer med sin helikopterlignende todækker
fra ca. 1906.
Hvorfor mon mennesket til alle tider har ønsket sig at
kunne flyve?
Hvordan tror du, folk dengang har opfattet Leonardo da
Vinci?
Sammenlign Daidalos og Leonardo da Vinci. Find
ligheder og forskelle.
Undersøg, om Daidalos er en virkelig person.

I bogen her har du lært om mange litteraturbegreber:
personer
miljø
komposition
virkemidler
fortællere og synsvinkler
tema
intertekstualitet
I dette kapitel skal du læse forskellige tekster, Hanne Kvist har
skrevet, og opgaverne handler om alle de forskellige begreber,
du har lært, mens du har arbejdet med Fandango.

Den første historie af Hanne Kvist handler
om hr. Lykke. Der er tale om et uddrag af
en roman, så du får ikke hele historien her.
Hovedpersonen i bogen hedder hr. Lykke, og hans
medhjælper er en gris, der hedder Perle. Hvad synes du,
disse navne udtrykker? Hvordan tror du, de to er?
Her er nogle citater, hr. Lykke har udtalt:
Jeg tror kun på uheld i uheld.
Dag ud og dag ind må man slæbe og slide alene.
Hans motto er:
Intet er så slemt, at det ikke kan blive værre.
Intet er så skidt, at det ikke kan blive mere beskidt.
Hvad tror du nu, hr. Lykke er for en mand, ud fra disse
citater? Har du ændret dine gæt om ham i forhold til
dine første gæt ud fra navnene?

Hr. Lykke har en butik, hvor
han vasker og udlejer kitler.
Uden for butikken hænger
et skilt, hvorpå der står: Hr.
Lykkes kitteludlejning.
Hr. Lykke har grisen Perle til
at hjælpe sig i butikken. En
dag blæser det så meget,
at alle bogstaverne på hans
skilt blæser ned og ligger i én
stor rodet bunke på fortovet.
Hr. Lykke kører af sted for at
bringe kitler ud.

Da hr. Lykke kom tilbage en time senere, var alle bogstaverne
ryddet op og hængt på plads. Skiltet så kønnere ud end
nogensinde før, for Perle havde pudset hvert enkelt bogstav før
han hængte det op, også punktummet. Men hr. Lykke så ikke sit
guldskinnende skilt, han så ingenting, for hans nakke var bøjet
og hans blik var tungt.
– En dag der begynder som denne, kan kun blive værre, sagde
han til Perle. – Og jeg ved hvad jeg taler om, for jeg har oplevet
mange elendige dage i mit liv.
– Jeg har ellers hængt bogstaverne op igen, sagde Perle. – Så
du hvor flot de skinner nu?
– Hvad der i dag skinner, i morgen forsvinder, sagde hr.
Lykke. – Men det var godt du ryddede op. Man ved aldrig
hvornår det næste stormvejr kommer.
– Jeg har sat bogstaverne rigtig godt fast, sagde Perle.
– Ak ja, lad os håbe det hjælper, sagde hr. Lykke. Og så gik de
i gang med at lægge flere kitler sammen og pakke dem i brunt
papir.
– Kunne du ikke synge en lille sang mens vi lægger sammen?
sagde Perle.
– Er der nu grund til at synge, sagde hr. Lykke. – Blæsevejr og
alting.
– Man bliver så sørgelig på en rar måde af din sang, sagde
grisen.
– Livet er trist og sørgeligt og der er ingen grund til at tro
at det skulle blive anderledes. Det synger jeg nu om, sagde hr.
Lykke.
– Solen skinner da, sagde Perle.
– Jamen vent blot, i morgen regner det igen, sagde hr. Lykke.

– Jeg synger min vemodige sang som min mor gjorde, og hendes
morfar før hende, hvis ikke det var mor selv der fandt på den.
Men det er der ingen der ved længere.
Den sang syntes Perle godt om. Hr. Lykke havde sådan en
smuk stemme, den var både ru og blød som fløjl der skinner i
månens skær, og Perle fik den dér rare, sørgelige fornemmelse
i maven. Netop i dag var det som om hr. Lykkes stemme var
endnu mere sørgmodig, og fornemmelsen i maven blev endnu
stærkere. Den steg op i Perles hals, ja, den steg op i øjnene og
blev til to store tårer som fyldte Perles små griseøjne. Ah, hvor
sørgeligt! Hvor smukt! Perle kom i tanke om alle de triste ting
den havde oplevet i sit korte griseliv: Hvordan den var blevet
taget væk fra sin dejlige store mor og sine ni legesyge søskende.
Hvor ensom den havde været, men også hvor lykkelig den var
blevet, da hr. Lykke havde taget den til sig og givet den øllebrød
og en pude at sove på. Perle sukkede. Et suk af lykke. Det var
den smukkeste sang hr. Lykke nogensinde havde sunget. Det var
den han plejede at synge, han kunne ikke andre, men i dag lød
den smukkere og sørgeligere end nogensinde før.

Det var så sørgeligt at Perle syntes den kunne høre snøften og
sukken.
Den tørrede sine øjne.
Det kom ude fra butikken.
Perle rejste sig og gik derud, og så at der var fuldt af kunder
som stod helt stille og ventede. De stod faktisk i en kø helt ud på
fortovet.
De sagde ikke et ord, for de lyttede bare til hr. Lykkes
vemodige sang mens tårerne løb ned ad deres kinder. Sangen
kom ud til dem fra baglokalet. Al den sorg og modgang hr.
Lykke havde mødt i hele sit liv, lød i de vemodige toner.
Perle fandt lommetørklæder frem og tørrede sin egen tryne før
han delte ud til de rødøjede kunder.
Sangen sluttede, og kunderne pudsede næser og tørrede øjne.
– Er det her man finder lykken? spurgte en mand.
– Et øjeblik, sagde Perle, og så kaldte den på hr. Lykke.
– Åh, Perle du må da straks kalde på mig når der står kunder
og venter, sagde hr. Lykke.
Perle nikkede og pudsede sin næse.
– Og hvad kunne jeg så hjælpe den herre med, sagde hr.
Lykke.

– Jo, jeg så at der stod lykkeudlejning udenfor, så jeg tænkte
at det nok var noget for mig, sagde manden.
– Ja, det er mig der er hr. Lykke, sagde hr. Lykke, – jamen så
må vi jo finde ud af Deres størrelse.
– Er det noget man sådan kan måle? spurgte kunden.
– Åh ja, hvis De lige vil stå stille et øjeblik, sagde hr. Lykke.
Så tog han mål til en kittel, og Perle hentede den rigtige
størrelse på lageret.
– Er det virkelig bare sådan den ser ud? sagde kunden.
– Det er bedste kvalitet, sagde hr. Lykke. – Holder faconen
hele dagen uden at krølle. Hvor mange vil De have med hjem?
– Er én ikke nok? sagde kunden.
– Joe, det er så forskelligt, nogen vil gerne kunne skifte hver
dag, sagde hr. Lykke. – Det er helt op til Dem.
– Tak, sagde manden. – Jeg vil jo bare gerne være lykkelig.
Og tak for sangen.
– Altid til tjeneste, sagde hr. Lykke.
Der kom mange nye kunder den dag. Nogle havde set skiltet,
og andre kom fordi de havde hørt hr. Lykkes vemodige, smukke
sang fra baglokalet. Alle lejede de en kittel. Perle var nødt til
at vaske tre ekstra maskinfulde kitler for at have nok til de nye
kunder.
Ved lukketid var hr. Lykkes dårlige humør lidt mindre dårligt.
Men også kun lidt. Man skal jo ikke glæde sig for tidligt, tænkte
han ved sig selv. Måske er der mange kunder lige i dag. Måske
regner det ikke. Men før man har set sig om, er det sne og slud,
og kunderne begynder at gå i blå kedeldragter. Ja, man har jo
hørt det før. Livet er ikke lutter hvide kitler, det ved jeg sandelig
alt om.
Det var en mærkelig dag.
Måske var det blæsevejret.
Måske var det hr. Lykkes mere-sørgelige-end-nogensinde
sang.
Perle var sørgmodig og lykkelig på én gang.

Den næste morgen da Perle og hr. Lykke kom på arbejde, stod
der kunder og ventede uden for butikken.
– Vil de synge en lykkesang for os, hr. Kittel? spurgte en af de
ventende.
– Mit navn er hr. Lykke, sagde hr. Lykke, – og jeg er ikke
sanger, men ejer af en kitteludlejning.
– Der står ellers hr. Kittel på skiltet, sagde kunden.
Men hr. Lykke havde allerede låst døren op og var på vej ind i
vaskeriet.
Perle havde travlt. Der var mere at lave end nogensinde før. De
havde næsten ikke tid til at drikke formiddagskaffe.
– Hvornår synger han? spurgte en dame som stod og ventede.
– Det kan man ikke vide, sagde Perle.
– Kan man ikke opfordre ham til at synge en sang? spurgte
damen.
– Det er ikke så godt, sagde Perle. – Han synger kun når han
selv vil.
– Min søster var her og leje en kittel i går, og hun kom
fuldstændig lykkelig hjem, sagde damen. – Jeg vil også til at gå
med kittel nu.
Først ud på eftermiddagen glemte hr. Lykke alle de mennesker
der stod i butikken, og så begyndte han at nynne sin sang, mens
han strøg kraver. Kunderne som ellers havde sat sig ned på
kasser og sække mens de ventede, rejste sig op for at få et glimt
af hr. Lykke. Hans stemme var på én gang ru og blød. Når man
lukkede øjnene og lyttede, kom man til at tænke på de triste og
mislykkede ting i verden: Heldagsregn. Huller i tænderne. Børn
med for små sko. Uheldige kærestepar der driver til havs i en
jolle.
Men alligevel var hans stemme så smuk. Dybt nede på bunden
af sangen, som på bunden af det dybeste hav, lå en perle og
skinnede. Perlen i hr. Lykkes stemme. Det er den der får os til at
græde.

Dagen var omme, og alle kunderne havde fået deres kitler. Næh,
der manglede én. Henne ved døren stod en lille genert dame med
en stor pakke i hænderne.
– Kan jeg hjælpe fruen med en kittel inden vi lukker, sagde hr.
Lykke.
– Ja, egentlig har jeg kitler nok, De plejer at komme hen med
dem til mig. Det er mig henne i osteforretningen, sagde damen.
– Det er også sandt, sagde hr. Lykke. – Nu kan jeg kende
Dem.
– Jeg hørte at De sang så smukt og rørende, sagde ostedamen.
– Og så tænkte jeg at jeg ville forære Dem det her.
Det var et kæmpestort hjerte af blåskimmelost.
– Jeg har grædt hele eftermiddagen i min ostebutik fordi De
sang så smukt, sagde hun. – De skal have mit ostehjerte.
– Tak, men jeg har ikke noget køleskab her i butikken, sagde
hr. Lykke.
– Tag det nu bare, det kan holde sig, sagde damen. – Det
modner af at ligge, og så bliver det endnu bedre.
– Vi spiser mest øllebrød, sagde Perle, men vi kan også vældig
godt lide et stykke knækbrød med blåskimmelost.
– Sikken en flink gris De har, hr. Kittel, sagde damen.
– Mit navn er hr. Lykke, om jeg må be’, sagde hr. Lykke.
– Åh, det ved jeg jo godt, sagde damen. – Tag nu hjertet, så
bliver jeg glad.
– Sikken en handel vi har haft i dag, sagde Perle mens de gjorde
kassen op. – Vi har lejet dobbelt så mange kitler ud som vi
plejer.
– Der er modgang og medgang, men mest modgang, sagde
hr. Lykke. – Om et par uger er det ovre, så er det måske
gummistøvler de vil have. Mærk dig mine ord: Mennesker kan
man ikke stole på.

Hvordan tror du, man kunne gøre hr. Lykke lidt mere
optimistisk og glad? Hvad mangler han i sit liv?
Hvis du skulle hjælpe ham, hvad ville du så gøre?
Når to mennesker taler sammen, kaldes det en dialog.
Det, de siger, kaldes replikker eller direkte tale.
Læs dialogen side 151-152 op to og to. Fordel de to
roller, så den ene af jer læser hr. Lykkes replikker, den
anden Perles replikker. Læs op, som I tror, de ville sige
replikkerne.
Kunderne strømmer til hr. Lykkes butik, fordi de pga.
skiltet tror, man kan købe lykke. Hr. Lykke tror, de vil
leje kitler, så han vil tage mål af dem. Herefter spørger
kunderne: Er det [lykke] noget, man sådan kan måle?
Hvad mener du? Er lykke noget, man kan måle?
Det er Lilian Brøgger, der har illustreret bogen om hr.
Lykke. Hvordan synes du, hendes tegninger passer til
teksten?
Hr. Lykkes sang får billeder frem i kundernes indre:
Når man lukkede øjnene og lyttede, kom man til
at tænke på de triste og mislykkede ting i verden:
Heldagsregn. Huller i tænderne. Børn med for små sko.
Uheldige kærestepar der driver til havs i en jolle.
Kender du også sørgmodig musik?
Hvilken?
Hvilke billeder får den frem hos dig?opgave

Her kommer et andet uddrag fra bogen. En mand fra
tv opdager hr. Lykkes sangtalent. Han får hr. Lykke til
at medvirke i Melodi Grand Prix, og med ét slag bliver
hr. Lykke berømt og rejser rundt og synger til store
koncerter. Han har succes. Folk jubler, når han synger,
og alle går i hvide kitler for at ligne ham. Perle er
stadig hans assistent og rejser med ham rundt.
Hr. Lykke og Perle rejste fra by til by. Hotellerne lignede
hinanden. Efterhånden kunne de næsten heller ikke kende
forskel på byerne længere.
Hr. Lykke klagede over madrassen på hotellet, udsigten fra
vinduet og naturligvis over vejret, men det havde han jo altid
gjort.
– Er du blevet gladere nu? spurgte Perle en dag da de sad på
deres hotelseng og spiste øllebrød.
– Hvorfor skulle jeg være glad, sagde hr. Lykke. – Jeg er som
jeg altid har været. Hvis der er ordentligt og pænt omkring mig,
hvis kitlerne er pressede og pletfri og kommer ud til tiden, så er
jeg tilfreds.
– Jeg havde bare tænkt at du ville blive i godt humør af at
synge, sagde Perle.
– Jeg er jo ikke sanger, jeg er indehaver af en kitteludlejning,
sagde hr. Lykke.
– Suk, det ved jeg, sagde Perle.
Til alle koncerterne var Perle den der stod lidt ude bagved med
favnen fuld af kitler og ventede. Når hr. Lykke var færdig med
at synge, delte Perle kitler ud til publikum. De ville alle sammen
gerne leje en kittel.
En dag stod der en gris foran Perle. En gris med smukke sorte
øjne.

– Hej, sagde grisen. – Jeg hedder Lise. Jeg vil også gerne leje
en kittel.
– Vi har vist ikke nogen i din størrelse, sagde Perle. – Vi har
dem kun til mennesker.
– Hvad så med den du har på? sagde grisen Lise.
– Jamen det er jo min, sagde Perle.
– Nå ja, sagde Lise og så lidt trist ud.
– Måske hvis du kommer igen i morgen, kan du låne en af
mine, sagde Perle.
– I morgen er jeg her ikke mere, sagde Lise. – Mine
mennesker rejser videre.
– Det var ærgerligt.
De var tavse lidt. Folk i køen bag Lise blev urolige.
Perle kiggede ind i Lises gnistrende sorte griseøjne. Han
sukkede.
– Så kom med mig, sagde han, – vi stikker hen på hotellet og
finder en kittel til dig.
– Lige nu? sagde Lise.
– Ja, hr. Lykke kan vist godt klare sig uden mig et lille øjeblik,
sagde Perle.
Så tog han fat i Lise og trak hende hen mod udgangen.
– Hov, hov, hvad med os? råbte de ventende i køen. – Skal vi
ikke have nogen kitler i dag?
Men Perle og Lise var for længst væk.
Hr. Lykke blev færdig med at skrive autografer på
kvitteringer. Så kiggede han sig om efter sin gris Perle. Han
kunne ikke få øje på den nogen steder.
Hr. Lykke gik omkring i den tomme koncertsal og kaldte. Han
ledte mellem stolerækkerne og bag scenen, men ingen steder
var der nogen Perle. Han fandt kun en bunke forladte kitler på
gulvet.
– Det var ellers sjusket af Perle at efterlade dem her, tænkte
hr. Lykke, – og mig. Mig er der vist ingen der tænker på. Perle
er gået i forvejen hjem til hotellet, og jeg må finde vej så godt
jeg kan.
Men på hotellet fandt han ingen Perle.
Til gengæld fandt han en seddel, skrevet med stor klodset
griseskrift:

Hr. Lykke satte sig ned på den alt for bløde hotelseng med
brevet i hænderne.
Han stirrede på det. Noget vådt dryppede ned midt på brevet
og lavede en stor gennemsigtig plet på papiret. Hr. Lykke
kiggede op i loftet for at se hvor dråben kom fra. Så opdagede
han at det var ham selv der græd.
– Jeg kan jo ikke være alene, snøftede han. – Perle, hvor er
du? Du må komme tilbage!
Han aflyste koncerten den næste dag, og koncerten den
følgende. Han måtte være på hotellet hvis nu Perle skulle dukke
op. Hr. Lykke anede ikke hvor han skulle lede. Han kendte ikke
byen, og han havde aldrig prøvet at være alene i en fremmed by
uden Perle.
Da der var gået fire dage uden en lyd fra Perle, pakkede han
de sidste kitler i varevognen og kørte hjem.

Uden for forretningen stod en lille kø af kunder og håbede på
at hr. Lykke ville vende hjem netop i dag. Hr. Lykke sukkede da
han så dem. Han blev siddende i bilen. Han orkede ikke engang
at tale med sine trofaste kunder. Han sad bare og stirrede på
køen af kunder, på butiksvinduet og på skiltet hvor der stod Hr.
Lykkes … men nu måtte han kigge en ekstra gang på skiltet, og
noget frygteligt gik op for ham.
Der stod: Hr. Kittels Lykkeudlejning.
Nogen havde byttet om på bogstaverne.
Hr. Lykke lagde ansigtet i sine hænder. Det var de rigtige
bogstaver, men de sad de forkerte steder.
Det var en ulykke. Oven i alle andre ulykker. Nu ville folk
ikke kunne finde hans kitteludlejning.
Hr. Lykke listede forbi køen af kunder og om til bagdøren. Han
gik ind i baglokalet og lagde sig på divanen med lukkede øjne.
Hr. Lykke var alene i hele verden.
Uden Perle var der ingen mening i at synge. Uden Perle var
der ingen at spise øllebrød sammen med. Uden Perle var hr.
Lykke helt alene i hele verden, og han anede ikke hvad han
skulle gøre. Og så var der tilmed en eller anden ond person som
havde byttet om på bogstaverne på hans skilt.
Hr. Lykke blev liggende på divanen fra morgen til aften i syv
dage. Han spiste ikke noget, han drak kun en lille slurk vand af
og til, og så vendte han sig om på den anden side. Han blev så
tynd som en strikkepind, og hans kittel blev krøllet og nusset,
men han orkede ikke engang at rejse sig op for at hente en ny.
Han lå bare og tænkte på alle de ulykker der havde ramt
ham. Han sagde med svag stemme ud i luften: – Sagde jeg det
ikke nok. Bedst som det hele ser lyst og ligetil ud, så rammer
ulykken.
Men der var ingen til at høre det.
Hr. Lykke var helt alene på sin divan.
Da der var gået syv dage, var hr. Lykke alligevel blevet sulten.
Han satte sig op på divanen og drak den sidste slurk vand. Hans
ben var helt bløde. Af sorg. Og af sult, måske. Hr. Lykke kom

på benene og kiggede i skabet over kaffemaskinen. Det var tomt
– bortset fra en halv pakke knækbrød og en hjerteformet ost.
Hr. Lykke pakkede den ud. Den så meget moden og blåskimlet
ud, men han skar en skive og lagde den på knækbrødet. Den
smagte udmærket. Den smagte faktisk vældig godt oven på alt
det han ikke havde fået at spise de sidste syv dage.
Han grundede lidt over hvorfor der lå sådan en ost i hans
køkkenskab, men det var jo nok Perle der havde lagt den der og
glemt den.
Han spiste endnu et stykke knækbrød med blå ost og følte
sig allerede en lille smule bedre tilpas. Det snurrede lidt i
fingerspidserne og tæerne, og han kunne mærke sine ører. Dem
plejede hr. Lykke ellers ikke at mærke noget til. Men det var
ikke en ubehagelig fornemmelse. Han pakkede osten ind igen og
lagde den tilbage i skabet.
Så lagde han sig ind på divanen for at tænke over hvor ond
verden var.
Man kan lige så godt vente sig det værste, tænkte hr. Lykke,
det skal nok gå i opfyldelse.
Hr. Lykke lå på sin divan i to dage mere. Ind imellem gik han
ud og tog sig en knækbrød med blåskimmelost, og da der ikke
var mere knækbrød, spiste han osten uden brød til. Hans ører
blev varme. Han kunne også mærke kinderne. Og han fik en
fornemmelse i maven som han aldrig havde kendt før. Af noget
der boblede. Nærmest som en lille smule glæde der boblede.
Bare ganske lidt, selvfølgelig. Det var meget længe siden der var
noget der havde boblet inden i hr. Lykke.
Den niende dag da han lå på sin divan og kiggede på en revne i
loftet, bankede det på døren. Et forsigtigt lille bank. Hr. Lykke
løftede hovedet fra divanen, men lagde det ned igen. Perle
plejede ikke at banke på, den havde jo sin egen nøgle. Og den
kom nok heller aldrig mere tilbage til hr. Lykke.
Det bankede igen.
Jeg har ingen venner. Jeg kender ingen mennesker der vil
mig noget godt. Jeg kan lige så godt blive liggende, tænkte hr.
Lykke.
Det bankede én gang til, lidt hårdere.

– Nå, nå, sagde hr. Lykke. Så blev døren åbnet på klem.
– Er her nogen? sagde en forsigtig stemme. – Hr. Lykke? Er
De her?
Døren gik mere op, nu kunne hr. Lykke se at det var damen
fra osteforretningen.
– Hmm, ja, sagde hr. Lykke. Hans stemme var næsten væk, så
længe havde han været alene uden et menneske eller en gris at
snakke med.
– Jeg så at her var lys, men De er ikke i Deres forretning. Så
ville jeg bare se om der var noget galt, sagde ostedamen.
– Der er ikke noget galt, sagde hr. Lykke. – Ikke noget De kan
gøre noget ved, lille ostedame. Enhver må klare sig selv, det ved
jeg bedre end de fleste.
– Jeg kan da se at de har spist af min ost, sagde ostedamen og
nikkede mod den halvtomme tallerken ved siden af divanen.
– Var det Deres? Den smagte ikke så ringe endda, sagde hr.
Lykke. – Man får det – hm – anderledes af den. Kinderne, De
ved. Og ørerne.
– Det var nu også et helt særligt ostehjerte, sagde ostedamen.
– Jeg har aldrig givet sådan ét til andre end Dem.
– Hm, nå, sagde hr. Lykke og mærkede igen sine ører. – Mig
er der ellers aldrig nogen der forærer noget. Nærmest omvendt.
Ting forsvinder fra mig eller falder ned eller bliver væk. Min
gris for eksempel. Den er væk. Og mine bogstaver er blevet
byttet om. Nu kan ingen vide hvor hr. Lykkes kitteludlejning
ligger.
– Jamen, der har skam været mange kunder her mens De var
væk, sagde ostedamen. – Også selv om bogstaverne var byttet
om.
– De kommer under falske forudsætninger, sagde hr. Lykke.
– Hvordan skal jeg arme mand drive en kitteludlejning når der
står lykkeudlejning på skiltet? Men det er nu det med Perle der
er værst.
– Det forstår jeg, sagde ostedamen. – Er det derfor De ikke
synger længere?
– Jeg har ikke sunget og ikke vasket en kittel siden Perle
forsvandt. Mit gode humør er helt væk. Det er den rene
elendighed.

– Stakkels lille De, sagde ostedamen. – Kunne jeg ikke byde
Dem over til en portion øllebrød i aften?
– Øllebrød har jeg heller ikke fået siden Perle blev væk. Men
jeg ved ikke om jeg har kræfter til at komme ud.
– Det ville ellers glæde mig, sagde ostedamen. – Og alt vil se
lysere ud når de har fået en god portion øllebrød.
– Jeg skal overveje det, sagde hr. Lykke.
Da ostedamen var gået, gik hr. Lykke ind i forretningen. Han
så på disken som var støvet, og på kitlerne der lå som om de sov
på deres hylder.
Han fandt en ren kittel frem og smed den gamle til vask.
– Mit liv ligger i ruiner, sagde han ved sig selv, – men en
portion øllebrød kan vel ikke gøre det værre.
Hvad tror du, der videre sker?
Du skal selv skrive slutningen på historien om hr.
Lykke. Overvej først:
Hvad kunne hr. Lykke sige?
Og hvad med ostedamen?
Hvordan ender det hele?
Skriv slutningen i dit hæfte. Skriv den bagefter ind
på computer, og lav en illustration til. Både din tekst
og din illustration må gerne minde om den originale.
Hvad drejer historien sig om?
opgave

Hanne Kvist har også skrevet en billedroman,
som du her skal læse uddrag af.
Hvad tror du, en billedroman er?
Hvilken fortæller tror du, teksten har?
Hvorfor tror du det?
Hvem tror du, er hovedperson?
Hvordan tror du, hovedpersonen har det?
Der er en dreng som laver vandbomber i svømmehallen.
Der er en dreng som springer, ruller sig sammen i luften,
rammer vandet med et plask, et KÆMPE ENORMT GIGA
P L A S K!
Til vandbomber er det godt at man ikke er for lille og tynd.
Drengen er helt enormt god til det.
Der er en dreng som har taget sin trøje på med vrangen udad.
Der er en dreng som griner højt ad en vits. Han griner højere

end alle de andre. Hvis der er nogen der griner alt for højt og
længe efter, at de andre er holdt op, så er det nok ham.
Men folk kan godt blive trætte af at høre en dreng grine.
Folk kan godt blive sure over at en dreng sprøjter på dem.
Hvis de nu får vand i håret og på tøjet.
Han skal nok passe på med at lave for mange vandbomber.
Den dreng er mig.
Det er mig der har trøjen omvendt på. Det er mig der griner
for højt.
Det er også mig med vandbomberne. Altså ikke sådan nogen i
balloner, men den anden slags.
Jeg hedder Frede, men det er ikke altid det de andre kalder
mig.
Vi skal på koloni. Jeg har ikke været på koloni før, ikke med
klassen.
Jeg ved ikke om jeg glæder mig.
Jo, måske en lille smule.
Men jeg er bange for at komme til at gøre noget dumt. Det
plejer at være mig der gør noget dumt i klassen.
Man synes tit det er sjovt når nogen i klassen gør sådan noget
som alle kan grine ad, bare lige undtagen den der gør det.
Det er sjovere at være de andre.
Men jeg er jo mig. Jeg er Frede.
Natten før vi skal af sted, drømmer jeg om kolonien.
Jeg drømmer om hvad for noget dumt jeg vil komme til at
gøre denne her gang.
Det vil nok være noget rigtig alvorligt dumt. Sådan er jeg.
Jeg vil lukke min taske op, og så er min bamse kommet med.
Jeg vil være den eneste i klassen der har bamse med, og de andre
vil grine ad mig og tro at jeg stadig sover med sovedyr.
Eller også får vi pomfritter, og jeg kommer til at spise alle de
andres portioner, også lærernes, det er 23 portioner pomfritter

plus min egen, og jeg vil gå rundt med remoulade på hagen
bagefter, og alle de andre vil grine, men jeg opdager ikke at det
er mig de griner ad.
Dumt. Meget dumt.
Fik du ret mht. fortælleren?
Et sted i teksten skifter fortælleren fra
3. personsfortæller til jegfortæller. Find tekststedet.
Hvorfor har Hanne Kvist mon valgt at skifte fortæller?
Hvordan virker det?
Cato Thau-Jensen har lavet billederne til billedromanen
om Frede. Hvordan har han lavet billedet af Frede side
167? Hvilke materialer har han brugt?
Ligesom i teksten er der også noget, vi får at se på
billedet – og noget, vi ikke får at se. Hvorfor ser vi ikke
Fredes ansigt?
Hvad kan du sige om omgivelserne rundt omkring ham
på billedet?
Lav selv et tilsvarende billede, hvor Frede har fået
trøjen ned over hovedet, så vi ser hans ansigt.
Næste dag er det tidligt op og på kanotur.
Der er otte kanoer.
Alle andre har allerede aftalt hvem de skal dele kano med. Der
er mange ting man skal have tænkt på før man tager på tur.
Jeg har ikke lige nået at aftale med nogen.
opgave

Men det er godt nok, for jeg kan dele kano med lærerne. Så
kommer der ikke ubalance.
Det er bedst for balancen at der ikke er nogen meget tunge og
nogen meget lette i den samme kano.
Vi har været heldige med vejret. Der er ikke en sky på himlen,
og solen smiler ned til os. Fuglene flyver ud og ind mellem
træerne og synger, de har ikke andet at lave end at tage med os
på kanotur.
Jeg har en ny kasket med. Jeg sætter den omvendt på, og
Camilla siger at jeg ser sej ud.
I de andre kanoer er der en hvinen og skrigen da de skal sætte
sig, deres balance er vist ikke så god.
Jeg tager det helt roligt. Vores kano vipper næsten ikke. Jeg
sidder forrest og padler med lange tag. Det går helt godt.
Et sted skal vi bære kanoerne op over en vej for at komme
videre.
Jeg går frem og tilbage og hjælper med at bære. Det er mest
pigerne der ikke kan, men jeg er jo stærk.
Jeg er begyndt at tænke at det alligevel er ret okay at være på
koloni.
Det er midt på dagen, solen bager. Heldigvis har jeg min kasket,
for ellers kunne man godt blive skoldet i nakken.
Alle er kommet i kanoerne igen.
Min og lærernes er den sidste, så vi kan holde øje med om alle
er med.
Så sker det!
Mens alle kigger, går jeg ned i kanoen og sætter mig lige midt
på plasticposen med alle de sandwich vi skulle have til frokost.
Det siger en høj pruttelyd da luften går ud af posen, og den er
mast helt flad før jeg får rejst mig igen.

Det var min skyld, siger Anders, hvor er jeg dum, jeg skulle
da ikke have lagt posen på dit sæde.
Men det er for sent. I alle de andre kanoer griner de helt
hysterisk og Karl laver pruttelyde.
Addr, Fede har pruttet på vores mad. Hvor klamt!
Fede prutter på maden!
Fede prutter på maden!
Jeg skrumper ind. Jeg kan mærke hvordan jeg skrumper ind
til en meget mindre størrelse, en dum, lille, latterlig Mini-Frede,
mine arme er visne og mine ben er som gummi under mig.
Hvor dum kan man være?
Tænkte jeg ikke lige at det hele gik så godt?
Jeg ved jo at det er mig der gør de dumme ting.
Der er altid én i en klasse der gør dumme ting, og hos os er
det desværre mig.
Dumme Frede. Fede Frede. Det er mig.
Jeg havde bare glemt det.
Anders og Tinna skælder dem ud, og til sidst holder pruttekoret
op.
Jeg sætter mig ned i kanoen på mit sæde hvor der nu ikke
ligger noget. Men jeg kan ikke padle. Mine arme er visne.
Tinna kan se det på mig, og vi bytter plads uden at sige noget til
hinanden.
Resten af turen er det hele bare lige meget.
Vi er kommet over en stor sø, solen skinner, men jeg sidder
bare i midten af kanoen og er lillebitte. Jeg tænker på mine
blyanter. Jeg vil sidde og skrive med mine nyspidsede blyanter i
et hæfte.
Hvad vil jeg skrive?
Jeg vil bare skrive.
1 og 2 og 3 og 20 og 189 lige til millionermilliardermillioner.
Det er godt jeg har så mange blyanter, og så spidse.
Det er godt at have blyanter.
Det er godt at have noget at tænke på.

Vi stopper og spiser frokost. Sandwichene er slet ikke så flade,
kun dem med tunsalat er blevet ulækre.
Jeg spiser ikke noget. Jeg er slet ikke sulten.
De andre løber omkring og hyler og råber som nogle
pattebørn.
Jeg sidder bare i græsset og venter på at vi skal padle hjem
igen.
Alting er dumt.
Alting er lige meget.
Jeg griner ikke engang ad Karls vitser selv om de ellers er ret
sjove.
Camilla spørger om jeg vil have et stykke chokolade, men jeg
har ikke lyst.
Hun gør det bare fordi hun synes det er synd for mig.
Jeg synes også det er synd for mig, men jeg vil ikke have at de
andre skal synes det.
Hvorfor begynder Frede at tænke på sine blyanter?
Hvorfor vil han skrive tal?
Endelig skal vi hjem til hytten.
Jeg sidder igen i midten og nøjes med at tænke på blyanter.
Anders og Tinna padler. Der er kommet bølger på søen, de ser
ikke ud af meget, men de kommer ind fra siden, så det gynger
noget.
Men hvad er nu det?
Ude foran er der nogle der står op i kanoen.
Sæt jer ned, råber Anders. Sæt jer for helvede!
Det ser ud som om de er ved at bytte pladser, men det gør
man da ikke midt ude på søen. Det er Camilla og to andre piger.
Kanoen vipper. De er godt tossede.
opgave

Jeg kigger ned på mine sko, men da jeg kigger op igen, er der
ikke nogen i kanoen, den ligger med bunden opad, og det pisker
og plasker rundt i vandet af arme og pagajer og hoveder.
Fjolser, siger Anders bag mig med sammenbidte tænder, han
ror til for at komme hen til dem. Tag det roligt, tænker jeg, de
har veste på, der sker ikke noget.
To af pigerne er allerede blevet trukket op i nogle andre kanoer.
Lidt for sig selv ser jeg Camillas hoved dukke op af vandet. Hun
spytter og pruster, har kun lige hagen over vandet. Hun ser på
mig med et bange blik. Så forsvinder hun under overfladen igen.
Forsvandt hun bare?
Jeg mærker hvordan jeg vokser.
Mine visne arme gror. Mine gummiben bliver stærke.
Jeg vokser til min normale størrelse, jeg bliver ved med at
vokse til jeg er dobbelt så stor, ja, fire gange så stor som ellers.
Jeg flår min redningsvest af.
Der hvor Camilla forsvandt, er der bare nogle ringe i vandet,
ikke engang et hul.
Jeg springer. Jeg springer i vandet med et kæmpe plask så alle i
nærheden får vand i håret, nej ikke bare det, de bliver sjaskvåde
og gennemblødte og må holde fast i deres vippende kanoer, men
jeg er ligeglad. Jeg tænker bare på Camilla og ringene i vandet
hvor hun netop forsvandt.
Vandet lukker sig over mig. Skrigene bliver deroppe.
Hernede er der koldt og stille. Vandet er grumset og næsten
mørkt. Jeg kigger mig omkring efter en skikkelse. Jeg svømmer
nedad og holder vejret, det trykker for ørerne.

Da jeg næsten ikke kan holde vejret længere, ser jeg hende. Eller
rettere, bare en lys skygge af hendes hvide T-shirt.
Jeg tager fat om hende, hun er helt tung og slap.
Jeg pisker med benene for at komme opad, men det er tungt at
bære en ekstra, det går alt for langsomt.
Mit hoved er ved at sprænges, mine lunger skriger.
Jeg ved næsten ikke om det er den rigtige vej, om jeg
svømmer op eller ned.
Men jeg er stor, og jeg er stærk.
Det er godt at være så stærk.
Med et brag i mine ører og et brøl i min hals bryder jeg gennem
overfladen.
Jeg holder fast i Camilla.
Luften gør ondt i mit bryst.
Der kommer arme som hjælper, nogen får Camilla
indenbords, og jeg hænger bare på siden af en kano og får vejret.
De råber. Hvad råber de?
Godt klaret, Frede!
Hurraaaaa for Frede!
Frede er en helt!
Hvilke svagheder og hvilke styrker har Frede?
Hvordan synes du, stemningen ændrer sig i kapitlerne,
du lige har læst?
Find i fællesskab et ord til hvert kapitel, der kan bruges
som overskrift til kapitlet. Overskriften skal vise
stemningen i det enkelte kapitel.opgave

Hanne Kvist har også skrevet mange billedbøger, og
en del af dem har hun selv illustreret. I en billedbog
er teksten og billederne lige vigtige. Teksten siger os
noget – og billederne siger os noget mere. Man kan
også sige, at billederne udfylder nogle af tekstens
tomme pladser. Vi skal læse og se på nogle opslag
fra billedbogen Fandens fødselsdag.
Det gode ved at have fødselsdag er at man kan ønske sig
alle ting i hele verden. Racerbiler, barbiedukker, frimærker,
prinsesseslotte, et rullende fortov og ishockeyskøjter.
Det dumme ved at have fødselsdag er når man ikke får det
hele.
Jeg kender kun én der altid får hvad han ønsker sig.
Han hedder Fanden.
Nu skal jeg fortælle jer om Fandens fødselsdag:
Som ganske lille var Fanden i grunden et sødt og stille barn. Han
ønskede sig sådan nogle ting til sin fødselsdag som alle børn
ønsker sig: en ny sut og fl ere uldne undertrøjer og den slags.
En dag sagde Fandens far til Fandens mor. – Er han ikke lige
ved at være lidt for artig?
– Joe, vi må nok til at opdrage lidt mere på ham. Han skulle jo
gerne blive rigtig styg og led når han bliver stor.
Heldigvis ønskede Fanden sig en engangslighter til sin fi reårs
fødselsdag. Så blev de lidt roligere.

Teksten på side 178 er delt op i to halvdele (to afsnit).
Hvad er forskellen på de to afsnit?
Hvilken fortæller er der tale om?
Hvilke forventninger har forældrene til deres søn?
Lever Fanden op til forældrenes forventninger?opgave

opgave
Da Fanden blev fem år, fi k han alt, hvad han havde ønsket
sig. Alligevel syntes han, at der manglede noget: Han ville
gerne have en ven. Det blev hans far ikke glad for at høre.
Nu er der noget jeg lige må forklare. Djævleunger har ikke
venner.
Meningen med en djævel er at den skal være så ond og led
som overhovedet muligt, og så kan den jo ikke samtidig have
venner og invitere dem til fødselsdagsselskab.
– Du har fået alt det du havde skrevet på sedlen, sagde
Fandens mor, – og dermed slut.
Fanden krammede sin fl ammende dyne og græd.
– Hvad skal vi dog gøre? sagde mor. – Vi kan da ikke invitere
nogen?
Fandens far rystede på hovedet.
– Måske glemmer han det hvis jeg henter kagen, sagde mor,
og så hentede hun fødselsdagskagen.
– Pust nu lysene ud, sagde far.
– Jeg vil have venner til fødselsdag, snøftede Fanden.
– Du har jo ikke nogen, sagde far, og det havde han ret i.
– Jeg opgi’r, sagde mor.
– Kom, nu går vi ind i stuen, sagde far. – Vi kan ikke lade
sådan en djævleunge køre rundt med os.
Forældrene vil gerne have, at Fanden skal være ond og
led. Er de selv onde og lede? Hvordan synes du, de er
over for deres søn?

opgave
Se på billedet, før du læser teksten.
Hvad tror du, teksten på opslaget handler om?
Hvilket ansigtsudtryk har Fanden? Hvordan har han
det?
Hvem ser han på?
Hvem er pigen, og hvor kommer hun fra?
Hvordan er hendes udtryk?
Inde på værelset græd Fanden så ilden i hans dyne var ved at gå
ud. Han havde aldrig i sit liv følt sig så ulykkelig.
Han kiggede på bunken af legetøj der var så stor at den
næsten nåede loftet. Det gjorde ham ikke det mindste glad at
tænke på at det ville tage et halvt år, før han havde ødelagt alle
samlesættene, knækket alle farverne og pillet hjulene af alle
racerbilerne, og til den tid ville det være hans fødselsdag igen.
Fanden havde lige trukket vejret ind til et dybt og sørgmodigt
hulk, da han hørte en blafrende lyd bag sig.
Han vendte sig om.
I vinduet stod en lille skikkelse i en lang hvid kjortel. Det var
et englebarn med gule krøller og lyserøde kinder. Hun duftede af
sæbe.
Fanden glemte sit hulk.
Det her var noget af det reneste og lyserødeste han havde set i
hele sit liv.

opgave
Englebarnet kommer ind til Fanden, og de beslutter sig for at lege sammen.
– Man plejer at lege selskabslege når der er fødselsdag, sagde
englebarnet.
– Det har jeg vist ikke tænkt på, sagde Fanden.
– Så ved jeg det. Jeg laver en skattejagt, selv om det egentlig
var dig der skulle have gjort det. Men lad nu gå for denne ene
gang.
Først havde de brug for et skattekort.
– Badeværelset først, hviskede englebarnet.
– Vi får ALDRIG lov til at lege med vand af mor og far,
hviskede Fanden.
– Vi behøver jo ikke spørge, sagde englebarnet. Hun fandt
Fandens mors toilettaske frem og tømte den ud på gulvet.
– Et skattekort, sagde englebarnet og skruede låget af en
glinsende rød læbestift. – Her er vi nu. Hun satte et kryds på
tæppet. – Her ligger skatten begravet. – Her er en farlig gift vi
skal smage på. – Du tegner med mors læbestift! sagde Fanden.
– Ja ja, sagde englebarnet. – Og her er den bundløse kløft vi
skal hen over for at komme til skatten.
Det bankede på døren.
– Lige et øjeblik, sagde Fanden.
– Du er så længe derude, sagde Fandens mor. – Du er vel ikke
dårlig?
Englebarnet fnisede og Fanden måtte holde hende for
munden.
– Nå, det lyder da som om du er i bedre humør, sagde mor.
– Men pas nu på med vandet.
Englebarnet var ved at rulle tørresnoren sammen.
– Ekspeditionen er klar, sagde hun. – Til køkkenet, afgang!
Hvem af de to tager initiativer?
Englen er gæst. Fanden er vært. Hvordan plejer gæst og
vært at opføre sig?

Fordel jer i grupper. Gå på biblioteket, og find i hver
gruppe en billedbog af Hanne Kvist. Læs billedbogen
i grupper, og præsentér bogen for resten af klassen.
Fortæl om handlingen, om billederne, læs evt. også et
par opslag op.

Af og til kigger vinduerne
ind i husene
de vil se om der er nogen hjemme
Det er der
Hanne Kvist har også skrevet digte,
og et af dem kan du læse her.
Andre gange er vi lige gået
Så er husene alene hjemme
KLIK
Hvad var det?
Nu låser nøglerne deres nøglehuller. Op og i. Op og i. Op igen
Telefonen ringer hjem
Alle dem der er puder hopper i sengen
I telefonbogen står numrene og tripper for at komme ud
Det gamle gulvtæppe ruller sig dovent sammen. Stolene sætter sig
Shh! Der lyder trin!
Nå. Det var bare trappen der gik ovenpå
At fl uerne tager røde sko på for at danse i loftet er ingen hemmelighed
det har vi set når vi kiggede ind ad vinduerne
en lys og lystig sommernat

Hvem fortæller digtet?
Hvilke lyde hører vi, når vi læser digtet?
Hvordan kan trappen gå ovenpå?
Hvordan kan telefonen ringe hjem?
Hvordan kan stolene sætte sig?
opgave

Den sidste tekst i dette kapitel
er begyndelsen på Hanne
Kvists roman Hund i himlen.
Hvad tror du, teksten handler om, når du hører titlen?
I lang tid havde der ikke været andre i verden end de to: Pigen
og hunden.
Pigen hed Lora.
Hunden hed Hund.
Sammen kom de til Det store hvide Hus en aften.
Bag huset rejste bjerget sig som en sort kæmpe med snehat.
Lora stod stille i døren til kontoret og trykkede Hund ind til sig.
Fem damer kiggede på hende og sagde deres navn en efter en:
Søster Constanza, søster Esperanza, søster Benedicta, søster
Juana og søster Maria Helena Carmen.
– Kom helt ind, sagde søsteren med de mange navne. Hun var
den mindste af dem.
Hun pegede på Hund: – Mario kan tage sig af den.
– Men den er altid hos mig, sagde Lora.
– Ikke her, sagde søsteren. – Tænk hvis alle pigerne skulle
have et dyr!

Lora måtte sove alene i sengen for første gang i sit liv.
Hun trak tæppet op over hovedet for ikke at høre de mange
åndedræt omkring sig. Der var 99 andre piger i Det store hvide
Hus, og Lora syntes hun kunne høre dem allesammen trække
vejret mens de sov. Det lød som mange dyr der lå rullet sammen
om sig selv og åndede tungt.
Lora lå vågen og kiggede ud gennem vinduet på de stikkende
stjerner.
Hun tænkte på Hund.

opgave
Hvad kom du til at tænke på, da du læste kapitlet?
Hvordan er stemningen i teksten?
Lora vågnede til lyden af mange pigers boblende latter og snak.
Solens hvide lys strømmede ind ad de høje vinduer og vaskede
alle Loras tanker væk , så hun et øjeblik ikke vidste hvor hun var.
Så huskede hun det hele i et glimt: Bilen og de to mænd der
havde kørt hende herhen, Det store hvide Hus, de fem søstre, og
Hund; at Hund var væk.

Hund som plejede at ligge rullet sammen til en varm kugle
mod hendes mave og ben og arme.
Hund som slikkede Lora i ansigtet når den ville have at hun
skulle vågne.
Det hvide lys havde lagt sig på gulvet foran sengen.
Lora satte fødderne ud på det kolde gulv og tog sit tøj på,
rystende af kulde.
Loras skridt smældede som små sten der blev kastet hurtigt efter
hinanden. Hun følte sig helt tom i maven, men det var ikke sult,
det var bare et hul.
I et hus med mange hundrede rum kan det være svært at finde
rundt. Hun åbnede alle de døre der ikke var låst, og nogle gange
kom hun ind i et rum hvor hun havde været før.
Men for hver dør hun åbnede, blev hullet i maven større.
Hund var ingen steder.
Til sidst gik Lora tilbage til sovesalen.

Hun satte sig på sin seng og lod være med at græde.
Dag efter dag ledte Lora ude og inde i Det store hvide Hus.
En dag efter skole stod hun i en lille lys gård med store
stenvaske langs den ene væg. En bold fløj gennem luften
og ramte væggen over Loras hoved så hun sprang i vejret af
forskrækkelse.
Hun vendte sig:
Der stod en pige med hænderne i siden. I et kast med hovedet
sendte hun sine lange fletninger om på ryggen: – Den hund er
da død for længst. Mario drukner rotterne i en sæk, ved du ikke
det?
– NEJ, råbte Lora, hold din mund! Hun sparkede til bolden så
den fløj over muren og op i den blå himmel.
Så holdt hun sig for ørerne og løb forbi pigen med
fletningerne, ud af den lyse gård, ud af porten, væk fra det hele.
Uden for muren der omgav Det store hvide Hus, var himlen
grøn af blæsevejr, og de 100 pigers vasketøj blafrede fra lange
tørresnore. Det var koldt selv om solen skinnede ud over bjerge
og sletter.
Lora ville gå hjemmefra, men hun havde ingen at følges med,
ja, hun havde ikke engang et hjem at gå fra.
Hun løb indtil Det store hvide Hus var så lille som et
dukkehus med en hvid legetøjsmur omkring.

Vinden var kold, og hendes tøj var tyndt. Hun satte sig ned
på en sten og holdt om sig selv, hun tænkte på en våd tunge, der
plejede at slikke hendes hænder, og en hale der logrede i tunge
dunk mod hendes ben.
Solen flyttede på de skarpe skygger og vinden lagde sig.
Ingen kom løbende og sagde at hun skulle komme tilbage.
Til sidst rejste hun sig og gik med de mindste skridt der findes
tilbage til Det store hvide Hus.
I spisesalen er der stille, bortset fra lyden af pigernes skeer mod
suppetallerknerne.
Søstrene spiser i en spisestue med dug på bordet og et
fjernsyn der står med tæppe over som om det sover.
Lora bankede på søstrenes spisestuedør og spurgte:
– Hvorfor har I slået Hund ihjel?
Fem søstre slog kors for sig med hvide hænder. Søster Maria
Helena Carmen sagde: – Huset her er for piger, ikke for
hunde.
– Jamen, jeg har altid haft Hund!
– Ja, men da boede du også på gaden, sagde hende der hed
søster Esperanza. – Nu har du et hjem og en seng her hos os.

– Når det ikke kan være Hunds hjem, kan det heller ikke være
mit, sagde Lora. – I er nogen mordere!
– Så stopper du! Søster Maria Helena Carmens øjenbryn trak
sig sammen til én ret streg. – Du kan gå i seng uden aftensmad.
Lora var alligevel ikke sulten.
Ude på gangen stod der potter med lange stive planter i.
Loras negle borede sig ind i de tykke, saftige blade, gennem
planternes seje hud.
Det lille sprøjt var som et gys inden i hånden. Lige omkring
mærkerne blev der lidt mørkere grønt.
Hun lavede neglemærker i lange, lige rækker så højt op hun
kunne nå.
I klassen sad de i tre lange rækker ved højbenede borde og
strikkede. Loras strikketøj skulle blive til en hvid karklud med
fire forskellige mønstre, men Lora var kun nået til det første.
Bomuldsgarnet knirkede.
Det hvide garn blev lige så svedigt som Loras svedige fingre.
De startede ellers med at gå ud på gangen og vaske hænder,
først vinduesrækken, så midterrækken, så dørrækken, men Loras
fingre var varme og våde efter et øjeblik, og så smittede det til
garnet som knirkede og klagede i protest.
Lora lagde strikketøjet fra sig, tørrede hænderne af i skødet
og pustede på fingrene. Men det nyttede ikke, strikketøjet havde
striber i forskellige grå toner efter hvor meget hun havde svedt
de dage de havde håndarbejde.
Pigen bag ved Lora havde fingeren oppe. – Søster, jeg har tabt
en maske!
– Så kom herop, sagde søster Esperanza.
Der stod en hel hale af piger som skulle have samlet masker
op.
– Jeg glæder mig til vi skal strikke dukketøj, hviskede en af
pigerne.
– Så må I rigtignok se at blive bedre til at strikke karklude,
sagde søster Esperanza. – Dukketøj er meget sværere.
– Jeg tror ikke jeg kan nå at blive færdig til i næste uge, sagde
en anden pige.
– Alle skal være færdige med karkludene før vi går videre til

dukketøjet. Hvis nogen af jer ikke kan nå det, kan I komme hen
til mig efter lektietid i morgen. Så læser jeg en historie op mens
I strikker færdig.
Lora gik i gang med den næste række mønster. Hun skulle nok
nå at blive færdig, og når først karkluden blev vasket, fik den
sikkert samme farve over det hele.
Portens kraftige klokke kastede ringelyden frem og tilbage
mellem murene og de mønstrede fliser.
Pigerne kom løbende alle vegne fra for at åbne.
Det var Francisco med grøntsager og store sække kartofler, og
hans søn hjalp ham med at bære.
En sæk gik op og kartoflerne trillede til alle sider. Pigerne
hvinede og fnisede og samlede kartofler op. Til sidst stod Lora
med en eneste kartoffel i hånden foran drengen og kunne ikke
slippe den. Hun så på ham og lod den falde ned i sækken.
Drengen havde en tophue på. Han havde så røde kinder, lige
til at klappe, men Lora lod hænderne blive på ryggen og tænkte
på glatte, røde æbler.
– Tak, sagde drengen.
– Jeg hedder Lora, sagde Lora.
Hvorfor løber Lora væk?
Hvorfor går hun tilbage?
Hvorfor går hun med små skridt på tilbagevejen?
Hvorfor laver hun neglemærker i planterne?
En dag var den koldeste tid forbi, og uden for murene sprang
små nye vandløb frem og gravede render i det gule støv. Sneen
fra bjergene havde givet op mod solens stråler. Lora hoppede i
labyrinten af vandløb til hun pludselig stod foran en dreng.
– Hej, sagde han. – Kan du ikke kende mig?
opgave

Lora nikkede.
– Jeg hedder Nick.
Langt ude på sletten var jorden sprukken og tør. Der havde
været en sø engang, men nu var der kun store kager af salt på
den flade søbund.
En ørn tegnede cirkler højt oppe på himlen. På de stikkende
buske var små lysegrønne blade vokset frem.
– Kom og se! Nick rakte hænderne frem. Han samlede dem til
en skål fuld af gulstribede, strithårede larver.
Lora børstede støvet af en flad sten, og Nick hældte forsigtigt
larverne ud på stenen. De bevægede den ene ende langsomt frem
og tilbage, som om de ville pejle hvad der var op og ned.
Nick bøjede sig ned mod larverne så hans ansigt var helt tæt
ved dem.
– Hallo, sagde han meget stille.
– Hallo, jeg hedder Nick. Hvem er I? hviskede han så sagte at
det næsten ikke kunne høres.
– Hvorfor hvisker du? spurgte Lora.
– SHH! Tænk hvis der var en kæmpe der råbte til dig med sin
enorme stemme. Gud hvisker også når han taler med larverne.
– Nå ja, sagde Lora.
Så hviskede de til larverne begge to.
Det hjalp ikke. Larverne svarede ikke, måske lod de som
ingenting.
– De kunne da svare ja eller nej, sagde Nick. – Så må I osse
selv om det!
Nick skar dem i to stykker hver med en lommekniv.
I frikvarteret spillede de 99 piger bold.
Bolden sprang mellem murene, og pigernes råb og hvinen
gjaldede når den ramte nettet. Lora stod og gjorde sig smal op
mod døren til klasseværelset. Hun kiggede mest på sine egne
fødder.
– Kom og vær med, sagde pigerne.
– Jeg spiller ikke bold, sagde Lora.
Hendes fødder ville ikke være med.
Boldens ekko døde ud mellem murene, og gårdens

solskinspletter sugede pigerne til sig i klynger.
Det bankede på porten og det var Nick
med en skinnende ny bold under armen. Han
gik lige hen til Lora. – Se hvad jeg har fået i
fødselsdagsgave, sagde han og rakte bolden frem
mod hende.
– Hvor kender du ham fra? spurgte en af pigerne.
– Det er da Franciscos søn, sagde en anden.
– Han er min ven, sagde Lora.
– Er I kærester?
– Hun spiller slet ikke bold, hun tør ikke!
– Kom, vi går udenfor, sagde Lora og tog fat i Nicks arm.
De lukkede porten for pigernes nysgerrige spørgsmål og løb
ad de smalle gader opad og opad til det gule støv rejste sig bag
dem og de var ude af byen og kunne se ud over den tørlagte sø.
– Hvornår er det din fødselsdag? spurgte Nick.
– Det ved jeg ikke, sagde Lora. – Først boede jeg hos en
der hed tante Anna, og hun vidste det ikke, og så døde hun,
og så havde jeg kun Hund, og den har heller aldrig haft nogen
fødselsdag.
– Vidste din mor og far det ikke?
– Jeg har aldrig mødt dem. Tante Anna fandt mig da jeg var
helt lille.
– Hvad så med din Hund? spurgte Nick.
– Den er død. Dem i Det store hvide Hus har slået den ihjel.
– Ærgerligt, sagde Nick. – Men jeg skal nok holde fødselsdag
for dig. Skidt med at du ikke ved hvornår det er. Vi kunne jo
sige at det er på søndag. Måske er det rigtigt din fødselsdag på
søndag, men du ved det bare ikke.
Lora nikkede, det kunne jo godt være. De spillede med den
nye bold i den udtørrede sø hvor der næsten ikke var nogen sten.
– Du er ikke så god til det, men jeg kan nok lære dig et par
tricks, sagde Nick.
Hans fødder dansede omkring bolden, og han kunne sparke
den så højt op at det så ud som om den aldrig ville komme ned
igen.
I den anden ende af søen stod flamingoerne på deres
skrøbelige ben, de løftede vingerne over hovedet som lang-

somme danserinder. Måske ventede de på at vandet skulle
komme tilbage og gøre den indtørrede sø til en rigtig sø igen.
– Du kommer hjem til mig, sagde Nick. – Så laver vi en fest.
Lora nikkede.
– Hvad ønsker du dig?
Lora tænkte sig om. – En hund, sagde hun.
– Nå. Det er da et dumt ønske. Så slår de den bare ihjel igen.
– Det kan du ikke være bekendt at sige. Lora så ned i jorden.
– Det er jo rigtigt, sagde Nick.
– Jeg savner Hund. Jeg ligger om natten og kan ikke sove, og
så tænker jeg på hvor den er nu.
– Hvis den er død, så er den i himlen. Det skal du ikke være
ked af. I himlen er der kun dejlige ting; man bliver aldrig slået
ihjel af onde mennesker, og der må være hunde allevegne, også i
sengen, og man har guldhalsbånd.
– Får man også kødben?
– Helt sikkert kødben, sagde Nick. – Min mormor siger at i
himlen er alle vejene lavet af det pureste guld, og husene. Alting.
– Også græsset og bladene på træerne?
– Det hele, sagde Nick. – I himlen kommer man ikke til at
mangle noget.
Lora så op. Det var ved at blive mørkt.
– Vi kunne lave en grav til Hund. Så har den et sted at komme
tilbage til, hvis den genopstår, ligesom Jesus.
Lora nikkede. Det var blevet sent.
Hun måtte tilbage til Det store hvide Hus.
– Hvor har du dog været henne? Søster Esperanzas stemme var
skarp. – Vi skulle lige til at sende piger ud for at lede efter dig.
Lora lænede et øjeblik panden ind mod søsterens ru ærme og
mærkede tårerne samle sig bag øjnene.
– Det kan godt være at du er ny her, men du må da snart have
lært reglerne, sagde søsteren. – Vi har ansvaret for dig! Hvad
ville man ikke sige om os hvis der skete noget? Det er jo ikke
for vores egen skyld vi går her, dag ud og dag ind, og ofrer vores
liv for en flok pigebørn. Men gå nu ind og vask dig. Der er nok
stillet en tallerken til side til dig i køkkenet.
Tårerne var tørret ind bag Loras øjne.

Hun gik med langsomme skridt hen mod badeværelset, men
da søsteren var væk, vendte hun om og listede ud af den store
port igen og lod den stå på klem med en lille sten i.
Uden for Nicks hus stod Lora stille.
Der var lys i et lillebitte vindue, og stoffet der var hængt op
var tyndt og gennemsigtigt.
De sad på sengen: Nick lænet op ad sin mor, to af de små
søstre på hendes skød.
Faderen gik frem og tilbage og stod et øjeblik foran vinduet,
så lyset forsvandt.
Børnene var stille, det så ud som om moderen fortalte en
historie for dem.
Lora stod helt stille i lang tid og kiggede, og der var ikke
andet at se end moderen der snakkede. Lora kunne ikke høre
hvad hun sagde. Lyset blafrede og lod skyggerne danse rundt i
deres ansigter.
Hun løb hele vejen tilbage til Det store hvide Hus, stenen lå
stadig i porten og gården var tom og delt i to dele på skrå af
månelyset. En mørk og en der var skærende sølvhvid.
Lora listede hen ad gangen og ind på sovesalen.
Hvordan er stemningen i begyndelsen af kapitlet?
Hvad har ændret sig?
Sammenlign de tekster, du her har læst af Hanne
Kvist.
Har de noget til fælles? Hvad?
Hvilken tekst kunne du bedst lide? Hvorfor?
opgave

En anden af Hanne Kvists bøger, Drengen med
sølvhjelmen, er fi lmatiseret. I næste kapitel skal du
arbejde med fi lmen – men inden da skal du møde
Hanne Kvist.
Hanne Kvist er født i Skjern i Vestjylland. Hun voksede op i
Århus og bor i dag med sin mand og tre børn i Espergærde i
Nordsjælland. Allerede som barn interesserede hun sig for bøger
og var lidt af en læsehest. Hun „slugte“ den ene bog efter den
anden, alt havde interesse. Derfor var hun om sommeren altid
solbrændt på ryggen, men hvid på maven, for hun lå altid på
maven og læste. Det var kun som læser, hun var interesseret i
litteratur. Hun forsøgte ikke selv at skrive tekster, da hun var
barn – det kom først langt senere.
Som barn var hun også meget interesseret i at tegne, og det blev
denne interesse, der afgjorde hendes valg af uddannelse. Hun er
nemlig uddannet grafi sk designer, og som du ved, har hun selv
illustreret nogle af sine billedbøger. Da hun var færdiguddannet,
fi k hun arbejde som grafi ker på Experimentarium i København.
Efter 10 år her blev hun dog klar over, at hun hellere ville skrive
historier, og hendes første bog var den eventyrlige billedbog
Alle tiders rejse. Hun lavede den sammen med en kollega fra
Experimentarium, og herefter fulgte fl ere billedbøger.
Hanne Kvist ville dog også gerne skrive længere tekster, så da
der i 1999 blev udskrevet en nordisk børnebogskonkurrence,

slog hun til og skrev Drengen med sølvhjelmen – og vandt!
Bogen blev en stor succes, er oversat til andre sprog og således
også udkommet i Sverige, Norge, Holland, Italien, Tyskland,
Færøerne og Island – og som du ved, er den også blevet
filmatiseret.
Filmen er noget anderledes end bogen, fx er en af bogens
personer, Michum, en anden type i filmen end i bogen. Herom
siger Hanne Kvist: „I filmen har Michum ikke den vigtige
rolle som Jons bedste ven, og han er ikke så sjov. Men ellers
synes jeg, filmen fungerer godt, selv om den er så anderledes
end bogen. Jeg har ikke været særligt meget med i at omskrive
bogen til film. På samme måde som jeg ikke kan være med
inde i hovedet på læseren og bestemme, hvordan han eller
hun skal opfatte bogen. Jeg giver den fra mig, når jeg har
skrevet den færdig. Mens jeg skriver en bog, er historien
min, men når bogen er udkommet, er det ikke min længere,
så er det læsernes. Så må folk selv bestemme, hvad den
drejer sig om, og hvordan de opfatter personerne,“ siger hun.
„De behøver ikke opfatte den på samme måde som jeg.“
Hanne Kvist arbejder langsomt, når hun skriver sine bøger.
Ideerne kommer ikke bare til hende, men skal „slides“ frem,
siger hun. Hr. Lykke fik hun dog ideen til på én gang. Da hun var
barn og boede i Århus, kendte hun rent faktisk en mand, der hed
Kaj Lykke, og han havde en kitteludlejningsforretning. Han var
dog slet ikke en trist mand som ham i bogen, men hun fik ideen
til figuren gennem denne virkelige person. Hun tænkte, at det
kunne være sjovt at skrive en børnebog om lykke – om, hvorvidt
det er noget, man kan købe.
I det hele taget har hun altid „modeller“ fra virkeligheden,
når hun digter og skriver om sine personer. I Drengen med
sølvhjelmen har hun fundet på figuren Michum, og inspirationen
til ham har hun fra en mand, hun kender fra virkeligheden.
Han hedder dog ikke Michum – men han har et forfærdeligt
sprog. Da Hanne Kvist skrev bogen og skulle finde på Michums
replikker, tænkte hun på den virkelige mand, hun kender, og

opgave
spurgte sig selv: „Hvad ville han sige lige her i denne situation?“
– og så kom replikkerne hurtigt. Når først hun har skrevet sig
godt ind i bogen, kender hun efterhånden personerne rigtig godt,
og så begynder de „at snakke af sig selv“. På den måde bliver
figurerne meget troværdige.
Da Hanne Kvist skrev Hund i himlen, var processen noget
anderledes end ved hendes andre bøger. Hun og hendes mand
har en fadderskabspige fra Bolivia. En gang var de på rejse rundt
i Bolivia og besøgte bl.a. et børnehjem med 100 piger. Hanne
Kvist oplevede stemningen og nonnerne og besøgte også andre
mennesker i deres hjem. Det var fra denne rejse, inspirationen
kom til at skrive Hund i himlen.
Som du sikkert har bemærket, er mange af Hanne Kvists tekster
ikke helt realistiske, men har fantastiske glimt. Herom siger
hun, at det er meget nemmere for hende at skrive fantastisk, for
så kan hun „snyde“ lidt. Så behøver det ikke være så korrekt
og ligne virkeligheden helt. „Når det ikke behøver ligne
virkeligheden, kan jeg jo helt selv bestemme – og det er altså
sjovere,“ siger Hanne Kvist. Når hun tegner, har hun det på
samme måde: Det ligner ikke helt virkeligheden. Hun laver også
i sine tegninger nogle fantastiske glimt.
At hun skriver fantastiske fortællinger, gælder dog ikke altid:
Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig) er
realistisk og handler om, hvor svært Frede har det med sig selv.
„Hvis man ser på Catos billeder, kan man se, at Frede ikke er
særlig tyk. Måske er problemet mere inde i ham selv,“ siger
Hanne Kvist. „Han prøver altid at være sød, men jo sødere
han er, jo mere driller de ham. Jeg ville med denne tekst prøve
at vise, hvordan der er inde i Frede – ikke så meget om, hvad
han gør, men hvad han tænker, og hvordan han føler sig,“ siger
Hanne Kvist og afslutter: „Jeg håber, jeg kan inspirere børn til
selv at gå i gang med at skrive.“

opgave
spurgte sig selv: „Hvad ville han sige lige her i denne situation?“
– og så kom replikkerne hurtigt. Når først hun har skrevet sig
godt ind i bogen, kender hun efterhånden personerne rigtig godt,
og så begynder de „at snakke af sig selv“. På den måde bliver
figurerne meget troværdige.
Da Hanne Kvist skrev Hund i himlen, var processen noget
anderledes end ved hendes andre bøger. Hun og hendes mand
har en fadderskabspige fra Bolivia. En gang var de på rejse rundt
i Bolivia og besøgte bl.a. et børnehjem med 100 piger. Hanne
Kvist oplevede stemningen og nonnerne og besøgte også andre
mennesker i deres hjem. Det var fra denne rejse, inspirationen
kom til at skrive Hund i himlen.
Som du sikkert har bemærket, er mange af Hanne Kvists tekster
ikke helt realistiske, men har fantastiske glimt. Herom siger
hun, at det er meget nemmere for hende at skrive fantastisk, for
så kan hun „snyde“ lidt. Så behøver det ikke være så korrekt
og ligne virkeligheden helt. „Når det ikke behøver ligne
virkeligheden, kan jeg jo helt selv bestemme – og det er altså
sjovere,“ siger Hanne Kvist. Når hun tegner, har hun det på
samme måde: Det ligner ikke helt virkeligheden. Hun laver også
i sine tegninger nogle fantastiske glimt.
At hun skriver fantastiske fortællinger, gælder dog ikke altid:
Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig) er
realistisk og handler om, hvor svært Frede har det med sig selv.
„Hvis man ser på Catos billeder, kan man se, at Frede ikke er
særlig tyk. Måske er problemet mere inde i ham selv,“ siger
Hanne Kvist. „Han prøver altid at være sød, men jo sødere
han er, jo mere driller de ham. Jeg ville med denne tekst prøve
at vise, hvordan der er inde i Frede – ikke så meget om, hvad
han gør, men hvad han tænker, og hvordan han føler sig,“ siger
Hanne Kvist og afslutter: „Jeg håber, jeg kan inspirere børn til
selv at gå i gang med at skrive.“

Dette kapitel handler om film.
Meget af det, du har lært om litteratur, kan du også bruge, når
du skal arbejde med film. Men der er desuden nogle begreber,
der knytter sig til filmen, og som man ikke bruger om skrevne
tekster.
Perspektiv betyder, at du ser på personerne fra en bestemt
vinkel.
Hvis der filmes fra , vil instruktøren som
regel fortælle os, at der vil ske noget dramatisk med den person
eller det sted, der filmes.
Hvis der filmes fra , vil instruktøren fortælle
os, at personen, der filmes, har magt og vil bestemme.
Når der filmes fra , betyder det, at du
selv må bedømme.
Det er ikke lige meget, om instruktøren vælger det ene eller det
andet perspektiv, for han kan få dig som tilskuer til at opleve
noget forskelligt, alt efter om der filmes fra fugle-, frø- eller
normalperspektiv.
Gå på jagt i aviser, blade og reklamer, og find tre
slags billeder. Nogle i fugle-, nogle i frø- og andre i
normalperspektiv. Klip dem ud, og sæt dem op på tre
fælles plancher. En med billeder i fugleperspektiv, en i
frøperspektiv og en i normalperspektiv.

Instruktøren vælger også, hvor stort et udsnit af billedet man
skal se. Han kan vælge at bruge et fjernbillede, et totalbillede, et
halvtotalbillede, et nærbillede eller et supernærbillede.
fjern total halvtotal
Filmens farver har betydning for stemningen i filmen.
Mørke farver signalerer ondskab, trusler eller uhygge.
Lyse farver signalerer varme, glæde eller humor. Klare
farver signalerer, at noget er komisk eller sjovt. Uskarpe
og slørede billeder svarer til det, vi kalder tomme pladser
i litteratur. Her må du selv ind og digte med.
Hvem kigger på hvem og hvordan? I en bog kan
forfatteren skrive, hvad personerne tænker. Det kan man
ikke på film, men man kan lade personerne sende blikke,
og ud fra disse kan man få en ide om, hvad personen
tænker. Blikkene kan derfor fortælle om både indre og
ydre karaktertræk.
Sangene og musikken er med til at sende forvarsler om, hvordan
det vil gå i filmen. Læg derfor mærke til, hvilke ord der benyttes
i sangene. De kan fortælle dig om det videre forløb i filmen.
Melodierne udtrykker filmens stemning.
Der er mange ting at lægge mærke til, når man ser film. Det
handler ikke bare om at følge handlingen, men også om at tolke
billederne undervejs.
nær
supernær

opgave
Hanne Kvists roman Drengen med sølvhjelmen er blevet til
filmen Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med
vinger. Her skal du sammenligne uddrag fra romanen med
fotos fra filmen.
Romanen og filmen er meget forskellige.
Romanen begynder sådan:
Jons lillesøster havde vinger da hun blev født.
Jon så det selv.
Små bitte benede vinger med tynd hud imellem,
sammenfoldede og rynkede som flagermusevinger. De var
sorte. Brunsorte og noprede som huden på hønsefødder.
Hans mor og far så også vingerne. De sagde ikke noget.
Jons far stirrede på væggen med de blanke grønne fliser.
Jons mor tog lillesøsteren op og holdt hende som om hun
var en kat der kunne finde på at bide. Så lagde hun hende
straks ned i den gennemsigtige kasse igen.
Senere, da Jon tænkte tilbage på den dag på hospitalet,
kunne han mest huske stilheden.
Han kunne huske sin lillesøsters sorte knapøjne der
kiggede på ham, og mor og far som ikke sagde et ord.
Der gik ikke mere end fem måneder, så solgte de hende.
Jons mor og far solgte hans lillesøster, de ville ikke
have hende mere. De sagde aldrig at det var på grund af
vingerne, men Jon var alligevel sikker på det.
Hvad handler uddraget om?
Hvem har synsvinklen?
Hvad synes moren og faren om lillesøsteren?

Mikael Wikke og Steen Rasmussen er instruktørerne bag filmen
Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger. Nu
skal du se, hvordan de har filmatiseret den oplevelse, du lige har
læst. I filmen hedder drengen ikke Jon, men Kalle, far hedder
Palle, mor hedder Trille, og babyen hedder Lille.
Scene fra filmen. Mor og far fortæller Kalle, at han skal være storebror.
opgave

Scene fra filmen. Filmen er en musical med masser af popmusik. Selv under fødslen bliver der sunget og danset.
I din arbejdsbog kan du læse et uddrag af den sang, de synger.

Sammenlign romanens indledning med filmens
billeder. Find forskelle og ligheder. Sammenlign også
med jeres egne storyboards.
I Drengen med sølvhjelmen beslutter Jon at finde sin lillesøster.
Han henvender sig først til Børnetjenesten, som har lavet
handelen med hans forældre. Her bliver han smidt ud, men
samles op af en af de ansatte ved navn Michum. Han bliver Jons
hjælper.
– Du ser sgu ikke for godt ud, sagde en stemme. – Er det
chefen der har været i gang med at rydde op?
Jon åbnede øjnene.
– Skal du have en hånd? Det var den tykke mand med
fletningerne. – Jeg går ud fra at du ikke har planlagt at
ligge her og blomstre hele weekenden.
Jon så op i et blegt ansigt. Det fyldte hans synsfelt. Der
var en fedtpølse rundt om kinderne og hagen.
Anne-Grethe Bjarup Riis
i rollen som mor sammen
med Lille.
opgave

opgave
– Han er lidt strid nogle gange, chefen, sagde manden.
– Hvor skal du hen?
Jon ville svare, men der kom kun et tørt kvæk ud af
ham.
– Jeg kan godt køre dig hjem.
Jon rejste sig op. Han havde fået hudafskrabninger på
håndfladerne og der sad små sten i sårene.
– Vent lidt, jeg har noget vand, sagde den tykke mand.
Han hentede en flaske danskvand som han skyllede
hudafskrabningerne med. Det sved, men det meste af
gruset blev skyllet væk.
Så duppede han Jons hænder med en papirserviet.
– Nu er du så god som ny.
Den tykke mand havde en stor mørkeblå varevogn
holdende på parkeringspladsen. Han hjalp Jon op på
sædet. Cyklen kom ind bagi.
– Den blå kasse? sagde Jon, – er den med?
Det var vigtigt, det var jo den han skulle have Liv i når
han havde hentet hende.
– Jeg har skrabet det hele op, sagde den store mand,
– din rygsæk og hvad han ellers har kastet rundt med, den
orangutang. Og den her. Han stak en næve ind i den grå
hjelm og bankede den tilbage i facon. – Det er også din,
ikke? Hvad hedder du? Jeg hedder Michum.
Jon rakte ud og tog hjelmen. Vingerne sad skævt, men
de var hele.
– Jon, sagde han og satte den på hovedet.
Han så på sin redningsmand. Michum havde små røde
griseøjne. Han havde et slidt jakkesæt på og to sorte
fletninger ned over ryggen. Han var stor på samme måde
som Michelin-manden på Jons gamle anhænger-lastbil.
Tykkest på midten. Pølsevis tyk.
– Jeg er rejsende i firmaet, sagde Michum. Hans lange
lyseblå flipper sad uden på den sorte jakke. Skjortens
øverste tre knapper var ikke knappet til, så man kunne se
en hel del hvidt bryst uden et eneste hår på.

I filmen hedder Michum Alf.
En familierådgiver fra kommunen ved navn Karin får
overbevist familien om, at det er bedst, at lillesøsteren får
fjernet sine vinger. Mor og far er meget i tvivl. De synes, hun
er fin, som hun er. Men da Kalle kommer hjem fra skole, ligger
der alligevel en besked om, at de er taget til Plastic Palace for
at få lillesøsterens vinger fjernet. Kalle vil hurtigt af sted for
at forhindre det. Han når dog ikke ret langt, før hans cykel
punkterer. Heldigvis møder han Alf.
Hvad ser du på billedet? Hvordan tror du, Alf er?
Er der forskel på Michum og Alf? Hvilke? Sammenlign
jeres tegninger af Michum med billedet af Alf.
Overvej, hvorfor instruktørerne har valgt, at han skal
hedde Alf i stedet for Michum.
Her bor Alf. Janus Dissing
Rathke og Nicolas Bro som
Kalle og Alf.

Scene fra filmen.
De stopper på en
tankstation, som viser sig
at være et pandekagehus,
ejet af disse tre kvinder.
Alf har en gammel bil. Kalle får Alf overtalt til at køre med til
Plastic Palace, men undervejs kommer de ud for nogle prøvelser.
Her skal du se nogle billeder af de prøvelser, de møder:
Hvilket billedudsnit viser billedet? Hvorfor tror du, at
netop dette billedudsnit er valgt?
Beskriv kvinderne på billedet. Sig på skift et ord.
Hvor længe kan I blive ved?
Der kan trækkes intertekstuelle bånd til eventyr.
Hvilke?

Det lykkes Alf og Kalle at komme videre. De kører gennem en
skov, og her oplever de et voldsomt blæsevejr, der får træerne
til at vælte rundt om bilen, så de ikke kan køre videre. Heldigvis
dukker der pludselig syv brandmænd op, som hjælper dem med
at save træerne væk. Imens de arbejder, inviteres Alf og Kalle
ind i et hus.
Caroline Henderson og Nicolas Bro som Snehvide og Alf.
Beskriv for hinanden, hvad I ser på billedet. Kom fx
ind på billedudsnit, perspektiv, farver, stemning og
intertekstualitet.

Scene fra filmen.
Kig godt på familien og deres blikke. Hvad kigger de på,
og hvad mon de tænker?
Lav billedet som en skulptur af elever i klassen: Hvad
tænker personerne? Lad grupper af elever være
personernes tanker. Peg på skift på en person, og hør
dennes tanker.
Minder filmen på andre måder om eventyr? Se evt.
eventyrets genretræk i arbejdsbogen.
Læs bogen. Se filmen.

Scene fra filmen.
Kig godt på familien og deres blikke. Hvad kigger de på,
og hvad mon de tænker?
Lav billedet som en skulptur af elever i klassen: Hvad
tænker personerne? Lad grupper af elever være
personernes tanker. Peg på skift på en person, og hør
dennes tanker.
Minder filmen på andre måder om eventyr? Se evt.
eventyrets genretræk i arbejdsbogen.
Læs bogen. Se filmen.

I dette kapitel skal du lære den danske billedkunstner Julie Nord
at kende. Du skal se og arbejde med fire af hendes billeder.
Under arbejdet møder du flere af de begreber, du kender fra
arbejdet med de skrevne tekster i bogen. Til sidst skal du læse et
portræt af hende.
Julie Nord arbejder især med tegning. Hun siger, at tegning er
ligesom håndskrift. I en tegning kan man ikke skjule noget.
Tegningen kommer direkte fra en pen i din hånd. Når man
derimod maler, kan man altid male ovenpå.
I Julie Nords tegninger kan du finde mange fortællinger, og
mange af dem kender du fra gamle historier og eventyr. Julie
Nord arbejder altså også med intertekstualitet.

50 tegninger, felt-tip på papir. 26 x 40,5 cm. Indrammet to og to. Privat samling, USA.
ARoS, Århus Kunstmuseum, 2002.

Fiberpen, poscapen og blyant på akvarelpapir, 93 x 193 cm. ARoS, Århus Kunstmuseum, 2005.

Skitse til vægtegning. Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø, 2005.

Akvarel, blyant,
farvekridt, glimmer.
82 x 135 cm. Nykredit, 2002.

opgave
Det, der står på dynerne på engelsk, betyder: „Lige før jeg
faldt i søvn, drømte jeg, at jeg vågnede og lå ved siden af
mig selv.“
Hvordan vil det være at vågne op ved siden af sig selv?
Er tegningen realistisk eller fantastisk?
Hvilke ligheder er der mellem denne tegning og Mirós og
Baselitz’ selvportrætter side 35 og 43?

Hvad ser du på billedet? Kom fx ind på
pigens øjne. Hvorfor stirrer hun ud i luften? Måske
ser hun ikke på noget, men drømmer med åbne
øjne?
blomsterbuketten, hun holder. Hvad fortæller den
om pigen?
sommerfuglene. Hvad sker der med dem på den
anden side af billedet?
Billedets titel er Illustration til en tabt fortælling.
Er der noget i billedet, der minder dig om eventyr og
andre historier, du kender?
Tror du, at pigen bor i et af husene i baggrunden?
Hvordan er det at bo der?
Hvordan virker det, at tegningen er i sort-hvid?
Den hvide oval midt i billedet inviterer dig indenfor. Her kan
du selv gøre billedet færdigt, digte videre på billedet eller
digte den fortælling, der er gået tabt.
opgave

opgave
Tegningen med hænderne er en vægtegning, som består af
tre tegninger. Hen over den første tegning står på engelsk:
„Lige som hun troede, at alt var i orden ...“. Sætningen
fortsætter på den anden tegning med „– kom det helt ud af
kontrol!“.
Hvad er skyggerne nu blevet til? Hvilke uhyggelige
væsener og ting kan I finde i billedet?
Den tredje tegning forestiller en pige, som med hængende
kaninører og opspilede øjne stirrer på sine hænder.
Hvad tænker pigen?
Hvorfor har hun ikke kontrol over sine hænder?
Hvem har så kontrollen?
Hvorfor kan skygger være uhyggelige?
Hvordan føles det, når fantasien løber af med dig?

Hvad ser du på billedet? Kom ind på,
hvordan Rødhætte ser ud
hvordan omgivelserne, hun står i, er
Genfortæl eventyret om Rødhætte.
Hvilke ting i billedet er anderledes end i eventyret, som
du kender det?
Passer det til motivet, at netop dette billede er i farver?
Hvordan virker det i forhold til de andre tegninger?
Du har allerede arbejdet med tegningen Illustration til
en tabt fortælling. Heri er der en tom plads, som har
form som en oval. Kunne dette ovale billede passe ind
der? Hvorfor/hvorfor ikke?
opgave

Julie Nord er født i 1970 i København. Hun er enebarn, og
derfor havde hun meget tid til at sidde alene og tegne og
fantasere, da hun var barn. Begge dele har hun holdt fast i som
voksen. Hun husker tydeligt følelsen af at være barn.
Alle hendes tegninger er fyldt med motiver, du genkender:
dukkeøjne, blomster, kaniner, sommerfugle, Rødhætte,
skyggebilleder. Hendes billeder ligner virkeligheden, men har
også fantastiske glimt. Hun blander drøm og virkelighed.
Julie Nord begyndte at tegne som 2-3-årig. Hun tegnede
meget i sin barndom. Hendes mor var god til at tegne og digte
historier og lave påklædningsdukker til hende. Tegneriet tog
for alvor fat i 9-årsalderen. Hun sad i timevis ved sit skrivebord
med sine tusser. Hun tegnede også, når hun så tv, når hun sad
sammen med de voksne i stuen og i smug i timerne i skolen.
Som barn læste Julie Nord meget. Næsten alt, hvad hun kunne
få fat på. Særligt elskede hun tegneserier. Både dem til børn og
voksne. Hun støvsugede biblioteket for alt, hvad de havde. Du
kan tydeligt se på Julie Nords tegninger, at hun er inspireret af
alle de tegneserier, hun læste i sin barndom. Hun var også vild
med at læse eventyrlige fortællinger. Bl.a. husker hun nogle
bøger, der hed Heksen. De var drønuhyggelige – men hun
elskede dem.
Som voksen har Julie Nord også arbejdet med maleri, skulptur
og video, men hun er vendt tilbage til tegningen. Tegningen er
for hende en direkte måde at fortælle historier på.

s. 12: Mor, © Kim Fupz Aakeson, fra
serien Læs for sjov, Gyldendal, 1998.
s. 24: Onkel Pedro kommer hjem,
© Morten Ramsland, Carlsen, 2005.
s. 36: Albert, © Ole Lund Kirkegaard
og Gyldendal, 6. udgave, 2004.
s. 47: Timeglasset, fra Drengen der
gik over gevind og andre eventyrlige
historier, © Den Gode Historie – på
eventyr og Rikke Dyrhave Nissen,
2005.
s. 56: Rejsen til Morgenrødens Hav,
© 1979 by Bjarne Reuter, Branner
og Korch, 2. udgave, 1988.
s. 68: En nittende gang, fra
Hundrede historier, © Louis Jensen,
Gyldendal, 1992.
s. 70: Stalo og Kauras, ved P.A.
Lindholm, fra Eventyr om nisser og
trolde, Det Schønbergske Forlag,
1977.
s. 75: Flammen, fra Ingenting her
– ingenting der, © Dorte Karrebæk
og forlaget Forum, 2002.
s. 79: Drengen der kun ville sige F,
fra Drengen der gik over gevind og
andre eventyrlige historier, © Den
Gode Historie – på eventyr og Iselin
C. Hermann, 2005.
s. 85: Ø, fra Halfdans ABC,
© Halfdan Rasmussen, Carlsen,
1967.
s. 86: En kælling og en kylling, af
Halfdan Rasmussen, fra Børnerim,
© Det Schønbergske Forlag, 1964.
s. 86: Ude på den grønne eng, af
Halfdan Rasmussen, fra Børnerim,
© Det Schønbergske Forlag, 1964.
s. 87: Hittehattehættehuer, af
Halfdan Rasmussen, fra Børnerim,
© Det Schønbergske Forlag, 1964.
s. 88: Hekseopskrift, fra Sproget
er et tog, en raket, en fugl, en
engel, © Thorstein Thomsen og
Dansklærerforeningen, 2003.
s. 90: Tudefjæs, © Daniel Zimakoff,
Carlsen, 2005.
s. 99: En tre hundrede og
seksoghalvfemsindstyvende gang,
fra Hundrede firkantede historier,
© Louis Jensen, Gyldendal, 2002.
s. 100: En tre hundrede og
seksogfirsindstyvende gang, fra
Hundrede firkantede historier,
© Louis Jensen, Gyldendal, 2002.

s. 104: Faret vild!, fra Det sultne
maleri og andre gys, © Kenneth
Bøgh Andersen og Forlaget Forum,
2005.
s. 107: Den dag jeg var tyv, af Bodil
Bredsdorff, fra Nordlys for tredje,
Gyldendal, 2003.
s. 113: De magiske stylter, fra Nye
Gode Historier, © Naja Marie Aidt,
Den Danske Boghandlerforening,
1998.
s. 122: Min ven Percys magiske
gymnastiksko, af Ulf Stark, oversat
af Nils Hartmann, Gyldendal, 1992.
s. 140: En drøm om vinger, fra
En drøm om vinger – og andre
historier, © Cecilie Eken og
Dansklærerforeningen, 2002.
s. 142: En to hundrede og fjortende
gang, fra Hundrede splinternye
historier, © Louis Jensen,
Gyldendal, 2000.
s. 149: HR. LYKKE – Kaos og
kærlighed i hr. Lykkes kitteludlejning,
© Hanne Kvist, Lilian Brøgger og
Forlaget Forum, 2004.
s. 166: Jeg er Frede (men
det er ikke altid det de andre
kalder mig), © Hanne Kvist og
Dansklærerforeningen, 2004.
s. 178: Fandens fødselsdag, af
Hanne Kvist, Gyldendal, 2000.
s. 186: Husene er alene hjemme,
af Hanne Kvist, fra Der er kommet
en komet – nordiske digte for
børn, af Knud Erik Petersen (red.),
© Forlaget Forum, 2003.
s. 188: Hund i himlen, © Hanne
Kvist og Forlaget Forum, 2001.
s. 206, 209-210: Drengen med
sølvhjelmen, © Hanne Kvist og
Forlaget Forum, 1999.
s. 13, 14, 16, 18, 20: Lise Arildskov
s. 25, 28, 29, 32: Jan Solheim
s. 48, 52, 71, 73, 136, 138: Mårdøn
Smet
s. 57, 59, 63, 141: Karen Borch
s. 68-69, 99, 101, 142-143: Anna
Margrethe Kjærgaard
s. 75: Otto Dickmeiss
s. 81, 83, 88, 89: Katrine Clante
s. 85, 86, 87, 188, 189, 190-191,
192-193, 196-197: Hanne Bartholin
s. 91, 93, 95, 105, 106: Lars Gabel
s. 103: Søren Lundberg
s. 108, 109, 110: Lykke Bianca
s. 114, 117, 118, 120: Dorte
Karrebæk
s. 123, 125, 127, 128: Orla Klausen
s. 186-187: Pia Halse
s. 200: Thorkild Jensen
s. 204, 205: Kristian Eskild Jensen
s. 6tv: © Björn Berg/billedkunst.dk
s. 6mtv: Ingrid Vang Nyman
s. 6mth: © Per Jørgensen
s. 6th, 38-39: © Ole Lund
Kirkegaard, farvelagt af Maya Bang
Kirkegaard
s. 8: Nete Goldschmidt/Gyldendal

s. 10: Vilhelm Pedersen/Gyldendal
s. 11: Sandrew Metronome
s. 23: © Louise Bourgeois/
billedkunst.dk. Foto: © FMGB
Guggenheim Bilbao Museo, photo:
Erika Barahona-Ede, 2007. All
rights reserved. Total or partial
reproduction is prohibited.
s. 35: © Successió Miró/billedkunst.dk
s. 43, 44: © Georg Baselitz
s. 54-55: © Bente Olesen Nyström,
1994.
s. 67øtv: Scanpix/Corbis
s. 67øth: Polfoto/Visa Images
s. 67mtv: Polfoto
s. 67mth: Polfoto/Johnny
Frederiksen
s. 67n: © Henning Larsens
Tegnestue. Foto: © Richard Bryants
s. 139: Carlo Saraceni, olie på
lærred. Museo e Gallerie Nazionale
di Capodimonte, Neapel/Bridgeman
Art Library
s. 144: Leonardo da Vinci, olie på
træ. Louvre
s. 146: Gyldendal
s. 150, 151, 152-153, 159, 161:
© Lilian Brøgger/billedkunst.dk
s. 167, 171, 175, 176: © Cato Thau-
Jensen/billedkunst.dk
s. 5, 179, 181, 183, 185: © Hanne
Kvist/billedkunst.dk
s. 207, 208, 209, 211, 212, 213, 214:
Ole Kragh-Jacobsen
s. 5, 217, 218-219, 220-221, 222-223:
© Julie Nord/billedkunst.dk
s. 228: Jan Grarup