Vartov den 29 - Grundtvig

mange nye varianter og tidens interaktive underholdning. Det kunne være et indspark til
Folkekirkens nyoprettede konfirmandcentrer, der har til formål at udvikle og understøtte
konfirmandundervisningen og at tilbyde konkrete oplevelser og undervisningsforløb i en
folkekirkelig sammenhæng. Et center som vi i styrelsen gerne ser, at Grundtvigsk Forum sætter sit
præg på. Og måske kunne vi lade os inspirere til at arbejde med andre former, når det gælder
kirkelig undervisning og for den sags skyld gudstjenesteformer.
Mange af os er rundet af en kirkelig og folkelig tradition, - det jeg kalder Grundtvig-classic. Vi
lægger vægt på den klassiske gudstjeneste, børns kirkelige undervisning og kirkelige foredrag –
punktum. Jeg vedkender mig gerne denne form for konservatisme og trives med dem. Derimod har
jeg det knap så godt, når jeg i vore kredse møder en lidt overbærende trækken på skuldrene, når vi
møder det alternative, det eksperimenterende og de mere udadrettede udtryksformer, f.eks. nye
gudstjenesteformer, babysalmesang, spagettigudstjenester. Jeg spørger mig selv, om vi er blevet lidt
for bornerte? For blufærdige? Kunne det tænkes, at der her lå nye muligheder for fællesskab og
samtale. For mig er der ingen tvivl om at rigtig mange unge efterspørger fornyelse.
Jeg følte jeg mig udfordret, da jeg i skolepolitisk udvalg blev mindet om, at Grundtvig mener, at
den fysiske indretning af kroppen, er grundlaget for menneskets mulighed for at blive et åndsvæsen.
Så radikal er hans opfattelse rent faktisk, når han beskriver forholdet mellem ånd og krop hos
mennesket. Det er kroppen og især håndens mulighed for at gribe, der sammen med menneskets
mulighed for at tale og danne og dele sprog giver mennesket mulighed for selvbevidsthed. Man skal
gribe, før man kan begribe. Følesansen er den fornemste sans for erkendelse – sagde Grundtvig.
Måske skulle vi grundtvigianere i højere grad medtænke, at ikke kun høresansen og synssansen skal
påvirkes og udvikles, men også følesansen, det kropslige og dermed erfaringen.
Lige om hjørnet venter en kirkeministeriel anordning om Børnekonfirmandundervisning og
konfirmation, som angiver grundlaget for sognets dåbsundervisning. Den rummer interessante
perspektiver og en god vejledning. Den gør minikonfirmandordningen obligatorisk med angivelse
af minimumstimetal og uddannelseskrav. Den har til formål, ”at medvirke til at gøre børnene og de
unge fortrolige med den kristne tros elementære indhold og folkekirkens gudstjeneste, samt lære
dem, hvad det vil sige at leve i en kristen tro og som en del af det kristne fællesskab”. Det sidste –
lære dem, hvad det vil sige at leve i en kristen tro – forekommer mig i øvrigt, at være temmelig
problematisk. Kan man lære det? Man kan vel kun vise vejen?
Jeg tænker på Grundtvigs opfattelse af, at troens vækst-miljø. er menighedens gudstjeneste, samlet
om sang og sakramenter, ord og handling. For Grundtvig var Den kristne børnelærdom er ikke
noget, man lærer af præsten eller den lille katekismus, men noget man tilegner sig gennem
gudstjenesten.
Når anordningen kommer til høring bør Grundtvigsk Forum være med til at sikre de enkelte sogne
størst mulighed frihed til at tilrette indhold og form. Det er med til at sikre, at menigheden tager
ejerskabet på sig.
Ligeledes bør vi støtte, at præster får reel mulighed for pædagogiske efteruddannelsesforløb. Det er
helt nødvendigt. Tænk på, at op mod 1/3 af præsternes tid går med undervisning og formidling.
Kort sagt vil jeg opfordre til, at GrF opprioritere sin indsats i forhold til Folkeskolens
kristendomsundervisning og Folkekirkens dåbsoplæring
Med disse forsøg på at fremlægge nogle visioner for kommende års opgaver, vil jeg give ordet til