Selvrapportering

koap.aau.dk

Selvrapportering

Reflektioner over spørgeskemaer

Filosofi, metode, konstruktion og teknik

Einar Baldvin Baldursson


© Copyright: Prinkipo, 1992, 2005


INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord

Repræsentation og mening

Genspejlingsteorien

Materie og bevidsthed

De to genspejlingsteser

Nervesystem og repræsentation

Det biologisk fundament for repræsentationsteorien

Spejling af hvad.

Repræsentationens niveauer

Genspejling af sociale processer

Genspejling i sproget.

Den umiddelbare viden

Metoden og "statistikken"

Selvrapportering - metode og muligheder

Selvrapporteringens problemer

Spørgeskema eller interview?

Spørgeskemaer - konstruktion, metoder og teknik

Et godt spørgsmål

Selvvurdering som selvrapportering

Baggrund og erkendelse

Selvrapportering

Hvorfor spørgeskemaer?

Den nødvendige begrænsning

Individualitet eller fællesforhold

Konstruktionsovervejelser: validitetsproblematikken

Indholds-validering

Fremtrædelses-validering

Kriteria-validering

Konstruktionsvalidering

Reliabilitet

Spørgsmål og skalaer

Svarkategorier

Scoring

Afsluttende bemærkninger

Referencer

1

8

8

8

9

11

13

15

17

18

18

20

23

27

27

31

36

37

38

39

39

44

45

46

47

48

50

50

50

53

54

56

59

60

62


Forord

Da samfundsvidenskabernes store fædre, i Tyskland, Tönnikes, Simmel og

Weber, i Italien, Groce og Mosca, i Frankrig , Sorel, Durkheim og Comte, i

USA, Talcott Parson, lagde grunden til de moderne samfundsvidenskaber,

var de med til, og vidne til, de moderne tiders skånselsløse fremmarch. De

var ingenlunde ukritiske brolæggere. De reagerede tit med forfærdelse

over konsekvenserne af det opbrud de selv var en del af, ikke mindst

kvantificeringens og specialiseringens sejrrige march. Hvis de i dag kunne

være vidne til, hvad denne udvikling har ført til, ville deres forfærdelse ikke

kende sine grænser (Hughes, 1977). Selv om de i perioder opfattede sig

selv som arbejdende indenfor en bestemt disciplin, krydsede de til

stadighed grænserne mellem de samfundsvidenskabelige discipliner,

krydret med hyppige indlæg i de filosofiske debatter. Dette gælder for dem

alle, om de opfattede sig som sociologer, økonomer og retsteoretikere, om

de beskæftigede sig med "empiri" eller "teori". Ja - faktisk skelnede man

ikke særligt stringent mellem empiri og teori. Spørgsmålene og

problemerne blev belyst ud fra en hvilken som helst infaldsvinkle, der

indebar et løfte om en større forståelse. Forståelse var også en

fællesbetengelse de tit anvendte for deres metode.

Samfundsvidenskaberne skifter karakter, først langsomt, derefter med

stigende hastighed og udviklingen løber løbsk allerede i 30´erne.

Positivismen vinder frem, som den dominerende forståelsesmodel. Først i

den ambitiøse form, som de logiske positivisters projekt antog og senere i

den reduktionistiske form, som efterkrigstidens positivisme var den

"ypperste" fortaler for (Witt-Hansen,1985). Der er mange grunde til denne

udvikling, men betydningen af det faktum at en, allerede forældet,

forestilling om naturvidenskaberne som model for samfundsvidenskaberne

spillede en stor rolle (Bhaskar, 1979). Blandt konsekvenserne har været at

sammehængen mellem samfundsvidenskaberne og filosofien blev brudt og

delvist som en følge heraf opstod der en kløft mellem

samfundsvidenskabernes teori og praksis. Dette illustreres i dag ganske

tydeligt ved det anstrengte forhold mellem kvantitativt og kvalitativt

orienterede forskningstraditioner.

Der er tegn i sol og måne, på at dette er ved at ændre sig. Filosofien, ikke

mindst videnskabsfilosofien er igen på fremmarch og positivismens

spændetrøje føles ikke mere så stram (Bhaskar, 1991). Forsåvidt at dette

viser sig at være tilfældet, kan det paradoksalt nok blive en vigtig

løftestang for empirisk samfundsvidenskabelig forskning. Argumentet

herfor er, at præcist empirisk samfundsvidenskabelig forskning rejser en

række filosofiske spørgsmål. Hvis man, som en empirisk forske,r ikke

forholder sig til disse er resultatet blot, at man bliver et offer for de

1


"usynlige" meninger. Nemlig en række uudsagte og i bund og grund

filosofiske forudsætninger (Bhaskar, 1989).

Det er i høj grad i denne ånd, at den efterfølgende tekst er skrevet. Når

den indledes med en række filosofiske overvejelser om

repræsentationsproblematikken, skyldes det at denne problematik står

centralt i en forskningssammenhæng hvor sproglige ytringer spiller en

central rolle. Enhver undersøgelse der sigter mod at oparbejde empiri om

menneskelige forhold på basis af selvoplevede, selvrapporterede

oplysninger, må enten eksplicit eller implicit forholde sig til disse

spørgsmål. Her er den eksplicitte fremgangmåde valgt. Således

synliggøres de valg en filosofisk grundholding indebærer og grundlaget for

såvel en teknisk som metodisk arbejdsprocess understøttes og klarlægges.

Dette skal ikke forstås således at de beslutninger der tages på hvert enkelt

niveau i en forskningsprocess, en process der lige præcist er karakteriseret

ved at omfatte en række delvist autonome niveauer, i et og alt er betinget

af de grundlæggende filosofiske overvejelser. Det er faktisk muligt, ikke

mindst på det niveau der domineres af teknik, at komme frem til

forskellige valg på basis af den samme metodefilosofiske grundholdning.

Ligeledes, kan man komme frem til de samme tekniske valg, på basis af

forskellige metodefilosofiske overvejelser. Men når forskningsprocessen

vurderes i sin helhed, hænger tingene sammen og det er den

indfaldsvinkel, der ligger til grund for de efterfølgende overvejelser.

Det indebærer samtidig, at formålet med det indledende filosofiske og det

efterfølgende videnskabsteoretiske essay, har formålet været, at belyse de

behandlede problemer ud fra den empiriske forsknings standpunkt. Alle

fire essays er skrevet som følge af en process, hvis udgangspunkt hver

gang har været, problemer jeg har stødt på og følt et behov for, at arbejde

med som et led i arbejdet med empiriske problemstillinger. Når jeg har

vurderet hvilke indfaldvinkler var relevante, hvilke argumenter skulle

undersøges, hvilke problemer skulle afklares, har hensigten været at nå

frem til et resultat, der kunne anvendes i det empiriske forskningsarbejde.

Denne metode har sine klare fordele. Forskere, der arbejder med

beslægtede problemstillinger, skulle i hvert fald gerne kunne bruge disse

tekster, uanset om de så er enige eller uenige i de præsenterede

holdninger, mål og metoder. Men denne fremgangsmåde har selvfølgelig

sine bagdele.

Dette fremtræder klart af det første essay. Det problem, der forårsagede,

at jeg gik i gang med denne problemstilling, handlede om den status, man

kunne tilskrive forskellige former for spørgsmål og svar i

spørgeskemaundersøgelser. Mine erfaringer med sådanne undersøgelser,

overbevidste mig om, at man i for høj grad behandler de forskellige klasser

2


af spørgsmål og svar under et. Når man f.eks. diskuterer svarbias synes

det, som om denne problemstilling er lige relevant og stiller sig ens, for alle

typer spørgsmål og svar i spørgeskemaundersøgelser. Mine egne erfaringer

tydede klart på, at det var nødvendigt, at skelne mellem flere klasser af

spørgsmål og svar. Efter min opfattelse er der en himmelvid forskel på de

metodologiske problemer, f.eks. i forbindelse med validering og bias, man

skal løse, når man beskæftiger sig med spørgsmål, hvis hensigt er at en

deltager skal beskrive konkrete forhold i sine omgivelser, eller når en

deltager anmodes om, at foretage mere eller mindre værdiladede

vurderinger.

Problematikken diskuteres indgående i det tredje essay, så der er ingen

grund til at gentage diskussionen her. Grunden til at den nævnes her, er

at mine overvejelser førte til at jeg begyndte at beskæftige mig mere

systematisk med repræsentationsproblematikken. Resultatet blev det

første essay. Det essay er præget af en række overordnede og abstrakte

overvejelser og det kan være svært at se den umiddelbare betydning af

disse for den empiriske forskning. Det skyldes delvist at det tredje essay i

mange væsentlige henseende er en videreførelse af disse overvejelser. Det

tredje essay bygger på de konklusioner der drages i det første essay, men i

det tredje essay handler diskussionen om konkrete forskningsmæssige

problemstillinger. Taget i betragtning at det første essay i stil og

sværhedsgrad adskiller sig temmelig meget fra de øvrige, et det ikke

utænkeligt, at nogle læsere spørger om det ikke kunne have været

undværet. Når det kommer til stykket, gentages visse dele af

argumentationen fra det første essay, blot på en mere konkret og

gennemskuelig måde.

Svaret er, som man kunne ane, benægtende. Uanset om forskningen

rejser mange af de spørgsmål man beskæftiger sig med indenfor filosofien,

kan man ikke ud fra forskningens egne præmisser, gennemføre

tilfredsstillende og tilbundsgående diskussioner af disse. Når det kommer

til stykket er filosofien ikke til pynt, men et udtryk for, at de

erkendelsesmæssige spørgsmål hænger sammen på en måde, som ingen

enkelt forskningsdisciplin, end ikke arbejdsmiljøpsykologien, der ellers

tendenterer til at krydse alle tænkelige faglige grænser, kan rumme. Det

første essay er medtaget simpelthen fordi, at kun indenfor rammerne af en

filosofisk argumentation, kan de mere konkrete forskningsteoretiske

problemer føres videre.

Dette er samtidig en klar understregning af den opfattelse, at forskningen,

fordi den er konkret konfronteret med de spørgsmål filosofferne i det

daglige beskæftiger sig med på et overordnet plan, rent faktisk ikke alene

har behov for denne, men også har noget at bidrage med.

3


Jeg er dog villig til, at give den indrømmelse til den utålmodige læser, at

man ikke nødvendigvis behøver at begynde med dette essay, men bør dog

gøre sig fortrolig med tesen om de tre repræsentationsniveauer, idet denne

spiller i en lidt anden form, en central rolle i både tredje og fjerde essay.

Det andet essay, handler om nødvendigheden af, at fastholde teoriens

forrang i empirisk samfundsvidenskabelig forskning. Den er skrevet, som

en reaktion på tendensen til, at forveksle teorer, teoretiske

forklaringsmodeller, statistiske modelbeskrivelser og multidimensionelle

statistiske analyser. Dette er ikke nogen ny tendens, men skyldes

forsåvidt de samme problemer, der sikrede tyve års positivistisk

ørkenvandring i samfundsvidenskaberne. Ligesom mange følte, at den

positivisme, der filosofisk var bankerot, kunne give

samfundsvidenskaberne den legitimitet man savnede, følte mange også, at

de nye statistiske værktøjer kunne bevirke, at man langt om længe kunne

gennemføre en egentlig quasi eksperimentel samfundsvidenskabelig

forskning og således, ad en rent teknisk vej, nå frem til realiseringen af det

videnskabsideal man havde overtaget fra naturvidenskaberne, der iøvrigt

var i fuld færd med at stille det på historiens museumsmontre. En anden

væsentlig grund var 50´ernes politiske atmosfære. Midt i en massiv

højredrejning, følte man et vist ubehag ved en teoretisk tradition, der

byggede på eller blev opfattet som, udtryk for en samfundskritisk

holdning. Mange har uvtvivlsomt følt, at kvantitativt orienterede

statistiske modeller åbnede for nye muligheder i forskningen, der ikke i

samme grad var forbundet, med politisk mistænkelige associationer.

Resultaterne af den massive satsning på kvantitativ empirisk forskning,

har ikke ført til erkendelsesmæssige landvindinger, og erkendelsen af dette

projekts begrænsninger begyndte at sætte sig igennem, i begyndelsen af

halvfjerdserne. To faktorer har imidlertid modvirket, at denne udvikling

kunne føre til en frugtbar interaktion, mellem empirisk forskning og

teoretiske reflektioner.

Den første er forsåvidt udtryk for, at vi bærer på historien i vores

intellektuelle bagage, uanset vores intentioner og meninger.

Halvtredsernes og tressernes empirister, tilhørte ikke ligefrem den

akademiske verdens venstrefløj. Diskussionen kunne derfor ikke undgå,

at få en række politiske, og filosofiske under- og overtoner, der førte til en

opsplitning af den samfundsvidenskabelige verden, sådan at kritisk

akademikere, næsten pr. automatik også var modstandere af empirisk

forskning. De kløfter der blev gravet i dette forløb, kløfter der vedligeholdes

af en vis gusto den dag i dag, bevirkede, at når det empiriske projekt

begyndte at komme i vanskeligheder, var mulighederne for en konstruktiv

diskussion, ganske små.

4


En anden grund, skyldes noget så tilfældigt, som den teknologiske

udvikling. Tilkomsten af kraftige personlige computere betyder, at enhver

der har lyst til det, kan ved sit skrivebord foretage ligeså avancerede og

krævende beregninger, som lysten, evnerne og tiden, rækker til. Disse nye

muligheder har bevirket, at den ensidige fokusering på en rent statistisk

argumentation, er forblevet uhyre populær, i en situation, hvor den ellers,

er i defensiven.

Vi er i særdelseshed vidne til dette indenfor arbejdsmiljøpsykologien, selv

om der er klare tegn på, at ændringer er ved at indtræffe. Størstedelen af

den empiriske forskningslitteratur, er endnu præget af en fiksering på

modeller, hvor abstrakte repræsentationer af menneskelige forhold,

erstatter den frugtbare interaktion mellem teori og forskning. Problemet

ved dette, er ikke alene overproduktionen af almindeligheder, i form af

empiriske modeller, men måske endnu mere at, videnskabens livsnerve, i

form af falsifikationsmuligheden forsvinder. De fleste empiriske modeller

er ikke forbundet med egentlige falsificerbare forankringspunkter. De

passer mere eller mindre godt, hverken modellerne, eller centrale

delelementer, kan vitterligt afkræftes. I praksis er det endda omtrent

umuligt, så længe man ikke overskrider empiricismens grænser, at opstille

konsistente kriterier, for en vurdering, af de konkurrerende modellers

respektive sandhedsværdi eller funktionalitet. I stedet for en frugtbar

debat, får vi en sølle erstatning, i form af stadig mere komplekse empiriske

modeller.

Der er ikke noget forbavsende ved den mistænksomhed mange empiriske

forskere udviser over for "store" teorier. De er ikke alene uhåndterlige i

praktisk forskning, de er ofte, når det kommer til stykket, lige så omgærdet

af forsvarsværker mod potentiel falsifikation, som de empiriske modeller,

og de sidste har den fordel af være skræddersyet til den empiriske

forskningsprocess. Problemet er bare, at hvis vi ønsker at igangsætte en

frugtbar udvikling, hvor forskningen fører til en reel forståelse for

menneskelige livsforhold, har vi brug for et anderledes samspil mellem

teori og empiri end typisk er tilfældet.

Essayet om metode, stiller sig nok så begrænsede opgaver, i så henseende.

Alle de kritiske bemærkninger til trods, er jeg ikke alene en ovebevidst

empiriker, men en ihærdig og til tider begejstret bruger at de statistiske

værktøjer, med deres nærmest ubegrænsede muligheder for at dykke ned i

sammenhænge, hvis omfang og kompleksistet ikke tilnærmelsesvist kan

begribes ved andre midler. Essayet er et argument for en revurdering, af

måden hvorpå, statistisk argumentation og tænkning, indgår i vores

arbejde. Det er et argument for lidt mere "Verstehen".

5


Balancen bliver lidt bedre med næste essay "Selvrapportering - metode og

muligheder". Til en vis grad, er essayet et forsvar for "kvantitative"

metoder, eller anvendelsen af spørgeskemaer, fremfor de såkaldte

"kvalitative" metoder. Delvist som en konsekvens af de forhold, der er

beskrevet før i denne indledning, dvs. empiricismens krise, vinder de

"kvalitative" metoder frem på bekostning af de "kvantitative". Til en vis

grad er dette en sund udvikling. Interessen for "kvalitative" metoder

skyldes erkendelsen, af behovet for, at erkende virkelige menneskers

sammensatte livsforhold, som et alternativ til den livløse empiriske

abstraktion. Problemet er bare, at man misrepræsenterer hvad

spørgeskemaer er for noget og hvad de kan bruges til, vis á vis "kvalitative"

metoder, her repræsenteret ved interviews. Det er min opfattelse, at

debatten for det ene eller det andet, ignorerer, at problemet ikke så meget

skyldes de anvendte metoder, men den forståelse der traditionelt har ligget

til grund for, ikke mindst anvendelsen af spørgeskemaer i den

samfundsvidenskabelige forskning.

Når spørgeskemaer hænges ud, hænger man bager for en smed og det er

selvfølgelig i sig selv et problem, hvad der er værre, man forblindes overfor

det problem der virkelig er vores fælles "fjende". Nemlig konsekvenserne af

flere årtiers forfladigelse af vores arvegods, nemlig de "forstående"

teoretiske samfundsvidenskabelige indsigter. Man ignorerer også, at

uanset om man bruger den ene metode eller den anden, så står vi alle

overfor en række væsentlige filosofiske og metodiske problemer, der hidtil i

alt for ringe grad, er blevet gjort til genstand for en grundig debat.

I essayet gør jeg mig til talsmand for, at en hensigtmæssigt tilrettelæggelse

af en emprisk forskningsprocess, må indebære en veltilrettelagt anvendelse

af, såvel interviews som spørgeskemaer. Inden vi overhovedet kan

udarbejde et spørgeskema, må vi oparbejde en reel indsigt i den

problemstilling, der søges belyst. På den ene eller anden måde indebærer

denne process, anvendelsen af interviewbaserede metoder. Men når denne

indsigtsprocess er gennemført, er et velkonstrueret spørgeskema et

uovertruffent middel til, at opnå, på en gang en bred og en dyb, indsigt i

den valgte problemstilling. Når denne indsigt er nået, er interviewet igen et

uovertruffent middelt til, at konkretisere den opnåede erkendelse, i form af

egentlige livshistorier. Det er mit argument, at hvis man kun satser på det

ene redskab frem for det andet. og det er tydeligt i situationer hvor man

ensidigt anvender interviews, tvinges man tit til, at bearbejde disse ved

hjælp af metoder, ved hjælp af operationalisering og relationsbeskrivelser,

der meget mere effektivt og sikkert, kan gennemføres ved hjælp af et

spørgeskema. Når spørgeskemaer anvendes eksklusivt er problemet tit, at

forskernes indsigt i den undersøgte problemstilling, kun rækker til

fremstillingen af generaliteter og når det går galt, banaliteter.

6


De tre første essays kan på en måde opfattes som en "indledning" til de

fjerde og sidste essay. Her trækker jeg på de erfaringer jeg har gjort, efter

12 års arbejde med et dusin spørgeskemabaserede undersøgelser. Essayet

"Spørgeskemaer - konstruktion, metoder og teknik" blev skrevet bl. a. for,

at systematisere denne viden til brug i konkrete igangværende

forskningsprojekter. Det drejer sig om en undersøgelse af arbejdsmiljøet,

hos lærere på de tekniske skoler i Danmark, og et projekt hvis sigte er

udarbejdelsen af et særligt screeningsværktøj, hvor kortlægningen af det

psykosociale arbejdsmiljø skal gå hånd i hånd med igangsættelsen og

evalueringen af ændringsinitiativer. Begge projekter rejser en lang række

metodologiske og tekniske spørgsmål. Forsøget på, at besvare disse, har

været en vigtig del af forskningsprocessen. Det er min opfattelse og håb, at

resultatet har fået en udformning, der kan understøtte andres

forskningsarbejde.

Til slut er det kun at bemærke, at den foreliggende tryksag ikke alene

udspringer af forskningsmæssige problemer, men at disse har spillet en

afgørende rolle for hvilke emner er blevet diskutert, hvordan de er blevet

diskuteret og hvilke konklusioner er blevet fremhævet. Hvis mit

forehavende er lykkedes, viser den hvordan et empirisk forskningsarbejde

peger mod og kan berige en teoretisk forståelsesprocess. Men når det er

sagt skal den sidste advarsel lyde: Ligesom en empirisk indfaldvinkel til

teoretiske spørgsmål kan være berigende, er den modsatte indfaldsvinkel,

væsentlig for videnskabens udvikling; vi kan ikke undvære den udfordring,

der udspringer af det videnskabelige arbejder, der bygger på rent teoretiske

forståelsebud, også når de, hverken direkte eller indirekte, indebærer

direkte implementationsmuligheder i en empirisk forskning.

7


Repræsentationsbegrebet står centralt i arbejdspsykologisk forskning. Det

samme gælder selvfølgelig, for videnskaben i det hele taget og

samfundsvidneskaberne i særdeleshed, men de spørgsmål man stiller sig i

arbejdspsykologien, i særdeleshed arbejdsmiljøpsykologien, sætter

problemerne på spidsen. Selve det faktum, at vores forskningsmetodik

primært omfatter selvrapporterede data, og den kritik sådanne metoder er

blevet udsat for, ikke mindst indenfor det der betegnes som kognitiv

videnskab, understreger problemets betydning.

I det efterfølgende, vil vi gennemgå nogle opfattelse af

repræsentationsbegrebet og indvendinger mod det. Indledningsvis må jeg

forklare anvendelsen af de to nøglebegreber: repræsentation og

genspejling. Kort sagt, opfatter jeg al genspejling som repræsentation,

men ikke alle former for repræsentation, som genspejling. Således har vi

en repræsentation for atomets opbygning, men vi har ingen mulighed for

at erfare direkte, om denne model er rigtig. Modellen er en

tankekonstruktion, understøttet af en mængde empiri. Omvendt er vores

genspejling af en konkret genstand, en blomstervase, direkte

sansemæssigt betinget. Genspejling defineres således, som en

sansemæssigt betinget repræsentation.

Genspejlingsteorien

Set i forhold til den nuværende diskussion er V. I Lenin og hans bog om

"Materialisme og Empirokriticisme", nok ikke det første man tænker på.

Lenin er imidlertid interessant i denne sammenhæng. Hans bog er skrevet,

som et indlæg mod en hastigt voksende strømning blandt de russiske

bolsjevikker, der afviste bl.a. repræsentationsbegrebet og det betyder, at

repræsentationsdiskussionen indgår, som et delmoment i en filosofisk

diskurs, og ikke som genstand for isoleret afklaring. Samtidig opfatter jeg

nogen af Lenins formuleringer, som et muligt afsæt for en nyformulering af

nogle af problemerne indenfor moderne opfattelser af

repræsentationsspørgsmålet.

Materie og bevidsthed

Repræsentation og mening

Som materialist var Lenins udgangspunkt den grundlæggende antagelse,

at materien har en objektiv eksistens eller realitet uafhængigt af og

8


udenfor vores bevidsthed. Vores verden består af materie i bevægelse, i

rum og tid. Denne anskuelse omfatter to centrale aspekter, nemlig

naturalisme og realisme.

Naturalisme kan vi definere ud fra to centrale ytringer.

v Mennesket er primært fysisk og biologisk væsen.

v De metodologiske principper der gælder for formuleringen og evalueringen af teoretisk

diskurs, er de samme i samfunds og naturvidenskaberne.

Den første er temmelig uproblematisk, idet den blot indebærer at

mennesket opfattes som et naturbundet væsen. Tese to indebærer, at

samfundsvidenskabelig forskning skal opfylde de samme krav, som

naturvidenskabelig forskning. Den indebærer til gengæld ikke at

samfundsvidenskabelig forklaring kan reduceres til en naturvidenskabelig

forskning.

Realismen kan vi definere ud fra tre centrale teser.

v Ytringer er sande eller falske, afhængigt af verdens tilstand, snarer end den

menneskelige videns tilstand.

v Tænkning udtrykker, men udgør ikke verden.

De to genspejlingsteser.

Reflektioner over spørgeskemaer 11

v De ikke-oberverbare fænomener der kan forklare den adfærd vi kan konstatere,

eksisterer uafhængigt af tænkningen. (Gallinicos, 1985)

Ifølge Lenin hverken har vi eller kan få en fuldstændig erkendelse af denne

materielle virkelighed, men vores erfaring og erkendelse tilpasser sig mere

og mere, til det objektive rum og den objektive tid, idet den genspejler den

stadig rigere og dybere. Bevægelsen i materien er samtidig betingelsen for

erkendelsen og grunden til, at materien er uudtømmelig, uendeligt

analyserbar. Dette er det essentielle filosofiske grundlag for Lenins

genspejlingstese.

Om denne er der blevet ført mange og ikke altid lige klare diskussioner.

Dette skyldes som Favreholt (1978) har påpeget, at Lenin ikke fremsætter

9


én, men to genspejlingsteser. Favreholdt betegner dem som tese A og tese

B.

Tese A, går ud på at sanserne giver os rigtige afbildninger af tingen, således at vi

kender selve disse ting, at den ydre verden virker ind på vores sanseorganer.

Tese B, er tesen om genspejling af ideer og teorier. Verden er en lovmæssige

bevægelse af materie og vores erkendelse, der er naturens højeste produkt, er kun i

stand til at genspejle denne lovmæssighed. Menneskets tænkning er "økonomisk" når

den rigtigt afspejler den objektive sandhed og kriteriet for dennes rigtighed er praksis,

eksperimentet. Herredømmet over naturen, der viser sig i menneskehedens praksis, er

resultatet af den objektivt sande genspejling af naturens fænomener og processer i

menneskenes hoved. Den er beviset på, at denne genspejling, inden for rammerne af

det som praksis viser os, er objektiv sandhed.

Favreholt (1978) vender sig mod begge versioner. Indvendingen mod tese

A, er påstanden om, at det vi ser, ikke er nøjagtige udtryk for tingenes

egenskaber, snarere får vores oplevelser en særlig farvning, på grund af

vores sanseorgansers og nervesystems indretning. Det vi oplever gennem

sansningen er ikke virkeligheden, men de aspekter ved virkeligheden vores

sanser er i stand til at registrere 1 . Favreholt understreger at disse

indvendinger ikke direkte gælder for tese B om genspejling af tænkning og

teori. Men begge teser afvises dog med den samme begrundelse.

Argumentation henter Favreholt fra Wilhelm Windelband. Den går ud på,

at hvis vi opfatter menneskets erkendende bevidsthed som genspejling

forudsætter dette, at der uden for må være en iagtager der ser det, som

vores bevidsthed tilbagekaster som et spejlbillede. Dette er selvfølgelig en

absurditet. Derfor argumenterer Windelband for at vi må antage at

"spejlet" er lig med iagtageren. 2

Denne indvending, ligger på linje med den Sartre fremfører, i Matérialisme

et révolution, hvor han siger, at genspejlingsteorien udelukker muligheden

for, at afgøre om genspejlingen stemmer overens med det genspejlede.

Dette ville nemlig forudsætte, siger Sartre, at man på en gang, kan iagtage

genspejlingen og det genspejlede. Vi skal altså på en gang, befinde os

"uden for" og "inden i" og det kan vi ikke ifølge teorien, idet vi kun kender

vores private genspejling. 3

1 Spørgsmålet om sanseorganernes særlige indretning og konsekvenserne heraf for genspejlingsteorien

kommer vi ind på i det efterfølgende afsnit.

2 Favreholdt, 1978. s. 88

3 Favreholdt, 1978.s. 85

10


Nervesystem og repræsentation

Reflektioner over spørgeskemaer

Maturana og Valeras indfaldsvinkel griber klart ind i diskussionen om

forholdet mellem omgivelser og nervesystem. Set ud fra deres synspunkt,

går den gængse repræsentationsteori ud på, at organismen får oplysninger

fra dens omgivelser, som den bagefter anvender til, at opbygge

repræsentationer af verden. Disse anvendes derefter til, at planlægge

adfærd, der sandsynliggør, at den overlever i verden. Dette forudsætter, at

omgivelserne påfører nervesystemet egenskaber, der er rigtige i forhold til

omgivelserne, og at nervesystemet anvender disse for, at generere adfærd

på en måde, der ligner vores anvendelse af kort til at planlægge en rejse

(Maturana og Valera, 1987).

Maturana og Valera fremhæver, at nervesystemets operationer er

strukturelt betingede. Nervesystemet er et lukket system. Omgivelserne

kan påvirke nervesystemet og igangsætte ændringer, men ikke specificere

ændringerne. De kan blot modulere de konstante ændringer, i de

sensomotorisk korrelationers, interne balance.

Denne opfattelse kan belyses ved, at gennemgå, hvordan Maurana og

Varela opfatter dynamikken i det visuelle system. Almindeligvis forestiller

man sig, at visuel sansning udgøres af en operation, på et billede på øjets

nethinde, hvis repræsentation derefter transformeres, inden i

nervesystemet.

Ifølge Maturana og Varela bryder denne repræsentationsteori sammen, når

vi erkende, at for hver neuron i retinaen der sende til vores visuelle cortex

via den såkaldte lateral geniculate nucleus (LGN), er der hundrede af

neuroner fra andre områder i nervesystemet, deriblandt andre områder i

cortex, der sender til LGN. LGN er derfor ikke blot en mellemstation for

retinale projektioner, på vej til cerebral cortex. Tværtimod påvirker, en

mængde nervefibre fra andre dele af hjernen, der er forbundet med LGN,

hvad der går videre til den visuelle cotrex. En af de strukturer, der

påvirker begivenhedsforløbet i LGN, er iøvrigt den selvsamme visuelle

cortex, som LGN sender til. Begge strukturer, er altså forbundet gennem

gensidige påvirkninger, og ikke blot at betragte, som to mellemstationer i

et sekventielt forløb.

Ifølge Maturana og Varela er implikationen derfor, at virkningen af, at et

billede projekteres på retina, ikke kan sammenlinges med en indadgående

telefonlinje. Snarere bør situationen sammenlignes med, at en stemme

(påvirkning) tilføjes til mange stemmer, i en hektisk familjediskussion

(aktivitetsforholdene mellem alle de forbundne nervetråde), hvor den

konsensus man når frem til, ikke er betinget af, hvad noget enkelt

11


familiemedlem siger. Derfor, opfatter Maturana og Valera

repræsentationshypotesen som en fælde, fordi den ødelægger muligheden

for, at forstå, hvordan nervesystemet fungerer, som et definitivt system

med operationel lukkethed.

Men, Maturana og Varela angriber også solipsismen, for at afvise

omgivelserne på basis af antagelsen om, at nervesystemet fungerer i

fuldstændig vakum, hvor alting er gyldigt og alting er en mulighed. Denne

fælde medfører, at vi ikke kan forklare, hvordan der er en

overensstemmelse, mellem organismens operationer og dens verden. De

mener, at problemet kan løses ved, at man fastholde en klar logisk

fremgangsmåde i sin beskrivelse. Man skal bevæge sig væk fra

modsætningen, og ændre spørgsmålets natur til, at omfatte en bredere

sammenhæng.

Som observatører kan vi placere os i forskellige domæner afhængigt af de

sondringer, vi foretager.

v På den ene side, kan vi reflektere over et system i den domæne, hvor dets komponeneter

fungerer, domænen for interne tilstande og dens strukturelle ændringer. Set ud fra

systemets indre dynamik, eksisterer omgivelserne - men de er irrelevante.

v På den anden side, kan vi reflektere over en enhed, der også har en interaktion med sine

omgivelser og beskrive dens historie af interaktioner med disse. Ud fra dette perspektiv,

hvor observatøren etablerer forholdet, mellem visse træk i omgivelserne og enhedens

adfærd, er enhedens interne dynamik irrelevant.

Begge metoder er nødvendige, for at vi kan opnå en fuldstændig forståelse

af enheden. Det er observatøren, der forbinder dem ud fra sit

udenforstående perspektiv. Han erkender, at systemets struktur, betinger

dets interaktioner ved at specificere, hvilke konfigurationer i omgivelserne,

der kan igangsætte strukturelle ændringer i disse. Det er ham, der

erkender at, omgivelserne ikke specificerer eller dirigerer de strukturelle

ændringer i et system.

Problemet opstår, når vi går fra det ene område til det andet og insisterer

på, at den korrespondance vi etablerer mellem disse områder, som vi kan

se samtidigt, i virkeligheden skal være en del af enhedens operationer. I

dette tilfælde organismens og nervesystemets.

Ifølge Maturana og Varela forsvinder dette problem, hvis man er i stand til

at fastholde orden i den logiske redegørelse. Vi bliver os bevidste om disse

to perspektiver og forbinder dem inden for et bredere område eller felt, som

vi selv etablerer. På denne måde behøver man ikke at falde tilbage til

repræsentationstesen eller benægte, at systemet opererer i omgivelser, der

erkendes på basis af historien for strukturel kobling.

12


Det biologisk fundament for repræsentationsteorien.

Reflektioner over spørgeskemaer

Her skal det understreges, at der er en vis dobbelthed forbundet med

Maturana og Varelas formuleringer. På dem ene side, benægter ikke, at

man betegne de interne processer, der muliggør adækvat adfærd i

omgivelserne, som repræsentationer - ud fra en observatørs synspunkt.

Ud fra det synspunkt, kan genspejlingstesen fastholdes, samtidig med at

de får ret i den påstand, at set ud fra nervesystemets "synspunkt" er der

ikke tale om repræsentationer, fordi der ikke er det direkte biologiske

forhold mellem miljø og organisme, som metaforen synes at antyde. Men

samtidig antyder nogle af deres formuleringer, en fundamental afvisning af

repræsentationsmetaforen, og ikke blot en udgrænsning af den ud fra

nervesystemets synspunkt.

I modsætning til disse formuleringer mener jeg, at

repræsentationshypotesen skal fastholdes, uden at jeg derved vil afvise

selve den grundlæggende terminologi Maturana og Varela præsenterer,

idet vi gør det ud fra en observatørs synspunkt. Dette synspunkt vil i det

efterfølgende blive udbygget med henvisning til Janos Szentagothai (1987)

og R. Llinas (1987).

Janos Szentagothai har påpeget, at det er tvivlsomt om den påfaldende

"helhed" og "målrettethed", der karakteriserer dyrs adfærd, kunne foregå

uden et forenet "repræsentationsniveau" - med andre ord en intern model

af verden, deriblandt en eller anden model af dyret selv. Uden dette ville

dyret ikke være meget mere end en samling af reflekser og genetisk

indbyggede drifter og adfærdsmæssige programmer, dvs. stort set kun at

betragte som sofistikeret biologisk robot. 4 Det synes ikke åbenlyst, at der

er fordele forbundet med afvisning af repræsentationshypotesen.

Hertil kommer spørgsmålet om, hvad der skal opfattes ved begrebet

repræsentation, eller i mere stringent form "genspejling". Problemet er i så

fald, at hvis man afviser repræsentation, at forklare hvordan de situationer

skal opfattes, hvor enten dyr eller mennesker orienterer sig på en måde,

der synes at forudsætte repræsentation. Blandt dyr finder vi dette i

forbindelse med spatiel orientering, hvor det synes, at dyret ikke blot som

forudsætning for adækvat adfærd må "repræsentere" placeringen af

hindringer i omgivelserne, med desuden være i stand til at placere sig selv

dynamisk, i forhold til disse træk i omgivelserne. Hvis det ikke er

repræsentation eller "genspejling", hvad så?, spørger Szengothai.

En del af mit svar består i at opløse begrebet "repræsentation".

Szentagothai beskriver en meget "elementær" form for repræsentation,

4 Szentagothai 1987 s. 324

13


d.v.s. en helt basal spatiel orienteringsproces, der ikke synes begribelig,

uden at vi forudsætter, at dyret besidder en "repræsentation" af sine

omgivelser og egen placering i disse.

Llinas er inde på det samme i diskussionen om, hvordan en tilblivende

hjerne, der oprindeligt ikke har nogen viden om den eksterne verdens

egenskaber, tilegner sig sådanne informationer gennem udviklingen,

således, at den oparbejder en evne til at forudse resultatet af sine

handlinger i denne verden. Ifølge Llinas favoriserer naturlig udvikling de

levende organismer, der er i besiddelse biologiske strukturer, hvormed

neuroner (på basis af deres konnektivitet), kan inkorporere sansemæssigt

registrerede egenskaber ved den ydre verden inden, i deres interne

funktionelle tilstande. Denne interne implantering af eksterne egenskaber,

gør det muligt for aktivt bevægende livsformer, at forholde sig til følgerne af

et liv i en verden i stadige ændringer. Denne internalisering, kan opnås

gennem en cellulær specialisering, der omfatter dertil egnede neurale

forbindelser. 5

Llinas tilgangsmåde lægger op til en forståelse af nervesystemet, der er

baseret på en formel beskrivelse af sindets tilblivelse, gennem

udviklingstrin på basis af udviklingen af nervenetværker. Disse

nervenetværker, kan udvikle en forestilling om almene egenskaber, ved

atforbinde organismens naturlige koordinater og derefter forbinde den

eksterne verden med disse, i særdeleshed ved hjælp af

kommunikationsværktøjer, som sprog. 6

Disse tranformationer består i, at sensoriske input anvendes til, at

modificere interne funktionelle tilstande. Disse interne funktionelle

tilstande er homomorfiske med den eksterne virkelighed. De sensoriske

input, nærer og modulerer en intern tilstand, af intern oprindelse.

Perception er derfor en drøm moduleret af sensorisk input.

Dette kan belyses gennem spørgmålet: hvordan ser vi?

Selv når vi har gennemanalyseret hele det visuelle system og dets

egenskaber, er det svært, at forstå, hvordan den visuelle perception er

mulig. Ifølge Llinas består det at set i, at sanseinput transformeres, til en

sansevektor i andre dele af koordinatsystemet. Syn forudsætter en

bevægelse i verden, og hvorved eksterne objekters egenskaber, etableres

ud fra vores fysiske egenskaber, på basis af naturlige koordinater.

Pointen er, at for at forstå syn, er det ikke tilstrækkeligt at forstå det

visuelle systems funktionelle struktur. Man skal, sætte synet i

5 Llinas 1987 s. 343-344

6 Llinas s. 353-354

14


sammenhæng med interne fysiske koordinater, før det bliver muligt, at se

en mening i den visuelle informationstrøm. For at kunne det, må vi have

interaktion med den eksterne verden, gennem bevægelse. 7

I teseform lyder de vigtigste punkter i Llinas teori som følger:

v Nervesystemet danner ikke repræsentation ved simpel afbildning. Nervesystemet

konstruerer et internt billede af en "stimulus", på basis af hvad, hver enkel nervefibers

aktivitet, repræsenterer i den ydre verden.

v Interaktionen mellem hjernen og den øvrige organisme, er grundlaget for, at et sæt

naturlige koordinater, kan indbygges i det centrale nervesystet. Disse naturlige

koordinater, gør det muligt for mennesker, at vurdere og genskabe almene egenskaber,

ved den ydre verden, på basis af egne fysiske egenskaber - det naturlige

koordinatsystem.

v Transformationen fra et sensorisk-funktionelt rum, til et motorisk-funktionelt rum,

forudsætter, at sensoriske beskeder sammenkædes, som pre-motoriske vektorer, på basis

af hvilke, målrettede bevægelser genereres.

v Tænkning opfattes som internaliseret bevægelse. Den metode, hjernen anvender ved

udviklingen af et koordinatsystem, er forudsætningen for, at den kan forudsige

ændringer i det ydre miljø. Et stigende antal motoriske strategier, medfører og

muliggør en mere kompleks evaluering, denne er grundlaget for tænkning.

I forhold til denne proces, har vi bevidst valgt begrebet "simpel

repræsentation". Begrebet indebærer afvisning af, at vi kan omtale

"repræsentationsprocessen" som en blot og bar projektion af det ydre til

det inde, men samtidig fastholdes, at der skal være overensstemmelse

mellem "det ydre" og "det indre".

Spejling af hvad.

Reflektioner over spørgeskemaer

Konsekvensen af disse overvejelser er, at Lenin har fat i noget afgørende

ved (implicit) at skelne, mellem den rent sansemæssige genspejling og

genspejling af teorier.

Der er ingen tvivl om, at vores sansning, ikke mindst synet, ikke blot er at

betragte, som en simpel affotografering af vores synlige omverden. Vores

farvesyn er f.eks. i en række situtationer således indrettet, at vi rent

faktisk ser ikke eksisterende farver, under givne betingelser. Vores hjerne

oplever farver, som ikke har nogen modsvarende eksistens i form af lys

med disse bølgelængder. Det viser, at en del af vores sansning genereres

7 Llinas s. 352

15


af sanseorganerne. Der er således ikke, nogen absolut overensstemmelse

mellem de påvirkninger vores sanseorganer udsættes for og den

information hjernen modtager fra sanseorganerne.

Disse eksempler kan dog ikke bruges som argument for noget andet end,

at sansningen er en aktiv process. Men samtidig kan vi også hævde, at

denne aktive process, generelt bidrager til en mere stabil sansning, end

simpel affotografering ville gøre det muligt. Således er vores syn, i stand til

at korregiere for ændringer i lysets sammensætning af henholdvis røde og

blå farver. Indenfor en vis grænse vil vi opleve vores farverum på den

samme måde, uanset ændringer i lysets faktiske beskaffenhed. Dette giver

mening, idet sansningen er forudsætningen for vores handlinger og en

stabil repræsentation af vores farverum, fremmer vores

handlingsmuligheder. Prisen er imidlertid, at sansningens i nogle

situationer, resulterer i forkerte informationer (Margolis, 1987).

Dette faktum ændrer ikke noget væsentligt ved sansningens

genspejlingsmoment, idet sansningens aktive reproduktion af ydre stimuli,

har sit grundlag i livspraksis. Denne praksis har i gennem en tid

resulteret i, at vores sansning er i stand til, at bidrage med en fortolkning

af de modtagne stimuli, der generelt resulterer i en mere korrekt

genspejling. Men øjnene sanser rent faktisk, den aktuelle sammensætning

af lysets bølgelængder. Når vi alligevel oplever et resultat, der ser

anderledes ud, kan det kun betyde at sanseprocessen indebærer, at på

basis af den umiddelbare sansepåvirkning bliver der "konstrueret" en

anderledes forestilling.

Ser vi på processen som en helhed, kan vi godt tillade os at tale om to

forskellige produkter, i forskellige faser af processen. På en måde kan vi

godt tillade os, at tale om to forskellige billeder og vi har endda endnu

ikke, inddraget den efterfølgende fortolkning, dvs. den process, hvor

sansningens resultat tilskrives mening. Sansningen er derfor en

mangfoldig process og i sidste instans udsættes resultatet for "empirisk"

afprøvning, der godt kan resultere i et nyt genspejlingsbillede. Vi kan godt

komme ud for umiddelbart at opleve et bestemt billede på en måde, men

efter en granskning bliver resultatet et andet (Margolis, 1987).

I det sidste tilfælde, er praksis det moment, hvor genspejlingen fortolkes.

Det er også tilfældet med den mere umiddelbare fortolkning, der foregår i

sansningen, forskellen er blot, at denne ikke er tilgængelig for vores

bevidsthed.

Set i det lys, kan vi betegne hele processen som en tilnærmelse til en

egentlig genspejling, idet genspejlingsprocessens resultat, er

forudsætningen for effektiv handling. Det er derfor helt rimeligt, at tale om

16


at vi "anskuer" genspejlingen og således falder i hvert fald en af

præmisserne for Favreholts og Sartres kritik (Favrehold, 1978) bort, nemlig

processens et-hed. Vi kan godt "se" kopien og denne process kan resultere

i en ny kopi. Dette synspunkt adskiller sig noget fra Lenins, men har det

fundamentale synspunkt til fælles, at vi betegner resultatet som en

genspejling, for at understrege, at "rigtigheden" af processens resultat,

afprøves i organismens praksis. Er billedet forkert, kan resultatet af en

handling, blive en slem overraskelse. Denne form for

genspejling-repræsentation kalder vi simpel fysisk repræsentation.

Reitans har formulering klar hvad dette handler om:.

"Spejlet er passivt reflekterende, men det at produceres spejlet, gøre det bedre, placere

det rigtigt osv. er en aktivitet. Spejlbilledet, der færdige stykke gengivelse af

virkeligheden, er et resultat af denne aktivitet, men fremstår - idet det er færdigt - som

en passiv refleks. På denne måde er det mulgt at opretholde spejlmetaforen og samtidig

tage højde for genspejlingen som en aktiv praksis." 8

Repræsentationens niveauer.

Reflektioner over spørgeskemaer

Udover at udspecificere den "simple fysisk repræsentation" er der i hvert

fald grund til at skelne mellem yderligere to former for "repræsentation".

For det første "simpel sproglig repræsentation". Barlov (1987) argumenterer

for, at "selvbevidsthed" er opstået som en proces, hvor udviklingen af sprog

indebærer, at taleren danner sig en forestilling om en samtalepartner.

Denne forestilling er en basal del af det, jeg vil betegne som "simpel

sproglig repræsentation", nemlig en skelnen mellem "mig" og "den anden".

Derudover vil jeg indføre et tredje begreb, "social repræsentation", dvs. den

udvikling af sondringen mellem "mig" og "den anden", der omfatter, at "den

anden" ikke er en person, men et system af sproglige interaktioner. I dette

system kan vi ikke mere tale om en "direkte" genspejling, d.v.s en proces,

hvor et ydre afgrænset fænomen bliver til "et indre" fænomen. Men

snarere om en proces, hvor et "ydre" fænomen, tilskrives en "indre"

mening, som en del af en helhed. I denne sammenhæng er det vigtigt at

hæfte sig ved, at begrebet "indre" ikke skal forstås, som "indre" i forhold til

et individ, men i forhold til et sprogligt system. Processen er altså en fra et

"ydre" til en sproglig struktur.

I alle disse situationer giver det kun mening, at tale om repræsentation,

hvis der også er en slags overensstemmelse. Begrebet "overensstemmelse

kræver imidlertid endnu en kvalifikation, dermed henvises der til, at den

overensstemmelse, der omtales, er adækvat i forhold til den adfærd, der

8 Reitan, 1978, s. 110

17


udføres af agenten. Denne formulering virker en smule kryptisk, indtil

man erindrer, at man som observatør logisk skal gøre rede for sit

synspunkt. Grunden til, at vi på et niveau korrekt kan tillægge dyret eller

mennesket målrettethed er, fordi det absolutte kriterium for, om der er

overensstemmelse mellem miljø og organisme er organismens overlevelse.

Når det udgangspunkt er fastsat, kan vi som observatører undersøge den

særlige slags overensstemmelse. Udspecificeringen af det spørgsmål, der

stilles i sådan en undersøgelse, er det, Maturana og Varela (1978) betegner

som observatørens forventninger.

Genspejling af sociale processer.

Der er en fundamental forskel på vores genspejling af en ting og vores

genspejling af sociale processer. De har begge til fælles et virksomt

element. I begge tilfælde kan genspejlingen resultere i et produkt af en

fortolkningsprocess, således at det vi oplever, ikke umiddelbart svarer til

påvirkningen. Den afgørende forskel er, at vi kan forholde os til

sansningen ved at studere menneskets biologiske og kognitive indretning,

hvorimod vi i forbindelse med genspejlingen af den sociale virkelighed, må

analysere de fundamentale samfundsmæssige processer, der ligger til

grund for den fremtrædelse mennesker oplever i sit virke,

Genspejling i sproget.

Som tidligere sagt mener jeg at der er god grund til at skelne mellem

genspejling som sansning og den sproglige genspejling. De har det til

fælles, at de elementer der skal inddrages, indebærer mulighed og behov

for, umiddelbar sammenligning mellem det genspejlede og genspejlingen,

men forholdene er noget anderledes, når vi ser på genspejling via sproget.

Det emne har været et central spørgsmål i almensprogsfilosofien. En

central antagelse i almensprogsfilosofien er, at ordenes mening betinges

enkeltvis og at de er identiske med de ikke-sproglige objekter som de

henviser til.

Det er ikke mindst denne antagelse Richard Rorty henviser til når har

hævder, at realismen forudsætter et repræsentationsbegreb.

"At vide er at repræsenterer korrekt det der befinder sig udenfor sindet; at forstå

erkendelsens natur og mulighed, er at forstå hvordan sindet er i stand til at konstruere

sådanne repræsentationer". 910

9 Gallinicos, 1985. s. 120

10 Rorty, R., 1980. s.7. citeret efter Gallinicos, 1985

18


Reflektioner over spørgeskemaer

Rorty (1980) argumenterer for, at den nyeste udvikling i filosofien, har

underminderet opfattelsen af sindet som genspejling af naturen. Dette

kan bedst beskrives ved at se på W.V.O. Quines artikel "Two Dogmas of

Empiricism" (1963). 11 Det to dogmaer Quine beskæftiger sig med, er

postulaterne:

v Analytiske sandheder er baseret på mening der er uafhængig af fakta. Syntetiske

sanheder er baseret på fakta.

v Hver meningsfuld ytring svarer til en logisk konstrutkion baseret på begreber der

henviser til umiddelbare oplevelser.

Quine sætter sig for, at afvise denne sondring mellem analytisk og

syntetiske sandheder. Quine stiller spørgsmålstegn ved den opfattelse af

sproget, hvor man antager, at først fastsættes ordenes mening, derefter

kan vi bruge disse ord til at udtrykker vores mening om verden.

Quine forsøger at vise, at man ikke kan adskille spørgsmål om mening og

genstand på denne måde. Tværtimod bestemmes de samtidigt. Når Quine

nægter at skelne mellem spørgsmålet om sproglig mening og empiriske

fakta, er følgen at han afviser det andet dogma. Kernen i det dogma er

opfattelsen at, den enkelte ytrings mening, bestemmes uafhængigt af

andre ytringer.

Vienna cirklen troede, at en ytrings mening ,kunne bestemmes af

betingelserne for, at den kunne be- eller afkræftes, dvs. ud fra et

sanhedskriterium (Witt-Hansen, 1985). Quines indvending går blandt

andet på, at man gennem et eksperiment ikke kan be- eller akræfte enkelte

udsagn, men kun hele teorier. Ifølge denne opafttelse kan en fysisk teori

kun afprøves eksperimentalt ved, at sammenholde hele teorien med hele

gruppen af eksperimentelle love.

På denne baggrund konkluderer Quine, at man ikke kan bestemmes en

ytrings mening individuelt, men kun kollektivt, på basis af deres fælles

forhold til en sanse-oplevelse. Grundenheden for empirisk gyldighed er

videnskaben som helhed og den kan sammenlignes med et kraftfelt, hvis

grænsebetingelse er oplevelsen. Ud fra dette synspunkt opfattes sproget,

som en "væv af ytringer", hvor mening og fakta er så tæt forbundet, at en

hvilken som helst ytring, betinges af sine forbindelser med alle andre

ytringer. Dens mening betinges ikke af dens forhold til et ekstra-sprogligt

fænomen, den betinges af dens placering i et netværk af ytringer.

Denne opfattelse står i skarp modsætning til alle forsøg på, at behandle

sprog og tænkning, som repræsentation af virkeligheden. En af

11 Artikler er fra bogen: "From a logical point of view".

Gallinicos, 1985. s.121

19


konsekvenserne er, at man ikke på grundlag af observation kan af- eller

bekræfte en enkelt ytring blandt de ytringer, vi mener er sande. Dette vil

blot resultere i en ændring i totatliteten af de ytringer, vi opfatter som

sande. Det vil sige, at isolerede sætninger ikke kan be- eller afkræftes.

Men samtidig med, at dette udelukker at teorier kan afprøves gennem

undersøgelse af eksplicitte ytringer eller forudsigelser, betyder dette også,

at ingen logisk lov er immun for revision.

Konsekvensen er at objektivitetsbegrebet undermineres. Der findes ikke

nogen objektive standarder vi kan anvende, som målestok for hvorvidet en

teori er sand eller falsk.

Konsekvenserne er vide. Filosofien har siden Descartes søgt at sikre

grundlaget for vores erkendelse, ved at føre den til subjektets direkte

erfaring med erkendelsen objekt. Man ved noget om et objekt, når det er

direkte tilstede for vores bevidsthed. Men hvis erkendelsen opfattes som

en "væv af ytringer", kan man ikke mere operere med sådan en projektion

fra det ydre til det indre.

Den umiddelbare viden.

Gallinicos (1985) påpeger, at hvis man accepterer Quines opfattelse, er

konsekvensen, opgivelse af antagelsen om, at umiddelbar kan lade sig

gøre. På linje med Quine, bestemmer han viden som en række ytringer,

det vil sige, at viden er propositional. Men hvis viden opfattes som

propositional, et væv af sætninger, må vi opgive den opfattelse, at viden

består i, at et objekt bliver tilstede i bevidstheden gennem sansningen.

Når Galinicos afviser begrebet "umiddelbar viden", omfatter denne

afvisning også de teorier Marx udviklede, om de særlige bevidsthedsformer

der udspringer af kapitalismens funktionsmåde - fetichismeformene.

Lad os kort repetere Marx's teori om varefetichismen. Denne består i, at

sociale forhold mellem mennesker i bytteforholdet antager form af en ting,

eller egenskab ved en ting. I værdiforholdet mellem to varer, kommer den

ene vares bytteværdi, til udtryk gennem den anden vares brugsværdi.

Dermed bliver brugsværdi til fremtrædelesform for sit modstykke -

værdien. Arbejdets sociale egenskaber synes således at blive egenskaben

ved en ting. Vareverden kan kun udtrykke abstrakt menneskeligt arbejde

ved, at udgive dets samfundsmæssige kvalitet for noget tingsligt.

Samfundsmæssige forhold tager derfor form af forhold mellem ting - varer.

Derved indeholder varefetichismen et sandt aspekt, fordi varen rent faktisk

er resultatet af menneskeligt arbejde. Den indeholder også et falsk aspekt,

fordi forholdet mellem mennesker fremtræder som forhold mellem ting.

20


Reflektioner over spørgeskemaer

Når denne teori inddrages her, er det ikke mindst fordi den er et godt

eksempel på hvad det indebærer at sondre mellem "simpel sproglig

genspejling" og "genspejlingen af sociale processer". Samtidig er Marx´s

teori om fetichismen og den iboende element af genspejling, en vigtig

teoretisk forudsætning for at man overhovedet kan antages at sociale

forhold kan genspejles. Det er da også korrekt at disse teorier kan forstås

således, at de indebærer et element af "passiv" genspejling. Idet Quiens

indvending er et lammende slag mod alle antagelser om en passiv

genspejling vis sproget, er dette et vigtigt problem.

Når Marx beskæftiger sig med "genspejling" understreges understreger han

nødvendigheden af, at tage udgangspunkt i virkelige virksomme

mennesker og at skildre deres ideologiske reflekser ud fra deres livsproces.

Deriblandt de tågebilleder i menneskenes hjerne, der er nødvendige

essenser af deres livsproces og kan konstateres empirisk. 13 Marx

understreger, at erkendelsen formes gennem praksis og det kan

umiddelbart forekomme svært, at forlige det med opfattelsen af ,at

samfundets måde at fungere på påfører aktørerne bestemte forestillinger.

Men det Marx understreger er, at en hvilken som helst tankevirksomhed

forudsætter social handling. Fetichismen udspringer af betingelserne for

menneskenes produktive virke i kapitalismen. Fetichismen udspringer

således af praksis, ikke passiv genspejling.

Marx's teori forudsætter at vi reagerer på vores umiddelbare virkelighed,

genspejler den. Denne mekanisme er i sig selv ikke ansvarlig for

fetichismen. Den udspringer af den særlige måde, hvorpå denne

umiddelbart oplevede virkelighed er indrettet på. Derfor er det muligt, at

give Gallinicos ret i afvisningen af forestilling om umiddelbar viden i

denne sammenhæng, uden at det får konsekvenser for fetichismeteorien. 14

Det vil sige, at forsåvidt vi kan fastholde at fetichismeformene implicit

indebærer et genspejlingselement i forhold til sociale relationer, og forsåvidt

at Quines og Gallinicos´ indvending kan afviser, kan vi fastholde et

genspejlingselement i den sociale repræsentation. Derved kan menneskelige

udsagn, der omfatter sociale relationer, behandles som udtryk for virkelige,

dvs. genspejlede, omend ubeviste, objektive relationer. Dette betyder også

at sådanne sociale bedømmelser, der omfatter social handleregulering, må

tilskrives en anden metodologisk status, end udsagn der udspringer af og

har individualiteten som sin grænse. Individualitetsbetingede ytringer kan

ikke opfattes som udtryk for en objektivt forankret repræsentation. Derfor

bliver de ikke "falske", men kan kun forståeliggøres ved hjælp af teoretiske

13 Marx 1974 Den Tyske Ideologi s. 34

14 Dette indebærer ikke en tilslutning til Gallinicos´ argumentation, hensigten er alene at vise, at selv om

man godtager denne, kan fetichismens, og således den sociale repræsentations genspejlingselement,

fastholdes.

21


forklaringsmodeller der muliggør at "tågebillederne" rekonstrueres, ikke

som udtryk for, men som forårsaget af bio-sociale processer.

For en stor dels vekommende, præges diskussionen om menneskernes

egenforståelse og deres formidling heraf, af en manglende sondring mellem

udsagnenes grad af ekstern forankring og handleregulerende funktion.

Når et hensyn til disse dimensioner indarbejdes i den videnskabelige debat

om hvilken status sådanne udsagn skal tilskrives, kan vi se at udsagnenes

status må afhænge af hvilken kategori der hører til. Gør vi det, opløses det

mysterium der synes, at lægge sig over diskussionen om menneskenes

måde at genspejle og repræsentere sine omgivelser på.

22


Metoden og "statistikken"

Reflektioner over spørgeskemaer

Anvendelsen af spørgeskemaer i forskning udpeges ofte for at være et

typisk eksempel på "kvantitativ" forskning. Men vitterligt bør man betegne

denne information som havende en kvantitativ form. Ordene "kvantitativ

form" skal fremhæves, fordi mange af de informationer vi beskæftiger os

med i analyse af empiri udarbejdet ved hjælp af spørgeskemaer er vitterligt

kvalitative. Når er person afkrydser svarmuligheden "godt" som reaktion

på spørgsmålet, "Hvordan er dit forhold til dine kollegaer?", afgiver

vedkommende et svar i en kvalitativ form. Svaret "godt" er udtryk for en

kvalitet ved vekommende oplevelse af sine sociale relationer med

arbejdskammeraterne.

De statistiske redskaber spiller en uhyre vigtig rolle i "kvantitativ"

arbejdspsykologisk forskning. Men denne rolle er ingenlunde

uproblematisk. Den indebærer typisk en generalisering og dermed

reduktion af den foreliggende information i en sådan grad at de livforhold

vi antageligvis forsøger at forholde os til transformeres til det

uigenkendelige i form af numeriske størrelse der igen indkorporeres i

statistiske modeller, der ofte, når det kommer til stykket, udtrykker

almindeligheder uden nogen brugsværdi overhovedet.

Denne almindelige fejl eller mangel udspringer i et vist omfang af det jeg vil

begetegne som "den statistiske idelogi". Bhaskar (1989) har betegnet det

som tingliggørelse af fakta. Ofte og måske oftest, gør de forskere der

anvender sådanne modeller, sig ikke nogen overvejelser om de

videnskabsteoretiske forudsætninger for disse. Disse udgør imidlertid et

vigtigt problem i diskussionen om arbejdspykologisk forskning baseret på

data i kvantiativ form. 15

De ideer der udgør grundlaget for størstedelen af denne anvendelse af

statistiske metoder udspringer af det store opgør med metafysikken i

slutningen af sidste århundrede. Dette opgør indebar at

samfundsvidenskaben måtte opgive enhver idé om underliggende årsager,

essens og anden form for forklarende fortællinger. Pareto (1971)

formulerede det således at videnskabelige lovmæssigheder ikke kan

betragtes som andet end stabile eksperimentale observationer. Således er

det ikke nødvendigt at vide hvad tyngdekraft er for at studere og beskrive

stjernernes bevægelser. Ifølge Pareto var det den videnskabelige sociologis

opgave at beskrive samfundsmæssige forhold på en tilsvarende måde.

Pareto opfattede samfundet i al væsentlighed som en lukket deterministisk

mekanisme der kunne beskrives ved hjælp af ligevægtsmodeller. Det

synspunkt deles næppe af ret mange i dag, men tankeangen er langtfra

15 Diskussionen er i høj grad indspireret af Manicas 1989.

23


uddød og øver stadigvæk ganske betydelig inflydelse på vidt forskellige

områder i samfundsforskningen.

Problemet ved Paretos opfattelse, når vi ser bort fra de

videnskabsteoretiske præmisser, er ikke mindst at samfundsmæssige

forhold og i særdeleshed samfundsmæssige forandringer og bevægelse, er

noget vanskeligere at kortlægge end stjernernes bevægelser. I al

væsentlighed må videnskaben stille sig tilfreds med at kortlægge aktuelle

samfundstilstande uden nogen garanti for at man har fået fat på alle de

faktorer der vitterligt spiller en rolle (Manicas, 1989).

Det tvinger samfundsvidenskaberne ind i en temmelig passiv rolle, ikke

mindst dersom samfundsvidenskaberne ikke kan anvende eksperimentelle

metoder. Man kunne selvfølgelig følge Deweys ide om at udføre

eksperimenter ved hjælp af systematiske politiske tiltag hvis virkninger

kunne registreres ved hjælp af dertil egnede metoder. Givet det faktum at

det i al almindelighed er en uoverkommelig opgave at sikre en tilstrækkelig

kontrol over sådan et forløb er det stort set blevet ved ideen.

Her er statistikken tilsyneladende kommet samfundsvidenskaberne til

undsætning. Således hævdes at udviklingen af mutivariate analyser har

unødvendiggjort eksperimentale manipulationer og laboratiorieforskning,

idet de betyder at forskeren kan gå ud i verden, registrere den og bearbejde

resultaterne således at lovmæssige konklusioner kan drages (Ackoff,

1971).

Til grund for dette synspunkt ligger den opfattelse at forholdet mellem

kvanititative variabler er forklarende i sig selv, og ikke blot en form for

beskrivelse der fordrer forklaring. Det indebærer at sammenhængen

mellem uafhængige og afhængige variabler i en statistisk analyse kan

beskrives således at den afhængige variablel opfattes som en konsekvens

set i forhold til den eller de uafhængige variabler. Det vil sige at den

afhængige variable forårsages af en eller et antal variabler. En forklaring

er således blot en bestemmelse af hvorledes et forhold er forbundet med et

andet eller som det normal vil fremtræde, et antal observerbare og målelige

forhold. Dette er blevet formuleret således at i tilfælde af et forhold mellem

et "X" og et "Y" der ikke forsvinder når der kontrolleres for andre faktorer,

må man opfatte dette forhold som værende kausualt.(Lazarsfeld, 1955).

En sammenhæng indebærer ifølge denne opfattelse kausalitet, dersom

kausualitet kun kan opfattes som en sådan sammenhæng (Manicas,

1989).

Dette synspunkt indgår nogen gange eksplicit, men som oftest implicit i en

stor del af den kvantitative forskning. Dette indebærer at komplekse

psykologiske årsagsforhold kan forstås ved at man analyserer variabler, en

24


Reflektioner over spørgeskemaer

for en, subset for subset, indtil man har forstået hele variablesystemet

(Stroud, 1984). Dette indebærer selvfølgelig, implicit, at variabelsystemet

omfatter en fuldstændig dækkende gengivelse af alle relevante faktorer.

Der er mange problemer forbundet med denne anskuelse. Man kan f.eks.

spørge hvad vi har egentlig opnået ved at konstatere en sammenhæng,

endog en overordentlig hyppige sammenhæng. Det er svært at se det

forståelsesfremmende i en påstand om at et givent fænomen ofte

forekommer samtidig med en andet fænomen og at sammenhængen

mellem disse fænomener som oftest er af samme karakter. Vi kan f.eks.

konstatere at oplevelsen af stress temmelig ofte er nøje forbundet med

oplevelsen af sociale og personlige konflikter. Ved hjælp af det vi faktisk

ved om stress kan vi hævde at stress indebærer forhøjet psykisk og fysisk

beredskab og at som følge heraf vil det være naturligt at stressede personer

reagerer aggressivt på sociale udfordringer, med konflikter som følge. På

basis af den viden vil vi måske være tilbøjelige til at søge andre

forklaringer, f.eks. ved at undersøge vedkommende arbejdsmæssige

belastninger, hvorefter vi kunne hævde at disse er forklaringen på

personens stressede tilstand og at konfliktniveauet er en følgevirkning.

Rent statistisk er det langt fra usandsynligt at der vil være en langt højere

korrelation mellem stressoplevelsen og konfliktoplevelsen, end

stressoplevelsen og arbejdets krav. De sociale konflikter registreres

umiddelbart og er ofte forbundet med ganske ubehagelige konsekvenser,

der så langt kan overskygge de registrerede virkninger af arbejdets krav.

Pointen er at dette kan vi ikke konstatere ved hjælp af de statistiske

analyser, det kræver en bagvedliggende teori.

Dette indebærer ikke blot at den statistiske analyse ikke er tilstrækkelig

forudsætning for etableringen af kausuale forhold, men at den kan være

decideret vildledende. Den er specielt vildledende hvis man opfatter

statistiske sammenhænge som kausuale sammenhænge (Bhaskar, 1989).

I modsætning til denne form for "kausualitet" mener jeg at der er behov for

en fremgangsmåde der indebærer at et begivenhedsforløb opløses i sine

delelementer og en rekonstruktion af disse ved hjælp af en teoretisk

forståelse, hvorefter vi gerne skulle, i hvert fald ideelt kunne nå frem til en

kausual analyse. Dette indebærer i forhold til en givent problem at

relevante årsagsalternativer må overvejes og så vidt muligt elimineres.

Dette kan måske forstås således at blot ved at ændre de

videnskabsteoretiske præmisser for de udførte analyser kan man komme

frem til deterministiske modeller af den slags man kan finde indenfor

naturvidenskaberne. Det er imidlertid ikke hensigten. Sociale forhold er

åbne i den forstand at de oberverbare forløb udspiller sig på flere parallelle

niveauer. For at forstå disse forløb må vi begribe de bagvedliggende

25


strukturer og deres kausuale egenskaber og hvorledes sampillet

herimellem ændres over en tid. Dersom vores viden er begrænset kan vi

aldrig fortælle den fulde historie. Men det vi må sigte mod og det der afgør

om vi har en god eller en dårlig forklaring er en funktion af hvor tæt vi kan

komme på at påstå at vi har forstået hvilke årsager gjorde sig gældende og

hvordan samspillet imellem disse forårsage det faktiske forløb. De

regelmæssigheder vi kan konstatere skyldes sådanne strukturer og kan

derfor betragtes værende bestemt af disse uden at være lig med disse

(Manicas, 1989).

Denne betoning af strukturer og deres kausale egenskaber forklarer

samtidig hvorfor en blot og bar ophobning af empiriske regelmæssigheder,

udråbt som årsager ikke er særlig forståelsesfremmende. Årsager er ikke

at additivt fænomen. Man kan ikke forstå en begivenhed ved blot at lægge

alle årsagsforholdene sammen. Årsagsforholdene indgår i en helhed og

denne helhed skal forklares som sådan. Sagt på en anden måde kan man

forestille sig vidt forskellige situationer hvor en forklaring der tager højde

for dette opererer med de samme årsager, hvor blot samspillet herimellem,

forklaringsstrukturen er forskellig. Det komplekse samspil imellem

strukturerne er forklaringen på hvorfor vi i praksis oftere kan forklare end

forudsige begivenheder og hvor besynderligt end det kan forekomme,

indebærer en forudsige af statistisk karakter derfor ikke nødvendigvis

nogen forståelse. Jeg kan som Jay Gould (1984). konstatere en perfekt

sammenhæng mellem min stadig mere omfangsrige talje og månens

stigende afstand til jorden, uden være noget nærmere en forståelse af den

konstaterede sammenhæng, eller forudsigelse.

Alt dette understreger at empiriske regelmæssigheder ikke er lig med en

forklaring, men snarere kan opfattes som det der skal forklares og at

denne ofte indebærer at styrken i de observerede sammenhænge indtager

en sekundær rolle i den aktuelle forklaring. Uden en teori er statistiske

sammenhænge ikke alene meningsløse, men tit vildledende.

26


Selvrapportering - metode og muligheder

Selvrapporteringens problemer

Reflektioner over spørgeskemaer

Spørgeskemaer og interviews har mere til fælles end man skulle tro,

specielt hvis man tager udgangspunkt i den lidt ufrugtbare diskussion om

kvantitative vs. kvalitative metoder. Begge metoder bygger på

selvrapportering og lægger vægt på deltagernes egenoplevelser til forskel

fra f.eks. observationer.

En udtalt skepsis overfor rigtigheden, pålideligheden og præcisionen af

selvrapporterede data om deltagerpesoners tanker, følelser, oplevelser og

problemløsninger er blevet fremført af mange. Kritikere af sådanne data

henviser ofte til Nisbett og Wilson (1977). De hævder i denne artikel at

deltagere i psykologiske eksperimenter ikke har adgang eller kendskab til

egne højere mentale processer og af den grund er ude af stand til at

beskrive disse på en korrekt og pålidelig vis.

Nisbetts og Wilsons argumenter er baseret på en gennemgang af en række

undersøgelser. En væsentlig del af deres kritik omhandler

undersøgelsernes design, der ikke omfattede en afprøvning af

selvrapporteringens reliabilitet, ikke opfyldte de metodologiske krav til

sådan en afprøvning og endnu mindre lopfyldte forudsætninger til at man

kunne afgøre om verbal selvrapportering er pålidelig eller ej.

Det skal da indrømmes at der er mange eksempler på mangelfulde

undersøgelser der er baseret på selvrapporterede data. En af de fejl der

hyppigt begås er at man ikke sikrer at deltagerne har den fornødne indsigt

i formålet med de udfordringer de stilles over for. Det er vigtigt, ja

afgørende at de stillede spørgsmål er præcise, entydige og forståelige,

således at den relevente information, som der er tilgængelig for

subjekterne, kommer til udtryk. Hvis deltagerne fornemmer at der ligger

en skult dagsorden til grund for de spørgsmål der stilles, bør det ikke

undre hvis de forsøger at gætte sig til hvilken hensigt der er med det

stilledes spørgsmål. Hvis deltagerne begynder at gøre sig forestillinger om

sådan en skult dagsorden, bliver svarene derefter. Den sidste pointe

understreges af Henle (1962), der hævder at tilsyneladende ulogiske svar

på stillede spørgsmål ofte kan forklares ved at svaret gælder et anderledes

spørgsmål end forskeren mener at have stillet. Alt for tit formuleres

spørgsmål på en tve- eller flertydig måde, eller således at det indebærer

associationer med andre former for sprogbrug i normalsproget end det der

27


har været spørgerens intention. Det er således ikke svaret der er noget

galt med, men selve spørgsmålet, eller formuleret anderledes, spørgerens

opfattelse af sit spørgsmål.

Hvis undersøgelserne ikke opfylde disse krav, vil resultaterne i højere grad

fortælle noget om de betingelser deltagerne har for at besvare de stillede

spørgmål, end de fænomener man har haft til formål at indsamle

information om.

Dertil kommer at forskning der bygger på selvrapportering, ofte søger at

skabe en situation, hvor subjekterne ikke er bevidste om de forhold der

påvirker dem i rapporteringsprocessen. I det omfang dette lykkes,

forekommer det decideret selvmodsigende at anvende sådanne beskrivelser

som udtryk for beskrivelser af forhold deltagerne ikke er sig bevidste om.

Et eksempel på sådan en teknik fra spørgeskemaundersøgelser er brugen

af kontrolspørgsmål, d.v.s. at essentielt det samme spørgsmål stilles to

gange i to forskellige sammenhænge. En konsistens i svarpersonens

besvarelse opfattes som udtryk for reliabilitet. Imidlertid kan man spørge

om sådan en konsistens ikke i højere grad er udtryk for svarpersonernes

evne til at erindre det tidligere stillede spørgsmål og således fastholde

uændret besvarelse. At en uændret besvarelse ikke er en selvfølge skal ses

i lyset af den konteksafhængighed der præger menneskelig tænkning. Når

et spørgsmål forekommer i forskellige sammenhænge er det kun naturligt

at svarpersonen tilsvarende fortolker spørgsmålets intention på forskellig

vis (for en diskussion af sådanne forhold se Margolis 1987).

Dette forhold spiller en vigtig rolle i alle de tilfælde hvor selvrapportering

om indre processer indsamles. I det omfang man ikke er sig bevidst om

hvordan det anvendte redskabs særlige udformning påvirker deltagerne, er

en vurdering af resultaterne vanskeliggjort. Når en deltager reagerer på

stillede spørgsmål, kan man beskrive disse som udtryk for deres

vurderinger af egne indre processer og oplevelser, snarere end som udtryk

for sådanne processer og oplevelser i sig selv.

I et forsvar for selvrapporterede data peger Praetorius og Duncan (1988) på

nødvendigheden af at skelne mellem to forskellige metodologiske forhold,

nemlig korrektheden og pålideligheden af selvrapporterede data. Sådanne

data er per definition korrekte i den forstand, at de er udtryk for

subjekternes egne meninger. Forudsat at informationerne afgives under

betingelser der opfylder visse mindste krav, d.v.s. at personen har en

rimelig mulighed for at forstå hvad et stillet spørgsmål reelt indeholder og i

øvrigt kan forholde sig rimelig uforstyrret til de stillede spørgsmål, må de

informationer der afgives ifølge Praetorius og Duncan, per definition

opfattes som korrekte, d.v.s som informationer der skal fortolkes. Det er

simpelthen umuligt at etablere uafhængige kriterier der kan afgøre om den

28


Reflektioner over spørgeskemaer 31

til rådighed stående information er korrekt eller ej. Den eneste der kan

betvivle, ændre eller berigtige den afgivne information er deltageren selv.

Der findes ikke metoder eller midler hvormed nogen kan hævde at være i

besiddelse af information der kan anvendes til at afgøre korrektheden af

den afgivne information, undtagen undersøgelsespersonen selv.

Problemet er i denne sammenhæng, at hvis man identificerer begreberne

"korrekt" og "pålidelig", tilslører man det centrale spørgsmål, nemlig

hvordan de afgivne informationes "pålidelighed" kan bestemmes.

Ifølge Praetorius og Duncan er det ikke blot legitimt, men ganske

afgørende for anvendelsen af selvrapporterede data, at man forholder sig til

selvrapporterede datas reliabilitet eller pålidelighed. Spørgsmål af denne

type vedrører f.eks. undersøgelsesdesign. I forhold til spørgeskemaer

problemer der vedrører de enkelte spørgsmåls forståelighed,

overskuelighed, sammenhæng med andre stillede spørgsmål, spørgsmålet

om sekundære beskeder, d.v.s. om et spørgsmål angiver en forskers

intention på sådan en måde at subjektet reagerer på disse og ikke blot

afgiver et svar på det spørgmålet ved første syn handler om.

Denne kategori af problemer handler også om forholdet mellem det sprog

det forekommer naturlig for en forsker at gøre brug af, sammenholdt med

måden hvormed et subjekt eller en gruppe subjekter taler om og beskriver

egne omstændigheder.

Sådanne forhold som beskrevet her omfatter behovet for en begrebslig,

sproglig og metodologisk analyse af det anvendte redskab (for et eksempel

på sådanne overvejelser i forbindelse med udarbejdelse af et

screeningredskab se Smith, Kendall og Huling 1969).

Det er også vigtigt at forholde sig til de begrænsninger en deltagers

muligheder for at observere egne evner, oplevelser og adfærd via et

sprogligt medium er forbundet med. Man må også spørge om det i forhold

til den givne undersøgelses intention kan antages, at det forhold der

ønskes undersøgt kan expliciteres på en rimeligt entydig måde via det

anvendte redskab. Det er altså vigtigt at reflektere over hvilken slags

oplysninger det er rimeligt at forvente at der overhovedet kan indsamles

ved hjælp af verbal selvrapportering. Dermed handler diskussionen i høj

grad om design - både i den forstand, at et valgt design ikke er neutralt

men så at sige former den information der insamles og i den forstand at

der er grænser for hvilken slags informationer man kan indsamle og

fæstne lid til, uagtet hvilken kvalitet eller opfindsomhed det valgte design

iøvrigt er forbundet med.

29


Det handler således om selvrapporteringens psykologiske betingelser, det

vil sige om deltagerens selvrapportering er tilstrækkelig, præcis, pålidelig

og om deltageren overhovedet kan antages at kunne respondere på det

stillede spørgsmål på en brugbar måde.

Vi har allerede nævnt vigtigheden af det anvendte sprog. Det må sikres at

de formuleringer der anvendes i forhold til deltageren er forbundet med

den samme mening som spørgeren forventer. Denne diskussion handler

ikke udelukkende om spørgsmålenes rent sproglige aspekter, d.v.s om de

enkelte ord forstås på samme måde på tværs af forsker/deltager barrieren,

men også om det stillede spørgsmål er entydigt eller forbundet enten med

en sammensat mening (hvormed det bliver vanskeligt at bestemme hvad

svaret egentlig er en reaktion på), og om spørgsmålet er forbundet med en

skjult mening. Det sidste spørgsmål rejser sig ganske naturligt, idet de

fleste spørgeskemaer er karakteriseret ved, at beslægtede spørgsmål stilles

i grupper. Under disse forhold må man forvente, at deltagerne som

minimum besvarer de efterfølgende spørgsmål i lyset af det forudgående,

og nogen gange besvarer hvert enkelt spørgsmål indenfor sådan en gruppe

ud fra deres forståelse af de intentioner de udleder af gruppen som helhed.

Sådanne overvejelser er hovedsageligt relevante i forhold til

"holdningsprægede" spørgsmål, d.v.s. spørgsmål der på den ene eller

anden måde involverer subjektets selvopfattelse. I sådanne situationer må

det antages at deltagernes karaktermæssige disposition spiller en rolle for

de afgivne svar. F.eks. vil personer med relativt høj selvvurdering i forhold

til personer med lavere selvvurdering, tendere mod at opfatte sin

arbejdsmæssige situation som karakteriseret ved højere grad af indflydelse

(Weinberg et. al. 1979). I forhold til stress er der blevet argumenteret for,

at personer med angsttilbøjelighed tenderer mod at reagere på en

stressbetonet måde overfor omstændigheder, hvor personer, der ikke har

dette personlighedstræk, i mindre udtalt måde gør dette. Det vil sige, at de

forskelle man kommer frem til, i højere grad er udtryk for egenskaber ved

subjekterne end deres omstændigheder. Enkelte forskere har sågar

hævdet, at personer med sådanne angsttilbøjeligheder har tendens til at

vælge bestemte jobs, hvorfor udtalt forekomst af højstressede personer i

visse jobkategorier ikke kan opfattes som udtryk for de arbejdsmæssige

omstændigheder, men som udtryk for en høj koncentration af

stressudsatte personligheder (Payne 1988).

Denne påstand er betinget af, at man fastholder en afstand mellem

oplevelse og beskrivelse. Selv om man i et vist omfang kan forestille sig, at

holdningsmæssigt betonede forhold i arbejdet vil være underlagt denne

betingelse, således at det afgivne svar i et vist omfang afspejler personlige

egenskaber ved subjektet, forekommer det usandsynligt, at denne påstand

30


kan opretholdes i det omfang det stillede spørgsmål på en direkte og

entydig måde handler om objektive forhold i subjektets omverden.

Når der er eksempler på, at man fastholder, at personspecifikke forhold

også her spiller en afgørende rolle, skyldes det eksperimentelle resultater

hvor forsker og subjekt beskriver en situation, d.v.s. de eksperimentelle

forhold, på forskellig vis. Under sådanne forhold er der en tendens til at

antage, at forskerens beskrivelse er den objektive, hvorimod subjektets

beskrivelse må være en beskrivelse af noget andet, der hører til subjektets

"ikke observerbare" mentale domæne, "interne mentale modeller" eller

"repræsentationer". Som påpeget af Praetorius og Duncan (1988) er det

imidlertid meningsløst at identificere det fænomen man forholder sig til

som noget andet eller forskelligt fra det forhold som forskeren konfronterer

subjektet med. Subjektet har ifølge Praetorius og Duncan ikke nogen

direkte adgang til egen repræsentation uafhængigt af det forhold

repræsentationen handler om. Man kan ikke tage hånd om sin

repræsentation og beskrive den uden at denne beskrivelse handler om det

man faktisk er konfronterer med. Konklusionen må derfor være at

subjektets beskrivelse kun kan handler om det subjektet konkret er

konfronteret med. Forsåvidt det ikke er tilfældet, må problemet skyldes det

aktuelle eksperiments design, ikke nogen egenskab ved subjektes

perception i sig selv.

Set i forhold til spørgeskemaundersøgelser, indebærer denne konstatering,

at man med rimelighed må antage at svar på spørgsmål om konkrete

arbejdsforhold, forsåvidt de ikke omfatter en holdningsbestemt

komponent, kan tages for gode varer.

Spørgeskema eller interview?

Reflektioner over spørgeskemaer 33

Der findes næppe noget forskningsredskab der har fundet så omfattende

en anvendelse som spørgeskemaet. På den baggrund kan det virke lidt

overraskende at redskabet har et forholdsvist dårligt ry. En

standardbemærkning i mange af de kilder der handler om

arbejdspsykologisk forskning og stressforskning gå ud på at denne metode

er mangelfuld, subjektiv, usikker og underlagt personbaseret bias der

indebærer at man ideelt skal forbinde anvendelsen af spørgeskemaer med

nogen angiveligt mere objektive redskaber.

Jeg vil senere komme ind på nogen af disse indvendinger og give mine

svar, men indledningsvis vil jeg forsøge at give min egen karakteristik af

31


spørgeskemaet som metode. Den typiske, omend ofte implicitte, opfattelse

af et spørgeskema er at det indebærer registrering af isolerede

tilkendegivelser. Denne kritik er blevet fremført af mange tilhængere af

såkaldte kvalitative metoder.

Som alternativ har man fremhævet en anden metode, nemlig interviewet.

Man har typisk påstået at interviewet kan registrere en process, en

bevægelse i modsætning til det statiske billede der kan tegnes ved hjælp af

et spørgeskema. Ser man på den typiske anvendelse af interviewmetoden

er det svært at set hvordan påstandene om metodens fortræffelighed kan

opretholdes. Det er ganske almindeligt at interviewundersøgelser

gennemføres som enkeltinterview at en forholdvis kort længe, en time

typisk. Ser man med lidt kritiske øjne på resultaterne synes de ofte at

være af en karakter der ikke væsentligt afviger fra det der kan opnås ved

hjælp at et dertilegnet spørgeskema. Nemlig konstatering af relativt

afgrænsbare livsforhold i form af påstande af faktuel karakter. Det er

temmelig almindeligt at fortolkningen af itnerviewene ikke omfatter

analyser af metodens angiveligt processuelle karakter. Dette skyldes det

ganske simple faktum at sådanne analyser er vanskelige at gennemføre og

stiller store resourcemæssige krav til den der skal udføre dem. Brugeren

af interviews har derfor ofte valget mellem at udføre et rimeligt antal

interviews for at sikre en nogenlunde repræsentativt udsnit af deltager set

i forhold til den udvalgte problemstilling og derved opgive udførelsen af

dybdeanalyser, eller at udføre et meget begrænset antal interviews til fordel

for en dybere analyse.

Det er min opfattelse at udviklingen på dette område peger mod stigende

anvendelse af kvantificering i form af særlige operationaliseringer af

ytringer der forekommer i forløbet. Dette er selvfølgelig særlig påfaldende i

de såkaldte strukturerede interviews, der i praksis kun adskiller sig fra

spørgeskemaer ved måden hvorpå resultaterne nås, men tendensen er ret

udbredt hvad blandt andet kommer til udtryk i en række af de

EDB-baserede redskaber der er blevet udviklet til brug i

interviewundersøgelser, Tekstbase Alpha er et eksempel. Uden at det skal

opfattes som en kritik af metoden synes det som om den ofte anvendes til

at indsamle empiri der ligeså godt kunne være indsamlet ved hjælp af et

spørgeskema. I det omfang det er tilfældet forekommer det svært at se

hvori den kvalitative forskel består.

Efter min opfattelse er intervievs indenfor arbejdsmiljøområdet

hovedsageligt anvendelige i to situationer. For det første som forberedelse

til udarbejdelsen af spørgeskemaer. Udarbejdelsen af spørgeskemaer er en

vanskelig process. Hvis det ikke lykkes at operationalisere de forhold man

ønsker at udforske på en hensigtmæssig måde sådan at forskerens

intentioner klart formidles til brugeren er arbejdet i væste faldt spildt, og i

32


Reflektioner over spørgeskemaer 35

bedste fald svækket. Vi må ikke glemme at der er en himmelvid forskel på

den hverdag en forsker i akademiske sammenhænge oplever og den

hverdag der opleves af en person der f.eks. i det daglige udfører et ufaglært

arbejde, ofte under temmelig ufrie og belastende forhold. Her kan et

interview klart bidrage til at skærpe forskerens opmærksomhed omkring

relevante livsforhold hos den gruppe af mennesker som en

spørgeskemaundersøgelse skal omfatte.

Interviewmetoden kommer til sin fulde ret i en anden situation. Nemlig

hvor der f.eks. ved hjælp af et spørgeskema er blevet gennemførte en

grundig kortlægning af en udvalgt gruppes forhold og analysen af disse har

ført til at en række relativt præcise problemstillinger kan udpeges til en

nærmere analyse. Her kan et interview der tager udgangspunkt i

omfattende forkundskab bidrage til en belysning af forhold og processer

man enten ikke på forhånd har været opmærksom på eller ikke kan belyse

adækvat ved hjælp at et spørgeskema.

Et spørgeskema er nemlig forbundet med en række begrænsninger. Det

skal f.eks. udformes således at så mange spørgsmål som muligt

forekommer relevante og forståelige for de fleste og helst alle deltagere.

Det betyder f.eks. at man skal undgå formuleringer der på forhånd lukker

et flertal af de deltagende ude. Det betyder f.eks. i forhold til stress og

emotionelle reaktioner at formuleringerne skal holdes på et forholdsvis

alment eller normalpsykologisk niveau. Man skal f.eks. undgå

formuleringer af spørgsmål der vedrører eksempelvis depression, der

indikerer abnormale tilstande. Konsekvensen af sådanne spørgsmål bliver

let at sværhedsgraden af de øvrige normalpsykologiske spørgsmål

forvrides. Hvis relativt lette symptomoplevelser sammenblandes med

svære symptomoplevelser risikerer man at en række deltagere der har

oplevet de lettere belastninger afstår fra at oplyse herom i en opfattelse af

at forskerens interesse er vendt mod de svære oplevelser.

Samtidig er der grænser for hvor mange spørgsmål man kan stille i et

spørgeskema og hvordan man kan stille dem. Der er en hårfin grænse

mellem overskuelig fremstilling og monotoni. Det bl.a. indebærer at man i

udarbejdelsen af et spørgeskema i vist omfang må bryde en flade med

spørgsmål af et andet indehold end de øvrige eller en anden præsentation.

Samtidig er det vigtigt at den person der besvarer et spørgeskema har en

klar forståelse af hvad forskeren forventer og oplever disse forventninger

som rimelige set i forhold til egne oplevelser og den "virksomhedskultur"

vedkommende bevæger sig i til dagligt.

Problemet er specielt akut når spørgeskemaet indeholder mange

spørgsmål. I sådan en situation må man trække store veksler på

deltagernes motivation og pligtfølelse. Dette kan man ofte tage højde for

33


gennem et godt forarbejde hvor deltagerne er blevet informeret om

undersøgelsens grund og målsætning. Man kan også i et vist omfang

kompensere for længden ved hjælp af pædagogiske metoder der som før

antydet omfatter anvendelsen af en dertil egnet layout og fremgangsmåde.

Vi ved for eksempel at relativt direkte spørgsmål af livsbiografisk karakter

besvares af mange. Hvis man vælger at placere sådanne spørgsmål på et

relativt sent tidspuntk i et forløb kan man højne deltagerens motivation til

at besvare spørgeskemaet.

Sådanne forholdsregler kan bidrage til at højne svarprocenten i forhold til

en række spørgsmål af en mere vag og indirekte karakter, og sådanne

teknikker er vigtige. Det ændrer imidlertid ikke at der er grænser, omend

fleksible, for hvor mange spørgsmål man kan stilles i et spørgeskema.

Ligeledes er der grænser for hvilke spørgsmål man kan stille og hvordan de

kan stilles. Man skal for eksempel undgå at overskride deltagernes

blufærdighedstærskel. Dette hensyn betyder f.eks. at man ofte må afstå

fra at stille spørgsmål mange svarpersoner kan opleve som en "snagen i

deres privatliv". Visse samlivsspørgsmål vil ofte blive oplevet på den måde,

f.eks. spørgsmål om seksualliv. Der skal også tages hensyn til

svarpersonernes "kultur". Der er forskel på hvilke spørgsmål man kan

stille til en psykolog eller en socialrådgiver og f.eks. en havnearbejder.

Dette handler selvfølgelig ikke kun om hvilke spørgsmål man kan stille,

men også om hvordan man kan stille spørgsmål overhovedet. Indenfor

visse "arbejds" eller "viksomhedskulturer" må man ikke give udtryk for

fysisk eller psykisk svaghed. Det er i sådanne sammenhænge vigtigt for de

personer der bevæger sig i sådanne miljøer at kunne opretholde en

selvopfattelse der vanskeliggør eller udelukker at man give udtryk for

psykisk eller fysisk svaghed og svækkelse. I vist omfang kan man komme

udenom sådanne problemer gennem godt forarbejde og man kan også ved

hjælp af tilpas neutrale formuleringer komme udenom sådanne

blokeringer.

Nogen af disse begrænsninger eller tærskler kan imidlertid ikke eller i

begrænset grad overskrides via et spørgeskema. Til gengæld kan de måske

lettere overvindes eller overskrides i en interviewsituation hvis der i den

forbindelse kan oprettes et fortroligshedsforhold. I det omfang det lykkes

kan et interview anvendes om et middel til at belyse personlige forhold og

anskuelser der ellers ikke er tilgængelige. Det er imidlertid ofte vanskeligt,

i særdeleshed hvis der er, som det ofte vil være tilfældet, store forskelle på

de involveredes uddannelsesmæssige, erfaringsmæssie og sociale

baggrund.

Det ændrer imidlertid ikke ved at der kan være ganske gode grunde til

supplere spørgeskemaer med andre metoder, f.eks. inteviews hvor man

vitterligt går mere i dybden. Imidlertid er det undertegnedes opfattelse at

34


Reflektioner over spørgeskemaer 37

sådanne metoder først kommer til sin fulde ret hvis de anvendes i

forbindelse med spørgeskemaer.

Og det bringer os til spørgsmålet om hvilke særlige fordele der er

forbundet med spørgeskemaet. Argumentationen tager udgangspunkt i de

forhold der gør sig gældende i vores arbejdsmiljøpsykologiske forskning. I

forhold til den gælder at vores interesse typisk omfatter grupper der ikke

har den samme sociale og uddannelsesmæsige baggrund som vi har. I en

interviewsituation betyder det at der opstår et magtforhold. Vi er de

vidende sprogligt velformulerede personer og den interviewede kan ikke

undgå at føle dette. Det betyder at interviewet i et vist omfant uundgåeligt

kommer til at spejle en process hvor den interviewede forsøger at leve op til

vores forventinger. I det omfang det lykkes sker der en forvridning af de

informationer der videregives, i det omfang det ikke lykkes vil der være

tendens til at der opstår en forståelseskløft. I begge tilfælde vanskeliggøres

vores forsøg på at nå frem til den ønskede information. Alene det faktum

at der normalt er afsat en relativt kort tid til sådan et interview skaber

problemer.

Her stiller et spørgeskema sig anderledes. Hvis det er udformet på en

rimelig og hensigtmæssig måde indebærer det at svarpersonen stilles

overfor et redskab som vedkommende kan bruge til at analysere og

vurdere sine egne omstændigheder. Svarpersonen kan bruge al den tid

hun eller han vil og hvis spørgeskemaets sproglige udformning er som den

bør være, spiller forskellen i udannelsesbaggrund ingen rolle. I forhold til

spørgsmålet om magt, kan man betragte et spørgeskema på linje med

samtalen, det er et lige forhold.

Når et spørgeskema sammeholdes med en samtale er det ikke tilfældigt.

Efter min opfattelse er besvarelsen af et spørgeskema at betragte som en

slags dialog. Spørgeskemaet er et tilbud om sprogliggørelse af

svarpersonens dagligdag. Som den tyske filosof Heidegger så klart har

fremhævet det, lever vi vores daglige liv i form af en umiddelbarhed, hvor

sproget primært handler om det ikke-selvfølgelige. Desto mere integrerede

vi er i vores egne hverdag, desto mindre har vi brug for at sprogliggøre den.

I en vis forstand kan man sige, at vores fortrolighed med vores egne

hverdag, indebærer at vi ophører med at have et sprogligt forhold til denne,

ophører så at sige med at være bevidst om denne. Stadig større del af

vores hverdag, bliver en velkendt baggrund for vores sproglige ytringer.

Et spørgeskema bryder igennem denne uudtalte selvfølgelighed. Det

udfordrer svarpersonen til at sprogliggøre det daglige og selvgivne. Dermed

ophører det med at være selvgivent og kan gøres til genstand for en

overvejelse. Denne overvejelse ændrer svarpersonens opfattelse af egne

omstændigheder.

35


Dette er ikke et engangsforetagende men snarere en række illuminationer,

hvor hver enkelt illumination er påvirket af den eller de forudgående

illuminationer. Den process hvor sprøgeskemaet besvares er ikke en

række enkeltstående reaktioner på en stimulus, et spørgsmål, men en

fortælling der udfolder sig via den struktur som spørgeskemaet tilbyder.

Spørgeskemaet er således ikke en ophobning af enkeltinformationer men

en fortælling. Denne fortælling er i form af et udfyldt spørgeskema udtryk

for en vekselvirkning mellem de redskaber spørgeskemaet indeholder i

form af enkeltspørgsmål og grupper og svarpersonens fremadskridende

forståelse af egne omstændigheder. Dette betyder at et spørgeskema ikke

er et redskab til registrering af faktiske eller subjektive forhold, men et

fortolkningsredskab. Det betyder derfor at selve udformningen af sådan et

redskab for konsekvenser for resultatet i form at et udfyldt spørgeskema.

Det spørgsmål må fortolkes i forhold til den sammenhæng hvori det stilles

og baggrunden for besvarelsen må inddrages i fortolkningen af de afgivne

svar. Den der stiller spørgmålet må erkende at spørgsmålet også er en

slags besked og svaret handler i lige så høj grad om denne besked som det

enkeltstående bogstaveligt stillede spørgsmål.

Men betyder det ikke at alle svar er subjektive og således ikke anvendelige

i en analyse der sigter mod afsløringen af kausuale objektive forhold og

processer?

Dette betyder selvfølgelig at hvis man ikke tager højde for dette forhold

risikerer man at geråde i betydelige vanskeligheder. Det er også min

opfattelse at mange af de problemer der vitterligt har været forbundet med

anvendelsen af spørgeskemaer, som bl.a. kan aflæses ud af den

omfattende diskussion om bias, i et vist og ingelunde ubetydeligt omfang

skyldes at man ikke har været opmærksom på dette. Omvendt betyder

dette at hvis der tages højde for kommunikationsforholdet, kan en

yderligere valideringsdimension tilføres vores analyser. Ved at inddrage

baggrunden for de faktiske svar kan vi i højere grad forholde os til

spørgsmålet om hvad de reelt indebærer.

36


Spørgeskemaer - konstruktion, metoder og

teknik

Et godt spørgsmål

Reflektioner over spørgeskemaer 39

I forbindelse med diskussionen om spørgeskemaers anvendelighed i

forskningsmæssige sammenhænge er det vigtigt at holde flere forskellige

spørgsmål og tilgangsmåder adskilt fra hinanden.

Det er vigtigt at gøre sig nogen klare overvejelser om spørgeskemaets sigte.

Der er en række vigtige forskelle på de krav der skal stilles til

spørgeskemaer med et relativt entydigt registrerende sigte og skemaer der

har et analytisk/diagnostisk sigte.

Men uanset den målsætning der er formuleret for udarbejdelsen af et

spørgeskema er der en række metodologiske overvejelser man skal gøre

sig.

v Har spørgsmålene en genkendelig genstand, dvs. kan man overhovedet spørge om det

der er hvert enkelt spørgsmåls sigte.

v Er der i spørgsmålenes formulering taget højde for ikke blot sammenfald, men også

forskelle i sprogbrugen hos henholdsvis den der stiller og den der skal besvare

spørgsmålene.

v Desuden er der stigende erkendelse af det forhold, at spørgsmål ikke alene besvares i

isolation, det vil sige rent sekventielt, men fortolkes i lyset af de spørgsmål svarpersonen

allerede har besvaret.

Alle tre forhold handler om den mening der udtrykkes af en svarperson når

et spørgsmål besvares, og hvorvidt det/de stillede spørgsmål forstås

entydigt. Forudsat at spørgsmålene er formuleret på en måde således at

svarpersonen er klar over det der forventes, er der ingen grund til at

betvivle korrektheden af de afgivne svar. Når det er sagt må det pointeres,

at når den afgivne information skal vurderes, er det vigtigt at skelne

mellem forskellige typer spørgsmål, ikke mindst når besvarelserne skal

valideres.

De i denne henseende enkleste spørgsmål, handler om benævnelser eller

karakteristikker af umiddelbare arbejdsforhold. Praetorius og Duncan

37


(1988) argumenterer for, at i forhold til sådanne spørgsmål gør det sig

gældende at mennesker i deres interaktion med hinanden er stærkt

afhængige af, at beskeder der omfatter sådanne benævnelser eller

karakteristikker forstås entydigt. Idet forkerte karakteristikker eller

benævnelser almindeligvis må antages at få negative praktiske

konsekvenser for de involverede, er der god grund til at antage, at

spørgsmål af denne type, forudsat at de opfylder de ovennævnte krav,

resulterer i korrekte og sikre besvarelser. Et argument for denne

vurdering er resultater af en analyse af trivselsforhold i den danske

fiskeindustri, der viste at høj vs. lav trivsel ikke blev modsvaret af

forskellige vurderinger af de konkrete arbejdsforhold/belastninger. Det vil

sige, at arbejdere der følte at de ikke trivedes godt, ikke af den grund

karakteriserede deres arbejdsforhold i generelt dårligere vendinger

(Baldursson 1989).

Selvvurdering som selvrapportering

Spørgsmålet stiller sig en smule anderledes når det handler om oplevelser

og emotioner. To typer spørgsmål af denne slags vil kunne behandles på

samme måde som den ovennævnte kategori. Det handler for det første om

spørgsmål der omfatter relativt entydige oplevelser og følelser. Oplevelsen

af stress eller vrede er gode eksempler på sådanne spørgsmål. Der er gode

grunde til at antage, at de psykofysiologiske oplevelser vi her taler om er

forbundet med sådan en entydighed at spørgsmål herom vil blive besvaret

på en tilsvarende entydig og sikker måde. Forudsætningen er dog, at

spørgsmålene stilles på en måde således at vurderinger af deres f.eks.

sociale acceptabilitet ikke indgår i svarpersonens overvejelser. Neutrale

formuleringer er klart at foretrække her.

Tilsvarende er der også god grund til at fæstne lid til spørgsmål der

omfatter adfærdsmæssige forhold. Her gælder Praetorius og Duncans

argument også, idet adfærd jo indebærer interaktion, eller respons, hvorfor

den person der udviser adfærden både kan og skal have en relativt klar

forestilling om hvad denne omfatter.

Et spørgsmål som:

v "Bliver du irriteret på dine omgivelser", eller

v "Er du rastløs" er af denne karakter.

38


Valideringsproblemet er noget større når det handler om spørgsmål der

enten implicit eller eksplicit indebærer henvisning til social accept og

selvvurdering. Dette problem gør sig typisk gældende i forhold til

spørgsmål der er værdiladede, således at deres formulering antyder en

opfattelse af hvad er godt eller dårligt. I sådanne situationer er der risiko

for, at svarpersonen ikke reagerer på selve spørgsmålet, men på den

underliggende værdinorm, eller de værdinormer der gør sig gældende i

svarpersonens eget arbejdmæssige og sociale miljø (Marin 1989).

I så fald er der risiko for, at svarpersonen udtrykker hvad man burde gøre

og føle, men ikke hvad vedkommende faktisk føler og gør. Dette problem

gør sig gældende i forhold til nogen af de spørgsmål der typisk stilles for at

belyse coping, et spørgsmål som f.eks. "Tager du dig en drink når

problemerne bliver for store" risikerer at afføde et svar der i virkeligheden er

udtryk for hvad svarpersonen føler at man bør eller ikke bør gøre og ikke

hvad vedkommende faktisk foretager sig. Problemer af den type kan spille

en vis rolle for de vanskeligheder der har vist sig at være forbundet med at

implementere copingbegrebet i empirisk forskning ved hjælp af

spørgeskemaer (Agervold 1990).

Baggrund og erkendelse

Et tredje problem gør sig gældende når et spørgsmål fordrer at

svarpersonen skal formulere sig om forhold som vedkommende ikke

forholder sig bevidst til i sin hverdag. Problemet er velkendet i forhold til

undersøgelser af anvendt ekspertise, hvor det viser sig at folk sjældent har

problemer med at forklare hvad de gjorde i en given situation, men svært

med at forklare hvorfor de gjorde det, uden at det får en karakter af

efterrationalisering (Margolis 1989).

Selvrapportering

Reflektioner over spørgeskemaer 41

Spørgeskemaer og interviews har mere til fælles end man skulle tro,

specielt hvis man tager udgangspunkt i den lidt ufrugtbare diskussion om

kvantitative vs. kvalitative metoder. Begge metoder bygger på

selvrapportering og lægger vægt på deltagernes egenoplevelser til forskel

fra f.eks. observationer.

En udtalt skepsis overfor rigtigheden, pålideligheden og præcisionen af

selvrapporterede data om deltagerpesoners tanker, følelser, oplevelser og

39


problemløsninger er blevet fremført af mange. Kritikere af sådanne data

henviser ofte til Nisbett og Wilson (1977). De hævder, at deltagere i

psykologiske eksperimenter ikke har adgang eller kendskab til egne højere

mentale processer og af den grund er ude af stand til at beskrive disse på

en korrekt og pålidelig vis.

Nisbetts og Wilsons argumenter er baseret på en gennemgang af en række

undersøgelser. En væsentlig del af deres kritik omhandler

undersøgelsernes design, der ikke omfattede en afprøvning af

selvrapporteringens reliabilitet, ikke opfyldte de metodologiske krav til

sådan en afprøvning og endnu mindre opfyldte forudsætninger til at man

kunne afgøre om verbal selvrapportering er pålidelig eller ej.

Det skal da indrømmes at der er mange eksempler på mangelfulde

undersøgelser der er baseret på selvrapporterede data. En af de fejl der

hyppigt begås er at man ikke sikrer at deltagerne har den fornødne indsigt

i formålet med de udfordringer de stilles over for. Det er vigtigt, ja

afgørende at de stillede spørgsmål er præcise, entydige og forståelige,

således at den relevente information, som der er tilgængelig for

subjekterne, kommer til udtryk. Hvis deltagerne fornemmer at der ligger

en skjult dagsorden til grund for de spørgsmål der stilles, bør det ikke

undre hvis de forsøger at gætte sig til hvilken hensigt der er med det

stilledes spørgsmål. Hvis deltagerne begynder at gøre sig forestillinger om

sådan en skjult dagsorden, bliver svarene derefter. Den sidste pointe

understreges af Henle (1962), der hævder at tilsyneladende ulogiske svar

på stillede spørgsmål ofte kan forklares ved at svaret gælder et anderledes

spørgsmål end forskeren mener at have stillet. Alt for tit formuleres

spørgsmål på en tve- eller flertydig måde, eller således at det indebærer

associationer med andre former for sprogbrug i normalsproget end det der

har været spørgerens intention. Det er således ikke svaret der er noget

galt med, men selve spørgsmålet, eller formuleret anderledes, spørgerens

opfattelse af sit spørgsmål.

Hvis undersøgelserne ikke opfylde disse krav, vil resultaterne i højere grad

fortælle noget om de betingelser deltagerne har for at besvare de stillede

spørgmål, end de fænomener man har haft til formål at indsamle

information om.

Dertil kommer at forskning der bygger på selvrapportering, ofte søger at

skabe en situation, hvor subjekterne ikke er bevidste om de forhold der

påvirker dem i rapporteringsprocessen. I det omfang dette lykkes,

forekommer det decideret selvmodsigende at anvende sådanne beskrivelser

som udtryk for beskrivelser af forhold deltagerne ikke er sig bevidste om.

Et eksempel på sådan en teknik fra spørgeskemaundersøgelser er brugen

af kontrolspørgsmål, d.v.s. at essentielt det samme spørgsmål stilles to

40


Reflektioner over spørgeskemaer 43

gange i to forskellige sammenhænge. En konsistens i svarpersonens

besvarelse opfattes som udtryk for reliabilitet. Imidlertid kan man spørge

om sådan en konsistens ikke i højere grad er udtryk for svarpersonernes

evne til at erindre det tidligere stillede spørgsmål og således fastholde

uændret besvarelse. At en uændret besvarelse ikke er en selvfølge skal ses

i lyset af den konteksafhængighed der præger menneskelig tænkning. Når

et spørgsmål forekommer i forskellige sammenhænge er det kun naturligt

at svarpersonen tilsvarende fortolker spørgsmålets intention på forskellig

vis (for en diskussion af sådanne forhold se Margolis 1987).

Dette forhold spiller en vigtig rolle i alle de tilfælde hvor selvrapportering

om indre processer indsamles. I det omfang man ikke er sig bevidst om

hvordan det anvendte redskabs særlige udformning påvirker deltagerne, er

en vurdering af resultaterne vanskeliggjort. Når en deltager reagerer på

stillede spørgsmål, kan man beskrive disse som udtryk for deres

vurderinger af egne indre processer og oplevelser, snarere end som udtryk

for sådanne processer og oplevelser i sig selv.

I et forsvar for selvrapporterede data peger Praetorius og Duncan (1988) på

nødvendigheden af at skelne mellem to forskellige metodologiske forhold,

nemlig korrektheden og pålideligheden af selvrapporterede data. Sådanne

data er per definition korrekte i den forstand, at de er udtryk for

subjekternes egne meninger. Forudsat at informationerne afgives under

betingelser der opfylder visse mindste krav, d.v.s. at personen har en

rimelig mulighed for at forstå hvad et stillet spørgsmål reelt indeholder og i

øvrigt kan forholde sig rimelig uforstyrret til de stillede spørgsmål, må de

informationer der afgives ifølge Praetorius og Duncan, per definition

opfattes som korrekte, d.v.s som informationer der skal fortolkes. Det er

simpelthen umuligt at etablere uafhængige kriterier der kan afgøre om den

til rådighed stående information er korrekt eller ej. Den eneste der kan

betvivle, ændre eller berigtige den afgivne information er deltageren selv.

Der findes ikke metoder eller midler hvormed nogen kan hævde at være i

besiddelse af information der kan anvendes til at afgøre korrektheden af

den afgivne information, undtagen undersøgelsespersonen selv.

Problemet er i denne sammenhæng, at hvis man identificerer begreberne

"korrekt" og "pålidelig", tilslører man det centrale spørgsmål, nemlig

hvordan de afgivne informationes "pålidelighed" kan bestemmes.

Ifølge Praetorius og Duncan er det ikke blot legitimt, men ganske

afgørende for anvendelsen af selvrapporterede data, at man forholder sig til

selvrapporterede datas reliabilitet eller pålidelighed. Spørgsmål af denne

type vedrører f.eks. undersøgelsesdesign. I forhold til spørgeskemaer

problemer der vedrører de enkelte spørgsmåls forståelighed,

overskuelighed, sammenhæng med andre stillede spørgsmål, spørgsmålet

41


om sekundære beskeder, d.v.s. om et spørgsmål angiver en forskers

intention på sådan en måde at subjektet reagerer på disse og ikke blot

afgiver et svar på det spørgmålet ved første syn handler om.

Denne kategori af problemer handler også om forholdet mellem det sprog

det forekommer naturlig for en forsker at gøre brug af, sammenholdt med

måden hvormed et subjekt eller en gruppe subjekter taler om og beskriver

egne omstændigheder.

Sådanne forhold som beskrevet her omfatter behovet for en begrebslig,

sproglig og metodologisk analyse af det anvendte redskab (for et eksempel

på sådanne overvejelser i forbindelse med udarbejdelse af et

screeningredskab se Smith, Kendall og Huling 1969).

Det er også vigtigt at forholde sig til de begrænsninger en deltagers

muligheder for at observere egne evner, oplevelser og adfærd via et

sprogligt medium er forbundet med. Man må også spørge om det i forhold

til den givne undersøgelses intention kan antages, at det forhold der

ønskes undersøgt kan expliciteres på en rimeligt entydig måde via det

anvendte redskab. Det er altså vigtigt at reflektere over hvilken slags

oplysninger det er rimeligt at forvente at der overhovedet kan indsamles

ved hjælp af verbal selvrapportering. Dermed handler diskussionen i høj

grad om design - både i den forstand, at et valgt design ikke er neutralt

men så at sige former den information der indsamles og i den forstand at

der er grænser for hvilken slags informationer man kan indsamle og

fæstne lid til, uagtet hvilken kvalitet eller opfindsomhed det valgte design

iøvrigt er forbundet med.

Det handler således om selvrapporteringens psykologiske betingelser, det

vil sige om deltagerens selvrapportering er tilstrækkelig, præcis, pålidelig

og om deltageren overhovedet kan antages at kunne respondere på det

stillede spørgsmål på en brugbar måde.

Vi har allerede nævnt vigtigheden af det anvendte sprog. Det må sikres at

de formuleringer der anvendes i forhold til deltageren er forbundet med

den samme mening som spørgeren forventer. Denne diskussion handler

ikke udelukkende om spørgsmålenes rent sproglige aspekter, d.v.s om de

enkelte ord forstås på samme måde på tværs af forsker/deltager barrieren,

men også om det stillede spørgsmål er entydigt eller forbundet enten med

en sammensat mening (hvormed det bliver vanskeligt at bestemme hvad

svaret egentlig er en reaktion på), og om spørgsmålet er forbundet med en

skjult mening. Det sidste spørgsmål rejser sig ganske naturligt, idet de

fleste spørgeskemaer er karakteriseret ved, at beslægtede spørgsmål stilles

i grupper. Under disse forhold må man forvente, at deltagerne som

minimum besvarer de efterfølgende spørgsmål i lyset af det forudgående,

42


Reflektioner over spørgeskemaer 45

og nogen gange besvarer hvert enkelt spørgsmål indenfor sådan en gruppe

ud fra deres forståelse af de intentioner de udleder af gruppen som helhed.

Sådanne overvejelser er hovedsageligt relevante i forhold til

"holdningsprægede" spørgsmål, d.v.s. spørgsmål der på den ene eller

anden måde involverer subjektets selvopfattelse. I sådanne situationer må

det antages at deltagernes karaktermæssige disposition spiller en rolle for

de afgivne svar. F.eks. vil personer med relativt høj selvvurdering i forhold

til personer med lavere selvvurdering, tendere mod at opfatte sin

arbejdsmæssige situation som karakteriseret ved højere grad af indflydelse

(Weinberg et. al. 1979). I forhold til stress er der blevet argumenteret for,

at personer med angsttilbøjelighed tenderer mod at reagere på en

stressbetonet måde overfor omstændigheder, hvor personer, der ikke har

dette personlighedstræk, i mindre udtalt måde gør dette. Det vil sige, at de

forskelle man kommer frem til, i højere grad er udtryk for egenskaber ved

subjekterne end deres omstændigheder. Enkelte forskere har sågar

hævdet, at personer med sådanne angsttilbøjeligheder har tendens til at

vælge bestemte jobs, hvorfor udtalt forekomst af højstressede personer i

visse jobkategorier ikke kan opfattes som udtryk for de arbejdsmæssige

omstændigheder, men som udtryk for en høj koncentration af

stressudsatte personligheder (Payne 1988).

Denne påstand er betinget af, at man fastholder en afstand mellem

oplevelse og beskrivelse. Selv om man i et vist omfang kan forestille sig, at

holdningsmæssigt betonede forhold i arbejdet vil være underlagt denne

betingelse, således at det afgivne svar i et vist omfang afspejler personlige

egenskaber ved subjektet, forekommer det usandsynligt, at denne påstand

kan opretholdes i det omfang det stillede spørgsmål på en direkte og

entydig måde handler om objektive forhold i subjektets omverden.

Når der er eksempler på, at man fastholder, at personspecifikke forhold

også her spiller en afgørende rolle, skyldes det eksperimentelle resultater

hvor forsker og subjekt beskriver en situation, d.v.s. de eksperimentelle

forhold, på forskellig vis. Under sådanne forhold er der en tendens til at

antage, at forskerens beskrivelse er den objektive, hvorimod subjektets

beskrivelse må være en beskrivelse af noget andet, der hører til subjektets

"ikke observerbare" mentale domæne, "interne mentale modeller" eller

"repræsentationer". Som påpeget af Praetorius og Duncan (1988) er det

imidlertid meningsløst at identificere det fænomen man forholder sig til

som noget andet eller forskelligt fra det forhold som forskeren konfronterer

subjektet med. Subjektet har ifølge Praetorius og Duncan ikke nogen

direkte adgang til egen repræsentation uafhængigt af det forhold

repræsentationen handler om. Man kan ikke tage hånd om sin

repræsentation og beskrive den uden at denne beskrivelse handler om det

man faktisk er konfronterer med. Konklusionen må derfor være at

43


subjektets beskrivelse kun kan handler om det subjektet konkret er

konfronteret med. Forsåvidt det ikke er tilfældet, må problemet skyldes det

aktuelle eksperiments design, ikke nogen egenskab ved subjektes

perception i sig selv.

Set i forhold til spørgeskemaundersøgelser, indebærer denne konstatering,

at man med rimelighed må antage at svar på spørgsmål om konkrete

arbejdsforhold, forsåvidt de ikke omfatter en holdningsbestemt

komponent, kan tages for gode varer.

Hvorfor spørgeskemaer?

Økonomiske overvejelser spiller en overordentlig stor rolle for den

omfattende anvendelse af spørgeskemaer i såvel forskning som screening.

Et typisk udtryk for denne opfattelse finder vi hos Derogatis (1982) i en

hyppigt anvendt håndbog om stress og stressforskning. Derogatis har fire

hovedargumenter for anvendelsen af spørgeskemaer eller selvrapportering:

v De stiller ikke store krav til brugerens kvalifikationer. De fleste

selvrapporteringsskalaer kan benyttes og scores af ikke-specialister, som yderligere ved

hjælp af lidt ekstra træning kan foretage den elementære fortolkning. Derogatis

fremhæver, at dette indebærer at de professionelle ikke behøver at blive personligt

involveret i det basale arbejde, for at kunne koncentrere sig om de væsentlige

fortolkningsproblemer.

v De er velegnede til brug i forbindelse med numeriske scoringsmetoder og edb-baseret

behandling.

v De er billige og effektive i brug og kan anvendes i mange forskellige

evalueringssammenhænge.

v Sidst, men ikke mindst, bygger selvrapportering på deltagerpersonernes egne oplevelser

og erfaringer med de fænomener ,der gøres til genstand for interesse. Selv om

deltagerpersonens rapportering er biaseret har vedkommende et langt tættere forhold til

sådanne fænomener end nogen ekstern observation kan siges at have (Derogatis 1982).

Derogatis argumenter er typiske og ingenlunde misvisende. Imidlertid

giver den, som den forudgående diskussion afspejler, et begrænset indblik

i redskabets iboende egenskaber, fordele og mangler. Vi har forsøgt at

argumentere for, at spørgeskemaer er yderst velegnede til at indsamle en

række forskellige slags informationer, men denne information er ikke

uafhængig af hvad man spørger til og hvordan.

44


Efter vores opfattelse skyldes den kritik der fra forskellige sider er blevet

rettet mod spørgeskemaer, at man både fra brugeres og kritikeres side ikke

har været tilstrækkelig opmærksom på de vigtige forskelle der er på f.eks.

beskrivelser, oplevelser, vurderinger, holdninger, og selvdiagnostik. Hver

enkelt kategori kan indeholde værdifulde informationer, men de er ikke af

samme slags, og i forhold til hver enkelt type må forskellige indfaldsvinkler

anlægges både i deres brug i analytisk sammenhæng og i forbindelse med

såvel validerings- som reliabilitetsvurderinger.

Den nødvendige begrænsning

Reflektioner over spørgeskemaer 47

Disse synspunkter deler vi med en række forskere. Derfor må en

yderligere distinktion indføres. Spørgeskemaer anvendes ofte ud fra

individualpsykologiske teorier og interesser. En del af den kritik, der

rettes mod spørgeskemaer, handler om, at spørgeskemaer ikke kan

anvendes til at foretage individorienteret diagnosticering eller

karakteristikker. I praksis anvendes spørgeskemaer ikke således, men

den anvendte terminologi indebærer tit sådanne associationer. I det

øjeblik man eksplicit opgiver sådanne intentioner, falder en række

indvendinger, bl.a. vedrørende den iboende bias, bort.

Der er i forvejen god grund til at stille sig noget skeptisk overfor den

udbredte tendens der er til at generalisere enkelte forskningsresultater, der

har betonet de problemer der er forbundet med både socialt og

personligheds-betinget bias. I en række sammenhænge, skyldes den

påståede bias egenskaber ved det anvendte redskab, såsom de spørgsmål

man stiller og hvordan de er blevet stillet. En række forskere har derfor

stillet spørgsmålstegn ved betydningen af response bias (Rorer 1965,

Fiske, 1971, Norman 1967 og Wiggins 1964). Den vigtigste indvending er

måske, når det kommer til stykket, at forsåvidt at screening handler om at

sammenligne grupper, der ikke grundlæggende adskiller sig fra hinanden i

kulturelle som sociale henseender, må man antage at eventuel bias er

normalfordelt, dvs. at den både må antages for at virke relativt homogent i

forhold til det anvendte redskabs delelementer, som at være ligeligt

repræsenteret i de sammenlignede grupper (Derogatis 1982).

Det er blevet påstået, at sådanne målinger ikke udviser pålidelige

resultater på grund af den manglende hensyntagen til faktorer udenfor

arbejdssituationen. Selv om denne indvending ikke direkte rammer

anvendelsen af spørgeskemabaserede metoder, bør påstanden ikke stå

uimodsagt. Den bunder i den antagelse, at f.eks. familieforhold er

45


uafhængige af arbejdsrelaterede belastninger og oplevelser. I lyset af en

række forskningsresultater, der klart antyder at arbejdsforhold påvirker

såvel omfang af fritidsaktiviteter og socialt engagement og at

arbejdsbetinget stress kan overføres til ægtefæller og påvirke deres

helbred, forekommer indvendingen dårligt begrundet (Karasek og Theorell

1990, Fletcher 1988, Fletcher et. al. 1980, Sloan og Cooper 1986).

Individualitet eller fællesforhold

Indvendingerne mod spørgeskemabaserede metoder kan imødegås, ikke

mindst med udgangspunkt i metodologiske og videnskabsteoretiske

overvejelser. Dette er den afgørende pointe i Freses argument for

selvrapporteringens iboende grad af objektivitet, hvis sådanne data

fortolkes, ikke som et grundlag for potentielle individualorienterede

vurderinger og karakteristikker, men som gruppeinformationer. Ifølge

Frese, kan gruppedata opfattes som objektive data, hvis de fortolkes på

basis af gruppegennemsnit. Sådanne gruppegennemsnit opnås ved, at et

antal deltagere ud fra en række kriterier opfattes som havende fælles

betingelser (Frese og Zapf 1988). Det er ikke mindst i den sammenhæng

at man skal forstå Fried (1988) når han påpeger, at selvrapporteret arousal

korrelerer bedre med en række fysiologiske målinger end individuelle

fysiologiske målinger korrelerer med hinanden (Thayer 1967; MacKay

1980), hvorfor det kan overvejes om selvrapportering af arousal er en bedre

indikator for generel fysiologisk aktivering end nogen af de fysiologiske

målinger (MacKay 1980). Dette gælder også i forhold til adfærd, hvor

f.eks. Shrauger og Osberg (1981) har sammenholdt selvvurdering med

andre metoder og konkluderer, at selvvurdering af adfærd i lige så høj grad

omfatter muligheden for prediktive resultater, som andre

vurderingsmetoder.

Med udgangspunkt i denne argumentation, er det vores opfattelse, at et

psykosocialt screeningredskab, konstrueret på basis af stringente

konstruktionsmetoder, kan yde pålidelige måleresultater, der således kan

udgøre et vigtigt udgangspunkt for et forebyggende arbejde.

46


Konstruktionsovervejelser:

validitetsproblematikken.

Når spørgeskemaer udarbejdes bør en række metoder anvendes, som et

led i en kvalitetssikring og afprøvning af de indsamlede data. Den første

teknik vil beskæftiger os me handler om hvorledes man kan vurdere om de

indsamlede data, eller rettere, den måde hvorpå man repræsenterer disse,

er tilstrækkelig sikker og god. Det handler her om det der i fagsproget

betegnes som validitet.

v Validitet handler om hvorvidt en skala eller anden målemetode faktisk måler den

ønskede egenskab eller fænomen.

Når man beskæftiger sig med validitet er et af problemerne at

terminologien ingenlunde er helt entydig. I nogen kilder skelnes mellem

intern, ekstern, konstruktions og konklusionsvaliditet (Bailey og

Bhagat 1987).

Intern validitet opfattes som udtryk for i hvilket omfang forholdet mellem

uafhængige og afhængige variable kan siges at være kausualt betinget.

Ekstern validitet opfattes i denne sammenhæng som udtryk for i hvor høj

grad uafhængige og afhængie variabler repræsenterer de bagvedliggende

teoretiske konstruktioner. Konklusionsvaliditet er udtryk for i hvilket

omfang det anvendte forskningsdesign er præcist eller effektivt nok til at

afsløre relationer mellem uafhængige og afhængige variable.

Konklusionsvaliditet er altså udtryk for i hvilket omfang en undersøgelses

statistiske konklusioner er præcise (Cook og Campbell 1979). 16

Denne begrebsliggørelse af validitetsproblematikken handler som det

fremgår, om den samlede forskningsprocess. I det omfang man

hovedsageligt interesserer sig for design og værktøjer forekommer en mere

traditionel form for begrebsanvendelse mere hensigtmæssig. Med dette

udgangspunkt skelnes mellem:

v Indholds-validering,

v Kriteria-validering og

v Konstruktions-validering.

Reflektioner over spørgeskemaer 49

Vurderingen af validitet handler om at sammenholde den foreslåede skala

eller måling med et standard kriterie. Imidlertid mangler sådan en klar

standard på det psykosociale område, hvorfor de anvendte

16 Konstruktionsvalidering diskuteres senere.

47


valideringsmetoder almindeligvis handler om indholds- og konstruktionsvalidering.

Indholds-validering

De kriterier man søger at anvende er:

v At sikre vurderinger af om en skala og dens elementer dækker alle relevante aspekter af

det fænomen der ønskes målt.

Et typisk problem kan repræsenteres ved spørgsmålet: Svarer en variabels indhold

til det navn den har fået? Eller sagt anderledes, er det pågældende spørgsmål en

rimelig og reel konkretisering af et delaspekt eller fænomen der hører det centrale

samlende begreb til?

Det centrale mål for udarbejdelsen af et måleredskab baseret på spørgsmål

er, at hvert enkelt spørgsmål uomtvisteligt falder indenfor rammerne af

den udvalgte kategori. I det tilfælde at flere kategorier anvendes, som i

forhold til det psykosociale område, er det vigtigt at grænserne mellem de

centrale begreber er klart optrukket således at de begreber der påtænkes

anvendt i forhold til hinanden ikke omfatter overlappende spørgsmål. Det

udelukker ikke at man kan indarbejde skalaer der omfatter delelementer

fra andre skalaer, men disse kan i så fald ikke anvendes i forhold til de

skalaer hvor sådan en overlapning gør sig gældende. Yderligere

forudsætter konstruktionen af sådanne overlappende skalaer at dette

gøres særdeles klart og begrundes konkret i forhold til de problemer man

således ønsker at belyse.

Et eksempel på sådan en proces gives af Latack (1986). En foreslået skala

blev vurderet m.h.p. elementernes klarhed i forhold til skalaens

grundlæggende begreber/dimensioner. Fire "specialister" udførte denne

opgave. De blev udstyret med definitioner af de centrale begreber og

anmodet om at kategorisere hvert enkelt element ud fra dets tilhørsforhold

til disse. Som regel blev et element der ikke blev enstemmigt bestemt som

tilhørende en bestemt kategori droppet. Andre fremgangsmåder kan

anvendes, men dette eksempel er illustrativt i den forstand, at det

understreger den rolle kvalitative vurderinger, i dette tilfælde i form af

ekspertvurderinger, spiller.

v Ved de skalaer der ønskes anvendt i forhold til hinanden ud fra en opfattelse af, at de

omfatter selvstændige aspekter af den undersøgte situation, gælder, at i det tilfælde at et

spørgsmål vurderes at overlappe skalaernes angivne indhold, bør spørgsmålet fjernes,

idet det ikke kan opfattes som relevant i forhold til den enkelte skalas genstand, eller er

udtryk for, at de begreber, der angiveligvis skal dække det område der ønskes

undersøgt, ikke er fuldstændige. I så fald det sidste er resultatet af

48


Reflektioner over spørgeskemaer 51

valideringsvurderingen, indebærer dette, at yderligere skalaer bør udvikles og

udarbejdes.

v Ud fra sund fornuft anbefales også normalt, at valideringsarbejdet tager udgangspunkt i

den vægtning de enkelte skalaer tildeles, således at antallet af anvendte spørgsmål

svarer til den vægt det pågældende fænomen tildeles i den samlede måling. Det vil

således være uheldigt hvis relativt perifere skalaer, tildeles et antal spørgsmål, der er

ude af proportion med deres betydning, samtidig med at centrale skalaer udgøres af et

fåtal spørgsmål.

I vurderingen af de skalaer der skal anvendes til at belyse et samlet

sammensat fænomen er det således klart ønskeligt at det udarbejdede

redskab harmonerer med den grundlæggende opfattelse af fænoments

karakter.

49


Fremtrædelses-validering

Denne form for validering er i virkeligheden en særlig form for

indholds-validering. Den handler om hvorvidt et spørgsmål rent faktisk

måler den variabel som det er intentionen at måle. Eller sagt på en anden

måde: er spørgsmålets betydning og mening åbenlys for eksperter og de

personer der skal besvare det pågældende spørgsmål.

Kriteria-validering

Her stiller det spørgsmål sig, om det pågældende fænomen eller aspekt af

det pågældende fænomen, som man beskæftiger sig med kan måles på en

rimeligt præcis måde. Den traditionelle definition af kriteria validering er,

at skalaen korrelerer på en forventet eller meningsfuld måde med en

anden måling af det fænomen der er undersøgelsens genstand, idealt set

en "gylden standard".

Almindeligvis opdeler man kriteria validering i to underbegreber, nemlig

sammenfaldende og forudsigelses validering.

v Sammenfaldende validering anvendes normalt i situationer hvor man søger at erstatte

en eksisterende skala med en anden. I sådanne situationer, forudsat at den eksisterende

skala opfattes som valid og sikker, kræves normalt, at den nye skala anvendes

sideløbende med den ældre, således at man kan sammenholde resultaterne af de to

skalaers anvendelse. I det tilfælde at den nye skala viser resultater, der er i

overensstemmelse med de resultater, der opnås ved hjælp af den eksisterende skala,

opfattes dette som udtryk for at sammenfaldende validering er opnået.

v Man kan også anvende prædiktiv eller forudsigelses-validering. Denne form for

validering handler i bund og grund om, at man på basis af eksisterende empiri, udleder

udsagn om overordnede træk i de resultater man forventer, i forhold til en planlagt

anvendelse af den pågældende skala. I så fald at forudsigelserne holder, antages

forudsigelses-validering for opnået.

Konstruktionsvalidering

Denne anvendes ofte indenfor områder som det psykosociale, hvor man

ikke kan observere de forhold man ønsker at måle ved hjælp af direkte

observationer eller relaterede metoder. Bestemmelsen af

konstruktionsvaliditet indebærer en kombination af logiske og empiriske

processer. På basis af en beskrivelse og definition af skalaens centrale

begreber, drages konklusioner om dens formodede forhold til andre

variabler, der derefter undersøges. Forskelle/ligheder mellem

persongrupper, korrelationer mellem variabler og ændringer af

50


Reflektioner over spørgeskemaer 53

scoringsværdier i forhold til kendte påvirkninger er nogen af de

væsentligste informationskilder man kan trække på. Når et måleredskab,

en enkelt eller et antal variable, som enkeltscoringer eller skalaværdier,

opfører sig som forventet, understøttes antagelsen om

konstruktionsvaliditet. I modsat fald stilles der et væsentligt

spørgsmålstegn ved det pågældende redskab eller sæt af sådanne.

Udsagnet om at der til grund for sådanne fænomener ligger sådanne

forhold der ikke kan observeres direkte, betegnes som en hypotetisk

konstruktion. Sådanne konstruktioner udspringer af teorier der søger at

forklare såvel adfærd som attituder. Til forskel fra andre former for

validering, indebærer prøvning af konstruktions-validering en samtidig

vurdering af teori og metode. I det tilfælde at valideringen ikke falder ud

som forventet, er problemet imidlertid, at resultatet af den fejlslåede

validering ikke på forhånd kan placeres entydigt hos den anvendte teori

eller metode. Resultaterne af sådan en validering er således ikke entydige.

Ideelt set skal en hypotese, der omfatter forsøg på konstruktionsvalidering,

ikke blot udsige noget om hvorvidt der skal eller ikke skal være

sammenhæng, men også, hvis en sammenhæng forventes, om den er

positiv eller negativ. Den ideelle konstruktionsvalidering, bør yderligere

kunne frembringe kvalitative udsagn om karakteren af de forventede

sammenhænge, det vil sige den teoretisk bestemte sammehæng mellem

ændringer i udgangsskalaen og de udvalgte kontrolskalaer. For eksempel

at stigning i den udvalgte skala i forhold til visse af kontrolskalaerne, skal

svare til en stigning, men f.eks. at ved et bestemt punkt forventes

ændringer, i form af stagnerende eller endog faldende værdier, i

kontrolskalaerne. Det er imidlertid sjældent muligt at tage udgangspunkt

i sådanne udsagn, men der hvor det kan lade sig gøre og valideringen rent

faktisk lykkes, må resultatet heraf betragtes som overordentlig væsentligt.

Det vi her berører er den såkalde sammenfaldende eller konvergent

validitet der har sit modstykke i diskriminerende validering.

v Samvarierende eller convergent validering handler om i hvor høj grad, en skala, ud fra

et teoretisk rationale, udviser empiriske sam-variationer med andre tilsvarende

målinger.

v Alternativt kan man udforme sin hypotese således ,at en skala ikke er beslægtet med en

anden, hvorfor antagelsen indebærer at en undersøgelse skal resultere i en manglende

korrelation. Dette vil i så fald være udtryk for en diskriminerende validering.

Faktor analyse anvendes her i stigende omfang. Hvis en variabel tilhører

en dimension der også omfatter andre variabler der antages at udgøre en

skala, kan dette betragtes som et argument for at konstruktionen opfylder

de stillede krav. Hvis en variabel hører flere dimensioner til er der brug for

51


at justere skalaen, enten ved at begrænse det antal elementer den skal

udgøres af, eller opdele den foreslåede skala i form af flere underskalaer.

52


Reliabilitet

Reflektioner over spørgeskemaer 55

Man kan antage at en skala er pålidelig eller sikker, hvis dens anvendelse

udvirker nogenlunde stabile resultater ved gentaget brug, i forhold til en

grundlæggende set ensartet situation. Et klassisk kriterium herfor er at

en gentagen anvendelse i forhold til de sammen subjekter over tid gerne

skal give de samme resultater. Set i forhold til det psykosociale område er

det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at de fænomener der hører dette

område til, omfatter en lang række elementer, der både er og skal være

følsomme overfor ændringer i akutte belastninger, eller subjekternes

skiftende evne til at forholde sig til sådanne. I det omfang man kan

antage, at de aspekter man ønsker at måle er i besiddelse af sådan en

stabilitet, bortfalder invendingen selvfølgelig.

I praksis vil man ofte nøjes med at vurdere om en skalas anvendelse i

forhold til grupper der oplever sammenlignelige belastninger og forhold

iøvrigt, resulterer i nogenlunde ensartede værdier.

Desuden kan tre forskningsteknikker med fordel anvendes for at afprøve

nye skalaers reliabilitet i forhold til eksisterende og mere afprøvede.

v Flerstrengede målinger består i at man anvender to eller flere skalaer der angiveligvis

måler de samme fænomener eller forhold samtidig i forhold til population. Hvis en

korrelation af de opnåede værdier er høj, antager man at en tilsvarende grad af

reliabilitet er opnået. Metoden er imidlertid langt fra uproblematisk. For eksempel

påvirker anvendelse af sådanne måleredskaber populationen. Når de forskellige

scalaers værdier sammenholdes, har man ikke nogen sikkerhed for om man måler den

aktuelle interaktion mellem de anvendte scalaer vis a vis populationen, eller om

resultatet som ønsket er udtryk for at man f.eks. ved hjælp af en nyudviklet scala har

været i stand til at måle det samme fænomen som man antager at en eksisterende scala

måler.

v Halv-delings metoden (split-half) består i at en scala opdeles i to ækvivalente dele

hvorefter korrelationen mellem hver af delen undersøges hvorved den interne konsistens

kan vurderes. Forudsætningen er at de to dele skal være homogene i forhold til det

fænomen der ønsker målt. Denne metode kan hovedsageligt anvendes når et relativt

stort antal variabler anvendes til at måle et enkelt fænomen.

v Gentagne prøver, hvor den samme scala anvendes i forhold til populationen to gange

hvorefter korrelationen vurderes. I denne situation gør den allerede nævnte indvening

med afsmitning sig i højere grad gældende. Det er altså ikke sikkert hvad man faktisk

måler, skalaens indvirkning på populationen eller dens egentlige reliabilitet.

v Sidst men ikke mindst kan man opdele populationen hvis den er af den fornødne

størrelse i to antageligvis homogene grupper. Her kan man vælge den fremgangsmåde

at anvende en eksisterende scala på den ene del og den nye scala på den anden del og

53


den nye scalas reliabilitet antages understøttet hvis resultaterne er sammenlignelige.

For eksempel hvis høje/lave værdier viser sig under tilsvarende forhold i begge tilfælde.

v Man kan også vælge at anvende den samme skala i forhold til en population opdelt i to

tilfældigt grupper, og hvis resultatet er nogenlunde ensartet, kan dette opfattes som

udtryk for skalaens reliabilitet (kontrolgruppemetoden).

Selve den metode at opdele populationen og anvende den opdelte

population som udgangspunkt for reliabilitetsprøver har den uomtvistelige

fordel at "afsmitningseffekten" neutraliseres.

Det skal bemærkes at intern reliabilitet er en egenskab ved et sæt af

målinger snarere end skalaen i sig selv. Af denne grund er det nødvendigt

at indhente reliabilitetsdata fra et vist antal populationer. Almindeligvis

antager man, efter et antal forsøg, der anskueliggør at en skala er i

besiddelse af den ønskede grad af reliabilitet, at dette er en egenskab ved

selve måleredskabet. Yderligere bør det bemærkes, at det i praksis er

svært at sammenholde skalaer m.h.p. reliabilitet. Hvis en skala er lang vil

der alt andet lige være en tendens til, at dens reliabilitet forekommer

højere end er tilfældet for kortere skalaer.

Afslutningsvis bør det dog pointeres at problemet ikke så meget består i

vanskeligheden ved at udpege ideelle metoder til afprøvning af reliabilitet,

men at sådanne metoder er bekostelige i brug, hvorfor forskere ganske

naturligt ligger under for et pres om at anvende eksisterende og afprøvede

skalaer. Den samme indvending gælder i forhold til et udbredt ønske om

at målinger af udvalgte fænomener bygger på en sammenkædning af flere

forskellige metoder, f.eks. både observationer, interviews og spørgeskemaer

(og fysiologiske målinger). I det omfang dette kan lade sig gøre kan såvel

valideringsproblemet som reliabilitetsproblemet belyses på den mest

optimale måde. Sådan en fremgangsmåde er imidlertid bekostelig, hvorfor

forskere må almindeligvis lade det stå ved ønsket (Marin 1989).

Spørgsmål og skalaer

Der er almindelig enighed om, at et fænomen måles ved hjælp af sådanne

redskaber med størst mulig sikkerhed, hvis denne måling ikke forlader sig

på enkeltvariable, men baseres på skalaer, der udgøres af en række

spørgsmål, der i fællesskab opfanger alle relevante aspekter af det

relevante fænomen.

54


Reflektioner over spørgeskemaer 57

Imidlertid betyder dette ikke, at antallet af spørgsmål som et index udgøres

af, kan opfattes som et entydigt kriterium for en målings reliabilitet og

validitet.

Det er som påpeget af Praetorius og Duncan (1989) vigtigt, at deltagerne

har en klar opfattelse af hvorfor man stiller sine spørgsmål og hvad man

forventer. Når et spørgeskemas eller blot en enkelt skalas overskuelighed

aftager - og grunden kan både være af teknisk karakter (f.eks. i form af

layout og andre aspekter der vedrører præsentationen af de stillede

spørgsmål), eller at man stiller spørgsmål, der kun adskiller sig ved

finurlige detaljer og nuanceringer, der ikke umiddelbart er

gennemskuelige, eller at antallet af spørgsmål overstiger subjektets

mulighed for at fastholde overblikket, - aftager sikkerheden af de opnåede

resultater tilsvarende.

Et yderligere problem knytter sig til hvorledes en skala sammensættes af

spørgsmål, der indikerer en varierende grad af belastning. Det er

ønskeligt, at en skala omfatter en vis bredde, men hvis en skala omfatter

spørgsmål hvor afstanden i belastningsmæssige henseende mellem de

stillede spørgsmål er for stor (f.eks. ved at skalaen omfatter reaktioner af

forholdsvis dagligdagsagtig karakter side om side med spørgsmål der

nærmest kun er relevante for personer der har oplevet alvorlige

sygdomstilstande) risikerer man, at nogle spørgsmål opfattes som relativt

ubetydelige. De kommer så at sige til at stå i skyggen af de spørgsmål, der

direkte omfatter abnorme belastninger. Denne effekt risikerer at føre til et

forkert billede af populationens faktiske oplevelser og underbetoning af de

belastninger der rent faktisk opleves af denne.

Et blandt mange eksempler på sådan en skala er Beck Depression

Inventory. I denne skala stilles på den ene side spørgsmål som "Jeg

bliver lettere irriteret end før" side om side med "Jeg føler at

fremtiden er håbløs og forholdene ikke kan blive bedre". Afstanden

mellem de to spørgsmål medfører en risiko for, at den mindre belastende

oplevelse forekommer totalt ubetydelige, i forhold til den dybe depressive

tilstand det andet spørgsmål indikerer. Dette skal ikke opfattes, som et

argument mod sådanne skalaer, men som et argument for at man

overvejer hvornår en skala er passende. Hvis hensigten er at måle

tilstandene hos en population der overvejende omfatter personer med

normalpsykologiske oplevelser, bør de stillede spørgsmål afspejle dette.

55


Svarkategorier

Tilsvarende overvejelser gør sig gældende angående svarkategorier. Der er

generel enighed om, at to-delte svarkategorier generelt må antages for at

være udtryk for overforenkling. Den samme kritik kan rettes mod tredelte

svarmuligheder med den tilføjelse, at sådan en opdeling tit resulterer i en

høj koncentration omkring middelværdien, idet denne ofte opfattes som og

udtrykkes i form af neutrale betegnelser s.s. "passende". Der knytter sig

yderligere særlige problemer til begrebet "passende" idet det kan henvise

såvel til subjektets oplevelse af krav, som opfattelse af forventninger.

Sådanne svar er derfor svære at fortolke. I princippet kan man sige at

desto "højere en opløsning" svarkategorierne indebærer, desto bedre

muligheder har subjekterne for at afgive hvad de opfatter som de mest

korrekte svar (Streiner og Norman 1989, Webb et.al 1966). Der er

imidlertid en række problemer forbundet med mange af de anvendte

kategoriseringer som er vigtige at medinddrage i overvejelserne om

hvordan sådanne bør udformes.

For eksempel anvender nogle forskere som følge af ønsket om den bedst

mulige præcision, svarkategorier der angiver mænger i forhold til oplevede

belastninger og reaktioner, adfærd, emotioner og attituder.

Der kan føres gode argumenter for at en række adfærdsmæssige forhold

hensigtmæssigt kan repræsenteres ved hjælp af sådanne

mængdeangivelser. I forhold til hvad subjekter foretager sig af

hverdagsagtige handlinger, er det ganske rimeligt at spørge til hvor ofte de

gør det. Begrundelsen herfor er væsentlig, idet den samtidig angiver en

vigtig grund til ikke at generalisere anvendelsen af sådanne svarkategorier

(Bowling 1991).

I forhold til handlinger indgår det som en bestanddel af hverdagssproget at

beskrive dem i form af eksakt hyppighed. Det falder f.eks. ganske

naturligt at spørge til hyppigheden af biografbesøg om måneden og den

information der opnås således vil være mere eksakt end den der opnås ved

hjælp af den meget populære svarkategorisering "Aldrig-sjældent-af og

til-ofte". Her er den centrale pointe, at sådan tænker mennesker ganske

naturligt over en række adfærdsmæssige forhold. Samtidig bør det

påpeges, at mere kvalitativt orienterede karakteristikker er ganske

naturlige i forhold til en række adfærdsmæssige forhold. Når hyppigheden

af en social adfærd betegnes som "Tit", for eksempel i formen "hvor ofte

besøger du din bedstemor?", indebærer sådan et response i al

væsentlighed at uanset hvor ofte man rent faktisk besøger sin bedstemor,

så synes man at hyppigheden er udtryk for nogen nær en optimal, eller

overkommelig hyppighed. I denne sammenhæng er "Tit" ikke alene

56


Reflektioner over spørgeskemaer 59

angivelse af hyppighed, men en vurdering af denne hyppighed i forhold til

sociale normer.

Dette betyder at man kan spørge til rent adfærdsmæssige forhold i nogen

sammenhænge ved anvendelse af svarkategorier med kvalitative aspekter.

Den information man således får er af en anden beskaffenhed, end den der

kommer til udtryk i kategoriseringer der udelukkende fokuserer på

hyppighed og man kan træffe sit valg på basis af en vurdering af hvilken

slags information man er interesseret i at arbejde med.

Anderledes forholder det sig vedrørende forhold af overvejende

oplevelsesmæssig karakter, f.eks. symptomer og psykiske

belastningsreaktioner. Det afgørende for vurderingen af den iboende

kvalitet ved de svar der opnås på sådanne spørgsmål er ikke hyppigheden

af sådanne oplevelser, men betydningen af disse. Det er således mindre

relevant at vide hvor hyppigt man oplever f.eks. "nedtrykthed", end at

erfare hvor betydningsfuld eller belastende sådan en oplevelse er for

subjektet.

Dette er grunden til populariteten af svarkategorier som "mere eller mindre

generende". Der er imidlertid en række psykologiske grunde til at opfatte

anvendelsen af sådanne svarkategorier som problematisk. De indebærer

at subjektet skal vurdere sine oplevelser på en måde der i høj grad

risikerer at involvere såvel forsvarsmekanismer, som indvirkning fra behov

for social accept, idealtyper o.l. Den egentlige fordeling af svar, ved

anvendelsen af sådanne kategorier, risikerer derfor i høj grad at udtrykke

noget om underliggende psykologiske strukturer, ikke de faktiske

oplevelser.

De selvsamme overvejelser gør sig gældende når svarkategorierne får

udformninger som "graden af enighed" i forhold til en ytring. Også her

indvirker de nævnte forsvarsmekanismer og sociale rollespil.

For at undgå eller minimere betydningen af sådanne forhold er

anvendelsen af visuelle kategoriseringsmetoder blevet foreslået. Subjektet

har mulighed for at afkrydse et punkt på en linje, hvis yderpunkter kan

være mængder, eller aldrig/ofte (Bullock 1952). Indvendingen her er

beslægtet med indvendingen mod mængdeangivelser generelt. Blot tilføjes

her den speicifikke detalje, at denne type visuel svarkategorisering ikke

svarer til den måde hvorpå de fleste subjekter naturligt ville kunne finde

på at beskrive sine oplevelser. Metoden har utvivlsomt sin værdi i forhold

til særlige befolkningsgrupper, f.eks. visse højtuddannede, men er næppe

hensigtmæssigt i flertallet af de situationer hvor målinger ønskes foretaget.

57


Et anden velkendt alternativ er Thurstones metode (Bowling 1991). Den

betyder at deltagere anmodes om at rangordne påstande der er trykt på et

antal kort i en rækkefølge hvor de mest ønskelig placeres forrest og i en

glidende overgang til de mindst ønskelige bagerst. Metoden forudsætter en

testlignende situation og er derfor ikke egnet til brug i

spørgeskemabaserede undersøgelser.

Den svarkategorisering der er mindst problematisk, hvad angår spørgsmål

der vedrører oplevelser, synes at være den ganske poplulære "Aldrig til ofte".

Denne kategorisering er bogstaveligt betragtet blot en anden måde hvorpå

mængdeangivelser opnås men uden fordelen af at være præcise. Men

tages der højde for hverdagssprogets repræsentation af sådanne subjektive

oplevelser, gælder det argument, at sådan omtaler de fleste sine oplevelser.

I sådanne sammenhænge udtrykker denne angivelse ikke entydigt

"mængder" men "kvaliteter", forstået som en benævnelse af i hvilken grad

den pågældende oplevelse er betydningsfuld eller karakteristisk for den

pågældendes oplevelser (for en relevant diskussion se Glassner og Moreno

1989, Brodbeck M 1968).

"Ofte" kan tages som udtryk for at oplevelsen er et karakteristisk træk ved

subjektets erfaringer. I forhold til symptomer og psykiske reaktioner kan

"Ofte" tages som udryk for at subjektet oplever dette som et jævnligt

tilbagevendende forhold og en belastning i sin hverdag. Samtidig er denne

kategorisering relativt fri for de associationer der i forbindelse med andre

mulige svarkategorier, som allerede er diskuteret, kan bevirke at

forsvarsreaktioner igangsættes.

Imidlertid er denne svarkategorisering ikke udtømmende. Det kan være og

er i mange tilfælde "det mindst dårlige alternativ" at acceptere dens

iboende begrænsninger. I nogen situationer kan anvendelsen af denne

svarkategorisering imidlertid udbygges på en måde vi har gode erfaringer

med.

For eksempel anvendes kategoriseringen "Aldrig til ofte" i flere af de

undersøgelser dette projekt har omfattet. I tre af undersøgelserne er denne

kategorisering imidlertid blevet udbygget med heldige resultater som følge.

I en af undersøgelserne kunne man på spørgsmålet om en række

belastninger karakteriserer arbejdmiljøet "Aldrig til ofte", yderligere angive

om man følte sig generet af disse forhold. Resultaterne viste at

muligheden blev hyppigt anvendt. Det interessante er også at det ikke

nødvendigvis var de oftest oplevede arbejdsmiljøproblemer, der tilsvarende

mest hyppigt blev betegnet som generende. Konklusionen på vores

analyse heraf er, at deltagere i sådanne undersøgelser godt kan skelne

mellem "beskrivelse" og "oplevelseskarakteristik". Ikke blot kunne visse

58


tilsyneladende generende oplevelser udpeges, men yderligere viste det sig i

forhold til en række af disse, at deltagere der afkrydsede den næsthøjeste

svarmulighed "Af og til" i et antal tilfælde alligevel følte sig foranlediget til at

angive, at de desuden følte sig generet heraf. Tilsvarende var det i to af

undersøgelserne muligt at udbygge besvarelsen af om psykiske og

psykosomatiske symptomer forekom "Aldrig til ofte" med en tilkendegivelse

af om man mente at disse var forårsaget af arbejdet. Igen viser det sig at

deltagere skelner mellem vurdering og oplevelse. I forhold til enkelte af

disse oplevelser kunne vi se, at selv om svarkategorien "Sjældent" blev

anvendt, følte et antal deltagere sig alligevel foranlediget til at angive at det

efter deres opfattelse drejede sig om arbejdsbetingede reaktioner.

I denne sammenhæng er der grund til at nævne, at i en sammenhæng hvor

belastninger og symptomer kan udpeges som "generende" er der i det

mindste en hypotetisk risiko for, at dette medvirker til at deltagerne vælger

en lavere svarkategori på "Aldrig - ofte" skalaen, end de ville have gjort ved

fraværet af denne mulighed. At de således vælger en lavere svarkategori,

ud fra erkendelsen af at den yderligere information om det belastende

forhold kunne afgives særskilt. Hvorvidt det forholder sig sådan og

betydning af dette kan kun undersøges ved hjælp af et kontroldesign af en

af de førnævnte typer i forbindelse med afprøvning af reliabilitet.

Dette indikerer at en kombination af svarkategorier i visse situation kan

være fordelagtig, men skal anvendes med omhu.

Scoring

Reflektioner over spørgeskemaer 61

Almindeligvis er antallet af svarkategorier mindst fire, fem er almindelige

og op til syv er ikke sjældne. Scoring af variabler består almindeligvis i at

hver enkelt variabel bidrager med lige vægt til skaleringen. I nogen

situationer ser man at scoringen af hver enkelt variabel dikotomiseres

inden scoringen gennemføres. Dette forenkler udførelsen af visse tests,

men resulterer i et tab af information og nøjagtighed. Derfor anbefales

generelt, at hver enkelt svarværdi indgår i en skalas udformning. Der er

imidlertid en række problemer forbundet med den overordentligt udbredte

praksis med at undgå at vægte variablene. Problemets betydning er nøje

forbundet med scalaens sammensætning. Hvis afstanden mellem de

stillede spørgsmål i belastningsmæssig henseende er stor, risikerer man at

personer med få, men store problemer, rangerer side om side med

personer der oplever en lav symptomforekomst. Problemet er ikke af

samme beskaffenhed hvis den anvendte skala er klart normalpsykologisk

59


orienteret, men selv i sådanne skalaer opererer man dog typisk med lette

og sværerer psykiske belastninger. Alternativet til lige scoring er at vægte

forskellige variabler ud fra den belastning oplevelsen af det pågældende

symptom antages at være forbundet med.

Et eksempel på sådan en skala er den Normative Skala, der bygger på en

opdeling af variabler i lette og svære kategorier, f.eks. ved at variabler der

opfattes som omfattende svære belastninger vægtes med to, baseret på en

vurdering eller bedømmelse. Alternativet er Principial Component

Scaling hvor skaleringen bygger på interne vurderinger, således at der

opnås en relativ vægtningsværdi der kan anvendes til at skalere hver

enkelt variabel for sig, hvorved man opnår et lineært additivt index. Man

kan f.eks. beregne i hvor højt omfang psykiske belatninger er forbundet

med antal sygedage. Derved opnås individuelle skaleringsværdier (Bowling

A. 1991).

Denne metoder anvendes ofte for helse-index spørgeskemaundersøgelser.

Den mest almindelige form for vægtning består imidlertid i, at man

anvender et forskelligt antal variabler for at måle forskellige forhold, hvor

antallet af variabler indikerer den vægt man tillægger det pågældende

fænomen set i forhold til det overordnede koncept. Den samlede værdi for

en subskala opnås ved at resultatet 17 divideres med antallet af elementer

indenfor subskalaen. Resultaterne for subskalaer sammenlægges derefter

for at opnå den samlede skalaværdi. Således opnår man, at hver subskala

bidrager ligeligt til den samle værdi, selv om de hver for sig kan bestå af

forskelligt antal variabler (Streiner og Norman 1989).

I praksis viser det sig imidlertid, at vægtning ikke gør den store forskel til

trods for teknikkens iboende logik. Dette skyldes at personer, der scorer

højt indenfor den ene skala eller subskala, ofter scorer højt på andre

skalaer eller subskalaer. Betydningen af vægtning afhænger i denne

sammenhæng i høj grad af hvordan skalaen anvendes og dens egentlige

konstruktion. Hvis skalaen omfatter mindst 40 elementer der er

forholdsvis homogene, vil vægtningen hovedsageligt medføre øget

kompleksitet, snarere end bedre og sikrere scoring.

Afsluttende bemærkninger

Vi har diskuteret en række metodiske, tekniske og statistiske

indfaldsvinkler til spørgeskemaer. Hvis formålet med denne tekst er nået,

17 Dette betyder rent teknisk at man vælger f.eks. at sammentælle hvor ofte hver enkelt deltager afkrydser

muligheden "ofte". Det antal gange er vedkommendes "resultat" i forhold til denne skala.

60


Reflektioner over spørgeskemaer 63

har læseren både en opfattelse af, at spørgeskemaer er et brugbart

redskab i psykologisk forskning, en forestilling om hvad man gør når man

udarbejder eller anvender et foreliggende skema, hvilke retningslinjer man

skal overholde og hvilke faldgruper man skal undgå. Sidst men ikke

mindst håber jeg at det er lykkedes mig at formidle den særlige spændning

og nysgerrighed som brugen af denne metode forudsætter.

61


Referencer:

Ackoff, R. L., 1973 The Design of Social Research, Chicago University Press

Agervold, M. (1983). Arbejdskvalitet - også i en krisetid. Om unges krav og forventninger

til arbejdets indhold. I: B. Madsen et al. Ungdomsbilleder i en brydningstid. København:

Gyldendal.

Agervold, M. (1985). Kontorarbejde og psykisk arbejdsmiljø. Århus, Psykologisk

Skriftserie, 10.

Agervold, M. (1987). New technology in the office: attitudes and consequences. Work &

Stress, 1,143-153.

Agervold, M. (1989). Psykosocialt arbejdsmiljø og kontrolbegrebet. Arbejdspsykologisk

Bulletin, 5, 36-56.

Agervold, M. (1990). Psykosocialt arbejdsmiljø, stressmanagement og organisationskultur.

Arbejdspsykologisk Bulletin,4,4-21.

Aiken, M. og Hage, J. (1966). Organizational alienation: A comparative analysis.

American Sociological Review, 31, 497-507.

Anastasi, A. (1976). Psychological Testing. New York: Macmillan, .

Arbejdsmiljøgruppen af 1972. Raport 2 (1974). København: Eget Forlag.

Baldursson E.B. (1989). Måling og ændringer. Arbejdspykologisk Bulletin, 5, 124-135.

Baldursson E.B. (1990). Non-adaptiv coping og stressteori. Arbejdspsykologisk Bulletin, 6,

44-65.

Bailey, J.M. og Bhagat, R.S. (1987). Meaning and Measurmement of Stressors in the Work

environment: An Evaluation. I S.V. Kasl og C.L. Cooper. Stress and Health: Issues in

Research Methodology. John Wiley og Sons, New York.

Barlow, H. (1987). The Biological Role of Consciousness. I C. Blakemore og S.

Greenfield ed., Mindwaves. Oxford, Basil Blackwell.

Barrera, M. (1980). A method for the assessment of social support network in community

survey research. Connections, 3, 8-13.

Barrera, M. (1981). Social support in the adjustment of pregnant adolescent assessment

issues. I: B.H. Gottlieb, (ed). Social Networks and Social Support. Beverly Hills, Sage

publications.

62


Beck A.T. Mendelson M. Mock J. et al (1961). Inventory for measuring depression.

Archives of General Psychiatry 4:561-71

Bhaskar, R., (1991). Philosophy and the Idea of Freedom. London, Blackwell.

Bhaskar, R., (1989). The possibility of Naturalism. Hempstead, Harvester Wheatsheaf.

Blauner, R. (1964). Alienation and freedom. Chicago:

Bowling A. (1991). Measuring Health. Open University Press, London.

Brayfield, A.H. og Rothe, H.F. (1951). An index of job satisfaction. Journal of Applied

Psychology, 35, 307-311.

Brodbeck, M, ed., (1968). Readings in the Philosphy of the Social Sciences. New York,

MacMillan.

Bullock, R.P. (1952). Social Factors Related to Job Satisfaction: A Technique for the

Measurment of Job Satisfaction. Bureau of Business Research, Ohio State University,

Columbus, Ohio.

Cammann, C., Fichman, M., Jenkins, D. og Klesh, J. (1979). The Michigan Organizational

Assessment Questionnaire. University of Michigan, Ann Arbor, Michigan.

Caplan, R.D. et al. (1975). Job Demands and Worker Health. Washington: NIOSH.

Cook, T.D. og Campbell, D.T. 1979. Quasi experimental: Design analysis issues for field

setting. Chicago: Rand McNally.

Cook, J.D., Hepworth, S.H., Wall, T.D. og Warr, P.B. 1980. The Experience of Work.

London: Academic press.

Cross, D. 1973. The Worker Opinion Survey: A measure of shop-floor satisfaction.

Occupational Psychology, 47, 193-208.

Derogatis L.R. (1982). Self-report Measures of Stress. I: L. Goldberg og S. Breznitz (eds)

Handbook of Stress. New York: Free Press, .

Favreholt, D. 1978. Lenin hans filosfi og verdensanskuelse. København: GAD.

Fletcher B. 1988. The Epidemiology of Occupational Stress. I: C.L. Cooper og R. Payne

(eds). Causes, Coping and Consequences of Stress at Work. London: John Wiley og Sons.

Fletcher B., Gowler, D. og Payner, R.L. 1980. Transmitting ocupations risks, The Lancet,

ii, 1193.

63


Fiske, D.W. 1971. Measuring the concepts of personality. Aldine: Chicago.

Frankenhaeuser, M. & Gardell, B. 1976. Underload and Overload in Working Life. Journal

of Human Stress, 2, 35-46.

Frankenhaeuser, M. & Johansson, G. 1981. On the Psychophysiological Consequences of

Understimulation and Overstimulation. I: L. Levi (ed.) Society, Stress and Disease, Vol IV:

Working Life. Oxford: Oxford University Press.

Frese M., og Zapf D. 1988. Methodological Issues in the Study of Work Stress: Objective

v. Subjective Measurement of Work Stress and the Question of Longitudinal Studies. I:

C.L. Cooper og R. Payne (eds). Causes, Coping and Consequences of Stress at Work.

London: John Wiley og Sons.

Fried Y. (1988). The Future of Physiological Assessments in Work Situations. I: C. L.

Cooper og R. Payne (ed). Causes, Coping and Consequences of Stress at Work. London:

John Wiley og Sons.

Gallinicos, A. (1985). Marxism and Philosophy. Oxford: Oxford University Press.

Gardell, B. (1971). Produktionsteknik och arbetsglädje. Stockholm: PA-Rådet.

Gardell, B. (1976). Arbetsinnehåll och livskvalitet. Stockholm: Prisma.

Gardell, B. (1979). Replik. I: G. Westlander: Vad är psykosociale frågor? Stockholm:

Arbetarskyddsfonden.

Glassner B., og Moreno J.D, (1989). Introduction: Quantification and Enlightenment. I: B.

Glassner , og J.D. Moreno (eds). The Qualitative-Quantitative Distinction in the Social

Sciences, 1-12. New York: Kluwer Academic Publishers.

Gould J. S., 1984. The Mismeasure of Man. London: Penguin.

Gregory, R.L. 1974. Concepts and Mechanisms of Perception. London: Duckworth.

Guring, G., Veroff, J. og Feld, S. 1960 Americans view their Mental Health. New York:

Basic Books, .

Hacker, W. (1978). Allgemeine Arbeits- und Ingenieurpsychologie. Berlin: VEB Deutscher

Verlag der Wissenchaften.

Hackman, J.R. og Oldham, G.R. 1975. Development of the Job diagnostic Survey. Journal

of Applied Psychology, 60, 159-170.

van Harrison 1978. Person-Environment Fit and Job Stress. I: C. Cooper & R. Payne (eds)

Stress at Work. New York: John Wiley and Sons.

64


Henle, M. 1964. On the relation between logic and thinking. Psychological Review, 69,

366-78.

Hertzberg, F. 1968. Work and the Nature of Man. London: Staples Press.

Hoppock, R. 1935. Job Satisfaction. Genoptrykt af Arno Press, New York, 1977.

House, R.H. og Rizzo, J.R. 1972. Role conflict and ambiguity as critical variables in a

model of organizational behavior. Organizational Behavior and Human performance, 7 ,

467-505.

House, J. 1981. Work Stress and Social Support. Reading: Addison-Wesley.

Hughes, H.S., 1977. Consciousness and Society. New York: Vintage.

Jenkins, D.D. og Zyzanski, S.J. 1980. Behavioral risk factors and coronary heart disease.

Psychotherapy and Psychosomatics, 34, 149-77.

Johnson, J. 1986. The Impact of Workplace Social Support, Job Demands and Work

Control upon Cardiovascular Disease in Sweden. Stockholm: University of Stockholm,

Department of Psychology.

Kahn, R.L., Wolfe, D.M., Quinn, R.P., Snoek, J.D. og Rosentahl, R.1964. Organizational

Stress: Studies in Role Conflict and Ambiguity. New York: Wiley, .

Karasek, R. & Theorell, T. 1990. Health, Work, Stress, Productivity and the Reconstruction

of Working Life. New York: Basic Books.

Karasek, R. 1989. Krav-kontrol modellen: Dens udvikling og status. Arbejdspsykologisk

Bulletin, 5, 16-35.

Kaufman, R. 1978. Organizational Improvement: A Review of Models and an Attempt of

Synthesis. Group and Organizational Studies, 3 (1).

Kornhauser, A. 1965. Mental health of the industrial worker. New York.

Latack, J.C. 1986. Coping with job stress: Measures and future directions for scale

development. Journal of Applied Psychology, 71 (3) 377-85.

Lazarsfeld, P. F:, 1955. Interpretation of Statistical Relations as A research Operation . I P.

F. Lazarsfeld og Morris Ginseberg (Ed.). The Language of Social Research. New York:

Free Press .

Lazarus, R. 1991. Progress on a Cognitive-Motivational-Relational Theory of Emotion.

American Psychologist, 46,8 (in press).

65


Lazarus, R. & Launier, R. 1978. Stress-Related Transactions between Person and

Environment. I: L. Pervin & M. Lewis (Ed.): Perspectives in Interactional Psychology.

New York: Plenum Press.

Lazarus, R. & Folkman, S. 1964. Stress, Appraisal, and Coping. New York: Springer.

Lenin, V. 1975. Materialisme og empirokriticisme. Købehanvn: Tiden.

Llinas, R. 1987. Mindness" as a Functional State of the Brain. I C. Blakemore og S.

Greenfield ed., Mindwaves. Oxford: Basil Blackwell.

MacKay, C.J. 1980. The measurement of mood an psychophysiological activity using

self-report techniques. I: I. Martin og P.H. Venabels (ed) Techniques in Psychophysiology.

New York: John Wiley og Sons, .

Manicas, P. 1989. Explanation and Quantification. I: B. Glassner og J.D. Moreno (eds).

The Qualitative-Quantitative Distinction in the Social Sciences, 1-12. New York: Kluwer

Academic Publishers

Margolis, H. 1987. Patterns, Thinking, and Cognition - A Theory of Judgement. Chicago:

University of Chicago Press, .

Marin, R. 1987. Techniques for Data Acquisition and Analysis in Field Investigation of

Stress. I: Neufeld, R.W.J (ed). Advances in the Investigation of Psychological Stress. New

York: John Wiley og Sons.

Marx, K. 1844/1961. Economic and Philosophical Manuscripts. I Fromm, E: Marx' concept

of man. New York.

Maturana H. R. &Varela F. J. 1987. The Tree of Knowledge. Boston: Shambhala.

The Meaning of Work. 1987. MOW International Research Team. London: Academic

Press.

Miller, G.A. 1967. Professionals in bureaucracy: Alienation among industrial scientist and

engineers. American Sociological Review, 32, 755-768.

Moos, R.H. 1973. Changing the Social Milieus of Psychiatric Settings. Journal of Applied

Behavioral Science 9, (5), 575-93.

Moos, R.H. 1974. Evaluating Treatment Environment. New York: Wiley and Sons.

Nadler, D.A. 1978. The Use of Feedback for Organizational Change: Promises and Pitfalls.

Group and Organizational Studies, 3 1.

66


Nisbett, R.E. og Wilson, T.D. 1977. Telling more than we can know; verbal reports on

mental processes. Psychological Review, 84, 231-259.

Nisbett, R.E. og Ross, L. 1980. Human Inference: Strategies and Shortcomings of Social

Judgment. New York: Prentice-Hall.

Norman, W.T. 1967 . On estimating psychological relationships: Social desirability and

self-report. Psychological Bulletin, 67, 273-93.

Pareto, W., 1971. Manual of Political Economi. New York: Kelley.

Parry, G. og Warr, P.B. 1980. The measurment of mothers' work attitudes. Journal of

Occupation Psychology, 53, 245-252.

Patchen, M. 1970. Participation, Achievement, and Involvement on the Job. Prentice-Hall,

Englewood Cliffs, New Jersey.

Payne, R.L., Fineman, S. og Jackson, P.R. 1980. An interactionist approach to measuring

anxiety at work. Journal of Occupational Psychology, 55, 13-25.

Payne, R. 1988. Individual Differences in the Study of Occupational Stress. I: Cooper,

C.L. og Payne R. eds. Causes, Coping and Consequences of Stress at Work. Chichester:

John Wiley and Sons.

Petersen, E. 1967. Sanktioner og trivsel. København: Nyt Nordisk Forlag.

Petersen, E. 1968. Trivslen på arbejdspladsen. Bd. I & II. København: Mentalhygiejnisk

Forlag.

Petersen, E. 1985. Træk af resignationens psykologi samt en model af det danske samfund

under krisen ud fra livskvalitetskriterier. Psykologisk Skriftserie Aarhus, 10, 7.

Praetorius, N & Duncan, K.D. 1988. Verbal Reports: A Problem in Research Design. I:

Goodstein, L.P., Andersen, H.B. & Olsen, S.E. eds. Tasks. Errors and Mental Models,

London: Taylor & Francis.

Quine, W. V. O., 1963. From a Logical Point of View. New York: Wiley and Sons.

Quinn, R.P. og Shepard, L.H. 1974. The 1977 Quality of Employment Survey. Ann Arbor,

Michigan: Institute for Social Research, University of Michigan.

Quinn, R.P. og Staines, G.L. 1979. The 1977 Quality of Employment Survey. Michigan:

Institute for Social Research. University of Michigan, Ann Arbor.

Reitan, R., 1978. Marxisme og filosfi. København, GMT.

67


Rorer, L.G. 1965. The great response-style myth. Psychological Bulletin, 63, 129-56.

Rorty, R., 1980. Philosophy and the Mirror of Nature. Oxford: Oxford University Press.

Russel, D., Peplau, L.A. og Cutrone, C.E. 1980. The revised UCLA Loneliness Scale:

concurrent and discriminant validity evidence. Journal of Personality and Social

Psychology, 39, 472-80.

Seeman, M. 1967. On the personal consequences of alienation in work. American

Sociological Review, 32, 273-285.

Shepard, J.M. 1972. Alienation as a process: Work as a case in point. The Sociological

Quarterly, 13, 161-173.

Shrauger, J.S. og Osberg, T.M. 1981. The relative accuracy of self-redictions and

judgments by others in psychological assessment. Psychological Bulletin, 90, 322-51.

Sloan, S.J. og Cooper, C.L. 1986. Pilots under Stress. London. Routledge og Keegan Paul.

Smith, P.C., Kendall, L.M. og Hulin, C.L. 1969. The Measurements of Satisfaction in

Work and Retirement. Chicago: Rand-McNally.

Smith, F.H. 1976. Index of Organizational Reactions IOR. JSAS Catalog of Selected

Documents in Psychology, 6, 1, 54, no. 1265.

Streiner, D.L. og Norman, G.R. 1989. Health measurement Scales: A Practical Guide to

their Development and Use, Oxford: Oxford University Press.

Stroud, Jr. W. L., 1984. Biographical Explanation is Low-Powered Science, American

Psychologist, 39.

Szentagothai, J. 1987. The Brain-Mind Relation: A Pseudoproblem?. I C. Blakemore og

S. Greenfield ed., Mindwaves. Oxford, Basil Blackwell.

Thayer, R.E. 1967. Measurement of activation through self-report. Psychological Reports,

20, 663-78.

Taylor, J.C. og Bowers, D.G. 1972. Survey of Organizations: A Machine Scored

Standardized Questionnaire Instrument. Michigan: Institute for Social Research,

University of Michigan, Ann Arbor.

Vroom, V.H. 1964. Work and Motivation, New York: Wiley and Sons.

Van Dijl, H., og Nagelkerke, N. 1980. Statistical discrimination of male myocardial

infarction patients and healthy males by means of a psychological test and a tracing of

68


asic dimension of the infarction personality. Psychotherapy and Psychosomatics, 34,

196-203.

Warr, P.B. og Routledge, T. 1969. An opinion scale for the study of managers job

satisfaction. Occupational Psychology, 43, 95-109.

Warr, P.B., Cook, J. og Wall, T.D. 1979. Scales for the measurement of some work

attitudes and aspects of psychological well-being. Journal of Occupational Psychology,

52, 129-148.

Webb, E.J., Campbell, D.T., Schwartz, R.D. og Sechrest, L. 1966. Unobtrusive Measures:

Non-reactive research in the Social Sciences. Chicago: Rand McNally College Publishing.

Webb, E.J., Campbell, D.T., Schwartz, R.D., Sechrest, L. og Grove, J.B. 1981.

Nonreactive Measures in the Social Science. Boston: Houghton Mifflin.

Weinberg, D.A., Schwartz, G.E. og Davidson, R.J. 1979. Low-anxious, high-anxious and

repressive coping styles: Psychometric patterns and behavioral and psychological responses

to stress. Journal of Abnormal Psychology, 88, 369-80.

Weiss, D. J., Dawis, R.V., England, G.W. og Lofquist, L.H. 1967. Manual for the

Minnesota Satisfaction Questionnaire. Minnesota: Industrial Relations Centre, University

of Minnesota.

Westlander, G. 1979. Vad är psykosociale frågor? Stockholm: Arbetarskyddsfonden.

Wiggins, J.S. 1964. Convergences among stylistic response measures from objective

personality tests. Educations Psychological Measurements, 24, 551-62.

Zeller, R.A. og Carmines, E.G. 1980. Measurment in the Social Sciences. Cambridge:

Cambridge University Press.

69

More magazines by this user
Similar magazines