TEMA - IPmonopolet

ipmonopolet.dk

TEMA - IPmonopolet

IPMONOPOLET.DK ° ÅRGANG 1 ° NUMMER 3 ° 1. UDGAVE

IPMONOPOLET

tidsskrift for international politik

TEMA: Det amerikanske valg 2008

TEMA

ipMoNopoLEt SættEr i DENNE UDgAvE FoKUS på

DEt AMEriKANSKE vALg 2008

DE FirE SYStEMKriSEr pEgEr MoD USA SiDE 5

ArvEN FrA 2004-vALgEt SiDE 10

ForANDriNg – ELLEr MErE AF DEt SAMME? SiDE 20

MONOPOLET

UFFE ELLEMANN-JENSEN vS.SvEND AUKEN SiDE 42


UDBLIK

KøD, KULtUr og UDviKLiNg SiDE 31

NAoMi KLEiN

-på øKoNoMiSK KLApJAgt SiDE 38

SYNSPUNKT

iNtErviEw MED MArLENE wiND SiDE 44

1


LEDER

Kære læser af IP monopolet,

Så er IPmonopolet på gaden for tredje gang. Og så alligevel ikke helt, for vi

mangler desværre stadig at komme på tryk. Det havde ellers været alletiders

at kunne putte sig ned under dynen med en kop varm kakao og de sidste nye

tanker om international politik mens efteråret blæser udenfor. Derfor arbejder

vi stadig på at få skaffet midlerne til at komme på tryk. At Københavns

universitetsavis fremover er noget, der kun kan findes på nettet er ærgerligt.

Vi håber at kunne gøre det modsatte og komme ud til et endnu bredere publikum

og ligge ved siden af den varme kakao.

Vi har sagt farvel til Stig og Simon, der har valgt at tage til henholdsvis Berlin

og San Francisco for at søge nye udfordringer. Som nyslåede chefredaktører

ønsker vi dem alt mulig held og lykke og bestræber os på at fortsætte

IPmonopolet på bedste vis. Ipmonopolets mål er stadig at fungere som platform

for den viden der gennem hårdt slid bliver skabt i arbejdet med bachelorprojekter

og specialer, men samtidig have bidrag fra mere interessante

skribenter, som ikke nødvendigvis lige har afleveret deres speciale. I dette

nummer præsenterer vi en bred vifte af rigtig spændende artikler og et tema

om det amerikanske valg. Vi er stolte af at have et ekstra stort bidrag fra

studerende – husk at alle studerende kan komme til at skrive for IP monopolet,

så henvend dig meget gerne til os, hvis du har lyst til at komme ud til

et bredere publikum.

Endnju engang en stor tak til alle vores skribenter – både studerende, forskere

og politiske kommentatorer. Og ikke mindst hele den brogede redaktionen

bag IP monopolet af statskundskabere, RUC’ere, Webmaster og

CBS’ere for deres store arbejde op til dette nummer.

God læselyst

Lise Frikke og Thomas Land Christiansen

Lise

Frikke

Stud.scient.pol

Københavns Universitet

Ansvarshavende redactor,

ipmonopolet

Thomas

Land Christiansen

Stud.scient.adm

roskilde Universitet

Ansvarshavende redactor,

ipmonopolet

2


INDHOLD

LEDEr 2

TEMA 4

DE FirE SYStEMKriSEr pEgEr MoD USA 5

ArvEN FrA 2004-vALgEt 10

oS og vEStEN - KoNStrUKtioNEN AF Et irANSK SELv 13

tHE CASE For tHE ELECtorAL CoLLEgE 17

ForANDriNg – ELLEr MErE AF DEt SAMME? 20

UDBLIK 25

tHiS iS KENYA, iSN’t it? 26

KøD, KULtUr og UDviKLiNg 31

årSAgErNE tiL FøDEvArEKriSEN 35

NAoMi KLEiN på øKoNoMiSK KLApJAgt 38

‘CLEAN HANDS’ For A CLEAN BULgAriA 40

MONOPOLET 42

SYNSPUNKT 44

rEDAKtioN 49

3


TEMA

INTRODUkTION

4


DE FIRE SYSTEMKRISER

PEGER MOD USA

- KAN USA’s NæStE præSiDENt gørE EN

ForSKEL?

Krisefænomener inden for den finansielle verden, fødevareforsyningen,

energihusholdningen og klima blev

fornylig drøftet i Informations serie ”Krise i hele systemet?”,

hvor Jørgen Steen Nielsen afsluttede ekspertinterviewene

med en leder under overskriften Vendepunktet:

”Nogle samfundsforskere mener, at markante skift

i kulturers normer og adfærd kan indtræde pludseligt

og dramatisk, når en kritisk masse af erfaring og tegn

fra omgivelserne er opsamlet...” Og han paralleliserer

et sådant skift med klimaforskernes katastrofer:”…som

de ’tipping points’ for voldsomme systemforandringer,

klimaforskerne nu taler om.” Parallellen vedrører da

også den grundlæggende usikkerhed: Kun ”i bedste fald

er systemkrisen ved at bringe os til et sådant punkt.”

Det er da også usikkert, om Verden vil komme videre i

retning af de bedst mulige fremskridt. Eller om Verden

som helhed, på trods af viden og information, i praksis

går ligeså uforberedt ind i en samlet katastrofe, som administrationen

og befolkningen gjorde det i staten Louisiana,

da orkanen Katrina ramte beboelser, infrastruktur,

arbejdspladser og naturgrundlag.

KRISER OG KRISER

Specialiserede samfundsforskere er nu ikke nødvendigvis

de bedste til at bedømme, hvordan samfundskriser

og et naturfænomen som klimakrisen hænger sammen.

Én af de samfundsforskere, der vil åbne samfundsvidenskaberne

til at kunne dette, er den amerikanske

historieteoretiker Immanuel Wallerstein, der i dag som

seniorforsker ved Yale University skriver regelmæssige

Af Rolf Czeskleba-Dupont

Finanskrise, fødevarekrise, energikrise og miljøkrise – kriser dominerer det politiske billede og varsler

et kommende nyt verdens system. Rolf Czeskleba-Dupont guider i sin artikel ”De fire systemkriser peger

mod USA” os igennem baggrunden for de fire kriser ud fra en verdenssystems teoretisk vinkel og giver

et bud på, om den næste præsident i verdens supermagt vil have en afgørende indflydelse på krisernes

konsekvenser.

debatindlæg om international politik. Om krisebegrebet

skrev han i 1991 ud fra en metodisk kritik af traditionel

socialvidenskab: ”Ordet ’krise’ er en straf (nemesis),

fordi det uden forskel bliver brugt til at beskrive begge

fænomener” - nemlig dels et konjunkturelt skifte, dels

en historisk overgang.

Wallerstein skelner mellem vendepunkter i cykliske

konjunkturer og ved optakten til trendbetingede overgange

til noget nyt. Fra økonomiske konjunkturer kendes

det, at ”når det drejer sig om cykliske rytmer, findes

der nødvendigvis toppunkter efterfulgt af nedgange”

– det være sig konjunkturer på få år eller verdensøkonomiens

lange bølger på kvarte og halve århundreder.

Men dette var ikke pointen i Jørgen Steen Nielsens

‘vendepunkt’, der snarere minder om en tysk vises omkvæd:

”Alt, alt skal forvandle sig”- nemlig fra katastrofer

til fremskridt.

Wallerstein forklarer, hvorfor ”overgange (transitions)

er en anden sag.” - I normaltilstanden, som han mener

at det moderne verdenssystem har forladt, neutraliseres

modsætninger: ”Når det på kort sigt optimale medfører

problemer på mellemlang sigt og disse løses gennem

tilpasninger på mellemlang sigt, fungerer det historiske

system normalt.” Således var det optimalt i Danmark

i 1960’erne at bygge oliefyrede fjernvarmeværker og

at fyre kraftværker med olie. Da dette løb ind i pris-

og mængdeproblemer på verdensmarkedet, løstes disse

problemer planmæssigt gennem samproduktion af el og

varme i decentrale og centrale kraftvarmeværker – en

tilpasning på mellemlang sigt.

5


Men fordi tilpasninger ikke går til problemernes rod,

vender disse tilbage i trenden: ”Over tid adderer tilpasninger

på mellemlang sigt sig til sekulære trends,

der på lang sigt skaber problemer.” Hvad angår energiforsyningen,

tømmes fossile lagre og afbrændingen

påvirker klimaet. Så nærmer vi os Wallerstein’s

vendepunkt: ”Det afgørende problem på lang sigt, som

et systems modsigelser frembringer, indtræder når den

sekulære trend når det punkt, hvor de tilpasninger på

mellemlang sigt der laves med henblik på kortsigtproblemerne,

ikke engang slår til på mellemlang sigt.”

Således kan en massiv overgang til træfyring forværre

den globale opvarmning, fordi den i private hjem er

“Vil Verden som helhed, på trods af

viden og information, i praksis går

ligeså uforberedt ind i en samlet

katastrofe, som administrationen og

befolkningen gjorde det i staten Louisiana,

da orkanen Katrina ramte?”

ineffektiv, fra centrale værker let fører til rovdrift hos

træeksportørerne og i øvrigt lader vente i årtier, hvis for

store ekstra mængder CO2 emitteres her og nu.

Wallerstein taler her med et lån fra den ny naturvidenskab

(kaos-teori), hvor svingning kaldes for oscillation

og skillevej for bifurkation: ”På dette punkt kommer vi

ind i det der kan kaldes en systemisk krise hvor der, i

nutidsfysikkens begreber, sker alvorlige oscillationer og

en transformerende bifurkation opstår. Det vil så sige at

der må ske en strukturel overgang fra det eksisterende

historiske system til noget andet. Dette er selvfølgelig

en rimelig lang proces, men den er irreversibel. Tilmed

er det en, hvis resultat er usikker (eller stokastisk).”

Med andre ord: Vi er i færd med at konstruere et nyt

verdenssystem for år 2050 eller 2100, men er ikke klar

over, hvad det går ud på. En omdrejningsakse i kampen

om det nye system er spørgsmålet om øget lighed eller

ulighed. Hertil hører kampene for eller imod racisme

og sexisme.

Obama mod McCain er et relevant emne her. Men: For

ikke at tillægge den ene eller den anden af de amerikanske

præsidentkandidater rollen som historiens frelser,

vil jeg i det følgende se på, hvordan og hvorfor resten

af Verden strukturelt har arvet kriserne fra et USA i he-

gemonial nedtur. Bortset fra deres militærstrategiske

overlegenhed angående masseødelæggelsesvåben m.m.

er de ved at miste grundlaget for deres tidligere mere

overbevisende hegemoni. Som DIIS-forskeren Hans

Mouritzen siger, er vi i international politik på vej væk

fra det unipolære set-up til et non-polært forstået på

den måde, at der nu for alvor er en Verden med flere,

mere ligeværdige centre under udvikling. Dette var i

øvrigt forudsætningen for de Forenede Nationer som et

fungerende system af kollektiv sikkerhed i økonomisk,

social og politisk henseende.

FINANSKRISEN – ET ARV FRA

REAGAN-REVOLUTIONEN

Politikken med en ekstremt lav rentesats, gående

mod nul, muliggjorde midlertidigt udstedelsen af de

berygtede subprime-loans på det US-amerikanske boligmarked

samt rente- og afdragsfrie lån herhjemme.

Denne politik blev efter terrorangrebet på USA’s Østkyst

i efteråret 2001 indført af USAs Centralbank (Federal

Reserve Board, FRB) for at undgå finansiel panik.

Problemet herved har siden efteråret 2007 vist sig at

være, at den siden 1970erne afregulerede finansielle

sektor har udviklet så mange spekulative og kreative

måder at bogføre værdierne på, at mere jordnære banker

over hele kloden (helt hen til Roskilde-egnen) har

tabt kontrol med kundernes kreditværdighed og pengeforsyningernes

lødighed.

Igennem Bretton-Woods-systemet fra 1944 var Verdens

samlede finansmagt ellers blevet henlagt til Centralbankerne

med USA’s Federal Reserve Bank i spidsen

og guld-Dollaren som ankervaluta. I starten af

1970erne afskaffede præsident Nixon imidlertid både

gulddækningen og fastkurssystemet med Dollaren som

ankervaluta. I de følgende år med to olieprishop i 1973

og 1979 syntes det på tide at erstatte Dollarens centrale

funktion med en buket af flere ledende valutaer,

herunder tyske Mark og japanske Yen. Dog skiftede det

politisk-økonomiske regime fra Keynesiansk til monetaristisk

inspiration.

Den i 1979 tiltrådte monetaristiske formand for FRB,

Poul Volcker, havde en ny opskrift for at generobre

Verdens centrale finansmagt for Dollaren. Dette skete

via renteforhøjelser af Dollaren hen imod 20% i 1979

og 1981. Ganske vist kvaltes en del aktivitet inden for

produktion og forbrug, hvilket forvandlede USAs Manufacturing

Belt til et Rust Belt, men USA tiltrak enorme

mængder af udenlandsk valuta, der bl.a. gik til oprust-

6


ningen mod Sovjet. Men først og fremmest: Dollarens

værdi blev genoprettet.

Igen en løsning, der i trenden skabte et nyt Verdensproblem:

De høje renter medførte voldsomme gældskriser

i flere u-lande og disse blev kun forværret af de

pålæg, kriseramte lande fik stillet af Verdensbanken og

Valutafonden i form af (markeds-)strukturtilpasningsprogrammerne.

Og som påpeget af Susan George i

hendes indsigtsfulde bog om ‘gælds-boomerangen’ fra

1992, led også centerlandene under disse finans-orienterede

hestekure. I USA måtte skattebetalerne stå inde

for insolvente banker; international handel med synlige

goder blev indskrænket til fordel for kortsluttede

valutatransaktioner til gældsbetjening. U-landene blev

presset til at prioritere valutaindtjening på bekostning

af folkenes subsistensproduktion og miljøet. Beskrivelsen

af bogens sjette boomerang i form af konflikter

og krige slutter således: ”To do nothing to remove the

conditions which create war and brutality in the third

world is, very simply, to risk waking up to find that war

and brutality have, like all boomerangs, come home.”

- Sagt ni år inden 9/11. Var der nogen, der fjernede de

kritisable betingelser i mellemtiden?

FØDEVAREKRISEN

– CENTRENES ARROGANCE

Ernæringskriser er intet nyt i den Tredje Verden.

Tværtimod har underernæring hærget længe i det som

Verdenssystem-analysen efter produktionens natur kalder

for perifere og semi-perifere lande. Deres befolkningsproblem

skyldes i høj grad centrenes koloniale og

postkoloniale indgreb, idet deres egne befolkningsreguleringer

gennem brutale forlægninger til produktions-

og infrastruktur- arbejder blev sat ud af kraft. I de

europæiske centerlande og deres oversøiske aflæggere

som USA, Canada osv. fandtes midlerne

til en velstandsfrem- mende demografisk

transition. Disse

blev frataget

u-landene gennem

centrenes

t i l e g n e l s e

af deres

økonomiske

overskud – via direkte udbytning og/eller indirekte underbetaling

af deres produkter (ulige bytte). Væsentlige

sociale og miljømæssige omkostninger til reproduktion

af befolkning og naturressourcer blev ikke tilgodeset i

råvare- herunder fødevarepriserne. Den Tredje Verdens

krav om en ny økonomisk Verdensorden blev ikke hørt

i tide.

“Vi er i færd med at konstruere et nyt

verdenssystem for år 2050 eller 2100,

men er ikke klar over, hvad det går ud

på.”

Jo mindre Vesten strategisk skulle konkurrere med den

2.verden om lande i den 3.verden - desto mere tillod

både USA og EU sig at dumpe deres overskudsproduktion

af fødevarer i periferien og dermed ødelægge disse

befolkningers egen produktion. Den blotte subsistens

har jo ingen ret i en markedsøkonomi, hvor kun den

betalingsdygtige efterspørgsel tæller med klingende

mønt. Arrogancen, med hvilken markedsøkonomien

blev fremført – ofte endda også nødhjælpen - blev i de

senere år kun overgået af ligegyldigheden over for de

forhøjelser i verdensmarkedspriserne for fødevarer, som

1.generations-bioetanolprojekter medførte. USAs majsproducenter

var ligeglade i forhold til Tortilla-krisen i

Mexico. Igen skabtes her store problemer grundet kortsigtede

løsninger for en modsætning på centrenes egne

hjemmemarkeder, nemlig mellem deres overproduktion

af fødevarer og deres motorejeres sult efter billige

drivmidler. En modsætning, som også kendtes før, men

som er blevet handlingsrelevant gennem olieprisernes

ustandselige himmelflugt i det sidste årti.

Da USA i 1980erne og 1990erne for alvor satsede på militær

magt for midlertidigt at sikre sig billige forsyninger

med den i Mellemøsten let oppumpede olie, forkastede

Reagan-regeringen alle tilløb til en hjemlig udbygning

med ethanol, der under præsident Carter var blevet

drøftet, bl.a. i 1980 af ‘National Alcohol Fuels Commission’.

Potentialet med 2.generations bioethanol blev

allerede dengang fremført ved Kongreshøringer, fordi

man kendte til de enorme energimængder, der gik til

spilde i efterkrigstidens landbrugssystemer, baseret på

brug af fossil energi.

OLIEKRISEN OG DEN

MILITÆR-INDUSTRIELLE KOMPLEKS

Allerede inden den iranske revolution, der i 1979 afsatte

Shahen, truede præsident Carter med militær in-

7


dgriben i Mellemøsten. I stedfortræderkrigen mellem

Irak og Iran støttede USA Saddam Hussein og vendte

det blinde øje til hans forbrydelser bl.a. mod Kurderne.

Men efter Berlinmurens fald frygtede USAs magteliter

at afspændingen mellem Øst- og Vesteuropa ville

føre til et skift i Verdens geopolitiske centrum ”fra

Washington til et sted omkring Berlin”. De frygtede, at

afrustningens forventede ‘fredsdividende’ f.eks. kunne

bruges til at gennemføre økologiske investeringer, som

ville løsne den afhængighed af den mellemøstlige olie,

Vesteuropa var havnet i som resultat af Marshall-hjælpen

efter 2.Verdenskrig. ‘Faren’ drev over, da Husseins

Irak i 1990 angreb Kuwait og dermed retfærdiggjorde

en FN-ledet invasion samt bombardementer.

USAs stærkt olieafhængige militær-industrielle kompleks

slog dermed ind på en selvforstærkende vej.

Navnlig efter den anden invasion af Irak i 2003 skulle

disse industrier tage et opsving i deres aktiekurser,

medens mere jordnære erhverv stagnerede. Den anden

Bush-regering havde da også forlængst formuleret en

passende militærstrategi med førsteslags-prærogativ og

var i forhold til Irak kun politisk blevet presset til et spil

for galleriet i FN, som om det var ‘os alle’ i centerlandene,

der var truet af en mellemstor magt i Mellemøsten

– og ikke omvendt: at landene i Mellemøsten var

truet af USAs fortsatte militære indblanding for at sikre

drømmen om ‘the American way of life’.

Barry Commoner betegnede i 1991 krigen mod Irak

som et resultat af over ti års forfejlet energipolitik: USA

havde næppe reddet Kuwait, hvis det var noteret for at

handle med broccoli i stedet for olie.- Forfejlet var en

sådan aggressiv energipolitik, fordi den så stort på dens

menneskelige og samfundsmæssige omkostninger og

fordi den på blot lidt længere sigt fremskyndede den

dag, hvor ikke kun regionale oliefelter som dem i Nordsøen,

men hele Verdens ‘normale’ oliefelter overskred

deres evne til at følge med efterspørgselen, når denne

på grund af propagandaen for en ødsel livsstil blev ved

med at stige eksponentielt. Dette krydsfelt, som Verden

er havnet i, kræver grundlæggende nye løsninger i storpolitik

såvel som fagpolitikker.

KLIMAKRISEN SOM INDUSTRI-

ALISERINGENS SORTE BOG

Menneskeheden har indskrevet sig i miljøets globale

tilstand således at måleinstrumenterne giver klar

besked på den kul- og oliebaserede industrialiserings

bivirkninger. Ikke mindst emissioner af CO2 til atmos-

færen, der stammer fra kulholdige brændsler – fossile

såvel som nutidige kulbrinter - er her kommet i søgelyset.

Trenden truer ganske vist ikke direkte at underminere

atmosfærens livsnødvendige sammensætning,

som er resultatet af en lang evolutionsproces, siden de

grønne planter mindskede en giftig CO2-koncentration

og øgede det for organisk liv nødvendige ilt-indhold i

atmosfæren.

Men selv små stigninger i atmosfærens CO2-koncentration,

som de er registreret igennem årtier, forøger sammen

med andre drivhusgasser som metan og lattergas

den globale opvarmning. Vi bliver derfor også overrasket

over, hvor lidt der skal til for at afstedkomme både

direkte og indirekte skader, der ofte er uoprettelige. Klimaet

og vejret er jo mønstereksemplet for kaotiske processer

langt fra ligevægt, hvor de indledningsvis nævnte

‘tipping points’ medfører omslag til helt nye systemtilstande.

Problemet er her, at hverken ikke-menneskelige

eller menneskelige populationer vil have nemt ved at

tilpasse sig de mere voldsomme forandringer, der alt

andet lige står i vente. IPCCs scenarier fortæller mere

om dette.

Indtil Klima-topmødet i København i december 2009

skal der ske meget i den amerikanske administration,

før USA ikke kun gør ren lip-service, men er med til

at gå til problemernes rod. Som en af Barak Obama’s

økonomiske rådgiver, træder James K. Galbraith nu ud

af skyggen af sin fornylig afdøde far John med en provokerende

fortælling om den omdannelse af USA til en

rovdyrs-stat, som skete siden Reagan. Han gør sig derfor

ingen illusioner om dybden af den nødvendige systemforandring

væk fra markedsfundamentalismen. Ikke

mindst en løsning af klimakrisen vil nemlig kræve en

kompetent offentlig administration med planlægningskompetencer.

Uden en anden forvaltning af statsmagten

bliver heller ikke denne krise vendt til fremskridt, burde

klimabevægelsen hilse og sige til politikerne.

HVILKET VALG?

Hertillands kender vi alt til valgrummelen og hvor lidt

de reelle valg, der kommer til at betyde noget, bliver

lagt ud til vælgerne. Således danser også Barack Obama

og John McCain deres rituelle retoriske danse, medens

Verden tæller på knapperne. Den internationale politiks

realistiske skole var kendetegnet af at deres fortalere

hele tiden forberedte næste krig. Den blev kun overgået

af de neokonservatives forblændede iscenesættelse af

krigene under George W.Bush. Tiden vil vise, om en

8


kollektiv sikkerhedsorden kan genetableres på grund af

rationelle svar på de overlappende kriser i en Verden,

der ikke lader sig diktere fra europæiske eller andre

‘vestlige’ centre. Eller om der må følge en ny Trediveårs

krig som den i første halvdel af det forgangne århundrede,

førend en ny Verdensorden etableres. John

Mc Cains forslag om at erstatte FN gennem en liga

af cirka 50 demokratier hælder mest til det sidste og

minder faretruende om det hedengangne Folkeforbund

fra 1919.

Rolf Czeskleba-Dupont er lektor på RUC og underviser

og forsker bl.a. i globalisering, verdens system analyse

og strategier for bæredygtig udvikling.

Noter og dokumenter:

Dokument med samtlige interviews og lederne kan

downloades fra

“http://www.information.dk/”

“http://www.information.dk/”w

“http://www.information.dk/”ww.information.dk

Information 19. juni 2008

Immanuel Wallerstein 1991a: A theory of economic history

in place of economic theory? I: samme, Unthinking

social science. The limits of nineteenth-century

paradigms, Cambridge/UK, Polity Press, s.262.

Immanuel Wallerstein 1991b: Geopolitics or geoculture?

Essays on the changing world-system, s.41f

Immanuel Wallerstein 2004: World systems analysis.

An introduction, kap.5

James K. Galbraith 2006: Bernankenstein’s monster; i:

samme, Unbearable cost. Bush, Greespan and the economics

of empire, s.153

Susan George 1992: The debt boomerang. How Third

World debt harms us all. Pluto og TNI

Barry Commoner 1990: Population and poverty; i:

samme, Making peace with the planet, kap. 7

Fortune magasins skeptisk spørgende særnummer ”Oil

– what next?” fra den 15.9.1990

I tilknynting til World Watch Institute beskrev den

amerikanske økolog Barry Commoner sådanne inves-

teringsmuligheder i sin bog fra 1990: Making peace

with the planet (s.201ff)

Fortune magasin15.9.1990: ”Oil – what next?”

Grafik over Amex Defence Index sammenlignet med

Dow Jones, Nasdaq m.m.findes hos J.K.Galbraith 2006,

s.99

Rolf Czeskleba-Dupont 2006: Energy Policies and Politics

for Sustainable World-System Development. Frieder

Otto Wolf, ed.: Sustainability Politics in Europe.

Working Papers of the Thematic Network ‘Sustainability

Strategy’ # 17

James K. Galbraith 2008: The predator state. How conservatives

abandoned the free market and why liberals

should too. Udkommer på Free Press.

9


Arven fra 2004-valget

I forbindelse med Demokraternes konvent i Denver,

Colorado, som fandt sted sidst i august, kunne man

læse i Politiken: ”Meget kan man sige om amerikansk

politik, men hastværk kan man ikke beskylde det for”.

Af og til går det alligevel stærkt. Tænk blot på, at for

otte år siden ved Demokraternes konvent i Los Angeles

var Barack Obama så ukendt, at han ikke kunne

skaffe sig en adgangsbillet og måtte følge talerne fra

en storskærm. Ved konventet i Boston i 2004, hvor

Demokraterne kårede senator John Kerry som partiets

præsidentkandidat, holdt Obama en tale, der fik

rygterne om en mulig præsidentkandidat til at svirre i

kongreshallen. Og nu er han altså Demokraternes bedste

bud på en kommende amerikansk præsident. Så hurtigt

kan det gå.

Opturen er dog langt fra slut for Barack Obama. Forud

venter kulminationen på flere måneders lang, sej

valgkamp, hvor dollarsedler i milliontal møjsommeligt

bliver optalt og spenderet, hvor frivillige græsrødder

dominerer samtlige gadehjørner i de afgørende svingstater,

og hvor verbale politiske angreb flyver gennem

æteren. Det gjorde de også i 2004, hvor Demokraternes

Af Astrid Haug

Barack Obama har vind i sejlene på vej mod det Hvide Hus. Men vinden kan vende. Det så vi i 2004,

hvor Demokraternes præsidentkandidat John Kerry tabte til den ellers så upopulære præsident George

W. Bush. Opskriften på en valgsucces er penge, fodsoldater og ny teknologi. Selvom det ikke altid er nok.

præsidentkandidat John Kerry tabte til George W. Bush.

Meget tyder dog på, at Obama har læst på lektien fra

2004.

“Opturen er dog langt fra slut for Barack

Obama. Forud venter kulminationen

på flere måneders lang, sej

valgkamp, hvor dollarsedler i milliontal

møjsommeligt bliver optalt og

spenderet, hvor frivillige græsrødder

dominerer s amtlige gadehjørner i de

afgørende svingstater, og hvor verbale

politiske angreb flyver gennem

æteren.”

Penge er magt

Hvis der er én ting i den amerikanske valgkamp, som

aldrig ændrer sig, er det behovet for likvide midler i en

uendelig strøm. Med penge kan kandidaterne købe tvreklamer,

detaljerede meningsmålinger og rejse landet

tyndt i lejede privatjets. I et land, der er over 220 gange

så stort som Danmark og med en befolkning cirka 55

gange større, er tv-reklamer helt afgørende for at nå

ud til vælgerne. Mange amerikanere ville ikke møde

op til en politisk event, om den så foregik i deres egen

baghave. Derfor er tv-mediet det sikre adgangskort til

folks stuer.

John Kerry indsamlede i 2004 ca. 180 mio. dollars i

løbet af valgkampen. Dengang var det et historisk højt

beløb. Indsamlingen foregår primært via store fundraising-receptioner,

middage og koncerter med donationer

på op til 2.000 dollars pr. næse. Til sådan en event taler

kandidaten eller vicepræsidentkandidaten selv, eller

der benyttes kapable surrogater som Al Gore, Madelaine

Albright eller Hillary Clinton. Der bliver serveret

pindemadder og alkohol, mens udvalgte donorer får

mulighed for at blive fotograferet eller udveksle et ord

10


med kandidaten. Sådan har politisk fundraising fungeret

i mange år, og sådan var det nok også fortsat, hvis

det ikke var for Barack Obama.

“Barack Obama har på et tidligt stadie

satset på at have kampagnekontorer

i samtlige stater. Og det er, foruden

den effektive internetfundraising,

Obamas stærke græsrodsorganisation,

der kan tildeles æren for hans

hidtidige kampagnesucces.”

Ved valget i 2008 har Barack Obama nemlig sat helt nye

standarder for, hvor meget og hvordan der kan samles

penge ind. Pr. 1. august havde han ifølge Opensecrets.

org allerede indsamlet knap 400 mio. dollars. Netop

fordi kampen mod Hillary Clinton var så intens og

langtrukken - hun trak sig først i starten af juni - er det

ikke overraskende, at det indsamlede beløb oversteg

tidligere års indsamlinger. Det overraskende er, at knap

50 % af donationerne er på 200 dollars eller mindre, og

at antallet af donorer ifølge Obama-kampagnen nærmer

sig to millioner.

Det er altså i høj grad helt almindelige amerikanere,

som støtter op om kandidaten og vælger at donere helt

ned til fem dollars, hvor det modsat kun var de færreste

amerikanere med almindelig lønindkomst der kunne

være med ved de dyre middage i 2004.

Pengenes betydning i den amerikanske valgkamp, blev

tydeligt for Hillary Clinton, da hendes kampagnekonto

meget tidligt på året løb tør og hun selv måtte låne sin

kampagne fem mio. dollars. Det er meget sandsynligt,

at hun kunne være blevet Demokraternes præsidentkandidat,

hvis hun netop ikke var løbet tør for penge

efter afstemningen i 23 stater på Super Tuesday d. 5.

februar 2008, og således ikke havde råd til at føre valgkamp

i de efterfølgende primærvalg. Her tog Barack

Obama elleve sejre i træk.

Al magt til folket

Med sin unikke fundraising har Barack Obama vendt

op og ned på den konventionelle viden om, hvordan

man fundraiser i en amerikansk valgkamp. Hvad enten

han vinder eller ej i november, vil amerikanske valgkampe

aldrig være det samme som før. Men hvad er det

egentlig han har gjort?

Først og fremmest har han fuldendt den internetrevolu-

tion, som den demokratiske præsidentkandidat Howard

Dean startede under primærvalgene i 2004.

Howard Dean var den første amerikanske politiker,

der for alvor satsede på internettet. Han opnåede succes

med online-fundraising, men røg ud i primærvalgkampen.

Howard Deans storhed og fald var beviset

på, at succes på nettet ikke kan overføres til en succes

i valgkampen. Men det var i 2004. Fire år senere, en

tidsalder i internet-målestok, popper spørgsmålet om

internettets betydning for valgresultatet op igen. Var det

ikke for Obamas online-pengemaskine, havde han ikke

været i stand til at udkonkurrere Hillary Clinton økonomisk.

Og alt tyder på, at Obamas online-succes ikke er

en undtagelse, men opskriften på fremtidige præsidentkampagner.

Foruden fundraising-delen består Obamas genistreg i

koblingen mellem online-support og offline-aktiviteter.

Potentielle Obama-støtter rekrutteres online, hvor de

opfordres til at tage del i offline-kampagneaktiviteter.

Det sker ud fra en forståelse af, at det stadig er nemmest

at overbevise og mobilisere vælgerne gennem græsrodsaktiviteter.

Det kan være at ringe til dem, møde dem på

deres dørtrin eller ved at afholde valgmøder og events.

Fodsoldaterne sætter ind

Det er svært ikke at lade sig dupere af de enorme

pengesummer, der er i spil i den amerikanske valgkamp,

af de enorme events, der stables på benene,eller

af de gigantiske sceneshow, som konventerne er blevet

til. Men man kan næppe overvurdere vigtigheden af de

tusindvis af græsrødder, der udgør den fysiske præsidentkampagne.

I 2004 satsede både Kerry og Bush på

svingstaterne – dvs. stater, hvor marginen mellem republikanere

og demokrater er så lille, at den kan svinge

11


til begge sider. Men George W. Bush’s græsrødder

var bedre organiseret end John Kerrys, og Kerry tabte

måske derfor, derfor det afgørende slag om at få flest

Demokrater til stemmeboksene på valgdagen.

Da jeg ti dage før valgdagen forlod John Kerrys fundraisingkontor

i New York til fordel for et simpelt kampagnekontor

i West Palm Beach, Florida, var det overraskende

uorganiseret. De manglede stadig at finde de

over 500 frivillige, der på valgdagen skulle gå fra dør

til dør for at minde folk om at stemme. 10 dage i en valgkamp

er til gengæld lang tid, ikke mindst når størstedelen

af døgnets 24 timer tages i brug, og på valgdagen

var de 500 frivillige da også næsten klar.

Barack Obama har på et tidligt stadie satset på at have

kampagnekontorer i samtlige stater. Og det er, foruden

den effektive internetfundraising, Obamas stærke græsrodsorganisation,

der kan tildeles æren for hans hidtidige

kampagnesucces.

Mod til at håbe - igen

Den indledningsvise anekdote om Obamas politiske opstigen

på blot otte år, beskriver han i ”Mod til at håbe” –

den ene af hans to velskrevne selvbiografier. Historien

har til formål at indskrive hans personlige fortælling i

skabelonen for den amerikanske drøm. Hvordan man

trods ringe kår (enlig mor, skiftende fædre) og hårde

odds (sort, rodløs) kæmper imod sin egen skæbne, og

ved viljestyrkens og vedholdenhedens kraft bekæmper

”det onde” og pludselig en dag bestiger magtens guldbeklædte

tinder. Og her står Obama så. Kun 47 år gammel.

Far til to. Sort. Og måske USA’s næste præsident.

Et lignende håb om at opnå embedet med Jordens

største magt, nærede mange Demokrater verden over

i 2004. Mange Demokrater var tændte i kraft af deres

modstand til Irak-krigen og deres modstand overfor alt,

hvad George W. Bush ellers stod for. Vi var mange, der

troede, sejren var i hus. Men som alle ved, viste virkeligheden

sig at være en anden, idet amerikanerne d. 2.

november 2004 stemte til fordel for den siddende præsident.

Aftenen før havde John Kerrys familie, venner, de

største donorer, partieliten og centrale kampagnefolk

fulgt valgresultaterne stat for stat via storskærme på et

centralliggende hotel i hjembyen Boston. Her blev festet,

spist og drukket, men lige lidt hjalp det.

Se tilbage, Barack

Barack Obama har i disse dage næsen rettet mod Det

Hvide Hus på Pennsylvania Avenue 1600. Men han ville

gøre klogt i at kigge tilbage til 2004 og drage en lære af

John Kerrys nederlag. Flere analytikere peger på, at Barack

Obama på ét punkt er i fare for at begå samme fejl

som John Kerry. Republikanerne angreb i 2004 John

Kerry på hans militære indsats i Vietnam. En kandidats

tid i militæret havde indtil da været helligt, selv i politiske

kampagner. John Kerry opfattede da også republikanernes

angreb som værende under bæltestedet og

forsøgte først at omgå dem ved simpelthen at ignorere

dem og fortsætte sin valgkamp på positive budskaber,

frem for perfide, negative angreb på George W. Bush.

Hæderligt måske, men uklogt set i lyset af, at disse angreb

i den grad lykkedes og dermed undergravede John

Kerrys ellers upåklagelige ry og hæderlighed.

Det samme kan ske for Obama, hvis han ikke formår

at svare slagkraftigt igen på republikanernes angreb

på hans personlighed. Hverken penge eller græsrødder

virker som skjold mod negative angreb. Det er der desværre

kun én ting, der gør: Negative modangreb.

Astrid Haug var i 2004 ulønnet kampagnemedarbejder

på John Kerrys præsidentkampagne i New York i seks

måneder. Hun er pressechef for teknik- og miljøborgmester

Klaus Bondam,

Københavns Kommune.

Hun er uddannet

cand. mag.

i Medievidenskab,

Århus Universitet.

12


Os & Vesten

- konstruktionen af et iransk Selv

Af Hülya Halici

Hülya Halici er studerende ved Institut for Statskundskab.

Artiklen er baseret på hendes bachelorprojekt om Irans udenrigspolitik.

”It is my hypothesis that the fundamental source of conflict in this new world will not be primarily ideological

or primarily economic. The greatest divisions among humankind and the dominating source of

conflict will be cultural. (…) The principal conflicts of global politics will occur between nations and

groups of different civilizations. The clash of civilizations will dominate global politics. The fault lines

between civilizations will be the battle lines of the future”

Samuel P. Huntington: Clash of Civilizations, 1993

Sammenstød mellem Vesten og Iran og kulturelle

konflikter synes i stigende grad at præge international

politik. Eksempelvis opfattes den seneste tids fokus på

islamistisk terror sommetider som en bekræftelse af

Huntingtons hypotese om ’Clash of Civilizations’. Det

faktum, at han kalder det en kulturel konflikt, giver en

teoretisk grund til at tage afsæt i hans hypotese. Det

er min hensigt at åbne begrebet kultur og undersøge

bagvedliggende identiteter og identitetsskabelse, med

Teoretisk baggrund for artiklen

afsæt i Huntingtons hypotese om et sammenstød mellem

Vesten og Iran, men jeg bryder teoretisk med hans

realistiske position. I stedet bruger jeg en socialkonstruktivistisk

metateori, og jeg vender synsvinklen væk

fra Huntingtons USA-centrisme mod Iran.

Fokus er på iransk udenrigspolitik forstået som en Selv/

Anden-konstruktion af identitet på baggrund af konstruktivisme.

Der er mange former for konstruktivisme

i international politik, og jeg tager udgangspunkt i den

Diskursiv linking og differentiering

Mit metateoretiske udgangspunkt er en socialkonstruktivistisk indstilling til international politik. Ved konstruktivisme

forstås en tilgang, der fokuserer på den sociale konstruktion af verden gennem intersubjektiv

konstituering af identitet. Som en mere operationaliseret form for teori bruger jeg Lene Hansens diskursanalyse.

Når man læser tekster til en diskursanalyse, er det første skridt at lede efter ord, der tydeligt konstruerer

Selvet og den Anden . Selvets identitet skabes i den diskursive proces linking; her knyttes ord og begreber

positivt sammen, så Selvet fx karakteriseres som ”god”, ”retfærdig” . Men det at være ”god” giver ikke mening

uden en diskursiv kontekst, der modstiller ”godhed” med ”ondskab”. Linking er altså en positiv proces,

hvor Selvets identitet konstrueres. Differentiering er en negativ proces, hvor den Anden modstilles Selvet.

Metodisk er det disse processer, man skal have for øje, når man leder efter diskurser.

Visual Culture

I den seneste tid har forskellige reflektivistiske IP-teoretikere forsøgt at sætte det visuelle på dagsordnen.

De har fremsat den kritik af reflektivismen, at den ikke har inddraget det visuelle, men i stedet har givet det

tekstuelle primat. Samtidig er det tydeligt, at med massemedierne og næsten simultan spredning af billed-/

videomateriale via TV og Internettet er det visuelle blevet en relevant faktor i udenrigspolitik . Oplagte eksempler

er billeder fra 11. september, mediedækningen af krigene i Afghanistan/Irak og ”Muhammedkrisen”. Jeg

vil således tilføje et nyt lag i identitetsdefinitionen: ud over at være diskursiv/tekstuel er identitet også visuel.

Ligeså vel som man kan fortælle, hvem man er, kan man vise, hvem man er. Derfor vil jeg lede efter iransk

identitetskonstruktion i billeder såvel som tekst.

13


såkaldte radikale konstruktivisme, hvor man opererer

med en socialkonstruktivistisk ontologi, der tilsiger,

at verden er socialt konstrueret, men desuden indføres

også en epistemologisk socialkonstruktivisme, hvilket

er at gå et skridt videre, idet man hermed mener, at

også viden er socialt konstrueret. Analysen afgrænses

til Mahmoud Ahmedinejads præsidentperiode (fra 6.

august 2005 til i dag), da det er en grundlæggende

antagelse, at der med Ahmedinejad er sket et skift i

iransk udenrigspolitik. Det antages, at Ahmedinejads

embedsperiode indtil videre har vist sig at være speciel,

fordi han har været mere direkte fjendtlig end sine

forgængere og repræsenterer noget kvalitativt nyt jf.

Huntington. Ahmedinejad har revitaliseret Khomeinis

ideologiske og politiske islamisme fra revolutionen

i 1979. Den største forandring er Irans atomprogram,

som Ahmedinejad har brugt meget aktivt over for Vesten.

Sammenstød

Spørgsmålet er hvordan Irans konstruktion af sit territoriale

”Selv” i modsætning til Vesten som ”Anden” kommer

til udtryk under Præsident Ahmedinejad? Identitet

påvirker interesser og dermed handling. Derfor er Selv/

Anden-konstruktioner ikke blot interessante i sig selv,

men også fordi de kan bidrage til forståelsen af iransk

udenrigspolitik.

Udenrigspolitisk identitet

Udenrigspolitisk identitet kan læses ad flere dimensioner

(den rumlige, den temporale og den etiske), men jeg

fokuserer her på den rumlige, territoriale, der handler

om hvordan man i international politik afgrænser identitet

via nationale grænser og italesættelsen af forskellige

lande og regioner.

Rumlighed: territorial identitet

Iran har fra krisens start kaldt briternes tilstedeværelse i

Shatt-al-Arab for en ”invasion”. Iran har således meget

kraftigt italesat og visualiseret en iransk, territorial

identitet, fordi det netop er denne identitet, der først og

fremmest blev truet af briterne under krisen.

”Det handler altså ikke om uforsonlige

og iboende konfliktuelle civilisationer,

men om at nogle statsidentiteter

vil linke politik og religion, mens andre

ønsker en adskillelse”

Helt grundlæggende ”framer” iranerne krisen inden for

en suverænitetsdiskurs, og dette gør iranerne i stand til

at kunne anklage briterne for ikke at overholde universelle

principper om landegrænsernes ukrænkelighed.

Den territoriale identitet visualiseres eksempelvis i

form af billeder, hvor den engelske kaptajn Chris Air i

ført uniform står foran et kort over den Persiske Golf og

viser, hvor skibet befandt sig før tilfangetagelsen. Det er

centralt at Chris Air bærer uniform, fordi størstedelen af

det billedmateriale, der blev frigivet under krisen, viser

iranerne med afslappende træningstøj eller jakkesæt. At

det er kaptajnen, og at han her er iført sin uniform, er

derfor næppe tilfældigt, da det er en måde at få ham til

at fremstå mere autoritær på. Men der knytter sig også

meget symbolik til en militæruniform; militæruniformen

er del af en territorial diskurs omkring militær og

nationalitet, idet bæreren af uniformen repræsenterer sit

land og indskriver sig i et militærkodeks om at ville

kæmpe for sit land. I traditionel forstand indebærer militærkodekset

også national ære og stolthed, og ved at

få Air til at indrømme territoriale krænkelser iført sin

uniform får Iran det tætteste, de kommer på en officiel

britisk indrømmelse og undskyldning. En britisk marinesoldat

iført symbolet på national stolthed og ære

Begreber i Islam

Dar-al-Islam: bogstaveligt ”islams hus” eller

”fredens hus”. Den del af verden, der er underlagt

islam

Dar-al-harb: bogstaveligt ”krigens hus”. Den del af

verden, der er uden for islamisk styre

Umma: den islamiske nation – grundlagt år 622

af Muhammed. Som muslim er man automatisk

medlem af umma’en uanset, hvilken nationalstat

man i øvrigt bor i.

14


undsiger således sin egen regering, der fra krisens start

har hævdet, at briterne ikke befandt sig inden for Irans

grænser. Som visuel ”talehandling” er disse billeder en

sedimentering af Irans territoriale identitet samt en ydmygelse

af britisk nationalfølelse.

Islamisk suverænitetsforståelse

Det der umiddelbart virker som en universel suverænitetsdiskurs

er faktisk en mere partikulær, islamisk

suverænitetsforståelse, som bygger på den islamiske

differentiering mellem dar-al-Islam og dar-al-harb.

Linkingprocessen foregår således på to niveauer: først

bliver Iran og Iran linket som værende ens, naboer og

dar-al-Islam. Storbritannien og USA bliver også linket

til hinanden. Disse er væsensforskellige fra Iran og Irak,

og de er besættere, udefrakommende og dar-al-harb.

Dette understøtter en fundamental skelnen mellem Vesten

og den islamiske verden i iransk optik. Den måde,

hvorpå Iran linker til Irak, og dernæst differentierer til

Vesten, kunne tyde på, at det iranske styre netop opererer

med den traditionelle forståelse af dar-al-Islam og

dar-al-harb.

Savner anerkendelse

Ved at se hele krisen som én samlet talehandling får

man en fornemmelse for bevæggrundene til krisen.

Således kan man spørge, hvad Iran ønskede at opnå

med krisen? Irans UK-ambassadør Movahedian giver

implicit en forklaring i sine udtalelser hvor han efterlyser

anerkendelse: ”Well of course, the prime issue is

realization of our rights within the international conventions,

I think this is a major issue that we expect to

be recognized and realized by the five plus one”. Her

italesætter han et behov for anerkendelse af iranske rettigheder,

og det prioriteres meget højt. Dette skyldes, at

man i Iran oplever, at den vestlige diskurs om international

politik har opnået hegemonisk status og definerer

hele det internationale system. På den måde er Vesten

også med til at definere Irans identitet, og dette har især

været meget tydeligt, efter Iran blev defineret som en

del af ”Ondskabens Akse”. Men som det er set i andre

tilfælde, har Vestens konstruktion af Irans identitet ikke

påvirket Irans Selv-konstruktion – man har således ikke

overtaget den vestlige definition af Irans Selv. Tværtimod.

Analysen viser, at Ahmedinejad forsøger at

vise Vesten, at det er muligt at være stat på en

anden måde end den vestlige. Anerkendelse

af Irans anderledeshed, dvs. den religiøse stat,

kan i høj grad siges at være det, hele krisen

handlede om.

Iran og diplomatiet

Jeg indledte artiklen med Huntingtons hypotese for

at vise, hvordan konflikter mellem Vesten og den islamiske

verden ofte frames. Pointen med artiklen har

imidlertid været at undersøge, hvad der ligger bag de

kulturelle konflikter. Jeg vil derfor i stedet for debatten

om ”civilisationernes sammenstød” fremdrage en mere

aktuel italesættelse af problemerne i forholdet mellem

Vesten og Iran. Nogle forskere, eksempelvis Mark Juergensmeyer

og Ole Wæver, har fremført, at der i stedet

er tale om et sammenstød mellem sekulære stater og

religiøse stater. Det handler altså ikke om uforsonlige

og iboende konfliktuelle civilisationer, men om at nogle

”Ved at indse, at diplomati som social

institution ikke er neutral, kan

man åbne op for en diskussion af,

hvad diplomati er og bør være”

statsidentiteter vil linke politik og religion, mens andre

ønsker en adskillelse.

Irans teokrati og religiøst betonede udenrigspolitik

placerer klart Iran i gruppen af stater, der ønsker en kobling

af politik og religion. Det er en differentiering fra

det sekulære Vesten, da Ahmedinejad meget aktivt vil

vise, at det er muligt at være stat på en anden måde end

den dominerende, vestlige model. Denne anderledes

måde at være stat på, opfattes som den mest legitime

i Iran, og man ønsker anerkendelse af denne statsidentitet.

Men netop mangel på anerkendelse af identitet

er kernen i forholdet mellem Vesten og Iran, og heri

består kommunikationsproblemerne. Iran bliver nemlig

ikke anerkendt af Vesten, der ser Iran som en stat, der

ikke passer ind i den gængse statsskabelon. Iran ser til

gengæld et dominerende Vesten, der undertrykker Irans

identitet, hvilket fører til en konfrontatorisk stil over for

Vesten.

En slyngelstat

Problemet i forholdet mellem Iran og Vesten er manglen

på solide, diplomatiske kanaler. Vesten har som sådan afskrevet

Iran som forhandlingspartner. Irans

identitet og verdensopfattelse er diametral

modsat Vestens. Derfor italesættes Iran som

værende uden for det internationale samfund

- en slyngelstat. Irans rolle som paria i vestlig

diskurs viser en opfattelse af, at man kun

15


fører diplomati med sine ”venner”. De ”onde” bør isoleres

og inddæmmes. Problemet med denne tilgang er fra

et socialkonstruktivistisk synspunkt, at de onde netop er

onde, fordi de italesættes som sådanne. Ved at definere

Iran som ond retfærdiggøres, at man ikke anerkender

deres identitet og ikke fører diplomati over for dem. I

denne opfattelse ses diplomati altså som en social institution.

Sådan som diplomati føres (eller i nogle tilfælde

ikke føres) i dag, tages der ikke højde for identitet. Identitet

betragtes således som noget ganske uproblematisk

i forhold til at kommunikere med andre stater. Identitet

er et non-issue i diplomati, da begrebet om staten er

blevet reificeret, således at den vestlige, statsdefinition

tilsyneladende virker objektiv - med den konsekvens, at

diplomati kun føres mellem venner. Desuden defineres

grænsen mellem venner og fjender af Vesten selv. Men

dette gør ikke behovet for at kommunikere diplomatisk

med ”fjenden” mindre. Netop mellem stater, der

er meget forskellige, er der stor risiko for sammenstød

– og netop derfor et større behov for at have institutionaliseredekommunikationslinjer.

Diplomati diskussion

Den hidtidige, naive opfattelse i både Vesten og Iran af,

at man blot kan lade være med at tale med hinanden,

blev udstillet under krisen i 2007. Her foregik meget af

kommunikationen i medierne grundet

de svage diplomatiske forbindelser.

Dette er netop uhensigtsmæssigt,

fordi det trak krisen i langdrag. Ved

at indse, at diplomati som social institution

ikke er neutral, kan man

åbne op for en diskussion af, hvad

diplomati er og bør være. Og ved

at medtænke identitetsperspektivet

kan man udnytte diplomatiet som et

medie til gensidig tilpasning af identiteter

på verdensscenen. Især hvis

den nuværende tilstand af gensidig

dæmonisering ikke anses for at være

noget iboende som hos Huntington,

men netop er en fristelse snarere end

en nødvendighed.

16


THE CASE

For tHE ELECTORAL COLLEGE

Af Andreas Lauritzen

From a Danish and European perspective along with that of the voting population of America, the

Electoral College seems an ancient relic which should be made away with rather sooner than later.

This statement was especially enhanced in 2000, when

then Governor George W. Bush (R) won the general

election ahead of Vice-President Al Gore (D), despite

losing the popular vote. For those of us who are merely

spectators to an election that has a greater impact on the

world than any other general election, it is completely

incomprehensible that the nation - said to be spreading

democracy throughout the world - can elect their president

through a system that in extreme cases discards the

people’s choice. However, the Electoral College as a

factor in selecting the president is not entirely undemocratic.

There are many aspects to be considered such as

the role of minorities and federalism before making the

final verdict on the Electoral College. And through this

article it should become clear that the Electoral College

on its own has evolved into a democratic institution,

despite the original intentions.

The original intensions of the Electoral College

The notion that America was not intended to be a pure

democracy is evident in the framework of the Electoral

College. It is what can be termed an indirect democ-

racy, because the people do not choose the president on

a direct basis. But instead they select designated electors

to perform the sole duty of electing the president.

The intention was that the Electoral College was to be a

safeguard against popular mob rule, as Hamilton stated

in Federalist 68:

“The choice of several, to form an intermediate body of

electors, will be much less apt to convulse the community,

with any extraordinary or violent movements, than

the choice of one, who was himself to be the final object

of the public wishes.”

In other words, a president selected by several designated

electors is more inclined towards rational thought,

than someone who is chosen by the popular consent

of the people. But it was not the people as such which

frightened the Framers, it was more a fear of the kind

of ferments that might convulse the people, like “cabal,

intrigue, and corruption”, and guide them to elect a

single person who would enjoy vast powers, especially

over the military as the commander-in-chief. One can

say that such an indirect democracy was established

“Direct representation is a strictly

mathematical discipline which ensures

democratic accuracy, but it

does not ensure political democracy

in the sense that the Electoral College

does.”

with the intention of securing the democratic republic

against evils that threatened it.

The two-party system and the Framer’s intention

When we consider the arguments for retaining the Elec-

17


toral College, it is worth noticing that these arguments

are not related to the Framer’s intentions. On the other

hand they are based on the political developments in

American society, such as the two-party-system and

federalism. Advocates of the College emphasize that

any change or reform of it will have consequences to

the political stability of the two-party system and the

power-relationship between the central government

and the states.

America has always had a two-party system. The Framers

disliked partisan politics and sought especially to

safeguard the presidency against it. The first president

George Washington was also, due to his status as a

revolutionary and military hero, able to remove himself

from the partisan strife that occasionally erupted within

his cabinet, between Secretary of the Treasury Alexander

Hamilton and Secretary of State Thomas Jefferson.

According to Michael Barone, author of The Almanac

of American Politics, the two-party system is important

because: “It forces politicians in a continental republic,

with vast differences in cultural attitudes and economic

circumstances, to come up with some combination of

public policies that is capable of winning the approval

of 50 percent of the people.”

Barone thereby suggests that the two-party system

forces ingenuity and inventiveness within each party,

to come up with policies that both appease their basevoters

while appealing to new voters. He believes that

it is a sign of cohesive strength, when a continental re-

public is able to unite and compromise between people

that differ across economic and cultural areas.

“The two-party system and the Electoral

College always secures a majority

of the vote for either party,

which prevents unrest if a minority

party should win the plurality of the

vote despite two-thirds of the electorate

did not cast their vote for that

party.”

The two-party system and the Electoral College always

secures a majority of the vote for either party, which

prevents unrest if a minority party should win the plurality

of the vote despite two-thirds of the electorate did

not cast their vote for that party, which is often the case

in many European countries who exercise proportional

representation.

Minorities and popular voting

The Electoral College is a bulwark against a myriad of

minor parties, who will all attempt to extract concessions

from the two major parties, if the system was changed

to direct popular voting. In the present system, there are

already minor figures such as the minority candidate Al

Sharpton who holds enough influence on the African-

American vote within the Democratic Party, to make

demands on the big candidates in exchange for promises

of support. The critics say that concession-seeking

characters such as Al Sharpton would be many if the

system was changed to proportional representation.

The Electoral College preserves the rights and needs of

various minorities. In the case of direct election, minorities

such as African-Americans, Latinos, Christian fundamentalists,

farmers, union members and Jews would

have their voice go unheard, because they would no

longer be pivotal in some states as

for example the Jews are in Florida.

Because a candidate is required to

target and consider minorities, she

cannot simply focus on one group

or one region of the nation, but has

to understand the needs of the few

as well.

18


Federalism as an argument

Another argument for preserving the Electoral College

is federalism. Federalism is the notion of state’s rights

and that they are crucial to upholding the Union. It is a

debate which goes back to the founding of the nation,

as it divided the Framers into Federalists and Anti-Federalists,

with Hamilton and Jefferson in each camp respectively.

Hamilton believed in a powerful executive

and a strong central government in order to protect the

union from foreign powers, whereas Jefferson saw it as

an essential need for the new nation that the states were

allowed to decide for themselves.

In order to reach a compromise,

the Framers granted particular

assurances to the states like the

Tenth Amendment, which gave

the states their right to formulate

their own laws on areas outside

the central government’s specific

sphere of power. Another assurance is the Electoral

College, because it provides each individual state with

ECV’s to decide on their choice for president.

The Electoral College and the unit rule adopted by the

states ensure that presidential candidates must contemplate

each state’s particular needs in order to make a

strong standing. This is part of securing the state’s interests

in the central government. In contrast, proportional

representation would not assign the states any

particular role in the election of the president.

The American way

But what makes the American debate of election reform

stand out from that of the British and any other European

country for that matter is the federal structure of

the nation. Because the states constitute sovereign and

independent entities of themselves, it makes a direct

national election of the president seem as an offence

against the states. Because it would take away the right

of the individual state to make a choice on who should

be the president. The question can be posed whether it

is fair if a candidate is elected president without winning

a single state, because of proportional representation.

And because it is the president’s job to serve and

protect the union, it is a natural feature of the election

that he must be elected by the states. This kind of argument

which is based on structural values for retention

of the current system is what sets America apart from

most countries in the world, where the debate and the

reason for lack of reform is strictly political.

The reason for lack of reform in America also has to do

with the case of political gridlock. Even though gridlock

mostly refers to the inability of the branches of

government to agree on reform due to the separation of

powers, it may also be applied to describe the debate

surrounding election reform. Because there is what can

be called “constitutional gridlock and worship”, which

leads to a strict conservative view that if something is

not broken it should not be fixed. This is the kind of

gridlock, along with the inherent difficulty of amending

the constitution, which makes it unlikely that a fundamental

change of the Electoral College will occur.

The beauty of the Electoral College is that it protects

the minority by recognizing the negative value of any

given general election. Direct representation is a strictly

mathematical discipline which ensures democratic

accuracy, but it does not ensure political democracy in

the sense that the Electoral College does. The Electoral

College ensures the minorities a voice by widening the

electorate and ensuring that the presidential candidate

considers the particular interests of not just any given

state but also the minorities making up American society.

19


Forandring

– eller mere af det samme?

USA’s Mellemøstpolitik og det amerikanske valg

Af Lars Erslev Andersen

Forandring er blevet et nøgleord i den amerikanske valgkamp. Det var det dominerende slagord

i Barack Obamas kamp om at vinde nomineringen som det demokratiske partis kandidat og efterfølgende

har republikanernes John McCain taget det til sig i forsøget på at overtrumfe Obama.

Ser man på de kolossale udfordringer, George W. Bush

efterlader til sin arvtager i Det Hvide Hus, synes forandring

som strategi også at være den mest nærliggende for

nu ikke at sige tvingende nødvendige, dersom vælgerne

skal få fornyet tillid til, at der kan komme gode og konstruktive

initiativer fra den amerikanske præsidents kontor.

Situationen i dag er, at amerikanernes tillid til den

siddende præsident er på et historisk lavpunkt. Det har

naturligvis med USA’s store problemer at gøre. Gælden

måles i astronomiske tal, den stolte union befinder sig i

en særdeles alvorlig finanskrise, der kræver regeringens

indgreb for ikke helt at komme ud af kontrol, hæren er

nedslidt og har mere end svært ved at rekruttere nye

folk og i den såkaldte krig mod terror er der det seneste

år nok kommet gode nyheder om nedgang i volden i

Irak, men de er ledsaget af triste kendsgerninger fra Afghanistan

om rekordstore tab samtidig med, at al-Qaida

både er blevet reorganiseret og styrket siden 2005. Der

er derfor al mulig god grund til, at løfter om forandring

har en stor klangbund hos de amerikanske vælgere –

også selvom denne forandring skulle tage sigte på at

gøre gamle amerikanske og konservative kerneværdier

centrale i en ny regerings politik.

Såvel i USA som i Europa og Mellemøsten er der også

mange, der håber på forandring i den amerikanske udenrigs-

og sikkerhedspolitik. Ikke mindst når det drejer sig

om Mellemøstpolitikken. Aldrig har tilliden til, at USA

er en del af løsningen på regionens problemer været

mindre og aldrig har problemerne været større. Pudsigt

nok kunne man ved afslutningen af præsident Clintons

otte år i Det Hvide Hus skrive præcis det samme. Han

overtog et Mellemøsten, hvortil mange knyttede en vis

optimisme efter krigen i Irak i 1991: Ingen forventede

at Irak-problemet ville vokse sig stort, der var i lyset

af den store Mellemøstkonference i Madrid i november

1991indledt forhandlinger mellem Israel og Syrien,

Oslo-processen med tro på en løsning af det palæstinensiske

problem blev indledt i 1993 og i 1994 indgik

Jordan og Israel en fredsaftale. Da Clinton forlod præsidentjobbet

var optimismen vendt til pessimisme: Irakproblemet

havde splittet den internationale alliance og

al-Aqsa intifadaen med eskalerende vold i Israel og de

palæstinensiske områder satte endegyldigt en stopper

for Oslo-processen, hvortil kom, at de syrisk-israelske

forhandlinger var brudt sammen. I lyset af den aktuelle

situation er det vel ironisk at tænke på, at mange

dengang i 2000, ikke mindst i det arabiske Mellemøsten,

knyttede deres håb om forandring og en mere balanceret

Mellemøstpolitik til George W. Bush, der i stedet

for efter 11. september kvitterede med at sætte fut

i stort set alle de konflikter, man kan komme i tanke

om og i hvert fald ikke viste sig at være den, der kunne

tilvejebringe fred i Mellemøsten eller finde løsninger

på problemerne i Den Arabiske Golf. Clinton forsøgte

sig med forhandlinger og det mislykkedes. George W.

Bush forsøgte med krig og det gik meget værre. Konklusionen

på dette er dobbelt: for det første synes det

politiske spillerum for amerikansk Mellemøstpolitik at

være ganske begrænset og for det andet, at både forhandlinger

uden effektiv opfølgning og krig uden forhandlinger

begge synes at gøre ondt værre. Den forandring

i Mellemøstpolitikken, man derfor kan håbe på, er, at

USA bruger sin styrke til at understøtte konstruktive

forhandlinger med klare perspektiver for holdbare løsninger.

Med andre ord, at en ny regering er i stand til at

formulere en klar, målrettet og prioriteret strategi for,

hvordan fred i Mellemøsten kan opnås, der både tager

20


hensyn til egne sikkerhedskrav og den politiske realitet

i regionen. Det bliver ikke nemt, fordi situationen i dag

er gennemsyret af konflikter på kryds og tværs og fordi

den nødvendige strategi vil kræve et enormt mod til at

udfordre politiske dogmer i dagens USA med stor risiko

for at tabe kommende valg.

Med de store problemer i Mellemøsten og regionens

vigtighed i global sikkerhedspolitik, er det naturligvis

interessant at se på, hvad man kan forvente sig af politiske

initiativer fra de to præsidentkandidater. Vil strategien

grundlæggende blive ændret eller vil USA køre

videre af de spor, der er blevet lagt af den nuværende

Bush regering. Inden vi går nærmere ind i en analyse

af disse spørgsmål, er det nødvendigt kort at ridse situationen

i Mellemøsten op.

Ny strategi

Den storstilede strategi med at demokratisere Mellemøsten

gennem en chokterapi i form af krigen i Irak blev

efter den såkaldte sommerkrig i Libanon i 2006 afløst

af en mere pragmatisk tilgang, hvor gamle begreber

fra Den Kolde Krig som inddæmning og afskrækkelse

igen blev hentet fra værktøjskassen. Det var der flere

grunde til. For det første blev 2006 et særdeles blodigt

år i Irak og det stod lysende klart, at der optimistisk set

ville komme til at gå mange år før Irak kunne udvikle

sig til et stabilt demokrati. I USA kørte diskussionen

om en Irak strategi på højt blus og stadig flere argumenterede

for en amerikansk tilbagetrækningsstrategi

og forhandlinger med fjenderne Syrien og Iran. Den

spændte situation i Irak blev et tema ved midtvejsvalget

i 2006 og var en stærkt medvirkende årsag til, at

demokraterne vandt flertal i kongressen. Den fejlslagne

strategi i Irak samt nederlaget ved valget fik Bush til

at fyre sin forsvarsminister Donald Rumsfeld, der blev

afløst af Robert Gates. Han tilhører en anden fløj i Det

Republikanske Parti, der er mere multilateralt og realistisk

indstillet i internationale forhold. I december anbefalede

en studiegruppe med repræsentanter fra både

det demokratiske og det republikanske parti en ny Irak

strategi med tilbagetrækning af styrker fra Irak, men

Bush valgte i stedet at sende flere soldater af sted i en

operation, der fik navnet the Surge. I 2008 har det vist

sig, at denne operation faktisk gav resultater. Volden

er faldet betydeligt, ikke mindst i den ellers så blodige

Anbar provins. Strategien baserede sig på forhandlinger

og alliancer mellem de amerikanske styrker og

lokale sunnimuslimske ledere, der efterhånden havde

fået nok af al-Qaida oprøreres hærgen og forsøg på at

dominere lokale sociale hierarkier. Amerikanerne støttede

de såkaldte awakening sheikhs med penge og våben

og hjalp dem med at etablere lokalt baseret politi,

som endte med at kunne smide al-Qaida drengene ud af

provinsen. En lignende strategi forsøger USA sig med

i de shiamuslimsk dominerede områder i det sydlige

Irak. Det positive er, at volden er faldet drastigt, om

end den stadig er stor. Det bekymrende er, om denne

nye og relative stabilitet også vil vare ved, når eller hvis

amerikanerne indleder en tilbagetrækning, hvor nogle

frygter, at det vil føre til fornyet kamp om magten i

Bagdad og dermed kontrol over landet.

For det andet havde valgene i Irak og De Palæstinensiske

Områder vist, at ”gode folk” ikke altid nødvendigvis

vælger ”gode ledere” for nu at bruge nogle

formuleringer fra Woodrow Wilsons mislykkede

demokratieksport forsøg i Mexico forud for Første Verdenskrig.

I Irak var det iransk støttede shiamuslimer,

der satte sig på magten og hos palæstinenserne blev

det islamisterne i Hamas, som løb af med sejren. Det

sidste var særdeles uvelkomment, eftersom Hamas står

på vestlige landes terrorlister, hvilket indebærer, at der

ikke kan være kontakt mellem vestlige stater og den

folkevalte ledelse hos palæstinenserne. Situationen

forværredes med det resultat, at der i dag i Palæstina

findes to regeringer, en Hamasledet med base i Gaza

og en anden ledet af folk fra den gamle Fatah garde

omkring præsident Mahmoud Abbas. Selvom USA har

valgt at føre forhandlinger med Abbas, er der reelt ingen

forhandlingspartnere blandt palæstinenserne, som

kan repræsentere deres interesser. Lige så afvisende

USA er for at inddrage Hamas i forhandlingsløsninger,

ligeså klart er det, at ingen forhandlingsløsning uden om

Hamas er mulig. Situationen er med andre ord fastlåst,

palæstinenserne får det stadig mere elendigt og Israel er

ikke kommet en forbedring af sin sikkerhedssituation

nærmere.

For det tredje truede krigen i Libanon samt situationen

i Irak med at initiere en ny konflikt, nemlig konfrontation

mellem sunnimuslimer og shiiter. De sidste oven i

købet støttet af det stadig mere problematiske Iran.

For det fjerde er netop Iran blevet et stadig større problem.

På den ene side er landet kommet styrket ud af

krigene i Irak og Afghanistan, hvor USA fik fjernet

iranernes hidtidige primære fjender, nemlig Taliban og

Saddam Hussein. Samtidig har Iran vundet indflydelse i

Irak, der har en Iran-venlig regering ved roret i Bagdad

21


og endelig støtter iranerne militsgrupper såvel i Irak

som i Libanon og Palæstina. På den anden side er Iran

under stigende amerikansk og internationalt pres på grund

af sin stædige fastholdelse af retten til at udvikle

sit atomenergiprogram, herunder produktion af beriget

uran. Iran føler sig truet militært og er økonomisk underlagt

ganske omfattende internationale sanktioner.

Dette betyder ikke, at Iran mangler penge, men snarere,

at iranerne ikke kan få lov til bruge sine penge til

det allermest nødvendige, nemlig en gennemgribende

modernisering af sine olie- og gasfaciliteter. Dette pres

har Iran imidlertid hver gang reageret aggressivt på

ved at intensivere støtten til loyale militsgrupper, gennemførelse

af truende militærøvelser, afprøvning af

langdistance missiler og en heftig retorik om Israel, der

i iranernes øjne bør udryddes, og Holocaust, der ifølge

den iranske præsident aldrig har fundet sted.

“Spørgsmålet er imidlertid, hvad

Obama kan tilbyde Iran, som kunne

løse op for den fastlåste situation. Den

største blokering hidtil har været, at

USA fastholder en regimeskift strategi

overfor iranerne, hvilket indebærer

nogenlunde så meget som kravet om,

at styret må forsvinde, men at man da

godt kan forhandle om atomprogrammet,

dersom Iran gør som USA siger”

Endelig er der de tilgrænsende problemer i Afghanistan,

hvor Taliban synes stadig bedre organiseret og stærkere

og Pakistan, der befinder sig i en alvorlig økonomisk

og ikke mindst politisk krise med store problemer med

islamistiske militsgruppers hærgen samtidig med, at alt

tyder på, at al-Qaida er langt fremme i en reorganisation

med etablering af træningslejre, der skal udklække

terrorister til at ramme mål i Pakistan, Mellemøsten og

Europa.

I efteråret 2006 ændrede USA som nævnt sin Mellemøstpolitik.

Nu skulle hele spørgsmålet om demokratisering

skubbes i baggrunden og i stedet drejede det sig om at

inddæmme problemerne i Irak, således at borgerkrigen

her ikke bredte sig til nabolandene Syrien, Jordan og

Saudi-Arabien. Tilsvarende viste Israels mislykkede

krig i Libanon, at det er mere end vanskeligt at bombe

sine modstandere væk og kunne man kynisk betragte

sommerkrigen som en slags generalprøve i miniformat

på et amerikansk angreb på Iran var læren klar: det ville

ikke blive nogen let sag at bombe iranerne til at makke

ret. Tværtimod kunne en sådan militær kampagne føre

til meget mere uro og konflikt. Stabilitet, inddæmning

og afskrækkelse blev de nye nøglebegreber, som både

Gates og udenrigsminister Condoleezza Rice havde erfaring

virkede ved afslutningen på Den Kolde Krig. En

fast hånd i Irak, militær oprustning i Golfen, solid støtte

til Israel, skulle berede grundlaget for en mere multilateral

tilgang, der, når fjenderne var møre, kunne berede

grundlaget for forhandlinger på USA’s præmisser. Det

sidste er så småt begyndt i forhold til Iran, idet amerikanerne

allerede engang har sendt en højt placeret udsending

til multilaterale drøftelser med iranerne – dog

uden resultat. Da det viste sig, at Israel ikke militært

kunne klare ærterne i Libanon, valgte USA også her en

mere multilateral tilgang i tæt samarbejde med Frankrig,

der havde brug for at pleje de transatlantiske forbindelser

efter at være blevet sendt uden for døren i international

politik på grund af landets opsætsige modstand

mod amerikanernes demokratiske korstog i Irak.

Slut med Bush

Bush æraen er forbi. Hvad Mellemøsten angår åndende

den lige så stille ud hen over efteråret og vinteren 2006.

Selvom Washington har anlagt en mere pragmatisk

og realistisk strategi, er det en særdeles uro præget og

konfliktfyldt region en ny præsident må tilrettelægge en

strategi forhold til. Men der også positive udviklinger

at pege på. De erfaringer, de amerikanske soldater har

fået i Irak og som har givet mere ro og meget mere

stabilitet i Anbar provinsen, kan bruges mere bredt og

meget tyder på, at de også vil blive brugt i Afghanistan,

hvor USA har overtaget ansvaret for dannelse af

afghansk politi. I Europa er både Tyskland med kansler

Merkel og Frankrig med præsident Sarkozy ganske ivrige

efter at pleje gode relationer til Washington og vise

samarbejdsvillighed og generelt vil europæerne, måske

med undtagelse af Anders Fogh Rasmussen, der jo har

meget nære relationer til Bush, hilse en ny amerikansk

velkommen uanset, hvem det måtte blive. Tilsvarende

vil en ny præsident i Mellemøsten, herunder i Israel,

der også lige har fået ny leder, blive mødt med positiv

forventning om nye toner i USA’s Mellemøstpolitik.

Med andre ord vil en ny præsident overalt blive mødt

med en indstilling til i det mindste at prøve nye veje.

Det betyder, at grunden i både Europa og Mellemøsten

er lagt til multilateralt samarbejde om problemerne

i Mellemøsten. Spørgsmålet er derfor, hvilken af de to

22


præsidentkandidater, der synes mest indstillet på at udnytte

et sådan positivt momentum?

Forandring?

Ingen af de to kandidater har spillet ud med en detaljeret

og konkret plan for en ny Mellemøststrategi. Begge har

naturligvis udtrykt deres helhjertede støtte til Israel og

alt andet ville også være noget nær selvmord midt i en

tæt amerikansk valgkamp. Obama har brug for at vinde

i New York og generelt har demokraterne tætte relationer

til Israel og dele af den israelske lobby. Tilsvarende

skal McCain hente stemmer hos kristne vælgere

i Syden, der fundamentalt bakker op om Israel. Man

kan derfor ikke forvente, at nogle af kandidaterne vil

formulere sig kritisk om Israel, ligesom ingen af dem

vil spille ud med konkrete planer for oprettelsen af en

palæstinensisk stat. McCain har imidlertid bakket helt

op om Bush regeringens politik og derfor er det svært

at se, at han har noget at komme med nyt på den front.

Obama, derimod, må forventes at være mere indstillet

på at sætte skub i konkrete forhandlinger. For tiden

prøver Egypten at formidle mellem Hamas og Israel,

mens Tyrkiet er aktiv i forholdet mellem Syrien og israelerne.

Bush har været afvisende for sådanne forhandlinger,

og McCain har støttet ham i denne holdning,

mens Obama i hvert fald i forhold til Syrien har udtalt,

at forhandlinger skal prøves.

På spørgsmålet om Irak har begge været temmelig

konkrete. Obama vil have de amerikanske soldater ud

så hurtigt som muligt og vil i stedet have nogle af dem

sendt til Afghanistan, mens McCain igen har støttet Bush

hundrede procent og vil blive i Irak til arbejdet er gjort

om det ”så tager 100 år”. Begge må forventes at blive

tvunget til at gå på kompromis med deres ret så bastante

udtalelser. For så vidt den positive udvikling forsætter

i Irak, ville det være vanskeligt for Obama at sætte det

hele over styr med forhastet tilbagetrækning. På den

anden side må McCain nok indstille sig på, at USA med

sin nedslidte hær og andre militære udfordringer ikke

kan holde til at fastholde endsige forstærke styrkerne

i Irak. Selvom holdningerne omkring Irak-politikken

synes stærkt polariserede i dagens USA, kunne noget

tyde på, at det faktisk er her, det vil blive lettest at få

skabt kompromis og konsensus.

Hvad Iran angår, har Obama direkte opfordret til forhandlinger,

mens McCain har gjort sig berømt og berygtet

med stroferne ”bomb, bomb, Iran” til melodien af en

kendt Beach Boys slager. Dette indebærer naturligvis

ikke, at McCain har krig mod Iran som fast punkt på

sit program, men nok, at han vil fastholde en kompromisløs

konfrontations linje i stil med Bush regeringens.

Igen synes forandring i politikken at skulle komme fra

Obama. Spørgsmålet er imidlertid, hvad Obama kan

tilbyde Iran, som kunne løse op for den fastlåste situation.

Den største blokering hidtil har været, at USA fastholder

en regimeskift strategi overfor iranerne, hvilket

“En ny præsident i Mellemøsten,

herunder i Israel, der også lige har

fået ny leder, blive mødt med positiv

forventning om nye toner i USA’s Mellemøstpolitik.

Med andre ord vil en ny

præsident overalt blive mødt med en

indstilling til i det mindste at prøve

nye veje. Det betyder, at grunden i

både Europa og Mellemøsten er lagt

til multilateralt samarbejde om problemerne

i Mellemøsten.”

indebærer nogenlunde så meget som kravet om, at

styret må forsvinde, men at man da godt kan forhandle

om atomprogrammet, dersom Iran gør som USA siger.

Det siger nærmest sig selv, at Iran ikke er særlig forhandlingsvillig

med sådanne udspil. Hvis Obama mener,

hvad han siger, må han fjerne kravet om regimeskift

fra officiel amerikansk politik, hvilket kan vise sig at

være en ganske vanskelig opgave i betragtning af den

udbredte mistænksomhed og bekymring, man finder i

den amerikanske kongres omkring Iran.

Hvad angår Libanon, må man af begge kandidater forvente,

at de vil fortsætte med at koordinere politikken

gennem FN i nært samarbejde med Frankrig. Både

fordi, det holder europæerne inde i forsøgene på at

dæmme op for Hizbollah og fordi det er den bedste vej

til at klinke de transatlantiske skår, der blev slået forud

for Irak-krigen.

Let’s vote for Obama

Ingen skal forvente sig dramatiske forandringer. Men

skal der komme markante ændringer både i spørgsmålet

om forhandlinger med fjenderne og i den multilaterale

tilgang, er der ingen tvivl om, at de i størst omfang

vil komme fra Obama, mens McCain dømt efter hans

utvetydige opbakning til Bush i sikkerhedspolitikken

givet vis vil fortsætte den linje Robert Gates og Condo-

23


leezza Rice har fastlagt efter sommerkrigen i Libanon i

2006. Med hensyn til Mellemøstpolitikken er der med

andre ord grund til at forvente, at bliver McCain valgt

vil vi se mere af det samme, mens der er belæg for, at

Obamas budskab om forandring i denne del af verden

vil få konkrete konsekvenser.

Lars Erslev-Andersen er idehistoriker

og ansat som projektseniorforsker

ved Dansk Institut

for Internationale Studier (DIIS),

hvor han er leder af enheden

for Politisk Vold, Terrorisme og

Radikalisering.

24


U

På Udblik finder du en række aktuelle

indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter,

der besidder en specialiseret viden om

vores aktuelle emne.

U

DBLIK

25


This is Kenya

isn’t it?

om valgene i december 2007

og irEC’s efterfølgende analyse af forløbet

Af professor, dr.scient.pol. Jørgen Elklit, Institut for Statskundskab, Århus Universitet

Som mange andre afrikanske lande holder Kenya tre valg samtidigt: Præsidentvalg, parlamentsvalg og

lokalrådsvalg. Et eller andet gik imidlertid helt galt i forbindelse med valgene i december 2007, og straks

var der gang i uroligheder af en – selv i Kenya – ukendt størrelsesorden. Mindst 1.200 blev slået ihjel

i tiden efter nytår, og mange flere blev såret, skamferet og/eller voldtaget. Hertil kom, at endnu flere –

måske så mange som 400,000 – endte i store lejre for internt fordrevne. Den kenyanske regering og AU’s

Panel af Eminente Afrikanske Personligheder enedes efterfølgende om en plan, der blandt andet omfattede

nedsættelse af en kommission, der skulle analysere problemerne omkring valget og komme med

forslag til, hvorledes tilsvarende uhyrligheder kunne undgås i fremtiden. Sekretariatschef for dette arbejde

blev den danske valg- og demokratiekspert Jørgen Elklit. Kommissionen afleverer sin rapport i løbet

af september måned.

Mange Afrika-kyndige har ment, at såvel den økonomiske

som den politiske udvikling i Kenya var ved at

komme ind i en ganske god gænge, da valgprocessen

og valgresultatet i december 2007 pludseligt slog over i

tragiske og rystende massive voldsepisoder. Ingen ved,

hvor mange der blev slået ihjel, men man regner med

ca. 1.200 – og endnu flere fik alvorlige kvæstelser på

krop og sjæl. Hertil kom, at ca. 400.000 blev internt

fordrevne og samlet i store flygtningelejre, hvor de i en

periode fristede en yderst kummerlig tilværelse.

Mange – også i Kenya – har givet udtryk for overraskelse

over, at noget sådant kunne ske, men var det

egentlig så overraskende? Var Kenya ikke for længst

kommet i en situation, hvor mange strukturelle og identitetsmæssige

problemer kunne forventes at slå ud med

en brutal og umenneskelig voldsomhed, der afspejlede

såvel strukturelle problemers alvorlige karakter, som

aktuelle politiske konflikter og problemer, som mange

helst ville lukke øjnene for?

Partisystemer og etnicitet

Valget stod på præsidentniveauet mellem to centrale

personer, som repræsenterede politiske alliancer og

partier, der har udviklet sig i forlængelse af politiske

alliancer og konfliktmønstre, der i komplicerede kombinationer

har kunnet iagttages siden 1990’erne, men

som dog især har fået deres dominerende position efter

folkeafstemningen i 2005 om en ny forfatning. Folkeafstemningsdiskussionen

drejede sig blandt andet om

behovet for at reducere præsidentens stærke position,

ændre valgsystemet osv., og efter års diskussion fremlagde

regeringen et forslag, der nok byggede på den forudgående

diskussion, men som var renset for alt det,

præsidenten og regeringen ikke kunne acceptere.

Modstanderne mod forslaget samlede sig under en appelsin

som symbol – og ud af denne modstandskoalition,

som vandt folkeafstemningen og dermed fik standset

forfatningsændringen, voksede det store oppositionsparti,

ODM, Orange Democratic Movement. Lederen

var Railla Odinga, som tidligere havde været præsident

Kibakis politiske allierede, men det holdt altså kun en

tid. Andre ledere fra folkeafstemningsbevægelsen kom

til den konklusion, at deres politiske fremtid ville være

bedre uden snævert samarbejde i den orange bevæ-

26


gelse, så nogle af dem søgte samarbejde med Kibaki,

mens andre gik solo.

Formelt var der op til valget i 2007 mere end 100 partier,

men de fleste var små, ofte nærmest enmandspartier, og

lige så ofte kun med begrænset geografisk udbredelse,

så man skal ikke lægge for meget i antallet af partier. En

række af partierne indgik også en koalition med henb-

“Partierne holder et par måneder før

selve valgdagen såkaldte nominations,

som bedst kan beskrives som

”åbne primærvalg”. Her trives – også

fordi kun meget få af partierne har en

egentlig medlemsskare – alle former

for valgfusk, korruption og stemmekøb.”

lik på at sikre Kibakis genvalg som præsident, samtidig

med at de fortsatte som selvstændige partier med henblik

på at sikre deres egen styrkeposition i parlamentet

og lokalrådene. Betegnelsen på Kibakis eget parti

– Party of National Unity, PNU – blev også brugt som

betegnelse for det samarbejde, der var blevet etableret

for at sikre Kibakis genvalg, så det er nemt at blive forvirret,

hvis man prøver at skabe sig et overblik over det

kenyanske partisystem.

Dette skyldes også, at partitilhørsforholdet ikke er særlig

udtalt blandt mange af dem, der har politiske ambitioner.

Partierne holder et par måneder før selve valgdagen

såkaldte nominations, som bedst kan beskrives som

”åbne primærvalg”. Her trives – også fordi kun meget få

af partierne har en egentlig medlemsskare – alle former

for valgfusk, korruption og stemmekøb. Og man ser tit,

at en potentiel kandidat, som ikke bliver valgt som et

partis kandidat i en bestemt valgkreds, straks går videre

til et andet parti, som endnu ikke har valgt sin kandidat,

og så forsøger vedkommende at blive opstillet der. Og

gedemarkedet fortsætter, indtil alle partier har kandidater

i de kredse, hvor de vil stille op – eller indtil de

potentielle kandidater løber tør for penge.

Fordi de etniske skillelinjer fortsat er stærke i Kenya,

og fordi de fleste af partierne også placerer sig ret entydigt

i forhold til stammeopdelingen, ser mange nominationsvalgene

som de egentlige valg (i hvert fald i

en stor del af de 210 enkeltmandskredse), hvorefter

de (formelt) afgørende valg mere bliver en form for

bekræftelse på allerede trufne beslutninger om, hvem

der skal repræsentere kredsen i Nationalforsamlingen.

Valgprocessen

Fordi Kenya er et præsidentialsystem, er det nemt at

komme til at se præsidentvalget som langt det vigtigste

af de tre valg. Kibaki (PNU) og Odinga (ODM) var de to

centrale kandidater, mens Kalonzo Musyoka (ODM-K)

var en tidlig udbryder fra ODM familien. Seks andre

præsidentkandidater var uden betydning. Men hertil

kom altså parlamentsvalgene, hvor hver kreds i gennemsnit

havde mere end ti kandidater, hvoraf en del

stod forholdsvis samlet bag Kibaki som præsident, men

i stærkt modsætningsforhold med hensyn til deres eget

valg. Det gør ikke analysen af eventuelle mønstre i

stemmeafgivelsen nemmere.

ODM – som især står stærkt blandt luo’erne – klarede

sig forholdsvis godt og vandt op mod halvdelen af

mandaterne i parlamentet. Fordi kredsstørrelsen i de

områder, hvor ODM står stærkt, var lidt mindre end

landsgennemsnittet, kom valgresultaterne fra en del

ODM-kredse forholdsvis tidligt, hvad der bidrog til

en opfattelse af, at ODM stod til at vinde en klar sejr.

Denne forventning matchede et billede af Odinga som

den forventelige vinder af præsidentvalget, et billede,

som var blevet understøttet af nogle meningsmålinger,

der var blevet slået stort op i medierne – også selv om

hans forspring ikke var stort – og oven i købet havde

været lidt for nedadgående i valgkampens senere del.

Odingas forspring i begyndelsen af optællingen blev

formindsket i takt med, at flere og flere af PNU’s

højborge blev talt op. Der var tale om gennemsnitligt

lidt større kredse, så der var ikke noget mærkeligt i, at

Odingas forspring over Kibaki mindskedes i en anden

27


og lidt hurtigere takt end ODM’s forspring over PNU

med hensyn til antallet af pladser i Nationalforsamlingen.

Hertil kom, at Valgkommissionen (ECK, Electoral

Commission of Kenya) havde opslået sit hovedkvarter

i et stort kongrescenter, KICC, hvor alle via fjernsynstransmissioner

selv kunne danne sig deres indtryk af

en betydelig forvirring og uro i resultatformidlingen.

Tilstedeværende valgobservatører og andre mente at

se/høre, at de formidlede resultater i nogle tilfælde

var andre end dem, der var blevet annonceret ude i

kredsene, mens nogen også mente at have set resultatformidlingsskemaer,

hvor tallene var blevet ændret

ved overstregning og indsættelse af nye tal, der så var

blevet indlæst i hoved-computeren. Udenlandske diplomater

og EU’s observatørmission forsøgte – forgæves –

at finde ud af, hvad der egentlig foregik, ODM og PNU

blev enige om i fællesskab at gennemgå resultaterne og

skemaerne fra alle kredse, og på slutningen af tredjedagen

efter valget – den 30. december – kunne ECK’s formand

pludselig meddele, at Kibaki havde vundet præsidentvalget

med godt 200.000 stemmers overvægt over

Odinga, som havde fået noget over 4.000.000 stemmer.

I løbet af kort tid var formanden hos præsidenten med

den formular, der officielt var tegn på hans genvalg,

hvorefter indsættelsesceremonien blev afviklet i stor

hast og uden den pomp og pragt og offentlighed, som

man ellers ville vente i et stærkt præsidentialsystem.

Vold og dialog

Dette forløb gav anledning til allehånde rygter, og i

løbet af ingen tid var der gang i uroligheder og voldshandlinger,

der hurtigt blev yderst alvorlige. Disse

uroligheders underliggende etniske karakter

var tydelig fra begyndelsen, og det blev også

tydeligt, at de i nogle tilfælde blev brugt til at

få fordrevet mennesker, hvis jord og ejendom

voldsmændene gerne ville have fingre i.

Kenyas valg har siden flerpartivalgene blev

genindført i 1991/92 altid haft et vist voldselement

– både før og/efter selve valgdagen og

altid med et markant etnisk præg – men denne

gang var det værre end ved de foregående valg.

Der er mange forklaringer på denne voldseskalation,

men pladsen tillader ikke nogen dyberegående analyse.

Nogle har peget på det forhold, at valgsvindeltemaet

var trukket ind helt fra før valgets opgørelse, idet ODM

havde været ude med den ret problematiske melding,

at fordi de stod så stærkt, ville det være et klart bevis

på valgsvindel, hvis Odinga ikke vandt præsidentval-

get! Der bredte sig også hurtigt den opfattelse – i hvert

fald hos ODM og blandt mange valgobservatører og

-iagttagere – at valgresultater, der var annonceret ude i

kredsene, i nogle tilfælde blev ændret i KICC til Kibakis

fordel. Denne opfattelse blev bestyrket af en til tider

ret forvirret resultatformidling, som ikke kunne styrke

tilliden til, hvad der egentlig foregik. Der var altså nok

at undres over, og usikkerheden blev ikke mindre, da

EU’s observatørmission hurtigt efter valget udsendte

en pressemeddelelse, der mere end antydede, at resultatopgørelsen

og -formidlingen ikke var gået ordentligt

for sig. Alt sammen var det flammer på et bål, der måske

i virkeligheden fik mest af sin farlighed fra økonomiske

og etniske modsætningsforhold; men så langt tænkte

kun de færreste, i hvert fald på det tidspunkt.

Volden fortsatte gennem januar, men i løbet af februar

kom der heldigvis gang i en dialogproces, hvor AU’s

Panel of Eminent African Personalities, hvis formand

er Kofi Annan, og de to store partier blev enige om en

vej fremad. Denne vej indebar blandt andet nedsættelse

af en kommission, The Independent Review Commission,

IREC, der dels skulle se på, hvad der var gået

galt i forbindelse med valget, dels skulle komme med

konkrete forslag til, hvad der skal ændres i kenyansk

lovgivning og valgadministration, så tilsvarende problemer

kan undgås ved fremtidige valg.

Derimod skulle IREC ikke lave en ny opgørelse af valget,

selv om mange gerne havde set det. Forklaringen er,

at det dels ville være komplet umuligt, dels ville kunne

føre til en genopblussen af urolighederne. Andre kommissioner

skulle beskæftige sig med andre problemer,

og i det hele taget blev der efterhånden opnået enighed

om et stort reformprogram, en koalitionsregering med

Odinga som premierminister og meget mere.

IRECs arbejde

IREC kom reelt på plads i begyndelsen af april, med

syv medlemmer, hvoraf fire var kenyanere og tre

28


udlændinge. De fire kenyanere var to indstillet af PNU

og to af ODM, mens de tre udenlandske kommissionsmedlemmer

kom fra Sydafrika, Tanzania og Argentina.

Hertil kom som sekretariatschef denne artikels forfatter.

Aftalen indebar også, at IREC skulle rapportere

dels til præsident Kibaki, dels til AU’s panel (i praksis

Kofi Annan) i midten af september. Arbejdet i IREC

har været vanskeliggjort af mange ting, men først og

fremmest af, at kun meget få af de mange, der omkring

valget mente at have set beviser på forskellige former

for valgsvindel, kunne eller ville fremlægge beviser på

noget sådant. Vores arbejde med hensyn til at finde ud

af, hvori problemerne med forskellige resultater offentliggjort

ude i valgkredsene og i KICC egentlig bestod,

viste sig også ganske vanskeligt.

Mange steder var forklaringen dog ret simpel, idet

kredsenes returning officers i strid med alle regler havde

offentliggjort delresultater, som så fejlagtigt var blevet

opfattet som slutresultater. Når alle valgsteder i en sådan

kreds så var blevet optalt, og et væsentligt højere

valgresultat blev annonceret fra KICC for Kibaki, var

det for nogle svært ikke at se det som et soleklart tegn

på svindel. Det var det i hvert fald ikke hver gang, men

rygterne florerede som svampe en regnfuld efterårsdag

og bidrog hos mange til den faste overbevisning, at ECK

svindlede Kibaki til en valgsejr, som burde have været

Odingas. At EU’s observatører bidrog til denne opfattelse

med deres tidlige pressemeddelelse – og dermed

vel også til urolighederne – er der desværre en del, der

tyder på.

IREC gennemførte i løbet af et par måneder næsten 40

folkehøringer over hele Kenya, tekniske workshops,

analyser af specifikke valgresultater samt et par uger

med offentlige høringer, hvor konkrete aktører, især

fra ECK, blev udspurgt om alt muligt af relevans for

forståelsen af, hvad der egentlig foregik op til og under

valget.

Et af Afrikas værste valg

IREC’s rapport foreligger ikke i skrivende stund, men

der tegner sig alligevel et billede af, at valget var et

af de dårligst gennemførte man har set i Afrika – helt

modsat det billede, mange observatørmissioner mente

at kunne tegne. Til gengæld var der tilsyneladende ikke

meget egentlig svindel under selve resultatformidlingen

i KICC.

Blandt de problemer, som IREC har identificeret, kan

nævnes: En alt for stor og inkompetent valgkommission,

en ekstremt skæv inddeling af valgkredsene,

mange problemer mht. vælgerregistrering (ikke mindst,

at døde vælgere i stort omfang ikke er fjernet fra

valglisterne), helt utilstrækkelig oplæring af personalet

på valgstederne og i kredsene, dårlige arbejdsforhold

under optælling og resultatformidling, som i nogle

kredse førte til, at alle stemmetal for kandidater i både

“Alle stemmetal for kandidater i både

præsident- og parlamentsvalget var

forkerte”

præsident- og parlamentsvalget var forkerte, og at der

i mindst et tilfælde blev valgt et forkert parlamentsmedlem,

offentliggørelse af forkerte stemmetal også på

nationalt plan (ikke ved svindel, men ved almindeligt

sjusk), forkerte sammenlægninger, også i kredsresultater,

utroværdig resultatformidling osv., osv.

Inkompetence i gennemførelsen af valget er – sammen

med misforståelser af, hvad der egentlig foregik i KICC

– altså nok den mest sandsynlige forklaring på, at det

gik så skidt. Til gengæld var der ingen, der gjorde særligt

meget ud af de uhyrligheder i form af stemmekøb

(illustreret af en markant stigning i antallet af vælgere,

der som analfabeter skulle have hjælp til at stemme),

valgtryk (i form af no-go areas), regeringsmedlemmers

misbrug af offentlige ressourcer og ballot stuffing (illustreret

af valgdeltagelsesprocenter langt oppe i 90’erne,

selv hvor der var mange døde vælgere på valglisterne),

som også kunne konstateres.

Problemerne ved valget var altså nogle helt andre end

dem, vi havde forventet at finde, da vi gik i gang. Det

er både godt og skidt – men måske egentlig

mest skidt, for donorerne – inkl. Danmark –

havde støttet valgets fornuftige gennemførelse

med et ganske betydeligt beløb, og det ser ud

til reelt at være set spildt – og valgkommissionen

virker ærlig talt, som om den ikke tager

sig særlig meget af det problem.

Der er derfor mere end noget andet behov for

29


at overveje, hvorledes valg- og demokratistøtte til et

land som Kenya egentlig skal gives. Den nuværende

model – som har været brugt mange steder – forekommer

i hvert fald ikke hensigtsmæssig.

Og artiklens overskrift – som udtrykker en i Kenya alt

for ofte mødt undskyldende indstilling i retning af, at

man nok må leve med, at tingene ikke er, som de burde

være – kan ikke være grund nok til ikke at tage skeen

i en anden hånd på dette specifikke område, hverken i

Kenya eller andre steder.

Professor, dr.scient.

pol. Jørgen Elklit, Institut

for Statskundskab,

Århus Universitet

30


Kød, kultur og udvikling

– et antropologisk perspektiv på fødevarekrisen

Af Rune-Christoffer Dragsdahl

Verden oplever en global fødevarekrise. Dette har medført hungersnød i tredjeverdenslande, hvor mennesker

har måttet ernære sig med blandt andet rotter. Der er mange bud på, hvad fødevarekrisen skyldes

og ét af dem er, at der kan findes stor forklaringskraft i Vestens kødkultur. Kigger man med antropologens

briller på de udviklingsteorier, der har påvirket tredjeverdenslande og civilisationsudvikling tegner

der sig et billede af en kultur, hvor kød opfattes som værende symbol på velstand og velnæring. Men

verden er sammensat af mangfoldige og samtidige kulturer og ideen om en kødkultur har rent faktisk vist

sig, at have alvorlige konsekvenser.

”At udvide og variere kødproduktionen forekommer at

være et første skridt for ethvert land i udvikling. Udviklingslandene

starter alle med at indføre moderne faciliteter

til kyllinge- og æggeproduktion – den hurtigste

og billigste måde at producere ikke-vegetabilsk protein

på. Derpå, så hurtigt som deres økonomier tillader det,

klatrer de op ad ”proteinstigen” til svinekød, mælk og

mælkeprodukter, til græs-opfedet oksekød og til sidst,

hvis de kan, til korn-opfedet oksekød.”

Disse anbefalinger kunne man læse i det engelske landbrugsmagasin

Farm Journal midt i 1980’erne. Her 20

år senere er det, i lyset af den globale fødevarekrise,

relevant at se nærmere på konsekvenserne af sådanne

anbefalinger – samt underkaste den bagvedliggende

udviklingsideologi en nærmere analyse.

Mudderkager og rotter

I løbet af 2007 og 2008 har mennesker over hele kloden

oplevet så stærkt stigende markedspriser på basale

fødevarer som hvede, majs, soja og ris, at situationen

er blevet betegnet som en global ”fødevarekrise”. Det

er ikke et nyt fænomen, at verdens fattigste er truet af

hungersnød og underernæring, men antallet af berørte

er på rekordtid blevet voldsomt forøget. Med udsigt til

en god 2008-høst er priserne på korn begyndt at falde,

og ifølge nogle iagttagere er fødevarekrisen ved at aftage.

Verdens fattige kan næppe tolke den slags optimisme

som andet end arrogance. På Haiti har mange af nød

ernæret sig med mudderkager, bagt af lerjord, salt og

margarine. Meget bedre har det ikke været i Indien,

hvor myndighederne i delstaten Bihar opfordrede folk

til at spise rotter. En fødevarekrise, hvor millioner af

menneskers daglige ernæring og overlevelse er truet,

burde i princippet aldrig finde sted.

Husdyrproduktionen

Flere faktorer har fået skylden for, at det gik så galt:

Biobrændstoffer, oliepriser, tørke i Australien, eksportforbud,

spekulation, dollarkursen, et stigende kødforbrug

i Asien. Forskellige forskere prioriterer årsagerne

forskelligt. Det grundlæggende problem er imidlertid,

at et enormt spild af fødevareressourcer finder sted hver

eneste dag året rundt.

Ifølge FNs fødevare- og landbrugsorganisation (FAO)

anvendes hele 33 % af klodens opdyrkede land til

husdyrfoderproduktion. De animalske fødevarer, der

kommer ud i den anden ende af produktionsprocessen,

udgør kun en brøkdel af det, der bruges til at opfodre

dyrene med. Der foreligger forskellige beregninger for,

hvor meget foder der går til at producere et kilo kød,

men afhængigt af kødtypen er der generelt tale om et

ressourcespild på et sted imellem 50 og 90 %. Med andre

ord: En tredjedel af verdens frugtbare jord bliver

anvendt på en særdeles uøkonomisk og ineffektiv vis.

Hvor der i 2008 anvendes knap 100 millioner ton majs

til biobrændstof, anvendes der 754 millioner ton korn

til dyrefoder.

Arealmisbruget ved husdyrproduktion lægger således

et betydeligt, vedvarende pres på de globale fødevareressourcer.

Hvis der blev satset på mindre animalsk og

mere vegetabilsk produktion, ville verdens fødevarepriser

være mindre sårbare over for store udsving. Og

det er netop denne sårbarhed, der skal sættes ind mod,

31


hvis ikke vi skal opleve en ny fødevarekrise, hver eneste

gang der er uro inden for en af de øvrige faktorer, som

f.eks. ved dårlig høst. Men tendensen går den modsatte

vej: Ifølge FAO forventes en fordobling af det globale

kødforbrug frem mod 2050.

Større velstand, mere kød

Mange ser klodens stigende kødforbrug som en naturlig

del af fattige landes udvikling. Et eksempel er Jyllands-

Posten, der i en faktaboks om fødevarekrisen skrev, at

det globale forbrug af korn er stigende, ”dels på grund

af økonomisk vækst i folkerige lande som Kina og Indien”.

Også i andre danske aviser blev der ofte henvist

til ”stigende velstand i mange lande”. Det er helt korrekt,

at der mange steder i verden er en sammenhæng

imellem stigende velstand og et større kødforbrug.

Men at gå så vidt som til at sige, at årsagen til fødevarekrisen

er velstanden, og ikke kødforbruget, bygger

på en selvfølgeliggørelse af, at velstand nødvendigvis

må føre til kødspisning. Og dette er en kulturelt farvet

opfattelse.

Denne underliggende ideologi blev eksplicit, da fødevareminister

Eva Kjer Hansen i et læserbrev i Jyllands-

Posten skrev, at kineserne efterspørger ”mad af højere

kvalitet, såsom svinekød i stedet for ris”. Der er imidlertid

ikke grundlag for at hævde, at svinekød er af

højere kvalitet end traditionel kinesisk mad; det er blot

udtryk for en bestemt udviklingsideologi.

Der er derimod mere og mere forskning, der peger på, at

rige landes høje forbrug af animalske fødevarer spiller

en central rolle inden for både hjerte-kar-sygdomme,

diabetes, fedme, sclerose, knogleskørhed, de fleste former

for kræft samt flere andre såkaldte civilisationssygdomme.

En aktuel gennemgang af disse forskningsresultater

findes i bogen The China Study skrevet af

Colin Campbell, som er professor emeritus i ernæring

og biokemi ved Cornell University i New York.

Danmark har med 110 kilo per person om året et af

verdens højeste kødindtag, hvorimod størstedelen af

klodens befolkning har et moderat, lavt eller ikke-eksisterende

kødforbrug. Det globale gennemsnit er cirka

42 kg om året, og gennemsnittet for udviklingslandene

er cirka 30 kg. Et højt kødforbrug kan derfor siges at

være et spørgsmål om kultur og ideologi.

Kød, status og udvikling

Sociologen Julia Twigg har opstillet et hierarki for for-

skellige fødevarers status i vestlige samfund. Rødt kød

er øverst, efterfulgt af fjerkræ og fisk. Der er mindre

status i æg og mælkeprodukter og mindst i frugt, grøntsager

og korn. Sidstnævnte fødevarer ses blot som tilbehør

til kødet.

Dette madhierarki er ikke nogen helt ny tanke. I det

19. århundrede mente den indflydelsesrige læge George

Beard således, at fødevarehierarkiet fra planter til rødt

kød svarede til et evolutionshierarki fra de vilde og farvede

racer til de civiliserede hvide racer. I 1880’ernes

England blev størstedelen af bøfferne spist af middelklassen

og eliten, idet arbejderklassen kun havde råd

til små mængder. Mange indvandrere i USA så desuden

bøfspisning som et nødvendigt overgangsritual for at

blive en del af den amerikanske middelklasse. Under

anden verdenskrig blev forestillingerne om kød taget

så alvorligt, at både USA, Japan og nazi-Tyskland

forsynede deres soldater med ekstra meget animalsk

protein.

Ifølge den amerikanske økonom og miljøforkæmper,

Jeremy Rifkin, har Vestens kvægkulturer i løbet af det

tyvende århundrede opstillet en global protein-stige

med korn-opfedet kød anbragt på øverste trin, og det

er en udbredt opfattelse, at udviklingslande kan opnå

succes og elite-medlemsskab ved at klatre op af denne

stige. Denne ideologi formuleres undertiden meget

direkte af for eksempel landbrugsindustrien, som illustreret

ved citatet fra Farm Journal i indledningen af

denne artikel.

Kød og evolution

Parallelt med ideologien om moderne udvikling løber

en tilsvarende opfattelse, hvor kødspisning ses som centralt

for hele menneskehedens evolution. Inden for evolutionsstudier

er det en udbredt teori, at kød spillede en

central rolle i den menneskelige udvikling. Teorien er,

at vore forfædre for cirka 2,5 millioner år siden havde

svært ved at finde nok planteføde. De, der fortsatte med

at spise vegetabilier, uddøde (!) for cirka 1 million år

siden; andre satsede på at udvikle redskaber, hvorved

de fik adgang til animalsk protein og derfor kunne overleve

og udvikle sig.

Disse teorier blev i 2006 anvendt af den australske

kødindustri i en kampagne, hvor iøjnefaldende grafik

sammenkoblede rødt kød med både evolutionen, menneskets

hjernekapacitet og alle teknologiske fremskridt,

inklusive opfindelsen af internettet og iPod’en.

32


Ifølge antropologen Adrian Peace var denne kampagne

sandsynligvis årsag til, at Australiens forbrug af rødt

kød steg med 12 % på blot to år.

Den biologiske antropolog Randall Collura har imidlertid

påpeget, at forsøgene på at dokumentere menneskets

fortidige madvaner i bedste fald kun kan fortælle,

hvor vi kommer fra, og ikke hvor vi er nu. Man springer

således en temmelig kompliceret sandhed over ved at

forklare eller anbefale kødspisning i år 2008 med henvisning

til en to millioner år gammel begivenhed.

En sådan konklusion uden mellemregninger siger til

gengæld ganske meget om nutidens kødkultur. Antropologen

Nick Fiddes har således argumenteret, at

kødets særlige status skyldes, at kødspisning på mange

måder opfattes som et symbol på det, der adskiller mennesket

fra andre dyr, og på menneskets kontrol over naturen,

hvilket kommer til udtryk ved blandt andet jagtredskaber,

husdyrproduktion og tilberedning.

Indiens mange hundrede millioner vegetarer ville nok

være uenige i, at kødspisning er centralt for det at være

et menneske, men ikke desto mindre er det en opfattelse,

der – bevidst eller ubevidst – deles af mange mennesker,

både i vestlige og ikke-vestlige lande. Meget

kød er et symbol på udvikling og mindre kød et tegn

på tilbageståenhed. Selvfølgeliggørelsen af Kinas stigende

kødforbrug forekommer at have rødder i disse

forestillinger.

Udviklingsideologier og samtidighed

Problemet med denne udviklingstankegang tydeliggøres

bedst med en lille reference til den hollandske

antropolog, Johannes Fabian. Han skrev i 1983 bogen

Time and the Other, hvori han argumenterede for erkendelsen

af det, han kalder ”menneskehedens radikale

samtidighed”. Bogen var et opgør med mange antropologers

tendens til analytisk at placere mennesker fra andre

samfund i en anden tid, f.eks. ved at opfatte dem

som ”primitive”, ”uciviliserede” eller ”umoderne”. En

opfattelse af sådanne udviklingsstadier er baseret på en

idé om, at alle mennesker er ens og blot befinder sig i

forskellige tider. Men ifølge Fabian er dette en fejlantagelse;

verden består tværtimod af forskellige mennesker

og samfund, der lever på samme tid.

Fabians kritik tydeliggør, hvordan udviklingen i det

globale kødforbrug – og dermed også risikoen for

globale fødevarekriser – udspringer af en misforstået

idé om, at man kan opstille verdens madkulturer i et

hierarki eller sidestille dem med forskellige udviklingstrin.

I realiteten er alle madkulturer samtidige; et

fødevarehierarki og en proteinstige er blot udtryk for

kulturelt forankrede ideologier. Det er derfor ikke en

selvfølge, at alle mennesker og samfund i takt med

deres udvikling vil, eller ligefrem bør, spise mere og

mere kød. Vi kan ikke direkte forhindre, at dette sker.

Men vi kan måske afbøde de værste konsekvenser ved

at føre en kritisk debat om de udviklingsideologier, der

både har skabt problemet og utvivlsomt vil forværre det

i de kommende årtier, hvis vi fortsætter med at give

næring til dem.

Global aftale nødvendig

I 2002 stod 1,3 milliarder mennesker i verdens rigeste

lande for knap halvdelen af det globale kødforbrug.

Hvis alle knap 7 milliarder mennesker skulle indtage

den samme mængde kød, ville selv de mest revolutionerende

landbrugsteknologiske fremskridt næppe være

nok. Dertil kommer, at klodens befolkning forventes

at runde 9-10 milliarder om nogle årtier, samt at klimaforandringer

meget vel kan mindske det samlede

globale høstudbytte. En global aftale om begrænsning

af husdyrproduktionen, især foderproduktionen, vil derfor

i de kommende år blive mere og mere presserende.

Danmark kunne, som et af de lande i verden, der har

det højeste kødforbrug, gå foran, for eksempel ved at

sætte fokus på emnet i forbindelse med klimatopmødet

i december 2009.

I den forbindelse er det på sin plads at påpege, at

fødevarekrisen kun er ét eksempel på en række problematikker,

der knytter sig til det globale kødforbrug.

Husdyrproduktionen er en af hovedårsagerne til menneskeskabt

global opvarmning; ifølge FAO står den for

18 % af de globale drivhusgasser, og i en rapport fra

Greenpeace antydes det, at andelen muligvis er endnu

højere. Af samme årsag har Nobelpris-modtager og

formand for FNs klimapanel, Rachendra Pachauri, ved

flere lejligheder opfordret folk til at spise mindre kød.

Husdyrproduktionen er desuden hovedansvarlig for

såvel afskovning som tab af biodiversitet, og den spiller

en nøglerolle inden for både vandforbrug og vandforurening,

samt antibiotika-resistens og risikoen for fremtidige

globale epidemier. Samlet set konstateres det i

rapporten Livestock’s Long Shadow udgivet af FAO

i november 2006, at ”husdyrsektoren fremstår som en

af de top-to eller top-tre væsentligste bidragsydere til

33


de mest alvorlige miljøproblemer, på alle niveauer fra

lokalt til globalt”.

Der er således adskillige gode grunde til at gøre husdyrproduktionen

til et centralt indsatsområde i forhold

til at forebygge fremtidige fødevarekriser. Men det

kræver, at vi får øjnene op for de udviklingsideologier,

der skaber vores opfattelse af kød og kultur.

Rune-Christoffer Dragsdahl er kandidatstuderende ved

Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

Han har skrevet BA om kødkultur og bæredygtighed.

For yderligere information samt andre publikationer,

se: “http://www.runechristoffer.dk/Koedkultur”www.

runechristoffer.dk/Koedkultur

34


årsagerne til fødevarekrisen

Af Kenneth Baltzer

Kenneth Baltzer er Adjunkt ved Fødevareøkonomisk Institut/Afdeling for International Økonomi og

Politik, Københavns Universitet.

Mellem januar 2004 og marts/april 2008 steg verdensmarkedsprisen på de tre vigtigste fødevareafgrøder,

hvede, majs og ris med henholdsvis 183, 114 og 310 procent. De seneste fem måneder er priserne på ris og

hvede faldet med godt en fjerdedel, mens majsprisen fortsat er meget høj. Hvordan forklarer vi de kraftige

prisudsving og hvilke forventninger kan vi have til fremtiden?

Udbud og efterspørgsel

Det er i virkeligheden meget enkelt: Verdensmarkedspriserne

på landbrugsprodukter styres generelt af udbud

og efterspørgsel, og priserne er steget primært fordi

udbuddet er faldet og/eller efterspørgslen er steget. Der

er skrevet meget om fødevarekrisen det seneste års tid,

ikke mindst af forskere i Verdensbanken, IFPRI (International

Food Policy Research Institute) og FN’s fødevare-

og landbrugsorganisation, FAO. De fleste bidrag

opremser seks overordnede årsager til prisstigningerne:

Høje oliepriser, små fødevarelagre, stigende velstand i

Kina og Indien, øget brug af afgrøder til fremstilling af

biobrændstof, fejlslagen høst som følge af dårligt vejr

og restriktioner i eksporten af afgrøder.

Olieprisen

Olieprisen har en væsentlig indflydelse på priserne på

landbrugsprodukter. Brændstof anvendes til drift af

landbrugsmaskiner og transport af de høstede afgrøder

fra marken til markedet. Dertil kommer at olie er en

vigtigt råvarer i fremstillingen af kunstgødning, hvilket

betyder at prisen på kunstgødning stiger i takt med olieprisen.

Det skønnes at de høje oliepriser kan forklare

omkring 15-20 pct. af stigningen i fødevarepriserne.

Små fødevarelagre

De historisk lave fødevarelagre fremføres oftest som

en primær årsag til stigningen i fødevarepriserne, men

skal i virkeligheden ses som et symptom på en dybere

forklaring: at efterspørgslen efter korn den seneste tid er

vokset hurtigere end udbuddet. Den globale efterspørgsel

efter fødevarer stiger dels som følge af den generelle

befolkningsvækst, dels pga. øget forbrug af foderkorn

til animalsk produktion og som følge af stigende

industriel anvendelse af landbrugsprodukter, f.eks. til

fremstilling af biobrændstof.

Den anden side af historien er den relativt lave vækst i

kornproduktionen. Produktionen af hvede og ris er siden

1990 vokset med gennemsnitligt 0,7 pct. og 1,3 pct. om

året, hvilket er mindre end den generelle befolkningsvækst.

Væksten i majsproduktionen har været noget

højere, 2,6 pct. om året, hvilket i høj grad er drevet af

den stærke efterspørgsel fra den animalske produktion.

Sådanne tal ses somme tider som tegn på, at vi på

globalt plan er ved at nå grænsen for hvor stor en befolkning

vi kan brødføde. Det er der dog intet der tyder

på. Der er grund til at tro at de lave vækstrater i kornproduktionen

skyldes dårlige afsætningsmuligheder

for landbruget snarere end fysiske produktionsbegrænsninger.

Mellem 1980 og 2000 faldt kornpriserne (målt

i reale priser) med godt 2/3, hvilket gav ringe tilskyndelse

til at øge investeringerne i landbruget i bestræbelser

på at øge produktion. Omkring 2000-2001, hvor

kornpriserne nåede deres laveste niveau nogensinde,

vendte markedet. Herefter har den globale produktion

af korn generelt været mindre end efterspørgslen. Det

35


mærkede man ikke så meget til i den første halvdel af

årtiet, idet underskuddet blev dækket gennem nedbringelse

af fødevarelagre, og prisstigningerne var derfor

relativt begrænsede. Fødevarelagrene er nu nået så lavt

et niveau at denne form for prisstabilisering ikke længere

er mulig.

Stigende velstand i Kina og Indien

Når et lands befolkning bliver rigere medfører det sjældent

en væsentlig stigning i forbruget af basale fødevarer,

som ris, hvede og majs – snarere tværtimod. Derimod

sker en omlægning i fødevareforbruget i retning

af større indhold af animalske fødevarer, dvs. kød, æg

og mælk, hvilket indirekte fører til en stigning i efterspørgslen

efter korn som foder i husdyrproduktionen.

Denne stigning i efterspørgslen efter foderkorn vil

typisk langt overstige faldet i det direkte kornforbrug,

idet der kræves en større mængde foderkorn i husdyrproduktionen

til at producere den samme mængde kalorier

som opnås ved direkte forbrug. Der går med andre

ord kalorier tabt i den animalske produktion.

De høje vækstrater i Kina, Indien og andre mellemindkomstlande

har således medført en kraftig stigning i forbruget

af animalske produkter og dermed efterspørgsel

efter foderkorn, primært majs og i mindre grad hvede,

mens ris stort set aldrig anvendes som foder. Dette er

dog ikke noget nyt. Specielt Kina har udvist høje vækstrater

de sidste 30 år, og den globale produktion af kød

er siden 1980 steget med gennemsnitligt 2,8 pct. om

året. Til sammenligning har befolkningsvæksten i verden

været godt 1,5 pct. om året i samme periode. I det

omfang den stigende velstand har bidraget til væksten

i efterspørgslen efter korn, skal det derfor ses som en

længerevarende trend, og ikke en faktor som alene kan

forklare den pludselige stigning i priserne.

Biobrændstof

Anvendelse af majs til fremstilling af biobrændstof er

flere steder blevet udnævnt som hovedansvarlig for

prisstigningerne. USA har produceret biobrændstof

i næsten 30 år, men siden årtusindskiftet er væksten i

produktionen accelereret. Godt en fjerdedel af USA’s

majshøst anvendes til fremstilling af biobrændstof og

den andel er stigende. I løbet af bare tre år, mellem

2005 og 2007, fordobledes produktion. Når man tænker

på at USA står for omkring halvdelen af verdens samlede

eksport af majs, er det ikke svært at forestille sig at

efterspørgslen fra den amerikanske biobrændstofindustri

må have en vis indflydelse på verdensmarkedet for

majs. Der er dog ingen konkrete estimater for hvor stor

denne påvirkning er.

”Det skønnes at de høje oliepriser kan

forklare omkring 15-20 pct. af stigningen

i fødevarepriserne”

Derimod er der ikke meget der tyder på at fremstilling

af biobrændstof i væsentlig grad påvirker priserne på

hvede og ris. Ris anvendes ikke som input i industrien,

og selvom den Europæiske biobrændstofproduktion er

baseret på hvede, er den stadig for lille til at kunne påvirke

markedet nævneværdigt. Det er før blevet fremført

at hvedeprisen påvirkes indirekte ved at raps, som anvendes

til fremstilling af bio-diesel, og majs fortrænger

dyrkningen af hvede. Der er dog intet der tyder på at

den lave vækst i hvedeproduktionen har nogen sammenhæng

med biobrændstof eller at den kraftige prisstigning

skyldes fald i det opdyrkede areal af hvede.

Fejlslagen høst

Mellem 2005 og 2007 blev de største hvedeeksportører

i verden ramt af fejlslagen høst som følge af dårligt

vejr. Specielt hårdt ramt blev Australien, der i sæsonen

2006-2007 høstede 61 pct. mindre end året før pga.

udbredt tørke. Landbruget er ikke

ubekendt med dårlige høstår, men

de påvirker sjældent verdensmarkedsprisen

i væsentligt omfang. Denne

gang er anderledes, fordi flere af de

største hvedeeksportører i Europa,

Nordamerika og Australien blev ramt

samtidig og gennem flere vækstsæsoner

i træk, og fordi fødevarelagrene

som nævnt i forvejen var meget lave.

Det var den dårlige høst kombineret

med små fødevarelagre som gav

36


startskuddet til de kraftige prisstigninger på hvede og i

mindre grad majs, mens rishøsten i store træk gik fri.

Eksportrestriktioner

Der er dybest set ikke nogen reel grund til at prisen på

ris skulle stige nævneværdigt. Hverken den animalske

produktion eller biobrændstofindustrien anvender ris

som råvare, og der er ikke observeret nogen nedgang

i rishøsten de seneste år. Alligevel er verdensmarkedsprisen

på ris steget mere end nogen af de andre afgrøder.

Hvordan kan det være?

Den eksplosive vækst i prisen på ris er mere end noget

andet et udtryk for en panikagtig reaktion i et nervøst

fødevaremarked. Ris er en hovedbestanddel i mange

fattige menneskers kost, specielt i Asien, men også i

mange Afrikanske - og Latinamerikanske lande. Kraftige

prisstigninger på ris kan gøre hele befolkninger desperate

og skabe voldsom social uro. En sikker forsyning

af billige ris er således nødvendigt for at kunne

opretholde den politiske stabilitet.

”USA har produceret biobrændstof

i næsten 30 år, men siden årtusindskiftet

er væksten i produktionen accelereret.

Godt en fjerdedel af USA’s

majshøst anvendes til fremstilling

af biobrændstof og den andel er stigende.

I løbet af bare tre år, mellem

2005 og 2007, fordobledes produktion”

Efterhånden som de stramme markedsbetingelser for

hvede og majs blev en realitet spredtes en frygt for at

prisstigningerne skulle forplante sig til rismarkedet.

Det fik lande, som er afhængig af importerede ris til

at opkøbe større mængder i et forsøg på at sikre den

indenlandske forsyning. Samtidigt begyndte de største

riseksportører, Thailand, Indien og Vietnam, at pålægge

restriktioner på eksporten af ris, hvilket satte en kædereaktion

i gang. Det faldende udbud og den stigende

efterspørgsel af ris på verdensmarkedet fik prisen til at

stige, hvilket blot i højere grad tilskyndede hamstring

af ris med yderligere prisstigninger til følge.

Fremtidige udsigter

Man kan således i store træk forklare fødevarekrisen

som et sammenfald af langsigtede strukturelle ændringer

i den globale efterspørgsel og kortsigtede ’chok’ i

det globale udbud. Der er grund til at tro at nedgangen

i produktionen er midlertidig, og at udbuddet vil rette

sig med tiden. Vejret i år har indtil videre vist sig fra sin

gode side, og der er alle tegn på at det generelt bliver en

god høst. Specielt forventes en kraftig stigning i hvedehøsten

i forhold til sidste år, eftersom det samlede

areal opdyrket med hvede blev udvidet betragteligt som

reaktion på de høje priser. Det kan allerede ses nu i de

faldende hvede- og rispriser.

Derimod må vi forvente at de strukturelle ændringer i

efterspørgslen efter korn, dvs. stigningen i anvendelsen

af korn i den animalske produktion og i biobrændstofindustrien,

fortsætter i den overskuelige fremtid. Der er

derfor grund til at tro at kornpriserne, efter en stabiliseringsperiode,

fortsat vil ligge på et højt niveau i forhold

til hvad vi tidligere har været vant til. Netop et højere

prisniveau for landbrugsprodukter er nødvendigt for at

sikre de investeringer i landbruget, der skal til for at det

fremtidige udbud af fødevarer kan dække den fremtidige

efterspørgsel.

37


Naomi Klein

på økonomisk

Af: Oskar Dynnes Nunan

I forsommeren udkom Naomi Kleins bog ”Chokdoktrinen, katastrofekapitalismens opkomst” på dansk.

Med udgangspunkt i en læresætning, af frimarkedsøkonomen Milton Friedman, om; at kun en krise kan

skabe virkelig forandring, overfører Klein chokterapi fra psykiatrien til at forklare, hvad der sker med

lande i krise. Chokket nærmest paralyserer befolkninger, hvorfor det bliver muligt at gennemføre liberale

økonomiske reformer og afsætte demokratiet. Klein analyserer bl.a. Pinochets kup i Chile, Jeltsins

magtovertagelse i Sovjet og Irak-krigen og konkluderer, at stærke økonomiske reformer inspireret af

Friedman ikke er mulige at indføre uden vold og magt. Men man kan stille sig selv det spørgsmål, om

brutale diktatorers valg af Friedmans økonomiske teorier, er Friedmans skyld?

Er du enig i anmeldelsen af Naomi Kleins bog

”Chokdoktrinen, katastrofekapitalismens opkomst”?

Send gerne dine kommentarer til redaktionen.

Falklandskrigen, Pinochets kup i Chile, Irak krigen er

bare nogle af de begivenheder som journalisten Naomi

Klein kommer ind på i sin bog The Shock Doctrine.

Naomi Klein argumenterer for, hvorledes episoder som

må betragtes som antidemokratiske aktioner, er udsprunget

af teorier med kærlighed til det frie marked.

Naomi Klein fremsætter en stærk kritik imod frimarkedsøkonomen

Milton Friedman og the Chicago Boys,

hvor læseren skal holde sig i agt, for ikke at bliver mere

og mere ophidset på Friedman jo længere han eller hun

kommer ind i bogen.

Der er tale om en hårfin balance idet

man forsøger at gøre teoretikere ansvarlige

for ondskabsfulde handlinger.

Man kan stille sig selv det spørgsmål;

om det at brutale diktatorers valg af

Friedmans teorier, er Friedmans

skyld?

Chokdoktrinen

Klein henholder sig til en af Friedmans læresætninger,

nemlig, at kun en krise kan skabe rigtig forandring. Når

krisen finder sted, så vil udfaldet være afhængigt af

hvilke ideer der på det givne tidspunkt har indflydelse

på det politiske. Hermed sætter Klein fokus på tanken

KLAPJAGT

om det frie marked, hun betragter hvorledes Friedmans

teorier har bevæget sig fra land til land, og hvordan de

er blevet blev sat i gang ved hjælp af chok. Friedmans

meget liberale tanker får mulighed for at blive realiseret

i Chile under Pinochet. Diktatorens forbrydelser mod

menneskeheden bliver grundigt beskrevet, mens der

hele tiden hentydes til Friedmans moralske ansvar, fordi

han mener kriser er nye muligheder.

Klein kæder Friedman sammen med alverdens forfærdeligheder,

men hendes udgangspunkt for at gøre

dette virker temmelig svagt. Det argument som bogen er

bygget op omkring er, at kun et chok kan skabe virkelig

forandring. På trods af Friedmans store indflydelse, kan

dette argument næppe kaldes revolutionerende. Lande

i choktilstande, vil altid have behov for konsekvente

ø k o n o m i s k e

reformer, om

disse reformer

så kommer fra

højre, venstre

eller er centralistiske,

er et andet

spørgsmål.

Klein vælger

adskillige gange

at gøre læseren

o p m æ r k s o m

på, at Friedmans

super

liberale teorier

normalt ikke er

populære hos

masserne og

38


således udemokratiske. At ekstreme synspunkter ofte

har det svært, er bestemt heller ikke noget nyt, og både

Sovjet og NaziTyskland bærer minder om grusomheder

som mennesker har valgt at knytte sig til efter at være

blevet udsat for chok.

Klein betragter markedsagenter og støtter af Friedman

teorier, som ofte handler med upopulære regimer, og

hun vælger at kæde disse sammen med accepten af tortur

og andre grusomheder. Denne retorik kunne svare

til at gøre atleterne ved OL i Berlin ansvarlige for Holocaust.

Markedets magt vs. Politisk styring

Klein sætter fokus på hvordan multinationale selskaber

på grund af Friedmans store indflydelse befinder

sig i en situation, med nærmest uendelig meget magt.

Hvis man skal være ærlig, så må Verden i dag betragtes

som værende bygget på en enorm politisk kontrol med

markedet, også i USA. Det er rigtigt, at ideen om det

fuldstændig frie marked er en illusion, som ikke kan

At ekstreme synspunkter ofte har det

svært er bestemt heller ikke noget

nyt, og både Sovjet og NaziTyskland

bærer minder om grusomheder som

mennesker har valgt at knytte sig til

efter at være blevet udsat for chok.

lade sig gøre - et socialt acceptabelt samfund behøver

simpelthen politisk regulering. Det er samtidig også en

uhyggelig tanke at forestille sig et fuldstændig politisk

styret samfund, vi kender jo til hvordan dette har fungeret

i fortiden.

Enhver ansvarlig økonom vil sige sig selv, at et fuldstændig

frit marked aldrig vil kunne fungere. Selvom

en teori kan virke fantastisk på papir, behøver den ikke

at kunne fungere i virkeligheden. Det er ofte sket at teoretikere

er blevet så overbegejstrede for deres ideer at

de glemmer at være realistiske. Friedmans tanker om

det frie marked, må betragtes som meget liberale, men

anklagen om, at gøre Friedman og the Chicago Boys

medansvarlig for så mange tragedier bliver ikke gennemarbejdet

i The Schok Doctrine. Der er tale om en

hårfin balance idet man forsøger at gøre teoretikere

ansvarlige for ondskabsfulde handlinger. De grusomme

kup og overgreb er rigtige, men man kan stille sig selv

det spørgsmål; om det, at brutale diktatorers valg af

Friedmans teorier, er Friedmans skyld?

Venstrefløjens ideologer må i så fald have ligeså meget

ansvar for forbrydelser mod menneskeheden. Den fejl

Naomi Klein i sandhed begår, er at bevæge sig ind på

økonomiens område, uden at have forarbejdet i orden.

Naomi Klein er journalist og hun begår samme fejl som

mange af sine kollegaer, nemlig ikke at have helt styr

på sine argumenter. At anklage en teoretiker for at være

skyld i forbrydelser mod menneskeheden er naivt.

Naomi Klein tager dog fat på et spændende emne, men

hendes projekt falder lidt til jorden da hendes kritik

imod Friedman og kapitalismen kædes sammen med

en teori om, at chok situationer fører til meget idealistisk

politik. Dette må ikke kunne betragtes som nogen

kæmpe sensation. Dog formår Naomi Klein at skrive en

spændende bog, som fortæller grusomme historier og

hendes evne til at formidle er fantastisk. Men i måden

hvorpå hun vælger at kæde de forskellige hændelser

sammen på mangler der substans.

Oskar Dynnes

Nunan, født 1983,

er BA i økonomi og

filosofi fra CBS.

39


‘Clean hands’ for a clean Bulgaria

Af; Maria Cappone

Maria Cappone er leder af det Bulgarske oppositionsparti ”United People’s party” og medlem af Europa

Parlamentet. Læs her hendes oprigtige beretning om mafiabander og korruption i hendes hjemland, Bulgarien.

The long-expected report by the European Commission

about Bulgaria was recently announced. The conclusions

of the Brussels experts show that our country has

weak administrative capacity, it is plunged into corruption,

there is abuse of funds, and it is entangled with

mafia and criminal groups. Bulgaria has always been

criticized by Brussels because of its system of justice.

However, the European Commission’s evaluation is

not only an evaluation of our country’s government but

also a verdict on the lives of Bulgarian citizens. It is

a well-known fact that Bulgaria is the EU’s “bad student”,

and if Hamlet exclaimed ‘Something is rotten

in the state of Denmark’ four century’s ago today, as

a Member of the Parliamentarian opposition, I would

paraphrase – ‘Something is rotten in Bulgaria’. Today

this rottenness in Bulgaria is called corruption, organized

and economic crime.

Corruption dates back longer than democracy

It is obvious to our European partners that corruption

has penetrated and corroded both the supreme administration

and its lowest strata. Our democracy is 20 years

old, but the roots of Bulgarian corruption dates back

much longer. I dare say such processes have been developing

in Western Europe for about two centuries.

We must not forget that for centuries Bulgaria developed

along with and under the dictates of Russia. Imperial

Russia, Bolshevist Russia and Stalin’s Russia

were sources of corruption. As long as we cultivate this

vicious ‘Siberian syndrome’ in the government of the

Bulgarian state, a real fight against the corruption will

not take place. Today, however, we are part of a different

culture – a Europe of diversity, of values, a Europe

of regions. Bulgaria is a part of this Europe with its

cultural and historical heritage.

During the long standing totalitarian government in

Bulgaria relatives and families of party leaders and secretaries

were favored due to a single criterion – kinship

ties. And the declarative social slogan ‘we’re all

equal’ was only valid for people

closest to the high circles

of authority. Later on, this

process grew into a criminal

plundering of Bulgaria – bags

full of money were given under

the table. This generated

unparalleled corruption and

favored the development of

the grey economy. The oligarchs,

governing Bulgaria

today, are a product of these

‘bags with money’. This seriously affected both the

state economy and its social, financial and political stability.

Furthermore, it caused the sharp social feeling of

injustice during the so-called democratic transition.

The consequences of EU membership

Today Bulgaria has been a full EU member for more

than a year and a half. With this political and social act

it needs new and civilized social rules. However, reality

is slightly different. Bulgaria is bearing sanctions of

more than 800 million EUROS -money from the operational

programs and EU-funds. The heirs of these

‘social generators’ of corruption have blended well and

have favored themselves at the expense of our national

interest. Just on the eve of their membership to the EU

Bulgarian citizens had high expectations. Europe offers

free traffic of goods, services and people and Bulgarians

expected a more organized Bulgaria. Bulgarians want

and deserve a higher standard of living. They deserve

quality health services, a good pension system and that

our universities and businesses are able to compete internationally.

However, this is impossible when there is

corruption. As a result of corruption and the collapse of

trust in our politicians and institutions, Bulgarian citizens

now only vote occasionally at national and local

elections.

The United Peoples Party (UPP) has met with the Presi-

40


dent of the Republic of Bulgaria Georgi Parvanov in

order to change he electoral law. In response to people’s

willingness to give their vote the UPP’s has motioned

to initiate a new mixed electoral system with a majoritarian

element for citizens with proven qualities, experience

and moral principles. For sure this will increase

the political activity and will return some of the trust in

politicians and institutions.

Maria Cappones “Clean Hands Operation”

In the last few centuries Europe has fought and is fighting

against corruption. Bulgaria needs a ‘Clean hands’

operation. Few months ago, as a Member of Parliament

in the 40th National Assembly and as the President of

the United People’s Party I initiated the ‘Clean hands’

operation. This is the real dividing line – not between

government and opposition but between honest and dishonest

Bulgarians. I declared from the Parliamentary

tribune: ’Let us put a barrier between honest citizens

- prosecutors, politicians or policemen, and the mafia.

Those of us who want such a process must be ready to

be completely exposed morally with our contacts, earnings

and interests (…).”

Within this ‘Clean hands’ campaign we carried out

many meetings with different ministers and achieved

many improvements. Among other things we prepared

and made amendments to the Public Procurement Act

(for better transparency, auction announcement, etc.),

we fought for the closing of duty-free shops (which are

sources of corruption and generators of the grey economy)

and we introduced amendments in the Penal Procedure

Code. All things were done in order to decrease

corruption.

89 % of disapproval

Some time ago the Ministry of the Interior was in the

spotlight of the media and public interest – but not

because the ministry elucidated striking evidence for

dealing with corruption and crime. Just on the contrary!

It was the staggering behavior of the Ministry’s highest

ranking officials, who are part of the organized crime

environment and the mafia, that was exposed. Thanks

to citizens with high civil conscience, thanks to journalist

investigations, and thanks to the united efforts of the

opposition members all these disclosures came out despite

the Ministry’s work. As a result of these scandals

the popularity the Ministry of the Interior fell to 11%,

disapproval went up to 89% and the Minister of the Interior

was changed.

The indisputable facts from the last few months un-

mistakably confirm the need of carrying out a ‘Clean

hands’ operation, which has to cover all circles of our

country’s public life. Our initiative earns more and

more support, even in the circles outside the right-wing

political spectrum, and I think that this is good for all of

us. Obviously no country can function without an efficient

legal system, without well organized and motivated

police officers, whose purpose is to expose all kinds

of corruption and entanglement with the grey economy.

If our police officers don’t take immediate measures,

in a year it may turn out that it is too late – that there

is no territory called country and only a territory called

mafia. It is with regret I consider the fact that the mafia

is all over the world, but only in Bulgaria does it have

its own country. Even in Italy – ‘the cradle of mafia’,

they succeeded in initiating and carrying out their own

‘Clean hands’ operation. This operation in Bulgaria

must be supported by the whole civil society in order to

succeed, just like it happened not only in Italy, but also

in Serbia and Romania.

A Europe of diversity

The EU symbols are manifold and diverse, just like the

Union itself. And the symbol of Bulgaria definitely is

not the mafia; nonetheless something is rotten in our

country. I wish European citizens knew where the statue

of the Little Mermaid is or where the Rila Monastery

is. I wish the morals from Andersen’s fairy tales

reached those who had read the tales of Ran Bosilek,

Gianni Rodari or Astrid Lindgren. This is a Europe of

diversity – a Europe of nations with developed civil societies

fighting against corruption. Bulgaria is a part of

this Europe, just like Denmark, Sweden and Italy.

41


vs

UFFE ELLEMANN-JENSEN SvEND AUKEN

Monopolet sætter i forlængelse af denne udgaves tema fokus på

de to præsidentkandidater til det amerikanske valg. De adspurgte

er Uffe Ellemann-Jensen, fhv. udenrigsminister og formand for

Venstre, og Svend Auken, fhv. miljøminister og formand for Socialdemokratiet.

Læs først hvad Uffe Ellemann-Jensen mener.

UFFE ELLEMANN-JENSEN

Hvilke fordele og ulemper vil hhv. amerikanerne og

europæerne opleve, hvis McCain bliver valgt som

præsident?

Hvilke fordele og ulemper vil hhv. amerikanerne og

europæerne opleve, hvis Obama bliver valgt som

præsident?

Hvilken af de to præsidentkandidater vil bedst

kunne magte de sikkerhedspolitiske trusler USA

står overfor i fremtiden – McCain, der ligger sig

tæt op af Bush-administrationens nuværende kurs

eller Obama, der foretrækker en blødere og mere

diplomatisk kurs?

MoNopoLEt

Både amerikanerne og europæerne vil få en præsident

med en kolossal erfaring i international politik –

og med gode instinkter for hvorledes ”pax Americana”

skal administreres. Amerikanerne vil få en konservativ

præsident, der ”ikke er så konservativ at det gør noget”

(for at bruge et citat fra en tidligere dansk statsminister)

– men som vil være afhængig af konservative

fløje i sit eget parti. Hans valg af vicepræsidentkandidat

tyder på, at han er rede til at bøje af for at tækkes

disse grupper. Europæerne vil få en præsident, som

står stærkt på frihandel.

Amerikanerne vil få den fornyelse, som så mange sukker

efter – og med en erklæret vilje til at arbejde for

mærkesager som sundhedsreform og miljø.

Amerikanerne og europæerne vil få en præsident, som

er et ubeskrevet blad i international politik – men som

ved sit valg af vicepræsidentkandidat har dækket sig

ganske godt ind på dette svage punkt. Europæerne vil

få en præsident fra et parti, der er skeptisk overfor frihandel

– med risiko for, at protektioniske strømninger

får lov til at slå igennem.

McCains erfaring og demonstrerede instinkt anbringer

ham foran obama på dette punkt. Begge vil sandsynligvis

gennemføre en gradvis afvikling af engagementet

i irak. Med den aggressive linie, rusland har anlagt, vil

der let kunne sendes forkerte signaler til Moskva, der

vil tolke enhver åbning som udtryk for eftergivenhed.

42


Hvilken af de to kandidater vil i de kommende år

bedst kunne sikre USAs økonomiske position som

verdens rigeste land (målt i BNP)?

Hvem tror du bliver USA’s næste præsident, og

hvem håber du på?

Barack Obama

Jeg foretrækker som det store flertal i Danmark Barack

obama. Siden hans første nationale tale i Chicago i

2004 har jeg beundret ham. Han er enormt intelligent.

Trænger USA ikke til det efter de sidste 8 år? Han er

pragmatiker på det økonomiske og sikkerhedspolitiske

område. Han tror på bilateralisme. og han er omgivet

af meget kloge og sympatiske rådgivere.

Hans sikkerhedspolitik bliver helt anderledes end Bush

og McCain’s - men man skal ikke overse at USA har

grundlæggende interesser, som ikke forandres, uanset

hvem der er i det Hvide Hus. Endelig Joe Biden

- han vil blive en god præsident, hvis Barack Obama

kommer ud for sygdom eller attentat.

Det tror jeg, McCain vil kunne – fordi det er så afgørende,

at frihandel og liberal økonomisk politik ikke

skubbes til side under de vanskelige internationale

økonomiske forhold.

Jeg tror, det bliver McCain – og ham ville jeg selv

stemme på, hvis jeg havde muligheden. Men jeg er

stærkt fristet til at stemme på Obama, fordi så meget i

hans person tiltaler mig. Og jeg må ærligt indrømme, at

McCains valg af vicepræsidentkandidat har kastet en

tvivl ind i mit sind.

Svend Auken har valgt at opsummere de fem spørgsmål i en kort vurdering af hhv. Barack Obama og

John McCain som præsident.

John McCain

McCain har også mange sympatiske træk, men hans

udenrigspolitiske udtalelser tyder på manglende

omtanke og hans tur i det Hvide Hus kan blive en farefuld

oplevelse. Han er også omgivet af en kreds af

ubehagelige rådgivere som phil gramm fra texas.

Hans økonomisk politik vil resultere i endnu flere skattelettelser

til de rige og sociale nedskæringer.

Værst er det imidlertid, at han allerede virker reduceret.

Når man på en officiel rejse til Mellemøsten roder

rundt i forskellen mellem Sunni og Shia og tror, at irak

grænser op til Pakistan så er der tegn på intellektuel

svækkelse. Hvis McCain dør, bliver Sarah Palin præsident

med ingen national/international erfaring og de

mest ekstreme konservative synspunkter.

Læs mere om Uffe Ellemann-Jensens synspunkter på: www.uffeellemann.blogs.berlingske.dk

Læs mere om Svend Aukens synspunkter på: www.svendauken.dk

Se også ”Debatten - McCain vs. obama” på Dr2 hvor både Uffe Ellemann-Jensen og Svend Auken deltager:

www.dr.dk/DR2/Debatten/programmer/2008/09/03154731.htm

43


YNSPUNKT

SInterview med Marlene Wind

Interview af Liv Belling

IPmonopolet har mødt lektor ved institut for statskundskab og leder af det nystiftede Center

for Europæiske Studier, Marlene Wind, til en diskussion af Danmarks forhold til EU i

lyset af den aktuelle udlændingesag og Danmarks fire forbehold. EU er helt anderledes end

alle andre internationale samarbejder fordi det i realiteten bliver borgerne, der sammen

med domstolene, bliver vogtere af EU-retten. Det har vi i Danmark ikke helt forstået og

den aktuelle udlændingesag er en brat opvågning til en erkendelse af, hvad EU samarbejdet

handler om. Dermed bliver vi i Danmark, nødt til at indse at den aktuelle udlændingesag

ikke er et dansk fænomen, men en problematik der må løses i fællesskab.

Marlene Wind er lektor ved Institut for Statskundskab og leder af det nystiftede

Center for Europæiske Studier.

Først helt kort – hvad handler

den nye udlændingesag om?

I virkeligheden er det slet ikke

noget nyt. Det som udlændingesagen

grundlæggende handler

om, er forholdet mellem overstatslig

EU-lov og national

dansk lov. Når EF-domstolen

afsiger en dom indenfor sit

kompetenceområde fx som

her det indre marked, så skal

medlemslandene naturligvis

rette sig efter den. Men at EU

fungerer og altid har fungeret

på denne måde, er vi i Danmark

åbenbart både fortørnede og

overraskede over. Årsagen er

sandsynligvis, at vi siden Danmark

kom med i samarbejdet i

1973 aldrig i den offentlige debat

har fokuseret på spørgsmålet

om, hvorledes EU adskiller

sig fra andre internationale

samarbejder. Men vi har de-

rimod igen og igen,

blot karakteriseret

EU som et helt almindeligtinternationalt

samarbejde.

Den antagelse er

g r u n d l æ g g e n d e

forkert - EU-samarbejdet

er netop et

meget ualmindeligt

internationalt samarbejde.

Hvorfor er EU-samarbejdet

så særligt

og hvordan kommer

det til udtryk i den

aktuelle udlændingesag?

Det der gør EU så

unikt er de grundpiller hvorpå

EF blev bygget. Efter anden

Verdenskrig var man klar

over, at det var nødvendigt at

etablere langt mere bindende

aftaler for staterne, hvis man

overhovedet skulle sikre sig,

at det hele ikke endte i et nyt

ragnarok i Europa. Det betød,

44


YNSPUNKT

Sat EF udviklede sig eller blev

funderet som en retsorden der

var markant anderledes end

det man kender i den normale

Folkeret hvor kun stater – men

ikke individer er retssubjekter.

EF-traktaterne rettede sig ikke

kun mod staterne. Samtidig er

en af de ting der gør EU til noget

særligt, netop EF-domstolens

rolle. Helt tilbage til EF’s

begyndelse vedtog man det

der dengang hed artikel 177,

i dag artikel 234, hvilket be-

tyder, at almindelige borgere

rent faktisk kan lægge sag an

mod sin egen stat hvis staten

ikke implementerer EU-retten

eller ikke implementerer den

korrekt eller for sent. Det betyder,

at det i realiteten bliver

borgerne, der sammen med de

nationale domstole – bliver

vogtere af EU-retten. For at

give et aktuelt eksempel, så

vil borgere der ønsker at gifte

sig med en borger uden for EU

have en stor interesse i, at de

regler og rettigheder det indre

marked giver kan bruges til at

tage en ægtefælle med på tværs

af grænserne. Omvendt vil det

ofte være sådan, at staten, selvom

den selv har vedtaget reglerne

om fri bevægelighed,

vil have en interesse i selv at

regulere et bestemt område,

i dette tilfælde familiesammenføringer.

På grund af den

unikke retsorden som EU hviler

på, er samarbejdet således

kvalitativt anderledes end det,

man normalt

opererer i som

suveræn stat

i det internationale

system.

Man kan i høj

grad tale om at

EU er et postnationaltfællesskab.

Dette

er dog først

ved at gå op

for danskerne

nu - befolkningen

såvel som

politikerne -

og derfor er

EF-domstolens dom i udlændingesagen

som en brat opvågning

til virkeligheden.

Hvorfor tror du at vi i Danmark

har ”sovet” indtil nu og

hvad vågner vi så op til?

Man må tage fat ved roden

og begynde en selvransagelse

for at forstå, hvad det egentlig

er for en type samarbejde

vi er med i, nemlig noget der

er langt mere integrerende end

andre former for internationalt

samarbejde. Men det er

en meget svær process. Derfor

er det i lige så høj grad et

spørgsmål om selvransagelse

i forhold til, hvad det er der

gør, at vi i Norden har særligt

svært ved det her samarbejde.

Ny forskning som jeg og nogle

kolleger har publiceret viser, at

vores skepsis over for EU og

EF-rettens forrang kan findes i

det faktum, at vi i Norden har

en demokratimodel der i litteraturen

kaldes flertalsdemokrati

og hvor de andre magtgrene,

f.eks. domstolen, er underordnet

Folketingets flertal. Det er

meget illustrativt når Birthe

Rønn Hornbeck siger at dommerne

skal være embedsmænd

og ikke ’må gå ud af en tangent’.

Det vi ofte glemmer i

de nordiske flertalsdemokratimodel

er imidlertid, at det i den

klassiske magtfordelingslære

netop er domstolenes primære

rolle at overvåge parlamentet.

Jeg vil gå så vidt som til at sige,

at vi i Danmark aldrig rigtig har

forstået princippet om magtens

tredeling. Heroverfor står

resten af Europa med et såkaldt

konstitutionelt demokrati,

hvor det er normen og forventningen,

at domstole tilsidesætter

en lov hvis den krænker de

grundlæggende borgerlige rettigheder.

Hvorfor tror du at der er så stor

forskel på Danmark (Skandinavien)

og resten af Europa?

Flertalsdemokratiet hænger

45


YNSPUNKT

Ssammen med at vi i Danmark

har en lang tradition for, at domstolene

var del af enevælden og

derfor ikke noget godt og folkeligt.

Men noget hænger altså

også sammen med, at Danmark

efter Anden Verdenskrig ikke

fik et opgør med ideen om, at et

flertalsstyre uden domstolskontrol

kan være uhyre farligt. I

Tyskland derimod oplevede de

jo, at et flertal i det tyske parlament

uhindret kunne støtte Hitlers

Nürenberglove, der handlede

om masseudryddelser af

jøder, handicappede og homoseksuelle.

Det er et klassisk eksempel

på, at flertalsstyre kan

være sindssygt farligt – specielt

hvis der ikke er en domstol

der kan sige stop og beskytte

minoriteter (i Tyskland under

Weimar-republikken havde

man nemlig heller ikke en stærk

forfatningsdomstol og dermed

reelt heller ikke en magtens tre-

deling!). Efter Anden Verdenskrig

forlangte Vestmagterne

netop ud fra disse erfaringer,

at man i Tyskland fik en meget

stærk domstol, hvis primære og

mest forfinede funktion var, at

slå hårdt ned hver gang et flertal

i parlamentet fandt på, at lave

særlove, der kunne komme i

konklift med minoritetsbeskyttelse

eller grundlæggende rettigheder.

Præcis samme model

har man overført til EU, hvilket

vi i Danmark grundlæggende

har svært ved at sætte os ind

i fordi vi forsat klamrer os til

forestillingen om, at flertallet

i Folketinget altid har ret og,

at et samfund kun kan være

demokratisk, hvis et helt eller

delvist ukontrolleret flertallet

bestemmer. Det ses f.eks. helt

tydelig når DF siger, at det er

udemokratisk at en domstol

bestemmer over en lov der ”er

flertal bag” i Folketinget. Men

skulle det nu være et argument

- hvis flertallet vedtager love

der strider fundamentalt imod

de rettigheder man som EUborger

har og krænker et mindretal?

Hvis danske statsborgere

bliver nødt til at forlade deres

hjem og flytte til Sverige fordi

de ikke kan få lov at leve sammen

med den de elsker, så er

der på sin vis netop tale om,

at man som lovgiver tvinger et

mindretal i eksil – i strid med

grundlæggende EU regler og

menneskerettigheder fx menneskerettighedskonventionens

bestemmelse om retten til et

familieliv.

Samtidig tror vi, at selvom vi

lever i en globaliseret verden,

så kan vi løse problemer med

indvandring ved at sætte skodder

op foran vores lille kongerige.

De andre EU lande ryster

på hovedet for problemet med

tvangsægteskaber og illegal indvandring

er jo ikke en dansk

problematik, men en fælles

europæisk udfordring - mange

andre lande har for øvrigt langt

større problemer med illegal

indvandring end Danmark.

I stedet for at beskytte vores

kolonihave-mentalitet skulle

vi dropper vores retsforbehold

og i fællesskab med de andre

europæiske lande finde fælles

løsninger.

Så kan man sige, at det er udtryk

for en stærk dansk nationalisme

hvor vi ikke vil give afkald

på noget, men gerne have en

masse igen af EU-samarbejdet

(fx økonomiske fordele etc.)

Ja lige præcis, det er denne

selvtilstrækkelighed som karakteriserer,

synes jeg, Danmarks

EU-politik i al almindelighed

og i særlig grad inden for

udlændingespørgsmålet. Vi vil

kun være med så længe vi får

noget ud af det – altså vi tænker

ikke europæisk. Vi tænker

aldrig ”hvordan kan vi gøre

noget for Europa, men derimod

hvordan kan Europa gøre noget

for os”.

Afstemningen om Danmarks

forbehold var jo allerede afblæst

inden udlændingesagen,

men tror du sagen har ændret

noget ved debatten omkring de

fire forbehold?

Helt sikkert. Udlændingesagen

har bombet dansk EU-debat

20 år tilbage i tiden. For ét år

siden var der lille håb om, at

man kunne få afskaffet forbeholdne,

men det håb er gået

helt i opløsning nu. Der er dog

nogle som regner med, at hvis

46


YNSPUNKT

SLissabon-traktaten bliver vedtaget

i Irland og ratificeret i alle

landene, så kunne man godt

forstille sig, at den danske regering

vil tage spørgsmålet om

forsvarsforbeholdet op, men vi

skal hvert fald et år ud i fremtiden

før det vil komme på tale

– og så i øvrigt kun hvis alt

klapper og denne udlændinge

sag ikke ender med at forpeste

hele vores forhold til EU.

Men kan man vende diskussionen

om og sige, at muligheden

for forbehold er et nødvendigt

vilkår i et så bredt samarbejde

som EU på tværs af lande og

kulturer, altså at forbeholdene

giver plads til forskellighed?

Eller vil dette skabe en asymmetri

som vil svække frem for

styrke det brede samarbejde?

Ideen om et ”Europa i flere

hastigheder” er en filosofi man

trækker op af lommen hver

gang et land har stemt nej, men

i realiteten er alle enige om, at

det ikke kan fungere i praksis,

hvert fald ikke når det drejer sig

om det indre marked. Hvis man

vil have forskellige regler i forskellige

lande, så vil det reelt

betyde en opløsning af det indre

marked. Derfor ærgrer EU

sig også over, at Danmark ikke

er med i Euro-samarbejdet, da

vi ville være et forgangsland

for de andre og fordi euroen jo

er et vigtigt symbol på en fælles

europæisk enighed og enhed.

Men det er vel netop denne

symbolik der gør det så svært

for danskerne at ville skille sig

af med kronen?

Ja det er det. Vi har det lidt ligesom

nordmændene – vi vælger

at stå udenfor fordi vi tror, at

det giver større suverænitet,

men enhver som har forstand

på økonomisk politik ved jo, at

vi i realiteten er bundet næsten

fuldstændig til euroen. I virkeligheden

er nordmændene langt

mindre suveræne end vi er, fordi

de er tvunget til at følge det

indre markeds regler,(ellers kan

de ikke afsætte deres varer),

men de er slet ikke med til at

bestemme vilkårene. Så selvom

denne udlændingesag måske

vil få nogle til at sige ”jamen

så meld os ud af EU”, så giver

det ikke megen mening. Fordi

sammenstødet mellem udlændingereglerne

og EU’s indre

markeds regler netop handler

om fri bevægelighed og EU’s

grundprincipper, så ville ikke

engang Norge kunne indføre

en udlændingelov, der går så

fundamentalt imod borgernes

rettigheder og den frie bevægelighed

af arbejdskraft der er i

EU.

Så hvad er kernen i den måde

hvorpå Danmark har reageret

på EF-domstolens dom?

Det jeg mener der har været det

store problem i denne udlændingesag

er totalt manglende

politisk lederskab. Næsten alle

partier, selv SF, er bare hoppet

med på DF’s linje og politikerne

er derfor selv med til at

generere en enorm EU-skepsis

i befolkningen. Det er desværre

en konsekvens af det gallupdemokrati

der i høj grad hersker

og hvor man ikke tør tage

politisk lederskab af frygt for

ikke at blive populær og i sidste

instans genvalgt. Det er den

ene side af sagen, den anden

side er, at politikerne måske

selv slet ikke forstår hvad det

europæiske samarbejde i virkeligheden

går ud på! Jeg skal da

ærligt indrømme at jeg tit og

ofte i paneldebatter møder politikere,

hvor jeg er fuldstædig

paf over hvor lidt de ved om EU.

De fleste har aldrig helt forstået

at EU er, som jeg indledte med

at sige, noget kvalitativt helt

anderledes end normal international

politik.

Hvilke fremtidsudsigter er der

så for Danmark og vores rolle i

EU? Og tror du på at den høje

danske EU-skepsis kan forandres?

For hvis der ikke er noget

politisk lederskab hvordan

skal befolkningen så blive oplyst

og forstå dette kvalitativt

anderledes samarbejde?

47


YNSPUNKT

STja man kunne jo have håbet at

Anders Fogh Rasmussen havde

taget opgaven på sig og talt

EU’s sag. Om ikke for andet så

fordi han vel stadig er på udkig

efter en international post. Men

indtil nu har han bare stukket

hovedet i busken og sagt

”at det jo kun er et hjørne af

EU”. Men det er det ikke. Og

så længe der ikke er nogle der

vil sige sandheden om EU –

nemlig sandheden om, at EU er

et fundamentalt og kvalitativt

anderledes samarbejde - så er

der ikke meget håb for fremtiden.

Første skridt i retningen

mod et mere helhedsorienteret

perspektiv, hvor vi løser udfordringer

i fællesskab er, som

tidligere sagt, at vi bliver nødt

til at vågne op og spørge os selv

om, hvad vi kan gøre for og

med EU-samarbejdet og ikke

kun hvad EU kan gøre for os.

48


edaktion

Ansvarshavende redaktion

Lise Frikke

Thomas Land Christiansen

Temaredaktion

Emma Knudsen

Lise Frikke

Jacob E. Schmidt

Maja Blaaberg

Udblikredaktion

Emilie Hvidtfeldt

Anne Kring

Liv Belling

Monopolredaktion

Frederik Dømler

Layout

Mia Stigsnæs-Hansen

Webredaktør

Martin Ehrensvard

IPmonopolet er et tidsskrift, der på nuanceret vis tilstræber at udbrede kendskab til og skabe alsidig debat om

internationale forhold. Det er tidsskriftets formål at give studerende, fagfolk og debattører, der har interesse for

international politik, et talerør og en platform for debat.

49

More magazines by this user
Similar magazines