Tøjproduktion og arbejdsforhold Afsluttende projekt projek10L

Tøjproduktion og arbejdsforhold
Afsluttende projekt projek10L
Lise Roulund knudsen
Side 1 af 9

Indledning
Made in China
Sandbæsning af denim
Kasteløse slaver i tøjindustrien
Hvad gik der galt?
Men hjælpen er på vej!
Hvem skal vi give skylden på?
• det er butikskæderne
• det er fabrikkerne
• det er EU
Forbrugerne har magten!
Matematik
China Blue, engelsk filmanmeldelse
Konklusion
kildeliste
Indholdsfortegnelse
Side 2 af 9

Indledning
Side 3 af 9
Vi tænker for lidt over hvor vores tøj egentlig kommer fra. Produktionen er outsourcet, så tøjet
laves af fattige, kvindelige arbejdere i en række asiatiske lande. Unge piger bliver her snydt til at
indgå urimelige arbejdskontrakter. Arbejdet foregår ofte under slavelignende og sundhedstruende
vilkår og til en løn, som man knapt kan leve af. Organisationer som Clean Clothes Compaign
arbejder ihærdigt for at forbedre vilkårene for tekstilarbejderne, men det er langt sværere uden
støtte fra de vestlige forbrugere, butikskæder og EU.
Hvad ved du egentlig om det tøj du har på?

Side 4 af 9
Made in China Det meste af tøjproduktionen forgår i lande som Bangladesh, Indien, Kina,
landene i Centralamerika og lande i Afrika. En tekstilarbejder bliver fyret omkring når hun er 35
år, for allerede da er hun ikke hurtig nok til det hårde fysiske arbejde.
De kvinder der arbejder på tøjfabrikker, gør det fordi de ikke har andre muligheder. De kommer
ofte fra fattige familier på landet og søger ind til byen i håb om at tjene penge til sig selv og
familien.
De ender, som mange 100.000 andre, med at bo i en ussel barak-­‐gade lige udenfor den fabrik de
skal arbejde på. I en sådan gade bor der omkring 100 personer i værelser med 9-­‐11 personer.
De møder ofte på fabrikken klokken syv, dårlig udhvilede efter kun få timers søvn. Der er meget
varmt på fabrikken, og det kedelige monotone arbejde ved symaskinerne er meget hårdt. Mange
af arbejderne lider af rygskader ell. Andet, men har dårligt råd til medicin der virker. Cheferne har
opsat en kvote på hvor mange stykker tøj der skal syes i løbet af dagen, men arbejderne vender sig
hurtigt til at den bliver sat op i løbet af dagen, og de må arbejde over til omkring kl. 22. Pigerne har
ikke noget valg, men bliver tvunget til at over-­‐arbejde. Der er èn times frokostpause, hvor de
køber sig en skål unærende suppe, da det er det eneste de har råd til. Hvis de ikke havde arbejdet
så meget over var slet ikke råd til mad.
Syersker bliver udsat for sexuelle overgreb og chikane, har ingen sygeforsikring og har ikke lov til
at forhandle løn. Fabrikkerne udnytter arbejderne ved konstant at ansætte dem på
”prøveperiode” i 60 dage, hvorefter de fyrer dem og sætter dem på prøveperiode igen. På den
måde bliver de aldrig fastansat, og fabrikkerne skal ikke følge menneskerettighedernes krav om
gode arbejdsvilkår.
Sandblæsning af denim
Når man sandblæser jeans eller cowboyjakker er det for,
at få tøjet til at se slidt og brugt ud, men det har
katastrofale følger. Tekstilarbejdere i lande som Kina og
Bangladesh, som sandblæser jeans, får støv i lungerne, så
de bliver kronisk syge og i værste fald bliver slemt
indvaliderede eller dør i en tidlig alder. Alt for korte
leveringstider presser fabrikkerne og sandblæsning er
hurtigere end andre tekniker. Der foretages
sandblæsning på 5 af 9 fabrikker i Bangladesh. På de 4
øvrige fabrikker er sandblæsningsafdelinger lukket eller
ved at bliver lukket.
En række danske brands og virksomheder der har meldt
ud at de ikke vil benytte sandblæsning er; IC Campanys
(Companys, InWear, m.fl.), Bestseller (Jack&Jones, Vero
Moda,, m.fl.), Coop Danmark (Kvickly), GABBA Yab Yum

Clotheing Co. Aps, Dansk Supermarked (Tøj & Sko, Føtex), Five Units, Iceman, Minimum,
Solid.
Kasteløse slaver i tøjindustrien
Side 5 af 9
Unge, fattige og forgældede piger på bunden af samfundet, bliver groft udnyttet til at indgå
slavelignende kontrakter med tøjfabrikanter. I det indiske samfund har man tradition for at pigen
der gifter sig med en mand, har en medgift til mandens familie. Tøjproducenterne udnytter at
mange piger ikke har råd til dette, ved at love dem en 3-­‐årig kontrakt, hvor de efter 3 år vil få
ekstra penge til medgift. De lover de unge piger god kost og logi, men i stedet tvinger de dem til at
arbejde 72 timer om ugen. De tvinger pigerne til at bo tæt sammen på fabrikken, uden
udgangstilladelse til at se deres familie og med en løn på mindre end 7 kr. om dagen. Det er
mindre end mindstelønnen i Indien. Langt de fleste af arbejderne ser aldrig deres bonus, da de
ikke kan gennemføre den 3-­‐ årige kontrakt pga. underernæring, dårlig hygiejne og arbejdsskader.
Hvis en enkelt pige lader til at nå bonussen efter 3 år, bliver hun fyret kort inden den skal
udbetales.
Tøj produceret sådanne steder finder også vej til danske butikker.
Hvad gik der galt?
For 60 år siden stod der ikke made in china i nakken af vores tøj. Til gengæld arbejdede omkring
50.000 syersker på danske tekstil og beklædningsfabrikker, hvor kun meget lidt af tøjet gik til
eksport ud af landet. I 1800 tallet fik man sit tøj figursyet hos den lokale skrædder.
Den drejning tøjindustrien tog, i 50´erne, da danske tøjarbejdere ikke længere kunne konkurere
med udenlandsk arbejdskraft, var ikke til at komme uden om. Gradvist flyttede alle danske
tøjvirksomheder deres produktion ud af landet. Uheldigvis var arbejdsforholdene ikke nær så gode
i udlandet. Der er så uendeligt mange arbejdsløse i lande som Kina og Indien. Derfor er selv de
mest usle jobs efterspurgte og fabrikkerne behandler arbejderne som de vil.
Men hjælpen er på vej!
Clean Clothes Compaign er en netværksorganisation, der arbejder for at forbedre vilkårene for
tekstilarbejdere i udviklingslandene. Et af de vigtigste punkter i CCC´s dagsorden er at skabe
arbejderne mulighed for at kunne organisere sig. På den måde kan arbejderne få information om
arbejdsvilkår og menneskerettigheder, -­‐ og selv have indflydelse på deres egne vilkår. Clean
Clothes Compiagn er et stort internationalt netværk af solidaritets-­‐, kvinde-­‐, forbruger-­‐ og faglige
organisationer. Med forbindelser til over 300 organisationer verden over. Hovedkontoret ligger i
Amsterdam, hvor Clean Clothes Campaign blev oprettet i 1989.

Side 6 af 9
Clean Clothes Compaign i Danmark tager også stor del i denne omfangsrige opgave. CCCDK
arbejder ihærdigt på at presse danske firmaer, til at skabe bedre vilkår for deres arbejdere. Det gør
de i form af foredrag og anden kommunikation med virksomhederne. CCC er også kendt for at lave
opsigtsvækkende demonstrationer på gaden, men i Danmark arbejder de mere på at presse
firmaer, støtte op om lobbyisme i EU og influencere politikere i Danmark. De kæmper for at det tøj
staten og kommunerne i Danmark køber hjem, bliver købt hjem med respekt for
menneskerettighederne. De rejser til udviklinglandene, hvor de, ud over at skrive rapporter om
forholdene, hjælper tekstilarbejderne til at skabe fagforeninger og fortæller dem om deres
rettigheder. Det er vigtigt for Clean Clothes Compaign at sprede information, -­‐ både til forbrugerne
her i Danmark, men også til arbejderne, så de kan hjælpe sig selv bedst muligt.
Hvem skal vi give skylden på?
Det er butikskæderne
Nogle vil mene at det er virksomhederne der bærer skylden for de at ……..syyyygt mange………
arbejdere lever under så dårlige arbejdsforhold og at menneskerettighederne bliver brudt gang på
gang indenfor tøjindustrien.
Tøjet bliver produceret i et bestemt tøjmærkes navn, og som vi kan se med Triumpf og Levis er der
bestemt nogle firmaer der ikke klarer det så godt. Men rent faktisk har butikskæderne kun i
begrænset omfang styr på deres fabrikker i udviklingslandene, så det er meget svært for dem at få
indflydelse på fabriksarbejdernes vilkår. Fordi tøjkæderne ikke ejer deres egne fabrikker men har
flere tusinde leverandører og undereleverandører. Fabrikkerne er nemlig ikke tilknyttet til en
bestemt tøjkæde men kan sy tøj for D&G den ene dag og Coop den næste. Standarden er den
samme. Derfor er det svært for enkelte tøjkæder at ændre arbejdsforholdene. Hvis butikskæderne
ejede deres egne fabrikker ville det være meget dyrere for dem at få syet tøj, men det ville være
muligt at give arbejderne bedre vilkår. Men butikskæderne er slet ikke interesserede i at eje egne
fabrikker, for så har de ikke længere nogle andre de kan lægge skylden over på hvis der er fejl i
tøjet, -­‐ og hvis de skulle eje egne fabrikker stod de også selv inde for at behandle arbejderne
ordentligt. Disse problemer lægger de i dag bare over på fabrikanterne.

Det er fabrikkerne
Side 7 af 9
Fabrikkerne er enormt pressede allerede. De skal hver dag levere massevis af præsentabelt tøj til
butikskæderne i hele verden. De har ikke tid og overskud til at tage hensyn til arbejderne, når der
hver dag er høj konkurrence fra hundredtusindvis af andre fabrikker. Fabrikkerne har underskrevet
en Code of Conduct, altså en kontrakt hvor der står hvordan arbejderne skal behandles fx om
mindsteløn, men den bliver ofte ikke overhoøldt og det ved butikskæderne godt. Butikskæderne
vælger at se gennem fingre med det, fordi der ikke er mange taxtilfabrikker i verden hvor Code of
Conduct bliver overholdt, og der er ikke mange end Clean Clothes Compaign der kontrollerer om
den bliver overholdt.
Det er EU
Eu er enormt selvmodsigende i forhold til tøjproduktion og hvilke værdier de sætter i højsædet. En
stor del af det tøj der blive produceret i de asiatiske lande, bliver solgt til europæiske
tøjvirksomheder. EU´ s handelspolitik har derfor en enorm betydning for tøjindustrien i Asien, hvor
der ofte er en direkte sammenhæng mellem EU´ s handelspolitik og forholdene i industrien.
EU har altid været med stort fokus på økonomi og handel, og gør derfor også i dag meget for at
europæiske virksomheder får mest ud af deres handelsaftaler og forbedrer deres
konkurrencevilkår. Denne side af EU tager ikke meget hensyn til bæredygtige arbejdsforhold og
ordentlig løn til arbejderne, men de prøver naturligvis at presse fabrikkerne mest muligt ned i pris.
Samtidig arbejder EU for at europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder
udbredes. Derfor støtter EU fx organisationer som Clean Clothes Compaign, der hjælper
textilarbejderne i kampen om bedre vilkår.
I 2002 vedtog europaparlamentet en regel der blev kaldt ”Framework for CSR”. CSR er
virksomhedernes sociale ansvar på fabrikkerne. ”Framework for CSR” skulle tage EU støtten fra de
firmaer, der ikke levede op til generelle arbejdstagerettigheder. Men
EU mangler stadig lovgivning til at retsforfølge firmaer der ikke lever
op til deres egne løfter om ordentlige arbejdsforhold hos
leverandørfabrikkerne.
I virkeligheden kunne EU forbedre forholdene markant, men de har
ikke gjort det endnu.
Forbrugerne har magten!
Formand for Clean Clothes Compaign Danmark, Dorthe Sørensen, peger på, at udviklingen i
fremtiden vil tage en anden drejning. Om 30-­‐40 år håber hun på at arbejdet med CCC er
færdiggjort og at textilarbejderne ikke længere har behov for andre til at kæmpe deres kampe for
dem. Men for at dette skal ske er det for alvor vigtig at tage fat der hvor man virkelig kan ændre
noget, og det er gennem EU. Men hvis EU ikke føler forbrugernes opbakning til så markante
ændringer, er det klart at de ikke foretager sig noget seriøst for, at forbedre vilkårene. Og

Side 8 af 9
butikkerne vil heller ikke begynde at sælge tøj (MADE WITH GOOD CONDITIONSS FOR THE
WORKERS…….), hvis ikke forbrugerne vil købe det.
De europæiske forbrugere er ikke vant til at forholde til sig til arbejdsvilkår og tænker måske ikke
videre over hvordan deres tøj er produceret. Det er en stor opgave at informere forbrugerne her i
vesten, så de bliver mere bevidste om de varer de køber, men det er en nødvendighed hvis
tekstilarbejdernes vilkår skal forbedres! Der skal mere fokus på emnet, så forbrugerne ikke
glemmer at tænke sig om. For den almene borger er ikke lavet af sten og ønsker ikke at deres tøj
bliver lavet på denne måde, men kan måske ikke se sig vej ud af problemet. Det skal gøres lettere
og mere attraktivt at købe genbrugstøj, eller tøj der er produceret under menneskelige forhold, -­‐
ligesom det er blevet gjort med økologisk tøj. Forbrugere har lettere ved at relatere til økologi end
til tekstilarbejdernes arbejdsforhold, da de samtidig allerede satte fokus på økologi igennem
madvarer. Der er behov for den samme hype omkring menneskerettigheder. Lige så snart folket er
blevet opmærksomme på problemerne, og er villige til at købe ”Fair trade” tøj, vil både
tøjvirksomhederne og EU lytte, og der er mulighed for at blive gjort noget ved problemet.
For at signalere til butikkerne at man som forbruger bekymrer sig om varens oprindelse og om
hvordan den er lavet, kan et effektivt våben, i kampen mod retfærdighed, være at spørge ind til
tøjet i butikkerne. Ekspedienten ved højst sandsynlig ikke hvordan varen er produceret og under
hvilke forhold tekstilarbejderne har syet det. Men din henvendelse i butikken vil alligevel gøre
indtryk og måske nå videre i systemet.
China Blue
Title: China Blue USA 2005
Instruktor: Micha Peled
Length: 87 min
The documentary movie, China Blue, is about Jasmin who is 16 years old. She travelled from the
country, away from her family, to find work at a garment factory in a bigger city in china. She ends
up working for Lifeng Factory, sewing jeans together with many other workers like her.
Throughout the movie she gives us an insight in how it is to work at the factory, and what she is
feeling about it all, by writing in her diary.
We follow Jasmin working overtime, not receiving her money for the work and getting sick along
the process.
When buyers of the clothes arrives at the factory, Jasmin describes to us how the workers are
forces to tell the buyers lies, about how their working conditions really are. They are forced to sign
a paper that is telling the buyer that their payment is much higher than it really is, and they have
to act happy.
Along in the movie there´s also interviews with the owner of the factory. He is defending himself,
by saying that it is all business and that is also is hard for him too to run a factory.
It is not allowed at many factories to take pictures and record movies, so therefore this
documentary gives us a ekstraordineary insight into how it can be to work at a garment factory.

Side 9 af 9
I think it is an okay movie, witch I would raccommand people to see if they are interested in the
subject. Mostly because there are not many other movies about garment factories and worker
conditions. But I think the movie could have been more harsh. For what I know the working
conditions are much worse at other factories, but still the movie shows us that it isn´t a walk on
clouds to be hired such a place.
Konklusion
Del din viden og spørg ind til varerne i butikken.
kildeliste
http://www.cleanclothes.org/
2 aviser fra CCCDK
Dorthe Søresen, formand for Clean Clothes Compaign Danmark, telefoninterview
Magnus Nielsen, frivillig medarbejder hos Paytime
China Blue
TÆNK – bladet
www.cleanclothes.dk
www.paytime.dk sælger billigt fairtrade tøj
http://aquestionof.net/#all sælger fedt fairtrade tøj

http://www.dieh.dk/
Side 10 af 9