Det netværkende menneske - Knowledge Lab

knowledgelab.dk

Det netværkende menneske - Knowledge Lab

Nr. 1 Januar 2009

Den menneskelige

faktor


Indhold

Det kommunikerende menneske

Anette Grønning, Knowledge Lab 4

Kortlæg kommunikationen

Gitte Hartwig, Svendborg Brakes A/S 8

Det legende menneske - at lade som om

Lasse Juel Larsen, Knowledge Lab 11

Lege for at lege – og lære af det

Jeanette Fich Jespersen, Kompan A/S 14

Communication and individual mobility

Richard Ling, Telenor Research Institute, Oslo 17

Mobiltelefonen er sexet

Christopher Gersbo-Møller, OnlineCity 20

Det lærende innovative menneske

Niels Henrik Helms, Knowledge Lab 22

“Jeg har en idé”

Thomas Hansen, AgroTech A/S 25

Det netværkende menneske - flertydighed og tilgængelighed

Lise Agerbæk, Knowledge Lab 28

Hvordan føles et håndtryk i Cyberspace?

Henrik Gedde Moos, Carrier Corporation 30

Med på kanten . . .

Kantskribent i dette nummer er

Lars Qvortrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole 32

“Es ist nicht genug, zu wissen, man muß

auch anwenden; es ist nicht genug, zu

wollen, man muß auch tun.“

Kilde: Johann Wolfgang von Goethe (Wilhelm Meisters Wanderjahre)

ISSN: 1603-2551 - 7. årgang. OnEdge udgives af Knowledge Lab DK. Magasinet udkommer tre gange årligt.

Redaktion: Niels Henrik Helms, nhh@knowledgelab.sdu.dk, SDU, Campusvej 55, 5230 Odense M,

www.knowledgelab.dk. Layout og desktop: Lise Agerbæk. Tryk: one2one, Odense. Oplag: 2000.

Fotos: iStock og Kompan


Grundvilkår

Udvikling og forandringer er grundvilkår for det moderne menneske. It ses ofte som midlet, der skal skabe de lære-

og innovationsprocesser, der skal garantere netop udvikling og forandring. Forudsigelser om, hvordan it kan indgå

og hvordan vores liv bliver ændret og typisk lettere på grund af den digitale udvikling, er typisk for optimistiske på

den korte bane og for fantasiløse på den lange bane. For ti år siden var e-læring svaret på den kompetencemæssige

udfordring, men forventningerne blev ikke indfriet. Til gengæld kan vi se, at hverdagens uformelle lære-

og videnprocesser er transformeret af en lang række nye medier.

Vi tilegner os livet og interagerer med hinanden gennem digitale medier: Mobiltelefoner, SMS, e-mail, Facebook,

Flickr etc. It handler ikke bare om at sætte strøm til processer, det handler om, hvordan menneskets omgang med

medier og med hinanden ændrer sig. Opgaven er at skabe rammer, betingelser og redskaber, som øger

sandsynligheden for, at den enkelte bliver kreativ og i samspil med andre omsætter kreativiteten til innovativ

praksis.

Knowledge Lab har nu i syv år arbejdet med samspillet mellem mennesker og it især med fokus på viden, læring

og innovation. Dette nummer er ikke en status, snarere en samling af fortællinger om det der sker. Hvert tema er

belyst både med virksomhedens og forskningens optik. Knowledge Labs første direktør og ”Founding Father”, Lars

Qvortrup, slutter nummeret ”med på kanten”.

Tak til ham og de øvrige bidragsydere

Niels Henrik Helms,

Direktør, Knowledge Lab


Denne artikel sætter fokus på det kommunikerende

menneske, og hvornår vi er kompetente i forhold til den

enorme mængde af kommunikation, vi dagligt deltager i.

Nøgleordene er forhandlingsrum, tilstedevær og

involveringsbalance.

Kommunikation: symbolsk meningsdannelse

I daglig tale tillægger vi ofte kommunikation en betydning af

overførsel: at kommunikere er at overføre informationer og

holdninger fra en afsender til en modtager. Forståelse af

kommunikation som overførsel ligger også til grund for visse

kommunikationsteorier, men i sin oprindelige latinske form

(’communicare’: at kommunikere) betyder kommunikation at

gøre noget fælles. (…) Det kræver en aktiv indsats fra både

afsender og modtager at dele noget, og selvom man kan tale

om forsøg på kommunikation, der ikke involverer andre, så

er kommunikation ikke lykkedes, før modtager har forholdt

sig til budskabet – hvad enten det så betyder, at

modtagerens tilslutter sig budskabet eller forkaster det. (…)

Kommunikationens emne er mening, og den kommunikative

proces er meningsdannelse. Denne opfattelse finder vi bl.a.

hos den tyske filosof og kommunikationsteoretiker Jürgen

Habermas. I det skelsættende værk ”Teorien om den

kommunikative handlen” (1981, dansk oversættelse 1996)

skriver Habermas, at ”indbyrdes forståelse er iboende det

menneskelige sprog som dets telos [formål/målsætning]”

(1996:211). Det vil sige, at kommunikation handler om at

skabe enighed, men at der i princippet kan være tale om et

hvilket som helst emne.

Kommunikation er ikke nødvendigvis begrænset til det talte

og skrevne sprog, selvom sproget er vores mest nuancerede

kommunikationsform og ofte vil være det middel, vi i praksis

anvender til kommunikationen af vores meninger. Andre

symbolsystemer som billedkunst, musik og arkitektur er også

vigtige kommunikationsformer og kan fungere som

supplement til eller i samspil med sproget. (…)

Kommunikation er altså ikke nødvendigvis en sproglig

proces, men det er alligevel ikke alle symboler, der er lige

kommunikative. For at noget kan blive interessant at studere

som kommunikation, må det være åbent for forhandling. Der

4

Det kommunikerende menneske

- Anette Grønning

post doc., ph.d. Knowledge Lab

må netop være rum for modtagerens aktive deltagelse i

processen.

Læs mere om symbolsk meningsdannelse og afgrænsning

af kommunikationsbegrebet i Just, Jensen, Grønning &

Merkelsen (2007): Organisation og Omverden, hvor

ovenstående afsnit indgår i kapitel 2.

Actors’ involvement

Kommunikationsprocessen kan anskues som én lang

samtale. Eller en række vedvarende samtaler. Sociologen

Licoppe arbejder med begrebet continuous conversation og

taler om connected relationships i forhold til vores relationer.

I de ’forbundne forhold’ opleves og bekræftes de

mellemmenneskelige bånd via vedvarende samtaler og via

aktørernes grad af involvering. Disse vedvarende samtaler

understøtter det meningsdannende, som konstrueres i

samtalekonteksten. Via disse samtaler selvfremstiller vi os

– du og jeg - og alle de andre. Præsenterer et face i

goffmansk forstand, indtager roller front stage og forsøger

også at lytte til den, vi samtaler med. Samarbejder i bedste

fald med vedkommende undervejs. Gemmer noget for os

selv, puster måske lidt ud back stage indimellem. Meyrowitz

introducerede begrebet middle region til at forklare sfæren

mellem det, vi vælger at lægge frem og det, vi holder tilbage,

især i online kommunikation. En virtuel gråzone om man vil.

Offline og online

I de seneste år er der set markante skift på samtalerummets

scene og dermed også i forhold til den vedvarende samtale.

Samtalerne føres nemlig ikke længere (udelukkende) i

traditionel forstand ved fysisk konfrontation, via

telefonsamtale eller papirbrev, sådan som vi ellers gennem

generationer har lært det og vænnet os til.

Mit bidrag her er dog langt fra at dvæle ved fortidens

foretrukne samtaleformer, ej heller at forsøge en

romantisering af disse. Det interessante er snarere, hvordan

samtalerummet ændrer sig (derfor tilbageblikket) og

potentielt stiller andre krav til os, åbner nye mulighedsrum,

lever under andre spilleregler og betingelser. For hvornår er

vi egentlig kommunikationskompetente i såvel det fysiske


som i det virtuelle rum? Hvor meget clasher vores selvfremstilling

offline vs. online, og er vi bevidste om, at enhver af

livets kommunikationsbidder kræver en pæn del af os selv?

Time in - time out?

Det er ofte den samme computer eller mobiltelefon, som vi

bruger til kommunikation både i privatsfæren og i den

professionelle sfære. Giver det overhovedet mening fortsat

at skelne mellem privatsfære og professionel sfære?

Analytisk kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem

time in og time out, selvom de to mentale rum er uløseligt

forbundet. Når vi holder time out, står vi så at sige af et

øjeblik og efter en tænkepause i selskab med medierne er

modtageren igen på banen og med i hverdagens spil og

kampe (Bruhn Jensen, 2008). Vi deltager i en hel masse

professionelle eller semi-professionelle samtaler mellem

ekspert og borger, medarbejder og kunde, læge og patient,

rådgiver og klient, vejleder og studerende og så videre.

For at forstå udviklingen i samtalerummet og hvad der

egentlig foregår mellemmenneskeligt virtuelt, som belyser fx

forskellene mellem samtaler i privatsfæren og den

professionelle sfære, er det væsentligt at analysere

kommunikationsbidderne. Ikke bare til glæde for forskning

og undervisning, men som en vej til øget selvindsigt for den

enkelte virksomhed og organisation. Et sted at indlede en

analyse kan med fordel være omkring begrebet

selvfremstilling og face, hvor de spor (social cues) vi sætter af

os selv i høj grad er med til at vise både os selv og publikum

vores identitet og vores grad af involvering.

5


Selvet og selvfremstilling

Ligesom i mundtlige, interpersonelle samtaler konstrueres

også det digitale selv i et samarbejde mellem de

interagerende parter. De interagerende indgår altså i en

afhængighedsrelation med hinanden, og praktiseringen af

face foregår under fælles konstruktion. Som medproducent

af en e-mail, en chat session eller en sms er man langt fra en

passiv modtager af data, men et aktivt meningsdannende

individ. Interaktion er afgørende for opfattelsen af det selv,

der ligger til grund for selvfremstillingen. Det er således ikke

muligt at se isoleret på personen bag uden at se på

samspillet med den anden interaktant eller de andre

interaktanter og dermed på graden af tilstedevær.

Tilstedevær

Når vi kommunikerer virtuelt, spiller det en stor rolle, at vi

hverken kan se, høre eller røre ved hinanden. Og særlig i

organisationssammenhæng e-mailer parterne fx ganske ofte

uden at kende til hinandens køn (besvares organisationens

fællespostkasse af en kvinde eller en mand?), alder, etnisk

oprindelse, stemmeføring, ansigtsudtryk og kropssprog, som

vi også kan kalde sociale spor eller social cues. Der må med

andre ord kompenseres for den manglende gensidige

tilstedeværelse i tid og rum. Kommunikationsparterne

kompenserer typisk for dette i tonen, hvor en fornemmelse

af tilstedevær indskrives og videreudvikles undervejs,

ligesom interaktionsfrekvensen spiller en rolle (er der to

minutter, to dage eller to uger mellem turene? og skriver vi

kun en gang hver til hinanden, eller skriver vi 14 gange frem

og tilbage?). Tilstedevær kan bedst beskrives som sporene af

den gensidige subjektive oplevelse af interaktionen. Graden

af tilstedevær er vigtig for oplevelsen af den måde, vi

kommunikerer på. Den skriftlige kompensation for den

personlige samtales nærværsspor kan eksempelvis

fremkomme i form af korte intervaller mellem fx e-mail- og

sms-turene, anvendelse af diskursmarkører, reference ved

personlige pronomener (jeg, mig, du, vi, os) og kreativ

udnyttelse af grafiske elementer som emotikons, taleprikker

og tankestreger. En personlig tone og en aktiv ’jeg-giver-lidtaf-mig-selv”-stil

kan være afgørende for meningsdannelsen.

Ligesom et fravær af de samme elementer naturligvis kan

være det.

6

Eksempler på ikke-tilstedeværende

kommunikationselementer

> E-mail

Cc-tyranni

Videresend-syndrom

Manglende/uforståelige emnelinjer

> Sms

Indforståethed over for uforstående

Brud på etableret tone og stil

Afbrydelser af tilstedevær med andre

> Chat

Støj i form af manglende fokus

Jeg har egentlig ikke tid-attitude

Råben og udannet opførsel

Indholds- og relationskommunikation

Kommunikation kan teoretisk opdeles i henholdsvis

indholds- og relationskommunikation. Når der

kommunikeres, er de fleste mest opmærksomme på

indholdskommunikationsdelen, og mange er i stand til at

mestre relationskommunikationen, selvom de ikke altid er

sig den 100% bevidst (Grønning & Pedersen, 2007). Disse to

måder at bruge sproget på er afgørende i alle former for

kommunikation, men i den skriftlige e-mail-samtale, i sms og

chat der låner sprog og tone fra den personlige samtales

uformelle væsen, men ikke den uformelle samtales

regulatorer som mimik, gestik mv., er det afgørende at

mestre balancen mellem de to signaler. For

relationskommunikationen betinger indholdskommunikationens

vellykkethed. Således placerer disse

digitale kommunikationsformer (e-mail, sms og chat) sig som

dynamiske kommunikationsformer midt mellem den

personlige samtale, telefonsamtalen og brevet.

Kompetence

Når alt dette er sagt, er et af de interessante spørgsmål for

det kommunikerende menneske: hvordan overfører (og

øger) jeg min kompetence i de nye mulighedsrum? Vi lærer


noget hele tiden, bevidst eller ubevidst. På den hårde måde

ved at fornærme kollegaen på e-mail, ved at såre kæresten

på sms og ved at være nødt til at sætte ”appear to be offline”

op på chatten i forhold til særligt tidsrøvende personer, der

ønsker at kommunikere. Eller på den bløde måde ved at

skrue op og ned for et passende tilstedevær, ved at lytte og

være nærværende, ved at reflektere når kommunikationen

mislykkes, eller når den går særligt godt. Og ved indimellem

at dele denne refleksion og vores erfaringer med kolleger,

kunder, borgere, patienter. Både når det går godt, og når det

går mindre godt med tilstedeværet og graden af involvering.

Med andre ord: Vi er nødt til at turde risikere noget og turde

give noget af os selv. At tage det dybt seriøst, at

kommunikativ involvering ikke kommer af sig selv og aldrig

kan udøves halvhjertet - hverken online eller offline. n

Begrebet Tilstedevær

Tilstedevær vil sige sporene af den gensidige

subjektive oplevelse af interaktionen.

Mere om online-tilstedevær og kompensation for fysisk

fravær i Grønning, 2006

Referencer

Bruhn Jensen, Klaus (2008) Medier og Samfund. Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

Goffman, E. (1959) Presentation of self in everyday life. New

York: Doubleday Anchor.

Grønning, A. (2006) Personen bag. Tilstedevær i e-mail som interaktionsform

mellem kunde og medarbejder i dansk forsikringskontekst.

Ph.d.-afhandling, CBS. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Grønning, A. & Pedersen, L. (2007) E-mail-kommunikation.

Frederiksberg: Samfundslitteratur

Habermas, Jürgen (1981/1996) Teorien om den kommunikative

handlen. Ålborg: Aalborg universitetsforlag.

Just, Jensen, Merkelsen & Grønning (2007) Organisation og

omverden. Grundbog i organisationskommunikation.

Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Licoppe, C. (2004) Connected presence: the emergence of a

new repertoire for managing social relationships in a changing

communication. Environment and Planning D: Society and

Space, vol. 22 (135-156).

Meyrowitz, J. (1985) No sense of place: The impact of electronic

media on social behaviour. New York: Oxford University

Press.

7


I sommeren 2008 besluttede vi os for at kortlægge

kommunikationsflowet i Svendborg Brakes A/S. Vores

virksomhed har på ganske få år udviklet sig fra at være en

mindre lokalt forankret virksomhed til at blive et

internationalt millionforetagende. For at lære os selv bedre

at kende i forhold til dagligdagens beslutnings- og

udviklingskompetence, ville vi gerne vide mere om

kommunikationsflowet i vores organisation. Til at udarbejde

selve kommunikationsanalysen fik vi hjælp af

konsulentfirmaet Bruun Leo Martinus.

Metoden

Alle medarbejdere med e-mail-adresse deltog derfor i september

måned i en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse

med seks fokusområder: General communication,

Social, Access, Effectiveness, Importance og Awareness. Her

blev medarbejderen fx spurgt om, hvem han/hun

8

Kortlæg kommunikationen

- Gitte Hartwig

Internal Business Developer, Svendborg Brakes A/S

kommunikerer mest med i det daglige arbejde og måtte

nævne maksimalt 20 personer. Medarbejderen blev også

spurgt, hvor vigtige disse personer er i relation til det daglige

arbejde - fx hvor afhængig er du af dem i relation til at udføre

dine egne opgaver.

91 medarbejdere leverede svar til undersøgelsen. På

baggrund af disse svar udarbejdede Bruun Leo Martinus en

række netværksdiagrammer, hvor den enkelte medarbejder

synliggøres ved hjælp af en farvet prik, som vist herunder.

Stregerne visualiserer kommunikationen mellem

medarbejderne (prikkerne). Medarbejderne fremstår

anonymt, men særlige knudepunkter kan naturligt nok

identificeres, når man kender virksomheden og

virksomhedens medarbejdere. I undersøgelsen indgik også

spørgsmål om indholdet af kommunikationen.

Work related communication – all employees – 1404 relations


Hvorfor netværksdiagrammer?

Netværksdiagrammer kan fx bruges til forklare, hvordan

nogle medarbejdere kan føle sig fastholdt af forpligtelser. Vi

vidste, at vi havde nogle centrale knudepunkter via personer

placeret især i forsyningskæden. Til at begynde med ville vi

egentlig blot kortlægge kommunikationsflowet i en enkelt

afdeling. Men vi endte med at spørge hele organisationen,

da vi var bange for at efterlade eller overse væsentlige

kommunikationsproblemstillinger andre steder.

Det har været rart at få visualiseret vores virksomheds

kommunikationsmønstre på en – for os – helt ny måde. Man

kan tale om tråde og edderkoppespind, ligesom

visualiseringen af det sociale landskab har gjort os klogere

på Svendborg Brakes’ medarbejderpotentiale. Vi ser det som

en styrke, at vi er udadvendte og kommunikerer meget med

hinanden. Men vi skal også se kritisk på den nye viden. På

baggrund af netværksdiagrammerne blev det eksempelvis

How important are the following person(s) in relation to your daily

work? (eg. how dependent you are on them in relation to manage

your own tasks.)

soleklart for os, at der ligger en kæmpestor opgave i at

kommunikere vores arbejdsprocesser (eller det man også

kunne kalde vores procesflow) ud til den enkelte

medarbejder. Som det har været hidtil, er der til dels tale om

nogle uformelle processer, hvor grunden til, at man spørger

en bestemt kollega fx kan findes i, at han/hun er flink og

imødekommende, men ikke nødvendigvis fordi han/hun er

den, der fagligt er mest kompetent til at svare. Vi prøver

derfor at kortlægge organisationen, fra vi får en ordre og

følger hele processen. Hvem tager over, hvis nogen mangler,

er der huller i løbet af processen? Og hvem kommunikerer

med hvem? En balancegang med hverken for lidt eller for

meget eller forkert kommunikation.

Ny viden

Vi mener således at kunne bruge vores nye viden helt

grundlæggende til en bevidstgørelse af vores kommunikationsmønstre

og arbejdsmæssige procesflow. Mere konkret

9


kan vi anvende overblikket til at afhjælpe flaskehalsproblemer

ved kritiske jobfunktioner i det daglige arbejde, men

også ved fx langtidssygemeldinger, udbrændthed osv. Vi

forsøger at arbejde ud fra devisen om, at ingen er

uundværlig, så de kraftigste knudepunkter i netværksdiagrammerne

giver anledning til at reflektere over, hvordan

vi kan sprede kommunikationen, kompetencerne og

relationerne mere ud i organisationen. På sigt vil vi meget

gerne inkorporere denne viden i forbindelse med en

opdatering af alles jobbeskrivelser og naturligvis også i

forbindelse med etablering af nye jobfunktioner. Det er

nyttig viden, fx hvem man skal henvende sig til i forhold til

udvalgte arbejdsopgaver, og ligeså fx i forhold til, hvem den

enkelte medarbejder forventes selv at være ekstra lyttende

overfor i det daglige arbejde. Herved kan den enkelte

medarbejder forhåbentlig undgå en række frustrationer og

spildtid i forhold til, fx hvem man skal gå til vedrørende en

given problemstilling eller opgave. Det mest overraskende

har været, at vores virksomhed har så vildt meget

kommunikation og at fire-fem personer sidder med

størstedelen af kommunikationen. Medarbejdere med høj

anciennitet giver i vores virksomhed de tungeste

knudepunkter. Så det handler altså også om at overlade

mere ansvar til andre, hvis vores organisation skal være så

fleksibel, som vi gerne vil have. Endelig siger undersøgelsen

også en del om, i hvilken grad nye medarbejdere integreres

hos os.

Alle mellemledere er via en strategidag efterfølgende blevet

informeret om resultaterne af kommunikationsanalysen.

Erfaringerne fra denne dag skal mellemlederne nu bruge tid

på at dele med deres respektive afdelinger. Forhåbentlig

bibringer det alle ny viden og motivation til at deltage

målrettet i arbejdet med at øge den hensigtsmæssige

kommunikationsstrøm.

Anbefalinger

I forbindelse med kommunikationsanalysen er der helt

overordnet blevet formuleret en række anbefalinger og

input til nye tiltag. På listen over anbefalinger står fx:

• Opdaterede jobbeskrivelser

• Formidling af regler/procedurer

10

• E-mail-retningslinjer

• Opmærksomhed på communication overload

• Overvej nøglemedarbejderes rolle

Vi har allerede inddraget nogle af disse anbefalinger i vores

arbejde. Eksempelvis har vi formuleret en række interne

anvisninger i forbindelse med e-mail-kommunikation. På et

enkelt døgn modtager og sender Svendborg Brakes A/S

omkring 3000 e-mails svarende til mere end 50.000 e-mails i

cirkulation om måneden eller omkring 600.000 e-mails om

året. Halvdelen af disse e-mails suser rundt internt i

organisationen. I nogle tilfælde modtager Svendborg Brakesmedarbejdere

ca. 60 e-mails om dagen, vel at mærke e-mails

hvor medarbejderen er enemodtager. E-mails med flere

modtagere, og e-mails hvor medarbejderen står som ccmodtager

er ikke medregnet i disse tal.

Vi finder det svært at tvinge noget frem ved direkte at

”lovgive” om e-mail-kulturen, men vi vil gerne være med til at

formulere og synliggøre en række gode råd og guidelines.

Disse anvisninger vil forhåbentlig inspirere både nuværende

og kommende medarbejdere til at tænke mere over det

communication overload, de fleste af os dagligt deltager i. Et

overload som kommunikationsanalysen har tydeliggjort for

os. Ligeledes har vi tænkt os at inddrage anbefalingerne ved

også at videreudvikle vores intranet, så det forhåbentlig kan

blive et vigtigt værktøj i vores daglige arbejde. Et sted hvor

det er nemt at finde og placere væsentlig information. Her vil

en skelnen mellem ”nice to know” og ”need to know” være

meget hensigtsmæssig.

I vores øjne er en kommunikationskortlægning som den

beskrevne et vigtigt skridt på vejen mod synliggørelse af en

lang række kommunikative problemstillinger. Via denne

synliggørelse bliver det nemmere at agere fremadrettet, fordi

vi er blevet styrket i vores opfattelse på en række punkter og

samtidig har fået øjnene op for en del nye ting. Det konkrete

analysearbejde kan nu lægges frem for alle, og det er således

blevet lettere for os at tale om de kommunikationsmæssige

problemstillinger i vores organisation. n


Eksempler på ”E-mail communication

guidelines” fra Svendborg Brakes A/S

2. Issue a USEFUL and RELEVANT subject line to the

e-mail

6. No action is necessary when you receive an e-mail

where you are cc - bear this is mind when sending

e-mails

8. Realize that once your mail is sent, there is no

getting it back…

13. When possible, reply to an e-mail received

instead of starting a new e-mail – but ONLY when

about same topic!

16. Be clear about who is doing what and who you

expect a reply from – especially if you put more

than one person in the “to” field

Eksempler på spørgsmål fra undersøgelsen

1. Hvem kommunikerer du mest med om

arbejdsrelaterede emner? Angiv maks. 20 personer

2. Hvor ofte kommunikerer du med disse personer?

3. Hvor vigtigt er det for dig at kommunikere med

disse personer for at kunne udføre dit daglige

arbejde?

4. Hvem vil du gerne kommunikere mere med for at

kunne blive mere effektiv i dit daglige arbejde?

Svendborg Brakes A/S

l Producerer intelligente bremsesystemer til bl.a.

mine-, værfts- og vindmølleindustrien

l Beskæftiger ca. 160 medarbejdere på globalt plan

l Hovedkontoret ligger i Vejstrup på Sydfyn og

virksomheden har desuden afdelinger i Tyskland,

Spanien, USA, Sydafrika, Tjekkiet og Kina

l Solgt til engelsk kapitalfond, maj-juni 2008

l Læs mere på www.svendborg-brakes.com

11


Det er bare noget, jeg leger,” siger min datter og

balancerer halsbrækkende på en stol, som hun har stillet

op af sin seng. Jeg får at vide, at hun er om bord på et

sørøverskib. Det blæser og skibet er i høj sø. Senere ser vi

børnefjernsyn sammen. De viser et afsnit af mumitroldene.

Mureren dukker op i Mumis drøm. Lydene til de tegnede

billeder af dis og tåge og den mærkelige skikkelse Mureren

er tunge og langsomme. Scenen med mureren er

uhyggelig. Alting fryser til is omkring den. Min datter

kravler ind til mig. Selvom hun er bange, vil hun gerne se

scenen igen. Indimellem mumler jeg, at det bare er noget,

der er lavet. Mureren findes ikke i virkeligheden, altså lige

bortset fra i filmen og i mumiuniverset.

Legen i børneværelset og fiktionen på fjernsynet deler

markører. Begge fænomener handler om at forestille sig et

eller andet, som er anderledes end det, der foreligger i

virkeligheden. Ikke sådan forstået, at leg og fiktion er ens.

Forskellene mellem de to fænomener er umiddelbart, at når

man leger, så er man aktiv og udøvende, mens man er passiv

og modtagende, når man ser eller læser fiktion. Også selvom

det er en handling at se fjernsyn eller at læse en bog. En

anden forskel mellem de to fænomener kan findes i det man

på engelsk kalder ”pretend”. ”Pretend” betyder oversat til

dansk at foregive eller beskrevet med en dagligdags

vending: at lade som om.

Når vi leger, lader vi som om. Vi indtager andre identiteter og

laver om på virkeligheden. Men at lade som om, er ikke altid

godt. Uden for legens domæne i vores daglige sociale

sammenhænge er vores etos afhængig af, at der hersker

overensstemmelse mellem det vi siger, og det vi gør. Hvis vi

lader som om, vi er noget andet, end vi er, og derved laver

om på virkeligheden, balancerer vi på æggen mellem løgn

og sandhed. Enten overdriver vi og fremstiller os smartere,

klogere og bedre, eller også underspiller vi vores betydning.

Ligegyldigt om vi gør det ene eller det andet, så skrider

overensstemmelsen mellem den vi er, og den vi lader, som

om vi er.

Sådan forholder det sig som sagt ikke, når vi leger. Her

12

Det legende menneske – at lade som om

- Lasse Juel Larsen

forskningsassistent, Knowledge Lab

etablerer vi et domæne i hvilket det at foregive - eller sådan

som man gør inden for videnskab opstiller hypoteser - er

accepteret adfærd. I legedomænet er de involverede parter

enige om, at det der bliver sagt som regel ikke skal

sammenlignes med virkeligheden, og derfor hverken er

sandt eller falsk. Vi udtrykker altså noget andet i

legedomænet, og dette er muligheder både som forandring

af de roller vi spiller og af objekterne omkring os.

Mulighederne i legedomænet kan forbindes med udsagn,

som lyder noget i retning af: ”tænk nu, hvis det forholdt sig

anderledes”, ”hvad ville der ske, hvis vi gjorde sådan i stedet

for” eller som børnene siger: ”du er prinsesse, og jeg er den

onde dronning, og sengen er slottet.”

Leg og fiktion

Kendetegnet ved at lade som om, når man leger, er, at denne

både kan være tvungen eller spontan. Vi kan beslutte, at vi

skal lege ligesom vi kan blive enige om, at vi skal finde en

løsning på et problem og udføre en opgave. I begge tilfælde

opstiller vi muligheder, som endnu ikke eksisterer. Og disse

kan, hvad enten vi leger med børn, eller når vi er på arbejde,

finde sted spontant.

Legens laden som om, er ikke kun kendetegnet ved at være

bundet til et domæne, den er præget af ontologiske

forskydninger. Identiteter bliver kortvarigt udskiftet og

objekter midlertidigt forandret. Eller sagt anderledes legen

iscenesætter de tilstande, der faktisk eksisterer med mulige

tilstande, der endnu ikke eksisterer. I legen kan en træstub

både være en træstub og en bjørn, sådan som Walton skriver,

når han beskriver, hvad det vil sige, at lade som om. Ikke nok

med, at identiteter og objekter har dobbelte betydninger, de

har dem også på samme tid. Min datter er på en og samme

tid sig selv og samtidig den onde dronning. Og hendes stol

er på en og samme tid en stol og et sørøverskib.

Dette adskiller leg fra fiktion. Fiktion er modsat leg konsistent

inden for sin egen ramme, også selvom karaktererne både er

skuespillerne og karakterer eller i mumitroldenes tilfælde

tegninger og karakterer. Fiktionens konsistens hidrører fra, at

vi ikke kan lave om på den, mens den udspiller sig.


Eksperimenterende fiktion forsøger dog at opløse dette

forhold. Fiktionen er altså hverken porøs eller konstruktivistisk

ligesom legen. Her er det vigtigt, at konstruktivistisk

forstås bredt, således at lege-konstruktivisme sidestiller det

at sætte legoklodser sammen med at give en dukke tøj på. I

begge tilfælde sætter man elementer sammen og skaber en

større enhed eller helhed, om man vil.

Dette betyder videre, at der ikke er kønslig forskel på legens

strukturelle form. Legeobjekterne eller legetegnene kan

mellem kønnene variere, men ikke selve legens form. Der er

ingen strukturel forskel på, at drenge kører biler ind i et

parkeringshus/benzintank eller at piger leger med dukker i

et dukkehus. Begge etablerer de et legerum, begge forskyder

de objekternes ontologiske status, begge iscenesætter de

objekterne i både relevante og irrelevante kontekster, og

begge er udmærket klar over, at det de laver er at lege og at

denne aktivitet er en laden som om aktivitet. Legens indhold

er således andet og mere end de objekter, der indgår i legen.

Leg og arbejde

Hvis man accepterer denne forståelse af leg, så indser man

hurtigt, at dele af legens strukturelle form kan genfindes på

vores arbejdspladser, hvor vi enten eksplicit eller implicit

etablerer områder, hvor vi iscenesætter os selv enten som

løsningsorienterede eller idegenererende. Her kan vi

forskyde objekters ontologiske status, også selvom vi kan

føle os usikre, når vi beder andre om at forestille sig, at bogen

13


på bordet ikke længere er en bog, men et rum eller en væg,

når man skal anskueliggøre, hvordan man kan løse et

problem, eller hvorfor en anden end den herskende ide ville

være at foretrække. I den sociale sammenhæng på

arbejdspladsen er hver enkelt i fællesskabet klar over, at vi

udfolder en aktivitet, som skitserer mulige tilstande eller

formuleret i den anlagte legeoptik: at man er engageret i at

lade som om. I denne aktivitet indtager vi roller, som er

identiske med de mulige tilstande, vi skitserer.

Der er en underliggende strukturelle sammenhæng mellem

at lege og opstille hypoteser. Vi anvender kompetencer fra

legekataloget, når vi arbejder. Og i langt de fleste tilfælde

uden at være bevidst om det. Man kan selvfølgelig indvende,

at der findes mange forskellige jobs og at det her skitserede

naturligvis ikke passer ligegodt på alle slags arbejde. Og det

er rigtigt. Men det ændrer ikke på den underliggende

observation, at ligegyldigt om vi er ufaglærte, faglærte,

udfører kontorarbejde med vekslende uddannelsesmæssige

baggrunde, så opstiller vi mulige tilstande, som eksisterer

samtidigt med den aktuelle tilstand, vi befinder os i. Evnen til

fleksibelt at håndtere det dobbelte rum af virkelighed og

mulighed henter vi fra legekataloget.

Leg og kreativitet

Kreativitet bliver traditionelt forbundet med en immanent og

uforanderlig ontologisk position således forstået, at man

enten er kreativ eller også er man ikke kreativ. Kreativitet er i

denne optik ikke en rolle, man bevidst indtager, men

derimod omvendt. Og videre inden for samme optik er

denne kreative position ofte fulgt af et særligt blik, som

aftvinger erkendelser som ikke-kreative har.

Den moderne kreativitetsforståelse adskiller sig fra den

traditionelle i og med, at den ontologiske position ikke

længere er immanent eller givet. Kreativitet i moderne

kontekst kan derimod aktivt indtages. Den er ikke længere

givet. Og i den forstand kan kreativitet reproduceres. Vi kan

med andre ord aftale, at vi skal indtage kreative roller og

derved læse vores mere eller mindre bevidste forestillinger

om kunstnere ind i vores aktivitet. Videre kan vi opstille ydre

rammer, som afføder kreativitet ved at stille præcise

14

spørgsmål og siden kræve, at de skal besvares inden for et

afgrænset tematisk område. Denne kreativitetstilgang

iscenesætter og løsriver de skabende positioner, gør det

muligt at indtage dem. Og dette spil med positioner,

identiteter og domæner er strukturelt identisk med

kendetegnene ved leg. Ydermere er aktiviteterne i de

konstruerede kreative domæner præget af mulige tilstande,

hvor endnu ikke-eksisterende sammenhænge kan blive

afprøvet. Når vi er kreative i de opstillede domæner, så lader

vi også som om, vi er nogle andre, end dem vi normalt er, vi

lader som om, at det lokale vi kender er et andet, end det vi

til daglig færdes i, og vi fremsætter mulige tilstande og lader

hermed som om virkeligheden er anderledes, end den er.

Designet kreativitet minder strukturelt om leg, både når det

angår, de roller vi spiller, det rum vi agerer i, de måder vi

forestiller os alternative realiteter, og endelig ved, at vi godt

ved, at virkeligheden eksisterer samtidigt, og at den er

anderledes end de opstillede mulige tilstand. Med andre ord

kan man sige, at vi leger mere, end vi tror, også når vi mener,

at vi har glemt, hvordan man leger. n


Lege for at lege – og lære af det

- Jeanette Fich Jespersen

International Manager, KOMPAN Play Institute

“Play develops learning skills. Play allows children to learn

about learning and consolidate previous learning through

curiosity, invention and persistence. Within play, children are

free from the normal pressure or tension that they associate

with needing to learn. Play also develops the creative process

and growth of problem solving skills which will ultimately

help children to achieve.”

Citatet stammer fra The Play Strategy, som blev offentliggjort

i England af Department for Children, Schools and Families og

Department for Culture, Media and Sport den 10. december

2008. Det er væsentligt, at englænderne indleder

legestrategien med følgende statement: ”Fun and exciting

opportunities to play are at the heart of a happy, healthy and

enjoyable childhood. Better outdoor play opportunities are

good for children, good for families and good for communities.”

Der er altså i strategien indlagt en respekt for det, jeg på

tidstypisk dansk-engelsk vil kalde legens fun-faktor. Og ikke

mindst følges respekten af 256 mill. GBP primært til opførelse

af offentlige legepladser.

Ret til leg

At respektere legen for legens egen skyld er et grundprincip

for KOMPAN. Vi er blandt fortalerne for børns ret til leg. Med

FNs børnekonventions ord har børn, defineret som

0-18-årige, ”ret til hvile, fritid og leg og deltagelse i kulturelle

og kreative aktiviteter.” Respekterer vi som samfund

børnekonventionen, lader vi børnene lege. For ifølge

konventionen har børn ydermere ”ret til at give udtryk for en

mening og krav på, at denne mening respekteres.” Børn helt

op til 18 år udtrykker i talrige undersøgelser, at leg er blandt

deres højeste prioriteter. I konkrete arbejdsopgaver hos

KOMPAN indebærer respekten for barnets rettigheder, at vi

har børn og unge med i produktudviklingen – at vi som

princip arbejder med videns- og brugerdrevet design.

Ret til relevant leg

Udover princippet om at advokere børns ret til leg vil

KOMPAN udvikle redskaber og pladser, der appellerer til leg

og stimulerer og udfordrer barnet på det relevante

udviklingsstadium. I overensstemmelse med udviklingspsykologi,

fysiologi og ergonomi skal vi udvikle redskaber,

der tilbyder de legeaktiviteter, børn på det aktuelle alderstrin

behøver for at udvikle sig fysisk, socialt, kognitivt, emotionelt

og kreativt. Det er høje fordringer, og de er ikke statiske.

Børns behov ændrer sig i takt med omverdenens og særligt

forældrenes. Hvem ville i 1989, da børnekonventionen blev

forfattet, have forestillet sig, at for megen respekt for barnets

ret til hvile kunne blive direkte sundhedsskadeligt i store

dele af verden, hvor børn har så stillesiddende tilværelser, at

de ikke engang opfylder WHOs minimums-anbefalinger for

fysisk aktivitet?

Leg og livsfærdigheder

Legen er i sit væsen læring af livsfærdigheder, ”life skills”.

Uden denne kompetence kommer de fleste andre

kompetencer til kort. Der pågår en diskussion af, om denne

læring gør anden læring nemmere, eller om børn gennem

legen direkte indlærer viden. Howard Gardners teorier om de

mange intelligenser har givet liv til skoleeksperimenter og

efter forlydende med gode resultater. Der er dog ingen

egentlig dokumentation for, at tilgangen er rigtig. Kan man

f.eks. påstå, at fordi klatring og krydskoordination øger

barnets opfattelse af den egne krop i tid og rum, fremmer

det også forståelsen for matematik – som jo bl.a. er ”rum på

formel”? I meget af den neurologiske forskning og

neuropædagogik, der ser dagens lys disse år, lyder det til, at

kroppens gerninger præger hjernevindingerne. Men

hvordan konkret? Legepladsen som læreplads er stadig et

eksperiment, der mangler dokumentation. De skoler, der har

fået lavet tidssvarende nye legepladser, melder enstemmigt

om bedre koncentration hos børnene. Vi kan ikke

dokumentere, at man bliver bedre til at lære matematik af at

klatre. Men et er sikkert: Ved at blive respekteret som barn for

det, man gerne vil – og det er ofte leg der står først på agendaen

– ses, høres, føles og læres den respekt, der danner

grobund for gensidig respekt. Og den er fundamental, hvis

børn skal lære noget som helst.

Udviklingsprojekter med børn

Der er stor forskel på at medinddrage små og store børn i

udviklingsprojekter. To udviklingsprojekter hos KOMPAN,

med to forskellige brugergrupper og designudgangspunkter

kan vise, hvor stor forskel.

15


Billede udlånt af KOMPAN

16

Den gode historie for de 2-6-årige –

KOMPAN Storymakers

2-6-årige leger og lever med fantasien som aktiv medspiller.

De tilegner sig i stigende grad verden gennem talesprog.

Gruppen af 2-6-årige i dag er dertil meget stillesiddende,

med svækket motorik til følge. Derfor skal et legeredskab

appellere til, at børnene bevæger sig varieret. For denne

aldersgruppe skal det også appellere til sproglig interaktion

og til fantasien.

KOMPAN satte sig for at udvikle et produkt, der i sit udtryk

understøtter almene temaer, der kan danne grundlag for

historier, ikke blot barn til barn, men også voksne og børn

imellem. For børn i dag er ikke fritgående, særligt ikke børn i

2-6-årsalderen. Der er altid en voksen, der holder øje og i

stigende omfang føler pligt til at understøtte barnets læring

gennem leg.

På et arbejdsgruppemøde med fransk og dansk deltagelse

fra bl.a. KOMPAN Play Institute lagde vi os fast på aktiviteter,

stil og produkttemaer efter forslag fra designere. Det skulle

være muligt at kombinere flere temaer i et produkt – så der

er et tema på hver ”side” af legeredskaberne i Storymakers.

Siderne kan let udskiftes med nye, skulle temaet trænge til

en opdatering i løbet af nogen tid.

Den første brugergruppe, der blev involveret, var 30 3-6-årige

børn. Da modellerne stod færdige i 1:1 i værkstedet, inviteredes

børnene på besøg for at give deres mening til kende, både om

temaer og funktioner. Desuden blev 30 pædagoger fra Holland

inviteret til at give deres feedback. KOMPANs sikkerhedsansvarlige

kiggede produkterne igennem. Efter denne proces

kunne en 0-serie bygges og sættes til test i to børnehaver, en i

Danmark og en i Frankrig. Her observerede KOMPAN Play

Institute-medarbejdere gennem 2 måneder produkterne og

modtog feedback fra børn, pædagoger og forældre.

Småjusteringer blev foretaget på baggrund af observationerne

og TÜVtest for overensstemmelse med de europæiske

sikkerhedsstandarder blev foretaget.

Herefter kunne der laves legepladser. Den første blev opført i

Le Mée uden for Paris. Og i september 2006 modtog


KOMPAN den franske industrielle designpris: Janus de

L’Industrie. Designpanelet motiverede valget af KOMPAN

Storymakers således: “We like the modular aspect of the

product, which allows for different combinations. KOMPAN has

created a product that encourages children to use their

imagination, revitalises playgrounds and creates movement for

all.”

En længere historie – uderum for de 10-15-årige

Når det gælder de ældre børn, kan man forvente en helt

anden form for inddragelse og verbal feedback end med de

yngste. Siden 2005 har KOMPAN målrettet arbejdet på at

indsamle viden om ”betweenagere”: unge over 10 år. Denne

aldersgruppe er svær at få til at bevæge sig tilstrækkeligt. Der

er i Europa alene tale om, at 33% af de 8-14-årige bevæger

sig for lidt, med koncentrationsbesvær, hoved- og rygsmerter,

dårlig kondition og overvægt til følge. Motionsniveauet

daler drastisk, når de unge går i puberteten, og for

piger er det alarmerende: mere end 50% af piger over 15 år

når ikke engang WHOs minimumsanbefaling på 60 minutter

om dagen. Men hvornår er de unge selv egentlig blevet

spurgt, hvad de foretrækker at lave, og hvad der skal til, for at

få dem mere aktive?

KOMPAN Play Institute fik Capacent-Epinion til at lave en

række fokusgruppe-interviews med 13-16-årige i Danmark,

England og Holland. Det var vigtigt for os at se, om der var

store regionale forskelle i de unges præferencer. Det viste sig

ikke at være tilfældet. De unge er meget ens på tværs af

landegrænser hvad angår foretrukne udeaktiviteter. Men ud

fra fokusgrupperne kunne vi kun se tendenser. Derfor

igangsatte vi med Capacent-Epinion en spørgeundersøgelse

af 1040 13-16-åriges fritidsvaner og – præferencer, baseret

på resultaterne fra fokusgruppeinterviewene.

Den indsigt, vi hermed fik i de unges synspunkter dannede

baggrund for bl.a. seks planlægningsprincipper at skabe

aktive uderum til unge på baggrund af. Vi kalder dem

GROUNDprincipper. Der er også blevet udviklet to

produktserier til unge med de unges ønsker som baggrund:

KOMPAN Bloqx og KOMPAN ICON. Der har været brugerpaneler

involveret i udviklingen af produktlinjerne, og vi har

brugt superbrugere, altså et fast panel af brugere på

teststeder i Danmark, England og Holland. Dertil har vi haft

testpiloter udefra og eksperter, pædagoger og kunder til at

give feedback.

Elektronisk leg for de største

Produktserien KOMPAN ICON er en række interaktive

legeredskaber, der blev lanceret i efteråret 2007 efter lang

tids test. Det er det længste udviklingsprojekt, KOMPAN

nogensinde er indgået i. Ideen var at bruge interaktivitet,

eller ”gaming”, på legepladsen. De interaktive spils

tiltrækningskraft på børn er intens. Ved at benytte spillene i

legeredskaberne vil vi få de store børn udenfor og lege i

højere grad, til gavn for deres sundhed, sociale liv og

generelle deltagelse i et udeliv. Børn, som ikke selv er gode

til at komme i gang med leg kan vha. elektronik blive

opfordret og stimuleret til at deltage. En af grundene til den

noget lange udviklingsperiode var en stædighed med at ville

have produkter, der respekterede leg for legens skyld.

Produktet skulle respektere kontakten de legende imellem

og måtte ikke kræve alt for meget af deres opmærksomhed.

Det skulle kunne stå alene og ikke kræve spilmanual. Det

skulle være interessant fra 8 år og minimum op til 15, og

børnene skulle kunne gå til ”next level” i spillene.

Efter tre måneder med ICONprodukterne ude omkring i

deres endelige form, i Danmark, Sverige, Norge, Holland og

USA har vi samlet en række erfaringer, der støtter de

meninger, de unge i bruger- og fokusgrupper gav udtryk for.

Et særligt udsagn fra de 10-15-årige er gået igen på tværs af

grænser: Det er fedt at kunne lave spil så mange sammen,

udenfor – og det er bedre end at sidde hjemme foran

computeren. Og hvis de lærer det frivilligt legende – så har

de lært meget. n

Læs mere om KOMPANs undersøgelse af unges udeliv på

www.teenagers.kompan.com

Læs mere om de omtalte produktprojekter på:

www.storymakers.kompan.com

www.bloqx.kompan.com

www.icon.kompan.com

17


18

Communication and individual mobility

- Richard Ling

Senior Research Scientist, Telenor Research Institute

Richard Ling er sociolog, ph.d. og ansat som forsker ved

Telenor Research Institute i Oslo samt gæsteprofessor ved

IT-Universitetet i København. Han er forfatter til en række

artikler og bøger om mobiltelefonens betydning, oprindelig

amerikaner og skriver på engelsk. OnEdge vælger derfor at

bringe Richard Lings artikel på det sprog, den er forfattet.

In general it is possible to say that we have moved towards

more individual forms of mobility and communication

during the past century. From the middle of the 18th

century, both transportation and communication have

moved from being almost exclusively a local phenomenon,

to being collectivized and then again to being individualized.

Indeed it is in the development of the mobile phone and the

automobile that physical land-based transportation and

individualized communication have been brought together

(Ling, 2004).

In the 1700’s, there were relatively large scale collective

technologies used for ocean going transportation (sailing

ships), but virtually all land-based transportation was based

on small scale technology (horse and carriage, walking). The

same could be said of interpersonal communication. Most

communication was verbal and local. Letters were exchanged,

but that was the extent of mediated communication

(Standage, 1998).

Starting in about 1800 with the application of steam to rail

road (somewhat earlier with steam boats), there were the

development of large scale transportation systems that


facilitated the movement of individuals and goods (Rose,

1976). These often started out in competition with canal

systems, but they soon out competed the canals since they

were able to operate throughout the year, and the

development of the rail systems was easier than that of

canals with their attendant locks, etc. (Sawhney, 2005). The

system of railroads grew from something like 40 miles in the

US in 1830 to more than 163 000 miles in 1890 (United States

Census Bureau, 1890). This increased capacity for

transportation changed the structure of commerce,

settlement patterns and the nature of everyday life. It was,

however, a collective solution. Individuals wishing to go from

London to Birmingham, from Paris to Lille or from Pittsburg

to Philadelphia needed to assemble themselves at the train

station at a particular time, buy tickets and perhaps deal with

various transfers as they moved toward their destination.

There were set departure times and while there may have

been different classes of wagons, the range of choices was

limited. Starting in the 1850’s rail technology was applied to

the problem of urban transport (see for example Ebner,

1988).

Communication developed somewhat along the same lines

and indeed the development of the telegraph is intertwined

with that of the rail system (Beniger, 1986; Standage, 1998).

While there were early optical communication systems

(Dilhac, n.d.) the electrical telegraph did not arrive on the

scene until the 1830’s. Indeed the first commercial uses for

the telegraph were often associated with signaling for the

railroad system. In addition to the telegraph’s role as a

communication medium for commerce and social interaction,

its role in coordinating the rail system was a key function

(Beniger, 1986). Following from the discussion of the

collective nature of the railway system, the telegraph is a

collective approach to communication. In order to send a

message, the individual needed to go to the local office, write

out their message and give it to the telegraph operator. The

message would be sent to the appropriate location and from

there it was delivered by hand to the intended recipient.

At the beginning of the 20th century, transportation and

mediated communication were largely collective. In order to

travel long distances or in order to quickly communicate

across those distances, the individual needed to engage one

of the collective technological systems of the day.

Early in that century, however, the situation started to

change and it was transportation that was first to move away

from a more collective approach, at least in terms of the

direct device used in transportation. The late 1800’s had seen

the development of more and more reliable devices that

would come to be called automobiles 1 . From the 1880’s until

1908, the automobile was largely a plaything of the rich or of

the technically determined. Starting in the fall of 1908,

however, Henry Ford started to produce the Model T. The

price 2 , the production methods and the ruggedness of the

car meant that at one point, 40% of all cars sold in the US

were Model T’s. Obviously others followed suit and the

automobile was popularized. Indeed as time went on, the

automobile out competed many of the collective

transportation solutions. The automobile afforded flexibility

where the train system was rigid. The automobile gave

privacy where passengers were exposed to the habits of the

public in the collective systems. As production costs declined

in some countries, the automobile has moved from being a

common artifact of the home to being an individual

technology (National Statistics UK, 2008) This is not to say

that the automobile it without its faults. Urban sprawl,

pollution, the need for repairs and periodical renewal, lethal

accidents and a whole range of other ills are also a part of the

automobile’s story.

The individualization of communication has taken a slightly

different path. In the 1870’s the telephone was developed. Its

great contribution to communication was that it eliminated

the need for a trained person to encode/decode the

message. Thus, the need for a Morse operator was eliminated

and anyone who could speak and listen was able to use the

1 Bryson notes that alternative names included self-motor, locomotive

car, autobat, autopher, diamote, autovic, self-propelled carriage and

several others. It was not until about 1899 that automobile became a

common name and car was common by about 1910 (Bryson, 1994,

194)

2 It eventually costed approximately $900 in today’s currency, when the

efficiencies of production were realized.

19


device. This in turn, promoted the idea that the telephone

could become a part of the household. Indeed during the

first part of the 20th century, the telephone was widely

adopted into the home (Fischer, 1992). Being a part of the

household, however, is not the same as being an

individualized technology. With the rise of the mobile phone

in the mid 1990’s the telephone has, in many countries,

become a technology of the individual. Indeed, in recent

studies of Norway, there are for all intents and purposes no

teens between 15 and 20 who do not have a mobile phone

(Vaage, 2007). The mobile phone makes us all individually

addressable (Ling, forthcoming).

Interestingly, the mobile phone and automobile based

transportation have a synergetic connection. As with the

interaction between the rail system and the telegraph,

automobile-based transportation also needs a corresponding

coordination technology. Previous to the rise of the

mobile phone, coordination was based on either the use of

time and place as absolute coordinates (“I will meet you at

the corner of Main and Bridge Streets at 10:30”), or on the

use of phone booths or other nearby phones in order to

communicate coordination information. To be sure,

coordination is a critical issue in the expanded urban/

suburban landscape that the automobile has enabled. The

ability to “micro-coordinate” by using the mobile phone will

likely be seen as one of the most central contributions of the

device (Ling & Yttri, 2002). The ability to call directly to the

individual and iteratively determine which restaurant you

will meet simplifies planning and allows us to hook up with

our closest friends and family in a sprawling automobilebased

urban landscape. In an odd way, the mobile phone

restores some of the direct contact of the local village that

was perhaps a part of the pre-industrial life. n

20

References

Beniger, J.R. (1986). The control revolution: Technological

and economic origins of the information society.

Cambridge: Harvard.

Bryson, B. (1994). Made in America. London: Black Swan.

Dilhac, J.-M. . (n.d.). The telegraph of Cladue Chappe --

An optical telecommunication network for the 18th

century.

Ebner, M. H. (1988). Creating Chicago’s North Shore: A

Suburban History. Chicago: University Of Chicago Press.

Fischer, C. (1992). America calling: a social history of the

telephone to 1940. Berkeley, CA.: University of California.

Ling, Rich. (2004). The Mobile Connection: The cell phone’s

impact on society. San Francisco: Morgan Kaufmann.

-- (forthcoming). Media Visionaries: Broadcast Radio,

Silicon Chips and the Negroponte Switch. In W.Russell

Neuman (Ed.), Media, culture and society.

Ling, Rich, & Yttri, Birgitte. (2002). Hyper-coordination via

mobile phones in Norway. In James E. Katz & M. Aakhus

(Eds.), Perpetual contact: Mobile communication, private

talk, public performance (pp. 139 - 169). Cambridge:

Cambridge University Press.

NationalStatistics UK. (2008). Households with one or

more cars: by type of area, 1996-1998: Social Trends 30

[Electronic Version]. Retrieved 13.1.09 from http://www.

statistics.gov.uk/STATBASE/xsdataset.asp?vlnk=1461.

Rose, Albert C. (1976). Historic American roads: From

frontier trails to superhighways. New York: Crown

Publishers.

Sawhney, H. (2005). Wi-Fi Networks and the

Reorganization of Wireline–Wireless Relationship. In R.

Ling & P. Pedersen (Eds.), Mobile communications: Renegotiation

of the social sphere (Vol. 45 - 61). London:

Springer.

Standage, T. (1998). The Victorian Internet. London:

Weidenfeld and Nicolson.

United States Census Bureau. (1890). Report on

Transportation Business in the United States at the

Eleventh Census 1890. Washington, D.C.: US Census

Bureau.

Vaage, O. (2007). Mediabruks undersøkelse. Oslo:

Statistics Norway.


Mobiltelefonen er sexet

- Christopher Gersbo-Møller

Head of technology services, OnlineCity

Jeg har læst et sted, at man ved at anvende ordet ”sex” i

titlen på et indlæg, tiltrækker læserens opmærksomhed,

og herved får flere til at læse indlægget. Derfor

overskriften, der næsten er en frokost-avis værdig. Bag

titlen gemmer der sig dog to meget konkrete perspektiver

på mobiltelefonen som ”sexobjekt”.

Det første perspektiv er ret ligetil, for mobiltelefonen er

simpelthen sexet. Der er pt. en enorm interesse for

mobiltelefonen som kanal for kommercielle budskaber. Og

interessen er ikke begrænset til det kommercielle og

merkantile - som det sås under det nyligt overståede

præsidentvalg i USA, udnyttede Barack Obama effektivt

mobiltelefonen til at sprede sit politiske budskab. Gjorde

mobiltelefonen Obama til USA’s 44. præsident?

På trods af international finanskrise, økonomisk recession og

hvad der ellers har regnet ned over os stakler de seneste par

måneder, oplever vi i mobilbranchen for tiden en enorm

interesse for vores produkter og tjenesteydelser. En mulig

forklaring kan være, at finanskrisen virker som en

motiverende faktor, der får virksomhederne til at forsøge sig

med mobil kommunikation og marketing. I den forstand, at

begrænsninger og hårde tider tvinger virksomhederne til at

tænke ”ud af boksen” – være kreative og prøve nye veje.

Samtidig tvinger økonomisk hårde tider rent faktisk

virksomhederne til at fokusere på bundlinien, med dertil

hørende kritisk revision af alle udgifter. I den henseende er

der på det seneste fremkommet flere eksempler, der viser

hvordan den rette, mobile kampagne giver mest ”knald pr.

krone” – i sammenligning med andre marketingkanaler.

Skal mobilens vidunderlige verden forkyndes, lægger

evangelisterne vægt på, at mobilen er den direkte

kommunikationskanal til den individuelle forbruger. Faktisk

er det forbrugerens foretrukne kommunikationsform og

han/hun kan næsten ikke få nok mobil:

l ”91% har mobilen inden for rækkevidde 24 timer i

døgnet”.

l ”60% tager mobilen med i seng”.

l ”63% deler ikke deres mobil med andre medlemmer af

husholdningen”.

l ”Mobilen er den eneste genstand vi går tilbage efter, hvis

vi glemmer den – modsat f.eks. pengepung”.

Det andet perspektiv på mobilen som sexobjekt involverer

sex mere direkte, men har samtidig i høj grad at gøre med at

”få mobil nok”.

Prøv at spørge en 14-årig pige, hvor mange SMS-beskeder

vedkommende sender og modtager dagligt, og bliv ikke

forbløffet, hvis antallet overstiger 300. Jo, jo – patriarken

havde ret, da han påpegede, at telefonen er beregnet til

korte, praktiske beskeder. Han havde bare ikke regnet med,

at beskederne afleveres med ca. 5 minutters mellemrum.

Faktisk er det sådan, at væksten i antallet af afsendte SMSbeskeder

i Danmark pr. år er ved at flade ud – bl.a. fordi et

tilpas antal brugere er nået til et punkt, hvor det simpelthen

er fysisk umuligt at sende flere beskeder.

Hvad betyder 300 beskeder om dagen? Jeg tror dårligt

forskningen har begreb om det, men effekten ses i

klasseværelset og i hjemmene – prøv bare at spørge den

14-åriges lærere eller forældre. Min udokumenterede

påstand er, den 14-årige pige – og hendes jævnaldrende

- praktiserer en kommunikationsform, der kun vanskeligt kan

forstås af personer uden for denne gruppe. Yngre mennesker

kommunikerer i en sådan grad, at det bedst kan beskrives

som en slags hive-mind, eller kollektiv bevidsthed. De er ikke

alene, men er, uanset hvor de befinder sig – uafhængigt af

geografisk eller social kontekst- forbundet med venner og

bekendte, og bevidste om, hvad disse foretager sig.

Den adfærd, der ligger til grund for de 300 beskeder om

dagen er vigtig i forhold til, at denne demografiske gruppe

om lidt for alvor går på nettet. Det kommer nemlig kun i

mindre grad til at ske via en pc – i langt højere grad via

mobilen. pc’en passer slet ikke til adfærden – en pc er i

værste fald bundet til en bestemt lokalitet og under alle

omstændigheder alt for opmærksomhedskrævende. Mobilen

er lige ved hånden og kan benyttes, mens man spiser

morgenmad, venter på bussen, har dansk, er på toilettet, ser

en film osv.

Hvordan kommer så det med sex ind i billedet? Jo, det gør

det, fordi det her med adfærden og de 300 beskeder om

21


dagen ramler ind i en anden mega-trend: online sociale

netværk, eller online communities. I løbet af de seneste par

år – specielt inden for det sidste år - er antallet af brugere af

sociale netværk som Facebook, MySpace, LinkedIn , Arto og

Plaxo eksploderet. Jeg skal ikke her gøre mig klog på, hvorfor

dette er tilfældet – ud over at påpege, at det nok har at gøre

med, at flere og flere færdes hjemmevant på nettet; at digital

kommunikation er nemt i en travl tid; at behovet for

selvudstillelse spiller en ikke ubetydelig rolle. Det ligger i

tiden og handler (også) om sex, samt det at være sit eget

brand.

Faktisk foregår det allerede via mobilen. Facebook, det

største og nok mest kendte netværk, er i løbet af 2008 gået

fra at have omkring 5 millioner mobile brugere, til omkring

15 millioner. En vækst på 300%. Helt vildt, men i denne

sammenhæng er Facebook alligevel ”so last year”, da

Facebook jo hovedsagligt er pc- og web-baseret. Fremtiden

tilhører de rene, mobile netværk.

22

Sidder der en læser eller to, der har svært ved at købe

historien om de 300 beskeder, adfærden, overgangen til

internettet på mobilen, de sociale netværk - så kommer her

lidt hårde facts:

itsmy.com er et socialt netværk meget lig Facebook: Som

bruger kan man blive ”venner” med andre brugere, skrive om

sig selv, skrive med sine venner og læse, hvad andre brugere

skriver om dem selv. Netværket er ikke så kendt i Danmark

- de fleste brugere kommer fra USA, Storbritannien, Italien og

Spanien. Det særlige ved itsmy.com (i denne sammenhæng)

er dog, at det ikke bare et online socialt netværk – det er et

mobilt, online socialt netværk. Det vil sige, at der altså ikke er

en pc-del – man kan ikke gå ind på itsmy.com via

webbrowseren på computeren – itsmy.com foregår via

mobilen. Grunden til at nævne itsmy.com er, at de for kort tid

siden udgav hovedresultaterne af en undersøgelse ,

foretaget blandt brugerne. Undersøgelsen bliver

præsenteret som verdens største undersøgelse af et mobilt,

socialt netværk.

Overordnet har itsmy.com 2,5 mio. brugere – heraf 1,5 mio.

registrerede – der tilsammen har oprettet 5 mio. mobile

websider, og som i alt genererer 600 mio. sidevisninger pr.

måned. En sådan trafikmængde er interessant i sig selv, men

mere interessant er data, der beskriver, hvorledes brugerne

anvender itsmy.com. Et par eksempler:

l En bruger genererer mellem 94 og 242 sidevisninger pr.

dag.

l En bruger sender mellem 12 og 33 beskeder gennem

netværket pr. dag.

l Omkring halvdelen af brugerne besøger itsmy.com mere

end fem gange dagligt.

Her ser man de 300 beskeder pr. dag – og den underliggende

adfærd – omsat til det mobile internet.

Hvad skal man mene om det? Som en olding på 35 kan man

ikke undgå at føle sig som en dinosaur – hvordan kan man

overkomme at sende mere end 150 SMS-beskeder om

dagen, og samtidig forholde sig til at modtage ca. lige så

mange? Enten er der virkelig tale om noget nyt – i stil med

tegneserier, tyggegummi og jazzmusik, eller også er verden

virkelig gået af lave! n


Det lærende innovative menneske

- Niels Henrik Helms

direktør, Knowledge Lab

Innovation er en læreproces, hvor vi indskriver forskelle og

skaber mening i disse forskelle. Læreprocesser er derimod

ikke nødvendigvis innovative. Her er der ofte tale om, at vi

tilegner os viden for at kunne indgå i en eksisterende

praksis og opretholde den. Radikale læreprocesser og

innovation konstituerer til gengæld hinanden.

Unikhed

Vi lever i en hyperkompleks verden, hvor der konstant

afkræves unikhed hos den enkelte, i virksomheden og i

samspillet mellem borgere og det offentlige. Medarbejderen

skal være noget særligt, som kan gøre virksomheden til

noget særligt. Produktet skal ikke bare løse et banalt

problem, men tilføre køberen eller brugeren en oplevelse,

som gør, at han eller hun bliver noget særligt.

Velfærdssamfundets ydelser skal innoveres, så de skaber

mulighed for, at borgeren kan blive en særlig form for

moderne brugere, som netop træder frem ved at være

anderledes. Dette distinktionsregime, altså dette med hele

tiden at kunne og skulle indskrive en forskel for at være en

del, kendetegner samfundets forskellige dagsordner. Den

operationelle udgave af det hedder innovation – vi skal

kunne skabe noget nyt, og det nye skal skabe en ny praksis.

Vi skal altså ikke bare være kreative, men også kunne skabe

forandringer, der virker – og denne virkning skal også kunne

dokumenteres.

Dagsorden i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusinde

handlede i høj grad om læring. Læring blev set som måden,

forandringer og udfordringer skulle håndteres. I skolen skulle

eleverne ikke undervises, men konstruere viden og allerhelst i

fællesskab. Denne læringsdagsorden var ikke bare skolens!

Der var, eller rettere skulle også være, lærende organisationer,

regioner mv.. Det skifte, vi kan iagttage nu, erstatter ikke

denne dagsorden. Den får mere lagt et nyt lag til: Nu skal

eleverne, organisationerne, regionerne, landene med videre

altså også være innovative.

Kreativ destruktion – og jagten på svar

I den moderne globale markedsøkonomi må

virksomhederne destruere sig selv og genopfinde sig selv for

at overleve. Det, som den østrigske økonom Schumpeter,

kaldte kreativ destruktion, tilbage i 1940’erne. Men hvordan

genopfinder vi os selv, hvor skal vi vende os hen for at få

svar? I de gode gamle dage havde den enkelte virksomhed

sin egen udviklingsenhed og måske også analyseenhed, som

både kunne finde ud af, hvad der var behov for, hvordan alt

fra inkrementale forandringer til radikale udviklinger skulle

gennemføres. ”Hvad skal vi lave, spørger vi hinanden?”,

hedder det i en børnesang – Og vi kunne fortsætte: ”hvordan

skal vi lave det?” Svaret findes ikke længere kun i en særlig

afdeling, en særlig form, som indgår i organisationen. Vi skal

netop spørge hinanden, fordi det ifølge den moderne

rationalitet handler om, at brugeren eller forbrugeren har

svaret på, hvad der skal laves. Det kaldes brugerdreven

innovation. Det vil sige, at det er brugeren, der besidder den

innovative kraft. Det er således brugeren, som kan give dette

eller hint produkt mening. Vi kan sige, at brugeren bliver den

henvisning, som gør, at vi kan håndtere den kompleksitet,

som innovation er og er svaret på. Det kan både være

eksternt i forhold til markedet, altså det vi i bred forståelse

kalder produktinnovation. Men, der kan naturligvis også

være tale om intern procesinnovation, hvordan gør vi det så?

Her er der i stigende grad fokus på medarbejderdreven

innovation. Det vil sige de principper, som først blev udviklet

i den japanske industri, hvor innovationspotentialet på

fabriksgulvet skulle frigøres og nyttiggøres (fx LEAN).

Brugerdreven innovation

Fortolkningen af og metoden for denne brugerdrevne

innovation udfoldes på forskellige måder. Nogle er baseret

på iagttagelse, at brugernes praksis skal iagttages, beskrives

og efterfølgende bruges som input i innovationsprocessen.

Brugernes kendte og ikke-erkendte behov er

omdrejningspunktet – andre tilgange er baseret på

involvering, hvor brugerne er direkte involverede i

innovations- og udviklingsprocesser. Ofte præsenteres vi for

modeller, hvor disse forskellige tilgange kombineres.

Knowledge Lab har vi erfaringer med forskellige modeller

og metoder for brugerdreven innovation. I artiklen ”Jeg har

en idé” præsenteres fx en model, hvor vi på baggrund af

interviews artikulerer nogle af de forståelser og forforståelser,

som indgår i en praksis med henblik på

23


efterfølgende at bruge disse iagttagelser som bidrag til

udviklingen af en særlig applikation. I vores arbejde med

intelligente legepladser baserer vi os mere på iagttagelse,

men pointen er den samme her. I en række udviklingsprojekter

med virksomheder og erhvervsuddannelser

anvender vi overvejende en mere involverende tilgang, hvor

vi efter de principper som ofte betegnes som ”Action

Learning” tager udgangspunkt i relevante problemstillinger

og arbejder i iterative udviklingsprocesser, der tegner

billedet af nye praksisformer for læringssamarbejde mellem

virksomheder og uddannelse. Endelig har vi også erfaringer

med komplekse innovationsprocesser, hvor storskala

forandringsprojekter skal skabe fornyelse og kvalitet.

24

Hvad kan man så lære af det?

For det første har vi lært, at artikuleringer er en nødvendig

del af at lære – også i innovationsprocesser. Observation af

en praksis afdækker sjældent ikke-erkendte behov, for en

praksis er netop en række gentagne handlinger, som skal

fastholde en stabilitet i denne eller hin sammenhæng. Her

ligger ikke sådanne ikke-erkendte behov, som forskerens

eller konsulentens optik kan afsløre. Men indførelse af

forskelle kan forstyrre og stimulere praksis. Det vil sige, at en

”ting” indført i en praksis kan give anledning til refleksioner

og overvejelser. Omstændighederne for afsættet er typisk

forskellige problemer eller problemsæt, hvor ”we have to do

something about that!”. Vi er ofte med i processer, hvor vi

netop udgør dette ”something”, der er på dagsordnen. Det er


typisk en digitalisering, som ses som løsningen, altså

tingsliggørelsen af en proces. Men om denne ”ting” bliver en

del af praksis er komplekst. Disse ting omtales af en af vore

ph.d.’er som emergerende artefakter, det vil sige nye

tingsliggørelser, som over tid trækker sig tilbage enten ved at

forsvinde op på hylden sammen med andre ting, som er

iværksat, men aldrig blev en del af hverdagen. – Eller ved at

forsvinde i og med de ikke længere er fremmede, men en del

af en hverdag. Om det er det ene eller andet udfald, kan man

selvfølgelig sige, er hverdagens lakmusprøve på, hvorvidt

netop dette tiltag eller denne ting giver mening. Vores

aktiviteter dokumenterer imidlertid også, at netop

brugerinvolvering i udviklingen øger sandsynligheden for, at

nye systemer med videre fører til ny praksis. Her er det

nødvendigt at lægge et bredt perspektiv på processen.

Tingene bliver enten forkastet eller ændrer praksis. Nye

digitale teknologier effektiviserer ikke bare arbejdsprocesser

(det gør de ikke nødvendigvis), de re-medierer også

arbejdet. Vi skal således ikke bare lære at bruge en ny

teknologi gennem et kursus, men også lære at arbejde på

nye måder. Ligesom organisationen og ledelsen skal lære at

ændre sig, så potentialet i disse nye processer udfoldes.

Derfor er den organiserede læringsdel ikke noget, der skal

komme bagefter. Udbydere af efteruddannelse skal være en

del af udviklingsprocessen, hvor de kan tilbyde netop

distinktioner og optikker, som gør, at aktørerne kan håndtere

og begribe processerne. Samtidig skal der sikkert også være

noget færdighedstræning, så systemet, eller hvad det nu er,

bliver brugt nogenlunde hensigtsmæssigt.

Raketvidenskab?

”Innovationsprocesser er ikke raketvidenskab har jeg hørt

flere sige”. Næh, det er det ikke, det er faktisk forholdsvis

ukompliceret at sende en raket ud i rummet, når man først er

blevet enige om at gøre det. Men innovationsprocesser

involverer typisk en række forskellige aktører med forskellige

interesser, komplekse processer – og ofte er udfaldsrummet

langt mere upræcist formuleret end dem henholdsvis NASA

og Korolyov’s OKB-1 designbureau i Sovjetunionen

opererede med. Vores erfaringer og forskning peger på, at

det er afgørende at operere med strukturerede processer,

hvor forskellige praksisfællesskaber bringes i spil også med

hinanden, men at det samtidig er nødvendigt at skifte

mellem åbne og lukkede processer, hvor designprocessen

dels er involverende med fx brugeren, dels er lukket, hvor

designere og udviklere koncentrerer sig om udviklingsprocessen.

Samspillet mellem forskellige praksisser og

fagligheder giver netop mulighed for ny emergerende viden,

når de indledende spilfægterier er overstået og mødestedet

er defineret af nødvendigheden af forskellige kompetencer

og ikke af en underliggende gruppepsykologisk dynamik i

retning af at blive ens - netop derfor er de strukturerede

processer og skiftet mellem åbne og lukkede processer af

afgørende betydning.

Artikuler!

Mødestedet er defineret af forskellige anliggender og ikke en

fælles sag. Men fokus skabes gennem tingsliggørelsen, hvor

fx prototyper skaber artikuleringer, indskriver nye forskelle

og netop udløser udviklingsdialoger. Processen kan skærpes

yderligere gennem videnskabelige refleksioner, beskrivelser,

der ligeledes indgår i innovationsprocesserne som

anknytningspunkter for gensidige refleksioner. Ofte tales der

om forskningsbaseret brugerdreven innovation. Det

bagvedliggende rationale er mere eller mindre udtalt, at

forskningstilknytningen skal fjerne den usikkerhed, som den

brugerdrevne innovation også skaber: Det er sikkert rigtigt

nok, at det er brugerne, der kender sandheden, men kan vi

nu være helt sikre? Her må videnskaben træde til og fjerne

usikkerheden. Men den videnskabelige rationalitets raison

må her snarere udfoldes og ses som en række artikuleringer,

som skaber andre distinktioner, der kan gøre aktørerne

klogere, medføre mere kvalificerede processer - end som

garantier for rigtighed.

At gøre en forskel

Innovation er en læreproces, hvor vi indskriver forskelle og

skaber mening i disse forskelle. Læreprocesser er derimod

ikke nødvendigvis innovative. Her er der ofte tale om, at vi

tilegner os viden for at kunne indgå i en eksisterende praksis

og opretholde den. Radikale læreprocesser og innovation

konstituerer til gengæld hinanden: De er baseret på en form

for reflekteret flerfaglighed, idet innovation skabes gennem

dynamisk samspil mellem fagligheder, hvor flere fagligheder

25


26

kommer i spil og ikke konvergerer og dermed udligner

distinktioner. Det vil sige, at vi skal overholde forskellige

logikker og italesætte dem, så der udvikles en fælles

forståelse af anliggender og egne mulige bidrag. Netop

gennem forskelligheden kan vi gøre noget andet og mere,

hvis vi fjerner forskelligheden, kan vi i bedste fald gøre mere

af det samme. At gøre en forskel er således ikke bare en

1990’er floskel: det udtrykker kravet til det lærende

innovative menneske, det er en central del af en karakteristik

af det moderne hyperkomplekse samfund, og endelig

udtrykker det form og proceskrav til læring og innovation.

Den normative innovationsmodel findes ikke, der er

forskellige innovationsbaner og rum, som sammensættes

løbende i reflekterede iterative processer, hvor altså netop

forskellighed bliver den kritiske ressource. n

Artiklen er blevet til på baggrund af diskussioner med bl.a.:

Konsulenten, Hans Jørgen Knudsen (UC Metropol),

Lederen, Jim Brick, Galway Technical Institute, Den intellektuelle,

Lasse Juel Larsen, Knowledge Lab, Den ph.d.’studerende Steffen

Löfvall, Knowledge Lab og Udvikleren, Lau Kofoed Kierstein,

PlayAlive A/S.


“Jeg har en idé”

- Thomas Krogh Hansen

Innovationskonsulent, AgroTech A/S

I AgroTech A/S er innovations- og idéudviklingsprocesserne

væsentlige elementer af hverdagen – der skal hele

tiden nye ideer til for at skabe det rigtige flow i forhold til

en konstant udvikling inden for vores felt. Disse processer

er grobunden for AgroTech, og derfor er det vigtigt at sikre

en innovativ arbejdsplads, der muligvis ligger lidt uden for

normerne – ”den gode idé” kommer måske så pludseligt, at

man er nødt til at slippe alt, hvad man har i hænderne, så

der brændes virkelig for det, vi laver, og for de forskellige

projekter, vi har kørende.

AgroTech er vokset til det dobbelte i antal medarbejdere på

bare et år, og derfor kan det være svært at følge med i, hvad

der sker rundt omkring i virksomheden. Derfor synes vi, det

er vigtigt, at vores medarbejdere har mulighed for at kende

de mange forskellige kompetencer, som deres kolleger ligger

inde med. Viden og videndeling er ligeledes væsentlige

faktorer hos os, da vi konstant skal udvikle og opdatere vores

viden inden for vores felt. Vi besluttede derfor, at den bedste

måde vi kunne forene de to elementer, var ved at udvikle et

teknologisk hjælpemiddel, hvor alle medarbejdernes ideer

kunne samles ét sted – dette blev til AIP’en, en

ideopsamlings-teknologi:

AIP står for AgroTech Innovation Portal. Kernen i AIP er at

give AgroTech-medarbejdere mulighed for at dele ideer med

27


deres kolleger. Herefter får alle mulighed for at bidrage eller

kommentere ideerne. At bruge AIP’en skal være lige så nemt

som at foreslå en ide ud i et lokale.

AIP består af en front-end og en back-end. AIP’ens front-end

består af en berøringsskærm placeret ved kaffeøen og en

back-end, som er en applikation, der betjenes fra en pc. Hvis

en AgroTech-medarbejder (AT’er) ønsker at bidrage eller

kommentere på en af ideerne eller et af projekterne,

markeres det ved et enkelt tryk på skærmen. Når

vedkommende kommer tilbage til sin computer, er der

blevet tilsendt en mail, hvor det er muligt at sende

uddybende kommentarer eller spørgsmål til skaberen af

ideen. Samtidig kan mailen fungere som hjælp og

dokumentation i forhold ti fastholdelse af ideen. AIP’ens

back-end er det stykke software, hvor man opretter

beskrivelserne af de ideer og projekter, som skal vises på

berøringsskærmen.

Vores beslutning om at udvikle AIP’en skete for så vidt i

blinde, da vi ikke vidste, om det var noget, som medarbejderne

ville tage godt imod. Vi kunne ikke vide, hvad der

ville ske, når vi fx satte et nyt teknologisk hjælpemiddel i spil.

Vi kunne heller ikke spørge medarbejderne på forhånd, for

hvordan skulle de dog vide, hvad noget sådant kan og ikke

kan. Vi blev nødt til at starte med at gøre noget og se på det,

der skete derefter. I den forbindelse havde vi brug for lidt

hjælp, så vi ville få en bedre indsigt i, hvad medarbejderne

28

Eksempler på spørgsmål fra undersøgelsen:

1) Hvad forstår du ved innovation?

2) Hvordan får I egentlig en god ide?

3) Hvordan foregår kommunikationen undervejs i

jeres ideudviklingsproces?

4) Kan du forestille dig at bruge et system til at

registrere gode ideer, og eventuelt fordele og

ulemper ved sådan et system?

5) Føler du dig tilstrækkelig tryg til at komme med

gode ideer?

syntes – uden dog at komme ind på selve AIP’en. Vi

kontaktede Alexandra Instituttet, som satte os i forbindelse

med Knowledge Lab, da de havde lavet lignende

undersøgelser for andre virksomheder.

I september 2008 blev der gennemført kvalitative interviews

med fem medarbejdere fra forskellige afdelinger i AgroTech

– Miljø- og klimateknologi, Forsøg og Statistik, Biomaterialer

og Strategisk udvikling. Efterfølgende evaluerede

Knowledge Lab på de erfaringer de havde gjort, og der blev

aftalt et møde, hvor de forskellige erfaringer fra udviklingsforløbet

blev fremlagt og diskuteret.

Erfaringer fra udviklingsforløbet

De overordnede punkter ved mødet var 1) medarbejdernes

organisationsforståelse og arbejdsatmosfære 2) hvordan får

man egentlig en god idé, og hvordan fastholdes den?

3) Hvordan skal et system til fastholdelse af gode ideer se ud/

introduceres? og 4) Lidt om Knowledge Labs metode –

herunder restriktioner og muligheder.

Det viste sig, at der blandt AgroTech-medarbejderne var

meget stor stolthed omkring, at vi i sin tid blev udnævnt til et

GTS-Institut. Det har nok også været medvirkende til, at

virksomheden er vokset så hurtigt, som vi er – der er stor

prestige i det at være GTS-Institut. Vi beskæftiger ikke

længere kun folk med en uddannelse inden for landbrug,

men vi er blevet meget bredere med hensyn til forskellige

uddannelser, så vi har mulighed for at videndele med andre,

som har vidt forskellige kompetencer end vores egne. Som

en medarbejder udtrykker det:

Folk med mange forskellige uddannelser

Vi er blevet privilegeret med, at vi har fået så mange folk i

AgroTech, som ikke aner en kæft om landbrug, som stiller

mange skæve spørgsmål, men som for os, der i den grad har

fået det ind med modermælken, godt kan se, at det er sådan set

rigtig nok, de spørger ind til den. Så vi kommer til at tænke

anderledes. Så de kan sige, at de har skubbet til os i nogle nye

retninger, som vi ikke selv kunne have gjort, fordi de stiller de her

helt banale spørgsmål.


Medarbejderne i AgroTech har forskellig viden, uddannelse

og kompetencer, og det er derfor muligt at sparre med sine

kolleger på kryds og tværs. Chancen for at finde den viden,

man skal bruge, er derfor meget stor, men en af de ting, som

blandt andet blev fremhævet på mødet, var også, at det ofte

kan være svært at finde den viden blandt sine kolleger, da

der tit kommer nye folk til virksomheden. Dette har betydet,

at der finder en vis opdeling sted i virksomheden, så man

ikke snakker så meget med de kolleger, der befinder sig

uden for ens egen afdeling og i det nære miljø, det er der

ikke rigtig tid til. Det er nogle af de ting, vi kan tage op til

overvejelse, da det er vigtigt, at man får en indsigt i de

andres arbejde og selvfølgelig ”de gode ideer”, hvilket var

en af grundene til AIP’en – nemlig videndeling.

Knowledge Lab påpegede også, at det var meget væsentligt,

hvordan AIP’en blev introduceret til medarbejderne, da det

ikke var alle medarbejdere, der syntes, at et system til

registrering ville være en god idé. Der blev derfor fremlagt

forskellige medarbejdertyper, som vi kunne tage

udgangspunkt i, når vi skulle fremlægge vores system, så det

kunne blive taget imod på bedst mulig vis.

AgroTech – en uformel virksomhed

AgroTech har et meget uformelt miljø, og det er noget

medarbejderne sætter stor pris på, da det uformelle miljø

spiller en stor rolle, når man skal finde ”den gode idé” – det

skal ikke være for stramt, som en af vores medarbejdere

fremhæver:

Helst så uformel som muligt

Vi snakker om de ting, der lige falder os ind og som lige popper

op. Når vi har pauser, så gider jeg ikke at snakke, om det jeg lige

laver nu, så vil jeg gerne snakke om andre ting. Det kan sagtens

være havearbejde eller ferie – den slags ting, og så udvikler

samtalen sig derfra uformelt, men vi er jo nogen fagidioter, så vi

kan ikke lade være med at snakke om ting inden for vores

område, og det går vi meget op i, og jeg tror, de fleste af os har

vores arbejde som en slags hobby også, så det snakker vi meget

om, det kan vi slet ikke lade være med, og derfor mødes vores

tankegang på måder, hvorpå der opstår noget innovation.

Når vi nu er så uformelle i AgroTech, er det også lettere for

medarbejderne at komme med de ideer, de har – skøre eller

ej, uden at de skal være bekymrede for, om ideen er god eller

dårlig. En idé kan der for det meste altid arbejdes med, så der

kan komme noget positivt ud af den, på den ene eller anden

måde. Det er selvfølgelig ikke alle ideer, der bliver igangsat,

men AgroTech skal gerne være virksomheden, som opfordrer

sine medarbejdere til at bruge deres kreativitet, deres

nysgerrighed og deres forskellighed, så vi når frem til de

bedst mulige produkter og ydelser til nuværende og

fremtidige kunder. n

AgroTech A/S

l Er et Institut for Jordbrugs- og Fødevare-

Innovation, der skaber ny viden, rådgiver og yder

teknologisk service på et almennyttigt grundlag.

l Er en GTS-Virksomhed (Godkendt Teknologisk

Servicevirksomhed).

29


På min Facebook profil dukker en besked op. En af mine

venner funderer over følgende: ”Hvis kærlighed er det

største i verden, hvorfor er det så de små ting der tæller?”.

Heldigvis kan jeg se hans billede ud for beskeden, så jeg

kan huske, hvem det nu er, han er. Jeg har også på et

tidspunkt godkendt ham som ”ven”, så kontakten er til

stede og verificeret – og dermed er relationen forklaret.

At etablere kontakten er overstået, og niveauet for vores

fælles relation er anerkendt af os begge to.

Fysisk repræsentation og procedure

Det er en af fordelene ved sociale netværkstjenester som

Facebook og LinkedIn og måske en af baggrundene for, at de

får større og større udbredelse. Relationer til andre får en

fysisk repræsentation og etableringen af dem en procedure.

Helt konkret skal der jo gives tilladelser og godkendes

typologiseringer af relationen (familie, kollega, skolekammeret

el. lign.), før den digitale relation er etableret. Der

er en tryghed i denne procedure, fordi den som regel kan

foregå, uden at den person, relationen skal etableres i

forhold til, er til stede. Som administrator af sit eget netværk

kan man sidde i skjul bag skærmen og godkende eller

ignorere henvendelser om etablering af kontakt.

30

Det netværkende menneske

– flertydighed og tilgængelighed

- Lise Agerbæk

projektmedarbejder, Knowledge Lab

Etablering af nye kontakter sker ofte ved et fysisk møde –

konferencer, seminarer og coktailparties er sociale former,

som blandt andet har til formål at skabe mulighed for

kontaktskabelse. Som Goffmann beskriver i detaljer er også

denne form for interaktion omgærdet af repræsentationer og

procedurer (Goffman 1959: 7). I mødet vil alle involverede

hjælpe den enkelte med at opretholde den fremstilling af sig

selv, som han/hun stiller op med. Påstår jeg fx på en

konference, at jeg er cand.mag., regnes det for meget

uhøfligt som deltager i mødet ikke at godtage denne

beskrivelse af mig. Som konferencedeltager er man

forstående over for fx et manglende visitkort, som ellers ville

gøre det plausibelt, at jeg er den, jeg påstår. På selve mødet

er det altså ikke comme-il-faut at betvivle en repræsentation.

I mødet opretholdes en ”working consensus” (Goffman

1959: 10), hvis formål er at få mødet til at fungere. Belæg for

den påståede selvbeskrivelse efterspørges ikke på selve

mødet (med mindre mødet fx har dette til formål som ved et

politiforhør).

Håndtering af sociale relationer

Den virtuelle selvfremstilling (i social software, men også via

fx personlige hjemmesider eller blogs) gør det muligt i


meget højere grad at ”håndtere” sociale relationer, før et

fysisk møde. Man kan checke folk ud, danne sig et overblik

over, hvem (de påstår) de er, før man skal stå over for dem.

Udviklingen har betydet, at det nu regnes for hæderligt og

ærligt selv at stille sig til rådighed for denne slags granskning

ved at vedlægge links til profiler, personlige hjemmesider og

blogs, når man første gang henvender sig til andre.

Goffman skelner mellem det indtryk, som man ønsker at

give, og det indtryk, man ufrivilligt afgiver (Goffman 1959: 2).

Den sidste type indtryk kalder Goffman for symptomatiske

– det er med andre ord indtryk, som ligesom en sygdoms

symptomer, er en synlig effekt af en bagvedliggende ”ting”

– fx en holdning. Går jeg med kors om halsen, så indikerer

det en religiøsitet, som medtages i bedømmelsen af mig,

selvom jeg i mødet ikke taler om eller nævner noget, som

har med religiøsitet at gøre. Pointen er her, at korset fortæller

en historie, selvom jeg bare har valgt at bære det, fordi jeg

synes det er ”pænt”. De tegn, man vælger, har betydninger,

som rækker ud over den lokale (og selvdefinerede) kontekst.

Den virtuelle selvrepræsentation kan give indtryk af at være

meget nemmere at styre end den personlige fremtoning. Her

er jeg jo herre over, hvad jeg lægger ud. Charles Cheung

tillægger derfor den personlige hjemmeside et frigørende

potentiale, fordi brugeren her kan give en mere ”poleret og

detaljeret” (Cheung 2004: 56-58) fremstilling af sig selv.

Cheungs artikel er retfærdigvis skrevet før social software

blev udbredt, men tanken om, at man styrer det indtryk, man

giver, bedre i profiler end ved fysiske møder, er ikke

fremmed. Imidlertid er særligt billeder svære at styre – de

afgiver ofte flere informationer end man forestiller sig. Og

som bruger af profiler kigger man ofte mere på et portræts

baggrund, tøjet eller omgivelser end på selve ansigtet.

Pointen er, at de indtryk, man afgiver, er lige så vigtige for at

etablere relationer, som dem man (tror man) giver.

Behovet for denne ”ekstra information” kan ses af den

popularitet, som muligheden for ”updates” eller

micoblogging har fået. Nadja Pass beskriver i artiklen

”Facebook Updates Retorik” de mange forskellige roller,

denne microblogging kan have. Hun beskriver dem som et

”indblik i, hvad vi alle sammen tænker og foretager os på

almindelige hverdage”. Profilens personlige kommentarer

giver sammen med billedbrugen en mer-information.

Microblogging – og finurlige billeder – forlener profilen med

en mulighed for at fremstå som en ”likeable” person. De

erstatter samtalens sjove bemærkning eller skæve smil som

icebreaker i kontakten. Samtidig er de med til at give et

billede af en sammensat person – eller en flertydig person.

Entydighed er ikke nødvendigvis en fordel i en virkelighed,

hvor der hele tiden er nye sammenhænge, man skal kunne

fungere i.

Flertydighed

Det er ofte ikke den regelrette kompetence, som gør én

”tilgængelig” for nye arbejdssammenhænge, men ofte den

skæve opgave eller det mærkelig projekt i CV’et, som

fortæller om en person, der kan være omgængelig og måske

ligefrem sjov at tilbringe tid med. Så selvom der advares

meget mod at lægge ”afslørende” billeder ud på fx en

Facebook-profil, så er det nemmere at forestille sig at

samarbejde med et menneske, som i et eller andet omfang

står frem med flere sider af sig selv.

I og med at den fysiske repræsentation for relationen

(profilen) er til stede hele tiden, er den også i fare for at

”forstene”. Derfor er der god mening i at reetablere den ved

daglig microblogging – eller ved at skrifte sit profilbillede

jævnligt – og dermed gøre sig tilgængelig for stadig nye

relationer. Flertydighed inviterer til at indgå i nye

sammenhænge. n

Referencer

Goffman, E. (1959) Presentation of self in everyday life. New

York: Doubleday Anchor.

Cheung, Charles (2004) “Identity Construction and Selfpresentation

On Personal Homepages” i Web.studies. ed.

Gauntlett og Horsley, London 2004

Pass, Nadja (2008) “Facebook Updates Retorik”, i Kommunikationsforumhttp://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=13329,

hentet 4/1 2009.

31


Diverse sociale netværk skyder i disse år op overalt.

LinkedIn, Facebook, Plaxo, Arto mm. Alle er på og har

tusindvis af Facebook-venner og LinkedIn-kontakter. Men

kan alle disse netværk rent faktisk bruges til noget, eller er

det blot endnu en unyttig tidsrøver i vores hyperkomplekse

hverdag?

Svaret er i virkeligheden op til den enkelte. Som med

traditionelle netværk afhænger udbyttet meget af brugerens

indstilling til og segmentering at det personlige netværk. I

det følgende vil jeg forsøge at beskrive, hvordan jeg bruger

mit internetbaserede netværk.

Hvad er netværk?

Indledningsvis er det vigtigt at gøre sig klart, hvad man

forstår ved netværk. Ordet er jo et meget brugt for ikke at

sige fortærsket udtryk i tiden. Professionelle, personlige,

sociale, kriminelle, virtuelle etc. Alle er de netværk, der er vidt

forskellige dog med det fællestræk, at de knytter en gruppe

af personer sammen omkring et fælles interesseområde. Den

type netværk, jeg taler om, er det professionelle netværk.

Det professionelle netværk

Et professionelt netværk er for mig den gruppe af mennesker,

som jeg har været i kontakt med i mit professionelle liv.

Fra studerende og undervisere på universitetet, chefer og

kolleger fra forskellige jobs, kunder og leverandører, jeg har

været i kontakt med i kortere eller længere perioder. At

netværket er professionelt betyder, at vi omgås uden for

privatsfæren og knyttes sammen af gensidig professionel

respekt og behov for hinandens kompetencer. Det er ikke for

afgørende, hvor lang tid der går mellem kontakterne, blot vi

er enige om, at den professionelle kontakt udgør rammen for

vores relation. Det betyder så også at vi ikke nødvendigvis

behøver at bruge tid på at dele private oplysninger om

familieudvidelser, husprojekter etc. Den professionelle

netværksrelation skaber et rum, hvor vi i gensidig tillid,

baseret på tidligere kontakt og samarbejde kan gå direkte til

sagen, selvom sidste kontakt måske ligger år tilbage.

Som netværkschef og kommunikationschef for Netværk

Danmark (www.nd.dk) arbejdede jeg med at etablere

32

Hvordan føles et håndtryk i Cyberspace?

- Henrik Gedde Moos

Global Marketing Communications Director at Carrier Corporation

professionelle netværk blandt danske kommunikationschefer.

Formålet var og er at etablere en kreds af

professionelle, der kan dele viden og erfaringer med

hinanden i et fortroligt forum og bruge hinanden som

sparringspartnere til gensidigt udbytte. Helt centralt for

tilliden og dermed udbyttet i et sådant forum er at man rent

faktisk har mødt hinanden fysisk. Det er det personlige møde

der danner basis for, at man siden hen kan holde relationen

vedlige via andre kanaler som telefon, e-mails og internetbaserede

netværk.

I mit arbejde som kommunikationtionschef i globale

virksomheder, som danske Danfoss og amerikanske Carrier,

er dette ikke anderledes. I globale matrixorganisationer

arbejder man sammen på kryds og tværs af landegrænser og

tidszoner. Relationen til personer, jeg har mødt fysisk, er altid

stærkere end til dem, jeg kun har arbejdet sammen med via

telefonmøder og webkonferencer. Det personlige håndtryk

har ikke mistet sin betydning i relationsdannelsen.

Hvad kan LinkedIn bruges til?

Jeg bruger hovedsageligt LinkedIn til at organisere mit

netværk af personer jeg har arbejdet sammen med eller på

anden måde har været i personlig kontakt med. På sin vis

som en elektronisk version af mapperne med visitkort og

noter, som hidtil var det foretrukne netværksværktøj.

For såvidt personerne holder deres profiler opdaterede, kan

jeg følge med i deres karriere, jobskifte og kompetenceudvikling.

Her skaber LinkedIn værdi i forhold til visitkortene,

idet jeg hurtigt kan få et overblik over, hvem der i en given

situation kan have udbytte af en viden, jeg har eller kan

bidrage med viden til en problemstilling, jeg arbejder med.

Ligesom jeg kan lede personer, der henvender sig til mig,

videre til personer i mit netværk med en relevant baggrund

eller viden. Dette stiller naturligvis krav til en vis disciplin, så

mit netværk ikke oversvømmes af unyttige henvendelser.

Frugtbare netværk bæres først og sidst af et gensidigt

udbytte af relevant vidensudveksling. Dette er for mig et

kardinalpunkt og der, hvor de frugtbare netværk skilles fra

tidsrøverne.


På min profil http://www.linkedin.com/in/henrikmoos kan

alle se, hvilke 305 personer der pt. er en del af mit netværk

og deres kompetencer, men de kan ikke kontakte dem

direkte. For at få kontakt til personer i mit netværk, kan de

bede mig om at knytte forbindelsen. Dermed står jeg som

garant for, at de ikke spammes af ikke-relevante

henvendelser, og det virker faktisk. Man kan vælge at lægge

kontaktdata på sin profil og dermed invitere folk til at tage

direkte kontakt. Det afgørende er, at netværket eller det

sociale system ikke kan penetreres udefra, men kræver en

invitation indefra.

Det kan virke arrogant, men udbyttet af et netværk er aldrig

større end medlemmernes input. Ønskes et stort antal

kontakter kan man sagtens få det, spørgsmålet er så blot, om

der stadig finder relevant vidensudveksling sted, eller man

har skabt en tidsrøver.

Rent praktisk sørger jeg for løbende at invitere personer, jeg

arbejder sammen med til at blive en del af mit netværk.

Dette gør det meget lettere at holde kontakten i forbindelse

med jobskifte og deraf følgende skift af pc. Gennem min

LinkedIn profil har jeg også fået flere henvendelser fra

headhuntere som i stigende grad benytter disse netværk i

deres søgning. LinkedIn er også søgbar fra eksempelvis

Google, så du kan findes af personer, der ønsker at komme i

kontakt. Du er med andre ord globalt tilgængelig i den grad,

du selv ønsker det.

Hvordan føles et håndtryk så i Cyberspace? Jeg ved det ikke.

For mig er og bliver de internetbaserede professionelle

netværk et supplement til de netværk, der bliver skabt

gennem personlig kontakt. Det reducerer kompleksiteten

forbundet med at holde sig opdateret, men det kan ikke stå

alene. Vi har dog kun lige set begyndelsen af de sociale

systemers udkrystallisering i vores globaliserede virkelighed.

Jeg er helt sikker på, at vi står overfor en umådelig udvikling

af nye omgangsformer og netværksdannelser via internettet.

n

33


For tyve år siden skrev den franske sociolog Jean

Baudrillard, at de digitale medier skabte en slags

kommunikativ promiskuitet. Hvordan? Jo, når vi

kommunikerer, åbner vi os for andre, og alle mennesker

har brug for nogle gange at åbne sig, andre gange at lukke

sig. Tænk hvis vi altid var åbne, altid tilgængelige for

andre? Tænk hvis vi aldrig var fremmedgjorte, dvs. var

indbyrdes lukkede. Resultatet ville være – og der kommer

hans påstand – en uendelig promiskuitet.

Når Baudrillard sagde, som han gjorde, var det – blandt

andet – for at provokere. Han ville gerne provokere alle dem,

der som Habermas hyldede kommunikation som fællesskab,

meningsskabelse og skabelse af indbyrdes forståelse. For

hvis Habermas havde ret, så ville udviklingen af globale

34

... med på kanten

Facebook: Forførelse, selvforførelse og promiskuitet

- Lars Qvortrup

dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet

kommunikationssystemer naturligvis skabe global forståelse,

ja et globalt meningsfællesskab.

Hvad kan vi sige i dag, tyve år efter, og beriget med

Facebook, Flickr, mobiltelefoner, sms? Har vi nået det globale

meningsfællesskab? Eller har vi snarere nået en tilstand af

global, kommunikativ promiskuitet?

Tjah, svaret afhænger naturligvis af øjnene, der ser. Men

meget tyder på, at Baudrillard havde mere ret end Habermas.

Tallene viser, at unge mennesker er på vej imod et smsforbrug,

der når grænsen for det fysisk mulige. At de sender

og modtager så mange sms’er om dagen, som det rent fysisk

kan lade sig gøre, når de også skal sove, spise og gå i skole

(som om spisning og skolegang skulle forhindre, at man


sms’ede). At 60 procent af alle unge, som Christopher

Gersbo-Møller fremhæver i sin artikel, tager mobilen med i

seng, og at mobilen er sværere at undvære end

pengepungen.

Man befinder sig med andre ord i en tilstand af konstant

åbenhed. Grænsen mellem ”jeg” og ”omverden” flytter sig.

Tidligere tiders ensomme selvrefleksion er nu blevet et

kollektivt anliggende, som man lægger på nettet.

Det fænomen kan ikke mindst studeres på Facebook.

Facebook er stedet for den ubegrænsede selvfremstilling.

Her blotter man sit ansigt, her er selve essensen ”Facework”,

og grænsen mellem privat og offentligt er rykket i en sådan

grad, at midaldrende folk som mig føler det

grænseoverskridende. Fotoseancer, som tidligere tilhørte

den absolut private del af ens personlige foto-album (eller

som måske ligefrem blev bortcensureret som pinligt) ligger

nu frit tilgængelig på nettet, og genren ”pinlige billeder” er

blevet en anerkendt og meget dyrket genre.

I og for sig er dette ikke et udtryk for forførelse, for ingen

bliver forført af en specifik anden til at udstille sig. Nej,

snarere er det et udtryk for selvforførelse, for man lever bare

op til et kollektivt krav om, hvordan man performer. Det

minder lidt om situationen i meget gamle dage, da vi i

provinsen i tv-serien ”Her er dit liv” så, hvordan

københavnske kändisser krammede og kindkyssede, når de

traf hinanden – og langsomt, kejtet og tøvende selv

begyndte at gøre sådan, ofte så hoveder stødte sammen og

skammen meldte sig, fordi vi dengang var amatører.

Og hvad betyder det så? Betyder det, at de nye digitale

kommunikationsmedier leder til fordærv og socialt forfald?

Nej, det er for dumt at tro, at enhver forandring er en

forandring til det værre. Men det betyder heller ikke, at de

nye kommunikationsmedier automatisk leder os frem til en

gylden tid, hvor nye Messias’er (som fx Obama) ganske vist

ikke går på vandet, men til gengæld surfer på nettet, hvorfra

de surfer lige ind i hjerterne på os alle sammen. Det betyder

heller ikke, at der opstår et globalt, kollektivt

meningsfællesskab.

Men til gengæld betyder det noget for vores viden om,

hvordan mennesker og it spiller sammen. Det har i mange år

været god tone at kritisere den såkaldte tekno-determinisme

for til gengæld at hylde det der (af en eller anden grund, som

aldrig har været klar for mig) er blevet kaldt en særlig

skandinavisk ”user-centredness”: Innovation, også

teknologisk og digital innovation skal ske med mennesket

som drivkraft, lød mottoet. Og i eftersætningen blev det

fremhævet, at det var vi nordiske folk særligt gode til. Det

havde vist nok noget at gøre med Grundtvig og højskoler.

Nej, er mit svar. Innovation og forandring sker, når menneskelige

sædvaner udfordres af nye digitale muligheder. Når

nye medier skaber nye regler for kommunikativ adfærd. Når

nye livsstils-æstetikker (kindkys dengang, intimiserende

selvfremstilling i dag) bliver til god og accepteret smag.

En sådan udvikling hverken kan eller skal man bremse, og

jeg er i øvrigt overbevist om, at såkaldt ”unge mennesker” er

mindst lige så moralsk forfægtede som alle vi andre. I hvert

fald går diskussionen livligt – også på Facebook – om, hvad

man kan, og hvad man ikke kan.

Altså: Kilden til innovation finder man ikke i enten

mennesket eller teknologien. Innovation skabes i det

dynamiske samspil mellem de to. Det burde man også forstå

på det, der er mit fagområde, nemlig pædagogikken. Når de

nye medier samlet støv på skolerne, sådan som en aktuel

rapport påstår, så skyldes det, at man ikke ser elevernes

omgang med mobiltelefoner og facebook som et potentiale,

men som et problem. Så er det, man beder dem om at slukke

for mobilen i timerne. Og når man først har gjort det, er der

godt nok langt til at få tændt for computeren. n

35

More magazines by this user
Similar magazines