Det netværkende menneske

Nr. 1 Januar 2009 

Den menneskelige 

faktor

Indhold 

Det kommunikerende menneske 

Anette Grønning, Knowledge Lab 4 

Kortlæg kommunikationen 

Gitte Hartwig, Svendborg Brakes A/S 8 

Det legende menneske - at lade som om 

Lasse Juel Larsen, Knowledge Lab 11 

Lege for at lege – og lære af det 

Jeanette Fich Jespersen, Kompan A/S 14 

Communication and individual mobility 

Richard Ling, Telenor Research Institute, Oslo 17 

Mobiltelefonen er sexet 

Christopher Gersbo-Møller, OnlineCity 20 

Det lærende innovative menneske 

Niels Henrik Helms, Knowledge Lab 22 

“Jeg har en idé” 

Thomas Hansen, AgroTech A/S 25 

Det netværkende menneske - flertydighed og tilgængelighed 

Lise Agerbæk, Knowledge Lab 28 

Hvordan føles et håndtryk i Cyberspace? 

Henrik Gedde Moos, Carrier Corporation 30 

Med på kanten . . . 

Kantskribent i dette nummer er 

Lars Qvortrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole 32 

“Es ist nicht genug, zu wissen, man muß 

auch anwenden; es ist nicht genug, zu 

wollen, man muß auch tun.“ 

Kilde: Johann Wolfgang von Goethe (Wilhelm Meisters Wanderjahre) 

ISSN: 1603-2551 - 7. årgang. OnEdge udgives af Knowledge Lab DK. Magasinet udkommer tre gange årligt. 

Redaktion: Niels Henrik Helms, nhh@knowledgelab.sdu.dk, SDU, Campusvej 55, 5230 Odense M, 

www.knowledgelab.dk. Layout og desktop: Lise Agerbæk. Tryk: one2one, Odense. Oplag: 2000. 

Fotos: iStock og Kompan

Grundvilkår 

Udvikling og forandringer er grundvilkår for det moderne menneske. It ses ofte som midlet, der skal skabe de lære- 

og innovationsprocesser, der skal garantere netop udvikling og forandring. Forudsigelser om, hvordan it kan indgå 

og hvordan vores liv bliver ændret og typisk lettere på grund af den digitale udvikling, er typisk for optimistiske på 

den korte bane og for fantasiløse på den lange bane. For ti år siden var e-læring svaret på den kompetencemæssige 

udfordring, men forventningerne blev ikke indfriet. Til gengæld kan vi se, at hverdagens uformelle lære- 

og videnprocesser er transformeret af en lang række nye medier. 

Vi tilegner os livet og interagerer med hinanden gennem digitale medier: Mobiltelefoner, SMS, e-mail, Facebook, 

Flickr etc. It handler ikke bare om at sætte strøm til processer, det handler om, hvordan menneskets omgang med 

medier og med hinanden ændrer sig. Opgaven er at skabe rammer, betingelser og redskaber, som øger 

sandsynligheden for, at den enkelte bliver kreativ og i samspil med andre omsætter kreativiteten til innovativ 

praksis. 

Knowledge Lab har nu i syv år arbejdet med samspillet mellem mennesker og it især med fokus på viden, læring 

og innovation. Dette nummer er ikke en status, snarere en samling af fortællinger om det der sker. Hvert tema er 

belyst både med virksomhedens og forskningens optik. Knowledge Labs første direktør og ”Founding Father”, Lars 

Qvortrup, slutter nummeret ”med på kanten”. 

Tak til ham og de øvrige bidragsydere 

Niels Henrik Helms, 

Direktør, Knowledge Lab

Denne artikel sætter fokus på det kommunikerende 

menneske, og hvornår vi er kompetente i forhold til den 

enorme mængde af kommunikation, vi dagligt deltager i. 

Nøgleordene er forhandlingsrum, tilstedevær og 

involveringsbalance. 

Kommunikation: symbolsk meningsdannelse 

I daglig tale tillægger vi ofte kommunikation en betydning af 

overførsel: at kommunikere er at overføre informationer og 

holdninger fra en afsender til en modtager. Forståelse af 

kommunikation som overførsel ligger også til grund for visse 

kommunikationsteorier, men i sin oprindelige latinske form 

(’communicare’: at kommunikere) betyder kommunikation at 

gøre noget fælles. (…) Det kræver en aktiv indsats fra både 

afsender og modtager at dele noget, og selvom man kan tale 

om forsøg på kommunikation, der ikke involverer andre, så 

er kommunikation ikke lykkedes, før modtager har forholdt 

sig til budskabet – hvad enten det så betyder, at 

modtagerens tilslutter sig budskabet eller forkaster det. (…) 

Kommunikationens emne er mening, og den kommunikative 

proces er meningsdannelse. Denne opfattelse finder vi bl.a. 

hos den tyske filosof og kommunikationsteoretiker Jürgen 

Habermas. I det skelsættende værk ”Teorien om den 

kommunikative handlen” (1981, dansk oversættelse 1996) 

skriver Habermas, at ”indbyrdes forståelse er iboende det 

menneskelige sprog som dets telos [formål/målsætning]” 

(1996:211). Det vil sige, at kommunikation handler om at 

skabe enighed, men at der i princippet kan være tale om et 

hvilket som helst emne. 

Kommunikation er ikke nødvendigvis begrænset til det talte 

og skrevne sprog, selvom sproget er vores mest nuancerede 

kommunikationsform og ofte vil være det middel, vi i praksis 

anvender til kommunikationen af vores meninger. Andre 

symbolsystemer som billedkunst, musik og arkitektur er også 

vigtige kommunikationsformer og kan fungere som 

supplement til eller i samspil med sproget. (…) 

Kommunikation er altså ikke nødvendigvis en sproglig 

proces, men det er alligevel ikke alle symboler, der er lige 

kommunikative. For at noget kan blive interessant at studere 

som kommunikation, må det være åbent for forhandling. Der 

4 

Det kommunikerende menneske 

- Anette Grønning 

post doc., ph.d. Knowledge Lab 

må netop være rum for modtagerens aktive deltagelse i 

processen. 

Læs mere om symbolsk meningsdannelse og afgrænsning 

af kommunikationsbegrebet i Just, Jensen, Grønning & 

Merkelsen (2007): Organisation og Omverden, hvor 

ovenstående afsnit indgår i kapitel 2. 

Actors’ involvement 

Kommunikationsprocessen kan anskues som én lang 

samtale. Eller en række vedvarende samtaler. Sociologen 

Licoppe arbejder med begrebet continuous conversation og 

taler om connected relationships i forhold til vores relationer. 

I de ’forbundne forhold’ opleves og bekræftes de 

mellemmenneskelige bånd via vedvarende samtaler og via 

aktørernes grad af involvering. Disse vedvarende samtaler 

understøtter det meningsdannende, som konstrueres i 

samtalekonteksten. Via disse samtaler selvfremstiller vi os 

– du og jeg - og alle de andre. Præsenterer et face i 

goffmansk forstand, indtager roller front stage og forsøger 

også at lytte til den, vi samtaler med. Samarbejder i bedste 

fald med vedkommende undervejs. Gemmer noget for os 

selv, puster måske lidt ud back stage indimellem. Meyrowitz 

introducerede begrebet middle region til at forklare sfæren 

mellem det, vi vælger at lægge frem og det, vi holder tilbage, 

især i online kommunikation. En virtuel gråzone om man vil. 

Offline og online 

I de seneste år er der set markante skift på samtalerummets 

scene og dermed også i forhold til den vedvarende samtale. 

Samtalerne føres nemlig ikke længere (udelukkende) i 

traditionel forstand ved fysisk konfrontation, via 

telefonsamtale eller papirbrev, sådan som vi ellers gennem 

generationer har lært det og vænnet os til. 

Mit bidrag her er dog langt fra at dvæle ved fortidens 

foretrukne samtaleformer, ej heller at forsøge en 

romantisering af disse. Det interessante er snarere, hvordan 

samtalerummet ændrer sig (derfor tilbageblikket) og 

potentielt stiller andre krav til os, åbner nye mulighedsrum, 

lever under andre spilleregler og betingelser. For hvornår er 

vi egentlig kommunikationskompetente i såvel det fysiske

som i det virtuelle rum? Hvor meget clasher vores selvfremstilling 

offline vs. online, og er vi bevidste om, at enhver af 

livets kommunikationsbidder kræver en pæn del af os selv? 

Time in - time out? 

Det er ofte den samme computer eller mobiltelefon, som vi 

bruger til kommunikation både i privatsfæren og i den 

professionelle sfære. Giver det overhovedet mening fortsat 

at skelne mellem privatsfære og professionel sfære? 

Analytisk kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem 

time in og time out, selvom de to mentale rum er uløseligt 

forbundet. Når vi holder time out, står vi så at sige af et 

øjeblik og efter en tænkepause i selskab med medierne er 

modtageren igen på banen og med i hverdagens spil og 

kampe (Bruhn Jensen, 2008). Vi deltager i en hel masse 

professionelle eller semi-professionelle samtaler mellem 

ekspert og borger, medarbejder og kunde, læge og patient, 

rådgiver og klient, vejleder og studerende og så videre. 

For at forstå udviklingen i samtalerummet og hvad der 

egentlig foregår mellemmenneskeligt virtuelt, som belyser fx 

forskellene mellem samtaler i privatsfæren og den 

professionelle sfære, er det væsentligt at analysere 

kommunikationsbidderne. Ikke bare til glæde for forskning 

og undervisning, men som en vej til øget selvindsigt for den 

enkelte virksomhed og organisation. Et sted at indlede en 

analyse kan med fordel være omkring begrebet 

selvfremstilling og face, hvor de spor (social cues) vi sætter af 

os selv i høj grad er med til at vise både os selv og publikum 

vores identitet og vores grad af involvering. 

5

Selvet og selvfremstilling 

Ligesom i mundtlige, interpersonelle samtaler konstrueres 

også det digitale selv i et samarbejde mellem de 

interagerende parter. De interagerende indgår altså i en 

afhængighedsrelation med hinanden, og praktiseringen af 

face foregår under fælles konstruktion. Som medproducent 

af en e-mail, en chat session eller en sms er man langt fra en 

passiv modtager af data, men et aktivt meningsdannende 

individ. Interaktion er afgørende for opfattelsen af det selv, 

der ligger til grund for selvfremstillingen. Det er således ikke 

muligt at se isoleret på personen bag uden at se på 

samspillet med den anden interaktant eller de andre 

interaktanter og dermed på graden af tilstedevær. 

Tilstedevær 

Når vi kommunikerer virtuelt, spiller det en stor rolle, at vi 

hverken kan se, høre eller røre ved hinanden. Og særlig i 

organisationssammenhæng e-mailer parterne fx ganske ofte 

uden at kende til hinandens køn (besvares organisationens 

fællespostkasse af en kvinde eller en mand?), alder, etnisk 

oprindelse, stemmeføring, ansigtsudtryk og kropssprog, som 

vi også kan kalde sociale spor eller social cues. Der må med 

andre ord kompenseres for den manglende gensidige 

tilstedeværelse i tid og rum. Kommunikationsparterne 

kompenserer typisk for dette i tonen, hvor en fornemmelse 

af tilstedevær indskrives og videreudvikles undervejs, 

ligesom interaktionsfrekvensen spiller en rolle (er der to 

minutter, to dage eller to uger mellem turene? og skriver vi 

kun en gang hver til hinanden, eller skriver vi 14 gange frem 

og tilbage?). Tilstedevær kan bedst beskrives som sporene af 

den gensidige subjektive oplevelse af interaktionen. Graden 

af tilstedevær er vigtig for oplevelsen af den måde, vi 

kommunikerer på. Den skriftlige kompensation for den 

personlige samtales nærværsspor kan eksempelvis 

fremkomme i form af korte intervaller mellem fx e-mail- og 

sms-turene, anvendelse af diskursmarkører, reference ved 

personlige pronomener (jeg, mig, du, vi, os) og kreativ 

udnyttelse af grafiske elementer som emotikons, taleprikker 

og tankestreger. En personlig tone og en aktiv ’jeg-giver-lidtaf-mig-selv”-stil 

kan være afgørende for meningsdannelsen. 

Ligesom et fravær af de samme elementer naturligvis kan 

være det. 

6 

Eksempler på ikke-tilstedeværende 

kommunikationselementer 

> E-mail 

Cc-tyranni 

Videresend-syndrom 

Manglende/uforståelige emnelinjer 

> Sms 

Indforståethed over for uforstående 

Brud på etableret tone og stil 

Afbrydelser af tilstedevær med andre 

> Chat 

Støj i form af manglende fokus 

Jeg har egentlig ikke tid-attitude 

Råben og udannet opførsel 

Indholds- og relationskommunikation 

Kommunikation kan teoretisk opdeles i henholdsvis 

indholds- og relationskommunikation. Når der 

kommunikeres, er de fleste mest opmærksomme på 

indholdskommunikationsdelen, og mange er i stand til at 

mestre relationskommunikationen, selvom de ikke altid er 

sig den 100% bevidst (Grønning & Pedersen, 2007). Disse to 

måder at bruge sproget på er afgørende i alle former for 

kommunikation, men i den skriftlige e-mail-samtale, i sms og 

chat der låner sprog og tone fra den personlige samtales 

uformelle væsen, men ikke den uformelle samtales 

regulatorer som mimik, gestik mv., er det afgørende at 

mestre balancen mellem de to signaler. For 

relationskommunikationen betinger indholdskommunikationens 

vellykkethed. Således placerer disse 

digitale kommunikationsformer (e-mail, sms og chat) sig som 

dynamiske kommunikationsformer midt mellem den 

personlige samtale, telefonsamtalen og brevet. 

Kompetence 

Når alt dette er sagt, er et af de interessante spørgsmål for 

det kommunikerende menneske: hvordan overfører (og 

øger) jeg min kompetence i de nye mulighedsrum? Vi lærer

noget hele tiden, bevidst eller ubevidst. På den hårde måde 

ved at fornærme kollegaen på e-mail, ved at såre kæresten 

på sms og ved at være nødt til at sætte ”appear to be offline” 

op på chatten i forhold til særligt tidsrøvende personer, der 

ønsker at kommunikere. Eller på den bløde måde ved at 

skrue op og ned for et passende tilstedevær, ved at lytte og 

være nærværende, ved at reflektere når kommunikationen 

mislykkes, eller når den går særligt godt. Og ved indimellem 

at dele denne refleksion og vores erfaringer med kolleger, 

kunder, borgere, patienter. Både når det går godt, og når det 

går mindre godt med tilstedeværet og graden af involvering. 

Med andre ord: Vi er nødt til at turde risikere noget og turde 

give noget af os selv. At tage det dybt seriøst, at 

kommunikativ involvering ikke kommer af sig selv og aldrig 

kan udøves halvhjertet - hverken online eller offline. n 

Begrebet Tilstedevær 

Tilstedevær vil sige sporene af den gensidige 

subjektive oplevelse af interaktionen. 

Mere om online-tilstedevær og kompensation for fysisk 

fravær i Grønning, 2006 

Referencer 

Bruhn Jensen, Klaus (2008) Medier og Samfund. Frederiksberg: 

Samfundslitteratur. 

Goffman, E. (1959) Presentation of self in everyday life. New 

York: Doubleday Anchor. 

Grønning, A. (2006) Personen bag. Tilstedevær i e-mail som interaktionsform 

mellem kunde og medarbejder i dansk forsikringskontekst. 

Ph.d.-afhandling, CBS. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 

Grønning, A. & Pedersen, L. (2007) E-mail-kommunikation. 

Frederiksberg: Samfundslitteratur 

Habermas, Jürgen (1981/1996) Teorien om den kommunikative 

handlen. Ålborg: Aalborg universitetsforlag. 

Just, Jensen, Merkelsen & Grønning (2007) Organisation og 

omverden. Grundbog i organisationskommunikation. 

Frederiksberg: Samfundslitteratur. 

Licoppe, C. (2004) Connected presence: the emergence of a 

new repertoire for managing social relationships in a changing 

communication. Environment and Planning D: Society and 

Space, vol. 22 (135-156). 

Meyrowitz, J. (1985) No sense of place: The impact of electronic 

media on social behaviour. New York: Oxford University 

Press. 

7

I sommeren 2008 besluttede vi os for at kortlægge 

kommunikationsflowet i Svendborg Brakes A/S. Vores 

virksomhed har på ganske få år udviklet sig fra at være en 

mindre lokalt forankret virksomhed til at blive et 

internationalt millionforetagende. For at lære os selv bedre 

at kende i forhold til dagligdagens beslutnings- og 

udviklingskompetence, ville vi gerne vide mere om 

kommunikationsflowet i vores organisation. Til at udarbejde 

selve kommunikationsanalysen fik vi hjælp af 

konsulentfirmaet Bruun Leo Martinus. 

Metoden 

Alle medarbejdere med e-mail-adresse deltog derfor i september 

måned i en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse 

med seks fokusområder: General communication, 

Social, Access, Effectiveness, Importance og Awareness. Her 

blev medarbejderen fx spurgt om, hvem han/hun 

8 

Kortlæg kommunikationen 

- Gitte Hartwig 

Internal Business Developer, Svendborg Brakes A/S 

kommunikerer mest med i det daglige arbejde og måtte 

nævne maksimalt 20 personer. Medarbejderen blev også 

spurgt, hvor vigtige disse personer er i relation til det daglige 

arbejde - fx hvor afhængig er du af dem i relation til at udføre 

dine egne opgaver. 

91 medarbejdere leverede svar til undersøgelsen. På 

baggrund af disse svar udarbejdede Bruun Leo Martinus en 

række netværksdiagrammer, hvor den enkelte medarbejder 

synliggøres ved hjælp af en farvet prik, som vist herunder. 

Stregerne visualiserer kommunikationen mellem 

medarbejderne (prikkerne). Medarbejderne fremstår 

anonymt, men særlige knudepunkter kan naturligt nok 

identificeres, når man kender virksomheden og 

virksomhedens medarbejdere. I undersøgelsen indgik også 

spørgsmål om indholdet af kommunikationen. 

Work related communication – all employees – 1404 relations

Hvorfor netværksdiagrammer? 

Netværksdiagrammer kan fx bruges til forklare, hvordan 

nogle medarbejdere kan føle sig fastholdt af forpligtelser. Vi 

vidste, at vi havde nogle centrale knudepunkter via personer 

placeret især i forsyningskæden. Til at begynde med ville vi 

egentlig blot kortlægge kommunikationsflowet i en enkelt 

afdeling. Men vi endte med at spørge hele organisationen, 

da vi var bange for at efterlade eller overse væsentlige 

kommunikationsproblemstillinger andre steder. 

Det har været rart at få visualiseret vores virksomheds 

kommunikationsmønstre på en – for os – helt ny måde. Man 

kan tale om tråde og edderkoppespind, ligesom 

visualiseringen af det sociale landskab har gjort os klogere 

på Svendborg Brakes’ medarbejderpotentiale. Vi ser det som 

en styrke, at vi er udadvendte og kommunikerer meget med 

hinanden. Men vi skal også se kritisk på den nye viden. På 

baggrund af netværksdiagrammerne blev det eksempelvis 

How important are the following person(s) in relation to your daily 

work? (eg. how dependent you are on them in relation to manage 

your own tasks.) 

soleklart for os, at der ligger en kæmpestor opgave i at 

kommunikere vores arbejdsprocesser (eller det man også 

kunne kalde vores procesflow) ud til den enkelte 

medarbejder. Som det har været hidtil, er der til dels tale om 

nogle uformelle processer, hvor grunden til, at man spørger 

en bestemt kollega fx kan findes i, at han/hun er flink og 

imødekommende, men ikke nødvendigvis fordi han/hun er 

den, der fagligt er mest kompetent til at svare. Vi prøver 

derfor at kortlægge organisationen, fra vi får en ordre og 

følger hele processen. Hvem tager over, hvis nogen mangler, 

er der huller i løbet af processen? Og hvem kommunikerer 

med hvem? En balancegang med hverken for lidt eller for 

meget eller forkert kommunikation. 

Ny viden 

Vi mener således at kunne bruge vores nye viden helt 

grundlæggende til en bevidstgørelse af vores kommunikationsmønstre 

og arbejdsmæssige procesflow. Mere konkret 

9

kan vi anvende overblikket til at afhjælpe flaskehalsproblemer 

ved kritiske jobfunktioner i det daglige arbejde, men 

også ved fx langtidssygemeldinger, udbrændthed osv. Vi 

forsøger at arbejde ud fra devisen om, at ingen er 

uundværlig, så de kraftigste knudepunkter i netværksdiagrammerne 

giver anledning til at reflektere over, hvordan 

vi kan sprede kommunikationen, kompetencerne og 

relationerne mere ud i organisationen. På sigt vil vi meget 

gerne inkorporere denne viden i forbindelse med en 

opdatering af alles jobbeskrivelser og naturligvis også i 

forbindelse med etablering af nye jobfunktioner. Det er 

nyttig viden, fx hvem man skal henvende sig til i forhold til 

udvalgte arbejdsopgaver, og ligeså fx i forhold til, hvem den 

enkelte medarbejder forventes selv at være ekstra lyttende 

overfor i det daglige arbejde. Herved kan den enkelte 

medarbejder forhåbentlig undgå en række frustrationer og 

spildtid i forhold til, fx hvem man skal gå til vedrørende en 

given problemstilling eller opgave. Det mest overraskende 

har været, at vores virksomhed har så vildt meget 

kommunikation og at fire-fem personer sidder med 

størstedelen af kommunikationen. Medarbejdere med høj 

anciennitet giver i vores virksomhed de tungeste 

knudepunkter. Så det handler altså også om at overlade 

mere ansvar til andre, hvis vores organisation skal være så 

fleksibel, som vi gerne vil have. Endelig siger undersøgelsen 

også en del om, i hvilken grad nye medarbejdere integreres 

hos os. 

Alle mellemledere er via en strategidag efterfølgende blevet 

informeret om resultaterne af kommunikationsanalysen. 

Erfaringerne fra denne dag skal mellemlederne nu bruge tid 

på at dele med deres respektive afdelinger. Forhåbentlig 

bibringer det alle ny viden og motivation til at deltage 

målrettet i arbejdet med at øge den hensigtsmæssige 

kommunikationsstrøm. 

Anbefalinger 

I forbindelse med kommunikationsanalysen er der helt 

overordnet blevet formuleret en række anbefalinger og 

input til nye tiltag. På listen over anbefalinger står fx: 

• Opdaterede jobbeskrivelser 

• Formidling af regler/procedurer 

10 

• E-mail-retningslinjer 

• Opmærksomhed på communication overload 

• Overvej nøglemedarbejderes rolle 

Vi har allerede inddraget nogle af disse anbefalinger i vores 

arbejde. Eksempelvis har vi formuleret en række interne 

anvisninger i forbindelse med e-mail-kommunikation. På et 

enkelt døgn modtager og sender Svendborg Brakes A/S 

omkring 3000 e-mails svarende til mere end 50.000 e-mails i 

cirkulation om måneden eller omkring 600.000 e-mails om 

året. Halvdelen af disse e-mails suser rundt internt i 

organisationen. I nogle tilfælde modtager Svendborg Brakesmedarbejdere 

ca. 60 e-mails om dagen, vel at mærke e-mails 

hvor medarbejderen er enemodtager. E-mails med flere 

modtagere, og e-mails hvor medarbejderen står som ccmodtager 

er ikke medregnet i disse tal. 

Vi finder det svært at tvinge noget frem ved direkte at 

”lovgive” om e-mail-kulturen, men vi vil gerne være med til at 

formulere og synliggøre en række gode råd og guidelines. 

Disse anvisninger vil forhåbentlig inspirere både nuværende 

og kommende medarbejdere til at tænke mere over det 

communication overload, de fleste af os dagligt deltager i. Et 

overload som kommunikationsanalysen har tydeliggjort for 

os. Ligeledes har vi tænkt os at inddrage anbefalingerne ved 

også at videreudvikle vores intranet, så det forhåbentlig kan 

blive et vigtigt værktøj i vores daglige arbejde. Et sted hvor 

det er nemt at finde og placere væsentlig information. Her vil 

en skelnen mellem ”nice to know” og ”need to know” være 

meget hensigtsmæssig. 

I vores øjne er en kommunikationskortlægning som den 

beskrevne et vigtigt skridt på vejen mod synliggørelse af en 

lang række kommunikative problemstillinger. Via denne 

synliggørelse bliver det nemmere at agere fremadrettet, fordi 

vi er blevet styrket i vores opfattelse på en række punkter og 

samtidig har fået øjnene op for en del nye ting. Det konkrete 

analysearbejde kan nu lægges frem for alle, og det er således 

blevet lettere for os at tale om de kommunikationsmæssige 

problemstillinger i vores organisation. n

Eksempler på ”E-mail communication 

guidelines” fra Svendborg Brakes A/S 

2. Issue a USEFUL and RELEVANT subject line to the 

e-mail 

6. No action is necessary when you receive an e-mail 

where you are cc - bear this is mind when sending 

e-mails 

8. Realize that once your mail is sent, there is no 

getting it back… 

13. When possible, reply to an e-mail received 

instead of starting a new e-mail – but ONLY when 

about same topic! 

16. Be clear about who is doing what and who you 

expect a reply from – especially if you put more 

than one person in the “to” field 

Eksempler på spørgsmål fra undersøgelsen 

1. Hvem kommunikerer du mest med om 

arbejdsrelaterede emner? Angiv maks. 20 personer 

2. Hvor ofte kommunikerer du med disse personer? 

3. Hvor vigtigt er det for dig at kommunikere med 

disse personer for at kunne udføre dit daglige 

arbejde? 

4. Hvem vil du gerne kommunikere mere med for at 

kunne blive mere effektiv i dit daglige arbejde? 

Svendborg Brakes A/S 

l Producerer intelligente bremsesystemer til bl.a. 

mine-, værfts- og vindmølleindustrien 

l Beskæftiger ca. 160 medarbejdere på globalt plan 

l Hovedkontoret ligger i Vejstrup på Sydfyn og 

virksomheden har desuden afdelinger i Tyskland, 

Spanien, USA, Sydafrika, Tjekkiet og Kina 

l Solgt til engelsk kapitalfond, maj-juni 2008 

l Læs mere på www.svendborg-brakes.com 

11

”Det er bare noget, jeg leger,” siger min datter og 

balancerer halsbrækkende på en stol, som hun har stillet 

op af sin seng. Jeg får at vide, at hun er om bord på et 

sørøverskib. Det blæser og skibet er i høj sø. Senere ser vi 

børnefjernsyn sammen. De viser et afsnit af mumitroldene. 

Mureren dukker op i Mumis drøm. Lydene til de tegnede 

billeder af dis og tåge og den mærkelige skikkelse Mureren 

er tunge og langsomme. Scenen med mureren er 

uhyggelig. Alting fryser til is omkring den. Min datter 

kravler ind til mig. Selvom hun er bange, vil hun gerne se 

scenen igen. Indimellem mumler jeg, at det bare er noget, 

der er lavet. Mureren findes ikke i virkeligheden, altså lige 

bortset fra i filmen og i mumiuniverset. 

Legen i børneværelset og fiktionen på fjernsynet deler 

markører. Begge fænomener handler om at forestille sig et 

eller andet, som er anderledes end det, der foreligger i 

virkeligheden. Ikke sådan forstået, at leg og fiktion er ens. 

Forskellene mellem de to fænomener er umiddelbart, at når 

man leger, så er man aktiv og udøvende, mens man er passiv 

og modtagende, når man ser eller læser fiktion. Også selvom 

det er en handling at se fjernsyn eller at læse en bog. En 

anden forskel mellem de to fænomener kan findes i det man 

på engelsk kalder ”pretend”. ”Pretend” betyder oversat til 

dansk at foregive eller beskrevet med en dagligdags 

vending: at lade som om. 

Når vi leger, lader vi som om. Vi indtager andre identiteter og 

laver om på virkeligheden. Men at lade som om, er ikke altid 

godt. Uden for legens domæne i vores daglige sociale 

sammenhænge er vores etos afhængig af, at der hersker 

overensstemmelse mellem det vi siger, og det vi gør. Hvis vi 

lader som om, vi er noget andet, end vi er, og derved laver 

om på virkeligheden, balancerer vi på æggen mellem løgn 

og sandhed. Enten overdriver vi og fremstiller os smartere, 

klogere og bedre, eller også underspiller vi vores betydning. 

Ligegyldigt om vi gør det ene eller det andet, så skrider 

overensstemmelsen mellem den vi er, og den vi lader, som 

om vi er. 

Sådan forholder det sig som sagt ikke, når vi leger. Her 

12 

Det legende menneske – at lade som om 

- Lasse Juel Larsen 

forskningsassistent, Knowledge Lab 

etablerer vi et domæne i hvilket det at foregive - eller sådan 

som man gør inden for videnskab opstiller hypoteser - er 

accepteret adfærd. I legedomænet er de involverede parter 

enige om, at det der bliver sagt som regel ikke skal 

sammenlignes med virkeligheden, og derfor hverken er 

sandt eller falsk. Vi udtrykker altså noget andet i 

legedomænet, og dette er muligheder både som forandring 

af de roller vi spiller og af objekterne omkring os. 

Mulighederne i legedomænet kan forbindes med udsagn, 

som lyder noget i retning af: ”tænk nu, hvis det forholdt sig 

anderledes”, ”hvad ville der ske, hvis vi gjorde sådan i stedet 

for” eller som børnene siger: ”du er prinsesse, og jeg er den 

onde dronning, og sengen er slottet.” 

Leg og fiktion 

Kendetegnet ved at lade som om, når man leger, er, at denne 

både kan være tvungen eller spontan. Vi kan beslutte, at vi 

skal lege ligesom vi kan blive enige om, at vi skal finde en 

løsning på et problem og udføre en opgave. I begge tilfælde 

opstiller vi muligheder, som endnu ikke eksisterer. Og disse 

kan, hvad enten vi leger med børn, eller når vi er på arbejde, 

finde sted spontant. 

Legens laden som om, er ikke kun kendetegnet ved at være 

bundet til et domæne, den er præget af ontologiske 

forskydninger. Identiteter bliver kortvarigt udskiftet og 

objekter midlertidigt forandret. Eller sagt anderledes legen 

iscenesætter de tilstande, der faktisk eksisterer med mulige 

tilstande, der endnu ikke eksisterer. I legen kan en træstub 

både være en træstub og en bjørn, sådan som Walton skriver, 

når han beskriver, hvad det vil sige, at lade som om. Ikke nok 

med, at identiteter og objekter har dobbelte betydninger, de 

har dem også på samme tid. Min datter er på en og samme 

tid sig selv og samtidig den onde dronning. Og hendes stol 

er på en og samme tid en stol og et sørøverskib. 

Dette adskiller leg fra fiktion. Fiktion er modsat leg konsistent 

inden for sin egen ramme, også selvom karaktererne både er 

skuespillerne og karakterer eller i mumitroldenes tilfælde 

tegninger og karakterer. Fiktionens konsistens hidrører fra, at 

vi ikke kan lave om på den, mens den udspiller sig.

Eksperimenterende fiktion forsøger dog at opløse dette 

forhold. Fiktionen er altså hverken porøs eller konstruktivistisk 

ligesom legen. Her er det vigtigt, at konstruktivistisk 

forstås bredt, således at lege-konstruktivisme sidestiller det 

at sætte legoklodser sammen med at give en dukke tøj på. I 

begge tilfælde sætter man elementer sammen og skaber en 

større enhed eller helhed, om man vil. 

Dette betyder videre, at der ikke er kønslig forskel på legens 

strukturelle form. Legeobjekterne eller legetegnene kan 

mellem kønnene variere, men ikke selve legens form. Der er 

ingen strukturel forskel på, at drenge kører biler ind i et 

parkeringshus/benzintank eller at piger leger med dukker i 

et dukkehus. Begge etablerer de et legerum, begge forskyder 

de objekternes ontologiske status, begge iscenesætter de 

objekterne i både relevante og irrelevante kontekster, og 

begge er udmærket klar over, at det de laver er at lege og at 

denne aktivitet er en laden som om aktivitet. Legens indhold 

er således andet og mere end de objekter, der indgår i legen. 

Leg og arbejde 

Hvis man accepterer denne forståelse af leg, så indser man 

hurtigt, at dele af legens strukturelle form kan genfindes på 

vores arbejdspladser, hvor vi enten eksplicit eller implicit 

etablerer områder, hvor vi iscenesætter os selv enten som 

løsningsorienterede eller idegenererende. Her kan vi 

forskyde objekters ontologiske status, også selvom vi kan 

føle os usikre, når vi beder andre om at forestille sig, at bogen 

13

på bordet ikke længere er en bog, men et rum eller en væg, 

når man skal anskueliggøre, hvordan man kan løse et 

problem, eller hvorfor en anden end den herskende ide ville 

være at foretrække. I den sociale sammenhæng på 

arbejdspladsen er hver enkelt i fællesskabet klar over, at vi 

udfolder en aktivitet, som skitserer mulige tilstande eller 

formuleret i den anlagte legeoptik: at man er engageret i at 

lade som om. I denne aktivitet indtager vi roller, som er 

identiske med de mulige tilstande, vi skitserer. 

Der er en underliggende strukturelle sammenhæng mellem 

at lege og opstille hypoteser. Vi anvender kompetencer fra 

legekataloget, når vi arbejder. Og i langt de fleste tilfælde 

uden at være bevidst om det. Man kan selvfølgelig indvende, 

at der findes mange forskellige jobs og at det her skitserede 

naturligvis ikke passer ligegodt på alle slags arbejde. Og det 

er rigtigt. Men det ændrer ikke på den underliggende 

observation, at ligegyldigt om vi er ufaglærte, faglærte, 

udfører kontorarbejde med vekslende uddannelsesmæssige 

baggrunde, så opstiller vi mulige tilstande, som eksisterer 

samtidigt med den aktuelle tilstand, vi befinder os i. Evnen til 

fleksibelt at håndtere det dobbelte rum af virkelighed og 

mulighed henter vi fra legekataloget. 

Leg og kreativitet 

Kreativitet bliver traditionelt forbundet med en immanent og 

uforanderlig ontologisk position således forstået, at man 

enten er kreativ eller også er man ikke kreativ. Kreativitet er i 

denne optik ikke en rolle, man bevidst indtager, men 

derimod omvendt. Og videre inden for samme optik er 

denne kreative position ofte fulgt af et særligt blik, som 

aftvinger erkendelser som ikke-kreative har. 

Den moderne kreativitetsforståelse adskiller sig fra den 

traditionelle i og med, at den ontologiske position ikke 

længere er immanent eller givet. Kreativitet i moderne 

kontekst kan derimod aktivt indtages. Den er ikke længere 

givet. Og i den forstand kan kreativitet reproduceres. Vi kan 

med andre ord aftale, at vi skal indtage kreative roller og 

derved læse vores mere eller mindre bevidste forestillinger 

om kunstnere ind i vores aktivitet. Videre kan vi opstille ydre 

rammer, som afføder kreativitet ved at stille præcise 

14 

spørgsmål og siden kræve, at de skal besvares inden for et 

afgrænset tematisk område. Denne kreativitetstilgang 

iscenesætter og løsriver de skabende positioner, gør det 

muligt at indtage dem. Og dette spil med positioner, 

identiteter og domæner er strukturelt identisk med 

kendetegnene ved leg. Ydermere er aktiviteterne i de 

konstruerede kreative domæner præget af mulige tilstande, 

hvor endnu ikke-eksisterende sammenhænge kan blive 

afprøvet. Når vi er kreative i de opstillede domæner, så lader 

vi også som om, vi er nogle andre, end dem vi normalt er, vi 

lader som om, at det lokale vi kender er et andet, end det vi 

til daglig færdes i, og vi fremsætter mulige tilstande og lader 

hermed som om virkeligheden er anderledes, end den er. 

Designet kreativitet minder strukturelt om leg, både når det 

angår, de roller vi spiller, det rum vi agerer i, de måder vi 

forestiller os alternative realiteter, og endelig ved, at vi godt 

ved, at virkeligheden eksisterer samtidigt, og at den er 

anderledes end de opstillede mulige tilstand. Med andre ord 

kan man sige, at vi leger mere, end vi tror, også når vi mener, 

at vi har glemt, hvordan man leger. n

Lege for at lege – og lære af det 

- Jeanette Fich Jespersen 

International Manager, KOMPAN Play Institute 

“Play develops learning skills. Play allows children to learn 

about learning and consolidate previous learning through 

curiosity, invention and persistence. Within play, children are 

free from the normal pressure or tension that they associate 

with needing to learn. Play also develops the creative process 

and growth of problem solving skills which will ultimately 

help children to achieve.” 

Citatet stammer fra The Play Strategy, som blev offentliggjort 

i England af Department for Children, Schools and Families og 

Department for Culture, Media and Sport den 10. december 

2008. Det er væsentligt, at englænderne indleder 

legestrategien med følgende statement: ”Fun and exciting 

opportunities to play are at the heart of a happy, healthy and 

enjoyable childhood. Better outdoor play opportunities are 

good for children, good for families and good for communities.” 

Der er altså i strategien indlagt en respekt for det, jeg på 

tidstypisk dansk-engelsk vil kalde legens fun-faktor. Og ikke 

mindst følges respekten af 256 mill. GBP primært til opførelse 

af offentlige legepladser. 

Ret til leg 

At respektere legen for legens egen skyld er et grundprincip 

for KOMPAN. Vi er blandt fortalerne for børns ret til leg. Med 

FNs børnekonventions ord har børn, defineret som 

0-18-årige, ”ret til hvile, fritid og leg og deltagelse i kulturelle 

og kreative aktiviteter.” Respekterer vi som samfund 

børnekonventionen, lader vi børnene lege. For ifølge 

konventionen har børn ydermere ”ret til at give udtryk for en 

mening og krav på, at denne mening respekteres.” Børn helt 

op til 18 år udtrykker i talrige undersøgelser, at leg er blandt 

deres højeste prioriteter. I konkrete arbejdsopgaver hos 

KOMPAN indebærer respekten for barnets rettigheder, at vi 

har børn og unge med i produktudviklingen – at vi som 

princip arbejder med videns- og brugerdrevet design. 

Ret til relevant leg 

Udover princippet om at advokere børns ret til leg vil 

KOMPAN udvikle redskaber og pladser, der appellerer til leg 

og stimulerer og udfordrer barnet på det relevante 

udviklingsstadium. I overensstemmelse med udviklingspsykologi, 

fysiologi og ergonomi skal vi udvikle redskaber, 

der tilbyder de legeaktiviteter, børn på det aktuelle alderstrin 

behøver for at udvikle sig fysisk, socialt, kognitivt, emotionelt 

og kreativt. Det er høje fordringer, og de er ikke statiske. 

Børns behov ændrer sig i takt med omverdenens og særligt 

forældrenes. Hvem ville i 1989, da børnekonventionen blev 

forfattet, have forestillet sig, at for megen respekt for barnets 

ret til hvile kunne blive direkte sundhedsskadeligt i store 

dele af verden, hvor børn har så stillesiddende tilværelser, at 

de ikke engang opfylder WHOs minimums-anbefalinger for 

fysisk aktivitet? 

Leg og livsfærdigheder 

Legen er i sit væsen læring af livsfærdigheder, ”life skills”. 

Uden denne kompetence kommer de fleste andre 

kompetencer til kort. Der pågår en diskussion af, om denne 

læring gør anden læring nemmere, eller om børn gennem 

legen direkte indlærer viden. Howard Gardners teorier om de 

mange intelligenser har givet liv til skoleeksperimenter og 

efter forlydende med gode resultater. Der er dog ingen 

egentlig dokumentation for, at tilgangen er rigtig. Kan man 

f.eks. påstå, at fordi klatring og krydskoordination øger 

barnets opfattelse af den egne krop i tid og rum, fremmer 

det også forståelsen for matematik – som jo bl.a. er ”rum på 

formel”? I meget af den neurologiske forskning og 

neuropædagogik, der ser dagens lys disse år, lyder det til, at 

kroppens gerninger præger hjernevindingerne. Men 

hvordan konkret? Legepladsen som læreplads er stadig et 

eksperiment, der mangler dokumentation. De skoler, der har 

fået lavet tidssvarende nye legepladser, melder enstemmigt 

om bedre koncentration hos børnene. Vi kan ikke 

dokumentere, at man bliver bedre til at lære matematik af at 

klatre. Men et er sikkert: Ved at blive respekteret som barn for 

det, man gerne vil – og det er ofte leg der står først på agendaen 

– ses, høres, føles og læres den respekt, der danner 

grobund for gensidig respekt. Og den er fundamental, hvis 

børn skal lære noget som helst. 

Udviklingsprojekter med børn 

Der er stor forskel på at medinddrage små og store børn i 

udviklingsprojekter. To udviklingsprojekter hos KOMPAN, 

med to forskellige brugergrupper og designudgangspunkter 

kan vise, hvor stor forskel. 

15

Billede udlånt af KOMPAN 

16 

Den gode historie for de 2-6-årige – 

KOMPAN Storymakers 

2-6-årige leger og lever med fantasien som aktiv medspiller. 

De tilegner sig i stigende grad verden gennem talesprog. 

Gruppen af 2-6-årige i dag er dertil meget stillesiddende, 

med svækket motorik til følge. Derfor skal et legeredskab 

appellere til, at børnene bevæger sig varieret. For denne 

aldersgruppe skal det også appellere til sproglig interaktion 

og til fantasien. 

KOMPAN satte sig for at udvikle et produkt, der i sit udtryk 

understøtter almene temaer, der kan danne grundlag for 

historier, ikke blot barn til barn, men også voksne og børn 

imellem. For børn i dag er ikke fritgående, særligt ikke børn i 

2-6-årsalderen. Der er altid en voksen, der holder øje og i 

stigende omfang føler pligt til at understøtte barnets læring 

gennem leg. 

På et arbejdsgruppemøde med fransk og dansk deltagelse 

fra bl.a. KOMPAN Play Institute lagde vi os fast på aktiviteter, 

stil og produkttemaer efter forslag fra designere. Det skulle 

være muligt at kombinere flere temaer i et produkt – så der 

er et tema på hver ”side” af legeredskaberne i Storymakers. 

Siderne kan let udskiftes med nye, skulle temaet trænge til 

en opdatering i løbet af nogen tid. 

Den første brugergruppe, der blev involveret, var 30 3-6-årige 

børn. Da modellerne stod færdige i 1:1 i værkstedet, inviteredes 

børnene på besøg for at give deres mening til kende, både om 

temaer og funktioner. Desuden blev 30 pædagoger fra Holland 

inviteret til at give deres feedback. KOMPANs sikkerhedsansvarlige 

kiggede produkterne igennem. Efter denne proces 

kunne en 0-serie bygges og sættes til test i to børnehaver, en i 

Danmark og en i Frankrig. Her observerede KOMPAN Play 

Institute-medarbejdere gennem 2 måneder produkterne og 

modtog feedback fra børn, pædagoger og forældre. 

Småjusteringer blev foretaget på baggrund af observationerne 

og TÜVtest for overensstemmelse med de europæiske 

sikkerhedsstandarder blev foretaget. 

Herefter kunne der laves legepladser. Den første blev opført i 

Le Mée uden for Paris. Og i september 2006 modtog

KOMPAN den franske industrielle designpris: Janus de 

L’Industrie. Designpanelet motiverede valget af KOMPAN 

Storymakers således: “We like the modular aspect of the 

product, which allows for different combinations. KOMPAN has 

created a product that encourages children to use their 

imagination, revitalises playgrounds and creates movement for 

all.” 

En længere historie – uderum for de 10-15-årige 

Når det gælder de ældre børn, kan man forvente en helt 

anden form for inddragelse og verbal feedback end med de 

yngste. Siden 2005 har KOMPAN målrettet arbejdet på at 

indsamle viden om ”betweenagere”: unge over 10 år. Denne 

aldersgruppe er svær at få til at bevæge sig tilstrækkeligt. Der 

er i Europa alene tale om, at 33% af de 8-14-årige bevæger 

sig for lidt, med koncentrationsbesvær, hoved- og rygsmerter, 

dårlig kondition og overvægt til følge. Motionsniveauet 

daler drastisk, når de unge går i puberteten, og for 

piger er det alarmerende: mere end 50% af piger over 15 år 

når ikke engang WHOs minimumsanbefaling på 60 minutter 

om dagen. Men hvornår er de unge selv egentlig blevet 

spurgt, hvad de foretrækker at lave, og hvad der skal til, for at 

få dem mere aktive? 

KOMPAN Play Institute fik Capacent-Epinion til at lave en 

række fokusgruppe-interviews med 13-16-årige i Danmark, 

England og Holland. Det var vigtigt for os at se, om der var 

store regionale forskelle i de unges præferencer. Det viste sig 

ikke at være tilfældet. De unge er meget ens på tværs af 

landegrænser hvad angår foretrukne udeaktiviteter. Men ud 

fra fokusgrupperne kunne vi kun se tendenser. Derfor 

igangsatte vi med Capacent-Epinion en spørgeundersøgelse 

af 1040 13-16-åriges fritidsvaner og – præferencer, baseret 

på resultaterne fra fokusgruppeinterviewene. 

Den indsigt, vi hermed fik i de unges synspunkter dannede 

baggrund for bl.a. seks planlægningsprincipper at skabe 

aktive uderum til unge på baggrund af. Vi kalder dem 

GROUNDprincipper. Der er også blevet udviklet to 

produktserier til unge med de unges ønsker som baggrund: 

KOMPAN Bloqx og KOMPAN ICON. Der har været brugerpaneler 

involveret i udviklingen af produktlinjerne, og vi har 

brugt superbrugere, altså et fast panel af brugere på 

teststeder i Danmark, England og Holland. Dertil har vi haft 

testpiloter udefra og eksperter, pædagoger og kunder til at 

give feedback. 

Elektronisk leg for de største 

Produktserien KOMPAN ICON er en række interaktive 

legeredskaber, der blev lanceret i efteråret 2007 efter lang 

tids test. Det er det længste udviklingsprojekt, KOMPAN 

nogensinde er indgået i. Ideen var at bruge interaktivitet, 

eller ”gaming”, på legepladsen. De interaktive spils 

tiltrækningskraft på børn er intens. Ved at benytte spillene i 

legeredskaberne vil vi få de store børn udenfor og lege i 

højere grad, til gavn for deres sundhed, sociale liv og 

generelle deltagelse i et udeliv. Børn, som ikke selv er gode 

til at komme i gang med leg kan vha. elektronik blive 

opfordret og stimuleret til at deltage. En af grundene til den 

noget lange udviklingsperiode var en stædighed med at ville 

have produkter, der respekterede leg for legens skyld. 

Produktet skulle respektere kontakten de legende imellem 

og måtte ikke kræve alt for meget af deres opmærksomhed. 

Det skulle kunne stå alene og ikke kræve spilmanual. Det 

skulle være interessant fra 8 år og minimum op til 15, og 

børnene skulle kunne gå til ”next level” i spillene. 

Efter tre måneder med ICONprodukterne ude omkring i 

deres endelige form, i Danmark, Sverige, Norge, Holland og 

USA har vi samlet en række erfaringer, der støtter de 

meninger, de unge i bruger- og fokusgrupper gav udtryk for. 

Et særligt udsagn fra de 10-15-årige er gået igen på tværs af 

grænser: Det er fedt at kunne lave spil så mange sammen, 

udenfor – og det er bedre end at sidde hjemme foran 

computeren. Og hvis de lærer det frivilligt legende – så har 

de lært meget. n 

Læs mere om KOMPANs undersøgelse af unges udeliv på 

www.teenagers.kompan.com 

Læs mere om de omtalte produktprojekter på: 

www.storymakers.kompan.com 

www.bloqx.kompan.com 

www.icon.kompan.com 

17

18 

Communication and individual mobility 

- Richard Ling 

Senior Research Scientist, Telenor Research Institute 

Richard Ling er sociolog, ph.d. og ansat som forsker ved 

Telenor Research Institute i Oslo samt gæsteprofessor ved 

IT-Universitetet i København. Han er forfatter til en række 

artikler og bøger om mobiltelefonens betydning, oprindelig 

amerikaner og skriver på engelsk. OnEdge vælger derfor at 

bringe Richard Lings artikel på det sprog, den er forfattet. 

In general it is possible to say that we have moved towards 

more individual forms of mobility and communication 

during the past century. From the middle of the 18th 

century, both transportation and communication have 

moved from being almost exclusively a local phenomenon, 

to being collectivized and then again to being individualized. 

Indeed it is in the development of the mobile phone and the 

automobile that physical land-based transportation and 

individualized communication have been brought together 

(Ling, 2004). 

In the 1700’s, there were relatively large scale collective 

technologies used for ocean going transportation (sailing 

ships), but virtually all land-based transportation was based 

on small scale technology (horse and carriage, walking). The 

same could be said of interpersonal communication. Most 

communication was verbal and local. Letters were exchanged, 

but that was the extent of mediated communication 

(Standage, 1998). 

Starting in about 1800 with the application of steam to rail 

road (somewhat earlier with steam boats), there were the 

development of large scale transportation systems that

facilitated the movement of individuals and goods (Rose, 

1976). These often started out in competition with canal 

systems, but they soon out competed the canals since they 

were able to operate throughout the year, and the 

development of the rail systems was easier than that of 

canals with their attendant locks, etc. (Sawhney, 2005). The 

system of railroads grew from something like 40 miles in the 

US in 1830 to more than 163 000 miles in 1890 (United States 

Census Bureau, 1890). This increased capacity for 

transportation changed the structure of commerce, 

settlement patterns and the nature of everyday life. It was, 

however, a collective solution. Individuals wishing to go from 

London to Birmingham, from Paris to Lille or from Pittsburg 

to Philadelphia needed to assemble themselves at the train 

station at a particular time, buy tickets and perhaps deal with 

various transfers as they moved toward their destination. 

There were set departure times and while there may have 

been different classes of wagons, the range of choices was 

limited. Starting in the 1850’s rail technology was applied to 

the problem of urban transport (see for example Ebner, 

1988). 

Communication developed somewhat along the same lines 

and indeed the development of the telegraph is intertwined 

with that of the rail system (Beniger, 1986; Standage, 1998). 

While there were early optical communication systems 

(Dilhac, n.d.) the electrical telegraph did not arrive on the 

scene until the 1830’s. Indeed the first commercial uses for 

the telegraph were often associated with signaling for the 

railroad system. In addition to the telegraph’s role as a 

communication medium for commerce and social interaction, 

its role in coordinating the rail system was a key function 

(Beniger, 1986). Following from the discussion of the 

collective nature of the railway system, the telegraph is a 

collective approach to communication. In order to send a 

message, the individual needed to go to the local office, write 

out their message and give it to the telegraph operator. The 

message would be sent to the appropriate location and from 

there it was delivered by hand to the intended recipient. 

At the beginning of the 20th century, transportation and 

mediated communication were largely collective. In order to 

travel long distances or in order to quickly communicate 

across those distances, the individual needed to engage one 

of the collective technological systems of the day. 

Early in that century, however, the situation started to 

change and it was transportation that was first to move away 

from a more collective approach, at least in terms of the 

direct device used in transportation. The late 1800’s had seen 

the development of more and more reliable devices that 

would come to be called automobiles 1 . From the 1880’s until 

1908, the automobile was largely a plaything of the rich or of 

the technically determined. Starting in the fall of 1908, 

however, Henry Ford started to produce the Model T. The 

price 2 , the production methods and the ruggedness of the 

car meant that at one point, 40% of all cars sold in the US 

were Model T’s. Obviously others followed suit and the 

automobile was popularized. Indeed as time went on, the 

automobile out competed many of the collective 

transportation solutions. The automobile afforded flexibility 

where the train system was rigid. The automobile gave 

privacy where passengers were exposed to the habits of the 

public in the collective systems. As production costs declined 

in some countries, the automobile has moved from being a 

common artifact of the home to being an individual 

technology (National Statistics UK, 2008) This is not to say 

that the automobile it without its faults. Urban sprawl, 

pollution, the need for repairs and periodical renewal, lethal 

accidents and a whole range of other ills are also a part of the 

automobile’s story. 

The individualization of communication has taken a slightly 

different path. In the 1870’s the telephone was developed. Its 

great contribution to communication was that it eliminated 

the need for a trained person to encode/decode the 

message. Thus, the need for a Morse operator was eliminated 

and anyone who could speak and listen was able to use the 

1 Bryson notes that alternative names included self-motor, locomotive 

car, autobat, autopher, diamote, autovic, self-propelled carriage and 

several others. It was not until about 1899 that automobile became a 

common name and car was common by about 1910 (Bryson, 1994, 

194) 

2 It eventually costed approximately $900 in today’s currency, when the 

efficiencies of production were realized. 

19

device. This in turn, promoted the idea that the telephone 

could become a part of the household. Indeed during the 

first part of the 20th century, the telephone was widely 

adopted into the home (Fischer, 1992). Being a part of the 

household, however, is not the same as being an 

individualized technology. With the rise of the mobile phone 

in the mid 1990’s the telephone has, in many countries, 

become a technology of the individual. Indeed, in recent 

studies of Norway, there are for all intents and purposes no 

teens between 15 and 20 who do not have a mobile phone 

(Vaage, 2007). The mobile phone makes us all individually 

addressable (Ling, forthcoming). 

Interestingly, the mobile phone and automobile based 

transportation have a synergetic connection. As with the 

interaction between the rail system and the telegraph, 

automobile-based transportation also needs a corresponding 

coordination technology. Previous to the rise of the 

mobile phone, coordination was based on either the use of 

time and place as absolute coordinates (“I will meet you at 

the corner of Main and Bridge Streets at 10:30”), or on the 

use of phone booths or other nearby phones in order to 

communicate coordination information. To be sure, 

coordination is a critical issue in the expanded urban/ 

suburban landscape that the automobile has enabled. The 

ability to “micro-coordinate” by using the mobile phone will 

likely be seen as one of the most central contributions of the 

device (Ling & Yttri, 2002). The ability to call directly to the 

individual and iteratively determine which restaurant you 

will meet simplifies planning and allows us to hook up with 

our closest friends and family in a sprawling automobilebased 

urban landscape. In an odd way, the mobile phone 

restores some of the direct contact of the local village that 

was perhaps a part of the pre-industrial life. n 

20 

References 

Beniger, J.R. (1986). The control revolution: Technological 

and economic origins of the information society. 

Cambridge: Harvard. 

Bryson, B. (1994). Made in America. London: Black Swan. 

Dilhac, J.-M. . (n.d.). The telegraph of Cladue Chappe -- 

An optical telecommunication network for the 18th 

century. 

Ebner, M. H. (1988). Creating Chicago’s North Shore: A 

Suburban History. Chicago: University Of Chicago Press. 

Fischer, C. (1992). America calling: a social history of the 

telephone to 1940. Berkeley, CA.: University of California. 

Ling, Rich. (2004). The Mobile Connection: The cell phone’s 

impact on society. San Francisco: Morgan Kaufmann. 

-- (forthcoming). Media Visionaries: Broadcast Radio, 

Silicon Chips and the Negroponte Switch. In W.Russell 

Neuman (Ed.), Media, culture and society. 

Ling, Rich, & Yttri, Birgitte. (2002). Hyper-coordination via 

mobile phones in Norway. In James E. Katz & M. Aakhus 

(Eds.), Perpetual contact: Mobile communication, private 

talk, public performance (pp. 139 - 169). Cambridge: 

Cambridge University Press. 

NationalStatistics UK. (2008). Households with one or 

more cars: by type of area, 1996-1998: Social Trends 30 

[Electronic Version]. Retrieved 13.1.09 from http://www. 

statistics.gov.uk/STATBASE/xsdataset.asp?vlnk=1461. 

Rose, Albert C. (1976). Historic American roads: From 

frontier trails to superhighways. New York: Crown 

Publishers. 

Sawhney, H. (2005). Wi-Fi Networks and the 

Reorganization of Wireline–Wireless Relationship. In R. 

Ling & P. Pedersen (Eds.), Mobile communications: Renegotiation 

of the social sphere (Vol. 45 - 61). London: 

Springer. 

Standage, T. (1998). The Victorian Internet. London: 

Weidenfeld and Nicolson. 

United States Census Bureau. (1890). Report on 

Transportation Business in the United States at the 

Eleventh Census 1890. Washington, D.C.: US Census 

Bureau. 

Vaage, O. (2007). Mediabruks undersøkelse. Oslo: 

Statistics Norway.

Mobiltelefonen er sexet 

- Christopher Gersbo-Møller 

Head of technology services, OnlineCity 

Jeg har læst et sted, at man ved at anvende ordet ”sex” i 

titlen på et indlæg, tiltrækker læserens opmærksomhed, 

og herved får flere til at læse indlægget. Derfor 

overskriften, der næsten er en frokost-avis værdig. Bag 

titlen gemmer der sig dog to meget konkrete perspektiver 

på mobiltelefonen som ”sexobjekt”. 

Det første perspektiv er ret ligetil, for mobiltelefonen er 

simpelthen sexet. Der er pt. en enorm interesse for 

mobiltelefonen som kanal for kommercielle budskaber. Og 

interessen er ikke begrænset til det kommercielle og 

merkantile - som det sås under det nyligt overståede 

præsidentvalg i USA, udnyttede Barack Obama effektivt 

mobiltelefonen til at sprede sit politiske budskab. Gjorde 

mobiltelefonen Obama til USA’s 44. præsident? 

På trods af international finanskrise, økonomisk recession og 

hvad der ellers har regnet ned over os stakler de seneste par 

måneder, oplever vi i mobilbranchen for tiden en enorm 

interesse for vores produkter og tjenesteydelser. En mulig 

forklaring kan være, at finanskrisen virker som en 

motiverende faktor, der får virksomhederne til at forsøge sig 

med mobil kommunikation og marketing. I den forstand, at 

begrænsninger og hårde tider tvinger virksomhederne til at 

tænke ”ud af boksen” – være kreative og prøve nye veje. 

Samtidig tvinger økonomisk hårde tider rent faktisk 

virksomhederne til at fokusere på bundlinien, med dertil 

hørende kritisk revision af alle udgifter. I den henseende er 

der på det seneste fremkommet flere eksempler, der viser 

hvordan den rette, mobile kampagne giver mest ”knald pr. 

krone” – i sammenligning med andre marketingkanaler. 

Skal mobilens vidunderlige verden forkyndes, lægger 

evangelisterne vægt på, at mobilen er den direkte 

kommunikationskanal til den individuelle forbruger. Faktisk 

er det forbrugerens foretrukne kommunikationsform og 

han/hun kan næsten ikke få nok mobil: 

l ”91% har mobilen inden for rækkevidde 24 timer i 

døgnet”. 

l ”60% tager mobilen med i seng”. 

l ”63% deler ikke deres mobil med andre medlemmer af 

husholdningen”. 

l ”Mobilen er den eneste genstand vi går tilbage efter, hvis 

vi glemmer den – modsat f.eks. pengepung”. 

Det andet perspektiv på mobilen som sexobjekt involverer 

sex mere direkte, men har samtidig i høj grad at gøre med at 

”få mobil nok”. 

Prøv at spørge en 14-årig pige, hvor mange SMS-beskeder 

vedkommende sender og modtager dagligt, og bliv ikke 

forbløffet, hvis antallet overstiger 300. Jo, jo – patriarken 

havde ret, da han påpegede, at telefonen er beregnet til 

korte, praktiske beskeder. Han havde bare ikke regnet med, 

at beskederne afleveres med ca. 5 minutters mellemrum. 

Faktisk er det sådan, at væksten i antallet af afsendte SMSbeskeder 

i Danmark pr. år er ved at flade ud – bl.a. fordi et 

tilpas antal brugere er nået til et punkt, hvor det simpelthen 

er fysisk umuligt at sende flere beskeder. 

Hvad betyder 300 beskeder om dagen? Jeg tror dårligt 

forskningen har begreb om det, men effekten ses i 

klasseværelset og i hjemmene – prøv bare at spørge den 

14-åriges lærere eller forældre. Min udokumenterede 

påstand er, den 14-årige pige – og hendes jævnaldrende 

- praktiserer en kommunikationsform, der kun vanskeligt kan 

forstås af personer uden for denne gruppe. Yngre mennesker 

kommunikerer i en sådan grad, at det bedst kan beskrives 

som en slags hive-mind, eller kollektiv bevidsthed. De er ikke 

alene, men er, uanset hvor de befinder sig – uafhængigt af 

geografisk eller social kontekst- forbundet med venner og 

bekendte, og bevidste om, hvad disse foretager sig. 

Den adfærd, der ligger til grund for de 300 beskeder om 

dagen er vigtig i forhold til, at denne demografiske gruppe 

om lidt for alvor går på nettet. Det kommer nemlig kun i 

mindre grad til at ske via en pc – i langt højere grad via 

mobilen. pc’en passer slet ikke til adfærden – en pc er i 

værste fald bundet til en bestemt lokalitet og under alle 

omstændigheder alt for opmærksomhedskrævende. Mobilen 

er lige ved hånden og kan benyttes, mens man spiser 

morgenmad, venter på bussen, har dansk, er på toilettet, ser 

en film osv. 

Hvordan kommer så det med sex ind i billedet? Jo, det gør 

det, fordi det her med adfærden og de 300 beskeder om 

21

dagen ramler ind i en anden mega-trend: online sociale 

netværk, eller online communities. I løbet af de seneste par 

år – specielt inden for det sidste år - er antallet af brugere af 

sociale netværk som Facebook, MySpace, LinkedIn , Arto og 

Plaxo eksploderet. Jeg skal ikke her gøre mig klog på, hvorfor 

dette er tilfældet – ud over at påpege, at det nok har at gøre 

med, at flere og flere færdes hjemmevant på nettet; at digital 

kommunikation er nemt i en travl tid; at behovet for 

selvudstillelse spiller en ikke ubetydelig rolle. Det ligger i 

tiden og handler (også) om sex, samt det at være sit eget 

brand. 

Faktisk foregår det allerede via mobilen. Facebook, det 

største og nok mest kendte netværk, er i løbet af 2008 gået 

fra at have omkring 5 millioner mobile brugere, til omkring 

15 millioner. En vækst på 300%. Helt vildt, men i denne 

sammenhæng er Facebook alligevel ”so last year”, da 

Facebook jo hovedsagligt er pc- og web-baseret. Fremtiden 

tilhører de rene, mobile netværk. 

22 

Sidder der en læser eller to, der har svært ved at købe 

historien om de 300 beskeder, adfærden, overgangen til 

internettet på mobilen, de sociale netværk - så kommer her 

lidt hårde facts: 

itsmy.com er et socialt netværk meget lig Facebook: Som 

bruger kan man blive ”venner” med andre brugere, skrive om 

sig selv, skrive med sine venner og læse, hvad andre brugere 

skriver om dem selv. Netværket er ikke så kendt i Danmark 

- de fleste brugere kommer fra USA, Storbritannien, Italien og 

Spanien. Det særlige ved itsmy.com (i denne sammenhæng) 

er dog, at det ikke bare et online socialt netværk – det er et 

mobilt, online socialt netværk. Det vil sige, at der altså ikke er 

en pc-del – man kan ikke gå ind på itsmy.com via 

webbrowseren på computeren – itsmy.com foregår via 

mobilen. Grunden til at nævne itsmy.com er, at de for kort tid 

siden udgav hovedresultaterne af en undersøgelse , 

foretaget blandt brugerne. Undersøgelsen bliver 

præsenteret som verdens største undersøgelse af et mobilt, 

socialt netværk. 

Overordnet har itsmy.com 2,5 mio. brugere – heraf 1,5 mio. 

registrerede – der tilsammen har oprettet 5 mio. mobile 

websider, og som i alt genererer 600 mio. sidevisninger pr. 

måned. En sådan trafikmængde er interessant i sig selv, men 

mere interessant er data, der beskriver, hvorledes brugerne 

anvender itsmy.com. Et par eksempler: 

l En bruger genererer mellem 94 og 242 sidevisninger pr. 

dag. 

l En bruger sender mellem 12 og 33 beskeder gennem 

netværket pr. dag. 

l Omkring halvdelen af brugerne besøger itsmy.com mere 

end fem gange dagligt. 

Her ser man de 300 beskeder pr. dag – og den underliggende 

adfærd – omsat til det mobile internet. 

Hvad skal man mene om det? Som en olding på 35 kan man 

ikke undgå at føle sig som en dinosaur – hvordan kan man 

overkomme at sende mere end 150 SMS-beskeder om 

dagen, og samtidig forholde sig til at modtage ca. lige så 

mange? Enten er der virkelig tale om noget nyt – i stil med 

tegneserier, tyggegummi og jazzmusik, eller også er verden 

virkelig gået af lave! n

Det lærende innovative menneske 

- Niels Henrik Helms 

direktør, Knowledge Lab 

Innovation er en læreproces, hvor vi indskriver forskelle og 

skaber mening i disse forskelle. Læreprocesser er derimod 

ikke nødvendigvis innovative. Her er der ofte tale om, at vi 

tilegner os viden for at kunne indgå i en eksisterende 

praksis og opretholde den. Radikale læreprocesser og 

innovation konstituerer til gengæld hinanden. 

Unikhed 

Vi lever i en hyperkompleks verden, hvor der konstant 

afkræves unikhed hos den enkelte, i virksomheden og i 

samspillet mellem borgere og det offentlige. Medarbejderen 

skal være noget særligt, som kan gøre virksomheden til 

noget særligt. Produktet skal ikke bare løse et banalt 

problem, men tilføre køberen eller brugeren en oplevelse, 

som gør, at han eller hun bliver noget særligt. 

Velfærdssamfundets ydelser skal innoveres, så de skaber 

mulighed for, at borgeren kan blive en særlig form for 

moderne brugere, som netop træder frem ved at være 

anderledes. Dette distinktionsregime, altså dette med hele 

tiden at kunne og skulle indskrive en forskel for at være en 

del, kendetegner samfundets forskellige dagsordner. Den 

operationelle udgave af det hedder innovation – vi skal 

kunne skabe noget nyt, og det nye skal skabe en ny praksis. 

Vi skal altså ikke bare være kreative, men også kunne skabe 

forandringer, der virker – og denne virkning skal også kunne 

dokumenteres. 

Dagsorden i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusinde 

handlede i høj grad om læring. Læring blev set som måden, 

forandringer og udfordringer skulle håndteres. I skolen skulle 

eleverne ikke undervises, men konstruere viden og allerhelst i 

fællesskab. Denne læringsdagsorden var ikke bare skolens! 

Der var, eller rettere skulle også være, lærende organisationer, 

regioner mv.. Det skifte, vi kan iagttage nu, erstatter ikke 

denne dagsorden. Den får mere lagt et nyt lag til: Nu skal 

eleverne, organisationerne, regionerne, landene med videre 

altså også være innovative. 

Kreativ destruktion – og jagten på svar 

I den moderne globale markedsøkonomi må 

virksomhederne destruere sig selv og genopfinde sig selv for 

at overleve. Det, som den østrigske økonom Schumpeter, 

kaldte kreativ destruktion, tilbage i 1940’erne. Men hvordan 

genopfinder vi os selv, hvor skal vi vende os hen for at få 

svar? I de gode gamle dage havde den enkelte virksomhed 

sin egen udviklingsenhed og måske også analyseenhed, som 

både kunne finde ud af, hvad der var behov for, hvordan alt 

fra inkrementale forandringer til radikale udviklinger skulle 

gennemføres. ”Hvad skal vi lave, spørger vi hinanden?”, 

hedder det i en børnesang – Og vi kunne fortsætte: ”hvordan 

skal vi lave det?” Svaret findes ikke længere kun i en særlig 

afdeling, en særlig form, som indgår i organisationen. Vi skal 

netop spørge hinanden, fordi det ifølge den moderne 

rationalitet handler om, at brugeren eller forbrugeren har 

svaret på, hvad der skal laves. Det kaldes brugerdreven 

innovation. Det vil sige, at det er brugeren, der besidder den 

innovative kraft. Det er således brugeren, som kan give dette 

eller hint produkt mening. Vi kan sige, at brugeren bliver den 

henvisning, som gør, at vi kan håndtere den kompleksitet, 

som innovation er og er svaret på. Det kan både være 

eksternt i forhold til markedet, altså det vi i bred forståelse 

kalder produktinnovation. Men, der kan naturligvis også 

være tale om intern procesinnovation, hvordan gør vi det så? 

Her er der i stigende grad fokus på medarbejderdreven 

innovation. Det vil sige de principper, som først blev udviklet 

i den japanske industri, hvor innovationspotentialet på 

fabriksgulvet skulle frigøres og nyttiggøres (fx LEAN). 

Brugerdreven innovation 

Fortolkningen af og metoden for denne brugerdrevne 

innovation udfoldes på forskellige måder. Nogle er baseret 

på iagttagelse, at brugernes praksis skal iagttages, beskrives 

og efterfølgende bruges som input i innovationsprocessen. 

Brugernes kendte og ikke-erkendte behov er 

omdrejningspunktet – andre tilgange er baseret på 

involvering, hvor brugerne er direkte involverede i 

innovations- og udviklingsprocesser. Ofte præsenteres vi for 

modeller, hvor disse forskellige tilgange kombineres. 

På Knowledge Lab har vi erfaringer med forskellige modeller 

og metoder for brugerdreven innovation. I artiklen ”Jeg har 

en idé” præsenteres fx en model, hvor vi på baggrund af 

interviews artikulerer nogle af de forståelser og forforståelser, 

som indgår i en praksis med henblik på 

23

efterfølgende at bruge disse iagttagelser som bidrag til 

udviklingen af en særlig applikation. I vores arbejde med 

intelligente legepladser baserer vi os mere på iagttagelse, 

men pointen er den samme her. I en række udviklingsprojekter 

med virksomheder og erhvervsuddannelser 

anvender vi overvejende en mere involverende tilgang, hvor 

vi efter de principper som ofte betegnes som ”Action 

Learning” tager udgangspunkt i relevante problemstillinger 

og arbejder i iterative udviklingsprocesser, der tegner 

billedet af nye praksisformer for læringssamarbejde mellem 

virksomheder og uddannelse. Endelig har vi også erfaringer 

med komplekse innovationsprocesser, hvor storskala 

forandringsprojekter skal skabe fornyelse og kvalitet. 

24 

Hvad kan man så lære af det? 

For det første har vi lært, at artikuleringer er en nødvendig 

del af at lære – også i innovationsprocesser. Observation af 

en praksis afdækker sjældent ikke-erkendte behov, for en 

praksis er netop en række gentagne handlinger, som skal 

fastholde en stabilitet i denne eller hin sammenhæng. Her 

ligger ikke sådanne ikke-erkendte behov, som forskerens 

eller konsulentens optik kan afsløre. Men indførelse af 

forskelle kan forstyrre og stimulere praksis. Det vil sige, at en 

”ting” indført i en praksis kan give anledning til refleksioner 

og overvejelser. Omstændighederne for afsættet er typisk 

forskellige problemer eller problemsæt, hvor ”we have to do 

something about that!”. Vi er ofte med i processer, hvor vi 

netop udgør dette ”something”, der er på dagsordnen. Det er

typisk en digitalisering, som ses som løsningen, altså 

tingsliggørelsen af en proces. Men om denne ”ting” bliver en 

del af praksis er komplekst. Disse ting omtales af en af vore 

ph.d.’er som emergerende artefakter, det vil sige nye 

tingsliggørelser, som over tid trækker sig tilbage enten ved at 

forsvinde op på hylden sammen med andre ting, som er 

iværksat, men aldrig blev en del af hverdagen. – Eller ved at 

forsvinde i og med de ikke længere er fremmede, men en del 

af en hverdag. Om det er det ene eller andet udfald, kan man 

selvfølgelig sige, er hverdagens lakmusprøve på, hvorvidt 

netop dette tiltag eller denne ting giver mening. Vores 

aktiviteter dokumenterer imidlertid også, at netop 

brugerinvolvering i udviklingen øger sandsynligheden for, at 

nye systemer med videre fører til ny praksis. Her er det 

nødvendigt at lægge et bredt perspektiv på processen. 

Tingene bliver enten forkastet eller ændrer praksis. Nye 

digitale teknologier effektiviserer ikke bare arbejdsprocesser 

(det gør de ikke nødvendigvis), de re-medierer også 

arbejdet. Vi skal således ikke bare lære at bruge en ny 

teknologi gennem et kursus, men også lære at arbejde på 

nye måder. Ligesom organisationen og ledelsen skal lære at 

ændre sig, så potentialet i disse nye processer udfoldes. 

Derfor er den organiserede læringsdel ikke noget, der skal 

komme bagefter. Udbydere af efteruddannelse skal være en 

del af udviklingsprocessen, hvor de kan tilbyde netop 

distinktioner og optikker, som gør, at aktørerne kan håndtere 

og begribe processerne. Samtidig skal der sikkert også være 

noget færdighedstræning, så systemet, eller hvad det nu er, 

bliver brugt nogenlunde hensigtsmæssigt. 

Raketvidenskab? 

”Innovationsprocesser er ikke raketvidenskab har jeg hørt 

flere sige”. Næh, det er det ikke, det er faktisk forholdsvis 

ukompliceret at sende en raket ud i rummet, når man først er 

blevet enige om at gøre det. Men innovationsprocesser 

involverer typisk en række forskellige aktører med forskellige 

interesser, komplekse processer – og ofte er udfaldsrummet 

langt mere upræcist formuleret end dem henholdsvis NASA 

og Korolyov’s OKB-1 designbureau i Sovjetunionen 

opererede med. Vores erfaringer og forskning peger på, at 

det er afgørende at operere med strukturerede processer, 

hvor forskellige praksisfællesskaber bringes i spil også med 

hinanden, men at det samtidig er nødvendigt at skifte 

mellem åbne og lukkede processer, hvor designprocessen 

dels er involverende med fx brugeren, dels er lukket, hvor 

designere og udviklere koncentrerer sig om udviklingsprocessen. 

Samspillet mellem forskellige praksisser og 

fagligheder giver netop mulighed for ny emergerende viden, 

når de indledende spilfægterier er overstået og mødestedet 

er defineret af nødvendigheden af forskellige kompetencer 

og ikke af en underliggende gruppepsykologisk dynamik i 

retning af at blive ens - netop derfor er de strukturerede 

processer og skiftet mellem åbne og lukkede processer af 

afgørende betydning. 

Artikuler! 

Mødestedet er defineret af forskellige anliggender og ikke en 

fælles sag. Men fokus skabes gennem tingsliggørelsen, hvor 

fx prototyper skaber artikuleringer, indskriver nye forskelle 

og netop udløser udviklingsdialoger. Processen kan skærpes 

yderligere gennem videnskabelige refleksioner, beskrivelser, 

der ligeledes indgår i innovationsprocesserne som 

anknytningspunkter for gensidige refleksioner. Ofte tales der 

om forskningsbaseret brugerdreven innovation. Det 

bagvedliggende rationale er mere eller mindre udtalt, at 

forskningstilknytningen skal fjerne den usikkerhed, som den 

brugerdrevne innovation også skaber: Det er sikkert rigtigt 

nok, at det er brugerne, der kender sandheden, men kan vi 

nu være helt sikre? Her må videnskaben træde til og fjerne 

usikkerheden. Men den videnskabelige rationalitets raison 

må her snarere udfoldes og ses som en række artikuleringer, 

som skaber andre distinktioner, der kan gøre aktørerne 

klogere, medføre mere kvalificerede processer - end som 

garantier for rigtighed. 

At gøre en forskel 

Innovation er en læreproces, hvor vi indskriver forskelle og 

skaber mening i disse forskelle. Læreprocesser er derimod 

ikke nødvendigvis innovative. Her er der ofte tale om, at vi 

tilegner os viden for at kunne indgå i en eksisterende praksis 

og opretholde den. Radikale læreprocesser og innovation 

konstituerer til gengæld hinanden: De er baseret på en form 

for reflekteret flerfaglighed, idet innovation skabes gennem 

dynamisk samspil mellem fagligheder, hvor flere fagligheder 

25

26 

kommer i spil og ikke konvergerer og dermed udligner 

distinktioner. Det vil sige, at vi skal overholde forskellige 

logikker og italesætte dem, så der udvikles en fælles 

forståelse af anliggender og egne mulige bidrag. Netop 

gennem forskelligheden kan vi gøre noget andet og mere, 

hvis vi fjerner forskelligheden, kan vi i bedste fald gøre mere 

af det samme. At gøre en forskel er således ikke bare en 

1990’er floskel: det udtrykker kravet til det lærende 

innovative menneske, det er en central del af en karakteristik 

af det moderne hyperkomplekse samfund, og endelig 

udtrykker det form og proceskrav til læring og innovation. 

Den normative innovationsmodel findes ikke, der er 

forskellige innovationsbaner og rum, som sammensættes 

løbende i reflekterede iterative processer, hvor altså netop 

forskellighed bliver den kritiske ressource. n 

Artiklen er blevet til på baggrund af diskussioner med bl.a.: 

Konsulenten, Hans Jørgen Knudsen (UC Metropol), 

Lederen, Jim Brick, Galway Technical Institute, Den intellektuelle, 

Lasse Juel Larsen, Knowledge Lab, Den ph.d.’studerende Steffen 

Löfvall, Knowledge Lab og Udvikleren, Lau Kofoed Kierstein, 

PlayAlive A/S.

“Jeg har en idé” 

- Thomas Krogh Hansen 

Innovationskonsulent, AgroTech A/S 

I AgroTech A/S er innovations- og idéudviklingsprocesserne 

væsentlige elementer af hverdagen – der skal hele 

tiden nye ideer til for at skabe det rigtige flow i forhold til 

en konstant udvikling inden for vores felt. Disse processer 

er grobunden for AgroTech, og derfor er det vigtigt at sikre 

en innovativ arbejdsplads, der muligvis ligger lidt uden for 

normerne – ”den gode idé” kommer måske så pludseligt, at 

man er nødt til at slippe alt, hvad man har i hænderne, så 

der brændes virkelig for det, vi laver, og for de forskellige 

projekter, vi har kørende. 

AgroTech er vokset til det dobbelte i antal medarbejdere på 

bare et år, og derfor kan det være svært at følge med i, hvad 

der sker rundt omkring i virksomheden. Derfor synes vi, det 

er vigtigt, at vores medarbejdere har mulighed for at kende 

de mange forskellige kompetencer, som deres kolleger ligger 

inde med. Viden og videndeling er ligeledes væsentlige 

faktorer hos os, da vi konstant skal udvikle og opdatere vores 

viden inden for vores felt. Vi besluttede derfor, at den bedste 

måde vi kunne forene de to elementer, var ved at udvikle et 

teknologisk hjælpemiddel, hvor alle medarbejdernes ideer 

kunne samles ét sted – dette blev til AIP’en, en 

ideopsamlings-teknologi: 

AIP står for AgroTech Innovation Portal. Kernen i AIP er at 

give AgroTech-medarbejdere mulighed for at dele ideer med 

27

deres kolleger. Herefter får alle mulighed for at bidrage eller 

kommentere ideerne. At bruge AIP’en skal være lige så nemt 

som at foreslå en ide ud i et lokale. 

AIP består af en front-end og en back-end. AIP’ens front-end 

består af en berøringsskærm placeret ved kaffeøen og en 

back-end, som er en applikation, der betjenes fra en pc. Hvis 

en AgroTech-medarbejder (AT’er) ønsker at bidrage eller 

kommentere på en af ideerne eller et af projekterne, 

markeres det ved et enkelt tryk på skærmen. Når 

vedkommende kommer tilbage til sin computer, er der 

blevet tilsendt en mail, hvor det er muligt at sende 

uddybende kommentarer eller spørgsmål til skaberen af 

ideen. Samtidig kan mailen fungere som hjælp og 

dokumentation i forhold ti fastholdelse af ideen. AIP’ens 

back-end er det stykke software, hvor man opretter 

beskrivelserne af de ideer og projekter, som skal vises på 

berøringsskærmen. 

Vores beslutning om at udvikle AIP’en skete for så vidt i 

blinde, da vi ikke vidste, om det var noget, som medarbejderne 

ville tage godt imod. Vi kunne ikke vide, hvad der 

ville ske, når vi fx satte et nyt teknologisk hjælpemiddel i spil. 

Vi kunne heller ikke spørge medarbejderne på forhånd, for 

hvordan skulle de dog vide, hvad noget sådant kan og ikke 

kan. Vi blev nødt til at starte med at gøre noget og se på det, 

der skete derefter. I den forbindelse havde vi brug for lidt 

hjælp, så vi ville få en bedre indsigt i, hvad medarbejderne 

28 

Eksempler på spørgsmål fra undersøgelsen: 

1) Hvad forstår du ved innovation? 

2) Hvordan får I egentlig en god ide? 

3) Hvordan foregår kommunikationen undervejs i 

jeres ideudviklingsproces? 

4) Kan du forestille dig at bruge et system til at 

registrere gode ideer, og eventuelt fordele og 

ulemper ved sådan et system? 

5) Føler du dig tilstrækkelig tryg til at komme med 

gode ideer? 

syntes – uden dog at komme ind på selve AIP’en. Vi 

kontaktede Alexandra Instituttet, som satte os i forbindelse 

med Knowledge Lab, da de havde lavet lignende 

undersøgelser for andre virksomheder. 

I september 2008 blev der gennemført kvalitative interviews 

med fem medarbejdere fra forskellige afdelinger i AgroTech 

– Miljø- og klimateknologi, Forsøg og Statistik, Biomaterialer 

og Strategisk udvikling. Efterfølgende evaluerede 

Knowledge Lab på de erfaringer de havde gjort, og der blev 

aftalt et møde, hvor de forskellige erfaringer fra udviklingsforløbet 

blev fremlagt og diskuteret. 

Erfaringer fra udviklingsforløbet 

De overordnede punkter ved mødet var 1) medarbejdernes 

organisationsforståelse og arbejdsatmosfære 2) hvordan får 

man egentlig en god idé, og hvordan fastholdes den? 

3) Hvordan skal et system til fastholdelse af gode ideer se ud/ 

introduceres? og 4) Lidt om Knowledge Labs metode – 

herunder restriktioner og muligheder. 

Det viste sig, at der blandt AgroTech-medarbejderne var 

meget stor stolthed omkring, at vi i sin tid blev udnævnt til et 

GTS-Institut. Det har nok også været medvirkende til, at 

virksomheden er vokset så hurtigt, som vi er – der er stor 

prestige i det at være GTS-Institut. Vi beskæftiger ikke 

længere kun folk med en uddannelse inden for landbrug, 

men vi er blevet meget bredere med hensyn til forskellige 

uddannelser, så vi har mulighed for at videndele med andre, 

som har vidt forskellige kompetencer end vores egne. Som 

en medarbejder udtrykker det: 

Folk med mange forskellige uddannelser 

Vi er blevet privilegeret med, at vi har fået så mange folk i 

AgroTech, som ikke aner en kæft om landbrug, som stiller 

mange skæve spørgsmål, men som for os, der i den grad har 

fået det ind med modermælken, godt kan se, at det er sådan set 

rigtig nok, de spørger ind til den. Så vi kommer til at tænke 

anderledes. Så de kan sige, at de har skubbet til os i nogle nye 

retninger, som vi ikke selv kunne have gjort, fordi de stiller de her 

helt banale spørgsmål.

Medarbejderne i AgroTech har forskellig viden, uddannelse 

og kompetencer, og det er derfor muligt at sparre med sine 

kolleger på kryds og tværs. Chancen for at finde den viden, 

man skal bruge, er derfor meget stor, men en af de ting, som 

blandt andet blev fremhævet på mødet, var også, at det ofte 

kan være svært at finde den viden blandt sine kolleger, da 

der tit kommer nye folk til virksomheden. Dette har betydet, 

at der finder en vis opdeling sted i virksomheden, så man 

ikke snakker så meget med de kolleger, der befinder sig 

uden for ens egen afdeling og i det nære miljø, det er der 

ikke rigtig tid til. Det er nogle af de ting, vi kan tage op til 

overvejelse, da det er vigtigt, at man får en indsigt i de 

andres arbejde og selvfølgelig ”de gode ideer”, hvilket var 

en af grundene til AIP’en – nemlig videndeling. 

Knowledge Lab påpegede også, at det var meget væsentligt, 

hvordan AIP’en blev introduceret til medarbejderne, da det 

ikke var alle medarbejdere, der syntes, at et system til 

registrering ville være en god idé. Der blev derfor fremlagt 

forskellige medarbejdertyper, som vi kunne tage 

udgangspunkt i, når vi skulle fremlægge vores system, så det 

kunne blive taget imod på bedst mulig vis. 

AgroTech – en uformel virksomhed 

AgroTech har et meget uformelt miljø, og det er noget 

medarbejderne sætter stor pris på, da det uformelle miljø 

spiller en stor rolle, når man skal finde ”den gode idé” – det 

skal ikke være for stramt, som en af vores medarbejdere 

fremhæver: 

Helst så uformel som muligt 

Vi snakker om de ting, der lige falder os ind og som lige popper 

op. Når vi har pauser, så gider jeg ikke at snakke, om det jeg lige 

laver nu, så vil jeg gerne snakke om andre ting. Det kan sagtens 

være havearbejde eller ferie – den slags ting, og så udvikler 

samtalen sig derfra uformelt, men vi er jo nogen fagidioter, så vi 

kan ikke lade være med at snakke om ting inden for vores 

område, og det går vi meget op i, og jeg tror, de fleste af os har 

vores arbejde som en slags hobby også, så det snakker vi meget 

om, det kan vi slet ikke lade være med, og derfor mødes vores 

tankegang på måder, hvorpå der opstår noget innovation. 

Når vi nu er så uformelle i AgroTech, er det også lettere for 

medarbejderne at komme med de ideer, de har – skøre eller 

ej, uden at de skal være bekymrede for, om ideen er god eller 

dårlig. En idé kan der for det meste altid arbejdes med, så der 

kan komme noget positivt ud af den, på den ene eller anden 

måde. Det er selvfølgelig ikke alle ideer, der bliver igangsat, 

men AgroTech skal gerne være virksomheden, som opfordrer 

sine medarbejdere til at bruge deres kreativitet, deres 

nysgerrighed og deres forskellighed, så vi når frem til de 

bedst mulige produkter og ydelser til nuværende og 

fremtidige kunder. n 

AgroTech A/S 

l Er et Institut for Jordbrugs- og Fødevare- 

Innovation, der skaber ny viden, rådgiver og yder 

teknologisk service på et almennyttigt grundlag. 

l Er en GTS-Virksomhed (Godkendt Teknologisk 

Servicevirksomhed). 

29

På min Facebook profil dukker en besked op. En af mine 

venner funderer over følgende: ”Hvis kærlighed er det 

største i verden, hvorfor er det så de små ting der tæller?”. 

Heldigvis kan jeg se hans billede ud for beskeden, så jeg 

kan huske, hvem det nu er, han er. Jeg har også på et 

tidspunkt godkendt ham som ”ven”, så kontakten er til 

stede og verificeret – og dermed er relationen forklaret. 

At etablere kontakten er overstået, og niveauet for vores 

fælles relation er anerkendt af os begge to. 

Fysisk repræsentation og procedure 

Det er en af fordelene ved sociale netværkstjenester som 

Facebook og LinkedIn og måske en af baggrundene for, at de 

får større og større udbredelse. Relationer til andre får en 

fysisk repræsentation og etableringen af dem en procedure. 

Helt konkret skal der jo gives tilladelser og godkendes 

typologiseringer af relationen (familie, kollega, skolekammeret 

el. lign.), før den digitale relation er etableret. Der 

er en tryghed i denne procedure, fordi den som regel kan 

foregå, uden at den person, relationen skal etableres i 

forhold til, er til stede. Som administrator af sit eget netværk 

kan man sidde i skjul bag skærmen og godkende eller 

ignorere henvendelser om etablering af kontakt. 

30 

Det netværkende menneske 

– flertydighed og tilgængelighed 

- Lise Agerbæk 

projektmedarbejder, Knowledge Lab 

Etablering af nye kontakter sker ofte ved et fysisk møde – 

konferencer, seminarer og coktailparties er sociale former, 

som blandt andet har til formål at skabe mulighed for 

kontaktskabelse. Som Goffmann beskriver i detaljer er også 

denne form for interaktion omgærdet af repræsentationer og 

procedurer (Goffman 1959: 7). I mødet vil alle involverede 

hjælpe den enkelte med at opretholde den fremstilling af sig 

selv, som han/hun stiller op med. Påstår jeg fx på en 

konference, at jeg er cand.mag., regnes det for meget 

uhøfligt som deltager i mødet ikke at godtage denne 

beskrivelse af mig. Som konferencedeltager er man 

forstående over for fx et manglende visitkort, som ellers ville 

gøre det plausibelt, at jeg er den, jeg påstår. På selve mødet 

er det altså ikke comme-il-faut at betvivle en repræsentation. 

I mødet opretholdes en ”working consensus” (Goffman 

1959: 10), hvis formål er at få mødet til at fungere. Belæg for 

den påståede selvbeskrivelse efterspørges ikke på selve 

mødet (med mindre mødet fx har dette til formål som ved et 

politiforhør). 

Håndtering af sociale relationer 

Den virtuelle selvfremstilling (i social software, men også via 

fx personlige hjemmesider eller blogs) gør det muligt i

meget højere grad at ”håndtere” sociale relationer, før et 

fysisk møde. Man kan checke folk ud, danne sig et overblik 

over, hvem (de påstår) de er, før man skal stå over for dem. 

Udviklingen har betydet, at det nu regnes for hæderligt og 

ærligt selv at stille sig til rådighed for denne slags granskning 

ved at vedlægge links til profiler, personlige hjemmesider og 

blogs, når man første gang henvender sig til andre. 

Goffman skelner mellem det indtryk, som man ønsker at 

give, og det indtryk, man ufrivilligt afgiver (Goffman 1959: 2). 

Den sidste type indtryk kalder Goffman for symptomatiske 

– det er med andre ord indtryk, som ligesom en sygdoms 

symptomer, er en synlig effekt af en bagvedliggende ”ting” 

– fx en holdning. Går jeg med kors om halsen, så indikerer 

det en religiøsitet, som medtages i bedømmelsen af mig, 

selvom jeg i mødet ikke taler om eller nævner noget, som 

har med religiøsitet at gøre. Pointen er her, at korset fortæller 

en historie, selvom jeg bare har valgt at bære det, fordi jeg 

synes det er ”pænt”. De tegn, man vælger, har betydninger, 

som rækker ud over den lokale (og selvdefinerede) kontekst. 

Den virtuelle selvrepræsentation kan give indtryk af at være 

meget nemmere at styre end den personlige fremtoning. Her 

er jeg jo herre over, hvad jeg lægger ud. Charles Cheung 

tillægger derfor den personlige hjemmeside et frigørende 

potentiale, fordi brugeren her kan give en mere ”poleret og 

detaljeret” (Cheung 2004: 56-58) fremstilling af sig selv. 

Cheungs artikel er retfærdigvis skrevet før social software 

blev udbredt, men tanken om, at man styrer det indtryk, man 

giver, bedre i profiler end ved fysiske møder, er ikke 

fremmed. Imidlertid er særligt billeder svære at styre – de 

afgiver ofte flere informationer end man forestiller sig. Og 

som bruger af profiler kigger man ofte mere på et portræts 

baggrund, tøjet eller omgivelser end på selve ansigtet. 

Pointen er, at de indtryk, man afgiver, er lige så vigtige for at 

etablere relationer, som dem man (tror man) giver. 

Behovet for denne ”ekstra information” kan ses af den 

popularitet, som muligheden for ”updates” eller 

micoblogging har fået. Nadja Pass beskriver i artiklen 

”Facebook Updates Retorik” de mange forskellige roller, 

denne microblogging kan have. Hun beskriver dem som et 

”indblik i, hvad vi alle sammen tænker og foretager os på 

almindelige hverdage”. Profilens personlige kommentarer 

giver sammen med billedbrugen en mer-information. 

Microblogging – og finurlige billeder – forlener profilen med 

en mulighed for at fremstå som en ”likeable” person. De 

erstatter samtalens sjove bemærkning eller skæve smil som 

icebreaker i kontakten. Samtidig er de med til at give et 

billede af en sammensat person – eller en flertydig person. 

Entydighed er ikke nødvendigvis en fordel i en virkelighed, 

hvor der hele tiden er nye sammenhænge, man skal kunne 

fungere i. 

Flertydighed 

Det er ofte ikke den regelrette kompetence, som gør én 

”tilgængelig” for nye arbejdssammenhænge, men ofte den 

skæve opgave eller det mærkelig projekt i CV’et, som 

fortæller om en person, der kan være omgængelig og måske 

ligefrem sjov at tilbringe tid med. Så selvom der advares 

meget mod at lægge ”afslørende” billeder ud på fx en 

Facebook-profil, så er det nemmere at forestille sig at 

samarbejde med et menneske, som i et eller andet omfang 

står frem med flere sider af sig selv. 

I og med at den fysiske repræsentation for relationen 

(profilen) er til stede hele tiden, er den også i fare for at 

”forstene”. Derfor er der god mening i at reetablere den ved 

daglig microblogging – eller ved at skrifte sit profilbillede 

jævnligt – og dermed gøre sig tilgængelig for stadig nye 

relationer. Flertydighed inviterer til at indgå i nye 

sammenhænge. n 

Referencer 

Goffman, E. (1959) Presentation of self in everyday life. New 

York: Doubleday Anchor. 

Cheung, Charles (2004) “Identity Construction and Selfpresentation 

On Personal Homepages” i Web.studies. ed. 

Gauntlett og Horsley, London 2004 

Pass, Nadja (2008) “Facebook Updates Retorik”, i Kommunikationsforumhttp://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=13329, 

hentet 4/1 2009. 

31

Diverse sociale netværk skyder i disse år op overalt. 

LinkedIn, Facebook, Plaxo, Arto mm. Alle er på og har 

tusindvis af Facebook-venner og LinkedIn-kontakter. Men 

kan alle disse netværk rent faktisk bruges til noget, eller er 

det blot endnu en unyttig tidsrøver i vores hyperkomplekse 

hverdag? 

Svaret er i virkeligheden op til den enkelte. Som med 

traditionelle netværk afhænger udbyttet meget af brugerens 

indstilling til og segmentering at det personlige netværk. I 

det følgende vil jeg forsøge at beskrive, hvordan jeg bruger 

mit internetbaserede netværk. 

Hvad er netværk? 

Indledningsvis er det vigtigt at gøre sig klart, hvad man 

forstår ved netværk. Ordet er jo et meget brugt for ikke at 

sige fortærsket udtryk i tiden. Professionelle, personlige, 

sociale, kriminelle, virtuelle etc. Alle er de netværk, der er vidt 

forskellige dog med det fællestræk, at de knytter en gruppe 

af personer sammen omkring et fælles interesseområde. Den 

type netværk, jeg taler om, er det professionelle netværk. 

Det professionelle netværk 

Et professionelt netværk er for mig den gruppe af mennesker, 

som jeg har været i kontakt med i mit professionelle liv. 

Fra studerende og undervisere på universitetet, chefer og 

kolleger fra forskellige jobs, kunder og leverandører, jeg har 

været i kontakt med i kortere eller længere perioder. At 

netværket er professionelt betyder, at vi omgås uden for 

privatsfæren og knyttes sammen af gensidig professionel 

respekt og behov for hinandens kompetencer. Det er ikke for 

afgørende, hvor lang tid der går mellem kontakterne, blot vi 

er enige om, at den professionelle kontakt udgør rammen for 

vores relation. Det betyder så også at vi ikke nødvendigvis 

behøver at bruge tid på at dele private oplysninger om 

familieudvidelser, husprojekter etc. Den professionelle 

netværksrelation skaber et rum, hvor vi i gensidig tillid, 

baseret på tidligere kontakt og samarbejde kan gå direkte til 

sagen, selvom sidste kontakt måske ligger år tilbage. 

Som netværkschef og kommunikationschef for Netværk 

Danmark (www.nd.dk) arbejdede jeg med at etablere 

32 

Hvordan føles et håndtryk i Cyberspace? 

- Henrik Gedde Moos 

Global Marketing Communications Director at Carrier Corporation 

professionelle netværk blandt danske kommunikationschefer. 

Formålet var og er at etablere en kreds af 

professionelle, der kan dele viden og erfaringer med 

hinanden i et fortroligt forum og bruge hinanden som 

sparringspartnere til gensidigt udbytte. Helt centralt for 

tilliden og dermed udbyttet i et sådant forum er at man rent 

faktisk har mødt hinanden fysisk. Det er det personlige møde 

der danner basis for, at man siden hen kan holde relationen 

vedlige via andre kanaler som telefon, e-mails og internetbaserede 

netværk. 

I mit arbejde som kommunikationtionschef i globale 

virksomheder, som danske Danfoss og amerikanske Carrier, 

er dette ikke anderledes. I globale matrixorganisationer 

arbejder man sammen på kryds og tværs af landegrænser og 

tidszoner. Relationen til personer, jeg har mødt fysisk, er altid 

stærkere end til dem, jeg kun har arbejdet sammen med via 

telefonmøder og webkonferencer. Det personlige håndtryk 

har ikke mistet sin betydning i relationsdannelsen. 

Hvad kan LinkedIn bruges til? 

Jeg bruger hovedsageligt LinkedIn til at organisere mit 

netværk af personer jeg har arbejdet sammen med eller på 

anden måde har været i personlig kontakt med. På sin vis 

som en elektronisk version af mapperne med visitkort og 

noter, som hidtil var det foretrukne netværksværktøj. 

For såvidt personerne holder deres profiler opdaterede, kan 

jeg følge med i deres karriere, jobskifte og kompetenceudvikling. 

Her skaber LinkedIn værdi i forhold til visitkortene, 

idet jeg hurtigt kan få et overblik over, hvem der i en given 

situation kan have udbytte af en viden, jeg har eller kan 

bidrage med viden til en problemstilling, jeg arbejder med. 

Ligesom jeg kan lede personer, der henvender sig til mig, 

videre til personer i mit netværk med en relevant baggrund 

eller viden. Dette stiller naturligvis krav til en vis disciplin, så 

mit netværk ikke oversvømmes af unyttige henvendelser. 

Frugtbare netværk bæres først og sidst af et gensidigt 

udbytte af relevant vidensudveksling. Dette er for mig et 

kardinalpunkt og der, hvor de frugtbare netværk skilles fra 

tidsrøverne.

På min profil http://www.linkedin.com/in/henrikmoos kan 

alle se, hvilke 305 personer der pt. er en del af mit netværk 

og deres kompetencer, men de kan ikke kontakte dem 

direkte. For at få kontakt til personer i mit netværk, kan de 

bede mig om at knytte forbindelsen. Dermed står jeg som 

garant for, at de ikke spammes af ikke-relevante 

henvendelser, og det virker faktisk. Man kan vælge at lægge 

kontaktdata på sin profil og dermed invitere folk til at tage 

direkte kontakt. Det afgørende er, at netværket eller det 

sociale system ikke kan penetreres udefra, men kræver en 

invitation indefra. 

Det kan virke arrogant, men udbyttet af et netværk er aldrig 

større end medlemmernes input. Ønskes et stort antal 

kontakter kan man sagtens få det, spørgsmålet er så blot, om 

der stadig finder relevant vidensudveksling sted, eller man 

har skabt en tidsrøver. 

Rent praktisk sørger jeg for løbende at invitere personer, jeg 

arbejder sammen med til at blive en del af mit netværk. 

Dette gør det meget lettere at holde kontakten i forbindelse 

med jobskifte og deraf følgende skift af pc. Gennem min 

LinkedIn profil har jeg også fået flere henvendelser fra 

headhuntere som i stigende grad benytter disse netværk i 

deres søgning. LinkedIn er også søgbar fra eksempelvis 

Google, så du kan findes af personer, der ønsker at komme i 

kontakt. Du er med andre ord globalt tilgængelig i den grad, 

du selv ønsker det. 

Hvordan føles et håndtryk så i Cyberspace? Jeg ved det ikke. 

For mig er og bliver de internetbaserede professionelle 

netværk et supplement til de netværk, der bliver skabt 

gennem personlig kontakt. Det reducerer kompleksiteten 

forbundet med at holde sig opdateret, men det kan ikke stå 

alene. Vi har dog kun lige set begyndelsen af de sociale 

systemers udkrystallisering i vores globaliserede virkelighed. 

Jeg er helt sikker på, at vi står overfor en umådelig udvikling 

af nye omgangsformer og netværksdannelser via internettet. 

n 

33

For tyve år siden skrev den franske sociolog Jean 

Baudrillard, at de digitale medier skabte en slags 

kommunikativ promiskuitet. Hvordan? Jo, når vi 

kommunikerer, åbner vi os for andre, og alle mennesker 

har brug for nogle gange at åbne sig, andre gange at lukke 

sig. Tænk hvis vi altid var åbne, altid tilgængelige for 

andre? Tænk hvis vi aldrig var fremmedgjorte, dvs. var 

indbyrdes lukkede. Resultatet ville være – og der kommer 

hans påstand – en uendelig promiskuitet. 

Når Baudrillard sagde, som han gjorde, var det – blandt 

andet – for at provokere. Han ville gerne provokere alle dem, 

der som Habermas hyldede kommunikation som fællesskab, 

meningsskabelse og skabelse af indbyrdes forståelse. For 

hvis Habermas havde ret, så ville udviklingen af globale 

34 

... med på kanten 

Facebook: Forførelse, selvforførelse og promiskuitet 

- Lars Qvortrup 

dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet 

kommunikationssystemer naturligvis skabe global forståelse, 

ja et globalt meningsfællesskab. 

Hvad kan vi sige i dag, tyve år efter, og beriget med 

Facebook, Flickr, mobiltelefoner, sms? Har vi nået det globale 

meningsfællesskab? Eller har vi snarere nået en tilstand af 

global, kommunikativ promiskuitet? 

Tjah, svaret afhænger naturligvis af øjnene, der ser. Men 

meget tyder på, at Baudrillard havde mere ret end Habermas. 

Tallene viser, at unge mennesker er på vej imod et smsforbrug, 

der når grænsen for det fysisk mulige. At de sender 

og modtager så mange sms’er om dagen, som det rent fysisk 

kan lade sig gøre, når de også skal sove, spise og gå i skole 

(som om spisning og skolegang skulle forhindre, at man

sms’ede). At 60 procent af alle unge, som Christopher 

Gersbo-Møller fremhæver i sin artikel, tager mobilen med i 

seng, og at mobilen er sværere at undvære end 

pengepungen. 

Man befinder sig med andre ord i en tilstand af konstant 

åbenhed. Grænsen mellem ”jeg” og ”omverden” flytter sig. 

Tidligere tiders ensomme selvrefleksion er nu blevet et 

kollektivt anliggende, som man lægger på nettet. 

Det fænomen kan ikke mindst studeres på Facebook. 

Facebook er stedet for den ubegrænsede selvfremstilling. 

Her blotter man sit ansigt, her er selve essensen ”Facework”, 

og grænsen mellem privat og offentligt er rykket i en sådan 

grad, at midaldrende folk som mig føler det 

grænseoverskridende. Fotoseancer, som tidligere tilhørte 

den absolut private del af ens personlige foto-album (eller 

som måske ligefrem blev bortcensureret som pinligt) ligger 

nu frit tilgængelig på nettet, og genren ”pinlige billeder” er 

blevet en anerkendt og meget dyrket genre. 

I og for sig er dette ikke et udtryk for forførelse, for ingen 

bliver forført af en specifik anden til at udstille sig. Nej, 

snarere er det et udtryk for selvforførelse, for man lever bare 

op til et kollektivt krav om, hvordan man performer. Det 

minder lidt om situationen i meget gamle dage, da vi i 

provinsen i tv-serien ”Her er dit liv” så, hvordan 

københavnske kändisser krammede og kindkyssede, når de 

traf hinanden – og langsomt, kejtet og tøvende selv 

begyndte at gøre sådan, ofte så hoveder stødte sammen og 

skammen meldte sig, fordi vi dengang var amatører. 

Og hvad betyder det så? Betyder det, at de nye digitale 

kommunikationsmedier leder til fordærv og socialt forfald? 

Nej, det er for dumt at tro, at enhver forandring er en 

forandring til det værre. Men det betyder heller ikke, at de 

nye kommunikationsmedier automatisk leder os frem til en 

gylden tid, hvor nye Messias’er (som fx Obama) ganske vist 

ikke går på vandet, men til gengæld surfer på nettet, hvorfra 

de surfer lige ind i hjerterne på os alle sammen. Det betyder 

heller ikke, at der opstår et globalt, kollektivt 

meningsfællesskab. 

Men til gengæld betyder det noget for vores viden om, 

hvordan mennesker og it spiller sammen. Det har i mange år 

været god tone at kritisere den såkaldte tekno-determinisme 

for til gengæld at hylde det der (af en eller anden grund, som 

aldrig har været klar for mig) er blevet kaldt en særlig 

skandinavisk ”user-centredness”: Innovation, også 

teknologisk og digital innovation skal ske med mennesket 

som drivkraft, lød mottoet. Og i eftersætningen blev det 

fremhævet, at det var vi nordiske folk særligt gode til. Det 

havde vist nok noget at gøre med Grundtvig og højskoler. 

Nej, er mit svar. Innovation og forandring sker, når menneskelige 

sædvaner udfordres af nye digitale muligheder. Når 

nye medier skaber nye regler for kommunikativ adfærd. Når 

nye livsstils-æstetikker (kindkys dengang, intimiserende 

selvfremstilling i dag) bliver til god og accepteret smag. 

En sådan udvikling hverken kan eller skal man bremse, og 

jeg er i øvrigt overbevist om, at såkaldt ”unge mennesker” er 

mindst lige så moralsk forfægtede som alle vi andre. I hvert 

fald går diskussionen livligt – også på Facebook – om, hvad 

man kan, og hvad man ikke kan. 

Altså: Kilden til innovation finder man ikke i enten 

mennesket eller teknologien. Innovation skabes i det 

dynamiske samspil mellem de to. Det burde man også forstå 

på det, der er mit fagområde, nemlig pædagogikken. Når de 

nye medier samlet støv på skolerne, sådan som en aktuel 

rapport påstår, så skyldes det, at man ikke ser elevernes 

omgang med mobiltelefoner og facebook som et potentiale, 

men som et problem. Så er det, man beder dem om at slukke 

for mobilen i timerne. Og når man først har gjort det, er der 

godt nok langt til at få tændt for computeren. n 

35

Det netværkende menneske - Knowledge Lab

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Det netværkende menneske - Knowledge Lab

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?