1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

170 • Anmeldelser
af det tidligere forfatterskab - som efter en sprængning. Hvilken anden skrivemåde kunne
have rummet dette?
Og man kunne hæfte sig ved, at konflikten mellem insisteren på eksistentielt valg, voksen
handling, og regrediering til infantilt erotiske reaktionsmønstre findes allerede inden for det
episk fremstillede. Her kunne også romanen Ingen kender natten 1955 inddrages.
Den skrivemåde, som Branner udviklede, og som ESN har redegjort så præcist for, kunne
rumme denne kaotiske uafklarethed, og den kunne afspejle den (næppe til at skelne fra krisens
symptomer selv).
Den kunne måske også have befordret en overvindelse af uafklaretheden. Men en bestræbelse
i den retning er - også i ESNs redegørelse - vanskelig at få øje på. Branner synes ikke at
have været rede til at opgive den humanistiske forkyndelse eller revidere den i konsekvens af
gjorte skrifterfaringer. Velsagtens derfor slap han heller ikke skriften helt fri.
Finn Brandt-Pedersen
Lise Loesch: Tamme fugle længes - vilde flyver. Avantgardelyrik i Danmark,
Finland og Sverige i mellemkrigstiden. Akademisk Forlag 1980. 192 s. Kr. 98,00.
At forene kunst og liv kan ses som den fælles bestræbelse i de avantgarde-bevægelser der
så dagens lys i europæisk kunst i årene omkring første verdenskrig. I modsætning til en traditionel
borgerlig kunstopfattelse, for hvilken kunsten eksisterede som et skønhedsreservat
højt hævet over den sociale og private virkeligheds smuds, hævdede futurister, ekspressionister
og surrealister kravet om en kunst, hvis teknik var i overensstemmelse med en moderne
kaotisk virkelighedsoplevelse, og hvis menneskebillede rummede visionen om en tilværelse
frigjort for moralsk og samfundsmæssig tvang. Med ønsket om at sætte kunsten i aktiv forbindelse
med den sociale praksis - »ophæve ophøjelsen« - placerede avantgarden sig i opposition
til det bestående og på linje med tidens fremherskende frigørelsestanker, især marxismen
og den freudske psykoanalyse. Men skønt avantgarden således i sit udgangspunkt, den
kunstneriske revolte, kan ses som en samlet enhed, var dens ideologiske og politiske status
langtfra entydig. Den italienske futurisme førte via begejstringen for kraft og krigerære direkte
over i fascismen, og for flere af de tyske ekspressionister blev nazismen, med dens dyrkelse
af vitalitet og kollektivitet, og dens front mod dekadencen, en farlig vej ud af hvad man
opfattede som en udlevet borgerlig kultur. Selv den bevægelse, der med størst konsekvens
søgte at forene kunstnerisk og politisk radikalitet, den franske surrealisme, endte pga. alliancen
med kommunistpartiet så langt fra sit dadaistiske udgangspunkt, at konsekvensen blev
splittelse.
Netop forholdet mellem kunstnerisk og politisk radikalitet har interesseret Lise Loesch i
hendes omfattende og omhyggeligt dokumenterede undersøgelse af den lyriske avantgarde
i Norden fra 1916 (hvor Edith Sodergran debuterer og Par Lagerkvist udsender Ångest) til
midten af 30'erne. Efter i et indledende kapitel at have opridset hovedlinjer i modernismens
historie fra den franske symbolisme til det avantgardistiske boom omkring første verdenskrig
beskriver hun i tre store kapitler udviklingen fra futurisme over ekspressionisme
til surrealisme i Danmark, Finland og Sverige, eksemplificeret ved centrale forfatterskaber,
der gennemgas dels med henblik på æstetisk teknik og ideologisk holdning, dels ud fra
spørgsmålet om deres mulige frigørende funktion.
Generelt ser Lise Loesch modernismen »som progressiv beskrivelse, og dermed mulig ændring
af forhold, som har betydning ud over det rent æstetiske« (s. 16). Til forskel fra en