read - Martin Bigum

Balder Olrik: ”Christiansborg brænder”, 1988, Peter Ambys samling
*
I 1989 købte jeg mine første seriøse maler‐remedier, og en lys forårsaften aften sad jeg for åbne
vinduer, foran det opspændte lærreds store hvide uåbnede dør, og anede ikke hvad jeg skulle
male. Tvét ved siden af mig var skruet ned i volumen, og jeg så adspredt nyhederne om de
forskellige tegn på krakeleringer i den kommunistiske østblok, men ingen turde endnu tro på, at
Muren nogensinde skulle falde. Jeg skiftede kanal, og der var en udsendelse om zeppelinerne,
summende store fortidsmaskiner, hvis oppustede magi forsvandt, som dug for solen, da det mest
kendte af dem, sprang i luften. De mindede mig om historiens gang; at noget der den ene dag
synes så altoverskyggende mægtigt, den næste dag er pist forgangent. Som dinosaurer. Som
romerriget. Som Det Tredje Rige. Som nyheder og opdagelser. Jeg sad i et delta mellem de to
tilstande og var så privilegeret, at hvis jeg havde lyst, kunne jeg jo male et billede over det. Henne
på natbordet lå Günther Grass´roman Bliktrommen, som jeg netop havde læst. Det faktum fik
brikkerne til at falde på plads. Henover det næste døgn malede jeg maleriet ”Das Oskar‐
Worldtour 1990”, hvor et lille luftskib luder over en bliktromme i et udefinerbart rum. I et maleri
kan enhver lige pludselig blive til drengen Oskar fra Bliktrommen. Og han kan antage en hvilken
som helst form, han kan standses i sin vækst, og have noget på hjerte, i maleriets fastfrosne
øjeblik. Og det kan vare resten af ens liv. Både kunstneren og publikum kan transcendere tid og
sted. Bare et øjeblik, bare en sammensmeltning af sansning og eftertanke.
Med dét maleri fandt jeg ud af at jeg gerne griber et værk konceptuelt an, men at klangbunden
skal være egne erfaringer og erkendelse: mellem de to yderpunkter hænger værket og knitrer. Jeg
debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1990. På det tidspunkt var Muren faldet.