read - Martin Bigum

Recommendations

Info

dimensioner, og kun de mest basale træk ved mennesket er tilbage: ekstase, smerte, håb, skyld, overlevelsesinstinkt, omsorg, drift etc. Og eftersom hans malerier er værker der vil være her mange år endnu, så vil de altid have den kunstneriske evne, og ret, til at give os disse tidløse scener fra menneskets primitive reaktionsmønstre. Det kræver et godt stænk individuelt overskud at se på Nerdrums malerier, for det er det store tidløse falkeøje der er optikken. Og poesien‐ og poesi er altid udefinerbar, og peger tilbage på dens publikums egen vilje til indlevelse. Rent malemæssigt var det jo også en rejse i sig selv at se hans malerier. Enhver der har en smule indsigt i maleriet, som medie og materie, vil vide hvor svære, og over‐sanseligt udførte, hans værker er. Det er bestemt overhovedet ikke normalt at kunne, hvad Nerdrum kan med malingen og penslerne. Det ér, hvordan man så end vender og drejer det, en kunst i sig selv. Det var også i de år at vigtige samtidskunstnere som Jeff Koons, Matthew Barney, Wim Delvoye, Thomas Ruff, Mark Dion, Felix Gonzalez‐Torres, Paul McCarthy, Mike Kelley m.fl for alvor brød igennem muren på den internationale samtidskunstscene og signalerede helt nye toner: den globaliserede kunst var nu i fuld gang. Det kunne have været til et soundtrack af techno, hiphop eller piblende ny elektronisk ambient musik, men det var, rent faktisk, ligeså meget til lyden af den estiske komponist Arvo Pärts minimalistiske og sakrale kompositioner. Hans musik pegede frem og tilbage i een og samme bevægelse, og vandt genlyd og nærvær, i vores vildt spirende og hastige multimedie‐samtid. Odd Nerdrum, ”Contra Natura”, 1990 * I 1991 havde jeg min anden soloudstilling ”Heartland” hos Galerie Pilou Asbæk i Gothersgade. Udstillingen bestod både af maleri, foto og installation. Jeg havde skrevet følgende manifest:”En række af 80’ernes billedkunstnere er flere steder taget til indtægt for et opgør med den modernistiske avantgardes projekt, ved angiveligt at spille dennes dogmer ud imod den selv, ved at overskride avantgardens krav om overskridelse. En følge af denne æstetisk‐ filosofiske vrangvending bliver den vakuum‐lignende tilstand, den efterfølgende generation (min!) befinder sig i, en tilstand der både er forbandet og ekstatisk. Forbandet fordi avantgardens tradition for reaktion på reaktion har spist sig selv, og gør det til den pinligste vegetation at reagere på dette.
Væk er den motor som ellers længe har trukket kunsten frem. Ekstatisk derved at man nu pludselig hænger frit svævende i det tomme rum, og selv er overladt at indblæse betydning i kunsten”. Jeg, for min del, nægtede at acceptere Kunstens død, eller at den lå i respirator, og sådan opstod ART‐figuren, som er denne lille kutteklædte døde‐figur, ofte med ordet ART skrevet i rødt op ad ærmet, som jeg lavede en del malerier med igennem 90’erne. ARTs funktion var at være en personificeret udgave af kunsten, både sjov og sinister, og som med en le over skulderen, enten var ude for at svinge leen en sidste gang, eller for at høste erfaringer. Når jeg lod ham gå fra maleri til maleri, fra scene til scene, og SELV fandt på hvad der skulle foregå på lærredet, ja, så levede mit maleri. Jeg sad selv og passede udstillingen, da Balder Olrik lige pludselig stod der og kiggede på mine malerier, lokket ind af den anmeldelse jeg samme dag havde fået i Politiken under overskriften Opgør med avantgarden. Fra starten var vi på bølgelængde og påfaldende enige i, at kunst ikke skal være et politisk talerør, men sagtens kan indeholde en kritik alligevel. Vi var enige i, at kunst ikke skal dikteres af andet end kunstnerens egne ønsker, instinkter og præmisser, og frem for alt i, at 70 års modernisme ikke skulle hænge ind over vores skuldre og give os skyldfølelse over, at vi ikke længere tog den alvorligt, hvis vi mente kunsten brændte på et helt andet sted. Vi var enige om, at hvis ikke kunsten fundamentalt er ytringsfrihed par excellence, hvad er den så? Og at hvis den er ytringsfrihed, jamen, så er alt vel tilladt? Balders atelier var et eksperimentarium, en drypstenshule af oliemaling, voks, lakker, pigmenter, olier, terpentin, sikkativ, dammarlak, han var helt inde og boltre sig i maleriet, som ikke kun åndelig, men også materiel videnskab. Ikke at vi filosoferede, drak sauternes, og røg cigarillos hele tiden, vi rev da også almindelige drengede platheder af os og trak vejret baglæns når vi grinede. Fredag og lørdag aftener var vi på Caféerne Dan Turell og Krasnapolsky, som alle andre unge kunstnere i de år, og under tågebankerne af tusinder af tændte Prince Lights, skulede man rundt til hvem der syntes at have fremtidens lys brændende i øjnene. * Det har altid været min opfattelse at den frihedsfølelse som skyllede gennem ikke bare Europa, men hele verden, da Jerntæppet kollapsede i november '89, sammenfaldt med den understrøm af uformulerede forventninger, som altid præger folks underbevidsthed, når et nyt årti går igang. Dette afstedkom den veritable eksplosion af innovation og genreoverskridelses‐rus, som kom til at præge 90’erne, og dermed også samtidskunsten. Installationskunsten foldede sig nu ud, som en undersøgelse af rum, i enhver forstand, først i undergrunden, så i de etablerede gallerier, og derefter invaderende museerne, der alt for længe havde været for støvede og indspist aflukkede. Installationerne var yderst velkomne alternativer til den postmoderne "alt‐er‐det‐samme"‐ grundholdning, og sammen med foto‐og videokunsten begyndte blodet igen at rulle i kunstens gamle korpus, som begyndte at rejse sig og slå støvet af sig. Alle de kunsthaller‐ og biennaler, som poppede op overalt (som følge af et ligeledes eksploderende kunst‐og kulturbehov), havde ligeledes brug for ekspansive nye kunstformer til at blive fyldt ud med. Maleriet fik med sin traditionelle plads på væggen, yderst trange kår som kunstnerisk udtryksmiddel de næste syv år, ude såvel som hjemme, på gallerier, museer, kunsthaller‐ og foreninger. Fordømmelsen af maleriet, fra installations‐, objekt‐ ,fotokunst‐, og videokunstnernes neo‐avantgarde, var uhyre intens. Det var et gammelt medie, der havde overlevet sig selv og ikke kunne bidrage med noget nyt, sagde man. Igen‐igen.
Page 1 and 2: Passioneret trods. Malerier fra den
Page 3 and 4: Michael Kvium ”Selvportræt”, 1
Page 5: Martin Bigum, ”Das Oskar‐ World
Page 9 and 10: Preben Fjederholt, Usikkerhedsfelt,
Page 11 and 12: * Balder Olrik og jeg fik i 1993 hv

read - Martin Bigum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?