Medier og Politik - IPmonopolet

ipmonopolet.dk

Medier og Politik - IPmonopolet

TEMA: Medier og Politik

IPMONOPOLET.DK ° ÅRGANG 2 ° NUMMER 4 ° 1. UDGAVE

IPMONOPOLET

tidsskrift for international politik

TEMA

IPmonoPolet sætter I denne Udgave fokUs På medIer og PolItIk

vælgerne og PartIerne “one nIght stands’ eller ‘a marrIage made In heaven”?

sigge Winther nielsen

InternatIonale medIer: når sProget er den eneste forskel

rune saugmann

MONOPOLET

charlotte aagaard Udlandsredaktør fra

dagbladet InformatIon

SYNSPUNKT

IntervIew med lektor mark ørsten

UDBLIK

verdensmesteren I stedfortræderkrIg

Jonathan Bugge harder

IndIens modsætnIngsfyldte fremgang

Jørgen dige Pedersen

det brItIske system I forandrIng

Yosef Bhatti

1


LEDER

Kære læser af IP monopolet

Det er os en fornøjelse at kunne præsentere denne udgaves opdateringer

om internationale emner.

Vores tema handler denne gang om formidlingen af international politik og

vi har fået en perlerække af spændende bidrag, der diskuterer de dilemmaer,

som er knyttet hertil. Den seneste udvikling i Israel-Palæstina konflikten, og

de uhyggelige billeder af ofrene for den israelske invasion, har endnu engang

skabt debat af billedets magt. Og netop fordi et billede siger mere end

tusind ord, så virker det ikke som om at hverken Hamas eller den Israelske

regering har tøvet med at sende billeder ud af døde civile eller

strategiske bevægelser. Du kan blandt andre spændende artikler læse om TV

stationen Al-Jezeeras historie, finansiering og indflydelse på den arabiske

civilbefolkning, satellit TVs indflydelse i Mellem Østen og læse interviewet

om mediernes krigsdækning med Mark Ørsten lektor fra RUC.

Endvidere er det værd at lægge mærke til de mange bidrag i udblikssektionen,

som kommer vældig langt rundt og blandt andet gør dig klogere på

konflikten i Congo og de kommende valg i England og Tyskland. Derudover

vil vi fremhæve de to artikler om henholdsvis Pakistans strategiske kvaler

og udviklingen i det folkerige Indien. De giver samlet et vældig interessant

opdatering på denne regions problematikker.

En stor tak til alle vores skribenter for deres bidrag, og til redaktionen bag IP

monopolet, der midt i den travle eksamenstid har lagt et stort stykke arbejde

i at få færdiggjort denne udgave. Vi har efter denne omgang valgt at lade

stafetten gå videre til Emma og Liv, som fra næste udgave vil tage ansvaret

for IP monopolet.

God læselyst

Lise Frikke og Thomas Land Christiansen

Lise

Frikke

stud.scient.pol

københavns Universitet

ansvarshavende redaktør,

IPmonopolet

Thomas

Land Christiansen

stud.scient.adm

roskilde Universitet

ansvarshavende redaktør,

IPmonopolet

2


INDHOLD

leder

TEMA

InternatIonale medIer: når sProget er den

eneste forskel

vælgerne og PartIerne “one nIght stands” eller

“a marrIage made In heaven”?

hvIlken betydnIng har “IslamIsk satellIt-tv”?

al-Jazeera – en stemme fra verdens brændPUnkter

UDBLIK

det brItIske system I forandrIng

congo, eU og mIlItær krIsestyrIng I afrIka

verdensmesteren I stedfortræderkrIg

IndIens modsætnIngsfyldte fremgang

oPtImIsme Uden ParadIgmeskIft

robert mUgabe - en gammel hUnd behøver Ikke nye

trIcks

IdentItetskrIse På den tyske venstrefløJ

MONOPOLET

SYNSPUNKT

redaktIon

2

4

5

9

13

16

19

20

24

27

30

35

38

40

43

45

50

3


MEDIER

&POLITIK

TEMA

INTRODUkTION

4


Internationale medier:

når sproget er den eneste forskel

Nyheder om WTO-forhandlingerne ensrettes

over hele verden

Da Doha-forhandlingsrunden gik i gang i 2001 var det

med intentionen om, at en ny global handelsaftale skulle

ligge på plads i 2004. Forhandlingerne startede kort efter

11. september under intens international mediebevågenhed,

og fra forskellige hjørner af verden blev der

anlagt mange forskellige syn på såvel forhandlingerne

som formålet med dem. Det gør der ikke mere.

Efter tusindvis af historier i dusinvis af førende aviser

verden over ser det ud til, at der kun er én vinkel

tilbage: Snart sagt alle historier er versioner af den

samme metafortælling, den neo-liberale udviklingsfortælling.

I perioden 2001-2006 – hvor jeg til bogen

the WTO Agenda and the Media Agenda 1 har analyseret

pressedækningen i USA, Spanien, England, Indien

og Argentina – er der sket en bemærkelsesværdig

ensretning af presseomtalen af forhandlingerne – i øvrigt

sideløbende med at forhandlingerne om en global

frihandelsaftale er blevet stadig mere fastlåste.

Den neo-liberale udviklingsfortælling

Nyhedsartiklerne er i denne periode blevet underlagt

den samme metafortælling, et neo-liberalt udviklingseventyr

hvor de fattige lande skal reddes fra fattigdommen

ved at de rige lande går forrest og liberaliserer

verdenshandelen. I denne fortælling er liberalisering

altid nøglen, EU og/

eller USA normalt

skurkene – især i

kraft af deres indbyrdes

skænderier

over begges unfair

landbrugsstøtte –

men også ulandene

får deres del af skylden

når de beskytter

Af Rune Saugmann

En historie om hvordan nyheder fra WTO’s Doha forhandlingsrunde ensrettes på tværs af landegrænser

og bremser WTO-forhandlingerne.

egne interesser og er skeptiske overfor handelsliberalisering.

Protektionisme er tabu

Mens nyhederne i 2001 blandede ideen om velstand gennem

frihandel op med specifikke nationale synspunkter

– f.eks. spansk presses dækning af beskyttelse af unge

spanske olivenbønder eller indisk presses fokus på

små familielandbrug – præsenteres frihandels-vinklen

i 2006 næsten uimodsagt. Det er ikke fordi de nationale

særinteresser er forsvundet i mellemtiden, eller fordi

interessegrupperne er holdt op med at henvende sig

til deres landes regeringer for at opnå beskyttelse. Det

Efter tusindvis af historier i dusinvis

af førende aviser verden over ser det

ud til, at der kun er én vinkel tilbage:

Snart sagt alle historier er versioner af

den samme metafortælling, den neoliberale

udviklingsfortælling.. i øvrigt

sideløbende med at forhandlingerne

om en global frihandelsaftale er blevet

stadig mere fastlåste

synes snarere som om der er opstået et medie-tabu omkring

’protektionisme’ – trangen til at beskytte nationale

særinteresser. Udviklingen kan ses i figuren til højre

der viser hvor mange liberalistiske argumenter pressen

bringer for hvert protektionistisk argument.

At handelsprotektionismen langtfra er politisk uddød

men lever i bedste velgående – i øjeblikket tilført ekstra

næring af angsten for at blive hårdt ramt af den globale

recession – illustreres f.eks. i ’køb amerikansk’-klausulen

i genoplivningspakken USA’s kongres vedtog i slut-

5


ningen af januar 2009 (og tilsvarende elementer i f.eks.

svenske, engelske og tyske krisepakker) – for ikke at

tale om af den linde strøm af dumping-beskyldninger

og følgende anti-dumping-skatter der i altid flyder mellem

verdens store handelsnationer. Så handelsprotektionisme

er om noget ’alive and kicking’. Bare ikke i

medierne.

Medierne ensretter ofte dækning

Det er svært ikke at undre sig over hvordan det kan

være, at medievirkeligheden tilsyneladende har fjernet

sig så meget fra den politiske virkelighed at protektionisme

kan bandlyses i medierne og erstattes af et neoliberalt

udviklingsparadigme – samtidig med at den

praktiske politik i høj grad følger de nationale særinteressers

protektionistiske logik. Og det er nok endnu

sværere at komme med et entydigt svar på hvorfor det

er sådan. Men tendensen til at medierne dækker det

samme på den samme måde er ikke helt ny, i hvert fald

ikke når det gælder de nationale medier. Med et hurtigt

blik på vilkårene for international nyhedsproduktion,

de journalistiske normer og arbejdsmetoder kan vi i det

mindste få nogle ideer om hvad der

kan ligge bag nyhedernes lettere virkelighedsfjerne

pseudo-virkelighed.

Nyheder er hvad

nyhedsmedierne bringer

Et grundvilkår for nyhedsformidling

er, at ingen på forhånd ved hvad der er

nyheder og hvad der bare er almindelige

begivenheder. Det kan virke banalt,

men er det sådan set ikke. Hvad

der er døgnets vigtigste nyheder kan

kun indkredses ’posthumt’ som det

nyhedsmedierne valgte at fokusere på

fra dét døgns uendelig mange begivenheder

– de historier der blev taget op

af andre medier i løbet af dagen og

som blev fulgt op med flere historier

de følgende dage – og det kriterium

kan journalisten jo ikke rigtig bruge til at vælge om hun

skal bruge dagen på at forsøge at forstå udviklingen i

WTO-forhandlingerne eller måske hellere tage formiddagen

fri og derefter skrive en klumme om det hjemlig

politis sprogbrug overfor borgerne.

Den grundlæggende usikkerhed forbundet med valget af

hvilke af nyhedsdøgnets utallige begivenheder der skal

fokuseres på er afgørende, ikke mindst fordi et ’forkert’

valg af fokus ikke bare er spild af tid og ressourcer,

det er også skadende for den professionelle status og

genstand for kollegiale drillerier. Journalisterne og nyhedsmedierne

forsøger selvfølgelig at begrænse usikkerheden

og minimere risikoen for at spilde ressourcer,

f.eks. ved at fastlægge prioriteringen af ’skemalagte’,

forudsigelige nyheder ved forudgående redaktionsmøder,

men elimineres kan den ikke.

Usikkerheden er stadig et grundvilkår – og strækker sig

udover valget af nyhed også til vinklingen af historien,

som journalisten gerne vil have opfattes som skarp og

professionel af både redaktører og læsere. Usikkerheden

er central, fordi mange af de strategier journalister

og redaktører bruger for at minimere usikkerhed

har den utilsigtede effekt at nyhederne homogeniseres

– de bliver ens på tværs af nyhedsmedier, og som vi så

endda landegrænser.

Angsten for at overse nyheden

Angsten for at misse den ’rigtige’ nyhed eller anlægge

en ’forkert’ vinkel på den får såvel journalisterne som

redaktørerne til at kigge konkurrenterne over skulderen

for at se hvad de har valgt og hvordan de har vin-

klet. Før i tiden foregik dette mest ved at redaktørerne

tjekkede nyhedsbureau-artiklerne og journalisterne

tilstede ved en event forsøgte at lokke vinklingen på

dagens historie ud af hinanden – journalister som New

York Times’ R.W. Apple blev i sin tid berømte som

dem der ’lagde snittet’ på dagens politiske nyheder og

genstand for massiv opmærksomhed fra deres kolleger.

Med onlinemediernes øjeblikkelige dækning og opdatering

og muligheden for online-redigering ’forbedres’

6


muligheden for at følge med i andres prioriteringer betydeligt.

Det gør det nemt for den ikke så handelspolitisk

drevne journalist – eller redaktøren der gerne vil

sikre sig at avisens dækning er på linje med de bedste –

at følge med i hvordan f.eks. Financial Times eller Wall

Street Journal dækker samme begivenhed – måske med

den konsekvens at ensretningen forstærkes.

Jagten på de autoritative kilder

Journalister har selvfølgelig uformelle guidelines i udvælgelsen

og behandlingen af deres stof, bedre kendt

som nyhedskriterierne. Selv efter at begivenheden bag

en nyhedsreportage er valgt er der jo mange muligheder

for hvordan journalisten kan behandle den. For at give

indtryk af at have fundet frem til den ’vigtigste’ politiske

nyhed er det vigtigt for journalisten at få adgang

til højt placerede kilder der kan sanktionere nyhedens

vigtighed for samfundet, og måske endda give nyheden

live action ved at love at ’jeg gør noget ved problemet’.

Denne jagt på de autoritative og handlekraftige kilder

er roden til en enorm ensretning af den politiske nyhedsformidling.

Forhandlingen af nyhedsværdi

Når den autoritative, handlekraftige kilde er fundet –

lad os sige EU’s handelskommissær for at blive ved

vores case – udspiller der sig en kamp om at definere

præmisserne for og indholdet af historien. Er et resultatløst

forhandlingsmøde lige slut er det i kommissærens

interesse enten at nedtone vigtigheden af mødet og

mangelen på fremgang – eller at skyde skylden på modstanderen,

f.eks. ved at påpege dennes uvillighed til at

indgå kompromisser og aflede opmærksomheden fra det

måske noget

magre indspil

man selv

har leveret.

Journalisten

er på sin side

under pres

for at levere

en dramatisk,

konfliktfyldt

historie, så i dette spil taler alt for at diplomaten lige

så godt fra starten kan droppe det godhjertede forsøg

på at forklare at nogle gange sker der vitterlig ingenting

udover at parterne får sonderet terrænet en smule

og bliver marginalt bedre klar over hinandens røde linjer.

Det vil blot give en anden kilde muligheden for at

skyde diplomaten i skoene at han ikke ønsker fremgang

i forhandlingerne og måske endda er årsagen til stilstanden.

Hvis journalisten og kilden i fællesskab skal

producere den dagsordensættende historie der giver

begge mulighed for at udføre deres job, bliver resultatet

derfor let at begivenheden dramatiseres så den passer

til kriterierne for en salgbar nyhed der stiller kilderne

skarpt overfor hinanden.

Fortidens dækning institutionaliseres

Endnu et forhold spiller sammen med de usikre og

strukturelt snævre rammer for hvordan den gode handelspolitiske

nyhedshistorie kan se ud og medvirker

til ensretningen. Enhver journalist der skal dække et

teknisk kompliceret stofområde som internationale

handelsforhandlinger vil forberede sig til opgaven ved

Og for journalisten giver det god

mening: En historie der er et gennemgående

tema i den dækning hun

bruger for at læse sig ind på området

(og altså reducerer risikoen for

at skyde ved siden af målet og blive

irettesat eller til grin), bakket op af

autoritative kilder der leverer en letforståelig

forklaring på hvorfor frihandel

er godt, et hjerteskærende eksempel

på hvordan landbrugsstøtte

og toldbarrierer er dårligt, og en konflikt

mellem verdens to største økonomiske

blokke der tilfører dramatik.

at læse tidligere dækning af området i hendes egen og

stofområdets toneangivende medier. På denne måde

lærer journalisten ikke blot hvad der er foregået indtil

nu, men også en masse om hvad der er en god vinkling,

hvilke kilder der kan kontaktes i forventning om hvilke

synspunkter og hvilke konflikter der anses som vigtige.

På denne måde institutionaliseres fortidens mønstre af

konflikt og vinklinger, og der skal et radikalt nybrud til

før dækningen virkelig ændres.

En utilsigtet (eller bare uheldig?) alliance mellem

NGO’er og liberaliseringsteori?

Alligevel mangler der noget for ikke bare at sandsynliggøre

at en framing af WTO-forhandlingerne kan

institutionaliseres hvis den på en gang giver salgbare

7


historier og harmonerer med vægtige kilders interesser.

Hvor kommer kimen til selve ’den liberale udviklingsfortælling’

fra? Min tese er, at den er opstået ved at to

fremtrædende handelspolitiske diskurser er smeltet

sammen til én forenklet men spændende historie.

Ricardiansk økonomisk teori om hvordan velstand opnås

ved at udnytte komparative fordele og fordelene ved frihandel

har altid været en grundsten i WTO-samarbejdet

og er en både logisk og enkel måde at forklare WTO på

som ofte benyttes af både økonomer og WTO-folk. Og i

det seneste årti har udviklings-NGO’er – med engelske

Denne argumentationsform har

indlysende fortrin rent nyhedsmæssigt

– drama mellem stærke, handlekraftige

aktører, autoritative kilder

der kritiserer hinanden for manglende

forhandlingsvillighed, altruistiske

NGO’er og eksperter der tilføjer

spænding og ’forhøjer indsatsen’ ved

at påpege dobbeltmoralen i de rige

landes argumenter, og som leverer

både billeder af og historier om de

sagesløse ofre.

Oxfam i spidsen – sat fokus på hvordan de rige landes

landbrugsstøtte presser bønder i ulandene ud i ekstrem

fattigdom fordi de ikke engang kan konkurrere med de

dumpede europæiske og amerikanske landbrugsvarer

på deres eget lokale marked. NGO’erne er bestemt ikke

fortalere for utæmmet frihandel på alle områder – faktisk

ikke engang på landbrugsområdet – men i nyhedsdækningens

høje tempo er det svært lige at få forklaret

hvorfor EU’s eksportstøtte til mælk er skadelig mens

Argentinas begrænsning af kød-eksporten måske er

OK. NGO’erne har haft megen glæde af at kunne benytte

den neoliberale økonomiske tænknings argumenter

og retorik i deres kamp mod landbrugsstøttens skadevirkninger,

fordi det er de selv samme argumenter som

EU er bygget på og som USA har plæderet for under

den kolde krig. Og for journalisten giver det god mening:

En historie der er et gennemgående tema i den

dækning hun bruger for at læse sig ind på området (og

altså reducerer risikoen for at skyde ved siden af målet

og blive irettesat eller til grin), bakket op af autoritative

kilder der leverer en letforståelig forklaring på hvorfor

frihandel er godt, et hjerteskærende eksempel på hvor-

dan landbrugsstøtte og toldbarrierer er dårligt, og en

konflikt mellem verdens to største økonomiske blokke

der tilfører dramatik. Men denne diskursive konstellation

kan have sejret ad helvede til, forstået som at den er

blevet retorisk dominerende – også kaldet politisk korrekt

– uden at staterne afgørende har ændret praksis.

En god, men politisk lammende, historie?

I stedet for at forsvare de mange tiltag der har protektionistiske

effekter fordi de f.eks. beskytter yngre landbrugere

med høj gæld og ringe erfaring, er der opstået

et blame game hvor alle parter (dvs. hovedsageligt EU

og USA) erklærer sig retorisk enige i frihandelens lyksaligheder

og beklager at man desværre ikke selv kan gå

hele vejen, fordi andre vestlige lande ikke har afskaffet

deres handelsbarrierer. Alle kan jo regne ud, at den der

alene og betingelsesløst afskaffer sin landbrugsstøtte vil

stå i samme ufordelagtige konkurrencesituation som de

fattige lande der ikke har råd til at støtte deres landbrug.

Denne argumentationsform har indlysende fortrin rent

nyhedsmæssigt – drama mellem stærke, handlekraftige

aktører, autoritative kilder der kritiserer hinanden for

manglende forhandlingsvillighed, altruistiske NGO’er

og eksperter der tilføjer spænding og ’forhøjer indsatsen’

ved at påpege dobbeltmoralen i de rige landes argumenter,

og som leverer både billeder af og historier om

de sagesløse ofre. Men ved at tabuisere den protektionisme

som alle bedriver, bliver det måske ikke ligefrem

lettere for WTO’s medlemmer at forhandle konstruktivt

og den ensidige pressedækning har dermed måske

sin del af ansvaret for at WTO’s Doha-runde befinder

sig ”et eller andet sted mellem intensivafdelingen og

krematoriet”, som den indiske handelsminister udtrykte

det efter forhandlingerne brød sammen i 2006.

Rune Saugmann er PhD-studerende ved CAST. Han

forsker i mediernes og offentlighedens betydning i international

politik og har netop udgivet bogen ”The

WTO Agenda and the Media Agenda sammen med

Lasse Skjoldal.

Note 1:

The WTO Agenda and the Media Agenda. Villains,

Victims, and the International Press Coverage of

the Doha Developmenta Agenda. Bogen er skrevet i

samarbejde med Lasse Skjoldan og udkommer i marts

2009 på Forlaget Politiske Studier.

8


VÆLGERNE OG PARTIERNE

“one night stands” eller “a marriage made in heaven”?

Af Sigge Winther Nielsen

Obamas præsidentkampagne 2008 var præget af en ny form for politisk marketing der både indviede

nye politiske distrubtionskanaler, indfangede før ikke-politsk interesserede vælgere og generelt inddrog

vælgerne i en myndiggørelse der dibrog til at skabe langsigtede relationer. Alle disse frivillige engagementer

oorkestrerede politiske events hvor betalingen var persondata frem for dollars. Men spørgsmålet

er, om denne indsigt i hver vælgers liv er hensigtsmæssig og vil tvinge politikerne til at lytte mere til befolkningerne,

eller om den politiske marketing bliver som en ”kanyle” der distribuerer en præfabrikeret

vare og langsomt udelukker demokratiets rum for samtale.

Den 23. august kl. 03.11, østamerikansk tid, tikker en

mail ind i mange millioner menneskers indbakke verden

over. Det er Obama som personligt har sendt dig en

eksklusiv mail hvori der står. “Jeg har en vigtig nyhed

som jeg vil gøre officiel nu. Jeg har valgt Joe Biden

som min vicepræsidentkandidat….. Jeg er spændt på

at komme ud og føre kampagne med Joe, men vi to kan

ikke gøre det alene. Vi har brug for din hjælp til at bygge

denne bevægelse for forandring.”

Som dansker må man spørge sig selv, hvad det egentlig

var som udspillede sig på den anden side af Atlanten

i 2008. Det er et væsentligt spørgsmål, fordi den udvikling

vi har kunne observere i amerikansk politik

med stor sandsynlighed snart vil ramme Danmark. Det

drejer sig grundlæggende om et skift i fokus, som nu

i højere grad flyttes fra debatten om spindoktorer til

udviklingen af en ny tilgang kaldet politisk marketing.

Netop Obama’s 08 præsidentkampagne i USA satte

hidtil usete standarder for, hvordan politisk kampagnevirksomhed

succesfuldt kan drives med hjælp fra politisk

marketing.

POLITISK MARKETING SOM

FÆNOMEN

Men hvad menes der med politisk marketing?

Kort sagt er det brugen af metoder fra marketinglitteraturen

i den politiske konkurrence om

vælgernes gunst og grunker. Marketing opfattes

her som en redskabskasse uden snæver tilknytning

til den private sektor, men som en metode

der ligeså vel kan aktiveres af interesseorganisationer,

NGO’er, offentlige institutioner og ikke

mindst politiske partier. I kernen af politisk marketing

er opmærksomheden på kundetilfredshed eller mere

korrekt vælgertilfredshed. Tanken er at politiske organisationer

bliver nødt til at kortlægge hvad den enkelte

tænker og tror, og så levere et politisk produkt direkte

til vælgerens indbakke eller dørtrin uden om medier og

Politiske organisationer bliver nødt

til at kortlægge hvad den enkelte

tænker og tror, og så levere et politisk

produkt direkte til vælgerens indbakke

eller dørtrin uden om medier

og andre meningsdannere.

andre meningsdannere. Politisk marketing søger derfor

i modsætning til traditionel politisk kommunikation at

opbygge en langvarig relation, som er mere end blot i

nu’et på selve valgdagen. Det er snarere en søgen efter

’A Marriage Made in Heaven’ i stedet for ’A One Night

Stand’.

9


I kampen efter disse altafgørende relationer sagde

Obamas 08 kampagnemanager, David Plouffe, at de

mange vælgere de fik ind på Obamas hjemmeside for

at oprette profiler og give en donation på måske kun

5 dollars: “ Ikke skal betragtes som et enkelt moment,

men snarere som en investering”. De mange donorer

skal ’nurses’ - det kunne jo være de også havde lyst til

at tale med vennerne om Obama, hænge plakater op i

lygtepælen eller donere endnu flere dollars i morgen.

Plouffe og co. søgte dermed at opbygge relationer i

stedet for transaktioner, at tænke langsigtet i stedet for

kortsigtet samt at myndiggøre frem for at umyndiggøre

vælgeren.

Data Distribution Konsumption

Obama valgte også at præsentere sin vicepræsidentkandidat

og udgive et ”konfidentielt” filmklip fra en af

kampagnens strategisessioner for sine ufatteligt mange

’net-venner’ før alle andre. På den måde søgte Obama

netop at skabe relationer ved at give folk en umiddelbar

eksklusiv viden, opfordre til feed back og kontinuerligt

gøre opmærksom på sig selv. I det lys evnede

Obama-kampagnen, at opbygge millioner af givtige

relationer, der var langsigtede og som ønskede at myndiggøre

vælgerne i deres kamp for noget så ufattelig

præcist som ”Change”. Det kan virke cool og kalkulerende,

men det blev åbenbart opfattet intuitivt rigtigt for

mange vælgere i USA.

EN MODEL FOR POLITISK MARKETING

Når vi kigger i politisk marketings redskabskasse, så er

der tre grundlæggende værktøjer der gør politisk marketing

til et succesfuldt greb. Det første grundlæggende

værktøj er brugen af data til at ramme vælgerne med

målrettede budskaber. Da Venstre på selve valgdagen

13. november 2007 valgte at sende et brev direkte ud til

mange af landets boligejere fik vi det første gennemførte

og effektfulde eksempel på direkte politisk marketing

i Danmark. Uden mediernes klassiske dissekering og

analyser af denne handling kunne den enkelte boligejer

hjemme ved køkkenbordet læse at landets statsminister,

Anders, ikke ville pille ved boligskatterne, men det

ville oppositionen til gengæld ifølge Anders.

I USA har denne udvikling været undervejs længe og

som i andre tilfælde har partierne også her radikaliseret

brugen af denne direkte kommunikationsform med

vælgeren. For eksempel gjorde Obama- og McCainkampagnerne

alt hvad de kunne for at indsamle mailadresser,

købe forbrugerdata samt ’snitte’ vælgerne tyndest

muligt efter geografi, køn, alder, race og religion.

Tankegangen er, at hvis du ved hvad Jenny fra Jacksonville

i Florida, der bor på Mainstreet nummer 69, tænker,

spiser og arbejder med, så ved du også hvilken eventinvitation

eller politisk holdning hun skal præsenteres

for. Og så er det bare med at vælge om det skal foregår

med post, mail, sms eller et lille bank på døren.

I USA, England og Australien har partierne opbygget

store databaser med vælgerinformationer. Det sværeste

for partierne har dog været at få fat i disse data, og

også her har Obama-kampagnen været på forkant. Et

beskedent eksempel er, da Obama afholdt en auktion

i det smarte kunstnerdistrikt Chelsea, i New York. Her

skulle folk ikke betale kontant for at komme ind - de

blev i stedet bedt om at betale med data om dem selv.

På den måde kunne Obama-kampagnen efterfølgende

kontakte de forskellige typer mennesker med målrettede

budskaber.

For det andet har accentueringen af de politiske distributionskanaler

vist sig som en nødvendig manøvre.

Når Obama opnåede et eksorbitant omfang af små private

donationer skyldes det, at han formåede at nå ud

til vælgergrupper, som aldrig før har interesseret sig

direkte for politik eller doneret så meget som en cent

til en politisk kandidat. I politisk marketing, som den

er praktiseret i USA, er holdningen, at hvis vælgerne

ikke gider politik, så må de lokkes ud til skæve arrangementer

og så bliver mange faktisk hængende. Obamakampagnen

har brugt nettet som omdrejningspunkt for

10


at distribuere deres politik og aktivere folk. Det skete

ved at skabe et forum (MyBO), hvor vælgerne kunne

oprette profiler, lave sociale netværk der spredte sig

som ringe i vandet og orkestrere politiske events i supermarkeder,

kunstgallerier natklubber og andre steder

hvor folk mødes. Aktiviteter som blev gennemført af

både kampagnetoppen og begejstrede frivillige. Sidst

men ikke mindst evnede Obama-kampagnen at styre

distributionen af de politiske budskaber i alle 50 stater

ved at have udfærdiget en franchise-manual. Denne

manual specificerede præcist hvordan en kampagneorganisation

skulle opbygges hvem der måtte udtale

sig, hvilke budskaber der skulle italesættes og hvordan

vælgerdata skulle indsamles og rapporteres til hovedkontoret

i Chicago. Selv et firma som MacDonald, der

er kendt for en meget konkret manual om priser, bøfstørrelser

og ketchupmængder må være misundelig på

Obama-kampagnens kapacitet til at distribuere et allestedsnærværende

kohærent produkt.

For det tredje og sidste skal vælgerne have en lyst til at

konsumere kandidatens eller partiets politik. Når folk

stolt bærer deres Obama t-shirt gennem gaden og binder

det særlige Obama-halstørklæde som en lille charmeklud,

så er det ikke blot fordi de bifalder Obamas handelspolitik,

men fordi de bliver tilfredsstillet emotionelt

ved de værdier Obama-brand’et står for.

Flere af Hilary Clintons rådgivere måtte sande ved

primærvalget, inden de kastede håndklædet i ringen i

sommeren 2008, at de var oppe imod en ”buzz” eller

noget, som de i afmagt karakteriserede som ”beyond

politics.” Det er opblomstringen og udviklingen af en

sådan buzz-effekt, der arbejdes med i politisk marketing,

når politiske marketers vil have vælgerne til at konsumere

deres produkt.

I Danmark har vi de seneste år med vekslende resultat

set forsøg på skabelsen af en lignende buzz-politik

hos Det Radikale Venstre, Ny Alliance og SF. Obama’s

kampagne arbejdede dog i modsætning til de danske

partier meget mere bevidst med at kreere denne buzz og

identitetsfølelse. For eksempel gjorde Obama-kampagnen

alt for at opbygge et ’ægteskab’ med sine mange

støtter. Det resulterede i at mange millioner mennesker

blev og stadig er good-will ambassadører for Obama

– de kunne eller kan næsten ikke tale om andet med

familie og venner. Selve fænomenet Obama er blevet

en del af deres identitet. Når disse mennesker fik mails

og sms’er fra Obama midt om natten, donerede lidt

småmønter eller blev inviteret til fest af selv samme,

følte de et medejerskab over kampagnen. For vælgerne

blev det dermed naturligt at skabe mening i disse konstante

Obama-bombardementer og de handlinger det

fremprovokerede ved at personliggøre Obama-kulten.

Ligesom i et ægteskab blev Obamas op- og nedture en

del af mange amerikanske vælgeres hverdag. Efter valget

har mange af de flere millioner hard core Obama

græsrødder svært ved at vende sig til at mail-kadencen

fra deres ”ægtefælle” er nedadgående. Har han slået

op med de mange trofaste tilhængere eller omskaber

han præsidentembedet ved at inddrage dem i policyprocessen?

Meget tyder på det sidste. For eksempel har

den nye sundhedsminister i Obama’s administration

allerede inviteret de mange græsrødder til at starte en

brainstorm over fremtidens sygehusvæsen.

Flere af Hillary Clintons rådgivere

måtte sande ved primærvalget, inden

de kastede håndklædet i ringen i

sommeren 2008, at de var oppe imod

en ”buzz” eller noget, som de i afmagt

karakteriserede som ”beyond politics.”

NÅR DEMOKRATI OG MARKETING MØDER

HINANDEN

Da dansk politik i løbet af 90’erne begyndte at forholde

sig professionelt til spin og politisk kommunikation,

blev det set, som en betænkelig udvikling af relationen

mellem politikere, vælgere og presse. Spørgsmålet lød:

Hvad betyder dette for vores demokrati, når alverdens

spindoktorer skal manipulere partierne frem til en sejr?

Det vi står over for i fremtiden, hvor politisk market-

11


ing med stor sandsynlighed vil bølge ind over dansk

politik, er om muligt et endnu større skred. Det skyldes

at redskaberne i politisk marketing ikke som spin blot

har evnen til at forsøge at kontrollere journalister, som

dørvogtere af budskaber til befolkningen. Med politisk

marketing bliver vælgerne konfronteret uden medialt

omsvøb af et professionaliseret partiapparat. De har

præcise data om dig og teknikker til at levere politikker

direkte til hver en vælger i kongeriget. Og så har partierne

fået strategier til at involvere flere i deres aktiviteter

ved hjælp af sociale medier og marketingsredskaber,

der kan lokke de fleste danskere ud i den politiske

manege. På godt og ondt bliver enhver sender en modtager

og enhver modtager en sender i denne politiske

marketings virkelighed.

På den anden side kan det skubbe

den demokratiske debat ud af kurs,

hvis marketingsredskaberne medfører

at politik bliver en præfabrikeret

vare, som tilsidesætter samtalen om

”det bedre arguments ejendommelige

tvangsløse tvang”. Hvem evner

at holde balancen?

Med indførelsen af politisk marketing har demokratiet

født et lettere skizofrent barn. På den ene side tages den

enkelte vælgers forhåbninger og aspirationer meget

mere alvorligt via mulighederne for mere deltagelse og

tilpasning af politikker til alle typer af vælgere. På den

anden side kan det skubbe den demokratiske debat ud

af kurs, hvis marketingsredskaberne medfører at politik

bliver en præfabrikeret vare, som tilsidesætter samtalen

om ”det bedre arguments ejendommelige tvangsløse

tvang”. Hvem evner at holde balancen?

Med Obamas succesfulde brug af politisk marketing har

vi fået en strømpil, der peger mod, at de danske partier,

som først lærer lektien og tilskærer den amerikanske

marketingspatos til det danske sind, har mangedoblet

chancerne for at løbe med magten. Spørgsmålet er om

de danske partier formår endsige tør at bruge den værktøjskasse

af politisk marketingredskaber, som Obama

og co. har skruet deres kampagne sammen med. Når

disse overvejelser gennemspilles i de danske partikontorer

må der skeles til både det enkelte partis chance for

at overleve og demokratiets skrøbelige tilstand.

Sigge Winther Nielsen er ekstern lektor i Politisk Marketing

ved Institut for Statskundskab på Københavns

Universitet, fuldmægtig i Finansministeriet og forfatter

til bogen “Om Politisk Tæft”.

12


Hvilken betydning har

”islamisk satellit-tv”?

Af Ehab Galal

Hvordan bruger den arabiske verden satellit-tv som medie, og hvorfor er dette et vigtigt men hidtil

kraftigt underbelyst forskningsområde? Cand. mag i arabisk sprog og ph.d. stipendiat på Carsten Niebuhr

Afdelingen ved Københavns Universitet, Ehab Galal, beskriver i sin artikel ”Hvilken betydning har

”islamisk satellit-tv?”, hvordan islamiske TV- kanaler defineres både politisk og religiøst, og hvordan de

har en opdragende såvel som identitetsdannende effekt i det arabiske samfund.

Islamisk satellit-tv er forskningsmæssigt kraftigt underbelyst.

Når de islamiske kanaler endnu ikke rigtig

har fået forskningens opmærksomhed, skyldes det, at

fænomenet trods alt - med den første kanal lanceret i

1998 - er temmelig nyt. Det skyldes også, at interessen

for arabisk satellit-tv i høj grad har været knyttet

til to gensidigt forbundne perspektiver: Interessen for

demokratiseringsprocesser i den arabiske verden og interessen

for de geopolitiske relationer mellem Vesten

og den muslimske verden i en tid med flere væbnede

konflikter, som begge parter har deltaget i.

Begrænsede analyser

Siden lanceringen af den første arabiske satellitkanal

Egyptian Space Channel (ESC), der gik i luften den 12.

december 1990, er antallet af arabisksprogede satellitkanaler

vokset til mere end 400. Trods disse mange kanaler

har den forskningsmæssige interesse, især siden

11. september 2001, koncentreret sig om den arabiske

satellitkanal al-Jazeera. Fokus har på den ene side været

på kanalens rolle i internationale konfliktsituationer, og

på den anden side dens betydning for udviklingen af en

arabisk civil offentlighed. Uanset denne forskningsmæssige

tilgangs

a n a l y t i s k e

og politiske

relevans har

den været

medvirkende

til, at

spørgsmålet

om islam i

medierne er blevet reduceret til et spørgsmål om potentielt

konfliktmateriale og religionens potentielt begrænsende

indflydelse på udviklingen af en civil offentlighed.

Det har med få undtagelser resulteret i mangel

på forskning i, hvordan arabisk satellit-tv generelt, og

islamisk satellit-tv specifikt, bidrager til udvikling og

forandring af religion og religiøs identitet i den arabiske

verden. Mens Benedict Anderson (2001) med

bogen Forestillede fællesskaber overbevisende gjorde

rede for den trykte presses betydning som redskab i nationskonstruktioner

og desuden inspirerede til studier

af nationskonstruktioner, er det stadig begrænset, hvad

der findes af lignende analyser af (arabisk) satellit-tv’s

betydning i konstruktionen af identiteter, herunder særligt

muslimske identiteter.

Hvad gør en satellitkanal islamisk?

Der er flere grunde til at tage dette spørgsmål alvorligt.

Det handler ikke kun om en analytisk afgrænsning, der

gør det muligt at identificere fænomenet. Det handler

også om, at definitionen på islamisk satellit-tv er et

politisk og religiøst spørgsmål, som både personkredsen

bag en kanal og staten kan have andel og interesse

i at definere. At spørgsmålet om, hvad der definerer en

islamisk satellitkanal, overhovedet kan rejses, skyldes

udviklingen inden for arabisk satellit-tv, hvor et hurtigt

voksende antal tv-kanaler definerer sig selv som islamiske

og/eller religiøse. Især satellit-tv’s transnationale

potentiale og fremkomsten af kommercielt arabisk tv

har øget antallet og diversiteten af islamiske og/eller

religiøse kanaler. Den første islamiske arabiske satellitkanal

var i overensstemmelse med kanalens selvdefi-

13


nition således Iqraa. Den blev lanceret af ART (Arabic

Radio and Television) den 21. oktober 1998. ART ejes

af den saudiarabiske forretningsmand og milliardær

Şāleĥ Kāmel og består af 21 underholdende temakanaler,

hvor Iqraa skiller sig helt ud ved at være defineret

som religiøs. Den hurtige vækst i antallet af islamiske

kanaler må bl.a. ses i relation til den generelt store

stigning i antallet af arabiske satellitkanaler, hvor angiveligt

47 af de ca. 400 kanaler er islamiske og mindst

tolv er kristne, arabisksprogede satellitkanaler. Sammenlignes

antallet af arabisk, islamiske kanaler med

antallet af religiøse kanaler i USA, halter de islamiske

kanaler bagefter, da der i 2000 var 245 kommercielle

og 15 ikke-kommercielle, religiøse tv-stationer i USA.

Men hvad er det, der gør kanalerne islamiske?

Det handler ikke kun om en analytisk

afgrænsning, der gør det muligt at

identificere fænomenet. Det handler

også om, at definitionen på islamisk

satellit-tv er et politisk og religiøst

spørgsmål, som både personkredsen

bag en kanal, og staten kan have andel

og interesse i at definere.

Et spørgsmål om referenceramme

Der er flere måder at definere islamisk tv på. De fleste

er enige om, at islamisk tv bør indeholde et specifikt

islamisk perspektiv på tilværelsen. Men hvad dette

islamiske perspektiv består i, er der til gengæld ikke

enighed om. På de islamiske kanaler er der således både

relativt liberale og dybt konservative programmer. Generelt

handler programmerne ikke kun om udbredelsen

af islam. At en film eller et underholdningsprogram er

islamisk, betyder ikke nødvendigvis, at de skal have et

specifikt islamisk budskab eller mission, men snarere at

deres fortællinger formidler eller, som minimum, ikke

strider imod islamiske værdier. I praksis viser denne

tilgang sig ved, at fx kanalen Iqraa sender programmer,

der er produceret i ikke-muslimske lande. Det kan være

vestlige videnskabelige og historiske programmer, dokumentarfilm,

eller kinesiske børneprogrammer. Denne

forståelse af islamisk tv kan også findes blandt andre

fortalere for specifikt islamisk tv. At programindholdet

på tv generelt bør være i overensstemmelse med islam

ser derudover ud til at være et argument, der ikke sættes

spørgsmålstegn ved, hverken af staten eller af sekulært

indstillede iagttagere og debattører. Sekularisterne

afviser behovet for etableringen af islamiske kanaler

med den begrundelse, at hvad der sendes på arabisk tv

allerede er islamisk, fordi det produceres af muslimer

og vises til muslimer, og som sådan ikke står i modsætning

til islam. Fortalerne for islamisk tv argumenterer

derimod for, at islamiske medier bør have Koranen og

profetens tradition som sin eksplicitte referenceramme

med en samtidig tilpasning til muslimers moderne liv.

De mener således ikke, at et lands medier kan kaldes

islamiske, fordi landet har en Koranradio, en fast side

i en avis med religiøse nyheder eller en satellitkanal,

der producerer religiøse programmer, og de betegner

sådanne medier for tematiske medier. De argumenterer

i stedet for, at medierne afspejler hele samfundet, og

at der derfor kun eksisterer rene religiøse medier i det

samfund, der praktiserer religionen i alle dele af samfundet.

Underforstået, at der næsten ikke findes rene

islamiske medier i de fleste islamiske lande.

Form eller indhold

Kernen i uenigheden om behovet for islamiske kanaler

bliver altså definitionen af, hvad der gør en kanal islamisk.

Mens islamister argumenterer for, at islamisk tv

er defineret ved, at islam er en eksplicit, normativ referenceramme

for kanalerne og deres programmer, argumenterer

sekularisterne for at al tv produceret af muslimer,

er islamisk tv. Vanskeligheden ved denne skelnen

er, at det snarere er form end indhold, der dermed definerer

en islamisk kanal. Hverken islamister eller sekularisterne

definerer indholdet af de islamiske værdier.

Bør islamisk tv fx promovere en specifik fortolkning

for i islamisters optik at blive anerkendt som islamisk?

Deres definition bliver i sit udgangspunkt tautologisk,

idet islamisk tv bliver islamisk, fordi det tager udgangspunkt

i en islamisk, altomfattende filosofi. Samtidig

14


lægger deres definition, ved ikke at specificere indholdet

af den islamiske referenceramme, op til, at form er

vigtigere end indhold. Det peger i retning af, at det er

identifikationen med og iscenesættelsen af en islamisk

referenceramme, der reelt adskiller den islamiske kanal

fra en ikke-islamisk. Det interessante bliver i denne

sammenhæng at undersøge måder, hvorpå islam som

referenceramme tillægges betydning på kanalerne. Det

er ikke kun et spørgsmål om, hvordan de islamiske kanaler

definerer sig selv men også et spørgsmål om, hvad

de sender, og hvordan de på det generelle plan positionerer

sig i forhold til deres publikum.

Mens islamister argumenterer for,

at islamisk tv er defineret ved, at islam

er en eksplicit, normativ referenceramme

for kanalerne og deres

programmer, argumenterer sekularisterne

for, at al tv produceret af muslimer

er islamisk tv.

Individualisme og livsstil

De islamiske satellit-kanaler promoverer overordnet set

en moralsk genislamisering af den muslimske identitet.

Samtidig imødekommer kanalerne en udvikling med

stigende individualisering og en løsrivelse af den religiøse

identitet fra den lokale og stedbundne, hvilket

medfører en stigende fragmentering af identiteten. De

tilbyder en alternativ offentlighed, en modoffentlighed

til både det sekulariserede liberale samfund og til de

arabiske regimers forskellige variationer af sekularisering

og økonomisk liberalisering. Den alternative islamiske

offentlighed trækker individet i flere retninger

med individualiseringen som den stærkeste tendens,

samtidig med at den forsøger at give individet mulighed

for at identificere sig med forskellige identiteter: For

det første en global muslimsk identitet i form af tilhørsforholdet

til den muslimske umma. For det andet en

national identitet, som bl.a. fremmes i tv-konkurrencer,

hvor man konkurrerer på baggrund af sit nationale

tilhørsforhold, og for det tredje en civil identitet, der

indebærer et socialt samfundsmæssigt ansvar, som især

nogle af de muslimske tv-prædikanter, som fx Amr

Khaled forsøger at udbrede.

Det civile ansvar

I den islamiske offentlighed er der altså plads til mange

identiteter og mange

sammensætninger af

identiteter: Den professionelle,

den uddannede,

den velhavende, den

succesfulde, den familiære,

den nationale, og

den globale. Identiteter

som alle kan kombineres

med køn, alder og

nationalitet. Den eneste

identitet, som kan siges

at være eksklusiv, er den

islamiske. Den kendetegnes

af helt specifikke

muligheder og begrænsninger, samtidig med at den

definerer rammerne for de andre identiteter. Programmerne

positionerer den islamiske identitet som en identitet,

der er mulig at kombinere med de fleste sekulære

identiteter. Målet hermed er imidlertid ikke det enkelte

individs frihed, men derimod individets tilslutning til

en guddommelig orden for moralsk adfærd. Det er gennem

den moralske adfærd, at den islamiske identitet

konstitueres. Ved at positionere det muslimske subjekt

som et moralsk og individualiseret subjekt, pålægger

programmerne samtidig individet opgaven at etablere

og fastholde den gudgivne moralske orden. Det bliver

individets ansvar gennem sin moralsk rigtige adfærd at

sikre denne orden, og det er heri, at det civile ansvar

ligger. Man kan således se islamiseringen i de arabiske

medier som udtryk for en individualiseret tro, der skaber

identifikation og tilhørsforhold. Islam fremstilles

på de islamiske satellitkanaler som et tilbud om individuel

identitet og livsstil, der kan variere mellem det

mere liberale og det dybt konservative, men kanalerne

præsenterer ikke som islamismen et samfundspolitisk

alternativ.

Ehab Galal er cand.mag. i arabisk sprog og samfund

og har et ph.d. stipendiat på Institut for tværkulturelle

og regionalestudier på Københavns Universitet, hvor

han i skrivende stund arbejder på sin ph.d. ’Religion

på arabisk satellit-tv’. Ehab Galal

har blandt andre udgivelser skrevet

bogen Globale medier i verdens

brændpunkter sammen med Mette

Thunø. Bogen er udgivet på Museum

Tusculanums Forlag i 2009.

15


Al-Jazeera

– en stemme fra verdens brændpunkter

Af Ehab Galal

Den arabiske TV kanal Al-Jazeera blev lanceret i 1996 ved økonomisk støtte fra amiren i Qatar og har

hovedkvarter i rigets hovedstad Doha. Al-Jazeera er siden da blevet et globalt medienetværk - både

anerkendt og berygtet. Ehab Galal skriver i sin artikel om Al-Jazeeras mediedækning af konflikter, kanalens

betydning for det arabiske civilsamfund og om der er pressefrihed for kanalens journalister.

Billeder fra krigen i Gaza skaber i disse dage overskrifter

i medier verden over. Den 10. januar valgte tv2 i sine

nyheder kl. 19 at vise billeder af vajende israelske flag

under en demonstration for Israel på Rådhuspladsen i

København. På den arabiske satellit-kanal al-Jazeera,

både dens arabiske og engelske kanal, kunne man se

billeder af de civile ubevæbnende palæstinensere i

Gaza, der blev bombarderet fra luft, jord og hav af verdens

femte stærkeste militærmagt, Israel. Kanalen viste

billeder af døde og sårede, overfyldte og kaotiske hospitaler,

samt døende, der fik hjertemassage i håbet om,

at der stadig var liv. Al-Jazeera viste også billeder af israelske

bombeangreb, der blev fulgt af et hvidt røgslør,

som har givet mistanke om, at Israel bruger hvid fosfor

i kamphandlingerne. Brugen af hvid fosfor er forbudt

ifølge Geneve konventionen. Al-Jazeera bragte

et interview med en udsendt fra Human Rights

Watch, der opholdt sig i Israel, og som gjorde

rede for mistanken, og hvad der var tilladt og

ikke tilladt. Endelig viste al-Jazeera billeder

fra de mange demonstrationer, der blev afholdt

rundt omkring i verdens hovedstæder med tusindvis

af demonstranter, der protesterede imod

Israels angreb. Ligesom der blev vist billeder

af civile israelere, der løb i skjul for Hamas’

raketter, der havde ramt et hus. Dækningen er

karakteristisk for al-Jazeera, der blev etableret

med økonomisk støtte fra amiren af Qatar i

1996. Kanalen har defineret sin politik som at

ville repræsentere dem, der ikke har stemme.

Samtidig har kanalen udfordret de store internationale

nyhedsbureauers monopol på internationale

nyheder, ligesom den har udfordret de arabiske staters

nationale tv-monopol. Det har fået iagttagere og forskere

til at diskutere kanalens betydning i en lokal arabisk

såvel som global sammenhæng.

Redskab til arabisk civilsamfund

Det varede tre dage, før Iraks invasion af Kuwait i

1991 blev offentliggjort i Saudi Arabien. Det ville være

utænkeligt i dag på grund af satellit-nyhedskanaler,

som fx Al-Jazeera, der sendte direkte nyheder fra krigszonen

under krigen i Afghanistan i 2002 og under krigen

i Golfen - amerikanernes (og koalitionens) ’krig

mod terror’ i Irak i 2003 - hvor kanalen sendte direkte

nyheder fra Baghdad. På samme måde har al-Jazeera

transmitteret direkte fra Palæstina under intifadaen, under

krigen i Libanon i 2006 og nu i januar 2009 fra

Gaza. Det er ikke længere muligt, hverken for de arabiske

stater eller de store internationale medieinstitu-

tioner at forhindre befolkningerne i at få informationer

om internationale eller lokale konflikter, mens de sker.

Det er da også adgangen til informationer, som den arabiske

befolkning ikke tidligere har haft, der har gjort al-

16


Jazeera til en af de mest sete arabiske satellit-kanaler.

Det skyldes ikke kun adgangen til konkrete nyheder,

men også til en høj grad af fri og kritisk pressedækning.

Mindst to faktorer har været afgørende for al-Jazeeras

rolle som medie. På den ene side er kanalen etableret i

samspil med demokratiske forandringer i det lille rige

olieland Qatar, og på den anden side er en stor del af

De arabiske stater er klar over, at de

af al-Jazeera vil blive stillet til ansvar

for deres nationale, regionale og internationale

politik, hvilket har fået

dem til i højere grad at agere som om,

der var en arabisk civil offentlighed,

de skal stå til ansvar for.

kanalens journalister tidligere journalister ved BBC og

Voice of America med en anden tradition for kritisk uafhængig

journalistik end de statslige arabiske kanaler.

Kanalen er af samme grund blevet tillagt et potentiale

som drivkraft i udviklingen af en civil offentlighed. De

arabiske iagttagere og forskere svinger på baggrund af

analyser og vurderinger af al-Jazeeras nyhedsudsendelser

og debatprogrammer mellem forsigtig optimisme

og indædt kritik af al-Jazeeras debatform. Kritikerne

peger på, at debatformen ofte er abstrakt eller teoretisk

og ikke fører til demokrati, men blot er populistisk underholdning

for masserne eller ren demagogi. Selv om

flere arabiske satellit-kanaler i dag sammenligner sig

med al-Jazeera og lancerer programmer med titler, der

ligner al-Jazeeras, så er det dog ikke lykkedes en eneste

kanal at skabe samme form for fri og kritisk debat som

på al-Jazeera. I vesten er al-Jazeera kendt for at befinde

sig i verdens brændpunkter, hvor den sender billeder

fra konfliktområder, der ellers typisk blev dækket fra

nabolande. Og hvor fem store internationale mediebureauer

styrede hvilke nyheder og billeder, verden fik

lov at se og høre. Det er samtidig kanalens popularitet

blandt seerne, dens dækning af konfliktområdet og dens

programflade i form af åbne dialoger og kritisk journalistik,

der har gjort den til genstand for både arabiske og

vestlige regimers kritik.

Eller blot en propagandamaskine?

Når al-Jazeera som den eneste tv-station fik lov at dække

krigen i Afghanistan skyldtes det formodentlig Talebans

forventning om, at al-Jazeera ville være den kanal, der

ville være mindst bundet af andre staters og alliancers

interesser. Al-Jazeera ville som den mest uafhængige

arabiske tv-station kunne sende billeder fra Afghanistan

uden statscensur. At der næppe ville være mange

andre kanaler, der ville sende bin Ladens videobånd

ucensurerede, synes de arabiske landes efterfølgende

reaktioner kun at bekræfte. Samtidig fik det en symbolsk

og politisk betydning at lade en ikke-vestlig og arabisk

kanal få afgørende indflydelse på den information,

der kom til offentlighedens kendskab i en konflikt, som

bin Laden tydeligvis havde en interesse i at gøre til en

konflikt mellem den muslimske og den vestlige verden.

Uanset al-Jazeeras status som relativ fri kritisk tv-kanal,

blev den derfor snart beskyldt for at propagandere

for bin Laden og blev lagt under pres fra flere sider.

Det er karakteristisk, at kanalens dækning af konflikter

og dens kritik af arabiske regimer, har ført til beskyldninger

om propaganda fra stort set alle sider. Kanalen

er fra forskellige sider både blevet beskyldt for at være

pro-israelsk, anti-semitisk, pan-arabisk, anti-arabisk og

pro-amerikansk, samt positivt indstillet over for islamistiske

bevægelser. At kanalens kritiske dækning på

denne baggrund må anses for at ramme relativt bredt,

betyder det ikke, at informationerne strømmer frit eller

uafhængigt af magtinteresser eller kontrol. Fx kritiserer

kanalen ikke staten Qatar og landets emir, men den fungerer

til gengæld heller ikke som instrument for Qatars

udenrigspolitik. Et resultat af de arabiske regimers utilfredshed

med kanalen var, at de arabiske informationsministre

i foråret 2003 truede al-Jazeera med ikke kun

at stoppe samarbejdet

og lukke

al-Jazeeras

kontorer i de respektive

lande,

men også at

boykotte de

firmaer, der reklamerer

i og

s a m a r b e j d e r

med al-Jazeera. Hvis al-Jazeera ville undgå boykot,

skulle kanalen bøje sig for og overholde Arab States

Broadcasting Union’s principper om respekt for arabiske

værdier etc. På et møde igen i Cairo i februar 2008

vedtog de arabiske informationsministre et nyt charter,

som indeholder en række krav om beskyttelse af arabiske

værdier og religion til satellit-tv-kanalerne. Chartret

kan ses som de arabiske staters forsøg på at påvirke

en medieudvikling, de ikke har haft samme mulighed

for at kontrollere som udviklingen af nationale medier.

Det har ikke fået al-Jazeera til at stoppe sin kritiske

17


dækning. Det har medført, at saudiske og kuwaitiske

firmaer er blevet presset til at stoppe med at reklamere

på al-Jazeera. Både Saudi Arabien og amerikanerne var

utilfredse med al-Jazeeras dækning af Osama bin Laden

og krigene i Afghanistan og Irak, hvilket kunne mærkes

på faldet i annonceindtægter.

Gør al-Jazeera en forskel?

Al-Jazeera har det vanskeligt som civil offentlighed

i kraft af boykotten af annoncering og andre arabiske

landes lukninger af stationens kontorer. På trods af det

gør al-Jazeera den største forskel i den arabiske medieverden.

Det er lykkedes al-Jazeera at dække en efterspørgsel

blandt det arabisksprogede publikum på seriøs

og kritisk dækning af internationale konflikter. Især har

kanalen en evne til at fange det unge publikum i Vesten,

som ellers finder de arabiske tv-kanaler kedelige

og uden relevans for deres liv. Derudover har kanalen

Mindst to faktorer har været afgørende

for al-Jazeeras rolle som medie. På

den ene side er kanalen etableret i

samspil med demokratiske forandringer

i det lille rige olieland Qatar,

og på den anden side er en stor del af

kanalens journalister tidligere journalister

ved BBC og Voice of America

med en anden tradition for kritisk uafhængig

journalistik end de statslige

arabiske kanaler.

været med til at skabe ikke blot et arabisk civilt samfund,

men også civil handlen, fx i form af massedemonstrationer

i flere arabiske hovedstæder i forbindelse med

den palæstinensiske Intifada i 2000 og Gaza i 2009 . Ud

over den kritiske dækning af tabuiserede emner har al-

Jazeera derudover – på trods af kritikken fra de arabiske

regimer – været med til at ændre de arabiske magteliters

indstilling til kanalen. De arabiske stater er klar over, at

de af al-Jazeera vil blive stillet til ansvar for deres nationale,

regionale og internationale politik, hvilket har

fået dem til i højere grad at agere som om, der var en

arabisk civil offentlighed, de ville blive stillet til ansvar

af. Endelig har al-Jazeera været med til at lancere nye

idealer for journalistik og nyhedsdækning i de arabiske

tv-medier generelt. Kombineret med nye generationer

af veluddannede arabiske befolkninger, der stiller

større krav til mediernes professionalisme, er en lang

række nye arabiske satellit-kanaler blevet lanceret. Det

gælder fx Orbit og ART, der kommer de nye generationer

i møde ved at formidle forbrugsfantasier i form

af reklamer, musik og film. På trods af, at disse kanaler

dermed snarere

promoverer en

offentlighed af

forbrugere end en

civil offentlighed,

har de overtaget

mere objektive

metoder til nyhedsdækning

og

åbne politiske debatter. Al-Jazeera har dermed gjort en

forskel, ikke blot i den arabiske medieverden, men og

for resten af verdens adgang til nyheder om verdens

brændpunkter. Hvilken rolle, den kommer til at spille

i fremtiden, er noget vanskeligere at spå om. Med et

globalt medielandskab præget af helt nye medietyper,

der er interaktive på nye måder og krydser nationale,

lokale og regionale grænser, er det enkelte medies rolle

i det globale landskab af offentligheder langt mere

komplekst og uforudsigeligt.

Ehab Galal er cand.mag. i arabisk

sprog og samfund og har et ph.d. stipendiat

på Institut for tværkulturelle

og regionalestudier på Københavns

Universitet, hvor han i skrivende stund

arbejder på sin ph.d. ’Religion på arabisk satellit-tv’.

Ehab Galal har blandt andre udgivelser skrevet bogen

Globale medier i verdens brændpunkter sammen med

Mette Thunø. Bogen er udgivet på Museum Tusculanums

Forlag i 2009.

Læs mere i:

Mohammed El-Nawawy and Adel Iskandar (2002),

AL-JAZEERA: How the Free Arab News Network

Scooped the World and Changed the Middle East.

Westview Press.

Sakr, Naomi (2001), Satellite Realms. Transnational

Television, Globalization & the Middle East. London

& New York: I.B. Tauris Publishers.

Skovgaard-Petersen, Jakob (2001), “Krig på internet

og satellitter: Al-Aqsa Intifadaen, Hizbu llâh og de arabiske

medier”, i Michael Irving Jensen (red.): På tærsklen

til fred? København: Gyldendal.

18


U

På Udblik finder du en række aktuelle

indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter,

der besidder en specialiseret viden om

vores aktuelle emne.

U

DBLIK

19


Det britiske system

under forandring

Af Yosef Bhatti

Det britisk politiske system er under forandring. To-partisystemet med Labour og Conservatives i førertrøjen

bliver på vælgerniveau udfordret af Liberal Democrats, som dog stadig er beskedent repræsenteret

i parlamentet. Denne udvikling lægger stigende pres på det britiske valgsystem, som er baseret på

flertalsvalg i enkeltmandskredse (first-past-the-post). Samtidig udfordres enhedsstaten, idet magt diffunderer

fra parlamentet til det regionale- og det internationale niveau.

Det ellers så stabile britiske politiske system har været

under forandring og stigende pres de seneste årtier.

Markante ændringer på vælger- såvel som på konstitutionelt

niveau har bevirket, at landet har bevæget

sig fra et klassisk unitært to-partisystem i retning af et

multilagret, latent multipartisystem. Samtidig er der

debat om yderligere valgreformer, hvor især de liberale

demokrater (Liberal Democrats) er ivrige reformtilhængere.

Den britiske udvikling og debat er yderst

interessant for os politologer, da den illustrerer en klassisk

afvejning af fordele og ulemper ved et valgsystem,

der er baseret på first-past-the-post (FPTP), i forhold

til proportional repræsentation (PR). Men lad os starte

vores rejse i det britiske med at se på, hvordan systemet

traditionelt har set ud.

Den britiske udvikling og debat er

yderst interessant for os politologer,

da den illustrerer en klassisk afvejning

af fordele og ulemper ved et

valgsystem, der er baseret på firstpast-the-post

(FPTP), i forhold til proportional

repræsentation (PR)

Westministermodellen

Britisk politik er domineret af parlamentet, som består

af to kamre – Underhuset (House of Commons) og

Overhuset (House of Lords). Den egentlige magt ligger

hos de 646 medlemmer af Underhuset, som vælges ved

FPTP – landet er delt op i 646 enkeltmandskredse, og

fra hver af disse kredse vinder den kandidat med flest

stemmer et mandat i parlamentet. Stemmer på alle øvrige

kandidater går tabt.

Siden 1920 (og især i efterkrigstiden) har britisk politik

været domineret af to partier, Labour og Conservatives.

Labour har som bekendt traditionelt været arbejderpartiet.

Det har typisk været støttet af de lavere indkomstsegmenter

og har været tilhænger af redistributive politikker

såvel som vid udstrækning af statsintervention

i økonomien. Conservatives har især tidligere typisk

været støttet af de højere indkomstsegmenter og har i

varierende grad vægtet henholdsvis konservative og

liberale dyder. I perioden 1945-1970 havde de to partier

tilsammen 98% af mandaterne i Underhuset (se tabel

1) og følgelig på skift den totale dominans over regeringsmagten.

Tabel 1: MPs fra partierne siden 1945.

Fra to-parti til latent multipartysystem

Siden 1970’erne er der sket en række markante ændringer,

der har bevirket, at det britiske system ikke

20


længere kan betegnes som idealtypisk majoritært.

Disse ændringer har desuden medført en række indre

spændinger i systemet, der blev særligt aktualiseret

under Blair-regerings konstitutionelle reformagenda i

slut-1990’erne.

Den første af ændringerne er sket på vælgerniveau.

Som det fremgår af tabel 2, har Liberal Democrats (og

til dels andre partier) siden 1970’erne kraftigt forøget

deres stemmeandel ved valg til Underhuset.

Tabel 2: Partiernes andel af stemmerne siden 1945.

Sammenholder man tabel 1 og 2, bliver det imidlertid

hurtigt tydeligt, at ændringerne i stemmeafgivningen

ikke har givet sig til udtryk i Underhusets sammensætning.

Tredjepartier har efter 1970 i gennemsnit fået 26%

af stemmerne, men kun 8-9% af parlamentssæderne.

Denne manglende sammenhæng mellem ændringer på

vælgerniveau og på parlamentsniveau kan tilskrives

FPTP-systemet, da der for at opnå repræsentation

kræves, at man vinder individuelle distrikter. Således

bliver små partier forfordelt, med mindre deres opbakning

er geografisk koncentreret (som fx de skotske og

walisiske nationalistpartier, de nordirske unionistpartier

og Sinn Féin). Da Liberal Democrats vælgere ikke

er fordelt tilstrækkeligt heterogent, betyder FPTP-systemet,

at man eksempelvis ved det seneste valg kun fik

62 mandater i forhold til Labours 356, selvom stemmeandelen

var 22,1% sammenlignet med Labours 35,3%.

Og så har man endda ikke medregnet taktisk stemmeafgivning

som følge af frygt for stemmespild.

Fra at være et to-partysystem på både vælger- og parlamentsniveau,

har det britiske system altså udviklet

sig til latent moderat multipartysystem – med tre store

partier på vælgerniveau, men stadig kun to på parlamentsniveau.

Denne udvikling har selvsagt fået en del

(især tilhængere af Liberal Democrats) til at betvivle

den fortsatte rimelighed i at anvende FPTP.

Fra unitært til multilagret politisk system

Den anden udviklingstrend er diffusionen af magt nedad

fra parlamentet til valgte regionale/nationale forsamlinger

i Nordirland, Skotland og Wales i slutningen

af 1990’erne samt opad til internationale organisationer

som EU. Denne tendens udfordrer den unitære karakter

af det politiske system. Den er samtidig relateret til

den første tendens, idet de nye regionale parlamenter

har fået relativt proportionale systemer. Således anvendes

det såkaldte Additional Member System (AMS) i

Skotland og Wales, hvor ca. 2/3 (57% i Skotland og

67% i Wales) af mandaterne vælges lokalt via FPTP,

mens den resterende tredjedel af pladserne tildeles via

en regional listestemme, som bruges til at modvægte

disproportionaliteter 1 . Ligeledes blev AMS valgt, da

den britiske hovedstad i 2000 fik sit London Assembly.

Endelig ændrede man i 1999 valgsystemet til Europaparlamentsvalg

fra FPTP til et regionalt baseret

PR-system. Så fra at være altdominerende i starten af

1990’erne, anvendes rene FPTP-systemer i dag således

primært i forbindelse med valg til Underhuset og delvist

til lokalvalg.

Fra at være et to-partisystem på både

vælger- og parlamentsniveau, har det

britiske system altså udviklet sig til latent

moderat multipartisystem – med

tre store partier på vælgerniveau, men

stadig kun to på parlamentsniveau

Argumenter for og imod FPTP og PR

Der er altså i det britiske sket en udvikling, hvor relativt

proportionale systemer er indført ved valg til regionalt-

og europæisk niveau, og hvor der samtidig er et

betydeligt pres for at indføre PR til valg til Underhuset.

Men hvad er egentlig argumenterne for henholdsvis PR

og FPTP?

Et hyppigt fremført – og meget intuitivt - argument

for PR er, at det er repræsentativt for vælgerne. Sammensætningen

af parlamentet afspejler direkte den nationale

fordeling af stemmer. Som de seneste årtiers

udvikling i britisk politik illustrerer (se tabel 1 og 2), favoriserer

FPTP-systemet typisk de to største partier 2 og

kan desuden indebære stemmespild eller taktisk stemmeafgivning

for vælgere, der støtter tredjepartier. Dette

kan være med til at underminere systemets legitimitet

21


– især i tilfælde hvor de politiske skel er ideologiske

snarere end regionale, og hvor der findes mere end én

klar ideologisk skillelinje. Det er således velkendt fra

valgdeltagelseslitteraturen, at deltagelsen stiger med

valgsystemets proportionalitet. FPTP’s underrepræsen-

Det nuværende system indeholder

indre spændinger, som mange mener

har været årsag til stigende folkelig

apati og faldende valgdeltagelse.

tation af små og mellemstore illustreres fx af de britiske

valg til Europa-Parlamentet, hvor tredjepartier i 1989

og 1994 med FPTP sad på henholdsvis 1% og 5% af

mandaterne fra England, Skotland og Wales, mens de i

1999 og 2004 opnåede henholdsvis 23% og 39%, efter

at valgsystemet var omlagt til PR. Tilhængere af FPTP

vil dog ikke udelukkende se manglende repræsentation

af mindre partier som et problem, idet man i et PR-system

risikerer, at ekstremistiske partier bliver tungen på

vægtskålen.

Et andet hovedargument for PR er, at det typisk skaber

minoritets- eller flerpartiregeringer, hvor regeringslederne

er tvunget til en konsensusorienteret politik på

tværs af partiskel og ideologi. Dette ses dog samtidig af

FPTP-tilhængere som et af systemets største svagheder,

idet bagsiden af den konsensusorienterede politik ofte

er relativt svage regeringer. Behovet for posthoc

koalitionsdannelse bevirker desuden,

at det bliver sværere for vælgeren at

gennemskue, hvad hun egentlig stemmer

på. Uigennemsigtigheden øges

af, at AMS, som er det mest realistiske

alternativ til FPTP i britiske

valg, kan være sværere for vælgerne

at forstå. Flerpartiregeringer kan

samtidig svække den demokratiske

accountabilitet, eftersom

det bliver diffust, hvem der

skal gøres ansvarlig for det

gennemførte politikker.

Et af de argumenter,

britiske FPTP-tilhængere

lægger mest vægt på, er

dog det direkte link mellem

den valgte og borgerne.

Den folkevalgte

er direkte ansvarlig overfor

vælgerne i sit distrikt, hvilket også illustreres ved, at

politikerne i FPTP-systemer bruger betydelig tid på at

”servicere” deres lokale vælgere og varetage deres interesser

overfor de nationale myndigheder. Overfor dette

fremføres ofte fra PR-tilhængere, at de færreste vælgere

kender deres medlem, og at eksempelvis en Labour

vælger alligevel ikke vil kunne føle sig repræsenteret

af en konservativ. Desuden er der ikke nødvendigvis

en modsætning mellem større grad af proportionalitet

og lokal tilknytning, hvilket netop illustreres af AMSsystemerne

i Wales, Skotland og London, hvor der både

vælges distriktskandidater såvel som regionale listekandidater,

der gør systemet mere proportionalt.

Er der ændringer på vej?

Der er altså både gode argumenter for PR og FPTP, men

hvor er det britiske system på vej hen? Liberal Democrats’

ønske om et PR-system blev især i 1980’erne og

1990’erne støttet af Labour, der i sin regeringstørke i

1980’erne anså det for umuligt at genvinde magten i et

FPTP-system. Skiftede man derimod til PR, ville man

sammen med Liberal Democrats kunne opnå flertal.

Da Blair-regeringen kom til magten i 1997, nedsatte

man således den såkaldte Jenkins Kommission med

henblik på at finde et alternativ til FPTP. I sin kommissionsrapport

fra 1998 anbefalede Lord Jenkins på

den ene side, at man forlod FPTP, men at man bevarede

det geografiske element i stemmeafgivningen. Som

kompromis blev der foreslået et system, hvor 83%

af medlemmerne skulle vælges via Alternative

Vote (som basalt set blot er et FPTP-system, der

minimerer strategisk afstemning ved at tillade

vælgeren to prioriteter) i enkeltmandskredse,

mens de sidste 17% skulle udjævne disproportionalitet

regionalt. På trods principiel

støtte til en valgreform i slut-1990’erne, har

Labour de seneste år været mere afventende

– måske fordi det nuværende FPTP-system

har bevirket, at partiet har opnået omkring

2/3 af parlamentssæderne trods

kun 35-43% af stemmerne ved de

seneste valg. Conservatives har

generelt været afvisende, om

end der er nogen intern uenighed

i partiet.

Selvom der ikke er politisk

udsigt til, at det britiske

valgsystem ændrer sig igen

lige med det samme, er der

22


grund til at holde godt øje med vores vestlige naboer.

Det nuværende system indeholder indre spændinger,

som mange mener har været årsag til stigende folkelig

apati og faldende valgdeltagelse. Debatten fortsætter

således, og med Liberal Democrats’ fremmarch, den

kraftige diffusion til EU og regionale parlamenter samt

indførslen af relativt proportionale valgsystemer på de

fleste andre niveauer end det nationale, kan det britiske

system de seneste årtier bedst beskrives som et system

i kraftig forandring.

Yosef Bhatti er ph.d.-stipendiat

ved Københavns

Universitet og forsker

bl.a. i valg og repræsentation

Note 1:

Nordirland anvendes det Single Transferable Vote

(STV) system, hvor vælgeren kan rangordne kandidaterne

med henblik på at undgå stemmespild. Systemet

bruges også ved lokalvalg i Skotland.

Note 2:

Medmindre partiernes de mindre partiers tilhængere

er geografisk koncentreret, eller medmindre man som

i USA skaber affirmativ repræsentation via gerrymandering,

således at man fx bevidst skaber distrikter med

majoritet af fx sorte vælgere.

Dokumentation:

Dunleavy, Patrick og Helen Margetts (2004): ”United

Kingdom: Reforming the Westminister Model”, pp.

294-306 i Colomer, Josep M. (red.): Handbook of Electoral

System Choice, Houndmills: Palgrave

Franklin, Mark N. (1999): “Electoral Engineering and

Cross-National Turnout Differences: What Role for

Compulsory Voting”, British Journal of Political Science,

vol. 29, no. 1, pp. 205-216

Heidar, Knut og Einar Berntzen (1998): Vesteuropeisk

Politikk, Oslo: Universitetsforlaget

Johnston, Ron og Charles Pattie (2000): ”New Labour,

new electoral system, new electoral geographies? A review

of proposed constitutional changes in the United

Kingdom”, Political Geography, vol. 19, pp. 495-515

Kelly, Richard (2008): ”It’s Only Made Things Worse:

A Critique of Electoral Reform in Britain”, The Political

Quarterly, vol. 79, no. 2, pp. 260-268

Lijphart, Arend (1994): Electoral Systems and Party

Systems – A Study of Twenty-Seven Democracies,

1945-1990, Oxford: Oxford University Press

Norris, Pippa (2001): “The Twilight of Westminister?

Electoral Reform and its Consequences”, Political

Studies, vol. 49, pp. 877-900

Norris, Pippa (2004): “Comment: Does PR promote

political extremism, redux”, Representation, vol. 40,

no. 3

Webb, Paul (2000): The Modern British Party System,

London: Sage

23


Congo, EU og militær

krisestyring i Afrika

I de sidste dage af oktober og de første uger af november

sidste år blussede den ulmende borgerkrig endnu

en gang op i provinsen Nord Kivo i den østlige ende

af Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Strømmen

af alarmerende rapporter tog til i antal og alvor.

De dystre meldinger talte om massive overgreb mod

civilbefolkningen, og der var flere og flere tegn på, at

et folkedrab kunne være under opsejling. Den alvorlige

situation resulterede i en international debat om behovet

for, at omverdenen greb ind militært for at sætte

en stopper for overgreb og forbrydelser. Formanden for

EU’s militære komite, general Henri Bentegeat slog

fast, at EU kunne indsætte en af sine kampgrupper i

Goma, som er hovedbyen i Nord Kivu. En beslutning

om indsættelse af en kampgruppe kræver imidlertid

enighed i EU’s Ministerråd for Udenrigsanliggender.

Den 10. november 2008 havde Rådet en generel debat

om situationen i DRC, hvor det blev besluttet, at indsættelse

af en kampgruppe ikke var det rigtige skridt

på daværende tidspunkt. Ministerrådet lovede dog at

øge mængden af humanitær bistand til flygtninge og

internt fordrevne. Beslutningen var stærkt skuffende

ikke mindst for Frankrig og Belgien, som begge havde

talt varmt for indsættelse af en EU styrke. På den anden

side var der en række lande, ikke mindst Tyskland

og Storbritannien, som var modstandere af et sådant

skridt. Den britiske position var særligt overraskende,

da Udenrigsminister David Milliband ugen før offentligt

havde tilkendegivet sin støtte til indsættelse af en

EU styrke i Nord Kivu.

Af Gorm Rye Olsen

Siden borgerkrigen i Congo er blusset op med fornyet styrke, har det internationale samfund og EU

stået overfor svære dilemmaer i forbindelse med krisestyring i konflikten. EU ønsker at markere sig som

en stærk international aktør, der kan træde til i verdens brændpunkter, hvilket afspejles i ønsket om

en selvstændig og uafhængig forsvarspolitik (ESDP). På den anden side er der en stærk skepsis i visse

medlemslande over for at blive trukket ind i en situation, som EU ikke kan overskue, hvilket kommer til

udtryk i EU’s ministerråd for udenrigsanliggender.

Debatten om EU’s handlemuligheder i DRC rammer

ned i hjertet af de seneste års bestræbelser på at konkretisere

de store ord om, at EU skal have en selvstændig

og uafhængig forsvarspolitik, kaldet ESDP. De første

mange år efter vedtagelsen af Maastricht traktaten

bestod ESDP’en reelt kun af uforpligtende udtalelser

og politiske erklæringer om verdens mere eller mindre

uacceptable tilstand. I årene efter 11. september 2001 er

Politikken i forhold til Afrika har

efterhånden udkrystalliseret sig i to

instrumenter. Det ene går ud på, at

EU udstationerer soldater i kriseområder

i en begrænset periode indtil,

man kan overlade ansvaret til FN.

Det andet instrument kan populært

sammenfattes under slagordet ’Afrikanske

løsninger til afrikanske problemer’”.

der kommet mere og mere kød på den europæiske forsvarspolitik.

Interessant nok har udviklingen af ESDP’en

været koncentreret til to geografiske områder dels Balkan

og dels Afrika. Politikken i forhold til Afrika har

efterhånden udkrystalliseret sig i to instrumenter. Det

ene går ud på, at EU udstationerer soldater i kriseområder

i en begrænset periode, indtil at man kan overlade

ansvaret til FN. Det andet instrument kan populært

24


sammenfattes under slagordet ’Afrikanske løsninger til

afrikanske problemer’. EU’s særlige instrumenter her

er den såkaldte Afrikanske Fredsfacilitet.

Indsættelse af Europæiske soldater

I juni 2003 vedtog EU’s Ministerråd at udstationere

en militærstyrke i Iruti-provinsen i det nordøstlige

DRC. Beslutningen indebar, at man for første gang

nogensinde udstationerede soldater uden for Europa.

Det skete desuden uden bistand fra NATO i form af

flytransport m.v., hvilket der ellers foreligger en aftale

om under det såkaldte ’Berlin Plus’ koncept. Der var

altså tale om en ren EU mission. Målet med operationen

var at stabilisere sikkerhedssituationen i Ituri, hvor

meldinger pegede på, at et folkedrab var under opsejling.

Mange advarede også imod, at fornyede voldsepisoder

i provinsen kunne true den skrøbelige fredsproces

i hele DR Congo. Ituri-operationen blev en succes ikke

mindst fordi, at man efter de aftalte tre måneder kunne

overlade ansvaret for sikkerheden til en FN styrke. Det

var også en succes, fordi EU tropperne var i stand til

”Det er ikke blot sådan, at EU kun har

et særligt forhold til Afrika. EU har så

sandelig også en række kontante interesser

på kontinentet”.

at sætte en effektiv stopper for vold og overgreb mod

civilbefolkningen. Kun et par år efter, nemlig i sommeren

2006, følte EU sig igen kaldet til at udsende soldater

til at styre en krisesituation i DR Congo. I forbindelse

med afholdelse af landets parlamentsvalg var

den internationale vurdering, at det var altafgørende,

at roen og stabiliteten i landet blev opretholdt. Det

kunne ske ved at udstationere 1000 soldater i og omkring

hovedstaden Kinshasa. Hertil kom at EU havde

en reservestyrke stående i nabolandet Gabon, som i en

tilspidset situation kunne tilkaldes. Denne operation må

også betegnes som en succes i og med, at der var ro

og orden under hele valgkampen og også under selve

valghandlingen. På den anden side skal man heller ikke

være blind over for, at de europæiske tropper ikke blev

udfordret under deres udstationering. Spørgsmålet om,

hvorvidt de europæiske tropper bidrog til at stabilisere

situationen må derfor tages med et gran salt. Kort efter

FN’ sikkerhedsråd i september 2007 havde godkendt

udstationering af en fredsbevarende styrke i det østlige

Chad ved grænsen til den urohærgede Darfur provins i

Sudan, signalerede EU, at man var villig til at stille med

de nødvendige soldater. Ikke desto mindre skulle man

helt frem til marts 2008 før det lykkedes EU at samle

det nødvendige antal soldater med den tilstrækkelige

logistiske opbakning. På trods af verbal støtte til en EU

styrke i området ind mod Darfur var kun de færreste

medlemslande parate til at stille soldater, da det kom

til stykket. Derfor består styrken primært af franske

soldater, da Frankrig i forvejen har et betydeligt antal

soldater udstationeret på baser i Chad.

Afrikanske løsninger til afrikanske problemer

Efter flere års drøftelser vedtog EU’s ministerråd i november

2003 at oprette en såkaldt Fredsfacilitet for Afrika.

Det nyskabende ved fonden var, at ressourcer, som

oprindeligt var blevet allokeret til udviklingsformål,

nu blev omdirigeret til at støtte afrikanske fredsoperationer.

Etableringen af fredsfaciliteten afspejler, at

udviklingsspørgsmål i stigende grad bliver kædet sammen

med sikkerhed og stabilitet. Lanceringen af fredsfaciliteten

var i høj grad motiveret af et stærkt behov

for at få den Afrikanske Union til at tage ansvaret for

Afrikas egen sikkerhed for dermed at undgå et direkte

Europæisk militært engagement på kontinentet. Det

bidrog desuden til at understrege to nøgleprioriteter for

EU’s Afrika politik. På den ene side ønsker man at undgå

at udstationere Europæiske tropper i Afrika ved til

gengæld at betale de udgifter, afrikanske regeringer har

i forbindelse med at gennemføre krisestyringsmissioner

i Afrika. På den anden side var formålet med Fredsfaciliteten

at bidrage til at opbygge kapaciteten hos afrikanske

hærstyrker, så de selv bliver bedre i stand til at

gennemføre freds- og sikkerhedsoperationer på kontinentet.

En fremtidig europæisk politik

Den bemærkelsesværdige udvikling, som EU’s militære

konfliktstyring i Afrika har gennemløbet de senere

år rejser mindst to spørgsmål. Først og fremmest:

rummer implementering af denne politik konturerne til

en fremtidig Europæisk politik i Afrika? Det gør den

sandsynligvis. Selve ideen om, at EU styrker i Afrika

skal spille en brobygger rolle, indtil FN kan tage over,

har betydelig opbakning blandt EU-landene. Det er dog

samtidig klart, at ingen medlemsstater ønsker at sende

tropper til Afrika for en længere perioder. Netop den

korte tidshorisont var vigtig i forbindelse med missionen

Ituri i 2003, ligesom den var det i 2006 i Kinshasa.

Det samme kan siges om den igangværende operation

i Chad. Den afrikanske fredsfacilitet har en tilsvarende

kvalitet set fra en europæisk synsvinkel. Den udtrykker

25


nemlig et officielt synspunkt, som både EU og Afrika

kan blive enige om: Afrikanske løsninger til afrikanske

problemer.Det andet spørgsmål man bør stille sig

er: Hvordan forklarer vi den ganske spektakulære udvikling

siden 2003?

”Etableringen af en uafhængig forsvarspolitik

kan ses om et afgørende

element i realiseringen af en gammel

ambition om at positionere EU som

en stærk og selvstændig international

aktør.”

Det er ingen tvivl om, at der er stærke politiske kræfter i

EU, der har en interesse i, at den Europæiske Union udvikler

en uafhængig forsvarsprofil. Det gælder i særdeleshed

Frankrig. Etableringen af en uafhængig forsvarspolitik

kan ses om et afgørende element i realiseringen

af en gammel ambition om at positionere EU som en

stærk og selvstændig international aktør. Det skal dog

samtidig understreges, at en række medlemsstater heriblandt

den gamle kolonimagt i Afrika, Storbritannien,

ikke nødvendigvis deler den franske vision for en uafhængig

Europæisk forsvarspolitik. Det blev illustreret

ved Ministerrådets beslutning den10. november 2008.

En international aktør

Målet om at udvikle Unionen til at få en markant

rolle på den internationale scene er mere eller mindre

snævert knyttet til EU’s identitet som en aktør, der bygger

sin udenrigspolitik på en række værdier og principper.

Det går ofte under betegnelsen, at den Europæiske

Union er en normativ aktør eller, at den er en civil aktør.

I den europæiske selvforståelse har Europa et særligt

ansvar for Afrika og dermed en helt særegen relation til

kontinentet. Det afspejler sig blandt andet i, at der har

eksisteret et meget stort program for udviklingsbistand

lige siden starten af det europæiske samarbejde tilbage

i slutningen af 1950erne. Det særlige forhold er og

symbolsk blevet understreget ved de såkaldte EU-Afrika

topmøder, hvoraf det seneste fandt sted i Lissabon i

december 2007.Nogle gange resulterer det særlige EU-

Afrika forhold i udstationering af EU soldater i afrikanske

krisesituationer. I andre viser det sig i massiv

humanitær bistand, som det var tilfældet i Nord Kivu i

efteråret 2008. Men det er ikke blot sådan, at EU kun

har et særligt forhold til Afrika. EU har så sandelig og

en række kontante interesser på kontinentet. Det gælder

ikke mindst at forhindre terrorisme, som man – i lighed

med USA - mener trives i situationer med fejlslagne

og svage stater, som Afrika er så rig på. EU er desuden

stærkt optaget af at forhindre migrationen af unge, fattige

afrikanske mænd til Europa. Kriser og konflikter

kombineret med massiv fattigdom er faktorer, der

menes at fremme folkevandinger. Det er heller ingen

tvivl om, at EU har en stærk bekymring for narkotikasmuglingen,

som i høj grad er bundet til Vestafrika, der

fungerer som transit for narko især fra Sydamerika.

Efter alt at dømme vil en fremtidig europæisk krisestyringspolitik

i Afrika komme til at videreføre de to træk,

der er beskrevet her. Det betyder at EU fra tid til anden

vil være rede til at udstationere tropper i en kortere periode,

hvis det kan sikre ro og stabilitet i et givet land

eller i en given region. Man vil højst sandsynligt søge at

udbygge den tankegang, der ligger bag Den afrikanske

fredsfacilitet. Den indebærer, at afrikanerne må tage

ansvaret for at løse de problemer, som plager kontinentet.

EU lover til gengæld at understøtte diverse afrikanske

krisestyringsforsøg med gode, kolde og kontante

Euroer.

Gorm Rye Olsen er

uddannet cand.scient.pol.

fra Institut for

Statskundskab på Århus

Universitet og blev

i 1988 dr.scient.pol.

samme sted på en disputats

om udviklingen

i Egypten, Irak og Saudi-Arabien.

Gorm Rye

Olsen fungerer pt. som

institutleder for institut

for Samfund og Globalisering

på Roskilde Universitet

og har beskæftiget sig med EU’s globale rolle,

EU’s fælles udenrigs- sikkerheds- og forsvarspolitik.

Især EU’s politik over for den fattige verden i almindelighed

og Afrika i særdeles står centralt i hans arbejde.

Han har ligeledes en omfattende videnskabelig produktion

inden for dansk udenrigspolitik med vægt på både

udviklingsbistand, sikkerheds- og forsvarspolitik.

26


Verdensmesteren

i stedfortræderkrig

Pakistans hårdkogte nabolag

Med sine 170 mio. indbyggere, mellem 50 og 100 atomsprænghoveder

og en anseelig hær kunne Pakistan være

en regional stormagt, hvis staten lå i snart sagt hvilken

som helst anden af verdens regioner. Uheldigvis er disse

betragtninger til ringe trøst for pakistanske ledere, idet

to af deres fire nabostater er Indien og Kina, med hver

deres meget større befolkning, flere atomvåben, større

hære og langt større BNP. På Pakistans vestlige flanke

er magterne af en anden størrelsesorden, men der er alligevel

ikke meget opmuntring at hente – hverken i Afghanistan,

en imploderet stat med en stærk og stigende

tilstedeværelse af amerikanske tropper, eller Iran, som

er stærkt på vej til at udvikle deres egne atomvåben.

Historisk set har Pakistan kompenseret for sin relative

svaghed, især over for Indien, på forskellige måder. En

langvarig alliance med Kina, som også har en interesse

i at balancere Indien, har gjort det muligt for Pakistan at

fastholde en status af

rival snarere end vasal

til Indien. Desuden

har Kinas hjælp

været uvurderlig for

udviklingen af atomvåbenprogrammet

og de langtrækkende

missiler, hvilket fra

ca. 1990 og officielt

siden 1998 har været

Pakistans primære

afskrækningsmiddel

mod Indien.

Af Jonathan Bugge Harder

Pakistans strategiske svaghed i den regionale magtbalance har længe gjort det attraktivt at anvende

militante islamistiske grupper til at svække nabostaterne Indien og Afghanistan. Selvom disse grupper i

stigende grad vender deres opmærksomhed indad og destabiliserer Pakistan, skal man ikke tro at denne

politik ændres foreløbigt.

I løbet af den kolde krig var Pakistan allieret med USA,

men forholdet var langt fra stabilt. Pakistan følte – med

en vis ret – at amerikanerne trak følehornene til sig,

hver gang der var brug for deres hjælp. Under krigen

mod Indien i 1965, suspenderede Præsident Johnson

den bilaterale militærstøtte, og lod uden kvaler Pakistan

klare sig selv. Seks år senere, da der igen udbrød krig,

magtede en presset Nixon heller ikke at intervenere for

at forhindre pakistansk nederlag og den smertefulde

løsrivelse af Østpakistan, det nuværende Bangladesh.

Pakistan gav husly til og optrænede

guerillagrupper til at hjælpe med

at svække sine nabostater. Stedfortræderkrig

er billigt, effektivt og

svært at bevise for den krænkede

part, hvilket besværliggør legitime

modtræk. Pakistan er efter næsten 40

års øvelse ukronede verdensmestre i

disciplinen.

Disse svigt skete dog lang tid før, at Kina kunne være

til nogen hjælp i den globale magtbalance, og selv om

Pakistan flere gange tog tilløb til at alliere sig med supermagten

Sovjet, var der dog nogle kraftige geopolitiske

årsager til, at det ikke ville være fordelagtigt. For

det første var Sovjet Indiens allierede gennem mange

år, og kunne derfor ikke bruges til Pakistans magtkamp

med Indien. For det andet var Sovjet en brik i den regionale

magtbalance idet hæren kun behøvede forcere

den svage stat Afghanistan for at kunne udgøre en

direkte trussel mod det pakistanske territorium. Paki-

27


stan frygtede, at prisen for et medlemskab af den røde

blok ville være sovjetisk dominans à la Østeuropa. Derfor

fortsatte samarbejdet med USA, selvom svigtene i

1965 og 1971 endnu sidder dybt i den pakistanske hær,

hvis rekrutter fra 1960erne og 1970erne nu i 2009 har

titler af oberster og generaler.

Stedfortræderkrig som vidundermedicin

Pakistan udviklede dog sideløbende med atomprogrammet

og de vekslende stormagtsalliancer en tredje

strategi for at maksimere sin regionale magt og derved

sikre sin overlevelse i den farlige region. Pakistan gav

husly til og optrænede guerillagrupper til at hjælpe

med at svække sine nabostater. Stedfortræderkrig er

billigt, effektivt og svært at bevise for den krænkede

part, hvilket besværliggør legitime modtræk. Pakistan

er efter næsten 40 års øvelse ukronede verdensmestre

i disciplinen.

Stedfortræderkrig har fundet sted i Kashmir lige siden

uafhængigheden, men Pakistan tog et stort skridt i retningen

af udviklingen af en egentlig strategi i sommeren

1973, da den demokratisk valgte premierminister,

Zulfikar Ali Bhutto, nedsatte en Afghanistan-enhed i

det pakistanske udenrigsministerium. Bølgen af politisk

islam var skyllet hen over Afghanistan i slutningen

af tresserne, og Pakistan så straks muligheden for at slå

mange fluer med få smæk ved at støtte de islamistiske

revolutionære kræfter i nabolandet. Selvom den første

opstand i 1975 ikke havde held til at vælte Afghanistans

sekulære præsident lærte de kommandører, som kom

fra oprøret med livet i behold, en vigtig lektie og intensiverede

træningen i Pakistan.

Med Sovjets invasion af Afghanistan i juledagene 1979

fik de afghanske islamister

god brug for den

træning og de våben,

som Pakistan havde

forsynet dem med. I

løbet af de følgende

otte år fungerede de

afghanske modstandsgrupper,

de såkaldte

mujahidin, som Pakistans

fremskudte forsvar

mod den sovjetiske

trussel. USA bidrog foruden den hemmelige støtte til

mujahidin med adskillige milliarder i støtte til Pakistans

væbnede styrker. Under krigen blev Pakistans vigtigste

efterretningstjeneste, Inter-Services-Intelligence Directorate

(ISI), samlingspunktet for al hemmelig støtte

til mujahidin. Ved løbende at sætte penge og våben til

side fra puljen af hemmelige forsyninger fra USA og

Saudi-Arabien til Afghanistan etablerede ISI en delvis

autonom position i Pakistans statsapparat.

Under krigen blev Pakistans vigtigste

efterretningstjeneste, Inter-Services-

Intelligence Directorate (ISI), samlingspunktet

for al hemmelig støtte til mujahidin.

Ved løbende at sætte penge

og våben til side fra puljen af hemmelige

forsyninger fra USA og Saudi-Arabien

til Afghanistan etablerede

ISI en delvis autonom position i Pakistans

statsapparat.

Alt så ud til at lykkes for Pakistan i Afghanistan, og

umiddelbart efter Sovjets tilbagetrækning lancerede

mujahidin og Pakistans hær en samlet offensiv for at

indsætte en pro-pakistansk islamistisk regering i byen

Jalalabad i det østlige Afghanistan. Men den hurtige offensiv

mislykkedes. Nogle år senere, da den sovjetisk

støttede kommunistregering endelig faldt, markerede

det blot startskuddet til en altødelæggende krig mellem

de forskellige mujahidin-grupper. Pakistans protégé

i denne krig, den pashtunske krigsherre Gulbuddin

Hikmatyar, magtede ikke at få skabt politisk støtte

eller militært overtag, og Pakistan måtte se til, mens

en gylden mulighed for at dominere Afghanistan blev

formøblet.

28


Anderledes fordelagtigt så det ud i Kashmir, hvor et

oprør var brudt ud i 1989. Nogle mujahidin havde ved

Sovjets tilbagetrækning fundet en ny front i den hellige

krig, og i løbet af 1990erne holdt disse billige krigere

med pakistansk støtte mange dyre indiske divisioner

beskæftiget i Kashmir. Desuden opstod der nyt håb for

Pakistans Afghanistan-strategi i efteråret 1994, hvor

Taliban-bevægelsen så dagens lys. ISI skiftede hurtigt

hest fra Hikmatyar til Taliban, hvis løfter om fred og

retfærdighed hurtigt skaffede dem politisk støtte blandt

Afghanistans krigstrætte befolkning. En konstant strøm

af rekrutter fra flygtningelejrene på grænsen mellem

Pakistan og Afghanistan holdt Taliban mandstærke,

mens våben og træning fra ISI satte dem i stand til i

løbet af 5 år at erobre alle større byer i landet. Selvom

Taliban bestemt ikke var lette at styre for Pakistan, var

de dog alt for afhængige af Pakistans hjælp til at kunne

udgøre en trussel. Derudover kunne Pakistan nu og

flytte træningslejre for militante islamister i Kashmir

til afghansk territorium, hvilket gjorde det nemmere at

benægte at støtten fandt sted.

Bagsiden af medaljen

Efter terrorangrebene i New York og Washington i 2001

endte Pakistans og Talibans hvedebrødsdage. USA

stillede et ultimatum om enten at støtte eller modsætte

sig kampen mod Al-Qaeda, som havde base i Talibans

Afghanistan. Pakistan forsøgte at undgå krig ved at

foreslå amerikanerne at overtale Taliban til at udlevere

Al-Qaeda-ledelsen. Men da amerikanerne ikke accepterede

dette, endte Pakistan alligevel med at bidrage

med efterretninger og overflyvningstilladelse til den

amerikanskledede invasion af Afghanistan. Militærdiktatoren

Pervez Musharraf indledte tilmed en klapjagt

på de mange hellige krigere fra alle verdenshjørner,

som længe var kommet til Pakistan for at kæmpe eller

træne med Al-Qaeda og deres udløbere i Kashmir eller

Afghanistan: arabere, usbekere, tjetjenere, filippinere,

uighurere (Muslimer fra den vestkinesiske Xinjiangprovins)

osv. Der var dog langt fra tale om nogen idealistisk

impuls fra Musharrafs side: terroristjagten begrænsede

sig til selve Al-Qaeda, der også var begyndt at

forsøge at skabe en islamistisk revolution i selve Pakistan

(og som tilmed havde stræbt Musharraf efter livet),

mens de afghanske Taliban og de kashmiriske grupper

fortsat blev hjulpet. Desuden lettede hver tilfangetagen

Al-Qaeda-leder presset fra USA og Saudi-Arabien og

vedligeholdt strømmen af penge og militært isenkram

fra disse lande, som Pakistan skulle bruge til at balancere

Indien.

Selvom det virkede som en smart politik, udviklede

strategien sig til en prekær balancegang, idet de militante

grupper etablerede et stadigt tættere samarbejde

og var svære at styre for ISI. Fra 2007 dannedes endda

en pakistansk gren af Taliban. Dette vanskeliggjorde

Pakistans arbejde med at vælge hvilke af de militante

grupper, der skulle have penge og våben, og hvilke, der

skulle bekæmpes. Samtidig steg antallet af selvmordsangreb

på pakistansk grund eksponentielt som hævn

for klapjagten. I de første otte måneder af 2008 toppede

Pakistan listen over flest dræbte i selvmordsangreb –

foran både Irak og Afghanistan. Mange ofre var soldater

eller politifolk, og aktionerne begrænsede sig ikke

længere til de lovløse grænseegne, men ramte også i

hjertet af Punjab og Sindh, hvor indbyggerne (og militæret)

indtil da havde følt sig sikre. I 2007 og 2008 så

man derfor en mere intensiv og oprigtig krig i de lovløse

grænseegne, hvor mange militante havde levet og

trænet uforstyrret siden Talibans fald. Dog manglede

Pakistan fortsat at afskære støtten til de afghanske Taliban

og grupper som Harkat-ul-Mujahidin eller Lashkar-e-Taiba,

som stadig vurderedes nyttige mod Indien

29


eller efter USAs og NATOs eventuelle tilbagetrækning

fra Afghanistan.

Vejen frem

Hverken skiftet til ikke-militært styre i august 2008

eller terrorangrebene i Mumbai i november 2008 ændrer

ved de fundamentale kræfter, som skaber Pakistans

udenrigspolitik. Den nye præsident Zardari har kun i

ringe grad indflydelse på sikkerhedspolitikken, og arrestationerne

i kølvandet på aktionen i Mumbai, var blot

de seneste i en lang række af taktiske anholdelser og

midlertidige forbud mod de militante organisationer.

Lederne bliver som regel løsladt, når opmærksomheden

er døet hen, og organisationerne opstår igen under nye

navne. Spørgsmålet er i stedet hvor meget destabilisering

af Pakistan, som ISI og hæren er villig til at tolerere

som pris for at fastholde den succesfulde og billige

stedfortræderkrig, som har sat Pakistan i stand til at øve

en indflydelse i regionen, der rækker langt ud over hvad

konventionel militær magt havde kunnet. Hvis historien

er nogen guide, er svaret: en del endnu.

Jonathan Bugge Harder er stud.scient.pol og specialeskrivende

om pakistansk udenrigspolitik. Han udgav

i 2008 bogen “Om

politisk tæft” sammen

med Sigge Winther

Nielsen.

30


Indiens

modsætningsfyldte fremgang

Af Jørgen Dige Pedersen

Indien er verdens andet mest folkerige land og udgøres af en mangfoldig befolkningssammensætning,

der betyder at bl.a. hinduer, muslimer, kristne, sikher, buddhister, janister, jøder og parsere lever side om

side og at der tales mere end 12 forskellige sprog. Indien er de sidste par år kravlet mange trin op ad den

økonomiske vækstrates stige, og i dag en sværvægter i den globale økonomi. Landet har fået deres første

kvindelige præsident og producerer Bollywood-film i hobetal. Alligevel hører vi sjældent om landet – med

undtagelse af spektakulære begivenheder – og forholdet til nabolandet Pakistan, der er så mudret at

inderne og pakistanerne næsten ikke selv kan finde ud af hvem der begyndte. Men hvordan harmonerer

IT-udvikling og markedskræfter med et meget traditionsbundet land, hvor køerne er hellige, kastesystemet

stadig en realitet og oksekærerne kører ved siden af bilerne mens kvindernes traditionelle sarier får

de internationale forretningsfolks jakkesæt til at være dagens mest triste syn?

Indledning

Nyheder fra Indien når sjældent frem til den danske offentlighed

med mindre der er tale om farverige og eksotiske

indslag af en vis underholdningsværdi, eller der

er tale om helt spektakulære begivenheder. Et sådant

eksempel var det nylige terrorangreb i Mumbai, som

i flere dage optog nyhedsmediernes forsider, men som

allerede nu er næsten glemt igen. Det er derfor ikke

mærkeligt, at den danske offentlighed ikke har et særlig

detaljeret indblik i udviklingen i verdens næstmest

folkerige land.

På helt overordnet plan har det dominerende billede af

Indien indtil for ganske få år siden været billedet af et

meget stort og uhyre

fattigt land, som

levede af international

bistand, ikke

mindst af dansk bistand.

Dette billede

er nu på det nærmeste

blevet helt

vendt om. Indien

omtales i dag som

et af BRIK landene,

der i løbet af kort tid

forventes at blive

blandt verdens økonomiske sværvægtere, hvis ikke de

allerede er det. Også i det officielle Danmarks optik,

dvs. i udenrigsministeriets – og Danidas – udgivelser er

der sket et skift, som lidt populært kan udtrykkes som et

skift fra ’bistand til business’. For 10 år siden handlede

Før 1990ernes økonomiske reformer

for alvor åbnede op for importen af

udenlandske produkter og investeringer,

var Indien et af de meget få

lande i verden, hvor man ikke kunne

købe en Coca-Cola. I dag er situationen

dramatisk ændret… Globaliseringen

har ramt Indien, og Indien har

formået at gøre sig gældende i den

globaliserede verdensøkonomi.

Danmarks engagement i Indien om at yde økonomisk

støtte til forbedringer af levevilkårene for de fattigste

mennesker bosat i landets fattigste landdistrikter. I dag

handler det om at fremme danske erhvervsinteresser,

som især er at finde i det voksende afsætningsmarked

blandt Indiens velstående over- og middelklasse bosat i

de største byområder. Pointen er selvfølgelig, at begge

31


illeder af Indien er korrekte, men at det kun er gennem

kombinationen af de to, at man opnår et blot nogenlunde

dækkende indtryk af Indiens modsætningsfyldte

udvikling. Jeg vil i det følgende prøve at give en kortfattet

oversigt over nogle af de aktuelle udviklingstræk,

problemer og dilemmaer, som det indiske samfund står

overfor, og som yderligere vil understrege de modsætningsfyldte,

men også fascinerende og farverige forandringsprocesser,

som Indien mere end noget andet samfund

repræsenterer.

Økonomien: IT og oksekærrer

Søger man i den indiske industristatistik (på internettet,

naturligvis) efter produktionstallene for bilindustrien –

hvilket jeg gjorde for et par år siden – finder man ved

siden af tallene for produktion af netop biler også tal

for produktionen af motorcykler, scooter-taxaer og fly

(inklusive rumfartsudstyr) desuden tal for produktionen

af oksekærrer (og i øvrigt også håndtrukne kærrer).

Selv uden at have været i landet, begynder man her at

fornemme, at den indiske økonomi har en ganske særlig

sammensætning. Indien har formået i meget høj grad at

opbygge en sammenhængende og komplet økonomi,

der dækker både moderne højteknologiske produkter

og uhyre simple og traditionelle produkter, og man kan

overalt i Indien – også i de mest moderne dele af storbyerne

- se alle produkterne blive taget i anvendelse.

Før 1990ernes økonomiske reformer for alvor åbnede

op for importen af udenlandske produkter og investeringer,

var Indien et af de meget få lande i verden, hvor

man ikke kunne købe en Coca-Cola. I dag er situationen

dramatisk ændret og det ene butikscenter efter det andet

skyder op og falbyder det samme udbud af varer som

overalt på kloden. Globaliseringen har ramt Indien, og

Indien har formået at gøre sig gældende i den globaliserede

verdensøkonomi. Man eksporterer IT ydelser

og højtuddannet arbejdskraft til mange lande, privatbilismen

blomstrer miljømæssigt uforsvarligt som alle

andre steder på kloden, og mere end 300 millioner indere

betjener med stor ildhu deres nye mobiltelefon,

der for det meste er produceret lokalt af Nokia.

Og økonomien vokser med en næsten kinesisk hastighed,

dvs. lige indtil finanskrisen annoncerede sin ankomst

sidste år. Nu taler man fortrøstningsfuldt om, at nedgangen

i den økonomiske vækst formentlig bliver mindre

end i de fleste andre lande. Paradoksalt nok skyldes

det, at det politisk ikke var lykkedes for de skiftende

regeringer at komme igennem med forslag om yderligere

liberaliseringer og privatiseringer af blandt andet

den statsejede banksektor. Indien har nemlig været

en forsigtig reformator, og mange af de gamle og stive

restriktioner på markedsøkonomiens udfoldelser er blevet

bibeholdt, så man modsat de vestlige lande nu ikke

er nødsaget til at genindføre dem. Indien ser således ud

til at klare sig nogenlunde igennem finanskrisen, og

fordi økonomien stadig i det væsentligste er rettet imod

hjemmemarkedet, og trods øget globalisering ikke i så

høj grad er afhængig af eksportmarkederne.

Et mere fundamentalt økonomisk

problem er, at den økonomiske

vækst gennem de

sidste 25 år ikke i særlig stort

omfang er kommet de fattigste

befolkningsgrupper og de

fattigste egne af det store land

til gode. De fleste opgørelser

viser ganske vist, at den absolutte

fattigdom har været

faldende, men slet ikke i det

forventede tempo, og ulighederne

mellem regionerne og

mellem de rige og de fattige er vokset dramatisk. Den

fortsatte fattigdom og de store uligheder er også en del

af baggrunden for den politiske vold, som finder sted i

kampene mellem lokale myndigheder og større jordejere

på den ene side og forskellige ’maoistiske’ oprørsgrupper

på den anden side i fjernt beliggende landdistrikter.

Kampe, som den indiske premierminister for ikke så

længe siden – før Mumbai angrebet - karakteriserede

som Indiens største sikkerhedsproblem.

32


Politikken: Fundamentalister, populister

og demokrater

Ulighederne og den økonomiske vækst spiller også en

rolle i Indiens normale demokratiske proces. Indien er

verdens største demokrati, hvor mere end 600 millioner

vælgere er stemmeberettigede til parlamentsvalget, som

vil komme senere i år. Hertil kommer de regelmæssige

valg i delstaterne. På forbløffende vis gennemføres de

demokratiske valg stort set uden alvorlige problemer

og med en pæn valgdeltagelse, og den ene regering

afløser rutinemæssigt den anden, både lokalt og centralt

alt efter vælgernes dom. Som regel går dommen

imod den til enhver tid siddende regering - blandt andet

af utilfredshed med fordelingen af de økonomiske

goder - og mens befolkningen elsker demokratiet, afskyr

de politikerne. Indien har da også sin del af verdens

demokratisk valgte korrupte skurke og banditter,

men der findes dog også hæderlige politikere. Tidlig-

Den hellige alliance mellem muslimske

modstandsgrupper i Afghanistan,

lignende grupper i Kashmir og det

pakistanske militær og efterretningsvæsen

– godt støttet af Saudi Arabien

og USA under krigen mod Sovjetunionen

- er nu blevet til en ’uhellig’ alliance.

ere dominerede den gamle Kongresparti fuldstændigt,

men i dag er Indien groft sagt et to-partisystem, hvor

Kongrespartiet på landsplan har fået konkurrence fra

det hindunationalistiske og på mange punkter hindufundamentalistiske

Bharatiya Janata Party, BJP. Ingen

af partierne kan imidlertid opnå flertal alene, så det

gælder om at danne den mest omfattende

koalition ved at alliere

sig med de mange andre typisk

regionalt baserede partier. Disse

partier repræsenterer ofte ganske

specifikke interesser, så derfor

bliver indisk politik i dag et gigantisk

puslespil med mange løfter og

belønninger til alle sider kombineret

med en populistisk leflen for

de specifikke vælgere i de mange

enkeltmands valgkredse. Det betyder, at ideologisk –

eller blot logisk – sammenhængende politik har det

svært, og at store reformer udebliver. Den positive side

er, at eksempelvis BJP’s hindu-fundamentalistiske og

anti-muslimske ideologi ej heller lader sig gennemføre

i praktisk politik. Men den kan sagtens få mere vind

i sejlene, når bomberne springer i de indiske storbyer,

eller når forholdet til Pakistan spidser til. Når valget

ydermere nærmer sig konkurrerer de politiske partier

i den situation om de mest kontante udmeldinger om

arvefjenden. Det ses tydeligt i dag.

Udenrigspolitikken: Pakistan igen og igen

Indiens fremgang gælder også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske

område. Man mistede sin gode ven

Sovjetunionen i 1991, men er i de seneste år kommet

på særdeles god fod med USA. Forholdet til Kina er

også blevet afgørende forbedret og efter det nylige valg

i Bangladesh er der også udsigt til mere venskabelige

relationer her. Så det går fremad på alle fronter – lige

naturligvis bortset fra det allervigtigste – forholdet til

arvefjenden Pakistan, som er den store sten i skoen for

det fremstormende Indien. Det fjendtlige forhold mellem

Indien og Pakistan går tilbage til delingen af Britisk

Indien ved uafhængigheden i 1947. Pakistan blev dannet

som et hjemsted for hele regionens muslimer, i

modsætning til Indien, som muslimske politikere den

gang vurderede, ville blive en hindu-domineret stat.

Nu blev Indien en sekulær stat om end med et flertal af

hinduer, men også med et meget stort mindretal af muslimer,

blandt andet fordi flere tidligere fyrstedømmer

med muslimsk befolkningsflertal endte i Indien under

kontroversielle omstændigheder. Et af disse fyrstedømmer

er Kashmir, og Pakistan har aldrig anerkendt området

som tilhørende Indien. Landene har udkæmpet

flere krige om området, så det i dag er delt - dog med

den vigtigste del under indisk kontrol. Pakistans eksistensberettigelse

blev yderligere svækket, da halvdelen

af befolkningen valgte at løsrive sig på baggrund af sin

etniske og sprogligt-kulturelle baggrund.

Det var bengalerne, som i

1971 godt hjulpet af Indien dannede

deres egen stat Bangladesh.

I de seneste år er forholdet mellem

Indien og Pakistan langsomt blevet

bedre, med flere og flere civile

kontakter og en dæmpning af begge

parters militære udfoldelser. Men

så er der jo lige Al Qaeda og konflikten

i Afghanistan i tillæg til de

fortsatte kampe i indisk Kashmir. Den hellige alliance

mellem muslimske modstandsgrupper i Afghanistan,

lignende grupper i Kashmir, og det pakistanske militær

33


og efterretningsvæsen – godt støttet af Saudi Arabien

og USA under krigen mod Sovjetunionen - er nu blevet

til en ’uhellig’ alliance. I dag er der tætte bånd mellem

Al Qaeda, talibanerne og de mange muslimske grupper

fra Afghanistan til Kashmir. Desuden er nuværende

og tidligere dele af det pakistanske militær også en del

af disse netværk, som bekæmper USA og koalitionsstyrkerne

i Afghanistan, bekæmper det pakistanske regime

og kæmper mod indiske styrker i Kashmir. For

disse grupper vil den ideelle situation være en konflikt

mellem Indien og Pakistan, da det vil give langt større

arbejdsro i grænseregionen til Afghanistan. Terrorangrebet

i Mumbai havde givetvis som sit yderste formål

Terrorangrebet i Mumbai havde givetvis

som sit yderste formål netop

at puste til ilden mellem Indien og

Pakistan, og det er da også delvist

lykkedes, selvom succesen ikke har

været så stor, som ved det tidligere

angreb i 2001 på det indiske parlament.

Dengang mislykkedes selve angrebet,

men Indien mobiliserede store

militærstyrker ved grænsen, hvilket

tvang Pakistan til at gøre det samme,

og imens smuttede en vis Bin Laden

ud af Tora Bora hulerne.

netop at puste til ilden mellem Indien og Pakistan, og

det er da også delvist lykkedes, selvom succesen ikke

har været så stor, som ved det tidligere angreb i 2001

på det indiske parlament. Dengang mislykkedes selve

angrebet, men Indien mobiliserede store militærstyrker

ved grænsen, hvilket tvang Pakistan til at gøre det

samme, og imens smuttede en vis Bin Laden ud af Tora

Bora hulerne….

Både de indiske og de pakistanske myndigheder ved

formentlig godt at formålet med terrorangrebet netop

var at skabe strid mellem de to lande, men den indbyrdes

mistro er så stor inden for begge landes officielle

apparater og ikke mindst i begge landes offentligheder,

at de er nødsaget til at falde tilbage til tidligere tiders

krigeriske retorik. Imens gør amerikanerne bag kulisserne

alt for at dæmpe gemytterne. Dette dobbelttydige

forhold mellem Indien og Pakistan, set i en både re-

gional og global kontekst, betyder på én gang, at situationen

er anspændt, men at der – højst sandsynligt -

ikke kommer nogen ny krig.

Jørgen Dige Pedersen er

lic.scient.pol., lektor, Institut

for Statskundskab,

Aarhus Universitet

34


Optimisme uden

paradigmeskift

Af Jes Randrup

Hvad blev konsekvenserne efter jordskælvet i Kina sidste år? Resulterede det i større åbenhed fra Kinas

side eller var der kun tale om kortvarige ændringer. Læs her Jyllands-Postens korrespondent, Jes Randrups,

vurdering.

Sichuan-jordskælvet i maj rystede ikke den kinesiske regerings

politiske kontrol over medierne.

I. Katastrofen

Da jordskælvet d. 12. maj kl. 14.28 ramte Sichuanprovinsen

mærkede næsten hele Folkerepublikken

rysterlserne. Få minutter efter jordskælvet kunne man

læse om det på internettet, og allerede inden mørkets

frembrud var journalister fra Kinas nationale medier

fremme i katastrofeområdet. I de følgende dage lavede

de deres egne, hårdtslående reportager fra den ubegribelige

katastrofe. På internettet, i aviserne og på fjernsynsskærmene

rundt om i de kinesiske hjem hobede ligene

sig op, familiemedlemmer brød sammen, soldater

begravede de døde i massegrave, børn blev gravet fri og

folk med amputerede lemmer stirrede stift ud i luften.

Selv sad jeg i en flyver på vej hjem fra badeferie i

Malaysia, da jordskælvet fandt sted. Men da jeg den

næste dag nåede frem var det øjeblikkeligt klart, at og

udenlandske journalister havde vid operationsfrihed.

Mod sædvane var politiet ikke optaget af udenlandske

snushaners foretagende og hengav sig fuldstændig til

det enorme redningsarbejde. Så omfattende var ødelæggelserne,

at man de fleste steder kunne stå ved siden af

redningsarbejdere, politifolk, læger og sygeplejersker

og tale med dem om katastrofen – en uhørt situation i

Kina. Da hæren efter nogle dage satte 130.000 soldater

på opgaven, kunne vi uden problemer interviewe menige

såvel som generaler, der gik mellem murbrokkerne

for at finde overlevende eller døde. Udenlandske kommentatorer

begyndte at tale om en ny åbenhed.

For den kinesiske presse var denne frihed nærmere

tvungen end frivillig og under alle omstændigheder kortlivet.

Mens myndighederne fik overblik over katastrofen,

og dødstallet steg med titusinde om dagen, begyndte

de også at genvinde kontrollen over de kinesiske

medier. Nogle timer efter jordskælvet havde propagandamyndighederne

sædvanen tro udsendt et dekret, der

påbød medierne kun at bruge autoriserede versioner

af virkeligheden, men da var den aggressive kinesiske

presse for længst rejst til Sichuan, og redaktører kunne

undskylde sig med ikke at have fået dekretet i tide. (Det

var med et lignende dekret, at myndighederne effektivt

forhindrede pressen i at kulegrave mælkepulverskandalens

årsager). Tre dage efter jordskælvet slap de levende

reportager dog op, og i takt med et svindende håb

om at finde overlevende, begyndte alle tv-kanaler at

vise de samme billeder af soldater, der reddede børn ud

af ruinerne, og de tårevædede taler fra Wen Jiabao, Kinas

premierminister – gerne kavalkadeform med dyster

underlægningsmusik. Reportager om skoler bygget af

underlødige byggematerialer, og som følgelig nærmest

eksploderede, da rystelserne kom, forsvandt og blev

udelukkende de udenlandske mediers historie.

Der var større spillerum for udenlandske journalister.

Allerede onsdag, to dage efter jordskælvet, havde myndighederne

genvundet fatningen til at opstille checkpoints

30 km uden for én af de udslettede byer Beichuan,

der forhindrede velmenende frivillige, katastrofeturister

såvel som udenlandske journalister i at få adgang. Sammen

med en kollega tog vi turen over en mark, standsede

en minitraktor med lad og 10 lokale, der var vendt

35


hjem fra fabrikker over hele Kina og nu var på vej til

byen for at lede efter overlevende familiemedlemmer.

Ved indfaldsvejen til Beichuan blev vi igen standset,

denne gang af engelsktalende politi, der specifikt havde

fået besked på at standse udenlandske journalister. Efter

endnu en tur ud over markerne lykkedes det at komme

ind i byen, der stank af død og flød med lig. Men ligesom

i de andre katastrofeområder var politiet og hæren

her beskæftiget med redningsarbejdet og lod os være i

fred.

Et par uger senere var det kinesiske magtapparat tydeligvis

kommet sig over chokket. Hvad angik den apolitiske

del af katastrofen kunne vi stadig rapportere frit,

og de lokale myndigheder udstedte pressepas på stedet,

der uden problemer gav passage gennem politiets og

militærets vejspærringer. Anderledes stod det til med

de politiske betændte aspekter af jordskælvet. Da jeg

stødte til en demonstration med forældre, der alle havde

mistet deres teenagebørn i én af de pulveriserede skoler,

blev jeg i løbet af få minutter omringet af civilklædte

betjente, der adskilte mig fra forældrene og bad om

mine papirer. Øjeblikket efter dukkede en bus ud op,

forældrene blev truet med arrestation, sat på bussen og

kørt bort.

II. Lektien

Trods dette vil det være forkert at sige, at Kina som

helhed er uforandret efter katastrofen. Et af de mest

slående oplevelser var det spontane sammenhold mellem

mennesker i smadrede byer og i flygtningelejre, der

var taknemmelige for udefrakommende hjælp og for at

være i live. Og hjælp var der masser af. I modsætning til

Tangshan-jordskælvet i 1976 var det umuligt at skjule

katastrofens omfang, og dagene og ugerne derefter var

det tydeligt, at denne større åbenhed havde en positiv

effekt. Det kinesiske samfund, der normalt er kendetegnet

ved sin mangel på moral og fællesskabsfølelse, rejste

sig spontant og samlede sig om nødhjælpsarbejdet

i et omfang, der aldrig tidligere er set, og som overraskede

alle de kinesere, jeg talte med. Sympatitilkendegivelser

fra studerende, dele af Kinas middelklasse og

landets mange tusinde virksomheder blev lynhurtigt til

reel hjælp, og mange tusinder frivillige strømmede til

området.

Regeringen gjorde sit og håndterede situationen så godt

den kunne. Med op mod 90.000 mennesker begravet

under murbrokkerne og 5 mio. hjemløse var redningsarbejdet

forbløffende effektivt og langt bedre koordi-

nereret, end det var tilfældet i Pakistan i 2005. Indsatsen

stod især i skærende kontrast til den burmesiske militærjuntas

kriminelle ligegyldighed over for titusinder

af ofre for orkanen Nargis, der ramte nabolandet kort

før Sichuan-jordskælvet indtraf.

Men det var væsentligt, at der var tale om en naturkatastrofe.

Bortset fra de op mod 5000 skoleelever,

der blev begravet i underlødigt opførte bygninger, og

hvis historie blev forseglet, skrevet ud af historien og

slettet af den kollektive hukommelse, var der tale om

et naturfænomen, og Kommunistpartiet kunne tillade

sig en grad af åbenhed, fordi de ikke selv var skyldige.

Tværtimod. Efter et surt forår, hvor Kina havde præsenteret

sig fra sin værste side under Tibet-krisen og den

efterfølgende nationalistiske bølge, der skyllede hen

over millioner af indoktrinerede borgere uden adgang

til fri information, var Kinas håndtering af katastrofen

nærmest eksemplarisk.

Også hos de internationale medier blev fraværet af

de sædvanlige begrænsninger vendt til noget positivt.

Mange udenlandske journalister i Kina har – i modsætning

til, hvad den officielle propaganda siger, og

hvad mange tror – stor sympati for landets befolkning,

og mange er gift med kinesere. Den forfærdelige

katastrofe, regeringens relativt effektive og hurtige indsats

kombineret med generel sympati for ofrene gav en

overvejende positiv dækning i den udenlandske presse.

Selv med den mangel på katastrofeberedskab, der

uvægerligt vil være åbenbar under katastrofer i denne

størrelse, valgte de fleste journalister at fokusere på,

hvad den kinesiske stat gjorde, snarere end hvad den

ikke formåede. Jordskælvsområdet var enormt, og byer

med indbyggertal som en større dansk provinsby var

blevet udslettet på få minutter. De stank af død. Tusindvis

lå begravet under ruinerne. Vi kunne høre dem

kalde. Og vi kunne se, at de var for mange og for langt

inde i ruinerne til at blive reddet. Og vi kunne se, de få

sårede blive transporteret ud på bårer på skuldrene af

unge soldater.

For Kinas Kommunistparti har den væsentligste lektie

formentlig været en anden. Den blev bekræftet i i sin

læsning af perestrojka og Sovjetunionens sammenbrud:

Åbenhed er en Pandora’s æske, der bibringer lige dele

positiv og negativ dækning, og den skal derfor behandles

med største varsomhed. Håndteringen af udenlandske

medier under De Olympiske Lege viste med al

tydelighed, at de konservative fløje i Kommunistpartiet

36


stadig har magten og ikke ser nogen grund til fundamentalt

at ændre den nuværende situation.

Åbenheden i de kinesiske medier var kun kortvarig, og

det er en fejllæsning at tale om Kinas åbenhed med reference

til udenlandske journalister. Vi er ofte de eneste,

der kan formidle de mest ømtålelige Kina-historier, men

vi er og bliver et sideshow til den udvikling, der i Kina

i øjeblikket er sat i stå. Der er mindre ytringsfrihed nu

end for blot fem år siden. Og dermed vil det kinesiske

samfund fortsat lide under en behandling, der er dårligere

end fortjent, og dårligere end hvis andre end statsmagten

havde lejlighed påpege såvel store fejl som små

mangler. Jordskælvet rystede nationen, og rystede den

så sammen, men det udløste intet paradigmeskift i det

kinesiske statsapparat.

Jes Randrup er Jyllands-Postens korrespondent i Kina.

Han har en BA i Social & Political Sciences og em

MPhil i kinesiske studier, begge fra University of Cambridge.

Hans bog, ”Lykkespil i Kina”, er udkommet på

Jyllands-Postens Forlag

og består af 10 fortæller

skildringer fra nutidens

Kina.

37


Robert Mugabe

- en gammel hund

behøver ikke nye tricks

Et vakkelvårent kompromis

Zimbabwe har siden valget i marts 2008 været kastet

ud i en forfatningsmæssig krise i næsten et år. Oppositionen

(MDC) vandt flertal i parlamentet, men efter en

omstridt 2. runde af præsidentvalget i juni, hvor oppositionens

kandidat Morgan Tsvangirai trak sig i protest

mod en bølge af vold mod hans tilhængere, har Robert

Mugabe indsat sig selv som præsident. For at kunne

danne regering skulle han dog have denne godkendt

i parlamentet, og efter måneders forhandlinger, med

den regionale samarbejdsorganisation (SADC) som

mægler, blev Tsvangirai svoret ind som premierminister

den 11. februar. En samlingsregering er således en

realitet, og nye ministre fra både ZANU PF og MDC

blev svoret ind den 13. februar. Det vil sige; med undtagelse

af MDCs vise-landbrugsminister Roy Bennett,

der blev arresteret på vej til ceremonien. Hans arrestation

tydeliggør en række af de forhold, der gør den nye

magtdeling til en særdeles vakkelvåren affære, og det

giver mindelser om de politiske taktikker, som ZANU

PF igennem Zimbabwes historie har gjort til deres kendemærke.

En uholdbar situation

Den økonomiske situation i Zimbabwe er kendetegnet

ved at inflationen nu går så stærkt at seddelpressen ikke

kan følge med, og kernefunktioner i samfundet smul-

Af Lene Bull Christiansen

Lene Bull Christiansen skrev i maj 2008, i IPmonopolet nummer 2, artiklen “Bevæger Zimbabwe sig I retning

af at blive et militærdiktatur”. Siden da har situationen I Zimbabwe udviklet sig:

Det siges, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks, men i tilfældet Robert Mugabe ser det heller

ikke ud til at være nødvendigt. Zimbabwes ZANU PF styre ser ud til at have ærmet fuld af gode gamle

tricks, der tilsyneladende virker hver eneste gang. Et af de bedste og ældste virkemidler er at beskylde

politiske modstandere for landsforræderi, kupplaner eller voldelig opstand, og en samlingsregering med

en MDC premierminister er øjensynligt ingen hindring i en mere og mere uoverskuelig politisk situation.

drer. En ukontrollabel kolera-epidemi udstiller det totale

kollaps af sundhedsvæsenet, og dertil kommer endnu

et år med hungersnød. Det kunne derfor se ud som

om ZANU PF og Mugabe efterhånden havde ’ryggen

mod muren’, og derfor måtte indgå i magtdelingen for

at overleve politisk. Men det kan besynderligt nok og

være netop denne ’mur’ der holder dem ved magten.

En af årsagerne til dette er, at det ikke kun er ZANU

PF, der lider politisk under krisen. MDCs medvind i befolkningen

bliver også svækket af deres manglende evne

til at skabe forandringer. Alle dele af samfundet bliver

påvirket af den daglige kamp for overlevelse. Det tærer

også på kræfterne hos de græsrødder, der udgør MDCs

fodfolk. MDC repræsenterer samtidig ikke nogen alternative

institutioner, som befolkningen kan henvende

sig til når staten svigter. Derimod bliver den langtrukne

politiske stillingskamp det forgangne år af mange i befolkningen

tolket som et udslag af politisk grådighed

og et ønske om at søge magten frem for folkets bedste.

Dette svækker både MDCs og ZANU PFs fodfæste i

befolkningen, hvor en udbredt politikerlede gælder i

forhold til begge partier. Den nye regering må derfor

være i stand til at ’levere varen’ for at opnå befolkningens

tillid. Det store spørgsmål er således, om MDC

med magtdelingen har opnået tilstrækkeligt økonomisk

og politisk råderum til at kunne rette op på landets mas-

38


sive problemer, eller om ZANU PF får succes med at

spille den såkaldte ’blame game’ og lade MDC være

syndebuk i et kompliceret politisk spil.

Det kunne derfor se ud som om ZANU

PF og Mugabe efterhånden havde

’ryggen mod muren’, og derfor måtte

indgå i magtdelingen for at overleve

politisk. Men det kan besynderligt

nok også være netop denne ’mur’ der

holder dem ved magten.

Symbol-politik og gode gamle tricks

ZANU PF kender dette spil særdeles godt. Set udefra

har MDC de bedste kort på hånden i sådan en ’symbolpolitik’:

Inflationen, samfundsfunktionernes kollaps,

overtrædelser af menneskerettighederne etc. kan alt

sammen dårligt tilskrives MDC eftersom de kun lige er

indtrådt i regeringen. Men ikke desto mindre er det lige

præcis det ZANU PF forsøger og har haft hæld med at

gøre de sidste 10 år. Skylden for den økonomiske krise

bliver konsekvent tilskrevet MDCs ’ledtog’ med vestlige

magter og deres sanktioner mod regiment. At sanktionerne

er rettet specifikt imod personer i magt-eliten,

undgår man selvfølgelig at komme ind på. Alene det at

nævne sanktioner i en sydlig Afrikansk kontekst giver

minder om effektiviteten af sanktionerne mod Apartheid

regimet i Sydafrika i 80erne, og argumentet har

derfor betydelig retorisk kraft.

At argumentere at MDC derimod ikke har retten (og

især folkeretten) på sin side, virker derimod svært. Det

er her Mugabes gamle velprøvede tricks kommer til sin

ret. Allerede i 1980erne havde Mugabe held med en

offensiv taktik, som går ud på at anklage sin politiske

modstander for landsforræderi. I 1982 var det oppositionens

leder Joshua Nkomo, der måtte gå i landflygtighed

og derfra føre en lang og udmarvende retssag

for at rense sit navn, alt imens hæren satte en specialenhed

ind i den del af landet, der støttede oppositionen, for

at ’nedkæmpe et voldeligt oprør’. Taktikken virkede:

Nkomo og hans parti blev i 1987 indlemmet i ZANU

PF og har siden det sjældent rørt på sig. Da Tsvangirai

i 2002 stillede op i præsidentvalget mod Mugabe,

blev også han anklaget for landsforræderi og kupplaner

og brugte de næste 3 år på den juridiske kamp for at

rense sit navn. MDC har som bekendt ikke som Nkomo

gjorde det i 1980erne bøjet sig for ZANU PFs pres, og

beviserne mod Tsvangirai var ganske tynde. Men det

kostede alligevel oppositionen mange kræfter at skulle

føre retssagen.

Optakten til den nuværende samlingsregering har

ligeledes været iklædt forfølgelse af MDC aktivister

og medlemmer af kritiske civilsamfundsorganisationer.

I begyndelsen af december 2008 ’forsvandt’ en række

prominente civilsamfunds- og MDC-aktivister, og især

lederen af NGOen Zimbabwe Peace Project, Jestina

Mukokos forsvinden vakte røre. Efter at politiet og regeringen

i lang tid havde nægtet alt kendskab til sagen,

blev hun og 31 andre aktivister pludselig d. 24. december

stillet for retten under anklage for landsforræderi og

planer om voldelig revolution, samt støtte til væbnede

grupper, der angiveligt skulle være under træning i

nabolandet Botswana. Lignende anklager blev i første

omgang rettet mod Roy Bennett, der som fremtrædende

medlem af MDC allerede en gang har udstået en lang

fængselsstraf under Mugabe, den endelig anklage lyder

på ’terrorisme’. Både MDC, Zimbabwe Peace Project

og Botswanas regering har selvfølgelig affejet alle

disse anklager, og derimod anklaget politiet for at have

fremskaffet tilståelser under tortur. Men retssagerne og

den offentlige debat om dem er øjensynligt ZANU PFs

taktiske mål med anklagerne. Ligesom ved de tidligere

sager, hvor Mugabes politiske modstandere har stået

anklaget for landsforræderi, er en endelig dom meget

usandsynlig. Men historien viser os, at anklagen alene

og de kræfter det vil koste MDC at føre en retssag vil

gøre det umagen værd for ZANU PF. I mellemtiden

kan Mugabe konsekvent henvise til de anklagede som

landsforrædere og terrorister, og dermed affeje deres

politiske projekt.

Lene Bull Christiansen er cand.scient.soc. fra Kultur-

og Sprogmødestudier og Internationale Udviklingsstudier

på Roskilde Universitet. Ved siden af sit arbejde som

Ekstern lektor ved Kultur-

og Sprogmødestudier

er Lene ved at gøre

sin PhD om køn og magt

forhold i Zimbabwe færdig

ved Institut for Samfund

og Globalisering

på Roskilde Universitet.

39


Identitetskrise på den

tyske venstrefløj

Det er valgår i Tyskland. De tyske vælgere skal til

stemmeurnerne d. 27. september for at afgøre, om den

”store koalition” mellem kansler Angela Merkels kristendemokrater

(CDU) og udenrigsminister Frank-Walter

Steinmeiers socialdemokrati (SPD) skal fortsætte

– hvilket ingen af parterne ønsker. Forholdet mellem

de to partier kan bedst forstås som et tvangsægteskab

begge parter har forsøgt at komme ud af, selvom alle

har vidst, at en skilsmisse først kunne komme på tale

efter en fireårig regeringsperiode. Muligheden kommer

altså til september, men det yderligtgående venstreparti

Die Linke ser ud til igen at forpurre alle planer.

Koalitionsdannelse som farvepamflet

Tysk politik har traditionelt været præget af blokpolitik,

der dog, modsat dansk tradition, snarere ses som

positivt for demokratiet: en stærk regering kontra en

stærk opposition. At dette er ønskeligt kommer både

af den forfatningsbestemte positive parlamentarisme

og et tokammersystem, der består af forbundsdagen

(parlamentet) og forbundsrådet (ministre fra de enkelte

delstater). Den føderale struktur sørger derfor for den

parlamentariske kontrol, da det politiske flertal i begge

kamre ikke ændres synkront.

Af Kim B. Olsen

”Socialdemokratiet i krise”. Overskriften, der nærmest virker triviel i dansk kontekst, har i de forgangne

år også været en stabil genganger i den tyske presse. Det gamle arbejderparti SPD har som reaktion på

presset fra det yderste venstre foretaget en afgørende højredrejning – og efterlader derved både en stor

gruppe vælgere uden tilflugtssted og samtidig massiv tvivl om, hvorvidt ”den moderate socialisme”, som

SF fremfører med stor succes herhjemme, har en plads i et nyt tysk femparti-system.

”Forholdet mellem de to partier kan

bedst forstås som et tvangsægteskab

begge parter har forsøgt at komme

ud af, selvom alle har vidst, at en

skilsmisse først kunne komme på tale

efter en fireårig regeringsperiode.”

De tyske partier har i folkemunde fået tildelt hver deres

farve, hvilket giver et nemt overblik over mulige regeringsdannelser.

Fra slutningen af 90’erne og indtil 2005

var landet ledet af den såkaldt ”rød-grønne” koalition

under ledelse af kansler Gerhard Schröder, bestående

af det store, røde SPD og det lille grønne parti Die

Grünen. Overfor stod den ”sort-gule” opposition med

det store, sorte konservative CDU og det mindre, gule

liberale parti FPD. Valget i 2005 var således en kamp

mellem fire kendte partier og i udgangspunktet ret enkelt:

rød-grøn kontra sort-gul. Men hvad der på forhånd

virkede som et valg med mulighed for to klare udfald,

endte med det nybrud, der i dag er hovedtemaet i tysk

politik.

Revolutionen fra venstre

Mens de to store fløjgrupperinger fokuserede på kampen

om midten og kanslerposten, fandt det nye yderliggående

venstrefløjsparti Die Linke vej til parlamentet

med 8,7 % af stemmerne. Dette resulterede i, at ingen

af de gamle blokke, hverken til højre eller venstre for

midten, kunne samle et absolut flertal i forbundsdagen.

Da den tyske forfatning kræver flertalsregeringer blev

samtlige partier tvunget til at tænke i nye alliancer.

Ét stod dog klart: De fire gamle partier stemplede på

forhånd Die Linke, der bygger på en fundamental kritik

af både den kapitalistiske markedsstruktur og den stigende

militarisme, som populistiske og ekstremistiske

og derfor ikke regeringsdygtige. Den bagvedliggende

grund er utvivlsomt skræmmende minder om DDR’s

kommunistregime, der i de gamle (vesttyske) partiers

øjne gør Die Linke til alt andet end ”stuerene”. Man

40


må samtidig holde sig for øje, at ville Die Linke blive

vurderet i andre europæiske lande med en anden historie

og politisk kontekst, ville dommen nok blive langt

mindre radikal. En koalition med de to store politiske

modsætninger blev løsningen og Merkel blev valgt som

ny kansler. Samarbejdet har siden vist sig svært, fordi

begge regeringspartier går efter kanslerposten til kommende

valg; dermed har det politiske klima mellem de

to været præget af aggressive beskyldninger og dyb

mistillid.

”Naturligvis er SPD stadig et parti der

favner bredt, men når den endelige

politik skal fastslås, fører højrefløjen

tydeligvis taktstokken.”

SPD i vanskeligheder

Valgets udfald i 2005 og især Die Linkes entré har haft

store konsekvenser for det gamle arbejderparti, der i de

seneste år har været i åben intern fløjkrig. Senest kom

dette til udtryk ved et uskønt skifte på formandsposten

i september, hvor daværende partiformand Kurt Beck

overraskende og pludseligt trådte tilbage. Beck, der

regnes som klassisk venstrefløjssocialdemokrat, begrundede

sin afgang med mediernes målrettede kampagne

mod ham, men spekulationerne om et muligt

mytteri fra partiets Schröder-venlige højrefløj, heriblandt

kanslerkandidat Steinmeier, er gentagne gange

blevet luftet i og uden for partikredse. Men hvorfor anså

SPD’s gamle hold Becks afgang som åbenbart nødvendigt?

Flere faktorer gjorde sig gældende, men især

det dramatiske delstatsvalg i vesttyske Hessen i januar

2008, hvor valgresultatet gav SPD formel mulighed for

at danne delstatsregering med Die Linke (og de grønne),

blev afgørende. Et klart knudepunkt var nået: hvis en

rød-rød-regering blev indsat, ville det være første gang

i en vesttysk

delstat. Ville

Beck tillade

dette? Tyskland,

og ikke

mindst SPDbaglandet,

holdt vejret

og så mod

partihovedsædet

i Berlin. Herfra var meldingen vag: på den ene side

ønskede Beck ikke en regering med det yderste venstre,

på den anden side giver den tyske føderation regionale

partiorganisationer selvbestemmelsesret over politiske

koalitioner. Altså et uklart svar på et spørgsmål, som

er helt afgørende for SPD’s troværdighed: ønsker man

at føre politik sammen med et parti, der af mange (især

vesttyskere) anses som direkte efterfølger af DDR’s

kommunistregime?

Merkels CDU udnyttede chancen nådesløst med et

klart budskab om, at en stemme på SPD ville være en

indirekte stemme på DDR-fortiden - og derfor så Steinmeier

sig tvunget til at trække SPD mod midten og tage

afstand til venstrefløjen.

Venstrefløjen i splittelse

Konsekvenserne af socialdemokraternes højredrejning

er betydelige, ikke mindst for den tyske venstrefløjvælgers

udsigter til det kommende valg i september.

Med et SPD der trækker mod højre og Die Linke der

har medvind i sine radikale udmeldinger og kritik af

tingenes tilstand, opstår der en ellers ukendt kløft på

den tyske venstrefløj. Man kunne nærmest tale om en

identitetskrise: på den ene side vil socialdemokraterne

gerne være det gamle arbejderparti, der samler alle

moderate socialister om sig. På den anden side er det

på midten valget vindes, og disse vælgere må ikke

skræmmes af venstrefløjsspøgelser. Hvor SPD i det

tidligere fireparti-system ikke havde så store vanskeligheder

ved at rumme begge fløje, netop fordi den

tyske vælger ikke havde reelle muligheder til venstre

for socialdemokraterne eller de grønne, ændrer det nye

femte parti nu på dette. Naturligvis er SPD stadig et

parti der favner bredt, men når den endelige politik skal

fastslås, fører højrefløjen tydeligvis taktstokken.

Derfor må en stor vælgergruppe, der ved et tilsvarende

dansk valg ville sætte kryds ved SF, nu vælge mellem

det de unægtelig betragter som flere onder: enten

et småborgerligt socialdemokrati, et radikalt og populistisk

Die Linke eller det lille grønne parti, der dog i

mange værdipolitiske spørgsmål nærmest har et konservativt

udgangspunkt. Der er så at sige ikke plads til

de moderate socialister i den nye politiske virkelighed,

41


om ikke andet er mulighederne forringet. De politiske

konsekvenser af SPD’s situation frygtes dog af alle de

gamle partier, ikke mindst på grund af landets økonomiske

tilstand, som giver prognoser om negativ vækst

i 2009. Det tyske samfund risikerer at brække over i

to, og Die Linke er klar til at opsamle taberne i dette

spil. Tyske medier spekulerer allerede nu i, at SPD sim-

”Hvad der på forhånd virkede som

et valg med mulighed for to klare udfald,

endte med det nybrud, der i dag

er hovedtemaet i tysk politik.”

pelthen har undervurderet behovet for en ”re-socialisering”

af tysk politik, og at Schröder sov i timen og

overså partiets venstrefløj. Valget til september kan derfor

ende med en stor fremgang til det yderste venstre,

og snart kan SPD ende med at stå i et nyt dilemma: hvor

længe kan man holde et parlamentarisk valgt parti uden

for indflydelse? For hvis Die Linke fortsætter væksten,

men deres indflydelse ikke stiger tilsvarende, kan dette

ikke alene føre til usikre parlamentariske forhold, men

også utilfredshed og demokratisk desillusion hos den i

forvejen hårdt prøvede tyske vælger.

Kim B. Olsen er BA.scient.pol og har beskæftiget sig en

del med Tyskland i et nationalt og internationalt perspektiv.

I foråret skal

Kim B. Olsen på studieophold

på Freie Universität

i Berlin.

42


charlotte aagaard

MonoPolet

Hvordan udvælger en dansk avis sine billeder?

Hvilke hensyn skal der tages – og hvilke skal der netop ikke

tages? Læs her hvordan Information udvælger sine billeder.

Spørgsmålene skal ses i lyset af konflikten i Gaza og den debat,

der efterfølgende opstod omkring avisers udvælgelse af fotos.

Charlotte aagaard er fungerende udlandsredaktør på information, hvor hun har arbejdet siden 1990. hendes

specialer er dansk udenrigs –og forsvarspolitik samt islam. Charlotte aagaard er uddannet fra danmarks Journalisthøjskole

i 1998 og har bl.a. arbejdet som korrespondent, udenrigsjournalist og redaktør. Hun er flere gange

blevet prisnomineret for sin journalistik og modtog i 2003 Cavling-prisen for sin afdækning af grundlaget for danmarks

deltagelse i irak-krigen.

Hvilke billeder sælger aviser? Her tænkes

der især på, om krigsbilleder sælger aviser.

Hvilke overvejelser ligger der bag udvælgelsen

af et billede? Her tænkes både på,

om der er etiske overvejelser eller profithensyn

forbundet med udvælgelsen.

Kan der opstå et dilemma mellem at sælge

aviser og vise krigsbilleder? Enten fordi

krigsbilleder ikke sælger aviser, og I føler jer

forpligtiget til at vise dem, eller fordi krigsbilleder

sælger aviser men I risikerer at udstille

ofrene ved at vise billederne, tage part

i konflikten mv.?

Information er mere frit stillet med hensyn til billeder

end andre aviser, fordi vi ikke er afhængig af løssalg.

De billeder, der sælger aviser, er uden forbehold dem,

der giver læseren størst mulighed for identifikation.

billederne af døde børn i gaza hører til den ultimative

kategori p.gr.a. den appeal og chokeffekt de har på os

alle.

vi har haft store diskussioner om billedvalget fra gaza,

fordi der helt klart var en række billeder på bureauerne,

som overskred alle grænser. Kunne avisen stadig ligge

på morgenbordet med billedet af et dødt barn på

forsiden? hvor langt skulle vi gå? hvornår bliver det

følelsesporno? Hvor meget hensyn skal vi tage til ofrenes

familier osv. efterhånden som andre

mediers grænse rykkede, f.eks. New York Times og

herhjemme både Berlingske og Ekstra Bladet, rykkede

vores grænser også.

mccains erfaring og demonstrerede instinkt anbringer

ham foran Obama på dette punkt. Begge vil sandsynligvis

gennemføre en gradvis afvikling af engagementet

i Irak. med den aggressive linie, rusland har anlagt, vil

der let kunne sendes forkerte signaler til moskva, der

vil tolke enhver åbning som udtryk for eftergivenhed.

43


Risikerer avisen at tage parti i konflikten

ved at vise krigsbilleder – hvordan undgår I

at tage parti?

Kan I undgå, at konfliktens parter presser

journalisterne til at vise bestemte billeder?

Hvordan?

det vil givet vis blive opfattet sådan, for krig i dag er i

høj grad også en propagandakrig. hvis vi ikke bringer

de døde børn i Gaza, lyver vi imidlertid for læserne, og

det er værre.

nej, krigens første offer er altid sandheden. I gazakonflikten

har vi imidlertid haft den fordel, at der faktisk

var tilgængelige billeder, og den damage control, som

Israel har praktiseret ved at udelukkes internationale

medier fra gaza, har dermed ikke virket eller kun virket

i begrænset omfang. Under Irak-krigene og under invasionen

i Afghanistan var billederne ikke tilgængelige,

det var en klinisk krig uden ofre, hvis man ser på billeddækningen,

både fordi USA styrede mediedækningen

benhårdt, og fordi vi lod os styre.

44


YNSPUNKT

SInterview med lektor mark ørsten

“Mediestrategier og krig”

Interview af Pelle Korsbæk

Mediernes objektivitet og muligheder for kritik bliver sat under politisk pres i en konfliktsituation.

Det kan mærkes både internationalt og i Danmark, beskriver lektor i journalistik

på RUC, Mark Ørsten, som forsker i medier og krig. ”Alle udtalelser fra krigsførende

parter er jo propaganda og bør behandles sådan,” siger han.

Mark Ørsten har siden 2000 været ansat på institut for Kommunikation, Journalistik og

Datalogi på Roskilde Universitetscenter, hvor han også er uddannet cand.scient. adm.

Mark Ørsten underviser i politisk kommunikation, organisationsteori og EU-journalistik.

Det er en stålgrå og stenkold

dansk vinterdag. Vinden

pisker regn ned over den aflange

menneskeskare, som

snor sig ad stier mod Roskilde

Universitets bygninger. Ud

over vinterdanmarks til tider

trøstesløse udtryk er der ingen

sammenligning med verdens

konfliktzoner. Det er Danmark,

det skal nok gå, vinteren slutter

og afløses af duften af grillkul

og solsortens sang. Men på et

firkantet kontor i bygning 40.3

brænder verdens konflikter i

lys lue – hele året.

Lektor Mark Ørsten følger både

de danske og de internationale

mediernes dækning af verdens

brændpunkter nøje. Som en del

af forskningen bliver militære-

og politiske mediestrategier

vendt og drejet.

”I dansk sammenhæng har vi

traditionelt den opfattelse, at

medierne er politisk uafhængige,”

beskriver han. Men hans

forskning peger på, at medierne

oplever et stærkt pres på deres

uafhængighed, når det drejer

sig om krig. Ørsten beskriver

det således: ”Der er ingen tvivl

om, at medier i det hele taget

stadig er afhængige af, hvor

det politiske flertal befinder sig

henne. Inden for mit forskningsfelt

beskæftiger man sig

med en model, Policy-Media

Interaction Model, som siger,

at medierne er begrænset af

den politiske magtbalance. Har

man en stærk flertalsregering,

som beslutter noget omkring en

politisk sag, for eksempel Afghanistankonflikten,

så er det

sværere at lave kritisk dækning

af den. Er de to politiske blokke

splittet, som i Danmark under

den seneste Gaza-konflikt,

ser det anderledes ud”.

Konflikter sætter pres på

mediernes objektivitet

”Er det en løsrevet politiske

indflydelse medierne har, eller

er den stadigt bundet op på en

partistruktur?

”Ifølge Magtudredningen, der

lavede en analyse af alle store

institutioner i Danmark, så er

de danske medier kendetegnet

ved at være partipolitisk

uafhængige – på tidspunktet

for udredningen (1994-2003).

Det, som vi så har samlet op

på, er, at i tilspidsede situationer

der er det ikke altid det,

som er tilfældet. Man kan sige,

at når medierne overhovedet

er blevet så betydningsfulde

politisk set, så hænger det

sammen med opløsningen af

de faste vælgermønstre. At det

simpelthen er blevet muligt at

flytte et vist antal stemmer fra

sag til sag. Med opblødningen

45


YNSPUNKT

Saf de faste strukturer, hvor vi

ikke længere føler os bundet

af et partipolitisk program,

men stemmer mere i forhold

til enkeltsager, har medierne

fået mere betydning i dækningen

af disse enkeltsager. Det

betyder, at medierne

nu, i højere grad end

tidligere, bliver presset

mere i forhold

til netop enkeltsager.

Med hensyn til

politiserede enkeltsager

er medierne,

men også aktørerne

omkring medierne,

blevet meget mere

opmærksomme på

mediernes magt. Og

det gælder også krig,

for krig er jo fortsættelsen

af politik, som

Clausewitz ville sige. Men det

er også en politisk sag, som det

er uhyre farligt at begive sig

ind i, for nationale politikere

er uhyre sårbare, når de går i

krig. De er sårbare i forhold til

folkeopinionen, for krige vindes

jo ikke kun på slagmarken,

de vindes i høj grad også ved

folkelig opbakning”.

Medieplaner og

militærstrategi

Er man der, hvor man kan sige,

at staters politik, eller den ledende

politiske diskurs’ politik,

’siver igennem’ og ind i journalistikken?

”Det er i hvert tilfælde det, som

journalistikken sætter meget

fokus på, så ja. For man er

aldrig blevet mødt af så mange

journalister på den anden side

af bordet. Der er jo mange

gode eksempler på, hvordan

det er lykkedes at sætte dagsordenen

på en måde, hvor man så

bagefter har måtte spole tilbage

og sige: hov, det her er politisk

spin. Og der er Irakkrigen jo et

vældigt godt eksempel, for nu

Fakta I 2007 var mark ørsten med i den undersøgelsesgruppe, som

skrev rapporten om ’Den Hemmelige Krig – En dokumentarfilm af

Christoffer guldbrandsen”. Dokumentarfilmen insinuerer, at der kan rejses

rigsretssag mod den danske statsminister, anders fogh rasmussen.

Undersøgelsesgruppen gennemgik uafhængigt dokumentarfilmens

hovedpåstande og konkluderede blandt andet, at regeringen vandt spinnet

omkring debatten om den hemmelige krig. rapporten blev en kilde

til en del debat, om end ikke i helt ligeså høj grad som selve christoffer

Guldbrandsen dokumentarfilm.

ved vi jo, at vi tog fejl. Hvis

man går tilbage i historien, kan

man se, hvordan der var nogen

som påpegede, at der godt

kunne være at begrundelserne

for krigen ikke var sande. Og

dér har man så set hvordan

spinnet og kommunikationen,

ved at gentage det samme

budskab igen og igen, på alle

tænkelige kanaler og måder,

er kommet igennem med at

sige: ’der er masseødelæggelsesvåben

i Irak’. Det var aldrig

skjult, at det var en kommunikationsstrategi,

som krigen

skulle sælges på. Det har både

Jens Rohde og VKO-regeringen

indrømmet. Altså, at

det var en massiv del af deres

kommunikationsstrategi. Og

det interessante ved det er, at

der skelnes mellem en kommunikationsstrategi

til at sælge

budskabet og så den lov, som

man vedtog i virkeligheden,

som begrundede krigen, hvor

man er meget omhyggelig med

at sige, at det havde ikke noget

46


YNSPUNKT

Sat gøre med masseødelæggelsesvåben.

I loven var interventionen

sat i forhold til bruddet

på FNs sanktioner. Det interessante

ved dette er, at man er klar

over, at man skal sælge nogle

budskaber, og at man skal anvende

nogle særlige journalistiske

midler til at gøre det, en

spids vinkling for eksempel –

og det gik rent igennem. Fordi

man er blevet bedre til det, er

det klart, at medierne er blevet

mere sårbare. Det er blevet en

fuldstændig nødvendig del af

moderne regeringsførelse og

krigsførelse at have mediestrategier

og medieplaner. Altså

planer for hvordan man skal

kæmpe krigen i medierne. Det

fylder ligeså meget som de rent

militærstrategiske planer”.

Israel tabte mediekrigen i

Gaza

Hvis man tager fat i en nutidig

konflikt, som Gazakonflikten,

på hvilken måde har du dér set

tendenser til lignende modsætninger?

”I forhold til Israel/Gaza-konflikten,

så kunne den have endt

med at den vestlige verden

viste mest sympati for Israel.

Men fordi Israel valgte en helt

anden kommunikationsstrategi,

end man har valgt tidligere

i nyere militære konflikter, så

skabte det en utrolig fjendtlighed

hos de vestlige medier.

Det Israel gjorde, var at de simpelthen

systematisk lukkede

folk ude fra Gazastriben i op

til to måneder før konflikten

overhovedet gik i gang. Så da

det først gik op for den vestlige

verden, at konflikten gik i gang

– der gik jo et lille stykke tid,

fordi den startede, mens der var

højtid, så der var lav bemanding

på de vestlige stationer, og det

var i øvrigt en del af den Israel-

ske strategi – men da medierne

så først kom op i omdrejninger,

var det ’with a vengeance’.

For så var der en utrolig modstand

mod den måde, israelerne

forsøgte at køre konflikten på.

Og dermed også en stor vil-

lighed til at få andre billeder

ud fra Gaza på en hver tænkelig

måde. Derfor tabte Israel

mediekrigen i det, at britiske

medier, amerikanske medier og

derfor også danske medier, men

britiske medier først og fremmest,

viste mange flere blodige

dødsbilleder. Altså billeder af

døde børn, døde civile, døde

palæstinensere – end tidligere.

Forskellen er, at der eksempelvis

under Irakkrigen ikke var

særligt mange billeder af døde

børn og døde civile, på trods af

at tallene senere hen viste, at

der døde lige så mange civile

som i andre krige. Men der var

ikke en særlig stor billeddækning

af det.

I denne Israel/Gaza-konflikt

kom den blodige billeddækning

tydeligere og

hurtigere frem end nogen

sinde tidligere. Det var

blandt andet, tror jeg, en

konsekvens af at Israel

havde antagoniseret de

vestlige medier ved at

holde dem ude af Gaza.

Israel gik i virkeligheden

helt tilbage til censuren

igen ved at prøve at holde

journalisterne væk. Det

var magt, som blev mødt

med massiv modmagt,

fordi vi befinder os i et

moderne kommunikationssamfund,

hvor du, hvis du

har en mobiltelefon og er inde i

Gaza, kan sende live på CNN.

Palæstinenserne har jo så og

mobiltelefoner, moderne kommunikation

og er mediebevidste.

Også Hamas har en meget

47


YNSPUNKT

Sklar mediestrategi, der søger

for at manipulere, bestemme og

iscenesætte, alt det de overhovedet

kan. Det var sammenfaldet

af, at Israel havde lukket af

for medierne, og at de fejlagtigt

ramte store civile mål, som

skoler og hospitaler, at medierne

åbnede op for de blodige

billeder. Det var altså et sammenfald

af begivenheder. Men

det betød alt i alt, at den klassiske

vestlige fortælling om

Israel/Palæstina blev brudt

meget hurtig med en massiv

billeddækning af de civile ofre,

hvilket på en helt anden måde

kom til at sætte dagsordenen.

Det, vil jeg våge at påstå, er noget

helt nyt”.

Når mediestrategien virker,

er ofrene redigeret væk

”Den anden situation, som man

eksempelvis så i Irakkrigen, er,

at ofrene er redigeret væk. Man

kan gå tilbage til Golfkrigen

i 1990. Det var den krig, som

egentligt lancerede det, man

kan kalde ”Nintendo-Warfare”strategien

eller den intelligente

krig med intelligente våben.

Der har kørt to store krige,

både Golfkrigen og Irakkrigen,

som har været domineret

af diskursen om intelligent

krig og intelligente våben. Den

type krig har den fordel, at den

til en vis grad er ”ren”. Man

sætter ikke sine landtropper

ind, og man bomber strategisk

langt fra, og man bruger intelligente

våben, som kun rammer

det, de skal. Det er tanken bag

”Nintendo-Warfare”. Det var et

koncept, man havde et utroligt

held med at sælge ikke mindst

under den første golfkrig, hvor

talsmænd fra Pentagon bagefter

udtalte at: ”det var den bedste

mediedækning, vi nogensinde

havde fået”. Den mediedækning

og italesættelsen af krigen som

ren, kirurgisk ren, den så man

også i danske medier, massivt

fremført af forsvarsakademieksperter

i studiet under bombningen

af Bagdad i den anden

golfkrig, eller Irakkrigen, som

man også kan kalde den. Det

er den moderne måde at sælge

en krig på som ren og retfærdig

og blodløs. Da vi så bagefter

ved, at det ikke var sandt [at der

var masseødelæggelsesvåben i

Irak, red.], må man sige, at det

er lykkedes dem meget godt at

sælge de billeder og dén krig.

For mediedækningen af de to

golfkrige var relativt blodløs.

Omvendt havde man ikke mulighed

for at sælge krigen i

Gaza som intelligent, da man

ikke brugte intelligente våben,

man ramte ikke infrastrukturen

eller militære organisationer,

for alt ligner mere eller mindre

hinanden. I Irakkrigen havde

man Saddams paladser som

mål, det er selvfølgeligt symbolsk.

Men der findes ikke sådan

symbolske infrastrukturelle

mål i Gaza-striben. Så man kan

ikke lave den slags kampagne.

Så israelerne var tilbage i en

gammeldags krig, og derfor gik

man tilbage til en gammeldags

måde at forsøge at holde journalister

ude på”.

Propaganda er krigens

udtryk

Mark Ørsten påpeger konkluderende,

hvad man ifølge ham

ikke må glemme, når det drejer

sig om medier og krig:

”Krig er simpelthen propaganda.

Alle udtalelser fra krigsførende

parter er jo propaganda

og bør behandles som sådan.

Hvad der i ’gamle dage’ ville

være en geografisk afgrænset

konflikt, er det ikke længere,”

påpeger han. Han beskriver,

hvordan staters argumenter for

lokale konflikter nu skal begrundes

globalt.

”En geografisk afgrænset konflikt

er blevet global, fordi den

dækkes af alle verdens medier.

Så når en regering er involveret

i en krig, er man faktisk ’i

krig’, potentiel og diplomatisk,

med hele den omkringliggende

verden”.

Man skal altså bruge en

forståelse af propaganda, når

man behandler spørgsmål om

medier og krig eller konflikter?

Fakta I 2006 redigerede og bidrog mark ørsten sammen med lektor

på københavns Universitet nete nørgaard kristensen antologien Krigen

i medierne, medierne i krig (forlaget samfundslitteratur 2006), som

beskrev og vurderede de danske mediers dækning af invasionen af Irak

i 2003. Den indeholder blandt andet diskussion og analyse af mediernes

saglighed, upartiskhed, brugen af militære kilder samt mediernes

billedbrug.

48


YNSPUNKT

S”Ja, det skal man. Det vil bestemt

ikke være for tidligt at kigge på

propagandabegrebet igen. Det

har fået mange nye navne; for

eksempel Public Diplomacy.

Inden for IP-teori kan man

s p ø r g e ,

hvad forskellen

er

på Public

Diplomacy

og propaganda?”

49


edaktion

Ansvarshavende redaktion

Lise Frikke

Thomas Land Christiansen

Temaredaktion

Emma Knudsen

Lise Frikke

Maja Blaaberg

Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen

Udblikredaktion

Emilie Hvidtfeldt

Liv Belling

Liv Stubbe Østergaard

Gorm Nielsen

Pelle Korsbæk

Monopolredaktion

Anne Kring

Synspunkt

Pelle Korsbæk

Layout

Mia Stigsnæs-Hansen

Webredaktør

Martin Ehrensvärd

IPmonopolet er et tidsskrift, der på nuanceret vis tilstræber at udbrede kendskab til og skabe alsidig debat om

internationale forhold. Det er tidsskriftets formål at give studerende, fagfolk og debattører, der har interesse for

international politik, et talerør og en platform for debat.

50


IPMONOPOLET

tidsskrift for international politik

51

More magazines by this user
Similar magazines