Samtlige historier - Vejrup Sognearkiv

Vøgas Lund – en grøn plet (1983)
Af Knud Sørensen
Nord for Vejrup by ligger plantagen Vøgas-Lund. Ved den stærke udbygning af byen i 6ò er-
ne, blev hele arealet mellem den gamle hovedvej og plantagen udbygget, så villakvarteret lig-
ger helt ind til skovbrynet.
En kreds af sognets beboere fik i 1910 den idè at tilplante et areal som lystanlæg. Man danne-
de et aktieselskab og købte 20 tdr. land af Annexgårdens jord til formålet, ca. en tredjedel var
opdyrket, resten var hede og mose.
Navnet Vøga stammer fra et gammelt sagn, der fortæller, at der engang boede en konge ved
navnet Vøga i Vejrup og at han ligger begravet under en desværre slettet jordhøj i plantagen
(jorden blev brugt til at fylde mergelhuller med.)
Primus motor i foretagendet og den egentlige skaber af lystanlæget var landbrugskandidaten
Niels Th. Iversen fra Sdr. Vejrup. Vøgas-Lund blev
Niels Th. Iversens hjertebarn og livsværk og man
kan vel sige, at få har efterladt et smukkere minde
i sit sogn, end han ved på denne måde at prente
sit navn i naturens skudsmålsbog.
Stiftende generalforsamling afholdtes den 25 juni
1910, hvor en valgt bestyrelse konstituerede sig
med Niels Th. Iversen som formand. Herefter gik
man i gang med forberedelserne og i de følgende
år blev hele arealet tilplantet med nåle og løvtræ-
er, mest gran, eg, bøg og birk, alt efter hvad der
egnede sig bedst til den varierende jordbund.
Midt i plantagen blev anlagt en græsbevokset
festplads og uden om den plantedes forskellige
sjældne træer og buske som var importeret fra
fjerne lande. De fleste fik dog en ret kort levetid,
formentlig fordi de ikke tålte det barske klima.
I en rundkreds om festpladsen plantedes stauder,
der med deres blomsterflor dannede en smuk over
gang mellem græs og træer. Niels Th. Iversen ca. 20 år. bill. i sognearkivet
Stauderne er borte, måske blev der for skyggefuldt efterhånden som træerne voksede til, må-
ske har de savnet kandidatens nænsomme hånd og grønne fingre, da han ikke var mere.
Da kvinderne i Danmark fik valgret, fik Hans Clausen Fogh, Sdr. Vejrup den ide, at begiven-
heden skulle markeres ved, at nogle af sognets kvinder skulle plante et egetræ i lunden.
Træet skænkede han og den 30 april 1918 gik 20 kvinder op festpladsen og plantede under
højtidelige former, egetræet, hvorefter de tilstedeværende sang >Kongernes KongeKvindeegen

At der bag N. Th. Iversens ret så barske ydre, gemtes et varmt og følsomt sind, røbes i hans
efterladte digte. Digte der aldrig udkom, men hvoraf der findes afskrift i Vejrup Sognearkiv.
Han yndede ved solnedgang, efter en travl arbejdsdag at sidde i sin sol i Lunden og skrive.
Alle hans digte var en hyldest til Vøgas-Lund og til naturen, her nogle få linjer :
Slægt efter slægt vil vandre herud – hvergang du aksler dit vårgrønne skrud – når jeg er
borte vær du da min tolk – sig at jeg elsked vort sogn og dets folk.
Efter Niels Th. Iversens død rejstes en mindesten, skænket af Andreas Hansen, Lykkesgård.
I 1976 blev der gravet en skovsø og i 1978 blev der på Vejrup Borgerforenings initiativ anlagt
en friluftsscene.
Da ”plant et træ” kampagnen gik over landet, gik flere familier fra Vejrup op og plantede de-
res private ”stamtræ”
Der er ingen tvivl om at mange har ”afstresset” ved en tur i Vøgas-Lund.
Skiftende formænd og bestyrelser har gjort et arbejde for plantagen. De fungerende formænd
har været :
1910 til 1937 Niels Th. Iversen
1937 til 1940 Magnus Thomsen, Grisbæk
1940 til 1944 Chr. J. Christensen, Vejrup Sognearkiv
1944 til 1946 Hans Iversen, Vejrup
1946 til 1973 Viktor Larsen, Vejrup
1973 til 1983 Hans Jørgensen, Nr. Vejrup
1983 til Orla Jørgensen, Nr. Vejrup
I 1966 blev hovedvejen forlagt uden om Vejrup by, den stærkt stigende trafik gennem byen
og især over den uheldigt formede viadukt, var efterhånden en belast for alle trafikanter.
For at få en fornuftig linjeføring blev det desværre nødvendigt at gennemskære Vøgs-Lund.
Skovens før så dybe stilhed, blev brudt af utallige automobiler. Selv i de sene nattetimer
flængedes både mørke og stilhed af fortravlede mennesker, der jager hen af selvskabte lys-
broer. – Kanske Kong Vøga vender sig en gang i hans grav.
Knud Sørensen, Vejrup, f. 1915 på gården på Bækmark, som han drev fra 1947 til 1983. Landboforeningsfor-
mand i 10 år, sognerådsformand i Vejrup og byrådsmedlem i Bramming.
2

Rebelsig Teglværk
Af Aage Sevel Johansen
Der har været Teglværk i Rebelsig og der er blevet fabrikeret teglprodukter siden året ca.
1850. Teglværket hørte sammen med Rebelsig-gården, der ejedes af Hr. Ellgaard.
Ældre Mennesker fortalte mig, da jeg var dreng i 20 erne, at der hvert forår kom nogle Leppedet-tyskere
op og strøg mursten og brændte dem i en jordovn.
Fabrikationen foregik i den lade, vi kaldte Østerlade, den lå lige ud til landevejen. Taget bestod
af træspåner, laden eksisterede i over 100 år og blev nedtaget i 1971.
I 1890 erne ejedes teglværket af Hr. Ellgaard, der boede på og drev Rebelsig-gården. Han
omdannede teglværket til et maskin-teglværk; byggede damskorsten, fik dampmaskine (16
hk.) til at trække en strengpresse med, et valseværk, et ælteværk, samt et ophalerspil til tipvognene
med ler fra lergraven.
Der blev bygget flere lader til tørring af murstenene, som blev lufttørret på hylder. Der blev
også bygget to højovne til at brænde murstenene i og det var i sin tid blevet til en betydelig
virksomhed her på egnen.
I 1899 afstod Ellgaard teglværket til Laust Nielsens enke, fru Katrine, Gørding Tømmerhandel,
samt murermester Kresten Christensen, Holsted. De drev teglværket sammen i nogle år.
Fru Katrine Nielsen havde to sønner: Christian Nielsen, senere tømmerhandler i Gørding og
Jens Nielsen, der senere drev maskinforretning i Gørding.
Teglværket blev drevet og tilset af Christian og Jens Nielsen, samt deres fætter, isenkræmmer
Johannes Nielsen.
Som Rebelsig Teglværk så ud i 1947 Foto i privat eje
Min fader, Anton Johansen, kom hertil fra Sjælland og blev tredje generation teglbrænder i
sin familie. Han kom til Rebelsig den 8 juni 1908 og blev da antaget af Johannes Nielsen som
bestyrer. Min fader boede i et gammelt stråtækt hus lige ved landevejen.
Han fik kosten på >Klostergården< hos Karl og Maren Hansen, indtil han blev gift 1912
Året før min fader kom, påbegyndtes opførelsen af en ringovn og en skorsten på 30 meter.
Ovnen kunne tage 93 000 stk. mursten og det var nu en god virksomhed der var på højde med
tiden. Der fabrikeredes meget fine og efterspurgte teglværksprodukter, ud af det meget fine ler
der var til rådighed på Rebelsig-gårdens jorder, som køberen havde forbeholdt sig ret til da
han købte teglværket.
Min moder, Klara Alvilda, f. Sevel, var gartnerdatter fra Horsens og uddannet indenfor gartneri
og blomsterfaget.
I sommeren 1912 blev der opført en ny beboelse øst for teglværket og på det tidspunkt var det
uopdyrket hedejord der blev bygget på, så det tog mange år inden haven voksede
op og gav læ for vestenvinden.
3

Foto i Sognearkiv
Under første verdenskrig, 1914 – 1918 kneb det med at skaffe brændsel til dampmaskinen og
til brænding af stenene. Man løste problemet ved at mandskabet, med tipvogne og skinner,
tog over i Koldmosen i Åstrup sogn og strøg tørv et par måneder om sommeren. Her var et
ælteværk, som blev trukket af en damplokomobil.
Transporten frem og tilbage, blev klaret af et par kraftige heste.
Vi er nu fremme ved 1916, hvor der igen sker et ejerskifte af teglværket. Fru Katrine Nielsen
overdrager nu sine ejendomme og forretninger til sønnerne.
Christian Nielsen overtager Tømmerhandelen og Jens Nielsen maskinforretningen. Isenkræmmer
Johannes Nielsen overtager teglværket den 1 September 1916.
Driften fortsætter uforandret med min fader som daglig leder. Den 1 Januar 1919 overtog mine
forældre teglværket med alle det rettigheder og forpligtelser. Samme år den 10 Juni nedbrændte
teglværket om natten, af en brand opstået ved dampkedelen.
Teglværket blev genopført og sat i drift i 1920. Bygningerne blev opført i træ, også som etagebygning
omkring ringovnen. Trækkraften blev nu en Svensk dieselmotor på 42 hk.
Der fulgte nu en stabil periodisk udvikling, indtil krisen satte ind omkring 30 erne.
I 1936 blev instalerett et automatisk fyranlæg på ringovnen.
I 1937 fik teglværket et helt nyt maskinanlæg med en Bukh dieselmotor (60 hk) som trækkraft,
ny strygemaskine og et dobbelt valseværk.
Ved anden verdenskrigs udbrud et par år efter, meldte vanskelighederne sig igen med brændselsforsyninger.
Vi købte et moseareal i Gammelby ved Vejen. Her blev der fabrikeret tørv,
den daglige leder var dræningsmester Michael Morthorst, Holsted station.
Det blev til en betydelig fabrikation af tørv, der blev solgt til private husholdninger, til virksomheder
og til kommuner.
Vi solgte også mange tørv til ØK der dengang ejede Mommarkfærgen, denne var under krigen
udstyret med en tørvegasgenerator, ligesom dieselmotoren her på teglværket.
Vor Ford-lastvogn fra 1931, den kunne laste 2 tons, var også udstyret med gasgenerator.
Efter krigens afslutning i 1945 gik der et års tid inden teglværket igen kom ind i en mere normal
rytme. Herefter fulgte en årrække med et stort byggebehov og som følge deraf travlhed på
teglværket.
Efter hvad jeg har refereret, har der været teglværk med murstensproduktion gennem mange
år og som følge heraf, var det bedste teglværksler opbrugt.
4

For at sikre driften nogle år fremover, købte vi af gdr. Villiam Christensen, Sdr. Vejrup, et
jordareal med 2 ha ler. Samtidigt anskaffede vi en gravemaskine og en lastvogn til at transportere
leret de ca. 3 km. fra lergraven til teglværket.
Denne modernisering og udvidelse fandt sted i 1960. Den bestod i en udvidelse af maskinparken
i form af et sump-anlæg til at blande leret i, samt at vi overgik fra dieselkraft til elektrisk
kraft (150 hk) Tørreladen og maskinhallen blev udvidet med en ny bygning på 500 kvm.
Der var nu tørreplads til 240 000 stk. mursten.
Der fulgte så nogle år med stor fabrikation, men samtidigt fulgte også en kolossal teknisk udvikling,
hvilket medførte, at det gamle ringovnsteglværk med lufttørring og manuel betjening,
ikke længere kunne klare sig i konkurrencen med de store og moderne
tunnelværker rundt omkring i landet.
Red. Den blottede ringovn ved nedrivningen 2001
Det sidste år Rebelsig teglværk var i drift, forudså jeg at driften ikke kunne fortsætte ret meget
længere p.g.a. den forringede rentabilitet og besluttede at indstille driften, inden det blev en
underskudsforretning.
De sidst mursten blev brændt i december 1970 og herved sluttede en mere end 100 årig teglværksepoke
i Rebelsig. Jeg vil skønne, at der i disse år er produceret og brændt mere end 200
millioner mursten og en stor del af egnens bygninger står som et varigt monument over denne
tid, hvor der blev strøget og brændt mursten på Rebelsig Tegværk.
Det kan tilføjes, at jeg overtog teglværket efter min fars død i maj 1960, han blev 92 år.
Jeg drev teglværket videre sammen med min hustru, Anna Elisabeth Munk, der op vokset på
Assenbølle teglvæk på Fyn.
Efter teglværksdriftens ophør i 1970 begyndte jeg at fremstille jydepotter, der bliver bliver
solgt i gave og kunstforretninger over hele landet. Potterne brændes i ringovnen.
Desuden benyttes ovnen i dag til forbrænding af arkivmateriale og papirer fra offentlige kontorer
og private firmaer. Teglværksbygninger, ringovne og maskiner står vedligeholdt og intakte.
Teglværkshallerne, der udgør 2000 kvm. under tag, udlejes til opbevaring af campingvogne
og maskiner. Jeg vil håbe at det lykkes for os at bevare denne kulturværdi, som det
gamle teglværk er for kommende generationer.
Aage S. Johansen, f. 1913 i Rebelsig, Vejrup, overtog Rebelsig Teglværk 1960.
5

Vækstbetingelser
Landbruget 1985
Af Michael Uldall
Bortset fra ringe nedbør i maj måned var afgrøderne begunstiget af gode vækstbetingelser i
resten af vækstsæsonen. Desværre blev en sen høst særdeles vanskelig på grund af ustadigt
vejr med regn og haglbyger.
Alt i alt blev der dog høstet gode udbytter i alle afgrøder. En undtagelse var dog ærter, der
blev høstet meget varierende udbytter. På trods af de næsten værst tænkende forhold for ærtehøsten,
lå dækningsbidraget dog for denne afgrøde gennemsnitlig på samme niveau som for
korn.
Det økonomiske resultat bedret
Sidste års særdeles gode høstresultater, har betydet en væsentlig bedring i dette års regnskabsresultater.
den gode avl i dette år vil givetvis på lignende måde slå igennem i næste års økonomiske
resultat.
Resultatet fra årets lokale regnskaber viste da også, at udbyttet af gældfri ejendom, var det
største set over en tiårig periode og for første gang i denne periode blev der penge til konsolidering.
Når regnskabsresultaterne vurderes, må der imidlertid tages højde for, at der bag disse
resultater ligger en meget stor arbejdsindsats af hele familien på bedriften.
Set under denne vinkel er timelønnen næppe misundelsesværdig.
Arbejdskraftparadoks også i landbruget
Specielt dette har der fra landbrugets side været efterspurgt arbejdskraft bl.a. på grund af den
bedre økonomi, men også fordi mange er så arbejdskrævende, at det er en belastning når familien
alene skal klare arbejdet. Ca 25 til 30% af landbrugene i Bramming kommune har en besætning
mellem 40 og 75 køer, ca 3% har over 75 køer og 5 ejendomme har over 1000 svin.
Samtidig med etablering af stor besætning er indkøbt eller tilforpagtet jord, for at klare den
nødvendige forsyning med hjemmeavlet foder.
Desværre har man måttet konstatere, at det har været umuligt at skaffe den nødvendige
arbejdskraft, selv om et stort antal unge går ledige. ? Hvad kan årsagen være.
Den lokale landboforening har sammen med landboungdommen gennem udvalgsarbejde
forsøgt at klarlægge årsagerne, samt prøvet at formulere evt. løsninger.
Følgende spørgsmål er stillet :
1 Skyldes det samfundets hetz mod landbruget?
2 Er uddannelsen for løst struktureret ?
3 Er lønforholdene for dårlige ?
4 Er arbejdstiden for lang ?
5 Ønskes en anden boform
Et responsum vedrørende disse spørgsmål er tilstillet hovedorganisationen, som ventes at
arbejde videre med problemerne.
6

Hjemmesygeplejerske i Vejrup
Af Sofie Ibsen (1985)
Jeg var elev på Åndssvageanstalten i Ribe i 2år fra 1928 til 1929. Det var et sørgeligt syn med
syn med alle de åndssvage, men man lærte dem at kende og at holde af dem, de
var som børn. Mens jeg var der, søgte jeg ind som elev på Brørup sygehus, hvor jeg begyndte
den 1 maj 1930. Dengang var det nok når man havde været på almindelig højskole, hvilket jeg
havde været i Børkop i 1926. De tre første måneder på sygehuset var uden løn, derefter 30 kr.
om måneden det første år og 50 kr. det sidste år.
På sygehuset var der stor respekt for overlægen og oversygeplejersken. Når der var stuegang,
skulle alt være i orden, ingen krøller på lagen eller sengetøj og vi var på efternavn og sagde
De til hinanden. I dag er det jo fornavn og du.
Nattevagten på sygehuset var dengang fra kl. 19,00 om aftenen, hvor der først skulle besørges
noget rengøringsarbejde. selve nattevagten gik fra 19,30 til kl. 6,30 næste morgen, hvorefter
man så skulle hjælpe med at vaske patienterne. Derefter skulle man vaske spædbørnene,
for til sidst at lave noget laboratoriearbejde. Nattevagten gik over 14 dage ad gangen.
Efter afsluttet eksamen tog jeg til Dr. Blads fødeklinik i København, uden løn. Jeg skulle være
der i to måneder, men blev der i tre måneder, de måneder uden løn, men for den tredje måned
fik jeg 80,- kr. På klinikken havde vi mange fødsler og patienterne måtte ikke røre sig i sengen
de første tre dage, så vi måtte hjælpe dem med alt. 10 dage gik der før de måtte komme
op, hvilket var skyld i årebetændelse og blodpropper.
I dag er de oppe efter nogle timer og mange bliver sendt hjem efter 8 til 10 timer.
Da jeg kom på klinikken, var de så ”moderne” at patienterne dagen efter fødslen, men der gik
stadig 10 dage inden de kom hjem.
De 80,00 kr. jeg fik for den sidste
måned skulle gemmes til hjemrej-
sen, så hvis jeg ville i Tivoli eller
Zoologisk have, skulle det være
de dage i ugen man kunne komme
ind for 50 ører, det var for elever
og soldater. Skulle jeg i byen så
cyklede jeg, da der ikke var penge
til sporvogn. I August 1933 kom
jeg til Sindssygehospitalet i Mid-
delfart, hvor jeg skulle være i 6
måneder. Det hørte med til min
uddannelse. Mens jeg var der blev
Vejrup kommune og Sygekassen
enige om at ansætte en hjemme-
sygeplejerske. Viktor Larsen var
kasserer i Sygekassen og ham der
skulle ordne det. En dag fik jeg et
brev fra ham, om jeg kunne tænke
mig at blive hjemmesygeplejerske
i Vejrup. Jeg var noget betænkelig ved det, da jeg var opvokset i sognet og alle kendte mig.
Dengang var der forskel på folk, nogle var højt oppe og andre, andre nede, men jeg sagde ja,
og har aldrig fortrudt det, alle var flinke og imødekommende.
7

Så blev det aftalt, at Viktor Larsen og jeg skulle mødes på Kolding banegård og derfra ud og
købe ind i en forretning, hvad der skulle bruges i sygeplejen. Vi fandt hinanden, trods det at
Viktor Larsen ikke kendte mig og jeg ikke ham. Vi købte det der skulle bruges, såsom forbinding,
bækkener og udskylningsapparater. Sprøjter var der ikke brug for, da penicillinet var nyt
og meget dyrt. Var der betændelser, bylder, barselsfeber eller lungebetændelse, så var det varme
omslag, som skulle skiftes 2 gange dagligt. Var det lammelse eller hjerne blødning eller
børnelammelse, så var massage, det havde jeg heldigvis lært på sygehuset. I dag sendes de optræning
på sygehusene.
V. Vejrupvej 12 Vejrup, hvor Sofie Ibsen havde sit hjem fra 1935 til 1962
Jeg begyndte den 1 februar 1934 som hjemmesygeplejerske i Vejrup, med en månedsløn på
125,- kr. plus lidt tilskud til cykel. Deraf betalte jeg 20 kr. til husleje og 20 kr. til kost. Jeg
cyklede rundt i sognet i al slags vejr, i dag kører vi i bil. Vi havde ret mange hjemmefødsler,
så var der besøg 2 gange dagligt de første 3 dage, der efter 1 gang daglig i 10 dage. Der var
endnu ikke sundhedsplejersker, som kom flere gange det første år for at veje barnet.
Dengang var det døgnpleje, så der blev sendt bud hvis der var dødsfald om natten. Nogle steder
blev jeg hos patienten om natten, hvis vedkommende var alvorligt syg.
Den 1 oktober 1935 holdt jeg op, da jeg skulle giftes med en landmand. Der var nok at lave
for os begge to, da landbruget ikke var så mekaniseret dengang som nu.
Efter mig kom frk. Nielsen, som blev 1 år, så kom frk. Rasmussen, som blev i 19 år og efter
hende kom frk. Thoustrup, som blev i 1½ år. Medens disse forskellige var der, havde jeg af og
til vagt nogle måneder, hvis sygeplejersken havde ferie, eller der slet ingen var.
Da den sidste var rejst, kom Møller Schmidt, som da var sygekasseformand og spurgte om jeg
ville tage sygeplejen til de fik en anden, da folk var utilfredse med at der slet ingen var.
Møller Schmidt sagde det var l måned. Jeg begyndte den 1 april 1958 og der gik 1 år, fordi
det blev bestemt at Vejrup og Glejbjerg skulle sammenlægges sygeplejemæssigt. den 1 april
1959 blev jeg afløser for frk. Holm, der boede i Glejbjerg og også havde Vejrup. Så fra den
tid kørte min mand, Hans Ibsen med mig, da jeg ikke havde kørekort. Min løn hentede jeg på
kommunekontoret i Agerbæk, 4,65 kr. pr. time. Den 1 oktober 1960 blev jeg afløser for fru
Riber i Nykirke, hun havde aldrig haft en afløser.
Så var jeg afløser begge steder indtil 1970 da Glejbjerg kom under Holsted kommune og Nykirke
og Vejrup kom under Bramming kommune. Fra den 1 april 1970 var jeg afløser for sygeplejersken
i Gørding, der også havde Vejrup og indtil den 1 marts 1980 var jeg til rådighed
for de forskellige sygeplejersker i Bramming, Darum og Gørding.
8

Det blev til i alt 22 år og ikke som Møller Schmidt sagde, 1 måned.
Det var en dejlig tid, folk var flinke og venlige og jeg Bramming kommune taknemligfordi de
ville bruge mig og tak til de forskellige sygeplejersker, som jeg har arbejdet sammen med.
der er i Bramming kommune nu 7 sygeplejersker + en ledende, som tager imod besked fra læger
og sygehuse, hvorefter hun giver besked videre.
Da jeg begyndte i 1934 måtte jeg hver dag kl. 14,30 gå hen til læge Iversen og få besked
Angående hjælpemidler er der meget nu. Der er depot, hvor alt er, sprøjter , forbindin-ger,
blodtryksmåler, hospitalsseng og meget mere.
Sofie Ibsen, Storegade 14 Vejrup 6740 Bramming. Født i København 1905. Sygeplejeelev på Brørup sygehus 1930 til 1933.
Ansat 1934 som hjemmesygeplejerske i Vejrup. (årbog 1985)
Red. Sofie og Hans Ibsen som man så dem i bybilledet i Vejrup (arkivfoto)
9

Luftfotografi af Endrup ca. 1950
Af Louise Hansen (1986)
Da fotografiet nedenfor blev taget for 30-40 år siden, så der helt anderledes ud i Endrup end i
dag. Hele området fra hovedvejen og til byen er fyldt med mange smukke huse, men dengang
syntes vi også at Endrup var en smuk lille by, med Endrup Møllekro og Endrupholm som de
centrale punkter. Hovedvejen blev ført uden om Endrup i 1938. Før gik den gennem byen,
sikkert til stor gene for beboerne, selv om der jo slet ikke var den trafik som i dag.
Rutebilen Vejle – Esbjerg, som ses på billedet, kører dog fortsat gennem byen med holdeplads
ved kroen.
Der var enkelte privatbiler, ikke mange. Dagligt kom landposten på cykel til Endrup fra
Bramming postkontor. Om til mejeriet kom hestevogne med mælkespande på, som raslede
hyggeligt og man kunne høre smedens slag på ambolten.
Selv om der ikke var så
mange beboere i Endrup
som nu, var der flere for-
retninger, ja nogle er der
da endnu.
Der var smeden brugsfor-
eningen, to købmandsbu-
tikker, to skomagere, den
ene endda med salg af
nye sko og gummistøv-
ler, en vognmandsforret-
ning, en elektriker, en
murerforretning, mølleri,
barber, to cykelforretnin-
ger, et bageriudsalg og som sagt kroen, mejeriet og Endrupholm med restauration og der
blev oprettet et dambrug.
Dengang var der et utroligt sammenhold og gæstfrihed i Endrup og når der var gilder blev
omtrent hele byen budt med, det var fornøjelige dage. På de store festdage kom der mange
folk til byen, endnu kan man høre ældre beboere tale med begejstring om den tid og mange
forbindelser blev knyttet mellem de unge. Efter vi kom ind i Bramming kommune i 1970 kom
der rigtig skred i bygning af nye huse her i Endrup og byen blev endnu kønnere med træer og
fortove og asfalterede veje, med rensningsanlæg tilgavn for byen. Gæster der kommer her til
Endrup, synes vi har en smuk by, hvad vi også har og stadig er der her den hygge og venlighed,
som prægede byen førhen.
I flere år havde Endrup en bankbus fra Varde Bank, men den er jo holdt op og Sparekassen er
flyttet til Endrup Brugsforening. Fra 1978 har der været bibliotek i Endrup, hvilket sikkert har
glædet både voksne og børn. Samtidigt med biblioteket blev der påbegyndt et sognearkiv for
Vester Nykirke og efterhånden er der meget værdifuldt i arkivet.
Førhen gik børnene herfra til skole i Omme, hvor de begyndte som syvårige. De cyklede derop,
det har sikkert været sundt og børnene lærte hurtigt at passe på i trafikken.
Nu er det nemmere og mere sikkert at køre med bussen til Nordre skole i Bramming.
Selv om det var dejligt og hyggeligt førhen, skal man vist ikke ønske sig tilbage i tiden.
Der sker jo stadig fremskridt og man er nødt til at følge med tiden.
Louise K. Hansen f. 1912 i Egtved. Drev sammen med ægtefællen Chr. Hansen Købmandsforretning i Endrup fra 1939 til
1978. Leder af Vester Nykirke sognearkiv fra 1978. Adr: Hovedvej A1 23 Endrup. (årbog 1986)
10

Vejrup skoles udvikling fra 1909 til 1972
Af Ivira Jensen 1986
Elev i Vejrup Østre skole
Jeg er blevet opfordret til at skrive en artikel om min tid som lærerinde, men vil hellere skrive
om Vejrup skoles udvikling fra 1909 til 1972.
1 maj 1909 startede jeg min skolegang. Skolen havde på det tidspunkt tre klasser. Eleverne
gik første og andet år i 1 klasse, to år i anden klasse og 3 år i tredje klasse.
Præsten var ifølge sit embede formand for skolekommissionen og biskoppen havde tilsyn med
religionsundervisningen. 1 november 1912 meddelte biskoppen at han kom på visitats i Vejrup
Østre skole, Vestre skole den 2 november. Vi var samlet i forsamlingshuset, Vestre skole
til venstre og Østre skole til højre, Østre skole skulle begynde.
Iver Iversens døtre, fra venstre Ivira (20 år) Marie og Else
Vi skulle først læse et stykke og det var først to af de ældste piger der læste. 3 klasse gik ikke
i skole om sommeren og derfor havde biskoppen fået lyst til at høre hvordan det stod til med
undervisningen. Jeg var blevet rykket til 3 klasse den første november og var lidt betænkelig
ved sådan en bispevisitats. Men hjemme sagde de, at det skullejeg ikke tænke på, det var kun
de store der blev hørt ved sådan en lejlighed. Men da deto store piger havde læst, blev jeg
kaldt op. Biskoppen sagde ”nej, hun er da for lille”
Men lærer Jensen mente, det nok skulle gå. Dernæst var der tre piger fra Vestre skole der læste
der læste. Vi havde læst ”julefred” om Lars, der havde gravet stumperne af sirupsflasken
ned bag laden.
Derpå havde biskoppen en samtale med os om syndsforladelse. Imellem var der ikke andre
der markerede end mig og han sagde ”så må vi have vor lille røde pige” jeg havde nemlig en
rød kjole på. Da det var gået sådan nogle gange, var han vist blevet bange for at jeg var blevet
ked af at han havde sagt, jeg var for lille. Han gik ned til mig og sagde.
”man er sagtens stor nok, når blot man er god nok” Du er rigtignok en flink pige.
Lærerinde ved Vejrup Skole
11

Jeg fik lyst til lærergerningen og blev uddannet som forskolelærerinde på Th. Lang Semina-
rium i Silkeborg, hvorfra jeg dimitterede i 1923
Samme år blev jeg ansat ved Vejrup Østre skole.
Der blev efterhånden fra de fleste misfornøjelse med, at den ældste klasse havde fri om sommeren
og det blev så til, at det blev en 4 klasset skole. 4. klasse gik så to dage om sommeren
fra kl. 7,30 til kl. 12,00 og hver dag om vinteren. 3. klasse to dage om eftermiddagen og fire
dage fra kl. 7,30 til kl. 12,00 om sommeren.
2. klasse og 1. klasse hver dag henholdsvis kl. 9,00 til 12,00 og kl. 13,00 til 16,00
Det betød at der måtte en lærer mere til vinteren, en såkaldt vinterlærer. Men det betød også,
at der måtte et klasseværelse mere til. der var jo kun to klasseværelser i den gamle skole og de
var små. 1. klasse var tillige mørk, da store træer dækkede de små vinduer.
Vejrup Østre skole efter udvidelsen i 1923 til fire klasseværelser. arkivfoto
Det kneb lidt i første omgang at blive enige om at bygge nye klasseværelser. de første to år
lejede til Østre skole, storstuen på Knoldkær.
I foråret 1923 påbegyndte man så rejsningen af to nye rummelige klasseværelser og de var
færdige til den 1 november 1923.
Nu kunne der blive en mere færdig skoleplan ; et år i 1. klasse, to år i hver af de andre, 2. 3.
og 4. Og således var planen til 1960, da den nye fællesskole blev rejst og vi fik årgangsdelte
klasser.
Det betød en god udvidelse, ikke alene i rum, men især i nye og gode hjælpemidler i undervisningen.
I den gamle skole skulle forældrene selv betale for bøger og materialer og det betød at det var
vanskeligt at få noget nyt indført.
I flere år havde jeg en sort tavle på størrelse med et billede og derfor talte jeg for at få en rigtig
vægtavle, men det syntes sognerådet ikke var nødvendigt til de små. Da vi endelig fik den,
blev der glæde både hos børnene og lærerinden. Nu fik vi nye hjælpemidler bl.a en børnevenlig
læsebog og mange andre gode ting. Det betød en absolut god fornyelse for mig.
Den første August 1972 søgte og fik jeg min afsked. Jeg havde da virket i skolen i 49 år og
tremåneder. Det var mig en god og lykkelig tid, som jeg mindes med glæde og tak.
Ivira Jensen, f. 1902 i Vejrup. Ansat ved Vejrup Skole 1923-72. Har været medlem af menighedsrådet og har mange år haft
sit virke i Indre Mission. Adr. Kærvej 9 Vejrup
12

Et sogn og dets kirke
Af Henning Nørgård (uddrag) (1987)
Når man ser aviser fra forskellige landsdele, kan man næsten ikke undgå at lægge mærke til et
fænomen, der bredt sig som ringe i vandet gennem de senere år. Fænomenet hedder ”bybeva-
ring” bevarelse af et bysamfunds ældste og mest bevaringsværdige bygninger gennem næn-
som restaurering. Vi behøver bare at tage til vor nærmeste by, Esbjerg – for at se fremragende
eksempler på bevaring af fine ældre bygninger. Også i Bramming kan man se eksempler her-
på og det er da bestemt en udvikling, man må hilse med glæde i en tid, der ellers har haft til-
bøjelighed til at skære ret så kraftigt i de bånd der holder fortid og nutid sammen til en helhed.
De såkaldte glade 60`eres tilbøjelighed i fremskridtets navn, at vælge den nemme løsning – at
bestille en bulldozer til at fjerne det gamle bras, er nu heldigvis et sjældent fænomen.
De første kirker her i landet har været af træ og er for længst bukket under for det våde og så
klamme klima, men i tiden fra 1075 til 1250 opførtes hovedparten af vore 1770 middelalderkirker,
i vore egne, hovedsagelig opført af marksten og kampesten. Her skal fortælles om en
af disse mange kirker, ”Vejrup Kirke” og lidt om det sogn kirken ligger i.
Kirkebygningen
Vejrup kirke, som den så ud før den fik sit tårn i 1943 (arkivfoto)
Så langt tilbage som i 1340 kan man finde stedbetegnelsen ”Wyttarp” for Vejrup og ordet
”Tarp” angiver at det er et udflyttersted. Den første kirke har også været en trækirke, formentlig
bygget hvor der før var et gammelt hedensk offersted. Filosofien bag denne placering
var dramatisk, ”Hvide Krist`s” sejr over de gamle hedenske guder. Disse var nu gjort
kraftesløse og et Guds hus blev rejst, så at sige på ruinerne af det gamle offersted.
Omkring år 1100 byggede man så en stenkirke af kampe og tufsten, hvoraf hovedparten danner
den kirke som stadig ligger på stedet. De første optegnelser, hvor kirken er nævnt, daterer
sig til omkring 1290. I årene derefter forfaldt kirken, idet pesten, den ”sorte død” hærgede egnen
og bortdrev stort set hele befolkningen i sognet. I det mindste var der ikke folk nok tilbage
til at bruge kirken og holde den ved lige. I en fortegnelse fra 1340 over kirkerne i Ribe stift
(Ribe Oldemoder) er der gjort en tilføjelse vedr. Vejrup kirke, at den er ”desolata” altså øde.
Det er nok svært at forestille sig den situation i dag, men kirken forfaldt virkelig. Får siges at
have græsset på kirkegården, med kirken som en slags stald eller læ skur. En gammel beteg-
13

nelse for kirken som ”æ fårehus” kan også tydes i den retning. Betegnelsen skal forstås helt
bogstaveligt og ikke som et symbol på menighedens forsamling.
Men kirken blev genrejst og taget i brug og selvfølgelig gennem årene gennemgået flere restaureringer,
større som mindre. De oprindelige kirker var uden tårne, disse blev som oftest
bygget til for 2-300 år siden. Dog ikke alle kirker fik tårn, der findes jo adskillige ”kullede”
kirker endnu i dag. Om dette er et udtryk for egnspræg af kulturel eller religiøs art, eller om
de manglende tårne slet og ret skyldes mangel på penge til at bygge dem for, kan være vanskeligt
at sige. men det kunne vel være begge dele.
Vejrup kirke som vi kender og holder af den i bybilledet (red) (arkivfoto)
Vejrup kirke fik sit , men først så sent som i 1943-44 i forbindelse med en omfattende restaurering
af kirkens indre, der også omfattede anskaffelse af et oliefyr med varmluftblæser til
afløsning af den gamle kakkelovnsfyring. Ved samme restaurering blev ligeledes opført en
kapelbygning, der også rummer toiletter og redskabsrum.
Restaureringsarbejdet blev forestået af arkitekt J.K.Jepsen, Kolding, murerarbejdet blev udført
af Mads Bolding og August Michaelsen, tømrerarbejdet af Chr. Laururidsen. Hele restaureringen,
inkl. tårn og kapelbygning, beløb sig til70.346,68 kr. Kirkens genåbning fandt sted påskedag,
den 9april 1944 og højtideligheden ledet af biskop Scharling.
Omkring 1980 gennemgik kirken igen en ret omfattende restaurering med renovering af tagkonstruktion
og loftsbjælker samt pålægning af nyt tegltag.
I tidligere optegnelser kan man se kirken i Vejrup omtalt som en af de ”unseeligste i landet”
Det kan man ikke sige om kirken i dag. Kirken er stadig enkel og ren i sine linier og uden
store pragtstykker i sit indre og vi finder det er en dejlig lille kirke.
Inventaret
Oprindeligt har kirken nok været udstyret med et stenalter. Det nuværende alterbord er fra
omkring 1560. Altertavlen er fra 1902 og malet af H. Dohm.
Kirken har to klokker, den ene fra 1730 og støbt i Amsterdam og den nyeste fra decem-
ber 1972
Henning Nørgård, f. 1933 i Esbjerg. Uddannet økonom, regnskabschef i rådgivende ingeniørfirma. 1971-78 uddan-net under
den teologiske særuddannelse, siden den 1.8.78 præst i Vejrup og Vester Nykirke pastorat. (årbog 1987)
14

Landbruget
Af Jens Chr. Madsen, planteavlskonsulent,1988
Efter et par hårde vintre oplevede vi en vinter med megen nedbør og kun lidt frost, således at
det faktisk blev en ”grøn” vinter. Det gav god overvintring af vintersæd og græsmarker.
Forårsarbejdet kom tidligt i gang og kunne gennemføres over en lang periode. Det var da også
nødvendigt, da der skulle køres større gyllemængder ud og forårspløjes større arealer, efter en
gennemførels af de nye miljøregler.
De store gylletanke viste sig i denne vinter at være til stor gavn, der hvor de var etableret.
Man undgik at skulle køre gylle ud på de opblødte marker hver 3 eller 4 uge og man kunne
ved forårsudbringning opnå en betydelig bedre gødninsvirkning.
Udbytterne blev for de fleste afgrøder pæne, selv om høstvejret mange steder drillede, således
at den sidste del af af afgrøderne blev bjerget under våde og vanskelige forhold.
I græamarkerne er der høstet store udbytter og roerne har ligeledes været særdeles gode de
fleste steder.
1988 blev i øvrigt året hvor de nye bestemmelser om obligatoriske mark og gødningsplaner
startede. Det var dog helt utilfredsstillende at de skemaer der skulle anvendes hertil, ikke blev
færdige til tiden, nemlig den 1 maj. Men på grund af folketingsvalget, først lå klar fra ministeriet,
omkring høst.
De computer beregnede PC markplaner, der udarbejdes på planteavlskontorerne, er nu godkendt
til formålet.
Det er nu muligt på den enkelte ejendom under 120 dyreenheder, at dispencere fra opbevaringskravet
på 9 måneder, til 6 og 7 måneder, for henholdsvis kvæg og svinebrug.
Dersom planteavlskonsulenten på baggrund af mark og gødningsplan kan godtgøre, at der kan
ske en miljømæssig forsvarlig udnyttelse af husdyrgødningen.
Husdyrbruget
Antallet af malkekvægsbesætninger er fortsat for nedadgående, idet flere besætningsejere af
forskellige årsager, alder, svimmelhed, dårlig økonomi, eller krav om miljøinvesteringer, har
valgt at sætte malkekøerne ud og søge andet arbejde og for ældres vedkommende, gå på delpension
eller førtidspension.
Strukturudviklingen går fortsat i retning af færre, men større besætninger, selv om mælkekvoteordningen
sætter nogle grænser, som den driftige landmand har svært ved at ind ordne sig
under. Det forsøges imødegået ved køb eller leje af jord med tilhørende mælkekvote. På trods
af mælkekvote er mælkeydelsen stadig stigende, idet den enkelte producent derved forsøger at
imødegå de store økonomiske krav, der stilles til bedriften.
Indtjeningen på kvægbrugene har dog generelt været nogenlunde stabil, selv om nogle kvægbrug
har store økonomiske problemer.
I svineproduktionen har det økonomiske udbytte i det forløbne år været ret uændret for slagtesvinene,
mens der på soholdet har været en stigning på 5 – 10% i forhold til sidste år.
Nedgangen i slagteværdi er blevet opvejet af faldet i foderpriserne.
Generelt har niveauet på dækningsbidragene været til utilfredsstillende. Skøn overdækningsbidragene
siger ca. 2.900,- kr/årsso ved 20 grise og ca. 100 kr./slagtesvin ved middelgode
produktionsresultater.
15

Kathrine og Mads Jessen, Vejrup
Af Ejner Jessen (1988)
Min far, Mads Jessen, blev født i Stårup ved Gørding, som søn af landmand Vinhardt Jessen.
Efter konfirmationen kom far i lære på Skærbæk Mølle ved Rødding. Når han skulle hjem til
Stårup efter fyraften, gik han, der var ca. 40 km. og han skulle være der igen om morgenen.
Efter at være blevet udlært, købte han Vejrup Mølle og da der ingen bager var i byen, bagte
han også rugbrød. På det tidspunkt kom min mor også til Vejrup. Hun stammede fra Søby
mellem Randers og Grenå og skulle nu være mejerske på mejeriet. De blev forlovet og senere
i 1899 blev de gift.
Nogen tid efter solgte de møllen og købte Bobøl Mølle. Her blev deres første søn, Vinhardt,
som nu bor i Endrup, født.
Senere solgte de møllen igen og flyttede til Holsted, hvor far blev møllersvend på Holsted
Mølle og mor blev mejerske. Her blev min bror Carl og min søster Magda født.
Efter en tid købte de en ejendom i Ilsted ved Gørding. Omkring 1904 flyttede de så til Gørding
og her blev Peter, jeg, Arne og Frederikke født. Bossen er født i Vejrup.
Min far begyndte som vognmand i Gørding i 1904. Kørslen foregik med heste, han havde 10
og deraf var to ”lette heste”. Der kom ofte rejsende med toget, dem skulle min far køre rundt
til forretningerne i byen.
I 1909 skulle der flyttes et lokomotiv fra Gørding til Agerbæk Mergelleje. Der blev hentet en
blokvogn i Esbjerg, udelukkende til denne transport, det var en stor begivenhed i byen. Det
var også på den tid at jernbanebroen i Sneum skyllede væk.
Mads Jessen flytter et lokomotiv fra Gørding til Mergellejet i Agerbæk. Her
ses optoget uden for kroen i Åstrup. Fra v. er det Ejner Iversen, Staldkarl, Mads
Jessen, kromand Ivar Ivarsen, Borgm. Hans O. Hansen, to kuske, Jens Bro og
Jørgen Hansen og lokomotivføreren (arkiv)
Vi kørte efter varer i Esbjerg til både Vejrup, Agerbæk, Stårup og Gørding. Min far og flere
andre tog afsted ved tolvtiden om natten og kom først hjem igen næste nat, så skulder et nyt
hold afsted. Min mor skulle stå med middagsmaden til dem der kom hjem og kaffe til dem der
skulle afsted. det var også en streng tid for hende.
Normalt kørte man varer til Vejrup og Agerbæk, samt kul og sten til Rebelsig Teglværk.
16

1914 solgte mine forældre forretningen og flyttede til Vejrup. Der boede de i den nuværende
slagterforretning. Da de flyttede havde 8 heste med sig, de syv døde kort efter.
Det var svært at skaffe foder og det man fik var ikke godt. Måske det var årsagen.
I 1914 købte min far den første bil. Han rejste til Silkeborg for at få den og han blev deroppe
nogle dage for samtidigt at få førerbevis. Men så kom krigen 1914 til 18 og det varede ikke
længe, så kunne man hverken få gummi eller Bensin. I den periode kørtes mest tørv og grus.
I 1920 solgte mine forældre forretningen til slagter Hansen og købte ejendommen hvor nu
Niels Schultz bor. (Stationsvej)
Den første lastbil købte vi i 1923, det var en Ford og den kunne laste 1 ton. Der var også plads
til to kreaturer. Vi havde stadig to spand heste i bedriften.
Her den gamle Ford med gasgenerator, fra ca. 1944
Bilerne blev større og større og omkring 1930 havde vi to ”lillebiler” og to ”selskabsbiler”
Det gik godt en årrække, men så kom krigen igen i 1940 og det ændrede en hel del.
Vi måtte have gasgeneratorer på lastbilerne, den ene var til tørv. Samtidig blev det svært at
skaffe gummi, man kunne punktere flere gange om dagen, så det var besværligt.
På det tidspunkt kørte vi sten og grus til diagonalvejen, som stod på i to år. Foruden tørv og
brunkul, kørte vi også med smør, svin og kreaturer. Vi kørte bl.a. for Endrup Mølle og Grimstrup
Brugsforening.
I 1927 flyttede Vinhardt til Endrup og kørte der, og vi var tre brødre der kørte hjemme.
I 1944 købte Bossen en forretning i Årre. Far døde i 1950 76 år gammel og mor døde i 1959
hun blev 85 år. Arne og jeg drev forretningen videre til 1977 hvor vi delte den og kørte så
hver for sig.
I 1981 solgte vi bilerne og holdt op med at drive forretning.
Ejner Jessen, født 1908 i Gørding, Vognmand i Vejrup. Boede Kærvej 6 (årbog 1988)
17

Minder fra Rebelsig
Af Maren Nielsen 1989
Nu vil jeg fortælle om mit barndomshjem. Min mor, Ottoline Madsen og min far, Kresten
Nielsen, blev gift d. 24 juni 1903 og købte en gammel forsømt ejendom i Rebelsig.
Det er der Søren Thomsen bor nu (Gl. Hovedvej 33)
Min mor sagde altid, at der ikke var andet end en gammel ”udlevet ko” men de kom da til
”kraten” fik 6 køer, 2 heste, ungdyr, grise, høns og får. Fårene havde sammen med Andres
Holm i Lourup. Jeg husker hvordan de delt lammene, men sådan var der mange stakkels husmænd
der havde det dengang.. Med flid og nøjsomhed gik det sådan at mine forældre fik råd
til at bygge et nyt stuehus. Fire piger voksede op i hjemmet, vi mis-
tede en lillesøster som hed Anna. Emma, den ældste, blev gift med Svend Pedersen fra Nr.
Vejrup, jeg med Niels Nielsen fra Vejrup by og så kom der lille Anna igen, de skulle jo altid
opnævnes efter enten forældre eller søskende, der var døde. Anna blev gift, kom til Sjælland
og Marie, den sidste kom til Esbjerg.
Vi kom tidligt til at bestille noget, vi var ikke ret gamle da vi kunne malke og hjalp til med alt
muligt. Vi havde komfur og kakkelovn, begge dele skulle pudses med sværte.
Det støvede ad Pommern til, så vi var godt grisede til når vi var færdige. Vi fyrede med klyner
(tørv)
Fra venstre, Marie, Anna, Maren og Emma
I køkkenet havde vi hverken skuffer eller skabe, alt var i spisekammeret, levnedsmidler, potter,
pander og porcelæn, kort sagt alt. Hver morgen skulle vi pudse gaffeltøj der var blevet
rustent. Først pudsede vi i aske, siden kunne vi købe smergellærred, men for pokker hvor vi
stak vore fingre. Lamperne skule gøres i stand, glasset pudses og vægen brønes, petroleum
fyldes på og så var det klar til om aftenen. Opvasken skete ved køkkenbordet, vi havde et fad
og en ”farklud” det kom nok af fad, nu hedder det en ”karklud”
Det første hold vand kom i svinetønden, der gik intet til spilde. Gulvskruppen kaldte vi en
”føjle” og kosten en ”lime” Om morgenen fik vi davre og til middag fik vi ”unden ” om eftermiddagen
fik vi mellemmad, aldrig fin kage. (kommer af sønderjysk. Red)
Når vi manglede noget hos købmanden foregik det om aftenen med en kurv over armen, der
var åbent til kl. 22.00
Fra krosvejen til skolen var der ikke et hus, men der var et risdige som vi var hundeangste for
at gå forbi. Der hjalp dog ingen kære mor, vi måtte afsted, sådan var det dengang og vi tog jo
heller ingen skade af det.
Vi har aldrig manglet noget, hverken bide eller brænde, men spartansk, det var det.
18

Mor og far vidste hvad hver ting kostede hos købmanden, mel, sukker, gryn, ja alt, der var jo
heller ikke så meget at vælge imellem. Pengene blev talt op inden vi gik og så var der en toøre
til slik. Om foråret skulle der pløjes, harves og tromles når møg og ajle var kørt ud. Far begyndte
også at så kunstgødning. Når rugen eller havren skulle sås, tog far en sæk med en snor
om halsen og gik så ager op og ager ned og strøede kornet ud med hånden. Når roerne skulle
sås brugte vi en lille maskine som vi piger skulle trække, den sagde ”klap klap” hele tiden, jeg
kan høre den forbistrede maskine endnu. Senere skulle roerne tyndes ud, far hakkede dem ud i
blokke og så skulle vi piger kravle og tynde dem ud, så der kun stod en roe tilbage. Det var så
hårdt, vi brændte vore knæ og ømme blev de også. Jeg syntes altid solen skinnede fra en skyfri
på de dage, pyh hvor vi svedte.
Så kom den glade høst, jeg kunne nu ikke se glæden ved den. Far høstede med hjølle og vi
børn havde en ”krat” og mor bandt op. Så skulle vi skokke, vi slæbte neg hen og prøvede at få
dem til at stå lige, far var nemlig meget akkurat.
Skoletiden
Familiens hjem i Rebelsig omkring 1912 arkivfoto
Nu kom skoletiden, vi gik hele vejen. Læreren var vi glade for og vi havde respekt for ham.
Når han var ovre i privaten og han kom tilbage, gav han et ordentlig stamp i gulvet uden for
døren, så var der ro. Det var der jo ikke altid når han var væk. I regnvejr og snevejr, blev
træsko, trøjer og strømper hængt til tørre på kakkelovnen, højt og lavt, det har ikke været rart
for læreren at sidde i den dunst. Vi tænkte ikke meget på det, vi var jo vant til det hjemmefra.
Gymnastik havde vi ikke meget af, vi stod og svang lidt med arme og ben. Om lørdagen havde
pigerne syskole, men drengene havde gymnastik i forsamlingshuset , sammen med dem fra
vestre skole. Det kneb med at forliges, ”øst og vest” var altid på tværs af hinanden.
Det år vi fyldte 11 var vi fri for skolen om sommeren. De fleste kom ud at tjene. Jeg fyldte 11
år d. 14 juni og kom i plads 1 maj. Egentlig skulle jeg være barnepige, men jeg kom til at
hjælpe i både mark og stald. Når jeg var i roerne kunne jeg kikke hjem. Så håbede jeg de ville
vinke til mig hjemmefra. Sikken glæde når sommeren var gået, vi skulle hjem og i skole til
november. Jeg fik 25 kr. for den første sommer. Senere steg lønnen til 40 kr. så 60 kr. og til
sidst 90 kr.
De lange vinteraftener var hyggelige, når lektierne var lavet sang vi, spillede kort eller Ludo
og undertiden læste min far højt. Og så var der jo juleaften, den glædede vi os til. Træet blev
pyntet af min far og vi børn måtte ikke se det før døren gik op og vi alle kunne fryde os over
det smukke træ. Vi bestemmer hver en julesalme og så gik aftenen ellers. Maden bestod af
19

isengrød, flæskesteg og stuvet hvidkål, jeg husker ingen der fik rødkål dengang. Gaver var
der ingen af, vi holdt sjov med pebernødder og fik hver en appelsin og et æble. Vi sang dejlig
er jorden og gik og tilfredse i seng.
Det var sjovt at høre når far og mor fortalte om husene langs vejen. I et lille hvidkalket stråtækt
hus boede teglbrænderen, han skulle passe ovnen når de brændte sten. Der hvor Johanne
og Magnus har boet, hvor Githa og Villiam bor nu, Gl. HV. 14 lå i nærheden et gammelt hus
med pap tag, vi kaldte ejeren ”æ tysk slawter”
Ung i Vejrup
Maren Nielsen
Vejen gik lige gennem byen, der lå Martha Krings hus, købmand, kro og mejeri. Vi havde også
Møllen, hvor der var parkeringsplads. Forsamlingshuset var et aktionærforetagende, der
blev holdt gymnastik, ungdomsmøder, fælleslæsning og kaffebord hvor kaffen kostede 35
ører. Ungdomsforeningen holdt bal en gang om året og så havde vi juletræsfesten og gymnastikopvisningen.
Vi måtte ikke fare land og rige rundt til bal, men en gang om måneden var
der sanglege i forsamlingshuset. Spiritus kunne man ikke købe der, så ville man have en lille
gibbernakker, måtte man til kros. Det gjorde karlene sommetider og det var vi ikke tilfredse
med. Ofte var der overdans, musikken spillede en march, der blev samlet penge ind i en hat
og så kunne musikken afgøre hvor længe han ville spille for de penge.
I 1916, mens en vanvittig krig rasede uden for Danmarks grænse, blev Vejrup fra at være en
lille landsby, nu til en stationsby. Alle der havde mulighed for det, samledes på overkørsler og
på stationen den sommerdag da det første tog rullede ind på Vejrup Station med passagerer.
På en prøvekørsel fra Bramming til Grindsted, fik alle der havde lyst en gratis tur. Fra 1 december
1916 havde vi regelmæssige togforbindelser til og fra Vejrup. Det var en stor dag i
byens historie. Desværre varede det ikke ved, den 23 maj 1971 var der igen mange mennesker
på stationen, men det var ikke glade mennesker man så den dag. Da blev Grindstedbanen
nedlagt og tiden stationsby var afsluttet.
Maren Nielsen, f. 1905 i Rebelsig. Gift med cykelsmed Niels Nielsen, Vejrup, adr Storegade
18 Vejrup. Maren Nielsen klippede gennem mange år avisklip og forærede sognearkivet 18
flotte bøger.
20

Landbruget i 1989
Af Michael Uldall, planteavlskonsulent
Vækstvilkår og høst
Trods en særdeles nedbørsfattig sommer, som gav ringe forventninger om et godt høstresultat,
fik vi alligevel en overraskende god høst, som kun overgås af rekordåret 1964.
Vi oplevede således her på egnen, at nogle hvedeavlere nåede op i den såkaldte ”10 tons klub”
hvilket vil sige, at hvedeudbyttet nåede op på 90-100 hkg. pr. ha, der hvor det var bedst. Dette
har man ikke tidligere troet muligt her på egnens sandjorder. Det skal dog for en ordens skyld
tilføjes, at egnens vandingsanlæg har måttet køre i døgndrift og land manden har haft et utroligt
slid med vanding af afgrøderne 3-4 gange måske mere.
Motorvejsanlæg
En planlagt motorvej fra Esbjerg til Kolding, vil komme til at gå gennem Bramming kommune.
Vejdirektoratets forslag til linieføring ville ødelægge 14-16 af egnens bedste gårde, hvorfor
Bramming Åstrup Landboforening udarbejdede et alternativt forslag til linieføring, som
ville give langt færre gener. Vejdirektoratets motorvejskontor har set positivt på dette forslag,
som nu skal til udtalelse i Skov og naturstyrelsen. Efter landbrugets mening har man desværre
der alt for stor magt. Etapen gennem Bramming kommune begynder i 1992 og arbejdet med
vejen forventes færdig i 1996. Forinden arbejdet sættes i gang, vil der blive afholdt en liniebesigtigelse,
formentlig i foråret 1990.
Herefter sker godkendelse af den endelige linieføring.
Vandløbsregulativer
Der skal udarbejdes nye regulativer for offentlige vandløb inden udgangen af 1992 Hvor re-
gulativerne kun tog hensyn til de afvandingsmæssige forhold, er målsætningen i de nye regu-
lativer, også at tage hensyn til de miljømæssige forhold, for at skaffe bedre muligheder for
fiske og dyreliv. Vandløbene vil derfor fremover blive mere skånsomt oprenset, ligesom de
vil få et løb i slyngede render.
Landbruget er naturligvis interesseret i et rigt og godt fiskeliv, men på den anden side må det
være en betingelse, at de afvandingsmæssige forhold ikke forringes. Landbrugethar sine betænkeligheder
med hensyn til det sidste og har derfor nedsat vandløbslaug, der skal varetage
landmændenes interesser og påse, at vandløbenes vandføringsevne holdes i orden.
I Bramming kommune er der således udarbejdet et nyt regulativ for Grisbæk vandløbssystem
og landmændene omkring dette system har nedsat deres laug. I mellemtiden arbejdes der med
et nyt lovkompleks, der skal sammenfatte flere miljølove i en. Her foreslås bl.a. at vandløbsmyndigheden
overgår i amtets regi. Dette beklager landbruget meget, da vi har det bedst forhold
til kommunen som vandløbsmyndighed.
De økonomiske vilkår
De økonomiske vilkår har i året der gik, været acceptable på kvægbrugsområdet og på det se-
neste også på svineproduktionsområdet, som har oplevet nogle tilfredsstillende justeringer af
priserne, hvilket i høj grad var tiltrænkt efter en lang periode med helt utilfredsstillende øko-
nomi. For rene planteavlsbrug er økonomien ofte så dårlig, at ejere af disse må tage deltidsar-
bejde og måske heltidsarbejde uden for bedriften.
Økonomien i minkproduktionen er nu så dårlig, at mange prøver at finde overlevelse.
21

Optimismen ved at komme tilbage
Med de bedre mælke og svinepriser, er der igen ved at komme en vis optimisme ind i erhver-
vet og man ser da også igen, efter flere års stilstand, at der er ved at komme gang i byggeriet.
Af byggerier i millionklassen kan nævnes en kostald på Dalshøj, en svinestald i Hunderup og
to kostalde i Lourup.
Kurt og Eske Bennedsens nye stald i Lourup, bygget sommeren 1989
Et moderne dansk landbrug – Bækmarkgård ved Vejrup
Af Kjeld Jensen (1989)
Bækmarkgårds historie kan så vidt vides skrives tilbage til 1789 da den formentlig på det tidspunkt
er udstykket fra ”Gørdinglund” Efter brand blev det nuværend stuehus opført i 1876 og
i 19o1 kom gården i den nuværende slægtsbesiddelse, idet den blev købt af Chr. Sørensen.
Han drev fra 1883 til 1901 købmandsforretning i Gjesing.
Han købte så Bækmarkgård, efter sigende med videresalg for øje, men først i 1909 solgtes
gården til en søn og Chr. Sørensen flyttede til en gammel skole i Nr. Vejrup, men boede efter i
1916 at være blevet enkemand, hos en datter på Bjerregård.
Sønnen Søren M. Sørensen var ligesom faderen uddannet købmand. Han arbejdede i Kolding,
men fik under et ferieophold på Bækmark lyst til landbrugsarbejdet. Han giftede sig med
Inger Kathrine Pedersen fra Østergård, Nr. Vejrup. De solgte i 1947 gården til sønnen Knud
Sørensen, som den 13/1 1989 er afgået ved døden. Han og hustruen Anne, afhændede i 1983
gården til sønnen, den nuværende ejer, Chr. Sørensen.
Moderniseringer
Christian Sørensen har i de forløbne 6 år moderniseret, ikke alen driften med ombyggede
staldbygninger, men også stuehuset har fået en ansigtsløftning, både ude og inde.
Da han overtog gården stod køerne i bindestald omvinteren og var på græs om sommeren.
Køerne er nu på stald hele året. Det har den fordel at fodringen bliver langt mere effektiv, da
man kan undgå de bratte foderskift og man har en langt bedre foderstyring
22

hele året rundt. Det gtiver en langt større ydelse pr. ko og det skal der til, for at et moderne
landbrug kan klare sig i konkurrencen.
Eksempelvis ydede en dansk gennemsnitsko i 1983 6000 kg om året, mens de sortbrogede
køer i dag på Bækmark, yder 8200 kg om året.
Da køerne ikke længere skal på græs, er græsarrealet halveret, hvilket igen betyder, at der nu
er plads til salgsafgrøder, såsom ærter, raps og hvede.
Chr. Sørensen har grund til at være tilfreds med sine sortbrogede køer. Som fremgår
produktionsstatus nedenfor, giver køerne i gennemsnit 8200 kg mælk om året. Lands-
gennemsnittet er for de sortbrogede ligger på omkring 6500 kg. (Privatfoto)
Besætningen
Gården er på ca. 70 ha, hvoraf hovedparten dyrkes til eget forbrug til fodring af de ca. 60 køer
og 70 ungdyr. Af ungdyrene bliver langt de fleste kvier brugt i produktionen, med en udskiftning
på ca. 40% om året. Tyrekalve bliver solgt, mest til Holland. I den nye stald er der egentlig
plads til 70 køer, men på grund af EF,s kvoteordninger må Chr. Sørensen ikke afsætte mere
mælk end de 60 køer kan producere.
Fodringen
Ensilerede grønafgrøder udgør for de fleste mælkeproducenter en væsentlig del af køernes
grovfoder, måske halvdelen eller mere, det gør de da også for Chr. Sørensens vedkommende.
Om vinteren er det helsæd, det vil sige ensileret byg og græs. Om sommeren er det forårs-
udlagt hybridrajgræs, der sås så tidligt som muligt. Dette foder er fantastisk højtydende, ca.
10.000 foderenheder pr ha. Til sammenligning giver en almindelig græsmark kun ca. det
halve. Ensilering er en slags konserveringsproces, men de tekniske metoder er vidt forskellige
fra landbrug til landbrug. Taget i rækkefølge efter de laveste investeringsomkostninger: Mark-
stak, rundballer, plansilo og gastæt silo. Mark-stak anses for vanskelig at håndtere, men på
Bækmarkgård er der indarbejdet en rutine med ensilering i markstakke, som bestemt ikke er
vanskelig.
23

Produktionsstatus
I nærheden af staldbygningerne er udlagt et fast areal til fire markstakke og Chr. S. kunne
ikke drømme om at investere i kostbare køresiloer, eller gastætte siloer til græsafgrøder. Når
den er høstet køres den blot hen på sin plads, hvorefter man kører i stakken med en gummiged
for at få luften ud. Derefter dækkes der effektivt til.
Den færdige ensilage bringes med traktormonteret blokudskærer direkte til et staldlager, som
kan rumme 10 dages behov. I stalden udfodres blokkene fra motordrevet fodervogn.
Metoden byder på flere fordele, for det første ingen store anlægsomkostninger, for det andet
er den miljø og arbejdsvenlig. Med en blokudskærer der tager to kubikmeter ensilage, behøver
man kun at åbne stakkene en gang om ugen. Ensilagen kan derfor bringes ind vejr og føre tillader
det. det er arbejdsvenligt og ensilagen tempererer indendørs.
Det er også nødvedigt med en rationel tilrettelæggelse af arbejdet, for ud over Chr. S. er der
kun en ung medhjælper til at klare de 70 ha jord og malkningen af næsten en halv million liter
mælk om året
Kjeld Jensen, f. 1948 i Bredsten. Lærer ved Jelling Seminarium 1971. Siden 1972 ansat ved
Vejrup skole. I udvalget for sognearkivet og lokalhistorisk forening. adr. Kærvej 5 Vejrup
24

Mit Amerika ophold (Fra Vejrup til Amerika 1916 Red)
Af Cenus Sommerlund (1990)
Cenus Sommerlund (1895-1979) der i en menneske-
alder deltog aktivt i Vejrup Sogns udvikling, opholdt
sig i sin ungdom nogle år i USA og Canada.
I begyndelsen af 1970erne nedskrev han de efterføl-
gende erindringer, som sønnen, Hans Sommerlund
Rebelsigvej 9 nu har renskrevet.
Anden del af beretningen bringes i den kommende
årbog. (Men er sammensat her) Red.
Det hørte til god udvandrerskik, at man fik taget et
pænt billede der kunne overbevise familie og ven-
ner om at det gik godt og så måske også gøre dem
lidt misundelige.
Det vides ikke hvor og hvornår Cenus Sommerlund
fik taget dette billede.
(foto i Privateje)
Rejseforberedelser
I året 1916 tjente jeg på en gård midt i Gørding stationsby. En søndag aften i marts måned var
vi nogle unge mennesker, der tog med toget til Bramming for at gå i Biografen, som så ofte
før. I toget hjemad kom jeg til at sidde ved siden af Laurids Larsen og da vi havde drøftet dagens
begivenheder, udbrød han pludselig, Cenus, ”vil du ikke med til Amerika” jeg så lidt på
ham og sagde så, ”det kan jeg da godt” Da vi stod af toget i Gørding gik vi ind på mit værelse
og talte om det snart hele natten. Laurids var god til at forklare hvorfor vi skulle rejse.
Vi skulle begge to møde på session i Holsted i april må-ned og da krigen 1914-18 stadig tog
til i styrke, kunne vi regne med at skulle være sol-dater i 2-3 år og som han sagde ”Hvis vi
bliver kede af Amerika, kan vi jo bare rejse hjem igen når krigen er slut” Enden på nattens
drøftelser endte med at vi gav hinanden håndslag på, at vi skulle rejse snarest muligt.
Dagen efter den 13 marts, fortalte jeg min husbond, at jeg rejste til Amerika, men han lo og
sagde, du gør en gammel hat. Men samme aften tog vi til Esbjerg og talte med en agent om
billetter, som vi kunne få hen i April måned.
Tirsdag tog jeg hjem til min mor og far i Holsted og talte med dem om at jeg rejste til Amerika.
Til min overraskelse samtykkede min far, han syntes jeg havde godt af komme ud i verden
og samtidigt rejse over til min bror Hans, der var taget til Amerika lige før krigen, på fars
opfordring.
Jeg var så på dommerkontoret for at få et pas, som man nu skulle have for at forlade landet
efter 1 april 1916. Men, da vi som før omtalt skulle på session, måtte vi regne med at skulle
være soldat, før vi kunne få pas udleveret. Dagen efter var vi igen i Es-
bjerg for at tale med agenten om billetterne og de nye pasbestemmelser. Han var ikke manden
der gav op, han ringede straks til kontoret i København ”Skandinavia-Amerika Linjen” og
efter en længere samtale fortalte han os, at skibet ”Frederik d. Ottende” afsejlede d. 29 marts,
som det sidste skib uden pas.
Hvis vi kunne nå det, var der nogle enkelte billetter tilbage, så vi bestilte omgående billetter.
Nu fik vi travlt med at få alt klar til rejsen. Først tog jeg til Holsted for at fortælle vi havde
købt billetter. Min mor blev meget ked af det, hun havde ikke troet det var alvor, men min far
tog den med ro. Han forærede mig en tegnebog, som ikke var helt tom, med en bemærkning
om, at han håbede den aldrig blev tom. (Jeg har den endnu)
25

20 marts: fik en karl lejet til at overtage min plads i Gørding
21 marts: havde så udtjent og fik min løn, 150,- kr.
22 marts: solgte min cykel for 35 kr. og noget tøj til min bror Marius for 25 kr.
24 marts: fik skab sendt til min bror, Asmus i Vejen, som han gav 13 kr. for.
25-26 marts: Var i Vejen og Gjesing for at sige farvel.
27 marts: fik pakket min rejsekuffert
28 marts: var hjemme i Holsted den sidste dag
29 marts: Laurids og jeg rejste til København, hvor vi fandt et hotelværelse og næste
morgen gik vi ombord. Ved middagstid sejlede vi, vor rejse var begyndt.
Over Atlanten
Det var blæsevejr og jeg blev søsyg op gennem Kattegat. Næste morgen var vi Oslo, der lå vi
et par dage for at få gods og passagerer ombord. I ventetiden var vi ude at på byen og Holmekollen.
Jeg havde allerede fortrudt jeg var rejst hjemmefra og længtes efter Gørding. Jeg spekulerede
på at vende om, men Laurids lo af mig. Så sejlede skibet igen. Der var malet to store
dannebrogsflag på begge sider, som skulle fortælle at vi var et dansk skib, som var neutralt.
Efter at have været i Kristianssand i 3 timer, gik turen videre ud på Nordsøen. Da vi havde
sejlet en dags tid, mødte vi en engelsk flådeafdeling
på 12 krigsskibe. De stoppede os og tog os med til en engelsk krigshavn på Orkneyøerne ved
navn Kirkwall. Der var noget der hed kontrabande der bestod af forskellige ting som kunne
bruges i krigsøjemed.
Vi fik fat i et dagblad, hvor de sidste nyheder fra krigen var med og der stod, at tyskerne var
begyndt en skærpet undervandskrig og nu sænkede alt, hvor der var mistanke om en kontrabande.
jeg blev meget nervøs og forstod først nu hvad det var jeg var gået med på, men det
var for sent at vende om. Da vi sejlede ind til Kirkwall, var det ad en fjord der var spækket
med miner. Vi var der et par døgn, hvor skibet blev undersøgt og samtidigt også passagererne.
Da vi ingen pas havde, måtte vi vise anden legitimation. Jeg havde kun min dåbsattest
og da jeg er født i Sønderjylland, var den skrevet på tysk, men jeg slap med skrækken. Det
blev ellers fortalt, at de der ikke havde rene papirer blev tilbageholdt. Endelig blev vi losset
ud på åbent vand, så rejsen kunne fortsætte vestpå.
Besætningen morede sig med at kyse os ved at fortælle historier om skibe, som tyskerne
allerede havde sænket.
Efter et par døgns sejlads fik vi en ny forskrækkelse som satte nerverne på højkant. En tidlig
morgen lød skud så skibet rystede og aldrig er jeg kommet så hurtigt ud af køjen, fik lidt tøj
på og kom op på dækket, hvor der var trængsel og panik af passagerer i nattøj. Heldigvis var
det ikke så slemt som vi troede. Det var et par franske skibe der havde skudt varselsskud for at
stoppe os. Der kom to officerer om bord, men da de fik at vide vi havde været til undersøgelse
i en engelsk havn, fik vi lov at sejle videre. Derefter mærkede vi ikke mere til krigen.
Men så begyndte naturen at drille os, vi kom ind i en forårsstorm og havde jeg ikke været søsyg
før, så blev jeg det nu. Jeg var så syg at jeg lå og ønskede at tyskerne kunne komme og
skyde et hul i bunden af skibet, så jeg kunne få en ende på det hele.
Det første møde med Amerika.
Endelig den 13 april kom vi til New York og kunne gå fra borde, men jeg var så udmattet at
Laurids måtte hjælpe mig. Vi blev stuvet på en færge der sejlede os ud til en ø, som hedder
Ellis Island. Emigranterne kaldte den for djævleøen. Der blev vi helbreds-undersøgt på alle
måder og de der ikke bestod prøven blev tilbageholdt og returneret tilderes hjemland. Vi fik et
skilt hæftet på frakken med bogstaverne NYC som betød New York Central. Toget vi skulle
med, hed sådan. Det var et emigranttog, som kørte uden nogen bestemt fartplan. Det kørte når
der var plads på banelinjen. Vi holdt i hvert fald længe og mange gange før vi kom til Chicago.
I toget kunne vi købe en madpakke til 1 dollar og det var en god pakke som vi kunne klare
26

os med. Da vi kom til Chicago måtte jeg tage afsked med Laurids, han skulle med et tog til
Californien. Jeg sagde farvel og tak for godt selskab og med håbet et gensyn senere, men det
er aldrig gået i opfyldelse.
Jeg kom med et tog der hed Chicago Greatwestern og der traf jeg en bekendt fra Frederik den
Ottende. Han skulle til samme by som jeg, nemlig Waterloo i staten Iowa.
Da vi kom dertil blev jeg forbavset over at se min bror Hans stå på perronen og tage imod
mig. det første jeg sagde var: Hvordan i alverden vidste du at jeg kom nu, jo, sagde han, jeg
fik telegram fra dig, hvad tid du rejste fra New York, så kunne jeg regne ud hvornår du kunne
være her. (Jeg har telegrammet endnu.) Det må have været emigrantkontoret i New Yoork der
har sendt det. Vi tog med Hans hjem på hans værelse og han ringede til min ledsagers familie,
for at sige vi var ankommet.
Maler og karl i danskerbyen Cedar Falls.
Jeg blev hos Hans et par dage og han prøvede om han kunne finde noget arbejde til mig i Waterloo
(ca. 30.000 indb.) men der var ikke noget, da jeg jo ikke kunne et eneste engelsk ord.
Han tog mig så med til nabobyen Cedar Falls, hvor han kendte en dansk maler fra Holsted,
som var malermester. Der kom jeg så foreløbig i malerlære. Cedar Falls(ca. 7000 inb.) var i
modsætning til Waterloo, en helt igennem dansk by, man kunne gå ind i næsten enhver forretning
og tale dansk.
Jeg var så maler et par måneder, mit arbejde bestod i at skrabe den gamle maling af husene
udvendig, inden de skulle males, de var jo alle af træ. Jeg talte med mester, om han ikke kunne
finde en plads ude på landet, for det maleri var jeg ked af og det gjorde han så. Jeg fik en
plads på en farm ca. 6 miles fra byen, hos en farmer der hed Hans Olsen. Han var født i USA
af danske forældre og hans kone var også dansk. Der befandt jeg mig godt og havde det storartet.
Der var en karl mere, han hed John og var fra Irland, han kunne tale dansk, det havde
han lært af børnene. Det var et almindeligt landbrug med en snes køer, der var malkemaskine
og meget andet maskineri, bl.a. en staldgødningsspreder, sådan én havde jeg aldrig set før.
Den blev trukket af heste, som der var mange af på farmen, men ingen traktor.
På søndage kørte vi til kirke i Fredsville, jeg blev anset som en af familien og var med overalt
på besøg. Den anden karl havde selv en hest og en lille ponyvogn.
Så kom USA med i krigen. Tjenestekarlene blev indkaldt til militæret og så måtte farmerne
have traktor for at klare arbejdet og der samtidigt flere der fik bil.
Jeg blev ved Niels Olsens til marts 1917 og rejste så ud til en by som hed Reinbeck og var
Cedar Falls dansk, så var dette lige så tysk. Der fik jeg plads hos Ruben Schildtrroth på en
farm uden for byen. De var tyske af afstamning, men talte engelsk og det var deres børn der
lærte mig at tale engelsk. Jeg var også klar over at skulle jeg blive i landet skulle jeg også tale
sproget. Jeg må have lært lidt af sproget, for pludselig begyndte det at gå meget nemmere, nu
kom det hurtigt og det var dejligt at kunne tale med folk.
Nogle måneder efter rejste jeg til nabostaten Nord Dakota, hvor jeg fik arbejde med at tærske
korn.
Tærskekarl på prærien
Jeg rejste via Minneapolis sammen med nogle andre og derfra fik vi gratis billet til Nord
Dakota. Grunden hertil var at der langt tilbage i tiden, da landet nord og vest for, lå i en
naturtilstand som det vilde vesten, hvor der kun boede indianere. Der var kommet bud fra
regeringen om, at hvis nogle ville påtage sig at bygge en jernbane gennem vildnisset, så var
jorden deres, så og så mange miles, på hver side af banen. Baneselskabet var derfor interesseret
i at få egnen befolket og jorden opdyrket, så der kunne blive noget at køre med. Det
lykkedes, for i dag er Dakotastaterne et meget frugtbart område.
27

Meningen var jo, at få de der fik gratis rejse derud, skulle blive og bosætte sig der. Man skulle
nemlig selv betale rejsen tilbage.
Vi stod af toget i Valley City og der var en farmer der lige kunne bruge et par mand. Han tog
os med og man var i fuld gang med at tærske. Der var 10 spand heste med hver en stor vogn
med rækværk. Vi kørte ud i marken og læssede selv hver sit læs.
Der var 5 vogne på hver side af tærskeværket og sådan holdt vi vores plads dagen igennem.
Halmen blev læsset op på en stor vogn og kørt hen til dampmaskinen der trak tærskeværket
og der blev kun fyret med halm. Sæden vi tærskede var næsten udelukkende forårshvede og
lidt hør.
Maskineriet blev flyttet hver aften og kørt ind mellem hobene, så det var klar til næste morgen.
På den måde var der ikke så langt at køre negene. Hestene stod om natten bag vognen,
bundet til den og ved foderkassen. Der var også en køkkenvogn med der sørgede for madlavningen.
Vi fik udleveret et hestedækken og så krøb vi i halmen og sov om natten. Vi fik timeløn
og var derfor interesseret i at arbejde længe hver dag.
Det var et blandet selskab, mange var der kun et par dage, så rejste de igen og husbond måtte
hele tiden til stationen for at finde nye folk. En morgen strejkede vi for at få mere i løn og
bedre mad og det fik vi.
Efter 6 uger var vi færdige med høsten og jeg tog videre ind til byen, hvor jeg købte nyt arbejds-tøj.
Så hen til barberen, han havde et baderum til udleje. Det var dejligt at blive rigtig
vasket og få rent tøj på efter at have sovet i halmen så længe. Alt det gamle tøj blev brændt
sammen med div. utøj. Mens jeg var der fik jeg besked om at skulle til session og jeg blev
udtaget til soldat, men for at blive det skulle jeg have borgerpapirer – man skulle ellers have
været i USA i fem år for at blive amerikansk statsborger, men var man soldat i krigen, fik man
papirerne straks. Jeg fik mine på rådhuset i Valley City og dagen efter blev jeg sendt til en
militærlejer ved byen Fargo, men da de så i mine på at jeg var født i Sønderjylland, der jo den
gang var tysk, så ville de ikke have mig som soldat. Det tog en uges tid inden de var færdige
med mig.
Så rejste jeg til Morehead, som var kendt som en god kartoffelegn. Der fik jeg arbejde med at
samle kartofler op i 3 uger. Nu skulle jeg selv betale billetten for at komme tilbage igen. Vi
var nogle stykker der sprang op i en godsvogn og når vi ellers passede os selv, var der ingen
der sagde noget til det. Dengang var det meget almindeligt at rejselystne kom omkring på den
måde. Jeg hoppede af i Sankt Paul i Minnesota og lejede mig ind på et pensionat. Jeg fik arbejde
med nedbrydningen af den gamle banegård i nogle dage. Formanden spurgte om jeg
kunne køre et spand heste og jeg kom til at køre brokker væk. Jeg sad på sædet mens brokkerne
blev læsset, kørte ud på lossepladsen, trådte på en pedal og så var der læsset af. Så fik jeg
arbejde hos en tømrer og vi byggede huse, der blev jeg til det blev for koldt til at slå papsøm i.
Jeg havde lovet at komme tilbage til Iowa for hjælpe med majsplukningen, så jeg rejste og jeg
fik 4 cents pr. bushel, ca. 36 liter. Så blev det jul og jeg besøgte min bror Hans i Waterloo.
Han var nu blevet gift og arbejdede på en stor malkefarm i nærheden af byen, jeg blev der
julen over og hjalp til i stalden.
Slagteriarbejder i Iowa
Jeg tog til Cedar Rapids og fik arbejde på et svineslagteri. Jeg begyndte hvor man stak svinene
og hjalp også med at holde svinekroppene mens man flækkede dem. Jeg brød mig ikke
om jobbet, men der var mange der var indkaldt til militæret, så der manglede arbejdskraft. Jeg
kom i opskæringen og det gik bedre. Jeg skulle fylde en kødvogn og
skubbe den hen til en elevator der gik ned i kælderen. Jeg kørte hen af en lang gang, trykkede
28

på en knap og kom ind i et kølerum. Det samme kølerum blev årsag til at jeg rejste fra slagteriet.
Der var mange arbejdere af mange nationaliteter. Ved slagteriet lå en kantine og der var
maden billig. Jeg arbejdede stadig i kælderen og en dag jeg lige var kommet ud af døren og
den lukkede sig, lød der et mægtigt brag. Døren havde sat sig fast og måtte sprænges for at vi
kunne komme ind. Der var fuld af ammoniakdampe og desværre fandt vi to grækere der var
omkommet. En undersøgelse viste, at det var noget gammelt bras og jeg forlod slagteriet dagen
efter.
Møllersvend og jernbanearbejder
Jeg fandt arbejde på en havremølle, der blev lavet cornflakes og meget andet. På et billede
stod det var verdens største havremølle. Vi arbejdede i hold på 10-12 mand. Mit hold læssede
godsvogne, også efter fyraften. Det gik rigtig godt indtil vi kom i tanke om at vi ville have en
spisepause på en halv time, men det ville ledelsen ikke gå med til, så vi blev fyret. Uden et
arbejde, videre til byen Des Moines, hvor jeg kom på remisen ved Great Western jernbanen.
Cenus Sommerlund ses til højre, jan. 1918
Des Moines er hovedstaden i staten Iowa, en dejlig by med en flod midt igennem. Jeg blev sat
til at rage ilden ud af fyrene på lokomotiverne når de kom ind fra linjen. Det gik hurtigt, for
lokomotivet skulle selv køre i remisen, ved egen damp. Så kom jeg til at smøre lokomotiverne
det var et dejligt job og jeg havde tid til at tale med de andre.
En dag blev jeg spurgt om jeg kunne tænke mig at fyre op under lokomotiverne, det gjorde
jeg så. På værkstedet var der en tavle der angav hvornår toget skulle køre og så var det ud at
fyre op. Der skulle være fuld damp på maskinerne til tiden, det skulle afgå.
Jeg fyldte kul på og havde en lille vogn med petroleum, der var en slange med en brænder på,
med den tændte jeg op og ventede på at damptrykket skulle stige.
Jeg prøvede også at være fyrbøder på lokomotiverne, men det var ikke mig, det var lige meget
hvor meget kul jeg skovlede på, så kunne jeg ikke holde trykket.
Så kom jeg til at arbejde sammen med Jock. Han var den der skulle ud på linjen hvis der var
noget galt med et lokomotiv, vi fik dem lappet sammen så de selv kunne køre hjem.
Vi brugte set hjælpelokomotiv for at komme ud til det der var gået i stå.
Flere og flere blev indkaldt til militæret, så der var efterhånden mangel på arbejdskraft.
Det gav mange overtimer og det gav godt med penge.
29

Det blev sommer og meget varmt, det var ikke mere spændende at arbejde med damp.
Jeg klagede min nød til formanden, han skrev en seddel til mig som skulle afleveres på
kontoret og jeg fik 3 måneders ferie.
En Ford T
I nærheden af remisen var et autoværksted, jeg kendte manden og gik hen og købte en brugt
Ford, jeg var blevet bilgal som så mange andre. Jeg betingede mig han skulle køre mig gennem
byen som jeg ikke kendte og havde heller ingen kørekort. Alt imens forklarede han hvordan
jeg skulle stoppe og starte og da vi kom til bygrænsen stod han af og tog sporvognen tilbage.
Det gik over al forventning med at køre og middagstid kom jeg til en by, Marshaltown,
der spiste jeg til middag og videre mod Reinbeck. Nu må man huske, det var i 1917 og der var
ikke mange biler på vejene dengang. det hele gik godt, det eneste jeg kørte ind i var en flok
høns.
En stolt Ford T bilejer i 1917- på billedet står, ”Sådan er det i
Amerika, hvordan kan man så længes efter Danmark
Hen mod aften kom jeg til Sophus Hermansens farm og han stod og grinede da han så det var
mig, ”det var da et rædsomt spektakel den bil laver, jeg kunne høre den længe inden du kom”
Det var noget af et bilvrag jeg der havde købt, men Sophus hjalp med at gøre den i stand, han
var svoger til min bror Hans og derefter havde jeg megen fornøjelse af den gamle bil.
Jeg blev og hjalp til høstarbejdet, tærskning, pløjning og majsplukning. I sommeren 1914 havde
han været i Danmark og var blevet gift med Marie, men hun kom først til USA et par år senere
fordi krigen var brudt og han havde meget han skulle hjem og se til. Det var gode mennesker,
jeg havde mit andet hjem der og var altid velkommen.
Jernbanearbejder igen
Ca 1 dec. vendte jeg tilbage til min gamle plads i Des Moines og jeg kan takke formanden for
at jeg kom i arbejde igen, jeg fik 3 måneders ferie, men der var gået 5 måneder.
Formanden tilbød at jeg kunne komme med hjem og se hvordan de boede, kone og 2 børn.
Han havde et hus i udkanten af byen og han tilbød mig at jeg kunne bo hos dem og spise der
også, det gjorde jeg straks.
Jeg var på remisen vinteren over og havde mange interessante oplevelser. Jock var rejst, så jeg
fik en ny makker der hed Wagner. Jeg fik en god ven der hed Percy og han ville gerne ud at
30

more sig. Vi rejste gratis med banen og tog tit til Chicago, vi rejste en lørdag eftermiddag og
kom hjem søndag aften. Ellers gik livet sin vante gang, en enkelt strejke en eftermiddag og vi
blev lovet lønforhøjelse med tilbagevirkende kraft.
Det fik vi også, men det var kun dem der havde været der én bestemt dag og det var uheldigt
for mig, for da var jeg hos Sophus. Jeg havde fortabt min ret til bonus fordi jeg var blevet væk
2 måneder for længe. Det var ellers 300 dollar for mit vedkommende.
Hen på foråret rejste jeg tilbage til Sophus, for han havde købt en farm mere i Hudson.
Jeg hjalp til på begge farme. farmen i Hudson var på 400 tdr. land. Den gamle ejer måtte blive
boende i stuehuset, så vi byggede et træskur vi kunne bo i. Samtidig var der 10 mand der drænede
marken, de sov i et telt, men spiste i skuret, hvor Marie lavede mad til dem. Det var drøjt
for hende, hun havde aldrig været på landet, men kom fra en forretning i København. 1 nov.
tog jeg igen til Des Moines til min gamle plads ved jernbanen. Så kom den 11 nov. da sluttede
verdenskrigen og jeg glemmer det aldrig. Folk var vilde af begejstring, de der kunne tog fri og
byen var helt på den anden ende. På en butiksrude stod der ”Lukket, er gået til tyskernes begravelse”
det var tider.
Jeg tog igen ud til Sophus, nu 1919 for at være landmand igen. Jeg fik mange gode kammerater
på remisen, jeg lovede at komme igen til vinter, men det blev nu ikke før sommeren 1922.
Sophus havde 105 store stude på græs, som også blev fedet med majs.
Sammen med dem gik der 200 svin som åd alt det studene lod ligge. Desværre kom der kolera
i svinebesætningen, men en del blev reddet og sendt til slagteriet.
Hjem til Danmark 1919
Jeg ville tilbage til remisen igen, men kom så i tanke om at jeg kunne tage en tur til Danmark.
Skibet som bragte Cenus frem og til bage over Atlanterhavet.
Jeg sagde farvel til Marie og Sophus, i hvis hjem jeg havde haft det vidunderligt og var altid
velkommen. Jeg rejste til Waterloo for at sige farvel til min bror Hans og hans kone Minna og
tog derfra til Chicago for at få et pas. Her måtte jeg erklære mig skattefri ved en kvittering, en
bestemmelse der kom under krigen, fordi alt for mange rejste hjem efter at have tjent formuer
og det ville man sætte en stopper for.
Så tog jeg videre mod New York, men stoppede flere gange for at se mig om, jeg tog til Detroit
og Buffalo og tog en tur ud til det fantastiske Niagara Falls. Tiden gik, der var ingen ar-
31

ejde og jeg ville nu hjem til Danmark. Jeg troede bare det var at købe en billet, men jeg fik
det svar, at ville man hjem til jul, så var alt optaget langt frem i tiden.
Jeg lejede et værelse på et billigt hotel i havnekvarteret og de 14 dage jeg var der, var ikke
Cenus Antoni Sommerlund`s hjemrejsepapir udfærdiget på Det danske Konsulat i
Chicago. Stemplet i Esbjerg juleaften 1919
spildt. Jeg kom til at kende en svensker som var i samme situation som mig. Vi fik ventetiden
32

til at gå med at se forskellige seværdigheder. Den 10 dec. kom han med et skib til Sverige og
dagen efter lykkedes det mig at komme med en damper der hed Lapland. Det var et stort og
gammelt skib, som havde sejlet med tropper under krigen. den 20 dec. nåede jeg Liverpool, så
med tog til London og købte der billet til Esbjerg. Efter et par dage kom jeg med ”A.P.Bernstorp”
og vi ankom juleaften ved 18 tiden til Esbjerg.
Så med toget til Holsted, hvor jeg overraskede mine forældre og 2 af mine brødre som sad
midt i julespisningen. De anede intet om hjemrejsen, så jeg var meget velkommen.
Afsted til Canada maj 1921
Jeg var hjemme godt et års tid, deraf 6 måne-
der som soldat, hvor jeg blev hjemsendt i
april måned 1921 Jeg var en halvgammel
soldat, 25 år, så det var nok derfor jeg havde
det så godt som soldat. Jeg kom i køkkenet
og jeg hjalp officerer med oversættelse af
breve til lektier i engelsk.
I Gørding var der to unge karle, Peder Mad-
sen og Reimer Poulsen, der gerne ville til
Amerika, de tog kontakt til mig og vi starte-
de i maj måned fra Esbjerg til England.
Efter et par dage tog vi videre med skibet
”Germania” og efter en god tur gik vi i land
i Halifax på østkysten til Canada. Videre til
Quebec, som er en havneby ved floden Hud-
son River. Jeg blev meget skuffet da vi kom
dertil, jeg forstod ikke et ord af hvad de sag-
de, da de jo snakkede fransk. Hurtigt videre
til Montreal hvor man både talte engelsk og
fransk. Så tog vi til Toronto, der er store in-
dustriområder og hvor vi nok skulle være Fra dec. 1919 var Cenus hjemme, han
blevet, men vi tog videre vestpå til byen fik der afviklet sin værnepligt.
Winnipeg i staten Manitoba. Vi hvilede ud i
en uge og nu var vore kontanter ved at slippe op, så vi måtte have et arbejde, men det var uden
for sæsonen, forårssåningen var overstået. Vi kikkede i avisen og det lykkedes at få arbejde
til de to rejsekammerater på et par farme, lønnen var ikke så stor, men de var godt tilfredse.
Jeg tog tilbage til Winnipeg og traf et par danskere vi havde mødt om bord på damperen. Den
ene var billedhugger og det endte med at vi lejede et baghus hos en manufakturhandler. Så
blev der købt gips og der skulle støbes figurer, det var han god til, men jeg duede ikke til at
sælge dem, så vi måtte indstille produktionen. Min partner ville nu over grænsen til USA. Han
lovede at skrive, men der kom ikke noget brev.
Nu ville jeg også til USA, men jeg skulle have indrejsepapirer og det havde jeg ikke.
Gik jeg over uden og blev taget, ville jeg blive sendt til Danmark på konsulatets regning og
det ville jeg ikke risikere. Jeg gik til konsulatet, men fik her at vide det ville tage et par måneder
at få papirerne.
Langt ude på prærien i Canada
33

Jeg gik ind på et arbejdskontor og der fik jeg tilbudt en plads langt ude vestpå. Jeg fik som
sædvanligt en gratis billet derud, til en by der hed Oak Lake. Farmeren stod og ventede på
stationen, han havde fået besked om min ankomst. By var der ikke meget af, kun et par huse
og en butik. Jeg blev hentet i en rigtig præriegig, den havde to store hjul og der var meget lidt
plads til to mand og min bagage. Vejen var et hjulspor.
Farmeren hed Max Wajring og han boede et meget ensomt sted. Farmen var 2 sektioner land,
det er 480 tdr. land. De kunne ikke nå at få pløjet marken efter høst fordi frosten kom inden
man var færdige med at høste og tærske. Derfor pløjede man og såede den ene halvdel om
foråret og den anden i løbet af sommeren. Mit arbejde blev pløjning og det var hver dag, næsten,
i al den tid jeg var der. Farmeren han sprøjtede selv det meste af tiden mod græshopper i
hvedemarken.
Lidt hø blev det også til af præriegræsset og det var lige meget om det var på hans mark eller
ej, for der var ingen naboer og jorden rundt omkring var statens. Beboelseshuset var en toetagers
træbygning, det var såmænd godt nok, avlsbygninger var der faktisk ingen af. Stalden
bestod af nedgravede træstammer med nogle lægter henover og så blæste man halm henover
for at dyrene kunne få lidt læ. De åd af halmen, så måtte nyt på hvert år. Vandet i brønden
kunne kun bruges til dyrene, for der var faktisk ingen vand der duede til en husholdning.
Vand fik vi fra en jordhule der var isoleret og hver vinter blev fyldt med isblokke fra en nærliggende
sø.
Farmeren var en ældre irlænder og ungkarl og han lavede maden til os. Han havde haft en indianerkvinde
hos sig, men hun var rejst lige før jeg kom, vi var helt alene.
Jeg skulle som sagt pløje stubmarken fra sidste år og heste var der nok af, jeg fangede 5 af
dem, fik seletøjet på og pløjede så med en 2 furet plov (to heste foran og 3 bagved)
Jeg pløjede rundt om hele stykket og græshopperne som var der, flyttede sig indad for hver
omgang. Til sidst kom farmeren og sprøjtede for dem og jeg pløjede så et tykt lag græshopper
ned. Han havde sagt til mig, at hvis det trak sammen til uvejr, skulle jeg komme med det samme,
det gjorde en dag og jeg gik hjem til middagstid, han stod og ventede på mig og vi skyndte
os af få spændt fra i en fart. Det forstod jeg senere, for det var et frygteligt uvejr der kom,
med hagl så store som hønseæg og alt var slået i stykker, kornmarken var ødelagt, så nu blev
der ingen høst det år. Dagen efter, da han var faldet lidt til ro, sagde han nu havde han ingen
penge til løn, så han bad mig rejse videre og han kørte mig til stationen. Jeg stod af i Stanbeck,
det var der Peder Madsen boede, han kørte mig så over til Reimer Poulsen og efter en
overnatning tog jeg videre til Winnipeg, for hos Reimer lå et brev om at min indrejsetilladelse
til USA var i orden.
Jeg købte en billet til Grand Forks i Nord Dakota og forlod Canada uden vemod, men en oplevelse
rigere. Canada er et meget frugtbart land, men langt tilbage i udvikling i forhold til USA
Canada er rigtig et land for emigranter, meget frugtbart og lige til at gå løs på. Der er millioner
af tdr. land der venter på en plov og som kan dyrkes uden gødning i mange år.
Det er nu halvtreds år siden jeg forlod Canada, så der er nok sket store forandringer siden.
Canada går fra Halifax i øst til Vancover i vest, der er godt 6500 km. I 1920 boede der kun 2-
3personer pr. kvadratmil, så der var langt mellem husene.
Tilbage i USA
Den første by i USA når man kommer fra Winnipeg er Grand Forks. Når jeg stod toget der
var det af økonomiske grunde. Det var ved at være sidste frist. Byen ligger i en dalsænkning
der kaldes Red River Valley, opkaldt efter floden.
Jeg følte mig helt hjemme i USA, jeg fik en plads i omegnen og høsten skulle lige til at begynde.
Efter dette tilbød farmeren mig at låne to heste for at køre over til hans svoger, som
34

havde et tærskeværk som han kørte rundt med. Farmen lå meget idyllisk ved en skov og en
lille flod løb tæt forbi. Ejerne var to brødre og deres far boede hos dem, han var invalid og sad
i kørestol, så den ene af brødrene måtte blive hjemme for at hjælpe ham tilrette. Vi var 10
spand heste med tærskeværket og en køkkenvogn. Vi kørte uafbrudt i seks uger og så kunne
jeg aflevere mine heste igen. En stor overraskelse fik jeg da jeg modtog afregningen, der var
25 dollars ekstra, fordi jeg som den eneste, havde holdt ud i hele sæsonen.
Jeg blev og pløjede stubjord en måneds tid og drog så videre til Mineapolis i staten Minesota.
Her holdt jeg et par dages ferie og drog videre til Marfield og derfra spadserede jeg ud til min
bror Hans, som nu boede i en lille landsby der Lindsey. Der var 20 km. derud og der gik kun
tog et par gange om ugen, så derfor.
Hans og Minna havde en farm på 180 tdr. land som var mest skov og marken kunne der ikke
rigtigt gro noget på. De havde kun nogle få køer, så det gav ikke give til livets ophold, så hver
nat drog Hans og nogle naboer ind i skoven hvor de havde en lille fabrik der lavede whisky,
som de kaldte for ”Måneskin” det var ulovligt, men en god forretning, de solgte varen ind til
byerne, selv om der spiritusforbud dengang.
Efter en månedstid rejste jeg videre til Waterloo og tog ud til Marie og Sophus, hvor jeg hjalp
med at plukke majs. Så rejste jeg til remisen igen, men selv om jeg kendte formanden var der
ikke noget at gøre, alt var besat og en arbejdsløshed lurede. Jeg flyttede atter ind hos formanden
og var heldig at få arbejde hos en vognmand for vinteren.
Om foråret igen tilbage til Sophus og Marie for sommeren. Så kom der et brev fra min mor, at
min far var død i april måned og hun bad mig komme hjem og hjælpe hende.
Jeg rejste hjem ved juletid 1922 til Holsted og hun hjalp mig med at købe en ejendom i
Vejrup i foråret 1923 det har jeg aldrig fortrudt da det er gået mig godt lige siden.
Cenus Sommerlund er født i Hyrup, Bevtoft sogn 1895. Bosat i Vejrup fra 1923 til sin død i 1979 Var medlem af Vejrup
Sogneråd 1946 til 1958 og kommunekasserer til 1966
35

Vejrup Købmandsgård
Af Alice Seeberg Nielsen
Efter at have været uddeler nogle år, henholdsvis i Grindsted og Vester Nebel brugs, v. Esbjerg,
købte min svigerfar I.P.Nielsen og min svigermor Anna Bjerre, købmandsgården 1 juli
1930
Den blev købt af et konsortium der var ejer og bestyredes af købmand Andersen. Konsordiet
bestod af gdr. Magnus Thomsen, Grisbæk, kroejer Peder Hansen, Endrup, lærer Pedersen,
Vestre skole og Jens Lund, ejer af Endrupholm.
Bygningerne
Købmandsgården var bygget i 1897 i én længe mod vest, langs med vejen til Gørding, det var
før banen blev anlagt gennem Vejrup 1916
I 1912 blev butik og lagerbygning bygget ud mod Storegade og i 1936 blev lagerbygningen
lavet om til manufakturafdeling. Så blev der lavet lager ud i gården og alle kakkelovne blev
udskiftet med centralvarme.
Købmandsgården i al sin storhed, bygget 1897 Arkivfoto 1905
På bill. ses Købmand Jens Pedersen og bror Niels Pedersen
Foruden privaten, butik og lager, også en stald med klausul på. Først var der plads til præstens
heste, som kom fra Gørding præstegård og til evt. kirkegængeres heste. Tilmed var der en afdeling
hvor man samlede landmændenes grise, der så senere blev transporteret på en fladvogn
til Gørding station og derfra med tog til slagteriet. Hele familien der bestod af far og mor og 5
børn var flyttet ind i en efter datidens forhold velassorteret butik og privat. En blandet landhandel
var det, der handledes med alt fra kolonial isenkram manufaktur, papirvarer, legetøj og
træsko, samt hønsefoder, frø og brændsel og m. m.
Købmandsgården i I. P. og Anne Bjerre Nielsens tid
Der var altid flere kommiser og et par lærlinge foruden svigerfar og hans datter i manufakturafdelingen.
Der var altid nok at lave, alt skulle jo pakkes og afvejes fra skuffer og sække på
lageret, varetur med æg retur fra landet, der så blev kørt til Esbjerg Ægpakkeri af byens vognmænd,
der så havde varer og brændsel med retur (kul og koks)
Det var lange dage, fra 7 morgen til 19 aften, fredag til kl. 20 og lørdag til kl. 21 for derefter
at rydde op og gjort rent, måske blev der ferniseret bag disken. Det var et slæb, men der var
37

aldrig nogen der sagde noget, man blev bare ved til man var færdig. Der blev udlært mange
unge mennesker i forretningen, som boede og spiste på stedet. Læretiden var fire år og handelsskolen
foregik om aftenen i Holsted, på cykel.
Vareudbringningen foregik i krigens tid med hestevogn, senere med varebil. Post og mælkekuske
holdt for døren i mange år, de tog gerne en kurv varer eller en ten tråd med til en eller
anden, især når føret var dårligt. Samtidigt blev der også bragt lidt nyt fra byen med hjem, telefonen
var jo ikke så udbredt dengang.
Med et smil bringes der varer ud fra Købmandsgården, her ses Hans Fogh
Tyskerne kom jo til Danmark i 1940 og blev er i de ”fem forbandede år” og smerten holdt
længe efter. Der blev vareknaphed, men penge var der nok af. På det tidspunkt kostede ¼ kg
kaffe 87 øre, ½ kg salt 7 øre, et kilo melis 47 øre og en pose bolsjer fra 2 til fem øre, ½ kg.
salt 2 til fem øre. Mange varer var rationerede, man havde mærker der blev klippet af hver
gang. Det var faktisk en stor fordel at være mange medlemmer i en familie, alt rakte ligesom
lidt længere. Tøj og garn rationeredes med et nr. så ingen blev snydt.
Rationeringsmærker der blev brugt under krigen og længe efter.Red.
Trods alt tog både kunder og personale det fint, for vi var jo alle i samme båd, det gav et
sammen hold som mange måske godt kunne ønske sig i dag.
38

Overtagelsen i 1948
Da min mand, Alfred, den yngste af børneflokken, var den eneste der interesserede sig for
handel, kom han i lære hos sin far og kom senere til en købmand i Århus.
I 1948 blev han så gift med mig, Alice Seeberg Jessen fra Fåborg ved Varde. Jeg havde arbejdet
i en manufakturforretning. Vi overtog forretningen den 1 juli 1948 og det var samme dato
som min svigerfar havde overtaget sin, blot i 1930 efter købm. S. Andersen
Der var virkeligt noget at leve op til, så vi gik på med krum hals, sammen med tre unge mennesker
og en chauffør. Varerne blev bragt ud i sognet, Nr. Vejrup, Sdr. Vejrup, Øster Vejrup,
Bækmark, Grisbæk og Vibæk. Der hang stadig gryder og potter og pander ned fra loftet og vi
fortsatte på samme vis i nogle år. Alle varer blev afvejet til hver kunde, enten i poser eller i
medbragte dunke, f.eks. Sirup og Petroleum. Man kendte alle, unge som ældre og børnene.
Købmandsgården først i halvtresserne, fra v. Alfred Bjerre Nielsen, Svend Egon
Poulsen og Hans Fogh. Købmandens lille datter og hunden Sjanko. Arkivfoto
Der er en vis hygge i en købmandsbutik, der dufter af kaffe, spegesild, tobak og meget andet,
for ikke at tale om den nærkontakt man havde med kunderne.
De fleste havde ”bog” en kontrabog til dem der handlede fast. Senere gik man over til at betale
kontant, hvilket nok også tjente alle bedst. Selv om der var travlt, så skulle de være tid til en
snak, det gjorde så at Alfred ofte måtte sidde om aftenen med regnskabet, tit til langt ud på
aftenen.
Juleindkøbet hos grossister foregik jo om sommeren når solen stod højt på himlen, det var en
lidt sjov fornemmelse at købe julenisser lige der. Handel op mod højtiderne var altid lidt speciel,
alle var i højt humør og der var en god atmosfærre og duft af sydfrugter og andet godt
der på den tid kunne fås til jul. Der blev syltet og bagt i den helt store stil, det var tit hele sække
der blev bragt med ud på vareturene, især på landet. Jo, der var altid spændende oplevelser,
side om side med arbejdet. Det har stadig stor betydning at få snakket sammen, spurgt til hinanden
og hørt til et sygt familiemedlem, eller få andre problemer drøftet.
Alt var dog ikke lige rart, Der blev indført en ”omsætningsafgift” der blev kaldt ”Oms” senere
blev det ”Moms” det var en alvorlig fordyrelse af varerne, en ekstra beskatning og meget ekstra
arbejde for os, desværre har vi den jo endnu.
39

Nye tider i 60 erne
Tiderne skifter, der kommer nye salgsmetoder og hen ad vejen moderniserede vi, væltede
vægge og indsatte nyt inventar. Mange skuffer forsvandt, der kom nu flere færdigpakkede
varer og helt andre dukkede frem på hylderne.
Købmandsgården, med udendørs automat. Først i tresserne. Arkivfoto
Ikke alle var lige begejstrede for de nye tider, men vi syntes vi slap helt godt fra det og fik også
bevaret lidt af det gamle, selv i en moderne selvbetjeningsbutik. Vi tænkte meget på om vi
nu havde gjort det rigtige, men vi troede trods alt at kunderne ville finde sig i rokaderne.
Der sneg sig nye produkter ind, blomster og blade, mejeriprodukter og brød m.m. Det var nyt,
men en selvfølge nu om dage, også med køle og fryseanlæg, hele strukturen ændrede sig lige
så stille. Fordelen var at man nu bedre kunne se varen og ikke ligefrem købe noget.
Vi var heldige at have en masse rare og søde unge mennesker i lære i de 35 år vi drev butikken.
Mange dygtige kommiser, vi var alle lige om arbejdet, også i den sparsomme fritid, voksede
de sammen med vore to børn sammen til én stor familie. Vi havde den glæde at mange
blev hos os i mange år. Uden deres medvirken var det jo slet ikke gået og de har alle pæne
stillinger og vi har glæden at have kontakt med mange endnu.
Ved min mors og vore børns hjælpsomhed, fik vi efter 20 år en ferie, en forsinket bryllupsrejse
til Gardasøen i 8 dage. Det var ikke almindeligt at holde ferie og vi lærte at vi godt kunne
undværes i 8 dage.
Omfartsvejen
På et tidspunkt, ca. 1966 blev hovedvej A1 der gik gennem byen med den berygtede viadukt,
ført nord om byen. Trafikken steg og bilerne blev større og der blev flere og flere af dem. Det
var en katastrofe for os handlende. Vi var vant til lastbilschaufførerne der kom og provianterede,
vi havde mange vejkunder, mange feriefolk, både danske og udenlandske der handlede
hos os. Vi kendte mange af dem fra år til år og nogle blev da også ved med at komme et slag
”indenom”
40

Katastrofen blev dog ikke helt så stor som ventet, der blev bygget nye parselhuse, hele kvarterer
skød op og det bødede jo noget på det. Det var som regel unge familier med børn. Flere
mindre virksomheder skød op og flere flyttede til byen.
Der blev stadig udvidet og moderniseret. Teknik sneg sig ind, regnemaskine, skrivemaskine
og elektronisk kasseapparat o.s.v. Varesortimentet steg og ændredes i takt med de nye tider.
En del af lokalsamfundet
Vi har altid haft pakkeindlevering fra Vejle-Esbjerg busserne, folk kunne så hente deres pakker
hos os. Når der var fester, var der den skik at vi samlede penge ind. der så omsattes i en
gave eller en gavecheck. Også til begravelser blev der samlet penge ind til kranse, eller en
pengegave til de pårørende. Jo, både de glædelige og de sørgelige ting foregik lige omkring
os. Kom der en ambulance, eller kirkeklokkerne ringede i utide, så ringede folk til os for at
høre hvad der nu var sket. Folk fulgte med i hinandens hverdag, også det var ligesom noget
der hørte med til at være den lokale købmand.
Vi havde kontakt med mange flinke og rare grossister og repræsentanter gennem årene.
Mange kurser skulle der deltages i og de foregik omaftenen eller lørdag eftermiddag, da man
jo efterhånden lukkede kl. 14.
Flere bestyrelsesposter i både handels og grossistleddet blev der også taget vare på.
I mange år havde vi en dejlig ”gårdhund” der Sjanko, den kendte kunderne og de fleste der
kom ind. Den fungerede også som vagthund om natten. Efter dens død havde vi flere indbrud,
indtil der blev sat en tyverialarm op.
De sidste mange år vi havde forretningen lukkede vi lørdag kl. 12, det gav os frihed til at dyrke
campinglivets glæder, senere sommerhuset i Vejers.
I juli 1973 havde vi 25 års jubilæum, men vi fortsatte.
Problemer med salg af butikken
Vore to børn, Hanne der er lægesekretær på Centralsygehuset i Esbjerg og Ole der er driftsleder
på dansk Styropak i Tvilho, havde ingen interesse i at føre forretningen videre. Intet lå
da mere lige for, end at forpagte den ud til en lærling og kommis gennem 15 år, Bent Callesen,
Som var meget interesseret.
Alice og Alfred Bjerre Nielsen, samt Bent Callesen
41

Vi beholdt selv manufakturforretningen nogle år og byggede et nyt hus i en del af den store
have der var til købmandsgården. Lige over for indgangen til kirken.
Bent forpagtede og førte forretningen videre i samme ånd, men købte den ikke.
Så solgte vi den til en Fynbo-købmand, men han dukkede aldrig op, trods det at alle papirer
var i orden. Det var et chok for os alle, bare sådan at blive væk, uden konsekvenser og uden
skrupler. Derefter havde vi selv mange planer og ideer med stedet, men uden held. Tidens
ugunst gjorde at det hele blev revet ned og på pladsen ligger der nu huse,
”Boligforeningen Købmandsgården”
En epoke er slut, Købmandsgården bestod i næsten 100 år og vi har mange dejlige år at tænke
tilbage på.
I 1988 gjorde bygningerne plads for nye pensionistboliger.
Alice Seeberg Nielsen, f. 1924 i Grindsted. Gift i 1948 med Alfred B. Nielsen, drev købmandsgården i 35 år.
adr. Kirkegade 1C Vejrup 6740 Bramming
42

Til marked i Bramming
Af Andreas K. Pedersen
Jeg er født på grænsen mellem Tobøl og Plougstrup, ca. 15 km fra Bramming. Min far, Martin
Pedersen van landmand og havde den ide, at vi hvert år skulle til august marked i Bramming
med 3 – 4 stude.
Som dreng var det opgave at gå bagefter og jage på studene hvis de blev genstridige.
Det var en stor dag, vi var tidligt oppe og kl. 6,00 skulle vi afsted. Det var ret koldt at gå barfodet
i det våde græs, men det bekymrede vi os ikke om. En af karlene gik foran og var trækker,
jeg kom bagefter og sådan gik vi gennem Plougstrup til Jernved kirke, hvor vi drejede ind
på en sandvej mod Strat og kom så til Sejstrup. Jeg husker der en gang var en ung på cykel
der kom forbi os og idet hun kørte forbi, kom hun for tæt på og en af studene sparkede ud og
ramte hende. Hun faldt af cyklen og slog sig en del.
Fra Sejstrup til Bramming var der asfalt, det var dejligt at gå på. Til gengæld kom der så
enkelte biler, men det gjorde nu ikke så meget.
På det tidspunkt kunne vi regne med at min
far ville dukke op i en fjedervogn, han skul-
le jo være sikker på vi kom rigtig til Bram-
ming. Med sig i vognen havde han gerne en
gammel nabo, Hans Peder, som en gang var
ejer af en gård, men Hans Peder ville gerne
have punch og det var gået dårligt for ham
og var endt i Plougstrup på en lille ejendom
med 4 køer. Han blev kørt i stramme tøjler
derhjemme af sin kone og en søn, men den
ene dag om året måtte han komme med.
Markedspladsen lå der hvor rådhuset og Po-
litistationen ligger. I den ene ende var der
et træhus ”Punchehuset” Der søgte Hans Pe-
der ind med det samme. Langs med gaden
var der høje træer, der mønstrede man hestene. Andreas K. Pedersen
Vi skulle gerne have studene solgt, men var slet ikke så let i kriseårene i 30erne. Jeg kan huske
vi solgte to stude til 13 øre pundet og to andre til 11 øre pundet, det var knap 100 kr. for en
stud. De penge strakte ikke til meget, men udsolgt fik vi dog i løbet af et par timer.
Så skulle vi om på Sommerlyst og have kaffe, men først skulle vi have fat i Hans Peder. Han
var i godt humør og når vi gik hen af gaden slog han ud med armene og sagde ”Det mangler
fandenrasme bare, skal gårdmandssønner kun drikke vand” Han skulle også lige have et par
småting med hjem til konen og sønnen.
Et år holdt gdr. Pallesen fra Bøel på pladsen med to vædderlam. Vi kunne fint bruge det ene,
men det kneb for de to gamle forsigtige bønder at blive enige om prisen.
Pallesen forlangte 30 kr. og far bød 28 kr. men ingen ville give sig. Så foreslog Pallesen de
skulle handle efter vægt, det blev de enige om og prisen blev herefter 27 kr. det havde Pallesen
nu ikke regnet med.
Så kunne hjemturen begynde, den gik over Bøel, Gørding og Stenderup der kom næsten ingen
biler og det kunne både min far og de gamle heste bedst lide.
43

Vi fik afleveret Hans Peder, han fik afleveret sine gaver og så sluttede markedsdagen.
Punchhuset lå på Sct. Knuds alle, som et anneks til Hotel kikkenborg. Det
blev i 1920 flyttet over på den anden side af gaden, hvor nu rådhuset ligger.
Huset der var restauration på markedsdage, revet ned i 1955 Foto byhist. arkiv
Andreas K. Pedersen f. 1919 i Tobøl. Landmand i jernvedlund, fra 1960 i Vejrup. Stærkt
involveret i kvægavlsarbejde og i husmandsforeningen. En tid formand for
Vejrup Sognearkiv. adr. Skolevænget
44

Rids af Vejrup Sogns bibliotekshistorie
Af Ingrid Jensen
”Vejrup Sogns Biblioteksforening oprettedes på en stiftende Generalforsamling 26 juli 1934.
Forud for var afholdt et forberedende Møde den 4 juli, hvor Bibliotekar Esben Pedersen, fra
Esbjerg, gjorde rede for Starten af et Bibliotek og der nedsattes et Udvalg til at arbejde med
Sagen. Ved en foretagende indsamling, indkom 170 kr. fra 150 bidragydere.
Kommunen ydede et Tilskud på 150 kr.Fra Staten modtoges senere et Statstilskud på 97 kr.”
Her finder man bl.a. indsamlingslisterne over bidragyderne og beløb. Det interessante er
imidlertid, at der i orienteringen på listerne nævnes, at der på dyrskuedagen den 28 juli1934
vil være en bogudstilling, arrangeret af Centralbiblioteket i Esbjerg. Således var man parat til
at fyre op i interessen, inden den stiftende genralforsamling.
En anden interessant bemærkning på listen, opfordrer folk til at aflevere gamle bøger fra
Vejrup bogsamling til skomager Friis, Vejrup station. Denne bogsamling har det ikke været
mulig at finde andre skriftlige oplysninger om, men et er sikkert, der har været en eller anden
form for organiseret udlån eller bogbytning fra en samling, formentlig på en helt privat basis,
efter sigende, huset og administreret af Trabber Friis og hans kone Else.
Og hvordan går det så ? Jo, på generalfo-
samlingen det følgende år berettes, at ved
Centralbibliotekets gennemgang af af det
”gamle Bibliotek” var kun ca. 25 bøger
fundet brugbare, men der blev indkøbt 95
nye bøger. Udlånsantallet var på 2.219.
Det vil sige siden starten eftersommeren
1934 og til maj 35. Det noteres også, at
man modtaget et tilbud fra Danmarks
Biblioteksforening om at låne et udstil-
lingsbibliotek og i regnskabsprotokollen
ses den 31 oktober 1934 en udgift til por-
to for depot af skønlitteratur. De første
nye bøger ses indkøbt i december 1934
og endnu en protokol findes med omhyg-
geligt opførte lister over indgåede bøger
titel og forfatter, for øvrigt ajourført helt
frem til 1955.
Der har været gang i den, den vinter!
Ved en teaterforestilling med ”Der var
engang” den 1 december blev overskud-
det 88,48 kr., næsten lige så meget som
statstilskudet. Ikke underligt, at man fik
blod på tanden og her på generalforsam-
lingen beslutter sig for et lignende arran-
gement, eller en basar.
De første vedtægter for Vejrup Sogns
Biblioteksforening fra 1934
45

Det mest bemærkelsesværdige er nu, at udlånstallet oplyses at være på 2119. Når man sammenholder
bidragydernes antal på 150, der sikkert svarer nogenlunde til husstande, vil det sige
at i gennemsnit har hvert hjem lånt 15 bøger. Og passer jo ikke, for den gang som nu har
der været en anden fordeling af udlånet. Nogen har lånt bøger og andre ikke.
Vi ser 50 år senere i 1984 det største udlånstal siden starten: 6.462 udlån til voksne. Det vil i
gennemsnit pr. husstand også blive 15 bøger, på et helt år.
Men tilbage til begyndelsen. På bedste foreningsvis havde man konstitueret sig med formand
og kasserer. den første formand var Henrik Madsen, Bækmark, som huskes endnu af mange,
ligesom andre navne i papirerne vil være bekendte, selv om folk fra de første år ikke er mere.
Af generalforsamlingsreferaterne kan man læse om de aktiviteter, man iværksatte for at skaffe
penge til nye bøger: fælleslæsning, aftner med oplæsning, film, sang og musik, amatørteater
m.v. det er påfaldende (eller er det?) at bag alle disse aktiviteter er næsten kun mænd repræsenteret.
Men da der i 1950 skal afholdes basar, nedsættes et udvalg bestående af 12 damer, alle med
navns nævnelse. Denne begivenhed huskes endnu. Skriften i protokollen viser jo de skiftende
sekretærer, eller penneførere, som det hed. Som følge er det også forskelligt, hvor udførligt
der refereres, men en pudsig ting skal nævnes: formanden udtaler en tak til frk.Iversen,
daværende lærerinde i Vejrup Østre Skole, for hendes uegennyttige arbejde som bibliotekar
og overrakte hende en erkendtlighed.
Dette ses flere gange fra 1935 og i 1945 tilføjes, at lønnen til bibliotekaren er i forhold alt for
lille; men udgør da 100 kr. årligt og man foreslår den forhøjet til 200kr. pr. år.
Det første bibliotek var fortsat placeret på nogle hylder i skomager Friis` værksted, nu Storegade
16. På et tidspunkt har det skiftet lokale til Storegade 14, hvor det delte stue med kommunekontoret
indtil 1960. Her blev der i den nye Vejrup Skole indrettet et klasseværelse til
sognebibliotek. På dette tidspunkt ser det ud til at foreningslivet er gået i stå og i 1963 overgår
biblioteket til kommunalt regi. Bestyrelsen fortsætter som biblioteksudvalg og har nu kun til
opgave at indkøbe nye bøger, forestå budget og regnskab.
På det tidspunkt mellem 1954 og 1956 bliver frk. Iversen afløst af Ejner Kaas, lærer i Vejrup
Østre Skole.
Den første februar 1961 overtog undertegnede hvervet efter ham og kaldes i dag for filialbibliotekar.
Ved kommunesammenlægningen 1970 blev Vejrup Sogns Bibliotek en filial af
Bramming bibliotek. Et par gange har der været lokaleskift, først en årrække til kælderetagen
på Vejrup skole og siden 1990 til Vejrup-Endrup-Fritidscenter. Alle her håber det er den endelige
løsning, idet beliggenheden viser sig atvære ideelt for funktionen af en biblioteksfilial i
et lokalområde af Vejrup størrelse.
Hvor var børnene henne i dette biblioteksbillede, de var der slet ikke. I de første vedtægter
ses, at man skal være fyldt 14 år for at kunne låne bøger i biblioteket. Det var skolerne der
sørgede for at opfylde børnenes læsebehov, idet der begge steder var en børnebogssamling,
indkøbt over skolens konto og udlånt af læreren.
Da biblioteket fik til huse på skolen, blev disse to funktioner slået sammen og ud af børnebiblioteket
voksede i 60erne stille og roligt skolebiblioteket, der fik undervisningen som sit
primære mål. En halv snes år eksisterede dette fællesskab, indtil skolebiblioteket først i 70
erne skiltes ud og blev den institution i skolen vi kender i dag.
46

Dette lille rids af Vejrup Sogns Biblioteks
historie er ikke atypisk, den ligner sikkert
andre små bibliotekers historie og den er
snart glemt, hvis ikke vi mindes om den.
Det er i hvert fald værd at huske på, at når
dansk biblioteksvæsen har den høje stan-
dard, som det har i dag, så ligger der også
et pionerarbejde til grund herfor i alle de
gamle landsogne. Man kan prøve at fore-
stille sig den rigdom af oplevelser og op-
lysning, der nu med biblioteksbogen blev
”allemandseje” på et tidspunkt hvor verden
var lille og samfærdslen begrænset og hvor
kun de færreste fik adgang til en højere ud-
dannelse. Så et kik i de gamle papirer med
deres korte notater, fortæller mere end ord
og tørre tal.
Ingrid jensen, f. 1933 på sydlangeland. Uddannet fra Skårup statsseminarium 1957.
Siden 1958 lærer ved Vejrup skole og fra 1961 bibliotekar. adr Vøgasvej 1 Vejrup.
Cirkus i Vejrup
Af Gerda Petersen m.fl.
Når man ser fremad er 50 år langt ude i tiden, men ser man tilbage, er det som om det var for
få år siden. Vi, der er lidt op i årene, kan slet ikke forstå, at når man spørger de lidt yngre:
”Kan i huske….” så ryster de på hovedet. Men vi husker i hvert fald, at der var et cirkus i
Vejrup og det endda et af de største cirkusnavne i Danmark.
Cirkus Robert Daniels, der gik i ”vinterhi” i Vejrup i mange år.
Vi har i det forgangne år haft den glæde at have haft besøg af en sønnesøn (Henning)
og en svigerdatter (Else) af Robert Daniels i vor studiekreds i Vejrup Sognearkiv.
Ud fra dem og med materiale vi har i arkivet, har vi prøvet at opfriske minderne fra den-
gang der boede et cirkus i Vejrup.
Robert Daniels
Robert Daniels blev født den 13 december 1882 i Ålborg. Hans far, der var englænder, var
ingeniør og moderen var en smedemesterdatter fra oplandet. Det var ikke med deres gode
vilje Robert blev artist, men den lille knægt var utroligt interesseret i heste og lærte at ride i
det store ridehus i Ålborg, under en ridelærer der om sommeren optrådte som rytter i et cirkus.
det viste sig hurtigt at den lillerytter og hest (en lille russerhest) forstod hinanden ualmindeligt
godt. Hans første sceneoptræden var da han var 12 år gammel.
Han medvirkede på Ålborg teater i stykket ”en Lystig nat” hvori der forekommer en lille cirkusakt
og i denne skulle medvirke en hest. Man forsøgte med flere heste, men fælles for dem
alle var en udpræget modvilje mod trapper. Det var meget uheldigt, da man ikke kunne komme
på scenen uden at skulle forcere trapper. Direktøren hørte om den viltre knægt der var berømt
for galopturene på sin lille russerhest. En prøve blev så gennemført og den bestod han
med glans og hans fremtidige linje var afstukket.
47

Efter konfirmationen begyndte han at lære skoleridt hos den tyske cirkusdirektør, Otto Slauert
(Glauert, Red.) der senere engagerede ham til sit cirkus. Artistlivet førte ham hele Europa
rundt. I Frankrig mødte han sin hustru Martha, der var datter af den store cirkusdirektør, Renard.
Medens Robert startede sin karriere som 15 årig, begyndte fruen allerede som 8 årig.
Sammen indøvede de rytternummer og siden slap de ikke hinanden af syne. Ægteparret turnerede
i Rusland og optrådte for Zar Nikolaj, der overværede forestillingen, med sit hof, flere
gange i St. Petersborg.
Robert Daniels prøvede allerede i 1907
at starte sit eget cirkus, men det blev
kun til én sæson, så solgte han teltet i-
gen og optrådte med cirkus Orlando i
Stockholm, derfra til Rumænien hvor
han var i fem år.
I 1914 kom ægteparret til Schweiz ogt
der blev sønnen Robby født. I 1919
vendte Robert Daniels tilbage til Dan-
mark og i 1920 startede han så det cir-
kus Robert Daniels som vi husker og
godt assisteret af sine to sønner Robby
og Bonar. Hans Datter lilian var en af
verdens bedste skolerytterske. Lilian
skilte sig ud fra familien, da hun og
Robert ikke kunne enes. Hun blev og- Fru Martha og Robert Daniels Arkivfoto
så kendt for sine isbjørne og chimpanser.
Kongeligt Privilegeret cirkus
Robert Daniels nød den ære at være ”Kongeligt Privilegeret Cirkus” og der knytter sig nogle
pudsige omstændigheder hertil.
Robert Daniels opholdt sig omkring århundredskiftet i Fredensborg med Baron Knuth`s cirkus,
mødte han en morgen nogle unge mennesker, der spurgte om ikke de måtte se på staldene.
Robert viste dem rundt og de var meget interesserede. Efter rundgangen spurgte de om
ikke han kunne tænke sig at komme med på en fisketur på Esrum sø. Først da han sad og vuggede
på vande, gik det op for ham at han var i selskab med Danmarks vordende konge, Prins
Christian. den lille oplevelse huskede den senere Kong Christian X. Da Robert Daniels efter
sin hjemkomst til Danmark, efter første verdenskrig, ønskede bevilling som cirkusdirektør og
i den anledning søgte foretræde for kongen, der var i Skagen, fik Robert straks bevillingen.
Endnu en gang fik mødet med Majestæten betydning for ham, det var i 1942 da cirkus Robert
Daniels lå i Odder. Der kom pludselig besked om at tyskerne havde oprettet en spærrezone,
hvor cirkus omgående måtte forføje sig væk fra Jylland. Det var direktøren meget ked af
og han sendte derfor et telegram og klagede sin nød til Kongen. Der indløb følgende svartelegram
” Hans Majestæt har udvirket ønskede tilladelse” underskrevet Havsteen, Adjudant.
Den kongelige bevilling indebar at Robert Daniels ikke skulle indhente tilbud om hvornår
cirkus måtte komme til den og den by. Nej, Robert informerede byen om, at vi kommer den
og den dato, sørg for der er plads til os.
Vinterhi i Vejrup
Når Robert Daniels og hans cirkusfamilie gik i hi for vinteren, slog de sig ned i Vejrup.
Først i en mindre ejendom, Sdr. Grisbækvej 4, det var sidst i 30erne. senere i en stor villa de
kaldte for ”Slottet” Storegade 75. Den ligger i en stor parklignende have og meget egnet til
formålet. Robert byggede en træarena og der var hestestald.
48

Træarenaen som Robert Daniels lod opføre til træning af heste.
Arenaen er desværre brudt ned, den blev en overgang anvendt til svinestald efter de nye ejere
kom til.
Det første telt Robert Daniels købte, kostede 20.000 kr. og det var mange penge i 1920 og det
største telt han ejede i storhedstiden, rummede 2500 mennesker. det var et firmaster og fyldt
varder. Der var 70 personer ansat i cirkus.
I 30erne var det dårlige tider, også for cirkus. De måtte lave forestillinger i forsamlingshuse
og på kroer, blot at skaffe foder til dyrene og dem selv. Så kom krigen og familien
Daniels oplevede en opblomstringstid. Folk havde ikke mange fornøjelser at gå til den gang,
men besværligt var det for cirkus med transport, mørklægning, dæk, bensin og rationeringskort.
Men folk elskede at komme i cirkus, så der var fuldt hus hver gang.
Cirkus rykkede ud hvert år 2 påskedag og startede altid med en generalprøve i Vejrup, derefter
Bramming og Esbjerg. De sidste dage inden starten var der travlhed på slottet med at få
artisterne samlet og forestillingen indøvet, for alt skulle klappe.
En overtroisk levemand
Bonars hustru, Esther, lavede maden til Martha og Robert Daniels, men ellers passede, men
ellers passede hver trup sin egen husholdning. Robert spiste nu sjældent med, han gik, som
den levemand han var på hotel. Han sagde godt nok han ikke havde spist noget så Esther måtte
tit stege en bøf eller en kotelet til ham efter forestillingen kl. 22.30 selv om han havde spist
stor middag på hotel. Robert Daniels kørte rundt i en stor flot vogn, det var en La Salle, som
havde tilhørt kronprinsen, senere Frederik den IX. Den kunne køre knap 4 km. på literen, man
havde jo råd til det dengang.
Robert var meget overtroisk. Inden en forestilling måtte ingen gå tværs over mangen og arme
den kat der kom inden for hans synsvinkel. Det betød en ulykke for forestillingen.
En af cirkuselefanterne faldt en gang i Gudenåen, Falck fra Skive og omegen fik den langt om
længe op ved hjælp af tre kranvogne. En dyrlæge ordinerede en spand vand med en liter snaps
og en liter gin for at holde blodomløbet i gang efter den kolde omgang.
Den havde aldrig været så i mangen som den aften, så det var nok en god kur.
En gang Fyn, i Nr. Åby, blev der et frygteligt uvejr, lynet slog ned i masterne og der gik helt
panik i publikum, som styrtede hjemad. En gård lige ved siden af cirkus brændte.
Alle fik tilbudet om at komme gratis i cirkus dagen efter..
Robert kunne også være diktatorisk, et år på Fyn kom han pludselig i tanker om at han ville
slutte sæsonen. Det var den 7 august med et herligt vejr. Men cirkus måtte stoppe og alle tage
hjem, med stor utilfredshed.
49

Robert Daniels solgte hele cirkus til Romeo Renard, far til Louis Miehe Renard i 1954.
Samme år solgte han også Slottet og flyttede ind på Solgården i Bramming hvor han nød sine
sidste år fra 1954 til 1958. Et halvt år før han og Martha kunne fejre guldbryl-
lup blev de skilt. Martha blev gift igen, hun var da over 70 år.
Udarbejdet af en studiekreds i Vejrup. Redigeret af Gerda Petersen, f. i Tirslund, siden 1960 bosat på
Rebelsigvej 7 ved vejrup.
(Der er senere, i 2003 lavet endnu en cirkushistorie v. Johannes L. Holm på mere end 50 sider, denne
kan også erhverves på Vejrup Sognearkiv.)
Folkehold på Endrupholm
i slutningen af 1800 tallet
Af: Anna Schultz, Vejrup
Landbrugskandidat H. J. Jespersen købte i 1882 Endrupholm (EH) af faderen, landvæsens,
kommisær og folketingsmand J. H. Jespersen (d. 1884) der havde ejet (EH) siden 1863
Der var J. H. Jespersens tid et meget stort folkehold på EH- et folkehold som overvejende
bestod af folk på omegnen/landsbyerne i området.
Der har været avlskarl, anden og tredje karl, røgter og svinedreng, havedreng, vinterrøgter
og om sommeren tillige en kodreng.
Mejeriet
Der var mejeri på herregården og til at passe det, var der en mejeribødker, en mejerske, to
mejeripiger, en bryggers og en mejeripige. Om sommeren var der et par mejerilærlinge og
det var som oftest to gårdmandsdøtre. det gav ingen løn at være lærling.
Herregårdssmør var på det tidspunkt højt anskrevet. Smørret blev stemplet så der stod EH på
smørret. Stemplet opbevares nu på Egnsmuseet i Bramming. Der var også ansat en stuepige,
en køkkenpige og en gartner. Gartnerens årsløn var 200,- kr. plus 10% ved salg af produkter.
Mejeribødkeren fik 250,- kr. i årsløn og boede til leje i røgterhuset, et lille stråtækt hus der
lå øst for plantagen. Til huset hørte 4 tdr. land som mejeribødkeren drev for at supplere sin
indtægt (i dag Vibækvej 19)
Overgangen til til Andelsmejeriet
Endrupholm var ikke med i begyndelsen da Endrup mejeri startede i 1884 men i november
1892 blev mejeribødker Larsen ansat som fodermester og der ingen mejersker eller mejeripiger
ansat, så man må formode aaat EH på det tidspunkt er kommet med i Andelsmejeriet.
På daværende tidspunkt antages der at have været ca. 100 malkekøer på Endrupholm.
Mange husmænd og bønder fra omegnen var beskæftiget med daglejerarbejde som mergel-
gravning, grøftning, klynegravning, høstarbejde og kartoffel og roeoptagning. Kvinderne
stablede klyne, lugede roer og høstarbejde.
Anna Callesen lugede 1½ tønder land for 18 kr. Christine Jessing 1 tønder land for 12 kr.
Jørgen Madsen fra Persillegade (i dag Vester Vejrupvej) arbejdede i en del år som avlskarl
på EH og ud over sin årsløn på 250,- kr. fik han også sit eget sted drevet. Det indebar at
karlene på EH skulle komme med redskaber og bearbejde jorden. det foregik som regel om
søndagen og når de var færdige skulle der brændevin på bordet. Jespersen var i øvrigt me-get
glad for sin avlskarl, han havde et godt tag på karlene og de leverede en god indsats.
50

Da smeden glemte at gøre honnør
Smeden, Peter Schultz fik sit job på EH fordi den daværende smed glemte at gøre honnør
for godsejeren, formentlig Landvæsenskommisær Jespersen. Smeden blev så vred over re-
primanden at han smed hesteskoene og sagde ”så kan det også være lige meget” og gik.
Der var nok for smeden at lave, da der på stedet var tyve heste. Peter Schultz gik fra Jyl-lerup
to gange om ugen til EH og fik 1,33 kr. pr. dag. Han arbejdede der i ca. 15 år og ved
siden af dyrkede han hede op.
Hjulmager Christian Nielsen arbejdede også på EH i mange år, han boede Storegade 84.
Johan Poulsen arbejdede der også og var beskæftiget med forskellige ting. Han var én af dem
der både købte grise og kalve på EH. Hvor store grisene var vides ikke, men de var
nok ikke større end de kunne være i en rygsæk, bønderne var seje dengang.
Anton Jensen var ansat som kusk, han kørte med herskabet og kørte bl.a. gæster til og fra
stationen i Bramming. Han kørte også med dyr som skulle på slagteriet i Esbjerg.
Godt brød fra de store ovne
Hos Johan Poulsen fandtes et ovnhus i haven, i den store ovn bagte de brød, som efter sigende
var godt brød. Det er givet at flere i omegnen havde en sådan ovn. Ofte var der en
muret hvælvning udenfor der blev foret med brændte sten og havde lyngtørv indvendig.
Der blev fyret med lyng inde i selve hvælvningen, indtil murstenene var gennemvarme,
herefter blev asken skrabet sammen og brødene lagt ind. Lyng havde man jo nok af dengang.
Langs vejen fra Endrup til Vejrup var der store arealer med lyng.
Folkene kunne købe mange af deres fornødenheder på EH. Ofte købte de rug, som kostede
5,40 kr. for 4 skæpper, for havre var det 3,34 kr. For 1 skæppe byg var det 1,30 kr. 1 tøn-
de sædekorn 13,00 kr. Der kunne også købes ost, grise kalve, uld, graner, rapskager, roer,
medicin og hø. Det tog i øvrigt 6 dage at tjene til et læs hø.
Hvad der tjenes ved at arbejde på EH
En karleløn, omkring år 1900, lå fra 150,- kr. til 200,- kr. årligt, drengenes løn lå på ca. 60
kr. Mejersken tjente 200 kr. Mejeri, bryggers,stue og køkkenpiger tjente årligt ca. 130 kr.
Der var klokkeringning ved dagens begyndelse og slutning. Om vinteren begyndte arbejdet
kl. 6,30 om foråret noget før og i Juli og august begyndtes kl. 5,00
Tit var det fru Jespersen der stod for fordelingen af arbejdet og udbetaling af løn. Hr. Jes-
persen var meget hjemmefra, da han havde mange bierhverv.
Hvis daglejerne ønskede at få kosten på EH måtte de batle 50 øre pr. dag, men det var ret
sjældent nogen benyttede tilbudet, da man hjemme tit var en stor familie.
Endrupholms hovedbygning, opført 1770-1805 Tøger de Teilmann afsluttede opførelsen.
Selve byggearbejdet blev udført af Bygmester Mikkel Stopperup fra Varde.
51

Endrupholms store tærskeværk
Man havde et meget stort tærskeværk. En dag kom der en stor sten eller andet i maskinen
og der lød et kæmpebrag, Fru Jespersen kom farende og spurgte om nogen havde set noget,
Søren Pejsen svarede ”ja, a æ så a røster ino” (han boede Møllegårdsvej 14)
Nye ejere og nye tider
Landbrugskandidat H. Jespersen solgte 1 oktober 1912 EH til proprietær Hans Jensen fra
Ulfsborg for 144,000,- kr. en pris der lå 6000,- kr. under den pris han betalte da han købte
af sin far i 1882.
I 1912 var herregårdens størrelse på 28 tønder hartkorn, svarende til 510 tønder land, heraf
var 62 eng og 38 var skov og have, 135 kær, hede og mose, 275 tønder land var agerjord.
Godt et år efter Hans Jensen havde overtaget gården, blev den totalt ødelagt ved en brand i
1913 Kun stuehuset var tilbage. Avlsbygningerne der var meget store, blev aldrig opført i
samme størrelse igen.
Kilder: Regnskabsbøger fra Endrupholm 1882 0g 189 Lokalårbogen for Bramming kommune 1991
Oplysninger fra S. Lauridsen, Vibækvej 19 Endrup
Anna Schultz er født i Vibæk, Vejrup. Boet 40 år på Dannesvej, Vejrup, senere Vibevej 5 Vejrup
Oh, mein Papa!
Af: Olaf Bak, Bramming
Det er de færreste fædre beskåret ved et barns fødsel, at blive beæret med en hyldestsang,
oven i købet én som senere bliver en næsten verdenskendt schlager.
- Men noget sådant oplevede faktisk nu afdøde cirkusdirektør Robert Daniels.
Som udførligt omtalt af Gerda Pedersen m.fl. i ”Lokalhistorisk årbog 1994” boede Daniels
familien i Vejrup i en årrække fra 1930-erne.
Midt i 1950-erne flyttede Robert Daniels fra Vejrup ind på ”Solgården” Bramming og her
boede han til sin død (på Ribe Sygehus) i februar 1958.
Men vi vender tilbage til Solgården, for det er her historien om ”Oh, mein Papa” fortælles af
Robert Daniels selv.
Oh, mein Papa. ved hjælp af digre scrapbøger lod Robert tankerne gå tilbage til 1914 da
han i Zürich fik en sang. Foto i Byhistorisk arkiv
52

Som led i det journalistiske arbejde på dagbladet Vestkysten sad undertegnede, i anledning
af Robert Daniels nærtstående 75- års fødselsdag, en decemberdag i 1957 i Roberts lille stue,
hvor han, ved hjælp af digre scrapbøger og fotos, lod tankerne gå tilbage i tiden.
Da han opholdt sig i Zürich i 1914 med sit cirkusnummer, engageret af et Rumænsk cirkus
der her gav forestilling. En aften sad man i festligt lagfor at fejre den rumænske cirkusdirektørs
fødseldag, da der midt under festen indløb et telegram til Robert Daniels om, at hans kone
Martha var nedkommet med en søn, som senere fik navnet Robby.
Stemningen blev ved denne meddelelse selvsagt endnu højere i fødselsdagskredsen og en af
de damer der deltog, henvendte sig til Robert og idet hun halvt sang og halvt sagde, ”Oh,
mein Papa, du bist mein schöne ideal” En musikker, hvis navn Robert Daniels den dag an-gav
som Buchhardt, der var tilstede ved festen, opfangede ordene og melodiantydningen,
gik hjem og komponerede den sang, der nu er kendt i næsten alle lande.
Således lød, den dag i 1957 den gamle cirkusdirektørs udlægning af omstændighederne
omkring den kendte og populære sangs tilblivelse.
Olaf Bak, f. i Bjerring 1922 Fmd. for Bramming Byhistoriske arkiv.
Adr. Sportsvej 7 Bramming
Lykkesgård
En ca. 450 år gammel slægtsgård
Af: Enstudiekreds af pensionister i Vejrup 1994- 1995
De ældste oplysninger om ”Lykkesgård” stammer fra 1538. Såkaldte ”Sandemænd” gjorde
markskel for denne gård. Først tog de ophav i bækken, som kaldtes Boldingbæk, der satte de
en sten til midtstrømmen mellem Lykkesmark, Nr. Vejrup og Terpling marker, så op ad Trankjær,
de satte de 4 sten, den ene mellem Thøsdonslunds eng mellem Lykkesmark og Terpling
mark. Så ret den sten som står i den grob ved Rolands Ager ved Terpling-Ribevej.
Så ret sønder til Rebelsig grob, der satte de en sten mellem Lykkesmark og Sdr. Vejrup mark,
så ret vesten i gamle Holborkjær ned ad den store grob i Niels Pedersens eng, så ned ad en
grob i Padrach, der satte de en sten mellem Lykkesmark og Sdr. Vejrup.
Der gjorde de deres ed. Først udtog de stuv, ornum og særkøb, som loven unddrog.
Så indsvore de Lykkesgårds mark inden alle 4 markskel.
Jorden hed ”Lykkesmark” og deraf fik gården sit navn, der betyder det ”aflukkede” Det skete
20 år før den første herremand byggede Herregården ”Endrupholm” Skelets eftersyn står i for-
bindelse med at kongen ca. 1538 overtog alle de bøndergårde, der hidtil havde været ”frie”
Bønderne havde deltaget i Skipper Klements oprør og mistede således deres frihed, som straf.
Gårdene blev lagt under Riberhus fra 1538-1674 Derefter under Endrupholm 1674-1801 her-
efter blev den selveje.
Fæsterne var: 1562 Peter Thamsen 1585 Peter Thamsen og Hans Ebsen 1593-1598 Grumme
Pedersen og Hans Ebsen 1619 Niels Grumsen, fra 1632 til 1653 Jens Hansen (Jes) Det var
dengang almindeligt at der på gårdene boede 2 eller flere familier, derfor er stuehusene på de
gamle gårde ofte så rummelige.
53

1657 nævnes Jørgen Eskesen i ”Lachisgaard” og det var det år Svenskerne kom til landet.
Mens gården tidligere fik fæste fra far til søn, synes dette ikke at gælde denne fæster. Da
Svenskerne forlod landet lå mange gård øde hen. Også på Lykkesgård kom der en ny fæster,
Peder Pedersen, som første gang nævnes i 1662 og med undtagelse af årene 1709 til 1719 hed
bonden på gården Peder Pedersen til 1800 Det er utvivlsom far og søn og ejerne efter 1800 til-
hørte samme slægt. Efter 1900 blev slægtskabet bibeholdt på kvindesiden.
Lykkesgård omfatter i 1800 tallet mellem 4-500 tdr. land der lå hen som hede, med lidt eng og
enkelte agre mellem lyngtotterne. I det nittende århundrede er heden taget under dyrkning i
større stil og dele af marken er skilt ud til selvstændige ejendomme.
Bondens Fæste 1562-1662
Her var den årlige afgift bonden skulle betale i årlig afgift, særdeles rimelig, nemlig 1 ørt rug,
1 svin, 2 høns og 20 æg, hertil kom senere en ydelse på 13 skilling og ½ tønde havre årligt.
Regnes denne afgift ud i 1937 priser, bliver det årlige beløb på 225,- kr.
Kongen ønskede i 1662 at få denne afgift i naturalier afløst af en mere ensartet afgift. Alt blev
nu omregnet efter en ny enhed, nemlig ”tønder hartkorn” idet en tønde smør regnedes for lig
12 td. hartkorn, 1 stud 4 td. hartkorn, etc.
1688 gennemførtes ny hartkornsberegning efter samme beregning, som gælder endnu i 1937
på grundlag af den dyrkedes jord kvalitet og areal.
”Lykkesgård” m. Elna Lind (f. Hansen) foran barndomshjemmet 1922 Arkivfoto
1674 solgte kongen Lykkesgård til Endrupholm og da var den første matrikel sat til 1 tdr.
hartkorn, 6 skp. og 1 alb. Efter den nye matrikel var de tilsvarende tal 3-7-2-1. Ved matriku-
leringen i 1830 vurderedes gårdens 372 tdr. land til hartkorn 5-2-0-½. Senere blev gårdens
hartkorn bragt ned til det halve.
Gårdens navn blev tidligere udtalt ”Lokkesgård” og slægtens tilnavn var fra gammel tid
”Lokkemand” Det brugtes dog mere i omtale som i tiltale.
Omkring 1800 hed ejeren Peder Pedersen, sønnen Jens overtog gården og senere dennes søn
Kresten. Han var kendt over hele det sydlige Jylland og på Fyn som hestehandler ”Kresten
Lokkemand” Sønnen Niels Christensen (Krestensen red.) ejede gården den sidste del af 1800
54

Gårdens bygninger lå tidligere et par hundrede meter sydøst for den nuværende placering.
I 1709 så gården således ud: ”16 fags sal, 8 fags fæhus og vognskjul der er ganske brøstfældig
og halvt nedfalden. Af dyr var der 2 helmisbæster, 1 ko, 2 unghoveder og ingen får. En del a-
gerjord lå udyrket hen. Der resterede megen skat og landgilde og stedet var snart helt øde”
Omkring 1800 flyttedes gården op på det sted hvor den nu ligger og i 1869 byggedes nyt stue-
hus, som brændte efter lynnedslag 1917 hvorefter det nuværende opførtes.
Niels Christensen (Krestensen) døde 1899 og efterlod konen Chatrine og 2 børn. I 1902 kom
Andreas I. Hansen til Lykkesgård og i 1907 blev han gift med enken. De var omtrent jævnal-
drende og da Andreas var en dygtig landmand og drev den store gård godt, var det meget na-
turligt at de indgik ægteskab.
I de kommende år fordoblede de gårdens opdyrkede areal af hede og hvor der omkring 1900
var 12 til 16 køer, nåede Chatrine og Andreas Hansen også at fordoble koholdet.
En del dyr blev præmierede og der blev solgt en del avlstyre. Udvidelsen af driften gjorde det
nødvendigt at opføre nye store bygninger.
I 1937 afstod Chatrine og Andreas Hansen gården til datteren Kristine (Niels Christensens)
der da blev gift med Peder B. Pedersen. Denne havde tilfældigvis samme navn som bonden på
Lykkesgård havde de første 150 år efter 1662.
”Lykkesgård” 1990 Gården er godt rustet til at klare fremtidens krav og
det smukke stuehus er meget velholdt. Foto Privateje.
Peder pedersen solgte gården til Jordlovsudvalget i 1959 og efter en del udstykning, købte
Påsch Danielsen den og fortsatte driften til 1983 i 1976 byggedes der ny stald. Der var Jerseybesætning
på 60 køer og stuehuset blev benyttet til bondegårdsferie.
I 1983 købte den nuværende ejer, Kurt Bolding. Der er nu ca. 50 ha. hvoraf de 7 ha. er købt
til. Gården drives med kvæghold, der er ca. 65 malkekøer. Stuehuset på 220 kvm. blev re-
staureret i 1979
Jorden delt af Bramming Grindstedbanen
Over gårdens jord går Banen og hovedvejen Kolding Esbjerg. Tidligere hed den Kolding
Hjertingvejen og var en gammel sydjysk tværvej som var af stor betydning for hestehandlere.
Anlægget af Grindstedbanen delte gårdens jorder i to, hvilket var til stor gene for driften.
Kilder: J.M. Lauridsen ”Slot-slægten”
Oluf Nielsen ”Gørding Herred”
55

Las Lassen
Af: Aage Kristian Henriksen Sdr. Vejrup
En fortælling om en usædvanlig famile og dens skæbne som jeg husker den og som jeg har
fået fortalt.
Når man i dag kommer kørende på Bjerndrupvej og ser nr. 11 ser man kun et langt hvidt
stuehus, som ligger i en lille skov af store træer. Og sådan har det set ud i 35 år.
Men før den tid lå der en stor firelænget gård med stråtag og med 90 tdr. land god jord til.
Det er de rammer der var familie Lassens baggrund og levested.
Gården var i det forrige århundrede ejet af Johanne og Hans Thomsen, der havde en datter
der hed Marie. Marie blev gift med Las Lassen og de overtog gården efter hendes forældre,
der kom på aftægt hos dem. Hans Thomsen døde i 1886 og Johanne døde i 1888.
Las Lassen var sønderjyde og født i Hvidding i 1957. Familien var meget dansksindet og da
Sønderjylland gik tabt i 1864, valgte Las Lassen at gå over grænsen for ikke at blive tysk
soldat, når han blev indkaldt.
Las Lassen var en kæmpe af en mand, meget selskabelig anlagt og han havde et stort han-
delstallent. Han havde også et meget iltert sind, især når han blev fuld. Når han blev fuld
forsvandt selskabet hurtigt for ikke at få en på hovedet.
Familien Lassen, fra venstre: Hans, Erik, Ane, Margrethe, Marie, Las, Andreas og Jens.
Billedet er taget en smuk forårsdag i starten af dette århundrede (1900) Foto: Sognearkivet.
Han var opvokset med studedrift hjemmefra og det fortsatte han med som voksen. Samtidig
drev han stor handel med kreaturer, han var også kommissionær på markedet i Esbjerg.
Han var dog også hjemme, for i ægteskabet med Marie fik han i løbet af 11 år fem børn, så
der var nok at se til. Jens blev født 1887, Margrethe i 1891, Hans i 1893 Erik i 1896, og Ane
i 1898.
Det hårde liv som Las førte, havde nogle omkostninger, han blev meget syg og var døden
nær, han overlevede krisen, hvilket helt ændrede hans liv. Han lovede vor Herre, at hvis han
kom over sygdommen, så ville han tjene Ham fremover.
Las blev nu glødende indremissionsk og det skulle hjemmet rette sig efter, så både kone og
børn blev kørt meget strengt.
Der blev holdt store missionsmøder om sommeren ude i den store have, der kom talere fra
hele landet og det trak flere hundrede mennesker til disse stævner. Men besættelsen af reli-
56

gionen og dens levevis og forbud, fik nogle alvorlige følger, især for børnene og det vil jeg
fortælle om her.
Margrethe var en meget smuk og intelligent
pige, hun kom på seminarium for at blive læ-
rerinde. Hun blev kæreste med en mejerist
på Endrup Mejeri, men han var ikke god nok
til Las, han var ikke missionsk og tillige fat-
tig, så det var et dårligt parti, syntes han. Las
forbød Margrethe at se ham mere og da hun
ikke overholdt det, blev hun låst inde. Det
skulle nok få de nykker ud af hovedet på
hende, mente Las. Det gjorde det også, men
da hun fik sin frihed igen, var hun blevet
sindssyg og hun blev aldrig rask igen. Hun
gik nu på vejen, frem og tilbage i 50 år, hun
gik på bare fødder og kun iført en kjole, bå-
de sommer og vinter. Hendes hår sad i en
stor måtte ned ad ryggen, det var så langt at
det gik til knæene.
Margrethe døde i 1961, 70 år gammel, uden
man kunne komme i kontakt med hende i o-
ver 50 år. Margrethe Lassen fotograferet 1910 Arkivfoto
Las Lassen havde fået sukkersyge og det blev så slemt, at der gik koldbrand i begge ben.
Det gik sådan, at han fik dem amputeret af to omgange, så han måtte sidde i rullestol de sidste
15 år af sit liv, men klagede sig aldrig. ”Det var Herrens vilje og det måtte man bøje sig
for”. Marie Lassen var en dygtig kone. Hjemmet var gæstfrit og man kunne også altid få
hjælp, hvis man havde behov for det. Marie var Las en stor støtte og det var med stor sorg for
Las da hun blev syg og døde sommeren 1935. Hun stod hjemme i sin kiste og herfra blev hun
begravet. Alle naboer og bekendte var indbudt til begravelsen. De var indbudt til kl. 12 til
suppe og steg og medens de sad og spiste, så sad Las inde i stuen ved siden af og tog højlydt
afsked med Marie. Det var en begravelse der blev husket længe. Udviklings-mæssigt var
landbruget på Bjerndrupvej 11 gået i stå omkring 1900, der skete ingen mekanisering på nogen
måde i de efterfølgende 60 år.
Familie Lassen gravsted på Vejrup kirkegård Arkivfoto
Las levede til 1942. Han blev passet af Ane, der nu havde overtaget husholdningen siden
moderens død. Las blev 85 år.
57

Da Las var død, overtog Jens ledelsen af landbruget, det var kun Jens der havde været ude at
tjene, han tjente på en gård ved Kolding et år. Han var også på Haslev højskole, men var
ellers ingen steder. Han havde været soldat i 9 måneder i København, det var alt hvad han
havde været hjemmefra. Hans var den der var mest omgængelig, han var som en stor dreng
hele livet. Hele byens ungdom var samlet nede ved Hans om søndagen og i de lyse sommer
aftner. Han købte en fodbold til alles fornøjelse og han råbte og fløjtede som en italiensk
dommer. Alle drenge blev udstyret med pibe og tobak når de var 5 år gamle, så alle havde
lært at ryge inden de kom i skole.
Erik var nok den der var bedst begavet, men han var meget indesluttet. Han gik hjemme til
han var 21 år, så blev han sendt på Haslev Højskole. Da han kom på juleferie ville han ikke
tilbage, han var nok blevet drillet, dels med sin påklædning og dels for sit væsen, han kom
aldrig hjemmefra mere.
Jens var ingen leder og de andre gør som det passer dem, så der bliver ingen beslutninger
taget og langsomt begynder det at forfalde overalt. Alt foregår med håndkraft, man tærsker
med hestegang helt hen til 1957, man malker med hånden, pumper vand med håndkraft og
har petroleomslys.
Der kommer ikke nyt tag på når stormen river i det og det betyder at udbygningerne begynder
at falde sammen. De avler også for lidt, da de aldrig får sået inden i maj måned.
Samtidigt begynder kræfterne at slippe op, det kneb med at få dyrene passet ordentligt. Da der
i vinteren 1956-57 dør 17 kalve og kreaturer, bliver de meldt for dyrplageri. Besætningen
bliver solgt og det af jorden bliver solgt til naboerne, så der kun er 24 tdr. land tilbage. Alle
udbygninger bliver jævnet med jorden. Der kommer nyt tag på stuehuset og der bliver indlagt
vand og el og de får centralvarme.
Både Erik og Ane bliver langsomt sindssyge. da jorden sælges fra og hovedparcellen bliver
lejet ud, så modsætter Erik sig dette meget voldsomt, han true både dem der har købt jorden
og dem der har lejet jorden. Han er også voldsom over for Jens og Hans og alle er bange for
ham. Han bliver tvangsindlagt på amtssygehuset i Hvidding, her er han indlagt et halvt år og
kommer så hjem igen. Men der går ikke lang tid før det er galt igen, så det ender med at både
Erik og Ane bliver indlagt. De kommer ikke hjem mere.
Jens Lassen dør i 1964, da han er 77 år. Hans Lassen dør i 1966, da han er 73 år. Han havde
testamenteret hele deres formue til Blindesamfundet, så det var skifteretten der holdt auktion
over boet. Ejendommen blev solgt skriftlig bud.
Ane Lassen dør i Hvidding i 1974, 76 år gammel, uden nogen kontakt med omverdenen.
Erik Lassen dør i Hvidding i 1983, 87 år gammel.
Og her sluttes så ringen. I den samme by som Las Lassen var født, dør den sidste i familen
126 år senere.
Gdr. Aage Henriksen, Bjerndrupvej 9, Sdr. Vejrup, 6740 Bramming. F. 1942
58

Smede i Vejrup sogn
Af: Smedemester Kristian Mikaelsen, Vejen og Hans Andreasen, Grisbæk (1996)
Fra gammel tid var der i købstæderne mange forskellige håndværkere,
der var murer, snedker, skomager, kobbersmed osv.
Også i landsbyerne levede en del håndværkere og den vigtigste
af dem var smeden, han forstod sig på mange nyttige ting.
Var der noget i vejen, så der bud efter smeden, sådan var det
også i Vejrup sogn.
Hvornår Vejrup fik sin første smed ved vi ikke, men smed Søren
Nielsen, Esbjerg, gik på valsen med Kolding som mål.
Da han nærmede sig Vejrup fik han øje på et lille hus, hvor en
harve og en plov fortalte, at her blev der drevet smedehåndværk
Smedemester Kristian
Mikaelsen, Vejen Søren Nielsen gik ind og kom i snak med enken Stinne Brandt
der boede der. Over en kop kaffe fortalte hun ham at han da nok
kunne leje huset og smedjen og kort tid efter var lejemålet blevet til virkelighed. Søren Nielsen
lejede hus og smedje den 22 december 1881 og den 23 december lavede han sit første
stykke arbejde, en ildskovl og en ildrager til Jens P. Frandsen, Nr. Vejrup. Året efter blev han
gift med naboen, hjulmager Niels Nielsens datter, Mette Kristine Nielsen.
Vejrup smedeforretning, Storegade 30 i Vejrup er smedjen bygget i 1904 og den blev den-
gang flyttet fra Storegade 73. Kristian Sørensen overtog forretningen i 1921. Han kom fra
Hjortkær ved Endrup hvor hans far var smed. Kristian Sørensen var god til at fortælle om de
oplevelser og de mennesker han gennem tiden havde mødt. Som svend var han beskæftiget
hos en smed. det var ikke gode tider, der blev sparet, også på kosten. Smedens kone satte altid
sirupskrukken på komfuret, så den blev så tynd at den var vanskelig at styre på brødet, men vi
overlevede da alle, fortalte han. I mange år var han i bestyrelsen for Vejrup Sparekasse og i en
årrække var han også medarbejder i Sparekassen.
I Endrup var Thomas N. Christensen begyndt med en smedeforretning i 1902. Smedjen lå lige
over for mejeriet og i mange år var der en stald til hestene, så de kunne få et foder alt mens
mælken blev behandlet. Samme stald blev benyttet når der var heste der skulle have nye sko.
Thomas Christensen havde bygget beboelse syd for smedjen og der var en stald til nogle køer
og høns, så han må have dyrket landbrug også.
I 1944 overtog Kristian Mikaelsen smedjen uden beboelse og måtte udvide flere gange, da behovet
blev større og større. I 1973 solgte vi til Vagn Lassen, men i løbet af nogle år nedlagde
han forretningen, men blev boende der.
Det med at skifte folk var ikke noget man gjorde hvert år, jeg kan nævne at Thomas Jørgensen
var i Endrup hos Thomas Christensen i 17 år og Svend Nielsen hos Kr. Sørensen i Vejrup, for
ikke at tale om Justinas Jasmontas der var hos Kr. Sørensen til han overtog forretningen. I forbindelse
med omtale af smedeforretninger, kan jeg godt undres lidt over den udvikling der er
sket, jeg beundrede Therkil for hvordan han kunne smede et søm, et meget fint søm endda.
Det hele gik med håndkraft, han trak blæsebælgen med en snor så den kunne holde ild i essen
og når der var hets på, gjorde han et rask tag over på ambolten og bankede sammen.
Therkil havde også en stor boremaskine til håndkraft, der var et stort svinghjul på. Jeg ved ikke
hvornår det kunne lade sig gøre at købe autogensvejseværker, men jeg tror ikke nogen af
smedene i Vejrup havde det.
59

I 1944 da vi kom til Endrup, da var elektrisk svejsning ved at komme frem, jeg købte et svejseværk
før vi flyttede fra Ejstrupholm, men der var lang leveringstid og vi skulle selv købe
kobber, før vi overhovedet kunne købe et og derfor tog vi det med til Endrup.
Men ellers gik det stærkt med udviklingen, vogne med gummihjul, vandværker, malkemaskiner,
traktorer og med dem hvad der skulle bruges af redskaber.
I Knoldkær ved Vejrup var det helt naturligt at blive budt ind i husets køkken. Her blev man
sat ved køkkenbordet og fik serveret kaffe og punch, mens hestene fik nye sko eller noget
blev repareret. På gården var der smedeforretning i ca. 100 år, indtil den i 1911 blev flyttet til
Rebelsig.
I 1911 flyttede Therkild Nielsen sin
smedeforretning fra Knoldkær til
Rebelsig.
I 1937 blev forretningen købt af
Kristian Nørgård Jensen og her
fik man altid en lystig historie,
mens man fik sine ting lavet og
eller repareret. Han var også lidt
af en ”Robert Jakobsen” Han
fremstillede en del skulpturer.
Arkivfoto
60

Justinas Jasmontas, her med sin ko-
ne Ester, er født og opvokset i Litau-
en. Under krigen i sommeren 1944
gik han fra sin fødeby med kurs mod
Danmark, han kom hertil i april 19-
45. I juli 1947 kom han til smedemester
Kristian Sørensen, hvor han
hjalp til i smedien. I 1951 tog Justi-
nas svendebrev og fik dansk stats-
borgerskab i 1954.
I 1964 forpagtede han Vejrup Smede
forretning, som han senere i 1971
købte. I 1986 solgte han forretnin-
gen til Gurli og Jens Chr. Jermin.
Justinas fortalte en gang, der var en mand fra
egnen der spurgte hvad han da ville med en
hest. Han havde hørt at han havde købt en
Litauer. Foto: Vejrup sognearkiv
Der har altid stået et godt ry omkring smeden, han var en værdsat mand som man så op til.
Sådan har været gennem genrationer, ikke blot fordi det var ham der kunne sko heste og reparere
ting der var gået i stykker, mange af dem var rene ”Ole Opfindere” og det var jo med
til at ”æ smed” var en værdsat mand. I en del tilfælde var landmanden der fandt på et eller
andet ved arbejdet på gården, eller et forslag til en maskine. Så gik turen til smeden og det var
ham der løste opgaven. Foto: Vejrup sognearkiv
61

Vejrup Forsamlingshus
Af; en kreds af pensionister i Vejrup
I 1867 blev landets første forsamlingshus bygget i Aagård nord for Kolding. Ophavsmæn-
dene til at få lavet sådant et samlingssted, var gamle elever fra Rødding og Askov Højskoler,
der mente det var måden at få dansk folkelig kultur, ud til folket på og måske bevare den der
nu var der. Det skulle vise sig at være en god ide.
Hvert eneste sogn i Danmark har vel haft sit forsamlingshus og mange har det jo endnu,
endda stadig velfungerende og et godt samlingssted. Men en del haller er jo bygget og
andet udvikler sig.
Vejrup Gymnastik og forsamlingshus er blandt de nedlagte, nogle ældre Vejrup borgere vil
her kunne genopfriske nogle minder, inden de går helt i glemmebogen. Vi har lånt protokol og
regnskabsbog af arkivet, men den første er der ikke og må anses for at være borte og mange
oplysninger er gået tabt.
I 1894 blev man i Vejrup enige om at forsøge at tegne aktier for at skaffe penge til at få bygget
et Gymnastik og forsamlingshus. Benned Iversen skænkede grunden og man solgte aktier,
men det gav ikke nok og man gik over til at sælge dem for 5 kr. i stedet for 10 kr. Der blev
valgt en bestyrelse blandt aktionærerne, der skulle sørge for bygningens opførelse. Man vedtog
at optage et lån mod pant i huset, for at få det op at stå.
Hvornår en indvielse fandt sted vides ikke.
I 1900 solgte man aktier af 2 kr. til enlige personer, der så havde lov til at byde en udenforstående
med til foreningens sammenkomster og der kunne købes årskort for 1 kr. der for et år
ad gangen gav indehaveren de samme rettigheder som aktieejerne, dog ikke til at byde en person
med. Aktierne gav hele familien og tjenestefolk adgang til huset, plus tilrejsende venner
og familie.
For at benytte huset måtte der betales en leje, for at kunne afdrage på lånet og vedligeholde
bygningen.
Tømrer Hansen skulle lave tilbygningen, for 1267,- kr., men da der kun var 13,05 kr. i kassen,
optog man endnu et på 800,- kr. i Bramming Bank til byggeriet.
Som vært var Hans Petersen den første og han fik i 1907 hele 20 kr. for at renholde huset, om
året. Bænkene i huset var uden rygstød, huset var med paptag og der var kalkede vægge og
jernvinduer. Det store gulv blev vasket 4 gange om året for 2 kr. pr. gang. I kassebogen ses
62

nogle sjove poster: 1 vandøse 50 øre, 1 spyttebakke 50 øre, 1 lampevæge 15 øre og 2 køkkenlamper
90 øre. I 1917 betalte man til murer Bolding
27 kr. for at mure nye vinduer i. Installation af el, 140,- kr.
Regnskabet var ikke så stort, men alligevel meget stramt, med et underskud på 56 øre.
Man gjorde ellers hvad man kunne med udlejning af snart alt der var muligt.
Kommunen betalte i 1907 50,- kr. for leje af sal til skoledrengenes gymnastik, pigerne
havde imens håndgerning på skolerne. Leje af lille sal, uden varme 1,-kr. med varme
1,75 - kr. Hele huset med varme og dans 8,- kr. Brug af huset til herregymnastik 10,- kr.
for et helt år. Damerne betalte 5,- kr. for et år, dog senere også 10,- kr.
I 1909 blev Knud Nielsen lejet til at renholde huset for 45,- kr. I 1911 for 50,- kr. /år.
63

I 1916 overtog Chr. Ulsted arbejdet for 75,- kr. pr. år og i de følgende mange år var han
vært, helt frem til 1935 hvor han købte huset med den klausul at der stadig skulle drives forsamlingshus,
indtil der blev bygget et nyt, som dengang var meningen.
Huset blev flittigt brugt til generalforsamlinger, foredrag, oplæsning, fælleslæsning og gymnastik
foruden husholdningskurser, husflidskurser, danseskole, ringriderforeningsbal, der var
mange foreninger dengang, som holdt bal på skift.
I 1915 blev kortspil forbudt. Lærer Petersen fra Vestre skole holdt hvert år en fin juletræsfest
for børnene, som de alle mindes med glæde. Han gav 10 kr. for leje af huset.
Børnene fra Østre skole måtte pænt blive hjemme. Vi også hvordan vandet drev ned af væggene
når der kom gang i den store kakkelovn, som der sjældent var. Af den samme grund var
det en kold affære at gå til gymnastik om vinteren.
I 1947 solgte Ulsted huset til Bo Callesen, Ulsted og hustru havde da haft huset i over 30 år.
Så kom der forskellige lejere, først Lund, så Signe og Sigfred Mikkelsen, som
blev de sidste man kunne leje huset hos. Sidst i halvtresserne overtog Hans Callesen huset,
først i tresserne købte Hans Andersen det og der blev møbelhus.
I Påsken 1975 nedbrændte det hele og et nyt møbelhus blev opført. Så i dage er forsam-
lingshuset i Vejrup kun historie. Det lå hvor Nilaus møbler nu ligger.
Tyveri i Vejrup
Af: Kristian Madsen, Nr. Nebel
Det eneste billede af ”huset” i fuld størrelse. Arkivfoto
I sommeren 1904 solgte min far gården i Nr. Vejrup, for vist nok 14.500,- kr. Han hav-
de 15 år tidligere købte den for 10.000,- kr. af en sagfører Krarup i Ringkøbing.
Den tidligere ejer, Jakob Baden Nielsen, var da forsvunden fra både gård og gæld. Hans
besætning var kun en gammel ko og to kalve. Bygningerne var ikke vedligeholdt og jor-
den meget forsømt.
Min far havde fået sat skik på det hele og marken var i en god drift. Der var bygget en ny
kørelade og den tidligere lade var lagt til stalden for at huse flere dyr. Det hele var efterhånden
blevet moderniseret og en god besætning oparbejdet.
64

Køberen var en lidt ældre ungkarl der hed Tobias Tobiasen, der kom fra Autrup i nabosognet
Fåborg. Han var svoger til købmand Thomas Jensen i Gørding, der bistod købet.
Ægteparret Else Krestine og Anders Madsen, Bækmark, som efter datidens målestok,
mistede en større pengesum ved tyveri.
Det var fars og mors mening de ville tilbage til deres hjemegn omkring Ringkøbing, No, Hee
eller Velling. Efter salget af gården var der overført en sum på 4.500,- kr. til Ringkøbing
Landbobank. Far havde beset nogle gårde, men der var ikke nogen der passede ham og hans
bror, lærer Wilter Madsen i No. Han nærede også en vis betænkelighed ved en flytning fra
Vejrup, de var faldet godt til og var velansete i byen.
Min far havde altid beholdt sit særprægede Ringkøbingjysk og selv om har var tilflytter, ikke
ændret på dette. Han var en af de tre fra Vejrup der blev valgt ind i Gørding-Vejrup sogneråd
og han valgtes som vurderingsmand, da ejendomsskylden trådte i kraft, sammen sognerådsformand
og sparekassedirektør, Søren Mølgård fra Gørding.
Det hele endte med at far købte en gård på Bækmark for 19.500,- kr. Han var fristet af de gode
vandingsenge som var væsentlige for foderet. Min mor blev skuffet, hun havde altid ønsket
sig tilbage til hjemegnen.
Hun var en poetisk natur og ville gerne tilbage til Velling med fjorden og det rige grundtvigske
liv og der hvor hun havde levet sine ungdomsår og havde truffet sin mand.
Sælgeren af gården, Peder Skov, der var enkemand, blev boende hos os et stykke tid og han
overtog bogen med de 4.500,- kr. i Landbobanken, som en del af købesummen.
Men da han gerne ville se kontanter, tilbød han min far at betale en rejse, hvis han ville hente
pengene til ham i Ringkøbing. Det gjorde han og kom hjem igen hen under aften.
Vi havde travlt med høet i engen og far lagde tegnebogen med pengene i en bordskuffe i soveværelset,
hvorefter han skyndte sig ud for at hjælpe os.
Da vi kom hjem ville far give skov pengene, men tegnebogen var væk. Der blev en stor opstandelse
og vi børn kom i forhør, om vi ikke havde set noget og det kom da op, at en fremmed
mand havde truffet ni årrige Peter lidt nord for gården og han havde spurgt om min far
var hjemme, nej sagde ha, han er i engen. Om hans mor var hjemme, ja det var hun, men hun
malkede. Så spurgte han om Peder skov, men han var også i engen, så der var faktisk ingen
hjemme.
65

Den syv årrige Stine havde hørt nogle lyde, men hun turde ikke gå ind i soveværelset.
Midt om natten gik min far og Peter Skov ned til en daglejer, der havde arbejdet hos os om
dagen, for at høre om han havde set noget, men det havde han ikke.
Tidligt næste morgen kunne det i vindueskarmen var spor af snavs fra en støvle der havde
skrapt imod. Syd for huset var en pløjemark og der sås tydelige spor over mod en plantage.
Far tog derefter snarest til Holsted og meldte tyveriet til Herredskontoret der.
Politibetjenten kom inden middag sammen med gamle sognefoged Laust Iversen og optog
forhør. Karlen i nabogården måtte frem med sine støvler, men de passede ikke i sporet og han
følte sig meget fornærmet, Fanden lyneme.
Det var nogle spændende dage for familien Madsen i forbindelse med tyveriet af de
mange penge. Sønnen Kristian Madsen var 14 år da det foregik.
Mor havde ikke fersk kød i huset og serverede så æbleskiver for øvrigheden. Politiet opda-
gede ikke andet end det far fortalte dem og rejste så hjem. Hændelsen kom i Sydjysk Fol-
keblad og så kom der gang i opklaringen og hurtigt var der en mistænkt.
Det var Chr. Skov, en brosøn til Peter Skov der boede hos os og han var delvis opdraget
af ham.
Han havde vist sig noget tyvagtig og nærmest subjekt i sin opførsel. Han var lige før tyveriet
set i sognet, hvor han også havde gået i skole og var genkendt af flere.
Han havde sikkert fået underretning om de ændrede forhold på Bækmark.
Han var efter tyveriet og det var blevet mørkt, gået til Bramming, hvor han vækkede en manufakturhandler
midt om natten og blev forsynet med nyt tøj. Han havde betalt med en 500,- kr.
seddel og den handlende burde vel have fået mistanke, til at noget var helt galt, men det gjorde
han ikke, eller lod som om han ikke havde mistanke. Chr. Skov rejste så til Hamborg og
var han blevet der og faldet lidt til ro, så var der vel ikke sket mere i den sag, men han rejste
til Esbjerg og på tilbagevejen så gårdejer I Sdr. Vejrup, lille Hans Christian, ham på banegården
i Ribe, hvor han stak hovedet ud af et vindue i et kupevindue. Han fik ringet til politiet
og på grænsestationen i Hvidding blev han stoppet og måtte gå sammen med en gendarm tilbage
til Ribe. Gendarmen havde ikke visiteret ham og da de kom til Ribe å hev han tegnebogen
ud i åen og væk var den.
Først langt op ad formiddagen næste dag, henvendte en betjent sig til møllersvenden, ved vistnok
Midtmøllen i Ribe, hvor han gerne ville se deres ruse, om der var noget grøde i den.
66

20 år senere fik jeg af møllersvenden fortalt om hændelsen i Ribe å. Jeg traf ham og fortalte
om tyveriet og pudsigt nok var det netop ham politiet havde henvendt sig til.
Han havde som sædvanligt trukket rusen op om morgenen og mente han havde tømt
den og smidt grøden ud i åen. Men da de så efter viste det sig han havde ladet grøden
ligge på land og deri havde de fundet ca. 3.500,- kr. Tegnebogen var der ikke og blev
heller ikke fundet, selv om der blev søgt med en vandkikkert.
Min far ville ellers gerne have haft tegnebogen igen, for den var nu så god til at holde
på pengene, selv om det glippede denne ene gang.
Herredsfoged Friis i Holsted fejrede sin jubilæumsfest kort efter og der var til festen
forfattet en vise om dette embedes store ansvar og man kunne læse; Og når i Vejrup
der stjæles penge, man må dem finde i Ribe å.
Heldigvis var lille Hans Christian på stationen og heldigvis var grøden ikke smidt i åen,
for så kunne det jo ikke komme med i visen som hyldest til Herredsfogeden.
Motorvejen Esbjerg – Kolding
Af; Rud Nielsen
Hovedvej 1 (E66) (nu 191) red. Esbjerg – Kolding, har altid været anset for en vigtig landsdelsforbindelse.
De første forslag til at anlægge en motorvej, stammer fra 1936, hvor strækningen
indgik i et forslag til et landsdækkende motorvejsnet, udarbejdet af 3 store danske
entreprenørfirmaer.
I 1965 blev det dog fastslået, at en motorvej ikke var økonomisk berettiget i forbindelse med
vejprojekteringsloven, men såfremt udviklingen ville være tiltagende i Esbjerg området, kunne
der muligvis senere blive tale om at udvide den østjyske motorvej med motorvej, fra Lillebæltstrekanten
til Esbjergområdet.
Skitse til vejplan 1975-90 udgivet af vejdirektoratet i 1974, indeholdt forslag til strækningsvis
forlægninger af den nuværende hovedlandevej (A1 – E 66)
I forarbejdet til regionplan for Ribe amtskommune 1980 – 91 indgik overvejelser om en mo-
tor-trafikvejsforbindelse fra Esbjerg til Kolding, i en vejlinie som løb syd om Bramming, Gørding
og Holsted.
Denne linieføring blev opgivet i 1979 bl.a. under påvirkning af negative tilkendegivelser fra
vejdirektoratet, de berørte kommuner og landbrugsorganisationer.
På et møde med berørte amter og kommuner den 2 juli 1986, oplyste trafikministeren, at han i
folketinget ville fremsætte forslag til projekteringslov for en motorvej/motortrafik-vej mellem
Kolding og Esbjerg. Loven blev vedtaget i folketinget i 1987.
Efter mange forhandlinger og undersøgelser, blev slutresultatet, det eneste rigtige, forslag om
en firesporet motorvej. Der var flere forslag til linieføringen gennem Bramming kommune,
byrådets anbefaling blev fulgt.
Bortset fra Højdevej (Esbjerg) som etableres af Ribe amt, er strækningen 61 km., heraf 13 km.
i Bramming kommune. Pris 1,1 mia.
den 7 juni 1989 blev loven om en 4-sporet motorvej endelig vedtaget i folketinget.
den 22 maj 1990 afholdt ekspropriationskommissionen offentlig møde på Hotel Kikkenborg,
for delstrækningen, Tarp – Holsted.
Kommissionen bestod af : Formand K. Junge Pedersen, Skanderborg.
67

Udpeget af ministeriet: Per Koustrup, Haderslev og Martin B. Kragh, Fredericia
Udpeget af Ribe Amtsråd : Andreas Andreasen, Vester Vedsted og Ernst Mårup, Esbj.
Udpeget af Bramming byråd: Rud Nielsen og Niels O. Søby Nielsen.
Samt deltagelse af landinspektører og teknikere.
Ekspropriationskommissionen arbejder på statens vegne, ændring af beslutninger kan kun ske
ved ændringer i folketinget. Efter det offentlige møde og efterfølgende liniebesigtigelse, kunne
kommissionen godkende anlægsmyndighedens forslag til linieføring,
med forbehold for evt. ændringer ved detailbesigtigelse.
For Bramming kommune : Grimstrupvej føres over motorvejen.
Størsbølvej føres over motorvejen og forsynes med fuldt tilslutningsanlæg og parkering for
samkørsel. Bro ved Sneum å, med passage for lystfiskere. Vibækvej føres over motorvejen.
Tunneller til Birkesig bæk, Bjerndrup bæk og Sdr. Vejrup bæk.
Statsbanen, Bramming Grindsted føres over motorvejen. Ny kommunevej Gørding Vejrup
føres over motorvejen. Rebelsig føres over motorvejen med fuldt tilslutningsanlæg og parkering
for samkørsel. Hovedvej A1 føres under motorvejen.
Herefter blev afholdt detailbesigtigelser for mindre strækninger, hvor lodsejerne var indkaldt,
linieføring og skærende veje blev forevist og drøftet.
Alle lodsejere blev herefter indkaldt enkeltvis til drøftelse af erstatningsspørgsmål. Der blev i
næsten alle tilfælde opnået forlig.
Linieføringen gennem Bramming kommune
I 1994 påbegyndtes opførelsen af broer, motorvejsbyggeriet var i gang. Bramming kommune
fik to udfletningsanlæg, hvilket er af overordentlig stor betydning.
For at udnytte anlægget bedst muligt, blev iværksat et større anlægsprogram. Ny vej vest om
Bramming (Kirkebrovej) fra industri Vest til motorvejen. Ligeledes blev der etableret cykelsti
langs Størsbølvej, grundet forventninger om stærk forøget trafik.
Rebelsig udbygges for at give god vejforbindelse fra Gørding til motorvejen. Kommunen har i
forbindelse med motorvejen, investeret 12 mio. kr. i nye veje, samt udbygning af eksisterende
vej og cykelsti.
68

Motorvejen er ført uden om de mest beva-
ringsværdige landskabselementer. Kryds-
ningen af vandløb udføres med broer/fau-
napassager med det formål at sikre passage
langs vandløb for dyr og mennesker.
Samtidig med etableringen af faunapassa-
ger for Vibæk, Birkesig bæk og Sdr. Vej-
rup bæk, reguleres disse vandløb i nye og
slyngede forløb omkring motorvejen.
Vejvandet opsamles og ledes gennem bas-
siner, hvor urenheder bundfældes og af-
strømningen reguleres inden det føres ud
i de lokale vandløb.
I den østlige del af Bramming kommune
er etableret tre store søer, efter indvinding
af sand til motorvejsbyggeriet.
Området skal tilplantes og giver sammen Rud Nielsen sammen med Bjørn Vest
med Bjøvlund plantage et godt naturområde ved indvielsen 8 sept. 1997
.
Bramming kommune købte af kommissionen 12 hektar til vandindvinding, så kommu-
nens borgere er sikret godt vand langt ind i fremtiden. Vi overlader trygt fremtiden til at
bedømme vores indsats, som bevidst er gjort til gavn for borgerne og kommunen.
Rud Nielsen, født i Vejrup 1943, vagtmester. Adr. Drosselvej 11 Vejrup, Bramming.
69

Vestre Skole, Vejrup
Af; Bent Johnsen, Tranbjerg J.
Den 1 sept. 1928 flyttede et ungt par ind i en noget forfalden ejendom i Vester Vejrup.
De giftede sig den 17 sept. Baggrunden var følgende:
John Johnsen, en velanskrevet og holden slagtermester med egen forretning i Varde, havde
kautioneret for en fætter, denne fætter havde imidlertid – hvad ingen vidste på det tidspunkt
der blev kautioneret – et noget anstrengt forhold til lovens lange arm, en dag enten rejste el-
ler flygtede han til Argentina. Der stod slagteren med kautionen helt alene og det kostede
ham hele butikken. I en alder af 37 år måtte der findes en anden levevej.
Han tilmed havde forelsket sig i en pige fra Bøvl (v. Sdr. Omme) som hed Dagny og de
var enige om at begynde på noget lidt mere økonomisk overkommeligt. De købte den nævnte
ejendom, der var på tvangsauktion, af møller Schmidt, der efter datidens forhold var en holden
mand. Købesummen blev sat til 4.000,- kr.
Hurtigt blev det klart at der skulle gøres en del ved bygningen, baljer og kar slog ikke længere
til når det regnede gennem det utætte tjærepap. Et lån gav de nødvendige midler til et nyt
tag af bølgeblik, som var det billigste, men et ret solidt materiale.
Der var 4½ tdr. land til ejendommen og det kunne man jo ikke leve af, men med slagter-
uddannelsen som baggrund, var det oplagt at begynde som hjemmeslagter og især da der ikke
var nogen på egnen i forvejen.
Når John var ude at slagte på gårdene, passede Dagny den beskedne besætning der var plads
til på et lille landsted. 2 køer, et par kalve og 2 – 4 grise og nogle høns.
I det herrens år 1933 kom der en arving til huset, et adoptivbarn (det var mig) Bent.
Far havde haft fåresyge og det havde frataget ham evnen til at videreføre slægten og hvad er
en familie uden børn. I det flg. kalder jeg John for far og Dagny for mor.
Egnen var på tværs af sogneskel delt i to; Dem der tilhørte Indre Mission og dem der ikke
gjorde det. Hertil kom en social opdeling, gårdmænd og husmænd.
En historie om en traktor foregik vistnok i 1938 eller 1939.
Men inden, sikkert i 1936, besluttede man på egnsplan der skulle ske en afvanding af den momentvis
fugtige jord. Der skulle nedlægges drænrør gennem hele området og det gav en masse
arbejde til en masse folk, gravemaskinerne eksisterede jo ikke dengang, alt blev gjort med
skovl og spade. Hvordan finansieringen foregik fortaber sig i det uvisse, men der blev gravet
grøfter på kryds og tværs i hele området, nogle meget dybe og andre lidt mindre. Smårør
spredte sig ud fra hovedledningen og en landmåler sørgede for at alt fik det rette fald og at
vandet kunne løbe frit.
Problemer med tørre somre havde vist ikke lige tænkt over, men rørene blev lagt og det er
muligt de fungerer endnu.
Bedst husker jeg myten om Bernhardt Nissen, der boede få huse fra os, han var en af arbejderne
og når de tog fat om morgenen, eller efter en pause, så tog den gode Bernhardt en skrå,
først en til den venstre side og så en til den højre side af munden, derpå sluttede han af med en
stor pris midtpå! Det var hans last og fornøjelse og han gravede ligeså meget som en 2 – 3
mand kunne magte, ingen kunne følge ham hvad det angik
I 1940 startede min ikke for heldige karriere i Vestre skole. Der var hele to skoler, den Vestre
og den Østre skole. I Vestre var der to kloge hoveder der skulle proppe visdom ind i vore hoveder
og hjerner, frk. Iversen og lærer Nielsen. To lærere til syv klasser,
men det kunne man nemt klare, Frøkenen tog sig af de første 4 og læreren de sidste 3.
Vi gik 2 år i den ”lille” klasse og 2 i den mellemste og så var man vokset ind til læreren
der havde de 3 største klasser samtidigt.
75

Skolebillede fra 1945, Bent Johsen er nr. 3 fra højre i række 3.
Det var synd at sige skolen ligefrem udklækkede professorer, men på den anden side var lærerlønnen
også derefter. Lærer Nielsen havde et lille bijob som kirkedegn, det har sikkert også
været nødvendigt. 7 børn opfostredes i det lille hjem, i den sidste fløj af skolebygningen. Frk.
Iversen derimod, vedblev at være frøken, så det gav der ingen resultater med hensyn til menneskehedens
beståen.
Der var vist ingen fag på datidens seminarier der hed pædagogik, i hvert fald husker jeg tydeligt
frk Iversen, der ved min skolegangs begyndelse var 52 år, stampede i gulvet og råbte højt
når noget ikke passede hende. Nok ikke den bedste fremgangsmåde for vi små nussehoveder
på 7 – 8 år.
Mor havde job som rengøringskone på skolen og det var årsag til at jeg havde mere med skolen
at gøre end de fleste, jeg skulle nemlig tørre borde og andet af for støv og mor tog sig at
vaske og feje gulve. Lige fra starten af min skoletid havde jeg problemer med at få tiden til at
gå, mor havde lært mig at læse inden jeg kom i skole, så når vi skulle lære hvordan bogstaverne
så ud, kendte jeg dem i forvejen. Men jeg skulle følges med klassen og jeg sad troligt og
tegnede en flok ens bogstaver til ugidelighed. Efter de første 4 år hos lærerinden overtog far
mit bagland. Han var eminent til at regne og når det kneb med stykkerne, 2 mand graver en
grøft osv., eller 11 meter stof blev købt i en butik og hver kjole kostede 2,75 pr. meter, hvor
mange kjoler kunne der så blive ud af det stof. Hvad opgaven gik ud på husker jeg ikke, men
en dag fik vi et stykke for som jeg ikke kunne klare at finde ud af.
Da far kom sent hjem fra griseslagtning den dag, kunne han ikke hjælpe mig, så jeg mødte op
med et ufærdigt stykke den næste dag. Nå, de andre havde heller ikke styr på tingene, så lærer
Nielsen ville regne det for os på tavlen. Det gik imidlertid i fisk for ham, han mente vi skulle
tage det op dagen efter igen. Hjemme igen fik jeg far til at hjælpe med at få de genstridige tal
på plads for mig og jeg mødte velforberedt til regnetimen. Stykket var regnet rigtigt, men lærer
Nielsen havde stadig ikke fundet ud af det, det var vist noget med at stille det op på en anden
måde, sagde han. En brugbar undskyldning skulle jo findes.
Lærer Nielsen havde en uheldig tendens til at bruge sin lineal til at give os et svirp med når
han syntes det var nødvendigt. Da jeg en dag som sædvanligt blev på skolen for at bekæmpe
nullermænd, mente jeg tiden var inde til at give læreren nogle problemer med linealen. Mor
var endnu ikke kommet, så hele klasseværelset var mit. En stol op på et af skolebordene og fat
på linealen og jeg lagde den på en af de tværgående bjælker i lokalet, den kunne ikke ses fra
kateteret.
Dagen derpå, lærer Nielsen kom ind, vi rejser os, som man skal og får lov at sætte os igen.
Allerede mens vi sang morgensang begyndte lærer Nielsen at kigge efter sin så trofaste lineal.
76

Han bliver mere og mere urolig og er tydelig nervøs over et eller andet.
Så går han op ned mellem bordene og får endelig øje på linealen der højt oppe. Hvem har lagt
min lineal derop, siger han så, men ingen svarer, for jeg er jo den eneste der kender svaret og
ingen kunne sladre.
Han var god til at bruge linealen, noget andet var med violinen, den var han bestemt ikke god
til, den var heller ikke stemt, så den lød forfærdeligt når han skurede hen over kattetarmene
med buen.
A propos evner, så er vi jo heldigvis ikke udstyret med de samme. Hvad den ene har, mangler
den anden. Jeg havde held med det boglige, men var ikke god til at omgås andre, jeg blev
mobbet hele tiden og om vinteren var det mig mod en hel klasse i snekampene, de fandt hurtigt
ud af at her var en kryster der ikke godvilligt indlod sig på konfrontationer og skulle der
smides en i tørvekassen, så var det altid mig.
Der var en stor kakkelovn i klasseværelset og det vi børns arbejde at bære dem, så slap læreren
jo for det beskidte arbejde.
Som regel var jeg mere glad når frikvarteret var slut end når det begyndte, for så var jeg fri for
de andre. Jeg fik et tilbud om at komme til at gå Gørding realskole, men jeg skulle ikke nyde
noget, jeg skulle ikke til gå ekstra 2 år i skole. Selv om man fortalte det bestemt var noget andet,
så takkede jeg nej.
Vejrup Vestre skole Hovedvej A1 nr. 37, nu Vejrup Maskinfabrik
En overgang var skolen belagt af tyskerne og undervisningen foregik så i stuen hos Svend
Svendsen. Alle kunne ikke være der, så det var 1 klasse ad gangen. det betød at timetallet blev
skåret kraftigt ned. Det passede mig udmærket.
Vi havde bl.a. den fornøjelse at samle stanniol strimler på markerne som engelske flyvere kastede
ned når de var trængt af tyskerne. De var vel ca.5 cm. gange 1 meter. Det skulle forstyrre
tyskernes radar, så de blev sværere at ramme.
Krigen havde jo mange følger, men det fører for vidt at komme ind på dem her, det er et kapitel
for sig. På en eller anden måde var krigen med til at lave om på mange ting, også den ulidelige
pengemangel folk havde, så lidt godt kom der da ud af krigen.
Bent Johnsen i lære som gartner 1947, forlader dette og tager eksamen fra den jyske Handelshøjskole i Århus. 1957
1991 startes eget bogføringsfirma. Adr. Parkvænget 34 Tranbjerg J.
77

Eneboeren
Gamle Anton som vi kendte ham, født 29 03 1884 - 18 03 1961
Af; Anna Schjultz, Vejrup
Peter Anton Markus Pedersen, i daglig tale kaldet, Anton Simonsen. Han er født 29 marts
1884 på Ø. Vejrupvej 2, hans forældre er Dorthea og Peder Simonsen Pedersen.
Anton havde haft børnelammelse som barn og det var gået ud over hans gang, så han gik og
haltede lidt. I sine unge år var han kontorist på dommerkontoret i Ribe, men det var ikke det
rette for ham. Han har tjent på flere gårde i Vejrup, bl.a. hos Tobias Tobiasen og Las Lassen.
Ligeledes i Vedersø og Hjemsted ved Skærbæk. Det sidste sted havde han hørt konen var en
heks, men han var nu glad for at være der.
I 1934 dør faderen og gården overtages af en yngre bror, Peder Theodor Pedersen i Ø. Vejrup.
Antons højeste ønske er at overtage udmarken der ligger i Bjerndrup, Gørding sogn. Familien
er ikke begejstret for det, men det ender med Anton får sin vilje og der bliver bygget et hus,
stue og lidt stald. I stalden er plads til et par små heste, et par køer og nogle grise. Komfort
som el bliver ikke indlagt.
Antons ejendom som han flyttede til i 1935, som han ikke magtede at holde vedlige.
Der blev kun opdyrket 2 tdr. land og her avlede han kartofler. Ned til Vibæk bæk var der en
eng hvor der kunne bjerges hø, resten var hede.
I de første år fik han en del hjælp hjemme fra broderen, for han fik ikke selv gjort ret meget
ved det. Han havde en egen speciel måde at plante træer på, han lavede først en dyb rille og så
plantede han de små graner, der så var beskyttet mod blæsten.
Under krigen holdt tyskerne øvelse på hans jord og han måtte ikke gå syd for sit hus, men der
stod koen og den kunne de jo ramme når de skød, mente Anton, så han gik nu ned for at hente
koen.
Det kunne godt gå hårdt til ved sådanne skydeøvelser, mælkekusken måtte sommetider krybe
i ly bag spandene når han kørte forbi øvelsesområdet.
Anton havde en Cyprianus, den måtte man ikke låne, men gerne læse i den ovre hos ham. Den
var noget i retning af en bibel, mente han, men var nok snarere den sorte bog, men Anton drev
ikke trolddom. Den ældst kendte Cyprianus er fra 1771.
Lidt jæger var der også i ham, han ejede et gevær, en gammel forlader og der stod en sky om
ham når han trykkede af, han brugte nemlig sortkrudt.
78

Fødselsdagsgilder
I Vibæk havde vi i 1950erne en skik med
kaffegilde når der var fødselsdag.
Man huskede det gerne fra gang til gang.
Anton var som regel den første der kom,
han tog luppen frem, læste lidt i avisen
og vi fik en god hold snak med ham in-
de andre kom, for han var ikke den der
sagde så meget ved sammenkomsterne.
Når det var Antons fødselsdag, så bagte
nabokonerne en medbragt kage til ham.
En gang vi var derovre, vi havde fået en
kop kaffe og tændt smøgerne, kom Pas-
tor Pedersen fra Gørding på besøg i det
røgfyldte køkken, for at ønske tillykke.
Anton fandt en kop, kom lidt vand i og
kørte rundt med en finger, så var den vasket af og præsten fik en kop kaffe. Man var nødt til at
levne den sidste sjat, for Anton brugte ikke kaffepose.
Anton havde en cykle, så den brugte han når han skulle rundt og gøre ærinder. Men i de senere
år trak han den med rundt, den var god at transportere varer med hjem på.
Han var ofte i Øster Vejrup, hvor søsteren Maren Tiedemann boede, hun vaskede for ham og
ordnede hans tøj. Også broderen Peter blev besøgt.
På et tidspunkt væltede han på cyklen og brækkede en arm, han var gået ind i en lade og havde
lagt sig der. Han blev først fundet dagen efter og kom på sygehuset, han var ikke den der
søgte hjælp hos andre.
Mange er de børn der besøgt Anton gennem tiden, de kunne godt lide ham og blev altid godt
modtaget. Nabosønnen, Bernhardt Nissen fortæller. :
Det jeg husker bedst om Anton er hans postkasse, det var et drænrør som lå ved vores indkørsel.
Han tømte som regel sin postkasse når kom fra mejeriet med sin mælkejunge, som han
havde på ryggen. Det gik fint om sommeren med at tømme postkassen, da passede det med
tiden hvor han kom hjem, men om vinteren passede det ikke altid med at posten kom, da kom
han ofte et par timer før posten. Så gik han ind og spurgte om posten havde været der og fik
sig en kop kaffe inde i varmen, som han gerne ville.
At besøge Anton var noget af det mest spændende jeg kunne finde på som dreng, det var et
meget specielt sted at komme. Det første rum man kom ind i var hestestalden, den fungerede
også som gang og lade. Her stod hesten i en gang møg og strøelse, så højt lå det at hesten selv
kunne nå op på loftet efter høet. Derfra gik man direkte ind i køkkenet hvor der var cementgulv.
Om lørdagen var der altid strøet nyt sand på gulvet i stuen, der også fungerede som soveværelse,
men her måtte vi børn ikke komme, selv om nok kunne have været ret så spændende,
for der lå stabler af bøger og papir over det hele.
For de voksne har det nok været noget af en prøvelse at komme på besøg, men Anton var så
gæstfri, ville gerne og bød altid på kaffe. Vandbeholderen på det gamle komfur var altid fyldt
med vand, det blev brugt til både at lave kaffe af og til at skylle kopper i.
Markarbejdet blev ikke til så meget for Anton, de 16 tdr. land interesserede ham ikke ret meget
og kom han endelig i gang, så gad hesten ikke og der var ikke andet for end at de gik hjem
igen. Han havde en gang en gris og så længe den var lille sad den altid i en kurv på cyklen, senere
da den blev større, fulgte den ham overalt.
79

Anton bliver syg
Naboerne skiftedes til at gå over og se til
ham. Cecilie Nissen gik over med varm
mad hver dag og Amandus Jensen røgte-
de dyrene. Man snakkede med ham om
han ikke ville op til sin søster Maren så
længe han var syg, hun boede nu på Tjør-
nealle, men det ville han ikke han ville
blive i sit hjem hvor han boede.
Til sidst blev det dog for meget og han
blev transporteret med en ambulance op
til hende. Han levede kun en uge mere,
så var det slut for Anton, han døde den
18 marts 1961. Anton med sin hvide hest.
Efter hans død blev jorden delt og solgt til to naboer. I dag går den nye motorvej lige hen over
den for Anton så stille plet.
Anna Schultz, født 1924 i Vibæk, Vejrup sogn. Gift 1947 med Peter Schjultz. Drev en ejendom på Vibækvej 2 i 40 år
80

Fra det gamle Endrup
Af; Kristian Lauridsen
Det er nu ret så ofte jeg tager en cykeltur til Endrup by og dermed vender hjem til min barndomsgade.
Også når tankerne om barndomshjemmet, møllen, kroen og slusen ved møllen, får
minderne til at vælde frem; det er nu også et fast samtaleemne når vennekredsen er samlet.
Jeg blev født i 1915 på Endrup kro. barndomshjemmet og møllen har altid betydet meget for
mig. Mine forældre, Sofie og Jens Lauridsen, var forpagtere af både møllen og kroen. Far forpagtede
møllen i 1908 og da mine forældre blev gift i 1910, forpagtede de også kroen, som de
drev til 1927 hvor de købte en gård (HV A1 nr. 32)
Min far fik livsvarig spiritusbevilling. Det var noget alle kromænd fik når de havde haft bevilling
i over 5 år og der ikke havde været problemer.
Som på alle andre kroer, var der også på Endrup kro et bos-kammer. Her kunne de landevejens
farende svende få lov til at overnatte 2 nætter i træk. I den tid kørte de så rundt i sognet
med deres trillebør, for at slibe knive og sakse, derefter gik turen videre til næste kro. Det var
nogle interessante og bestemt arbejdsfyldte år, men også nogle strenge år for familien, i såvel
møllen som på kroen.
Fra v.: Endrup kro med vognport. I dette hjørne af huset startede Endrup Brugsforening
i 1888 Nabohuset tilhørte møllen. Laden og stalden var kroens. Til h. den nye brugs.
Foto: Else Mari og Kurt Christensen.
De to steder betød som sagt meget for mig, det var en spændende tid med mange oplevelser
for os drenge i byen, med stemmeværk ved møllen og mejeriet og de mennesker der tilknyttet
kroen og møllen, samt dem der kom dertil og de var mange hver dag.
Jo, Endrup var, set med vore øjne, en stor by. Der var alt, der var brugs, smed, skomager, mejeri
m.m. det var en rigtig by, det var vi drenge enige om, at vor by ville ”blyv novet så stur”
Der var altid travlhed, folk kom på indkøb og transporten var i langt de fleste tilfælde med
hest og vogn. Der blev afleveret grise i en opsamlingsstald ved kroen og derfra gik det videre
til slagteriet i Esbjerg. Staldkarlen havde meget travlt dagen igennem i såvel møllen som kro-
81

ens gæster. Folk kom langvejsfra for at få deres korn malet og det var staldkarlen der tog sig
af hestene når kornet var afleveret på møllen.
Landmændene håbede der var travlhed på møllen, for ventetiden blev på bedste måde udnyttet
i krostuen. Her var der noget at spise og kaffe og punch var klar til de ventende som var gratis.
Det var indregnet i prisen for malingen af kornet, for dem der skulle vente. De fleste nød
da også et par genstande mere, for en dag til møllen betød også hygge med en munter stemning
og man fik en snak med andre landmænd, for dengang fik man de fleste nyheder ved
mund til mund metoden.
Nu var det ikke bare folk fra Endrup der kom til møllen, de kom fra Skads og fra Vejrup hvor
der var 46 kunder der kom til møllen. En mølletur var altid en oplevelse.
De sidste nyheder kom med hjem til lillemor og i nogle tilfælde en mand der kom hjem i et
strålende humør.
Efterhånden fik landmændene selv kværne på gårdene og omkring 1922 ophørte denne del af
virksomheden. Landevejen, nr. 1 gik gennem Endrup. Da broen ved møllen skulle fornyes i
1927 kom der en flok brobyggere fra Sjælland. De byggede en træbro over åen og der blev
lagt nogle sveller, og der blev så alt færdsel over broen afviklet, indtil den nye bro var færdig.
I 1937 blev vejen lagt uden om Endrup.
Det var entreprenør, Kristian Nielsen der satte gang i udvindingen af sand og grus fra
Endrup grusgrav. En lokomobil var trækkraft i grusgraven. Nu har Bramming kommune
skabt et smukt område med sø og skov, som året igennem besøges af mange. Arkivfoto Vejrup
Kristian Nielsen var ejer af gården Bygaden 84 og til gården var der et stort areal med grus og
sand. Her startede han med levering til vejbyggeri m.m. Senere startede han Dansk Damman
Asfalt. De mange sten blev hugget til skærver ved hjælp af en lokomobil. Den kunne være et
genstridigt bæst at få i gang, men Niels var manden der forstod sig på de ting. Han egentlig
Nielsen til efternavn, men det var der kun få der vidste.
Han gik altid under navnet store Niels. Han blev siden staldkarl på Endrup kro.
Ved Endrup mølle blev der anlagt et dambrug i årene 1954 – 56 det var autoforhandler K.S.
Kristensen, Esbjerg, der møllen og stemmeværket og dermed retten til at regulere vandstanden
i åen. En del landmænd i området, var interesseret i en sænkning af vandstanden i åen, for
at få en bedre udnyttelse af engarealerne der lå ned til Sneum å. Det fik de ikke meget ud af,
for retten til reguleringen tilhørte jo møllen.
82

Jo, meget er forandret her i min barndommens gade, nu er der ingen lyde fra mælkevogne på
jernhjul hen over toppede brosten.
På parkeringspladsen foran kroen er der ikke fyldt op med biler og festklædte mennesker på
vej til fest på kroen. Der er stille på møllen og der lyder ingen hammerslag fra smedien mod
ambolten i smedeforretningen. Ingen skrallen af mælkejunger på mejeriet, men mejeriet er der
da heldigvis endnu.
Men stopper man op på broen over Sneum å, og lytter til vandets brusen, så er lyden den samme
som dengang. Det er minderne også.
Syd for gården og hovedvej A 1 er der en lille vej og ved den lå der et cementstøberhus,
nu er kun soklen tilbage. Her blev der, såvel i huset som udenfor omkring det, fremstil-
let cementvarer. På billedet er det brøndrør og som støbemestre ses Svend Svendsen og
John Johnsen. Foto i Vejrup Sognearkiv.
Kristian Lauridsen, tidl. Vibækvej 19 Vejrup, Bramming.
83

Fra Vesterbro til Vestjylland
Af; Arne de Place Hansen
Som vist de fleste ved, så er jeg født og opvokset på Vesterbro i København og der stod ikke
skrevet over min vugge, at jeg skulle være skoleleder i Vejrup i Vestjylland i 36 år.
Hvordan det gik til og at det blev mit livs ”skoleheld” har jeg i flere år lovet H. Andreasen at
fortælle og nu kommer forklaringen.
Ellen og jeg traf hinanden på KFUMs Seminarium og har siden haft den lykke at være sammen.
Traf hinanden er nok frit oversat, det var mig der jagtede Ellen og først efter ihærdig
bejlen, fik jeg et ja.
Da Ellen er student, kunne hun, p.g.a. lærermanglen nøjes med 2½ års studietid, mens jeg
brugte 5 år. Det skyldes at jeg hverken har real eller studentereksamen, fordi jeg efter 9 klasse,
(dengang hed 4 mellem) var så træt af skole og lærer, at jeg gik ud af skolen og i lære som
kolonialkommis, men det er en anden historie.I de sidste 1½ af min seminarietid, boede Ellen
i Borup på Sjælland og jeg fik min eksamen, giftede vi os i sommeren 1955. Planerne var at vi
begge skulle ansættes ved Borup skole, men sådan gik det ikke, så nu var gode råd dyre.
Tilfældigvis opdagede vi, at man manglede 2 lærere på den nyopførte ”Søholmskolen” i Jystrup,
Midtsjælland. Vi søgte, havde de dengang obligatoriske samtaler i hjemmene med skolekommitionens
medlemmer og med førstelærer Aage Tarnak.
Resultatet var, at jeg dagen efter sidste dag på seminariet, begyndte som vikar i mit embede
og efter ferien flyttede vi ind i en faldefærdig nedlagt forskole. Derved fik vi chancen for at
opleve og arbejde med på at starte en skole fra grunden.
Her må jeg igen nævne Aage Tarnak, idet han ved sin personlighed og store pædagogiske
indsigt, var inspiration og oplærer for os uprøvede. Jeg er ham megen tak skyldig.
Efter knap 5 år i Jystrup, kom daværende amtsskolekonsulent Otto Jensen, men i daglig tale
”Prins Otto” på besøg. Han ville overvære en time i min klasse. Resultatet blev, at da han var
rejst, kom Aage Tarnak og fortalte, at hvis jeg søgte en førstelærerstilling i nærheden af Slagelse,
så ville Otto Jensen støtte mit kandidatur..
Efter grundig overvejelse bestemte vi os for at søge, men da det kom til stykket, fik jeg ikke
stillingen og det med den begrundelse, at en førstelærer, som sad og holdt sin kone i hånden,
kunne man ikke bruge. Otto Jensen var utilfreds med mig, jeg var ked af det og Ellen var rasende
på mine vegne. Jeg besluttede omgående at jeg ikke ville søge en ledende stilling, men
Ellen fik mig til at love at jeg ville søge den næste skolelederstilling, der kom i vort fagblad,
uanset hvor i landet det var.. Den næste stilling var i Vejrup og samtidig var en lærerstilling
opslået.
Vi anede ikke hvor Vejrup lå, fandt på kortet kun Nr. Vejrup og en by på Fyn. Vi lovede hinanden,
at hvis det var en udpræget stationsby, ville vi ikke bo der. En stationsby med l`hombre,
med præst, læge og stationsforstander er ikke lige mig. Da vi stationen i Vejrup, turde vi
godt søge stillingen.
I skolekommissionen sad Benned Iversen som formand, de øvrige var Astrid Hougård, Alma
Søndergård, Ejner Jessen og K. L. Michaelsen. I den gamle protokol, har jeg mange år senere
læst at jeg fik tre stemmer, men det vat jo også nok.
Man nedlagde de 2 gamle skoler ”Østre og Vestre” og førstelærer Einar Kaas fulgte med til
den nye skole, uden at være ansøger. Hans milde og forstående væsen og hans samarbejdsvilje,
var absolut medvirkende til at vi fik en mild start.
Foruden Ejner Kaas, fulgte også Ivira Jensen og Ingrid Jensen, fra de tidligere skoler med.
Ivira Jensen varetog de følgende år, med kyndighed og fast hånd, alle førsteklasser
Det blev gjort med erfaring og loyalitet, så den nye grønne leder, ikke behøvede at tage sig af
denne side af skolens hverdag, en ting han i øvrigt ikke vidste så meget om.
84

Et ungt lærerpar, Ingrid og Mogens Jensen, var et par år tidligere blevet ansat ved Vestre skole,
Mogens som vinterlærer. Han gjorde nu sin uddannelse færdig på Esbjerg Aftenseminarium,
læste desuden et halvt skema i Vejrup, hvilket må siges at kræve sin mand. Ingrid, Ellen
og undertegnede var unge og havde på det tidspunkt masser af kræfter og megen gåpåmod og
vi fik sandelig lov til at bruge evnerne.
Vejrup skole, der er opført 1960 afløste de to hidtidige skoler, Vestre og Østre skole,
begge beliggende ved den tidligere hovedvej A1 Foto i Vejrup sognearkiv.
Skolen stod færdigbygget, vores bolig knap nok, så vi flyttede ind i den del af skolen der senere
blev pedelbolig, mens Mogens og Ingrid boede på første sal, hvor der nu skolefritidsordning.
Af loyalitet mod den nye skoleleder, havde man ikke taget stilling til bogmateriale – sløjdredskaber
– fysikinventar – skolekøkkenindretning og meget andet, så der var nok at tage fat på.
I 1961 virkede hosstående gruppe som lærere ved Vejrup skole. Bagerst fra venstre:
skoleinspektør Arne de Place, Ivira Jensen, Mogens Jensen og Ejner Kaas. Forrest
fra v: Ingrid Jensen, Ellen de Place Hansen og Hanne Hebsgård. Foto i Sognearkivet.
Så vidt jeg husker, var der kun brugelige engelskbøger, det øvrige læsestof skulle købes.
Nej, hvor var det spændende.
85

Uden på nogen måde at forklejne
de øvrige ansatte, hvor jeg her vil
nævne vikar Else Iversen og hus-
holdningslærer Rigmor Jager Niel-
sen, var det ubetinget trekløveret,
Ingrid, Ellen og Arne, der fik for-
nøjelsen at sætte hele undervis-
ningsmaskineriet i gang. Jeg er
knap sikker på at kommissionen
eller forældrekredsen ved, med
hvilken iver og entusiasme det
skete og hvor megen tak skole-
kreds og leder skylder disse to
dygtige og yderst flittige lærere.
Jeg mindes ikke (måske er jeg
god til at fortrænge) en eneste
episode os imellem. Jeg er mere
end glad for her skriftligt at sige
dem tak for sliddet. En hyggelig snak på lærerværelset på Vejrup skole
i 90 erne Foto i Vejrup sognearkiv.
I dag – disse mange år efter – fatter jeg ikke, at vi orkede at flytte til et ukendt sted, samtidigt
med at vi skulle koordinere og formidle sammenlægningen af to uafhængige skoler, at have
kræfter, helbred , og mod til det første år, stort set kun at tænke på skole og atter skole. det var
en meget stor hjælp for os, at Inge Mikkelsen (dengang kun 15 år) som var ung pige hos os,
rejste fra Sjælland. Utroligt hvad hun kunne og ville. Vores datter Margit, var på det tidspunkt
3 år og hende tog hun sig også kærligt af.
Jeg synes det i dag er meget svært at huske detaljer, da dagene, ugerne, månederne, ja næsten
årene går i èt; men havde myndighederne, d.v.s. skolekommissionen og sogneråd, ikke vist os
sin uforbeholdne tillid og støtte, var det aldrig gået godt. Når dertil kom at forældrekredsen og
den øvrige befolkning bogstavelig talt holdt vejret og på en ægte vestjysk maner, ventede og
håbede, kunne vi ikke have fået en bedre startmulighed. 2 eksempler. Benned Iversen sagde
en dag til mig, da der var gået et år – desværre kan jeg ikke gengive hans brede vestjyske tungemål,
men meningen var: ”nu har jeg i hele det første år, intet sagt til dig, når folk har ringet
eller på anden måde talt om dig, nu må du selv klare det i fremtiden. Flot sagt af en mand som
tidligere havde fortalt, at han ikke havde stemt på mig ved ansættelsen. Hvilket storsind.
På et af de første sognerådsmøder, hvor jeg var indkaldt, det foregik på kroen under ledelse af
Milter Madsen, spurgte jeg, hvordan med indkøbene, jeg tror jeg mente, hvordan med budgettet,
men Milter Madsen svarede; Det plejer læreren at klare. Siden har jeg ikke spurgt om de
små ting og jeg har aldrig fået afslag på større ansøgninger, indtil kommunesammenlægningen
i 1970, Flot.
Små episoder trænger sig på. Vi der oprindeligt er fra storbyen, om end vore forældre stammede
fra provinsen, blev glædeligt overrasket, da både Einar Jessen og Benned Iversen stod
ved døren da vi kom med flyttelæsset. At så maler Gjerlevsen samtidig sneg sig ud, efter at
have lakket alle hylderne i køkkenskabene, giver vel også et situationsbillede. Jeg husker også
at Knud Hansen, elektrikeren, hængte nogle elektrikerrør op i skolens magasin. så vi der kunne
hænge vores tøj, da det kneb med skabsplads.
Nogle måneder senere flyttede vi så over i førstelærerboligen, alt inventar og indbo blev båret
over gårdspladsen. Apropos boligen: Det skabte meget stor forundring, måske forargelse, da
man hørte at vores hus havde kostet 80.000,- kr. Samtidig viste man at Anna og Vagn Fogh`s
hus havde kostet 36.000,-
86

Det var andre priser dengang. Hele skolen kostede under en million kr. 800.000,- kr. nærmere
betegnet, det samme som en renoveret sløjdsal kostede 35 år senere.
Jeg glemte at fortælle, at for at en skole skal ”løbe rundt” er det nødvendigt - det gælder i dag
og det gjalt dengang – at den ansatte pedel er trofast, samarbejdsvillig, selvstændig og kan lide
børn. Det gjaldt i lige høj grad den første, Vagner Nielsen (og Else) som den nuværende
Svend Madsen. Det er intet mindre end lykken for en skole at have sådanne mænd. Her lægger
jeg kuglepennen og prøver at renskrive på maskinen, et job jeg dagligdagen har haft fortrinlige
sekretærer til at udføre. Her fik jeg også sagt tak til dem, sekretæren gør arbejdet, chefen
får ris og ros.
Da det første år var gået kom Magnus Wenzelsen en dag og sagde ”nu har du været her i et år,
nu må du vise hvad du kan, vi mangler både en ungdomsskole og en aftenhøjskole.
Hvordan det gik, kommer ikke med her, om det kommer senere, lover jeg ikke noget om, men
spændende var det….
Fra en emneuge med cirkus/gøgl på Vejrup skole i 80erne.
Det sidste navn der dukker op i erindringen, fra den allerførste tid, er Samuel Højst Pedersen,
som blev ansat i 1961 og var på skolen indtil Esbjerg seminarium hentede ham til undervisning
der i 1971. Det var gode år Sam.
Arne de Place, Høgsbrovej 72 Høgsbro, Ribe.
87

Suderkroggård, Boldingvej 7
Af; Dagmar og Hans Sommerlund
Suderkroggård er beliggende i Grisbæk, 4 km. nord for Vejrup by og gårdens areal ligger
langs med Sneum å.
Nogen eng i Vejrup og Grisbæk henlagdes 1440 til Birgitte Kapel i Ribe Domkirke. 1420 gav
Kirstine Jes Madsen, enke til Ribe Domkirke, 1 gård i Grimstrup by, hvor Nis Suder bor.
Tilmed det halve af Grisbæk mark og gårdens andet tilliggende; det halve mark har da hørt
under Grimstrup. Man kunne antage at hermed menes gården Suderkrog, der kan have navn
efter Nis Suder. Men man har i familien fortalt at det kan også være fordi man gennem lang
tid fangede fisken Suder i åløbet, som kroger sig i slyngninger nord for gården. Om det er Nis
Suder eller en fisk der hedder Suder der har givet navn til gården vides ikke.
Suderkrog var 1651 en halv gård, af dens 9 tægter nævnes 1683 Tørrehøj tægt og Stengrudtægt.
Dens og Grisbæks marker strakte sig til ”Gest og Geståen” som den altså hed endnu i
1683.
Nørre Grisbæk var i 1683 1 gård, der havde 9 tægter, Sorthøjstægt og Møllehøjstægt. Sdr.
Grisbæk var i 1651 en ½ gård og havde i 1683 9 tægter, hvor én hed Blanketægt. !690 var der
grænsestridigheder mellem Vejrup og Åstrup sogne, om mose og græsningsarealer. I Grisbæk
og Bolding blev man i 1696 enige om at stævne 10 Terplingbønder for Herredsretten og ret
mange vidner indkaldes, af dem mange ældre folk der kunne huske langt tilbage. Blandt dem
var Dorthe Povels datter fra Fåborg sogn, hun var 85 og kunne huske 65 år tilbage i tiden,
hvor hun tjente på en gård i Grisbæk og var der i 7 år. hun svor på at en eng altid havde tilhørt
Borggården i Vejrup Sogn.
Ligeledes fremstod også Mikkel Jespersen, født i Skovbølling og hans kone Bodil Jepsdatter
født i Suderkrog. de var begge 85 år og kunne huske 70 år tilbage. Deres vidneudsagn stemte
overens med Dortes, så de Terplingbønder måtte give sig.
Af folketællingslisterne kan se der har været flg. ejere på Suderkrog; 1787 jeppe Jørgensen,
1801 Peder Jensen, 1834 Niels Christensen og 1850 Chresten Jørgen Jørgensen.
1886 købte Herman Kristian Hermansen gården, den var da meget forsømt og lyngen ret så
nærgående mod de dyrkede agre.
Af gårdens 168 tdr. land, var de 60 tdr. land hede. Men Hustruen Margrethe og Herman fik
snart sat skik på de dyrkede agre og ca. 10 tdr. land skrænter ned mod åen blev tilplantet for at
give læ for vestenvinden og sandknog.
Hedearealerne blev igennem årene opdyrket og Hermann Kristian blev i 1941 tilkendt
Hedebrugets sølvbæger for opdyrkning af heden. Han købte i 1923, som den første i Vejrup
sogn, en traktor med tilhørende plov. Trods det travle virke med gårdens drift, hindrede det
dog ikke Hermann Kristian i at yde en indsats i samfundets tjeneste.
88

Han var således medlem af Gørding Vejrup sogneråd fra 1904 til sogneadskillesen i 1909 og
derefter formand formand for Vejrup sogneråd til 1913 og igen medlem af rådet fra 1917 –
1921.
Han var også vurderingsmand til ejendomsskyld fra 1904 – 1924 og formand for Hjælpekassen
fra 1917 – 1933, desuden var han med i flere andre bestyrelser. Alle disse tillidshverv
medførte at der gennem årene var mange mennesker der fik ærinde på Suderkroggård. I 1927
blev gården overdraget til sønnen Peder Bjerre Hermansen og hans hustru Mary. Margrethe
og Herman Kristian flyttede da over i det nybyggede aftægtshus ved siden af gården. Her fejrede
de guldbryllup i 1934.
Det blev handelen oprettet aftægt til sælgeren og hans hustru lydende på; Vederlagsfri beboelse
i nyopført hus, 2 l. sødmælk daglig, samt skummetmælk og kærnemælk. 10 tdr. gode kartofler
årlig og årsforbrug af tørv kørt i hus inden 15 juli, desuden leveres 250 kg. blandsæd og
200 kg. frisk brødrug årligt. I juli august og september leveres 8 kg. ål.
Et får med yngel fodres og græsses. Hvert år den 1 febr. leveres 50 kg. fed fersk flæsk uden
hoved og ben og til hver jul 7,5 kg. fersk fårekød. De skal desuden af yderen befordres gratis
til og fra kirke, når de måtte ønske det, derudover 60 km. årlig
Margrethe og Herman Kristian levede deres sidste år i aftægtshuset, som i øvrigt nedbrudt og
genopført i samme skikkelse i Glejbjerg i 1947 – 1948.
1930 brændte Suderkroggård, som året efter blev genopført, igen som trelænget.
På grund af beliggenheden har det altid været et eftertragtet jagt og fiskeri område og der var
efter gammelt hævd, opstemningsret ved broen over Sneum å til fiskeri. Ålefangst med net
var meget givtigt i tordenvejrsperioder om sommeren.
I 1948 solgte Mary og Peder Bjerre Hermansen gården, (der var da ca. 120 tdr. land tilbage,
idet der var frasolgt nogle arealer) til fire gårdejere i Gørding der drev den med bestyrer.
Derefter kom Kirstine og Aage Hougesen, der udstykkede til to husmandsbrug i 1954 – 1958
til Karen og Hans Skov Jørgensen og Astrid og Aksel Nielsen. I 1960 solgtes gården, der nu
er på 57 tdr. land til Ingrid og Knud Jensen, som i 1988 solgte den til Sussane og Villy Fogh,
der har plantet træer på 12 tdr. land.
På Suderkroggård er der i de sidste 100 til 200 år sket en kultivering og beplantning inden for
landbruget, der har ændret landskabets karakter til mindre barsk natur.
Ovenstående skildring er samlet ved personlige oplysninger og materiale på Vejrup sognearkiv af Dagmar og
Hans Sommerlund, Rebelsigvej 9 Vejrup.
89

Vejrup Mølle 1870 – 1958
Af; Ketty Fyhn
Vejrup mølle blev bygget ca. 1870 og indtil 1920 ved jeg ikke hvem der ejede den, men fra
Vejrup Sognearkiv oplyses det, at der i 1906 var telefonstation på møllen og at der var åbent
fra 8 til 12 og 13 til 20. Ejeren dengang hed Anders J. Pedersen. det oplyses også, at dengang
lå der et træskur bag møllen, hvor Vejrup Andels foderstof havde deforretning og kun en meget
smal vej førte forbi møllen derom.
Det skete at en kunde i møllen måtte flytte sit hestekøretøj, fordi vejen var for smal til at to
køretøjer kunne komme forbi hinanden.
Et billede af møllen er dukket op siden artiklen er skrevet og vi tillader os at sætte det
ind som illustration. Træskuret er endda synligt. Red. Foto i Vejrup Sognearkiv
Møllen havde lange vinger og engang skete der en ulykke, en landmand havde taget sin hund
med og den var så optaget af alt hvad den så og ikke tog sig i agt for de lange vinger, da en af
dem fik fat i hunden og den blev kastet højt op i luften. En flyvetur der var så voldsom at det
blev hundens død. Det kunne også være farligt for os børn og voksne at færdes rundt om møllen,
når den var i gang.
Under en storm i 1923 blev de fire store møllevinger ødelagt og der blev i 1925 påmonteret 6
nye mindre metalvinger, som det ses på et af billederne.
Mine forældre, Elna og Jørgen M. Hansen, kom fra Holsted By, hvor de havde drevet landbrug
siden 1928. Gården de havde hed ”Møllegården” og lå i Møllegade, min far havde selv
bygget gården, så han var ikke ukendt med håndværkerfaget.
Efter krigen i 1945 var slut, købte min far Vejrup Mølle af møller A. M. Schmidt, som var
kommet til Vejrup og købte møllen i 1920.
Da mine forældre overtog møllen, var det stadig en vinddrevet mølle, men der også instaleret
en stor dieselmotor der var i brug når det ikke blæste.
På møllen var der to store stenkværne og en kornrenser, der rensede avner og ukrudtsfrø fra
inden kornet blev malet til mel. Kværnene kunne reguleres efter hvor fint melet skulle være.
Det fine mel blev siet og det var så rent at der blev bagt brød af det.
90

Prospektkort af Vejrup før 1910. Det er Vejrup mølle til højre. I midten ses med gavl
kroen fra 1882. Foto Vejrup Sognearkiv
De volber køer
Jeg husker hvordan bønderne kom kørende med deres vogne med en eller to heste for, alt efter
hvor stort et læs korn de havde med. Hestene var nogle store frygtindgydende dyr i mine øjne.
Tidligt om foråret kom bønderne med korn der skulle bejdses, inden det kunne bruges som
såsæd. I den tid måtte jeg ikke komme på møllen, så det har nok været noget giftigt stads der
blev brugt. På møllen var der mange slags foder. Til hønsene var der korn, majs og strandskaller.
Grisene fik grovmel og noget der lugtede af fisk. Køerne fik foderkager og hestene valset
havre. Ja, og til vores ”volber køer” (sten med hul i) hentede vi også rigtigt foder på møllen
når vi børn legede.
Om sommeren var der ikke så meget at lave på møllen. Far kørte en varetur en par gan-ge om
ugen. Der blev hentet majs, bomuldskager og andre foderstoffer hos Eriksen og Christensen
på havnen i Esbjerg.
De store kværnsten skulle ”bildes” (hugges ud i rillerne) for de blev meget slidte og det var et
langsommeligt arbejde, som far selv udførte. Når der var rigtig meget at lave, var der to møllersvende
foruden min far. Den ene var min farbror Kristian Hansen, som senere blev gift med
Karen Jepsen. De overtog hendes fødegård, Østergård) i Sdr. Vejrup.
Til møllen hørte en stor have med mange frugttræer og vi havde høns og grise. Vejrup by fik
dengang strøm fra Glejbjerg Elektricitetsværk, men på møllen stod der en hjælpemotor med
dynamo, som skulle bruges når der var spidsbelastning (for lidt strøm)
Det hændte at den svigtede og byen stod uden strøm, så kimede telefonen og jeg blev sendt
afsted over til Oline på telefoncentralen, som var nabo til os, med en seddel hvorpå der stod
hvad der var sket og hvornår der kunne ventes strøm igen. det var den tidstelefonsvarer.
Sprang der en mastsikring et sted, blev der sendt bud efter min far, som så tog klatreskoene på
og klatrede op i elmasten for at skifte sikringen. Et lille job som kontrollør og udsmider på
kroen når der var bal, havde far også.
Var der en trappe eller en mur der skulle fornyes, så kunne far også gøre det. Jo, mølleren var
en alsidig mand. I 1951 flyttede vi i lejebolig i Vejrup og far begyndte som murer.
I 1951 solgte far møllen til Sven Larsen, Grisbæk og i 1958 blev møllen revet ned og på stedet
blev der bygget et autoværksted. Stuehuset til møllen blev Sven Larsen dog boende i, men
det er nu også fjernet.
91

Vejrup Mølle efter der var monteret mindre metalvinger i 1926 Foto i Vejrup Sognearkiv
Erindringer fra Vejrup Østre Skole
Af; Niels Peter Lund-Jensen
Når man i dag kører ad den gamle hovedvej i Vejrup og forbi det sted, hvor en gang Vejrup
Østre skole lå, er det vanskeligt at forestille sig, at her rullede tidligere al trafik mellem Kol-
ding og Esbjerg og at der her lå en skole, som gennem flere generationer var rammen om
undervisningen af Vejrups skolebørn.
Min far, Laust Jensen, var førstelærer ved Vejrup østre skole i årene fra 1906 til 1941 og her
blev jeg født i 1924. Mine erindringer fra Vejrup begrænser sig derfor til tidsrummet fra afslutningen
af 1920erne og indtil 1941, men de omfatter en tid, som på mange måder var helt
anderledes end i dag.
Ved sin ansættelse ved Vejrup østre skole, var min far 28 år og nygift. Han havde forud i
nogle år været lærer i Hjortlund sogn ved Ribe, hvorfra min mor stammer.
Førstelærer Laust Jensen og hustru Anna Jensen. Privatfoto
92

Udnævnelsen til førstelærer ved Vejrup østre skole i Gørding-Vejrup kommune fra 1 okt
1906 skete ifølge et højtideligt håndskrevet kaldsbrev fra Skoledirektionen for Ribe
Kjøbstad og Ribe-Gjørding herreder, hvor den kommende førstelærer formanedes til med
samvittighedsfuld troskab og flid, at varetage sit embede.
Kaldsbrevet blev sammen med et såkaldt kollats, fra biskoppen i Ribe, Peter Gabriel Koch,
oplæst ved indsættelseshøjtideligheden i Vejrup kirke. I kollatsen formanede bispen den unge
lærer til ”med troskab og redelighed at forestå sit embede og i særdeleshed med utrættelig flid
og aarvaagenhed, antage sig skolebørnenes undervisning” og ”At han bestræber sig på at give
både ældre og yngre et godt eksempel, som det sømmer sig for en kristelig, flittig og redelig
skolelærer.
I kollatsen blev sognepræsten anmodet om; ”At anbefale ham til modtagelse i menigheden og
skoledistriktet, så man ikke alene antager og erkender ham som ret og lovlig beskikket skolelærer,
men også beviser ham den agtelse og støtte som hans embede og arbejde fortjener og
behøver.
Skolebygningerne
Vejrup østre skole bestod af en ret rummelig lærerbolig, en ældre skolebygning med to klas-
seværelser og en nyere skolebygning, ligeledes med to klasseværelser. Endvidere en bygning
som, udover en mindre lejlighed til den såkaldte vinterlærer, rummede vaskehus, hønsehus
og nogle store brændselsrum. Desuden var der en fritliggende toilet og redskabsbygning. Der
var otte toiletrum, hvoraf fire var forbeholdt lærerpersonalet. Endnu i 1941 var der ikke toilet-
ter i lærerboligerne og alt vand til husholdning og vask skulle hentes ved en pumpe på gårds-
pladsen.
Der var ingen gymnastiksal ved skolen. En gang i 30erne blev der anskaffet nogle gymnastikredskaber,
som ribber, bomme m.m. Og de blev flittigt brugt i frikvartererne, men egentlige
sports og gymnastiktimer indgik dengang ikke i timeplanen.
Store kakkelovne leverede opvarmningen både i boliger og skolestuer og brændslet var næsten
udelukkende tørv, som i sommerens løb blev hentet i de store moser i Hegnsvig-Vorbasse
området og vognmand Mads Jessen måtte køre mange læs før det store tørverum var fyldt op.
Den daglige optænding i skolekakkelovnene, skulle lærerne selv sørge for og det var som regel
min mor, som før det blev lyst, fyrede op i min fars klasseværelse. Kun i lærerboligerne
var der elektrisk lys, mens man i skolestuerne måtte klare sig på anden vis i den mørke tid.
Bygningerne blev holdt i god og forsvarlig stand, men der blev absolut ikke ødslet med pengene.
Én gang om året mødte sognerådsformand Jens Lambertsen op sammen håndværkerne,
som regel Hans Gjerlevsen, murer Mads Bolding og snedker Chr. Lauridsen, for at tage stilling
til nødvendige reparationer og ønsker om istandsættelse.
Skolens lærerpersonale.
Til østre skole var der foruden førstelæreren knyttet en lærerinde, som underviste de tre yng-
ste årgange. Desuden var der i vinterhalvåret ansat en vinterlærer, som underviste 4 og 5 år-
gang. Førstelæreren havde selv 6 og 7 årgang. Vejrups skoler var underlagt var underlagt den
såkaldte vestjyske skoleordning, som indebar at 6 og 7 årgang kun havde skolepligt i vinter-
halvåret. De fleste skolebørn kom fra landbohjem, hvor der var hårdt brug for deres arbejds-
kraft om sommeren og nogle børn fra ikke landbohjem blev sendt ud at tjene ved landbruget
allerede 12 – 13 års alderen. Vinterlærerne var som regel helt unge nyuddannede lærere og i
min skoletid var de almindeligvis kun et enkelt år ved Vejrup østre skole.
93

Skoleårets gang
Den 1 maj 1931 begyndte jeg i første klasse hos fru Jensen. For mig var det ikke nogen særlig
begivenhed at komme i skole. Jeg var vant til at færdes mellem skolebørnene, både på legepladsen
og i timerne. Min sidekammerat var fra første dag Hans Sommerlund og vi delte skolepult
i hele min skoletid i Vejrup. Alle skrev i 1 klasse på skifertavler med grifler, som kostede
en øre stykket og Ole Bole ABC var grundlaget for de første stave og læseøvelser.
Skoleåret sluttede til maj og en af de sidste dage i april var der eksamen. Så mødte hele skolekommissionen
op og påhørte undervisningen i alle klasser. Det var en festdag og alle mødte i
deres fineste tøj og forældrene havde mulighed for at følge undervisningen.
Dagen igennem havde min mor travlt med at servere kaffe for de fremmødte forældre og frokost
for skolekommissionen.
En anden årlig begivenhed var skoleudflugten, som fandt sted umiddelbart før sommerferien.
Målet for udflugten, som foregik fra Vejrup station, var f.eks. Himmelbjerget, Sønderborg-
Dybbel, eller Odense zoologiske Have.
Alle havde en forsvarlig madpakke med og et par kroner til indkøb af sodavand og ispinde.
Det var forbundet med betydelig prestige, at være velbeslået til udflugten, så der måske også
kunne blive råd til en stok med hilsen fra Himmelbjerget.
Det hørte sig til at give skolelæreren julegave. Hvert åtr blev der i hver klasse nedsat en komitè,
som med tog drog til Bramming og købte en gave, det kunne være et askebæger, et
skrivesæt eller en lysestage, som oftest med graveret inskription. Vi har endnu i vores familie,
ting med inskription fra skoleelever i Vejrup. Til gengæld gav lærerne i fællesskab godteposer
til eleverne ved juleafslutningen på skole. Det store juletræ blev altid leveret af Vøgaslund.
De kirkelige opgaver
Elever foran Østre skole i 1934, postkort i Vejrup sognearkiv
Til skoleembedet hørte stillingen som organist ved Vejrup kirke. Kirken var dengang uden
tårn og orglet var bygget op på et lavt pulpitur i kirkeskibets vestlige ende.
Luftstrømmen til orgelpiberne blev leveret af en fodbetjent blæsebælg og det hørte til graverens
opgaver at være bælgtræder. det var en ret bunden stilling at være organist.
Udover søndagsgudstjenesterne, skulle organisten møde op ved alle bryllupper og begravelser.
Når min far en sjælden gang havde brug for en fridag, måtte han selv finde en afløser,
som oftest fra Vester Nykirke eller Gørding.
94

Til embedet hørte også at ”synge ud” ved begravelser. Vejrup kirke havde dengang ikke kapel,
de afdøde stod i hjemmet til begravelsesdagen, hvor der så blev holdt en højtidelighed i
hjemmet og kisten ”sunget ud” Kisten blev almindeligvis ført til kirken på en pyntet arbejdsfjedervogn
med kuskesæde. Følget fulgte til fods og der blev strøet blomster og om vinteren
gran, ved husene langs vejen til kirken.
Vejrup var tidligere et annekssogn i Gørding pastorat og præsten blev hver søndag befordret
standsmæssigt fra Gørding til Vejrup i et flot hestekøretøj med præstegårdsforpagteren på
bukken. Denne ordning ophørte da pastor Gaarn Larsen fik embedet først i 30erne. Han anskaffede
bil og han benyttede kun privilegiet til at blive befordret i kane når der lå for høj sne.
Drengeårene i Vejrup
Drengeårene i Vejrup forløb uden de store begivenheder, vi havde et godt kammeratskab i byen,
men undertiden i åben krig med drengene øst for korsvejen. En af vores foretrukne legepladser
var Vøgaslund, hvor vi gerne ville bygge huler, men her var landbrugskandidat N. Th.
Iversen ofte efter os. Kan værnede som en anden Kerup om sin kære plantage og var mildest
talt upopulær blandt byens drenge.
I sommerferien var der altid mulighed for at tjene lidt ekstra lommepenge ved roe eller høstarbejde,
eller i tørvemosen og i efterårsferien, som vi jo kaldte kartoffelferie, var vi mange der
samlede kartofler på Lykkesgård. Kartoflerne blev taget op med en hestetrukken optager og så
kravlede vi to og to og samlede kartoflerne i kurve. Vi fik 2 kr. om dagen og fuld kost, som
blev indtaget i folkestuen, med gårdejer Andreas Hansen for bordenden.
Som nævnt gik hele trafikken mellem Kolding og Esbjerg, dengang gennem Vejrup by, op
over viadukten med de fire farlige sving, hvor der skete mange uheld og alvorlige ulykker,
som altid blev grundig refereret i Vestkysten af Viktor Larsen, der sine mange hverv var en
flittig referent til avisen af alle lokale nyheder.
Det er mit indtryk, at mine forældre i deres 35 år i Vejrup, havde et særdeles godt forhold til
alle beboere i sognet og at min far som skolelærer levede op til de formaninger og forventninger,
som blev udtrykt i Ribebispens kollats ved hans tiltrædelse i 1906.
Ved sit 25 års jubilæum i 1931, fik min far et fint dobbeltkapslet guldur med inskription fra
110 familer i skoledistriktet. Både uret og den tilhørende navneliste eksisterer endnu, som et
synligt minde om en tid og nogle mennesker, jeg altid vil huske.
Niels Peter Lund-Jensen fhv. toldinspektør, f. 30 maj 1924 i Vejrup, søn af førstelærer Laust
Jensen og
Anna Jensen f. Lund. Adr. Rønsdamsvej 17 Bov, Padborg.
95

Vejrup Kro / Vejrup Gæstgivergård – 100 års Krohistorie
Af Sam. Højst Petersen
Krohunden hed Hans. Visse krogæster yndede at fodre den med sukkerknald dyppet i brænde-
vin. Om aftenen var det fast skik, at krofatter kom ud på trappen, hvor han med høj røst kaldte
på hunden: Haaaaans – så vidste alle i byen, at nu var der lukketid på kroen.
Sådan lyder legenden fra Vejrup. Men vi skal starte med begyndelsen.
I 1892 tog høker og kromand Christian Jørgensen den store beslutning at bygge en helt ny
gæstgivergård ved korsvejen øst for den daværende Nr. Vejrup landsby. Her lå i forvejen sog-
nets gamle kirke, et par gårde og Vejrup Mølle – og her havde man lige indviet det helt nye
andelsmejeri. I øst-vestlig retning gik landevejen mellem Esbjerg og Kolding og i nord – syd
retning Vejrups forbindelse til Gørding. I de tre korsvejshjørner havde man nu kirke, kro, an-
delsmejeri og allerede fem år efter blev købmandsgården bygget i det fjerne hjørne.
Hermed var et nyt Vejrup-midtpunkt etableret.
Gæstgivergården var et byggeri, der sikkert vakte opsigt. det var en bygning uden sidestykke i
Vejrup: muret op på en kraftig høj sokkel, prydet med stærkt svungne, svulmende gavle og
masser af ornamentik i gavle og på facaden mod vejen. Selv rejsestalden var bygget med en
gevaldig fortal med søjler og buer – næsten for voldsomt. Men det var en bygning der udstrå-
lede kvalitet og som markerede sig ved at hæve sig over blot det funktionelle.
Kro eller gæstgivergård. Officielt hed det nok gæstgivergård. De to benævnelser blev brugt i
flæng, men da den altid i daglig tale blev kaldt Vejrup kro, vil jeg fremover bruge denne be-
tegnelse. Christian Jørgensens tid med den nye flotte kro blev dog kort. Allerede tre år efter,
i 1895 solgte han kroen og flyttede til Donslund kro. Hvorfor han gjorde de, ved vi ikke –
men har vel haft sine grunde.
1895 – 1921: en driftig und mand kommer
Jagtselskab foran Vejrup kro i 1904. Foto i Vejrup Sognearkiv
Køberen i 1895 var en spændende, driftig ung mand fra Sdr. Vejrup – kun 24 år gammel: Peder
Hansen Andersen. Han var født på en gård i Sdr. Vejrup den 16 april 1871. Hans far var
gårdmand Anders Nielsen og hans mor var Maren Kirstine Lytken, datter fra nabogården, (nu
Bjerndrupvej 9). Peder Hansen Andersen giftede sig i 1891 – 20 år gammel – med en 18-årige
96

Kirsten Madsen fra Emtekær i Tanderup sogn (Fyn). Ved giftermålet blev han indskrevet som
ungkarl og gårdmand – så de må have haft gård de første tre år.
PHA og Kirsten flyttede så ind som nyt kropar. de havde allerede en søn og en datter: Mads
(f. 1892) og Anna (f. 1894). På kroen fødte Kirsten så tre døtre: Mary 1897, Joshia 1900 og
Jørgine 1902. Indtil 1921 var PHA kroejer og familien boede på kroen og drev den det meste
af tiden. Datteren Anna (Christensen) fortalte i 1973 til Olaf Bak (Vestkysten), at de i 1902
havde forpagtet kroen og var flyttet til Bramming, hvor hendes far kørte med gæster på Hotel
Kikkenborg, nå de havde ærinder i byen og oplandet. Hvor lang tid det ophold har stået på vi-
des ikke. I Bramming er der ikke dokumentation for, at familien har boet der og heller ikke
for kørsel med gæster. Men ældre mennesker i Vejrup mener at kunne huske en krovært i Vej-
rup for en kort tid: Olsen fra Sdr. Omme og måske også en Sørensen. Hvornår de vendte tilba-
ge er uvist, men ved folketællingen i 1911 boede hele familien igen på kroen.
1916: jernbanen kom
Som kroen så ud i 1912 – bagved anes møllen. Foto i Vejrup sognearkiv
Vi nærmer os et spændende afsnit af Vejrups historie: Bygninmgen af jernbanen og åbningen
1916. Dels gav arbejdet med såvel jernbanen som viadukten og vejforlægningen stor aktivitet,
dels skulle Vejrup nu være Stationsby. Om nogensinde var der i disse år grundlag for Ingrid
Jensens formulering i Vejrup-sangen: Drømte du drømme om at blive større…
PHA har nok set mulighederne. I 1913 byggede han en etage oven på kroen og forlængede
den mod øst. Den var nu blevet et stationsby-hotel med ca. 9 værelser til udlejning. Arbejdet
med jernbanen trak folk til udefra, som havde brug for et sted at overnatte. Og årene efter op-
levede kroen en tid, hvor der kom gæster langvejs fra, for at gå på jagt i det naturskønne om-
råde Grisbæk-Bolding. Det var prominente gæster, mest fra København. Man fortæller, at den
kendte forfatter Thit Jensen, med sin mand, kunstmaleren Fenger var mellem gæsterne.
Diner Transportable
Disse jagtselskaber indlogerede sig på Vejrup kro, og PHA sørgede for at køre dem ud i jagt-
området – og hente dem hjem igen. Men han sørgede også for forplejningen under jagten, idet
han leverede mad ud af huset. Oven i købet medbragte han en primus, så maden kunne var
mes. Til kroen hørte en del jord og PHA købte desuden ejendommen nord for stationsbygningen,
nuværende Stationsvej 4, som han solgte til vognmand Mads Jessen i 1920. I 1915 købte
han den i 1895 nybyggede Anneksgård nord for kroen af Jens Marinus Nielsen. Da han havde
taget det meste af jorden fra ejendommen på Stationsvej med sig til Anneksgården, ejede han
nu hele området langs Storegade og Stationsvej fra kroen mod øst og nord for kroen, helt op
97

til Vøgaslund. Hele dette område er nu bebygget. Mon PHA har tænkt i byggegrunde.
I 1921 solgte de kroen og flyttede til Kongensgade 14 i Esbjerg. Her etablerede PHA en fragtcentral
med tilhørende restaurant, centralt i byen, tæt på banegården. Her havde deres virken i
14 år, frem til 1935.
1921-1935: hjemvendt amerikaner har kroen
Den nye kroejer i 1921 var Niels Lauridsen, Han kom fra Søndergård i Bramming, nu Ribevej
40. Han var vendt hjem fra Amerika og købte så Vejrup kro. Niels Lauridsen var gift og fik to
børn: Hans og Karen – men så rejste hans kone til Kolding, hvor hun boede sammen med en
hestehandler. I hendes sted flyttede faster Anne ind. Faster var Niels Lauridsen søster. Hun
kom til Vejrup fra Beiers gæstgivergård i Bramming. Hun havde haft et dårligt ægteskab. hun
havde født vist nok syv børn, hvoraf kun to overlevede. Faster blev nu Niels Lauridsens faste
støtte i opdragelsen af børnene og i kroens daglige drift. Om faster siges, at hun var en myndig
dame. Elna Jessen, der var hos dem i tre år, fortæller, at hun efter den første dag på kroen
sagde: Her bliver jeg i hvert fald ikke! Men bag sig hørte hun til sin store forbavselse Niels
Lauridsen sige: Det tror jeg nok, for faster vil ikke af med dig! Og det blev så til tre dejlige år,
hvor de havde de bedste forhold til hinanden og hvor Elna kom til at sætte stor pris på Faster.
Kroens personale med jagtfolk før 1913. nr. Krofamilien samlet foran verandaen i
3, 4 og 5 fra venstre er: kroejer Peter Hansen foråret 1915 – monstro en af døtrene
Andersen, datter Joshia og krokone Kirsten, f. har fået en kæreste. Foto i Vejrup Sognearkiv.
Madsen. foto i privateje.
Niels Lauridsen betegnes som en meget ligetil, meget venlig og rar kromand. Sønnen Hans
rejste med Erling, Købmand Andersens søn, til Amerika. Det siges, at man ikke siden hørte
fra Hans, mens Erling skrev breve hjem.
I 1935 døde Niels Lauridsen – Faster var da død forinden – og Karen stod alene med kroen.
Sammen med sin ven og senere ægtefælle, Thyge Bruhn Madsen (søn af mejeribestyrer og
brugsuddeler i Holsted) forsøgte hun at sælge kroen til et ungt par. Det unge par var Alfred
Nicolajsen fra Hovborg kro og Dinne, som stammede fra gården Hansholm nord for Holsted.
Hun var en søster til bager Lorentsens kone i Vejrup. Det unge par kunne imidlertid ikke få
spiritusbevilling, så handelen kunne ikke blive til noget.
1935-41 Kirsten og Peder kommer tilbage
Så dukkede Kjesten og peir, Kirsten og Peder Hansen Andersen op igen: de købte kroen
tilbage i 1935. Hvorfor de kom tilbage vides ikke. Man kunne gætte på, at PHA stadig havde
98

nogle penge stående i kroen, eller at de har ønsket lidt mere rolige forhold på deres gamle da-
ge. Han var 64, hun 62 år. Driften af fragtcentral og restaurant overlod de til datteren, Jørgine
og hendes man Beyer.
Hvad der ikke lykkedes for det unge par fra Hovborg, lykkedes for PHA, nemlig at få spiri-
tusbevilling. Det skete med én stemmes overvægt i sognerådet. Kjesten og Peir fik år sammen
på kroen. Det fortælles, at kroen dengang – som nu – havde et godt ry i sognet og omegnen, at
PHA var en driftig, men rolig mand, vellidt og omsorgsfuld. Interessant er det at se en række
fotografier fra beværterudflugter. Af dem fremgår det, at han havde den tradition at lukke kroen
og tage på udflugt med familie og kropersonale, gerne omkring pinsetid. Det var vist ikke
helt almindeligt dengang på landsbykroer!? Slående er også, at krohunden næsten altid er med
på billederne. PHA var en hundeven. Men dens historie har vi jo fortalt i starten.
Kirsten var nok et lidt fremmed islæt i
Vejrup, hun bevarede sin fynske accent
- måske var det derfor, at nogen kaldte
hende Kjesti Per Hansi. På fotografier
ser man hende som en trivelig dame,
køn og med glimt i øjet. Det stemmer
også med, hvad folk siger om hende.
I 1940 døde Peder Hansen Andersen,
69 år gammel. Han blev begravet på
familiegravstedet lige øst for våbenhu-
set på kirkens sydside. Kirsten havde
kroen alene til 1941, hvor hun solgte
den og flyttede til Nørregade 49 Bram-
ming. her boede hun til sin død i 1952.
I avisen omtales hun som en i vide
kredse agtet og afholdt dame, flittig og
trofast over for sine venner. Det frem-
gik også, at hun var særdeles dygtig Vejrup kro i bilismens tidsalder – måske 1915.
til at kniple og hun fremstillede meter- Fra v. ses Krofatter og – mutter, derefter Anna,
vis af fine kniplinger. ung pige Sørine, datter Mary, datter Jørgine og
en rejsende i chokolade fra Nora Andersen (firma)
Til sidst en omtale af deres fem børn:
Andreas blev uddannet til lærer, gift med Agnes Johanne Jørgensen fra Svendborg (var pige
i huset hos Johansen på Rebelsig Teglværk) og ansat på Rødby Byskole, men døde på Rigs-
hostpitalet (nyresvigt), begravet i Vejrup. Anna Christensen havde en forretning (schous sæ-
behus med trikotage) i Jyllandsgade i Esbjerg. Mary blev gift Brandenhof, de havde Sønderho
Badehotel, Fanø. Joshia blev gift med en forsikringsmand, Knudsen og i en nekrolog fra 1952
omtaltes hun som enke bosiddende i Bramming.
1941 – 55: en myndig krodame
Køberen af Vejrup kro i 1941 var Clara Gårde. Hun kom Størsbøl, fra ejendommen lige nord
for Størsbøl kro. Hun var servitrice på Korskroen. Efter overtagelse af kroen blev hun gift
med Andreas Christensen. Han kom vist fra Skads og hjalp til på kroen, men døde efter nogle
år af kræft.
Clara siges at have været en myndig dame, som nok kunne sætte sig i respekt. Bent Callesen,
der nu ejer kroen, fortæller, at han den første dag, han var i lære i Købmandsgården, blev han
sendt over på kroen med varer. Der var imidlertid nogle forkerte varer med, derfor blev han
skældt noget så grundigt ud. Siden var han meget forsigtig og omhyggelig, når han havde æ-
rinde hos Clara. Han husker også, at Clara og Ingrid – den senere kroejer – sagde De til hin-
99

anden, det var nok ikke almindeligt på en landsbykro. Clara Christensen drev kroen til 1955,
hvor hun solgte den og flyttede til en villa i Storegade i Bramming.
1955-86: IC der bestemte nu menuen
det var i 1955, at Ingrid Christensen overtog kroen. I daglig tale blev hun kaldt IC og hun var
godt kendt med kroen, da hun i nogle år havde været servitrice hos Clara. IC kom vist nok fra
Guldager, men stammede fra Henne, hvor hendes forældre havde en ejendom lige vest for
Henne stationsby. IC havde kroen fra 1955 – 1986, hvor hun solgte den og flyttede ind i en af
de helt nye boliger lige over for kroen. Senere flyttede hun til Gørding i en af de nye boliger
på mejerigrunden i Nørregade.
For IC var arbejdet på kroen en livsstil, hun
havde helt sin egen måde at lede arbejdet på
Ofte gik hun rundt og gav ordre til pigerne-
alt mens hun selv udførte arbejdet. Når jeg
var med på kroen for at aftale en menu m.m
til en fest, følte jeg det altid bagefter, at i
virkeligheden blev det, som IC ville have
det, og det blev altid godt.
Til en festaften i ungdomsforeningen skul-
le vi bruge klaveret ret så meget. Jeg spurg-
te derfor forsigtigt IC, om vi kunne få kla-
veret stemt. Det kunne vi tydeligt nok ikke.
Klaveret var stemt da jeg købte det, og det
var et godt klaver, sagde ham, jeg købte
det af, og han var fagmand. Et par dage ef-
ter spurgte jeg igen, hvis vi nu selv ville be-
tale og skaffe en pianostemmer? Da var
svaret: Ja, så gør det da, men klaveret er De fire kropiger har taget opstilling pinsedag
godt nok. 1927. fra venstre er det: Anna (f. 1894) Mary
IC var ikke særlig kirkeligt indstillet, men (f. 1897) Joshia (f. 1900) og Jørgine (f. 1902)
hvert år arrangerede menighedsrådet en ju- foto i Vejrup sognearkiv
lefest for ældre på kroen. Når vi pyntede
træet tredje juledag, var det fast tradition, at IC kom med kaffepunch til os. Selve festen med
alt hvad dertil hørte, gav hun hvert år kvit og frit. Vores problem var altid, at få hende lokket
frem i døråbningen, så vi kunne sige hende tak. Det var tydeligt, at hun ikke kunde lide det.
Men hun var vist alligevel glad for det. Sikkert er det, at IC havde både hænder og hjerte på
rette sted! Da hun døde, blev hun begravet på Henne kirkegård.
1986:- Frem til nutiden
Den 1. november 1986 overtog Ruth og Bent Callesen kroen. Bent havde en høj stjerne hos
IC. Han havde hjulpet hende meget gennem årene. Han kendte kroen, og det var et stort øn-
ske for IC om Ruth og Bent ville overtage den.
Det gjorde de så, og har nu i 2001 haft den i 15 år. Stille og roligt har de forbedret forholdene
på kroen: malet, tapetseret, bygget nyt indgangsparti mod parkeringspladsen, bygget nye toi-
letter og lagt nyt gulv i salen med mere.
I forbindelse med krosalen skal nævnes, at i buen over scenen stod med flot skrift Vær mild i
din dom. Indtil 1957 var den prydet med malerier på væggene. De viste Vejrup kro, dels før
ombygningen i 1913, dels efter med benzintanken foran. Dengang var der meget få biler, men
3 benzintanke i Vejrup. Det forlyder at de er fremstillet af en maler fra Holsted, som man
100

kaldte Maler Nis, og som kom en del i Vejrup. Senere blev de frisket op af Jens Maler, Jens
Lauridsen i Vejrup.
Bent Callesen fortæller, at da han i 57 skulle tapetsere salen for IC, var billederne i så dårlig
stand, at de ikke kunne reddes. Samme år lavede Olav Bak tre små penneskitser af billederne
fra salen.
Ud over forbedringer af bygninger og inven-
tar har Ruth og Bent også formået at knytte
gode hjælpere til kroen. I Krostuen Mie Jes-
sen trods sine 85 år hver dag på pladsen, når
fyraftensgæsterne skal have serveret deres
>sæt

en livsstil, og at det kræver meget fin føling med lokalbefolkningen og dens traditioner.
At Finde købere er godt nok Ruth og Bent Callesens problem, men det vedrører os alle i Vej-
rup- også i den grad! Hvem mon kan og vil føre Vejrup kros historie videre?
Tak til Signe og Aksel Olsen, Alice og Alfred Bjerre Nielsen, Elna og Ejner Jessen samt Bent Callesen for hjælp
med oplysninger. Forf. har boet i Vejrup siden 1959 er seminarielektor og har adr: Vibevej 10 Vejrup.
Tørveproduktion af uanede dimensioner i Vejrup (2002)
Storproduktion sommeren 1946
Af Johannes L. Holm
Der har rigtig været gang i tørvegravningen. Det var der jo mange steder, men det her – op
mod 2000 tons – det lyder af meget, selv så mange år efter. Tørvegravningen overgik alle for-
ventninger, står der i en artikel, vist fra ugeavisen i Bramming.
Overalt i det daværende sogns moser blev der gravet tørv, fra tidlig morgen til sen aften. det
tyder på man ikke helt selv har kunnet klare efterspørgslen på arbejdskraft, idet der optræder
folk fra Esbjerg, som boede i telte ude i moserne.
I Vester Vejrup har Anton Jensen, Lindegården en stor produktion af pressede tørv. Det samme
har Viktor Lind, Svinget og her nærmer produktionen sig 500 tons pressede tørv, (vi har et
stk. i arkivet) deraf er der solgt 100 tons til Bramming kommune, som fragtedes dertil med
tog. Det lyder lidt mærkeligt, men som der også står: den nye asfalt på vejene var ikke beregnet
til hestekøretøjer.
Livlig aktivitet med en af de
store lokomobiler i mosen,
som var uundværlig for en
effektiv drift: der skulle pro-
duceres mange tørv.
Her fra Kolmosen i Åstrup,
hvor Rebelsig teglværk er
i gang med fabrikationen
til eget forbrug under før-
ste verdenskrig.
Foto i Vejrup sognearkiv.
Storproduktion i Sdr. Vejrup
Sdr. Vejrup stod for den største tørveproduktion, her arbejder bl. a. Otto Jensen fra Endrup i
Søren Wenzels eng med et ælteværk af betydelig størrelse, der blev lavet omkring 400 tons
strøgne tørv. Heraf har Søren Wenzel solgt 200 tons til Bramming Elektricitetsværk.
I Chr. Andersens og Benned Iversens enge er det esbjergenseren Ejnar Jørgensen der driver
tørveindstri. Én af de første dage i Maj rejses der blokhus og telte og man går hurtigt over til
to-holdskift, som betød en fordobling af kapaciteten. Her laves over 700 tons pressede tørv og
100 tons blev solgt til Damsgård i Varde.
Man brugte hvad der var af transportmuligheder, hestevogne og biler, Bilerne havde dog sin
102

egrænsning, derfor tyede man til transport tog, selv om det betød omlæsninger i større stil.
Det må have været et utroligt svineri, når man tænker på hvor meget tørv de støver.
Men det gik med højt humør, står der, og en landmand fra Sdr. Vejrup blev spurgt, giver det
noget at køre med alle de tørv til stationen? Ja, sagde manden, det giver to magre heste, en
slatten tegnebog og en krum ryg, mon det nu er helt rigtigt, der er vist lidt Vejrup-lune med
i spillet. Det var virkeligt strengt arbejde at producere tørv, men et arbejde der giver varmen
to gange og det giver en god fortjeneste og et højt humør. Arbejdet går i bedste forstand med
liv og lyst.
Fra de gode folk i Esbjerg-teltene, lyder ofte mandolinmusik ud i de stille sommeraftner.
Om dagen høres den monotone gang af motorerne og en summen over engene, med lyde fra
æltemaskinerne og presserne, som de mange cyklende turister på hovedvej 1 tydeligt kunne
høre.
Der arbejdedes på Kraft for at skaffe brændsel frem til industri og håndværk, det var en helt
anden tid, og der var behov for al,t både under og efter anden verdenskrig.
Tilførslerne kunne godt være lidt usikre, men det var et arbejde for samfundet af stor værdi.
Ja, det var det, et slidsomt arbejde og hestevognene var ikke med gummihjul som nu om stunder,
nej, de var med træhjul med en jernring omkring og det var begrænset hvor meget der
kunne læsses på, vel ikke mere end et halv ton. Motorerne var også et kapitel for sig, det var
ikke med diesel der bare trak løs, nej, det var petroleumsmotorer med åbent kar til kølevandet
der stod og tøffede og som skulle startes med et håndsving, hjulpet godt af et stort udvendigt
svinhjul. Motorerne var gode nok, de stod med et konstant omdrejningstal og var økonomiske.
Der var mange af egnens folk der arbejdede i moserne og tjente lidt ekstra. Mange havde de-
res ejendomme at passe ved siden af, men tjente en møjsommelig skilling ved siden af, vel
nok med en 16 til 18 timers arbejdsdag.
Og der var tale om arbejde, tungt arbejde med at trække tørveskovlen op med en hel stangtørv.
Lettere blev det heller ikke af at der ofte var frost i moserne helt hen midt i Juni måned,
helt ned til en halv meters dybde kunne der stadig være så frossen at man trak is med op. Det
er lidt svært at forestille sig, men bekræfter de dengang så strenge vintre.
En hugorm
Spænding var der også og små sjove episoder.
Der var Jens fra Esbjerg, han var lusket lidt om
bag ved en busk og havde lagt sig til hvile der.
Desværre faldt han i søvn og da han vågnede
så han en hugorm der havde lagt sig tilrette på
brystet af ham, det var ikke sjovt og værst var
det at den lå inde under hans skjorte, men den
hyggede sig gevaldigt. Jens vidste ikke hvad
han skulle gøre, han blev liggende helt stiv af
skræk, for han turde jo ikke røre bæstet.
Flere timer efter kom hjælpen, man savnede
hans selskab og var begyndt at lede efter ham.
Han lå hjælpeløs og gøs ved tanken om hvor
den nu ville sætte tænderne i. Der skete ikke
noget: en vaks kollega fik en hånd ind under
skjorten, tog den direkte om hovedet og smed
den langt væk. Det varede lidt inden Jens igen
bare sådan forsvandt. Her vendes tørvene efter udlægning
103

Tørvene var efterspurgte, også fordi de var af god kvalitet. Det tyder de store leverancer også
på. Lidt betænkelige var man også, for hvor længe var der tørv til den efterspørgsel.
Moserne forsvinder jo, sagde man, ja, men mon ikke de holder lidt længere end statistikken sige,
blev der svaret. Moserne holdt, også fordi der hurtigt kom gang i forbruget af olie og gas.
Johannes L. Holm har boet i Vejrup siden 1975, er født i Toftlund 1938. Tidl. salgskonsulent (landbrugsmaskiner D.L.A.M.)
Drev forretning i Esbjerg 1983 - 1998
Arkivleder for Vejrup sognearkiv siden 2001. Adr. Vibevej 11 Vejrup.
Vejrup og Omegns Kalk og Mergelselskab 1952 – 2002
Af; Svend Erik Poulsen
Som meget af den danske andelsbevægelse, - en lokal brik i en helhed. brikkens og helhedens
størrelse og storhed, bedømmes af eftertiden. Helheden i denne forbindelse er den grundfor-
bedringsplan der startede med hedens opdyrkning i midten af det 18. århundrede og for alvor
tog fart med hedeselskabets stiftelse i 1866 og et citat Enrico Dalgas brugte, som siden har
identificeret ham og Hedeselskabets arbejde og ideologi, som han var den første direktør for:
Hvad udad tabes, skal indad vindes
Heden ja man tror det næppe, men kom selv bese den ret.
Lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldrer milevidt,
skynd dig kom om føje år, heden som en kornmark står.
Det skrev H.C. Andersen i 1859 og det er da tankevækkende hvordan tiden forandrer sig og
synet på tingene og dog så lidt. At blomstrende lyng er smuk, vil de færreste vist bestride,
men der også dem der synes at et frodigt kulturlandskab er smukt. Blandt dem var jo på den
tid Erinco Dalgas, der tog fat på opdyrkningen af heden med ildhu.
Hvis man spørger folk i dag, om lyngheden var den oprindelige naturlige tilstand, så vil mange
jo nok svare ja, men i virkeligheden var lyngheden et kulturlandskab skabt af vore forfædre
ved svejdebrug, - afbrænding af skov for at skaffe god agerjord, som de dyrkede indtil den var
så udpint, at det netop kun var lyngen der kunne gro, hvorefter man tog et nyt stykke skov.
Derfor kan man med god ret sige, at det var et stort naturgenopretningsprojekt Dalgas tog fat
på. Men blomstrende lyng er jo stadig smuk og arbejdet med naturgenopretning har ændret
karakter i pagt med nutidens ønsker og behov.
Fra Mergellejet i Bækmark ca. 1948 Arkivbillede
104

Mergel som grundforbedringsmiddel har været kendt inden for hele vor tidsregning, måske
næppe helt med forståelse for hvordan det virkede, men allerede i 1200 tallet fik man i England
en lovgivning der pålagde forpagtere at mergle jorden, - for godsejerne.
I Danmark mener man starten var i begyndelsen af 1700 tallet, men kun i det små og kun på
enkelte godser hos oplyste herremænd. Nørholm gods blev første gang merglet i 1760-erne.
Man kan undres over at det så sent blev kendt i Danmark, men skal huske på, at før stavnsbåndets
ophævelse i 1788 havde danske bønder levet en kummerlig og ydmygende tilværelse
gennem 400 år.
Hvad er mergel?
Mergel – der er kalk der er blandet med jord som ler og sand, derfor også af varierende værdi,
kalkindholdet i det anvendte mergel lå typisk fra 25 – 50%
Grundforbedringerne tog fart i begyndelsen af 1800 tallet, men blev dog først sat i system ved
Hedeselskabets stiftelse i 1866, den store bevågenhed af hedens opdyrkning omfattede jo også
helt naturligt grundforbedringer. Man sendte simpelthen en mand afsted med håndboreudstyr
og en syreflaske for at finde mergel hos de enkelte landmænd.
Det arbejde sluttede man med i 1930, da havde man søgt hos 6500 landmænd og fundet mergel
hos 2759. At det var så vigtigt at finde mergel på egen jord, skyldtes naturligvis transportproblemet.
Det blev søgt løst ved anlæggelse af mergelspor, en slags minijernbane der fragtede
mergelen frem til nærmeste statsbanestation.
Travlhed i mergellejet i Nr. Vejrup okt. 1959 bl.a. lastbiler der tilhørte Ejner Jessen,
Gørding Vognmandsforretning. Arkivfoto
Det første mergelspor blev taget i brug omkring 1880 med hestetrukne vogne, senere kom der
massevis af disse flytbare minijernbaner og disse blev anvendt op til anden verdenskrig.
Senere blev teknologien bedre, som også i efterkrigstiden har muliggjort transport af egentlig
jordbrugskalk over store afstande.
De danske kalk og mergel selskaber, blev stiftet som interesseorganisationer 6 juni 1910 og
disse fungerede som almindelig handelsselskaber, men 1 juni 1929 trådte mergelloven med
senere ændringer i kraft og den blev ophævet i 1990. Mergelloven, hvis virkelige titel er
”Loven for begunstigelser for mergelselskaber” gav mergelselskaberne en række beføjelser,
såsom ret til at anlægge spor over tredjemands jord m.m., men først og fremmest fortrinsstilling
ved optagelse af lån til grundforbedringer og dermed det vigtigste aktiv i 61 år af foreningens
85 årige levetid. gennem disse år er efter nummerfortegnelsen at dømme, oprettet
523 selskaber, heraf kender vi i dag kun navne på 210 stifte før 1940 og 178 stiftet efter 2den
verdenskrig. 5 januar 1952 blev året for stiftelsen af ”Vejrup og omegns Mergelselskab” men
kært barn har mange navne og blev 12 okt. 1957 omdøbt til ”Vejrup og omegns Kalk og Mer-
105

gelselskab” og i 1997 til ”Vejrup Kalkselskab a.m.b.a.” Vi er således et af de senest oprettede
selskaber og et af de allersidste der lukkede.
Iniativtagerne til oprettelsen var Henrik Madsen, Bækmark, Lorenz Nielsen, Vejrup, der var
selskabets første formand. Valdemar Kristensen, Vejrup, første kasserer. Svend Åge Schmidt,
Rosenlund, Gørding, selskabets sekretær i 16 år. Herman P. Kristensen, Størsbøl, og Jens
Vind Nørå, der sad i bestyrelsen i 39 år, heraf 25 år som kasserer og var i en periode fra 1982
til 1990 formand for ”De danske Kalk og Mergelselskaber”
Der skulle nu findes og graves mergel. Fra starten blev der taget kontakt til K:L: Kristensen,
Varde, der rådede over materiel og viden vedrørende opgaven og der blev indgået kontrakter
om mergellejer hos Brd. Tobiasen, Kærvej, Bent Schlûntsen, Lille Lykkesgård, Chr. Wentzel,
Tranekærgård og Hans Mortensen, Nr. Vejrup. Disse mergellejer kan stadig ses i terrænet.
Vejrup mergel gik for at være særdeles god, 50% mergelkvalitet, et resultat af grundige boreprøver
og undersøgelser foretaget med 6 meter håndbor, som man skyllede ned ved hjælp af
vand. Når der var fundet mergel tog man kvalitetsprøver med dybde bor ned til 12 meter, som
blev analyseret hos Hedeselskabet.
Stor kran fra Nr. Vejrup mergelleje dec. 1960 Arkivfoto
Arbejdet tog hurtigt fart, således oplystes det på generalforsamlingen 14 juni 1957 at der til
dato var solgt 93.000 kubikmeter mergel, fordelt på 21 sogne, siden selskabets start i 1952.
der var derfor også tale om mange arbejdspladser, når mere end 20 lastbiler og mindst 15 forskellige
vognmænd var beskæftiget med fragten. Lastbilerne var små og et læs var 3,5 kubikmeter
mergel, altså over 26.000 læs i samme femårsperiode.
Administrationen skulle dengang helst ikke kræve for mange omkostninger, kassereren dog
om at måtte købe et skab til selskabets mange bøger og papirer, hvilket også blev bevilget.
For at opnå føromtalte lånebegunstigelser, skulle der udarbejdes en plan, omhandlende mergel
og kalkmængde og overslag over omkostningerne. Planen skulle godkendes af jordbrugskommissionen
og efterfølgende tinglyse ind på de enkelte ejendomme, der i en enkelt plan
godt kunne omfatte adskillige ejendomme. gennem årene fra 1952 til 1985 over 20 planer.
Navneændringen i 1957 indikerer, at nu var egentlig jordbrugskalk ved at være et realistisk
alternativ, selv om transportomkostningerne stadig var tungtvejende årsag til fortsat at vælge
mergelen og brugen af denne fortsatte derfor til midten af tresserne. Men i de senere år er
mergelen helt blevet erstattet af jordbrugskalk, som i alle årene er blevet leveret af K.L.
Kristensens Mjels Østergård Kalkværk i Ellidshøj syd for Ålborg.
Kalken er både blevet direkte leveret il markstak og spredt herfra og i de senere år fra lokale
kalklagre, således blev kalkladen på Gørdingvej i 1988 og har lige siden været et stort aktiv,
for både logistik og distribution af kalk i hele området.
106

Det blev fra midten af firserne mere almindeligt at kalke lidt oftere, men nu i mindre mængder,
således den likviditetsmæssige belastning blev mere jævn og derved mindskedes behovet
for kalklån. Denne egentlig sunde udvikling blev dog særdeles belastende for Kalk og Mergelselskaberne,
idet det jo netop i så mange år var fortrinsstillingen m.h.t. kalklån der var deres
styrke. Nu kunne grovvareselskaberne og maskinstationerne yde samme service og samme
kreditvilkår og dermed kom det til at handle om rent kontantsalg. med Mergellovens ophævelse
i 1990 faldt grundlaget for Kalk og Mergelselskabernes hidtidige virke således bort. fra
Vejrup og omegns Kalk og Mergelselskab valgte i 1997 da de sidste tinglyste planer var aflyst,
at overgå til A.m.b.a. under navnet ”Vej-rup Kalkselskab a.m.b.a.” med kontantsalg for
øje, vel vidende at det kun var en stakket frist. Kalksalget var også et barometer for landmændenes
økonomi, således faldt omsætningen i tørkeåret 1976 med 5000 tons under det
normale, mens det højeste i selskabets historie opnåedes i 1984. Af uransagelige årsager har
det været meget lavt de senere år, men skyldes nok det større antal udbydere, samt mere plantefysiologiske
spidsfindigheder, såsom mindre roedyrkning, der er en afgrøde der kræver gode
reaktionstal og mindre sure gødninger i det hele taget.
Jubilæumsåret 2002 blev det sidste år for Vejrup og Omegns Kalk og Mergelselskab, der var
en af disse mange organiserede sammenslutninger i dansk landbrug gennem tiderne, har opfyldt
sin opgave i sin egen tid. Jubilæet blev fejret med en udflugt for interesserede medlemmer
til kalkværket på Mjels Østergård og det naturskønne område på egnen, med afslutning
og middag på Kongenshus Mindepark.
Selskabet har endvidere skænket en granitskulptur til Sydvestjyllands Landbrugsskole
som kan beskues ved Riber Kjærgårds hovedbygning. det er skulpturens ophavsmand,
stenhugger Jørgen Martin Pedersen, Vejrup, til højre.
Svend Erik poulsen er født 1953 på Stenderup Fællesmåek, Føvling. Uddannet på Sydsjællands landbrugsskole og bygholm
1969-70 Service og montage af stationære vandningsanælg i Sverige 1976-77 Selvstændig landmand 1977
til 2003. Har været formand for Gørding borgerforening, Vejrup kalkselskab og næstformand for Gørding Venstre
forening. sidder i Gørding Menighedsråd. Gift med Else Mette og har fire børn. Vejrupvej 14 Gørding.
107

Vejrups smed kom fra Litauen til Danmark (2003)
Fra Butikiai til Vejrrup
Af; Ingrid Jensen
Hvad gemmer sig bag denne overskrift?
Ja, når man møder Justinas Jasmontas, en altid aktiv, adræt og travlt optaget 81 årig, så er der
ingen, der umiddelbart tænker på, at den fhv. smedemester i Vejrup bærer et stykke Europa-
historie under huden. Justinas har indvilget i at fortælle til Lokalårbogen om de år, der på af-
gørende vis ændrede hans skæbne.
En barndom i 1920erne i landsbyen Butikiai i det nordvestlige Litauen, var måske ikke så
forskelligt fra en barndom i det vestjyske. Justinas er født i 1921 og voksede op som den ældste
af tre brødre på en gård og måtte som andre landbobørn deltage i familiens arbejde. Skolen
og den katolske kirke, som var det naturlige tilhørsforhold, lå i nærheden i en lidt større landsby.
Som ung mand arbejdede Justinas hjemme ved land-bruget og gik siden i smedelære. Men
så hører sammenligningen med Danmark op.
Bybrønden i Platelai, Justinas Jasmontas hjemegn. Privatfoto
Først kom Russerne, så tyskerne
På dette tidspunkt var Litauen en fri stat. I 1918 havde det sammen med Estland og Letland
løsrevet sig fra det russiske imperium og en århundred gammel undertrykkelse var slut. Mens
Danmark i 1930erne kunne ane en trussel fra syd, kunne man her frygte en trussel fra både øst
og vest. Og friheden var kort, for med Stalin og Hitlers ikke angrebspagt i 1939 benyttede
Rusland lejligheden til at annektere de baltiske lande, der blev besat af den russiske hær i juni
1940. I løbet af de første 14 dage blev 40.000 mennesker deporteret. Justinas var da år og
medlem af det Litauiske hjemmeværn.
Men de tyske tropper var på vej mod øst med Rusland som mål og invaderer Litauen, Estland
og Letland samme sommer. Den følgende tid med tysk besættelse mindes Justinas som mindre
streng end under russisk besættelse. Det kan måske minde om den tyske besættelse af
Danmark fra 9 april 1940, der gjorde hverdagen anderledes, men i starten ikke direkte katastrofal,
som med deportationerne i Baltikum.
108

Vendepunktet på Østfronten ved Stalingrad 1942 blev fulgt med intens interesse i Lithauen.
Hvad ville fremtiden bringe.
Flugten
Jo nærmere Østfronten kom, jo mere modnedes tanken om flugt. Flugt fra russerne, der var på
vej. Flugt mod vest – mod Vestmagterne. Justinas er ikke alene om sine planer. De er en flok,
der i al hemmelighed drager af sted i juni 1944. Men vejen er lang og vejen går gennem tysk
område – Østpreussen og Polen.
De følgende 9 måneder lever Justinas på flugt fra den tyske besættelsesmagt, som flere gange
pågriber flygtninge, kører dem tilbage til Østpreussen, hvor de bliver sat i grave skyttegrave
og hvor de russiske bombeangreb var et tilbagevendende inferno. det lykkes dem flere gange
at flygte, for som han siger: Vagtposterne var gamle tyske mænd og faldt i søvn på deres post.
Den flok unge mænd, der oprindeligt fulgtes ad, blive skilt, nye kommer til og blandes til
sidst op med den voksende flygtningestrøm fra Baltikum, Østpreussen og Polen, efterhånden
som fronten nærmer sig.
Det er marts 1945
Esther og Justinas Jasmontas i 1991 Foto: Jørgen Flemming,tilh. fam.
Man vil forsøge at udskibe flygtningene fra havne ved Østersøkysten. Hvorhen vides ikke.
Justinas gætter på de vestlige Østersøhavne, mens han i Danzig er en af de mange der skal
sejles i små både ud til det ventende fartøj. Ventetiden på kajen bliver skæbnesvanger. Rus-
siske bombefly angriber flygtningene. En granatsplint rammer Justinas oghan mister to fingre
på venstre hånd. Hans kammerat ved siden af mister livet.
Fra nu af husker Justinas intet. Tider, steder, begivenheder forsvinder i mørke. Da han vågner
op, ligger han i en ren, hvid seng ”jeg troede jeg var død og kommet i himlen” siger Justinas.
Det var Skodsborg Sanatorium. Det var Danmark.
109

Skibet nåede København. Her deles flygtningene i balter, polakker og tyskere. Justinas fortæller,
at da han
udskrives, kommer han sammen med andre baltere til Ålborg Zoo, der stod tom, fordi dyrene
var flyttet til Københavns Zoo på grund af fodermangel. – Så kunne man kikke på os i stedet
for – Justinas smiler som så ofte under den lange ellers tunge erindringssamtale.
Det er maj 1945. det er sommer
I Danmark glæder man sig over friheden. I Litauen er man atter under russisk herredømme.
Justinas’ far deporteres ”fordi han har en usolid søn” – Syv år ved Uralbjergene, så vender
han hjem efter Stalins død. Justinas’ bror nægtes at tage sin landmålereksamen af samme
grund. Den anden bror træder til, øjner en mulighed for ham og melder sig på skrømt ind i
kommunistpartiet. – Men alt dette ved Justinas ikke. – Ikke før langt senere. Fra Ålborg kom
de baltiske flygtninge til lejren ved Nymindegab.
Vi måtte gerne forlade lejren og tage arbejde, hvis vi kunne få det, men kun ved landbruget.
Imens ventede mange af os på at få emigrationstilladelse til USA, England, Australien, for
Danmark tog ikke imod indvandrere. Vi kunne også vælge at tage hjem til vores fødeland,
men de færreste turde løbe den risiko.
I sommeren 1946, i høstens tid, fik jeg arbejde på Ledreborg ved Roskilde. Men da høsten var
ovre, stod jeg uden arbejde. Forvalteren tilbød at finde noget til mig. Han syntes nok han
skyldte mig en tjeneste, for han havde lånt penge af mig. Ja, han har nok haft mere at bruge
sin løn til, end jeg havde. Han skaffede mig så arbejde i roerne på Lol land det efterår. det
våde efterår 1945, den tunge lollandske lerjord.
Justinas mindes, men ikke med udsøgt glæde.
Tre generationer har ejet Vejrup smedeforretning. Fra v. Jens Chr. Jermiin, der i 1986
overtog efter Justinas; Kristian Sørensen 1920 – 1970; og Justinas Jasmontas Privatfoto.
Til Esbjerg
Basen var nu en Røde Korslejr ved Tarp. Her fik han arbejde på flyvepladsen ved Esbjerg,
senere et job hos smeden i Brøndum. Da han ikke havde mere arbejde til mig, foreslog han
mig at søge arbejde hos smed Kristian Sørensen i Vejrup, for han manglede en smedesvend.
Der fik jeg arbejde i sommeren 1947. Smedesvend blev jeg senere, for Kristian Sørensen ville
tage mig i smedelære, for som han sagde; Hvis du vil være selvstændig engang, så skal du
have dit svendebrev.
110

Her hos smeden i Vejrup blev Justinas snart betragtet som et medlem af familien ”Han er vo-
res bror” sagde smedens døtre. Dem havde de fem af, de to yngste endnu børn.
Justinas blev inviteret med familien i byen, til familiefester osv., og det lille kammer bag
smedjen, som han i begyndelsen logerede i, blev skiftet ud med et på loftet.
Justinas har aldrig modtaget danskundervisning. Han lærte sproget gennem sit arbejde og med
omgang med de mange mennesker i smedjen og privat. Pudsigt nok er der ikke vestjysk at høre
i hans accent. I starten gav sproget dog anledning til mange pudsige misforståelser.
Hvordan gik det, Justinas? spurgte smeden efter endt arbejde. Godt sagde Justinas, nu er det
hele utæt.
Med hammer og ambolt, 1991 Foto Jørgen Flemming tilh. familien
De første år i Danmark var på lånt tid
Som sagt, Danmark var ikke et indvandrerland og Justinas ville emigrere til USA, hvor han
havde fået kontakt til noget familie. De var villige til at kautionere for ham, man da resetil-
ladelsen endelig kom, var smed Sørensen syg og Justinas bad om udsættelse.
Det blev bevilget. Det samme gentog sig en tid efter, men da ville myndighederne ikke acceptere
en udsættelse. En anden skulle i så fald have hans plads. Justinas afslog også denne gang
at forlade sit arbejde. Enden på historien er, at i 1952 fik Justinas et dansk statsborgerskab –
med den betingelse at han opførte sig ordentlig. Det gjorde han!
Da et generationskifte blev aktuelt, forpagtede Justinas smedeforretningen for siden at overtage
den. Nu kunne nogle af hans mange lærlinge og kunder passende få ordet, men det er en
anden historie. I 1986 overtog en af dem, Jens Chr. Jermiin, smedeforretningen og Justinas og
Esther flyttede over på den anden side af gaden. For Justinas er ikke bare en dansk statsborger
111

han er i høj grad Vejrupborger, agtet og værdsat, hvilket de mange lokale tillidserhverv
gennem åren har vist.
En dum kone
Esther? En gang ved en fest – først i 1970erne – dansede jeg med Justinas og dristede mig til
at spørge ham, hvorfor han aldrig havde giftet sig. Det skal jeg sige dig, sagde han med sit
lune smil, det er fordi jeg altid har været bange for at få en dum kone! I
1978 blev han og Esther gift. Esther kom fra Sjælland og her fik han en klog kone! Siden har
det altid hedet ”Esther og Justinas” I foråret kunne de fejre sølvbryllup.
Men lad os slutte med at binde en sløjfe mellem Danmark og Litauen. I mange år, inden den
politiske omvæltning i de baltiske lande i 1991 – havde der kun været sporatisk forbindelse
med familien i Litauen. På grund af censur var brevene kun korte oplysninger og til sidst
tabtes forbindelsen. Men nu efterlyste brødrene Justinas og i marts 1993 lykkedes det den
yngste at få tilladelse til et besøg i Danmark. Det var en begivenhed der blev snakket om i
Vejrup. I november samme år kunne Justinas fejre sin 70 års fødselsdag, sammen med familien
i Litauen. Denne rejse blev fulgt op af flere, 93 – 95 og 98.
Vi sidder og blader i fotoalbummet og Esther fortæller. Hun standser ved et billede af en stor
grøn mark, ingen bygninger, intet hegn, intet standser blikket.
Her lå Justinas’ barndomshjem. Hele landsbyen blev jævnet med jorden, markerne lagt sammen
til kollektivbrug, som overalt derovre. Alle de små produktionsenheder nedlagt.
Dette var hvad vi fandt: en sodet mursten, et par potteskår og en flaskehals.
Vi blader videre
Litauen er så smukt et land, siger Esther.
Ingrid Jensen født 1933 på Langeland og har været lærer ved Vejrup skole siden 1958. Hun er medlem af Lokal-år-
bogens redaktion og i bestyrelsen for Vejrup Sognearkiv. Adr. Vøgasvej 1 Vejrup >ingrid.jensen4@skolekom.dk<
112

113

114

115

116

117

118

119

120

121