"Gensplejsede planter" i PDF format. - Teknologirådet

Gensplejsede planter 1996/1 

Gensplejsede 

planter 

- regulering og anvendelse 

Forord 

Rapport fra et ekspertseminar marts 1995 

Projektledelse Lars Klüver, 

Teknologirådets sekretariat 

Teknologirådets rapporter 1996/1 

Denne rapport er blevet til på baggrund af et seminar, der blev afholdt i marts 1995. Seminaret blev afholdt, fordi der var behov 

for at få en fordomsfri diskussion af genteknologi-reguleringen blandt forskere, industri, myndigheder og meningsdannere. 

EU-kommissionen har lagt op til ændring af reglerne, så visse former for genteknologiske projekter lettere kan opnå 

godkendelse, end det er tilfældet i dag. Der har derfor været behov for at vurdere situationen og diskutere, om det er 

hensigtsmæssigt og ønskeligt, at reglerne opblødes. 

Det har ikke været hensigten at nå til en egentlig konklusion - en god debat kan forhåbentlig lære den enkelte at vurdere 

fremtidige ændringer af reglerne, når de på et tidspunkt er blevet mere konkrete. 

Hovedparten af de følgende kapitler er redigerede udgaver af de indlæg, der blev givet på seminaret, mens andre er oprindelige 

indlæg. Det turde fremgå af de enkelte kapitler, hvor tæt de lægger sig op ad de "originale" bidrag. 

Projektet er gennemført af Teknologinævnet (nu Teknologirådet), med økonomisk støtte fra Miljøministeriet - det vil sige 

Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen. Det er blevet til i samarbejde mellem Claus Frier (Miljøstyrelsen), Hans Erik Svart 

og Jan Højland (Skov- og Naturstyrelsen) og Henriette Hye-Knudsen og undertegnede fra Teknologirådet. 

Teknologirådet vil gerne benytte lejligheden til at takke for samarbejdet. En særlig tak skal gå til samtlige bidragydere i denne 

rapport, som forhåbentlig vil vække til yderligere debat om den genteknologiske udvikling i Danmark. 

Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat 

Indhold 

Forord - af Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat 

Genteknologi, politik og lovgivning - af Claus Frier, Miljøstyrelsen 

Lovgivningen, administrationspraksis og forskellige aktørers rolle sagsgangen - af Claus Frier, Miljøstyrelsen Status for 

forsøgsudsætninger og markedsføringsanmeldelser 

med genmodificerede planter i EU, af Jens G. Højland og Hans Erik Svart, Skov- og Naturstyrelsen 

Videnskab som grundlag for regulering af genteknologi af Claus Emmecke, Københavns Universitet 

Det etiske grundlag for regulering af genteknologi af Niels Holtug og Peter Sandøe, Københavns Universitet Genteknologi og 

Borgerne - af Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat 

Genteknologi og økologi - af Marianne Philipp, Københavns Universitet 

Genteknologi i praksis - Insektresistens af Hans Peter Ravn, Statens Planteavlsforsøg 

http://www.tekno.dk/udgiv/961/961all.htm (1 of 48) [13-07-2001 11:00:57]


Herbicidresistente afgrøder - myter og/eller realiteter? af Jens C. Streibig, Kathrine H. Madsen og Gitte S. Poulsen, 

Landbohøjskolen 

Appendix: 

Program for seminar om gensplejsede planter, marts 1995 

Liste over deltagere i seminaret 

Genteknologi, politik og lovgivning 

Af Claus Frier, Miljøstyrelsen, Klima- og Bioteknologikontoret 

Tidens to mest aktuelle emner med hensyn til genteknologi, politik og lovgivning 

Skal vi som myndigheder på genteknologiområdet være klædt anstændigt på lige for tiden, så er det især på to områder, vi skal 

have svar på rede hånd: 

● risikovurdering af anvendelse af genetisk modificerede landbrugsafgrøder og 

● principper for en sikkerhedsmæssig, hensigtsmæssig regulering af anvendelse af genteknologi generelt. 

Det første fordi der er aktiviteten langt størst med hensyn til både forsøgsmæssig udsætning af planter og med hensyn til 

markedsføring af nye produkter. Det andet fordi de helt grundlæggende spørgsmål i øjeblikket tages op til overvejelse i 

forbindelse med ændring af lovgivningen. 

Anledningen til og formålet med seminaret hænger sammen med netop de to aktuelle emner. 

Formålet er for det første, at få præsenteret viden om sikkerhedsmæssige og herunder især miljømæssige aspekter ved 

anvendelsen af genteknologi. Formålet er for det andet på den baggrund, at indlede en diskussion derom - dels en generel 

diskussion på baggrund af den igangværende ændring af lovgivningen, dels en mere snæver diskussion om genetisk 

modificerede landbrugsafgrøder på grund af den store aktivitet på det område. 

Aktiviteten på genteknologiområdet 

Typisk sker der med hensyn til en given teknologi en udvikling, men alt efter hvilke gevinster, der forventes af udvikling, sker 

det med forskellige indsatser og hastigheder. Genteknologien udvikler sig meget hastigt. Teknologien bliver stadig mere 

avanceret, og anvendelsens omfang øges. Den finder anvendelse i flere og flere sammenhænge, og der forskes, og der udvikles 

nye produkter. 

Et blandt flere mål for hvor hurtigt udviklingen går er blandt andet antallet af anmeldelser af forsøgsmæssige udsætninger og 

markedsføring af specielt genetisk modificerede planter (se senere). 

Et meget væsentligt samfunds- og sikkerhedsmæssigt aspekt ved udviklingen er, at produkterne af genteknologien nu er på vej 

fra virksomhederne ud på markedet til forbrugeren. 

Den hidtidige politik og lovgivning 

Her følger noget nær den kortest mulige version af historien om den hidtidige regulering af genteknologiområdet: 

Der findes to EU-direktiver - ét om udsætning af genetisk modificerede organismer og ét, som skal nævnes, men ikke er helt så 

aktuelt i denne sammenhæng, om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer. Der er tale om en såkaldt 

horisontal regulering - en tværgående, generel regulering, hvorefter anvendelse af genteknologi skal godkendes uanset arten af 

anvendelse. De genetisk modificerede organismer vurderes "case-by-case". 

Det princip er videreført i den danske lov om miljø og genteknologi og er, 

● - at når gensplejsede organismer skal sættes ud i naturen, skal sikkerhedsaspekterne vurderes sag for sag. Der er ingen 

organismer eller egenskaber, som er blevet erklæret sikre. Altså er der ingen positivlister (med f.eks. uproblematiske 

planter og egenskaber), og der er ikke dele af teknologien som er undtaget reguleringen. 



Et andet princip i den danske lov er, 

● - at både videnskabelig teori og fakta og værdiprægede overvejelser danner beslutningsgrundlag for konkrete afgørelser. 

Principperne indebærer lovfæstede krav om åbenhed, aktiv oplysning fra myndighedernes side og at ministeren træffer 

afgørelserne. 

Ændring af den eksisterende lovgivning 

Lovgivningen ændres, idet den tilpasses den nye situation. 

Hidtil er der først og fremmest lovgivet af sikkerhedsmæssige grunde for at forebygge utilsigtede miljø- og sundhedsmæssige 

effekter. Nu drejer det sig om også at tilgodese de kommercielle interesser og at fremme fordelene for forbrugerne og 

samfundet. 

I EU sker der ligesom i resten af verden en tilpasning til udviklingen. For det første tilstræbes det nu i EU, at anvendelsen af 

genteknologi reguleres af produktdirektiver (det er direktiver om f.eks. landbrugsafgrøder). For det andet er 

Europakommissionen i færd med en analyse af Direktiv 90/220/EØF om udsætning af genetisk modificerede organismer - en 

analyse, som skal afdække behov og muligheder for ændringer. 

Lovgivningen skal således ændres, og målet med ændringen af lovgivningen er som nævnt ikke helt så enkelt, som det har 

været. Behovet for en lovgivning, som indebærer en smidig, hurtig sagsbehandling og eventuel højere grad af fortrolighed vil 

blive diskuteret, og der vil blive diskuteret stramning og lempelse af den sikkerhedsmæssige side af lovgivningen. 

Tidens to mest aktuelle emner ... igen 

Det er den sikkerhedsmæssige side af lovgivningen vi gerne vil have diskuteret her. Hvad er en sikkerhedsmæssigt (i bredeste 

forstand) fornuftig attitude til genteknologi? 

Hvad er de afgørende overvejelser i forbindelse med vurdering af konkrete genetisk modificerede landbrugsafgrøder? Den 

avendelse af genteknologi bringer særligt to sikkerhedsmæssige problemstillinger i fokus - 

● De direkte miljømæssige effekter af de genetisk modificerede planter i økosystemer og 

● De indirekte miljømæssige effekter af genteknologiens samspil med konventionel landbrugsteknologi. 

Vi har inviteret et bredt udsnit af aktører på genteknologiområdet i Danmark med henblik på at få en bred debat. 

De seneste år har de fleste seminarer og lignende om anvendelse af genteknologi handlet om enkelte planter og egenskaber - 

case-studies, og man har i den forbindelse selvfølgelig inviteret de specialister, som har haft forstand på netop de emner. Man 

har taget udgangspunkt i eksisterende principper for risikoanalyse, men ikke taget dem op til overvejelse. Nu er anledningen 

der til at diskutere generelt og principielt, og den er sammenfaldende med anledningen til at diskutere mere konkret. Vi tror og 

håber, at det vil øge alles udbytte af seminaret, at det generelle, det teoretiske, det specifikke og de meget konkrete eksempler 

sammenholdes, så emnerne kan støtte og supplere hinanden. 

Det er det meget aktuelle spørgsmål og derfor er det lige netop nu ekstra vigtigt og af stor betydning at mødes og diskutere 

regulering af anvendelse af genetisk modificerede landbrugsafgrøder! 

Lovgivningen, administrationspraksis og 

forskellige aktørers roller i sagsgangen 

Af Claus Frier, Miljøstyrelsen, Klima- og Bioteknologikontoret 

Man kan naturligvis ikke betragte "genteknologi og sikkerhed" isoleret fra alt andet - karakterisere teknologien og opstille en 

ideel regulering; men det kan være nyttigt at lade som om, man kan. 



Som det gælder for enhver anden teknologi er udviklingen inden for genteknologien, når man ser på den fra en 

samfundsmæssig synsvinkel, forbundet med både fordele og ulemper. Fordelene vil jeg tillade mig stort set at se bort fra. 

● Genteknologiområdet betragtes som et nøgleområde, når det gælder vækst og beskæftigelse i Europa i den nærmeste 

fremtid. Endvidere er der store forhåbninger om andre samfundsmæssige fordele. Blandt andet er der forventninger om, 

at teknologien som renseteknologi til rensning af f. eks. forurenet jord eller vand og som erstatning for traditionel, 

forurenende teknologi kan være med til at løse nogle miljø- og sundhedsmæssige problemer. 

● Én meget karakteristisk ulempe, og det er den, dette handler om, ved anvendelse af genteknologi er, at viden om eller 

overblikket over mulige ulemper som for eksempel utilsigtede miljømæssige effekter er meget begrænset. 

Genteknologiens karakter i forhold til sikkerhedsmæssige 

aspekter 

Teknologiens karakter er fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt (når det gælder forudsigelse af miljømæssige konsekvenser) ny, 

ukendt og uoverskuelig. Lige fra begyndelsen, da teknologien blev udviklet og taget i brug, blev det videnskabeligt erkendt, at 

teknologien er forbundet med stor usikkerhed og muligheder for miljømæssige effekter. 

Modellering og erfaring 

Karakteristisk for forholdet mellem genteknologi og miljø er, at både teknologien og økosystemerne er komplekse. I arbejdet 

med miljøbeskyttelse anvendes ofte enkle modeller af hele eller dele af økosystemer til forudsigelse af en veldefineret, uønsket 

miljøpåvirkning. Modellerne er mest realistiske, når der er tale om en enkel teknologi, og forudsigelse af effekter bliver 

allerbedst, når de desuden kan baseres på erfaring med anvendelsen af teknologien. 

Udsætning af gensplejsede planter i naturen kræver ofte analyse og vurdering af meget komplekse sammenhænge i 

økosystemer. En gensplejset plante vil ofte kunne formere sig, spredes, leve i lang tid og dermed spille sin egen rolle i 

økosystemer (i modsætning til f.eks. et kemikalie). Derfor giver de praktisk anvendelige, enkle modeller ofte for simple svar. 

Erfaring med udsætning af gensplejsede organismer i naturen er meget begrænset. Det er kun i kort tid, man har gjort det, det er 

kun få steder man har gjort det, og det er kun få organismer, som er sat ud og derpå er blevet overvåget. 

Der er ikke hverken erfaring eller viden at basere detaljerede og samtidigt generelt anvendelige sikkerhedsforanstaltninger på. 

Tilsvarende har man ikke noget at basere en generel tryghed på. 

Nøglebegreber i en karakterisering af genteknologi i forhold til miljøbeskyttelse vil være "kompleksitet", "manglende viden" 

og "manglende erfaring" og dermed "usikkerhed". 

Et sidste punkt i karakteristikken af genteknologien er, at den udvikler sig meget hurtigt - mere om det senere. 

Lovgivning og administrationspraksis 

Den danske lov om miljø og genteknologi siger, 

-At når gensplejsede organismer skal sættes ud i naturen, skal sikkerhedsaspekterne vurderes sag for sag. Der er ingen 

organismer eller egenskaber, som er blevet erklæret sikre. Altså er der ingen positivlister (med f.eks. uproblematiske 

planter og egenskaber), og der er ikke dele af teknologien som er undtaget reguleringen. 

Et andet princip i den danske lov er, 

-At både videnskabelig teori og fakta og værdiprægede overvejelser danner beslutningsgrundlag for konkrete afgørelser. 

Principperne indebærer lovfæstede krav om åbenhed, aktiv oplysning fra myndighedernes side og at ministeren træffer 

afgørelserne. 



Genteknologiens særstillinger i miljøbeskyttelsessammenhæng 

Genteknologien har på flere måder en særstilling i miljøbeskyttelsessammenhæng. 

Her er situationen, at miljømæssige problemer forebygges. Der er således ingen lig på bordet. Der er hidtil gjort meget for at 

forebygge uønskede miljømæssige konsekvenser af anvendelsen af genteknologien. Der er ingen grund til at tro, at det ikke er 

lykkedes eller, at det er sket på baggrund af en unødvendig bekymring. Inden for mange andre områder er det i lige så høj grad 

et spørgsmål om oprydning efter anvendelser af teknologier, som man ikke i tide har forudset konsekvenserne af. 

En anden særstilling, som teknologien har, er at der ikke findes håndgribelige kriterier for, hvad der kan eller ikke kan 

accepteres. Det er som regel bekvemt for miljømyndigheder at have et håndgribeligt kriterium som baggrund for en beslutning 

om godkendelse eller afslag på en ansøgning. Det kan f.eks. være en grænseværdi eller betegnelsen giftig eller ugiftig (et 

kvantitativt eller et kvalitativt mål) eller en kvantificeret risiko. Det findes ikke, når det drejer sig om genteknologi. Risikoen 

ved anvendelse af genteknologi er ukendt. (Risikoanalyse er måske ikke det rette begreb at anvende i sammenhængen?) 

Når en ansøgning om tilladelse til udsætning af en gensplejset plante i naturen imødekommes, accepterer man ikke en 

specificeret risiko, man accepterer den gensplejsede plante og anvendelsen af den, og man vælger at leve med usikkerheden. 

Man imødekommer en ansøgning, når man vurderer, at usikkerheden er tilstrækkeligt lille. 

Til illustration skal nævnes, at det naturligvis også kan være svært at forholde sig til (kvantificerede risici), 

- at for A-kraftværker kræves, at frekvensen for en nedsmeltning er mindre end 1/10.000 pr. år, eller 

- at ved projektering af fly anvendes et risikoniveau på 1/10.000.000 pr. time for frekvensen af store uheld. 

Lidt nemmere er det måske at forholde sig til risikoberegninger baseret på erfaring (eller statistik) 

- der er i løbet af ét år 1/1.000.000 chance for at dø ved et flystyrt, hvis man flyver 10.000 km. 

Generelle sikkerhedmæssige principper - rent videnskabeligt: 

Risikoanalysen er sammensat af 

- effekt-identifikation 

og, hvis effekter identificeres 

-risikovurdering 

og endelig 

risikohåndtering. 

Det man gør, og formodentlig det bedste man kan gøre, er at håndtere anvendelse af genteknologi, som om der er tale om 

kendte risici. 

Viden om de miljømæssige effekter udvikler sig lige som teknologien, men det foregår ikke altid i et lige så højt tempo. På det 

seneste har en sag om en gensplejset rapsplante (som er ændret til at kunne tåle et ukrudtsmiddel) vist at den teknologiske 

udvikling har overhalet den igangværende forskning vedrørende konsekvenserne. Man er ikke i stand til at vurdere, hvilken 

indflydelse anvendelsen af planten vil få på brugen af bekæmpelsesmidler og dermed på miljøet. Det har foreløbigt betydet, at 

danske myndigheder har baseret en indvending imod tilladelse til markedsføring af planten på en antagelse om -men ikke 

dokumentation af - utilsigtede miljømæssige effekter. 



Udviklingen af lovgivningen - hvad vil styre den? 

Oversigt over "aktørerne" som Miljøstyrelsen involverer i sagsgangen på genteknologiområdet: 

En væsentlig side af debatten om genteknologi handler fortsat om miljømæssige konsekvenser af anvendelse af teknologien. 

Det har hidtil været en debat, som mest har drejet sig om tekniske og naturvidenskabelige emner. Debatten er dukket op i takt 

med, at nye sager er blevet aktuelle, og den har drejet sig om de som regel snævre problemstillinger, sagerne har rejst. 

Sikkerhedsaspektet diskuteres således fortsat sag for sag i videnskabeligt regi. 

Idet der er tale om en relativt ny, avanceret teknologi, får det eksisterende naturvidenskabelige videngrundlag betydelig vægt i 

udarbejdelsen og i forvaltningen af lovgivningen. 

Det er ikke tilstrækkeligt at se på problemet som et naturvidenskabeligt problem. Holdninger vil som nævnt altid spille en rolle, 

og det er i den sammenhæng meget væsentligt at skelne mellem "videnskaben" og "videnskabsfolkene". Videnskaben er et 

vigtigt redskab, mens videnskabsfolkene, når det drejer sig om holdninger til genteknologi er ganske almindelige mennesker. 

Der har været tradition for at spørge videnskabsfolk om genteknologi, og derfor er holdninger til genteknologi også i høj grad 

kommet derfra. Videnskabsfolk siger stadig oftere, at der ikke er grund til bekymring. Det gør de, selv om ingen nye 

publicerede videnskabelige teorier og kun i meget begrænset omfang erfaring og fakta ligger bag. 20 år uden ulykker er ikke 

nødvendigvis en anvendelig erfaring. Omfattende erfaring med coli-bakterier eller roer kan ikke ukritisk anvendes i en generel 

betragtning. 

Der er blandt videnskabsfolk sket en holdningsændring uden, at det videnskabelige grundlag, som forsigtigheden i sin tid blev 

baseret på, er ændret. Det er sandsynligvis udtryk for, at mennesker bliver trygge ved det, som de har beskæftiget sig med i 

årevis. Det er svært, at holde fast i "forsigtigheden" - man kunne blive beskyldt for at råbe "Ulven kommer!". 

Holdninger har som følge af teknologiens og lovgivningens karakter en naturlig plads i debatten. Videnskabsfolk skal også 

have lov til at udtrykke holdninger, men det er væsentligt, at man ikke nøjes med at spørge videnskabsfolk, når det drejer sig 

om holdninger og ikke om videnskab på videnskabens præmisser. 

Konklusioner 

Usikkerheden er ikke blevet mindre, og det er behovet for viden og erfaring derfor heller ikke. Usikkerheden sammenholdt 

med de udtalte fordele og ulemper ved genteknologien - og nu produkterne af den - understreger behovet for debat og dermed 

behovet for åbenhed. Nu er det ikke kun teknologien, der er til debat, nu er det i lige så høj grad produkterne af den. Det er i 

højere grad et spørgsmål om at forholde sig til konkrete fordele og ulemper. 

Man har en lovgivning og en administrationspraksis, som er logisk sammenhængende. Lovgivningen er endnu relativt enkel og 

overskuelig, og den bygger på enkle principper om sikkerhed. Det muliggør en meningsfuld høring af offentligheden. 

Den lovfæstede åbenhed muliggør en debat, og genteknologien er stadig genstand for debat. Det skal naturligvis være en del af 



grundlaget for politik og lovgivning. Det gælder ikke mindst nu, hvor man med produkter på markedet er kommet så langt ud 

af glaskolben som muligt. 

Lovgivningen ændres. Der er de kommercielle interesser, der er de samfundsmæssige fordele og der er de sikkerhedsmæssige 

aspekter, som skal tilgodeses, og de forskellige sider af lovgivningen kan i nogle sammenhænge være i indbyrdes konflikt. 

Behovet for en lovgivning, som indebærer en smidig, hurtig sagsbehandling vil blive diskuteret, og der vil blive diskuteret 

stramning og lempelse af lovgivningen. 

En lempelse af en lovgivning, som ikke opererer med kriterier, som kan justeres i den ene eller den anden retning, medfører, at 

usikkerheden mister noget af sin "magt". Det betyder i første omgang færre af de sikkerhedsforanstaltninger, som bare er der 

for en sikkerheds skyld. Her tænkes på sikkerhedsforanstaltningerne af både administrativ og praktisk art. 

Der vil blive diskuteret forskningsmæssige behov og herunder videnskabeligt og erfaringsmæssigt grundlag for vurdering af 

sikkerheden. De ulige størrelser vækst, beskæftigelse og miljøbeskyttelse skal måske vægtes, når der skal prioriteres, og 

forskningsmidler skal fordeles. 

Det vil være godt, hvis genteknologien kan indfri de store forventninger, der stilles til den. Det vil være godt, hvis man fortsat 

sikkerhedsmæssigt kan følge med udviklingen inden for genteknologien. Det vil også være godt, hvis teknologiens udvikling 

fortsat modsvares af en i enhver henseende hensigtsmæssig lovgivning. 

Det vil være skidt hvis usikkerheden negligeres. Det vil være skidt, hvis ikke åbenheden og overskueligheden og dermed 

muligheden for debat kan fastholdes i en ny lovgivning. Det vil være skidt, hvis en intensiv produktudvikling ikke følges af en 

tilsvarende forskningsindsats med sigte på sikkerhed på genteknologiområdet. 

Status for forsøgsudsætninger og 

markedsførings- anmeldelser med 

genmodificerede planter i EU 

Af Jan Grundtvig Højland og Hans Erik Svart, Miljø- og Energiministeriet, 

Skov- og Naturstyrelsen 

Forsøgsudsætninger i EU 

I skrivende stund (efteråret 1995) er der siden anmeldeordningen trådte i kraft den 21. oktober 1991 rundsendt knapt 500 

resuméer (SNIF'er) af anmeldelserne vedrørende forsøgsudsætninger med genmodificerede plantearter. 

Anmeldeordningen har blandt andet til hensigt at udveksle erfaringerne med reguleringen af udsætningerne af genmodificerede 

organismer i de enkelte medlemslande, herunder udviklingen af en harmoniseret risikovurdering. Se box 1. 

Box 1. 

SNIF: S ummary N otification I nformation F ormat 

Udsætningsdirektivet (90/220/EØF) fastslår bla. at; 

"Kommissionen etablerer en ordning for udveksling af de i anmeldelserne indeholdte oplysninger. De 

kompetente myndigheder sender Kommissionen et resumé af hver modtagen anmeldelse inden 30 dage 

efter modtagelsen." 

Endvidere står der i direktivet, at; 

"Kommissionen videresender straks disse resuméer til de andre medlemsstater, som inden for en frist på 30 

dage kan anmode om yderligere oplysninger eller fremsætte bemærkninger gennem Kommissionen." 



Denne ordning har fungeret siden 21. oktober 1991. 

Antallet af forsøgsudsætninger 

I skrivende stund (efteråret 1995) er der siden ikrafttræden foretaget knapt 500 forsøgsudsætninger med en række 

kombinationer af arter og egenskaber. Antallet af anmeldelser er eksponentielt stigende, i første halvår af 1995 er der således 

kommet flere anmeldelser end i hele 1994 (159 anmeldelser i 1994 mod 177 i første halvår af 1995). Denne udvikling stiller 

stadig større krav til de myndigheder, der administrerer det genteknologiske område. 

Hvilke EU-medlemslande? 

Blandt EU-medlemslandene er det kun i Irland, Luxemborg, Grækenland og Østrig, der endnu ikke er anmeldt 

forsøgsudsætninger med genmodificerede planter. Frankrig er det medlemsland, der har haft flest anmeldelser, men også 

Belgien, Holland og Storbritannien har haft mange anmeldelserne (se figur 1) 

Af de tre senest optagne medlemslande, er det kun Østrig, der endnu ikke har haft forsøgsudsætninger med genmodificerede 

plantearter. Efter Finlands indtræden i EU, har der ikke været nogen anmeldelser af forsøgsudsætninger i Finland. 

Anmeldelserne afspejler ikke nødvendigvis det reelle antal udsætninger, idet der kan være enkelte anmeldelser, der bliver afvist 

af myndighederne eller trukket tilbage af anmelderen. Der kan endog være tilladelser til forsøgsudsætning der ikke udnyttes. 

Endvidere skal det bemærkes, at enkelte arter kan være overrepræsenteret i materialet, idet der er virksomheder, der eventuelt 

har været villige til at stille det genmodificerede plantemateriale til rådighed for forskningsinstitutioner og lignende. 



Hvilke arter? 

Forsøgsudsætningerne omfatter indtil nu 22 forskellige arter, hovedsageligt kommercielt interessante landbrugsafgrøder. Det er 

først og fremmest Raps, der har været størst interesse for at teste under frilandsforsøg, men også afgrøder som Majs, Roe, 

Kartoffel, Tomat og Julesalat har der været en hel del interesse for at afprøve på forsøgsmarkerne. 

Blandt de mere eksotiske arter kan nævnes Eucalyptus, Sojabønne, Nellike og Solsikke (se figur 2). 



Hvilke egenskaber? 

De fleste anmeldelser vedrørende genmodificerede planter, omhandler test af herbicidresistente afgrødeplanter. 

Herbicidresistens i kombination med hansterilitet eller i kombination med virus og eller svamperesistens er også 

egnskabskombinationer der ønskes testet ved udsætningsforsøgene (se figur 3). 

Derudover er der en relativt stor interesse for egenskaber som resistens mod svampe, bakterier og vira samt resistens mod 

nematoder og insekter. Disse egenskaber kan eventuelt modvirke en mulig reduktion af udbyttet ved tilstedeværelsen af 

sygdomme eller predatorer. 

Ændringer af indholdsstoffer i planterne er også egenskaber, der er en vis interesse for at indsætte i de afgrødeplanterne. Disse 

planter er især interessante for fødevareindustrien med specielle krav til indholdsstofferne. 



Danske forsøgsudsætninger 

I Danmark har der været foretaget forsøgsudsætninger med genmodificerede planter siden 1990. I box 2 ses hvilke plantearter 

og hvilke typer modifikationer, der er udført forsøgsudsætninger af. Som det ses er de fleste udsætningsforsøg sket med 

Sukkerroer. Igennem den årrække, der har været foretaget forsøgsudsætninger med Sukkerroer, er der sket relativt store 

ændringer i den måde forsøgsudsætningen foregår på. 

Markedsføringssager i EU 

I 1992 blev der indgivet en anmeldelse om markedsføring i EU af en genmodificeret Chrysanthemum, der var modificeret med 

hensyn til blomsterfarven. Anmeldelsen blev trukket tilbage af anmelder. 



I 1993 blev der indsendt en anmeldelse om markedsføringstilladelse til en genmodificeret Tobak med resistens overfor et 

herbicid. Anmeldelsen blev godkendt i 1994 og der er således givet markedsføringstilladelse. 

I 1994 blev der anmeldt markedsføring af 3 linier af Raps, der er henholdvis hansteril, har genskabt hanfertilitet og hybriden 

mellem disse to. Alle tre linier er tillige herbicidtolerante. Der er endnu ikke givet markedsføringsgodkendelse til denne 

genmodificerede plante. 

I løbet af foråret 1995 kommer der markedsføringsanmeldelser om hansteril Majs, herbicidresistent Sojabønne og hansteril 

Cikorie (julesalat). Vi er således ved at nå det punkt hvor de planter, der har været udsat i forsøgsøjemed i nogle år, ønskes 

markedsført. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at der også kan komme anmeldelser om markedsføring af 

genmodificerede planter, der ikke har været dyrket i forsøgsmæssigt øjemed i Europa, men kommer direkte fra f.eks. USA. 

Tendensen på markedsføringsområdet synes således at være den samme som på forsøgsudsætningsområdet, nemlig en hastig 

stigning i antallet af sager fra år til år. 

Fremtidens forsøgsudsætninger 

Hvilke genmodificerede plantearter vil vi se i fremtiden er svært at forudsige. Vi vil selvfølgelig fortsat se de arter, der i dag 

foretages forsøgsudsætninger med, men vi vil sandsynligvis også komme til at se træer, land- og gartneribrugsplanter, der 

endnu ikke er genmodificeret. 

Det er meget vanskeligt at forudsige hvilke indsatte egenskaber vi vil se fremover. Hvilke egenskaber der indsættes, vil blandt 

andet afhænge af hvilken modtagelse de genmodificerede planter får hos producenter og forbrugere. Hvis producenterne af en 

eller anden grund ikke ønsker at dyrke genmodificerede planter, eller forbrugerne ikke ønsker at købe produktet, vil fremtiden 

være usikker. Hvordan denne modtagelse bliver afhænger af mange faktorer, hvoraf en hel del har mere at gøre med holdninger 

(f.eks. politiske, etiske o.a.) end med biologi. 

Nogle bud på fremtidige indsatte egenskaber i planter: 

Herbicidresistens: Indtil nu har herbicidresistens været en af de mest almindelige nye egenskaber, der er indsat i planter. Af 

herbiciderne er det oftest et totalherbicid, planterne er blevet resistente overfor. Med et stigende antal arter, der bliver resistente 

overfor det samme herbicid, vil de genmodificerede planter uundgåeligt give anledning til ukrudtsproblemer. Det sker ved at en 

genmodificeret plante, der er resistent overfor et bestemt herbicid vil kunne optræde som ukrudt i en anden afgrøde, der er gjort 

resistent overfor det samme herbicid. 

Det er indlysende, at denne udvikling ikke kan fortsætte i ubegrænset tid, da det vil medføre, at de forskellige herbicider ikke 

længere vil være effektive i ukrudtsbekæmpelsen. Hvis disse herbicider ikke længere er virksomme vil man enten skulle vende 

tilbage til de herbicider man tidligere brugte, eller man skal vende tilbage til mekanisk ukrudtsbekæmpelse. 

Sygdomsresistens kan være resistens overfor svampe-, bakterie- og virusangreb. Denne type resistens vil betyde at planterne 

ikke svækkes af sygdomme, og vil derfor kunne forøge landmandens udbytte. Problemet for firmaerne med at indsætte denne 

type resistens er, at det må forventes, at den sygdomsfremkaldende organisme relativt hurtigt vil omgå resistensen. Erfaringen 

fra traditionelt forædlingsarbejde inden for dette område viser, at resistensen omgås i løbet af relativt få år. 

Insektresistens er en resistens, der er rettet mod bestemte skadevoldende insektarter eller -grupper. Afhængig af resistensens 

virkemåde kan resistensen også omfatte andre insektarter end de, der er de primære skadevoldere. 

Vi har indtil videre set insektresistens i form af et indsat gen fra Bacillus thurengiensis (Bt), der producerer et endotoxin. Vi har 

blandt anmeldelserne også set planter, der er blevet gjort insektresistente ved, at der er blevet indsat et gen, der hæmmer 

optagelsen af føden i insektets tarm, således at insektet dør af sult med tarmen fuld af mad. 

Med hensyn til den miljømæssige vurdering af insektresistens hos genmodificerede planter, er det et emne der bør undersøges 

yderligere. 

Miljøtolerance: Hvis planter bliver tolerante over for bestemte påvirkninger fra miljøet og bliver f.eks. kulde- og 

tørketolerante, kan man tale om at de får øget deres miljøtolerance. Planterne, der får disse egenskaber, må nøje vurderes med 

hensyn til deres evne til at kunne etablere sig udenfor de dyrkede arealer. 

Hvis man i fremtiden ved hjælp af genteknologi f.eks. kan fremstille en kvælstof-fixerende plante, har man skabt en plante der 



udviser miljøtolerance, idet en sådan plante vil kunne etableres uafhængigt af jordens indhold af kvælstof. 

Kvalitetsændring dækker over flere forskellige typer modifikationer. Disse kan f.eks. være nye indholdsstoffer, ændret 

forhold mellem indholdsstoffer, ændret holdbarhed og frugtmodning m.m. 

Der er i dag i verden lande (f.eks. Philippinerne, Malaysia), der i høj grad er afhængige af eksport af bestemte planteolier. Hvis 

man ved hjælp af genteknologi kan fremstille afgrødearter, der kan producere disse olier i andre dele af verden F.eks. Europa 

og Nordamerika, udgør dette en økonomisk trussel for de nuværende producenter. 

Hvorvidt en sådan produktion kan ske, reguleres ikke af lovgivningen på det genteknologiske område. 

Blandt de indholdsstoffer, der arbejdes på at indsætte i planterne, er stoffer af medicinsk betydning. Planterne kan i fremtiden 

blive kemiske fabrikker, der leverer råvarer til den farmaceutiske industri. 

Multi-gen-ændringer: I fremtiden vil vi også kunne se, at flere forskellige gener bliver indsat i samme plante. Hvilke 

kombinationer der kan blive tale om, er det umuligt at udtale sig om på forhånd, men der ses allerede nu en tendens til at 

kombinere de forskellige egenskaber. 

Hvilke typer risikovurderinger vil der skulle foretages? 

Hidtil har risikovurderingen været foretaget på de genmodificerede planter efter principperne "sag for sag" og "trin for trin". 

Dette forsigtighedsprincip må forventes også at gælde for fremtidige udsætninger. 

En af de svære opgaver ved risikovurdering af udsætning af genmodificerede planter er, at udlede hvor vidt udsætning af en 

given genmodificeret plante i stor skala vil kunne påvirke den omgivende natur, eller hvorvidt en given genmodificeret plante 

vil kunne etableres i de naturlige plantesamfund, og om planten i givet fald vil kunne skabe miljømæssige uønskede effekter. 

Efter en tid med genmodificerede planter, der er godkendt til markedsføring, vil man få den afprøvning i fuld skala, som er 

ønsket fra forskellig side. Vi vil da få mulighed for at kontrollere hvorvidt der er sket en påvirkning af naturlige plante- og 

dyresamfund eller ej. Hvis man ønsker at foretage en dokumentation af en eventuel ændring i det naturlige plante- og dyreliv, 

skal man allerede starte nu med at monitere udvalgte plantesamfund og/eller udvalgte arter. 

Videnskab som grundlag for regulering af 

genteknologi 

Af Claus Emmeche, Københavns Universitet, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier 

Indledning 

En af velfærdsstatens civiliserende virkninger har været forsøgene på at imødegå de trusler for menneske og miljø, som 

stammer fra den industrielle produktion, gennem indgående statslig eller korporativ regulering af virksomhedernes udnyttelse 

af materielle, menneskelige og samfundsmæssige ressourcer. Regulering af ny genteknologi ser umiddelbart ud til blot at være 

et nyt eksempel herpå, men samtidig er genteknologien her ved det 20. århundredes slutning også et eksempel på noget nyt. 

Genteknologi er ikke bare en teknologi som rejser "klassiske" forurenings- og ressourceudnyttelsesproblemer. Som et bredt sæt 

af teknikker til manipulation med arvematerialet - omprogrammering af planter og dyr - rummer den muligheder for at bidrage 

til mere miljøvenlige produktionsformer, samtidig med at den selv rejser særlige problemer for risikovurderingen. Det skyldes 

ikke mindst stor usikkerhed i vores viden om mulige virkninger og manglende erfaringer som reguleringen kunne tage 

udgangspunkt i. [1] 

En del af de økologiske risici, som man søger at regulere sig udenom, er af en spekulativ art i den forstand, at de kun i de 

færreste tilfælde kan undersøges eksperimentelt. Til gengæld kan det ikke udelukkes, at de kan være dramatiske, hvis 

spekulationerne holder stik. Situationen rejser nogle generelle spørgsmål, som jeg skal forsøge at besvare; dels om 

risikovurdering som (i en eller anden forstand) "hvilende på" naturvidenskab, dels om risikobegrebet som sådan i det moderne 

samfund. 



Et forbehold: I denne sammenhæng er min rolle mere videnskabsteoretikerens end biologens. Det er videnskabens funktion og 

erkendelsesmæssige status, der interesserer mig. Min baggrund i teoretisk biologi berører helt andre aspekter af 

molekylærbiologien, og jeg taler ikke med ekspertens autoritet med hensyn til forhold der vedrører de enkelte plantearter, 

spredningsmekanismer eller mikrobiologiske forhold. Mine "svar" er også i denne forstand ufuldstændige. [2] 

Hvor langt kan man konkludere? 

Det første spørgsmål, man kan stille, er hvor langt man kan tillade sig at konkludere med hensyn til risici på baggrund af 

naturvidenskabelige undersøgelser af konkrete hændelsesforløb, såsom udsætning af bestemte genetisk modificerede 

organismer. Det bedste svar er: Ikke særligt langt! Der er flere problemer, både af teoretisk og praktisk-metodisk art. 

Teoretisk: Den teoretiske økologi giver ikke noget klart grundlag for at benytte generelle økologiske teorier som direkte skema 

efter hvilke konkrete vurderinger af konkrete organismer kan gives. 

Problemet kan formuleres alment således: Givet økosystem E1 og organisme p1 med genom g1, vil en ændring af g1 (f.eks. ændring af 

genet a1 til genet a2 eller indsættelse af et ekstra gen h1) føre til uønskede ændringer med hensyn til p1, E1 eller de øvrige 

organismer p2, p3, ..., pn i E1 ? 

Man skal ikke kende meget til biologi ud over gymnasieskolens pensum, før man kan se, at problemet er fantastisk komplekst 

og at en besvarelse, der blot ønskes nogenlunde sikker, er uhyre vanskelig at give. Den teoretiske økologi - inklusive den 

evolutionære økologi - rummer, så vidt jeg kan se, ikke tilstrækkelig forudsigelseskraft (eller forklaringskraft med hensyn til 

generelle reguleringsmekanismer for økosystemers udvikling) til at takle dette problem generelt. 

Måske kan en analogi illustrere forholdet. Man kan sammenligne med ingeniørvidenskabens beregninger af effekten på 

bæreevnen for støttepiller i en bro, hvis man nedsætter diameteren i de cylindriske støttepiller - et problem, der også er 

forbundet med risikobetragtninger. Dette problem kan, i al fald i princippet, beregnes, og der ligger - som et (relativt) eksakt 

grundlag herfor - hele det teorikorpus, der kaldes klassisk mekanik. Et tilsvarende eksakt teorikorpus findes ikke for biologiens 

vedkommende, og det ligger næsten i sagens natur - nemlig de levende organismers særdeles komplekse karakter. 

Empirisk og metodisk: Der kan rejses en lang detaljeret intern videnskabelig diskussion om de udsætningsforsøg, man 

gennemfører og hvad de egentlig viser helt konkret. Det skal jeg ikke vove mig ind på her. Ofte er der jo tale om god 

populationsbiologisk grundforskning, som faktisk giver os ny viden trods det, at den er underlagt den almindelige 

ufuldstændighed og observationelle usikkerhed, som biologisk feltarbejde af denne art indebærer. Men det er temmelig oplagt, 

at det er forbundet med store vanskeligheder at slutte fra enkelte udsætningsforsøg, der forløber over en kort årrække og i et 

enkelt eller ganske få typer landbrugsøkosystemer, til langtidseffekter på den samlede biodiversitet i landskabet: Det vil sige 

slutninger 

- fra ét økosystem (hvedemark 1) til mange (er alle hvedemarker ens?); 

- fra én forsøgsperiode til lang tids anvendelse fremover; 

- fra nogle få populationer til mange populationer, med øget chance for mutationer, som bevirker utilsigtet 

rekombination af det splejsede gen. 

Hvilken erkendelse er da mulig? 

Forventer man at finde hard science som grundlag for risikovurdering, må forventningerne altså skuffes. Man kan så fundere 

over hvilken erkendelsesmæssig status, man kan tilskrive de slutninger, som faktisk drages ud fra de gennemførte 

udsætningsforsøg (og ud fra almen økologisk, genetisk, mikrobiologisk viden om de pågældende arter af organismer m.v.), når 

de nu ikke kan gælde som udtryk for "eksakt" naturvidenskab. 

Her er det væsentligt at betænke, at forventninger til en videnskab som økologien om samme grad af "eksakthed" som de 

teorier der ligger til grund for at forudsige planetbaner og lignende "simple" systemer er absurd. Biologi, økologi og 

mikrobiologi er helt forskellig fra det nogen kalder eksakt videnskab. Det skyldes systemerne selv, men det afspejles også i 

vores mangelfulde erkendelse af dem: 

● Hvad der gælder for en organisme gælder ikke nødvendigvis for en anden, eller for samme organisme i et andet 

økosystem. 

● Biologiske systemer er højkomplekse. Det forekommer intuitivt plausibelt, at der er en sammenhæng mellem deres grad 



● 

● 

af kompleksitet og vores grad af uvidenhed om dem, og det understøttes af den teoretiske og videnskabsfilosofiske 

litteratur om den moderne biologi og biofysik. [3] 

Biologiske systemer er på én gang fysiske og informationelle. Det betyder at de kan forgiftes, at forgiftningen fysisk kan 

fortyndes, men at hvis en given påvirkning af systemet, for eksempel i form af forgiftning, har medført ændring af 

systemets informationelle del (dets genetiske hukommelse), så er fortyndingseffekter ikke på samme måde givet. D.v.s. 

denne egenskab, genetisk hukommelse, betyder større risiko for irreversible påvirkninger idet selve den evolutionære 

dynamik i systemet kan påvirkes. 

Radikalt uforudsete effekter på økosystemniveau kan ikke afvises. Kun det, vi kan forestille os, kan vi forsøge at vurdere 

(u)sandsynligheden af, og dermed afvise som astronomisk usandsynligt. Det radikalt uforudsete er pr. definition det, der 

overgår selv den vildeste fantasi.[4] Den menneskelige forhistorie er fuld af eksempler på begivenheder, intet menneske 

forudså. 

Risikovurderinger betydningsløse? 

Nu kunne en og anden positivistisk sjæl måske føle sig fristet til at konkludere, at på denne baggrund må enhver 

risikovurdering anses for ikke blot ueksakte, men simpelt hen helt uden betydning? At tale om videnskab som grundlag for 

risikovurdering ville i følge denne holdning tilmed være at tilsmudse naturvidenskabens ry som ypperste kilde til sikker viden 

om naturen. En sådan "positivistisk defaitisme" (opgiv risikovurdering: det kan aldrig blive rigtig videnskab) må imidlertid 

afvises, både ud fra en videnskabsteoretisk, en biologisk og en samfundsfaglig begrundelse. 

Videnskabsteoretisk er det som antydet en fejl at overføre nogle ret opskruede forventninger om eksakt forudsigelighed baseret 

på en meget snæver type teorier (som selv her har åbenbare grænser) til at skulle gælde som norm for al videnskab 

overhovedet. Mindre kan også gøre det. 

Biologisk er det jo også sådan, at vi for mange egenskaber, og mange plantearter, ud fra almindeligt botanisk og "autøkologisk" 

kendskab til disse arters normale biologi kan skønne, at der næppe vil være de større risici ved at ændre et gen, så visse 

pryd-planter får en blomsterfarve fremfor en anden. Genetisk bestemte "egenskaber" er jo så mange ting, [5] og vi kan i en 

række konkrete tilfælde netop foretage en biologisk baseret vurdering af konsekvenserne ved genetisk modifikation via ny 

genteknologi. [6] Sådan set er en vis pragmatisme på sin plads - det er næppe helt rigtigt at vi slet ikke kan overskue hvad vi 

gør, ligesom det heller ikke er sandt, at vi har tjek på det hele. 

Endelig kan man på det samfundsmæssige plan hævde, at det er udtryk for en misforståelse af risikovurderingens egentlige 

funktion i det moderne samfund kun at ville anerkende den, hvis den kan baseres på eksakt videnskab. Risiko-diskussioner er 

meget vigtige, fordi de er én af de måder, et komplekst samfund kommunikerer (mere eller mindre demokratisk) om 

udviklingen og anvendelsen af sin teknologi på.[7] Det ville være uansvarligt om man ikke foretog systematiske 

risikovurderinger af genteknologien, men man må blot være klar over deres begrænsninger. De må ikke komme til at skygge 

for, at det i sidste instans er et politisk problem at beslutte sig til den måde, man ønsker at regulere bioteknologien på. 

Problemet kan formuleres sådan: For en af de første gange i historien har samfundet mulighed for at iværksætte en politisk, 

demokratisk og rationel beslutningsproces med sigte på at undgå uønskede virkninger og bivirkninger af en ny teknologi før 

den for alvor frigives til generel anvendelse. Hermed skulle man kunne komme ulykker, forurening og eventuelle katastrofer i 

forkøbet, og sikre, at den nødvendige administrative og juridiske regulering foregriber sådanne hændelser. Problemet er, at det 

tilsyneladende er vanskeligt på et rationelt-videnskabeligt grundlag overhovedet at diskutere risici, som kun science-fiction 

forfattere (jf. Jurassic Park) eller "dybdeøkologiske miljø-fanatikere" synes at have fantasi til at forestille sig. Men måske kun 

tilsyneladende, for med et kynisk "held" har den menneskelige historie udstyret os med et rigt kildemateriale af erfaringer af 

større eller mindre dramatiske ændringer i økosystemernes sammensætning, som er fremkaldt ved at udsætte organismer fra 

fremmede himmelstrøg som hidtil har været effektivt isoleret fra det pågældende økosystem. 

Her synes en opfordring til økologerne nødvendig, skønt den i første omgang kan lyde paradoksal: Brug den økologiske 

fantasi! De videnskabelige økologer virker bange for at beskæftige sig med muligheden for egentlige uheld, ulykker eller 

sammenbrud, blot fordi man ikke rent empirisk kan udlede katastrofiske scenarier af konkrete undersøgelser af denne eller hin 

sukkerroe eller tomatplante. Man vil helst ikke gå udover en empirisk-beskrivende naturvidenskabelige tradition, og skønt den 

har rødder tilbage i god, spekulativ aristotelisk naturhistorie, mener man sig i dag hævet over spekulation. Men såkaldte 

spekulationer behøver ikke at være hinsides videnskab; blot de "skoles" og kombineres med rationel kritik. Der burde være en 

fase, hvor "de værst tænkelige scenarier" søges skitseret, alene for at overveje muligheden seriøst, hvorpå man så kan give sig 

til at diskutere hvilken gyldighed, det er rimeligt at tilskrive det pågældende scenarie på det konkrete vurderingsmæssige plan. 



Selv i risikovurderingen af atomkraftteknologien (og trods det, at den af andre grunde må betragtes med skepsis) indgår 

betragtninger om "det værst tænkelige"; dét, som i følge teknologerne aldrig sker - eller som man før Tjernobyl aldrig mente 

ville ske. 

Her går anvendt økologi over i en art fremtidsforskning, men det er - så vidt jeg kan se (og med støtte i den tyske 

samfundsteoretiker Niklas Luhmann) - præcis det, der kendetegner videnskaberne om risici, hvis man ellers kan tale om 

risikoforskning som videnskab i traditionel forstand. For risici er netop samfundets måde i nutiden at kommunikere med sig 

selv om sin egen fremtid på - hvilket kan synes sært, idet fremtiden jo netop ikke kendes som "fortiden" (eller det billede vi i 

nutiden kan tegne af fortiden). Fremtiden og de fremtidige risici eksisterer altid kun her og nu som nutidens måde at forholde 

sig til beslutninger og tage beslutninger på. 

Beslutningsaspektet er centralt og skal forstås i videste forstand: Et samfundssystem kan vælge forskellige fremtider - gennem 

de beslutninger samfundets subsystemer tager om handleformer og typer af forpligtelser samfundets medlemmer pålægges at 

indgå i nationalt og internationalt. At vi kan vælge forskellige fremtider er relativt banalt, men alligevel dybt vigtigt, fordi den 

måde, "vi" (samfundets system af subsystemer) vælger at leve med og regulere genteknologien på, har betydning for vores 

livsform i det hele taget [8]. Også i mindre skala spiller konkrete beslutninger - f.eks. om godkendelse eller ikke godkendelse - 

en rolle, ikke blot for for den hastighed, hvormed nye genmodificerede planter vil blive indført på, men også for hvilke sjove 

nye planter vi får, og for selve holdningen hos almindelige borgere til hele systemet. 

Et særtræk i forbindelse med de tilladelser, miljømyndighederne i Danmark indtil nu (marts 1995) har givet til udsættelse af 

genetisk modificerede organismer til forsøg, har været, at alle ansøgninger fik tilladelsen. Man kan så håbe på at det er fordi alt 

er i den skønneste orden. Vil denne tendens fortsætte - også med de forventede ansøgninger fra firmaer om tilladelse til 

markedsføring - rejser det dog spørgsmålet om disse godkendelser blot er "en formel sag" som man siger; d.v.s. om 

myndighederne faktisk udøver sin beslutningskraft og dømmekraft på betryggende vis. 

Ny disciplin - eller kaos? 

I bestræbelsen på at sikre et godt vidensgrundlag for beslutninger kunne man godt forestille sig, at man skulle etablere en 

disciplin, som er i stand til at overskue de mangeartede risici, genteknologien rummer (alt fra klimaændringer til iltsvind eller 

hudsygdomme). Jeg tror nu ikke man skal forestille sig en sådan disciplin som andet en et tværfagligt felt for anvendt 

forskning. Der blev ikke udviklet en ny grundvidenskab om atomkraftkatastrofer på baggrund af atomteknologiens udvikling i 

1960'erne og debatten om den i 1970'erne eller miljøkatastroferne i 1980'erne. Der er simpelt hen ikke ét samlet problem her. 

Jeg tror selv den eneste mulige "videnskab" i streng forstand om risici ved komplekse teknologier er af samfundsvidenskabelig 

art, men samtidig af tværfaglig karakter med hensyn til de humanistiske, etiske og naturmæssige aspekter. 

Som allerede antydet har risikoforskning karakter af fremtidsforskning. Man kunne selvfølgelig spørge om ikke også de nye 

kaosteoretiske udviklinger kan lære os noget; med andre ord, om ikke studiet af komplekse systemer i forskningsfelter som 

ikke-lineær dynamik og kunstigt liv [9] kan belære os om forudsigelighed, beregnbarhed og kontrollerbarhed af naturprocesser. 

Der er jo flere forhold, man umiddelbart kunne trække frem: 

(a) Naturen er ikke-lineær: Der er ikke et lineært forhold mellem input og output. Dette gælder i særlig grad biologiske 

organismer. 

(b) Komplekse systemer opretholder deres stabilitet indenfor en vis tolerancetærskel; denne tolerancetærskel er 

ikke-beregnbar: D.v.s. dens beliggenhed kan ikke på forhånd forudsiges, men kendes efter at denne tærskel er 

overskredet, til direkte skade eller direkte disintegration af systemet til følge. 

(c) Selvom naturen skulle være deterministisk (hvad der er en del der taler for at den ikke er), vil ikke-lineariteten 

medføre uforudsigelighed med hensyn til fremtidige tilstande af den som fysisk system: D.v.s. en model for f.eks. et 

økosystem kan være beregnbar, samtidig med at modelsystemet udviser deterministisk kaos og samtidig med at det 

virkelige system p.g.a. stor følsomhed på begyndelsesbetingelserne ikke er forudsigeligt. 

Dette er imidlertid ikke nok til at forestille sig en egentlig disciplin for risikovurderinger på baggrund heraf; dels fordi 

fysikkens studier af komplekse systemer ikke endnu er ordentligt integreret med de biologiske videnskaber; dels fordi en sådan 

fremspirende "de komplekse systemers videnskab" ikke lægger op til anvendelser men snarere til at begrunde en form for 

erkendelsesmæssigt mådehold, d.v.s. begrunde hvorfor det er nødvendigt med uhyre forsigtighed hvad angår det at ville lave 

"videnskabelige" modelberegningsbaserede risikoanalyser. Man kan tale om et videnskabeligt begrundet afmagtspostulat: Vi 

kan ikke kontrollere risici på baggrund af eksakt videnskab; og dette er bl.a. begrundet i komplekse systemers fysik, biologi og 



matematik! 

Er videnskabens rolle tilfredsstillende? 

Skønt det ville kræve en dybere analyse af den rolle, forskningen spiller i risikovurderinger af genmodificerede planter, at 

vurdere, om denne rolle "spilles" godt eller skidt, kan der skitseres et foreløbigt svar. 

Man kan først konstatere, at risikovurderinger indgår i den politiske beslutningsproces, og den ræson, der ligger til grund for 

dem, adskiller sig næppe specielt fra den almindelige ræson for politiske beslutninger om infrastrukturelle, teknologiske og 

andre forhold, som skal reguleres politisk: En umiddelbar opfattelse vil være, at det administrative apparat i statsmagten har til 

opgave at frembringe et faktuelt korrekt beslutningsgrundlag for de politiske beslutninger. Kort: Videnskaben leverer facts til 

embedsmænd, og embedsmænd må forarbejde og fortolke dem og derved gøre det muligt for politikere - udfra disse 

oplysninger og politiske interessehensyn - at træffe beslutninger om lovgivning. 

For en mere differentieret betragtning er der tale om et kompliceret samspil mellem fire subsystemer: 

● Offentlighedens system (nyhedsmedierne) 

● Organisationssystemer (statslige; arbejdsmarkedets; og andre "non-governmental" interesseorganisationer) 

● Videnskabelige systemer 

● Det politiske system 

Hvert af disse systemer har deres egne kriterier for hvad der er vigtigt, interessant, betydningsfuldt o.s.v. - for eksempel er 

noget kun vigtigt i medierne, hvis det er nyt og har begivenhedskarakter, og dermed selekteres kommunikationen inden for 

offentlighedssystemet ud fra anderledes kriterier end indenfor eksempelvis det videnskabelige system, hvor der idealtypisk set 

kommunikeres om "løsbare problemer", "gåder" eller normalvidenskabelige "puslespil" på fronten af forskningen i det 

pågældende felt. Organisationssystemerne kommunikerer ikke om begivenheder men om sager, og selekterer efter juridiske og 

administrative kriterier, måske også efter politiske signaler; og det politiske system er kendetegnet ved en art formidling 

mellem de øvrige subsystemer af samfundet og har selv selektionskriterier for kommunikation som er orienteret efter ændring i 

aktuel fordeling af magt, indflydelse og eventuelle andre værdier som kan oversættes til det politiske systems sprog. 

Allerede kompleksiteten i dette samspil, og selve vanskeligheden ved indenfor det offentlige og politiske system at 

kommunikere om de vage ikke-videnskabelige former for frygt og utryghed overfor ny teknologi - tænk på den folkelige 

visdom om troldmandens lærling; myten om Golem eller Frankenstein, kunstnernes erkendelse af tilværelsens absurde eller 

ikke-kontrollable sider, eller for den sags skyld hele hybris & nemesis-motivet i vestlig filosofi og litteratur - disse 

vanskeligheder betyder, at presset på videnskaben for at udfylde rollen som garant for en rationel og sikker anvendelse af 

genteknologi øges; samtidig med at man risikerer, at subsystemerne taler forbi hinanden, og at teknologien udvikles efter en 

logik hinsides anticiperende styringsforsøg (så regulering altid blot er efterregulerende småjustering). Det synes ikke at være i 

EU eller Miljøministeriet udviklingsretningen fastlægges; og sådan noget som en strategi for et bæredygtigt landbrug synes 

indtil videre uden for rækkevidden af de reguleringsforsøg, der munder ud i godkendelser af bestemte genetisk modificerede 

planter. 

Især det sidste forekommer uacceptabelt: Herbicidresistente planter bør også vurderes på deres indirekte virkninger på 

landbrugets økosystemer i relation til forbruget af kemiske bekæmpelsesmidler. En økologisk vurdering må være en 

helhedsvurdering, og denne effekt kan være en meget væsentlig del af helheden. 

Videnskaben har grundlæggende to mulige roller i det samspil mellem de forskellige subsystemer af 

a) legitimerende: 

Man kan bruge videnskabelige undersøgelser legitimerende i en politisk argumentation for at det er "sikkert" at træffe de og de 

beslutninger. Det behøver ikke i sig selv at være forkert at der er sammenhæng mellem politik, legitimering og forsknings- og 

udredningsarbejdet. Det afgørende er hvordan sammenhængen er tidsligt og rumligt organiseret. Det er jo delvist indbygget i 

systemet, at store dele af sektorforskningens rolle er at yde de statslige delsystemer midler til løbende justeringer i den politiske 

og administrative proces. Det er imidlertid af afgørende vigtighed, at såvel sektor- som grundforskning netop er forskning; 

d.v.s. kritisk og fri til at undersøge virkeligheden som den er, og ikke som bestemte politiske aktører gerne ville have den til at 

være. 



Lad to måske helt absurde (og til lejligheden udtænkte) eksempler illustrere dette: I X-land kræves den økologiske 

fagvidenskabs forhåndsgodkendelse af anvendelse af alle nye genetisk modificerede organismer, og de x'ske økologer afviser 

alle sager med henvisning til, at de strengt taget ikke kan overskue alle tænkelige risici i alle mulige verdener, hvorfor der 

aldrig godkendes nogen plante i X-land som bare har været tæt på et molekylærbiologisk laboratorium. I Y-land er der samme 

formelle krav til forhåndsgodkendelse, og y-økologerne arbejder inden for nøjagtigt det samme økologiske paradigme som 

x-økologerne. Arbejdsgangen i Y-land er til gengæld den, at der er indført brugerbetaling af den sektorforskning, der kræves i 

forbindelse med de ret bekostelige udsætningsforsøg og lige så omfattende kontrol (som i X-land) af de genetiske, 

cellebiologiske og andre forhold, før hver ny genetisk modificerede plante kan godkendes. Y-land er stort, markedet er enormt, 

og der er stor konkurrence, og her lader man de genteknologiske firmaer, der betaler bedst for undersøgelserne, få 

førsteprioritet i sagsgangen, hvad der efterhånden også afspejler sig i disse firmaers markedsandele. De fleste produkter i 

Y-land ender med at blive godkendt; det tager bare meget lang tid, koster mange penge, og opretholder en temmelig stor 

genetisk-økologisk ekspertise af sektorforskningsøkologer. 

Der er to konklusioner på historien. Den ene er, at det er fuldt ud tænkeligt, at man i to lande, ud fra samme videnskab, samme 

informationer om risici og samme regelsæt, henholdsvis godkender og ikke godkender en ansøgning, fordi der ikke går nogen 

simpel logisk vej fra viden om risici til beslutning om godkendelse. Den anden konklusion er videnskabssociologisk: X- og 

y-økologerne plejer at mødes på konferencer om risici, men efter nogle år bliver det sjældnere og sjældnere at x-økologerne 

dukker op: Staten skar ned i deres stab, da man fandt ud af at de stort set intet havde at lave. 

b) kritiske: 

Det ligger i videnskabens natur at være kritisk, skeptisk og stille ubehagelige spørgsmål, også til sig selv. Videnskab har en 

væsentlig kritisk funktion i forbindelse med genteknologi: (1) De ikke-statslige organisationer kan henvise til videnskabelige 

undersøgelser, der viser noget andet end det man i offentligheden eller hos firmaerne forventer eller forsikrer om - eller 

undersøgelser, som understreger forskellen mellem dette at tro på sikkerhed og dette at vise ikke-eksistensen af risici. (2) 

Videnskaben kan ved selv-kritisk selviagttagelse understrege den enorme ikke-viden, som risikovurderinger bygger på. (3) 

Videnskaben kan yderligere, gennem den almindelige metode- og teoriudvikling, bidrage til at gøre området for risici, der 

faktisk kan kommunikeres om, større, således at sådanne risici ikke længere er ikke-problemer, der er henvist til det politologer 

kalder området for "non-decision".(4) Videnskabens og filosofiens rolle er desuden over for offentligheden at påpege, at der 

ligger et kommunikationsetisk problem i at offentligheden er underlagt en "kommunikationens ontologi", så kun det, der kan 

kommunikeres om, er vigtigt - kun det, som kan gøres til en "begivenhed" i den offentlige kommunikation "er" også en 

begivenhed. Videnskabens rolle med hensyn til genetisk modificerede planter er her tvetydig: På den ene side er det godt at den 

muliggør kritisk diskussion af risici. På den anden side er det problematisk, hvis debatten herved skygger for andre og muligvis 

langt alvorligere miljøproblemer. Her ligger der måske en opgave for en tværfaglig forskning i økologiske risici: At vurdere 

hvilke af de globale og lokale miljøproblemer [10], der bør tiltrække sig størst politisk opmærksomhed (ozonlagets 

nedbrydning, den globale opvarmning med drivhusgasser, og tabet af biodiversitet er nok de tre værste). 

Political Risk Management 

Der bliver så i mødeoplægget spurgt, om den videnskabelige usikkerhed kan håndteres, så den er anvendelig i den politiske 

proces? Her må man straks gen-spørge: Anvendelig for hvem? Og "håndteres" hvordan? Spørgsmålet udtrykker selvfølgelig 

organisationssystemets (f.eks. Miljøministeriets) interesse i at kunne styre ved hjælp af noge klare kriterier for hvornår noget 

kan tillades eller må forbydes. Nogle grænseværdier ville være bekvemt. 

Men hvor stor en risiko skal der til med de genmodificerede planter før grænsen er nået? Svaret blæser som pollen i vinden. 

Usikkerheden med hensyn til risici skaber behovet for at reducere kompleksiteten, f.eks. til nogle formulerbare regler for 

sagsbehandling. Dette behov for kompleksitetsreduktion skaber så ny kompleksitet i systemet i form af af undersøgelser, som 

skal belyse problemet nøjere, og efter de mange undersøgelser står man så nu tilbage med en ny form for usikkerhed, måske på 

et højere niveau: Man har fået belyst nogle konkrete ting ved en enkelt plante eller det gen den har fået tilført; så man har 

opnået en ny viden, men har samtidig erhvervet en ny ikke-viden og dermed en ny kompleksitet om de faktorer man kunne 

have overset, om selve forsøgenes pålidelighed, om muligheden af at slutte fra small-scale til large-scale o.s.v., og dermed et 

væld af nye beslutninger. Det bliver ikke lettere. Kravet om enkelthed fører til ny kompleksitet, nye former for usikkerhed, 

måske til nye risici. Det kan være svært at se en vej ud, og det forekommer (i en sådan Luhmann-inspireret optik) overhovedet 

ikke oplagt, at det er inden for det videnskabelige system i sig selv, vi skal vælge at finde hjælp. 

Nu kan man netop indvende mod dette perspektiv, at det gør risici til noget nærmest socialt konstrueret, som ikke afspejler 



faktiske tendenser og trusler, faktiske "dispositioner for uheld" i den eksisterende teknologi. [11] Hvis det vi ikke kan se, føle 

eller lugte, ikke behøver at bekymre os, kunne problemets løsning være at lukke øjnene for de risici, hvis realitet vi alligevel 

ikke er sikre på. Selvom det er oplagt, at vi på det psykologiske plan har hver vores individuelle risk management profil - vi 

kan jo ikke konstant være bekymrede for regnskov, bil-os, narkotikamisbrug og krig; af og til lukker vi af - så er det knap så 

oplagt at vi kan gøre psykisk flegma til overlevelsesstrategi for samfundet. Men måske det er ved at være på tide at 

naturvidenskabsfolk mødes med samfundsforskere og psykologer i et risikabelt samarbejde om at omtænke hele 

risiko-begrebet. 

Der er i disse år ved at ske et skift, som er ret fundamentalt, med hensyn til den måde vi opfatter naturen på. Både naturen i 

vekselvirkning med samfundet, men også vores egen krop: Tendensen peger bort fra en udpræget manipulerende 

kontrol-tankegang, der hele tiden - gennem det Bacon'ske diktum at viden er magt - søger at udvide grænsen for kontrol og 

udnyttelse; og så henimod en tankegang, som ikke ophæver magt- og beherskelsestanken, men samtidig søger at beherske 

beherskelsen. At anerkende, respektere og tilmed værdsætte de ikke-kontrollerbare og mere komplekse aspekter af naturen. Her 

bliver en ny naturfilosofi [12] nødvendig, som et kritisk bidrag til at sammentænke forskellige indsigter fra både human- og 

samfundsvidenskaberne, og som søger en viden, der ligger i den afmagts-erkendelse, at vi ikke kan beherske verden totalt, og 

at vi derfor systematisk bør vælge måder at indrette vores teknologi og samfund på som minimerer muligheden for katastrofer. 

Problemet er, at det er svært at se præcis hvilken livsform der gør det, for det er som om vi ikke kender andre livsformer end 

den moderne Vestlige. Vi tror, det er som at vælge mellem pest og kolera: Siger vi nej til A-kraft og udsigt til med mellemrum 

forekommende katastrofer og affaldsdeponeringsproblemer, siger vi måske også ja til mere snigende katastrofer som det 

globale drivhus. Her hjælper naturfilosofi der forbliver "ren" filosofi ikke. Et bedre naturforhold må realiseres i sammenhæng 

med politiske, sociale og økonomiske reformer på det globale plan. Vi lever i en verden af risici. Både kynisme og utopisme 

frister som alternativer til pragmatisme, mens pragmatismen som filosofi selv misforstås som værende identisk med 

principløshed og opportunisme. En mere bæredygtig naturfilosofis opgave er at indtænke det globale og overskride det 

trøstesløse i oplysningens dialektik. 

Litteratur 

Emmeche, C. (1991): Det levende Spil. Munksgaard, København. 

Emmeche, C. (1994): "Biologisk beregning og genets metafysik", Philosophia 23 (1-2): 9-23. 

Emmeche, C. (1995): "Naturfilosofiens genkomst", Kritik nr. 113, s. 15-29. 

Gleick, James (1987): Chaos: Making a New Science, Viking, New York. 

Harste, Gorm (1992): "Politiseringen af Risici", Menneske og Natur - Arbejdspapir nr. 7 (Humanistisk Forskningscenter, Odense Universitet). 

Harste, Gorm (1993): "I begyndelsen var kommunikationen - eller: Kan sociale systemer have økologiske kriser?", Humanekologi nr.3/4, s. 42-53 

[Nordisk Förening för Humanekologi, Telemark]. 

Harste, Gorm (1993): "Risikosamfundet", Tendens 5(2): 9-23. 

Harste, Gorm (1995): "Politisk kommunikation i risikosamfundet", s. 92-99 i: Johs. F. Sohlman, red.: Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas 

Luhmann. Forlaget politisk revy, København. 

Kauffman, Stuart (1993): The Origins of Order. Self-organization and selection in evolution. Oxford University Press, Oxford. 

Kristensen, Peer Hull (1984): Informationens og forandringens dobbeltspiral. 1.del. Arbejdspapir nr.7/84, Inst.f.Samfundsøkonomi og Planlægning, 

RUC, Roskilde. 

Latour, Bruno & S. Woolgar (1986): Laboratory Life: The construction of scientific facts. Princeton University Press, Princeton. [1 st ed. 1979]. 

Pagels, Heinz R.(1988):The Dreams of Reason. The computer and the rise of the sciences of complexity. Simon & Shuster (Bantam Books, 

N.Y.1989). 

Wimsatt, William C. (1976): "Complexity and organization", pp.174-193 in: M. Grene & E. Mendelsohn, eds.: Topics in the Philosophy of Biology. 

Reidel, Dordrecht (= Boston Studies in the Philosophy of Science, vol.27). 



Noter 

1) Tak til arrangørerne for et godt mødeoplæg og gode spørgsmål. Jeg har som afsæt for diskussionen ændret enkelte af disse og selv stillet ekstra. 

Teksten er en tilrettet version af mit indlæg, inspireret af den efterfølgende diskussion. 

2) Jeg tvivlede på om jeg havde noget at bibringe dette seminar og den overvejelse, som gjorde udslaget til at jeg forsøgte, var at de fundamentale 

usikkerheder al for sjældent udtales og diskuteres eksplicit. 

3) Se fx Wimsatt (1976), Pagels (1988), og Kauffman (1993). 

4) Kristensen (1984). 

5) Det er især "simple" egenskaber, hvor et enkelt gen har en relativ veldefineret virkning i planten, jeg her taler om. En hel 

anden problematik ligger i pleiotrope virkninger eller egenskaber, der er styret af mange gener, for slet ikke at tale om 

egenskaber, der kun metaforisk eller meget upræcist kan kaldes "genetiske" (jf. Emmeche 1994). 

6) At vi i nogle tilfælde kan vælge at fremstille "samme" ændring i planten ved hhs. traditionel planteavl og ny genteknik - 

hvor førstnævnte ikke kræves underlagt nogen risikovurdering - kan på en måde virke absurd; eller sætte hele diskussionen i 

perspektiv. Spørgsmålet om risikovurdering ved genteknologi (mht. planter) viser sig her blot som en øjenåbner for den langt 

mere almene og brede problemstilling, der handler om vore muligheder for at vurdere konsekvenserne af menneskelig 

påvirkning (inkl. gennem traditionel plante- og dyreavl) af de genetiske ressourcer. Perspektivet må som konsekvens medføre 

tilsvarende krav om bredere former for teknologivurdering. Tilsvarende må spørgsmålet om genteknisk tilført herbicidresistens 

føre til diskussion af det lang dybere spørgsmål om hvilken form for landbrug, vi faktisk ønsker. 

7) Dette aspekt er kraftigt understreget i en række værker af den tyske samfunds- og systemteoretiker Niklas Luhmann. For en 

dansk introduktion til Luhmann findes en række interessante artikler af Gorm Harste, der selv har forsket i 

miljøadministrationens politologi. 

8) Samtidig er den systemiske tyngde i dette "vi" (forstået ikke som et kollektivt subjekt men som et multisystemisk 

organisatorisk, samfundsmæssigt objekt) et faktum, som selv lader metaforen om det frie valg spænde betænkelig langt over en 

række beslutningsprocesser, som sjældent lader sig skue lige klart, bla. pga. de forskellige delsystemers forskellige interesser. 

9) En populær introduktion til ikke-lineær dynamik ("kaosteori") er Gleick 1987; om kunstigt liv se Emmeche 1991. 

10) Hvilket viser, at også indenfor dette område er man tilbøjelig til at overse en "diskursetisk" diskussion om hvorvidt selve 

dagsordenen for debatten er acceptabel (tilsvarende med de humane reproduktionsteknikker, jf. Emmeche 1994). 

11) Jeg er ikke selv sikker på, at den luhmannianske systemanalyse af "the risk management" i de moderne samfund logisk 

medfører en sådan radikal socialkonstruktivisme (som gør "the social construction of scientific facts" til argument imod en 

realistisk opfattelse af viden som fx. Latour & Woolgar 1986) og jeg er ret sikker på, at havde det ikke været for 

naturvidenskabens evne til, skal vi sige, at transcendere det sociale og nå til egentlig sand viden om naturen, så havde vi aldrig 

kunnet tale alvorligt om en miljøtrussel som ozon-hullet i himlen. At denne trussel så er forårsaget af de industrielle samfunds 

brug af bestemte former for kunstig kemi, gør den selvfølgelig "social konstrueret" i materiel forstand. 

Det etiske grundlag for regulering af genteknologi 

Af Nils Holtug og Peter Sandøe, Københavns Universitet, Institut for filosofi, pædagogik og retorik 

I følge en traditionel og indflydelsesrig opfattelse af naturen er de forskellige dyre- og plantearter skabt af Gud. Det er Guds 

plan, at skaberværket ser ud, netop som det gør. Mennesker bør derfor afholde sig fra at ændre på naturens orden. Følgelig er 

der også grund til at være etisk betænkelig ved udviklingen og brugen af genetisk modificerede dyr, planter og 

mikroorganismer. 

I kraft af udviklingen inden for naturvidenskaben tror de færreste i dag dog på, at de enkelte arter i bogstavelig forstand er 

skabt af Gud. Dyr, planter og mikroorganismer opfattes derimod som værende blevet til gennem en udviklingsproces. I denne 



udviklingsproces sker der gradvist ændringer og forskydninger i de underliggende gen-puljer. 

Det moderne naturvidenskabelige natursyn indeholder - i modsætning til det traditionelle - ikke et selvstændigt værdigrundlag. 

For at tage etisk stilling til brugen af genetisk modificerede organismer er det derfor nødvendigt at søge et værdigrundlag uden 

for naturvidenskaben. Naturvidenskaben udtaler sig nemlig om kendsgerninger, men heraf følger ikke nogen konklusioner om, 

hvad vi i konkrete situationer bør gøre. Selv om vi f.eks. havde helt præcise informationer om de langsigtede konsekvenser af 

at udsætte gensplejsede, multiresistente planter på åbne marker, ville vi ikke her udfra kunne slutte os til, om det er etisk 

acceptabelt at frembringe og udsætte sådanne planter. Vi ville også være nødt til at gøre os nogle overvejelser over hvilke 

værdier, der er på spil. 

Er der der f.eks. i sig selv noget etisk betænkeligt ved at lave om på den genetiske sammensætning i en levende organisme? 

Selv hvis vi ender med at mene, at det ikke i sig selv er betænkeligt, kan vi kun nå frem til denne holdning ved at tilslutte os et 

bestemt værdigrundlag. Der melder sig altså et behov for en filosofisk etik. 

Det er dog ikke på filosofisk grundlag muligt at bevise, at en bestemt etisk opfattelse er den rigtige; men i det mindste er det 

muligt at diskutere og kritisere etiske opfattelser rationelt. Der er mindst to henseender, i hvilke etiske synspunkter kan 

underkastes rationel kritik: 

For det første er det muligt at kritisere en etisk opfattelse, hvis den bygger på et usagligt grundlag. Man danner sig en etisk 

opfattelse af en sag på baggrund af de oplysninger, man har om sagen. Hvis disse oplysninger er forkerte eller meget ensidige, 

så hviler den etiske opfattelse på et usagligt grundlag. Det kan f.eks. tænkes at en person afviser anvendelsen af genetisk 

modificerede sukkerroer med den begrundelse, at sukkeret fra disse roer udgør en sundhedsfare for mennesker. Viser det sig, at 

det sukker, som produceres af de gensplejsede roer, er helt uskelneligt fra almindeligt sukker, så vil personen have grundlag for 

at ændre sin opfattelse. 

På dette punkt kan naturvidenskaben naturligvis være med til at kvalificere vores etiske stillingtagen. Vores etiske holdninger 

bør så vidt muligt hvile på en korrekt forståelse af kendsgerningerne og naturvidenskaben kan medvirke til at tilvejebringe 

denne forståelse. For det andet kan en etisk opfattelse kritiseres, hvis den bunder i dobbeltmoral. Hvis f.eks. en person mener, 

at det er helt i orden at frembringe og anvende genmodificerede mus, men ikke kan acceptere transgene køer, så har personen i 

første omgang et problem med at forklare sin holdning. Hvis ikke personen kan pege på en relevant forskel mellem genetiske 

modifikationer i mus og køer, så må han enten opgive sin positive holdning over for transgene mus eller sin negative holdning 

til transgene køer. 

Den ene etiske opfattelse er altså ikke automatisk lige så god som den anden. En etisk opfattelse kan være uholdbar, enten fordi 

den bygger på et usagligt grundlag, eller fordi den bunder i dobbeltmoral. 

I det følgende skal vi anvende de to kriterier til at vurdere forslag til et etisk grundlag for brugen af genetisk modificerede 

organismer. Vi vil primært fokusere på genetisk modificerede planter, men vil dog ind i mellem perspektiverer diskussionen 

med eksempler på andre anvendelser af genteknologien. Først vil vi dog forsøge at præcisere den etiske problemstilling lidt 

nærmere. 

To typer etiske spørgsmål 

I diskussioner vedrørende etiske grænser for anvendelsen af genteknologi er det muligt at skelne mellem to typer etiske 

spørgsmål. 

Den første type spørgsmål drejer sig om, hvilken vægt forskellige modstridende etiske hensyn skal tillægges. I forbindelse med 

frembringelsen af genetisk modificerede landbrugsafgrøder kan der f.eks. både være et hensyn at tage til miljøet og til 

landbruget. Disse hensyn kan naturligvis trække i hver deres retning, f.eks. hvis en mere miljøvenlig regulering indebærer et 

tab af arbejdspladser til lande, der har en mere lempelige regler. Det etiske spørgsmål er her, hvordan de modstridende etiske 

hensyn skal afvejes i forhold til hinanden. Er det vigtigere at beskytte miljøet, eller at beskytte arbejdspladserne, forudsat man 

ikke kan gøre begge dele på én gang? 

En anden og mere fundamental type spørgsmål angår, hvad der overhovedet udgør etisk relevante hensyn. Hvis man f.eks. 

diskuterer, om det er betænkeligt at skabe nye typer af planter ved hjælp af genmanipulation, så vil nogle mene, at det at lave 

om på planters gener ikke i sig selv udgør noget etisk problem. Andre vil derimod sige, at der et etisk hensyn at tage til 

respekten for naturens orden. Det er meget vigtigt, at tage diskussionen om, hvilke hensyn der er etisk relevante, inden man 

diskuterer afvejning af modstridende hensyn. Ellers vil de forskellige parter i diskussionen let komme til at tale forbi hinanden. 



Dette ser man ikke så sjældent. F.eks. kan én part argumentere for, at brugen af en bestemt genetisk modificeret organisme ikke 

udgør noget problem, fordi den ikke er forbundet med nogen risiko for menneskers sundhed og for dyrs velfærd. En anden part 

i diskussionen mener måske derimod, at vi ikke må gribe ind i naturens orden, og at det derfor etisk set er forkert at tillade 

brugen af den pågældende organisme. Hvis ikke de to parter gør sig klart, at de anser forskellige hensyn for at være etisk 

relevante, så kommer de til at tale forbi hinanden. 

I denne artikel vil vi primært se på det andet og mest fundamentale af de to nævnte former for etiske spørgsmål. Vi vil altså 

diskutere, hvilke hensyn der er etisk relevante. Til sidst vil vi dog også kort berøre spørgsmålet om afvejning af værdier, 

nemlig i forbindelse med en diskussion af risiko. 

To etiske grundholdninger 

Der er to grundholdninger til spørgsmålet om, hvilke hensyn der er etisk relevante: 

Den nytteetiske opfattelse: 

Kun hensynet til menneskers og dyrs velfærd er etisk relevant. Hvis ikke brugen af genetisk modificerede organismer har 

negative konsekvenser for menneskers og dyrs velfærd, så udgør den ikke noget etisk problem. 

Den pligtetiske opfattelse: 

Der er andre etisk relevante hensyn end menneskers og dyrs velfærd. Brugen af genetisk modificerede organismer kan altså 

være etisk betænkelig, selv om den ikke har negative konsekvenser for menneskers eller dyrs velfærd. 

Det meste af den eksisterende lovgivning vedrørende udvikling og brug af genetisk modificerede organismer bygger 

tilsyneladende på den nytteetiske opfattelse. Man giver tilladelser til udvikling og brug af genetisk modificerede organismer på 

baggrund af vurderede konsekvenser for menneskers sundhed, for økonomien, for miljøet og i visse tilfælde også for dyrenes 

velfærd - alle sammen ting, der er relevante ud fra en nytteetisk opfattelse. Der er dog undtagelser. Fra de nordiske lande er der 

eksempler på politiske hensigtserklæringer vedrørende reguleringen af bioteknologi, som klart bygger på et pligtetisk grundlag. 

F.eks. nævner en norsk "stortingsmelding" hensynet til naturens integritet som en del af det etiske grundlag for regulering af 

genteknologien (St.meld. nr.8. (1990-91), Om bioteknologi, Oslo: Miljøverndepartementet, s. 42). Derfor vil det også have en 

vis praktisk interesse at diskutere, hvilken af de to opfattelser, der er den rigtige. 

Tilhængere af den pligtetiske opfattelse er normalt ikke uenige med tilhængere af den nytteetiske opfattelse, når disse siger, at 

hensynet til menneskers og dyrs velfærd er etisk relevant. Alle kan altså tilsyneladende enes om, at det ud fra en etisk 

betragtning er vigtigt at vurdere, om udvikling og brug af genetisk modificerede organismer har negative konsekvenser for 

menneskers sundhed, for økonomien, for miljøet, dvs. for menneskers og dyrs livsbetingelser, og for dyrs velfærd. 

Uenigheden drejer sig derfor om, hvorvidt der også er andre forhold, som skal tages med i de etiske overvejelser. For at tage 

stilling til uenigheden er det derfor nødvendigt at klargøre, hvad det er for andre hensyn, tilhængere af den pligtetiske opfattelse 

anser for relevante. I litteraturen støder man på flg. tre forslag til etisk relevante hensyn, som ser ud til at bunde i en pligtetisk 

opfattelse: 

1) De enkelte arters genetiske integritet bør respekteres 

2) Naturen bør ikke tingsliggøres 

3) Artsgrænser må ikke udviskes 

Typisk vil en tilhænger at den pligtetiske opfattelse påberåbe sig mindst et af disse hensyn. Derimod er det ikke sikkert, at alle 

pligtetikere vil anse de samme hensyn for at være etisk relevante. 

I det følgende afsnit vil den nytteetiske opfattelse blive forsvaret, idet det vil blive forsøgt vist, at de tre anførte forslag til etisk 

relevante hensyn enten kan afvises ud fra de to kriterier for en holdbar etisk opfattelse, som blev opstillet i indledningen, eller i 

sidste ende bygger på hensynet til menneskers og dyrs velfærd, og derfor er forenelig med den nytteetiske opfattelse. 

Forsvar for den nytteetiske opfattelse 

Hensynet til arters genetiske integritet kan naturligt udlægges som et pligtetisk krav om ikke, eller i hvert fald ikke uden videre, 

at ændre de eksisterende arters genetiske sammensætning, også selv om der kan gives gode nytteetiske grunde til at gøre det. 

Der er ingen tvivl om, at dette hensyn dækker en følelse, som mange mennesker deler. Der er dog samtidig nogle væsentlige 

problemer forbundet med at forklare og forsvare synspunktet. 



Det første problem er at forklare, hvad der er så særligt ved de genetiske strukturer, som eksisterer netop nu. Gennem 

evolutions-historien udvikler de genetiske strukturer i dyr, planter og mikroorganismer sig løbende. Det er ikke muligt at pege 

på et punkt i denne udvikling, hvor organismerne har nået deres "endelige" eller "færdige" form. 

Tanken om genetisk integritet synes dog at forudsætte, at der er noget særligt ved netop de eksisterende genpuljer. Set ud fra et 

udviklingsperspektiv forekommer dette helt vilkårligt - svarende lidt til at sige, at kunst og litteratur har nået sin endelige form 

og ikke skal have lov til at udvikle sig yderligere. 

Det andet problem består i, at genetiske ændringer accepteres i andre sammenhænge, f.eks. i forbindelse med selektiv avl. Når 

man fremavler planter med nye farver, så ændrer man dermed også indirekte generne hos de relevante organismer. Dette anses 

normalt ikke, i sig selv, for at være et etisk problem. De etiske problemer i denne forbindelse drejer sig udelukkende om miljø, 

økonomi og sundhed. Det synes svært at pege på en etisk relevant forskel mellem de forskellige måder, hvorpå man kan ændre 

organismers genetiske sammensætning. Hvad enten der er tale om genteknologi eller traditionelt forædlingsarbejde, så er der 

tale om bevidste ændringer af generne hos levende organismer udført på baggrund af naturvidenskabelig erkendelse. Hvis ikke 

man ser noget etisk betænkeligt i enhver form for systematisk forædlings- og avlsarbejde, kan man derfor ikke anse genetisk 

integritet som et relevant hensyn i forbindelse med brugen af genetisk modificerede organismer. 

Problemet kan illustreres ved følgende eksempel. Lad os antage, at det er lykkedes at frembringe en gensplejset majsplante 

med en ny interessant smag. Samtidig har man et andet sted i verden frembragt en tilsvarende plante, bare ved hjælp af 

forædlingsarbejde. Man kan have forskellige betænkeligheder ved at udsætte planten, f.eks. miljømæssige hensyn, men det er 

svært at se, at det skulle være etisk relevant at planten er blevet til på én måde det ene sted og på en anden det andet sted. Det er 

mao. ikke mere betænkeligt at udsætte den gensplejsede majsplante end den, der er blevet til ved forædlingsarbejde. 

Eller for at tage et andet eksempel: Om en atrazinresistent rapssort er frembragt ved hjælp af gensplejsning eller ved hjælp af 

forædlingsarbejde synes ikke at være afgørende for vurderingen af, om det et etisk accceptabelt at anvende en sådan rapssort til 

landbrugsproduktion. Eksemplet er ikke urealistisk, da der faktisk findes vildt forekommende atrazinresistente rapsarter, som 

anvendes i forædlingsarbejde. 

Nogle gange påpeges det, at de modifikationer man kan lave på et år ved hjælp af genteknologi ville det tage hundrede år eller 

mere at lave ved hjælp af forædlingsarbejde. Dette hævdes at være den principielle forskel på de to teknologier. Denne indsigt 

kan dog ikke tjene til at begrunde, at arters genetiske integritet krænkes ved gensplejsning men ikke ved forædling. Hvis det i 

sig selv er etisk betænkeligt at lave om på en plantes genetiske sammensætning, er det vel forkert uanset, hvor længe man er 

om det. Faktisk er det svært at se, at der i sig selv skulle være et problem i, at tilblivelsesprocessen er kortere. Hvis der er tale 

om en værdifuld modifikation af planten - for eksempel fordi den er modificeret så den ikke skal sprøjtes med herbicider - er 

det vel tværtimod godt, at planten kommer hurtigere i brug. 

Den kerne af sandhed, der er i tanken om, at det er problematisk hvis udviklingen af gensplejsede organismer går for hurtigt 

kan derimod indfanges af nytteetikken. Der kan være god grund til at være særdeles forsigtig med at udsætte organismer, der 

varierer væsentligt og i mange henseender fra deres artsfæller, i hvert fald før alle de forskellige effekter de kan have på miljøet 

er testet forsvarligt. Der kan nemlig være grund til at antage, at radikalt nye organismer vil udgøre en større trussel for den 

økologiske balance og dermed for menneskers og dyrs velfærd, end organismer der over en lang periode har udviklet sig i 

samspil og balance med resten af naturen. Det etiske hensyn, der her er tale om, har dog ikke noget med genetisk integritet at 

gøre. 

På baggrund af de anførte problemer kan det konkluderes, at genetisk integritet ikke udgør noget relevant etisk hensyn. Med 

hensyn til tingsliggørelsen kan enhver brug af naturen til at fremme menneskelige formål vel opfattes som en form for 

tingsliggørelse. Hvis tingsliggørelsen i sig selv var et etisk relevant hensyn, ville dette tale imod enhver brug af levende 

organismer til menneskelige formål, hvilket forekommer absurd. Det etisk set afgørende bør derfor ikke være, om naturen 

bliver brugt til at tjene menneskelige formål; men at der samtidig er plads til at tage etisk relevante hensyn. På dette punkt i den 

etiske argumentation kan det være rimeligt at skelne mellem to former for organismer. På den ene side er der laverestående dyr, 

planter, og mikroorganismer, som ikke må formodes at have bevidsthed. På den anden side er der de højerestående dyr, som 

må formodes at besidde en vis grad af bevidsthed. Disse organismer kan opleve smerte og anden form for lidelse, og de kan 

føle behag, forventning og have andre former for positive oplevelser. 

Da laverestående dyr, planter og mikroorganismer ikke har nogen bevidsthed, kan det ikke gøre nogen forskel for dem, om vi 

behandler dem på den ene eller anden måde. Derfor kan der argumenteres for, at disse organismer ikke i sig selv har krav på 

etisk hensyn. Det betyder naturligvis ikke, at man kan gøre med dyr og planter, hvad man vil; de udgør livsgrundlaget for 

højerestående dyr, foruden i visse tilfælde at være en kilde til stor æstetisk nydelse for mange mennesker. Højerestående dyr 



har derimod i kraft af at være bevidste væsner behov, som skal tilgodeses. På den baggrund kan man formulere følgende 

princip (frit efter den tyske filosof Immanuel Kant): Behandl aldrig et bevidst væsen blot som et middel, men også altid som et 

mål i sig selv. I forbindelse med brugen af genmodificerede dyr kan dette krav udlægges på den måde, at man ikke må anvende 

dyr, som i kraft af de genetiske forandringer er disponeret til at lide eller miste væsentlige positive oplevelser. Hermed peger 

diskussionen af tingsliggørelse frem mod diskussionen af velfærd. 

Det sidste af de tre nævnte pligtetiske forslag til etisk relevante hensyn er, at artsgrænser ikke må udviskes. Det første man skal 

være opmærksom på her er dog, at artsgrænserne i forvejen er temmelig udflydende på det genotypiske niveau. Der er med 

andre ord et stort overlap af gener på tværs af arterne (bl.a. har menneskers ca. 99 % af deres DNA til fælles med chimpanser). 

Men måske er det i højere grad forskydningerne på det fænotypiske niveau, der giver anledning til bekymring. Her må man dog 

være opmærksom på, at de genetiske ændringer, man normalt foretager ikke rejser tvivl ved eller ændrer på organismens 

artstilhørsforhold. 

Et mere principielt spørgsmål går på, hvorfor det skulle være så væsentligt at opretholde de nuværende artsgrænser. Hvad 

angår planter og andre organismer, der ikke er bevidste, er de jo ikke selv opmærksom på, hvis de befinder sig i grænselandet 

mellem forskellige arter. Det kan med andre ord ingen forskel gøre for planten. For så vidt der er et reelt etisk hensyn på spil 

synes det derfor snarere at være et hensyn overfor mennesker eller dyr. 

Et bud kunne således være, at når arternes gener krydses, er det vanskeligt at forudsige udfaldet. Resultatet kan blive en 

økologisk trussel mod mennesker og dyr. Et andet bud er, at når artsgrænserne udviskes, mister vi de arter, vi kender og holder 

af. Begge bud peger imidlertid på, at det relevante hensyn i sidste ende synes at være til dyr- og menneskers velfærd. 

Ved nærmere eftersyn viser de tre pligtetiske hensyn sig enten at være uholdbare eller at bunde i hensynet til menneskers eller 

dyrs velfærd. Dette er udgør i sig selv et stærkt argument for den nytteetiske opfattelse. Lad os på den baggrund forsøge at sige 

lidt om, hvorledes den nytteetiske opfattelse kan tjene som grundlag for at regulere brugen af genetisk modificerede 

organismer. 

Regulering på nytteetisk grundlag 

I følge den nytteetiske opfattelse skal brugen af genetisk modificerede organismer vurderes ud fra sine konsekvenser med 

hensyn til menneskers og dyrs velfærd. I én henseende bliver reguleringen derved meget enkel. 

Reguleringen bliver enkel på den måde, at den kan foregå på samme grundlag som det, hvorpå megen anden offentlig 

regulering i forvejen foregår. Sundhedsmyndighederne regulerer i forvejen brugen af nye stoffer og levnedsmidler på baggrund 

af disses konsekvenser for befolkningens sundhed. Miljømyndighederne regulerer anvendelsen af nye produkter på baggrund af 

disses konsekvenser for miljøet. Når det endelig drejer sig om anvendelse af dyr til forskning eller produktion, er der 

myndigheder, som sætter grænser ud fra hensynet til dyrenes velfærd. Genmodificerede organismer kræver således ikke noget 

nyt reguleringsgrundlag. 

Et vigtigt instrument, når man vil regulere på et nytteetisk grundlag, er risikovurderinger. I sidste ende er vi interesserede i, om 

de forventede goder i form af positive konsekvenser for menneskers og dyrs velfærd vejer tungere end de medfølgende risici i 

form af negative konsekvenser, ligeledes for menneskers og dyrs velfærd. Derfor vil vi nu kort diskutere, hvilke elementer der 

bør indgå i risikovurderinger og hvad man skal stille op, når der ikke foreligger tilstrækkeligt med informationer til, at man kan 

lave en egentlig risikovurdering. 

Risiko 

I Danmark foretager Skov- og Naturstyrelsen (Miljøministeriet) en økologisk risikovurdering i forbindelse med udsætning af 

genmodificerede planter og dyr. Formålet er selvfølgelig at søge at sikre, at vi ikke løber for stor en risiko, når vi tillader 

udsætninger. Men hvornår er risikoen for stor? Ligesom de foregående spørgsmål kan heller ikke dette spørgsmål besvares på 

et rent videnskabeligt grundlag. At afgøre, om en risiko er uacceptabelt stor kræver nemlig en værdimæssig afvejning af 

fordele og ulemper. 

En risiko ved en teknologi består af to elementer; dels den eller de uheldige konsekvenser, teknologien kan have, dels disse 

konsekvensers sandsynlighed. En risiko er således større, jo dårligere de mulige uheldige konsekvenser er og jo højere 

sandsynligheden er for, at de indtræffer. Når vi vil tage stilling til, om en risiko er for stor, er det dog ikke nok at kende til selve 

risikoen. Vi må også vide noget om, hvilke gode konsekvenser vi kan forvente vil følge, og hvor sandsynlige de er. 



Isoleret betragtet er det f.eks. ikke værd at løbe den risiko man løber, når man i sin bil kører på ferie til Frankrig. Det, der gør 

risikoen acceptabel, er jo de gode oplevelser man forventer ferien vil resultere i. Der er med andre ord tale om en afvejning af 

risiko over for forventede goder. Ligeledes vil der indenfor genteknologien være forskelle på, hvilke risici, der er acceptable, 

alt efter hvad det er for goder man forsøger at realisere. Hvis man forsøger at fremstille livsvigtig medicin ved hjælp af 

genetisk modificerede mikroorganismer, bør man være villig til at løbe en større risiko, end hvis det f.eks. drejer sig om den før 

omtalte majs med en ny smag. Nogle goder er således så trivielle, at vi formentlig ikke bør være villige til at løbe en 

nævneværdig risiko for at få adgang til dem. 

Desværre inddrages overvejelser over værdien af de forventede goder kun i ringe omfang i de risikovurderinger, man laver i 

dag. Det kan der være gode nytteetiske grunde til at lave om på. Det er jo ikke kun teknologiens negative indvirking på vores 

velfærd, der er etisk interessant, men også dens positive effekter. Risikoen skal opvejes af forventede positive konsekvenser, 

for at den er værd at løbe. 

Der er et yderligere aspekt ved risiko, som bør kommenteres her. De fleste mennesker bryder sig ikke om at løbe en risiko. De 

er, hvad økonomer kalder risiko-aversive. Denne aversion overfor risiko kommer til udtryk i en række valgsituationer. I 

følgende valgsituation, hvor der kan vælges mellem (A) og (B) vil de fleste f.eks. vælge (A), fordi de dermed kan eliminere 

risikoen: 

(A) man får 10.000 kr. kvit og frit 

(B) der slås plat og krone og man får 30.000 kr., hvis det bliver plat, men skal betale 10.000 kr., hvis det bliver krone. 

De to valgmuligheder har samme forventede værdi, nemlig 10.000 kr. (i (B): 0.5 x 30.000 kr. + 0.5 x -10.000 kr. = 10.000 kr.). 

Men (A) har den ekstra fordel, at man her undgår risikoen for, at man skal betale 10.000 kr. Derfor foretækker de fleste denne 

mulighed, også selv om den indebærer, at de ikke får muligheden for at vinde 30.000 kr. 

På et nytteetisk grundlag kan man argumentere for, at denne almene modvilje mod risiko giver os en ekstra grund til at 

opretholde en stram regulering af genteknologi. På grund af vores generelle risiko-aversion indebærer det nemlig et 

velfærdstab, når vi løber risici. Man må dog være opmærksom på, at vi nogle gange også løber en stor risiko ved at undlade at 

benytte os af genteknologien. Hvis vi f.eks. undlader at lave genteknologisk forskning på HIV virus løber vi den risiko, at 

mange mennesker også i fremtiden bliver syge og dør af AIDS, hvilket muligvis kunne have været undgået, hvis den relevante 

forskning var blevet foretaget. 

Ofte vil man dog ikke have et godt overblik over de relevante risici, når der skal tages beslutninger, f.eks. om udsætning af 

genetisk modificerede planter. Dvs. at man mangler viden om de mulige konsekvenser af udsætningen og om deres 

sandsynligheder. I disse situationer taler man ikke om risiko men om usikkerhed. 

Problemet er, at det kan være meget vanskeligt og ressourcekrævende at sige noget nogenlunde sikkert om, hvilke 

konsekvenser brugen af genmodificerede organismer vil have for de relevante parametre, som sundhed, miljø og velfærd. Det 

ville være meget enklere, hvis man ved hjælp af pligtetiske hensyn på forhånd kunne afvise udvikling og brugen af nogle, eller 

ligefrem alle genmodificerede organismer. 

Ud fra den nytteetiske opfattelse er det tilsyneladende umuligt på forhånd at trække grænser i situationer med usikkerhed. Det 

er kun konsekvenserne, der tæller, og dem kender vi jo ikke, før vi har prøvet at bruge de pågældende organismer. Her kan dog 

anføres et modsatrettet ræsonnement: Vi ved, at brugen af genmodificerede organismer kan have stærkt negative konsekvenser 

for menneskers og dyrs velfærd; det kan samtidig være dyrt, vanskeligt og i visse tilfælde også farligt at undersøge 

konsekvenserne. Derudover har det vist sig, at de fleste mennesker er endnu mere aversive overfor usikkerhed, end overfor 

risiko. Derfor kan der nytteetisk set være gode grunde til at holde igen med at tillade brugen af genmodificerede organismer, i 

hvert fald så længe der ikke er tale om at frembringe produkter, som er vitale for menneskers (eller dyrs) velfærd. 

Den nytteetiske opfattelse medfører altså ikke, at alt, som er uden dokumenterede negative konsekvenser, skal tillades. 

Opfattelsen levner plads til at forbyde brugen at genmodificerede organismer, når denne ikke har dokumenteret nytteværdi. 

Igen viser det sig altså vigtigt, at vi ikke udelukkende begrænser os til en vurdering af risiko, men også overvejer de forventede 

gode konsekvenser. 

Når det i praksis er muligt at regulere brugen af genmodificerede organismer relativt stramt, så er en del af forklaringen uden 

tvivl, at mange mennesker på baggrund af pligtetiske synspunkter har en stærkt negativ holdning over for udvikling og brug af 

genmodificerede organismer. Mange mennesker mener, at vi bør udvise ydmyghed over for naturen, og at det gør vi ikke ved at 

gå og lave om på den efter behag. Set fra en nytteetisk synsvinkel er det dog ikke nødvendigvis dårligt, at mange af os har en 

sådan holdning. Den vil nemlig være med til at modvirke, at den genteknologiske udvikling tromler fremad uden at vi når at 



sikre en forsvarlig regulering. 

To strategier for håndtering af værdier i relation til regulering af genteknologi 

Til sidst vil vi gøre os nogle mere pragmatiske overvejelser over på hvilken måde værdispørgsmål bør integreres i reguleringen 

af genteknologi. At værdispørgsmål bør integreres burde være indlysende, givet ovenstående diskussion. 

De forskere, der arbejder med genteknologi har som regel en positiv holdning til det arbejde, de udfører. Samtidig er der dog en 

betydelig grad af skepsis overfor genteknologi i befolkningen. Forskerne kan være tilbøjelige til at mene, at de eneste der 

forhindrer den øvrige befolkning i at dele deres positive holdning er mangel på faktuelle oplysninger. Derfor vil de være 

tilbøjelige til at prøve at videregive så mange faktuelle informationer, som muligt. Denne strategi kan kaldes 

informationsstrategien. Forskere og myndigheder koncentrerer sig om at sikre et videnskabeligt sagligt beslutningsgrundlag. 

Værdispørgsmålene derimod overlades til politikerne. 

Der er imidlertid flere svagheder ved denne strategi. For det første er der en betydelig fare for værdiblindhed blandt forskere og 

myndigheder. Man vil vælge at fremlægge de oplysninger man selv anser som relevante. Men hvis de bekymringer man nærer i 

befolkningen er nogle helt andre, vil forskere og myndigheder fremstå som uforstående over for - eller ligefrem ligeglade med - 

spørgsmål, som mange anser som centrale. 

I valget af oplysninger man fremlægger har man allerede truffet nogle værdimæssige valg, som ikke nødvendigvis er 

ukontroversielle. Hvis man f.eks. vælger kun at undersøge de risici, der er forbundet med en udsætning, og ikke hvad de 

positive konsekvenser kan tænkes at være, har man allerede truffet et etisk valg, om end det muligvis er ubevidst. Denne 

værdiblindhed kan også føre til en manglende forståelse af relevansen af videnskabelige indsigter. Nogle er således tilbøjelige 

til at mene, at det er betænkeligt at overføre gener på tværs af artsgrænser, fordi det er unaturligt. Det har imidlertid vist sig, at 

nogle mikroorganismer faktisk i naturen overfører gener på tværs af arterne. Denne indsigt er derfor relevant for den etiske 

diskussion, men den vil kun blive fremført, givet at man er opmærksom på hvad det faktisk er for nogle bekymringer, der 

næres overfor genteknologien. 

En alternativ strategi vil gå ud på, at myndigheder og forskere tilstræber at formulere værdier, som kan lægges til grund for 

reguleringen af genteknologien, og at relatere disse værdier til de relevante videnskabelige indsigter og problemstillinger. 

Denne strategi kan kaldes integrationsstrategien. Der er flere fordele ved denne strategi. For det første kan den simpelthen 

være med til at sikre en bedre regulering, idet flere af de relevante etiske hensyn bliver inddraget. For det andet kan den være 

med til at øge forskernes og myndighedernes troværdighed i befolkningen. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at alle bliver 

enige, selv hvis denne strategi følges. Men en betingelse for, at der kan føres en egentlig dialog er, at parterne i det mindste 

forstår hinandens synspunkter. Om ikke andet kan man så blive enige om at være uenige, d.v.s. have respekt for, at sagen kan 

anskues på en anden måde end man selv gør. 

Litteratur 

En god litteraturoversigt er givet af Jonas Josefsson i Risk, bioteknologi och etik - rapport från Nordisk utskott för etik inom 

bioteknologi, Nordiske Seminar- og Arbejdsrapporter 1992:503 (København: Nordisk Ministerråd, 1992). 

Vi skal her nøjes med at henvise til nogle få publikationer vedrørende regulering af bioteknologi, som Josefsson ikke har med: 

Gentekniskt modifierte organismer - etiska och juridisat debatter i Norden, Nordiske Seminar- og Arbejdsrapporter, 1993:604 

(København: Nordisk Ministerråd). 

Wheale, P. & R. McNally (eds.), The Bio-Revolution, London: Pluto Press 1990. 



Genteknologi og Borgerne 

Af Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat 

Dette indlæg kunne lige så vel have haft titlen "Genteknologi og demokrati". Det koncentrerer sig nemlig om, hvad det betyder, 

at genteknologien skal fungere i et samfund, hvor borgernes holdninger har en væsentlig indflydelse på den førte politik. 

Genteknologien er jo i Europa og især i Danmark kendetegnet ved at være blevet reguleret udfra erkendelsen af, at 

befolkningen ønskede en regulering. 

Demokrati er et i etisk henseende imperfekt system. De færreste har for eksempel nogensinde overvejet, om deres holdninger 

til genteknologi er sammenhængende og fri for dobbeltmoral. Dertil kommer, at den herskende etik i vort samfund til hver en 

tid vil være et produkt af forhandlinger, magtpositioner og pragmatik - forhold, der ikke netop peger i retning af at et etisk 

helhedssyn vil blive dominerende. 

Der er næppe mange filosoffer, der vil argumentere for, at vi skal have een sand etik. At demokrati medfører beslutninger, der 

er kogt sammen af mange forskellige ingredienser, strider nemlig ikke imod behovet for at debattere de etiske sider af vores 

anvendelse af teknologi. Tværtimod er et fungerende demokrati afhængigt af en åben etisk debat, så parterne kan finde deres 

standpunkter. 

Dette indlæg tager udgangspunkt i det faktum, at vi lever i et repræsentativt demokrati med en overvejende liberal økonomi. 

Både politik og økonomi er på hver sin måde markedsdrevet. Borgeren har indflydelse fra to sider - med sin stemmeseddel og 

med sin pengeseddel. Med dette udgangspunkt vil jeg diskutere genteknologiens anvendelse og regulering. 

Jeg vil først give et billede af borgernes holdning til genteknologi og af de krav, borgerne stiller til dens anvendelse. Dette vil 

blive suppleret af nogle kommentarer fra Torben Hviid Nielsen, som har studeret Eurobarometer-undersøgelserne nøje. 

Dernæst vil jeg vurdere, om disse krav er modstridende med industriens og landbrugets interesser. Til sidst vil jeg se på 

reguleringens langtidsholdbarhed. 

Borgernes holdning 

Vi har to væsentlige typer af kilder, som kan sige os noget om, hvordan borgerne forholder sig til genteknologi. Den ene er 

Teknologirådets konsensuskonferencer, der er kendetegnede ved, at et panel af lægfolk styrer processen og skriver 

konferencens slutdokument. Den anden er holdningsundersøgelserne - Ole Borres to rapporter ("Befolkningens holdning til 

genteknologi". Teknologinævnet. Første rapport, 1988. Anden rapport, 1990) og Eurobarometer-undersøgelserne 

(Eurobarometer 35.1: "Opinion of Europeans on Biotechnology in 1991" i John Durant (edit), "Biotechnology in public", 

Science Museum, London 1992. / Eurobarometer 39.1: Europakommissionen, 1993). 

Nævnet har afholdt tre konsensuskonferencer om genteknologi: 

● Genteknologi i industri og landbrug. (Teknologinævnet, 1987) 

● Kortlægning af menneskets gener. (Teknologinævnet, 1989) 

● Teknologiske dyr. (Teknologinævnet, 1993) 

Der er en generel konklusion, som går igen i alle slutdokumenterne: Lægpanelerne ønsker genteknologi med et godt formål - 

ellers vil de ikke have det. I slutdokumentet fra 1987 siges det meget præcist, at panelet ikke vil acceptere anvendelse af 

genteknologi for at man kan producere en ny type vingummi, men at helbredelse af kræft er et eksempel på et formål, som 

berettiger anvendelse af genteknologi. 

Borgerne ønsker altså ikke at se på risikoaspektet uden at koble det til velfærdsaspektet. Logikken er meget enkel - vi er ikke 

overbevist om, at genteknologi er risikofri og vi tror egentlig ikke på, at risikoen kan vurderes. Derfor ønsker vi ikke at løbe en 

ukendt risiko, med mindre fordelen er tilstrækkelig stor. 

Eller med andre ord - borgerne er udpræget pragmatiske, men ansvarlige, velfærdsetikere. Det er værd at lægge mærke til, for 

det placerer borgerne som konstruktive medspillere og ikke, som det ofte bliver fremstillet, som uvidende skræmte nej-sigere. 

Holdningsundersøgelserne understøtter denne vurdering. Jeg vil kort referere hovedtrækkene i holdnings-undersøgelserne. 



Høj viden 

For det første er Danmark kendetegnet ved at borgerne har en relativ høj viden om bioteknologi. Det vil sige, at de i forhold til 

de øvrige folkeslag i Europa ligger højt, hvad angår latinsk defineret viden, altså paratviden om biologi og bioteknologi. Men 

niveauet er sådan set ikke særligt højt; danskerne svarer rigtigt på godt halvdelen af spørgsmålene, hvoraf mange må betragtes 

som særdeles elementære. Det interessante er imidlertid, at danskerne supplerer denne viden med indsigt i fordele og ulemper 

ved bioteknologien. 

Skeptikere 

For det andet udviser danskerne, hvad der i Eurobarometer-undersøgelserne kaldes "skepsis" overfor genteknologiens 

fortræffeligheder. Dette kan dog til dels forklares som et statistisk fænomen. Jeg kan eksemplificere dette ved at sammenligne 

2 yderpunkter. 

Det ene er et land, hvor der ikke er foregået en debat om genteknologien og hvor både paratviden og viden om 

samfundskonsekvenserne er lav. Her kan situationen skitseres således: 

JA! Ved ikke NEJ! 

Den lave viden medfører, at de relativt få ideologisk stærke forkæmpere og modstandere af genteknologi dominerer 

undersøgelserne. Der findes en stor ved-ikke-gruppe, som helst holder sig ude af kampen. Derfor giver undersøgelserne fra 

sådanne lande klare svar, men de dækker over lav viden, standpunktsholdninger og konfliktdebat. 

Som modsætning har vi i Danmark en situation, hvor der faktisk har foregået en debat og er blevet investeret i en afklaring af 

holdningerne til genteknologi. Dette kan skitseres således: 

JA! ja? Ved ikke nej? NEJ! 

Vi ser stadig de to fløje med stejle standpunkter, men ved-ikke-gruppen er meget mindre og er på begge sider blevet afløst af 

tvivlende tilhængere og tvivlende modstandere - altså folk, som ikke er gået ind i debatten med et fra begyndelsen afklaret 

forhold til teknologien og som derfor både kan se for og imod i sagen. Resultatet af denne større viden er altså nuancerede svar 

og en debat, der i højere grad stiler imod afklaring end mod at ridse fronterne op. En debat, hvor der er plads til "ja, hvis..." og 

"nej, med mindre...". 

Det kan altså diskuteres, om det er korrekt at karakterisere danskernes svar-profil som en "skeptisk" profil. Det kunne lige så 

godt kaldes en konstruktiv profil. 

At den relativ høje viden i Danmark ikke resulterer i lutter begejstring for genteknologi, er kommet bag på mange - især 

forskere - som gennem debatten i 1980'erne postulerede, at hvis blot befolkningen vidste lige så meget om genteknologi, som 

de selv gjorde, ville de også være lige så positivt indstillede. 

Det burde ikke være kommet bag på dem. Det forholder sig naturligvis sådan, at vi ikke laver os et særligt skræddersyet 

værdisæt til vurdering af bioteknologien. Vi bruger det, vi allerede har, som er blevet dannet af vores far og mor, vores 

skolegang, venner, livserfaring og politiske opdragelse - for blot at nævne nogle få elementer. En enkelt teknologisk debat kan 

ikke vælte sådanne rodfæstede grundholdninger. 

Ole Borres undersøgelser viste tydeligt, at holdningen til genteknologi er koblet til vores værdier iøvrigt. De, der tror på militær 

sikkerhed og økonomisk vækst, er generelt positive overfor genteknologi. De, der fastholder social adfærd, forsigtighed, 

respekt for natur og miljø som vigtige grundholdninger, er ofte imod genteknologi. I Danmark er der en hel del af de sidste, så 

noget er der måske alligevel om, at vi er skeptikere. 

Accept 

Det tredje karakteristiske billede,som holdningsundersøgelserne giver, er at vi på trods af den såkaldte skepsis har en høj accept 

af anvendelse af genteknologi. 

De mest nærliggende grund til dette er, at politikerne faktisk på et vigtigt tidspunkt tog konsekvensen af befolkningens 



bekymringer og regulerede genteknologien, og at der er blevet investeret en del i at skabe en debat på området. Gennem disse 

handlinger har politikerne udvist troværdighed og det medfører en større tillid til, at anvendelsen af genteknologi foregår 

ordentligt, så at sige. 

Vi stoler altså på myndigheder og politikere, fordi vi foreløbig synes at have haft god grund til det. 

Et demokratisk dilemma 

Spørgsmålet er, om denne situation kan holde. Der er ingen tvivl om, at den genteknologiske debat er på vej til at udvikle sig 

fra en generel debat til en debat, der handler om den enkelte applikation af teknologien - det enkelte forsknings- og 

produktionsprojekt. Det sker i takt med, at genteknologien dukker op på markedet i stor skala. 

Vi skal ikke længere tage stilling til genteknologi som sådan; vi skal beslutte, om vi har tænkt os at spise gensplejsede tomater. 

Denne udvikling betyder, at det bliver andre demokratiske funktioner, der bliver dominerende. Hvor det repræsentative 

demokrati fungerede fint, da der skulle laves en lov om miljø og genteknologi, er det spørgsmålet, om det vil være lige så 

effektivt til at tage enkeltsagerne op, efterhånden som de bliver relevante. Det vil det nok ikke. 

Der vil ikke gå lang tid, før folketingets medlemmer må give op over for at vurdere hvert enkelt genteknologiske projekt. 

Derefter vil det på den ene eller anden måde blive myndigheder og marked, der alene skal regulere genteknologien. 

Hvad sker der, når denne udvikling tager fart? 

Det repræsentative demokrati er pragmatisk og orienteret imod forhandling, og det giver en mulighed for, at politikerne 

definerer sig selv som samfundets fortrop. Det var den rolle, politikerne påtog sig, da de vedtog Lov om Miljø og Genteknologi 

i 1985. 

Over for dette står det element af direkte demokrati, som rummes af ethvert demokrati, fordi borgerne ikke kan stille sig 

tilfreds med kun at stemme hvert fjerde år - de har også et ønske om at få indflydelse på den daglige politik i et vist omfang. 

Dette ønske om direkte indflydelse bliver større, jo nærmere problemet kommer på borgernes dagligdag. 

Fra lande som Schweiz ved vi, at direkte demokrati bedst kan betegnes som "konservativt på godt og ondt"; det er trægt i 

forhold til samfundsmæssig nytænkning, hvilket ofte er skidt, men til gengæld er det også trægt over for ødelæggelse af 

værdier, befolkningen finder vigtige i deres dagligdag. Men bortset fra at være konservativt, er det direkte demokrati også 

populistisk - holdningsskift i befolkningen slår direkte igennem i beslutningsprocessen. 

Når man er så tæt på genteknologiens anvendelse, som det meste af denne forsamling er, kan det være en udbytterig øvelse at 

forsøge at forestille sig, hvordan enkeltsager ville blive behandlet i Danmark, hvis vi havde direkte demokrati. Sagen er jo den, 

at i sidste ende vil det altid være befolkningen, der skal være dommere - enten med stemmesedlen eller med pengesedlen. 

Truslen om, at de vil forsøge at gennemtrumfe deres holdninger, hvis de føler sig trådt på, er ikke til at feje af vejen. 

På trods af, at vi i Danmark har en regulering, der er indført af det repræsentative demokrati, vil jeg vove den påstand, at dens 

administration skal være i balance med de beslutninger, et direkte demokrati ville have taget, hvis man ønsker, at befolkningen 

skal være tilfreds med reguleringen på lang sigt. 

Borgerkravene 

Men hvordan ser så de krav ud, som borgerne ønsker respekteret, hvordan ville en sådan regulering blive udmøntet? 

For det første vil jeg påstå, at borgerne ønsker, at man respekterer deres værdier i stedet for at kræve, at de flyttes i takt med, at 

teknologien afføder nye muligheder. Borgerne ønsker med andre ord, at sjælen får lov at følge med. Det synes umiddelbart som 

en banal påstand, men jeg er overbevist om, at mange borgere føler, at genteknologien løber hurtigere end deres sjæl. Skal man 

leve op til det krav, kalder det på en vis konservatisme i behandlingen af genteknologiske projekter. 

For det andet ønsker borgerne, at genteknologi ikke alene skal fungere teknisk, men også socialt. Det betyder, at den 

genteknologiske udvikling ikke skal undergrave de mål, vi iøvrigt sætter os i samfundet. Sådanne mål kan være mangeartede. 

Det kan handle om politisk formulerede mål, som f.eks. visse miljømålsætninger, der har opbakning i befolkningen. Men det 

kan også være målsætninger, som er indlejret i vores politiske kultur, som f.eks. målsætninger om social bæredygtighed, 

bevarelse af velfærdsstaten. Hvis borgerne føler, at sådanne målsætninger trues, vil de reagere imod genteknologien. 



At genteknologien skal fungere socialt betyder også, at miljørisici ikke kan være det eneste parameter i reguleringen. 

Samfunds- og privatøkonomi, konsekvenser for beskæftigelsen, påvirkning af dagligdagen er eksempler på parametre, som 

også må inddrages, hvis borgerne skal føle sig trygge ved genteknologiens sociale konsekvenser. Reguleringen skal altså være 

helhedsorienteret. 

For det tredje kommer velfærdsetikken ind i billedet. Fordi befolkningen har en fornemmelse af, at hverken forskere eller 

myndigheder har helt styr på risikoen ved genteknologi, ønsker de ikke, at den bliver benyttet til hvad som helst. 

Genteknologiske projekter skal have et i deres øjne godt formål, for at anvendelsen af en teknologi med en ukendt risiko er 

berettiget. Der er ingen tvivl om, at man nemt kan blive uenige om, hvornår formålet er godt nok. Men det er min klare 

fornemmelse, at der for eksempel ikke generelt i den danske befolkning kan vindes gehør for det velkendte 

markedsøkonomiske argument, at hvis et genteknologisk produkt kan sælges, har befolkningen dermed vurderet, at dets formål 

er godt. Samfundsnyttigheden skal række ud over de rent markedsøkonomiske argumenter. 

Sammenlagt vil disse krav betyde, at en regulering af genteknologien, der respekterer befolkningens holdninger og værdier, i 

sit indhold rækker ud over risikovurderingen ved at inddrage en rad af parametre, som f.eks. risiko, miljø, social bæredygtighed 

og nytte. En sådan regulering vil selvsagt være karakteriseret ved, at der nægtes godkendelse af projekter nu og da. 

Industriens interesse 

Er dette i modstrid med industriens - og hertil regner jeg også landbrugsproduktionens -interesser? Udfra en kortsigtet 

betragtning er der ingen tvivl om, at det er i industriens interesse at få mulighed for at udnytte genteknologien uden udefra 

kommende begrænsninger. Der er mange penge at hente i at komme først ind på de markeder, genteknologien åbner. 

En mere langsigtet økonomisk betragtning vil give et andet billede. Det er udfra en sådan betragtning, jeg vil lave mine 

vurderinger. 

Heller ikke industrien har fuld kontrol over genteknologiens konsekvenser - hverken miljømæssigt eller socialt. Det betyder, at 

industrien må forholde sig til, at noget kan gå galt. En stor konflikt-sag kan meget vel medføre en modreaktion mod 

genteknologi hos befolkning og dermed hos politikerne. Det kan betyde stramning af kursen, en endnu hårdere regulering af 

genteknologi. Og det kan betyde spolering af markedet - i det mindste midlertidigt. Derfor må industrien være interesseret i en 

regulering, der holder problemerne fra livet. 

Et andet forhold, der taler for, at industrien bør søge ligevægt med befolkningens holdninger er, at stabile produktionsvilkår 

oftest er vigtigere end liberale produktionsvilkår. Genteknologien rummer store investeringer, som skal hentes hjem. Hvis 

holdningen til genteknologi svinger frem og tilbage i takt med at befolkningen præsenteres for de genteknologiske produkter, 

bliver investeringen usikker. 

Endelig må industrien være interesseret i at den førte politik så vidt muligt afspejler de holdninger, produkterne vil møde på 

markedet. Det direkte demokrati slår alligevel til dels igennem på markedet. 

Konklusionen er altså, at en lempelse af reguleringen ikke nødvendigvis er i industriens interesse. Slet ikke, hvis der tænkes 

langsigtet. Jo mere kortsigtet industrien tænker, jo større element af gambling er der i dens politik. 

Kan reguleringen holde? 

Alt dette taler vel for, at miljøreguleringen skulle kunne holde i lang tid endnu og måske endda blive suppleret af en mere 

helhedsorienteret regulering? Både nej, ja og nej. 

Nej, hvis det lykkes at skrue ned for reguleringen, sådan som den europæiske biotek-industri ønsker det. De kortsigtede 

økonomiske synsvinkler har stadig meget magt. 

Ja, hvis den overlever angrebene. Der er en tendens til, at industrien, efter en tids nøl, indser det positive i selv at være foran 

reguleringen. Det har eksempelvis kunnet ses inden for kvalitets- og miljøstyring. Det forholder sig nok også sådan inden for 

genteknologi - vi har i Danmark kunnet se en udvikling, hvor industrien fra begyndelsen var imod en regulering, men efter en 

tilvænningsperiode nu nærmest holder af den, fordi den sikrer dem ro på markedet. Denne synsvinkel kan godt brede sig. 

Nej, fordi gentek-reguleringen er udsat for forebyggelsens paradoks: At få lov til at forebygge kræver lig på bordet nu og da - 

det vil sige en ineffektiv forebyggelse. Miljøreguleringen af genteknologi er forebyggende arbejde. Gøres det godt, ser vi ingen 

problemer, og så begynder man at overveje, om teknologien overhovedet er risikabel. Derfor vil genteknologi-lovgivningen på 



lang sigt blive tilpasset, så den netop nu og da slipper et problembarn gennem kontrollen. 

Supplerende bemærkninger om erfaringerne fra Eurobarometer-undersøgelserne 

Torben Hviid Nielsen 

Senter for teknologi og menneskelige verdier 

Oslo 

Torben Hviid Nielsen redegjorde for nogle elementer af en analyse af Eurobarometer 39.1 om "Public perception of 

biotechnology". Redegørelsen har koncentreret sig om de norske data, men konklusionerne må forventes at være generelt 

anvendelige. 

En sammenligning mellem nationerne viser tilsyneladende et "omvendt" forhold mellem viden om og forventninger til 

bioteknologi. Bag rangeringen af nationerne efter befolkningens forventninger synes dog at ligge en vis "intuitiv" forståelse af 

den "faldende grænsenytte". Forventningerne er således gennemgående højest i de, hovedsageligt Sydeuropæiske, 

periferinationer, hvor anvendelsen hidtil har været mindst. Omvendt har den været lavest i de, hovedsageligt Central- og 

Nordeuropæiske, periferinationer, hvor forskning og anvendelse hidtil har været højest. 

Indenfor de enkelte nationer findes imidlertid ofte en (svag) positiv korrelation mellem viden og forventninger/accept. Den 



norske befolknings positive forventninger stiger således ganske stærkt i takt med den kognitive viden - indtil niveauet en smule 

over gennemsnitlig viden. Over dette niveau modsvares de stigende forventninger af et næsten tilsvarende fald i antallet, som 

ingen effekt forventer eller ingen mening har. Og blandt de mest vidende øges antallet af "pessimister" på bioteknologiens 

vegne næsten ligeså meget som antallet af "optimister". 

Tilhængere og modstandere af bioteknologi 

profiler 

markant overrepræsentation i respektive grupper 

Tilhængere Modstandere 

Entreprenører Den "blå" kritik Den "grønne" kritik 

Mand 

"Bedste" alder Ældre Yngre 

Højere uddannet Folkeskole Højere uddannet 

Storby Spredt bebyggelse Stor by 

Højre, Arbejderpartiet Politiske sentrum Politiske venstre 

Ikke religiøs Religiøs Ikke religiøs 

"Materialist" "Materialist" "Post-materialist" 

Stor viden Ringe viden Stor viden 

Tilhængerne af bioteknologi deler grundlæggende de karakteristika, som innovationsteorien forventer at finde hos den 

teknologiske entreprenør. 

En cluster-undersøgelse af den lille tredjedel af norske befolkning, som er skeptikere til bioteknologien, viser, at den derimod 

består af to markant forskellige og omtrent lige store grupper. 

Den første gruppe modsvarer både demografisk, socio-økonomisk og m.h.t. øvrige værdier en "blå" eller værdikonservativ 

kritik. Dens typiske repræsentant er ældre, kortvarigt uddannet, bor i spredt bebyggelse, stemmer på det politiske centrum, 

betragter sig selv som "religiøs" og "materialist" og har en beskeden viden om bioteknologi. 

Den anden gruppe modsvarer tilsvarende en "grøn" eller moderne skepsis. Som yngre, langvarigt uddannet og bosat i en større 

by deler den typiske repræsentant herfor både demografiske og socio-økonomiske karakteristika og stor viden med 

tilhængerne. Men som politisk venstre, "ikke-religiøs" og "post-materialist" adskiller de sig konsekvent på alle 

holdningsvariabler. Traditionel innovationsteori ville forvente at finde denne "grønne" skepsis blandt tilhængere af ny 

teknologi. I stedet viser de, at kampen om bioteknologi-opinionen ikke kun er det moderne fremskridts kamp imod traditionen. 

Genteknologi og økologi 

Af Marianne Philipp, Københavns Universitet, Botanisk Institut, Økologisk Afdeling 

Centralt i vurderingen af dyrkede planters og herunder genetisk modificerede planters (GMP'eres) betydning i naturlige 

plantesamfund er etableringen. Her må man skelne mellem etablering via frø eller vegetative formeringsorganer og via pollen. 

I mange undersøgelser over etablering via frø synes det at være en forudsætning, at der er sket en forstyrrelse af vegetationen. 

Med forstyrrelse menes en fjernelse eller ødelæggelse af biomassen. Spørgsmålet er nu, om forstyrrelser altid er en 

forudsætning for etablering i et plantesamfund. Det vil oftest være let at forbinde etablering med forstyrrelser. Det er langt 

sværere at påvise, at etablering kan ske uden forstyrrelse. Nogle undersøgelser viser, 1) at invasion er mest sandsynlig, hvis 

forstyrrelsen fører til forøgelse af begrænsende næringsstoffer, 2) at plantesamfund, der har været udsat for mange forstyrrelser 

i tidens løb ser ud til at være mere følsomme overfor flere invasioner, end områder, der har været uforstyrrede i lang tid, 3) at 

næringsrige steder er mere invasible end næringsfattige. 

For at en etablering, i et naturligt plantesamfund kan ske, skal to forudsætninger være opfyldt. Dels skal der være et passende 



sted med de rette forhold, så at spredningsenheden kan spire. Dels skal der være spredningsenheder til stede. I denne 

forbindelse, hvor der er tale om dyrkede planter, vil der ofte være ret massive mængder af spredningsenheder. Det kan betyde, 

at der er stor chance for, at det er den dyrkede art, der rammer et ledigt og egnet sted først. 

Et forsøg med etablering af Lucerne og Raps i naturlige populationer er blevet udført af Karin Jensen og Maria Christensen 

(Økologisk Afdeling, Københavns Universitet). De såkaldt naturlige populationer var en vejkant og et levende hegn. En vigtig 

grund til at vælge netop disse samfundstyper var, at især vegetationstyper med en lang grænse mod dyrkede marker har stor 

chance for at blive invaderet af samfundsfremmede arter. I vejkanten og i hegnet blev frø sået ud på 3 slags felter: nogle var 

uforstyrrede, nogle blev påført små forstyrrelser ved at vegetationen i et antal cirkler på 5 cm i diameter blev fjernet, og nogle 

blev udsat for stor forstyrrelse, idet al overjordisk vegetation blev fjernet. I hvert felt blev der sået 200 frø. 

Tabel 1: Resultater af forsøg med spredning af frø af Raps og Lucerne til vejkant. Tal er antal frø/planter. Data fra Karin 

Jensen og Maria Christensen. 

Raps Uforstyrrede Små forstyrrelser Stor forstyrrelse 

Frø 1000 1000 1000 

Kimplanter 7 38 149 

Unge planter 1 6 92 

Planter ved forsøgets afslutning 0 0 7 

Blomstrende planter 0 0 7 

Lucerne Uforstyrrede Små forstyrrelser Stor forstyrrelse 

Frø 1000 1000 1000 

Kimplanter 26 81 269 

Unge planter 19 63 193 

Planter ved forsøgets afslutning 13 7 77 

Blomstrende planter 0 0 0 

Forsøgene i vejkanten (Tabel 1) viste, at uden forstyrrelser spirede ganske få af frøene, og ingen overlevede forsøget. Med de 

små forstyrrelser spirede 38 Raps- og 81 Lucernefrø, men ingen af dem kom i blomst. I felterne med de store forstyrrelser 

spirede 149 Raps- og 269 lucernefrø. 7 af Rapsplanterne kom i blomst, men ingen Lucerneplanter nåede det. Lucerne er 

flereårig, så det kunne man måske heller ikke forvente. Forsøget understreger, at større forstyrrelser i vegetationen ofte vil være 

nødvendige for etablering, og at vegetationstypen "vejkant" meget vel kan være en slags trinbræt for den videre etablering af 

kulturplanter. 

Undersøgelsen understreger også betydningen af kulturplanternes livshistorie i forhold til etablering og invasion - om de er 

enårige eller flerårige. En flerårig plante vil formentlig oftest kunne spire og overleve i længere tid, måske år, som en ganske 

lille og uanselig plante, og så på et eller andet tidspunkt efter en ændring i de ydre forhold komme i blomst, sætte frø, og 

dermed have mulighed for at sprede sig videre. Enårige planter kan ikke vente. De har en hurtig populationsvækstrate, idet de 

på kort tid kommer fra det spirede frø til nye modne frø, og der dannes mange frø i forhold til individets biomasse. På den 

måde er enårige planter gode kolonisatorer, især til forstyrrede steder. 

Fler- og enårige har således meget forskellige invasionsstrategier, som det er vigtigt at forholde sig til i forbindelse med 

spredning af GMP'er. 



Spredning til vejkanter andre vegetationstyper skete i dette forsøg ved hjælp af frø. Når man taler om invasion vil det ofte være 

som et resultat af spredning via frø. Frøspredningskurver har et nogenlunde ensartet præg (Figur 1), hvor 

frøspredningsafstanden på x-aksen er afhængig af plantens højde og frøenes vægt og udstyr, men formen er nogenlunde den 

samme. Det er overordentlig svært at finde de frø, der lander langt væk fra frøforældreindividet. Der kan derfor godt være frø, 

som er spredt længere væk, end kurven viser. 

Spredning via pollen er en anden mulighed for spredningen af de indsplejsede gener ud i de naturlige plantesamfund. En 

forudsætning er selvfølgelig, at der i de omgivende samfund findes blomstrende nære slægtninge, der kan krydse med de 

genmanipulerede planter. Afkommet efter en sådan krydsning vil være en hybrid, der, i forhold til en plante fremkommet efter 

frøspredning til samfundet, vil have et meget bedre udgangspunkt, idet den formentlig vil være delvis tilpasset til stedets vilkår. 

For at en hybridpopulation kan etablere sig, må individerne naturligvis enten have egenskaber, der er overlegne overfor den 

vilde slægtnings, eller der kan ske tilbagekrydsninger til den vilde slægtning, hvorved de indsplejsede gener har en mulighed 

for at blive indbygget i den vilde plantepopulations genpulje. 

Hvis transgenet giver resistens mod en herbivor (planteæder) eller et patogen (sygdomsfremkalder) kan den vilde nært 

beslægtede art få denne egenskab og derved en højere fitness (egnethed). Denne effekt forstærkes af, at herbivoren eller 

patogenet, der hidtil har reguleret arten, vil gå tilbage i populationsstørrelse på grund af forekomsten af de resistente individer. 

Det betyder i sidste ende et bortfald af herbivoren eller patogenets regulerende effekt i de naturlige plantebestande. Ethvert 

indgreb i interaktioner mellem arter vil være problematisk for balancen i økosystemet. 

Der er arbejdet meget med pollenspredningsafstande senere år. Ved at bestemme afstanden ud fra den pollenmodtagende plante 

kan overførsel af alleler registreres over meget lang afstand. 

Pollenspredningsafstande hos Raps er undersøgt af Anne Mette M. Jensen (Økologisk Afdeling, Københavns Universitet). I 

forsøgsopstillingen indgik en bevoksning af genmodificeret Raps (pollendonorplanter) og et værnebælte af steril Raps. 

Desuden nogle 2x6 meter store Raps bevoksninger 200 m væk fra de genmanipulerede planter. Imellem Raps-vænebæltet og 

de små 200 m's populationer var der sået byg. Desuden var der nogle almindelige Raps marker ca. 1000 m væk. Frø blev høstet 

i afstandene 1000 m og 200 m samt fra værnebæltet. Frøene blev sået, og når kimplanterne havde fået et par løvblade blev de 

sprøjtet med "Basta" - det sprøjtemiddel, de gensplejsede individer er modstandsdygtigt overfor. Resultatet ses af Tabel 2. 

Tabel 2. Spredning af pollen fra genetisk manipuleret Raps. "Afstand i meter" er den afstand fra den genmanipulerede Raps, 

frø er høstet. "Antal såede frø" er det antal af de høstede frø, der er sået. Data fra Anne Mette M. Jensen. 

Afstand i meter Antal såede frø Antal spirede frø 

Antal overlevende efter 

sprøjtning 

% overlevende af de spirede 

frø 

1-1.5 41.653 29.755 2.485 8.35 

1.5-3 20.000 16.569 519 3.13 

3.5-4 4.049 3.088 1 0.03 

4-4.5 6.000 5.284 0 0 

5-6 6.037 5.032 5 0.10 

6-7.5 10.000 8.975 40 0.45 

7-8 8.040 6.891 8 0.12 

8-9 10.000 5.066 0 0 

9-10 10.037 6.667 2 0.03 

11-12 10.000 8,536 5 0.06 

20-21 10.020 9.212 2 0.02 

22-23 10.038 6.878 0 0 

24-25 10.034 8.994 0 0 

200 24096 2 0.01 

1000 4.068.539 0 0 

Heraf ses det, at pollen bliver overført mellem pollendonorplanterne og de almindelige Rapsplanter, der står 200 m væk. Det 

undersøgtes ikke om pollenet blev overført med vind eller insekter. De bliver overført på trods af det værnebælte, der er 

omkring de genetisk forandrede Rapsplanter. Til populationer 1000 m væk er der ikke påvist nogen overførsel. 

Et andet forsøg med GMP'ere er udført med Bomuldsplanter (Umbeck et al. 1991). Her lod man pollen fra transgen Bomuld 

sprede sig ind i en ikke transgen bevoksning af Bomuld. Genet giver resistens mod sommerfuglelarver. Pollenet spredes med 

humlebier og honningbier. Frø blev høstet jævnt over rækkerne op til 25 m fra GMP-området (Figur 2). Igen fås den samme 



type pollenspredningskurve. Meget lidt pollen spredes ud over 7 m fra GMP'erne, men det er muligt at finde pollen over hele 

det høstede område. Mindre end 1 pct. spredes til området udenfor 7 m. 

Begge disse forsøg viser, at meget lidt pollen - regnet som procent af frø indeholdende genmanipuleret pollen - kommer 

udenfor værnebælterne. Men det vigtige er, at vi nu har tal for, at der sker spredning af pollen samt spredning og etablering af 

frø, begge dele langt væk fra GMP-bestande. 

Noget af det næste, vi skal prøve at få hold på, er det der kaldes gen-etablering. Vi ser, at frø fra dyrkede arter spredes til 

naturlige plantesamfind og spirer der. Vi ser, at pollen ligeledes spredes til andre dyrkede populationer af samme art eller til 

nærtbeslægtede arter i nærheden. Spørgsmålet er nu, om generne etableres, altså bliver en del af populationens genpulje. 

Mindst to ting har stor betydning for et gens chance for etablering: Den mængde genet spredes i og hyppigheden af 

spredningen. I sammenhæng hermed er populationsstørrelser vigtige. Dette er påvist i et forsøg med spredningen mellem 

dyrkede og vilde radiser (Klinger et al. 1992). De dyrkede radiser findes på store marker, mens de vilde radiser forekommer 

som små pletter af "ukrudt" i forskellig afstand fra det dyrkede område. Undersøgelsen fandt, at i små populationer tæt på 

marken skete der mange hybridiseringer. Det skyldes, at de få vilde planter bliver helt overvældet med pollen fra de dyrkede, 

altså stor dosis af pollen fra de dyrkede planter i forhold pollenmængden fra de vilde. Større populationer længere væk fra 

marken kunne tiltrække rigeligt med bestøvere, og dermed skete der også her en del hybridiseringer. Altså små populationer 

tæt på og store populationer længere væk resulterer i høj grad af hybridisering mellem de dyrkede planter og de vilde. Og netop 

denne konfiguration vil ofte findes i forbindelse med afgrøder og vil altså være den, der giver højest mulighed for 

genoverførsel. 

At frø spredes og spirer, og at pollen spredes og spirer, er nødvendige forudsætninger for genetablering, men vi ved nærmest 

ingenting om den populationsgenetiske side af sagen i naturlige populationer. Hvad sker der med generne i løbet af nogle 

generationer? Er det rigtigt, at transgener kan medføre en højere mutationsrate? Hvis de spredte frø udvikler sig til blomstrende 

individer, og frøene fra dem påny spredes, vil de indsplejsede gener så stadig være tilstede? Vil de give individerne højere 

fitness i de naturlige omgivelser? Eller, hvis individerne har lavere fitness, hvor lang tid vil det tage, før de forsvinder fra 

samfundet? Vil selektionen forøge fitness og over hvor lang tid? Hvis pollenet spredes til nært beslægtede, vil hybridernes 

pollen, der indeholder transgenet, kunne klare sig i konkurrencen med de andre, ikke transgene pollenkorn? Hvor mange 

pollenoverførsler og dermed hvor mange frø er nødvendige for, at de slipper igennem rækken af tilfældige hændelser? 

Hvad vil der ske med de naturlige økosystemer, når de påvirkes af dyrkede planter, herunder GMP-er. Vil de påvirke dem på 

en måde, der adskiller sig i kvalitet eller kvantitet fra, hvad almindeligt dyrkede kulturplanter har forårsaget i tidernes løb? Der 

er og har altid været en vekselvirkning mellem landbrug og natur. Med indførelsen af genetisk modificerede planter bliver der 

mulighed for et nyt spektrum af dyrkede planter, der gør det aktuelt at se på, hvad der egentligt skal dyrkes på vores marker. 

Det er derfor vigtigt, at behandlingen af økologiske konsekvenser af GMP'er bliver set i sammenhæng med hvilken rolle 

dyrkede planter som helhed har genetisk så vel som økologisk i vores naturlige plantesamfund. 

Samspillet mellem GMP og den vilde natur er i de fleste tilfælde meget vanskelig at forudsige. Dels fordi naturen både på 

grund af menneskelige påvirkninger og af sig selv er i konstant forandring. Dels fordi vi arbejder med usikkerheder på flere 

niveauer: På det genetiske niveau, på individniveau og på populations- og samfundsniveau. Forsøg med GMP'ere vil kun kunne 

afspejle virkeligheden, men kan ikke være virkeligheden. Alligevel de er vigtige, for at vi kan få noget at vide om ændringer i 

GMP'eres egenskaber sammenlignet med ikke genmodificerede planters, samt om GMP'erens reaktionsbredde under 

forskellige forhold. 



Referencer 

Christensen, M & Jensen, K. 1994: Etablering af Raps og Lucerne i naturlige plantesamfund. -Specialerapport, Økologisk Afdeling, Botanisk 

Institut, Københavns Universitet. 

Jensen, A.M.M. Long distance dispersal of pollen from transgenic to non-transgenic oilseed.rape (Brassica napus ssp. napus). Specialerapport, 

Økologisk Afdeling, Botanisk Institut, Københavns Universitet. 

Klinger, T., Arricola, P.E. & Ellstrand, N.C. 1992: Crop-weed hybridization in Radish (Raphanus sativus): effects of distance and population size. _ 

American Journal of Botany 79(12): 1431-1435. 

Philipp, M., Madsen, H.E.S. & Siegismind, H.R. 1992: Gene flow and population structure in Armeria maritima. - Heredity 69: 32-42. 

Umbeck, P.F., Barton, K.A., Nordheim, E.V., McCarty, J.C., Parrot, W.L. & Jenkins, J.N. 1991: Degree of pollen dispersal by insects from a field 

test of genetically engeneered cotton. -Journal of Economic Entomology 84: 1943-1950. 

Genteknologi i praksis - Insekt-resistens 

Af Hans Peter Ravn, Statens Planteavlsforsøg, Afdeling for Plantepatologi og Jordbrugszoologi 

Formålet med dette indlæg er at omtale forskellige former for resistens i relation til insekterne, samt vurdere hvorvidt der kan 

drages nogle slutninger med hensyn til miljørisici ved anvendelse af genmodificerede insektresistente planter. 

Resistens er mange ting 

Indledningsvis kan det være på sin plads at notere sig, at når "insekt-resistens" bruges i sammenhæng med genteknologi, kan 

det dække over forskellige betydninger af ordet. 

Resistente insekter 

Man har på verdensplan kendskab til ca. 500 leddyr-arter, der er resistente overfor insekticider; d.v.s. sprøjtemidlerne virker 

ikke længere overfor skadedyrene. Herhjemme er vi dog ikke særlig hårdt plaget. I landbruget har vi kun én art, som kræver ca. 

30 pct. højere dosis end normalt for at blive slået ihjel. Det skal tilføjes, at man kan indføje modtagelighed i en resistent 

population igen. Dette kan f.eks. foregå ved at ophøre med at anvende det pågældende insekticid i en periode, hvor man 

samtidig foretager udsætning af store mængder af individer, der er modtagelige. 

Resistente nyttedyr 

Ikke blot skadedyr kan blive resistente. Til brug i integreret planteproduktion har man, gennem selektion i marken, udviklet 

resistensegenskaber hos mere end en snes naturlige fjender af skadedyrene. For eksempel findes der i de fleste danske 

frugtplantager udsatte, fosformiddel-resistente rovmider, som er meget effektive til at holde tætheden af spindemider nede på et 

ubetydende niveau - også selv om der bruges fosforholdige sprøjtemidler i plantagen. 

Planter, der er resistente overfor skadedyr 

Det er for så vidt ikke noget nyt, at man søger at forbedre afgrødernes egenskaber i retning af større modstandsdygtighed over 

for angreb af skadedyr. Før bio- og genteknologiens opdukken skete dette ved almindelig selektion. Man skelner også i denne 

sammenhæng mellem forskellige typer af resistens: 

Pseudoresistens, hvor man tilstræber, at plantens modtagelige stadium falder på et tidspunkt, hvor skadedyret ikke er aktivt 

eller ikke er i stand til angribe planten. Dette er især muligt overfor skadedyr med en snæver, veldefineret aktivitetsprofil. 

Velfungerende moniteringssystemer eller udviklingsmodeller, der fortæller hvornår insekterne er aktive, vil være væsentlige i 

denne sammenhæng. Ofte vil en god metode til at vise om og hvornår skadedyrene er tilstede være det første store skridt i 

retning af en reduktion af anvendelsen af insekticider. Herhjemme findes sådanne systemer for en lang række afgrøde 



systemer: Viklere i æbler, ærteviklere, agerugler i rodfrugter, gulerodsfluer, kålfluer m.m. 

Non-preferens, kan for eksempel opnås ved at et af de indholdsstoffer, der hjælper de specifikke skadedyr med at finde frem til 

værtsplanten, fjernes eller kamoufleres. Denne type resistens kan også være knyttet til såkaldte ædehæmmere; når disse stoffer 

findes i tilstrækkelig stor koncentration i planterne, bliver de resistente overfor insekterne. Det kan også være plantens 

arkitektur, som betinger denne type af resistens. Den vilde forfader til vore tomatplanter var forsynet med et meget tæt lag af 

kirtelhår, som gjorde det vanskeligt for bladlusene at færdes på planterne. Gennem flere hundrede års forædling er denne 

egenskab blevet svækket og man har derfor fornylig søgt at genopbygge dette hårdække ved at indkrydse egenskaber fra mere 

oprindelige tomatplanter. Fremspirende havreplanter er maksimalt modtagelig for angreb af fritfluer (Oscinella frit) når de er 

på to-bladstadiet. Yngre planter har ingen æglægningssteder for fluerne og på de ældre planter kan larverne ikke trænge ind i 

skuddet. Ved selektion blandt de planter, der er hurtigst til at danne karvæv omkring det sted, hvor larverne vil søge at trænge 

ind, er det lykkedes at opbygge en resistens. 

Antibiose betegner en resistens, der finder sted gennem en hæmning af insektets livsprocesser. Dette kan f.eks. ske på den 

måde, at hunnerne får færre afkom, eller at et bestemt udviklingstrin ikke kan passeres. Der kendes salat-sorter, som er 

resistente over for salatrodlusen. De blev fundet ved et tilfælde; da man søgte efter meldugresistens opdagede man, at nogle af 

planterne var resistente overfor rodlus. Resistensegenskaben er antibiotisk og nedarves cytoplasmatisk; men mekanismen er 

ikke kendt. Nematoder var tidligere et stort problem i kartofler. Hvis marken blev inficeret, kunne man ikke dyrke kartofler i 

mange år. Nu er det muligt at dyrke nematodresistene kartoffelsorter og på denne måde sanere arealet. Nematoderne kan 

trænge ind i sådanne kartofler, men de kan ikke nedbryde cellevæggen og derfor ikke formere sig. 

Tolerance kaldes det, når plante og skadedyr er tilpasset hinanden så planternes produktivitet ikke ødelægges. Tolerance kan 

skyldes, at planterne er gode til at erstatte ødelagt væv eller til at sikre sig mod sekundære angreb af svampe og bakterier. De 

fleste planter har et bladareal, der er så overdimensioneret, at der kan fjernes en anseelig del af bladmassen før det går ud over 

produktiviteten - medmindre det netop er bladene, der høstes. 

Hvad regulerer insektbestande? 

Når man ser bort fra emi- & immigration kan populationsændringer inden for et givent område beskrives alene ud fra 

fødselsraten og dødsraten. Det må så tilføjes, at en hel række forhold påvirker disse størrelser, f.eks. vejr og naturlige fjender. 

Som illustration af, at den naturlige regulering faktisk udøver en kraftig virkning på insektpopulationer, kan det nævnes, at én 

enkelt bladlushun, der lander i kornmarken tidligt om sommeren, vil få ca. 50 afkom, der hver kan få ca. 50 afkom (bladlusene 

formerere sig ved partenogenese og spilder derfor på dette tidspunkt ikke energi på hanner). Med de 10-11 generationer 

bladlusene kan nå op på i løbet af en sæson, betyder det, at den ene bladlus teoretisk vil få 600.000 tons afkom. At vi meget 

sjældent observerer sådanne tætheder, kan tages som et indirekte bevis for at den naturlige regulering kan være ganske effektiv. 

Faktisk er det langt fra alle kornmarker, der behøver at sprøjtes mod bladlus hvert år. 

En af de insektarter herhjemme hvor reguleringsforholdene er bedst undersøgt er grannålevikleren (Epinotia tedella), der er 

blevet fulgt gennem næsten 30 år. Det har vist sig, at populationsændringerne hos denne art foregår cyklisk med et interval på 

ca. 7 år. Det er et helt kompleks af parasitter, parasitoider, prædatorer, hyperparasitter mm, der regulerer svingningerne i 

overlevelsesforholdene for grannålevikleren; men det er vejrforholdene, der synkroniserer populationen. 

Eksempler på introducerede arter, der er løbet løbsk 

Det kan være svært at spå om hvorledes det ville gå eventuelle "undslupne" genmanipulerede planter; men en idé kan man 

måske få ved en beskrivelse af nogle af de eksempler, der findes, på plantearter, som er sluppet fri af de regulerende forhold på 

de steder, hvor de oprindeligt forekom. 

Et af de klassiske eksempler er den art af figenkaktus, der hedder Opuntia stricta. Den blev indført fra Amerika til Australien 

som prydplante i 1839. I de efterfølgende år spredte den sig som ukrudt over store områder med kvæggræsning. I 1925 havde 

den spredt sig til et areal på 25 millioner ha. På ca. halvdelen af dette område dækkede den jorden fuldstændigt. Efter grundige 

undersøgelser indførte man en sommerfugleart, et kaktushalvmøl, Cactoblastis cactorum fra Argentina. Larverne minerer 

kaktusbladene og danner indfaldsvej for sekundære svampe- og bakterieangreb. Det viste sig hurtigt effektivt og i de næste 5 år 

gennemførte man et udsætningsprogram med æg af denne art. Allerede efter 8 år var problemet med kaktusplanterne løst. 

Siden da har dette halvmøl reguleret Opuntia-bestanden på den måde, at små kolonier af kaktus kan nå at dannes i afstand fra 

seneste forekomststed inden sommerfuglene finder frem til dem og udrydder dem. Når kaktusplanterne er borte reduceres også 

sommerfuglepopulationen inden den finder en ny koloni af kaktus. 



Prikbladet perikon, Hypericum perforatum blev indslæbt til Nordamerika omkring 1900. Arten, der er giftig for kvæget, hvis 

den spises i stor mænge, viste sig hurtig meget konkurrencedygtig på åbne afgræssede områder. Omkring 1944 dækkede 

prikbladet perikon næsten 1 mill. ha i det nordvestlige USA. Ved hjælp af et par bladbillearter introduceret fra Europa er dette 

lykkedes varigt at reducere forekomsten, så planten nu er uden betydning. Billerne er også aftaget i antal, og hvis man idag 

betragter situationen ville man næppe gætte på, hvilken betydning billerne har for perikonplanternes forekomst og udbredelse. 

Også i vore dage benyttes denne form for klassisk biologisk bekæmpelse. I den sydafrikanske Kap-provins' artsrige 

"fynbos"-område har man gennem de seneste 80 år bekæmpet ikke mindre end 36 indslæbte arter af ukrudt ved hjælp af 

biologisk bekæmpelse - med variabel succes. I praksis søger oftest man efter insekter, som på planternes oprindelsessted lever 

specifikt af den pågældende plante. Ofte vil der være gode kandidater blandt de frøædende insekter. Senest har man oplevet 

store problemer med Acacia-arter introduceret fra Australien. I dette tilfælde var det især vigtigt at finde specifikke insekter, da 

der i Fynbos-området findes lokale arter af Acacia-slægten. Ved hælp af en introduceret galhveps-art, er det i de seneste år 

lykkedes at bekæmpe de indslæbte arter, uden at det er gået ud over den lokale flora. 

Er der nuværende danske planter, der bliver reguleret af insekter? 

Som det fremgår af eksemplet med Prikbladet perikon, kan det være vanskeligt ved et umiddelbart blik at vurdere, hvad der 

regulerer en plantes forekomst. Hvis man spørger entomologerne om nogle hjemlige eksempler af denne type, nævner de, at 

der på Engelsk-græs findes en glassværmer-art, hvis larve lever i rodhalsen og som kan forårsage plantens død. Man kan ofte 

iagttage hvorledes grupper af planterne udslipper angreb og vokser sig store, men derefter i stigende omfang bliver angrebet af 

glassværmeren og tilsidst uddør lokalt. Forholdet kompliceres af, at snyltehvepse kan angribe glassværmeren i stort omfang. 

Et andet eksempel kunne være Ensian-blåfuglen (Maculinea alcon), hvor den voksne sommerfugl lægger sine æg i den endnu 

lukkede blomst og på denne måde fuldstændigt ødelægger plantens reproduktion. Sommerfuglen flyver dog så tidligt, at det 

kun er den første 1/3 af blomsterne, det går ud over. Der er givetvis mange arter af danske planter, der i større eller mindre 

omfang reguleres i deres antal af insekter; men ofte er det svært at gennemskue, da også andre forhold spiller ind, så 

nøglefaktoren i reguleringen sjældent bliver iøjnefaldende. 

Det er kendt, at larverne af bestemte arter af sommerfugle kan hærge i frøstandene af skærmplanter. Man kunne fristes til at 

undersøge, om der på sydafrikansk vis kunne findes en sommerfugleart af denne slægt på hjemstedet for Kæmpe-bjørneklo? 

Hvad vil det betyde, hvis man gør planterne insektresistente? 

Indledningsvis må man konstatere, at det jo er det, man altid har prøvet på gennem almindelige forædlingsmetoder, som nævnt 

overfor. Med de bioteknologiske metoder er man imidlertid i stand til langt hurtigere at ændre på arternes egenskaber og at 

overføre egenskaber mellem organismer, der i naturen ikke ville være i stand til at udveksle genetisk information. 

I det efterfølgende eksempel vil jeg præsentere nogle af de muligheder og komplikationer, som jeg er stødt på i forbindelse 

mine egne undersøgelser vedrørende skadedyr i ærter. 

Den stribede bladrandbille er en af Danmarks almindeligste snudebiller. Den voksne bille begnaver ærteplanternes blade på en 

karakteristisk måde. Larverne har fundet en næringsrig kost og et beskyttet levested ved at udgnave planternes 

kvælstoffikserende rodknolde. Visse år vil sådanne skade give mærkbare udbyttetab for landmanden. Det er 

Rhizobium-bakterien, som lever symbiotisk med ærteplanten, som er ansvarlig for rodknolddannelsen og den 

kvælstoffikserende evne. Rhizobium findes i alle jorder, hvor der har været dyrket ærter. 

Undersøgelser af hvilke forhold, der styrer bladrandbillens livscyklus viser, at dødeligheden af larverne er den altafgørende 

flaskehals i populationsdynamikken. På trods af stor vinterdødelighed vil hunbillernes store æglægningspotentiale gøre de 

forudgående dødeligheder ubetydelige. Det er derfor overlevelsesmulighederne for de første larvestadier, der afgør angrebets 

omfang. 

Det er hér Bacillus thuringiensis - i daglig tale Bt - kommer ind i billedet. Denne bakterie producerer et toxin, som er toxisk 

overfor insekter. Dette toxin har længe været brugt som "biologisk sprøjtemiddel" til bekæmpelse af insekter i en række 

afgrøder. 

Bioteknologer mange steder i verden har arbejdet på at få Bt kædet sammen med Rhizobium-bakterien, således at 

bladrandbillens larve på denne måde kunne kommes til livs. Andre har arbejdet med at få Bt-toxinet udtrykt i ærteplanterne, 

således at hele planten bliver giftig for bladrandbillerne. 



I relation til risikoen for at insekterne skal udvikle resistens over Bt vil der være en væsentlig forskel på, om man kan fjerne 

organismen med den resistente egenskab fra miljøet igen, når man ønsker det, eller ej. 

Insektpopulationer kan være meget påvirkelige overfor stærke selektionstryk. I 1990 besøgte jeg et projekt på universitetet i 

Illinois, hvor man arbejdede med bioteknologisk indarbejdelse af Bt-toxinet i tomater for at gøre dem modstandsdygtige 

overfor larver af sommerfugle. En del af deres undersøgelser gik ud på at se hvor hurtigt der skete tab af genetisk variabilitet i 

populationer af overlevende larver. Typisk døde 70 pct. straks, resten blev testet for genestiske egenskaber. Dette kan f.eks. ske 

ved hjælp af elektroforese. Det har vist sig, at populationer indsamlet i naturen hurtigt bliver meget ensartede under 

laboratorieforhold. Ofte er én generation nok. Der er stor risiko for resistens udvikling hvis man udsætter populationen for 

konstant påvirkning af Bt-toxin. Ved laboratoieundersøgelser er der i mere end 50 tilfælde blevet påvist udvikling af resistens 

overfor forskellige stammer af Bt hos sommerfulge, biller og tovingede (myg og fluer). 

Skadedyrene kan udvikle resistens mod flere forskellige stammer af Bt og andre bekæmpelsesmidler selv når de bliver brugt 

samtidigt. Resistensudviklingen kan være meget kraftig. Op til en 1000-dobling af LD 50-værdien er rapporteret overfor 

kålmøllet (Plutella xylostella). Denne art er også den hidtil eneste, hvor der er rapporteret om resistens mod Bt under naturlige 

markforhold, sandsynligvis vil der dukke flere op i takt med at Bt-anvendelsen intensiveres. 

Kort opsummeret kan det siges, at Bt på mange måder minder om pesticider, det har en række egenskaber, hvoraf flere kan 

betragtes som fordele andre giver visse ulemper: 

● Ringe direkte toxiditet overfor de naturlige fjender, der er dog stadig den inddirekte effekt, at fødegrundlaget fjernes 

● Ringe risiko for at sekundære skadegørere bliver primære 

● 

● 

● 

● 

● 

Nedbrydes hurtigt af UV-lys, hvilket medfører ringe persistens på planter, hvilket igen resucerer risikoen for 

resistensudvikling 

Bt kodede toxiner kan komme til udtryk i andre bakterier og i planter 

Anvendelsen af Bt i andre bakterier eller sammen med UV-blokkere vil øge resistensrisikoen 

Anvendelsen af Bt i transgene planter er mere analog til normal planteforædling end til insekticidanvendelse 

Monokulturer af Bt-planter vil sandsynligvis give intenst selektionstryk for resistens 

Hvis målet med en genmodificeret organisme er at gøre den resistent overfor angreb af skadedyr, vil det være mere 

miljømæssigt "sikkert" at opnå dette gennem en mindre tiltrækning eller en ringere reproduktion hos insekterne end at gå efter 

total resistens. 

Der findes ingen bekæmpelsesmetoder, som der ikke rummer muligheden for udvikling af resistens. Selv manuel bekæmpelse 

vil rumme et element af selektion, og dele af populationen vil derfor kunne udvikle resistens. 

Vil der være risiko for, at insektresistente planter spredes udenfor marken? 

I princippet vil denne risiko være tilstede, men omfanget vil afhænge fuldstændig af planternes formerings- og 

spredningspotentiale og i hvor høj grad planternes ændrede egenskaber har givet dem en tilpasningsmæssig fordel i relation til 

de forhold, der regulerer deres antal. Denne risiko må på forhånd antages at være på linie med det, vi kender fra tilfældigt 

indslæbte planter eller planter, hvor resistensen er opnået ved traditionel forædling. 

Hvorledes påvirkes insekterne ved anvendelsen af insektresistente planter? 

Den umiddelbare og direkte effekt vil selvfølgelig være den nedgang i antallet af individer for de insekterarter, som resistensen 

sigter mod. De insektarter, der er optræder som skadedyr på jordbrugets produkter, vil kun i sjældne tilfælde risikere at komme 

på listen over sårbare eller udryddelsestruede arter. Ofte vil landbrugsskadedyr være såkaldte r-strateger, d.v.s. insekter med et 

stort formeringspotentiale og en stor tilpasningsevne til nye eller forstyrrede forhold. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan 

forekomme sjældne, mindre betydende arter, tilknyttet bestemte kulturplanter. Sådanne arter vil blive ramt af en generel 

insektresistens hos planterne. Det eneste eksempel i nyere tid på en insektart, hvor ændringer af driftsmetoderne sandsynligvis 

er en medvirkende årsag til, at arten er forsvundet herhjemme er Aksløberen (Zabrus tenebrioides), en løbebilleart, der kun er 

fundet to gange siden 1950. 

Det er imidlertid vanskeligt at forudsige konsekvenserne især de indirekte. En parallel kan måske igen hentes fra anvendelsen 

af insekticider. Ofte vil ændringer i bekæmpelsespraksis medføre forskydninger i hvilke skadedyr, der er talrige. Da man 



indførte det integrerede produktions-koncept i frugtavlen herhjemme, ophørte man med brugen af de mest bredsprektrede 

insekticider, det vil sige de midler, der rammer alle insekterne i frugtplantagen. Santidig blev antallet af behandlinger på 

årsbasis reduceret væsentligt. Dette medførte, at man fik problemer med ny, næsten ukendte skadedyr, der hidtil var blevet 

holdt nede af bekæmpelse, der rettede sig mod andre insektarter. Efterhånden vil der sandsynligvis indfinde sig nyttedyr, som 

vil bidrage til en naturlig regulering af sådanne nyopdukkede skadedyr. I bedste fald vil de vise sig i stand til at holde 

skadedyrene under det skadelige niveau. 

En indirekte effekt af en nedgang i populationen af skadelige insekter vil være at fødegrundlaget forsvinder for en række andre 

arter. Alle de naturlige fjender vil blive reduceret i antal og igen vil det gå mest ud over de arter, der er knyttet specifikt til ét 

værtsdyr, det kan eksempelvis dreje sig om specialiserede parasitoider - typisk snyltehvepse. Til gengæld vil disse ofte være så 

gode til at finde deres vært, at de ikke vil forsvinde helt, men blot blive reduceret i antal. Endelig må man huske på, at det 

gælder for mange insektarter, at deres populationstæthed kan variere meget. Der kan være så få individer i en årrække, at man 

tror, at arten nu er forsvundet. Kommer der så et år med gunstige forhold, for eksempel de rette temperatur og 

fugtigshedsforhold på det rette tidspunkt, vil arten pludselig optræde talrigt igen. 

Vil faunaen i agerlandet forarmes? 

Dette kommmer an på hvorledes resistensen kommer til udtryk. De fleste arter i marken lever ikke direkte af afgrøden. 

Artsrigdommen i marken vil derfor være afhængig af en lang række andre forhold: jordbehandling, gødskning, 

fugtighedsforhold, ukrudsforekomst mv.. Dersom den genmodificerede afgrøde er gjort insektresistent ved at et toksin er 

kommet til udtryk i planterne og kun insekter, der spiser af planten vil derfor blive ramt. Ofte er de genmodficerede planter 

desuden gjort sterile med henblik på at hindre spredning af egenskaben til andre planter. Man kunne imidlertid godt blive 

bekymret for påvirkningen af den del af faunaen, som medvirker ved nedbrydningen af de døde plantedele. Hvis egenskaben 

kommer til udtryk i de reproduktive organer f.eks. i pollen må man være opmærksom på, om der vil kunne ske en påvirkning af 

de insekter (f.eks. bestøvere og andre nyttedyr), der lever af disse organer. 

Anbefalinger til modvirkning af negative effekter 

Parallelt med anbefalinger til mindskelse af negative effekter på miljøet af pesticider kunne man tænke sig en række 

anbefalinger i forbindelse med brug af GMO-planter: 

● At de genmodificerede planter anvendes i en rotation med ikke-genmodificerede. 

● At landskabet kommer til at bestå af en mosaik af marker med almindelige og GMO-planter. 

● At det sikres, at der er "refugier" for de organismer, der påvirkes af GMO-planterne. 

● 

At der gøres mest muligt for at modvirke at insekterne udvikler resistens mod egenskaben, der betinger GMO-plantens 

resistens. 

Hvilke krav og tests kunne man tænke sig at underkaste genmodificerede planter i denne sammenhæng? 

Man kan også her skele til de procedurer, der gælder for test af pesticiders negative effekter på miljøet. Der er efterhånden 

opbygget en rækker standardtests, som sprøjtemidlerne skal igennem for at vurdere deres effekt på ikke-målorganismer. 

Gennem samarbejde indenfor IOBC's (International Organisation for Biological Control) arbejdsgruppe "Pesticides and 

Beneficial Organisms" har der etableret sig den praksis, at man tester sprøjtemidlerne på ca 20 udvalgte nytteorganismer 

startende med "worst case" d.v.s. under kontrollerede laboratorieforhold. Viser midlerne sig hér uskadelige, må de også antages 

at være harmløse under markforhold. Viser de sig skadelige, går man videre med tests under marklignende forhold. Det vil 

typisk sige under anvendelse af standardiserede forhold (bure, organismer, dosis) men i fri luft eller i såkaldt "semi field" 

anlæg. Viser midlerne sig uskadelige hér, kan de som regel frikendes; ellers går de videre til en egentlig marktest under 

normale dyrkningsforhold. 

Drejer det sig om en test til vurdering af genmodificerede planters effekt på insekter, kunne man forslå at udvikle en 

standardtest som anvender dels heribivore insekter dels pollinatorer til testorganismer. Testen bør inddrage effekter på 

fekunditet og fertilitet. Dette kræver, at testorganismerne kan holdes i opdræt. 



Afrunding 

Som det fremgår af ovenstående, er det vanskelig at være særlig præcis, når det drejer sig om at vurdere de miljømæssige 

konsekvenser af anvendelsen af insektresistente genmodificerede planter. Til "beroligelse" kan man måske sige, at vi allerede 

længe i nogen udstrækning har kendt til anvendelse traditionelt forædlede planter af denne type, uden at det har givet anledning 

til de store bekymringer. En række paralleller fra problemer som følge af indslæbning af planter til områder, hvor de slipper fri 

af de naturligt regulerende forhold, kan måske skitsere, hvad man kunne forestille sig som "worst case". Endelig kan der 

trækkes en række paralleller til brugen af pesticider, når det drejer sig om fordele, ulemper og mulige forholdsregler mod 

uønskede effekter. Man må tillige huske på, at anvendelsen af planter med resistensegenskaber blot er én af de strenge, der kan 

benyttes i fremtidens integrerede produktionssystemer. Der eksisterer en række andre muligheder for at manipulere med 

produktionsforholdene, så trykket fra skadegørere mindskes til et ubetydende niveau; men det er en helt anden og mere 

omfattende historie. 

Lad mig slutte med et citat fra Dent (1991): "Brugen af genmodificerede planter vil helt sikkert få stor indflydelse på praktisk 

insektbekæmpelse i fremtiden, på samme måde som introduktionen af kemisk bekæmpelse fik det i 1950'erne. Problemerne i 

tilknytning til brugen af insekticider er stadig til stede giver anledning til alvorlige bekymringer, og det er beroligende at vide, 

at 'historien ikke gentager sig', især da konsekvenserne af misbrug af genteknologiske metoder vil være istand til langt at 

overgå de problemer, der bekymrer, som en følge af brugen af pesticider." 

Litteratur 

Crawley, M.J. (1989): Insect herbivores and plant population dynamics. Ann. Rev. Entomol. 34:531-64. 

Dent, D. (1991): Insect pest management. CAB International, Wallingford, 604pp. 

Dodd, A.P. (1940): The biological campaign against prickly-pear. Commonwealth prickly-pear board, Brisbane, 77pp. 

Hansen, L.M. (1993): Resistens - handler ikke kun om sprøjtemidler. Kaskelot 98:28-31. 

Hoy, M.A. (1992): Genetic engineering of predators and parasitoids for pesticide resistance. pp. 307-324 In I. Denholm, A.L. Devonshire & D.W. 

Hollomon (eds.) Resistance 91, achievements and developements in combating pesticide resistance. Elsevier Science, London. 

Huffaker, C.B. & C.E. Kennett 1969: Some aspects of assessing efficiency of natural enemies. Can Ent. 109:425-447. 

Jonasson, T. (1988): Resistant oat cultivars - a solution to the frit fly problem? Växtskyddsrapporter, Jordbruk 53:165-168. 

Münster-Swendsen, M. (1989): Ent. medd. 57: 

Philipsen, H. (1977): Forebyggelsesmetoder. pp. 23-33. In E. Holm (ed.) Biologisk bekæmpelse af skadedyr. Kaskelot, Gedved, 144pp. 

Tabashnik, B.E. (1994): Evolution of resistance to Bacillus thuringiensis. Ann. Rev. Entomol. 39:47-80. 

Herbicidresistente afgrøder - myter og/eller 

realiteter? 

Af Jens C. Streibig, Kathrine H. Madsen og Gitte S. Poulsen, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, Institut for 

Jordbrugsvidenskab, Sektion for Ukrudtslære 

Indledning 

Når vi til daglig taler om bekæmpelse af ukrudt, har det stort set været synonymt med kemisk bekæmpelse i de sidste 50 år, 

selv om jordbearbejdning og sædskifte også spiller en stor rolle i det praktiske jordbrug. 

Herbicider er udviklet til at slå grønne planter ihjel, og deres brug i afgrøderne er derfor betinget af, om vi kan finde den 

dosering, der bekæmper ukrudtet men ikke skader afgrøden. Denne doseringsafhængige virkning benyttes til at bekæmpe 

ukrudtet selektivt i afgrøder. Uhensigtmæssig brug af herbicider kan imidlertid ændre ukrudtsfloraen i ugunstig retning, så 



tolerante arter får bedre muligheder for at brede sig, og der kan også udvikles herbicidresistente typer af almindelige 

ukrudtsarter. 

Herbicider giver landmanden en sikkerhed for et rimeligt udbytte af sine afgrøder. Tidligere var man nød til at benytte 

sædskiftet til at sikre sig mod opformering af ukrudt. Med andre ord kan herbicider til en vis grad ophæve restriktionerne, som 

tidligere tiders sædskifte lagde på landmandens udfoldelsesmuligheder og desuden nedsætte arbejdsindsatsen væsentligt. 

I biologiske discipliner er ophobningen af rent faktuel information enorm, men forståelsen ringe. Forskning i herbicidresistens 

adskiller sig ikke væsentlig fra andre biologiske discipliner. 

Historien om herbicidresistens 

For godt 20 år siden fandt man ud af, at gentagne sprøjtninger med atrazin i en årrække på de samme arealer medførte, at det 

ukrudt, der tidligere var så nemt at bekæmpe med atrazin lige pludselig overlevede sprøjtning uden synlige mén. Ukrudtet var 

blevet resistent over for sprøjtning med atrazin. Med andre ord, naturen brugte sin egen bioteknologi til at tilpasse ukrudtet til 

atrazin. Darwins udviklingsteori om, at de stærkeste overlever blev på smukkeste vis anskueliggjort med atrazin. Denne 

opdagelse gav stødet til en intensiv forskning i de mekanismer, der lå bag denne resistens. Man fandt hurtigt ud af, at 

resistensen skyldes en lille ændring i arveanlæggene - én aminosyre blev udbyttet med en anden - så atrazin ikke kunne binde 

sig til proteinet og blokere fotosyntesens elektrontransport. Planter med denne ændring i proteinet var stort set 100 pct. 

resistente over for atrazin. 

Opdagelse af herbicidresistens i ukrudt var en kærkommen lejlighed til at prøve noget nyt. Den kemiske industri har i de sidste 

knap 50 år prøvet at tilpasse kemien til biologien ved mere eller mindre på må og få at undersøge titusindvis af kemiske 

forbindelser for at finde bare et nyt herbicid. For at undgå disse efterhånden enormt dyre afprøvninger kunne man nu prøve at 

tilpasse biologien til kemien ved at gøre afgrøder resistente over for et kendt herbicid. Mange af de store kemiske firmaer 

arbejder på at gøre afgrøder resistente over for en lang række allerede opfundne herbicider. Det bedst kendte eksempel her i 

landet er den gensplejsede sukkerroe, der er gjort resistent over for glyphosat og raps, som er gjort resistent over for glufosinat. 

Fordelen ved at tilpasse biologien til kemien er bl.a., at de dyre undersøgelser af et herbicids virkning på dyr og mennesker 

allerede er lavet for glyphosat og glufosinat. Ved at øge muligheden for at bruge disse allerede markedsførte herbicider i flere 

afgrøder, kan man spare tusindvis af kostbare dyreforsøg med rotter, katte, hunde, aber o.s.v. Så hvis bioteknologien holder 

hvad den lover, vil vi om føje år have et sortiment af afgrøder, som er blevet gjort resistent over for en lang række kemiske 

midler mod ukrudt. Ved at kombinere biologi og kemi er man ikke mere overladt til tilfældighedernes frie spil, men kan vælge 

at gøre afgrøder resistente overfor herbicider, som ikke er så farlige for sundhed og miljø. 

Firmaerne er også blevet mere tilbageholdende med at markedsføre nye herbicider. Den "lette kemi" er med den nuværende 

viden udnyttet og det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde herbicider, som opfylder krav til såvel selektivitet i afgrøder 

og lave doseringer i marken som til krav om miljømæssig "god opførsel". For at iværksætte de krævede undersøgelser af 

jordbrugs- og miljømæssig art, skal man virkelig skal tænke sig godt om, før et middel markedsføres uanset hvor effektivt det 

er til at bekæmpe ukrudt. 

Det er bl.a. i dette lys man skal se udviklingen af herbicidresistente afgrøder. Firmaerne ønsker at kunne kombinere biologien 

og kemien for allerede eksisterende midler. 

Definitioner 

Genetisk Modificerede herbicidresistente Planter (GMP) har fået indsat et gen, der gør planten resistent overfor et herbicid. 

Planterne er ikke resistente overfor herbicider med andre virkningsmekanismer. Ved herbicidresistent ukrudt forstås tidligere 

følsomme ukrudtsplanter, som er blevet resistent over for et herbicid (jævnfør udviklingen af atrazinresistent ukrudt). 

Afgrødeselektivitet 

Forudsætningen for af bruge et herbicid selektivt i en afgrøde er, at afgrøden fra naturens hånd kan nedbryde herbicidet 

hurtigere end de omkringstående ukrudtsplanter eller at afgrøden ikke kommer i kontakt med herbicidet. 



Den nuværende situation 

OECD har til og med 1992 givet 489 tilladelser til forsøgsudsætning af genetisk modificerede planter (GMP). Heraf var 504 

tilfælde af herbicidresistens. Afgrøder med resistens overfor glyphosat eller glufosinat tegnede sig for 38 pct. og 37 pct., mens 

sulfonylurea- og bromoxynilresistente planter udgjorde henholdsvis 14 pct. og 5 pct. I Danmark er der givet 

udsætningstilladelser for glyphosatresistente sukkerroer og for glufosinatresistente sukkerroer og raps. 

Usikkerheden 

Udviklingen af GMP, som er gjort resistente overfor herbicider, har medført debat om konsekvenserne ved at dyrke disse 

afgrøder. Nogle anfører, at det vil betyde et øget herbicidforbrug, fordi afgrødens "naturlige" tolerance ikke længere er en 

begrænsende faktor for dosering til selektive formål. Man er ligeledes betænkelig over om GMP'er skal ændre "adfærd" og 

blive aggressive ukrudtsplanter eller brede sig til "naturlige" plantesamfund. Der er også udtrykt bekymring for en hurtigere 

udvikling af herbicidresistent ukrudt, dels fordi GMP vil muliggøre brugen af færre og mere virkningsfulde herbicider og dels 

fordi visse afgrøder har vilde slægtninge, som optræder som ukrudt, eksempelvis kan raps krydse med Agerkål (Brassica 

campestris). Det eventuelle øgede forbrug af herbicider kan også hænge samme med problemer med resistente spild- og 

ukrudtsplanter. 

Synspunkterne om GMP'er kan stort set opdeles i tre grupper. Den ene gruppe ser GMP som det næste skridt på vejen til at øge 

produktionen af fødevare til en "sulten verden". Den anden gruppe mener, at der er betydelige miljø- og sundhedsmæssige 

risici forbundet med GMP, og de ønsker derfor en streng lovgivningsmæssig regulering af området for at forhindre fremtidige 

uheld eller katastrofer. Endelig er der den tredje gruppe, som mener, at genetisk modificering af levende organismer er moralsk 

forkasteligt. De ønsker at stoppe udviklingen af GMP. 

Hvad ved vi om afgrøderne? 

Byg er 95 pct. selvbestøver. Der findes vilde slægtninge til byg i Danmark, men krydsninger mellem disse og dyrket byg, er 

ofte sterile. Hvede er også en selvbestøver og der findes ikke vilde hvedearter i Danmark. Risici for genspredning fra byg og 

hvede til vilde arter er yderst små. 

Raps er et krydsningsprodukt mellem Agerkål og Havekål. Ca. 2/3 af frøsætningen sker ved selvbestøvning, resten er 

fremmedbestøvning via vind- eller insekter. Vindbestøvning kan ske over ca. 40 m, mens insektbestøvning foregå over 

afstande på op til 3 km. Raps kan hybridisere med andre Brassica-arter, som vokser i Danmark. Krydsninger mellem 

glufosinatresistent raps og Agerkål viser, at glufosinatresistensen kan nedarves til hybriderne. 

Kartofler er både selv- og fremmedbestøver, men tilsyneladende er der minimal bevægelse af pollen (maks. 4.5 m). Kartofler 

kan hybridisere med nogle vilde arter, men der sker ikke frugtsætning. I Danmark findes kun to vilde slægtninge, nemlig 

Bittersød og Sort Natskygge. Risikoen for genspredning til vilde slægtninge er yderst begrænset, for ikke at sige utænkeligt. 

Roer er fremmedbestøver, hovedsageligt via vind men også insektbestøvning kan forekomme. Der er kun een vild slægtning i 

Danmark, nemlig strandbeden. Pollen kan spredes fra roer til strandbeder på afstande op til 75 m. Roer og strandbeder har 

yderst ringe konkurrenceevne. Herbicidresistente hybrider har derfor næppe praktisk betydning i andre afgrøder end roer. En 

evt. genspredning af herbicidresistensgener vil næppe have negative konsekvenser for strandbeden, fordi strandbede vokser på 

rullestenskyster, hvor fordelen ved at være herbicidresistent er yderst beskeden. 

Ært er selvbestøver og bestøvningen sker før blomsten åbnes, så selv om ærter kan fremmedbestøve sker det ikke i praksis. Der 

findes ingen vilde slægtninge i Danmark. 

Majs er vindbestøver. Han- og hunblomster er adskilt. Der er ingen danske slægtninge. 

Genspredning fra roer og raps til nært beslægtede arter er mulig, men den praktiske betydning er ringe uden for det dyrkede 

land. Nyere undersøgelser har vist at den glyphosatresistente roe og den glufosinatresistente raps har den samme 

konkurrenceevne som de almindelige sorter, når der ikke sprøjtes med de to herbicider. Faren for at få dannet en "superart" i 

"naturlige plantesamfund" er derfor af mere akademisk end af praktisk karakter. 



Hvad ved vi om ukrudt? 

Ukrudt er uønskede planter, som konkurrerer med afgrøden om lys, plads, næringsstoffer og vand og derfor forringe 

høstudbytte og kvalitet. Ukrudtet på markerne er naturens reaktion på menneskeskabte aktiviteter. Ukrudt er pionerarter og det 

første trin på vejen fra bar jord til den "naturlige" vegetation, som i Danmark er løvfældende skov. Halvdelen af vores 

ukrudtsarter, hvoraf vi har ca 200, er indslæbte arter. Genetisk og biologisk kan ukrudtsarterne være væsentligt forskellige fra 

deres vilde slægtninge, fordi forskellige dyrkningsmetoder gennem årtusinder lidt efter lidt har tilpasset ukrudtet til det dyrkede 

land. 

Ukrudt er således produktet af en lang udviklingsproces og selv om der i tidernes løb har være mange forslag fremme om 

hvilke egenskaber en succesrig ukrudtsart skal være i besiddelse af, må vi desværre konstatere endnu engang at ophobningen af 

rent faktuel information er enorm, men forståelsen ringe. 

Rent historisk har udveksling af arveanlæg mellem ukrudt og kulturplanter været til menneskets fordel. Nogle af vores mest 

værdifulde kornarter, f.eks. havre og rug, begyndte deres karriere som ondartet ukrudt i hvede for mange tusinde år siden i 

Asien. Efterhånden overtog dette "ondartede" ukrudt hvedens plads og viste sig at være udmærkede føde for mennesker. 

Praktiske problemer 

GMP'er kan i visse tilfælde overføre resistensgenet til "vilde planter"; men herbicidresistens medfører ingen fordel for den 

"vilde plante", når der ikke sprøjtes med det pågældende herbicid. Forsøg har ikke kunnet påvise en ændret konkurrenceevne 

og væksthastighed i GMP'er i forhold til de konventionelle sorter eller ukrudt, når det drejer sig om glyphosat og glufosinat. 

Problemet med spildplanter er i Danmark særlig aktuelt for raps, fordi den optræder som ukrudt i andre afgrøder. Derfor kan 

der blive problemer med resistente spildplanter og krydsninger med forskellige resistensmekanismer. For denne afgrøde bør 

der derfor træffes særlige forholdsregler for at undgå problemer med herbicidresistente spildplanter for så vidt man ønsker at 

bruge glufosinat og glyphosat i flere af de afgrøder der indgår i sædskiftet. 

Dyrkning af GMP kan umiddelbart give anledning til praktiske problemer for landmanden. Hvis GMP og almindelige sorter 

dyrkes på samme eller tilstødende ejendomme, kan vinddrift under sprøjtning medføre skader på den almindelige sort. Der kan 

også ske forveksling eller sammenblanding af almindelige og GMP sorter med deraf følgende sprøjteskader. Dyrkning af GMP 

med herbicidresistens forudsætter derfor, at landmanden er omhyggelig med såvel udsædsmaterialet som ukrudtssprøjtningen. 

Strategier 

Ved at benytte herbicider med flere forskellige fysiologiske virkningsmekanismer i sædskiftet, og eventuelt herbicidblandinger 

samt et fornuftigt sædskifte og mekanisk bekæmpelse/jordbehandling er der ingen større fare for udvikling af herbicidresistente 

ukrudtsarter. 

Såfremt herbicidresistente GMP med resistensgener overfor få herbicider vinder stor udbredelse i landbruget, bør man være 

opmærksom på, at ensidige strategier for ukrudtsbekæmpelse kan føre til problemer. Der er med andre ord behov for at vide, 

hvorledes man mest hensigtsmæssigt dyrker GMP med henblik på at minimere miljøbelastningen og mulige negative 

dyrkningsmæssige konsekvenser. 

GMP'er og "miljøvenlig" sprøjtestrategi 

For den glyphosatresistente sukkerroe har det været hævdet, at der vil være mulighed for at sprøjte senere i sæsonen. Herved 

efterlades ukrudtsplanter som føde for insekter, fugle og små pattedyr i begyndelsen af vækstsæsonen. Forsøg hos MARIBO 

Frø i Holeby har vist, at der opnås ligeså gode resultater med glyphosat på roernes 8 bladstadium, som med den traditionelle 

bekæmpelsesstrategi, der starter på kimbladstadiet. Dyrkning af GMP vil måske kunne give mulighed for 

ukrudtsbekæmpelsesstrategier med sprøjtninger på et sent stadium, men der foreligger dog ingen undersøgelser, der viser om 

dette giver sig udslag i en mere artsrig og balanceret fauna i agerlandet. 



Afsluttende kommentarer 

Herbicidresistente GMP'er er interessante objekter at undersøge fordi vi spiller på to heste ved at manipulere med både kemi og 

biologi. Mennesket har aldrig været interesseret i at leve i pagt med naturen. Det har altid ligget i kamp med naturen; tidligere 

for ikke at blive behersket af naturen, nutildags for at beherske naturen. Kampen mod ukrudt er lige så lang som vores 

civilisation. I Mathæusevangeliets kapitel 13, vers 25-30 kan man læse de evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvad er ukrudt? - 

Hvor kommer ukrudtet egentlig fra? - Hvilken dynamik ligger der bag dets tilpasnings- og overlevelsesevne? - Hvilken skade 

gør det, og hvordan kan afgrødens værdi reddes? 

Første Mosebog prøvede allerede på et tidligt tidspunkt at give os svaret: 

"....... agerjorden skal være forbandet for din skyld, med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. 

Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter". 

Med andre ord vi har ukrudt, fordi vi er syndere. 

Litteratur 

Andreasen, C. 1990. Ukrudtsarternes forekomst på danske sædskiftemarker. Licentiatafhandling, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, 

København. 53 pp. 

Duke, S.O.; Christy, A.L.; Hess, F.D. & Holt, J.S. 1991. Herbicide-resistant crops. In: Comments from CAST, ISSN 0194-4096, 1001-1, pp 24. 

Goldburg, R.; Rissler, J.; Shand, H. & Hasselbrook, C. 1990. Biotechnology's bitter harvest, herbicide-tolerant crops and the threat to sustainable 

agriculture. A report of the biotechnology working group, 73 pp. 

Haas, H. 1995. Glimt af ukrudtets kulturelle, sociale og økologiske sider, Tidsskrift for Landøkonomi, 1/95, 64-71. 

Holt, J.S.; Powles, S.B. & Holtum, J.A.M. 1993. Mechanisms and agronomic aspects of herbicide resistance. Annual Review of Plant Physiology 

and Plant Molecular Biology 44, 203-229. 

Madsen, K.H. & Jensen, J.E. 1995. Weed control in herbicide tolerant sugarbeet (Beta vulgaris L.): A comparison between glyphosate and currently 

used herbicides. Weed Research, in press. 

Madsen, K.H. & Streibig, J.C. 1994. Genetisk modificerede herbicidresistente planter. Miljøprojekt nr. 270, Miljø- og Energiministeriet, 

Miljøstyrelsen, København. 48 pp. 

Miljøstyrelsen. 1994. Bekæmpelsesmiddelstatistik. Orientering fra Miljøstyrelsen Nr. 1, 38 pp. 

Poulsen, G.S. & Jensen, J.E. 1995. Transgene planter som ukrudt - glufosinat-tolerant raps (Brassica napus). 12. Danske Planteværnskonference, 

Ukrudt, 231-242. 

Appendix 

Program 

Seminar om regulering af anvendelsen af genetisk modificerede landbrugsafgrøder den 30.-31. marts 1995, arrangeret 

af Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Teknologinævnet. 

Torsdag den 30. marts 1995 

9.00 

Bustransport fra Københavns Hovedbanegård v. Reventlowsgade til "Liselund" ved Slagelse 



Del A: Ordstyrer Lars Klüver - Referent Jan G. Højland 

10.30 

Genteknologi, politik og lovgivning 

Claus Frier, Miljøstyrelsen, Klima og Bioteknologikontoret 

10.45 

Lovgivningen, administrationspraksis og forskellige aktørers roller i sagsgangen 

Claus Frier (fortsat) 

11.30 

Status med hensyn til anvendelsen af genteknologi på landsbrugsafgrøder 

Hans Erik Svart og Jan G. Højland, Skov- og Naturstyrelsen 

12.15 

Pause 

12.30 

Frokost 

Del B: Ordstyrer Claus Frier - Referent Hans Erik Svart 

13.30 

Videnskab som grundlag for regulering af genteknologi 

Claus Emmeche, Niels Bohr Instituttet 

14.15 

Værdier som grundlag for regulering af genteknologi 

Peter Sandøe, Københavns Universitet, Inst. f. filosofi og pædagogik 

15.00 

Pause (kaffe/te/gåtur) 

16.00 

Genteknologien og borgerne 

Lars Klüver, Teknologinævnet 

16.45 

Genteknologi og økologi 

Marianne Philipp, Københavns Universitet, Botanisk Institut, Økologisk Afdeling 

17.30 

Pause 

18.00 

Middag 

Del C: Spilleleder Lars Klüver 

19.00 

En genetisk modificeret landbrugsafgrøde - et scenarie. 

21.00 Natmad 

Fredag den 31. marts 1995 

8.00 

Morgenmad 



Del D: Ordstyrer Hans Erik Svart - Referent Jan G. Højland 

9.00 

Genteknologi i praksis. Svampe-, virus- og bakterieresistens 

Søren Rosendahl, Københavns Universitet, Botanisk Institut, Afdelingen for alger og svampe 

9.40 

Genteknologi i praksis. Oplæg om insekt-resistens 

Hans Peter Ravn, Planteværnscentret 

10.20 

Herbicidresistente afgrøder, myter og/eller realiteter? 

Jens Streibig, KVL, Ukrudtslære 

11.00 

Pause (kaffe/te) 

Del E: Ordstyrer Lars Klüver - Referent Claus Frier 

11.30 

Seminarets pointer sammendrages ud fra en politisk synsvinkel 

Per Henriksen, miljøsekretær, SF 

11.50 

Debat med fokus på EU's oplæg til ændring af lovgivningen 

13.00 

Frokost 

14.00 

Bustransport fra "Liselund" 

15.15 

Ankomst til Københavns Hovedbanegård, Reventlowsgade 

Deltagerliste 

Seminar om regulering af anvendelsen af genetisk modificerede landbrugsafgrøder den 30. -31. marts 1995, arrangeret 

af Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Teknologinævnet. 

Anita F. Pedersen Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole 

Anne Mette Grundtvig Dagbladet Politiken 

Anne Mette M. Jensen Københavns Universitet, Inst. for Økologisk Botanik 

Annette Toft Landbrugets Oplysnings og Kursusvirksomhed 

Christian Coff 

Claus Emmeche Niels Bohr Instituttet 

Claus Frier Miljøstyrelsen 

Dinne S. Hansen Miljøstyrelsen 

Erik Andersen Landbrugsministeriet 

Gitte Silberg Poulsen Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole 

Hans Erik Svart Skov & Naturstyrelsen 



Hans Peter Ravn Statens Planteavlsforsøg, Afd. for Plantepatologi og Jordbrugszoologi 

Heidi Bente Hoel Draget Direktoratet for Naturforvaltning, Trondheim, Norge 

Helle Lyster Danmarks Radio, TVProvins, Redaktion 3 

Henning Mørk Jørgensen Danmarks Naturfredningsforening 

Holger Petersen Miljøstyrelsen 

Jan G. Højland Skov & Naturstyrelsen 

Jens Streibig Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Inst. for jordbrugsvidenskab, Ukrudtslære 

Jesper Lassen Inst. for miljø, teknologi og samfund, RUC 

Jesper Toft NOAH 

Kathrine Hauge Madsen Den Kgl.Veterinær og Landbohøjskole 

Lars Klüver Teknologinævnet 

Maya-Maria Madslund Inst. for miljø, teknologi og samfund, RUC 

Marianne Philipp Københavns Universitet, Inst.for Økologisk Botanik 

Merete Albrechtsen Bioteknologigruppen, Statens Planteavlsforsøg 

Morten Helt Poulsen Danisco Seed 

Per Henriksen Socialistisk Folkeparti, sekretariatet 

Peter Sandøe Københavns Universitet, Inst. for filosofi og pædagogik 

Rikke Bagger Jørgensen Sektion for plantegenetik, Forskningscenter Risø 

Svend Pedersen Landbrugsministeriet, Plantedirektoratet 

Søren Rosendahl Københavns Universitet, Botanisk Institut 

Thomas Breck Forbrugerrådet 

Thomas R. Mikkelsen RISØ, Sektionen for plantebiologi 

Torben Hviid Nielsen Senter for teknologi og menneskelige verdier, Universitetet i Oslo, Norge 

Vibeke Meyer Dansk Planteforædling A/S 

22.12.97 Teknologirådet tekno@tekno.dk

"Gensplejsede planter" i PDF format. - Teknologirådet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?