Årsskrift 2004, side 103-106 - Hans Ulrik Riisgård
Årsskrift 2004, side 103-106 - Hans Ulrik Riisgård
Årsskrift 2004, side 103-106 - Hans Ulrik Riisgård
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Kirstine Holmsgaard,<br />
kvindesagsforkæmperen fra Brædstrup<br />
Af: <strong>Hans</strong> <strong>Ulrik</strong> Riisgaard<br />
Kirstine Holmsgaard (1882-1953) var den mest<br />
markante af de fire døtre fra slægtsgården Holmsgård<br />
i Brædstrup. De var alle meget tidligt bevidste<br />
om, at de ville være selverhvervende. Alle var de<br />
medlemmer af skytteforeningen og deltog på lige<br />
fod med de unge mænd - og lige som dem med<br />
større eller mindre cigarføring. De hørte til de<br />
emanciperede (”frigjorte”) kvinder. Kirstines<br />
utrættelige appel til sine medsøstre, der ønskede at<br />
være frie og selvstændige, var, at de først og fremmest<br />
måtte tjene deres egne penge, så de ikke var<br />
afhængige økonomisk af en mand eller slægtning.<br />
Jeg har aldrig selv kendt Kirstine Holmsgaard,<br />
som døde, da jeg var 2 år. Men jeg har hørt en del<br />
om hende, især gennem min mor (Esther Holmsgaard,<br />
født 1917), der værdsatte hende højt. Der er ingen<br />
tvivl om, at for min mor var hendes faster Kirstine<br />
et stort forbillede, i alt fald på mange felter.<br />
Dog ikke alle, for min mor blev gift og fik børn -<br />
heldigvis!<br />
Kirstine Holmsgaard<br />
I mit barndomshjem og i min mors familie blev faster<br />
Kirstine omtalt med respekt. Hendes fotoportræt<br />
stod på bogreolen, og hendes faste blik kunne<br />
nok indgyde respekt. Hun var kvindesagskvinde.<br />
Selvstændig, dygtig, arbejdsom og belæst. Hun<br />
stillede store krav og kunne godt være noget striks.<br />
Men hun var også spendabel og elegant, med hang<br />
til det lidt ekstravagante, og hun kunne være smit-<br />
Kirstine Homsgaard.<br />
tende glad og lattermild. Som barn gøs jeg, når jeg<br />
hørte om faster Kirstines amputerede arm, det<br />
"hvide snit" og hvordan hun (efter eget ønske) blev<br />
brændt til aske og puttet i en krukke. Det var bestemt<br />
ikke almindeligt i 1953. I dag kan jeg se, at<br />
også i døden var hun forud for sin samtid.<br />
I 2002 gav min mor mig faster Kirstines efterladte<br />
papirer. Det var håndskrevne foredrag om<br />
<strong>103</strong>
kvindefrigørelsen, foruden en del andre papirer og<br />
billeder, jeg aldrig tidligere havde set. Min nysgerrighed<br />
var naturligvis straks vakt. Hvem var hun<br />
egentlig, denne faster Kirstine? Det fortæller de efterladte<br />
papirer en hel del om.<br />
Kirstine Holmsgaard valgte lærergerningen.<br />
Blev dimitteret fra Gedved Seminarium i 1905 og<br />
ansat på Nordre Skole i Horsens. Senere, efter at<br />
have videreuddannet sig og specialiseret sig i historie<br />
og fysik og et år i København på Statens<br />
Gymnastikskole i idræt, fik hun ansættelse på Borgerskolen<br />
i Horsens. Det sårede hende meget, at<br />
hun blev vraget til stillingen som skoleinspektør af<br />
mandsvældet. Men ellers virkede hun som lærer i<br />
de tre fag historie, fysik og idræt, til hun blev pensioneret.<br />
Som 12-årig kom min mor, som datter af Kirstines<br />
yngste broder Thyge Holmsgaard (1890-<br />
1965), til at bo hos sin faster i Horsens, indtil hun<br />
både havde taget real- og studentereksamen. Min<br />
mor blev selvfølgelig påvirket af Kirstines forskellige<br />
interesser. Og dem havde hun mange af. Navnlig<br />
optog kvindesagen hende meget, og utallige er<br />
de foredrag, hun har holdt rundt om i foreninger, på<br />
højskoler, husholdningsskoler og forsamlingshuse,<br />
eller i radioen. Det harmede Kirstine usigeligt i<br />
de unge år, at danske kvinder ikke havde valgret.<br />
Det fik de som bekendt først i 1915. Men der var<br />
lang vej endnu, inden kvinder og mænd blev ligestillet.<br />
Interesse for politik havde Kirstine Holmsgaard<br />
også. Det var partiet Venstre - det liberale parti -<br />
hun helligede sig. Også her tog hun ud til møder og<br />
talte og diskuterede. Naturligt nok blandede hun<br />
sig ret kraftigt i debatten om den nye skolelov af<br />
1937. Man kunne måske forledes til at tro, at Kirstine<br />
med alle de gøremål og interesser på den tid<br />
var noget mandhaftig. Men det var nu ikke tilfældet.<br />
Hun klædte sig meget kvindeligt med flotte<br />
104<br />
kraver (fichuer) og havde en vis svaghed for store<br />
og elegante hatte.<br />
Kirstine Holmsgaard var en meget engageret og<br />
umådelig flittig person. Hun læste enormt meget,<br />
også tunge bøger om historie og filosofi. Hun var<br />
med i en lille privat læseklub, en aften om ugen på<br />
skift i hinandens hjem. Én læste op, og de andre sad<br />
med håndarbejde. Kaffe fik de med kager fra byens<br />
berømte hjemmebageri. Og var klubaftenen hos<br />
Kirstine, stod der i sæsonen for mimoser en buket<br />
af slagsen på klaveret. "Når jeg ser eller især får<br />
den specielle duft i næsen, kommer jeg altid til at<br />
tænke på læseklubben", mindes min mor. ”Kirstine<br />
var umådelig gavmild, hvilket kunne give lommesmerter<br />
sidst på måneden; men så var der jo ikke
langt, til pungen igen blev fyldt”. Kirstine kunne<br />
være smittende glad og i strålende humør. Men<br />
kunne også let vende om på en tallerken og vise et<br />
meget vredt ansigt, hvis noget gik imod. ”Så var<br />
det ikke rart at være i nærheden", husker min mor.<br />
På skolen holdt hun stram disciplin. Eleverne sagde<br />
altid: "frk. Holmsgaard er striks, men retfærdig".<br />
Fra sin tidligste barndom havde Kirstine en meget<br />
stor aversion imod råt kød. Hun kunne ikke røre<br />
råt kød. Det mente hendes far og mor var skaberi,<br />
for det skulle hun lære. Så hendes mor satte hende<br />
op på loftet med en høne, som hun skulle plukke,<br />
og hun måtte ikke komme ned, før hønen var plukket.<br />
Men hele dagen gik, og til slut skulle moderen<br />
op og se, hvordan det gik. Der sad Kirstine og<br />
græd, mens hun plukkede fjerene ud af hønen med<br />
sit forklæde, for hun kunne ikke have med det at<br />
gøre. Så sagde moderen, at hun kunne gå med ned,<br />
og hun blev ikke<br />
sat til råt kød mere.<br />
Så søgte de en<br />
plads hos en plantør<br />
oppe i Brabrand,<br />
hvor hun<br />
skulle i husholdningslære,<br />
for hun<br />
skulle lære at behandle<br />
kød. Der<br />
var hun nogle få<br />
måneder, så skrev<br />
plantør Køster<br />
hjem til hendes far,<br />
at det var helt forkert<br />
med det her, at<br />
det duede ikke, og<br />
at de have prøvet<br />
på alle måder; men<br />
de skulle hellere<br />
lade hende komme til at læse. Kirstine kom hjem,<br />
og blev senere sat i frk. Th. Langs Skole i Silkeborg.<br />
Der kom hun på seminariet, men tog ikke eksamen<br />
derfra, fordi hun ragede uklar med en af<br />
lærerne. Så gik Kirstine hjem og sagde, hun ikke<br />
ville være på skolen mere. Det var der heller ingen,<br />
der sagde noget til. Så kom hun til Gedved Seminarium,<br />
og der tog hun eksamen fra.<br />
Da Kirstine blev lærerinde, kom hun ind i Dansk<br />
Kvindesamfund, hvor hun var meget aktiv, og hun<br />
endte som formand for Skanderborg Amts Venstre<br />
Kvinder. De efterladte manuskripter var notater<br />
beregnet til eget brug som støtte for det talte ord.<br />
Tonen og engagementet i foredragene er bevaret,<br />
uanset om disse handler om Kvindernes Emancipation,<br />
Dansk Kvindesamfunds Historie, Venstres<br />
Program eller Agitationsarbejdet i 5te Landstingskreds.<br />
Tilsammen tegner de efterladte foredrag og<br />
øvrige papirer et billede af et engageret menneske,<br />
som nok kan fortjene<br />
at blive<br />
mindet.<br />
Det har været<br />
interessant at<br />
lære Kirstine at<br />
kende gennem de<br />
efterladte skrifter.<br />
Hendes interesse<br />
for historie<br />
går igen overalt.<br />
Ved at beskæftige<br />
sig med kvindernesudviklingshistorie<br />
står<br />
det klart for Kirs-<br />
Aspasia - "en af de betydeligste pionerer for kvinde-emancipationen",<br />
siger Kirstine Holmsgaard i sin dristige; men effektfulde udlægning af<br />
historien.<br />
tine, at der skal<br />
være ligeret for<br />
kvinder og<br />
mænd - "den ene<br />
105
part af menneskene ikke over den anden, men ved<br />
<strong>side</strong>n af hinanden". Dansk Kvindesamfunds historie<br />
er historien om kvinders og mænds kamp for<br />
kvinder om opnåelsen af samme ret, samme pligt<br />
og samme ansvar som mænd. "Vi står i gæld til de<br />
mænd, der var så retfærdige, at de gav afkald på deres<br />
privilegier for at hjælpe os, så vi danske nu<br />
hører til de førende lande i kvindebevægelsen.<br />
Uden revolution blev stavnsbåndet løst. Uden revolution<br />
fik vi en fri forfatning, og uden anden<br />
kamp end med åndelige våben fik vi almindelig<br />
valgret. I et andet foredrag går Kirstine helt tilbage<br />
til oldtiden og ser på, hvordan kvinder levede og<br />
hvorledes de opfattedes af deres egen tid. Således<br />
fremhæves hetæren Aspasias store betydning for<br />
kvindesagen! Aspasia bryder nemlig med gamle<br />
hævdvundne traditioner, trodser ondsindet sladder,<br />
spot og latter. Hun står derfor som "repræsentant<br />
for en ny kvindetype, den dannede kvinde, der<br />
deler sin mands interesser og arbejde og er hans<br />
kammerat".<br />
For Kirstine Holmsgaard er der en tæt kobling<br />
mellem kvindernes emancipation og liberalismens<br />
lære, der "blev modtaget som menneskehedens<br />
genfødelse og skabte revolution over hele Europa,<br />
mest voldsomt og blodigst i Frankrig 1789-99,<br />
ganske ublodigt hos os i 1848". Ifølge Kirstine<br />
Holmsgaard er arvtageren af det liberale ideal partiet<br />
Venstre, og "derfor kan Venstre aldrig blive et<br />
klasseparti; det er et folkeparti, som frihedselskende<br />
mennesker, det være sig mænd eller kvinder,<br />
<strong>106</strong><br />
landbo- eller bybo, må slutte sig til". Det er slagkraftig<br />
argumentation! Men det er altid interessant<br />
og lærerigt at være i selskab med Kirstine Holmsgaard.<br />
Ustandselig bliver man inspireret til at slå op<br />
i historiebøgerne for at genopfriske og læse mere.<br />
Da Kirstine Holmsgaard gik på pension byggede<br />
hun en pragtvilla Domus i Brædstrup (som nabo<br />
til sit barndomshjem, slægtsgården Holmsgård).<br />
Men det blev et økonomisk fejltrin. Hendes gamle<br />
mor Helle og søsteren Maren solgte deres lille<br />
gamle hus i Søgade i Brædstrup og flyttede til villa<br />
Domus i Søndergade. Men det blev ikke lykkeligt.<br />
Kirstine fik kræftknuder, først i et ben så i en arm.<br />
Det gav frygtelige smerter og armen blev sat af,<br />
men intet hjalp. Kort før jul skriver Kirstine, at hun<br />
ikke ved om hun bliver opereret før eller efter jul:<br />
”Jeg er rigtig ked af det hele og er nu nede på 88<br />
pund, så det er ikke underligt, at jeg ligner en ribbet<br />
fugleunge, der er faldet ud af reden”. Kirstine døde<br />
den 5. januar 1953 på Rigshospitalet efter en hjerneoperation,<br />
'det hvide snit', i et fortvivlet forsøg<br />
på at dæmpe de voldsomme smerter. Hun blev godt<br />
70 år gammel.<br />
De originale manuskripter blev i marts 2003 doneret til<br />
Kvindehistorisk Samling på Statsbiblioteket i Århus.<br />
Her findes i forvejen næsten alle arkivalier fra Dansk<br />
Kvindesamfund. En lille bog med titlen Rotunden blev i<br />
september 2003 udgivet af Statsbiblioteket i Århus. Det<br />
meste af bogen er smagsprøver på taler holdt af kvindesagsforkæmperen<br />
Kirstine Holmsgaard fra Brædstrup.<br />
50 år efter hendes død fik hun et velfortjent mindeskrift.