ÅRSBERETNING 2011 - BYFO

21 22
BYFOs formand Birthe Iuel har sæde i forretningsudvalget, der også omfatter medlemmer fra Tyskland, Frankrig,
Italien, Spanien, Holland og Belgien.
I forbindelse med Rodolphe de Looz-Corswarems overtagelse af formandskabet fra Ghislain d´Ursel besluttedes det at
udsende nyhedsbrev fire gange om året til blandt andet medlemsorganisationerne. Det første nyhedsbrev kunne læses i
BYFOs nyhedsbrev udsendt i juni måned.
Efter årsmødet i Dublin i oktober 2010 afholdtes konference med emnet “Sustainable Management and Patronomy
of Historic Houses”. Blandt mange interessante indlæg, hørtes også et dansk bidrag af Peter Tom-Petersen fra Dansk
Bygningsarv.
Tak //
BYFOs bestyrelse skal takke alle, der i årets løb har støttet foreningen, og med hvem foreningen har samarbejdet.
Bestyrelsen skal samtidig byde nye samarbejdspartnere og medlemmer velkommen.
FORMaNdENS MUNdTlIGE ÅRSBERETNING PÅ GENERalFORSaMlINGEN PÅ BROhOlM
Som aftalt på generalforsamlingen forrige år på Ledreborg har foreningens årsberetning ligget på hjemmesiden i to
uger. Da alle forhåbentligt har haft mulighed for at orientere sig i den, er min mundtlige beretning derfor blot en
uddybning af emner, som vi mener, måtte have medlemmernes særlige interesse.
//
Jeg vil især koncentrere mig om Kulturarvsstyrelsens gennemgang af de fredede bygninger, herunder samarbejdet
mellem BYFO og Kulturarvsstyrelsen. Derudover vil jeg orientere om den manglende sammenhæng i de færre og færre
midler, der er til stede for ejerne - og Styrelsens stadigt mere skærpede krav til bygningernes istandsættelse.
Det er nu ved at være et år siden Kulturarvsstyrelsen iværksatte gennemgangen af de fredede bygninger. I begyndelsen
var det planen at gennemgå landet fra den ene ende til den anden, men ret hurtigt blev gennemgangen præget af, hvilke
kommuner der ønskede at benytte sig af fredningskaravanens pr-værdi i markedsføring af bygningskulturområdet.
Da et enigt folketing forrige år bevilgede 16,5 mio. kr. til en gennemgang af de fredede bygninger, sluttede Realdania op
om dette initiativ ved at bevilge godt 27 mio. kr. til en opprioritering af arbejdet med de bevaringsværdige bygninger,
som man i dag mener repræsenterer et sted mellem 300 - 500.000 bygninger. Realdanias bevilling går dels til forskning
indenfor området, dels til en indsats rettet mod kommunerne for at få dem til at tage hånd om de bevaringsværdige
bygninger. Kommunerne er myndighed for og har således også ansvaret for de bevaringsværdige bygninger, men mange
kommuner har endnu ikke forstået, hvor væsentligt det er, at de passer på den lokale bygningskultur og har heller ikke
kompetencerne til at gennemføre de lokalplaner og det rådgivningsarbejde, der skal til – og i særdeleshed har de ikke
afsat de midler, der skal til for at kunne yde ejerne den nødvendige støtte, når lokalplanene skal følges. Det sidste er jeg
som medlem af kampagnens koordinationsgruppe meget optaget af får et større fokus.
Men de fredede bygninger er, som vi ved, underlagt statens myndighed og dermed også dens tilsyn.
Siden den første bygningsfredningslov blev vedtaget i 1918, har en stor del af bygningerne dog aldrig været besigtiget,
også selv om det af loven fremgår, at den til enhver tid siddende myndighed har tilsynspligt med bygningerne. Jeg har
netop læst Bygningsfredningslovens historie, dens forhistorie og de overvejelser, man gjorde sig både før og efter dens
vedtagelse.
Interessen for kulturarven startede i Frankrig og Tyskland, hvor det efter Napoleonskrigene ikke mere alene drejede
sig om de store historiske begivenheder eller personer, men lige så meget folkets historie under ét, udtrykt i et bredere
begreb: Kulturhistorien. I Danmark gav denne interesse sig udtryk i indførelsen af kirketilsynsloven i 1861. Derefter
kan man læse, hvordan bevidstheden stiger om især vores middelalderlige bygninger. Og fremtrædende mænd –
også politikere, både til venstre og højre i folketingssalen – drøfter vigtigheden af en lov til beskyttelsen af landets
væsentligste bygninger. Anfægtelsen af den private ejendomsret afholder dog igen og igen politikerne fra at gennemføre
en egentlig fredningslov, indtil nogle store nedrivninger i den grad sætter sindene i kog, og et enigt folketing derfor i
1918 vedtager den første bygningsfredningslov. Selv fra højre side af Folketinget lød det fra den konservative godsejer
Sporon Fiedler, at bestemmelserne var nødvendige, ”fordi disse gamle Bygninger ikke i almindelig Forstand er
Enkeltmandseje”.
Da vi nåede til 1980, havde man fredet ca. 9000 bygninger. Vi kender sondringen mellem A og B fredninger, hvor
A-fredningerne var totalfredninger og B-fredningerne udvendige fredninger, hvor man dog alligevel for B-fredningernes
vedkommende skulle orientere staten om de ændringer, man foretog indvendigt. Det var der dog sjældent nogen, der
gjorde. Ud af de ca. 9000 fredninger var kun ca. 1000 A-fredninger. I 1980 besluttede man at nedlægge dette system og
bestemte, at alle fredede bygninger fra nu af var fredet indvendigt som udvendigt. Årsagen til dette skridt var, dels at
man var klar over, at masser af B-fredninger stadig havde værdifuldt interiør – det var før developernes tid – og man
ønskede at redde det, som reddes kunne, dels at man ikke havde ressourcer dengang til at gennemgå alle bygningerne og
udvælge de bedste, der kunne A-fredes.
Når man på denne måde totalfredede alle de tidligere B-fredninger, blev resultatet uundgåeligt, at man fik fredet en del
bygninger, som for længst var ombygget og umiddelbart syntes at have mistet deres indvendige fredningsværdier.
Disse bygninger har siden været genstand for både ejeres og sagsbehandleres frustrationer. Ejerne mente ikke at
kunne se nogle reelle fredningsværdier og kunne derfor heller ikke se fornuften i at skulle spørge om lov til at foretage
bygningsændringer. Især developerne kunne hurtigt se gevinsten i at transformere en gammel københavnerejendom om
til smarte lejligheder og mente, det måtte være en smal sag at få de ønskede byggetilladelser. De var bare ikke klar over,
at ifølge loven var alle de nedsænkede listelofter, gipsvæggene, papdørene og pladegulvene fredet. Og sagsbehandlerne,
de rev sig i håret – for hvor lå de reelle fredningsværdier henne? Man måtte have fat i de gamle tegninger, og man måtte
ind bagved for at se, om de oprindelige paneler, gulve, stuklofter stadig lå der, og man måtte finde den oprindelige
planløsning frem.