Bind 4 - Rosekamp

Carlsen, H. 525
lingcr. Dog modtog han 1856 Stillingen som kongevalgt Medlem
af Oktoberforfatningens Rigsraad, og fra nu af indtil hans
Død var det de politiske og kirkelige Interesser, som overvejende
tog ham fangen. Fra 1859 forbandt han med sit Sæde i Rigsraadet
tillige Mandatet som Landstingsmand for 8. Kreds i Kongerigets
Rigsdag.
C, der selv var adelig Godsejer og ved sit Ægteskab med en
Søster til den, der nu var Lensgreve paa Frijsenborg, var traadt i
nært Slægtskabsforhold til Landets højeste Aristokrati, manglede
ingenlunde en aristokratisk Standsfølelse, der til Tider — f. Eks.
under Forhandlingerne om Fæstelovgivningen — kunde give sig
ret stærke Udslag, men der var andre Sider i den aandslivlige og
alsidigt interesserede Mands Natur, som drog ham i modsat Retning
af den, hans Standsfæller sædvanlig fulgte. Først og fremmest
hans varme kirkelige Interesse og en Nationalfølelse saa stærk,
at den undertiden kunde føre ham til Yderligheder. Hans Søster,
Enkefru Tofts Ægteskab med N. F. S. Grundtvig 1851 lagde,
skønt kun kortvarigt, Grunden til et nært Forhold til denne og
hans kirkelige og folkelige Meningsfæller, som yderligere styrkedes
ved hans anden Søsters Ægteskab med Præsten Peter Rørdam.
Paa Rigsdagen nærmede C. sig mere og mere til det grundtvigsk
prægede nationale Venstre og blandt de ledende bondevenlige
Politikere til Balth. Christensen, som stod disse Kredse nær. Denne
Tilnærmelse gav sig sit første stærke Udslag i C.s ivrige Deltagelse
i Danncvirkcforcnings-Bevægelsen, som havde til Formaal at modvirke
den Hall'ske Nølerpolitik og drive Regeringen frem til en
ren ejderpolitisk Afgørelse. Under alt dette kom C. til at indtage
en stærkere og stærkere Oppositionsstilling over for den Hall'ske
Regering og nærmede sig Venstre mere og mere, saaledes at han
ogsaa over for dettes rent demokratiske Krav kom til at stille sig
mere imødekommende, end det egentlig laa i hans Natur. Paa
Kirke- og Skoleomraadet var han derimod af sit fulde Hjerte med
til at føre de grundtvigske Frihedskrav frem. Helt lod han sig
dog aldrig opsluge af noget Parti, men bevarede principielt sin
uafhængige Stilling. Under Forhandlingerne om Novemberforfatningen
af 1863 indtog C. længe sammen med Venstre en oppositionel
Holdning, men lod sig dog i den ellevte Time overtale
til at stemme for Forslaget. For den skandinaviske Bevægelse,
som kulminerede 1862—63, var C. en af de mest begejstrede Forkæmpere.
Da Alliancehaabet brast, og Krigens Ulykker brød ind
over Landet, saa C. Fremtiden i de mørkeste Farver. Skulde
Danmark vedblive at staa ene, saa han, som han April 1864 skrev