Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

More documents

Recommendations

Info

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899 samme Sted og ved samme Lejlighed; men en særlig Grund til den ringe Andagt, hvormed Borgmesteren |7| denne Dag paahørtes. endog af Avtoriteterne, skabtes af to vrede Hunde, der midt under Talen fo'r ind paa den afgrænsede Del af Torvet og her opførte en vild Dans under Hylen og Bjæffen. Paa et Vink fra Politifuldmægtigen skred Betjent Raffenstein majestætisk over Torvet for at skille og fjærne de stridende;. men dette forøgede blot disses Raseri. Idet den ene hang sig fast med Tænderne i den andens Nakkeskind, fo'r de bægge midt ind i første Skadron og fik Hestene til at stejle og fnyse, saa det et Øjeblik saa helt betænkeligt ud. Imidlertid var Borgmesteren bleven staaende paa sin Plads og havde uforstyrret fortsat sin Tale, der i det hele syntes aldrig at skulle faa Ende. Adskillige af Tilhørerne begyndte allerede at trække bort; og til disse sidste hørte ogsaa Adjunkt Hammer, der ikke længer kunde udholde Synet af sin - som det syntes - sejrstrygge Rival. Idet han vendte sig om for at gaa, fo'r han sammen og blev ligbleg, - næppe fem Skridt fra ham, paa en Plads for sig selv, stod to unge Damer, en mørk og en ganske lys, næsten gyldenlys. Denne sidste var Frøkken Ankersen, Politimesterens Datter. Til dette Uheld bidrog to vrede Hunde, der midt under Foredraget fór ind paa den afgrænsede Del af Torvet og her opførte en vild Runddans under Hylen og Bjæffen. Paa et Vink fra Politifuldmægtigen skred Betjent Raffenstein med embedsmandsmæssig Alvor over Torvet for at fjærne Urostifterne. Men hans Bestræbelser forøgede blot Dyrenes Raseri. Idet den ene bed sig fast i den andens Nakkeskind, fór de lige ind mellem Soldaterrækkerne og fik Hestene til at fnyse og stejle, saa det et Øjeblik saa' helt betænkeligt ud. Imidlertid var Borgmesteren bleven staaende som fastgroet til Torvets Brosten og havde uforstyrret fortsat sin Tale, der i det |49| hele syntes aldrig at skulle faa Ende. Adskillige af Tilhørerne begyndte allerede at trække bort, blandt andre Adjunkt Hammer, der rimeligvis ikke længer kunde udholde Synet af sin sejrsbevidste Rival. Saadan tænkte jeg i hvert Fald, da jeg fra min Plads saa' ham liste besynderlig duknakket bort. Med ét standsede han som ved et Ryk, og idet jeg fulgte Retningen af hans Blik, blev jeg pludselig selv greben af en heftig Sindsbevægelse og følte Blodet strømme mig hedt til Kinderne. Lidt borte fra Folkemængden stod to unge Piger med hinanden under Armen, begge klædte i omfangsrige Krinolinekjoler, korte Jaquetter og smaa Blomsterhatte paa de store Chignoner, der var Datidens Mode. Den ene var lang, mørk og grim, den anden omtrent af Middelhøjde, meget smuk, barnligt blaaøjet og ganske lys, næsten gyldenlys. Denne sidste var den unge Frøken Ankersen, Anna Eleonora Ankersen, Adjunktens Tilbedte, Ritmester v. Mohrhofs forventede Bytte og - hvorfor skjule det nu efter saa mange Aars |50| Forløb? - Genstanden for min egen sværmeriske Drengeforelskelse. Hvordan hun i det enkelte saa' ud? Næsens og Pandens Form, Læbernes Tommemaal o.s.v.? Jeg er skam ikke i Stand til at sige det. Men hvortil hjælper ogsaa et Signalement? Jeg erindrer af hendes Ydre, foruden Haarets og Øjnenes Farve, egentlig kun, at hun var hvid |og| rød af Ansigt og - skønt næppe atten Aar - yppig som en ung Moder. Derimod husker jeg ganske tydeligt det Indtryk af noget uendelig blidt og hjærterørende troskyldigt, ja - Gud forlade mig Ordet! - næsten en Smule enfoldigt, som hendes lyse Skikkelse frembragte. »Guldlammet« havde man kaldt hende som Barn, og jeg Til dette Uheld bidrog Gadens Hunde, der altid under Borgmesterens Foredrag foer ind paa den afgrænsede Del af Torvet og her opførte en vild Runddans under Hylen og Bjæffen. Paa |48| et Vink fra Politifuldmægtigen skred Betjent Raffenstein med embedsmandsmæssig Alvor over Torvet for at fjærne Urostifterne; men hans Bestræbelser forøgede blot Dyrenes Raseri. Idet den ene bed sig fast i den andens Nakkeskind, foer de lige ind mellem Soldaterrækkerne og fik Hestene til at fnyse og stejle, saa det et Øjeblik saae helt betænkeligt ud. Imidlertid blev Borgmesteren staaende som fastgroet til Torvets Brosten og fortsatte uforstyrret sin Tale, der i det hele syntes aldrig at skulle faa Ende. Adskillige af Tilhørerne begyndte at trække bort, deriblandt Adjunkt Hammer, der rimeligvis ikke længer udholdt Synet af sin sejrsbevidste Rival. Jeg havde næsten ikke haft Øjnene fra ham, og idet han nu vendte sig, saae jeg, at det ligesom gav et Ryk i ham. Men i det samme blev jeg selv greben af en heftig Sindsbevægelse og følte Blodet strømme mig hedt til Kinderne. Lidt borte fra Folkemængden stod to unge Piger med hinanden under Armen, begge klædte i omfangsrige Krinolinekjoler, korte Jaketter og smaa Blomsterhatte paa de store Chignoner, der hørte til Datidens Mode. Den ene var lang, mørk og grim, den anden omtrent af Middelhøjde, meget smuk, barnligt blaaøjet og ganske lys, næsten gyldenlys. Denne sidste var den unge Frøken Ankersen, Anna Eleonora Ankersen, Adjunktens Tilbedte, Ritmester v. Mohrhofs forventede Bytte og - hvorfor fortie det nu efter saa mange Aars Forløb? - Genstanden for min egen sværmeriske Drengeforelskelse. Hvordan hun i det enkelte saae ud? Næsens og Pandens Form, Læbernes Tommemaal? Jeg er skam ikke istand til at sige det. Men hvortil hjælper ogsaa et Signalement? . . . Jeg erindrer af hendes Ydre, foruden Haarets og Øjnenes Farve, egentlig kun, at hun var hvid og rød af Ansigt og - skønt næppe atten Aar - yppig som en ung Moder. Ganske tydeligt husker jeg derimod det Indtryk af noget uendelig blidt og hjærterørende troskyldigt, ja - Gud forlade mig Ordet! - næsten en Smule enfoldigt, som hendes lyse Skikkelse frembragte. "Guldlammet" havde man kaldt hende som Barn; og skønt en Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 22
Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899 |8| Adjunkten vilde gaa forbi med en stum Hilsen; men den mørke Dame, den altid leende og slagfærdige Frøken Enevoldsen, standsede ham, idet hun sagde: »Goddag, Hr. Adjunkt . . . og glædelig Kongens Fødselsdag!« Frøken Andersen, der var bleven rød i Kinderne, rykkede sin Veninde i Armen og hviskede: "Men er du fra Forstanden, erindrede, hvad der saa ofte var bleven fremført til hendes Ros, at hun, skønt en Smaakøbmands Datter, aldeles ikke var bleven fordærvet af den Forgudelse, hun havde været Genstand for blandt Herrerne lige siden den allerførste Gang, hun som Voksen deltog i Juleballet i Borgerklubben. Tværtimod. Med hele sit lidt forskræmte Væsen røbede hun, hvor ulykke|51|lig hun følte sig overfor de mange opspilede Mandfolkeøjne, der altid stirrede paa hende, fulde af Appetit, - hvor raadvild og ganske uforstaaende hun værgede sig i Kampen mod unge og gamle Mænds halsende Begær, som hun alle Vegne opvakte omkring sig. Der var rigtignok dem, der mente, at denne Ufølsomhed for Herrernes Hyldest havde en anden Aarsag . . . den nemlig, at hun i Stilhed gik og bar paa en trofast Kærlighed til en ung, smuk Student, en Fætter til hende, som for et Aarstid siden havde været her i Besøg om Sommeren og den Gang sejlet meget sammen med hende paa Aaen, men som ikke siden havde ladet høre fra sig. Enkelte Skumlere tilføjede endog, at den gode Fætter vistnok paa en højst uheldig Maade havde misbrugt sin Kusines alt for store Godtroenhed. Dog, den almindelige Mening havde forlængst nedslaaet denne Mistanke, der kun en ganske kort Tid havde formaaet at udelukke den unge Pige af Byens gode Selskab. Ganske vist, hun havde vist sig i høj Grad uforsigtig i Omgangen med sin Fætter, der |52| var en Døgenigt, en overspændt Fusentast uden solide Grundsætninger. Men hun var dengang ikke stort mere end et Barn, og det var overhovedet hendes svage Side, at hun aldrig kunde samle Mod til med tilstrækkeligt Eftertryk at tilbagevise sine Tilbedere, end ikke dem, der kompromitterede hende ved deres Lidenskabelighed. Hun havde altid saa daarligt kunnet bringe over sit Hjærte at forvolde noget Menneske Sorg, havde fra Barnsben haft en sand Skræk for Synet af vrede eller blot fornærmede Ansigter. Allerede i Skoletiden var det blevet til et Mundheld mellem hendes Kammerater, at Eleonora ikke kunde sige nej. . . . Adjunkt Hammer vilde gaa forbi de to Damer med en stum Hilsen; men den grimme, mørke af dem, den altid overgivne og slagfærdige Dorothea Nielsen, standsede ham, idet hun sagde: »Goddag, Hr. Adjunkt - og glædelig Kongens Fødselsdag!« Jeg havde forladt mine Kammerater og med bankende Hjærte nærmet mig nogle Skridt, |53| og nu saa' jeg, hvordan Smaakøbmands Datter, var hun aldeles ikke bleven fordærvet af den Forgudelse, hun havde været Genstand for lige siden den allerførste Gang, hun deltog i Juleballet i Borgerklubben. Tværtimod. Hendes letskræmte Væsen røbede, hvor raadvild og ulykkelig hun følte sig overfor de mange opspilede Mandfolkeøjne, der altid stirrede paa hende, fulde af Appetit, - hvor uforstaaende hun i sin barnlige Uskyldighed værgede sig |49| i Kampen mod det halsende Begær, som hun ganske imod sin Vilje opvakte omkring sig. Der var dog dem, der mente, at denne Ufølsomhed for Herrernes Hyldest havde en anden Aarsag . . . den nemlig, at hun i Stilhed gik og bar paa en trofast Kærlighed til en ung, smuk Student, en Fætter til hende, som for et Aarstid siden havde været her i Besøg om Sommeren og dengang sejlet meget sammen med hende paa Aaen, men som ikke siden havde ladet høre fra sig. Enkelte Skumlere tilføjede endog, at den gode Fætter vistnok paa en højst uheldig Maade havde misbrugt sin Kusines alt for store Godtroenhed. Dog, den almindelige Mening havde forlængst nedslaaet denne Mistanke, der kun en ganske kort Tid havde formaaet at udelukke den unge Pige af Byens gode Selskab. Ganske vist, hun havde vist sig i høj Grad uforsigtig i Omgangen med sin Fætter, der var en Døgenigt og en ryggesløs Person; men hun var dengang ikke stort mere end et Barn, og det var overhovedet hendes svage Side, at hun aldrig kunde sanke Mod til med Eftertryk at tilbagevise sine Tilbedere, end ikke dem, der udsatte hendes Rygte ved deres Lidenskabelighed. Hun havde altid saa daarligt kunnet bringe over sit Hjærte at forvolde noget Menneske Sorg, havde fra Barnsben haft en sand Skræk for Synet af vrede eller blot fornærmede Ansigter. Allerede i Skoletiden var det blevet til et Mundheld mellem hendes Kammerater, at Eleonora ikke kunde sige nej. . . . Adjunkt Hammer vilde gaa forbi de to Damer med en stum Hilsen; men den grimme, mørke af dem, den altid overgivne og slagfærdige Dorothea Nielsen, standsede ham, idet hun sagde: "Goddag, Hr. Adjunkt - og glædelig Kongens Fødselsdag!" Jeg havde med bankende Hjærte nærmet mig nogle Skridt, og nu saae jeg, hvordan Eleonora Ankersen angstfuld rykkede Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 23
Page 1 and 2: Kronjyder og Molboer/Den gule Rose
Page 21: Kronjyder og Molboer/Den gule Rose
Page 73 and 74:
Kronjyder og Molboer/Den gule Rose
Page 75 and 76:
Kronjyder og Molboer/Den gule Rose
show all

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?