Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

More documents

Recommendations

Info

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899 rød og fortsatte tankefuld sin Vej ved Venindens Side. Hvor brændte ikke Stenbroen under mine Fødder i dette Øjeblik! Blodet susede mig |58| forbi Ørene, jeg saa´rødt for mine Øjne. Jeg kunde have hugget begge mine knyttede Hænder i Ansigtet paa denne fladnæsede Forførerske, der for at tilfredsstille sin egen indeklemte Lidenskab vilde friste sin uskyldige Veninde til det Fejltrin, hun selv manglede Mod - eller maaske snarere Anledning - til at begaa. Og dog . . . aldrig kunde jeg have tvivlet om Eleonoras Standhaftighed. Hellere havde jeg ladet mig træde ihjel under Ritmesterens egen Graaskimmel end blot et Øjeblik at have huset en saa skrækkelig Mistanke. Nu, da jeg efter mere end tyve Aars Forløb 22 genkaldte mig Eleonora Ankersens sørgelige Historie, kom jeg til at tænke paa, at dette Møde paa Kongens Fødselsdag og Venindens Fristerord maaske alligevel ikke havde været ganske uden Indflydelse. Derfor blev Erindringen om denne Scene ved at forfølge mig paa min ensomme Vandring gennem min Barndomsbys Gader og stemte mig tilsidst helt sørgmodig. - - Nøjagtig saaledes faldt Ordene. Jeg husker det ganske tydeligt. Og nu, da jeg genkalder mig Eleonora Ankersens sørgelige Historie, kommer jeg til at tænke paa, om dette Møde paa Kongens Fødselsdag og Venindens Fristerord muligt kan have faaet Indflydelse paa hendes Skæbne. Derfor er Erindringen om denne Scene bleven ved at forfølge mig idag paa min ensomme Vandring gennem min Barndomsbys Gader. Den stemmer mig iaften helt sørgmodig. Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 26
Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899 |236: Gudenaa-kapitlet begynder med bådebygger Olufsens forhistorie; læg mærke til at han deler efternavn med højbådsmanden i "Den sorte Aline" (??) og Lykke-Per. Under krigen 1864 har han fravristet tyskerne den eneste af hans både de fik fat på| Her kan man da endnu til Stadighed se hans tunge Kæmpeskikkelse, plantet som et Monument paa en lille Bænk ved Bredden, og holdende Øje med den lille Eskadre af smaa, lette Dukkebaade, der som et Kobbel af logrende, utaalmodige Hunde vipper ved Bulværket. * * * |237| Med østlig Vejr foretrækker man gærne Turen op ad Aaen, i n d i Landet, i det Haab nemlig, at Vinden, som det ofte hænder, skal lægge sig imod Aften, saa at man i Ro og Mag kan lade sig drive hjem ad med Strømmen, uforstyrret nydende den fremvældenmde Sommernats Skønhed over denne flade, uendelige Engbund, hvorigennem Aaen bugter sig, det svindende Solskær paa de høje Bakkedrag, der følger den langs Siderne, Landsbyklokkernes fredelige Nynnen inde fra Landet, Uglernes tavse Flugt - samt sine egne, lykkelig overstaaende Æventyr. |59| VIII. Nede ved Gudenaaen, bagved den gamle Kaag-Brygge, ligger et lille, rødt Hus, som er velkendt af alle Randersfolk. Foran Muren staar en Bænk, og paa denne sidder ofte Hyttens Beboer, en ældre Mand . . . nej, en Flodgud, muskelstærk, rolig og blid, et fuldtro Billede af den jydesindige Strøm, ved hvis Bred han har opslaaet sit Pavlun. I en af de første Eftermiddagstimer kom jeg derned og naaede ubemærket næsten helt hen til ham. Først da jeg traadte ham ganske nær, løftede han Hovedet fra Haanden og saa' op paa mig med et Par store, ferskvandsblaa Øjne. Derpaa sagde han roligt, uden synderlig Overraskelse, og idet han med et barnemildt Smil blottede et Maskineri af hvide Kæmpetænder: |60| »Hva' . . . det er jo . . .« Han havde virkelig genkendt mig. Jeg tog Plads paa Bænken ved Siden af ham, og ligesom i gamle Dage fik vi os en sindig Passiar om mange Herrens Ting mellem Ebeltoft og Mariager. Især talte vi om hans »Rollinger«, d.v.s. den lille Eskadre af smaa Baade, der laa og vippede ved Bolværket som et Kobbel utaalmodige Hunde. Manden var nemlig Baadebygger og skaffer sig en Bifortjeneste ved at udleje »Lystfartøjer«. Tilsidst steg jeg ned i en af Jollerne og fik sat Sejl op. »De skal ikke vente mig tilbage for det første,« sagde jeg. »Jeg gaar op over Fladbro og bier et Steds deroppe indtil Aftenstid, naar Vinden har lagt sig. Saa kan jeg i Nat lade mig drive hjemad med Strømmen.« »Aa ja . . . det kan jo nok la'e sig gøre, det!« »Ja, lad saa kun gaa, Olufsen!« Men just som den Gamle med sin Jætte|61|fod vilde støde Baaden fra Bolværket, faldt der mig Noget ind. »Aa, vent et Øjeblik! Sig mig, De kendte naturligvis i sin Tid hende . . . Frøken Ankersen . . . Eleonora Ankersen . . . De husker nok hende, der engang sejlede saa meget med sin lange Fætter, hvad der kom saa megen Snak af.« »Ankersen? Datter af salig Købmand Ankersen paa Vestregrave?« »Javel! De erindrer nok, at det siden gik hende rent forkert . I DE DØDES RIGE Fredag Nat. Nede ved Gudenaaen, bagved den gamle Kaag-Brygge, ligger et lille, rødt Hus, som er velkendt af alle Randersfolk. Foran Muren staar en Bænk, og paa denne sidder Hyttens Beboer, en ældre Mand . . . nej, en Flodgud, muskelstærk, blid og rolig: et Billede af den jydesindige Strøm, hvis trofaste Vogter han er. Manden er Baadebygger og skaffer sig en Bifortjeneste ved at udleje "Lystfartøjer". Jeg kom derned i en af de første Eftermiddagstimer og naaede næsten helt hen til ham, uden at han hørte mig. Først da jeg traadte ham ganske nær, løftede han Hovedet fra sin barkbrune Haand og saae op paa mig med et Par store, milde, ferskvandsblaa Øjne. Derpaa sagde han tilsyneladende uden Overraskelse, og idet han med et Smil blottede et Maskineri af hvide Kæmpetænder: "Hva' . . . det er jo . . ." Han havde virkelig genkendt mig. Jeg tog Plads paa Bænken ved Siden af ham, og ligesom i gamle Dage faldt vi i en sindig Passiar om hans "Rollinger", d.v.s. den lille Eskadre af smaa Baade, der laa og vippede ved Bolværket. Tilsidst steg jeg ned i en af dem og fik sat Sejl op. "De skal ikke vente mig tilbage for det første," sagde jeg. "Jeg gaar op over Fladbro og bier etsteds deroppe indtil Aftenstid, naar Vinden har lagt sig. Saa kan jeg inat lade mig drive hjemad med Strømmen." "Aa ja . . . det kan jo nok la'e sig gøre, det!" "Ja, lad saa kun gaa, Olufsen!" Men just som den Gamle med sin Jættefod vilde støde Baaden fra Bolværket, faldt der mig et Spørgsmaal paa Tungen. "Aa, vent et Øjeblik! Sig mig, Olufsen, De kendte naturligvis i sin Tid hende . . . Frøken Ankersen . . . Eleonora Ankersen . . . De husker nok hende, der engang sejlede saa meget med sin lange Fætter, hvad der kom saa megen Snak af." |53|"Ankersen? Datter af salig Købmand Ankersen paa Vestregrave?" "Javel! De erindrer nok, at det siden gik hende rent forkert . Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 27
Page 1 and 2: Kronjyder og Molboer/Den gule Rose
Page 25: Kronjyder og Molboer/Den gule Rose

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?