Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899
Det er nemlig et eget Slags Sømandsskab, der skal til her
paa dette Farvand, hvor Aaens bestandige Slyngninger og
Bugter hvert andet Øjeblik tvinger en til at krydse op imod
den stride Strøm, og i et Løb af ofte kun et Par Baadlængders
Bredde. Bedst som man sidder med en bekvem Sidebrise og i
sorgløs Ro smøger en Pibe Tobak ved Roret, vender Aaen sig
langsomt op imod Vinden, og endnu før man tænker derpaa,
begynder Sejlene at klapre og Strømmen at faa Magt.
Det gælder da i Hast at hale ind paa Skøderne og „lade
falde“saa vidt, at Baaden faar Fart til at gaa over Stag.
Men dette er under disse Omstændigheder snarere sagt end
gjort. Løjer Vinden lidt af under Vendingen, eller indtræffer
der det ringeste Uheld under Manøvreringen, griber Strømmen
fat med en Kraft, som ingen uindviet aner; og mangen Gang
kan Sagen blive skæbnesvanger for en ærekær Idrætsmand, der
ved, at baade hist og her i Land staar der altid onde Øjne, der
med skadefro Smil følger ham i Kampen mod hans seje
Modstander.
. . hun havde den slemme Historie, De véd. Men hvordan gik det
egentlig til? Jeg kan ikke længer huske de nærmere Omstændigheder.«
»Ja, hvordan var det nu?« sagde Olufsen og skubbede sin
brede Sømandshat bag i Nakken for at klø sig med alle sine fem
læderbrune Fingre oven i sin kridhvide Skaldepande. »Det var jo
ham, den gale Ritmester, - ham, Mohrkopf, som De kaldte
ham.«
»Ja vel! Men hvordan gik det egentlig til? Jeg forstaar ikke -
«
»Ja, Gu' véd! Der var saa mange Fruen|62|timmerhistorier
dengang, saa En maa undre sig over, hvordan Vorherre selv vil
kunne hitte Rede i dem paa Dommens Dag.«
»Naa, det kan for Resten ogsaa være lige meget! . . . Ja ja,
paa Gensyn da! Lad kun gaa, Olufsen!«
Jeg stak Sejlet ud for Vinden og strøg afsted - egentlig glad
over, at jeg Intet havde faaet at vide. Jeg var overbevist om, at
jeg derved lettere vilde kunne løsrive mine Tanker fra det Spind
af gamle Minder, hvori de i de sidste Dage var bleven saa fast
hildede, at det næsten begyndte at blive mig generende.
Formaalet med denne Eftermiddags-Udflugt var netop at sejle
mine Tanker flot. Jeg havde blot i sidste Øjeblik ikke kunnet
modstaa Fristelsen til at fritte den gamle Baadebygger.
Det varede nu virkelig ikke længe, før jeg fik ganske andre
Ting at tænke paa.
Det er nemlig saa sin egen Sag at styre en Sejlbaad op ad
Gudenaaen. Fra hvad Kant Vinden end blæser - hvert Øjeblik
tvinges man til paa Grund af Aaens slangeagtige Slyngninger at
krydse op imod den |63| stride Strøm, ofte i et Løb af kun et Par
Baadlængders Bredde. Bedst som man sidder ved Roret med en
bekvem Sidebrise og i sorgløs Ro smøger en Pibe Tobak, drejer
Aaen op imod Vinden, Sejlene begynder at klapre, og Strømmen
faar Magt.
Det gælder da i Hast at hale ind paa Skøderne og »lade
falde« saa meget, at Baaden faar Fart til at gaa over Stag. Men
dette er her - med kun faa Alen Vand paa begge Sider - ikke
Hvermands Sag. Løjer Vinden lidt af under Vendingen, eller
indtræffer der det ringeste Uheld under Manøvreringen, presser
Strømmen paa med en studestædig Kraft, der mangen Gang kan
blive skæbnesvanger for en ærekær Idrætsmand, som af Erfaring
véd, at der altid rundt om paa Engene staar Folk, der med
skadefro Smil følger ham i hans Kamp mod Elementerne. For
ikke at trænges tilbage griber han i sin Fortvivlelse fat i Bred-
. . hun havde den slemme Historie, De veed. Men hvordan gik
det egentlig til? Jeg kan ikke længer huske de nærmere
Omstændigheder."
"Ja, hvordan var det nu?" sagde Olufsen og skubbede sin
brede Sømandshat bag i Nakken for med alle sine fem
barkbrune Fingre at klø den kridhvide Skaldepande. "Det var jo
ham, den gale Ritmester, - ham, Mohrkopf, som De kaldte
ham."
"Ja vel! Men hvordan gik det egentlig til? Jeg forstaar ikke -
"
"Ja, Gu' veed! Der var saa mange Fruentimmerhistorier
dengang, saa En maa undre sig over, hvordan Vorherre selv vil
kunne hitte Rede i dem paa Dommens Dag."
"Naa ja, det kan for Resten ogsaa være lige meget! . . . Ja ja,
paa Gensyn altsaa!"
Jeg stak Sejlet ud for Vinden og strøg afsted - egentlig glad
over, at jeg intet havde faaet at vide. Jeg var overbevist om, at
jeg nu lettere vilde kunne løsrive mine Tanker fra det Spind af
gamle Minder, hvori de i de sidste Dage var bleven saa fast
hildede, at det næsten begyndte at blive mig generende.
Formaalet med denne Eftermiddags-Udflugt var netop at sejle
mine Tanker flot. Jeg havde blot i sidste Øjeblik ikke kunnet
modstaa Fristelsen til at fritte den gamle Baadebygger lidt.
Det varede nu virkelig ikke længe, før jeg fik andre Ting at
tænke paa.
Det er nemlig saa sin egen Sag at styre en Sejlbaad op ad
Gudenaaen. Fra hvad Kant Vinden end blæser - hvert Øjeblik
tvinges man til paa Grund af Aaens slangeagtige Slyngninger at
krydse op imod den stride Strøm, ofte i et Løb af kun et Par
Baadlængders Bredde. Bedst som man sidder ved Roret med en
bekvem Sidebrise og i sorgløs Ro smøger en Pibe Tobak, drejer
Aaen op imod Vinden, Sejlene begynder at klapre, og Strømmen
faar Magt.
Det gælder da i Hast at hale ind paa Skøderne og "lade
falde" saa meget, at Baaden faar Fart til at gaa over Stag. Men
dette er her - med kun faa Alen Vand paa begge Sider - ikke saa
let en Sag. Løjer Vinden lidt af under Vendingen, eller
indtræffer der det mindste Uheld under Manøvreringen, presser
Strømmen paa med en studestædig Kraft, der mangen Gang kan
blive skæbnesvanger for en ærekær Idrætsmand, som af
Erfaring veed, at der altid rundt om paa Engene staar Folk, der
med skadefro Smil følger ham i hans Kamp mod Elementerne.
For ikke at trænges tilbage griber han i sin Fortvivlelse fat i
Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 28