Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899
ninger. I disse snorlige Gange, mellem disse lange, retskaarne
Hækker, der alene ved deres strænge Regelmæssighed ligesom
tøjler de flagrende Tanker, maatte et uroligt Hjærte, om noget
Sted, kunne finde Hvile og Fred. Lindenes tætte Løvmur stænger
for alle Længsler; ingen Lyd fra Verden trænger fristende
her ind; og ingen Lighed, intet Minde vækker her Erindringens
bitre Væld. Men mellem Buksbom og Liguster smiler
hundrede fromme Blomsterøjne forjættende op til den lykkelige,
der med Hænderne drømmende i sit Skød kan sidde her
paa en Bænk midt i Solskinnet og sorgløs lytte til Skovlærkens
Trille og Fjordens enlige Maageskrig. |248|
Og til Storkene.
Ja - thi med en besynderlig Forkærlighed. der unægtelig
smaget lidt af en vel beregnet, ikke helt anstændig Spot, vælger
disse Ammestuens og Børnekammerets fortrolige at yngle og
bygge, om ikke netop paa selve Jomfruburets Tage, saa dog allenfals
paa de tilgrænsende Godsforvalterbygninger og nærmeste
høje Trætoppe.
disse høje Løvmure, der stængede den ganske Verden ude,
maatte man kunne glemme og forglemmes. I disse snorlige
Gange, mellem disse nøjagtigt tilklippede Buksbomhækker,
der med deres strenge Regelmæssighed syntes bestemte til at
tøjre hver endnu flagrelysten Tanke, i denne Stilhed endelig,
kun afbrudt af Lærkernes Himmeltoner og Skovduens fromme
Kurren, maatte hver jordisk Længsel dødes, hvert Hjærtets
Skrig forstumme.
Men pludselig vaktes jeg af mine Tanker ved at se . . . først
én, derpaa endnu en anden, og lidt efter en tredje Stork komme
flyvende hen over Haven; og idet jeg med Øjet fulgte deres
Flugt, blev jeg ubarmhjærtigt revet ud af min Fortryllelse.
|18| Med en Forkærlighed, der tog sig ud som en velberegnet,
blodig Spot af den hjærteløsse Moder Natur, havde disse
Ammestuens og Børnekammerets Fortrolige valgt at yngle og
bygge, om ikke netop paa Jomfruburets Tage, saa dog paa den
tilgrænsende Godsforvalterbolig og i de nærmeste høje
Trætoppe. Og nu anbragte de tre Fredsforstyrrere sig deroppe
omkring en Skorstenspibe paa selve Kyskhedens Tempel og
begyndte her en Helvedeskoncert, saa haanende, saa satanisk,
saa skaanselsløs, at jeg virkelig tilsidst fik ganske ondt af de
bedagede Jomfruer, der puslede om derhenne mellem
Buksbomhækkerne.
Rimeligvis var det en Indbildning af mig; men det forekom
mig, som kunde jeg se dem skælvende dukke sig under Lyden
af Spottefuglenes vilde Skrig, mens alle Havens tusinde
fromme Blomsterøjne taarefyldte vendte sig mod Himlen som
for at anraabe den om Barmhjærtighed.
Jeg rejste mig fra Bænken og forlod stille Haven, idet jeg i
Tankerne gentog en halv|19|forglemt Strofe, som i dette
Øjeblik dukkede op i min Erindring:
Byg ej Bro til Evigheden,
falskt er hvert et jordisk Eden,
først i Graven faar du Fred.
Først naar tyst du lægges ned
mellem fire Fjælevægge,
naaer du under Grønsværsdække
Intethedens Salighed.
Ej du mærker Ormens Gnaven;
Stormens Sus i Dødninghaven,
Regnens Dryp paa Kistebund -
Intet vækker dig af Blund.
Forhaabninger. Bag disse høje Løvmure, der stængede den
ganske Verden ude, maatte man kunne glemme og forglemmes.
I disse snorlige Gange, mellem disse nøjagtigt tilklippede Buksbomhække
8 , der med deres strenge Regelmæssighed syntes
bestemte til at tøjle alle endnu flagrelystne Tanker, i denne
Stilhed endelig, kun afbrudt af Lærkernes Himmeltoner og
Skovduens fromme Kurren, maatte hver jordisk Længsel dødes,
hvert Hjærtets Skrig forstumme.
Pludselig vaktes jeg af mine Drømmerier ved at se . . . først
een, derpaa endnu een og lidt efter en tredje Stork komme
flyvende hen over Haven. Og hvad saae jeg nu!
Med en Forkærlighed, der tog sig ud som den blodigste Haan,
havde disse Ammestuens og Børnekammerets Fortrolige valgt
at yngle og bygge, om ikke netop paa Jomfruburets Tage, saa
dog paa den tilgrænsende Godsforvalterbolig og i de nærmeste
høje Trætoppe. Og nu anbragte de tre Spottefugle sig oppe
omkring en Skorstenspibe paa selve Kyskhedens Tempel og begyndte
her en Helvedeskoncert, saa skaanselsløs, saa satanisk,
at jeg virkelig fik |35| ganske ondt af de bedagede Jomfruer, der
imidlertid var dukket op henne mellem Buksbomhækkene 9 .
Og i Tankerne tiltalte jeg dem med en lille Præken, der
uvilkaarligt formede sig for mig til et Vers:
Byg ej Bro til Evigheden,
falskt er hvert et jordisk Eden,
først i Graven faar du Fred.
Først naar tyst du lægges ned
mellem fire Fjælevægge,
naaer du under Grønsværsdække
Intethedens Salighed.
Ej du mærker Ormens Gnaven;
Stormens Hyl [1902: Skrig] i Dødninghaven,
Regnens Dryp paa Kistebund -
Intet vækker dig af Blund.
Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 8