SAMMEN ER VI BARE GO'E”

slabiak.dk

SAMMEN ER VI BARE GO'E”

SAMMEN ER VI BARE GO’E”

fESTSKRIfT I ANLED-

NING Af fORENINGEN Af

fOLKETINGSANSATTES

100-ÅRS JUBILÆUM


2 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år

– sammen er vi bare go’e

Festskrift udgivet i anledning af Foreningen af

Folketingsansattes 100-års jubilæum

Artiklerne i skriftet er udarbejdet af nuværende og

tidligere medarbejdere i Folketinget

Teksterne i margenen stammer bl.a. fra "En kåbe

af sproglig elastik" 1 og 2 og fra Folketingets

årsrapporter og oplysninger fra foreningens

medlemmer

redaktion

Henrik Hagemann og Finn Holle

fotos

Forside og side 61-62: Mogens Bech

Side 46: Vittus Nielsen

Side 73: Pamela Juhl

Øvrige fotos: Foreningens medlemmer og

Folketingets arkiver

layout

Mary Imer Sørensen

oplag

1.500

tryk

Rosendahls-Schultz Grafisk A/S

E-bog

Kan hentes på www.ft.dk

isBn

978-87-7982-147-7

Januar 2013

541 TRYKSAG 457


INdhOld

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år

forord – Foreningen af Folketingsansattes bestyrelse 5

uanset spørgsmålet… – direktør Carsten U. Larsen 7

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år – fhv. generalsekretær Henrik Hagemann 11

fra familievirksomhed til offentlig arbejdsplads – fhv. chefkonsulent Ingrid Sylvest Nielsen 15

arbejdet i folketingssalen – folketingssekretær og vicedirektør Claus Dethlefsen 33

teknologiens indtog – it-chef Ole Søndergaard 37

fagre, aktuelle verden – talegenkendelse i folketinget – redaktionssekretær Anne Jensen 43

100 år med fuldt tryk på – afdelingsleder Tommy Kruse, Rosendahls-Schultz Grafisk A/S 49

folketingets lokaler under forandring – chefkonsulent Jens Chr. Jacobsen 51

Back to Basics, administrationens opbygning og opgavefordeling – personalechef John Baastrup 57

gruppebillede af folketingets medarbejdere 2012 60

sikkerhed og åbenhed – overinspektør og sikkerhedschef Kim H. Pedersen 63

folketingets tv – EU-koordinator Richard Mongin Forrest 65

folketinget – en levende organisme – fhv. folketingsmedlem Ole Stavad 67

omvisninger i folketinget – servicechef Bente Anderson 71

Personalets blad ’Bag grebningen’ – kontorfuldmægtig Channe Bjerringgaard 73

folketingets revy – kontorfuldmægtig Channe Bjerringgaard 75

folketingets Kunstforening – systemkonsulent Annelise Romme 77

folketingets idrætsklub – overinspektør og sikkerhedschef Kim H. Pedersen og

fhv. inspektør Frank Mollerup Sørensen 79

Christiansborgkoret – fhv. folketingsmedlem Bente Dahl 81

festskriftets forfattere – fhv. generalsekretær Henrik Hagemann 83

foreningsformænd gennem årene – fhv. redaktionssekretær Finn Holle 85

Personregister – fhv. redaktionssekretær Finn Holle 86

3


4 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


FORORd

100 år er et langt spand af tid for en forening. For

Foreningen af Folketingsansatte er der derfor god

grund til at fejre 100-års jubilæet den 21. januar

2013 med dette festskrift.

Foreningen har som sin fornemste opgave i dag at

virke for fællesskab i vid forstand for alle ansatte i

Folketingets administration. Derfor har vi i bestyrelsen

fundet det naturligt at få udarbejdet en

bred beskrivelse af noget af alt det, der er sket i

Folketingets administration, siden vi fik jubilæumsskriftet

ved 75-års jubilæet, en periode i dansk

politik fra statsministrene Poul Schlüter til Helle

Thorning-Schmidt, fra Folketingets formænd Svend

Jakobsen til Mogens Lykketoft – og i vor forening

fra Bente Andersen til Channe Bjerringgaard. Den

beskrivelse omfatter bl.a. den organisatoriske

udvikling, den tekniske udvikling med it og telefoni,

lokaleforhold og meget andet godt; alt det

kan man læse om på de følgende sider.

Festskriftet er et stykke kulturhistorie om en

administration, der ikke har til opgave at promovere

sig selv, men har sin berettigelse som diskret

og effektiv støtte til det danske folkestyre.

Foreningen begyndte i 1913 som Foreningen af

Rigsdags-Tjenestemænd og Rigsdags-Referenter.

Den udviklede sig sammen med de andre medarbejdergrupper

efterhånden også til at blive en

regulær forhandlingspart for Folketingets og

Landstingets ansatte i forhold til de to tings

præsidier. Som man kan læse i dette skrift, blev

den mere fagforeningsprægede del af virksomheden

overtaget af netop fagforeningerne, da der

blev indgået hovedaftaler og overenskomster i

1997. Også den overgang beskriver vi.

I 2005 var foreningen tæt på at blive opløst.

Grunden til det var, at det årlige tilskud, som

Foreningen af Folketingsansatte havde modtaget i

mange år, nu skulle deles med de seks nye faglige

foreninger, der var blevet stiftet i forbindelse med

Folketingets første hovedaftaler. Dette betød, at

alle faggrupper fik hver sin forening samt egen

tillidsrepræsentant. Det var indlysende, at disse

foreninger ønskede deres eget tilskud til egne

forord

arrangementer. Den daværende formand mente

ikke, at foreningen kunne køre videre med så små

penge, så derfor blev det indstillet til generalforsamlingen,

at man opløste foreningen.

Som alle kan se, skete dette ikke; i stedet blev den

nyvalgte bestyrelse opfordret til at prøve at samle

alle foreningerne i foreningen. Denne proces tog et

helt år. Det er jo et politisk hus, vi arbejder i, så der

var mange spørgsmål, forbehold og usikkerhed om,

hvad det ville betyde. Det var nemt at få Viftens og

AC-Klubbens accept, da de var medlemmer i forvejen.

Det nye var så, at hver forening skulle betale

et kontingent på kr. 25 om året for hvert af deres

medlemmer. På den måde kunne Foreningen af

Folketingsansatte stadig lave arrangementer og

udflugter til glæde for alle medarbejderne i administrationen.

Der blev også tilføjet den mulighed,

at pensionister kunne blive medlem, også for kr. 25

om året, hvilket må siges at være et billigt medlemskab

af en så gammel og historisk forening.

Og det lykkedes! Der blev lavet nye vedtægter, som

blev vedtaget på generalforsamlingen den 13.

marts 2006. Det er med meget stor glæde, at man

siden har kunnet konstatere, at bestyrelsen har

bestået af et medlem fra hver af de faglige

foreninger, og at vi alle i administrationen derfor

den 21. januar 2013 kan fejre vores forenings

100-års jubilæum.

For bestyrelsen er det her på sin plads at takke for

det gode og brede samarbejde med Folketingets

politiske og administrative ledelse, med folketingsmedlemmerne

og deres sekretærer og med

partigruppernes sekretariater, med pressen og

ikke mindst vor egen kreds af kolleger på tværs af

faggrupperne gennem årene.

Det er en udelt glæde, at der har været så stor

opbakning til udarbejdelsen af festskriftet. Vi

takker for støtte og opbakning fra Folketingets

formand Mogens Lykketoft, fra direktør Carsten U.

Larsen og fra de tidligere folketingsmedlemmer og

alle de kolleger, der har brugt tid og kræfter på at

skrive, redigere, tilrettelægge osv. En del af

5


6

forord

navnene fremgår af indholdsfortegnelsen, men

bag de fleste af artiklerne gemmer der sig

adskillige kolleger, der har påtaget sig at supplere

og kommentere eller på anden vis sikre, at indholdet

har kunnet blive så informativt og lødigt,

som tilfældet er.

En særlig tak til Rosendahls-Schultz Grafisk A/S,

som har hjulpet os med råd, vejledning og trykning.

Uden denne hjælp havde udgivelsen ikke været

mulig. Hjertelig tak!

Med dette ønsker vi foreningens medlemmer til

lykke med de 100 år.

Foreningen af Folketingsansattes bestyrelse

Januar 2013

PS Titlen på festskriftet, ’Sammen er vi bare go’e’, stammer fra en meningsundersøgelse blandt Folketingets

ansatte i 1992. Resultatet blev dengang præsenteret for medarbejderne med en forside, der havde

teksten: ’Du er okay, jeg er okay. Sammen er vi bare go’e!’


UANSEt SpøRGSMålEt…

… er medarbejderne svaret. Sådan kunne man med

god ret udtale sig om Folketingets Administration.

En institution, som tager sig af alle driftsforhold i

et parlament, må beskæftige rigtig mange faggrupper,

og hver gruppe, hver medarbejder, er et

hjul i et velsmurt maskineri. Medarbejderne er

administrationens råstof, og hver dag skal for dem

fremstå som god, tryg og forudsigelig, men også,

selv om det lyder lidt modsatrettet, med en

arbejdsdag, som kræver og udfordrer.

Vi kan godt lide at kalde vor arbejdsplads for unik.

Forstået på den måde, at der kun findes ét parlament

i Danmark. Den lovgivende magt er ikke, som

regeringsmagten, stor i antal hoveder, men dog er

vi fuldt ligestillet med den udøvende magt; mange

citerer endog gerne Viggo Hørups ord fra

1870’erne om, at ingen er over eller ved siden af

Folketinget. Folketinget har eneret på at lave

landets love, og selv om vi ikke er de eneste, som

kontrollerer regeringen, det gør f.eks. pressen også,

så er vi dog nok den kontrollant, som regeringen

har mest respekt for. Og endelig er vi den eneste

arbejdsplads i landet, hvor der arbejder 179

heltidspolitikere. Kun i kommunerne og regionerne

og ganske få andre steder findes der politisk

ledede administrationer, men den politiske

tilstedeværelse gennemsyrer ikke på nær samme

måde hverdagen der som på Christiansborg.

som andre – og dog specielle

Ligeledes er vor arbejdsplads unik i forhold til pres

udefra. Andre arbejdspladser med politisk ledelse

har et tæt forhold til borgerne. Enhver minister,

borgmester eller regionsrådsformand, og dermed

også deres administrationer, udøver myndighed

over for borgerne, regulerer deres liv. Styrelser,

sundhedsvæsen og socialmyndigheder griber ofte

direkte ind i den enkelte medborgers liv og udløser

lige så ofte utilfredshed og kraftige bebrejdelser

mod de offentlige institutioner, administrationer

og politiske ledelser.

Dette udefrakommende pres findes kun i ringe

grad i Folketingets Administration, og det adskiller

os i væsentlig grad fra andre offentlige arbejds-

uanset sPørgsmålet...

pladser. Vi er således på den måde en privilegeret

arbejdsplads, mens vi med hensyn til presset

oppefra, den politiske ledelse, deler hverdag med

resten af de offentlige institutioner.

Basalt set er Folketingets Administration nok en

af de mest anonyme offentlige arbejdspladser i

landet. Mange kolleger kender formentlig den

situation, at man skal forklare, at der i det hele

taget er en administration i Folketinget.

Man hører nemlig sjældent om os. Og det selv om

vi tit bliver testet i pressen. Hvis der er tvivl om,

hvorvidt det offentlige, som hele betragtet, lever

op til lovgivningen, er det altid, og fuldt berettiget,

Folketinget, som først skal bestå lakmusprøven.

Har Folketinget implementeret dette eller hint

it-påbud vedrørende cookies, overholder Folketinget

arbejdsmiljøloven, hvordan er det med sikkerheden

på Christiansborg, bryder man rygeloven på

Borgen, ansætter Folketinget udenlandske

medarbejdere for at spare penge? Men eksponeringen

af administrationen er slet ikke, langtfra, hvad

offentligt ansatte oplever i ministerier, på

hospitaler og i undervisningsverdenen.

SelverkendelSe

Men når alt det er sagt, og mere kunne siges om

vor enestående stilling i den danske stat, så er

Folketingets Administration alligevel ikke så

forskellig fra andre arbejdspladser. Som på alle

andre store arbejdspladser – ca. 1.000 mennesker

har deres daglige arbejde på Borgen – skal der

gøres rent, pc’erne og telefonerne skal virke,

vinduerne skal pudses, forhandlingerne i salen skal

planlægges og dokumenteres, papirerne skal deles

ud, tv-optagelserne skal sendes, stolene ompol-

Carsten U. Larsen

Direktør

VI ER I lEdElSEN hElt klAR OVER pROBlEMEt,

MEN SAGEN ER jO, At VI dESVæRRE IkkE hAR

REt MANGE BRIkkER At FlyttE RUNdt MEd.”

7


8 uanset sPørgsmålet...

Carsten U. Larsen, Folketingets

direktør, i samtale med en

medarbejder

stres, lovene skrives, arkiverne vedligeholdes,

væggene males, budgetter og regnskaber

afstemmes, dørene repareres, pensioner udbetales,

møbler flyttes (og dét i en uendelighed!),

it-værktøjerne udbygges, demokratiet forklares,

rejser forberedes, politikere serviceres tete-a-tete,

sikkerheden tjekkes…

Mange flere daglige opgaver kunne nævnes, og

alle ville være sammenlignelige med andre

institutioners arbejde, så når vi befinder os i det

daglige arbejde, er vi på langt de fleste måder ikke

så forskellige fra andre. Og slet ikke, når man taler

om medarbejderne. Vi er af kød og blod som alle

andre, og vi vil gerne behandles ordentligt, overenskomsterne

og aftalerne skal overholdes, og vi

vil meget gerne være stolte af vor arbejdsplads.

Hos os er det som andre steder. Vi finder et andet

arbejde, hvis vi bliver udsat for dårlig ledelse, har

dårligt samarbejde med kolleger, eller hvis vi ingen

udfordringer eller udvikling møder. Modsat elsker

vi, at der bliver vist os tillid, at udførelse og ansvar

for arbejde følges ad, og at der med jævne mellemrum

udbetales en løn, som kan matche, hvad

man får andre steder i samfundet.

Hvor mange er vi?

Antallet af medarbejdere har gennem de sidste 10

år været omtrentlig det samme, godt 390 årsværk

fordelt på godt 400 medarbejdere. Vor gennem-

snitsalder har været svagt stigende i den samme

periode, fra ca. 43 år til ca. 45 år, ligesom ansættelsesancienniteten

er steget fra ca. 10 år til 11 år.

Disse tal er meget lig tallene for den øvrige stat, og

det samme gælder for udskiftningen af medarbejderstaben,

mens tallene for sygefravær indtil for

nylig har været ringere hos os end i staten.

Alle tegn i den demografiske udvikling fortæller os,

at der i årene fremover vil blive færre potentielle

ansøgere til vore ledige stillinger, og at der derfor

vil blive kamp om de bedste medarbejdere. Hidtil

har vi i Folketinget kunnet tiltrække gode medarbejdere,

men i takt med arbejdsmarkedets

udvikling bliver det i stigende grad vigtigt at kunne

fastholde de dygtige medarbejdere – og kunne

tiltrække nye dygtige medarbejdere.

en fremtid med plan

Der var alene på den baggrund for nogle år siden

grundlag for at se nærmere på, hvorledes Folketingets

Administration skulle tackle fremtidens

udfordringer. Derudover har en hvilken som helst ny

direktør, undertegnede inkluderet, en irriterende

tendens til absolut at skulle sætte fingeraftryk på

sin institutions arbejde. Derfor satte jeg kort efter

min ansættelse for små 5 år siden gang i en

proces, hvor vi skulle genopfriske vort eksistensgrundlag,

og hvor medarbejderne, cheferne og

politikerne medvirkede til at udlægge mål og

retning for administrationens virke i de næste 5 år.

For eksistensgrundlagets vedkommende enedes

man relativt hurtigt – ikke overraskende – om den

kendsgerning, at administrationen skal sørge for,

at folketingsmedlemmerne kan koncentrere sig om

deres politiske arbejde. Det har sådant set været

hensigten med Folketingets Administration siden

grundlovens givelse, men skiftende tider har

indimellem ikke lagt samme vægt på eksistensgrundlaget,

så det kan være sundt højt i kor at

gentage, at vort arbejde skal fokusere på medlemmerne,

ikke deres politik, men alt det, som ligger

rundt om deres politiske arbejde – naturligvis

under behørig hensyntagen til økonomi.

For fremtidens vedkommende blev det først og

fremmest understreget, at administrationen altid

skal have sine driftsopgaver for øje. Endvidere blev

det anset for hensigtsmæssigt, hvis man desuden

satsede kræfter på medlemsorientering, helhedstænkning

og selvledelse – ikke, at disse tre områder

ikke allerede var en del af administrationens

fokus, men forstået som en intensivering af indsatsen.

Medlemsorienteringen rettede sig mod

større fokus på administrationens væsentligste

opdragsgivere, helhedstænkningen var en indsats

på tværs af institutionen for at skabe bedre samarbejde,

og selvledelse var det individuelle tiltag.


Hvorfor selvledelse?

Lad mig her fortælle lidt om indsatsen på selvledelsesområdet,

som har betydet den største

indsats nogensinde inden for administrationens

efter- og videreuddannelse af personalet.

Baggrunden for at satse på selvledelse er ønsket

om at skabe en arbejdsplads, hvor arbejdsglæden

er i top. Sådanne arbejdspladser beholder sine

ansatte og tiltrækker gode nye kolleger. Og så er

det da heller ikke en ubetydelig faktor, at større

arbejdsglæde formentlig også medfører bedre

ydelser.

Større arbejdsglæde kan skabes på mange måder,

men man kan meget praktisk se på, hvilke forhold

medarbejderne skatter mest, og søge at fremme

disse, samtidig med eliminering af de forhold på

arbejdspladsen, som er mest ødelæggende for god

trivsel.

Mange teoretiske og empiriske undersøgelser har

vist, at et af de væsentligste forhold for at have

det godt på sit arbejde er en stor sammenhæng

mellem at udføre et stykke arbejde og have ansvar

for det – det sidste i såvel planlægnings- som

udførelsesfasen. Vi satte os for at flytte sammenhængen

mellem arbejdets udførelse og ansvaret

for det så langt ud i organisationen som muligt, og

vi erkendte tidligt, at det ville skabe en ny balance

i administrationens chef-medarbejder-forhold og i

forlængelse heraf en nyvurdering af, hvorledes

samspillet mellem de to parter tilrettelægges, og

hvorledes begge parter udvælges, udvikles, dyrkes,

fejres og honoreres.

Tillid er en overordentlig vigtig sag, når vi taler om

selvledelse. På alle leder af organisationen skal der

være forståelse for, at alle gør deres bedste ud fra

de ressourcer, som de har til rådighed. Der er ikke

nogen, som prøver at snyde på vægten! Tro på, at

dine kolleger gør deres bedste individuelt, og tro

ligeledes på, at hver eneste af de organisatoriske

enheder er der af en grund, og at den gør sit

arbejde professionelt. Tillid er ikke noget, man kan

kræve, men noget, man kan opnå og give, og indledningsvis

bliver mange overrasket over, i hvor høj

grad man faktisk kan forbedre samarbejdstemperaturen

ved at vise sine kolleger den tillid, som de

fortjener.

Men der er ingen grund til at være naiv. Alle ved vi,

at tillid en gang imellem bliver brudt, og at det i så

fald er væsentligt, at vi alle er i stand til at udtrykke

vor kritik på en ikke fornærmende, men saglig

måde – og modsat er i stand til at modtage konstruktiv

kritik uden at gå i defensiven.

Ud over denne helt overordnede indstilling bør hver

uanset sPørgsmålet...

medarbejder finde løsninger på de problemer, som

opstår i vedkommendes nærhed, altid med tankerne

på tværs af organisationen, på helheden og på,

om vi styrker medlemsorienteringen. Og det er et

personligt ansvar at opsøge relevant information

og anvende den hensigtsmæssigt.

Med disse enkle færdselsregler – det lyder lettere,

end det er – vil organisationen langsomt opnå en

større gensidig forståelse for andres arbejdsområder,

kombineret med fornemmelse af, at man gør

en forskel, arbejdsglæden vil vokse.

ledelse og kontrol

Fra ledelsesside må der nødvendigvis udføres

mindre kontrol. Hvis medarbejderne selv skal tage

ledelsen af deres arbejdsopgaver (selvledelse),

duer det jo ikke, hvis chefen dikterer, hvorledes

arbejdsopgaven skal løses. Chefen må træde et

skridt tilbage og opfordre medarbejderen til at løse

opgaven med den mængde rådgivning, som medarbejderen

efterspørger. I stedet for selv at anvise

veje til opgaveløsninger, måske endda selv løse

opgaven, skal chefen i en selvledende organisation

i højere grad virke som personaleleder og overlade

det faglige til medarbejderne, hvilket de i de fleste

tilfælde ved mest om. Man vokser med ansvar.

Hvis der skal udføres mindre kontrol, er der tilsvarende

brug for færre regler. Mange af reglerne

for ansatte i administrationen er resultatet af fornuftige

beslutninger i Folketingets Præsidium eller

Udvalget for Forretningsordenen – de regler kan vi

ikke bare ændre på. Men de fleste regler er faktisk

skabt gennem årene af os selv i administrationen

med det formål at regulere vor adfærd i forhold til

hinanden. Politikker om orlov, ferie, uniformer,

faggrænser, alkohol, tidsregistrering… har gennem

de sidste par år været under revision, allerhelst

afskaffelse, med det formål at frigøre de ansatte

fra det åg, som fælles opførselsstandarder ofte er.

Et eksempel: Administrationens alkoholpolitik var

ret omfangsrig og beskrev grundlæggende, at

nydelse af alkohol ikke måtte finde sted i arbejdstiden

– efterfulgt af en række undtagelser, f.eks.

ved receptioner, hvor man altså efterfølgende ikke

skulle på arbejde. Jeg er ikke sikker på, hvornår og

hvorfor denne alkoholpolitik blev vedtaget, men

mon ikke et godt gæt er, at der på et tidspunkt har

været en medarbejder eller nogle stykker, som ikke

havde et sundt forhold til alkohol, og at man derfor

lavede en regel, som gælder for alle. Et sædvanligt

ledelsestrick, som i virkeligheden gør det muligt

for cheferne at krybe uden om ansvaret for at

træde i karakter, når tilliden bliver brudt. Nu er

alkoholpolitikken, at vi nyder spiritus i administrationen

på en sådan måde, at vi altid kan repræsentere

institutionen værdigt.

9

Ved udgangen af 2011 var der

ansat 414 medarbejdere i

Folketingets Administration.

De fordelte sig med 106

kontorfunktionærer, herunder

referenter, kontorelever og

praktikanter, 91 AC’ere, der

også omfatter bibliotekarer,

86 folketingsbetjente, 44 husbetjente,

26 it-medarbejdere,

26 studentermedhjælpere, 19

chefer og 16 håndværkere.

Heraf var 15,7 pct. tjenestemænd

og 84,3 pct. overenskomstansatte.


10 uanset sPørgsmålet...

Chef og selvledelse

Cheferne har uden tvivl haft det sværest i forløbet

med at skabe større arbejdsglæde gennem selvledelse.

Det er svært at skifte fra den helt normale

chefkontrol til tillid, og i mange tilfælde kan det

synes som at miste fodfæstet. Der er mange ting

at være opmærksom på som chef i en selvledende

institution, herunder de få medarbejdere, som

forveksler selvledelse med selvbestemmelse. De

sidste er ofte soloryttere, som prøver at dreje

selvledelse til egen vinding og dermed skaber

jalousi, fedteri og grænseanarki. Her er det også

chefens opgave at træde i karakter og hjælpe dem,

som har svært ved at kombinere medlemsorientering

og helhedstænkning med selvledelse.

Alle medarbejdere har været på selvledelsesseminar

i 2 dage, hvor vi prøver at skabe en fælles

forståelse for, hvad selvledelse er, og hvorledes det

skal implementeres i Folketingets Administration.

Jeg har været med til omtrent 20 seminarer, hvor

jeg prøver at forklare, at selvledelse ikke er et

normalt kursus, hvor hver især bliver dygtigere til

den faglige del af sit job. Selvledelse er en

personlig udviklingsproces med styrkelse af (selv)

tilliden og ansvarligheden – men med begge ben

fast plantet på jorden, så projektet ikke nærmer

sig en religiøs vækkelse.

Er der så nogen resultater af indførelsen af selvledelse?

Ja, det vil jeg mene, selv om det er svært

at måle. Men vi kan se det på mængden af sager

på direktionens bord, hvor der helt tydeligt nu er

færre sager fra de organisatoriske enheder, idet

disse udfordringer nu bliver løst, hvor de opstår,

gerne i tillidsfuldt samarbejde på tværs i institutionen.

Direktionen kan nu med glæde gradvis

veksle tid fra driftsbeslutninger til beslutninger

om administrationens udvikling på længere sigt.

Herudover foretager vi med 2 års mellemrum

undersøgelser af medarbejdertilfredsheden. Vi

gjorde det i 2009, og vi kunne i 2011 konstatere

en lille stigning i tilfredsheden med at arbejde i

Folketingets Administration. Vi glæder os til at se,

hvad undersøgelsen vil vise i 2013. Og endelig, hvis

tegnet tages med forsigtighed, er sygefraværet

faldet betragteligt.

Det er mit håb, at vi sammen kan udvikle administrationen

til at kunne imødekomme fremtidens

krav til en effektiv ramme for Danmarks folkestyre

– og virke for, at Danmarks folkestyre forstås,

værdsættes og respekteres nationalt og internationalt.

Smag og tænk over ordene – det er et stort

og værdifuldt arbejde, som kræver de bedste

medarbejdere. Det har vi nu, og det vil også gælde

i fremtiden.

Tillykke med jubilæet!


FRA dENGANG tIl NU

– lIdt OM dE FøRStE 75 åR

Det har altid været noget særligt at være ansat på

Christiansborg. Det er et privilegium at få lov at

virke for en lovgivende myndighed, der nyder så

stor og solid opbakning i befolkningen. I Danmark

står det repræsentative demokrati uantastet

stærkt – se bare på, hvor mange der stemmer ved

folketingsvalgene. De kræfter, der måtte ønske en

anden styreform, er meget, meget svage, heldigvis.

dydens smalle sti

Det er den internationalt set strålende baggrund,

vi som medarbejdere i Folketinget virker på. Det er

ikke så ringe endda. Og derfor er det også rimeligt,

at vi vil fejre de første 100 år af levetiden for medarbejdernes

forening. Til daglig er det selvfølgelig

folketingsmedlemmerne, der skal fremtræde

offentligt – de har ret, pligt og ansvar – men vi skal

som medarbejdere gøre vort bedste for at bistå

dem i deres arbejde. Somme tider også rådgive

dem med at holde sig på dydens smalle sti med

det praktisk-administrative, når det måtte være

nødvendigt.

Til vor forenings 75-års jubilæum i 1988 havde

bestyrelsen fået udarbejdet et fortrinligt jubilæumsskrift,

som bl.a. rummede en foreningshistorisk

oversigtsartikel, forskellige fornøjelige

erindringer og en fremtidsrettet artikel om den

kommende it-tidsalder. Med artiklerne herfra

rækker de direkte personlige erindringer helt

tilbage til 1929. Interessant læsning.

turbulente tider

Og vil man forstå en forenings historie, må man

naturligvis medtænke de rammer, foreningen har

haft at virke inden for gennem årene. Vi nævner

bare første verdenskrig, genforeningen i 1920,

besættelsen 1940-45 og grundlovsændringen

1953 med overgang til etkammersystemet og

dermed afskaffelsen af Landstinget. Og så hele

den administrative og tekniske udvikling fra

håndskrevne tekster til papirløs (næsten)

administration.

manglende jubilæumsskrift

De følgende linjer har vi skamløst benyttet

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år 11

jubilæumsskriftet fra 1988 som baggrund for, især

daværende fuldmægtig Ingrid Sylvest Nielsens

historiske redegørelse. Desværre findes der ikke

noget jubilæumsskrift fra 50-års jubilæet; det ville

ellers have været en dejlig kilde. Ak ja.

foreningens stiftelse

Folketingets medarbejderes forening hedder i dag

Foreningen af Folketingsansatte. Det er et pænt

neutralt og rent beskrivende navn. Da foreningen

blev oprettet, var det såmænd lige så beskrivende,

men med den tids terminologi: Foreningen af

Rigsdags-Tjenestemænd og Rigsdags-Referenter.

11 medarbejdere i Rigsdagen (indtil 1953 betegnelsen

for landets lovgivende instans, Folketinget

og Landstinget i forening) indbød til en stiftende

generalforsamling; den blev afholdt tirsdag den 21.

januar 1913 kl. 8 i Landstingets udvalgsværelse nr.

5 og havde deltagelse af omkring 40 medarbejdere.

Bemærk: Rigsdagen havde fra 1884 til 1918

domicil i det gamle operahus, senere sø- og

landkadetakademi og infanteri- og ingeniørka-

Henrik Hagemann

fHv. generaLsekretær norDisk råD

Landstinget den 3. juni 1915, da

det logerede i det lavloftede rum i

Fredericiagade. Denne dag var der

3. behandling af Forslag til

Danmarks Riges Grundlov, der blev

vedtaget med 51 stemmer for og

12 imod. Den 5. juni 1915 blev

forslaget vedtaget af Folketinget

med 111 stemmer for og 1 imod. I

formandsstolen sidder Anders

Thomsen (V), og til højre ses

stenografer og protokolsekretærer.


12 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år

serne, på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. I

dag rummer huset Østre Landsret.

Rigsdagsreferenterne var ikke ansat af Rigsdagen,

men derimod avisernes faste medarbejdere

tilknyttet Rigsdagen. Dengang dækkede aviserne

rigsdagsdebatterne grundigt. Rigsdagstjenestemændene

var fastansatte medarbejdere ved

Bureauets Ekspeditionskontor, Tidendes Redaktion,

Arkiv, Bibliotek og Kassererkontor.

I de vedtægter, der blev godkendt den 21. januar

1913, hed det i § 1, at foreningen, der var upolitisk,

havde til formål at samle sine medlemmer til

foredrag, diskussionsmøder, studierejser o.l.

Dermed var linjen lagt. Og kontingentet var sat til

2 kr., vel at mærke i kvartalet. Men det kunne vel

også gå, for præsidierne havde bevilget 400 kr. af

Rigsdagens kasse til støtte for den kulturelle og

selskabelige forening.

det ville han heller ikke Slippe godt fra

”jEG hVERkEN kAN EllER VIl SkjUlE MIN

AFGRUNdSdyBE UVIdENhEd OM dE EMNER, VI

tAlER OM I øjEBlIkkEt.”

foredrag og souper

Foreningens første arrangement blev afholdt allerede

i februar 1913 på Hotel Fønix – med damer.

Her holdt Thorvald Jørgensen, det tredje og

nuværende Christiansborgs arkitekt, et foredrag

om parlamentsbygninger; det har givetvis været

interessant, for alle længtes jo efter, at genopbygningen

skulle blive færdig, så man kunne komme

’hjem’ fra Fredericiagade. Efter foredraget var der

souper.

Ved den stiftende generalforsamling valgte man

naturligvis også en bestyrelse. Til formand valgtes

ekspeditionssekretær Axel Lauesgaard, senere

bureauchef (svarer til dagens direktørstilling), og

til kasserer bibliotekar Victor Elberling. Dem har

man åbenbart sat pris på, for de fratrådte først i

1940 efter godt 27 år på posterne.

Foreningen nød stor anseelse lige fra begyndelsen.

Trafikministeren indbød således foreningen til at

bese byggeriet af det nye Christiansborg og til

efterfølgende frokost på det ret nye Palace Hotel,

og foreningen fik bevilget frirejse med DSB til

sommerens studietur til Lolland-Falster og Femern

for at blive sat ind i den projekterede Rødby-Femern

færgeforbindelse. I denne rejse deltog 28. De

27 betalte, men rigsdagsbud H. Diderichsen skulle

ikke betale, for han var med som hjælpende ånd.

I 1919-21 var der lidt uro om pressemedarbejdernes

medlemskab i foreningen, og fra 1921 hed

foreningen så Foreningen af Rigsdags-Tjenestemænd.

Og man fortsatte linjen som kulturel og

selskabelig forening.

Besættelsesårene fik naturligvis også betydning

for foreningen. Priserne var steget, så man måtte

hæve kontingentet til 15 kr. årligt, og ved sammenkomsterne

med spisning måtte medlemmerne

medbringe rationeringsmærker.

en fagforening på Christiansborg!

Af større betydning internt var det imidlertid, at

generalforsamlingen i 1943 traf beslutning om en

vedtægtsændring, så foreningen ikke alene skulle

være en selskabelig forening, men også varetage

de aktive medlemmers tjenestemandsinteresser.

Fagforening på Christiansborg! Generalforsamlingen

udså også to af bestyrelsens medlemmer til

sammen med formanden at udgøre et forhandlingsudvalg.

Rigsdagsformændene godkendte, at

foreningen nu var en forhandlingsberettiget

tjenestemandsorganisation; alle medlemmer var

dog ikke lige begejstrede. En følge af denne

ændring var naturligvis, at foreningens formand

siden 1940, bureauchef Eigil Olsen, trak sig tilbage

som formand. Han kunne jo ikke i forhandlingssituationer

sidde på begge sider af bordet.

Kaffe med cigaretter

Begivenhederne den 29. august 1943 betød, at

Rigsdagen undlod at holde møder, og det satte

også en foreløbig stopper for foreningens virke,

både på grund af de usikre forhold og spærretiden.

Den sorte humor trivedes også; et medlem foreslog

således på en generalforsamling under besættelsen,

at man omdøbte foreningen til ’Koste- og

kranseforeningen’.

I januar 1944 gennemførte man dog et arrangement,

hvor folketingssekretær Jens Møller talte

om ’Hvorfor gik Krabbe som Folketingets formand?’.

I foreningens protokol skrev sekretæren, senere

chef for Folketingets Bibliotek Magnus Sørensen,

at ’Spærretiden kl. 20 og de vanskelige Trafikforhold

medførte, at Tiden ved det efterfølgende

Kaffebord – med cigaretter! (under krigen) – føltes

alt for kort af Deltagerne, der syntes glade for atter

at mødes i en Tid, hvor det daglige Arbejde er

suspenderet for en stor Del af Rigsdagens

Tjenestemænd’.

Lige efter befrielsen blev et bestyrelsesmedlem

anholdt af Frihedsbevægelsen og senere fængslet.

Han blev afskediget med halv pension. Året efter

blev foreningens formand suspenderet og anholdt,

sigtet for bedrageri og underslæb.


I 1946 kom foreningens nye sigte for alvor frem.

Bestyrelsen forhandlede sig med Rigsdagens

formænd frem til en aftale om lønningsbestemmelser

for de ansatte i Rigsdagen svarende til den

nye lov om statens tjenestemænd (juni 1946). De

fleste medlemmer var tilfredse. Med forhandlingsretten

fulgte også, at der nu ikke uden videre

kunne foretages lønændringer, sådan som det fx

var sket i 1933 – her satte Rigsdagen lønningerne

ned.

Foreningen afholdt på det, man troede var 40-års

dagen for foreningens stiftelse, 21. januar 1952,

en middag i Rigsdagens restaurant. Det blev

hurtigt opdaget, at man var 1 år for tidligt ude,

men sket var sket, og ’jubilæet’ blev fejret som

planlagt under mottoet ’Da vi var 39 eller færdig

med fyrre?’, som en af festsangene hed.

landstinget blev afskaffet

Med grundlovsændringen i 1953, hvor Folketinget

erobrede betegnelsen for den lovgivende forsamling

fra betegnelsen ’Rigsdagen’, kom foreningens

medlemmer også på ekstraarbejde. En række

rutiner skulle ændres, medarbejdere skulle flyttes

til andre opgaver, lokaler skulle ombygges osv.

Også foreningens egen virksomhed ændrede

gradvis karakter. Den selskabelige del af virksomheden

fik mindre og mindre tilslutning, mens det

fagforeningsmæssige voksede i betydning. Ved

foreningens generalforsamling i 1958 sagde

formanden, Kr. D. Spanggaard, således med et suk,

at foreningen var lidt vanskelig at drive med en

formålsparagraf, der krævede, at man både skulle

fremme samhørigheden mellem medlemmerne og

varetage de aktive medlemmers tjenestemandsinteresser.

Det holdt stik, medarbejdergruppernes interesser

var jo ikke altid helt sammenfaldende, og tjenestemandsinteresserne

blev det helt dominerende, lige

indtil Folketinget i begyndelsen af 1990'erne fik

hovedaftaler og overenskomster med de relevante

fagforbund – og tjenestemænd er der ikke ret

mange af mere i Folketinget. Siden 1996 har

Foreningen af Folketingsansatte alene varetaget

kollegiale samværsopgaver; løn- og arbejdsforhold

aftales med de relevante fagforbund. Den overgang

bliver der fortalt om senere.

en blandet medarbejderskare

I beskrivelsen af de første 75 år af vor forenings

historie hører det med, at vore medlemmer var en

meget broget skare, ikke bare når det drejer sig om

forskelligartede opgaver, men også når det drejer

sig om medarbejdernes baggrund. I jubilæumsskriftet

fra 1988 fortæller en af bidragyderne

således om, hvor forskellig en uddannelsesmæssig

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år 13

baggrund tjenestemændene havde i årene efter

krigen:

’For en dels vedkommende så det nærmest ud, som

om det beroede på en tilfældighed, at de netop

havde fået ansættelse her. Der var absolut ikke

overvægt af jurister og polit.er. En kemisk ingeniør

kunne være bibliotekar, en journalist protokolsekretær,

og blandt stenografer og korrektører kunne

man træffe studerende eller færdiguddannede

teologer, cand.mag.er i historie, engelsk, tysk,

fransk og slaviske sprog eller en magister i

sammenlignende sprogvidenskab samt en

fremragende oversætter af fransk litteratur. Sådan

havde det tilsyneladende været lige fra Folketingets

første tid, og det var vist ikke så tosset

endda; det skabte i hvert fald et bredt felt af viden

og interesser og en kreds af ikke så få interessante

personligheder.’

Man ansatte åbenbart folk mere efter, om de

ansås for egnede til at løse opgaverne, end efter

eksamensbevisernes art.

originaler i gamle dage

Vi, der engang var unge i huset, anså dengang

mange af vore spændende ældre kolleger for at

være en slags originaler – som også kunne deres

kram i huset! I nutiden er medarbejderkredsen

måske lidt mindre farverig – og dog. I hvert fald har

entusiastiske kolleger haft held til sammen med

enkelte folketingsmedlemmer at samle folk til at

spille revy, til fornøjelige idrætsarrangementer og

til et sangkor. Måske er det bare sådan, at man

som medarbejder altid synes, der var flere spøjse

kolleger i gamle dage end nu. Gad vide, hvad man

vil sige om os ved 200-års jubilæet!

Dette billede bør afløses af et

billede af en computer. Folketingets

arbejde er snart helt papirløst.


14

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

FRA FAMIlIEVIRkSOMhEd tIl

OFFENtlIG ARBEjdSplAdS

organisationsændringen 1989-93

Baggrunden for organisationsændringen i 1990

var et ledelsesinitiativ til i forbindelse med

indførelse af ”edb” i Folketinget at få undersøgt

administrationens forhold. Dette skete for at sikre,

at der i Folketingets administration præsteredes

den bedst mulige service med optimal udnyttelse

af ressourcerne og tilfredsstillende arbejdsvilkår

for de ansatte. Initiativet fandt støtte hos personaleforeningerne

(Tjenestemandsforeningen,

Betjentforeningen, Håndværkerklubben samt

Husbetjentene), ligesom Folketingets Præsidium

bakkede op omkring initiativet på flere møder i

foråret 1989.

H.P. Clausen (KF) var Folketingets formand under

hele organisationsudviklingsprojektet. De 4

næstformænd var Henning Rasmussen (S), Lilli

Gyldenkilde (SF), Povl Brøndsted (V) og Kristen

Poulsgaard (FP). Folketingets bureauchef var Helge

Hjortdal. Det havde han været siden 1966, og han

blev også Folketingets første direktør i 1990, før

han gik på pension i 1994.

7 konsulentfirmaer afgav tilbud, og i 1989 fik konsulentfirmaet

T. Bak-Jensen A/S (senere overtaget

af PA Consult) opgaven med i samarbejde med

Præsidiet, Folketingets ledelse og personaleforeningerne

at skabe en tidssvarende organisation.

Konsulentfirmaet tog udgangspunkt i Rigsdagens

første samling i 1850 med ansættelse af en bureauchef,

en landstingssekretær, en folketingssekretær

og senere nogle protokolsekretærer. Konsulentfirmaet

konstaterede, at organisatoriske ændringer

siden da havde været pragmatisk begrundede med

en gradvis tilpasning til nye krav og situationer. De

organisatoriske ændringer fandt primært sted i

løbet af 1970’erne med indførelse af faste udvalg.

Tidligere ændringer var sket i forbindelse med

Landstingets afskaffelse i 1953 og ansættelse af

administrative medarbejdere til betjening af ad

hoc-udvalgene i stedet for medlemmer, der

tidligere selv havde haft denne tjans.

I modsætning til i dag gik der førhen lang tid

mellem de organisatoriske ændringer og altid ved

”knopskydning”. Bortset fra at alt går hurtigere i

dag, og at den teknologiske udvikling m.v. til

stadighed kræver omstilling, skyldes det måske

også, at bureauchefer/direktører dengang holdt

lidt længere end i dag, og derfor var der ikke på

samme måde behov for, at nye direktører for at

vise deres værd også skulle have en ny organisation.

Den daværende organisation bar som nævnt præg

af ”knopskydning” efter behov med mange små

enheder, af dobbeltarbejde (f.eks. ”de røde bøger”,

som var håndførte oversigter over fremsatte lov- og

beslutningsforslag) og af en ikke altid helt logisk

grænsedragning mellem det parlamentariske

arbejde og de administrative funktioner – mellem

Folketingssekretariat og Bureau. De personalepolitiske

opgaver havde ikke nogen fremtrædende

plads i den daværende organisation. Men ikke

mindst indførelsen af edb i 1987 havde aktualiseret

behovet for en ny og mere tidssvarende

organisation. Også Præsidiets rolle skulle der

fokuseres på i konsulentundersøgelsen. Nordisk

Råds Danske Sekretariat, Folketingets Ombudsmand

og Statsrevisoratet var ikke med i organisationsomlægningen.

Rigsrevisionen blev først i

1991 en institution under Folketinget og var derfor

heller ikke med.

I det følgende er der lagt vægt på personaleforeningernes

– og især den daværende Tjenestemandsforenings

– deltagelse i organisationsudviklingsprojektet

og de konsekvenser, organisationsændringen

fik for medarbejderne. Dog skal

resultatet af organisationsudviklingsprojektet for

Præsidiet lige nævnes, da det naturligvis også

havde indflydelse på medarbejdernes hverdag.

Resultatet, som blev til efter indgående drøftelser,

blev, at Præsidiet fremover skulle være en aktiv og

synlig politisk ledelse, der fra ”overvejende at

behandle enkeltsager, når de blev præsenteret af

administrationen eller ønskedes taget op af

medlemmerne”, nu især skulle være planlæggende

og initiativtagende over for organisationen. I

konsulentsprog blev det formuleret således:

ingriD syLvest nieLsen

fHv. CHefkonsULent

15

Folketingets Administration

gennemførte i 1999 en trivselsundersøgelse.

Resultatet viste,

at medarbejderne var tilfredse

med at arbejde i Folketinget, men

at der var forhold, der kunne

forbedres.


16 fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Vi passer godt på møblerne.

Tapetserer Frauke Kruse i arbejde.

Stolene i Folketingssalen bliver

ompolstret hvert 25. år. En del af

de originale birketræsmøbler på

gangene er blevet forsynet med

nyt hestehårsbetræk.

”fra reaktiv til proaktiv ledelse”. Set fra administrationens

side skulle Præsidiets opgave i fremtiden

være at udstikke de overordnede rammer for

administrationens virksomhed og så i mindre grad

interessere sig for konkrete sager. Før som nu er

det jo ikke altid den letteste opgave – slet ikke for

politikere.

status før omlægningen

Projektet blev gennemført i flere faser, hvor den

første rapport fra konsulentfirmaet T. Bak-Jensen

A/S, ”Situation og perspektiv”, blev afgivet i

december 1989. Om personaleforeningerne hed

det i rapporten, at ”Tjenestemandsforeningerne i

Folketinget er stærkt integreret i personaleledelsen

med stor indflydelse på konkrete og individuelle

ledelses- og personspørgsmål. Dette er i sig

selv usædvanligt, ligesom foreningerne på den

anden side er uden den ensidige interessepolitiske

forankring, som normalt gælder de faglige systemer

på det offentlige og private arbejdsmarked.

For tiden skyder imidlertid mere klassiske faggruppekonflikter

frem (mellem især betjente og

HK’ere og i mindre grad jurister), bl.a. om relevante

”kvalificerede” arbejdsopgaver i administrationen,

hvor f.eks. betjentkorpset af visse andre grupper

opfattes som særligt begunstiget i normeringsog

stillingsforhold.”

Kulturen i Folketinget var efter konsulenternes

opfattelse præget af en række subkulturer. Der

var en (stands)forskel på Folketingssekretariat og

Bureau, ligesom en klassisk juristtradition var

fremherskende. Medarbejderne var indstillede på

at indrette arbejdsindsatsen efter de skiftende

behov mod til gengæld at have en udstrakt frihed

på andre tidspunkter og for nogle gruppers vedkommende

ligefrem fritid ud over de normer, der i

almindelighed var gældende på arbejdsmarkedet.

Desuden oplevedes servicementaliteten generelt

ikke som tilstrækkeligt fremherskende i huset.

Dette var efter konsulenternes opfattelse

realiteter.

Derimod var det en udpræget myte, at Folketingets

administration var så speciel, at alt krævede specielle

løsninger. En anden myte var, at administrationen

havde 179 mere eller mindre besværlige

arbejdsgivere, som altid skulle imødekommes,

hvilket hindrede enhver form for sund fornuft i tilrettelæggelsen

og udførelsen af det administrative

arbejde. Som konsulenterne så det, var der behov

for et kulturskifte og en selvopfattelse, der i stedet

sagde, at ”vi er en ganske almindelig serviceorganisation

med permanent uklare og skiftende brugerrelationer”.

En sådan selvopfattelse ville efter

deres opfattelse ligge tættere på virkeligheden.

Det er jo fristende at kigge på dagens kultur og

selvopfattelse i administrationen og se – måske

ikke om, men hvor den har ændret sig. Dette overlades

til læseren. Dog skal lige nævnes, at Lilli

Gyldenkilde (SF) allerede i marts 1991 i Præsidiet

sagde, at tidl. miljøminister Lone Dybkjær (RV)

over for hende havde udtrykt stor respekt for de

ændringer i Folketingets administration, som var

resultatet af organisationsanalysen. Hun havde

kunnet mærke stor forandring, efter at hun var

kommet tilbage fra Miljøministeriet.

Ledelsesstrukturen fik også ”på puklen” af konsulenterne.

Den var kun svagt udviklet og karakteriseret

ved mange ledere, hvis opgaver ikke var

tydeligt fastlagt, men virkede dog nogenlunde i

forhold til det politiske system på trods af en vis

”bikubeadfærd” med hektisk aktivering af mange

personer, når systemet kaldte, f.eks. ved præsidiemøder.

Organisationen var præget af en hierarkisk

ledelsesstil, der gav en oplevelse af en topvendt og

sagsorienteret beslutningsproces med utilstrækkelig

delegering og kommunikation, samt et generelt

lavt informationsniveau. De personalepolitiske

opgaver var i øvrigt heller ikke prioriteret tilstrækkelig

højt, og varetagelsen af disse opgaver skete

ikke i en formaliseret organisatorisk sammenhæng.

Så også her var der nok at tage fat på.

forslag til ny organisation

I februar 1990 fremkom T. Bak-Jensen A/S så med

yderligere en rapport om organisatorisk hovedstruktur

i Folketingets administration. Der var tale

om en markant forenkling af administrationens

opbygning og en styrkelse af især formandens

overordnede ledende rolle. Til afløsning af de

mange enheder blev der etableret 7 afdelinger/

sekretariater i den nye struktur, nemlig Ledelsessekretariatet,

Lovsekretariatet, Informations- og

Dokumentationsafdelingen, Udvalgsafdelingen,


International Afdeling, Medlemsafdelingen og

Driftsafdelingen. Ledelsessekretariatet skulle

foruden formands- og præsidiebetjening tage sig

af edb, personale, løn og økonomi samt protokol,

der imidlertid blev uddelegeret til International

Afdeling.

Nyskabelserne var Medlemsafdelingen med et

Brugercenter, så medlemmerne kun skulle

henvende sig ét sted for at få service og løst de

daglige, praktiske opgaver fra hele huset, samt

International Afdeling med fokus på den stigende

globalisering. Medlemsafdelingen og International

Afdeling blev udpeget til ”vækstområder”. Eneste

nye stilling i organisationen var en stilling som

personalekonsulent. Dette understregede den

øgede vægt, der skulle lægges på personalepolitikken.

I marts 1990 forelå konsulenternes rapport

”Strategi og struktur” med idégrundlag og

generelle mål og strategi(er) for Folketingets

administration og en overordnet beskrivelse af

den nye struktur, der skulle udfyldes nærmere i

en række interne arbejdsgrupper med deltagelse

af medarbejdere og med inddragelse af brugersynspunkter

og eksterne faglige krav. Flere end

50 medarbejdere deltog i arbejdet med at udfylde

rammerne for de enkelte enheder og klargøre

grænsedragningsproblemer. 25 medlemmer var

blevet interviewet. Arbejdet skulle afsluttes inden

sommerferien, og den sidste konsulentrapport

”Funktioner og opgaver” blev afleveret til Præsidiet

i juni. Tilbage stod chefbesættelser i de enkelte

afdelinger, hvor konsulentfirmaet også skulle medvirke.

For første gang i Folketingets historie skulle

de nye funktionschefer testes inden udnævnelse.

Desuden stod processen med stillingsvurderinger

og bemanding af de forskellige enheder tilbage.

Præsidiet og efterfølgende Udvalget for Forretningsordenen

(UFO) godkendte den nye organisation

på to møder i juni 1990. Den nye organisation

skulle træde i kraft 1. oktober 1990. De lokalemæssige

rammer og samling af de forskellige

enheder var vigtige for projektets succes.

Konsulentundersøgelsen var også blevet drøftet på

flere møder i Samarbejdsudvalget (SU), og det

fremgik, at konsulenterne var imponeret over den

engagerede måde, medarbejderne i Folketinget

havde arbejdet på. Der var udvist samarbejdsvilje

og en stor evne til at løse problemer. Arbejdet var

for en stor del udført ud over almindelig arbejdstid.

Indførelse af tidsregistrering og fælles arbejdsnorm

blev der efterfølgende brugt megen tid på.

Foreningerne havde fået løfte fra ledelsen om, at

ingen ville blive fyret i forbindelse med organisati-

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads 17

onsomlægningen, og dette løfte gentog bureauchef

Helge Hjortdal på flere præsidiemøder, idet

Præsidiet lagde vægt på, at den nye organisation

ikke fik flere medarbejdere end den gamle, men

også på sigt ønskede en ”slankning” af organisationen.

Sådan er det jo ikke gået. Tværtimod. I 1990 var

personaleforbruget 248 årsværk, i 1995 290, i

2000 372, i 2005 394, det samme som i 2010, for

så at falde til 382 årsværk i 2011. I de første

mange år kom der hele tiden nye arbejdsopgaver

til, mens udviklingen de seneste år har betydet, at

nogle opgaver nu ikke længere løses i huset.

Dengang var der mange, der gav udtryk for en vis

utryghed ved situationen, men personaleforeningerne

holdt fast i ledelsens tilsagn om, at ingen

ville miste deres arbejde som følge af omlægningen.

det vil være vanSkeligt

”hVIS MAN VIl cItERE MIG FOR NOGEt, jEG

IkkE hAR SAGt, VIl jEG SættE pRIS på, At MAN

cItERER MIG kORREkt.”

foreningernes medvirken

Der var tale om et fælles ønske fra både ledelse og

personaleforeninger om behovet for at få en mere

tidssvarende organisation, ikke mindst aktualiseret

af it-udviklingen, selv om øvelsen nok blev lidt

mere omfattende, end foreningerne havde forestillet

sig. Der var dog ingen tvivl hos foreningsrepræsentanterne

om behovet for en organisationstilpasning,

der gjorde op med den stedfundne

”knopskydning”.

Foreningernes interesse i organisationsudviklingsprojektet

gik især på en styrkelse af personalepolitikken,

herunder efteruddannelse, på arbejdsopgavernes

fordeling på de enkelte afdelinger, på

processen for udnævnelse af funktionschefer og

bemanding af de enkelte afdelinger, på medlemskab

af foreningerne, på vurdering af de enkelte

stillinger og på, hvem der kunne søge hvilke

stillinger.

Foreningerne var i den indledende fase repræsenteret

i den nedsatte styregruppe, senere i koordineringsgruppen,

og Tjenestemandsforeningen

deltog i alle de 7 arbejdsgrupper, der blev nedsat

til at udfylde de nye afdelingers opgaver og afklare

snitflader til andre afdelinger. En af de snitflader,

der tog tid, var afklaringen af formaliakontrollens

placering i enten Lovsekretariatet eller Udvalgsafdelingen.


18

1991:

Sovjetunionen opløses.

Danmark anerkender de tre

baltiske stater som selvstændige

republikker.

Bygning af broforbindelse over

Øresund vedtages i Folketinget.

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Undervejs var der i Tjenestemandsforeningens

bestyrelse tvivl om, hvorvidt foreningen fortsat

skulle deltage i Styregruppen pga. risikoen for at

blive taget som gidsel for beslutninger, foreningen

ingen indflydelse havde på, da der foregik en

række aktiviteter uden for Styregruppen, og hvis

det senere viste sig, at de egentlige forhandlinger

ikke kom til at foregå i Styregruppen. Tjenestemandsforeningens

bestyrelse valgte dog at blive

og tage et medansvar for den nye organisation,

men det blev i den senere nedsatte Koordineringsgruppe

og ikke i Styregruppen. Der var dog enighed

i Tjenestemandsforeningens bestyrelse om, at

foreningen trods alt fik tilgodeset flere af sine

synspunkter ved at være med end ved at stå

udenfor. F.eks. var det et ønske fra foreningerne, at

konsulenterne skulle medvirke i hele processen

med udpegning af chefgruppen, samt at medarbejderne

skulle vide, hvem der blev chef i de nye

afdelinger, før de selv skulle søge en stilling i den

nye organisation.

Ledelsen havde taget disse ønsker noget unådigt

op. Derimod vakte de en vis genklang hos Folketingets

formand, H.P. Clausen. Dette var vel også

årsagen til, at Tjenestemandsforeningens ønsker

blev imødekommet. Bortset fra stillingen som chef

for Medlemsafdelingen blev alle chefstillinger

besat med interne ansøgere.

Der blev som nævnt kun oprettet én ny stilling i

den nye organisation, og det var stillingen som

personalekonsulent. Dermed imødekom ledelsen

et stærkt ønske fra foreningerne om, at personalepolitikken

blev styrket, så foreningerne hilste

denne opprioritering velkommen. Tjenestemandsforeningens

bestyrelse havde lagt stor vægt på

at komme med i den arbejdsgruppe, der skulle

beskæftige sig med Ledelsessekretariatet og

dermed personalepolitikken, idet foreningens

interesse i undersøgelsen i første række havde

været og var en styrkelse af personalefunktionen.

Foreningen kom med, og det var bestyrelsens

repræsentanter, der udarbejdede oplægget til

personalepolitikken. Der blev bl.a. lagt vægt på

at få udarbejdet retningslinjer for efteruddannelse

og personalevelfærd, indførelse af medarbejdersamtaler,

introduktion for nyansatte, sprogundervisning,

karriereplanlægning, herunder mobilitet

og seniorpolitik, personaleudvikling, frivillige

moduler og meget mere.

Organisationsudviklingsprojektet kostede i alt

mere end 2 mio. kr. til konsulentbistand. Hertil kom

de mange timer, medarbejdere og ledelse havde

lagt i projektet. Endelig var der de menneskelige

omkostninger, der ikke umiddelbart kunne gøres

op, for medarbejdere, der af den ene eller anden

grund havde svært ved at finde sig selv i den nye

organisation, eller som havde fået en anden

placering i organisationen, end de tidligere havde

haft eller havde håbet på at få i den nye struktur.

Kun ganske få forlod Folketinget efter organisationsomlægningen

i 1990 – en enkelt med ventepenge

i 5 år, ligesom enkelte meldte sig ud af

Tjenestemandsforeningen pga. utilfredshed med

foreningens indsats. Et enkelt kritisk indlæg mod

ledelsen blev optaget anonymt i personalebladet

”Bag Grebningen”. Det er dog indtrykket, at de

fleste medarbejdere tog godt imod organisationsomlægningen,

da de havde forståelse for behovet

for at ændre strukturen, ikke mindst på baggrund

af indførelse af ny teknologi i huset.

stillingsvurdering og stillingsbesættelse

122 forskellige stillingskategorier svarende til 295

stillinger i den ny struktur blev vurderet. Formålet

var at placere stillingerne i forhold til hinanden

inden for den enkelte afdeling og i relation til den

samlede organisation for at skabe ”en indre

balance”. Foreningerne deltog med formand og

næstformand sammen med ledelsen og konsulenterne

i denne proces. Desuden deltog den chef, der

havde kendskab til indholdet i den pågældende

stilling. Tjenestemandsforeningen havde også

forudsat, at den enkelte medarbejder var med til at

udarbejde sin egen stillingsbeskrivelse, idet han/

hun selv bedst vidste, hvad de lavede. Der blev

givet et løfte om, at stillinger efter behov kunne

tages op til fornyet vurdering, når den nye organisation

havde fungeret i et års tid, da man måtte

se, hvordan stillingerne udviklede sig. 7Det skete

også, idet en håndfuld stillinger blev genvurderet,

primært inden for kontorgruppen.

Tjenestemandsforeningens repræsentanter i

stillingsvurderingsudvalget udtrykte også

betænkelighed ved foreningens deltagelse, men

også her var der enighed om, at det var rigtigst at

deltage for at få den indflydelse, der fulgte, dog

med risiko for en gidselfunktion. Tjenestemandsforeningens

bestyrelse var enig om at søge den

størst mulige åbenhed om stillingsvurderingerne i

forhold til deres medlemmer.

Medarbejderne skulle søge den stilling, de gerne

ville have i den nye organisation. Det gjaldt dog

ikke husbetjente, inventarbetjente, håndværkere

samt flere stillinger i Edb-kontoret. Men alle andre

skulle søge i alt 3 stillinger i prioriteret rækkefølge.

De fleste søgte den stilling, de havde i forvejen, og

fik den. 4 ud af 5 medarbejdere fik deres første

prioritet. Der var dog også en række medarbejdere,

der gerne ville prøve kræfter med nye områder og

fik lov til det. Størst søgning var der til Ledelsessekretariatet,

dernæst til International Afdeling og

Udvalgsafdelingen.


Alle, der ikke havde fået deres første prioritet,

havde fået lovning på en samtale med nærmeste

chef for en begrundelse for, hvorfor de ikke havde

fået den. Dette blev ikke overholdt i alle tilfælde,

og ledelsen indrømmede, at det var gået lidt vel

stærkt. I de fleste afdelinger forløb stillingsbesættelserne

uden større problemer. Der havde dog

været en del uro de steder, hvor de gamle afdelinger

var skåret ned, da nedskæringerne først var

kommet på plads meget sent, og medarbejderne

også først sent havde fået besked om, at udgangspunktet

var en nulløsning.

Enkelte steder var der stor utilfredshed. Det gjaldt

Finansudvalgets sekretariat, dels med kontorbemandingen,

dels med sekretariatslederstillingens

lønramme, og Folketingstidende. Utilfredsheden

hos Tidende gjaldt også stillingsvurderingerne.

Tjenestemandsforeningens bestyrelse prøvede at

løse problemerne, men det lykkedes ikke helt at

undgå udmeldelser af foreningen. Bestyrelsen

havde også ønsket, at nogle af de stillinger, som

traditionelt var besat med betjente (Posthus,

Rejsekontor m.fl.) på sigt skulle overgå til Tjenestemandsforeningen,

men det kom der ikke noget ud

af ved den lejlighed.

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Ændring af lønforhold

Det var som nævnt en forudsætning, at den nye

organisation ikke måtte koste ekstra – i hvert

tilfælde ikke på lang sigt. Ingen medarbejdere gik

ned i løn i forbindelse med organisationsomlægningen,

men en række medarbejdere, der tidligere

havde været chefer i en højere lønramme, fik en

lavere lønmæssig indplacering i den nye organisation,

selv om de altså beholdt deres hidtidige løn.

Denne gruppe blev døbt eller rettere døbte sig selv

”hybridgruppen” (den rigtige betegnelse havde

været ”fagspecialistgruppen”). ”Besparelsen” blev

dog først realiseret, når en fagspecialist forlod

Folketinget. Den sidste i denne gruppe gik på

pension efter mere end 20 år, så besparelsen var

længe undervejs. Andre medarbejdergrupper tog

forskud på glæderne, da ”besparelsen” blev brugt

med det samme til en række opnormeringer. Ikke

mindst kontorgruppen nød godt heraf. Tjenestemandsforeningens

udgangspunkt havde været

status quo mht. løn plus flere stillinger i en højere

lønramme.

For fuldmægtiggruppen foreslog Tjenestemandsforeningen,

at der blev givet et tillæg til 1-2

medarbejdere i de relevante afdelinger, men fra

19

Samråd i Finansudvalgets mødeværelse

i 2007. Til højre for transportminister

Carina Christensen (KF) sidder

formanden for Finansudvalget, Kristian

Thulesen Dahl (DF). Til venstre sidder

sekretariatschef Peter Bohlbro og

kontorfuldmægtig Sonia Westall.


20 fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Driftsenheden i Folketinget renser

om året ca. 17.000 m2 gulvtæpper,

tager sig af ca. 5.000 fejlmeldinger

og flytninger og istandsættelser af

kontorer, sender 330 t papir og pap

samt 6 t it-udstyr og elartikler til

genbrug og bortskaffer 25 t køkkenaffald.

chefside blev det fremført, at det var chefernes

opfattelse, at Tjenestemandsforeningen ikke

skulle føre personalepolitik. Det skulle ledelsen.

Desuden kunne fuldmægtiggruppen ikke i alle

afdelinger blive enige om, hvem der i givet fald

skulle have et tillæg. Der var fortsat langt til

individuel løn.

arbejdstid og tidsregistrering

Ikke mindst arbejdstiden og registrering af denne

kom på dagsordenen. Konsulenterne havde gjort

opmærksom herpå i deres rapport, og Præsidiet

havde også interesseret sig for arbejdstiden i

Folketingets administration for at finde ”skjulte

reserver” og nærme sig det øvrige arbejdsmarked i

størst muligt omfang. Ledelsen ønskede også at få

gjort op med medarbejdernes mistro til hinanden

med hensyn til forskellige arbejdstider og tilstedeværelse

i de forskellige afdelinger. Medarbejdernes

årlige arbejdstid lå gennemgående under det timetal,

som gjaldt på arbejdsmarkedet, herunder det

offentlige arbejdsmarked. Minimumsarbejdstiden

var 33 timer om ugen i mødeperioder for kontorgruppen,

mens den var noget højere for AC-gruppen.

Der var også store forskelle i arbejdstiden mellem

afdelingerne og inden for den enkelte afdeling.

Således blev der i en arbejdstidsundersøgelse, der

dækkede perioden 1.12.1989-30.11.1990, konstateret

forskelle i den gennemsnitlige ugentlige

arbejdstid på fra 28,5 til 42,1 timer i mødeperioder

og fra 14,1 til 35,4 timer i mødefri perioder. Inden

for en enkelt afdeling var der konstateret forskelle

på op til 28 timer i den ugentlige arbejdstid.

Præsidiet og ledelsen ønskede ligesom en del

medarbejdere, at der blev sigtet mod en ensartet

arbejdstid på årsbasis for alle ansatte. Det endte

efter langvarige forhandlinger med, at der blev

indgået aftale om en ugentlig arbejdstid på 35

timer og om tillæg for arbejdstid i weekender og

om aftenen. Desuden fik medarbejderne mulighed

for i arbejdstiden at bruge 1½ time om måneden til

at foretage småærinder i. Arbejdstiden blev gjort

op en gang om måneden for de fleste medarbejdergrupper,

men ”afregnet” en gang om året. Alle

skulle stemple, inkl. direktøren. Og urene blev

nulstillet 1. oktober. Ledelsen indgik først aftale

med Tjenestemandsforeningen om arbejdstid og

stempelure; senere blev der indgået aftale med

Betjentforeningen.

Stempelurene mødte i starten modstand hos

husets foreninger, hvis ikke de blev kombineret

med en flekstidsordning. Stempelurene kunne

opfattes som udtryk for mistillid til personalet.

Ikke mindst AC-gruppen var utilfreds. Tjenestemandsforeningen

skrev til Præsidiet umiddelbart

efter indførelsen af stempelurene pr. 1. oktober

1991 og udtrykte sin utilfredshed med beslutningen.

Afslutningsvis hed det i brevet: ”Som stemningen

er nu rundtomkring i huset, kan det være

svært at få øje på den korpsånd og arbejdsglæde,

der var. Det er synd for huset og alle dets brugere”.

Foreningernes medlemskreds var dog delte i

spørgsmålet, og med tiden har de fleste vist lært

at leve med urene, og alle stempler nu igen efter

en periode, hvor chefer og nogle grupper af

ansatte var fritaget for tidsstempling. Tjenestemandsforeningens

bestyrelse gjorde opmærksom

på, at foreningens forhandlingsudvalg havde

fundet forhandlingerne meget belastende og i

perioder dybt frustrerende. Det havde præget

forhandlingerne, at ingen af parterne var professionelle

forhandlere, men forhandlingsudvalget

havde samtidig fået nogle erfaringer, som for-


håbentlig kunne komme foreningen til gode ved

kommende forhandlinger.

meningsundersøgelsen

I december 1992 blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse

blandt Folketingets medarbejdere

om, hvor langt man var kommet i forhold til de

mål, der blev sat ved organisationsændringen.

Ledelsen havde foreslået, at konsulentfirmaet PA

Consult skulle gennemføre undersøgelsen, men

foreningerne ville have nogle andre. Konsulentfirmaets

tid var efter foreningernes opfattelse forbi.

Man ville ikke have ”ræve til at vogte gæs”, som

det hed. Ledelse og foreninger enedes derfor om,

at Dansk Institut for Personalerådgivning (IP)

skulle bistå med spørgeskemaet m.v. Tjenestemandsforeningen

og Betjentforeningen havde på

forhånd udarbejdet et fælles spørgeskema, som

indgik i det videre arbejde i den nedsatte projektgruppe.

Formandskabet i projektgruppen var

delt mellem ledelses- og medarbejderrepræsentanter.

Der blev sendt 295 spørgeskemaer ud og returneret

259 skemaer – en meget høj besvarelsesprocent

(88 pct.). Spørgeskemaundersøgelsen var

anonym og med mulighed for at komme med personlige

kommentarer. Af de 69 spørgsmål, der blev

stillet, blev de 58 besvaret negativt. De positive

svar vedrørte egne arbejdsopgaver, ny teknologi,

samarbejde med kolleger i egen afdeling og

nærmeste overordnede. 85 pct. svarede, at de i

høj grad eller i nogen grad var glade for at gå på

arbejde. De mest tilfredse grupper – eller mindst

utilfredse – var håndværkerne, inventarbetjentene

og vinduespolererne samt husbetjentene og, ikke

overraskende, cheferne, mens de mest utilfredse

var referenterne og betjentene. 59 pct. var nu

tilfredse med tidsregistreringen, mens 36 pct.

var utilfredse.

De negative svar gik i øvrigt på, at den nye organisation

ikke fungerede hensigtsmæssigt, den

ændrede ledelsesform var ikke slået mærkbart

igennem, beslutningshastighed og -niveau var

utilfredsstillende, samt at den overordnede ledelsesinformation

ikke var tilstrækkelig.

Der var enighed om, at viderebehandlingen af

resultaterne fra meningsundersøgelsen skulle ske

i et åbent samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.

Højest prioriteret blev udarbejdelse af

2-årige handlingsplaner i afdelingerne og i Chefgruppen,

en intern evaluering i Chefgruppen, der

bl.a. omfattede snitfladeproblemer og ressourcefordeling

samt en opprioritering af ledelsesinformationen,

bl.a. med udgivelsen af ”Chefgruppens

Nyhedsbrev”. SU-referater fra perioden viser, at der

blev lagt meget arbejde både i afdelingerne og i

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Chefgruppen for at gennemføre initiativer, der

kunne imødekomme de ønsker, der var kommet

frem i meningsundersøgelsen, og bruge de

fremførte kritikpunkter på en konstruktiv måde.

Ledelsen havde været meget glad for personalets

indsats og engagement og den udviste professionelle

indsats.

Den del af ledelsen, som foreningerne i det daglige

havde kontakt med, påskønnede den seriøsitet og

fælles ansvarsfølelse, foreningsformændene og de

øvrige bestyrelsesrepræsentanter altid lagde for

dagen, og oplevede et gensidigt tillidsforhold.

Tidligere foreningsformænd har også givet udtryk

for, at selv om der var tale om hårde forhandlinger,

ikke mindst i en periode, hvor velerhvervede

rettigheder stod på spil, var der et godt arbejds- og

forhandlingsklima. På mange områder var der en

stadig involvering af foreningsrepræsentanter og

andre medarbejdere, så selv om der blev givet

udtryk for utilfredshed og frustration, var der også

et ønske om i fællesskab at finde konstruktive

løsninger.

Sideløbende med meningsundersøgelsen havde

ledelsen gennemført en undersøgelse blandt

Folketingets brugere. Denne undersøgelse blev

lavet i samarbejde med konsulentfirmaet ScanTest

MarkedsDialog. Blandt de 43 serviceydelser,

undersøgelsen omfattede, var der 9 ydelser, hvor

undersøgelsens resultater indikerede, at tilfredsheden

ikke var helt så optimal, som den kunne

blive. Disse ydelser var spredt på stort set hele

administrationen, så også her var der plads til

forbedringer.

Hovedaftaler og overenskomster 1993-97

Som det fremgår ovenfor, fandt Tjenestemandsforeningens

bestyrelse, at der efter organisationsomlægningen

og den gennemførte meningsundersøgelse

blandt medarbejderne herskede et

ømtåleligt samarbejdsklima rundtomkring i

organisationen. Bestyrelsens forhandlingsudvalg

oplevede de ”psykologiske faktorer” som det

væsentligste problem. Ledelsen gav til gengæld

udtryk for, at medarbejderne var utroligt forkælede.

Organisationsomlægningen havde flere

steder i huset efterladt en dårligere stemning, og

der var sket en række ”opstramninger”, herunder

reduktion af visse traditionelle friheder, afskaffelse

af en række betalingsordninger samt indførelse

af en 37 timers arbejdsuge pr. 1. oktober

1993. Dette stillede andre krav til Tjenestemandsforeningens

bestyrelse, når der skulle forhandles.

Foreningens formand konstaterede, at hverken

bestyrelsen eller ledelsen var professionelle nok,

når der skulle forhandles. Det betød, at bestyrelsen

kom på kurser, og at ledelsen kom på kurser.

21

1992:

Anders Fogh Rasmussen går

af som økonomi- og skatteminister

og afløses af Peter

Brixtofte. Poul Nyrup Rasmussen

vælges til formand for

Socialdemokratiet i stedet

for Svend Auken.

Fodbold: Danmark vinder i

Göteborg europamesterskabet

med en finalesejr på 2-0

over Tyskland.


22 fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Folketingets EU-Oplysning fik

7.553 forespørgsler i 2010.

www.eu-oplysningen.dk blev samme

år besøgt 1.467.326 gange, og i

gennemsnit blev der læst 550.700

sider hver dag.

Det blev mere og mere klart, at tiden var inde til at

indgå hovedaftaler og overenskomster, og at

husets personaleforeninger måtte have de

professionelle foreninger ind i huset. COII og DJØF

kom på banen. ”De gode, gamle dage” var ved at

være forbi, hvor foreningerne og ledelsen kunne

blive enige om tingene uden indblanding udefra

og ofte – set fra foreningernes side – med et bedre

resultat end uden for Folketinget. Men der var sket

– ved at ske – en tilpasning af forholdene i

Folketinget til verden udenfor. Og på en række

områder oplevede Tjenestemandsforeningens

bestyrelse, at det ville være til fordel for medarbejderne

at få de professionelle organisationer ind i

huset, ikke mindst hvad angik personalepolitik og

efteruddannelse, men også når det gjaldt om at

få faste regler for honorering af overarbejde, når

arbejdstiden nu var normaliseret. Formelle regler

for afgørelse af konflikter blev ligeledes oplevet

som en mangelvare.

Der var desuden et tillidsproblem og en fornemmelse

af, at modparten optrådte uprofessionelt.

forhandlinger om hovedaftaler

I foråret 1993 henvendte DJØF og COII sig til Folketingets

formand, Henning Rasmussen (S), som i

januar 1993 havde afløst H.P. Clausen (KF) på

formandsposten, om indgåelse af hovedaftaler og

overenskomster for Folketingets administration.

Henvendelserne blev forelagt foreningerne, og

Tjenestemandsforeningen meddelte ledelsen, at

indgåelse af hovedaftaler for alle parter ville være

den bedste løsning. Foreningen mente, at de

senere års stramninger havde medført et stigende

ønske blandt personalet om, at udgangspunktet

for ansættelsesforholdene i Folketinget blev, at

tjenestemandslovgivningen og de relevante faglige

overenskomster fandt direkte anvendelse, medmindre

de var fraveget ved aftaler mellem ledelsen

og de ansattes forhandlingsberettigede organisationer.

Manglen på formelle regler om mægling og

voldgift havde gjort de seneste års forhandlinger

utilfredsstillende og frustrerende for alle parter.

Betjentforeningen var af samme opfattelse, mens

Håndværkerklubben og Husbetjentene ikke havde

noget specielt ønske herom. De to foreninger ville

dog tilslutte sig Tjenestemandsforeningens og

Betjentforeningens stillingtagen i spørgsmålet.

Præsidiet og UFO var indstillet på at imødekomme

foreningernes ønske, som i øvrigt også blev delt af

ledelsen. Præsidiet fandt det i forbindelse med en

nyordning naturligt at opsige de indgåede protokollater

(om arbejdstid), kutymer og særordninger

for Folketingets ansatte, og det blev de i juni 1994.

I UFO var der en vis skepsis, dels fordi Præsidiet og

UFO skulle afgive kompetence til ensidigt at fastlægge

medarbejdernes arbejdsvilkår, dels fordi

man frygtede, at aftalerne ville medføre forøgede

lønudgifter. Det blev ligeledes tilkendegivet, at det

ville være uacceptabelt, hvis Folketinget ikke

kunne fungere som følge af arbejdsnedlæggelser.

Der blev med andre ord stillet krav om en ubegrænset

fredspligt. Aftaler m.v. skulle i øvrigt som

udgangspunkt have samme indhold som overenskomster

og aftaler på det statslige område.

Og så gik forhandlingerne i gang. I efteråret 1995

var der opnået enighed om forslag til hovedaftaler,

som så vidt muligt svarede til de statslige hovedaftaler,

dog med enkelte væsentlige fravigelser,

nemlig at ingen medarbejdere lovligt kunne

etablere arbejdsstandsninger på noget tidspunkt.

Opsigelsesbestemmelserne i hovedaftalen blev

udformet således, at i tilfælde af at der ikke kunne

opnås enighed om indgåelse af en ny hovedaftale,

kunne Folketingets formand beslutte at udstede et

lønregulativ, hvorved hovedaftalen bortfaldt.

Tvister skulle afgøres ved faglig voldgift, men

Folketinget kunne ikke idømmes nogen bod. Folketingets

forretningsorden skulle også ændres, så at

Folketingets direktør fik hjemmel til at indgå

hovedaftaler og overenskomster efter bemyndigelse

fra Folketingets formand. Det lykkedes

ledelsen at skabe forståelse for, at det var nødvendigt

at opretholde en situation, hvor medarbejderne

ikke havde strejkeret, og at en sådan

særordning var uafviselig.

På tjenestemandsområdet blev der opnået

enighed med de to centralorganisationer COII og

AC om en hovedaftale for Folketingets tjenestemænd,

mens der på overenskomstområdet skulle

indgås aftale på tre centralorganisationers vegne,

nemlig COII, Statsansattes Kartel (StK) og AC. Der

blev indgået stort set enslydende hovedaftaler

med COII og StK og én aftale på AC-området.


Undervejs var der opstået problemer især mellem

StK og COII om, hvem der skulle repræsentere

hvilke medarbejdergrupper. Dette bidrog også til at

trække forhandlingerne i langdrag.

Det blev Folketingets nye formand, Erling Olsen (S),

der blev formand i 1994, og Folketingets nye

direktør, Ole Stig Andersen, der tiltrådte i 1995,

der fik det formelle ansvar for indgåelse af såvel

hovedaftaler som overenskomster i Folketingets

administration

forhandlinger om overenskomster

og lokalaftaler

Forslagene til hovedaftaler blev lagt til side, indtil

overenskomster og lokalaftaler var blevet forhandlet

på plads. Ledelsen gav udtryk for, at man

naturligvis ikke bare kunne tage det bedste fra

begge ordninger – det statslige system og de

lokale aftaler. Medarbejderne kæmpede naturligvis

for at bevare velerhvervede rettigheder og få

rettet op på de mangler, de mente der var på en

række områder.

Den økonomiske ramme for forhandlingerne blev

fastsat som på det statslige område for 1995-97.

Overenskomster og lokalaftaler var på plads i foråret

1997, så det var et meget langt forhandlingsforløb,

inden Folketinget blev en del af det offentlige

arbejdsmarked, dog fortsat med hensyntagen

til de særlige arbejdsforhold i Folketingets administration.

Folketingets direktør fik tillagt den

kompetence, Finansministeriet havde ifølge de

tilsvarende aftaler, der var indgået på det statslige

område. En model, der senere blev brugt af kongehuset.

Der blev indgået en fællesoverenskomst for alle

COII- og StK-ansatte, hvori alle fælles forhold –

med undtagelse af arbejdstidsforhold – var reguleret.

Hertil kom tre organisationsaftaler, hvori de

forhold, der var specifikke for hver af grupperne,

blev beskrevet. Der blev indgået én aftale for

kontorgruppen, én for betjentene og én for

StK-området, dvs. husbetjente, håndværkere,

vinduespolerere, planlægningsmedarbejdere og

kontorelever.

Ikke mindst arbejdstidsaftalen og rejsetidsreglerne

tog tid at færdigforhandle. Der blev aftalt

gruppevise omklassificeringer (primært inden for

COII-området), afsat midler til seniorpolitiske

foranstaltninger og gennemført visse pensionsmæssige

forbedringer på overenskomstområdet.

Desuden skete der justeringer i arbejdstidsreglerne.

De indgåede aftaler indebar, at der på visse

områder var sket stramninger, mens der på andre

var udvist en vis imødekommenhed.

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

De hidtidige protokollater om arbejdstid blev

sammenskrevet til én arbejdstidsaftale. Denne

betød bl.a. afskaffelse af tidsregistreringen for

AC-medarbejderne og mellemledergruppen. De 1½

timer om måneden til småærinder blev afskaffet

igen. Der skete en mindre forbedring af belastningsfaktorerne

for aftenarbejde og for arbejde på

søn- og helligdage. Rejsebestemmelserne for rejser

med medlemmer i ind- og udland blev justeret. For

medarbejdersiden var der samlet set tale om en

mindre forringelse, idet den beregnede rejsetid på

lørdage, søn- og helligdage blev reduceret, mens

rejsetiden i indland med medlemmer blev forhøjet.

Fritid under rejser kunne ikke medregnes i tidsregistreringen.

Efteruddannelsesdage indgik med

7,4 timer i tidsregistreringen i stedet for de hidtidige

10 timer. Arbejdstidsaftalen fik virkning fra

1. juni 1997. Forhandlingsresultaterne blev godkendt

af foreningerne, dog med en vis modstand

hos AC-Klubben. Folketingets forretningsorden blev

justeret i januar 1998 .

I forelæggelsen for Præsidiet i foråret 1997 hed

det, at såvel Folketingets administration som

organisationerne var af den opfattelse, at det ville

være en væsentlig forbedring for det fremtidige

arbejde og samarbejde vedrørende løn- og

ansættelsesvilkår i Folketingets administration,

at der nu var aftalt et fælles, nedskrevet arbejdsgrundlag.

Der var i forhandlingerne, så vidt det

overhovedet var muligt, taget udgangspunkt i de

tilsvarende aftaler på det statslige område. De

særlige forhold og traditioner i Folketingets administration

var dog som udgangspunkt bevaret,

specielt mht. regulering af arbejdstid.

Med hovedaftaler og overenskomster havde Folketinget

taget det sidste og afgørende skridt væk fra

en familievirksomhed med en ”pater familias” i

23

Folketingets Bibliotek blev

etableret i 1848 med 1.800 bøger.

I dag har det 250.000 bøger og

abonnement på 400 tidsskrifter.

Der indkøbes 1.000 nye bøger og

udlånes 4.500 bøger om året.

Biblioteket udarbejder elektronisk

baggrundsmateriale til ca. 350

lovforslag m.m. om året. Folketingets

Oplysning informerer om

arbejdet i Folketinget historisk og

aktuelt og om den parlamentariske

proces, og man modtager ca. 1.000

henvendelser om måneden


24 fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Vinduespudseren har sikkerhedsbælte

på. Christiansborg Slots og

Provianthusets ca. 1.200 fag

vinduer bliver pudset 2-3 gange

årligt.

spidsen til en offentlig arbejdsplads med klart definerede

roller for ledelse og medarbejdere – på godt

og ondt.

olsenplanen 1995

Mens forhandlingerne om hovedaftaler og overenskomster

stod på, tog Folketingets daværende

formand Erling Olsen (S) initiativ til en plan for

styrkelse af Folketingets arbejde – den såkaldte

Olsenplan. Den fik stor betydning for folketingsgrupperne

og dermed indirekte for Folketingets

medarbejdere. Planen indeholdt forslag om

forhøjelse af tilskuddet til folketingsgrupperne

med henblik på mere sekretær- og eksperthjælp til

medlemmer og grupper, forslag om mere ekspertbistand

fra Folketingets administration til udvalg

og medlemmer, forslag om etablering af et Lovråd,

forslag om bedre hjælpemidler til Folketingets

medlemmer og ansatte – først og fremmest i form

af anvendelse af mere teknologi som f.eks.

bærbare pc’er, pligt for ministerierne til elektronisk

overførsel af alle dokumenter til Folketingets

udvalg, elektronisk overførsel af forslag til

EU-lovgivning til Folketinget samt udvidelse af

Edb-kontorets uddannelseskapacitet – forslag om

brug af udlandsrejser som arbejdsredskab, forslag

om styrkelse af Folketingets arbejde med udenrigspolitiske

spørgsmål samt forslag om turnus- og

rokeringsordninger og karriereveje for Folketingets

medarbejdere.

Flere af planens elementer havde Folketingets

administration allerede selv taget hul på tidligere,

men de fik med Olsenplanen en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Planen indebar merudgifter på

23,2 mio. kr. i 1995, 60,0 mio. kr. i 1996 og 49,5

mio. kr. i 1997.

Efter at Olsenplanen var udarbejdet, tiltrådte Ole

Stig Andersen som ny direktør for Folketinget.

Planen betød mulighed for ansættelse af 104

ekstra medarbejdere til grupperne og en udvidelse

af personalenormeringen på 31 til Folketingets

administration, især i Edb-kontoret og i Driftsafdelingen.

Den største personaleudvidelse fandt dog

sted i Udvalgsafdelingen med i alt 7 AC-fuldmægtige

og 3 assistenter. Udvalgsafdelingens

personale blev opdelt i 5 grupper, hvor udvalg med

emnemæssige berøringsflader udgjorde én

udvalgsgruppe med en konsulent som gruppekoordinator.

Kontormedarbejderne blev ligeledes

knyttet fastere til de enkelte udvalg. Lovsekretariatet

blev styrket med en stilling som juridisk konsulent.

Betjentkorpset blev opdelt i fire enheder:

Serviceenheden, Dokumentenheden, Logistikenheden

samt Sikkerhedsenheden; piccoloordningen

stammer i øvrigt også fra Olsenplanen. Sekretariatsfunktioner

for de udenrigspolitiske udvalg,

Forsvarsudvalget og de faste delegationer blev

samlet i ét sekretariat i International Afdeling.

Stagiaireordningen er ligeledes en følge af Olsenplanen.

Endelig blev det besluttet at styrke samarbejdet

med informationspolitik og informationsteknologi

i Folketinget.

Lokalemæssigt forestillede man sig en løsning i

tre etaper, hvor første etape var at ”klemme sig

sammen på den mindre plads”, mens anden etape

var ibrugtagning af Landbrugs- og Fiskeriministeriets

tidligere lokaleområde (Christians Brygge nr. 6),

når ministeriet var flyttet til den tidligere

ØK-bygning i Holbergsgade i København. Tredje

etape var overtagelse af Rigsarkivet, som man

forestillede sig kunne tages i brug omkring år

2000. Vi venter stadig.


de politiske partiers stillingtagen til planen

Der var fra de politiske partiers side opbakning til

alle dele af planen bortset fra punktet om etablering

af et Lovråd. Partierne forholdt sig til planen

efter det kendte mønster: Partier, der ikke kunne

påregne regeringsdeltagelse, kunne støtte alle

dele af planen, også dem, der styrkede Folketinget

over for regeringen, og dem, som styrkede Folketingets

administration, mens regeringspartier og

oppositionspartier, der håbede på at komme i

regering på et senere tidspunkt, især støttede

initiativer, der styrkede partierne selv. Dog var der

flertal for en styrkelse af udvalgsbetjeningen med

en opprioritering af udvalgsbistanden, af rejsevirksomheden

og behandlingen af udenrigspolitiske

spørgsmål.

Konsekvenser af planen

Turnus- og rokeringsordninger m.v. for Folketingets

ansatte betød først og fremmest, at der kom flere

medarbejdere fra ministerierne som udvalgssekretærer

i en begrænset periode. De fik så kendskab

til arbejdet i Folketingets udvalg for derefter at

vende tilbage til ministerierne med ny viden om

Folketinget og samspillet mellem Folketinget og

centraladministrationen. Den modsatte vej havde

ordningerne ikke samme tiltrækningskraft, og de

enkelte medarbejdere, der forsøgte sig i den

ministerielle verden, fik ikke rigtig godskrevet

initiativet, når de vendte tilbage til Folketinget.

Styrkelsen af medlemssekretærordningen og

eksperthjælp til grupperne aktualiserede grænsedragningsproblemer

for fordeling af arbejdsopgaver

i det daglige mellem partiansatte og Folketingets

administration. Man søgte hver især at undgå

de mere trivielle arbejdsopgaver.

Olsenplanen betød også en samling af store dele

af Folketingets administration i Landbrugsministeriets

tidligere lokaleområde (L-bygningen). Den

positive effekt heraf var bedre muligheder for et

tættere samarbejde om bistanden til den parlamentariske

proces, herunder betjening af udvalg

og delegationer. De åbenbare ulemper var de lange

afstande til udvalgsværelser og møderum for

mange ansatte. For at denne udflytning af administrationen

skulle ”glide” lidt lettere ned, besluttede

Folketingets formand Erling Olsen, at han selv og

direktør Ole Stig Andersen også skulle flytte til

L-bygningen. Da Ivar Hansen (V) blev formand for

Folketinget efter valget i 1998 efter lodtrækning

med Birte Weiss (S), flyttede han dog tilbage til

Christiansborg igen. Da Henrik Tvarnø blev Folketingets

direktør i 2001, flyttede han også tilbage

til Christiansborg.

I forlængelse af Olsenplanen blev Lovsekretariatet,

der nu hed Lov- og Parlamentssekretariatet, place-

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

ret med reference til direktør Ole Stig Andersen i

parlamentariske sager af mere principiel og udviklingsmæssig

karakter og med fortsat reference

til folketingssekretær Jørgen Bang Jespersen i

daglige parlamentariske spørgsmål. Endvidere var

Personalesekretariatet blevet udskilt fra Ledelsessekretariatet

med en personalechef i spidsen, og

Nordisk Råds Danske Delegations Sekretariat var

blevet fuldt integreret i Folketingets administration.

Senest var der etableret en stabsfunktion på

it-området til at formulere og fastholde Folketingets

informationspolitik og koordinere en samlet

indsats på området.

serviceeftersyn 1997-98

I efteråret 1997 besluttede Folketingets formand

Erling Olsen at lave et ”serviceeftersyn” af Folketingets

administration, bl.a. under henvisning til de

fortsatte udvidelser af medarbejderstaben. Han

havde i en artikel i Jyllands-Posten med den lidt

provokerende overskrift ”Stop for frås i Folketinget”

luftet sine foreløbige tanker. Overskriften skulle

efter sigende ikke være formandens. Serviceeftersynet

skulle bl.a. afdække, om organisationen

havde den rigtige struktur, om der var mulige

rationaliseringsområder, og om der var overflødige

serviceopgaver osv. Erling Olsen understregede

dog, at formålet ikke var at gennemføre besparelser

eller afskedigelser. Parallelt hermed besluttede

Folketingets direktør Ole Stig Andersen med formandens

indforståelse at se på den overordnede

struktur med inddragelse af konsulentbistand

udefra – denne gang Lisberg Management, hvor en

af de tidligere konsulenter fra T. Bak-Jensen A/S

nu slog sine folder.

SU var på flere møder blevet orienteret om både

serviceeftersyn og organisationsomlægning, men

der var her stor utilfredshed med forløbet. På et

ekstraordinært SU-møde i maj 1998 var der dog

positive tilkendegivelser til beretningen om

serviceeftersynet. Direktør Ole Stig Andersen

sagde, at rapporten om serviceeftersynet var hans

beretning til den politiske ledelse med bidrag fra

de enkelte funktionschefer. Formålet med strukturændringen

var efter Ole Stig Andersens opfattelse

at etablere en enhedsorganisation, der også

omfattede det parlamentariske område, at tømme

Ledelsessekretariatet for driftsopgaver samt at

finde en måde at håndtere it-udviklingen på i

Folketingets administration fremover.

På et nyt ekstraordinært møde ugen efter udtrykte

B-siden utilfredshed med den lukkethed, ledelsen

havde udvist over for B-siden om processen. Det

var den overvejende opfattelse, at hensynet til de

enkelte chefer var blevet tilgodeset i stedet for

hensynet til personalet og opgavernes hensigtsmæssige

placering. B-siden mente ikke, at

25

Personaleomsætningen i

Folketinget i 2011 var 11,1 pct.

mod 12,1 pct. i staten. Sygefraværet

var 8,9 sygedage pr.

medarbejder; i staten var det 8,7

sygedage. Gennemsnitsalderen

var i 2011 44,9 år. I 2010 var den

44,6 år. Blandt cheferne var der i

2011 47 pct. kvinder og 53 pct.

mænd.


26

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Ledelsessekretariatet var blevet tømt for driftsopgaver

(Journalen og Sagsarkivet var fortsat

placeret her). Folketingstidende kunne ikke

umiddelbart forstå, at de fremover skulle placeres i

Medlemsafdelingen. B-siden opfordrede endvidere

til, at medarbejderne i den nye Kommunikationsog

It-Afdeling blev inddraget i drøftelserne om

arbejdsopgavernes fordeling. COII-foreningen var

bekymret pga. nedlæggelsen af stillingen som

personalechef. Betjentforeningens formand mente

under henvisning til den måde, organisationsomlægningen

var gennemført på, at den var direktørens

omlægning, hans kompetence og hans ansvar.

B-siden tog herefter strukturændringen til efterretning.

Til de lidt ældre læseres erindring var det også ved

den lejlighed, at den daværende vicedirektørstilling

blev nedlagt, og at Løn- og Økonomikontoret

blev flyttet fra Ledelsessekretariatet til en nyoprettet

Administrationsafdeling. Driftsafdelingen

samt dele af Personalesekretariatet blev også

overflyttet hertil. Edb-kontoret blev rykket til en

nyoprettet Kommunikations- og It-Afdeling

sammen med dele af Informations- og Dokumentationsafdelingen.

Folketingets Bibliotek blev

udskilt herfra til en selvstændig enhed med direkte

reference til direktøren, mens Informations- og

Dokumentationsafdelingen blev nedlagt. Der blev

også oprettet et egentligt Formandssekretariat

som del af Ledelsessekretariatet, der også

fremover skulle varetage overenskomstforhandlingerne.

Denne opgave var overtaget fra det tidligere

Personalesekretariat. Endelig skulle kompetencedelingen

mellem direktør og folketingssekretær

tages op, når den daværende folketingssekretær,

Jørgen Bang Jespersen, gik på pension. Det skete

i 2001.

ny vin til gamle toner

”dEt kENdER VI GOdt. dEt ER EN GAMMEl

MElOdI på NyE FlASkER. dEt ER dER IkkE

NOGEt Nyt I.”

Inden da havde direktør Ole Stig Andersen forladt

Folketinget, idet Folketingets Præsidium i september

2000 havde tilkendegivet, at samarbejdet ikke

kunne fortsætte. På denne baggrund var det blevet

aftalt, at direktøren fratrådte sin stilling, og kompetencespørgsmålet

blev ikke drøftet yderligere. I

medierne blev direktørens afgang beskrevet som

en fyring på gråt papir pga. samarbejdsvanskeligheder.

organisationsændringer 1998-2008

I 1999 blev Folketingstidende flyttet fra Medlemsafdelingen

til Lov- og Parlamentssekretariatet i

forbindelse med et chefskifte. B-siden i SU syntes,

at det ville være en god idé ved samme lejlighed at

flytte overenskomstforhandlingerne tilbage til

Administrationsafdelingen, men det skete ikke på

det tidspunkt.

I 2001 tiltrådte Henrik Tvarnø som ny direktør

for Folketinget. Han startede sit virke med at

gennemføre en strukturændring med bistand fra

konsulentfirmaet Mercuri Urval. Overvejelserne

om organisationsændringen var dog allerede

påbegyndt inden den nye direktørs tiltræden efter

ønske fra Folketingets formand Ivar Hansen og det

øvrige Præsidium. Fra september 2000 havde folketingssekretær

Jørgen Bang Jespersen fungeret

som direktør efter Ole Stig Andersens fratræden.

I løbet af sommeren 2001 blev organisationen så

ændret for at sikre enhedsledelse og enhedsstruktur

i administrationen. Præsidiet gav i den forbindelse

udtryk for følgende målsætninger

• Der skulle skabes en sammenhængende

organisationsudvikling

• Der skulle opnås forenkling, enhed og synergi i

kraft af afdelingssammenlægninger

• Der skulle sikres beslutningsdygtighed og faglig

kompetence i organisationen

I SU var opfattelsen den, at det skulle undgås, at

organisationen blev for ledelsestung og kommandovejene

for lange som følge af de yderligere

ledelseslag, som omstruktureringen resulterede i.

Som det blev udtrykt af en repræsentant for

B-siden: ”Der var allerede langt nok til ”himlen” i

dag.” AC-repræsentanten havde fået mange

tilkendegivelser fra sine medlemmer, dels om

utilfredshed med den seneste udvikling, dels om

frustration og demotivation hos medarbejderne.

Folketingets formand Ivar Hansen, som deltog i en

række ekstraordinære SU-møder i denne periode,

sagde, at ”hvis der var en dårlig stemning i huset,

var det en fælles opgave at få denne vendt i

positiv retning. Processen havde været meget

længere, end nogen havde troet, den ville blive.

Man kunne være enig eller uenig i de beslutninger,

der var truffet, men da de stod ved magt, burde

man i stedet for vælge at se det som en spændende

udfordring at få den nye organisation til at

fungere”. Formanden så gode muligheder for at

drøfte mere fleksible arbejdsstrukturer i de nye

afdelinger. Med henvisning til en holdning om, at

medarbejderne i administrationen udgjorde et A-,

B- og C-hold, som han ofte var stødt på, opfordrede

formanden medarbejderne til at få drøftelser i

gang, der kunne vise, at alle administrationens


medarbejdere havde en vigtig funktion, og at alle

bidrog på hver sin måde til at få organisationen til

at fungere. En større bevidsthed herom og accept

ville være positiv for organisationen som helhed.

I sommeren/efteråret 2001 gennemførtes så en

større proces med nedsættelse af i alt 8 arbejdsgrupper,

der havde til formål at implementere og

forankre den nye struktur. Der blev ligeledes nedsat

en styregruppe med ledelses- og medarbejderrepræsentanter.

B-siden i SU lagde vægt på så stor

medarbejderinddragelse som muligt. I øvrigt gav

B-siden udtryk for, at man opfattede det nuværende

Samarbejdsudvalg som et orienteringsudvalg.

Man håbede dog, at SU fremover ville blive

brugt til at drøfte problemstillinger, inden de blev

til konflikter.

Modsat den organisationsændring, der blev gennemført

i 1990, var der nu fungerende chefer til at

styre processen i de enkelte afdelinger, selv om

ikke alle afdelingschefer og dermed direktionsmedlemmer

endnu var ansat.

Den ny struktur trådte i kraft pr. 1. oktober 2001,

selv om ikke alle forhold var helt afklarede på dette

tidspunkt. Der var nu tre afdelinger: Parlamentarisk

Afdeling, Administrations- og Serviceafdelingen

samt Kommunikations- og It-Afdelingen. Det

betød, at de afdelingschefer – 6 i alt – der ikke blev

ansat i direktionen i den nye organisation, skulle

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

have andre funktioner og ansvars- og arbejdsområder.

Det fik de, men flere af dem forlod relativt

hurtigt herefter Folketinget eller fik ikke deres

åremålsansættelse forlænget.

I Parlamentarisk Afdeling blev Udvalgsafdelingen

og International Afdeling samlet under én afdelingschef,

og der blev i stedet for de to tidligere

afdelinger etableret tre udvalgssekretariater og

et EU-sekretariat og senere oprettet tre stillinger

som sekretariatschefer. Også Nordisk Råds Danske

Delegations Sekretariat, Lovsekretariatet og

Folketingstidende blev lagt ind under Parlamentarisk

Afdeling. Protokollen forblev indtil videre i

afdelingen. En anden ændring var, at folketingssekretæren

samtidig blev vicedirektør. Stillingen

blev således hverken nedlagt eller udfaset, således

som planen tidligere havde været – tværtimod.

Claus Dethlefsen blev i øvrigt ny folketingssekretær

efter Jørgen Bang Jespersen.

Administrations- og Serviceafdelingen blev organiseret

i tre enheder: en Planlægningsenhed inkl.

Journalen, en Personale- og Økonomienhed og

Brugerservice, der foruden betjentkorpset, der blev

opdelt i en Serviceenhed og en Sikkerhedsenhed,

også kom til at omfatte Rengørings- og Vedligeholdelsessektionen.

Desuden blev der oprettet et

Brugercenter i Brugerservice med det formål, at

brugerne kun skulle henvende sig ét sted for at få

en ydelse (fortrinsvis ydelser inden for Bruger-

27

Tjenestemandsforeningens

medlemmer fotograferet i 1987 på

trappen op til Folketingssalen


28 fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Ved Folketingets åbning den første

tirsdag i oktober pyntes der op i

anledning af kongefamiliens besøg

services eget arbejdsområde). Reduktionen i

ledelseslagene betød, at en stilling som kontorleder

i Brugercentret blev nedlagt, hvilket B-siden

gjorde indsigelse imod i SU.

Også Kommunikations- og It-Afdelingen kom til at

omfatte tre enheder: Information & Kommunikation,

Folketingets Bibliotek, Arkiv & Oplysning og It

& Tele. Opfølgningen på organisationsændringerne

blev drøftet på et præsidiemøde i september

2001, men uden for referat.

Elektrikerne blev i 2002 overflyttet fra Planlægningskontoret

til It & Tele.

I 2002 oprettedes Folketingets Oplysning som

pendant til EU-Oplysningen. Samtidig blev Lovbutikken

nedlagt. Lovbutikken havde eksisteret

siden 1. april 1994, hvor EU-Dokumentationscentret

(senere EU-Oplysningen) også så dagens lys.

Parlamentarisk Afdeling foretog en omstrukturering

i 2002, idet EU-enhederne blev samlet i én

enhed, EU-Sekretariatet.

I 2003 blev det i Kommunikations- og It-Afdelingen

besluttet at lave en ny struktur med oprettelse

af en ny enhed, Parlamentariske Systemer, med

medarbejdere fra den daværende planlægningsgruppe

i It & Tele samt webmaster og tv-medarbejder

fra Information & Kommunikation.

I 2003 blev organisationsstrukturen så justeret

igen, idet en forberedelsesgruppe med deltagelse

af ledelses- og medarbejderrepræsentanter havde

udarbejdet et debatoplæg til SU om en evaluering

af organisationsændringen i 2001. Forberedelsesgruppen

var enig om, at det endnu var lidt for

tidligt at drage endelige konklusioner af organisationsændringen,

idet mange af de initiativer, der

var igangsat på det organisations- og personaleudviklingsmæssige

område, endnu ikke var

afsluttet eller havde vist deres effekt.

Alligevel justerede direktionen strukturen inden

det nye folketingsårs start. Direktionen ønskede

ganske vist at fastholde den eksisterende

afdelingsstruktur med en Parlamentarisk Afdeling,

Administrations- og Serviceafdelingen samt

Kommunikations- og It-Afdelingen, men reducerede

kommandovejene til to ledelseslag. Baggrunden

for ændringen var bl.a., at antallet af ledere

var ret højt som følge af organisationsstrukturen,

og at afstanden fra den enkelte ansatte til den

øverste ledelse og omvendt var meget lang. Som


direktør Henrik Tvarnø sagde på et SU-møde: ”De

gentagne bemærkninger fra medarbejderne om

ledelseslag har gjort indtryk”.

Der blev derfor igen en række chefer/mellemledere

i overskud. Der ville ikke ske afskedigelser, og de

pågældende ville ikke få forringet deres lønvilkår.

Der var heller ikke kritik af de personer, som nu

mistede deres ledelsesopgaver. Det drejede sig

primært om nedlæggelse af kontorleder- og

skrivelederfunktionerne i Parlamentarisk Afdeling

og gruppelederstillingerne i Kommunikations- og

It-Afdelingen. I Administrations- og Serviceafdelingen

blev stillingen som chef for Brugerservice

”udfaset”. Vedligeholdelsen og Rengøringen blev

sammenlagt under én chef. Planlægningskontoret

blev nedlagt og de pågældende medarbejdere

knyttet til to af de tre afdelingschefer som en

slags stab. Journalen blev dog flyttet til Personalekontoret.

Direktør Henrik Tvarnø valgte i 2004 at nedlægge

afdelingschefstillingen for Parlamentarisk Afdeling

(de tre udvalgssekretariater, EU-Sekretariatet og

Folketingets Protokol) for selv at overtage området.

Folketingstidende blev flyttet igen og blev nu forankret

hos den vicedirektør, der også var hovedansvarlig

for It & Tele, Parlamentariske Systemer,

Kommunikation samt Bibliotek, Arkiv & Oplysning.

Direktøren sagde på et møde i UFO i juni 2004, at

sigtet med ændringen i ledelsesstrukturen var i

højere grad at gøre direktionsmedlemmerne

ansvarlige for funktionsområder frem for en

afdeling. Den foreslåede ændring af ledelsesstrukturen

var i øvrigt en videreførelse af den ansvarsfordeling,

der også hidtil var foregået i direktionen

f.s.v. angår projekter. Ændring af ansvaret for en

enhed skulle naturligvis ikke ske for hyppigt, men

man kunne forestille sig en cyklus på 2-3 år.

På mødet i UFO sagde et præsidiemedlem, at efter

hans opfattelse var administrationen bedst, når

der ikke var grund til at diskutere den. Det var

kendetegnende for administrationen, at den var

præget af gensidig loyalitet og uden de mange

modsætninger, den pågældende så ofte havde

stødt på i andre organisationer. Den første

sætning kan man vel ikke være uenig i, men den

sidste sætning må præsidiemedlemmet da vist

ha’ lov at ha’ helt for sig selv.

Chr. Mejdahl (V), der var blevet formand for Folketinget

efter Ivar Hansens død i foråret 2003, konkluderede,

at der var tilslutning til den skitserede

overordnede ledelsesstruktur, og at der skulle ske

en orientering af Præsidiet og i et vist omfang af

UFO om vigtigere ændringer.

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Det har ikke været muligt at finde yderligere

materiale til belysning af denne organisationsændring.

den seneste større organisationsændring 2009

I 2008 fik Folketinget så igen ny direktør, Carsten

U. Larsen. Da han havde sat sig lidt ind i husets

funktioner, herunder haft en samtale med de

enkelte chefer, besluttede han i 2009 sammen

med den øvrige direktion efter en fortrolig orientering

af Folketingets formand Thor Pedersen (V)

og det øvrige Præsidium og gruppeformændene

at ændre på især Brugercentrets organisering ved

at flytte medlemmernes sprogundervisning til

Personalekontoret og flytte rejseområdet til Lønog

Økonomikontoret, der samtidig måtte aflevere

lønområdet til Personalekontoret; Løn- og

Økonomikontoret fortsatte derfor alene som

Økonomikontor. Bygninger, vedligeholdelse m.v.

overgik ligeledes til Økonomikontoret. Posthus,

Brugercentrets ekspeditionskontor og telefonomstilling

blev slået sammen med it-servicefunktionerne

m.v. til et nyt servicecenter. Folketingets

Protokol blev fysisk flyttet fra det parlamentariske

område til Ledelsessekretariatet, og den internationale

enhed fik tilført Nordisk Råds Danske

Delegations Sekretariat. Journalen og Sagsarkivet

blev flyttet fra Personalekontoret til Biblioteket,

der nu ikke længere også hed Arkiv & Oplysning.

Der var desuden overvejelser om ændringer i

betjentkorpsets organisering, men det hele endte

med, at betjentkorpsets opdeling i et sikkerhedskorps

og et servicekorps blev bibeholdt, dog med

fortsat mulighed for at hjælpe hinanden efter

behov. Personalekontoret skulle fungere som

backup for sikkerhed, mens overinspektøren skulle

tage sig af sikkerhedskorpset i ”frontekspeditionen”.

Direktøren overlod det parlamentariske område til

den vicedirektør, der også var folketingssekretær.

Under det parlamentariske område blev der så

etableret et internationalt sekretariat og et

udvalgssekretariat. Lovsekretariatet, Folketingstidende

og Biblioteket blev også placeret her.

Vicedirektørernes antal blev reduceret fra tre til

to, således at der nu var én vicedirektør for det

parlamentariske område, som nu hed Folketingssekretariatet,

og én for det administrative område,

som nu hed Service- og Administrationsafdelingen.

Store skiftedag var 1. juni 2009, selv om dele af

ændringerne, især vedr. Servicecenteret, først

faldt på plads i efteråret 2009, da den tredje vicedirektør

var fratrådt. Efter en drøftelse i SU tog

udvalget justeringen til efterretning. Mange fandt,

at organisationsændringen stort set var en tilbagevenden

til 1990. Frem og tilbage er lige langt – eller

er det?

29

Hvert år på en fredag i oktober

åbner Folketinget dørene under

Kulturnatten. Det har vi gjort

siden 1996. I 2004 kom ikke færre

end 17.985 på besøg, og det er

det højeste tal nogen sinde. Siden

har vi desværre af sikkerhedsmæssige

grunde måttet

begrænse adgangen væsentligt,

og det resulterede i, at der i 2012

kun kom 6.605 gæster.


30 fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

Der er tradition for, at afgåede

formænd for Folketinget bliver malt

af en kunstner efter eget valg;

Folketinget har siden 1948 betalt

kunstneren. Her ophænges portrættet

af Folketingets formand

2007-11, Thor Pedersen, foran

Folketingssalen ved siden af

portrætter af de tidligere formænd

Gustav Pedersen og Julius Bomholt.

Igen blev der chefer tilovers, og medarbejdere

skiftede enhed og/eller fik tilbudt nye arbejdsopgaver,

ikke alle efter eget ønske. Som ved tidligere

organisationsomlægninger: Ingen blev fyret, og

ingen gik ned i løn. Nogle af dem, der ikke fik lov til

at fortsætte i den hidtidige funktion, blev i Folketinget

og tilpassede sig den nye organisation på

deres egen måde; andre valgte at forlade Folketinget,

enten for at finde nye udfordringer uden for

huset eller for at gå på tidlig pension. For nogle

forhandlede DJØF og COII med Personalekontoret

om fratrædelsesordninger; andre valgte selv at

finde en løsning med Personalekontoret, evt. med

foreningsbistand, og atter andre forlod ”bare”

Folketinget.

De fleste kunne dog glæde sig over fortsat at være

med på holdet og bidrage til betjeningen af det

danske demokrati.

Efter at direktør Carsten U. Larsen i 2012 havde

udskiftet vicedirektøren for det administrative

område, foretog han en mindre organisationsændring,

idet Kommunikationsenheden, som han

havde haft under sig, blev flyttet til Service- og

Administrationsafdelingen. Fra dette område

flyttede han til gengæld Personalekontoret over

under sig. Dette skete bl.a. for, at direktøren

fortsat kunne have fokus på selvledelse som et

personalepolitisk værktøj i Folketingets administration,

mens Kommunikationsenheden blev lagt

ind under det administrative område, nu hvor

tv-projektet m.v. ikke længere krævede direktørens

fulde bevågenhed. Ændringen var godkendt af

Folketingets formand Mogens Lykketoft (S), der var

blevet formand efter valget i 2011.

fremtiden

Som ovennævnte viser, har der været mange

organisationsændringer siden 1990, og det bliver

der nok også fremover. Det, der adskilte organisationsomlægningen

i 1990 fra senere tilpasninger

og justeringer, var den store medarbejderinddragelse.

Siden har organisationsomlægningerne i

højere grad været et ledelsesanliggende, hvor

ændringerne, når de var besluttet, blev meldt ud

med større eller mindre inddragelse af SU. Det

gælder dog ikke strukturændringen i 2001, hvor

medarbejderinddragelsen var rigtig stor.

Ingen medarbejder har mistet sit job i Folketinget

i forbindelse med organisationsændringer. For

chefgruppen ser det lidt anderledes ud: En enkelt

direktør har måttet forlade Folketinget i utide, og

et par vicedirektører er forsvundet. Det samme

gælder en række andre chefer. De fleste har alene

søgt hjælp hos deres faglige organisation, da

cheferne ikke har haft en lokal repræsentant.

Organisationsændringerne har som nævnt især

berørt chefer og deres antal og dermed arbejdsområder.

Men når chefer skifter og arbejdsområder

fordeles på en ny måde, betyder det også ændringer

for medarbejdere. Mange medarbejdere har

fået nye udfordringer og nye arbejdsopgaver og

har været glade for det og måske også oplevet en

større sammenhæng i måden at organisere huset

på.

Andre har ikke haft denne oplevelse, men har

tilpasset sig forholdene, som de nu engang var,

eller de har valgt Folketinget fra på samme måde

som i 1990. Alle med de menneskelige omkostninger,

som sådanne forandringer nu engang medfører

for de berørte.

Men ét er givet: Organisationsændringer er

kommet for at blive, og det kan være på sin plads

her til slut at citere Folketingets daværende

formand, H.P. Clausen, da han præsenterede den

endelige rapport om organisationsomlægningen i

juni 1990. Formanden sagde, ”at det var vigtigt, at

man var klar over, at formålet med at vedtage den

nye struktur ikke var at få indført et fastlagt

system, der skulle stå uforanderligt i en årrække.

Der var netop tale om en strukturindretning, som

skulle være udtryk for fleksibilitet og være åben

for løbende justeringer”. Og man må jo sige, at

skiftende ledelser har gjort disse ord til deres

egne.

efterskrift

En stor tak for hjælp til udarbejdelse af artiklen

rettes til: Bente Andersen, Ninna Auvinen, Jenni

Birklund, Simon Dyngbo, Eva Esmarch, Astrid


Hendrup, Erik Juul, Kim H. Pedersen, Kasper

Skov-Mikkelsen, Carsten Søndergaard og Majken

Thykier.

Samtidig vil jeg sige tusind tak til alle, jeg har

mødt i Folketinget, mens jeg indsamlede materiale

til artiklen – både medlemmer og ansatte. Jeg

indrømmer gerne, at jeg genoplevede Folketinget

som i ”de gode, gamle dage”.

Øverst Rigsdagens Bureau i 1918, kort tid efter at

Rigsdagen var flyttet fra det midlertidige domicil i

Fredericiagade til det nybyggede Christiansborg Slot.

Yderst til højre står bureauchef Axel Lauesgaard.

I midten efterfølgeren, Folketingets Brugercenter, i 2008.

Nederst Folketingets Servicecenter i 2012.

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads

31


32 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


arBeJdet i folKetingssalen – afstemningsanlÆg, deBatform og referater

ARBEjdEt I FOlkEtINGSSAlEN

– AFStEMNINGSANlæG, dEBAt-

FORM OG REFERAtER

Sekretariatsbistanden til medlemmerne udviklede

sig kun langsomt efter den nye grundlov i 1953.

Medlemmerne forudsattes helt op i 1970’erne at

følge med i tidens aktuelle sager, finde alt relevant

materiale til de enkelte møder og skrive egne

indlæg uden medhjælp. Deres situation var for så

vidt ikke unik på Slotsholmen. Også højesteretsdommerne

i Christiansborgs anden sidefløj måtte

nøjes med et fællesbibliotek som arbejdsværelse,

hvor de egenhændigt måtte finde relevant

baggrundsmateriale.

Som udvalgsformand og -næstformand måtte man

selv sørge for at holde rede på udvalgsarbejdet og

samle bidragene til udvalgsbetænkningerne.

Administrationens bistand omfattede nærmest

kun renskrivning og omdeling. Først med udvalgsreformen

i 1972 blev der ansat så mange nye

administrative udvalgssekretærer, at alle udvalg

kunne serviceres.

For så vidt angår salen begyndte folketingssekretær

E. Hansen-Salby omkring 1970 at skrive

et manuskript til formanden om de enkelte møder

med ordførernavne, udvalgshenvisning og afstemningsforløb.

Formanden skulle ikke længere sidde i

stolen og improvisere. Med valget i december 1973

måtte bistanden til udvikling og fortolkning af

forretningsordenen udvides, ikke mindst på grund

af Mogens Glistrups (Fremskridtspartiet) opfindsomhed

med hensyn til jura og sprog. Arbejdet i et

særligt arbejdsgangsudvalg (et underudvalg til

UFO, Udvalget for Forretningsordenen) førte i fire

etaper fra 1972 til 1981 til meget vidtgående

ændringer af Folketingets arbejdsform. Udviklingen

førte til oprettelsen af en protokolsekretærstilling

(konsulentstilling) som assistent for folketingssekretæren

i 1983 og oprettelsen af

Lovsekretariatet i 1990.

forslag om motiveret dagsorden

(fra 1997-98: forslag til vedtagelse)

Den alvorligste processuelle udfordring under

Schlüterregeringen (1982-93) var afstemningsrækkefølgen

for dagsordensforslag fremsat under

de mange forespørgsler. De alternative flertal i bl.a.

sikkerhedspolitiske sager gjorde det til en rimelig

stor øvelse at rådgive formanden om afstemningsrækkefølgen,

der ofte var afgørende for resultatet,

og at sikre en almindelig forståelse blandt

partierne herfor. Tidligere kom oppositionens

dagsordensforslag ikke til afstemning. Hertil kom

sekretariatsbistanden til opfølgning af de mange

kommissionsundersøgelser, herunder Tamilsagen.

dagsordenspuslespil

Planlægningen af folketingsarbejdet og sikringen

af, at alle sager kom på dagsordenen, blev et

stadig større puslespil. Siden regeringsskiftet i

1968, hvor Det Radikale Venstre, Det Konservative

Folkeparti og Venstre dannede regering, blev det

sædvane også at førstebehandle private forslag,

og med ændringen af forretningsordenen i 1981

kunne forslagsstillerne også regne med en endelig

afstemning i salen. Tidligere kom oppositionens

forslag overhovedet ikke til behandling i salen.

Også den generelle stigning i antallet af forslag

har givet større udfordringer.

Der er lang tradition for inddragelse af gruppeledelserne

og udvalgssekretærerne ved udarbejdelse

af Folketingets dagsorden. De sidste 5-10 år er

endvidere private forslagsstillere i vidt omfang

blevet inddraget i placeringen af egne forslag, og

ordførerne er også fremkommet med ønsker om

placeringen af regeringens forslag.

Mon nogen har opdaget det?

frister for fremsættelse af forslag

Medlemmernes meget store aktivitetsniveau såvel

inden for som uden for Borgen gør planlægning til

en større diplomatisk øvelse. Planlægningen

foregik tidligere i folketingssekretærens forkontor,

nu i Lovsekretariatet. Den bliver påvirket af mæng-

CLaUs DetHLefsen

foLketingssekretær og viCeDirektør

”UNdSkyld, At jEG SpIldtE FOlkEtINGEtS tId

MEd dEt, jEG IkkE hAR SAGt.”

33


34

Sådan ser et folketingsmedlems

plads i Folketingssalen ud i 2012

med moderne it-udstyr med touchscreen

til brug ved afstemninger og

til at bede formanden om ordet og

tale fra pladsen

arBeJdet i folKetingssalen – afstemningsanlÆg, deBatform og referater

den af sager og af løbende aftaler med regeringen

om årets fremsættelsestakt. Formålet hermed er

at formindske den hektiske travlhed i maj, som

først rigtig blev reduceret, da udvalgssekretærerne

i 1990'erne indførte og (på vegne af udvalgsformanden)

håndhævede en tidsplan for alle henviste

forslag. Tilsvarende havde det forslag om 30 dage

som minimum for folketingsbehandlingen af lovforslag,

der vedtoges til ikrafttræden ved begyndelsen

af folketingsåret 2000-01, til formål at

begrænse travlheden i december, hvor følgelove til

finansloven ofte blev behandlet i løbet af 14 dage i

december.

indredigering af ændringer

En vigtig opgave i forbindelse med arbejdet i

salen er optryk af lovforslag vedtaget ved anden

behandling med vedtagne ændringsforslag

indredigeret. Det er typisk sidste del af administrationens

indsats inden færdigbehandlingen og

efter omdeling af betænkninger, ændringsforslag

uden for betænkning og dagsordenen for mødet i

salen. De pågældende medarbejdere har vist ofte

følt sig lidt alene, når alle andre var gået hjem.

Nødvendigheden af 100 pct. sikkerhed i opgaveløsningen

har gjort, at man først nu – som et af de

første europæiske lande – har turdet gå i gang med

overvejelser om anvendelse af ny teknik.

åbne samråd

Blandt de nye opgaver, udvalgssekretærerne har

fået de senere år, skal nævnes at arrangere de

mange åbne samråd, at ekspedere det støt

stigende antal udvalgsspørgsmål specielt på

almindelig del, at arrangere udvalgsrejser samt at

øge den individuelle bistand til udvalgsmedlem-

merne. Fra 1990 opholder den pågældende

udvalgssekretær sig i salen under behandlingen af

vedkommendes forslag, både for at kunne hjælpe

medlemmerne under debatten og for at kunne

forberede de spørgsmål, der senere ønskes stillet

af medlemmerne.

tre generationer af det elektroniske

afstemningsanlæg

Folketingets indgang i it-verdenen skete med

afstemningsanlægget af 1982, der blev planlagt

af daværende chef for Folketingstidende, Erik

Jacobsen, og Mogens Seneberg fra husinspektørens

afdeling. De tog på en 4-dages tur til en række

parlamenter og skrev undervejs en kravspecifikation,

som Chr. Rovsing viste sig bedst til at opfylde.

Anlægget kom til at sætte tilliden hos medlemmer

og ansatte til ny teknik på en alvorlig prøve. Ikke

nødvendigvis altid, fordi teknikken fejlede, om end

statisk elektricitet i salen og medlemmernes håndfaste

omgang med pultene af og til indvirkede på

anlægget. Snarere fordi det afslørede en til tider

svækket disciplin hos medlemmerne i forbindelse

med afstemninger – noget, som tingsekretærerne

havde været bedre til at skjule. Operatører var

daværende chef for Tidende, Arne Hansen, og

undertegnede, der begge havde en del at lære om

datidens ny teknik. Der var i begyndelsen mange

situationer, hvor vi kom til at opfatte systemet

som en noget selvkørende modspiller.

Næste generations afstemningsanlæg kom i 1992.

Da var såvel medlemmer som embedsmænd blevet

noget mere afslappede over for den nye teknik.

Største problem var af æstetisk karakter: De to


store tavler i salen var sammensat af små

kvadrater med lysdioder. Folketingets arkitekt,

Stork, var dybt utilfreds med deres ujævne flade

og krævede dem ombygget. Som noget nyt vistes

ordførernes navne på tavlerne. Det blev styret fra

folketingssekretærens plads, hvor opgaven ikke

blev modtaget med udelt begejstring.

Den tredje og nuværende generation afstemningsanlæg

blev indviet i 2010 efter 1 års forsinkelse.

Det var integreret med et dataflow mellem

afstemningsanlæg og TingDok/hjemmesiden. Vor

største bekymring var medlemmernes modtagelse

af, at afstemningsknapperne var erstattet med et

touchscreenfelt. Men som så mange andre bekymringer

blandt parlamentsansatte viste denne sig

også ubegrundet. En væsentlig fordel ved det nye

afstemningsanlæg er, at medlemmerne trykker sig

ind, når de ønsker ordet, hvorefter deres navn

figurerer på formandens og sekretærens skærme.

Tidligere var det en stor udfordring at identificere

og nedskrive 20-30 medlemmers navne – helst i

den rækkefølge, de havde meldt sig.

afstemning ved håndkraft

Med mellemrum har alle tre afstemningsanlæg

svigtet, og Lovsekretariatet har måttet gennemføre

en lynoplæring af de nye generationer af

tingsekretærer (typisk gruppesekretærer), så de

kunne gennemføre en stemmeoptælling – efter

behørig tid til at konsultere deres kollegaer om

aktuelle clearinger.

Enkelte gange har der også været navneopråb,

f.eks. engang under en afstemning om et privat

ændringsforslag under en finanslovbehandling.

Afstemningsanlægget viste et resultat, som

ændrede alle forudsætninger for finanslovforslaget.

Der blev bedt om navneopråb, men sammentællingen

gav forskelligt resultat hos de to

tingsekretærer (en fra hver blok) og hos Lovsekretariatet.

Nyere medlemmer blev mistænkt for at

have råbt ja alene for at vise deres tilstedeværelse.

Herefter forsvandt de to tingsekretærer ind i

ministrenes læseværelse. Da de kom ud 5 minutter

senere, kunne de i enighed melde formanden det

resultat, der havde været forventet – og finansloven

blev vedtaget inden jul!

Høringer

Siden 2000 foreligger der nu næsten undtagelsesfrit

før 1. behandling af regeringsforslag et righoldigt

høringsmateriale med kommentarer fra

alle berørte institutioner og sammenslutninger og

ministerens bemærkninger hertil. Mange ordførertaler

drejer sig i det væsentlige herom.

arBeJdet i folKetingssalen – afstemningsanlÆg, deBatform og referater

Korte bemærkninger

Den store forandring er sket med hensyn til gennemførelsen

af de korte bemærkninger. Allerede i

K.B. Andersens tid som formand (1978-81) var der

opsat mikrofoner på medlemmernes pladser til

anvendelse i spørgetiden. I bemærkningerne til

ændringen af forretningsordenen herom anførtes

det, at det kunne komme på tale også at anvende

dem til korte bemærkninger. Den revolution blev

dog først gennemført i 2004.

Det fik konsekvenser for den gammelkendte dialog

på korte bemærkninger, som det altid havde været

svært for formanden at styre og for offentligheden

at følge med i. Ordvekslingen efter en ordførertale

førte viden om med indlæg fra flere medlemmer

før et svar, som ordføreren ikke altid følte behov for

at levere, hvad dog ikke forhindrede fortsættelse

af dialogen mellem de øvrige medlemmer. Med den

seneste ordfører fortsat placeret på talerstolen og

maksimering til 2 korte bemærkninger pr. medlem,

der skulle følge umiddelbart efter hinanden, blev

det lettere at fastholde tanken om en opfølgning

på en ordførertale i form af spørgsmål og kommentarer

fra de øvrige medlemmer.

At også de korte bemærkninger blev taget fra

pladserne, medførte i øvrigt et mærkbart pres på

Folketingstidendes medarbejdere, idet der ikke

længere i det enkelte møde opstod pauser, mens

medlemmerne gik op og ned af talerstolen. I 2004

indførtes i øvrigt maksgrænser for den tid, en

minister kunne stå på talerstolen og besvare korte

bemærkninger eller onsdagsspørgsmål. Under de

store debatter var taletiden dog fortsat betragtelig

for statsministeren: 2½ time (efter sommeren

2012 1½ time).

forsøg med spørgetiden og spørgetimen

De seneste 15 år er der gennemført forsøg med

spørgetiden og de spontane spørgsmål i spørgetimen.

Endvidere har man eksperimenteret med

eller overvejet diverse hastedebatter om aktuelle

sager, herunder om at forbeholde en sådan debat

for partiledere og statsminister. Dette er sket for

at fastholde offentlighedens interesse for det, der

foregår i salen. Det har f.eks. også medført

opstilling af en særlig talerstol for spørgetimen

med front mod ministerpladserne afspejlende

Socialdemokratiet i opposition dengang og den

skæve dialog mellem en socialdemokrat på sin

plads og en minister på ministerpladserne, så

betjentene i salen må ommøblere hver onsdag.

Det skete efter ønske fra tidligere vicedirektør

Per Anker Hansen, der som chef for Folketingets

tv-kanal havde ansvaret for øget opmærksomhed

på performance i salen.

35

1993:

Tamilrapporten fører til

statsminister Poul Schlüters

(KF) afgang og Poul Nyrup

Rasmussens (S) tiltræden.

Henning Rasmussen (S)

afløser H.P. Clausen (KF) som

formand for Folketinget.

Fhv. justitsminister Erik

Ninn-Hansen (KF) stilles for

Rigsretten.

Politiet skyder med skarpt

mod aktivisterne på Nørrebro.


36 arBeJdet i folKetingssalen – afstemningsanlÆg, deBatform og referater

ekstra mødedage

Det har ofte vakt forundring, at årsplanen for

folketingsarbejdet kunne udsendes flere måneder,

før regeringen gik i gang med udarbejdelsen af

lovkataloget for samme år. Årsplanen er til tider

blevet suppleret med nogle ekstra mødedage i

november eller april, for at Folketinget kan komme

igennem førstebehandling af forslag, der skal

gennemføres inden jul eller grundlovsdag. Men det

har været småjusteringer. Størst pres har der

været i dagene før jul og grundlovsdag, men netop

på de tider har ønsket om at fastholde den planlagte

sidste mødedag været størst.

slutspurten

Den sidste mødedag før grundlovsdag, hvor

afstemning følger afstemning fra kl. 9 morgen, og

alle medlemmer er til stede i salen – i hvert fald

indtil de får lagt pres på formand og sekretær for

at få slukket midlertidigt for A'et (= Afstemning) i

urene på Christiansborg – har altid været den mest

uberegnelige. I 2001 gennemførtes på forsvarlig

måde 45 dagsordenspunkter og i 2000 80 på den

sidste dag. 2002 ved afslutningen af det første år

efter regeringsskiftet blev undtagelsen. Af de 37

dagsordenspunkter blev man færdig med punkt 22

lige omkring kl. 21, og det på trods af, at der ikke

havde været meget diskussion om de første 5

punkter, og at regeringspartiernes ordførere kun

i begrænset omfang tog ordet. Formanden

afsluttede mødet og indkaldte til nyt møde med

de resterende sager den følgende uge. Det kom

til at vare 4-5 timer.

I 1981 gennemførte formand K.B. Andersen på

en tilsvarende uforudsigelig sidste mødedag

afstemning om, hvorvidt der skulle holdes

frokostpause, og det blev forkastet. Det afholdt

dog ikke skatteordførerne fra senere på eftermiddagen

at kaste sig ud i lange skattedebatter. Det

fik K.B. Andersen til at bruge en gammel bestemmelse

i forretningsordenen fra før taletidernes

indførelse i 1930'erne, hvorefter Tinget kan

stemme om afslutning af en debat. Kollegaerne

besluttede uden tøven at standse skatteordførernes

taleiver. Bestemmelsen er dog ikke siden

blevet brugt.

Forhandling om statsministerens åbningstale 4. oktober

2012. I formandssædet sidder Mogens Lykketoft, på

talerstolen står Magnus Heunicke (S), og til venstre ses

folketingssekretær Claus Dethlefsen; foran sidder referent

Karsten Skawbo-Jensen.


tEkNOlOGIENS INdtOG

Et parlament er et slaraffenland for teknologi. Få

virksomheder har som Folketinget kunnet byde på

så mange kryptiske indretninger, der angler efter

moderne teknologi.

Hvilken anden virksomhed har på én gang brug for

at kunne registrere og fremsøge uendelige

mængder af facts og flyvske holdninger i form af

data, tekst og billeder, brug for at kunne optage og

transmittere tv-billeder fra stadig flere møder, og

for med digitale hjælpemidler at omsætte samme

lydoptagelser til forståelig tekst, brug for på nænsomste

vis at indlægge moderne mødestyringsteknologi

i landets smukkeste mødelokaler, brug

for et megastort computerspil for at tiltrække sig

skoleungdommens opmærksomhed, og som den

overordnede røde tråd: Brug for at gøre Borgens

medlemmer og ansatte stadig mere uafhængige

af tid og sted?

alle bruger samme system

Teknologiens indtog i Tinget startede for alvor i

sidste halvdel af 1980’erne, nu for mere end 25 år

siden. Disse fremmedelementers indtrængen i en

organisation, der ellers er udrustet med et stærkt

’immunforsvar’, blev budt indenfor med de gode

værdier, som har præget Folketinget gennem 100

år. F.eks. at man i Folketinget kan deles om de

samme ressourcer i bevidstheden om, at ingen vil

forgribe sig på noget, der tilhører andre. Hele den

teknologiske infrastruktur, opbygget siden 1986,

er således skabt ud fra princippet om, at alle

partier og administrative enheder benytter ét og

samme fælles system. Dette princip er ingen

selvfølge. Mange andre parlamenters udgangspunkt

har været at opbygge isolerede systemer til

hver gruppering, ofte med besværlig kompleksitet

og manglende brugervenlighed til følge.

En anden af husets nyttige værdier er det uhøjtidelige

forhold folketingsmedlemmer og ansatte

imellem og medlemmernes parathed til at gøre sig

selvhjulpne. Disse medlemsholdninger har været et

stort aktiv for indførelsen af den nye teknologi.

Hvor andre parlamenter har haft svært ved at få

deres medlemmer i tale og til tasterne og til at

teKnologiens indtog

tage imod hjælp fra husets it-medarbejdere, har

Folketingets medlemmer haft en ukompliceret og

direkte kontakt til it-folkene. I 2004 førte bestræbelserne

i retning af selvhjælp til en naturlig

beslutning om at overgå til ’single-pc-konceptet’.

Medlemmer såvel som ansatte fik stillet én, og kun

én, bærbar computer til rådighed, som medbringes

overalt. Til gengæld blev stationære computere

såvel på Borgen som i hjemmene udfaset.

nem adgang til service

Teknologiens betydning for medlemmernes

hverdag er taget til siden 1987, hvor den nylig

tiltrådte edb-chef, Erik Jepsen, blev suppleret af

2 it-medarbejdere og en sekretær. Her et kvart

århundrede efter er antallet af it-medarbejdere

steget til over 30. Den fysiske placering af

it-hjælpen er rykket fra Borgens udkant til lige ind

i hjertekulen. Kun 10 meter fra Folketingssalen er i

Vandrehallen indrettet et Servicecenter. Her kan

man få hjælp til alt inden for it og telefoni.

Teknologiens nu centrale rolle i medlemmernes

hverdag er nok tydeligst efter et valg. Nu om dage

er det it-medarbejdere, der som de første dagen

efter valgnatten tager telefonisk kontakt til nye

folketingsmedlemmer for at invitere dem til

omgående privatundervisning i Servicecenteret i

husets brug af it og telefoni. Ti dage efter valget

har alle nye medlemmer fået deres it- og telefoniudstyr

af den it-mentor, der er udset til at stå dem

bi, dag og aften, de første par måneder.

oLe sønDergaarD

it-CHef

Z88, en af de første bærbare

computere fra 1989

37


38 teKnologiens indtog

En af de første VAX minidatamater

fra ca. 1988

et georg gearløs-projekt

Uafhængighed af tid og sted har som nævnt været

i fokus. Før mobiltelefonien blev indført i 2004,

udrustedes medlemmerne med søgere til at spore

dem med. Medarbejderne i telefonomstillingen

kunne få søgeren til at bippe, hvis et medlem

skulle indfanges på Christiansborg. Med en

bippende søger kunne man spurte til nærmeste

gangtelefon eller en bordtelefon på et tilfældigt

kontor. Telefonomstillingen kunne derudover på

store tavler aflæse, om en søger var taget eller sad

i sin holder i porten, og på den måde oplyse, om et

medlem befandt sig inden eller uden for Borgen.

Ved overgangen til mobiltelefoner i 2004 udtænkte

konsulenter et tilsvarende tavlesystem med

placering af avancerede sensorer ved husets

indgange og ved dørene til Folketingssalen. Det var

planen, at telefonomstillingen skulle kunne aflæse,

om et medlem og hans eller hendes mobiltelefon

befandt sig i salen, et sted på Christiansborg eller

helt uden for Borgen. Det var og blev et Georg

Gearløs-projekt, og det fungerede som vinden

blæste. Konceptet blev heldigvis opgivet, da man

kom i tanke om, at ingen ville have nævneværdig

glæde af at vide, hvor et medlem befandt sig, og

også i tanke om, at mobiletelefonen og dens

telefonsvarer jo netop var opfundet for at gøre

denne viden helt overflødig.

varmekanaler kom til nytte

Folketingets første it-systemer kørte i slutningen

af 1980’erne på såkaldte VAX-minidatamater fra

firmaet Digital og skærmterminaler med gule eller

grønne tegn. Altså endnu ikke noget med billeder

og grafik. Christiansborgs oprindelige varmekanaler

i de op til 2 meter tykke mure blev i stor stil

anvendt til at trække kabler til de mange VT220terminaler.

Undervejs i kablingsarbejdet stødte

man desværre på en del asbestforurening, og

større reparationsarbejder måtte sættes i gang

med tilsvarende store forsinkelser til følge.

I hold på 8-10 stykker blev i første omgang kontormedarbejdere

undervist i tekstbehandlingssystemet

WPS+, der var en del af en kontorpakke ved

navn All-in-1. Langsomt blev brugerskaren udvidet

til også at omfatte akademiske medarbejdere og

folketingsmedlemmer. Skærmterminalerne

erstattede skrivemaskinerne for dem, der

benyttede systemet.

Der blev gjort meget ud af arkivstrukturen.

Medlemmerne fik egne personlige arkiver, som de

kunne dele med deres sekretærer, og alle i en

folketingsgruppe fik adgang til en stribe fællesarkiver

til brug for den indbyrdes videndeling. Disse

arkivstrukturer fra for 25 år siden kan man stadig

genfinde konturerne af i de dokumentarkiver, der

benyttes i 2013.

Samtidig med undervisningen i All-in-1 var der

gang i udviklingen af de første parlamentariske

registreringssystemer kaldet FTU (Folketingets

Udvalgsaktdatabase) og FTR (Folketingets

Registreringssystem). Disse søgedatabaser var

forbeholdt administrationen.

I 1989 indledte Folketinget sin bærbare æra

En lille skare nørdede medlemmer ønskede at gøre

forsøg med nogle bærbare tekstbehandlingscomputere,

de havde hørt om. Folketingets nuværende

formand, Mogens Lykketoft, tilhørte gruppen af

nørder, og han medbragte sin Z88’er på flere lange

ture i udlandet til at skrive manuskripter på. Det

centrale All-in-1-system var gearet til at kunne

overføre dokumenter til og fra Z88’eren med en

hjemmelavet brugergrænseflade fyldt med et hav

af 'Vent-et-øjeblik’er'. Men det krævede akkuratesse

og koncentration at bruge en Z88. Ét forkert

tryk, og lagerklodsen var tømt for mange timers

skriverier. Hjemkommet fra en af sine lange rejser

i det russiske stirrede Mogens Lykketoft efter et

sådant fejltryk ganske fortabt på sin tømte Z88.

Edb-kontorets popularitet steg markant, da det

med agent 007-metoder lykkedes at genskabe

manuskriptet.

Det er værd at nævne Ritt Bjerregaard og Uffe

Ellemann-Jensen, når talen er om folketingsmedlemmer,

der har taget et medansvar for it-udviklingen.

Begge deltog de frem til deres udtræden i den

såkaldte Edb-styregruppe, hvor medlemmer fra

forskellige partier gav deres besyv med om

retningen for den teknologiske satsning. Til trods

for, at de i den politiske debat begge var skarpe og

indimellem hårdtslående debattører, var det

karakteristisk for dem begge, at de – også når de


teknologiske landvindinger viste sig at være

sumpede områder – opretholdt en positiv og om

nødvendigt overbærende dialog med administrationens

it-medarbejdere.

folketingstidende i spidsen

Tilbage til 90’erne og de nye muligheder for at

producere tekst i store mængder med det nye

WPS+-tekstbehandlingssystem. Mod al sund

fornuft blev det Folketingstidende, der måtte tage

førertrøjen på og udnytte alle det nye systems

mest avancerede muligheder. Kun få af Tidendes

nok mestendels teknologisk relativt konservativt

indstillede medarbejdere var drevet af lysten til at

bruge den nye teknologi. Men det gik alligevel over

al forventning. Dels var der som nu tale om højt

begavede kolleger, dels gjorde Tidendes medarbejdere

deres bedste for at glæde deres nye unge

kolleger i det nyoprettede Edb-kontor. På en

indforstået og respektfuld måde opstod et smukt

makkerskab mellem den gamle garde af Tidendemedarbejdere

og de nye og velmenende edb’ere.

Det er skæbnens ironi, at det igen var Folketingstidende,

der stod for skud, da de i 2007 gik i gang

med at arbejde med det måske mest avancerede

stykke teknologi, der er taget i brug i Folketinget.

Systemet, der fik navnet Edixi, gør det muligt for

Tidendemedarbejderne at omsætte digitale

lydoptagelser af medlemmernes taler i Folketingssalen

til redigerede referater i computerne ved

hjælp af tale-til-tekst. Denne præstation fra

Tidendes side har gjort Folketinget til et foregangsparlament,

hvad angår produktionen af

referater fra møderne i salen. Siden 2009-10 har

referaterne i lighed med lovforslag m.v. alene

foreligget i elektronisk form på en dertil særskilt

indrettet hjemmeside, www.folketingstidende.dk .

samspilsramte systemer

Det er i stigende grad samspillet de mange

systemer imellem, der har gjort, at Folketinget

fungerer mere og mere åbent, effektivt og korrekt.

De første skridt udi samspil blev taget i 1990, da

overførslen af Tidendes referater til Folketingets

trykkeri, J.H. Schultz Grafisk A/S, skete elektronisk.

Den elektroniske post havde dermed samtidig

taget sine første skridt i Folketinget, om end

Edb-kontoret var meget tvivlende over for, om

e-post på længere sigt havde sin gang på jorden.

Siden da er behovet for systemernes samspil øget i

en sådan grad, at man må se i øjnene, at alt dette

samspilleri også kan føre til komplikationer. Det er

blevet daglig kost, at man ikke uden videre kan

sætte gang i udbygningen af ét system, fordi

det er samspilsramt i forhold til et andet system,

der venter på, at et tredje system bliver opgraderet.

teKnologiens indtog

Det er her værd at nævne det særlige samspilsresultat,

der er opnået i forhold til ministerierne.

Næsten al udveksling af dokumenter med ministerierne

foregår nu elektronisk, og lovforslag publiceres

elektronisk på Folketingets hjemmesider i

stedet for at blive omdelt i trykt form. Man har

tilmed taget konsekvensen af virkelighedens

verden derhen, at kravet om ministrenes fyldepensunderskrift

nu er begrænset til et krav om, at den

elektroniske signatur hidrører fra en betroet

medarbejder i ministeriet.

e-mailens debut i folketinget

I 1992 blev det at maile internt til alvor. Men det

var dengang stadig så epokegørende at modtage

en mail, at Edb-kontoret udviklede en særlig

adviseringsmekanisme, der med en morsekode

signalerede til den heldiges søger, at en mail var

tilgået Indbakken.

Tiden var også inde til fysisk at gøre det muligt at

have edb-arbejdspladser også uden for Borgen.

Den første hjemmearbejdsplads med brug af

Olivetti pc’er blev skabt. Der var stadig ingen grafik

på skærmene. Man måtte nøjes med de samme

tegn og gerninger, som VT220-skærmene i

forvejen viste på Christiansborg. Men der var nye

trillende lyde fra de modemmer, der med 200-300

karakterer i sekundet skabte dengang imponerende

højhastighedsforbindelser mellem hjem og

de store VAX-maskiner i Folketinget.

hvor Så?

”MAN SkAl IkkE GRAVE GRøFtER, hVOR dER

INGEN GRøFtER ER.”

I 1994 blev mails en mere gængs foreteelse, idet

Folketinget nu også kunne udveksle mails med

verdenen uden for murene. Det første store skridt

fra edb-system til kommunikationssystem var

Den første fladskærm på

formandspladsen

39


40 teKnologiens indtog

It-supporterne i arbejde

taget. Men ingen kunne naturligvis forestille sig,

hvad det i fremtiden ville føre til af omvæltninger.

afstemningssystemet

Men der var også nok af andet at tænke på. Chr.

Rovsings bedagede afstemningssystem med

glødelamper til at vise afstemningsresultaterne

var tjenligt til fornyelse. Der fandtes intet på

markedet, der bare lignede det, vi skulle bruge.

Alt skulle igen bygges fra bunden. De monstrøse

diodetavler, der vejede flere ton, kom med kraner

og dårlige nerver ind gennem vinduerne i salen.

Det var absolut ikke noget kønt syn, der mødte en,

da tavlerne blev monteret mod væggen. De lignede

fejlplacerede, slidte skakbrætter. Efter en større

omgang finjustering endte det hele dog heldigvis

med, at afstemningssystemet gjorde den ønskede

lykke og holdt til mosten i mere end 15 år.

Pc’ens indtog

I 1995-96 skete springet til pc-verdenen for alvor.

Det havde af mange grunde trukket ud. Folketinget

var på det punkt bagud i udviklingen. Alle på

Christiansborg fik deres VT220-skærm skiftet ud

til en pc med styresystemet Windows 3.1 og i

tilgift masser af børnesygdomme. Via en 1

megabitforbindelse fik husets brugere for første

gang kendskab til internettets World Wide Web.

Edb-chefen var noget skeptisk over for fænomenets

fremtid. I skrivende stund må imidlertid

nøgternt konstateres, at der nu med Telias

mellemkomst er anlagt en internetkraft med mere

end det 500-dobbelte af den kraft, vi startede

med.

det nordiske it-samarbejde

I forhold til hvem var vi da indimellem bagud? Lige

siden 1988 har de nordiske landes parlamenter

hvert andet år holdt et it-træf. Landerapporterne

har berettet om parlamentslivets gang på it- og

telefronten, og der er blevet holdt mange foredrag

om de fælles udfordringer. I den gode nordiske

broderskabsånd har vi både på kort og på lang

afstand kunnet bruge hinanden til at måle eget

niveau og altså også finde ud af det, når vi

sakkede agterud.

folketingets hjemmeside

Folketingets hjemmeside havde premiere i 1997.

Det var mere end et teknologisk gennembrud. Det

var et opgør med tanken om, at udvalg var for sig,

og at sal var for sig. Offentligheden havde brug for

at se helheder frem for at forstå Folketingets

kryptiske organisationsdiagram. Tidslinjen for en

lovs tilblivelse blev opfundet og de organisatoriske

skel dermed udvisket i den måde, Folketinget

præsenterede sig udadtil på.

Hjemmesiden viste med al tydelighed, at rendyrkede

fritekstdatabaser havde deres begrænsninger.

Søgeresultaterne fra hjemmesiden afhang

meget af, at stamdata var indskrevet med samme

stavemåde alle steder. Og det var ikke fremmende

for fuldstændigheden af et søgeresultat, hvis et

medlem tillod sig at gifte sig og dermed skifte

efternavn midt i valgperioden.

årtusindeskiftet

År 2000 nærmede sig, og Folketingets it-systemer

skulle som resten af verden tjekkes for evnen til at

overleve et årtusindeskift. It-firmaet CSC, det

tidligere Datacentralen, som fra starten havde

været med til at skabe grundlaget for Folketingets

parlamentariske it-systemer, fik til opgave at spore

eventuelle sårbarheder. Overgangen til det næste

årtusinde endte med at foregå fuldstændig

udramatisk.

nye registre

De sidste 10 års teknologiske udvikling i Folketinget

er gået over stok og sten. Lige efter årtusindeskiftet

vandt Mærsk Data en udbudsforretning, der

gik ud på at udskifte de gamle parlamentariske

databaser, FTU og FTR, med et tidssvarende

informationshåndteringssystem. Folketinget

afviste i 2001 resultaterne af de første leverancer

fra Mærsk Data som utilfredsstillende, og det blev

med rettidig omhu besluttet at stoppe samarbejdet

med virksomheden.

Efter en revurdering af projektet i 2002 og ny

udbudsforretning vedrørende et lidt mindre

omfattende system gik opgaven til det norske

Software Innovation, og i 2004 blev TingDok, der

erstattede de tidligere parlamentariske systemer,

bragt til verden. De mange fritekstdatabaser var i

TingDok nu suppleret med masser af kontante

registreringer og relationer. Alt blev fra nu af


hægtet på rette kroge og relateret til rette

sammenhænge. Det var nu muligt at levere

komplette søgeresultater.

Bærbare og smartphones

Den bærbare epoke med single-pc-koncept og

mobiltelefoner fra 2004 førte til yderligere krav fra

medlemmerne om det mobile. Med Svend Auken

som bannerfører indtog de bærbare computere i

2005 Folketingssalen. Der blev installeret strømkabler

i pultene og trådløse routere i væggene. Og

i dag er alle Folketingets lokaleområder gearet til

trådløs kommunikation. Den mobile trend er siden

fortsat, idet alle medlemmer og mange ansatte i

2008 fik smartphones med mulighed for at læse

mails. I 2010 overgik alle til iPhones, og i 2011 har

alle medlemmer yderligere fået stillet en iPad til

deres rådighed.

teKnologiens indtog

fremtiden

Det er ikke godt at vide, hvad der på teknologifronten

i Folketinget skal ske de næste 25 år. Noget

tyder på, at papiret, der i printmængder reduceredes

med 75 pct. efter indførelsen af elektroniske

‘dueslag’ i 2010, nu for alvor bliver truet af

elektroniske alternativer. Måske er begrebet A4 en

anakronisme om bare 5 år. Måske bliver hjemmesiden

som eksistens truet af de apps, der mere

ligner fjernbetjeninger end applikationer i gængs

forstand. Det får vi se, når nogen om 25 år i det

næste jubilæumsskrift tager stafetten op …

41

I 2011 fik alle folketingsmedlemmer

stillet en iPad til rådighed


42 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget

FAGRE, AktUEllE VERdEN –

tAlEGENkENdElSE I FOlkEtINGEt

Referatet af Folketingets forhandlinger er siden

efteråret 2007 blevet fremstillet ved hjælp af talegenkendelse,

dvs. et system, der omsætter tale til

tekst. Hvorfor valgte Folketingets Administration

at indføre talegenkendelse, og hvordan fungerer

tale til tekst-systemet?

fra stenografi til talegenkendelse

Siden indførelsen af grundloven i 1849 er talerne i

Folketinget (og tidligere også i Landstinget) blevet

refereret i deres fulde længde. Frem til midten af

det 20. århundrede sørgede stenografer for at

fastholde politikernes ord og sætninger. Da det

blev svært at rekruttere stenografer, der kunne

arbejde i det høje tempo og med den kvalitet, der

krævedes, gik man i 1968 over til at optage

forhandlingerne i Folketingssalen på spolebånd,

som blev skrevet ud på elektrisk skrivemaskine –

fra 1985 på computer – og derefter redigeret.

I 2000 blev spolebåndoptagelserne erstattet af

et digitalt optagelsessystem, og frem til 2007 blev

referatet produceret i to tempi: En medarbejdergruppe,

tekstbehandlerne, skrev ordret af, hvad

der blev sagt på Folketingets talerstol; desuden

opdelte de teksten i afsnit og satte komma, punktum

m.v. En anden medarbejdergruppe, referenterne,

redigerede talerne; det vil sige, at de bl.a.

omsatte talesproget til talesprogsnært skriftsprog.

I starten af 2000-tallet skulle man udskifte det

daværende it-system til indskrivning og redigering,

fordi det var baseret på en forældet teknik. I den

forbindelse valgte Folketingets Administration i

2003 at indhente viden om tale til tekst-systemer

anvendt i andre parlamenter, der er sammenlignelige

med det danske. Baggrunden var bl.a., at det

blev stadig sværere at rekruttere og fastholde

kvalificerede tekstbehandlere under de gældende

ansættelsesbetingelser.

Dengang var der endnu ikke udviklet et dansk tale

til tekst-system, og man kontaktede derfor Videnskabsministeriet,

som i samarbejde med Kulturministeriet,

DR og TV2 stod for udviklingen af et

dansk system. Desuden fik man Center for Sprog-

teknologi, Københavns Universitet, til at foretage

en afdækning af markedet. Konklusionen var, at

det ville være muligt at få leveret og implementeret

et dansk tale til tekst-system af tilfredsstillende

kvalitet inden udgangen af 2007.

På den baggrund besluttede Folketingets Præsidium

i 2005, at referatet af forhandlingerne for

fremtiden skulle produceres ved hjælp af et tale til

tekst-system, der skulle udvikles til Folketinget.

Systemet blev taget i brug ved fremlæggelsen af

finanslovforslaget i efteråret 2007.

udviklingen af folketingets system

Vores system er udviklet og implementeret af

Sirius IT i samarbejde med Prolog Development

Center A/S og Max Manus A/S. De to sidstnævnte

firmaer har specialiseret sig inden for bl.a. talegenkendelse

og indgår i partnerskab med Philips

Speech Recognition Systems, der har leveret

software til systemet.

I opstillingen af krav til systemet, herunder brugervenlighed,

kunne vi trække på de erfaringer, som

Vejle Sygehus, DR og TV2 havde gjort sig med

udviklingen af de tale til tekst-systemer, de tidligere

havde indført som de første i Danmark. Derudover

er brugerne af systemet blevet inddraget i

udviklingen af vores system for at sikre, at brugergrænseflader

o.a. på den bedst opnåelige måde

imødekommer brugernes behov. Systemet er

integreret med Folketingets digitale lydoptagelsessystem,

Folketingets dokumentbehandlingssystem,

Folketingets hjemmeside, ordbøger og andre

arbejdsredskaber.

tale til tekst-systemets opbygning

Folketingets talegenkendelsessystem består af tre

komponenter:

• en akustisk profil af referenten

• en ordbog

• en sprogmodel

Den akustiske profil er en statistisk model/

matematisk repræsentation af sprogets lyde.

anne Jensen

reDaktionssekretær

Den samlede varighed af

møderne i Folketingssalen

eksklusive pauser var 724

timer i 2003-04, 593 timer i

2006-07 og 514 timer i

2010-11

43


44 fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget

Systemet er leveret med en standardmodel for

dansk, som tilpasses den enkelte referent, ved at

han/hun indtaler 1 times tekst, inden systemet

tages i brug. Referentens udtale af fonemerne i

dansk gemmes i den statistiske model, og derved

bliver den akustiske profil specifik for den enkelte

referent. Den forbedres, i takt med at referenten

bruger systemet.

Ordbogen indeholder ca. 110.000 ord og er opbygget

på baggrund af de sidste 10 års referater; den

er fælles for alle brugere. Vi opdaterer løbende

ordbogen med nye ord, f.eks. rødvinsreform og

CO2-udslip og navne på nye folketingsmedlemmer.

Hvert ord er opført i skrevet form og i en fonetisk

transskription (lydskrift), og alle nødvendige

former af et ord skal lægges ind i ordbogen, hvilket

f.eks. betyder, at vi både opfører rødvinsreform,

rødvinsreformen og rødvinsreformens.

formandenS trængSler

”Taleren: kUkkUk!

Formanden: jEG FORStOd IkkE, At dEt VAR EN

tAlE, MEN dEt FORStåR jEG NU.”

Sprogmodellen er en statistisk baseret beskrivelse

af, hvordan ord kan følge efter hinanden, dvs. sandsynligheden

for, at et bestemt ord følger efter et

andet. Den er udviklet ved at træne systemet på

de sekvenser af ord, som forekommer i de sidste

10 års folketingsreferater. Der er således ingen

syntaks i sprogmodellen, og det betyder, at der

ikke indgår nogen som helst information om, hvilken

ordklasse et ord tilhører, og hvilken syntaktisk

funktion et ord har i en given streng af ord. Det

betyder, at systemet ikke skelner mellem, at ordet

lærer er et verbum bøjet i nutid og udsagnsled i

sætningen De unge lærer ikke nok matematik, og

at ordet lærer er et navneord og indgår i grundleddet

i sætningen En ung lærer har lang forberedelsestid.

Sprogmodellen forbedres, efterhånden som man

anvender systemet, dvs. systemet lærer af at

behandle nye strenge af ord.

Hvordan omsætter systemet tale til tekst?

5 minutter efter at en tale er blevet holdt på Folketingets

talerstol, kan referenten lytte til den og

begynde indtalings- og redigeringsarbejdet. Referenten

lytter til en eller flere sætninger og indtaler

derefter sætningen, samtidig med at han/hun

redigerer den.

Den dikterede tale omsættes til tekst, ved at

systemet sammenligner strengen af lyde i de

dikterede ord med lydene i den akustiske model.

Systemet finder den streng, der bedst svarer til

den dikterede lyd, og sammenligner så med de

fonetiske transskriptioner af ord, der ligger i systemets

ordbog, for at finde ord, der bedst svarer til

de dikterede. Derefter bruges sprogmodellen til at

finde den mest sandsynlige tekststreng. Gennem

de processer finder systemet altså den mest sandsynlige

overensstemmelse mellem det dikterede

og det, der ligger i ordbogen og i sprogmodellen;

og systemet omsætter så det indtalte til en tekst

på referentens skærmbillede.

Hvis udtalen af det dikterede ord er enslydende

med et andet ords udtale som f.eks. hver og vejr,

finder systemet flere ord i ordbogen, hvis transskription

svarer til det dikterede ords. Ordene

forekommer måske med forskellig frekvens, så

systemet bruger derfor også sprogmodellen til at

finde den mest sandsynlige tekststreng, som de

fundne mulige ord kan indgå i. Systemet afstemmer

så de sandsynligheder med hinanden, finder

den mest sandsynlige sekvens af ord og omsætter

talen til tekst.

ukendte ord

Det forekommer af og til, at medlemmerne af

Folketinget i deres taler bruger ord, som ikke ligger

i systemets ordbog. Dem kan systemet naturligvis

ikke genkende. I stedet omsætter systemet ordet

til det ord i ordbogen, hvis udtale ligger tæt på det

indtalte ords. Et par eksempler på det er følgende:

Referenten indtalte … kommunikere via Facebook,

systemet omsatte det til … kommunikere via fisk.

Referenten indtalte Undtagelse fra reglen gælder

tvangskonvertering, mens systemet genererede

teksten Undtagelse fra reglen gælder Tange Sø og

Beijing. Hverken Facebook eller tvangskonvertering

lå på det tidspunkt i systemets ordbog, så referenten

måtte taste de rigtige ord ind i teksten.

Sammensatte ord, der ikke ligger i ordbogen, men

hvis led ligger i ordbogen, omsættes til to ord,

f.eks. blev ordet porteføljeaktier omsat til

sekvensen portefølje aktier.

systemet lærer

Som omtalt ovenfor sker der en forbedring af både

den akustiske profil og sprogmodellen, i takt med

at systemet anvendes. Forbedringen foregår på

den måde, at systemet sammenligner den genkendte

tekst og den eventuelt rettede tekst, dvs.

rettelser, der er sket ved indtaling. Nye sekvenser

af kendte ord vil derefter indgå i den statistiske

sprogmodel. Ord, som systemet ikke har genkendt,

fordi de ikke ligger i dets ordbog, og som referenterne

derfor har rettet ved indtastning, opføres


automatisk på en liste og kan derefter lægges ind i

ordbogen.

Problemer ved talegenkendelsen

På trods af at tale til tekst-systemet fortløbende

lærer nye sekvenser af ord, er der nogle problemer

med genkendelsen. Det gælder især på følgende

områder:

1. Homofoner, dvs. ord, der udtales ens, men som

har forskellig betydning.

Referenten dikterer f.eks. Det har hverken fremmet

samarbejdet eller de resultater, man har opnået…

Er den tanke ministeren fremmed? Den korte

tillægsform fremmet og tillægsordet fremmed

udtales på samme måde, og systemet genererer

teksten Det har hverken fremmed samarbejdet

eller de resultater, man har opnået… Er den tanke

ministeren fremmed?

Ved de udsagnsord, hvis rod ender på vokal efterfulgt

af -r, f.eks. køre, udtales navneformen køre og

nutidsformen kører på samme måde. Nogle gange

danner systemet den forkerte form som i Vi kan

ikke se, hvordan det skal kunne kører godt og Det

gælder om, at alle lære at følge reglerne.

De to forholdsord af og ad udtales begge a, og

systemet omsætter af og til dikteret ad til af som i

Det bringer os ingen vegne at gå videre af den vej.

Dette problem kan til en vis grad undgås, ved at

man udtaler ad med såkaldt blødt d. Men referenterne

skulle gerne kunne bruge systemet uden at

lægge deres udtale radikalt om.

Også infinitivpartiklen at og bindeordet og kan

udtales ens, nemlig å, så vi kan opleve, at systemet

danner teksten Og komme videre i debatten synes

ikke muligt nu, selv om der blev dikteret At komme

videre i debatten synes ikke muligt nu. Problemet

kunne imødegås ved altid at bruge udtalen åw af

ordet og; også det ville gøre indtalingen mindre

ubesværet, for den udtale af og ligger ikke lige på

tungen hos de fleste sprogbrugere.

Systemet skelner ikke altid mellem næstenhomofoner

som f.eks. ven og vend, hvis udtale kun

adskiller sig ved, at vend udtales med stød og ven

uden. Det skyldes, at stød ikke indgår i systemets

akustiske model, og transskriptionen af ordene i

ordbogen omfatter derfor ikke angivelse af stød.

2. Sekvenser af enstavelsesord, hvoraf flere er

ubetonede.

Af og til bliver ikke alle enstavelsesord i en sekvens

omsat til tekst. Der dikteres f.eks. Vi har jo lige haft

en lignende oplevelse, som genereres til Vi lige

fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget

haft en lignende oplevelse. Mest problematisk er

det, hvis ordet ikke mangler i teksten: Sundhedsministeren

har ikke haft området i lang tid omsættes

til teksten Sundhedsministeren har haft

området i lang tid.

3. Ord, der efterfølges af ord med initialt s-.

Referenten dikterer f.eks. Hr. Peter Christensen

sagde det så tydeligt, mens systemet omsætter

det til Hr. Peter Christensens sagde det så tydeligt.

Eller der bliver indtalt Ministerens svar lader meget

tilbage at ønske, som omsættes til teksten Ministeren

svar lader meget tilbage at ønske.

De ovennævnte problemer med genkendelsen

eksisterer stadig, 2 år efter systemet blev taget i

45

Foran statsminister Helle

Thorning-Schmidt på talerstolen

sidder referenten, der registrerer i

systemet, når en ny taler begynder.

Referenten skal i det hele taget

være hurtig på fingrene, for hvis der

ikke er afstemninger, kommer der

ca. 8.000 ord i timen over

tændernes gærde.


46 fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget

EKSAMEN TIL STENOGRAF-ØNSKEJOB

Der blev i gaar paa Christiansborg holdt eksamen til en af de mest

eftertragtede stillinger, en stenograf kan faa – jobbet som folketingsstenograf.

Der er hvert aar langt flere ansøgere, end man har

anvendelse for – til gengæld kan man udsortere sig de allerbedste

stenografer. Folketingets formand har med mellemrum talt om, at

man af økonomiske grunde skulle gaa over til optagelse af Folketingets

forhandlinger paa lydbaand, men det bliver altsaa ikke foreløbig.

Nu er et nyt hold stenografer antaget. Her ses i forreste

række eleverne Edith Lillian Nielsen og Aase Henny Nielsen, samt

i anden række Kitty Kling og Finn Holle. Bureauchef Eigil Olsen

staar tilhøjre og dikterer, og i forgrunden sidder censor, overstenograf

Lund. I baggrunden folketingssekretær Johs. Thorborg.

Stenografien i Folketinget blev

afskaffet i 1968, men næsten lige

indtil da blev der hvert efterår

afholdt eksamener, når der var

stenografstillinger ledige. Dette

udklip stammer fra Berlingske

Aftenavis fra den 19. september

1959.

brug, og altså på trods af at systemets sprogmodel

har haft 2 år til at lære de omtalte ordsekvenser at

kende.

Fejlene i den tekst, systemet genererer, skal selvfølgelig

rettes, inden referatet sættes på Folketingets

hjemmeside. Dog er netop de ovennævnte

fejltyper lette at læse henover, og derfor kræver

arbejdet med tale til tekst-systemet en større

grad af koncentration og omhu af referenterne

end tidligere.

Helt ny arbejdsmetode

I Folketingstidende findes der ikke mere tekstbehandlere,

men udelukkende referenter. Før vi

indførte talegenkendelsessystemet, redigerede

referenterne ved at læse den udskrift af den rå

tekst, som tekstbehandlerne havde fremstillet.

Nu skal referenterne først lytte til sekvenser af

en tale, og mens de lytter til en sekvens, skal de

samtidig redigere for derefter at indtale det

redigerede. Det er dermed en ganske anden og

ny arbejdsmetode, som referenterne har måttet

lære sig selv gennem at arbejde med systemet

og udveksle erfaringer.

Arbejdsmetoden kan nemlig ikke sammenlignes

med, hvordan en simultantolk arbejder, for referenten

skal ikke blot videregive indholdet af, hvad

en taler har sagt fra Folketingets talerstol, nej,

referenten skal holde sig så tæt som muligt til de

sproglige udtryk, som folketingsmedlemmerne har

anvendt, og omsætte talesprog til talesprogsnært

skriftsprog. Desuden skal referenten bryde talestrengen

op med punktummer og sætte komma

og andre tegn, mens han/hun dikterer. Oftest kan

referenten ud over syntaksen bruge intonationen

(sætningsrytmen) til at afgøre, hvor en helsætning

slutter. Andre gange er det ikke så klart, hvor

taleren slutter en helsætning, eller hvordan en

ledsætning hænger sammen med et efterfølgende

sætningsfragment, og referenten skal så overveje,

hvordan der kan skabes syntaktisk sammenhæng i

talen. Derudover skal referenten rette faktuelle fejl

og fortalelser i talerne.

Hvorfor indtaler politikerne ikke direkte i tale til

tekst-systemet? Der er flere grunde til, at systemet

ikke kan anvendes i Folketingssalen, så folketingsmedlemmer

ville kunne indtale deres taler direkte.

For det første kræver opbygningen af en akustisk

profil, at man indtaler mindst 1 times tekst, og en

forbedring af profilen forudsætter, at man løbende

indtaler i systemet. Nogle folketingsmedlemmer er

sjældent på talerstolen, hvilket ville betyde, at

systemet ikke ville kunne omsætte deres tale til

tekst med et tilfredsstillende resultat.

For det andet begynder opbygningen af den

akustiske profil med, at den mikrofon, man indtaler

i, indstilles til lydforholdene i det lokale, man

arbejder i, og den lydstyrke, man taler med. Hvis

lydforholdene og lydstyrken for indtalingen

ændres, skal man igen justere mikrofonen. Det vil

ikke være muligt i Folketingssalen, hvor lydforholdene

ikke kan holdes konstante, f.eks. står talerne

ikke i samme afstand fra mikrofonen, og hvor

talerne taler med forskellig lydstyrke.

For det tredje opnås den optimale genkendelse, når

man taler tydeligt og ikke alt for hurtigt, man skal

nærmest tale som en nyhedsoplæser. Det kan man

hverken forlange eller forvente at folketingsmedlemmer

skal. Eftersom der er taletidsregler under

Folketingets forhandlinger, vil en taler udnytte sin

taletid så effektivt som muligt, og det kan betyde,

at han/hun taler meget hurtigt. Det kan også

betyde, at han/hun afbryder sig selv og starter på

en ny sætning, laver fortalelser eller kommer til at

bruge et forkert ord.

For det fjerde nævner politikerne selvfølgelig ikke,

hvor der skal være punktum, komma m.v. i deres

taler.


Af disse fire grunde kan systemet ikke anvendes af

folketingsmedlemmerne i Folketingssalen. Og selv

om de opbyggede en akustisk profil og lydforholdene

kunne holdes konstante m.v., skulle deres

taler redigeres, herunder rettes for faktuelle fejl og

fortalelser, inden de kunne lægges på Folketingets

hjemmeside.

ønsker til et fremtidigt system

Vores tale til tekst-system genkender hurtigt

meget tale med bl.a. de undtagelser, der er nævnt

ovenfor. For at imødegå de fejl kræves et ganske

andet tale til tekst-system, nemlig et system, som

er tilpasset det danske lydsystem på den måde, at

transskriptionen af ordene i systemets ordbog bl.a.

omfatter stød. Desuden burde der indgå information

om, hvilken ordklasse ordene i ordbogen

tilhører, og hvilken bøjningsform de har. Endvidere

skulle den statistisk baserede sprogmodel trænes

på et større antal tekster, så den fra starten omfattede

flere mulige strenge af ord, og sprogmodellen

skulle kombineres med en regelbaseret

model, dvs. syntaktisk information om, hvilke

sætningstyper der findes i dansk, og hvilke(n)

syntaktisk(e) funktion(er) et ord kan have, f.eks.

at kun et udsagnsord, der er bøjet i tid, kan være

udsagnsled i en sætning.

Et sådant system findes ikke endnu, heller ikke til

genkendelse af engelsk; men vi har da lov til at

håbe, at forskning i især kombinationen af en

statistisk og en syntaktisk baseret sprogmodel,

men også i udvikling af bedre statistisk baserede

sprogmodeller vil bringe os nærmere et endnu

bedre talegenkendelsessystem i en fager og nær

verden.

Arbejdsstation

Lydafspilningsmodul

Filsystem

og

ADO.NET

MURF-system

fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget

Denne artikel blev første gang publiceret i Mål +

Mæle for april 2010. Siden har Folketinget

besluttet at udskifte Max Manus-delen og Word

med en anden editor, der er RTF-baseret, så man

ikke længere er afhængig af Microsofts opdateringer

af Word og Microsoft Office. Samtidig har

Prolog Development Center overtaget hele

ansvaret for talegenkendelsessystemet. Selve

SpeechMagic-systemet er blevet overtaget af det

USA-baserede Nuance, der er førende inden for

tale til tekst-genkendelse.

TransEditor TransPortal Annotationsklient

Tale til tekstmodul

Tale til tekstserver(e)

Forretningslogik og dataobjekter

Data Access

NHibemate

ADO.NET Filsystem

Indskrivningsdatabase

TingDoknetværksdrev

Administration

TingDokservicefacade

Systemkald

47

Overordnet arkitekturdiagram for

tale til tekst-systemet i Folketingstidende

Windowssystem

Planlægningsmodul

Active

Directory

MURF-server Tale til tekst-server(e) MS SQL 2006 TingDok-server Domæneserver

SOAP

Referenten lytter til en taler i

headsettet og indtaler referatet i

computeren, der omformer ordene

til tekst på skærmen

LDAP


48 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


100 åR MEd FUldt tRyk på

100 år er lang tid. Men faktisk rækker Rosendahls-

Schultz Grafisks samarbejde med Folketinget mere

end dobbelt så mange år tilbage. Derfor vil det

også være forståeligt for de fleste, at vi føler os

som en del af den fantastiske myretue og

arbejdsplads, som Folketinget i sandhed er.

Selv skal jeg hele 43 år tilbage i kalenderen for at

finde min første arbejdsdag som ung håndsætter

hos det, der dengang var et komplet trykkeri med

12 håndsættere, 4 trykkere og en pålæggerske, fru

Hansen. Jeg afløste senere faktor Axel Hvidberg,

der nåede at have 50 års jubilæum i trykkeriet.

Trykkeriet i Folketinget var en satellit af hovedtrykkeriet

i Møntergade og havde til huse i kælderen

ud til Rigsdagsgården med indgang til højre for

hovedtrappen. En af de vigtigste opgaver var den

daglige produktion af Folketingstidende, som på

det tidspunkt stadig skete med lange spalter i bly.

Hver eneste dag bragte lastbiler således bakker

med blysats frem og tilbage mellem hovedtrykkeriet

og trykkeriet på Christiansborg, ligesom

cykelbude sørgede for at bringe korrekturtryk frem

og tilbage mellem trykkeriet og Folketingets

”korrektører”. Sådan hed de frem til slutningen af

1980’erne, hvor de kom til at hedde ”tekstrevisorer”,

inden de engang i 1990’erne blev til ”referenter”.

nye tider og ny teknik

Mod slutningen af 1980’erne skrumpede trykkeriet

ind, i takt med at ny teknik begyndte at tage over.

Vi flyttede derfor til andre lokaler med indgang fra

Kongeporten, hvilket faldt sammen med, at blyet

blev erstattet med den såkaldte ATMS-teknik, hvor

Folketingstidende blev trykt i endeløse rækker på

baggrund af film. Men stadig med daglige

transporter frem og tilbage mellem trykkeriet i

Møntergade og Folketinget.

Senere igen blev ATMS erstattet af disketter.

Dermed blev transporterne til trykkeriet pludselig

betydeligt nemmere, hvilket i øvrigt var meget

bekvemt, da hovedtrykkeriet i mellemtiden var

flyttet fra Møntergade til Ottiliavej i Valby. Endnu

100 år med fuldt tryK På

senere blev også disketterne overflødiggjort, da

det blev muligt at overføre opsætningen af

Folketingstidende direkte til trykkeriet pr. kabel. En

teknik, der holdt ved, indtil Folketingstidende fra

og med folketingsåret 2009-10 alene udkom som

onlineversion – og en epoke på flere hundrede år

og tusinder og atter tusinder af trykte eksemplarer

fandt sin slutning.

et livsstilsjob

Rosendahls-Schultz Grafisk har i dag 3 medarbejdere

fast stationeret på Christiansborg. Vi holder

til i Kirkeløngangsbygningen og har absolut ingen

spruttende trykmaskiner. I stedet er vores opgave

nu af en karakter, der klares på computer. Det

gælder eksempelvis korrekturgangen i forbindelse

med skriftlige fremsættelser af lovforslag og

koordinationen mellem Lovsekretariatet og vores

trykkeri i Albertslund.

Mange af de opgaver, vi er involveret i, har i sagens

natur en stærk sammenhæng med de ting, der

sker i Folketingssalen. Det betyder også, at vi

mange gange ”er på” til langt ud på natten – og at

49

tommy krUse

afDeLingsLeDer, rosenDaHLs-sCHULtz

grafisk a/s

Schultz Grafisks håndsætteri ca.

1950 i kælderen, hvor der nu er

besøgsindgang.


50 100 år med fuldt tryK På

Medarbejderne hos Rosendahls-

Schultz Grafisk A/S, afdelingen i

Folketinget. Fra venstre er det

Tommy Kruse, Susanne Jensen og

Preben Zeuner.

vores job i det hele taget er af den slags, der i høj

grad er drevet af interesse og fascination. Og ja,

der har været mange tålmodighedstest gennem de

seneste 43 år. Men samarbejdet og dialogen med

både medarbejdere, embedsmænd og politikere

har hele vejen igennem gjort, at de fleste arbejdsdage

ikke alene har været forskellige, men i høj

grad også sjove.

romertal blev ikke lært på én dag

Apropos sjov har de mange år på Christiansborg

også budt på en perlerække af episoder, der har

fået smilebåndene på overarbejde. Jeg husker for

eksempel en episode fra den tid, hvor alle

lovforslag var nummereret med arabertal, mens

beslutningsforslag var nummereret med romertal.

Nu kan specielt de høje romertal som bekendt

være lidt af en prøvelse at afkode, og sådan var

det da også for en af de politikere, der i næsten

20 år var en af de mere markante af slagsen på

Borgen. En aften mødte jeg ham således på en af

gangene, hvor han stoppede mig og klagede sin

nød over, at det var så svært at læse nummereringen

af beslutningsforslagene. I det samme kom en

af Folketingets betjente forbi, og han kastede sig

straks ud i en særdeles pædagogisk forklaring, der

efterlod den kære politiker begejstret over endelig

at have fået styr på romertallene. Han takkede

derfor mange gange, hvorefter betjenten med et

smil på læben sagde: ”Ingen årsag – og kig endelig

forbi i morgen, så skal jeg også gerne lære dig

arabertallene.” Efter en kort tænkepause udbrød

politikeren nu – i ramme alvor (og på solidt

vestjysk): ”Nej, hvor er det virkelig pænt af dig.

Det vil jeg helt sikkert benytte mig af”.


folKetingets loKaler under forandring

FOlkEtINGEtS lOkAlER UNdER

FOR A NdR ING

Siden 1988 er Folketingets lokaleområde vokset

ganske betragteligt som følge af, at Folketinget

har overtaget Christian IV’s smukke Provianthus

samt ejendommen Christians Brygge nr. 6, som

ligger i forbindelse med Provianthuset ud mod

havneområdet. Bygningen på Christians Brygge

har tidligere huset bl.a. det daværende Landbrugsog

Fiskeriministerium, og det er grunden til, at

bygningen i folketingsjargon kaldes Land og Fisk

eller L-bygningen.

I de sidste 10-15 år har Folketingets lokaler

gennemgået en større forandring, som indebærer

udnyttelse af passive kvadratmeter i arkiver og

depoter, som er blevet omdannet til aktive

kvadratmeter i form af kontorer.

Derudover er der sket en gennemgribende modernisering

samt ændring af farvesætningen på

gangarealer og i udvalgsværelser, gruppeværelser

og øvrige mødeværelser. Disse forandringer er

blevet fremhævet med en moderne lyssætning,

møblering samt spændende udsmykninger af

gangarealer og mødeværelser.

I de sidste 25 år er der kommet mere end 25

meget spændende rumudsmykninger, der sammen

med lys og farver har løftet det æstetiske udtryk

af Folketingets mange mødeværelser, gangarealer

m.v. Det er Folketingets Kunstudvalg med interne

og eksterne sagkyndige medlemmer, der har

rådgivet Folketinget om de mange udsmykninger.

Denne grundlæggende ændring af udtrykket af

Folketingets lokaler og gangarealer fra at være grå,

støvede og lidt kedelige til at være en moderne

arbejdsplads med respekt for de historiske

rammer, er blandt de mest synlige forandringer, der

er sket siden år 2000, og som bliver beundret af

medlemmer, ansatte, besøgende og tv-seere.

større sikkerhed

En anden væsentlig forandring, der er sket i Folketingets

bygninger, er den forøgelse af sikkerheden,

som har været nødvendig at gennemføre især som

konsekvens af terrorangrebet 11. september 2001

på World Trade Center i New York. Dette har

medført ombygning af vagtområdet ved Folketingets

hovedindgang og i Provianthuset samt

etablering af en besøgsindgang med person- og

bagagescannere og et publikumsvendt besøgsområde

i tilknytning hertil.

Siden 1998 har byggearbejderne været styret af

Folketingets arkitekter, Henrik Levison og Dorthe

Andersen.

Nedenfor gennemgås de vigtigste og mest synlige

bygningsmæssige ændringer, der er sket i perioden

1988-2013.

1991: finansudvalgets mødeværelse

Grundlæggende istandsættelse af lokalet og

etablering af den azurblå himmelkuppel, som

hvælver sig over den venezianske krystallysekrone;

den har hængt i guvernørboligen på St. Croix på de

Dansk-Vestindiske Øer, inden de blev solgt til USA i

1917. Malerierne er udført af Jens Søndergård.

Jens CHr. JaCobsen

CHefkonsULent

51

Finansudvalgets mødeværelse med

den smukke himmelkuppel. Det

skulle oprindelig indgå i den del af

Christiansborg Slot, som Kong

Christian X rådede over.


52 folKetingets loKaler under forandring

Tre gange Bjørn

I Provianthusets hovedadgangsrum

bag Den Rosenbergske Trappe har

professor og billedhugger Bjørn

Nørgaard lavet nogle fantasifulde

gulvmosaikker i forskellige sorter

træ, metal og sten. Desuden har

han udformet et siddemøbel med

den lille finurlighed, at man fra en

bestemt vinkel fra etagen ovenover

kan få øje på en snerrende bjørn

med konturerne af en lille bjørn

ovenpå. Siddemøblet havde intet

navn, men en konkurrence blandt

Folketingets medarbejdere i 1994

resulterede i navnet ’Det gyldne π’

(pi).

1991-92: Provianthuset

Folketinget var i slutningen af 1991 begyndt at

flytte ind i de nyetablerede kontorer i Provianthuset,

som er en del af Christian IV’s flådeanlæg fra

starten af 1600-tallet. Mellem Provianthuset og

Tøjhuset (i dag Tøjhusmuseet) lå et havnebassin,

som gennem et smalt havneindløb, hvor i dag Det

Kongelige Biblioteks gamle bygning ligger, gav

adgang til havnen og dermed til Øresund og

Østersøen.

Bygningen, der endnu ikke var færdigrenoveret,

brød i brand i februar 1992, og dette forsinkede

Folketingets ibrugtagning af bygningen i mange

måneder. Efter at bygningen var blevet færdiggjort,

overtog Folketinget hele bygningen bortset

fra den nordlige halvdel af stuetagen, hvor Rigsarkivet

har sin læsesal og publikumsekspedition.

Bygningen rummer på 5 etager kontorer og mødelokaler

til Folketingets medlemmer, Folketingets

Administration og Statsrevisorernes Sekretariat.

Der blev i forbindelse med istandsættelsen af

bygningen udført en række store udsmykningsopgaver,

herunder Hans Chr. Rylanders monumentale

udsmykning i stueetagen, som det tog ham 14 år

at færdiggøre, Bjørn Nørgaards gulv og siddemøbel

på 1. sal samt Lars Ravns blomsterskulptur, der

gennembryder etageadskillelsen mellem 1. og 2.

sal.

1995: l-Bygningen

En del af Erling Olsens ”Olsenplan” (formand for

Folketinget 1994-98) var at skaffe flere lokaler til

Folketinget til brug for den forøgede bemanding,

især i folketingsgrupperne. Ud over Provianthuset

overtog Folketinget det tidligere Landbrugs- og

Fiskeriministeriums bygning på Christians Brygge

nr. 6. Bygningen rummer på 5 etager kontorer til

Folketingets Administration. De kontorer, som

administrationen forlod på Christiansborg, blev

overtaget af folketingsgrupperne.

1997: montrer i vandrehallen

Frederik VII – Grundlovens giver – overvåger venligt

de fire smukke montrer med skudsikkert glas, der

rummer de danske grundlove og ældre forfatningsdokumenter,

det meste dog i faksimiler.

1998-99: ombygning af indre og ydre Hal

Formålet med ombygning af vagtområdet ved

Folketingets hovedindgang var forbedring af

publikumsbetjeningen og den almindelige

adgangskontrol. Det var her, der i ”gamle dage”


lå en lille kiosk inden for den daværende svingdør,

hvor kioskdamen med sin lille pekingeser opholdt

sig, og hvor rørpostanlægget fra Presselogens

kontorer endte, så deres manuskripter kunne blive

afhentet af dagbladenes bude. Den gamle kiosk er

nu blevet erstattet af en mere tidssvarende kiosk

ved foden af trappen.

2000: ministergangen

Navnet ”Ministergangen” kommer af, at der gennem

den er forbindelse til ministerierne i Slotsholmsgade,

eller af, at der her hænger fotos af samtlige

regeringer eller ”ministerier” siden grundloven af

1849. Gangen blev grundlæggende istandsat i år

2000 med en dristig gammelrosa farvesætning

som reference til bygningens oprindelige rokokointeriør.

2001: 2. sals gang

Den ny farvesætning i Folketinget tog for alvor fart

ved renoveringen af det lange gangforløb på 2. sal.

Her var nogle af korridorerne fyldt op af reoler med

Berlingske Tidende siden 1852, og der var kedelig

belysning og ubestemmelige vægfarver. Det var

meget slidt. Reolerne blev fjernet, vægfarver og

belysning blev udvalgt i samarbejde med de to

store tv-stationer, mens Statens Museum for Kunst

udlånte 30 store malerier. Hele gangområdet blev

omdannet til en velegnet scenografi for politiske

interviews, samtidig med at gangene signalerede

en moderne og dynamisk arbejdsplads. Folketingets

arkitekter modtog den skandinaviske

farvepris for renoveringen af gangarealet på 2. sal.

I tv-serien ”Borgen” er der en del episoder, der

foregår på ”den røde gang”. Det foregår dog ikke

live, men i en tro kopi af gangen med den særlige

”folketingsrøde” farve opbygget i et af Danmarks

Radios studier.

2001-03: 3. sals gang

Også 3. sals gang blev renoveret med en varm gul

farve. Udsmykningen består af et ”neontapet”

udført af Astrid Krogh, der tager sit historiske

udgangspunkt i Vandrehallens berømte skønvirkefrise.

Herudover er der på 3. sal udstillet kunsthåndværk

og moderne danske møbelikoner.

2003: snapstinget

Snapstinget gennemgik i slutningen af 1980´erne

en meget omdiskuteret renovering med omvendte

pyramider i røde og blå farver rundt om søjlerne og

”S-togsbagagenet”-formede belysningsarmaturer.

Mange mente, at renoveringen var helt ude af trit

med ånden på Christiansborg Slot.

Den renovering af Snapstingsområdet, der blev

gennemført i 2003, tog derfor udgangspunkt i den

oprindelige udformning af Snapstinget med

folKetingets loKaler under forandring

forsænket gulv midt i medlemmernes spisesal.

Herudover blev hele Snapstingsområdet moderniseret

og åbnet op med monumentale glasdøre,

ny belysning, marmorpuds, akustikregulering,

buffetområde og tidssvarende møblering.

Udsmykningen med portrætter af tidligere

medlemmer af Folketinget og Landstinget skal

opfattes som en installation, hvor de nuværende

folketingsmedlemmer m.fl. kan se på deres

forgængere i faget, som har spist, forhandlet og

hygget sig i det selvsamme lokale.

Spisestedet ”Rottehullet” med de populære pizzaer

eksisterer ikke længere, og lokalet benyttes nu

som separat kabinet til spisning til frokost og

aften.

2005-06: grundlovsværelset, grønlands- og

færøværelserne.

Det tidligere direktørkontor i Vandrehallen er

blevet omdannet til mødelokale udsmykket af Nina

Sten-Knudsen.

De to små mørke mødeværelser lige uden for

Folketingssalen er via lys- og farvesætning,

møblering og kunstnerisk udsmykning blevet

omdannet til meget attraktive og spændende

lokaler. De kaldes nu for Grønlandsværelset og

Færøværelset. Aka Høegh har udsmykket Grønlandsværelset

og Tróndur Patursson Færøværelset.

2007: Pressecenter og ”Brydesen”

Yderst i ”Sibirien” på 3. sal i Christiansborgs østfløj

havde bl.a. Biblioteket en række arkivlokaler, og

herudover var lokaleområdet kun sporadisk

udnyttet. Arkiverne blev ryddet, skillevægge revet

ned, og ud af byggestøvet kom et stort område, der

blev indrettet til kontorer for pressen og til arbejdsstationer

med et arbejdsbord og internetopkob-

53

Den røde gang på 2. sal, også kendt

fra tv-serien ’Borgen’, blev gennemgribende

renoveret i 2001


54 folKetingets loKaler under forandring

Ad disse gange har geheimekabinetsminister

Johann Friedrich

Struensee og dronning Caroline

Mathilde gået i årene før 1772, når

de skulle i Hofteatret. Struensee

har måske båret de samme sko,

som afslørede ham og dronningen,

fordi træske kammerpiger havde

strøet mel på gulvet i dronningens

soveværelse. De tre gangforløb, der

udgør Ridebanefløjen, består af

øverst til venstre den lysegrønne

Runde Stald, nedenunder den

violette Lave Stald, og til højre den

rosa Høje Stald, der på et tidspunkt

blev anvendt som rustkammer, hvor

kongen opbevarede våben. Alle

gangene er blevet renoveret i

2010-11.

ling, som kunne benyttes af de pressefolk, der ikke

havde faste arbejdspladser/kontorer på Christiansborg.

Disse arbejdspladser bruges f.eks. i forbindelse

med valg, folkeafstemninger og lignende,

der medfører invasion af den udenlandske presse.

De nye kontorer betød, at pressen skulle frigive

kontorer andre steder i Folketingets lokaleområde.

Det tidligere caféområde på 2. sal, ”Brydesen”, som

var opkaldt efter den legendariske restauratør Jens

Brydesen fra Snapstinget, blev istandsat inspireret

af den klassiske amerikanske diner og med spejle,

som forstærker rummets intimitet.

2008: Besøgsindgangen

Terrorangrebet på World Trade Center i New York

i 2001 betød, at sikkerheden i Folketinget blev

skærpet, i første omgang i forbindelse med de

eksisterende indgange til Folketinget og Provianthuset

og senere i forbindelse med etablering af en

ny besøgsindgang for Folketingets gæster. Her

blev der mulighed for scanning af personer og

bagage inden adgangen til selve Folketinget. Selv

om adgangskontrollen til Folketinget er blevet

skærpet, er der alligevel blevet bedre plads til de

mange besøgende, ligesom der er kommet

forbedrede garderobe- og toiletforhold.

Samtidig med etableringen af besøgsindgangen

blev hovedtrappen renoveret, og der kom ny

belægning af bornholmsk granit langs med

facaden ud mod Rigsdagsgården.

2009: Biblioteket, 3. sal

Modsat Pressecentret yderst i sydfløjen på 3. sal

oppe over Snapstinget havde Biblioteket også en

række arkivrum. Området er blevet omdannet til

lyse og luftige kontorer til Bibliotekets ansatte og

er endnu et godt eksempel på aktivering af passive

kvadratmeter til kontorbrug.

2010-11: servicecenter og søndre ridebanefløj

Der blev i forbindelse med en organisationsomlægning,

der havde til formål at bringe en række

servicefunktioner tættere på medlemmerne,

etableret et helt nyt Servicecenter ud mod Vandrehallen.

Servicecentret ligger i det lokaleområde,

hvor tidligere Bureauet og Medlemsafdelingen har

haft til huse. Her kan medlemmer og ansatte få

ordnet alt med it og telefoner, adgangskort og

nøgler, postbetjening, afhentning af rensetøj

m.m.m. Lokalet er malet med en dynamisk rød

farve, der spiller op til det mødested med fart over

feltet, som Servicecentret er.

Samme år skete en omfattende istandsættelse af

hele det fantastiske gangareal med tre gangforløb,

som udgør Ridebanefløjen. Det, der springer mest i

øjnene, er lys- og farvesætning samt udsmykningen,

der understreger bygningens rokokointeriør.

Specielt det midterste gangforløb, ”Høje Stald”,

med en længde på 63 m, en højde på 8 m og en

bredde på 3 m med 10 store lysekroner med 256

LED-pærer i hver er imponerende. Udsmykningen,

der består af 60 unikaværker på papir i cirkulære

rammer, er udført af billedkunstneren Niels Erik

Gjerdevik. Senere fulgte renovering af trapperummet

til Ridebanen.

Folketingets arkitekter modtog i 2011 Danske

Malermestres farvepris for renoveringen af

Ridebanefløjen og Servicecentret.


2011-12: Besøgsområde i kælderen

I forbindelse med den nye besøgsindgang er der

etableret et besøgsområde for Folketingets

gæster, hvor den besøgende kan få en introduktion

til Folketinget og den demokratiske proces inden

besøget i selve Folketingsbygningen. Der er informationsmateriale

i form af en tidslinje for demokratiets

historie i Danmark, historiske politiske

taler, effekter med relation til demokrati og

folkestyre, fotos af de nuværende medlemmer

af Folketinget m.v.

2012: sikkerhed m.v.

I 2012 skete der en yderligere forbedring af

sikkerheden ved Folketingets indgange samt en

forbedring af serveringsmulighederne ud for

Fællessalen ved nedlæggelse af tre små kontorer

i stuetagen ud mod Indre Slotsgård. Herved fås et

stort lysindfald til det ellers lidt skumle område

foran Fællessalen.

Hvad bliver det næste?

I 2013-14 er det planen at indrette de to nederste

rum i Christiansborgs tårn til spise- og konferencelokaler

til Folketinget. Det er endvidere planen, at

offentligheden skal have adgang til tårnet og den

fantastiske udsigt via en elevator fra Ruinmuseet

under tårnet.

Herudover er det efter anbefalinger fra PET planen

at lukke Rigsdagsgården for gennemkørende trafik

med biler samt at opsætte lave granitbarrierer med

bænke rundt om hele Christiansborg Slotsplads –

alt sammen med det formål at forhindre, at uautoriserede

køretøjer kan parkeres tæt på Christiansborgs

mure. Fodgængere og cyklister vil frit kunne

færdes både på Slotspladsen og i Rigsdagsgården,

der vil blive omdannet til attraktive byrum til

glæde for borgerne.

I horisonten ses konturerne af et projekt, hvor

Folketinget overtager Rigsarkivbygningen til brug

for kontorer til Folketingets medlemmer og

ansatte. Projektet har længe været i støbeskeen,

men afventer en politisk beslutning om udflytning

af de sidste dele af Statens Arkiver fra Slotsholmen

– og det koster mange penge, som endnu ikke

er prioriteret af de skiftende regeringer.

Men hvem ved? Måske kan de fremtidige forfattere

til foreningens 125-års jubilæumsskrift skrive den

spændende historie om dette store projekt.

55


56 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


BaCK to BasiCs – administrationens oPBygning og oPgavefordeling

BAck tO BASIcS –

AdMINIStRAtIONENS OpByGNING

OG OpGAV EFOR dElING

organisationen i 2012

Et hurtigt blik på organisationsdiagrammet viser,

at Folketingets administration er delt op i to

områder, det parlamentariske og det administrative/servicerende

område. Begge områder leverer

naturligvis service, men måske skjuler betegnelserne

en reminiscens fra tidligere tiders opdeling

i ”parlamentarisk bistand” og ”praktisk service”.

Det er forsøgt at give de enkelte enheder navne,

der kort og klart viser, hvad enheden beskæftiger

sig med, så man alene ved at se på organisationsdiagrammet

får et ganske godt overblik over

organisationens opgaver.

Derfor skal organisationsdiagrammet blot suppleres

med følgende:

I Ledelsessekretariatet indgår Protokollen, som

varetager al tilrettelæggelse af officielle besøg i

Folketinget. Under Det Internationale Sekretariat

hører også EU-oplysningen, ligesom der til Folketingets

Bibliotek er knyttet Folketingets Oplysning.

Også Folketingets Journal og Arkiv hører under

Biblioteket. I Driftsenheden befinder sig Arrangementsteamet,

der varetager driften af Folketingets

mødelokaler mv. I It-Systemer indgår endelig

Servicecenteret, hvor medlemmer og andre af

husets brugere kan henvende sig med alle deres

problemer.

Ved den store organisationsændring i 1990 nedlagde

man Bureauet og Sekretariatet til fordel for

en opdeling i egentlige afdelinger med chefer, der

i en chefgruppe skulle koordinere den samlede

service til medlemmerne. Paradoksalt nok blev

organisationen relativt hurtigt på det mentale plan

atter delt op i ”parlamentarisk bistand” og ”administrativ

service”, trods mange gode hensigter om

det modsatte.

Den foreløbige slutsten på udviklingen ”back to

basics” var genetableringen af Folketingssekretariatet

i 2009, idet man dog ikke gik så vidt som til

også at genåbne Bureauet. Noget kunne tyde på,

at den gamle opdeling er et overordentlig livs-

kraftigt design, måske fordi denne struktur i

virkeligheden er så logisk, at det er svært at

argumentere ædrueligt imod den.

JoHn baastrUp

personaLeCHef

57


58 BaCK to BasiCs – administrationens oPBygning og oPgavefordeling

missionen

Det betyder selvfølgelig ikke, at organisationen

dermed er vendt tilbage til ”de gode, gamle dage”.

Tværtimod har de mange ændringer og justeringer

efterhånden udkrystalliseret administrationens

raison d´être til klart sprog:

”Folketingets Administration sørger for, at folketingsmedlemmerne

kan koncentrere sig om det

politiske arbejde”, hedder det nu i administrationens

mission.

Egentlig uhyre enkelt og indlysende, men ikke

desto mindre et budskab, som det har taget en del

tid og kræfter at nå frem til. I forhold til tidligere

budskaber med stort set det samme indhold (for

det er jo ikke noget nyt, at organisationen er til for

medlemmerne) er administrationens mission i dag

helt uforbeholden. Tidligere tiders forbehold såsom

”… inden for de givne rammer” og kreativ jonglering

med begreberne ”bistand” og ”service” er forladt,

så det nu står helt klart, hvorfor vi overhovedet har

en administration.

Freudiansk Fortalelse

”dISSE MEdARBEjdERSAMtAlER VIl

FORhåBENtlIG køRE AF SpOREt I løBEt AF

EFtERåREt.”

Har denne enkle og næsten selvfølgelige sætning

så afskaffet alt behov for koordinering, samarbejde

på tværs og arbejdet med helhedssyn?

Selvfølgelig ikke. Og den nutidige og stringente

opdeling i velafgrænsede enheder inden for de to

store områder løser naturligvis ikke alt. Men det er

oplevelsen, at enhederne er veldefinerede i forhold

til opgaveporteføljen, og at tidligere tiders

”grænsestridigheder” er svundet ind til – som

oftest – konstruktive diskussioner om, hvor en

opgave mest hensigtsmæssigt løses. Vel at mærke

ud fra en diskussion af det hensigtsmæssige set

fra medlemmernes synspunkt.

Med opdelingen i de to store områder er der

desuden skabt tværgående faglige fællesskaber,

hvor det falder lige for at arbejde sammen om

opgaveløsningerne.

en flad ledelsesstruktur

Karakteristisk for den nuværende opbygning af

administrationen er, at strukturen er relativt flad.

Der er ikke lang vej fra ”medarbejderen på gulvet”

til direktionen.

Dette bevidste mål – sammenholdt med, at

chefgruppen løbende er blevet mindre – giver den

enkelte chef et relativt stort ledelsesansvar i form

af mange medarbejdere og/eller et stort kompetencespænd.

Det opleves selvsagt mere udfordrende

og stiller også krav om nye ledelsesformer,

ganske enkelt fordi den enkelte chef ikke mere kan

overskue alt i sin enhed på samme detaljeringsniveau

som tidligere.

Det stiller også nye krav til medarbejderne, for selv

om ledelsesstrukturen er flad, er der selvsagt flere

medarbejdere i hver enhed, der ønsker chefens

opmærksomhed eller ligefrem involvering i opgaveløsningen.

selvledelse

Bl.a. derfor har det været nødvendigt med andre

måder at lede på, og her har indførelsen af

selvledelse på den ene side vist nye veje, og på den

anden side udfordret både chefer og medarbejdere.

Målet med selvledelse er at skabe en endnu

bedre arbejdsplads og dermed bedre serviceydelser

og mere tilfredse medlemmer. Selvledelse

beskrives i Folketingets organisation på følgende

måde:

"Selvledelse har til formål at understøtte en stabil

driftsafvikling, medlemsorientering og helhedstænkning,

idet vi

• viser tillid og tager ansvar

• giver frihed til at tage initiativer og beslutte

• øger samarbejde og videndeling

• udvikler os selv, vores opgaver og vores

organisation

• delegerer under hensyn til kræfter og ressourcer

og i takt med udvikling af de personlige og

faglige ressourcer."

Det lyder jo godt i det flestes ører. For hvem vil ikke

gerne vises tillid, involveres og tage selvstændige

beslutninger? Udfordringen er imidlertid at

bevæge sig fra en traditionel ”regelorienteret”

kultur, hvor processer reguleres af politikker,

vejledninger og regler, til en kultur, hvor der i stedet

stilles krav om kreativitet, initiativrigdom,

beslutningsdygtighed og konduite – og måske

nogle gange mod til at bøje reglerne, når hensynet

til opgaveløsningen taler for det.

fremtiden?

Vi har nok ikke set den sidste organisationsændring

i Folketingets administration. Opgaver

ændrer sig eller falder bort, og nye kommer til.

Medlemmernes krav og behov ændrer sig. Og nye

teknologier giver nye muligheder for opgaveløsning,

organisering og arbejdstilrettelæggelse.


Det er næsten banalt at pege på it-området som

eksempel, men it har ikke kun en snæver teknologisk

betydning. It har influeret på stort set alle

områder og alle opgaveløsninger. Eksempelvis

kunne man i de gode, gamle dage, som ikke er så

fjerne endda, skrive på en sag, lægge den i en brun

cirkulationskuvert og ved hjælp af en piccolo lade

den transportere til den anden ende af Christiansborg,

hvorefter man med sindsro kunne afvente et

svar den følgende dag. Sådan er det ikke mere.

Hvor de brune kuverter efterhånden er en sjældenhed

og piccoloer ikkeeksisterende, udsættes

man nu i stedet dagligt for et tæppebombardement

af e-mails. Tempoet er steget voldsomt, og

forventningerne om hurtigt svar er store hos alle.

Lovsekretariatet

Folketingstidende

BaCK to BasiCs – administrationens oPBygning og oPgavefordeling

Parlamentarisk Afdeling

Folketingets Protokol

Folketingssekretæren

(vicedirektør)

1. Udvalgssekretariat

Finansudvalgets Sekretariat

2. Udvalgssekretariat

3. Udvalgssekretariat

Nordisk Råds Sekretariat

Folketingets administration

EU-sekretariat

Organisation pr. 1. februar 2002

Folketingssekretæren

(vicedirektør)

Parlamentarisk Afdeling

Lovsekretariatet

Folketingstidende

Folketingets Protokol

Udvalg og delegationer

1. Udvalgssekretariat

Finansudvalgets Sekretariat

2. Udvalgssekretariat

3. Udvalgssekretariat

Nordisk Råds Sekretariat

EU-Sekretariatet

Europaudvalgets

Sekretariat

Folketingets

EU-oplysning

EU-konsulenten

Folketingets formand

Folketingets direktør

Planlægningskontoret

Men it har ikke kun betydet noget for tempoet. En

del egentlige organisatoriske ændringer kan også

tilskrives ændret teknologi, og vi har helt sikkert

ikke set det sidste endnu.

Så også i fremtiden vil vi se ændringer i organisationen

og i opgaverne. Noget kunne dog tyde på,

at den nuværende organisationsstruktur med sin

klassiske opdeling og veldefinerede enheder

sammenholdt med arbejdet med selvledelse vil

være temmelig robust over for fremtidens

udfordringer.

Det kan imidlertid kun tiden vise.

Administrations- og Serviceafdeling

Personale

og økonomi

Løn- og Økonomikontoret

Personalekontoret

Brugercentret

Serviceenheden

Formands- og

Ledelsessekretariatet

Brugerservice

Folketingets administration

Organisation pr. 1. januar 2002

Folketingets formand

Folketingets direktør

Administrationsog

Serviceafdelingen

Planlægningskontoret

Personale og økonomi

Løn- og Økonomikontoret

Personalekontoret

Brugerservice

Brugercentret

Serviceenheden

Sikkerhedsenheden

Vedligeholdelsesenheden

Rengøringsenheden

Sikkerhedsenheden

Vedligeholdelsesenheden

Rengøringsenheden

Lovsekretariatet

Kommunikationsog

It-afdeling

It & Tele

Information &

Kommunikation

Bibliotek, Arkiv &

Oplysning

Folketingets Administration

Parlamentarisk Afdeling

Folketingets Protokol

1.Udvalgssekretariat

Finansudvalgets Sekretariat

2. Udvalgssekretariat

Folketingstidende

Formands- og

Ledelsessekretariatet

Kommunikations- og

It-afdelingen

It & Tele

Information &

Kommunikation

Bibliotek, Arkiv &

Oplysning

Folketingssekretæren

(vicedirektør)

3. Udvalgssekretariat

Nordisk Råds Sekretariat

Personalepolitisk Redegørelse 2005 Bilag 1

Organisationsplan for Folketingets Administration

EU-sekretariat

Planlægningskontoret

Folketingets administration

Administrations- og Serviceafdeling

Personale

og økonomi

Løn- og Økonomikontoret

Organisation pr. 1. januar 2003

Folketingets formand

Folketingets direktør

Personalekontoret

Brugercentret

Serviceenheden

Brugerservice

Sikkerhedsenheden

Vedligeholdelsesenheden

Formands- og

Ledelsessekretariatet

Rengøringsenheden

It & Tele

Kommunikationsog

It-afdeling

Parlamentariske

Systemer

Information &

Kommunikation

Bibliotek, Arkiv &

Oplysning

59

Administrationens organisationsdiagrammer

fra de sidste 15 år


60 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år

En stor skare af Folketingets

medarbejdere samlet på den store

trappe 23. oktober 2012


fra dengang til nu – lidt om de første 75 år

61


62 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


SIkkERhEd OG åBENhEd

Folketinget har igennem årtier praktiseret åbent huspolitikken,

således at alle medlemmer, ansatte,

brugere og gæster kan føle sig velkomne i huset.

Det har imidlertid vist sig nødvendigt at skærpe

sikkerheden i Folketinget i takt med den globale

udvikling, internationaliseringen og den ændrede

politik i Folketinget vedrørende Danmarks engagement

i fredsbevarende opgaver, bl.a. under FN, op

igennem det sidste årti. Som det fremgår af det

følgende, har der været en del hændelser, som i

marts 2003 kulminerede med angreb med maling

på statsminister Anders Fogh Rasmussen og

udenrigsminister Per Stig Møller efter et møde i

Udenrigspolitisk Nævn.

trusler og risici

I samme periode har der løbende været henvendelser

fra medlemmer af Folketinget, medlemssekretærer

og ansatte, der har modtaget forskellige

forsendelser og trusselsbreve, som er blevet

overladt til politiet til nærmere efterforskning.

Som et eksempel på en henvendelse kan nævnes

den situation, at en tidligere udenrigsminister stod

med en lille pakke fra Makedonien; han ventede

ikke nogen pakker derfra, så han ønskede derfor

ikke selv at åbne den. Pakken blev overladt til

sprængningseksperterne fra Farum Kaserne for at

få kontrolleret, om der var materialer i, som kunne

forårsage personskade.

Allerede i midten af firserne blev der ud over den

fysiske bevogtning af indgangene til Folketinget

etableret et elektronisk overvågningssystem, som

primært kunne håndtere brandalarmer og tekniske

alarmer, som blev overvåget centralt i Portvagten.

demonstrationer og indtrængen

Der har dog alligevel været demonstrationer og

happenings i Folketingets lokaleområder. En af de

væsentligste grunde til, at der blev etableret

sluser ved køkkenindgangen og ved den centrale

indlevering, var besætteres indtrængen. På en

valgaften formåede de at komme helt ind i

Danmarks Radios studie i Fællessalen, og senere

siKKerHed og åBenHed

under en Christianiadebat i 1988 tiltvang de sig

adgang til Folketingssalen via køkkenindgangen,

som på daværende tidspunkt ikke var sikret.

Dette bevirkede, at den elektroniske overvågning

blev udvidet til også at omfatte et skalsikringssystem

for hele Folketingets bygningsmasse, således

at alle alarmsikrede døre, kameraovervågede døre

og sikrede områder blev tilsluttet det elektroniske

overvågningssystem i vagtrummet.

For at sikre en ensartet håndtering af adgangsforholdene

i Folketinget, blev der i 1991 udarbejdet

en beredskabsplan, som beskriver de adgangs- og

beredskabsniveauer, der gælder i Folketinget til

daglig og i skærpede situationer. Disse retningslinjer

følges selvfølgelig af Betjentkorpset.

Trusselsbilledet har gennem årtier ligeledes

løbende været drøftet med politimyndighederne

for at sikre, at det parlamentariske arbejde i

Folketinget ikke forstyrres. Således er alle planer

for evakuering ved bombetrusler for Folketinget

koordineret med politimyndighederne.

Under Golfkrigen i 1991 blev sikkerhedsniveauet

for hele centraladministrationen hævet, herunder

også Folketinget, således at alle medlemmer og

ansatte skulle være i besiddelse af et adgangskort

til Folketinget. Herudover skulle de personer, der

ønskede adgang til Folketingsbygningen, enten

fremvise adgangskort eller være anmeldt af medlemmerne

eller partierne til betjentene i Portvagten.

I midten af halvfemserne lykkedes det en gruppe

på seks autonome personer at trænge ind i

Socialdemokratiets gruppeværelse (S-090) og

hænge bannere ud af vinduerne. De var kommet

ind i huset under påskud af, at de skulle besøge et

partisekretariat,

stramninger af sikkerheden

På baggrund af et notat af 12. september 1995 fra

administrationen om skærpelse af sikkerheden

besluttede det daværende Præsidium en forøgelse

af det eksisterende sikkerhedsniveau, dels i form

kim H. peDersen

overinspektør og sikkerHeDsCHef

63

På en mødedag går i gennemsnit

3.600 mennesker ind i

Folketingsbygningen – og ud

igen


64 siKKerHed og åBenHed

Folketingsbetjent Karina Jarlbæk

tager imod gæster i besøgsindgangen

i kælderen

af en mere restriktiv anvendelse af gældende

regler og sikkerhedsinstrukser, dels ved en

ombygning af Indre og Ydre Hal. Dette medførte

bl.a., at gæster skulle hentes og bringes fra

indgangene, ligesom der indførtes et krav om, at

besøgende skulle kunne forevise legitimation på

betjentes foranledning. Konsekvensen af det var,

at huset ikke blev opfattet så åbent som før.

Den 12. juni 1996 trængte tre aktivister under påskud

af at skulle op på Biblioteket ind i og besatte

Venstres gruppeværelse (2-090), barrikaderede

sig, sømmede døren til og smed møbler ud på

Slotspladsen. Med udgangspunkt i det hændelsesforløb

blev et nyt notat om skærpelse af sikkerheden

fremlagt for Præsidiet i august måned. Alle

sikkerhedsinstrukser og procedurer var blevet overholdt

af personalet i Sikkerhedsenheden. Konklusionen

blev, at Præsidiet var tilfreds med det

eksisterende sikkerhedsniveau og fandt, at

allerede gennemførte stramninger med hensyn

til forevisning af legitimation for besøgende til

Biblioteket og strammere håndtering af sikkerhedsreglementet

var tilstrækkelige.

ufrivillige afbrydelser i det daglige arbejde

I sommeren 1999 blev Folketinget med en måneds

mellemrum udsat for to bombetrusler, der blev

indtelefoneret direkte til Københavns Politigård. De

bevirkede, at Folketingets lokaleområder, Statsministeriet

og De Kongelige Repræsentationslokaler

måtte evakueres totalt; politiets indsatsleder

kunne nemlig ikke udlede oplysninger om

bombernes placering på slottet. Konsekvensen af

dette blev et længerevarende ophold i Bibliotekshaven

for medlemmer og ansatte plus afspærring

af Indre Slotsgård og Rigsdagsgården på grund af

faren for bilbomber og en total omlægning af

trafikken på hele Slotsholmen, indtil politiets

bombehunde fik afsøgt slottet for bomber.

Præsidiet besluttede på grundlag af et notat af

10. november samme år, at de gældende sikkerhedsregler

skulle opretholdes; dog skulle der til

stadighed arbejdes med de sikkerhedsmæssige

forhold, således at beredskabsplanen skulle ajourføres,

instrukser tydeliggøres, procedurer justeres,

tekniske installationer forbedres, uddannelsen af

betjentene udbygges og krisesituationer trænes.

Ligeledes var der konkrete overvejelser om at

skabe en endnu bedre sikkerhed ved vareindleveringen

i Folketinget.

World trade Center

I 2000 blev der sat et større udredningsarbejde

i gang omkring sikkerheden, hvor eksperter fra

Politiets Efterretningstjeneste (PET), Københavns

Politi og sprængningseksperter fra forsvaret deltog

i en møderække. Ud fra konkrete vurderinger

af retningslinjerne for adgangsforhold, bygningens

beskaffenhed m.v. blev der udarbejdet et sikkerhedsnotat,

dateret 14. september 2001. Det blev

fremlagt til behandling i Præsidiet umiddelbart

efter terrorhandlingen mod World Trade Center i

New York den 11. september 2001. På baggrund

af anbefalingerne fra den nationale sikkerhedsrådgiver

og i lighed med i centraladministrationen

blev der gennemført en skærpelse af sikkerheden

i Folketinget.

fokus kan blive rettet mod danmark

Krigen mod terror, der foregår i samarbejde med

øvrige vestlige lande, og hvor danske soldater og

kampfly har deltaget i Afghanistan og i en direkte

konfrontation med Irak i samarbejde med USA og

Storbritannien uden FN-mandat, vil betyde en

væsentligt skærpet opmærksomhed mod

Danmark. Bl.a. har Danmark for nærværende en

større landstyrke i Irak, hvilket også har den

konsekvens, at fokus for terrorhandlinger fra

terrornetværk kan blive rettet mod Danmark og

herunder Folketinget.

Bombe- og terroranslag i Stockholm og ikke mindst

sidst i Oslo den 22. juli 2011 med tragedien på

Utøya har været meget voldsomme. Center for

Terroranalyse vurderer også, at lignende anslag vil

kunne ske i Danmark.

Det må imødeses, at Danmarks stigende engagement

i internationale konflikter vil betyde, at

sikkerhedsniveauet jævnligt må skærpes. Det

begrænser naturligvis den åbenhed, vi ellers

ønsker os. Men Folketinget har prøvet at kompensere

ved til stadighed at forbedre mulighederne for

besøg og omvisninger, senest ved indretningen af

en særlig besøgsindgang og smukke informationsog

undervisningslokaler.


FOlkEtINGEtS tV

NU kAN AllE FølGE FOlkE-

StyREtS ARBEjdE dIREktE

Folketinget har fået sin egen tv-kanal, som giver

borgerne praktisk talt samme mulighed for at se

Folketinget i arbejdstøjet, som hvis de mødte op på

Christiansborg.

Det er ikke nyt, at debatterne i Folketingssalen

bliver sendt på tv. Det har faktisk stået på siden

1990’erne. Først var det DK4, som sendte debatterne

fra salen direkte på kanalen. I 2004

begyndte DR2 at sende debatterne, mens vigtige

høringer fortsat blev sendt på DK4. Men da DR2

afsluttede de direkte transmissioner kl. 17.00,

bevirkede det, at seerne ikke altid kunne følge

debatternes afslutning. For at give borgerne et

reelt billede af arbejdet i Folketinget, var det

nødvendigt at etablere en ufiltreret forbindelse

mellem Folketinget og borgerne.

folketingets helt egen tv-kanal

Med medieaftalen 2007-10 fik Folketinget

mulighed for at etablere sin egen tv-kanal, idet

partierne bag aftalen besluttede at stille kapacitet

til rådighed for en egentlig parlamentskanal i

forbindelse med fordeling af de digitale tv-sendemuligheder.

De nærmere organisatoriske rammer for kanalen

blev dog ikke fastsat i aftalen. I vores nabolande er

det som regel eksisterende tv-stationer, som tager

sig både af det redaktionelle og det praktiske

produktionsarbejde med deres parlamentskanaler.

Denne løsning kunne dog medføre, at Folketinget

ville risikere at få en begrænset sendeflade stillet

til rådighed på en kanal sammen med andre,

ukendte programflader, f.eks. Tv-shop eller det, der

er værre!

neutral og objektiv information

I 2007 blev en projektgruppe nedsat i Folketinget,

som skulle se nærmere på de muligheder, som

medieaftalen medførte. For at sikre størst mulig

tilgængelighed og åbenhed om Folketingets

arbejde, foreslog projektgruppen, at Folketinget

disponerede over hele kanalens sendeflade, dvs.

24 timer i døgnet 365 dage om året. Dette gav

Præsidiet sin fulde opbakning til.

folKetingets tv

Dermed kunne Folketinget sikre sig, at samtlige

debatter fra salen kunne sendes direkte og i fuld

længde. Desuden kunne debatterne genudsendes

om aftenen og i weekenden, således at alle, som

ønskede det, havde mulighed for at følge med i

folkestyrets arbejde. Kanalens forankring hos

Folketingets administration sikrede, at den ville

blive neutral og objektiv, og at borgerne kunne få

saglig information og oplysning om arbejdet på

Christiansborg.

På grund af Folketingets arbejdsrytme besluttede

projektgruppen samtidig, at produktionsarbejdet

skulle udliciteres til et professionelt produktionsselskab.

Det blev dog fremhævet, at produktionsselskabet

skulle levere produktioner i overensstemmelse

med anvisninger fra Folketinget, og at

samtlige redaktionelle spørgsmål samt tilrettelæggelsen

af programfladen koordineres af

Folketingets Tv-Gruppe. Kort sagt skal kanalen

fokusere på politik og ikke underholdning.

Projektets overordnede mål er at skabe verdens

førende parlamentariske transmissionskanal.

Den nye tv-kanal – som hedder ”Folketinget” – gik i

luften den 1. november 2009, på samme dag, som

Danmarks digitale, jordbaserede tv-net blev

lanceret.

riCHarD mongin forrest

eU-koorDinator

LeDer af tv-proJektet

Hvem kan modtage kanalen?

Folketingskanalen kan ses af alle, som modtager tv via egen antenne. Desuden blev

kanalen gjort til ”must carry” i 2010. Det betyder, at alle kabel-tv-udbydere og

antenneforeninger i Danmark skal give deres seere adgang til kanalen i digitalt

format. Man kan desværre ikke modtage kanalen via parabol, da de to danske

satellit-tv-udbydere, som ikke sender fra Danmark, ikke er omfattet af must carrybestemmelserne.

Teknik

For at kunne producere tv i Folketinget, er der blevet udrullet mange kilometer

lyslederkabel på Borgen. Der er blevet installeret 27 kameraer, der alle kan styres fra

Folketingets produktionslokaler, der består af fire produktionsbokse og et udsendelseskontrolrum.

Siden tv-stationens start er der blevet optaget omkring 1.812 timers

møder om året. I dag har tv-stationen en optagelseskapacitet på i alt 120 TB, som

kan give plads til ca. 62 millioner MP3-musikfiler.

65


66 folKetingets tv

Teknisk koordinator Hans Henrik

Jensen foran en af de produktionsbokse,

hvorfra de fleste tv-optagelser

af møder i Folketingssalen, åbne

samråd m.m. afvikles

også tv fra udvalgene

Kanalen adskiller sig kraftigt fra det, som blev

bragt på DK4 og DR2, da kanalen ikke alene

transmitterer møderne i Folketingssalen, men også

sender fra folkestyrets værksteder – de stående

udvalg. Mens Folketingets forretningsorden

foreskriver, at arbejdet i udvalgene skal foregå bag

lukkede døre, er udvalgenes åbne samråd, hvor en

minister redegør for en sag i et af Folketingets

udvalg, åbne for offentligheden.

Kort før kanalen blev lanceret i 2009, besluttede

Folketingets Præsidium, at udvalgene selv kunne

beslutte, om de ønskede de åbne samråd tvtransmitteret

eller ej. Ikke overraskende tilkendegav

samtlige udvalg, at de vil tage imod dette

tilbud. I det sidste år er der blevet sendt over 500

timer fra de stående udvalg.

For at sikre større gennemsigtighed omkring

Folketingets arbejde med EU blev det desuden

besluttet, at samtlige åbne møder i Europaudvalget

skulle sendes på kanalen.

Ud over fra møder i salen, Europaudvalget og de

åbne samråd sender kanalen også fra høringer og

temamøder i udvalgene, store begivenheder i

Tinget dækkes, ligesom udvalgte møder i

Europaparlamentet kommer på skærmen.

tv efter ønske

Det har længe været muligt at se møderne i salen

direkte på Folketingets hjemmeside. Siden 2011

kan møderne også ses ”on demand”, og dermed

kan borgerne se eller gense et møde på et hvilket

som helst tidspunkt. Tv-optagelserne er også

integreret i de skriftlige referater, så man både kan

se og læse forhandlingerne i Folketingssalen.

Samtlige møder, som Folketingets tv-kanal

optager, kan man også se på www.ft.dk/tv. Det

gælder møderne i Folketingssalen, høringer, åbne

samråd og åbne møder i Europaudvalget.

Folketinget stiller også samtlige optagelser til

rådighed for pressen og andre interesserede, som

bl.a. kan videresende optagelser fra møderne på

sociale medier som eksempelvis Facebook.

Tv-produktioner fra Folketinget er bundet til en

”Creative Commons license”, som betyder, at alle

kan bruge optagelserne gratis, så længe man ikke

ændrer, bearbejder eller bygger videre på Folketingets

tv-produktioner.


FOlkEtINGEt –

EN lEVENdE ORGANISME

Så er der gået 25 år, siden Tjenestemandsforeningen

markerede sit 75-års jubilæum. 25 år er rigtig

lang tid, når man kigger frem i tiden, men det føles

meget kort, når man kigger tilbage. Ser vi på de

forandringer, der er sket de seneste 25 år, er der

dog ufatteligt meget, der er ændret på den korte

tid. At Tjenestemandsforeningen i mellemtiden har

skiftet navn til Foreningen af Folketingsansatte,

kan ses som et symbol på de mange forandringer,

men er også udtryk for en realitetsændring med

flere forskellige personalegrupper og med stadig

færre tjenestemandsansatte.

Folketinget er i alle henseender en levende

organisme. For mig var det et stort privilegium at

have været en del af ”Huset” i mere end et kvart

århundrede. På mange måder var det en helt anden

arbejdsplads, jeg forlod i 2007, end den, jeg

startede på tilbage i 1980. Dagsordenen skifter

stadig hurtigere, og pressen spiller en konstant

stigende rolle med 24 timers dækning i både nye

og gamle medier. Når man møder til dagens

arbejde i Folketinget, har man en dagsplan, men

ganske ofte indtræffer der begivenheder, som

sætter en helt anden dagsorden end planlagt.

Det var lidt af et kulturchok, da jeg i 1980 blev

medlem. Jeg kom fra et job i Privatbanken, som

anvendte den nyeste teknologi med bl.a. edb. Det

var der ikke meget af i Folketinget. Vi var tre

medlemmer, som delte kontor på Ridebanen. Vi

havde eget skrivebord med telefon, men det var så

også den luksus, der var til rådighed. Til deling var

en ældre rejseskrivemaskine, som manglede to

taster, samt en diktafon. Det var før medlemssekretærordningen

så dagens lys, så havde man

vigtige ting, der skulle skrives, kunne man i

begrænset omfang indtale det på diktafonen,

hvorefter båndet blev afleveret i gruppesekretariatet.

Her var ansat et par sekretærer, som havde til

opgave at betjene den samlede socialdemokratiske

gruppe, som på det tidspunkt var på 68

medlemmer minus ministre, der blev betjent i

ministerierne.

Der var ikke brugt de store summer på vedligehol-

folKetinget – en levende organisme

delse, hverken i Folketinget eller de tilstødende

ministerier. Jeg husker mit første besøg i Finansministeriet,

hvor Stengangen mest lignede en

vandskadet kælder, og hvor den grønne maling på

væggene flere steder var skallet af. Det har

heldigvis ændret sig, så vi i dag har et hus, som er

fulgt med tiden teknologisk, og som i alle henseender

er smukt, skånsomt moderniseret og meget

velvedligeholdt.

Det, der derimod har fungeret gennem alle årene,

er den betjening, vi medlemmer fik af de ansatte i

huset. Folketinget er på mange måder en ”sædvanlig

arbejdsplads” for både ansatte og medlemmer,

men alligevel vil jeg påstå, at det også er en helt

usædvanlig arbejdsplads, der har sin helt egen

sjæl, som kan være svær at beskrive.

For medlemmer, der bor og er valgt i provinsen,

bliver Christiansborg på en eller anden måde ens

andet hjem. Det gjorde det i hvert fald tidligere. For

mit eget vedkommende betød det, at jeg normalt

ankom til Folketinget ved ottetiden om morgenen

og ofte forlod mit kontor på den anden side af

midnat. Derfor har jeg ”boet” på Christiansborg

mere end de fleste. Men, som jeg har sagt med et

smil: "Vorherre er nådig: Os, han ikke har givet så

mange evner, har han givet et mindre søvnbehov.

Så kan man kompensere med flid.”

unægtelig

mere end en arbejdsplads

Folketingsbetjentene er en af de helt centrale

medarbejdergrupper for, at alting fungerer i huset.

Måske endnu mere i mine første år i Folketinget

end i dag, hvor hele ”bureaukratiet” er vokset og

med en mere omfattende organisationsplan.

67

oLe stavaD (s)

meDLem af foLketinget 1980-2007

”dEt StORE ANtAl ANSAttE, SOM IkkE ER dER,

tydER I hVERt FAld på, At dER Må VæRE

NOGEt, MAN MANGlER.”


68 folKetinget – en levende organisme

Folketingets betjente skal

bære uniformsjakker fra den

1. oktober og frem til grundlovsdag,

hen over sommeren

kun på eventuelle mødedage.

Betjentene i Folketingssalen

skal bære lange skødejakker

på mødedage og altid ved

officielle besøg i huset.

Kvindelige betjente skal være

iført nederdele ved Folketingets

åbning og ved officielle

besøg, hvis vejret tillader det.

Dengang forekom organisationen at være lidt

løsere. Tingene fungerede ikke mindst i kraft af

gode folk, som tog ansvar og løste opgaverne –

ofte på deres egen måde.

De gamle betjente var nok også af ”en anden

skole” end dem, der ansættes i dag. Der var mange

”typer” eller originaler, sagt i ordets absolut

positive betydning. Mange havde været der i en

menneskealder og arbejdede lidt efter deres egne

regler, men med en stolthed for, at alting skulle

fungere, og vi medlemmer blev betjent og fik hjælp

uden smålig skelen til hverken arbejdstid eller

andre regler. Indtrykket var, at for dem var Folketinget

meget mere end en arbejdsplads. Her hørte

de til og følte et stærkt ansvar for, at alting fungerede.

De var der bare – når der var brug for dem.

Jeg tror heller ikke, der på det tidspunkt var

vedtaget nogen form for alkoholpolitik. Så det

skabte hverken panik eller dybe panderynker hos

ledelsen, hvis betjentene fik tid til at hygge sig

med en øl eller to. Udvalgsværelse 34 på 2. sal,

hvor S-gruppen i dag har sekretariat, gik under

betegnelsen ”smugkroen”.

fra øl til danskvand

Skal man beskrive de seneste årtiers udvikling på

Christiansborg på en retvisende måde, kommer

man ikke uden om også at nævne den alkoholkultur,

der dengang prægede huset. Det gjaldt blandt

politikere og for visse medarbejdergrupper.

Herunder ikke mindst hos den faste stab af

journalister, som ganske vist ikke er medlemmer af

Foreningen af Folketingsansatte, men som både

dengang og nu præger huset på rigtig mange

måder. Der har altid været et ganske tæt samspil

mellem politikere og journalister. Som noget helt

unikt har redaktionerne kontorer næsten side om

side med de folkevalgte og administrationen på

Christiansborg. Mig bekendt eksisterer noget

tilsvarende ikke i noget andet parlament.

På mange redaktioner blev der ofte drukket tæt.

Også politikere deltog gerne i festlighederne. Det

medvirkede til relationer og tillidsforhold mellem

visse journalister og visse politikere, som også har

spillet en rolle politisk. Man ”brugte” hinanden,

uden at jeg er i stand til at bedømme, hvem af de

pågældende, journalisterne eller politikerne, der fik

mest ud af samarbejdet. Ofte tror jeg, begge parter

fik det, de gik efter.

Christiansborgjournalisterne og politikerne har

stadig et gensidigt afhængighedsforhold på godt

og ondt. Man kan sige, at de på mange måder er

hinandens forudsætninger, men relationerne har

alligevel ændret sig markant over årene. Man

kommer sjældent så tæt på hinanden som

tidligere.

Hvis redaktionerne i dag byder på noget drikkeligt,

er det enten kaffe eller dansk vand. Øl eller endnu

stærkere sager er bandlyste i arbejdstiden. Den

samme udvikling har der været i alle mulige andre

sammenhænge på Christiansborg og i ministerierne.

Det mener jeg ikke, der er nogen grund til at

begræde. Tværtimod. Selv om jeg nok må indrømme,

at det er blevet lidt mindre festligt, lidt

mere kedeligt, og at man godt kan savne de ”typer”,

der skiller sig ud fra ”den almindelige metervare”,

både hos de ansatte og hos politikerne.

Jeg kom hjem

En enkelt begivenhed står for mig som en tydelig

illustration af, hvordan de ansatte og Folketinget

viste både omsorg og tager hånd om sine

medlemmer.

Den 1. november 1994 stoppede jeg som skatteminister.

Forud var gået et forløb, hvor jeg en uges

tid forinden havde bedt statsministeren overveje,

om det var en god ide, at jeg fortsatte i embedet,

da der var politisk storm grænsende til orkan om

Himmerlandsbankens krak og min rolle i den

forbindelse. Det stod i vejen for regeringens

daglige arbejde og den finanslov, der skulle

forhandles på plads i de kommende uger.

Aftenen forinden min afgang havde Poul Nyrup

Rasmussen og jeg siddet sammen i Statsministeriet

og grundigt drøftet tingene igennem. Da vi

skiltes sent om aftenen, var vi enige om, at jeg

skulle afgå som minister, indtil stormen havde lagt

sig og beskyldningerne var blevet undersøgt og

afvist. Min afgang skulle først meddeles den øvrige

regering og offentligheden den følgende dag.

Her mødtes vi igen i Statsministeriet om morgenen

sammen med S-gruppens formand, Pia

Gjellerup, og blev enige om, at statsministeren

skulle opfordre Carsten Koch, som på det tidspunkt

var direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til

at indtræde i regeringen som ny skatteminister.

Både Poul Nyrup og jeg talte i telefonen med

Carsten Koch, som accepterede opgaven.

Derefter deltog jeg kort i ministermødet med den

samlede regering. Jeg skal gerne indrømme, at det

var en tung beslutning at forlade et spændende

arbejde og den regering, som jeg selv havde

kæmpet i over 10 år for at skabe grundlaget for.

Derfor var min stemme også noget grødet, da jeg

takkede kollegerne i regeringen for godt samarbejde

og vistnok også lovede, at jeg gerne ville

vende tilbage, når stormen havde lagt sig.

Først klokken 9 om formiddagen den 1. november

slap nyheden om min udtræden af regeringen ud

til offentligheden og Folketinget. Herefter skulle


jeg i afskedsaudiens hos dronningen, inden jeg

kunne byde velkommen til Carsten Koch som ny

minister og tage afsked med ”mit” ministerium.

Efter afskedsaudiensen hos dronningen sidst på

formiddagen vendte jeg tilbage til Folketinget ved

frokosttid. På det tidspunkt var der gået ca. 3

timer, siden min afgang var blevet kendt af Folketingets

ansatte. Derfor var det en utrolig oplevelse

at møde op på Christiansborg og finde ud af, at i

den korte tid, der var gået, havde et tæt samarbejde

mellem forskellige grupper af ansatte i

Folketinget og medarbejdere i Socialdemokraternes

Sekretariat fået indrettet et stort, lyst kontor

med alt det nødvendige på 2. sal i Folketinget, hvor

der også var taget hånd om en midlertidig

sekretærhjælp.

Det gav mig oplevelsen af, at ”jeg kom hjem” efter i

en periode at have været udlånt som minister. Det

står stadig for mig som et bevis på den omsorg og

den utrolige service og hjælpsomhed, medarbejderne

yder for at betjene de folkevalgte. Det gælder

i det daglige, men også når der sker uventede

begivenheder, som kræver hurtig og resolut

handling. Så får firkantede regler og bureaukrati

aldrig lov til at stå i vejen for, at tingene fungerer

og bliver løst.

et trefoldigt leve for jubilaren

Folketinget kan sammenlignes med en stor

maskine, hvor de enkelte medarbejdere og

medarbejdergrupper er de tandhjul, som får

maskinen til at fungere. Hvert enkelt ”tandhjul”

er afgørende for, at maskinen kører. Meget sker

usynligt indtil den dag, det ikke længere fungerer

og kan sætte hele maskinen i stå.

Det samme kan siges om mange andre arbejdspladser,

men kravene til Folketingets medarbejdere

er større end de fleste andre steder. Folketingets

arbejdsform kræver større fleksibilitet end ret

mange andre steder. Der sker voldsomme skift i

arbejdsmængden i løbet af et kalenderår. Et folketingsvalg

eller andre afgørende politiske begivenheder

stiller krav om, at man med kort varsel er i

stand til at geare arbejdet fuldstændig om. Man er

nødt til at kunne handle fra dag til dag og kunne

levere med timers varsel. Det kræver en fleksibilitet

hos medarbejderne, som er større end noget

folKetinget – en levende organisme

andet sted, jeg kan komme i tanker om. Det leverer

man.

Det kræver også noget særligt af huset og

medarbejderne, at Folketingets medlemmer har

vidt forskellig baggrund, når de skal betjenes, og

at ca. en tredjedel af medlemmerne udskiftes ved

hvert valg – som man ikke ved noget præcist om

hvornår kommer.

Efter mere end 25 år i Folketinget kan jeg

konstatere, at Foreningen af Folketingsansatte

er befolket af dygtige, flittige, loyale og meget

hjælpsomme og venlige mennesker. Personlig vil

jeg gerne takke de mange, mange medarbejdere,

som jeg har haft glæden af at samarbejde med

gennem årene. Mange er pensioneret i mellemtiden,

men de har overdraget ”kulturen” til nye

generationer af ansatte, som på smukkeste vis

lever op til den høje standard, som har præget

Folketingets ansatte gennem alle årene.

Der er grund til at råbe et trefoldigt leve for

jubilaren med de 100 år på bagen. Pas på og værn

om den kultur og de værdier, som gør Folketinget

til et helt særligt sted, hvad enten man er

folkevalgt, medarbejder eller bare et tidligere

medlem, som kommer på besøg.

69

Folketingsmedlemmerne Ole Stavad

(S) og Pia Gjellerup (S) til møde i Det

Politisk-Økonomiske Udvalg i 2005


70 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år


omvisninger i folKetinget

OMVISNINGER I FOlkEtINGEt

Hvert år besøger ca. 80.000 mennesker Folketinget.

Det er bl.a. skoleklasser, pensionistforeninger

og turister fra ind- og udland. Der er også stor

efterspørgsel på Folketingets kunstomvisninger,

hvor man kan se den smukke kunst, som Folketinget

huser. På en omvisning kommer man forbi

Landstingssalen, statsministerportrætterne,

Samtaleværelset, grundlovene og Folketingssalen,

hvis der ikke er møde.

I april 2012 åbnede Folketingets besøgsareal i

kælderen. Hensigten med arealet er at afvikle

logistikken forbundet med de mange besøg bedst

muligt. Besøgsarealet er indrettet med tre undervisningslokaler,

som bl.a. anvendes af besøgende

skoleklasser. I de øvrige dele af arealet fortæller

billeder, tekst, lyd og film om det danske demokratis

historie, Folketingets opgaver og Folketingets

nuværende medlemmer. Der er oven i købet en

lydoptagelse med indenrigsminister Ove Rode fra

1913. Formålet med udstillingen er at bidrage til,

at besøgende i Folketinget får en interessant og

lærerig oplevelse, der styrker deres kendskab til

Folketinget og det danske folkestyre.

Af hensyn til Folketingets arbejde er det begrænset,

hvor mange mennesker der kan vises om.

Derfor er der næsten 1 års ventetid på at få en

bestilt omvisning.

Politiker for en dag

I 1997 tog den daværende formand, Erling Olsen,

initiativet til etablering af et demokratispil for

skoleelever efter inspiration af Jyllands-Postens

Mediarium. Man mente, at det nok kunne være

klart til grundlovsjubilæet i juni 1999. Elise Holt,

der var chef for Kommunikationsafdelingen, måtte

melde pas med hensyn til tidshorisonten, da det

var så kompliceret et spil. Det skal lige nævnes, at

der så vidt vides ikke fandtes andre demokratispil

i hele verden, og at spillet udviklede sig til at blive

et højteknologisk interaktivt læringsspil.

Der var indlysende forskellige problemer, og i det

forprojekt, der blev udarbejdet, kunne man snart

se, at spillet ikke kunne stå færdigt til grundlovsju-

bilæet. Der var både et spørgsmål om, hvor spillet

skulle placeres, der skulle nemlig bruges ca. 300

kvadratmeter, og om et budget, der på baggrund

af forprojektet skulle forøges betydeligt.

Det blev dronningens opbevaringsrum under tårnet

ved Dronningeporten, man fik øje på, og der indledtes

forhandlinger med hoffet om et mageskifte,

hvilket lykkedes. Herefter gik Folketingets arkitekt,

Henrik Levison, i gang med den meget omfattende

ombygning af lokalerne. Hele den tekniske installation

samt programudviklingen blev forestået af

det norske firma Expology. Der blev nedsat en

styregruppe med Elise Holt og fuldmægtig Linda

Kubasiak Johansen, der udviklede det komplicerede

koncept, og Linda Johansen overtog ansvaret

for projektet, da Elise Holt gik på pension.

Man gik ambitiøst i gang med at lave en struktur

for indholdet af spillet og forsøgte at koge lovgivningsprocessen,

fra folketingsvalg til fremsættelse

af lovforslag, første behandling, udvalgsmøder,

ændringsforslag, anden og tredje behandling, ned

til 3 timer.

Det tog 5 år med en omfattende inddragelse af

skoleelever – gennem årene medvirkede ca. 400

8.- og 9.-klasses-elever i test af spillet – fra 1998

og frem til 2003, før Politiker for en Dag var

færdigt. Det var meningen, at den daværende

formand for Folketinget, Ivar Hansen, skulle have

indviet demokratispillet, men han døde desværre

7 dage før, hvilket på mange måder var trist, også

fordi det havde ligget ham stærkt på sinde, at

dette spil blev til noget. Chr. Mejdahl, som derefter

blev formand, indviede så spillet 18. marts 2003.

et minifolketing

Lokalerne er indrettet som et minifolketing med

genkendelige ting, f.eks. lysekroner og portrætter

af formænd og statsministre. Der er indrettet en

Folketingssal, en Vandrehal, medlemskontorer og

gruppe- og udvalgsværelser. Det er folketingsbetjente,

der som ’piloter’, som de kaldes, styrer

eleverne gennem spillet. Der er endvidere

tilknyttet eksperter fra It-Systemer, som straks

bente anDerson

serviCeCHef

71

Politiker for en Dag, det

interaktive besøgscenter for

de ældste skoleelever, er det

første af sin art i verden.

13.053 elever fordelt på 551

hold deltog i 2011.


72 omvisninger i folKetinget

Øverst: 'Folketingssalen' i Politiker

for en Dag. Læg mærke til de to

lysekroner, der er de originale fra

Christiansborg Slots opførelse.

Nederst: 'Bibliotekets Læsesal'.

træder til, hvis der opstår tekniske problemer.

Systemet består af flere servere, som eleverne

kommunikerer med ved hjælp af 45 computere. I

løbet af et spil på 3 timer sendes der ca. 50.000

meddelelser mellem de forskellige dele af

systemet.

Undervisningsministeriet har støttet initiativet

fra begyndelsen og har finansieret halvdelen af

etableringsomkostningerne på 15 mio. kr.

Politiker for en Dag har været en stor succes. Der

er mulighed for 14 spil om ugen, og når der åbnes

for booking hvert år i maj måned, varer det under

en måned, før alle spil er besat frem til det efterfølgende

skoleår. Herefter tilbydes skolerne at

komme på en venteliste.


pER SONA lEtS Bl A d

»BAG GREBNINGEN«

I 1982 blev der taget initiativ til at starte et

personaleblad for ansatte i Folketinget. Initiativtager

var Hans Peter Hilden, der dengang var

formand for Tjenestemandsforeningen. Der var

penge i det dengang, man fik 20.000 kr. om året

for arbejdet. Redaktørstillingen blev slået op, og

Lo Folkmann fik jobbet. Dette fortsatte desværre

ikke – det med de 20.000 kr.

i stalden

Navnet "Bag Grebningen" blev til ved en konkurrence,

hvor Knud Jensen fra Statsrevisorerne

foreslog dette meget sigende navn. Grebningen er

den rende bag dyrene i en stald, hvor gødningen

opsamles, og det har også været øgenavnet for de

bageste bænke i Folketingssalen, hvorfra medlemmerne

arbejdede sig op foran. Bladet blev drevet af

foreningerne, der alle havde en repræsentant siddende

i redaktionsudvalget. Der var dog stor forskel

på arbejdsindsatsen, men det gik fint endda.

Bladets opgave var at informere husets ansatte

om, hvad der skete. Det kunne være dagsordenen

for præsidiemøderne, referater fra de forskellige

foreninger i huset, ja al information var meget

velkommen, da der ingen var i forvejen.

Medarbejderne tog begejstret imod bladet, og

mange bidrog med artikler om udflugter, referater

fra foreningers generalforsamlinger og holdninger

i det hele taget. Der blev også sagt nogle ting

ligeud. Bladet havde ytringsfrihed ligesom alle

andre medier, kun redaktøren udøvede censur.

Bladet blev altid revet væk, når det kom, det gule

omslag lyste langt væk, og alle læste straks

interesseret det skrevne ord. Jeg var selv en ivrig

læser, og nogle gange bidrog også jeg med en

artikel.

Det, som var så fantastisk, var, at ALT er startet

i "Bag Grebningen", dagsorden og referater af

SU-møderne, liste over, hvad der skete i Folketinget,

billeder af nyansatte. Dette blev sat i helt fra

starten af bladet, man kunne læse det hele, godt

redigeret af ansvarshavende, men ikke mere, end

at bidragydernes egen skrivekarakter blev bevaret.

Personalets Blad ”Bag greBnigen”

Penneholderen har sin faste plads

Da medlemssekretærerne kom til, sendte de også

artikler. Det blad var et fantastisk samlingspunkt.

Jeg husker, at jeg lavede en del interview, bl.a. et

med Jacob Haugaard. Han var ikke særlig morsom,

da jeg interviewede ham om hans sekretær, Nya

Strandeng, og det var meget vigtigt for Jacob at

sige noget godt om hende, det skulle der ikke laves

sjov med.

Jeg interviewede også Hans Peter Hilden om,

hvordan tanken om Folketingets nye hjemmeside

var opstået, og Benny Høyer om hele den tekniske

baggrund og til sidst Erling Olsen. Jeg kom til at

flytte hans penneholder 2 centimeter, og den blev

straks sat på plads igen.

frisen i vandrehallen

Der var også en dag, hvor jeg lagde mærke til, at

der havde gået en maler ret så længe rundt og

malet på frisen i Vandrehallen. Jeg inviterede ham

på en kop kaffe og fik så et interview om hele den

spændende proces. Han hed for resten Robin Birk.

Jeg skal komme ind på senere, hvorfor jeg husker

det. Bl.a. fortalte han mig, at syltekrukken, der er

malet på tavlen med udvalgsmøder, ikke blev

CHanne bJerringgaarD

kontorfULDmægtig

73

Kontorfuldmægtig Channe

Bjerringgaard med Folketingssalen

som baggrund


74 Personalets Blad ”Bag greBnigen”

Den omtalte ’Lange Lone’

malet over, men kun duppet med brun farve, for en

syltekrukke kan man ikke ændre på, sagde Robin. I

forbindelse med denne renovering blev nogle

paneler fjernet nede ved Folketingssalen. Her var

der ingen frise, så Robin måtte være kreativ, og

hvis man kigger efter, så kan man se en lille

rødkælk (Robin på engelsk) og en stork. Det hed

den arkitekt, som Folketinget brugte dengang.

Blondinen med de lange ben

Til slut bliver jeg nødt til at nævne "Spørg Lange

Lone". Denne figur opfandt jeg i januar 1996, og jeg

fik Tommy Kruse fra Schultz Grafisk til at tegne

denne storbarmede blondine, som var lidt naiv, ja.

Hun havde det med at spørge ret så ligefremt, når

der var noget, hun ikke helt forstod. Hun spurgte

f.eks. om papirforbruget i Folketinget, hvor meget

vi brugte, hvad vi gjorde med det, om det blev

sendt til genbrug, hvad man måtte smide i papirkurvene

og andre spørgsmål. Dette blev der meget

ballade over; afdelingen blev kaldt sammen og fik

besked på, at man ikke måtte tale med mig om

"sådanne ting". Jeg blev sortlistet, men det sker jo,

når man tilhører verdenspressen og udøver sin

ytringsfrihed.

Rigtig mange elskede Lange Lone, og mange

gættede på, hvem det var, da jeg ikke sagde noget

om, at hun var kommet ud af det blå. Der var en,

der hed Lone, en flot, høj husbetjent. Hende var

mange sikker på, at figuren var opkaldt efter.

Faktor Tommy Kruse fra Schultz Grafisk bidrog i

det hele taget med mange tegninger til forsiden

af bladet.

nu er det slut

Bladet blev moderniseret i 2000, og det overlevede

det desværre ikke. Det sidste nummer udkom i

2002, hvilket jeg stadig begræder. Der er ikke

noget som den ærlige og direkte kommunikation,

hvor man kan sige sin uforbeholdne mening

(næsten!), og så har "Bag Grebningen" været

græsrødderne her i huset; al kommunikation kom

nedefra, og ledelsen overtog den, hvilket jeg kun

kunne være stolt over.


FOlkEtINGEtS REVy

Denne tradition startede tilbage i 1984, hvor en

folketingsbetjent, der hed Bjarne Laursen, fik den

geniale ide, at Folketinget skulle have en revy.

Bjarnes ide fik han faktisk fra at kigge på institutioner

omkring sig. Som han skrev i vores personaleblad

"Bag Grebningen" i 1984: "TV-byen, Radiohuset,

Teknikbyen og mange flere kan hvert år

stille en revy på benene – hvorfor ikke vi, der har

vores daglige gang her på Borgen?" Og det kunne vi!

Der har i alt været afholdt 11 revyer siden 1984.

Den sidste lavede vi i 2012, og den blev afholdt i

Fællessalen. Revyen lavede også på et tidspunkt

en afstikker til Hofteateret. Det var et fantastisk

teater, men der var rigtig mange regler. Alt skulle

fjernes efter hver forestilling, der måtte ikke være

brændbart materiale, og så var der bare rigtig lydt.

Jeg husker, at det år var det uglen (den daværende

formand, Erling Olsen, havde fået det tilnavn i

medierne), der var hovedtemaet. Der var blevet

lavet et rigtig flot hult træ, som "uglen" skulle

sidde i, men ak og ve. Vi kunne ikke få det ind på

scenen, og så var det heller ikke lavet af det

korrekte træ (ikke brændbart), så der blev i hast

lavet noget andet, som kunne bruges. Tak til vores

kreative håndværkere!

alt er hjemmelavet

Revyer laves af – os selv! Ikke alene teksterne;

"skuespillerne" kommer fra alle personalegrupper

i Folketinget, journalister, husbetjente, folketingsbetjente,

medlemssekretærer, kontorpersonale,

akademikere, it-folk og folketingsmedlemmer. Man

er en stor familie.

Igennem tiderne er der mange medlemmer, der har

optrådt i revyerne, også nogle, som efterfølgende

blev ministre, f. eks Ulla Tørnæs og Gitte Lillelund

Bech. Skuespilleren Jacob Haugaard meldte sig

selvfølgelig også til at deltage, dengang han var

medlem af Folketinget. Uffe Ellemann-Jensens far,

Jens Peter Jensen (hvis nogen husker ham), var det

helt store hit som "lægprædikant", uden manuskript

– hver aften, og han lagde hele salen ned,

han var den fødte skuespiller, men dette ligger helt

tilbage til starten af revyen.

folKetingets revy

De tekster, der bruges, er hjemmelavede og

hundrede procent aktuelle. Bertel Haarder har ofte

skrevet tekster til vores revy, men også andre

begavede tekstforfattere går rundt her på Borgen,

forklædt som medlemssekretærer, medlemmer og

ansatte i administrationen. Reglen er, at man skal

være på Borgen; det fraviges aldrig. Kun med

musikken har man måttet kapitulere. Der er ikke

så mange musikere ansat mere, så der hyres indtil

videre folk udefra.

Rekvisitterne har også en helt speciel plads. Alt

laves her i huset af vores egne dygtige håndværkere,

og jeg må sige, at det er de mest kreative

løsninger, man kun kan beundre. Vi har haft både

rygekabine, solarier og slotte, og de sidste par

CHanne bJerringgaarD

kontorfULDmægtig

75

Et af numrene i Christiansborgrevyen

2006, ’Børnehaven Borgen’.

Det var vekselsang, og skuespillerne

spurgte først: ’Må man godt

forhøje momsen, må man droppe

efterlønnen, må man lukke børnehaver,

må man sige du i salen, må

man ryg' i Vandrehallen, må ministeren

få gaver?’ - hvorefter de

svarede: ’Næ, næ, nix, nix, slut!

Forbudt!’


76 folKetingets revy

’Dronningen’ og ’Prinsen’ medvirker

normalt altid i Christiansborgrevyerne.

Her er de fremstillet af

folketingsmedlem Mogens Jensen

(S) og it-supporter Stephen Skriver

i 2012.

gange er også den moderne teknologi blevet taget

i brug, så medlemmerne nu optræder, godt nok fra

Folketingets talerstol, men alligevel.

dronningen

En anden vigtig figur eller figurer er det royale par

og ikke mindst dronningen. Det er blevet en

tradition, at det er en mand, der spiller dronningen,

og det er også en tradition, at en ting kan man

være sikker på, og det er et nummer med dronningen,

men andet kan man ikke være sikker på.

Revyen bruger meget tid på at lave aktuelle numre,

især om os selv. Der er altid noget, der trænger til

at blive sagt! Revyen har engang været ude for, at

en af tekstforfatterne blev kaldt ind til Folketingets

formand og fik en kæmpe balle, og personen

overlevede med nød og næppe.

En revy kan også bruges til at lave grin med det,

man sætter pris på, og sandhedsværdien må ofte

vige for underholdningsværdien. Mig bekendt har

dronningen aldrig klaget over revyer.

Det sidste nye er, at revyen har optrådt på

Kulturnatten, så borgerne kunne få en smagsprøve

på forestillingen.

Der er kun én måde at afslutte denne artikel på, og

det er sådan:

Lad forestillingen begynde! Rigtig god fornøjelse!


Kunstforeningen i Folketinget afholdt stiftende

generalforsamling den 15. januar 1986 på initiativ

af blandt andre medlemssekretær Anna Lise

Raben, som også blev foreningens første formand.

Det hverv varetog hun indtil 1996, hvor hun

afløstes af fuldmægtig Mette Brask og senere af

bibliotekar René Alslund og systemkonsulent

Annelise Romme (fra 2008).

Foreningens oprindelige formål var ”at fremme

interessen for god kunst gennem udstillingsaktiviteter,

foredrag og lignende, samt at købe kunst til

fordeling blandt foreningens medlemmer”. Man kan

blive medlem af Folketingets Kunstforening, hvis

man har eller har haft Folketinget som arbejdsplads.

Kunstforeningens bestyrelse bestod dengang af

seks medlemmer, og to af bestyrelsesmedlemmerne

burde ifølge foreningens vedtægter være

fra hhv. Folketingets Præsidium og Folketingets

Rådgivende Kunstudvalg. Gennem mange år

repræsenterede Erling Olsen (S) Præsidiet og

Mogens Seneberg Folketingets Rådgivende

Kunstudvalg.

Til varetagelsen af foreningens indkøb af kunstværker

var der oprindelig en generalforsamlingsvalgt

indkøbskomité, der skulle sørge for stor

bredde i indkøbene. For at sikre foreningens økonomi

var foreningens kasserer dog fast medlem af

indkøbskomiteen. I praksis var der stort sammenfald

mellem bestyrelsen og indkøbskomiteens

medlemmer. Dette førte senere til, at indkøbskomiteen

blev nedlagt, og at den samlede bestyrelse

overtog indkøbsopgaverne. I årenes løb er der

løbende sket justeringer af foreningens vedtægter.

Lige siden foreningens start har Folketinget støttet

foreningens arbejde økonomisk, ligesom det sker

for andre foreninger i Folketinget. I et enkelt år er

det også lykkedes bestyrelsen af opnå fondsstøtte

til foreningens indkøbsarbejde.

mange udstillinger

I de første 10 år af foreningens historie gennemførte

bestyrelsen udstillingsaktiviteter, blandt

folKetingets Kunstforening

FOlkEtINGEtS kUNStFORENING

andet på 3. sal på Christiansborg, hvor skiftende

kunstnere udstillede. Dette er nu ikke længere

muligt.

En af de første udstillinger i 1986 havde temaet

”Mit kæreste kunstværk”, og det udstillede kunne

være alt fra maleri, skulptur og kunsthåndværk til

et eget værk. To folketingsmedlemmer udstillede

egne værker, nemlig Kristen Poulsgaard (FP) og Ole

Bernt Henriksen (KF). Kunstforeningen kvitterede

med at købe et maleri af sidstnævnte. Andre

medlemmer af Folketinget havde udstillet billeder

af sig selv og nære familiemedlemmer eller af

bøger og skulpturer, som betød meget for dem. Et

medlem udstillede et maleri, han var blevet meget

glad for, men som han ikke havde haft råd til at

købe, da han så det første gang. Men han fik det nu

alligevel ved at udstede 12 lige store fremdaterede

checks til kunstneren.

arrangementer

Kunstforeningens medlemsorienterede aktiviteter

falder i to dele. For det første besøg hos institutioner,

ambassader, udstillinger og værksteder og

anneLise romme

systemkonsULent

77

Den velbesøgte generalforsamling i

Kunstforeningen i 2011. Chancen

for et godt kunstværk lokker jo.


78 folKetingets Kunstforening

Kunstforeningen på besøg i Den

Russiske Kirke i Bredgade i 2012

afholdelse af foredrag m.v. Foreningen har stået for

et imponerende antal arrangementer med meget

stor bredde, fra besøg på museer, ambassaderesidenser

og pelsauktioner til besøg hos møbelsnedkere

og glasværksteder.

Den anden store aktivitet er den årlige generalforsamling,

hvor bestyrelsen udlodder de kunstværker,

der i årets løb er indkøbt for medlemmernes

penge. Det har gennem alle årene været en festlig

aften, hvor de store forhåbninger om de højest

prioriterede gevinster forhåbentlig indfries for de

heldige vindere. De uheldige får et gevinstlod mere

til næste års generalforsamling.

Kunstforeningens budget til indkøb af værker er

beskedent, men det er alligevel lykkedes at anskaffe

kunst af høj standard og af store danske navne.

Fra de seneste år kan nævnes John Kørner, Tal R,

Per Kirkeby, Michael Kvium, Kehnet Nielsen, Pia

Andersen, Wilhelm Freddie, Henry Heerup m.fl.


FOlkEtINGEtS IdRætSklUB

Folketingets Idrætsklub blev oprettet i september

1983. Ideen var, at medlemmerne af Folketinget og

de ansatte skulle lære hinanden bedre at kende i

det daglige, men også at styrke det sociale sammenhold

i fritiden. På længere sigt skulle det skabe

en bedre forståelse for vores fælles arbejde i

Folketinget, samtidig med at det skulle medvirke

til, at Folketinget blev en af Danmarks bedste

arbejdspladser.

FIK blev navnet på idrætsklubben. Der blev dannet

en bestyrelse, som bestod af en formand, en kasserer,

tre bestyrelsesmedlemmer og en suppleant.

Et af bestyrelsesmedlemmerne skulle være et

folketingsmedlem. Hvert år skulle der afgives en

beretning og forelægges et regnskab på foreningens

generalforsamling, og de skulle også sendes

til Folketingets Personalekontor, da foreningen fik

tilskud ligesom de andre foreninger i huset.

Igennem mange år var Jimmy Stahr (S) og Helge

Sander (V) medlemmer af bestyrelsen; senere kom

Erling Christensen (S) og til sidst Kristian Jensen

folKetingets idrÆtsKluB

(V) til. Det kan også nævnes, at alle betalte

kontingent til klubben.

FIK kunne have haft 25 års jubilæum i 2008, men

blev nedlagt i 2004, da den tilstrækkelige interesse

ikke var til stede, og ingen ville påtage sig

eller havde lyst til dette frivillige arbejde.

fodbold er favoritten

Første idrætsgren er og bliver fodbold. Dette blev

også samlingspunktet for FIK. Der var mange

stævner igennem årene, f.eks. FIK’s nytårsstævne,

indendørsfodbold, stævne med Landdagen i Kiel,

stævne med Schultz Grafisk, 7-mandsfodbold, AB

Veteraner, stævne mellem Den Dømmende, Den

Udøvende og Den Lovgivende magt i Kongens Have

og mange andre fodboldstævner rundtomkring i

det ganske land.

Det største arrangement var, da FIK blev inviteret

til Portugal sammen med 12 andre lande fra EU.

Arrangementet blev afviklet i sommeren 2000 som

test i forbindelse med, at Portugal havde ansøgt

kim H. peDersen

overinspektør og sikkerHeDsCHef

frank moLLerUp sørensen

fHv. inspektør

Fodboldholdet anno1995

79


80 folKetingets idrÆtsKluB

Medarbejdere fra Biblioteket

deltager i DHL-Stafetten i

Fælledparken i 2005

om at måtte afvikle europamesterskabet i 2004.

Det var et fantastisk arrangement, og stævnet

varede over 4 dage. Resultatet af stævnet blev, at

Portugal vandt vores pulje og spillede finale mod

Italien. FIK kom ind på en flot 6. plads, og det var

meget heldigt, da det var en pokal, vi lige kunne

få med i flyet, så stor var den.

En af de bedste kampe var mod AB Veteraner.

Knud Lundberg, Bjørn Elmquist (V) og Niels Helveg

Petersen (RV) var på AB´s hold mod FIK. Kampens

resultat blev, at FIK vandt 1-0.

stjerneholdet

Der blev ligeledes spillet en del kampe mod

Stjerneholdet, som bestod af gamle landsholdsstjerner.

En af de bedste kampe, der blev spillet,

var i 1998 på B93’s stadion på Østerbro, hvor

Stjerneholdet vandt 7-5 over FIK. I hele kampen

blev der kun begået ét frispark, og fairplaybegrebet

blev en del af konceptet for holdet, hvilket blev

rost meget af de gamle landsholdskæmper. Som

altid var der en afsluttende tredje halvleg sammen

med vores modstandere, hvor en god frokost eller

middag var samlingspunktet.

Som tiden gik, og vi blev ældre, gled fodbolden i

baggrunden, og nye idrætsgrene kom til som badminton,

Amager Rundt, golf, dragebådssejlads, et

yogahold, en fiskeklub, DHL-stafetløbet i Fælledparken,

5x5-km-løb osv. Stafetløbet i Fælledparken

havde en af de største deltagertilslutninger i FIK's

historie. Det startede med et telt til 50 deltagere,

men efter få år var vi helt oppe på 200 deltagere,

som der skulle bruges et stort telt til, og der skulle

skaffes drikkelse, mad m.m.

tak til sponsorerne

FIK vil gerne ved denne lejlighed takke Folketinget,

partierne, restauranten m.fl. for deres sponsorater

igennem tiden. Det har altid været dejligt at have

dem med på sidelinjen. Uden denne støtte kunne

arrangementerne ikke have været gennemført.

I dag har Folketingets Personalekontor overtaget

FIK, der dog stadigvæk forvalter de forskellige

idrætsgrene med et økonomisk tilskud.


chRIStIANSBORGkOREt

I Marianne Grøndahls fine bog ”Det danske

folkestyre” er der et afsnit om ”Sang og andagt”.

Hun har med kunstnerens skarpe blik fanget

korsangens intensitet og glæde. Hun har fanget

korsangernes fornøjelse og optagethed af sangen

og samværet.

Ved at tage denne del af Borgens liv med har hun

skrevet ind i historien, at sang og sangens rum

hører til som en del af det danske folkestyre.

I Christiansborgkoret sang hver onsdag omkring

50 tilmeldte korsangere igennem nogle år. Ikke

alle kunne komme hver gang, men et godt fremmøde

gjorde, at vi kunne synge flerstemmige

satser af Benny Andersen og andre digtere,

primært nordiske. Vi fik et nyt og godt klaver stillet

til rådighed samt en af tidens bedste danske

jazzpianister, Niels Andersson, til akkompagne-

CHristiansBorgKoret

ment af korsangerne. Så det lød bare godt – hver

gang.

Christiansborgkoret havde en helt unik sammensætning.

Ansatte af alle slags (næsten), politikere

fra alle partier (næsten), en professionel korleder

(som i nogle år opholdt sig som MF i Tinget) og en

professionel pianist. Det gav et godt musikalsk

samvær som et glimrende supplement til det

arbejde, alle i koret i øvrigt ydede i huset. Det gav

gode kræfter til varetagelse af arbejdet, og det var

sjovt.

Christiansborgkoret blev etableret i 2005-06 og

eksisterede et par år.

bente DaHL (rv)

meDLem af foLketinget 2005-11

81

Opslag i Marianne Grøndahls bog

’Det danske folkestyre’, der viser

Christiansborgkoret under en prøve


FEStSkRIFtEtS FORFAttERE

Bente Anderson, servicechef, ansat i Folketinget 1980

Channe Bjerringgaard, kontorfuldmægtig, formand for Foreningen af Folketingsansatte,

ansat i Folketinget 1977

John Baastrup, personalechef, ansat i Folketinget 1990

Bente Dahl, folketingsmedlem (RV) 2005-11

Claus Dethlefsen, folketingssekretær og vicedirektør, ansat i Folketinget 1978

Richard Mongin Forrest, EU-koordinator, leder af tv-projektet, ansat i Folketinget 1996

Henrik Hagemann, fhv. generalsekretær for Danmarks Riges Delegation til Nordisk Råd,

ansat i Folketinget 1984-2009

Finn Holle, fhv. redaktionssekretær, ansat i Folketinget 1959-2005

Jens Chr. Jacobsen, chefkonsulent, ansat i Folketinget 1980

Anne Jensen, redaktionssekretær, ansat i Folketinget 2006

Tommy Kruse, afdelingsleder, Rosendahls-Schultz Grafisk A/S, ansat 1969

Carsten U. Larsen, direktør, ansat i Folketinget 2008

Ingrid Sylvest Nielsen, fhv. chefkonsulent, ansat i Folketinget 1981-2010

Kim H. Pedersen, overinspektør og sikkerhedschef, ansat i Folketinget 1983

Annelise Romme, systemkonsulent, ansat i Folketinget 1996

Ole Stavad, fhv. minister, folketingsmedlem (S) 1980-2007

Ole Søndergaard, it-chef, ansat i Folketinget 1987

Frank Mollerup Sørensen, fhv. inspektør, ansat i Folketinget 1973-2010

festsKriftets forfattere

Arbejdsgruppen til forberedelse af festskriftet har bestået af foreningsrepræsentanterne Channe

Bjerringgaard, Simon Dyngbo, Frauke Kruse og Christina Ringvard suppleret med Henrik Hagemann og

Finn Holle.

83


FORENINGSFORMæNd

GENNEM åRENE

Listen er baseret på oplysninger fra de respektive

foreninger

formænd for foreningen af folketingsansatte

1987-2013

Bente Andersen 1987- 91

Mette Brask 1991-94

Nelly Terlaak 1994-98

Knud Erik Petersen 1998-02

Preben Kjær 2002-05

Kirstine Green 2005

Channe Bjerringgaard 2005-

formænd for viften – ansatte i folketinget

under Co10 (før 2010: Co ii-foreningen af

folketingsansatte) 1988-2013

Solveig Gottfredsen

Mette Møller Jensen

Channe Bjerringgaard

Susanne Bundgaard -2004

Finn Holle 2004-05

Jeanette Schultz 2005-06

Britt Thøgersen 2006-08

Tove Jordal 2008-

formænd for aC-Klubben 2004-12

Nicoline Nyholm Miller 2004-05

Peder Pedersen 2005-06

Christian Dubois 2006-07

Morten Roland Hansen 2007-08

Jette Nedergaard 2008-09

Jakob Heltoft 2010-11

Iben Tybjærg Schacke 2011-12

formænd for Husbetjentenes forening 1985-2013

Winnie Nielsen 1985-91

Lene Sejling 1991-92

Christa Laustsen 1992-98

Birgit Gernsøe 1998-2002

Kirsten A. Larsen 2002-06

Connie Baagøe 2006-11

Birgitte Jensen 2012-

formænd for Prosaklubben 2001-13

Ole Kornbeck Schröder 2001-09

Preben Kjær 2009-

foreningsformÆnd gennem årene

formænd for Håndværkerklubben 1969-2013

Villy Wahlers 1969-88

Benny Lenander 1988-89

Poul Hjorth 1989-90

Jørgen Erichsen 1990-92

Simon Dyngbo 1992-98

Kirstine Green 1998-2006

Henrik Herr 2006-09

Flemming Slabiak 2009-12

Simon Chrillesen 2012-

formænd for Betjentforeningen 1956-2012

Thor Trosborg 1956-

Svend Jacobsen

Jens Martensen

Karl Stauersbøll 1970-

Jens Martensen 1978-79

Henning Olsen 1979-81

John Nybro 1982-

Max Bruun

Leif Kjærulff

Michael Erichsen 1992-94

Lisa Olufson 1994-96

Ninna Auvinen 1996-2002

Jan van der Steen 2002-06

Helen Arentoft 2006-07

Troels Stigaard 2007-08

Jannick Thygesen 2008-12

formænd for folketingets Kunstforening

1986-2013

Anna Lise Raben 1986-96

Mette Brask 1996-2002

René Alslund 2002-08

Annelise Romme 2008-

formænd for folketingets idrætsklub

1983-2004

Jørgen Lindemann Olsen

Kurt Andersen

Karl Aage Buch

Frank Mollerup Sørensen

Kim H. Pedersen

85


86

pERSONREGIStER

Alslund, René 77

Andersen, Bente 5

Andersen, Dorthe 51

Andersen, K.B. 35, 36

Andersen, Ole Stig 23, 24, 25, 26

Auken, Svend 21, 41

Bech, Gitte Lillelund 75

Bjerregaard, Ritt 38

Bjerringgaard, Channe 5, 73

Bohlbro, Peter 19

Brask, Mette 77

Brixtofte, Peter 21

Brøndsted, Povl 15

Christensen, Carina 19

Christensen, Erling 79

Clausen, H.P. 15, 18, 22, 30, 35

Dahl, Kristian Thulesen 19

Dethlefsen, Claus 27, 36

Dybkjær, Lone 16

Elberling, Victor 12

Ellemann-Jensen, Uffe 38, 75

Elmquist, Bjørn 80

Folkmann, Lo 73

Gjellerup, Pia 68, 69

Glistrup, Mogens 33

Gyldenkilde, Lilli 15, 16

Hansen, Arne 34

Hansen, Ivar 25, 26, 29, 71

Hansen, Per Anker 35

Hansen-Salby, E. 33

Haugaard, Jacob 73, 75

Henriksen, Ole Bernt 77

Heunicke, Magnus 36

Hilden, Hans Peter 73

Hjortdal, Helge 15, 17

Holt, Elise 71

Hvidberg, Axel 49

Høegh, Aka 53

Høyer, Benny 73

Haarder, Bertel 75

Jacobsen, Erik 34

Jakobsen, Svend 5

Jarlbæk, Karina 64

Jensen, Hans Henrik 66

Jensen, Jens Peter 75

Jensen, Knud 73

Jensen, Kristian 79

Jensen, Mogens 76

Jensen, Susanne 50

Jepsen, Erik 37

Jespersen, Jørgen Bang 25, 26, 27

Johansen, Linda Kubasiak 71

Koch, Carsten 68, 69

Krogh, Astrid 53

Kruse, Frauke 16

Kruse, Tommy 50, 74

Larsen, Carsten U. 5, 8, 29, 30

Lauesgaard, Axel 12, 31

Laursen, Bjarne 75

Levison, Henrik 51, 71

Lundberg, Knud 80

Lykketoft, Mogens 5, 30, 36, 38

Mejdahl, Chr. 29, 71

Møller, Jens 12

Møller, Per Stig 63

Ninn-Hansen, Erik 35

Nørgaard, Bjørn 52

Olsen, Eigil 12, 46

Olsen, Erling 23, 24, 25, 52, 71, 73, 75, 77

Pedersen, Thor 29, 30

Petersen, Niels Helveg 80

Poulsgaard, Kristen 15, 77

Raben, Anna Lise 77

Rasmussen, Anders Fogh 21, 63

Rasmussen, Henning 15, 22, 35

Rasmussen, Poul Nyrup 21, 35, 68

Rylander, Hans Chr. 52

Sander, Helge 79

Schlüter, Poul 5, 35

Seneberg, Mogens 34, 77

Skawbo-Jensen, Karsten 36

Skriver, Stephen 76

Spanggaard, Kr. D. 13

Stahr, Jimmy 79

Stavad, Ole 69

Sten-Knudsen, Nina 53

Sørensen, Magnus 12

Thorning-Schmidt, Helle 5, 45

Tvarnø, Henrik 25, 26, 29

Weiss, Birte 25

Westall, Sonia 19

Zeuner, Preben 50


VELKOMMEN INDENfOR

pÅ ChRISTIANSBORG

DENNE BOG hAR INGEN

KONKURRENTER. DEN

fORTÆLLER ET STyKKE

hISTORIE, SOM IKKE ER

KENDT Af RET MANGE,

NEMLIG hISTORIEN OM

hVORDAN DET I TIDENS

LøB hAR VÆRET AT

ARBEJDE fOR OG I

DANMARKS RIGSDAG,

NU BARE fOLKETINGET.

Similar magazines