Tiden og farverne - Krystalbilleder

sammenligner med et abstrakt, blåt maleri i galleriets vindue. Den
anden matros kommenterer:
„Man siger, at maleriet er abstrakt, men det er forkert, eftersom
det ligner hans øjne.“
Det, matrosen rammer her, er måske lige præcis farvens tvety-
dige eller medierende status mellem abstrakt og figurativt. Farven
er en kvalitet ved en materiel genstand, men den kan til hver en tid
løsrive sig fra denne genstand og udgøre sin egen fylde. Farven kan
søges mimetisk repræsenteret i det figurative maleri, men den er
altid parat til at lade sig abstrahere fra sit motiv.
En sådan brug af farve, der gør det muligt at abstrahere fra den
figurative repræsentation af genstande og personer til fordel for
former og kompositioner, er karakteristisk for Demys markante vi-
suelle stil. Noget af den store fryd ved Les parapluies og Les demoi-
selles er fryden ved farven.
Interiørerne i Les parapluies, hvor kostumer og boligtekstiler,
nogle gange udsøgt, nogle gange næsten psykedelisk spraglet,
matcher hinanden, sender tankerne i retning af Matisses male-
rier. Selv den afskallede mosgrønne farve i Guys opgang er varm
og smuk. I eksteriørerne gøres havnebyens regnvåde brosten til
mørk, blank baggrund for farveklatter af paraplyer og neonlys.
Åbningssekvensen nærmer sig geometrisk abstraktion, da vi ef-
ter det etablerende og mere impressionistiske panoramabillede af
havnen i et mildt gråt lys skifter til et fugleperspektiv, hvorfra vi
betragter en koreografi af opslåede paraplyers kulørte cirkler mel-
lem stråler af regn.
Demy bringer farve til en by, der lige så godt kunne males i dy-
stre mørke toner. Ikke tilfældigt, at en af de mange, der stikker
hovedet ind i paraplybutikken og afbryder den centrale dialog,
spørger efter farvehandlen. Og næppe heller tilfældigt, men iro-
nisk, når paraplyhandlersken klager over sin „dystre forretning“
(„ce magasin sinistre“), alt imens dens pangfarver eksploderer i
baggrunden.
19
Tiden og farverne