Tiden og farverne - Krystalbilleder

der ikke er komisk eller ironisk. Komikken er ikke en pointe i sig
selv, ærindet er ikke latterliggørelse – effekten er derimod den, at
det konkrete indhold i det ulykkelige kærlighedsplot fremstår som
fuldstændig ligegyldigt. Jeg elskede en mand, men blev nødt til at
forlade ham, nu længes jeg efter ham. Det er plottet og følelsen skå-
ret ind til benet, eller abstraheret til sine simpleste komponenter,
og den ligegyldige grund til adskillelsen er netop – ligegyldig.
Krig, vold og død
Med Les demoiselles kan det se ud som om, Demy har villet give
hele trilogien en ‘happy-happy ending’. Den fremstår som en eks-
plosion af livsglæde slet og ret; at være så sprængfyldt af energi og
forventning, at man må bryde ud i sang eller dans. I denne film
er længslen enten fremtidsrettet og dermed håbefuld – eller den
er fortidsrettet, som i de tidligere film, men forløses. Her får alle
hinanden til sidst, og vi er ikke i tvivl om, at det er de rette, der har
fået hinanden.
Men midt i al idyllen er der faktisk grumme indslag af vold og
krig. Moderen læser højt fra avisen om det bestialske kvindemord,
som siden viser sig at være begået af den pæne ældre herre Sub-
til (sic!) Dutrouz. Formentlig fordi han engang er blevet afvist af
denne kvinde – en begivenhed, der får et ekko i galleristens vrede
skud mod farveposerne, da Delphine har slået op med ham. Solda-
terkolonner marcherer gennem byen og krydser jævnligt de dan-
sende fodgængeres spor. Der er antydninger af alvorlige politiske
konflikter i horisonten: „Det minder mig om ‘39,“ siger Dutrouz på
et tidspunkt. Simon Dame sidder og leger med papir- og tinsolda-
ter på disken i sin musikbutik, men stuver dem skyndsomt af ve-
jen, når der kommer kunder. Tvillingesøstrenes lillebror Boubou er
begejstret for den plastic-atomubåd, han får i gave af M. Dutrouz.
Dutrouz og tvillingesøstrenes morfar kender hinanden fra Thes-
saloniki, hvor de var i flyvevåbenet sammen under krigen.
23
Tiden og farverne