OPSUMMERING OG PERSPEKTIVERING - Niels Hoffmann Haahr

nielshaahr.dk

OPSUMMERING OG PERSPEKTIVERING - Niels Hoffmann Haahr

OPSUMMERING OG PERSPEKTIVERING 127

I den specifikke dialog om emner der vedrører livsstil (rygning, kost, motion, alkohol), sker

der i nogle tilfælde det at jordemoderen ’glider af’ i kommunikationen og underspiller sin

egen viden og betydningen af denne (specielt i forhold til kommunikation om rygning og

kost). Dette sker navnlig hvis 1) jordemoderen ikke personligt finder emnet vigtigt, 2) hvis

det ikke er noget der har særlig stor betydning i den gravides egen forståelsesramme,

og/eller 3) hvis jordemoderen fornemmer at den gravide ikke har lyst til at tale om for

eksempel sin rygning eller overvægt.

For jordemødrene er det som nævnt vigtigt at finde balancen mellem at det er en positiv og

tillidsvækkende oplevelse at gå til jordemoder, men at jordemoderen på den anden side får

informeret kvinden om de mulige konsekvenser af uhensigtsmæssig adfærd. En prioritering

er altid nødvendig, ikke mindst på grund af de tidsmæssige begrænsninger i konsultationen,

men i nogle tilfælde sker der dog det at man med indirekte henvisning til tillidsforholdet, og

til idealet om at være den ’gode jordemoder’, hurtigt vælger at vige udenom visse emner.

Jeg mener derfor der er god grund til at problematisere den implicitte antagelse hos mange

af jordemødrene om at der eksisterer en omvendt sammenhæng mellem kommunikation om

problemadfærd på den ene side, og tillid og god kontakt på den anden; at hvis

kommunikationen om problemadfærd øges, så mindskes tilliden og den gode kontakt som

konsekvens heraf. Omvendt kan det nemlig også skabe tillid hvis jordemoderen i sin

egenskab af sundhedsprofessionel taler ’lige ud af posen’ og giver klare faktuelle

informationer, samt forklarer hvorfor hun mener budskabet er vigtigt.

Denne anbefaling peger samtidig på et dilemma som retorikken om sundhedsfremme

forstærker, og som det derfor for sundhedsprofessionelle er vigtig at forholde sig til, nemlig

hvordan rollefordelingen skal være i kommunikationen (jf. side 103-105): Yderpunkterne er

at man er ”samtalepartner” i en ligeværdig dialog, hvor det er patienten / den gravide der

bestemmer hvad der skal tales om, eller at den sundhedsprofessionelle er ”eksperten”, der

sidder inde med en viden som han/hun finder vigtig at viderebringe, og måske dermed

risikerer at fremstå som moraliserende. Jeg har her argumenteret for at det er nødvendigt –

og derfor også bør være legitimt – at anerkende at der er en forskel i viden og tildelt

autoritet i konsultationssituationen, og at dette i øvrigt ikke udelukker muligheden for en

tillidsfuld og ligeværdig dialog.

More magazines by this user
Similar magazines