Kalle fra Svaneke

bergsbureau.dk

Kalle fra Svaneke

Kalle fra Svaneke

Tekst: Sussi Hviid/ Foto: Jannike Mogensen,

Charlotte Barrett og Torben Villumsen

ALLE KENDER HAM. POSTBUD, FORSANGER I EXPECT NO MERCY, STJERNE

FOR EN AFTEN I DEN BEDSTE SENDETID, FODBOLDTRÆNER... HELE SIT LIV

HAR ’KALLE POST’ MED DE FASTE LÅR OG DET FRÆKKE GLIMT SLÅET SINE

FOLDER PÅ DEN BORNHOLMSKE ØSTKYST. OM AT TISSE NÅR FILMKAMERAET

RULLER, OM KÆRLIGHEDEN, OM LIVET, OM KVINDERNE...

magasinet bornholm | 77


Tekst: Sussi Hviid/ Foto: Jannike Mogensen,

Charlotte Barrett og Torben Villumsen

78 | magasinet bornholm

n flimrende hed sommerdag kommer

Kalle kørende på sin rute. Luften står

stille, sommerfuglene danser parringsdans

i luften. Kaprifolien dufter, så den

rammer Kalle helt inde i den gule postbil.

Han standser bilen.

»Juhuu, kommer du ikke herned med

posten?« lyder det fra haven. Og en smilende

kvinde iført trusser, bh og store

solbriller vinker dovent.

»Men da jeg kommer ned i haven, har

hun taget bh og trusser af og ligger dér

splitternøgen. Så står man der … øh, god

dag ...,« erindrer Kalle.

»Pyh, det er varmt, vil du ikke have noget

koldt at drikke,« lyder det inde bag de

store solbriller«.

Og det ville Kalle jo gerne …

For han er fræk, posten i Svaneke. De

faste lår, den gode bagdel, glimtet i de

spillende, blå øjne. Den hæse stemme,

det bløde bornholmske. De rappe replikker...

Kalle voksede op i et trygt miljø i fiskerlejet

Aarsdale lidt syd for Svaneke.

Han gik på Svaneke Skole i en klasse

med 24 elever, hvoraf halvdelen kom fra

Aarsdale.

»Vi var alle lige, der var ingen, der havde

mere end andre. Vores forældre mødtes

dagligt på havnen og fik en snak, og

det var også her, at lommepengene blev

reguleret, sådan at den ene far sagde til

den anden: Nåh, hvad får jeres unger i

lommepenge hjemme hos Jer? Så talte

de lidt frem og tilbage om det, og så fik vi

alle sammen det samme,« husker Kalle.

»Mens andre unge tog ud for at se verden,

blev vi hjemme. Der var ingen, der

tog på Interrail. Vi havde nok i os selv

og følte ikke, at vi havde brug for den

udfordring. Vi var sammen. Vi drak! Vi

rejste aldrig ud af byen, men valgte at

blive her.«

På et tidspunkt er Kalle alligevel ved at

løbe sur i livet. Forældrene bliver skilt,

Kalle er rodløs og kan ikke finde fred.

Drikker for mange guldbajere og ryger

for meget hash sammen med gutterne.

Kommer på nervemedicin og er helt ude

i tovene. Men Kalles bedste ven og faste

holdepunkt, Peter Sigumfeld, samler

Kalle op igen. Og takket være Peter - og

Kalles job som postbud, som han altid

har været meget glad for - klarer han

skærene og kommer ud på den anden

side.

»Min far sagde altid: pas dit arbejde! Og

det har jeg altid gjort med glæde.«

En morgen aser og masser han med en

rørformet pakke til en ældre, kristen

dame. Det går ikke. Kalle kan ikke få

den igennem og ringer på døren. Den

ældre dame lukker op:

»Din sprække er ikke stor nok, jeg har

prøvet alt, men jeg kan ikke presse den

ind!«

»Den gav røde ører, men gudskelov

fangede hun den ikke,« siger Kalle, der

formåede at holde masken.


magasinet bornholm | 79


Kalle

80 | magasinet bornholm


Da lynet slog ned i Kalle og Lone til en

juleafslutning i fodboldklubben, gav det

seriøs genlyd i Danmarks mindste købstad

- det ellers ikke videre bornerte Svaneke,

hvor man er vant til et vist gennemtræk

i ægteskaberne. Tænk, postbudet

rendte med byens smukkeste pige

– den yndige dagplejemor. Hun kvittede

status, bedsteborgerhus, Mercedes Benz

og én af byens andre populære sønner,

med hvem hun havde to små børn.

Kalle forlod sin kone gennem et år og tre

måneder og sin lille søn. To små familier

blev splittet.

Byen var rystet, stemningen skiftede

mellem forargelse og medfølelse. Man

skuttede sig og rykkede tættere sammen

i de små hjem:

Det var frygteligt, fordi så mange blev

berørt og ulykkelige af det, men det

kunne ikke være anderledes, for Lone

og Kalle måtte bare have hinanden.

Lone husker parrets første stævnemøde.

De havde lånt en taglejlighed i byen. Ingen

vidste noget endnu. Det skulle være

meget romantisk:

»Og så kom han med en flaske Champagne

– og et par trusser fra Kvickly!,«

griner Lone, der absolut ikke var vant til

at få kærlighedsgaver indkøbt i et supermarked.

Kvickly-trusserne kunne dog ikke rokke

ved, at Lone havde tabt sit hjerte til Kalle.

En måned efter flyttede de sammen

i Kalles lille, gule bindingsværkshus.

To vidt forskellige mennesker, med vidt

forskellige baggrunde og vidt forskelligt

Kalle

syn på livet. Hun var den pæne pige, som

aldrig havde kommet sammen med nogen,

der røg hash og drak sig fuld. Kalle

var en uregerlig og charmerende rod, der

drak Jack Daniels, røg fede og hang ud

med vennerne.

Hun var til Bo Bedre og engelsk country

style, han kunne bo i en campingvogn

med tre ølkasser. Han kaldte hendes

omgangskreds for fattigfine, hun var

flov over at blive set med hans venner

og dukkede sig bag fiskekasserne, når

hun og Kalle sad og fik en håndbajer

med dem på havnen, og hendes venner

kørte forbi. Han har måttet overnatte i

bandets øvelokale, og hun har siddet og

skummet af vrede i sin eksmands kolonihavehus,

når bølgerne er gået højt og

kanterne skulle slibes.

I dag har Lone indset, at passion og lidenskab

er vigtigere end materielle goder,

og at man ikke behøver at være et

skod, fordi man får sig en bajer på havnen.

Kalle er ikke helt så vild og uregerlig,

som han har været og har desuden

lært at respektere Lones venner.

En tidligere skønhedsdronning, som

altid forsøgte at lokke Kalle indenfor til

et glas saft, kom en dag løbende ud på

gaden for at tage imod ham.

»Hun har vel været omkring 65 år, og

det var længe siden, hun havde været en

skønhedsdronning, men pludselig står

hun og tager imod mig midt på gaden

i g-streng og stormasket netundertrøje.

magasinet bornholm | 81


De forbikørende bilister var nær kørt galt

ved synet,« fortæller Kalle.

Senere ved den lokale havnefest kaster

den aldrende skønhed sig over ham,

presser hans hoved ned mellem sine

store gyngende bryster, som under den

gennemsigtige blondebluse bølger som

Østersøen i novemberstorm, og giver

ham et ordentligt goddagknus.

»Det er da dejligt, at kunderne er glade,«

smiler Kalle.

Der er sådan lidt ’Postbudet ringer altid

to gange’ over ham. Kvinder i Svaneke

spinder kælent, når de hører brevene

blive presset gennem dørsprækken. Selv

når rudekuverterne og rykkerne bliver

listet ind ad sprækken, sukker de henført,

kvinderne. Pirrede af fantasien om,

hvad der kunne ske, hvis de fik ham lokket

med inden for i køkkenet, inviterede

ham på en kop kaffe … på køkkenbordet

… midt i det bornholmske rugmel …

Kalle elsker at provokere og drille, og

han kan ikke lade være med at diskutere

alting, også selv om han i virkeligheden

er enig.

»Jeg har aldrig boet sammen med nogen,

der kan bringe mig så langt ud af fatning

som Kalle. Han kan få mig så langt ud,

at jeg kaster med ting efter ham, fordi

han er så øretæveindbydende. Men jeg

har til gengæld heller aldrig mødt nogen,

der kan få mig til at grine så meget,« erkender

Lone, der ikke fortryder, at hun

sagde ja, da Kalle friede, og hun byttede

det store gule hus ud med et lille gult.

Kalles visitkort måtte der gerne stå

»rocksanger - og postbud i fritiden«. Den

musikalske interesse begyndte, da Kalle

og fire af gutterne fra Aarsdale dannede

rockbandet Expect no Mercy i starten af

1980’erne.

Bandet har opnået lokal kultstatus, og

fansene sørger for, at ’Expecterne’ spiller

82 | magasinet bornholm

for fulde huse, hver eneste gang de fyrer

den af.

»Jeg føler mig som stjerne for en aften,

når vi spiller 3. juledag på Bodegaen i

Svaneke, hvor duggen driver ned ad vinduerne,

publikum kammer totalt over,

og stemningen er så høj, at man næsten

svæver. Det er bare så fedt,« siger Kalle,

der får julelys i øjnene og karter rundt i

lokalet, når han taler om sin musik og

sammenholdet i bandet.

Og så var der den gang, hvor Kalle og

gutterne fra bandet spillede hårdkogte

rockere i Lotte Svendens film ’Bornholms

stemme’:

»Vi skulle pisse på én, der skulle indvies i

vores rockergruppe, og havde fået en tepose

under armen, som vi skulle trykke

på, så vi kunne pisse på instruktørens

kommando. Men det virkede ikke. Så

vi måtte tage kalorius frem og gøre det

rigtigt. Det er sgu svært, når fotografen

– ved synet af vores udstyr - samtidig

står og fortæller, at han har ondt af de

bornholmske piger,« griner Kalle, der

sammen med de andre ’Expecter’ måtte

stå med kalorius uden for bukserne i tre

dage, før scenen var i kassen.

»Men det var pisseskægt – og så blev vi til

og med betalt for det.«

Bandet er begyndt at skrive deres numre

selv. Og Kalle har måttet sande, at det

kan være noget af en satsning at lade

både postbudet og komponisten være på

arbejde på samme tid:

»Jeg kom kørende ude på ruten, og pludselig

kommer der en melodi til mig. Den

er pissegod, og jeg må bare ikke glemme

den. Jeg bliver ved med at nynne den,

men kan til sidst godt indse, at jeg jo

ikke kan rende rundt og nynne indtil

arbejdsdagen er slut. Så da jeg kommer

forbi en mønttelefon, ringer jeg straks

til guitaristen og skråler melodien ind i

røret, så han kan optage hittet. Da jeg


magasinet bornholm | 83


agefter vender mig om for at gå hen

i postbilen, opdager jeg, at der står et

hold tyske turister og stirrer på mig. Jeg

hilser venligt, som jeg gør til alle, sætter

mig ind i postbilen og kører videre.

I bakspejlet bemærker jeg, at turisterne

bliver stående og glor, indtil jeg er ude

af syne. De fik da noget lokalkolorit for

pengene!.«

Kalle var også genstand for mediernes

bevågenhed, da han for nogle år siden

blev topscorer i Bornholms-serien. Han

spillede centerforward i Svaneke Boldklub

og havde scoret 25 mål i sæsonens

løb.

Det var på de tider, hvor man skulle til at

danne FC Bornholm. På et pressemøde

spørger en journalist FC Bornholms

træner, om ikke Kalle kunne udgøre en

vigtig brik på holdet, hvortil træneren

svarer:

»Kalle er ikke hurtig nok, Kalle har

ikke overblik nok, og Kalles teknik er

84 | magasinet bornholm

ikke god nok. Men derudover er Kalle

en fin fyr.«

Nu spiller Kalle på old boys-holdet i

Svaneke, hvor han også træner pigerne

i fodbold.

»Livet er betydeligt nemmere, hvis man

benytter sig af humor og en god portion

selvironi,« siger Kalle, som sagtens kan

grine af sig selv, når han har begået en

bommert eller sagt noget uoverlagt. Og

som ikke bærer nag, hvis andre dummer

sig eller sårer ham.

»Han kan nok ikke tåle at høre det her,

men sandheden er, at Kalle er et rummeligt

og ukompliceret menneske. Han

er altid glad, udadvendt og åben. Og så

kan han tale med alle mennesker og er

en ekstremt god lytter,« fortæller Lone,

der har oplevet Kalle sidde en hel nat

og tale intenst med en 90-årig gammel

herre om dennes prostataproblemer.

Kalle elsker at iagttage, lytte og tale med

mennesker, han møder på sin vej. Det

populære postbud ved nøjagtigt, hvad

der foregår i byen.

»Jeg har naturligvis tavshedspligt og

kunne aldrig finde på at udlevere nogen

– så ville jeg sgu blive fyret - men som

postbud ved man ofte, hvad der finder

sted i de små hjem, mange gange også

inden de implicerede ved det selv. De

fleste postbude kunne udlevere samtlige

husstande på deres rute, hvis det skulle

være,« siger Kalle og truer for sjov med

at skrive sine erindringer, ’Mit liv som

Post’, når han engang skal pensioneres.

Ligesom byens læger og den lokale frisør,

er Kalle om nogen en nøglefigur i

det nære lokalsamfund, hvor alle ved det

meste – og Kalle ved alt – om alle.

»Ja, jeg kan godt love dig, at det er sjovt,

når jeg sætter mig i frisørstolen hos Joe.

Så bliver der eddermaneme luftklippet!«.

More magazines by this user
Similar magazines