Historien finder du her i pdf version - Frank Christensen

AT SEJLE ER AT LEVE
Dette er en beretning om, at gribe chancen når den er der og forfølge sine drømme og mål, når mulighederne opstår. Det
er en beretning om en sejlads over mere end fire år og mange tusinde tilbagelagte sømil. En odysse, som startede i
Mariager i sommeren 2000 og som sluttede den sidste dag i oktober 2004 i Randers.
Birthe og jeg, ægtepar, havde planlagt at drage af, når jeg blev pensioneret. Birthe havde endnu ikke nået
pensionsalderen, men hun skippede arbejdsmarkedet. Vi regnede med, at vi kunne holde skruen i vandet endda. Vores
hus i Randers var udlejet, så det stort set hvilede i sig selv, og vores 40 fods sejlbåd skulle nu være vores bolig,
transportmiddel og arbejdsplads i tiden fremover. Vore oplevelser i form af sejladser, mødet med fremmede kulturer,
opståede venskaber og vores samvær ombord med venner, som kom på visit. Med ombord var desuden vores
schæferhund Balder.
For den, der sigter på langfart ad søvejen, kan der nok være lidt fiduser at hente i det følgende.
Fra Mariager til Harlingen
Det er fedt at være sådan stillet, at man kan gøre, hvad man finder bedst lige nu. At kunne rejse, at kunne standse op, at
have tid til at tage bolden op på det sted, hvor den bliver spillet. At have muligheden for i vejkrydset at vælge en vej
med forvisningen om, at der senere er tid til at vende tilbage og prøve en anden. At være på vej og alligevel være lige
her.
Lige nu hedder stedet Holland, Fryslan, og helt præcist havnebyen Harlingen, som er adgangen via sluse fra van Harinxmakanal
til Waddenzee, hvorfra distancen til Ijsselmeer (Zeudersøen) er ca. 1 times sejlads.
Det var hyggeligt. Det var rart og behageligt, at så mange i familie og omgangskreds m.v. viste så stor interesse for den
forestående rejse, at der faktisk konstant var besøg ombord i “EOS” fra det øjeblik hun lå med nylagt make-up i havnen i
Mariager.
Det v a r hyggeligt, men det besværliggjorde i nogen grad arbejdet med montering og klargøring af “stålcontaineren” til
den sejlads, som ventede forude. Der er meget at gøre, når man planlægger en rejse for flere år. Så-eh selvom det var
hyggeligt med de mange besøg, besluttede vi, at så snart gondolen var søklar og sikkerhedsmæssigt forsvarligt monteret
og udstyret, ville vi lette fra Mariager.
Onsdag den 23. august kl. 0930 lod vi fortøjningerne gå for og agter, satte sejl og stod ud af bugten ved Mariager. Kort
før vi lettede var 2 politiere (ingen navne her) på kajen i patruljevogn, og vi drak en kop kaffe sammen i cock-pittet,
hvorefter vi hilste af med “god rejse” og “god arbejdslyst” og hvad man ellers siger, når man skilles for en stund.
Det lykkedes for os at time det således, at vi passerede Hadsund til broåbningstid, og vi kunne således for sejl fortsætte
gennem broen og videre ud af Mariager Fjord. Vi var heldige med vejr og vind. Det bar godt derudaf, og efter at have
rundet hjørnet af Djursland , Gjerrild og Fornæs, sejlede vi sydover langs kysten. Kl. 2200 kastede vi anker nedenfor
Elsegårde campingplads ved Ebeltoft.
Balder, vores nu tre år gamle schæferhund af hankøn, klarer sig fortræffeligt ombord allerede. For ham er denne første
del af sejladsen også en prøve på at kunne klare flere dage ombord uden landlov. I tilgift får han lov at tage hundevagten.
Torsdag morgen kl.0810 lettede vi anker og satte sejl. I løbet af formiddagen kulede det op fra sydvest, så vi måtte
krydse hårdt for at komme ned mod Århusbugten. Vi skulle til Egå, hvor vores nye storsejl hos sejlmageren skulle have
nogle forstærkninger. Søen blev efterhånden så svær og hård, at Balder, der endnu ikke havde prøvet hårdtvejrssejlads,
virkede trykket. Vi besluttede derfor at løbe ind i bugten ved Draget, Helgenæs, hvor vi kastede anker kl.1200.
Vi lå lige ud for Frans Andersons gård, hvor vi tidligere afviklede udrykningskurserne i Region II. Nu er der skole, og
der var masser af ungdomsliv på stranden, kanofart m.v.
Fredag morgen den 25. Kl.0630 halede vi “krogen hjem” og satte atter sejl for at løbe til Egå, hvortil vi ankom få timer
senere.
Vi fik sejlet slæbt op på sejlloftet, fik det fikset og slæbt ombord igen. Dagen var gået, og vi havde besluttet, at blive i
Egå til næste dag. Og det var da godt, for om aftenen ankom tre hold gode venner fra Randers for at vinke farvel. Det
blev en hyggelig aften med festlig indtagelse af pizza, rødvin og champagne. Selvfølgelig også et par morsomheder om
det faktum, at vi havde brugt tre dage på at nå fra Mariager til Egå, mens de besøgende kørte fra Randers til Egå på tre
kvarter.

Næste morgen meget tidligt satte vi på ny sejl, lod gå for og agter, og stod havnen ud for en svag morgenbrise fra vest.
Vi havde en utrolig dejlig sejlads hele dagen. Vinden friskede op fra det “rigtige hjørne”, solen strålede fra en skyfri
himmel, og det gik for fulde sejl sydover langs kysten. Vi passerede Endelave og satte kursen mod Båring vig, hvor vi
kl 2130 kastede anker ud for Vedelshave camping efter en perfekt sejldag.
Balder var i løbet af dagen nået til den erkendelse, at når der blev kastet anker, var der ingen landlov, så han fandt endelig
ud af at forrette sin nødtørft på dækket, hvilket heldigvis hverken gav anledning til hængeøren eller andre tegn på
skævheder i den anledning.
Efter en god nats søvn og indtagelse af morgenmaden i et hyggeligt, solvarmt cockpit, satte vi kursen mod Lillebælt. Vi
var så heldige at vinden fra morgenstunden kom op fra øst, så vi havde en både hurtig og behagelig sejlads ud af bugten
og ind i Lillebælt, hvor vi passerede Strib med det karakteristiske smukke gamle fyr i det fineste klare vejr med høj
himmel. Videre fór vi, stadig for fulde sejl og god vind ned mod Middelfart. Vi passerede broerne og havde stadig på
denne østlige kurs alting med os, men da vi rundede hjørnet og sejlede sydover for at passere Fænø og Fænø Kalv ,
vendte sejler lykken
Vinden sprang om i syd, og samtidig begyndte strømmen at sætte nordover, så med vind og strøm imod krydsede vi nu
nedover. Det var hårdt, men selvfølgelig en udfordring. Det tog laaaang tid at passere Fænø Kalv, fordi vi måtte på
korte ben i krydsene. Men for sejl gik det hele vejen til Assens, hvortil vi ankom næste morgen, mandag den 28. aug.
efter at have tilbragt natten for anker lidt nord for Assens. Hele denne sejlads fra Egå til Assens havde været en god
tilvænningsperiode for Balder, som helst senere skal kunne klare flere døgn til søs. Det er da muligt, at han, hvis han
kunne skrive, ville skrive noget helt andet.
Hele distancen fra Mariager til Assens tilbagelagde vi alene med sejl som drivmiddel. Maskinen havde på intet
tidspunkt været i gang og anvendt til fremdrift eller manøvrer. Det var en fed oplevelse.
Vi blev i Assens hele den følgende uge, hvor vi nød samværet med min bror, svigerinde, niece og hendes lille familie.
Vi havde også en af disse overraskende, lækre oplevelser man af og til får. En dag så vi på kajen i havnen en mandsperson,
som til forveksling lignede vores gode ven Rudolf fra Erslev. Det var Rudolf. Sammen med Mette var han på
vej til Lundeborg og havde på forunderlig vis fundet ud af, at vi var i Assens, så deres automobil blev nødt til at køre
via Assens til Lundeborg. Se det var bare så fedt.
Vi havde lidt af en familiesammenføring i Assens, hvor Ann kom ombord nogle dage før vi fortsatte rejsen sydover.
Ann havde ferie i fjorten dage, og havde ønsket at spolere sin ferie ved at sejle med så langt, som vi nåede på den tid.
Efter en dejlig uge i Assens lod vi gå for og agter mandag den 4. Sept. Kl. 0740. Vi stod havnen ud for maskine, men
satte straks sejl, og var igen heldige med vind og vejr. En solrig dag med masser af “rigtig vind” bragte os til Kielerbugten,
hvor vi ankom til Holtenau (slusen) kl. 2030.
Kielerkanalen må man ikke i lystfartøjer besejle om natten, så vi måtte finde et sted at fortøje til næste morgen. Det
lykkedes, og Balder fik atter landgangsmulighed. Han klarer sig nu godt under sejladsen. Han nyder helt tydeligt, at der
altid er hænder i nærheden til at nulre øren, stryge pelsen og give godbidder.
Vi passerede slusen i Holtenau ved middagstid og stampede nu for maskine ad Kielerkanalen. I Kielerkanalen er det
ikke forbudt, men yderst vanskeligt at sejle for sejl, og man skal altid gå af vejen, eventuelt vente for anden trafik. Og
der er altid anden trafik. Store søgående, oceangående fragtskibe og passagerskibe. I øvrigt kan Kielerkanalen være en
særdeles hyggelig oplevelse, med de mange venligt hilsende lystfiskere, der sidder langs begge sider iført det helt rigtige
dress, og med det helt rigtige udstyr. Hundeluftere og andre spadserende, som man passerer i en spytklats afstand.
Det blev aften på Kielerkanalen, og vi var nået frem til Rendsborg, hvor vi overnattede i en lille privat bådklub, Büdels
dorff. Vi har tidligere været der. Klubbens havnemester, en bøs person at høre på, men yderst venlig og hjælpsom fandt
en plads til os og hjalp os til rette i havnen. Havnen ligger i et naturskønt område i et hjørne af noget, der nærmest
ligner en sø. Et sted, hvor man slet ikke fornemmer den store, stærke trafik på Kielerkanalen ganske tæt derved.
Her oplevede vi den skønneste solnedgang.
Vi oplevede også solopgangen næste morgen, men dermed var det også slut med turistvejr for den dag. Bortset fra, at
vejret ganske vist var mildt og dejligt, regnede det hele dagen. Ann var så uheldig, at det netop var den dag, hun havde
rortørnen hele dagen. Mens maskinen tog kølevand ind fra kanalen, fik hun det ovenfra i stride strømme. Der var
selvfølgelig stadig masser af lystfiskere langs kanalen, men nu sad de beskyttet under paraplyer, store som thehuse.
Vi ankom til Brunsbüttelkoog så sent på dagen, at vi besluttede, at blive der til næste dag for at foretage indkøb og
motionere lidt.

Vel gennem slusen fra Brunsbüttel kunne vi på ny sætte sejl, og for frisk vind, fuld sejlføring og medstrøm på Elben løb
vi efter 4 timers sejlads løbe ind i marinaen i Cuxhaven, hvor vi lod vort danske flag se i tre dage. Denne havn er et
ideelt sted at anduve, hvis man må vente for vejr eller lignende, før man fortsætter ud af Elben. Havnen er stadig ikke
for dyr, den cyklende havnemester altid klar til at servicere. Tillige er der en hyggelig restaurant i klubhuset, hvor der
hver dag kan fås varme måltider og meget andet.
De følgende dage travede vi Cuxhaven tynd. Vejret var godt og vi følte os mere som turister, end som søfolk. Jeg husker
ikke, om vi også spiste lidt softice i gågaden. Det står i dagbogen, så det må vi jo have gjort.
Efter nogle hyggelige dage i Cuxhaven stod vi ud af Elben. Vores mål var egentlig Holland, Terschilling eller Texel,
men på grund af vind og vejr i Nordsøen ændrede vi destinationen og gik til den tyske frisiske ø Helgoland. Nu vidste
vi godt i forvejen, at den er sådan et frihandelssted. Dette var ikke grunden til at vi valgte netop Helgoland, men der er
jo ikke så mange faste punkter ude i Nordsøen bortset fra platformene til oliemarkedsfolket. Vi kunne da også
konstatere at øens handel, som ellers stort set var lagt an på turister, prismæssigt var sælgers marked.
På Helgoland mødte vi tre gode danske vikinger, to unge mænd og en gammel mand, som jeg selv. “Den gamle” var
den lykkelige ejer af en stålbåd a lá “EOS”. De var på vej til Caraibien. Vi havde lidt behageligt socialt samvær her
ombord. De fortalte, at skibet var nyt for dem. Ejeren havde døbt skibet “NAOMI” efter den i langfartssejler- og andre
kredse kendte kvindelige ”alene jorden rundt sejler”. Hun har for resten skrevet en yderst spændende og læseværdig bog
om sin jordomsejling.
Pudsigt nok “brokkede” de unge fyre sig over, at der var for meget elektronisk udstyr i båden. De kunne nemlig begge
navigere på gammeldags vis.
Fra Helgoland satte vi kursen mod den Hollandske ø Schermonikoog, som vi ganske vist ikke kunne anduve på grund af
vores dybgang. Men vi vidste fra tidligere, at der er en dejlig kanalfartsoplevelse fra Lauwerzoog til Harlingen ad
Harinxma kanalen.
Vi var igen heldige med vindstyrke og retning, men vi havde også en rimelig lang distance foran os. Det ville blive tæt
på midnat før vi kunne være fremme. At anduve og besejle renderne mellem de Frisiske øer generelt kræver, at man
opfører sig som sømand og navigatør, idet man i modsat fald løber en stor risiko for at gå på grund. Det er selvfølgelig
farligt på et sted, hvor tidevandsforskellen er 4-5 meter, og hvor sandbankerne konstant bliver flyttet rundt af de
besungne Nordsø bølger, som ruller ind mod land.
Helgoland fortonede sig og forsvandt under horisonten agterude, og vi nærmede os trafiksepareringen, der kan sammenlignes
med en motorvej. Vi havde set det gode skib “NAOMI”stå havnen ud lige efter os, og vi havde dem konstant
i sigte et par sømil om styrbord, men de gik helt tydeligt en lidt vestligere kurs. På et tidspunkt ved middagstid, da vi
var midt i trafiksepareringen, hvor der i øvrigt ikke var anden trafik på det tidspunkt, så vi nogle sømil borte en tysk
Coastguard stå nordover. Ikke desto trods måtte den gamle politi-, navigationslærer- og sømand indkassere en efter
reglerne helt berettiget dumme-reprimande
Ann var til rors, og varskoede kort efter, at Coastguarden nu havde ændret kurs og var på vej mod vores position. Jeg
sagde til hende, at det sandsynligvis var fordi vores kurs ikke var vinkelret på sejlretningen i separeringen, så det ville de
sikkert gerne gøre os opmærksom på. I samme øjeblik hørte jeg på radiostationen, at de kaldte os med vores radiokaldenummer
XP4881, som er anført med store bogstaver og tal i storsejlet. Jeg svarede straks på radioen, og det var
ganske rigtigt en korrekse. Da jeg svarede, at jeg selvfølgelig kendte reglerne, men da vi var sejlførende og vindretningsafhængige,
og at der i øvrigt ikke var andre skibe i området disponerede jeg som tilfældet viste, men at jeg straks,
hvis de fordrede det, ville fortsætte for maskine og ændre til den rette og krævede kurs. I mellemtiden var han
kommet på klos- og prajehold af os, men korrespondencen fortsatte via radio og endte med, at jeg ændrede kurs, og den
gode tyske søpoliti bekendtgjorde, at han egentlig var nødt til at rapportere forseelsen, med hvad deraf følger. Men han
ville for denne gang lade nåde gå for ret.
Dette, søfarende, et eksempel til erindring, såfremt du begi´r dig ud i tyske farvande.
Den videre fart over salten nordsø til Schiermonnikoog og videre ind til Lauwerzoog var ren nydelse, og selvfølgelig
også spændende sejlads mellem grundene i buldrende mørke, men gode afmærkninger letter selvfølgelig navigationen.
At vi (jeg) så glemte at bjerge loggen, så skruen knækkede loglinen, da vi skulle lave en bakmanøvre med maskinen,
er en ganske anden sag.
Vi fortøjede ved en bro tæt ved toldhuset, så vi straks om morgenen kunne klarere og fortsætte ind på kanalen til Dokkum,
Leuwarden og Harlingen, hvorfra vi ville videre til Ijsselmeer. Det viste sig, at tolderne ikke ville notere noget om
os, men det var da ok, at vi kom og hilste på. Anderledes var det ombord i skibet her, for Balder, den nu ret rutinerede
og hårdtprøvede skibshund, fik besøg af en “sild” a lá Hollandsk rundkørsel. Lidt terrier var der nok i hende. Ikke særlig
stor, men ivrig efter at stifte bekendtskab med den store flotte danske søulk, som har hår, ikke bare på brystet, men over

det hele. Altsammen foregik nu i al ærbarhed, for skønhedens menneskeforældre var hele tiden i nærheden på deres
sejlbåd.
Vi fortsatte fra Lauwerzoog. Nu var vi i Fryslan. Et skønt åbent og mange steder naturskønt område. Efter at være sluset
ind på kanalen Harinxma, tøffede vi for motor mod Dokkum, hvor vi overnattede. Under hele denne tur vekslede
synsindtrykkende konstant. Store flade marker med får og køer. De specielle gårde “hovedhalsogkrop”. Beboelseshus
bygget sammen med lade og stald, ofte med en lille mellemgang, (halsen). Møllerne, gamle, intakte, velholdte. På
markerne ved afvandingskanalerne mindre vindmøller, som driver pumperne, der holder de lavtliggende områder tørre
nok, til at det fortsat er land. Det er områder, hvor landet bag dæmninger ligger lavere end den kanal, vi sejler på.
Gennem byer med huse tæt på kanalen på begge sider. Og desuden mange steder husbåde langs kanalbreden.
I Dokkum fortøjede vi ved kanalkajen midt i byen. Det var en ubeskrivelig hyggelig oplevelse på mange måder. Stemningen.
Det at ligge fortøjet lige under verandaer. Kontakten med lokale, som man pludselig var blevet naboer med.
Ungdomssammenkomsten på kanalkanten om aftenen. Grupper af unge snakkende, leende, transporterende på cykler.
Næste morgen de samme unge i en stor flok cyklende til skole, stadig snakkende og leende. Vores møde med den flinke
havnemester i Dokkum, som kom for at afkræve os havneafgift. Han sagde, at vi kunne tage det helt roligt, for det var
billigt, ikke som i Danmark, hvor hans bror i denne sommer havde brugt rigtig mange penge til havneafgift. Og han
havde ret, havnemesteren i Dokkum. Det var billigt. Nå, bortset fra det, så fortalte han også, at hans bror kom hjem med
mange gode oplevelser fra sin sejltur i det sydfynske.
Turen videre ad Harinxma til Harlingen forløb fint, indtil vi skulle ind i slusen for at komme ud af kanalen og ud til
Waddenzee.
Da vi fik grønt lys fra slusemesteren, ville skruen ikke koble til, og uden at fortabe mig i tekniske detaljer, kan jeg kort
beskrive, at problemet ikke umiddelbart lod sig løse, idet det var gearflangen, som havde løsnet sig.
Det lykkedes med en trosse at lassoe en pullert på en fiskerikontrolbåd, som lå fortøjet i nærheden af slusen. Det var
blevet aften. Det viste sig at området var afspærret, så vi var lukket inde/ude. Jollen blev firet af og Ann og jeg roede
ind i den lille havn for lystfartøjer, som lå lige omkring hjørnet. Vi fortalte nogle lokale om vores problem og fik at
vide, at vi sagtens kunne blive, hvor vi var til næste morgen. Det blev straks organiseret, at et medlem fra klubben med
sin motorbåd ville komme ud til os og slæbe os ind i havnen, hvorefter vi kunne tage kontakt til en mekaniker.
Sådan blev det. Det var ikke nogen stor og dyr maskinreparation, men det viste sig vanskeligt umiddelbart at få fat i
den nødvendige reservedel. Vi var nu nået hen i den sidste del af september måned, og vi besluttede derfor at blive i
Holland for vinteren. Lysten til at banke over Biscayen i halv- eller heldårligt vejr i oktober/november var ikke
udpræget fremherskende hos nogen af os. Ann var nu afmønstret og rejst hjem til Københavnstrup for som ansat i SAS
at sende folk rundt i verden med fly. Desuden har både Birthe og jeg haft et ønske om på et tidspunkt at have tid nok i
Holland, hvor vi har været på gennemfart mere end én gang.
Da vi en ugestid efter vores ankomst, ventende på reservedele, talte med havnemesteren her, og han spurgte om vores
planer for vinteren, fortalte vi ham, at vi nok ville finde en vinterhavn her i Holland. Han spurgte straks: “ Hvorfor så
ikke blive her??”. Nå, ja!, sagde vi, som allerede kunne se flere gode grunde til at blive her for vinteren. Vi havde allerede
mødt en utrolig venlighed og hjælpsomhed fra forskellige klubmedlemmer. Desuden havde vi konstateret, at denne
lille by med 15.000 indbyggere har et enormt rigt og engageret musik- og sangliv, som på en gang er kvantitativt og
kvalitativt. Desuden er distancen Randers-Harlingen ikke større (750 km), end at det er overkommeligt at komme til
Randers og at få besøg, om nogle skulle få lyst til at se, hvordan det er at leve en bid af sit liv i Holland med tid til at
deltage i det, som er mest interessant for en selv.
For mit eget vedkommende også at have tid til, at udvikle båden, og at dyrke mit “skipperklaver”.
Harlingen mien Stadsje
Sinterklaas og Swarte Pete
Shantykor og trekkzak
Solen skinner fra en skyfri himmel. Der er rimfrost på søgelænderet og sikkerhedsnettet, som løber fra for til agter i både
styr- og bagbords side. Det er midt på formiddagen den 13. januar, og udetemperaturen er -2. Dagene bliver mærkbart
længere. Stedet er anlægget, hvor vi ligger fortøjet, tæt ved klubhuset.
Morgenturen med Balder over slusen, og langs kanalen var særlig smuk med rimfrosne, nøgne træer. Det ellers meget
grønne græs lå rimfrosset som et hvidt tæppe. Et enkelt handelsskib tøffede ad kanalen på vej mod slusen, for at blive
sluset ud til Waddenzee. På tilbagevejen måtte Balder og jeg vente ved slusen, fordi skibet nu var ved at blive sluset ud

fra kanalen, og broen over sluseområdet var derfor åbnet for skibets passage. Balders luftetur ved dagens begyndelse er
hver gang en ny oplevelse. Hver dag noget nyt at opdage. Jeg bruger øjne og øren. Balder bruger vist mest snuden.
Det kære murmeldyr er anledning til mange bemærkninger og korte kontakter, hvor vi kommer frem. I begyndelsen
blev vi godt nok lidt kede af det, når forbipasserende kiggede på Balder og sagde: ”Møg hund”. Nu har vi for længst
fundet ud af , at det ikke er fordi hollænderne kan en enkelt grim dansk glose. På hollandsk er “mooie hond” udtryk
for “dejlig/smuk hund”.
Vi har nu været her i Harlingen i ca. tre en halv måned. En tid med masser af oplevelser, store som små og mange gode
bekendtskaber. Jeg vil i det følgende prøve at holde mig til at beskrive det, som kan være spændende og interessant for
andre end os selv.
Det var en stille dag her i båden, den dag Ann var rejst tilbage til arbejdslivet. Vi havde fulgt hende til bussen, som
skulle bringe hende til Amsterdam. Selv Balder, som i løbet af de sidste fjorten dage havde vænnet sig til at flokken
talte fire, havde lidt svært ved at holde styr på hændelsen.
Efter vores uheld i kanalen umiddelbart før slusen, var vi blevet hjulpet ind i Harlingen Water Sports Vereininging´s
lille hyggelige havn, som er en del af en af byens kanaler. Vi havde fået tilkaldt en lokal mekaniker, så vi kunne få
ordnet vores gear og komme videre. Det viste sig, at være om ikke umuligt, så dog tidkrævende at få fat i den
nødvendige reservedel. Efter en uges forløb, hvor vi stadig ikke kunne komme videre og ikke vidste, hvornår vi kunne
være klar, besluttede vi, at ændre vores plan. Vi ville blive i Holland eller evt. sejle ned på Bretagnes nordkyst for
overvintring Vi var i hvert fald helt enige om, at vi ikke ville ud at risikere en masse dårligt vejr i den Engelske Kanal,
over Biscay´en og på Atlanten langs Portugals kyst.
Som nævnt tidligere, endte det med, at vi aftalte med havnemesteren her, at vi ville blive her for vinteren. Vi blev med
lemmer af klubben og aftalte en pris at betale for vinterhalvåret. Prisen er overkommelig, men vi blev gjort opmærksomme
på, at toilet- og badefaciliteter var lukket i vinterhalvåret. Det kunne vi nu ikke se som noget problem. Der er en
svømmehal, som er åben alle dage undtagen mandag. Desuden fandt vi også ret hurtigt en løsning, så vi kan bade
ombord. Den er opfundet for mange år siden. En stor balje varmt vand midt på dørken. Så er der store badedag. Jeg
kan godt anbefale metoden. Det er smadderhyggeligt. Og her behøver man ikke sidde med seksløberen parat og Stetson
på hovedet, klar til hurtig udrykning.
Bortset fra det praktiske med igen at få maskinen gjort klar til brug, var der naturligvis andre praktiske ting at tænke på
at få klaret, nu hvor vi ville overvintre i den koldere del af Europa. Såsom noget mere tøj til vinterbrug og ovn til
opvarmning i båden. Vi havde ikke nogle af alle disse ting med, som vi ikke ville få brug for længere sydpå.
Den nemmeste løsning ville være at leje en bil, så Birthe kunne køre hjem til Randers efter de nødvendige ting, mens jeg
fik ordnet maskineriet. Jeg ville så blive her tilbage med Balder.
Mens vi forberedte Birthes ekspedition ved udfærdigelse af huskelister, fik vi en telefonopringning fra en politimand fra
øen Terschilling. Folkert hedder han. Han havde været her i havnen med sin sejlbåd kort efter vores ankomst. Vi havde
talt med ham et par gange og udvekslet navne og adresser, og han havde fortalt, at han skulle til Stilling i Jylland for at
danse folkedans midt i oktober. Han ringede, fordi han havde erfaret, at vi ville overvintre i Harlingen.
Der var nu to dage til afrejsen til Stilling, og han havde i det tilsendte program set, at de skulle besøge Randers Regnskov.
Så han ville såmænd spørge, om der var noget han skulle tage med til os fra huset hjemme i Staldgårdsgade. Han
havde på et kort set, at det ikke var så langt fra Regnskoven. Dybt overrasket over denne betænksomhed svarede jeg, at
det var da et utroligt tilbud, men at Birthe ville tage til Randers om kort tid. Større blev min overraskelse, da han
spurgte, hvordan hun skulle komme til Randers og fik svaret: I en lejet bil her fra Harlingen. Han sagde straks, at han
syntes, det var en dårlig ide, fordi det var for dyrt. Hvis vi kunne vente til han var tilbage fra sit folkedansertræf, ville
han komme herover med sin bil, og så kunne hun jo bare køre til Randers i den. Han mente det og forfulgte ideen, da
han var tilbage. Da havde vi imidlertid fundet en anden løsning. Havnemesteren her havde hørt om vores plan om at leje
en bil. Jeg har en bil, sagde han, den kan køre til Danmark. Fantastisk!! Igen sagde vi, at det var for flot et tilbud. Vi
var jo ikke i en nødsituation Desuden var det heller ikke i overensstemmelse med reglerne om kørsel i sit hjemland i
udenlandsk registreret automobil. Havnemesteren tilbød derfor, at køre med, så var der vel ikke noget prolem med
reglerne? Han tog en uges ferie, og han og Birthe kørte til Randers med en lang pakkeliste. Det gav også Birthe
mulighed for at komme hjem og se til sin 92 årige mor, og samtidig en runde til famile og venner.
Mens Birthe var i Danmark kom der reservedele og maskinen blev atter gjort klar, og sat tilbage i maskinrummet. Jeg
havde løftet den ind i båden, hvor den stod på nogle planker midt i pantry´et. Det er godt nok den største køkkenmaskine,
jeg har set i sådan en lille sejlbåd. Det var nu også lidt besværligt, at have den stående der. Nå ! - Men det gav
plads og lejlighed til at få malet i maskinrummet.

I klubben er der et unikt klubliv. Det nye meget flotte klubhus, som står på pæle i vandet, er bygget af
klubmedlemmerne selv. Der var indvielsesfest lørdag den 29. september. Det var ganske kort efter vores ankomst, og vi
måtte naturligvis være med til festen. Festligt var det med signalflag på alle både (også ”EOS”). Tale af klubbens
formand og byens borgmester, som afslørede navneskiltet på muren “t´Allemanshuis”. Se det var jo et navn , som selv
vi gæster fra udlandet kunne forstå. Huset står ude i havnen, for ikke at tage plads fra det sparsomme parkeringsområde.
Til denne festlige lejlighed blev området udvidet, så alle gæster (og det var mange) kunne finde plads. Udvidelsen var
ganske simpelt en enorm pram, hvorpå var rejst nogle telte og etableret en bar.
At klubhuset bliver brugt, har vi senere konstateret. Der er hver fredag aften åbent for medlemmer i klublokalet, hvor
frivillige voksne medlemmer står for udskænkning i baren. Oftest er der 25-30 mennesker samlede her. Hyggeligt
socialt samvær, der som regel går på fra kl 20 til godt midnat. Birthe og jeg er nødt til at være der hver gang, fordi vi
har kajplads lige op ad klubhuset.
Hver formiddag er der “møde”, hvor 8-10 mandlige medlemmer drikker kaffe og udveksler mimreminder og godt og
vel vovede historier. Jeg prøver at være med så meget som muligt. Til at begynde med kunne jeg kun høre på
latterbrølet, når det var en rigtig dirty joke. Nu kan jeg forstå historierne, men ikke altid joken. Meeen, det er en måde at
lære- og forstå sproget.
I “kantinen”, klublokalet, skal der være undervisning i disse måneder jan., feb. og marts. Jeg må nok sige, at jeg blev
lidt overrasket, da klubformanden kom ombord en dag i december og spurgte, om jeg ville undervise i noget praktisk
sømandsskab som knobe, stik, splejs af tovværk, fortøjningstips m.v. Jeg sagde naturligvis ja, og der er blevet et hold
på 30 fra klubben til denne undervisning. Både Birthe og et lokalt medlem, som kan “knuderne” er også engagerede
som “lærere”, så der bliver overskuelige holdstørrelser.
Oktober måned var gået. Maskinen var kommet på plads og linet op, og den unge mekaniker Willem Kaspers, som var
vores kontakt og hjælp i denne sag, havde dermed sluttet sin indsats her. Inden vi skiltes, spurgte han, om jeg havde lyst
til at være med på et rigtigt dampskib for at sejle med Sinterklaas og Swarte Pete, som skulle sejles i rigtig stoomboot til
byen Hoorn på Markermeer. Selvfølgelig sagde jeg ja tak. Jeg kendte på det tidspunkt allerede den hollandske tradition
med Sinterklaas, som den 5.december kommer med gaver til de børn, som har været artige. Med sig har sin hjælper
Swarte Pete, som er iført festlig, farvestrålende klædedragt. Før den store dag må Sinterklaas naturligvis på en runde,
for at se hvordan det står til med artigheden hos børnene. Han og Swarte Pete ankommer med stoomboot fra Spanien,
som regel efter en hård tur over Biscaya. De børn, som har været artige, får senere gaver. Uartige børn bliver lavet til
pebernødder, som Swarte Pete strøer om sig med. Herlig opdragelsesmetode.
Dagen oprandt og Willem hentede mig her kl 0630, hvorefter vi kørte de ca. 60 km til Medemblik, der ligger ved Ijsselmeer
lidt syd for Den Oever. Fremme i havnen gik vi ombord i dampskibet, hvor ejeren allerede var mødt. Ud over
ham var der en mand på ca 40 år, som for øvrigt var kriminalpolitimand. Han var ligesom Willem stærkt interesseret i
dampmaskiner, så han var altid med, når der skulle sejles med dette skib. Der blev fyret under kedlerne i “kælderen”, og
da der var tryk nok, blev der slået i gang. Det var fascinerende at se maskinen komme i omdrejninger. At se det
store tunge svinghjul dreje. At høre de svage ffffffff-lyde. At være i stand til at føre en samtale i almindeligt toneleje i
maskinrummet, selv da maskinen arbejdede med den kraft, der gav normal marchfart, 8-10 knob.
Vi stod havnen ud med ejeren ved roret, politimanden i kælderen for at holde dampen oppe og Willem og jeg på dækket
for at klare op og hænge de mange festlige, kulørte flag op. Sort røg væltede ud af skorstenen, og blandede sig med
hvid damp, da rorsmanden, skipperen, rederen, legebarnet lod fløjten skingre ud over havnen. Det var midt på
formiddagen, og det var lørdag, så det har sikkert ikke været til stor forstyrrelse.
Efter en times sejlads var vi i slusen ved Enkhuizen i den vestlige ende af diget, som adskiller Isselmeer fra Markermeer.
Her kom Sinterklaas og 25-30 Swarte Pete ombord. Unge piger og drenge i 15-17 års alderen, malet sorte i hovedet og
på hænderne, iført en fantasifuld hovedbeklædning og farverige klædninger, hvis snit er traditionelt. Leben og fest i
stoombooten til umiddelbart før ankomsten til havnebyen Hoorn, hvor vi blev mødt af utallige fritidsbåde af forskellig
art. Lige fra optimistjoller til større sejl- og motorbåde, fyldte med børn og voksne, som ville være de første, der så
Sinterklaas. Med maskintelegrafen fra broen til maskinen blev der “slået laangsam”, og med lav fart gled vi ind mod
havnen, hvor molerne blev passeret med en rand af både. På molerne og kajanlægget var der overalt tæt af mennesker.
Børn og voksne, som var der for at modtage Sinterklaas. Børnene også for at vise, hvor søde de var. Børn, som sammen
med deres forældre og bedsteforældre, havde ventet i op til to timer på dette store øjeblik. Børn, hvis ansigter tydeligt
viste at de vaklede mellem en lille frygt og en stor glæde ved det, der nu skete. Vi nærmede os kaj-anlægget, hvor byens
borgmester var klar til at modtage Sinterklaas. Den store menneskemængde optrådte som et stort kor, der krævede at
dampfløjten skulle lyde. Skipperen gav efter for kravet, trak fløjtewiren, åbnede for spjældet til fløjten, og mens hvid
damp pressedes ud og steg til vejrs forkyndte fløjten for enhver i byen, at nu var Sinterklaas fremme. I det samme gik
skibet på grund, 2 meter fra kajen, hvor borgmesteren stod og ventede. En masse Swarte Pete sprang lette og elegante i
land, og skibet lettede nu så meget, at det kunne komme helt ind til kajen, og den ældre, adstadige, hvidskæggede

Sinterklaas, iført sin lange røde kappe kunne gå i land, hilse højtideligt på borgmesteren og spørge til byens børn. Et
børnekor stod på kajen og sang de søde Sinter-sange. En lille pige trådte frem fra mængden og gav Sinterklaas en gave.
Hvor overraskende!!
Borgmesteren spurgte Sinterklaas, hvordan rejsen havde været. Sinterklaas svarede, at turen over Biscaya havde været
så hård, at de var ved at vende om og sejle tilbage til Spanien. Men så havde han tænkt på alle børnene, som ventede
ham i Holland, og han havde udholdt den hårde sejlads. Nu var han meget glad for det, fordi han kunne da kun se søde
børn her i Hoorn.
En hvid, helt hvid, opsadlet hest blev ført frem. Sinterklaas steg op, og red ud ad byen i adstadigt tempo. Thi sådan er
traditionen. Swarte Pete forsvandt. De blev væk for hinanden. Men de finder hinanden igen - den 5. December.
Forhåbentlig. Kun sammen kan de uddele gaver. Sådan er også traditionen.
Der var tusindvis af mennesker, som havde stået i flere timer og ventet. Mindre end et kvarter efter, at Sinterklaas red
bort, var området næsten mennesketomt. Kun de, som gerne ville ombord og se en rigtig stoomboot, var tilbage.
Lidt senere blev der igen skovlet kul. Der kom tryk på kedlen. Maskinen kom i omdrejninger. Politimanden Rob beherskede
makinrummet som en professionel maskinist, smører og fyrbøder. Han fyrede, smurte og holdt dørken ren. Vi
stod havnen ud. Dampfløjten forkyndte for alt folket, at stoomboten nu var på vej tilbage til Spanje.
Klokken tyve var Willem og jeg tilbage i Harlingen. En lang og oplevelsesrig dag var slut. Masser af fotos var kommet
i kassen.
Den 5. december så vi Sinterklaas og Swarte Pete finde hinanden igen. Tidligt om morgenen. Tilfældigvis lige ved
skolen, som ligger her ved havnen. Sikke glade børnene blev. Sikke´n festlig modtagelse.
I Harlingen møder man konstant mennesker, som giver udtryk for deres stolthed over denne by, og det at være friser.
Ganske vist tales der ikke frisisk i byen, men det frisiske flag, blå og hvid diagonalstribet med 7 røde åkandeblade i de
hvide striber ses overalt.
Harlingen har en lang historie. Den gamle bydel er ubeskrivelig charmerende med små huse langs smalle kanaler. Det er
lykkedes at bevare over 500 gamle bygninger i Zoutsloot og havnekvarteret. En spadseretur ad kajen i såvel
Norderhaven som i Zuiderhafen bringer én tæt på de mange store charterbåde, som er gamle fragtskibe. Ofte mere end
100 år gamle. Nu ombyggede og riggede med flotte master. Nostalgien griber uværgerligt en, når man færdes i dette
charmerende miljø. Jeg føler mig rig, at jeg nu har denne mulighed. At jeg blot kan være her og nyde dette skue hver
dag. En tur gennem byen mellem havnekanalerne er lige så charmerende. 4-500 hundrede år gamle huse, hvis
gavle for manges vedkommende hælder “faretruende” ud over gaden. Smukke gavle, forskellige og med mange seværdige
detaljer i murværket. Gyder så smalle, at jeg er glad for, at jeg ikke har dyrket for meget body-indbildning, for
så måtte jeg afstå fra at presse mig igennem og samtidig også afstå fra den indtagende oplevelse, det er at se døre fra
husene føre ud i denne gyde, der er så smal, at dørene kun kan åbnes ind i huset.
Døre er et kapitel for sig. En spadseretur ad en hvilken som helst strækning i byen er et studium i udformning, bemaling
og udsmykning af døre.
Byens gamle Rådhus i Vorstraat, som for år tilbage brændte ned, er genopført præcis i sin oprindelige skikkelse. Og fra
Rådhustårnet lyder dejlig og varieret klokkespil-musik hvert kvarter dagen igennem
En rotur ad de smalle kanaler i byen er en oplevelse i særklasse. At se denne by sådan lidt fra down below er ubeskriveligt
charmerende. At passere under de små broer. At komme frem til en gammel sluse, som ikke åbner for en
robåd. De gamle sluser med håndbetjente spil på den kanal, som tidligere var porten til indlandet. Nu er det den store
sluse her i nærheden, der betjenes med computer, som er adgangen fra Nordsøen, Waddenzee via havnen til Harinxma
kanalen og videre ud i Fryslan.
En spadseretur ad Voorstraat, den gennemgående forretningsgade i Harlingen, er et studie i vinduesudstillinger. Man
behøver ikke være vindueskigger for at nyde synet af dekoratørernes arbejde, som resulterer i fantasifulde, smagfulde og
anderledes udstillinger, end vi er vant til. Gaderne er da også fulde af liv i butiksåbningstiden.
I december måned er vinduerne en eksplosion af rødt, hvidt og guld. Jeg vil ikke forsøge at beskrive en blomsterfor-
retning. Den skal ses.
Af en helt anden art er en spadseretur på digerne, som både nord og syd for havnen beskytter den lavtliggende by og
det omgivende land mod havet. I første halvdel af det 16. århundrede, da Spanien havde herredømmet her, bød den
spanske gesandt Kasper de Robles frieserne at bygge diget højere. Dette nægtede de, men konfronteret med
alternativet, at blive hængt, gik de i gang. I dag er der på diget rejst et monument “de Steneman”, som er en søjle med
en inskription, der priser den portugisiske hårde mand i spansk tjeneste. På toppen af søjlen ses mandens hoved, skuende
på langs ad diget i begge retninger. I mellemtiden er digerne ad flere gange bygget meget højere.

I Harlingen er der et rigt og aktivt fritidsliv. Det passer fint for Birthe og mig, at det omfatter temmelig meget musik og
sang. Nærmeste nabo til havnen her er “Stedelijke Musiekvereininging”. Der foregår allehånde musikudøvelse. I byen
er der mange, som spiller harmonika, trækharmonika og meget andet. I løbet af de sidste 10-15 år er der også opstået
nogle shanty-kor. Shanties, søfartens arbejdssange fra sejlskibenes tid, har haft min interesse, siden min egen tid til søs.
En britisk Grand old Shantyman, Stan Hugill, udgav i 1961 den store shantybog: “Shanties from the Se-ven Seas”, som
han selv havde samlet materiale til fra hele verden. Han var nok den sidste shantyman (forsanger) fra sejlskibstiden.
Disse arbejdssange er i rytme og indhold forskellige, afhængigt af hvilken type arbejde, de skulle bruges til, og om
skibet var på vej ud eller på vej hjem.
Netop her i Harlingen startede i 1986 det første shantykor “Windkracht Tien”. De er stadig ledende indenfor genren
her i landet. I Gementen Gids (den kommunale håndbog) så vi, at korets manager Teddy Brandy bor her i Harlingen.
Havnemesteren Roelof fortalte at han kendte ham fra maskinistskolen, hvor de havde været klassekammerater, og han
syntes bare , at vi skulle kontakte ham, hvis vi var interesserede i at høre om shantykoret.
Vi havde været her i ca. 14 dage, da Birthe og jeg en onsdag eftermiddag gik ud til Teddy Brandy. Han bor i den sydøstlige
udkant af byen en god spadseretursvej fra vores domæne.
Vi fandt frem til et lille rækkehus ved en kanal. Navnet stod på døren, så vi ringede på. Da Teddy åbnede døren, præsenterede
vi os naturligvis straks og fremførte vores ærinde. Da jeg nævnede Stan Hugill, viste Teddy med et stort smil
et kæmpefoto, signeret, hvor han selv optrådte sammen Stan Hugill. Er det ham her vi snakker om, spurgte han. Det var
det selvfølgelig. De havde sunget sammen ved en shantyfestival i Workum i 199o.
Vi blev inviteret til at være med samme aften, hvor koret, der består af 14 mænd og to harmonikaer, skulle øve. Vi sagde
ja tak og indfandt os på stedet til den aftalte tid. Efter at have hørt dem synge, forstod vi, hvorfor de kalder sig
Windkracht Tien. Sikk´en power! Sikk´en timing! Sikk´en øveaften! Det var ren opvisning. Korets navn har i øvrigt
en dobbelt betydning. De begyndte i 1986 med en besætning på ti mand.
Siden har vi oplevet både dem og andre shantykor på scenen. Windkracht Tien har en sjæl og et liv i deres fremførelse,
som vi ikke har hørt og set andre kor gøre efter.
Jeg har et håb om, at Randers kan få lov at opleve dette mandskab ved købstadsjubilæet i år 2002. Jeg arbejder på det,
og jeg tror på, det lykkes mig at overtale dem til at tage turen til Randers.
Det ville være et perfekt indslag i denne gamle havneby i hvis midte landets eneste flod har sit udløb. Selvom havnefronten
i løbet af de sidste 30-40 år på grund af tidens uforstand og betonkultur til dels er ødelagt, eksisterer historien på
Gudenfloden, i Havnen og på Fjorden. Der er stadigvæk masser af liv i havnen både på erhvervstrafiksiden, og på
fritidssejlersiden. Randers vil altid have duften af havn. Og vandet som flyder i Randers fjord går såmænd helt til Kina,
om man selv vil.
FRYSLAN
På kanaler og søer
De tilrejsende
Jul og nytår ombord
Birthe og Roelof, havnemesteren,var tilbage efter en uge i Randers, hvor de havde gennemført ekspeditionen så vel, at
de medbragte tre flyttekasser fulde af forskelligt gods plus det løse. Nu kunne vi sagtens klare os igennem vinteren på
behagelig vis.
Vi fik tingene stuvet af vejen, og fik gang i oliebrænderen, som de heldigvis havde husket. Det var blevet midt i november.
Vejret var stadig godt, men nætterne begyndte at blive kolde. Selvom petroleumslamper giver både lys og
varme og animerer til råhygge, ville det selvfølgelig snart blive koldt under dæk, hvor vi ellers helst skulle have det lidt
komfortabelt
.
Roelof har en rigtig kanalbåd. Sådan en hollandsk én med en dybgang på 70 cm og med en god bredde. Der er mast og
sejl, og på begge sider er monteret sidebord, som er konstruktioner, der kan sænkes for at modvirke afdrift, når man
sejler for sejl.
Vi havde snakket en del om at tage en tur rundt i Fryslan i anden halvdel af november i Roloef´s båd. Han selv, Birthe
og jeg. Det skulle nu realiseres. Turen blev planlagt. En uge ville vi sejle. Fra mandag til mandag. Forberedelserne var
ikke omfattende. På den planlagte rute er der en del broer, som ikke åbner, så masten skulle lægges ned. Sejlene skulle
vi ikke bruge. Der blev provianteret, og det gode skib “FLEVO” af Harlingen blev lastet med det nødvendige udstyr.
Besætningen var en broget flok. Roelof, hans undulat Coco (i bur), Balder, Birthe og mig.

Mandag den 20. nov. kl. 1000 lettede vi som planlagt. På “havnemesterplatformen” i klubhuset stod Kaas og Frans
og vinkede farvel. De skuttede sig og trak skuldrene højt op som for at vise, at det ikke lige var dem på denne årstid.. Vi
tøffede for motor ud på Harinxma, drejede til styrbord og sejlede østpå mod Franeker. Farten var ca. 8 km/t. Vi pas
serede de gamle værfter, som ligger langs kanalen. Jeg erindrede, at det var her vi så den randrusianske coaster CETUS,
da vi kom hertil i september måned. På det tidspunkt stod der endnu CETUS og RANDERS i agterenden. Vi talte
dengang med den nye ejer, som var en sort mand fra Bolivia. Han var ved at klargøre skibet, som skulle have hjemsted i
La Paz. Længe efter var skibet stadig her Harlingen. Der var problemer med at finde en skipper. Det må være lykkedes,
for skibet forsvandt i løbet af december.
FLEVO gled støt og roligt afsted, passerede under vejbroerne og vi lagde Harlingen bag os. Til sidst var kun spigrene på
de høje kirketårne synlige. Kirketårne og møller ses overalt. Tæt på - og på distance i dette flade landskab. Lige øst for
Harlingen drejede vi nordpå, væk fra den brede Harinxma og ind på en mindre kanal, som førte os gennem små
landsbyer i det nordvestlige Fryslan. Wijnaldum, Dongjun, Ried og Berlikum. Midt gennem byerne, tæt på husene, tæt
på pyntelige baghaver med fantasifulde udsmykninger. Tæt på en gøende hund hist, og tæt på en malet koskulptur i
naturlig størrelse her. Konstant afvekslende interessante synsindtryk. En egen stemning var der ved denne måde at
komme frem. Det tætte samvær i den lille båd. Vel var det ikke sommer, men med det rigtige tøj havde vi nu ikke problemer
med at holde varmen, og derfor også masser af overskud til at opleve.
I kanalkrydset i Berlikum drejede vi sydøst på mod Menaldum, hvor vi ville overnatte. En kanalfart som denne kræ-
ver kendskab til stedet eller et kanalkort, som svarer til et vejkort. Selvom der ved kryds er skilte, som viser retningen
til et bestemmelsessted, må man sikre sig, at vanddybden er stor nok, og at broer, som skal passeres, åbner eller er høje
nok for passage. Broer åbnes på disse strækninger normalt ikke i vinterhalvåret for fritidsfartøjer.
Midt på eftermiddagen, kort før Menaldum, gled vi ind og fortøjede til en græstot og en hegnspæl for at supplere provianten,
som vi allerede havde gjort indhug i. Der lå et supermarked med en stor p-plads lige ovenfor kanalen.
Samtidig fik Balder lejlighed til at snuse til græstotten.
Efter at have tømt supermarkedet lod vi græs og hegnspæl bag os, rundede et hjørne på kanalen, og var i Menaldum.
I forvejen havde en telefonopringning til den meget flinke bropasserdame sikret, at vi for denne gang kunne få lov at
passere. Vi var der til den aftalte tid, og hun kom myldrende ud fra sin lille souvenir- og isenkrambutik, åbnede broen
og bød os velkommen til Menaldum. Lige efter broen fortøjede vi på kanalsiden, midt i den lille by. Her, som mange
gange senere på denne tur, kom lokale forbi og hilste på, og vekslede af og til et par ord. Det var tydeligt, at mange var
overraskede over at se “turister” på denne tid. Til gengæld havde vi stort set kanalerne for os selv.
Hele den følgende uge var rig på visiulle oplevelser. Rig på møder med lokale, ægte frisiske venligt imødekommende
mennesker, hvor vi kom frem.
Vi fortsatte næste middag fra Menaldum syd på mod Harinxma, som vi derefter sejlede på til Leeuwarden. Den største
af Elf-stederne, som omfatter de elleve frisiske købstæder. Lige før Leeuwarden drejede vi igen syd på mod Prinsenhof,
som er et naturskønt søområde midt i Fryslan. Sammen med Sneekermeer og andre søer udgør den et reservat, hvor
der er en del restriktioner med hensyn til landgang. Til gengæld er der lavet utallige landingspladser, hvor man frit kan
fortøje. Området er enormt. Kun vandvejen fører dertil. Uden kort vil man hurtigt være blevet borte for både sig selv og
andre. Det er forståeligt, at friserne i dette øde, sumpede område var i stand til effektivt at skjule sig for besættelsesmagten
under 2. Verdenskrig.
Efter en fantasisk tur rundt i dette afvekslende naturområde, gik vi ind til den lille by Eernawoude, hvor vi fortøjede for
natten. Mens Roloef gik i gang med at forberede aftensmaden, gik jeg tur med Balder. Det var blevet mørkt i den lille
by. I den ene ende af byen, der hvor kroen lå, var der ingen gadelys. Nu havde jeg hund med, så modigt fortsat-te jeg
ned mod kroen, som viste sig at være åben. I kroen var der tændt stearinlys, og jeg så nu at det samme var til-fældet i de
omliggende huse. Ikke et eneste fjersynsskær var synligt. Strømmen var gået i det halve af byen. Balder og jeg fór
tilbage til båden. Birthe og Roloef var straks med på, at vi skulle se den kro indvendigt i tælleprås-skær. Det var
selvfølgelig den eneste grund. Tjeneren i kroen mødte os i indgangsdøren, og jeg spurgte ham om vi kunne tage hunden
med ind. Der var lidt, “Goddag mand - økseskaft” i ham. For han svarede, vi har ingen elektricitet. Fint nok sa´ jeg.
Det er derfor vi kommer. Det er sk… hyggeligt med stearinlys, og vi vil bare købe en øl. Han kiggede lidt og sagde,
men kasseapparet virker ikke så-eh. -Endnu finere, så behøver vi ikke engang betale! Den købte han, og vi endte med
at have den hyggeligste aften sammen med nogle lokale borgere. De oplyste for øvrigt, at der boede et dusin storke på
engen lige bagved byen. Ikke engang Roloef vidste om det. Måske var det blot en “and”. Jeg så i hvert fald ikke
nogen storke den næste dag, da jeg i længere tid, bevæbnet med mit kamera ornitologiserede stedet.
Mens vi var i kroen blev der atter strøm på nettet, så kasseapparatet kom i gang. Der var gået et par timer, så det var ved
tiden, hvor vi skulle se at finde tilbage til skibet og komme til køjs.
Vi sejlede hver dag til nye steder. Lagde ind for natten. Lavede aftensmad. Råhyggede med harmonikaen i cockpittet,
og vandrede på fotosafari og hundeluftning. Roelof var på ægte frisisk vis stolt af at vise sit land.

Vi så Joure med kaffebrænderiet og støberi- og klok-museerne. Det var også her vi for første gang fik olieboller.
Noget i retning af æbleskiver, bare meget federe. Gosccch.
Vi var i Sneek med den meget smukke gamle portalagtige bro med tårne, som er den gamle kanaladgang til byen. I
Sneek fik vi igen øje på en oliebolledame. Dem så vi mange af i hele december måned, selv om vi fik at vide, at reelt er
traditionen for olieboller kun knyttet til nytårsaftensdag. Nå - de smager nu godt i hele december måned.
At sejle rundt på denne årstid på disse steder, er selvfølgelig anderledes, end i feriesæsonnen. Men ligefuldt en oplevelse
af de store. Vi er i hvert fald helt enige om, at det ikke er sidste gang vi tager rundt i Fryslan ad vandvejen. Vi var
endda kun igennem en mindre del.
En uge, som det vil føre for vidt i detaljer at beskrive, var ved at være slut. Vi satte kursen mod Franeker fra Grou.
Kort før solnedgang var vi i Franeker. Der var nu kun 10 km til Harlingen ad Harinxma. Men den lave bro, som vi
skulle passerede, åbnede ikke før næste dag, og derfor måtte vi blive for natten i Franeker. Det havde vi snakket om at
gøre under alle omstændigheder. Vi løb ind i en lille sidekanal og fortøjede. Franeker er en af de mindste Elfsteder.
Det forhindrer ikke, at byen har det smukkeste gamle Rådhus. Et stykke arkitektur af dimensioner og en meget flot
udsmykning. Og så er der i Franeker noget så unikt som et planetarium. Det er opbygget af en nu afdød person for hans
egne midler, og i hans eget hus. I huset har den samme mand bygget et verdensur, og det fortælles, at konen rej-ste fra
ham, fordi han lod urets pendul hænge ned i alkoven.
Tilbage i Harlingen, ombord i “Eos”. I gang med at gøre klar til at modtage Ann, som sammen med Annie fra Randers
ville komme på besøg den første uge i december. Det glædede vi os naturligvis meget til.
December ville blive måneden med masser af besøg fra Danmark. Min bror og svigerinde, Finn og Hanne ville komme
den 22. december og blive her til 2. Juledag. Aksel, Heidi og Brian, vores unge venner fra Randers ville komme og
fejre nytårsaften sammen med os. Brian er fritidsfyrværker, så det forventede vi os naturligvis meget af.
Helt uventet fik vi telefonisk den glædelige meddelelse, at Bent og Birthe fra Haslund ville komme en forlænget weekend
midt i december.
Den 1. december oprandt. Birthe´s fødselsdag. Den blev fejret på behørig vis. Mens vi indtog formiddagskaffen kom
et bud med en meget flot buket blomster. Birthe læste kortet og pludselig var både Gefion- og Storkespringvandet her i
båden. Blomsterne var fra de kære børn, sviger- og barnebarn. Det var for meget for den aldrende kvinde. Yderligere et
blomsterbud ankom med en buket fra Roelof. Om aftenen gik vi i land og spiste på ristorante. Det var jo en fredag, så
der var åbent i klubben, da vi var tilbage ved 20´tiden. Vi gik op i klubbens kantine, hvor der allerede var ca. 60
mennesker tilstede. To af klubbens medlemmer havde formummet sig som henholdsvis Sinterklaas og Swarte Pete.
Under megen morskab og på vittig vis, blev der uddelt gaver. Hen på aftenen demonstrerede Sinterklaas sin alvidenhed,
ved at forkynde med høj røst, at der var en fødselar til stede. Straks blev der sunget Happy birthday, samt hollandsk
fødselsdagssang. Birthe måtte derefter indkassere utallige kindkys og lykønskninger.
Dagen for Ann´s og Annie´s ankomst oprandt. Vi modtog dem på banegården, hvortil de kom med bus. Glæden ved
gensynet var åbenbar. Den lille fikse 4 hjuls mahognivogn, som jeg for nylig havde lavet for at lette indkøbsturene i
byen, fik nu anvendelse til transport af rejsegods . Birthe og jeg har nogle gange talt om at udvikle trækanordningen, så
Balder kan spændes for, og på den måde få brugt noget af sin unge energi til noget fornuftigt.
Vi kom ombord, og fik pigerne installerede med deres gods. Med sig havde de bl.a. rugbrød. Det var altså ikke så ringe.
Det er jo lige det, man ikke kan få fat i her.
Ann havde færdiggjort et stort broderi, en flot pakkekalender. Den var jeg så lykkelig at være den første bruger af.
Fra de kære børn, sviger- og barnebarnet Nikita og Annie var der 24 pakker. Vi skrev nu den 4. december, så det var jo
den rene svir, at starte med at åbne hele 4 pakker den første dag. En af pakkerne var en julekalender med låger, bag
hvilke der var chokolade. Den fik Balder.
Vi gik en dejlig uge i møde. En uge, hvor vi var sammen totalt. Vores kendskab til Harlingen måtte vi naturligvis demonstrere
ved diverse rundvisninger i byen og på digerne. Når det blev pigerne for meget, foreslog de, at vi bare sat-te
os ned og spillede kort, raflede yatsy, løste kryds og tværs over bordet eller bare snakkede sammen. Balder havde
kronede dage med to par hænder mere i båden.
Alting får en ende. Også det gode. Det var lidt tamt at stå ved bussen og sige farvel efter det intense samvær i den
forløbne uge. Balder fik påny et problem med floktallet. Han vænner sig vel til det.
Et par dage efter pigernes afrejse, ankom Birthe og Bent i bil. Vi havde fire herlige dage sammen. Birthe og Bent boede
på et hotel tæt herved, så også sammen med dem havde vi rigtig mange dejlige stunder. Selvfølgelig måtte vi igen
demonstrere vores enorme kendskab til dette sted. En dag kørte vi i bil over dæmningen fra Kornwerderzand til Den
Oever. Strækningen på diget er 30 km. Vi havde en fantastisk regnbueoplevelse mens vi holdt på diget i en regnbyge.
Den ene ende af regnbuen var lige for fødderne af os neden for diget, men vi så ingen spand med guld.

Sammen havde vi også en flot søndag aften i den katolske kirke, hvor vi overværede koralsang. De ni læsninger.
Det er en stor glæde, at distancen ikke afholder venner fra at komme frem. Det varmer. Selvfølgelig varmede også den
brændevin, som de foruden masser af sild havde medbragt. Man får megen god snak over et spisebord. Men, som før
sagt, alt, selv det gode, får en ende. Birthe og Bent skulle tilbage til Haslund igen. Vi måtte Endnu engang sige farvel
efter nogle dejlige dage sammen med gode venner.
Et medlem af klubben, Hans, som er gammel hotelmand, har købt en ny motorbåd. Et dejligt skib, som desværre har
den egenskab, at det lækker lidt. Det synes Hans ikke er så morsomt. Især da skibet er helt nyt og i den halvdyre ende af
skalaen. Han havde aftalt med skibsbyggeren i Sydholland, at han skulle komme med båden, så fejlen kunne blive
udbedret. Der var tillige nogle andre fejl og mangler, som der ofte er på nye skibe. Det skyldes for det meste, at skibsbyggere
er et travlt folk, som altid er lidt bagud med leveringerne.
Turen ad Ijsselmeer og, Markermeer til Muiden og fra Muiden til bestemmelsesstedet ad kanaler og floder ville tage tre
dage, hvis det gik godt. Hans var lidt ked af på denne årstid at gøre turen alene Jeg tilbød ham, at tage med ham. Han
sagde ja tak og var glad til. Distancen var 210 km.
Vi lettede herfra mandag den 18. dec., lige efter at Birthe og Bent var kørt. Turen over Ijsselmeer og Markermeer blev
gjort i rimeligt vejr i løbet af den første dag. Vi kom til Muiden i buldrende mørke kl. 20. Det var en meget smuk tur fra
Muiden til Utrecht og videre sydpå de næste to dage. At det kan tage lang tid, skyldes de mange broer, hvoraf nogle
er så lave, at de kun kan passeres i åbningstiden, som er mellem kl. 0800 og kl. 1600 i vinterhalvåret.
Vi var fremme onsdag eftermiddag som beregnet. 210 km tilbagelagt på 3 dage og to nætter. Bådebyggeren kørte os til
jernbanestationen. Vi skulle med toget til Amsterdam, hvor Hans havde sin bil stående. Det tog tre timer at tilbagelægge
distancen på 80 km med tog. Hans brokkede sig over de elendige togforbindelser så tæt ved hovedstaden. Jeg begyndte
at grine, og da han spurgte, hvad jeg morede mig over, sagde jeg selvfølgelig, at jeg fandt det lidt morsomt, at han uden
videre brugte tre dage på at flytte sig ca. 200 km i sin båd og derefter brokkede sig over at skulle bruge et tilsvarende
antal timer på at flytte sig lidt under det halve.
Fredag den 22. december. Igen en stor dag. Hanne og Finn ville i bil køre hjemmefra ved dagens begyndelse, som
Birthe og Bent havde gjort det den foregående weekend. Ved 17´tiden var de her. Glæden var stor. De skulle være hos
os her ombord, så bilen blev tømt. Der blev redt op i den bagbords kahyt. Proviant, som de havde medbragt til
juledagene, blev taget ombord. Nede om læ havde der længe været julepyntet. En eller anden skør rad kom jævnligt i
hele december måned slæbende med diverse kartoffelwomenting. Et juletræ (ægte plastic) med elektriske pærer lyste op
i cockpittet. Det så virkelig ud til at blive rigtig jul i den rød/hvide stålcontainer.
Vi havde sikret os fire billetter til en shantyfestival den 23. dec. om aftenen i Hardenberg, ca. 150 km herfra, tæt på den
tyske grænse. 6 kor med hver 30 min. optræden. Vi var der i god tid. Det var en meget fin aften og kl. var to om
natten før vi var ombord igen.
Juleaften var Roelof med. Hanne havde alt, hvad der hører en juleaften til pakket og klar. Finn havde vist også en mindre
andel i juleforberedelserne. Inden vi gik i gang med at forberede julemaden, fik vi besøg fra Leeuwarden. Hanne og
Finn har danset folkedans i nærheden af Leeuwarden og nu var det naturligt at ringe til deres forbindelse der. Det var en
rigtig hyggelig optakt til juleaften. Glögg og hjemmebagte vanillekranse.
Efter indtagelse af alt for meget mad ( jeg er glad for, at jeg ikke fik mandlen), var der udveksling af gaver. Vi havde
det rigtig sjovt. Og vores gode hollandske ven Roelof var helt med på ideen, og havde lavet rigtig sjove og interes-sante
gaver.
Juledag stod Finn for grønlangkål a la Vendsyssel. Vi fik også blodpølse. Der måtte Roelof, som ellers ikke kaster god
mad i grams, melde pas. Finn og jeg fik lov at spille lidt harmonika og synge et par vemodige julesalmer.
Det blev 2. Juledag, og vi måtte desværre påny se i øjnene, at en afskedsstund var nær. Det var mange gange på kort tid,
at være udsat for denne stramning af halsmuskulaturen. Såvel den udvendige som den indvendige. Kontaktlinserne var
efterhånden også svære at styre.
Atter en alt for stille stund i skiwet, efter et dejligt samvær. Vi var nødt til at få klaret de sk… halsmuskler, for der var
ikke mange dage til Aksel, Heidi og Brian dukkede op på arenaen. De ville jo så gerne være sammen med nogle gamle
mennesker i en sejlbåd i Holland nytårsaften.
De kom ved ettiden natten til lørdag. Nu var proceduren ved at være rutine. Frem med mahognekøretøjet. Op til bilen.
Omladning. Ombord med grejet. Opredning af køjer. Derefter en masse snak og sent til køjs. Næste dag alligevel tidligt
op og ud på hundelufterrunden. Det var lørdag, så selvfølgelig skulle vi også en tur i Voorstraat og se på markedet og
butikkerne. Heidi, som har planer om at blive gift med Brian, blev altså også nødt til at blive ført en tur over på den
anden side af kanalen. Der er en stor drivhusvirksomhed, Vitte Kas, som blandt andet gør i brudebuketter.
Nytårsaften havde vi igen inviteret Roelof, som ikke havde andet for. Vi fik en rigtig sjov og hyggelig nytårsaften. Det
viste sig godt nok, at Brian havde slækket på sin fyrværker indsats. OK. Der var så meget andet. For eksempel har jeg

aldrig set så mange røde faldskærmsblus blive fyret af. Det var tydeligt i hvilken retning Norderhaven og Zuider-haven
med de store charterbåde var. Kl. var midnat, et nyt år var begyndt. Det nye år blev ikke en halv time gammelt, før vi
fik besøg af en lille familie vi kender her. Det var en dejlig nytårsaften/nat. Båden fuld af venner, der havde kørt den
lange vej fra Randers, og nye venner her, som efter midnat ulejligede sig ned til os i havnen med samt to mindreårige
børn.
Nytårsdag ved sildebordet demonstrerede Heidi sine eminente evner som entertainer. Hun holder givetvis selv bryllupstalen
til sommer.
Det blev tirsdag. Den anden dag i det nye år. Trekløveret pakkede sydfrugterne og gjorde klar til at køre hjem. Nu var
det virkelig vanskeligt, det der med halsmusklerne og øjnene. Birthes fontainer fra 1. december det foregående år kunne
ikke længere klare presset. Helt ærligt, så var jeg nu også glad for, at jeg ikke havde fået kontaktlinserne anbragt på det
tidspunkt.
Et nyt år begynder.
Fødselsdagsfest
Is og sne.
Sort arbejde
Birthe smurte osteboller, lavede kaffe og te, pakkede hundemad, soveposer, pas, Balders veterinærattest og mange andre
ting. Vi havde med kort varsel besluttet, at vi ville køre til Fyn. Blot for en dag. Vi havde lånt Roelof ´s bil. Det
var tirsdag aften, og vi skulle være tilbage i Harlingen senest torsdag aften, hvor vi skulle have første undervisningsaften
i praktisk sømandsskab. Til undervisningen var alting forberedt, selv en pensumplan, som vi selv havde lavet på
hollandsk, så vi behøvede ikke være hjemme før undervisningen skulle begynde
Anledningen til vores forestående køretur var Finns 60-års fødselsdag. Han havde fortalt os, da han og Hanne var her i
julen, at der ikke skulle være fødselsdagsfest på dagen, så vi forestillede os, at det ville glæde ham, hvis vi pludselig
dukkede op i Thorøhuse til morgenkaffe. SURPRISE! SURPRISE!!
Kl. 2330 kørte vi fra Harlingen. Vi var lige et vend omkring Roelof ´s hus for at sige farvel til ham. Betænksomt havde
han grillet kyllingelår, som nu lå varme i en boks. Det kunne vel gøre godt i det kolde vejr.
Efter 20 km kørsel, lige før Leeuwarden. SURPRISE! SURPRISE!! Farten var ca. 85 km/t, da vi både hørte og mærkede
et knald under motorhjelmen. Motoren gik i stå, og vi kørte ind i nødsporet. Op med motorhjelmen. Alt så intakt
ud, og der var ikke tegn på, at noget var påkørt. Der var masser af olie og brændstof. Det lignede en alvorlig sygdom
eller tilskadekomst. Vi ringede til Roelof for at fortælle ham om det skete. Det var selvfølgelig ærgerligt, men der var
ikke andet, vi kunne gøre, end ringe til “Vejvagten” og blive hjulpet derfra. Efter ca. halvanden times forløb, et antal
lune kyllingelår (hold da op, hvor var det godt) og noget kaffe, ankom vejvagten. Vi blev slæbt til Franeker, hvor bilen
skulle på værksted, og vi blev kørt tilbage til Harlingen med vores pakkenelliker. Næste dag fandt mekanikeren ud af,
at det var en alvorlig tilskadekomst, som skyldtes materialefejl.
Nu finder vi aldrig ud af, om Finn blot ville være blevet overrasket, eller overrasket og glad.
Da det næste dag blev kendt her i klubben, at vi ikke var kommet til Fyn, skortede det ikke på tilbud om at låne bil. Her
var man i hvert fald ikke i tvivl om, at det ville glæde fødselaren at se os.
Vi blev enige om, at vi under alle omstændigheder ville fejre Finn på hans runde dag. Vi inviterede Roelof med på en
lokal ristorante, hvor vi sagde, at vi kom for at fejre en 60 års fødselsdag, som godt nok foregik i Danmark lige nu. Vi
fik straks en drink på husets regning med påbud om at ønske lillebror tillykke. Inden vi gik derfra, fik vi en gåhjemøl på
husets regning, for at sikre, at vi huskede det med at sige tillykke. Vi har husket, at ønske Finn tillykke.
Næsten samtidig med denne tildragelse kom et brev fra en af mine tidligere kollegaer fra Århus, Jørgen Reng. Han
skrev, at han og Leo Thomsen, også tidligere kollega, ville komme her til Harlingen på besøg midt i februar. Leo har
engang fået en Bodil, som han heldigvis også ville tage med. Leo har jeg arbejdet sammen med i Randers, men ellers
har vi alle et fællesskab i IPA-regi.
Det er vanskeligt at beskrive den følelse af glæde, der griber én ved modtagelsen af sådan en besked. Det er noget af det
guld, som kan hentes netop i IPA, og det virker mange steder i verden.
Samtidig har vi den glæde og forventning, at Ann og det kære barnebarn Nikita (9 år) kommer på besøg en hel uge i
februar. Det har vi selvfølgelig “snakket” meget med Balder om. Det er jo hans bedste ven fra barndommen, der dukker
op her.
Et let snelag dækker landskabet. Nyfalden sne fra morgentimerne. Temperaturen er kun lige omkring frysepunktet, så
desværre bliver sneen sikkert ikke liggende længe. Diget syd for havnen er helt hvidt. “Steneman” har fået en hvid

kalot på sit lokkede barhoved. Surfklubbens træhus med veranda, bygget på digeskråningen ud mod Waddenzee, er
blevet tagdækket med hvide krystaller i løbet af morgentimerne. Det kraftige gelænder udført i tømmer, som løber hele
vejen rundt på den store veranda er blevet endnu kraftigere, men snelaget har givet gelænderet et pudet og blødt
udseende.
Det er lørdag morgen, diget og stranden er mennesketomme. Tågen ligger tæt og skjuler Waddenzee. Det er ebbe, og
stranden er så bred, at man kunne fristes til at tro, nu da intet vand er synligt, at det er muligt at spadsere ud til en af
øerne, som ligger derude.
Balder er tilpas. Alene på hele stranden. Vi går sydpå langs diget til dyreristen, som afsondrer en del af diget. Får går
på græs der, og det er ikke lige det ideelle område for hundeluftning. Vi vender om og går tilbage. Nu på diget oven
for stranden. Pludselig løber Balder ned på stranden. Han har fundet et spor. To faktisk. Jeg er ikke sikker på, om han
kun brugte snuden, for sporene var meget synlige. Hundepoter og store terrængående støvler havde afsat spor i sneen.
I modsat retning. Vore egne spor selvfølgelig. Jeg tror, Balder fandt ud af det, for han mistede ret hurtigt interessen.
Sneen var uberørt, da vi kom ned til stranden. Nu ville de næste på stranden kunne se, at der allerede havde været
morgenvandringer på stedet.
Vi gik tilbage til havnen. Det var ikke helt lyst endnu. Tidligt eller ej, der var børn ude med kælke. Måske havde de
allerede erfaret, deres unge alder til trods, at sne er en flygtig ting på disse breddegrader, tæt på vandet. Eller måske
havde deres forældre straks fra morgenstunden fortalt dem det. Lidt lørdagmorgenro uden børn og under den varme
dyne er jo ikke af vejen.
Tilbage til havnen, hvor vandet er blevet stift i form af to centimeter tyk is. En stor hvid flade, som får én til at tænke på
en vinterforeteelse, der er en stor begivenhed her i Fryslan. En begivenhed, som kun finder sted, når isen dækker
Fryslans kanaler, og er blevet sikker nok til skøjteløb. En meget bemærkelsesværdig begivenhed, som er helt unik. En
begivenhed, som på ultrakort tid involverer tusindvis af mennesker. “Elfstedetocht”. Et skøjteløb på kanalerne, som
fører løberne gennem de elleve frisiske købstæder. Sidste EST blev afviklet den 4. Januar 1997. Det første officielle var
i 1909. Datoen for afviklingen afgøres udelukkende af vejrguderne. Menneskene, som organiserer og deltager, indretter
sig med kort varsel, så stævnet kan afvikles, når lejligheden gives. Typisk organiseres hele arrangementet på 3-4 dage.
Det er et løb, som har start og mål i Leuwarden. Distancen er 210 km. Nogle steder er løberne nødt til at krydse køreveje
på ruten. Løbet har international deltagelse. Mere end 16.000 løbere bliver sendt ud på ruten. De hur tigste
gennemfører løbet på mellem ni og ti timer. Mange frivillige er engagerede. Officials, forplejningsenheder, politiet,
folk som måler og sikrer at isen er sikker nok og mange flere.
Hvert år bliver der gjort forberedelser til dette løb. Forberedelserne involverer mange mennesker, som allerede under
dette forberedelsesarbejde ved, at måske bliver der lige præcis i år ikke noget løb. Jeg har talt med nogle af de frivillige,
som yder store indsatser år efter år. Til spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre med så kort varsel at få så stort et
arrangement til at køre, er svaret enkelt. Du er i Friesland. Her snakker vi ikke så meget om det. Her gør vi det, der
skal gøres. Hvis du har en ide til en konkurrence, vi ikke allerede har i gang, så bare nævn det, og vi laver det. Sådan!
Vi overværede på nært hold en anden form for krævende konkurrence på kanalerne i slutningen af oktober. Mandskab á
tre mand i flade sejlførende både tilbagelægger en distance på ca. 75 km ad den gamle pramrute fra Bolsward via
Harlingen, Franeker og tilbage til Bolsward. “Sejladsen” foregår som i gamle dage for sejl, hvor dette er muligt, andre
steder stages der eller padles. Nogle steder sker fremdriften endda ved, vadende i vandet, at skubbe båden. En virkelig
hård og krævende disciplin. Når broer skal passeres, skal masten hver gang lægges ned og hurtigt op igen. Vi blev en
del af dette løb, som umiddelbart efter passage under en bro passerede tæt forbi agterenden af “EOS”, hvor vi havde
jollen hængende i daviderne. Den førende båd, som også blev den vindende, passerede meget tæt, og John en stor
atletisk friser råbte:”Jeg bliver nødt at stjæle en åre fra Jeres dinghy. Vi mistede én”!!! I det samme greb han en af vore
årer fra jollen og stagede derefter som en rasende, mens de øvrige to mænd fik rejst masten og påny sat sejl. Derefter gik
det ad Harinxma mod Franeker. Det er en meget flot vinderpokal John nu har stående på sin pokalspækkede reol.
Åren bragte John tilbage til os næste dag med tak for lån af “vinderåren”.
Søndag den 21. januar var dagen, hvor alt kan ske. En dag fuld af forskelligartede oplevelser. Fra morgenstunden den
hyggelige store badedag. Bagefter på med landgangsdresset, som havde ligget i pres under madrassen om natten. Nydeligt.
Vi var inviteret til “morgenkaffe” kl. 11 hos Trix og Ard, som er klubmedlemmer her. En af anledningerne var,
at de den kommende sommer vil sejle til Danmark, og de mente, at vi sikkert kunne give dem nogle tips og idéer. Nogle
rigtig hyggelige timer havde vi sammen.
Derefter gik vi til Trebol, et gammelt nu renoveret “forsamlingshus”. Huset anvendes året igennem til mange forskellige
ting. I husets øverste etage redigeres lokalt tvstof. I underetagen er der en stor teatersal med en rimelig stor scene. Vi
havde til denne dag booket billetter til en Koffieconcert. En gruppe mennesker startede for ti år siden en forening, hvis
formål er at lave forskellige kulturelle arrangementer. Det blev så stor succes, at der nu var ti års jubilæum. Til jubilæet

var der fuldt hus i teatersalen. En hollandsk gruppe musikere DEGOJIM skulle optræde.
De har specialiseret sig i Jeddish og Østeuropæisk musik. Det var en stor oplevelse. Alle seks i denne gruppe kunne
spille adskillige instrumenter. Deres optræden, instrumentalt og med masser af akrobatik, foregik i et tempo, så det er
svært at forstå, at der også var tid til at trække vejret. To timer for fuld udblæsning. Professionel, levende, seriøs og
munter under-holdning. Herligt
Tilbage til “EOS”. Ikke herligt! Sort arbejde ventede. Masser af sort arbejde. Jeg havde glemt at skrue ned for petroleumsovnen.
Den havde stået der og sendt sort os ud, mens vi var væk. Selvom det kunne være kommet ud under
skydekappen i nedgangen, var det alligevel overalt i skibet. Nå! Der var jo ikke andet at gøre, end at komme i gang.
Forårsrengøring som sort arbejde. Det var godt nok ikke det mest sjove, men i det mindste en anledning til at komme i
hjørnerne med rengøringsmidlerne. Det tog faktisk et par dage, og masser af varmt vand, at få det i en stand, så vi igen
kunne invitere mennesker ombord. Alt vores tøj måtte en tur gennem vaskemaskinen.
Mens vi var i fuldt sving med at hive sort tøj op i cockpittet, ankom Helena og hendes datter Nicolet, som bor lige i
nærheden for at fortælle Birthe, at de næste morgen skulle køre til Ikea, Groningen. Om hun ville med?? Det så nu
mest ud til, at der ville stå tøjvaskedag på morgendagen. De sagde straks, at de ville tage noget vasketøj med sig og
begynde vaskeriet nu. Det gjorde de så. Vi fortsatte rengøringen. Vi lignede bagefter et par Swarte Pete.
Selvom vi her fik anledning til en gennemgribende rengøring i gondolen, kan jeg ikke anbefale metoden. For eksempel
er det altså ikke smart at rengøre bøger og lignende med varmt vand og grundrens.
Birthe kørte næste dag med Helena og Nicolet til Groningen og kom først hjem hen under aften. Nu har vi forskellige
Ikeating i vores rengøringsmiddelduftende stålcontainer.
Lige nu er Balder og jeg ladt alene tilbage her, mens Birthe er en tur i Randers. Hun har benyttet en rimelig nem og
billig rejsemulighed. Tog herfra til Groningen, og derfra med bus, som kører direkte til Randers. Perfekt, når nu huset
står midt i Randers.
Det er altså ikke nemt for Balder, som nu igen har problemer med talrækken. Nu er det oven i købet hans “mor”, der er
rejst. Det er jo ikke nemt at forklare ham, at det kun varer fjorten dage.
Birthe kommer tilbage sammen med nogle af vores nye venner her fra Harlingen, som kører i bil til Randers. Vi har
tilbudt dem at bo i Staldgårdsgade i en uge, hvor de vil på ferie i Danmark. Birthe er taget i forvejen. På den måde ville
hun have lidt tid til sin mor, og sikkert også få tid til at aflægge visit hos nogle af vores venner. Jeg har selvfølgelig også
givet hende en ønskeseddel med.
SIDEN SIDST
Forår
Nikita ombord
Rigtige venner
Den sidste rest af Harlingens gamle fæstningsvold, er netop her ved “vores havn”. En hyggelig, en romantisk spadseretur
er inden for rækkevidde. En tur ad den med søskaller belagte sti langs kanalen neden for voldskråningen giver på
den ene side et vue, som omfatter bådene, der ligger fortøjede ved pæle og broer i kanalen og husene, som spejler sig i
det som regel blanke, men grumsede kanalvand. På den anden side den 5 meter høje voldskråning. På toppen og
“bagsiden” af volden er anlagt en lille park. Høje gamle trækroner hænger ud over voldskråningen, som om aftenen er
illumineret.
Det er i dag den 9. marts, og netop nu er en spadseretur langs de øst- og nordøstvendte skråninger en meget smuk oplevelse.
Gule, blå og lilla krokus eksploderer i skråningens græstæppe. Påskeliljer er på vej og i knop. Som baggrund
for farveherligheden ses vintergækkens hvide klokker på lav grøn stilk. Det er over en måned siden, vi så de første
vintergækker. Nu er skråningerne visse steder hvide, som om der endnu er lidt sne tilbage.
Foråret er hastigt på vej. Paradoksalt nok er alle disse skønhedsindtryk på land årsag til længslen efter påny at mærke
Eos under sejl kløve vandet - på vej til nye steder. Det er dog lidt for tidligt endnu. Først må vi have det rette vejr og
lidt længere dage.
At sejle er at leve, at opleve, at opsøge, at besøge men også blot at søge. Søge nye lande, nye havne, nye steder i landet
bag havnene og nye bekendtskaber. At sejle er også at savne. Savne familie og venner med hvem man gerne vil dele
oplevelser, glæder og fortrædeligheder, man møder på sin færd. Så meget desto større er til gengæld glæden, når både
familie, venner og tidligere kollegaer nu og da “kigger forbi”, og tager ophold i kortere eller længere tid, hvor skibet
befinder sig. Vi har været meget tilgodesete med besøg her i Harlingen.

Med al respekt for- og glæde over de mange besøg kan intet dog hamle op med det at få sit barnebarn på besøg. Nikita,
9 år, skulle sammen med faster Ann komme og tilbringe “uge 7 skoleferien” her hos os. Det var en glædens stund, da vi
så bussen køre ind til kantstenen og lidt efter hørte Nikita´s stemme. Et øjeblik efter stod hun sammen med faster på
fortovet, belæsset med rygsæk og tasker. Det var altså også herligt at se Balders reaktion, da han fik fært af sin
legekammerat fra Staldgårdsgade. Gensynsglæden var stor, men der var også gået et halvt år siden de sidst havde tumlet
sammen. Balder gik en lykkelig uge i møde. Det samme gjorde vi. Nikita ombord. Ann ombord. Leg, samvær og
fest havde højeste prioritet. Nikita fandt hurtigt på plads ombord. Balder havde skrevet en lille bog til hende. En bog
om sit hundeliv til søs, spækket med forklarede maritime udtryk, og med tegninger af ham selv i for-skellige situationer.
Den blev læst med det samme. Senere, hver dag, højt læsning for hele skibet af bogen om katten, der løb hjemmefra.
Birthe var oplæser, og vi andre lyttede intenst til den spændende historie.
Der blev roet på byens kanaler. En dag, hvor solen skinnede sommeragtigt, roede farfar og Nikita til et sted, hvor der
går en kamel og en dromedar og græsser. Da vi roede ind til bredden og befandt os få meter fra kamelerne, var det
næsten som at være i Afrika. Det blev vi i hvert fald enige om. Vi puklede løs med kameraet og sikrede os nogle billeder
af dyrene. Blot for det tilfælde, at nogen skulle få den tanke, at vi “laver historier”. Sammen med faster gik turen
også et par gange til den lokale svømmehal. Vejret var rigtig meget med os i den uge. Nikita og Balder havde meget
socialt samvær på dækket med børstning af Balders pels, check for lopper, check af tænder og en masse ae-ae.
Det var hårdt, efter 8 hele dages intens samvær, at vågne den tidlige morgen, som var tiden for adskillelse og hjemrej-se.
Erkendelsen sad tungt i hele kroppen. Selv om man prøver at “tænke positivt”, tænke på det gode samvær, gensyn og
andre glæder, er det ikke nok. Ilden bag øjenlågene og klumperne i halsen går ikke bare væk.
Vi fik sagt farvel, og fik samtidig af Nikita en sidste påmindelse om at huske at børste Balder hver dag. Nikita og Ann
steg ombord i bussen. Bussen kørte og vi stod tilbage, meget tidligt på dagen, med vand i øjnene og ude af stand til at
sige noget. Der var heller ikke så meget at sige. Trækvognen, som lige før var fuld af rejsegods, var helt tom. Det
samme var vi. Det var ikke sjovt. Vi havde nu alligevel i den forbindelse en sød og rørende oplevelse.
På vejen tilbage til båden, lige efter vi var kommet gennem parken, mødte vi en kvinde, som vi kender perifert. Hun
syntes vi var tidligt på færde med hund og vogn og ---. Jeg fortalte hende, at vi lige havde været på stationen med
Nikita og Ann. Så åbnede Birthe for sluserne. Damen slog armene omkring Birthe og gav udtryk for sin medfølelse.
At hun mente det, kom til udtryk en times tid senere. Da havde hun lagt en lille buket vintergækker og erantis til Birthe,
så det ville være det første hun så, når hun kom ombord.
Samme morgen, endnu tidligere, sagde vi farvel til Bodil, Leo og Jørgen, som havde været her nogle dage. Sammen
var de kørt hertil i Bodil og Leos bil. Som Leo sagde: ”Vi bliver nødt til at komme med en erstatning for den sidste
honning, vi leverede. Den var ikke tilfredsstillende!” Vi havde nu ikke reklameret, af den simple grund, at vi ikke
mente, honningen fejlede noget. Nå! Ret skal være ret. Leo har mange års erfaring med bemeldte biprodukt, så der er
en til vished grænsende sandsynlighed for, at han har ret. Med det for øje tog vi mod “erstatningsproduktet”, som der i
skrivende stund allerede er gjort stort indhug i.
Vi havde tilbragt nogle hyggelige dage sammen her i Harlingen. Bodil, Leo og Jørgen boede i et hus, som vores loka-le
venner Helena og Klaas havde stillet til rådighed. Helena og Klaas var selv bortrejste i den samme periode, og de så
ikke nogen grund til, at vore danske venner skulle have udgifter til hotelophold, når deres hus stod tomt. Det var en flot
gestus. Det var også en flot kvittering for gæstfriheden, at Leo lagde sit visitkort og kraftigt pointerede, at Helena og
Klaas når som helst kunne tage kontakt og låne deres campingvogn, når de fik lyst til at holde en ferie i Danmark.
Trekløveret fra Randers og Århus egnen kørte om dagen ud og kiggede på Friesland, mens vi her ombord plejede samværet
med Nikita og Ann. Om aftenen gik vi i samlet flok - en pæn lille styrke - i land. Det er ikke svært i Harlingen at
finde et sted, hvor man kan blive bænket og få et måltid og et glas på bordet.
Selvfølgelig er der, når så mange besøgende drager af på én gang, et hul, som skal fyldes. Det går nu ganske godt her,
hvor vi befinder os. Der er til stadighed invitationer til besøg hos vore lokale bekendte og til deltagelse i forskellige
aktiviteter og arrangementer. Vores egen undervisning i praktisk sømandsskab i klubben er nu afsluttet. Den blev en
rimelig succes, med 30 deltagere pr. aften. Der blev hver aften udvist stor interesse, og de enkelte kursister arbejdede
hårdt for at lære, hvordan man “slår sømandsknuder” , og hvordan man splejser tovværk. Der blev også tid til at lave
lidt af det finere skibsmandsarbejde: Tyrkisk knob, rosetter m.v. Ud over det gik snakken livligt. Det sociale havde høj
prioritet. Kantinens bar var åben disse aftener, og det var således muligt at købe forfriskninger. Til denne type
undervisning var formen perfekt.
Nogle dage efter afslutningen af kurset, kom klubbens formand ombord med nogle rosende ord og en erkendtlighed i
form af en liter “Oud Friesche Beerenburger” og en stor buket tulipaner. Tulipanerne blev smukt arrangeret i en in-

terimistisk vase. En konservesdåse omviklet med det papir, som tulipanerne var pakket i. I et rigtigt skib findes ingen
blomstervaser. Kun kompas-rosen må findes ombord, og den behøver ingen vase. Beerenburgeren tror jeg nok, at vi
er ret enige om, skal gemmes til en råhyggeaften blandt tovværk og andet maritimt gods på loftet i Staldgårdsga-de.
En trist anledning, et dødsfald, gjorde det nødvendigt for mig at rejse til Randers den første weekend i marts. En aftale
med Helena og Klaas måtte aflyses. Så snart de erfarede grunden, spurgte Helena, hvordan jeg skulle komme til
Randers. Inden jeg nåede at svare, havde hun bestemt hvordan!! Jeg skulle låne deres bil. Jeg takkede nej. Jeg
erindrede jo, hvordan det gik i januar i Roelof ´s bil, da Birthe og jeg mod reglerne ville køre til- og i Danmark. Da
ramte skæbnen Roelof ´s motor med sin hammer. Så kraftigt, at han faktisk måtte installere en ny motor.
Jeg fortalte Helena, at jeg kun måtte køre i en hollandsk bil i Danmark, hvis den hollandske bruger var med i bilen. Hun
sagde med det samme, at så måtte hun jo køre til Randers med mig. To en halv time senere , kl. 1830 fredag aften, var
vi på vej til Randers. Med i bilen var også Nynke, som var i Randers sammen med Birthe i sidste måned. To
hjælpsomme damer, som sørgede for, at jeg ikke behøvede at tænke på ret meget andet end det, der var anledning til
rejsen. Det er da utroligt, hvad man kan opleve af hjælpsomhed i nødens stund. Vi nåede til Randers midt om natten og
indlogerede os i Staldgårdsgade. Helena havde humor nok til at spørge: “Hvad tror du dine gamle kollegaer vil sige,
hvis vi bliver standset, og de ser dig her sammen med to hollandske damer.” Jeg havde slet ikke tænkt på det, og var for
en gangs skyld mundlam. Mens jeg var optaget af mine gøremål i Randers, klarede Nynke at vise Helena en stor del af
langlørdagslivet i CITY. To dage senere returnerede vi sammen til Harlingen.
Fredag aften havde Birthe, som afløser for Nynke, haft vagten i klubbens bar sammen med Kaas. Det var ifølge dem
begge og “diverste kunder” gået ganske godt, selvom Birthe havde glemt at iføre sig kaninører og -hale.
Lidt nyt fra det sydlige
”Vinterhi” - tid til at skrive.
Trizonia
Harlingen, NL – Concarneau, F
Klar til at krydse Biscayen
Det regner i tove. Temperaturen er 20 grader. Det gælder såvel luft- som vand-. ”EOS” ligger fortøjet ved anlægget i
naturhavnen på øen Trizonia i Korinthgolfen mellem Galaxidi og Navpaktos. Tæt på fastlandet.
20 grader, ja – og datoen er den 20. Nov. Den store dag, hvor der er valg i Danmark. For os går valget mest på, om vi
skal trodse den tropeagtige regn, og tage til Galaxidi for at se den olympiske ild blive båret derigennem af en lokal
idrætsudøver, eller vi skal blive ombord og holde os tørre. Komforten vandt valget. Vi kunne jo heller ikke være sikre
på, at der var andet end røg fra faklen, når vandet i den grad vælter ud af himlen. Således blev det afgjort, at store
valgdag her ombord blev til store skrivedag.
Trizonia, hvor vi som allerede sagt ligger sikkert og godt fortøjet, er næsten som en øde ø. Ikke mindst nu hvor sejlersæsonnen
er slut. Her er kun lokalbefolkningen og nogle få langfartssejlere, der ligesom os har besluttet at ligge for
vinter her. Her findes ingen biler eller knallerter. Kun et par traktorer til anvendelse i forbindelse med renovation og
transport af byggematerialer. Lokalbefolkningen tæller 60 personer. Lidt husdyr er her. 10 høns, 2 haner og 10 ænder.
Der er 3 muldyr, som bruges til transport af brændsel og afgrøder i terrænet. Derudover er der en hel del katte, som blot
er der, og som bliver fodret rigtig godt, når fiskerne lander ved det lille kajanlæg ved byens torv. De eneste ”vilde dyr”
vi har set indtil nu er frøer, som godt nok er store og fede, firben, slanger og skildpadder.
Øen er et paradis, som ikke er spoleret af turisme. En frodig klippe, skudt op mindre end en kilometer fra fastlandet. En
overflade af rødt ler giver grobund for oliven, vin og mange slags lavtvoksende planter. Overalt på øen vokser timian.
Hvilken duft. Hvilken oplevelse, når man en tidlig morgen ved solopgang begiver sig op i terrænet, og dér mærker solen
få magt og fordrive dug eller natteregnens dråber fra planterne, der nu får ny grokraft. Da fyldes luften af en næsten
berusende duft af timian blandet med andre planters dufte. Duften bringer vi med ombord, takket være den
kendsgerning, at Balder har pels helt ud på poterne. Han kan færdes frit stort set overalt, og han elsker at tonse rundt i
de lavtvoksende timianplanter. Ombord kunne man godt få den tanke, at den står på gule ærter hver dag. Ikke blot
næsen bliver tilgodeset. Der er både til nethinden og lyttelapperne. Faktisk starter dagen længe før solopgang med
hanegal. Øens hønsegård er anlagt ved kajanlægget ca 100 m fra ”Eos”. Længe før solopgang galer den førende hane.
Jeg vil ikke komme ind på, hvad vi kaldte ham her ombord. Der har jo været valg. Den anden kalder vi ikke noget, men
han siger samme lyd som hønsene, så noget må der være ”gal`t”. Hanegalet suppleres af muldyrenes specielle måde at
sige godmorgen på. Man skal have hørt den lyd mange gange, for ikke straks at få ondt af dyret. Og så alligevel…..

Olivenhøsten er i fuld gang. Om morgenen ser vi gammelmor trække muldyret, belæsset med en 3 m lang stige og
plukkegrej op til olivenplantagen. Efterhånden som den modne oliven bliver høstet og frugterne fyldt i 40 kg sække
bliver disse på muldyrryg båret ned til havnen, hvorfra de ”udskibes” i en lille åben jolle. Et malerisk, interessant og
anderledes skue. Det er i det hele taget dejligt at være tæt på – og på det nærmeste en del af - det rolige ustressede liv,
som føres i dette lille øsamfund.
Bortset fra nogle få sommerboliger er alle huse samlet omkring den lille havn og den østlige ende af bugten. Her er et
par tavernaer, et hotel, som er lukket for vinteren, og så ”Lizzies Yacht Klub”, som også er lukket for vinteren. Vores
”Supermarked”, som betjenes af elskelige Maria og hendes rare mand, er placeret i et lokale bag den ene taverna. At
handle der er som at ”gå til købmanden i gamle dage”. Under indkøbet tales der græsk og det sprog, som den fremmede
nu kan. Det tager lidt tid, men hold da op, hvor er det hyggeligt. Andre kunder i butikken, tager med glæde del i
samtalen. Brød bestilles dagen i forvejen ved at man skriver sig på en liste, og kan så hentes næste dag efter kl. 9, når
der har været forbindelse fra fastlandet. Det er bestemt også brød, som er værd at vente på. Har man glemt at bestille, er
der ikke brød den dag, idet Maria har nøje rede på, hvem der er på listen. Al anden form for proviant, hvis man af og til
vil lade sig nøje, kan købes i butikken. En anden mulighed er at tage over til fastlandet med den færge, som sejler nogle
gange om dagen. Første overfart kl. 7 – sidste overfart kl. 19. Færgen er en lille klinkbygget træbåd med en primitiv
kahyt med bænke i siderne til 10-12 personer.
Tre gange om ugen, nemlig mandag, onsdag og fredag henter og bringer posten, hvad der måtte være af frankerede
kuverter, pakker og deslige. De, som ikke er til stede ved postens ankomst, kan senere hente det hos Maria.
Passerer man torvet med de to tavernaer på venstre side og det lille kajanlæg med de små lokale fiskerbåde til højre
kommer man frem til øens meget smukke kirke, hvor der er kirketjeneste hver søndag formiddag fra kl. 8. Én præst er
tilknyttet det lille øsamfund.
Nogle vil finde det småt – måske endda for småt – her, men jeg finder det stort, og føler mig privilegeret, at jeg har
mulighed for at slå mig ned her for en tid, og oven i købet få lov at føle mig velkommen.
Som sagt indledningsvis: Nu er der tid til at genoptage skriveriet, så jeg vil skrue tiden tilbage og berette om vores afgang
fra Holland, som vi forlod den 9. maj efter at vi begge havde været en tur i Randers. Vi holdt påske i Randers.
Birthes mor blev desværre syg og døde på Randers Centralsygehus Skærtorsdag. Trist, selvom hun var en ældre dame.
Hun sagde selv, at hun nu med sine næsten 93 år gerne ville hjem til Viggo, som døde for 15 år siden. Vi var hos hende
på hospitalet i den uge, hun var indlagt. Godt for hende og godt for os.
Vi fik ved den lejlighed også en god mulighed for at se familie og venner. Især havde vi megen tid sammen med Nikita.
Efter at have tilendebragt de praktiske gøremål og diverse papirarbejde , som jo følger med et dødsfald, skulle jeg rejse
tilbage til Harlingen for at klargøre ”Eos” til sejladsen videre sydover. Forinden friede jeg til Birthe. Overraskende nok
sagde hun ja. Vi blev gift den 27. april i Sct. Mortens Kirke i Randers. Højtideligheden blev kun overværet af vore
allernærmeste familiemedlemmer. Få dage efter rejste jeg tilbage til Harlingen.
Da vore venner i klubben i Harlingen fik nys om bemeldte kirkehandling gik de ”hemmeligt” i gang med forberedelser
til Birthes ankomst. Menno og Nynke havde lavet nye windbrakes, hvorpå var påklistret store bogstaver i forskellige
farver ”just married”. ”De gamle” havde sat signalflag til toppen af riggen, og overalt var der pyntet med balloner og
små tivoliflag i alle farver. Alt dette blev foranstaltet, mens Roelof, havnemesteren, sikrede at jeg var i byen for at købe
ind. Således pyntet lå EOS sejlklar, da Birthe den følgende uge ankom sammen med vores gode ven Axel. Axel hav-de
ønsket at være med på en del af sejladsen fra Harlingen. Specielt gik ønsket på at være med over Biscayen. To raske
gutter fra Hobro Sejlklub – Mogens og Allan – havde ligeledes meddelt, at de havde lyst til at gøre turen over Biscayen
sammen med os. Det fik de lov til. Ret beset ville det blive en betydelig mere komfortabel sejlads for os, når vi var
mange til at sejle. Vi lavede nogle aftaler om hvor og hvornår de skulle komme ombord. Og sådan blev det.
Efterhånden var der blevet klart skib. Afgangstiden nærmede sig. Aftenen forinden var der rykind ombord. Mange af
vore nye hollandske venner, børn og voksne kom med gaver og ønskede os god rejse. Det var hyggeligt, det var glæde,
det var varme, men selvfølgelig var det, som altid, når der skal siges farvel, også vemodigt. Det blev sent den aften, men
afgangen var sat til kl. 10 næste dag, så besætningen måtte ud af køjen tidligt og blive helt klar.
Morgenen kom. Ud af køjen. Duppe vand i øjnene. Sort kaffe. Stuve af vejen under dæk. Gøre sejlklar på dæk. Hilse af
endnu engang. Alle ”de gamle” fra vinterens ”lyvbænk” (klubkantinen) var mødt tidligt på broen for at sige farvel. Solen
skinnede, lyvbænken kom frem, og over termokander og kaffekrus blev der på broen udvekslet nogle sidste
bemærkninger. Vi fik et par gode råd med på vejen og besked på at passe godt på hele vejen og huske, at der var nogle i
Harlingen, som ventede at høre nyt fra vores færd. Varme håndtryk. Ditto omfavnelser. Lidt fugt i øjenkrogene, og vi
var klar til at gøre los for og agter. Vi stod havnen ud, og gik ind i slusen for at komme fra Harinxma ud i Waddenzee.
På vej ud til kanalen, hvorfra vi var kommet til Harlingen 7 mdr. tidligere, så vi tilbage, og der stod Kaas ved klubbens
spil og kippede med flaget. Da blev det svært!!

Gennem slusen, ude af havnen var vi heldige med vinden, så sejlene kom op i en fart. Mens vi satte sejl, fik vi øje på
Heleen og Nynke, som var cyklet ud på den yderste mole for at vinke farvel. Vi fulgte sømærkerne ned mod Kornwerdersand
og derfra ud til den Helder. Vi blev fulgt på vej fra Harlingen til Kornwerdersand af vores hollandske sejlerven
Jelle i sin danske Spækhugger.
Endelig ude i Nordsøen, hvor vi fra den Helder havde den fineste lænsesejlads nedover langs den hollandske kyst.
Vinden holdt godt. Eos opførte sig som sig hør og bør, selvom der var gået over et halvt år uden sejlads. En rigtig god
start på vores videre færd sydover. Næste dag gik vi ind til Oostende i Belgien. Kl. 20 var vi fortøjet. Balder krævede
straks at komme i land. Det blev selvfølgelig imødekommet. Balder havde for resten mere held med at finde et godt
”toilet”, end vi andre. Axel fandt dog noget, der lignede – bag klubhuset !!!
Vi lettede igen efter en god nats søvn næste morgen (den 11. maj ) kl. 0800. Destinationen var Calais, hvor Mogens og
Allan skulle påmønstre. Samme aften ankom vi til Calais i buldrende mørke og ved lavvande. Derfor kunne vi ikke
blive sluset ind i havnen. En meget hjælpsom havnebetjent kørte ned til dokken for at hjælpe os med at fortøje bedst
muligt. Der var temmelig langt op til kajen, idet tidevandsforskellen er 7-8 m. Vi fik fortøjet og ventede så de
nødvendige timer til broåbning, hvorefter vi sejlede ind til lystbådehavnens pontonner. Det var stadigvæk sort nat, så vi
gik til køjs, så snart Balder havde fået sin ”snusetur”.
Det var nu blevet lørdag den 12. maj. Mogens og Allan kom ved middagstid vandrende ud på broen, belæsset med det
vigtigste grej for sejlads: Sejlertøj og mobiltelefoner. Det var dejligt at se dem, og at fornemme, at de havde det godt
med at skulle sejle med i stålcontaineren til afveksling fra deres egen racer, Banneren hjemme i Hobro.
Da de var installerede og havde fået vendt køjesækkene holdt vi møde i mandskabsmessen, og blev enige om at vente til
næste dag med at stå til søs. Forude lå tre uger, hvor vi skulle være sammen på længere- og kortere sejladser, i
magsvejr, i hårdt vejr, i sejlvejr, i vindstille og irriterende dønninger og i øvrigt på godt og ondt, så det var udmærket
først lige at finde på plads ombord.
Det blev forrygende tre uger. Masser af god sejlads. Masser af godt humør. Masser af ”verbal ping-pong” . Masser af
delfiner. Masser af sund kost. Indkøbene til dette blev foretaget ved fælles anstrengelser og under Birthes kyndige vejledning
(læs: styring).
Næste dag var der sol og varme fra morgenstunden. Efter indtagelsen af et solidt morgenmåltid i et solvarmt cockpit,
lettede vi fra Calais for blot at sejle den korte distance (en dagsejlads) til Boulogne. Mest for at lade de nye gaster få en
chance for at vænne sig til sejlads i Den engelske Kanal. Fra morgenstunden var der ingen vind, men kort efter vores
afgang kom der masser af vind, som bar i den rigtige retning for os, og vi var fremme i Boulogne hen under aften. Vi
brugte en dag i Boulogne til at ordne nogle småting og få os endeligt indrettet ombord for de kommende uger, nu da næsten
alle køjer var i brug.
Fra Boulogne skulle næste destination være Cherbourg på Bretagnes nordkyst. Det blev anderledes !!!
Afgangen fra Boulogne tidlig, tidlig morgen foregik i smukt vejr, solrigt og varmt. Der var da også lidt vind. Vi var
lettet tidligt for at komme ud med tidevandet. Efter nogle timer var tidevandet det eneste, som influerede på vores fart
over grunden, fordi den smule vind, der var, efterhånden var brugt. Vi havde i løbet af dagen haft maskinen startet og
stoppet nogle gange, for ikke at ligge og rulle for meget, når vinden slap. Det med vinden mente Axel, Allan og Mogens,
at de nemt kunne ændre på, hvis ellers skipperens udsagn om det at fløjte ombord havde noget på sig.
Som enhver sømand ved, er det nemlig sådan, at fløjter man til søs, fløjter man efter vind, masser af vind. Der er en til
vished grænsende sandsynlighed for, at man ligefrem får hårdt vejr. Måske blot for at afprøve denne ”overtro”, som de
nok ikke helt troede på, forsøgte trekløveret i længere tid med varierende styrke at overgå hinanden i fløjteskalaer.
Hvor uvidende kan man være??? Der gik ikke lang tid. Så kom der vind. Lige imod. Det var ikke bare vind. Det var
kuling. Hvis man har prøvet at krydse i Kanalen, når strøm og vind af kulingstyrke mødes, så ved man, hvorfor
skipperen besluttede, både at reducere sejl og at ændre kurs og stå sydvest over, i stedet for at holde den vestlige kurs
mod Cherbourg – og mod vinden. Selv da, var det alt andet end komfortabelt . Værst var det nok for Balder, der ikke
kunne komme på dæk på grund af den hårde sø, der ofte vaskede ind over. Der gik 30 timer før han dristede sig til – af
nødvendighed – endelig at forrette sin nødtørft (under dæk). Næste morgen kl. halv otte passerede vi 0 meridianen, og
nogle timer senere blev det besluttet at stå sydover og gå ind til Ouistreham ved Caen. Ikke fordi humøret fejlede noget.
Gamle, brugte, dårlige vitser og ditto ordspil blev kastet op mod vinden og forsvandt heldigvis for det meste uhørte i
kulingen. Vind og sø var stadig tættere på besværlig hårdtvejrssejlads end fornøjelsessejlads. Vi nåede ind til
Ouistriham, og var så heldige at ankomme netop da det var tid for bro og sluse at åbne. Vi havde da brugt over
halvandet døgn på at tilbagelægge 150 sømil. Nu kunne vi sejle direkte ind i en dejlig, rolig marina, hvor vi blev næste
dag over, fordi den hårde vind varede. Der var altså også blevet fløjtet meget intenst og højt. Om nogen skulle finde på

at spørge fløjtetrioen, vil de sikkert påstå, at de ikke tror på nogen sammenhæng i det beskrevne forløb, men det er ikke
desto trods en kendsgerning, at de blev mere forsigtige med at spidse munden, når vi var til søs.
Det skal i sandhedens interesse medgives, at de sammen med Axel foretog gaveindkøb, fordi skipperen havde
fødselsdag, mens vi lå i denne gode havn. Gaverne var endda rigtige maritime uundværlige ting, som for eksempel en
mokkakop med påtrykt maritimt motiv, (skibsrat og treslået tov med stopperknob). Desuden et fint stykke gørtlerarbejde
- et skilt, som altid har været en fatal mangel her i båden, et skilt med påskriften ”Captains cabin”. Sidst,
men ikke mindst, en sydvest i en iøjnefaldende farve. Meget betænksomt, hvis vi skulle løbe ind i flere af de der af gaster
fremkaldte fløjtevejrsituationer. Måske var tanken blot, at det ville være lettere at lokalisere skipperen, når han befandt
sig under denne unikke hovedbeklædning.
Fra Ouistriham gik vejen videre til Cherbourg og derfra til Concarneau, der var udset som havnen, hvorfra vi skulle
krydse Biscayen. Hele denne sejlads var aldeles promblemfri (gasterne havde stukket piberne ind – var åbenbart blevet
lidt overtroiske). Skipperen havde også lært lidt. Nemlig at ”gå for motor”. For ikke at provokere fløjtenisterne. Faktisk
gik vi for motor hele vejen (80 sømil) til Cherbourg, fordi der overhovedet ikke var det mindste pust til sejlene.
Nå, men vi nåede frem sent på aftenen. Råhyggede lidt. Nogle af de vitser, som var blevet borte med blæsten på forrige
sejlads, nåede frem nu.
Afgangstidspunktet kl 1830 næste dag havde vi sat, så det ville passe med tidevandet, når vi skulle passere nord om
”Racet” og øen Alderney. Racet er passagen mellem Bretagnekysten og Alderney, hvor strømmen, når det er ekstremt,
løber med en fart af op til 8-9 knob. Der skal holdes godt nord om Alderney, hvis man passerer dette sted, når
strømmen er vestgående og dermed sydgående i Racet Det er derfor en selvfølgelighed, at sætte sig ind i tidevandstabellers
brug. Det er i det hele taget vigtigt, når man vil navigere i ”Kanal-området”, at have rigtig viden om strømmens
fart og retning, samt høj- og lavvandsforskel. Samtidig med, at vandet bevæger sig med stor fart i vandret plan, er
forskellen på høj- og lavvande 8-10 m, hvilket vil sige, at inden for godt 6 timer stiger/falder vandet dette antal meter.
Det har betydning under sejladsen, ved anduvning af– og afgang fra havne, fortøjning og ikke mindst ankring.
Inden vi afgik fra Cherbourg, blev vi kontaktet af en ældre britisk sejler, som ville forære os en liter whisky ”fordi vi
var så sympatiske”. Det sagde han altså. Han kunne for resten ikke selv lide whiskyen, og ville hælde den ud, hvis vi
ikke ville have den. Det er klart, at vi ikke ville skuffe hans opfattelse af os som værende sympatiske, så vi sagde ja tak.
Det var trods alt kun to deciliter pr mand hos os. Den stakkels englænder skulle have drukket den alene.
Det var nu blevet den 20 maj, og vi afgik til den fastsatte tid. Distancen, som lå forude var ca. 180 sømil. De første 30
foregik for motor. Der var absolut 0 vind., men lidt før midnat omkring Alderney fik vi vind. Perfekt medbør, som
varede hele natten. Søen var, som det ofte er tilfældet her, besværlig, men det opvejedes rigeligt af det lune, klare vejr,
der hele natten levnede mulighed for at nyde stjernehimlens mangfoldighed. En lun og behagelig natsejlads, som ikke
går i glemmebogen. Den gode vind havde vi med os til næste formiddag, hvor vi blev nødt til at starte motoren for at
holde i gang. Der var totalt havblik. For motor med en fart af 6 knob, med skipperen til rors og resten af besætningen i
gang med at branke den blændende hvide hud, var vi på vej ”rundt hjørnet” ved Gurnsey. Så skete det. En flok delfiner
sprang i kåd leg et par hundrede meter forude om styrbord. Et varsko fra skipperen, den årvågne rorsmand, til de
solbadende gæster – øh, gaster, og der blev liv på dækket. Kameraer blev hentet. Skubben og masen for at alle kunne
komme så tæt på som muligt, og få de bedst mulige billeder i kassen. Delfinerne havde nu fundet deres legeplads foran
Eos, under bovsprydet og langs begge sider. Det er fascinerende og rørende, at betragte de legende, intelligente dyr på
så nært hold (få meters afstand) i fri natur. Der er ingen tvivl om, at de nu helt vågne gaster havde samme opfattelse. At
delfinerne var gasterne langt overlegne i behændighedsøvelser, fik jeg rig lejlighed til at studere, og det var under alle
omstændigheder dejligt at se alle på dæk i en total nydelsesstund.
Nogle timer senere fik vi igen vind. Stadig medbør, og endnu en dejlig lun stjerneklar nat med god sejlads. Det blev
morgen. Den gode vind holdt til middag. Atter havblik. Atter i gang med jerngenuaen. Der var nu kun ca 30 sømil til
Concarneau. Indsejlingen til Concarnesu er godt afmærket, og man gør klogt i at følge mærkerne, idet der er en del
skær, som for nogles vedkommende ikke byder nogen fare ved højvande, men ved lavvande er for tætte på vandoverfladen.
Når det er sagt, skal det også siges, at det er en smuk indsejling. Vi havde tilbagelagt 180 sømil på knap to
døgn, så selvfølgelig var det også dejligt ”at se land”.
Concarneau er en hyggelig by/havn, som ligger på sydvesthjørnet af Bretagnehalvøen, lidt syd for Brest. Marinaen er
bygget under det gamle fort La Ville-Close, hvis tykke fæstningsmure til søsiden står helt ude i vandet. Jeg har været
der før og kunne desværre se, at der var lidt forfald hist og her på fæstningsmurene, men en ny ejer er ved at genoprette
noget af det forfald, som en tidligere ejers manglende økonomi havde forårsaget. Passerer man broen over voldgraven,
og fortsætter gennem fæstningsværkets port, befinder man sig i den gamle fæstningsby med smalle gader, gamle huse
og i disse et stort antal creperier og souvenirbutikker. Der er en spændende vandretur rundt i byen inden for murene og

en tur op på den tyk-ke fæstningsmur, hvorfra der er udsigt ud over havnen og bugten. Inden for murene til søsiden er
der tillige en lille park, som er anlagt i forbindelse med fæstningens sygehus. Et interessant sted, som er et besøg værd.
Concarneau. Et par dage med sightseeing og afslapning, men også et par dage med forberedelser. Vi havde nu, siden vi
forlod Harlingen, tilbagelagt knap 800 sømil. 14 dage med god sejlads, højt humør og drillerier på det gode plan. Nu
skulle der gøres klar til turen over Biscayen. Rig og sejl osv. skulle klargøres. Der skulle provianteres, fyldes vandtank,
og der skulle hentes diesel, så vi var sikrede, hvis vi skulle være så usandsynligt uheldige at få 3-4 døgn med vindstille.
Der blev fyldt dieseldunke. Nogle havde vi, andre blev fundet, men skipperen sagde godt nok nej, da søfolkene med et
spørgende udtryk pegede på en 20-25 liter dunk, der lå i marinaen som fortøjningsbøje, fastgjort til et anker
.
Alt var klart. Nu var det blot at få den rette vejrmelding. En femdøgnsprognose med 3-4 dage med vind og vejr, der
kunne passe til at stå til søs. Vejret ville afgøre, om vi løb til La Coruna – ca 3 døgn eller vi ville fortsætte og runde Cap
Finnisterre og gå til Bayonna i Vigo bugten. Det sidste ville blive knap 500 sømil.
Ad søvejen
Galaxidi
Over Biscayen
En andagt
Bayona og Porto
Vi har skiftet position for en tid. Er sejlet til Galaxidi, for at fejre en fødselsdag. Birthe er født den 1. december 1951,
så det er en ”rund dag”, der står for døren. I Galaxidi har vi ved en tidligere lejlighed mødt Dino, som har en taverna, en
fiskerestaurant ved havnen. Hos ham skulle dagen fejres. Lørdag den 24. November kom Ann og Annie til Trizonia. Vi
måtte arrangere speciel overfart, fordi de først kom ved midnatstid. Birthe og jeg tog med ”færgen” over, for at hente
dem. Det kom der en rørende velkomst ud af. Med sig havde de nemlig, som den store fødselsdagsoverraskelse til
Birthe, Nikita. To dage senere kom Henrik, Anns kæreste, så nu var der ”fuldt mandskab”.
Det var dejligt, at have Nikita ombord igen. Vi var heldige med vejret, som tillod vandreture på øen. For Balder var det
helt tydeligt optimal nydelse igen at få børstet pelsen flere gange om dagen, og få muligheden for at lege med sin
”barndomsven” og genopfriske gamle minder. Vi prøvede at fiske nogle gange, men enten var maddingen for dårlig,
fiskene allerede for velnærede, eller vi var for ukoncentrerede. Så gik det bedre den dag, Nikita og farfar satte jollen i
vandet, roede ud af havnen, rundede pynten med fyret og fortsatte ned mod den lille bugt med byens kajanlæg og kirken.
Netop da vi roede ind i bugten, så vi de tre delfiner, som af og til fouragerer i det lille strømfyldte sund mellem Trizonia
og fastlandet. De sprang flere gange ud af vandet under deres vandring ind i sundet. Ganske vist var delfinerne et par
hundrede meter fra os, men alligevel tydelige nok, og Nikita udbrød overrasket og betaget: ”Nej – hvor godt. Det er
første gang jeg har set delfiner ude i naturen!”
Efter nogle hyggelige dage på Trizonia, sejlede vi alle her til Galaxidi. En sejlads på 20 sømil tilbagelagt for motor på
en spejlblank vandoverflade. Nikita viste sig at have store evner som rorgænger. Vel ankommet til Galaxidi, blev vi
straks budt velkommen af Dino. Vi blev inviteret til at spise hos ham og hans kone Tina den næste aften i tavernaen,
hvor også Birthes fødselsdag skulle fejres, men mere om det senere.
Den våde, blæsende regnperiode, som startede i den sidste trediedel af oktober og næsten har varet november ud, er ved
at være forbi. Tilbage er de hårde vinde. Galaxidi havn er en naturhavn med indsejling fra nord. En nåletræsbevokset
halvø - høj klippe - danner læ mod øst, så en Levante kan end ikke mærkes i havnen. Kun mod nord er der åbent,
hvilket gør havnen noget ukomfortabel, når det er Meltemitid. Nordenvinden, som er fremherskende i øjeblikket, hyler
med en styrke af 8-10 Beaufort direkte ind i havnehullet.. Det sætter en masse dønning i havnen, så vi ligger lidt
uroligt. Det væsentlige er dog, at vi ligger sikkert. To ankre i god holdebund og tilstrækkelige trosser (Randers reb) i
rigtig dimension gør det muligt at forlade båden om dagen. Her er ingen mulighed for at ligge langs kaj, fordi kajanlægget
hver dag bruges af større fiskeskibe til landing af fisk. Trods det hårde vejr, er dagene nu solrige og gode.
Ganske vist er temperaturen faldet til 14-15 (sommetider ned til 10-12), og der er sne på bjergtoppene, men alligevel
er der meget udendørs liv i dagtimerne.
Galaxidi er et historisk sted, hvorfra der ikke er langt til Delphi via Itea, som ligger inderst i bugten. Der er store søfarts
traditioner her. I næsten alle familier er der gamle sømænd og skibskaptajner. Her byggedes et utal af oceangående
brigskibe til op i det tyvende århundrede. Galaxidi var indtil for 40 år siden næsten at betragte som en ø, idet den eneste
vej hertil var søvejen. Landevejen, som nu er fastlandsforbindelsen, er fra 1961. Lokalt udtrykkes det således:
Galaxidi er den eneste ”græske ø” fra hvilken man i bil kan køre til fastlandet uden at skulle med en færge.

Netop nu er der en særlig naturoplevelse i vandretur op gennem nåleskoven og videre op på ”Møllebakken” ovenover
byen, hvor resterne af den gamle vindmølle står. Der er ingen vej dertil. Transporten af afgrøder til møllen foregik med
muldyr. Nu går vi tur der med vores murmeldyr Balder. Overalt bryder kraftige løgplanter igennem den røde, soltørrede
sprukne ler. Timianplanterne er begyndt at blomstre. Mus og muldvarpe har travlt med rodnet og orme. Fra toppen af
”højen” er der en ubeskrivelig udsigt over hele bugten, de små ubeboede øer, som ligger spredte der. På vandet ser vi
fiskerne, som tøffer afsted, for at sætte/bjerge garn. Herfra er der tillige en god udsigt ned over Galaxidi, og til Itea
neden for bjergene, på hvis skråninger man kan se bjergbyerne. Når lysene en mørk aften tændes højt oppe i
bjergbyerne, ser de næsten ud som blinkende stjerner på himlen.
Og nu et tilbageblik. En beskrivelse af vores videre færd fra Concarneau i slutningen af maj måned.
Vi var klar til at stå sydover og krydse Biscayen, da vi fik den bedst tænkelige vejrmelding for de næste fem dage. En
passende vind, skiftende fra nordøst til sydøst 2-4 beaufort og gennemgående klart vejr. Det kunne ikke være bedre. Om
vejrmeldingen holdt, kunne vi gå for rum vind og så godt som halvvind hele vejen til Bayona.
Nu var det blot at lette fortøjningerne for og agter og se at komme afsted. Ingen tøven. Ingen sidste tur til slikmutter,
netcafe eller lignende. Der var jo provianteret og tanket. Desuden havde Axel sikret sig et antal postkort og frimærker;
fordi han regnede med, at der blev masser af tid til at skrive hjem, når vi nu havde flere dage i søen. Dermed kunne han
have korrespondencen klar til afsendelse, så snart vi kom til Spanien. Det blev der grin’t meget af. Det med franske
frimærkers værdi – eller mangel på samme – i Spanien.
Torsdag den 24. maj – Kristi Himmelfartsdag – kl. 1600 forlod vi Concarneau. Der var endnu ingen vind, så ”jerngenuaen”
snurrede det første stykke vej. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og mens vi de første timer gik for motor,
blev der hygget i cockpittet. Balder havde kronede dage. Altid hænder i nærheden. 24 timer i døgnet. Et rigtigt hundeliv.
Vi havde lavet vagtplan, hvilket er vigtigt på en flere døgns sejltur. Pligten til at tage sin vagt ved styregrejet og
sejlene afløses af pligten til at hvile og sørge for at passe søvnen. Nu havde vi jo allerede prøvet lidt længere distancer
sammen, så det gav ingen problemer. Med så mange folk ombord var der heller ikke udsigt til hårdt arbejde. I højsædet
var, som hidtil, humoren og glæden ved sejladsen og samværet.
Hen på aftenen kom vinden. Sejlene blev sat og maskinen stoppet. En velsignet ro indfandt sig. For sejl med en fart af 5-
6 knob på den rette kurs, en stjerneklar lun nat i store, rolige Atlanterhavsdønninger. Morild, som fosforgrønt lyser op,
hvor Eos trækker sit spor og påvirker denne særegne organisme - plankton, som lyser grønt, når den pirres. Fænomenet
kan også iagttages i søtoilettet, når dette pumpes.
Vi var heldige med vejret hele vejen til Bayona, som vi anduvede efter godt fire døgns- og knap 500 sømils sejlads med
vekslende vindforhold. Nogle gange havde vi totalt havblik og kunne betragte de lange, blanke dønninger, som især i
skumring og dæmring kan virke olieagtige på overfladen. Så måtte maskinen selvfølgelig i gang, men som regel kun få
timer. Det var en nat med havblik, vi blev berigede med et illumineret delfinshow. Vi gik for motor med en fart af 6
knob, da den blanke havoverflade blev brudt af grønne lysspor fra siderne og foran Eos. Det var delfiner, som kom for
at underholde os. Delfinerne sprang ud af vandet, hvorved de bragte den lysende plankton med sig op i luften. Et rent
fyrværkeri, som vanskeligt lader sig beskrive. Vi havde fornøjelse af delfiner flere gange på vores vej til Spanien.
Oplevelsen er lige fascinerende og rørende hver gang. Balder var lige så ivrig tilskuer, som alle andre. Han havde
nærmest girafhals.
Ingen dag under denne sejlads lignede den foregående, selvom der selvfølgelig var nogle daglige gøremål, som kunne
synes ens. Dagene gik med vagt/frivagt – herunder solbadning, anvendelse af faktorcremer i store mængder, læsning af
såvel smudslitteratur - medbragt af gasterne, som lødige maritime værker – lærebøger om sømandsskab, navigation og
meteorologi, som befandt sig i skibets bibliotek. Der blev også tid til at øve en hel del tovværksarbejde. Knobe og stik.
splejsning af treslået tovværk. På et tidspunkt blev der ved splejsning af tovværk udvist stor fantasi, og der blev splejset
til adskillige ”skulpturer”. Samtidig var der ingen grænser for det gode humør. Godt samvær. Godt kammeratskab. God
sejlads. Gode minder.
De daglige måltider var lette at styre i det forholdsvis rolige vejr. Havregryn, cornflakes, brød og kaffe/the om morgenen.
Birthes ”klapsammenmadder” til frokost, og til aften en suppe og/eller pastasalat med tomater og grønt. Pastaretter
og supper fik navn af stedet. For eksempel: Suppe a la Biscaya. Der var tillige masser af ”godbidder”.
Foruden at styre det kulinariske islæt, viste Birthe store evner for anvendelse af elektronikken. Ved hjælp af mobil-sms
havde vi indtil Concarneau næsten daglig kontakt med familie og venner, takket være Birthes store indsigt i dette
elektroniske stykke isenkrams muligheder. Kun når vi over større distancer, var for langt fra land, var der ingen
forbindelse. Elektronikken har i navigationssammenhæng (GPS) vundet indpas i søfart i vidt omfang. Godt, gedigent
gammeldags sømandsskab er gledet i baggrunden. I ”gamle dage” ville udkigsmanden fra tønden varsko: ”Land i sigte”.

Nu lød det fra Birthes domæne: ”Så er der antenneforbindelse”. Personligt håber jeg, at de fleste fritidssøfolk vil gøre
sig klart, at de elektroniske instrumenter er supplement til godt sømandsskab og ikke en afløser.
Jeg har en gammel bekendt – Bette Leo -, som ofte har besøgt mig i Mariager, og som næsten dagligt kiggede forbi, da
vi lå ved kajen og gjorde klar til at sejle sidste år. Leo, som er 63 år, fortalte mig engang, at hans far var faldet overbord
fra et norsk fragtskib, han var forhyret på. Skibet var på rejse fra Bilbao i Nordspanien og lå i Biscayen.
Leo var på det tidspunkt 14 år, og hans far skulle komme hjem til hans konfirmation. I stedet kom der bud fra rederiet,
at far’en var faldet overbord og ikke fundet. Han blev aldrig fundet. Hans ejendele, som blev sendt til familien, gemmer
Leo sammen med et udklip fra en avis, hvor ulykken omtales.
Leo kendte vores sejladsplaner for de næste år. En dag, kort før vores afrejse, hvor vi sad i cockpittet og drak kaffe
sammen med Leo, spurgte han, om jeg ville gøre noget for ham på rejsen. Jeg sagde straks ja, da han spurgte, om jeg
ville tage en lille krans med og kaste den i havet, når vi var på vej over Biscayen. Et par dage efter kom Leo med en
smuk lille blomsterkrans, som skulle være en sidste hilsen fra ham til hans far.
Vi var ved at nærme os en position, hvor det kunne være passende at gennemføre det lovede. Nu var der tre mere om-
bord end oprindeligt planlagt på denne del af rejsen. De blev informerede og ønskede alle at deltage i en lille andagt.
Der var næsten havblik. Vi gik for motor, da vi lørdag den 26. maj 2001 (kronprinsens fødselsdag) kl 1200 GMT, på
positionen NBR 45 12,5’ – ØLG 5 55,4’ - 92 sømil nord for Cap de Penas, Spanien, slog otte glas på skibsklokken.
Jeg sagde nogle ord henvendt til Leos far, hvorefter kransen blev kastet i havet. Der var stilhed ombord, indtil kransen
forsvandt af syne agterude. Højtideligheden blev foreviget, og Axel overbragte ved sin hjemkomst fotos og et brev fra
skibet til Leo.
Efter tre døgns sejlads, som vejrmæssigt og i alle andre henseender havde været perfekt, var vi tæt på den spanske kyst.
”Der var antenne”. Vi kunne se lysene i La Coruna inde i bugten forude om bagbord. .Vejret var fortsat med os, så det
blev besluttet, at runde Cap Finisterre og fortsætte til Bayona. Vi passerede La Coruna, og lidt senere, kl 22 lagde tågen
sig som et tykt tæppe omkring os. Det var på én gang storslået og lidt skræmmende, at se tågen komme rullende fra
søsiden og lade al sigt ude. Sigtbarheden var under 50 m Der var let vind, og vi gik for motor og Genua. Nu standsede
vi maskinen. Både for at gå ned i fart og for bedre at kunne lytte. Udkig i så ringe sigt går mere ud på at anvende øren
end øjne. Den ringe sigt varede til næste aften kl. 19. Der var så meget vand i luften, at det tapløb fra bomnokken.
Skibsklokken, som hænger over styrestanden, samlede så meget vand, at Axel, der var til rors, havde været bedre tjent
med selv at beholde den sydvest, skipperen ugen før fik som gave.
Ind i mellem lettede tågen lidt. Det udnyttede vi til at øge farten ved hjælp af maskinen. Vi passerede Cap Finisterre
midt på eftermiddagen i en afstand af tre sømil, men fik intet at se. I løbet af det lille døgns tid tågen varede, så vi to
skibe, men vi hørte en hel del flere. Da tågen endelig lettede, fik vi en meget smuk aften. Solrig og lun. Vinden
forsvandt totalt. De sidste tredive sømil til Bayona blev tilbagelagt for maskine. Vi var fremme og fortøjede godt midnat
og havde dermed på 4 døgn og 9 timer tilbagelagt 490 sømil. Ingen var blevet overanstrengte. Ingen havde fået kuller.
Ingen udtrykte ønske om at afmønstre. Livet er ikke så ringe endda!!!
Undervejs havde vores radio aktive telegrafist Birthe, når der ellers ”var antenne”, sms’et med sin nevø Lars, som er
skipper på containerskibet ”Alva Mærsk”. Han gik på Sydafrika, Algeciras og nogle havne i Portugal. Med lidt held
kunne vi sikkert få et møde i stand i Lissabon Det kunne da være alle tiders med en familiesammenføring i Portugal.
Den sene ankomst, den lange sejlads og måske spændingen gjorde helt sikkert sit til, at det ret hurtigt blev køjetid, men
næste dag var der sightseeing i den lille hyggelige kystby. Det var nu mærkbart og synligt, at vi konstant var sejlet
sydpå mod sol, shorts og palmer. ”Rødhuderne” måtte nu supplere solcremerne. Axels lyttelapper lignede dem, man
ser på folk, der snakker for meget i mobiltelefon. Det havde han faktisk ikke gjort. Nå! – der kan jo være mange årsager
til røde øren !!!
Bayona ligger smukt i en lille bugt sydvest for Vigo og er et feriested for spaniere. Ikke mange udenlandske turister
finder her til. Under indsejlingen til havnen runder man en klippe, hvor der på toppen er placeret en stor Madonna figur,
som på højre arm bærer et sejlskib. En søfolkenes beskytter. På en klippehalvø, som strækker sig ud syd for havnen er
der et gammelt velholdt fort, som kan besøges formedelst en mindre sum. Marinaen ligger faktisk neden for fortets
mure, og man må gennem en port i borgmuren for at komme til byen.
Om aftenen tillod vi os i vores euforiske tilstand den luksus, at finde et spisested i byen. Vi kunne have fået pasta, som
vore maver jo havde vænnet sig til, men vi bestilte en Spansk Paella, hvortil en god lokal vin. Den tykke tjener, som
umiddelbart virkede ”lidt stram og kedelig”, viste sig at være rimelig snakkesalig og morsom. Han præsenterede os
efter måltidet for diverse stærke drikke af lokal oprindelse, og nødede os til at skåle på huset. Det kunne vi ikke afslå,

men vi måtte afstå fra den spanske FLAN, da der ikke var mere plads indenbords den aften. Det ville ellers have været
prikken over det kul i nariske i med en lille karamelovertrukket budding.
Næste dag var imidlertid arbejdsdag, idet sejladsen skulle fortsættes fra morgenstunden. Ca 70 sømil skulle tilbagelægges
til Lexios (Leca de Palmera), en Atlanthavn nord for Rio Douro og dermed tæt på Porto. Selvfølgelig skulle Porto
beæres med vort besøg. Der var nu kun få dage til ”trioen” skulle rejse hjem med fly fra Oporto. Samtidig skulle Ann
komme ombord, så også af den grund skulle vi videre på vores færd.
Vi lettede kl. 8 morgen og regnede med en dagsejlads. Som man siger ombord i Eos: ”70 sømil – det ka’ aldrig vare.”
Efter godt 12 timers behagelig sejlads fortøjede vi i Lexios. En ikke særlig hyggelig marina, men en sikker havn på
Atlantkysten, hvorfra der er busforbindelse direkte til Porto.
Siden afgangen fra Harlingen præcis tre uger forinden, var der tilbagelagt 1310 sømil. Der havde endda været tid til lidt
ophold i nogle havne. Takket være ”fløjtenisterne” oven i købet en havn, som ikke var med i den oprindelige plan. I det
hele taget, tak til ”trioen” for deres uvurderlige indsats, såvel under sejladsen som i havnene. Nu var det desværre tæt
på afslutningens time; tiden for hjemrejse for de tre hobroensere. Tiden for en tårevædet afsked rykkede hurtigt frem. De
har lovet at komme igen – i Grækenland -, og Allan, som gør i oste, vil om muligt sørge for en ladning feta. Mogens
sørger forhåbentlig for at medbringe nogle nye vitser.
De sidste par dage skulle bruges på sightseeing i maleriske Porto og til afslapning efter ”strabadserne”.
Porto er malerisk, med hele den gamle front langs Rio Douro. På den ene bred er der huse med beboelse og et væld af
restauranter. På den anden bred ligger de store portvinshuse, hvor man kan blive rundvist og få smagsprøver. Der er ca.
80 af disse huse. På floden ligger fast fortøjede de åbne sejlførende fartøjer (barcos rabelos), som tidligere blev brugt til
at fragte vinen på floden. I dag ligger de som en turistattraktion lastede med store - formentlig tomme vintønder. Byen
vokser op ad bjergsiden, og der er virkelig tale om en klatretur i de stejle gader. Over byvandreren hænger der overalt
vasketøj fra altaner og ofte på tørresnore trukket tværs over gaden. En festlig farvelade, som især kommer til sin ret, når
solen står på. Fra højbroen, som også er for fodgængere, er der en uforlignelig udsigt over byen, floden og det
omliggende land.
En guided tur i et af portvinshusene var et must. Interessant var det at se og høre om vinfremstilling, og at blive ført
gennem de forskellige processer. Efter at have været gennem nogle smagsprøver, købte for øvrigt sammen med Aksel en
speciel årgang portvin, som skulle være bryllupsgave til Heidi og Brian. Heidis planer om at blive gift med Brian holdt
og skulle realiseres i juni.
Den sidste aften før hjemrejsen var samtidig aftenen for Anns ankomst, og der var planlagt lidt socialt samvær ombord
mellem afløsende og afløste gaster. Det blev imidlertid anderledes, fordi vejrguderne som bekendt stort set altid har det
sidste ord. Tåge forsinkede flyet til Lissabon, og da det endelig landede, var det på grund af tågen ikke muligt at komme
videre derfra til Porto. Ann kom til Lexios kl. 0630 næste morgen, så det blev kun til få timers samvær med ”de gamle
gaster”, som skulle afsted kl. 10.
Som forventet blev der en ny tårevædet afsked, da taxaen kom ud på havnen for at hente Allan, Mogens og Aksel. Der
blev udvekslet håndtryk, knusere og kraftige dunk, mens bagage blev læsset, og som tidligere skrevet, vi har et velbegrundet
håb om at se dem ombord igen.
Ombord var nu Ann, Balder og os selv. Ann ville blive i fjorten dage. Vi havde nogle planer om evt. at sejle til Sevilla,
hvor Ann som ”ung” havde været au-pair hos en ung spansk børnefamilie.
Først skulle der lige spenderes et par dage med besøg i Porto.
December 2001
Fødselsdag og
Juleforberedelser
Som sædvanlig begynder vi december måned med fødselsdagssang. I år var det særlig festligt, ikke bare fordi det foregik
her ombord, men også fordi Nikita var her som forsanger. Hun synger hele tiden og har allerede et par cd.er bag sig.
Alle bevægede sig meget stille og forsigtigt rundt den 1. dec. om morgenen for ikke at vække Birthe. Hun skulle overraskes
på denne, hendes halvtredssindstyvende fødselsdag. Der var vist godt nok lidt elektronikhalløj under dynen (hun
går virkelig til køjs med elektronikken), mens vi andre – Nikita, Annie, Ann, Henrik og jeg lavede kaffe, dækkede bord,
bunkede gaver op, pyntede med flag og lavede en tuderulle, af en hel køkkenrulle. Blot for en sikkerheds skyld.

Efter fødselsdagssangen, som blev udført af velklingende alt muligt, var tuderullen var for langt væk, så de første
fountainer endte i pude- og dynevår. Lidt uheldigt, for det regnede hele dagen. Nå! – men hurtigt var bordet indtaget,
og gaver blev pakket ud. Der var mange. De hjalp hinanden, Birthe og Nikita. Nikita var jo selv, som tidligere skrevet,
en fødselsdagsgave. Birthe var vist nok lidt overvældet. Tuderullen kom da også i anvendelse, både på grund af gaver og
elektroniske lykønskninger. Efterhånden som tape forsigtigt blev løsnet, for ikke at ødelægge det flotte indpakningspapir
(genbrug), var det især duftpræparater, der blev afsløret. En god ting, når man lever på en sejlbåd uden bruseniche.
A propos bruseniche. Senere på dagen var hele besætningen på skift i bad i hotel Liberty, som ligger lige på den
anden side af gaden. Formedelst 500 drm (ca. 12 kr. pr korpus). Derefter omklædning til landgangstøj.
Den 1. December er som bekendt også dagen for åbning af første låge i julekalenderen. Sådan en har vi ikke, men Annie
medbragte en julepose med kalendergaver. Den første kalendergave var et virkeligt scoop for os, som har ”hjemme
ude”, nemlig ”Ude og Hjemme”s unikke jule cd med Peter Belli. Kan ikke købes i butikker. Nu bliver det nok alligevel
jul i den rød/hvide stålcontainer!!! Tak til Annie!
Der blev også julepyntet - lidt -, for pigerne klippede og klistrede julekurve, som var indlagt i forskellige ”husassistentblade”.
Den store jule-skibskiste var endnu ikke fundet frem.
Velduftende og festklædte indfandt besætningen sig hos Tina og Dino i tavernaen ”Skeletovraksos”, hvorfra der er udsigt
over havnen og til Eos. En hyggelig kaminild buldrede lystigt og bordet var dækket til fødselsdag med danske flag
og ditto servietter, som pigerne havde med hjemmefra. Græsk musik fyldte rummet. Birthe fik straks en gave af
værtsparret, som helt naturligt deltog sammen med os. Der var ikke andre gæster. Der blev serveret en veltillavet
moussaka (Dinos mors opskrift), hvidkålssalat, feta og tzatziki. Lam og græske kartofler. Desserten var en specialitet,
som Tina havde lavet og stolt og glad bar frem, efter at Dino havde slukket lyset. En let kage, belagt med creme og
forsynet med lys, som fødselsdagsbarnet pustede ud. For at gøre denne opgave let, eller for at være flink, havde Tina
undladt at anbringe 50 lys i kagen. Aftenen var gået for Nikita, da kl. var 22, så hun blev fulgt ombord, hvor hun straks
gik til køjs og sov før hovedet nåede puden. Næste dag var afrejsedag, så fødselsdagsfesten blev ikke sluttet alt for sent.
Tidligt op søndag morgen. Åbne kalenderpakke. Morgenmad. Pakke de sidste ting. Nikita havde købt gaver og havde
selv fået nogle. Så der skulle findes ekstra plads i kufferten.
Den lille firehjulede blev læsset, hvorefter opstigningen til torvet med busstationen begyndte. Bussen skulle køre kl. 10
og var ikke ret meget forsinket. Vi havde snakket om at leje en bil, så jeg kunne køre dem til lufthavnen, men på grund
af vejret – sne og slud i bjergene – frarådedes udkørsel i små biler. Mens vi ventede på bussen var der lidt kulderystelser
og tårer hist og her. Købmanden, som kom forbi, sagde til Nikita:” Smile, keep smiling. Be happy”. Det var nok lidt
svært at efterkomme. Bussen kom. En knuser. Et kys. Et på gensyn. En sidste vinken før bussen rundede det sidste hushjørne
på torvet. På vej tilbage til havnen, blev vi standset af købmanden, som ville køre os. Vi takkede høfligt nej, idet
vi undskyldte os med, at vi havde trækvognen. Vi havde brug for spadsereturen tilbage.
Julen står for døren. I forretninger i byen og i tavernaerne her på havnen er der pyntet med blinkende kæder i alle regnbuens
farver. Her ombord er den store kiste fundet frem, og alle de dejlige ting hængt op til lyden af den nye cd, Peter
Bellis ”Fla-aje jul”. Det sammenfoldelige juletræ med lyskæde er anbragt i cockpittet og står tændt hver aften. Jo-eh
forberedelserne er i fuld gang. Hver dag åbnes en ny kalenderpakke. Mange små overraskelser.
Nu glæder vi os blot til at se Roelof, vores gamle ven, havnemesteren fra Harlingen. Han kommer her den 18. dec. og
holder jul og nytår hos os.
Vi må videre
Vinter i Grækenland
Et møde i Lissabon
En skrue løs
Grækerne fryser. Det gør vi også. Lidt. Temperaturen dumpede pludselig ned på 6. Vi er midt i december, så det er da
tåleligt. Det synes de lokale nu ikke. I en vejrudsigt hørte vi, at det er den mest blæsende, regnfulde og kolde december
i 100 år. Bjergene på den anden side af bugten er sneklædte helt ned til de nederste bjergbyer. Det giver selvfølgelig
nogle problemer med busdrift og mange andre ting, fordi området ikke er gearet til denne kulde. Der sker desværre en
hel del alvorlige trafikuheld af samme grund. Den hårde vind og den lave temperatur har for os den positive effekt, at
mange lokale lægger vejen forbi, for at spørge til vores befindende. Regn, kulde og bølgegang.!! Om de kan gøre noget
for os? Om vi mangler noget? Vi har det fint, selvom det selvfølgelig kunne være rart igen at få lidt ro på

vandoverfladen. Det er også dette vejr, - som tilfældigvis satte ind på Birthes fødselsdag -, der gør, at vi stadig er i
Galaxidi.
Der er nu heller ikke noget i vejen med at være her. Som tidligere skrevet, er det næsten som at være på en ø. Vi kender
allerede mange mennesker i denne lille by. Mennesker, der ikke blot bemærker, at vi er her. Som for eksempel
manden, der forleden formiddag, stod på kajen og sagde: ”Kom, kom.” Han ville have, at jeg skulle gå med ham. Det
gjorde jeg. Til hans hus i en lille gade i nærheden. Han havde den fineste have, hvor der bl.a. var et træ med modne
clementiner. Han ville give mig nogle, hvis jeg ville have, men først skulle jeg smage på varen. Jeg, fik en smagsprøve,
og da han tydeligvis kunne se, at jeg ku’ li’ dem, fik jeg en hel posefuld med mig, og bud om at hente flere, hvis jeg
havde lyst.
Tina og Dino kom hjem fra Athen i sidste uge. Deres 20 årige datter Marina, som studerer i England, er kommet hjem
på juleferie. Dino kom straks her med Marina, som han stolt præsenterede. Samtidig blev vi inviteret til at spise
sammen med familien samme aften. Det var både festligt og hyggeligt. Venner dukkede op, for at hilse på Marina.
Hjertevarme, glade og festlige mennesker. Hvilken oplevelse. Dino mødte vi faktisk på en festlig måde første gang, vi
var her i Galaxidi ”for snart længe siden”. Jeg sad dengang i cockpittet en aften efter mørkets frembrud og spillede
harmonika. På et tidspunkt blev der kaldt på mig inde fra kajen. Det var Dino, som ville aflevere en flaske rødvin. Han
ønskede på denne måde at sige tak for musikken, som han påstod, at han nød at lytte til i sin taverne, som vi lå ud for..
Derfra har bekendtskabet udviklet sig. Også til fordel for Balder, som bliver stopfodret med lammeben og andet
”hundegodt”.
Nu er der kun få dage til Roelof kommer. Det bliver her i Galaxidi. Så må vi se, om vi kan sejle lidt, når han er ombord.
Vejret skal i hvertfald helst blive noget bedre, inden krogen bliver halet hjem og fortøjningerne gjort los. Vi har sådan
set også tilbagelagt sømil nok i løbet af dette år. Om det berettes videre i det følgende:
Vi havde haft en oplevelsesrig tur over Biscayen fra Concarneau i Frankrig til Bayonna i Spanien. Godt vejr. God sejlads.
Godt kammeratskab.
Fløjtetrioen fra Hobro var rejst hjem. Ann var ombord, og vi skulle have tre uger sammen. Der skulle sejles. Der skulle
opleves. Der skulle væres sammen. Vi havde selvfølgelig nogle planer i hovedtræk. De kom ikke til helt at holde. Det
blev det ikke ringere af.
Posten, som Ann havde med, var gennemgået. Det meste var rudekuverter OK - der var også nogle hyggelige
Efter afsluttet administrationsarbejde spenderede vi en dag med sightseeing i Porto, hvor vi en solrig dag på ny begav os
ind i den charmerende by, hvor husene i stort omfang har flotte kakkelfacader som beskyttelse mod solens påvirkning.
Senere gennemtravede vi et enormt ”altmuligmarked” i Matosinhos, der er sammenbygget med Lexios. De to bydele ved
kysten er adskilt af det store havneområde men forbundet med en bro. En god lang travetur langs havnen i Lexios, over
broen, og vi var i Matosinhos, hvor netop den uge var en speciel festuge. I den anledning var et helt kvarter, gader og en
park omdannet til et marked i fest og farver. Her kunne købes alskens ”turist- og brugsting”. Vi var så heldige, at vi
ikke lige manglede noget. Bortset altså fra de lækkerier, som angår ganen.
Den 4. juni kl. 7 lettede vi fra Lexios for at gå til Figueira da Foz. Der var ingen vind, men solen bankede igennem fra
en skyfri himmel. Rigtig vejr til solskoldning på det blanke hav, som reflekterede sollyset. Ann gjorde, hvad hun kunne
for at blive branket fra starten. Vi fik ingen vind i løbet af dagen og måtte derfor gå for motor hele vejen.
12 timer senere var vi fortøjede i Figueira da Foz. På grund af strømforholdene i havnen, skal man tage sig meget i agt
ved anløb. Ligeledes skal man sikre sig at have fortøjet med spring både for og agter. I øvrigt et hyggeligt sted med en
bred havnepromenade, hvor det ikke var vanskeligt at finde et sted at læske sin tørre gane. Det var en rigtig varm
periode. Nord for havnen er der kilometervis af strand ud til Atlanten. Det var rigtig godt for Balder, der kunne tonse
afsted langs vandkanten, og ind imellem tage en tur ud i bølgebruset, som efterhånden var blevet en del af hans
dagligdag.
Vi fortsatte efter en dags pause til Peniche, en meget hyggelig fiskerihavn, der ligger i bugten ved øen Berlinga. Sejladsen
(60 sømil) var af de gode. Sol, varme og den helt rigtige vind fra vi lettede kl 9 morgen til vi kl. 19 var fortøjede i
Peniche, hvor der nu er en marina med pontoner til lystfartøjer. Bortset fra denne detalje, så Peniche ud som i ”gamle
dage”. Vi var der med Eos i 1984 og –85. Nu - som dengang - var byen ikke præget af turisme, bortset fra de, der
kommer for at få en dagtur med en båd til øen Berlinga.
Jeg mindedes første gang, vi var her. Dengang var havnen fuld af trawlere, og vi ankrede uden for havnemolen 50 m fra
en port i fæstningsmuren gennem hvilken det var muligt fra søsiden, at ro ind til byen. Det var netop hvad vi gjorde
dengang, for at gå op til byen og foretage indkøb. Selvfølgelig skulle stedet besigtiges, og selvfølgelig gled tankerne
tilbage til dengang. Til de oplevelser, der var sammen med andre langturssejlere, der ligesom vi lå for anker uden for
havnen i krystalklart vand, hvor bunden kan ses helt tydeligt på en vandybde af ti meter.

Som skrevet ligner Peniche stort set sig selv fra dengang. Stadig ses dagligt fiskerne og deres familier sidde på kajen
dagen lang og bøde garn, så der er klar til næste morgens fiskeri. Selv i en del af siestatiden arbejdes der, men på grund
af solen foregår arbejdet under parasoller/paraplyer. Af og til også til rytmerne fra en ghettoblaster, som er anbragt midt
i kredsen af 20-25 barfodede mennesker. Fødderne bruges såvel som hænderne til at holde net og garn. Snakken går
livligt mellem de arbejdende og ofte høres latterudbrud. Et åbent folk, som en fremmed let får kontakt med. Endda
uden fælles sprog. Verber er ikke nødvendige for samtale.
Birthe, har til stadighed befundet sig i en radio aktiv tilstand, nu da vi sejler langs kysten og konstant ”har antenne”. Der
med har der været en del kontakt med Lars på Alva Mærsk, og det stod klart, at vi skulle mødes i Lissabon få dage
senere. Lars havde i mellemtiden været i Vigo i Spanien og i Lexios, som vi netop var afgået fra. Nå, men nu skulle det
være. Nu skulle vi have den familiesammenføring gennemført. Vi glædede os alle tre. Lars havde allerede lovet os en
rundvisning på skiwet, og det kunne også tænkes, at han ville fikse en pakke med godbidder til både mennesker og hund
ombord i Eos. Balders eneste ønske var lidt leverpostej.
For os drejede det sig om at tilbagelægge en distance på ca 60 sømil. Vejret var stadig meget stabilt, så vi kunne sejle
fra Peniche, når det passede os. En dagsejlads og vi kunne være i Lissabon på Rio Teio.
I klart vejr passerede vi i få sømils afstand det 488 m høje forbjerg Capo da Roca, som er det europæiske fastlands vestligste
punkt. Nu var det bare at ”dreje til venstre” ind på Rio Teio.
Vi ankom til Lissabon efter en tur ind ad Rio Teio for motor. Det gjorde ikke turen mindre interessant og smuk. Vest for
havnen passerer man under højbroen, der har vejbelægning ”a la rist”, hvilket betyder, at man kan se bilerne nedefra. På
afstand har det en lydeffekt, som var der en stor bisværm i nærheden.
Vi sendte Lars en melding, at vi var på Rio Teio, og at vi ville gå ind til Alcantara i Lissabon. Han svarede straks, at der
skulle Alva Mærsk også til, og da vi nu kom først, skulle vi blot hænge godt med fendere ud, så ville han gå langs ad os,
når han kom frem næste dag.
Vi kom faktisk tæt på hinanden, idet marinaen ligger lige inden for containerkajen, så vi havde den fineste mulighed for
at være sammen. Vi skulle ganske vist alle tre have en speciel tilladelse fra det lokale havnepoliti, før vi kunne komme
ombord på Alva M. Vi fik et hjerteligt gensyn med Lars, som kom og hentede os her ombord. Han havde taget nogle
kolde øller og lidt chips med. Efter at have konsumeret det, gik vi sammen over på Alva, hvor vi fik hilst på den øvrige
besætning. Et par stykker af dem besøgte os senere på dagen ombord i Eos. En rundvisning på Alva Mærsk
indbefattede en tur i ”computerrummet”, som i min søfartstid kaldtes et styrehus. Udvikling hedder det. Imponerende
er det. Efterfølgende blev vi bænkede i messen, hvor vi under hyggelige former kunne konstatere, at kokken ombord
ved hvad der gør et bord attraktivt. Vi havde den glæde, at Lars havde tid, så vi fik mange gode timer sammen.
Inden vi sagde farvel til Lars og Alva, blev vi forsynede med fine gaver som rugbrød, rundstykker, nutella, ost, pølse og
meget andet godt. Til Balder havde Lars fremtryllet leverpostej.
Næste dag forlod Alva Mærsk og Eos samtidig Lissabon, og vel var det vemodigt at se Lars vinke fra broen, mens han
dampede derudad. Vi fulgte i kølvandet i et mere adstadigt tempo.
Inden vi forlod Lissabon havde vi været inde at opleve byen - tildels -. Skal man virkelig opleve Lissabon, skal man
have god tid. Jeg har været der flere gange tidligere. Et besøg bør man forberede nøje. Jeg var så heldig ved et af mine
besøg der, at en politikollega, som tidligere havde været guide i Lissabon, gav en rundvisning, som varede en dag. Midt
på dagen blev et måltid indtaget på politiskolen i Lissabon.
Jeg vil ikke forsøge at beskrive min oplevelse af Lissabon. Det vil føre for vidt. Det er en speciel dejlig hovedstad.
At sejle langs Portugals kyst i det rette vejr er en nydelse af høj karat. En kystlinie vekslende mellem højland, bjerge og
kilometerlange sandstrande. Desuden er der mange muligheder for at søge hyggelige havne og ankerpladser. Efter en
dagsejlads fra Lissabon valgte vi at gå ind til Sines, som fra søsiden ganske vist ser alt andet end hyggelig ud, idet nogle
store olietanke skjuler havnen og byen. Det er dog kun, til man har rundet en stor rusten bøje, som angiver vejen ind til
havnen. Bag den lange, høje mole kommer byen til syne. I byen er der for øvrigt et lille museum, der fortæller om
Vasco da Gama, som var født her. Der er godt nok en lille tvist om det forhold. En naboby hævder at være søfarerens
fødeby. Under alle omstændigheder var Vasco da Gama portugisisk søfarer og manden, der i 1497-99 fandt søvejen til
Indien syd om Afrika, og senere ved militærmagt styrkede de nye portugisiske besiddelser i Indien.
Vi mødte en ung politimand (coast guard), som talte rigtig godt engelsk. Han fortalte af karsken bælg, såvel om lokale
forhold, som om forholdene i Portugal generelt. Ikke mindst om den almindelige portugiser, som kun lige tjener til
dagen og vejen (ingen mulighed for opsparing). Han påstod, at den del af befolkningen udgør ca 80 procent. Han
undrede sig over, at en pensioneret politimand kunne rejse ud på den måde, som jeg gjorde. Han ville aldrig blive i
stand til at spare sammen til en rejse til Skandinavien.

Næste dag (torsdag den 14. juni 2001, en dag vi vil huske) fortsatte vi (stadig med perfekte vindforhold) mod Portugals
sydvesthjørne – Cap Sao Vicente, som vi ville runde og måske kaste anker i bugten under Cap Sagres, hvor Henrik
Søfareren havde sin søfartsskole, hvorfra en del ekspeditioner sendtes ud i første halvdel af det 15. århundrede. Det var
i den periode Cap Verde, Acorerne og Madeira blev opdaget. Henrik søfarerens ekspeditioner fik afgørende betydning
for Portugals kolonivælde.
Under denne herlige sejlads for fulde sejl under blå himmel med en fart af 6-7 knob, hørte vi pludselig en ny og ukendt
lyd - et kraftigt bump mod skibet i agterenden og givetvis fra et sted under vandlinjen Et hastigt blik agterud. Ingen
flydende genstande observeret. Ingen uro i vandet. Men hvad så? Åh-jo. Der var en ændring af lyden. Den sædvanlige
lette summen af akslen, når skruen ved denne hastighed løber rundt var ophørt. Selvfølgelig!!! Skruen var faldet af, eller
akslen var knækket. Hurtigt ned i maskinrummet. Rigtig diagnose. Akslen var helt i ro, men selvfølgelig var det ikke
muligt inde fra at konstatere, om akslen var knækket, eller om vi havde mistet skruen. Det sidste skulle faktisk ikke
være muligt, hvorimod det første sagtens kan ske. En fiskesnøre mellem stævnrørspakning og aksel kan få en stålaksel til
at ligne en fantaflaske.
I øjeblikket var problemet overskueligt, idet vi jo kørte afsted for fulde sejl. I løbet af få timer ville vi være rundt Sao
Vicente, hvor vi kunne kaste anker i læ for vestenvinden og forsøge at finde ud af, om vi havde en skrue løs, eller om
den var faldet af. Imidlertid friskede det op, og vinden drejede i sydvest. Ikke så ilde for vores kurs, der nu var østover.
Søen var noget besværlig rundt kappen (ligesom ved Gjerrild, Djursland - blot større bølger). Jeg lovede overlegent, at
vi 3-4 sømil fremme kunne løbe i læ under Cap Sagres og kaste anker. Jeg kender i forvejen bugten og ved, at bortset
fra nogle store ”sten”, som står ude i vandet er det rimelig nemt at løbe ind.
Nu kulede det imidlertid yderligere op og søen rejste sig voldsomt. Som enhver ved, er det under de omstændigheder
bedre at blive ude, hvor der er vand nok under kølen, end at søge havn. Vi lænsede afsted med vinden lige i r...., og med
alt for stor sejlføring. Mens jeg tog det hårde slid ved roret, måtte Ann og Birthe på dæk, for at reducere sejl. Vi har
ingen rullefok på containeren, så sejl skal skiftes Vejret var godt og varmt, så de var iført shorts, T-shirt og vest. Hold
op, hvor blev de våde, da jeg blev nødt til at gå op i søen, for at gøre arbejdet med sejlene lettere for dem. Jeg vil ikke
besudle dette stykke papir med de ukvemsord der i en lind strøm ”flød” fra ”wet-shirterne” til mig ved rattet. Hvad
kunne jeg gøre andet, end være imponeret over den styrke og hurtighed, hvormed de brugte både hænder og mund.
Arbejdet blev bragt til ende. Vådt tøj blev byttet til tørt. Den del behøvede jeg ikke at tænke på!! Vi har et meget tørt
cockpit her i skiwet!!! Efter yderligere nogle hånlige bemærkninger om mine evner til planlægning og gennemførelse af
landing i en sikker ankerbugt, blev der atter ro i skibet, og vi fortsatte sejladsen. Nu med den rette sejlføring i forhold
til den forhåndenværende vind. Og hvilken vind. På 12 timer tilbagelagde vi 84 sømil, hvoraf de 25 var langs Portugals
sydkyst. Vejret var klart, og i rimelig bølgelæ af kysten i Lagosbugten var vi fremme ved Portimao kl 21. Vinden faldt.
Vi gik ind til kysten under byen og kastede anker. Vandet var roligt, men der var dønninger, så jeg fandt det ikke klogt
at dykke, for at konstatere, om vi virkelig bare havde en skrue løs, eller om den var helt væk.
Næste formiddag roede Ann og jeg i land og slæbte jollen op på stranden, som var ”spækket” med oliemættede
solbadere. Hvilken duft. Vi provianterede i dette turistparadis, hvorefter vi skyndsomst fandt tilbage til ”Eos”.
Lidt før middag lettede vi anker, idet der nu igen var god vind. En dejlig dagsejlads langs den portugisiske algarvekyst,
hvor de røde klinter lyste i solen. Vi nød synet af denne kyststrækning i fulde drag, passerede Albufeira og Villamoura
og fortsatte østover. Efter 7 timer og 35 sømils sejlads havde vi passeret Faro og lufthavnen, hvortil Algarve-turisterne
flyves. Et lavland med en fuldstændig øde strand. En stor kontrast til kysten mellem Sao Vicent og Villamoura .Vi pas-
se rede Cabo de Santa Marie, øen Culatra og kastede anker i læ af Ilha de Armona.
En overnatning for anker på fladt vand med let dønning. Aftenen var lun, og vi så solen forsvinde i et væld af røde og
purpur farver i skydækket mod vest. Balder var mere interesseret i duftene inde fra land, end farveladen på himlen, men
der var for langt til land i dette lavvandsområde, hvor vi ankrede på 4-5 m vand. Så-eh ingen landlov til ham.
Det var meningen, at vi ville en tur til Sevilla, hvor Ann tidligere har arbejdet som au pair hos en spansk familie, men
uden mulighed for at bruge maskinen kunne vi selvfølgelig ikke gå op ad floden med det vanskeligt udtalelige navn
Guadalquivir. Det ville jo ellers have været perfekt netop nu, hvor Ann var ombord.
Vi måtte se at finde ud af, hvor vi kunne søge havn med en rimelig chance for at få klaret vores propelproblem, så vi
oprettede ”et lærerværelse” i cockpittet og ”tog en snak om mulighederne”. Hvor langt ville vi sejle, hvilke havne,
hvilke muligheder. Der kunne blive tale om Cadiz eller Barbate, eventuelt Gibraltar. Vi måtte selvfølgelig under alle
omstændigheder spørge vejrguderne til råds, idet vi skulle bruge vinden. Barbate var det bedste bud. Både hvad angik
distance (125 sm) og muligheder for assistance.

Hvor heldige kan man være!! Vi tørnede ud næste morgen til en NV-vind. Meldingen lød ganske vist på, at den ville
kule op til natten, men retningen var som bestemt for os. Vi lettede anker, satte sejl og satte kurs mod Cadiz, hvor vi i
heldigste fald kunne være sent på aftenen.
Tværs over Huelva bugten. Landet forsvandt ude om bagbord, men dukkede op igen på samme side ud på eftermiddagen.
Nu hed landet ikke længere Portugal, men Spanien. Vi havde passeret grænsen mellem de to lande og skiftet
gæsteflag ude til søs. Hen under aften kulede det op, men vinden holdt i NV med en styrke af 6-7 Bf. Det gav god fart
men også ”lidt sø” i bugten. Da det blev mørkt, kunne vi se lysene og fyrene inde i bugten ved Cadiz. Vinden tog
yderligere til men holdt retningen, og vi blev enige om at fortsætte til Barbate, hvor vi med den forhåndenværende vind
kunne være tidlig om morgenen.
Kl. 07 passerede vi C. Trafalgar og kunne nu se havnen Barbate. Barbate er en stor havn, hvor der tidligere var mange
store Atlanterhavs trawlere. Uden for havnenindløbet er der en stor ”tungård”. Den er markeret med bøjer og derfor
ikke til større fare for sejladsen.
Mens vi for sejl passerede Trafalger (den vestlige ende af indsejlingen til Gibraltarstædet), var det naturligt at tænke på,
at dette var stedet hvor store sejlførende skibe under ledelse af den britiske søhelt og kriger lord Nelsen for snart 200 år
siden – i 1805 - besejrede den fransk-spanske flåde, og dermed effektivt stoppede Napoleons fremturen mod England.
At den gode Nelson selv fandt sin bane der, er en ganske anden sag. Sejren var hjemme.
Det var samme Nelson, der kæmpede mod den danske flåde i Slaget på Reden i april 1801. I netop det slag, var det, at
vor egen søhelt, den unge Peter Willemoes udmærkede sig. Det var under denne sø-kamp i Kongedybet ud for København,
at viceadmiral Nelson fik signal fra sin admiral sir Hyde Parker til at standse kampen, idet danske Olfert Fisher
tiklføjede den britiske flåde svære tab. Dette var anledningen til det nok som bekendte: ”jeg ser ikke noget signal”,
udtalt af Nelson, da han satte kikkerten for det øje, som var blevet blindet ved en tidligere lejlighed. Han fortsatte slaget,
og en del af den danske flåde tilintetgjordes i en heftig kamp.
Vi havde tilbagelagt 125 sømil for sejl på knap et døgn og var nu kl. 8 morgen mindre end en halv sømil fra havnen
Barbate. De sidste par sømil var vinden faldet meget og nu slap den totalt, men et par fritidsfiskere i en lille båd med
påhængsmotor hjalp os inden for molerne, hvor vi lod ankeret gå.
Ann og jeg roede i land og slæbte jollen op på en lille strand tæt ved den vestlige mole. Der var en flok store drenge på
stranden, som udviste ret stor interesse for jollen. Det var tydeligt, at den ikke ville blive, hvor vi havde anbragt den,
hvis vi forlod stedet. Har man pædagogisk sans, eller har man......? Skipperen klarer alt, og med Ann som tolk fik
drengene at vide, at de gerne måtte sidde i jollen, mens vi var oppe i byen, og så ”kunne de måske også passe på den for
os?” Skidesmart replik!!!
Da vi kom tilbage en halv time senere var jollen væk fra standen, og drengene legede i den et stykke ude. Jeg kaldte på
dem – i hvad jeg selv mente var et venligt tonefald – men de blev bange, hoppede ud af jollen og forsvandt. Nogle unge
mænd gik straks igang med at bjerge jollen og årerne, som flød rundt i vandet i nærheden. Vi sagde pænt tak, og fik
den formaning, at det var dumt at efterlade noget på den strand. I hvert fald, hvis det var noget man ønskede at beholde.
Senere blev vi bugseret ind i marinaen af en flink lokal fisker. Jeg kom i vandet og fik konstateret, at skruen var væk.
Faldet af. Simpelthen!!! Så var det bare om at få bestilt en ny, få klaret nogle tekniske detaljer og få aftale om, at blive
løftet på land.
Det var en stor hjælp, at Ann behersker det spanske. Hos mekanikeren, der skulle hjælpe, var det nok både Anns
spanske, det lyse hår og andre fordele, som talte. I hvertfald var det nemt at få nogle aftaler i stand. Vi fik fat i en ny
skrue. Vi kom på land. Fik skruen monteret, og kom på ny i vandet.
Alt gik meget professionelt til i marinaen, som er en af de syv Puerto de Andalucia marinaer. Priserne er rimelige og ens
i disse havne, som jeg godt kan anbefale, om nogen læser skulle få brug for at tage båden på land på disse kanter.
Ann skulle afmønstre og rejse hjem fra Malaga, så vi lejede en bil og havde en flot køretur fra Barbate til Malaga.
Undervejs standsede vi ved Tarifa, hvorfra der er en flot udsigt over Strædet ved Gibraltar. Det var en dag med klart
vejr, så Marokkos kyst var tydelig på den anden side af Strædet.
Tilbage i Barbate skulle vi til at gøre klar til den videre færd. Der var endnu en lille teknisk detalje at fikse, idet den nye
skrue var drejet modsat af forgængeren, så jeg blev nødt til at justere frem/bak grebet. Jeg havde faktisk ikke bemærket
forskellen, før jeg skulle bakke væk fra kranen, som satte os i vandet, så der blev prosteret højlidt af personalet på
kranen, da jeg ville bakke og i stedet gik frem. Heldigvis skete der ikke andet. Ingen skade på mennesker eller materiel.
Vi skulle nu blot tilbagelægge en distance på ca 30 sømil i østlig retning, og vi ville passere Gibraltar og være i Middelhavet.
Strædet ved Gibraltar kan være vanskeligt at komme igennem med en lille sejlbåd, om man ikke har det rette
vejr. Vi måtte vente et par dage, idet en hård østenvind ”stod ud gennem hullet”.

Gibraltarstrædet er 65 km langt, største bredde 37 km, mens det smalleste sted er 14 km. Strømforholdene kan være
meget vanskelige i strædet, på grund af de store tidevandsforskelle i Atlanten, så det er vigtigt, at man har ”det rette
vejr”. Det ventede vi på. Lidt utålmodigt.
Middelhavet
Gibaltar - Balearerne
Sardinien
Det var nu blevet tirsdag den 3. juli år 2001. Vi havde tilbragt nogle hyggelige, solrige, varme dage i Barbate, hvor
Christina fra Mariager var kommet ombord. Endelig blev vejr- og vindforhold passende til at stå havnen ud, sætte sejl,
og sætte kurs mod Gibraltar.
Vi lettede kl. 10. Der var ikke megen vind at starte på, men det blev bedre, så vi fik en rolig hyggesejlads til Gibraltar
langs Spaniens kyst, mellem kysten og trafiksepareringen. Ved middagstid passerede vi Tarifa, Spaniens sydligste by.
Syd for Tarifa ligger øen Isleta de Tarifa med Europas sydligste punkt. Punta Marroqui. Øen er forbundet til fastlandet
med en dæmning.
En time senere fik vi Gibraltar i sigte. Et sært syn er denne klippe, som rejser sig ude i vandet, forbundet med fastlandet
med en tange. Gibraltar, som har indre selvstyre er stadig britisk regeret på trods af, at FN har anbefalet, at den skulle
overgå til Spanien. Grænsen, som Spanien lukkede i 1969 for at genere Storbritanien, blev dog genåbnet i 1985 efter at
Storbritanien indvilligede i at indgå i forhandlinger.
Megen historie knytter sig til Gibraltar, der har sit navn efter araberen Tariq. Han erobrede klippen i 711 og kaldte den
Djebel al Tariq, som direkte oversat betyder Tariqs klippe. Klippen er 4,5 km lang og 1250 m bred. Den er forbundet
med fastlandet med landtangen La Linea. Havnen og byen ligger på klippens vestside, som er næsten lodret. På østsiden
er der en fin hvid sandstrand og lave bebyggelser. En trediedel af klippesiden mod øst er ”planeret” i en stejl vinkel.
Et enormt areal til opsamling af vand.
Gibraltar beboes af 30 000 mennesker. Overvejende af forskellig sydeuropæisk herkomst. Derudover er der et antal
gibraltaraber, som lever på den vestlige skråning af den 426 m høje klippe. Gibraltaraben, som er en haleløs hundeabe,
har man troet var indført fra Afrika, indtil der i nyere tid blev fundet fossiler af denne abe i England. Faktisk blev der
under anden verdenskrig på Churchills ordre indført aber fra N-afrika, da kolonien var ved at blive udryddet. Dette er
formentlig sket som konsekvens af den gamle overtro/overlevering, at så længe denne abe forekommer dér, skal stedet
være britisk regeret. Man kan nå toppen af klippen til fods ad en trappe, og undervejs løber man uundgåeligt ind i Gibraltaraberne.
Vi var ikke inde i havnen, som har tre overfyldte marinaer. Vi var faktisk slet ikke på britisk område, men ankrede op
vest for Gibraltar i Linea bugten, som er spansk. Derfra er der en lille rotur til stranden og derefter en kort spadseretut
til grænsen Spanien/Gibraltar.
Samme dag kom Christinas mor Ella og 14-årige bror Morten til stedet med bus fra Malaga, for at tilbringe de næste 2-3
uger ombord. Bror Carsten skulle også have været med, men ville hellere blive hjemme i Mariager. Han ankom dog
senere på Mallorca efter sin mors mobiltelefoniske overtalelse. Lad det være sagt med det samme. Det var en misforståelse.
Begge drengene kedede sig bravt, næsten fra de kom ombord - til hjemrejsedagen. Hjemrejsedagen var
garanteret den lykkeligste, om ikke i drengenes liv, så dog i året 2001. Et par gode hvalpe, men absolut ikke til søbrug.
Vi var nu i Middelhavet, og var dermed berettigede til at pakke en gave ud, som vi havde stuvet af vejen, inden vi forlod
Harlingen. Gaven var en papkasse med indhold, som blev afleveret til os af familien de Vriis lige før vores afrejse
fra Harlingen. Der medfulgte et påbud, som vi holdt os efterretteligt: Må ikke åbnes før Middelhavet. Spændende!!! Nu
blev der pakket ud. Et selvbygger-sæt. En hollandsk træsko, nogle kraftige blomsterpinde, noget blåt stof, bly til kølvægt
og en arbejdstegning. Værsågod sømand, ”som selv har bygget en båd - engang”. En virkelig fin og original ide.
Den kan faktisk sejle - træskoen -. Rigtig godt endda. Det har givet anledning til adskillige gange sammenstimlen, når
den har været søsat i græske havne, og jeg må ud i jollen for at hente den.
Ella og Morten blev installerede og fik pakket ud. Der blev roet i land. Der blev badet. Der blev solbadet. Der blev hyg
get og snakket, men næste dag halede vi krogen hjem og satte kursen mod Malaga. Uden en bestemt plan for havneanløb
sejlede vi hele dagen langs Solkysten. Der blev ivrigt spejdet efter delfiner. Vi så tre. Lige øst for Gibraltar. Døde –
flydende i vandskorpen. Lidt deprimerende, men bevares!! Selv delfiner har en begyndelse og en ende. Disse var desværre
nået til enden.

Efter en dags sejlads var vi i nærheden af marinaen Jose Banus. Det begyndte at blæse op, så vi besluttede, at gå i havn,
selvom det er ”et dyrt strøg” for fritidssøfarende. Vi blev afvist, så snart vi kom ind i havnen. Sikkert fordi Eos ikke opfylder
kravende til størrelse i den fornemme havn. Det blev ikke således udlagt, men meldingen var, at der ikke var le-
dig plads i havnen. Det var let at konstatere, at der var adskillige ledige pladser. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage
og under hensyn til vejret og tidspunktet (aften), ”tilbød” den ”imødekommende ” havnemester, at vi kunne ligge for
natten ved oliepontonnen. Vi skulle blot betale dobbelt pris og så i øvrigt være væk senest kl 6 næste morgen. Det sid-
ste blev dog meget venligt rettet til kl. 8. Prisen blev der ikke ændret på. – dkr 350. Som han sagde den flinke mand,
han måtte have lidt kompensation for det problem han nu fik, når oliekajen var optaget. Efter høfligt at have takket havnepersonalet
for den store offervilje, betalte jeg, så vi kunne blive natten over. Selvfølgelig havde jeg mest lyst til blot at
forlade havnen, men vejret var ikke til at sejle ud med ikke-søfolk ombord. I øvrigt ville det ikke have ændret på noget
med hensyn til at finde en egnet havn. Grisefesternes højborg Solkysten, højsæson, stresset, afvisende havnepersonale,
masser af pengestærke motorbådsfolk og ingen pensionist-rabat afgør temmelig meget. Nå – pyt! Man kan jo selv vælge.
Men det er da alligevel lidt trist at høre en lokal spanier sige: Spanien for spaniere, men først skal vi malke turister
og den europæiske fælleskasse. Bliver der mangel på turister, sænker vi bare priserne lidt, så kommer de igen. Og vores
forretning vil stadig være god.
Vanskeligheden ved at finde en egnet havn på denne strækning, var dybest set årsagen til, at vi ikke besøgte Alhambra,
med de imponerende mauriske bygningsværker ved Granada. Vi forsøgte os faktisk i Malaga, men med samme resultat
som i Banus. Ingen ledige pladser, men for en pris i harmoni med Banusprisen, kunne vi ligge natten over i fiskerihavnen.
Et stinkende og beskidt kajanlæg, hvor mågerne Kaj- og Bøjes spanske fætre igennem længere tid havde kappedes
om at lægge de flest mulige og største klatter på fortøjningspullerterne. De blev iøvrigt i denne konkurrence fulgt godt
til dørs af nogle lokale bagsædeelskendes anvendelse af pullerterne til tørring af brugte kondomer. Det blev af skipperen
een-stemmigt vedtaget at forlade havnen for at finde en ankerplads for natten. I den sammenhæng fandt jeg ud af,
hvad det i virkeligheden vil sige at være i syv sind. Lille Morten kedede sig gudsjammerligt, men han tog det med oprejst
pande. Af hensyn til ham ville jeg gerne være blevet i havnen, men ikke på det sted og til den pris. Vi fandt rimelig
læ til ankring for natten, men måtte finde os i at rulle i nogle store dønninger. Tidligt næste morgen ud af køjen, op
med krogen og afsted østpå.
De syv sind havde fundet sammen i nattens løb. En lun ankervagt under tusindvis af blinkende stjerner er yderst befordende
for sindet. Beslutningen var taget; kedeligt eller ej - ca 65 sømil skulle tilbagelægges til Almerimar, hvor vi givet
ville finde ledig plads og ”normale priser”.
Sejladsen langs kysten fra Malaga til Almerimar var betagende. Det lave, grønne land langs kysten med solen reflekterende
i de enorme drivhuse, som fylder store arealer. Passagen af Motril, hvor der ved flodmundingen avles sukkerrør.
Det imponerende vue bag kystlandet, Sierra Nevada, hvis højeste punkt er næsten 3500 m med evig sne på toppen. Det
var i Sierra Nevada mange B-film, ”sphagetti-westerns” blev lavet i 60´erne.
I løbet af denne sejlads havde vi besøg af to delfin-grupper. Den ene gruppe var nu nok på vej til et eller andet møde,
eller mere sandsynligt et spisekammer. De havde kun lige tid til at ”hilse på”, så fortsatte de vandringen.
Almerimar, en stor ny marina. Hele havneområdet, som for 17-18 år siden blot var et fladt øde stykke land med en lille
interimistisk kontorbygning til havneautoriteterne, var nu omkranset og fuldstændig lukket inde af 3-4 etager høje bygninger,
som er hoteller, forretninger og kontorer. En rimelig havn med rimelige priser, om blot man holdt sig fra turistboderne.
En marina, som mange benytter til overvintring.
Mens vi var i denne marina, kom der besked fra Carsten, at han ville rejse til Mallorca og møde os der. Vi havde nogle
hundrede sømil forude, før vi kunne mødes, og jeg må erkende, at jeg fik lidt en følelse af, at EOS var blevet et turistskib
med en skipper, som blot skulle sejle når- og hvorhen folk ønskede det. Selvfølgelig hører det også med, at der i et
så lille samfund kan blive nogle misstemninger. Selvfølgelig skulle vi til Mallorca hurtigst muligt for at tage Carsten
ombord, men lige så selvfølgeligt ville det ganske klart gå ud over lillebror Morten, som var bedst til pas, når vi lå i
havn eller for anker. Så var der mulighed for at drukne nogle orm på en fiskekrog, hvilket er Mortens store atloverskyggende
hobby.
De følgende dage blev lidt anstrengte, fordi vi måtte forlade steder, vi ikke blev færdige med at opleve, Cartagena ikke
mindst. Denne skønne, sydspanske naturhavn, beskyttet af klipper allerede i indsejlingen. Den varme velkomst i den
hyggelige lokale Marina. Men også den lækre lagune Mar Menor 25 sømil nordøst for Cartagena, hvortil indsejlingen
er en afmærket kanal. Man gør klogt i at følge de grønne og røde mærker, som er udlagt til hjælp for navigationen. Efter
passage af en lav, smal bro ankomsten til en fuldstændig beskyttet ankerplads, hvor vi blev natten over og næste
morgen blev hilst med glade tilråb af lokale fiskere i små farvestrålende træbåde. Og så tør jeg næsten ikke tale om den
unikke lille ubeboede ø Espalmador, der ligger mellem Ibiza og Formantera. Indsejlingen i en sydvendt bugt med krystalklart
vand, en hvid sandstrand, marehalm og palmer. Det ideelle sted for ankring. På øen findes der en salt-/muddersø,
som man frit kan benytte til helse- og foryngelseskur.

Det sidste kan nok have sin rigtighed. Jeg har med mig mine egne øjne set gamle rynkede mennesker, afføre sig alle
beklædningsgenstande og splitternøgne gå ud i mudderpølen, for kort efter at komme op uden en synlig rynke. Alt
dækket af mudder. Men ak!!! Solen fik den nye flotte, glatte ham til at revne, og synlig blev igen den oprindelige, aldeles
uforandrede rynkede hud.
Efter en dejlig nat og dag for anker i bugten på den herlige ”sydhavsø”, lettede vi anker midt på eftermiddagen for at
sejle den korte distance (10 sømil) til Ibiza. Jeg havde ikke nogen forventning om, at vi den 13 juli (højsæson) kunne
finde plads i havnen, men vi skulle ind for at proviantere. Der var ikke plads i havnen, så Christina og Morten blev
sendt i land for at proviantere, mens vi gik ud i bugten syd for havnen og kastede anker. Til aftalt tid hentede vi ind-
købsholdet i marinaen, hvorefter vi påny ankrede og råhyggede i cockpittet med lækre sager fra supermarkedet.
Næste morgen ”on the road again”. Kurs Mallorca. 70 sømil skulle tilbagelægges i løbet af dagen - med eller uden
vind. Vi var nu stadigvæk ”forfulgt af held”. De til rejsen syede nye MP-sejl bugnede og friskt det gik over Middelhavets
blå.
Vejret var ren Middelhav. Sol, varme, solbadning, sololiebadning fra tidlig morgen til sen aften mens vi støt bevægede
os øst på mod Mallorca, hvor vi gik ind i en lille bugt ved Palma Nova. Vi kastede anker og fik lidt efter kontakt med
Carsten, som havde fået besked på at møde os der. Han var inde på stranden, så jollen blev sat i vandet, og kort efter var
mandskabet ombord øget med en mand.
Vi blev på stedet den næste dag, og hvor herligt at se Ella´s tre ”børn” boltre sig i vandet, ro i jollen og i øvrigt hygge
sig. På et tidspunkt, da jollen var halet op under david´erne, sprang Balder ned i jollen, og kiggede provokerende på os i
cockpittet. Nu syntes han åbenbart, det var hans tur til at have det lidt sjovt. En sådan demonstration kan man da ikke
sidde overhørig, så skipperen måtte igang med rokæppene og i land for hundeluftning. En fotomodel i politiuniform,
som jeg mødte oppe på gaden, gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke måtte gå ned på stranden med hunden. Jeg pegede
på jollen og på Eos, der lå for anker et par hundrede meter ude. Så fik jeg dispensation, men kun for denne ene gang.
Der var masser af vind, da vi næste dag sejlede videre, men der var også masser af torden og lynild og sammen med det
masser af vand ovenfra. De fire fra Mariager var dog ikke særlig forknytte, men undrede sig blot over, at de ikke kunne
finde solariet ombord; nu da vorherre havde trukket gardinet for den rigtige sol. Humoren længe leve!!
Efer nogle dage med gode sejladser, men ringe vejr for turister, anløb vi den 18. juli ved midnatstid Port Mahon, Menorca.
Havnen ligger inderst i noget der nærmest er en fjord. I den yderste del af fjorden er der en mindre ø. En meget
flot indsejling i nattens mulm og mørke, og med gode afmærkninger for søfarende. Tilsyneladende ingen plads i marinaerne,
så sædvanen tro lagde vi os for anker. Næste dag fik vi plads i marinaen. Det var godt nok det dyreste vi endnu
havde prøvet, men vi skulle også betale for at ligge for anker. En smart gummibåd med unge studerende på sommerjob
tøffede rundt til alle ankerliggere og opkrævede en afgift der svarer til havneafgift i mange danske marinaer. Det skal i
sandhedens interesse medgives, at de tog evt. affald med fra bådene.
Her var vi virkelig kommet til bords med de store. Der var adskillige motorbåde i flere etager, og med helikopterdæk på
toppen. En lille havnerundfart med Balder i rem langs kajen kunne godt gøre en gammel sejler fra en 40 fods stålcontainer
både paf og grøn af misundelse. De havde virkelig udstyret i orden i de gondoler. Sikke balder, sikke ben. Ja-ja!
Jeg har jo selv en Balder, og han har tit et lækkert ben. Så pyt!!
Næste stop på vores tur østpå skulle være Sardinien - godt 200 sømil -. Det ville jeg ikke byde Morten og Carsten, og
det ville de hver især ikke byde sig selv, så vi blev enige om, at det var bedst at skilles før den for dem alt for lange sejlads.
Ella besluttede sig til at rejse hjem sammen med dem, mens Christina blev ombord. Der blev pakket, og gjort klar
til afmønstring. Sidst på eftermiddagen drog de tre af med taxa til flyvepladsen, og vi der var tilbage gjorde klar til at
sejle næste dag.
Den 24 juli kl. 9 lettede vi fra Menorca med kurs mod den sydlige ende af Sardinien. Vi skulle regne med mindst et par
døgn i søen, og vi lavede selvfølgelig vagthold. Det virkede bare ikke særlig godt. Det utrolige vejr, sejladsen, delfiner,
fisk der sprang, og så den havoverflade!!! Det var virkelig svært at gå til køjs. Jeg havde tørnen ved roret, da jeg kl 21
så en hval lidt forude om styrbord. Jeg blev så overrasket, at jeg kom til at råbe: ”Hold kæft!! En hval!!” Første gang
den var synlig, var den ca 50 m væk på en skærende kurs, Næste gang var den mindre en tredive meter fra båden. Et
blås, en krop 15-20 m lang gled i en elegant bue ud af vandet og ned igen. Tilsidst kom halefinnen tilsyne og forsvandt
igen. Stadig var hvalen på skærende kurs, men inden jeg nåede at foretage mig noget drejede den af og forsvandt agterud.
Vi var straks enige om, at det var da godt nok en af de helt store oplevelser på turen.
Der blev ikke sovet meget i de godt to døgn sejladsen varede. Nætterne var lune og klare. Rigtig vejr til at studere stjernebilleder.
Dagene var solrige og varme, meget varme. Der blev ”slæbt mange pøse vand indenbords” til afkøling af
kroppen. Vi så ikke flere hvaler på denne tur.

Efter at have tilbagelagt 215 sømil løb vi om formiddagen på trediedagen ind i havnen Porte Romano, som ligger i en
bugt på S-sardinien. En industrihavn, som var afgået ved døden, fordi der ikke var mere industri at leve af. Til gengæld
blev vi budt velkommen af Coast-garden. Vi fik at vide, at vi kunne blive så længe vi havde lyst og ganske gratis. Blot
ville de gerne lige se skibspapirer, pas og certifikater, Det gik først nu op for mig, at vi faktisk havde fortøjet inde på et
område, hvor der var internatskole for disse folk. De unge kadetter boede i to bygninger på området. Et lidt øde sted,
men en sikker havn.
En lang dæmning og en bro førte over til øen Isla San Antioco. Der er den egentlige by, San Antioco, to kilometer fra
havnen. En meget hyggelig lille by,som er befolket med flinke og hjælpsomme mennesker, og hvor man kunne mæske
sig med italiensk is. Herligt. Vi havde lidt problemer med at finde ud af butikstiderne, så vi foretog nogle vandreture
for at gøre indkøb, de næste par dage. Men så var der til gengæld lejlighed til at få en ekstra is.
I San Antioco fandt vi ind i et atelier med et væld af smukke skulpturer. Vi mødte skulptøren, 60-årige Gianni Salidu,
som er af indisk afstamning. En interessant mand og meget produktiv kunstner, der startede denne karriere for kun 20 år
siden. Han arbejder i alle former for sten og har blik for udnyttelse af både struktur og farver i materialet. Desuden har
han udført mange smukke træskulpturer, hvor ligeledes strukturerne i træet ”går rent ind”.
Vi tilbragte et par gode dage i denne havn. Der blev lejlighed til at lave lidt arbejde ombord, og samtidig blev der slappet
af med hygge og snak. Verdenssituationen skal altså også vendes, selvom man lever på en båd.
Da vi endelig lettede, var det for at sejle ca. 10 sømil sydpå i bugten. Der var en dejlig ankerplads. Godt beskyttet bag
klipper kunne vi ankre 100 m fra den fineste hvide sandstrand. Et paradis for folk og fæ, men ikke mange mennesker
havde fundet der til. Jollen kom i vandet og vi kom i vandet. Der blev svømmet. Der blev roet i land. Der var en lille
kiosk med to parasoller inde på den store strand. Birthe og Christina roede ind, fordi de regnede med at de kunne købe
en flaske rødvin der. Det kunne de!! Meeen!!! Den havde vist nok stået i vandflasken for længe.
Vi blev på stedet natten over og gjorde klar til at lette næste dag for at sejle til Tunesien.
Tunesien, Sicilien,
en kapsejlads,
ankomst Grækenland.
Sardinien forsvandt agterude efterhånden som vi pløjede os sydøst over mod Tunesien, hvor vi sigtede på Bizerte, der
ligger i en bugt på Tunesiens nordkyst. Med lidt held kunne vi være fremme næste dag. Vi kom til at bruge lidt mere
end halvandet døgn på de 120 sømil, der skulle tilbagelægges. Når der var vind, passede den ellers så fint, at vi med
fuld sejlføring kunne holde den direkte sydøstlige kurs mod Bizerte. Ofte havde vi timer med totalt vindstille. Så blev
maskinen startet. På denne måde havde vi i løbet af det første døgn tilbagelagt sølle 80 sømil, men vejrmæssigt var det
et dejligt døgn. Fuldstændig klart vejr både dag og nat. Den første dag hen under aften blev vi beriget med en imponerende
improviseret opvisning i fart og smidighed under- og over vandet, da den største flok delfiner, vi endnu havde set,
ankom hoppende og springende, vridende sig i luften for med høje klask at ramme det spejlblanke vand.
Vi havde en utrolig smuk oplevelse om natten, hvor der var hængt ekstra mange blinkende stjerner op under himmelbuen.
Der var havblik med vand så blankt, at stjernerne spejlede sig i havoverfladen. I sådanne stunder fyldes man af
umiddelbar og primitiv glæde. Glæde over det store i naturen. Glæde ved at være så tæt på. Glæde over det held at være
netop her, og dermed i den grad privilligeret.
Midt på formiddagen på andendagen blev det fuldstændig vindstille og maskinen blev igen startet. Det skete der ikke
noget ved, selvom den startede og kørte fint. Vi fandt ret hurtigt ud af at koblingen var gået. Vi havde ikke lige en reservekobling
med, så der var jo kun at håbe på lidt vind, så vi kunne tilbagelægge de sidste 40 sømil til Bizerte, Ventetiden
fordrev vi med at hive pøse med vand ind. Vand til at køle vore overophedede nøgne kroppe. Temperaturen var
tæt på 40 gr. Vi fik vind sidst på eftermiddagen, og før midnat kunne vi se lysene i Bizerte. Vi kunne også høre høj
musik fra et strandområde nordvest for Bizerte. Således hjulpet er navigationen sandelig ikke noget problem!!! Lidt i
stil med den gammeldags ”bagerposenavigation”. Den, som går ud på, at man straks, når man er kommet i havn, går til
bageren efter brød, således at man på posen kan læse, hvilken by man er kommet frem til.
Bizerte har en stor havn, hvorfra der tidligere udgik en større fiskerflåde. Som en kæmpes arme rager et par enorme
moler ud fra havnen. Uden for molehovederne er der bygget en lang bølgebryder. Derved dannes to indsejlinger til
havnen. Vi valgte den første indsejling og nåede lige inden for molerne, inden det påny blev vindstille. I havnen er der
stærk tidevandsstrøm, som på det tidspunkt netop var begyndt at løbe ud, derfor blev ankeret hurtigt gjort klar og drop-

pet – midt i den vestlige indsejling til havnen. Nogle radioopkald til havnemyndighederne gav intet svar. Ankerlys blev
tændt og ankervagt med skærpet udkig etableret. Hen på morgenen havde vi nogle hyggelige samtaler med lokale fiskere
i mindre både, som de roede ud til deres garn uden for havnen. En af dem kom lidt efter tilbage og fortalte, at han
kunne se en sejlbåd på vej til havnen, så hjælpen var nær. Sejlbåden gav os en trosse, og således gik det til, at vi ankom
til marinaen i Bizerte i kølvandet på en fransk sejlbåd.
Vi fik klareret i havnen, hvor både politi og toldere straks indfandt sig. De var bange for Balder, så han måtte finde sig
i at være forvist til forkahytten, mens de uniformerede nysgerrigt kiggede sig omkring i den øvrige del af bådens indre.
Deres nysgerrighed var åbenlyst mere af privat end officiel karakter. Der blev stillet mange irrelevante spørgsmål, som
selvfølgelig blev besvaret venligt og høfligt. Efter at have udfyldt diverse papirer forlod de os nølende. Senere gik det
op for os, at de skulle have haft en flaske spiritus eller nogle øller med. De fik nu ellers hver især det glas vand, de bad
om, da de kom ombord. Vi fik dog ikke problemer af den grund. Faktisk fik vi nogle dage senere en øl af en ung politimand,
som sagde: ”Normalt får vi drinks af sejlerne, men nu vil jeg gerne give Jer en øl”. Derefter gik han en tur ud ad
pontonnen til han fandt en pose øl, der var hængt ud på søgelænderet på en fransk båd. Han kom tilbage og stak et par
dåseøl over til os.
Marinaen, som er ny, har to pontonner med plads til ca. 4o lystfartøjer. Der var næsten fyldt op. Overvejende franske
sejlere besøger denne tidligere franske besiddelse. Ud over sejlere er der ikke den store turisme at spore her i den nordlige
del af Tunesien. Priserne i marinaen er cirka som priserne i vores del af Europa. Nok lige i overkanten for ”egnen”.
Til gengæld er det billigt at indkøbe dagligvarer. Ikke mindst frugt og grønt, som tillige generelt er af flot kvalitet. Det
kan godt være ”lidt anderledes”, at gå til slagteren, som har kød – en halv ko f.eks. – hængende uden for butikken, for at
man straks kan se, hvad der kan købes her. Man skal lige huske selv at vifte fluerne væk, når kødet vejes, ellers bliv-er
de vejet med.
At gå på indkøb er i det hele taget en fin og festlig oplevelse. Hele bycenteret synes at være en stor bazar med et enormt
varieret vareudbud, omfattende alt fra billigt turistskrammel til dagligt anvendeligt lertøj i form af vandbeholdere,
drikkekar, vandpiber og andre ”uundværlige” ting i husholdningen. Masser af boder med diverse spiselige, just tilbered
te ”snacks”, nogle af disse krydret temmelig kraftigt. Skal jeg fremhæve noget af dette, må det blive kransekage. Eksperticen
på dette felt er uomtvistelig. Der var boder med tørrede planter, alskens krydderier, rødder og bark. Boder med
den fineste frugt. Vi spiste hver dag dejlige saftige meloner. Et helt kvarter af smalle, gydeagtige gader var et rent slaraffenland
for genbrugsentusiaster. Et myldrende, broget folkeliv fuldendte det charmerende billede.
Vi tilbragte nogle interessante uger i denne havn, hvor kontakten til de lokale var nem. Ret hurtigt fik jeg fat i en lokal
mekaniker, som jeg håbede kunne hjælpe med at skaffe en ny kobling. Det viste sig meget hurtigt, at dette ikke var muligt,
så jeg bestilte en ny kobling i København hos den danske importør. Det blev aftalt, at Ann skulle sende koblingen
med fly til Tunis, hvor jeg så kunne hente den i lufthavnen. Det ville tage lidt tid, men vi nød i mellemtiden tilværelsen i
det solrige, alt for varme Nordafrika. Bizerte har en charmerende inderhavn, som man kommer ind i via en kanal fra den
store ydre havn. Kun små lokale farvestrålende fiskerbåde kan gå ind her. Til gengæld er havnen en fryd for nethinden.
Det er næsten et lille Venedig med huse bygget helt ud til havnekajen. Langs den ene side af havnen er der tæt
besat med borde og stole, hvor lokale mænd sidder den udslagne dag og klarer verdenssituationen. På netop den side af
havnen og kanalen finder vi Medinaen, den arabiske bydel, bag en høj kraftig mur.
En dag havde vi bevæget os ind i Medinaen. Vi vandrede rundt i de smalle labyrintiske gader, hvor man let kan blive
væk, hvis ikke man har mærket sig solens retning, da man gik ind gennem porten i muren. På vej tilbage til porten, gennem
hvilken vi kom ind, så vi nogle mænd bære borde ind i et hus ved en åben plads. En af mændene standsede os og
spurgte, hvor vi kom fra. Det gjorde vi ingen hemmelighed af. Han kvitterede for oplysningen ved at invitere os til fest
om aftenen i hans hus (det var der, de bar bordene ind) . Mandens bror skulle giftes, og det skulle fejres der i huset, fordi
der var så god plads til hele den store familie og mange venner. Der var også plads til os og rigelig mad og drikke. Vi
blev kraftigt opfordret til at indfinde os, når festen skulle begynde få timer senere. Vi oplevede meget af denne
gæstfrihed og imødekommenhed overfor os som fremmede, men selvfølgelig mødte vi også dem, der venligt ville hjælpe
os med at finde diverse indkøbssteder m.v., og som, når vi var blevet fulgt lidt rundt i byen, stak hånden frem og sagde,
at det plejede at koste 20-30 dinarer.
Strandpromenaden inden for havnemolerne, hvor man kunne gå i skyggen af store palmer, blev Balders område. Tidligt
om morgenen kunne han bade her. Lidt senere var vandet optaget af kvinder, som fuldt påklædte og med tørklæder på
hovederne, gik ud, til vandet nåede dem til knæene. Der satte de sig i en kreds, og havde det åbenbart fornøjeligt, idet de
konstant snakkede, hvinede og lo. Senere igen, i middagsstunden/-heden, var det atter Balders tur. Mange iagttog ham
beundrene fra palmernes skygge, når han hentede pinde, som blev kastet i vandet. Ingen havde lyst til at hilse på ham.
Første gang Eos var i Bizerte i 1985 traf vi en lokal ung mand, som arbejdede på et hotel i byen. Jeg spurgte ham dengang,
hvor jeg kunne købe et tunesisk flag til brug som gæsteflag. Han sagde straks, at han ville forære mig et flag.

Forgæves forsøgte jeg at prostere, men det endte med, at han kom med et flag, som han havde hentet på sin egen båd.
Jeg protesterede stadig, og da jeg tillige er lidt overtroisk, spurgte jeg, om han var klar over, at der kunne tilstøde hans
egen båd et uheld, hvis han fjernede flaget og forærede det til et andet skib. I logbogen fra dengang har han skrevet sit
navn, samt: ”god rejse og pas godt på mit flag”.
Jeg havde besluttet, at han nu skulle have sit flag tilbage, hvis jeg kunne finde ham. Jeg traf hans far, som arbejdede i
havnen. Han ville ringe til ham, da han nu boede i Tunis, hvor han arbejdede som flymekaniker. Han var gift og havde
to børn.
Han kom til Bizerte næste dag. Vi havde kun mødt hinanden ganske kort for mange år siden, så selvfølgelig havde vi
ikke noget bevæget og rørende gensyn, men det var rørende at se ham få sit flag tilbage. Han kendte det på et hul, han
ved uheld engang havde brændt med en cigaret. På mit spørgsmål om han stadig havde båd, svarede han, at den sank
kort efter, at vi var sejlet fra Bizerte, og at han solgte den, da den var hævet. Nu havde han i stedet to små piger, som
han stolt viste frem.
Vores maskindel kom med fly til Tunis lufthavn. Det var aftalt, at jeg selv hentede den i lufthavnens cargoafd., så den
ikke bortkom under en videre forsendelse. Jeg begav mig dermed ind i en to-dages farce, hvor jeg og forskellige ansatte
i lufthavnen var aktører. Det kan da godt være, at det umiddelbart – og så i den varme – var irriterende, at jeg i to dage
måtte løbe fra Herodes til Pilatus, eller var det fra Mustafa til Mohamed. Dog – set i ”bakspejlet” er det blot en tildragelse.
Jeg ankom til lufthavnen med bus fra Bizerte. En ikke uinteressant bustur. En kilometerlang ørkenvandring fra terminalen
til cargoafdelingen bragte mig i forbindelse med forskellige VIP´ere; kontor- og lagerfolk, toldere og ”hjælpere”,
som alle skulle have penge for deres deltagelse i ”løsningen af mit problem”. Jeg havde åbenbart ikke betalt nok, thi da
det blev lukketid, fik jeg besked på at komme tilbage næste dag. Forsendelsen var inden for rækkevidde, men jeg fik
ikke lov at røre den. Ja-ja!! Ny ørkenvandring. Sidste bus tilbage til Bizerte. Skidetræt og lidt vrissen ombord. Det
vrisne forsvandt som dug for solen, da jeg så Birthes og Christinas forventningsfulde og glade ansigter. Så blev fortrædelighederne
og træskheden i lufthavnen til en morsom tildragelse i fremmedland. Jeg kunne endda se frem til en genudsendelse
den følgende dag
Næste morgen bustur, ørkenvandring, betale dinarer her og der og hist og pist. Opfindsomheden var stor hos både toldere
og cargo-folk. Forkerte papirer. Kopi i stedet for original. Forkert underskrift på forkert dokument. Let løb fra kontor
til kontor. Tilbage og ind på andre kontorer. Med påtaget smil gentage de samme gloser igen og igen. Nogle steder
vidste de ikke hvorfor jeg dukkede op dér. Det vidste jeg jo heller ikke selv, så med dem følte jeg mig på bølgelængde.
Jeg tror, jeg har været i hver eneste krog i TUNIS CARGO. Mit smil blev mere og mere stift. Til sidst brokkede jeg
mig og blev henvist til toldchefen. Tredie gang, jeg kom hos ham, spurgte han: ”Problem????”. Jeg fortalte ham, at jeg
ikke havde problemer, men at hans folk var blevet væk i deres egen labyrint. Jeg selv var bare en marathonløber fra
Danmark, som havde forlagt træningen til Tunis lufthavn, hvor jeg, som han allerede vidste, tillige skulle hente noget
gods. Han gav mig et nyt stykke papir med stempler og underskrift, som jeg skulle aflevere til tolderen i hallen, og alt
ville blive klaret. Smilende sagde jeg farvel, --- vi ses igen om lidt. Ganske rigtigt!! Ti minutter senere stod jeg på ny
hos chefen. Han havde skrevet under på en kopi i stedet for på et originalt dokument. Denne gang blev han virkelig irriteret
- på mig??? Han tog mig ved armen og sammen gik vi ud til udleveringslokalet, hvor han talte med de efterhånden
mange involverede folk. Jeg aner ikke hvad han sagde, men pakken blev nu udleveret. Jeg havde dog næppe fået
den i hænde, før den påny blev revet ud af mine hænder. Jeg forstod ikke meningen og forsøgte at holde fast på pakken,
som meget bestemt blev lempet ud af mine hænder. Den blev nu omviklet med ståltråd og plomberet. Jeg blev afkrævet
yderligere nogle dinarer for dette vel udførte arbejde. Derefter kunne jeg gå med min nye kobling. På dette tidspunkt
havde jeg (i små-portioner til forskellige mennesker) betalt et beløb, der næsten svarede til forsendelsesomkostningerne.
Oooog jeg har ikke kvittering for en eneste af de afkrævede afgifter. Jeg blev lidt irriteret på mig selv, fordi jeg flere
gange under fodturen til bussen så mig tilbage for at se, om jeg nu også var sluppet afsted.
Jeg skylder at sige, at der i cargoafdelingen var en fyr, som kunne lidt engelsk. Jeg tror han var en slags mellemleder.
Han var begge dage involveret i udleveringen men meget tilbageholdende, og han forlangte ingen afgifter. Da han udleverede
den toldplomberede pakke, spurgte jeg ham, om jeg nu kunne regne med, at alt var i orden. Han kneb det ene
øje i, smilede og sagde, at jeg nu blot skulle betale ham 1.000 dollar, så kunne jeg gå!!! Meget humoristisk afrikaner???
Tilbage til Bizerte, hvor det nu var tid at tage afsked med Kristina, som havde spenderet 6 uger af sit 22 årige liv hos os.
Nu var det tid for hende at rejse hjem til studierne og vennekredsen. Det var som sædvanlig ikke særlig hyggeligt at tage
afsked, men sådan er det at rejse. Under alle omstændigheder havde vi haft nogle dejlige uger sammen med masser af
oplevelser, og Kristina havde fået opfyldt sit ønske om at komme til Afrika. I Bizerte var der for øvrigt en, der ville
giftes med hende. Kristina er en køn pige. Det understreges af den kendsgerning, at ”frieren” ville betale 200 kameler
for hende. Hvor i alverden skulle vi placere to hundrede kameler???

Ombord havde vi i mellemtiden fået forbindelsen mellem maskine og gear til at fungere igen, og vi var således klar til at
lette mod nye destinationer. Først skulle mit pas dog stemples og forsynes med en påtegning af de lokale toldmyndigheder,
så det var tydeliggjort for enhver, som kunne have interesse i dette, at den modtagne maskindel nu var monteret
og ikke medførtes ”som cargo”.
Efter tre uger i Tunesien med meget forskellige og spændende oplevelser, lettede vi den 19. august og satte kursen mod
Sicilien, hvor vi havde bestemt os for at gå til Marsala på Siciliens vestkyst. Der skulle vi møde Michael, som er en af
Anns kollegaer. Han havde overfor hende udtrykt et ønske om at prøve at sejle med en sejlbåd. Faktisk havde han planer
om at melde sig som gast på en længere non-stop sejlads. Han fik at vide, at han kunne sejle med her, hvilket ville
være ideelt for en ikke sejler, da vi jo ikke havde noget hastværk og fortrinsvis sejler for sejl. Der ville blive masser af
tid til at afprøve mulighederne og -umulighederne.
Efter ca. et døgns sejlads ankom vi til Marsala, som nok ikke er det mest interessante sted på Sicilien. Men vi var overbeviste
om, at mange oplevelser ventede os på øen. Nogle mænd på havnen, som påstod, at de var fiskere, var meget
interesserede i båden og især interesserede i at høre, om Balder ville bide, og om han altid var ombord. De fik ikke
noget fuldgyldigt svar, men blev gjort opmærksomme, at han ikke ville acceptere, at fremmede entrede båden. Dette fik
betydning for en hændelse den følgende dag.
Michael var kommet ombord, havde fået pakket ud og bidt sig fast i madrassen i den bagbords kahyt. Det var hans status,
da jeg tidligt næste morgen vandrede afsted med Balder på en timelang luftetur. Birthes status var som Michaels,
blot i styrbords side, og det lød grangiveligt, som var der en maskine igang i begge sider.
Balder og jeg kom tilbage. Der blev lavet morgenkaffe. Alt var lutter idyl lige indtil Birthe skulle have en pibe tobak.
Hun havde lagt piber og tobak under kalechen i cockpittet i en dertil indrettet, af læder forarbejdet, sort tobakspung af
ukendt fabrikat. Nu var den pist væk. Her må jeg lige indskyde, at jeg dagen før havde fjernet den fra præcis samme
sted, fordi den jo var en fristelse for forbipasserende svage sjæle. Dét mente konen ikke, såeh hele pibetøjet blev påny
placeret som oprindeligt.
Hvad var mere naturligt, end at spørge mig, hvor jeg denne gang havde anbragt sugerørene?!! Jeg havde ingen anelse,
da tingene var forsvundne, mens jeg gik med Balder. Jeg havde dog en idé, som jeg kunne levendegøre med et hovedkast
i retning af fiskerne??? De var der ikke mere, men de var der, da jeg gik med Balder. Det er muligt at ekkoet med
de forbandelser, Birthe slyngede ud, står der endnu. Disse var specielt - og givetvis helt uberettiget - møntet på den sicilianske
mafia, som lykkeligvis ikke var repræsenteret på havnen. Senere har Birthe fået to nye piber - ”fredspiber”.
Sciacca på Siciliens sydkyst, med en diminutiv marina (to pontonner) i et beskyttet hjørne af den oprindelig fiskerihavn,
blev vores næste mål. Vi ankom en torsdag midt på eftermiddagen. En malerisk, solbeskinnet, hyggelig lille havneby,
som vokser op ad en stejl sydvendt klippeside. En fyldt marina, hvor der dog fandtes plads til os. Vi blev budt velkommen
af en lille trind havnemester, som ville være nemmere at hoppe over, end at gå udenom, ifald man mødte ham på
bådebroen. Han hjalp os til rette, og spurgte os, hvor længe vi ville blive. To dage, sagde vi. Det mente han nok kunne
lade sig gøre. Senere kom han tilbage, stillede det samme spørgsmål og fik samme svar. Han spurgte om ikke vi ville
blive til søndag, altså tre dage. Der skulle være kapsejlads. Det var lidt svært at finde ud af, hvad han ville med dette,
idet han ikke talte andet sprog end italiensk, men han sluttede af med at sige, at ”præsidenten” ville komme senere. Vi
ventede spændte på, hvad dette betød. Længe kom vi ikke til at vente. ”Præsidenten”, en nydelig midaldrende italiener,
ankom et par timer senere sammen med sin meget kønne og søde niece. Hun var med, fordi hun var god til engelsk. En
lang historie kort. Regattaen, som var en kapsejlads i regionen, skulle starte søndag formiddag, og præsidenten kom for
at spørge, om vi ville deltage. Med en stålcontainer, lastet som en bolig - kapsejlads?? Det blev gjort klart, at det ville
glæde arrangørerne, hvis vi ville deltage, og at vi kunne låne to lokale gaster. Ligeledes ville vi få den kønne niece med.
Det sidste afgjorde sagen. Især for Michael, der absolut ikke er blind.
Vi havde nu god tid til at gå på opdagelse i den meget charmerende lille by, hvor de fleste ”nord-sydgående gader” er
trapper. Øverst oppe ender man på et plateau, en stor åben plads, hvor der netop i den uge var open air/telt messe. Birthe
og Michael gik sammen på opdagelse i masser af jams-krukker, og pølse- og ostebidder. Jeg var mere interesseret i
den superlækre italienske is.
Vores ankomst fra søsiden gav et malerisk førsteindtryk af byen. Det blev ikke gjort til skamme ved en vandring i byen,
som i øvrigt er et studie i keramisk kunst. Mange af byens trapper er trin for trin udsmykkede med keramik. I mange
porte og gårde er der keramiske værksteder. Fra toppen af byen er der en meget smuk udsigt over bugten, hvori havnen
er anlagt.
Søndagen oprandt. Skippermøde, 12 både til start. Een klasse. Baneudlægning. Ved start lagde vi os, så vi var sikre på
at komme sidst afsted, så vi ikke som gæster risikerede en placering. Vi valgte at krydse modsat de øvrige deltagere til
første mærke, idet vi gik ud fra, at de gjorde det helt rigtige som lokalkendte. Desværre var vi første båd, som rundede

mærket. Vi fortsatte i front, og Birthe og jeg var enige om at lave en fejl, så vi kunne komme bagest i feltet, som var rimelig
tæt. De tre italienere og Michael var helt oppe at køre, fordi vi var ”så taktisk gode”, så det var lidt svært at lave
en forkert sejlmanøvre. Det blev heller ikke nødvendigt, thi niecen korrigerede skipperen på vej mod næstsidste mærke.
Hun påstod, at vi skulle direkte mod mål. Det gjorde vi så, mens de andre både satte kursen mod det rette mærke. Imidlertid
kom ”Mister Præsident” farende i dommerbåden for at lede os på rette spor. Vi fulgte anvisningen og skar op til
det rigtige mærke - nu bagest i feltet! Vi var desværre så godt sejlende, at vi hentede de fleste igen og endte som nr tre.
Om aftenen var der en fantastisk fest med alt hvad hjertet og især maven begærer. Der var præmieoverrækkelse med
præmier til hver deltager i de tre første både. En lille smule pinligt blev det, da jeg som skipper skulle modtage præmier
for placeringen som nr. tre. Der blev holdt en længere tale, som blev oversat til engelsk. Arrangørerne mente, at den
danske båd faktisk var vinderen, idet det skyldtes en italiensk tolk, at vi sejlede for langt. Desværre var det ikke muligt
at give os præmie som vinder, men.... o.s.v. I talen blev det også nævnt, at der var en gast, som ikke kunne deltage i
aftenens fest, nemlig hunden Balder, som godt nok ved denne lejlighed fik et nyt, italiensk klingende navn. Ud over
præmier fik vi som gaver lokale vine og keramik. I tilgift havde vi et hyggeligt samvær med lokale sejlere. Vi sagde
godnat ved midnatstid. Belæsset med præmier og gaver blev vi af havnemesteren kørt tilbage til havnen.
Nogle utrolig smukke og mindeværdige oplevelser rigere, gjorde vi næste morgen klar til at forsætte sejladsen langs
Siciliens sydkyst. Inden vi lettede kom vores søde italienske tolk for at ønske os fortsat god rejse. Hun fortalte ved
samme lejlighed, at hun sammen med sin spanske kæreste, som crew, skulle på et 6 mdr.s krydstogt i Caraibien.
Den 27. august ved middagstid vinkede vi farvel til Sciacca. En lækker sejlads langs kysten bragte os i løbet af eftermiddagen
til Porto Empedocle. Der var en lille privat marina, hvor en mand, iført store arbejdshandsker, vinkede os
ind. Da vi spurgte om prisen på en overnatning, svarede han 10.000 lire (ca kr. 50). Han kom ombord og hjalp med at
fortøje (mere end jeg egentlig brød mig om). Efterfølgende skulle vi lige have ordnet nogle papirer og betale. Nu var
prisen pludselig blevet 100.000 lire. Jeg sagde til ham, at han kunne tage sine papirer og forlade båden, og at vi straks
ville lette fortøjningerne. Han gik i land og havde lidt mimisk samtale med en nobelt klædt herre inde på kajen, hvorefter
han sagde, at vi kunne blive, hvis vi betalte 80.000 lire. Vi lettede dog fortøjningerne, og lidt ærgerlige belavede vi
os på at forlade havnen. På vej derfra blev vi fulgt tæt af en lodsbåd. Jeg troede, at de ville tale med os og gik derfor ned
i fart. Lodsen fortalte os smilende, at vi kunne ligge godt, sikkert og lovligt for anker i havnen inden for den store vestlige
havnemole.
Betydeligt bedre tilpas sagde jeg tak for informationen. Derefter kylede vi krogen ud på det anviste sted. Balder var rigtig
glad, da han nu fik mulighed for at komme i land. Michael og Balder var fra starten blevet pot og pande og havde
allerede foretaget mange inspektioner sammen. Når vi kom i havn var det straks afsted ud til- og langs ad stranden. Lå
vi for anker var det i vandet og med raske svømmetag afsted til nærmeste faste punkt.
De følgende dage havde vi nogle lækre sejladser langs kysten med besøg i små hyggelige havne, hvor vi blev budt velkomne
og nød stor gæstfrihed og hjælpsomhed.
Under sejladsen fra C. Passero (Siciliens sydøsthjørne) op langs østkysten, var der ingen satelitforbindelse og derfor ingen
mulighed for at bruge GPS. Det skyldes formentlig, at der er en stor flådebase og et øvelsesområde her.
Den 30. aug. ankom vi til Siracusa på Siciliens sydøstkyst. En enorm naturhavn, som mod øst er beskyttet af en klippe,
på hvilken der ligger et gammelt fort. Bag klippen, under byen fandtes læ og god mulighed for ankring tæt på bymur og
fæstning. Kajanlægget i byen var fyldt op med både, men egentlig var det også mere charmerende at ligge for anker i de
spændende omgivelser med middelalderlige og antikke bygningsværker tæt på. Michael sprang sædvanen tro straks i
vandet, og svømmede ind for at rekognoscere. Senere roede vi alle i land for at tage en rundtur i den smukke gamle
bydel, og for at få tilfredsstillet behovet for italiensk is.
Byen, som i dag er en stor fiskeri- havne- og handelsby, blev oprindelig grundlagt i det 8. århundrede f.Kr. som koloni
af Korinth, og blev da hurtigt Siciliens mest betydende by og vigtigste g ræske koloni. Her er mange antikke fund. Bl.a.
græsk teater fra 500 f.Kr. og et romersk amfiteater.
Næste dag hev vi krogen hjem og satte kursen mod Catania, der ligger ved foden af vulkanen Etna. En kort distance,
som var tilbagelagt på et par timer. Vi kunne ikke se Etnas top på grund af et skydække, men vi kunne se aske overalt.
Sort, fint støv og slagger, som føg rundt, når luften rørte på sig. Etna var i udbrud et par måneder forinden og rørte stadig
på sig.
Catania er ligesom Siracusa grundlagt af grækerne i det 8. århundrede. Catania er mange gange blevet ødelagt af vulkanudbrud
og jordskælv. Dette mærkede vi ikke noget til, mens vi var der, bortset fra lidt boblerier i havnen af og til.
Derimod prøvede vi, hvad det vil sige, når en tordenstorm med regn og hagl kommer bragende ned fra Etna og drøner
over havnen for fuld styrke. Havnen blev som et oprørt hav. Den cementklods, som vi var fortøjet til, blev revet løs, så
vi fik hækken presset ind mod kajen. Heldigvis havde vi jollen hængene i daviderne. Den virkede som en stor fender,

men den tog altså også skade. Den blev presset til en trediedel af oprindelig bredde i agterenden og fik nogle huller i
yderskroget. Den kunne heldigvis stadig flyde og havde tilstrækkelig bæreevne. Jeg roede to ankre, kæde og line ud.
Ombord halede Birthe hjem, da ankrene var droppet. Begge ankre havde straks godt fat. Meget heldigt, for det var
dæl´me hårdt at ro i det vejr, vejrguderne præsterede de næste par timer. Vind, vand, lyn og bulder væltede ned over os.
Regnen var sort af aske, der bagefter lå som et tæt lag overalt.
Vi var dog mere bekymrede for Michael, som var taget op på Etna, for om muligt at få chancen for at kigge ind i nogle
huller med ild i. Han drog afsted i T-shirt, shorts og kondisko. Michael er en energisk fyr, som ville løbe/gå op på
vulkanen. Vi fik efter en tid en sms fra ham, at han var ok, selvom han til at begynde med blev ramt af hagl så store
som......-eh. Nej!! – ikke som fodbolde.
Da han kom tilbage, fortalte han, at en mand havde taget ham med i sin bil og kørt ham så langt op på Etna, som det var
tilladt af sikkerhedshensyn. Han kunne, i et område, som var spærret af , se ilden inde bjerget. Vi ville gerne have
været med, men var selvfølgelig glade for, at vi var ombord, da det hårde vejr satte ind. Michael havde i det mindste
været på vulkaner, og havde haft en spændende oplevelse. Han kunne godt se, at vi heller ikke havde kedet os ombord.
Inden vi lettede næste morgen, hilste vi på nogle folk ombord på et Mærsk container skib, der lossede i havnen. De
spurgte, om vi var sejlet hele vejen fra Danmark i ”den ærtebælg”. Det var svært at høre, om de var overbærende eller
imponerede, hvilket egentlig også var ligegyldigt. De ønskede os i hvertfald ”god ferie”, hvorefter vi forlod havnen og
satte sejl og -kurs med C. Spartivento, som ligger lige under ”støvlenæsen”, Calabrien.
Vi havde hørt om en ikke færdigbygget marina Rocella Ionica, som kunne blive et perfekt udgangspunkt, når vi skulle
videre over det Ioniske Hav til Grækenland.
Michael fik nu prøvet lidt af sejlerlivet på andet og mere end en dagsejlads, idet vi brugte et døgn på at sejle de knap
100 sømil fra Catania til Rocella Ionica. Forude ventede godt og vel den dobbelte distance til en af de græske Ioniske
øer.
Rocella Ionica er en marina, placeret “in the middle of nowhere”. Langt til alting. Intet lavet færdigt, men et udmærket
sted at vente på det rette vejr for videre sejlads. Det gjorde vi så!! Vi havde samtidig lidt hyggeligt samvær med nogle
englændere, som vi havde mødt tidligere i Tunesien.
Den 7. sept. Kl. 0600 lod vi gå for og agter, stod havnen ud og satte kursen direkte mod hullet mellem de to græske øer
Levkas og Keffalonia. Michael havde fået en mobil-besked gående ud på at fire venner fra København befandt sig der
på et ferieophold. Det kunne da være sjovt, hvis vi kunne nå at møde dem.
Efter to døgns sejlads dukkede øerne op i morgendisen, præcis hvor det var forventet. Hvor herligt, at virkelighedens
geografi passer med søkortet. Nu hjælper det også gevaldigt med GPS!!! I de forløbne to døgn havde der været tid til
læsning. Delfinshow indgik flere gange på turen som underholdning. En nat havde vi i mange timer torden og lynild
hele horisonten rundt. Netop som vi troede, at vi havde sejlet uvejret agterud, dukkede nye lyn op forude og på begge
sider. Fantastiske, fascinerende men også lidt skræmmende naturudladninger. Når det buldrer og knitrer hele vejen
rundt, og lige over hovedet på én, og man befinder sig til rors i en lille sejlbåd langt fra land, ved man, hvad det vil sige,
at føle sig lille og uden magt.
Nu havde vi imidlertid Grækenland i sigte. Morgenrøden lige før solopgang gjorde silhuetterne af øerne skarpe. Et betagende
syn. Måske også fordi det egentlige mål nu var nået, og fordi navnet EOS netop er morgenrødens gudinde i den
græske mytologi. Der var i hvert fald lidt følelser med i spillet den morgen. Det græske gæsteflag kom op, og for sejl
gled vi stille og roligt ind mellem øerne, drejede mod nord på østsiden af Levkas, og med en perfekt vind nærmede vi os
Scorpios - Onassis familiens private ø. Vi passerede øen om styrbord og umiddelbart efter kunne vi om bagbord se den
store laguneagtige bugt, som var vores mål. Inde i bugten kastede vi anker nær Nidri. På kajen stod Michaels venner og
vinkede. Et øjeblik efter var han på vej ind med en hastighed, der ville kvalificere ham til deltagelse i en eller anden
konkurrence i 200 m crawl.
Vi var her. Vi var i Grækenland, ankommet den 9. september - præcis 4 måneder efter vi forlod vore venner i Harlingen
4 mdr. med utallige, forskelligeartede oplevelser. Sejladser, hyggelige som hårde, havne, historiske steder, held såvel
som uheld, masser af nye bekendtskaber med mennesker i fremmede havne, lokale og sejlere, der som os selv ville ud at
se. Birthe skulle næste dag til Athen og derfra videre til Randers. Michael, som vi havde haft tre dejlige uger sammen
med, skulle også hjem til København, da hans ferie næsten var brugt op. Balder og jeg skulle blive tilbage ombord. Vi
ville nu ikke blive alene ret længe. Ann og Britt ville komme i 12-14 dage. Vi havde aftalt, at Birthe og Michael i en
lejet bil skulle køre til lufthavnen i Athen. Der skulle de møde Ann og Britt, som skulle køre bilen tilbage til Levkas. Et
fortrinligt arrangement, men mange kilometer at køre.

Michael kom ombord igen og sagde, at han havde aftalt med vennerne, at vi alle skulle mødes og spise sammen på en
taverna. Samtidig kunne vi få arrangeret billeje. Det blev fikset uden problemer og snart var vi bænkede og klar til at
tage for os af de gode sager, der kom på bordet. En dejlig og hyggelig afslutning på en fra morgenstunden flot dag.
OBS vedrørende telefon og E-mail:
Dette er ganske vist en gentagelse, men en for os nødvendig gentagelse. Det er så fedt at få mails, mobil-sms og telefon
opkald fra gamle Danmark. Vi håber virkelig, at vi fortsat kan holde forbindelse ”bagud” på denne vis. Blot er vi nødt
til at gøre opmærksom på, at det altså er utrolig bekosteligt for os at modtage e-mails med store vedhæftede filer i form
af fotos og lignende. Vi henter ned med dansk mobilabonnement fra dansk server. Prisen er dkr. 8,50 pr minut, fordi det
er sk...dyrt for brugere med udenlandsk abonnement at bruge de græske telekompagnier Selvfølgelig er der en vis
spænding i selve det at downloade, når de første 10 minutter (x8,50) er passeret, og man stadig ikke ved, hvor meget der
ligger. Den længste vi har haft var på 28 minutter - ja! Otteog tyve minutter x dkr 8,50. Det var 2 meddelelser.
Vores græske telefonnummer er: 0030 976 129 641 åben hele døgnet
E-mail adresse: f.ran.k@get2net.dk åbnes to gange om ugen – onsd.+lørd.
Grækenland!
Nidri, Levkas
Argostlion-Keffalonia
Navpaktos
Mere end et år er gået, siden vi kom til Grækenland. Nogle af vore oplevelser under vores ophold her er allerede beskre
vet umiddelbart i forbindelse med en hændelse, en sejlads eller en ankomst til- og et ophold i en havn. Mødet med
mennesker, såvel grækere som andre sejlere, har også undervejs fået nogle linier. Men - selvfølgelig er der meget mere
at fortælle, når man rejser på denne måde, og har lejlighed til at opleve en så anderledes kultur på nært hold, og mulighed
for i dagligdagen at omgåes lokale, især på steder, hvor vi har haft vores base i en eller flere perioder. Vi har faktisk
gode bekendte, ja - næsten venner, et par steder, hvor vi har haft ”vinterbase”.
Før en opsummering af det forløbne år, og en beskrivelse af indtrykkene i landet og grækerne, vil vi skrue tiden tilbage
til ankomsten i september 2001, og dermed gribe muligheden for, refererende til dagbog, logbog og hukommelse, at ned
fælde førstehåndsindtrykkene.
En dejlig aften sammen med Michael og hans venner/kollegaer var afslutningen på ankomsten til Grækenland. Det var
tæt på midnat, da Birthe og jeg roede ud til EOS, der lå for svaj i bugten, med Balder som ankervagt. Michael blev i
land sammen med vennerne. Der var lejet bil, og vi skulle mødes næste morgen ved biludlejningsfirmaet. Michael og
Birthe skulle køre ved 10´tiden for at være i lufthavnen til tiden.
Den følgende morgen roede Birthe og jeg i land i god tid (sådan er ældre mennesker, når de skal rejse). Michael kom
halsende i sidste øjeblik. Han så ud, som om han havde haft det rimeligt underholdende i nattens løb. Biludlejeren var
klar med bilen, og snart efter var der pakket, og de var på vej. Birthe ville bruge tre uger i Randers på forskellige praktiske
gøremål, og på familie og vennebesøg. Michael skulle hjem til København, hvor arbejdet kaldte.
Jeg roede tilbage for at hente Balder. Nu var det endelig hans tur til at komme i land. Hvilket hundeliv!! Ned i jollen og
farmand fat i årekæppene. Det gav godt nok anledning til lidt kommentarer fra andre både, der lå for anker, da jeg roede
afsted med murmeldyret siddende på den agterste tofte.
Jeg trak jollen op på stranden og satte remmen på Balder for at gå en lang tur. Jeg tror vi havde gået ti meter eller mindre,
da jeg hørte én sige noget i retning af: ”Det er sgu da Frank med hunden! Så er det da hans båd, der ligger derude!!”
Forbløffende!! - Jeg troede selvfølgelig ikke mine egne øren. Jeg kunne ikke umiddelbart se personen,men jeg var ikke i
tvivl om, at stemmen tilhørte Jørgen Frandsen, ”ismanden”, ”vaffelbageren” fra Mariager torv.
Forklaringen var naturligvis enkel. Jørgen med frue var landet samme dag med fly. De var indlogeret på et hotel tæt på
havnen, og de ventede nu på nogle venner (et ægtepar), som skulle ankomme lidt senere. Vi fik lidt snak, men Balder,
som havde svært ved at forstå, hvorfor hans luftetur kun var på ti meter, fik efterhånden en næse, der var længere, end
Pinnochios. Vi aftalte at mødes næste aften alle sammen. Til den tid havde jeg forhåbentlig også Ann og Britt ombord.
Vi kunne således blive et mindre, pænt dansk selskab på en græsk taverna.

Ann og Britt kom midt om natten efter en spændende køretur i bjergene i buldrende mørke. Af og til lidt for spændende,
syntes de. Selvom de var trætte efter den lange, sene og anstrengende køretur, gik der alligevel et par timer, før vi kom
til køjs. Her ombord er det gang på gang konstateret, at uanset ankomsttidspunkt er der en masse, der skal udveksles,
inden der kan ”knaldes brikker”
Ikke desto trods gik det for fulde gardiner få timer efter, da det var blevet morgen. Først ind at lufte Balder, og derefter
indkøbstur. Selvfølgelig skulle Britt og Ann også lige orientere sig på stedet. Vi gik en tur langs stranden og blev pludselig
blændet af en marmorhvid Adonis-skulptur, som lå smidt i en flugtstol tæt ved strandkanten. Det viste sig at være
”ismanden”, der var lagt til optøning. Han så ud til allerede at være tæt på smeltepunktet. Jeg erindrede ham for en sikkerheds
skyld om, at han skulle være i stand til at sidde ved et bord samme aften. Det blev nu ikke noget problem, og
sammen havde vi en hyggelig og sjov aften, hvor Jørgen blandt andet på humoristisk vis underholdt sine venner med,
hvor hårdt han havde arbejdet, for at lære mig lidt sømandskab, så jeg kunne sejle uden for Mariager Fjord. Det har længe
været en tilbagevendende vits mellem os.
Vi blev i Nidri et par dage, og overvejede vist oven i købet, at blive en dag mere, for at overvære afsløringen af en
skulptur af Onassis, som jo givetvis ofte har besøgt Nidri fra øen lige om hjørnet.
Vi brugte en eftermiddag på en bustur til øens nordlige del, hvor vi blandt andet gik en tur på havnen. Der så vi en sejlbåd
, ”Nordlys” fra Bogense. Der var ingen folk ombord, så vi fik ingen af vore nysgerrige spørgsmål besvarede.
Den 14. sept.ved 10´tiden begyndte en let brise fra land at kruse vandet. Straks blev der sat sejl . Ankeret blev halet
hjem, og stille og roligt gled vi ud fra bugten. Jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er: Det var lidt fedt, at der kom
bifaldsytringer fra ankerliggere i nærheden. Jeg er dog ikke helt sikker på, om det var på grund af tøsene, eller om det
var fordi, vi lettede for sejl. Vi nåede nu ikke så langt. Efter tre timer og 6 sømil, var der ikke det mindste pust tilbage.
Ankeret blev påny gjort klar. Vejret var fantastisk. Solrigt, varmt og vindstille. Vandet var varmt, klart og blankt som
et spejl. Vi kastede anker i strædet mellem øerne Levkas og Meganisi ved en øde strand, et par sømil syd for Scropio.
Onassis familien ejer denne ø, men det er egentlig lidt af et paradoks, at kendte mennesker køber en ø, for at have lidt
fred, og så snart det bliver kendt, er der fra morgen til aften guidede ture omkring det private paradis. Som sejler har
man mulighed for helt upåagtet at samle utallige øer.
Selv om stedet var dejligt, og selv om der blev badet, og selv om der blev roet i land og fjollet og grinet, var det alligevel
den dag, der kastede den største skygge over samværet. Vi havde dagen før (den 12. sept.) i en internet-cafe i Nidri
set fjersynsbilleder fra terrorangrebet i USA den 11. sept. Chokerende og ikke til at tro! Hvis ikke vi havde information
hjemmefra, ville vi have troet, at det var en B-film, der kørte, eller at vi var vidne til en malplaceret spøg. Det skal ikke
være nogen hemmelighed, at det optog os meget i de nærmeste dage.
Vi skulle heldigvis ikke nå noget andet end at sejle og slappe af. Nyde livet, samværet, sejladsen og solbadevejret. Det
havde vi næsten fjorten dage til. Fjorten dage som blev brugt effektivt til de nævnte ting. Pigerne kom på hårdt arbejde
ind imellem, fordi jeg under en hundeluftning i ujævnt, stenet terræn havde forstuvet en ankel, og derfor var temmelig
bevægelseshæmmet.
Vi forlod den skønne ankerplads næste morgen. Efter en solrig dagsejlads løb vi op i bugten i den sydlige ende af Levkas.
Helt oppe i bunden af bugten ankrede vi ud for byen Vasiliko. Der var ingen havnemulighed. Pigerne roede i land
for at proviantere lidt. Senere tog vi alle ind for at se Vasiliko by night. Sikkert en hyggelig by, men alt for turistic. Da
vi landede med jollen ved en stentrappe, måtte vi ovenfor trappen kravle ind bag en pressenning. Der var borde og stole
helt ud til kajkanten, så vi landede faktisk midt i en taverna, hvor folk sad med forpoterne i truget. En spadseretur i den
lille by var hurtigt overstået. Det eneste, der i farten kunne få mine kontaktlinser på stilke, var to hårdtpumpede baltiske
piger, som skred fronten af, iført nippelkorte bluser og hulkort nederdel! Vi fandt hurtigt ombord igen, ud til Balder, der
atter engang havde taget/fået ankervagten.
Efter en langsom start med meget let vind næste formiddag, var vi efterhånden kommet ud af bugten og fri af Levkas. Vi
kunne se Kefalonia og Ithaka som konturer mod syd og satte kursen vest om Keffalonia, idet vi ville sejle direkte til
Argostoli, hvor vi har gamle bekendte. Fri af land fik vi den bedst tænkelige vind. Vest - 6 Beaufort. En let skæring
langs kysten bragte os i løbet af eftermiddagen til det syvestlige hjørne af Kefalonia. Undervejs passerede vi Asos, en
lille typisk græsk fiskerihavn, der ligger i læ bag halvøen Asos, som ved en smal tange er forbundet med Kefalonia. På
toppen af den kuppelformede halvø ses resterne af en massivt udseende borgruin, et fremskudt fæstningsværk mod vest.
På skråningen under borgen er der et fængsel, en lukket fængselsgård, som blev anvendt til opbevaring af politiske
fanger indtil fængslet blev ødelagt under et jordskælv for 5o år siden.
Vi havde nu blot at tilbagelægge en kort distance langs Kefalonias flade sydvestkyst, dreje mod nord i bugten, runde fyret
på halvøen, der danner naturhavnen, og vi ville lande i Argostoli. Vi var fremme ved 22´tiden. Vi havde lidt problemer
med startmotoren, og i stedet for at bruge tid på at bøvle med den, løb vi ind for sejl. Havnen kender jeg fra tid-

ligere, og intet var forandret. Vi droppede krogen i en passende afstand fra kajen, tog sejlet ned og firede jollen af. Ann
roede ind med en fortøjning. Kort efter lå vi sikkert og godt fortøjet
Ann, som ikke havde været her, siden hun var ti år, måtte selvfølgelig straks op at rekognoscere. Det var netop her, hun
for 17 år siden (10 år gammel), forskrækket og forpustet kom løbende tilbage til båden, fordi der var jordskælv, mens
hun stod ved en gadekiosk for at købe chokolade. ”Kioskmanden” havde taget det meget roligt, og var straks begyndt at
rydde op i ting, som var faldet på gulvet under rystelsen.
Kefalonia ligger på kollisionslinien, hvor kontinentalsoklerne mødes, og den ene glider ind under den anden. Denne linie
strækker sig fra det nordvestlig Marokko til Tyrkiet via Syditalien, hvor Etna og Stromboli m.m er magma-kanaler.
Stromboli sender glødende masser ud ca. hvert kvarter. Lysskæret kan ses milevidt ude på havet.
Kefalonia rammes af adskillige jordskælv hvert år. Det alvorligste i nyere tid indtraf den 15. august 1953. Hele øen
rystedes, og de fleste huse styrtede sammen eller blev ødelagte. Kun Fiskardo, den nordøstligste by, blev ikke ramt. Øens
8 000 beboere blev evakueret til Patras på Peloponnes. Efterfølgende var bl.a danske håndværkere på Kefalonia for
at bygge træhuse til foreløbig bolig. De er i brug endnu.
På spidsen af halvøen, som strækker sig en kilometer nordpå fra havnen i Argostoli, er der et vandmøllehjul, som drives
af havvand, der strømmer ind fra stranden. Vandet forsvinder i et hul i jorden. I sig selv et underligt fænomen. Ikke
mindre underligt er det, at vandet kommer ud fra et væld i en grotte nær havnebyen Sami ca 25 km nordøst for Argostoli.
Dette væld er 1,5 m over havets overflade Ved hjælp af farvestof, er det konstateret, at vandet er fjorten dage om at
nå fra Argostoli til Sami, men ”ruten” er endnu ukendt.
Kefalonia er for øvrigt den højeste af de ioniske øer med bjerget Linos (1627). Der falder sne en ganske kort periode,
midtvinter.
Vi mødte vore gamle venner Pannagios og Spyros og flere andre, som vi derefter tilbragte et par dejlige dage sammen
med. Vi hilste også på Katharina Krousos, som er Pannagios´ og Spyros´ mor. Vi gik op og bankede på hendes dør i
det hus, hvor Ann tidligere har tilbragt mange timer - og nogle nætter -, når vejret var hårdt i havnen, da vi for år tilbage
overvintrede i Argostoli. Katharina kunne selvfølgelig ikke kende Ann efter 17 år, men snakken og minderne blev hurtigt
taget op. Katharina hentede et broderet stykke med ugler frem, som Ann havde lavet til hende i julen 1984.Ved den
lejlighed lærte vi, hvad ugle hedder på græsk. Det kunne vi heldigvis huske endnu. Nu kan vi tilføje de gamle minder
nogle nye.
Argostoli var vores første ”Port of entry” i Grækenland, og derfor det første sted vi skulle møde havnemyndighederne -
portpolicen. Jeg var lidt spændt på det møde, fordi det tidligere har været, om ikke problematisk, så dog besværligt på
grund af en masse papirarbejde. Jeg forestillede mig, at tyve år i fællesskabet havde ændret nogle ting. Der er stadig me-
get papirarbejde, og en utrolig langsommelig procedure. Jeg har efterhånden erfaret, at håndteringen af papirarbejdet er
forskellig fra havn til havn. Det er vanskeligt på forhånd at vide, hvad man skal foretage sig i netop den havn, man ankommer
til. Det kan af og til være lidt frustrerende, men blot man hører efter og ikke protesterer, selv om politimanden
arbejder mod reglerne, eller laver regnefejl, får man ingen problemer.
Papirarbejdet blev tilendebragt. Jeg betalte det beløb, som afkræves sejlere fra fremmede lande, som vil sejle i- eller gen
nem Grækenland. Den græske regering har bestemt, imod EU-aftaler, at der skal betales et beløb, som udregnes efter
bådens længde (for EOS dkr 800,-). Ikke noget stort beløb for at sejle rundt her i tre år. Men der er mange sejlere, der
har problemer med det for princippets skyld. Jeg har været vidne til, at især britiske og tyske sejlere skælder og smælder
overfor den stakkels, dårligt uddannede politmand, som blot er sat til at skrive regningen.
Fra Argostoli sejlede vi østpå til Patrasgolfen og videre ind i Korinthgolfen. Patrasgolfen er som en tragt med den store
åbning mod vest, Ionien. I Patrasgolfen passeres Patras, en stor færge- og handelshavn på Peloponnes. Umiddelbart øst
for Patras er det smalle stræde (én sømil), som er adgangen til Korinthgolfen. På nordsiden af strædet er Anti-Rhion, og
på sydsiden Rhion. Der er på begge sider venetianske forter, synlige fra søsiden. På dette smalle sted, er et tysk brobygningsfirma
ved at bygge en højbro. Tre store piller står klar. Imellem dem er der et virvar af sømærker. Vi var fremme
efter mørkets frembrud, men stedet kan besejles om natten. Det var godt for os. Vi havde strømmen med gennem strædet
og fortsatte til Navpaktos, som er en perle i Korinthgolfen. En fæstning, der rækker helt ud i vandet. En charmerende
havn. Gamle fæstningsmure beskytter (som moler) den lille halvmåneformede havn, hvor små farvestrålende fiskerbåde
ligger fortøjede. Fiskenettene ligger i dynger på kajkanten, hvor tavernaerne rækker helt ud til samme kajkant. Der
er ikke megen plads i havnen, men ta´r man sig sammen, kan det lade sig gøre at få et anker ud midt i havnen, og et par
trosser ind til ringe i fæstningsmuren. Lige ovenfor havnen er der et torv, som er totalt i skygge af store plataner. På
dette torv og flere andre steder i byen rinder vandet uophørligt fra gamle, af natursten murede kummer. En særegen oplevelse,
når man tænker på vandmangelen mange andre steder i Grækenland.
Navpaktos, også Lepanto, har en lang og skiftende historie. Hvert år fejres den 8. oktober, som den dag i 1571, hvor
tyrkerne blev slået af den spanske flåde i ”Slaget ved Lepanto”. En af de unge spanske helte i slaget, har Navpaktos

knyttet til byen. En statue af helten er for tre år siden opstillet på havnen. Hans navn er Miguel de Cervantes Saavedra.
Han blev på vej tilbage til Spanien fanget af sørøvere og levede i 5 år som slave i Algeriet. Senere udmærkede han sig
ved at blive forfatter, og er blandt andet far til ”Don Quijote”.
De skiftende herredømmer i tidens løb manifesteres tydeligt i fæstningsværket, som vokser op ad højen bag byen. Et
storslået værk, som nu er en fredet park.
Det charmerende sted, og det gode vejr var perfekte rammer for de sidste dage sammen med Ann og Britt, som skulle
rejse hjem fra Navpaktos. Vi tilbragte dagene med at gå på opdagelse i den interessante by og på fæstningsværket, som
er meget spændende. Det lykkedes os også at finde en dyrlæge, som kunne give Balder de årlige vaccinationer. Det
var lige netop tiden.
Tiden var gået. Tøsene skulle hjem. Jeg fulgte dem til bussen, med hvilken de via Patras skulle til Athen. Det var, som
sædvanlig svært at sige farvel, men vi kunne se tilbage på en række dejlige dage. Jeg var i hvert fald glad for den tid vi
havde haft sammen. Det var dejligt at have Ann ombord, men det var også meget dejligt at Britt ville spendere en ferie
her i gondolen.
Der var endnu en uge til Birthe ville være tilbage, så jeg havde tid til at blive nogle dage i Navpaktos, hvor jeg fik hilst
på folkene fra ”Nordlys” af Bogense. Det var et lærerpar, som havde taget orlov fra gerningen for at spendere et år på
Middelhavssejlads. De var på vej til Kreta. Senere har jeg erfaret, at de faktisk har tænkt sig at fortsætte mere end et år.
Efter et par dage med lidt praktisk arbejde ombord, måtte jeg til at tænke på at komme videre til Galaxidi, hvor Birthe
skulle komme. Hun havde haft tre hektiske uger i Randers, og trængte sikkert til at komme på krydstogt i Middelhavet.
Invasion!!!
Hobro Sejlklub-Grækenland
Korinthkanalen
Aegina-Poros
Der har været invasion. Grupper fra Hobro sejlklub har med ”overlap” i sept/okt i det herrens år 2002 fyldt stålcontaineren
”EOS” af Randers med ejendele af forskellig art som f.eks. nødvendigt udstyr til sejlads - svømmefødder og
mobiltelefoner -, okkuperet alle køjer, samt hævet støjniveauet i en sådan grad, at en døv græker bad om ro til sin
middagslur. Et skiv er liv!!!
Grupperne bestod af Allan, Mogens og Axel, som sidste år var med over Biscayen og Kim, som er Mogens´ broder (de
gamle garvede), og Søren, Benjamin og Martin (x-optimister), som besøgte os i eftrårsferien sidste år.
Den læser, som kender de ovennævnte eller blot nogle af dem, vil vide, at vi kunne se frem til en måned for fuld fart
frem. Festligt, fornøjeligt og farverigt.
Det følgende er i det store og hele skrevet som en ”beretning” til Hobro Sejlklubs medlemsblad, hvorfor der kan forekomme
enkelte gentagelser i forhold til nogle geografiske beskrivelser. Vi synes dog selv, at det tillige hører til i vores
kapitelopdelte ”logbog”.
De gamle garvede ankom til Itea ved midnatstid den 23. sept. Vores gode græske ven Evangelis, som er taxamand, hen
tede dem som aftalt i lufthavnen ca 250 km fra vores position. Samme Evangelis havde nogle dage forinden hentet en
hel del af vores ”indbo” til opmagasinering i sit hus, for at give plads i skiwet. Der blev straks udvekslet lidt nyheder,
ordspil, og gamle vitser, men da en ny dag sådan set allerede var ved at melde sin ankomst (klokken var blevet 3 om
natten), enedes vi om at gemme udpakningseancen til det blev morgen. Køjerne havde jo længe ventet på nogle trætte
kroppe. Kim blev indlogeret i den bagbords agterkahyt, de to ”unge” i forkahytten og Axel på den lange kistebænk
midtskibs, hvorfra han havde det store overblik.
Dagene her, såvel som i Hobro, har for vane at starte om morgenen. Der blev da heller ikke spildt megen tid. En dråbe
vand i hvert øje. Udpakning. Morgenmad. Tandbørstning. Og så afsted. En tur til det gamle antikke Delphi, hvor man i
tidligere tider kunne være heldig at få et orakelsvar. Hvad firkløveret ellers lavede den dag, kan Birthe og jeg ikke svare
for/på, men vi var alle samlet om aftenen. Vi kender en lille taverna ”Paradiso”, som er lokale grækeres spisested.
Specialiteten er lam. Sammen med Evangelis tog vi alle dertil kl. 21. Vi bestilte lam, græsk salat, tzatziki, feta og et par
kilo vin. Et par timer senere tror jeg nok, at alle var hårdt pumpede og klar til at slappe af. Der var lige plads til en enkelt
pilsner på vej tilbage til skiwet.
Den følgende dag (den 25.sept) fik vi lidt regn fra morgenstunden. Bare lige sådan til at binde støvet. Birthe tog med
formiddagsbussen til Galaxidi for at hente post, og vi gjorde klar til at stå havnen ud og sætte sejl. Det lykkedes at sejle

næsten hele den lange vej til Galaxidi (4 sømil), men mellem øerne, lige før havnen, slap vinden. Det gav anledning til
at bade. Det krystalklare, godt 20 grader varme vand fristede, så alle måtte i - inklusive Balder. Efter en times tid var
der igen lidt vind, og vi fortsatte mod Galaxidi, hvor Dino, vores ven, og Birthe ventede. Dino er indehaver af en taverna,
som ligger lige ud til kajen, hvor vi fortøjede. Galaxidi er en hyggelig gammel by, som ligger i en godt beskyttet
bugt. Byen er som en lille ø, hvilket ikke er mærkeligt. Indtil for 40 år siden var der ingen vejforbindelse, så kun ad
søvejen eller til fods over bakkerne kunne man komme dertil. De fire friske fyre drog på sight-seeing både i byen og på
den skovklædte halvø, som er en del af bugten. Den aften spiste vi hos Dino, som er en ”stor gourmet”. Jeg er sikker
på, at alle fik hvad de kunne spise og drikke. Dino har mange specialiteter på kortet. Vi kom igennem en hel del. Vinen
fejlede heller ikke noget. Adskillige kilo blev hældt indenbords. Det er meget svært at sige nej til Dino, når han byder
rundt. En dejlig og glad aften med masser af spøg og skæmt på både græsk, dansk og især engelsk. Kim indskrev sig
den aften for evigt i Dinos sind, som det gode menneske med det gode sind og hjertet på rette sted . Det blev af Dino
udtrykt således:” Et navn er uden betydning - øjnene er hjertets spejl”. Vi kan kun være enige!! Aftenen endte med
fodbold i ”fjerneren”. Værten faldt i søvn under kampen, men det er helt sædvanligt.
Den 26. sept. var planen at sejle til Trizonia ca 20 sømil vest for Galaxidi. Vi lettede, hyggesejlede, trimmede og prøvede
at få stålcontaineren til at flytte sig frem gennem vandet. Det lykkedes godt nok! Efter ca en times kombineret
sejlads og solbadning rundede vi bugtens forbjerg og drejede vest på. Samtidig tørnede vinden i vest og kulede op. Sø,
vind og strøm i Korinthgolfen har en samarbejdsaftale, der gør det næsten umuligt at avancere, hvis man vil imod. Efter
at have leget lidt med sejlene (farten var under 2 knob), vendte vi gondolen, sejlede ind i læ af ”Kappen” og fortsatte en
sømil langs kysten for at gå ind i ankerbugten Anemokambi som betyder ”stedet uden vind”. Ikke underligt, at netop
dette sted huser et par fiskefarme, som ligger godt beskyttede yderst i bugten. Det er næsten som en lille fjord, beskyttet
for alle vinde og omgivet af en dejlig natur. Vi ankrede på 3 m krystalklart vand, mindre end 100 m fra kysten.
Så blev der snorklet, solbadet og snorket. Balder havde igen kronede stunder. Vi må også konstatere, at de gode hobroensere
er umådelig hundevenlige. Der var ikke engang sure miner, da Balder troede, at Allans snorkel var en pind, han
skulle hente. Balder slap den nu hurtigt igen. Måske på grund af dårlig ånde??
Efter aftenskafningen, Birthes specialitet – pastasalat med grønt og tzatziki -, roede vi alle i land. En aftenvandring op
på højen før solnedgang. Et vue ud over Korinthgolfen, som stadig viste tænder, og et kig ned på ”EOS”, som lå i
bugten på fuldstændig fladt vand. Et afsides sted, en rolig natur, en fredelig aftenstemning. Tilbage til stranden, hvor
jollen ventede. Lidt leg med Balder i vandkanten. Derefter rødmossede og varme i knoppen fat i rokæppene og ombord.
Efter lidt råhygge og en drink i petroleumslampens skær i cockpittet, gik vi rimeligt tidligt til køjs den aften, så
vidt jeg husker. Naturen giver – naturen tager.
Morgenen gryede. Vinden havde holdt hele natten. Balder og jeg roede i land og klatrede fra morgenstunden op på bakken
for at se Golfen. Vejret var næsten det samme, men dog lidt lettere luft. Efter morgenskafningen og anden naturbestemt
indsats, gjorde vi klar til at lette anker. Vi var enige om, at vi i det mindste kunne prøve at sejle og krydse vestpå.
Der blev gjort søklar, og krogen blev halet hjem kl 0830. Der blev straks sat sejl. Der er kun at sige, at vi havde den
fedeste sejlads på kryds til Trizonia. Et godt fungerende team, som både har en sejlmester, der ved, hvad der skal til for
perfekt trim - han hedder Kim, nogle gode rorgængere og skødehalere, som kan koncentrere sig, når det er nødvendigt,
og en skipper, der er god til at råbe op, når ikke arbejdet bliver udført præcist ”som han plejer”.
Efter et langt ben tværs over Golfen til Peloponnes og et ligeså langt ben tilbage, gik vi for sejl ind i den laguneagtige
bugt på østsiden af Trizonia. 20 sømil tilbagelagt på præcis 6 timer. Motoren kom igang. Sejlene kom ned, og få minutter
senere var vi fortøjede langs ad en betonmole, som udgør det yderste bolværk af en ikke færdigbygget marina.
Den slags findes overalt i Grækenland. EU-penge er spenderet til moler og broer. Egenindsatsen, færdiggørelsen tager
mange år. Her ombord gik det raskt med at pakke sejl og blive klar til en vandre- og en svømmetur.
Trizonia er en hyggelig, grøn ø , som ikke er spoleret af turisme. På øen bor ca. 60 mennesker. Byen ligger på en lille
halvø mod øst. I bugten ved torvet, er de lokale fiskeres både fortøjede. Her fra går den lille færge, som nogle gange
dagligt sørger for forbindelsen til fastlandet 1 km borte, hvorfra øens vand og øvrige forsyninger kommer. Færgen er
samtidig ”skolebus” for øens børn.
På øen er der to haner, der sammen med tre muldyr konkurrerer på decibel hver morgen. Muldyrene bruges til at fragte
forskelligt gods, brændsel og olivenhøsten. Den høstede oliven bliver på muldyrryg båret ned til havnen, hvorfra den
bliver sejlet ind til fastlandet. Meget charmerende at iagttage. Der er ingen biler på øen, men et par traktorer til brug ved
indsamling af affald.
Vi var heldige med vejret, som var til ophold i cockpittet, til det var tid at gå til køjs. Inden da havde vi lidt snak over sø
gelænderet med ”June” fra København, som lå lige på den anden side af molen (genboer). Alting får jo en ende. Dagen
var brugt. Det rødmossede var i tiltagende, madrasserne skreg på mandskab, og næste dag ville kræve sit.

Vi lettede fra Trizonia lige før middag og håbede på lidt vind. Vi skulle tilbage til Itea, hvor vi nogen tid forinden havde
lovet byen at medvirke i et søslag mellem tyrkere og grækere. Slaget skulle stå søndag den 29. sept. og er en årligt
tilbagevendende begivenhed. En mærkedag. Det var nu lørdag den 28., så vi måtte afsted. Vi fik lidt vind, men gik for
motor det meste af vejen tilbage. Når der var vind, var det modvind, og det sociale samvær var denne dag for det meste
prioriteret højere end sejlføring og koncentreret rortørn. Selvom der blev skrevet en del navne agterude med kølvandet,
nåede vi til Itea tidligt på aftenen. Det store bord blev rigget til i cockpittet, og pastasalaten, som Birthe havde forberedt
undervejs, blev serveret. Retsinaen, som efterhånden var blevet det daglige skyllemiddel til halsen, manglede heller ikke.
Senere lidt snacks med tilbehør. Om besætningen derefter gik i land (det var trods alt lørdag aften), skal jeg lade
være usagt. Jeg gik i hvertfald til køjs, for at være klar til næste dags søslag!!!
Søndag morgen. Intet hastværk. Vejret var rimeligt fra dagens begyndelse. Der var ingen faste planer før ”slaget”, som
var et aftenshow med illuminerede både.
Hen under aften blev der leveret kæder og lamper til at illuminere containeren med. Allan, Mogens og Kim gik straks
igang med at montere pærer og rigge til under ledelse af Axel, der er godt bekendt med strømmens forunderlige og uforudsigelige
verden. Det bør her indskydes, at Axels far er el-installatør. Det er Axel ikke!!! Med batterier og generator
på fordækket og lyskæde fra for til agter via den øverste salling, var vi klar til ”krigen”. Vi skulle sammen med fiskeren
Giorgos være de græske helte, mens Dimitri, også fisker og vores gode ven, skulle være den tyrkiske flåde sammen med
en anden båd. Efter mørkets frembrud og uden lys, stod fire både havnen ud og var klar til ”søslaget” ud for promenadekajen,
som var tæt pakket af mennesker, der ville følge slagets gang. På et givet signal, tændte vi lysene, og showet
begyndte. Der blev affyret et større antal røde raketter og faldskærmsblus. Slaget endte med, at en gammel ”oliemættet”
jolle blev antændt. Omspændt af flammer symboliserede den Tyrkernes endeligt i dét søslag. Jeg tror nok, at vi alle var
enige om, at det søslag var et festligt indslag i vores ferie.
Næste dag ville vi afsted tidligt Korinth, blandt andet for at passere kanalen, og komme en tur ud i den Saroniske Golf.
Sådan blev det. Den sidste dag i september - mandag morgen - lettede vi kl. 093o og satte kurs sydøst over. 40 sømil
skulle tilbagelægges. De første 2½ time for motor. Vinden stod og ventede på os ude i Korinthgolfen, så det var bare
med at komme derud. Det er lige fantastisk hver gang vi kommer fra bugten her med 0-vind. En skarp linie, og vi går
fra ca. 0 til 4-6 Beaufort. Det var hvad vi fik denne dag. Herligt!! En agten for tværs. God fart. Ren nydelse, selvom søen
er besværlig. I Korinth havn kunne vi lige akkurat knibe os ind på en plads, da vi ankom om aftenen. Vi ville helst se
Korinthkanalen ved dagslys. Det betød, at vi nok skulle vente til onsdag, fordi kanalen normalt er lukket om tirsdagen,
på grund af uddybningsarbejde og evt. fjernelse af materiale, som har løsnet sig på de stejle sider, og dermed kan blive
til fare for sejladsen. Det blæste forøvrigt også en pelikan hele tirsdagen. I mellemtiden var der masser af sight-seeing
og socialt samvær. Allan, Mogens, Kim og Axel imponerede ved tirsdag at tage en fodtur langs hele den 6 km lange ka-
nal, for lissom at ”se det hele sådan lidt fra oven”. De har sikkert gået over ti km i det hele!!! Imponerende!!!
Imponerende er det vel også at tænke på, at de ”gamle grækere” trak deres skibe, ad en dertil anlagt vej, tværs over den
Korinthiske Tange, som forbinder Mellemgrækenland med Peloponnes. Korinthkanalen er gravet i årene 1891-93. Den
faste forbindelse mellem landsdelene er dog bevaret. Der er broforbindelse i hver ende af kanalen, ligesom der er broer
på det højeste sted. Selvom kanalen er af nyere tid, har der helt tilbage i antikkens Grækenland været planer, om at lette
søvejen fra Ægæiske Hav til Ioniske Hav, og derved spare mange sømil og hårdt vejr syd om Peloponnes. Kejser Nero
var den første, der begyndte at grave, for at virkeliggøre kanalplanerne. Han tog det første spadestik med en guldskovl i
år 67, men nåede ikke ret langt, før hans tid var udløbet.
Onsdag morgen, den 2. okt. afgang fra Korinth til Korinthkanalen, ca 1 sømil. Lidt ventetid, lidt radio korrespondence
og endelig klar til at passere mellem molerne. I hver ende af kanalen skal en sænkebro passeres. Den forsvinder under
vandet, hvorefter der gives signal til passage. Turen gennem kanalen er yderst fascinerende. De høje, næsten lodrette
lersider, rejser sig på det højeste sted til 74 m. Netop her passerer man under tre broer. Kanalen er 24 m bred. Det opleves,
som at sejle i en dyb grøft. Fascinerende er også farvespillet i lagene på kanalens sider. Der blev fyret nogle film af
undervejs i denne særegne kanal. Fremme på østsiden skal der fortøjes og klareres med kanalmyndighederne, hvoref-ter
der kan fortsættes ud i den Saroniske Golf. Vi fortsatte til øen Aegina (25 sømil) for motor stort set hele vejen. Viljen til
at sejle manglede ikke, meeen uden vind.....
Aegina har en havn og en lille marina på vestsiden. Ikke særlig komfortabel med vind fra vest og nordvest, men tålelig.
Vi var heldige at finde et sted, hvor vi kunne droppe krogen og få en fortøjning ind fra hækken. Gasterne gik i land for
at proviantere, mens Birthe skulle gøre klar til indtagelsen af dagens ret. Kort efter ankom en flotille charterbåde, et
hold amerikanere med en græsk skipper. Det lykkedes os ved fælles hjælp at få alle klemt ind til pontonnen og på siden
af os. Efterfølgende blev skipperen med frue inviteret på en drinksss, som tak for hjælpen. Alt i Amerika er stort, også
whisky´erne. Gasterne nåede at komme tilbage. Manden og konen sad stadig i cockpittet på nabobåden - med sjusglas.
Der var ingen mad på bordet. Intet var gjort klart! Blev de sure?? Overho´det ikke!! Vi spiste lidt sent den aften

Næste formiddag drog de alle fire afsted på knallerter for at se på nogle gamle ruiner i omegnen. Birthe og jeg gik på
sight-seeing og indkøb i byen. Et hyggeligt sted, og en havnefront med atmosfære. F. eks. var to gamle træfiskeskibe
omdannet til frugtboder. Yderst charmerende. Charmerende var også frugtsælgersken, iført stramme leopardbukser.
Charmerende eller ej, vi måtte videre. 24 sømils god sejlads bragte os til Alimos Marina i Kalamaki lidt syd for Athen.
Derfra var det let og hurtigt at komme til Akropolis, Plaka, Omonia og andre seværdigheder i Athen. Der var desværre
kun to dage til Allan´s og Kims hjemrejse. Tiden går sgu for hurtigt i godt selskab. Oplevelser havde vi dog sammen
inden afgangen. Vort møde med en plattenslager på havnen var en af dem. I taxa blev vi kørt til et spisested, som ”var
det bedste”. Det var godt nok en lang køretur, men vi skulle ikke betale taxaen, før vi blev hentet igen (2 €). Nydeligt
sted, god mad, super vin og god pris - for værten -. Nå! – pyt! Vi sparede taxaen. Han kom ikke, så vi gik de 5 km tilbage.
Sundt nok efter det gode måltid. Hyggeligere var det, da vi næste aften spiste på en strandtaverna nær marinaen
med udsigt over hele Piræus bugten. En smuk og lun aften, og så var de ”sand i tæer” forhold i orden.
Den 6. sept. midt om natten skulle vi følge Allan og Kim til lufthavnsbussen, som havde stoppested ovenfor marinaen.
Vi lærer aldrig at sige farvel! Denne nat var det helt ekstremt. Hele Athen græd. Vandet begyndte at vælte ud af himlen,
netop da vi var på vej til bussen. Allan og Kim steg ombord. To gode kammerater var nu på vej til lufthavnen. Den
silende regn symboliserede ganske godt vore følelser på vej tilbage til marinaen.
Der var nu 5 dage til X-optimisterne skulle komme. Vi, der var tilbage, ville bruge tiden på at sejle lidt. Måske prøve et
par andre destinationer, og lade vind og vejr afgøre hvilke.
På trods af natteroderiet, lykkedes det os at komme ud af køjen og afsted allerede kl 10. Vi havde den fedeste sejlads tilbage
til Aegina, som vi ikke ”var færdige med”. Denne gang var det virkelig vanskeligt at finde en plads, så vi droppede
krogen i den hensigt at bakke ind og fortøje til den ydre stenmole. Manøvren lykkedes ikke så godt. Ankeret var droppet,
men skipperen missede bakmanøvren, så for ikke at løbe op i de store sten, måtte vi lade kæden løbe ud.
Den gode sejlvind var nu en hæmsko. Hold da kæft et arbejde Mogens og Axel kom på, da de roede ud til ankerbøjen
og bjærgede et 60 punds anker plus kæde op i jollen. God øvelse!!! Vi hilste på nogle fynboer fra Bogense, som sidste
år havde købt en Coronet 38 her i Grækenland. Næste år skulle den sejles hjem til Bogense. Hyggelige mennesker, der
tidligere har sejlet på langfart i en anden sejlbåd. Sight-seeing, proviantering, harmonika og råhygge i det sommerlige
vejr.
Næste formiddag - 8. okt - ”on the road again”. Fantastisk vejr, men ingen vind, så jerngenuaen måtte trække næsten
hele vejen. Vi gik til Poros, et utrolig smukt sted. En ø, ja – faktisk to øer, som ligger fuldstændig i læ i en bugt på østsiden
af Peloponnes. Indsejlingen lader sig ikke beskrive med få linier. Byen vokser op ad bakken og er et fascinerende
skue. En fodtur ad de stejle, smalle gader med et utal af gyder, hvidmalede huse og farvelader af blomsterhang er i
bonus klasse I for nethinden. Havnefronten var godt nok turistpræget, med masser af souvenirbutikker, men alligevel
på en måde charmerende. Der er konstant færgeforbindelse mellem øen og Peloponnes. Vi mødte to par danskere, som
var på ferie her. Det ene par boede i en båd, som de havde lånt af en ven. Det andet par havde lånt en vens lejlighed.
Det var helt klart, at vi skulle her til igen, når de ”tre hvalpe” var kommet ombord, det her sted skulle de se. Nu skulle
vi først tilbage til Kalamaki for at hente dem.
For øvrigt havde den megen påmønstring og afmønstring stor indflydelse på vores sejlplaner. Vi kunne selvfølgelig ikke
bevæge os over længere distancer, men måtte prøve at holde fast i et ankomst-/afgangssted. Birthe og jeg håber blot,
at de øvrige medvirkende i månedsforløbet har det nogenlunde som vi: Samværet, sejladsen, de fælles oplevelser og det
gode kammeratskab var i højsædet
Nu glædede vi os til at se Søren, Benjamin og Martin ombord. Vel vidende, at det ikke ville give mere ro i gondolen, så
vi frem til at hente dem i Kalamaki, hvor de skulle ankomme torsdag den 10. oktober ved midnatstid.
Vi havde to dage til at nå frem, hvilket ikke skulle være noget problem. Vi lettede fra Poros, som betyder passage, midt
på formiddagen den 9. okt. og valgte at sejle syd om øen, gennem det smalle stræde mellem øen og Peloponnes. Passagen
af dette 400 m brede stræde, er af forfatteren Henry Miller i Kolossen fra Maroussi sammenlignet med passagen af
livmoderhalsen. Hvad den gode Miller end har haft af erindringer om både det første og det sidste, må det siges, at det er
en hyggelig tur for motor tæt på kajanlæg og huse til den ene side, og til den anden side Peloponnes´ kyst og bjerge.
For motor!! Ja! Igen var det jerngenuaen, der måtte gøre arbejdet. Til gengæld var vejret til solbadning og afslapning
under turen mellem de små, spredte øer i området. Dagen sluttede da heldigvis med en times god sejlads. Vi gjorde igen
ophold på Aegina, hvor vi ankrede og fortøjede samme sted som sidst. Denne gang dog lidt mere professionelt!!!
Næste dag - videre. Det var jo selve dagen, så vi måtte til Kalamaki. Vi lettede kl 12. Flot vejr, perfekt vind. Herlig sejlads.
I marinaen fandt vi ingen pladser - kun afvisende charterbådsfolk. Det lykkedes os til sidst at finde et ledigt hul
mellem nogle motorbåde så store som færger. Hold da op, hvor vi syntes, at EOS var lille. Det samme syntes givetvis
den tililende græker med lederkompleks og cykelspænder, som råbende, skrigende og gestikulerende betydede os, at vi
skulle forsvinde. Med hjælp fra en venlig græker på en nabobåd fik vi forklaret, at vi bare skulle have nogle folk om-

ord, at vi lettede, hvis indehaveren af pladsen kom med sin båd, og at vi var væk senest kl. 07 morgen. Således beroliget
tøffede han af.
Mogens og Axel tog med bus til lufthavnen for at møde trekløveret. Vi følte et stort ansvar overfor de forældre, som i et
øjebliks letsind havde betroet os noget af deres guld. Vi ville gerne leve op til ansvaret.
Ved midnatstid startede balladen!! De havde fundet hinanden i lufthavnen uden problemer. Nu væltede de ombord med
deres pakkenelliker. Det var bare fedt! Dejligt at se dem! Jeg tror vi sad i cockpittet et par timer, inden køjen for alvor
kaldte. Axel, den stakkel, havde for anden gang måttet skifte position rent lejemæssigt. Først ”bænken”, så agterkahytten
og nu forkahytten sammen med Mogens. Søren overtog ”bænken”, men han sov nu for det meste på dækket. Hård
banan! Benjamin og Martin sov i arm i agterkahytten. Det vil senere fremgå, hvor godt de matchede. Før det blev tid
at gå til køjs, scorede Søren vildt mange point, da han fremtryllede et rugbrød,
Med så mange folk ombord, gamle, unge og mellemalderlige, i en længere periode, er det klart, at der stilles nogle krav
til de enkelte. Lad det være sagt med det samme: Det gik over al forventning. Ting blev stuvet af vejen på hensigtsmæs
sig vis. Arrhh - der var lidt med nogle mobiltelefoner. Men pyt! - De skal jo kunne tåle at blive kylet lidt rundt med??
Tidlig-tidlig fredag morgen halede vi fortøjningerne og krogen hjem (vi havde jo lovet at være væk senest kl. 07). Ud af
havnen, hvorefter vi straks kunne sætte sejl. Få timer og 18 sømil senere landede vi for fjerde gang på Aegina. Nu var
vi virkelig rutinerede. Det var ren opvisning, da vi ”lagde” anker ud fra hækken og fortøjede med boven ind over molen
af store klippesten. Mogens og Axel, som allerede kendte øen ud og ind, arrangerede om eftermiddagen en guided tur
for de øvrige gaster. Afsted det gik på lejede knallerter. Først og sidst blev der badet, snorklet og afprøvet svømmefødder.
Martin og Benjamin erindrede, at Birthe sidste år havde klippet dem, og de spurgte, om hun ville gentage succesen.
Selvfølgelig ville hun det. Vi lå oven i købet ved en mole lavet af klippesten. Birthe lagde hele sin sjæl i arbejdet. Resultatet
var flot.
Midt på aftenen gik Søren, Benjamin, Martin, Mogens og Axel i land for et finde et snedigt spisested. Vi gamle kunne
godt mærke, at dagen var brugt, så vi gik til køjs, hvilket også var ret hyggeligt. Jeg tror dårligt nok, vi hørte dem komme
ombord.
Næste morgen (lørdag) åbnede vejrguderne for sluserne. Det stod ned i stænger. ”Sørens kvarter” på dækket blev forlagt
til ”bænken”. De fleste sov til langt op på formiddagen. At kigge ind i agterkahytten den morgen, var som at være astronom.
To nye måner var født i nattens løb. På forunderlig vis var de landet i vores bagbords kahyt. Nej! Helt seriøst!
Martin og Benjamin havde i løbet af natten mistet alt deres hovedhår. De var sgu blevet kronragede!!! Jeg blev selvfølgelig
glad. At vise en sådan solidaritet med den skaldede, solskoldede skipper aftvinger en vis respekt. For Birthe
var det modsatte tilfældet. Traume-traume-traume. Hun er klippefast i sin tro på, at de ikke var tilfredse med hendes
indsats. I dag er hun dog i stand til at smile, når hun i fotoalbummet ser billeder, som kunne være optagelser fra det ydre
rum.
Ved middagstid holdt det op med at regne så pludseligt, som det var startet. Da alle på det tidspunkt var tørnet ud og
rimelig friske, lettede vi og satte kursen mod Poros. Der var ikke megen vind. Men pyt - vi kunne jo bare gå for motor.
Det gjorde vi så. Vi var fremme i skumringen. Nu så vi Poros med lys i gader og i huse. Det var altså også et flot syn.
Der blev fortøjet og skaffet. En stor motorbåd, som lå ved siden af os, havde et kraftigt lys på landgangen. Der gik ikke
lang tid før trekløveret var igang med snører og kroge i skæret fra lampen. De virkede så professionelle, at de trak flere
tilskuere. Faktisk trak de betydelig flere tilskuere, end fisk.
Senere på aftenen (sent på aftenen) blev der i skiwet en duft af diskovask og nykæmmet hår. Det var lørdag. Der måtte
findes mindst ét diskotek. Det tror vi på, at der gjorde!!
Den følgende morgen, meget tidligt fik vi et rigtig godt eksempel på, at ”hvalpene” stadig er meget sociale. Efter en
morgenvandring kom de alle hjem ved halvsyvtiden. Axel, som åbenbart var blevet dårlig undervejs, blev hjulpet over
landgangen og ned om læ, hvor de lagde ham til køjs og puttede ham, ligesom de sikrede sig, at hans briller blev lagt på
den rette hylde. Formentlig var hans immunforsvar blevet svækket på grund af overanstrengelse i forbindelse med aften-
og morgenvandring. Der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at han i den sammenhæng havde pådraget sig en
viRUS. Efter 24 timers søvn, var Axel heldigvis så godt igennem sit sygdomsforløb, at vi kunne sejle videre. Mogens
må for øvrigt have slidt bravt i det den nat. Han startede morgenen med at suge fem coladåser flade....
I strålende vejr sejlede vi til Palaia Epidavros på Peloponnes. 21 sømil - mest for motor. En flot tur langs kysten hvor vi
passerede adskillige små ankerbugter med strand. Epidavros ligger inderst i en godt beskyttet bugt. Indsejlingen er fint
afmærkeret med et rødt og et grønt fyr. Havnen er ikke langt fra det kendte antikke område, hvor teatret anvendes i
sommersæsonen. Nær havnen er der for øvrigt arkæologisk arbejde i gang. Et hold græske arkæologer er ved at udgrave
et mindre amfieteater.
Ombord var det fanme fedt at se Søren, Benjamin og Martin med knive bearbejde nogle tommetykke bambuspinde, som
meget kunstfærdigt blev lavet til spyd. I Poros havde de købt ”dykkerlamper”. Blæksprutternes banemænd?? Arme

læksprutte!! Nej -!! Desværre havde nogle blæksprutter set forarbejdet og ville ikke komme frem fra deres skjul.
Rygtet var sikkert, - med blæk -, sivet i forvejen ad vores kommende rute, thi der blev ikke fanget en eneste ”sprutte”.
Der blev gjort forsøg nok på at skaffe mad på bordet, men vi måtte atter og atter vende tilbage til pastasalat m/tilbehør.
Det med fangsten er én ting, men der findes jo andre talenter. Fyrene er drønmusikalske. En aften lånte Søren, Martin,
Benjamin og Mogens nogle af mine mundharper (forskellige dur). Alligevel lykkedes det dem at gennemføre en ”Jamsession”
uden sidestykke. Benja opførte på unik vis og i eget arrangement et solonummer: ”da hønsehuset brændte”.
Helt overflødigt spurgte han efterfølgende, om vi kunne høre, hvad det var?? Helt overflødigt var et svar!!!
Tirsdag den 15, okt. var en stille, varm dag. Efter flere forgæves forsøg med blæksprutter i bugten, halede vi krogen
hjem ved middagstid og begav os på ny til søs. Der var absolut ingen vind. Vi sejlede på en fuldstændig blank, blå havoverflade
med et næsten olieagtigt skær, men helt klart vand. Vi behøvede kun at flytte os 10-11 sømil til den næste
hyggelige lille naturhavn Korfos. Undervejs stoppede vi og badede. Igen, som mange gange tidligere, var Balder med i
vandet. Balder er især glad for Mogens, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at ”skubbe rundt med ham”.
I Korfos, hvor vi fortøjede til en taverna (det gjorde vi altså faktisk), blev der gjort nye fangstforsøg i både havn og fra
strand. Forgæves, men hold da kæft, hvor de hyggede sig. Der blev snorklet, der blev dykket, der blev leget. Fedt!!
Nu var der ikke så langt til Korinthkanalen, men tiden var også ved at være så fremskreden, at vi skulle til at finde gennem
”hullet”. Axel og Mogens skulle rejse fredag morgen. Vi ville gerne gennem kanalen inden da, blandt andet for at
de kunne få en rimelig forbindelse til lufthavnen.
Derfor - onsdag middag igang med dieselbrænderen, lette fortøjningerne, op med ankeret og afsted fra tavernaen. Atter
en dag uden vind, men med flot solbadevejr. 4 timer senere var vi ved Korinthkanalen. Op på kontoret. Betale. Vente,
og så afsted. Som tidligere beskrevet en fascinerende tur igennem ”grøften”. Først på aftenen var vi fremme og klar til
at fortøje i havnen i Korinth.
Så snart pastasalaten var konsumeret, iførte trekløveret sig badeshorts, svømmefødder, maske, snorkel, dykkerlampe og
bambusspyd. NU skulle det være!! Natmaden skulle sikres!! Men nej--- Pyt! - Chips og cola er jo også ganske godt.
Vi blev i Korinth til Mogens og Axel skulle rejse. Derfor havde vi hele torsdagen til at skeje ud og besøge Gammel
Korinth, som ligger ”på bakken” 8-10 km fra havnen. Mogens, Axel, Birthe og jeg tog turen til fods. Før vi bevægede
os ind i det antikke område, frekventerede vi en lille taverna, hvor vi fik lidt forskellig græsk mad, bl.a. en lokal speci-
alitet. En hyggelig, trivelig, ældre græker sørgede for, at vi fik det bedste på bordet.
Korinth var i oldtiden en vigtig handels- og industriby. Under den peloponnesiske krig 431 f.K. skete der betydelige ska
der i byen. I år 146 f.K. blev byen ødelagt af romerne, men blev genopbygget 100 år senere i årene 48-46. I nyere tid
(1858 og 1928) har jordskælv hærget byen. På trods af gentagen hærværk af både mennesker og natur, er der meget at
se i det antikke område, hvor amerikanske arkæologer foretog udgravninger i 1896. Der er mange interessante fund at se
i museet, som er etableret i en bygning inde på området. Fra museet blev der for øvrigt for få år siden ved indbrud
fjernet mange antikke effekter. De fleste er tilbage i museet, efter at de blev fundet i USA hos diverse ”liebhavere”.
Som et lille kuriosum må det nævnes, at vi i Danmark også har taget noget fra Korinth. Den sydfynske by Korinth nær
Fåborg, er i 1788 af den danske digter Jens Baggesen navngivet efter det gamle Korinth.
Mens vi var på bjerget, havde de øvrige tre været en tur ude ved Korinthkanalen. De var klogere, end de gamle. De tog
en taxa. Man må spare på energien!!
Om aftenen spiste vi alle mousaka og andre gode sager i en lokal taverna, hvor vi har været ved en tidligere lejlighed.
Inden vi gik, fik vi af værten en flaske (1½ liter) vin med. Vi har ofte tidligere oplevet denne form for ”gæstfrihed” her i
Grækenland.
Hvor fanden bli´r tiden af?? Dette var den sidste aften, før Mogens og Axel skulle afsted. Nu skulle vi til det igen.
Næste morgen før ”de tre hvalpe” tørnede ud, fulgte vi de afmønstrede til bussen. En ny afsked. En ny stille stund.
På vejen tilbage provianterede vi, så vi kunne fortsætte sejladsen ind i Korinthgolfen. Vi ville gå til Kiato, der ligger på
Peloponnes. Der var ingen vind, så vi havde intet hastværk. Distancen er 10 sømil. Der var tid til lidt vandhalløj før
afgang. Vi lettede kl. godt 13 og stille og roligt, lidt for sejl, lidt for motor, nåede vi til Kiato, hvor vi kunne fortøje på
østsiden af den store mole. Lige efter vores ankomst begyndte det at blæse en pelikan fra vest. På ingen tid og uden
varsel skifter det fra vindstille til kuling. Er man ude at sejle, må man være på dupperne konstant. I havn kan man som
regel tage det afslappet. Selvfølgelig afhængigt af vindretning i forhold til fortøjningssted. Denne gang var vi heldige.
I Kiato er der en sejlklub, hvor nogle unge øver optimist og lazer. Drengene havde en intention om at få lov at være
med, men opgav. I Grækenland er det mest piger, der sejler jolle. Drengene er generelt for overbeskyttede og bange. I
Kiato er der også flest jolle-piger. Måske var det en af grundene til, at fyrene opgav forehavendet. De har jo søde kærester
hjemme i Hobro, og ville sikkert ikke risikere ballade. I forvejen havde de vist i den sammenhæng et lille problem
med deres skinhead-look.

I løbet af natten faldt vinden. Vi tørnede ud kl 05, for at komme afsted vestpå til Itea, hvor drengene skulle afmønstre
nogle dage senere. Vi vidste godt, at vi kunne risikere et forrygende vejr, og netop derfor tog vi tidligt afsted. Vi fik et
forrygende vejr - lige i snuden -. Kursen blev sat mod et hjørne, bag hvilket, der ville være fuldstændig læ. Efter nogle
timers hård sejlads var vi i læ bag en klippe. Den fineste lille bugt med strand og to ubeboede huse lå foran os. Vi ankrede
50 m fra stranden på fuldstændig fladt vand. Så blev der badet.
Senere besteg drengene den høje klippe, vi lå i læ under. Derfra kunne man i øvrigt se, hvor kort distancen var til de
store, skummende bølger i Golfen, hvorfra vi var kommet. Den hårde vind - kaldet Maestro - holdt sig hele natten, men
hen på morgenen flovede det lidt. Vi kunne jo prøve at runde kappen med fyret. Efter to sømil ville vi få en perfekt vind
til de sidste ti sømil ind til Itea. Sådan gik det. En herlig sejlads. Ca en sømil før Itea slap vinden. Sejlene kom ned og
blev pakkede. Makinen kom igang. Fendere blev surret sammen til en flåde og hængt på slæb i 50 m tov. Mens farten
var ca. 4 knob, prøvede de raske gutter nu at hale sig op til båden, efter først at have hængt på fenderne. Hold da op
nogle lange arme, de fik. Det afholdt dem ikke fra at spendere eftermiddagen på stranden og i vandet, da vi var fortøjet i
Itea. Senere snorkede de omkap på dækket i strålende solskin.
I havnen var et dansk par, Inge og Jens, ankommet. De boede i Schweiz og sejlede under norsk flag. De fortalte, at de
somme tider gav portpolicen lidt hovedbrud!! Forståeligt nok. Sammen med dem og Evangelis (taxa) var vi på ”lammetaverna”
om aftenen. Derefter var søndagen godt brugt. Der var mange rosenkinder omkring bordet. Det blev meget
tidligt køjetid.
Mandag den 21. okt. var kun Balder rigtig tidligt oppe. Han fatter ikke, at man gerne en gang imellem vil sove længe.
Senere blev der liv i alle kludene. Efter morgenskafningen gjorde trekløveret klar til at køre med bus til Delphi. Det
antikke Delphi er faktisk verdens navle, så selvfølgelig skulle de se bl.a. Oraklet. Lidt kultur må man ha` med på vejen.
Så snart de var dampet af, startede Birthe og jeg motoren og sejlede til Galaxidi for at hente post. Vi sejlede tilbage, da
vi havde fået posten, og var lige landet - to en halv time havde vi været væk - , da fyrene kom tilbage (i taxa).
De der ruiner og få søjler var ikke det mest ophidsende, de havde oplevet, men de havde heldigvis fundet et godt spisested
inde i Delphi, hvor man virkelig kunne lave saganaki . Da jeg undrende spurgte, om de virkelig havde set alt på så
kort tid, var Martin lynhurtig med svaret: ”Ja!- Men hvis I ”skulle et eller andet”, kan vi da godt gå en tur.”
Ja –ja! Man kan selvfølgelig også se sådan på det, at det er lidt underligt, at de ikke fjerner alle de gamle ruiner og
murbrokker, som ligger kylet rundt på nogle af landets bedste byggegrunde, og får en udstykning igang!!!
Om aftenen (den sidste) var der pastasalat og råhygge i cock-pittet. Man kunne have håbet på at de ville have opført sig
bare lidt dårligt, bare denne aften. Så kunne vi i det mindste glæde os til deres afrejse.
Der blev pakket og gjort klar til afgang. Evangelis skulle komme allerede kl. 0600 næste morgen.
Den tirsdag morgen var en dårlig start på vores dag. Evangelis var der til tiden! Det er han altid! Nu skulle der igen
siges farvel. Det var selvfølgelig en hjælp, at de hver især gav et knus og påstod, at de havde haft en fed ferie.
Vi kan kun sige, at vi har nydt samværet i den forløbne måned i fulde drag, og at vi håber, det ikke er sidste gang vi ser
Hobro repræsenteret her ombord.
Vi har lovet Kim, at han ikke næste gang, (bare fordi han er sanitetsuddannet), skal bruge flere dage med hovedet nede i
toilettet, fordi det bliver overbelastet. Vi konstruerer et lokumsbræt på pulpitten.
Ende
Vejrmelding
Hårde vinde og temperaturfald
Jeg ser på kalenderen, at det er blevet den 9. december, mens jeg har været optaget af at få fingrene i klem-me i
tastaturet i et forsøg på at nedfælde flere sandfærdige løgnehistorier. Julen står snart for døren. Det mærker vi på
forskellig vis her i gondolen. De seneste dage har været præget af hårde vinde (8-10 Beaufort). Et par dage fra sydøst,
hvilket gjorde havnen her til et hav. I øjeblikket er det nordvest og nord det blæser fra. Der er virkelig lukket op for de
store poser, og den tangomviklede Poseidon med treforken rusker ge-valdigt op i vandene. Temperaturen er dumpet fra
godt 20 grader for to dage siden ned til 1o grader i dag. Huh, hvor er det koldt!!! På toppen af bjergene er der sne.
Snart åbner skicentret på Parnassos bjerget. For få dage siden rasede lynslyngeren Zeus med blitz og bulder. Vejret
skifter hurtigt og voldsomt. Vi ligger sikkert nok, hvor vi er, men må selvfølgelig holde godt øje med trosser og fendere.

Nå! Vi har jo heller ikke andet at få tiden til at gå med. Og dog! The Kartoffelwoman, alias Birthe, har fundet den store
kasse frem, tømt den for indhold og placeret det højt og lavt i gondolen. I cockpittet står det naturtro, sammenfoldede
plastikjuletræ (vel-egnet til skibsbrug) med lyskæde, som blinker i takt til øjeblikkets julemelodi. Der er ialt ti af
slagsen i den indbyggede minicomputer. Jo-jo!! Det er skam atter lykkedes at skabe den rette julestem-ning i
”stålcontaineren”!!!! Af samme grund vil vi ile med at ønske alle ”vore læsere”
Rigtig glædelig jul
Et år i Grækenland
At mødes-at skilles.
Højtider, festdage.
De sidste to rejsebreve har beskrevet, dels førstehåndsindtrykket efter vores ankomst til Grækenland i september år
2001, og dels en invasion af sejlere fra Hobro i september/oktober år 2002. Det mellemliggende år er der allerede skrevet
en del om. Det gælder ikke mindst det lille paradis, øen Trizonia, som vi er vendt tilbage til igen og igen, ligesom det
gælder Galaxidi, hvor vi havde vinterkvarter, og hvor vi i løbet af de måneder, vi opholdt os der, fik gode venner. Dog
er der mange andre oplevelser, sejladser, og især mødet med mennesker på vores vej, der må have nogle sider i denne
dagbog. Derfor vil det følgende være en opsummering af vores første år i Grækenland, som vi er kommet til at holde
meget af. Det vil uundgåeligt være udtryk for vores opfattelse af Grækenland, af den storslåede natur, af det græ-ske
folk i almindelighed og af personer vi kender i særdeleshed.
At sejle er at leve, og som tidligere skrevet i denne dagbog, giver denne rejsemåde mulighed for at blive i længere tid i
et bestemt lokalt område, hvilket nok er den bedste chance for at komme tæt på en fremmed kultur. Dette er netop en
væsentlig grund til, at denne rejse, denne sejlads skulle gå fra vore hjemlige, nordlige egne til det sydligste Europa.
Først og sidst: Vi er rejsende, tilrejsende. Vi er gæster. Vi er er på gennemrejse, uanset vi bliver en måned, et år eller
fem år!! Vi er besøgende, som må ”skik følge eller land fly”. Der er store kulturforskelle, og man mærker det virkelig,
når man kommer ”ind i familier”, hvor man endda deltager i familiefestligheder af forskellig art og samtidig bliver indviet
i tætte familieforhold. Man oplever det, når man ser arbejdsmetoder og organisering?? Man oplever det stærkt i det
daglige på et sted og i en tid, hvor turismen næsten er nul-stillet. Netop derfor må man erindre sig, at vore forskelligheder
kan opleves positivt, om blot de ses i det rette perspektiv. Det er for let at være negativ i forhold til anderledes tænkemåder
og livsformer, end vore egne.
Ann og Britt var rejst hjem, og som jeg tidligere har skrevet, blev jeg nogle dage i Navpaktos. En eftermiddag ankom
en græsk registreret charterbåd (sejlbåd) med polsk flag under salingen. Ombord var otte personer, alle over tres år. Jeg
erfarede senere, at det var fire ægtepar, og at de alle var læger. Jeg sad og øvede musik i cockpittet, men hægtede selvfølgelig
straks ”den italienske ballademaskine” af skuldrene for at hjælpe med fortøjninger.
Senere, efter mørkets frembrud, blev jeg inviteret ombord til en drink, lidt snacks og en hyggelig snak. Da de spurgte,
om jeg ville spille for dem, svarede jeg lidt undvigende. Nå - men så måtte jeg lægge øre til nogle polske sange, som de
ville synge. Det blev en uventet fornøjelig og underholdende aften. Siddende i cockpittet, tæt på ”kulissen” de skønne,
gamle illuminerede fæstningsmure, den lille maleriske havn med små farvestrålende fiskebåde og i bagrunden det velbevarede
fæstningsværk, der klatrede op ad højen over byen, følte jeg, at jeg som tilskuer/tilhører var dumpet ned midt i
et syngespil. Fire mænd og fire kvinder sang og agerede, og sluttede af med en flerstemmig, flot national sang. Jeg var
ganske paf!! De fortalte, at de i deres studietid alle var medlemmer af et stort kor, som deltog i konkurrencer i mange
udlande. Efter studietiden skiltes deres veje, bortset fra, at de var parvise. Nu havde de for få år siden genoptaget forbindelsen
og var begyndt at synge sammen igen. De sidste tre somre havde de, forskellige steder, sejlet i lejet sejlbåd.
I fjor var det Italien, i år Grækenland. Næste år var planen at tage til Skandinavien. Måske ses vi igen! Måske var det
denne ene gang! Et uforpligtende, godt og givende samvær, som vil leve længe i erindringen.
Efter yderligere nogle dage i Navpaktos, hvor jeg fik udført lidt nødvendigt arbejde ombord, lettede jeg fortøjningerne,
halede ankeret hjem og sejlede til Galaxidi via øen Trizonia. Vejret var ren sommer, selvom det var først i oktober måned.
Der var ingen vind, så søfarten var af den rolige slags for motor i 30 graders varme. Ingen klude på gondolen og

ingen klude på sømanden. En skøn tur langs en solbeskinnet, bjergrig kyst på vand, der var fladt og blankt som et nypoleret
spisebord.
Fremme i Galaxidi havde Balder og jeg nu blot at vente på Birthe, som næste dag skulle ankomme med bus fra Athen.
Birthe var tilbage. Der var nu en uge til oktober-ferien 2001. Det var den uge, hvor vi for første gang skulle have de un-
ge x-optimister fra Hobro Sejlklub på besøg. Sammen med Axel havde de besluttet sig for at genere os i videst muligt
omfang i godt en uge. Vi havde til gengæld besluttet, at vi ville belemre dem med en masse sejlads og besøg på steder,
som vi fandt interessante i Korinthgolfen. Nogle steder kendte vi allerede. Nogle skulle vi udforske sammen.
Mens vi i Galaxidi ventede på ”firkløveret” fra Hobro, kom den danske X-båd ”Challenge” fra Vallensbæk ind i havnen.
Ole og Birgit og deres to hvidhårede børn, Søren (3) og Sofie (5) var, sammen med en ung gast/gæst Bo, på vej til
Ag. Nicholaos, Kreta, hvor de har en grund, som nu skulle bebygges. Vi havde et par dejlige dage sammen med dem i
Galaxidi. Traveture, en sejltur til Itea og et par tavernabesøg. Børnevisit ombord i Eos. Sofie var ”helt brast” med Balder,
hvilket utvivlsomt var gengældt. Det så næsten ud som om Sofies små hænder i hans pels vakte minder om hans
tid sammen med Nikita.
De var tæt på at kunne overtale os til at slå følge med dem til Kreta, men vi havde et ønske om at være i Korinthgolfen i
længere tid, og desuden var der kun få dage til de ”vilde hobroenseres” ankomst.
”Challenge” fortsatte sejladsen til Kreta, mens vi sejlede til Itea, hvor Søren, Benjamin, Martin og Axel kom ombord
efter en lang bustur fra lufthavnen i Athen. Kort efter deres ankomst lettede vi, og de tre unge satte sejl og førte skuden
sikkert til Galaxidi, mens Axel, Birthe og jeg påtog os den vigtige og hårde opgave at ligge på fordækket og udveksle
nyheder.
Vi havde 10 skønne oktoberdage sammen. Vi var heldige med vejret. Vi havde fine sejladsoplevelser sammen. Vi besøg
te en del af de steder, som allerede er beskrevet tidligere: Trizonia, Navpaktos, Anemokambi og andre. På Trizonia påtog
de sig i øvrigt ved den lejlighed at løse en ”lokal opgave”. Hotel Drymnas´ ejer bad Axel lave en dansk version af
menukort og servicemuligheder på hotellet. Det kom der megen morskab ud af under det vanskelige arbejde med projektet,
som blev udført ombord. Senere gik Axel op på hotellet og kørte det hele ind på computeren.
Der er jo ganske nys skrevet meget om, hvilken form for samvær det giver ombord, når disse friske fyre går igang, Her
skal blot nævnes, at faconen var den samme, som da de var her i oktober for tre måneder siden. Fuld fart frem!!!
Efter ti herlige dage var vi tilbage i Itea, hvorfra de skulle med bus til lufthavnen. Rejsedagen var en søndag!! Vi havde
ikke lige tænkt på ”store bus rejsedag” til Athen. Det viste sig, at der kun var plads til to af de fire i bussen. En af de få
ting, som er organiseret her i landet, er billetklipperiet i busser, især på længere distancer. Der er faste pladser, og der
medtages kun passagerer på siddepladser. Heldigvis var der plads i næste bus to timer senere, hvilket var tidligt nok til
flyafgang. Tilbage til Eos (200 m fra busstationen). Ventetiden udnyttedes til en sidste badetur i havnen. Derefter var
det afgang til Athen og videre hjem.
Vi var nu overladt til egen og hinandens kedsommelighed i over en måned, til Nikita, Ann og Annie skulle komme og
fejre Birthes 50 års fødselsdag. Birthe vidste jo intet om, at Nikita skulle komme, så jeg måtte være alene om forhåndsglæden
til dette. Om dét er der berettet på side 23 og 27. Det var den periode vi tilbragte på øen Trizonia. Det var også
den periode, november måned, der blev præget af følelser vekslende mellem angst og håb. Langt væk hjemme i Danmark
blev Trine og Ken forældre den 31. oktober 2001. Deres første barn var født, men havde stukket hovedet frem 10
uger for tidligt. En lille pige, der vejede mindre end tusind gram, og som straks blev døbt Thit. Nu er det over et år siden,
og alting er gået godt, men det var en hård tid, også for os. Jeg ved godt, at jeg ikke er det mest religiøse menneske
på denne jord, men der blev tændt adskillige vokslys i den lille græsk-ortodokse kirke på Trizonia i den følgende tid.
I havnen lå vi sikkert og godt, selvom en hårdtvejrs periode var på vej. Birthe mente nok, at hun med hjælp fra nogle an
dre sejlere kunne håndtere lidt dårligt vejr, så jeg rejste hjem til Randers nogle dage, for at se det nye barnebarn og for at
være lidt sammen med Trine og Ken, som var indlogerede på Skejby Sygehus. Jeg har aldrig set så lille et barn, og jeg
kan endnu med lethed genkalde fornemmelsen, da jeg fik lov (vist nok som den første) at stikke en hånd ind i kuvø-sen
og mærkede de bittesmå fingre lukke sig om den alleryderste spids af min tommelfinger. Jeg vil også for altid erind-re
min oplevelse af Trine, ikke bare som den dejlige pige, hun er, men også som en utrolig stærk kvinde. Jeg er sikker på,
at Trine og Ken stod hinanden bi hundrede procent i den vanskelige tid, som nu fulgte, men uden at forklejne Ken, er jeg
lige så sikker på, at Trine, med sit rolige væsen og sit overblik, bar meget af deres fælles byrde.
Nu er Thit fyldt et år og har fuld fart på. Her kan vi glæde os over både det, og at de alle tre kommer på besøg hos os i
dette forår.
Vores sidste gæst i år 2001 var Roelof (havnemesteren fra Harlingen), som ville komme den 18. december for at fejre
jul og nytår sammen med os. Netop den december måned var en usædvanlig hård vintermåned for græske forhold. Af

og til var der nattemperaturer omkring frysepunktet. I bjergene masser af sne og store trafikale problemer. For Roelof
betød det, at han måtte tage en overnatning i Athen, fordi bussen ikke kunne forcere snemasserne i bjergene og derfor
returnerede. Nå, men næste dag lykkedes det at komme frem til Galaxidi, hvor vi nu havde slået os ned for vinteren.
Gensynsglæde ved bussen og i samlet trop ned ombord, hvor der blev ”pakkefest”. Fra Harlingen var der mange hilsner
og pakker fra vores gode venner.
De følgende fjorten dage blev der genopfrisket minder, udvekslet nyheder, gået ture og på de bedre dage taget lidt solbad.
Vejret var ikke til sejlads i nogen del af perioden. Birthe og jeg var heller ikke indstillet på at sejle. Vores verden
og tanker var meget mere i Skejby, end de var lige her.
To dage før Roelof ankom, var der kommet en hollandsk sejlbåd ”Ahab” fra Makkum, som ligger 10 km syd for Harlingen.
Det var et midaldrende par, Miriam og Folkert, som var på vej til Tyrkiet. Da de hørte, at vi ventede en gæst fra
Harlingen, besluttede de sig for at vente med at sejle videre, så de kunne hilse på Roelof. Folkert vidste, hvem Roelof
var. Roelof blev selvfølgelig meget overrasket over at møde landsmænd, kendte landsmænd, så snart han kom frem.
Den 24. december fik vi den bedst tænkelige julegave. Trine og Ken ringede og sagde, at Thit var kommet ud af kuvøsen!!!
Det gav julestemning, selvom vi havde sommertemperatur hele dagen. Senere kom Dino med en stor ”julekage”.
Det tog flere dage at komme igennem den!!
Juleaften spiste vi på en taverna i Galaxidi, mousaka, lammekød, græsk salat, feta og andre gode sager. Den aften var
vejret helt utrolig godt og lunt. Vi kom ombord mætte og tilpasse kl 22. Derefter var der julestemning i cock-pittet.
Juletræet stod tændt, og jeg spillede vore gode danske julesange og salmer på harmonika.
Juledag om eftermiddagen var vi inviteret op hos Anna og Tassos, som har det lokale supermarked. Der blev dækket
bord, skænket vin og budt rundt af forskellige slags ”godbidder”, især oste og pølser. En hyggelig eftermiddag i selskab
med dejlige mennesker. Specielt var Anna i det underholdende hjørne og leverede humoristiske beretninger fra det
virkelige liv. Hendes virkelige liv. De har begge tilbragt mange år i New York, så kommunikationen er let.
Mellem jul og nytår havde vi adskillige solrige, lune dage, men med meget skiftende vinde. Selv om vejret ikke blev
stabilt nok til lidt sejlads, gik tiden alligevel godt. Roelof benyttede sig blandt andet af muligheden for at komme en tur
til Delfi.
Nytårsaften festligholdes ikke, som vi gør det. Intet fyrværkeri, ingen hurlumhej i gaderne, og ikke en masse fulde men
nesker. Den sidste halvdel af aftenen tilbragte vi i en taverna, hvor vi spiste sent, og hvor vi ved årsskiftet skålede og
hilste ”Kronia Polas” (gode år) med vært og øvrige gæster. Om eftermiddagen havde vi en pudsig og hyggelig oplevelse,
da vi sad nede om læ med dørene åbne. Vi hørte een sige: ”Godt Nytår”! Det var en ung mand fra Horsens, som
skulle fejre nytår hos venner her. Han kunne selvfølgelig ikke lade være at reagere på Dannebrog. Næste dag - Nytårsdag
(her Sct. Vasillies dag) - kom mange forbi og hilste os Kronia Polas. Vores ”vinterophold” i Galaxidi var i det
hele taget præget af mange henvendelser fra folk (mest grækere), som passerede os. Kajanlægget er en promenade, og
da vi lå med agterenden ind til kajen, var der jo kun landgangen imellem. For det meste opholdt vi os i cockpittet i dag
timerne. Balder sad som regel på landgangen eller lige ved siden af (ombord), og jeg tror, han blev den mest fotografe-
rede hund i de måneder. Efterhånden virkede han ganske professionel, og han så ud, som om han poserede, når der blev
fokuseret med et kamera på kajen. Mange ville gerne snakke med ham, men de fleste trak sig dog, når de fik tilbud om,
at få Balder over på kajen for at hilse på. Han har for længst lært, at han ikke må gå i land, selvom nogle kalder på ham.
Det er en nødvendig disciplin, fordi mange forbipasserende standser, fløjter og kalder. Een gang hændte det dog, at han
fór afsted uden tilladelse til landlov. I Galaxidi er der et hundepar, som går under navnene Lady og Vagabonden! Det
er hunde, blandt mange andre, som lever løst på gaden og bliver fodret på de lokale tavernaer. Lady og Vagabonden er
et par rigtig søde og venlige hunde. Når de sammen defilerede forbi, kan det da godt være, at Lady har kikket lidt for
meget efter Balder. Måske var det årsagen til, at Vagabonden en dag knurrede ad søhunden, som kvitterede ved at springe
i land og eftersætte Vagabonden, der flygtede i et imponerende tempo. Jeg piftede, så jeg var ved at blæse tænderne
ud af munden, og det lykkedes at få Balder kaldt tilbage. Efter den tid gik Vagabonden altid i en stor bue uden om Balder,
mens Lady højlydt gav sin tilstedeværelse til kende. Hvad hun mente med det, får vi nok aldrig opklaret.
Vi var kommet ind i det nye år. Stille og roligt var vi gået ind i år 2002. Roelof var rejst hjem. Vi begyndte at forberede
noget vedligeholdelsesarbejde ombord. Vejret var godt nok til, at der kunne arbejdes for åbne døre og skylights. Efter
den lange sejlads og de mange besøgende det foregående år, var der naturligvis ting, som trængte til en ”opdatering”.
Der blev dog også tid til at tage del i de festligheder, der bød sig i løbet af de næste måneder i Galaxidi. Grækere besidder
stor ekspertice, når det gælder om at finde en helligdag (læs fridag)! Især hvis den kan kobles sammen med en festlighed
for almenheden. En dag, hvor man kan promenere stadstøjet på havnefronten og molen. Kirken står ikke tilbage i
så henseende. Vi havde allerede den 6. december, Skt. Nicolaos dag, overværet en procession med det strålende klædte
præsteskab i spidsen. Skt. Nicolaos er havenes og søfolkenes skytshelgen. Efter kirkehandlingen bevægede processionen
med bannere sig ned til havnen, hvor biskoppen kastede et guldkors i vandet, mens han velsignede havnen og vandene.
I korset var fastgjort en silkesnor, så det kunne hales op igen. Det blev det!!

Nu var vi nået frem til den 6. januar, Epifani (Helligtrekonger). Denne dag, som vi for længst har afskaffet som helligdag
under vore himmelstrøg, er her en stor højtidsdag. Man fejrer, at ”De Vise Mænd”, som ifølge traditionen var tre arabiske
konger, og som ifølge traditionen fra det 6. århundrede hed Melchior, Kasper og Balthazar, på denne dag nåede
frem til Messias. Kirkehandlingerne var næsten analog med det, vi så en måned tidligere på Skt.Nikolaos dag. Efter tre
timers kirketjeneste gik processionen til havnen, nu blot i den yderste ende, hvor der var lavet arrangement til den praktiske
afvikling. Det blæste en pelikan, så det var ikke muligt at holde den meget fornemme ”alterdug” på bordet med
klemmer. Arrangementet var 25 m fra vores position , og da der tydeligvis var et stort problem, leverede vi lidt ”strik”
til at binde omkring bord og dug. Det virkede. Med tre præsters og en biskops medvirken blev seancen gennemført.
Korset blev kastet i vandet tre gange, og det blev halet i land igen. Bagefter sprang en ung mand i vandet! Det var en
meget symbolsk handling. Oprindelig var det måden at få korset hentet tilbage. Den der hentede korset var særlig velsignet.
Denne unge mand var særlig kold!!
De første fire måneder i Grækenland var gået hurtigt, men de var også fulde af oplevelser og mange nye bekendtskaber.
De fleste af disse ganske vist kortvarige og uforpligtende, mens bekendtskabet med de lokale er mere varende.
Mødet med mange sejlere, mange nationaliteter har været både spændende og givende, men så omfattende i antal, at det
ikke er muligt at holde kontakt til alle. Så meget desto større er glæden, når man senere mødes et helt andet sted, endda i
et andet land. Der er blevet ”vekslet løgnehistorier” med mange sejlere. Der er blevet udvekslet erfaringer om farvande,
lokale vejrforhold, havnemuligheder og havneautoriteter (havnepoliti, toldere etc) i Middelhavslandene. Det sidste
er et emne, der optager de fleste sejlere, idet det ofte kan afføde store vanskeligheder, om man kommer til at vende ”den
forkerte side til”. Vi har nu ikke haft de store problemer. Personligt har jeg en teori om, at det til en vis grad handler om,
ens egen reaktion. Uomtvisteligt er det dog, at det ikke så meget er vedtagne regler, som den aktuelle uniformerede persons
viden og humør der afgør, hvordan sagen skal klares lige nu. Dette er især udpræget i Grækenland, hvor de fleste
havne, også marinaer, styres af coast guarden. I hver eneste havn må man vise samtlige skibets papirer, lave en crewliste
og mange steder tillige vise alle de ombordværendes pas. Det sker ved henvendelse på det lokale kontor for disse
autoriteter. Papirarbejdet tager ofte en halv til en hel time. Pyt!! - Det giver tid til at iagttage ”arbejdsgangen”. Typisk
ser man, at een ud at 8-10 personer arbejder. Det er sandsynligvis den sidst ansatte, idet det som regel er den yngste, der
udfører arbejdet. De øvrige fører højrøstede samtaler, drikker kaffe eller læser avis og drikker kaffe. Hvis den unge ”lær
ling” har brug for hjælp, vil en ældre assistere, ofte ved at flå papirerne til sig og lave et gevaldigt rod, som skipperen så
efterfølgende kan bruge tid på at klare op og få rigtigt placeret i mappen igen. Blot man holder mund, slapper af og smi
ler, går det såmænd ganske gelinde. Det er under alle omstændigheder at betragte som en anderledes oplevelse end det,
vi pr. vane har med hjemmefra. På dette kontor udregnes også efter et sindrigt, og for de stakkels politifolk, kompliceret
system, hvad der skal betales pr. dag for at have fanget et par pullerter i havnen. For os er det i reglen mellem 2 og 3 €.
Udregning og facit er afhængig af, hvor dygtig ”lommeregner-føreren” er. Det er jo ikke dyrt, men til gengæld er der
ikke andre facilliteter end fortøjningspullerter og/eller -ringe. Meget ofte meget simpelt, og oftest aldeles uorganiseret.
Men hold op, hvor er det charmerende.
På denne tid klargjorde jeg også min gode medbragte cykel og cyklede næsten dagligt 35-40 km. Det er et hårdt terræn,
når man ikke har trænet bjergkørsel, men det lykkedes alligevel for det meste at holde et rimeligt tempo. Der er ingen
sikre veje for cyklister, så selvfølgelig er det ikke ufarligt at bevæge sig ud på den måde. Græske mænd er farlige bag et
bilrat. Generelt kører de, unge som gamle, som om huden var af deres r..!!! Selv mener de, at de er verdens bedste bilister.
Man bliver vidne til en ret konsekvent tilsidesættelse af givne regler. Af og til har man indtryk af, at det går ud på,
at gøre det modsatte af, hvad der er fastsat til fælles bedste. Den bedste tid at bevæge sig ud på er uden diskussion først
på eftermiddagen. På det tidspunkt sidder de fleste med forpoterne i truget, hvorefter de skal have en middagslur. Denne
tid er hellig for grækeren og landevejen dermed næsten fri. Alligevel hænder det, at en lille ladvogn standser efter at ha
ve passeret den mærkelige cyklist, der aser afsted i lavt gear op ad en serpentin, som om han er brandinspektør på vej til
en større skovbrand. ”Hvor skal du hen?” - ”Tritea!” - ”OK! Det skal jeg også, smid cyklen op og hop ind!” - ”jamen,
jeg vil cykle” - ”Hvad skal du i Tritea?” - ”Jeg skal bare cykle derop, og derefter tilbage til Galaxidi”. Denne
kommunikation foregår typisk på græsk/dansk/engelsk og især tegnsprog. Den gamle olivenfarmer og fåreavler, som
venligt tilbød et lift, ser uforstående på den mærkelige skabning på cyklen, starter påny bilen og har nu en historie, som
han kan fortælle i landsbyens kafeneion, mens mændene ser fjernsyn.
Apropos transport på landevejene. Det er let at transportere med busser, men selvfølgelig kan det tage lang tid at komme
frem, hvis det er kørsel i bjergene. Som regel holder afgangs- og ankomsttider meget godt, selvom en chauffør undervejs
har et privat ærindre. En lille forsinkelse på 20 minutter hentes ved at vade lidt hårdere på hastighedspedalen resten
af vejen. Jeg husker for mange år siden, da jeg første gang kørte med bus i Grækenland, at jeg bemærkede mange
passagerer gjorde korsets tegn, da chaufføren startede motoren. Efter nogle kilometers kørsel forstod jeg hvorfor! Det
foregår på samme måde i dag. Når det er sagt, skal det også siges, at det er en imponerende oplevelse at sidde i en bus,

som bliver slanget gennem en lille bjerglandsby, hvor altanerne næsten rører bussen i begge sider At se hvorledes chauf
føren på det nærmeste får bussen til at sno sig forbi uhensigtsmæssigt ”parkerede” biler i gader, som ikke er konstruerede
til biler - og da slet ikke til busser.
Januar måned forløb behageligt. Vi følte os hjemme i Galaxidi. Det vil blive for omfattende at berette om alle de gode
kontakter, vi fik der. Nogle af dem vil uundgåeligt senere blive nævnt nu og da. Vi har jo stadig forbindelsen til adskillige.
Den sidste uge i januar lejede vi en bil og kørte til Larissa, som ligger ca 250 km nord for Galaxidi. Fomålet var at
besøge Sotiris og Annette, som året før var flyttet dertil fra Randers for at starte en forretning. Efter en meget flot tur ad
bjergveje kom vi frem midt på eftermiddagen. Vi havde Balder med, og vores mening var at køre tilbage samme dag.
Sådan blev det ikke! Et besøg hos Sotiris` forældre endte med, at faderen inviterede os ud på en taverna, hvor specialite-
ten var lam. Det var rigtig hyggeligt, og selvfølgelig blev det så sent på aftenen, at vi ikke kunne tænke på at køre den
lange vej tilbage over bjergene. Vi ringede til Alexis, som vi havde lejet bilen hos. Han sagde straks, at det var ok, at vi
kom med bilen næste dag. Derefter kunne vi med sindsro slappe af og overnatte hos Sotiris og Annette. Næste morgen
havde vi tid til et hyggeligt morgenbord før afgang sydpå.
Tiden nærmede sig for årets første besøg. Ann havde fået orlov og ville tilbringe februar, marts og en del af april hos os.
Desuden ville Louise, Nikita og Bo komme i uge syv (skoleferien), ja faktisk i hele ti dage. Vejrguderne havde begunstiget
os med et behageligt klima i januar. Nu håbede vi, at det samme ville blive tilfældet i den uge, hvor vi skulle være
mange ombord. De følgende måneder var EOS nærmest en husbåd. Vi flyttede os ikke meget omkring, men vi nød at
tilbringe en tid på det samme sted.
Det var både dejligt og fornøjeligt at have Ann, Nikita, Louise og Bo ombord i en periode. Det betyder meget, at få besøg
på denne måde. Liv og glæde. Sightseeing, havnerundfart i jollen og kvalitet i samværet. Selv om vi af og til rejser
til Randers, kan vi ikke være sammen med den yngre generation på samme intense måde. Vejret var på vores side. Sommervejr
i februar!! Ikke ilde. Bo havde taget kamera med, så vi nu har ”skive-film” fra denne gode tid, og fra idylliske
og charmerende Galaxidi. Vi har ikke fjernsyn ombord, men vi kan afspille DVD.
Efter mange gode dage måtte den dag komme, da den lille familie skulle rejse hjem. Det var allerede planlagt, at Birthe
skulle rejse med til Randers, hvor hun ville tilbringe tre uger med forskellige praktiske gøremål. Jeg ville dog ikke blive
ladt alene tilbage, da Ann blev her. Og så naturligvis Balder.
Det er netop på grund af Balder, at Birthe og jeg altid må skiftes til at rejse til Randers. Vi har selv besluttet os for at have
Balder med, og det har vi ikke fortrudt et eneste øjeblik, men det hindrer, at vi kan rejse til Randers sammen. Vi synes
ikke, han skal i en ”fly-transport-boks”. Derfor må vi rejse på skift, så der altid er en ombord. Vi kender ikke en eneste
græker, som vi ville overlade at passe Balder. Vi har fået tilbud om det, men her til lands er holdningen til dyr noget
anderledes, end vi synes om. Der blev dog i årets løb en lejlighed til at komme til Randers sammen.
Vores møde med shantykoret Windkracht Tien i Harlingen endte med en aftale om, at de skulle komme til Randers i juni
måned i forbindelse med havneugen i jubilæumsåret. De skulle indkvarteres hos os i Staldgårdsgade, samt i Axels lej
lighed. Axel flyttede ombord i sin båd i Hobro, så vi kunne disponere over hans hybel. En af os, Birthe eller jeg, skulle
nødvendigvis være i Randers i den uge. Vi blev dog enige om, at vi for denne ene gangs skyld kunne rejse begge og tage
Balder med. Vi ville efterlade EOS i en sikker marina og spendere to uger i Randers. Vi sendte min gamle kollega og
ven (sejler) Regin en mail, at han og Susan kunne låne EOS i de angivne uger, hvis det passede ind i deres ferieplaner.
Det lykkedes for Regin og Susan at få arrangeret ferie, og hvad mere er - de betingede sig, at Balder blev ombord hos
dem. For os var det en stor hjælp, og vi kunne nu se frem til en ”ferie” sammen i Randers.
Den første havldel af marts stod i karnevalstegn. Karnevalstiden - fjorten dage - var i Galaxidi præget af musik, traditio-
nel græsk musik og dans på torvet ved havnen. Udklædte børn og voksne. Fest og farver. Karnevallet kulminerede søn-
dag den 17. marts. Udklædte børn gik fra dør til dør og sang i håb om, at nogle mønter ville skifte ejer. Præcis som vores
fastelavn. Om eftermiddagen var der optog med mange udklædte børn og voksne, og med det lokale ungdomsblæser
korps i spidsen. I optoget deltog også, under stor bevågenhed, årets udvalgte Karnevalsbrud og Gom. Det er tradition i
Grækenland, at der på denne dag vies et ”karnevalspar”. Naturligvis også i Galaxidi. Ægteskabet har dog kun gyldighed
denne ene dag.
I Galaxidi er der en speciel tradition for at sætte punktum for karnevalstiden den følgende dag og hilse foråret med dets
blomstervæld og eksplosion af farver velkommen på en særpræget og festlig måde. Havnefronten på bysiden, med de
mange tavernaer, bliver omdannet til en ”krigsskueplads”. To fronter opstillet i hver sin ende af havnen og armeret med
poser, som indeholder aske iblandet farvepulver, venter på signalet til ”krigens” begyndelse. I tiden op til denne dag har
man i butikkerne i byen kunnet købe færdigpakket ammunition. Disciplinen og tidsskemaet er af en anden verden, end
den normale græske. Ind til fem minutter før den fastsatte tid for startsignalet, kan man se og høre pulverarmerede, kedeldragtklædte,
med fårebjælder og fløjter udstyrede krigsdeltagere færdes sammen med søndagsklædte borgere, som er
kommet for at se på. Kort efter er alle tilskuere at se på skråningen ved skoven på den modsatte side af havnen, og de to

fronter er trukket ud i hver sin ende af havnen på krigssiden. Ikke en pose blev kastet, før signalet var givet. Vi blev
anbefalet at forlade kajen og lægge os for anker, medmindre vi ønskede at se båden lyse i alle regnbuens farver.
Vi lå for anker og havde førsteparket, da startskuddet lød. ”Krigerne” satte i løb mod hinanden, og de mange bjælder
ringlede lystigt, mens der tillige blev blæst i fløjter. Al denne ”støj” havde til formål at bortjage onde ånder. Så snart de
var på skudhold, blev der kastet poser. Længe varede det ikke, før der lå et farvestrålende røgslør over hele den side af
havnen. Et fantastisk skue, men vi forstod også godt, hvorfor vi blev foreslået ikke at ligge ved kajanlægget. Bagefter
kastede mange af deltagerne sig i havnen, som i løbet af kort tid farvedes af pulveret fra tøjet. Kajanlægget blev næste
dag rengjort. Den kommunale vandvogn med spuleagregat kørte adskillige ture, før rensningsprocessen var gennemført
med tilfredsstillende resultat. Havnens vand fik endnu engang et farvestrålende udseende.
Denne tradition er så kendt i Grækenland, at der er deltagere, som kommer langvejs fra, og som indlogerer sig på hotel i
week-enden for at være klar til den store dag.
Vi startede sejlsæsonnen, mens Ann endnu var ombord. Den 8. april, i mageløst sommervejr, sejlede vi til den tidligere
beskrevne lækre ankerbugt Anemokambi. Undervejs fik vi fornøjelsen af et delfinshow. Mens vi lå for anker, ringede
vores gode bekendt Lucas fra Galaxidi for at spørge, hvor vi var. Han sagde, at han med sin kone og søn ville køre ud
for at se til os. Sidst på eftermiddagen kom de kørende ned på stranden. Jeg roede de 50 m ind til en lille træbro, hentede
dem og bragte dem ombord. Vi tilbragte et par hyggelige timer i cockpittet, til det begyndte at skumre.
Næste dag fortsatte vi til Trizonia. Det blev en herlig sejlads med god fart langs kysten i sommerligt vejr. Vi mødte en
del kendte ansigter, som havde vintret eller efterladt deres både på øen for en tid. Der er mange briter, som sejler om
sommeren og lægger båden op om vinteren for at tage hjem til et arbejde i vinterhalvåret. De kommer typisk tilbage i
april - maj. På Trizonia er der en hel koloni af disse! Formentlig fordi der ikke skal betales for at ligge i marinaen.
Vi blev på øen i en uge, og vi nød roen efter flere måneder i Galaxidi, hvor det ganske vist var charmerende at ligge ved
en promenadekaj, men ofte lidt anstrengende.
Tiden nærmede sig for Ann´s hjemrejse. Nogle dage forinden skulle Heidi og Brian komme til Itea. Vi måtte derfor lette
fra den lille ø og drage øst på. Igen havde vi en lækker sejlads og var i god tid tilbage i Itea, hvor Heidi og Brian kom
ombord. To dage senere måtte Ann se i øjnene, at hjemrejsedagen var oprunden. Tidlig morgen, efter næsten tre måneder
ombord, afsted til bussen og hjem til det pulserende arbejdsliv i Kastrup.
Vi havde en dejlig afslappende uge sammen med Heidi og Brian. Heidi er ikke så vild med ”bulet vand”, så vi tog en
tur for motor til Galaxidi, den dag vandspejlet var poleret. Undervejs observeredes både en havskilpadde og en delfin.
Efter ansigtsudtrykkene og Heidi´s lyde at dømme, var der ikke tvivl om, at det var dagens oplevelse. Formentlig også
for delfinen, som fulgte os i længere tid, sandsynligvis lokket af Heidi´s hvin.
I Galaxidi mødte vi Laura og Tom, et britisk par, som vi før har mødt. Tom og jeg aftalte, at arrangere et ”jollerace”.
Der blev gjort meget ud af at rigge og trimme vore respektive joller. Så lang tid tog det, at da racet skulle starte, var
vinden borte! På trods af vindstille, lykkedes det mig at kæntre og ryge i baljen. Det var den dags opvisning!! Vi blev
Heidi svar skyldig, da hun spurgte:”Hvem vandt egentlig?”
Tilbage til Itea, hvorfra de skulle rejse hjem. Vores ”faste chauffør” og gode ven Evangelis havde hentet dem, og skulle
også sørge for at bringe dem sikkert tilbage til lufthavnen, hvorfra ansvaret var overdraget til Maersk Air.
Vi havde haft nogle dejlige stunder sammen, og vi forbavses stadig over, hvor godt de to ”ikke sejlere” finder sig til rette
ombord. Axel har godt nok haft dem lidt i skole, så rene novicer er de jo ikke.
April måned var stort set brugt, og vi nærmede os Påsken, som dette år var 5 uger senere end Påsken i vores kirke. Dette
er den store højtid i Grækenland. Højtiden, hvor familierne samles. Højtiden, hvor kirken er endog meget synlig - og
hørlig! Vi befandt os i påskedagene i Itea, hvor vi for alvor var igang med at slibe, male og lakere. Helt naturligt stoppede
vi arbejdet i de hellige dage. Vi havde for øvrigt også rigeligt at se til endda, idet vi blev inviteret til deltagelse i forskellige
arrangementer.
Hele dagen, fredag den 3. maj, ringede klokkerne i de tre kirker i byen. Klokken 21 bevægede en procession sig fra hver
af kirkerne mod byens centrale plads nær havnen. I spidsen gik præsterne, og hver procession medførte en overdådigt
blomstersmykket bærestol, som på siderne havde store, blomsteromkransede ikoner. Det var lidt svært at finde ud af,
hvad det helt præcist gik ud på, men flot var det!
Påskelørdag var vi inviteret til Galaxidi hos Tina og Dino. Tina hentede os ved 22-tiden. Lidt før midnat gik alle op til
kirken, hver medbringende et vokslys. I kirken og på pladsen foran var der hundredevis af mennesker. Alle havde voks
lys i hænderne. Det gør ikke så meget, om der ikke er plads til alle i kirken, for der er udvendige højtalere på de fleste
kirker her, så man sagtens kan følge gudstjenesten ude fra.
Til midnat blev et tændt lys båret ud fra kirken, og ved dette blev de nærmest ståendes lys tændt. Ved disse blev de næste
tændte osv, osv. Det var et imponerende skue de minutter, hvor de mange mennesker dvælede på stedet med hver sit
tændte vokslys og hilste hinanden med et: ”Kristus er genopstanden”.

Bagefter gik vi ned til Dinos, hvor vi fik serveret den traditionelle suppe, som er lavet på indmad fra lammene, der er
slagtede til næste dags store Påskefest. En velsmagende suppe med brød, men på et tidspunkt af døgnet, hvor det kan
give problemer med bagefter at falde i søvn. Nå - hvad! Næste dag skulle lammet spises, så det var rart nok, at maven
var tilvænnet!! Mere om det senere.
OBS! OBS!
Grækerne har gang i så mange mobiltelefoner, at det har været nødvendigt at føje et tal ind i den i forvejen
lange cifferrække.
Telefonnummeret er nu: 0030 6 976 129 641
59
Velsmagende suppe og indmad skyllet ned med vin midt om natten. Derefter ombord og til køjs hen på de små timer.
Det er da ikke underligt, at det var svært at fremkalde sultfornemmelse nogle timer senere, da Balder krævede at komme
ud på morgenluftning. Der var ellers lagt op til det store måltid. Overalt i byen bredte sig fra morgenstunden duften af
lam, som blev grillet i det fri, hvor familier havde samlet sig til påskegilde.
Vi var inviterede til at være sammen med Evangelis´ familie, hvoraf mange bor i den østlige ende af Itea. Vi skulle
komme midt på formiddagen for at være med fra starten. På stranden, bag familiens hus, var forberedelseren for længst
i gang. To lam roterede over gløderne og pirrede næseborene, Men det var stadig forbundet med store vanskeligheder at
oparbejde en brugbar sultfornemmelse. Dimitrios, vores fiskerven, som sammen med sin far passede grillen, kom straks
med vin, brød, feta og tomater. Det var altså kl. ti om formiddagen!! Ingen pardon. Finder man ikke selv til fadet, bliver
man fodret.
Efterhånden indfandt familiemedlemmer sig, og venner af familien kom for at ønske Kronia Polas, før de skulle hjem til
deres egne familier. Lammene blev færdige på grillen. Store lunse blev skåret af og fordelt. Det var virkelig godt, men
der var stadig det der problem med den alt for fulde mave. Desuden var det meget varmt. Da vi efter nogle timer brød
op, fik vi kød med, så vi havde mad om bord til resten af dagen. Vi havde allerede fået rigelig mad og rigelig vin tillige.
Balder nød til gengæld godt af Dimitrios´ rundhåndethed.
Efter de hellige påskedage fortsatte vi arbejdet ombord. Resten af maj måned gik stort set med malearbejde, et par korte
sejlture, og samvær med græske venner. Det var sommer. Pålædningen så sparsom, som anstændigheden nu tillader.
Flemming Hjort fra Ebeltoft, tidligere kollega ringede en dag sidst på måneden for at fortælle, at han og Lone og deres
datter Katja skulle holde en uges ferie på den Ioniske ø Zakynthos. Nu ville han gerne vide, om vi kunne mødes. Det
mente vi nok kunne arrangeres. Vi skulle blot tilbagelægge 120 sømil fra vores øjeblikkelige position.
Vi mødtes. På Zakynthos. Tre hyggelige dage tilbragte vi på skildpadde-øen sammen med trekløveret fra Ebeltoft. Een
af dagene kørte vi lidt rundt på øen i en lejet bil. På et tidspunkt var vi ude ved en strand i nærheden af deres hotel. Så
var det ud at bade i det Ioniske hav. Jeg blev nu inde på stranden som en slags ”Baywatch”. Jeg synes for øvrigt også,
at havvand er noget man bruger til at sejle i. Eventuelt kan man iføre sig en våddragt, hvis man vil dykke, eller der skal
laves lidt undervandsarbejde på båden. Men ligefrem kaste sin nøgne krop ud i de temperaturer.... uha-uha!!!
På vej til Danmark
Beslutningen blev taget allerede før jul!! Sommeren 2004 skal bruges til hjemturen fra Grækenland til Danmark. Fire år
i ”udlændighed” ombord i det gode skib EOS, med masser af oplevelser og masser af nye bekendtskaber, var ca. det
åremål vi blev enige om, da vi lettede fra Mariager i august år 2000.
Nu har vi yderligere en grund til at effektuere denne plan. Der er nærmest et anden generations babyboom i familien,
hvilket selvfølgelig betyder, at vi som bedsteforældre må til at gøre noget. Vel vidende at vi ikke har indflydelse på
boom´et, sejler vi hjem alene af den grund, at vi selvfølgelig vil stå på vores bedsteforældrelige ret til at småspolere de
kære nye børnebørn. Babyer har jo som bekendt den medfødte evne, at de ret hurtigt forlader babystadet, og meget
pludseligt er teen-agere.
Desuden har vi vores vennekreds, som lykkeligvis ikke har glemt os, selvom vi drog ud på denne søfart i nogle år.
Adskillige har jo besøgt os flere gange, hvor vi har opholdt os.
Vi sejlede fra vores faste vinterhi Itea, selvom vore nye græske venner ikke rigtig forstod hvorfor. Lidt hjalp det dog på
forståelsen, da talen kom på familie, børnebørn osv.

Fra Itea tilbagelagde vi de godt 100 sømil til Argostoli på øen Keffalonia i Ionien, hvor vi ville vente på det rette vejr til
at krydse Ionien mod Sicilien. Det vejr lod nu vente på sig. Lidt uheldigt var det, at der atypisk for årstiden var ca tre
uger med konstante hårde vestenvinde (Maestro 6-7 Beaufort). Vores kurs skulle stort set være stik vest, så særlig smart
ville det ikke være at forcere hjemturen. Vi havde det nu hyggeligt nok i Argostoli, hvor vi var sammen med adskillige
af vore græske venner fra tidligere besøg på øen.
Endelig skete der en vejrforandring og vi lettede tidligt om morgenen den 28. juni med kurs mod Calabrien og 180 sømil
forude , hvis vi kunne gå den rette kurs. Det meste af dagen var der minimal vind til sejlene og yderst uhensigtsmæssig
sø – pyramider nærmest – så det var en lidt trættende start. Desværre blev vores nye lille hund ”Jersey” søsyg,
men det gik over allerede mens vi sejlede. Senere fik vi dog vind, ovenikøbet fra en god retning. Aftenen og natten var
blæksort og totalt overskyet og ved midnatstid begyndte lyn at flamme på den sydlige himmel. Det er ofte nattevejret i
Ioniens sydlige del mellem grækenland og Sicilien. Ca. en time senere havde vi torden og lynild hele horisonten rundt
og lige over hovedet. Jeg havde ellers snakket lidt med Vor Herre om muligheden for denne ene gang at lade det blive
nede i nærheden af Ghadaffi land – altså hvis ikke lige der var nogle sejlere ude der nede. Det har der jo nok været,
siden vi måtte have det over hovedet. Sådan gik natten!! Fascinerene, men også lidt gåsehudsfremkaldende!!! Hen på
morgenen , da vi var godt halvvejen til Italien klarede det op, og vi sejlede en solrig varm dag i møde, med kun en
ganske let vind imod. Vi besluttede derfor at gå for motor resten af vejen til havnen Rocella Ionica, som .ligger på
Calabriens østkyst i den sydlige ende.
Derfra blev det Sicilien, hvor vi gjorde et ophold i Riposto. Riposto ligger lige under Etna, som for tiden sender røg ud
af mere end een skorsten. På Sydsicilien var vi inde at hilse på vore venner i Sciacca. Det var der, vi deltog i en kapsejlads
for tre år siden. Stedet er hyggeligt, og vi tilbragte nogle dage i marinaen, inden vi fortsatte til Sardinien. Vi kan
godt sige, at vi har været på øferie det meste af juli måned: Trizonia, Keffalonia, Sicilien, Sardinien, Mallorca, Ibiza og
den lille sydhavsagtige ø Espalmador, hvor man ankrer i den lækreste lagune, og hvor der end ikke findes et ishus.
Derfra direkte til Cartagena, hvor disse linier skrives. Der er nu tilbagelagt mere end 1300 sømil, siden vi forlod
Grækenland, og vi har haft mange forskellige vejrsituationer. Der har været dage med ønskesejladser fra morgen til
aften, der har været nætter og dage med vælten rundt. Nul vind og for mortor. Enkelte gange uheldigvis 6-7 Beaufort
lige i næsen. Den situation havde vi bl.a kort før vi nåede Sardien efter to døgns rimelig sejlads fra Sicilien. For rebet
store og innerfok kunne vi lige holde igang. Lysene på Sardiniens sydøstkyst i bugten ved Cagliari var lige blevet
synlige over horisonten, men kom ikke nærmere. Vi skar derfor lidt nordpå for at komme på højde med Kappen. Det
lykkedes i løbet af natten, og vinden vendte samtidig til fordel for os. Ingen beklagelse!! Man kan ikke begive sig ud på
længere sejladser i Middelhavet og tro, at det er altsammen er søndag og lækre kager. Det er det nu også en gang
imellem. Det er til stadighed en utrolig rørende oplevelse at iagttage delfinernes leg lige under boven. Det er ren
underholdning. Bliver man lidt træt af modvind, er det god terapi, at tænke på den foregående dags store sejladsoplevelse
med vinden i ryggen og surf på 5 meter høje, hvidt skummende, brækkende søer, som kan virke dobbelt så
høje, når boven på vej nedad synes at være på vej ind i en mur af vand. Lider man af vandskræk er det ikke anbefalelsesværdigt
at kigge agterud, når man indhentes af en sø, som jo ellers ikke gør andet end at løfte gondolen op på toppen,
mens der er en vis surfeffekt. Nå-ja, hvis den brækker lige før, får man måske lidt vand i cockpittet.
Som allerede skrevet, er vi i Cartagena i Spanien. Her har vi været på dyrehospital med Balder, som desværre under
sejlads kom til skade, da han med redningsvesten hang fast i et beslag, som lavede et ”mavesår” Der blev infektion, som
nu behandles med antibiotika, og han er nu efter en uge stort set klar til nye eventyr til søs. Det er ellers et dejligt
dyrehospital her i Cartagena. Ikke blot er det professionelt i orden, men måden pigerne behandlede Balder på, var så
behalig, at jeg tog mig selv i at ønske, at jeg var en tilskadekommen hund.
En uge i Cartagena! Ikke det værste sted at ”hænge fast”. En god marina, venlige mennesker, og en del fastliggende
udlændinge, som på det nærmeste er groet fast her. Men vi vil gerne videre, og i morgen, den sidste dag i juli måned, er
planen at lette fortøjningerne og fortsætte mod Gibraltar, hvortil der er 240 sømil. Det er kystsejlads hele vejen langs
Spaniens sydkyst, så vi kan jo altid lægge anker ud for natten, hvis vi ikke har lyst at sejle igennem i et stræk.
Fra Gibraltar går det mod Kap Sao Vicente, Portugal, og derfra videre nordpå til Kap Finisterre og La Coruna, hvorfra
vi går over Biscayen i løbet af august måned. Sandsynligvis til Brest i Frankrig. Derefter er ”hjemme i Randers” lige om
hjørnet.
Vi vil lade høre, efterhånden som vi kommer frem på vores hjemtur. I mellemtiden er det stadig muligt at sende e-mails
på vores get2net adresse kun korte beskedder – ingen billeder. Desuden har vi nu et
Nyt telefonnummer – spansk

0034 627 119 982
Vi modtager gerne såvel sms´er som opkald, nu hvor vi i lang tid sejler kystfart.
62
Farvel til Middelhavet
Fuengirola
Gibraltar
Som tidligere berettet var vi klar til at lette fra Cartagena efter Balders ugelange medicinbehandling. Så!!! Lørdag den
31. juli lige før middag halede vi trosserne hjem og motorede ud af Cartagenas enorme naturhavn. Vi havde igen den
lykke, at få medbør. Selvom søen stadig var rimelig ubekvem, havde vi en fantastisk sejlads til hen under midnat. Natten
var vindstille og stjerneklar. Motoren snurrede og rattet blev surret, så navigationen gik stort set ud på at holde sig
vågen og holde udkig. Efter en god dags sejlads med sejlskift og ”halen trimstrikke”, er man ikke så ked af, at gå natten
igennem for motor, når mandskabet udgøres af to personer. Det er hårdt arbejde at sejle døgnsejladser i Middelhavet.
Morgenen gryede, og mens det lysnede i øst, begyndte vinden at røre på sig. Hvor heldigt. En ny dag med perfekt vind.
Alligevel besluttede vi efter at have tilbagelagt 124 sømil, at gå ind til Adra, som er en fiskerihavn , men hvor vi også
kunne finde plads til EOS. Der var nu kun ca 125 sømil til Gibraltar.
Vi havde talt en del om at gå ind til Fuengirola og lave et lille ophold af en ganske speciel grund. Vi ville hilse på Jette
og Karsten Erbs, som for 2 år siden flyttede dertil. Karsten var præst i Skt Mortens sogn i Randers, men er nu præst i
Fuengirola, som jo har et stort antal fastboende danskere.
Vi havde egentlig opgivet planen af to væsentlige grunde. For det første er det højsæson, og sædvanligvis umuligt og i
øvrigt alt for dyrt at anløbe marinaer på solkysten. For det andet var det jo mest sandsynligt at Jette og Karsten var på
ferie i Danmark. Tilfældet, skæbnen eller hvad det nu var, ville det anderledes.
Vi lettede fra Adra mandag den 2. aug. kl 1200. For motor bankede vi afsted med ganske lidt vind lige i næsen. Lidt
over midnat tog vinden til i styrke (hård vind) lige imod. Stejle, brækkende søer gjorde livet skidebesværligt. Der var 13
sømil til Fuengirola, som er det eneste sted på strækningen, hvor det er muligt at ankre i lidt læ for vestenvind. Kl.
halvfem om morgenen ankrede vi uden for havneindløbet i læ af havnemolerne, men gyngende i store dønninger. Det
var nu ligegodt en ren lise i forhold til de sidste fire-fem timers søfart. Det blev morgen. Vi lettede anker, tøffede ind i
havnen, hvor vi på vhf´en kaldte portkontroltårnet. Hvilken overraskelse!!! Vi kunne få plads i havnen!! Utroligt!!
Det var ikke engang dyrt. Knap 18 euro pr nat. Strøm og vand inkluderet. Ind og fortøje! I land med hundene! Hvor
blev de tilpasse. Op at checke ind på kontoret, hvorefter Birthe gik i gang med at forsøge at kontakte Jette og Karsten.
De var ganske rigtigt i Danmark, men ville være tilbage i Fuengirola ”i morgen”. Igen – utroligt! Hvor heldig kan man
være!? Vi blev straks enige om, at blive nogle dage. De blev tilbragt i vidt omfang sammen med Jette og Karsten, som
bor få hundrede meter fra havnen, og som gav sig tid til at være sammen med os. Vi så den danske kirke,
”Margrethekirken”, som er blevet til ved energisk arbejde, private initiativer og støtte. Et virkelig bemærkelsesværdigt
og imponerende projekt. Der er en mængde aktiviteter i kirken, som i øvrigt er bygget i traditionel dansk kirkestil. Alt
arbejde fra rengøring over vedligeholdelse til diverse aktiviteter og økonomi er på frivillig basis i menigheden. Det var
tydeligt, at Jette og Karsten deltager i den del i vidt omfang. Vi fik et eksemplar af det sidste kirkeblad, hvor aktivitetskalenderen
viser, at Randers Politiorkester skal give koncert i kirken den onsdag 15. september kl. 20 ved et åbent hus
arrangement. Det havde været morsomt for os at være med, men det er lidt for langt ude i fremtiden.
Nogle dejlige dage, men alting får jo en ende, og vi skulle videre på vores færd. Afgang fra Fuengirola med kurs mod
Gibraltar. Slalom mellem massevis af fiskenet og det fantastiske syn af hvide, røde og gule klinter langs kysten, som
godt nok viser sig at være tæt sammenbyggede hoteller, når man kommer tættere på. Men bjergene i baggrunden – de er
smukke. Smukt var også synet af den største flok delfiner (mere end 50), vi har set i Middelhavet. Vi var 4-5 sømil af
land, da de dukkede op. Springende og plaskende nærmede de sig for til sidst i stimer at danse under bovsprydet. Det
var en afgang fra Middelhavet vi vil huske!!! Lidt senere fik vi oven i købet vind, så vi passerede ”Klippen” med vinden
i ryggen og medstrøms, så i stedet for at ankre ved Gibraltar, fortsatte vi ud gennem hullet til den spanske havn Barbate
30 sømil længere vest på. Fed sejlads. Lidt over midnat kastede vi anker uden for havnen. Næste morgen ind i
marinaen. Hundeluftning, praktisk arbejde ombord, afslapning og lidt status over rejsen hejmad indtil nu. Ca. 1600
sømil i Middelhavet med solopgang agterude og solnedgang forude. Om natten med nordstjernen om styrbord. Mødet
med mange mennesker undervejs. I havne og på redpladser. De mange goddag og farvel. Af og til lidt trist at sige
farvel. Måske ses vi igen – måske ses vi aldrig mere. Man udveksler adresser, telefonnumre, e-mail adr., og man ved
godt, at de fleste vil man kun ved en tilfældighed møde igen. Enkelte ved man lige så vel, vil holde forbindelsen, og

man vil ganske sikkert ses igen, på den ene eller den anden måde. Alt dette og meget mere tages op og gennemgåes, når
der er en pause i sejladsen ved en slags milepæl. Samtidig laves en råplan for de næste etaper. Af og til går vi ud på
lange distancer, så det er nødvendigt at kende farvandet med dets muligheder og især mangel på samme. Det gælder nu
for øvrigt i al navigation!!! Havet og dets natur er enormus, og det vil være yderst passende at være lidt ydmyg og
forstå, hvor lille man faktisk er. Jeg får det altid lidt dårligt, når jeg hører de machofyre, som findes i enhver sejlklub ,
ytre, at de skal ud at kæmpe mod naturen! Naturen råder. Vi må indrette os, så godt vi kan. Jo mere man lærer, jo mere
man erfarer, jo mere indser og erkender man, hvor lidt man ved.
Nå! Nu skal det ikke gå over til ren husmandsfilosofi, så lad os komme videre. Vi kom videre. Nye 125 sømil ventede
forude. Planen var at gå fra Barbate til Faro i Portugal. Ca 100 sømil. Stedet er interessant og kan sammenlignes med de
Frisiske øer. Det er utrolig let at løbe på grund, hvis man tilfældigvis ankommer i en periode med store dønninger fra
syd, og strømmen samtidig løber med en fart af 3 til 5 knob ud fra kanalerne. Det var vores situation, da vi ankom næste
morgen. Samtidig mistede vi både vind og sigtbarhed. Motoren kom igang. Det samme gjorde radaren. Vi fortsatte til
Villamoura på Algarvekysten. Det store turistcenter. Hotel ved hotel og mange nye under bygning. En stor, lidt dyr,
men velorganiseret marina. 46 euro for en overnatning, men så var der altså også eludtag på pontonen, låste porte og
vagtmandskab, som sørgede for at ingen uvedkommende vadede rundt mellem bådene. Desuden var der gode muligheder
for hundeluftning. Den del er ret vigtig for os og for hundene især.
Vi tilbragte kun en nat i den marina. Vi snakkede lidt om, at vi også gerne skulle have råd til at spise en gang imellem..
Næste destination Sagres tæt på Kap Sao Vicente, Portugals sydvesthjørne, nåede vi lige før solnedgang næste aften.
Vi kastede anker i bugten. Det var her Henrik Søfareren engang havde sit domæne med navigationsskole.
Vi er nu i Sines, som ligger 55 sømil nord for Kap Sao Vicente. Pudsigt var det, at vi ankom hertil syd fra på samme tid,
som ”Firkløver” af København ankom nordfra. Havde det været tåget, kunne vi have ramt hinanden i havneindløbet.
Vi erfarede senere, at ”Firkløver” er en selvbygget stålbåd på samme størrelse som EOS. Susan og Hardy er på vej til
Middelhavet, hvor den første vinter skal tilbringes i sydspanien. Hardy er pensioneret fra Københavns politi, mens
Susan stadig er ”arbejdsramt” og derfor må hjem at passe jobbet.
For fuldstændighedens skyld skal det med, at i eftermiddag ankom endnu en dansk sejlbåd ”Thule” af Køge, med tre
unge – Troels, hans kæreste og hans broder. De vil en tur over Atlanten.
Her ombord bliver kursen nordlig de næste mange sømil op langs Portugals og Spaniens Atlantkyst. Snart får vi forøget
mandskabet. Leo Thomsen ankommer med fly til Lissabon den 18. ds. For at sejle med. Vi prøver at planlægge et
rimeligt ”opsamlingssted”. Sandsynligvis nord for Rio Tejo.
Sines, Vasco da Gamas fødeby, har på havnefronten gennemgået en stor udvikling, siden vi var her for tre år siden.
Vasco da Gama står stadig oven over havnen og skuer ud over Atlanten i sydvestlig retning. Hvis han var i stand til at
rette blikket nedad, ville han også beskue en helt flot ny anlagt havne- og strandpromenade, Den fint renholdte sandstrand,
som ligger inden for havnemolerne, har fået navn efter ham, hvilket er nedfældet i den lyse brolagte promenade
med mørke brosten. Her i den inderste del af havnen fornemmer man ikke, at der et stort olieanlæg med anløb af mange
tankskibe.
Vi har igen nyt telefonnummer
Portugisisk
0035 1919 02 4130
Om at få vejret !

Vi befinder os for tiden i Spanien i nærheden af La Coruna nord for Kap Finisterre. Det kniber med at få vejret her i
skuden. Altså det rette sejlvejr. Det vejr, som vi helst skulle have, for at krydse Biscayen rimelig komfortabelt i sejlbåd.
Via internet kan man finde en penneven, en kæreste, en rejsefælle og meget andet. Man kan altså også trække
vejret ad den vej. Der er bare det ved det, at man kan ikke vælge. Der er kun een hylde for farvandsområdet. På den
hylde har der stort set siden vi drejede nordpå ved Sao Vicente været modvind. Nu er det så nordøst det blæser fra. Lige
i næsen. Hvad kan man bruge det til på vej til et mål, der i lige linie ligger ca 350 sømil forude på en nordøstlig kurs??!!
Vi har da ellers været på vej hele tre gange, fordi vi fra Finisterre fik vejrmeldinger, der passede. Det kunne vi straks,
efter afgang fra havn, konstatere ikke holdt stik. Vindstyrken 4-6 Beaufort er ikke i sig selv et problem, men 3-4 døgn
på kryds fra Spanien til Frankrig!! Det har da ikke noget med lystsejlads at gøre. Store dønninger fra nordvest, og oven
på dem søer fra nordøst frembragt af vinden er ikke for sjov.
Nå – men tilbage til Sines, hvorfra vi lettede mandag den 16. aug. En dagsejlads til Rio Tejo, hvor vi havde planlagt at
ankre ved Tejos mundings nordlige bred ved Cascais. Det gjorde vi så. Efter at have tæsket for motor op langs kysten.
En smuk tur, men ingen vind. Næste morgen var det så tåget at vi dårligt kunne se den sejlbåd, som lå for anker 50 m
fra os. Tågen lettede heldigvis op ad formiddagen. Vi lettede også, for at sejle de 45 sømil til Peniche, hvor vi havde
aftalt at mødes med Leo, som ville ankomme til Lissabon næste dag. Igen en tur for motor. Hold da k..., hvor det koster
diesel. Vi kom frem til den charmerende havn, som stadig er en af Portugals vigtigste fiskerihavne med trafik af store
fiskeskibe døgnet rundt. Vi fandt ikke plads i marinaen men fortøjede til en af fiskernes fortøjningsbøjer i havnebasinnet.
Først havde vi kastet anker i bugten uden for havnen i læ af en stor mole. En vågen havne politimand vandrede kort
efter ud ad molen bevæbnet med en kikkert. Han og jeg kikkede et kort øjeblik på hinanden via forstørrelsesglas, hvorefter
vi lavede et lille mimeteater. Han viste, at der ville blive sydvestlig vind i løbet af natten, store bølger og med
stranden tæt på kunne det blive farligt. Jeg mimede tilbage, at jeg havde forstået, og ville trække krogen hjem og sejle.
Med store armbevægelser gjorde han forståeligt, at vi kunne gå ind i havnen. Her var vi så, spændte på, om en fisker
skulle bruge sin bøje. Vi var heldige. Vi kunne blive hængende, til der næste dag op ad formiddagen var plads i marinaen.
Peniche har jeg før beskrevet, som et hyggeligt sted, hvor man allerede ved ankomsten møder venlighed og hjælpsomhed.
Det har ikke ændret sig på dette sted, som tidligere var en ø, men nu er forbundet med fastlandet ved den tange,
som faktisk er havnen og et nyt industriområde. Den gamle forsvarsmur, som løber i nord/sydlig retning på ”øen” ind
mod fastlandet, står stadig næsten intakt. Det samme gør borgen – forsvarsværket med mure til søsiden mod syd. I
borgen er der oprettet et museum. Peniche er et besøg værd, hvis man spenderer en ferieperiode i Lissabon eller omegn.
Det var nu blevet den 18. august. Leo ankom med bus fra Lissabon midt på eftermiddagen. Vel ombord var Leo så
venlig at prioritere udlevering af en bunke post før indkvartering og udpakning i den bagbords kahyt. Posten var mest
rudekuverter. Nogle af dem selvfølgelig allerede forældede i indhold. Nå! Det hjælper jo lidt på den ”rudekuvertfobi”,
som er oparbejdet efter fire år som nomade.
Vi blev i Peniche næste dag. Måske ville det være rart for Leo, at have en dag eller to til omstilling fra nybygget hus til
livet i en lille stålcontainer, ribbet for al form for luksus, bortset fra frisk luft. Frisk luft er der nok af, selv om den i lang
tid har været imod. Vi fik da også den friske luft at føle, da vi næste formiddag (20.aug) lettede og satte kursen mod
Leixoes. En distance på 125 sømil. Vi kom til at sejle en hel del længere på grund af ”den der friske luft imod”. Det
overraskede Leo meget, at komme op og se det samme fyr om styrbord, som han kiggede på, lige før han gik ned til et
par timers frivagt. Efter 33 timers sejlads (for motor og sejl) nåede vi frem. Marinaen var lukket med et flydespær, på
grund af olieforurening efter en gaseksplosion tre uger tidligere. Vi kastede anker og besluttede at lette tidligt næste
morgen for blot at tilbagelægge den korte distance (35 sømil) til Viana do Castello, som er en godt beskyttet havn inden
for Rio Limas munding. Ved ankomsten kunne vi ikke se nogen mulighed for at ”parkere”, men ret hurtigt blev vi anvist
en parkeringsplads. Vi var nu tæt på grænsen til Spanien og skulle til at tage afsked med Portugal. Hvilken afsked. I
Viana do Castello var der arrangeret den største afskedsfest, jeg nogensinde har oplevet. Det viste sig godt nok senere at
arrangementet slet ikke havde noget med os at gøre. Vi var så heldige, at vi ankom den sidste og den største dag i en
festuge, som var helt lokal. Folklore!!. Musik! Optog! Dans i farverige folkedragter på flere scener i det fri. Danserne
ledte tankerne hen på irske ”River Dance” Nogle danse indeholdt samtidig lokalhistorie, og floden Limas historie. Det
hele afsluttedes med et mageløst fyrværkeri ved og på floden. I aftentimerne under fiestaen, var det ikke muligt at
bevæge sig i almindelig gangart i gaderne. Så tæt var menneskemængden. Før festen begyndte, fandt vi en lille lokal
restaurant, hvor vi spiste. Leo havde inviteret på en bid og noget vin. Da vi mætte og tilpasse kom ud på
gaden, var vi nær gået ind i en bil, som holdt uden for. Bag rattet sad en mand, og ved siden af sad hans kone, som i
skødet havde en trækharmonika. De fortalte, at de var fra Lissabon, og at de var kørt til Viana do Castello, for at deltage
i denne enestående festuge. Det lykkedes os at formå fruen med trækspillet til at komme ud af bilen for at give et par
numre. Det gjorde hun så godt, at indehaveren af det lille snedige sted kom ud og foreslog hende at spille inde i lokalet.
Det endte det nok ikke med, men for os var det en sød og hyggelig optakt til aftenens festligheder.

Portugal farvel. Spanien goddag næste morgen den 23. aug.. Vi passerede grænsen til søs, bjergede det portugisiske
gæsteflag og satte i stedet det spanske. Der skal være orden i sagerne. Det ser forresten heller ikke godt ud at sejle
mellem fiskere langs en kyst med en anden nations flag under salingen.
Vi kom til at føre spansk gæsteflag længere, end vi havde regnet med. Det var det der med at få vejret. Som allerede
sagt, er det ikke noget problem at trække vejret. Men hvilket vejr?? Vind og strøm imod hver dag kan selvfølgelig være
kedeligt, men set i en positiv vinkel, er det altså også det, der er årsagen til andre og uventede, gode oplevelser på vores
vej. På grund af uhensigtsmæssige vindretninger og dermed besværlig sø, som er utrolig trættende for luksuslegemet,
blev det nu til dagsejladser.
Trættende skulle denne lille beretning nødigt blive, men alligevel vil jeg gerne fortælle lidt om, hvorledes det videre
forløb har været. Efter den flotte, men langsommelige vej nordpå langs Portugals med store strande spækkede kyst, var
vi nu i spansk territorialfarvand. Den første spanske havn, vi anløb, var Bayonna umiddelbart syd for Vigo. Vi valgte at
kaste anker, da vi kun ville blive natten over. Hele området her er et ideelt område for fritidssejlads. Der er masser af
øer og indskæringer med fine strande, hvor man hurtigt kan finde ind og kaste anker i læ for den aktuelle vind, hvor den
end måtte komme fra. Samtidig er der udfordring i selve navigationen, fordi der er så mange sten og skær, at der konstant
skal navigeres.
Fra Bayonna videre til Muros i en lille godt beskyttet bugt syd for Kap Finisterre. Et hyggeligt sted, som vi forlod næste
morgen for at sejle til Camarinas 40-45 sømil længere nordpå. Der fik vi base de næste tre dage (26.-29. aug.) i den
inderste del af en bugt. Det virkede, som at være på en sø, selvom det store Atlanterhav var lige udenfor. Et sted, som
kan anbefales at anløbe, hvis man er kommet over Biscayen nordfra. Der er en god marina med alle faciliteter, rimelig
pris og venlig lokalbefolkning.
Stadigvæk var vi ikke for heldige med vindretningen, men efter tre dage fik vi en vejrmelding fra Finisterre, som kunne
passe til vores færd mod Frankrig, så vi lettede fra Camarinas, stak til søs og satte kursen nordpå. Kun for at konstatere,
at den fremherskende vind for vores vedkommende forbliver modvind. Efter at have tæsket imod vind og strøm 35
sømil og kun avanceret17 i retningen med ringe udsigt til bedring, gik vi ind under land, hvor vi fandt læ og kastede
anker for natten ud for den lille fiskerflække Corme. Næste morgen (det var nu blevet mandag den 30.aug) forhalede vi
til den sydlige ende af bugten, hvor byen Laxe med en fiskerihavn gav os mulighed for at proviantere yderligere. Vi var
også enige om, at nu måtte vi forsyne os med brændstof, så vi, om nødvendigt, kunne gå for motor over til Frankrig. Vi
ankom til Laxe, hvor alt var lukket, fordi denne mandag var en helligdag og festdag. Dem er der mange af i Galicien. Da
vi ankom, havde vi kastet anker, hvorefter Leo roede i land for at sondere terrænnet. Vi lå for så vidt godt for anker, men
halede alligevel krogen hjem og fortøjede til en ponton, hvor der i forvejen var lokale både. Lidt efter kom en pæn ældre
lokal mand og ønskede os velkommen. Han bad os udfylde et dokument med forskellige oplysninger til tolderne. Når vi
fik tid. Han kunne for øvrigt - manden - tale lidt norsk, fordi han havde arbejdet i et norsk rederi for fyrre år siden. Vi
følte os meget velkomne i denne lille lokale, private marina med kun een ponton.
Om aftenen var der fest på torvet, hvor der var opbygget en stor scene. Unge og gamle sled fliserne i dans til musik, som
blev leveret af et orkester med tre sangsolister. To af solisterne var et par veldrejede sild, som formåede at give positive
input til såvel øren som øjne.
Da det nu var helligdag, brugte vi næste dags morgentimer til indkøb og klargøring. Klar til afgang!! Dreje startnøglen!!
Lidt klikken og ikke mere. Startbatteriet var fladt. Vi kunne have skiftet det med eet af forbrugsbatterierne, hvilket er
udmærket som en nødløsning, Men her kunne vi sikkert få et nyt batteri, selvom vi måske skulle vente til næste dag.
Vi fik fat i et nyt batteri med hjælp fra nogle lokale, som stillede bil og sig selv til rådighed. Mens vi ventede på dette,
ankom en sejlbåd, som førte dansk flag. Det var godt nok morsomt. De eneste fremmede i denne lille afsides marine - to
danske sejlbåde!! Det var ”Athene” af Vedbæk med mor og far Jane og Preben og Line og Søren på 13 og 16 år. Vi
tilbragte en hyggelig aften sammen her ombord. De var på vej til Madeira og videre for at tage en tur til Caribien.
Næste morgen lettede vi tidligt. Nu skulle det være. Vi havde simpelthen den perfekte vejrmelding. Sydvestlig vind, 2-3
senere lidt hårdere men faldende til natten. Vi måtte igen konstatere, at enten er den helt gal med vores kompas, eller
vindretninger og -styrker spiller os et pus. Vi knoklede afsted hele dagen. Meget af tiden med koøjerne under vand. De
lignede vaskemaskiner, som er gået amok. Stadigvæk vinden lige i næsen. 350 sømil!!! På kryds!!! Vi gik påny ind i læ
og kastede anker før dagen gik på hæld. Sejladsen havde sådan set været god nok, som dagsejlads betragtet, men farten
mod målet alt for lille, så det var en lise at få det skæve, dansende skiw ind i læ i en rolig, øde bugt.
I skrivende stund befinder vi os i Marina Sada, som ligger lige øst for La Coruna. En velorganiseret marina. Vi bliver
her til vi har en mere sikker 5 døgns prognose fra Voldborgs efterkommere.
Med Nordstjernen om bagbord
Over Biscayen

At vente kan være frustrerende og irriterende, men det kan jo ske, at den ventetid man er tvunget ind i har oplevelser
ventende på en selv. Det er i hvert fald min erfaring, at åbner man øjne og øren og er aktiv, findes der positivt indhold
næsten overalt. At vente på det rette sejlvejr, betyder ikke nødvendigvis, at man med hænderne dybt begravet i lommerne
skal have blikket stift rettet mod tv-vejr, navtex, www.sider eller de ”vildt skummende” bølger uden for havnen.
Uanset hvad der findes af elektronisk udstyr til fremstilling af vejrprognoser, kan det ikke bruges til at ændre vejret. Der
til kommer, at prognoser er prognoser. Der er ingen garanti!! Så - udnyt tiden, også ventiden. Lev. Oplev.
Endelig kom den. Femdøgnsprognosen med fire dage, som vind- og vejrmæssigt ville passe os fortrinligt. Den første dag
var ganske vist stadig NØ-vind men ikke hårdere, end at vi under alle omstændigheder kunne gå lidt længere op ad
kysten i løbet af dagen, kaste anker for natten, og lette næste morgen mod Camaret ved Brest i Frankrig. Skibet var
søklart over- og under dæk, da der opstod et lille problem, som kunne have forsinket afgangen!!
Birthe havde investeret 6 € i et telefonkort, som havde 200 min taletid. Der var endnu ca 150 min tilbage. Det er rent
faktisk to en halv time. Temmelig lang tid, når man kun har natten til rådighed, og samtalerne skal føres fra en telefonboks
i land. Der er ingen telefonboks her ombord! Endnu!! Birthe var temmelig stresset, fordi hun forgæves forsøgte at
få minutterne brugt. Alle, som blev ringet op, undlod at tage telefonen - eller telefonen var optaget -. Konstellationen af
lidelserne telefonitis og stress er værre end slem. Selvfølgelig prøvede Leo og jeg at fremkomme med forskellige ideer
og forslag, der lige så selvfølgeligt blev misforstået. Ideen med at anbringe en hængekøje ved telefonboksen, fremkaldte
dog et smil. Nu blev vi forsinket næste morgen af en helt anden grund. Havneadministrationens sene mødetid. Telefon
kortet blev 0-stillet, hundene luftet og affaldsposen smidt i containeren i land. Vi var klar til afgang.
Indledningsvis var vejrprognosen korrekt. Vinden imod, men større styrke, end antaget. For sejl og motor gik det langs
kysten til sidst på eftermiddagen. På det nordvestligste hjørne af Spanien er der mange indskæringer i klippelandskabet.
En af dem søgte vi ind i. En fuldstændig lukket bugt, beskyttet for alle vindretninger - Ria de Cedeira -. En smal indsejling,
nogle skær, som bølgerne brækker over og man er inde i en rolig bugt med en lille fiskerby inderst inde bag en stor
mole. På vej ind mødte vi en fisker, som hilste os velkommen ved at tage sin hue af og svinge den i luften over sit
hoved. Der blev kastet anker i nærheden af en norsk ketchrigget træbåd, som var ankommet en time forinden. Vi fik
hilst på det unge par, som straks i deres jolle kom over for at sige ”hej”. De var fra Ålesund, der som bekendt er Randers´
venskabsby.
Næste morgen (onsdag den 8.sept) halede vi ankeret hjem en time før solopgang, sejlede ud af bugten og satte kursen
nordøstover. Nogle lokale fiskere på vej ud hilste lige så venligt farvel, som vi var budt velkomne dagen i forvejen. De
samme fiskere mistede vi af syne nogle timer senere, da tågen lagde sig som et tæppe over- og omkring os. Radaren
kom igang, og lyttelapperne blev hængt 8-10 sømil ud, hele horisonten rundt. Tågen lettede ved middagstid og blev senere
afløst af regnbyger. Der var ingen vind, så vi bankede afsted for motor og håbede, at den gamle firecylindrede
kunne holde til tre døgns arbejde, hvis der ikke blev vind, som forventet. Lidt før solnedgang begyndte et lysshow på
den sydlige himmel og mørke skyer trak op. Man tænker straks. Fedt! Nu får vi vind. Vi fik vand, men ingen vind. Det
fascinerende lysshow med lynglimt, som ofte var blændende, trak vest- og nord på, og varede til den lyse morgen. Det
klarede op. Dagen blev solrig og varm, ingen vind. Dønningen fra nordvest var let og behagelig. Ford´en kørte stadig
problemfrit. Det skulle den komme til i to døgn. Om morgenen den tredie dag (10.sept) kom vinden fra sydvest. Genuen
blev sat, maskinen stoppet og for sejl gik det nu helt godt. På intet tidspunkt havde vi haft ”prognosevind”. Ejheller
nu, men denne vind var perfekt for os. Motoren kom ikke igang før vi var ved molen til havnen Camaret sur Mer. De
sidste 25 sømil ind mellem Ile de Sein og fastlandet og videre mellem skær og øer i buldrende mørke, under sejl, var
udfordring, koncentration og demonstration af udholdenhed for os alle tre. Vi kastede anker lige uden for havnen et par
timer efter midnat. 330 sømil tilbagelagt på 68 timer. Trætte og tørstige kastede vi os over en øl, og så til køjs.
Undervejs havde vi heldigvis flere gange delfiner i sigte, og især den sidste dag var det en af de fede oplevelser, fordi en
lille flok kom helt hen til os og legede ved siden af skibet og under bovsprydet. Jeg håber Leo var heldig med kameraføringen.
Det er i øvrigt imponerende, at Leo, der ikke har tidligere sejlerfaring, har gjort disse uger uden problemer. Det
er nok den mest ukomfortable længere periode, jeg selv har oplevet til søs i stålcontaineren. Godt gået Leo.
Vi bliver her i Camaret i nogle dage. Leo skal rejse hjem her fra, men forinden skal vi nærkigge cafe-livet. Det er også
nødvendigt med en lille pause til hundeluftning og lidt arbejde ombord. ”Jersey”, gadetøsen fra Itea, åd lidt af liselinen
til innerfokken, samt et par bidder af selve sejlet, så nu er det på med sejmagerhandsken. Altså for at reparere sejlet.
Her på dette hyggelige sted skal vi også mødes med et par gamle hollandske bekendte, Elly og Ron, som har slået sig
ned i en lille by 70 km oppe ad floden Aulne. Sidst vi så dem, var da vi overvintrede i Harlingen.
Et hundeliv
Den Engelske Kanal
Hund og hund imellem

Torsdag den 23.september er en stormende, våd men ikke kold dag. Stedet er Calais i den Engelske Kanal, hvortil vi
ankom for to dage siden. Når den hårde vind er blæst af, fortsætter vi til Holland, som ligger ”lige der henne”!!!
Leo rejste jo hjem fra Camaret (Brest). Den samme dag fik vi besøg af Elly og Ron, hollænderne, som nu bor her i
Frankrig. Der er noget opløftende ved at møde mennesker, man kun sjældent ser, men sammen med hvem den mellem
liggende tid ikke synes at eksistere. En dejlig dag. En afslutning med et: ”På gensyn”. Men hvor og hvornår?? I dette
tilfælde tror jeg nok, at vi fik rimelig sikkert banket på plads, at det bliver i Randers i årets løb.
Vi var klar til at stå til søs. og lettede med tidevandet fra morgenstunden. Tidevandet venter ikke på dig, du må passe
tiden. Strømmen er stærk, så det er ikke alene klogt, men også nødvendigt at planlægge sin afgang i forhold til ruten.
Destinationen Cherbourg lå hundrede og firs sømil forude. Med lidt held ca. halvandet døgn. Måske mindre.
Vinden var såvel retnings- som styrkemæssigt god, så sejlene blev sat uden for havnen. Timingen var i orden. Sejladsen
gennem strømfyldte Canal du Four blev tilbagelagt medstrøms, hvorefter det igen gik nordøstover. Kursen var sat vest
om Guernsey og Casquets og derefter var planen at gå nord om Alderney. Mest for at undgå de ofte træske strømme
mellem kanaløerne. Med vinden (4 B) agten for tværs gik dagen på bedst tænkelige måde, bortset fra at søen var besværlig.
Hen under aften kulede det op, men vindretningen holdt. For komforten blev genuaen bjerget. På en rebet store
var farten 6-7 knob natten igennem. Det lysnede, og kort efter dukkede Guernsey op i horisonten forude om styrbord.
Vinden faldt lidt. Det samme gjorde farten og komforten. De store dønninger fra Atlanten, som nu harmonerede dårligt
med vores fart, var virkelig trættende. Op kom et forsejl. Det hjalp, men alligevel var det et h...... slingerage. Hundene
havde det ikke for morsomt. Kursændring nord om Guernsey og derefter øst om ”Kasketten” og Alderney!! Det hjalp.
Nu var spørgsmålet blot, om vi kunne være så heldige at nå gennem Racet mellem Alderney og fastlandet mens strømmen
var nordgående. Det er ikke ualmindeligt, at strømmen her har en fart på 5-7 knob. Ekstremt af og til 8-9 knob. Vi
var utrolig heldige. Gennem Racet med dets strømhvirvler og brækkende, skumblæste, stejle søer nåede vi akkurat før
strømmen vendte. Til gengæld havde vi så strømmen imod de sidste tolv sømil ind til Cherbourg. Det tog godt nok lang
tid. Selvom der var god vind og farten var 6-7 knob, avancerede vi mindre end een knob over grunden. På et tids-punkt
var farten endda negativ. Det er en sær fornemmelse, at se og høre det kraftige bølgebrus for boven, frembragt af
bådens relativt høje fart gennem vandet, samtidig med at kysten glider den forkerte vej. Nå - men vi nåede frem hen
under aften. Kors hvor var vi trætte. Nu har Cherbourg en enorm forhavn, et gammelt fortanlæg, så vi besluttede os for
at kaste anker for natten inden for molerne, i stedet for at skulle igennem forskelligt papirnusseri i havnen. Sejlene kom
ned og ankeret blev lagt ud. Afslapning!!!
En rolig nat på vand, der var som et spisebord, var lise for krop og sind. Næste morgen blev vi prajet af nogle vel ekviperede
mennesker, som kom på siden i en gummibåd. Fem personer iført orangefarvede overlevelsesdragter. Jeg forberedte
mig på, at de ville spørge, om vi havde problemer, siden vi ankrede uden for den egentlige havn. Nu så jeg imidlertid,
at deres ekvipering omfattede pistoler og radiomateriel, og da en af dem samtidig præsenterede sig som tolder,
blev jeg omsider helt vågen. De ville gerne se nogle papirer og eventuelt kigge lidt på skiwet. Tre af dem kom ombord.
De var ikke blot høflige. De var faktisk rigtig flinke. Da det første spørgsmål, om hvilke skydevåben, der var ombord,
blev besvaret negativt, gik den næste halve time med spørgsmål om, hvordan det var at sejle i Middelhavet, at leve flere
år i en sejlbåd, at have hunde ombord osv. osv. Hvad med familien? Skottene i styrbords side er efterhånden fyldt med
billeder af børnebørn og børn. De blev studeret meget nøje, og trioen kunne godt forstå, at vi var på hjemad. De dampede
af igen efter at have gjort opmærksom på, at Cherbourg har adskillige lækre fiskerestauranter.
180 sømil på knap halvandet døgn, en nat for anker og stadig lidt mørbankede halede vi krogen hjem og gik ind i marinaen.
Over radioen fik vi anvist en plads, og kort efter var vi fortøjede. De to firbenede kunne ikke komme i land hurtigt
nok. De havde ellers begge lagt et par bunker maveindhold på dækket lige der, hvor tolderne gik ombord et par
timer forinden. Et skibsdæk er dog ikke det samme, som en busk på et stykke land, hvor der færdes andre hunde.
Næste etape Cherbourg - Calais var en lige så god oplevelse sejladsmæssigt. Sejlene blev sat inden for molerne i Cherbourg,
og blev bjerget lige før molerne ved Calais, hvor der konstant er massiv færgetrafik. Hvad komfort angår var den
værre end den foregående sejlads 164 sømil på 26 timer, hvoraf de sidste 25 sømil i stiv kuling fra sydvest - kun med
stormfokken på babystaget. Marinaen i Calais er etableret i en gammel dok med sluse, således at man flyder, også ved
ebbe. Altså hvis de husker at lukke slusen!! Forskellen på høj- og lavvande er 5-6 m. Ved vores ankomst var slusen
lukket. Så må man altså vente uden for ”døren” for anker eller i en bøje til næste højvande.
Her er vi så! I marinaen, som har gode faciliteter. Ikke det værste sted at blive opholdt et par dage på grund af vejret.
Hundelivet!! Jamen de to firbenede kræ nyder utvivlsomt, at den står på flere lufteture om dagen, og det er helt tyde-ligt
at Balder synes bedre om at lette ben, end om at lette anker, selvom han efterhånden har faret til søs i fire år. Han har jo
ikke selv bedt om denne tilværelse, men er blevet den påduttet. Det samme gælder ikke for hans makker ”gade-tøsen”

Jersey fra Grækenland. Hun kom selv ombord, da hun havde brug for hjælp. Hun blev, og hun har det vist godt nok
med både Balder og os som selskab. Hundene er nævnt så tit. Derfor lidt til forståelse af hundelivet her ombord.
I Grækenland havde vi selv noget af et hundeliv. Det er nok de fleste bekendt, at de ellers flinke og venlige grækere, har
et ekstremt barbarisk forhold til dyr, hvilket kan ses overalt, specielt uden for turistsæsonen. Det er lidt vanskeligt at
”bosætte” sig i Grækenland i en periode, uden at involvere sig i ”sagen”. Jeg har hørt mange fordømmende udtalelser
om grækerne fra turister, som ikke ønsker at besøge landet mere. Jeg har selv været ret grov i munden, indtil jeg fandt ud
af, at Grækerne faktisk er analfabeter på det felt. Jeg kunne skrive en bog, om mine oplevelser, men vil fatte mig i
korthed.
Tre vintre med base på den samme plet, oven i købet lige under Parnassos bjerget med det antikke Delphi, som grækerne
endnu i dag kalder ”Verdens navle”, hvorfra al kultur er udgået, giver en smule indsigt og en mulighed for måske at
gøre noget. Det mest iøjnefaldende, lidende hunde og katte, som er henvist til et stresset liv på gaden, har vi prøvet at
blande os i. I første omgang ved at fodre gadehundene, som specielt i vinterperioden har et usselt liv. For de fleste af
hundene er lidelserne forbi ved påsketid, lige før turistsæsonnen, idet der bliver udlagt kød med rottegift. Livet afsluttes
således med svære lidelser i nogle timer til giften har gjort sin endelige virkning. Hvorfra kommer alle de der gadehunde??
En personbil i mellemklassen kører en morgen tidlig ind på pladsen ved havnen. En velklædt, velnæret voksen mand
stiger ud af bilen, går om bag bilen og åbner bagagerumsklappen. Ud springer en få måneder gammel, glad logrende
hundehvalp. Den springer lidt omkring. Den velnærede sætter sig ind i bilen og begynder at køre. Man når lige at
tænke: ”Hold kæft et dumt svin! Han lufter den lille hvalp, ved at lade den løbe efter bilen.” Der speedes op, og bilen
forsvinder. Hvalpen prøver at følge med, men kan selvfølgelig ikke løbe firs kilometer i timen. Forvirret sætter den sig,
piber og begynder lidt efter at løbe søgende rundt på området. Til sidst tilbage til stedet, hvor den blev læsset ud af
bilen. Det eneste ”faste holdepunkt”. Bilen kommer aldrig tilbage! Hvalpen, måske 3-4 måneder gammel, må nu lære at
klare sig selv til næste ”gift-periode”. Dette er en helt almindelig anvendt metode, når en græsk familie ikke mere
ønsker at have den hundehvalp, som man tog til sig et par måneder forinden. Blot et stykke kasseret legetøj. Hundehvalpen
bliver adopteret af den allerede eksisterende flok, men først må den igennem en skærsild, så den kan finde sin
plads i flokken. Nogle klarer det ikke. De bliver enegængere. Paradoksalt nok giver det dem en større overlevelseschance,
fordi de ikke æder hvor flokkene æder – der hvor giften udlægges. Nok om det. Ellers bliver det en bog!
Derimod noget om vore egne hunde. Først havde vi en meget smuk sort, labradoragtig unghund, som netop var kommet
til byen på den ovenfor beskrevne måde. En tæve, som bed sig fast i Balders hale, da vi gik for at lufte ham. Hun fulgte
med os hele vejen, men stod af igen før vi gik ombord. Således forløb et par dage. Så var hun væk. Efter en uges forløb
ledte vi lidt efter hende. Hun var jo nok kørt ned af en bil. Forhåbentlig død, men ellers måtte vi vel gøre et eller andet.
Vi fandt hende 10-15 meter fra en legeplads fyldt med voksne og børn. Hun var mager, afkræftet og lidende. Venstre
lårben var brækket. Vi tog hende med til båden, i øvrigt til stor undren for alle, som så det sære optog. Nikos Grievas,
som er dyrlæge, konstaterede ved røntgen, at der var et kompliceret lårbensbrud. Det følgende kunne der også skrives
meget om, men i korthed: Stål og skruer og knoglen var samlet. Vi betalte regningen. Senere komplikationer. Metallet
afstødtes. Knoglen var groet sammen. Ud med metallet. Andre komplikationer. Der var ikke andet at gøre end at amputere.
Nikos anbefalede at få det gjort på en specialklinik i Athen. Vi havde nu haft hunden, som vi kaldte ”Europa” i ti
måneder. Vi kørte til Athen, afleverede ”Europa” på dyreklinikken, hvor vi fik besked på, at vi kunne hente hende igen
om to-tre dage. Dyrlægen ville dog give os besked i dag, når operationen var overstået. Et par timer senere ringede han
og fortalte, at han ikke havde opereret, fordi hunden desværre døde, da den skulle bedøves. Vi blev selvfølgelig kede af
det, men trøstede os med, at hun i det mindste havde en fed sommer og halv vinter sammen med Balder.
Nu har vi så ”Jersey”, der har fået navnet, fordi hun har samme farve som en Jersey ko. Hun og et par andre hunde
overlevede giftraidet efter påske i år, men kun for at blive forbrændt af fyrværkeri og kogende friture olie. Jersey
arriverede hos os en aften, forbrændt på hele højre side, hvor det meste af huden i løbet af de følgende dage faldt af. Vi
gav penicillin og prøvede at lindre hendes smerter. Efter et par dage gik hun ombord, og her har hun været siden. Nu
har hun igen hud og hår over det hele. Hun har været gadehund i mindst et år, og det er utrolig dejligt at iagttage, at hun
her befinder sig, som hun aldrig har lavet andet end at sejle. Hun kom ombord kort før vi begyndte hjemrejsen, så hun
har sejlet langt. Hun og Balder underholder hinanden. Om vi bliver underholdt? I høj grad. Jersey med sine 15 kilo og
gadeopdragelse finter Balder til at slå kolbøtter, når han prøver at indhente hende på stranden, eller hvor de nu leger.
I Itea, hvor vi ”boede” har jeg haft adskillige møder med borgmesteren, som gerne vil gøre noget, men mangler opbakning.
Jeg har været i skoleklasser i fuld forståelse med skoleleder og lærere for at behandle emnet blandt elever. Mit
første spørgsmål til skolelederen: ”hvad har I af brugbart undervisningsmateriale”, blev besvaret med et ”intet”. Græske
børn lærer intet om håndtering af dyr. Hvordan kan man læse, hvis man ikke lærer alfabetet!? Hvordan kan man vide

om dyr, hvis man intet lærer om dem, ud over at kaste sten efter dem!? Problemet med gadehunde findes i alle de europæiske
Middelhavslande. Grækenland fører dog stort på point. Grækerens ondskab i forhold til hunde på gaden, skyldes
utvivlsomt frygt. Man er bange for hunde. Bange for sygdomme. Bange for at blive bidt. Cirklen er vanskelig at bryde.
Der er masser af udlændinge, som arbejder for sagen i ”småprojekter” rundt omkring i Grækenland. Det er bare ikke
det der flytter. Et pres på den korrupte græske regering fra EU skulle etableres, men også det er vanskeligt, når man
ved, hvordan tingene er skruet sammen i Grækenland, hvor stort set alle er i lommerne på hinanden.
Og nu til noget helt andet. Lige efter vores ankomst her til, kom et større tysk lystfartøj ind i havnen. Ombord var tre
mænd, som skulle flytte båden for ejeren. De kom fra Hamburg og skulle til Kanariøerne. Skipperen Ingolf har ferie,
men er til daglig skipper på et tysk marinefartøj, et dykkerskib, som ofte opererer i danske farvande. Han har været i
Randers med marinefartøjet for et par år siden. Han fortalte, at han har været i marineforeningen i Randers, hvor han var
sammen med Lars Gjettermann. Så ham har vi selvfølgelig en hilsen til. I aften mødes vi over en kop øl eller en rom og
cola, og så håber vi, at vi kan lette her fra i morgen, hvor vejrberetningen ser mere rimelig ud.
En sømand elsker havets blå..., meeen!
Mast og rig måtte ned.
En stormende velkomst.
Mandag den 4. oktober 2004 befinder vi os i vores hollandske klubhavn Harlingen Watersportsvereniging, hvortil vi
ankom fredag eftermiddag. Først nu er der blevet tid til at nedfælle et par ord om den sidste del af færden her til.
Vi lettede, som planlagt fra Calais, ved første sluseåbning, så vi kunne udnytte tidevandet nordpå. Samtidig havde vi
vinden agten for tværs (5-6 B). Imellem bankerne langs kysten, og dermed igen besværlig sø, gik det over stok og sten
fra Calais til Vlissingen i det sydligste Holland. Dagen og aftenen gik, og da vi krydsede tværs over Wester Schelde
(floden, som går til Antwerpen) for at gå ind i Vlissingen slusehavn, var det blevet sent. Maskinen blev startet, sejl blev
bjerget, og vi gik ind og fortøjede uden for slusen. Planen var at nyde en kanalfart op gennem Holland til Friesland.
Efter mere end 3000 sømil på havet med masser af gode sejladser, men ofte også lidt anstrengende og trættende ditto,
ville det blive rart at lege ”flodbåd” nogle dage. Til brug for dette er der en rute, kaldet Masteruten, som gør det muligt
at sejle hele vejen op gennem Holland, gennem Amsterdam og over Ijsselmeer til Groningen i Friesland med stående
mast og rig.
Næste morgen gik vi gennem slusen og påbegyndte turen ad kanalen, som skærer Walcheren i to dele. Derefter over
Ooster Schelde til Volkerak og videre nordpå. Efter to dages hyggelig motorsejlads og overnatning i beskyttet farvand
havde vi tilbagelagt to trediedele af vejen til Amsterdam og var nu lige øst for Rotterdam drejet ind på Hollandse Ijssel.
Ca en km oppe ad denne kanal er der en sluse og en bro, som åbner for skibe med mast. Gentagne korrekte og høflige
opkald på vhf til brovagten gav ikke respons. Vi fortøjede til en ponton tæt på en baghave. En flink dame kom ud fra
huset og fortalte, at broen var påsejlet to uger forinden og den var nu under reparation. Broen ville være klar igen om en
måned. Først ryger det gennem een: fanden...... to dage tilbage til Vlissingen og derefter hele vejen op langs den hol-
landske kyst. Irriterende! Nej!! Der må findes en anden løsning. Vi havde passeret en maskinfabrik med en stor kran,
som ragede ud over kanalen, 5-600 m før broen. Der gik jeg hen næste morgen, fortalte om problemet og spurgte, om
de kunne hjælpe med at tage masten af, hvis jeg forberedte alt, så det kunne gøres på en halv time. Ok ja! Ikke noget
problem, men ”off cause, it will cost you a lot of money”. -Vel ikke en million?? Vi snakkede ikke mere om prisen.
Masten kom ned at ligge. To mand fra maskinfabrikken kom om bord for at hjælpe med at anbringe den på dækket,
mens bossen selv stod på kajen og overvågede operationen. Da jeg ville betale, sagde han blot: ”Service from Dutch
people”. Der var ikke noget at diskutere. Blot: ”God tur, og pas godt på Jer selv”.
Med masten på dækket fortsatte vi uden besvær til Amsterdam. Nu kunne vi jo passere alle broer uden at vente på broåbning.
Gennem Amsterdam skal der passeres tolv broer og to sluser. Dette indebærer, at skibe med mast kun må passere
i tiden mellem kl. 23 og kl. 02. Det foregår i konvoj og tidsforbruget er tre timer. Vi har prøvet det ved en tidligere
lejlighed. Det er ret charmerende. En bro bliver åbnet og hele konvojen passerer, hvorefter man venter til brovagten har
lukket og på cykel transporteret sig selv til den næste bro, som han åbner, leder konvojen igennem, lukker broen, transporte...........
Sådan var det ikke denne gang. Bag tre store flodbåde høvlede vi igennem Amsterdam på en time. Knapt
så charmerende, men alligevel specielt.
Nu er vi Harlingen. Den hollandske træskopost, eller mere sandsynligt mobiltelefoner havde sendt budskabet rundt, så
fredag eftermiddag fik vi hilst på mange af vore gamle venner. Heleen kom såmænd ombord allerede i slusen, og sejlede
med det sidste stykke ind i havnen.

For fire år siden blev det nye klubhus ”t´Allemanshuis” indviet, og fra starten har der været et antal frivillige, som har
sørget for at arrangere socialt samvær i klubben fredag aften. Nu ankom vi præcis til fredagskomsammen, og vi gik
selvfølgelig op i klubhusets kantine til den sædvanlige tid om aftenen. Vi nåede lige inden for døren. Der blev vi holdt
fast i et stykke tid. Fra den modsatte ende af lokalet bragede ”en vind af styrke ti” lige imod os. Windkracht Tien,
schantykoret, havde lavet et specielt arrangement, for at byde os velkommen tilbage til Harlingen. De var der alle!! 15
mand. Det var fantastisk!! Masser af sang, musik og snak om ”gamle dage”. Det trak også lidt vand i øjnekrogene.
Samtidig fik vi hilst på flere af vore gamle venner, som indfandt sig i løbet af aftenen.
Vi har erkendt, at vi må blive her en uge. Vi har lidt at se til med besøg og med at besøge. Torsdag eller fredag letter vi.
Så er det igen ud til søs. Nordsøen langs Frieser-øerne til Elben, derefter Kielerkanalen og hjem til Danmark. Nå - ja!
Først skal vi lige have kæppen op at stå igen, så kludene kan komme op at hænge. Vi har sejlet langt nok med dækslast
nu.
I hjemlige farvande
En lettere filosofisk langturssejler har engang sagt: ”Vanskeligheden ved at komme i havn består ikke i at anløbe og
fortøje. Vanskeligheden består i at få lettet igen!” Ord vi har måttet sande adskillige gange på vores færd. Ord som vi
også måtte sande i Harlingen, hvor vi ”hang fast” i næsten to uger. Der er en sær dobbelthed i ønsket om at blive lidt
længere sammen med mennesker, der betyder noget for een, og samtidig ønsket om at komme videre, fordi turen går
hjemover til familie og venner.
Langt om længe fik vi dog gjort los for og agter, hvorefter vi begav os via Harinxma kanalen ud i Nordsøen med kurs
mod Elben, Brunsbüttel og Kielerkanalen. Vi kunne godt mærke, at temperaturen var til ordentligt, varmt søtøj under
natsejlads, men vejret var i øvrigt overraskende mildt ude til søs. En god natsejlads og vi var fremme ved Elben, da det
lysnede. Et stykke op ad Elben fik vi modvind. Nu er Elben jo ”motorvejen” til Hamburg med masser af stor trafik i
begge retninger, og derfor ikke specielt egnet til at krydse mod vinden. Motoren blev startet og sejlene bjerget. Efter et
stykke tid stoppede kølvandet, så maskinen blev straks standset. Sejlene blev atter sat, så vi kunne holde igang og manøvrere.
Der var ingen læk i kølesystemet og filteret var rent. På grund af uroen i vandet og den stærke trafik var det ikke
hensigtsmæssigt at ligge og rode med chek af impeller og andre vitale dele, så vi begyndte at krydse op ad Elben mod
Cuxhaven. Det gik også ganske godt, fordi vindstyrken var passende. Da vi nåede til den smalle del - ca 8 sømil før
Cuxhaven blev det ”slækvande”, så det ville ikke vare længe før vi foruden vinden, ville have strøm med en fart af 3-5
knob lige imod. Vi kaldte ”vandpolitiet” for at orientere dem om vores situation, at vi krydsede op ad Elben på grund af
et teknisk problem, som vi ikke kunne klare til søs, men at vi ville krydse op til Cuxhaven, og så måske få hjælp til at
komme ind i havnen. Selvom jeg gjorde klart, at der ikke var tale om en nødsituation, blev der straks tilbudt assistance,
og mindre end en time senere ankom et stort bjergningsfartøj, hvorfra et mindre fartøj med en kraftig maskine blev søsat.
En slæbetrosse blev kastet ombord og afsted gik det mod Cuxhaven, hvor vi fik fortøjet i den gamle fiskerihavn.
Redningsfartøjets mandskab arbejdede meget professionelt, men det viste sig, at de også var meget sociale. De inviterede
os til at komme næste dag for at se skibet og dets udrustning, samt drikke en kop kaffe.
Jeg gennemgik den indenbords del af kølesystemet uden at finde nogen fejl eller mangler. Ihukommende at vi tidligere
har oplevet, at plastposer er suget fast til søvandindtaget udenbords, prøvede jeg med en slange og med mine lungers
fulde kraft at blæse i toppen af søvandfilteret. Jeg tror, at mine basunkinder ragede en halv meter ud fra kæberne, da der
blev luft. Åbenbart holdt teorien - noget var suget fast udefra. Motoren blev startet. Alt var i orden, og vi var klar til at
lette. Derefter gik vi på besøg hos redningsfolkene, medbringene forskellige søde sager. Det blev en hyggelig eftermiddag
med masser af information om redningsarbejdet. En lille sød beretning fik vi med i købet, da vi spurgte, hvem
den lille pige på et billede i messen var. Barnet var født på skibet, på det bord, hvor vi netop nu drak kaffe. De havde
hentet den vordende mor på en af frieserøerne, fordi vejret ikke tillod helikopterlanding på øen. Imidlertid gik fødselen i
gang i rum sø, så skibets læge og mandskab måtte assistere ved fødselen, som i øvrigt gik godt.
Efter denne pause i Cuxhaven fortsatte vi med tidevandet ind ad Elben til Slusen i Brunsbüttel. Vi var nu atter i kanalfart
for motor. Det var en flot oplevelse at gøre den næsten 100 km lange Kielerkanal i anden halvdel af oktober måned,
at se efterårets gyldne farver på de bevoksede kanalsider, hilse på lystfiskerne, der sad under deres enorme paraplyer
med snøren ude, og at lægge ind for natten i en laguneagtig bugt ved solnedgang. Lystfartøjer må kun sejle på kanalen
om dagen. Næste morgen videre ud mod slusen i den østlige ende af Kielerkanalen, Holtenau. I sommertiden benyttes
de gamle sluser til lystfartøjer, medens det på denne årstid, hvor der kun er få af den slags fartøjer ikke er rentabelt at

opdele trafikken i sluserne. Det betyder, at man med sin lille sejlbåd befinder sig i de store sluser sammen med containerskibe
og andre store fragtbåde. De store skibe holder skruen igang i slusen. Det kan altså godt være lidt stressende,
og man finder i hvert fald ud af, hvor lille man er. Det gik nu godt nok. I en af sluserne kom vi endda på siden af en
fragtbåd, og vi fik lov at forlade slusen først.
Efter en overnatning lettede vi før solopgang med kurs mod Assens (Fyn). En distance, som vi regnede med at kunne
tilbagelægge i dagtimerne, selvom dagene er blevet kortere. Vi gled over den dansk/tyske grænse for sejl og i noget der
nærmest lignede sommervejr. Sikk´n hjemkomst! Sejlvejr og blå himmel! Det var for fristende at fortsætte for sejl,
selvom vinden faldt lidt, og vi godt vidste, at det ville betyde anduvning af Assens efter solnedgang, om vi ikke startede
motoren. Godt var det at vi tog den med ro. Vi havde den smukkeste solnedgang, da vi havde passeret Avernakø. Mod
vest, hvor solen gik ned, så det ud, som var der ild i himlen, og til den modsatte side, øst på, var der et lilla og purpur
skær på den skyfri himmel.
Der var fuldstændig havblik, så alt spejlede sig i det blanke vand, hvis overflade kun blev brudt af vores bovvand, mens
vi motorede den sidste bid vej mod Assens. Selvfølgelig blev det mørkt, inden vi nåede frem, men Assens kan besejles
om natten, og desuden havde vi en slags lods inde på havneområdet. Fra Kielerbugten til Assens havde vi telefonkon-
takt med Hanne og Finn, som jævnligt ringede for at få en position. Da vi kom til Assens holdt familien og nogle venner
på havnen klar til at anvise- og hjælpe os på plads.
Nogle marinerede sild, nogle snapse og nogle dage med hyggeligt samvær senere kunne vi endelig begive os ud på den
sidste etape af hjemturen. Ca 150 sømil, og vi ville være i Randers.
Her er vi så!! Ankommet!! Gods er losset og vi ligger nu fortøjede i Randers sejlklub. Børn, børnebørn og venner er
inden for rækkevidde. Rudekuverterne bliver ikke mere ”for gamle” osv. osv.
Det er i sagens natur nødvendigt at rejse ud for at opleve glæden ved at komme hjem