Festskrift i anledning af Auditørkorpsets 350 års jubilæum

Omvendt skete der også en tiltagende militarisering af selve statsmagten i den forstand,
at den nu drog den fulde konsekvens af at være eneste forvalter af voldsmonopolet.
Hovedparten af statens budgetter var således reserveret militære formål. Og
som konkret udtryk for den nye rolle som voldsmonopolets øverste forvalter anlagde
kongerne også i fredstid ofte militæruniform. Det fænomen, som på engelsk træffende
benævnes the soldier-statesman – politikeren, der også var militær fører – blev
netop i disse år et veldefineret begreb. Karl 12. af Sverige, Peter den Store af Rusland,
Den store Kurfyrste af Brandenburg-Preussen og Hertugen af Marlborough er
oplagte eksempler.
Det samlede resultat af denne udvikling var med andre ord, at de væbnede styrker på
europæisk plan med Clausewitz’ udtryk var blevet forvandlet til et ægte politisk instrument,
eller – sagt på en anden måde – at loven og statsræsonen havde taget herredømme
over de blinde voldskræfter. Den samtidige oprettelse af statslige auditørkorps
i de fleste europæiske lande må ses som et vigtigt redskab i den civile statsmagts
hånd til at fastholde dette herredømme.
Danmark 1659: Et samfund i krise
Den bredere europæiske udvikling i forholdet mellem lov og vold, som jeg netop har
skitseret, er utvivlsomt en del af baggrunden for oprettelsen af det danske generalauditørembede
ved kongelig bestalling af 3. juni 1659. Men dertil skal lægges, at Danmark
netop på dette tidspunkt befandt sig midt i en kamp på liv og død med arvefjenden
Sverige.
Den første Karl Gustav-krig indledtes med en dansk krigserklæring til Sverige i
sommeren 1657 og sluttede med det ydmygende fredsdiktat i Roskilde i februar 1658,
efter at Karl Gustav havde gennemført sin overraskende og uhørt dristige overgang
over de isbelagte danske bælter fra Jylland til Sjælland. Danmark måtte ved denne
lejlighed afstå alle landsdele øst for Øresund og dele af Norge.
Den anden Karl Gustav-krig indledtes derimod med et svensk overraskelsesangreb på
Sjælland få måneder senere, i august 1658, og sluttede med freden i København i maj
1660, efter at svenskerne forgæves havde løbet storm på København i februar 1659
og derefter tabt et afgørende slag ved Nyborg i november samme år. Bortset fra tilbagegivelse
af Trondheim Len og Bornholm, hvis indbyggere ved egen hjælp i december
1658 havde befriet sig for det svenske herredømme, var Københavnerfreden stort
set en stadfæstelse af Roskildefreden og dermed et udtryk for, at Danmark definitivt
havde tabt kampen om førsterangen i Norden til Sverige.
14