Individualisering. Medlemsrapport 4, 2005, del 1 - Instituttet for ...

Hvad er individualisering?
Ifølge Politiken Nudansk Ordbog er individualisme: En opfattelse, der hævder individets rettigheder
og frihed i samfundet. Det, at en person har sine egne meninger og ikke efterligner andres. At
individualisere: At tilpasse noget efter det enkelte individs særlige forhold. Og en individualist: En
tilhænger af individualismen, som har sine egne meninger og går sine egne veje. Individualitet:
Helheden af den enkeltes personlige særpræg og ejendommeligheder. Individualiseringen er altså
den tilstand, hvor samfundet i sin helhed, i stadig højere grad tilpasses det enkelte individs personlige
forhold, præferencer og behov og samtidig anerkender og opfordrer individet til dette.
Historisk set
I historien har vi set mange former for samfund, men fælles for stort set alle former har været,
at individet bøjede sig for gruppen i form af en høvding, en herremand, en konge, en præsident,
en religion, en stat, et parti, et firma eller en ideologi – og som oftest for en kombination af disse.
Forklaringerne herpå har været mange. F.eks. overlevelse i forhold til natur og fjender, men også
religiøs eller politisk dogmatik. Meget tyder dog på, at fællesskabet i dag fortrænges til fordel for individet.
Individets lykke – individets tilfredsstillelse og selvrealisering – bliver i stadig højere grad
meningen med fællesskabet. Derfor er det også med rette, at vi kan tale om individualiseringens
tidsalder – et stadig mere individorienteret samfund.
I Antikken var der ikke meget plads til individet, idet samfundet og staten ansås som hævet
over hensynet til individet. Kristendommens sejrsgang ændrede i de første mange århundreder
ikke på dette forhold. Først med den protestantiske reformation i 1500-tallet frisattes den troende
i forhold til den katolske kirke, så Gudsforholdet blev et langt mere individuelt anliggende. Den
tyske sociolog Max Weber er kendt for at have påpeget, hvorledes kapitalismens udvikling hænger
sammen med protestantismen. Det bliver ikke blot legitimt at skrabe til sig, men ligefrem moralsk
godt ifølge den protestantiske tese om, at man må tjene til sin egen frelse på denne jord. At rage til
sig for egen vindings skyld havde i et årtusind været en syndig og egoistisk handling på fællesskabets
bekostning, men nu opvurderedes det produktive familie- og arbejdsliv i gerrighedens navn.
Man opdager det enkelte menneske som en vigtig økonomisk ressource, der dog stadig i sidste
ende var underlagt staten og kirken i de feudale samfund.
Reformationens dagliglivsbekræftelse følges op af bl.a. liberalismens fader Adam Smith, der i
slutningen af 1700-tallet vandt berømmelse på sin teori om, at alle skulle være deres egen lykkes
smed; også den fattigste landsoldat kunne tage vare på sit eget liv, og ved eget ansvar nå nye
højder. Der skulle nu gøres op med statens indblanding, monopoler og særrettigheder, for uden
individernes handlekraft var stat og kirke blot kolosser på lerfødder. Hvor samfundsmæssige tiltag
i de feudale samfund rettede sig mod grupper eller stænder, som pr. tradition allerede havde deres
plads i hierarkiet, retter den samfundsmæssige organisering sig fra begyndelsen af det 18. århundrede
og frem i højere grad mod individer, der skal disciplineres, oplyses, motiveres og moraliseres
for at samfundet kan skride fremad. Oplysningsfilosoffen Immanuel Kant skrev i 1784, at individet
må træde ud af sin selvforskyldte umyndighed – det må gøre sig fri af autoriteter og vove at stole
på sin egen rationelle fornuft. Det bliver således et ideal at leve under rationel selvkontrol samtidig
med at flere og flere samfundsinstitutioner organiseres i retning af at producere rationel selvkontrol
hos individerne. De indre tilbøjeligheder skal rationaliseres og de ydre normer skal internalise-
5