Historien om Rama, bind 2 - Sai Baba på Dansk

saibabapaadansk.dk

Historien om Rama, bind 2 - Sai Baba på Dansk

Historien om Rama

Bind 2: Kapitel 19-32

Originaltitel: Ram Katha Rasavahini

Oversat af www.saibabapaadansk.dk

Af Sathya Sai Baba


Hanuman omfavner sin elskede Rama

Vi bør værne om Rama’s gode og hæderlige navn, som vi værner om selve

vort åndedrag.

Historien om Rama

Kapitel 23, afsnit 35

2

2


Forord (gentagelse fra bind 1)

Historien om Rama, dette kildevæld af hellig sødme, har for millioner af mænd, kvinder og

børn i mange århundreder været en bestandig kilde til trøst. Den har været til trøst, når de har

været sorgfulde; den har givet dem livskraft, når de har været slået i gulvet af

ubeslutsomhed; den har givet dem oplysning, når de har været forvirrede; den har været til

inspiration i øjeblikke med modløshed og til vejledning, når de har været fanget i et dilemma.

Historien om Rama er et intenst, menneskeligt drama, hvor Gud optræder i rollen som

menneske. På verdens mægtige scene omgiver dette ’menneske’ sig med perfekte såvel som

ufuldkomne mennesker; humane og inhumane mennesker – udyrene og dæmonerne. Alt det

gør Herren, for gennem forskrifter og eksempler at skænke os Den højeste Visdoms

velsignelse. Det er en historie, der udspiller sig nænsomt og berører menneskene dybt i deres

hjerter. Historien fremkalder en klar og let forståelig reaktion det gribende; det der skaber

medlidenhed; det triumferende; det der er tilbedelsesværdigt; det der skaber henrykkelse, og

det der får os til at overgive os. Alt det der får os til at transformere os - fra dyr til menneske

og fra menneske til det guddommelige, der er vores inderste kerne.

Ingen anden beretning i menneskehedens historie har haft så stor en indvirkning

menneskets sind. Historien om Rama hæver sig over historiens milepæle og overskrider

geografiens grænser. Den har formet og sublimeret generationers vaner og holdninger. Over

store dele af kloden er Ramayanaen, Historien om Rama, blevet et helbredende blodlegeme i

menneskehedens blodcirkulation. Historien har slået rod i folks samvittighed. Derved har den

ansporet og tilskyndet dem til at bevæge sig hen ad sandhedens, retskaffenhedens, fredens og

kærlighedens vej.

Gennem legender, sagn, vuggeviser, myter, eventyr, dans og drama; gennem

billedhuggerkunst, musik og kunstmaling; gennem ritualer, poesi og symboler er Rama blevet

selve åndedrættet, lyksaligheden og skatten for utallige åndeligt søgende. Personerne i

Historien om Rama opfordrer og inviterer de åndeligt søgende til at efterligne sig og til selv at

ophøje sig. Personerne tilvejebringer lysende eksempler til efterfølgelse og eksempler

spændende oplevelser. De advarer de vankelmodige mod moralsk fordærv, voldshandlinger,

stolthed og smålighed; gennem deres troskab og sjælsstyrke indgyder historiens personer de

vankelmodige mod. Til ethvert sprog og til enhver dialekt, som menneskers tunger har

udtænkt til brug for at udtrykke deres højeste ønsker, har Historien om Rama tilføjet en

enestående opmuntrende liflighed og sødme.

Sai Baba (Isa, Gud), hvis tanke er universet, hvis vilje er dets historie, er forfatteren,

instruktøren, skuespilleren, tilskueren og anmelderen til det drama, der for evigt åbenbarer sig

i tid og rum. Han har nu valgt selv at berette historien om denne ene, storslåede akt i dette

mægtige drama. Denne akt hvori Han selv antog rollen som Rama. I skikkelse af Rama

instruerede, inspirerede, oplivede, korrigerede, afhjalp, trøstede og opmuntrede Han de

samtidige mennesker i Threta-tidsalderen (den anden af en cyklus i alt fire tidsaldre). Som

Sai Rama er Han nu engageret i den samme opgave. Historien om Rama er blevet bragt som

afsnit i tidsskriftet ’Den tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’). Det meste af

det læserne med begejstring har læst i disse afsnit, må have forekommet dem at være

’begivenheder og oplevelser fra Threta-tidsalderen’ og ’direkte råd til folk Rama’s tid i

relation til samtidige problemer og vanskeligheder’. Men når du læser disse sider, vil du som

læser ofte blive behageligt overrasket over identiteten mellem Rama i Historien om Rama, og

den Sai Rama, som du nu oplever.

Videnskaben (science) har skabt et billede af Jorden som en indkapslet enhed, der kan lignes

med et rumskib. Jorden bliver opfattet som et rumskib i hvilket menneskeheden er nødt til at

udleve sin skæbne. ’Sai-ence’ er, som vi ved, hastigt i gang med at forme dette ’rumskib’ til

kærlighedens lykkelige hjemsted. Denne bog må have været Sai Baba’s vilje udtrykt som et

3

3


altafgørende universalmiddel til fjernelse af de sygdomme, der lægger hindringer i vejen for

denne universelle kærlighed. Disse sygdomme er: Den syndige trang til sanselige glæder; den

voksende uærbødighed over for ens forældre, lærere, de ældre, åndelige ledere og vejledere;

den katastrofale overfladiskhed og respektløshed inden for sociale, ægteskabelige og

familiemæssige forhold; den dæmoniske tillid til vold som et middel til at nå umoralske mål;

den konstante parathed til godkendelse af terror og tortur som midler til at nå personlig og

fælles vinding og fordel foruden mange andre ondskabsfuldheder.

I Historien om Rama har Sai Rama, sin egen enkle, liflige og opmuntrende måde,

sammenfattet sit eget guddommelige virke som Rama! Hvor er vi heldige! At have denne

guddommelige beretning i vore hænder; at kunne lade den prente sig dybt i vore hjerter.

Måtte vi, gennem studiet af denne bog, blive omdannet til virkningsfulde og entusiastiske

redskaber, der kan fuldende Hans mission: At forme menneskeheden til én familie og at få

hver enkelt af os til at forstå Sai Rama som Sandheden; den eneste sandhed der eksisterer.

Sai Baba har erklæret, at Han er den selv samme Rama, der er kommet til Jorden igen. Videre

erklærer Baba, at Han søger efter sine fordums medarbejdere og arbejdere. Det gør Han for at

tildele dem roller i sin nuværende mission, der går ud at genoplive ’rigtig handling’ og føre

mennesket til Fredens Tilflugtssted. Mens vi tænker dybt over denne første del af Historien om

Rama, lad os da bede til, at også vi bliver tildelt roller, og måtte Han, som belønning, skænke

os synet af dette Tilflugtssted.

N. Kasturi

Redaktør, Sanathana Sarathi

4

4


Den indre betydning (gentagelse fra bind 1)

Rama er den, der bor i ethvert legeme. Han er Rama i hjertet; han er den evige lyksalighed i

ethvert individ. Hans velsignelser, der med stor kraft springer fra denne indre kilde, kan

skænke fred og lyksalighed. Han er selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’, af alle de

moralske love og regler der holder menneskeheden sammen i kærlighed og enhed.

Ramayanaen, Historien om Rama, lærer dig to lektier: Værdien af ikke-tilknytning og behovet

for at blive bevidst om det guddommelige i alle væsener. At tro Gud og at have ikketilknytning

til verdslige anliggender er nøglerne til menneskelig befrielse. Giv afkald

sanseobjekterne, og du opnår Rama.

Sita gav afkald hovedstaden Ayodhya’s luksustilværelse og kunne derfor i eksil-perioden

være sammen med Rama. Da hun kastede lange blikke efter den gyldne hjort og higede efter

den, mistede hun samværet med Rama. Forsagelse fører til glæde; tilknytning forårsager sorg.

Vær i verden, men ikke af den. Rama’s brødre, kammerater, ledsagere og samarbejdsmænd er

hver især eksempler personer, der er gennemtrængt af ’rigtig handling’.

Dasaratha (Rama’s fader) er repræsentant for det, der slet og ret er fysisk; det der rummer de

ti sanser. (De fem videnssanser og de fem handlingssanser). De tre kvaliteter - den sløvende

kvalitet, den lidenskabelige kvalitet og den rene og gode kvalitet – repræsenteres af de tre

dronninger. Livets fire mål er de fire sønner. Lakshmana (Rama’s broder) er intellektet;

Sugriva (abe-konge og Vali’s broder) er skelneevnen. Vali (abe-konge; broder til og fjende af

Sugriva) er fortvivlelsen. Hanuman (halvt abe halvt menneske; stor hengiven af Rama) er

legemliggørelse af mod. Broen er opført over illusionens hav. De tre dæmon-ledere, Ravana,

Kumbhakarna og Vibhishana, er legemliggørelserne af henholdsvis den lidenskabelige kvalitet

(Ravana), den sløvende kvalitet (Kumbhakarna) og den rene og gode kvalitet (Vibhishana).

Sita (Rama’s hustru) repræsenterer viden om Gud eller bevidstheden om Den universelle

Absolutte, som det enkelte menneske er nødt til at erhverve sig og er nødt til at genvinde ved i

livets smeltedigel at gennemgå møje og kvaler.

Gør dit hjerte rent og stærkt, idet du tænker over Historien om Rama’s storslåethed. Bliv

grundfæstet i troen , at Rama er din egen eksistens virkelighed.

Baba

5

5


Indholdsfortegnelse

Kapitel 19 Dandaka-skoven side 7

Kapitel 20 Panchavati side 15

Kapitel 21 Den listige skurk side 25

Kapitel 22 En forbundsfælle bliver accepteret side 40

Kapitel 23 En vellykket eftersøgning side 52

Kapitel 24 Lanka i brand side 64

Kapitel 25 Broen side 75

Kapitel 26 Belejringen side 87

Kapitel 27 Den nedre region side 99

Kapitel 28 Ti hoveder ruller side 105

Kapitel 29 Lykkelige Ayodhya side 114

Kapitel 30 Kroningen side 118

Kapitel 31 Sita’s landsforvisning side 128

Kapitel 32 Dramaets afslutning side 139

Ordliste side 141

6

6


Kapitel 19

Dandaka-skoven

19.1. I konstant kontemplation Rama tilbragte Bharatha således sine dage i Nandigrami

(landsbyen lidt uden for Ayodhya, hvor Bharatha havde slået sig ned i Rama’s eksilperiode).

Imens priste Sita, Rama og Lakshmana langt derfra i skoven Chitrakuta bjerget hans

hengivenhed og fornemmelse for pligttroskab. Der, i deres fredfyldte og stille hjem i skoven,

var de lykkelige. En dag forsøgte en tåbelig mand ved navn Jayantha at måle Rama’s mod. En

spekulation, der er ligeså tåbelig og selvmorderisk som en myres forsøg at finde ud af

havets dybde!

19.2. Tilskyndet af ren og skær drillelyst omdannede Jayantha sig selv til en krage. Den fløj

hen til Sita, der sad ved siden af Rama fordybet i beskuelse af sceneriet, der lå spredt ud for

deres øjne. Med sit skarpe næb pikkede og hakkede kragen i hendes sarte fodsål. Det

forårsagede, at blod piblede fra såret. Da Rama så blodet pible ud af såret, rev han noget tørt

græs af og smed det efter kragen.

19.3. Rama vil aldrig skade nogen, der ikke har forvoldt skade. Men når det er nødvendigt, og

når det skal gøres, vil selv Rahu sluge Månen, er det ikke sandt? (Rahu er en dæmon og

dæmonens Kethu’s stedbroder. De er også begge ugunstige planeter; en måneformørkelse er

det fænomen, der viser Rahu, 'der sluger Månen'). Det samme gælder for Rama. Han vil aldrig

skade en uskyldig. Men disse græsstrå forvandlede sig til en vældig flamme og fløj hen mod

Jayantha. Da han flygtede, jagtede flammen ham ubønhørligt, hvorhen han fløj. Hjælpeløs og

bange vendte kragen tilbage til sin oprindelige skikkelse, og Jayantha kastede sig for Rama’s

fødder og bønfaldt om hjælp. Guden Indra fik kendskab til, at den formastelige var han egen

søn. Også Indra angrede sin søns skamløshed og uærbødighed.

19.4. Jayantha knælede foran Rama og bad om nåde. Han sagde: ”Jeg er en tåbe. Jeg var ikke

bevidst om usselheden i min handling. Frels mig fra din vrede; frels mig fra denne ild.”

19.5. Rama forbarmede sig over den usle fyr, der denne måde havde ydmyget sig selv. Han

fratog ham synet det ene øje og sendte ham af sted i live som et enøjet individ. Rama

ophævede virkningen af det græs, der var blevet til et ild-missil, og græsset genvandt sin

oprindelige natur. Jayantha var taknemmelig over, at han var sluppet med blot en symbolsk

straf for den afskyelige forbrydelse, han havde begået. I lang tid boede han Chitrakutabjerget,

hvor Sita, Rama og Lakshmana havde taget ophold. En dag, det var den tiende dag i

Margasira’s månedens lyse halvdel (en måned der falder i perioden november-december),

beordrede Rama Jayantha at forlade sit nuværende levested og drage syd.

19.6. Sita, Rama og Lakshmana forlod også Chitrakuta, og de kom til den store vismand

Athri’s ashram. Gennem sine disciple fik vismanden forhånd kendskab til Rama’s intention

om at besøge hans fristed, hans retrætested. Så da Rama nærmede sig ashrammen, gik Athri

langt ud ad skovstien for at byde Rama, Sita og Lakshmana velkommen. Athri blev så

overvældet af glæde over dette tegn nåde, at han i sin begejstring græd voldsomt. Han

erklærede, at dette besøg betød, at han havde nået sit livs højeste mål. Han sagde, at med

dette besøg havde hans asketiske levevis endeligt båret frugt. Den aften samlede vismanden

Athri sine disciple, og han placerede Rama den fornemmeste plads foran hele forsamlingen.

I mellemtiden havde vismandens gemalinde, Anasuya, opvartet Sita, og hun havde også

sørget for at bringe Sita hen til forsamlingen. Over for alle de tilstedeværende beskrev Athri nu

begivenhedens hellighed. Ligeledes beskrev han Rama’s, Sita’s og Lakshmana’s kraft og evner

samt de guddommelige kræfter, der havde ladet sig inkarnere som disse tre skikkelser.

Anasuya priste også Sita’s dyder og gav hende hellige råd vedrørende kvinders pligter og de

idealer, som de altid skal holde sig for øje. Sita talte om den kendsgerning, at alle individer,

7

7


alle væsener og alle skabninger har det feminine princip uløseligt forbundet med deres

sammensætning. Hun fortalte endvidere, at skønt der er maskuline og feminine roller, der

bliver spillet verdens scene, så er alle eksistenser grundliggende feminine med hensyn til

styrke, følelser og holdninger. Hun sagde, at hendes Herre, Rama, er inkarnationen af det

eneste maskuline princip i universet. I ham, sagde hun, er der intet spor af dualisme; af mit og

dit, af sorg og glæde. Han er legemliggørelsen af frygtløshed; han er den personificerede

styrke og kraft. Det evigt maskuline har giftet sig med det evigt feminine. Skønt naturen

forekommer mangfoldig og forskelligartet, er den i virkeligheden én udifferentieret enhed.

Således åbenbarede Sita sandheden om det at forene sindet med Den guddommelige Gnist

(også kaldet Rama-princippet – den tiltrækning der får universet til at eksistere og fungere) for

Anasuya, vismanden Athri’s gemalinde.

19.7. Rama, Sita og Lakshmana tilbragte en meget lykkelig tid i vismanden Athri’s ashram. De

gav ashrammens beboere og disciple gode råd om forskellige problemer vedrørende ’rigtig

handling’. Efter at have taget afsked med vismanden genoptog de deres rejse gennem junglen.

Ashrammens indbyggere græd sorgens tårer, da de skiltes fra det lille selskab. På trods af

deres inderlige ønske om at ledsage Rama hans skovtilværelses efterfølgende etaper, var

de nødt til at blive tilbage og genoptage den livsform, til hvilken de havde dedikeret deres liv.

Hjælpeløse var de nødt til at være vidne til deres hjertes guddommelige herres afrejse.

19.8. Junglen genlød af rasende brøl fra vilde dyr, der vandrede omkring i søgen efter bytte.

Fugle med mangfoldige fjerdragter sang melodiøst i træerne. Hver enkelt fugl havde sin egen

skønhed og sang. Deres kurre, sang og skrig var balsam for øret. Det forekom, som var de tre

kommet ind i en ny verden af frydefulde sanseindtryk. Mens de drog gennem dette fantastiske

og storslåede område, fik de pludselig øje en vidunderlig ashram. I dens centrum lå et

malerisk tempel. Lakshmana gik forrest og ryddede sporet ved at fjerne buskadset, der stod i

vejen. Han knækkede de tornede slyngplanter, der hang over deres hoveder og truede med at

skade de vejfarende. Rama og Sita kunne gå sikkert langs det spor, han ryddede. Da de kom

til ashrammens område, åbenbarede en henrivende have sig for deres øjne. Haven var

velplejet, og den blev tydeligvis passet i kærlighed. Frugttræer og blomstrende træer skød

smukt op af jorden og stod med deres henrivende skønhedskroner. Grenene hang mod jorden

under vægten af modne, saftige frugter. Sita blev opfyldt af glæde; hun glemte al sin

udmattelse; hun var helt fortabt i den himmelske fred og glæde, som hun var trådt ind i. Hun

gik bag Rama, idet hun nød den frydefulde fornemmelse, hun fik af naturen, der omgav hende.

Da nogle beboere bemærkede, at de tre nærmede sig, skyndte de sig hen til deres guru.

Denne skyndte sig ud til ashrammens hovedport for at byde Rama, Sita og Lakshmana

velkommen. Gæsterne mødte en gæstfrihed, der fuldt ud levede op til deres status. De blev

budt inden for og fik kølige, forfriskende drikke. Lækre frugter og rodfrugter blev placeret

foran dem. Gæsterne accepterede opvartningen og hilste den med stor fornøjelse velkommen.

De spiste det enkle måltid. Om aftenen badede de og udførte de foreskrevne ritualer. Rama

talte til ashrammens beboere om den ideelle måde at opføre sig . Han gav dem tilladelse til

at stille spørgsmål vedrørende tvivl, der forvirrede dem, samt spørgsmål om de indviklede og

vanskelige problemstillinger, der dukker op i forbindelse med fortolkningen af de hellige

skrifter. Fulde af begejstring bød beboerne denne mulighed velkommen. I enkle og dækkende

vendinger kom Rama med overbevisende og tydelige forklaringer. Ashrammens beboere

oplevede uden tvivl selve Himlen Jorden. Indbyrdes talte de med stor glæde om, at Rama’s

tilstedeværelse var en ligeså ophøjet oplevelse som kontakten med selve Gud i Himlen.

19.9. Da daggryet brød frem, badede Rama, Sita og Lakshmana og gennemførte deres tidlige

ritualer. På trods af ashrammens beboeres klagende bønner begyndte de deres videre rejse,

idet de gik i rette med dem og forklarede dem, at de ikke skulle stå i vejen for, at de opfyldte

deres højtidelige løfter og beslutninger. De fortalte, at de havde besluttet sig for ikke at

opholde sig i nogen ashram eller noget andet sted i mere end én enkelt nat.

8

8


19.10. Da de genoptog deres rejse og drog gennem skoven, dukkede en skrækindjagende

skikkelse pludselig frem. Det var det rædsomme uhyre, Viradha, der nu truende for frem mod

dem. Sita blev naturligvis forskrækket og bange over at se dette genfærd. Snart genvandt hun

dog modet, da hun kom i tanke om, at når hun havde Løven Rama til at beskytte sig, så havde

hun ingen grund til at være bange for ’den svage fyr’, der havde vist sig! ”Lad uhyret blot brøle

det bedste, det har lært”, trøstede hun sig. Hun stod bag Rama og iagttog begivenhedernes

gang. Fra sin bue skød Lakshmana en skarp pil mod uhyret. Snart regnede det ned over

uhyret med missiler fra hans bue. Da uhyret blev såret af pilene, forvandlede Viradha sig til et

flammende raseri af vrede. Dette væsen, der fremstod som selve legemliggørelsen af død og

tilintetgørelse, kastede sig nu over Lakshmana. Rama så, at hans broder var ved at blive

udmattet af kampen. Han satte derfor en pil med en halvmåneformet spids sin

frygtindbydende bue og skød den mod uhyret. Pilen smadrede den tregrenede fork, som

uhyret svingede med, i småstykker. Herefter skar pilen uhyrets hoved af. I netop det øjeblik

dukkede en lysende, himmelsk skikkelse frem fra det faldne lig!

19.11. Som en konsekvens af en forbandelse, som han havde kaldt sig selv fra sin

guddommelige herre, Kubera (rigdommens Gud), var Viradha blevet født som et uhyre

Jorden. Viradha var én blandt en gruppe himmelske engle, (himmelske musikere; en klasse af

halvguder), der tjente Kubera. Senere havde Kubera fået medlidenhed med ham og erklæret,

at Viradha’s dæmoniske forløb ville slutte i selv samme øjeblik, han mødte sin død gennem en

pil fra Rama’s bue. Det blev ham fortalt, at han derefter kunne vende tilbage som himmelsk

engel og leve i Kubera’s nærvær. Så den himmelske engel faldt for sin frelsers fødder og priste

ham derved til skyerne, inden han drog til sin varige bolig.

19.12. Rama begravede uhyrets kolossale legeme. Han gennemførte også de ritualer, der er

foreskrevet en sådan afskaffelse af et legeme. Netop da faldt der en byge over stedet. Det var,

som om guderne oven over græd glædestårer over den medfølelse, som Rama udviste.

19.12. Dernæst kom Rama til vismanden Sarabhanga’s berømte ashram. Selv inden Rama

nærmede sig ashrammen, talte asketerne og de hellige mænd indbyrdes om de ødelæggelser,

der blev forårsaget af dæmonkongen Ravana’s fjendtlige overfald. Da Rama, Sita og

Lakshmana dukkede op midt i deres samtale vedrørende dette emne, forstod de formålet med

gæsternes besøg, og med sig selv vidste de, at deres frygt snart ville ophøre. Da vismanden

Sarabhanga så Rama’s guddommelige og henrivende skikkelse, kunne han næppe tro sine

egne øjne. Han tvivlede , om det var en drøm, en illusion eller en besynderlig oplevelse

forårsaget af en form for meditativt vanvid. Men snart forstod han ægtheden af sin gode

skæbne. Han blev overvældet af begejstring over at nå det mål, han så længe havde stræbt

efter. Han vidste, at hans asketiske levevis endelig var blevet velsignet med hans inderligste

længslers virkeliggørelse. Den gæstfrihed han tilbød dem, var overstrømmende.

19.14. Af et godt hjerte priste han Rama. ”Rama! Du er Den himmelske Svane (skelneevne),

der majestætisk bevæger sig de vande, der fylder vismænds sind. Åh! I dag har jeg

virkeliggjort livets mål”, sagde han. ”Rama! Jeg er ikke bevidst om nogen åndelig disciplin, der

er værdig til dette navn. Det er udelukkende muligt for mig at nå dig gennem én vej;

kærlighedens vej. Nu har mine øjne set dig; de behøver ikke at se andet. Du har givet dit ord

, at du vil opfylde alle vismænds ønsker. Godt. Nu må du stå ved dit ord. Mit ønske er

følgende: Indtil mit åndedrag forlader denne krop, skal du være foran mig i denne særdeles

henrivende skikkelse. Endnu mens mit blik er fæstnet dig, ønsker jeg at befri mig for denne

krop.” Således lød hans indtrængende bøn.

19.15. I løbet af et øjeblik blev et ligbål stablet op. Vismanden steg op det. Med

Sarabhanga siddende ubekymret toppen af det blev bålet antændt. Hans øjne skinnede af

glæde ved begejstringen over at se Rama. Øjenlågene end ikke sitrede; hans blik veg ikke.

Med Rama’s, Sita’s og Lakshmana’s skikkelser printet i sit hjerte, reducerede Sarabhanga sit

legeme til en håndfuld aske. Hans hjertes rolige, blå vande genspejlede Rama’s blå skikkelse,

9

9


som han havde elsket og forgudet til sit sidste åndedrag. Hans sjæl smeltede sammen med det

universelle, der lå foran ham.

19.16. Selv om ashrammens beboere i første omgang sørgede over deres gurus og herres

afgang, erkendte de snart, at han havde haft det enestående held at få denne sjældne

velsignelse. Gud var selv kommet i menneskelig skikkelse og havde velsignet Sarabhanga, idet

denne blev forenet med Gud i Hans storslåethed og herlighed. De følte, at de også havde fået

del i denne nådegave. De elskede og forgudede Rama og priste ham forskellige måder. De

råbte: ”Hil! Sejr! Sejr!”, og tog deres herres aske, og i ærbødig taknemmelighed smurte de

den deres pande.

19.17. Nyheden om Sarabhanga’s ofring af sig selv spredtes snart fra hans ashram og ud til

beboerne i andre ashrammer. De knælede for Rama’s fødder og priste ham for hans

medfølende mission. ”Herre! Hvor var Sarabhanga heldig”, udbrød de. De fortsatte: ”Mangen

en vismand er blevet offer for den grådige brutalitet, der udøves af områdets dæmoniske

stamme. Men Sarabhanga blev velsignet af Herren selv. Han ofrede sit legeme og sit liv til

Herren. Herre! Frels os fra disse grådige og glubske fjender. Lad os gøre fremskridt med vore

åndelige øvelser uden at blive udsat for disse dæmoniske overfald. Og Herre, lad os til slut

blive velsignet med den frugt, vi stræber efter: At se dig for vores blik.” Således bønfaldt de

inderligt.

19.18. Nu trådte en vismand ved navn Sutheekshna frem og knælede for Rama. Han var

disciple af den navnkundige Agastya (vismand og forfatter til flere vediske hymner).

Sutheekshna var en uforlignelig hengiven, og hans sind var gennemtrængt af kærlighed til

Rama. Han havde en urokkelig tro , at Gud alene kan nås gennem kærlighed. I sit sind

kunne han ikke forestille sig et andet billede af Guds fysiske form end Rama. Uden at blinke

med øjnene stirrede han Rama. Selv ikke det korteste øjeblik ønskede han, skulle gå til

spilde. Ved synet af Rama smeltede vismandens hjerte af ren og skær tilbedelse.

19.19. Sutheekshna sagde: ”Herre! Er du draget så langt ind i dette område blot for at

velsigne mig? Kan du ikke forene mig med den kærlighed, som du er? Når du nu er kommet til

Jorden i denne synlige skikkelse, ønsker du så stadig, at jeg skal tilbede dig som Den formløse

Absolutte? Nej, jeg elsker denne form og dette navn. Jeg kender hverken til ritualer eller

ceremonier. Det eneste jeg ved, er at du, der er kærlighedens legemliggørelse, kan nås

gennem kærlighed. Det eneste af værdi, som jeg har akkumuleret, er inderlig længsel. Det er

den eneste askese, jeg har underkastet mig; den eneste askese, jeg har lagt mig selv.

Fortæl mig, er det ikke nok? Oh, du Frelser fra kvalerne ved fødsel og død! Ingen form for

tilbedelse er så effektiv som gennem kærlighed at tjene Herren, er det ikke sandt? Er der

noget, der kan skænke større glæde end at synge til din pris, meditere din kærlighed og i

denne proces at opnå usigelig lyksalighed?”, spurgte han. Ubevidst om hvor han var, og hvad

han foretog sig, dansede Sutheekshna omkring. Tårer flød i strømme ned ad hans kinder. For

alle, der ikke kunne vurdere den indre glæde, som han oplevede, forekom han at være

vanvittig. Rama kendte tilskyndelsen og driften i vismanden; han trak ham tæt ind til sig og

omfavnede ham den kærligste måde. For at bringe ham tilbage til bevidstheden om sine

omgivelser talte Rama blidt og kærligt til ham. Mens Rama holdt hans hænder, sank den store

vismand hen i den højeste, fuldstændige sindsligevægt. Han blev som en dukke; ubevægelig

og urokkelig. Rama bragte ham tilbage til bevidsthed. Så snart vismanden kom til bevidsthed,

kastede han sig for Rama’s fødder.

19.20. Mens vismanden lå udstrakt jorden, løftede han sine hænder op over sit hoved, og

idet han i tilbedelse samlede sine håndflader, udtrykte han sin glæde og frydede sig derved.

Han sagde: ”Herre! Du er den kæmpebrand, der tilintetgør Vildfarelsens Skov, i hvilken

mennesket er faret vild. Du er Solen, der gør det muligt for lotusblomsten i gode menneskers

hjerter at blomstre smukt og velduftende. Du er De vilde dyrs Konge, der er kommet for at

tilintetgøre de dæmoniske elefanters afkom. Du er Ørnen, der er kommet for at jage og dræbe

10

10


fuglen, der i en tilbagevendende cyklus af glæde og sorg flyver ind i fødslen og flyver ud ved

døden. Herre! Dine øjne er lige så henrivende som lotusblomster; mine to øjne kan opsuge din

strålende skikkelses skønhed. Du er Månen, der spreder køligt lys for at behage de tæt

knyttede chakora fugle - nemlig Sita’s øjne. Som Den himmelske Svane svømmer du lykkeligt i

de fredfyldte søer, der skinner i vismændenes hjerter. Du er fuglen, Garuda (himmelsk fugl;

hvidbrystet ørn; den fjerprydede races konge; Herren Vishnu’s transportmiddel), der jager og

tilintetgør slangerne, der formerer sig i tvivlernes og de ikke troendes sind. Al grusomhed,

forvirring og ulykke vil blive brændt bort, når et kort blik fra dine øjne falder dem.” På

denne og andre måder priste Sutheekshna Rama, og han opnåede stor glæde ved at få denne

mulighed. Han benyttede sig også af chancen for at stirre ufravendt Herren og få hans

billede printet i sit hjerte. Han var ikke bevidst om tidens gang eller om kroppens behov. Han

blinkede ikke én gang i den tid, han så og drak store slurke af Rama’s herlighed.

19.21. Rama ham et stykke tid, så lagde han sine hænder vismandens skuldre og

løftede ham op. Han sagde: ”Sutheekshna! Du besidder alle ønskværdige dyder. Spørg mig,

om hvad du måtte ønske, og jeg vil velsigne dig med det, du ønsker.” Vismanden svarede:

”Oh, du de fortvivledes ven og slægtning! Mit ønske er følgende: Tag altid ophold i mit hjertes

dyb sammen med Sita og Lakshmana.” Rama sagde: ”Lad det ske.” Så med vismanden som

ledsager gik Rama af sted mod Agastya’s ashram; Sita og Lakshmana fulgte ham.

19.22. Et kort stykke vej senere hørte de en flods brusen. Da de gik mod lyden og nærmede

sig floden, kunne de se en bjergtinde ved siden af den strømmende flod. Midt bjergsiden

var der anlagt smukke blomsterhaver. Som en lotusblomst, der stråler midt i en sø, kunne de

se Agastya’s bedårende ashram et tæppe af duftende blomster.

19.23. Ord kan ikke en dækkende måde beskrive dette sceneris udsøgte og intense

beskaffenhed. I et kort øjeblik stod Rama, Sita og Lakshmana som forstenede over synet af

denne fascinerende pragt. Atmosfæren var i den grad åndelig. Her så de dyr, der ifølge deres

natur er hinandens fjerner, lege og bo sammen. Der var dyr, der lever i vandet, og dyr, der

lever land. Der var alle former for vilde dyr og fugle. På flodbredden kunne de se

adskillelige hellige mænd og asketer sidde fordybet i meditation.

19.24. Da de var tæt ashrammen, løb Sutheekshna i forvejen for at overbringe sin herre

nyheden. Han knælede for Agastya og sagde: ”Oh store lærer! Oh legemliggørelse af

barmhjertighed! Ayodhya’s prins, selve opretholderen af dette univers, er netop trådt ind i vor

ashram sammen med Sita og Lakshmana. Den selv samme person, som du, uden hensyn til

om det er nat eller dag, gennem åndelige discipliner i årenes løb har søgt at kende og

visualisere. Han er kommet til dig; han er kommet dig nær. Hvilken storslået dag det er! Hvor

er vi heldige!” Sutheekshna tabte helt fatningen og blev opfyldt af en umådelig begejstring.

19.25. Da Agastya hørte dette, rejste han sig hurtigt fra sit sæde. Hastigt gik han ud den

åbne plads. Han så de tre komme hen mod sig. Tårer strømmede frit fra hans øjne. Han løb

hen imod dem, idet han råbte: ”Herre! Herre!” Han trykkede Rama mod sit bryst; han havde

ikke i sinde at slippe Rama fri for sin omfavnelse. Vismanden stod med sine arme rundt om

Rama; som en slyngplante klynger sig til en træstamme, klyngede han sig til ham.

19.26. Da Agastya førte Rama, Sita og Lakshmana ind i sin eneboerhytte, var han ikke i stand

til at rumme den glæde, der vældede op i hans indre. Han inviterede dem til at hvile sig

ophøjede pladser. Han fik bragt frugter og søde rodfrugter, og disse tilbød han som måltid.

Herefter forespurgte han om den rejse, de havde foretaget. Da Rama besvarede hans

spørgsmål, lyttede Agastya med stor fryd og lukkede øjne. Glædestårer strømmede ned ad

hans kinder. Et lykkeligt smil dukkede frem hans ansigt. Endelig talte vismanden: ”Herre!

Jeg er overbevist om, at der ikke eksisterer noget menneske, der er mere velsignet end jeg.

Selve Herren Narayana er kommet til mig. Han opholder sig i min hytte! Er det sandt? Er det

11

11


en drøm? Nej, det er tydeligvis en sand oplevelse. Ved hjælp af taknemmelige og andægtige

ord gav han udtryk for sin taknemmelighed.

19.27. Rama sagde: ”Oh konge blandt munke! Jeg har intet at skjule for dig. Du kender alt for

godt årsagen til, at jeg er kommet ind i skoven. Fortæl mig, hvordan jeg kan tilintetgøre de

dæmoniske personers afkom, der lægger hindringer i vejen for vismændenes og de hellige

mænds askese. Fortæl mig, hvordan jeg kan beskytte og sikre Guds pligttro tjenere fra farer.

Jeg skal handle i overensstemmelse dermed; jeg afventer dit råd. I den kolde vintersæson

svinder lotusblomster ind og dør. Sæsonen, hvor dæmonerne svinder ind og dør, er kommet.”

19.28. Da Agastya hørte Rama’s ord, smilede han. Han svarede: ”Herre! Du er alvidende. Jeg

ved ikke, hvorfor du spørger mig om, hvad du skal gøre. Jeg er ude af stand til at afgøre, om

du velsigner eller tester mig. Ikke desto mindre er jeg grund af konsekvensen af din nåde,

den nåde der består i, at jeg har set dig, rørt dig og talt med dig, og som du lige har velsignet

mig med, i stand til at forstå dit spørgsmåls betydning. Det er også din nåde. Illusionen, der er

din skabelse og din dukke, din slave der ligger ved dine fødder, er altid opmærksom den

mindste hævelse af dine øjenbryn, så den kan udføre dine befalinger. Ved hjælp af de evner,

du har udstyret illusionen med, skaber den alle eksistenser Jorden og i Himlen.”

19.29. ”Din illusion er ikke til at besejre. Uden ende plager og forstyrrer den alle væsener,

altså dem der bliver offer for dens rænkespil. Det er en sandhed, alle kender til. Din illusion,

din vildfarelse, er som figentræet, der spreder sig vidt og bredt; planeterne i kosmos er som

dette træs frugter; de væsener og de ting, der eksisterer i dette kosmos, er som ormene og

larverne, der kryber rundt inde i frugten. Udefra ser frugten måske dejligt ud, men når den

bliver skåret igennem, kan man se hundredvis af orme, der snor og vrider sig indeni.”

19.30. ”De, der er knyttet til denne ydre verden og dens flygtige skatte, er bange for dig, efter

som du, i din fremtoning som tid, forårsager ubønhørlig ødelæggelse af deres planer. Kosmos

selv er et udtryk for din virkelighed. Rama! Du bliver tilbedt og forgudet af alle verdener.

Præcist som et almindeligt menneske beder du mig om vejledning. Du hylder mig, som

mennesker gør det. Det får mig til at le. Nu er jeg ikke bekymret for noget som helst. Jeg

ønsker, at du sammen med Sita og Lakshmana bliver her i denne hytte. Det er mit eneste

ønske. Jeg foretrækker til hver en tid at tilbede Gud med form frem for Det formløse

guddommelige Princip. Det er, hvad jeg tror , og det er, hvad jeg underviser i. Det er mit

ideal, mit foretrukne mål, min stræben.”

19.31. ”Derfor beder jeg dig opfylde dette ønske. Det er en af dine lege at ophøje dine tjenere

og selv glide i baggrunden, som om du ikke har noget med noget at gøre, og som om du er

uvidende om alting! Men lad være med at ophøje mig. Bed mig ikke om vejledning. Min pligt

er at gå ind at acceptere dine ønsker og følge i dine fodspor. Fader! Lok mig ikke ind i din

illusion, og nar mig ikke ind i min egen egoisme ved at gøre mig til målet for din leg.”

19.32. Til det sagde Rama: ”Oh ærværdige vismand! Du kender dette område godt. Så hvad

kan det skade, hvis du fortæller mig, hvilket sted jeg bør vælge til mit opholdssted? Det er,

hvad alle og enhver ville forvente af dig, er det ikke? Agastya svarede: ”Herre! Eftersom du

har befalet mig, vil jeg adlyde og svare. Meget tæt dette sted flyder den hellige flod

Godavari. Siden tidernes morgen har denne storslåede flod flydt uforstyrret. Stødende op til

floden ligger Dandaka-skoven. Når du helliggør den ved at tage ophold i den, vil du skænke

tilfredshed og lykke til de hellige mænd og vismænd, der bor i denne skov. For dette

skovområde og dets beskyttende hersker har fået nedkaldt en forbandelse over sig, og de er

konstant hjemsøgt og plaget af den.”

19.33. Her afbrød Rama vismanden med ordene: ”Mester! Sita er ivrig efter at kende historien

om den forbandelse. Fortæl os om den i detaljer.” Agastya gennemskuede denne anmodning,

og derfor tiltalte han Rama følgende måde: ”Oh, Instruktøren af det evige Spil.” Vismanden

12

12


fortsatte: ”Der var engang en hungersnød, der hærgede området omkring Panchavati (et sted

Godavari-flodens sydlige bred; stedet fik sit navn grund af de fem banyan-træer, der

stod i en cirkel). Alle de hellige mænd og asketer, der boede der, søgte tilflugt i vismanden

Gouthama’s ashram. Gennem de kræfter, han havde erhvervet som et resultat af sin

spartanske levevis, gav han dem alt, hvad de havde behov for! Da hungersnøden var forbi,

besluttede de hellige mænd sig for at vende tilbage til deres tidligere boliger.”

19.34. ”Men der var nogle falske ’hellige mænd’ blandt dem. De rottede sig sammen mod

Gouthama og planlagde at bringe ham i miskredit for derved give ham et dårligt ry. De fik fat i

en ko, der var lige ved at dø. Denne ko lukkede de ind i ashrammens have. De bragte den til

et jordstykke, der var særligt grønt og charmerende. Gouthama opdagede, at koen var lige

ved at bide en smuk blomst af stilken; han forsøgte derfor at drive koen væk. Men ved hans

første skub drog koen sit sidste åndedrag! Straks anklagede de sammensvorne vismanden for

at have begået den frygtelige synd, der består i at have slået en ko ihjel. De dømte ham til at

være en kasteløs og en hedning. Gouthama ønskede at finde ud af, om koen døde som et

resultat af hans skub, eller fordi dens tildelte tidsrum her Jorden var til ende. For at finde

frem til svaret sit livsvigtige spørgsmål satte han sig i dyb meditation. Snart blev det

åbenbaret for ham, at det blot var et puds, de fjendtlige ’hellige mænd’ havde spillet ham. Han

væmmedes ved deres foragtelige natur. Derfor sagde han: ”Må denne skov, der er vanhelliget

af sådanne tarvelige personer, blive forbudt område for de gode og de fromme. Må skoven

blive tilflugtssted for de dæmoniske, halv-himmelske væsener.”

19.35. ”En anden hændelse øgede også effekten af denne forbandelse. Områdets hersker, der

hed Danda, krænkede sin egen gurus datters ærbarhed. Guruen, der hed Bhrgu, lyttede til den

sørgelige historie, som hans datter fortalte. I sin voldsomme vrede oversvømmede han

området med en styrtregn af støv. Derfor blev dette område fuldstændigt gennemblødte af

mudder, og i tidens løb blev området, fra ende til anden, forvandlet til tæt jungle. Området

hedder Dandaka-skoven, og det er opkaldt efter den førnævnte, nedrige hersker. Rama!

Raghu-dynastiets brystsmykke! Jeg er sikker , at når du tager ophold i denne skov, så vil

der blive tyndet ud blandt dæmonerne, og forbandelsen vil blive ophævet. Hellige mænd og

åndeligt søgende vil endnu engang kunne bo i skoven og gøre fremskridt med deres asketiske

levevis. Overalt vil menneskeheden nyde godt af denne renselse og afslutning forbandelsen.

Jeg kan yderligere fortælle dig, at vismanden, der kastede forbandelsen over området, vil blive

lykkelig for det, du gør, for han er ked af sin vredes konsekvenser.”

19.36. Da Agastya sluttede sin beretning om Dandaka-skovens historie, sagde Rama: ”Godt!

Lad det ske. Jeg vil tage ophold der.” Han forlod vismanden Agastya og fortsatte sammen med

Sita og Lakshmana til Dandaka-skoven. Før de forlod Agastya’s ashram, fremkaldte vismanden

visse våben, som han gennem sig askese havde fået af guddommelige kilder. Disse våben

overgav han til Rama, idet han sagde, at han ikke selv havde noget ønske om at anvende

dem. Nu havde de en udøver, der fortjente dem, og som ville anvende dem til et helligt

formål. ”Rama!”, sagde vismanden. ”Du er mit skjold, min styrke, min tapperhed. Disse våben

kan ikke frelse mig, men du kan. Din nåde er det kraftigste våben, som jeg besidder. Du er mit

tilflugtssted, min fæstning, mit brysts uigennemtrængelige rustning.”

19.37. Mens Sita, Rama og Lakshmana gik ind i Dandaka-skovens tætte jungleområde, blev

træer, der allerede var gået ud, så begejstrede, at de kom til live igen. Overalt voksede der

sarte klynger af blade ud fra kviste og grene; disse blade hviskede i vinden. Svage, kraftløse

slyngplanter og vinplanter følte sig pludseligt fulde af liv, årvågne og aktive. De skænkede

mængder af velduftende blomster. Skoven skyndte sig at iklæde sig den smukkeste grønne

farve, og over alt var den spækket med flerfarvede blomsterknopper. De tre rejsende søgte et

sted, hvor de kunne slå sig ned, og snart ankom de til stedet, der er kendt som Panchavati, og

som var det sted, Agastya havde peget .

13

13


19.38. Her så de ørnenes gamle leder, Jatayu. Han var en god ven af kong Dasaratha og

havde ledsaget kongen dennes togter i rummet, der blev gennemført for at hjælpe Himlens

beboere. Rama fortalte ørnen de triste nyheder om Dasaratha’s død. Han lindrede Jatayu’s

sorg over tabet af en nærtstående ven. Rama fortalte ham om sig selv, og han fortalte ham

om Sita, Lakshmana og sine andre brødre. De besluttede sig for at opføre en løvtækket hytte

floden Godavari’s bred. Jatayu blev en nær ven, og gennem ham kunne de få et klart

overblik over området. Den nat tilbragte de timerne under et træ; her fik de sig en sund og

forfriskende søvn.

14

14


Kapitel 20

Panchavati

20.1. Rama ønskede at blive i Panchavati bredden af Godavari i et godt stykke tid. Mens

han lå tilbagelænet i skyggen af et stort træs grene, kaldte han sin broder hen til sig og sagde:

”Lakshmana! Broder! Bestem dig for et smukt og behageligt sted i dette område og byg en

dejlig, lille hytte; byg den lige så henrivende, som du måtte ønske.”

20.2. Lakshmana modtog denne ordre, som havde den været et dolkestød! Han kunne ikke

bære smerten. Han faldt for Rama’s fødder, idet han i sin forpinthed råbte: ”Fortæl mig,

hvilken forbrydelse jeg har begået for at fortjene denne grusomme ordre.” Sita og Rama blev

ramt af forbløffelse over den reaktion. Rama sagde: ”Lakshmana! Jeg forstår ikke, hvad der

gør dig så ked af det. Har du noget tidspunkt hørt så meget som et enkelt ubarmhjertigt

ord fra mine læber? Er jeg blevet så vanvittig, at jeg siger hårde, uvenlige ord til dig eller til

nogen anden? Du tager dig af mine behov og ønsker; du tjener mig som selve mit åndedrag.

Hvordan skulle jeg kunne tale i grusomme vendinger til dig? Din sorg er meningsløs, den er

fejlagtig. Når alt kommer til alt, hvad var det så, jeg lige sagde til dig? Det eneste jeg sagde,

var: Udvælg et sted, du synes om, og byg der en løvhytte, som vi kan bo i. Er det ikke sandt?”

20.3. Da Lakshmana hørte det, holdt han sig for begge sine øre ved at presse hænderne mod

dem. Bedrøvet protesterede han: ”Rama! Rama! Jeg kan ikke holde ud at høre disse ord.”

Rama blev overrasket over dette tegn sorg. Men Lakshmana stod nu foran ham med sine

håndflader presset mod hinanden og bønfaldt med ordene: ”Herre! Der er ingen inde i mig til

at sige ’jeg’. Jeg har ikke selv nogen ønsker; jeg har ikke selv nogen vilje. Mit ønske, min vilje,

er Rama’s ønske, Rama’s vilje, Rama’s ordre. At adlyde den er mit ønske, min vilje. Jeg er

slaven, der ikke bekymrer sig om nogen anden, intet andet. Hvordan skal jeg så kunne holde

ud at lytte til ord, der antyder, at jeg i henhold til mine ønsker skal vælge et sted til hytten?

Som om jeg har evnen og lysten til at vælge! Hvordan kan jeg være en god og dygtig tjener

for Rama, hvis jeg har mine egne præferencer? Hvordan kan jeg så fortjene dette privilegium

og denne fornøjelse? Det vil betyde, at jeg er uegnet til at leve Jorden, og at mit liv blot er

en byrde og en vanære.” Lakshmana stod og hulkede højlydt. Han var ude af stand til at

undertrykke sin sorg.

20.4. Rama så sin broders sørgelige forfatning. Han trøstede ham med venlige ord. ”Broder!

Dit hjerte er i høj grad helligt. Jeg brugte disse ord i en almindelig, verdslig betydning. Men lad

være med at få det indtryk, at din broder ikke er bevidst om din hengivenheds inderste

karakter. Sørg ikke.”

20.5. Rama overøste Lakshmana med sit smil og fortsatte: ”Broder! Jeg er henrykt over din

hengivenheds renhed og din tjenestes oprigtighed. Dine intentioner er troskyldige og

ophøjede. I fremtiden vil jeg ikke plage dig med sådanne ord. Jeg anvendte almindeligt

sprogbrug, da jeg talte til dig, det er det hele. Tag dig ikke ordene så nært. Kom! Lad os gå

hen og vælge et sted!” Idet han sagde det, tog han Sita og Lakshmana med sig. Efter at have

undersøgt området et stykke tid, standsede Rama og sagde: ”Godt! Opfør løvhytten her!”

20.6. Da Lakshmana hørte de ord, udbrød han i stor glæde: ”Åh, jeg er i sandhed velsignet.

Min pligt er at udføre sådanne ordrer, ikke at udtrykke mine ønsker eller vilje til at gøre noget

egen hånd.” Han knælede for sin ældre broders fødder. Lykkelig og tilfreds rejste han sig og

begyndte opgaven med at samle grene og kviste til hytten, der skulle blive deres hjem.

20.7. Sita og Rama indså, at Lakshmana havde et yderst følsomt sind og et fint, skarpsindigt

intellekt. I deres indre følte de stor glæde ved at tænke dybden af hans tro og

15

15


hengivenhed. Over for Rama tilstod Sita ved mange lejligheder, at for hende var livet i skoven

endnu dejligere end livet i Ayodhya af den grund, at en broder som Lakshmana ledsagede og

tjente Rama.

20.8. Da Sita og Rama så den hytte, som Lakshmana havde opført, blev de henrykte over

dens skønhed, dens fortryllende enkelthed og komfort. Ligeledes var de meget glade for de

inspirerende omgivelser, som den løvtækkede hytte stod og skinnede i. Sita gik ind i hytten.

Hun blev straks betaget af sin svogers dygtighed og kunstneriske smag. Hun roste ham, fordi

han havde bygget den så hurtigt og med så meget praktisk og anvendeligt udstyr.

20.9. Lykkelige tilbragte de tre deres dage i denne hytte. Nyheden om, at Rama havde slået

sig ned i Panchavati, og at han der boede i en løvtækket græshytte som deres egen, spredtes

vidt og bredt blandt eneboerne. Derfor vandrede grupper af asketer hver dag derhen for at

tilbyde ham deres hyldest. De havde også deres elever med. Alle fik de til fulde synet af Rama,

og de var så heldige at tale til ham, og at han talte til dem. Uvilligt forlod de derefter stedet,

idet de priste Rama hele vejen tilbage til deres egne hytter.

20.10. Mange andre slags mennesker kom til Panchavati. De kom i den hensigt at få afklaret

den tvivl, der plagede dem. Den slags tvivl der opstod, når de forsøgte at forstå de hellige

skrifter, og når de prøvede at definere og tolke reglerne for moralsk adfærd eller teksterne

vedrørende ritualer. Andre bad til Rama om at få afklaret, om den asketiske praksis, de fulgte,

var rigtig og gavnlig. Eftersom Rama var alle former for ’rigtig handlings’ Herre, og eftersom

han fuldt ud kendte de hellige skrifter, fik de gennem hans svar og direktiver fuldt ud

tilfredsstillet deres ønsker. Hver og en blev de opfyldt af følelsen af glad tilfredshed.

20.11. Når man beskæftiger sig med emnet: ’Spørgsmål og svar’, er det bedst, at man tydeligt

forstår de fire klasser af spørgsmål. Spørgsmålene opdeles almindeligvis i fire grupper: 1.

Ubetydelige; 2. Ringe; 3. Antagelige; 4. Prisværdige. Spørgsmål, der rejses for at trække

andre ind i en skarp meningsudveksling, for senere at føre vedkommende et ydmygende

nederlag, er ’ubetydelige’. Spørgsmål, der stilles for at demonstrere ens egen kløgt og evner,

er ’ringe’. Spørgsmål, der kundgør spørgerens intellektuelle formåen og evne til at

argumentere, er ’antagelige’, og disse spørgsmål tilhører den tredje gruppe. Spørgsmål, der

stilles med det oprigtige ønske at få fjernet sin tvivl, er ’prisværdige’ og tilhører den bedste

gruppe af spørgsmål. Det behøver næppe blive nævnt, at vismændene, de hellige mænd og

asketerne udelukkende stillede Rama den sidstnævnte type spørgsmål.

20.12. Rama og Lakshmana blev opfyldt af glæde, da de så asketerne. Mange blandt dem blev

overvældet af beundring og taknemmelighed, da de lyttede til de idealer, som Rama

fremlagde. Rama fremlagde idealerne meget enkelt; de var så lette at forstå og føre ud i livet.

Idealerne var fuldstændigt i overensstemmelse med de bud, der er fastsat i de hellige skrifter,

og de var så ukomplicerede. Tilhørerne brød ud i hymner, igennem hvilke de udtrykte deres

hyldest og beundring: ”Oh du Den højeste Herre!”, udbrød de. ”Oh du Den alvidende Herre der

kender fortiden, nutiden og fremtiden! Hvem andre end dig kan være vor Herre og Befrier? Du

bor i vismændenes hjerter. Som et resultat af den strenge askese, vi har gennemført, har vi

opnået at have dig iblandt os. Oh hvor er vi heldige! Hvor er vores ønsker dog gået i

opfyldelse!” Meget modstræbende tog de afsked med Herren; glædestårer blandede sig med

sorgens tårer og strømmede ned ad deres kinder.

20.13. Nogle få af dem lagde sig under de skyggefulde træer, der stod lidt væk fra den hytte,

som Rama boede i. De var fast besluttet ikke at vende hjem til deres egne hytter. De

levede af frugter og rodfrugter, som de samlede rundt om området. Da de var ivrige efter

at få endnu flere syn af Rama, holdt de udkig efter ham. Når Rama engang imellem kom ud fra

hytten og gik omkring, mættede de, skjult bag nogle træer eller buske, deres øjne med dette

uforglemmelige syn. Således tilbragte de deres dage i fuldstændig tilfredshed.

16

16


20.14. Rama stjal alle hjerterne hos dem, der kom i hans nærhed. De blev ’forrykte’ i deres

étpunktethed over for ham. De følte, at det at kontemplere Rama’s ansigt og gentage

Rama’s navn var al den askese, de behøvede at udøve fremover. Til alle dem, der samledes

omkring ham, talte Rama om ’rigtig handling’ og åndelige øvelser. Det gjorde han både dagen

lang og natten igennem.

20.15. Ofte kaldte han Lakshmana til sig og fortalte ham følgende: ”Broder! Hvordan kan jeg

blive i Ayodhya, når jeg er kommet for at udføre denne hellige opgave? Hvordan kan jeg

udspille dramaets, ’Historien om Rama’s’, efterfølgende kapitler fra Ayodhya? Følgende er

formålet, jeg er kommet for at opfylde: At støtte og beskytte de gode og de gudfrygtige; at

tilintetgøre uretfærdigheden og det onde der truer freden og fremgangen i verden; at fremme

retskaffen adfærd og retskafne aktiviteter. Alt det vil udvikle sig fra nu af.” På den måde

informerede han sin broder om, hvad han havde besluttet sig for og om hensigten og formålet

med, at han var inkarneret som menneske Jorden.

20.16. Fra tid til anden ophøjede han Lakshmana til at være den, der spredte hans lære. Den

lære, der var bestemt til at højne menneskeheden. Rama instruerede ham om idealerne

vedrørende moralsk adfærd og fremgang. ”Lakshmana!”, sagde han engang. ”Hengivenhed og

kærlighed til kroppen, tilknytning over for besiddelser af enhver art, egoisme der frembringer

konflikter mellem ’dig’ og ’mig’, de bånd der vokser mellem et menneske og dets ægtefælle,

børn og ejendom – alt det er konsekvenserne af den oprindelige illusion. Denne illusion er

grundliggende, mystisk og forunderlig. Illusionen skaber og tilvejebringer sit herredømme over

alle væsener og ting; over alle former for levende eksistenser. De ti sanser (de fem

videnssanser: Høre-, føle-, syns-, smags- og lugtesansen og de fem handlingssanser:

Hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet) har hver især

deres præsiderende guddom, og gennem disse guddommes medvirken opfatter illusionen den

objektive verden og opnår glæde derved. Ethvert element og enhver lille smule af sådanne

glæder er frembragt af illusionen og er derfor illusorisk, flygtig og overfladisk.”

20.17. ”Der eksisterer to former for illusion. Den, der betegnes som ’videnbaseret illusion’, og

den, der betegnes ’illusion baseret uvidenhed’. Den illusion, der kaldes ’illusion baseret

uvidenhed’, er meget ondartet; den forårsager bundløs elendighed. De, der bliver trukket ned

af denne illusion, vil synke ned i omskiftelighedernes dyb; det evige virvar af glæde og sorg.

Illusionen, der kaldes ’videnbaseret illusion’, har, efter Herrens tilskyndelse, skabt kosmos. For

denne illusion har ingen egne, medfødte kræfter. Udelukkende i Herrens nærværelse kan

denne illusion skabe Kosmos, den skabte verden, der er sammensat af de fem elementer

(jord, ild, vand, luft og æter) og som også kaldes Det tredelte Kosmos. (De tre dele eller

kvaliteter betegnes: De rene og gode kvaliteter, lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter

samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter. Hver for sig, eller i en eller anden slags

kombination, udgør de alle eksistensers karakteristika. De rene og gode kvaliteter står for den

afbalancerede natur; lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter står for den sangvinske eller

den følelsesmæssige, aktive natur; sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter står for den sløve,

inaktive natur).”

20.18. ”Det virkeligt vise menneske (det befriede menneske), det menneske, der har erkendt

virkeligheden, er det menneske, der har frasagt sig de rettigheder og forpligtelser, der knytter

sig til samfundet, kastetilhørsforholdet, alder og status, og som lever i en konstant bevidsthed

om, at alt dette er Gud. Det vise menneske har forstået, at der ikke findes nogle

mangfoldigheder eller forskelligheder; alt er et. Det vise menneske ved, at ’hele kosmos

udgøres af den samme Gud, og at der ikke kan være nogen eksistens adskilt fra Gud’.”

20.19. ”Oh Lakshmana! Du skal vide, at Treenigheden (Brahma, Vishnu og Siva) blot er

refleksioner af den ene Gud i hver af de tre kvaliteter: De rene og gode kvaliteter,

lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter.

Lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter er personificeret af Brahma; De rene og gode

17

17


kvaliteter er personificeret som Vishnu og sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter er kendt som

Siva. Hele kosmos, inklusiv denne verden, er en manifestation af Den ene Gud gennem den

ene eller anden kvalitet eller gennem en kombination af nogle af disse kvaliteter. Så det vise

menneske vil bevæge sig hinsides og under disse tre kvaliteter og søge kilden, oprindelsen i

Den Ene. Alene et sådant vist menneske fortjener navnet asket eller forsager, for

vedkommende har ingen følelse af tilknytning, og vedkommende føler ikke sympati eller

antipati.”

20.20. Engang imellem kaldte Rama både Sita og Lakshmana til sig. Han forklarede dem, at så

længe den individualisered sjæl ikke fuldt ud forstår det åndsslægtskab, det har med

henholdsvis illusionen og Gud, kan det aldrig befri sig selv og blive forenet med Gud. Det vil

være nødt til blot at forblive et konkret og særskilt individ. Et individ der, af illusionens lænker,

er bundet til de begrænsninger, der udgøres af navn og form. Men Rama fortalte, at i samme

øjeblik individet opdager og ved, at det blot er Guds billede, og at sondringen mellem Gud og

det selv ikke har basis i sandheden, vil illusionen forsvinde, som tågen forsvinder i nærværelse

af den opstigende Sol. Det er den ægte bevidsthed om Den guddommelige Gnist, for Gud er

Det højeste Selv, og individet er det samme Højeste Selv set som et billede indesluttet i ’kropmed-navn-og-form’.”

20.21. ”I skal handle i henhold til de regler vedrørende korrekt adfærd, der er fastsat for den

position, I har udviklet jer til, og den opgave I skal udføre i livet; det, der er jeres pligt her i

livet. Hvis I gør det, vil I opnå ikke-tilknytning. Ved at udøve yoga, ved at søge forening med

Gud, vil I opnå åndelig visdom. Denne visdom er det allersidste skridt i den åndelige udvikling.

Denne visdom fører til fuldbyrdelse. Det at tilbede og forgude Herren med størst mulig

kærlighed kaldes hengivenhed. At gøre dette skænker en person nåde; hengivenhed vil

skænke vedkommende stor fremgang. Hengivenhed udspringer spontant fra hjertet.

Hengivenhed beror ikke udefrakommende forhold eller personer. Hengivenhed kan også

give visdom til den person, der har viet sit liv til Herren. Den glæde, som hengivenhed

skænker et menneske, er enestående og umålelig. Hvordan beslutter en person sig for at

begive sig ud hengivenhedens vej? Det hele begynder med, at en god og gudfrygtig

vismand eller realiseret sjæl udviser medfølelse. Denne vej fører hurtigt mennesket til mig.”

Når Sita og Lakshmana lyttede til sådanne udlægninger af åndelig visdom, glemte de alt om,

hvor de var og hvilke vilkår, de levede under. I den begejstring som Rama udviste, når han

talte vidt og bredt om den åndelige vejs tillokkelser, forekom han også at være ubevidst om

alt, hvad der skete omkring ham. Sita og Lakshmana tilbragte lange perioder med

selviagttagelse og udforskning af den indre glæde.

20.22. En dag grublede Lakshmana over disse dybe sandheder og værdifulde direktiver, mens

han holdt vagt omkring hytten. Hans blik faldt et lille lime-træ, der kæmpede sig opefter

under et meget stort træs skygge. Han ønskede at plante træet tættere ved hytten og gennem

sin pleje at hjælpe det til at blive et stort og robust træ. Så han gravede det op med rod. Han

gjorde det med inderlig kærlighed og dyb koncentration. Da han således var i gang med at

grave, kom Ravana’s ondsindede og modbydelige søster ved navn Surpanakha stormende ind

området!

20.23. Så snart hun fik øje Lakshmana, blev hun tiltrukket af den glorie af godhed og den

stråleglans, der oplyste hans legeme. Hun blev målløs over det uventede syn. Straks

forvandlede hun sig til en henrivende ungmø, og med æggende bevægelser gik hun hen til

Lakshmana. Men Lakshmana ænsede hende ikke; uvirket af Surpanakha’s forvandling

fortsatte han sin opgave. Surpanakha kunne ikke bære at blive overset ret længe. Hun gik tæt

hen til ham, og med en indsmigrende stemme appellerede hun: ”Herre! Hvorfor styrter du mig

ud i fortvivlelse? Jeg beder dig om at kølne min uudholdelige glød. Se mig med dine kærlige

øjne, der skænker lykke.” Lakshmana reagerede ikke hendes opfordring. Han hørte hendes

ord, men han smilede blot indvendigt af hendes skamløshed. Han fortsatte sit forsøg at

redde limetræet, så det sikkert kunne blive flyttet væk fra det skyggefulde sted. Surpanakha

18

18


mistede tålmodigheden. Hun beredte sig at trække ham ind til sig. Lakshmana veg tilbage,

idet han sagde: ”Moder! Jeg er Herren Rama’s slave; jeg er ikke en fri mand. Lige meget hvad

jeg foretager mig, ligegyldigt hvor lille et job jeg udfører, så gør jeg det udelukkende efter

hans ordre.” Disse ord sagde han som optakt til det råd, han tænkte at give hende. Da Sita

og Rama hørte hans ord, og da de var nysgerrige efter at vide, hvem han talte med, kom de

ud fra hytten. De trådte ind i haven. Rama bemærkede Surpanakha og så straks, at hun havde

forvandlet sig til en ungmø. Han forberedte sig alle eventualiteter. Imidlertid overdængede

Surpanakha Lakshmana med hårde, fornærmende ord som kujon og skurk, og hånligt lo hun

af hans ansvarsløse opførsel. Hun havde ikke lagt mærke til Rama. Al hendes opmærksomhed

og vrede var alene vendt mod Lakshmana. Nu bønfaldt hun: ”Oh kæreste! Gift dig med mig og

bliv lykkelig. Jeg kan være en kilde til glæde for dig, og jeg kan tjene dig fuldstændig loyalt.”

Lakshmana forsøgte at værge sig mod hende ved at sige: ”Smukke kvinde! Jeg er en slave.

Hvis jeg gifter mig med dig, vil du blive nødt til at leve som en slave.” Idet han fortsatte sit

spøgefulde genmæle, sagde han i sjov: ”Godt. Her kommer min herre, Rama. Hvis du gifter

dig med ham, vil jeg blive din slave.” Surpanakha tog ham ordet. Hun syntes, det lød som

en god plan. Hun vendte sig mod hytten, som Lakshmana havde peget , da han fortalte, at

hans herre var kommet. Der, stående tæt ved døren, så hun en meget smuk kvinde. Ved

hendes side så hun legemliggørelsen af maskulin skønhed! Begge lo de af hende.

20.24. Surpanakha blev lidenskabeligt forelsket. Hun styrtede hen mod Rama, og ude af sig

selv sagde hun grådkvalt og bønfaldende: ”Kærlighedens Gud! Skønhedens Gud! Accepter mig

som din hustru.” Rama besluttede sig for at give hende en moralprædiken og få lidt sjov ud af

denne latterlige og groteske situation, der udspillede sig lige foran ham. Med en kluklatter

sagde han: ”Oh skønne kvinde! Jeg kan ikke gifte mig med dig, for jeg har afgivet det

højtidelige løfte om kun at have én hustru. Jeg har min hustru her. Min broder, Lakshmana,

som du allerede har truffet, har også en hustru, men hun er ikke her. Så gift dig med ham og

bliv tilfreds. Han er den rette person for dig; gør du blot tilnærmelser til ham.” Da kvinden

hørte det, skyndte hun sig hen til Lakshmana og begyndte endnu engang at appellere. Hun

sagde: ”Din broder er gået ind , at vi gifter os. Så udsæt det ikke; accepter mig som din

brud.” Nu var hendes holdning meget ydmyg og mild. Lakshmana forstod absurditeten i

hendes ynkelige forfatning, og han ønskede at forøge morskaben. Han sendte hende hen til

Rama, og Rama sendte hende tilbage til Lakshmana. Det gjorde de adskillige gange, indtil hun

blev så fortvivlet og forblændet af lidenskab, at hun igen vendte tilbage til sin dæmoniske

natur! Hendes syge intellekt fortalte hende, at det var Sita, der stod i vejen for hendes succes i

dette vellystne eventyr. Rama kunne jo ikke gifte sig med hende, eftersom Sita var ved hans

side. Hvis Sita blev skaffet af vejen, ville Rama helt sikkert give efter for hendes opfordring til

utugt. Så hun kastede sig over Sita for at dræbe og sluge hende, for hun var helt igennem en

dæmon. Lakshmana stod parat; han så Rama’s ansigt efter tegn ordre. Rama erkendte,

at kvinden helt havde tabt besindelsen, og at hun måtte standses. Da Rama var af den

opfattelse, at der ikke er nogen grund til at bruge en økse, når man kan nøjes med at bruge

neglene, løftede han sin ene hånd i vejret og talte fire af sine fingre, idet han så over

Lakshmana.

20.25. Lakshmana fattede straks betydningen af ordren! Ved at tælle til fire hentydede Rama

til de fire vedaer, der samlet kaldes ’Det der blev hørt’, hvilket henviser til øret. Lakshmana var

i besiddelse af et skarpt, årvågent intellekt, derfor kunne han rette vis tolke Rama’s

mindste tegn. Rama havde holdt sin hånd op; opad mod Himlen. Himlen, eller rummet, er det

femte element (betegnes ofte som æter). Dette element er karakteriseret af lyd; lyd er

symbolet Herren, kendt som Lydens Gud eller Gud. Gud ’opholder’ sig i Himlen, og Himlen

bliver også angivet ved den løftede, pegende hånd. På sproget sanskrit er Himlen kendt som

naaka; det ord har også en anden betydning, nemlig næse! Ikke så snart havde Rama gjort

disse to tegn, før Lakshmana med draget sværd for hen mod den dæmoniske kvinde. Han trak

hende ned jorden, og idet han råbte, at hendes uforskammethed skulle straffes, huggede

han hendes ører og næse af! Surpanakha hylede så højt, at skoven skælvede og rystede. Hun

antog sin sande skikkelse som uhyre og skreg: ”Er dette retfærdigt? Hvordan kan du misdanne

19

19


en kvinde, der kommer til dig, så forfærdelig en måde? Jeg vil bringe min broder, Ravana,

hertil, så han kan gengælde denne grusomme handling.” Med disse ord forsvandt hun hurtigt

ind i skoven.

20.26. Hun tog direkte hen til dæmon høvdingene, Khara og Dushana, i Dandaka-skoven. Her

jamrede hun: ”Hvordan kan I stiltiende udholde den fornærmelse og de kvæstelser, som jeres

søster er blevet udsat for? Til hvilket formål har I opbygget al jeres tapperhed og styrke? Det

er bedre, I brænder det hele til aske. Er I rigtige mænd? Kan I kalde jer selv det? Skam over

jer og skam over jeres praleri om at være modige.” De var ude af stand til at forstå, hvad der

var hændt hende, og hvem der i en så sørgelig grad havde misdannet hende. De spurgte

hende: ”Søster! Hvem forvoldte dig al denne skade? Fortæl os det, og vi vil tage en voldsom

hævn.”

20.27. Nu begyndte Surpanakha at fortælle, hvad der var hændt. Hun startede med i detaljer

at beskrive Rama’s og Lakshmana’s tiltrækning og fortryllende skønhed. Brødrene blev

rasende, da hun begyndte at tale om dette. De spurgte, hvorfor hun spildte sin egen og deres

tid med denne overflødige indledning. ”Fortæl os, hvem der sårede dig? Hvem skamferede

dig?” Nu fortalte hun dem alt, hvad der var sket i skoven.

20.28. Khara og Dushana var meget ophidsede over deres søsters sørgelige tilstand; over at

hendes ører og næse var blevet hugget af. De samlede en hær fjorten tusind dæmoner og

marcherede i stor hast mod brødrene, Rama og Lakshmana, der havde straffet hende den

måde. Dæmon-krigerne var så ubetvingelige, at de end ikke i drømme kunne besejres.

Krigerne kendte ikke til tilbagetrækning eller nederlag; i kamp var de uovervindelige. Som var

de bjerge med vinger, bevægede de sig i gruopvækkende delinger hurtigt langs dalene; jorden

skælvede under deres fødder. Hver eneste af dem var bevæbnet til tænderne med

forskelligartede, dødbringende våben.

20.29. Den øreløse og næseløse enke, Surpanakha, gik med sit blødende ansigt forrest for

hele hærstyrken. Hun var ivrig efter at få hævn. Hun førte hæren til den grønne plet, hvor hun

havde mødt brødrene.

20.30. Men hendes tilstedeværelse betød og varslede en ugunstig begyndelse felttoget.

Hendes tilstand var et dårligt varsel for ekspeditionen. Et blødende ansigt og det at være enke

blev dengang opfattet som dårlige varsler. Surpanakha havde og var det hele. Dæmonerne

kendte imidlertid ikke til fordelene og ulemperne ved tegn og varsler forud for en march mod

slagmarken. De stolede deres fysiske og materielle styrke og deres forbryderiske

krigslist. Det var den egentlige årsag til, at de altid var ude af stand til at klare sig mod det

guddommeliges og den ’rigtige handlings’ styrker.

20.31. For hvem kan modstå kraften, der er frembragt gennem overholdelse af ’rigtig

handling’ og gennem Guds nåde? Dæmonerne tog aldrig notits af retskaffenhed eller

guddommelighed; de koncentrerede al deres energi og alle deres evner at udstyre sig selv

med fysisk styrke. Stolte af deres våben, deres muskler og deres ondsindethed marcherede de

af sted ind i skoven. De blæste i deres trompeter, de brølede som løver, de brølede som vilde

elefanter, de hylede op om deres bedrifter, og de vred sig voldsomt i deres vilde danse. De

forstod aldrig, at deres stormløb blot var at sammenligne med en spurvs angreb en ørn!

20.32. For sine brødre udpegede Surpanakha lang afstand den hytte, hvor Rama opholdt

sig. For at opildne dæmonerne til at komme i en tilstand af vanvittig ophidselse inden slaget,

råbte hæren som med én stemme: ”Dræb, fang, myrd”, og løb fremad. Da de nærmede sig

hytten, udfordrede Khara og Dushana Rama, idet de råbte så højt de kunne: ”Oh du den mest

ondsindede! Oh du den mest uheldige! Du vovede at misdanne vores søster, gjorde du ikke?

Forsøg nu, hvis du kan, at redde dit liv fra at blive tilintetgjort.”

20

20


20.33. Rama var allerede klar over deres ankomst. Han gav Lakshmana ordre om at holde Sita

af vejen i en grotte og være vagt. ”Du skal ikke mindste måde bekymre dig om mig! Der

kan aldrig ske mig noget ondt”, sagde Rama. Lakshmana kendte Rama’s styrke, og derfor

adlød han stiltiende. Han tvivlede ikke et sekund , at Rama ville sejre. Han førte Sita ind i en

grotte og blev hos hende. Til brug i en nødsituation holdt han sin bue og pile parat.

20.34. Rama stod foran hytten. Et smil oplyste hans ansigt, og hans bue var strenget perfekt

op og klar til brug. Rama strøg blidt sin hånd gennem sit sammenfiltrede hår. Da han gjorde

det, så dæmonerne milliarder af blændende lysglimt strømme ud fra hårkronen. For

dæmonernes øjne forekom Rama’s arme at være enorme slanger med flere hoveder. Som en

løve, der skuler vredt til en elefant og blotter sine tænder i nydelse over den sejr, der allerede

er så godt som sikker, stod Rama, Løven, udfordrende og frygtelig foran flokken af forskræmte

elefanter. Råbene: ”Her er personen, der misdannede hende. Hold ham. Fang ham. Dræb

ham”, steg op fra den stærkt ophidsede flok. Men ingen turde gå frem og føre ordene ud i

handling. Ligegyldig hvor meget de ansporede og opmuntrede hinanden, var der ingen af dem,

der kunne samle mod nok sammen til at angribe Rama.

20.35. Forbandelserne og råbene fra dæmonerne fyldte skoven, og de vilde dyr løb i panik

over hals og hoved for at søge ly. Nogle få af dyrene løb ind i den grotte, hvor Sita befandt sig.

Lakshmana fik medlidenhed med dem, og han lod dem få adgang, så de kunne blive befriet for

deres frygt og bekymring. Han gav dem et tilflugtssted og bød dem velkommen. Han var klar

over, at de var i alvorlige vanskeligheder.

20.36. Dæmonerne, der omringede Rama, blev så overvældet af hans skønhed og tiltrækning,

at de nu ikke gjorde andet end at stirre pragten og stråleglansen. Mange frydede sig

ubeskriveligt over hans nåde. Mange var helt opslugt af beundring og skønnelse. Alle blev

knyttet til Rama gennem kærlighed og ærefrygt. Ingen af dem kunne eller var i stand til at

løfte et våben mod ham eller blot sende ham et vredt blik!

20.37. Også Surpanakha deltog i hyldesten. Til Khara og Dushana, der stod lamslået i

nærheden af hende, sagde hun: ”Brødre! Hvilken uforlignelig skønhed, der står foran os! Indtil

nu har jeg aldrig set en sådan charme, en sådan ynde, en sådan ren harmoni, en sådan

fuldendt kropsbygning. Dræb ham ikke, men grib ham som han er, og før ham til mig.”

20.38. Også brødrene var i samme grad betaget af Rama. De svarede: ”Søster! Vi har heller

aldrig før set en lignende legemliggørelse af skønhed. Jo nærmere vi kommer ham, des

hurtigere knytter han sig til os, des mere fascineres vi af hans charme og skønhed. Jo længere

vi ser ham, des voldsommere er den glæde, der vælder frem i os. Måske er det den følelse,

som vismændene, der bor her i området, kalder lyksalighed.”

20.39. Khara brød sig ikke om selv at skulle tale med Rama. Derfor sendte han en kurer hen til

ham. Denne skulle finde ud af, hvem han var, hvad han hed, hvor han kom fra, hvorfor han

var kommet ind i skoven og havde taget ophold her osv., osv.

20.40. Kureren nærmede sig Rama og stillede ham de spørgsmål, han havde fået ordre .

Rama smilede af denne fremgangsmåde. Han sagde: ”Lyt nu min ven! Jeg er af kriger-kasten,

og jeg kom ind i skoven for at jage vilde dyr som din herre. Jeg er end ikke bange for Dødens

Gud. Hvis I mener, I besidder evnen og dygtigheden, så kæmp mod mig og forsøg at besejre

mig. Hvis det ikke er tilfældet, så drag hjem. Alle og enhver bør drage hjem og frelse sig selv

fra tilintetgørelse. Jeg vil ikke dræbe dem, der flygter fra slagmarken.” Dette budskab blev

bragt tilbage til Khara og Dushana, og dets ordlyd blev genfortalt præcist. Da brødrene hørte

budskabet, tog de deres våben op: Spydene, økserne, køllerne, buerne og pilene. Alle skreg de

indtil ekkoerne buldrede fra Himlen. De affyrede deres missiler mod Rama. Med en enkelt pil

fra sin bue huggede Rama dem i småstykker. Andre pile fløj fra Rama bue. De anrettede ligeså

meget ødelæggelse, som ild eller lyn kunne have gjort. Dæmonerne trak sig tilbage fra

21

21


angrebet, idet de i smerte råbte: ”Oh moder! Oh fader! Ak!” og så fremdeles i ren smerte og

fortvivlelse.

20.41. Da Khara, Dushana og deres yngste broder, Thrisira, så dem flygte, råbte de:

”Dæmoner! Flygt ikke fra kampen. Enhver, vi opdager, der flygter, vil blive dræbt stedet af

vore egne soldater.” Da de dæmoniske krigere hørte det, tænkte de ved sig selv: ”Godt! Det er

langt bedre at dø for Rama’s hånd end for nogen andens; det er bedre at dø i Rama’s

nærværelse end langt fra ham.”

20.42. Så de fandt ind i deres rækker igen og marcherede frem mod det sted, hvor Rama stod.

Men de var ikke i humør til at kæmpe. De blev så fascineret af Rama’s personlige charme og

stråleglans, at de stod og stirrede betaget Den guddommelige Skønhed.

20.43. Nu affyrede Rama pilen, der bar navnet Sammohana (ordet betyder hypnose). Denne

pil havde den virkning, at den vildledte folk og fik dem til at forveksle folk med hinanden. Som

et resultat så den enkelte soldat den soldat, som vedkommende stod ved siden af, som den

person han havde fået fuldmagt til at slå ihjel. Khara og Dushana havde tilskyndet dem at

dræbe Rama, så derfor kastede alle sig over deres sidemand, idet de råbte: ”Rama er her,

Rama er her.” De dræbte hinanden i stor triumf. Hele stedet var snart et virvar af

dæmonernes beskadigede, ituslående legemsdele. Blodet flød i strømme gennem skoven.

Gribbe og krager flokkedes om stedet. De var ivrige efter at fylde sig med ådslerne. Den dag

stod fjorten tusind dæmoner over for én person denne slagmark! Dæmonerne døde; hver

eneste af dem råbte: ”Rama, Rama”, da de faldt om. Sammen med deres trofaste følgesvende

døde Khara og Dushana også.

20.44. Asketerne og vismændene, der var vidne til denne scene af skræk og rædsel, erkendte

Rama’s helt specielle tapperhed. De var glade for at vide, at også Ravana’s endeligt lå sikkert i

hænderne denne frygtindgydende og formidable helt. De blev bekræftet i deres tro , at

Rama var Det almægtige Forsyn, der var kommet for at udslette hele den dæmoniske race fra

Jordens overflade for derved at sikre menneskeheden fred og fremgang.

20.45. Så snart den voldsomme træfning var til ende, gik Sita og Lakshmana hen til Rama. De

knælede for ham. Rama løftede blidt Lakshmana op fra jorden. Han forklarede broderen om

den skæbne, der var overgået de fjorten tusind dæmoner og deres herrer i det slag, der knapt

havde varet en halv time. Med åbenlys glæde fortalte han detaljeret om begivenhederne.

Beretningen blev ledsaget af mange smil og mangen en kluklatter. Mens Rama fortalte,

vandrede Sita’s blik hen over hans krop. Hun ville sikre sig, at han var uskadt og ikke havde

draget sig den mindste skramme. Den næste dag besøgte grupper af asketer og vismænd,

ledsaget af deres disciple og elever, Rama’s Panchavati ashram. De havde hørt om

tilintetgørelsen af den dæmoniske hær; de havde hørt, at prinsen fra Ayodhya, helt alene

havde udført denne bedrift. De hyldede Rama for hans tapperhed og for hans evner som

bueskytte. Nogle af dem havde opnået evnen til at se ind i fremtiden. I stor ydmyghed

henvendte de sig til Rama og sagde: ”Oh Mester! De kommende dage bliver du nødt til at

være årvågen og i beredskab. Dæmonerne er modstandere af alle de begrænsninger og

forandringer, som retfærdighed og retskaffenhed lægger dem. Deres daglige praksis er at

føre alle og enhver skade. Deres højeste mål er at opfylde deres selviske ønsker. De er lige

glade med, hvordan de opfylder dem, og hvilke metoder de anvender. Khara og Dushana har

en ældre broder ved navn Ravana. (Navnet Ravana betyder en person, der gør alle og enhver

sorgfuld). Han besidder langt, langt større kræfter end dem. Hans hær tæller millioner. Denne

arrige kvinde, Surpanakha, vil helt sikkert opsøge ham og jamre sig over sin skæbne. Han vil

ikke afholde sig fra at følge op hendes sag og forsøge at hævne sig dem, der har

misdannet hende.”

20.46. Således advarede de Rama og Lakshmana ved at give dem sådanne informationer, som

de sad inde med. Med et smil spillende sine læber lyttede Rama til dem. Han sagde: ”Ja. Ja.

22

22


Jeg er godt klar over alt dette. Jeg er kommet denne særlige mission.” Han nikkede, som

han ivrigt frem mod den lykkelige begivenhed, det ville være at komme i kamp mod Ravana.

Men han sagde ikke mere. Han sad, som var han komplet uvidende om alt, hvad der hørte

fremtiden til.

20.47. Han vendte blikket mod Lakshmana, og med et blink i øjet sagde han: ”Du hørte det

godt, gjorde du ikke?” Idet han vendte sig mod vismændene og asketerne, sagde Rama: ”Lad

nu være med at blive ængstelige eller bekymrede. Jeg er parat til at møde alle situationer.” De

blev trøstet og opmuntret af denne forsikring og lovede ikke at være bekymrede. Rama indgød

dem tro og mod, og han gav dem tilladelse til at vende tilbage til deres eneboerhytter. De var

nu fortrøstningsfulde med hensyn til, at de, uforstyrret af de dæmoniske horder, kunne

fortsætte deres studier og åndelige øvelser i fred og ro.

20.48. Som vismændene og asketerne havde forudsagt, spildte Surpanakha ingen tid. Hun

opsøgte straks sin broder, Ravana. På hendes vej hen til ham skar hendes gråd gennem luften.

Da de hørte denne gråd, blev Lanka’s (nuværende Sri Lanka) dæmoner bange for, at en

katastrofe havde ramt deres land. De gik ud gaderne, og i små grupper begyndte de at

diskutere, hvad årsagen muligvis kunne være. Surpanakha kom brasende ind i Ravana’s,

dæmonernes konges, Audiens-sal. Til stor forbløffelse og bekymring for alle de

tilstedeværende udspyede hun vrede skældsord.

20.49. Hendes udseende var skræmmende; hendes krop var dækket af blod; hendes ord var

forgiftet af vrede. Ravana forstod, at en eller anden havde ført hende disse voldsomme

kvæstelser. Han blev chokeret over at se søsterens sørgelige forfatning. Fra sin trone brølede

han: ”Søster! Fortæl os alt, hvad der er sket.”

20.50. Surpanakha svarede: ”Broder! Hvis du er en ægte dæmon, hvis de overmenneskelige

kræfter, du har erhvervet dig gennem års askese, er virkelige, så kom. Øjeblikket er kommet,

hvor du skal anvende dit mod, din tapperhed og dit heltemod. Træd frem! Lad være med at

ignorere de katastrofer, der venter dig. Lad ikke blot tingene gå sin gang, mens du er fortabt i

den form for rus, som berusende drikke tilvejebringer.”

20.51. ”Du har ikke hæftet dig ved de begivenheder, der har fundet sted ved Panchavati. Du

har ikke været opmærksom , hvem der er kommet til dette sted, med hvilket formål de er

kommet, og hvilken opgave de skal løse. Prinser, der er fast besluttet at tilintetgøre

dæmonerne, er draget ind i Dandaka-skoven. De har slået tusindvis af dæmon-soldater ned.

De har skåret vore brødre, Khara og Dushana, i småstykker. På et øjeblik udslettede de

tusinder af eksistenser, der kastede sig over dem. Deres heltemod er hinsides beskrivelse.

Deres personlige skønhed – oh!” Her standsede Surpanakha sin beretning og stod stille; hun

faldt i staver ved tanken om den pragt, der havde betaget hende. Da Ravana hørte

beretningen, blev han ustyrligt rasende. Han skar tænder; han slog sig lårene, som om han

netop havde modtaget og accepteret en udfordring. ”Hvad? Dræbte disse afskyelige personer

Khara og Dushana? Måske kendte de ikke mit navn. Måske var de ikke klar over, at jeg altid

bakker mine brødre op og støtter dem. Måske har de ikke hørt om min styrke og

hævngerrighed.”

20.52. Ravana fortsatte med højlydt at prale af sine bedrifter over for de forsamlede

mennesker. Surpanakha afbrød ham ved at sige: ”Oh du koncentrerede ondskab! Mens dine

ærkefjender danser dit hoved, sidder du her som en anden kujon. Du hæver dig selv til

skyerne og hylder din uovervindelighed! Det er ikke kendetegnet en konge, der er værdig

til sin trone. Måske er du ikke klar over følgende: Asketer bliver ødelagt af det selskab, de er i;

herskere bliver ødelagt af de ministre, de har ansat; visdom bliver ødelagt af ønsket om

skønnelse; skamfølelse bliver ødelagt gennem indtagelse af spiritus. Broder! Du må ikke, du

må aldrig, udvise ligegyldighed over for ild, sygdom, en fjende, en slange og en synd grund

23

23


af, at den er lille og ubetydelig. Når disse vokser sig store, vil de helt bestemt forvolde stor

skade. Derfor, skynd dig; tøv ikke.”

20.53. Surpanakha’s ord var som gift, der blev hældt i Ravana’s ører. Med et smil sine

læber stillede Kumbhakarna, den anden broder der var til stede, Surpanakha følgende

spørgsmål: ”Søster! Hvem skar dine ører og din næse af?” Med et højt skrig svarede hun: ”Ak!

Denne ondsindede handling blev begået af de førnævnte prinser.”

20.54. I en vis udstrækning trøstede Ravana hende. Så spurgte han: ”Søster! Næsen er foran

ansigtet. Ørerne er hver sin side af ansigtet. De kan ikke være blevet skåret af i et hug.

Fortæl mig, lå du og sov dybt, da næsen og ørerne blev hugget af? Dette er i sandhed

overraskende!” De øvrige tilstedeværende undrede sig også over, hvordan det var sket.

Surpanakha svarede: ”Broder! Åh, da disse bløde og dejlige hænder rørte mig, mistede jeg

enhver fornemmelse af kroppen og af, hvor jeg befandt mig. Eftersom mine øjne drak deres

smukke ansigters liflige skønhed, var jeg ikke bevidst om, hvad de foretog sig. Selve synet af

disse prinser fortryllede mig i den grad, at jeg mistede enhver fornemmelse af mig selv og

omgivelserne. Hvordan skal jeg beskrive den begejstring, jeg følte ved at tale med dem? Hele

tiden lyste deres ansigter op i glade smil; de kendte ikke til noget andet udtryk eller til nogen

anden reaktion. Selv maskuline hjerter vil helt sikkert blive betaget af deres pragt. De er i

sandhed betagende repræsentanter for Kærlighedens Gud. Indtil nu har jeg aldrig set noget så

smukt. Skam over vores dæmoniske kræfter, vores modbydelige kneb, vores abnorme

skikkelser, vores grimme udseende! Vi er i sandhed ækle. Se blot prinserne én gang, og du

vil aflægge ed , at jeg har ret, Hvorfor? Khara og Dushana, der døde under slaget, kviede

sig ved at kæmpe mod dem. De protesterede over for mig; de bønfaldt mig: ”Hvordan kan vi

føle fjendskab over for og overfalde disse legemliggørelser af gunstighed, disse

skønhedsidealer?””

20.55. De hofmænd og ministre, der var forsamlede i salen, lyttede med ærefrygt og fryd til

denne beskrivelse. Selv Ravana blev forvirret og forbløffet over hendes ord. Det billede, hun

tegnede af Rama, var et billede, der gav ham megen glæde og fred, når han kontemplerede

det. Dybt i sit indre følte han en tilskyndelse til at kaste et blik denne gudbenådede

legemliggørelse af pragt og skønhed. Den vrede, der ellers var vældet op i ham, stilnedes

langsomt, efterhånden som han lyttede til sin søster. Han besluttede sig for roligt at

undersøge, hvad der virkeligt var hændt i Panchavati.

20.56. Derfor henvendte han sig til sin søster følgende måde: ”Søster! Fortæl mig, bor

disse to brødre helt alene i Panchavati? Eller bor de sammen med andre? Har de ingen

ledsagere, kammerater eller hoffolk hos sig?” Surpanakha svarede: ”Nej. De har ingen skare af

livvagter, slægtninge eller krigere hos sig. Den ældste af dem, Rama, har en kvinde hos sig.

Denne kvinde besidder den ypperligste skønhed. Hun er endda endnu smukkere og endnu

mere henrivende, end prinserne er. Hun er selve Kærlighedens Gudinde i menneskelig

skikkelse. De to brødre bor i Panchavati sammen med denne kvinde. Uden frygt vandrer de

frie omkring skovsletten og i dalene. Rent faktisk har jeg aldrig før set en så perfekt

kvindelig skønhed; hendes lige eksisterer hverken i Himlen eller Jorden.”

24

24


Kapitel 21

Den listige skurk

21.1. Mens Ravana lyttede til Surpanakha’s ord, blev hans stærke lidenskab vakt, og han blev

den ødelæggende tåbeligheds slave. Ravana udviklede en følelse af had mod Rama og

Lakshmana. Han begyndte at planlægge en krigslist, der skulle føre Sita væk fra prinserne.

Han fordybede sig i tanker. Han blev styrtet ud i bekymring og hvileløshed. Han bekymrede sig

ikke om at stilne sin sult eller slukke sin tørst. Således var den skæbnesvangre fascination, der

plagede ham. Mens Surpanakha var i færd med at beskrive brødrenes, Rama’s og

Lakshmana’s, skønhed og pragt, var der én person i Audiens-salen, Vibhishana, der lyttede til

beretningen med glæde i hjertet og tårer i øjnene. Han anbragte disse guddommelige,

henrivende skikkelser i sit hjertes tempel. Han længtes inderligt efter muligheden for at være i

deres nærhed og kaste sig for deres fødder. ”Vil de modtage mig? Kan jeg blive frelst?

Fortjener jeg at blive velsignet af dem?”, spurgte han sig selv. Til sig selv sagde han: ”De er

guddommelige, det er sikkert. De er kommet til Jorden i menneskelige skikkelser for at

tilintetgøre dæmonernes ondsindede afkom.” I sit sind ofrede han alt, hvad han havde, og alt

hvad han var. Fra det øjeblik begyndte han at leve i konstant meditation deres kærlighed.

21.2. Ravana var faldet ned fra de yogiske højder, han havde opnået i sine tidligere liv. Så nu

strejfede han omkring som en dæmon. Sandt at sige var han en stor hengiven af Gud. Dybt i

sin bevidsthed var han bevidst om Den universelle Absolutte, Narayana. Han var ikke ubevidst

om det faktum, at Rama var selve Narayana, Herren, der var kommet i menneskelig skikkelse

for at skænke guderne glæde og fred og for at tilintetgøre alle spor af dæmonisk ondsindethed

Jorden. Da han imidlertid ikke kunne nå Narayana ad nogen anden vej, var han nødt til at

udvikle en hensynsløs ondskabsfuldhed tillige med et voldsomt had. Han var også nødt til at

invitere Rama til at dræbe sig. Selvfølgelig vil det muligvis blive kaldt en form for hengivenhed,

der er både dum og modbydelig. Men Ravana’s indre mål var at krydse fødsels og døds hav

gennem denne udøvelse af selvfornægtelse og overgivelse til Narayana.

21.3. Imidlertid var det sådan, at eftersom Ravana’s legeme og sind var en konsekvens af

dæmoniske tilskyndelser og var blevet udviklet ved hjælp af dæmonisk næring, ignorerede han

det guddommelige i sig; det guddommelige der råbte forening med den guddommelige

Rama. Han stolede sin dæmoniske natur. Han vækkede denne naturs ildevarslende

potentialer og kræfter. Minut for minut skiftede de guddommelige og de dæmoniske aspekter

af hans personlighed med at have overtaget. Til sidst overbeviste han sig selv om, at de to

prinser var kongelige prinser og ikke andet. Han bestemte sig for at dræbe dem begge.

Yderligere bestemte han sig for at bortføre kvinden, som han var blevet fuldstændig betaget

af. Han lovede sin søster, at han denne måde ville tage hævn for den overlast, hun havde

været udsat for. Han bekendtgjorde, at mødet med forsamlingen var hævet. Ravana befalede

sine tjenere at bringe den kongelige stridsvogn til Audiens-salen, så den var klar til hans

forestående rejse. Uden at have nogen ledsager ved siden af sig satte han sig op i

stridsvognen. Han kørte hurtigt til Maricha’s (Ravana’s onkels) bolig ved kysten. Da Ravana

sad over for ham, fortalte han i detaljer om de begivenheder, der var hændt. Han beordrede

Maricha til at udføre sin del af hans plan. Men Maricha sagde, at han allerede én gang før

havde fået kærligheden at føle fra både Rama og Lakshmana. Han fortalte Ravana, at de ikke

var, som prinser var flest. Han frarådede Ravana at gennemføre dette afsindige forehavende. I

forsøget at tale Ravana fra det, argumenterede Maricha længe og hengivent. Men lidenskab

og forbitrelse havde gjort Ravana blind over for, hvad pligt og moral dikterer. Så han truede

med at straffe Maricha, hvis denne ikke gjorde, hvad han sagde. Maricha besluttede med sig

selv, at det var bedre at dø for Rama’s guddommelige hånd end for Ravana’s dæmoniske

hånd. Han gik derfor ind det forslag, Ravana havde fremlagt, og gjorde sig klar til at spille

sin rolle i sammensværgelsen.

25

25


21.4. Sammen med Maricha drog Ravana videre til Dandaka-skoven. På vejen forklarede

Ravana sin ledsager om den strategi, han havde udtænkt. Han beordrede Maricha til, ved

hjælp af sine dæmoniske kræfter, at forvandle sig til en dejlig, gylden hjort. Ravana ønskede,

at Maricha, i denne besnærende skikkelse, skulle hoppe rundt i nærheden af den hytte, hvor

Rama, Sita og Lakshmana boede. Eftersom han ikke havde mulighed for at undslippe Ravana’s

forbitrelse, var Maricha nødt til at give sit samtykke. Ravana fortalte ham følgende: ”Rama vil

forsøge at indfange dig. Han vil følge efter dig, og du skal lede ham langt væk fra hytten. Når

du er kommet et godt stykke væk, skal du i voldsom smerte skrige følgende: ”Oh Sita! Oh

Lakshmana!” Det skal du gøre med en stemme, der er præcis magen til Rama’s stemme.”

Ravana og Maricha standsede stridsvognen og lod den stå i god afstand fra hytten. Begge

begav sig til fods mod hytten.

21.5. Sita og Rama befandt sig i hytten. Samtidig med at dette spind blev spundet, kunne de

mærke, at øjeblikket for fuldbyrdelsen af deres opgave var kommet. Rama sendte Lakshmana

ud for at samle rodfrugter og frugter til dagens behov. Eftersom Rama noterede sig, at det

rigtige tidspunkt var kommet, fortalte han Sita følgende: ”Min ven! Du ved alt. Vi er begge klar

over, hvorfor vi er kommet til Jorden, og hvad vores opgave er. Denne opgave kalder nu

os. Nu er tiden kommet, hvor vi for alvor må begynde den. Din natur og dine karakteristika

er overordentligt ædle og hellige. Vi har begge antaget disse menneskelige legemer gennem

ritualer, der er forbundet med ildens princip. Mit legeme opstod fra den frembringelse, der af

Ildens Gud blev taget ud af flammerne i offerilden. Du opstod fra jorden, fra den plovfure der

blev pløjet op af den hellige plov. Det skete, da jorden til et ild-alter skulle indvies, så det

kunne anvendes til højtideligholdelsen af en hellig offerceremoni. Vore legemer er født i ild, og

de bliver opretholdt af ildens varme. Derfor, Sita, skal du deponere alle dine guddommelige

kvaliteter og al din guddommelige pragt i ilden, og fra nu af skal du handle og opføre dig som

et almindeligt menneske. Også jeg vil færdes og handle som et almindeligt menneske. Jeg vil

vise, at jeg er ked af det og bekymret dine vegne; jeg vil føle adskillelsens og ensomhedens

smerte. Verden vil udelukkende forstå denne måde at opføre sig , og den vil opfatte os som

mennesker. Verden vil godkende denne adfærd som værende en verdslig adfærd, og den vil

opfatte vores reaktioner som værende naturlige. Husk , at selv den mindste af vore

handlinger skal tjene som et ideal for menneskeheden. Vi er nødt til at fremstå som ideelle

forbilleder i relation til forholdet mellem mand og hustru. Det forbillede skal være i fuldstændig

overensstemmelse med principperne for sandhed og ’rigtig handling’. Vores handlinger skal

være i overensstemmelse med de retningslinier, der er fastsat i de hellige skrifter. Vi er nødt til

at forme vores liv en forbilledlig måde, så almindelige mennesker kan blive inspireret af

dem. Ligeledes skal de blive tilskyndet til at følge de idealer, som vi i detaljer vil vise og

uddybe for dem. Vi er nødt til at spille dette spil, opføre dette drama, indtil den endelige

fuldbyrdelse: Nemlig tilintetgørelsen af Ravana og dæmonerne.”

21.6. ”Aflever derfor din guddommelige pragt til deponering hos Ildens Gud, og bevæg dig

rundt som en almindelig kvinde, der er fanget i illusionens net. Der kan ikke være nogen

virkning uden årsag. Vi skal fuldbyrde virkningen, nemlig tilintetgørelsen af Ravana og det

dæmoniske afkom. For at retfærdiggøre og fremkalde virkningen, er vi derfor nødt til at

manipulere en årsag. I sin natur har Ravana en grundliggende fejl, nemlig hans vellystige

lidenskab. Vi er nødt til at henlede verdens opmærksomhed denne fejl. Derfor må vi

tilrettelægge en situation, hvor det virker, som om han kidnapper dig i et anfald af lidenskab.

Verden må erkende, at hans såkaldte pligttroskab og hengivenhed over for Gud ikke er af god

kvalitet. For hvad gavner følelsen af overgivelse, hvis den er misfarvet af en stærk trang til

sensuelle fornøjelser og usædelige længsler? Handlinger og adfærd, der udspringer fra en

bevidsthed, der ikke er ren, er misfarvede. Den hengivenhed til Gud, der er forurenet af

sanseligt begær, er ligeså beskidt som snavs. Af hensyn til menneskehedens bedste er disse

sandheder nødt til at blive fremhævet nu.”

21.7. ”Til gavn for menneskeheden er det også bydende nødvendigt at bekendtgøre følgende:

Enhver åndelig øvelse, askese, religiøst ritual eller ceremoni der udføres med det formål at

26

26


skaffe sig overmenneskelige kræfter, er usle og skadelige. Vi skal vise Ravana frem som en

advarsel til menneskeheden. En advarsel om at ligegyldig hvor mange guddommelige ritualer

og handlinger man måtte udøve, så gælder, at hvis man ikke opgiver sine dæmoniske

lidenskaber og impulser, så kan summen af det hele kun give ét resultat: At gøre

vedkommende rædselsfuld og åndløs.”

21.8. ”Ud over alt dette, Sita, er der et væsentligt forhold, vi er nødt til tage højde for. Der

eksisterer en forbandelse, der er blevet kastet Ravana. Han kender til den. Han er også klar

over, hvad han skal gøre for at undgå at blive ramt af den. (Engang voldtog Ravana en kvinde.

Hendes mand, vismanden Nalakubara, kastede derfor den forbandelse Ravana, at hvis han

nogen sinde seksuelt berørte en anden uvillig kvinde, ville han dø øjeblikkeligt). Vi skal se til,

at betingelserne bliver opfyldt. Begyndelsen til hans endeligt er startet. I dag eller i morgen

bliver vi nødt til at blive adskilt fra hinanden. Selvfølgelig er vi uadskillelige væsener, og intet

kan holde os adskilt. Alligevel er vi nødt til at foregive, at det sker. Det er vi for at gøre

’komediespillet’ realistisk. Gå nu hen og deponer din guddommelige pragt hos Ildens Gud. Det

er ved at være tiden, hvor Lakshmana kommer tilbage med frugter og rodfrugter. Yderligere er

Ravana parat til at føre sin perverse tankegang ud i livet.”

2.9. ”Jeg er også nødt til at fortælle dig om en anden hemmelighed. Du er nødt til at yde din

del i forbindelse med tilintetgørelsen af dæmonerne. Skønt du måske tilsyneladende er under

Ravana’s opsyn, skal du, eftersom dine kræfter er til stede i ild, brænde Lanka til aske. Det vil

ske, ved at du dukker frem fra ilden, hvor dit egentlige selv fra nu af er latent og slumrende til

stede. Lanka skal blive forvandlet til aske; ikke af ild, men af dig som ild. Og Rama skal dræbe

Ravana; det er den guddommelige vilje. Denne sandhed skal bekendtgøres. Dette mysterium

skal tillige holdes skjult for Lakshmana. Han er vort redskab i denne mission. Når opgaven er

løst, og vi skal vende tilbage til Ayodhya, vil jeg igen tage imod dig fra ilden, hvor dit egentlige

selv opholder sig. Også den handling vil jeg forvandle til en lektie for verden. Dramaet

begynder nu”, sagde Rama. Både Rama og Sita havde bestemt sig for deres handlingsplan; nu

afventede de, at Ravana’s plan skulle folde sig ud.

21.10. Fra det øjeblik var enhver af Sita’s og Rama’s handlinger og øvrige adfærd alt sammen

reaktioner og bevægelser i det drama, de havde planlagt. Det gjaldt adskillelsens smerte,

bekymringernes suk, tegnene smerte og jamren over sorgen. Alt det var overhovedet ikke

ægte. For hvordan kan Rama og Sita nogen sinde blive adskilt? Gennem deres opførsel og

adfærd ønskede de at lære menneskeheden nogle værdifulde lektier.

21.11. Nu gjorde Lakshmana sin entre. Han havde hænderne fulde af frugter og andet

spiseligt. De spiste det enkle måltid og drak køligt, krystalklart vand fra den nærliggende flod.

Herefter satte de sig og beundrede det skønne landskab. De sad også og tænkte

dæmonernes utallige overgreb, der forurenede skovens fredfyldte atmosfære. Jublende glade

talte de om skovlivets fryd og hellighed. Ikke langt fra dem drøftede Ravana og Maricha,

hvordan de bedst kunne komme ind i ashrammen for at gennemføre deres skændige plan.

Maricha var forarget over og blev frastødt af Ravana’s lidenskab og sygelighed. Men han havde

ikke modet til at nægte ham sin egen meddelagtighed. Han havde ikke lyst til at dø for sådan

en ondsindet persons hånd. Derfor accepterede han den rolle, som Ravana havde tildelt ham.

Derfor gik han ind at gøre, hvad Ravana ønskede. Maricha forvandlede sin skikkelse til en

betagende gylden hjort; en skikkelse, der helt sikkert ville vække Rama’s og Sita’s beundring.

For sig selv tænkte han: ”Åh! Hvilken lykkevarslende dag der er brudt frem! Om et øjeblik vil

jeg blive velsignet af synet af de tre mest henrivende individer Jorden! Sita vil se mig.

Og derefter, åh, vil Rama forfølge mig med bue og pil i hånden. Åh! Hvor er jeg dog heldig!

Jeg er tjeneren, der bør træde i Rama’s fodspor, men min herre vil følge mig. Selvfølgelig ved

jeg, at jeg er involveret i den mest afskyelige plan, men jeg er tvunget til det. Jeg handler ikke

i henhold til min egen vilje. Jeg bliver tvunget til det, og derfor er jeg fri for synd. Når Rama’s

pil, der bliver affyret af Rama’s hånd, rammer mig, vil denne kunstige, fysiske skikkelse

forsvinde, ligegyldig hvilken synd jeg har begået. Det vil blive min lykkelige skæbne. Kan alle

27

27


mennesker stræbe efter sådan en afslutning; kan alle mennesker opnå den? Jeg vil også have

en anden god skæbne. Når jeg drager mit sidste åndedrag, vil mit blik være fæstnet Rama!

Denne guddommelige skønhed vil være lige foran mine øjne; det søde og liflige navn vil være

mine læber! Åh! Hvor er mit liv blevet frugtbart! Jeg finder ingen, der er heldigere end jeg.”

21.12. Mens Maricha langsomt gik hen mod Rama’s ashram, dvælede han ved disse

behagelige tanker. Den alvidende Rama og den alvidende Sita ventede begge hans

tilsynekomst. Tøvende og med tydelig bæven nærmede hjorten sig området omkring hytten.

Den gyldne hjort fæstnede sit blik Sita og Rama og stod et øjeblik stille. Så hoppede den et

par gange og sprang lidt rundt. Den stirrede ind i et buskads af slyngplanter. Af ren og skær

nysgerrighed gik den ind i buskadset blot for at komme ud igen i en fart. Sita, Rama og

Lakshmana bemærkede dens tossestreger og beundrede dens udseende. Da de så, den havde

et gyldent skind, blev de enige om, at det var en ukendt og besynderlig hjorterace. De

bemærkede dens specielle karakteristika og var fascineret af dens skønhed. Sita sagde: ”Bare

jeg havde denne hjort hos mig, så kunne jeg lykkeligt tilbringe tiden i dens selskab. Når I to er

beskæftiget med anliggender, der udelukkende vedkommer jer, kunne jeg være lykkelig og

lege med dette specielle kæledyr. Vil I ikke nok fange det muntre lille dyr til mig? Kan I ikke

opfylde dette lille ønske for mig, så jeg kan underholde mig selv, når jeg er alene? Jeg kan

kæle med den og se , at den leger.” Således bønfaldt Sita, idet hun demonstrerede stor

hengivenhed over for den gådefulde hjort.

21.13. Eftersom Lakshmana bemærkede hendes store hengivenhed, rejste han sig og sagde:

”Moder! Nu skal jeg hente den til dig.” Rama standsede ham. Han vidste, at det var op til ham

selv at gøre det. Lakshmana kendte ikke til det drama, der skulle opføres med denne

hændelse som prolog. Rama sagde: ”Lakshmana! Hjorten må fanges, uden den bliver såret

eller føres nogen lidelse. Så jeg vil selv jage og fange den. Jeg vil selv opfylde Sita’s ønske.”

Disse ord bragte Lakshmana til tavshed, og som Rama bad ham om, satte han sig ned igen.

21.14. Desuden var det sådan, at eftersom dramaets efterfølgende scener var kendte af både

Sita og Rama, holdt Rama denne viden skjult for Lakshmana, da han sagde: ”Lakshmana!

Denne skov er dæmonernes bopæl. Husk hvad der skete for to dage siden, da deres ledere,

Khara og Dushana, angreb os. Deres slægtninge og kammerater kommer måske med store

styrker og angriber os. Så det er nødvendigt altid at have en pil buen og holde vagt hele

vejen rundt om ashrammen. Vi må være yderst årvågne. Beskyt Sita med den største

omhyggelighed. Efterlad under ingen omstændigheder Sita alene. Denne hjort slipper måske

fra mig og løber langt væk. Jeg er nødt til at fange den i live. Måske kommer det til at tage et

stykke tid for mig at gennemføre opgaven. Husk, alt efter hvad der er brug for, at anvende din

intelligens og fysiske styrke. Frels Sita fra en hvilken som helst form for fare, der måtte true

hende, mens jeg er væk.”

21.15. Nu sneg Rama sig ind den besynderlige hjort, og snart var han ude af syne. Hjorten

kastede ikke sit blik fremad. Den løb hurtigt med sit hoved vendt bagud; dens blik var fæstnet

Rama, forfølgeren. Rama frydede sig, da han så dens adfærd. Han var godt klar over, at

hjorten var Maricha. Maricha, der var Rama’s store hengivne, havde erfaret og erkendt

princippet med at forene sindet med Den guddommelige Gnist og den guddommelige kraft. Så

Rama fæstnede også sine øjne hjorten og fulgte dens færden med stor interesse. Et øjeblik

kom hjorten inden for hans rækkevidde. Ved hjælp af et enkelt spring sprang den dog straks

væk igen, så den lige netop kom uden for Rama’s rækkevidde igen. Rama syntes at nyde den

pirrende jagt. Men efter at have tilbragt en tid denne måde, satte Rama en pil sin bue.

Idet han sigtede hjorten, affyrede han pilen lige mod målet.

21.16. Da den skæbnesvanger pil ramte Maricha, udbrød han i smerte: ”Hjælp oh Sita! Hjælp

oh Lakshmana!” og faldt til jorden. Skriget blev hørt af Sita og Lakshmana. Endnu før lyden

nåede dem, sagde Sita: ”Lakshmana! Hørte du det? Det er din broders stemme. Han kalder

dig; han kalder din hjælp. Gå, gå straks. Tøv ikke. Disse dæmoner er eksperter i magiske

28

28


forvandlinger og tricks. Idet de forandrer deres skikkelser og deres natur, forårsager de

voldsomme katastrofer.” Hun ønskede, at Lakshmana skyndte sig hen til det sted, hvorfra

skriget var kommet.

21.17. Lakshmana var en intelligent person. Han brugte sin skelneevne og nåede derved frem

til de korrekte slutninger. Han var også en loyal tilhænger, der fulgte sin broders ordrer. Han

ærede disse ordrer som værende ligeså værdifulde som sit eget åndedrag. Derfor sagde han:

”Moder! Ingen katastrofe kan nogensinde ramme Rama. Ligegyldigt hvor listig en dæmon er,

så kan vedkommende ikke skade Rama. Så du ikke, hvordan han i en håndevending

tilintetgjorde tusindvis af de selv samme dæmoner? Vær ikke bekymret; fat mod og bevar

roen. Rama vil snart vende tilbage til hytten; han vil være rask og rørig.”

21.18. Netop som han sagde det, hørtes lyden igen fra lang afstand: ”Oh Sita! Oh

Lakshmana!” Da Sita hørte det, blev hun endnu mere nervøs og forvirret. Hun sagde:

”Lakshmana! Hvordan kan det være, at du opfører dig så hjerteløst? Jeg forstår ikke dine

hensigter. Gå straks. Gå og få bragt en afslutning den fare, som din broder bliver udsat for.

Hjælp ham; gå.” På mange forskellige måder tilkendegav hun sin frygt og bekymring. Hun

gjorde sit bedste for at overtale Lakshmana til at forlade hende.

21.19. Selvfølgelig var Sita fuldt ud klar over, at Rama aldrig kan blive berørt af problemer.

Men ting må ske for at danne grundlag for fremtidige begivenheder. Hun opførte sig som en

uvidende person, der bliver virket af skrigene. På forskellige måder forsikrede Lakshmana

hende om, at alt var godt. Hjerteskærende anførte han som undskyldning, at han ville være

ulydig over for sin broder, hvis han forlod hende. Da han opdagede, at hun afviste alle hans

argumenter og bønner, sagde han til sidst: ”Moder! Rama’s befaling er selve mit liv. Jeg

opfatter Rama’s befaling som værende ligeså værdifuldt som mit åndedrag. Hørte du ikke, at

Rama gav mig ordre om aldrig at lade dig være ubevogtet; at jeg altid skulle beskytte dig?

Derfor vil jeg ikke flytte mig ét skridt herfra, og det ligegyldigt hvad der sker.”

21.20. Sita ønskede, at Lakshmana gik langt væk, for Ravana var nødt til at komme hen til

hytten. Det var den plan, som Rama havde udtænkt for at effektuere tilintetgørelsen af Ravana

og de øvrige dæmoner. Hun var nødt til at fuldbyrde Rama’s vilje. Så hun holdt fast ved det,

hun lige havde sagt. Hun gjorde ordene skarpere og mere sårende, så Lakshmana ville blive

nødt til at give efter.

21.21. Lakshmana holdt hænderne for ørerne. Han kunne ikke holde ud at høre

beskyldningerne og anklagerne. Han bønfaldt: ”Moder! Jeg vil udholde al den vrede, du øser

ud over mig.” Men da Sita blev mere barsk og truede med selv at gå af sted for at redde

Rama, hvis han ikke gjorde det, havde Lakshmana intet alternativ. Han kunne ikke holde stand

længere. Han kunne ikke tillade, at hun strejfede omkring i skoven for at finde og hjælpe

Rama. Så med tungt hjerte gjorde han sig klar til at forlade hytten for at lede efter Rama.

21.22. Lige inden han forlod ashrammen, bønfaldt han Sita om at gå ind i hytten. Hun skulle

lukke dørene og ikke noget tidspunkt gå ud. Han formanede hende om at være forsigtig og

årvågen. Uvillig og kraftløs var han nu ved at drage ud af ashrammen! Lige inden han drog af

sted, vendte han sig om og henvendte sig til skovens ånder, idet han bad dem holde vagt over

Sita og beskytte hende. Han trak fire linier rundt om hytten og fremmanede mystiske og

kraftige mantra-kræfter over dem. Han bad Sita om ikke under nogen omstændigheder, ikke

under noget skud eller pres, at overskride disse linier.

21.23. Lakshmana var en person, der var udstyret med alle gode egenskaber. Han var fanget

mellem loyaliteten over for to divergerende ordrer. En af disse ordrer var han nødt til ikke at

adlyde. Så han gennemgik de frygteligste kvaler. Han måtte nødvendigvis handle i modstrid

med Rama’s ordre; han var nødt til at efterlade Sita alene og ubeskyttet. Frygt fik hans hjerte

29

29


til at skælve. På trods af at hans ben nægtede at adlyde ham, gik han videre ud ad

ashrammen. For hvert skridt han tog, vendte han sig om og så mod hytten.

21.24. I selv samme øjeblik forandrede Ravana sit udseende og sine klæder, for han havde

netop ventet denne chance. I ydre skikkelse blev han nu en vismand. Men, trods af sine

medfødte kræfter, der gjorde det muligt for ham at skræmme både guder og dæmoner ved sit

blotte navn, var det hans hensigt at snige sig ind Sita som en snu hund. Idet han så sig

omkring til alle sider, sneg han sig ind i ashrammen. Han gjorde det hemmelighedsfuldt og

med skælvende hjerte. Da han forsøgte at gå ind ad hoveddøren, syntes de mystiske linier,

som Lakshmana havde trukket rundt om hytten, at rejse ildtunger op foran ham. Han

frygtede, at hans plan ville slå fejl, og at der ville ske ham noget, der var endnu værre. Så han

stod bag linierne og råbte: ”Husets frue! Giv mig nogle almisser.”

21.25. Sita hørte råbet; hun vidste godt, at det var Ravana. Hun tog nogle rodfrugter og

frugter, gik ud af døren og stillede sig uden for hytten. Men Ravana turde ikke gå hen til hende

og tage imod almisserne. Han sagde: ”Jeg har afgivet et højtideligt løfte om, at jeg ikke går

tæt hen til en eneboerhytte.” Han ønskede, at Sita skulle give ham almisserne i hånden. Sita

svarede: ”Nej. Jeg kan ikke krydse den linie, der er trukket af min svoger. Du må selv komme

herhen, ærværdige gæst! Modtag disse almisser fra mig herovre.” Nu bad tiggermunken, der

virkelig var en god efterligning, indtrængende: ”Frue! Jeg vil ikke krydse den linie og komme

over den anden side af den. Jeg kan heller ikke modtage almisser, der er givet bag en

sådan linie. Det vil ikke være passende for en asket som jeg. Kom. Giv mig almisserne; jeg er

sulten; jeg er meget sulten.” Han spillede rollen meget flot. Han både hev efter vejret og kom

med passende fagter, så Sita besluttede sig for at give ham de almisser, hun havde i hånden.

Hun krydsede linien for at gå de få skridt hen til ham.

21.26. Det efterfølgende skete i en håndevending. Ikke så snart havde hun krydset linierne,

før Ravana tog fat i hende, løftede hende op og bar hende hen til den ventende stridsvogn.

Han ænsede ikke hendes klageråb, men kørte med forfærdelig fart vognen langt væk fra

ashrammen. Sita skreg: ”Oh Rama! Lakshmana! Kom og frels mig fra dette onde umenneske.”

Eneboerne og de øvrige skovfolk omkring Panchavati hørte skrigene, men de kunne ikke redde

personen, der skreg. Hele skoven falmede. Før var den grøn, nu var den brun. Alt dette skete,

eftersom rædslernes stemme skar igennem skoven. ”Oh Rama! Oh Herre! Frels mig; oh frels

mig! Frels mig fra dette umenneske!”, det var skrigene, der gav genlyd i skoven og ramte alt,

både det der kunne bevæge sig, og det der ikke kunne, med sorg. Inde i stridsvognen

irettesatte Sita Ravana: ”Ravana! Du er i færd med at følge en kongelig vej, der fører til din

egen tilintetgørelse. Du udsletter dit rige, dine undersåtter og dit dynasti. Du gør det

fuldstændigt; alt vil forsvinde sporløst. Du begår denne afskyelige handling med et smil

dine læber. Men dagen vil komme, hvor du vil komme til at betale for handlingen med tårer i

dine øjne. Tarvelige og ondskabsfulde usling! Denne modbydelige handling er upassende for en

person, der som dig har udøvet askese.” Hun gav ham mange råd og mange advarsler. Hun

kaldte også Rama og Lakshmana, at de skulle frelse hende.

21.27. Ørnenes konge, Jatayu, hørte de klagende råb, der steg op fra den kørende stridsvogn.

Han genkendte stemmen som Sita’s stemme. Han forstod, at Sita var inde i Ravana’s

stridsvogn. Han var bedrøvet over sin høje alder, som bevirkede, at han var for svag til at

bekæmpe Ravana, den skurk der var i færd med at bortføre hende. Jatayu følte, at det ville

være forkert ikke at forsøge at hindre denne ugerning. Han vidste, at der ikke fandtes nogen

tjeneste, der var mere ædel end at frelse en kvinde fra kløerne en fyr, der var i færd med

at kidnappe hende fra hendes herre og mester. Han besluttede at ofre sit liv, hvis det var

nødvendigt. Han ville ofre sit liv for at udføre den hellige handling, det var at frelse Sita fra det

dæmoniske greb. Han ville anvende al sin energi og alle sine evner denne opgave. Idet

Jatayu kredsede rundt i luften oven over dem, råbte han: ”Oh Sita! Du skal ikke være bange.

Jeg vil tilintetgøre denne ondskabsfulde skurk og befri dig. Jeg vil bringe dig hen til Rama.”

Han fløj tværs hen over stridsvognen. Mange gange ramte han Ravana med sit skarpe næb.

30

30


Det fik dæmonen til at bløde voldsomt. Med sine vinger slog han vognen og forsøgte at

standse den ved at skabe en fantastisk hård vind, der skulle begrænse dens fart. Selv mens

han var vingerne, gav han Ravana fortrinlige råd om at besinde sig, før det var for sent.

”Ravana! Det her er et skridt, der ikke vil føre noget godt med sig. Frigiv Sita og drag sikkert

hjem. Hvis du ikke gør det, vil du og dit afkom, som natsommerfugle, der flyver ind i ilden,

blive brændt i ilden fra Rama’s vrede. Din stolthed vil forårsage din fuldstændige ødelæggelse.

Det er en afskyelig synd at kidnappe en andens hustru. Det er udelukkende et syndefuldt

hjerte, som inderligt længes efter en anden hustru og strejfer omkring i søgen efter hende.

Det er udelukkende mennesker, der grundlæggende er bæster, og som er værre end hunde og

ræve, der vil nedværdige sig så dybt. Du opfører dig som en person, der er så skør, at han

ikke ænser, hvad der venter ham. Overvej om der findes en mere barbarisk forbrydelse end

denne? Oh! Hvilken synd har dine forældre begået, eftersom de har fået dig som søn? Du har

fået vendt op og ned det hele, fordi du stoler din fysiske styrke, din rigdom og de

mennesker, der er under din kontrol. Men lyt! Alt det vil gå op i flammer og blive reduceret til

aske. Selv de evner, du har opnået gennem din askese, vil et øjeblik blive tilintetgjort. Vil

du forholde dig rolig og passiv, når dine hustruer bliver bortført eller holdt hemmeligt skjult af

andre dæmoner? Rent faktisk er det sådan, at de, der respekterer kvinder, både dem der er

deres hustruer og dem, der ikke er, aldrig vil udsætte dem for denne rædselsfulde ulykke.”

21.28. Alt imens Jatayu ytrede disse vise råd, fløj han et stykke vej sammen med den hurtigt

kørende stridsvogn. Det trøstede Sita meget at lytte til Jatayu’s ord. Hun blev opmuntret, da

hun hørte disse synspunkter blive udtrykt så klart.

21.29. Det lykkedes Jatayu at standse vognen og tvinge Ravana til at møde ham i kamp. Det

skete, efter Jatayu fik Sita til at stige ud af vognen, og efter han havde hjulpet hende hen at

sidde under et træ. Men alderen lagde sine begrænsninger ham; Jatayu var ikke i stand til

at kæmpe ret længe. Han blev snart overmandet. Men i løbet af kampen havde han været i

stand til at rive Ravana’s krone af og trække nogle få hårtotter ud af hans hovedbund. Han

havde også fået hakket i dæmonkongens legeme; han havde hakket så voldsomt og så mange

steder, at Ravana var blevet forvandlet til en masse af blødende kød. Jatayu’s næb og

udbredte vinger sårede Ravana en hel del både hans legeme og hans stolthed. Som en

sidste udvej trak Ravana sit buede sværd, og med dets skarpe æg skar han vingerne af

Jatayu. Dette efterlod fuglen hjælpeløs jorden. Vinger er selve åndedraget for ørne. Derfor

skreg han i smerte Rama’s navn og faldt om.

21.30. ”Uden nogen forbehold kæmpede jeg for min Herre, men min kamp var forgæves. Også

det er Rama’s vilje. Rama må nødvendigvis have planlagt alt dette for at verden kan drage

nytte heraf. Skulle Sita kunne blive bortført ved magt af nogen som helst, uden at det er hans

vilje, der har planlagt det? Nu har jeg blot én bøn til ham. Jeg må holde mig i live, indtil jeg

møder ham og er i stand til at overbringe ham denne nyhed. Jeg har intet større at bestille i

dette liv.” Da Jatayu havde sagt dette, lukkede han sine øjne og fordybede sig i bøn.

21.31. I mellemtiden havde Ravana igen placeret Sita i stridsvognen. I stor fart og i stor

opstandelse satte han vognen i gang. Jatayu så ham køre forbi; han hørte Sita råbe hjælp.

Det smertede ham, at han ikke kunne yde yderligere modstand. Han lå i en pøl af sine egne

tårer; hans hjerte længtes inderligt efter Rama, og hans læber hviskede hans navn. ”Når

døden nærmer sig, når katastrofen er få skridt væk, opfører naturen sig en uventet måde

for at varsko og lære. Der bliver vendt op og ned alting. Ravana opfører sig også denne

måde, eftersom hans endeligt nærmer sig, og hans slægtninge er ved at blive udslettet fra

Jordens overflade.” Jatayu erkendte denne sandhed og lå der jorden. Ved hjælp af sin egen

viljekraft holdt han sig i live. Han ventede Rama’s komme.

21.32. Efter han havde dræbt ’efterligningen’, der var den gyldne hjort, vendte Rama tilbage

til Panchavati fra junglens dyb. For sig selv tænkte han, at komplottet i hans drama dette

tidspunkt var begyndt; udført som hans vilje havde bestemt. Til sig selv sagde han: ”Skønt det

31

31


lot er min plan, der folder sig ud, bør folk ikke for hurtigt finde ud af, at det hele er

guddommeligt planlagt. Jeg er derfor nødt til at opføre mig som et almindeligt menneske.” Da

han befandt sig skovsletten og var nået halvvejs tilbage til hytten, så han Lakshmana

komme imod sig. Han besluttede sig for, at broderen også måtte holdes uvidende om det

hemmelige formål, der lå bag denne tilsyneladende tragedie. Som om han var foruroliget,

spurgte han derfor: ”Lakshmana! Broder! Du har undladt at adlyde mig; du har fejet mine ord

til side. Du er gået væk efterladende Sita alene i hytten. Hvordan kunne du gøre det? Du er

gået så vidt som til at efterlade hende hjælpeløs! Ak! Hver eneste dag er du vidne til

dæmonernes djævelske ondsindethed; hvordan kunne du den måde svigte Sita? Ak! Hvad

er der mon sket med hende? Jeg er bange for, der er tilstødt hende en ulykke! Jeg fornemmer,

at Sita ikke befinder sig i hytten. Ak! Hvad skal vi nu gøre? Hvad vil fremtiden bringe os?”

21.33. Da han hørte denne jamren, faldt Lakshmana for sin broders fødder og sagde: ”Broder!

Du kender mig ligeså godt, som du kender dig selv. Lige meget hvilken anledning der er tale

om, så er jeg altid parat til at ofre mig selv, selve mit åndedrag, ved dine fødder. Vil jeg nogen

sinde gå imod dine ordrer? Alligevel skete det denne gang. Kraften, der tvang mig til at være

ulydig, er min skæbnes tilskyndelse. Hvad kan jeg gøre? Udbruddet: ”Oh Sita! Oh

Lakshmana!”, der kom fra den falske hjort, nåede eneboerhytten. Så snart hun hørte råbene,

tilskyndede hun mig forskellig vis til at løbe hen til dig. Jeg er bekendt med disse dæmoners

kneb, så jeg knælede for hendes fødder og bad om undskyld. Jeg fortalte hende følgende:

Rama kan ikke mindste måde blive skadet. Ingen fare kan komme ham nær. De råb, vi

hører, er blot led i dæmonernes krigslist.” For anden gang hørte vi disse råb. Nu mistede hun

alt sit mod. Råbene var præcise gengivelser af din stemme. Hun ignorerede sin egen

virkelighed; hun ignorerede sin slægts og families skikke; hun anvendte ord, der hverken

skulle have været talt eller hørt. Jeg var ude af stand til at holde det ud længere. Så jeg gav

hende besked om at tage alle tænkelige forholdsregler. Før jeg forlod hytten og ashrammen,

gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at holde hende i sikkerhed. Jeg vil med glæde acceptere

enhver straf, du måtte tildele mig. Ligegyldig hvilken foranstaltning du træffer, for at jeg skal

råde bod den skade, jeg har forvoldt, vil jeg acceptere.”

21.34. Med disse ord kastede Lakshmana sig udstrakt jorden foran Rama’s fødder. Da

Rama så det, sagde han: ”Lakshmana! Ligegyldig hvilken grund du havde, så burde du ikke

havde efterladt hende alene. Jeg føler, at Sita ikke vil være i hytten, når vi kommer hen til

den. Hvordan kan vi rose os af at være tapre mænd, når vi her i skoven ikke kan beskytte Sita

fra at blive bortført af dæmoner? Vil du kunne holde det ud, når folk i morgen begynder at tale

om, at Rama var ude af stand til at frelse sin hustru fra den katastrofe, det er at blive

kidnappet? Kan du bevare din sindsro, når du lytter til den slags tale? Hvordan skal jeg kunne

udholde denne tragedie?” I stor mental smerte stønnede og klagede Rama sig som en anden

uvidende mand. Han løb hen mod hytten for at finde ud af, om hans frygt var velbegrundet.

21.35. Som Rama havde antydet, var Sita ikke at finde i hytten. I tilsyneladende uudholdelig

smerte jamrede Rama sig over hendes forsvinden. Alt imens Lakshmana stod stille, faldt han

omkuld. Han var ude af stand til at udholde sorgen. Bevidst som han var om, at han havde

forårsaget denne katastrofe, havde han lyst til at opgive sit liv. Men snart erkendte han, at

Rama, der allerede var blevet berøvet Sita, ville blive yderligere bekymret og forvirret, hvis

han forlod denne verden ved at tage sit eget liv. Han følte, at hvis han døde, ville Rama

komme til sorgfuldt at vandre alene over skovsletterne. Han ville ikke have nogen til at skaffe

sig mad og drikke. Han kunne ikke holde Rama’s smerte over tabet af Sita ud. Han kunne ikke

genfinde mælet; ej heller kunne han danne ord, så han kunne trøste Rama og berolige ham.

Lakshmana grundede over alt det, der var hændt denne dag. Han kom snart til den

konklusion, at det hele måtte være et resultat af Rama’s egen vilje. Han erkendte, at hans

broder ikke var et almindeligt menneske. Nu var han klar over, at det, der var sket, var en del

af et drama, der var bestemt til at bringe velstand og fremgang til hele menneskeheden. Han,

der med glæde ville tørre tårerne bort fra alles øjne; han, der var verdens beskytter; han, der

indtil nu ikke havde tilkendegivet den mindste smule sorg i sit liv; klagede, jamrede og græd

32

32


nu som et almindeligt menneske over adskillelsen fra sin hustru! Når han nu iagttog disse

hændelser, kunne Lakshmana med lethed udlede, at det var et drama, som Rama instruerede,

der udfoldede sig! Lakshmana var fuldstændig klar over, at Sita var enestående retskaffen. At

sådan en enestående, ren kvinde skulle udsættes for denne katastrofe, var uforklarligt. Det var

uforklarligt medmindre bortførelsen var en scene i et drama, eller var en del af en

guddommelig intrige, planlagt af Rama. Ingen noget sted kan udføre selv den mindste

handling uden ordrer fra Rama! Imidlertid er Rama kommet til Jorden som menneske, og han

har, gennem sit eksempel, besluttet at vejlede mennesket med hensyn til: Retfærdighed,

retskaffenhed, ikke-tilknytning, hengivenhed, gode dyder, sanddruelighed, moral og

ydmyghed. Lakshmana erkendte, at netop det var meningen med dramaet, som Rama og Sita

var i færd med at opføre. Han genkendte og accepterede sig selv som værende blot en

skuespiller, hvis fulde pligt det var at spille den rolle, der var blevet ham tildelt, så godt han nu

kunne.

21.36. Da han således havde fået fornyede kræfter af disse tanker, henvendte Lakshmana sig

til Rama og knælede for hans fødder. Han sagde: ”Broder! Jeg ved, du er instruktør for det

drama, som kosmos er. Der er intet, du ikke kan gøre; intet du ikke ved. Alt hvad der sker,

sker udelukkende som en følge af din vilje. Disse hændelser kan ikke havde fundet sted, uden

at du havde kendskab til dem. Det nyttet ikke, du benægter det. Jeg er overbevist om det.

Gennem disse hændelser tror jeg, du planlægger at fremme verdensfreden og tilintetgørelsen

af den dæmoniske race. Mit sind hvisker dette til mig, og det beder mig være fast i troen. Det

må nødvendigvis være sandheden bag dette drama. Jeg beder dig fortælle mig sandheden og

give mig fred i sindet.”

21.37. Med et smil svarede Rama: ”Lakshmana! Du er en del af mig, så hvad kan jeg skjule for

dig? Du har fuldstændig ret. Jeg er inkarneret for at opretholde og fremme ’rigtig handling’.

For at gøre det er jeg nødt til at opføre mange scener indeholdende henholdsvis retskaffen og

ikke-retskaffen adfærd. En baby, der græder, skal trøstes og opmuntres til en stille glæde ved

hjælp af pludren og leg, legetøj og rasler, sange og gynger. Moderen må stedet udtænke

mange planer for at overtale babyen til at drikke den mængde mælk, den har behov for.

Formålet er at made babyen med mælk. Men tænk over hvor værdifulde disse metoder er:

Sangene, legetøjet, småsnakken, legene, kæleriet og gyngeriet. Disse metoder hjælper med til

at stilne sulten og standse gråden. Det er også formålet med dem. Du er nødt til at lægge alle

midlerne sammen for at finde ud af, hvordan sulten blev stilnet, og barnets sorg blev bragt til

ende. På samme måde, kære broder, må jeg, der er universets moder, handle disse

mangfoldige måder for at genoprette retskaffenhed og pille ikke-retskaffenhed fra hinanden.

Disse hændelser er blevet planlagt for at sikre de to parallelle mål: Sorgens fjernelse og

lyksalighedens opnåelse. Hændelserne er ikke blot betydningsløse øvelser. Almindelige

mennesker baserer deres opførsel og adfærd de idealer, de præsenteres for. Derfor er jeg

som Herre og Leder nødt til at praktisere, hvad jeg har til hensigt at fremlægge for dem som

ideel opførsel og adfærd. Medmindre jeg praktiserer det, jeg prædiker som værende idealet,

kan jeg ikke gøre fordring at være Herre og leder. Når herrer og ledere, der ikke fortjener

denne position, dukker op og udøver autoritet, aftager retskaffenheden, og ikkeretskaffenheden

løber løbsk. Derfor, broder, skal du huske , at de, der har noget at sige som

herrer eller ledere, i egentlig handling skal bevise deres ret til at rådgive. Gennem deres

alvorligt mente bestræbelser skal de hjælpe med at virkeliggøre de idealer, som de prædiker.

Det er metoden for dem til at gøre sig fortjent til Guds nåde og menneskets taknemmelighed.”

21.38. ”Sita kender den rolle, hun spiller. Disse to legemer, mit og Sita’s, tilkendegiver

udelukkende som fysiske legemer foreningens og adskillelsens glæde og smerte! Smerten og

glæden, gråden og jammeren er alt sammen illusorisk og usandt. Sammen med andre

begrænsninger følger de den tvang og de behov, der knytter sig til den inkarnation, jeg har

taget mig. Jeg skænker dig min fortrolighed med hensyn til, hvem jeg virkelig er. Bemærk,

at efterhånden som dramaet udfolder sig, bliver du nødt til at handle i overensstemmelse med

tid, handling og årsag, rum, begivenheden og din tildelte rolle. Dette guddommelige

33

33


mysterium er hinsides andres intelligens. Så du skal tie og spille din rolle i henhold til reglerne.

Vi er nødt til at koncentrere os om den opgave, vi er kommet for at løse.”

21.39. Efter denne åbenbaring kastede de sig straks ud i opgaven med at lede efter Sita. Med

stor oprigtighed, beundringsværdighed og realisme spillede de begge deres roller, mens de

søgte. Ikke blot brødrene, men også Sita udviste stor ædelhed. Hun handlede med en

tilsvarende standhaftighed og oprigtighed. Det gjorde hun, skønt de dæmoniske vagter, der

hvor hun blev holdt fanget, terroriserede og truede hende det grusomste. Hun hverken

vaklede eller gav efter. Tappert holdt hun sig til sin beslutning om at redde sig selv og bevare

sin renhed. Hun opretholdt sit højtidelige løfte ubesudlet.

21.40. Dramaet, der blev opført af de to parter, fremviste den retskafne adfærds højeste

idealer over for alle familiefædre og alle individer. Det tydeliggjorde den adfærd, som man

ideelt set kan forvente af fædre, mødre, hustruer, ægtemænd, brødre og venner. Dramaet

tydeliggjorde, hvordan hver enkel af dem var nødt til at holde deres løfter og pleje deres gode

egenskaber. Hvorfor udsætte det yderligere? Historien om Rama fastsætter idealer for alle

forhold i livet og for virkeliggørelsen af menneskelivets højeste mål. Intet andet sted kan man

iagttage sådan en mangfoldighed og sådant et stort antal moralske erklæringer og deres

praktiske anvendelse. På sine sider fordyber denne ene tekst, Historien om Rama, sig i

anvisninger korrekt adfærd i alle situationer og under alle omstændigheder. Denne tekst

underviser i, hvordan man retfærdiggør den menneskelige fødsel. Hvordan man leder et

kongerige. Hvordan man regulerer befolkningens reaktioner, og hvordan man udarbejder de

love, der kan begrænse og opfylde befolkningens ønsker. Hvis blot Historien om Rama bliver

studeret grundigt og bliver fulgt i de daglige gøremål, vil menneskeheden alle områder

opnå fred og fremgang.

21.41. For at få et fingerpeg om hvordan Sita forlod hytten, eller hvorfor, eller hvornår, eller

hvortil hun var taget, forlod Rama og Lakshmana ashrammen. De undersøgte hvert et

vandhul, og de gennemsøgte alle bakker og bjerge i området. De blev ikke klogere. Mens de

drog rundt den måde, så de flere grene, der var blevet revet af træerne og nu lå tværs

af stien. Der var andre tegn og beviser , at der var foregået en kamp. Der var knækkede

pile og blodpletter. Rama henledte sin broders opmærksomhed disse tegn. Han sagde: ”Det

ser ud til, at der er foregået en kamp her.” Han så sig omkring for at finde tegn , hvem der

havde kæmpet mod hvem. Han fandt en ørn. Den havde i sandhed et prægtigt ydre. Den lå

jorden og gispede efter vejret. Men stadigt gentog den ærbødigt og med lukkede øjne det

navn, den forgudede: ”Rama, Rama.” Brødrene gik direkte hen til fuglen, og kærligt strøg de

dens hoved og krop. Da Rama’s hånd velsignede den med sin blide berøring, genvandt fuglen

lidt kræfter. Den åbnede sine øjne og så sig omkring. Den så Rama’s smukke skikkelse; den

skikkelse der kan fortrylle alle verdener. Pludseligt blev den overvældet af en strøm af både

glæde og sorg. Den ukampdygtige fugl var ikke i stand til at bevæge sine lemmer. Ej heller

kunne den vende sig om siden. Så den skubbede sig lidt fremad og løftede sit hoved og

lagde det Rama’s fødder. Rama lagde fuglens hoved i sit skød. Blidt kærtegnede han det, så

fuglen kom yderligere til kræfter og bevidsthed.

21.42. I et mat tonefald sagde Jatayu: ”Herre! Mens den onde Ravana i en stridsvogn bortførte

moder Sita gennem skoven, jamrede alle verdeners moder, kong Janaka’s datter højlydt:

Rama, Rama”. Derved førte hun hele skoven ud i tungsind. Som en hund sniger sig omkring,

og som en ræv går udspekuleret omkring, sneg Ravana sig omkring. Han gav efter for

forbryderiske tilskyndelser og svigtede retfærdighed og redelighed. Han gav afkald de

kræfter og evner, han ellers havde opnået gennem års askese. Jeg hørte klageråbene, men jeg

vidste ikke, hvem det var, der opløftede de bedrøvelige råb. Jeg fløj tæt stridsvognen, og til

min store overraskelse og sorg opdagede jeg, at moder Sita var personen i nød! Jeg kunne

ikke forholde mig passiv. Skønt gammel og affældig fremsagde jeg dit navn, og derved fik jeg

styrke og mod til at give Ravana kamp. Jeg fik bragt Sita hen i skyggen af et træ, og derefter

kæmpede jeg som en rasende Jeg hakkede så rasende i ham, at hele hans krop blev

34

34


oversmurt af blod. Han trak sit buede sværd og huggede mine vinger i småstykker. Jeg kunne

intet gøre for at standse hans videre færd med Sita. Så jeg lå her og græd over mit nederlag.

Jeg lå og ventede , at du skulle komme. Jeg er yderst uheldig, for skønt jeg så moder blive

bortført af denne bandit, kunne jeg ikke frelse hende.” Mens Jatayu sagde disse ord, græd han

fortvivlelsens tårer.

21.43. Rama udviste stor interesse og bekymring. Han henvendte sig til fuglen følgende

måde: ”Oh fuglenes leder! Jeg vil aldrig glemme din hjælp. Den gode gerning, du har udført,

vil skænke dig lyksalighed i den næste verden. Du skal ikke føle dig bedrøvet.” Idet han sagde

det, børstede han dens vinger med sit sammenfiltrede hår. Imens skyndte Lakshmana sig at

hente noget vand til at slukke dens tørst og friske den op. Dråbe for dråbe hældte Rama

vandet ind i fuglens mund. Jatayu var glad over sin gode skæbne, og hans ansigt strålede af

begejstring. Jatayu sagde: ”Rama! Jeg er lykkeligere end selv din fader, for han fik ikke denne

mulighed for at drikke vand fra dine hænder, da han forlod denne verden. Jeg kan få min

sidste slurk fra din gyldne hånd! Jeg kan hvile i dit skød; jeg kan drikke nektar fra dine fingre.

Og mens jeg drager mit sidste åndedrag, kan jeg fylde mine øjne med synet af dit henrivende

lotus-ansigt. Jeg er sikker , at jeg vil smelte sammen med dig. Oh, jeg er i sandhed

velsignet.” Herefter fortsatte Jatayu med svag stemme: ”Rama! Den ondskabsfulde dæmon

fortsatte i sydlig retning. Højest sandsynligt er han nu nået til Lanka. Drag derfor straks til

Lanka, tilintetgør den ondsindede fyr og bring moder Sita med tilbage.” Jatayu kunne ikke tale

længere. Én enkelt gang råbte han ”Rama”, så drog han sit sidste åndedrag. Rama tillod

Jatayu’s åndedrag at smelte sammen med sig. Han gennemførte de foreskrevne ritualer for

behandling af lig og tog det rituelle afskedsbad. Efter at have højtideligholdt disse ritualer, gik

han mod syd. I sit sind dannede han billeder af de sydlige regioner og af Sita’s prøvelser.

21.44. Mens de var vej syd, fik en kvindelig dæmon ved navn Ajamukhi øje dem. Hun

blev betaget af deres personlige skønhed. For sig selv sagde hun: ”Ah! Hvilke henrivende

legemer! Hvilke henrivende legemer! Hvilken fryd for øjet! Jeg vil gifte mig med dem og blive

lykkelig.” Eftersom hun havde besluttet sig for dette, greb hun fat om Lakshmana’s hånd og

trak ham til sig. Lakshmana udledte, at hun også var ramt af den samme sygdom som

Surpanakha, og han behandlede hende med samme foragt. Han huggede hendes lemmer af og

lærte hende en alvorlig lektie. Den skov, som de drog igennem, var lige så forfærdelig som de

dæmoner, de mødte i den. Den var hjemsøgt af vilde dyr, der brølede, hylede og snerrede

skrækkeligste vis. Selv det hårdeste hjerte ville skælve af frygt over landskabet og larmen. Alt

imens brødrene gik gennem landskabet, dukkede en dæmon ved navn Kabanda (han var stor

som et bjerg) op lige foran dem. Dæmonen fremstod som en deform og vansiret masse. Han

forhindrede deres fremrykning, og med sin spøgelsesagtige, skraldende latter fik han skoven

til at skælve. Han forsøgte at snuppe Rama og Lakshmana, men Rama dræbte dæmonen, før

han fik succes med det. Kabanda var et uhyre uden hoved. Hans arme var uforholdsmæssigt

lange. Han havde sin mund placeret lige midt maven! Han var en terrorist i denne skov;

han slugte og fortærede alt, hvad hans svingende arme kunne få fat i. Ved at dræbe denne

dæmon, frelste Rama skovens beboere fra en frygtelig fjende.

21.45. I dødsøjeblikket forstod Kabanda, hvem hans fjende var. Han genkendte Rama. Uhyret

sagde: ”Herre! I dag har du befriet mig fra en forbandelses snærende bånd. En forbandelse,

der har forvandlet mig til denne groteske og rædselsfulde figur. Mine synder er blevet frigjort

fra mig gennem det syn, jeg har fået af dig.” Mens Kabanda faldt for Rama’s fødder, sagde

han: ”Din opgave vil lykkes; det vil ske uden forsinkelser eller forhindringer. Du vil helt sikkert

sejre over ondsindets kræfter.”

21.46. Rama, den storsindede elsker af alt og alle, fortsatte videre fra dette sted. Han gik til

fods med sin broder som sin eneste ledsager. Snart mødte de en gammel kvinde. Hun var

rundrygget; hun kunne ikke holde sit hoved oppe. Hendes syn var blevet sløret; hendes

hænder rystede. Hun kom imod dem med en kurv med frugter sit hoved! Hun så brødrenes

henrivende skikkelser og sluttede, at det var de to, som vismænd i skoven beskrev med

35

35


egejstring og fryd! Hun satte frugtkurven jorden. Hun stod stien og hviskede: ”Rama,

Rama” i ærbødighed og taknemmelighed. Lakshmana gættede , at det var et forsøg at

give sig ud for en anden; et forsøg som blev udført af nogle listige dæmoner med det formål at

skade dem. Men Rama vidste, at broderens gæt var forkert. Rama foreslog, at de satte sig

under et træ, der stod tæt ved dem. Dette træ stod op til selve den ashram, hvor den gamle

kvinde boede. Sabari, den gamle kvinde, bemærkede Rama’s lotus-kronblade-agtige øjne,

hårlokkerne hans pande, de lange arme, der nåede til knæene, og hans mørkeblå hudfarve.

Hun var ikke længere i stand til at rumme sin begejstring. Hun kunne ikke tilbageholde sin

tilbedelse. Hun løb de sidste skridt hen mod brødrene og knælede for dem. Hun spurgte: ”Hvor

kommer I fra? Hvad hedder I?” Rama svarede smilende og roligt: ”Moder! Vi kommer fra

Ayodhya. Vi bor i skoven. Jeg kaldes Rama. Min broder her er kendt som Lakshmana.” Da

Sabari hørte det, udbrød hun: ”Fader! Mit længe nærede ønske er blevet opfyldt. Dag og nat

har jeg ventet , at du skulle komme. Indtil mine øjne blev slørede og ufølsomme, har jeg

skuet efter dig i det fjerne. Jeg har opnået succes. Min længsel har givet resultat. Min vågen

om natten og min faste har båret frugt. Åh! Jeg er blevet belønnet! Det her er resultatet af min

gurus nåde. Det er Guds mystiske værk.” Hun tog frugtkurven hen til Rama. Nu spurgte Rama

hende: ”Moder! Du taler om en guru, men hvem er han, denne din guru?”

21.49. Hun sagde: ”Hans navn er Mathanga. Men eftersom kvinder ikke optages som elever i

denne ashram, plejede jeg at lytte til hans foredrag, mens jeg gemte mig bag buske eller

træer. Før i tiden tjente jeg min guru og andre vismænd ved at fjerne torne fra den sti, der

førte til de floder, hvor de tog deres bad. Jeg gjorde det for det meste ved at rulle mig rundt

stierne, for jeg var nødt til at gøre det ret tidligt, endnu før daggry. Jeg fjernede også

småsten og lidt større sten, som eventuelt kunne beskadige deres fødder. Jeg levede af frugter

og rodfrugter, ligesom de andre gjorde. Jeg tjente mine herrer uden at blive set og tilbragte

mine dage i junglens afsondrede afkroge. Mathanga, den store sjæl, der kendte mit sinds

inderlige længsel, fortalte mig en dag: ”Moder! Dit legeme har nået en høj alder. Hvis du

fortsat belaster og anstrenger det så meget, vil det snart være opbrugt. Så kom og bo i

ashrammen og hvil dig godt.” Mens jeg tilbragte mine dage denne måde i ashrammens

tjeneste, besluttede Mathanga at forlade sit legeme. Han kaldte mig til sig. Han sagde:

”Sabari! Den opgave, jeg er kommet for at udføre, er forbi. Jeg har besluttet at forlade dette

legeme nu. Du skal blive boende i ashrammen. Inden længe vil Rama komme ind i denne

skov. Inviter ham ind i ashrammen og tilbyd ham den smule tjeneste, du kan give ham. Lad

denne ashram blive helliggjort ved hans fødders berøring.” Jeg protesterede højlydt. Jeg

fortalte ham, at jeg aldrig kunne blive lykkelig i ashrammen uden ham. Jeg bønfaldt ham om

også at tage mig med gennem døden og hen til det sted, han gik videre til. Min guru var ikke i

humør til at imødekomme mit ønske. Han sagde, at jeg var nødt til at blive her og vente

Rama’s ankomst. Endvidere sagde han, at jeg ikke kunne undslå mig dette ansvar, og at jeg

ikke skulle glip af denne glæde. Fra den dag af har jeg eksisteret her. Mine arme har været

strakt ud for at byde dig velkommen; mine øjne har skuet ud i det fjerne. Jeg har båret rundt

dette affældige legeme, så jeg kunne leve længe nok til at se dig og tjene dig. Oh Rama!

Oh Herre! Oh du medfølende over for de hjemsøgte og plagede! Oh du der bor i vismændenes

hjerter! Min gurus ønske er gået i opfyldelse. Ashrammen er blot få skridt herfra; helliggør den

venligst ved at gå ind i den.” Sabari faldt for Rama’s fødder og bad ham indtrængende om at

opfylde hendes gurus sidste bøn.

21.48. Rama var naturligvis glad for den gamle kvindes pligttroskab og hengivenhed. Han var

selve legemliggørelsen af den spontant frembrusende kærlighed. Så han rejste sig, og

sammen med sin broder, Lakshmana, gik han ind i ashrammen. Oh! Sabari blev så overvældet

af en strøm af glæde. Strømmen brød gennem alle grænser og udtrykte sig i henrykte,

frydefulde fornemmelser og ord. Denne perle blandt kvinder havde indtil dette øjeblik været

for svag til at gå blot nogle få skridt. Nu fandt hun sig selv udstyret med tusind elefanters

styrke! Livsglad marcherede hun til floden. Hurtigt bragte hun køligt, krystalklart vand, der var

bemærkelsesværdigt sødt. Hun smagte de frugter, som hun udvalgte fra sin kurv. Dem hun

fandt søde og modne, tilbød hun brødrene. Mens de spiste, så hun fuld af lykke og med

36

36


taknemmelighed deres henrivende ansigter. Da brødrene var færdige med at spise,

vaskede hun deres fødder. Herefter placerede hun dråber af det vand, der var blevet

helliggjort ved kontakten med fødderne, sit hoved. ”Herre! Jeg har ikke flere ønsker.

Hvorfor skal jeg fortsætte med at leve? Jeg holdt mig udelukkende i live af én årsag; at opnå

den gode skæbne det er at få synet af Rama. Nu har jeg fået dette syn. Frels mig nu ved at

smelte dette liv, dette åndedrag, sammen med dine lotus-fødder. Jeg har hørt vismænd og

hellige mænd tale omfattende om din pragt og herlighed. I dag har jeg været vidne til den. Jeg

er opfyldt af taknemmelighed og glæde.” Rama nød de frugter, hun havde tilbudt dem med så

stor hengivenhed. Mens han spiste af dem, sagde han: ”Moder! Disse frugter er lige så søde

som dit eget hjerte. Faktisk er de ikke frugter, der vokser træer. For vilde frugter, der gror

og modnes i junglen, er slet ikke så søde. Det kan de aldrig blive. Det her er frugter, der er

vokset livets hellige træ, det rene sinds grene og i kærlighedens solskin.” Rama spiste

frugterne, mens han hele tiden priste deres smag.

21.49. Lakshmana blev usigeligt lykkelig over at se Rama i denne opløftede sindsstemning. For

i lang tid havde Rama ikke spist frugter med sådan en glæde. I alle disse dage havde

Lakshmana været nødt til at overtale ham til at spise lidt. Han havde været nødt til at

forhandle, bønfalde og bede for at få Rama til at spise lidt. Dette selv om frugterne var

skrællet og skåret i mindre stykker og sat foran ham. Så virket var Rama over adskillelsen

fra Sita. På trods af alle Lakshmana’s anstrengelser ville Rama kun spise omkring en halv

frugt. Lakshmana var aldrig tilfreds med det kvantum, som broderen spiste. I dag gav Sabari

ham frugter, der var faldet modne ned fra træerne. Hver eneste dag plejede hun at børste

støvet af dem, vaske dem og opbevare dem til ham. Når Rama ikke kom, spiste hun dem selv.

Hun spiste dem, som var de helliggjort føde, hun havde fået af Rama selv! Dag efter dag

strejfede hun omkring i skoven i søgen efter søde frugter, der skulle stilles foran Rama. På den

måde blev frugterne dagligt gennemtrængt af hendes kærlighed og hengivenhed, og frugterne

blev dobbelt attraktive. Lakshmana bemærkede, at det var grunden til, at Rama spiste dem

med stor glæde. Lakshmana var fyldt med glæde, og han beundrede Sabari’s hengivenhed,

der nu blev så rigt belønnet. Han værdsatte den guddommelige glæde, hun, som et resultat af

hendes mange års studier og udøvelse af åndelige forhold, var opfyldet af.

21.50. Med håndfladerne mod hinanden stod Sabari foran Rama og sagde: ”Herre! Jeg tilhører

en lav kaste. Jeg har et uskolet intellekt. Jeg er træg og uvidende. Jeg er ikke lærd udi nogen

hellig kunst eller tekst. Jeg er lavere end den laveste. Hvordan kan jeg prise dig eller beskrive

din herlighed? Jeg besidder ingen evner med hensyn til at anvende ord. Jeg har ikke udviklet

min fornuft. Ej heller har jeg praktiseret den foreskrevne askese for at opnå indsigt i

guddommelighed. Jeg er det laveste trin med hensyn til åndelige øvelser. Min eneste styrke

er min kærlighed til Gud. Jeg har ingen anden støtte eller næring.” Hun talte om Rama’s

medfølelse, som han havde udvist ved at modtage hendes offer. ”Din nåde er grænseløs”,

sagde hun. Rama lyttede intenst til hendes ord. Han løftede hendes kind og så hende direkte

ind i øjnene. Han sagde: ”Moder! Hengivenhed er det, jeg ønsker; resten er underordnet.

Andre forhold som videnskab, intelligens, status, social prestige, kastetilhørsforhold – alt dette

hæfter jeg mig ikke ved. Set med mine øjne har alt dette ingen værdi. Mere end alle de evner,

der opnås gennem åndelige øvelser og askese, nyder jeg hengivenhedens sødme, der er

gennemtrængt af kærlighed. Jeg søger udelukkende dette. Et menneske, der ikke har nogen

kærlighed i sig, er ligeså gold som en sky uden fugtighed, et træ uden frugter, eller en ko der

ikke yder mælk. Et sådant menneske er altid langt fra Gud og kan aldrig gøre sig fortjent til

Guds nåde. Sabari! Der findes ni veje, ni måder, at udvise og udvikle hengivenhed . (1. At

lytte til beretninger om Guds guddommelige lege. 2. At synge Guds pris. 3. Konstant at huske

Guds tilstedeværelse. 4. At tjene Gud ved uselvisk at tjene menneskeheden. 5. Tilbedelse

af Gud gennem ritualer. 6. At bøje sig dybt for Gud; at kaste sig i støvet for Gud. 7. At være

Guds tjener. 8. At udvikle en følelse af venskab med Gud. 9. Fuldstændig overgivelse af selvet

til Gud). Jeg ønsker blot, at mennesket følger én af vejene konsekvent. Det kan være hvilken

som helst af dem. Men jeg finder, at du har fulgt alle ni veje til fuldkommenhed. Så med

hensyn til åndelige bedrifter ser jeg ingen, der er mere ophøjet end dig. I enhver henseende er

37

37


jeg i sandhed opstemt, for du har tilbudt mig en hengivenhed, der er ren, vedholden og

uselvisk. En hengivenhed der er kærlighed. En kærlighed som udspringer fra hjertet, og som

strømmer i alle retninger. En kærlighed som strømmer mod alle eksistenser. Du har ikke talt

nedsættende om nogen, end ikke mens du drømmer! Det er det, der gør dit sind så rent. Dit

sind blomstrer ikke, når du udsættes for noget ’godt’; ej heller visner det, når det udsættes for

noget ’dårligt’. Du er alle måder velsignet.”

21.51. Sabari tog Rama’s ord til sig. Hun sagde: ”Rama! For den hengivne findes der ingen

anden vej end at gøre sit bedste for at behage det guddommelige, gør der? Jeg higer ikke efter

andet. Denne dag har min Fader, min Gud, mit livs Herre, alle verdeners Herre, alle

eksistensers Herre, vist sig for mig! Hvordan kan jeg måle mit held, oh Janaki’s (Sita’s

kælenavn), kong Janaka’s datters, Sita’s, Herre? Da hun havde sagt dette, kom hun til at

tænke Sita. Det gjorde brødrene også. De kom pludseligt igen til at tænke deres

bedrøvelige situation. Rama fortalte hende: ”Ak Sabari! I den tid vi har tilbragt sammen med

dig, har du gjort os lykkelige, befriet os for bekymring og gjort os glade, men nu har du kastet

os ud i sorg.” Sabari blev fyldt af samvittighedsnag. I bestyrtelse løftede hun sit hoved og

bønfaldt: ”Herre! Hvad er det, du siger? Undskyld min åbenmundethed”, og hun faldt for

Rama’s fødder.

21.52. Rama spurgte hende: ”Sabari! Ved du noget om Sita? Har du hørt noget om hende?”

Sabari svarede: ”Om jeg ved! Ved jeg ikke noget om Sita? Ingen kvinde, der kender Rama

Princippet (princippet med at forene sindet med Den guddommelige Gnist), vil være uvidende

om Sita Princippet (bevidstheden om Det universelle Absolutte), kvindekønnets ædelsten, de

gode dyders krone, kvindelighedens lys. Oh! Hvilken god skæbne hun har fået! Hun er min

Rama’s skygge! Rama! Jeg skal fortælle dig, hvad min guru, vismanden Mathanga, har lært

mig om bevidstheden om Den universelle Absolutte, Sita Princippet. Selvfølgelig er der ikke

noget, du ikke ved. Men eftersom du lige har spurgt mig, om jeg kender noget til Sita, vil jeg

fortælle dig, hvad jeg ved. Rama vildledte Manthara’s og Kaikeyi’s sind. Det gjorde han for at

kunne fuldbyrde sin opgave med at tilintetgøre det dæmoniske afkom. Som en følge at dette,

fortalte min guru mig følgende: ’Sita, Lakshmana og Rama er draget ind i skoven for at leve i

eksil.’ Han sagde, at de ville besøge ashrammer og eneboerhytter og velsigne asketerne. Han

fortalte endvidere, at Rama ville dræbe de dæmoner, der forhindrede asketerne i at

gennemføre deres ritualer og åndelige øvelser. Han sagde, at Rama ville udtænke en plan,

hvor Ravana, der er stærkt knyttet til de dæmoniske klaner, vil blive lokket og fristet til at

spille en rolle i et drama, der vil være centreret om Sita’s ’bortførelse’! Han forsikrede mig, at

den Sita, der bliver bortført af Ravana, blot er en pseudo-Sita og ikke den virkelige, ægte

moder. Han har fortalt mig, at Rama vil komme ind i denne skov i sin søgen efter den Sita, der

er blevet bortført. Han fortalte, at jeg, gennem dette besøg, ville blive belønnet som aldrig før.

Min guru fortalte mig også, at Rama ville danne en alliance med abekongen Sugriva. Sugriva

har søgt tilflugt i Rishyamuka Bjergene (bjerge der støder op til hans ashram). Det har han

gjort for at slippe væk fra sin broders, Vali’s, dødbringende hærgen. Med hjælp fra Sugriva vil

Rama fuldføre opgaven med at finde Sita. Rama! Du er dette kosmiske dramas instruktør; det

drama du selv har udtænkt. De begivenheder, der indtræffer i dit drama, kendte min guru, og

han åbenbarede dem for mig. Din scene er hele kosmos. Din vilje bestemmer universets

fremtid. Den sikrer universets stabilitet og fremgang. Alt hvad der sker, er din vilje, der folde

sig ud. Uden din vilje kan intet, hverken stort eller småt, nogen sinde ske.”

21.53. ”Herre! Du spiller med i dette drama, som om du ikke kender noget til din egen plan.

Du foregiver at være ramt af sorg over adskillelsen fra Sita! Udelukkende de, der er tåbelige;

de der ikke tror sandheder, der vedrører Den guddommelige Gnist; de, der er ateister, vil

opfatte sorgen som ægte. De, der er bevidst om det guddommelige og dets mysterier; de, der

er hengivne og åndeligt søgende; de, der søger at kende Gud som deres egen virkelighed, vil

ikke blive vildledt til at tro, at sorgen er ægte. Du er den, der handler bag alt, hvad der sker.

Ligegyldigt hvor stærke og magtfulde nogen måtte være, er der ingen, der kan hindre eller

modsætte sig din vilje. Du vil, at alle folks reaktioner såvel det gode som det dårlige sker.

38

38


De er ikke skabere af reaktionerne. Den uvidende vil måske stå, at folk selv udfører deres

handlinger. Rama! Undskyld min frækhed. Jeg har talt alt for meget i din nærværelse!” Mens

hun sagde dette, knælede hun for Rama’s fødder. Hun udviklede yogaens indre ild, og som

følge heraf blev hendes legeme reduceret til aske, mens hendes åndedrag blev smeltet

sammen med princippet om at forene sindet med Den guddommelige Gnist; Rama-princippet,

det princip hun forgudede.

39

39


Kapitel 22

En forbundsfælle bliver accepteret

22.1 Således opfyldte Rama og Lakshmana Sabari’s inderligste ønske og fyldte hendes afdøde

sjæl med lyksalighed. De fortsatte deres rejse gennem skoven. De bevægede sig fremad som

to tvillingeløver, og de talte om den gamle åndelige aspirant Sabari’s hengivenhed og

grænseløse pligttroskab. Efter at have rejst hurtigt, nærmede de sig bjergkæden Rishyamuka.

På en af denne bjergkædes tinder boede Sugriva som flygtning sammen med sine ministre og

hofmænd. Sugriva fik øje de to brødre, der nærmede sig bjerget, og han blev forbavset

over at se deres ædle holdning og gevaldige skridt. De forekom ham at være guddommelige.

Sugriva var altid vagt over for fremmede, der nærmede sig hans levested. Årsagen var, at

han var bange for, at hans ældre broder, Vali, ville plage ham ved at sende dødens og

lidelsens repræsentanter. Sugriva var bange for, at selv hans nuværende hjem ikke var

sikkert. Han holdt derfor øje med alle adgangsveje til sin bolig, der lå et stejlt, klippefyldt

område. Han blev opskræmt over de to fremmedes gangart og udstråling. Han var ivrig efter

hurtigt at få at vide, hvem de var, og hvorfor de var kommet. Så han kaldte Hanuman hen til

sig og sagde: ”Mægtige helt! Har du bemærket de to lysende personligheder? Udsæt det ikke

længere. Gå og find ud af, hvem de er, hvorfor de er kommet, og hvor de kommer fra. Bring

mig alle de nyheder, du kan fremskaffe. Hvis de skulle vise sig at være personer, der er

udsendt af Vali, så giv mig et tegn. Jeg vil se efter tegnet, hvor du bøjer dit hoved dybt ned

mod dit bryst. Det er nok. Jeg vil så straks træffe foranstaltninger til at opgive dette bjerg og

drage til et andet.”

22.2. Sugriva gav Hanuman forskellige instrukser og forslag til imødegåelse af alle

eventualiteter. Med hop og spring skyndte Hanuman sig hen mod de fremmede. Da han nåede

frem til dem, knælede han i stor ærbødighed for deres fødder. Han sagde: ”Oh I lysende

væsener! I har skabt dyb undren og stor nysgerrighed hos mig. Jeres henrivende skikkelser

tiltrækker mit sind med en forunderlig længsel. I ser så milde og uskyldige ud. I sandhed, I er

ikke blot almindelige mennesker. Det er jeg overbevist om. Jeg gætter , at I er det

guddommelige par Nara-Narayana, der er kommet til Jorden. (Den ’rigtige handlings’

tvillingesønner; inkarnationer af Vishnu. Nara er det guddommelige menneske og Narayana

er Herren). Vil I ikke nok fortælle mig, hvorfor I går gennem denne jungle uden nogen til at

tjene eller guide jer?” Hanuman udspurgte dem i stor ydmyghed og ærbødighed. (I en tale fra

den 12. april 2000 fortæller Sai Baba følgende om Hanuman’s fødsel: ”Hvad skete der med

Sumithra’s del af den helliggjorte mad, der blev ført bort af en ørn? Den blev efterladt et

bjerg og spist af gudinden Anjani. (Hanuman’s moder; navnet betyder’ illusion’). Som et

resultat fødte hun Hanuman. Det er årsagen til det intime forhold, der eksisterede mellem de

fire brødre, Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna og Hanuman. Meget få er klar over

dette”).

22.3. Rama værdsatte Hanuman’s hengivenhed og ydmyghed. Da han svarede, havde han et

smil læberne: ”Vi er sønner af kong Dasaratha, Ayodhya’s hersker. Vi er draget ind i

skoven. Dette er min broder, Lakshmana. Mit navn er Rama. Min hustru ledsagede mig også

ind i skoven. Men mens vi boede i Panchavati, blev hun bortført af en dæmon. Det skete, mens

vi begge var væk fra vores hytte. Nu drager vi rundt i dette område i søgen efter hende. Vi er

stærkt optaget af at få kendskab til hendes nuværende opholdssted og få hende tilbage.”

Rama talte til Hanuman uden at skjule noget. Han fortalte den skinbarlige sandhed om

baggrunden for deres tilstedeværelse tæt ved abeflokkens bjergkæde. Han sagde: ”Godt! Nu

har jeg fortalt om det, der er gået forud og om min historie. Jeg vil også gerne vide noget om

dig.” Hanuman erkendte, at brødrene var hans egne, øverste Herrer. Så endnu engang

knælede han for deres fødder i respektfuld hyldest. Da han havde rejst sig og stod foran dem,

græd han af ren og skær glæde. Han var ikke i stand til at sige ét ord.

40

40


22.4. Til sidst fik han samlet sig lidt. Stående med armene overkors sagde han med usikker

stemme: ”Herre! Jeg er en dum, uvidende person. Det er årsagen til, at jeg udspurgte dig

den måde. Undskyld min frækhed og min tåbelighed. Oh du kongernes konge! Du beder mig

fortælle dig om min tidligere og nuværende situation og forhold. Det gør du, som om du er en

almindelig dødelig, der kun kender til min situation og øvrige forhold, hvis jeg fortæller om

den. Er det sandt? Bundet som jeg er af den illusion og vildfarelse, som du selv har spredt

over os alle sammen, kunne jeg ikke vide, hvem I var. Herre! Du er mægtig og umulig at

besejre. Hvordan kan tjeneren være ligestillet med herren og mesteren? Alle væsener er

blevet overmandet og narret af din strategi og plan! Jeg ønsker at komme med de

bekendtgørelser, som min Herre skal bevidne. Jeg kender ikke til nogen anden aktivitet end at

tilbede min Herre. Når en tjener bliver passet, plejet og beskyttet af sin herre, hvorfor skulle

han så frygte noget? Herrens styrke er tjenerens skjold.” Idet han sagde det, antog Hanuman

sin virkelige skikkelse. Rama blev fyldt af glæde ved synet af Hanuman. Han omfavnede ham.

”Du er mig ligeså kær, som Lakshmana er.” Han trak ham ind til sig og kærtegnede ham ømt.

Han strøg ham over håret og berørte blidt hans pande og ansigt. Han sagde: ”Hanuman! Mest

skænker jeg min kærlighed til de, der tjener mig, og som anser denne tjeneste som det bedste

middel til at opnå befrielse.” Til det sagde Hanuman: ”Herre! Sugriva, abe-hordernes hersker,

har, grund af forskellige omstændigheder, draget sig sin ældre broder, Vali’s, fjendskab.

Han er derfor blevet drevet ud af sit kongerige som en landflygtig. Han er blevet drevet ud i

denne skov, hvor han har taget ophold. Også han er din tjener. Han fortjener din kærlighed og

velsignelse. Skænk ham din nåde og befri ham fra den vanære, han nu bliver udsat for. Han

har kompetencen og autoriteten til at sende millioner af aber over hele verden ud for at lede

efter og finde Sita. Han er abernes konge. I dette foretagende kan han opnå sejr.” Hanuman

udbredte sig detaljeret om Sugriva’s mangfoldige fortræffeligheder og evner. Han overtalte

Rama til at søge Sugriva’s venskab. Da Rama besluttede sig for dette, tilbød Hanuman at bære

dem sine skuldre. Han ville bære dem lige op til bjergtindens top, hvor Sugriva befandt sig.

22.5. Sugriva blev glad for at se Rama og Lakshmana. Han forstod grunden til, at Rama var

kommet ind i skoven og hen til ham. De sympatiserede med hinanden, og begge forstod de

den andens lidelser og vanskeligheder. De følte sig knyttet af et fælles venskabsbånd. Sugriva

knælede for Rama’s og Lakshmana’s fødder og tilbød dem respektfuldt frit ophold. Rama

forsikrede Sugriva, at han ville tilintetgøre dennes frygt og fjerne hans lidelser og

vanskeligheder, for han var selve legemliggørelsen af medfølelse. Og Sugriva lovede

tilsvarende at ofre alt, selv sit eget liv, i Rama’s tjeneste. Det højtidelige løfte om evigt

venskab blev fejret og højtideliggjort med den rituelle ild som vidne. For ild er til stede som

varme og lys i alle levende væseners hjerte. Ild, der er til stede i den indre bevidsthed, kan

brænde enhver vankelmodighed eller egensindighed væk, som måtte virke det højtidelige

løfte. Rent faktisk er ilden Historien om Rama’s mest centrale element. (Ilden forstået som den

subtile, guddommelige stråleglans og oplysning, der er ildens inderste kerne; ildens inderste

del). Rama blev født ud af den gudedrik, som blev skænket af Ildens Gud, der frembragte den

fra offeralteret. Sita blev gift med Rama med ilden som vidne. Lanka blev ødelagt af ild. Det

var i ilden, at sandheden, bevidstheden om Det universelle Absolutte, Sita Princippet, blev

deponeret, mens hun blev bortført af Ravana og ført til Lanka. Og det var fra ilden, at hun igen

blev frelst, da krigen mod Ravana sluttede med sejr til Rama. Den indre betydning er, at Rama

blev renset og befriet for urenheder ved hver kontakt med ilden. For Rama er symbolet den

højeste visdom. Han er også symbolet den højeste moral. Så pagten med Sugriva blev

stadfæstet og helliggjort ved at kalde ilden som vidne. Ved at fortælle Sugriva sandheden

om Rama og om den opgave, denne var kommet for at løse, bestræbte Lakshmana sig at

rodfæste troen yderligere og knytte båndene tættere mellem dem.

22.6. Lakshmana fortalte også Sugriva om Sita og hendes guddommelighed. Han fortalte, at

hun var datter af Mithila’s konge. At hun derfor udelukkende kan vindes, og at hendes

velsignelser udelukkende kan opnås gennem en vedholdende proces eller utrættelig udøvelse

af åndelige øvelser. Mens Sugriva lyttede til ham, græd han sønderknuselsens tårer. Han

sagde: ”Herre! En dag da jeg var beskæftiget med at udveksle råd med mine ministre, hørte

41

41


jeg råbet: Rama! Rama! Lyden kom fra himlen; den kom inde fra den himmelske vogn, som vi

så flyve gennem rummet. Mens vi stod og iagttog denne mærkværdige scene, smed hun en

bylt af klæde ned, hvor vi stod. Det var en masse smykker, og vi har opbevaret dem uberørt

og i sikkerhed. Det er meget sandsynligt, at dæmonen ved navn Ravana har bortført hende.

For der findes ingen forbrydelse, som Ravana indtil nu ikke har begået.” Sugriva skar tænder i

ren og skær vrede over det uhyre, som han mistænkte for at have udført denne modbydelige

misgerning. Rama bad om at få bragt bylten med smykkerne. Sugriva selv rejste sig og gik

hen til den hule, hvor han havde skjult bylten. Han tog den og lagde den foran Rama. Det

klæde, som smykkerne var pakket ind i, var en del af den fiberklædning, som hans stedmoder

havde smidt hen til Sita, så hun kunne bære den, mens hun levede i eksil som eneboer i

skoven. Da Lakshmana genkendte klædet, græd han. Da Sugriva og Hanuman så ham blive

overvældet af sorg, blev de også kede af det. Rama løsnede knuderne og bandt bylten op. Han

viste Lakshmana indholdet for at få bekræftet, at smykkerne var Sita’s. Lakshmana erklærede,

at han ikke var i stand til at identificere dem alle sammen. Grunden var, at han aldrig havde

løftet sit blik og set Sita. ”Jeg har kun set de tå-ringe, som min svigerinde bar, for jeg

plejede at knæle for hendes fødder hver dag. Ja, dette er de tå-ringe, hun bar. Det kan jeg stå

inde for. Mens vi gik gennem junglen, plejede jeg at følge hende og gå i hendes fodspor. Du

ved, at du altid går forrest, og at jeg følger efter bag Sita. Jeg plejer at gå og se ned

hendes fødder, så jeg kender disse tå-ringe ret godt.” Sugriva og Hanuman så vemodigt

brødrene, fordi disse spillede deres roller og blev dybt bevæget over synet af smykkerne, som

Sita havde kastet ned. Sugriva kunne ikke holde det ud længere. Han sagde: ”Herre! Giv dig

ikke hen til sorgen. Endnu i dag vil jeg iværksætte planer for at finde ud af, hvor Sita befinder

sig og for at tilintetgøre den onde Ravana. Jeg vil bringe Sita tilbage og gøre jer begge

lykkelige. Det er mit svorne ord, mit hellige løfte.”

22.7. Rama udtrykte stor tilfredshed med dette løfte. Han sagde: ”Fortæl mig i detaljer om

årsagen til, at du bor i denne skov og ikke i din hovedstad.” Nu beskrev Sugriva fortløbende og

i klare, kortfattede vendinger, hvem hans forældre var, hvilket sted der var hans egentlige

bolig, hvad der var årsagen til det fjendskab, der voksede mellem ham og hans ældre broder

osv. Hans forklaring var som perler, der bliver trukket en snor for at danne en krans eller

en rosenkrans. Rama følte, at Sugriva’s historie mere eller mindre lignede hans egen. Specielt

med hensyn til adskillelsen fra hustruen og det at leve som landsforvist fra sit kongerige. Han

følte, at Sugriva var redelig og retskaffen, og at Vali fortjente at blive straffet, eftersom han

havde bortført sin broders hustru; en forbrydelse som abernes moralkodeks ikke havde nogen

undskyldning for.

22.8. Rama bad Sugriva om at fortælle ham historien om sin fødsel. Sugriva svarede: ”Ja, jeg

vil bestræbe mig at lægge beretningen om min klans opståen og skæbne for dine fødder.

Engang for længe siden skabte Brahma, Skaberen, en abe-skikkelse. Den var udrustet med

stor styrke, men den var altid lunefuld og egensindig med hensyn til sin færden og handlinger.

Så Brahma kaldte den Ruksharaja. (Ordet betyder noget i retning af ’Den tørre hersker’. Det

tørre bevæger sig altid i vinden, er altid uroligt). Da abe-skikkelsen krævede at få at vide, hvor

den skulle leve, gav Brahma ordren: ’Lev i skoven, for der kan du bevæge dig omkring, som

din lunefuldhed og egensindighed dikterer. Og når du fanger en dæmon, så dræb den og befri

området for dens misgerning’. Ruksharaja udvandrede til den sydlige region og fulgte derved

Brahma’s ordre. En dag gik aben til en sø for at få slukket sin tørst. Da den sænkede sit ansigt

ned over det klare vands overflade, så den sit spejlbillede i søen. Den blev meget bekymret,

for tydeligvis skjulte der sig en fjende i søen. Den lå og ventede ham! Ruksharaja flakkede

omkring søens bred. Han var ivrig efter af fange fjenden, når denne dukkede op af vandet.

Fjenden i søen brølede, når han brølede; skar tænder, når han skar tænder. Fjenden gentog

og genspejlede alle lyde og alle bevægelser. Ude af stand til at kontrollere sig selv længere,

sprang Ruksharaja ned i søen for at kværke sin rival. Dette spring forvandlede ham til hunkøn;

til en kvindelig abe! Slået af forbløffelse kom hun op bredden. Idet hun vendte sig mod

Solen, bad hun om nåde. I stor mental pine bad hun også til Indra. Gennem den nåde, som

Sol-guden skænkede hende, fødte hun en søn, Vali, min broder. Gennem Solens nåde fødte

42

42


hun endnu en søn. Det var Sugriva, mig selv. Straks efter de to børns fødsel blev hun endnu

engang Ruksharaja! Ruksharaja tog de to babyer med sig og henvendte sig til Brahma for

nærmere instrukser. Han fortalte Brahma hele sin historie, så denne kunne nå frem til følgende

beslutning: ”Oh Vali og Sugriva! Drag ind i de sydlige regioner og bosæt jer i Kishkindha. Alle

verdeners Herre, universets øverste hersker, Han der kendes ved mange navne, Han vil lade

sig føde som Rama, som Raghu-dynastiets kong Dasaratha’s søn. Efter sin faders ordre vil han

drage ind i skoven. Han vil engagere sig i mange overmenneskelige bedrifter. Han vil også

opføre sig som en almindelig dødelig. Mens han vandrer omkring, vil han et tidspunkt

komme til Kishkindha, hvor I lever, og han vil etablere venskab med jer. Opsøg den gode

skæbne det er at få synet af ham, høre ham tale og berøre hans fødder. Jeres liv vil blive

velsignet af det.””

22.9. ”Vi lyttede til Brahma’s stemme, der denne måde henvendte sig til os. Vi var glade for

de udsigter, der lå foran os. Vi praktiserede ingen åndelige øvelser som for eksempel

gentagelse af Guds navn; vi højtideligholdt ingen ritualer eller offerceremonier, og vi levede

ikke asketisk. Alle vore færdigheder og bedrifter var direkte resultater af den nåde, som

Brahma øste over os denne dag. Da stemmen tav, ofrede vi i vores sind hyldest til Brahma og

nåede Kishkindha. En dag drog en dæmon ved navn Mayavi mod os for at hævne sig os.

Mayavi var Maya’s (Vishnu’s gemalindes) søn. Han angreb os ved midnatstide og skabte

kolossal forvirring. End ikke for et øjeblik kunne min ældre broder tolerere fjendens frækhed.

Med al sin styrke angreb Vali ham, og Mayavi flygtede i rædsel. Mayavi skjulte sig i en grotte,

og Vali blev ved med at forfølge ham. Jeg deltog også i jagten den ondsindede dæmon; jeg

var lige i hælene Vali. Lige før Vali gik ind i grotten, hvor Mayavi havde gemt sig, gav han

mig følgende ordre: ”Broder! Jeg går ind i denne grotte for at dræbe fjenden. Hold vagt ved

indgangen og bliv her for det tilfælde, han skulle undslippe.” Da jeg spurgte, hvor længe jeg

skulle holde vagt, svarede han: ”Så længe som femten dage og nætter! Hold omhyggeligt vagt

i den tid. Hvis jeg ikke dukker frem inden den sekstende dag, må du gå ud fra, han har dræbt

mig. Så kan du vende tilbage.” Jeg ventede, og jeg holdt vagt i hele tredive dage. På det

tidspunkt steg lugten af blod op fra grotten. En lugt som jeg sluttede, kom fra min broders

blod. Jeg frygtede, at Mayavi ville dukke frem fra grotten i live. Derfor placerede jeg en vældig

kæmpesten foran indgangen til grotten. Da jeg vidste, det ville være tåbeligt at vente længere,

vendte jeg hjem. Jeg samlede mine venner og sympatisører og rådslog mig med dem om,

hvad det næste skridt skulle være. Vi mente, at Mayavi, der havde været i stand til at dræbe

den frygtindgydende Vali, i sandhed måtte være en formidabel fjende. Derfor tilbragte jeg

dagene i evig angst.”

22.10. ”Hovedstadens indbyggere forstod, at de var nødt til at have en leder i disse vanskelige

tider, hvor de fra alle sider blev plaget af fjender. Eftersom Vali var død, bønfaldt de mig om at

træde i hans sted. Jeg havde ingen lyst til at acceptere denne myndighed, men de tvang mig

til det. Kort efter, det har vel været inden for to eller tre dage, vendte Vali tilbage til

hovedstaden. Han havde dræbt Mayavi og befriet landet for denne rædsomme fjende. Da Vali

opdagede, at jeg var blevet hersker, blev han opfyldt af en ustyrlig vrede. Han antydede, at

jeg havde lukket indgangen til grotten med den kæmpesten for at forhindre ham i at komme

derfra i live. Endvidere stod han, at jeg med fuldt overlæg havde søgt den stilling, som nu

var blevet mig betroet. Han besluttede at tage hævn over mig for dette. Han begyndte at

behandle mig som den laveste af de lave og give mig skylden for selv den mindste fejl eller

fejltagelse. Han berøvede mig al magt og myndighed og så ned mig, som om jeg var

mindre værd end det ringeste medlem af hans husholdning! Han tvang mig bort fra familiens

skød. Han tog min hustru i forvaring. Fast besluttet at tilintetgøre mig, kæmpede han en

dag indædt mod mig. Jeg kunne ikke trodse hans kræfter, så jeg forlod Kishkindha og søgte

tilflugt her. Vali insisterede , at de personer, der støttede mig eller var venlige mod mig,

ikke måtte blive i hovedstaden. Så de har også sluttet sig til mig dette sted. Min hustru

prøvede alt, hvad hun kunne, for at komme tilbage til mig. Men lige meget hvor meget hun

forsøgte, tillod han hende ikke at drage bort. Han behandlede hende som sin egen hustru.”

Tårerne strømmede fra Sugriva’s øjne, da han fortale sin sørgelige historie. Rama trøstede

43

43


ham og udtrykte sin forståelse for den sørgelige situation, han befandt sig i. Endnu engang

forsikrede Rama ham om, at han ville beskytte ham mod yderligere fortræd og værne ham

mod ondt.

22.11. Sugriva sagde: ”Hjælpeløs bor jeg dette bjerg, for det er det eneste sted, hvor min

hævngerrige broder, Vali, ikke kan komme. Der findes en forbandelse, som en vismand har

kastet ham. Den forbandelse forhindrer ham effektivt i at drage ind i dette område. Hvis

det ikke var for den forbandelse, ville jeg for længst være blevet dræbt for hans hånd.”

22.12. Rama forhørte sig: ”Ven! Hvordan drog Vali sig denne forbandelse?” Sugriva

forklarede: ”Herre! Dundubhi, Mayavi’s broder, var en stor helt. Med hensyn til tapperhed og

fysisk styrke var der ingen, der kunne måle sig med ham. For sjov, og for at demonstrere sine

kræfter, nød han at konfrontere selv bjerge og havet! En dag stod han foran en bjergtinde,

han netop havde pulveriseret. Han hoverede over sin dristige bedrift. Da hørte han en usynlig

stemme bekendtgøre: ”Dundubhi! Du skal ikke være så kæphøj og indbildsk! Pas ! Der lever

en, der er mægtigere end dig. Han vandrer lystigt og muntert rundt bredden af Pampasøen,

hvor han har taget ledelsen og udøver sin magt. Hans navn er Vali.” Da Dundubhi hørte

disse ord, forvandlede han sig til en formidabel bøffel og stormede ind i Kishkindha området,

hvor Pampa-søen er beliggende. Med sine horn pløjede han jorden op, og han brølede og

brølede. Således banede han sig vej gennem bjerge og dale, idet han knejsende og pralende

fremviste sine uovervindelige kræfter. For hvert skridt blev hans raseri voldsommere og

voldsommere. Han spredte rædsel overalt, hvor han kom frem. Når han stødte sine horn ned i

jorden, blev vældige træer rykket op med rode og væltede om jorden. Hans vildskab fik

alles hjerter til at bæve. Da Dundubhi denne måde trængte ind Vali’s område, som Rahu

der drister sig til at sluge Månen, så Vali ham. (Ifølge de gamle legender jager dæmonen

Rahu, i skikkelse af en lysende planet, Månen for at sluge den. Ved måneformørkelse siges

dette at ske). I samme øjeblik overfaldt Vali bøflen. De to mærkeligt udseende fjender

kæmpede for at opnå sejr; de kæmpede som vilde, voksne elefanter, der er filtret ind i en

dødelig kamp. Kampen varede i mere end seks timer! Til sidst gav Vali Dundubhi et dødeligt

slag. Rystende af smerte faldt han død om jorden. Han faldt, som en bjergtinde falder til

jorden under et voldsomt jordskælv. Rystelserne var så voldsomme, at vældige træer også

lagde sig fladt jorden samme med ham! Vali var så beruset af sin succes, at han flåede liget

fra hinanden og smed halvdelene langt væk. Den ene halvdel af liget smed han mod syd og

den anden mod nord. Men den ene halvdel, der bestod af blodigt kød og knogler, faldt ned

over en ashram, og en byge af blod stænkede ud over det hellige område. Blodet forurenede

de asketer, der fredfyldt var beskæftiget med meditation og fremsigelse af hellige hymner. Det

var en stor vismands ashram; det var Mathanga’s ashram. Han var gået til floden for at tage

sit rituelle bad. Da han kom tilbage, bemærkede han bloddråberne over hele ashrammen.

Snart kom han hen til et skrækindjagende uhyrers halve lig. Mathanga var ude af stand til at

beherske sig. Hans disciple og elever, der længtes efter at blive badet i lyksalighed, var blevet

badet i blod! Hans overbærenhed forsvandt. Han standsede op et øjeblik og spekulerede over,

hvem der kunne have vovet at begå en sådan synd. Hans vrede kunne ikke tilbageholdes. Den

tillod ham ikke at se tilbage eller spejde ud i fremtiden. Han fremkom med en frygtelig

forbandelse! ”Hvis denne ondskabsfulde, syndige Vali nærmer sig dette bjerg, eller blot kaster

sit blik det, måtte hans hoved da flække i to stykker.” Sådan lød den forbandelse, som han

udtrykte. Af frygt for den forbandelse holder Vali sig væk fra dette bjerg. Han kan ikke nærme

sig dette sted eller endog se det. Opildnet af disse omstændigheder lever jeg uhindret her.

Jeg er berøvet min hustru og skilt fra mine slægtninge.” Uden at skjule noget fortalte Sugriva

Rama om sin sørgelige forfatning.

22.13. Rama blev rørt og foruroliget over beretningen om Vali’s ondskab, der havde pint og

plaget Sugriva i så lang tid. Han kunne ikke længere lytte til opremsningen af Vali’s overgreb

og grusomheder. Rama kunne ikke tåle onde og syndige handlinger. Han syntes ikke om

beretninger om moralsk fordærv. Han trøstede Sugriva og forsikrede ham, at Vali ikke skulle

undslippe straffen for ene og alene at stole fysisk styrke og materiel magt og ignorere den

44

44


styrke og magt, som man bør optjene gennem retskaffenhed og hengivenhed over for Gud.

Han afgav det løfte, at han med en pil ville fælde Vali til jorden og afslutte hans ondskabsfulde

liv. Det ville han gøre, selv om alle de fjorten verdener modsatte sig opfyldelsen af løftet. Han

sagde: ”Kast ikke dit blik ansigtet af en person, der er uvirket af sin vens sorg eller af

vennens fjenders tåbelige praleri. Du skal ikke vælge en ven for blot at få en midlertidig

gevinst, for at tilfredsstille nogle trængende ønsker eller for at kaste dig ud i modbydelig

opførsel. Venner skal have dyb kærlighed til hinanden. Den, der ikke har nogen kærlighed, der

fylder vedkommendes hjerte; den, der ikke har et bevægeligt sind eller er i stand til at få sit

ansigt til at lyse op, kan kun blive en dårlig, uønsket ’ven’. Sådanne falske venners hjerter vil

være syge og forurenede. En snu tjener, en grådig, nærig og ondsindet hustru eller ægtemand

og en falsk ven – disse fire kan gøre livet pinefuldt, som blev det gennemboret af spyd og

pigge. Derfor, oh Sugriva, sørg ikke. I den grad mine fysiske, verbale og mentale evner

rækker, vil jeg komme dig til undsætning. Hvad betyder det, hvor stærk Vali er? Du er ikke

klar over din egen styrke. Du er forvirret grund af din vurdering af hans styrke, det er det

hele. Det er årsagen til din tvivl og frygt. Godt. Måske ønsker du at blive overbevist om mine

kræfter, før du forøger din selvtillid og dit mod. Bed mig om at udføre en hvilken som helst

opgave, så din tro mig kan blive rodfæstet. Jeg vil demonstrere min styrke og fylde dit

hjerte med mod. Når det er sket, vil jeg kæmpe mod Vali og tilintetgøre ham.”

22.14. Blidt strøg Rama Sugriva’s ryg for at formå ham til at stole sig og befri ham for frygt

og bekymring. Sugriva var ivrig efter at se Rama’s kræfter. Han ønskede også at opleve noget,

der kunne understøtte hans tro. Han sagde: ”Rama! Engang for længe siden blev min broder

og jeg enige om at afprøve vores styrke og evner. Der stod nogle rækker med syv

kæmpestore palmer. Ved at skyde en enkelt pil gennem alle syv palmer, skulle vi forsøge at

fælde dem et efter et. Jeg fældede blot tre, men min broder Vali ramte fem, og de rullede alle

omkring jorden. Så store var hans evner; så voldsom var hans styrke. For at besejre Vali

skal man besidde en styrke, der er større end hans. Jeg er meget ivrig efter at finde ud af, om

du besidder denne ekstra styrke og se, hvor mange palmer du kan fælde med èn pil.”

22.15. Nu førte Sugriva og hans hofmænd Rama til et sted, hvor syv kolossale palmer strakte

sig ind i himlen en lang række. De bad ham forsøge at skyde dem ned. Indbyrdes talte de

om, at eftersom disse kolossale træer var fire til fem gange større end de fem, Vali havde

fældet, måtte de anse Rama for at være stærk nok til at overmande Vali, selv hvis han

fældede to af disse giganter. Rama rækken af palmer. Han smilede og kaldte Sugriva

hen til sig og fortalte ham: ”Sugriva! I mine øjne er disse palmer de svageste og de tyndeste,

der findes.” Så anbragte han en pil sin bue og fældede alle de syv palmer. Hans pil bar alle

de fældede palmer op ad et bjerg i det fjerne. På deres vej op ad bjerget knuste de klipperne,

de stødte !

22.16. Sugriva blev overvældet af forundring og hengivenhed. Han knælede for Rama’s fødder

og udbrød: ”Rama! Hundrede af Vali’s slags kunne ikke have udført denne præstation. Jeg er i

sandhed heldig. Jeg har ikke flere bekymringer i livet, eftersom jeg har sikret mig dit venskab!

Skønt jeg ikke længere har forbindelse med Vali, har jeg i dag fået ’en hundredfoldig Vali’ som

min bedste ven! Undskyld min fejltagelse. Jeg skammer mig over, at min snæversynethed fik

mig til at teste dine kræfter denne måde. Oh! Jeg er i sandhed heldig, at jeg i denne

skikkelse er velsignet med selve Guds venskab. Min lidelseshistorie er slut i dag. Håbet, om at

jeg snart kan genvinde Kishkindha, er brudt frem i mit hjerte. Jeg er virkelig glad for, at jeg

snart igen kan leve lykkeligt sammen med min hustru og mine børn. Jeg er blot noget i tvivl

om, hvornår og hvor hurtigt det vil ske. Er det inden for minutter, timer eller dage?

Selvfølgelig afhænger det af Rama’s vilje, af hans nåde. Det vil blive fuldbragt det

tidspunkt, han beslutter.”

22.17. Sugriva vidste, at alene Rama kunne hjælpe ham, og at det alene var Rama, han skulle

stole . Han knælede for Rama’s fødder og sagde: ”Rama! Din vilje, din medfølelse, de er mit

eneste opholdssted. Hvornår har du til hensigt at afslutte mine sorger? ” Idet Sugriva rejste sig

45

45


igen, erklærede han: ”Lyt Rama! I så lang tid har jeg stemplet Vali som min største fjende og

rystet af frygt for ham. Nu finder jeg, at han er min største velgører. Af frygt for ham tog jeg

ophold denne bjergkæde. Eftersom jeg er her, er jeg i stand til at bemærke din ankomst,

møde dig og blive velsignet med dit venskab! Derfor er Vali den egentlige årsag til hele denne

udvikling. Han er i sandhed min velgører. Rama! Mens vi drømmer, kæmper vi mod en eller

anden person. Vi hader ham i den grad. Vi finder alle mulige måder at ødelægge ham .

Men så snart vi vågner og står ud af sengen, ved vi, at hadet og kampen var falske og

ubegrundede. At få synet af dig har vækket mig fra min drøm. Mens jeg var i drømmen,

hadede jeg Vali og fortolkede alle hans handlinger som værende fjendtlige over for mig. I min

uvidenhed kæmpede jeg mod ham. Nu, da jeg har set dig og nydt godt af dine råd, er jeg

stået op, er jeg vågnet fra min drøm. Berøringen af dine hellige fødder har bibragt mig

åbenbaringen af sandheden. Mit længe nærede had og misundelse, min grådighed og egoisme,

mit fjendskab med Vali og mine planer om hævn, alt dette gjorde mig svagere og svagere. Jeg

var hensunken i min snæversynede længsel og iver efter at finde det gunstige øjeblik, hvor jeg

kunne indfri gammel gæld. Det var min spartanske levevis, min askese, der skænkede mig din

nåde. Jeg fandt dig, og min smerte blev betragtet som askese, min vrede blev forvandlet til

kærlighed. Herre! Velsign mig; overøs mig med din nåde. Jeg har ikke længere noget ønske

om at genvinde mit kongerige. Skæbnen har fastlagt min hustrus og mine børns livsbane.

Hvad kan jeg gøre for at ændre begivenhedernes gang? Jeg vil ikke længere være bekymret

for dem. Det er nok for mig, hvis du giver mig den glæde, det er at tjene dig og være sammen

med dig; at være i din nærhed resten af mit liv.”

22.18. Da Sugriva bad så inderligt, strøg Rama ham blidt over håret og sagde: ”Søn! Dine ord

er i sandhed sande. Kongeriger og magt, glæde og sorg, vrede og bekymringer, rigdomme og

privilegier, godt og ondt, alle er de af det stof, som drømme er gjort af. Alene nærheden til

Gud, til Guds-princippet i dig, er sandt. Men husk, at mit højtidelige løfte, mit ord, aldrig kan

vise sig at være usandt. Hvad end der måtte ske, vil jeg altså give dig kongeriget tilbage. Du

kan ikke undslippe det ansvar, den forpligtelse, det er at herske over det. Du kan ikke

unddrage dig kampen mod Vali, den kamp der skal finde sted i morgen. Kom, gør dig parat.”

22.19. Rama rejste sig. Bevæbnet med bue og pil, og med Sugriva ved deres side, gik både

han og Lakshmana fremad. Hanuman og andre fik tilladelse til at forblive bjerget. Mens de

drog af sted, modtog Sugriva de nødvendige instruktioner. Til sidst fik han besked om at gå i

forvejen. Han havde fået ordre om at råbe en udfordring, når han stod foran hovedstadens

hovedport. Idet han fulgte Rama’s ordre, stod Sugriva foran hovedstaden, Kishkindha, og

råbte så rasende og indædt, at fæstningens mure rystede og jorden skælvede i frygt. Lige så

snart Vali hørte disse råb, rejste han sig fra sin seng. Han rejste sig samme måde, som en

kobraslange gør, når nogen træder den. Han kom op at stå. Han var parat til kamp og til at

jage Sugriva flugt. Han var klar over, at det var hans broder, der nu udfordrede ham til

kamp.

22.20. Da Tara, Vali’s hustru, så dette, greb hun fat om hans fødder. Hun mindede ham om de

oplysninger, som hans egen søn var kommet med nogle dage tidligere. Hun sagde: ”Herre!

Brødrene, der har søgt Sugriva’s hjælp, er ikke almindelige mænd. De er udstyret med

mægtige kræfter. Sugriva, der i al den tid har holdt sig i skjul, er nu kommet frem med fornyet

selvtillid og nyt mod. Han har endda vovet at udfordre dig. Han ville ikke driste sig til at gøre

det, uden at der var nogen til at hjælpe ham. Han må nødvendigvis være blevet overbevist om

deres evner; han må have fået deres løfte om hjælp. Prinserne, Rama og Lakshmana, har

guddommelige kræfter. Det er ikke tilrådeligt, at du indgiver dig i kamp mod dem.” Vali brød

ud i en hånlig latter, da han hørte hendes ynkelige bønner. ”Kujonagtige kvinde”, sagde han.

”Det siges, at Rama besidder sindsligevægt. Hvis det er sandt, vil han helt sikkert have det

samme syn os to brødre. Desuden har jeg ikke forvoldt ham skade, har jeg? Hvis Rama,

trods af det, dræber mig, så vil jeg tro, at min fødsel og mit liv derved er blevet fuldbragt.” På

den ene side var Tara glad for, at han havde dette syn tingene, men den anden side

kunne hun ikke for et øjeblik udholde tanken om adskillelsen fra sin herre. Så hun bønfaldt

46

46


igen: ”Herre! Det bliver opfattet som et dårligt varsel, når en kvinde kommer med

indvendinger. Undlad at modtage udfordringen overilet.” Men Vali tilsidesatte alle hendes

bønner. ”Når kampen kalder, er der ingen, der bekymrer sig om varsler. Enten dør ens fjende,

eller også slutter ens eget liv.” Idet Vali sagde det, skubbede han Tara til side og for mod

fæstningens hovedport. Han brølede i et skrækindjagende raseri.

22.21. Han så Sugriva stå alene ved porten. Han sprang ham, og de begyndte begge en

voldsom slåskamp med bare næver. De førte hinanden voldsomme slag. Sugriva kunne ikke

klare bygen af de frygtelige slag; han ønskede at flygte. Med alle de spark og slag, som Vali

uddelte, forårsagede han Sugriva så pinefulde smerter, at dennes ønske gik i opfyldelse!

Sugriva flygtede efterladende Vali som sejrherre. Vali trak sig tilbage til fæstningen.

Triumferende slog han sine knytnæver mod hinanden. Rama og Lakshmana fulgte efter den

flygtende Sugriva. Da de nåede tilflugtsstedet i bjergene, faldt Sugriva for Rama’s fødder.

Skuffelsens byrde tyngede hans hjerte tillige med fortvivlelse, smerte og angst. Han sagde:

”Herre! Jeg forstår ikke, hvorfor du har udsat mig for denne vanære. Jeg begav mig ud

dette dristige foretagende, idet jeg blev holdt oppe af et vældigt stort håb om, at du ville

komme mig til undsætning. Hele tiden så jeg hen til det øjeblik, hvor din pil ville ramme og

tilintetgøre Vali. Men den begivenhed indtraf aldrig. Jeg kunne ikke bære vægten af alle disse

slag. Så jeg var nødt til at vælge en skamfuld fremgangsmåde; jeg måtte flygte for livet. Min

broder er en gevaldig nævekæmper; jeg kunne ikke modstå hans slag.”

22.22. Rama trøstede ham og sagde: ”Sugriva! Sørg ikke! Hør nu årsagerne. I to ligner

hinanden så meget, at I ikke er til at skelne fra hinanden. I er så ens med hensyn til udseende

og færdigheder, at jeg ikke præcist kunne sigte ham.” Disse ord havde også en dyb, indre

betydning. De betød, at også Vali var hengiven over for Rama’s fødder. ”Også han er tilhænger

af mig. Han har længtes lige så inderligt efter min nåde, som du har.” Men Sugriva kunne ikke

fatte erklæringens skjulte betydning. Han spurgte: ”Når du nu ved så meget, kunne du så ikke

finde ud af, hvem der var Vali, og hvem der var Sugriva? Jeg kan ikke tro disse ord. Jeg

kender ikke årsagen til, at du ikke kunne skelne os fra hinanden. Måske ønskede du, at jeg

skulle fremvise mine evner og færdigheder den bedst tænkelige måde. Hvis det var din

hensigt, kunne jeg have taget hensyn til det lige fra kampens start. Det, der virkelig skete,

var, at jeg var så overbevist om, at du ville forårsage hans undergang, at jeg tog ret let

kampen og kun kæmpede halvhjertet.”

22.23. Rama trak den mismodige og modløse Sugriva hen til sig og trøstede ham

overstrømmende. Han strøg sin guddommelige hånd over Sugriva’s krop, og smerten

forsvandt i en håndevending. Sårene og kvæstelserne blev øjeblikkeligt helet. Sugriva blev

overvældet af overraskelse. Han udbrød: ”Rama! Din hånd kan udrette hvad som helst; den

behersker alt. Skabelsen, opretholdelsen og nedbrydningen, alle tre er de underlagt din vilje.

Jeg har intet ønske om at herske over dette kongerige. Sammenlignet med den glæde din

nåde kan give, er glæden ved at herske ikke at regne for noget.”

22.24. Rama ænsede ikke hans ord. Han sagde: ”Dine ord er blot refleksioner af

forbipasserende tanker. Du taler den måde, eftersom du lige har haft en åbenbaring af

mine kræfter og min herlighed. Jeg tillægger ikke ordene nogen værdi, for jeg værdsætter

mere følelser, der opstår fra hjertet. Der findes mange store hengivne, der glemmer alt, når de

oplever Guds lege og storslåede magt. Så føler de, at der intet eksisterer, der er større end

Gud. Men efter et stykke tid, eller når deres intellektuelle længsler ikke bærer frugt, udvikler

de tvivl om selv det, de selv har oplevet eller set! Det er de slør, der skjuler; det er de

forhæng, der fordriver sandheden i sindene hos dem, der har en svag tro. Jeg ved, hvordan

det alt sammen foregår, derfor tillægger jeg ikke disse anskuelser større værdi. Du bliver nødt

til at gøre dig parat til igen at stå ansigt til ansigt med din broder.” Således tvang Rama

Sugriva i kamp igen.

47

47


22.25. Sugriva syntes ikke om den forestående kamp, men han var sikker , at Rama denne

gang ville holde sit løfte og dræbe Vali. Med fortrøstning i hjertet gik han dristigt af sted. Rama

fik fat i nogle vilde blomster. Dem fik han bundet som en blomsterkrans, som han hængte

rundt om Sugriva’s hals. Det Rama mente, var: Vali havde allerede fortalt Tara, at Rama

dem som værende ens. Det var dette ’ensartede syn’, der forhindrede ham i at dræbe Vali.

”Nu har jeg hængt denne blomsterkrans om Sugriva’s hals for at vise, at min kærlighed til ham

er større, end den er til Vali. Så kan jeg en retfærdig måde tage mig særskilt af Vali.”

Sugriva havde en ekstra krans om halsen, der indikerede, at han bar den guddommelige

kærligheds symbol. Kærlighed behøver ingen årsag for at strømme; den kommer ikke fra

nogen selvisk tilskyndelse.

22.26. Opmuntret den måde og fyldt med fornyet mod blev Sugriva overtalt af Rama og

Lakshmana til igen at råbe sin udfordring til Vali. Han gik til hovedporten til Vali’s fæstning, og

her gentog han sin udfordring. De skjulte sig bag et træ, der stod tæt ved porten. Da Vali kom

farende ud, ivrig efter at slås, og da jorden skælvede under hans belastning, blev Sugriva

bange. Af hele sit hjerte bad han til, at Rama hurtigt ville komme ham til undsætning. Så

trådte han frem for at møde sin fjende. For ligesom at yde sine egne færdigheder og evner

retfærdighed, kæmpede Sugriva efter bedste evne. Da hans kræfter var ved at slippe op, og

han følte det første tegn udmattelse, råbte han: ”Rama”. Han råbte det blot en gang. Det

var Rama’s yndlingsbeskæftigelse at beskytte sine hengivne. Så da han hørte råbet, lagde han

en pil buen og skød den lige ind i Vali’s hovmodige hjerte. Hjælpeløs dinglede Vali omkring,

indtil han faldt om jorden. I det øjeblik gik Rama hen til ham og skænkede ham det

guddommelige syn af sig selv.

22.27. Skønt ramt af den skæbnesvangre pil rejste Vali sig op i siddende stilling. Han var

uforlignelig stærk og tapper! Med håndfladerne presset mod hinanden kastede han et

dvælende blik den skyblå hudfarve og disse lotusbladsøjne. I sin begejstrede opstemthed

græd han strømme af tårer. Han kunne næppe holde sin glæde ud. Han udbrød: ”Oh Rama!

Når du nu er skønhedens guddommelige, lykkevarslende legemliggørelse; når du nu er

selveste skabelsens Herre, hvorfor var du da nødt til at udføre denne tvivlsomme handling?

Havde du blot fortalt mig, hvorfor du gjorde det, inden du dræbte mig, ville jeg have været

yderst glad for at dø. Ville jeg have nægtet at gøre det gode for dig, som Sugriva har lovet at

gøre? Nej. Nej. Jeg er ikke blevet skudt uden en berettiget grund. For Herren vil aldrig

foretage sig noget som helst uden en berettiget grund. Set udefra kan opgaven muligvis blive

opfattet som bevis det modsatte af vores forestilling om det guddommelige, men set fra et

indre synspunkt vil det faktum, at handlingen er baseret sandhed være indlysende. Jeg ved,

at Herrens gerninger ikke bør blive tolket ud fra et almindeligt verdsligt synspunkt. Herren er

over og hinsides de kvaliteter, der begrænser og regulerer den menneskelige adfærd. Så

Herrens gerninger kan udelukkende blive korrekt forstået, når de betragtes fra en position, der

er uvirket af følelser, lidenskaber eller fordomme. Handlinger, der udføres i perfekt

sindsligevægt, kan udelukkende blive forstået af en perfekt sindsligevægt. Hvis du er under

indflydelse af særpræg og kvaliteter, vil du naturligt kun se beslægtede særpræg og kvaliteter,

selv når de er fraværende!” Vali var udstyret med en meget høj intelligens. Derfor

argumenterede han denne måde og fortsatte: ”Rama! Jeg er fuldt ud klar over dine kræfter

og evner. Med en pil kan du tilintetgøre, ikke blot denne Vali, men hele universet. Du kan

skabe universet igen. Ikke desto mindre ønsker jeg at få at vide, hvilken synd der ligger til

grund for, at du har dræbt mig. Vær venlig at identificere den fejltagelse, jeg har været

ansvarlig for at have begået. Du er kommet til Jorden i menneskelig skikkelse for at

genetablere ’rigtig handling’, er du ikke? Hvad er meningen og formålet med at gemme sig bag

et træ som en almindelig jæger for at dræbe mig?”

22.28. Venligt satte Rama sig ved siden af den døende Vali og sagde: ”Vali! Du ved, at mine

gerninger ikke er motiveret af selviske formål. Opgiv din fejlagtige opfattelse af, at jeg søgte

og sikrede mig Sugriva’s venskab for at lede efter Sita’s opholdssted. Jamen, du sagde jo lige

selv, at jeg har antaget denne menneskelige skikkelse med det formål at genetablere ’rigtig

48

48


handling’ Jorden! Fortæl mig så, hvad du vil kalde det, hvis jeg simpelthen blot var vidne til

dine forkerte, uretfærdige og ondsindede handlinger? Vil det være en tjeneste eller en

bjørnetjeneste over for verden? Vil det være retskaffent eller ikke-retskaffent blot at være

vidne til dine handlinger? Broderens hustru, søsteren og svigerdatteren har alle tre en status

svarende til ens datter. At kaste syndefulde blikke dem gør en til en afskyelig synder. Ingen

synd rammer en, når sådan en synder bliver dræbt.”

22.29. ”Hvor var det uretfærdigt af dig at antyde, at Sugriva lukkede indgangen til grotten

med den onde hensigt at dræbe dig! Du fortale ham, at du ville komme ud inden for femten

dage. Du bad ham vente ved grottens åbning indtil da. Alligevel ventede han bekymret dig i

en hel måned! Til sidst, da han blev ramt af en voldsom stank af blod, sørgede han over, at

hans broder var blevet dræbt af uhyret. Han tøvede med at gå ind i grotten. Sugriva ville helt

sikkert ikke være nogen opgave for det uhyre, der havde tilintetgjort dig. Da han placerede

kæmpestenen foran grottens indgang, var hensigten at forhindre uhyret i at komme ud; altså

at sørge for at det blev inde i grotten. Hovedstadens borgere nødte ham at blive hersker, og

han var nødt til at efterkomme deres ønsker. Hvilken forbrydelse begik Sugriva, da han

handlede denne måde? Du havde ikke tålmodighed til at undersøge det nærmere. End ikke

i mindste grad var han noget tidspunkt ulydig over for dine befalinger og direktiver. For han

elskede og ærede dig. Han holdt sig strengt sandhedens vej. Men uden nogen som helst

grund bevarede du ønsket om hævn i dit hjerte. Din overdrevne stolthed drev din broder ud i

skoven. Da du sendte ham af sted, burde du også have tilladt hans hustru at følge ham. I

stedet valgte du at gøre hende til din hustru; den person som du burde have behandlet som

din egen datter. Kalder du det en synd, eller gør du ikke? Der findes ingen synd grusommere

end denne. Desuden beklædte du stillingen som dette områdes hersker. Du skal beskytte og

støtte dine undersåtter. Hvordan kan du straffe dem, der begår forbrydelser, når du selv

boltrer dig i de samme forbrydelser? ’Som kongen er, sådan er undersåtterne’, siger

ordsproget. Folket vil blive som deres hersker. Derfor bliver det, du har gjort, endnu mere

grufuldt og endnu mere forkasteligt. Gør det ikke?”

22.30. På grund af sin grænseløse kærlighed klargjorde Rama således over for Vali, hvilke

forbrydelser og synder denne havde begået. Vali lyttede med stor opmærksomhed. Han

tænkte over det, han hørte. Til sidst erkendte han sin fejl og sagde: ”Herre! Det er

mislykkedes for min snedighed og opfindsomhed at få dig til at erklære, at mine handlinger har

været rigtige. Lyt nu til mig! Jeg er overhovedet ikke nogen synder. Havde jeg været en

synder, hvordan kunne jeg så blive fældet af en pil affyret af Herren selv? Hvordan kunne jeg

så tilbringe mine sidste øjeblikke med at se det guddommelige ansigt og lytte til Herrens

venlige ord?” Rama blev i allerhøjeste grad glad over at høre disse ord, der blev fremsagt med

så stor visdom, og som kom fra kærlighedens, hengivenhedens, henrykkelsens og

pligttroskabens dyb. Over for verden ønskede Rama nu at bekendtgøre den oprigtige ånd af

ikke-tilknytning, som Vali havde i sit hjerte. Han sagde: ”Vali! Jeg giver dig livet tilbage. Jeg

befrier dig fra den forpligtelse, du har over for alderdom og senilitet. Kom. Få dit legeme

tilbage.” Han lagde sin hånd Vali’s hoved. Men endnu mens han således velsignede ham,

lagde Vali sig imellem med en bøn: ”Medfølelsens Hav! Lyt til min appel. Ligegyldigt hvor

mange forsøg man måtte gøre sig gennem livet, så gælder det, at det øjeblik åndedraget

forlader os, kan vi ikke undslippe døden. I det øjeblik vil end ikke de fremmeste vismænd have

dit navn læberne! Hvilken enestående god skæbne har jeg sikret mig, når jeg i dette øjeblik

fremsiger dit navn, ser din skikkelse, rører dine fødder og lytter til dine ord. Hvis jeg mister

denne chance og lader den gå mig af hænde, hvem kan så sige, hvor længe jeg må vente

at få en sådan chance igen? Hvilke storslåede bedrifter vil jeg udrette, hvis jeg fortsætter med

at ånde? Nej, jeg ønsker ikke at leve længere.”

22.31. ”Herre! Selv vedaerne, kilden til al visdom, omtaler dig som blot ’ ikke det’, ’ikke det’.

På denne måde fortsætter de, indtil de til sidst erklærer ’det’. Nu har jeg nu sikret mig dette

’det’ (Gud) inden for min rækkevidde. Skal jeg lade ’det’ slippe mig af hænde? Findes der i

hele verden en tåbe, der ville opgive Det Guddommelige Ønskeopfyldende Træ, som

49

49


vedkommende har inden for sin rækkevidde, til fordel for en vild ukrudtsplante? Denne Vali,

der er født ud fra Brahma’s mentale beslutning; der er udrustet med fysisk styrke og

intellektuel skarpsindighed, og som er berømt for disse kvaliteter, kan ikke give efter for

fristelsen til at klamre sig til kroppen, som var den virkelig og værdifuld. Nej. Hvis jeg giver

efter, vil jeg blive målet for skændsel. Hvorfor gå i detaljer? Når der ikke er nogen

selvrealisering, ingen selvtilfredsstillelse, hvilken betydning har så andre former for

tilfredsstillelse? Herre! Som et resultat af at jeg har fået synet af dig og hørt dine ord, har jeg

overvundet alle følelser af dualitet og forskelle. Jeg har opnået åbenbaringen af Den Ene, der

er adskilt fra alt andet. Den ophobning af ’konsekvenser’, som jeg har samlet ved at begå

synder, er blevet tilintetgjort. Lad kroppen, der er bebyrdet med konsekvenserne, blive

tilintetgjort sammen med denne ophobning. Tillad ikke en anden krop at fremkomme for at

bære byrden.” Vali bekendtgjorde sin beslutning om at opgive sit åndedrag, og han kaldte sin

søn til sig. Han sagde: ”Indtil nu er denne fyr vokset op som en søn, der er født grund af

dette legemes fysiske lyster. Han er stærk, retskaffen og lydig. Nu ønsker jeg, at du skal

opfostre ham som din elskede søn. Jeg overdrager ham i din varetægt.” Med disse ord lagde

han sin søns hænder i Rama’s hænder. Med stor kærlighed trak Rama sønnen, Angada, tæt

hen til sig og velsignede ham. Glad over Rama’s accept fældede Vali glædestårer. Hans blik var

fæstnet det guddommelige ansigt foran sig. Hans øjne lukkede sig langsomt i døden. Vil en

elefant bekymre sig om eller lægge mærke til blomster, der falder ud af den blomsterkrans,

den bærer rundt om halsen? Med tilsvarende ubekymrethed tillod Vali også sit åndedrag at

glide væk fra ham.

22.32. Så snart indbyggerne i Pampa by hørte nyheden om Vali’s bortgang, samlede de sig i

små triste og bedrøvelige grupper. Ledsaget af sit følge kom Vali’s hustru, Tara, til stede. Hun

kastede sig over legemet og mistede bevidstheden. Tara’s smertefulde klage var så

bevægende, at sten smeltede i sympati. Da hun fra tid til anden genvandt bevidstheden, så

hun sin herres ansigt og råbte i udtrykt sorg: ”På trods af alle de protester jeg fremkom

med, og de argumenter jeg anvendte, for du frem mod denne undergang. Hustruen bør altid

være årvågen med hensyn til sin herres sikkerhed og lykke. Der findes ingen, der bekymrer sig

mere for ægtemandens velfærd end hustruen. Ligegyldigt hvor fremragende andre måtte

være, så vil der altid være blandet en lille smule egoisme i de råd, de giver. Herre! På grund af

skæbnens drillelyst kunne mine råd ikke overtale min herre. Herre! Hvordan skal jeg opfostre

og opdrage min søn? Vil de, der har slået dig ihjel, afstå fra at forvolde din søn skade? Hvem

skal nu vejlede os? Hvordan kunne dit sind indvillige i at lade os tilbage og selv fortsætte til

den næste verden? For hvis skyld skal jeg fortsætte dette liv?”

22.33. Herefter vendte Tara sig mod Rama og udøste sit hjerte. ”Du sendte min elskede herre,

selve mit åndedrag, til den næste verden. Ønsker du, at vi, der er ladt tilbage, skal leve af

fremmedes barmhjertighed? Er det noget, en fornem person kan være stolt over? Er det noget

en person, der har helliget sig korrekt adfærd, kan være stolt over? Er det passende? Hvis du

ikke ønsker, vi skal få det bedre; hvis du ikke har noget ønske om at lindre vor sorg, så dræb

mig og min søn. Pilen, der dræbte den mægtige helt, vil ikke vige tilbage for en svag kvinde og

en ung knægt. Lad os slutte os sammen med ham hans rejse.” Hun faldt for Rama’s fødder

og græd i utrøstelig smerte. Rama sagde: ”Tara! Hvorfor græder du sådan? Du er en tapper

kvinde. Opfør dig ikke denne måde, for det bringer skændsel over din rolle. Vær rolig.

Behersk dig. Legemet er en midlertidig fase; legemet er usselt. Selv betragtede Vali sit legeme

som forsimplet! Dets fald, dets afslutning, kan muligvis ske hver dag; dets afslutning kan ikke

undgås. Legemet er blot et redskab til at nå Det højeste Mål (forening med Gud). Hvis dette

mål ikke holdes for øje og bliver nået gennem brug af legemet, er legemet kun et stykke kul,

hvis skæbne er ilden. Det er tåbeligt at græde over Vali som værende dette legeme, for

legemet er jo her. Græder du så over Den guddommelige Gnist, som var i legemet? Den

guddommelige Gnist er evig. Den kan ikke dø, forfalde, formindskes eller gå i opløsning.

Udelukkende de, der ikke har erkendt princippet om Den guddommelige Gnist, lider af den

vildfarelse, at kroppen er dem selv. Indtil denne vildfarelse er væk, bliver selv den mest lærde

ført bag lyset. At blive betaget af kroppen, som om den er dit virkelige jeg, er uvidenhed. At

50

50


være bevidst om Den guddommelige Gnist, som du i virkeligheden er, er visdom. At opnå

viden om Den guddommelige Gnist er et lige så værdifuldt held, som det er at finde en

diamant i kulstøvet. Den guddommelige Gnist er smykkestenen, der er indkapslet i denne

ophobning af kød. Kroppen går rundt med urin, ekskrementer, dårlig lugt og dårligt blod.

Kroppen er plaget af plageånder og problemer. Dens forfald kan ikke blive tilbageholdt; den

skal dø en dag. De resultater, man kan opnå ved hjælp af kroppen, er selve dens berettigelse.

Det er menneskelivets højdepunkt. Ved hjælp af sit legeme har din mand opnået mange

heltemodige og ærefulde sejre. Mens han herskede over dette kongerige, beskyttede og

støttede han sine tjenere og trofaste tilhængere, som var de selve hans åndedrag. Han

tilintetgjorde dæmonerne. Han havde en dyb hengivenhed over for Gud. Men han forvoldte sin

broder skade. Udover denne synd begik han ikke andre. Hans død for min hånd var en

konsekvens af den synd. Tro derfor , at også denne synd er vasket bort. Derfor har du ingen

grund til at sørge nu.”

22.34. Da Tara hørte disse trøstende og opmuntrende ord, gryede visdommen i hendes sind,

og hun blev rolig. Rama sagde, at det ikke skulle udsættes længere. Han bad Tara om at gå

hjem og sørge for, at Sugriva gennemførte ligbrændingsritualerne for Vali. Han rådede Sugriva

til at opdrage Angada med kærlighed og omhu. Da ligbrændingsritualerne var tilendebragt,

sendte han Lakshmana ind i hovedstaden for at få Sugriva indsat tronen. Også Hanuman og

andre gik ind i byen. Da de var kongens venner og tilhængere, hjalp de ham med at udføre

opgaven med at lede landet en vellykket måde. Så snart Sugriva overtog magten,

sammenkaldte han de ældre og samfundets ledere. Han beordrede dem til at gøre alt, hvad de

kunne for at lede efter og finde Sita’s opholdssted. Han bad dem om at iværksætte alle

nødvendige foranstaltninger for at løse denne opgave. Sugriva var ikke glad for, at han blev

leder og blev beæret med dette ansvar. På den anden side var han bedrøvet og gnaven, fordi

han havde været årsagen til drabet sin broder. Han tænkte: ”Ak! Vrede får en til at begå de

frygteligste synder. Vrede avler had og dræber kærligheden. Skam dig! Hvor dybt er jeg

sunket, eftersom jeg tillader vrede og had at komme ind i mit hjerte. Mit hjerte bliver

sønderrevet af smerte over at høre de tilbedende ord, som Vali talte, da han henvendte sig til

Rama. Selv i min vildeste fantasi havde jeg aldrig troet, at Vali besad en sådan grad af

hengivenhed og pligttroskab. Ah! Hans visdom var grænseløs. Hans rasende vrede tillod ikke

denne visdom at udtrykke sig! Ja. Vrede undertrykker det guddommelige i en person.

Lidenskabeligt begær og vrede fører livet ud i en katastrofe.” Skønt Sugriva var meget

nedtrykt af disse tanker, lærte Lakshmana ham retningslinjerne vedrørende styring af et

kongerige. Han bønfaldt Rama om, at denne skulle komme ind i hovedstaden og velsigne ham

og hans undersåtter. Men Rama fortalte, at han var nødt til udelukkende at bo i skoven og ikke

drage ind i nogen by eller hovedstad. Ellers ville han være ulydig mod sin faders ønske.

22.35. Sugriva afholdt en konference for lederne. Her bekendtgjorde han, at eftersom det nu

var sidst efteråret, ville regnen snart komme. Det betød, at abeflokkene ville have svært

ved at bevæge sig omkring i kulden og stormene. Så han forslog, at de ikke skulle begynde

opgaven med at lede efter det sted, hvor Sita opholdt sig, før efteråret var forbi. Han

overbragte også forslaget til Rama og Lakshmana. Rama erkendte sandheden i udtalelsen, og

han gik ind for forslaget. Brødrene trak sig tilbage til Rishyamuka-bjerget og tog ophold der.

22.36. Snart begyndte regntiden. Regnen væltede ned. Det var, som om der oppe i himlen

blev tømt spande med vand ud over hver tomme jorden! For Lakshmana blev det en

vanskelig opgave at tilvejebringe selv rodfrugter og frugter, så de løbende havde noget at

spise! De kunne ikke forlade det ly, hytten gav dem. Sollyset var næsten ikke til at se. Rama

tilbragte tiden med at give Lakshmana værdifulde råd. ”Lakshmana!”, kunne han sige. ”Når en

ondsindet søn bliver født, vil reglerne vedrørende moralsk adfærd blive undergravet og

nedbrudt. Når en hvirvelstorm begynder at hærge, skælver skyerne i frygt. Dårlige

menneskers selskab er optakten til visdommens forsvinden. Gode menneskers selskab får

visdommen til at blomstre.” På denne måde tilbragte de dagene med at lære om og undervise i

anliggender, der havde at gøre med visdom og dens erhvervelse og bevarelse.

51

51


Kapitel 23

En vellykket eftersøgning

23.1. Regnen standsede. Efteråret gryede over verden. Jorden skinnede i en pragtfuld grøn

farve. Alle vegne spirede græsset frem, og snart iklædte jorden sig en mangefarvet blomstret

klædning. Grådigheden svækkes, når glæden vokser. På tilsvarende måde forsvinder vandet,

når stjernen Canopus dukker frem himlen. Sindet fremstår rent og krystalklart, når ønsker

og vildfarelse forsvinder. På samme måde fremstod floderne nu klare og rene. Rama fortalte

Lakshmana følgende: ”Broder! Nu er tiden inde til at varsko Sugriva.” Lakshmana rettede sig

efter denne ordre. Han anmodede Hanuman, der dagligt besøgte dem i hytten, om at minde

Sugriva om den opgave, han havde lovet at udføre. Hanuman var meget opsat og ivrig

efter at adlyde Rama’s ordre, så han varskoede straks Sugriva om, at tiden var inde. Sugriva

sammenkaldte abeflokkens ledere og fik sat gang i forberedelserne. Sugriva gav hver eneste

af deltagerne den beslutsomhed og det mod, der ville være nødvendigt for udførelsen af den

tildelte opgave. Ansporet af en fast beslutning om at opgaven skulle løses, sendte han dem ud

i alle fire verdenshjørner. Han betroede den overordnede ledelse til Hanuman. Anført af

Hanuman råbte hele forsamlingen af aber: ”Sejr til Sugriva” og ”sejr til Rama, Herren.”

Dansende og springende i fryd skyndte aberne sig ud deres forskellige afgrænsede ruter;

alle var de inspireret af Hanuman og af opgavens hellighed.

23.2. Sammen med en flok ledsagere gik Hanuman mod øst. Sushena og Mandava fortsatte

nord. Disse to ledere gennemsøgte Gandhamadana-bjergkæden (beliggende i den østlige

del af Himalaya), Sumeru-bjergtinden (Himalayas gyldne tinde; Siva’s bolig), Arjuna-bjerget

(kendt som Det hvide Bjerg) og Nilagiri-bjergkæderne. De undersøgte hulerne og grotterne i

bjergene. Til sidst nåede de kysten ud mod det nordlige hav. Den gruppe, der blev anført af

Hanuman, var tilsvarende seriøse i deres eftersøgning. De bekymrede sig ikke det mindste om

at sove eller spise. De var parat til at ofre selve deres liv ved Rama’s fødder. De ønskede

udelukkende én ting, nemlig at deres opgave med at tjene Rama skulle lykkes. Fra den

mindste til den største havde alle den samme loyalitet og ånd af pligttroskab. Mens de gentog

navnet ”Rama, Rama”, kiggede de ind i ethvert hjørne og enhver krog, enhver bjergtinde og

ethvert forbjerg, enhver dal og flodbred. De var i stand til at trænge ind i områder og steder,

hvor mennesker ikke kunne komme.

23.3. En dag nåede de frem til bredden af en stor sø. Der fik de øje en kvinde, der var dybt

engageret i askese. På afstand knælede aberne for hende. Hun åbnede sine øjne, og da hun så

deres udmattede tilstand, sagde hun: ”Aber! I forekommer at være meget trætte og sultne.

Forfrisk jer med disse frugter”, og hun gav dem masser af mad. Da de sad rundt om hende,

hørte hun om den mission, som de var ude for at løse. Hun fortalte, at hun var vej til det

hellige sted, hvor Rama havde taget ophold. ”Lyt til min historie”, sagde hun. ”Mit navn er

Swayamprabha. Jeg er datter af en himmelsk halvgud. Jeg har en himmelsk nymfe ved navn

Hema som ven. Mens jeg var beskæftiget med askese, viste Brahma sig for mig og spurgte,

hvad jeg havde behov for. Han forsikrede mig, at han ville opfylde mit ønske. Så svarede jeg:

’Jeg ønsker at se Gud som menneske gående rundt Jorden!’ Han svarede: ’Bliv alene her.

Når tiden er inde, vil et antal mægtige aber ankomme hertil. På din anmodning vil de gøre

ophold. Fra dem kan du få kendskab til Rama, der er Gud, der er kommet til Jorden i

menneskelig skikkelse. Senere vil du få synet af Rama.’ Ah! Løftet er nu ved at blive indfriet.

Det første og det andet tegn at løftet om at jeg kommer til at se Rama, har allerede vist

sig. Det første tegn er jeres ankomst. Det andet tegn er jeres beretning om Rama’s historie og

om det sted, hvor han opholder sig. Nu er jeg lige så glad, som hvis jeg allerede havde fået

indfriet den tredje del af løftet, nemlig at få synet af Rama.” Kvinden sank nu hen i grænseløs

begejstring og glæde, og hun græd glædestårer. Aberne var også dybt bevægede og græd af

52

52


fryd og glæde. Med lukkede øjne begyndte kvinden imidlertid at analysere sine egne tanker og

følelser. Hun brød stilheden med bekendtgørelsen: ”Aber! På en kyst, i en smuk by, midt i en

henrivende have, alene, helt for sig selv, begræder Sita sin skæbne. I vil uden tvivl få hende

at se. Vær overbevist om det. Forsæt tappert og i tillid til mine ord.”

23.4. En dag denne rejse sank aberne hen i sorgfuldhed og sukkede: ”Ak! Der er blot to

dage tilbage af den periode, vores herre, Sugriva, gav os til at søge. Og vi har ikke sporet

Sita!” Angada (Vali’s søn og kronprins) og resten af flokken jamrede sig over deres skæbne, og

de sank hen i fortvivlelse. Tårer rullede ned ad deres kinder. De var nået til havets kyst. De

var bedrøvede over, at ingen af dem kunne krydse havet og fortsætte eftersøgningen. Derfor

sad de i grupper i sandet og hentæredes af skuffelse. Jambavan, den gamle leder, rådede

forskellig vis Angada. (Jambavan var en bjørn, og han var bjørnenes leder). ”Hvorfor sørger

du? Vi er nødt til at anstrenge os til det yderste. Vi har søgt alle steder uden mindste måde

at have svigtet vores pligt. Vi har ikke spildt et øjeblik grund af dovenskab. Vi har end ikke

bekymret os om mad og drikke. Uafladeligt har vi været i gang med at lede efter Sita. Vores

herre og hersker, Sugriva, har muligvis ikke været vidne til vores anstrengelser, men tro mig,

Rama har været og er vidne til dem! Derfor vil Rama ikke medvirke til at føre os nogen form

for afstraffelse. Vi har ingen grund til at frygte Sugriva’s vrede. Eftersom vi har fået opgaven

af Rama, lad os da udføre den med hans navn læberne og med hans skikkelse i tankerne.”

23.5. Mens Jambavan således trøstede og opmuntrede Angada, sprang en kæmpestor,

gammel fugl op stranden for at højtideligholde det sidste ritual for sin døde broder. Fuglen

ønskede at ofre vand, der var helliggjort af sesamfrø, i det hellige hav. Aberne flokkedes rundt

om den nyankomne og undrede sig over, om det var en dæmon, der havde forvandlet sig til

denne skikkelse. Fuglen begyndte imidlertid at tale først. Den sagde: ”Aber! Mit navn er

Sampathi. Jeg og Jatayu er brødre. Ørne som vi er, fløj vi for mange år siden om kap op mod

Solen. Min broder kunne ikke klare den brændende hede, da vi nærmede os Solen. Han fløj

tilbage. Eftersom jeg fortsatte, brændte mine vinger, og de faldt af. Fra himlen faldt jeg som

en sten. Tilfældigvis kom en vismand ved navn Chandrama forbi, og han så min sørgelige

forfatning. Han satte sig ved siden af mig. Gennem sin undervisning lærte han mig en

mængde visdom. Da jeg lyttede til hans forskrifter, blev min stolthed tilintetgjort. Han fortalte

mig blandt andet følgende: ”Oh du Fuglenes Konge! Lyt til mine ord. I den Thretha-tidsalder

(den anden i cyklusen af fire tidsaldre) der snart vil komme, inkarnerer Herren Narayana i

menneskelig skikkelse. Ravana vil føre hans gemalinde til et ukendt sted. En hær af aber vil

drage af sted for at opspore hendes opholdssted. Dit liv vil blive helligt og værdifuldt, når du

ser disse Guds udsendinge være beskæftiget med deres hellige mission. Du vil kunne forsikre

dig selv om, at dit liv dermed bliver helliggjort, for i netop det øjeblik vil dine vinger vokse i

styrke. Din pligt vil være at give aberne informationer om det sted, hvor Sita bliver holdt

fanget”. I dag kom jeg til dette sted ved havet for at højtideligholde de sidste ritualer for min

broder, Jatayu. Da jeg så jer, erindrede jeg de ord, som denne vismand fremsagde for så lang

tid siden. Hvorfor? Så snart jeg mindedes det, se! Vismandens ord er gået i opfyldelse!” Da

aberne hørte dette, udbrød de ophidset: ”Sampathi! Gem historien om dit liv. Fortæl os hurtigt

noget, der kan bringe os sporet af, hvor Sita er. Fortæl os, hvad du ved; hvad skete der

med hende?”

23.6. Sampathi spildte ingen tid med at uddybe sin skæbne yderligere. Han sagde: ”Oh aber!

En dag, da jeg var plaget at en ustyrlig sult, kaldte jeg min søn, Suparna, og bad ham om

følgende: ”Søn! Flyv hurtigt. Skaf mig noget mad. Jeg er gammel. Jeg er sulten, og tillige er

mine vinger faldet af. Idet han så min sørgelige forfatning, fløj han ind i skoven, men han

vendte ikke tilbage. Min bekymring for ham undertrykte sultens smerte. Endelig kom han

tilbage med noget kød. Min sult fik mig til at glemme den selvbeherskelse, der kendetegner et

klogt væsen. Jeg var rasende over den uforholdsmæssige store forsinkelse, så jeg besluttede

at kaste en forbandelse min søn. Af frygt for en sådan forbandelse tog min søn bedende fat

om mine fødder og sagde: ”Fader! Jeg spildte end ikke et øjeblik, mens jeg var væk. Vær

venlig at lytte til min bøn. Jeg beder om forladelse for den forsinkelse, der var uundgåelig.”

53

53


Han lagde kødet foran mig, og da jeg havde stilnet min sult, bad jeg ham om at fortælle mig

om årsagen til forsinkelsen. Han sagde: ”Da jeg fløj ind i skoven, så jeg en person med tyve

hænder og ti hoveder haste af sted. Med sig havde han en kvinde af ubeskrivelig skønhed. Hun

græd og jamrede sig den mest hjerteskærende måde. Jeg vidste, at personen var et uhyre,

så jeg angreb ham. Under angrebet så jeg kvinden inde i vognen. Hun råbte udelukkende ét

navn: Rama! Rama! Intet andet ord kom over hendes læber. Mine resultatløse forsøg at

standse uhyrets færd og redde denne kvinde forårsagede forsinkelsen.” Da jeg hørte disse ord,

skammede jeg mig frygteligt over, at jeg havde mistet mine vinger, og at jeg var blevet

gammel. Jeg var overvældet af sorg. Jeg gættede , at personen, uhyret, måtte være

Ravana. Så jeg spurgte min søn, i hvilken retning uhyret med de ti hoveder var kørt. Han

sagde, at det havde taget den sydlige retning. Straks udbrød jeg: ”Ak! Uhyret er den Ravana,

som vismanden i sin tid nævnte; kvinden er den guddommelige moder, Sita! Der kan ikke

herske nogen tvivl om det. Dette uhyre har stjålet hende som en hund, som en ræv, og han er

i færd med at løbe væk med sit bytte. Jeg skar tænder af bar vrede. Hvad andet kunne jeg

gøre?” Således forklarede Sampathi, hvad der var hændt, og hvad han vidste om hændelsen.

”Jeg har ventet abe-hærens ankomst, som vismanden havde informeret mig om. Hver dag

håbede jeg, at den ville komme hertil. I dag er min bøn blevet hørt. Mit liv er blevet

helliggjort.”

23.7. Herefter bekendtgjorde Sampathi: ”Oh aber! Lanka by er beliggende bakken med de

tre høje ved havets kyst. Denne by har mange henrivende haver og parker. Der befinder Sita

sig i den have, der hedder Asoka-haven. (En lund med Asoka-træer. Træet bærer storslåede,

røde blomster). Hun klager sig over sin skæbne. Hun venter jeres ankomst. Så fortsæt

længere syd.”

23.8. Angada spurgte fuglen, hvordan den fik at vide, at hun var i Asoka-haven, og at hun sad

under et træ og sørgede over sin ulykke. Sampathi svarede, at en ørns synsfelt dækker et

område 1600 km. Endvidere sagde han, at havde han ikke været handicappet af alder, ville

han helt sikkert have hjulpet dem endnu mere deres mission. Problemet nu var at krydse

havet! Sampathi sagde: ”Oh aber! I kan opnå succes med den opgave, som Rama har tildelt

jer, hvis der blandt jer findes en, der har styrken og evnen til at springe 400 km.” Mens han

sagde dette, voksede Sampathi’s vinger, og de begyndte at baske lidt. Han var nu i stand til at

hoppe lidt rundt, og i løbet af kort tid kunne han rent faktisk flyve! Vismandens ord havde vist

sig at være sande.

23.9. Sampathi var slået af forundring over, at han havde fået sine vinger tilbage. Han sagde:

”Oh I tapre abe-helte! For at udføre Rama’s ordre har I med stor effektivitet og entusiasme

gennemført eftersøgningen. I har ikke tilladt selv sult og tørst at hæmme jeres anstrengelser.

I har udvist en fast tro og en dyb hengivenhed. Mens I har været i gang med eftersøgningen,

har I ofte risikeret jeres liv. Det er Rama, der har givet jer udholdenhed og styrke. Han får sin

opgave udført af jer. Jeres pligt er nu at kontemplere ham og bede til ham af et inderligt

hjerte. Når det er gjort, kan I helt afgjort finde Sita og stille Rama tilfreds. Med hans nåde kan

I let springe over havet, finde Sita og bringe glæde til Rama’s hjerte. Den glæde, vi kan

frembringe i Guds hjerte, er den eneste værdifulde præstation, der eksisterer. Hvad kan vi

sige om liv, der ikke tilbyder denne gave til Gud? Udelukkende de, der lever efter de

retningslinier, der er fastlagt af Gud, og de, der igennem deres handlinger udfører hans vilje,

er gyldige og anerkendte. Resten er golde og formålsløse. De konsumerer blot værdifuld føde

og bevæger sig rundt samtidigt med, at de belaster Jorden.” Med disse ord gik Sampathi

vingerne og fløj væk.

23.10. Aberne, der så ham flyve til vejrs, blev glædeligt overrasket over hans pludselige

genvinding af sine kræfter. Indbyrdes talte de om, at Rama kan udrette det umulige. Som

ordsproget siger: ’Den stumme kan tale, den lamme kan bestige bjerge’. Udelukkende ved

hjælp af den nåde, der er blevet vundet ved at gentage Guds navn, kan den vingeløse

Sampathi få sine vinger tilbage og flyve op i himlen. På grund af Sampathi’s ord var aberne

54

54


levet i stand til at se og forstå tingene den rigtige måde. Hver og en af abe-anførerne

begyndte at bedømme og vurdere deres styrke vedrørende deres evne til at springe langt.

Imidlertid henvendte Jambavan sig til dem følgende måde: ”Venner! Alderen har

overvældet mig. Mine evner og kræfter er aftaget. Indtil nu har jeg været i stand til at

fortsætte og drage med jer. På en eller anden måde er jeg blevet ansporet af den glæde, det

er at udføre Rama’s ordre, og jeg er blevet opmuntret af hans velsignelser. Da Herren

inkarnerede som Vamana (Vishnu’s inkarnation som dværg) og demonstrerede sin ’tre-skridt’

skikkelse (se 10.53.), var jeg i fuld besiddelse af mine kræfter og intelligens, og dengang var

jeg i min bedste alder.”

23.11. Da aberne hørte dette, samlede de sig rundt om Angada, deres kongeriges kronprins.

”Oh prins!”, bønfaldt de. ”Søg efter en gennemførlig måde at komme videre . Beslut, hvem

der blandt os skal forsøge at springe over havet.” Nu kaldte Angada samtlige aber hen til sig.

Han bekendtgjorde, at han gerne ville kende den enkeltes evner i relation til denne bedrift.

Som svar rejste Vikata sig og meddelte: ”Jeg kan højest springe 120 km.” Nila erklærede:

”Prins! I ét spring kan jeg klare 160 km, men jeg beklager at måtte sige, at jeg ikke er i stand

til at forøge denne længde med så meget som en fingerlængde.” Herefter rejste Durdhara sig

op og sagde, at han let kunne springe en længde 200 km. Nala trådte frem, og ledsaget af

store armbevægelser meddelte han, at han kunne springe 240 km. Mens disse pralerier om

konkurrencemæssig dygtighed og skiltning med evner fandt sted, erklærede Angada: ”Lyt! Jeg

kan springe over dette hav én gang, men jeg har mine tvivl om, hvorvidt jeg har kræfter nok

til også at springe tilbage. Den der springer, skal ikke blot nå den anden kyst, han skal også

kæmpe mod dæmonerne derovre, hvis det bliver nødvendigt. En sådan kamp vil gøre mig

endnu svagere, og jeg vil ikke have kræfter til at springe tilbage. Jeg er bange for, at mine

ressourcer ikke vil række så længe og til alle tre operationer.”

23.12. Eftersom Angada talte i disse deprimerende vendinger, rejste de ældste abe-ledere sig,

og som med én stemme bønfaldt de: ”Prins! Du er tronarving til vores kongerige.

Diskussionen, om hvorvidt du er i stand til at tage dig denne opgave eller ej, er irrelevant.

Det er hverken rigtigt eller passende, at du skal krydse havet over til dæmonernes land. Det er

imod forskrifterne for kongelige personer. Det er en opgave, som du er nødt til at tildele en af

kongerigets tjenere. Når du har millioner af tjenere, der er ivrige efter at gøre, hvad du

befaler, er det ikke rigtigt, at du overvejer at tage dig denne opgave.” Jambavan foreslog, at

en anden skulle blive betroet ærindet, og Angada så sig omkring. Idet han så Hanuman,

sagde han: ”Oh søn af Vind-Guden. Du er Rama’s lidelige og pligttro tjener. Din

hengivenhed er virkelig dyb. Du var den første blandt os, der blev velsignet med synet af

Rama. Ved hjælp af din intelligens, dine diplomatiske evner og moralske adfærd etablerede du

venskabet mellem Rama og vores hersker, Sugriva. Og nu forholder du dig tavs, mens vi

andre er optaget af vanskelighederne med at fuldbyrde Rama’s mission. Jeg finder det

vanskelig at forstå hensigten med denne tavshed.” Angada hævede Hanuman yderligere til

skyerne og sagde: ”Der findes ikke den spændende opgave, som du ikke med succes kan

udføre. Du er stærk; du er yderst intelligent. Du er udstyret med samtlige gode egenskaber.

Bedøm dine egne evner, din dygtighed og fortræffelighed; rejs dig!” Angada’s ord fyldte

Hanuman med hans fordums styrke. Med en pludselig håndbevægelse rejste han sig og sagde:

”Oh aber! Vent her; jer alle sammen; afvent min tilbagekomst. I alle de dage I har vandret

rundt i bjerge og dale, jungler og sletter, har I ikke haft tid til at hvile jer så meget som en

kort stund. Spis de frugter og rødder, dette område byder , og slå jer ned her. Jeg vil

øjeblikkeligt springe over havet, drage ind i Lanka by, finde Sita og vende tilbage. Jeg har intet

andet at gøre end at udføre Rama’s befaling. Hvordan kan vi gøre vores liv værdifuldt, bortset

fra at gøre os fortjente til hans nåde?”

23.13. Med disse ord løftede han sine sammenpressede håndflader i hilsen foran den vældige

forsamling af aber. Han tog afsked med Angada, kronprinsen. I forening råbte abe-flokken:

”Sejr til Rama!” I sit sind dannede Hanuman sig billedet af Rama’s pragtfulde skikkelse, og

med et spring højt op i himlen forsvandt han ud over havet. Træer bjergtinderne blev revet

55

55


op med rode og ført langt væk. Årsagen var, at de var ude af stand til at modstå det kolossale

lufttryk, der var forårsaget af hans spring og flyvning. Virkningen af hans spring var så stort,

at det klippeudspring, som han havde sat af fra, sank ned i de nedre regioner.

23.14. Da havet så ham flyve over sig, tænke det: ”Denne Hanuman er Rama’s tjener. Han er

vej ud for at udføre en opgave for Rama. Ah! Hvor er han heldig! Han har den styrke og

intelligens, der er nødvendig for at sejre i Rama’s mission. Han er virkelig den fremmeste

blandt Rama’s hengivne.” Havet larmede og støjede af den glæde, det følte ved synet af

Hanuman, der krydsede det. Mainaka-bjergtinden, der ellers var sunket i havet, rejste sig over

vandene, for den ønskede at tjene den person, der var beskæftiget med at tjene Herren.

Bjerget sagde: ”Oh søn af Vind-Guden! Det vil være udmattende for dig at klare hele

afstanden i et spring. Vær venlig at hvile en stund mit hoved, og giv mig den gode skæbne

at få del i den tjeneste, du er helliget.” Hanuman lyttede til Mainaka’s bøn, men han standsede

ikke. Som en symbolsk standsning berørte han dog lige bjergtinden og for videre. I

taknemmelighed bukkede han for den gæstfri bjergtinde og sagde: ”Mainaka! Jeg er ude i

Rama’s ærinde. Indtil jeg har udført det, kan jeg ikke tænke hvile eller endog mad og

drikke. Det vil ikke være passende for mig at gøre ophold vejen.” Lidt senere forsøgte en

dæmon-slange ved navn Surasa (alle slangers moder) og et uhyre ved navn Simhika (en

mægtig troldkælling) at forhindre hans overfart, men Hanuman fik bugt med dem og nåede

Lanka’s kyst.

23.15. Hanuman så ind mod byen. Der, badet i sollyset, fandt han mange smukke haver og

parker såvel som forlystelsessteder, der fik ham til at glemme, hvor han var. Han blev

forbløffet over at se den mangfoldighed af flerfarvede fugle, der i flokke flagrede frem og

tilbage inde i parkerne. Hanuman klatrede op en henrivende høj, der lå i nærheden. For sig

selv tænkte han: ”Min hidtidige succes skyldes ikke mine evner eller min styrke. Den skyldes

fuldt og helt Rama’s nåde og velsignelse.” Hanuman blev fyldt af forundring og tvivl, da han så

byens enestående flotte huse, de lange og brede gader, de indtagende haver osv. Han var i

tvivl, om det var en kopi af selve Himlen, han så. Hvor end han vendte sit blik, så han

velbyggede dæmon-soldater gå rundt i gaderne. Han så kvindelige dæmoner, der var berømte

for deres evne og styrke til at antage en hvilken som helst skikkelse, de måtte ønske.

Hanuman opdagede, at disse kvinder hengav sig til tøjlesløse lege. Guddommelige væsener,

himmelske halvguder og jordiske ungmøer, der blev holdt som slaver af Ravana, sygnede hen

og jamrede sig i paladserne, hvor de afventede dagen for deres frigørelse. Hanuman drog den

slutning, at det ikke ville være klogt at bevæge sig rundt i sin oprindelige skikkelse blandt den

store folkemængde, der fyldte gaderne. Han antog en diskret, næsten usynlig skikkelse og

drog ind mod byen.

23.16. Ved selve hovedporten ind til Lanka by stod en kvindelig dæmon ved navn Lankini. Hun

holdt vagt ved porten med det formål at forhindre enhver fremmed i at komme ind i byen.

Dette uanset hvilken hensigt den fremmede end måtte have. Hun så Hanuman’s besynderlige

skikkelse driste sig til at ville gå ind gennem porten, og hun antastede ham en truende

måde. ”Hvem går der? Hvor kommer du fra? Hvem er du? I dette område har vi aldrig før set

sådan en skabning. Du kan ikke være kommet fra områder lige uden for Lanka’s grænser, for

Lanka er omkranset af hav. Ah! Har du den ene eller anden måde krydset havet? Hvordan

kan du tro, at du kan undgå mig og gå ind i byen? Stands! Stands lige hvor du er!” Hanuman

tog ikke notits af hendes mistænksomhed. Han gik fremad, idet han slæbte sin hale efter sig;

han lod, som om han ikke havde hørt hendes trusler. Lankini blev endnu mere rasende og

indædt. I vrede brølede hun: ”Oh ulyksalige tåbe! Nåede mine ord ikke dine ører? ” Hanuman

fejede hendes protester og spørgsmål til side. Med et smil læberne fortsatte han hen mod

porten. Lankini råbte: ”Hæslige skarn! Enhver, der går imod mine ordre, vil blive ædt. Husk

det. Jeg vil sønderdele dine knogler i løbet af få sekunder. Nu er du advaret.” Hun for frem for

at fange den lillebitte abe, som Hanuman havde forvandlet sig til, mens han prøvede at

komme ind i Lanka by. Da hun var lige foran ham, knyttede Hanuman sin lille knytnæve og

ramte hende med et gevaldigt slag. Bevidstløs faldt hun til jorden. Blodet flød i strømme fra

56

56


hendes mund. Efter en stund kom hun til bevidsthed igen. Afsindig af raseri for hun frem mod

Hanuman for at gribe fat i ham. Men da Hanuman tildelte hende endnu et slag, kunne hun ikke

klare virkningen. Hun faldt om og kunne ikke rejse sig igen. Men med meget møje og besvær

lykkedes det hende at komme op at sidde. Med håndfladerne presset mod hinanden bad hun

ydmygt: ”Oh du med den vidunderlige skikkelse! For lang tid siden gav Brahma, den første i

Den guddommelige Treenighed (Brahma, Vishnu og Siva), Ravana mange højtidelige løfter.

Efter at have gjort det, vendte Brahma ham ryggen og gik væk, men pludselig vendte han sig

igen mod ham og sagde: ”Den dag hvor din vagtpost ved byens port bliver dødeligt såret af et

slag fra en abes hånd, vid da at din undergang tager sin begyndelse. Dine kræfter vil ikke

længere kunne hjælpe dig. Lad denne hændelse være dig en advarsel om, at døden rykker

nærmere. Denne abe vil komme til Lanka efter Guds befaling for at fuldbyrde Guds mission.

Abens ankomst varsler dæmonernes tilintetgørelse; vær bevidst om det.” (Ravana bad

Brahma om at blive beskyttet mod guder. Brahma afgav det løfte til Ravana, at ingen Gud ville

kunne føre ham skade. Ravana fandt det ikke umagen værd at bede om beskyttelse mod

mennesker eller dyr. Derfor måtte Vishnu lade sig inkarnere som menneske (Rama) for at

dræbe Ravana, og derfor fik Rama hjælp af aber). Lankini fortsatte: ”Du er den budbringer,

der henvises til. Hvor heldigt at mit legeme blev helliggjort via kontakten med din hellige

hånd! Ah! Hvor var det slag, du gav mig, mildt og frydefuldt.” Idet hun sagde dette,

kærtegnede hun det sted, hvor Hanuman havde ramt hende.

23.17. Uden at ænse hendes ord, uberørt af lovprisningerne og ligeglad med anklagerne, gik

Hanuman ind i Lanka by. Ved hvert åndedrag gentog han ’Rama, Rama’. Alligevel var der en

tanke, der plagede ham. Hvem ville lede ham sporet af, hvor Sita befandt sig? Hvordan

skulle han identificere Sita, når han så hende? Han antog en umærkelig skikkelse for at undgå

at blive bemærket. Nu bevægede han sig fra den ene trætop til den anden. Uden at nogen så

ham, strejfede Hanuman om i basarerne og blandt grupper af dæmoner. Pludselig faldt hans

blik en bygning, der forekom ham at være et tempel for Hari (Gud; et navn for Vishnu).

Templet havde en have fuld af tulsi-træer (hellig medicinsk plante; regnes af hinduer som den

helligste blandt alle planter). Over indgangsdøren fandt han navnet Hari smukt udskåret i træ.

Huset var uden tvivl Guds tempel, Vishnu’s tempel. Hanuman blev overrasket! ”Hvordan var

Hari’s navn havnet over den dør?”, undrede han sig. ”Dette er helt sikkert et helligt sted”,

afgjorde han.

23.18. Hanuman’s nysgerrighed var vakt. Han hoppede op bygningens tag og kiggede ind

af vinduerne for at finde ud af, hvad der helt præcis foregik derinde. Lige i det øjeblik strakte

en person sine lemmer, førend vedkommende skulle ud af sengen. Samtidigt udtalte personen

Hari’s navn. Hanuman blev yderst henrykt, da han hørte dette. Han blev også opildnet, da han

fandt ud af, at der selv i Lanka var mennesker, der fremsagde Hari’s navn. Så han følte

ligefrem, at han nu kunne lede efter Sita med større mod og mindre ængstelse. ”Manden i

dette hus forekommer at være god og from. Måske vil han være i stand til at fortælle mig Sita

opholdssted. Måske kan han blive overtalt til at blive min ven, eftersom vi begge er loyale over

for den selv samme Gud.” Med denne ide i sit sind forvandlede Hanuman sig til en brahmin og

gjorde sin entre i huset. Vibhishana, husets ejer, besluttede, at hvem den fremmede end var,

så skulle han helt sikkert æres, eftersom han var brahmin. Det besluttede han, skønt han et

øjeblik havde haft sin tvivl vedrørende den fremmede person. Vibhishana kom frem og

knælede for Hanuman. ”Herre! Hvor er dit hjemsted? Hvor kommer du fra? Hvordan kunne du

undgå at blive bemærket og chikaneret af dæmonerne i gaderne?”, spurgte Vibhishana. Over

for sin gæst beskrev han de grufuldheder, som dæmonerne kunne forfalde til at udføre.

Ligeledes priste han Hanuman’s dristighed og frygtløshed. Hanuman svarede: ”Jeg er en tjener

af Hari. Mit navn er Hanuman. Jeg er kommet, fordi Rama har sendt mig.” Herefter fortalte

han i detaljer om Rama’s gode dyder og fortræffeligheder. Hanuman lagde mærke til, at tårer

trillede ned ad Vibhishana’s kinder, mens han beskrev Rama. ”Oh hvilken lykkelig dag! Hvor er

jeg dog heldig! Så snart jeg stiger op af sengen i dag, hører jeg disse prægtige ord, der

skænker mig fred og glæde”, tænkte Vibhishana ved sig selv.

57

57


23.19. Hanuman tolkede disse hændelser som Rama’s nåde. Han var ramt af forundring over,

at der Lanka, frygtens land, kunne leve en person, der var fordybet i Hari. Han spurgte

Vibhishana: ”Min herre! Hvordan kan det være, at du lever uden frygt her i denne afskyelige

atmosfære?” Vibhishana svarede: ”Det skyldes Guds nåde. Han beslutter, hvor længe vi skal

leve. Vi er nødt til at leve så længe, han beslutter; vi kan ikke undslippe det. Han er Herre

over den objektive verden, derfor kan Hans lov ikke blive underkendt eller ændret af nogen.

Bevæger tungen sig ikke uophørligt rundt i mundens hulrum, hvor tænder med skarpe kanter

omgiver den? Hvem hjælper den med at undgå at blive bidt? På samme måde lever jeg her.

Nok om mig. Fortæl mig, hvilken opgave du er blevet sendt hertil for at løse.” Hanuman blev

klar over, at Vibhishana var en god mand, og at et samarbejde med en sådan mand uden tvivl

ville give gode resultater. Før han besvarede Vibhishana’s forespørgsel, gentog han i lykkelig

taknemmelighed Rama’s navn mange gange. Han sagde: Ram, Ram, Ram, Ram og bad om

tilladelse til at afsløre sin mission over for Vibhishana, der både havde et rent sind og var from.

Han følte, at det ikke ville være rigtigt at skjule noget for ham. Til en indledning spurgte han:

”Min herre! Hvad er dit navn? Hvad bestiller du her Lanka?” Rørt over Hanuman’s

ydmyghed og gode opførsel svarede Vibhishana: ”Min herre! Jeg er en ulykkelig person; jeg er

Ravana’s broder. Mit navn er Vibhishana. Jeg befinder mig i en sørgelig knibe, for jeg er ude af

stand til at gentage Hari’s navn, så meget jeg lyster.” Da Hanuman hørte det, følte han, at han

havde fået sit svar. I ren og skær glæde hoppede han højt op i luften og sagde: ”Jeg er

Rama’s budbringer. Jeg er kommet for at lede efter Sita.” Øjeblikkeligt faldt Vibhishana for

Hanuman’s fødder og spurgte: ”Min herre! Hvor befinder min Rama sig nu? Jeg har i lang tid

længtes efter at se ham. Men jeg besidder ikke de gode egenskaber, der alene kan give mig

ret til at modtage denne gave. Min stamme er den dæmoniske stamme. Vil jeg få chancen for

at få synet af ham? Jeg har ikke udført åndelige øvelser. Her har jeg ikke frihed til at

praktisere askese og gennemføre ritualer. Jeg har ikke gjort mig fortjent til den store lykke,

det er at få synet af Rama. Vil jeg blive velsignet af Rama?” Da Hanuman lyttede til

Vibhishana’s ord, smeltede hans hjerte i sympati.

23.20. Hanuman trøstede Vibhishana meget. Han sagde: ”Vibhishana! Rama ænser

udelukkende hjertet. Han vil ikke blive virket af familiemæssige tilhørsforhold, religiøse

tilhørsforhold eller af bedrifter opnået gennem åndelige øvelser. Han behages først og

fremmest af følelser og disses renhed. Han vil velsigne dig for dine idealers ophøjethed og for

renheden i dit daglige liv. Han vil skænke dig det syn af ham, som du længes efter; sørg ikke.

Du kan tage mig som det bedste bevis , at det, jeg fortæller om hans medfølelse og nåde,

er sandt. Jeg er en abe. Uberegnelighed og egensindighed er min stammes kendetegn. Ordet

’abe’ er blevet et stående udtryk for et kådt, spøgefuldt og småligt sind. (Et abekatte-sind er

et udtryk for et sind, hvis tanker springer fra det ene til det andet). Jeg er overhovedet ikke

velbevandret i de hellige skrifter. Med hensyn til askese, så har jeg ingen ide om, hvad det

betyder. Jeg har ikke gentaget Guds navn, som man bør i henhold til de fastsatte regler. Ej

heller har jeg været pilgrimsrejse og besøgt hellige floder! Hvordan kan det så være, at

Rama har velsignet mig? Fordi han udelukkende ænser kærligheden, der opliver, og følelserne

der får os til at handle. Også i dit tilfælde vil han udelukkende lægge mærke til følelsernes

renhed. Vær tillidsfuld; tvivl ikke.”

23.21. Lettet over at høre disse ord fortalte Vibhishana detaljeret om, hvordan Sita var blevet

bragt til Lanka. Hanuman nægtede at spise eller drikke noget. Han havde besluttet at afholde

sig fra begge dele, indtil han fik Sita at se, og indtil han fik overbragt Rama’s budskab til

hende. Han var ivrig efter at genoptage eftersøgning uden yderligere forsinkelse. Men

Vibhishana rådede ham til at fortsætte varsomt og langsomt. Han rådede ham til at få

kendskab til Ravana-imperiets styrker og svagheder, inden han drog videre. Vibhishana gjorde

ham bekendt med en del af disse forhold. Herefter tillod han Hanuman at begive sig ud sit

ærinde. Hanuman blev så glad over at få at vide, at Sita var Lanka, at han rent glemte at

spørge, hvor hun egentligt befandt sig! Han gik ind i adskillelige flotte boliger for at finde ud

af, om hun befandt sig derinde. Han så sværme af kvinder, der var faldet omkuld deres

senge. De var berusede af spiritus og dans, og de var slået i gulvet af nydelsesmæssige

58

58


analiteter. Idet han huskede Sita’s kendetegn og fortrinligheder, som Rama havde

beskrevet for ham, iagttog han nøje alle kvinderne i husene. Men han kunne ikke finde Sita.

Fortvivlelsen nær hoppede han op en bakketop for at sidde og tænke dybt og længe over

situationen. ”Hvordan kan jeg tage tilbage til Rama uden at have udført min opgave; uden at

have mødt og trøstet Sita? Det er langt bedre at drukne i havet derhenne. Ak. Mit liv er spildt;

skam være med det”, sagde han til sig selv.

23.22. Netop i det øjeblik så han i det fjerne en smuk have. Den skinnede, den var sirligt

plejet og meget grøn. Da Hanuman kom ned fra bakketoppen, fandt han ud af, at eftersom

haven var i den del af byen, der var omgivet af høje palæer, kunne han ikke finde stedet, når

han gik jorden. Da han ikke vidste, hvad han nu skulle gøre, ilede han hastigt til

Vibhishana’s hus. Her fandt han ham fordybet i gentagelse af Guds navn. Da Vibhishana fik øje

Hanuman, rejste han sig og gik ham venligt og imødekommende i møde. Han spurgte:

”Hanuman! Så du Sita?” Hanuman gav udtryk for sin skuffelse, men Vibhishana gav ham

følgende information: ”Hanuman! I denne by findes der en have ved navn Asoka-haven. Der,

midt iblandt frygtelige og vældige dæmoner, bliver Sita holdt fanget. Min hustru og datter er

sammen med hende; de gør tjeneste der.” Han meddelte ham også den rute, ad hvilken han

kunne komme hen til haven og det præcise sted, hvor Sita befandt sig. Hanuman kunne ikke

blive et øjeblik længere. I en håndevending nåede han frem til haven. De, der så ham,

begyndte at råbe og antaste ham, for hans skikkelse var for dem fremmed og besynderlig. Da

Hanuman bemærkede det, følte han, at hans skikkelse gjorde ham for iøjefaldende, så derfor

antog han en meget lille skikkelse. Idet han ubemærket hoppede fra gren til gren og skjulte

sig bag klynger af blade, nåede han Asoka-haven.

23.23. Her så han en kvinde sidde under et træ. På grund af mangel mad og søvn var

kvinden svag og træt. De barske og bistre dæmoner, der sad vagt omkring hende, truede

hende for den måde at nedbryde hendes vilje og beslutsomhed. I mellemtiden nærmede en

stor procession sig stedet. Dens ankomst blev meddelt af trommeslag og gjaldende trompeter.

Bag den kunne Hanuman se en kongelig personlighed. I den mest pragtfulde stil var personen

juvelbehængt og iført en overdådig kåbe. Hundredvis af tjenestepiger fulgte ham. De bar

tallerkener fulde af smykker, søde sager, duftende gaver og blød silke. Forskanset i skyggen af

grønne blade iagttog Hanuman scenen fra toppen af et nærtstående træ. Det var tydeligvis

Ravana, for han talte ivrigt sin sag for Sita. Han bønfaldt hende om at give ham sin kærlighed.

Ved hjælp af trusler om grusom afstraffelse forsøgte han at aftvinge hende et løfte. Hanuman

hørte Ravana anspore dæmonerne omkring sig til at tilføje hende smerte og til at krænke

hende. End ikke en enkelt gang under hele denne ordstrøm løftede denne svage, matte kvinde

sit blik og så op Ravana. Hun sagde blot: ”Tåbe! Afskyelige, ondskabsfulde fyr! Alene Rama

har ret til mig; ingen anden end Rama har nogen som helst ret til mig. I sorgens flammer vil

jeg reducere dette legeme til aske grund af adskillelsen fra ham. Jeg vil aldrig fravige denne

beslutning. Tro mine ord og pas !” Hanuman hørte disse kategoriske ord og erkendte, at

denne kvinde var Sita og ingen anden. Da han blev klar over det, faldt hans sind til ro og blev

fredfyldt. Ramt af skuffelse og vred af forlegenhed blev Ravana snart endnu heftigere i sin

tale. Han gav Sita en måneds frist. Tiden skulle hun anvende til at tænke over og beslutte sig

for at efterkomme hans ønske. Processionen og tjenestepigerne med alle tallerkenerne

ledsagede ham ud af haven. Da de alle havde forladt haven, løftede Sita hovedet mod himlen

og sagde: ”Rama! Er medfølelsen endnu ikke trængt ind i dit hjerte? Hvorfor har du dømt mig

til denne tortur? Hvornår bliver jeg befriet fra denne pinsel?”, og hun brød ud i gråd.

23.24. En kvindelig dæmon ved navn Thrijata var en af Sita fængselsbetjente. Hun var meget

knyttet til Rama’s lotusfødder. Hun var en from hengiven, der både besad verdslig visdom og

åndelig erfaring. Hun talte med sine kammerater, der også bevogtede Sita: ”Kammerater! Her

i nat havde jeg en drøm, som jeg må fortælle jer om. Men lad os først tjene og ære Sita og

vinde hendes nåde. For lyt til den historie, der åbenbarede sig for mig i min drøm. En abe drog

ind i Lanka, myrdede dæmonerne og satte ild til byen! Ravana havde ingen klæder ; af alle

dyr red han et æsel og bevægede sig hurtigt i sydlig retning. Jeg bemærkede, at han var

59

59


levet kronraget. Desuden bemærkede jeg, at hans arme var skilt fra kroppen. Vibhishana

blev kronet som hersker over Lanka. Fra nord til syd og fra øst til vest genlød hele landet af

Rama’s navn. Herefter sendte Rama bud efter Sita. Søstre i dæmon-stammen! Bemærk, at jeg

ellers aldrig drømmer. Indtil i nat havde jeg aldrig haft en drøm. Så hvis jeg endelig drømmer,

så vid at den helt sikkert vil gå i opfyldelse. Det vil komme til at ske præcis som i drømmen.

Desuden vil virkeliggørelsen, de egentlige hændelser, af denne drøm snart ske. Tingene vil

komme til at ske, præcis som jeg har drømt, inden for fire eller fem dage.” De kvindelige

dæmoner blev forbløffede over åbenbaringen. Omgående knælede de for Sita’s fødder, og stille

genoptog de deres rutinemæssige pligter.

23.25. Eftersom Sita lagde mærke til Thrijata’s opførsel, henvendte hun sig til hende:

”Thrijata! Rama selv må have sendt dig herhen for at være i den gruppe, der omgiver mig. Det

er i sandhed, fordi der findes få kvinder som dig her Lanka, at ulykkelige personer som jeg

er i stand til at opretholde vores ærbarhed og dyd. Hvis I ikke var her, hvilken skæbne ville

kvinder som jeg så ikke få? Du hørte de vendinger, som Ravana lige brugte, gjorde du ikke?

Han har givet mig en måneds frist. Hvis Rama ikke kommer inden for en måned, vil jeg, eller

rettere sagt denne krop, blive skåret i småstykker, og den vil blive flået i og ædt af gribbe og

krager. Da jeg er Rama’s gemalinde, kan jeg aldrig acceptere, at denne afskyelige skæbne

overgår min krop. Fortæl mig, hvordan jeg kan skille mig af med min krop, før denne skæbne

overgår den.” Hanuman hørte disse ord oppe fra en gren i træet. Da Sita talte i så desperate

vendinger, blev han overvældet af sorg. Da Thrijata hørte Sita’s ord, faldt hun for hendes

fødder og forsikrede hende: ”Moder! Mist ikke håbet, Rama er intet almindeligt væsen. Hans

magt og storslåethed er uden sidestykke. Det vil aldrig komme til at gå sådan. Du er sikker

at blive reddet af ham. Han vil snart komme og holde din hånd i sin. Mist ikke modet.” Med

kærlige ord trøstede hun Sita, hvorefter hun gik hjem.

23.26. Idet Hanuman benyttede sig af denne chance, hoppede han fra sin høje plads ned til en

lavere siddende gren. Den ring, han havde fået af Rama, kastede han ned fra træet, så den

landede lige foran Sita. Den skinnede som den klareste lysstråle. I begejstret lyksalighed blev

han ved at gentage Rama, Rama! Da hun fik øje ringen, blev Sita forbløffet over, hvad hun

så. ”Er det sandt, eller drømmer jeg? Kan det være sandt? Hvordan kan den guldring, der

bliver båret min Herres ringfinger, befinde sig Lanka? Er det dæmonisk magi eller blot

sansebedrag? Nej. Nu hvor jeg har genkendt den som min Herres ring, bør jeg ikke tøve

længere med at tage den op i hænderne. Det vil være en synd, hvis jeg undlader at tage den

op.” Idet hun sagde det, tog hun ringen op. I ærbødighed tog hun den i øjesyn.

Taknemmelighedens tårer strømmede fra hendes øjne. ”Rama! Skænker du mig synet af dig,

glæden ved din nærværelse, gennem denne ring?”, spurgte hun og hævede blikket mod

himlen.

23.27. Da så hun en lille abe, der sad en af træets grene. I dyb hengivenhed fremsagde

aben uophørligt: ”Ram! Ram!” I løbet af et sekund huskede hun hændelserne i Thrijata’s drøm,

som hun netop havde fået fortalt. ”Ah! Det ser ud til, at gode tider nærmer sig. I ti lange

måneder har jeg ikke hørt Rama’s navn blive udtalt her Lanka. I dag er jeg i stand til at se

og høre et levende væsen fremsige det hellige navn. Jeg modtog også min Herres højt elskede

ring”, jublede hun. Sita var ikke i stand til at undertrykke sin lykkelige opstemthed. Sita, der

længe ikke havde talt til nogen fremmed, så aben og henvendte sig til den følgende

måde: ”Oh abe! Hvem er du? Hvor kommer den ring fra? ” Hun kunne ikke fuldt ud stole

aben, for i måneder var hun blevet narret af dæmonernes efterlignende tricks. På forskellig

måde udspurgte hun aben for at få bekræftet dens baggrund. Nu og da spurgte hun den, om

hvordan Rama havde det, og ved selve tanken om at han var alene i skoven, strømmede tårer

voldsomt fra hendes øjne. Sita svingede frem og tilbage mellem glæde og sorg. Hanuman så

hendes sørgelige tilstand. Han kunne ikke skjule det bånd af kærlighed og loyalitet, der bandt

ham til Rama, for hende. Han berettede historien om Rama’s dynasti og historien om hans

bedrifter. Ligeledes fortalte han sin egen historie op til det tidspunkt, hvor han havde mødt

Rama. Da Sita lyttede til hans beretning, følte hun sig lige så lykkelig, som når Rama stod

60

60


foran hende. Hun kunne se billedet af Rama, der stod ved hendes side i Ayodhya og i skovens

tilflugtssted. Hun følte en så frydefuld fornemmelse, at hun glemte sig selv og sin situation.

23.28. Snart blev hun igen bevidst og huskede, hvor hun var. Hun sagde: ”Oh abe! Jeg er glad

for, at du fortalte mig alt dette, men lad mig stille dig et spørgsmål: Hvordan var du i stand til

at trænge ind i denne svært bevogtede by, trods af at du blot er en lille, svag abe? Hvordan

kunne du undgå at blive fanget af disse dæmoner? Hvordan kunne du have held med at

lokalisere dette sted og komme hen til mig?” Hanuman svarede: ”Moder! Hvilke evner og

hvilken styrke har jeg? Jeg er Rama’s tjener, hans slave. Han får mig til at gøre alt, hvad han

ønsker eller bryder sig om. Jeg kan ikke overleve så meget som et øjeblik uden ham. Jeg er en

dukke i hans hænder. Jeg optræder alt efter, hvordan han trækker i trådene. Jeg har ingen

vilje selv.” Herefter uddybede Hanuman Rama’s herlighed og tydeliggjorde sin hengivenhed og

pligttroskab den mest betagende måde. Det var i allerhøjeste grad gribende at høre hans

ord.

23.29. Rama havde fortalt Hanuman om nogle hændelser, som denne kunne fortælle om til

Sita; hændelser som ingen andre kendte til. Rama havde sagt: ”Det kan være, at Sita ikke tror

det, du fortæller. Måske tvivler hun din oprigtighed. Hvis det sker, kan du minde hende

om disse hændelser, som kun hun og jeg kender til.” Derfor begyndte Hanuman at berette om

disse specielle episoder. ”Moder Sita! Rama bad mig fortælle dig om det forsøg, den

ondsindede krage gjorde at føre dig smerte, og om hans forsøg at redde dig og dræbe

denne dæmon.” Ved disse ord græd Sita højlydt og sagde: ”Hanuman! Hvorfor venter Rama,

der var så venlig mod mig, med at befri mig fra denne tortur? Rama er barmhjertighedens

hav. Ja. Men hvorfor er han blevet så hårdhjertet, når det gælder min skæbne? Nej. Nej. Jeg

tager fejl. Rama er legemliggørelsen af medfølelse. Han er nødt til at spille en rolle, der

omfatter al denne tilsyneladende ubarmhjertelighed, det er det hele. Hanuman! Du er ikke

noget almindeligt individ! For Rama vil ikke knytte sig så tæt til almindelige individer. Ej heller

vil han sende sin ring med laverestående væsener. Hvor er du heldig at være hans budbringer!

Vis mig straks din fulde statur og skikkelse.”

23.30. Nu hoppede Hanuman ned jorden og stod foran Sita med håndfladerne presset

sammen i tilbedelse. Da Sita så ham vokse til en kæmpestor, frygtindgydende størrelse,

mistænkte hun det halvt for at være et dæmonisk trick. Hun lukkede sine øjne og vendte sig

om! Da Hanuman opdagede hendes frygt og den mistanke, der lå til grund for denne frygt,

sagde han: ”Moder! Jeg er hverken Ravana eller en af hans djævelske dæmoner. Jeg er

Rama’s trofaste tjener; jeg er tjener for den Rama, der besidder det rene, hellige legeme med

en uforlignelig stråleglans. Han er min eksistens åndedrag. Han gættede, at du muligvis ikke

ville have tillid til, at jeg er hans ægte og lidelige budbringer. Derfor tog han denne guldring

af sin finger og lagde den i mine hænder, så jeg kunne give den til dig. Sammen med mig kom

Jambavan, Nila, Angada og tusindvis af andre, der besidder ekstraordinær tapperhed. Men

alene jeg var i stand til at krydse havet ved hjælp af Rama’s nåde. Alle de andre befinder sig

den anden kyst. Fra Jatayu og Sabari lykkedes det os at høre beretningen om, at du var

blevet bragt hertil af denne afskyelige, djævelske konge. Da vi for tre dage siden fra Sampathi

modtog nyheder, der bekræftede, at du var her, blev vi lige så glade, som når vi ser dig for

vore øjne. Rama og Lakshmana venter , at jeg kommer tilbage med gode nyheder. Hvis du

giver mig din tilladelse, vil jeg straks tage tilbage og overbringe dem nyheden om, hvordan du

har det.”

23.31. Sita bønfaldt: ”Hanuman! Jeg ved ikke, om du kommer tilbage til dette sted, eller

hvornår du eventuelt kommer tilbage. Vær venlig og bliv her en dag længere. Glæd mig ved at

fortælle om Rama og Lakshmana.” Men eftersom de kvindelige dæmoner samlede sig rundt

om dem for at udføre deres særlige opgaver, genindtog Hanuman sin lille størrelse og hoppede

op en af træets grene.

61

61


23.32. Sita sad under træet; hun grundede over alt det, Hanuman havde fortalt hende. Mens

hun gjorde det, følte hun sig opstemt. Hun kastede sit blik Hanuman, der sad en gren

over hendes hoved; med blikket sendte hun ham sin velsignelse. Den dag var hun hverken

tørstig eller sulten; hun rørte ikke frugterne og vandet, som de kvindelige vogtere bragte

hende. Hendes sørgelige tilstand bedrøvede Hanuman’s milde hjerte. For ham forekom hun at

være selve billedet elendighed. Hanuman hørte de hårde og skarpe ord, som de kvindelige

vagter brugte, og han skar tænder i vrede. Han kunne ikke tage sig af dem, som han ønskede.

Det var alene Sita, der kunne give ham ordrer om, hvad han skulle gøre.

23.33. Efter et stykke tid kom Sarama, Vibhishana’s hustru, og hendes datter, Thrijata, hen til

træet. De knælede for Sita, der ulykkelig sad under det. De spurgte til hendes helbred.

Eftersom de altid havde udvist en svaghed for hende, fortalte Sita dem om, hvordan Thrijata’s

drøm var gået i opfyldelse. Helt i henhold til drømmen fortalte hun, hvordan en abe rent

faktisk var kommet til Lanka. Sarama og Thrijata viste stor entusiasme og begejstring, da de

hørte beretningen om, hvad der var hændt. I deres ivrighed efter at kende alle detaljer

bombarderede de Sita med spørgsmål. Sita viste dem aben, der sad og balancerede

grenen. Hun viste dem ringen, som aben var kommet med. I ærbødig tilbedelse pressede både

moder og datter ringen mod deres øjne. Hanuman afventede en mulighed, hvor han kunne

være alene med Sita, og meget snart fik han den. Han sprang ned jorden og hviskede til

Sita: ”Moder! Vær ikke bekymret og nedbøjet af sorg. Sæt dig op min ryg, så vil jeg i løbet

af et øjeblik transportere dig til det sted, hvor Rama og Lakshmana opholder sig og venter

nyt om dig.” På mange forskellige måder bønfaldt Hanuman Sita om at acceptere sin plan. Sita

svarede: ”Hanuman! Jeg er virkelig glad for at høre dig tale denne måde. Jeg er hensunken

i, og jeg kæmper med sorgen over adskillelsen. Dine venlige ord giver mig trøst som en båd

et stormfuldt hav. Men ved du ikke, at jeg aldrig vil være i fysisk kontakt med andre end min

Herre? Hvordan skulle jeg så kunne sidde din ryg? Tænk over det.” Disse ord fra Sita var et

skarpt svar, der ramte Hanuman i hjertet. Svaret udstillede den smålighed og stolthed, han

havde udvist ved at foreslå dette vanærende skridt.

23.34. Men Hanuman kom sig hurtigt og sagde: ”Moder! Er jeg ikke din søn? Hvad galt er der

i, at en søn bærer sin moder ryggen? Hvilke dårlige konsekvenser kan det afstedkomme?”

Han støttede sit forslag med forskellige indlæg og argumenter. Som svar erklærede Sita:

”Hanuman! Selvfølgelig er følelserne af at være moder og søn virkelige for dig og mig, men

forestil dig, hvordan verden vil se det. Det aspekt må vi også tage i betragtning, må vi

ikke? Vi skal leve en måde, så vi fremstår som idealer for andres liv. Gennem vore

handlinger bør vi ikke drage os andres latterliggørelse, foragt eller fordømmelse. Ingen bør

kunne pege fingre ad os i foragt. Og frem for alt skal vi, som et resultat af vore handlinger,

opnå tilfredshed med os selv. Når jeg ved, at jeg ikke kan opnå denne tilfredshed, vil jeg aldrig

begive mig ud i sådan en handling. Selv hvis jeg skal afgå ved døden, så hverken behøver eller

tørster jeg efter en andens hjælp, hvis det indebærer fysisk berøring.”

23.35. ”Desuden er min Rama nødt til at tilintetgøre disse afskyelige dæmoner, der piner og

plager mig. Han er den person, der er nødt til at tage sig ansvaret. Ingen anden er i stand til

det. Han må selv komme til Lanka, dræbe denne Ravana og føre denne Sita tilbage, idet han

holder hende i hånden. Det er kendetegnet for den sande helt, som han er. Det er kendetegnet

ægte tapperhed. Se Ravana. I en falsk skikkelse kom han som en tyv om natten og stjal

mig fra min Herre. Men Rama er legemliggørelsen af retskaffenheden. Han overholder

normerne for korrekt opførsel. Han ærer det talte ord. Hvis det skulle ske, at det ifølge

nyhederne forlød, at Rama sendte en abe, og at denne førte Sita væk fra Lanka uden Ravana’s

viden, vil det være at vanære Rama. At slippe ud fra stedet her den måde, som du foreslår,

vil ganske utvivlsomt være forræderi. End ikke som en sidste udvej bør du benytte dig af

tarvelige og lumske kneb. Vi bør værne om Rama’s gode og hæderlige navn, som vi værner

om selve vort åndedrag. Hans berømmelse er den guddom, vi forguder i vore hjerter. Gennem

tanke, ord og handling skal vi bevare den usvækket. Dit forslag har af den grund ikke stillet

mig tilfreds.” Hanuman beundrede hendes uplettede dyd og hendes urokkelige tilbedelse af sin

62

62


Herre. Ligeledes beundrede han de ophøjede idealer, som hun fastholdt. I sit sind priste han

hende til skyerne og genkaldte sig hendes ord for at få inspiration fra dem. Han sagde:

”Moder! Undskyld mig. Eftersom jeg med mine egne øjne har set den tortur, du bliver udsat

for, og den adskillelsens smerte, som Rama lider under, fik jeg ideen med at bringe dig så

hurtigt som muligt til Herrens lotusfødder. Undskyld hvis jeg tog fejl.” I stor anger faldt han

igen og igen for hendes fødder.

23.36. Mange gange udspurgte Sita ham om Rama’s og Lakshmana’s tilstand, og om hvordan

de klarede sig i skoven. Hanuman svarede: ”Hvorfor bekymre sig om mænd? De kan udholde

adskillelsen fra kvinder. Kvinder lider mest, for det er skræmmende for hustruer at leve adskilt

fra deres mænd.” Videre fortalte Hanuman hende: ”Moder! Rama og Lakshmana klarer sig

selvfølgelig godt, men sammenlign dem ikke med almindelige mænd. Det er ikke rimeligt. Ak!

Hvert eneste øjeblik tilbringer Rama med at tænke dig og sin adskillelse fra dig. Han

ænser hverken tørst eller sult. Han hverken spiser eller drikker, medmindre Lakshmana kærligt

presser ham til at spise nogle få frugter eller drikke lidt vand. Jeg kan ikke huske én enkelt

lejlighed, hvor Rama eget initiativ drak en slurk vand. Du skal ikke have det indtryk, at de

har glemt dig, eller at de tilsidesætter dig.”

23.37. Hanuman fortsatte: ”På samme måde som øjelåget beskytter øjet, tilbringer

Lakshmana sine dage med at passe Rama. Han er Rama’s åndedrags åndedrag. Lakshmana

er overvældet af smerte over adskillelsen fra dig og over at være vidne til sin broders smerte.

Han er blevet som en klippe; uvirket af nogen følelse andet end bekymring for Rama. Han er

en aldrig svigtende og fuldstændig kilde til mad og næring. Han har ikke sovet disse ti

måneder, ej heller har han indtaget føde.”

23.38. Mens Hanuman således beskrev brødrenes nuværende, ynkelige tilstand, opførte Sita

sig, som om hun blev forbløffet over den kærlighed og hengivenhed, som Rama følte for

hende. Igen og igen sagde hun: ”Ja. Også du beskriver udelukkende mænds elendighed. Hvad

ved du om kvinders sorger? Hvordan kan du danne dig en mening om dem?” Hun foregav, at

hun ikke troede alt, hvad Hanuman fortalte hende! Sita iagttog Hanuman og værdsatte

hans visdom og kræfter. Hun mindedes historien om, hvordan Rama og Hanuman havde mødt

hinanden, og hvordan de blev knyttet sammen af kærlighed og loyalitet. Hun fik stor glæde og

tilfredshed af at tænke den historie. Til sidst udviklede hun en fast tro Hanuman og hans

mission.

23.39. Igen og igen bønfaldt Hanuman: ”Moder! Hvorfor ønsker du at have denne følelse af

adskillelse? Hvorfor tilbringe dage og måneder i smerte og lidelse? Vær venlig at sætte dig op

min ryg, og jeg vil et øjeblik bringe dig hen til Rama.” Sita bemærkede Hanuman’s iver

efter at få sit synspunkt accepteret trods af hendes argumenter, som både var moralske og

åndelige samt retslige og verdslige. Hun besluttede sig derfor for at standse yderligere samtale

om dette emne. Hun kom med en skarp bemærkning. Hun sagde: ”Hanuman! Er du, eller er

du ikke, en der nøje adlyder Rama’s befaling?” Hanuman svarede: ”Ja. Jeg vil hellere dø end

gå mod Rama’s befaling eller være ulydig over for hans ordrer.” Med sine knytnæver hamrede

han sig brystet for at understrege sin erklæring. ”Godt”, sagde Sita. ”Overvej følgende.

Befalede Rama dig at finde mig og bringe ham informationer om, hvor jer er, efter du har set

mig? Eller bad han dig bringe mig med dig?” Det spørgsmål gjorde Hanuman tavs. Han kunne

ikke fortsætte med at bønfalde Sita. Han sagde: ”Moder! Jeg tænkte ikke så dybt over

konsekvensen af mit forslag. Jeg beder endnu engang om undskyldning.” Fra det øjeblik

bragte han ikke emnet op igen.

63

63


Kapitel 24

Lanka i brand

24.1. Hanuman vidste, at det ville være forkert af ham at tilbringe mere tid Lanka. Han

følte, at jo før han viderebragte de gode nyheder om Sita, des bedre var det for alle

implicerede. Han bad derfor om tilladelse til at tage af sted. Sita sagde: ”Gå. Gå sikkert og

hurtigt. Sig til Rama, at han skal komme snart og føre mig bort herfra.” Hun græd håbets og

sorgens tårer. Hanuman blev bevæget af det gribende ved scenen. Tristhed overvældede hans

tapre hjerte. Han trøstede hende og sagde: ”Meget snart, moder, vil Rama belejre dette

Lanka. Det vil han gøre med sine abe-horder. Han vil tilintetgøre de dæmoniske styrker, frelse

dig og genetablere dig i Ayodhya.”

24.2. Men Sita var utrøstelig. Hun havde sin tvivl. ”Hanuman! Hvad er det, du siger? Skulle

abe-horder kunne kæmpe mod og tilintetgøre disse dæmoner, der behersker mangen en

krigslist og mange snedige fund? Kan abe-horder kæmpe mod disse dæmoner, der er meget

stærkere? Hvordan kan de to brødre, Rama og Lakshmana, tage kampen op mod disse

dæmoner og tilmed vinde? At sejre over disse dæmoner er en umulig drøm. Alt det kan kun

resultere i min død. Hellere end at forårsage døden for så mange af jer slagmarken vil jeg

drage mit sidste åndedrag nu og frelse alle jeres liv.” På denne måde jamrede Sita sig.

Hanuman afbrød hende og sagde: ”Moder! Græd ikke. Vi, der tilhører abe-horderne, er Rama’s

slaver. Vi tror alle , at Rama er vor styrke og vort mod. Vi betragter navnet Rama som selve

vort åndedrag. Vi har ingen anden livskilde. Derfor kan vi aber med lethed tilintetgøre disse

dæmoner, selv om deres vildskab skulle vokse tusindfold. På trods af deres kneb og

ondsindethed kan vi besejre dem. Eftersom vi fremstår i vores sædvanlige skikkelser, tvivler

du omfanget af vores styrke og evner,. Lad mig vise dig den skikkelse, jeg kan antage, når

jeg er i kamp.” Hanuman blev nu skyhøj. Han stod foran Sita; han var som en bjergtinde af

skinnende guld. Sita blev forbløffet over at se dette syn. Hun sagde: ”Hanuman! Stands.

Stands. Det er nok. Begræns dig selv igen. Hvis dæmonerne får øje dig, vil du måske ikke

være i stand til at vende hurtigt tilbage til Rama.” Sita protesterede og bønfaldt ham om at

antage sin oprindelige skikkelse. Hanuman opgav den frygtelige skikkelse, han havde

forvandlet sig til, og ingen tid blev han en stilfærdig, lille abe. Hanuman faldt for Sita’s

fødder, hvorefter han forlod hende. Men Sita’s sørgelige tilstand og hendes forpinte ansigt var

så dybt printet i hans hjerte, at hans fødder ikke ønskede at gå fra hende.

24.3. Mens han var vej væk fra det sted, hvor Sita befandt sig, så han en frugthave. Han

plukkede nogle velsmagende frugter og spiste sig mæt. De frugter, der ikke var modne, og de

ekstra han havde plukket, smed han væk. En dæmon-vagt så det. Han ønskede at skræmme

aben væk, men Hanuman gav vagten et slag, der sendte ham til jorden. Vagten løb hen til

vagtskiftets leder; i skræk og rædsel flygtede denne af sted til sin overordnede; denne

henvendte sig til sig chef. På den måde kom nyheden om en abe, der lavede opstandelse i

haven, for selveste Ravana’s kongelige ører. Nyheden ramte Ravana som et ondt varsel. Han

kunne ikke tilbageholde sin vrede over hærværket og fornærmelsen. Forbitrelses flamme

blussede op i ham. Han beordrede nogle få hundrede dæmoner at overmande og fange det

skamløse dyr. Eftersom det ikke lykkedes disse dæmoner at fange aben, sendte Ravana et par

tusinde veltrænede og svært bevæbnede dæmon-soldater ind i haven, hvor Hanuman

afventede deres stormløb. Selv denne formidable styrke kunne ikke skade aben eller få den til

at fjerne sig! Hanuman knækkede en tør kvist af det træ, som han sad i. Med dette lillebitte

våben, som han svingede med, mens han sagde Ram, Ram, værgede han sig mod alle de

våben, der blev affyret mod ham. Da de så det, undrede dæmonerne sig over, hvem han var.

Var han en udsending fra guderne? Eller var han bebuderen af Lanka’s tilintetgørelse? De

besejrede helte vendte tilbage til deres lejr. De var tynget af forudanelsen om en katastrofe.

De havde ikke mod nok til at fortælle deres hersker, Ravana, om deres ubehagelige

fornemmelse. ”Du sendte utallige dæmon-soldater ud denne ekspedition. Vi var specielt

64

64


udvalgt til opgaven, men vi var ude af stand til at gennemføre den. Da aben brølede én gang,

døde hundredvis af vore mænd af ren og skær skræk. Det brøl gav genlyd fra hvert eneste hus

i byen. Da vore ledere så styrkens ynkelige forfatning, besluttede de sig at gå til dig og

indberette, at det ikke er nogen almindelig fjende, og at alt dette varsler en eller anden fæl

skæbne.” Det var den erklæring, nogle hjemvendte soldater fremførte over for Ravana. Uden

at der blev lagt skjul noget, fik Ravana den rene sandhed. Hvis aben fik lov til at strejfe

omkring, ville landet helt sikkert blive udsat for fare.

24.4. Da han hørte alt dette, sendte Ravana sin egen kære søn, Akshayakumara, i spidsen for

tusindvis af hærdede og krigsvante dæmon-krigere. Men et øjeblik nedslagtede Hanuman

denne hærstyrke. Ravana begræd sin elskede søns død. Hele landet rystede af skræk over

nyheden om prinsens død og over udtyndingen af hans hær. I frygt hviskede folk om, at det

ikke var nogen almindelig abe, og at det måtte være et guddommeligt fænomen. De hviskede

om, at det var den frygtelige hævner, der var kommet, fordi Sita var blevet bragt til Lanka. I

deres inderste hjerte bad mange til Sita, om hun ville befri Lanka fra aben. De frygtede, at det

var hendes hævn, der havde taget skikkelse af dette besynderlige dyr. Ravana sendte en

besked til Meghanada (Ravana’s søn og general i dæmon-hæren). Han gav ham opgaven at

tilintetgøre den indtrængende fjende. Ravana stillede en mægtig hær adskillige tusind

mand til Meghanada’s disposition. Meghanada steg op i sin stridsvogn, og storslået vis drog

han i spidsen for sin vældige hær. Da hæren marcherede af sted, blev Jorden og Himlen

lamslået over dens styrke og vrede trampen. Hærens krigsråb skar gennem himlene. Alle, der

var vidne til denne pomp og pragt og dette store opbrud, blev slået af forundring og

beundring.

24.5. Hanuman så hæren komme marcherende og hørte dens trompetfanfare. Han var aldeles

ubekymret. Ubevægelig sad han en lille gren i det store træ og nød dæmonernes

narrestreger, indtil de kom tæt ham. Fra alle sider skød soldaterne byger af pile mod

Hanuman. Med et øresønderrivende brøl hoppede Hanuman ned fra sin gren og hev et

gigantisk træ op med rode. Han svingede det rundt og fejede den regn af pile, der forsøgte at

nå ham, væk. Pilene blev fejet væk så hurtigt, at de ramte dæmonerne, når de blev slået

tilbage. De dæmoner, der havde affyret pilene, blev i stort antal dræbt af de selv samme pile.

Kun meget få soldater var i stand til at fortsætte kampen. Meghanada blev slået ned af et slag.

Han rullede om jorden, blodet sprøjtede fra ham. Som den sidste udvej bestemte han sig

for at bruge Brahma’s hellige pil, som han havde bragt med sig. Han vidste, at Brahma, den

første i den hellige treenighed, havde fortalt Ravana, at denne ville møde sin død for et

menneskes og en abes hånd. Han besluttede at forhindre denne katastrofe. Brahmaastra

(Brahma’s våben der tilintetgør med sikker ufejlbarlighed) blev affyret med de behørige,

rituelle formler. Hanuman havde stor ærefrygt for dette våben, der var blevet helliggjort af

sådanne mantraer, og som var tilegnet Brahma. Så han kæmpede ikke imod våbnet; han

modvirkede ikke pilen. Respektfuldt knælede han for det hellige våben. Derfor var det en let

sag for Meghanada at binde ham med et reb af slangeskind.

24.6. De hoverende dæmoner bragte øjeblikkeligt den gode nyhed til Ravana. Hundredtusind

ivrige ansigter stimlede sammen i gaderne for at se den abe, der var blevet fanget og bundet.

Hanuman var uvirket af frygt og bekymring. Han gik roligt og samlet, mens han med et

fornøjet smil iagttog folkemængden. Endeligt nåede han til Ravana’s Audiens-sal. De hoffolk og

ministre, der var forsamlede i salen, blev forfærdede over den fornærmende ligegyldighed,

Hanuman udviste over for den demonstration af magt og luksus, som Audiens-salen bød .

Ravana grinede af abens latterlige skikkelse. Men i næste øjeblik blev han overvældet af frygt

for en forestående død. Imidlertid var vrede den tid den altoverskyggende følelse i ham.

Han spurgte: ”Hej du abe! Hvem er du virkelig? Hvis er den magt og kraft, som du har

fremvist og anvendt? Hvorfor tilintetgjorde du denne frugthave og denne park? Skønt bundet

har du ingen skamfølelse. Med højt hævet hoved ser du dig omkring. Kom. Giv mig de

korrekte svar.”

65

65


24.7. Hanuman fik sig en hjertelig latter over sin forhører. I sine svar anvendte han en

sprogform og et ordforråd, som de mennesker, der stod rundt om ham, ikke kunne forstå. Men

Ravana, der var ekspert i talekunst og grammatik, forstod ham fint. Dialogen mellem dem

forekom tilhørerne at være som en debat mellem to intellektuelle kæmper. Over for Hanuman

demonstrerede Ravana adskillige magiske præstationer. Det gjorde han for at imponere

Hanuman med sin uovervindelighed. Han manifesterede mange evner og kunststykker. Men

Hanuman forblev uvirket. Han sagde: ”Ravana! Jeg kender dine kræfter og evner. Jeg har

hørt, at du kæmper med tusind arme. Jeg kender også til din berømte kamp mod Vali. (En

kamp hvor Ravana udviste stort mod, men blev ydmyget af Vali). Men hvad har jeg gjort

forkert? Jeg var sulten; jeg rykkede et par træer op med rode; det er min natur at gøre sådan.

Jeg befandt mig i mit rette element; i mit naturlige levested, trætoppene. Selvfølgelig har alle

et ønske og en beslutsomhed om at værne sit eget liv, at beskytte sin egen krop. Dine soldater

er forfærdelig ondsindede. De sårede mig, så jeg sårede dem. Eftersom de var ude af stand til

at klare sårene, døde de. Jeg kæmpede mod dem for at frelse mig selv. Din søns pil tvang mig

i hans vold. Men jeg prøver ikke at narre dig til gengæld. Mit eneste ønske er at udføre min

Herres ordrer. Lyt meget omhyggeligt til mine ord. Opgiv alle følelser af personlig stolthed og

omdømme. Tænk din stammes storslåethed; tænk den families storhed, som du tilhører.

Husk , at du er Brahma’s oldebarn. Du er den store Pulastya’s barnebarn. Du er Visravas’

søn. Opgiv din overdrevne forestilling om betydningen af at samle pragt og magt. I dit hjerte

bør du tilbede Frygtens Tilintetgører, der er i hjertet dem, der er ham hengiven; Ikshvakudynastiets

kronjuvel; Raghu-dynastiets kostelige smykke – Rama! Overgiv dig til ham; søg

tilflugt hos ham. Selv tiden ryster af frygt for ham. Det er ikke godt for dig at nære fjendskab

over for ham. Lyt til mig: Anbring Sita for Rama’s lotusfødder og mediter den nåde, der

strømmer fra disse fødder. Styrket af den nåde kan du så herske over Lanka for tid og

evighed. Opnå din bedstefaders, Pulastya’s, storhed. Så længe Solen og Månen oplyser himlen,

ræk da ud efter verdens fjerne hjørner og gør det uden at sætte en plet dit navn. Ikke

mindste måde bør din slægts gode navn blive plettet af dig. Opgiv din stolthed og din

vildfarelse. Oh hersker! Floder udspringer i bjergene, bliver vandrige i regntiden og strømmer

rasende af sted. Men i løbet af uger tørrer de ud og bliver til blot en rislen. Din styrke og

rigdom vil snart tørre ud og forsvinde. Tilbed Rama som kilden til din styrke og rigdom. Så vil

kilden aldrig tørre ud, for han er fredens og fremgangens uudtømmelige kilde. Han er til alle

tider fuldkommen. Han vil aldrig miste kraften, og derfor vil du altid kunne få hjælp af ham.

Oh Ravana! Jeg fortæller dig dette uden at skjule noget. Jeg fortæller dig det med et åbent

sind. Ingen kan redde den ulykkelige person, der er blevet blind af at føle had mod Rama.

Accepter mit råd.”

24.8. Hanuman’s ord var venlige, milde og gavnlige. De var fulde af visdom og moral. Men

Ravana var ikke indstillet at få gavn af rådet. Han sagde: ”Tåbe! Vover du at råde mig om,

hvad jeg skal gøre? Skam dig! Døden er kommet dig nær, ellers ville du ikke have mod til at

holde en så lang formaningstale i min nærværelse. Nu har du plapret nok op; hold din mund!”

Hanuman adlød ikke. Han gav svar tiltale: ”Ravana! Dine ord betyder din undergang, din

død. Ak! Du er blevet sindssyg. Som tiden går, vil du erkende sandheden i min diagnose. Om

få dage vil du vide, hvem døden er kommet nær, om det er mig eller dig!”

24.9. Da Hanuman talte således, fuldkommen frygtløs og uden bånd eller begrænsninger, blev

Ravana rasende. Han kunne ikke kontrollere sig selv. Han rejste sig op og udspyede ild. Idet

han slog knytnæverne sammen, brølede han en ordre til sine håndlangere om at dræbe den

næsvise abe. Alle stormede hen til stedet, hvor Hanuman sad bundet med slangerebet. Netop i

det øjeblik kom Vibhishana, Ravana’s broder, ind i salen. Han blev fulgt af sine håndlangere.

Vibhishana knælede foran sin ældre broder og sagde protesterende: ”Herre! Det er ikke rigtigt

at dræbe en udsending. De fastsatte regler for en konges adfærd vil ikke bifalde en sådan

handling. Straf ham en hvilken som helst anden måde, men afsig ikke dødsdom over ham.

”Ravana’s ministre støttede dette standpunkt og erklærede, at det Vibhishana havde foreslået,

var den ophøjede sandhed. Ravana grinede hånligt af deres tåbelige forestilling om rigtigt og

forkert. Alligevel steg han ned fra tronen og sagde: ”Godt! I kan lemlæste ham og smide ham

66

66


ud.” Ministrene trådte sammen for at beslutte, hvorledes lemlæstelsen skulle foregå. De kom

til den konklusion, at aber er stolte af deres haler, og at de gerne vil holde dem ubeskadiget

og stærke så længe som muligt. Derfor foreslog en af ministrene, at den bedste straf ville

være at vikle klædestykker rundt om halen, hælde olie ud over den og så sætte ild til den.

Klædet og halen skulle gennemvædes og dryppe af olie. Den plan blev enstemmigt vedtaget!

De jublede over den storslåede ide. ”Den haleløse abe vil drage til sin herre, og den vil bringe

ham hertil for at tage hævn over dens tab. Så vil vi kunne opleve hans herres maskulinitet,

evner og kræfter.” Nu blev der en hvisken uden lige i Audiens-salen.

24.10. Hanuman iagttog deres aktiviteter og lyttede til deres snak. Hele tiden lo han

indvendig. Da de var færdige, begyndte han at skraldgrine! Dæmonerne blev rasende over

dette tegn fornærmende opførsel. De tilvejebragte klæde og olie og begyndte processen

med at vikle og gennemvæde. Men jo mere de viklede, bandt og gennemvædede, des længere

blev halen! De var nødt til at fremskaffe kilometervis af klæde og massevis af dunke med olie.

Nyheden om miraklet spredtes over hele byen. Skarer af mænd, kvinder og børn løb mod

Audiens-salen for at være vidne til miraklet. Kort efter førte grupper af musikere an i

processionen. Folkemængden begyndte at klappe. Med oliegennemvædet klæde viklet rundt i

hele halens længde blev Hanuman ført langs byens gader. Til sidst nåede processionen frem til

byens centrale torv. Foran en vældig skare af ivrige borgere blev en brændende flamme sat til

spidsen af Hanuman’s hale. Pludselig antog Hanuman en lidt mindre form, og derved blev

rebene, som han var bundet med, for løse og faldt til jorden. Efter at båndene var væk, kunne

han nu antage sin naturlige størrelse og springe omkring. I et hop sprang han op toppen af

et gyldent palæ. Han råbte Rama, Rama. Han fik dæmonerne til at skælve af frygt, for en

stærk vind rejste sig ud af den blå luft og blæste nu med stor kraft. Hanuman slog

saltomortaler i luften og var ude af sig selv af glæde. Med den brændende hale hængende

efter sig sprang han fra et palæ til et andet; fra hus til hus. Og halen voksede sig længere og

længere. Efterhånden som han bevægede sig fra gade til gade, tog kæmpebranden til i styrke.

Overalt i Lanka by blev husene og palæerne fanget i den voldsomme brand; alle blev de

forvandlet til aske. Sammen med deres hustruer og børn flygtede dæmonerne i desperation.

Ivrige efter at redde deres liv opgav og forlod de deres hjem. Forvirringen blev forøget af, at

kvæg, heste, muldyr og elefanter brød ud af deres indhegninger. I panik og smerte løb de

hovedkulds omkring. Hele byen var indhyllet i klageråb, skrig, brøl og elefanters trompeteren.

”Oh! Frels os. Oh! Bring os til et sikkert sted.” Kvalfulde bønner som disse steg op fra kvinders

og børns struber og gav genlyd fra himlen.

24.11. Dronning Mandodari hørte klageråbene. Hun hidkaldte soldaterne, der bevogtede

paladset. Hun beordrede dem til at give kvinder og børn ly i paladset. Hun vedgik sig sin frygt,

og fra sit hjerte udøste hun den sorg, der plagede hende. ”Ak! Ravana’s tåbelige stædighed

bliver årsagen til dæmon-stammens udslettelse. Dette slag kan kun ende i en

kæmpekatastrofe. Jeg og min svoger, Vibhishana, gav ham mange råd. Med håndfladerne

presset mod hinanden bad vi. Vi jamrede og fortalte, at det vil ende med tilintetgørelsen af

hver eneste dæmon. Men som man siger: ’Når udryddelsen er nær, flygter

forskelsbehandlingen langt bort’. Dårlige tider nærmer sig ham, og derfor opfører han sig

denne skændige måde.” Hvor hun end vendte sit blik, så hun, at glubske flammer stirrede

olmt hende. Hanuman var i allerhøjeste grad også synlig. Han sprang og hoppede omkring

midt i flammerne. Fra alle husstande steg råbet op: ”Hanuman! Frels os. Skån dette hus.” Med

sammenpressede håndflader bønfaldt de: ”Forbarm dig over vores børn.” Kumbhakarna’s,

Ravana’s yngre broders hustru, løb hen mod Hanuman og råbte sin bøn: ”Oh Rama’s

budbringer! Min mand ligger i dyb søvn. Sæt ikke ild til vores hjem. Frels min mand fra at blive

brændt ihjel.”

24.12. Lanka var fanget midt i den totale tilintetgørelse. Ret hurtigt fik Ravana kendskab til

katastrofen. Han befalede, at aben skulle omringes af soldater med våben og morterer. De

soldater, der gik frem mod Hanuman, spredtes i panik, da Hanuman’s brændende hale

ubarmhjertigt ramte dem. Mange blev dræbt af den brændende hale. Kvinder råbte op og

67

67


opfordrede skyerne til at sende regn og derved forhindre ilden i at sprede sig. Malyavantha

(Ravana’s morfader og minister) så kvindernes bedrøvelige situation, og han sagde til sig selv:

”Nej, dette er ikke en ild, der kan blive slukket af regn! Det er Sita’s uudholdelige sorg.” Andre

sagde: ”Dette er vredens flammer rettet mod Ravana. Det er den brændende manifestation af

den forbandelse, som han er nødt til at blive ramt af. Den vil brænde denne by til aske.” Den

mægtige flamme sprang fra hustag til hustag; den viste intet tegn udmattelse. Nogle gange

gjorde Hanuman sig lille, nogle gange kolossal stor, men hastigheden, hvormed ødelæggelsen

foregik, var den samme, ligegyldig hvilken størrelse han antog. Flammernes knitren og de

uafbrudte bump fra faldende mure kunne høres fra alle sider.

24.13. Sita hørte nyheden. Hun løftede sit hoved. Længe så hun den røg og de funklende

lysglimt, der omkransede haven. Himlen var formørket af røg! Haven var også ved at blive

ubehagelig varm. Uden tøven kaldte Sita sig Ild-guden og bønfaldt, at han skulle frelse

Hanuman, Rama’s ægte og oprigtigt hengivne. Eftersom hun bad af et medfølende hjerte, blev

det pludselig køligt og behageligt for Hanuman. Ravana kom til at lide tab og vanære, fordi

han nægtede at følge de råd, han fik fra de ældre og for at hengive sig til tarvelig tale, da han

blev anvist den rigtige vej. På blot et øjeblik blev hans riges hovedstad udslettet af ilden.

Huset, hvor Kumbhakarna sov, og huset der tilhørte den fremmeste blandt de hengivne,

Vibhishana, var de eneste to, som ikke blev udslettet af ilden. For at slukke ilden sprang

Hanuman ud i havet og dyppede sin hale i vandet. Herefter antog han skikkelse af en

miniature-abe og nåede frem til det sted, hvor Sita befandt sig. Han knælede for hende og

sagde: ”Moder! Jeg vil fortælle Rama alt det, du har bedt mig om. Giv mig et eller andet, så

jeg kan bevise, at jeg har mødt dig.”

24.14. Sita tænkte sig lidt om. Så tog hun et smykke prydet med ædelstene og lagde det i

Hanuman’s hånd. I ærbødighed pressede Hanuman smykket mod sine øjne og faldt igen for

Sita’s fødder. Han var overvældet af glæde. Sita velsignede ham og sagde: ”Hanuman! Med

dine egne øjne så du den tortur, som Ravana udsætter mig for. Så derfor er der ingen grund

til, at jeg yderligere udbreder mig om den. Fortæl Herren, at han skal skænke mig den gode

skæbne at få synet af ham. Fortæl ham, at jeg igen og igen bad om dette. Fortæl ham, at han

inden for en måned, sammen med Lakshmana, skal belejre Lanka. Hanuman! Jeg har været

lykkelig i de dage, jeg har tilbragt sammen med dig, og hvor vi har talt om Rama. Mit hjerte er

blevet roligt; det er faldet til ro. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg nu, hvor du drager af

sted, vil tilbringe dagene såvel som nætterne. Jeg vil være som en fisk i en tørlagt dam.

Selvfølgelig holder den alvidende Herre altid øje med mig. Men hvornår, oh hvornår vil jeg

kunne fryde mig over synet af hans lotusfødder?” Med diverse forsikringer og stande

forsøgte Hanuman at indgyde tro og tapperhed i hendes sind. Igen og igen bad, bønfaldt og

knælede han for hende. Til sidst begav han sig ud sin færd.

24.15. Før Hanuman forlod Asoka-haven, brølede han et ’farvelbrøl’. Brølet rystede jorden og

fik øens mænd, kvinder og børn til at skælve af angst. Uden yderligere forsinkelse nåede

Hanuman frem til havets kyst. Han fyldte sit sind med tanken om Rama og sine øjne med

Rama’s henrivende skikkelse. Endnu mens han mediterede det navn og den form, sprang

han over havet, og et øjeblik nåede han den anden kyst. Det var oktober måned, og den

nat var det fuldmåne. Det kølige månelys var som balsam for sjælen. Rama’s navn bibragte

ham styrke og glæde; Hanuman havde klaret opgaven. Flokken af aber, der fra afstand havde

fået øje Hanuman, der kom frem fra horisonten, var overmåde jublende glade. De var

opfyldt af glæde; deres ansigter blussede. Mens de havde set ham komme nærmere og

nærmere, begyndte deres ansigter at skinne med en ny stråleglans. De jublede over, at de

havde fuldført den opgave, som Rama havde sendt dem ud for at løse.

24.16. I tre hele dage havde de ventet hans tilbagekomst. Deres hjerter var blevet

hentæret af fortvivlelse. Nu iklædte de sig blade og blomster. De stillede sig række langs

kysten. De var ivrige efter at komme frem og knuge Hanuman til deres bryst, når han landede.

Så snart Hanuman rørte jorden, spurgte de ham, hvad der var hændt Lanka. De spurgte

68

68


om Sita og hendes velbefindende og om forholdene og tilstandene Lanka. Med stor

entusiasme fortalte han dem alt, hvad de ønskede at få at vide. Herefter drog de hen til det

sted, hvor Rama befandt sig.

24.17. I løbet af kort tid gik de ind i den have, der blev kaldt Honning-skoven. Her proppede

de sig med de frugter, som haven bød . Sugriva havde nemlig lovet dem alle fri adgang til

haven, så snart de havde fundet Sita’s opholdssted. De posterede vagter forsøgte at forhindre,

at abe-flokken trængte ind i haven, men ikke desto mindre strømmede aberne ind. Derfor løb

vagterne hen til deres chef og rapporterede, at de var ude af stand til at forhindre, at hele

flokken løb ind i haven. Da Sugriva hørte det, udbrød han: ”Oh de har haft succes! De har

udført den opgave, som Rama gav dem!” Han var overmåde lykkelig. Sugriva fortalte vagterne

følgende: ”Dette er en fest; det er en lyksalighedens fest. Gå, og vær ikke bekymrede!” I

mellemtiden ankom flokken af aber. De faldt for deres konges og herres fødder. Sugriva

smilede til dem og sagde: ”Godt! Jeg har fået kendskab til, at I har fået et godt resultat ud af

jeres ekspedition.” De svarede: ”Herre! Ved hjælp af din nåde og dine gode ønsker har vi haft

held i vore bestræbelser. Det var en stor helt, der klarede opgaven. Han gav os nyt liv. Han

alene er årsagen til, at vi kan stå foran dig i live, og at vi kan tale med dig.” Herefter fortalte

de ham detaljeret om situationen Lanka og om Sita’s vanskelige stilling. Da Sugriva hørte

om Sita’s situation, rejste han sig straks op og erklærede: ”Vi vil ikke tøve et minut længere.”

Han hastede til stedet, hvor Rama befandt sig. Rama og Lakshmana blev klar over, at aberne

var vej hen til dem med nyheden om en vellykket mission. De satte sig en kæmpestor

kampesten og så flokken komme mod dem. Ganske ophidset bevægede aberne sig fremad i

hop og spring. Da de nåede frem, knælede de for Rama’s fødder.

24.18. Først spurgte Rama til deres helbred og velbefindende. Imidlertid rejste den højst

rangerende bland dem, Jambavan, sig og sagde: ”De, der har gjort sig fortjent til din

medfølelse, er i sandhed velsignede. Det udstyrer dem med alle gode egenskaber. En sådan

persons navnkundighed vil omfatte alle de tre verdener.” (De tre verdener er universets tre

aspekter: Det grove eller fysiske aspekt, det finere eller mentale aspekt og det kausale

aspekt). Han roste derefter Hanuman forskellig vis. Hanuman rejste sig og gik hen foran

Rama og knælede for ham. I detaljer beskrev han øen Lanka. Han fortalte Rama om Sita’s

sørgelige situation; glædens og medfølelsens tårer strømmede fra hans øjne. Det smykke, han

med den største omhu og varsomhed havde bragt med sig, lagde han i Rama’s hænder. Rama

knugede Hanuman til sit bryst. Han sagde: ”Oh søn af Vind-guden! Fortæl mig mere om Sita,

fortæl mig om hendes situation og følelser.”

24.19. Hanuman sagde: ”Oh mit livs Herre! Det er umuligt at beskrive. Sita er blevet skind og

ben, for hun hverken spiser eller sover. Idet hun beder om at måtte få synet af dig, tæller hun

hvert minut. Hun har ikke tanke for andet end at gentage dit navn. Hun ønskede, at jeg skulle

fortælle dig om hendes utallige knæfald for dig. Hun tænker ofte Lakshmana, og mindet om

ham får hende til at græde voldsomt. Med mine egne ører har jeg hørt de skarpe verbale

knivstik, som Ravana hver morgen og aften uddeler, når han kommer og taler til hende. Moder

lytter ikke mindste måde til hans plapren. Hun er altid hensunken i adskillelsens smerte og i

tanker, der er centreret om dig.” Idet Hanuman råbte: ”Frels straks Sita!”, kastede han sig for

Rama’s fødder. Da Lakshmana hørte disse ord, rejste han sig i hævngerrig vrede og græd over

Sita’s situation. Billedet af Sita Lanka brændte sig fast i hans inderste væsen. Til sidst

sagde han: ”Broder! Tøv ikke. Frels min svigerinde!” Med et smil svarede Rama: ”Lakshmana!

Du skal ikke have så travlt. Vent det rette øjeblik. Der er en tid, hvor man nøje må følge

hvert skridt. Bliv ikke modløs og nedslået, når sorgen trænger sig ; bliv ikke jublende glad,

når glæden strømmer ind.” Med venlige og beroligende ord trøstede Rama sin broder.

24.20. Herefter kaldte Rama Hanuman hen til sig. Han bad ham om at sætte sig tæt ved sig.

Han placerede ham ved sine fødder. Nu spurgte Rama ham: ”Hanuman! Hvad er det styres

natur, som Ravana har etableret Lanka? Hvordan satte du Lanka by i brand?” Hanuman

svarede: ”Herre! Der er intet, du ikke ved. Hvad kan jeg sige om abers kræfter! Vi er blot

69

69


aber, der springer omkring fra gren til gren. Hvordan skulle vi kunne springe fra en af havets

kyster til en anden? Hvordan skulle vi kunne overmande dæmonerne? Hvordan kan vi med ild

ødelægge Lanka’s hovedstad? Alt det skete ene og alene som et resultat af din nåde og

herlighed. Den styrke og det mod, som dit navn giver os, hjælper os med at udføre disse ting.

Jeg er fuldstændig ude af stand til at gøre noget som helst af mig selv. Den ring, som jeg

havde med mig, beskyttede og vejledte mig bedste vis. Herre! Hvor blev moder lykkelig, da

hun så ringen, og da hun holdt den i sin hånd! ’Er det en drøm? Eller er ringen virkelig sendt af

Rama til mig?’ Således undrede hun sig, således tvivlede hun, og til sidst blev hun fast i troen,

Herre. Hendes sorg, hendes voldsomme smerte, satte ild til Lanka by og ødelagde den, ikke

jeg. Du valgte mig som et redskab, og du udførte disse store opgaver med mig som dit

redskab. Alt dette er en velsignelse, der bliver skænket mig, eftersom du har stor kærlighed til

dine hengivne. Herre! Intet er umuligt for den, der har vundet din nåde.”

24.21. Da Rama hørte disse ord, der var gennemtrængt af oprigtighed og ydmyghed, blev han

meget glad. Han vendte sig mod Lakshmana og sagde: ”Broder! Træf uden tøven forberedelse

til felttoget.” Selv guderne blev snart forbløffede og fornøjede, da de iagttog de styrker, der fik

jorden til at skælve, og de forberedelser, som Jambavan og Sugriva foretog. Abe-soldaterne

berørte Rama’s fødder og udstødte et triumferende brøl. Med sit medfølende blik velsignede

Rama dem alle. Hver enkelt kriger blev som en bjergtinde, der havde fået vinger! Med jubel

ved hvert skridt marcherede de fremad. Så snart de gik fremad, blev de hilst af

lykkebringende varsler. I selve det øjeblik følte Sita i Asoka-haven også, at noget

lykkevarslende var i gang. Og Ravana blev plaget af ildevarslende forudanelser, der indikerede

ugunstige hændelser. Jambavan og nogle af de andre rykkede nogle kæmpemæssige træer op

og svingede med dem, som var de arme. På deres færd fremad udstødte aberne så vældige

krigshyl, at jorden skælvede under deres fødder, og himlen buldrede over deres hoveder. Nu

og da råbte de jublende: ”Sejr til Herren Ramachandra!” På Lanka blev hver eneste dæmon

ramt af bekymring over, hvad vedkommende kunne vente sig af de næste dage. De var bange

for den katastrofe, der var umiddelbart forestående. De var overbeviste om, at de ikke kunne

undslippe katastrofen. Eftersom de var dødsens angst for Ravana, kunne de kun give udtryk

for deres frygt ved at hviske til hinanden.

24.22. Ligegyldigt hvor grupper af dæmoner samlede sig Lanka, så koncentrerede snakken

sig om den katastrofale skade, som Rama’s udsending havde forvoldt. Undrende sagde de:

”Når tjeneren er i stand til at udvise en sådan enorm tapperhed, hvilken skade kan herrens

voldsomme angreb så ikke føre os!” De forestillede sig, at Rama var i stand til at

gennemføre et uoverskueligt voldsomt angreb. Deres frygt blev viderebragt af deres

tjenestepiger til Mandodari, Ravana’s dronning. Hendes sind var fuld af bange anelser og

bekymringer. Hun kom til den konklusion, at frygten var baseret en korrekt vurdering af de

hændelser, der var sket. Hun ventede derfor et gunstigt øjeblik, hvor Ravana ville være i et

modtageligt humør, og hvor hun kunne tale med ham under fire øjne. Da hun fik denne

chance, sagde hun: ”Herre! Lad være med at udvikle fjendskab mod Den alvidende Ene. Du

har selv givet udtryk for den opfattelse, at Rama ikke er en almindelig person. Din hær var ude

af stand til at tage hævn, da søster Surpanakha blev vansiret. Hæren kunne ikke skade Rama

eller bevæge ham til at angre handlingen. Nu medbringer han millioner af frygtindgydende

abe-helte. Hvad kan vore dæmon-krigere stille op mod ham nu? De kunne ikke engang binde

og straffe budbringeren, der tiltvang sig adgang til dette kongerige. Det er omfanget af den

ulykke, vi er udsat for. Når en enkelt tjener har forårsaget sådanne rædsler og en sådan

fortvivlelse, hvor meget værre bliver da den katastrofe, som millioner af hans slags kan

forårsage? Derfor, vær så venlig at lytte til min indtrængende opfordring. Send Sita tilbage til

Rama. Send hende under din broders, Vibhishana’s, eller dine ministres varetægt. Sita er

heller ikke nogen almindelig kvinde. Hun er forbilledlig ærbar. Hun er selve legemliggørelsen af

den åndelige energi, der er en følge af en retskaffen natur. At forvolde en sådan person sorg

kan ikke føre noget godt med sig. Efterkom mine bønner. Send Sita tilbage til Rama. Når det

er gjort, vil alt blive godt for dig og for vores dæmoniske stamme. Ellers vil Rama’s pile sluge

70

70


de dæmoniske horder, som slangen sluger frøer. Opgiv din stædighed og stolthed. Tilbyd Sita

ved Rama’s fødder.” Med denne hjerteskærende opfordring faldt hun for Ravana’s fødder.

24.23. Ravana, den indbildske ignorant, så Mandodari. Med en skraldende latter svarede

han hende: ”Skam dig! Sarte og ømtålelige kvinder går hurtigt i panik; det er selve deres

natur. Deres ord, der opstår af frygt, kan vende selv held til uheld. Når aberne ankommer til

vores dørtrin, vil dæmonerne helt sikkert hugge dem i sig. Når guderne er inden for hørevidde,

og de hører mit navn blive fremsagt, så skælver de af angst for deres liv. Hvorfor er du bange

for disse bæster, der lever i træerne? Skam din frygt! Føj dig væk herfra.” Idet han sagde

dette, gik han stolt ind i Audiens-salen. Han fremstod som den personificerede dristighed. Så

snart han var gået, jamrede Mandodari for sig selv: ”Ak! Skæbnen er udtænkt som en vældig

tragedie. Hvad er der besluttet for mig? Blot det at gætte , hvad der er besluttet, er

forfærdeligt.” Bebyrdet med sorg og i vildrede med hvad hun nu skulle gøre, søgte hun tilflugt

i sine gemakker. Foruroliget og nervøs over sine mangfoldige tanker, rullede hun rundt i

sengen.

24.24. I Audiens-salen kaldte Ravana ministrene sammen. Han opfordrede dem til at give

udtryk for deres vurdering af situationen. Han sagde: ”I er bevidste om de ulykker, som

Rama’s udsending har ført os. Hvilke forberedelser er nødvendige? Hvilke forslag har I med

hensyn til fremtiden? Fortæl mig det helt uden den mindste frygt.” Ministrene så hinanden.

De undertrykte en hånlig latter, men ingen vovede at tale. Pludseligt vågnede Kumbhakarna

op efter i måneder at have været fordybet i søvn. Han vidste derfor intet om kæmpebranden,

der havde raset, mens Hanuman var besøg. Han stod op og for ind i Audiens-salen. Til sin

ældre broder råbte han: ”Hej! Du praler med, at der i de tre verdener ikke findes en helt af din

kaliber. Du udfordrede verdenerne, og du udfordrede enhver til at møde dig ansigt til ansigt i

kamp. Nu hører jeg, at en lillebitte abe drog ind i byen og brændte den til aske! Skam dig! Du

skulle skamme dig! Hvordan kunne du tillade den at slippe af sted i live?” Med disse spottende

ord forlod han salen og skyndte sig hjem. På det tidspunkt rejste minister Atikaya (der var

Ravana’s søn og tillige general) sig fra sit sæde og henvendte sig til Ravana følgende måde:

”Herre! Vi vil adlyde dine befalinger. Hvis blot et nådigt blik fra dine øjne falder os, kan vi

tilintetgøre samtlige mennesker og aber. Vi kan udslette dem fra Jordens overflade. Hvorfor

skal vi blive ved med at forsvare os?” Med en tilfreds brummen satte han sig. Herefter rejste

Meghanada sig og talte. Meghanada var generalen, der var udstyret med kræfter til at antage

en hvilken som helst form, han ønskede. ”Høje herre!”, sagde han. ”Din magt og storslåethed

giver genlyd over hele verden. Guderne er dine trælle. Hvorfor skulle vi i din nærhed tale om

menneskets bestemmende magt? For hvem kan være stærkere end disse guder?” Hans ord

dryppede af opblæst stolthed. Kumbhakarna’s ateistiske sønner, de meget egoistiske brødre,

Kumbha og Nikumbha, talte også i samme spor. Akampana og andre krigere sang også med

den samme melodi. Fra tid til anden rejste den ubetvingelige hærchef, Mahodara, sig og

slog knytnæverne sammen, som ville han bekendtgøre sin iver efter at tilslutte sig striden.

Selvfølgelig var hver og en af dem smittet af en indre frygt, selv om de ikke viste det i deres

tale eller ansigtsudtryk. Resultatet blev, at Ravana blev gjort glad og tilfreds, og at deres

formål med at opmuntre ham blev nået. Til slut rejste en dæmon sig og forsøgte at få

forsamlingens opmærksomhed. Han sagde: ”Konge! Jeg vil klæde mig som brahmin og

henvende mig til Rama og Lakshmana, hvor de nu måtte befinde sig. Jeg vil invitere dem

frokost, og jeg vil binde dem hænde og fødder. Hvis du godkender denne plan, vil jeg

forsøge at føre den ud i livet.”

24.25. Ravana var meget tilfreds med sine ministre og de øvrige forsamlede. I mellemtiden

var Vibhishana kommet ind i Audiens-salen. Ravana så ham og spurgte: ”Broder! Hvad

mener du om dette spørgsmål; om disse mennesker og disse aber?” Vibhishana svarede:

”Mest medfølende broder! Jeg vil svare, så godt jeg kan; jeg vil svare uden dikkedarer og uden

at komme med nogen skinmanøvre. Jeg beder blot om, at du lytter tålmodigt og omhyggeligt.

Undskyld min højeste herre! Hvis du ønsker en god position efter døden, et uplettet ry mens

du lever, rigdom og lykke nu og siden hen, skal du afstå fra at beundre smukke kvinder, der

71

71


tilhører andre. Hvad kan et enkelt levende væsen som du gøre for at skade eller lægge

hindringer i vejen for de fjorten verdeners hersker? (Ifølge de hellige skrifter findes der syv

øvre og syv nedre verdener). Kan nogen overleve, efter at have modsat sig ham? Hvordan kan

sådan en person få fremgang og held med sig? Grådighed overskygger alle gode egenskaber i

en person. Begær og vrede er porte til ødelæggelsens områder. Rama er ikke nogen almindelig

person. For Dødens Gud er han døden. Han er tidens regulator. Han kan ikke blive virket af

sygdom, ønsker eller svaghed. Han er ufødt og derfor udødelig. Opgiv dit had mod sådan en

guddommelig person og bed til at blive accepteret som hans tjener. Send hans gemalinde

tilbage til ham, og gør dig fortjent til hans nåde. Af al den kraft og magt som jeg besidder,

falder jeg for dine fødder og bønfalder dig.” Da han havde hørt Vibhishana’s ord, nikkede

Malyavantha, en gammel og ærværdig minister, samtykkende. Han rejste sig og talte således:

”Herre! De ord, som din broder netop talte, var retfærdige og rigtige. At acceptere hans forslag

vil bidrage til din berømmelse.”

24.26. Men Ravana blev i allerhøjeste grad ophidset over de råd, som de begge havde givet

ham. Han irettesatte dem skarpt. Han sagde: ”I er begge tåber! Ved I, hvad I har gjort i al

denne tid? I har hævet min fjende til skyerne. I er ikke værdige til at være til stede i denne

sal, mens dette emne bliver drøftet.” Han gav herefter ordre til, at de skulle fjernes fra salen.

Da Malyavantha hørte det, steg han ned fra sin stol og skyndte sig hjem. Vibhishana knælede

for sin ældre broder. Med håndfladerne presset mod hinanden, protesterede han: ”Oh konge!

Vedaerne og de hellige skrifter erklærer, at godhedens og ondskabens dobbeltnatur bor i

enhver persons hjerte. Når godheden er fremherskende og bliver givet fuld myndighed, så vil

personen være i besiddelse af alle former for glæde, fred og velstand. Når ondskaben er

fremherskende og bliver givet fuld myndighed, så vil personen blive angrebet af alle former for

modgang og ulykke. Lige nu overvælder din nedrige natur din retskafne natur. De, der giver

dig gode råd og forsøger at fremme det gode i dig, fordømmer du derfor som værende dine

fjender. For dæmonerne er Sita som ’tilintetgørelsens nat’. Du har ingen medfølelse over for

hende. Det er det ondsindede karaktertræk i dig. Jeg bønfalder om, at du afgiver følgende

højtidelige løfte; og vær venlig at følge min anmodning: ’Send Sita tilbage til Rama’. Jeg er

sikker , at det vil skænke dig alle former for held og lykke.”

24.27. Da Ravana havde hørt disse ord, rejste han sig pludseligt fra sin trone og udbrød:

”Tåbe! Døden er kommet dig nær. Det er udelukkende grund af min nåde, at du er i live

indtil dette øjeblik. Nu medregner du mine fjender til dine velgørere. Jeg kan ikke forstå,

hvorfor du har udviklet respekt og loyalitet over for dem. Findes der noget levende væsen

Jorden, der ikke kan blive undertvunget af mine skuldres styrke? Hvor vover du at prise mine

fjender!? Du, der spiser den mad, jeg giver dig. Du, der bor i det hus, jeg har skaffet dig. Du,

der lever i mit rige. De tornede buske, der gror og vokser for at beskytte fæstningen, er nu

blevet skadelige for selve fæstningen! Du er ikke længere til gavn her, du er vokset, du har

spredt dig for meget. Gå! Gå til en eller anden ashram og undervis der i moralsk adfærd og i

godhed.” Idet han sagde dette, skubbede han Vibhishana, der knælede for hans fødder, væk

fra sig med et spark. Ligegyldig hvor vredt han blev sparket, blev Vibhishana længe ved med

at bønfalde ham, mens hans hænder holdt fast i de selv samme fødder, der sparkede ham.

”Konge! Rama har besluttet sig for at overholde sandheden, og hans beslutning kan aldrig

blive omstødt. Din tid er ved at rinde ud; det gælder også for dine tilhængere. Jeg vil nu søge

tilflugt hos Rama. Jeg har gjort mit bedste for at frelse dig. Jeg fortryder intet. Jeg har ikke

gjort noget forkert.” Med disse ord forlod han salen. Mens han ved hvert åndedrag gentog

Rama, Rama og således var åndeløs af glæde og begejstring, krydsede han havet og gik i land

den anden kyst. De aber, der så ham, anså ham for at være en kurer fra Ravana. De

rapporterede hans ankomst til deres hersker, Sugriva. Vibhishana fik ikke tilladelse til at

komme ind i lejren. Informationen om hans ankomst blev overbragt Herren følgende måde:

”Oh Rama! Ravana’s broder er kommet for at få synet af dig.”

24.28. Rama spurgte Sugriva, der bragte ham nyheden, hvad han mente om Vibhishana’s

ankomst. Sugriva svarede: ”Eftersom dæmonerne antager forskellige skikkelser, hvor og

72

72


hvornår det passer dem, er det vanskeligt at forstå deres planer og hensigter. Deres

handlinger er derfor uforklarlige. Vi ved ikke, hvorfor han er kommet blandt os. Jeg gætter ,

at det er for at drive en kile ind mellem mig og Angada, Vali’s søn. Jeg finder det tilrådeligt, at

vi uden tøven binder og tilbageholder ham.” Rama svarede: ”Ven! Dine ord er sande. Du talte i

overensstemmelse med de bud, der findes i de hellige skrifter vedrørende afhopning. Lyt

alligevel til mit løfte. Det er muligvis i modstrid med dit råd. Mit løfte er at beskytte alle, der

overgiver sig til mig. Det løfte gælder, selv om personer, der overgiver sig, måtte være din

fjende. At gøre en undtagelse i Vibhishana’s tilfælde vil være forkert. Jeg vil ikke svigte noget

væsen, der overgiver sig til mig. Det gælder, selv om personen har været involveret i den

synd, det er at have dræbt milliarder af brahminer. Måske er han blevet sendt af Ravana for at

så splid blandt os. Men hvorfor skulle vi være bange for ham, selv om det er tilfældet? Eller

måske er han kommet, fordi han er bange for sin broder. Hvis han overgiver sig til mig, vil jeg

beskytte og støtte ham som mit eget åndedrag. Før ham derfor hurtigt til mig.” Således lød

hans befaling, og Sugriva skyndte sig at adlyde.

24.29. Hanuman skyndte sig hen efter Vibhishana, og et øjeblik bragte han ham til Rama.

Da Vibhishana’s blik faldt Rama’s lotusansigt, fik hans begejstring ham til at græde

voldsomt. Han kunne næppe stå oprejst. ”Herre!”, gispede han og faldt for Rama’s fødder.

”Frels mig, frels mig. Jeg er din slave”, bønfaldt han. ”Oh du gudernes beskytter! Jeg blev født

i den dæmoniske race. Jeg er Ravana’s yngre broder; Ravana, der hersker over dæmonerne.

Mit navn er Vibhishana. Min fødsel som dæmon er resultatet af den vældige mængde synder,

jeg har akkumuleret. Træghed og uvidenhed har taget herredømmet over mig. Som uglen

længes efter natten, bryder jeg mig udelukkende om mørke. Du støtter alle dem, der overgiver

sig til dig og som længes og higer efter din kærlighed og nåde. Jeg har ingen andre, jeg kan

henvende mig til for at blive frelst.”

24.30. Rama blev glad over at se ham bede så ydmygt og ivrigt. Vibhishana bad om at blive

frelst og om at få lov til at betro sig til Rama. Rama trak Vibhishana til sig. I dyb kærlighed

strøg han ham blidt over ryggen. Han talte blidt til ham og sagde: ”Min kære Vibhishana! Vær

ikke bekymret. Det syn, du netop har fået af mig, har tilintetgjort den dæmoniske natur i dig.

Du står mig lige så nær som Lakshmana og Sugriva.” Disse ord fjernede al frygt fra

Vibhishana’s hjerte. Nu sagde Rama: ”Oh Lanka’s hersker! Er alle dine tilhængere og

kammerater sunde og raske? Hvordan fik du dagene til at gå, da du befandt dig lige midt

blandt mange millioner dæmoner? Hvordan var du i stand til at opretholde din hengivenhed og

pligttroskab over for Gud i disse omgivelser?” Han fortsatte med at forhøre sig om forskellige

emner vedrørende Vibhishana’s gøren og laden.

24.31. Til sidst sagde Vibhishana: ”Oh Raghu-dynastiets Herre! Begær, vrede og resten af det

ondes afkom vil hjemsøge og plage hjertet, indtil det øjeblik hvor du kommer ind i det med

bue og pil i din hånd. Når din natur og din herlighed er velkendt, vil de flygte fra sindet.

Tilknytning og had hjemsøger og plager de mørke hjerter, der ikke kender visdommens lys.

Herre! Da jeg kastede mit blik dine lotusfødder, og berørte dem med mine hænder, gik

mine vildeste drømme i opfyldelse. Min frygt og sorg er blevet tilintetgjort. Jeg har ikke

noget tidspunkt gjort en god gerning, men alligevel tager du mig i dine arme. Oh hvor har jeg

dog fået en god skæbne!” Tårer strømmede fra Vibhishana’s øjne; det var glædens og

taknemmelighedens tårer.

24.32. Rama afbrød ham og sagde: ”Vibhishana! Du besidder alle ønskværdige

fortræffeligheder. Havde det ikke været tilfældet, ville du ikke have gjort dig fortjent til at få

synet af mig; denne chance for at røre mig og henvende dig til mig; denne mulighed for at tale

med mig.” Vibhishana blev begejstret og følte en grænseløs glæde. Igen og igen knælede han

for Rama’s lotusfødder. Rama bad ham om følgende: ”Gå. Tag et bad i havets hellige vand og

kom snart igen.” I overensstemmelse med Rama’s direktiv gik Vibhishana til havets kyst.

Rama bad Hanuman om at bringe sig en krukke med havets hellige vand. Da Vibhishana, efter

badet, knælede for Rama’s fødder, tog Rama en håndfuld vand fra den krukke, som Hanuman

73

73


havde bragt, og stænkede dråber Vibhishana’s hoved. Rama erklærede: ”Ved dette ritual

gør jeg dig til hersker over Lanka’s kongerige.”

24.33. Vibhishana rejste sig og sagde: ”Oh Herre! Hvad skal jeg med et kongerige? Jeg er

tilfreds, hvis jeg sidder trygt ved siden af disse lotusfødder.” Men Rama sagde: ”Nej. Du kan

ikke undslippe din pligt.” Vibhishana svarede: ”Jeg bøjer mit hoved for den befaling, jeg har

fået af dig.” I bønlig ydmyghed pressede han håndfladerne mod hinanden. Aberne stod rundt

om dem. Alle blev de slået over den medfølelse og nåde, som Rama skænkede den person, der

overgav alt til hans lotusfødder. Deres hjerter blev fyldt af lyksalighed.

24.34. Rama så abe-hordernes generaler, og han talte til dem. ”Ledere! Tag denne Vibhishana

med jer. Anse ham ikke for at være en, der er adskilt fra jer. Betragt ham som jeres

kammerat. Han er mig kær.” Disse elskelige ord opmuntrede i allerhøjeste grad Vibhishana.

Snart begav alle sig mod kysten.

74

74


Kapitel 25

Broen

25.1. Idet Rama så ud over havet, spurgte han aberne, hvordan de havde tænkt sig at krydse

det. Der var adskillelige af dem, der foreslog forskellige metoder. Til sidst rejste Vibhishana sig

og henvendte sig således til Rama: ”Herre! Havet kan takke dine forfædre, Sagara (fortidig

konge af Ayodhya) og dennes sønner, for sin tilblivelse. Havet er din slægts ’guru’. Hvis blot du

bestemmer dig for, at det skal krydses, så kan aberne let drage tværs over det.”

25.2. Nu fik Vibhishana øje en kurer, som Ravana havde sendt ud. Aberne fangede og

bandt kureren. De bragte ham til det sted, hvor deres hersker, Sugriva, befandt sig. Sugriva

beordrede, at kurerens lemmer skulle skæres af. Da aberne gjorde sig parat til at udføre

ordren, opløftede fyren et ramaskrig. I sin pine råbte han: ”Oh aber! Jeg sværger ved Rama!

Skær ikke min næse og mine ører af.” Hans hjerteskærende råb blev hørt af Lakshmana. Han

bad om, at dæmonen blev hentet, så han kunne tale med ham. Lakshmana talte mildt og

venligt til kureren. Han irettesatte aberne, fordi de havde tænkt sig at torturere en kurer, der

var udsendt af Ravana. Lakshmana skrev et brev og lagde det i kurerens hånd, idet han

sagde: ”Aflever dette brev til Ravana. Når du står foran ham, gentag så ordret disse ord, som

jeg nu siger: ”Oh du nedbryder af din egen stammes lykke! Forandre i det mindste i dag dit

hjerte og fald for Rama’s fødder. Rama vil tilgive dig. Lad være med at reducere og tilintetgøre

dæmon-stammen blot for at fastholde dit bedrag. Vær klar over, at der for dig ikke eksisterer

andre måder, hvor du kan undgå den død, der er nært forestående.”” Med disse strenge og

kraftige advarsler blev kureren sendt tilbage til sin herre! Fyren var henrykt over, at han slap

med livet i behold. Han råbte: ”Sejr til Ramachandra” og faldt for Rama’s fødder, inden han

skyndte sig hjem.

25.3. Ved Ravana’s hof berettede kureren senere om de begivenheder, der var hændt. Med

ustyrlig glæde begyndte han at beskrive Rama’s storslåede henrivenhed. Han gav Ravana det

brev, som Lakshmana havde overdraget ham ansvaret for. Ravana forespurgte om sin broder,

Vibhishana. Han spurgte, hvordan han klarede sig. ”Skam være med ham”, udbrød Ravana så.

”Hans dage er talte. Døden vil snart indhente ham. Han er et skadedyr, der er næret og

opvokset i dette kornkammer. Han forlod Lanka og sluttede sig til min fjendes lejr. Til sin død

vil han blive forfulgt af ulykke.” Ravana vendte sig mod kureren og spurgte: ”Du besøgte deres

lejr under skud af, at du ville vide, hvordan min broder havde det. Fortalte du dem da ikke

om vores militære styrker og ubøjelige beslutsomhed? Fortæl mig også, hvad du fandt ud af

om deres militære ressourcer og styrker.” Kureren, der hed Suka, stod foran tronen. Han

pressede håndfladerne mod hinanden og sagde: ”Herre! Jeg beder dig vise mig din nåde ved

roligt og tålmodigt at lytte til det, jeg nu siger. I selve det øjeblik din broder beseglede

venskab med Rama, blev han kronet til konge af Lanka. Rama kronede ham selv! Da aberne

fandt ud af, at jeg var kommet til deres lejr som din kurer, fangede de mig og pinte mig

forskellig vis. Jeg svor i Rama’s navn og kaldte mig ham, at han skulle frelse mig. Derfor

tillod de mig at tage derfra uden at være blevet lemlæstet og med min næse og mine ører

intakte. Om jeg så havde tusind tunger, vil jeg ikke kunne beskrive styrken af disse abehærer.

Hvilken strålende forsamling af enorme krigere de udgør! Der er abe-krigere med

mange forskellige hudfarver, aldre, grader, fysisk størrelse og styrke. Man ryster af skræk, når

man ser dem. Selv det at se dem for sit indre blik, eller det at tænke dem, er en

skrækindjagende oplevelse. Tænk den ene abes styrke, der dræbte din søn og reducerede

hovedstaden til aske! Det er alt sammen resultatet af, at de er refleksioner af Rama’s

uovervindelige kræfter. På grund af denne symbolske kraft bliver selv den mindste unge blandt

aberne til et forfærdende uhyre. Der findes abe-krigere med forskellige navne. Hver enkel af

dem er udstyret med kræfter, der svarer til mange elefantflokke. Dwivada, Mainda, Nila, Nala,

Angada, Vikata, Dadhimukha, Kesari, Kumuda, Daja, Gavaksha, Jambavan – det er

generalerne. Enhver af dem besidder den samme styrke og de samme militære evner som

75

75


deres hersker, Sugriva. Der findes hundrede tusinder flere blandt dem, der er lige så stærke.

Det er umuligt at tælle deres antal. Abernes raseri og vildskab kan tilintetgøre Jorden, Himlen

og de nedre regioner som var de alle blot stakke af halmstrå. Herre, jeg hørte, at deres antal

er 18 milliarder. Hver milliard abe-krigere har en tapper general som leder! Jeg fandt ikke en

eneste abe, fra den største til den mindste, der tvivlede deres sejr. Ej heller var der nogen

af dem, der udviste det mindste tegn nervøsitet, her umiddelbart før de begyndte

marchen. Alle spændte de deres muskler, så de var parat til at knuse denne by. De venter blot

Rama’s signal. Indtil nu har de ikke fået det.”

25.4. ”Hvad enten havet viger for dem, gør plads for dem og giver dem frit lejde eller ej, så er

de fast besluttet at bygge en bro af sten og klipper og derved få held med deres

foretagende. De blotter deres tænder; de skærer tænder; de praler af, at de vil presse Ravana

helt ud af form og reducere ham til en håndfuld blødt mos. Alle, der lytter til deres hoverende

brøl og udfordrende råb, bliver ramt af frygt. I samme øjeblik de hører navnet Ravana, bliver

de så rasende, at de rykker gigantiske træer op fra grunden. I vred demonstration af deres

had svinger de truende med træerne. I deres ivrighed efter at ødelægge denne by svinger,

gynger, frembruser og brøler de konstant. De har også frygtindgydende bjørne med. Disse

bjørne kan måle sig med aberne i styrke. Som kronen værket har de Rama som deres

leder. Han er i stand til at besejre millioner af dødens guddomme. Hundrede tusinder af

slanger, der hver især er velsignet med tusind hoveder og tunger, kan ikke yde fuld

retfærdighed, hvis de bliver bedt om at beskrive Rama’s heltemod og militære evner. Med en

pil, affyret fra hans bue, kan han endog tørlægge havet.”

25.5. Ravana’s reaktion den rapport, som spionen og kureren aflagde, var en skraldende

latter. Han sagde: ”Skam dig! Du har lyttet til de abers plapren, der omgiver ham; du har

lyttet til ærkekujonen, Vibhishana. Derfor priser du nu den tåbe så højt. Det er ren og skær

nonsens at beskrive styrken og heltemodet hos simple eksistenser som aber. Nok! Nok! Kan

aber nogen sinde være så stærke! For længe siden hørte jeg rigeligt om denne Sugriva’s

kræfter og styrke. Og hvad kan denne kujon, Vibhishana, der nu er blevet hans betroede,

gøre? Kan han bidrage med nogen rigdom; kan han medvirke til Rama’s sejr; kan han vise

Rama en udvej?”

25.6. For sig selv kunne kureren blot sukke over og begræde den mangel intelligens, som

Ravana udviste. I ærbødighed samlede han sine håndflader og stod tavs. Nu flåede Ravana

konvolutten med det brev, som Lakshmana havde sendt, op. Efter at have studeret det

omhyggeligt, gav han det til sine ministre. Han sagde: ”I er som thithiri-fuglen, der er bange

for, at himlen vil falde ned over dens unge, netop flyvefærdige unger! Den stakkel! Den

beskytter dem ved at anvende sit hoved som dække og holde det over de små unger! Kan

himlen nogen sinde falde ned og dræbe fuglene?! Kan disse eneboere, disse ritual-tossede

præster, der forsøger at skræmme mig med en byge af ord, nogen sinde få held med sig?”

Suka, kureren, iagttog et stykke tid Ravana’s store heltemod. Så afbrød han Ravana med

ordene: ”Herre! Hvad jeg netop har sagt, er den fulde sandhed. Læs dette brevs indhold godt

og omhyggeligt. Derefter bør du handle uden nogen bitterhed, fortørnelse eller stolthed. Lyt!

Opgiv den fjendtlighed, du har udviklet. Rama er meget blød om hjertet og meget medfølende.

Han er Herre over de tre verdener. Hvis blot du henvender dig til ham, vil han tage dig under

sin beskyttelse og værne dig mod fortræd. Han vil tilgive alle dine forkerte handlinger. Overgiv

Sita til ham. Ret dig efter min bøn.” Kureren bønfaldt klagende om, at Ravana frelste sig selv

fra den sikre undergang.

25.7. Mens kureren kom med sine indtrængende bønner, blev Ravana’s øjne røde af vrede og

skam. I ren og skær protest brølede han: ”Hvad! Tror du, jeg er kriminel? Sendte jeg dig, oh

tåbe, af sted for at du skulle overgive dig til disse pludrende babyer i skoven? Din frækhed og

nærvished kan ikke blive værre.” Idet han steg ned fra sin trone, sparkede han fyren ud af

Audiens-salen. Dæmonen, Suka, flygtede til Rama’s lejr og søgte tilflugt der. Men da aberne

endnu engang så ham blandt sig, fik de lyst til at angribe ham. De beherskede sig imidlertid og

76

76


afventede Rama’s ordre. Sugriva førte Suka hen til Rama. Suka knælede for Rama, og

detaljeret berettede han sin historie og skæbne. Han bad om at måtte blive accepteret

samme måde, som Vibhishana var blevet det. Han bad om at blive beskyttet af sin nye Herre.

Rama, der er selve legemliggørelsen af medfølelse, kaldte abe-lederne til sig. Han gav dem

ordre om at byde deres nye broder, Suka, velkommen. Suka blev overvældet af

taknemmelighed, og han erklærede, at han havde nået sit livs mål.

25.8. Rama bad nu Lakshmana om at hente sig sin bue og pile. Da Lakshmana kom med det

ønskede, sagde Rama: ”Arrogante og overlegne personer fortjener ingen venlighed.

Ondsindede og ubarmhjertelige personer fortjener ingen eftergivenhed. Personer, der af natur

er gniere, fortjener ingen moralske lektier. Egoistiske personer fortjener ikke at få gode råd.

Grådige personer kan ikke få gavn af at holde sig til forsagelse. Personer, der er hjemsøgt af

vrede, fortjener ingen gode råd om, hvordan de kan leve i fred. Personer, der er ofre for

vanvittige begær, fortjener ikke at få udlagt de åndelige tekster. Saltholdige marker fortjener

ikke såsæd. På tilsvarende vis fortjener dette hav, der ikke giver efter for venlige bønner,

ingen barmhjertighed.” Da han havde sagt det, satte han en pil sin bue. Lakshmana var

nervøs for, hvilken konsekvens det ville få for havet. Blot det at Rama forberedte sig at

skyde en pil ned i dets dyb, gjorde havet oprørt. Dybets beboere led de frygteligste kvaler.

Som var de rædselsslagne, begyndte bølgerne at skrige. Bølge efter bølge rullede hen mod det

sted, hvor Rama stod. Blidt omsluttede de hans fødder, som bad de om nåde. På det tidspunkt

hørtes en stemme; det lød, som kom den fra Himlen: ”Herre! Der er to generaler i området,

Nala og Nila, der er mål for en forbandelse, der blev afsagt af en vismand. Denne forbandelse

kan nu blive anvendt som en velsignelse. Lyt. Historien vil blive fortalt nu.” Havet selv fortalte

nu i detaljer Rama om denne alvorlige hændelse.

25.9. ”Der var engang mange eneboere, der levede i hytter flodbredden. Mens de var unge,

gik disse to, Nala og Nila, ind i nogle af disse eneboerhytter. Mens vismændene sad fordybet i

meditation, snuppede de to knægte de hellige ikoner, kaldet saligrams (hellige, sorte sten).

Nala og Nila plejede at kaste dem ned i floden. Vismændene blev rasende over denne

helligbrøde, og de kastede en forbandelse dem. Den lød: ’Drenge! Må alle de ting I kaster i

vand aldrig synke; må de i stedet flyde. Og må de blive præcis der, hvor I har smidt dem, selv

om vandet strømmer hurtigt og i store mængder’. Derfor vil ethvert klippestykke, I måtte

smide, flyde præcis det sted, hvor det lander, hvis blot jeres navn er indhugget i hver

eneste sten og hvert eneste klippestykke. Jeres rygte er godt, det er slet ikke dårligt. Så derfor

vil selv vældige bjergtinder kunne flyde og danne en bro, hvis de bliver smidt i havet af jer.

Jeg vil også hjælpe; jeg vil bidrage med min del. For når det er sandheden, man leder efter,

skal hele naturen tjene den, der søger.” Rama besluttede sig for ikke at affyre den pil, han

havde fastgjort buestrengen, imod havet. Men eftersom hans pil, når den en gang var sat

buestrengen, skulle træffe et mål, sigtede han et skovområde langt væk. Som en

konsekvens af at blive ramt af denne pil, blev området forvandlet til tør ørken.

25.10. Rama sammenkaldte ministrene og gav dem ordre til at opføre broen tværs over havet.

Hanuman sagde: ”Herre! Dit navn er den bro, der sikkert kan føre mennesket over Livets Hav.

Hvilken bro kan være stærkere og mere sikker end den?” Jambavan, den gamle general,

sagde: ”Herre! Din overlegne dygtighed, der er som en rasende kæmpebrand, kan udtørre

denne vandmasse. Havet er sikker at blive fyldt til randen igen af tårer fra de kvinder

Lanka, der bliver gjort til enker i løbet af den forestående kamp mod Ravana og hans hære.”

25.11. Rama smilede af disse hengivnes enkle og oprigtige loyalitet og tapperhed. Jambavan

mindede Nala og Nila om den forsikring, som var blevet givet af den usynlige kilde, som var

ingen anden end selveste havet. Han mindede dem om den gavn, som de nu kunne få af den

forbandelse, som de havde kaldt sig, da de var unge. Jambavan gav dem besked at

indsætte Rama i deres hjerte og smide bakker, små høje, bjergtinder og klippestykker i havet.

Nu løb de tapre aber af sted i alle retninger. De bragte hele høje og så videre tilbage deres

hoveder og skuldre, som var de lette som de bolde, man bruger til leg. De stod i én lang

77

77


ække og videregav ’bygningsmaterialerne’ fra skulder til skulder, alt imens de højlydt gentog

Rama’s navn. Fra tid til anden rykkede de også vældige træer op med rode og lod dem gå fra

hånd til hånd til det sted, hvor broen var nået til. Her stod Nala og Nila og kastede

materialerne i vandet.

25.12. Hele den dag arbejdede aberne uden pause og uden tanke mad eller næring. På den

første dag byggede de en længde 56 km. Forfrisket af en god nats søvn stod de op før

daggry. De stod op i den hellige periode tidligt morgenstunden og genoptog arbejdet. Med

høje bifaldsråb råbte de: ”Sejr til Sri Ramachandra, vores Herre”, og de skyndte sig til landets

forskellige hjørner for at lede efter høje, bjergtinder og så videre. De bragte det hele hen til

det sted, hvor broen var nået til og dyngede dem op, så de var klar til Nala og Nila.

25.13. Den anden dag blev broen forlænget med yderligere 80 kilometer. Den næste dag var

de i stand til at bygge en ekstra længde 84 km. Den fjerde dag så broen blive udvidet med

yderligere 88 km. Og den femte dag gjorde de den 400 km lange bro færdig ved i en

succesfuld slutspurt at opføre yderligere 92 km.

25.14. Nala og Nila bekymrede sig hverken om udmattelse eller behovet for hvile. Hele tiden

havde de været opsat at fuldbyrde den opgave, som Rama havde tildelt dem; den opgave

de skulle løse, for at Rama kunne gennemføre sin mission. De var nu i stand til at

bekendtgøre, at broen var færdig. Den var færdig, fordi Rama’s navn og skikkelse altid havde

været læberne og i sindet hos dem, der havde arbejdet hårdt for broens færdiggørelse.

25.15. Gennem Sugriva blev Rama informeret om, at den 400 km lange bro, som han havde

bestemt sig for at få bygget, var færdig og klar til brug. Rama og Lakshmana var glade over

abernes hengivenhed og pligttroskab. De var glade for, at aberne havde afsluttet arbejdet så

hurtigt og så godt. Rama beordrede abernes hersker, Sugriva, til at sende en ordre ned langs

den lange række af aber. Ordren lød, at den enkelte abe skulle anbringe den bakke eller det

klippestykke, vedkommende bar , det sted, hvor vedkommende stod. Herefter skulle de

hvile lidt, før de vendte tilbage til lejren. Sugriva gav ordren videre til dem, der var i færd med

at videregive ’bygningsmateriale’ fra skulder til skulder til brug for broen. På det tidspunkt var

Hanuman i færd med at transportere en vældig bjergtinde fra det fjerne nord. Da han hørte, at

Rama havde givet ordre om, at den skulle sættes ned, kastede han den ned nær Brindavan

(området hvor Krishna langt senere legede i sin barndom), hvor han befandt sig det

tidspunkt. Han blev overrasket over at høre et højt klageråb fra den faldne bjergtinde. ”Ak!”,

råbte den. ”Jeg har mistet muligheden for at tjene Rama.” Bjerget kunne hverken trøstes eller

opmuntres. Da Hanuman overfor Rama nævnte, hvilken tilstand bjergtinden befandt sig i,

smilede Rama skønnende. Han sagde: ”Aha! Selv bjerge længes ivrigt efter at deltage i

denne opgave!” Han udtrykte glæde over deres entusiasme. Han sagde følgende til Hanuman:

”Drag hurtigt af sted. Trøst bjergtinden. Fortæl den, at den ikke skal være ked af det. På et

tidspunkt i den kommende Dwapara-tidsalder (den tredje i cyklusen af i alt fire tidsaldre), skal

jeg holde dette bjerg højt hævet min håndflade i syv dage og syv nætter. Når bjerget hører

det, vil det blive glad.” Denne forsikring bevirkede, at bjerget blev det Govardhana bjerg, som

Herren (i skikkelse af Krishna) holdt i vejret, som det var blevet lovet i Tretha-tidsalderen (den

anden i cyklusen af i alt fire tidsaldre).

25.16. På femtedagen sad Rama ved kysten. Han blev glad, da han så den færdige bro. ”Oh

aber!”, sagde han. ”Jeres hengivenhed og evne til at tjene er hinsides beskrivelse. Gennem

jeres pligttroskab har I vundet mit hjerte.” Nu trådte Vibhishana frem og sagde: ”Herre! Vi

skal drage til Lanka i morgen, derfor ønsker jeg at rette en bøn til dig. ” Rama svarede: ”Hvad

er der? Fortæl mig det.” Vibhishana fortsatte: ”Ravana er en inderlig tilbeder af Siva. Han har

en intens tilknytning til dette aspekt af det guddommelige. Alligevel er det sikkert, at han snart

vil møde døden for din hånd. For at mindes hans hengivenhed over for Siva, beder jeg om

følgende: At du, dagen før du drager mod Lanka for at rejse ind i landet via denne bro,

78

78


indsætter en Siva-lingam her. (Ægformet sten; Siva's symbol; det formløses form;

symboliserer formens sammensmeltning med det formløse). Når folk i de kommende

århundrede drager til Lanka ad denne rute, kan de tilbede denne Siva-lingam og huske

disse hændelser. De vil i sandhed være heldige at få sådan en oplevelse. Lingam’en vil blive

hyldet af dem som værende det guddommelige symbol, der blev installeret af Rama. Når

broen med tiden er eroderet og smuldret, kan stedet for broens placering blive fastsat af

fremtidige generationer ved hjælp af den lingam, der bliver tilbedt her.” Rama var glad for

forslaget. Han sagde: ”Jeg vil opfylde dit ønske. Du er Lanka’s fremtidige hersker, og for at

behage dig er jeg parat til at opfylde dine ønsker, hvad end de måtte indebære.” Nu beordrede

Sugriva aberne til at fremskaffe alle de nødvendige rekvisitter til installationen af lingam’en.

Han ønskede, at der blev tilvejebragt en imponerende lingam, og han sendte Hanuman ud for

at finde en. Rama højtideligholdt den ceremonielle afvaskning af lingam’en med vand fra

havet. Herved fremmanede han livskraft, vitalitet og nåde i den. Rama’s ord havde samme

effekt som et mantra eller en hellig formel, så intet andet var nødvendigt for at helliggøre

lingam’en. Aberne sang hymner og deres begejstrede råb gav genlyd fra himlen. Mens

hurraråbene gjaldede fra abe-flokken, der stod rundt omkring dem, hjalp Sugriva og

Lakshmana Rama med at placere lingam’en rette plads og med at afslutte

indvielsesceremonien.

25.17. Nu begyndte aberne deres march over broen. De gik i sædvanlig marchorden med et

billede af Rama i deres sind og med Rama’s navn deres læber. Hele scenen var ubeskrivelig

ophøjet. Rama og Lakshmana stod broen og så havets bølger, der slog mod begge sider

af broen. Rama’s tilstedeværelse, Barmhjertighedens Havs tilstedeværelse, løftede havets

ånder op fra dybet. Bølger rejste sig for at få et glimt af Rama. Havets beboere tittede op over

vandet og boltrede sig muntert i glæde over synet af Rama. De frigjorde sig fra deres naturlige

beskaffenhed og stirrede længe og begærligt Rama’s guddommelige skikkelse. Lige der

hvor broen sluttede, havde aberne oprettet en lejr Lanka. Så da fortroppen nåede

højdepunktet, hvor broen forbandt sig med Lanka, spredtes nyheden om abernes komme ud

over øen. Snart nåede Rama, Lakshmana, Sugriva og Vibhishana, der havde krydset havet i

langsomt tempo, også hovedporten ind til lejren Lanka. Idet de udførte Rama’s ordre,

plyndrede aberne hele træer for alt spiseligt. De dansede af glæde, de spiste træernes frugter

og kastede grenene og kvistene ind over Lanka bys brystværn. De smed vældige kampestene

over bymuren og lod dem falde ned gaderne. De opsøgte og antastede dæmoner, der gik

alene rundt uden for byen. De drillede og plagede dem, de pinte og truede med at vride halsen

om dem. Det var umuligt at forhindre abernes spillopper.

25.18. Inden længe modtog Ravana nyheden om, at fjenden var ved byporten. Skønt han

havde ti halse, havde Ravana indtil nu blot anvendt én strube til at kommunikere med. Men i

vrede og had brølede han nu med alle ti. Han huskede ikke , at det var et dårligt varsel at

tale gennem de ti struber! For lang tid siden var der blevet kastet en forbandelse ham. Den

gik ud , at når han talte gennem alle sine ti struber, så ville hans endeligt nærme sig. Få

sekunder inde i hans brøl huskede han forbandelsen og blev bange for dens kendsgerning.

Men ligegyldig hvor meget han forsøgte at kontrollere de ivrige struber, så kom hans stemme

ud af dem alle ti. De dæmoner, der bemærkede denne mærkelige hændelse, udledte, at

undergangen var nært forestående, nu da Rama og hans abe-hær var draget ind Lanka. De

sad midt blandt deres hustruer og børn og jamrede sig over, at deres liv ville slutte denne eller

den næste dag. De besluttede sig for at anvende den korte tid, de havde at råde over, til

munter fest og sanselige lyster. ’Når udryddelsen er nær, flygter forskelsbehandlingen langt

bort’, som ordsproget lyder.

25.19. Selv om Ravana vidste, at forbandelsen ville gå i opfyldelse, afviste han advarslen. Han

sagde til sig selv, at intet ondt ville hænde ham. Han gik ind i dronningens gemakker, for han

var bange for, at ministrene kunne se hans ansigtsudtryk, at han var overvældet af

bevidstheden om forbandelsen. Ravana sank hen i bekymring og sorg. ”Vil de, lige som da min

79

79


søster faldt i deres hænder, skære næserne og ørerne af mine ti hoveder? Eller vil de skære

alle hovederne af?” Det var den form for frygt, der plagede ham.

25.20. Han fik øje Mandodari. Hun opdagede, at Ravana var fortvivlet. Hun bestemte sig for

at give ham nogle gode råd. Hun tog hans hænder i sine, og med en blød og venlig stemme

sagde hun: ”Herre! Lyt venligst til mig. Opgiv din vrede og læg mærke til mine ord. Tænk

derefter omhyggeligt over dem. De personer, vi gennem ærbødighed og hengivenhed kan

vinde noget fra, bør vi ikke tænke at vinde noget fra gennem had og modstand. Under

sådanne omstændigheder er vi nødt til at søge tilflugt til intellektets tankegang. Hvis vi

modsætter os sådanne hellige personer, vil det ikke føre noget godt med sig. Du kan ikke opnå

sejr, hvis du kæmper mod Rama. Ildfluer kan ikke besejre Solen. Lyt til mig. Drag nu hen og

få fat i Sita. Og når du sikkert bringer hende tilbage til Rama, så knæl for ham og bed om

forladelse. Lad være med at ødelægge dit liv, tilintetgøre Lanka og ofre landets kvinders og

børns liv. Ihærdigt at fastholde din beslutning om at kæmpe er ikke linje med den

hengivenhed og pligttroskab over for Gud, som du er berømt for. Hvis du holder fast i denne

rædselsfulde beslutning, vil selv Siva, som du hidtil har behaget, helt sikkert holde op med at

støtte dig. Alene gode handlinger kan vinde Guds nåde. Hvordan kan Gud belønne og

værdsætte sådanne grufulde handlinger?”

25.21. I lang tid talte Mandodari denne måde, idet hun således forsøgte at forbedre hans

fremtidige adfærd og frelse ham fra tilintetgørelse. ”Herre! Du er mig lige så kær som mit eget

liv. Lyt! Rama er ingen almindelig menneskelig prins. Han er den selv samme person, der

tilintetgjorde Madhu og Kaitabha, der nu er kommet igen! (Brødre og dæmoner der blev født

ud af Vishnu’s ørevoks, og som Vishnu senere dræbte). Han er den selv samme person, der

dræbte Hiranyaksha (der blev dræbt af Vishnu’s avatarskikkelse som vildsvin), og

Hiranyakasipu (der blev dræbt af menneske-løven Narashimha, der var en Vishnu avatar).

Han er Herren, der trampede kejser Bali’s hoved. (Kejser Bali blev ydmyget af dværgen

Vamana, der var en inkarnation af Vishnu). Han pillede den tusindarmede

Karthaviryarjuna’s stolthed fra hinanden. (Karthaviryarjuna var en konge, der grund af sin

stolthed blev styrtet af Parasurama, en Vishnu avatar i menneskeskikkelse). Hvorfor skulle du

så prale med dine blot tyve armes kræfter? Rama bliver tilbedt over hele verden. Han er den

mest gunstige skikkelse. For lang til siden fortalte du mig selv, at Brahma havde fortalt dig, at

Gud ville inkarnere som Rama for at befri Jorden fra grusomhedens og ondskabens byrder.

Husker du det ikke? Når du nu er bevidst om alt det, hvordan kan det så være, at du ikke

opgiver denne vej og erkender sandheden? Aflever Sita; aflever Ærbarhedens Højdepunkt, De

Gode Dyders Diadem, Skønhedens Uforlignelige Ædelsten. Lad os derefter krone vores søn

som regent over dette land. Lad os så tilbringe resten af vore dage i fred og overmåde glæde i

Rama’s umiddelbare nærhed. Åh! Hvor er din broder heldig! Han går rundt i Rama’s nådes

kølige skygge. Det er ikke for sent. I dette øjeblik skal du skynde dig hen til Rama, der

befinder sig ved selve indgangen til Lanka by. Her skal du falde for hans fødder og bede om

forladelse.”

25.22. Mandodari græd, da hun sagde dette. Hun lå helt sammenrullet for sin herres fødder,

mens hun bønfaldt ham om at passe , mens der endnu var tid. Hun bønfaldt ham om straks

at træffe foranstaltninger til at frelse sig selv og sit rige, sit folk og sit ry. Ravana rejste hende

op og tørrede hendes øjne. Han sagde: ”Min kære! Hvorfor er du så nervøs? Hvor stammer al

den frygt fra; dette mangel mod? Herskere fra alle de otte verdenshjørner er blevet

besejret af mine væbnede styrker. Døden vover ikke at komme mig nær. Giv ikke efter for

frygt. Ubevidst om min styrkes dybde og omfang priser du den svækling til Rama til skyerne.

Du gør det oven i købet i min nærhed!” Med disse ord forlod han dronningen og gik hen i

Audiens-salen, hvor han straks satte sig sin trone. Mandodari lagde mærke til, hvad der

rørte sig i ham, og i hvilken retning hans tanker gik. For sig selv sagde hun: ”Sikke en tåbe!

Det her er den uundgåelige skæbne for personer, der ikke opgiver deres kunstige stolthed.

Gode råd kan ikke trænge ind i deres sind. Når man lider af feber, smager søde sager bittert.

80

80


Nu lider han af stolthedens modbydelige feber, derfor bliver gode og velmenende råd afvist af

ham, som var de en bitter gift. Hvad mere kan jeg gøre?” For sit indre så hun de ulykker og

den sorg, der forestod Lanka. Hun følte, at det ville være bedre selv at afslutte sit liv, før hun

skulle være vidne til og dele al den forestående elendighed og sorg. Med et tungt hjerte og

med sindet fæstnet Rama gik hun ind i sit sovegemak og smed sig sengen.

25.23. I mellemtiden havde Ravana sendt bud efter sine ministre. De var gået i gang med at

træffe forberedelser til den kamp, der var nært forestående. ”Dæmoner!”, tiltalte han dem.

”Aberne, bjørnene og de mænd, der nu angriber os, er som småbidder, der næsten ikke er

værd at sluge. Mist ikke modet; lad være med at tøve eller diskutere. Kast jer ud i kampen.

Gør jer parat”, skreg han. Men Prahastha (Ravana’s søn og minister) rejste sig fra sit sæde.

Med håndfladerne presset mod hinanden, sagde han: ”Dæmoner! Lad os ikke afvige fra den

rigtige vej. Herre! Dine ministre siger det, der er linje med dine ønsker. Men det vil ikke

sikre succes. En enlig abe krydsede havet. Da den kom ind i vor hovedstad, udførte den

mange fantastiske bedrifter. Dengang kunne disse ministre og disse hære ikke sætte en

stopper for abens ødelæggende narrestreger. Du siger, at aber er som småbidder, der næsten

ikke er værd at sluge. Godt, men da denne abe var her, hvem opfattede den da som en

ubetydelig småbid? Var der ingen, der var sultne? Da den brændte byen ned, havde disse

ministre tydeligvis ingen appetit! De ord, der kommer over disse ministres læber, forekommer

dig måske at være meget tiltalende. Men som tiden går, vil konsekvenserne af deres ord

medføre alvorlige katastrofer. Tænk over det i dine stille stunder. Rama har slået lejr

Suneela-bjerget uden for byen. Han kom over havet via en bro, de har opført. Med sig har han

en hær bestående af utallige aber. Kan en sådan person blot være et menneske? Hvis du tror

det, så opgiv den formodning. Du skal ikke sludre løs, som når munden løber af med dig. Lad

være med at lytte til disse ministres talekunst. Lad også være med at fordømme mig som

værende en kujon, der er bange for kamp. Tro mig og den presserende karakter af mit

råd; tro rigtigheden i mit råd. Tag Sita med dig i dette øjeblik og overgiv hende til Rama,

idet du beder om forladelse. Det skridt vil frelse os, og det vil frelse Lanka. Så vil vi kunne

stå, at vi har reddet vores stamme fra tilintetgørelse. Det er den sejr, vi kan opnå. Hvis du

ikke følger mit råd, vil du stå over for nederlag og katastrofe. Gør dig klar i dette øjeblik. Din

berømmelse vil vare så længe, som Solen og Månen står himlen. Lad være med at erhverve

dig et navn, der vil blive opfattet som afskyeligt, så længe Solen og Månen står himlen.”

25.24. I frygtelig vrede og med en udfordrende optræden, der dækkede over hans frygt, gav

Ravana ham svar tiltale. Han rystede af raseri over det uspiselige forslag, som Prahastha

havde givet ham. Idet han løftede sin stemme til et vildt brøl, irettesatte han Prahastha i en

strøm af fornærmende skældsord. ”Tåbe! Hvem har lært dig sådanne fupnumre? Hvorfra har

du fået en sådan visdom? Man siger, at æblet ikke falder langt fra stammen. Du er født i min

stamme.” Rasende skar Ravana tænder. Han råbte skarpe og vulgære fornærmelser mod

Prahastha. Til sidst sparkede han sønnen ud af salen. Men før Prahastha helt forlod salen,

tydeliggjorde han sit standpunkt. Han fordømte sin fader og dennes overdrevne stolthed, der

havde gjort ham blind. Han sagde, at Ravana ville blive årsagen til dynastiets tilintetgørelse.

Han trøstede sig selv med, at for dem, der er dødsdømt og afventer deres sidste åndedrag, er

der ingen medicin, der hjælper. ”Så mine gode råd viser sig at være formålsløse for min

fader”, sagde han til sig selv. Han gik direkte til sin moder og fortalte alt, hvad der var hændt.

De var begge enige om, at der ikke var mere, de kunne sige eller gøre, som kunne føre ham

den rigtige vej. Så de satte sig sammen; de sank hen i kontemplation Rama og dennes

storslåethed.

25.25. Aberne rejste en dejlig lejr til Rama og Lakshmana Suneela-bjerget. De anrettede

bløde lejer til dem. Det gjorde de ved at dynge græs og blomster sammen og skabe dejlige

senge. Rama kom, så snart de var færdige. For at gøre dem glade satte han sig sengen.

Lidt efter lagde han sit hoved i Sugriva’s skød og faldt i søvn. Buer og pile blev holdt parat

begge sider af sengen. Aberne kradsede deres håndflader, der længtes efter at komme i gang

med at slås mod Ravana og dræbe ham. De holdt sig udelukkende tilbage, fordi Rama ikke

81

81


havde givet dem startsignalet. Hanuman, den heldige, og kronprins Angada masserede

ærbødigt Rama’s fødder. Lakshmana stod ved fodenden. Han stod parat med sin bue og sine

pile. Med étpunktet opmærksomhed iagttog han Rama’s ansigt. I det øjeblik så Rama ud mod

øst. Hans blik faldt Månen, der var i færd med at stå op over horisonten. ”Venner”, sagde

han. ”Se Månen. Der er en mørk plet Månen. Kan I ikke se den?”, spurgte han. De

svarede alle det, som de regnede med, Rama ville høre om pletten. Men Hanuman tilstod:

”Herre! Jeg ser ingen mørk plet Månen. Jeg ser den som dit ansigts refleksion. Så jeg ser

ikke den plet, du nævnte, eller nogen anden skønhedsfejl.”

25.26. Den nat tilbragte Rama sammen med aberne lige indtil daggry. De talte fornøjeligt

sammen og nød det dejlige selskab. Da dagen brød frem, tog Rama sit bad i havet. Her ved

kysten gennemførte han de forskrevne ritualer. Han sammenkaldte Sugriva’s ministre og

andre ledere og gav dem instruktioner vedrørende den opgave, der lå foran dem. Enstemmigt

vedtog de, at Angada, Vali’s søn og kronarving til abe-riget, skulle sendes til Ravana som

Rama’s udsending. Det skulle ske, inden man indledte angrebet Lanka. Rama kaldte

Angada til sig for at fortælle ham følgende: ”Søn! Du er stærk og retskaffen. Du er nødt til at

tage en mission til Ravana. Du skal råde Ravana klogt, varsomt, blidt og overbevisende. Du

skal gøre det uden at gøre ham endnu mere rasende.” Angada modtog herefter direktiver

vedrørende det tonefald, han skulle benytte, samt hvad det var, han skulle fortælle Ravana.

Efter at have knælet for Rama’s fødder tog han af sted. Idet Angada trak sig tilbage, sagde

han: ”Herre! Velsign mig med dine øjnes lykkevarslende blik. Jeg er i sandhed heldig, at jeg er

blevet betroet denne opgave. Hvad der end måtte hænde mig, mens jeg udfører den, så er jeg

parat til at ofre selve mit liv for dig.” Da han hørte disse ord fra Angada, smeltede Rama’s

hjerte af medfølelse. Rama gik hen til Angada, knugede ham ind til sit bryst og lagde sine

håndflader hans hoved, idet han velsignede ham.

25.27. Med Rama i sit hjerte og billedet af Rama’s skikkelse i sit sind gik Angada ind i

hovedstaden. Alle, der var opmærksomme og standsede ham vejen, skubbede han til side.

Han udstrålede stor selvtillid og tapperhed. På vejen stødte han en af Ravana’s sønner.

Dæmon-prinsen antastede ham og forhørte sig: ”Hør engang oh abe! Hvem er du, og hvorfra

kommer du?” Angada svarede: ”Jeg er Angada, Rama’s udsending.” Da han hørte det, løftede

dæmonen sin fod for at sparke til Angada. Men Angada var for hurtig for ham. Han greb fat om

hans fod, løftede ham i vejret og svingede ham rundt, indtil han knuste ham mod jorden! De

dæmoner, der havde været vidne til optrinnet, blev slået af forfærdelse. De indså, at aben

besad kæmpemæssige kræfter, og de holdt sig forsigtigt afstand. Nyheden spredte sig: Den

abe, der havde sat Lanka by i brand, var vendt tilbage! Den nyhed skabte udbredt forvirring og

frygt. Angada lagde mærke til, at ligegyldigt hvor han så hen, så han panikslagne grupper af

indbyggere, der holdt øje med hans mindste bevægelse. Det var ikke nødvendigt for ham at

bede nogle rydde vejen for ham. Så snart de så ham, skyndte de sig alle væk.

25.28. Til sidst gik han frygtløs ind i Ravana’s Audiens-sal. I stor hast bragte en af vagterne

Ravana nyheden om Angada’s ankomst. Ravana gav vagten ordre om at føre udsendingen til

ham. I overensstemmelse med denne ordre blev Angada bragt direkte hen til dæmonernes

hersker. Angada opfattede og så Ravana som et sort bjerg med bevidsthed. Hans tyve arme

var som grenene et kolossalt stort træ. Uden spor af frygt i sit hjerte gik han hen til

Ravana. Men alle, der var til stede i salen, skælvede i deres hjerte, da de så ham komme ind i

salen og fortsætte hen mod Ravana. De befandt sig i en form for bedøvelsestilstand. Ravana

spurgte Angada, hvem han var. Angada svarede: ”Jeg er Rama’s udsending.” Nu spurgte

Ravana ham om formålet med hans besøg. ”Oh Ravana!”, begyndte Angada. ”Du og min fader

er gamle venner. Med dit velbefindende for øje er jeg derfor kommet efter ordre fra Rama for

at give dig nogle fornuftige råd.” Blidt og overtalende fortsatte Angada: ”Du bortførte Alle

Verdeners Moder, kong Janaka’s datter. Du var ude af stand til at modstå stolthed, begær og

grådighed. Godt, lad fortiden hvile. Hvis du i det mindste i dag, i dette øjeblik, erkender den

kendsgerning, at du har begået en misgerning, så vil Rama tilgive dig. Beslut dig for at gøre

det, jeg foreslår; gør det uden tøven. Ellers vil du med dine egne hænder begrave din stamme

82

82


og dit kongerige i jorden.” Da Angada havde talt således, udbrød Ravana: ”Oh du mest nedrige

blandt aber! Du er i sandhed en tåbe. Måske er du ikke klar over, at jeg er din ’Guds’ fjende.

Hvad er dit navn? Hvilken forbindelse var der mellem mig og din fader? Vær ikke blind for

konsekvenserne af din tale.”

25.29. Angada grinede direkte over dette vredesudbrud. Han sagde: ”Oh du dæmonernes

konge. Mit navn er Angada. Min faders navn er Vali. Der var venskab mellem jer to.” Idet

Ravana hørte Angada’s ord, stivnede og tav han. Men snart overvandt han sin reaktion og

sagde: ”Sandt nok. Jeg husker godt, at der i fordums tid var en abe med det navn. Så du er

hans søn? Hej Angada! Du synes at være blevet født som en gnist ind i den stamme for at

tilintetgøre den.” Angada lo højlydt af Ravana’s udfordrende svar. Han sagde: ”Ravana! Dine

dage er talte. Du vil snart være sammen med din gamle ven Vali. Han vil kunne fortælle dig

om konsekvenserne af at sætte sig op imod Rama. Selv om du er udstyret med tyve øjne, er

du ikke desto mindre blind. Selv om du er belemret med tyve vedhæng, der kaldes ører, er du

ikke desto mindre døv. Fanget, som du er i uvidenhedens mørke nat, spankulerer du omkring i

stolthed, idet du proklamerer, at du er stor og mægtig! Den stamme, du planlægger at redde,

vil blive udslettet; det er planen. Synder! Modbydelige barbar! Du skurk, der er forblændet af

stolthed! Dæmon!” Da Angada skar tænder i vrede og overøste Ravana med forbandelser,

rejste dæmon-herskeren sig i en fart og råbte: ”Du abe, ødelægger af din egen race! Eftersom

jeg kender og anerkender den politiske morals regler, tåler jeg i stilhed din næsvished.” I

flammende vrede stirrede Ravana Angada. Men Angada blev overhovedet ikke virket af

dette demonstrative blik. Han gav svar tiltale. ”Oh dæmon-konge! Jeg har hørt meget om

din ’retskaffenhed’, dine ’gode dyder’ og din ’politiske moral’. Tænk alle de ’vidunderlige’

resultater, som din ’retskaffenhed’ har medført: Kidnapningen af en andens hustru,

fortæringen af sendebudet som din ældre broder, Kubera, sendte behørig vis; det er

højdepunkterne af din politiske moral! (Ravana’s halvbroder, Kubera, sendte engang et

sendebud for at bede Ravana om at holde op med at forøve så megen vold i landet. I raseri

dræbte Ravana sendebudet). Uden spor af skam praler du med disse hændelser, og du vover

at tale om din retskaffenhed og moral! Du satte ild til Rama’s sendebuds hale; det sendebud

der kom til dit rige. Alligevel hævder du nu uden skam, at du er bundet af regler fra de

åndelige tekster. Sådan opfører dæmoner sig. Du har overhovedet ingen ret til at udtale

ordene ’politisk moral’. Du er den afskyeligste synder.”

25.30. Mens Angada således uden afbrydelse eller tøven gav svar tiltale, blev hofmændene,

der var forsamlet i Audiens-salen, forfærdede og opfyldt af frygt. De spekulerede , hvad der

var dem i vente. Ravana talte igen. Han sagde: ”Lyt abe! Findes der blot en enkelt helt i din

lejr, der kan tage kampen op mod mig? Din Herre er nedbrudt af sorg over adskillelsen fra sin

hustru. For hver dag der går, sygner han mere og mere hen. Hans broder er virket og

svækket af synet af denne sorg. Og Sugriva? Eftersom du er arving til tronen, hader og

modarbejder han dig. Som et par fugle, der kæmper kanten af en flod, vil I begge en dag

falde i strømmen. I har begge jeres blik rettet mod det samme kongerige. Hvordan kan I så

kæmpe helhjertet og succesfuldt mod mig? Min broder, som I synes at stole , er en kujon.

En anden af jeres ledere, Jambavan, er for gammel til at være til nogen gavn. Nala og Nila er

blot ingeniør-soldater. De kender ikke kunsten at håndtere et sværd.”

25.31. Angada afbrød denne ordstrøm og erstattede den med sin egen: ”Ravana! En lillebitte

abe gik ind i din hovedstad og satte den i brand. Var der nogen tåbe, der troede det muligt?

Nu, hvor du ved, at det er sandt, nægter du, at denne abe er en tapper kriger. Jeg bliver ikke

mindste måde vred, når du erklærer, at der ikke er nogen i vores lejr, der kan besejre dig i

kamp. Ja. Teksterne vedrørende moralsk adfærd fastslår, at hvad enten det er venskab eller

fjendskab, så skal det udelukkende være mellem jævnbyrdige. Er der nogen, der vil rose en

løve for at have dræbt en frø? Det, at Rama skulle forsøge at dræbe dig, vil ganske utvivlsomt

være for lavt for hans status, og det vil være under hans værdighed. At dræbe sådan en

tarvelig og foragtelig fjende vil være en handling, der vil reducere hans storslåethed. De

regler, der er fastlagt for kriger-kastens opførsel, og som er dens kendetegn, er ophøjede og

83

83


ædle. Rama tilhører kriger-kasten. Du er en ondskabsfuld, afskyelig, vulgær synder, der blot

skal møde døden for lutter abers hænder.”

25.32. Ravana brød ud i en hensynsløs latter. ”Modbydelige abe! Du danser omkring i jubel og

hopper skamløst hid og did. Du danser efter den persons pibe, som holder fast i det reb, der er

bundet rundt om din talje. Du lærer de tricks, han lærer dig. Du gentager dem, når som helst

han befaler dig at gøre det. Han kan derefter indsamle nogle få mønter fra tilskuerne.” Angada

ville ikke finde sig i disse sarkastiske bemærkninger. Han udbrød: ”Du synes udelukkende at

vide noget om dyr. Du har ikke bekymret dig om at få kendskab til Herren, til Gud, til

skæbnen. Hvordan kan det være? Har aber ellers ikke lært dig mere, end du allerede vidste?

De har pillet dine haver og parker fra hinanden; de har dræbt din søn; de har reduceret din

hovedstad til en dynge aske. Ja. De er nødt til at udføre endnu en heltegerning. De er nødt til

at tildele dig en passende straf. Vi har givet dig mulighed for at undslippe den skæbne, du nu

skal møde. Jeg troede, at dit hjerte kunne blive helbredt ved hjælp af gode og ligefremme råd

samt den barske sandhed. Men nej. Du har ingen skamfølelse. Du ved ikke, hvad anger vil

sige. Du besidder ingen moral, ingen retskaffenhed. Sikke en skam! Du skærer stadig tænder i

vrede over Vibhishana og kalder ham navne som kujon og forræder. Du belemrer Jorden med

din kropsvægt; jo før du bliver ryddet af vejen des bedre. Du er værre end de hunde, der

hjemsøger dine gader. De besidder ikke det moralske fordærv, som du lider af. Du vil snart

komme til at erkende, at deres liv er bedre end dit.”

25.33. Uden hensyn til sædvane og god opførsel overdængede Angada Ravana med

skældsord. Ravana kunne ikke holde ud at høre disse heftige irettesættelser. ”Angada! Du

skal vide, at jeg er den helt, den frygtindgydende sværlemmede person, der ved hjælp af ren

og skær fysisk kraft og mod løftede Kailasa-bjerget. (Dette bjerg er Siva’s bolig). Denne

Ravana er den person, der lagde ikke blomster, men sine egne hoveder, som han rev af sin

egen krop, som offergaver ved Siva’s fødder. Jeg er den hengivne, hvis styrke er blevet

anerkendt af selveste Siva. Jeg er krigeren, hvis navn jager skræk og rædsel i den tapreste, og

hvis tilsynekomst spreder panik. Stop din pludren, der priser dig selv og dine beskyttere til

skyerne.” Men Angada var ikke i humør til at stoppe. Han fortsatte sit voldsomme angreb. ”Oh

du indbildske tåbe! Du skal ikke plapre løs den måde. Brug din vejrtrækning til noget

fornuftigt. Syng nogle sange til Rama’s pris. Overgiv dig til ham. Ellers vil Rama’s pil få dine

hoveder til at rulle fra dine skuldre, som var de bolde. I jubel og fryd vil aberne sparke rundt

med dem som i et boldspil. Jeg er nu engang budbringer for Sugriva, vores leder. Desværre

har jeg ikke fået nogen ordre fra Rama om at slå dig ihjel. Jeg ønsker heller ikke at berøve

dem chancen, ellers ville jeg et øjeblik have gjort ende dit liv og kastet dit kadaver i

havet.”

25.34. Mens Angada fremkom med denne trussel, voksede han til et rasende fænomen. Som

løver plejer at gøre, slog han i gulvet med sine håndflader. Jorden rystede så voldsomt

grund af virkningen fra disse slag, at kronerne Ravana’s hoveder også rystede og faldt ned

gulvet. Ravana faldt ned fra sin trone, men han genvandt hurtigt balancen. Angada

samlede fire af de ti kroner op fra gulvet. Han smed dem af sted med så stor en kraft og så

stor en præcision, at de faldt ned i Rama’s lejr. De faldt ned lige foran Rama. Aberne i lejren

blev slået af forundring over de mærkværdige genstande. Indbyrdes beskrev aberne de

juvelbesatte kroners fortræffelighed og skønhed. Rama vidste godt, hvilke kroner der var tale

om. Han fortale aberne, at kronerne, da de kom flyvende mod lejren, fremstod som Rahu og

Kethu, der forårsager formørkelse. (Se 19.3.).

25.35. Nu befalede Ravana følgende: ”Bind den abe. Tillad ham ikke at tage herfra. Æd ham.”

Efter at have givet denne befaling, trak han sig skyndsomt tilbage til de indre gemakker.

Angada råbte: ”Skam være med dig! Hvorfor alt det praleri med alle dine evner og kræfter?

Gå, kast dig selv i havets dyb og hold vejret, indtil du dør. Kvinde-tyv! Vellystige tølper! På

slagmarken skal jeg pille din tunge ud af munden dig. Jeg vil smide den som ædelse til

kragerne. Nu er du advaret.” I hadefuld vrede skar Angada tænder, da Ravana kom tilbage i

84

84


salen. Dæmon-kongen opfordrede dæmonerne i Audiens-salen til følgende: ”Løft ham op i

fødderne og smid ham gulvet; kløv hans hoved.” Nu rejste Meghanada sig fra sit sæde. Han

greb fat i Angada’s ben. Med stor kraft trak han i dem for at vælte aben. Flere andre dæmoner

skyndte sig hen for at hjælpe, men ligegyldigt hvor mange de var, så kunne de ikke bevæge

Angada’s fødder så meget som et lille bitte stykke. Stærkt ydmyget og ude af stand til at

beslutte, hvad de nu skulle gøre, trimlede dæmonerne blot rundt gulvet. Nu forsøgte

Devakantaka forskellige greb for at få flyttet abens fødder. Også han mislykkedes vanærende.

Til sidst forsøgte Ravana selv at udføre den umulige opgave. Han tog fat om Angada’s fødder.

Han ønskede at løfte ham og smide ham voldsomt i gulvet. Angada grinede af Ravana’s

tåbelighed. Han sagde: ”Ravana! Nej Ravana, det er ikke disse fødder, du skal berøre! Læg

dine hænder Rama’s fødder. Gør det med et oprigtigt tegn overgivelse. Det vil befri dig

for frygt og trældom.”

25.36. Med disse ord rystede Angada sine fødder for at få sluppet grebet. Trykket fra denne

rystelse var så uventet og så stærkt, at Ravana ramte gulvet. Et kort øjeblik mistede han

bevidstheden. Hans stolthed og ære blev ødelagt. Skamfølelsen bredte sig over hans ansigt.

Han så ud som Månen i fuldt dagslys, bleg og sølle. Angada så hans sørgelige forfatning.

Han mente ikke, at han skulle fortsætte sin samtale med denne kujon. Han huskede , at

Rama havde bedt ham om udelukkende at give Ravana nogle gode råd. ”Denne fyr vil ikke

rette sig efter gode råd. Han vil ikke erkende sin fejl og begynde at gøre det rigtige. Han

holder fast ved sin modbydelige natur. Alene en krig kan give en effektiv helbredelse.” Idet

Angada drog denne konklusion, tog han af sted for at bringe sig i Rama’s fødders hellige

nærhed. Da han nåede derhen, fremlagde han rapport om alt, hvad der var hændt.

25.37. Overvældet af skam og frygt gik Ravana ind i dronningernes gemakker. Mandodari

bemærkede Ravana’s blege og modfaldne fremtoning. Hun sagde: ”Kan du i det mindste ikke

nu opgive din tåbelige hårdnakkethed? At udvikle fjendskab mod Rama vil medføre en

katastrofe for selve kongeriget. Du var ikke i stand til at træde over den linje, der blev trukket

af Lakshmana. Hvordan kan du så gøre dig forhåbninger om at besejre ham i kamp? For dem

er dine kræfter og evner ikke mere virkningsfulde end tørre blade. Dine tilhængere kunne ikke

overmande de budbringere, de sendte. Kan du nogen måde håbe at besejre dem, når

millioner af dem invaderer landet? Du var ikke i stand til at bevæge Angada’s fødder så meget

som en millimeter. Alligevel håber du at fange og binde millioner af sådanne aber! Jeg er

forpint over, at du, trods af alle de erfaringer du har gjort dig, stadig holder dig stædigt til

din beslutning. Vores søn blev dræbt. Vores hovedstad blev reduceret til en bunke aske.

Træerne i dine haver og parker blev revet op med rode. Utallige dæmoner blev som bolde

kastet op i luften og dræbt i faldet. Hvor var din styrke og alle dine evner, da alt dette skete?

Pralende erklæringer kan ikke føre disse aber nogen skade.”

25.38. ”Herre!, bønfaldt Mandodari. Tilgiv mig disse ord. Du tager alvorligt fejl, når du opfatter

Rama som værende blot et menneske. Han er universets Herre. Han er en uovervindelig helt.

Du er allerede bevidst om omfanget af hans magt og tapperhed, er du ikke? I dit indre bør du

stille og roligt genkalde dig de sandheder, som Angada fortalte dig. Husk! Du havde sæde i

forsamlingen af konger i kong Janaka’s store sal for at stille din styrke og dine evner til skue.

Men det lykkedes dig ikke at flytte Siva’s bue så meget som en lille smule. Rama løftede den,

som var det blot en spøgefuld kraftanstrengelse, og smed buen til side i to knækkede halvdele.

Denne kraftanstrengelse så du med dine egne øjne. Hvis du stadig ikke opgiver din tåbelige

hårdnakkethed, er det et tegn , at din undergang er nært forestående. Hvad kunne du stille

op, da din egen søsters, Surpanakha’s næse og ører blev hugget af? Skammer du dig ikke over

at proklamere og prale med din styrke og tapperhed efter alle disse oplevelser? Rama dræbte

Vali med en enkelt pil. Var Vali en almindelig fjende? Nu er Rama kommet med sin hær af aber

og har slået lejr Suneela-bjerget. Rama er selve legemliggørelsen af retskaffenhed og

moral. Hvorfor skulle han ellers sende en udsending til dig for at rådgive dig om, hvordan du

stadig kan frelse dig selv? Denne udsending har forsøgt at vende dit sind, så det er rettet mod

Rama. Men du opgiver ikke din stolthed. Du skønner ikke den moralske dømmekraft, der

85

85


evæger Rama. Du forstår ikke de gode egenskaber, der animerer den i allerhøjeste grad

hellige person, der har sendt udsendingen til dig. Du forårsager dit eget kongeriges

undergang! Hvad kunne du stille op lige før, da du ønskede at smide Angada ud; sendebudet

der kom ind i din Audiens-sal? I deres lejr er der tusinde, nej hundredtusinde af aber, der er

mægtigere og mere destruktive end han er. Lyt til mine ord. Opgiv denne dæmoniske

lidenskab. Drag hen og overgiv dig til Rama.” Dronningens ord mindede Ravana om hændelser

i fortiden, og de ramte hans hjerte som skarpe pile.

25.39. I mellemtiden gryede en ny dag. Som selve personificeringen af ondskabsfuld stolthed

gik Ravana ind i Audiens-salen og satte sig tronen. Angada’s og Mandodari’s ord roterede

og rasede rundt i hans hoved. På samme måde som Jorden og himlen roterede ham rundt,

roterede planer, frygt, intriger og gætterier rundt i hans hoved. Men intet af det fulgte det

rigtige spor, for den dag, hvor den dæmoniske stamme ville blive udslettet, nærmede sig.

25.40. Ravana antastede en dæmon ved navn Vidyutjihva og sagde: ”Kammerat! Anvend dine

magiske evner og bring mig reproduktioner af Rama’s hoved så vel som af hans bue og pile.

Når Sita ser disse efterligninger, må hun tro, de er ægte. Hun må blive kastet ud i sorg!”

Vidyutjihva rejste sig straks fra sit sæde og forlod salen. Han frembragte en præcis kopi af

Rama’s bue og pile såvel som af hans hoved. Ravana var tilfreds med reproduktionernes

nøjagtighed. Medbringende disse efterligninger drog han selv til Asoka-haven, hvor Sita blev

holdt indespærret. Idet han holdt efterligningerne frem for hende, sagde han: ”Oh Sita! Se,

dette er buen, pilene og hovedet, der tilhørte den selv samme person, som du sukker efter og

priser nat og dag. Jeg har tilintetgjort abe-horderne. Lakshmana har frelst sig selv ved at

flygte fra slagmarken. For at overbevise dig om at alt det virkeligt er sket, fremlægger jeg

dette hoved, denne bue og disse pile. Se dem.” Med disse ord lagde han det hele frem

foran Sita. I et sekund blev Sita ramt af sorg. Men så mindede hun sig selv om, at der ikke var

nogen i de fjorten verdener, der kunne plyndre dette hoved. Hun vidste, at det var et

ondskabsfuldt kneb, der blev spillet for at terrorisere hende. Derfor fejede hun truslerne til

side. Hun sagde: ”Ravana! Din tilintetgørelse er utvivlsomt forestående. Ellers ville sådanne

afskyelige tanker ikke være trængt ind i dit hoved. Du har end ikke mod nok til at nærme dig

Rama. Hvordan kan du så håbe , at du nogen sinde kan slå ham ihjel? End ikke i drømme

kan du virkeliggøre det håb. Det her er et beskidt trick, men det mislykkedes dig at narre

mig.” Sita overøste Ravana med hån og fornærmelser. Fra alle sider hørtes nu høje,

triumferende råb: ’Sejr til Herren Rama’. Fra alle retninger var aberne i gang med at trænge

ind i hovedstaden! Ravana skyndte sig tilbage til sit palads og Audiens-salen.

25.41. Vibhishana’s hustru, den gode kvinde, Sarama, gik hen til Sita for at trøste og

opmuntre hende. Hun sagde: ”Moder! Denne Ravana er en svindler, og alt hvad han foretager

sig, er udflugter og skud. Ingen vover at såre Rama. Lige i dette øjeblik indtager han

triumferende Lanka med sine abe-horder. Abernes blotte råb flår Lanka fuldstændigt fra

hinanden.”

86

86


Kapitel 26

Belejringen

26.1. Fra Angada modtog Rama orientering om, hvad der var sket Lanka. Ligeledes fik han

kendskab til fjendens stillinger og alarmberedskab. Rama sammenkaldte de øverste ledere og

overdrog dem hvervet med at beslutte, hvordan man bedst kunne belejre byens fire porte. Så

nu mødtes abernes hersker (Sugriva), bjørnenes hersker (Jambavan) og dæmonernes hersker

(Vibhishana). De besluttede sig for at dele deres styrker i fire divisioner. Hver division skulle

have sin egen kommando og sine egne ledere. Herefter faldt de for Rama’s fødder. Henrykte

over hans velsignelser gav de ordre til angreb.

26.2. Med Rama i deres hjerter strømmede aberne fremad i skrækindjagende bølger. De var

bevæbnede med kampesten og træer. Lanka blev anset for at være uindtagelig. Østporten

blev bestormet af styrker under Nala’s ledelse. Sydporten blev gennembrudt af millioner af

aber under Angada’s kommando. Vestporten faldt som følge af stormløbet af den hærenhed,

der blev anført af Hanuman. Nordporten blev beskyttet af Ravana selv, og her kæmpede

Rama’s styrker mod hans styrker. Aberne havde hverken krigstrommer eller trompeter. Men

det ’Ram, Ram, Ram’ de istemte i hengivenhed, steg op fra alle struber som én stemme og

gav genlyd fra himlen. Hele Lanka’s hovedstad hensank i forvirring og panik. Ravana var

forblændet af tåbelig stolthed. Han hoverede over udsigten til at besejre de fjendtlige styrker.

Han frydede sig ved tanken om, at den dæmoniske Sol nu gryede over sejrens festdag.

26.3. Dæmonerne havde indtaget deres stillinger mure, tårne og andre af byens

fæstningsværker. Som skyer Meru-bjergets tinder stod de der. (Meru-bjerget er et meget

højt og helligt bjerg, der siges at være beboet af guder). De slog trommer, og de blæste i

trompeter. Deres råb om ’sejr til Ravana’ konfronterede det tillidsfulde råb ’sejr til Rama,

Herren’. Aberne forsøgte at angribe murene og klatre op ad dem. Dæmonerne kastede

kampesten mod dem. Aberne opfangede imidlertid stenene, inden de ramte dem. Stenene blev

nu kastet tilbage med fatal skæbne til følge for de selv samme dæmoner, der befolkede

murene. Efterhånden som kampen skred frem, tiltog abernes fremrykning i styrke. De dræbte

dæmonerne, hvor og når de fangede dem. På samme måde som en vældig storm spreder

skyerne, forfærdede abernes stormløb murene dæmonerne, så de flygtede langt væk.

Hovedstaden var indhyllet i fortvivlelse.

26.4. Kvinder, ældre mænd og børn begyndte at bebrejde Ravana, at han havde bragt denne

katastrofe ned over dem. Nogle dæmoner opgav kampen og flygtede med deres hustruer og

børn for at undslippe den visse død. Da Ravana bemærkede disse flygtende grupper, skar han

tænder i vrede og skreg: ”Kujoner der trækker sig ud af kampen! Jeg skal hugge jer i

småstykker med mit diamant-sværd!” Da de hørte denne trussel, blev nogle få af de flygtende

dæmoner, hvor de var og fortsatte kampen. Imidlertid gennembrød abe-heltene fjendens

linjer. Bestyrket af deres kontemplation Rama drog de ind i Ravana’s indre fæstning, og det

lykkedes dem at jævne den med jorden. De rev en søjle af guld ned og brugte den som våben

til at begynde deres tilintetgørelsesorgie. Enhver dæmon, de stødte , fik en frygtelig

omgang klø. Herefter blev dæmonens hoved hugget af og smidt væk. Hovederne blev smidt

væk med en sådan kraft og præcision, at de faldt ned lige foran Ravana. Da mørket faldt ,

præsenterede aberne sig for Rama. Det gjorde de, efter de i kamp havde fremvist deres

overlegne styrke og tapperhed over for dæmonerne.

26.5. Dæmoner er natlige væsener. Så da natten faldt , steg deres bifaldsråb og raseri

mangfoldigt. Deres råb om ’sejr til Ravana’ ramte abernes ører som løvernes brølen. Aberne

kastede sig ud i kamp igen. Gennem deres magiske evner spredte dæmon-generalerne,

Akampa og Athikaya, mørke i alle fire verdenshjørner. I ly af mørket blev kraftige mængder

87

87


støv, sten og blod væltet ud over fjendens styrker. Nu var aberne ikke i stand til at skelne ven

fra fjende. De var bange for at kæmpe med maksimalt raseri. Højlydt bønfaldt de: ’Rama!

Rama!’, så de kunne få fornyet mod og derved give fjenden hård kamp. Rama hørte deres

bøn. Han kaldte Angada og Hanuman til sig. Han fortalte dem, at det var dæmonernes

magiske evner, der havde forårsaget postyret. De blev rasende over fjendens skamfulde

taktik, men Rama trak koldblodigt Ild-pilen ud af koggeret og skød den ind i det mørke,

dæmonerne havde skabt. Denne pils stråleglans ødelagde mørket og fyldte området med en

strålende oplysning. Aberne og bjørnene tog igen fat deres opgave med at overmande og

tilintetgøre fjenden. De gjorde det med forøget energi og begejstring. Da Angada’s og

Hanuman’s triumferende skrig fyldte rummet, tog dæmonerne halen mellem benene og

flygtede. Men de kunne ikke undslippe. Aberne fangede dem ved at gribe fat om deres fødder,

hvorefter de smed dem langt ud i havet! Da natten faldt , trak dæmonerne sig tilbage til

deres lejr. De havde ingen energi tilbage til at fortsætte kampen. Aberne opsøgte Rama’s

nærvær. Da Rama’s blik faldt dem, blev de alle frisket op og genvandt deres kræfter. Nu

var der intet spor af udmattelse at spore blandt aberne.

26.6. I mellemtiden hidkaldte Ravana sine ministre og henvendte sig til dem følgende

måde: ”I dag slog aberne tusindvis af dæmoner ihjel slagmarken. Derfor er vi nødt til at

lægge en strategi, så vi kan narre dem.” Nu rejste Malyavantha sig. Han var den gamle

minister, der havde tjent Ravana’s fader, og som også var Ravana’s morfader. Han rådgav

vedrørende forskellige retmæssige og moralske veje for Ravana’s opbyggelse. ”Ravana”,

begyndte han meget indtagende. ”Lyt venligst til mine ord. Undskyld jeg taler så direkte. Lige

siden du bragte Sita til Lanka, har vi været vidne til dårlige varsler. Det er ikke muligt i

detaljer at beskrive førnævnte varsler. End ikke gennem vedaerne kan Rama’s pragt, Den

højeste Eksistens pragt, blive beskrevet og prist i tilstrækkelig grad. Ved at modsætte sig

denne kosmiske person, denne kosmiske guddommelighed, kan du ikke opnå noget godt eller

vinde nogen nåde. Det vil være godt for dig, hvis du i fred og ro grunder dybt over dette.

Rama er den selv samme person, der dræbte Hiranyakasipu og Hiranyaksha. Han indeholder

alle gode egenskaber. Lad være med at nære had mod ham. Oh hersker! Jeg bønfalder dig;

frels Lanka. Overgiv Sita til Rama. Udsæt det ikke længere. Din sikkerhed ligger i øjeblikkelig

overgivelse.” Med disse ord bøjede Malyavantha ærbødigt sit hoved og bøjede sig dybt for

herskeren. Hans ord sårede Ravana. Han blev rasende. Han udbrød: ”Du forekommer at være

fast besluttet at gå ind i dødens gab. Din senilitet bønfalder mig om at undskylde dig, ellers

ville jeg have hakket dig i småstykker. Pas ! Rejs dig og forsvind ud af mit synsfelt.” Ravana

hvæssede som en vred slange. Malyavantha blev trist til mode, for han frygtede, at Ravana’s

undergang hastigt nærmede sig. I sit indre lo han over den indbildskhed og uvidenhed, der

havde forblændet Ravana. Han konkluderede, at Ravana gav efter for ødelæggende

argumentation og tåbelige reaktioner; at han fejede de råd til side, som kunne have frelst ham

selv og hans rige, fordi skæbnen havde besluttet at afslutte hans løbebane.

26.7. Nu rejste Meghanada sig og sagde: ”Fader! Du skal ikke have betænkeligheder. I

morgen, i løbet af de tidlige morgentimer, kan du opleve mine evner i krig. I handling vil jeg

demonstrere meget mere, end jeg bekendtgør i ord.” Sønnens forsikring formildede Ravana’s

vrede og dæmpede ham en smule. Han blev opfyldt af glæde. Det gav ham mod og håb. Han

trak sin søn tæt ind til sig og kærtegnede ham blidt. Han klappede ham hovedet. Over for

alle de forsamlede priste han sønnens tapperhed og heltemodige hjerte. Omkring midnat gik

forsamlingen hver til sit. Alle skyndte sig hjem til deres egen bolig, men ingen af dem fik

lukket et øje den nat. Ej heller var der nogen, der havde lyst til mad. Alle var de hensunket i

bekymring og rædsel over den katastrofe, som kunne ramme dem hvert øjeblik, det skulle

være. Endnu mens de vred sig i frygt, foldede daggryet sig ud i øst. Fra alle retninger havde

aberne og bjørnene belejret Lanka. Forvirringen og panikken steg dem til hovedet. Abernes og

bjørnenes brøl genlød fra himlen. Dæmon-krigerne var også nødt til at gribe til våben og gøre

modstand, for de havde intet alternativ. Den byge af vældige klippestykker og hele høje, der

fra de omgivende murer blev kastet ned over byen, blev modsvaret af pile og andre våben fra

millioner af dæmoner. Også de råbte og skreg, så det gav genlyd fra himlen. Det lød som

88

88


dommedag. Men de kolossale klippestykker og høje, som aberne smed ned over dem,

reducerede dæmon-horderne til en livløs masse.

26.8. Rasende og ophidset over nyheden om, at aberne var stormet ind i hovedstaden, greb

Meghanada til våben og bevægede sig fremad for at angribe dem. Hæren, der fulgte ham, slog

krigstrommer og blæste i trompeter. Meghanada var berømt for sit tilnavn Indrajit (Indra’s

besejrer). Det skyldtes, at han, engang i kamp, havde besejret ingen ringere end Indra,

gudernes hersker. Meghanada var den øverste blandt Lanka’s generaler, og han var en

frygtindgydende kriger. Da aberne fik øje ham i hans stridsvogn, tabte de modet. Da

Meghanada så de fjendtlige styrker flygte, skreg han af glæde. Han strengede sin mægtige

bue og skød en regn af pile efter dem. Idet han trak strengen helt tilbage til øret, affyrede han

pilene hurtigt og rasende. Som bevingede slanger fløj de i alle retninger. Derfor var aberne

bange for at kæmpe mod ham. De mistede lysten til at kæmpe og trak sig tilbage. Nogle af

dem blev fældet af pile; andre besvimede og faldt om. Da Hanuman så abernes sørgelige

situation, blev han overvældet af raseri. Han skyndte sig mod Meghanada. Han var så rasende,

at han fremstod som selveste Dødens Gud! Han tog et kolossalt klippestykke, der var i

nærheden, og smed det mod dæmon-lederen. Så snart Meghanada så klippen komme farende

mod sig som dødens budbringer, anvendte han sine magiske evner til at hæve sig op i himlen.

Hans stridsvogn, heste og vognstyrer blev alle knust under klippestykket, da det faldt præcist,

hvor det var tilsigtet. Meghanada udtænkte og gennemførte mange andre magiske krigslister.

Men hans plan om at skabe frygt og rædsel hos Hanuman var lige så resultatløs som en

lillebitte slanges forsøg at terrorisere ørnenes konge, Garuda. (Himmelsk fugl; Herren

Vishnu’s transportmiddel). Meghanada fik det til at regne med ild fra himlen; han fik det til at

regne med blod. Mens dagen stadig var lys, spredte han tæt nat. Mørket var så tæt, at man

ikke var i stand til at se en armslængde foran sig. Aberne blev forvirrede, og de blev modløse

over disse taktiske manøvrer. De følte, at døden var nær.

26.9. Rama så de kneb, som dæmonerne i deres fortvivlelse nedværdigede sig til at anvende.

For sig selv lo han over deres hjælpeløshed. Han blev imidlertid bevidst om, at aberne havde

mistet deres selvtillid og mod, så han affyrede en enkelt pil ind i striden. Dæmonernes magi

blev dødeligt ramt, og dens virkning ophørte. Der blev igen lyst Jorden. Det var, som om

Solen hurtigt var steget op Himlen. Aberne genvandt deres selvtillid og rykkede frem mod

de dæmoniske rækker. Rama’s medfølende blik faldt dem, og de fik fornyede kræfter. Som

med én stemme råbte hele abe-flokken: ’Sejr!; sejr til vores Herre, Rama’. Og mod alle odds

maste de sig fremad. Intet kunne holde dem tilbage. Ingen kunne forsinke deres fremrykning.

For at højne deres moral og øge deres fart, sluttede Lakshmana sig til Hanuman. Med sin

mægtige bue og skarpe pile angreb han Meghanada. Ravana hørte, at Lakshmana havde

kastet sig ud i kampen. Derfor skyndte han sig at sende store forstærkninger til støtte for sin

søn kamppladsen. Bevæbnede med træer og klippestykker kæmpede aberne uden pause.

Med uformindsket styrke kæmpede begge parter som rasende. Det meste af kampen

centrerede sig om kampe mellem krigere og kampe mellem ledere. Aberne slog med deres

knyttede næver og bed med deres skarpe tænder. Det forårsagede døden for et umådeligt

stort antal dæmoner. Med deres kløer skar aberne mange hoveder af de skuldre, som de

havde hvilet . De rev mangen en arm fra de led, som de havde været fæstnet i. De skrig,

som aberne udstødte for at bekendtgøre deres sejr, genlød over De ni Øer (henviser til ni

hellige steder, der nævnes i de ældgamle legender). Dæmonernes hovedløse lig fortsatte med

at løbe rundt i de retninger, som dæmonerne havde løbet i, mens de endnu var i live. Da

aberne så dette mærkværdige fænomen, brød de ud i en grov latter. Vejene, der gik kryds

og tværs over den vældige slagmark, blev oversvømmet af blod.

26.10. Lakshmana og Meghanada blev involveret i en dødelig kamp. Begge forekom at være

jævnbyrdige med hensyn til evner og styrke. Meghanada besluttede sig for at besejre

Lakshmana ved hjælp af magiske kneb frem for taktisk krigskunst. Men selv disse kneb blev

forpurret, og hans planer endte med at slå fejl. I et fantastisk raserianfald tilintetgjorde

89

89


Lakshmana Meghanada’s stridsvogn og hans vognstyrer. Meghanada var bange for, at hans

død var nært forestående. Derfor tog han det yderst virkningsfulde våben, Sakthi, som

Brahma havde givet ham. (Sakthi betyder: Mægtig universel kraft, guddommelig energi,

styrke). Han rettede det mod målet. Våbnet, der blev affyret af Meghanada, ramte Lakshmana

i hjertet. I en ’dødelig’ besvimelse faldt Lakshmana til jorden. Meghanada, der nu ikke længere

var bange, gik hen til den faldne helt. Han forsøgte at løfte kroppen op for at bære den til sin

lejr. Skønt Meghanada’s kræfter kunne måle sig med Lakshmana’s, kunne han ikke løfte

kroppen. Utallige krigere trådte frem for at hjælpe ham. Men antallet hjalp ikke. Lakshmana

var Den oprindelige Slange, Adisesha, der bærer kosmos sine tusinde hoveder, og som nu

var vendt tilbage. Hvordan kan nogen, ligegyldig hvor stærke og hvor mange de er, lykkes

med at løfte ham? Udelukkende de, der har vundet Rama’s nåde, kan flytte Lakshmana!

26.11. I mellemtiden invaderede aftenens skygger landet. De to stridende styrker vendte

tilbage til deres lejre. Rama så aberne vende tilbage, men han kunne ikke se Lakshmana

iblandt dem. Han spurgte: ”Hvor er Lakshmana?” Lige i det øjeblik trådte Hanuman ind i

lejren. Han bar Lakshmana over sin skulder. Klagende bad Hanuman konstant: ’RamaRama!’.

Rama opførte sig, som om han var foruroliget og fuld af bekymring. Men snart genvandt han

sindsligevægten. Han lagde Lakshmana’s krop i sit skød, og i lang tid undersøgte han ham

omhyggeligt. Jambavan, den gamle general, tog ordet i dette kritiske øjeblik. Han sagde:

”Herre! Lad os ikke spilde tiden. Lad os ikke udsætte behandlingen; lad os ikke tøve. Det er

bedst, vi får Sushena hertil. Han er læge her i Lanka’s hovedstad. Han kender det rigtige

middel.” Straks antog Hanuman en mikroskopisk menneskelig skikkelse og drog ind i

hovedstadens indre bydel. Allerede mens han gik ind mod byen, blev han ramt af tvivl, om

Sushena ville efterkomme hans anmodning om at komme til Rama’s lejr. Derfor besluttede han

at anvende list. Da han nåede frem, løftede han Sushena’s hus, med ham indeni, og bragte det

ubeskadiget over den mellemliggende afstand. Da Sushena kom ud af huset, fandt han sig selv

i Rama’s nærvær. Sushena faldt for Rama’s fødder. Han afslørede navnet den høj, hvor den

medicinske plante, der kunne redde Lakshmana, voksede. Mens det var under overvejelse,

hvem der skulle sendes ud for at lede efter den værdifulde plante, trådte Hanuman frem og

knælede for Herrens lotusfødder. Han bønfaldt om, at det måtte blive lagt ham at hente

medicinen. Og Rama betroede opgaven til ham.

26.12. I mellemtiden aflagde en af Ravana’s spioner rapport om, at Sushena, lægen, var

ankommet til Rama’s lejr. Ravana rådførte sig med ministeren Kalanemi om den nye udvikling

og dens konsekvenser. Kalanemi svarede: ”Ravana! Denne Hanuman er en umulig person!

Satte han ikke Lanka i brand, selv om du så ? Hvilken speciel evne eller styrke besidder jeg,

der gør det muligt for mig at standse og besejre denne Hanuman? Tidspunktet for at gøre det

rigtige er endnu ikke forpasset. Opgiv den tåbelige forestilling om, at det er muligt for dig at

besejre Rama. Gå. Søg tilflugt ved Rama’s fødder. Du vil få en bedre skæbne, hvis du gør det.

Opgiv din stolthed og hårdnakkethed.” Kalanemi gav Ravana mange gode råd, men det

Ravana var ude efter, var noget helt andet. Derfor fordømte han Kalanemi. Rystende af raseri

råbte han: ”Er du parat til at adlyde mig? Hvis ikke, så forbered dig at dø.” Kalanemi

tænkte, at det ville være langt mere gavnligt at dø for Rama’s hånd end at blive dræbt af

Ravana. Så han drog hen til Rama’s lejr. Idet han anvendte sine magiske evner, fandt han en

sø midt i en dejlig park. Iført en vismands klædedragt satte han sig i dyb meditation i

nærheden af denne sø. Hanuman var vej til bjergkæden, hvor den helbredende plante

voksede en høj. Eftersom han ikke havde hvilet efter sin voldsomme træfning med

Meghanada, var Hanuman udmattet. Så han følte, at det ville være umagen værd at tage et

øjebliks hvil og drikke lidt vand fra den kølige sø. Derefter ville han være i stand til at

fortsætte så meget desto hurtigere. Hanuman knælede for vismandens fødder. Vismanden

fremsagde Rama’s navn og priste hans bedrifter og fortræffeligheder. Hanuman blev glad;

også han sang navnet ’Rama! Rama!’. Den forklædte Kalanemi fortalte endvidere: ”Oh abe!

Der er en krig, der bliver udkæmpet mellem Rama og Ravana. Jeg ser den hver dag fra

dette sted. Der er ingen tvivl om, at Rama snart fremstår som sejrherre, det er helt afgjort.”

Hanuman blev opstemt over at høre dette. Han fortalte vismanden, at han var meget tørstig.

90

90


Vismanden fortalte ham, at han havde køligt, forfriskende vand i sin vandbeholder. Han tilbød

Hanuman vandet. Hanuman sagde: ”Herre! Den lille smule vand kan ikke mindste måde

slukke min tørst.” Nu fortalte vismanden, at der var en sø i nærheden, og at han kunne tage

en dukkert i dens krystalklare vand. Han kunne også drikke alt det vand, han ville og således

blive kvikket op. Hanuman syntes, det var en god ide. Han gik hen til den angivne sø. Han gik

ud i den, indtil hans fødder var dækket af vand. I det øjeblik sneg en krokodille sig op fra

vandet og greb fat om hans fod med sit modbydelige bid. Selvfølgelig kunne den ikke forvolde

Hanuman nogen alvorlig skade. Han rystede dyret af og slog den ihjel. Så snart dens

krokodille-liv sluttede, viste den sig foran Hanuman som et lysende, guddommeligt væsen.

Hanuman blev overrasket over at se dette syn. Han spurgte tilsynekomsten: ”Hvem er du?”

Personen svarede: ”Oh Rama’s tjener! Byrden af alle mine synder forsvandt, da jeg var så

heldig at se dig og blive berørt af dig. Kalanemi og jeg var himmelske musikere ved Indra’s hof

i Himlen. En dag ankom vismanden Durvasa til hoffet. Han var berømt for sit voldsomme

temperament. Da vi så denne vilde og indbildske skikkelse, brød vi ud i latter. Derfor

forbandede han os begge til at blive født Jorden som dæmoner. Idet vi holdt om hans

fødder og græd angerens tårer, bønfaldt vi om nåde. Han forbarmede sig over os og sagde:

’Godt! I vil blive født Lanka. I den sidste fjerdedel af Threta-tidsalderen vil Herren inkarnere

som Rama, og en forfærdelig kamp vil blive udkæmpet mellem Rama og Lanka’s hersker. I

løbet af denne kamp vil Lakshmana, broderen, blive dødeligt såret af våbenet, der hedder

Sakthi. Hanuman, Rama’s hengivne tjener, vil rejse til Sanjivi højen, der er dækket af grønne

medicinplanter. I vil begge blive befriet fra den dæmoniske byrde gennem kontakten med

ham’. Oh abe! Den vismand, der opholder sig i nærheden, og som ledte dig herhen, er slet

ikke vismand. Han er en dæmon i forklædning; hans navn er Kalanemi.”

26.13. Hanuman gik tilbage til Kalanemi og råbte følgende ind i hans øre: ”Kære guru!

Accepter den offergave, jeg foreslår som gengæld for den lektie, du har lært mig. Du er min

guru, og jeg er nødt til at betale skolepenge.” Der var sket det, at Kalanemi havde undret sig

over, hvorfor Hanuman havde været så længe om at slukke sin tørst og vende tilbage. Han

havde gættet, at årsagen var, at hans egen broder, der udlevede sin forbandelse som

krokodille, havde afsløret sin identitet og historie. Derfor lod Kalanemi nu som om han var så

fordybet i meditation, at han ikke kunne genkende den person, der stod foran ham og tiltalte

ham. Hanuman kendte til den forklædning, som Kalanemi skjulte sig under. Han greb fat om

hans hals og vred den hurtigt rundt, indtil han døde. Ordene ’Rama! Rama’ kom over

Kalanemi’s læber, da han trak sit sidste åndedrag.

26.14. Efter at have sparket liget til side, skyndte Hanuman sig til Drona-bjergkæden og nåede

Sanjivi højen. Han begyndte straks at lede efter den medicinske plante, han var kommet for at

hente. Men det lykkedes ham ikke at identificere planten blandt den rigelige vegetation, der lå

som et tæppe over højen. Tiden var ved at rinde ud. Hans tilbagekomst var allerede

betragteligt forsinket. Han var bevidst om Rama’s befalings presserende karakter. Derfor greb

han til en anden plan. Han rykkede hele højen op, og idet han bar den sin håndflade,

sprang han gennem luften og op i himlen.

26.15. På sin vej til Lanka var han nødt til at springe over Ayodhya by. Det skete i

nattetimerne. På det tidspunkt sad Bharatha alene og længtes efter Rama. Han var vågen og

bekymret for sin broder og dennes liv i skoven. Pludseligt blev månelyset formørket af en

skygge. Det var Hanuman’s og højens skygge, der faldt ham. Bharatha udledte, at aben,

der bar højen, måtte være en dæmon, der havde antaget denne skikkelse. Det måtte være en

dæmon, der var vej ud en ondskabsfuld mission. Han besluttede at tilintetgøre den, før

den kunne nå at forvolde nogen skade. Han greb sin bue, satte en pil strengen, trak

strengen helt tilbage til øret og sigtede. Da pilen ramte Hanuman, råbte han skingert: ’Rama!’.

26.16. Da Bharatha hørte dette navn, blev han chokeret og løb hen til den faldne abe. Fra

Hanuman fik han historien om dennes mission. Han fik tillige kendskab til, at Hanuman’s

ærinde hastede. Bharatha blev overvældet af sorg. Men han omfavnede Hanuman og bønfaldt

91

91


om at blive tilgivet for sin tåbelige, overilede handling. Bharatha brød ud i gråd. Han bad:

”Hvis det er sandt, at jeg gennem tanke, ord og handling har tilbedt Rama, og at jeg ikke har

fraveget denne vej, så lad denne abe blive restitueret, så den igen får sin oprindelige sundhed

og styrke.”

26.17. Eftersom Bharatha sørgede så dybt og bad så inderligt, blev Hanuman befriet for sin

smerte. Frisk og fri for smerte rejste han sig. Nu fik han den ide, at han ville teste Bharatha’s

oprigtighed. Han sagde: ”Sejr til Raghu-dynastiets Herre.” Da Bharatha hørte disse ord, blev

han ramt af smerte og brød ud i en højlydt jammer. Indtrængende spurgte han: ”Oh abernes

leder! Har Sita, Rama og Lakshmana det godt? Min moder, Sita, er hun lykkelig og i godt

humør?” Da Bharatha mindedes den fremragende Sita og sine brødre, brød han ud i

glædestårer. Nu fortalte Hanuman ham alt, hvad der var hændt. Da Bharatha hørte

fortællingen, blev han fuldstændig overvældet af sorg. Da han hørte, at Lakshmana havde

mistet bevidstheden slagmarken, besvimede han og faldt om jorden. Bharatha kom dog

hurtigt til sig selv, rejste sig og sagde: ”Hanuman! Tilgiv mig min tåbelige handling. Jeg bør

ikke forårsage yderligere forsinkelse. Skynd dig af sted med Sanjivi højen; skynd dig af sted

med den kostbare medicin, der kan helbrede Lakshmana. Forsæt hurtigt videre.”

26.18. Hanuman knælede for Bharatha’s fødder og sprang op i luften med højen sin

håndflade. Da han tog af sted og fløj ud i horisonten, iagttog Bharatha ham, indtil han

forsvandt ud af syne. Han ikke så meget som blinkede, mens han så efter ham. Han var glad

for, at han endelig havde fået noget at vide om Rama’s gøren og laden. Men han blev fuld af

sorg over Sita’s og Lakshmana’s situation. Med tungt hjerte gik han hjem og viderefortalte

historien til mødrene.

26.19. Skønt Sumitra, Lakshmana’s moder, et stykke tid blev ked af det, så genvandt hun

hurtigt fatningen, idet hun mindede sig selv om, at Rama var til stede ved hendes søns side.

Hun sagde følgende til sig selv: ”Sønnen, der er født af mine lænder, ofrer selve sit liv i

Rama’s tjeneste! Det er trøst nok for mig. Det giver mig en stor følelse af tilfredshed. Mit liv

har opnået fuldbyrdelse. Men jeg er bekymret, fordi Rama må blive virket af Lakshmana’s

skæbne. Dette ’tab af bevidsthed’ må have virket ham. Adskillelsen fra sin broder forårsager

ham muligvis sorg. Søn! Satrughna! Drag til det sted, hvor Rama befinder sig og vær ved hans

side.” Beredvilligt rejste Satrughna sig straks op og sagde: ”Hvilken større lykke kan falde i

min lod?” Men Bharatha standsede ham og sagde: ”Uden en specifik ordre fra Rama er jeg ude

af stand til at indvillige i, at du slutter dig til ham.” Bharatha trøstede Satrughna og fortalte

ham, at Rama muligvis ville have været imod, at han var taget af sted. Ligeledes nævnte han,

at det altid var gavnligt at bøje sig for Rama’s vilje.

26.20. I mellemtiden beskyttede Rama sin broder over Lanka. Dagen blev til aften; aften

blev til nat; det blev midnat. Aberne sad hug rundt om Rama. Rama, der handlede som var

han slet og ret et menneske, udtrykte bekymring over, at Hanuman ikke var kommet tilbage

endnu. ”Det er midnat; vi har endnu ikke set noget til Hanuman! Kan det være muligt, at han

er faret vild? Broder Lakshmana er stadig livsfarlig bevidstløs!” Blidt vendte han Lakshmana’s

ansigt mod sig. Med grådkvalt kærlighed kærtegnede han det og sagde: ”Broder! Åben dine

øjne og se mig. Aldrig før er der gået så lang tid, uden du har vendt dit blik mod mig.

Endog uden så meget som at blinke har du uophørligt holdt øje med mig i alle disse år.

Hvordan skal jeg kunne bære, at du er helt stille? Siden i går har jeg ikke haft nogen til at

trøste mig med opmuntrende ord.” Således jamrede Rama sig som en almindelig dødelig.

”Broder! For min skyld forlod du både dine forældre og din hustru. Sammen med mig drog du i

eksil og levede et liv i skoven. Det gjorde du, skønt du ikke var forpligtet til det. Du hæftede

dig aldrig ved de prøvelser, som du blev udsat for. Din natur er enkel og mild. Men for min

skyld hilste du den brændende varme Sol velkommen; du blev våd i regnen, og du rystede i

kulden. Du spiste ikke faste tidspunkter, for du førte et uregelmæssigt liv. Du gav mig den

mad, du samlede sammen. Lakshmana! Jeg er godt klar over det faktum, at du ofte lagde dig

den bare jord tom mave. Broder! I tolv lange timer er jeg blevet berøvet din kærlige

92

92


pleje; er du ikke klar over det? Lakshmana! Åben dine øjne. Åben dem blot én gang og se

mig. Det er mit højeste ønske lige nu.” Rama holdt Lakshmana’s hage i sin kærlige hånd.

Yderst berørt af situationen bad han om et blik fra broderens øjne. Aberne græd sorgens tårer

over den smerte, som Rama følte. Mange af dem klatrede op i trætoppene og spejdede ud i

det fjerne for at se det mindste tegn , at Hanuman nærmede sig.

26.21. Snart dukkede Hanuman frem i horisonten. Han bar Sanjivi højen sin højt hævede

håndflade. Hanuman skinnede foran deres øjne som legemliggørelsen af mod og tapperhed,

som barmhjertighedens stråleglans havde gjort endnu mere elskelig. Han berørte jorden og gik

hen blandt aberne. Alle aberne råbte: ”Vel mødt!” De sagde: ”Du har gjort vores liv værd at

leve. Hvis du ikke var kommet før daggry, ville vi alle have kastet os i havet og gjort en ende

vore liv. Vi kunne ikke have levet uden Lakshmana; vi ville ikke have brudt os om at leve

uden ham. Du har reddet vores liv.” Da Rama så Hanuman med højen, hvor de helbredende

planter voksede, blev han overmåde glad. På højen fandt lægen Sushena straks den medicin,

han havde brug for. Det var Visalyakarini, Samdhanakarini, Souvarnakarini og Samjivakarini.

Han gav straks Lakshmana medicinen. Fuldstændig vågen satte Lakshmana sig op. Rama blev

overvældet af glæde. Han omfavnede sin broder og strøg ham blidt over hovedet. Han udbrød:

”Broder! Broder! Hvor har du været disse timer?” Hans øjne fyldtes med glædes- og

taknemmelighedstårer. Han befandt sig i en sådan lykkefølelse, at den udelukkende kan

sammenlignes med guddommelig lyksalighed. Som følge af den livgivende luft, der blæste fra

Sanjivi højen, der stod midt blandt dem, skete der det, at aberne, der var blevet dræbt under

de seneste dages bitre strid, genvandt deres liv. De var nu i stand til at rejse sig og bevæge

sig omkring som før. Dette frembragte stor glæde blandt aberne. De dansede i fryd, og de

omfavnede deres genoplivede kammerater og slægtninge. Rama velsignede Sushena. Han

forsikrede lægen, at han ville beskytte ham mod ethvert hævngerrigt skridt, som Ravana

kunne finde at tage. Han gav Hanuman ordre om at bringe Sushena tilbage til Lanka by

igen. Han skulle tage huset og det hele med. Ligeledes skulle han anbringe den værdifulde

Sanjivi- høj nær lægens hus som et minde om dennes tjeneste over for Lakshmana og aberne.

Hanuman priste lægens tjeneste og takkede ham for at have reddet hans herres så vel som

dennes tilhængeres liv. Han bar huset, med Sushena inde i, så vel som højen og placerede det

sikkert dets plads i Lanka by.

26.22. En ny dag gryede. Krigstrommerne kunne høres fra dæmonernes lejr. Aberne var

bristefærdige af ophidselse. De fik enorme kræfter af at tænke Rama, deres beskytter og

vejleder. Hver enkelt af dem blev fyldt med mange elefanters styrke. Utålmodige efter at

begynde kampen sprang de omkring. Den dag var Dhoomraksha fjendens øverste general.

Han kæmpede desperat, men den næste dag blev han dræbt af Hanuman. Dernæst trådte

Akampa til. Han kæmpede indædt i spidsen for de dæmoniske styrker. Angada anførte aberne

mod Akampa, og den selv samme dag var han i stand til at slå dæmon-generalen ihjel. Da

Prahastha hørte, at Akampa var faldet for fjendens hånd, kastede han sig ud slagmarken,

idet han opløftede et ramaskrig og råbte i vilden sky. Nila gav sig i lag med ham. Idet han hele

tiden intenst huskede Rama’s navn, angreb han Prahastha som en rasende. Idet han sprang

ham med en frygtelig brutalitet, lykkedes det ham at dræbe den nye general, Prahastha.

Mahodara var den næste i rækken. Med et brøl, der gav genlyd over hele slagmarken, sprang

Hanuman ham. Med sine tænder og klør kæmpede han mod generalen. Inden længe var

han i stand til at flænse Mahodara i småstykker.

26.23. I de efterfølgende fem lange dage fortsatte Kumbhakarna’s to sønner, Kumbha og

Nikumbha, kampen som ledere af en rasende gruppe af dæmoner. På den sjette dag nåede

begge brødre den Himmel, som krigshelte når til, når de dør slagmarken.

26.24. Efterhånden som Lanka’s dæmoner så den ubrudte række af katastrofer, der regnede

ned over deres styrker, blev de ramt af panik. For at redde deres liv begyndte de at gemme

sig. Mange overgav sig og søgte tilflugt i abernes lejr. De gav Ravana skylden, og bittert

overdængede de ham med skældsord. Mange opsøgte dronning Mandodari og bønfaldt hende

93

93


om at standse rækken af katastrofer. Også hun var ked af, at Ravana havde givet efter for

sine vanvittige impulser, og hun forsøgte at fraråde ham at forsætte krigen.

26.25. Men krigen fortsatte med uformindsket styrke. Makaraksha, den frygtindgydende

kriger, fortsatte kampen. Lakshmana gik op imod ham og dræbte ham. Når sådanne

bemærkelsesmæssige bedrifter lykkedes i en håndevending, så sprang aberne omkring i glæde

og råbte: ”Sejr! Sejr!”. Ravana jamrede og græd, når han hørte, at hans uovervindelige

generaler alle, en efter en, faldt slagmarken! Han løb hen til det sted, hvor hans broder,

Kumbhakarna, lå og sov. (Brahma havde lovet at opfylde et ønske for den kæmpestore

Kumbhakarna. Han sov derfor altid seks måneder ad gangen, var så vågen en dag for så at

sove i seks måneder igen). I sit forsøg at vække ham tog han bydende nødvendige og

drastiske midler i brug. Store skarer af dæmoner samlede sig nær Kumbhakarna’s ører og slog

som afsindige mægtige trommer. Ravana fik fat hundredvis af nævekæmpere, der blev

sat til at slå den sovende dæmon. Hundredvis af slag fra deres knytnæver regnede ned

over ham. Mange tildelte ham hårde slag lårene med kolossale stridskøller. Til sidst åbnede

hans øjne sig, og dæmonen så sig omkring. Ravana fortalte ham, hvor fortvivlet han var. Han

fortalte også sin broder, at dennes sønner var døde. Det fik Kumbhakarna til at rejse sig. Han

var nu opfyldt af hævntørst, som var han selve legemliggørelsen af tid, Den universelle

Tilintetgører. Han udbrød: ”Tåbe! Kan du nogen sinde opnå sejr? Utilgiveligt har du skadet dig

selv ved at begå den synd at stjæle og bortføre Sita, Universets Moder. Din ondsindede

handling er utilgivelig og afskyelig. Din ondskabsfuldhed bringer ødelæggelse over Lanka. Gå!

Overgiv dig i det mindste til Rama nu; gør det uden hensyn til dit latterlige ønske om prestige!

Er det rigtigt af en hersker, der er betroet den ophøjede pligt at opretholde retskaffenhed og

undertrykke uretfærdighed i sit kongerige, at kassere sømmelighed og god opførsel og bortføre

en andens hustru? Er det god moral og etik? Bidrager det til åndelig fremgang? Du er nødt til

at lide frugterne af dine handlinger. Ravana! Rama er ingen almindelig dødelig. Vores søster,

Surpanakha, var ophidset af vellystighed. Hun planlagde at få opfyldt sine selvviske ønsker, og

hun led konsekvenserne af sin ondsindethed. Hun opflammede dit instinkt og bevægede dig til

at udføre denne barbariske handling. Idet du lyttede til en snedig kvinde, så du bort fra din

skelneevne. Herved nedkaldte du denne katastrofe over dit hoved ved at udføre denne

misgerning.” Kumbhakarna gav sin broder skylden, og længe rådede han ham. Men Ravana

var ikke til sinds at acceptere beskyldningen. ”Svigt mig ikke midt i denne ulykke. Gør dig

parat til at føre dine hære ud i denne krig. Frels mit liv”, bønfaldt Ravana.

26.26. Kumbhakarna kunne ikke undslippe sig, og da han var overvældet af kærlighed til sin

broder, gjorde han sig klar til krig. De satte store krukker med toddy og bunker af kød foran

ham, så han kunne få morgenmad. Efter at have tyllet det hele i sig et øjeblik, begav

Kumbhakarna sig til krigsskuepladsen. Da Vibhishana, hans yngre broder, så Kumbhakarna

kaste sig ud i striden, løb han frem fra Rama’s lejr og knælede i ydmyg ærbødighed for

broderens fødder. Idet han rejste sig op, bekendtgjorde han sit navn. Kumbhakarna strålede af

glæde. Han omfavnede sin broder med kærlig ømhed. Vibhishana var den første, der tog

ordet. Han sagde: ”Broder! Ravana fornærmede mig offentligt foran hoffet og sparkede mig ud

af Audiens-salen. Jeg tænkte over alle denne sags aspekter, og jeg rådede ham forskellig

vis. Han kasserede mine råd og lyttede til magtsyge, tåbelige ministre. Han slyngede

uudholdelige fornærmelser i hovedet mig, mens alle disse mennesker hørte det. Jeg var

ikke i stand til at klare skammen. Jeg overgav mig til Rama. Da han vidste, jeg var hjælpeløs

og uskyldig, tog han imod mig og gav mig ly.” Til alt dette svarede Kumbhakarna: ”Godt

broder! Dødens skygge er allerede over Ravana. Hvordan kan han så lytte til gode råd? Du har

ganske utvivlsomt gjort det rigtige for at fuldbyrde dit livs mål. Nu er du ikke Vibhishana, du er

dæmon-stammens Vibhushana (betyder: Skinnende ædelsten; det mest pragtfulde smykke).

Ved at tjene Lyksalighedens Hav, Raghu-dynastiets Krone, Rama, så glødende, har du ophøjet

og renset stammen. Gå! Tjen ham med oprigtig nidkærhed. Broder! Jeg er nødt til at tage del i

kampen uanset den skæbne, der venter mig. Jeg nærmer mig også døden. Ravana er godt klar

over, at jeg ikke har hjertet med i denne krig. Jeg råder dig til at opgive din loyalitet til den

ene eller anden side, men begræns din loyalitet til udelukkende at omfatte Rama.” Efter at

94

94


have modtaget dette råd samt sin broders velsignelser, vendte Vibhishana tilbage til Rama’s

nærvær. Han fortalte Rama: ”Herre! Dette bjerg af en dæmon er Kumbhakarna. Han er en

brutal og tapper kriger. Han er kommet for at kæmpe mod dig i kamp.”

26.27. Da aberne hørte disse ord, blev de så rasende, at de udspyede ild. Under Hanuman’s

ledelse sprang de de fjendtlige styrker. De smed vældige træer og enorme kampesten mod

Kumbhakarna. Men han stod fast og uvirket. Abernes angreb havde samme effekt, som når

man slår en rasende elefant med et halmstrå! Kogende af vrede tildelte Hanuman

Kumbhakarna et vældigt slag med sin knytnæve. Dæmonen vaklede. Han kom sig dog hurtigt

og returnerede slaget. Det slag slog Hanuman til jorden. Nala og Nila sluttede sig nu til

kampen. De to kunne heller ikke modstå Kumbhakarna’s styrke. Abe-horderne blev ramt af

frygt. Sugriva og Angada fik deres del af den mægtige Kumbhakarna’s voldsomme angreb at

føle. De rullede rundt jorden. Til sidst klemte han Sugriva fast under sin arm og bar ham

væk fra slagmarken. Kumbhakarna havde den formodning, at han ved at bære kongen væk

havde besejret abe-hæren.

26.28. Imidlertid genvandt Hanuman bevidstheden og blev klar over tingenes tilstand. Han

opdagede, at Sugriva ikke var i nærheden. Han var ivrig efter at finde ud af, hvor abe-kongen

opholdt sig. Mens Sugriva, fastklemt under den mægtige Kumbhakarna’s arm, blev båret væk,

genvandt han bevidstheden. Han gjorde alt, hvad han kunne for at sno sig ud af grebet.

Hanuman så, at Sugriva var i gang med dette desperate forsøg, så han løb hen for at hjælpe

ham. Imidlertid løsrev Sugriva sig fra dæmonen. Straks begyndte Sugriva et tapper strid

mod Kumbhakarna. Han bed dæmonens næse og ører af. Som en konsekvens af dette, havde

uhyret enorme vanskeligheder med at trække vejret. Snart omringede en skare af aber

Kumbhakarna. De skreg: ”Sejr til Rama! Sejr til Rama!”, og de smed klippestykker, hele høje

og mægtige træer ned over ham. Den voldsomt irriterede dæmon sprang aberne. Idet han

fangede hvem som helst, han kunne få fingre i, knasede han dem mellem tænderne og slugte

dem. Mange blev knast ihjel. På denne måde var Kumbhakarna i stand til at sprede aberne i

panik.

26.29. På grund af Kumbhakarna’s styrke fortalte Rama Lakshmana og andre, at tidspunktet

var kommet, hvor han selv var nødt til at drage ud slagmarken. Hans mellemkomst kunne

ikke udsættes længere. ”Lakshmana! Bring mig ’det uudtømmelige pilekogger’, sagde han.

Idet han førte Rama’s befaling ud i livet, hentede han straks koggeret og placerede det i sin

broders hænder. Bevæbnet med Kodanda-buen (en speciel bue; også kendt som Rama’s Bue)

gik Rama ud slagmarken. Han gik som en løve, der går hen mod sit bytte. Lakshmana,

Sugriva, Hanuman og Jambavan fulgte ham. Som bevingede slanger fløj pilene hurtigt fra

Rama’s bue; de fløj lige mod fjenden. De spredte sig ud over alle områder, og de

gennemborede de fire verdenshjørner. De tilintetgjorde millioner af helte og krigere i fjendens

rækker. Ude af stand til at modstå pilenes angreb, flygtede dæmonerne. Strømmen af pile løb

aldrig tør. Hver eneste pil, der blev affyret, vendte tilbage til pilekoggeret efter at have ført

den tilsigtede skade. Da Kumbhakarna fandt ud af, at Rama var ude at udrydde de

dæmoniske styrker, blev han forfærdeligt ophidset. Han brølede som en såret løve og sprang

lige midt ud i striden. Aberne blev bange; de flygtede i panik. Da Rama indså, at ingen anden

plan var gennemførlig, affyrede han en pil mod Kumbhakarna. Pilen skar dæmonens arme af

ved skuldrene. Nu strålede uhyret som Mandara-bjerget gjorde, da gudernes Herre, Indra,

skar dets vinger af. (Helligt bjerg der tjente som kærne-stok ved kærningen af havet, da der

skulle frembringes amrihta - guddommelig nektar der skænker udødelighed). Med et skrig

for han mod Rama. Rama trak buestrengen helt om bag øret og slap et bundt pile løs. Med

dødelig kraft ramte de dæmonen i ansigtet. Slaget fik Kumbhakarna til at vakle, men han faldt

ikke. Så Rama affyrede endnu en pil, der skar dæmonens hoved af, så det faldt ned jorden.

Efter hovedet var skåret af, fortsatte kroppen med at løbe et stykke tid. For at forhindre den i

det, affyrede Rama endnu en pil, der skar kroppen i to dele.

95

95


26.30. Pludselig steg et lysende fænomen op fra kroppen. Det bevægede sig hen mod Rama

og smeltede sammen med ham. Dæmonen opnåede befrielse uden at udføre åndelige øvelser,

uden at gentage Guds navn og uden at udføre askese for at opnå sanse- og sindskontrol. I live

skinnede han som en uforlignelig helt slagmarken; som død nåede han den højeste tilstand:

Forening med Gud. Rama stod slagmarken. Hans lotus-ansigt var dækket af små

svedperler. På hans krop anede man dråber af Kumbhakarna’s blod, der var stænket ham i

kampens hede. Det var skumring. Begge hære havde haft en voldsom og heftig dag, der

havde været fuld af brutal kamp. Så de trak sig tilbage til deres lejre. Nåden, som Rama

skænkede aberne, gendannede deres kamnd. På samme måde som ilden bliver næret af tørt

græs, flammede deres kampgejst op, da de modtog Rama’s nåde.

26.31. Nat og dag mistede dæmonerne noget af deres styrke. Ravana jamrede sig utrøsteligt.

Han var som en lille brilleslange, der har mistet aftegningen sit nakkeskind. Han græd

højlydt, mens han pressede sin broders afskårne hoved mod sit bryst. Hans søn, Meghanada,

forsøgte forskellig vis at dulme faderens smerte: ”I morgen vil jeg demonstrere min

vældige styrke for dig. På et øjeblik vil jeg fuldstændigt smadre disse abe-horder til

ukendelighed. Jeg vil skænke dig en glæde, der er uhyre meget større end den sorg, du er

bebyrdet med i dag”, pralede han. Snart brød daggryet frem. Spejdere informerede Ravana

om, at aberne og bjørnene havde omringet byen. Den nyhed trak dæmonernes ubetvingelige

krigere ind i striden. De marcherede fremad for at møde fjenden. Hver eneste af dem

kæmpede mod hvem som helst, han stødte . Hver eneste af dem anvendte sine evner og sin

styrke til det yderste. Hele den dag var raseriet ubeskriveligt skræmmende. Meghanada steg

op i sin stridsvogn og kørte op i himlen. Hans udfordrende brøl tordnede som skyer

dommedags himmel. Det brøl slog aberne til jorden, som var de blevet ramt af et vældigt slag.

Brølets ekko fik jorden til at ryste. På et øjeblik konstruerede han en pseudo-Sita og placerede

hende i stridsvognen. Således kørte han hen over slagmarken! Hanuman bemærkede det før

nogen anden. Meghanada antastede ham og råbte: ”Lyt Hanuman! Denne Sita, som du fører

krig for at få tilbage, vil jeg slå ihjel i dette øjeblik. Se! Med hendes død må denne krig

ophøre.” Nu trak han sit sværd, skar hende i småstykker og smed det hele ud af vognen.

Hanuman blev styrtet ud i et hævngerrigt raseri. Han opfordrede aberne til at fortsætte

kampen uden at tænke deres egen overlevelse. Han opfordrede dem til at udrydde det

dæmoniske afkom. Aberne angreb dæmonerne så rasende, at dæmonerne blev trængt tilbage

til byen.

26.32. Hanuman henvendte sig til Rama og rapporterede, hvilken ondsindet handling

Meghanada havde udført. Så snart Rama hørte nyheden, foregav han at blive virket af den.

Han var godt klar over, at det var en pseudo-Sita, der var konstrueret ved hjælp af

dæmonernes magiske evner. Alligevel handlede han, som var han blot et menneske blandt

mennesker! Også Lakshmana blev slået ud af fortvivlelse. Han sørgede over tabet af Alle

Verdeners Moder. Han sad modløs over det formålsløse ved fortsat at skulle leve i denne

verden. Da Vibhishana hørte nyheden om, hvad der var hændt, skyndte han sig hen til Rama.

Han sagde: ”Herre! Du kender sandheden om dette her. Hele episoden er et bedrag. Sita

lever, og hun bliver omhyggeligt beskyttet og bevogtet. Alene Ravana kan få adgang til det

sted, hvor hun bliver bevogtet. Meghanada har blot designet en ’Sita’ og dræbt hende for at

narre os ud i fortvivlelse. Blandt os dæmoner er sådanne tricks meget almindelige. Jeg ved,

hvordan de fryder sig over sådanne ondskabsfulde kneb.” Rama og Lakshmana blev glade, da

de hørte ham fortælle dette. De værdsatte hans afsløring af dæmonernes hemmelige taktik.

For at få bekræftet Vibhishana’s udtalelse, og for at fjerne al sin tvivl, antog Hanuman en

anden skikkelse. Så gik han ubemærket ind i Lanka’s hovedstad. Han gik hen til den park, hvor

Sita blev bevogtet. Da han vendte tilbage, kunne han forsikre aberne, at alt var som det skulle

være. Det ansporede dem til at føre endnu mere entusiasme ind i kampen.

26.33. Meghanada vendte hurtigt tilbage til kampen. Denne gang lod han ikke blot skarpe pile,

men også spyd, stridskøller, økser, stødere og kampesten regne ned over aberne. Overalt

omkring dem hørte aberne rædselsvækkende råb og kommandoer. ’Slå’, ’Hold fast’ og så

96

96


videre lød det, men de kunne ikke se, hvem det var, der efterkom disse ordre; de kunne ikke

se, hvem det var, der slog, flænsede og holdt dem fast! Det var en spøgelsesmæssig

oplevelse, der spredte forvirring blandt dem. De var ude af stand til at fastslå, hvorfra faren

kom, og hvor de kunne søge tilflugt. Selv frygtindgydende helte som Nala, Nila, Angada og

Hanuman blev opfyldt af frygt. Meghanada affyrede pile mod Lakshmana, Sugriva og

Vibhishana. Pilene gennemhullede deres kroppe. Men ikke desto mindre kæmpede de mod

ham med uformindsket raseri. Imidlertid engagerede Meghanada selveste Rama i striden. Han

affyrede en byge af hvæsende slange-pile mod Rama. Det var det berømte Drage-våben med

slange-pilene. Og Rama, den fremmeste blandt skuespillere, spillede sin rolle som menneske.

Rama, den mægtige helt der tilintetgjorde Khara, Dooshana (dæmon høvdinge i Ravana’s

stamme) og deres tæt opstillede soldater, tillod sig selv at blive ramt af dette kraftfulde

våbens virkning! For at vise passende respekt for det guddommelige Drage-våben og for at

demonstrere dets kraft, tillod han det at skade sig! Denne hændelse kan forekomme underlig,

men den indgår i historien om Rama, der kom til Jorden med egenskaber, kvaliteter og

begrænsninger. Så mennesker med tankers, ords, og handlingers begrænsede kapacitet kan

ikke opdage og erkende denne sandhed. Fordi Rama var blevet overmandet af Drage-våbenet,

blev aberne gjort hjælpeløse og ængstelige. Meghanada var overvældet af glæde. Imens han

udspyede vulgære fornærmelser, for han ud blandt aberne.

26.34. Jambavan så ham. ”Oh du ondskabsfulde orm! Stands!”, råbte han. Meghanada fejede

ham til side, idet han sagde: ”Skam være med dig. Indtil nu har jeg ignoreret dig, da du er for

gammel til at fortjene min opmærksomhed. Hvad bryder jeg mig om dine ord? Flyt dig.” Han

smed en trefork mod Jambavan. Det lykkedes ham at opsnappe den i luften, og han kastede

den tilbage mod Meghanada. Sigtet var så præcist, og kastet var så kraftfuldt, at treforken

ramte dæmonen lige i hjertet. Den sårede Meghanada drejede rundt om sig selv nogle få

gange og faldt så til jorden. Jambavan skyndte sig hen til det sted, hvor dæmonen var faldet

om. Han holdt fast om Meghanada’s fødder og svingede ham meget hurtigt rundt, før han slog

ham mod jorden. ”Sig mig så nu, om jeg er en gammel mand eller ej. Bedøm om jeg besidder

ungdommens styrke eller alderdommens svaghed.” Jambavan udfordrede dæmon-helten.

Meghanada døde ikke. Med stort besvær rejste han sig og gik væk derfra. Han havde ikke

fuldbragt det, han havde pralet med at ville gøre. Han følte sig derfor så flov og skamfuld, at

han ikke ville vise sit ansigt for faderen. Han gik lige hen til en have ved navn Nikumbala, hvor

mange dæmoner i fortiden havde udført bodsøvelser og udholdt streng asketisk levevis.

26.35. Fire af Vibhishana’s hofmænd, der inkognito iagttog de fjendtlige lederes bevægelser,

fik kendskab til, hvad der netop var hændt. De rapporterede Meghanada’s færden til deres

herre. Han skyndte sig til Rama og sagde: ”Herre! Jeg har lige hørt nogle nyheder. Meghanada

skal lige til at højtideligholde en ondartet offerceremoni med det formål at formilde onde

kræfter. Hvis han får gennemført ceremonien, vil det blive vanskeligt at besejre ham. Vi bliver

nødt til at slynge en masse forhindringer ud over offerstedet.” Rama værdsatte tilskyndelsen,

og han var glad for Vibhishana’s orientering. Han hidkaldte Hanuman og Angada og fortalte

dem: ”Brødre! Gå! Afbryd og forpur den offerceremoni, som Meghanada højtideligholder.”

Herefter vendte Rama sig mod Lakshmana og sagde: ”Lakshmana! Du er nødt til at besejre

denne fyr slagmarken. Læg dig sinde, at guder sørger grund af hans misgerninger.”

Så snart Rama havde afgivet denne ordre, samlede Vibhishana, Sugriva og Hanuman en

vældig abe-hær. Alle fulgte de Lakshmana for at give ham deres støtte. Lakshmana

bevæbnede sig med sin bue og ’det-altid-fyldte-pilekogger’. Efter at have knælet for Rama

drog han, med Rama i sit hjerte, ud af lejren. Angada, Nala, Nila og andre generaler gik bag

Hanuman.

26.36. Da de nåede frem til Nikumbala-haven, så de, at offerceremonien allerede var i gang.

De så, at kød og blod fra bøfler blev ofret i offerilden. De begyndte derfor straks at forstyrre

ceremonien. Men Meghanada holdt imidlertid ikke op med ofringen. Så nu begyndte de højlydt

at karikere de hymner, der blev fremsagt for at formilde de onde kræfter. Men det

foranledigede ikke præsterne til at standse ritualerne. Nu stormede de rasende aber ind

97

97


offerområdet. De fangede Meghanada ved at gribe fat i hans hår. De trak ham ned jorden

og sparkede ham. Meghanada grab treforken og sprang aberne. Angada og Hanuman

sprang ham. Begge blev de ramt af treforken. Slaget var så hårdt, at de begge rullede om

jorden. Lakshmana kom dem til undsætning. Han brækkede den skrækkelige trefork i to

stykker. Angada og Hanuman genvandt snart deres kræfter, og de slog Meghanada med al

deres styrke. Dæmonen tabte dog ikke modet. Han viste ingen tegn at blive virket af

slagene. Lakshmana lod dødelige pile regne ned over dæmonen, som var han Dødens Gud, der

var kommet for at dræbe denne Meghanada. Pilene angreb dæmonen, som var de tordenkiler,

der regnede ned over ham. Ved at anvende sine magiske evner gjorde Meghanada sig usynlig.

Han greb til mange mystiske kneb og undslap. Til sidst mistede Lakshmana tålmodigheden.

Han fæstnede en hellig pil buen, og idet han nedkaldte Rama’s styrke og storslåethed over

pilen, affyrede han den mod Meghanada, hvor end denne måtte befinde sig. Den pil ramte

Meghanada i hjertet og afsluttede hans liv. Eftersom han de sidste måneder havde haft billedet

af Rama og Lakshmana i sit sind, priste Angada, Hanuman og Vibhishana hans tapperhed og

måden, han døde . Uden besvær løftede Hanuman hans livløse krop op sine skuldre og

bar den til hovedstadens byport. Her lagde han liget og vendte der tilbage til lejren.

Lakshmana opsøgte Rama og knælede for hans fødder. Rama blev glad over broderens succes.

Han lyttede til den detaljerede beretning om hændelsen i Nikumbala-haven. Med stor

kærlighed kærtegnede han sin broder.

98

98


Kapitel 27

Den nedre region

27.1. Rama omfavnede Vibhishana, Hanuman, Nala, Nila og de øvrige ledere. Han begejstrede

dem alle med denne guddommelige berøring. Den smerte, der pinte dem, forsvandt et

øjeblik. Sårene deres kroppe helede. Aberne blev fornøjede ved synet af Rama’s glade

ansigt. Rama aberne med et medfølende blik.

27.2. I mellemtiden hørte Sulochana, Meghanada’s hustru, nyheden om sin mands død. Hun

fik nyheden af sine tjenestepiger, der var løbet til hende med den tragiske information. Ravana

selv havde følgende kommentarer: ”Indtil nu troede jeg, at denne lille opgave let kunne klares

af enten Meghanada eller Kumbhakarna. Nu har jeg med mine egne øjne set, hvorledes deres

kræfter ikke slog til. Jeg skammer mig over, at Meghanada blev offer for abernes angreb.

Hvordan kan de, der bliver dræbt af aber, stå at være helte?” Han forsøgte at trøste

Sulochana. Han sagde: ”Respekterede gemalinde! Opgiv din sorg. Du skal ikke tro, at jeg er en

helt af samme støbning som dem. Inden for en time eller to skal jeg bringe dig trøst. Du kan

være vidne til min mægtige styrke slagmarken. Jeg skal rive hovederne af dem, der

forårsagede din mands død. Jeg vil bringe dig disse hoveder. Det vil ske; det vil uden al tvivl

ske.” Således pralede og fantaserede Ravana i Sulochana’s nærværelse. Hans vrede blik brød

ud i flammer, og han var helt ude af sig selv af raseri.

27.3. Idet hun hørte disse ord, sagde den kloge og retskafne Sulochana: ”Oh du med de ti

hoveder! Bærer du i dit hjerte noget som helst håb om, at du kan sejre i denne krig? Du er

sunket ned i vildfarelsens dybe mørke. Længe har jeg bidt min bitterhed og skuffelse i mig. Jeg

mente, at det var upassende at sætte sig op imod sin svigerfader. Og i dette tilfælde er det

nytteløst at forsøge at overbevise dig om noget som helst. Dit raseri er den grundliggende

årsag til tilintetgørelsen af den dæmoniske befolkning denne ø. Lad mig fortælle dig

følgende: Det er umuligt for dig at vinde denne krig. Det er sandheden, det er den

ubestridelige sandhed.” Sulochana rejste sig pludseligt. Ensom, som hun var, jamrede hun sig.

Hun gik hen til de gemakker, der tilhørte Mandodari, dronningen, Meghanada’s moder. Da hun

kom derhen, faldt hun for sin svigermoders fødder og sagde: ”Din mand har frembragt denne

katastrofe; ingen anden er skyld i den. Du kan heller ikke undslippe den katastrofe, der helt

sikkert vil indtræffe i dag eller i morgen.” Hendes sønderrevne hjerte udøste disse ord, der var

hårde og ubarmhjertige. Det smertede også Mandodari at tænke Ravana’s ondsindede

begær og hans stolthed over sin egen ondskabsfuldhed. Hun græd over erkendelsen af, at

Sulochana’s ord var skrækkelig sande. Længe sad de to kvinder helt stille. Senere beskrev de

Rama’s gode egenskaber og fortræffeligheder for hinanden. Desuden talte de om Sita’s

ærbarhed og tålmodighed. De sagde til sig selv, at hvis de blot kunne få et glimt af denne

guddommelige person, så ville deres liv have været umagen værd.

27.4. Ravana kunne ikke holde ud at se sin svigerdatters, den efterladte Sulochana’s, smerte.

Hendes ord stak ham i hjertet, som var de spidse nagler. Hans sorg over tabet af en så

strålende og hengiven søn som Meghanada føltes så tung, at han faldt om. I fortvivlelse slog

han hovedet mod gulvet. Idet han rejste sig op, gav han udtryk for sin smerte over for den

Siva-statue, der stod i hans favorit-tempel. Imidlertid henvendte hans ministre sig til ham,

mens han befandt sig i templet. De sagde: ”Oh konge! Hvorfor sørger du forgæves? Sønner,

hustruer og alle de andre, som vi kaster vores kærlighed , er som lysglimt, der i et øjeblik

oplyser den mørke sky. De kommer og går. Livet er som et lyn; det varer ikke ved. Når du nu

ved dette fuldt ud, så er det ikke passende, at du synker ned i uvidenhed og begræder tabet af

de døde. Nu er tiden inde til at planlægge fremtiden. Du skal tilrettelægge en strategi, så vi

kan tilintetgøre fjenden, der står uden for vor dør.” Ved hjælp af diverse argumenter forsøgte

de at opmuntre ham og minde ham om den øjeblikkelige, presserende opgave. Omsider

99

99


samlede Ravana sine tyve håndflader, og idet han bad til Siva, kastede han sig i ærbødig

hyldest templets gulv.

27.5. Mens alt dette skete Jorden ovenover, blev Ahi-ravana, der levede i de nedre

regioner, bevidst om, at Ravana led af en voldsom sorg. For sig selv tænkte han: ”Hvordan

kan det være? Han har hele verden under sin kontrol og inden for sin rækkevidde. Ingen kan

besejre ham.” Ahi-ravana tilbad ingen anden Gud end gudinden Kamada (gudinden der

opfylder ønsker). Øjeblikkeligt mediterede han hende. For sin tilbeder åbenbarede gudinden

stedet Jorden, hvor Ravana befandt sig det tidspunkt. Derfor kunne Ahi-ravana vise sig

for Ravana’s åsyn i selve Siva-templet. Han faldt for Ravana’s fødder og bekendtgjorde sit

navn. Ahi-ravana var ingen ringere end endnu en af Ravana’s sønner. Sønnen forhørte sig om

årsagen til, at faderen var så modløs. Ravana fortalte ham alt, hvad der var sket fra det

tidspunkt, hvor de to brødre havde hugget Surpanakha’s næse og ører af. Denne beretning

gjorde Ahi-ravana meget bedrøvet. Han sagde: ”Moralens vej bliver beundret og tilbedt af alle

i hele verden. Når man forvilder sig væk fra den vej og foretrækker umoralskhedens vej, så vil

frygten trænge ind i hjertet. I stedet for at være opmærksom fortiden og fremtiden med

dens sandsynlige hændelsesforløb, så har du kastet dig ud i denne tåbelige, skæbnesvangre

krig. Som en konsekvens af det har du ødelagt din stamme og dit dynasti. Du kender ikke det

heltemod og den kraft, der ligger latent i ’mennesket’. Du har regnet den største blandt dem

som den ringeste og laveste. Alligevel ønsker jeg nu at love dig en ting. Jeg vil fange Rama og

Lakshmana og tage dem med mig til de nedre regioner. Der vil jeg ofre dem som offergaver til

min gudinde, Kamada. Derved vil jeg bringe umådelig berømmelse til dæmon-stammen.” Med

disse ord knælede han for Ravana og viste sin ærbødighed for gudinden Kamada. Herefter tog

han hen til Rama’s lejr. Med sin overnaturlige kraft fremmanede han mørkets ånd og

indhyllede aberne i bælgmørke. Det mørke, der omsluttede dem, var så tæt, at ingen var i

stand til at se en hånd for sig! I lejren blev aberne yderst vagtsomme. Selv døden vovede sig

ikke ind området. Hanuman, abe-vagten, forlængede sin hale i en sådan grad, at han var i

stand til at omkranse lejren mange gange med den. Han kunne gøre det, indtil halens ringe,

den ene lagt oven den anden, dannede en høj mur, der havde den samme størrelse og

styrke som en barriere bestående af mægtige klippestykker. Selv sad Hanuman årvågen ved

den eneste port ind til lejren. Det var det eneste sted, hvor det var muligt at komme ind i den

uindtagelige fæstningslejr.

27.6. Ahi-ravana så den beskyttede lejr og blev ramt af en stor frygt. Han var ikke i stand til at

udtænke en strategi for, hvordan han skulle kunne overliste dette forsvarsværk. Pludselig fik

han en lys ide. Han forandrede sig til en efterligning af Vibhishana. Så gik han hen og talte

med Hanuman ved porten. Han sagde: ”Ven! Jeg skal hen til Rama. Med hans velsignelse har

jeg været uden for lejren for at udføre mine offerritualer og aftenbønner. Dem er jeg nu færdig

med. Hvis jeg ikke straks går til Rama, vil jeg drage mig den synd, det er ikke at adlyde

hans ordre. Så tillad mig at komme ind i lejren.” Hanuman blev narret af disse ord og denne

skikkelse, som for ham lød og så ud som Vibhishana. Han tillod ham at komme ind i lejren.

Ahi-ravana fandt Nala og Sugriva i dyb søvn, eftersom de var udmattede af dagens kampe.

Også Rama sov. Hans hånd havde et fast greb om broderen, Lakshmana’s, hånd. Rama havde

lagt mærke til den pseudo-Vibhishana, der nærmede sig. Rama var inkarneret, og i dramaet,

han lod udspille, havde han antaget en menneskelig skikkelse. Hans formål med det var at

tilintetgøre hele den dæmoniske race og udslette den fuldstændig. Hans mission ville forblive

uafsluttet, hvis Ravana’s efterkommere overlevede i de nedre regioner. Så Rama spillede sin

rolle, som om han ikke kendte til det trick, som Ahi-ravana var i færd med at gennemføre.

Andre kan ikke forstå Rama’s veje. Han ved hvornår, hvor og ved hjælp af hvilke metoder, en

person skal udslettes. Han spiller sit drama sin egen måde.

27.7. Dæmonen fremsagde Mohana-mantraet. (Mantra der er kendt for at skabe forvirring).

Det kunne få hvem som helst til at besvime og miste bevidstheden. Det fik abe-heltene til at

sove endnu dybere. Nu bandt han Rama og Lakshmana. Han bortførte dem og bragte dem til

10

100


sin region i Jordens indre, den region der kaldes ’Det dybeste Helvede’. (En af de syv verdener

under Jorden).

27.8. Efter et stykke tid vågnede aberne, og de blev kastet ud i bestyrtelse, da de opdagede,

at Rama og Lakshmana ikke var hos dem. Stedet, hvor de havde sovet, var nu en dyb grav.

Snart genlød hele lejren af råb, støn og jamren. Aberne blev lige så ynkelige som himlen uden

Månen, eller som lotusblomster uden vand. Aberne drog ud i alle retninger for at lede efter

brødrene og bringe dem med tilbage. Mange løb mod havets kyst. Mange ledte i området rundt

om lejren. Ingen var i stand til at finde det mindste spor af dem. Aberne mistede snart håbet

og modet. De blev overvældet af sorg og fortvivlelse. ”Alle dæmon-krigerne er blevet slået

ihjel. Alene Ravana har overlevet. Hans dage nærmer sig også deres afslutning. På dette

tidspunkt har denne ulykke ramt os.” På den måde jamrede aberne sig over deres skæbne.

Sugriva, abernes konge, faldt selv besvimet om jorden. Vibhishana havde ikke hørt noget

om den ulykkelige begivenhed. Han kom nu tilbage fra et bad i havet efter at have gennemført

morgenritualerne. Han var iført våde klæder. Aberne løb hen til ham og fortalte, at Rama og

Lakshmana ikke var at finde i lejren. I et kort øjeblik blev Vibhishana ramt af sorg, men

eftersom han var bekendt med de tricks, som dæmonerne var i stand til at udføre ved at

benytte sig af deres overnaturlige evner, gættede han den hemmelige plan. ”Kom, lad os gå

ind i lejren”, sagde han. Disse ord trøstede dem lidt. Da han talte med Hanuman ved porten,

blev han både overrasket og chokeret. Hanuman spurgte: ”Hvad sker der her? For lidt siden

gik du gennem denne port og ind i lejren. Du bad mig om tilladelse til det.”

27.9. Nu stod det hele klart for Vibhishana. I sit sind kunne han danne sig et billede af det, der

var hændt. Derfor henvendte han sig til aberne følgende måde: ”Aber! Der er ingen grund

til bekymring. Ahi-ravana, Ravana’s søn, er en mester i at udføre sådanne tricks. Han lever i

‘Det dybeste Helvede’, de nedre regioner. At dømme efter dybden af denne grav, er jeg sikker

, at det er ham, der har bortført Rama og Lakshmana og bragt dem til sit eget underjordiske

sted. På det punkt er jeg ikke i tvivl. For ingen anden kan antage min skikkelse. Bliv ikke

modløse. Det er bedst, hvis en blandt os begiver sig derned. Det skal være en med stor styrke.

Vibhishana så sig omkring. Da han fik øje Hanuman, sagde han: ”Hanuman! Din fysiske og

mentale styrke er kendt over hele verden. Begiv dig straks til ‘Det dybeste Helvede’ og bring

Barmhjertighedens Herre, Rama og Lakshmana tilbage. Nu beskrev Vibhishana den rute, som

Hanuman skulle tage for at nå ‘Det dybeste Helvede’, hvor Ahi-ravana opholdt sig. Hver især

knugede Sugriva, Angada og Jambavan Hanuman til sit bryst og græd glædestårer. Hanuman

anmodede sin kongelige herre, Sugriva, om tilladelse til at tage af sted. Idet han begyndte

sin mission, fortalte han aberne: ”Frygt ikke. Vær ikke mindste måde bekymret. Hvem han

end er, så vil jeg tilintetgøre ham, om jeg så skal ofre mit liv. Ret snart vil jeg stå foran jer

sammen med Rama og Lakshmana. Vær forvisset om det.” Med disse ord og med bifaldsråbet

’sejr til Rama’ strømmende fra sine læber, tog Hanuman af sted. Da han kom til regionen ‘Det

dybeste Helvede’, hvilede han en stund under et træ. Han hørte to fugle tale højlydt sammen.

De sad lige ovenover ham. Hanuman kendte fuglenes sprog, så han lyttede til deres samtale:

”Min ven!”, sagde den ene. ”Ahi-ravana har bragt brødrene, Rama og Lakshmana, hertil. Han

har gennemført alle forberedelserne til at ofre dem begge til gudinden Kamada. Efter ofringen

vil han smide disse hellige legemer væk. Så meget vi lyster, kan vi så gøre os til gode med

disse hellige legemer. Dagen i dag er en festdag for os.” Under træet rejste Hanuman sig

hurtig. Som en kobraslange, der er blevet trådt halen, hvislede han arrigt og sprang fremad

som en gigantisk flamme. ”Ak! Jeg frygter, hvad der allerede måtte være hændt min Herre”,

jamrede han.

27.10. Han drog ind i Ahi-ravana’s by. Ved selve indgangen var han nødt til at kæmpe mod og

overvinde Makaradhwaja, abe-vagten, hvis han ville ind i byen. Men da Hanuman så, at vagten

var en abe, spurgte han til dennes slægt og historie. Det lykkedes Hanuman at vinde

Makaradhwaja’s tillid. Af ham fik Hanuman information om Rama og Lakshmana og om deres

skæbne. Han fik også kendskab til, at brødrene ved daggry skulle bringes til gudinden

Kamada’s tempel. Her skulle de ofres til gudinden som menneskelige offergaver.

10

101


27.11. Hanuman spurgte Makaradhwaja, hvor de nedre regioners grusomme, øverste

magthaver holdt brødrene fanget. Beredvilligt gav han Hanuman alle detaljer. Imidlertid holdt

han fast , at han ikke kunne tillade Hanuman at gå ind området. Han var nødt til at

adlyde sin herre og være loyal over for dennes interesser. ”Ligegyldigt hvilke lidelser jeg bliver

nødt til at gennemgå, vil jeg ikke lukke dig ind”, sagde han. ”Hvis jeg viser dig specielle

hensyn, fordi du er en abe, vil jeg derved vanære hele abe-racen som værende ulidelig og

utaknemmelig. Min herre, Ahi-ravana, er lige så henrivende for mig, som din Herre, Rama, er

for dig. Så ligegyldigt hvor nært du måtte stå mig, så vil jeg ikke vakle eller afvige fra min

pligt. Jeg vil gøre min pligt og udføre hans befaling. Du kan udelukkende komme ind, efter du

har besejret mig i kamp”, sagde han udfordrende. Hanuman værdsatte hans indstilling og

pligtopfyldelse. Han var glad for, at Makaradhwaja havde valgt den behørige indstilling til sin

opgave som vagt. Han tog udfordringen op og indlod sig i kamp. Efter et stykke tid med heftig

kamp besluttede Hanuman, at det ikke var ønskværdigt at trække kampen ud. Så han snoede

sin hale rundt om Makaradhwaja’s krop og kastede ham langt væk. Herefter begav Hanuman

sig frimodigt ind i byen. Han lagde mærke til en blomsterhandler, der kom ind gennem porten.

Han bar en stor, smuk blomsterkrans af velduftende blomster. Hanuman bestemte sig for,

at det var den bedste chance for at nå hen til det sted, han ønskede. Derfor antog han hurtigt

en molekylær skikkelse og satte sig ind i blomsterkransen, som blomsterhandelen bar .

Blomsterkransen blev ikke tungere; den var lige så let, som den hele tiden havde været.

Blomsterhandleren havde ingen anelse om, hvad der var hændt. For ham var alting som før.

Blomsterkransen blev afleveret til Ahi-ravana selv. Han tog den med begge sine hænder og

hængte den rundt om halsen statuen af Kamada inde i templet. Han ofrede også

forskellige, overdådige måltider som helliggjort føde til statuen. Fra sit gode udsigtspunkt i

blomsterkransen, der var hængt rundt om statuens hals, spiste Hanuman alle de måltider, der

blev placeret foran statuen. Dæmonerne så maden forsvinde, og de blev henrykte over, at

gudinden havde nedladt sig til at acceptere deres hengivenhed. Ahi-ravana var også lykkelig

ved tanken om, at ’i dag er mine bønner blevet hørt; min skæbne har nået sit højdepunkt’.

27.12. I mellemtiden blev Rama og Lakshmana ført ind. De var udsmykket den måde, som

offerdyr plejer at blive udsmykket. Kolossale dæmon-krigere gik hver side af dem. De holdt

fast i deres arme. Hanuman så, at man bragte dem til at stå ved siden af offer-alteret. Fra det

sted, hvor han stod, bøjede Hanuman sig i ærbødighed for Rama, og han fyldte sit sind i

tilbedelse af ham. Vagterne placerede brødrene lige foran statuen og holdt skarpe sværd tæt

ved deres hals. Ahi-ravana meddelte, at den hellige ofring af de to brødres liv ville finde sted

umiddelbart efter, at man havde svinget med Den hellige Flamme. Endvidere meddelte han

vagterne, at de skulle holde sig parat til at udføre deres opgave uden et øjebliks forsinkelse.

Rama og Lakshmana, der i virkeligheden var guddommelige væsener, der spillede rollerne som

mennesker, havde opdaget, at det var Hanuman, der havde spist den mad, der var blevet

ofret af Ahi-ravana til guddommen. Den viden formåede dem til at engagere sig i den

forestående begivenhed med højt humør. Da Ahi-ravana så dem smile og være muntre, blev

han frygtelig rasende. Han sagde: ”Godt! Hvis de få øjeblikke, I har tilbage at leve i, skænker

jer så megen glæde, vil jeg ikke sætte mig imod det. Vær glade så længe I kan. Om ikke ret

længe kan I smile i Døds-gudens rige.” Han viste ikke den mindste respekt eller agtelse for

brødrene, men fortsatte med at fryde sig over deres forestående skæbne. Og han fortsatte

med at komme med skånselsløse ord for at såre dem endnu mere. På grund af hans opførsel

rejste tempelpræsten sig. Efter han havde vist sin herre respekt, informerede han Ahi-ravana

om, at de politiske, moralske regler foreskrev, at fangerne, hvis de ønskede det, skulle have

tilladelse til at bede til deres beskytter om fred efter døden. Dæmon-lederen rejste sig fra sit

sæde og bekendtgjorde: ”Prinser! Hvis I har nogen velyndere og sympatisører, så er tiden nu

inde til at udtrykke jeres taknemmelighed over for dem, eftersom I kun har få øjeblikke tilbage

at leve i.” Rama og Lakshmana så hinandens ansigter og smilede.

27.13. I det øjeblik udstødte Hanuman et enormt brøl. Da de hørte det, forestillede

dæmonerne sig, at deres gudinde havde manifesteret sig og denne måde udtrykte sin

10

102


vrede. Hanuman sprang ned fra blomsterkransen. Han antog igen sin rædselsvækkende

skikkelse og greb det sværd, der var i gudindens hænder. Så slog han Ahi-ravana til jorden;

han slog og slog ham med sværdet og hakkede ham i småstykker. Men Ahi-ravana’s krop

havde en diamants styrke, og han havde engang fået et mystisk løfte. Det løfte bevirkede, at

småstykkerne af hans krop voksede sammen og blev til et hele lige så hurtigt, som de blev

adskilt. Til sidst fæstnede Hanuman Rama i sit sind, og med råbet: ’Sejr til Rama!’ holdt han

dæmonens hoved fast med den ene hånd, og med den anden skar han halsen over ham.

Før hoved og hals kunne vokse sammen igen, smed han hovedet ind i den flammende ild i

offergraven lige foran statuen af gudinden.

27.14. Netop i det øjeblik lykkedes det for vagten, Makaradhwaja, at nå hen til templet og

gudindens nærvær. Da Hanuman så ham, tog han guldkronen af Ahi-ravana’s hoved. Idet han

satte den Makaradhwaja’s hoved, udråbte han ham til hersker over ‘Det dybeste Helvede’.

Han rådede den nyudnævnte hersker til altid at være taknemmelig over for brødrene og altid

at være loyal og hengiven over for dem. Han fik Rama og Lakshmana til at sætte sig op

sine skuldre, og i ét spring steg han op fra ‘Det dybeste Helvede’ og landede sikkert midt

blandt abe-horderne. Alle aberne havde ivrigt stået og set efter dem med deres millioner af

øjne. Vibhishana og flere andre kunne ikke rumme den glæde, der overvældede dem, da de så

brødrene stå foran sig i god behold. De faldt for Rama’s og Lakshmana’s fødder. De knugede

Hanuman til sig og græd taknemmelighedens tårer. Aberne priste Hanuman i tusindvis af

forskellige hymner. De løftede ham op deres skuldre; de gav ham mad, og de kærtegnede

ham. De omfavnede ham og øste deres kærlighed ud over ham. Vibhishana stod foran Rama

og sagde: ”Herre! Hvad kan jeg sige om din guddommelige leg? Du alene er i stand til at

åbenbare betydningen af dine handlinger og aktiviteter for os. Du er kommet til Jorden med

det forsæt at fjerne de dæmoniske beboere, og det gælder endda de dæmoniske beboere fra

de nedre regioner. Jeg ved, at al den sceneoptræden er for at fuldbyrde dette forsæt.”

27.15. Ravana fik kendskab til, at Hanuman havde bragt Rama og Lakshmana tilbage fra Ahiravana’s

rige. Han hørte de tragiske nyheder om sin søn Ahi-ravana’s død. Han brød sammen

og faldt om gulvet. Længe og højlydt jamrede han sig over tabet. Tårer flød i strømme fra

hans øjne. Mandodari, dronningen, kom hen til ham og gjorde sit bedste for at trøste ham og

formindske hans sorg. Han lyttede ikke til hendes ord. Hendes venlige råd gjorde ham blot

endnu mere rasende. Ravana mønstrede noget mod og rejste sig pludselig for at møde en

minister, der nu meldte sig. Ministerens navn var Sindhuranatha. Han var en anset og

respekteret ældre, der var højt oppe i årene. Han var en meget klog mand, der havde stået

Vibhishana nær, da denne tidligere havde opholdt sig Lanka. Han rådede Ravana angående

forskellige moralske dyder og om mennesker og tings forgængelighed. Ravana lyttede ikke til

ham. Han behandlede ham endda med åbenlys afsky. Ministeren blev bedrøvet, da han så

Ravana’s reaktion. Det, han følte, var: ”I ulykkelige stunder bliver intelligensen også uskarp.

Stakkels fyr! Han går sin undergang i møde, og derfor smager selv søde råd ham bittert.” Af

ren og skær barmhjertighed fortsatte den gamle minister alligevel med at komme med venlige

råd.

27.16. Ligesom for sig selv sagde Ravana: ”Nu er min slægt og mine venner blevet reduceret

voldsomt; der er snart ingen tilbage.” Til det sagde en gammel minister: ”Hvorfor siger du det?

Du har stadig en søn, der lever. Det er Narantaka, og han har en hær 720 millioner

dæmon-krigere. Bed ham om støtte; send straks en kurer. Narantaka kan tilintetgøre fjenden;

det behøver du ikke tvivle .” Ravana blev glad for at høre de ord. Han sendte en kurer ved

navn Dhoomakethu af sted med ordre om at bringe den kloge Narantaka med sig tilbage.

Kureren nåede frem til Narantaka. Han beskrev de tragedier, der havde ramt Lanka. Han

viderebragte Ravana’s indtrængende bøn om sønnens hjælp. Narantaka begav sig straks af

sted med sine styrker, og så snart han nåede frem til slagmarken, kastede han sig over abestyrkerne.

Fra lang afstand fik Hanuman øje ham. Han gik fremad for at stå ansigt til ansigt

med dæmonen. Da Narantaka så Hanuman og dennes skrækindjagende skikkelse, blev han

slået af frygt. Han spurgte Dhoomakethu, hvem denne abe var. Han fik at vide, at det var

10

103


Hanuman, den uovervindelige helt der havde dræbt alle hans brødre. Da Narantaka hørte det,

blev han endnu mere rasende. Han satte pile sin bue og skød dem mod Hanuman. Men

denne opfangede dem alle med sine hænder og knækkede dem i småstykker. Hanuman gik

meget tæt hen til Narantaka, og meget hårdt hamrede han løs sit eget bryst med sine

knyttede næver. Han løftede dæmonen højt op i luften og svingede ham hurtigt rundt. Så

smed han ham dybt ned i den nedre region, der er kendt som ’De fordrevnes Region’. Millioner

af Narantaka’s dæmon-tilhængere blev smidt i havet. Hanuman brækkede Narantaka’s hærs

stridsvogne i stumper og stykker; vognstyrerne blev også tilintetgjort.

10

104


Kapitel 28

Ti hoveder ruller

28.1. Da Ravana hørte nyheden om denne massakre, udbrød han: ”Hvem kunne forudse, at

krigen ville slutte den måde? Hvem kunne forudse, at det ville udvikle sig til sådan en

ulykkelig katastrofe?” Nyheden om Narantaka’s død spredte frygt over hele Lanka. Mange

lærde opsøgte Ravana, den efterladte fader, og forsøgte at trøste og opmuntre ham. Men

deres anstrengelser var blot spild af tid. Deres råd trængte ikke ind i Ravana’s hoveder. Da

Ravana kom til sig selv, hørte han Narantaka’s hustru jamre sig. Det gjorde ham endnu mere

vred og forbitret. Han glemte sig selv i hævnens og vredens flammer. Selv om Ravana ikke

bemærkede det, så gik natten hæld, og en ny dag gryede. Aberne havde samlet sig uden

for hovedstadens fire byporte. Som sædvanlig gjorde de sig klar til at storme portene og

trænge ind i byen. Ravana sammenkaldte dæmon-krigerne og henvendte sig til dem med

ordene: ”Soldater! Hvis jeres hjerter skælver ved udsigten til kamp, så er det bedst, at I

øjeblikkeligt forlader geledderne. Lad være med at flygte, mens kampen står . Hvis I gør

det, vil jeg nedslagte jer med mine egne hænder.” Ved at true dem den måde, mente han,

at de ville kæmpe til sidste mand. Nu gav han ordre om, at den hurtigste stridsvogn skulle

bringes hen til ham. Han gav ligeledes ordre om, at der blev slået krigstrommerne og blæst

i trompeterne. På samme måde som mørket får bjergtinderne til at stå skarpt række mod

aftenhimlen, marcherede dæmon-krigerne fremad i rækker og geledder. En række dårlige

varsler væltede ned over dem. Men Ravana, der pralede af sine fysiske kræfter, ænsede dem

ikke. Våben, som han ellers havde et godt greb om, gled ud af hænderne ham.

Vognstyreren, der havde indtaget sin plads, faldt ned fra sin planke. De elefanter og heste, der

førte an i marchen mod slagmarken, begyndte at hyle højlydt. Fra alle retninger skabte hunde

og ræve en disharmonisk larm af ren og skær sorg. Ugler tudede ildevarslende, som

annoncerede de den dommedag, der tonede frem over Lanka.

28.2. De dæmoniske styrker, kavaleriet, elefanteriet og infanteriet marcherede fremad for at

møde fjenden ved byportene. Da styrkerne trampede hårdt i jorden, begyndte den at skælve.

Denne hærs pragt var ubeskrivelig. Hæren, der blev anført af Ravana, skinnede som den hær,

Forårets Gud hvert år fører an med alle dens farver og al dens musik og glæde. Trommer,

trompeter, signalhorn og fløjter flirtede med hinanden i én storslået strøm af heltemod og

eventyr. Imidlertid kastede aberne og bjørnene sig over dæmonerne. De angreb dem som en

hærskare af store bjerge, hvis vinger var blevet stækket af en besynderlig krafts pile. De

angreb dæmonerne, som var de dødens håndlangere. Deres mest effektive våben var tænder

og kløer. De smed store høje og kolossale træer mod fjenden. Deres løveagtige brøl: ’Sejr til

vor Herre, Rama!’, fik dæmonernes elefanthjerter til at skælve i dødsangst. Meget hurtigt

udviklede kampen sig til at blive en række dueller mellem dæmoner og aber. Råbet: ’Sejr til

Rama!’ blev mødt af råbet: ’Sejr til Ravana!’. Dæmonerne kæmpede som dødens

repræsentanter; aberne blødte fra talrige sår. Med deres knytnæver slog de fjenderne hårdt.

De flåede dem i stykker med deres tænder. Med deres fødder sparkede de dem i ribbenene.

De greb hårdt fat i dæmonerne og flåede dem fra hinanden. De trak deres indvolde ud af

kroppen dem og bar dem rundt om deres halse. Med ængstelse og bekymring så Ravana,

at det tyndede ud i hans hær. Han tog sin bue frem og skød pil efter pil mod de soldater fra

hans hær, der flygtede for livet. Han skød efter dem, der flygtede fra raseriet slagmarken.

Da de så Ravana være opfyldt af vrede over sine egne krigere, blev aberne yderligere

inspireret til strid. De skreg af glæde, og i stort antal sprang de ham. De kastede store

klippestykker og træer mod ham. Alt imens han opmuntrede sine soldater til at holde stand,

vendte Ravana sig fjendtligt mod aberne omkring sig. Nu flygtede aberne i alle retninger. De

var ude af stand til at møde Ravana’s pludselige frembrusen. De jamrede: ”Oh herre, Sugriva!

Sugriva! Frels os, frels os.”

10

105


28.3. Jorden og himlen formørkedes af den byge af pile, som Ravana affyrede. Aberne løb til

landets fjerneste egne. Kaos bredte sig i lejren. Lakshmana lagde mærke til den forandrede

situation slagmarken. Han gjorde sig rede og bevæbnede sig med sin bue og et bundt pile.

Han knælede for Rama, rejste sig efter at have modtaget broderens velsignelse og drog ud

slagmarken.

28.4. Lakshmana antastede Ravana og hånede ham følgende vis: ”Din skurk! Hvilken gavn

har du af at slagte aber og bjørne? Vend dit blik mod mig, der står foran dig som selve Døden,

Tidens Ånd, der er kommet for at afslutte din jordiske karriere.” Ravana svarede: ”Kender jeg

ikke dig? Det var dig, der slog min søn ihjel. Jeg har holdt udkig efter dig i mange dage. Mit

hjerte vil udelukkende finde trøst ved, at jeg dræber dig i dag.” Ravana skreg i vrede og

affyrede skarpe pile mod Lakshmana. Men klogt huggede Lakshmana dem i tusindvis af

splinter. Desuden skød Lakshmana flammende pile mod Ravana. Disse pile skar Ravana’s

stridsvogn så vel som hans vognstyrer i småstykker. Lakshmana affyrede byger af pile i

dødbringende bundter hundrede eller flere. De fandt deres mål Ravana’s hoveder og

bryst. Da han mistede bevidstheden grund af smerten og blodtabet, faldt han til jorden.

Dog kom han sig hurtigt og rejste sig i voldsom vrede. Han rettede det forfærdelige kraftige

missil, som han havde fået overdraget af den første i den hellige treenighed, selveste Brahma.

Da missilet ramte Lakshmana, faldt han til jorden. Hanuman så Lakshmana falde, så han

skyndte sig hen til ham, idet han råbte forbandelser mod Ravana. Med sin knytnæve rettede

Ravana et voldsomt slag mod Hanuman. Det fik ham til at vakle i smerte, men han fik

stabiliseret sig. Han gengældte slaget med et endnu mere kraftfuldt slag end det, Ravana

havde tildelt ham. Ravana blev forbløffet over slaget virkning. Han tænkte: ”Måtte denne fyrs

knytnæve blive brændt til aske. Jeg havde aldrig drømt om, at en abes næve kunne slå sådan

et tordenslag.”

28.5. I mellemtiden genvandt Lakshmana bevidstheden. Han rejste sig og var klar til kamp. Da

Ravana en kort stund mistede bevidstheden, måtte han hjælpes op i en anden stridsvogn.

Fornuftigt nok kørte hans vognstyrer stridsvognen i retning af Lanka by. Da Ravana nåede til

byen, havde han fået sin fulde bevidsthed tilbage. Han beordrede, at et specielt

ødelæggelsesskabende og sejrsgivende ritual ved navn Patalahoma skulle gennemføres, så

han kunne besejre fjenden, der stod hans dørtrin. Hvor var han dog en stor tåbe! Ville han

nogen sinde kunne opnå sejr i striden mod Rama? De, der spionerede for Vibhishana, bragte

denne nyheden om det sejrsgivende ritual. Derfor blev han i god tid opmærksom det. Uden

yderlig forsinkelse henvendte Vibhishana sig til Rama. Han faldt for Rama’s fødder og sagde:

”Herre! Nu er Ravana i gang med at gennemføre et ritual. Det er det samme ritual, som

Meghanada tidligere begyndte. Aberne er nødt til at vanhellige og skænde ceremonien, så

Ravana om muligt kan blive berøvet den gavn og nytte, han håber at sikre sig gennem den. I

tilfælde af at vi tillader dette ritual at blive gennemført uden afbrydelse, vil det blive meget

vanskeligt at besejre Ravana.”

28.6. Snart blev det daggry. I henhold til Rama’s ordre begav Angada og Hanuman sig til det

afspærrede område, hvor ceremonien blev højtideligholdt. Med sig havde de et stort følge. I

stor overstadighed sprang og hoppede de omkring og omringede Ravana’s palads. ”Ugudelige

afholder af offerceremonier! Du flygter fra kamppladsen; du finder sikkerhed i hjemmet, og nu

sidder du behageligt og mediterer!” Angada vovede at gå meget tæt hen til dæmonen og

sparke ham en enkelt gang. Ravana var i færd med den forberedende stilhed og meditation.

Selv den mindste bevægelse eller forstyrrelse ville gøre ham uegnet og uhellig. Derved ville

det ritual, han skulle til at gennemføre for at opnå sejr, blive gjort ufrugtbart. Angada og

aberne tog sig friheder over for ham. Nogle af dem huggede deres tænder i ham. Nogle få af

dem rykkede ham i håret. Det var grænsen! Ravana blev voldsomt vred. Han rejste sig op.

Han greb fat i nogle få aber, svingede dem hurtigt rundt over sit hoved og forsøgte at smadre

dem mod jorden. Men det tidspunkt, hvor han ville smadre dem mod jorden, blev han ude

af stand til at bevæge sig den mindste smule. Det var yderst skamfuldt. Snart fulgte er

10

106


egulært slagsmål og en regulær strid mellem Ravana og aberne. Den offerceremoni, han

havde planlagt, kunne ikke blive gennemført. Ravana sank hen i sorg.

28.7. Rama blev hele tiden holdt orienteret om alt, hvad der skete. Vibhishana og andre var

glade for, at deres strategi var blevet fuldbyrdet. Ravana var dybt skuffet over, at det ikke var

lykkedes ham at højtideligholde offerceremonien. Men han var nødt til pligtskyldigt at begive

sig ud slagmarken. Så snart han tog af sted fra sit palads, hilste dårlige varsler ham.

Drager fløj ud og ind mellem hans hoveder og hænder, og hans kroner gled ned fra deres

pladser. Han tog ingen hensyn til advarslerne. Han gav ordre om, at der blev slået

krigstrommer og blæst i trompeter. Da signalet lød, samlede hundrede tusinder af dæmoner

sig. Hæren begav sig af sted for at føre en dødelig krig mod Rama. Rama tog sit pilekogger

over skulderen og sin bue i hånden. Med sine lange arme og brede bryst stod den glansfulde

legemliggørelse af pragt slagmarken. Han var selve billedet heltemodig styrke. Guderne

samlede sig over hans hoved og ofrede ærbødig hyldest til ’Menneskehedens Frelser fra de

dæmoniske horder’. Abe-hæren fulgte Rama. Aberne var opstillet i perfekt orden, og

opmærksomt afventede de Rama’s befaling. Som tordenudspyende skyer, der Dommedag

sender ødelæggende vandmængder ned Jorden, bevægede abe-styrkerne sig nu hastigt

mod dæmon-styrkerne. De var fast besluttet at tilintetgøre fjenden. De vældige

klippestykker, som de kæmpende smed mod fjenden, larmede som tordenbrag, når de ramte

jorden. På et øjeblik blev den dæmoniske hærs stridsvogne, elefanter og heste tilintetgjort.

Tusinder og atter tusinder af dæmoner faldt til jorden. Blodet strømmede, som var det floder.

Ravana mistede alle sine krigere. Han følte, at han var alene, og at aberne og bjørnene var

mange. Derfor besluttede han sig for at ty til sine magiske kræfter. Bortset fra Rama udøvede

han sin magi over for alle. Men Rama ville det anderledes. På grund af Rama’s vilje så Ravana

følgende, ligegyldigt hvor han vendte sit blik: Et umådeligt hav af abe-styrker med Rama og

Lakshmana i spidsen. Da han så det, erkendte Ravana, at hans magiske evner ikke kunne

frembringe nogen virkning Rama. Snart kaldte Rama aberne til sig, og i højtidelig alvor bad

han dem om følgende: ”I er alle udmattede efter den lange og hårde strid. Gå og hvil jer. Se

nu kampen mellem Rama og Ravana.”

28.8. Ikke så snart havde Rama sagt disse ord, før Ravana kom ham i møde med et

udfordrende brøl. Rama smilede, og med en blid stemme sagde han: ”Tåbe! Lyt nu først til de

råd vedrørende moral, som jeg giver dig. I verden findes der tre slags mennesker. Den første

type er som Patali-træet. Det blomstrer flot, men blomsterne udvikler ikke frugt. De, der

hengiver sig til ren og skær tale og ikke praktiserer en anelse af det, de siger, er af den type.

Den anden gruppe mennesker er som pisang-palmen. Den giver både blomster og frugter. De,

der taler og handler; de, der praktiserer, hvad de hævder, tilhører denne type. Den tredje type

er som Jack-træet. Det har ingen blomster, det har udelukkende frugter. Den bedste slags

mennesker hverken plaprer løs, praler eller taler højlydt. De er tavse arbejdere, der handler

uden at prale med det, de gør. Du er slet og ret en pralhals. Dit umoralske styre har styrtet

din stamme ud i fordærv.”

28.9. Ravana var ikke i humør til at finde sig i disse beskyldninger. Han sagde: ”Hvad! Vover

du at belære mig?”, hvorefter han overdængede Rama med en strøm af skældsord. Pludselig

skød han et bundt kraftigt virkende pile mod Rama. Rama svarede igen ved at affyre Ild-pilen.

Ravana’s pile blev brændt til aske af det våben, som Rama havde udsendt. Ravana rettede

millioner af skarpkantede diskos og tregrenede forke mod Rama. Men hans ondsindede hjertes

håb gik ikke i opfyldelse. Der løftede Rama sin frygtindgydende bue og affyrede en strøm af

dødbringende pile. Som dødens og brilleslangens uimodståelige budbringere fløj de lige mod

Ravana; alle var de ivrige efter at injicere deres dødelige gift.

28.10. Rama lagde mærke til, at så snart hans pile skar ét hoved af, så voksede et andet ud

og tog dets plads. Eftersom Ravana var i stand til at ignorere sin forestående død, svulmede

han af stolthed. Voldsomt triumferende udfordrede han Rama. Det var et grufuldt syn.

Hovederne, der rullede rundt jorden, råbte: ”Hvor er denne Rama? Hvor er Lakshmana?

10

107


Hvor er denne Sugriva?” Hovederne, der forblev kroppen, skar tænder og spurgte til

Vibhishana. De overøste ham med fornærmelser. De sagde: ”Min broder! Du skulle skamme

dig over blot at afvente nyheden om din broders død, så du kan efterfølge ham tronen! Du

er ikke en helt. Du er en kujonagtig asket. Skam dig. Ingen burde se dit ansigt.” Snart

voksede de mistede hoveder frem igen, og Ravana kæmpede som en rasende og med en

uforlignelig tapperhed. Lakshmana, Sugriva og Angada iagttog ham og beundrede hans

dygtighed og mod. Omsider besluttede Rama, at Ravana’s endeligt ikke skulle udsættes

længere. Ravana’s misgerninger blev mangedoblet for hver dag, der gik. Nala, Nila og andre

abe-helte kastede klippestykker over Ravana, og de sårede ham voldsomt. Men aftenens

skumring lagde sig imellem, og kampen sluttede for den dag. Den nat sad Thrijata tæt ved

Sita og beskrev kampen mellem Rama og Ravana. Hun fortalte Sita, at hver gang Rama skar

et hoved af, så voksede et andet frem og tog dets plads. Da Sita hørte disse nyheder, blev hun

bleg. Hun sank hen i tristhed. Thrijata blev overrasket over denne reaktion. Hun sagde: ”Sita!

Du skal ikke være bekymret. Årsagen til at hovederne vokser ud igen, er, at Ravana opbevarer

billedet af din skikkelse i sit hjerte.” Da Sita hørte det, blev hun både glad og bedrøvet.

Thrijata skyndte sig at tilføje: ”Sita! Tvivl ikke. Ravana’s endeligt er nært forestående. Rama

vil sejre. Også Rama tænker dig, hver gang han affyrer en pil. Også han bærer billedet af

din skikkelse i sit hjerte. Så afslutningen bliver udsat, indtil det øjeblik indtræffer, hvor Ravana

en kort stund ikke har dig i tankerne. Det øjeblik vil betyde hans død. Han vil blive slået ihjel i

det øjeblik, det sker.”

28.11. Ravana fyldte den næste dags strid med magiske mysterier. Slagmarken var fyldt med

hans frembringelser: Spøgelser, sælsomme væsener og ånder med buer og pile. Kvindelige

ånder dansede rundt. De holdt et sværd i den ene hånd, og de mæskede sig med blod fra

kranier, de holdt i den anden hånd. ”Stands”, ”dræb” skreg de med skingre stemmer.

Ligegyldig hvilken retning aberne rykkede frem i, så stødte de ind i høje mure af ild. Aberne og

bjørnene blev lamslåede. Uden ophør faldt en tæt regn af sand ned over abe-styrkerne.

Ravana brølede i fryd over fjendens sørgelige situation. Lakshmana, Sugriva og andre blev sat

ud af spillet. Medynkvækkende bønfaldt krigerne Rama om at komme dem til hjælp. Rama

blev omringet af mange ’Hanuman’er’ skabt af Ravana’s magi. Hver ’Hanuman’ bar

kolossale klippestykker. De forsøgte også at binde Rama. De viklede deres haler om ham og

slog knuder dem! Halerne rullede sig ud og voksede mange kilometer i alle retninger. Men

Rama strålede ubekymret og uskadt; blå som en frisk blomst stod han midt i

blodsudgydelserne og forvirringen. Han vidste, at det alt sammen var skrøbelige

frembringelser og dæmonisk magi. Han lo for sig selv over Ravana’s anstrengelser for at

mystificere ham. Med en enkelt pil affyret fra sin bue ødelagde Rama alle de magiske evners

forskellige følger. Aberne og bjørnene så de forfærdelige scenerier forsvinde et øjeblik, og

de blev lykkelige. Så snart Rama’s pil trængte ind i Ravana’s specielle frembringelser,

forsvandt de alle sammen som dug for Solen. Aberne lod en haglbyge af sten falde ned over

Ravana. Mens de kastede stenene, sprang de rundt om ham. Nu udvalgte Rama en skarp pil

og skød den lige mod Ravana. Den skar et hoved af. Straks voksede et andet frem. Det gentog

sig igen og igen. Rama iagttog morskaben og så ud til at nyde den. Han kom i tanke om, at

grådighed overtager pladsen efter profit. Så snart man har tjent noget, fødes grådigheden

efter endnu større profit. Han så det afskårne hoved som profit og det udvoksede hoved som

grådighed!

28.12. Striden, der nu fulgte mellem Rama og Ravana, blev udkæmpet i et uforligneligt og

uovertruffent raseri. Ifølge ordsproget er havet som havet og himlen som himlen. De kan ikke

blive sammenlignet med noget andet fænomen. På tilsvarende måde kan kampen mellem

Rama og Ravana alene lignes med denne kamp. Kampen varede 18 dage. Kampen udmattede

ikke mindste måde Rama. For ham var den en leg, et tidsfordriv! Der var nogle få dage

tilbage, før de fjorten års eksil var gået, så han kunne godt tillade sig at beskæftige sig med

krigens spil. Hvis Rama har besluttet sig for en afslutning, hvordan kan Ravana så udsætte sit

endeligt eller ændre beslutningen? Da de tildelte dage var gået, sammensværgede alting sig

for at skabe dårlige varsler for Ravana. Hunde hylede, ræve klagede sig, æsler skrydede. Fugle

10

108


og vilde dyr opløftede en bedrøvelig jamren. Ildkugler faldt fra himlen. Pludselige udbrud af

ildebrande sås tydeligt i alle retninger. Mandodari’s, dronningens, hjerte slog kraftigt og

hurtigt. Samtlige gude-statuer i alle hjem og templer øen fældede massevis af tårer.

Hvirvelstorme spredte ødelæggelser bjerge og i dale. Da guderne blev opmærksomme

alle de nævnte tegn ulykke, vidste de, at Ravana’s endeligt var nært forestående. De

samlede sig ovenover for at være vidne til retskaffenhedens sejr. Idet de råbte: ”Sejr! Sejr!

bød de sejren velkommen.

28.13. Nu affyrede Rama i ét skud et bundt 31 pile mod Ravana. De styrtede af sted som

dødbringende brilleslanger. En pil trængte ind i den krukke med guddommelig nektar, der

skænker udødelighed, som Ravana havde under sin navle. Resten, de 30 pile, skar hans

hoveder og hænder af. Da hovederne og hænderne rullede rundt jorden, hoppede de

omkring som i en afsindig dans. Det gjorde de en kort stund, hvorefter de lå stille. Således

befriede Ravana sig selv for livet og nåede Himlen. Den dag var den fjortende dag i den anden

forårsmåneds lyse halvdel.

28.14. Fra Himlen hørte man i det øjeblik lyden fra en mængde himmelske trommer. Ravana’s

pragtfulde ånd smeltede sammen med Rama. Abe-krigerne blev forfærdede af forundring over

dette syn. De var forbløffede over det mod og den tapperhed, som Rama havde udvist i

kampen mod Ravana; en kamp der havde varet i 18 hele dage. Som med én stemme udbrød

de: ”Sejr! Sejr til Rama!” Da dronning Mandodari hørte, at Ravana var død, faldt hun sammen

gulvet. Da hun kom til sig selv igen, skyndte hun sig, sammen med sine tjenestepiger, hen

til Ravana’s lig. Her jamrede hun sig højlydt. Hun samlede hovederne sammen. Hun var ramt

af sorg over sin herres tragiske skæbne. I øm og kærlig erindring opremsede hun de bedrifter,

som Ravana havde udført i fortiden. ”Herre! Du har besejret og undertvunget hele skabelsen.

Hærskarer fra de otte verdenshjørner har kastet sig for dine fødder og bedt om beskyttelse.

Hvad har al den pragt gavnet? Hvad har din spartanske og asketiske levevis, som du har

gennemført, gavnet? På trods af al den magt du har tilkæmpet dig, var du nødt til at lide

denne skæbne. Dette slag ramte dig, eftersom du vendte dig væk fra Rama. Du var ikke i

stand til at besejre begærets tilskyndelser. Den, der bliver en slave af begæret, kan ikke

undslippe en alvorlig straf. Og det ligegyldigt om vedkommende er lige så kraftfuld som selve

Dødens Gud. Forblændet af begær, som du var, kunne du ikke forhindre denne tragiske

afslutning. Begær foranledigede dig til at ignorere Rama og invitere denne katastrofe til at

ramme dig. Ravana! Rama er inkarneret med følgende formål: At tilintetgøre skoven af

dæmonisk, moralsk fordærv med sin vredes flammer. Igen og igen fremlagde jeg denne

kendsgerning for dig. Men en ubarmhjertig skæbne gjorde dig døv over for mine bønner. Jeg

fortalte dig, at Rama ikke blot er et menneske. Tåbeligt stolede du dine fysiske kræfter, dit

høje intellekt, dine umådelige rigdomme og det kolossale antal dæmoner, som du herskede

over. Mens jeg holdt dine fødder i mine hænder, bønfaldt jeg da ikke om, at du skulle overgive

dig til Rama, Barmhjertighedens Hav, og den måde frelse dæmonerne fra tilintetgørelse?

Mine bønner var ikke velkomne hos dig. Konstant var du beskæftiget med at føre andre

skade, hvilket var en aktivitet, der gav dig stor glæde. Sjældent forsøgte du at hjælpe andre.

Dine tilskyndelser var altid rettet mod syndige handlinger og tanker. På trods af det har Rama

givet dig sin velsignelse, og din sjæl er smeltet sammen med ham. Hvor er det er stort bevis

hans barmhjertighed! Du døde for hans hånd. Det er en god skæbne, som det kun er få

forundt. Det skete, fordi Rama kom til denne verden i menneskelig skikkelse med det specielle

formål at slå dig ihjel. Den kongelige vej, der førte til tilintetgørelsen af den dæmoniske race,

blev anlagt af dæmonernes hersker! Det vil blive husket som din største bedrift! Det er det

mest storslåede eksempel din beskyttende evne! Er det det endelige resultat af al din

askese og alle dine åndelige øvelser? Rama! Har du gjort dette for at bevise, at ingen kan

undslippe konsekvenserne af deres handlinger? Hvilket større eksempel for denne lov kan der

sættes? Den katastrofe, som Ravana frembragte, er sket her, så alle kan se den og lære af

den.” I lang tid sad Mandodari ved siden af sin herre og jamrede sig.

10

109


28.15. Gennem sin visdom havde Mandodari erkendt, at Rama var selve Den Universelle

Absolutte Gud, Det Absolutte. Guderne, der iagttog hende fra Himlen, blev jublende glade over

hendes livsanskuelse og holdning til livet her i sorgens stund. Vibhishana blev bevæget over at

høre Mandodari’s jamren. Han var enig i, at det hun havde sagt, og det hun følte, var sandt.

Rama og Lakshmana kom hen til Vibhishana og trøstede ham. De gav ham ordre om at

højtideligholde ligbrændingsritualerne for hans afdøde broder. I henhold til den ordre

gennemførte han alle de fastsatte ceremonier og ritualer behørige steder og korrekt,

ceremoniel vis. Mandodari og andre kvinder bragte også offergaver til vandet. Alle disse

offergaver blev helliggjort af mantraer. Enhver rekvisit, der skulle anvendes til

ligbrændingsritualer, blev anvendt i den korrekte rækkefølge. Det hele skete uden nogen

problemer eller forstyrrelser. Det var Vibhishana, der stod for det hele, mens han konstant

blev trøstet og opmuntret af Rama. Rama fortalte, at Ravana var blevet dræbt, eftersom

forbandelserne, som han gennem sine synder havde nedkaldt sig selv, havde udviklet sig

fuldt ud og derved var gået i opfyldelse. Der var derfor ingen grund til at begræde hans død.

28.16. Rama kaldte Lakshmana, Sugriva, Jambavan og Angada til sig og bad dem om at drage

ind i Lanka by sammen med Nala, Nila og flere andre. Her skulle de indsætte Vibhishana som

hersker over Lanka. Han bad dem gøre det uden forsinkelse, for de fjorten års eksil, som hans

fader havde foreskrevet ham, ville være forløbet den næste dag. Men Vibhishana protesterede

og bønfaldt: ”Hvad skal jeg med et rige? Lad mig i stedet være i dine lotusfødders umiddelbare

nærhed.” Han fortsatte: ”Fra denne dag er Lanka dit; behandl Lanka som en del af Ayodhya”,

insisterede han. Men Rama var ikke enig. Han tydeliggjorde og forklarede mange politiske

principper og erklærede, at hans ordre var uigenkaldelig. Så bad Vibhishana om, at Rama selv

skulle overdrage ham riget. Rama svarede: ”Nej. Efter at have overholdt og fulgt min faders

befaling i 13 år, 11 måneder og 29 dage, vil det ikke være rigtigt af mig at gå imod den den

sidste dag. Jeg lever i eksil, som han ønskede. En person, der lever i eksil, bør ikke drage ind i

nogen by eller menneskelig bosættelse. Du kender godt den regel.” Da han havde sagt det,

velsignede han Vibhishana og beordrede Lakshmana at drage ind i Lanka by og indsætte den

nye hersker Lanka’s trone. Idet Lakshmana, Sugriva, Angada, Nala, Nila med flere bøjede

deres hoved i accept af denne opgave, begav de sig ind i hovedstaden, og snart nåede de frem

til paladset. De satte kronen Vibhishana’s hoved, og hans pande satte de autoritetens

lykkevarslende mærke. Vibhishana knælede foran forsamlingen af aber. Idet han værdsatte

deres venlige hjælp, lovede han at opfylde sit livs egentlige formål ved at følge deres eksempel

og ved at drage nytte af deres hjælp. ”Jeg vil herske over dette land som Rama’s

repræsentant. Jeg vil ikke acceptere landet som værende mit. Jeg har allerede dedikeret mig

selv fuldt ud til Rama.” Da han erindrede al den grusomhed og fortræd, som Ravana og

dennes sønner og krigere havde forvoldt abe-horderne, blev han meget sørgmodig. Men han

trøstede sig ved tanken om, at alt, hvad der var hændt, havde været Rama’s, Den højeste

Viljes, ’leg’. Snart begav alle sig hen til Rama, hvor de i ærbødig hyldest faldt for hans fødder.

28.17. Nu kaldte Rama Hanuman hen til sig og sagde: ”Oh Hanuman, uforlignelige helt! Drag

endnu engang ind i Lanka by og gå mit ærinde. Fortæl Sita alt, hvad der er sket og vend

tilbage med lidelige nyheder om, hvordan hun har det.” Følgelig gik Hanuman ind i Lanka

by. Han gik hen til det sted, hvor Sita opholdt sig. Her faldt han for hendes fødder. Hun

spurgte ham: ”Er Rama og Lakshmana i sikkerhed? Er deres abe-styrker i sikkerhed? Er Rama,

Barmhjertighedens Hav, i sikkerhed, og er han lykkelig?” Med håndfladerne presset mod

hinanden og med bøjet hoved svarede Hanuman: ”Han er i sikkerhed. Han er i alle henseender

lykkelig. Han har dræbt Ravana og indsat Vibhishana som dette lands permanente hersker.”

Sita blev glad for nyheden om Rama’s sejr og Ravana’s undergang. Hendes ansigt lyste af

glæde. Hun følte sig gennemtrængt af en frydefuld fornemmelse af glæde. Glædestårer

strømmede fra hendes øjne. ”Oh abernes anfører! Hvad kan jeg tilbyde dig som gave, for at du

har overbragt mig de bedst tænkelige nyheder? Intet er lige så meget værd som de

opmuntrende ord, du netop har talt”, sagde hun. Hanuman svarede: ”Moder! Den lyksalighed

du udviser, din glæde der folder sig ud – det har været en lige så stor gave for mig, som

havde jeg fået de tre verdener. Hvad mere kan jeg forlange? Hvilken større lykke kan nogen

11

110


ønske sig, end den lykke det er at se Rama sejre over fjenden og være lykkelig sammen med

sin broder?” Med disse ord knælede han endnu engang for Sita’s fødder. Sita sagde: ”Oh du

bedste blandt aber! I disse ti måneder har jeg været hensunket i sorg over at være adskilt fra

min Herre, og derfor kunne jeg ikke sanse noget om den ydre verden. Jeg ved ikke, hvilken

dag i ugen det er i dag. Jeg ved ikke, om det er månedens lyse eller mørke fjorten dags

periode, eller hvilken dag det er i perioden. Ligegyldig hvilken dag det er, så har du givet mig

de mest velkomne og de mest lykkevarslende nyheder, så jeg vil kalde dagen Mangala dag.

(Mangala betyder heldig eller gunstig). (Skønt dagen almindeligvis bliver kaldt noget andet,

var det navnet, Sita gav den. Det var en tirsdag). Det betyder dagen, der bragte glæde, og

noget der lover godt. Må denne dag blive holdt hellig, og må du, overbringeren af disse

nyheder, blive specielt tilbedt denne dag. Må du denne dag blive tilbedt mere end ugens

øvrige dage.” Da han hørte dette, knælede Hanuman for hendes fødder, rejste sig og stod med

håndfladerne presset mod hinanden.

28.18. Sita bad indtrængende Hanuman om følgende: ”Skænk mig den velsignelse, det er at

møde legemliggørelsen af henrivenhed og medfølelse, min Herre, Rama. Er du ikke klar over,

at al den strid og alle disse drab i krigen var for min skyld; at det hele var for at bringe mig

tilbage til min Herre? Før mig hurtigt til Rama’s lotusfødder.” Hanuman kunne ikke bære den

smerte, der var så tydelig i Sita’s ord. Han sprang op i himlen og nåede hen til Rama et

øjeblik. Han berettede alt, hvad der var sket under mødet med Sita. Rama samlede Angada,

Vibhishana med flere og bad dem tage hen til det sted, hvor Sita befandt sig. Han gav dem

ordre om respektfuldt at bringe Sita hen til sig. De gik til Asoka-haven, hvor hun i så lang tid

havde været interneret. Vibhishana nævnte, at Sita måske ville tage et bad, iføre sig fine

silkeklæder og pynte sig med smykker, inden hun begav sig ud af Asoka-haven. Men Sita

afviste forslaget. Hun sagde: ”Rama er det mest værdifulde smykke, jeg har. Dette ene

smykke er nok for mig. At se ham er det bad, jeg trænger til. Det knæfald jeg vil gøre for

ham, er silkeklædet for mig. Jeg bryder mig ikke om at bære noget, der engang har været

Ravana’s ejendom.” Vibhishana blev bevæget over dybden af hendes længsel. Han bad

tjenestepigerne om at respektere hendes ønsker. De kunne også berette, at Sita desperat

længtes efter at få synet af sin Herre.

28.19. Snart blev der bragt en bærestol. Sita blev anbragt i den. Aberne bar bærestolen

deres skuldre. Når Sita passerede, hoppede de overlevende dæmon-kvinder, abe-krigere og

andre omkring i begejstring begge sider af vejen. De stod tåspidser, og de sprang i

vejret for at få et bedre og nærmere glimt af hende. Men Sita vendte sig hverken til højre eller

venstre. Hun bøjede sit hoved og var fordybet i én enkelt tanke – Rama. Da der manglede et

kort stykke vej, steg Sita ned fra bærestolen. Hun følte, at hun skulle gå det sidste stykke vej

hen til sin Herre i ydmyghed. Langsomt gik hun hen mod Rama. Efterhånden som hun

nærmede sig Rama, faldt de aber, der stod langs ruten, for hendes fødder og råbte: ’Sejr! Sejr

til Rama!’. Da hun var inden for kort afstand af Rama, erklærede han, at hun ikke straks skulle

bringes til ham, men at hun skulle gå gennem Ildprøven!

28.20. Da aberne hørte det, blev de chokerede. De blev tavse og fortvivlede. Men de var nødt

til at gå ud og samle tørt brænde og brændstof til at tænde og fodre ilden til Ildprøven. Før og

under krigen mod Ravana havde aberne båret mægtige klippestykker og kampesten deres

skuldre. Men nu fandt de selv samme aber selv små stykker tørt brænde for tunge for deres

kræfter. Årsagen var, at deres hjerter blev tynget ved tanken om, at Sita skulle udsættes for

denne nye prøvelse. Selvfølgelig vidste Rama, at Sita besad en pletfri karakter, og at hun var

selve legemliggørelsen af gode dyder. Vibhishana, Angada, Sugriva og flere andre vidste, at

Ildprøven udelukkende skulle gennemføres for at overbevise verden. Sandheden var, at den

guddommelige energi der var Sita, blev overført og anbragt i ilden, da de var i Dandakaskoven.

Den Sita, der var Lanka, var blot kroppen. Den guddommelige energi eller Den

livskraftige Kerne, blev alt imens plejet i ild af ild. Nu var hun nødt til at gå gennem ild, så hun

kunne komme til syne som den virkelige Sita, den legemliggjorte guddommelige energi.

11

111


28.21. Sita bød ritualet velkommen. For verden skulle blive overbevist om, at hendes hjerte

var rent og pletfrit. Hun var glad for at se flammerne blusse op. Lakshmana blev imidlertid

overvældet af sorg, for det var ham, der skulle føre tilsyn med ritualet. Sita trøstede ham med

blide ord: ”Lakshmana! Da jeg blev gift, tændte brahminerne ilden bryllupsdagen og

indviede højtideligheden. I dag vil ilden give mig en ny fødsel. Når det er sket, vil jeg ægte

Herren igen. Giv ilden god næring, for det er det rigtige at gøre.” Lakshmana blev rørt over

hendes smerte over adskillelsen, hendes længsel efter at møde Rama igen, hendes loyalitet

over for retskaffenheden, hendes tætte bånd til retfærdighed og hendes intellektuelle analyse

af situationen. I ærbødighed græd han og samlede sine håndflader. Han stod helt stille. Han

var ikke i stand til at finde ord, der kunne udtrykke hans følelser. Mens han fæstnede sit blik

Rama’s ansigt, stablede han brændestykkerne oven hinanden og tændte ilden, så den

blussede voldsomt op. Sita blev jublende glad, da hun så de blussende flammer. Hun havde

intet spor af frygt i sit sind. Hun gik hen imod ilden, og idet hun standsede foran den, sagde

hun: ”Oh du modtager af hellige ofringer! Hverken gennem tanke, ord eller handling har jeg

fæstnet mit sind andre end Rama, min Herre. Oh du renser! Du bor i alle levende væseners

hjerte. Når jeg går ind i dig, lad mig da opleve dig så kølig som sandal-pasta.” Hun knælede

for Rama og gik ind i ilden. Ild-guden, Agni, dukkede frem af ilden i skikkelse af en brahmin.

Med sig bragte han den virkelige Sita. Han tilbød hende for Rama’s fødder. Det foregik præcist,

som da Mælkehavets Herre (Mælkehavet symboliserer det rene hjerte) tilbød Lakshmi

(Vishnu’s gemalinde) for Herren Vishnu’s fødder. Sita skinnede Rama’s venstre side som en

gylden lilje, der står ved siden af en fuldt blomstrende blå lotusblomst. Ved lyden af

himmelske trommer og trompeter udtrykte forsamlingen af guder deres glæde.

28.22. Vibhishana skyndte sig ind i hovedstaden efter store mængder klæder og smykker, der

var passende for selv guddommelige væsener. Han transporterede det alt sammen i Den

himmelske Vogn ved navn Pushpaka og placerede det hele foran Rama. (Den himmelske Vogn

er en kæmpestor, selvkørende vogn, der er overdådigt udsmykket med blandt andet guld,

ædelstene og bannere). Rama bad om, at Den himmelske Vogn blev kørt højt op i himlen, og

at de værdifulde genstande blev kastet ned til folket jorden. Vibhishana gjorde, som han

havde fået ordre om. Aberne greb ivrigt efter alt, hvad der faldt ned dem eller faldt tæt ved

dem. De forvekslede smykkerne med røde og modne frugter. Da de, efter at have smagt

dem, fandt ud af, at de var sten, smed de dem væk i væmmelse. Rama og Sita nød

morskaben og lo forstående. Mange af aberne og bjørnene bar de klæder, de havde sikret sig.

De gik hen til Rama for at udtrykke deres taknemmelighed. Iklædt de mangefarvede

klædedragter dansede de rundt i begejstring. Rama var dem taknemmelig og henvendte sig

venligt til dem: ”Oh aber! På grund af jeres tapperhed og mod var jeg i stand til at tilintetgøre

Ravana og indsætte Vibhishana Lanka’s trone. Nu kan I alle vende tilbage til jeres eget

hjem. Jeg vil altid være med jer. Fra nu af behøver I ikke længere frygte noget.” Rama

trøstede og opmuntrede dem alle med denne venlige gestus, hvor han lovede dem sin evige

beskyttelse og forsikrede dem om, at de aldrig skulle frygte noget væsen eller nogen

katastrofe. Aberne og de andre blev overvældet af taknemmelighed over den kærlighed, han

øste ud over dem. De mistede rent fatningen. De stod med deres håndflader presset sammen i

ærbødig hyldest og sagde: ”Herre, dine ord er i overensstemmelse med din storslåethed. De

forvirrede os og gjorde os stumme. Vi er svæklinge; du er vores beskytter. Du hersker over de

tre verdener. Kan en flue nogen sinde stå, at den har hjulpet en ørn? Kan en lillebitte lampe

stå, at dens lys har åbenbaret Solen?” Aberne knælede for Rama’s fødder, hvorefter de stod

med tårer strømmende fra deres øjne.

28.23. Hvor uvillige aberne og bjørnene end var til at fjerne sig fra hans nærvær, følte de, at

de var nødt til at adlyde Rama’s befaling. Deres følelser var blandede, da de vendte sig mod

deres hjem. De følte både glæde og sorg, og de bønfaldt Rama om hans fortsatte velsignelse.

Da de begav sig hjemad, havde de Rama printet i deres sind. Nala, Sugriva, Hanuman,

Vibhishana og andre ledere og krigere var ikke i stand til at give udtryk for deres følelser. Stille

stod de med blikket fæstnet Rama’s ansigt. Alle forsøgte de at undertrykke deres smerte.

11

112


Idet Rama så dybden i deres kærlighed og hengivenhed, bad han dem tage plads i Den

himmelske Vogn. Til sidst steg han selv op i den.

11

113


Kapitel 29

Lykkelige Ayodhya

29.1. Den himmelske Vogn lettede og fløj mod nord. Da den steg, blev der stor opstandelse

jorden. Aberne opløftede buldrende råb: ’Sejr! Sejr til Rama. Sejr til Sita, Rama og

Lakshmana’. Inde i Den himmelske Vogn befandt der sig en mægtig trone. Den var udskåret

og udsmykket den mest henrivende måde. Sita og Rama tog plads den. For alle lignede

de en sky med et lynglimt, der hvilede Sumeru-bjergets tinde. (Siva’s bolig). Rama

henledte Sita’s opmærksomhed slagmarken under dem og sagde: ”Det var her, Lakshmana

overmandede og dræbte Meghanada.” Han viste hendes også andre steder, der var knyttet til

tilsvarende bedrifter og sejre. Han viste hende broen, som aberne havde bygget tværs over

havet, og han beskrev abernes tapperhed, hengivenhed og tro. Meget snart nåede Den

himmelske Vogn Dandaka-skoven. Rama fik landet vognen foran Agastya’s og andre vismænds

eneboerhytter. Sammen med Sita, Lakshmana og andre ledsagere besøgte Rama de hellige

vismænd. De hyldede vismændene ærbødig vis, og efter at have taget afsked med dem

steg de igen op i Den himmelske Vogn og nåede frem til Chitrakuta-bjerget. Også her ofrede

Rama knæfald for vismændene. Da de steg op i himlen igen, viste han Sita Kishkindha

(forhistorisk kongerige bestående af aber) fra vognen. Selv mens Den himmelske Vogn fløj i

høj fart, udpegede Rama de hellige floder Ganges og Yamuna for Sita. I sit sind tilbad Sita de

hellige floder. Snart kunne de se den tredobbelthellige Prayag, hvor Yamuna floden strømmer

ud i Ganges (og krydser den underjordiske, hellige flod Saraswathi). Fra dette sted kunne de

langt ud i det fjerne se et glimt af den pragtfulde Ayodhya by.

29.2. Nishada-stammens øverste høvding, Guha, der brændende længtes efter Rama’s

hjemkomst, fik sammen med sin broder og dennes gemalinde øje Den himmelske Vogn

oppe i himlen. I det øjeblik Guha så vognen, kastede han sig i taknemmelig ærbødighed

udstrakt jorden. Og der skal man bare se! Den himmelske Vogn landede lige dette sted.

Guha løb hen mod den og faldt for Rama’s fødder. Tårer strømmede fra høvdingens øjne. Han

var ude af stand til at skjule sin store glæde. Han rejste sig, og i vild begejstring omfavnede

han Rama. Sita, Rama og Lakshmana gav stammehøvdingen deres velsignelser. De tog deres

bad i den hellige flod og gav Guha ordre om at fremskaffe en båd, så de kunne blive færget

over Ganges. Den himmelske Vogn, der havde tilhørt guden Kubera, før Ravana tilegnede sig

den, blev sendt tilbage til sin oprindelige ejer.

29.3. Endnu en dag skulle tilbringes i eksil uden for byer, som det var foreskrevet for personer

i eksil. Derfor fik Hanuman til opgave at forandre sig til en brahmin og gå til Ayodhya. Han

skulle fortælle Bharatha nyhederne om Rama og de andre og bringe nyt tilbage. Hanuman tog

straks af sted. Sammen med Sita og Lakshmana og alle andre, der havde fulgt ham, flyttede

Rama midlertidigt ind i Bharadwaja’s ashram og accepterede denne vismands gæstfrihed og

taknemmelighed. Hanuman fandt Ayodhya’s indbyggere magre og sultne, modløse og

deprimerede. De havde ikke brudt sig om mad eller drikke i den periode, Rama havde været i

eksil. Overalt i byen kunne man høre deres frygtelige stønnen og jamren. Ingen kunne gå hen

til de andre for at trøste og pleje dem. For alle var for svage til at gå de få skridt, eller også

havde de ikke lyst eller evner til at pleje eller trøste. Men grund af de nyheder Hanuman

bragte, skinnede håbets stråler allerede dem. Bharatha havde allerede haft nogle

kærkomne forudanelser om den glædelige begivenhed. Det rykkede i hans højre øje og også i

hans højre arm. Han så hen til at modtage de gode nyheder om Rama’s indtog i Ayodhya. Han

sørgede over, at der skulle gå endnu en dag, før eksilperioden var til ende. Han var bekymret

over, at Rama ikke havde sendt nogen med besked om, til hvilket sted han var nået. Han

sagde til sig selv, at Lakshmana i sandhed var heldig, eftersom han hele tiden var i nærheden

af Rama’s lotusfødder og derved kunne tjene dem. ”Herren efterlod mig i denne by, for jeg er

en hykler. Min Herre er helt igennem mild og blid. Han er de undertryktes og de svages venlige

11

114


slægtning. Han er barmhjertigheden selv. Han vil helt sikkert komme i morgen”, trøstede han

sig selv.

29.4. Netop i det øjeblik dukkede Hanuman op i skikkelse af en brahmin. Han bragte tidender.

Hanuman blev begejstret over at se Bharatha’s tilstand. Bharatha’s krop var blevet meget

mindre. Han var udslidt af bekymring. Hans hår var sammenfiltret. Tårestrømme flød

bestandigt fra hans øjne. Uafbrudt gentog han Rama’s navn. Hanuman blev opløftet af glæde

over synet af sådan en pligttro sjæl. Hårene hans krop rejste sig grund af hans

begejstring. Hans tanker løb i alle retninger. Men han huskede sin mission. Han hældte de

vidunderlige forfriskede nyheder, han bragte, ind i Bharatha’s tørstende ører. ”Bharatha! Den

person, som du har været adskilt fra; den person, som du har længtes efter i dage og nætter

uden så meget som at spise eller sove; den person, hvis gode egenskaber og stærke kræfter

du har prist og hyldet hvert øjeblik af dit liv i alle disse år; den person, der har garanteret

gudernes sikkerhed og vismændenes tryghed; den person, der har fremmet sandheden og

retskaffenheden i alle verdener; den person – Rama, har opnået sejr over alle fjender, og

guderne synger hans pris.”

29.5. På samme måde som en mand, der lider af alvorlig tørst, bliver glad ved synet af vand,

blev Bharatha fyldt med glæde, da han lyttede til Hanuman. Han undrede sig over, hvor vidt

han rent faktisk lyttede til en, der rent faktisk talte til ham. Men han forsikrede sig selv om, at

det var sandt. ”Hvordan kan dette være en illusion? Hvem er denne person, der har bragt de

gode nyheder?”, tænkte han. ”Hvor kommer du fra?”, spurgte han gæsten, idet han

omfavnede ham af ren og skær taknemmelighed. Hanuman svarede: ”Oh Bharatha! Jeg er

Hanuman, Vind-gudens søn. Du synes at have glemt, at jeg er aben, der faldt til jorden foran

dig, mens den bar Sanjivi højen. Jeg er Rama’s lotusfødders tjener.”

29.6. Da Bharatha hørte det svar, rejste han sig respektfuldt og blev overvældet af glæde. Han

bøjede sit hoved i ærbødighed. ”Oh abe-leder! Du har pillet min sorg fra hinanden. Selve synet

af dig har ført til, at jeg har fået ro i sindet. Oh! Hvor er jeg heldig! At jeg i dag skulle se en

budbringer fra Rama!” Længe fortsatte han med at gentage de samme sætninger. ”Er min

Rama sund og lykkelig? Min moder, Sita, hvordan har hun det? Hanuman! Hvordan kan jeg

udtrykke min taknemmelighed over for dig? Hvad kan jeg gøre for dig til gengæld? Jeg kan

ikke finde noget, jeg kan tilbyde dig i taknemmelighed, der er lige så værdifuldt som disse

nyheder. Så jeg vil altid stå i gæld til dig. Jeg ved ikke hvordan eller med hvad, jeg skal betale

gælden tilbage. Hvor er Rama nu? Hvor opholder han sig? Fortæl mig om de bedrifter, han

udførte, da han sikrede sig sejren”, bad han med uudholdelig længsel. Hanuman var forbløffet

over den hengivenhed og pligttroskab, som Bharatha udviste. For at vise sin beundring faldt

han for Bharatha’s fødder. Han sagde: ”Bharatha! Rama er meget tæt Ayodhya by. I løber

af kort tid vil du komme til at se ham. Hans bedrifter er ubeskrivelig vidunderlige. Det ved du.

Han tænkte også dig hele tiden. Rama, alle verdeners Herre, har selv udtalt, at der i hele

verden ikke findes en broder, der kan måle sig med dig med hensyn til hjertets renhed,

intellektets skarphed og som er udstyret så fuldstændigt med alle gode egenskaber. Hvordan

kan disse ord blive modbevist?”

29.7. Da Bharatha hørte disse ord, blev han overvældet af glæde. ”Har Rama talt sådan om

mig? Oh! Hvor er jeg heldig!”, råbte han og omfavnede kærligt Hanuman. Hanuman erklærede

nu, at han ikke kunne udsætte sin afrejse længere. Han tog afsked med Bharatha og vendte

tilbage til Rama. Han fortalte Rama om alt, hvad han havde set og hørt.

29.8. Nu begyndte Bharatha forberedelserne til Rama’s velkomst. Han sad sjældent stille

ret længe ad gangen! Han var hele tiden i bevægelse; han havde altid travlt. Han var tidligere

dagen kommet til Ayodhya fra landsbyen Nandigrama, hvor han havde boet i hele

eksilperioden. Nu knælede han for kongehusets guru, Vasishta, og fortalte ham nyheden om,

at Rama snart ville ankomme til Ayodhya. Han skyndte sig herefter hen til dronningernes

gemakker. Over for de tre mødre annoncerede han, at Rama, Sita og Lakshmana var ved at

11

115


ankomme. Mødrene rejste sig hurtigt, og de blev opfyldt af glæde over nyheden. Bharatha

befalede, at hele byen skulle informeres om de gode nyheder, og at det skulle ske gennem alle

medier. Med lysets hastighed nåede nyheden alles ører. Børn, gamle, mænd og kvinder løb

rundt i vild forvirring og råbte nyheden ud, så højt de kunne.

29.9. Bharatha sammenkaldte vismændene, de lærde, guruerne, de førende borgere og

lederne af hærens væbnede styrker. Med alle disse personer og de tre dronninger samt

ministrene, anført af Sumanthra, gik han af sted for at møde Rama. Han havde Satrughna ved

sin side. Mens Rama og hans følge nærmede sig Ayodhya, beskrev Rama byens skønhed for

aberne og de andre. ”Oh Sugriva, Angada, Vibhishana! Ayodhya er en hellig by. Det er en

smuk by.” Lige midt i Rama’s entusiastiske beskrivelse af byens pragt, dukkede Bharatha op i

spidsen for de væbnede styrker, sin broder og dronningerne. På samme måde som havet

hæver sig i glæde ved synet af efterårets Måne, hævede den umådelige store befolknings

bryst sig i et lykkeligt åndedrag ved synet af Ramachandra, Rama Månen. Deres begejstring

og opstemthed nåede Himlen. Mødrene omfavnede Rama med begejstret fryd. De glemte rent

sig selv, fanget som de var i lyksalighedens strøm. Sita, Rama og Lakshmana knælede for

mødrenes fødder. Begge parters glæde kendte ingen grænser. Rama trak Bharatha ind til sig.

Forpint over at se broderens afkræftede legeme trøstede og opmuntrede han ham kærligt.

Højlydt priste han sin broder for dennes urokkelige hengivenhed og kærlighed over for folket.

Så snart de fik øje dem, knælede Sita, Rama og Lakshmana foran Vasishta, Jabali

(Viswamitra’s søn), Vamadeva (Dasaratha’s præst) og de øvrige vismænd. Selv den mest

asketiske blandt vismændene var ikke i stand til at tilbageholde sine tårer ved synet af denne

lykkelige genforening med Rama.

29.10. Lærde ud i den vediske lære opløftede deres stemmer til himlen og udtrykte deres

velsignelser i traditionelle vendinger: ’Måtte I leve sejrrigt i hundrede af år’, ’måtte I leve i

velstand i hundrede af år’. I ærbødig hyldest kastede Bharatha og Satrughna sig fladt

jorden foran Rama. Skønt Rama igen og igen bad dem om at rejse sig, var de ude af stand til

at rejse sig og slippe taget i lotusfødderne. Sammen måtte Rama og Lakshmana opbyde alle

deres kræfter for at løfte dem op igen. I inderlig kærlighed omfavnede brødrene hinanden. De

græd af glæde og lettelse over at se hinanden igen. Den glæde, som deres sind var opfyldt af,

gav deres medfødte skønhed en sjælden glans. De strålede som legemliggørelser af fysiske

charme. Adskillelsens tristhed gav plads for samhørighedens glæde. De var nu fordybet i

lyksalighedens hav.

29.11. Til den festlige lejlighed antog Sugriva, Nala, Nila, Angada, Hanuman og flere andre

smukke skikkelser. Byens borgere blev overvældet af glæde over synet af Rama’s følge. På

forskellig vis priste de den asketiske levevis, som Bharatha havde gennemført og bød

resultatet af den velkommen. De værdsatte hans fremragende egenskaber. Rama beundrede

byens borgeres tro og hengivenhed. Han samlede aberne og Vibhishana rundt om sig. Han

præsenterede dem for sine brødre og sine guruer. Da han førte dem hen til dronningerne og

fortalte dem: ”Dette er mine mødre”, knælede de alle for kvindernes fødder. Knælende sagde

de: ”Oh hvor er vi heldige. Vi får synet af de mødre, der fødte Gud. I er i sandhed værdige at

blive tilbedt. Velsign os.”

29.12. Kausalya henvendte sig til dem følgende måde: ”Oh aber! I er alle lige så kære for

mig, som min søn Rama er det. Må Rama aldrig glemme jer. Må han altid beskytte jer.” Stille

og roligt steg aberne nu op i de herskabsvogne, der var blevet tilvejebragt til dem, og kørte

ind i byen.

29.13. Foran hvert eneste hjem var der sat krukker af guld fyldt med lykkevarslende, farvet

vand. Flag var blevet bundet tværs over gaderne og husene. Når Rama passerede forbi,

blomstrede folks ansigter, som før havde været blege og indskrumpede af sorg, som

lotusblomster i månelyset. Nu var de selv samme ansigter friske, livlige og smukke som de

førnævnte lotusblomster ved solopgang. Deres ansigtsudtryk skinnede med en charmerende

11

116


stråleglans. Himlen genlød af folkets hurraråb og sejrsråb. Herskabsvognen med Rama kørte

gennem byens gader. Gaderne var ved at revne af opstemthed og glæde. Lamper med

lykkevarslende flammer blev holdt frem af hengivne hænder. Når han passerede dem,

svingede de med lamperne, og flammerne skinnede som stjerner og gav det indtryk, at

himmelhvælvet var faldet ned Jorden. Gaderne blev gennemblødt af duftende rosenvand.

29.14. Når herskabsvognen passerede forbi, regnede blomster ned over den. Byens borgere

kastede blomster fra vinduer og terrasser. Befolkningens begejstring gennembrød alle

grænser. Sammen med sine tre brødre og de tre mødre skænkede Rama, der havde Sita ved

sin side, enorm glæde til de tusindvis af mennesker, der var stuvet sammen i gaderne. Folk

lykønskede hinanden med deres gode skæbne; at de var i live, og at de var til stede ved denne

glædelige lejlighed. Da optoget nåede frem til paladset, kom kvinderne fra de indre gemakker,

tjenestepigerne og tjenerne fra hoffet frem. De modtog brødrene og Sita med de sædvanlige

ritualer som for eksempel at vaske deres fødder.

11

117


Kapitel 30

Kroningen

30.1. Så snart de trådte ind i paladset, bekendtgjorde Vasishta, kongehusets guru, dagen,

hvor Rama’s kroning som konge af Ayodhya skulle fejres. Vasishta orienterede detaljeret om

denne dags lykkevarslende egenskaber. Det var disse egenskaber, der havde fået ham til at

vælge netop denne dag til den storslåede begivenhed. Han inviterede også alle de skriftkloge

og alle brahminerne til at tage del i de ceremonier, som vedaerne byder for at fuldbyrde

kroningen. De værdsatte Vasishta’s beslutning, for som de sagde: ”En kroning, der bliver

højtideligholdt denne måde, vil skænke hele menneskeheden fred og velstand.”

30.2. Vasishta kaldte førsteminister Sumanthra til sig og henvendte sig til ham følgende

måde: ”Sørg for at få samlet de væbnede styrker, kavaleriet, elefanteriet, stridsvognene og

infanteriet i byens udkant. Rama’s kroning skal snart fejres.” Disse ord fyldte Sumanthra med

den største glæde. Han sørgede for, at hæren ville være til stede med alle dens bestanddele.

Elefanterne, hestene og stridsvognene blev fornemmeste vis udsmykket til lejligheden. De

blev opstillet i række og geled uden for byporten. Rytterne og infanteristerne var iført

farvestrålende uniformer. De var klar til at marchere ind i hovedstaden til festlighederne.

Kurerer blev sendt ud i alle retninger for i tide at indsamle de forskellige lykkevarslende

rekvisitter, der var nødvendige for gennemførelsen af de ritualer, der udgjorde den centrale

del af festlighederne. Hele byen var bristefærdig af glæde. Indbyggerne kappedes med

hinanden om at udsmykke deres huse og gader. Folk følte, at deres to øjne ikke var nok til at

absorbere byens prægtige herlighed.

30.3. Rama var specielt hensynsfuld over for de personer, der havde ledsaget ham i tiden, før

han kom til Ayodhya – Sugriva, Vibhishana, Angada, Nala, Nila og flere andre. Han gav ordre

om, at der blev sørget for passende indkvartering til dem, og at der i det hele taget blev sørget

godt for dem. Som en følge af denne ordre skyndte tjenere fra paladset sig at gøre

arrangementerne, der var planlagt for gæsternes velbefindende, perfekte. Rama kaldte

Bharatha til sig. Med sine egne hænder redte han sin broders hår, der var blevet

sammenfiltret, eftersom han ikke havde plejet det i årevis. Mens Bharatha badede, hældte de

tre brødre personligt helligt vand over ham og plejede ham forskellig vis. Herefter modtog

Rama Vasishta’s godkendelse til, at hans eget sammenfiltrede hår blev bragt i orden, og at

han tog sit lykkevarslende bad. I mellemtiden fik dronningemødrene også Sita til at tage sit

bad. Omhyggeligt redte mødrene også hendes sammenfiltrede hår. De klædte hende i en gul

silkedragt, og de fik hende til at bære mange smykker. Hun strålede som gudinden Lakshmi.

Sita tog derefter hen til det sted, hvor Rama befandt sig, og hun tog plads til venstre for sin

Herre.

30.4. Da de tre mødre så Rama og Sita sidde sammen, oplevede de den højeste lyksalighed.

”Er dagen i dag ikke vores lykkeligste dag? I dag har vores liv opnået fuldbyrdelse. I dag er

vores højeste ønske gået i opfyldelse. I dag har vores øjne fået opfyldt deres formål”, sagde de

til sig selv. Når de betragtede Rama og Sita, mistede de enhver bevidsthed om deres legemer

og omgivelserne. De forekom dem at være guden Narayana (Herren Vishnu) og Narayana’s

guddommelige gemalinde, Lakshmi. Vasishta, den store vismand, blev bevæget over at se den

glans, der strålede i Rama’s ansigt. Ud over alle grænser frydede han sig over Rama’s

skikkelses guddommelige stråleglans. ”I dag har jeg nået det mål, som jeg har ventet

længe”, følte han. Han tænkte dybt over sin glæde og forblev lyksalig og stille. Efter en kort

stund hidkaldte han tjenere og bad dem hente Den store Trone og placere den i Kroningssalen.

Det var en trone, der var udsmykket med mangeartede smykkesten, der alle skinnede i

Solen med en blændende glans.

11

118


30.5. Rama knælede foran Vasishta og de øvrige vismænd, hvorefter han faldt for dronningemødrenes

fødder. Så knælede han foran hele forsamlingen af ældre og borgere. Nu besteg han

tronen sammen med Sita, der fulgte ham tæt. Den vældige forsamling frydede sig over det

enestående syn, der var så fyldt af storslåethed og pragt. Vismændene, de ældre, de ledende

borgere og de fromme sympatisører var fulde af taknemmelighed og glæde. Brahminer

fremsagde passende vediske hymner. Den brede befolkning råbte ’hurra, hurra’. De gjorde det

så højt og så ofte, at Himlen truede med at falde ned. Det var den syvende dag i Månens

mørke halvdel i Vaisakh-måneden. (En af de 12 måneder der udgør hindu Måne-året. Falder

i april-maj). Efter at have fået forsamlingens og brahminernes samtykke, bandt Vasishta

mærket, der symboliserer kongelig autoritet, rundt om Rama’s pande.

30.6. Kausalya, Rama’s moder, så fra tid til anden hen Rama, og hun følte sig i højeste

grad lykkelig. Og hvad kunne der siges om brødrene Lakshmana’s, Bharatha’s og Satrughna’s

glæde! Den var hinsides ord. De stod bag tronen som Rama’s tjenere. De svingede med vifter

og holdt paraplyen. Rent faktisk havde de gennem årene gjort bod netop for at nå den

kulmination, de glædede sig over denne dag! I Himlen slog guderne sejrstrommer. De

himmelske musikere sang halleluja, og de himmelske dansere dansede rundt i glæde.

Vibhishana, Sugriva, Angada, Hanuman, Jambavan, Nala, Nila, Dadhimukha (Sugriva’s

svoger), Davida, Mainda (begge abe-krigshelte) – disse helte bar buer, pile, krumsabler og

spyd. I ydmyg ærbødighed stod de begge sider af tronen.

30.7. Med Sita siddende ved sin venstre side åbenbarede Rama en skønhed, der svarede til en

milliard kærlighedsguder. Guderne blev fascineret over Raghu-dynastiets Herres

guddommelige pragt. Rama var iført silkeklæder, der var sammenvævet med guldtråde.

Ligeledes havde han hængesmykker fastgjort ørerne; smykkernes kostbare ædelstene

funklede vidunderligt. Han bar smykker sine ankler og håndled, som understregede hans

betagende skønhed. De tre verdener jublede over begivenhedens ophøjethed og Rama’s

personlige storslåethed. De, der var vidne til denne scene, var i sandhed de heldige blandt alle

levende væsener.

30.8. Vibhishana trådte frem, Han bar en blændende halskæde bestående af ædelstene.

Halskæden havde Havets Herre engang givet til Ravana. Vibhishana tilbød Sita kæden, og hun

accepterede den. Det strålende lys, der reflekterede fra ædelstenene, fyldte den

kæmpemæssige sal. Alle følte, at der her var tale om en helt enestående kæde. Men med

halskæden i sin hånd kastede Sita et spørgende blik hen mod Rama. Rama vidste, hvad hun

tænkte . Han sagde: ”Sita! Du kan skænke den som gave til hvem som helst, der måtte

fortjene din nåde.” Sita tænkte sig om et øjeblik og så derefter hen Hanuman. Han blev klar

over den medfølelse og kærlighed, der var i hendes blik. I stor ydmyghed trådte han frem og

stillede sig foran Sita med bøjet hoved. Sita overrakte halskæden til Hanuman. Hanuman

vendte og drejede den mange gange rundt i sin hånd. Dens glans betog hver og en i den store

forsamling. Med stor nysgerrighed kæmpede han med at opdage, hvad der var specielt og

særligt ved halskæden. En efter en tog han ædelstenene ud af kæden. Han bed i dem og

lyttede efterfølgende til dem. Med et ansigtsudtryk der viste tegn skuffelse, smed han i

afsky ædelstenene fra sig! Med stigende forbløffelse iagttog alles øjne denne besynderlige

adfærd. De blev chokeret. De stod tavse og handlingslammet. Indtil han havde behandlet den

sidste ædelsten den samme nonchalante måde, vovede ingen at afbryde eller fordømme

ham. Indbyrdes kunne de blot hviskende protestere! ”Hvem er den abe, der så skammeligt

behandler den diamantkæde, som Sita så kærligt og medfølende har overrakt ham?” Det var

spørgsmålet, de fleste havde læberne.

30.9. Selv Vibhishana blev ked af, at Hanuman så skamløs en måde havde hånet det

uvurderlige smykke, som han var kommet med. ”Han har revet halskæden fra hinanden og

smidt ædelstene væk”, sagde han til sig selv. Hver eneste person i salen havde sin egen

formodning om årsagen til denne besynderlige adfærd. Til sidst kunne en lensmand ikke

11

119


længere lægge bånd sig. Han rejste sig og gav luft for sin vrede: ”Uforlignelige helt! Hvorfor

rev du denne halskæde fra hinanden? Var det rigtigt af dig at gøre? Fortæl os, hvorfor du

gjorde det. Giv os en forklaring og fjern vor tvivl.”

30.10. Hanuman lyttede tålmodigt til ham og svarede: ”Oh konge! Jeg undersøgte hver enkelt

ædelsten for at finde ud af, om den havde Rama’s hellige navn i sig. Jeg kunne ikke finde det i

nogen af ædelstenene. Uden Rama’s navn er de blot sten. Derfor smed jeg dem jorden.”

Det svar bragte ikke lensmanden til tavshed. Han spurgte: ”Hanuman! Hvis det er dit ønske, at

Rama’s navn skal være i hver genstand og hver enkelt partikel, ønsker du så ikke noget, der

er umuligt?” Hanuman svarede: ”Hvilken gavn og hvilken værdi har nogen ting, hvis det ikke

har Rama’s navn i sig? Sådanne ting har jeg intet behov for.” Den tapre helt, Hanuman, afviste

den måde lensmandens argumenter. Denne svarede: ”Du vil ikke bære noget, der ikke har

Rama’s navn i sig. Godt. Du bærer dit legeme. Du bærer det rundt med dig. Bevis over for os,

at du har Rama’s navn i det.” Hanuman lo højlydt. Han sagde: ”Det skal jeg bevise. Se!” Han

trak et enkelt hår ud af sin underarm og holdt det helt hen ved lensmandens øre. Lensmanden

kunne høre navnet Rama, Rama, Rama blive ytret af dette ene hår! Lensmanden blev

overvældet af forundring. Han faldt for Hanuman’s fødder og bad om forladelse.

30.11. Rama kaldte Hanuman hen til sig og omfavnede ham varmt. Han spurgte ham:

”Hanuman! Hvad kan jeg tilbyde dig ved denne lejlighed? Jeg har ingen gave, der er værdig til

at blive givet til dig. Jeg giver mig selv som gave til dig.” Herefter tilbød han sit legeme, så

Hanuman kunne knuge det i sin favn. Denne helt specielle nådeshandling bevægede

forsamlingen til at råbe hurra. De priste Hanuman og erklærede, at der i alle verdener ikke

fandtes hans lige. De priste Hanuman’s hengivenhed og pligttroskab.

30.12. Nu rejste Rama sig fra sin trone og gik ud i det fri, hvor en umådelig stor forsamling

ventede hans tilsynekomst. Han gav dem synet af sin storslåede og henrivende skikkelse.

Som ingen sinde før oplevede de en frydefuld fornemmelse af lyksalighed over det syn af

Herren, der blev skænket dem. Alle, der befandt sig i hovedstaden, kunne deltage i festlige

receptioner. Her fik de overdådige måltider og luksuøst husly. Rama sørgede for uddeling af

almisser. Der blev uddelt guld, penge, vogne, husholdningsredskaber, klæder, huse og andre

goder. Alt sammen i massevis. Vibhishana og abe-heltene blev slået af forbløffelse over

begivenhedens storslåede og herlige udvikling. De blev i hovedstaden i seks måneder. Opfyldt

af en jubelfølelse tjente de Rama både nat og dag. De seks måneder for af sted for dem, som

havde perioden blot varet en enkelt dag. I løbet af de seks måneder havde de ingen erindring

om deres hjem, deres familier eller deres kongeriger.

30.13. Til sidst kaldte Rama alle de ledsagere og kammerater, der havde fulgt ham, til

Audiens-salen. Han placerede dem pladser, der tilgodeså deres status og rang. Så

henvendte han sig til dem i et mildt og venligt tonefald: ”Venner! I har alle slidt hårdt i det for

min skyld. Selvfølgelig er det ikke passende at rose jer, når jeg står ansigt til ansigt med jer.

For min skyld har I set mange forskellige vanskeligheder i øjnene. I forlod jeres hjem. I

bekymrede jer ikke om jeres hustruer og børn; I tænkte ikke jeres ejendele og besiddelser.

Jeg har ingen andre venner end alle jer. Derfor føler jeg en speciel kærlighed og medfølelse

over for jer. Mere end mine forældre, mere end mine brødre, mere end mit kongerige, mere

end mine undersåtter og mere end selv Sita er I mine kære. Det er min faste og bestemte

stand. Nu ønsker jeg, at I drager til jeres hjem. Efter I har indsat mig i jeres hjerter, tjen

mig da med tro og hengivenhed. Jeg vil skænke jer den gode skæbne at se mig inden i jer,

bagved jer, foran jer og i jeres hjem. Jeg vil skænke jer min nåde.”

30.14. De lyttede til disse ord, der var så fulde af nåde og kærlighed. De blev så overvældet af

taknemmelighed, at de glemte sig selv og deres omgivelser. De tillod ikke deres øjne at flakke

bort fra Rama’s ansigt. De græd tårer af overstrømmende glæde. De var ude af stand til at

sige så meget som ét ord til svar. Deres læber og tunger var ude af stand til at udtale noget

ord. Efter ordre fra Rama bragte tjenere nu store mængder af klæde og ædelstene.

12

120


Lakshmana, Bharatha og Satrughna blev bedt om at uddele dem til de forsamlede. Ligeledes

blev de bedt om personligt at hjælpe modtagerne med at iføre sig og bære gaverne. Aberne og

Vibhishana fik således hjælp af dem til at tage klæderne og smykkerne , og de skinnede og

strålede af den tilførte pragt og skønhed. Men aberne var uvirket af det, der blev gjort. De

stod ubevægelige og stive. De så udelukkende Rama’s, deres forgudede Herres, fødder. Alle

bøjede deres hoveder; alle faldt for disse elskede fødder. Og Rama løftede dem blidt op og

omfavnede dem med stor kærlighed.

30.15. Rama fortalte følgende til aberne og de øvrige, der var ved at tage af sted: ”Børn! Og

venner! Jeg belønner jer med den konkrete oplevelse af det guddommeliges åbenbaring. I

denne tilstand vil I være udstyret med kræfter og evner, der er omtrent som mine. Drag hjem

og udfør de pligter, der bliver jer lagt. Udfør pligterne med succes og opfyld de forpligtelser,

I bliver involveret i. Hersk over de landområder og det folk, I har ansvaret for, og glæd jer

over dets fred og fremgang.” Rama gav dem værdifulde råd om forskellige emner, og han gav

dem tilladelse til at tage af sted. Bharatha og Satrughna blev opfyldt af beundring over at se

den hengivenhed, der strålede fra abernes og de øvriges hjerter. Ifølge Rama’s ordre

ledsagede Lakshmana, Bharatha og Satrughna selskabet et stykke vej, indtil de nåede

hovedstadens udkant. Selv mens de sad i de vogne, der var stillet til deres rådighed, vendte

aberne sig vemodigt om. De græd ved tanken om at skulle forlade Rama. Brødrene så smerten

i deres ansigter, og de kunne næppe bære synet. De vidste, hvad der lå bag disse

tårestrømme og bedrøvelige blikke. Brødrene hyldede den ånd af pligttroskab, der fyldte

abernes hjerter. De ledsagede dem til flodbredden. Her førte de tilsyn med, at der blev truffet

arrangementer til at færge alle over floden. Herefter vendte brødrene tilbage til Ayodhya.

Hanuman tog med dem tilbage. Han bad og bønfaldt Sugriva, sin hersker, og han lovede ham

at vende hjem efter ca. ti dage. For som han sagde: ”Jeg kan ikke udholde adskillelsens

smerte.” Skønt Sugriva ikke var glad for det, og trods for hans protester, vendte Hanuman

tilbage sammen med Lakshmana og de andre til det sted, hvor Rama opholdt sig.

30.16. En dag begav Rama sig hen til en have sammen med sine brødre og sin kære Hanuman

for at tilbringe lidt tid med at gå en tur. Stedet var fuld af blomster og frugter. Med sine brødre

ved sin side satte Rama sig et højtliggende sted. Brødrene tøvede med at stille visse

spørgsmål, skønt de gerne ville have svar dem. De så Hanuman, og han fornemmede,

hvordan de havde det. De vidste, at hvis Hanuman stillede disse spørgsmål, så ville Rama med

glæde besvare dem. Den allestedsnærværende og alvidende Rama opdagede og anerkendte

situationen. ”Hanuman! Hvad er det, du ønsker at vide? Spørg mig”, sagde han. Hanuman

svarede: ”Oh beskytter af de svage! Bharatha ønskede at stille dig et spørgsmål. Men han var

ramt af tvivl; han er modløs og en smule ængstelig.” I taknemmelighed over at Rama havde

besvaret hans henvendelse uden omsvøb og over, at han blev bedt om at tale i Rama’s

nærværelse, pressede han håndfladerne mod hinanden og knælede for Rama’s fødder. Nu talte

Rama således: ”Hanuman! Du kender fuldt ud min natur. Der er ingen forskel mellem mig og

Bharatha. Der er intet, der kan få den ene til at føle sig adskilt fra den anden.” Da Bharatha

hørte disse ord, knælede han for Rama’s fødder og sagde: ”Oh helbreder af lidelser hos dem

der overgiver sig til dig! Undskyld mig mine fejltagelser og beskyt mig. Jeg har ingen tvivl, der

gemmer sig i mit sind. Selv i mine drømme har jeg ingen sorger eller tilknytninger. Selvfølgelig

kan jeg takke din nåde og barmhjertighed for alt dette. Du er den, der indeholder alle gode

egenskaber. Jeg ønsker at kende forskellen mellem gode og dårlige mennesker.”

30.17. Rama accepterede at svare. Han sagde: ”Broder! Som det fastslås i vedaerne og

puranaerne, er de kvaliteter, der karakteriserer de gode mennesker, endeløse i antal.

Forskellene, der adskiller de gode og de dårlige mennesker, er lige så markante som forskellen

mellem sandeltræet og øksen. Bemærk følgende. Selv når øksen hugger i sandeltræet, så

skænker træet øksen den vidunderlige duft, som den besidder. Øksen dræber træet, men det

gør udelukkende godt mod sin bøddel. Derfor bliver sandel værdsat af alle. Guderne elsker af

have sandel-pudder deres pande. Men se hvad der sker med øksen, der forvolder skade

mod det træ, der ønsker det bedste for den. Den bliver holdt ind i ild, og mens den er

12

121


glødende, bliver den dels hamret i form og dels hamret skarp. Som øksen, der hugger træet

om, forårsager onde mennesker gode mennesker sorg. Men de gode ønsker altid de onde det

bedste. De gode gavner de onde, ligegyldigt hvilken skade de bliver udsat for. Og hvad er det,

de opnår? De vil helt sikkert nå Himlen. Det vil sige, de er i en konstant tilstand af lyksalighed.

På den anden side vil de onde mennesker konstant komme til at kæmpe mod sorg og

utilfredshed. Det betyder, at de vil blive udsat for helvedes kvaler og pinsler. Skønt de for

iagttagere måske forekommer at være lykkelige, vil de indeni blive pint af de

skændselsgerninger og det had, de fremmaner.”

30.18. ”Jeg skal fortælle dig om gode menneskers karakteristika. De er ikke fascineret af

sanselige glæder. De besidder alle de bedste egenskaber og måder at være . De glæder sig

over andres lykke. De er kede af det, når andre er bedrøvede. De ser alt og alle med

samme kærlighed. De har ingen fjender, men selv hvis der skulle eksistere fjender, ville det

ikke bekymre dem. De er udstyret med åndelig visdom, viden om den objektive verden samt

med en dyb følelse af ikke-tilknytning. Deres hjerter er ømme og omsorgsfulde. De har

medfølelse med de svage og hjælpeløse. De tilbeder ’mine fødder’ med renhed i tanke, ord og

handling. De fryder sig over at tjene mig. De interesserer sig ikke for berømmelse eller dårligt

rygte, ære eller vanære. De er altid interesseret i at tjene andre. De giver aldrig efter for

trangen til at være selvisk; end ikke i drømme sker det. Deres handlinger er åbenlyst enkle.

Deres hjerter er altid rolige og uanfægtede. De længes efter muligheder for at give afkald;

hvert minut er de fordybet i glæde. For dem er ris og ros det samme. Broder! Du kan anse

enhver, der besidder disse karakteristika, som værende af min natur. Han eller hun er mig; jeg

er ham eller hende. Du kan trygt regne med, at det er sandheden.”

30.19. ”Nu skal jeg fortælle dig om dårlige menneskers egenskaber. Du bør undgå disse

menneskers selskab. Som et resultat af et sådant selskab vil sorgen sænke sig over dig. Andre

menneskers fremgang vil smerte deres hjerter. De vil fryde sig lige så meget over at

skandalisere andre, som de vil fryde sig over deres egen gode skæbne. Gode menneskers seks

indre fjender: Begær, vrede, grådighed, vildfarelse, stolthed og misundelse bliver fremmet og

støttet af dem. Dårlige mennesker står pinde for disse fjender. De bevæger sig rundt og

handler i henhold til fjendernes befalinger. Medlidenhed og godgørenhed findes ikke i deres

personlighed. Uden grund, eller uden at blive provokeret, begynder de at skændes med andre.

Selv mod dem der er gode ved dem, udvikler de fjendskab. Deres handlinger er falske; deres

udtalelser er falske; deres handlemåde i forbindelse med gensidig imødekommenhed er falsk.

Deres holdninger er hårde; de har hjerter af sten. Påfuglehanen er henrivende at se , dens

stemme er dejligt at lytte til, men den dræber slanger. På samme måde er ondsindede

mennesker ivrige efter at skade andre, og de tørster efter andres hustruer. De nyder at skade

andres omdømme. De fryder sig over ondskab; de er hele tiden ondsindede. De er de

nedrigste blandt mennesker. De frygter ikke straf. Når de ser og hører om andres fremskridt,

bliver de så misundelige, at de bliver hjemsøgt af en uudholdelig hovedpine. Men når andre

kommer ud for en ulykke, jubler de over deres lidelser. Når andre lider, bliver de lige så

opstemt, som var de blevet kronet som landets konge. De er domineret af deres ego; selv i

deres drømme har de ingen tanke for at hjælpe andre! Deres hjerter er fødestedet for begær,

vrede og andre lidenskaber. De udviser intet hensyn over for forældre, lærere eller ældre. Den

blotte omtale af ’gode personligheder’ eller Gud fylder dem med væmmelse. Deres intellekt er

sløvt; deres opførsel er forkastelig. I Kali-tidsalderen (den nuværende tidsalder) kan de

iagttages i stort antal.”

30.20. ”Broder! Blandt samtlige retskafne handlinger er det at yde hjælp til de trængende den

mest retskafne. Blandt samtlige onde handlinger findes der ingen værre end at skade andre.

Vær klar over, at det er kernen i vedaernes og puranaernes lære. Det er det ideal, som gode

mennesker overalt prædiker. De, der nyder godt af at være blevet født som menneske og

alligevel nyder at skade andre, bliver degraderet til lavere dyriske stadier, og de bliver nødt til

at blive født og dø som disse væsener. Eller når de bliver født igen som mennesker, begår de

yderligere ondskab grund af deres uvidenhed og den blindhed, den forårsager. For disse

12

122


personer er jeg den, der udmåler de karmiske konsekvenser. Og det er udelukkende efter et

langt, langt tidsrum, i hvilket de er nødt til at kæmpe sig ud af mørket, at jeg under dem synet

af mig selv. Igen og igen kaster jeg dem ud i livets malmstrøm og får dem til at opleve og

erfare livets mod- og medgange, så de derigennem kan blive uddannede.”

30.21. ”Bharatha! Guderne, vismændene og de store personligheder engagerer sig ikke i

handlinger, der involverer dualiteter. I en tilstand af pligttroskab er de hele tiden beskæftiget

med at tilbede mig. De engagerer sig i handlinger uden at have ønsker eller tilknytning til disse

handlingers konsekvenser. Hvis folk begynder en asketisk levevis for at opnå noget i den

sidste ende; hvis handlinger foretages med henblik at få de frugter, de giver, så er folk

nødt til at blive født igen med legemer, så de kan blive tildelt det gode og det dårlige, som

disse handlinger har gjort dem fortjent til. Når man ikke higer efter frugterne, og når

handlingerne stadig udføres oprigtigt, med rette og korrekt, binder de ikke. Tværtimod

skænker de visdom til den, der udfører handlingerne. Personen vil i stort omfang få sin

hengivenhed og pligttroskab udvidet. Som et resultat vil vedkommende nærme sig Gud og

blive forenet med Gud. Når du baggrund af disse karakteristika er i stand til at skelne

mellem det gode og det dårlige, og når du handler i overensstemmelse hermed, idet du vælger

det rette selskab, vil du være i stand til at befri dig selv fra Forandringens Havs bånd. (Den

objektive verden; cyklusen af fødsel og død; sjælevandring). Broder! Vær klar over, at enhver

sondring mellem god og dårlig grundlæggende er et resultat af tilknytning og udvikling. Denne

sondring skyldes din opfattelse af verden som værende sand, skønt den hverken er sand eller

ikke-sand. De, der er sluppet væk fra denne illusion (angiver noget, der forekommer at være

noget andet, end det virkeligt er) og denne dualitet, er De store Sjæle. De har erkendt, at

deres virkelighed er Den uforanderlige guddommelige Gnist. De ved, at der ikke eksisterer to;

de oplever udelukkende Den Ene. Alle andre udgør den uvidende flok.”

30.22. Bharatha og de andre, der havde lyttet til denne afklaring, opnåede en tilstand af

sindsligevægt. Deres hjerter frydede sig over den kærlighed, der vældede frem i dem. De

kvitterede for Rama’s venlighed ved i taknemmelighed at knæle for ham. Under hans

forklaring havde de knælet, hver gang et forhold blev tydeliggjort. Hanuman følte

begejstringen mere end alle andre. Ledsaget af sine brødre og Hanuman gik Rama lidt senere

til paladset. Dette blev en daglig rutine. Først gav han gode råd, hvorefter han fortsatte med

de administrative pligter.

30.23. En dag ønskede Rama, at Ayodhya’s borgere skulle samle sig i paladset tillige med

hoffets guruer og brahminer. De mødte alle op i Audiens-salen og blev anbragt behagelige

sæder. Rama kom ind i salen og henvendte sig til dem følgende måde:

30.24. ”Borgere! Guruer og brahminer! Knæfald for jer. Lyt stille og roligt til det, jeg har at

sige; afbryd mig ikke. Jeg taler ikke til jer grund af stolthed eller selvisk indbildskhed. Det

er heller ikke for at fastslå, at jeg er jeres konge. Ej heller er det for at bevæge jer til at følge

dårlige og skadelige veje. Hvis mine ord forekommer jer at være gode, så følg den vej, jeg

angiver. Men jeg må nødvendigvis sige følgende: Alene de, der lytter til mine ord og i handling

følger dem, er mig kære. Alene de er mine brødre. Hvis jeg siger noget forkert, så gør mig

straks opmærksom det, tøv ikke. Godt. En fødsel som menneskeligt væsen bliver i

vedaerne og puranaerne samt af vise mænd i alle lande hyldet som den sjældneste mulighed

af alle. Den menneskelige fødsel kan ikke blive opnået, medmindre man har opbygget meget

fortjeneste i mange tidligere liv. Selv guder længes efter muligheden og finder det vanskeligt

at blive født som menneske. Fødslen som menneske åbner døren til befrielse. Den giver

omfattende muligheder for at udføre åndelige øvelser og nyde godt af dem. Det menneskelige

legeme skal ikke anvendes til at nyde sanselige glæder. Det skal ikke behandles som et

redskab til at nå Himlen og fryde sig over himmelske lege og fornøjelser. Disse glæder og

fornøjelser er alle midlertidige. De fører dig igen tilbage til forandringernes virvar; til fødslens

og dødens slid og slæb. Derfor fremkalder disse glæder og fornøjelser sorg og bekymring. Det

er udelukkende tåber, der bliver ført vildspor og ind i jagten disse sanselige fornøjelser.

12

123


Sådanne fornøjelser er som gift for mennesket. Er det passende at stræbe efter gift frem for

nektar? Det kan ikke være gode mennesker, der higer efter gift. De er som de tåber, der

smider Den ønskeopfyldende Juvel (der opfylder alle dets ejers ønsker) bort og foretrækker en

glasperle. Hvis en person, der er udstyret med en menneskelig krop, ikke anvender den til at

krydse Den illusoriske eksistens Hav (den objektive verden; cyklusen af fødsel og død), så bør

man have medlidenhed med vedkommende. For det er en person, der er ulyksalig, og som

besidder et sløvt intellekt. Personen er i sandhed sit eget selvs voldelige morder; sit eget

fremskridts fjende. Derfor skal de, der er født som menneske, erkende, at Gud opholder sig i

alle mennesker som