Troværdighed. Tal godt for dig! - Anne Katrine Lund

annekatrinelund.dk

Troværdighed. Tal godt for dig! - Anne Katrine Lund

TROVÆRDIGHED

TAL GODT FOR DIG!


TROVÆRDIGHED

Pernille Steensbech Lemée & Anne Katrine Lund


Troværdighed. Tal godt for dig!

© Frydenlund grafisk, Pernille Steensbech Lemée og Anne Katrine Lund. 1999, 1. udgave

Layout: Jan Gralle. Tryk: formprint, Randers

Forlagsredaktion: Flemming Olsen

Frydenlund grafisk, Hyskenstræde 10, 1207 København K.

Tlf. 3393 2212 Fax 3393 2412

frydenlund@forlagene.dk • www.forlagene.dk/frydenlund

ISBN 87-7887-340-1

Fotografer:

Heine Pedersen s. 15

Jørgen Sperling/POLFOTO s. 25 & s. 91

Finn Frandsen/POLFOTO s. 35

Les Kaner s. 49

Søren Svendsen s. 95

Mads Madsen/POLFOTO s. 97


Indhold

INDLEDNING ................................................................................ 9

FORSTÅ SITUATIONENS KRAV ............................................. 13

Kend dine modtagere ............................................................... 14

Indlevelse i konteksten nødvendig ........................................ 18

Fysiske rammer ................................................................................. 18

Psykiske rammer................................................................................ 20

En troværdig afsender er til stede ......................................... 23

Kompetence en forudsætning ............................................................. 23

Engagement smitter............................................................................ 24

Ærlighed er enklest – og så varer det længst ...................................... 27

Det nærværende menneske................................................................ 27

Troværdighedsdyderne ...................................................................... 30

Troværdighed er ikke statisk ............................................................. 31

Formålet er ikke kun dit .......................................................... 34

Stil skarpt og liv op .................................................................... 38

Det skal være til at forstå.................................................................... 38

Zoom ind, og fokusér skarpt ............................................................. 38

Gør det abstrakte konkret .................................................................. 39

Giv informationerne liv og sjæl........................................................... 40

Argumentér overbevisende ................................................................. 42

Mediet begrænser og styrer din kommunikation ............. 45

Kommunikation ansigt til ansigt.......................................................... 45

Medierne som filter for din kommunikation ...................................... 46

INDHOLD


Kend kravene til din kommunikationsform ....................... 52

Forløb – et spørgsmål om psykologisk fornemmelse ..... 55

Dispositions–spørgsmål .................................................................... 57

Sproget skal fænge og forstås ................................................. 58

Klar kommunikation .......................................................................... 58

Brug sproget korrekt.......................................................................... 59

Giv sproget liv..................................................................................... 60

FRA IDÉ TIL APPLAUS ................................................................ 63

At finde det rette indhold – inventio ..................................... 64

Undersøg din talesituation.................................................................. 64

At få ideer........................................................................................... 65

Brainstorming .................................................................................... 65

Mindmaps .......................................................................................... 65

Hurtigskrivning .................................................................................. 66

Stil hv-spørgsmål til emnet ................................................................. 66

Tal om det .......................................................................................... 67

Notesbogen ........................................................................................ 67

Find dit fokus ..................................................................................... 67

Tænk over din argumentation ............................................................ 68

Få styr på strukturen – dispositio ......................................... 71

Disponeringsmetoder......................................................................... 71

Find den rette sproglige form – elocutio ............................ 73

Sproget skal passe til situationen........................................................ 73

Skriv til øret ....................................................................................... 75

Brug høreprøven................................................................................ 76

Sådan sikres klarhed i sproget ........................................................... 76

Levende sprog der er værd at lytte til.................................................. 78


Forbered fremførelsen – memoria ....................................... 81

Fuldt manuskript................................................................................ 82

Gode råd til fuldt manuskript ............................................................. 83

Skema-manuskript ............................................................................. 84

Stikordsmanuskript............................................................................ 85

Hør mig skrive! .................................................................................. 86

At stille sig op og formidle – actio ........................................ 88

Stemmen ............................................................................................ 88

Artikulation ........................................................................................ 89

Afveksling........................................................................................... 89

Kropssprog......................................................................................... 92

Ansigtsmimik...................................................................................... 94

Øjenkontakt ....................................................................................... 96

Pas på ryggen ..................................................................................... 98

Forberedelse af talesituationen........................................................... 98

Få kontrol over din nervøsitet............................................................. 99

Indøvelse af din tale ......................................................................... 101

Finpudsning af manuskriptet ............................................................ 102

Selve talesituationen ........................................................................ 103

Kort sagt ....................................................................................... 106

Stikordsregister ......................................................................... 110

INDHOLD


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!


Indledning

»Troværdighed – tal godt for dig!« er ikke tænkt som en opskrift på, hvordan

du i al fremtid bliver så overbevisende, at det er slut med at tage opvasken.

Bogen er heller ikke en anvisning på, hvordan du med ét bliver fantastisk

troværdig. Man kan ikke på godt 100 sider ændre en person – og det er

langt fra formålet. Troværdighed handler i virkeligheden mest om at være

sig selv og gøre det bedste med det, man har. Det er netop denne bogs fokus:

Hvordan udnytter du dine ressourcer optimalt, så du får dine budskaber

formidlet klart og troværdigt?

Mange tror, at god mundtlig formidling enten kommer af sig selv, når blot

man har noget på hjerte – eller måske kun er noget, der mestres af store

talenter. Men ingen af delene er rigtige, vi kan alle sammen blive bedre.

Forudsætningen er et solidt forarbejde og et kendskab til både kvaliteterne

ved god mundtlig formidling og teknikkerne til at opnå dem.

Det er det, denne bog tager op – første del indkredser kvaliteter og idealer

for troværdig mundtlig formidling, mens anden del gennemløber hele

arbejdsgangen fra idé til applaus. Til slut findes en kort opskriftsversion

af idealer og teknikker, som du kan følge næste gang, du skal forberede

troværdig, mundtlig formidling.

Tankerne stammer fra retorikken, det klassiske dannelsesfag, der i dag

også er et moderne kommunikationsfag på Københavns Universitet, hvor

vi begge er ansat som forskere.

Men vi har ikke nøjedes med at lade teori og praktiske anvisninger tale,

vi har også givet ordet til en lang række danskerne, der forbindes med

god mundtlig formidling. Hvad forbinder fødevare- og landbrugsminister

Henrik Dam Kristensen med god mundtlig formidling? Hvordan planlægger

IBM’s direktør Henrik Nyegaard en tale? Hvordan forbereder Folketingets

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen sig på et tv-interview – og

hvordan ser det ud fra studieværterne Cecilie Frøkjær og Eva Jørgensens

side af skærmen? Hvad er studieværtstræner Jørgen Torps mening om god

formidling, og hvad mener generalsekretæren for Verdensnaturfonden Kim

Carstensen? Hvad er reklamemanden Jørn Duus’ holdning til troværdighed,

INDLEDNING


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

hvad overvejer erhvervsmanden Asger Aamund, og hvordan forbereder

reporter på TV 2 Nyhederne Annette Juhler Kjær sig på at fremtræde troværdigt?

Vi har stillet dem alle spørgsmålene, og svarene kan du finde rundt

om på bogens sider.

Når man tænker på troværdighed, tænker man ofte også på evnen til at

overbevise andre mennesker – kort sagt at få dem til at tro på det, man

siger. Troværdighed er langt fra et moderne begreb skabt af mediesamfundet.

Tværtimod har troværdighed og overbevisning været centrale begreber for

retorikken, lige siden den blev grundlagt af blandt andre Aristoteles (384-

322 f. Kr.) for mere end 2000 år siden.

Retorikken går ud fra, at der er tre grundlæggende måder at overbevise

andre mennesker og få dem til at tro på, hvad man siger. Disse tre måder

kaldes de tre appelformer, fordi de hver især appellerer til bestemte behov i

modtagerens bevidsthed. I hverdagens kommunikation bruger vi ofte de tre

former sammen i en blanding afvejet efter, hvad situationen kræver af os.

Den ene appelform kaldes logosappel. Den appellerer til modtagerens

behov for at få saglige informationer, fx informationer om statistiske forhold,

videnskabelige undersøgelser, forskningsresultater – kort sagt facts,

der understøtter afsenderens påstand og får modtager til at tro på ham.

Logosappellen kaldes også den intellektuelle appelform, fordi den tager

udgangspunkt i, at vi som mennesker har brug for rationelle argumenter

– vi vil gerne have fornuftige beviser for afsenderens påstand, og vi vil gerne

overbevises gennem vores hjerner.

Imidlertid handler overbevisning og troværdighed ikke kun om den

intellektuelle appel. I hverdagen ser man ofte, at overbevisning og troværdighed

også beror på en følelsesmæssig appel, pathosappel. Denne

appelform henvender sig til modtager, fx i form af at vække engagement og

begejstring for en idé, utilfredshed med en tilstand osv. Pathosappellen er

ofte nødvendig, fordi det ikke er nok kun at give sin modtager intellektuelle

facts at forholde sig til. Hvis man vil engagere modtageren, må man vække

hans følelser for sagen. Tænk bare på, hvordan det føles at brænde for en

sag. Når man virkelig er optaget af en god idé, er det som regel, fordi man


åde er overbevist af gode, rationelle argumenter, og fordi man er blevet

engageret personligt.

Ethosappel er den tredje appelform. Ethos er den overbevisende kraft, der

knytter sig til afsenderens personlighed. De færreste er til daglig bevidst om

ethosappellens betydning, men når vi møder et menneske – eller ser ham

eller hende i medierne – er vi sjældent i tvivl: Nogle udstråler personlige

egenskaber, der gør dem troværdige i vores øjne, andre gør ikke. Det er

langt fra let at sætte ord på, hvad det er, der gør nogle mennesker troværdige,

men vi forsøger i afsnittet om afsender i bogens første del.

Foruden din ethos som afsender er der mange andre faktorer, som du

bør have forholdt dig til, når du skal kommunikere. Derfor introduceres det

retoriske kompas, som er omdrejningspunktet for hele første del af denne

bog, der søger at indkredse den gode, troværdige mundtlige formidling.

God formidlingslyst!

Pernille Steensbech Lemée & Anne Katrine Lund

INDLEDNING


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!


Forstå situationens krav

Hvordan sikrer man, at man rammer situationen – lever op til kravene?

Retorikken er netop læren om den hensigtsmæssige formidling, der passer til

situationen, og vi har på baggrund af de klassiske modeller udviklet et moderne

værktøj, der kan hjælpe til at organisere de mange krav, man skal leve op til.

Det hedder det retoriske kompas, og ser i al sin enkelhed således ud:

Forløb

Fremstillingsform

Genre

Kontekst

Medium

Afsender

Emne

Formål


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Kend dine modtagere

»Teoretisk set er der jo ingen tvivl om, at det mest centrale vil være at minimere

udledningen af følgende grundstoffer...« Selvom tilhørerne er optagede

af miljøsagen og helt frivilligt er dukket op for at høre dette foredrag om,

hvordan vi kan gøre vores omgivelser renere og bedre, så går der ikke

lang tid, før de drømmer sig langt væk eller blot taber koncentrationen

om indholdet – »hvor skal næste ferie gå hen?« I stedet begynder de at

lægge mærke til, at miljøeksperten egentlig er klædt på, som om det var et

hippiegræsrodsmøde ... Den slags situationer oplever man igen og igen i

fritiden, til familiefester, til et utal af møder på arbejdspladsen, i fjernsynet

osv. Alt for ofte er kommunikationen ikke målrettet, så det er relevant og

vedkommende for modtagerne.

At kende sine modtagere er et fundamentalt udgangspunkt for målrettet og

troværdig kommunikation. Alligevel er der mange, der forsømmer at sætte

sig ordentligt ind i, hvem målgruppen er. De glemmer, at de taler til nogle,

der ikke tænker præcis på samme måde, ikke bruger samme fagord osv.

Når man forbereder noget, man skal sige, står man jo ikke over for

tilhørerne, men skal forestille sig, hvad de vil interessere sig for, hvad der

motiverer dem, hvad de ved, og hvad de ikke ved. Det er i meget høj grad et

spørgsmål om at udvælge det rette indhold, strukturere det overbevisende

og finde en passende form, hvilket du kan læse mere om i anden del af

denne bog.

»God formidling kræver, at man analyserer sin målgruppe. God

formidling er et spørgsmål om indlevelse og fantasi. Man kan

udvikle sin evne til at ramme plet, det handler om hele tiden at

være opmærksom på, hvordan folk reagerer på én. Som professionel

formidler må man lære at læse modtagernes signaler. Mange

formidlere siger: »Modtagerne må tage mig, som jeg er.« Men man

skal have antennerne ude og målrette sine signaler for at få budskabet

igennem.«

Det kræver omtanke og indsigt i målgruppen at målrette kommunikationen

til dem og motivere dem til at lytte koncentreret. Stop derfor altid op, og

definér din målgruppe så klart som muligt. Det er forskelligt, hvad der er


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

relevant at vide om sine modtagere. Men de helt grundlæggende ting skal

altid afklares:

1. Hvem er modtagerne?

Er det fx fagkolleger, en gymnasieklasse eller måske TV-avisens seere? Det

kan virke banalt at sætte ord på dette, men alt for megen kommunikation

rammer ved siden af, fordi taleren ikke har gjort sig helt klart, hvem han

egentlig taler til. Derfor bør man altid indkredse, præcis hvem det drejer

sig om, og hvad det betyder for valg af indhold, sprogstil etc.

2. Er modtagerne på forhånd interesserede i emnet?

Hver eneste gang man begynder at sige noget, skal det igennem modtagernes

interessefilter for at blive opfattet. Hvis modtagerne tror, at det ikke

interesserer dem, lukker de ofte ørerne, uanset hvor relevant det i virkeligheden

måtte være. Derfor er det en væsentlig overvejelse på forhånd, hvad

modtagerne måtte have af positive eller negative forventninger til emnet.

Og er man blot lidt i tvivl om, hvorvidt deres interesse er til stede, gælder

det om at motivere dem straks fra begyndelsen. Modtagerne havde fx nok

koncentreret sig mere om at lytte, hvis miljøforedraget i stedet var begyndt:

»Flere og flere får astma og andre luftvejssygdomme, mænds sædkvalitet er

dalende, og flere og flere af os får allergi. Fakta, vi ikke kan komme udenom,

er en del af hverdagen i Danmark nu. Men vi ved også en hel del om, hvad

årsagerne er, og der er faktisk meget, vi kan gøre hver især...«

3. Hvad ved modtagerne om emnet? Og hvad ved de ikke?

Modtagernes forudsætningsniveau skal ligeledes altid indkredses – det er

akkurat lige så slemt at tale ned til folk som henover hovedet på dem. De

fleste af os stejler, hvis der tales for pædagogisk og belærende til os, især

hvis det er noget, vi udmærket godt ved.

4. Hvad skal modtagerne i hvert fald vide bagefter?

»Hvad var det egentlig, det handlede om?« Ofte er man så overlæsset med

informationer efter et oplæg, at det hele flyder sammen og hverken huskes

eller motiverer til at handle på en bestemt måde. Det er tit, fordi taleren har

forsømt at fokusere sit budskab og vælge det mest centrale ud for modtagerne.

Måske har taleren selv overblikket, men det får modtagerne ikke ved

at lytte til en lang oversigt. Det får de kun ved, at taleren har koncentreret

sig om at formidle det mest centrale budskab på en klar måde og holdt

sig fra 117 detaljer, der forvirrer mere, end de oplyser. For at undgå selv


at falde i den grøft, er det en god idé at formulere helt præcist, hvad man

ønsker, at modtagerne skal få ud af indlægget. Læs mere om at formulere

sit fokus på side 38 og 67.

»Jeg holder ca. 50 foredrag rundt om i landet hvert år. Når jeg siger

ja, sørger jeg altid for at spørge udførligt til deres forventninger og

ønsker. Vil de fx høre bredt om forholdet mellem borger og forvaltning

eller ganske konkret om ombudsmandsinstitutionen? Jeg

spørger også om, hvem de regner med kommer, så jeg kan danne

mig et billede af modtagerne.«

5. Er modtagerne positivt eller negativt indstillet på forhånd

til dig som afsender, eller den organisation du evt.

repræsenterer?

Det er også en central overvejelse at gøre sig forventningerne og evt. modstand

klart, før man begynder at tilrettelægge en mundtlig fremtræden.

Det er et spørgsmål om at forholde sig meget konkret til målgruppen og

drøfte modtagernes holdninger med en eller flere fra målgruppen, mens

man forbereder sig. Fem minutter i telefonen med en repræsentant for

målgruppen er ofte godt givet ud. Spørg både til deres forventninger og

interesse for emnet, til deres holdninger over for dig og din organisation

og ikke mindst til deres behov for information. Så får du også et konkret

billede på nethinden af en modtager, hvilket gør det langt lettere at målrette

alt fra indhold til sprogstil.

Du kan læse mere om, hvordan man bør overveje sin egen rolle som afsender

i kommunikationen på side 23.

»Man skylder folk, der har forladt hjemmet, som var der ild i

hytten for at komme ud og høre dig tale om et eller andet, at du

har forberedt dig godt, kender dit emne og har lyst til at være der

den aften. Når man har sagt ja til at komme, så skylder man også

sine modtagere at vise dem den respekt at holde et oplæg, der er

relevant for dem. Der skal komme nogle klare pointer frem, som

handler om det, de interesserer sig for

KEND DINE MODTAGERE


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Indlevelse i konteksten nødvendig

Når vi forbereder os på noget, vi skal sige, er hele kunsten at forestille sig den

situation, det skal virke i. Faren er altid, at man får skrevet et manuskript,

der mere er udtryk for den situation, man selv sidder i, når man skriver,

end den modtagerne er i, når de lytter til én. Det er helt elementært et

spørgsmål om at forsøge at forestille sig, præcis hvordan modtagerne har

det, når de skal lytte til dig.

Hvordan er de fysiske rammer? Det lyder måske banalt, men det er slet

ikke uvæsentligt at have overvejet de fysiske rammer for tilhørerne. Tænk

på, hvor meget det betyder for dig selv, når du lytter til nogen. Ser du et

tv-interview, kan telefonen ringe eller hunden gø, så din koncentration glipper,

og lytter du til bilradio, kan trafikken styre dit nærvær. Sidder du til et

formiddagsmøde efter den nødvendige portion kaffe, kan koncentrationen

ofte være i top, mens et sent eftermiddagsmøde stiller store krav til formidlerne,

hvis man skal have fat på det hele som tilhører.

Fysiske rammer

Sted

Sidder modtageren i sin egen stue, i en foredragssal eller ved et mødebord

på arbejdspladsen? Stedet har stor betydning for koncentrationsevnen og

motivationen.

Tidspunkt

Hvordan er timingen af dit oplæg? Tænk over, hvordan dine modtagere

har det på det tidspunkt, hvor du skal tale. Er du den sidste i rækken af

oplægsholdere, så det kræver en ekstra indsats at fastholde folks interesse

efter en lang dag?

Er du den første taler, så du skal sørge for at få slået de grundlæggende

pointer fast? Eller er du på lige efter frokost, hvor så meget blod er løbet

fra hovedet til maven, at tilhørerne skal aktiveres for ikke at blive døsige,

fx med direkte spørgsmål til salen?

Ro

Risikerer du at blive afbrudt undervejs? Kan du regne med ro, eller ønsker

du afbrydelser undervejs for at skabe dialog? Overvej dine ønsker og mulighederne

i situationen.


INDLEVELSE I KONTEKSTEN NØDVENDIG

»Når jeg skal formidle noget mundtligt, overvejer jeg, hvordan

situationen vil være – kommer der ti mennesker eller 200 og hører

på mig? Det gør en kæmpe forskel. Er der kun ti mennesker i salen,

skal mit oplæg lægge mere op til samtale, fordi stemningen er mere

intim. Det kan ikke lade sig gøre, når der er 200. Så må man som

formidler prøve at knytte kontakten på en anden måde, fx ved at

huske at have øjenkontakt med tilhørerne og være lydhør over for

spørgsmål fra salen. I tilrettelæggelsen af, hvordan man vil præsentere

tingene for modtagerne, skal man sørge for at være åben over

for spørgsmål. Jeg kan godt lide at blive afbrudt, det viser deres

interesse og giver mig et realitetstjek – jeg får viden om, hvordan

folk tænker ved at høre spørgsmål.«

Tempo

Er du tvunget til et bestemt tempo pga. mediet? Et interview til tv kræver

eksempelvis en hel anden slags knaphed i udtrykket end et mødeoplæg.

Overvej, hvad konteksten dikterer, og hvis du selv kan styre det, hvad du

egentlig ønsker.

»Når du ikke lige netop taler til en flok intellektuelle, skal du lade

være med at tale, som om du gjorde det. Når man er på tv, skal man

være parat til at tilrettelægge formidlingen til den brede målgruppe.

Nogle kalder nedladende den holdning for at tale til »Børge i hovedgaden«.

Jeg kalder det klar formidling. Man skal regne med, at

folk ikke sidder med spidsede ører hele tiden, derfor kan man ikke

komme igennem med et meget kompliceret sprog. Når man taler i

tv, har man måske endda kun 30-40% af opmærksomheden, resten

er fordelt på alt det andet i dagligstuen. Det gælder om at have

nogle korte, velunderbyggede præmisser og en enkel konklusion.

Forfatteren Stefan Zweig har sagt, at han aldrig er lykkeligere, end

når han kan skære 300 ord ud af et afsnit på 600 ord – så er det

kun essensen tilbage.«

Begrænsninger og muligheder ved rammerne i øvrigt

Overvej, om den specielle kontekst, du skal tale i, stiller særlige krav til din

formidling. Skal dine tilhørere fx stå op, skal du overveje nøje, hvor længe

du vil byde dem det osv.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Jeg tænker over, hvordan jeg kan illustrere budskabet – hvad er

det for nogle billeder eller punkter, jeg ledsager det talte budskab

med. Hvor levende ønsker jeg at tale og hvor langt? Da jeg var ung,

sagde man, at ingen kan koncentrere sig i mere end 45 minutter.

Ikke desto mindre ser man jo det ene møde efter det andet, hvor

nogle taler i 2 timer (selvom alle ved, at ingen kan koncentrere sig

så længe). Man kan i længere oplæg i hvert fald altid sørge for,

at det er mere dialog end enetaler. Det bliver mere interessant for

både mig og medarbejderne, hvis vi har en slags dialog, så det gør

jeg altid noget for at etablere.«

Psykiske rammer

De psykiske rammer for formidlingen er heller ikke uvæsentlige. De har

stor betydning for opfattelsen af dit budskab. Er målgruppen stor, kan den

slags overvejelser ikke blive særlig specifikke. Det kan være svært at vide,

hvordan den enkelte har det, og hvilke barrierer det kan give for forståelsen,

men man bør altid forholde sig til det, så grundigt situationen nu tillader

det og i det mindste helt overordnet. De følgende parametre kan hjælpe til

at indkredse nogle af de centrale elementer:

Motivation

Er modtageren motiveret på forhånd? Overvej nøje, om du skal gøre noget

ekstraordinært for at fange folk ind, eller om du kan regne med stor motivation

forhånd, så du blot skal varme lidt op.

Indstilling

Er det frivilligt, at tilhørerne er til stede, eller er det noget, de er tvunget til?

Overvej, om det har nogle konsekvenser for indstillingen til det, du siger

– og hvad du kan gøre for at kompensere for evt. skepsis.

Stemning

Ved du evt. noget om modtagernes følelser i situationen, og kræver det

særlige hensyn?


INDLEVELSE I KONTEKSTEN NØDVENDIG


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Det gælder om at have tænkt grundigt over, hvordan de folk, man

skal tale til, har det. Gå-hjem-møder, hvor man skal fungere som

ekstern input-giver, er en helt anden sag end fx oplæg for egne kolleger.

Det kan let blive fremmedgørende, så folk står af, hvis man

ikke nøje har overvejet den slags.«

Forventning

Ved du noget om modtagernes forventninger til kommunikationen? For-ventningerne

har stor betydning for, hvad der rent faktisk opfattes i situationen,

så tænk over, om dine modtagere sidder og forventer noget bestemt.

Alle disse faktorer kan med fordel overvejes, mens du forbereder og øver

dig på din mundtlige formidling; du skal simpelthen visualisere situationen,

så du kan se det hele for dig og forberede dig optimalt. Men det er også parametre,

du skal være opmærksom på, mens du formidler, så du hele tiden

kan justere ind. Ser tilhørerne ud til at kede sig gevaldigt, kan det være på

tide med et muntert eksempel, læner de sig fremad med rynket pande, kan

det være, at du skal sætte tempoet ned og argumentere lidt dybere for din

påstand osv. Det kan ligeledes ofte være relevant at se på konteksten mere

generelt, fx den historiske og kulturelle kontekst. En del af grunden til, at

den amerikanske præsident Clintons tale på Nytorv i København i 1997 blev

opfattet så positivt, var sikkert, at han – eller måske rettere hans taleskrivere

– havde sat sig grundigt ind i, hvad vi er for nogle her i Danmark, og hvilke

fælles historiske erfaringer han kunne referere til.


En troværdig afsender er til stede

EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE

Troværdighed er omdrejningspunktet for mundtlig formidling. Vi holder

hurtigt op med at lytte, hvis vi mister tilliden til den, der taler. Troværdighed

dækker over mange elementer, navnlig helt konkret over hvordan afsender

fremstår, hvilket dette kapitel handler om. Alt for ofte glemmer man at

overveje, hvordan man gerne vil fremstå, eller rettere hvilket indtryk man

gerne vil efterlade. Man tænker måske nok over de udvendige ting, tager

slips på eller sætter håret op for at sende de rette signaler, men det er jo

langt fra kun den ydre fremtoning, der spiller ind. Hvad er det, der gør en

person troværdig i andres øjne?

Kompetence en forudsætning

Troværdig fremtræden forudsætter solid kompetence på det område, man

taler om. Vi kender alle eksempler på mennesker, der har snydt sig til

meget. Men grundlæggende er det en forudsætning, at man ved, hvad man

taler om – og det fornemmes hurtigt, hvis man bevæger sig ud på tynd is.

Tilhørerne har antennerne ude, og opdager de blot en mindre fejl, kan

det skade opfattelsen af alt det øvrige, der siges, for gad vide, om dét så er

rigtigt? Det er med andre ord også vigtigt at fremtræde sikkert, usikkerhed

forplanter sig til hele salen. Sikkerhed og kompetence hænger også sammen

med konsekvens: mener man det samme hele vejen igennem oplægget

– eller kommer man til at modsige sig selv? De fleste modtagere er meget

opmærksomme på den slags skred, der typisk kan ske i en spørge-runde

efter et oplæg.

»Det lader sig faktisk gøre at formidle selv komplicerede sammenhænge

i løbet af en halv times tid. Det er et spørgsmål om at skære

ind til benet. Det kræver blot klarhed i tanken, stringens og ingen

sniksnak. Og før man lader sig overmande af lysten til at brede

sig over mere end 45 minutter, er det en god idé at tjekke sine

modtagere – mange af dem har måske allerede forlængst sluppet

koncentrationen.«

En kompetent taler evner at udtrykke sig klart og velfokuseret. »Man

begriber ikke tingene ret, førend man kan sige, hvad man tænker, således

at andre kunne forstå det.«( J.S. Sneedorff) Alt kan udtrykkes klart, hvis


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

blot man evner at skære det overflødige sniksnak væk og kan koncentrere

budskabet og eksemplificere og underbygge det, så det bliver tydeligt, forståeligt

og dermed troværdigt.

»Under tamilsagen var jeg under heftig mediebevågenhed og blev

jævnligt beskudt med alle mulige fejlvurderinger. En gang imellem

gik jeg ud og prøvede at berigtige noget. Der fandt jeg ud af, hvor

ekstraordinær vigtig klarhed, enkelhed og korthed er, plus princippet

om kun et budskab, for ellers forplumrer det. Jeg fandt nu

efterhånden ud af, at næsten ligegyldigt hvordan jeg fik formuleret

det, pillede en journalist eller en læserbrevsskribent en halv sætning

ud og fortsatte med den. Men der er nu for mig ingen tvivl om,

at klarhed og koncentration er fantastisk vigtig i al troværdig-hedsformidling.«

Engagement smitter

Gode mundtlige formidlere er ikke blot sikre og kompetente, men også

engagerede i det, de taler om.

»Hos troværdige formidlere fornemmer man en ægthed og en

brændende lyst til at få fortalt det, man nu engang snakker om. Dvs.

formidleren bruger sin energi på at formidle og ikke på at tænke på

sit image eller tage sig ud på en bestemt måde.«

Et ægte engagement betyder meget for, hvor overbevisende et oplæg bliver.

Men engagementet forplanter sig kun til tilhørerne, hvis taleren virker

ægte. Det skal ikke virke som skuespil eller et forkrampet forsøg på at

virke dynamisk. Vi stoler mere på mennesker, der virker naturligt til stede


EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

i kommunikationen.

»Jeg er ude og tale ved forskellige arrangementer 80-85 gange om

året. Og jeg elsker det stadig væk! Jeg mener egentlig kun, at der er

to ting, der er nødvendige for at kunne formidle godt. Punkt 1: Du

skal selv tro på det og være engageret i dit emne. Punkt 2: Du skal

have respekt for dem, du formidler til. Når de to punkter er opfyldt,

så kan det næsten ikke gå galt. Så kunne jeg selvfølgelig også sige,

at man skal huske at rette på slipset og alt det der ... men det er

jo fuldstændig uden betydning i forhold til det med at brænde for

sagen og have respekt for folk.«

»Engagementet er meget afslørende. Det skal ikke være iscenesat,

men en naturlig person – det gælder om at have så meget selvtillid,

at man kan være sig selv. Vi spiller jo alle sammen forskellige roller

i forskellige relationer hjemme, på arbejdspladsen osv. Men egentlig

tror jeg, at troværdighed også har noget at gøre med, at de roller

ikke er særlig forskellige, at man optræder nogenlunde ens – at

man er lige så venlig over for kassedamen i supermarkedet som

over for chefen på arbejdspladsen og derhjemme over for børnene.

Det er i hvert fald noget, der gør et stort indtryk på mig, hvis folk

hviler så meget i sig selv, at de er ens i de situationer man oplever

dem i.«

Nærvær er med andre ord et andet nøgleord for troværdig fremtræden. At

virke nærværende har at gøre med selve fremførelsen, først og fremmest

med hvor levende du kan få udtrykt dit budskab, og hvor meget du selv er

til stede i din kommunikation.

»Jeg siger kun ja til at holde et foredrag, hvis jeg kan mærke, at jeg

vil glæde mig til det. Det er nødvendigt at være engageret i det, man

taler om, for det skal bære budskabet ud.«

»Troværdighed hænger tæt sammen med, at man rent psykologisk

er sig selv og ikke iscenesætter sig som en anden. Naturligvis spiller

man altid en eller anden form for rolle, men den skal være så tæt

på én selv som muligt.«


EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE

Ærlighed er enklest – og så varer det længst

At være åben og ærlig er en oplagt forudsætning for troværdig fremtræden,

men ikke desto mindre ofte forsømt. Åbenheden over for andres synspunkter

og ikke kun sit eget syn på verden er fx en væsentlig ingrediens. Virker vi for

stejle eller bedrevidende, står modtagere let af, og gør en taler sig munter

på andres bekostning uden at vise dem en vis respekt, kan det let ende med

at blive et større problem for ham selv.

At ærlighed er en dyd, er de fleste enige om. Man kan måske ikke i alle

tilfælde sige hele sandheden, men det, man siger, bør være sandt. Det gælder

her om ikke at undervurdere folks hukommelse og være ærlig om, hvis man

skifter standpunkt og simpelthen er blevet klogere. Det kan alle respektere,

hvis blot det ikke skjules. (Tænk blot på Clinton-sagen).

»Troværdighed er et meget væsentligt begreb for mig både i forhold

til mine medarbejdere og til kunderne. Man skal kunne stole på

hinanden. I bund og grund er det jo et spørgsmål om at være ærlig.

Hvis man diskuterer det, siger alle, jo selvfølgelig skal man være

ærlig i sin måde at kommunikere på, men der er mange, der ikke

er det. Når man er ung, kan man spekulere i, om man ikke kan

skære nogle hjørner ved måske ikke at holde sig helt tæt til sandheden,

men det bliver altid opdaget. Folk har en meget skarp sans,

når det gælder det at være ærlig. Men når man så bliver lidt ældre

og får grå hår og den slags, finder man ud af, at det også er klart det

nemmeste, fordi det er det, du altid kan huske. I enhver henseende

er det nemmere at kommunikere det, der er i overensstemmelse

med sandheden. Det eneste problem er, at man nogle gange kan

spekulere over, om man nu også kender sandheden. Man kan fx få

et spørgsmål fra medarbejderne, man endnu ikke har dannet sig sin

mening om. Man forsøger at svare alligevel og risikerer derfor, at

svaret ikke bliver præcist nok, sandt nok eller ærligt nok.«

Det nærværende menneske

At virke som et helt menneske er ikke uvæsentligt for en troværdig formidler.

Tilhørerne vil hellere lytte til og evt. overbevises af et menneske, de har tillid

til og fatter sympati for, hvad allerede Holberg satte en præcis finger på i

fabel nr. 139, Storkens og Høgens Moralske Taler:


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Paafuglen satte engang en Priis, som skulde gives den, der holdt den fyndigste

Tale udi en Moralsk Materie. Adskillige Fugle lode sig da høre; men

ingen signaliserede sig saa meget, som Storken og Høgen, thi deres Taler

vare saa sterk udarbeydede, at de fleste Tilhørere ikke kunde giette sig til,

hvilken af dem Priisen vilde tilfalde. Efterat Prøverne var giorte, blev Priisen

tildømt Storken. Over dette besværgede Høgen sig heftigen, foregivende,

at hans Tale for upartiske Dommere altiid kunde veye op mod Storkens.

Men ham blev svaret, at, endskiønt begge Moraler vare lige gode i sig selv,

kunde de dog ikke dømmes at være lige gode, saasom den eene var holden

af en uskyldig Stork, men den anden af en Rov-Fugl.

Fabelen lærer, at naar to giør et og det samme, er det derfore ikke eet

og det samme: Dens Prædiken haver best Virkning, hvis Levnet svarer til

Lærdommen.«

Sympati har at gøre med udstråling og er oplagt noget, der smitter. Hvis

taleren virker venligt stemt over for forsamlingen, smitter det let. Velvillighed

over for modtagerne er med andre ord en dyd, ligesom vi sætter den højt,

der ikke virker for fanatisk.

»Tilhørerne skal betyde noget for en, når man taler, ellers betyder

man sikkert heller ikke noget for dem.«

Hvad enten man er enig i Sandemoses karakteristik af danskerne som underlagt

janteloven eller ej, er der næppe nogen tvivl om, at vi sætter mere

pris på beskedenhed end fremfusen og måske oven i købet fanatisme eller

selvovervurdering.

»Hvis jeg skulle sige, hvad der kan give troværdighed, så tror jeg

faktisk, at det betyder noget, at man kan lægge en vis distance til sin

egen person, en portion selvironi er vigtig.«

Vi sætter pris på et glimt i øjet og evne til selvkritik – humor er vigtig, uden

at der dermed menes en vittighed hvert femte minut, så publikum hulker

af grin.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Asger Aamund er fx udadtil en kliche på en erhvervsmand, men

når han åbner munden, kommer overraskelsen: Han er en flab. Han

er ikke oprører, men han har en splint i øjet. Den lille galskab skal

med, den er svær at definere, men alle troværdige mennesker har

den: Den lille ting, der bryder med klicheen, overrasker og giver os

indtryk af et menneske, der har lidt ekstra.«

Medmenneskelig er ligeledes en dyd, vi sætter højt, det at man ikke kun

tænker på sig selv, men viser et oprigtigt engagement i det fælles bedste.

Forbundet med det medmenneskelige er det menneskelige. Det er positivt

i mundtlig formidling, at man kan mærke mennesket i formidlingen – det

hele menneske, der består af både fornuft og følelser. Det gør ikke noget,

at der sker småfejl, det er jo menneskeligt at fejle.

»Det er vigtigt at tillade sig selv at sige noget sludder og være villig

til at grine af det bagefter. Det er ikke verdens undergang, at man

har sagt noget forkert, heller ikke på landsdækkende tv. Det er heller

ikke en ulykke at måtte sige til folk, der spørger om noget: »Det

ved jeg ikke«. Man skal selvfølgelig ikke virke som et måbende får,

men man skal turde indrømme, at man ikke ved alt. Det indtryk vil

jeg personligt også hellere efterlade end indtrykket: »Hold kæft, han

havde tjek på det hele, ham der!«

Troværdighedsdyderne

Hvordan man fremtræder troværdigt, er der ingen entydig opskrift på, men

lever man op til de skitserede dyder, er man i hvert fald godt hjulpen. I

kort form lyder de:

Kompetent

• Sikker

• Konsekvent

• Velfokuseret

Engageret

• Ægte

• Nærværende

• Levende

Åben

• Ærlig

• Velvillig over for tilhørerne

• Beskeden

• Humoristisk

• Medmenneskelig


ä

–ä

–ä

EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE

»Det, der kendetegner stort set alle troværdige formidlere, er, at de

viser, at de er mennesker med deres helt egen personlighed – og

ikke er kedelige klicheer på en forretningsmand, en politiker, eller

hvad de ellers er. Vi kan godt lide, når vi kan mærke, at der er et

menneske bag, der bare er sig selv midt i al postyret.«

Troværdighed er ikke statisk

Den personlige troværdighed kaldes samlet for ethos i retorikken. Det er en

af de tre appelformer, der er nødvendige for at fremtræde overbevisende.

De to andre er henholdsvis appel til følelserne (pathos) og til fornuften

(logos). Ethosappel er dynamisk forstået på den måde, at den hele tiden

kan forandre sig. En person, der bliver opfattet som troværdig i dag, kan

risikere at bliver opfattet som utroværdig i morgen, hvis han i mellemtiden

forbryder sig mod en eller flere af dyderne ovenfor. Det kan være, hvis han

(i medierne, i virksomheden eller i en anden sammenhæng) fx bliver taget

i en løgn eller handler på en måde, der kraftigt drager kompetencen i tvivl.

Omvendt kan man som person også øge sin troværdighed ved at optræde

på en måde, der lever op til de nævnte punkter. Grafisk udtrykt ser trovær-

dighedens dynamik sådan ud:

Den ethos man har til at begynde med

Den ethos man taber eller vinder undervejs

Den ethos man har efter kommunikationen

Et eksempel på dynamikken kan være, hvis man som ny og ukendt taler

skal holde et oplæg for en gruppe mennesker om et emne inden for ens

arbejds- eller interesseområde. Talerens indledningsvise ethos er forholdsvis

neutralt. Måske har der i programmet stået nogle informationer om taleren,

fx hans baggrund, og måske er det al den viden, modtagerne har om ham.

Han bliver formodentlig hverken opfattet som specielt troværdig eller

utroværdigforhånd. Når han begynder sit oplæg, vil hans ethos hele

tiden være til revision i modtagernes øjne. Virker han rolig? Kompetent?

Medmenneskelig? Ærlig? Osv. På et ubevidst plan dannes et billede af talerens


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

troværdighed, som fører til, at modtagerne – når oplægget er slut – har

dannet sig et afslutningsvist billede af hans troværdighed. Dette billede er

dog ikke mere fast, end at det kommer til revision næste gang, modtageren

oplever taleren i en eller anden sammenhæng.

»Der er meget stor forskel på at tale for en ukendt forsamling og

lede en virksomhed, hvor medarbejderne kender én gennem et

langt forløb. Troværdighed er vigtigt i begge relationer, man kan

slet ikke klare sig uden, og i længere relationer skal man leve op

til det hver eneste gang. Jeg har selv siddet i ledelsen i IBM i tyve år,

så selvfølgelig kan jeg bygge videre på noget, men man skal være

troværdig hver eneste gang.«

Netop fordi troværdighed er dynamisk og kan forandre sig over tid, er det

aldrig for sent at arbejde med sin troværdighed. De centrale spørgsmål,

man som afsender bør stille sig selv, når man planlægger kommunikationen,

er: Hvordan vil jeg gerne fremstå – og hvordan opnår jeg det? Hvad skal

jeg passe på ikke at komme til at fremstå som? Og er der noget, jeg skal

sørge for at distancere mig fra eller vaccinere imod? Mange af de nævnte

dyder kan man selv sikre sig ved at være godt forberedt mht. indholdet,

dispositionen, sproget og fremførelsen. Anden del af bogen beskriver nogle

af de metoder, man som afsender kan benytte sig af for at sikre en god og

troværdig mundtlig formidling.

Ens ærlighed og åbenhed kan blive udfordret, når man offentligt konfronteres

med en ugunstig hændelse. Også i disse situationer bør man

være klar over ærlighedens og åbenhedens betydning. Som hovedregel

bør ærlighed være et nøgleord for håndtering af enhver situation. I langt

de fleste tilfælde vil det styrke ens troværdighed at indrømme fodfejlen med

det samme. Det kan få langt alvorligere konsekvenser, hvis man i stedet

forsøger at tale uden om. Der er i og for sig ikke stor forskel på privat og

offentligt i denne sammenhæng. Man slap heller ikke godt fra at søge at

smyge sig uden om i barndommens småkagetyverier. Det er menneskeligt

at begå en fejl og blive klogere, men svigagtigt at lyve.

»Hvis man stiller op og tror, at man kan tale uden om, tror man

galt. Der er tv et meget stærkt medie, det afslører straks uærlighed.

Selv en lille bitte flikken ved øjet, en lille usikkerhed, det bliver

afsløret med et fingerknips.«


EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE

Åbenheden og ærligheden er også vigtig, hvis man i en sammenhæng er

blevet citeret for et forkert udsagn – enten fordi man simpelthen har sagt

noget forkert, eller fordi man er blevet fejlciteret. Hvis fejltagelsen er af en

vis betydning, så tænk ikke: »Nå, det er der sikkert ingen, der opdager.«

Ret hellere fejlen, på den måde undgår du, at din troværdighed senere

drages i tvivl.

»Jeg har også gjort nogle forkerte ting, som jeg har lært meget af.

Jeg blev på et tidspunkt interviewet til tv, fordi vi i kriseperioden

i begyndelsen af 90’erne havde besluttet at sætte et par hundrede

medarbejdere ned i løn. Det var en nyhed, fordi det jo ikke er noget,

man ofte hører om, selvom det også sker i andre virksomheder.

Vi havde en gruppe medarbejdere, der bl.a. pga. dårlig management

sad med nogle for høje lønninger. Da jeg blev interviewet til fjernsynet,

sagde jeg, »de fleste af dem vi sætter ned i løn har en årsløn

på over 500.000.« I fjernsynet blev det imidlertid citeret som om,

at alle, der gik ned i løn, havde den høje årsløn. Det var næsten et

fejlcitat – og jeg lagde naturligvis mærke til det, men valgte ikke at

gøre noget ved det, for jeg syntes, at det var så oplagt, at det kunne

jeg ikke have sagt.

Men der begik jeg en stor fejl. Jeg skulle for at bevare troværdigheden

have sendt en meddelelse ud internt om, at jeg var blevet fejlciteret,

og at det forholdt sig sådan og sådan. Man skal ikke lade et fejlcitat

om medarbejderne i pressen stå uimodsagt. Det er vigtigt altid at være

præcis, hvis man vil værne om sin integritet som topchef. Det lyder

måske som en lille ting, men det blev det på ingen måde opfattet som!

Det var en undladelsessynd.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Formålet er ikke kun dit

Hvad har du på hjerte – og hvorfor? Forbløffende mange glemmer den overvejelse,

og meget tid ville vindes, hvis talere tog denne overvejelse seriøst.

Det er vigtigt at gøre sig klart, hvorfor der overhovedet skal kommunikeres,

og hvordan man bedst når sit mål.

Men det ikke kun et spørgsmål om at grave ind i sine egne ambitioner

for kommunikationen, det er også vigtigt at forholde sig til de andre formål,

der kan være til stede i situationen.

Der kan være tale om et bestemt motiv, der allerede ligger i situationen.

Hvis det fx er første møde efter en stor begivenhed i organisationen, vil folk

vente, at du forholder dig til den. Hvis det er et politisk møde i et parti,

medierne lige har været efter i samlet flok, vil man forvente, at du om ikke

andet indirekte forholder dig til det. Kort sagt er der meget ofte nogle krav

fra situationen, som du er nødt til at forholde dig til og gerne tage op, hvis

du ikke vil risikere, at det eneste, folk husker fra dit indlæg, er, at du ikke

kom ind på det.

Men der kan også ligge et motiv hos modtagerne, som du er nødt til

forholde dig til. Tænk over, hvorfor de kommer for at høre dit indlæg, hvad

forventer de mon, og hvad kan deres personlige mission være? Sådanne

overvejelser kan gøre dit indlæg langt mere overbevisende. Oplagt i forbindelse

med medieoptræden, hvor man ofte kan forudsige, hvad journalisten

ønsker, at indslaget eller interviewet skal signalere. Er det ikke det samme,

som man selv ønsker, er det vigtigt at overveje, hvordan man kan søge at

dreje interviewet eller omdefinere situationen, måske endda helt direkte:

»Du bliver ved at kredse om vores rationaliseringer, som var de brutale, men

faktisk har vi igennem mange år haft en meget åben og fremsynet ledelsesstil

og personalepolitik, så medarbejderne var for det første forberedt og for

det andet vældig godt rustet. Det, vi gør nu, er, at vi hjælper ...« Men også

i andre mundtlige sammenhænge er det vigtigt at overveje modtagernes

formål. Regner de fx med at blive underholdt en times tid, eller er de mødt

op for at få en konkret og applicérbar viden, de savner?


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Det gælder om at forberede sig på, hvad det er, folk er der for.

Så man ikke risikerer at dukke op med et langt, tørt foredrag til et

gå-hjem-møde, men tilpasser det til, at de er trætte efter en lang dag

og nok har brug for at få viden med hjem, men gerne på en måde,

så det glider ned – selv efter fyraften. Der må man tænke på de barrierer,

der er for ens budskab, hvis man ønsker, at det skal nå frem.

Her ville det for eksempel være vigtigt med breaks og gimmicks, så

det ikke bliver for tungt, men rummer både lettere og mere underholdende

dele.«

Hvis dit og modtagernes formål ikke er det samme, er det en meget væsentlig

overvejelse værd, i hvor høj grad du skal nærme dig dem. Skal du

gå direkte til dit eget formål og blot søge at motivere dem, eller er en anden

taktik bedre? Det kan fx være, at man først skal tage det op, de forventer,

og dernæst sige: »Men der er en helt anden problemstilling, som i virkeligheden

er mindst lige så vigtig. Det drejer sig om...« Derved har du sørget

for ikke at tabe dem med det samme, og alligevel fået drejet indlægget ind

på det, du gerne vil opnå.

Overvej altid dit eget og modtagernes formål og også det motiv, der

allerede ligger i situationen, så har du gjort dit for at vaccinere mod misforståelser

og malplaceret kommunikation.

»Vi har i dag at gøre med tredje generation af trænede tv-seere. De

er meget dygtige til at fortolke og forstå visuelle signaler, de kan fx

så let som ingenting afkode et ansigtsudtryk, en bevægelse, et tonefald.

Tv-seere i dag får det holistiske med, de danner sig et totalt billede

af personen på skærmen, og de skal nok opdage det, hvis der

er noget ved personen, der ikke hænger sammen eller som virker

falsk og påtaget. Det er fuldstændig ligesom mor, der er mester i at

afkode lille Peters signaler, når han kommer hjem fra købmanden

med tomme hænder og siger, at han har tabt de penge, han fik med

til mælk. Mor kan med det samme se på lille Peter, at han har købt

slik for pengene. På samme måde afslører tv-mediet det, hvis du

spiller komedie. Hvis man ikke kan stå for nærkontakten af tredje

grad på skærmen, er man død. Til gengæld klarer man sig, hvis

man bare er, som man er.«


»I TV-avisen er der grundlæggende to forskellige slags interviews.

Enten er formålet, at folk skal frem med et eller andet budskab,

eller også skal de forsvare noget, det kan fx være et synspunkt, en

hændelse eller lignende.

Hvis man skal forsvare noget, der er sket, eller som man står for, så

skal man i første omgang gøre op med sig selv, om man overhovedet

vil stille op. Vi oplever ind i mellem at få én i studiet, der faktisk ikke

vil sige noget om den sag, det drejer sig om. Det virker selvfølgelig

altid dårligt. Hvis man ikke vil tale om noget, fordi man måske ikke

ved nok om det, må man hellere sige nej til at være med. Det er under

alle omstændigheder en bedre disposition end at snakke uden om.

Hvis man stiller op, skal man være ærlig og tale åbent om det, der nu

engang er sagen. En person, der tør erkende en fejltagelse, har meget

mere format end en, der taler udenom. Det tager jeg hatten af for.

Og så er der den anden situation, hvor formålet fra afsenderens

synsvinkel er at komme ud med et budskab gennem tv. Jeg får hver

dag 10-30 henvendelser, pressemeddelelser og telefonopringninger

med det formål, og hver gang tænker jeg: Hvad er nyheden? Og hvad er

det egentlig, det drejer sig om? Folk, der gerne vil ud med et bestemt

budskab, skal gøre sig budskabets fokus klart, så de ikke kommer

med hele programerklæringen, for det er der ikke tid til.«

FORMÅLET ER IKKE KUN DIT


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Stil skarpt og liv op

Prøv at tænke på en tv-avis eller en radioavis, du har set eller hørt for nylig.

Hvilke indslag kan du bedst huske? Sandsynligvis kan du lettest huske indslag,

der besad en eller flere af de indholdskvaliteter, som beskrives i dette

kapitel. Et godt formidlet emne er klart, levende og overbevisende.

Det skal være til at forstå

Indholdskvaliteten klarhed består af to niveauer. For det første emnets

overordnede klarhed: Hvad er det overhovedet, afsenderen vil sige, hvad

handler det om? Og for det andet informationernes klarhed: Hvad betyder

det, afsenderen siger?

Det vil sige, at man som afsender skal forholde sig til mindst to ting i

forbindelse med emnet.

• Hvordan sikrer jeg mig et klart fokus, så det er tydeligt, hvad formidlingen

handler om?

• Hvordan sikrer jeg mig, at informationerne er klare for modtagerne?

»Det er altid modtagerne, der er de endelige dommere, hvad troværdighed

angår. Til gengæld har afsender ansvaret for, at modtagerne

får det rigtige ud af kommunikationen – det vil sige, at man

som afsender er forpligtet til at gøre sig umage for at få budskabet

udtrykt så klart som muligt.«

Zoom ind, og fokusér skarpt

At en mundtlig formidling har et klart fokus vil sige, at pointen med formidlingen

tydeligt fremgår på et tidligt tidspunkt, og at man kun tager

informationer med, der er essentielle for denne pointe. At fokusere handler

derfor om at bestemme sig for de vigtigste informationer – og skære de

andre fra! Det kan være fristende som formidler at tage alt med, nu hvor

man har muligheden for at fortælle alt, hvad man ved om emnet. Det er

imidlertid en dårlig formidlingsstrategi, fordi fokus bliver mudret og uklart.

Og så er der stor risiko for, at modtagerne opgiver at følge med og begynder

at tænke på noget andet.


»Præcis hvilke budskaber eller signaler er det vigtigt, at jeg får

sendt afsted i aften? Det overvejer jeg altid, når jeg skal holde et

foredrag. Jeg kunne sende 20 forskellige signaler afsted i timen,

men det er vigtigt at udvælge nogle pointer efter, hvem man snakker

til, og hvad situationen kræver.«

Gør det abstrakte konkret

Jo vanskeligere et emne er fagligt, jo vigtigere er det at arbejde med

informationernes klarhed. Dels skal man undgå at forvirre eller irritere

modtagerne med fagudtryk og faglig jargon, de ikke kender. Dels skal man

gøre abstrakte informationer konkrete.

»Jeg skal meget ofte tale om ombudsmandsinstitutionen, og det er

ikke så frygteligt svært at holde foredrag om det, for der er altid

mulighed for en god blanding af historier og den slags til illustration

af principper. Men det er jo også ganske tit andre emner, folk beder

mig tale om, fx om forholdet mellem ret og moral eller kirke og

stat. Når det er den slags emner, er det lige så vigtigt, men langt

sværere at udtrykke sig klart. Det kræver ikke blot enkelhed, men

også en forenkling. Det er altid en svær balance ikke at forenkle og

selektere så meget, at det bliver mere vildledende end vejledende.«

Olof Palmes konkretisering af Sveriges budgetunderskud, oparbejdet

under den tidligere regering, er et eksempel på, hvordan noget abstrakt

kan gøres konkret og anskueligt for modtagerne. Underskuddet beløb sig

til 90 mia. svenske kroner. Den på det tidspunkt nyslåede statsminister i

Sverige forklarede:

»[...] det er så uhyggeligt mange penge, at det er svært at klargøre,

præcis hvor mange. Men hvis man nu tænker sig, at man delte de her 90

mia. op i hundredelapper. Tusind hundredelapper, det er cirka 10 centimeter.

En mia. hundredelapper, så er man en mil oppe i luften. Men 90

mia. i hundredelapper, det svarer cirka til en stabel, der rækker 9 mil op

i luften. Det var budgetunderskuddet. Jeg har tænkt på, at hvis man lagde

den stabel på jorden i stedet for at lade den række op i luften, så ville det

borgerlige budgetunderskud i hundredelapper ikke bare række til Klintehamn

og Burgsvik, det ville række til Hoburgen og et stykke ud i vandet.«

STIL SKARPT OG LIV OP


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

(Vores oversættelse).

Konkretiseringer skaber klarhed, fordi vi som modtagere kan danne os

et billede. Desuden bliver informationerne lettere at huske.

»Det står altid stærkere, når man kan udtrykke sig konkret og give

eksempler. Jeg interviewede engang én i »Godmorgen Danmark«,

som i stedet for at komme med en abstrakt udredning af sine

følelser var konkret og sagde: »Jeg var så ulykkelig den morgen, at

jeg var kommet til at tage to forskellige sko på uden at opdage det.«

Det gør indtryk – man husker en mand med en gummistøvle og en

træsko på langt bedre end en abstrakt redegørelse for en følelse.«

Konkretiseringer er vigtige, fordi de tjener to formål. Foruden at skabe

klarhed gør konkretiseringer også formidlingen langt mere levende og

fængende, som næste indholdskvalitet drejer sig om.

Giv informationerne liv og sjæl

Indholdskvaliteten levende er vigtig for at fange og fastholde modtagernes

interesse. At emnet formidles levende vil først og fremmest sige, at indholdet

er anskueligt for modtagerne – at det skaber billeder i modtagernes bevidsthed.

Det kan man opnå ved at anvende eksempler, som med udgangspunkt

i personer og/eller hændelser beskriver, hvad man mener. Når man

udvælger eksempler er det imidlertid også vigtigt, at eksemplerne ikke

danner de forkerte billeder, dvs. bliver fortolket forkert af modtagerne. Vælg

derfor eksempler med en tydelig og så vidt mulig entydig pointe.

Man kan også gøre emnet levende ved at anvende mange konkrete

detaljer. I et oplæg om sundere kostvaner er det mere interessant – og lærerigt

– at høre konkret om, hvad kosten betyder end fx blot at få at vide, at

man skal spise mindre fedt, flere komplekse kulhydrater og mere kalk. De

konkrete detaljer bruges ofte i vekselvirkning med udsagn af mere abstrakt

eller generel karakter, som fx her, hvor et generelt udsagn efterfølges og

uddybes af en forklaring, der rummer konkrete detaljer:

»Kalk er et mineral, som er vigtigt i en sund kost. Kalk er en slags byggemateriale,

faktisk er kalk den største bestanddel i de ca. 210 knogler,

der tilsammen udgør menneskets krop. Tænderne består også for en stor

del af kalk, og det er for at holde kroppen stærk, at man skal sikre sig

tilstrækkeligt med kalk i kosten. For små børns vedkommende er kalk

nødvendigt for at gøre knoglerne stive, hårde og i stand til at vokse. Men det


er ikke bare børn, der behøver kalk. Hvis en voksen ikke får kalk nok, kan

man bl.a. risikere at få skøre knogler, der nemt brækker. Der er altså god

grund til at spise mere kalk. Og så kan det sagtens smage godt. Kalk findes

i mælkeprodukter, som forresten også omfatter ost, i rejer, i sesamfrø og

i grøntsager som fx spinat og broccoli, der kan trylles til retter, som både

er lækre og sunde ...«

»Dagligdags eksempler og egne oplevelser er vigtige for et levende

foredrag. Når jeg selv bliver fanget af et foredrag, er det ofte pga.

konkrete eksempler eller oplevelser, taleren har haft. Det er også

dem, jeg husker bagefter.«

»Hvis der er et emne, der ikke er umiddelbart forståeligt, sørger jeg

for at finde ud af præcis, hvad det handler om. Lad os fx sige, der

er et indslag om, at renten er faldet et kvart procentpoint. Er det

interessant? Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan det kan forklares

ved hjælp af noget konkret – for at fange interessen. Ja, siger

erhvervsjournalisten, det er fordi, at når Nationalbanken sænker

renten, så vil bankerne følge efter, og så bliver det billigere for mig

at låne penge, hvis jeg skal ud og låne 100.000 til et nyt hus. Det

er sgu da interessant. Så bliver det pludselig en anden historie end

»renterne sænkes fra Nationalbankens side«. At gøre informationerne

interessante er en bevægelse, hvor jeg tager det abstrakte og gør

det konkret. Tv–mediet er i det hele taget et meget konkret medie.

Du kan fx ikke filme en rentenedsættelse eller en fredsproces, det

er abstrakte historier. Men der er altid nogle mennesker, der agerer,

nogle hændelser. Det er de mennesker, man må formidle emnet ud

fra: Vi må have hoveder på – følelser.«

Tænk tilbage på et foredrag, du selv har overværet, og find frem til de

passager, du kan genfortælle. Ofte er det de levende, konkrete eksempler,

der tydeligst melder sig i hukommelsen, fordi de har gjort emnet relevant

og nærværende. Forskningsprojekter inden for retorik og argumentation

tyder på, at eksemplerne også virker overbevisende – måske netop fordi

de gør så stort indtryk på modtagerne. Overbevisende er den tredje indholdskvalitet.

STIL SKARPT OG LIV OP


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Argumentér overbevisende

I retorikken opfattede man i klassisk tid mennesket som et legeme, der bevæger

sig stødt og roligt i en bane. Skal man nu have dette legeme til at flytte

sig, må der en påvirkning til i form af ord. Imidlertid ikke ligegyldig hvilke

ord, men de rette ord, sagt på den rette måde på det rette tidspunkt. Lykkes

det, har man fået legemet til at flytte sig fra sin vante bane til en ny.

»Når man skal formidle et emne troværdigt, er det ikke nok med fin

form, der skal også være overbevisende elementer. Troværdighed

er både et spørgsmål om hjertet og hjernen. Der skal være det rette

samspil mellem form og indhold.«

Fra erfaringer og forskning kan man udlede nogle regler om, hvilke former

for argumentation der virker bedst. Her er en oversigt over nogle af disse

vejledende regler:

• Lad ikke påstanden være mere vidtgående, end argumentet kan bære

• Lad argumentet indeholde konkrete oplysninger og eksempler

• Lad argumentet indeholde nye oplysninger

• Gå i dybden med ét eller nogle få af de stærkeste argumenter, og udelad

de mindre stærke

• Tag stilling til modpartens stærkeste argumenter, gerne før modparten

selv fører dem frem

Tal både til fornuften og følelsen, ikke kun det ene

• Vis, at sagen berører modtagernes egne interesser

• Vær ærlig, sympatisk og moderat

• Vis forståelse og respekt for dine modparter, deres synspunkter og

følelser

• Vis, at du har personlig erfaring om sagen

• Vær omhyggelig med at tjekke informationernes rigtighed

(Bl.a. undersøgt i det forskningsprojekt, der danner baggrund for Kock,

Jørgensen & Rørbech: Retorik der flytter stemmer, Gyldendal 1995).

»Helheden ligger i detaljen. Det duer ikke, at det i store træk er

rigtigt, hvis detaljer er forkerte. Fx hvis du har en historie, hvor

det hele holder, men to af de medvirkende personer kommer du

til at kalde for Hansen i stedet for Jensen og Petersen i stedet for


STIL SKARPT OG LIV OP


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Jørgensen. Så har man et problem, for nogle ved godt, at hende

der hedder sgu da Jensen. Det virker bare ikke overbevisende.

Tag fx Plejebo-sagen, det er ligegyldigt for helheden, om der var

22 eller 23 beboere, der døde. Det er bare ikke ligegyldigt for de

pårørende. Man skal tjekke og tjekke og tjekke. Det er både mit

fundament og min ballast, at det er rigtigt.«


Mediet begrænser og

styrer din kommunikation

MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION

Kommunikationsmedierne stiller hver sine krav til kommunikationen. Hvad

er vigtigt, når man skal holde et oplæg eller et foredrag foran en gruppe

mennesker i et mødelokale eller en foredragssal? Og hvad er vigtigt, når man

skal medvirke i tv og radio? Det kan du læse mere om i dette kapitel.

Kommunikation ansigt til ansigt

Den type mundtlig formidling, de fleste først stifter bekendtskab med, er

oplægget (tale, præsentation, foredrag, indlæg m.m.) Det kan være på

arbejdspladsen, ved møder, på andre arbejdspladser, i foreninger, i forhandlingssituationer,

ved festlige lejligheder osv.

Ved et oplæg er man på, allerede inden kommunikationen som sådan

er begyndt. Når man til sammenligning fx skal sige noget i tv, er man først

synlig for modtagerne, når kameraet stilles over på én – først da begynder

modtagerne at danne sig et indtryk af én som person. Ved oplægget er vejen

op til podiet eller talerstolen også en del af kommunikationen. Derfor

skal man være bevidst om de signaler, man sender, allerede inden man

åbner munden første gang. I kapitlet om fremførelsen følger en række råd

til, hvordan man også kan benytte tiden, inden man taler til at styrke sin

troværdighed.

Antallet af modtagere og lokalets størrelse har betydning for, hvordan

man bør kommunikere. Som hovedregel gælder det, at jo mindre lokalet

er, desto værre er det at være meget bundet af sit manuskript. En gang

skulle en dansk minister holde en tale for en forening. Hans taleskriver

havde misforstået invitationen og skrevet en tale, der var rettet til en stor

gruppe mennesker i en foredragssal. Imidlertid viste det sig, at rammerne

for talen var helt anderledes: Der var kun ca. 10 personer, som sad rundt

om et mødebord i et lille lokale, og taleren skulle også sidde ved bordet,

mens han holdt talen. Pludselig virkede det helt forkert, at taleren holdt talen

tæt bundet af manuskriptet, ligesom sprogstilen virkede alt for højtidelig

til den intime, afslappede atmosfære rundt om bordet. Ved mindre grupper

i mindre lokaler bør oplægget virke så naturligt og improviseret som

muligt, både med hensyn til sprogstilen og fremførelsen. Her er stikordsmanuskripter

ofte bedst, så man hele tiden ved præcis, hvor man er på vej

hen med oplægget, uden at man læser op ord for ord af manuskriptet. Ved


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

større grupper i større lokaler kan oplægget bære mere højtidelighed. Her

virker det ikke påfaldende at have et fuldt manuskript foran sig, blot man

ikke med øjnene naglet til papiret læser op uden at have øjenkontakt med

sit publikum. Læs mere om manuskriptteknik på side 81-87.

Medierne som filter for din kommunikation

Når mediet ikke længere er den direkte kommunikation mellem afsender

og modtagere, men derimod kommunikation via et massemedie, er der

andre hensyn at tage, når man vil kommunikere godt.

Et interview til en avis er for de fleste nok den mest afslappende form

for interview, fordi man ikke som i direkte tv eller radioudsendelser skal

formulere sit budskab knivskarpt i første forsøg. Alligevel bør man forberede

sig godt inden interviewet.

Forberedelserne bør som ved enhver mundtlig formidlingsform omhandle

overvejelser om alle kompassets hjørner: modtager, kontekst, afsender,

formål, emne, medium, genre, forløb og fremstillingsform. Ved interviews

til tv og radio er det ofte lige nu, budskabet skal formuleres, oven i købet

så klart og overbevisende som muligt.

Fælles for de tre medier er, at man som afsender skal tænke på journalistens

arbejdsform og prøve at kommunikere på journalistens præmisser.

Ikke alene for journalistens skyld, men også for ens egen skyld, fordi man

dermed øger sine muligheder for at få det ønskede budskab igennem.

»Sig tingene, som de er. Svar dog på, hvad du bliver spurgt om.

Troværdige mennesker har ikke standardsvar og alle paraderne

oppe. En grund til, at politikere rangerer lavt på mange troværdighedslister,

er, at de ikke svarer på, hvad de bliver spurgt om. De

svarer ikke med et ja eller et nej og så en forklaring – de starter et

helt andet sted, og det er irriterende. Troværdighed handler ikke

bare om, hvad man selv siger, men også om, at man lytter til, hvad

andre siger i interviewsituationen.«


MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION

»Steen Bostrup fra TV-avisen gav mig for mange år siden et råd, jeg

synes er klogt: »Enten siger du sandheden, eller også holder du din

kæft!« Det med at holde sin kæft gælder i flere situationer. Hvis man

bliver inviteret til at komme i tv, radio eller til en forsamling og sige

noget om et eller andet, skal man blive hjemme, hvis man ikke har

noget virkelig kvalificeret at sige. Hvis man vælger at medvirke i fx

et direkte tv-program, og man får et spørgsmål, man ikke kan svare

direkte på, er det bedre at sige »det ved jeg simpelthen ikke« end

at tale uden om. Som hovedregel gælder det, at man skal besvare

de spørgsmål, man får stillet, så ærligt og klart som muligt. Man

skal ikke sidde og tænke, at nu kan man bruge den airtime til at

fremme et helt andet synspunkt.«

Seks punkter kan opsummere, hvad man bør tænke på før og under et

interview.

1. Tænk på intervieweren som et andet menneske

Det er han eller hun jo vitterlig også! Lad dig med andre ord ikke distrahere

af ledninger og teknikere. Koncentrér dig i stedet om at føre en almindelig

samtale med det andet menneske med de høflighedsregler, du normalt lever

op til. Besvar spørgsmålene så klart du kan, og snak ikke uden om.

»Når man er på tv eller radio, er det utroligt vigtigt at tale til nogen.

Man skal ikke tale ud i det tomme rum eller til tv–skærmen, man

skal tale til et menneske, fx intervieweren. Tv og radio er bedst, når

det er direkte, for så kan man ikke blive klippet i. Og så er det en

motiverende situation, fordi man ved, det er nu, det gælder.«

2. Fat dig i korthed

Det gælder navnlig interviews til tv og radio, hvor tiden er knap. Der er ikke

plads til lange, abstrakte udredninger. Udtalelser i indslag er fx sjældent

længere end 20-30 sekunder.

»Tv-mediet er et vanskeligt medium, dels fordi man skal være

meget præcis i sine udtalelser, dels fordi i hvert fald jeg kun har


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

lidt øvelse. Derfor er det meget, meget vigtigt, at man er meget

omhyggelig i sin forberedelse, for ellers går det let for hurtigt, og

man kommer fx til at lave forenklingsfejl. Hvis man gør det til et

møde, kan man jo hurtigt korrigere sig selv. Men i fjernsynet er det

tabt, så snart det er sagt. Selvom jeg korrigerer senere i samtalen

i et båndet interview, ja så bliver det sikkert klippet fra. Jeg tror, at

det er meget vigtigt at øve sig. Hvis jeg skal på fjernsynet om et eller

andet kontroversielt emne om IBM, så beder jeg, straks jeg har sagt

ja, en gruppe medarbejdere skyde løs. Jeg får dem til at stille alle

de spørgsmål, de kan finde på – som djævlens advokater – for der

er slet ingen tvivl om, at så svarer man bedre, for man har nået at få

skærpet sine synspunkter og sine tanker om sagen.

»Jeg prøver altid at tænke sproglig set dobbelt, mens jeg udtaler

mig til medierne, fordi jeg prøver at forestille mig, hvordan de

vil klippe. Jeg bruger ikke Ritt Bjerregaards teknik med at hæve

intonationen, så det bliver meget svært at klippe i, men jeg prøver

at styre, så meget jeg kan. Jeg tænker på det som et holografisk

billede, hvor hvert eneste delelement vist nok rummer hele billedet

i sig selv, sådan skal udtalelser til tv faktisk også være. Men det er

naturligvis et uopnåeligt sigtepunkt.«

3. Tal ikke fagsprog

Tænk på den brede målgruppe, du skal nå ud til i interviewet. I strid med

hvad mange tror, opfattes fagsprog ikke som særlig troværdigt, snarere

tværtimod. At udtrykke sig ligefremt vinder mere tillid end at gemme sig

bag tekniske formuleringer.


MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION

»Tal dansk! Folk, der laver sproglig bodybuilding, er ikke til at

holde ud at høre på. Tal, som om du taler til din mormor. Det er

især et problem for folk, der taler i kraft af et job, fx en læge eller

en jurist eller andet – de er tilbøjelige til sprogligt kun at henvende

sig til deres kolleger og ikke til den brede seergruppe. Der er ikke

noget værre end at skulle interviewe en person, der befinder sig på

tiende abstraktionsniveau. Få det så tæt på dagligdagens sprog som

muligt.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

4. Gør dit budskab let at huske

Tænk på, at det, du siger, skal kunne huskes – jo mere konkret dit udsagn

er, desto bedre bliver det husket. Et abstrakt udsagn uden nogle levende

indholdskvaliteter vil i mange tilfælde ikke fæstne sig i modtagernes bevidsthed.

Find derfor et godt, utvetydigt eksempel eller nogle konkrete

detaljer, som du kan flette ind i din udtalelse. Det er langt fra forbudt at

bruge sig selv som eksempel, ordet »jeg« signalerer, at man har personligt

kendskab til det, man taler om.

»Sig gerne »jeg«! Brug dig selv, og vis, at du har den holdning, du

har, fordi det berører dig selv. Tænk bare på, da Nyrup havde været

til Mimi Jakobsens 50-års fødselsdag på Christiansborg og holdt en

festtale til hende, hvor han bl.a. sagde, at han misundte hende for

altid at virke så naturlig og personlig, når hun var i medierne. Nyrup

røg straks i aviserne med overskriften »Jeg er misundelig på Mimi«.

»Jeg« er det stærkeste ord i medierne, fordi det giver en fornemmelse

af nærvær og af, hvem personen er.«

5. Vær rolig og venlig

Tal roligt og eftertænksomt, særligt i tv og radio. Sænk tempoet, det har

tendens til at stige, når man bliver lidt nervøs. Giv dig tid til at tænke over

spørgsmålene. Og bevar en høflig attitude.

»Bliv aldrig sur, når du bliver interviewet! Hvis den, der bliver interviewet,

er sur og tvær, ender folk med at få ondt af studieværten. At

blive sur og krydse armene kan betyde, at sympatien tipper, og det

giver indtryk af, at man ikke kan tackle situationen. Det har meget

mere format at tackle situationen humoristisk eller i hvert fald

afslappet.«

»Interview til den skrevne presse forbereder jeg som regel selv


ved at gennemtænke emnet omhyggeligt, for ellers svarer man ofte

forkert eller kommer til at tale uden om. Jeg prøver også at forudsige

journalistens ærinde eller overskrift. De har jo som regel

en agenda, hvad man især opdager bagefter, hvor to tilsyneladende

identiske interviews kan blive til endog meget forskellige artikler.

Og det er uanset, om man har bedt om lov til at se artiklen igen, for

der kan man jo kun rette faktuelle ting – vinklen får man jo ikke

lov at lave om. Resultatet kommer i sidste ende an på jour-nalistens

dygtighed. Jeg har oplevet interviews til den skrevne presse, hvor

jeg egentlig selv syntes, at jeg var dårlig og upræcis, og hvor artiklen

alligevel er blevet glimrende – og det modsatte. Den troværdighed,

der kommer ud af et sådant interview, er delvis afhængig af, hvad de

gør ved det.«

6. Fremstå menneskeligt, åbent og ærligt

Vær ikke bange for at fremstå menneskeligt, åbent og ærligt.

MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION

»Hvis du lægger en alt for fast strategi inden et tv-interview, er du

næsten sikker på at tabe det! I forbindelse med at klare sig godt i

et tv-indslag er der to ting at sige. Punkt 1: Hvis du føler, at du har

overblik over sagen og kender den godt, så gå til den med fynd og

klem! Men hav aldrig mere end to budskaber, du vil formidle. Punkt

2: Vær ikke bleg for at indrømme tvivl. Selvfølgelig kan ministre

ikke gå rundt og være i tvivl hele tiden, men hvis det er en sag, som

eksperterne heller ikke kan give 100% klare svar på, så sig det

bare, hvis der ikke er et klart svar eller sikker viden på området.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Kend kravene til din

kommunikationsform

Når vi begynder et privat brev til en ven eller et familiemedlem, skriver vi

næsten altid »Kære«. Vi har sandsynligvis bevidst valgt at skrive i stedet

for at ringe, enten fordi det er en særlig anledning, hvor et brev er mest

passende, eller fordi det er til en, der bor i udlandet, er svær at komme i

kontakt med eller noget helt tredje. Hvordan brevet skal bygges op efter

den første hilsen, har vi også en idé om på forhånd, for der er nogle ret

faste skabeloner for den slags. Når modtageren åbner brevet forventer han

også noget helt bestemt. Begynder det fx i stedet for »Kære« med »Til«, er

han straks klar over, at der er noget helt galt.

Kommunikationstyper eller genrer er med andre ord ikke bare noget,

vi har lært om i skolen, men noget der er med til at styre vores måde at

kommunikere på i det daglige. Faktisk er det meget afgørende for kommunikationens

succes, om man har valgt den rette genre til sit budskab,

og om man lever op til de forventninger, som modtageren har til netop den

genre. Når vi forstår noget, spiller forventningerne nemlig en stor rolle. Vi

forstår i et samspil mellem, hvad vi forventer, og hvad vi rent faktisk ser eller

hører. Så hvis vi tror, at teksten rummer noget bestemt, ja, så er det meget

ofte det, vi får ud af at lytte til den – også selvom det ikke er det, der bliver

sagt. Det opdager man som taler ikke altid, mens man står og taler, men

ofte ved senere lejligheder, hvor man hører situationen beskrevet som noget

helt andet, end det man selv troede og syntes, det gik ud på. Det betyder, at

det er meget centralt at se på forventningens betydning bl.a. i forbindelse

med genre og disposition.

»Der er stor forskel på kommunikationstyperne – hvis man skar

sine faglige oplæg over samme læst som talen til familiefesten, ville

tilhørerne begge steder bliver både overraskede og desorienterede.

Det er vigtigt at vælge genre med omhu.«

Det er vigtigt at forholde sig til, hvilke krav der automatisk stilles til kommunikationen,

når man vælger en helt bestemt kommunikationsform. Det er et

spørgsmål om at sætte sig ind i de rammer, der er for kommunikationen.

Der findes et hav af kommunikationsformer at vælge imellem, det gælder


KEND KRAVENE TIL DIN KOMMUNIKATIONSFORM

om at vælge en genre, der passer til det, man gerne vil opnå, så man blot

kan følge genrekonventionerne og dermed modtagernes forventninger. Du

kan tjekke genren ved at stille grundlæggende spørgsmål som disse:

1. Hvad er genrens typiske formål?

Er det en festtale, der typisk er underholdende, eller er det en kommunikationstype,

der som regel er informerende eller overbevisende?

2. Indgår denne genre som regel i en bestemt situation?

Et bryllup kræver en festtale, et nyhedsindslag kræver et kortfattet indlæg

med et markant budskab, et møde kræver en indledning – bestemte situationer

kræver brug af bestemte genrer. Vær sikker på, at du vælger én, der

passer til den situation, du skal kommunikere i.

3. Hvilken rolle skal afsenderen have i genren?

Hver enkelt kommunikationsform tilskriver afsender en bestemt rolle. I

indledningen til en konference skal værten byde velkommen og gerne træde

lidt i karakter, så man føler sig personligt budt velkommen. I tv-indslaget

skal journalisten som regel forholde sig nogenlunde neutralt, mens den

interviewede skal være meget direkte til stede som troværdig repræsentant

for et givent synspunkt. Overvej altid, hvilken rolle genren tilskriver dig.

Hvis du bryder ud af den, kan det let blive misforstået eller måske ligefrem

blive opfattet meget negativt.

4. Hvilken rolle giver genren modtagerne?

Kommunikationsformen låser også modtagerne. Når der fx holdes et informerende

foredrag, bliver modtagerne ofte låst i en lærer-elev-situation,

hvis ikke taleren gør sig store anstrengelser for at skabe en ligeværdig

kommunikation. Tænk med andre ord på, hvilken position genren sætter

din målgruppe i; og om det er passende.

5. Hvilken grundskabelon følger genren typisk?

Hver genre har en bestemt rækkefølge indbygget, som man som regel står

sig godt ved at benytte, da modtagerne jo forventer denne struktur og derfor

kan blive forvirrede og miste koncentrationen, hvis den ikke følges. Derfor

gælder det om at tænke over, hvordan den enkelte genre plejer at være

bygget op. Læs mere om disposition på side 55 og om dispositionsformer

på side 71.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

6. Er der en særlig tone, der er typisk for genren?

Nogle kommunikationsformer har en typisk stil. Det kan være den meget

direkte og klart argumenterende politiske tale, hvor afsender gerne vil fremstå

meget personligt overbevisende, eller en rent formel sagsredegørelse,

hvor afsender nærmest ikke er til stede og næsten klinisk fremlægger fakta

i en lidt stiv form.

7. Er der nogle særlige karakteristika for netop denne genre?

»Der er stor forskel på de enkelte genrer. Det, man kunne kalde

folkelige foredrag i forsamlingshuse med efterfølgende kaffebord,

er ofte en blanding af oplysning, eksempler og dialog om emnet.

Hvis det skal være troværdigt, skal man være meget nærværende.

Og faktisk gælder præcis det samme også for de faglige foredrag,

det gælder i høj grad om at være sig selv, være så uiscenesat som

muligt. I de faglige foredrag er strukturen også meget vigtig. Det

forventes i særdeleshed blandt jurister, at strukturen er helt klar

– man vil kunne se et skema for sig, når man har hørt et sådant

foredrag. Men her behøver man dog ikke tænke så meget over det

faglige vocabularium. Når man har tid nok, har et fornuftigt og et

sandt anliggende, skal man være meget klodset eller uheldig, hvis

de sidder tilbage og tænker, at det var utroværdigt og forstilt. Det

er langt mere problematisk, når man overlader kontrollen til en

journalist fx i tv-indslag.«


FORLØB – ET SPØRGSMÅL OM PSYKOLOGISK FORNEMMELSE

Forløb – et spørgsmål

om psykologisk fornemmelse

Den måde, en mundtlig formidling forløber, er altafgørende – ikke kun for,

hvilket indtryk man efterlader, men for om tilhørerne overhovedet bliver

oplyst eller overbevist af det, der bliver sagt. Derfor er det meget centralt

at få styr på selve psykologien i et oplægs disposition.

ȯrstedsatellitten er opkaldt efter den danske videnskabsmand Hans Christian

Ørsted, der levede fra 1777 til 1851. Han var professor ved Københavns

Universitet, grundlagde Polyteknisk Læreanstalt og begyndte geomag-netiske

observationer i Danmark. Ørstedsatellitten er en dansk fremstillet mikrosatellit

på 61 kg, som skal opsendes med en Delta II raket i 1999. Ørsted

projektet gennemføres i et samarbejde mellem danske virksomheder og

forskningsinstitutioner ...«

Foredraget er i fuld gang, og medarbejderen fra DMI fortæller og fortæller.

Ret hurtigt begynder de mange fakta at køre i ring, og med mindre

tilhørerne er meget motiverede, bliver de hurtigt mere kaffe- end oplysningstrængende.

Foredragsholderen har ikke sorteret oplysningerne godt

nok og slet ikke tænkt over, hvad der skal til for at motivere tilhørerne. Og

det går meget ofte galt i mundtlig kommunikation, fordi man glemmer, at

det kun er én selv, der ved, hvor man er på vej hen. Tilhørerne aner måske

knapt, hvad man skal tale om, og i hvert fald ikke hvordan man har tænkt

sig at bygge det op.

Først og fremmest skal man have sine modtagere til ikke bare at lytte,

men koncentrere sig om det rigtige. I begyndelsen er modtageren særlig

opmærksom, forventningerne justeres, og han indstiller sig på, hvad oplægget

vil rumme. Vi kan jo ikke koncentrere os om det hele, så derfor

danner vi os ret hurtigt en mening om, hvad der er det mest centrale – og

det er meget ofte det, vi får ud af at lytte, også selvom oplægget kan have

handlet om noget helt andet. Vi koncentrerer vores energi om det, vi tror, er

centralt. Det er blandt andet det, der gør disponering vigtigt. Man skal hele

tiden holde styr på, at tilhørerne koncentrerer sig om det rigtige. Derfor

bør man på forhånd gøre sig klart ikke bare, præcis hvad formålet er (se

side 34),og hvordan emnet fokuseres klart (se side 38 og 67), men også i

hvilken rækkefølge indholdet skal præsenteres, og præcis hvad funktionen

af hver enkelt del er.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Rækkefølgen i en tale er altid vigtig. Når jeg skal holde en tale,

skriver jeg næsten altid stikord ned på et hulkort. Ofte bruger jeg

det slet ikke, når jeg står der, men det, at jeg har gennemtænkt

strukturen og skrevet den ned, betyder meget. Det gør det både

nemmere for mig og giver en meget bedre struktur for tilhørerne.«

Taler meteorologen fx om Ørstedsatellitten til en kreds af vejrinteresserede,

der ikke er eksperter, men dog ved nok om meteorologi til at dukke op til

et foredrag om Ørstedsatelitten, skal begyndelsen motivere og interessere

dem. Samtidig skal begyndelsen slå fast, hvad foredraget egentlig går ud på,

og også gerne hvordan det er bygget op. Det er slet ikke det, afsenderen

opnår ved at begynde med navnet og Ørsteds fødeår. Han kunne fx i stedet

være begyndt således:

»Strømmen i jordens indre, jordens magnetiske kræfter, og temperaturen

ude i atmosfæren – det er store ubesvarede spørgsmål, som den danske

satellit Ørsted skal hjælpe os med at få svar på. Vi sendte den afsted i begyndelsen

af 1999, og i dag vil jeg prøve at gøre rede for først og fremmest,

hvad det er, vi håber at få ud af Ørstedsatellittens opsendelse, dernæst skal

vi komme lidt ind på, hvordan projektet er blevet til blandt andet med

hjælp fra en lang række danske virksomheder. Men først til formålet med

alt arbejdet....«

En sådan begyndelse havde i hvert fald givet tilhørerne en bedre idé

om, hvad den næste times tid ville rumme og ville formentlig også have

motiveret dem mere.

Meget ofte er det netop begyndelsens funktion: at skabe interesse for sagen

og også gerne vinde velvilje. Tilhørerne skal ikke alene blive optaget af at

lytte, men også fatte sympati for afsenderen eller i hvert fald finde ham/

hende så troværdig, at de får tillid til oplysningerne. Mange oplæg går allerede

skævt her, fordi taleren glemmer at fange folk ind, før han begynder

at overbevise os om, at et eller andet er rigtigt. Det kan være en god idé

at begynde med et lille indløb, før du begynder på selve din indledning.

Tilhørerne skal jo lige stille ind på dig, sætte sig ned etc., og det får de

tid til, hvis du varmer lidt op, før du begynder. Det kan være noget, der

udspringer af situationen eller måske noget vittigt, der får skabt en positiv

stemning. Tænk på den veloplagte småsnak, der tit indleder møder, det har

som regel præcis denne funktion. Det kan virke koldt og upersonligt at gå

direkte til dagsordenen.


FORLØB – ET SPØRGSMÅL OM PSYKOLOGISK FORNEMMELSE

Når først tilhørerne er fanget ind, gælder det om at præsentere oplysningerne

i den rækkefølge, de har brug for at få dem i. At disponere er

med andre ord et spørgsmål om at leve sig ind i tilhørernes tanker og

informationsbehov.

Slutningen er mindst lige så vigtig som begyndelsen. De fleste af os har

oplevet at overvære et af den slags foredrag, hvor man skal klappe til slut.

Tilhørerne sidder klar med hænderne spændte, lidt fra hinanden i klappeposition,

mens man skeler til hinanden – er foredraget slut? Det er ikke

alene ofte lidt småpinligt, det er også at spilde en væsentlig mulighed for

at sikre sig, at tilhørerne efterlades på den rigtige måde. Slutningen skal

ofte resumere det vigtigste, anbefale præcis, hvad der skal gøres eller på

anden måde sætte trumf på. En mundtlig formidling skal aldrig ebbe ud,

men altid slutte med en krølle på halen.

Dispositions–spørgsmål

Du kan tjekke din disposition ved at stille spørgsmål som disse:

• Hvad er begyndelsens funktion – at lokke modtagerne til at lytte, give

dem overblik over hele indholdet (et resumé), skabe velvilje, vise

imødekommenhed ... eller?

• Hvad har modtagerne brug for/lyst til at vide først? Begrund hvert

enkelt valg af afsnitsplacering.

• Hvad er slutningens funktion – at sætte tanker i gang, at konkludere,

at opfordre til handling, at efterlade modtagerne med en positiv

grundstemning ... eller?

»Jeg disponerer stoffet efter, hvad jeg går ud fra er forsamlingens

interesse og forventninger, og er også parat til at tilpasse det, når

jeg står der, når jeg fornemmer, hvad tilhørerne er interesserede i.

Når det er en grundtvigiansk forsamling, kan det fx være hensigtsmæssigt

at begynde med Odin og Thor, eller i hvert fald med urgermanerne.

Jeg tænker på forhånd over, hvad der mon interesserer

dem i særlig grad og disponerer og selekterer efter det.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Sproget skal fænge og forstås

Sproglig kvalitet er et meget abstrakt begreb. Hvad er det præcis, der gør

nogle menneskers sprog så godt – og hvad er det, der savnes, når sproget

ikke fanger os, men måske tværtimod får os til at lade tankerne vandre i

helt andre retninger?

Dette kapitel handler om fire dyder, som det gode sprog lever op til. At

blive bedre til at tale et fængende og overbevisende sprog, er ofte blot et

spørgsmål om at blive sig disse dyder bevidst og lære, hvordan man kan

indarbejde dem i sproget på en naturlig måde.

Sproglig kvalitet kan skitseres som en balanceakt mellem følgende

kvaliteter:

Hensigtsmæssig

Klar/korrekt Levende

.

Godt sprog er klart og korrekt, så det er let at forstå og ikke skurrer i

ørerne med forskellige sproglige fejl. Men det er også vigtigt, at sproget

er levende, ellers bliver det let tørt og uinteressant. Balancen mellem på

den ene side klarheden/korrektheden og på den anden side sprogets levende

kvaliteter beror på, hvad der i det enkelte tilfælde vil være det mest

hensigtsmæssige. Hvilke krav stiller situationen til den måde, de to skal

afbalanceres i forhold til hinanden?

Klar kommunikation

Klarhed er meget afgørende for troværdig formidling. En hyppig fejltagelse

består i at tro, at jo mere videnskabeligt og abstrakt sproget er, desto mere

troværdig virker man som formidler. Imidlertid er det ofte stik modsat. Når

en taler puster sig op med komplicerede ord og snørklede sætninger, efterlader

det ofte et indtryk af en person, der gemmer sig bag sproget og ikke tør

melde klart ud. Tør man derimod sige tingene ligeud, gerne i samme sprog

som tilhørerne kunne have brugt, virker det troværdigt, fordi indholdet

træder tydeligt, utilsløret frem. Det er altså ikke alene afgørende for dine

modtageres forståelse, at du udtrykker dig klart. Det er også afgørende for

det indtryk af dig selv som person, du efterlader hos tilhørerne.


»Landbrugs- og fødevareminister Henrik Dam Kristensen er en dygtig

mand, der sætter sig ind i sagerne. Men hans største plus er, at

også når han taler om faglige emner, taler han som et landpostbud.

Der er fremmedord i hans sprog, for nu hedder det altså pesticider,

det er ikke hans skyld, men fremmedordene er strøet med meget

følsom hånd. Han taler ikke magtsprog eller politikersprog, han

taler, som om vi sad over en kaffekop ude på landet. Og så er det jo

ingen skade til at være jysk! Når man er tro mod sin dialekt, virker

man også tro på andre måder. Han har ikke lavet sig om.«

Sprogets klarhed kan sikres på flere niveauer:

1. Talens fokus skal være klart, tilhørerne skal vide, hvor du vil hen

med oplægget

2. Talens disposition skal være klar, den skal følge tilhørernes logik

3. Talens ord skal være forståelige for modtagergruppen

4. Talens ideer skal være anskuelige vha. bl.a. konkrete eksempler og

sammenligninger

På side 73 om formuleringsfasen elocutio vender vi tilbage til, hvordan man

kan opnå klarhed på disse fire niveauer.

Brug sproget korrekt

Sproglig korrekthed kan omtales ganske kort: Sørg for, at grammatik, ordvalg

og udtale grundlæggende er i orden, så du ikke støder nogle blandt

tilhørerne fra dig ved at bruge fremmedord forkert, sjuske med udtalen

eller lignende. Det kan imidlertid sjældent undgås, at der kommer småfejl

undervejs. Det er langt fra en ulykke, som modtagere tilgiver vi hellere end

gerne den taler, der i sit engagement snubler lidt over sproget.

»Det er fuldstændig ligegyldigt, om man siger »øh«. Hvis nogen

siger øh, bliver jeg måske ligefrem mere opmærksom: Hvad er det,

han/hun vil sige til mig? Øh kan jo være udtryk for, at man gør sig

umage for at finde den rigtige formulering.«

SPROGET SKAL FÆNGE OG FORSTÅS


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Giv sproget liv

Sprogets levende kvaliteter er det, der får os til at spidse ørerne og blive

fanget ind af taleren. Levende sprog er ofte det personlige sprog. Det vil sige

sprog, som giver et glimt af den person, der er bag ved professionalismen.

Modsætningen til det levende sprog er det, der ofte kaldes det tørre, upersonlige

bureaukratsprog, som er abstrakt og upersonligt.

Levende sprog er konkret, det ligger nærmere ved dagligdagens talesprog

end arbejdslivets skriftsprog. En af de største trusler mod sprogets liv er, når

man prøver at tale, som man kender det fra mange tekster: lange sætninger

med mange indskud, abstrakte ord og generelle udsagn.

Sproget skal ikke være søgt, men udsøgt. Du skal aldrig lade det velformede

og udsmykkede trykke vippen i bund, så det klare og korrekte

forsvinder. Hold balancen!

»Sproget skal lyde godt, det skal ikke være uspændstigt, men

præget af sprøde formuleringer, der får tilhørerne til at spidse ører

og høre efter. Tit er det et spørgsmål om at vælge de dagligdags

formuleringer og så krydre lidt med billeder eller en ukendt ramme

til noget velkendt.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!


Fra idé til applaus

Hvordan forbereder og gennemfører man en god mundtlig formidling?

Det spørgsmål søger anden del at indkredse svaret på.

Opskriften er enkel: man finder, disponerer, formulerer, indlærer og

fremfører sit stof.

De fem faser stammer fra den klassiske retorik og brugtes traditionelt

kronologisk, men der er intet til hinder for, at man kan arbejde mere

dynamisk med sin forberedelse og for eksempel prøve at fremføre et tidligt

udkast og dér finde ud af, at dispositionen burde være en anden osv.

I det følgende præsenteres de fem klassiske forarbejdningsfaser dog i

kronologisk rækkefølge for ikke at forvirre unødigt.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

At finde det rette indhold – inventio

At undersøge sin talesituation og finde sit stof er emnet for inventio, den

første af retorikkens forarbejdningsfaser, dvs. det første stadium i tilrettelæggelsen

af en tale. Her skal man indkredse, hvad det er, man vil have med

i sin mundtlige formidling på baggrund af en omhyggelig analyse af kommunikationssituationen,

som vi allerede har været inde på i 1. del. Det

resumeres ganske kort i det følgende afsnit:

Undersøg din talesituation

En analyse af situationen er helt afgørende for, om din tale bliver en succes.

For rammer du ved siden af situationen, bliver din tale mislykket. Det

giver sig selv i almindelige talesituationer, vi tænker os lige om, før vi åbner

munden. Hvem står i nærheden, hvad er der lige blevet sagt, og hvad vil

det være en god idé at sige lige nu? Overvejelserne går lynhurtigt og næsten

automatisk, før man åbner munder. Glemmer man det, kan det let blive

pinligt. Udtrykket »malplacerede bemærkninger« beskriver netop det, at

den, der åbner munden, ikke tog højde for, hvilken situation bemærkningen

skulle høres i.

Fremstillingsform

Forløb

Genre

Kontekst

Medium

Afsender

Emne

Formål


Overvej derfor nøje alle det retoriske kompas’ faktorer.

AT FINDE DET RETTE INDHOLD – INVENTIO

At vurdere den situation, du skal tale i, er første skridt i planlæggelsen af

en god tale, men hvad med ideerne til indholdet?

At få ideer

Vi har hver vores måde at få ideer på, nogle går en tur, andre vasker op eller

begraver sig i fagbøger. Her er fem findemetoder, du kan bruge, enten til at

få ideer til emnet eller til at finde ud af mere om det emne, du har besluttet

dig for. Læs om dem, og prøv dem af. Som regel er der en, der passer bedst,

mens de andre kan bruges til at variere med, når opgaven kræver det.

Brainstorming

Tag et stykke papir og en blyant. Skriv dit emne på midten, og skriv alt, hvad

der falder dig ind hulter til bulter på papiret. Bliv ved, så længe du kan. Du

behøver ikke lave en brainstorming på én gang. Det kan være en god idé

at begynde lige så snart, du får emnet. Sæt fx en seddel på opslagstavlen

med dit emne, hav altid en særlig blok liggende til det formål eller brug

en side i kalenderen, og hver gang du kommer i tanke om noget, skriver

du det på. Så har du allerede ideer, den dag du for alvor går i gang med

forberedelserne til oplægget. Fordelen ved at lave en brainstorming er, at

du på en overskuelig måde får samlet alle dine ideer.

Det kan ofte betale sig at lave en brainstorming i flere omgange. Når man

har lavet en, stopper man op og kigger kritisk på den. Streger det ud, der

ikke er relevant, og skriver de gode ideer over på et nyt papir. Her begynder

man så forfra på en ny brainstorming. På den måde arbejder man sig tættere

og tættere på de bedste ideer ved at veksle mellem kreativitet og kritik.

Mindmaps

Brainstorming kan også laves i en mere systematisk form, der kaldes

mindmaps. Her struktureres ideerne lidt mere. Man forbinder de ting, der

hænger sammen. Det bliver derfor nærmest et kort eller et edderkoppespind

af sammenhængende ideer, der dukker op på siden. Mindmaps har den

fordel, at de er enkle at sortere i bagefter, fordi det fx ses meget tydeligt,

hvilke informationer der forudsætter hinanden. Ofte viser det sig oplagt at

fortsætte med enkelte sammenhængende områder. Det kan også tit være

en fordel først at lave en brainstorming og dernæst systematisere ideerne

i et mindmap.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Hurtigskrivning

Sæt dig ned foran skærmen eller ved bordet med masser af papir, en velspidset

blyant eller en pc og et ur. Beslut dig for et bestemt tidsrum, fx 15

minutter. Sæt dig godt til rette, og skriv så – hurtigt!

Det er forbudt at stoppe op og rette under hurtigskrivning, du skal skrive,

skrive og skrive. Hvis du ikke kan finde på noget, skriver du bare dit emneord

igen og igen, indtil en ny tanke melder sig. Når tiden udløber, læser

du din hurtigskrivning kritisk igennem. Måske er der noget, du kan bruge?

Ellers er der sikkert en sætning, der kommer lidt nærmere det, du vil. Den

skriver du så øverst på et nyt stykke papir og laver en ny hurtigskrivning

med den som udgangspunkt.

Fordelen ved hurtigskrivning er bl.a., at du kommer i gang med at skrive

allerede fra begyndelsen. Det at skrive genererer jo i sig selv ofte en mængde

ideer – og ofte får man skrevet så gode og naturligt dynamiske afsnit, at de

kan bruges i det endelige manuskript.

»Når jeg skal forberede et oplæg, sætter jeg mig ved computeren og

skriver løs. Først skal tankerne ud – derefter skal de organiseres.

Det er bedre at sætte sine tanker i system, når de ER tænkt – fremfor

at have system i sine tanker, mens man tænker dem. Kun på den

måde finder man frem til nye sammenhænge, som både kan overraske

en selv og ens kommende modtagere.«

Stil hv-spørgsmål til emnet

Hv-spørgsmål er en journalistisk arbejdsmetode. Når reporteren skal dække

en sag, skal han sørge for, at alle hv-spørgsmål bliver besvaret i artiklen, så

læserne får det at vide, de har brug for. Ved at stille spørgsmålene: hvem,

hvad, hvor, hvornår, hvorfor, hvordan og på hvilken måde sikrer reporteren,

at han kommer hele vejen rundt om fx bankrøveriet. Læserne får at

vide, hvem der mistænkes, hvad der er stjålet, hvor det er sket, hvornår på

dagen, hvordan bankrøverne begik det, og på hvilken måde de flygtede.

Den metode kan man også sagtens benytte til forberedelsen af mundtlig

formidling.

Kort sagt: Stil alle de spørgsmål, du kan finde på til dit emne, og besvar

dem. Du skal ikke bekymre dig om, hvordan du formulerer dig. Svar fx i

stikord eller i korte sætninger.


AT FINDE DET RETTE INDHOLD – INVENTIO

Fordelen ved at stille spørgsmål er, at du kommer rundt om mange sider

af dit emne og bliver tvunget til at se det fra flere vinkler, og på den måde

kan du finde flere aspekter ved dit emne.

Tal om det

Det er tit lettere at fortælle eller tale om et emne, end det er at skrive

stikord om det. Derfor kan det være en god idé at snakke med en anden

om emnet, før du går i gang. Du kan evt. optage samtalen på bånd eller

tage stikord, mens I taler sammen. Det er ofte en fordel at lade samtalepartneren

tage stikordene, for det giver dig mulighed for at koncentrere

dig om samtalen.

Fordelen ved at tale med andre om emnet er, at deres spørgsmål tit kan

sætte nye tanker i gang, og man får formuleret sine meninger. Hvis du ikke

har en samtalepartner, så sig det højt for dig selv, det hjælper også.

Notesbogen

Notesbog-metoden minder lidt om brainstorming. Pointen er: Vær altid

bevæbnet, dvs. hav altid en lille notesbog og noget at skrive med på dig.

Ideer kommer på de mærkeligste tidspunkter, når du venter på bussen,

står i kø i Netto etc., og det gælder om at fange dem med det samme. Skriv

stikord ned fuldstændig ukritisk, hver gang en idé melder sig. Til sidst vil

du have en hel bog fuld af gode og dårlige ideer, du kan sortere.

Find dit fokus

Nu har du ideerne, så gælder det om at få styr på dem. At fokusere et emne

er som at zoome ind med et kamera, man skal beslutte sig for et motiv og

holde fast ved det, ellers bliver resultatet rystet og uskarpt. Det er vigtigt at

afgrænse emnet. Det er langt mere spændende at høre en tale, der går i

dybden med nogle få ting, end én der behandler en bunke ting overfladisk.

Derfor må du beslutte dig for et bestemt fokus, altså hvad der skal være

det centrale i din tale, det du koncentrerer dig om. Tænk grundigt over dit

emne igen, og se på din undersøgelse af talesituationen. Hvad skal være

dit fokus? Skriv det så kort som muligt. Og se én gang til på kompasset, vil

det passe til alle hjørner? Ellers lav et nyt fokus, der passer.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Fremfor alt spekulerer jeg over at gøre budskabet meget klart

– at skære alt det overflødige bort. Det dårligt forberedte budskab

bliver sjældent særlig klart. Somme tider opdager man jo også, når

man formulerer det, at det fra starten ikke har været særlig gennemtænkt.

Man skal ikke have for mange budskaber ad gangen,

men prioritere dem. Det kan godt være, at der er ti argumenter for

at gøre sådan, men find frem til de tre vigtigste. Hvad er det, der er

virkelig vigtigt?«

Tænk over din argumentation

Det er også i inventio, at du skal finde ud af, hvad du vil satse på i din

argumentation.

Men hvad er egentlig et argument? Inden for retorikken siger vi, at et argument

består af mindst tre ting:

En påstand – det man søger tilslutning til.

Et belæg – det man begrunder påstanden med.

En hjemmel – det der gør, at modtagerne kan acceptere, at belægget begrunder

påstanden.

En helt enkel argumentation mellem to kolleger:

Kollega 1: Skulle du ikke se at få lavet det mødereferat?

Kollega 2: Nej, det bliver ikke lige nu. Det skal først sendes ud i næste

uge

Belæg

Påstand

Det skal først sendes ud i næste uge Jeg vil ikke lave mødereferat i dag

Ser således ud i modellen:

(Hjemmel)

Hvis kollega 1 skal acceptere denne argumentation, skal han være enig i

denne hjemmel: Man behøver ikke gøre noget i dag, der først skal være


AT FINDE DET RETTE INDHOLD – INVENTIO

klar i næste uge.

Hvis han ikke er enig i dette, accepterer han ikke kollegaens argumentation,

og hun er nødt til at komme med flere gode belæg, hvis hun da ikke går i

gang med referatet.

Argumentmodellen er god at bruge, når du har fundet frem til, hvad det er,

du gerne vil overbevise dine modtagere om. Du kan bruge den til at tjekke,

at din argumentation hænger sammen.

Skriv din påstand og dine belæg op, og undersøg om de er acceptable, eller

om du skal uddybe dem.

Det vigtigste er, at du får indsnævret din argumentation. En påstand og

nogle få belæg, du går i dybden med, er langt mere overbevisende end et

hav af spredte argumenter.

Det er også vigtigt at tage højde for modpartens synspunkter. Du skal altså

stille spørgsmål til dine egne påstande. Hvad kunne man sige imod det, du

foreslår? Opstil gerne modargumenter i argumentmodellen. På den måde

kan du forberede dig på, hvad modparten mener, og du kan måske lade

det indgå i din tale. Det virker meget overbevisende, hvis man inddrager

modpartens argumenter i sin tale og argumenterer imod dem. Derved kommer

man modparten i forkøbet. Det kaldes at gendrive.

»Når jeg har valgt at medvirke i en tv-udsendelse eller en anden

sammenhæng, hvor jeg skal interviewes af en journalist, forbereder

jeg mig ved at tænke alle argumenterne igennem og gøre mig klart,

nøjagtig hvad jeg mener. Selv et meget kort interview forbereder jeg

grundigt. Jeg tænker også på, hvad en Rasmus Modsat-journalist

vil kunne finde på at spørge til eller indvende. Ved på forhånd at

forholde mig direkte til alle modargumenterne, er jeg forberedt på

at gendrive dem, når eller hvis journalisten bringer dem på bane.«

Kollega 2 kunne fx i argumentationen om mødereferatet være begyndt med

at sige: „Du har ret i, at jeg kunne gå i gang med mødereferatet i dag, men

jeg havde egentlig regnet med at gøre det på fredag, der kimer telefonerne


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

ikke helt så meget, og så får jeg mere koncentreret tid til at samle alle de

mange tråde fra mødet.« Derved har hun foregrebet kollega 1’s mulige

argument:

Belæg

Der er ingen grund til at vente til

sidste øjeblik, så har du ikke tid

til at gøre det ordentligt

Gå i gang allerede i dag,

så bliver det bedre

(Hjemmel)

(Jo tidligere man går i gang, des bedre kan det blive)

Påstand

Det er altid en fordel at have gennemtænkt de indsigelser, der kan være

mod dine påstande.

God argumentation skal gerne være konkret. Sørg for at give eksempler på

det, du argumenterer for, det virker langt mere overbevisende.


Få styr på strukturen – dispositio

Dispositionen er som omtalt i første del meget central for opfattelsen af

din mundtlige formidling. Så det er en god investering at bruge tid på at

organisere sit stof. En god disposition er ikke blot en fast opskrift, men en

dynamisk plan, du hele tiden kan udvikle og forbedre, mens du arbejder.

Det, at du har tænkt over og lagt en plan for dispositionen, frigiver også en

mængde energi, når du skal i gang med at formulere, for du ved allerede,

hvad der skal indgå – kender oven i købet omridset – og det at skrive bliver

blot at fylde rammerne ud.

Disponeringsmetoder

Der er mange forskellige måder at arbejde med at disponere på. Nogle kan

bedst lide at lave lister, mens andre eksperimenterer sig frem. Nogle laver

dem tidligt i skriveprocessen, mens andre venter til efter første udkast. Her

er tre mulige metoder:

Hollywood-metoden er opkaldt efter filmbyen, fordi det er ofte er den

metode, der bruges, når der laves tv-serier. Instruktøren skriver de dele,

han gerne vil have med i afsnittet, op på små kort. Dem sidder han så og

bytter rundt på. Ved at lægge kortene op foran sig i forskellige rækkefølger

får han et overblik over, hvordan dette afsnit ville blive med hver enkelt

dispositionstype.

»Hvis det er et foredrag om et område, jeg er meget inde i, er

det nogle gange nok at lave en god disposition. Jeg formulerer de

enkelte punkter og bytter lidt op og ned, til jeg finder en passende

rækkefølge«

FÅ STYR PÅ STRUKTUREN – DISPOSITIO

Skema-metoden kan også være god at benytte. Man laver disposition i

et skema, som på næste side. I første kolonne skriver du, hvilken funktion

den del af teksten skal have, mens du i anden kolonne skriver det, du forestiller

dig, den skal rumme. Du giver altså indholdet en etiket og skriver

et par stikord.

Skema-metoden kan bruges til at få overblik over både funktion og indhold

i dispositionen, samtidig med at du kan brainstorme i hver række og


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Skema-metoden

FUNKTION INDHOLD

Indledning – skal fange dem Etiket og et par stikord om indholdet

Oversigt – skal give dem overblik Etiket og et par stikord om indholdet

Hoveddel – logisk rækkefølge for tilhørerne Etiket og et par stikord om indholdet

Afslutning – skal sætte trumf på og give et resumé Etiket og et par stikord om indholdet

nå frem til de bedste ideer.

Begrund-det-metoden kan du altid gøre brug af. Den går ud på, at du

begrunder, hvorfor det ville være godt at begynde med netop det eller

slutte præcis sådan. Hvis ikke det kan begrundes, skal det sandsynligvis

ændres.

»Jeg sidder ikke og formulerer en stikordsdisposition, men skriver

og ser, hvad der sker. Og når jeg så har noget tekst, finder jeg frem

til den optimale rækkefølge«.


FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO

Find den rette sproglige form – elocutio

Elocutio er den tredje forarbejdningsfase, her gælder det om at give indholdet

den rette form. Når man skal formidle troværdigt, er det en vigtig

grundregel, at den rette form afhænger af den specifikke situation, man

befinder sig i. Sproget skal passe til situationen, så tilhørerne føler, at taleren

henvender sig til dem på netop den måde, som situationen kræver.

Som tidligere nævnt, kan sprogets tilpasning til situationen illustreres med

denne vippe:

Hensigtsmæssig

Klar/korrekt Levende

.

I dette kapitel gennemgås redskaber og teknikker til at opnå tekstkvaliteterne

hensigtsmæssig, klar, korrekt og levende.

Sproget skal passe til situationen

Hvis sproget er hensigtsmæssigt, opfylder det sin hensigt, dvs. det er præcis

det, der er passende i den situation, det bruges i. At finde det rette sprog er

altså et spørgsmål om at have sans for situationen. Når man skal formidle

et emne troværdigt og fængende til en gruppe modtagere, bør man altid

analysere situationen. Skemaet på næste side kan bruges som udgangspunkt

for analysen.

Overvejelser om alle situationens faktorer og tilpasningen af sproget hertil

er ikke en meget tidskrævende proces. Spørgsmålene kan umiddelbart

virke overvældende, men mange af overvejelserne gør man sig allerede

i dagligdagens mundtlige kommunikation, hvor vi lynhurtigt tager bestik

af, om talesituationen er en smalltalk i supermarkedet med en kollega,

man tilfældigt har mødt ved hylden med vaskepulver, eller om det er en

udviklingssamtale på arbejdspladsen – måske med den samme kollega.

De to talesituationer stiller forskellige krav til vores sprog, det siger vores

erfaring og sunde fornuft os, og tilpasningen til situationen sker hurtigt og

ubesværet.

Spørgsmålene, man her ubevidst tager stilling til, er grundlæggende

de samme som i skemaet. Fordelen ved at bruge skemaet, når man skal


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

KOMPASSET RUNDT MED FREMSTILLINGSFORMEN

è è modtager Hvilket sprogligt forudsætningsniveau har dine modtagere; skal du fx

passe på faglige udtryk, eller skal du netop bruge dem?

è

è èkontekst Stiller konteksten særlige krav til sproget? Indgår dit oplæg i en bestemt

situation, du skal referere direkte til? Er der bestemte følelser på

spil i konteksten?

è

è è afsender Hvilke krav er der til din sproglige stil på forhånd? Hvilke signaler om

dig som person vil du gerne sende gennem sproget?

è è formål Hvilken sproglig form kan fremme dit formål med oplægget, vil du fortrinsvis

informere, underholde eller overbevise tilhørerne?

è

è è emne Stiller emnet særlige krav, fx sværhedsgraden, abstraktionsniveauet, de

konkrete eksempler?

è

è è medium Hvilket overordnet krav stiller mediet? Skal du fx leve op til tv/radios

krav om korthed og punch lines, eller kan du nuancere dit synspunkt i

en længere tale?

è

è è genre Hvilke krav stiller genren til sprogformen? Hvilke forventninger har

dine modtagere?

è

è è forløb Hvordan kan du sikre dig en disposition, der passer til de forventninger

og behov, modtagerne har til denne tekst?

è

è

forberede en mundtlig formidling er, at man får hjælp til at systematisere

sine overvejelser, inden man står i selve talesituationen. Ved at analysere

situationens krav til sproget inden, kan man føle sig meget mere sikker på,

at man møder velforberedt op og kan formidle budskabet, så det rammer

plet. Det giver overskud at vide, at man har taget bestik af situationen, og

det kan være med til at dulme nervøsiteten.


FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO

Skriv til øret

Klarhed er et helt grundlæggende krav til alt formidlingssprog, det gælder,

uanset om man taler eller skriver. Kravet om klarhed bliver dog på nogle

måder skærpet, når det gælder mundtlig formidling. Når man planlægger/

skriver en tale, skal man være meget opmærksom på, at det, man skriver,

skal høres og ikke læses. Der er nemlig meget stor forskel på, hvad ører

og øjne kan opfatte.

1. Øjet kan gennemgå teksten i

sit eget tempo, holde de nødvendige

pauser, så indholdet

kan fordøjes.

2. Øjet kan samle opmærksomheden

om bestemte ord i det

læste.

3. Øjet kan søge tilbage – se,

hvad der egentlig stod.

4. Øjet kan overskue omfanget

af teksten – véd, hvad det kan

forvente.

5. Øjet kan bl.a. af disse grunde

opfatte langt mere sammensatte

og nuancerede tekster

end øret, både mht. indhold

og sætningsstruktur.

1. Øret er prisgivet den talende.

Det kan ikke selv holde pauser

og fordøje indholdet.

2. Øret kan ikke spole tilbage

og genhøre. Har man ikke

hørt budskabet, er der ingen

chance for at indhente det

forsømte.

3. Øret må støtte sig til hukommelsen

for at forstå sammenhængen

i det hørte.

4. Mennesket har en korttidshukommelse

på ca. 8 sekunder,

så skal det hørte flyttes over i

langtidshukommelsen. Der er

altså klare grænser for, hvor

meget øret kan kapere ad

gangen.

5. Øret kan bl.a. af disse grunde

ikke opfatte nær så sammensatte

tekster som øjet.

De forskelle skal du huske at tænke på, når du forbereder din tale. Det er

en række ører, der skal forstå dig. Det kræver, at din tale er mundtlig. Det

betyder ikke, at talen skal være præcis, som man taler, men at man finder

den rette balance mellem skriftsprog og talesprog. Denne balance kan man

kalde talersprog. For at finde ud af, om man har ramt et godt talersprog,

bør man lave en meget enkel øvelse: Lyt til sproget. Eller med andre ord:

Brug høreprøven.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»God mundtlig formidling er klart talesprog. Talesprog er korte sætninger,

ligefremme ordstillinger, ord man kan forstå uden at sidde

med en fremmedordbog, og så drejer sig det sig også først og fremmest

om engagement – at den der formidler faktisk er til stede og

er optaget af det, hun/han vil fortælle. Hvis man ikke er det, kan alt

andet være lige meget. Det kræver, at man sætter sig godt ind i det,

man skal formidle, for at man kan være 100% til stede. Jeg kigger

på manuskripterne og tænker: Hvad handler det om? Det skal jeg

kunne fortælle enten mig selv, hende der sidder ved siden af eller

min mor. Når jeg kan det, ved jeg, at jeg forstår det. Det man forstår,

det bliver altid spændende.«

Brug høreprøven

Høreprøven består ganske enkelt i, at man sætter lyd på sproget og lytter

til dets rytme. Kan man fremføre sætningerne på en naturlig og flydende

måde, eller er rytmen nogle steder fx hakkende og tung? Det sprog, der

ligger godt i munden og er let at fremføre højt, vil som regel også være

klart og forståeligt.

»Sproget skal være mundret. Når stemmen bliver anstrengt, er det

ofte, fordi sproget har været for skriftligt og krævet uhensigtsmæssig

koncentration.«

Sådan sikres klarhed i sproget

Foruden at sproget skal være beregnet for øret, er der en række andre krav,

man som formidler skal leve op til at for sikre klarheden.

1. Talens fokus skal være klart, tilhørerne skal vide, hvor du

vil hen med oplægget

Først og fremmest skal du have et klart fokus i din tale/dit oplæg (om

fokus, se side 38 og 67). Du skal i én sætning kunne sige, hvad der er det

centrale i din tale.


FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO

2. Talens disposition skal være klar, den skal følge

tilhørernes logik

Den rækkefølge, du præsenterer indholdet i, har stor betydning for, om

det er let at forstå. (Se side 55 og 71 om disponering). Du skal tage højde

for, hvad dine modtagere ved om emnet. Ofte er der behov for, at man først

vækker tilhørernes interesse og gør dem det klart, hvad de kan bruge dine

informationer til, før man går i gang med emnet. I fremstillingen af emnet

er det også vigtigt hele tiden at tænke på, hvilke informationer der vil være

logiske for tilhørerne, ikke for dig selv. Det gælder ikke kun selve talens

hoveddele, også i de mindre afsnit og nede i selve sætningerne skal du

tjekke, om dit indhold kommer i en logisk rækkefølge.

3. Talens ord skal være forståelige for modtagergruppen

Når man i kraft af sit arbejde, sin interesse eller sit studium får dyb indsigt i

et fagligt felt, bliver man også præget af fagets særlige sproglige terminologi.

Med tiden bliver terminologien en helt naturlig del af en – og så er det, at det

formidlingsmæssigt ofte kan gå galt. Alt for mange faglige ord og begreber

er ikke bare svære at forstå for folk uden for fagfællernes kreds – de kan

også være med til at give formidlingen et tungt og kedeligt præg.

»Min mor er en ganske almindelig dansker, så hende taler jeg til,

når jeg skal præsentere noget – eller en anden ganske almindelig

dansker, der heller ikke er dum, men som til gengæld heller ikke

er ekspert. Som minister har jeg alle landets ypperste eksperter

siddende ved mit runde bord og diskutere sagerne. Så når jeg rejser

mig fra det bord og skal ud og formidle det her til en gruppe modtagere,

så ser jeg lige mig selv i spejlet og tænker: »Hvad er det, der

er vigtigt i det her?« Jeg kunne selvfølgelig fylde modtagerne med

fremmedartede betegnelser, der knækker tungen. Men det skal man

ikke. Man skal hele tiden have i baghovedet, at emnet skal være

nærværende og interessant for modtagerne, og det bliver det kun,

hvis man fortæller det så dagligdags som muligt.«

Undgå derfor at bruge mange ord, der ikke er umiddelbart forståelige for

modtagergruppen. Hvis du er i tvivl, så bed et familiemedlem, en ven eller

en anden ikke-fagfælle om at vurdere, hvilke ord der bør skiftes ud eller i

hvert fald forklares. Hvis du ikke har mulighed for at spørge en anden til


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

råds inden, hvis du fx sidder midt i et direkte interview til tv eller radio – så

hav en konkret person i tankerne, som du forestiller dig, du taler til. Det

skal være en person, du kender godt og føler dig fortrolig med.

»Sprog er en vidunderlig størrelse. Hvis der er noget, man ikke helt

forstår, kan man altid skjule det sprogligt, pakke det ind i abstrakt

sprogbrug. Det ser jeg 100 gange hver dag, både fra politikere og

journalister. Man kan gøre det passivt, uden én der agerer. Jo mere

konkret man laver sproget, jo mere skal man vide, hvad det handler

om. Fx en historie, hvor der står »det fremsatte lovforslag«. Hvem

har fremsat det? Regeringen. Hvem i regeringen? Nyrup. Ok, så

handler det pludselig om statsministeren. Man kan pakke ting ind

ved hjælp af sproget, og man kan pakke det ud. For at være en god

formidler skal man lære at pakke tingene ud, så modtagerne hurtigt

er med på, hvad det handler om.«

4. Talens ideer skal være anskuelige ved hjælp af

konkrete eksempler og sammenligninger

Husk at give eksempler på det, du taler om. Det er langt lettere for tilhørerne

at forholde sig til noget, de hører et eksempel på. Et godt eksempel

er enkelt. Det skal ikke kunne misforstås og heller ikke være så langt, at

tilhørerne har glemt, hvad det er et eksempel på, før du kommer tilbage

til dit egentlige indhold.

Levende sprog der er værd at lytte til

Korrekt og klart sprog er vigtigt, men det er ikke nok. Vippens anden

side, det levende skal også med, ellers bliver det let en kedelig tale. Men

balancen er svær, talen skal heller ikke blive så levende, at tilhørerne slet

ikke opfatter dit budskab.

Vælg ikke kun abstrakt indhold, men sørg for at konkretisere, dvs. find

nogle konkrete detaljer eller situationer, der kan live din tale op. Beskriv

for dine modtagere, de skal ikke bare høre om din oplevelse, men selv

kunne se det for sig. Man får sjældent nogen til at leve sig ind i og føle

med emnet uden at beskrive det, så de kan se det for sig. Sørg derfor for at

have et forråd af konkrete eksempler at bruge af. Eksemplerne bør indarbejdes

i selve oplægget, så hver vigtig abstrakt pointe ledsages af et konkret

eksempel, der gør det levende og interessant for tilhørerne. Hvis du ikke

allerede har gode, brugbare eksempler klar i tankerne, kan du finde dem


FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO

frem fra erindringen ved at lave en hurtigskrivning eller brainstorming ud

fra overskriften: »Konkrete eksempler der handler om mit emne«. Husk

også oplevelsen ved at være der, og nedskriv så mange detaljer som muligt,

også gerne replikskifter, stemninger osv.

Billedsprog kan også være en måde at vække sproget på. Allerede for mere

end totusind år siden arbejdede retorikerne med at bruge billedsprog i taler.

De udviklede et hav af forskellige måder at bruge sproget finurligt på, de

såkaldte troper og figurer, som bruges endnu. I det følgende kan du læse

om nogle få af dem, du med fordel kan bruge, når du skal arbejde med

en tale. Du kender sikkert de mest almindelige: metafor, personificering

etc., derfor kan du her læse om nogle af de lidt mere specielle, men meget

brugbare troper og figurer.

Tretrinsraket

En tretrinsraket består, som navnet antyder, af tre dele. Det kan være en

liste med tre elementer eller en opremsning af »for det første ..., for det

andet, for det tredje ...«. At det netop er tre er meget vigtigt, for tre føles

afrundet, man forventer nærmest altid tre. En engelsk forsker har undersøgt,

hvad der får folk til at klappe af politiske taler, og noget af det, der vakte

flest klapsalver, var tretrinsraketterne. De virkede nærmest, som når man

råber »på pladserne, færdige, løb« ved et atletikstævne – ved »løb« vidste

tilhørerne, at nu skulle de klappe. Men tretrinsraketter er gode i det hele

taget. Så husk det magiske tretal.

Antitese > <

En antitese er en modsætning, når du sætter to modsatte ting op overfor

hinanden. Jo større forskel der er på de to ting, des stærkere virker antitesen.

En antitese skal ligesom alle de øvrige virkemidler ikke bruges for

enhver pris, men når indholdet kræver det. Husk hele tiden, at form og

indhold skal følges ad. Ved en folketingsdebat om kunstig befrugtning blev

navnlig en udtalelse fra debatten citeret i medierne, både de skrevne og

de elektroniske: »Vi er i dag ved et spørgsmål, der handler om, hvorvidt

tilblivelsen af et menneskeliv skal ske i et koldt laboratorium eller i et kærligt

favntag.« Citatet rummer netop en antitese mellem det kærlige favntag

(naturlig befrugtning) og det kolde laboratorium (kunstig befrugtning).

Citatet blev husket af journalisterne pga. dets konkrethed og antitesens evne

til at sætte modsætningerne klart op over for hinanden.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Retorisk spørgsmål

Et retorisk spørgsmål er naturligvis et spørgsmål. Det kræver tilsyneladende

et svar, men det giver man ikke. Det kan ofte være en god idé at bruge

retoriske spørgsmål i en tale, fordi det tvinger tilhørerne til at tænke over

svaret og vækker dem måske lidt. Man skal dog passe på ikke at overdrive

eller stille for kryptiske spørgsmål, så kan det snarere virke forvirrende.

Et eksempel på brug af et retorisk spørgsmål er spørgsmålet: »Er der slet

ingen grænser for, hvad vi skal bruge teknologien til?« Spørgsmålet blev

stillet under et folketingsmedlems indlæg i salen i diskussionen om kunstig

befrugtning. Tilhørerne i salen forventedes naturligvis ikke at besvare

spørgsmålet nu og her, men det var heller ikke nødvendigt, for det lå i

spørgsmålets formulering og sammenhæng, at taleren mente, at svaret er:

Jo, der er grænser.

Retorisk samtale

Du kan også vælge at bruge spørgsmål, du derefter selv besvarer, det kan

have lidt af den samme effekt på tilhørerne, selvom de får svaret. Det kaldes

retorisk samtale. Et eksempel på en retorisk samtale er: »Kan den uheldige

udvikling fortsætte længe endnu? Ja, det kan det. Er der noget, vi kan gøre

for at forhindre udviklingen? Ja, det er der heldigvis også. Vi kan sørge for

aktivt at ...« Til forskel fra det retoriske spørgsmål gives svaret her direkte

af taleren selv. Effekten er i lighed med det retoriske spørgsmål at inddrage

tilhørerne, som – selvom de ikke forventes at svare – måske alligevel vil

tænke over spørgsmålene og dermed blive mere engageret i talens emne.

»Med hensyn til sprogvalg prøver jeg ikke blot at undgå fagord, jeg

prøver at betjene mig af det samme sprog, som hvis jeg sad i en

kreds af venner. Jeg har den forestilling som jurist, at der egentlig

ikke er nogen juridisk eller retsfilosofisk problemstilling, der

ikke bør kunne forklares for ikke-jurister. Engang imellem kan

det knibe, fx med en obligationsretslig problemstilling, der kan

blive meget indviklet, men jura handler altid om forholdet mellem

mennesker, ofte med en konflikt indbygget – og det bør derfor altid

kunne forklares for almindeligt tænkende mennesker. Og det kan

man, hvis man benytter et ikke fladt, men et ligetil sprog og krydrer

med eksempler og billeder.«


Forbered fremførelsen – memoria

FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA

At forberede fremførelsen er emnet for memoria, retorikkens fjerde forarbejdningsfase.

Memoria betyder egentlig hukommelse, og hukommelsen

er også en vigtig faktor i forbindelse med en tale. Det er din hukommelse,

der afgør, hvor levende du kan fremføre talen, og det er dine modtageres

hukommelse, der afgør, hvor meget de forstår og husker. I antikken var

det særlig vigtigt, at taleren havde en god hukommelse, for det var bandlyst

at bruge manuskript, selv når man skulle holde meget lange taler. Derfor

udviklede de en mængde huskemetoder eller mnemoteknikker, som de

kaldes.

En barsk legende fortæller, at det var den græske digter Simonides, der

skabte »huskekunsten«: Ved en fest hos en rig adelsmand fremførte Simonides

et digt til dennes ære, men hyldede ikke kun adelsmanden, også to

guder, nemlig brødrene Kastor og Pollux. Adelsmanden blev vred over, at

det ikke kun handlede om ham og sagde vredt, at han kun ville betale halv

pris for digtet, resten måtte de guddommelige tvillinger betale. Kort efter

kom der et sendebud og sagde, at to unge mænd ville tale med Simonides

udenfor. Han gik ud, men der var ikke nogen. I det samme styrtede taget ned

bag ham og dræbte adelsmanden og alle hans gæster. Familie og venner til

de dræbte ville gerne begrave den rigtige, men de kunne ikke finde ud af,

hvem der var hvem. Til alles forundring kunne Simonides identificere alle

de døde, han kunne nemlig huske præcis, hvor alle sad ved bordet.

Synet er den stærkeste af vore sanser, og Simonides kunne netop huske,

hvem der var hvem ved at mindes, hvor han havde set hver enkelt sidde.

Simonides opdagelse af, hvor godt man husker synsindtryk, blev overført til

husketeknik. Når man havde forberedt sin tale, placerede man hver enkelt

del enten rundt om et bord, eller mere hyppigt i et hus man kendte godt.

Altså fx indledningen i entreen, sagsfremstillingen i køkkenet, argumentationen

i spisestuen og afslutningen i stuen. Når man så skulle holde talen,

forestillede man sig, at man gik gennem huset, og alle detaljerne huskede

man så via symboler i de enkelte rum. Det lyder måske indviklet, men det

er i hvert fald helt sikkert, at de fleste mennesker bedst husker noget, de

har set.

Nu er den slags mnemoteknikker nærmest helt afløst af manuskriptteknik,

og ved lange tv-taler er der fx som regel en maskine (en teleprompter),


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

der ruller teksten langsomt forbi foran kameraet, så taleren kan have øjenkontakt

samtidig med, at han/hun læser op.

Manuskriptteknikker er lige så personlige som idéteknikkerne, vi har hver

vores måde, der passer os bedst. Nogle kan bedst lide fuldt manuskript,

andre stikord eller en mellemting.

Generelt er det de færreste, der slipper godt af sted med kun at arbejde

med stikord. For langt de fleste løber sproget løbsk med dem, og de kommer

til at fremstille deres sag rodet. Kun meget garvede talere, der holder

tale nr. 117 om renæssancens skibe, slipper helskindet fra lutter stikord.

Men der er også mange, der bliver fastlåst af et manuskript. De bliver helt

stive i fremstillingen og læser højt, som var det et lovcirkulære, de intet

havde med at gøre.

Det er som regel en god idé at begynde med at arbejde med små taler

med fuldt manuskript, så du bliver god til at lave en gennemarbejdet tale.

Efterhånden kan du så eksperimentere og se, hvilken manuskriptform der

passer dig bedst. På de næste sider kan du læse om tre forskellige manuskripttyper:

fuldt manuskript, skema-manuskript og stikordsmanuskript.

Ligegyldigt hvilken manuskriptform du finder frem til, skal du sørge for at

have dit manuskript klar i god tid. Det vigtigste for en god tale-forberedelse

er nemlig, at man bliver fortrolig med sit manuskript, så man er helt tryg

ved det, når man skal holde sin tale. Og det bliver man kun ved at kende

det godt og have holdt talen med det færdige manuskript adskillige gange.

Derfor er du nødt til på et tidspunkt at beslutte dig for ikke at ændre mere

i din tale, skrive manuskriptet ind – og så øve dig.

Fuldt manuskript

At skrive et godt fuldt manuskript kræver, at du bliver god til at ramme det

sprog, vi har kaldt talersprog. Du skal skrive i et naturligt og mundtligt

sprog – i dit sprog! Fuldt manuskript er ofte en god idé som et arbejdsredskab

på vej mod den endelige tale. Det at have formuleret det præcist

og øvet sig med et manuskript, der har den rette længde osv. kan være en

meget stor fordel, når man skal fremføre et oplæg, men det bliver meget

ofte alt for stift, hvis man bruger fuldt manuskript. For nogle er det dog en

stor støtte, især mens det er nyt at holde oplæg. Man kan hurtigt få indøvet

dårlige vaner med alt for lange og alt for upræcise oplæg, der spilder

modtagernes tid. Det undgås, hvis man disciplinerer sig selv ved at træne

med fuldt manuskript.


Gode råd til fuldt manuskript

• Vælg en halvstor bogstavstørrelse, der er let at se, når du holder manuskriptet

i naturlig afstand. Er bogstaverne for små, kommer man let til

at ligne en muldvarp med sammenknebne øjne for at få øje på ordene.

• Lav en del afsnit, så du klart får markeret små skift i din tale.

• Skriv dit manuskript på lidt tykkere papir end almindeligt og helst på

manuskriptkort på max. en halv A4-side. Det er meget lettere at styre

end hele sider.

• Sørg for, at der står en helhed på hvert kort, du må ikke skulle

skifte kort midt i et afsnit.

FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA

• Lær ikke hele talen udenad, så bruger du alt for megen tid på at

huske. Du har jo kortene at støtte dig til. Lær indledningen og afslutningen

udenad, så du kan have tæt øjenkontakt med dine modtagere

dér. Resten af talen skal du være fortrolig med. Du skal kende indholdet

på hvert eneste kort.

• Hav manuskriptet klar i god tid, så du kan nå at øve dig mange gange

med lige præcis det manuskript, du også står med på talerstolen.

Du kan vælge at fremhæve de mest centrale pointer med en overstregningstusch.

Det kan være en god idé, så du let kan orientere dig

kortet, når du kigger ned. Du skal let kunne få øje på det centrale. Men

det er vigtigt, at du ikke overdriver brugen af overstregningstuschen, for

mister det helt sin effekt. Hvis det hele er blevet skriggult, er det bedre at

lave et nyt sort-hvidt manuskript! Husk at nummerere dine manuskriptkort,

så du let kan holde styr på dem både før og under fremførelsen.

»Når folk er for bundne af manus, bliver det lige som, når nogle

tv-værter speaker: De taler ikke til nogen, det er kun en dialog med

teksten. Det kan bedres ved en enkel øvelse. Vælg et fysisk orienteringspunkt

ude i lokalet. I træningen af studieværter bruger jeg

at lade værten pege mod kameraet, så får stemmen øjeblikkeligt

adresse. Det samme kan bruges af folk, der træner i at tale i et stort

lokale og som gerne vil løfte sig ud over manuskriptet.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Skema-manuskript

Skema-manuskriptet kan være en god hjælp i situationer, hvor det ikke er

passende eller er umuligt med fuldt manuskript, fx ved eksaminer, til møder

etc. Men det kan også være, at du bedre kan lide at bruge det i andre

situationer, også når du har skrevet hele talen ned. Et skema-manuskript

kan se meget forskelligt ud, men princippet er, at du opbygger et skema:

Den første kolonne skal rumme de hoveddele, din tale består af. Hvert afsnit

EMNE: HUSK I ØV-

RIGT

Indledning Vigtige pointe

Afsnitsoverskrift – „ –

– „ – – „ –

– „ – – „ –

Slutning – „ –

skal have en overskrift, der fortæller, hvad det skal rumme. Du skal ikke

finde på fikse overskrifter, som om det var en avisartikel. Overskrifterne

til skema-manuskriptet skal snarere være etiketter, der fortæller, hvad der

skal siges i det afsnit.

I den næste kolonne skriver du nogle centrale pointer fra det enkelte

afsnit. Måske har du fundet en særlig god formulering, du gerne vil kunne

huske eller et godt belæg, du er bange for at glemme.

Tredje kolonne er til ydre ting, du skal huske. Skal du fx vise et eksempel

på tavlen, uddele en kopi el.lign., kan du huske dig selv på det her.

Skema-manuskriptet skal ikke rumme for meget, kun det aller vigtigste skal

skrives ind. Skemaet skal være overskueligt. Pointen med den manu-skriptform

er så, at du, når du står i talesituationen, kan nøjes med at bruge den

første kolonne. Hvis du ikke kan komme i tanke om en pointe, ja så kigger

du bare i anden kolonne, og tredje kolonne hjælper dig til at huske de ydre

detaljer. På den måde kan du let overskue, at du husker det hele, samtidig

med at du kan tale frit uden at være bundet af et fuldt manuskript.

»Jeg skriver altid hvert eneste ord ned, og så bagefter laver jeg et


stikordsmanuskript, så jeg nærmest kun har dispositionen og et

par favorit-formuleringer stående. Men det, at jeg har skrevet det

hele ned først, gør at jeg kan huske de gode formuleringer samtidig

med, at stikordsmanuskriptet gør, at jeg ikke står og læser op.«

Stikordsmanuskript

Stikordsmanuskript er en god idé, når du er ved at være tryg ved at holde

tale og er blevet god til at vurdere, hvor meget du kan nå at sige på den tid,

du har. Stikordsmanuskript kræver, at du kan tale frit – og blot har brug

for at støtte dig til manuskriptet i ny og næ.

Når du skal udarbejde et stikordsmanuskript, minder det lidt om skemamanuskript.

Det skal ikke være tilfældige ord, men nøgleord du skriver ned.

Det er også en god idé med manuskriptkort til stikord, så du kan skifte kort,

når der er brug for en pause, fx når du skifter til et nyt område inden for dit

emne. På hvert kort skal der så stå, hvilke nøgleord eller nøglesætninger du

skal huske inden for netop den del af talen. Du må endelig ikke skrive for

meget, det skal være overskueligt. Hvis du skriver meget op, har du måske

alligevel brug for fuldt manuskript med overstregninger?

Nederst på hvert kort er det en god idé at skrive en sætning, der forbinder

kortet med det næste. Du skal altså formulere den overgang, du har tænkt

dig mellem kortene. Det gør din tale mere flydende, og der kommer ikke

mærkelige pauser, hvor du står og prøver at komme i tanke om, hvad forbindelsen

til næste kort er – eller hvad næste kort nu indeholder.

»Det er bedre at glemme et par småting og holde talen levende. Flowet

i sproget bliver bedre, og man fremstår langt mere direkte på

den måde. Det giver en større troværdighed, bl.a. fordi man virker

mere sikker.«

Husk også altid at nummerere kortene, så du ikke bliver forvirret undervejs.

Det sker, at man taber kortene på vej til talerstolen eller kommer til at rode

rundt i dem, mens man sidder og venter på at blive kaldt op.

»Jeg hader at læse et manuskript op, derfor har jeg altid talepunkter(stikord).

Talepunkter forudsætter dog, at man ved, hvad

FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

man taler om, men det gør man jo som regel også. Nogle gange har

jeg dog indledningen mere udbygget, fordi det er vigtigt, hvordan

man kommer i gang. Bortset fra indledningen, som jeg har mere

færdige manuskriptsætninger til, er det bedre kun at have ideerne i

stikordsmanuskriptet, ikke de færdige formuleringer. Hvis jeg også

bruger overheads, har jeg kopier af overheadene på almindeligt

hvidt papir som manuskript. Der står ikke mere end 8–10 ord, for

folk kan ikke samtidig læse og lytte. Nogle gange har jeg noteret den

forbindende tanke mellem overheadene. Bortset fra det har jeg ikke

andet manus.«

Hør mig skrive!

Overheads, præsentationsprogrammer, kopier, tavle og flipover er blot nogle

af de værktøjer man kan bruge til at supplere den flygtige talestrøm. Det

kan være en stor fordel, men er også forbundet med nogle farer.

Overheads, præsentationsprogrammer og uddelte kopier kan let få én

til at sætte tempoet op, det går jo stærkt at læse den slags punkter op, men

spørgsmålet er, om modtagerne får det hele med? Sjældent. Punktopstillinger

skal ledsages af eksempler og uddybning og skal have plads til at

bundfælde sig. Overheads og præsentationsprogrammer kræver helt korte

udsagn, fordi de skal stå med stor skrift (gerne 18 pkt.) for at kunne læses.

Det indbyder til punktopstillinger, der ikke giver så meget mening i sig selv.

Derfor kan det være en fordel at kombinere dem med at uddele kopier, så

slipper dine modtagere også for desperat at prøve at grifle det hele ned.

Lav gerne forskellige versioner, så kopien ikke blot er en print version af

det viste, men rummer lidt flere sætninger, der fortæller, hvad punktet rent

faktisk indeholdt.

Brug endelig ikke for mange overheads. Det virker meget forvirrende at

vise en overhead på lærredet for straks at skifte den ud med en anden, før

tilhørerne får lejlighed til at læse, hvad der stod på den første overhead.

For mange overheads kan også skabe en stemning af, at dette foredrag er

overplanlagt, så der slet ikke er plads til at lade modtagerne bestemme

tempoet og ikke mindst indholdet af det, der tales om.

»Embedsmændene i ministeriet er holdt op med at lave mange

overheads til mig, inden jeg skal ud og holde foredrag. Jeg bruger


FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA

dem nemlig helst ikke, for de fjerner opmærksomheden fra det talte

ord. Man behøver ikke 25 overheads til at fortælle om sal-monellaproblemet.

Overheads gør formidlingen upersonlig, man skjuler sig

selv og sin holdning bag dem.«

Tavle og flipover er værktøjer, der kræver aktivitet af dig som oplægsholder,

og det tager tid. Men det er ofte en fordel, fordi det indbyder mere til dialog

og gør, at man lettere kan bryde ud af en lidt stiv talerrolle. Det er vigtigt

ikke at tale, mens man skriver, men give tilhørerne ro til at se, hvad der

dukker op i kridtrøgen. At det ikke bliver helt så smukke bogstaver som

på en overhead er inderligt ligegyldigt, blot det kan læses. Brug med andre

ord tavle og flipover som supplement til de andre værktøjer til at få tempoet

lidt ned og lade tilhørerne spille helt direkte med.

»Vi har i IBM det, vi kalder dialogmøder med medarbejderne

på ca. 11⁄2 time. Der holder jeg ofte et oplæg på ca. 1 time om fx

forretningsstrategier. Det oplæg forbereder vi længe. Først har vi i

ledelsen valgt budskaberne ud, og kommunikationsafdelingen har

lavet de visuelle hjælpemidler. Selv forbereder jeg mig også meget

omhyggeligt på, hvordan jeg vil sige det. Jeg tænker meget over det,

og jeg vil vædde på, at jeg bruger meget længere tid på at forberede

mig, end mine medarbejdere tror. Fortrolighed med indholdet er

forudsætningen for, at man kan tale frit og bruge de visuelle hjælpemidler

rigtigt. Jeg vil ikke stå og læse det op, de kan se, men gerne

tale, så teksten supplerer det, jeg vil fortælle. Under forberedelse

kan jeg godt finde på at sige dele højt for mig selv, så jeg har hørt,

hvordan det lyder.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

At stille sig op og formidle – actio

Så sker det! Actiofasen er retorikkens femte forarbejdningsfase, selve fremførelsen,

og som regel roden til al nervøsitet. Mange føler nok, at det er

lidt af en overvindelse, de første mange gange man skal træde frem foran

en større gruppe mennesker og formidle sit budskab. De tanker, der løber

gennem hovedet, mens man retter på håret og glatter på tøjet for syttende

gang, drejer sig ofte om, hvorvidt man nu kan klare opgaven perfekt. Men

god, troværdig fremførelse drejer sig ikke om at være perfekt. Det drejer

sig om at være menneskelig og tillidsvækkende, men ikke 100% korrekt i

alt fra til meninger. Det vigtigste er, at man i fremførelsen signalerer, at man

er velforberedt, har tænkt over emnet, tager opgaven alvorligt og virkelig

brænder for at formidle sit budskab til tilhørerne. Når man som tilhører

kan mærke denne indlevelse, vil man ikke tage det ilde op, hvis taleren af

nervøsitet eller entusiasme kommer til at slå knuder på tungen eller vælte

sit vandglas. Tværtimod vil tilhørerne måske ligefrem få endnu mere sympati

for taleren. Professionelle studieværter i tv er så bevidste om, at man ikke

skal være alt for perfekt, at nogle ligefrem indbygger småfejl i oplæsningen,

så de ikke kommer til at virke som maskiner, men som mennesker.

Der er altså ingen grund til at frygte fremførelsen. Brug hellere energien

på at optræne nogle grundlæggende formidlingsfærdigheder, inden du skal

på. Nedenfor nævnes nogle af de sider af fremførelsen, man som formidler

har glæde af at arbejde med som støtte for en god, troværdig fremførelse,

der er båret af engagementet i sagen.

I dette kapitel kan du læse om:

• Hvilke virkemidler du har, når du skal tale – nemlig stemmen og

kropssproget

• Hvordan du bedst forbereder dig på fremførelsen

• Hvad du kan gøre under fremførelsen

Men først til de virkemidler du har, når du skal fremføre. Dine virkemidler

i fremførelsessituationen er begrænset til din stemme og dit kropssprog.

Stemmen

Når du taler, er luften afgørende. Derfor er det vigtigt at trække vejret roligt

og dybt, så der er luft nok til at fuldføre sætningerne roligt og med en vis

volumen, uden at det lyder, som om du er ved at blive kvalt af iltnød. At


kunne trække vejret ordentligt kræver, at man står ordentligt. Solidt plantet

på begge fødder. Sørg for at stå frit, så du kan bevæge dig. Det hjælper dig

også til at få mere ro over din fremførelse, at du står godt og trækker vejret

dybt. Dybt vil sige med mavemusklerne og ikke helt oppe ved halsen. Det

er faktisk også den måde at trække vejret på, vi er skabt til.

Artikulation

Artikulation er selve udtalen af ordene. Det kræver mere af din artikulation

at holde en tale end at tale med en person, der sidder lige over for dig. Du

skal gøre dig umage for at tale tydeligt. Sørg især for ikke at afsnuppe endelser

og springe småordene over. Du skal helst bevæge ansigtet så meget,

at du selv føler, du overdriver (og skærer ansigt), det ser ikke unaturligt

ud for folk i salen – de kan bare høre, hvad du siger. Prøv at hviske, så kan

du mærke, hvor meget artikulationen betyder.

Afveksling

En god fremførelse er præget af afveksling. Man kan variere tre ting for

effektens skyld: tempo, toneleje og volumen.

»Når man får stillet et spørgsmål, tror jeg, at det er en fornuftig

ting, at man ikke snubler over sig selv for at besvare spørgsmålet,

næsten før det er stillet. Man skal ikke lægge skjul på, at man tænker

sig lidt om. Det skal ikke være som Jehovas Vidner ved døren,

der har lært alle svarene på forhånd og fyrer dem af næsten som

automater. Det skal selvfølgelig heller ikke være en krukket kunstpause,

men en pause der viser, at man lytter og reflekterer og efter

en kort overvejelse svarer som en troværdig formidler.«

Tempo

Generelt skal du tale lidt langsommere, end du plejer, og sørge for at holde

pauser!

»At være troværdig handler om at turde holde pauser, fordi man

derved giver udtryk for, at man gider tænke over, hvad man skal

sige.«

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

Du skal ikke være bange for stilhed, men ligefrem sørge for at holde pau-


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

ser. Det giver dine modtagere mulighed for at sluge alt indholdet, og gør

det langt lettere at forstå din tale. Husk, at der er ørerne, der skal fange

dit budskab. Hold pauser for virkningens skyld ved afsnit, hvor det giver

mening. Det er som regel en god idé at markere pauserne i dit manuskript.

Find et tegn, du kan bruge til at markere, at her er brug for en lidt længere

pause, fx #. Du kan også vælge at skifte manuskriptkort de steder, hvor der

er brug for længere pauser.

»Jeg har efterhånden lært ikke at fise så meget rundt på stolen og

skramle med papirerne, og jeg har lært at trække vejret ordentligt,

så der er luft til at tale, så man kan forstå det. Men jeg er stadig en

af dem på TV-avisen, der taler hurtigst. Der bliver nogle gange lavet

målinger af, hvor mange ord de forskellige studieværter siger i minuttet

– jeg siger mange. Derfor har jeg skrevet SLOW i mit manuskript

for at minde mig selvom at tale lidt langsommere – specielt i

de passager, hvor det er tungt, sværtforståeligt stof, fx i indslagene

Kort Nyt fra Udland.«

Toneleje

Pas på ikke at lyde for skinger, begynd en anelse dybere, end du plejer at

tale. Det skruer sig nemlig ofte op. Men også her er det vigtigt at huske, at

naturlighed spiller en stor rolle for troværdighed. Lad derfor være med at

presse din stemme for langt ned i et stemmeleje, hvor det ikke føles – og

lyder – naturligt.

Volumen

Volumen eller lydstyrken skal altid afstemmes efter lokalet og de tilstedeværende.

Det kræver mere stemmekraft at tale i en sal til 100 mennesker

end til en lille gruppe mennesker omkring et mødebord. Pas på ikke at

spænde musklerne, når du gerne vil tale højt. Sørg for at trække vejret

dybt, så kan du få langt mere kraft bag stemmen.


AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Et af de almindeligste problemer ved fremførelsen er, at folk ikke

når ud over forreste række. Dels er det upraktisk for forståelsen,

dels kan det opfattes som om, man ikke er interesseret i tilhørerne.

Løsningen på problemet kan være, at man udvælger sig en person

på bageste række, som man så beslutter sig for at nå med sin

stemme. Stemmens volumen og retning er noget fysisk konkret,

som man må præcisere – fuldstændig som når man kaster en bold.

Vil man nå 8 meter ud med en bold, kræver det en ganske bestemt

mængde energi. Det samme gælder stemmen. Man kan lave en lille

øvelse: 2 eller flere personer bevæger sig rundt i et rum og kaster

en bold til hinanden – i første omgang i tavshed, men med øjenkontakt.

Efter et stykke tid kan de kaste bolden fuldstændig præcist,

lige i hænderne på hinanden. Sæt så stemme på, sig noget højt,

mens bolden kastes. Det sjove er, at nu bliver kastene for korte.

Bolden falder i gulvet et stykke foran modtageren, og øjenkontakten

glipper. Øvelsen går nu ud på at finde ud af, hvor meget stemme der

hører til et kast på 4 meter, 8 meter, 12 meter osv. Efter et stykke tid

bliver kastene igen præcise, med lyd på.

Deltagerne har lært at finde den rigtige styrke til stemmen – og

konstateret, at stemmen er 100% afhængig af kroppen. Hvis man

under foredraget har sin fysiske opmærksomhed rettet mod manus,

når stemmen ikke længere. Hvis man derimod stillet skarpt på bageste

række, rammer man dér. Det gælder om at være fysisk til stede i hele

salen og indstille sin krop og stemme på at nå ud til alle.«

Kropssprog

Dit kropssprog er en kombination af din holdning, dine fagter og din

ansigtsmimik.

»Studieværten Cecilie Frøkjær fra morgen-tv og programmet »Og

så på en torsdag« på TV 2 er et godt eksempel på en levende

formidler. Hun vover. Hun har det, jeg elsker på tv: hun nærmest

smadrer glasset på skærmen, hun vælter igennem. Hun slipper tit

forbindelsen mellem hjernen og talecenteret, og hendes kropssprog

er frit og engageret, uden at det nogensinde går for vidt. Man kan

mærke på hende, at ledninger, kameraer og det andet i tv-studiet

glemmer hun helt er der, for hun har en masse engagement, der

gør, at hun opfører sig helt naturligt.«


AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

Holdning

Holdningen har du allerede læst om i forbindelse med brug af stemmen.

Det er vigtigt, at du står solidt plantet på begge fødder. Ikke noget med at

lægge benene over kors eller stå på et ben. Hvis du står roligt på begge

fødder, har du det bedste udgangspunkt for en god vejrtrækning og for en

fri og naturlig bevægelse af hænderne.

Fagter

Det er svært generelt at give gode råd om kropssprog, for det er meget

forskelligt fra person til person. Men grundlæggende skal du lade være med

med at finde på fagter eller planlægge dem. De skal være ægte og spontane

og udspringe af et normalt, frit handlingsmønster. Man kan næsten altid se,

hvis det er planlagt, og det virker tit lidt latterligt.

Meningsfyldte fagter skal være under kontrol, men ikke unaturlige eller

militaristisk stive. Du skal ikke purre op i håret, gnide hænderne eller

glatte på tøjet. Sådanne bevægelser er meningsløse og febrilske og skyldes

manglende kontrol.

Prøv at blive bevidst om dine vaner og uvaner, fx ved hjælp af videobåndoptagelser

fra alle mulige forskellige situationer. De fleste af os har en eller

anden uvane, vi egentlig ikke selv lægger mærke til, men måske gør tilhørerne.

Retter du fx på brillerne 11 gange undervejs, begynder tilhørerne

sandsynligvis at tælle efter 7. gang.

»Jeg ser programmerne igennem bagefter på video for at kunne

evaluere. Det er godt at blive opmærksom på det, hvis man har

en uvane. I begyndelsen fandt jeg ud af, at jeg lavede en sur citronmund,

når jeg koncentrerede mig. Så prøvede jeg næste gang at

være opmærksom på det: Nu koncentrerer jeg mig, så har jeg nok

citronmund igen, prøv at slappe lidt af i ansigtet.«

Et gammelt råd er: Lad fagterne udspringe af tanken og ikke ordene. Altså

illustrér ikke dine ord, som var du en døvetolk, men understreg meningen

bag, når det falder dig naturligt.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

»Tv elsker folk, der snakker dansk og slår ud med arme og ben. Alt

skal dog være med måde; hvis man sidder og ligner en spætte, der

hakker på en træstamme, er det distraherende.«

Ansigtsmimik

Ansigtsmimikken er også vigtig, når man holder en tale. Hvis der ikke er

overensstemmelse mellem det, du siger, og det, dit ansigt udstråler, så tror

de fleste mennesker på det, de kan se. Griner du under en alvorlig tale,

eller ser undskyldende ud, når du prøver at få dine modtagere til at ændre

mening – ja, så overbeviser du ikke nogen.

Men ansigtsmimikken skal på samme måde som resten af kroppen kontrolleres

under talen, så du ikke sender nogle forkerte signaler. Koncentrér

dig om budskabet, ikke om dig selv, så skal ansigtet nok spejle det, du

koncentrerer dig om.

»At holde en tale er lige som at spille golf: Det går galt, hvis du ikke

koncentrerer dig 100 procent om slaget. Det nytter ikke at lade sig

distrahere af en en fyldt vasketøjskurv derhjemme eller mobiltelefonen,

som du glemte at sætte i opladeren. Koncentrationen skal

kun dreje sig om budskabet og formidlingen af det.«

Mange kvinder kommer til at smile for meget. Det er vigtigt at prøve at

undertrykke, når du skal holde en tale, da det ofte kommer til at virke som

nervøs afvæbning, og din tale kan let komme til at virke mindre seriøs.

Naturligvis skal du ikke se ud som om, det er en begravelsestale, hvis du

holder foredrag om ozonlaget, men du skal kun smile, når det passer med

indholdet. I det hele taget er det centralt, at kropssproget ikke bliver så

iøjnefaldende, at det helt stjæler opmærksomheden fra det, man siger. Det

gælder også påklædning, frisure og makeup, som gerne må være personlig,

men helst ikke skal stjæle hele billedet.

»I god formidling er fokus rettet på det, der bliver formidlet, ikke


AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

på personen. Man skal ikke formidle sig selv via udseende, store

øreringe, små stumpetrøjer osv. Men man kan godt være sig selv. Jo

mere jeg slapper af og stoler på, at jeg har lavet de rigtige vurderinger,

desto mere kan jeg være mig selv på skærmen. Nu har folk

haft 10 år til at glo på mig og vænne sig til mig og til, at det jeg siger

i TV-avisen er rigtigt.«

Øjenkontakt

Øjenkontakten er meget vigtig. Den skal du bruge bevidst. Det betyder ikke,

at du hele tiden skal se på alle, så kommer du nemlig let til at ligne en tilskuer

til en tenniskamp, der sidder ud for nettet og prøver at følge bolden frem

og tilbage mellem spillerne. Øjenkontakt skal være rolig. Du skal se rundt

på alle tilhørerne, men ikke på én gang. Tag det bare roligt, og se skiftevis

ud over hele lokalet og rundt i de enkelte hjørner. Du skal ikke blot lade

øjnene strejfe den enkelte – fang deres øjne og hold lidt fast.

Vær ikke bange for at se op fra dit manuskript, og gør det roligt. Der er

ikke noget værre end en taler, der nikker så meget med hovedet, at man

nærmest bliver søsyg. Se hellere op i færre, længere og roligere stræk end

i mange, små febrilske. Det kræver, at du kender din tale godt, så du kan

frigøre dig fra manuskriptet.

Hvis du bliver nervøs over, at alle kigger på dig, så kan du – i stedet

for at se dine modtagere direkte i øjnene – se på deres pander. Det lyder

måske fjollet, men hvis du kigger lidt højere op end på øjnene, kan du

måske slappe mere af, og tilhørerne mærker det ikke. De føler blot, at du

kigger på dem.

»Hvis jeg kan slippe af sted med det, forlader jeg altid talerstolen og

går rundt blandt folk. På den måde synes jeg, at jeg bedre kan komme

i kontakt med dem. Jeg sørger for at have øjenkontakt – især

med dem, der ser venligtsindede ud! Hvis der er mange, tager jeg

for eksempel en trådløs mikrofon på, så alle kan høre mig, selvom

jeg ikke står på talerstolen. Talerstolen er en barriere, den signalerer

afstand og gør det sværere at have øjenkontakt med folk.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Pas på ryggen

Bruger man overhead eller præsentationsprogrammer, skal man sørge for,

at man ikke kommer til at stå med ryggen til sit publikum for selv at læse

med på lærredet. Hvis du derfor ønsker at bruge punkterne til stikordsmanuskript,

så suppler punkterne med et stikords- eller et skemamanu-skript,

så du kan koncentrere dig om at kigge ud på dine modtagere.

Det var lidt om dine virkemidler, men hvordan forbereder du dig på selve

talesituationen?

Forberedelse af talesituationen

Forberedelsen af talen er grundlagt i idé- og tekstarbejdet fra inventio til

elocutio, som hele tiden har haft selve fremførelsen som mål. Men forberedelsen

af selve fremførelsessituationen mangler stadig. Først og fremmest

er det vigtigt at sætte sig ind i, hvilke omstændigheder du skal tale under.

Er det fx fra en talerstol, så du kan lægge manuskriptet ned foran dig? Eller

er det blot midt i et lokale, hvor du skal stå med manuskriptet i hånden?

I så fald er det ekstra vigtigt, at dine manuskriptkort er på lidt stift papir,

så du ikke skal stå og vifte med papirer, der hele tiden bøjer sammen, så

du ikke kan læse teksten. Hvis du ikke har nogen talerstol – eller ikke

vil bruge den, fordi du foretrækker en friere fremførelse – skal du holde

manuskriptet/kortene i en vis afstand fra kroppen og højere end taljen. Du

skal ikke skjule ansigtet med kortene, men de skal heller ikke være så langt

nede, at du skal bøje hele hovedet for at se, hvad der står. De skal holdes

akkurat så højt, at du kan nøjes med at sænke blikket.

Skal du bruge video, tavle el. lign. under din tale, så undersøg, om det er

i orden, før du skal bruge det. Ellers kan der let opstå irriterende pauser

pga. drillende teknik undervejs.

Når du kender rammerne for din tale, kan du langt bedre forberede dig

på den.


AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

»Jeg elsker flipovers og tavler, at gå rundt med et stykke kridt og blive

hvid på fingrene og være lidt kikset engang imellem. Til gengæld

hader jeg power point og andre computerpræsentationssystemer

– det er flot, men det er fremmedgørende. For mig at se er en god

fremførelse en, hvor taleren virker helt menneskelig og nærværende

og ikke er gemt bag alle mulige smarte programmer.«

Få kontrol over din nervøsitet

Desværre er der ikke nogen let vej til at lære at få styr på sine nerver. Og

du skal heller ikke være ked af, hvis du er nervøs. Det er tit en fordel at

være lidt nervøs, fordi du så er mere opsat på at gøre det godt. Hvis du slet

ikke er spor nervøs, er du sikkert heller ikke særlig inspirerende at lytte

til, for så er der slet ikke noget på spil. Men dermed ikke sagt, at du ikke

skal arbejde for at få styr på dine nerver.

»Man skal være lidt nervøs for at være rigtig til stede. Nervøsiteten

er en slags drivkraft, bare man kan kontrollere den.«

Et solidt forarbejde med selve stoffet, så du er helt tryg ved det, er den bedste

forudsætning. Øv dig, øv dig, øv dig – så meget du kan nå – også selvom

du kommer til at hade dine egne ord.

Det er en god idé at arbejde med visualisering, hvis du er nervøs. Gennemtænk

og forestil dig hele situationen. Det er en slags psykologisk

opvarmning. Prøv at forestille dig, præcis hvordan det bliver, hvordan

tilhørerne sidder, hvordan du selv vil have det, lige før du går i gang osv.

Hvis det er muligt, så prøv at gå ind i det lokale, hvor du skal tale, og forestil

dig det hele. Tænk også over, at det jo aldrig kan gå særlig galt, måske en

pause, men hvad så?

Alle er nervøse før en fremlæggelse – eller spændte, som man lidt mere

positivt kunne kalde det. Det hører med. Det skal bare ikke tage overhånd.

Prøv at vende den negative nervøsitet til noget positivt. Spild ikke tiden på

bekymring. Prøv at vende tankerne. Kan du ikke det, så lav en aftale med

tankerne senere, og lav noget andet. Det lyder måske tosset, men beslut

fx, at du først vil tænke på det kl.17.30. På den måde kan du udskyde


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

bekymringen lidt, og det kan være rart at få det lidt på afstand til næste

omgang øvelse.

Du bliver kun bedre til at kontrollere din nervøsitet ved at udfordre dig

selv. Bliv ved at melde dig til at holde oplæg, hold taler til familiefesterne,

og øv til møderne ved at gennemarbejde dine indlæg. På den måde bliver

det mere og mere naturligt for dig at stille dig op foran andre og sige noget

sammenhængende. Det har man brug for hele tiden. Du kan læse mere

om at kontrollere nerverne, mens du står der, i afsnittet om selve talesituationen.

I denne oversigt kan du læse om nogle af de hyppigste nervesymptomer og

et par modgifte til dem. Er der nogen, du kender fra dig selv? Nej? Så kig

på en videoptagelse med dig selv, du har garanteret en uvane, der er værd

at få udryddet.

SYMPTOM

Rokke frem og tilbage, svaje fra side til side,

skifte vægt fra fod til fod

Tempo som en Formel 1-kørers for at få det

overstået

Røre ved ansigtet, fingerere ved håret eller

halskæden, dække munden med fingrene

Lege med en kuglepen, et smykke, manuskriptet

og lignende

Stirre på loftet, vinduet osv. for at undgå

øjenkontakt

Grimasser ved egne fejl eller ved ubehag

Tydelige øh-lyde, smasken (meget udbredt!)

MODGIFT

Stå solidt på begge fødder. Rør dig ikke uden

grund

Skriv i dit manuskript, hvornår du ca. skal

være på bestemte steder, så du bliver klar

over det, hvis tempoet er for højt

Forbyd dig selv at bruge hænderne til andet

end meningsfuld gestik – hold øje med dem

Hav kun nødvendige redskaber foran dig

– helst lidt væk til de skal bruges, så du

ikke kommer til at pille ved dem

Tegn evt. øjensymboler i dit manuskript og

gør det til en pointe at kigge på forskellige

hele tiden

Pin ikke dig selv, men improvisér videre, du

overlever!

Øv dig i at holde pauser uden lyd. Tag dig

selv i lydene også til daglig. Smask er langt

værre end øh


»I al mundtlig formidling er det utrolig vigtigt at være der, at være

100% til stede. Og der er nervøsitet en gave, fordi nervøsiteten gør,

at man kan geare sig selv op. Man bliver simpelthen bedre, hvis man

er lidt nervøs og føler sig lidt udfordret af situationen, ellers kan det

komme til at virke uengageret. Man kan selv hjælpe med til at skabe

den der lille usikkerhed, der gør det bedre og sjovere ved at lade

nogle løse ender stå i sine talepunkter, ikke at være overforberedt.

Man skal selvfølgelig være velforberedt, men man bliver bedre af at

lade en lille smule stå åbent for improvisation undervejs.«

Indøvelse af din tale

Som skrevet er det vigtigt at øve sig grundigt på fremførelsen. En stor taler

som fx Churchill har fortalt, at han altid prøvede at holde talen otte gange,

før han skulle i ilden. Det lyder måske af meget, men det var det åbenbart

ikke selv for en så garvet taler.

Her er nogle råd til, hvordan du skal øve dig:

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

• Øv dig gerne seks gange på talen, hvor du står op, taler højt og tager

tid. Bliv ved at øve dig, indtil du har det godt med hele talen, indtil du

er blevet fortrolig med alle kortene, og indtil du kan den idémæssige

(men ikke sproglige) rækkefølge udenad. Du skal altså ikke kunne

talen helt udenad, for så kommer du bare til at koncentrere dig om at

huske den i stedet for at formidle indholdet til dine modtagere. Du har

jo også manuskriptet at støtte dig til.

• Indøv hele talen, hver gang du holder prøve. Lad være med at stoppe,

hvis du laver en fejl. Det kan du jo heller ikke gøre i selve tale-situationen.

Ret derimod fejlen, og fortsæt. Derved får du også forberedt

dig på at håndtere en situation, hvor du laver en fejl.

• Øv dig med en båndoptager eller måske et videokamera, så du kan

tjekke både din stemme, dit tempo, din artikulation og din volumen.

• Hvis du skal bruge rekvisitter af en eller anden art, så brug dem hver

gang, du øver dig.

• Tag tid på prøverne, så du bliver god til at time din tale.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

• Der er delte meninger om, hvorvidt det er en god idé at holde sit

oplæg for andre, før man skal på. Nogle finder det meget beroligende

at have prøvet med publikum, hørt deres vurdering og forbedret talen.

Mens andre synes, at det kan forstyrre, fordi man så i selve situationen

kan komme til at stå og vente på nogle reaktioner, som ikke kommer,

men som var der sidst.

»Jeg øver mig altid meget på fremførelsen. Før TV-avisen eller Nyhedsmagasinet

gik jeg ofte rundt og talte højt for mig selv i studiet til

stor moro for kamerafolkene. Men jeg afprøver aldrig mine tekster

eller oplæg over for andre for at få deres kommentarer – det tager

lidt af magien væk.«

Finpudsning af manuskriptet

Når du har øvet talen igennem nogle gange, kan det være en god idé at

markere nogle anvisninger til dig selv i teksten. Hvornår er det fx vigtigt at

kigge op? Hvornår skal du tale lidt hurtigere eller højere?

Lav tegn, der hjælper dig på vej. Skriv det ikke med ord, det kan virke

forvirrende i talesituationen.

Find nogle tegn, der tydeligt markerer, hvad du skal gøre og som ikke

er for komplicerede. Manuskriptet skal ikke ligne en tegneserie, men være

let at overskue, og det må endelig ikke kunne forvirre dig, når du holder

talen.

Her er nogle forslag til manuskripttegn:


AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

Selve talesituationen

Men hvordan håndterer man det så, når man står der foran sine modtagere?

Grundlæggende skal du prøve at tage det så roligt, du kan. Her kan du læse

nogle vink til, hvordan du kan styre selve situationen:

• Husk, at du er »på«, før du begynder at tale. Tilhørerne har allerede

dannet sig et indtryk af dig, når de ser dig, dvs. endnu før du åbner

munden. Derfor skal du ikke sidde og se meget bekymret ud, mens

du venter på, at det bliver din tur. Tag det helt roligt. Hvis du har svært

ved at skjule din nervøsitet, så prøv at koncentrere dig om at spænde

dine tæer. På den måde kan du aflede din egen opmærksomhed. Brug

ikke tid eller plads på tanker, der er foruroligende. Husk, at du skal

føle dig lidt nervøs, det gør talen bedre.

• Du er på! Tiden er inde til at gøre det så godt du kan, med det du

har. Gå roligt op til talerstolen, bordet eller hvor du nu skal tale fra.

Pas på ikke at nærme dig din plads, som var det en guillotine.

• Tag dig tid, før du begynder. Anbring dine kort bekvemt, find en stilling,

der passer dig. Lad arme og hænder falde ned langs siden, eller

lad dem hvile let på talerstolen.

• Se roligt ud over forsamlingen, mens du indvendigt tæller til seks (eller

indtil tilhørerne falder til ro), og forvis dig om, at de lytter. Det kan

godt være, at det for dig føles som lang tid, men det gør det ikke for

modtagerne – de skal jo lige nå at indstille sig på, at det nu er dig, der

skal til at sige noget. Tag den bare med ro, og gå i gang, når både du

og de er klar.

»Et godt råd til folk, der skal holde tale for et mindre publikum, er

at starte med at sidde ned. Skab kontakt i øjenhøjde. Efter et par

minutter kan du rejse dig op og fastholde kontakten. I al vores usikkerhed

har vi tilbøjelighed til at overspille rollen og stå og føre os

frem. Rigtig gode formidlere er opmærksomme på, hvordan de skal

tale for ikke at signalere, at de befinder sig på et højere niveau end

tilhørerne – de er jævnbyrdige og ønsker at kommunikere. Også

selvom de måske ret beset er landets største kapaciteter på deres

område.«


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

• Begynd i et lavt toneleje med tilstrækkelig volumen. Dit ansigt skal

udtrykke gode nyheder og interesse, og din krop skal være stabil og i

kontrol ... eller det skal i hvert fald virke sådan! Du kan skjule meget

mere, end du tror. Det vil du også selv kunne se, hvis du optager det

på video. Husk at krumme tæer, hvis du har behov for det.

• Ret ryggen, se udover dine modtagere, tal højt, og vær ægte. Det at

virke ægte kan betyde, at man må ofre det perfekte til fordel for det

naturlige. Hvis du respekterer dine modtagere, interesserer dig for

emnet og prøver at slappe lidt af, skal det nok gå godt. Tilhørerne

ønsker jo også at få mest muligt ud af det, du siger.

»Lad være at spille en rolle – vær dig selv. Det gælder også for erhvervsledere,

som i dag i meget højere grad end tidligere hviler i sig

selv. Tiden er slet ikke til de der overdrevne manerer. I gamle dage

kom en direktør ikke om morgenen – han »gjorde sin entré«, og

en underordnet stod klar ved døren til at tage hans hat og mappe.

Den holdning dur ikke i dag, det ser man ikke hos en moderne

erhvervsleder. Det samme gælder holdningen til folk, man skal

formidle noget til. I dag kommunikerer man med et konstruktivt

kritisk publikum, der ikke gider høre på en Karl Smart. Faktisk er

levetiden for en Karl Smart i dag en brøkdel af, hvad den var før i

tiden. Man behøver ikke være et gudsbenådet kommunikationsgeni

for at være troværdig i dag – man skal bare være sig selv.«

• Vær ikke bange for stilhed. Hvis du kludrer i det, så hold mund, indtil

du er kommet dig. Det er bedre at holde pause og tie stille end at

plapre nervøst videre. Tal i et roligt tempo.

• Afslutning. Dit kropssprog såvel som dine ord skal fortælle dine modtagere,

at du er færdig. Stemmen er det bedste redskab til at signalere,

at talen er slut. Sænk tempoet mere og mere i de sidste sætninger, og

slut med at gå ned i tonefaldet, så man kan høre, at du afslutter din

tale nu. Hvis du er i tvivl om, hvordan det lyder, så prøv at sige den

samme sætning som en konstatering og et spørgsmål, fx sætningen:

»Jeg er kommet for sent«. I spørgsmålet stiger tonen, i konstateringen

falder tonen. Brug samme faldende tone i afslutningen af talen.

Når du så er færdig, er der muligvis spørgsmål fra salen. Hvis du har tid, så


AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

besvar så mange spørgsmål som muligt – og nyd, at du nu har overvundet

sceneskrækken endnu engang og kan forlade salen med ro som en god

formidler.

Med fare for at lyde som en reklamekampagne så: Prøv det! Man bliver

bedre hele tiden, hvis man kaster sig ud i det og med eftertanke lærer af

sine erfaringer.


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Fremstillingsform

Lev op til sprogets fire dyder;

• Hensigtsmæssigt – kræver, at sproget lever op

til situationens krav og dermed er tilpasset alle

kompassets faktorer

• Klar – kræver fokus, klar disposition,

forståeligt sprog og konkrete eksempler

• Korrekt – kræver, at grammatik, ordvalg

og udtale grundlæggende er i orden

• Levende – kræver eksempler, mundtlighed

og små overraskende glimt

Forløb

• Tænk på dispositionens psykologi og funktionen af hvert

eneste af dine afsnit

• Hvad er begyndelsens funktion – at lokke modtagerne til at

lytte, give dem overblik over hele indholdet (et resumé),

skabe velvilje, vise imødekommenhed ... eller?

• Hvad har modtagerne brug for/lyst til at vide først?

Begrund hvert enkelt valg af afsnitsplacering

• Hvad er slutningens funktion – at sætte tanker i gang, at

konkludere, at opfordre til handling, at efterlade

modtagerne med en positiv grundstemning ... eller?

Genre

• Hvad er genrens typiske formål?

• Indgår denne genre som regel i en bestemt situation?

• Hvilken rolle skal afsenderen have i genren?

• Hvilken rolle giver genren modtagerne?

• Hvilken grundskabelon følger genren typisk?

• Er der en særlig tone, der er typisk for denne genre?


Kontekst

Fysiske rammer

• Sted

• Tidspunkt

• Ro

• Tempo

Psykiske rammer

• Motivation

• Indstilling

• Stemning

• Forventning

Modtagerne

• Hvem er de?

• Er de på forhånd interesserede i emnet?

• Hvad ved de, og hvad ved de ikke?

• Hvad skal de i hvert fald vide bagefter?

• Er de positivt indstillet over for dig/din

organisation?

Mediet

• Lever du op til mediets krav?

• Ved interview: husk at tale til et menneske,

fat dig i korthed, tal enkelt uden

fagsprog, tal konkret og huskbart,

tal roligt, og vær ikke bange for at fremstå

menneskeligt, åbent og ærligt

Afsender

Kompetent

• Sikker

• Konsekvent

• Velfokuseret

Engageret

• Ægte

• Nærværende

• Levende

Åben

• Ærlig

• Velvillig over for tilhørerne

• Beskeden

• Humoristisk

• Medmenneskelig

KORT SAGT

Formål

• Dit formål?

• Motivet i situationen?

• Modtagernes formål?

Emne

Er indholdet:

• Klart – velfokuseret, konkret?

• Levende – anskueligt, med eksempler?

• Overbevisende – troværdigt med appel

til både fornuft, følelse og personlig

troværdighed?


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Find det rette indhold – inventio

• Undersøg din talesituation, brug kompasset

• Få ideer ved hjælp af én af findemetoderne. Vent med at være kritisk,

til du har fundet på en masse. Brug fx brainstorming, mindmaps, hurtigskrivning,

stil hv-spørgsmål til emnet, tal om det, notesbogen

• Find dit fokus, sig det i én sætning

• Tænk over din argumentation, sørg for, at den hænger sammen og går

nok i dybden

Få styr på strukturen – dispositio

• Brug en af disponeringsmetoderne til at finde en god disposition. Prøv

dig frem med enten Hollywood-metoden eller skema-metoden, og tjek

med begrund-det-metoden

Find den rette sproglige form – elocutio

• Sørg for, at sproget passer til situationen, brug kompasset

• Brug sproget klart og korrekt

• Brug høreprøven

• Brug et levende sprog, der er værd at lytte til


Forbered fremførelsen – memoria

Udarbejd et godt manuskript, vælg mellem:

• Fuldt manuskript

• Skema-manuskript eller

• Stikordsmanuskript

Stil dig op og formidl – actio

• Sørg for, at din stemme når ud, også til bagerste række

• Artikulér tydeligt, ingen mumlen!

• Varier din stemmeføring, det skal ikke være monotont at lytte til dig

• Sørg for en rank holdning uden at blive en tinsoldat

• Brug dit kropssprog naturligt, men udryd uvaner

• Lad ansigtet spejle indholdet i budskabet, ikke din nervøsitet

• Kig roligt rundt på folk, eller hold dig til deres pander, det opdager de

ikke

• Vend ikke tilhørerne ryggen for selv at læse med på av-midler

• Kontrollér din nervøsitet – og kom den i forkøbet, krum fx tæer

• Øv dig, øv dig og øv dig!

• Sæt få og enkle mærker i dit manuskript

• Husk, at du er på, fra du træder ind i lokalet

KORT SAGT


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

A

Aamund, Asger 19, 30, 36,

38, 47, 69, 104

abstraktionsniveau 49, 74

actio 88

afsender 17, 23, 32, 38,

46, 53, 54

afslutning 72, 104

afveksling 89

anskueligt 39, 40

antitese 79

argumentation 41, 42, 68, 70

artikulation 89, 101

avis 46, 51

B

bedrevidende 27

begyndelse 56, 57

belæg 68, 69, 84

beskedenhed 28

billedsprog 79

bogstavstørrelse 83

brainstorming 65, 67, 79

bureaukratsprog 60

C

Carstensen, Kim 19, 28, 30,

41, 86, 99, 101

Churchill 101

Clinton 22

D

det retoriske kompas 13

disponeringsmetoder 71

dispositio 71

disposition 37, 52, 53, 55,

57, 59, 71, 77

Duus, Jørn 30, 31, 42, 43, 59, 92

E

elocutio 73, 75, 77, 79

emnet 16, 17, 38, 41, 64, 65,

66, 67, 77, 78, 81, 88, 104

engagement 24, 30, 59, 92

ethos 11, 31

F

fagter 92, 93

fagudtryk 39

fejlciteret 33

figurer 79

findemetoder 65

finpudsning 102

flipover 86, 87

fokus 17, 37, 38, 59, 67, 76, 96

forarbejdningsfase 73, 88

forløb 32, 46, 55

formål 34, 36, 37, 46, 53, 55

fornuft 30, 73

forudsætningsniveau 16, 74

forventning 22

fremførelse 88, 89, 98, 99

fremstillingsform 46

frisure 94

Frøkjær, Cecilie 24, 40, 46, 49, 50,

89, 93, 94

fysiske rammer 18

fængende 40, 58, 73

følelser 30, 31, 41, 42

G

Gammeltoft-Hansen, Hans 17, 24, 26, 39, 48,

54, 57, 71, 80, 89

gendrive 69

genre 46

grundskabelon 53

H

hensigtsmæssig 58, 73

hjemmel 68

Holberg 27

holdning 92, 93

Hollywood-metoden 71

hoveddel 72

hukommelse 27, 81

hukommelsen 41

humor 28

hurtigskrivning 66, 79

huskemetoder 81

hv-spørgsmål 66

høreprøven 75, 76


I

ideer 59, 65, 66, 67,

71, 78, 86

indholdskvaliteter 38, 50

indledning 53, 56, 72

indløb 56

indstilling 20

indøvelse 101

informationsbehov 57

inventio 64, 65, 67, 68,

69, 98

J

Jakobsen, Mimi 50

journalist 24, 34, 53, 54, 69

Jørgensen, Eva 32, 37, 41, 44, 76,

78, 90, 91, 96

K

Kastor 81

Kjær, Annette Juhler 22, 23, 26, 36, 52, 60,

66,

72, 85, 94, 95, 99, 102

klarhed 23, 24, 38, 39, 40, 58, 59, 75, 76

kompetence 23, 31

koncentration 14, 18, 20, 23,

24, 53, 76, 94

konkret 17, 23, 34, 39, 40, 41,

50, 60, 70, 78, 92

konsekvens 23

kontekst 18, 19, 22, 46

kopier 86

korrekt sprogbrug 58, 59, 73, 78,

kreativitet 65

Kristensen, Henrik Dam 17 26, 39,

59, 77, 87, 96, 97

kritik 65

kropssprog 88, 92, 93, 104

L

levende 20, 26, 30, 38, 40,

41, 50, 58, 60, 73, 78, 81, 85, 92

logos 10, 31

lokale 45, 83, 96, 98, 99

lydstyrke 90

M

makeup 94

manuskript 18, 45, 66, 81, 82,

83, 84, 86, 90, 96

manuskriptkort 83, 85, 90, 98

mediebevågenhed 24

mediet 19, 45, 46

medmenneskelig 30

memoria 81, 83, 85, 87

mimik 92

mindmap 65

mnemoteknikker 81

modargumenter 69

modgift 100

modtager 14, 18, 17, 22, 46

motiv 34, 36, 67

motivation 20

mundret 76

STIKORDSREGISTER

N

nervøsitet 88, 99, 103

notesbogen 67

Nyegaard, Henrik 20, 21, 26, 27, 28, 32, 33,

48, 51, 56, 68, 85, 87

Nyrup 50, 78

O

overbevisende 14, 24, 31, 53, 54, 58,

69, 70

overhead 86, 98

oversigt 16, 42, 72, 100

P

Palme, Olof 39

pathos 10, 31

pause 75, 85, 89, 90, 98, 99, 104

Plejebo-sagen 44

Pollux 81

præsentationsprogrammer 86

psykiske rammer 20

psykologien 55

påklædning 94

påstand 22, 68, 69

R

radioavis 38


TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

retorisk spørgsmål 80

S

Sandemose 28

sikkert 23

Simonides 81

skema-manuskript 82, 84, 85

skema-metoden 71

skriftsprog 60

slutningen 57

smasken 100

Sneedorff, J.S. 23

stemme 88, 90, 92, 101

stemning 20, 56, 86

stemningen 19

stikordsmanuskript 45, 82, 85, 98

struktur 53, 56

sur 50, 93

sværhedsgraden 74

symptom 100

T

talersprog 75, 82

talesprog 60, 76

tamilsagen 24

tavle 86, 87, 98

teleprompter 81

tempo 19, 89, 101, 104

tone 54, 105

toneleje 89, 90, 104

Torp, Jørgen 14, 15, 59, 76,

83, 92, 104

tretrinsraket 79

troper 79

troværdighedens dynamik 31

troværdighedsdyderne 30

TV-avisen 37, 47, 96, 102

U

uvaner 93

V

vaner 82, 93

velfokuseret 23, 30

velvillighed 28

vinklen 51

visualisere 22

volumen 89, 90, 101, 104

Æ

ægte 24, 30, 93, 104

ærlig 27

Ø

øh 59, 100

øjenkontakt 19, 46, 82, 83, 92, 96

Ørsted, Hans Christian 55

Å

åben 19, 27, 30, 34

More magazines by this user
Similar magazines