Troværdighed. Tal godt for dig! - Anne Katrine Lund

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
relevant at vide om sine modtagere. Men de helt grundlæggende ting skal
altid afklares:
1. Hvem er modtagerne?
Er det fx fagkolleger, en gymnasieklasse eller måske TV-avisens seere? Det
kan virke banalt at sætte ord på dette, men alt for megen kommunikation
rammer ved siden af, fordi taleren ikke har gjort sig helt klart, hvem han
egentlig taler til. Derfor bør man altid indkredse, præcis hvem det drejer
sig om, og hvad det betyder for valg af indhold, sprogstil etc.
2. Er modtagerne på forhånd interesserede i emnet?
Hver eneste gang man begynder at sige noget, skal det igennem modtagernes
interessefilter for at blive opfattet. Hvis modtagerne tror, at det ikke
interesserer dem, lukker de ofte ørerne, uanset hvor relevant det i virkeligheden
måtte være. Derfor er det en væsentlig overvejelse på forhånd, hvad
modtagerne måtte have af positive eller negative forventninger til emnet.
Og er man blot lidt i tvivl om, hvorvidt deres interesse er til stede, gælder
det om at motivere dem straks fra begyndelsen. Modtagerne havde fx nok
koncentreret sig mere om at lytte, hvis miljøforedraget i stedet var begyndt:
»Flere og flere får astma og andre luftvejssygdomme, mænds sædkvalitet er
dalende, og flere og flere af os får allergi. Fakta, vi ikke kan komme udenom,
er en del af hverdagen i Danmark nu. Men vi ved også en hel del om, hvad
årsagerne er, og der er faktisk meget, vi kan gøre hver især...«
3. Hvad ved modtagerne om emnet? Og hvad ved de ikke?
Modtagernes forudsætningsniveau skal ligeledes altid indkredses – det er
akkurat lige så slemt at tale ned til folk som henover hovedet på dem. De
fleste af os stejler, hvis der tales for pædagogisk og belærende til os, især
hvis det er noget, vi udmærket godt ved.
4. Hvad skal modtagerne i hvert fald vide bagefter?
»Hvad var det egentlig, det handlede om?« Ofte er man så overlæsset med
informationer efter et oplæg, at det hele flyder sammen og hverken huskes
eller motiverer til at handle på en bestemt måde. Det er tit, fordi taleren har
forsømt at fokusere sit budskab og vælge det mest centrale ud for modtagerne.
Måske har taleren selv overblikket, men det får modtagerne ikke ved
at lytte til en lang oversigt. Det får de kun ved, at taleren har koncentreret
sig om at formidle det mest centrale budskab på en klar måde og holdt
sig fra 117 detaljer, der forvirrer mere, end de oplyser. For at undgå selv