Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Abildgaard, Søren, 1718—91, Arkivtegner
Af Henry Petersen
Søren Abildgaard var Søn af Tolder Peder A. i Flekkefjord og Hustru Anne Sørensdatter og fødtes 18. Febr. 1718.
Familiens formodede Nedstammen fra den danske Adelsfamilie af dette Navn har ikke kunnet bevises. A. gik i
Skole i Christianssand og blev Student 1737. Noget Examensstudium har han ikke lagt Vind paa, og naar vi
allerede finde ham gift 1739 med Anne Margrethe Bastholm, skyldes det vistnok et tidligt udviklet Tegnetalent, at
han har fundet et nøjsomt Udkomme. I 1751 malede han et Miniaturportræt af Langebek [se om Langebek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], det eneste Billede af denne, der kjendes, og i 1753 og 54
træffe vi ham som Langebeks Ledsager paa Rejse i Sverige og i Østersøprovinserne med det Hverv at tage
Faksimiler af Haandskrifter og tegne de Segl og Monumenter, der fandtes at have Betydning for Fædrelandets
Historie. Hans oprindelige Interesser gik, som maaske allerede hans Valg af Professor Horrebov til
Privatpræceptor antyder, i Retning af Naturvidenskaberne, og for disses praktiske Anvendelse, særlig hvad
Jordbundslæren angik, har han haft en udviklet Sans, der i Litteraturen viser sig ved en Række økonomiske
Smaaafhandlinger saasom: Om Kalk og Kalkbrænderi, om Mergel, om Tørveproduktion, om Bliantserts i Norge,
om Stutteri og Fiskeri o. s. fr. Endog medens han fulgte Langebek i Sverige, fik han Tid til at »paafinde en
Komposition af Ler til Porcellæn«, som han lod brænde i Stockholm med et saa heldigt Resultat, at den svenske
Regering, som Langebek vidner, bød ham et Par Hundrede Plåtar for Opfindelsen, et Tilbud, han dog ikke
modtog.
Da A. kom tilbage fra sin 2 Aars Rejse med Langebek, var »hans forrige Levebrød kommet i andres Hænder«.
Han indgav da 1755 en Ansøgning om at maatte blive Arkivtegnemester ved det kgl. Gehejmearkiv, indtil han
kunde blive befordret til nødtørftigt Levebrød i Byen. Ansøgningen, der var varmt anbefalet af Langebek,
bevilgedes i Sept. samme Aar, men Embedet var ulønnet, og allerede i Jan. 1756 indgiver A. en ny Ansøgning
om mod fri Befordring og et lignende Gratiale af 300 Kr., som han havde haft paa sin svenske Rejse, at maatte
aftegne »Monumenta Patriæ« saa vel i Hovedstaden som i Provinserne. Ogsaa denne Ansøgning bilagdes med
en indtrængende Anbefaling af Langebek, til hvis egne Bestræbelser for at indsamle alt Materiale til Oplysning om
Fædrelandets Historie de paatænkte antikvariske Rejser vilde afgive et betydningsfuldt Supplement. Og endnu i
samme Maaned bevilgedes Ansøgningen — én Mand til Ærgrelse, Samleren Højesteretsassessor Klevenfeldt,
der først havde Fortjenesten af at have ladet Segl og Gravstene aftegne og derfor betragtede A.s Forehavende
som Indgreb i sit Domæne.
A.s Rejser strakte sig gjennem et Tidsrum af 21 Aar, 1756—76. Hans Tegninger, der ere udførte med Tusch,
enkelte med Farve, bevares nu, 918 i Tallet, i det med Oldsagmusæet forbundne antikvarisk-topografiske Arkiv.
Den langt overvejende Del er Gravmonumenter, ligesom det i det hele kun var de Monumenter, der bare Aarstal,
Navne og Inskriptioner og saaledes fremtraadte som historiske Kilder, for hvilke Datidens Opmærksomhed var
vakt, og som man fandt Interesse i at afbilde. Tegningerne vise en før ukjendt Bestræbelse for Proportionernes
korrekte Gjengivelse og for Indgaaen i Detaillen, for saa vidt man da vidste at erkjende dens Interesse. I Læsning
af Indskrifter har A. vist stort Mesterskab og Taalmodighed; sikkert nok skylder han Langebek sin første
Undervisning heri.
A. havde ikke blot Gravstenene til Maal, naar han med sit kgl. Kommissoriepas meldte sig hos Herremænd eller
Præster; han spurgte — som hans i antikvarisk-topografisk Arkiv bevarede fynske og jyske Rejsedagbøger udvise
— om gamle Dokumenter og Portrætter paa Herregaardene, og i Kirkerne gjorde han Notitser om
Inventariegjenstande, der bare Navne og Vaabenmærker, om Klokkeindskrifter og om Epitafier, hvilke Tiden ikke
tillod ham at aftegne. For Døbefonternes Skulpturer og for Kirkernes Arkitektur og Bygningshistorie havde man
endnu ikke Øje paa hans Tid. Om Dysser og Høje træffe vi derimod ikke sjælden Notitser med Beskrivelser og
Maal. A. er den første sagkyndige Antikvar, der gjennemrejser Landet og til Dels Sogn for Sogn søger Oplysning
om Mindesmærkerne. Alle tidligere Underretninger om disse vare indvundne ved Beretninger fra Præsterne af
højst forskjellig Værdi.
I Firserne i forrige Aarhundrede var der Planer oppe om Udgivelse af Gravstenstegningerne i Kobberstik ved G.
Haas under A.s Korrektur, men de strandede paa Omkostningerne. I 1859 er en enkelt Suite, de antvorskovske
Monumenter, bleven bekostet udgiven af Fuldmægtig Anton Petersen. Af andre lejlighedsvis udgivne
Monumenttegninger af A. maa særlig henvises til den mesterlige Tegning af den nu tabte Gravplade over Biskop
Niels Jepsen i Værket over Roskilde Domkirkes Gravstene ved J.B. Løffler.
A. døde 2. Juli 1791. Efter et Vers over ham i Adresseavisen havde han længe været lidende, men var sig bevidst
til Dødsstunden, i hvilken han sendte sin Slægt sin sidste Tanke. Hans fremragende Karaktertræk vare
Nøjsomhed og Flid. Efter Tradition i Familien skal han til Tider have været sær og vanskelig, hvad der vel kunde
stemme med Skildringer i Langebeks Breve fra Rejsen i Sverige, hvorefter A. ikke hørte til dem, der toge
mødende Rejsegjenvordigheder med let Sind. Hans Hustru overlevede ham. I en mærkelig Grad gik A.s
Begavelse som Kunstner og hans praktiske Sans over for Naturens Frembringelser i Arv til hans to Sønner,
18/484