Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

at Sverige stod i nøje Venskabsforhold til Frankrig, var tilstrækkelig til at skræmme B. fra at gaa ind paa dets
Forslag. Han maatte holde det for utvivlsomt, at England vilde tillægge det en imod det fjendtlig Retning, og et
Brud med England, mente han, var en Ulykke for den dansk-norske Stat.
Den Sympathi for England, som denne Opfattelse under de daværende Forhold naturlig førte med sig, maatte
styrkes end mere, da Spanien 1779 forenede sig med dets Fjender. I Tillid til denne Stemning henvendte den
engelske Regering sig endog i Vinteren 1779—80 til Danmark-Norge med Opfordring til, at det sammen med den
selv og Rusland skulde danne en Trippelalliance med det Formaal at bringe de bourbonske Magter til at gaa ind
paa billige Fredsvilkaar. Medens her i Kjøbenhavn Arveprins Frederik, d. v. s. Guldberg, holdt dette for at være alt
for voveligt, mente B., at det var Pligt for »enhver ægte dansk« at virke for Englands Opretholdelse. Men hans
Politik sejrede ikke. Den blev umulig derved, at Rusland afslog at indlade sig paa en saadan Alliance. Ja, denne
Stat fjærnede sig endog stærkt fra Englands Interesser; Ministeren Panin fik Kejserinden til at forkynde Verden, at
hun vilde stifte et væbnet Forbund med det Formaal at sikre den nevtrale Skibsfart i Krigstider (10. Marts). Dette
Forbund skulde omfatte alle nevtrale Magter, og hun opfordrede strax Regeringerne i Kjøbenhavn og Stockholm
til at tiltræde det. De folkeretlige Sætninger, som Forbundet skulde gjennemføre, vare nøjagtig de samme, som B.
havde opstillet i det Forslag, han i Sept. 1778 havde gjort til et dansk-russisk Forbund, saaledes Sætningen, at frit
Skib gjør fri Ladning, at Blokade bør være effektiv for at have Gyldighed, osv. Men ingen kunde tage fejl af, at
saaledes som Nevtralitetsforbundet nu traadte frem i russisk Form, vilde det ved den almindelige Karakter, det
havde, faa en imod England rettet Spids. Det var netop denne Stat, der bestred Sætningen: »frit Skib gjør fri
Ladning«, og Forbundet var bestemt til at omfatte dels en Stat som Sverige, der var fransksindet, dels Holland,
som England paa Grund af Handelsnid aldrig vilde indrømme at drive sin Handel, beskyttet af andre Magter. [Se
om folkeretsforfatteren Martin Hübner i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]].
Men, hvor lidet tilfreds B. end var med at se Forbundet komme frem i en saadan Skikkelse, var det umuligt at
afslaa at tiltræde det. Dette skete 9. Juli 1780. Da han imidlertid nærede Tvivl om, at Forbundet vilde faa stor
praktisk Betydning, og det forekom ham vigtigt at komme til Enighed med England om et af de vigtigste
Stridspunkter, Spørgsmaalet om, hvad der skulde forstaas ved Krigskontrabande, havde han 4. Juli, altsaa inden
Danmark-Norge tiltraadte Forbundet, afgjort denne Sag ved en Særtraktat med England. Dette vakte stærk Vrede
i Petersborg, hvor det — uden tilstrækkelig Grund — blev opfattet som Vidnesbyrd om, at han ikke loyalt vilde
gjennemføre Forpligtelserne over for Forbundets andre Medlemmer. Da Budskabet derom kom til Kjøbenhavn,
bleve Arveprinsen og Guldberg saa bange for de Virkninger, Ruslands Vrede kunde faa, at B. maatte gaa af som
Minister (13. Nov. 1780). Det var ikke alene den udenrigske Styrelse, han derved opgav; men han havde efter
Mageskiftets Gjennemførelse tillige staaet i Spidsen for det tyske Kancelli. Skjønt B. var falden, fordi han havde
villet følge en selvstændig Politik over for Rusland, grebe Arveprinsen og Guldberg sikkert ikke ugjærne
Lejligheden til at faa ham fjærnet. Han havde i vigtige Spørgsmaal været uenig med Guldberg. Som født Tysker
holdt han ikke af »Indfødsrettens« Indførelse, og hans Opfattelse af Landboforholdene var ganske forskjellig fra
Guldbergs. Endnu mindre fandt han Behag i den stigende Tilbøjelighed hos Enkedronningen og Arveprinsen til at
regere ved Kabinetsordrer. Faa den anden Side mente Guldberg, at B. tog for meget Hensyn til England, for lidet
til Rusland. Han og Arveprinsen havde endog bag B.s Ryg givet Statsafsendingen i Petersborg Ordrer, der gik i
en anden Retning end de, B. sendte. Guldberg nærede en saadan Uvilje imod ham, at han højst uretfærdig har
sigtet ham for Underfundighed.
Efter sin Afgang fra Ministeriet trak B. sig tilbage til sine Godser i Holsten og Meklenborg (Borstel og Dreilützau);
men der gik ikke lang Tid hen, førend den unge Kronprins og hans Venner, misfornøjede med Enkedronningen og
Guldberg, hemmelig bade ham om Raad med Hensyn til en Regeringsforandring, hvorved der kunde gjøres Ende
paa den daværende Styrelse. Da denne Forandring virkelig fandt Sted 14. April 1784, kom B. selvfølgelig strax
tilbage i sine gamle Embeder, og han blev nu i dem indtil sin Død.
Det er hans Virksomhed i dette Tidsrum, der især har givet ham det smukke Navn i vor Historie. Han var afgjort
den Mand, der havde mest at sige, da Kronprinsen nøje sluttede sig til ham.
Skjønt det var Reventlow og Colbjørnsen i Forening med Kronprinsen selv, der havde Hovedfortjenesten af at
gjennemføre de store Landboreformer, havde det stor Betydning for denne Sags Fremme, at B. i
Gehejmestatsraadet var en varm Talsmand for dem over for den Modstand, der her rejstes imod dem, og han
viste for Slesvigs og Holstens Vedkommende den samme Iver ved at arbejde paa Livegenskabets Ophævelse,
saaledes at denne var at anse for en afgjort Sag allerede inden hans Død (1797). Landboreformerne vare kun én
Side, om end den vigtigste, af Styrelsen i disse Enevældens 13 smukkeste Aar, under hvilke Regeringen med fast
Haand holdt Middelvejen imellem Struensees udskejende Reformiver og Guldbergs stive Konservatisme. B. som
Regeringens betydeligste Mand har virket overordentlig til at paatrykke den dette Præg og til at skabe det tætte
Baand, der i denne Tid bandt Folket til Regeringen.
I Anledning af den Iver, med hvilken Folk efter Christiansborg Slots Brand 1794 skøde sammen til en ny
Slotsbygning og samtidig til Flaaderustninger, skrev B. til en Ven: »Jeg er i Sandhed stolt af at tilhøre et Folk, der
viser saa megen Sjæl og Energi, at enhver baade maa lykønske sig selv og sin Nabo dertil . . ., og hvad der
fremfor alt rører mig, er, at jeg ser, hvor meget Tanken om at opretholde Danmarks Uafhængighed har Del deri.«
54/484