Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

aldrig at have svigtet«. »Rigsdalersedlens Hændelser« (2 Dele) sluttede med Udgangen af 1793.
Allerede 5 Aar forinden var H. optraadt som Skuespilforfatter med Intrigestykket »Forvandlingerne«. Æmnet er
taget af en Novelle af Cervantes og ikke heldig lokaliseret; ikke des mindre gjorde Stykket Lykke og drev H. til
fortsat Arbejde for Theatret. Samme Aar, som »Forvandlingerne« opførtes (1788), skrev han Karakterkomedien
»Heckingborn«; men dette kan dog lige saa lidt som det foregaaende kaldes et godt dramatisk Arbejde. Højere
end disse Stykker staar H.s Operaparodi »Holger Tyske« (1789), der fremkaldte en hel Fejde i Litteraturen,
hvorunder det længe tilbageholdte Had mod den gjennem Enevældens Tider kun alt for meget Overhaand
tagende Tyskhed kom til Udbrud. Medens H.s Operaparodi kun gav Anledning til denne »Holgerfejde«, og han
selv ikke tog Del deri, fremkaldte en kritisk Bemærkning om Skuespillet »Heckingborn«, der fremsattes af Tode,
som misbilligede, at Baggesen blev »epigrammatiseret« for sin Opera, et lille Fejdeskrift fra H., betitlet
»Formaninger til den unge Tode«. Heri fingerede Forfatteren, at det var Todes Søn (en Dreng, han havde set
med en Notitsbog i Theatret), som hin efter hans Formening uheldige kritiske Bemærkning skyldtes. Det hele var
kun et sarkastisk Indfald af H., der skulde ramme Faderen og ikke Sønnen. Men det ganske spidsborgerlige
Kjøbenhavn (for ikke at tale om Tode selv og hans uheldige Adjudant Gutfeldt) tog i høj Grad Forargelse af dette
Indfald; og da H. havde erfaret, at det oven i Kjøbet havde forstyrret Todes »huslige Rolighed«, fandt han sig
beføjet til offentlig at udtale sin Beklagelse over den Maade, han havde polemiseret paa, medens han samtidig
forbeholdt sig Ret til at protestere mod Todes uefterrettelige Kritik.
Det var dog ikke som skjønlitterær Forfatter, H. skulde vinde Betydning i sit Fødelands Historie. Hans Navn er
derimod uløselig knyttet til de politiske Bevægelser, som fandt Sted her hjemme i det 18. Aarhundredes sidste
Decennium. — De første Efterretninger om Revolutionens Udbrud i Frankrig 1789 gjorde kun lidet Indtryk paa
Hovedstadens intelligente Ungdom. Tvært imod, da Prinsregenten med sin Brud holdt sit Indtog i Kjøbenhavn i
Sept. 1790, blev det unge Ægtepar modtaget af Befolkningens Jubel, og H. var selv med til paa taktfuld Maade at
hylde dem i Sang og Kantater. Da hændte det sig, at H. i de samme Dage paa Opfordring fra et privat Selskab
skrev en Vise, hvori han (med Motiver fra et vittigt Indtogstransparent hos en Skomager) snærtede »de Vonner,
Vanner og De'er« og udtalte, at kun »Idioter« vare blevne behængte med Ordner ved denne Lejlighed, hvorimod
fortjente Mænd vare blevne forbigaaede. For denne Vise, der uden H.s Medvirkning blev offentliggjort, blev han af
Politiretten idømt en Bøde paa 150 Rdl. som den, »der havde tilladt sig en dumdristig Kritik af. Hs. Maj. Kongens
Forhold«. Denne Sag gjorde H. meget populær: man fandt Politimesterens Tjenstiver i høj Grad utidig, ja selv
Chr. Colbjørnsen dadlede ham derfor og fik Reskriptet af 3. Dec. 1790 udgivet, i Følge hvilket
Trykkefrihedsmisbrug for Fremtiden skulde forfølges ved de almindelige Retter og ikke, som hidtil, paatales af
Politimesteren. Fra nu af anvender H. sit Digtertalent saa godt som udelukkende i den politiske Satires Tjeneste.
Hans Viser gjøre stormende Lykke hos det kjøbenhavnske Publikum, som efterhaanden stærkere og stærkere
paavirkes af Luftningerne fra Frankrig.
Allerede tidligere havde H. spottet tysk Vindbeutleri og Frækhed i sit Enakts-Skuespil »Virtuosen« (1789). I Jan.
1792 opføres nu under stærk Tilslutning fra Publikums Side hans Femakts-Komedie »De Vonner og de Vanner«,
hvori der polemiseres skarpt mod Korruptionen inden for vor den Gang halvtyske Landofficersstand. Som
Kontrast hertil lader Forfatteren et hæderligt Lys falde over vor Flaades Befalingsmænd, der i Modsætning til
Landetaten vare lige saa nationale som populære. Men paa højere Steder forargedes man over denne skarpe
Skjelnen mellem »den røde« og »den blaa Kjoles« Bærere, og Stykket blev for Fremtiden forbudt. Det kunde ikke
være synderlig opmuntrende for H. at se det første af hans dramatiske Arbejder, som ganske havde slaaet
igjennem hos Publikum og lovede at skaffe Forfatteren saa vel som Theaterkassen en betydelig Indtægt, henlagt
af rent illitterære Grunde. Denne hans Utilfredshed maatte forøges, da den nye Theaterchef, Grev Ahlefeldt, der
selv havde opmuntret H. til at skrive Enakts-Stykker, forkastede et saadant, fordi han (efter Sigende) læste dets
Titel galt: Hofsnogen i Steden for »Hofsorgen«. I den Strid, som derefter udspandt sig, havde H. aldeles det store
Publikum paa sin Side. Men fra nu af tabte han Lysten til at skrive for Theatret. Der skulde ikke gaa lang Tid,
inden ogsaa Lysten og Modet til at skrive politiske Viser blev ham berøvet.
26. Febr. 1794 brændte Christiansborg Slot. Ved denne Lejlighed, hvor den kongelige Families Fare og Tab vare
Gjenstand for alle Hovedstadbeboeres Deltagelse, havde den engelske Gesandt Hailes vist en højst taktløs
Opførsel. H. revsede ham skarpt herfor i en til Rahbeks »Danske Tilskuer« indsendt Artikel [se om Rahbek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. I den Anledning klagede Hailes til Bernstorff, og denne lod
«Tilskueren»'s Redaktør sagsøge. Men Hof- og Stadsretten frifandt ham. Hailes var meget forbitret. Kort efter
skrev H. en ny politisk Vise. I dens 5. Vers havde han givet «King Georges (III) det Raad ikke at lade sig lede i sin
Statsstyrelse af en Mand som den yngre Pitt (der paa den Tid var almindelig forhadt i Kjøbenhavn) og tilføjet:
»Han tror ej, Briten mukke tør,
hvor gal han endog Sagen gjør;
tror I, godt Folk! slig Politik
kan længe holde Stik?«
At H. ved denne »han« har forstaaet Pitt, er der ingen Grund til at tvivle om; men Bernstorff henførte »han« til
189/484