Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Hersleb, Peder, 1689—1757, Biskop
Af S.M. Gjellerup
Mindetavle for Peder Hersleb i Hillerød. Foto: BA, 2007
Peder Herslebs Slægt lader sig føre tilbage til Reformationstiden, da en Korsbroder Jens i Viborg gik over til den
lutherske Lære, ægtede en forhenværende Nonne og derefter blev Præst i Herslev og Viuf ved Kolding.
Præstekaldet gik i en lang Aarrække i Arv i Slægten, uden at denne dog optog Bynavnet som Slægtnavn, og det
er først en yngre Linje, som udvandrede til Norge henimod Midten af det 17. Aarhundrede, der tog Navnet
Hersleb til Minde om sin tidligere Hjemstavn. Til denne Linje hørte P. H., der er født 25. Marts 1689 i Stod
Præstegaard i Throndhjem [Trondheim]Stift og Søn af Præsten Christopher H. og Sophie Borch, en Præstedatter
fra Stod. Han gik først i Skole hjemme og mindedes endnu i sine senere Aar med Taknemmelighed den religiøse
Paavirkning, han skyldte sin fromme Moder (død 1718). Senere kom han i Throndhjem Skole, hvorfra han blev
Student 1703. Efter at have taget Bakkalavrgraden 1704 deltog han i en Række Disputatser og blev til Løn for sin
store Flid af Konsistoriet valgt til den første Alumnus i det nylig oprettede Elers' Kollegium [...]. 1707 tog han
theologisk Examen og rejste derefter hjem og underviste sine yngre Søskende [vel bl.a. Ole Hersleb]. Samtidig
hermed øvede han sig i at prædike og katekisere, men da han ikke følte sig dygtig eller værdig nok til at varetage
en Præstegjerning, turde han ikke foreløbig tage nogen Bestemmelse for Livet, men gav dog sin Fader det Løfte,
at han ikke før sit 30. Aar vilde gjøre noget Valg, der kunde afskære ham fra at blive Præst. Han tænkte en Tid
paa at vælge den juridiske Bane og at fortsætte sine Studeringer i Udlandet. 1713 fulgte han en yngre Broder til
Kjøbenhavn, hvor han deltog i en Disputats og udmærkede sig saaledes, at Konsistoriet tildelte ham
Magistergraden som Æresgrad. Paa Forslag af kongl. Konfessionarius P. Jespersen blev han 1714 udnævnt til
Feltpræst og trængtes saaledes meget imod sin Vilje ind i gejstlig Virksomhed. Han fulgte derefter Kronprinsens
Regiment til Holsten og laa senere med forskjellige Troppeafdelinger i Nordtyskland, hvor han overværede
Stralsunds Erobring. Medens han tjente som Feltpræst, fik han stor Øvelse i at prædike paa Tysk, hvilket blev af
Betydning for hans senere Forfremmelse, og han maatte ofte prædike for Frederik IV, der den Gang opholdt sig
ved Hæren.
1718 blev han uden Ansøgning kaldet til Præst i Gunderslev paa Falster, men allerede samme Aar, da Kongen
kom til Nykjøbing, lod han ham prædike for sig og udnævnte ham derefter til Slotspræst paa Frederiksborg og
Sognepræst i Hillerød og Herlev, skjønt Embedet ikke var ledigt. Formanden maatte derfor forflyttes til et andet
Kald, og H. tiltraadte først Embedet 1719. S. A. ægtede han Bolette Hjort (død 1767), en Slægtning og Plejedatter
af Konfessionarius P. Jespersen. I de 7 Aar, hvori han virkede i denne Stilling, maatte han ofte prædike for de
kongelige Herskaber paa Frederiksborg, Fredensborg og Hirschholm, som oftest paa Tysk. Men 1725 blev han,
atter meget imod sit Ønske, forflyttet til Kjøbenhavn som dansk Hofprædikant, blev 1727 Medlem af
Missionskollegiet og Meddirektør for Waisenhuset, som han indviede i Foraaret 1728. Kort efter fulgte han
Kronprins Christian og kronprinsesse Sophie Magdalene paa en Baderejse til Carlsbad. Paa Tilbagerejsen traadte
de i Forbindelse med flere af de saakaldte »fromme Grevefamilier«, ogsaa med Grev Zinzendorf. Under nogle
196/484