Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Struensee, Johann Friedrich Greve, 1737—72, Statsmand
Af E. Holm
Johann Friedrich Greve Struensee, var født 5. Avg. 1737 i Halle og var Søn af [...] Adam S., der den Gang var
Præst der i Byen. S. studerede Medicin i Halle, hvor han, ikke endnu 20 Aar gammel, tog Doktorgraden, og snart
derefter fulgte han med Faderen, da denne af den danske Regering blev ansat som Hovedpræst i Altona (1757).
Rimeligvis som en Følge af de Forbindelser, hans Fader havde med indflydelsesrige Mænd, blev han, der dog
den Gang endnu kun havde liden praktisk Uddannelse som Læge, i en Alder af ikke mere end 21 Aar gjort til
Stadsfysikus i denne By og Landfysikus i Grevskabet Rantzau, hvorved han opnaaede det største og anseligste
Fysikat i Holsten. Foruden at passe sin Praxis levede han som Ungkarl i et selskabeligt Liv, der bragte ham i
Berøring med forskjellige Mænd, hvis Forhold til ham senere skulde faa stor Betydning, deriblandt paa den ene
Side Christian VII's bekjendte Yndling Conrad Holck [...], paa den anden Side Enevold Brandt og fremfor alle Grev
Rantzau-Ascheberg [...]. Ved Siden deraf kastede han sig over en populær Forfattervirksomhed, der gav ham
Lejlighed til i en let læselig Form at behandle Æmner, som stode i Forbindelse med hans Fag, men som han en
Tid tillige brugte til bitre, endog ligefrem hadefulde Angreb paa en Kollega, der havde større Praxis end han selv.
Skjønt han kunde synes at have gjort Lykke ved at opnaa Fysikusstillingen i Altona, vilde Indtægterne ikke slaa til
for ham. Desuden havde han, der higede efter at nyde Livet i fuldeste Maal, Lyst til at bevæge sig i finere og
større Forhold, end hans Lægegjerning i den afsides By tillod ham, og da Christian VII i Aaret 1768 tiltraadte sin
bekjendte Udenlandsrejse, opnaaede han, for en ikke ringe Del, som det synes, ved Rantzau-Aschebergs
Anbefaling til Holck, at blive valgt til Rejselæge hos Kongen. Denne Stilling overtog han under Christian VII's
Ophold paa Gottorp i Maj 1768, og han fulgte der fra med ham paa Rejsen.
Naturligvis gav denne ham Lejlighed til at se meget i England og Frankrig, der havde stor Interesse for ham, og,
takket være hans Stilling hos Kongen, blev han Æresdoktor i Medicin i Oxford. Men det vigtigste ved Rejsen var
naturligvis det Forhold, hvori han kom til Kongen personlig. Han havde fra først af gjort et behageligt Indtryk paa
denne, og han forstod efterhaanden at sætte sig fastere og fastere i Yndest hos ham. Efter hvad han selv har
fortalt, holdt han det under Rejsen for sin Hovedopgave at hjælpe paa Kongens allerede den Gang stærkt rystede
Nervesystem og vænne ham til en Levevis, der kunde styrke ham paa Sjæl og Legeme. Hvorledes det end har
hængt sammen hermed, blev Rejsens Virkning, at Kongen efter dens Forløb snart sank sammen i stigende
Sløvhed og Viljeløshed, og at den Yndest, han mere og mere havde fattet for S., banede Vejen for denne til efter
Hjemkomsten at vinde en uindskrænket Indflydelse over ham.
Det var først som Livlæge, at S. nu tog Ophold i Kjøbenhavn med en aarlig Lønning paa 1.000 Rdl. og fri Bolig
paa Prinsens Palais. 12. Maj 1769 fik han Etatsraadstitel, hvad der gav ham Adgang til at spise ved »det andet
Hoftaffel«. Da det endnu nærmest var som Læge, at han havde gjort sig bekjendt, blev han 13. Okt. 1769 sat ind i
en Kommission, der skulde gjøre Forslag til en Koppeindpodningsanstalt, og 2. Maj 1770 foretog han selv
Koppeinokulationen paa den kun lidt over 2 Aar gamle Kronprins. Det gik heldig dermed, og som en Slags Løn
derfor blev han 3 Dage derefter gjort til Forelæser hos Kongen med 1.500 Rdl.s Gage og Konferensraadstitel.
Om S. nogen Sinde har haft synderlig Dygtighed som Læge, er tvivlsomt; der var i det mindste meget delte
Meninger derom, og vi vide lejlighedsvis fra paalidelig Kilde, at han i Foraaret 1770 helt havde tabt Interessen
derfor. Da var han ved i en ganske anden Retning at begynde at forberede den Løbebane, som skulde hæve ham
saa højt, men ogsaa til sidst fremkalde hans dybe Fald.
Den Gang han fulgte Kongen til Kjøbenhavn, havde han ganske sikkert endnu ingen bestemte Tanker om at spille
en Rolle som Statsmand, men nok om at gjøre Lykke, paa hvilken Maade det kunde ske. Den alvorlige
392/484