Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

snart en yndet Læge og kunde saaledes i 1711 stifte Familie, i det han indgik Ægteskab med en ung ubemidlet
Pariserinde af beskeden Herkomst, Maria Catharina Gilles.
I den følgende Tid publicerede han i Akademiets Annaler en Række anatomiske Afhandlinger, alle udmærkede
ved Tilforladelighed og Grundighed, ved Klarhed og Stringens ligesom ogsaa ved praktisk Sigte. Den særlig for
Kirurgien saa vigtige topografiske Anatomi kom først til fuld og frugtbringende Udvikling ved hans reformerende
videnskabelige Virken. Han arbejdede lige saa langsomt som grundig, og først i en Alder af 63 Aar kunde han
publicere sit berømte, i alle større Kultursprog oversatte og i et langt Tidsrum ved alle lægevidenskabelige
Læreanstalter benyttede Hovedværk »Exposition anatomique de la structure du corps humain«. I bestandig større
Antal flokkedes Disciple fra alle Lande om hans anatomiske Lærestol i Jardin du Roi, men hans Avancement her
foregik i øvrigt ligesom hans Forskning yderst langsomt. Først 1743, i en Alder af 74 Aar, erholdt han den
egentlige Professorpost ved Jardin du Roi. Men han var da endnu i sin fulde Arbejdskraft. Hans fra først af
svagelige Helbred var ved hans tarvelige og strænge Levesæt blevet bestandig stærkere, og 2 Aar derefter havde
han den Triumf at indvie det nye, paa hans Initiativ opførte, anselige Stentheater i Haven, ved hvilken Lejlighed
han holdt en svingfuld Tale, hvori han med en fin Kompliment til den franske Videnskab kaldte sig »Arriére-petitfils«
af den gamle franske Anatom Riolan, i det han betegnede de danske Anatomer S. Paulli, sin Slægtning
Steno og sin første Lærer C. Bartholin som Mellemled.
Det var imidlertid kun som anatomisk Videnskabsmand, han viste fremragende Egenskaber. I øvrigt var han
baade efter Holbergs og andre samtidiges Vidnesbyrd en ringe Aand, enfoldig og troskyldig, smaatskaaren, bigot
og disputeresyg. Denne »simplicitas animi«, som fremhæves af Holberg, har ogsaa givet sig litterært Udtryk,
saaledes i en Thesis om Skindød og Dødstegnene, der er bleven fremdraget i den senere Tid og benyttet som
Agitationsmiddel i Skindødsspørgsmaalet af V. Heise (oversat paa Dansk i Sorø Skoles Program 1868). Heri viser
W. i sine Skindødsberetninger en saa naiv Lettroenhed og Overtro, at det selv i Betragtning af Tiden er meget
overraskende. Men Holberg fremhæver tillige Hædersmandens Bravhed og Godhed, hans utrættelige
Hjælpsomhed mod Landsmænd, og som Læge viste han sig stadig opofrende og utrættelig ogsaa mod fattige
Klienter, noget, som ikke var meget kjendt i hans Tid. Sin Lægepraxis vedblev han at øve ind i den høje Alder, til
Trods for en tiltagende Døvhed. Hans Død indtraf først 3. April 1760. Hans Buste og et Oliemaleri af ham,
skjænket af hans yngre Slægtning, [...] Professor F. C. W., findes i vort kirurgiske Akademi.
I sit Ægteskab havde han en Søn, der døde tidlig, og en Datter, der ægtede en Pariserlæge de la Sourdière.
Gjennem en Dattersøn af hende kom det ved J. B. W.s Død fra Frankrig foreløbig forsvundne Navn paa ny frem i
den franske Lægevidenskab, i det denne Dattersøn, en Læge Lullier, paa sin Ungdoms Studierejse ogsaa kom til
Danmark og Kjøbenhavn og fornyede Forbindelsen med sin Slægtning, Professor F. C. Winsløw paa Frederiks
Hospital, samt derefter antog Dobbeltnavnet Lullier-Winslow og gjorde dette hæderlig bekjendt i den franske
lægevidenskabelige Litteratur.
Til: Indholdsfortegnelsen
445/484