Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Juliane Marie, 1729—96, Dronning
Af E. Holm
Juliane Marie var en Datter af Hertug Ferdinand Albert af Brunsvig-Wolfenbüttel [Braunschweig-Wolfenbüttel] og
Antoinette Amalie af Blankenburg, og hun var født 4. Sept. 1729. Da Frederik V's første Dronning, Louise, var død
19. Dec. 1751, holdt hans Omgivelser, særlig hans trofaste Ven Adam Gottlob Moltke, det for ønskeligt at faa ham
gift saa hurtig som muligt, og skjønt han først gjorde Modstand, lykkedes det dog at faa ham overtalt. Han vilde
helst have ægtet en engelsk Prinsesse, men der var ingen saadan i en passende Alder, og Moltke henledede da
hans Opmærksomhed paa J.M. Hendes Portræt, der blev skaffet til Veje, fandt hans Bifald, og da Baron F.L.
Dehn, Medlem af Konseillet, var bleven sendt til Brunsvig, hvor han nøje kjendte Personligheder og Forhold, for at
skaffe nærmere Oplysninger om hende, og disse fandtes heldige, kom Ægteskabet snart i Stand. Hun viedes til
Kongen 8. Juli 1752 paa Frederiksborg Slot og kronedes samme Dag. Moltke fortæller, at hun vandt almindeligt
Bifald; men andre Beretninger, der have Sandsynlighedens Præg, gaa ud paa, at uagtet hun saa godt ud og var
vel begavet, syntes Folk ikke ret om dette Ægteskab, der kom saa hurtig efter den almindelig elskede Dronning
Louises Død. Hun blev ved sit Giftermaal Stifmoder til 4 Børn, selv fødte hun Kongen en Søn, den bekjendte
Arveprins Frederik [...].
Den vanskelige Opgave at følge efter en saa folkeyndet Forgængerinde som Dronning Louise søgte J.M. at løse
ved at slutte sig nøje til det Land og den Nationalitet, hun nu skulde tilhøre, og man har Grund til at tro, at hun
havde væsentlig Del i, at saa ægte danske og fremragende Videnskabsmænd som først J. Schielderup Sneedorff
og derefter Guldberg bleve Lærere for hendes Søn. Denne blev derfor den første Prins her i Landet i lange Tider,
for hvem Dansk fuldt ud kom til at indtage Modersmaalets Plads; og skjønt J.M. aldrig selv naaede at kunne
skrive Dansk uden slemme Germanismer, brugte hun dog gjærne dette Sprog baade i Tale og Skrift. Samtidig
opfyldte hun samvittighedsfuldt sine Pligter imod Kongen, uagtet denne var hende saa utro, som en Ægtemand
kunde være; selv bitre Fjender af hende have maattet erkjende, at hun plejede Frederik V under hans
Sygdomstilfælde som en brav Hustru. Ikke mindre viste hun Takt ved helt at holde sig borte fra
Regeringssagerne. Hendes Svoger Frederik den store havde med Glæde set hende blive Dronning; men hvor
ivrig han end var for at faa den ham forhadte J.H.E. Bernstorff fortrængt, hvor villig han end i saa Henseende
havde taget imod en Haandsrækning fra hendes Side, er der ikke Spor til, at hun har indladt sig paa nogen som
helst Intrige imod Bernstorff. Trods sin hæderlige Færd og sine forskjellige gode Egenskaber manglede hun
imidlertid uheldigvis i høj Grad sin Forgængerindes Evne til at vinde Hjærterne; den almindelige Stemning hos
Folket var og blev i Frederik V's Tid ligegyldig imod hende.
Snart efter at Christian VII havde besteget Tronen (1766), begyndte en Tilsidesættelsernes Tid for hende. Den
Kjærlighed, hun søgte at vise den unge Konge, besvarede han med Kulde, og endnu værre blev det, da
Struensee kom til Magten. Caroline Mathilde kunde ikke lide hende, og Kongen og hans Yndlinger kappedes om
at behandle hende hensynsløst. Der var, fortæller Reverdil, aldrig Tale om, at Kongen eller Dronningen om
Sommeren vilde besøge hende, uagtet hendes Opholdssted Fredensborg kun laa 2 Mile fra Hirschholm Slot, og
naar man en Gang imellem for Skams Skyld indbød hende til Taffel paa dette Slot, blev hun saaledes overset, at
hun maatte ønske sig langt borte. Til Drillerierne og Tilsidesættelserne kom nu ogsaa, som det med rette er blevet
bemærket, at hun, naar hun saa Struensees Forhold til Caroline Mathilde, maatte føle Harme ved den Tanke, at
en i Virkeligheden illegitim, men efter Navnet kongelig yngre Slægt kunde opstaa, der traadte i Vejen for, at
hendes egne Efterkommere nogen Sinde kunde komme paa Tronen. Man kan tænke sig, med hvilke Følelser hun
— saa at sige ex officio — har holdt den lille Louise Augusta over Daaben. Hun var imidlertid for ængstelig —
eller for flegmatisk — til at ville tage Initiativet til kraftig Optræden imod Magthaverne; men da
Sammensværgelsen imod disse var ved at danne sig, var hendes Forbitrelse for stærk til, at hun kunde modstaa
at tage imod den Rolle, de sammensvorne, særlig Guldberg, kaldte hende til. De forstode at gjøre gjældende for
hende, at der var de farligste Planer i Gjærde fra Struensees Side, og at Staten gik sin Undergang i Møde, hvis
hun ikke traadte til. Saaledes blev hun paa en Maade Midtpunktet for den Sammensværgelse, der bevirkede
Katastrofen 17. Jan. 1772 og de Ulykker, der ramte Caroline Mathilde, Struensee og Brandt.
Med ét Slag kaldtes hun herved fra sin ubemærkede Stilling frem til at blive Gjenstand for alles Opmærksomhed,
og under den almindelige Jubel, som Hofrevolutionen vakte, overøstes hun med de utroligste Smigrerier, baade i
Flyveskrifter, i Prædikener og Digte; man kaldte hende Esther, der havde styrtet Haman, Tvillingrigernes
glorværdige Debora, eller man lignede hende med Judith; selv Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]] skrev: »Saa længe danske og norske Helte ere til, skulle Julianes, Friderichs (dvs.
Arveprinsens) Ros vedvare, men ej forøges, thi det er umuligt. Verden vil altsaa før blive til intet, end deres Ære
forgaa.« Men samtidig lød dog som en enkelt, skarpt skurrende Mislyd et Forbitrelsesskrig imod hende fra de
slagnes Lejr igjennem et tysk Flyveskrift, der fingeredes at være skrevet af en tidligere dansk Embedsmand
Rothes. Hun skildredes her som en sand Djævel, der havde fremkaldt alle den senere Tids Ulykker i Danmark.
Foreløbig druknede denne Forbandelse dog i alle de Velsignelser, som Folk havde travlt med at lyse over hende.
Hun blev aabenbart beruset ved alt dette, saa hun endog fandt Behag i, at den sindssyge Konge hver 17. Jan.
afskrev og sendte hende et ham forelagt dansk eller fransk Brev, hvori han den ene Gang efter den anden som
469/484