Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

udenfor det komiske, men end ikke havde Evnen til Anerkendelse af de ikkekomiske
Digtarters Retsgrund. Da Klassicismen er Forstands-Herredømme, og
da det komiske i det borgerlige Skuespil er Forstandssiden af Poesien, saa
passede Holbergs og Tidsaandens Væsen godt for hinanden. Havde den danske
Digter besiddet blot det ringeste Hang til Lyrik, var der Fare for, at et Led af
hans aandelige Organisme i hine Dage kunde være blevet amputeret. Havde
han havt et udpræget Hang til Patos, laa Faren nær, at han havde skrevet nu
ulæselige Tragedier i Melampes Stil. Sproget og Kulturen stod i Norden altfor
langt tilbage til, at patetisk eller tragisk anlagte Aandsfrembringelser havde
kunnet vinde en Form, der ikke straks efter vilde have vist sig forældet. Men
Holberg behøvede ikke at ofre eller miste noget. Intet Anlæg hos ham visnede
af Mangel paa Næring. Det fri og djærve Lune, det lystige og vittige Humør,
den komiske Fantasi alene kunde dengang kunstnerisk trives, led kun lidet
under Tidsaandens Sneverhed, angrebes ikke af Sprogets ringe Udvikling. Ja,
lige omvendt, Sprogets Uudviklethed giver for den følgende Tid hans Værker
større komisk Kraft. Medens det skønne og store, som er nedlagt i en
gammeldags Sprogform, lider under Formens Ufuldkommenhed, faar
Rustpletter, alt som Aarene gaar, har det komiske hos Holberg en
Forbundsfælle i Tiden, suger som Vinen Kræfter af Aarene. De Holbergske
Komediers Sprogform har i Løbet af halvandet Aarhundrede vundet den
Tiltrækning, som gamle Malerier vinder ved den Patina, hvortil deres Farver i
Aarhundredernes Løb sammensmelter. Naar Ewald synger: »Udrust dig, Helt
fra Golgatha — løft høit dit røde Skjold! — thi Synd og Skræk, Du seer det ja
— angribe mig med Vold« saa er det enkelte forældede Ord som en Plet paa
Billedet; men naar Holberg skriver Lig-Torner og Leiekudsker, er han for os
morsommere, end han har anet. Og han er ikke blot mere morsom. Han er
mere elskværdig. Han faar Egenskaber, som Naturen havde nægtet ham, f.
Eks. en ganske særegen Ynde. Klikker Udtrykket for ham, naar han vil gengive
det naive i en ung Piges Tale, saa laaner Tiden Udtrykket en ny Naivetet. Blot
en Titulatur som Monsieur, blot en Form som fornemme for fornem giver for os
hele Stilen Karakter, bar noget sirligt og gratiøst, en gammeldags, men
klædelig Rokkoko-Anstand, der kommer Værket tilgode, og til hvilken man paa
den alvorlige Poesis Omraade næppe kan finde andet tilsvarende end den
Tiltrækning, som de gamle Folkevisers nu tabte Ordformer har vundet ved de
langt flere Aarhundreder, der er gaaede hen over dem. Den alvorlige Poesi fra
det attende Aarhundrede er langtfra gammel nok endnu til at kunne have
nogen Ærværdighed ved sin Alder. Dens Sprogform afskrækker som en
Klædedragt, der nylig er gaaet af Mode. Selve hin Sprogets mangelfulde
Tilstand, der gjorde den alvorlige Digtning Afbræk, blev ved det Held, Geniet
har, en Vinding for Holberg.
Født et Aarhundrede senere, i Romantikens Tidsalder, med dette store, men
snevre poetiske Talent, et Talent, der var saa rigt paa Forstandsvid, og hvis
storstilede Fantasi var saaledes rettet paa Virkeligheden, men som til den Grad
manglede Følelse og Erotik, vilde han have savnet Livsbetingelser, havde i
ethvert Tilfælde ikke naaet til fuld Udfoldelse af sine Evner. Nu havde han den
Lykke, at selve hans Begrænsning blev hans Styrke. Man har tidligere ikke
forstaaet dette Forhold. Heiberg siger i sine forøvrigt baade fine og
80