Aldrig mere en 9. april! - Forsvarskommandoen

Aldrig mere en 9. april!
Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951.
Den 12. august 1946 opgjorde Krigsministeriet den danske hærs mandskabsbehov således:
124
Flygtningebevogtningen Ca. 5000 mand
Vagtstyrken på Bornholm 1000 mand
Grænsebevogtning 1300 mand (kontrolleret af både hæren,
grænsegendarmeriet og politiet)
Livgardens særlige vagttjeneste 300 mand
Vagttjeneste ved kaserner og depoter 1000 mand
I alt 8600 mand
Tallene blev brugt til at bevise overfor englænderne, at det ikke var muligt for danskerne at
udsende en hel division. Således udtalte forsvarsminister Harald Petersen den 26. september
1946, at Danmark nok ville ende med at sende ca. 4400 mand af sted. Det ville i
så fald svare til den aftale, som briterne og nordmændene havde indgået kort tid før. 125
Den 22. april 1947 indgik Danmark og Storbritannien en aftale, hvor Danmark forpligtede
sig til at stille en brigade på ca. 4000 mand. Mens danskerne skulle sørge for forplejning
og betalte soldaternes løn, forpligtede englænderne sig til at sørge for materiel til de udstationerede
tropper. Det var en klar sejr for de danske forhandlere, men udsendelsen var
stadig en stor byrde for det danske forsvar. Pengene til udsendelsen måtte findes på forsvarets
i forvejen pressede budgetter, og de knap 31 mio. kr. der i finansåret 1948/49 blev
afsat til den danske styrke i Tyskland, udgjorde ca. 10 % af det samlede forsvarsbudget! 126
På dette tidspunkt havde den danske hær endnu ikke lagt sig fast på, hvem der skulle levere
våben til tropperne, og man havde derfor forsøgt at få englænderne til at gå med til at
stille materiel gratis til rådighed for de udsendte styrker. Argumentet fra dansk side var, at
danskerne her kunne teste det britiske udstyr, og så efterfølgende beslutte om det skulle
indkøbes. Briterne afviste denne løsning, men gik alligevel med til at udleje udstyret for
20 % af salgsprisen. Grunden til at briterne bøjede sig var både, at der var en reel risiko
for, at den danske Rigsdag ville sige nej til at betale den forventede udgift på 3½ mio.
pund (68 mio. danske kroner), og at briterne, som tidligere nævnt, var meget interesseret i,
at få den danske hær til at vælge britisk-producerede våben. Et sådant våbenkøb ville gø-
124 Nielsen 1997, s. 16.
125 Mariager 1998, s. 89.
126 Mariager 1998, s. 93 og Clausen 1984, s. 41.
54