PDF-version - Kulturministeriet

46 LITTERATUR
Skuespilleren Kirsten Olesen i tv-fi lmen Sorg
Agre, vist på DR 1987. Produktion: Crone Film.
Badende ved Helgoland på Amager i 1955.
Foto. Aage Sørensen/Det Kongelige Bibliotek.
VINTER-EVENTYR, 1942
Karen Blixen (1885-1962)
“I hele den danske Sommers korte Levetid er der ingen rigere eller livsaligere
Tid end den Uge, hvori Lindene blomstrer.”
Netop mens lindetræerne blomstrer, udspilles der i historien ‘Sorg-Agre’
en bitter styrkeprøve, idet en fattig bondekone, Ane Marie, for at redde
sin søns liv skal meje en mark mellem solopgang og solnedgang. Det er
en historie om skæbne, om menneskelig lidelse og offervilje fortalt i et
raffi neret, unikt sprog. Samlingen Vinter-Eventyr rummer herudover ti
andre, store fortællinger, hvor den ene fortælling spejler sig i den anden.
Vinter-Eventyr omfatter bl.a. ‘Skibsdrengens Historie’, en forvandlingshistorie
om en skibsdreng, som redder en vandrefalk, der er blevet
fi ltret ind i noget tovværk, men da den hugger ham i fi ngeren, slår han
den på hovedet. Han kommer senere i vanskeligheder, men reddes, og
lige inden han kan vende tilbage til sit skib, får han lussingen tilbage
som gengæld af en af dem, der har hjulpet ham. ‘Heloïse’ er en historie,
der udspilles under den tysk-franske krig i 1870, mens ‘Det drømmende
Barn’ handler om fattigbarnet Jens, der af en gammel jomfru har fået at
vide, at han er den retmæssige arving til den lykke, hun selv ikke opnåede.
Han fi nder sin “mor”, men han og livet kan ikke med hinanden. Til
gengæld vinder hans “mor” en ny, dyb indsigt. ‘Peter og Rosa’ handler
om to unges kærlighed og død på en isfl age, men især om de billeder, de
to danner af hinanden.
En bitter livsklogskab gennemsyrer samlingen, der har titlen Vinter-Eventyr
efter William Shakespeare, som har fortalt, at vinteren er
velegnet til at fortælle sorgfulde historier. Karen Blixens fortællinger blev
til under den tyske besættelse af Danmark, og selv om hverken den eller
2. verdenskrig omtales med ét ord, ligger krigens begivenheder bag disse
forunderlige, sprogligt gnistrende historier.
OG ANDRE HISTORIER, 1964
Klaus Rifbjerg (f. 1931)
“Tak Corinna, gamle skræv, siger jeg og letter mig fra hendes langthenglidende
legeme, tak for din trofaste taknemmelighed og til lykke
med deres nye snak om skønheden. Der ligger du, gamle jernbanelegeme
og forsvinder med to modsat uendelighedspegende ben, din dusk,
din mave og dine patter og jeg siger igen tak og gud fri mig vel.”
Og andre historier er en novellesamling, som også er en slags roman.
Mærkeligt nok! Skønt hver af de 23 historier samler sig om sin egen begivenhed
og sit eget persongalleri, går der alligevel en vækstlinje igennem
samlingen. Forrest står en fortælling, der hedder ‘Bevidstheden’,
og som forsøger at skildre det moment, hvor bevidsthed for første
gang dannes i et meget lille barn, og dets sprog langsomt indfi nder sig.
Derefter bevæger værket sig ind i lidt større børns og unges erfaringer
for at slutte i den næsten voksnes verden.
Værket samler sig især om den hudløse modtagelighed hos børn
på grænsen til puberteten, ængsteligt og fascineret stående over for
kønnets mysterium. Ofte undersøger historierne selve det spørgsmål,
hvorfor noget huskes og nedtegnes i erindringen, mens andet
forsvinder i glemslen. Her er erindringer om spændende øjeblikke i en
amagerdrengs opvækstår under besættelsen, om det første møde med
den såkaldte børnelokker, om det lamslående og tryllebindende syn af
de mange tissemænd på badeanstalten, om erfaringen af det homoseksuelle
i dets daværende fordækthed og om det uimodståelige og dog
så skræmmende møde med den kvindelige seksualitet og de tidlige
samlejers mysterium.
Fortællingerne inddrager provokerende og modigt barnets og den
unges ucensurerede sansninger, de fortæller også det, som kan forekomme
ækelt eller frastødende, og som ved værkets udgivelse forekom
udfordrende for den borgerlige normalbevidsthed.