Engelsk og tysk folkeaand : kultur og verdenskrig

booksnow1.scholarsportal.info

Engelsk og tysk folkeaand : kultur og verdenskrig

ARTHUR CHRISTENSEN

NGELSK OG TYSK

FOLKEAAND

KULTUR OG VERDENSKRIG

GADS FORLAG — KØBENHAVN 1915

.,>*^'

!^i% C»


ARTHUR CHRISTENSEN

ENGELSK OG TYSK

FOLKEAAND

KULTUR OG VERDENSKRIG

-=>SC>S'(®^Kf=

G. E. C. GADS FORLAG. — KØBENHAVN 1915

m


Kbhvn. - Nielsen & Lydiche (Axel SimmelUiæiv


ENGELSK OG TYSK EOLKEAAND.

I.

FOLKESJÆLEN er ct Produkt af geografiske og klimatiske

Forhold, politisk Historie, Overleveringen, som

den foreligger i Litteratur og Kunst, Samtidens offentlige

Mening og Kulturstrømninger udefra. Alle disse forskel-

lige Indflydelser har i deres Vekselvirkning skabt Folke-

enheder. Hvert enkelt Kulturfolk fremtræder med sit

Særpræg; saa snart man har passeret Folkegrænsen, ser

Huse og Gaarde anderledes ud, man t)efinder sig i for-

andrede Omgivelser, Menneskene optræder anderledes og

lægger andre Egenskaber for Dagen. Der er Forskellig-

heder i Folkeindividualitet, som falder selv den over-

fladiske Betragter i Øjnene, og der er Forskelligheder,

som forst efter aarelangt indgaaende Studium aabenbarer

sig for den Interesserede. Folkekarakteren er i det

hele en forholdsvis konstant Størrelse. Man kan i aarhundredgamle

Skildringer af et eller andet Folk finde

Træk, som aabenbarer sig lyslevende hos det samme

Folk den Dag i Dag. Man har endog i romerske Oltids-

forfatleres Omtale af Gallerne i Frankrig og Ibererne i

Spanien villet genkende Træk hos Nutidens Franskmænd

og Spaniere.

Men der er en anden Side ved en Folkeenhed, som

er mindre konstant, fordi den ikke udelukkende er

afhængig af Folkesjælens inderste Væsen, men til en vis

Grad formes og i hvert Fald nuanceres af forbigaaende

1*


Strømninger. Denne Side kunde man kalde F'olkeaand.

Den forholder sig til Folkekarakteren som en enkelt

Persons Livsanskuelse forholder sig til hans Karakter.

Per er maaske Revolutionsmand paa en Hals i sit tyvende

Aar, naar han ikke ejer mer end fra Haanden

og i Munden, og stokkonservativ i sit fyrretyvende, naar

han er Familiefader og har Penge i Bankens Boks, men

uden at hans Karakter derfor behøver at have forandret

sig kendeligt i de tyve Aar. Paa samme Maade gaar det

Folkene. Paa et givet Tidspunkt kan et helt Folk være

gennemtrængt af en bestemt Livsanskuelse, der natur-

ligvis i den Form, hvori den præger Folket, maa være

noget groft tilskaaret; dyb Filosofi kan en Folkebevidst-

hed ikke optage. Men under ændrede Livsvilkaar ændres

Folke-Livsanskuelsen.

Folkeaanden skabes af den historiske Udvikling,

idet Folkekarakteren naturligvis ogsaa derved gør sin

Indflydelse gældende. Den historiske Udvikling bliver

atter medbestemmende ved den individuelle Udvikling

hos en Række nationale Kulturbærere, der nu ved deres

personlige Indsats bidrager til at udforme Folkeaanden

og give den dens Særpræg. Her kommer den stadige

Vekselvirkning mellem Individ og Masse frem. Det aands-

skabende Individ er præget af og dets Udvikling delvis

bestemt af de historisk givne Folkeomgivelser, hvori det

er opvokset, men sætter nu sin egen nye Farvetone paa

Folkets Aand. Forestillinger, som en Tænker eller Dig-

ter har givet Udtryk for, kan, naar de indre og ydre

Betingelser for en Kontakt mellem Individ og Folke-

masse er tilstede, opnaa en saadan Grad af Popularitet,

at de nedfælder sig i Litteraturen, i Kunstfrembringelser,

i Presse, i offentlige Taler o. s. v. Disse Idéer bliver,

om fornødent, gjort simplere, befriede for alt det ind-

viklede, de bliver forgrovede og forfladede, og i denne

Tillavning møder de den Enkelte blandt Folket hver


Dag under hundrede forskellige Forklædninger, de ham-

res ind i ham, virker eflerhaanden paa ham som Tvangsloreslillinger

og gør ham selv til deres Propaganda-Red-

skab. Idet Masserne undergaar Suggestionen ira deres

Kulturbærere, forholder de sig ubevidst udvælgende, idet

de Sider hos de nationale Kulturbærere, der er for per-

sonlige, for lidt i Slægt med den herskende Folkeaand,

skydes tilside. Der foregaar i Folket ligesom en kemisk

Proces, hvorved de nye Tanker omdannes for at indgaa

Forbindelse med Folkeaanden, medens nogle Bestand-

dele udskilles og falder til Bunds som uopløselige.

Folkeaanden er som sagt skiftende. Naar »Grækeraand«

(Hellenisme) og »Romeraand« nu for en populær

Betragtning staar hver for sig som en Folkeaand, der i

nogenlunde ensartet Form kendetegner henholdsvis Græ-

kerne og Romerne gennem hele den Del af Oldtiden, i

hvilken deres Historie er kendt, saa er det naturligvis et

Fejlsyn, og et Fejlsyn, der beror dels paa, at de Kultur-

perioder, det her drejer sig om, ligger os saa fjærnt i Tid,

at Nuancerne kun kan opfattes af den skolede Forsker,

dels paa Overleveringens litterære Karakter. Saa længe

græske Forfattere vedbliver at elske og citere deres Homer,

faar den moderne Læser let det Indtryk, at home-

risk Aand har været levende paa vedkommende Forfat-

ters Tid. Saaledes elsker og citerer vor Tids Tyskere deres

Goethe, ligesom de med Ærbødighed dyrker deres Mozart

og Beethoven, og dog tilhører Goethe, Mozart og Beetho-

ven en tysk Folkeaand, der forlængst er lagt i Graven,

og som den dannede Verden af ikke-tysk Nationalitet

har paa det nærmeste samme Betingelser for at kunne

forstaa som Tyskerne selv. En ny tysk Folkeaand, vidt

forskellig fra Goethes og Beethovens Tyskhed, er traadt

i Stedet for denne.

Ikke enhver Nation besidder til enhver Tid en ud-

præ'get Folkeaand. Det vilde f. Eks. være vanskeligt at


6

paavise en egen Folkeaand hos vor Tids Danske. Man

kunde nævne Demokratismen, men denne Idéretning

præger saa mange andre Folk og er overhovedet mere

et Træk af »Tidsaanden« end af nogen enkelt Folke-

aand. Grundtvigianisme og Brandesiamisme har hver

for sig kun været Tilløb; ingen af dem har naaet at

præge vort Folk gennem alle Lag.

Skarpest udpræget træder en Folkeaand os i vore

Dage imøde hos de to Nationer, der er de førende i

Verdenskrigen, hos Tyskerne og hos Englænderne. I

Modsætningen mellem tysk og engelsk Folkeaand træder

Modsætningen mellem de to sociologiske Grundtyper,

som Herbert Spencer har betegnet som Kamp ty pen

(the militant type) og Arbejd s typen (the industrial

type) os imøde i deres højest udviklede Former. Og netop

den Omstændighed, at Krigen ikke blot gælder politiske

og økonomiske Spørgsmaal, men tillige staar imellem

to modsatte Folke-Livsanskuelser, giver den en uover-

skuelig Betydning for Kulturudviklingen Verden over.

I Kampen mellem Folke-Livsanskuelser staar England

paa Forhaand svagest, dels derved, at den politiske Konstellation

har givet det Repræsentanter for Kamptypen

(Rusland, Japan) til Forbundsfæller, dels ogsaa, fordi

Arbejdstypen i England selv, som vi skal udvikle i et

senere Afsnit, har en indre Kamp at bestaa med modsatte

Kræfter.

IL

Ved den historiske Udvikling i England fra Mid-

delalderen til den nyere Tid er der særlig to Forhold,

som har faaet Indflydelse paa Dannelsen af den mo-

derne, engelske Folkeaand. Det ene er den uafbrudte

sejge Kamp for Folkefriheden. Man regner Begyndel-

sen til den engelske Folkefrihed fra det store Friheds-

brev, der netop i Aar kan fejre sin 700 Aarsdag (ud-


sledl 15. Juni 1215). Del udmærkede sig fremfor de

llesle Haandfæ.slninger, som Datidens Stormænd aftvang

Monarkerne, ved at ikke blot Stormændene selv, men

alle F'olkenes Stænder derved lik visse Rettigheder til-

kendt. Siden den Stund har Folkefriheden aldrig været

helt død i PZngland. Den har haft mangen haard Tid,

men selv naar Tudorer og Stuarler gik den haardest

paa Klingen, holdt det lokale Selvstyre sig og dermed

Frihedsfølelsen og Øvelsen i at raade for offentlige An-

liggender. Gentagne Gange udløste Forsøgene paa at

kue Folkeviljen revolutionære Bevægelser, og for hver

Gang fæstnedes Friheden mere, vandt nyt Terræn, drog

nye Omraader ind under sig. Ved denne langsomme,

organiske Udvikling naaede det engelske Forfatningsliv

en Form, der er saa nøje tilpasset efter engelsk Væsen

og efter de givne historiske Tilstande, at intet andet

moderne Folk kan opvise noget lignende. Gennem Aar-

hundreder er det engelske Folk gradvis, Lag for Lag,

blevet skolet i Selvstyrets og Debattens Kunst, og Fri-

hedsfølelsen, der er lige ømtaalig, hvor det gælder den

Enkeltes personlige Frihed, og hvor det gælder Fofkets

politiske Frihed, er bleven næsten til et Instinkt hos

Briten. Betegnende er del, at Englændernes Afsky for

den almindelige Værnepligts System hidtil har holdt

Stand mod den mægtige Suggestion, som dette Princip

har udøvet Europa over, og at Socialismen aldrig ret

har vundet Fodfæste i England. Begge Dele, almindelig

Værnepligt og Socialisme, støder for stærkt an mod Fø-

lelsen af den personlige Uafhængighed, føles som frem-

mede, u-engelske Idéer.

Det andet Forhold er det, at England ikke er ble-

vet en europæisk Erobrermagt. Fra del Øjeblik, da For-

søget paa at sætte sig fast paa den anden Side af Ka-

nalen var definitivt opgivet, og de britiske Øers Forening

var fuldbyrdet, har England ikke forsøgt at udvide sil


8

Herredømme i Europa. Del har kun skaffet sig de nød-

vendige Sløttepunkter for sin voksende Sømagt. Dets

Udvidelser er foregaaet hinsides Verdenshavene, hvor

store nye Opgaver har formet sig. Naar England har

blandet sig i Fastlandets Krige, har disse altid været

udkæmpede paa Fastlandet. Af Buldret af de store Ver-

densbegivenheder er kun afdæmpede Dønninger naaet

til England. Denne af Storbritaniens geografiske Belig-

genhed betingede Isolation har naturligvis i høj Grad

fremmet Britens Følelse af at være sig selv nok, hans

stolte og sejge Selvfølelse. Den har tillige begrænset

den fremmede Indflydelse til et saadant Maal, at denne

Indflydelse ikke kunde gribe altfor forstyrrende ind i

den britiske Folkeaands følgerigtige Udvikling og drive

den ud af dens Kurs. Med den paa Afstand staaende

Betragters overlegne Blik overfor de Problemer, der satte

Fastlandet i Bevægelse, kunde Briten stadig anvende al

sin Energi paa de Opgaver af politisk, social og økonomisk

Art, som den naturlige Udvikling i hans eget

Land stillede ham overfor.

Ganske anderledes har Tysklands historiske Udvik-

ling formet sig. Tyskerne laa indeklemt midt i det

centraleuropæiske Folkekaos, med evige Kampe paa alle

Grænser. Tysk Æventyr-Idealisme skabte den middel-

alderlige Kejserdrøms Vildfarelser, som førte til Split-

telse og Svaghed Aarhundreder igennem. Haardere end

noget andet Land hjemsøgtes Tyskland af Religions-

krigene i det 17de Aarhundrede. Samlings- og Genrejs-

ningsarbejdet udgik fra Preussen. Den preussiske Folke-

aand skabtes, efterhaanden som den nye Stormagt

voksede op, og den prægedes naturligt af Krigen og

Erobringerne. Den store Kurfyrstes Landudvidelser,

Kongedømmets Indførelse, Frederik Vilhelm I's Soldaterdressur,

disse Epoker slaar straks den preussiske Tone

an. Frederik II adskilte sig fra vor Tids Imperiali-


ster derved, al han ikke blandede nogen Art religiøs

Mystik eller »Kulturmission« i sin Realpolitik; han le-

vede i en Tid, hvis herskende Aandsretninger i hvert

Fald var nogenlunde fri for Mystik. Han blev den egent-

lige Skaber af Preussens Storhed. Ganske vist blev

Preussen midlertidig slaaet til Jorden af en Mand, der

haandterede Realpoliliken og Krigsmaskinen med en Vir-

tuositet, som Preussens Mænd endnu ikke havde naaet,

men det lærte af sine Nederlag og tog Krigskunsten i

Arv fra Napoleon, og en preussisk General fra Napo-

leonstiden, Clausewitz, grundlagde den moderne Krigs-

kunsts Filosoti. I Otto von Bismarck fik Realpolitiken

en i sin Art genial Forkæmper, og det genrejste Preus-

sen fuldendte sin Udvikling, der kronedes med den lette

Sejr over Frankrig 1870— 71 og det tyske Riges Samling

under Hohenzollernes Kejserkrone. Det moderne

Enheds-Tyskland var Resultatet af et Par Aarhundreders

maalbevidst og hensynsløs Magtpolitik, og i Løbet af

faa Aartier skulde nu den gennem Kamp og Sejr udviklede

Preusseraand gennemsyre hele det tyske Folk. Den

bragte et gammelt F^olk en n}^ Ungdom, hvor den Vindskibelighed

og Foretagsomhed, som Middelalderens Han-

seater havde aflagt Beviser paa, kom til fuld Udfoldelse.

Med Kraftfølelsen kom den stærke Folkevækst og Fø-

lelsen af at være hæmmet af altfor snævre Grænser.

Det nye Tyskland sogte at skaffe sig Luft ad Søvejen.

For sent fik dets Statsmænd Blikket op for Nødvendigheden

af Kolonialpolitiken, efter at alle de bedste Styk-

ker allerede var tagne i Besiddelse. England saa sig

truet paa Livet af den ubændige Kæmpe, og tro mod

sin traditionelle Politik, altid i den europæiske Lige-

vægts og sin egen Sikkerheds Interesse al modarbejde

den stærkeste Fastlandsmagt, begyndte England paa

Tysklands »Indkredsning«, medens det samtidig arbej-

dede paa Udviklingen af de Garantier, der laa i inter-


10

nationale Genforsikringstraktater, og søgte at faa Tyskland

med til en Begrænsning af Rustningerne. England

sad som Katten paa Flæsket, det var »mættet« og havde

Interesse i at bevare status quo. Men Tyskland havde

en mægtig og utilfredsstillet Appetit, hvad dets politiske

Litteratur ikke lagde Skjul paa.

Saaledes førte den historiske Udvikling naturnød-

vendigt til, at Folkeaanden i England og i Tyskland

udviklede sig i modsat Retning, saaledes at de blev de

mest udprægede Repræsentanter for de allerede nævnte

to Tj'per, som Spencer opstiller som de sociologiske

Hovedtyper. De karakteristiske Træk ved de to Typer

er ifølge Spencer følgende:

Under Kamptypen staar den Enkeltes Liv til Sam-

fundets Tjeneste; han kan kun bruge sin Frihed, saa

vidt de militære Pligter tillader det. Individet ejes af

Staten. Samfundets, Statens Bevarelse er det første For-

maal, Bevarelsen af de enkelte Medlemmer kommer i

anden Række og har overhovedet kun Betydning for

det første Formaals Skyld. Samfundet er stærkt centra-

liseret, den militære Organisation med en Øverstkommanderende,

under ham Befalingsmænd over store Mas-

ser, under dem Befalingsmænd over mindre Masser o. s. v.

er gennemført ogsaa for det civile Liv. Det er nødvendigt,

for at alle Samfundets Kræfter hurtigt kan mobiliseres.

Overfor denne ældre Type staar den yngre Type,

Arbejdstypen, der er baseret paa friere Kontraktfor-

hold. Her er Offentlighedens Kontrol kun negativ;

Myndighederne giver Forbud, men ikke Paabud. Den

offentlige Organisations Omraade indskrænkes, medens

de private Organisationers Omraade udvides. Borgernes

Individualiteter ofres ikke for Samfundet, men forsvares

tværtimod af Samfundet. Et Samfund, hvor Liv, Fri-

hed og Ejendom er sikret og Alles Interesser varetages

i det rette Maal, maa nødvendigvis naa en større Blom-


11

string, end et Samfund, hvor dette ikke er Tilfældet,

og i en Kappestrid mellem lo Arbejds-Samfund, hvor

de personlige Retligheder værnes i forskelligt Maal, vil

det, i hvilket disse Keltigheder værnes bedst, blive det

sejrende i Kraft af de mest hensigtsmæssige Livsformers

Bestaaen (»the survival of the fittest«). Arbejds-Samfundet

tilpasser sig let efter nye Forhold, og del tenderer henimod

Decentralisation. Spencer gør imidlerlid opmærksom

paa, at Arbejdstypens Træk er saa stærkt overgroede

med Træk af den endnu overmægtige Kamptype, at dens

Natur ikke i noget eksisterende Samfund træder frem

paa alle Omraader. Udvokset af forud eksisterende Ty-

per mister Arbejdstypen først efterhaanden Sporene af

disse.

III.

Den engelske Folkeaands Lærere var i første Række

Filosoferne af den saakaldte utilitaristiske Retning. I

Utilitarismen eller »Velfærdsmoralen« (»Nyttemoralen«)

har Traditionen fra det 18de Aarhundredes Oplysningsaand

fortsat sig, idet den under sin Udvikling har suget

ny Næring af det 19de Aarhundredes Videnskab. Denne

Retning har fremfor alt sat sig praktiske Opgaver: at

vejlede til Forstaaelsen af den Enkeltes og Samfundets

Pligter og Retligheder. Allerede Skolens Stifter, Rets-

læreren Jeremy Bentham (1748— 1832) opstillede det

Grundprincip, at det gjaldt om at arbejde hen til Opnaaelsen

af den størst mulige Lykke for del størst mu-

lige Antal Mennesker. Bentham saa i en forædlet

Egoisme den solide Grundvold for et velordnet Samfund.

Dyden beror paa den Klogskab, der indser, at man ikke

kan nyde Gavn af Andre uden til Gengæld selv at yde

dem Gavn. Gensidigheden bliver Moralens og dermed

Samfundslivets Grundlag.

Til Utilitaristerne af den ældre Skole horle ogsaa


12

Benthams Ven, Oplysningsfilosofen James Mill (1773

1836). Fornyet og reformeret under Paavirkning af det

19de Aarhundredes dybere Forstaaelse af Personlighe-

dens Betydning fremtræder Velfærdsmoralen hos dennes

Søn John Stuart Mill (1806—1873). Han har i et

særligt Skrift med Titlen »Utilitarianism« gjort Rede for

Velfærdsmoralen, hvis Hovedgrundsætning er, at Handlinger

er rette i samme Grad, som de sigter til at fremme

Lykken, og urette i samme Grad, som de sigter til at

fremme det modsatte af Lykke. Med Lykke menes

imidlertid ikke den handlende Persons egen Lykke,

men den størst mulige Sum af Lykke overhovedet. Velfærdsmoralen

kan derfor kun naa sit Formaal ved den

almindelige Fremavl af Ædelhed i Karakter. Hindringerne

for Opnaaelse af en almindelig relativ Lykke

blandt Menneskene ligger i en forkert Opdragelse og

daarlige sociale Indretninger. Fattigdommens Lidelser

vilde kunne fjærnes ved kloge samfundsmæssige Ind-

retninger i Forbindelse med Fornuft og Forsynlighed

hos de Enkelte, og selv Sygdommenes Plage kunde i

hvert Fald indskrænkes ved en Opdragelse til legemlig

og aandelig Sundhed og passende Kontrol med alt, hvad

der kan øve en skadelig Indflydelse, medens Videnska-

bens Fremskridt lover end mere direkte Sejre over

denne Fjende. En Kilde til Utilfredshed er ogsaa Man-

gel paa Aandsdannelse; der ligger imidlertid slet ikke i

Tingenes Natur nogen Grund til, at et saadant Maal af

Aandsdannelse, der var tilstrækkeligt til at skaffe In-

teresse for Kunst, Historie, Betragtning af Menneskers

Færd i Fortid og Nutid og Mulighederne for deres Ud-

vikling i Fremtiden o. s. v., ikke skulde kunne blive

Enhver, der var født i et Kulturland, tildel. Ulykkelige

Skæbneomskiftelser og andre Skuffelser, der staar i For-

bindelse med Livet i Verden, er i væsentlig Grad Resultatet

enten af grov Uklogskab eller af et Begær, som


13

man ikke har haft det rette Herredømme over, eller af

slette eller ufuldkomne sociale Indretninger. Kort sagt,

alle de store Hovedkilder til menneskelig Lidelse kan i

stort Maal, og mange af dem fuldstændigt, besejres ved

menneskelig Omsorg og Anstrængelse. Naturligvis og

beklageligvis gaar det langsomt, og mange Slægtled vil

forgaa, før Erobringen er fuldbyrdet, men enhver Aand,

der er intelligent og ædel nok til at paatage sig sin Del

— hvor ringe og uanselig den end maatte være — af

denne Bestræbelse vil finde en ædel Tilfredsstillelse i

selve denne Kamp. Egennytten kan ved Opdragelse,

ved gode samfundsmæssige Institutioner og ved en

vaagen offentlig Mening ledes ind paa saadanne Baner,

at den arbejder paa Samfundets Tarv, og Solidariteten

bliver til en Art Instinkt.

Stuart Mill indskærper paa det kraftigste den in-

dividuelle Friheds Nødvendighed. Den Enkeltes Handle-

frihed maa kun begrænses, hvor hans Handlinger vilde

skaffe Andre Lidelse; Indgreb, der dikteres af Hensynet

til Individets eget Vel, er forkastelige. Naar den po-

litiske Frihed har sine store Skyggesider, naar den

har en Tendens til at fremme et aandløst Masseherredømme,

saa ligger Bodemidlet derimod netop i den

individuelle Frihed, som giver de overlegne Person-

ligheder Mulighed for at gøre deres Indflydelse gæl-

dende i Samfundsudviklingens Interesse. Stuart Mill

havde klart Blik for den skarpe Modsætning mellem

Individualisme og Socialisme, men mente, at de begge

havde Udviklingsmuligheder, som vi endnu ikke kan

overse, og at den af de to Ideer, der kunde bestaa med

den højeste Grad af menneskelig Frihed og Selvvirksomhed,

vilde sejre. Friheden gaar fremfor alt. Stuart

Mill har, for at bruge Høffdings Ord, »godtgjort, at

Bevisbyrden stedse paahviler den, der vil have Fri-

heden indskrænket«.


14

Herbert Spencer (1820—1903) forte Velfærdsmoralen

videre^). At Velfærdsprincipet, Lykkeprincipet,

er det rette, er for ham hævet over enhver Tvivl.

Naar Pessimisterne kalder Livet slet, fordi det rummer

saa megen Lidelse, og Optimisterne kalder det godt,

fordi det byder paa saa megen Lykke, saa er i Virke-

ligheden begge Parter enige om, at Lykken er det

attraaværdige. Men Spencer polemiserer mod de tid-

ligere Utilitaristers rent erfaringsmæssige Opstilling af

Grundlaget for moralsk Handlen; han vil efterspore,

hvorfor en bestemt Handlemaade er skadelig og en

anden nyttig, og saaledes gøre Velfærdsmoralen til en

virkelig rationelt videnskabeHg Etik. Fremskridt i Ret-

ning af moralsk Handlemaade er ifølge Spencer det

samme som Fremskridt i Retning af en mere forholdsmæssig

Handlemaade, en Handlemaade, der med sti-

gende Nøjagtighed er afpasset efter det Formaal, der

tilstræbes, altsaa en Kræfternes Økonomi. Fremskridt

i Moral fører bort fra Overdrivelser og uberegnelige

Svingninger til Maadehold, Begrænsning og Fasthed.

Spencers Opfattelse af Samfundsforholdene er formet

under Paavirkning af Darwins Lære om den naturhge

Udvælgelse (de mest hensigtsmæssige Livsformers Bestaaen)

og af en anden Lære, som hører til den mo-

derne Videnskabs Landvindinger, Læren om Arvelig-

heden. Derved kommer han ud over den ældre Vel-

færdsmorals noget mekaniske Opfattelse af Fremskridtet;

Lovgivning og Belæring er ikke nok til at forbedre

Verden, naar Individerne fødes med nedarvede Anlæg,

i hvilke forudgaaende Slægters Erfaringer har nedfældet

sig. Det afgørende er Karakterens Vækst gennem stadig

Opøvelse af de Kræfter, der er Brug for i Livskampen.

Samfundsudviklingen ligger forud for Etikens Udvikling.

') Mærk særlig: »Principles of Ethics« og »Principles ot Sociology«.


15

I del Samfund, der er organiseret med Kamp for Øje,

maa Individets Interesser træde tilbage for Samfundets.

Men naar Samfundet ikke længer behøver at kæmpe

for sin Eksistens, ophører ogsaa Nødvendigheden for,

at de private Krav skal ofres for de oflentlige. I det

højere Samfund, der er organiseret efter Arbejdstypen,

er Helheden til for Delenes Skyld, ikke omvendt. Her

hersker Kontraktsystemet, hvor Lovene dog kun skal

sikre Individet mod direkte Angreb paa Person og

Ejendom og indirekte Skade ved Kontraktbrud. Til

disse negative Vilkaar for Samliv føjer det frivillige

Samarbejde sine positive Vilkaar, der skal lette Udvekslingen

af Tjenesteydelser ud over de kontraktmæs-

sige. Her begynder Etikens Opgave.

Ogsaa hos Spencer bliver saaledes den personlige

Frihed den Tap, hvorom al Udvikling i indre Kultur

kommer til at dreje sig. Og her gør Spencer mere af-

gjort end Stuart Mill Front imod den demokratiske

Tendens, som i stigende Grad, gennem stadige Overbud,

lader Lovgivningsmagten gøre Indgreb i den personlige

Bevægelsesfrihed ved Beskyttelseslove og andre sociale

Foranstaltninger, der forfordeler den Dygtige og For-

synlige til Bedste for den Udygtige og Forsømmelige og

medfører stigende Skattekrav, hvorved den Del af Ud-

byttet af den Enkeltes Flid, som han kan raade over

efter eget Forgodtbefindende, stadig indskrænkes. Han

ser i denne Udvikling, denne stigende Tiltagelse af

Tvangsmagt fra Statens Side, et Tegn paa Tilbagefald

fra de frie Sammenslutningers Samfundsform til Kamp-

typen. Socialismen er for ham det truende Fremtidens

Slaveri. At denne Udvikling hidføres gennem Folke-

viljen, forandrer ikke Sagen: et Slaveri bliver ikke

mindre et Slaveri, fordi man frivilligt underkaster sig

det. Hos Spencer træder saaledes Modsætningen mel-

lem den personlige Friheds Princip og den nivellerende


16

Demokratisme klart frem. Liberalismen befries for de

Slagger, som Demokratismen har blandet deri og ud-

folder sig som en ren Individualisme. Spencer be-

toner, at Humaniteten som Statsprincip medfører Uret-

færdighed og indeholder en Fare for den Fremdrift,

der ligger i de frie Kræfters Spil, og dermed for Sam-

fundets Livskraft. En sund Samfundsmoral giver den

Enkelte Handlefrihed, men tilhge Ansvar; han faar

tage de slette Konsekvenser af sine Handlinger med

de gode.

I Tyskland har de ud af Darwins Lære dragne

Følgeslutninger gjort et langt dj'^bere Indtryk og ført til

Teorier af langt videregaaende Natur end Tilfældet var

i England. Der udviklede sig en Retning, som af Loven om

de mest hensigtsmæssige Livsformers Bestaaen drog den

Konsekvens, at det bedst udrustede og mest livskraftige

Folk var naturbestemt til at besejre eller fortrænge de sva-

gere Folk. Begrebet »den Stærkeres Ret«, der har faaet et

saa ilde Ry, kommer saaledes til Ære, thi Loven om de

mest hensigtsmæssige Livsformers Bestaaen er en Naturlov,

og en Naturlov kan ikke være umoralsk. Tværtimod,

da Naturen er Guds Værk og Naturloven Udtryk for

Guds Vilje, bliver den Stærkeres Ret i Virkeligheden

til den højeste »Sædelighed«. Vi har set, hvorledes

den historiske Udvikling havde gjort Tyskland til en

Kampstat og skabt og vedhgeholdt den krigerske Aand.

Bismarck, denne djærve, barske Kæmpe med Barnetroen,

stod som Legemliggørelsen af den gammel-

germanske Urkraft, som Wagner søgte at genskabe

musikalsk. Vejen var overalt banet for de tyske Folke-

lærere, som ud fra forskellige Synspunkter formulerede

Kraft- og Magt-DjTkelsens Lærdomme. Disse tyske Folke-

lærere er ikke som de engelske en Række af Filosofer,


17

der forsætter hinanden, men en forskelligartet Gruppe

af Tænkere, Digtere, Historikere, Militære o. s. v. Da

den sociale Udvikling ligger udenfor mit Emne, forhi-

gaar jeg ganske de socialdemokratiske Folkelærere.

Læren om de mest hensigtsmæssige Livsformers

Bestaaen havde Tyskerne modtaget fra England. Læren

om Herreracer og Slaveracer fik de ogsaa tilfort udefra.

Den er — skønt tyske og engelske Forløbere findes —

først skarpt opstillet af Franskmanden Grev Gobineau

(1816—1882). Han var Diplomat, Orientalist og

skønlitterær Forfatter og en aandfuld videnskabelig

Dilettant, begavet med et ikke almindeligt Blik for

folkepsykologiske Ejendommeligheder. F'uldblodsaristo-

krat, som han var af Temperament, koketlerede han

allerede med Overmennesketanken. I sit stort anlagte

Værk »Om Uligheden mellem de menneskelige Racer«

opstiller han Læren om et Racernes Hierarki. Der

gives smukke, kraftige og ædle Racer, og der gives

hæslige, dovne og lavsindede Racer, »Herreracer« og

»Slaveracer«, og mellem de højeste og de laveste findes

der en hel Trinfølge af Racer. Til Racernes Hierarki

svarer Sprogenes Hierarki. En udvalgt Races Sæu'tegn

er legemlig Skønhed, Kraft, Handledygtighed, Værdig-

hed og høj Kultur. Den bekæmper de underlegne

Racer, om fornødent, med alle Midler. De frygtelige

Ødelæggelsesmidler, som Ferdinand den Katolske anvendte

mod Maurerne i Spanien, billiger Gobineau som

en Nødvendighed. Men trods alle Herreracens Be-

stræbelser for at holde sig paa Højde med sig selv,

kommer Forfaldet før eller senere, og dets Aarsag er

Blodblandingen. De underlegne Racer er de talrigste

og lidt efter lidt gennemtrænger og opløser de Herre-

racerne. Af den første Blanding opstaar en ny Race

med nye Egenskaber, der resulterer af selve Blandingen,

men mindre kraftig end den oprindelige Herrerace;

Engelsk og tysk Folkeaand. 2


18

men ved fortsatte Forbindelser med nye Middelmaadig-

heder avles Bastardracer af stedse ringere Værd, indtil

de menneskelige Samfund ender i Afmagt og forsvinder.

Denne Herreracernes tragiske Skæbne formaar intet at

afvende. Den højeste og ædleste Race, som Jorden har

baaret, var Arierne. Herligt fremtraadte den ariske Race

i det kastebundne brahmanske Indien. Hos Grækerne

og Romerne skød den ariske Race ligeledes ædle Skud,

men baade Grækere og Romere fordærvedes med Blan-

ding med Semiterne. Den sidste ædle og stolte Gren

af den ariske Race var Germanerne. De gød nyt Blod

i den europæiske Verden, men atter vandt den semiti-

ske Aand Indflydelse; Frankrig semitiseredes. Den hvide

Kulturs sidste Glansperiode skyldtes Germanerne. Men

ogsaa denne sidste ariske Flamme slukkes og Kulturen

med den. Saaledes er der ingen rene Ariere mere.

Gobineaus Racelære ender i Haabløshed.

Det er forstaaeligt, at Gobineaus Racelære først og

fremmest vandt Tilslutning hos Germanerne. Kun saa

Tyskerne ikke saa pessimistisk paa den germanske Aands

Nutid og Fremtid. Nogle Aar efter Gobineaus Død stif-

tedes i Tyskland en Gobineau-Forening, som knyttede

Dyrkelsen af Racelærens Forkæmper sammen med Dyrkelsen

af Wagner.

I 1868, altsaa i Tiden mellem den preussisk-østerrig-

ske og den tysk-franske Krig, udkom der et Skrift, i

hvilket hele den Tendens, som man nu efter de langt senere

Skrifter af General v. Bernhardi har kaldet »Bernhardismen«

— nemlig Forherligelsen af Staten paa Individernes

Bekostning, Forherligelsen af Krigen som Middel til Sam-

ling og Foryngelse indadtil og til Gennemtvingen af Statens

Vilje og Udbredelse af Folkets Kultur udadtil — alle-

rede fremtræder i sine Hovedtræk. Det var en, iøvrigt

daarligt skrevet. Bog af den nulevende Professor Adolf

Lasson (f. 1832) med Titlen »Kulturidealet og Krigen«.


19

Lasson ser i Staten den højeste og mest beundringsværdige

menneskelige Institution. »Hele Menneskenes

ydre Eksistens staar under Slatens Magt; overfor dem

er Staten simpelthen Formaalet; for Staten er Indivi-

derne kun Middel. De opbruges i den vældige Maski-

nes Hjulværk, og de kan derved kun bevare deres Fri-

hed for saa vidt, som de erkender denne deres Bestem-

melse, glade akcepterer den med det tilsvarende Sindelag

og forvandler den tvingende ydre Nødvendighed for sig

til noget frit villet« (S. 14'). Staten er »Naturvæsen«,

dens Opgave er at skabe Grundlag og Betingelser for

det etiske Arbejde, det »absolute Formaal«, der aabenbarer

sig i det sande, gode og skønne, og hvori Men-

nesket med sin Stræben efter Gud-Lighed finder sin

virkelige Opgave.

Staterne maa imidlertid for at være virkelige Stater

være fuldkommen selvstændige, ikke bundne af Love.

Thi Love kan kun gennemføres ved Tvang, og for at

Staterne kunde være underkastede Tvang, maatte der

være noget over dem. Med andre Ord, internationale

Love med bindende Kraft kunde kun tænkes i »Univer

salstaten , denne

>

ildelugtende og ilovc Vælling«. »Den

Vold, som en Stat øver mod en anden, er det natur-

lige, fornuftige og eneste Retsforhold. Mellem Stater

gives kun én Form for Ret, nemlig den Stærkeres« (S.

14). Naturligvis tilstræber Staten kun, hvad der er for-

delagtigt for den selv, ligesom i Privatlivet »ingen vil

forlange af en Mand, at han ud over den Forpligtelse,

Loven paalægger ham, skal tage Hensyn, vise Skaansel,

BarmhjæMtighed eller Velvilje« (S. 15). Men Klogskab

byder, ikke — selv om man havde Ret dertil — at til-

føje en anden en Skade, der ikke vilde medføre en

overvejende og varig Fordel for den, der tilfører den.

') Jeg citci-er efter 'idcn Udgave.

2*


20

Stater er altsaa ikke bundne ved nogen Forplig-

telse, heller ikke af Traktater. »Den, der bryder en

Traktat, begiver sig ud i Krigstilstand. Han handler

uklogt, hvis han udfordrer Afgørelsen ved Vaaben uden

at have sikker Udsigt til Overmagten. Har han denne,

saa kan han tillade sig, hvad der gavner ham. Er der

ved Traktatbrudet af Overmagten skabt en ny Tilstand,

saa har denne en ny Rets fuldkomne Autoritet, ligesom

den forrige Tilstand havde. Derpaa beror Betydningen

af de fuldbyrdede Kendsgerninger i Folkenes Liv (S. 17).

Dette Forhold ligger udenfor al Etik, men vilde man

anvende en etisk Maalestok derfor, saa var »selve den

Stærkeres Ret i Omgangen mellem Stater et sædeligt

Forhold« (S. 18).

»Loven er den Svages Ven«, men ogsaa den Stærke

bliver svag, naar han ikke faar Lejlighed til at prøve

sin Kraft. »Fantasien søger Æventyr, Modet længes

efter Farer, en frisk, umiddelbar Livsfølelse udfordrer i

glad Kamp Døden for at trodse den«. Denne Trang

plejes og næres ved Krige. Dog er Krigen en alvorlig

Sag, som man ikke skal gaa til med let Hjærte, da

den sætter Statens Eksistens paa Spil. Staten har

imidlertid ikke til Hovedopgave at beskytte Individerne,

Familien, Samfundet, disse maa tværtimod tjene Staten

(S. 20). Staten lader netop Samfundet trives saa vidt,

som det er nødvendigt og heldigt for dens Selvopholdelse,

men naar Samfundet begynder at »fede sig«, maa

Staten gribe ind. »Det er ikke nødvendigt, at Menneskene

er lykkelige, men at de gør deres Pligt« ^). For

at nedslaa enhver Kritik tilføjer Forfatteren kategorisk:

»enhver modsat Mening er gemen eller strejfer det Gemene«

(S. 49).

') For Tilhængere af Lykkemoralen vilde ingen Modsætning være

tilstede her, da Menneskets Pligt efter deres Livsopfattelse netop er

at forøge den samlede Sum af Lykke for alt Levende.


21

Mindre Stater har kun Eksistensberettigelse, lor saa

vidt de er værdifulde F'orbundsfæller eller respektable

Modstandere (S. 14). En lille Stat, der ikke opfylder

disse Betingelser, har intet Kald og derfor heller ingen

Ære (S. o2).

En Stat maa ikke blot hævde, hvad den har, men

ogsaa ved Krig søge at \inde, hvad den ikke har.

Har den en uheldig geografisk Beliggenhed, savner den

Adgang til Havet, eller er vigtige Tralikveje lukkede for

den o. s. v., saa maa den med Vold tage, hvad den har

Brug for, idet den behændigt og kraftigt benytter den

gunstige Lejlighed (S. 60). »Et Land, der med taabelig

Haardnakkethed lukker sit Marked for de Fremmede

og som dog ikke kan undvæ^'es for Handelssamkvemmet

med et andet Land, kan med fuld Ret med Vold

tvinges til at omforme sin Handelslovgivning i en for

de Fremmede gunstigere Retning« (S. 83). Er et hidtil

splittet stort Folk i Færd med at samle sig til en En-

hed, har en Nabostat, der mener sig truet derved, den

Opgave ved en krigersk Intervention al hindre denne

Proces eller at benytte sig af alt, hvad der findes af

usselt og forkommet hos det farlige Folk, for at hindre

eller forsinke Enhedsprocessen (S. 83—84).

Medens den udvortes Civilisation virker forbindende

paa Menneskene, virker Kulturen adskillende, idet hver

Kullur opslaar i sin Jordbund og faar sil Særpræ'g, som

maa bevares for fremmed Indflydelse, for al Kulturen

kan have national Værdi. »Disse Kulturformer lukker

sig fjendtligt overfor hverandre. Enhver af dem truer

de andre, thi enhver udgiver sig for den eneste sande

og fuldkomne og vil udstrække sin Indflydelse over de

andre < (S. 54). Og jo højere Kulturen stiger, des mere

levende bliver Trangen til Dannelse af en national Stat,

fordi den nationale Kultur kun dér kan trives. »Idet

denne tilstræbte Stal skabes, maa andre Stater, som er


99

Hindringer for detle Ideal, tilintetgøres. Det kan for-

nuftigvis kun ske ved Vold« (S. 66). »Den lille Stat, der

søger at hævde sig i Modsætning til Nationalstaten, av-

ler Lakajsindelag; den tærer som en Gift paa Nationens

Legeme, idet den vænner Nationen af med Statssinde-

laget og ved sin blotte Eksistens avler den værste Kor-

ruption, bringer Vækst i det gemene egoistiske Velvære

og i den anarkiske Modstand mod den sande Stats Ly-

dighed og Tugt. Taaber og Svindlere holder af at be-

tegne den Krig, som den sig dannende Nationalstat fører

mod de falske, forhutlede »Bagstater« (Afterstaaten) som

en brodermorderisk Krig. Tværtimod har blandt alle

Krige, der føres, denne de mest etiske Formaal, tjener

den mest indholdsfulde Frihed, ikke den blotte Uafhæn-

gighed af Udlandet eller Statens blotte Eksistenstrang.

Thi denne Krig skaber den største Helligdom, der fin-

des paa Jorden, nemlig Nationen, som den bevæger sig

frit for den ideale Kulturs Formaal indenfor den natio-

nale Stat som den til dens indre Aand svarende Rets-

orden« (S. 68).

Hvis et Folk ikke har den kraftige krigeriske Or-

ganisation, der er Vidnesbyrd om Eksistensmodenhed,

»er det dets Lod og i alle Maader retfærdigt, at det

højere organiserede Folk behersker det for at give det

Del i sin Kultur og til Gengæld i sin Interesse at ud-

nytte de Kræfter, der ellers vilde være forblevne uor-

ganiserede« (S. 74). Det kunde maaske synes haardt,

men »ingen er tvungen til at blive Træl. For den, der

ikke kan finde sig i Trældom, byder Opgivelsen af

Livet en altid banet Vej til at undgaa Trældommen«

(S. 75). Men i Reglen er de undertvungne Folk lette at

komme tilrette med for en fast Statsvilje. »Opbrusende

Trods, der minder om dette drengeagtige Væsen, som

endnu savner ægte mandig Dygtighed, men gerne vil

efterligne mandig Daad og mandige Manerer; i sin Mod-


23

stand en vis sniaalig Udholdenhed og den affekterede

Maner, ogsaa i Ligegyldigheder at ville gøre sin natio-

nale Skik gældende, det er de Kendetegn, hvormed en

afmægtig Stræi)en efter Uafhængighed gør sig gældende

hos el halvt eller slet ikke kultiveret Folk« (S. 75).

Idet de nationale Kulturer frastøder hverandre, op-

staar Nationalhadet. Ji^nhver Nation er berettiget til

at hade enhver anden. Den er forpligtet dertil, saasnart

den fremmede Nationalitet truer ens egen med Fare.

Nationalhadet ledsager i Kraft af en ikke blot naturlig

og blind, men ogsaa sædelig Nødvendighed alle de Hand-

linger hos et Folk, ved hvilke det træder i Berøring

med et Folk af anden Art«, og »det er Statsledelsens

Opgave afvekslende at tøjle dette Had og at slippe det

løs« (S. 80). »Krigens Udfald er altid retfærdigt, en sand

Gudsdom. Den højeste Ret og den sidste Ret ligger i Svær-

det. Det svage ligger under for det stærke, del vil paa

det statslige Omraade ikke sige andel end, al Uretten

ligger under for Retten eller det mindre berettigede for

det højere berettigede« (S. 96).

Den Lasson'ske Aandsretnings Sammenhæng med

de historiske Begivenheder fremgaar klart nok af de

Bemærkninger, hvormed F'orfatleren indleder sin Bog:

»Vi lever i en overvejende krigerisk Tid. Intet blød-

hjærtet Haab kan fjærne den Kendsgærning, intet fromt

Ønske kan ændre noget derved. De Drenge, der nu

træder ind i Ynglingealderen, har oplevet lire vældige

og følgesvangre Krige .... Særlig vi her i Preussen slaar

endnu undel det umiddelbare Indtryk af Begivenheder,

der først for lo Aar siden gled forbi vore Blikke, og

hvis verdensomdannende Betydning for hver Dag tyde-

ligere afslører sig for det klartseende Øje. Og samtidig

lever der i Alle en Anelse om den Mulighed, al den

store krigeriske Bevægelse endnu ikke engang turde være

naaet til en forbigaaende Afslutning, men at de ligesom


24

i Forbifarten tilkæmpede Resultater først skal sikres ved

nye Prøvelser. En jærnhaard Tidsalder fordrer en jærn-

haard Slægt. Tingenes Natur er mægtigere end alle

gode Meninger og Hensigter, og den bitre Nødvendighed

fremtvinger det, som først Ingen ønsker, og som tilsidst

Alle vil«. Lassons Bog var dog aabenbart lidt forud

for sin Tid. Den gav vel ved sin Fremkomst Anledning

til livlige Drøftelser, men disse var af en saadan Art,

at de, som Lasson selv skriver i Fortalen til Bogens

anden Udgave, indgød ham en gavnlig Sky for atter

nogensinde at udsætte sig for Manges Dom. Ca. 40 Aar

senere var Tiden moden til, at Lassons Bog kunde gen-

optrykkes i en billig Folkeudgave.

Friedrich Nietzsche (1844— 1900) falder udenfor

alle Linjer og alle Rainmer. En ensom Skikkelse, hvis

personlige Udvikling var bestemt af Sygdom og Kamp

mod Sygdom, mere en grublende Digter end en Filosof,

men en Formens Mester, hvis Værker kom til at udøve

en stærk Suggestion paa de dannede Klasser i Tj^sk-

land. Hvor meget han end gaar sine egne Veje, har

han det tilfælles med den Gobineau'ske og den Las-

son'ske Retning, at han er en Forherliger af Kraften og

Magten. Det er denne Side af hans stærkt splittede

Natur, der har givet ham hans Betydning for Folke-

aandens Udvikling, og det er derfor den Side alene,

der beskæftiger os her. løvrigt var Nietzsche først og

fremmest Individualist, og hos ham drives Individua-

lismen ud i det paradoksale. Han søger ud over

Herosdyrkelsen og fostrer Forestillingen om »Overmen-

nesket« , og den Bog, hvori hans Overmenneske-Idé

har faaet sit mest fuldkomne Udtryk, »Saaledes talte

Zarathustra« , er trods den digterske Visions sprin-

gende og usammenhængende Karakter bleven det mest

populære af hans Skrifter. »Zarathustra« lærer Vilje

og fremfor alt Vilje til Magt. »Kun hvor der er Liv,


25

er der ogsaa Vilje: men ikke Vilje lil Liv, nej — det

lærer jeg dig — Vilje lil Magt! Meget skatles for den

Levende højere end Livet selv; dog, ud al" Vurderin-

den, der maa

Og gen selv taler: Viljen til Magt! . . .

være en Skaber i Godt og Ondt, han maa først være

en Tilintetgører og knuse Værdier. Altsaa hører det

højeste Onde til det højeste Gode: men delte er det Ska-

bende.« Del, der skal skabes, er den nye, den højere

Mennesketype, hvis Moral ligger hinsides Godt og Ondt,

hvis haarde Vilje og stormende Livsmod ikke kender til

kold Retfærdighed eller lil Barmhjærlighedens Slavedyd.

»Naar Eders Hjærler svulmer bredt og fuldt som Flo-

den, en V^elsignelse og en Fare for dem, der bor ved

den, da er det Oprindelsen til Eders Dyd. Naar I er

ophøjede over Ros og Dadel, og Eders Vilje vil befale

over alle Ting som en Elskers Vilje, da er det Oprin-

delsen til Eders Dyd. Naar I foragter det Behagelige

og den bløde Seng og ikke kan gaa til Hvile langt nok

borte fra det Blødagtige: da er del Oprindelsen til Eders

Dyd.« At kæmpe og skabe er det eneste, der giver Li-

vel Værd. Og vil I ikke være Skæbne og være ubønhørlige:

hvorledes kunde I da — sejre med mig? . . .

Salighed, al skrive paa Aarlusinders Vilje som paa

Malm. — haardere end Malm, ædlere end Malm. Helt

haard er kun del Ædleste. Denne nye Tavle, mine Brø-

dre, stiller jeg over Eder: bliv haarde!« ... »I skal

elske Freden som Middel lil Krigen. Og den korte Fred

mere end den lange. Eder raader jeg ikke lil Arbejde,

men lil Kamp. Eder raader jeg ikke lil Fred, men til

Sejr. Eders Arbejde være en Kamp, Eders Fred være

en Sejr! ... I siger, at del er den gode Sag, der endog

helliger Krigen? Jeg siger Eder: den gode Krig er det,

der helliger enhver Sag. Krigen og Modet har udrettet

tiere store Ting end Næstekærligheden. Ikke Eders


26

Medlidenhed, men Eders Tapperhed har hidtil reddet

de Forulykkede.«

Men Nietzsche indser, at det isolerede Individ ikke

er istand til at udfolde den Skabermagt, som skal bringe

Menneskene den store »Omvurdering af alle Værdier«,

og sluttelig bliver da ogsaa for ham Militærstaten Vejen

til Bevarelse af Traditionen om den ophøjede og stærke

Mennesketype. Høffding citerer^) i denne Sammenhæng

en Udtalelse af Nietzsches Ven Peter Gast om, at Mili-

tæret er »den herligste, strammeste og mandigste Ind-

retning i vor plebejisk og merkantilistisk blødagtiggjorte

Tid«, og Folkeoplysning er af det onde, fordi den gør

den lavere Race utilbøjelig

— som Middel eller Kopi.

til at finde sig i sin Skæbne

Fra Nietzsche til Treitschke er der et langt Spring;

men saa vidt forskellige de to Mænd var, fører dog

deres Bidrag til Folkeaandens Udvikling i samme Ret-

ning. Heinrich V. Treitschke (1834—1896) var i de

sidste 22 Aar af sit Liv Historie-Professor ved Berlineruniversitetet.

Han var Bismarcks haandgangne Mand

og Preussens Historiograf, en Historieskriver med glim-

rende stilistiske Evner. Hans Forelæsninger over Po-

litik, som udkom i to Bind efter hans Død (1899

1900) er en Stats- og Samfundslære af stærkt personligt

Præg, men som forøvrigt paa mange Punkter vidner om

et klart og nøgternt Syn paa politiske Fænomener. Han

er i hvert Fald — og det fortjener særlig at fremhæves,

da han er Tysker, — ikke doktrinær. Men hans Nøg-

ternhed har sin Grænse dér, hvor hans personlige, stærkt

udprægede Sym- og Antipatier, hans Følelser og Tro

gør sig gældende.

Treitschke hævder den »mandige« Opfattelse af Sta-

ten: Statens Væsen er Magt. Derfor > er blandt alle

') »Moderne Filosofer p. 130.


27

politiske Synder Svagiieden den forkaslelij;.sle o^ for-

agteligste; den er en Synd mod Politikens hellige Aand«.

Bevarelsen al' Magten er >en uforlignelig høj Opgave for

Staten.« Imidlertid kan Staten kun sætte sig sædelige

Maal, ellers vilde den modsige sig selv (Pol. I. S. l(i;^).

Thi Staten er ikke fysisk Magt som Maal i sig selv,

den er Magt for at beskytte og fremme Menneskenes

højere Goder (Pol. II S. 543). Staten er menneskeligt

talt evig. »Den skal altsaa forberede Fremtidens Nyord-

ning. Hvis den kun skulde beskytte Borgernes Li\ og

Ejendom, turde den slet ikke fore Krige, thi Krige fores

dog virkelig ikke for at beskytte Borgernes Liv og Ejendom ;

men for Ærens Skyld. Selv Krigen kan man altsaa ikke

forklare ud fra denne øde Teori, der kun kalder Staten

for en Sikkerhedsanstalt« (I. S. 80). Staten er Kultur-

stat, og vi fordrer af den [)ositive Ydelser for dens Folks

samtlige aandelige og økonomiske Liv. (I. S. (S2). En-

hver Udvidelse af Stats\^irksomheden er en Velsignelse

og fornuftig, naar den vækker, fremmer og renser frie

og fornuftige Menneskers Selvstændighed, men af det

onde, naar den dræber og lammer frie Menneskers Selv-

stændighed. (I. S. 83— 84). Den store Stal har ædlere

Anlæg« end den lille; den kan bedre føre Krig og bedre

haandhæve Retten. Kulturen trives ogsaa bedre i de

mægtige Staters store Former end under »Smaastatcri.«

(I. S. 44—45). Treitschke tager Politiken og dens Ud-

øvere i Forsvar mod den almindelige moralske Miskre-

dit, hvori de er komne; men han indrømmer dog, at

Maalet til en vis Grad helliger Midlet i Politik; det

gælder f. Eks. Bestikkelse af en fremmed Stal; det vilde

være latterligt at gøre moralske Indvendinger her og

forlange af en Stat, at den i en saadan Situation først

skulde tage Katekismus i Haanden. (I. S. 107). Det

gælder ogsaa om Løgnen; aldrig at have løjet, er en

Munks, ikke en Statsmands Dyd. (1. S. 110).


28

Krigen er berettiget og sædelig, det er den politiske

Idealisme, der fordrer Krigen, medens Materialismen

forkaster den. »Hvad er det for en Forvrængning af

Sædeligheden, naar man af Menneskeheden vil udslette

det Heltemæssige!« (I. S. 74). Men »den levende Gud vil

sørge for, at Krigen bestandig kommer tilbage — som

et frygteligt Lægemiddel for Menneskeslægten« (I. S. 76).

Treitschke er saaledes en hæftig Modstander af den

»reaktionære« Tanke om en evig Fred. En staaende

Voldgiftsdomstol til folkeretligt at dømme mellem Stater

er utænkelig, fordi folkeretlige Overenskomster mellem

Stater kun er frivilligt paatagne Indskrænkninger (I. S. 38).

Med Hensyn til Gyldigheden af Overenskomster mellem

Stater er Treitschke noget vaklende. Et Sted siger han,

at de binder, saa længe den kontraherende Stat bestaar

(I. S. 25), et andet Sted hævdes det, at alle Traktater

sluttes under det stiltiende Forbehold :

saa

længe Forhol-

dene er uforandrede (II. S. 550). Det er en sentimental

Opfattelse af Folkeretten, naar man vænner sig til i

Humanitetens Navn til Sejrherren at stille Fordringer,

som strider mod Statens Magt, er unaturlige og ufor-

nuftige. Folkerettens Udvikling hæmmes dels af de svage

Stater, som frj^gter for at blive angrebne, dels af de

overmægtige Stater, som altid tror sig istand til at kunne

angribe; som Eksempel paa det sidste anføres, at

Folkeretten til Søs ved Englands Skyld endnu staar paa

det privilegerede Søroveris Udviklingstrin (II. S. 548-549).

Treitschke er saaledes ikke i og for sig nogen Modstander

af Folkeretten, og han mener, at det er »Synd mod

Menneskeheden« at paastaa, at Magten alene hersker

indenfor Folkeretten (II. S. 559). Man kunde maaske

sige, at Treitschke i sin Vurdering af Menneskeheden

ikke helt var kommen ud over den Sentimentalitet, som

han har fordømt saa stærkt.

Kulturmissionen har en ivrig Forkæmper i Treitschke.


29

Alle slore Folk i Historien liar, naar de var blevne

stærke, følt Trang til at paalrykke Barbarlandene deres

Stempel. »Civilisering af et barbarisk Folk er det bedste.

Man maa stille det Valget mellem at gaa op i den over-

legne, herskende Nation eller lade sig udrydde« (1. S. 12(5).

Raceteorier spiller iøvrigt ikke nogen fremtrædende Rolle

bos Treitschke, skønt han omtaler Modsætningen mellem

Ariere og Semiter og raader Germaneren til al vende

sig bort, »dér hvor der er jødisk Smuds, som besudler

vort Liv« (I. S. 298). Grækerne og Germanerne var vel

nok de to ædleste Folk i Historien (1. S. 286); i Ty-

skeren er alle de ædleste menneskelige Egenskaber sam-

lede. Tyskerne udgør et Aristokrati blandt Folkene (I.

S. 70); intet Land har en saa ærværdig Adel som det

tyske (L S. 309). Tyskeren er født Helt (I. S. 232).

Den af Franskmanden Gobineau udkastede Race-

teori blev taget op til fornyet Behandling af en engelskfødt

tysk Forfatter, Houston Stewart Chamberlain

(f. 1855). Hans Bog »Grundlaget for det 19deAarhundrede«^)

er et stort anlagt kulturhistorisk Værk, der bringer en

god Del nye Synspunkter frem. Skreven med en vis

Friskhed og megen Snakkesaliglied starter den en Række

Teorier, som bringes til at passe med Videnskaben, saa

godt det lader sig gøre, og kan de endelig ikke rime

sammen, erklæres Videnskabsmændene for en Skare

Pedanter, og Teorierne er reddede. Ogsaa Chamberlains

Bog opnaaede stor Popularitet i Tyskland og gjorde sin

Indflydelse gældende i mange Kredse.

Sporgsmaalel om Racen er for Chamberlain et af

de allervigtigste Livsspørgsmaal for Menneskene. Den,

der tilhører en udpræget, ren Race, føler det dagligt.

»Svag og fejlfuld som alt menneskeligt kender dog en

^) Die Grundlagen des neunzelinten Jahrluinderts, 1899; Folke-

udgave 1907.


30

saadan Mand sig selv (og kendes af gode Iagttagere)

paa sin Karakters Sikkerhed ligesom derpaa, at hans

Færden kendetegnes ved en enkel Storhed, der tinder

sin Erklæring i det bestemt Typiske, Overpersonlige.

Racen hæver et Menneske op over sig selv, giver ham

overordentlige, jeg kunde næsten sige overnaturlige Favner,

i saa høj Grad udmærker den ham fremfor det Individ,

der er opstaaet af et kaotisk Miskmask af alle Slags

Folk. Og er nu dette Menneske af ædel xVfstamning til-

fældigvis usædvanlig begavet, saa styrker og hæver hans

Tilhoren til en Race ham til alle Sider, og han bliver

til et Geni, der rager op over hele Menneskeheden, ikke

fordi han ved et Naturlune er bleven sendt ud over

Jorden som et flammende Meteor, men fordi han, som

et af Tusinde og atter Tusinde Rødder næret Træ, stærk,

slank og lige vokser op mod Himlen — ikke et enkelt-

staaende Individ, men den levende Sum af utalte Sjæle,

der stræbte i samme Retning.« (1. Udg. S. 272). Nu er

Racebegrebet i Menneskets Historie jo et meget omtvi-

stet Spørgsmaal, men Chamberlain har ikke Brug for

Tvivl og Uvished. »Hvad skal vi med de vidtløftige

videnskabelige Undersøgelser over, hvorvidt der gives

forskellige Racer? Om Racen har Værdi? Hvorledes det

er muligt o. s. v.? Vi drejer Spiddet om og siger: at

der findes Racer, er aabenbart; at Racens Kvalitet er

af afgørende Vigtighed, er en Kendsgærning, som umid-

delbart erfares; Eder tilkommer det at udforske, hvor-

ledes og hvorfor, men ikke til Bedste for Eders Uvi-

denhed at nægte Kendsgærningerne selv.« (S. 274).

Efter saaledes at have taget den taabelige Viden-

skab dygtigt i Skole, kan Forfatteren brede sig over sine

egne Raceteorier. Den »rene Race«, som havde fore-

svævet Gobineau, tager han Afstand fra. Videnskaben

har jo dog i hvert Fald vist, at det indoevropæiske Ur-

folk (den »ariske Race


:{i

ningstolk, s;ki her k;m liwceleorien i dens ()|)rin(lelige,

naive Form ikke oprctlioldcs. Men C.hambciliiin opstil-

ler et Par nye Naturlove lor Racers Opslaaen og Udvikling:

Racen styrkes ved Indavl (Eksempel Englæn-

derne, der »utvivlsomt for Øjeblikket er p]uropas stær-

keste Race«) og fremdeles ved Parringsvalg. Alle overordentlige

Racer er opstaaede ved Rlodhlanding, men

der gives gunstige og uheldsvangre Blodhiandinger. En

bestemt, begrænset Blodblanding tjener til Racens For-

ædling, medens Krysning mellem to Typer, der er for

forskellige til at kunne smelte sammen, er fordærvelig

og fører til det »raceløse Kaos«, hvor vel Intelligensen

kan trives, men kun i Følge med moralsk Holdnings-

løshed og Forkommenhed. Den Kærne, ud af hvilken

en ny Race udvikler sig, er Nationen. Det har altid

været de skarpt afgrænsede Nationaliteter, der har bragt

Redning, naar det moralske Kaos herskede. Chamber-

lain er her lykkelig kommen ud over Gobineaus haab-

løse Race-Pessimisme: Racer dør, men nye Racer fødes.

Chamberlain ser ligesom Gobineau i Verdenshisto-

rien en gigantisk Kamp mellem den ædle ariske og den

forda'rvelige semitiske Race. Han billiger af sit fulde

Hjærte Romernes Udryddelsespolitik overfor det semi-

tiske Karthago. Jøderne er ham en Vederstyggelighed.

>>Dér, hvor deres abstrakte Afgudsdyrkelse fik fast Fod,

forsvandt enhver Mulighed for en Kultur« (p. 259). Men

Modvægten mod Jødernes voksende Indth'delse kom med

Germanernes Indtræden i Verdenshistorien. Forfatteren

bruger Navnet »Germaner« ikke blot om Tyskerne,

Englænderne, Nederlænderne og de skandinaviske P'olk,

men ogsaa om de keltiske og slaviske Folk. Alle disse

Folk viser den germanske Type. »Germaneren er Sjæ-

len i vor Kultur. Det nuværende Europa, vidt forgrenet

over Jordkloden, er det brogede Resultat af en uendelig

mangfoldig Blanding; det, som binder os alle sammen


32

og knytter os til en organisk Enhed, er det germanske

Blod. Ser vi nu omkring os, ser vi, at enhver Nations

Betydning som levende Kraft afhænger af det Forhold,

i hvilket ægte germansk Blod findes i dens Befolkning.

Kun Germanere sidder paa Europas Troner. — Hvad

der er gaaet forud i Verdenshistorien (nemlig forud for

det romerske Riges Undergang) er for os Indledning.

Virkelig Historie, den Historie, som endnu den Dag i

Dag behersker vore Hjærters R3^tme og ruller i vore

Aarer til fremtidig Haab og Skaben, begynder i det

Øjeblik, da Germaneren med kraftsvulmende Haand

griber Arven fra Oldtiden« (S. 260). Frihed og Troskab

er de Egenskaber, der særtegner Germaneren ; han besidder

en Harmoni i Anlæg, en Ligevægt mellem den

Enkeltes Frihedstrang og Helhedens Frihedstrang, hvor-

ved han er sine største Forgængere i Historien jævnbyrdig.

Germaneren alene tør sammenligne sig med

Helleneren. »Den germanske Troskab er det Bælte, som

forlener den forgængelige Enkelte med uforgængelig

Skønhed, den er den Sol, uden hvilken ingen Viden

kan modnes til Visdom, den Trolddom, der alene kan

signe den Fries lidenskabelige Handlen og gøre den til

blivende Daad.« (S. 509). Fra Dante — hvis Ansigts-

træk tydelig viser, at han var en Germaner — til Lu-

ther bevæger sig de store Germaneres rige f^siognomiske

Skala. »Som Tacitus sagde: de ligner kun hinanden

indbyrdes. Ethvert Forsøg paa at lokalisere Typerne, f.

Eks. i Nord og Syd eller efter det keltiske Vesten og

det slaviske Østen, er aabenbart forfejlet« (S. 502).

Med Chamberlain havde den germanske Racekultus

faaet sin klassiske Udformning. Dens Komplement,

Forherligelsen af Magten og Krigen som Kulturens Bane-

bryder, fik sit klassiske Udtryk hos Treitschkes Elev,

General Friedrich v. Bernhardi, hvis vigtigste Skrift,


»Tyskland og den næsle Krig,"^) fra 1911 til IDl.'i udkom

i seks Oplag. Han forfulgle sin litterære Sejr Aarel

efter med et andet Skrift, »Vor F'remtid«/) i hvilket

han med Smaaforandringer gentager en Mængde af

StolTet fra sin første Bog, og iøvrigt fører sine Betragt-

ninger over den øjeblikkelige Situation op til Dato.

Bernhardi skriver betydeligt bedre for sig end Adolf

I.,asson og er knap saa kras i Formen. Lasson havde

hævdet den Stærkeres Ret som en Selvfølge. Bernhardi

søger at give Sætningen en videnskabelig Begrundelse

ved at henvise til Darwins I^ære om Kampen for Til-

værelsen og om de mest hensigtsmæssige Livsformers

Beslaaen. Krigen er altsaa Naturlov. Ordet »biologisk«

forekommer hos Bernhardi omtrent ligesaa hyppigt som

Ordet »sædelig.«

Verdenshistorien ledes efter Bernhardi af Forsynet,

hvis Virken vi i store Træk kan læse ud af Udviklin-

gen. Heraf kan vi ogsaa (inde Holdepunkter og Ret-

ningslinjer for vor videre Forsken og Handlen. Tydeligt

viser Forsynets Virken sig i Arternes og Racernes, i

Folkenes og Staternes Udvikling. Ægte Statskunst er-

kender Tingenes naturlige Udvikling, vurderer Kræfterne

efter deres sande Betydning og benytter dem dristigt i

egen Interesse. Derved bliver Politiken et Redskab i

Forsjmets Haand, som benytter Menneskeviljer til at

naa sit Maal.

Da Statens Væsen, som Treitschke har sagt, er

Magt, saa er det for Staten den højeste moralske Pligt

at sørge for sin Magt. Midlerne er nu ikke ligegyldige.

Ogsaa Paalidelighed og Ærlighed udgør et Magtelement,

og »en Stat, der brugte bedrageriske Midler, vilde snart

*) Deutschland und der nachste Krieg. Stuttgart u. Berlin. 1911.

^) Unsere Zukunft. Ein Mahnwoit an das deutsche Volk. 6—

Tausend. Stuttg. u. Berlin. 1912.

liiij^eLsk og lysk FolUeaand. 3

7


34

miste al Agtelse«; men »det maa dog betænkes, at For-

holdet mellem to Stater ofte betegner en skjult Krig,

der foreløbig kun fores under fredelig Kappestrid. Men

en saadan Tilstand retfærdiggor tillige Anvendelsen af

fjendtlige Midler, List og Føren bag Lyset ligesom Kri-

gen selv, da i saa Fald begge Parter er fattede paa

deres Anvendelse« (I. S. 51^). Man kunde hertil bemærke,

at da denne Tilstand af skjult Krig er den normale

mellem Staterne, og Svig og Bedrag altsaa det

mellemstatlige Samkvems normale Udtryksformer, er

den principielle Ærlighed i Virkeligheden en from og

naiv Fiktion.

For den stærke og velrustede Stat er Krig ikke al-

tid nødvendig til Gennemførelsen af dens Magtkrav,

»ofte vil den blotte Trusel med Krig og den fast til-

kendegivne Beslutning om i Nødsfald at føre den foranledige

Modstanderen til at vige tilbage« (I S. 54). Men

er Truselen ikke tilstrækkelig, saa maa Krigen føres.

Krigen er i første Række en Nødvendighed. Over-

alt gælder den Stærkeres Lov. Den Svage ligger under.

I Plante- og Dyreverdenen fuldbyrdes denne Proces med

ubevidst Tragik. I Menneskeheden føres den med Be-

vidsthed og reguleret gennem Samfundsordnen. Indivi-

derne kæmper undertiden af uegennyttige og ideale Be-

væggrunde, men langt hyppigere af Begær efter Besid-

delse, Nydelse og Ære, af Misundelse og Hævnfølelse.

Samfund og Stater bestaar af Individer, og de samme

Motiver bliver altsaa herskende her. I den indenfor

Samfundet førte Kamp gaar den dygtigste af med Sej-

ren, i Krigen sejrer det Folk, der har størst legemlig,

aandelig, moralsk, materiel og statslig Kraft; det vinder

gunstige Levevilkaar, udvidede Udviklingsmuligheder,

^) Jeg citerer »Deutschland u. der n. Krieg« (efter 6te Opla^

som I, Unsere Znkunft som II.


35

øgel Indflyd^'Ise og dermed Evne lil al Ijene del men-

neskelige Fremskridt. Uden Krigen vilde let daarlige og

forkomne Racer faa Overhaand over de sunde Elementer,

og en almindelig Nedgang vilde være Følgen. Kun

Krigen kan skalle Fremskridtets Elementer Overvægt

over Nedgangens.

Selvhævdelsens Pligt er nu ikke udtomt med den

blotte Afværgelse af fjendtlige Angreb, den rummer og-

saa Kravet om at skalTe Folket Eksistens- og Udvik-

lingsmuligheder. Kraftige og udviklingsdygtige Folk til-

tager i Folkemængde og trænger derfor til stadige

Grænseudvidclser, til Nyland; og da Jorden er taget i

Besiddelse overalt, kan Nyland kun opnaas paa Bekostning

af dem, der besidder det, altsaa ved Erobring. Den

højere Kultur og tilsvarende større Magt begrunder Ret-

ten til Erobring (I. 15— 16, II. 62). Naar Krigen fælder

Afgørelsen, har ikke længere den Besiddende Ret, men

den, der bliver Sejrherre. »Kraften er tillige den højeste

Ret, og Retstrætten afgøres ved Kraftmaaleren, Krigen,

der tillige altid fælder en biologisk retfærdig Dom, da

dens Afgørelser fremgaar af selve Tingenes Væsen« (I. 17).

Men Krigen er foruden en biologisk Nødvendighed

ogsaa en moralsk Fordring og som saadan en uundvær-

lig Kulturfaktor. Den bringer Folkets højeste moralske

Kræfter til Udfoldelse og sikrer dem den Indflydelse i

Verden, som tilkommer dem til Bedste for hele Men-

neskehedens Fremskridt. Det er derfor den politiske

Idealisme, der fordrer Krigen, medens Materialismen for-

kaster den, i hvert Fald i Teorien (I 20—21). Krigens

Højhed ligger i, at det lille Menneske forsvinder overfor

den store Tanke om Staten (II. 65). Naar en Stat op-

giver at udvide sin Magt, naar den kun vil »være« og

ikke »blive«, saa forkrøbles dens Mennesker og de store

Synspunkter gaar tabt. Man behøver blot at se paa det

3*


86

jammerlige Liv, alle Smaastater fører, for at sande

denne Opfattelse.

Under givne Omstændigheder kan det være ikke

blot Statsmandens Ret, men ogsaa hans moralske og

politiske Pligt at hidføre en Krig og slaa løs, naar Øjeblikket

er gunstigt (I. 42, 56). En Appel til Vaabnene

er Statens hellige Ret, og denne Overbevisning maa den

sørge for at holde vaagen i Folkebevidstheden (1. 37).

Krigen kan blive det højeste Udtryk for Kulturviljen

(II. 66). En Krig, ført for ideelle Formaal eller for et

ædelt Folks Selvhævdelse, er ikke Barbari, men det

højeste Udtryk for sand Kultur og en politisk Nødven-

dighed i det biologiske, sociale og moralske I'remskridts

Interesse (II. 56). At forsøge paa at afløse Krig ved

Voldgift vilde altsaa — selv om Forsøget havde Udsigt

til at lykkes, hvad det ikke har, — være umoralsk og

Mennesker uværdigt, thi det betød jo blot at betage

Menneskene Retten til og Muligheden for at sætte deres

højeste materielle Gode, deres fysiske Liv, ind paa

ideelle Formaal og dermed iværksætte den højeste mo-

ralske Uselviskhed (I. 33). Desuden drejer det sig i en

Strid mellem Magter hyppigt ikke om formelle Rets-

spørgsmaal, men om biologisk og moralsk Ret, der godt

kan staa i Modstrid med den formelle Ret. »Belgien

besidder f. Eks. Kongostaten efter formel Ret. Men da

det ikke driver noget Kultur- eller Kolonisationsarbejde

dér for dens egen Skyld, men kun bestræber sig for at

udbytte den finansielt, har det forlængst mistet den mo-

ralske Ret til denne Besiddelse, og det Spørgsmaal opstaar,

om den i Længden bør blive i dets Besiddelse ud

fra et højere menneskeligt Retsstandpunkt, saa meget

mere, som Belgien paa ingen Maade har efterkommet

den det paahvilende internationale Forpligtelse til »den

aabne Dør«. Tyskland derimod, som i Løbet af kort

Tid vil opvise et vældigt Overskud af Mennesker, be-


37

sidder ingen Koloniseringslande, der er tilstrækkelige,

og det Spørgsmaal kan meget vel opkastes, om det ikke

har moralsk Ret til at tilegne sig passende Landstræk-

ninger, der af andre Stater kun bliver finansielt udbyt-

tede« (II. 50). Særlig fordærvelige vilde Voldgifttraktater

være for et opadstræbende Folk, som endnu ikke havde

naaet sit politiske og nationale Højdepunkt og var hen-

vist til Magtudvidelser for at kunne opfylde sine Kul-

turqpgaver (I. 29). Af den Omstændighed, at den

uskrevne, almindelige menneskelige Ret staar højere end

alle formelt-retslige Overenskomster fremgaar det videre,

at internationale Afgørelser kun har betinget Værd,

d. V. s. kun gælder, saa længe alle de Vilkaar, hvor-

under de blev trufne, endnu bestaar.

I første Række blandt alle Folk staar Tyskerne.

»Der gives intet andet Folk, der tænker paa en Gang

saa fordomsfrit og saa historisk som det tyske, intet

som forstaar saa harmonisk at forene det aandelige

Livs Frihed og det praktiske Livs Bundenhed ad den

frie og naturlige Udviklings Vej« (I. 77). Den tyske Aand

er Indbegrebet af alt Menneskeligt (I. 69). Tyskernes

enestaaende Evne til Generalisering og Fordybelse gør

dem særlig egnede til Førerrollen paa det aandelige Om-

raade og paalægger dem dermed den Pligt ogsaa at

hævde denne Stilling (I. 79). Germanerne er de egent-

lige Bærere af al moderne Kultur og har erhvervet sig

den højeste Fortjeneste af Menneskekulturens Frem-

skridt, og Tyskheden har den uafviselige Pligt ogsaa i

Fremtiden at bevare sin Førerrolle i den Kamp, der

udkæmpes om det højeste, som overhovedet kan være

Genstand for menneskelig Stræben (II. 11, \'l, I. 78)-

Forsynet har stillet det tyske Folk, som del betydeligste

Kulturfolk, Historien kender, store Nutids- og Fremtids-

opgaver (I. 7). Nu staar Tyskland overfor den store

Afgørelse, om det skal udvikle sig til en Verdensmagt,


38

hævde sig som saadan og skaffe tysk Aand og tysk

Livsopfattelse den dem tilkommende Paaagtelse vidt om

paa Jorden (I. 115).

I begge Bernhardis Skrifter tjener disse og lignende

Betragtninger som Indledning til en Bedegørelse af,

hvilke praktiske Opgaver der paahviler Tyskland i den

nærmeste Fremtid under Henblik paa den almindelige

Verdenssituation. Indadtil maa Tyskland først uden

nogen sentimental Svaghed gennemføre Ekspropriations-

politiken overfor Polakkerne for saaledes at styrke Tyskheden

i Østmarken og samtidig forhindre, at fremmede

Elementer (d. v. s. de fra deres Jord fordrevne Polakker)

slaar sig ned i Indnstridistrikterne i Tysklands Hjærte

og forringer den tyske Race. Staten maa i ganske anden

Grad end hidtil virke til den nationale Opdragelse;

hertil har den tre mægtige Hjælpemidler: Skolen, Pres-

sen og den almindelige Værnepligt. Dernæst gælder det

om at fæstne og udvikle Tysklands Forbundsforhold.

Treforbundels Svaghed ligger i, at det er et blot Forsvars-,

ikke tillige et Angrebsforbund. Tyskland maa

udvide sin Indflydelse i Europa ved at sørge for, at de

svagere Naboer faar det Indtryk, at deres Selvstændig-

hed og Interesser er bedst varetagne ved Tilslutning til

Tyskland og under de tyske Vaabens Beskyttelse (I. 118).

Efter en Afregning med Frankrig, der maa slaas saa

grundigt ned, at det aldrig mere kan træde i Vejen for

Tyskland (I. 117— 118), kan Treforbundet muligvis ud-

vides til et mellemeuropæisk Statsforbund (II. 40'). 1

hvert Fald maa Tyskland handle ud fra sin frie Magt-

^) Tanken om et mellemeuropæisk Statsforbund under tysk Le-

delse, med økonomisk og militær Samvirken, omfattende Tyskland,

Østerrig-Ungarn, Holland. Schweiz, de skandinaviske Stater m. m., er

bl. a. bleven fremsat af den tyske Jurist Fr. v. Liszt, der efter

Krigens Lidbrud igen har fremdraget den i en Piece; Ein mittel-

europiiischer Staatcnverband (»Zwischen Krieg und Frieden«, Nr. 2).


39

følelse (I. 127) og en (lang for alle bryde den europæiske

Ligevægts System, der ikke længere svarer til de fak-

tiske Magtforhold (I. 121—122). Landudvidelse, Kolo-

nier maa Tyskland have. El muligt iinansielt eller po-

litisk Sammenbrud i Portugal kunde give Tyskland en

Anledning til at tage en Del af de portugisiske Kolonier

i Besiddelse; man turde endog antage, at der mellem

Tyskland og England bestod visse Aftaler om en Deling

af den portugisiske Koloni besiddelse (L 119). FA Spørgsmaal

er det, om alle Traktater, der er sluttede i Be-

gyndelsen af forrige Aarhundrede under helt andre For-

hold, kan og bør opretholdes. Da Belgien blev erklæ-

ret for neutral, havde f. Eks. ingen tænkt paa, at det

skulde tage en stor og værdifuld Del af Afrika i Besid-

delse. Man kunde meget vel opkaste det Spørgsmaal,

om Belgien ikke allerede ved denne Erhvervelse havde

brudt sin Neutralitet, thi en Stat, der — i det mindste

i Teorien — var unddraget Krigsfare, havde egentlig

ikke Ret til at træde i politisk Konkurrenceforhold til

andre Stater (L 128).

Bernhardi gør sig ingen Illusioner om, at den

Kamp, der forestaar mellem Tyskland og dets Fjender,

vil blive let. Den kunde undgaas, hvis det kom til et

Forlig mellem Tyskland og England; »P^ngland maatte

lade os have fuldstændig frie Hænder i den europæiske

Politik og paa Forhaand godkende enhver Magtudvidelse

fra Tysklands Side paa Fastlandet, som den maatte

komme til Udtryk f. Eks. i et mellemeuropæisk Forbund

eller i en Krig med Frankrig. Det maatte

ikke mere søge at træde os diplomatisk i Vejen ved

Udvidelsen af vor Kolonialpolitik, forudsat, at den ikke

tilstræbtes paa Englands Bekostning. Det maatte give

sin Tilslutning til en eventuelt paatænkt Omdannelse af

Besiddelsesforholdene i Nordafrika til Gunst for Italien

og Tyskland« (II. 95). En saadan Enighed mellem de


40

to store, i alt væsentligt begge germanske Stater vilde

betegne en uimodstaaelig politisk Magt og en Kultur-

magt, der som ingen anden vilde komme det menneske-

lige Fremskridt tilgode (II. 96). Han skjuler dog ikke

for sig selv, at denne Kombination efter al Sandsynlig-

hed vil strande paa Englændernes Forblindelse. Og saa

er kun Krigen tilbage. Nu gælder det for Tyskland:

Verdensmagt eller Nedgang!^)

Hele denne Række af Forfattere giver Nøglen til

den barokke Blanding af Udvidelsestrang, Racemystik,

Kulturfanatisme, Kynisme og Religiøsitet, der betegner

sig selv som »Pangermanisme«, Altj'skeri. Bag de store

Profeter dukker hele Rækken af smaa Profeter op, der

efter smaa Profeters Skik stræber at overbyde deres

Læremestre. Skønt den altyske Retnings ikke ringe Ind-

flj'delse Gang paa Gang har vist sig under Drøftelsen af

') Det vil antagelig være overflødigt at gaa nærmere ind jjaa

den Grundfejl, der ligger i Bernhardis og hans Meningsfællers Filo-

sofi«. Hans Udgangspunkt er den »biologiske Nødvendighed«: den

Naturlov, der gælder uindskrænket i Plante- og Dyrelivet, maa ogsaa

gælde uindskrænket i Menneskelivet. Imidlertid gives der jo i Men-

neskelivet visse særlige psykologiske Love, som undertiden krj'dser

de biologiske. Den biologiske Nodvendighed, der bringer den

Vilde til at overfalde sin .\abo, skære Halsen over paa ham og

bemægtige sig hans Gods, har Samfundsordenen dog i nogen Grad

draget Grænser for. Overhovedet turde det være en af Kultu-

rens Hovedopgaver indenfor Menneskelivet at begrænse Naturlovene

ved en kunstig, efter Menneskenes særlige Forhold afpasset Ordning.

Man kan altsaa ikke i samme Aandedræt tale om biologisk Nød-

vendighed« og om Kultur og Moral. Den. der hævder det Biologiskes

Eneherredømme paa menneskelige Omraader, maa tage Konsekven-

serne deraf, fornægte Kultur og Moral og i Menneskets Tilbagevenden

til Gorillaens rent zoologisk bestemte Tilværelse se det eneste rette.

Den Omstændighed, at Gorillaens moralske Standard faktisk gælder

i mellemstatlig Politik, beviser ikke, at der er en Naturnodvendighed

derfor; og hvis der var en Naturnødvendighed, havde den intet at

gøre med das Sittliche«.


41

politiske Problemer i Tyskland, har Fænomenet mærke-

ligt nok indtil de sidste Aar været lemnieiig upaaagtet

i Udlandet^). Hovedorganet for det »altyske F'orbund-^t

er »Alldeutsche Bliitter«. Men Altyskerne har ogsaa

andre Talerør, saaledes »Heimdall«, paa hvis Titelblad

Tendensen staar angivet tydeligt nok med Ordene: '>Fra

Skagen til Adria, fra Boulogne til Narva, fra Besancon

til Sortehavet.« De altyske Tendenser dukker op i for-

skellige geografiske og historiske Haandbøger o. s. v.

Og iøvrigt udgiver det altyske Forbund en Mængde

Brochurer, ofte anonyme. I en af dem, Deutsch-

land bei Beginn des 20ten Jahrhunderts'


42

Alvor i dannede Kredse i Tyskland, og selv Uni-

versitetsfolk deltager paa forskellig Maade i Propa-

gandaen.

Ernst Hasse har skrevet et ^idtloftigt Værk.

s Deutsche Politik«, deraf et Bind om : Verdenspolitikc.

Det er forst og fremmest Land. han kræver: Udvidelse

af Rigsgrænserne. helst Udvidelse af det samlede tyske

Omraade i Mellemeuropa. Dannelse af en europæisk

Toldunion, hvortil der vil slutte sig en statsretlig Ud-

formning af det tyske Riges Forhold til de venskabeligt

sindede Naboer, fremdeles Erhvervelse af middelbart

beherskede Territorier i Europa eller oversøiske Ko-

lonier. Tyskland maa sorge for at faa sin Part, naar

T\Tkiet og Kina skal deles. De smaa Stater har i vor

Tid, Massernes Tid. mistet Retten ikke blot til Ud-

videlse, men ogsaa til at vedblive at eksistere. Ty-

skerne er den Nation, der er nærmest kaldet til at lose

den Opgave at gøre Barbarerne til Kulturfolk og bor i

deres Verdenspolitik ikke vige tilbage for. om fornodent

at anvende Vold overfor andre Kulturfolk.

Josef Ludvig Reimer" s Bog Ein pangermanisches

Deutschland (Berl.. Leipz. 1905) er et typisk PIksempel

paa hele den stuelærde altyske Litteraturs Art Reimer

gaar paa overbærende Maade i Rette med Chamberlain

for dennes noget overlegne Omgang med Videnskaben.

Selv paatager Reimer sig at undersøge Raceproblemet

videnskabeligt, fastslaar sluttelig de antropologiske Kende-

mærker, der skal karakterisere den ægte. uforfalskede

germanske Race. Denne Racetype gælder det nu altsaa

om at holde ren og skaffe Udbredelse. Det germanske

Verdensherredømme maa fuldb\Tdes under den Form.

at den rigsgrundlæggende Race breder sig over erobrede

Lande, paatrykker dem sit Stempel, men holder sig af-

skaaret fra det fremmede Raceblod. Germansk Race-

blod findes jo spredt omkring i Europa, i Skandinavien.


43

mere forurenet i Frankrig og lUisland (Kelterne og Sla-

verne er jo ogsaa oprindelig Germanere), og dette be-

slægtede Blod gælder del for Tyskerne om at drage til

sig. Muligheden for al faa Kngland med synes For-

fatteren at have opgivet; han har ikke noget imod, at

det engelske Herredømme i Verden befæstes, naar det

blot ikke sker paa Tysklands Bekostning. Tysklands

første Krav er: mere Land! Den forste Begyndelse

gøres derved, at »Tyskland ved al underkaste sig

Frankrig opnaar det ubetingede Førerskab i Mellem-

og Vesteuropa under samtidig eller umiddelbart paa-

følgende Indlemmelse af Øslerrigs tyske Provinser under

en eller anden F'orm, der stemmer med vort germanske

Racemaal« (S. 120). Derefter kan Tyskland gaa i Gang

med sine store Opgaver, som er: »1) at styrke sit germanske

Racegrundlag, 2) at vinde Plads for sit Fødsels-

overskud, 3) saa vidt muligt at sprede dette Overskud

over en Del af Verden, der er tilstrækkelig stor, mangesidig

og geograhsk gunstigt beliggende til at danne

et sammenhængende Omraade« (S. 135). I det tyske

Verdensriges Stamland, der bestaar af Tyskland, de

skandinaviske Lande, Holland, Belgien, Frankrig, Øster-

rig og Dele af Rusland, skal Race-Renselsen først fore-

tages. De skandinaviske og nederlandske Stater skal

germaniseres (»med Skaansel


44

Indenfor det germanske Verdensrige skal alle de,

der ikke i overvejende Grad har den germanske Types

fysiske Kendetegn (Langskaller, høj Vækst, blaa Øjne,

blond Haar, lys Hud) gøres til Pariaer. Der skal ind-

rettes et germansk Statsborgerskab, fra hvilket alle Ikke-

Germanere er udelukkede; de har ikke Ret til Ægteskab

med Germanere, og det kan i fornødent Fald forbydes

dem overhovedet at forplante sig (S. 153). »Det simp-

leste vilde være, om en Udslukning af Ikke-Germanerne

paa rigsterritorial Grund gik Haand i Haand med For-

mereisen af Germanerne< (S. 162). Forfatteren indrømmer,

at dette Forslag ikke ved første Øjekast har

Udsigt til at vinde Bifald, men advarer mod at lade sig

skuffe af moralske Platheder«. Hvis Frankrig blev

ganske overladt til sig selv, vilde det glide helt ud i

Folkekaos, dets germanske Befolkning kan kun reddes

af Tyskland. Naar det er blevet erobret af Tyskland,

bør det deles i tre Grupper: den nordlige og nordvest-

lige Del vil efter en Overgangstid, i hvilken Race-Ren-

selsen og Fortyskningen sker, faa fuld tysk Statsborger-

ret. De mellemste Dele kunde faa en selvstændig Til-

værelse som tysk Vasalstat, idet det germanske Element

nyder en særlig Pleje. De overvejende ikke-germanske

sydlige og østlige Dele skal uden videre gøres

til tysk Kolonisationsomraade (S. 166— 167). Forfatteren

antyder ikke, om han vil have den i disse Egne boende

franske Befolkning udryddet, eller om han blot vil be-

handle den, som han behandler Ikke-Germanerne paa

rigsterritorial Grund; de skal nemlig eksproprieres paa

Statens Bekostning, og Germanere sættes i deres Sted

(S. 156).

Ved Stiftelsen af det lyske Verdensrige skal Germanernes

religiøse Naturanlæg tages i Betragtning. Man

vil maaske blive noget overrasket over at se, at For-


45

falteren hævder »Hjærlels Religion« overfor de forskel-

lige Religionssystemer (S. 203). Men det hænger sammen

med, al alle de forskeHige kristne Systemer hylder

visse ikke-germanske og antigermanske Grundsætninger,

saasom almindelig Næstekærlighed og Foretrækken af

de himmelske Goder fremfor de jordiske. Disse skade-

lige Ideer kan kun være komne ind derved, at > de

usunde, degenererede romerske og jødiske Bastarder

har bemægtiget sig Kristi Lære og forvansket den

(S. 245—246). Kristus var nemlig selv en Germaner,

»hans Reaktion var i hvert Fald højst sandsynligt ud-

sprunget af den germanske Del af det jødiske Folk'<

(S. 233). Og nu gaar Hr. Reimer i Gang med en

Evangeliefortolkning af den vidunderligste Art for at

bevise, at Kristus i Virkeligheden var Altj^sker og Bern-

hardist af reneste Vand (se S. 235 ff.). Forfatteren vil

dog ingenlunde fornægte Humanitetens Begreb; kun

skal dette forstaas rigtigt. Humanitet imod Alverden

er »en bastarderet Livsforfalsknings kolde Djævlenæve,

udstrakt imod den germanske Races evigt skabende

Magt« (S. 258). Nej, Humaniteten skal begrænses til

den Grad af Medlidenhed, som ikke afholder fra kraf-

tig Handlen, men endog bliver en Spore dertil (S. 267).

Her har Forfatteren aabenhart selv en Følelse af, at

Begreberne mangler, og at det derfor gælder om at

faa Ordene til rettidigt at indfinde sig, hvad de ogsaa

gør: »For os Verden og dens Muligheder med vor

Kristus' mystiske, jordiske Livsevangelium og med Formaning

til Selvbeherskelse, Kærlighed og daadkraftig

Medlidenhed I Lad ædel Stræben være vort Løsen, i

Fremadskriden ligger Forløsning« (S. 269). Kort sagt,

ved Humanitet skal forstaas »Broderlighed mellem os

selv og hjælpende, men ikke blind Medlidenhed overfor

de andre« (S. 285). Dette skal tillige være Grundlaget


46

for den )rensede Protestantisme«, der bliver Germaner-

nes Religion^). Den katolske Organisation kan bevares

til Brug for Ikke-Germanere og Bastarder (S. 286).

I det germanske Verdensrige skal fremdeles de so-

ciale Problemer løses af sig selv. Det germanske Pro-

letariat skal give det evigt hellige tyske Rige dets nye

Indhold til den nye Form (S. 296). Det skal sørge for

Racerensningen og Tyskhedens kraftige Forplantning.

Der skal dannes et altysk Socialdemokrati, og den race-

rene, demokratiske Masse skal, modereret ved et renset

Kejserdømme, opdrages til Magt (S. 366, 375).

Har Reimer videnskabelige Prætensioner, saa gælder

det ikke Frymann, og det har maaske været en med-

virkende Aarsag til at Frymanns Bog »Wenn ich der

Kaiser wår'« er bleven saa populær, at den i mindre

end to Aar er udkommen i 5 Oplag (5te Oplag = 21de

til 25de Tusind). Ogsaa Frymann begj'nder med Kravet

om mere Land; »vi er igen blevne hungrige, hungrige

efter Land«. Tyskland har fremfor nogen Stat Grund

til at sørge for Udvidelse af sit Magtomraade, men

hvor er de Tider, da en tysk Minister forstod at tale

Fraktur til Udlandet? Bismarck har skabt Skole, hvad

hans Politiks Svagheder angik, men ikke hvad dens

Styrke angik (S. 7). Vi lever i en sørgelig Tid. Alle

Stænder, der raader over rede Penge, er forfaldne til

Nydelsessyge. Skaden kommer fremfor alt fra Jøderne;

Jøden er i sit Væsen saa forskellig fra Tyskeren som

Vand fra Ild. Ære, Uafhængighed, Egenraadighed er

Drivfedrene til Tyskerens Handlen, for Jøden er Er-

hvervelse og Besiddelse alt. Den lige, almindelige Valg-

^) Udtrykket »germansk Religion«, som Reimer har S. 223,

forekommer ofte i den altyske Litteratur. Friedr. Lange, den tid-

ligere Udgiver af "Tågliche Rundschau«, har prædiket den tyske

Religion«, og i Avisartikler fra disse Krigstider kan man træffe

paa »der deutsche Gott .


47

rel lil Rigsdagen virker ødelæggende overlor Staten.

Principielt maa det fordres, at denne Valgret fjærnes

(S. 45), eventuelt ved et Statskup (S. 259—200). Hermed

vilde Indledningen være gjort lil en stor Rigs

reform, der bl. a. skulde indbefatte Indforelse af en

Højestegrænse for (Irundbesiddelse, Indgriben fra Statens

Side i Storindustrien, liegrænsning af Storbankernes

Kapital og F'orbud mod Kapilalforøgelse, fuldstændig

Undertrykkelse af alle Stormagasiner og fuldstændig

Undertrykkelse af den socialdemokratiske Partipresse.

Men dermed er Statens Tvangsforanstaltninger ingen-

lunde udtømte. Jødernes Rettigheder skal begræMises;

de skal stilles under Fremmedret, udelukkes fra offentlige

Kmbeder, fra Hær og F'laade, fra Stillinger som

Sagførere, Lærere og Teaterledere, miste aktiv og pas.siv

Valgret og, til Gengæld for den Beskyttelse de nyder

som Fremmede, betale dobbelt Skat (S. 7G). Polak-

politiken skal genoptages med fuld Kraft, Ekspropriationen

gennemføres uden nogen Hensyntagen og Kamp-

lovene udvides til alle Egne, hvor Polakkerne truer

Tyskheden. Polakker bør vel have Sæde i Rigsdag og

Landdag, men uden Stemmeret. Samme Forhold skal

gælde de elsass-lothringske Parlamentarikere. Hvad de

Danske angaar, maa det danske Sprog fra et bestemt

Tidspunkt at regne forsvinde fra Skole, Kirke, Domstol

og Forvaltning, kun indtil delte Tidspunkt vil danske

Blade med tysk Tekst ved Siden af den danske blive

taalte (S. 89—90).

Saaledes rustet kan Tyskland tage fat paa sine ydre.

Opgaver. »Den der elsker sit Folk og gærne vil fremskynde

det kritiske Øjeblik i den nuværende Sygdom,

vil imødese Krigen som del, der vækker alle gode,

sunde, stærke Kræfter i Folket« (S. 5.'i). »Hær og

Flaade er ogsaa Angrebsvaaben, naar Sikringen af vor

Eksistens fordrer det < (S. 104). Det gælder jo om at


48

befri Folket fra den materialistiske Livsanskuelses

Lænker og vække Idealismen, hvis Væsen, »som vi

forstaar det, er, at den vender sig bort fra Egenkærlig-

heden, tænker paa Andre, vil virke for Andre, altsaa

tjener, idet den skaber og handler« (S. 132— ^133). Her

titter Hestefoden frem: Tysklands Kulturmission. Ligesom

al europæisk Kultur er udgaaet fra Germanerne

(S. 182), saaledes vil Germanerne vedblive at virke til

Menneskehedens Bedste. »Vi tjener den ædleste Del af

Menneskeheden og dens Bevarelse, naar vi med alle

Midler stræber efter at forbedre og styrke vort eget

Folk« (S. 187). Thi, >;hvad vil der blive af Verden,

hvis Tyskerne gaar under? Tænk denne Tanke igennem,

og I vil begribe, at den, som i Aarevis har baaret

paa den, søger Fæller for at undgaa Ensomheden«

(S. 235).

Hvorledes »Grundtrækkene i den tyske Magtpolitik«

skal være, derom belærer Frymann os i en Række Ka-

pitler. Tysklands ydre Politik skal være agressiv

(S. 137). Tyskerne vil ogsaa komme til at vænne sig

til den Tanke, at det kan blive nødvendigt af besejrede

Modstandere i Øst og Vest at kræve Landstrækninger,

der .er rømmede af deres Beboere, mennesketomt Ko-

loniland (S. 140— 141). Hvis den »germanske Fætter«

England vilde give Tyskland Haanden til ærligt Ven-

skab, kunde meget ædelt Blod og megen dygtig Kraft

spares (S. 147). Anderledes lyder Tonen overfor de

smaa Stater. Holland og Belgien maa være klar over,

at den kommende Krig afgør deres Fremtid. Saadanne

smaa Stater i Europa har mistet Retten til at eksistere,

thi kun den Slat kan kræve Ret til Selvstændighed,

der kan forsvare den med Sværdet. Tyskland garan-

terer Holland og Belgien deres Eksistens, men under

tysk Overhøjhed, men skulde en Anneksion blive nød-

vendig — Tyskerne vil slet ikke være glade for at faa


49

disse »af Smaastaleri og Kræmmerregimente aandelig

udtømte og snæverhjæilede < Belolkninger under sig,

saa skal de uden videre indlemmes i Preussen. Under

alle Omstændigheder vil deres Kolonier, der er meget

for store for dem, blive stillede under det tyske Riges

Forvaltning (S. 153—156). Østerrig-Ungarn har Valget

mellem at være tyskvenlig eller ikke at være (S. 167).

Kuriøse er under de nu indtrufne Forhold Frymanns

Betragtninger over den af Jødevæsen gennemsyrede

ungtyrkiske Stat; at hverve en saadan Stat til For-

bundsfælle eller endog at ville slutte Forhund med den,

vilde være politisk Daarskab (S. 172). Saa følger nogle

Elskværdigheder til de »ukultiverede« Amerikanere, hvis

Samfund i alle Retninger er Tyskerne saa usympatisk,

og som har været saa hovmodige at opstille Monroe-

Doktrinen. Det er slet ikke denne Doktrins Skyld,

naar Tyskland ingen Aspirationer har overfor de sydamerikanske

Lande, hvis Kulturværdi ikke kan anslaas

lavt nok (S. 174—176).

Rigsreformen er det først fornødne, og her var Kej-

seren selvskreven til at føre an. Desværre viser Kej-

seren sig ikke tilstrækkelig tilgængelig for alvorlige

Mænd, der gærne vil raade ham. Nu er det ikke yppig

Hofpragt, man venter af Kejseren, men ny Daad (S. 221

— 224). Parolen bør være: »Tyskland for Tyskerne —

sunde Tyskere for Evigheden« (S. 233). Den inter-

nationale Situations gordiske Knude maa overhugges

(S. 342).

En ganske anden Type er Dr. Paul Rohrbach:

en alsidig almendannet, verdensberejst Mand, der for-

staar at se og vurdere det sete, og som ikke forfalder

til de Halvstuderedes Overdrivelser. Han giver i ;>Der

deutsche Gedanke in der Welt« sit Bidrag til Læren

om den tyske Ekspansion. I Udbredelse overllojer

denne Bog — det være sagt til Ære for Tyskerne —

Enj^clsk og' fysk Kolkeaand. 4


50

langt Frymans. Rohrbachs Bog er i Løbet af to Aar

udkommet i 90,000 Eksemplarer. Rohrbach mener, at

T^'skerne ligesom andre Folk er sal ind i Verdens-

kræfternes Spil for at oparbejde sædelig Dj'gtighed,

ikke blot for dem selv, men for hele Menneskeheden.

Det er ved Siden af Angelsachserne kun Tyskerne, der

har udviklet sig saa stærkt, at de kan gøre Krav paa

Ret til afgørende Medvirken ved den kommende Ver-

densalder. Der gives for Tyskland ingen Stilstand,

men kun et Frem eller et Tilbage. Tyskheden er

hæmmet i sin Udvikling gennem sin Historie, derved,

at store Dele af den er sprængt løs fra den tyske Enhedsstat,

og tillige ved den religiøse Spaltning. Den

hæmmes ogsaa indefra, nemlig ved, at det nationale

Instinkt ikke er ret udviklet, ved, at Klasseaanden

spiller for stor en Rolle, endelig ved, at Tyskland ikke

— efter Englands Eksempel — er »anmassende« nok:

I Kina, i Tyrkiet bryder det gamle sammen, Indien

omformes, Afrikas Menneskemasser kommer senere

med, overalt er det n^'e Verdner, der er under Dannelse;

»ikke en eller anden abstrakt Menneskekultur

kastes som Legeringsmetal ind i den kolossale Smælteild,

der er sat i Gang i alle Ender af Verden, men

national Kultur, hidtil fremfor alt angelsachsisk-national

Kultur« (S. 54). — Af alle Kræfter af formende Art,

som er fordelt blandt Folkene, er den statsdannende

den ædleste (S. 54). En kraftig Menneskeformerelse er

nødvendig for det Folk, der vil skaffe sin Kultur Ver-

densgyldighed. Fødselsprocentens Aftagen — som jo

ogsaa gælder Tyskland — er en »Folkeskam« (S. 68).

Tysklands Modstandere ser bedre end Tyskerne, hvor

Fremtiden driver Tyskland hen, derfor søger de at

snære det inde. Tyskland maa anspænde sin indre

Kraft; indre Skader, politisk Uretfærdighed, Klasse-

justits, sociale Fordomme, maa fjærnes, Skoleunder-


51

visningen maa mere end hidtil baseres paa national

Aand. Tysklands tre store Kræfter er dets Arbejde,

dets Videnskab og dets Rustning (S. 104). De fjærnere

beslægtede, mindre Folk vilde være tjente med at søge

en Tilslutning til Tyskland, men om Tvang kan der

ikke være Tale. løvrigt ligger Udvidelsesmulighederne i

de fremmede Verdensdele. Skulde det blive Krig, haabes

deraf F>hvervelse af Kolonier. løvrigt er Maalet »under

Opgivelse af Tanken om krigerisk Underkastelse af

fremmede Lande og P'olk foreløbig at gennemsyre de

os tilgængelige Dele af Verden med vor Folketankes

kulturelle Indhold« (S. 174—175). Rohrbach indrømmer

forøvrigt, at der er noget berettiget i den

Kritik fra Udlandet, at Tyskerne har tabt i Aands-

kultur siden Kants og Goethes Tid. Han søger For-

klaringen i den vidt drevne Specialisering, der har

bragt det universelle Dannelsesideal til at blegne. Rohr-

bach bruger ikke blide Ord om den Forgrovning, der

er foregaaet hos hans Landsmænd, »I intet Land og

hos intet Folk i Verden kender jeg et Selskab, der

kalder sig det dannede, og hos hvilket der f. Eks. ved

Bordunderholdningen, i den offentlige som i den pri-

vate Selskabelighed, hersker en saa udannet, skrigende

Larm som ofte hos os.«

Hele den nytyske Retning, vi har skitseret i dens

forskellige Hovedfaser, er ofte bleven betegnet med

Ordet »Imperialisme«. Det samme Ord anvendes og-

saa om engelske Forhold, men med en anden Betj'd-

ning. Den engelske Imperialisme er Bestræbelsen for

at give det leddelte og og over alle Verdensdele spredte

britiske Rige en saadan indre Organisation, som bedst

er egnet til at fæstne Rigets Sammenhæng og sikre dets

4*


D2

Bestaaen under den stadig fortsatte politiske og økono-

miske Udvikling. Dette Problem er egentlig først formu-

leret af Seeley i hans »Expansion of England.« Blandt

de første praktiske Politikere, der indsaa Problemets

Vigtighed, var Disraeli. Ogsaa liberale Politikere som

W. E. Forster og Lord Rosebery har hævdet, at de im-

periale Interesser var vigtigere end Partiinteresserne. Jo-

seph Chamberlain bragte med sin Agitation for en For-

trinstold mellem Moderland og Kolonier Spørgsmaalet

ind i nj'e Baner, men hans Tanke syntes dog før Kri-

gen endnu langt fra sin Virkeliggørelse. Andre praktiske

Forholdsregler er imidlertid blevne trufne med Styr-

kelse af Rigssammenhængen for Øje, saaledes Indretnin-

gen af periodiske Konferencer mellem Repræsentanter

for Moderlandet og de selvstyrende Kolonier, Dannelsen

af en Forsvarskomité, hvori Medlemmerne fra Koloni-

erne permanent har Sæde o. s. v.

Forskellen mellem engelsk og tysk Imperialisme

ligger praktisk talt deri, at Englænderne vil bevare og

fæstne et Verdensrige, som de har, medens Tyskerne

først skal skaffe sig et Verdensrige. Det vil sige det

samme som, at engelsk Imperialisme af Naturen er de-

fensiv, tysk Imperialisme agressiv. For England er

Imperialismen et indre britisk Spørgsmaal, selv om

dets Ordning nok paa forskellig Maade kan komme

til endog foleligt at berøre forskellige andre Staters

Interesser; den tyske Imperialisme er et ydre politisk

Spørgsmaal, som naturnødvendigt maa berøre de fremmede

Stater, paa hvis Bekostning denne Imperialisme

kunde lænkes gennemført. Da det for Tysklands Vedkommende

drejer sig om en Fremtidsstræben, er den

tyske Imperialisme for saa vidt uklar, som forskellige

Opfattelser gør sig gældende med Hensyn til, om det

•skal dreje sig om en overvejende territorial eller en

overvejende »kulturel« Erobring.


53

Det er vistnok en almindelig Opfattelse, at en prin-

cipielt defensiv Politik altid er blidere, mere hensyntagende

end en agressiv. At det er en Vildfarelse, kan

man f. Eks. lære af den britiske Potitik overfor Persien

siden 1907. Der gives overhovedet ikke den Art af

Haardhed, som en Stormagts Forsvarspolitik ikke kan

tænkes at medføre - ligesaa vel som dens Angrebs-

politik. Og det er ofte blevet fremhævet, at den briti-

ske Udenrigspolilik til alle Tider fremtræder som en

haardhændet Magtpolitik, der ikke vejer sine Midler alt-

for nøje. I Virkeligheden er der ingen anden Forskel

imellem Englands og andre Landes Udenrigspolitik end

den, at Englands førende Statsmænd — og det engelske

Folk som Helhed — i Reglen har været mere paa Højde

med Situationen og derfor opnaaet mere iøjnefaldende

Resultater — paa Bekostning af de Andre. Det er ingen

Forskel i Moralitet. Al mellemstalig Politik — og spe-

cielt al Stormagtspolitik — er jo bygget paa de Prin-

ciper for menneskeligt Samkvem, som raader paa Natur-

folkenes primitive Standpunkt, hvor Begærlighed og

Frygt er de eneste Drivfjedre, og moralske Skrupler

ikke kendes. Den »biologiske Nødvendighed« raader

uindskrænket i mellemstatlig Politik under en plump

Maske af overdreven Høflighed. At støde Kniven i Mod-

standerens Ryg, mens ens Læber flyder over af rørende

Venskab er overalt anerkendt som den højeste Stats-

kunst, og det store Grundspørgsmaal i mellemstatlig

Politik er altid det samme: er aabent Rov eller hem-

meligt Bedrag under de givne Forhold mest formaals-

tjenligt?

Enhver Magt kan for saa vidt skyde sig ind under

den Betragtning, som Fyrst Biilow som tysk Rigskans-

ler en Gang formulerede under Debatterne om Polak-

Ekspropriationen: saaledes bærer de andre sig ad, og

hvis vi ikke gjorde det samme, vilde vi komme under


54

Hjulene. Maaske fremtræder Arten af de mellem alle

Stater gældende politiske Principer i særlig grel Belys-

ning hos et Folk, der som det engelske altid plejer at

fastholde Fiktionen om, at den høje moralske Standard,

som principielt hævdes for det borgerlige Liv, ogsaa

gælder Politiken.

Men i hvert Fald er der her Tale om Regerings-

politik, ikke om Folkeaand. Agressive Stemninger af

lignende Art som dem, der kommer til Orde i den ty-

ske Imperialisme, er ikke ukendte i England, men de op-

træder spredt og synes ikke at have vundet Terræn uden-

for snævrere Kredse. Lord Rosebery har i 1893 udtalt de

Ord: »Man siger, at vort Rige er stort nok, og at vi

besidder Territorier nok .... Men vi bør ikke blot rette

Blikket paa det, som vi behøver den Dag idag, men

ogsaa paa det, som vi vil behøve i Fremtiden .... Vi

maa vedblive at være os bevidst, at det er en Del af

vor Pligt og vor Arvelod at sørge for, at Verden kommer

til at bære vort Folks og ikke noget andet Folks

StempeL . . .^). Naar Kipling taler om Kulturmissionen

som »den hvide Mands Byrde« (the white man's bur-

den), tænker han ved »den hvide Mand« paa Angel-

sachseren.

I et meget læst Blad, »John Bull«, har Professor

A. V. Harnack fundet en Artikel fra Aug. 1912, hvori

det bl. a. hedder: »Skal vi vente, til den gamle Kejser

af Østerrig er død, og Tyskland og Østerrig — med

eller uden Ungarn —•

forener

deres Kræfter, idet de stil-

ler de Krigsskibe, som Østerrigerne nu bygger, op ved

Siden af de andre? Skal vi vente, til Tysklands nuværende

Flaadeprogram, som med hvert Aar forringer

*J Citeret i Hanotaux' Bog Fachoda et le partage dAfrique^

og derfra gengivet af Bernhardi (»Deutschland und der nåchste Krieg«

S. 85), der er fuld af Beundring for de stolte Ord.


55

vor Overlegenhed, er fuldslændigt? Skal vi vente, til

den ulmende industrielle Revolution, som alle disse

Striker giver Forvarsler om, er slaaet ud i Flammer?

Skal vi vente, til Konsols staar i 65, og vor nationale

Kredit er gaaet Pokker i Vold? Skal vi vente, til Indkomstskatten

beløber sig til 1 Shilling 6 Pence pr. Pund

Sterling? Eller skal vi slaa løs, naar enhver Arbejdsløs

kan linde Arbejde i Forbindelse med Beskyttelsen af

vore Kyster, og vi med vor mægtige Flaade enten kan

sende ethvert tysk Skib tilbunds eller i Triumf bugsere

det ind i en britisk Havn?«').

At den Art Stemninger kun har spillet en forholds-

vis ringe Rolle i England før Krigen, synes dog at frem-

gaa bl. a. deraf, at den engelske Folkeaand kun har haft

en foragtelig Betegnelse for Fænomenet: Jingoisme.

Det lader sig imidlertid ikke nægte, at Magtdyrkel-

sen har øvet sin store Indflydelse i vor Tid, ogsaa

udenfor Tysklands Grænser, navnlig naturligvis i Storstaterne

og hos saadanne mindre Stater, som kunde

gøre sig Haab om Udvidelser gennem Krig (Balkansta-

ter). Magtdyrkelsen er kort sagt bleven et Led i Tids-

aanden, og den træfTes overalt, optrædende snart dri-

stigere, snart mere frygtsomt, alt eftersom den har en

stærk ofTenthg Mening bag sig eller ej. Den agressive

Nationalisme har f. Eks. i Rusland haft særdeles gun-

stige Udviklingsvilkaar. I F^rankrig hører Revanche-

tanken ikke ind under dette Fænomen, da Revanchetanken

er opstaaet af en Følelse af krænket Ret —

Berettigelsen af denne Følelse skal ikke her undersøges

') Harnack i 'Tiigl. Rundschau Jaii. ell. Fcbr. 191.'i. Andre

Eksempler paa lignende Betragtninger fra engelsk Side, se Kohrhach:

Der Deutsche Gedanke in der Welt S. 1(J8 IT.


56

— , men Magtdyrkelsen har ogsaa her sal sine Spor.

Suggestionen fra Wagner og Nietzsche har i ikke ringe

Grad gjort sig gældende netop i Frankrig. Men der er

og bliver en radikal Forskel mellem Kraftdyrkelsens

Form hos Tyskerne og hos de andre, og denne Forskel

ligger i Tyskernes Bestræbelse for i mystisk Form at

knytte Begreber som Moralitet (»das Sittliche«) og Idea-

lisme til Kraftdyrkelsen. Franskmanden Seilliére, der har

skrevet en Imperialismens Filosofi^), mener, at Nietzsche

i sine lyse Øjeblikke, hvor han optraadte som Imperia-

list ud fra Nyttehensyn, har villet noget fornuftigt og

noget, der lader sig diskutere; men hvor Sygdom og

Mysticismens Rus fordunklede hans Indsigt, forfaldt han

til fordærvelig Romantik; thi efter Seilliére's Mening er

Romantiken Sygdom, men Imperialismen Kraft og Sundhed.

Herimod protesterede en tysk Nietzscheaner, Fu-

gen Kretzer, ud fra det germanske Synspunkt"): »Saa

langt vil vi rigtignok ikke følge den radikale romanske

Foragter af Romantiken paa den »sunde Menneskeforstand«

s Vej, der fører langt bort fra den højeste Lykke

og fra Menneskelivets skønneste Haab. Kærnen i det,

som Seilliére kalder sygeligt, mystisk og romantisk,

kalder vi Tyskere Idealisme . . . Dette moralske Ideal . . .

skulde være et fornemt, forførerisk Ideal, men mystisk-

religiøst i sin Uselviskhed og derfor uantageligt for Uti-

litaristen, som ikke stræber højere end 1il den højeste

Sum af Lykke i Løbet af sin Tilværelses sandsynlige

Tidsrum. Vi »fornemme« tyske Idealister stræber ganske

vist videre; maaske er det vor Races Egenart. Vi siger:

Vilje til Magt? Ja. Imperialisme? Ja. Men Lykkestræ-

ben. Utilitarisme, lig med Ro og Velbefindende? Nej!...

De hvide Folks Kulturmission. Heroisk Levnedsløb!

^) La Philosophie de rimpérialisme I—III. Paris.

-) Feuilleton til »Frankfurt. Zeitung«.


o/

Ikke Nydelsen, men Kampen gør Livet skønt I

Saaledes

lyder Imperialismen hos vore bedste Aander. F'jærneste-

Kærlighed har Nietzsche fordret i Stedet for Næste-

Kærlighed. Ud over Jeg'etl Føle kosmisk! Det var hans

Lykke at opstille saadanne Fordringer og Maal.«

Det berettes i en arabisk Fortælling, hvorledes Feen

Maimune havde en Ordstrid med en Aand. Maimune

paastod, at den unge Prins af Khalidan var det skøn-

neste af menneskelige Væsener, Aanden hævdede, at

Prinsessen af Kina var endnu skønnere. Sluttelig fore-

slog Maimune, at man skulde bringe de to Kongebørn

sammen og skiftevis vække det ene af dem, medens det

andet forblev hensat i en Tryllesøvn. Den af de to,

der da viste mindst Beundring for den anden, maatte

betragtes som den skønneste. Aanden gik ind paa For-

slaget, Proven blev gjort, og Trætten blev paa denne

Maade afgjort til Maimunes Fordel. Prinsen viste mindst

Begejstring og var følgelig den skønneste.

Det kunde være fristende at gribe til Feen Maimunes

Udvej for at faa afgjort, hvilken af de to hver

for sig saa skarpt udprægede og fra hinanden saa for-

skellige Typer, den tyske og den britiske, der var den

mest værdifulde. Der har i Tyskland, indtil Krigen ud-

brød, været en stigende Tilbøjelighed til at beundre og

efterligne engelsk Væsen, medens man i England vel

kunde finde en stigende Anerkendelse af tysk faglig Dyg-

tighed og Energi, men næppe nok den svageste Antyd-

ning af Beundring eller Efterlignelseslyst overfor tysk

Væsen. Efter Feen Maimunes Metode skulde det vise

en afgjort Overvægt i Værdi paa den britiske Types

Side. Men den gode Fe havde ganske vist overset den


58

nærliggende Mulighed, at der kunde være en individuel

Forskel mellem Prinsen og Prinsessen; naar Prinsen

viste mindre Begejstring for Prinsessen end denne for

ham, kunde det bl. a. ogsaa have sin Grund i, at han

overhovedet var mindre følelsesfuld eller mindre til-

bøjelig til at lægge de Følelser, han muligvis havde, for

Dagen. Og naar Englænderne ikke har beundret Ty-

skerne saa meget som Tyskerne Englænderne, kunde i

hvert Fald en medvirkende Aarsag dertil søges i Eng-

lændernes køligere Naturel. Naar den tyske Prinsesse

havde erklæret den engelske Prins for »famos, wunder-

schon,« vilde den engelske Prins — ved lige Skønhedsforhold

— i Betegnelser som »very nice indeed« og

»not half bad« have fundet passende Udtryk for sin

Anerkendelse.

Gennemsnitsenglænderen karakteriseres ved en vis

Bornerthed. Han hænger ved Vaner og kommer van-

skelig ud af sin tilvante Forestillingskreds, men bevæger

sig indenfor denne med en solid, lidt jordbunden

sund Fornuft. At tæ^ike dybt over Tingene er ikke hans

Sag. Han vil med fuld Overbevisning forsikre Enhver

om, at Tolvtalsystemet i Mønt og Maal er det bedst

tænkelige — fordi han er vant til at bruge det. Han

holder til det yderste fast ved Konventionerne, ved det,

der én Gang er fastslaaet som »det passende,« fordi

Konventionerne giver ham et bekvemt Grundlag for hans

Livsførelse og frier ham fra at beskæftige sig med en

Række Problemer. Hans Syn paa moralsk Vandel er

det Spencer'ske: at Forholdsmæssighed og Moderation

er den praktiske Etiks Kærne, at alt Overmaal bør und-

gaas. Hertil er Konventionerne det bedste Middel. Et-

hvert Brud paa disse er »shocking,« bringer én selv

og andre ud af Ligevægt og fortjener derfor den skar-

peste Paatale. Denne Sky for det stødende kan give sig

groteske Udslag. Bernhard Shaw fortæller i sin Pjece


59

»Coinnion Sense aboiit Ihe War,'< hvorledes han var

bleven »mere omtalt end Kejseren, mere end Czaren,

end Sir P^dward Grey, end Shakespeare, Homer og Præ-

sident Wilson« derved, at han i et af sine Teaterstyk-

ker havde ladet en Dame bruge en kraftig Ed. »Bla-

dene beskæftigede sig med mig en hel Uge igennem,

ligesom de nu beskæftiger sig med Krigen, og en Avis

ofrede virkelig en Ekstraudgave paa et enkelt Ord i mit

Stykke.« Med dette Forhold til det Konventionelle hæn-

ger ogsaa Enghunderens »cant« sammen. »Gant« er ikke

det samme som Hykleri. Den religiøse Hykler hylder

med paatagen Fromhed en Religion, som han er sig

fuldt bevidst, at han ikke tror paa, og han gør det af

Hensyn til en eller anden Fordel. Gennemsnitsenglæn-

deren bekender sig til Statskirken og udfører dens For-

skrifter, selv om hans Tro ikke er sj'nderlig levende, og

han gør det, fordi han har paa Fornemmelsen, at Religio-

nen er en samfundsmæssig nyttig Ting, en Konvention,

der bidrager til at bevare Ligevægten i Manges Sind; tager

man denne Støtte bort, maa man bygge en ny Støtte til at

stive sig selv og andre af med, men derved vilde man

rode sig ind i nogle af de mest indviklede Tankeproble-

mer, og man vilde dog ikke være i Stand til at skabe

en Grundvold for Livsførelsen, der havde den Autoritet

over Sindene som den én Gang vedtagne Religion. Alt-

saa overholder man Vedtægterne for sin egen Sindsros

Skyld og til Samfundets Bedste, ,og har man sine Tvivl,

lader man dem ikke komme til Orde.

Gennemsnitstyskeren er i langt ringere Grad bundet

af Vedhængen ved det gamle, men han har paa den

anden Side ingen sikker Dømmekraft overfor det nye.

Han er spekulativ og sindrig, men usikker i Vurderin-

gen af Realiteter.

Fælles for dem begge er en urokkelig Overbevisning

om deres egen respektive Kullurs og egne respektive


60

Institutioners absolute Overlegenhed. Medens f. Eks. en

Nationalrusser vil nøjes med at hævde, at de russiske

Indretninger er de bedste for Russerne, er de, der pas-

ser bedst for Russerne i Betragtning af disses særlige

Karakter og Udviklingstrin, vil Tyskeren og Englænde-

ren hver for sig paastaa, at deres KuHur og politiske

og sociale Former er de bedste, der overhovedet findes.

For Englænderen betyder »british« det absolut bedste,

og den samme Betydning har »deutsch« for Tyskeren.

Men denne Overbevisning ytrer sig paa forskellig Maade

hos de to Folk. Briten er sig selv nok. Det Fremmede

interesserer ham overmaade lidt, og hans Kendskab

dertil er gennemgaaende meget ringe. Kun langsomt

og under stærk passiv Modstand vinder fremmede

Elementer Indpas i hans Aandsfiv. Tyskeren er rede til

at anerkende det gode, hvor han finder det, og optage

det i sit eget Væsen, for saa vidt det overhovedet lader

sig tilpasse efter hans Natur, men det sker ganske vist

ofte under den Fiktion, at det egentlig er tabt germansk

Gods, han vinder tilbage, thi ligesom alt germansk er

godt, saaledes maa alt godt være germansk; og mang-

foldige vidunderlige Forsøg er blevne gjorte paa at paa-

vise, at Udlandets store Mænd egentlig var en Slags

Tyskere. Naar Briten lader andre Folk nyde godt af

sin Kultur, saa er det i Kraft af den ham egne Libera-

litet, som han ikke undlader at rose sig af; egentlig

fortjente kun han selv den Lykke at nyde den, og hvor

meget de fremmede Folk end tilegner sig af britisk

Væsen, anerkender han dem aldrig som sine Lige. Al-

drig kunde den Tanke falde ham ind at ville lokke de

Fremmede til at græ^sse paa hans Kulturs Enge, endsige

tvinge dem dertil. Han selv vil i sine eksklusivt engelske

Kredse bære sin Kultur frem, hvor han kommer hen i

Verden. Tyskeren derimod føler en uimodstaaelig Trang

til at gøre Alverden delagtig i den Lykke at have ger-


61

mansk Aand; han vil germanisere Verden med Over-

talelse eller Tvang. Tyskeren er germansk Kultur-

profet.

Gennemsnitsenglænderen spekulerer ikke synderligt

over, paa hvilket teoretisk Grundlag han skal bygge sin

Samfundsbetragtning og Livsanskuelse op. I Praksis

holder han sig til visse almindelige Erfaringer, som For-

retningslivet har givet ham, f. Eks. at lo og to er fire,

at det er til Gavn for Forretningen, om en dygtig Mand

faar friere Dispositionsret o. s. v., og overfører uvilkaarlig

disse Erfaringer paa videre Felter. Stat og Sam-

fund er for ham en stor Forrelningsbedrift, hvis Trivsel

afhænger af de samme Faktorer som andre Forretnin-

ger. Derved følger han uden at tænke over det de Baner,

som den engelske praktiske Filosofi har gennemløbet

fra Adam Smith og Bentham til Stuart Mill og Spencer,

og hans Anskuelser vilde, hvis han gjorde sig den

Ulejlighed at gaa dem efter, vise sig at bevæge sig inden-

for de Omraader, som disse Filosofer har afstukket.

Tyskeren er Idealist; han vilde finde det fladbundet at

overføre Forretningslivets Erfaringer paa Stats- og Sam-

fundsforhold; for store og ophøjede Forhold kan ikke

gælde de samme Regler som for Hverdagslivets graa

Einerlei, dér maa gælde særlige Love uden Analogier,

som for den oversanselige Verden; Stat og Samfund er

i sig selv en Slags metafysiske Størrelser. Tyskerens

Aand er indstillet paa Sindrighed. Den Forklaring paa

Tingene, der ligger alt for snublende nær, har han ofte

svært ved at se; han søger Sandheden i det fjærne;

og er Tankeforbindelsen ikke helt selvindlysende, lægges

den tilrette ved en dybsindig Fortolkning, som

uden Vanskelighed kan gøre sort til hvidt. En i Vir-

keligheden fuldkommen ærlig og samvillighedsfuld Sand-

hedssøgen kan saaledes føre til de besynderligste Kon-

klusioner. Medens Englænderen holder sig til de


62

gamle Vildfarelser, der dog nødvendigvis slides og afstumpes

i Tidernes Løb, er Tyskeren tilbøjelig til i sin

Søgen efter fjærne og dybsindige Sandheder at bygge

nye Vildfarelser op.

Englænderen gør sig ikke mindre end Tyskeren til

af sin høje Moral. Men medens Gennemsnitsenglænde-

ren i Reglen nøjes med — under banale Former — at

moralisere for andre, vil Tyskeren overbevise sig selv

om, at han handler moralsk rigtigt, og her kommer

Spidsfindigheden ofte frem paa overraskende Maade.

Under Krigen kan man atter og atter i tyske Foredrag

og Bladartikler støde paa Undersøgelser f. Eks. om,

hvorvidt Krigen er sædeligt berettiget eller Hadet kriste-

ligt tilladeligt. Vedkommende Forfatter er vel for det

meste ubevidst begyndt med at bejae disse Spørgsmaal

og har derefter sat sin Aand i Bevægelse for at finde

Beviser for det, som han ønskede at bevise; men han

har ikke et Øjeblik tænkt paa, at det hele paa Grund

af hans Forudindtagethed er blevet til et tomt Tanke-

spil.

Den virkelighedsfjærne Dybsindighed gør Tyskeren

til et let Bylte for Ordsuggestion. Naar man har jong-

leret med Begreberne saa længe, at man ikke mere har

et naturligt Skøn over, hvad der er sort. og hvad der

er hvidt, bliver Slagordene ofte afgørende. Ethvert Slag-

ord af tysk Oprindelse, der klinger af Marv og Kraft,

er sikker paa Succes hos Tyskerne. Bismarck var ogsaa

ved sine Fj'ndsprog i Lapidarstil (»Jærn og Blod«, »Vi

Tyskere frygter Gud og ellers intet i Verden« o. s. v.)

ret Manden efter Tyskernes Hjærte, og Stilen er siden

paa høje Steder blevne efterlignet med Held. Det Kant'ske

»kategoriske Imperativ« er for Tyskeren blevet et Slagord,

der skal legemliggøre tysk Pligtfølelse. I den tyske

Presse finder man det nu undertiden varieret til »das

feldgraue Imperativ.« Den elegante Diktion og den aand-


63

rige Dialektik, som gør Indtryk paa Franskmanden,

bryder Tyskeren sig ikke om; til ham kommer Ord-

suggestionen i Form af svulmende Patos, og da Sansen

for Forholdsmæssighed og Maadehold kun er svagt ud-

viklet hos ham, har han svært ved al se, at Patos an-

vendt paa urette Sted virker som Komik, og at det op-

højede og det latterlige mødes. Gennemsnitstyskeren

ejer et vist barnlig godmodigt, hyggeligt og harmløst

Lune, men hans Sans for Komik er paa ejendommelig

Maade begrænset. Ironi er ham egentlig væsensfremmed,

hvorfor ogsaa den forbitrede Pennefejde, der under

Krigen udkæmpes mellem Englands og Frankrigs Presse

paa den ene Side og Tysklands paa den anden, tager

sig ud som en Duel, hvor den ene Part bruger skarpt

slebne — undertiden forgiftede — Dolke, medens den

anden slaar med Knipler^). Selvironi er Tyskeren et

fuldkommen ukendt Begreb.

Tyskeren er fremfor alt Teoretiker, hvad der ligger

Englænderen overmaade fjærnt. Han bestræber sig iv-

rigt for at bringe sine Anskuelser i System for derefter

at omdanne dem til Doktriner eller Maksimer. Tyske-

ren har opdaget, at hans Land trænger til Udvidelse,

hvad der sandsynligvis kun kan opnaas gennem Krig;

den krigerske Aand vedligeholdes i ham gennem Skolen

og Militærtjenesten ; hvad er da naturligere for Tyskeren

end at danne sig en Krigs-Moralens Teori? — Han ser,

at Europa i den nyere Tid har været den mest udbytte-

givende Civilisationsfaktor i Verdenshistorien, og at,

') Den under Krigen opstaaede tj'ske Hilseformular Gott strafe

England!« er et rendyrket Eksempel paa Ordsuggestion. Hvis Udtrykket

blev taget efter Bogstaven vilde det betj^de, at Tyskerne

maatte overlade Straflen til Gud, da de selv ikke var i Stand til at

fuldbyrde den. Men det er netop kun en Suggestions-Formular, der

har til Opgave idelig at genvække og vedligeholde en elementær Fø-

lelse hos dem, der benytter den.


64

indenfor Europa, Tyskland og England i det sidste halve

Aarhundrede har udfoldet den største Energi. Paa Ba-

sis heraf er Teorien om den ariske Race som Hersker-

racen og Germanerne som dens reneste Repræsentanter

bleven lyst i Kuld og Køn. Englænderne, som har det

tilfælles med Tyskerne, at de taler et Sprog af germansk

Struktur, skulde have Plads i Herreracens Verdensherredømme

ved Siden af Tyskland ^), hvad enten dette

Verdensherredømme nu tænkes materielt- politisk eller

blot kulturelt. En stor Del af det overstrømmende Had,

som Tyskerne nu nærer til Englænderne, skyldes vist

den Omstændighed, at de engelske »Fætre« ikke er tilsinds

at gaa ind paa den storgermanske Drøm, men

foretrækker at spille deres Verdensrolle efter deres eget

Hoved, ja endog fornægter »Fætterskabet« og afviser

den germanske Raceteori. Tyskerne »ser nu ned paa

England som paa en Fætter, der ved sin æreløse Optræ-

den selv har udelukket sig af Familien«-). Raceteorien

har hos en vis Klasse af rejsende Tyskere avlet en Til-

bøjelighed til at prale med deres eget Folks Fortræf-

felighed under Ophold i fremmed Land og paa Be-

kostning af selve den Nation, blandt hvilken de befin-

der sig, en Tilbøjelighed, som i ikke ringe Grad har

skadet Tj'skerne rundt om i Verden. Den foran nævnte,

nu 82aarige Professor Adolf Lasson skrev ved Krigens

Begjuidelse til en hollandsk Ven to Breve, hvori han

bl. a. om sit eget Folk erklærer: »Vi er alle Andre moralsk

og intellektuelt overlegne, uforlignelige. Det samme

') Til de tidligere anførte tj'ske Udtalelser herom kunde føjes

en Brochure »Eine Hochschule fiir Grossgermanische Kultur« (Berlin

1912), hvis Forfatter gennem en Højskole for den samlede germanske

Verden vil udnj'tte den '

pital for Menneskeheden.

germanocentriske Kulturs rentebærende Ka-

') Prof. U. V. Wilamovitz-Moellendorf, Internat. Monatsschrift f.

Wiss., Kunst n. Technik, 2te Kriegsheft.


65

gælder vore Organisationer og vore Institutioner.' Hol-

lænderne erklærede han for et »Appendiks« til Tysk-

land, og tilføjede ganske aabenhjærtigt, at Tyskerne, der

»indaandede Historiens friske Pust med fulde Lunger«,

foragtede Hollændernes »spidsborgerlige Eksistens'< ^). En

Del af den tyske Presse tog dog Afstand fra disse Ud-

talelser af Lasson. Men Teorien om Tyskerne som det

højeste Kulturfolk og om deres kommende Mission som

Skaber- og Herskerfolk kommer igen atter og atter paa

en Maade, som viser, i hvilket Omfang Lærdommen

har virket. Et anonymt Skrift, der er udkommet under

Krigen-), ender med at nævne Tysklands dobbelte Mission:

»at forsvare Kulturen ikke blot i en ulige, men

for os desto mere ærefuld Kamp mod den snæverhjær-

ede Kræmmeraand hos en helt igennem forfalden og i

sit Inderste raaden Jobberverden, men ogsaa at over-

levere hele Menneskeheden Kulturen i dens fejreste Ren-

hed, Højhed og Herlighed og derved bidrage ikke uvæ-

sentligt til Menneskehedens Forløsning fra Skyld og

Ulykker.« Forfatteren til en anden Krigspiece'') uddrager

Summen af sine Betragtninger paa følgende Maade:

»Verden vil efter denne Krig være øde og tom, øde og

tom vil den vente paa en ny Skabelsesdag. Skæbnen

udløs

har tillidsfuldt lagt denne Skabelse, den nye Ordning af

Kaos i Tysklands Hænder. Velan, op til Skaberdaad!

Modtag dette Bytte, som Europa rækker PZder som Sejrens

Løn :

Verden af Nod, paa det at den kan

helbredes ved det tyske Væsen! I Tidsskriftet »Das

') Brevene, der har været olTentliggjorte i det hollandske Hlad

»Amsterdammer- d. 11. Oktober 1914, har kun været mig tilgænj^e-

lige i »Le Temps


66

Grossere Deutschland« (Nov. 1914) slutter Paul Rohrbach

en Artikel »Om Krigens Maal« med at sige, at alt

lige til det sidste maa sættes ind paa Maalet, som er

Arbejdet paa den kommende tyske Verdensalder«. Dr.

Karl Wolff opstiller i »Mlinchner Neueste Nachrichten«

Krigens ti Bud, hvoraf det andet lyder: »Du skal ikke

have nogen anden Tanke ved Siden af den (Krigen).

Thi denne Krigs Nød vil virke videre i tredje og fjerde

Slægtled, hvis vi bliver trætte, men bringe Velsignelse i

det tiende Led, hvis vi sejrer og grundlægger den for-

nyede Verden paa tysk Væsen«. I et Foredrag af W^illy

Pastor (aftrykt i »Tågl. Rundschau« 26. Okt. 1914) hed-

der det, at »et germansk Europa dæmrer i Blod og

Ild«. »De vilde ikke unde os det større Tyskland der-

ude, og nu vil et vældigt Stortyskland antage Skikkelse

i selve Europa. Det er mod dette Stortyskland i Eu-

ropa, at vi gaar frem. Vi maa finde Vejen dertil, eller

vi maa gaa under. En Tilbagevigen til den Tilstand,

der har været, gives ikke mere, efter at Fjenderne én

Gang har revet os ud af den. Det ved vi alle, og det

har gjort os enige. I denne Beslutsomhed vil vi vide

at slaa os igennem til det europæiske Fredsrige, til hvis

Vogtere Gud Herren har bestemt os.« Den tyske Gene-

ralguvernør i Belgien, General v. Bissing, udtalte til

»Deutsche Tageszeitung«s udsendte Korrespondent:

»Straks fra Begyndelsen af, da jeg modtog denne an-

svarlige Stilling af Hs. Majestæt, var jeg mig bevidst,

at det vilde blive min Opgave i stedse højere Grad at

bringe tysk Art og tysk Væsen, tysk Kraft og tysk Ar-

bejde til Ære her.« Den tyske Kultur forekommer selv

i officielle Proklamationer, som opslaas i okkuperet

Land: En i Bryssel d. 17. Jan. 1915 opslaaet Proklama-

tion begynder saaledes: »De virkelige Begivenheder i

denne Krig viser, at ingen Hær i Verden kan opvise en

saa ideal militær Aand, en saa høj Kultur og en saa


67

slræng Mandstugt som vor Hær.« En hollandsk Blad-

korrespondent, der var tilstede, da Ligene af de Perso-

ner, som Tyskerne havde skudt som Gidsler i Louvain,

blev tagne op af deres foreløbige Grave og endelig jor-

dede, fortæller i Bladet »Tjid«, at en tilstedevæ'rende

tysk Officer følte sig saa stærkt rystet ved dette Syn, at

han udbrød; »At komme til et saadant Resultat, det er

ufatteligt, naar man ved, hvor dannet og kultiveret vort

Folk er.« Et i og for sig rørende Træk, der viser, hvilken

Alvor der ligger bag Kulturtanken.

Tyskerne har indenfor deres Græ^nser faaet forskel-

lige Folkebrudstykker, der taler fremmede Sprog og

ikke ret føler sig hjemme. Tyskerne har følt Fremmedlegemerne

stedse mere generende og aabnet Kampen

mod dem. Ogsaa her har Teorien straks været

rede. Teorien om, at de smaa og svage Nationer er

uden Betydning for Verdensudviklingen og maa knuses,

for at de store Nationer kan komme til fuld Udfoldelse.

Allerede Lasson havde udtalt sig i den Retning, og det

stemmer jo med Læren om den »biologiske Nødven-

dighed«.

Et interessant Tilfælde kom for ved den tyske Rigs-

ret i Aaret lØlL Det er almindelig Skik i Østmarken,

at naar en Tysker sælger et Grundstykke eller Gods til

en Tysker, paalægger han denne juridisk Forpligtelse

til aldrig at sælge det videre til en Polak. Sker det

dog, idømmes Vedkommende en mer eller mindre høj

Konventionalbøde. Nu indtraf det Tilfælde, at en Polak

solgte et Gods til en anden Polak med Forpligtelse til

under en Bøde af 30,000 Mark aldrig at sælge det til

nogen anden end en Polak. Køberen handlede imod

Kontrakten og blev indstævnet til Betaling af de 30,000

Mark. I begge de første Instanser blev den Indstævnte

— under Henvisning til tidligere Domme i Sager, hvor

det drejede sig om tyske Købere og Sælgere — dømt til

5*


68

at betale Summen. Den Anklagede appellerede til Rigs-

retten og hævdede, at der var stor Forskel paa, om en

Tysker forbød en Tysker at sælge til en Polak, eller en

Polak forbød en Polak at sæ^ge til en Tysker. I første

Tilfælde blev Nationalpolitiken fremmet paa sædelig

uangribelig Vis, i det andet Tilfælde blev den bevidst og

med Hensigt modarbejdet. Rigsretten stadfæstede Dommen

med den Motivering, at Klagerens Forhold, der

vidnede om en fra Nationalpolakkernes Standpunkt

ideel Bestræbelse, ikke kunde gælde for moralsk forka-

stelig og stridende mod gode Sæder. »Hamburger Nach-

richten« (8. Febr. 1912) tog i Anledning af denne Ken-

delse Dommerne ordentligt i Skole: »Retfærdigheden er

vel et højt Gode og et vigtigt Grundlag for Staten, at

antaste den vilde være at sætte selve Statens Bestaaen

i Fare, men paa den anden Side er den ingen »Ting i

sig selv«, har ikke sit Maal i sig selv. Staten er ikke

til for Retfærdighedens Skyld, men omvendt er Retfær-

digheden til for Statens Skyld. Den skal tjene Statens

Bestaaen og Velfærd. Det vilde derfor være det samme

som at drage Retfærdighedens Begreb ud i det Uhold-

bare, naar man fordrede, at den samme Retfærdighed,

der skal danne Statens Grundlag, altsaa sikre dens Be-

stand, ogsaa i givet Fald skulde kunne anvendes til at

bringe netop denne Stats Bestaaen i Fare.«

Skønt en saadan Tankegang repræsenteres af en

Række tyske Blade, kan de ikke regnes for tysk Fælleseje.

Kraftige modgaaende Strømninger gør sig nu som

før gældende hos det tyske Folk, og man kan i hvert

Fald hos mange private Tyskere møde en kraftig

Protest mod denne Art Teorier for Nationalitetspoli-

tiken.

Englænderne er i den heldige Situation ikke at have

Nationalitetskampe paa nært Hold. Det irske Spørgsmaal

er ikke saa meget nationalt — Irlænderne taler jo


69

Engelsk — som socialt, økonomisk og religiøst. Natio-

nale Brydninger findes kun ude i Dominions og i Ko-

lonierne, altsaa i en saadan Afstand, at de ikke risike-

rer at vokse til uhyre Dimensioner i Britens Øjne. Over-

for saadanne Spørgsmaal har Briten derfor bevaret et

sundt, praktisk Blik og set, at en liberal Behandling

giver de bedste Resultater (Boerne). Hvad Englænderne

synder overfor fremmede Nationaliteter, beror paa den

ubevidste Ringeagt, som følger med den stærke britiske

Selvfølelse. Naar Englænderne undertvinger et Folk,

gaar de ikke i Gang med al undertrykke dels Sprog og

Nationalitet, vedkommende Folk faar Lov til at leve sit

Liv under de nye Herrer som under den tidligere Til-

stand. Men hvis et engelsk Selskab pludselig lik Lyst

til at spille Fodbold paa Torvet i det undertvungne

Folks Hovedstad, kunde det maaske falde de engelske

Herrer ind at lade de Indfødtes Færdsel standse, medens

de hengav sig til denne Fornøjelse. Den sørgelig be-

kendte Denshawai-Affære opstod, fordi nogle engelske

Officerer fandt paa at foranstalte en Duejagt i en ægyptisk

Landsby. »Daily Chronicle« indeholdt i Februar

1915 en kort Artikel i Anledning af et Billede i et illu-

streret Blad, der forestillede britiske Officerer ved Fron-

ten i Frankrig, som mellem Slagene holdt Harejagt for

at rekreere sig selv og de i den Anledning til Frankrig

medbragte Jagthunde. Bladet mindede om, at en saa-

dan Optræden i et allieret Land, hvor Befolkningen i

Sorg over Fjendernes Invasion afholdt sig fra al Sport,

og hvor al Jagt var forbudt Indbyggerne selv, under

Krigen, maatte virke i høj Grad stødende.

I Hangen til Teoriseren lurer forskellige Farer. Man

kommer forholdsvis let bort fra et praktisk P'ejlgreb,

naar Resultatet viser, at det var et Fejlgreb; men byg-

ger man en Teori paa Vildfarelsen, saa binder man sig

til den, lader sig suggestionere af sin egen Doktrin, luk-


70

ker Øjne og Øren til selv for haandgribelige uheldige

Følger af Vildfarelsen eller bortforklarer den med den

Fortolkningskunst, man raader over, og forfægter Vild-

farelsen paa Trods af sund Sans. Teoretikeren vil se

Tingene under en ganske bestemt Synsvinkel, og under-

tiden Ij'kkes det ham i den Grad, at han, selv om han har

Logiken imod sig, bliver ude af Stand til at se Tin-

gene i nogensomhelst anden Belysning. Betegnende er

saaledes den tyske Opfattelse af Spørgsmaalet om Bel-

giens Neutralitet, Den Omstændighed, at Belgien havde

forudset det Angreb fra tysk Side, som virkelig indtraf,

og drøftet — i hvor bindende Former er endnu ikke

klart — med de nærmest boende af de andre Garanti-

magter, hvorledes en tysk Neutralitetskrænkelse bedst

kunde afværges, udlægges af Tyskland saaledes, at Bel-

gien selv havde brudt sin Neutralitet, idet man af de

nævnte Forhandlinger videre slutter, at Frankrig og

England vilde være rykket ind i Belgien, hvis ikke

Tyskland var kommet dem i Forkøbet. Denne officielle

Teori er knæsat overalt i Tyskland, og i næsten alt, hvad

der skrives fra tysk Side om dette Forhold, selv af fremragende

Personligheder, møder man en fuldkommen

Uimodtagelighed for de to Synspunkter, som først og

fremmest maa falde enhver Ikke-Tysker ind: 1. at man

ikke kan bedømme Sagen ud fra en usikker Antagelse

af, hvad Frankrig og England muligvis vilde have gjort,

men ud fra den foreliggende Kendsgærning, at Tj^skerne

rykkede ind i Belgien^); 2. at Aarsagen til Tj'skernes

') Overhovedet møder man under Krigen atter og atter i tyske

Blade den Tænkefejl, at Hypoteser skulde veje op mod Kendsgerninger.

I »Koln. Zeitung for 10. Febr. 1915 skriver Hr. Walter Bloem

om Franc-tireur- Kampene i Belgien og indrømmer, at Tyskerne

for at terrorisere Befolkningen og derved sikre sig mod Over-

fald har albrændt Byer, skudt Gidsler og decimeret Landsbybeboere.

Denne Metode finder, ifølge Walter Bloem, »sin Betfærdiggørelse i en


71

Indrykning i Belgien ikke var lielgiens mulige Aftaler

med Frankrig og England — hvorom Rigskansleren selv

har indrømmet, at man ikke havde Vished, da man

foretog Indfaldet, — men den militære Nødvendighed.

Den tyske Udcnrigs-Statssckretær v. Jagow erklærede

overfor den engelske Ambassadør, at den kejserlige Regering

havde taget den Beslutning at rykke ind gennem

Belgien, fordi Tyskerne maatte rykke ind i Frankrig

ad den hurtigste og letteste Vej. Det var et Spørgsmaal

om Liv eller Død for dem, thi hvis de var rykket frem

ad en sydligere Vej, kunde de i Betragtning af Vejenes

Faalal og Fæstningernes Styrke ikke haabe paa at

komme igennem uden en frygtelig Modstand, der vilde

medføre megen Tidsspilde (Britisk Blaabog Nr. 160).

Naar Tyskerne retfærdiggør Indfaldet i Belgien ved de

siden i Bryssel fundne hemmelige Papirer, maa man

logisk deraf drage den Slutning, at hvis Tyskerne ikke

havde haft en stærk Formodning om, at Belgien »selv

havde brudt sin Neutralitet«, vilde de uanset den mili-

tære Nødvendighed være rykket ind i Frankrig ad en

anden Vej og have ladet Belgien urørt; men denne i sig

selv ikke altfor sandsj^nlige Slutning modsiges direkte i

Hr. v. Jagows nævnte Udtalelser til den engelske Am-

bassadør.

De mange Problemer, der knytter sig til Belgiens

Forhold under den t3^ske Okkupation, er det naturlig-

vis overordentlig vanskeligt for Fremmede at beskæftige

sig med paa et Tidspunkt, da Landet er afspærret fra

Omverdenen, og Efterretningerne lyder saa modstri-

Afskrækkelsens Teori« (man mærke Ordet »Teori«). Til j'derligere

Retfærdiggørelse opstiller Forfatteren en H3'potese: »Var det ikke

lykkedes os i det væsentlige at holde Krigen borte fra vore Lande-

grænser, — o da havde vore Fjender i Tyskland forøvet Ting, over-

for hvilke Følgerne af den belgiske Franc-tireur-Krig vilde tage sig

ud som uvorne Drenges kaade Streger.«


72

dende. Svært vil det blive for Belgien at forvinde de

frygtelige Rystelser, som Krigen har bragt over det.

Imidlertid vil det vistnok vise sig, at Belgierne trods alt

vil lære et og andet, som siden vil komme dem til

Nytte, af den tyske Administration: Orden, Præcision

og Sparsommelighed er nu en Gang tyske Egenskaber,

hvoraf der kan drages Lære. Og de Efterretninger,

som tyske Bladkorrespondenter bringer, om de tyske

Myndigheders forskellige Bestræbelser for at ophjælpe

det økonomiske Liv, f. Eks. ved at skaffe Gødnings-

midler til Foraarssæden, ved at støtte Sukkerindustrien

o. s. s., tør sikkert staa til troende, saa meget mere,

som Tyskerne under en eventuel længere Okkupation

selv vil have Fordel af de Forbedringer, der kan føres

igennem.

Karakteristisk er i saa Henseende en Artikel, der i

December 1914 fremkom i det officiøse tyske Organ »Nord-

deutsche Allgemeine Zeitung« fra »underrettet Side«, og

hvori man tog til Genmæle mod den Anskuelse, at Sceptret

blev ført for mildt i Belgien. »Berliner Tageblatt« gen-

gav Artiklen, idet det betegnede den som et Svar til

»de Kritikere, der ligesaa følelsesløst som uforstandigt

tager Anstød af, at den tyske Regering bestræber sig for

at genoplive Handel og Industri i Stedet for økonomisk

at decimere hele Landet og give dets Konkurrencedyg-

tighed Dødsstødet.« Disse Kritikere synes at have

været mange og indflydelsesrige, siden det har været

nødvendigt at mobilisere Regeringsorganet i den Anled-

ning. Og »Norddeutsche« søger overfor dem, der hol-

der paa Haardhedens Teori, at undgaa ethvert Skær af,

at Regeringens Handlemaade skulde være dikteret af noget-

somhelst andet end Realpolitik. »Den tyske Regering i

Belgien gør, hvad den paa nogen Maade kan, for at bringe

Handel og Vandel i Gang igen, for at skaffe de ar-

bejdende Klasser Fortjeneste og Brød, ikke for derved


73

at vise Belgierne en Kærlighedstjeneste, men for at forhindre,

at Hungersnød og Sygdom bringer vor Hærs

Sikkerhed og Sundhed i Fare bag dens Front.« Hvis

den tyske Regering ikke optraadte paa denne Maade,

»hvorledes skulde Belgien da kunne tilvejebringe de

det paalagte finansielle Ydelser?« Nu forlanger Tysk-

land en Kontribution paa 480 Millioner, at betale inden

et Aar. Denne halve Milliard forekommer Mange som

»en latterlig lille Sum«, men »betegner i Virkeligheden

Grænsen for den øjeblikkelige Ydedygtighed«, da den

Skade, Belgien har lidt under Krigen, anslaas til over

5 Milliarder. »Kontributionen maa regnes til disse Tal,

og hele Beløbet maa skafTes frem ved Arbejde af Belgierne,

da i dette Land den lille Rentier savnes, som

f. Eks. i Frankrig har Størstedelen af Nationalformuen

i sine Hænder i rede Penge og let realisable Værdier.«

Derfor er det nødvendigt, at man hjælper Belgierne til

Muligheder til at tjene Penge.

Englændernes nøgterne, realistiske, traditionsbundne

Natur har skabt en national Enhedsaand, der virker

paa den Enkelte med Konventionernes, Sæd og Skiks

indre Tvang. Tyskerne er søgende, splittede af Natur,

fantasifulde. Der er i den tyske Aand en Gæring, der

ofte har frembragt det overraskende Store, men der

mangler Ligevægt. Følelsens Overstrømmen vanskeliggør

den aandelige Sammenhæng. Tyskerne staar uforstaaende

overfor den engelske Naturs Kulde. De ræsonnerer

som saa, at naar Englænderen, denne koldt beregnende

Natur, denne business man, der ikke kan begejstres,

optræder som Forkæmper for ideale Værdier, kan det

kun være modbydeligt Hykleri. Men Sagen turde i

Virkeligheden være den, at det gode Hjærtelag, som

utvivlsomt ligger paa Bunden af Gennemsnitstyskerens

Karakter, og den overstrømmende F'ølelse ikke ret slaar

til i Kampen for Ideer og Idealer, naar Ligevægt i


74

Sindet mangler. Tyskeren er godlidende, ekspansiv,

fuld af Trang til Venskab og Velvijje, varmtfølende, men

daarligt afbalanceret. En kold og klar Hjærne, der

ser forretningsmæssigt paa Tingene, vil ogsaa, naar den

er kommen til den Overbevisning, at humane For-

anstaltninger og human Udvikling er en nyttig Ting,

være i Stand til klogt og fast at arbejde for disse

Værdier.

Tyskeren søger da at naa det nationale Enhedspræg

gennem ydre Tvang. Her melder sig først Dok-

trinernes Tvang. Men selv Doktrinernes litterære Fortolkere

finder sig sjældent helt tilrette i dem. Den

anonyme Forfatter af Piecen »Was uns der Krieg

bringen muss« hævder det Lasson-Bernhardi'ske Stand-

punkt: for Statens Vilje gælder intet andet Standpunkt

end Hensigtsmæssighedens, Egoismens; den vidtskuende

Egoisme udelukker ikke Stræben efter at vinde andre

Nationers TiUid ved Ærlighed, »kun maa denne Ærlig-

hed, i det mindste hvad en Stats Livsspørgsmaal an-

gaar, paa ingen Maade blive til uhensigtsmæssigt Prin-

ciprytteri« ; man

skal, siger Forfatteren, blive borte med

alle moralske »Salbadereien«. Men 18 Sider længere

fremme oprøres han dog moralsk over, at England er

optraadt paa »gemen og underfundig Maade«. Naturen

gaar over Optugtelsen. Det samme kan man ogsaa

atter og atter konstatere hos den biologiske Nødvendig-

heds større Profeter. Og hvad Folkeaanden angaar,

har den forholdt sig udvælgende ogsaa overfor sine

imperialistiske Lærere, som det ligger i Folkeaandens

Natur. Teorien om Tyskernes høje Kulturmission er

maaske den, der fuldstændigst er blevet optaget i Folke-

aandens Organisme. Teorien om det kommende tyske

Verdensherredømme er allerede i langt ringere Grad

absorberet og brydes med andre Ideer om, at Tj'skland

kun skal sørge for at tilvejebringe saadanne Forhold i


75

Europa, at Tysklands Grænser fremtidig er sikrede, —

og saa naturligvis skaffe Udvidelsesmuligheder i de

fremmede Verdensdele. Mindst har Folkeaanden kunnet

tilegne sig Imperialismens egentlige Krigsfilosoli. Om

den tyske Regering har fulgt Bcrnhardis Principer, vil

det blive Fremtidens Historieskrivnings Sag at afgøre.

Den tyske Folkeaand har i hvert Fald ikke knæsal

dem; den afviser bestemt Tanken om, at Tyskland

skulde have fremkaldt Krigen, skønt del efter Lasson-

Bernhardi er en Slats Ret og i visse Tilfælde Pligt al

føre en Angrebskrig; den vil for enhver Pris have For-

holdet til Belgien stillet i en saadan Belysning, at det

ikke ser ud som et Retsbrud fra tysk Side, skønt Bern-

hardi havde forklaret, at Belgiens Neutralitetserklæring

under de forandrede Forhold egentlig ikke længere

havde Gyldighed. Den ortodokse tyske Opfattelse af

Krigens Udvikling, nemlig at Tyskland er den angrebne

Part, skyldfrit ogsaa overfor Belgien og derfor med den

fulde moralske Ret i enhver Henseende, er ganske vist

lagt tilrette af Regeringen, men Folkeaanden har sluttet

sig til den med en Enstemmighed, der viser, at Magt-

dyrkelsens Lære ikke har faaet Bugt med Trangen til al

føle sig paa Rettens Side^).

Med andre Ord: af den tyske Imperialismes to

Hovedbestanddele, det agressive og det idealistiske Ele-

ment, er det det sidste, der mest har fænget i den tyske

*) Maximilian Harden er, saa vidt mig bei


76

Folkesjæl. Det er denne underlige, himmelflyvende,

lidt taagede Idealisme, som Ikke-Tyskere har saa svært

ved at forstaa, og som til Gengæld har svært ved at

forstaa Ikke-Tyskere. Den tyske Filosofis Nestor, Wilhelm

Wundt, polemiserer (Internat. Monatsschr. f. Wiss.

etc. 2te Kriegsheft) mod den engelske Folkeaand i følgende

Form: »Man har vel undertiden fundet en Mod-

sigelse deri, at den enkelte Englænder, den engelske

Gentleman, som den gamle Betegnelse lyder, er en

hæderværdig, paalidelig Karakter, men at Englænderne

som Nation netop savner de Egenskaber, som vi fremfor

alle andre skatter hos Individet. Alligevel maa

man sige, at denne Modsigelse ikke er saa stor, som

det synes. Et Folks Aand finder dog endelig sit mest

trofaste Udtryk i dets Filosofi, vel ikke i den Filosofi,

som et Land har frembragt, men i den, der er bleven

den herskende, den populære«. Denne herskende Folke-

filosofi er i England Nyttemoralen, der ganske vist ret

forstaaet ogsaa omfatter Medmenneskenes Nytte, men

ved Medmennesker tænkes i første Række paa Eng-

lænderne. »Overfor andre Nationer bliver Utilitarismen

til den usleste, mest hensynsløse Egoisme«. I »K61-

nische Zeitung« for 24. Januar 1915 skriver Hr. Franz

Servaes om »Tysk Had og tysk Idealisme«. Han ud-

trykker sin Opfattelse bl. a. paa følgende Maade: »Vi

ved nu, at den (Englands Verdensmagt) beror paa et

ligesaa frækt og koldhjærtet som umoralsk Grundlag,

paa den mest korthjærnede, idealløse og snæverhjærtede

Verdensanskuelse, der nogensinde har eksisteret, den

berygtede engelske Utilitarisme. I den har vi erkendt

en Dødsfjende af den tyske Verdensanskuelse, som er

erhvervet i aarhundredlang aandelig Kamp, og som

allerede er bleven vor Arv og Eje. Naar vi sammen-

ligner, hvorledes vort Folk i disse uforlignelige August-

dage i en Storm af den ædleste Begejstring rejste sig,


77

hver især rede lil al udgyde deii sidste l31oddraabe lor

al bevare Fædrelandets Værdighed og Storhed, og hvor-

ledes derimod England koldt beregnende gik i Krigen

med en Haandfnld Lejetropper, ængstelig for al bevare

sin egen Bekvemmelighed, saa aabenbarer sig hele den

afgrundsdybe Folkemodsætning. Og naar vi saa tilmed

hører, hvorledes de roste sig med, at de heldigt vilde

afslutte Krigsforrelningen ved Hjælp af den »sidste Milliard«,

saa bruste Afskyen højt i vore Hjærter. Da

folie vi alle som gennem et Lynglimts Klarhed, at el

Folk af saa lav sædelig-aandelig Forfatning umulig

kunde være kaldet til ogsaa fremdeles af marchere i

Spidsen for Verden.«

Næsten endnu mere karakteristisk er en Feuilleton

i »Frankf. Zeitung« af Dr. Leopold Ziegler med Titlen:

»Den metafysiske Krig«. Heri hedder det: »Denne vore

Fjenders Sammensværgelse mod Sandhed og Ærlighed,

denne Prisgivelse af Stolthed, Oprigtighed og Velanstæn-

dighed, denne alle ridderlige, alle europæiske Dyders

Bankerot er det, som vi ikke kan begribe. Vi forstaar

simpelthen ikke, hvad det skal nytte at kalde det Lige

for krumt; vi forstaar ikke, hvorledes man kan ophøje

Løgnen til Verdenslov og hvorledes man kan haane vor

Folkearts tusindaarige, rystende Kamp for Sandhed og

Sjælehelse. Mænd af den Slags som Grey og Iswolsky,

Churchill og Sasonof betegner for vor Bevidsthed Men-

neskelighedens laveste Tærskel. Evnen til at gætte

deres sjælelige Forfatning eller sympatisk at trænge ind

i den mangler vi — i en for den iagttagende og analy-

tiske Sjælelæ^re næsten beklagelig Grad. Lidenskabeligt

foler vi kun ét : enten

er denne Verden indrettet for en

Mennesketype af deres Slags, da har vi intet mere al

gøre paa denne ildestedte Planet, og det er ikke Umagen

værd at tale mere derom. Kom da og slaa os ihjel og

Her faldt del lyske Men-

skriv paa vor Grav det Ord :


78

neske som Offer for sine smaa P^ordomme. Kiler og-

saa er Verden dog, som vi haaber, at den er. I saa

En

Fald er Tidens Fylde kommen, og Riget er nær. Saa

vil det slet forvaltede Gods gaa over i rene Hænder,

paa den ene eller den anden Maade . . .

Adskillelse

har fuldbyrdet sig, saa skarp og klar, som man aldrig

havde vovet at haabe. En meget gammel Myte blev

pludselig til Virkelighed. »I Begyndelsen var de to

Aander, som var Tvillinger og hver for sig. Af disse

to Aander valgte den vantro Aand det at gøre Ondt,

men den hellige Aand valgte for sig Retfærdigheden«.

Det er blevet vidunderlig klart, at denne Myte i Avesta^)

rummede al Sandhed i sig. I ligefrem uhyggelig Beslutsomhed

har hver af Tvillingerne valgt, den ene det

at gøre Ondt, den anden Retfærdigheden .

. . Verden

er bleven fuldkommen simpel, fuldkommen todelt.

Intet Forræderi, intet Had, ingen Svig, intet Edsbrud,

intet Mord, intet Bedrag, intet Hykleri, som ikke var

øvet imod os. Det sidste Slør, den sidste Illusion er

faldet fra vore Øjne ... Af hvilket Stof maa vi ikke

være, du Tvillingfjende, for at man kan hobe et saadant

Satanshad over os! Djævelen er for os ikke mere

et Symbol, ikke mere en Lignelse. Vil Engelen endnu

være en Lignelse for os, o Michaels Folk.«

Idealismen forflygtiges her i den vildeste Mystik.

Overhovedet er Mystik et gennemgaaende Træk ved

denne Side af Tyskheden. Den spores ogsaa i en Udtalelse

som nedenstaaende af Professor Dr. A. Mendelsohn-Bartholdy^),

der ellers kan staa som Udtryk

tryk for noget af det bedste og mest menneskeligt til-

talende i Tyskheden: »I Krigen er Tilintetgørelsen et

nødvendigt Middel, men den er ikke Endemaalet. Ud af

') Myten findes i de ældste Dele af Parsismens hellige Bøger.

^) »An Lord Rosebery«, Frankf. Zeitung, 13. Febr. 1915.


79

den store Død, ud al" Ruiner og Brand og Havdybels

Grave maa der, hvis ikke al hellig Tro og al Menne-

skenes højeste Viden har været meningsløse Vildfarelser,

komme en Vinding for den Besejrede som for Sejrherren.

Hvem vilde allerede nu profetere om denne

hemmelige og indvortes og derfor over alle Verdens

Skalte rige Vinding? Vil den ligge deri, at Sejrherren

fremtidig ærer den Besejredes Krigslapperhed ogsaa i

Fredens Tid og oprigtig agter Modstanderen, fordi han

kæmpede til sidste Mand? Vil den bestaa i en Lutring

for Fejl og Urenhed, en Vinding i Retfærdighedssans,

Fromhed og Maadehold? Vi ved det ikke og tør knap

nok tænke derpaa; endnu er Smærten og Harmen over

de enkelte Tab for brændende. Men den Tro maa

blive slaaende og om fornødent ogsaa aabent bekendes,

at af to store Folk vil, naar de har sat deres hele Kraft

ind mod hinanden, og Afgørelsen er faldet, det ene

ikke være ringere end det andet, begge vil have bevaret

deres Rødder og deres Livskraft, og Sejrherrens Fortrin

vil kun være den strængere og højere Pligt, som han

nu har overfor sin Fjende.«

Naar Doktrinerne svigter, bliver tilbage som det

sidste store Bodemiddel mod al aandelig Splittelse,

som Vejen til Enhedspræget: Statstanken. Det ligger

saa meget desto nærmere for Tyskeren at søge denne

Udvej, som han ikke tænker individualistisk saaledes

som Englænderen. Naar tyske Lærde — ofte i meget

bedsk Polemik — til det yderste forsvarer deres Sær-

standpunkter, drejer det sig om videnskabelige Iagt-

tagelser eller Teorier, undertiden er det skarpt sete

Detailler eller kloge Tanker, undertiden lærde Pedante-

rier, men en grundsætningsmæssig Individualisme ytrer

sig ikke heri. Hvor den ægte Individualisme er kommen

frem i tysk Aandsliv, har den moderne Folkeaand

ikke kunnet optage den. Schopenhauer har i den en-


80

gelske Liberalismes Aand hævdet, at Staten kun var en

Beskyttelsesanstalt for Individerne; den er, mener han,

kun nødvendiggjort ved Menneskenes Uretfærdighed.

Og ingen har haanet Staten voldsommere end Nietzsche:

»Stat hedder det koldeste af alle kolde Uhyrer. Koldt

lyver det ogsaa; og denne Løgn kryber ud af dets

Mund: »Jeg, Staten, er Folket« . . . Hvor der endnu

gives et Folk, dér forstaar det ikke Staten, men hader

den som det onde Øje og som Synd mod Sæd og Ret

. . . Men Staten lyver

Tunger; og hvad den

med alle det Godes og

ogsaa taler, lyver den

Ondes

og

hvad den ogsaa har, har den stjaalet det. Falsk er

Alt hos den : med stjaalne Tænder bider den, den

bidske. Falsk er selve dens Indvolde .

. . Stat

kalder

jeg det, hvor Alle er Giftdrikkere, Gode og Slette; Stat,

hvor Alle mister sig selv. Gode og Onde; Stat, hvor

Alles langsomme Selvmord hedder — »Liv« .

. .« Det

Kapitel af »Zarathuslra«, hvorfra disse Citater er tagne,

kalder Nietzsche: >0m den nye Afgud«. Intet vidner

stærkere om Folkeaandens udviclgende Karakter end

den tyske Folkeaands Forhold til Nietzsche. Individu-

alismen, Statsfjendskabet, Anarkismen hos Nietzsche

er gaaet sporløst hen over den.

Englændernes praktiske Natur og Tyskernes Hang

til Teori betegner maaske Hovedforskellen mellem en-

gelsk og tysk Folkeaand. Den engelske Folkeaand er

en strækkelig Ramme af almindelige, lidet dybtgaaende

Ideer, ind i hvilke det praktiske Livs Foreteelser faar

Plads; den tj^ske Folkeaand er mindre elastisk, mere

dogmatisk. Engelsk Folkeaand er en Tankeretning,

en særlig Belysning, hvori Menneskers Skæbner og Men-

neskers Opgaver ses, medens det, — naar de strænge


Konventioner overholdes — i

81

vidl Omfang overlades til

hver Enkelts Skøn, hvorledes han vil bringe Tankerne

til Anvendelse. Den uroligt søgende, modtagelige, for

Ideer aabne tyske Aand føler Trang til at bringe Orden

i sine Forestillinger og opfører sammenhængende Tankebygninger.

Det Systemastiske, Konstruktive, er paa

én Gang dens Styrke og dens Svaghed.

statsi)yukelsp:n.

I det moderne Tyskland og det moderne England

er de to sociologiske Typer, henholdsvis Kamptypen og

Arbejdstypen, naaede til deres højeste Udvikling. Aldrig

har noget Samfund, der hørte til Kamptypen, opnaaet

en saa mægtig Ydeevne som det moderne tyske, en

saadan Vækst paa alle materielle Omraader samtidig

med, at dets Vaabenmagt er bragt op paa en Højde,

som man tidligere ikke vilde have anset for mulig.

Ved Hjælp af den militær-hierarkiske Ordning, der er

gennemført paa det civile Livs Omraader, har man

til Trods for Folkeaandens Hang til Drømmeri op-

naaet de haandgribeligste Realiteter. Den gennemførte

»Stramhed« og »Schneidighed« har sine tiltalende Sider.

Hvad der skal gøres, bliver gjort, præcist og korrekt.

Man er vaagen og forfalder ikke saa let til Slendrian.

Disciplin paa rette Sted er et vigtigt Led i Samfundskræfternes

Økonomi. »Paa Skolerne er hele den

tyske Opblomstring bygget op,« skriver Sir W. M.

Ramsay i »Daily Chronicle« (Va 1015), »Lande! er et i

høj Grad oplyst Land, og dets Befolkning er blevet

trænet op til et meget højt Trin af Dygtighed, Kund-

skab og personlige Evner. Synet af de Resultater, der

er fremkaldt ved det preussiske System, har overbevist

Engelsk og lysk Folkcaand. (J


82

Tyskland. Disse Resultater har været mest slaaende i

de Egne, som tidligere ikke var preussiske, og som

stod i Modsætningsforhold til Preussen. Mit Bekendt-

skab med Tyskland begyndte for mer end 40 Aar siden

i de s^'dlige Dele af det anti-preussiske Land Hannover.

Bondebefolkningen i Landsbyerne forekom mig den

Gang mere at ligne Kvæg end menneskelige Væsner,

og Kontrasten mellem de dannede Klasser ved Univer-

sitetet og de udannede Klasser paa Bondejorden var

yderst skarp. En dyb Kløft skilte dem fra hinanden.

Siden da er der sket en vidunderlig Forandring. Der

er blevet aabnet de arbejdende Klasser Adgang til Un-

dervisning. Børnene er blevne tvungne igennem Op-

dragelses-Kværnen. De uduelige er blevne skilt ud.

Det preussiske System virker for den dj'gtige og den

intellektuelt egnede. Levefoden er bleven meget stærkt

højnet for Arbejderfamilierne, særlig i Landsbyerne.

Byadministrationen er fortræffelig. De gamle Byers

Karakter er beholdt, og hvad der findes af historisk

Interesse er blevet bevaret ved Administrationens For-

standighed og Dannelse. De nj^e Byer og Kvarterer,

der er voksede op, er ganske vist hverken kunstneri-

ske i Smag eller smukke i Ordets højere Betydning,

men de er planlagte efter el højt Maal af Komfort,

Renlighed og Hj^giejne.«

Trods alt har Sir W. M. Ramsay ofte sagt til sig

selv, at han »hellere vilde do end leve under moderne

tysk Styre.« Hele Systemet er en Englænder inderligt

imod. I Tyskland er man overbevist om, at denne

Udvikling er Resultatet af en ubøjelig historisk Nødvendighed.

»For os,« skriver preussisk Herrehusmedlem

Dr. A. Riedler (»Berl. Tagebl.« ^Vs 1915), »er den (Mi-

litarismen) ikke blot det ensartede almindelige Mili-

tærvæsen som statslig Beskyttelsesindretning, men et

Eksistens-Element: den planmæssige Indordning af alt


Arbejde lil fælles nalionalt Maal, »Organisation


84

i den Agitation, der fra tysk Side er bleven sat i Gang

for at vinde Sympatier hos de Neutrale, de med Blaat

indstregede Avisartikler, som Folk finder i deres Brev-

kasser, de for en stor Del hvidglødende Brochurer fulde

af Skældsord mod Modstanderne, disse Forretningsbreve,

der efter Meddelelsen om Modtagelse af ærede Ordre

indeholder en Efterskrift om, hvor mange Tusinde Fan-

ger man hidtil har taget, disse Pjecer, hvor »Gott strafe

England!« er trykt med Gummistempel for og bag o. s. v.

Det er de Virkemidler, Tyskerne er vante til at bruge,

og da de kun kan forestille sig andre Folk som æltede

i den samme Form som de selv, anvender de de samme

Midler uden at ane, hvilket Indtryk det gør. »Nord-

deutsche Allgemeine Zeitung,« det officiøse tyske Organ,

har sluttelig maattet advare mod den Skik at forsjme

Breve til neutrale Lande med temperamentsfulde Paa-

skrifter rettede mod et fremmed Land.

England, Arbejdstypens Repræsentant, har skabt et

Rige, der i Omfang langt overgaar tidligere Storriger og

som ved sin ejendommelige, elastiske Form betegner

noget nyt indenfor Verdensrigernes Historie. Det har

naaet dette Verdensrige efterhaanden ved at føje Led

til Led, undertiden ved Kolonisation, undertiden ved

Kamp. Riget er delvis vokset organisk op som af spredte

Kærner; det er skabt med en ringe Hær, mere ved Psy-

kologi og klog Udnj'ttelse af Konjunkturerne, kort sagt

ved Statsmandskunst, end ved Vaabenmagt. Det svage

Punkt er de Kolonier, Protektorater og Interessesfærer,

hvor Englænderne staar overfor en fremmed Kultur,

hvor Englænderne med den dem egne Racestolthed hol-

der sig afsondret fra det indfødte Kulturfolk, der degra-

deres socialt til en Art lavere Kaste, samtidig med, at

den britiske Administration paa forskellige Punkter kunde

synes mere at have Englændernes end de Indfødtes

Interesser for Øje. Alligevel har det britiske Styre ogsaa


i disse Dele (Indien, Ægypten) staael sin Prøve i Krigen.

Forøvrigt oplra-der netop i Lande som Indien og Ægypten

Arhejdstypen og Kaniptypen blandede i en Grad,

saa de næppe er til sociologisk at rede ud fra hinanden.

I det hele taget foreligger de to Typer langtfra lige

rene hos Tyskere og Knglændere. I Tyskland er Kamp-

typen praktisk talt eneraadende. Hvad der lindes af

Individualisme har fundet sammen i de forenede libe-

rale Grupper, men disse er i stadig politisk Tilbagegang,

deres Indllydelse svinder, samtidig med at deres liberalindividualistiske

P'arxe bliver stadig mere plumret. Kampen

om den preussiske Valgret er ikke en Kamp mellem

Frihed og Tvang, men en Kamp mellem to Opfattelser

af Tvangssystemet; den nionarkisk-agrarisk-kapitalistiske

og den socialistiske Tvangsstat; men at det skal være

en Tvangsstat, at Principet er: Individet for Statens

Skyld, ikke Staten for Individets Skyld — , derom her-

sker der Enighed mellem de to Fløje. Det drejer sig

kun om, hvorvidt Overklasserne eller de brede Lag skal

bære de væsentligste Omkostninger ved Tvangsstaten.

Krigen har tvunget den tyske Regering til at trælTe en

Række Foranstaltninger af mer eller mindre udpræget

socialistisk Karakter, sidst Beslaglæggelsen af alle i Lan-

det forhaandenværende Forraad af Korn og Mel. Social-

demokraterne har kun Grund til at lykønske sig til de

forskellige Præ'cedenser, der saaledes skabes.

I England trænges Arbejdstypen i stigende Grad af

Fænomener, der hører Kamptypen til. Vi har allerede

omtalt, hvorledes Herbert Spencer raabte Vagt i Gevær

mod denne Udvikling, som skyldes de demokratiske

Idéers Vækst. Ulykken er den, at Ligheden og Friheden,

som Demokraterne vil have til at gaa i Spænd sammen,

trækker hver til sin Side. De er fødte Modsætninger.

Ligheden kan kun tilvejebringes ved Tvang; kun hvor

Alle er ufrie, er Alle lige. Denne logiske Selvfølgelighed


86

kan ingen politisk Agitation skaffe ud af Verden. Spen-

cer har ofret et selvstændigt Skrift (»The Man versus

the State«) paa dette Spørgsmaal, men takket være de

demokratiske Politikere, der har en Livsinteresse i at

holde Begrebsforvirringen ved lige — mange af dem er

maaske ogsaa selv Bytte for Begrebsforvirringen, det er

jo ikke let for en Mand, hvis daglige Beskæftigelse er

Partiagitation, at holde Tankerne klare, — raader stadig.

Verden over, den Forestilling, at Demokratiet staar i et

skønt Entente cordiale-Forhold til den personlige Frihed.

Imidlertid har siden Spencers Tid Tvangsidéerne ogsaa

i England stadig vundet ind paa Frihedsideerne. Der

spores i de sidste Aartier en tj^delig Udvikling h-a Parlamentsherredømme

i Retning af Ministerherredømme.

I 1894 paapegede f.ord Salisbury denne Udvikling, som

siden hans Søn, Lord Hugh Cecil, lovpriste, idet han

fandt det tilfredsstillende, at en bedre Institution (Kabi-

nettet) gjorde Indgreb i en daarligere Institutions (Par-

lamentets) Rettigheder^). Da Krigen brød ud, blev Fri-

hedsideerne i England skudt i Forgrunden. Den Opfat-

telse blev gjort gældende og vandt almindelig Tilslutning,

at Krigen betød Individualismens Kamp mod

Tvangsstaten. Man kunde faa Indtrykket af en Genfø-

delse af den individuelle Friheds Idealer. Men Kends-

gærningerne i England taler dog tildels et andet Sprog.

Man har faktisk faaet et Krigsminister-Diktatur. Et

Medlem af Kabinettet, Lord Haldane, har erklæret i

Overhuset, at Regeringen handler under Ledelse af Krigs-

ministeren, en Erklæring, som det konservative »Times«

fandt betænkelig ukonstitutionel. Man har faaet Censur

og en Krigstilstand, der sætter Krigsretter i Stedet for

de ordinære Domstole, en Tilstand, som »Times« mener,

M Se Arthur Christensen: Politik og Massemoral (Gads Forlag,

1911). S. 140 ff.


87

var paa sin Plads i Herlin, men ikke i England, og

man har oplevet, al Overhuset bragte disse Forhold

paa Bane, medens Underhuset forholdt sig tavs. Over-

hovedet er det jo i forskellige Lande ikke længere noget

usædvanligt Fænomen, at Frihedens Interesser og

Forfatningen værnes af konservative Kræfter, medens

radikale Kræ^fter fremskynder Bevægelserne henimod

øget Tvangsstyre. I Tyskland ser Mange med en uskrøm-

tet Tilfredsstillelse paa denne Tingenes Udvikling i Eng-

land, der ogsaa har givet Agitationen for almindelig

Værnepligt Vind i Sejlene. I en Korrespondance fra

England til »Deutscher Kurier« (8. Febr. 191 o) hedder

det saaledes: »Der forberedes her i England en Omvurdering

af alle Værdier. Bortset fra, at England dog

sluttelig vil komme til at bekvemme sig til at indføre

den almindelige Værnepligt, hvad der vil gribe stærkt

ind i de økonomiske Forhold, gaar England en Stats-

socialismens Tidsalder imøde, om hvilken endnu for

faa Maaneder siden næppe et Menneske havde vovet at

drømme.« Korrespondenten omtaler specielt Udsigten

til Statens Overtagelse af Jærnbanerne og til Indførelse

af et Sukkermonopol. Bladet tilføjer i en Efterskrift

»Man ser, at England med ét Slag af Nøden tvinges

ind paa en Bane, der hidtil forekom det som Indbegre-

bet af forhadt tysk Militarisme og Bureaukratisme. Ligesom

paa Socialpolitikens Felt er Tyskland nu ogsaa

paa alle andre Omraader blevet et Forbillede for Eng-

land.«

I December 1914 tog den til den kristelig-historiske

Betning hørende hollandske Deputerede de Savornin

Lohman Ordet i Hollands Andetkammer for nogle al-

mindelige Bemærkninger om Krigen, om Ret og Magt

og om guddommelige Moralbud. Et Punkt i hans Tale

havde særlig Interesse; han udtalte, at »Nutiden gjaldt

:


88

Forgudelsen af Staten; Statshøjheden var traadt i Ste-

det for Folkehøjheden« ^).

Den hollandske Politiker har opfattet Forholdet

skarpt og rigtigt. Det er netop en Forgudelse af

Staten, der er ifærd med at vokse op. I Hamburger

Nachrichten« (vistnok for 8. Febr. 1915) har Hr. Otto

Stoezl i Wien skrevet en temmelig taaget Artikel om

den Enkelte og Massen, om Individualisme og Masse-

Vælde. Krigen udligner disse Kræfter, skriver Forfatteren.

»Naturen skaffer for kort Tid Lighed tilveje. Den

forbinder uhyre Elementer til ophøjet Enhed og fornyer

derved denne ejendommelige, højeste Tænke- og Væsensform

for den menneskelige Ordning, som netop symbo-

liserer al menneskelig Kraftfordeling: Staten, som udgør

Massens Idé og den Enkeltes, den bevidste Aands

Rum« (sic!).

Skarpt karakteriseres Forholdet i en Artikel af Leo-

pold V. Wiese om »Mj^stik og Politik« i »Berl. Tageblatt«

for 5. Januar 1915. Forfatteren begynder straks med

at anslaa Grundtonen: »Et synes den Dag idag sikkert:

Statsideen triumferer. Den fejrer en tredobbelt Sejr;

over Humanismen, som i forskellige Former afledede

sine ledende Tanker fra Menneskehedens Væsen som en

haabet Enhed; over Individualismen, saaledes som den

ældre Liberalisme kendte den, naar den forsvarede det

enkelte Menneske overfor Staten; endelig over Kommunismen,

som vil have et internationalt Samfund paa

Grundlag af fælles Produktion. Langsomt og under

Modstand er Sejren bleven forberedt.« Efter et kort historisk

Tilbageblik kommer Forfatteren til Krigen. »Nu

blev Staten til det alt Beherskende, der har sit Maal i

sig selv. I en saadan Grad, at den, som man rigtigt

har sagt, er begyndt at regulere ikke blot sine Borgeres

Citeret efter et Telegram til >K61n. Zeitung« dateret 18. Dec.


89

Handlinger, men ogsaa deres Tanker. Det er en stor-

slaael, en gruopvækkende Kendsgærning: Staten regu-

lerer nu sine Borgeres Tanker! Under dens Vægt sy-

nes enhver Intelligensernes Modstandskraft, som var

tilstede hos mangen liberalt Tænkende indtil for faa

Maaneder siden, at være brudt .

. . Hegel

læ^rte: Staten

er i Virkeligheden den sædelige Idé, ja selve Sa^delig-

hedens Aand, der tænker og véd sig selv og fuldfører

det, som den véd . . . Denne Hegels Statsmystik lever

nu atter op. Den bliver næsten til en ny Religion.

Dens Dogmer lyder saaledes; det personlige Menneske

er noget ligegyldigt, ubelydeligt, som kun faar Kræfter

gennem Staten, til hvilken det hører. Stræben efter

selvstændig Personlighed er forgæves, en taabelig Illu-

sion. Der gives kun en eneste Opgave: at vie Jeg'et til

Statens Over-Individualitet og gaa under i den. .

. . Hvil-

ket Under er sket? Det bestaar ikke saa meget deri, at

Statsmystiken opstaar i Krigslider, men deri, at den tri-

ves yppigst hos dem af vore Aander, der en Gang var

de liberaleste, mest kosmopolitiske. . . . Kndnu en Gang:

hvilket Under er sket? P2n stor objektiv Kendsgærning

ligger til Grund: Staten, som nu i første Række repræ-

senteres ved Stridsmagten tillands og tilvands, redder os

Tyskere fra Undergang. Livsfrelseren modtager sin

Tak . . .«

Forfatteren er aabenbart selv stærkt betaget af Stats-

forgudelsens hastige Vækst, men haaber — trods sin

Beundring for Fænomenet — at Udviklingen ikke vil

overskride alle Gra-nser. Han lover i en anden Artikel

at give sin Bedommelse af Sammenhængen mellem My-

stik og Politik, men denne anden Artikel synes ikke at

være fremkommen.


90

Hvad er da egentlig Staten, og hvorledes forholder

den sig til Folket og Samfnndet?

Samfundet er Indbegrebet af alle ofifentlige og pri-

vate Sammenslutninger med sociale, økonomiske, poli-

tiske, kulturelle Formaal, Folkeorganismen i dens Vir-

ken indenfor nationale og statslige Rammer. Staten er

Urdrifternes Organisation, den er Organiseringen af en

ved den historiske Udvikling skabt naturlig eller kunstig

Folkehelhed med Rov og Afværgen af Rov til FormaaU).

Den er en Maskine, hvis Stempler og Hjul er Menne-

sker, men ligefuldt en Maskine. Man kan tale om en

Folkesjæl, men ikke om en Statssjæl, thi en Maskine

har ingen Sjæl. Man kan derfor heller ikke nære ven-

lige eller uvenlige Følelser mod den eller den bestemte

Stat saa lidt som mod en Kanon eller en Hakkelse-

maskine. Følelsen gælder de Kræfter, der har skabt og

haandterer Kanonen eller Hakkelsemaskinen; vore Sym-

patier og Antipatier gælder de Folk, der har opbygget

og betjener den eller den bestemte Statsmaskine.

Statens første Opgave er Rov og Afværgen af Rov.

Alle andre Virksomheder kommer i anden Række og

bliver overhovedet kun Statsopgaver, for saa vidt som

de tjener dette første Formaal. Naar Staten haandhæver

Retten mellem Borgerne, er det, fordi den kun

kan optræde med Styrke udadtil, naar der hersker lovbunden

Orden indadtil. Det er ogsaa Hensynet til Sla-

tens ydre Styrke, der faar den til f. Eks. at iværksætte

en social Lovgivning, der kan modarbejde Pauperismen

og forøge Udbytningsmulighederne. Naar den beskytter

Religionen eller endog lægger Kirken ind under sig, er

det for at kunne benytte den religiøse Suggestion i sin

Tjeneste. Ved Skolevæsen og Statsuniversiteter fremmer

den Folkeoplysning og Videnskabelighed, fordi disse

') Sml. min Bog »Politik og Massemoral' S. 57 ff.


'.)1

Faktorer paa forskellig Maade øger dens Forsvars- og

Angrebskraft. Men iøvrigl tilkommer Kiilluropgaver

ikke Staten, og de kan i hvert Fnld ikke løses tilfreds-

stillende af Staten uden gennem forstaaende Samarbejde

med Samfundets frie Organisationer og gennem Sikring

af den individuelle Bevægelsesfrihed. Kultur kan ikke

avles paa Maskine.

Verden er vant til al tyranniseres. Tyranni kan

udøves af Enkeltmand, ai" mindre Kliker eller af større

Masser. Enhver Person og enhver Sammenslutning af

Personer, der har Magten, vil misbruge den indenfor

Mulighedens Grænser. Hvis der var en fremadskridende

Udvikling, maatte den gaa i Retning af at drage disse

Grænser stadig snævrere. Vor Tid har været Folkesty-

rets og Folketyranniets Tid. Forskellen mellem Folke-

tyranni og Statstyranni (Bureaukrati) er den, at Folke-

tyranniet er omskifteligt. Det medfører forskelligartet

Korruption, men der gaar Hul snart paa den ene, snart

paa den anden Byld; Misstyret faar ikke Tid til at gro

fast paa alle Omraader. Og først og fremmest: Folkestyret

betyder Kritik. Folketyrannerne tør ikke knække

Kritikens Magt, fordi de selv imorgen kan blive væltet

fra Styret og faa Brug for Ivritiken for at komme nye

Magthavere tillivs. Men hvor Statstyranniet, hvad enten

det nu er et Styre af paatvungne eller af frivilligt valgte

Tyranner, eksisterer, der eksisterer det i Kraft af, at

Frihedssansen er død. Det betyder Stagnation i Mis-

orhold og Knebling af Kritiken. Glemmer Folket, at

Staten kun er til for Folkets Skyld, bliver Staten fra

Middel til Maal og dyrkes for dens egen Skyld, saa er

de aandelige Kræfter prisgivne Vilkaarligheden. Staten

tillader da kun de Anskuelser, dens tilfældige Ledere

anser for egnede til at hidføre Statens oprindelige snanre

Maal: Organisering af Magien til Angreb og Forsvar.

Videnskab og Kunst faar begrænsede Virkefelter, og del


92

afhænger af denne Begrænsnings Omfang, om de skal

vantrives eller helt kvæles. En død Maskine har sat

sig i Stedet for alle levende Kræfter. Hvis Hr. Leopold

V. Wiese har Ret i, at Staten i Tyskland nu regulerer

sine Borgeres Tanker, d. v. s. at Statstankens Magt over

Sindene allerede er saa stor, at den hindrer selvstændig

Tænken, at f. Eks. Videnskabens Repræsentanter i

højere Grad, end menneskeligt er under de nuværende

Forhold, har mistet den Evne til at tænke objektivt,

som er al Videnskabs Forudsætning, er dette Tilfældet,

saa har Hr. v. Wiese ogsaa Ret i, at det er en »gruopvækkende

Kendsgærning«.

Som vi har set, presses Individualismen ogsaa i

England haardt af Statstanken. Og sammen med Eng-

land staar Rusland, der repræsenterer Kamptj^pen i

mindre udviklet F'orm end Tyskland. Hvor megen

Modstandskraft Individualismen vil formaa at bevare,

vil bero paa Begivenhedernes Udvikling, bl. a. maaske

paa, om Amerika, den angelsachsiske Aands anden Høj-

borg, kan vedblive at staa frit overfor Begivenhederne.

KULTURFREMSKRIDT ELLER TILBAGEGANG. *

Hvilken Indflydelse vilde nu Stats-Afgudens eventuelle

Sejr faa paa det menneskelige Fremskridt? For

at klare dette Spørgsmaal maa man først rede ud, hvor-

ledes det egentlig forholder sig med Tanken om det

menneskelige Fremskridt.

I Løbet af et Aarhundrede er der sket saa mange

iøjnefaldende Forandringer, at det er forstaaeligt nok,

at Fremskridtsidéen er gaaet Folkene til Hovedet. Menneskeverdenen

er i ustandselig fremadskridende Bevæ-


9.S

vægelse,, snart gaar det langsommere, snart hurtigere, i

vor Tid har F'remskridtet taget Fart som aldrig før. Vi

Mennesker har allerede bragt del herligt vidt, og endnu

videre skal vi komme. Med Kæmpeskridt gaar det

fremad og opad mod alle store og ideelle Maal. Saaledes

lod Dogmet. Det stod for de Heste saa fast som

Evangelium, o« den, der havde taget Afstand derfra,

vilde kun have mødt Haanlatter og Skuldertræk. Efterhaanden

er en lille Tvivl dog ogsaa begyndt at nage

paa Fremskridtets P2vangelium.

Overfor den glade Tro j)aa, at vi Mennesk(M- har

bragt det saa herligt vidt i Kultur, var der Grund til at

spørge, om ikke baade Menneskene og Fremskridtet var

blevne en Smule overvurderede.

For det første er det lidt af en Tilsnigelse, naar

»Menneskene« tiltager sig Æren for, hvad der skyldes

nogle ganske enkelte. En Mand blandt Millioner iagt-

tager Fænomenet Elektricitet, en anden, tredje og fjerde

undersøger Fænomenet, indtil det er bragt videnskabe-

ligt i Orden; én Mand blandt Millioner opdager, at

Elektriciteten kan anvendes f. F^ks. til Meddelelser over

lange Distancer; Telegrafen er skabt; en anden, tredje

og fjerde arbejder paa Løsningen af de tekniske, juri-

diske, kommercielle o. s. v. Problemer, som Telegrafen

har givet Anledning til, alt medens Telegrafnettet spin-

der sig ud over Jorden. Masserne nyder godt af den

nye Opfindelse og taler i stolte Ord om, at »vi« nu

igen har gjort et vigtigt Kulturfremskridt. Opiinderen

sætter sine Planer op, et Personale af dels teknisk ud-

dannede, dels uuddannede Folk arbejder automatisk

etter Planerne. Heller ikke de har nogen Fortjeneste

af Opfindelsen; hvis ikke den ene Hjærne havde sat

dem i Virksomhed og bestemt Retningen af deres Virksomhed,

havde de endnu siddet og tilhugget Stenkiler

som deres Forfædre for 10.000 Aar siden. Man kan


94

ligesaa lidt tilla^gge »Menneskene«. Massen. Æren for

civilisatoriske Resultater eller Skabelse af Aandsværdier,

som man kan gøre dem ansvarlige for alle de Forbrydelser,

der daglig sker Verden over. Menneskeheden

vilde i hvert Fald næppe staa sig ved Regningen, da

det vistnok vilde vise sig, at Antallet af de Individer,

der sidder i Tugthusene Jorden over, — rent bortset fra

dem, der burde sidde der, — var adskilligt større end

Antallet af de Individer, der præsterer kulturelle Nyskabelser,

det være sig paa Opfindelsens, Tænkningens

eller Kunstens Omraade. I det højeste kan »Menne-

skene« som saadanne gøre sig til af, at der af deres Art

lejlighedsvis kan fremstaa et skabende Individ, og at

Massen iøvrigt besidder Intelligens nok lil, at nogle af

de simpleste, mindst indviklede Resultater af de Enkeltes

Hjærnearbejde kan gores den begribelige. Men iøvrigt

maa det heller ikke glemmes, at Mennesket udmærker

sig fremfor de øvrige Dyreklasser ikke alene ved sine

større Udviklingsmuligheder, men ogsaa ved visse sær-

lige Laster, der hænger sammen med deres særlige aan-

delige Beskaffenhed. F. Eks. er Mennesket vel den ene-

ste Dyreklasse, hos hvilken Perversitet et et fremtræ-

dende Træk :

Sansen

for perverse Nydelsesmidler og

den seksuelle Perversitet, der bl. a. er et Hovedelement

i den almenmenneskelige Tilbøjelighed til Grusomhed

(Sadisme). Det er blevet sagt, at Mennesket er det

eneste Dyr, der tilføjer Lidelser uden andet Formaal

end at tilføje Lidelser.

Og nu Kulturen. Mest iøjnefaldende er vor Tids

Fremskridt i Teknik og dermed i Komfort — rigtignok

ogsaa i Fuldkommengørelse af Ødelæggelsesmidler. For

Menneskenes Lykke og for deres Udvikling i aandelig

Kultur er den Art Fremskridt i Virkeligheden af over-

ordentlig ringe Betydning. I Aarhundreder har Kulturmennesker

klaret sig uden dem. Menneskene tilpasser


95

deres Jeg, deres Virksomhed og ydre Forhold efter hvert

teknisk Fremskridt, hvorved stadig nye Savn opstaar,

saa at Forholdet mellem det erhvervede og det savnede

bliver uforandret. Man saa ligesaa godt ved Tælle-

praase i gamle Dage som nu ved elektrisk Lys — og

bevarede endda Synskraften bedre. Som videnskabelig

Landevinding betyder de tekniske Fremskridt nye Vær-

dier, forøget Erkendelse ; den praktiske Komfort, der

opstaar deraf, er forholdsvis ligegyldig for Kulturen^).

Ved de æstetiske Værdier ser man tydeligst Uholdbarheden

af Troen paa det uafbrudte Fremskridt.

Skulpturen kulminerede allerede med den hellenske Old-

lidskunst; siden er maaske Enkelte ved at efterligne

Hellenerne eller ad nye Veje glimtvis naaede op i en

lignende Hojde. men aldrig højere. Malerkunsten naaede

sin højeste Udvikling i det 16.—17. Aarhundrede. siden

har den været i jævnt Forfald. Arkitekturen har haft

en hel Række Blomstringsperioder; Stilarter, hver med

sine særlige Fortrin, hver staaende som Udtryk for en

Tidsalders Aand, vekslede indtil Begyndelsen af det 19.

Aarhundrede, saa forsvinder alt for at efterlade et tomt

Rum; siden har man forsøgt at fylde Rummet ved at

røre Opkog af de gamle Stilarter sammen til en arki-

tektonisk Lobescowes; det egentlige arkitektoniske Ud-

tryk for vor Tid er de i Hæslighed uovertræffelige Stor-

magasin-Bygninger, der bestaar af Glasruder med en

Ramme af graa Jærnbeton. — Hvad Digtningen angaar,

') Den almindelige, populære Indvending mod Paastanden om

de tekniske Fremskridts relative Ligegyldighed for menneskelig I>ykke

bestaar i en Henvisning til, hvorledes vi vilde være stedt, hvis vi

pludselig skulde undvære alle disse Behageligheder. Det er — sans

comparaison iøvrigt — det samme som at hævde Drukkenskabens

Nodvendighed for menneskelig Lykke ved at henvise til. hvor ilde

Dcliristen vilde va're stedt, naar al .Adgang til Spiritus pludselig bley

forment ham.


96

konstaterer man en Bølgebevægelse gennem alle Folk og

alle Tider; der er næppe nogen Tvivl om, at vi nu be-

finder os og allerede i en Aarrække har befundet os i

en Bølgedal, og det ikke hos et enkelt eller to—tre

Folk, men over hele Linjen. Og for at der ikke skulde

savnes sikre Tegn paa Dekadencen, har Symbolister og

Futurister overbudt hinanden i krampagtig Effektjageri

og i Forsøg paa at gøre Forryktheden til den højeste

Visdom. — Med Hensyn til Finhed i Omgangstone,

Selskabelighedens og Taktens Æstetik naaede den euro-

pæiske Verden sin Kulmination i det 17.— 18. Aarhun-

drede. Udviklingen blev brat afbrudt ved den franske

Revolution. Man har Optegnelser bl. a. af franske Per-

sonligheder, hvem det var lykkedes at frelse Hovedet

fra Frihedsmændenes Guillotine, og som levede ind i

det 19. Aarhundrede. De havde Indtryk af, at de paa

en eller anden gaadefuld Maade var blevne hensatte i

en anden, grovere og hæsligere Verden. Man vil næppe

heller finde Mange, der vil paastaa, at Dansens Kunst

har været i fremadskridende Udvikling fra Menuettens

til Cake walk'ens Tidsalder. — Musiken stod paa sin

Højde i Tiden fra Bach til Beethoven. Siden er maaske

ganske enkelte Komponister i ganske enkelte Vær-

ker naaet op paa Siden af disse to, men dermed er alt

sagt. Hvor findes i Øjeblikket et Komponistnavn, der

vil betyde noget for Efterverdenen? Man behøver blot

at høre Beethovens niende Symfoni for rent umiddelbart

at føle, hvilket Svælg af Forfald der skiller os fra den

Tidsalder, som kunde frembringe en saa vældig Skøn-

hedsaabenbaring. Og det er knap hundrede Aar siden!

Vi har endnu vore Rødder saa fast i Traditionen, at vi

kan nyde den »Niende«. Vil vore Efterkommere om

hundrede Aar overhovedet kunne forstaa den ?

At vi i æstetisk Henseende paa alle Punkter be-

finder os i en Forfaldsperiode, er saa iøjnespringende.


97

al del iiiaa slaa selv den Blindeste. Forfaldet er forøvrigt

ikke begrænset til den enropæiske Verden, men

synes saa temmelig al gælde hele Jordens Befolkning.

Men har vi da maaske vundet i eliske VæMdier, hvad

vi har lal)t i æ'sleliske?

Hvis Nogen nuomslunder vilde ulejlige sig med al

læse Skrifter f. Eks. af anlike Moralister som Seneca

eller Epiktet eller ikke altfor Iroshundne islamitisks Moral-

forfaltere, vilde han vistnok faa det Indtryk, al man til

forskellige Tider lige fra Oldtiden har været lige saa

vidt i Morallære, som man er nu. Vor Tids mange

nye Erfaringer tillader os at se Spørgsmaalene fra liere

Sider, Materialet er steget, Problemerne mangfoldiggjorte,

det almenmenneskelige Grundlag er det samme. Men

ganske vist, ét er Teori, et andet Praksis. Det kunde

jo tænkes, at vi var naaet videre end tidligere Tider i

at virkeliggøre de moralske LæM'domme, selv om den

politiske Udvikling ikke just synes at bevæge sig i Ret-

ning af slørre Frihed og større Retfærdighed, men mere

at have flyttet Magten og Afmagten fra nogle Hænder

over paa andre, (ianske vist foranstalter vi ikke Gla-

diatorkampe som paa Senecas Tid, og legemlig Tortur

som Led i Retsplejen er afskaffet. Vore Nerver er

blevne afvænte med at se Pinsler og Mishandlinger paa

nært Hold og vilde reagere voldsomt derimod ;

at de

ret hurtigt vilde kunne vænnes dertil igen, viser dog

forskellige Beretninger fra Krigsskuepladserne. Men

har vi Lidelserne i behørig Afstand, nyder vi dem allige-

vel. Den brave Borger vil til MorgenkatTen have sin

Beretning om sprængte Løbegrave, om menneskelige

Lemmer, der flyver ud i Rummel mellem Granat-

stumper, og han er ikke tilfreds, naar der kun be-

rettes om Smaakampe med oOO Faldne. Han foler

maaske nok en Slags svag Gysen ved de mange Frygle-

ligheder, men han nyder dem dog.

Kiigelsk oi; tysk Kolkca;in


98

Socialpolitiken har ført til Nyordninger i Retning

af Sikring af Levevilkaarene for et større Antal. Men

Socialpolitiken har sin Bagside: Svækkelsen af det per-

sonlige Ansvar og til en vis Grad af det personlige

Initiativ. Vinding paa en Led, Tab paa en anden; det

vil være Fremtiden forbeholdt at gøre Balancen op.

Det 19de Aarhundrede har bragt Vækst i Solidaritet,

ogsaa i den internationale Samfølelse. Vi har set

mange Resultater deraf paa Papiret. Ved det store

Sammenbrud skulde disse Resultater staa deres Prøve

i Praksis. De neutrale Folks storstilede Hjælp til Bel-

gierne har virkelig vist, at Samfølelsen kunde være

noget mere end et tomt Ord.

Men nægtes kan det ikke, at Lyspunkterne er faa.

løvrigt har det vist sig, at de elementære Lidenskaber

sejrrigt har trodset Aartusinders Kulturbevægelser. Ja

det er endog en Kendsgærning, som ikke lader sig

bortforklare, at Kulturskrupler, som tidligere har mildnet

Krigsførelsen, nu har vist sig magtesløse. Clausewitz,

der skrev sin Bog Om Krigen« efter Napoleonskrigenes

Periode, bemærkede heri ved Omtalen af Tiden mellem

Ludvig XIV og Revolutionen: »Plyndring og HæM'gning

af det fremmede Territorium, som spillede en saa stor

Rolle hos Tatarerne, hos de gamle Folk og selv i Mid-

delalderen, var ikke mere i Tidens Aand. Man ansaa

det med Rette for en unyttig Raahed, der let kunde

blive gengældt, og som mere traf de fjendtlige Under-

saatter end de fjendtlige Regeringer og derfor blev virk-

ningsløse og kun tjente til for længere Tid at holde

Folkene nede i en lavere Kulturtilstand.« Siden Clause-

witz' Dage har Haag- Konferencerne bestræbt sig for

at »humanisere< Krigen — med det Resultat, at Ud-

viklingen er gaaet den modsatte Vej, og at man er

vendt tilbage til Tatarernes og Middelalderens Praksis.

Kun er denne Praksis bleven moderniseret, idet den


99

Sans for Orden og Melode, som præger vor Tid, ogsaa

her har gjort sig gældende. Selv om Djingizkhans

Mongolerhorder ikke med deres gode Vilje lod noget

Spor af menneskeligt Liv og menneskelig Virksomhed

tilhage, hvor de kom frem, undgik dog sikkert meget

deres Oje, fordi de ikke var opdragne til Systematik.

Selv efter Trediveaarskrigen har sikkert et og andet

undgaaet Ødelæggelsen ogsaa der, hvor Krigen rasede

værst, og mange Mennesker har kunnet frelse sig ved

at llygle fra Sted til Sted. Men hvis i vore Dage Ødelæggelsen

af Fjendeland anses for praktisk, vil man

med den Udvikling, man nu er naaet til, kunne fore-

tage den saa grundigt, at intet levnes.

I vor Barndoms Historieundervisning stod Hertugen

af Alhas Færd som et Udslag af tidligere Tiders Haard-

hed, som vi nu heldigvis var komne langt ud over.

Vi er blevne vante til at se historiske Opfattelser re-

viderede, fordi nye Kilder eller en bedre Forslaaelse af

de gamle bringer Begivenhederne til at staa i en ny Be-

lysning, men nu ser vi pludselig Grundlaget for vor

historiske Opfattelse forandret med et Kyk, fordi vi

selv. Betragterne, er komne til at staa i et andet Plan,

hvorfra Perspektivet er et andet. Vi kan ikke mere

med vor tilvante Flothed fordømme tidligere Tider.

Selv overfor den assyriske Periode kan vi ikke længere

bruge stærke Ord uden at faa en ram Smag i Munden. Vi

kan ikke hese de moralske Domme, som det 19de Aar-

hundredes Historieskrivning har fældet, uden at vore

Mundvige fortrækker sig til et besk og medlidende

Smil over saa megen Naivitet. Det 20de Aarhundredes

Historieskrivning vil blive beskeden, den vil kere, at

Assyrere og Mongoler var Mennesker som vi andre,

besjælede af de samme Drifter som vi andre, og at de

handlede, som vi andre vilde have handlet i deres

Sted; den vil lære, al Udviklingen til visse Tider har


100

forl Mennesker og Lande frem til en vis moralsk Kul-

tur, som vi glæder os over endnu at kunne opfatte og

se op til, selv om en ubønhørlig Udvikling har fjærnet

os en Del fra den.

Paa et halvt Aar er denne Forskydning af vore

historiske Dommes Grundlag gaaet for sig. Og Krigen

er endda ikke forbi. Den kan have, og har formodent-

lig, en Del Overraskelser tilbage til os. Hvilke yder-

ligere Overraskelser de næste Krige kan bringe, kan det

ikke nytte at gætte paa. Vi vil komme til at lære, kul-

turelt set, at leve fra Haaiiden i Munden. Enkelte ku-

riøse Ting har Alverden lagt Mærke til. F. Eks. at

Alle paaberaaber sig Folkeretten, og at ingen over-

holder den. Fiktioner kan være saa barokt haard-

nakkede, særlig i Politik. For hvert nyt Folkeretsbrud,

der præsteres, sætter »krigsførende« Jurister sig hen og

spilder Blæk og Papir paa en haartrukken Fortolkning

af Haag-Bestemmelserne, hvorefter Folkeretsbrudet straks

viser sig ikke at være noget Brud. Intet Hekseri, kun

Behændighed. Der findes jo ingen Domstol til at af-

gøre de forskellige Fortolkningers relative Værdi. Et

andet Ræsonnement er dette :

vi

vilde saa inderlig gærne

overholde den Folkeret, som vi Alle elsker saa højt;

men desværre bryder vore Fjender den paa forskellige

Punkter, og derfor er vi nødte til at bryde den paa

forskellige andre Punkter. Dog er der nogle Punkter i

Folkeretten, som alle Krigsførende er enige om at op-

retholde med den største og mest ubønhørlige Stræng-

hed, nemlig de Punkter, der gælder de Krigsførendes

Ret overfor Neutrale og Kombattanters Ret overfor

Nonkombattanter. Derved er det Kunststykke virkelig

blevet præsteret, at Folkeretten er bleven en Slags Le-

gitimering af den Stærkeres absolute og uindskrænkede

Ret og den Svageres ligesaa absolute og uindskrænkede

Relsløshed. Hvad der var tænkt som en Garanti, er


101

blevet el Middel lil al o|)hævc' alle Garanlier. Man kan

sige sig selv, hvad denne Udvikling - som er en na-

lurlig Følge al" den psykologiske Kendsgæining, at den,

der har Magt, misbrnger den indenfor Mulighedens

Grænse, — vil føre lil. I'^olkeretten, der var kommen

lil Verden og vokset op under en Kulturperiode, der

gav den visse Udviklingsmuligheder, vil blive baaren

lil (Ira ven, og Verden vil græde tørre Taarer over dens

vanskabte Skrog. Denne Gang har Nonkombaltanterne

ladet sig narre og troet paa Folkeretlens Beskyttelse.

Næste Gang er de blevne klogere; saa vil maaske ogsaa

de have organiseret sig paa en eller anden Maade til et

eller andel. Her er Felter for Oplindsomheden.

Udviklingen kan resumeres derhen, al en Periode,

i hvilken Humanitet i hvert Fald i Teorien var aner-

kendt som Ledemotiv, er bleven afløst af en Periode,

hvor man fra Parlamenters Regeringsborde højtideligt

|)roklamerer »den hellige Egoisme«^). I det store Hele

slutter Indtrykket fra Kulturens etiske Side sig til Ind-

trykkel fra dens æstetiske Side. Allerede før Krigen

var der Symptomer, som kunde vække Mistanke om,

at \'i stod i eller umiddelbart foran et almindeligt Kul-

turfald'). Nu tegner Retningen sig tydeligt for den. der

vil se og fors la a :

Retningen

nedad. Del almindelige

Fremskridt er en Utopi. Udviklingen betegner ikke en

') Ordet hellif^ bruges med Forkærliglied, iiiuir en Sag af

tvivlsom BeskafTenhed skal bluO'es ind i Masserne. Det skal vække

en Forestilling om noget religiost og derved indgyde Ærefrygt og

faa Folk til at lade være med at bruge deres Eftertanke. Saaledes

talte Treitschke om »Krigens Hellighed«. Nu har vi altsaa faaet

den hellige Egoisme .

Hvilket

Begreb bliver vel det næste, dcv

pyntes med Helligheden? Man kan forsogsvis gætte paa -den liel-

lige Løgn eller den hellige Dokumentforfalskning .

Naturligvis

har »den hellige Egoisme« gjort Lykke. Den Slags l'dtryk har en

egen Duft, .som bevirker, at Politikere, Statsmæ-nd og politisk Presse

llokkes om dem som Gribbe om et Aad.sel.


102

lige Linje, men en Bølgebevægelse, og l)ag Kullurens

evige Frem og Tilbage ligger det Grundlag, som synes

uforanderligt :

de

menneskelige Urdrifter. Kun Erfarin-

gerne øges stadig, medens Evnen til at fortolke dem

skifter. Vor Tid har imidlertid netop i Evnen til al

fortolke Erfaringer overfløjet alle tidligere Perioder.

Og her kommer vi da sluttelig til vor Kulturs piéce

de résistance: Videnskaben. Sansen for det Metodiske,

som er vor Tids Særkende, har øvet sin Indflj^delse paa

alle Videnskabens Felter. Egentlig er forst i vor Tid

en paa alle Omraader gennemført, helt og og fuldt vi-

denskabelig Tankegang bleven mulig. Alle Erfaringer

er blevne lagt ind under Videnskaben, og den viden-

ska})elige Metode har faaet en Skarphed som ingensinde

før. 1 Videnskaben ligger vor Tids største Frem-

skridt, i den alene kan vi haabe paa Erstatning for de

Værdier, vi har tabt eller er i Færd med at tabe.

Havde den europæisk-amerikanske Verden ikke sin Vi-

denskal), saa var der maaske set fra den menneskelige

Udviklings Standpunkt ingen større Ulj'kke i, om de

(iule kom og slettede den af Historien — forudsat, at

de Gule havde noget bedre at byde paa. Det er der

nu foreløbig ikke noget, der vidner om. Der er her en

Ting, som kunde tyde paa, at Menneskeverdenen og

Menneskekulturen trods al tilsyneladende Kraft og

Friskhed nærmer sig Oldingeaarene: den store og af-

gørende Forskel mellem den nuværende og alle tid-

ligere Forfaldsperioder er den, at der tidligere altid var

nye Menneskereserver, ubrugte Folk med Kulturmulig-

heder, som kunde tage fat, hvor Udviklingen var

stoppet op; nu derimod er alle Jordens Folk med i

Bevægelsen, nye Kræfter er ikke til at øjne. Naar den

') Sml. iiiiii Artikel »Orient og Okeident« i Tilsliueren, Aarg.

1918 p. 99 IT.


lo;;

europæisk-amerikanske Verden og de Gules Verden har

opbrugt deres Kulturinuligheder, er der ingen til al op-

lage Arven. Saa rejses ingen Kultur mere |)aa 'rom-

lerne.

Foreløbig har vi altsaa Videnskaben al fortrøste os

til. Er denne vor Kulturs Livsnerve da virkelig Iruel

af Slalsmystikens Suggestion? Saa meget er vist, al en

Videnskab, hvis ledende Tanker og hvis Grænser skulde

bestemmes udefra, og hvis Opgave det var at bevise

paa Forhaand givne Resultater, overhovedet ikke var

nogen Videnskab. En saadan Karikatur var paa Forhaand

dømt. Maaske er Faren ikke saa nær, men vi

gør vel i at være paa vor Post. Vi gør vel i for de

nærmeste Tider at tale saa lidt som muligt om Fremskridt,

— men slemme saa kraftigt som mulig! imod

Tilbageskridtet.


G. E. C. GADS FORLAG

Pr. ARTHUR CHRISTENSEN

POLITIK

OG

MASSEMORAL

TIL BELYSNING AF AKTUELLE PROBLEMEl

3 Kroner.

POLITIK og MASSEMORAL er el særdeles klal

og paa mange Punkter ogsaa et vigtigt Indlæg

mod alle de moderne politiske Fraser, enten disse nu

betegner nationale eller internationale Falsknerier. I

Virkeligheden rammer Bogen meget dybt, og den er

kommen i en god Stund. Før Aarene 1905— 10 havde

vist de færreste herhjemme haft Forudsætningerne for

at forstaa den; de fleste af det moderne Demokratis

Fejl havde vi tilskrevet »Franskmændenes Forlystelses-

syge«, »Englændernes Herskesyge« o. s. v. og takket

Gud, at vi ikke var som hine Toldere og Syndere.

Nu taler Dr. Christensens Bog et alvorligt Ord til os

alle, ærligere og klogere, forekommer det mig, end de

fleste, der har lydt herhjemme.

' "^ ^

FAAS I ALLE BOGLADER

(Politiken).


DA

PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

More magazines by this user
Similar magazines