DEN LETTE LØSNING AF VAGN FREDERIKSEN - Elbo

infolink2003.elbo.dk

DEN LETTE LØSNING AF VAGN FREDERIKSEN - Elbo

DEN LETTE LØSNING AF VAGN FREDERIKSEN

8 PSYKOLOG NYT Nr. 18 . 2005


NÅR SORG BLIVER TIL

DEPRES SION

At gøre sorg til depression og dernæst sætte

ind med medikamentel behandling er ikke

kun at vælge ”den lette løsning”, men også

sygeliggørelsen. Artiklen er en advarsel mod

bevidst eller ubevidst fejldiagnosticering −

og menneskelig fattigdom.

I det

følgende skal skitseres en aktuel

tilstand inden for diagnostik og behandling,

hvor valget af ”den lette løsning”

er dybt problematisk. Nemlig at

et meget stort antal mennesker tilbydes

udelukkende psykofarmakologisk behandling

i perioder, hvor livet er svært.

De nye antidepressiva omfatter en

lang række præparater, herunder SSRIgruppen

(se Lægemiddelstyrelsen,

2004), og debatten har bølget i de senere

år med hensyn til, om disse præparater

anvendes hensigtsmæssigt.

Blandt andet fra psykiatrisk hold kan

man se fremført det synspunkt, at der

finder en underbehandling eller direkte

behandlingsundladelse sted af depressive

lidelser på grund af postuleret

manglende diagnosticeringsevne hos

den praktiserende læge, som udskri-

ver meget af denne medicin. Mange

patienter får altså ikke stillet en korrekt

dia gnose og dermed heller ikke tilbudt

en adækvat behandling. På den anden

side kritiseres anvendelsen af antidepressiva

blandt andet ud fra, at de

praktiserendes lægers anvendelse afviger

væsentligt fra videnskabelige anbefalinger

(lav daglig dosering, median

behandlingsvarighed 3 år) – se Kaltoft,

(1999a, 1999b)

Med en henvisning til Johan Cullberg

kritiserer Kaltoft (1999a, s. 759) den diagnostiske

forvirring vedrørende sorg og

depression og fremsætter tre postulater:

At tabshændelser for en stor del overses

eller negligeres i almen praksis. At

sorgarbejdet derfor ofte forsømmes. At

følgerne heraf siden mistolkes som depressionssygdom.

Kaltoft fremsætter disse postulater

ud fra erfaringer som praktiserende

læge. Som praktiserende psykolog kan

jeg gøre postulaterne til mine og tilføje,

at det heller ikke er mit indtryk, at ret

mange praktiserende speciallæger i

psykiatri er synderlig optaget af tabsproblematikker

og hermed forbundet

sorg.

Mette Hansen, en case

Problemstillingen kan tydeliggøres og

konkretiseres i form af en case, som to

eksperter i psykiatrisk diagnostik benytter

i bogen: De psykiatriske diagnoser.

Nr. 18 . 2005 PSYKOLOG NYT

9


(Bertelsen & Munk-Jørgensen, 1998). Til

at illustrere diagnosen tilbagevendende

depressioner (F33 i ICD10 systemet) anfører

Bertelsen og Munk Jørgensen følgende

case – her gengivet i uddrag:

Mette Hansen er 50 år og enke. Ægtefællen

døde for 10 måneder siden af en

ondartet sygdom. Mette Hansen sørgede

over ægtefællens død, men klarede

at tage sig af begravelsen såvel som forskellige

andre praktiske forhold. Hun

fik solgt hus og købmandsforretning

og flyttede ind i en lejlighed, som lå i

en forstad, hvor hun ikke var kendt, og

hvor hun følte sig forfærdelig ensom.

Hun blev tiltagende nedtrykt og henvistes

til det lokale distriktspsykiatriske

center.

Særlig de sidste uger før henvisningen

kunne hun ikke glæde sig over noget,

og hun mistede interessen for alt.

Selv almindelige, dagligdags aktiviteter

føltes uoverkommelige, og hun var ikke

længere i stand til at klare det huslige

arbejde. Hun har adskillige depressive

10 PSYKOLOG NYT Nr. 18 . 2005

symptomer og indlægges på psykiatrisk

afdeling. (Bertelsen & Munk-Jørgensen,

1998, s. 56-57).

Hvis man slår op i ICD10, vil man

ved at gennemgå oplysningerne i casen,

som er langt mere detaljeret end i mit

uddrag, kunne se, at Mette Hansen opfylder

kriterierne for depressiv episode

af moderat sværhedsgrad, idet hun har

alle tre kernesymptomer (nedtrykthed,

nedsat lyst eller interesse samt nedsat

energi eller øget trætbarhed), og hun har

også fire depressive ledsagesymptomer

(agitation i form af, at Mette Hansen er

rastløs og ikke kan slappe af. Søvnen er

forstyrret. Der er vægtændring, og hun

har tanker om død eller selvmord.).

Hvad jeg ønsker at få frem som et problem

i forbindelse med casen, er ikke

en diskussion af, hvad der eventuelt

kunne gives af psykologiske argumenter

for at anskue Mette Hansens psykiske

tilstand som udtryk for sorg, men

derimod ud fra dette konkrete eksempel

få et generelt perspektiv fremhævet

− med Bertelsen og Munk Jørgensens

egne ord. (ibid. s. 57):

”Tilpasningsreaktion F43,21 (sorgreaktion),

kommer ikke i betragtning,

idet tilstanden efter det beskrevne

ikke begyndte inden for en måned efter

traumet, her ægtefællens sygdom

og død, men først efter 3-6 måneders

forløb. Hun opfylder kriterierne for en

egentlig depressionstilstand, som derfor

under alle omstændigheder vil gå forud for

diagnosen depressiv reaktion.” (min understregning).

Det tydeliggøres altså: Hvis et menneske

lever op til visse kriterier med at

have bestemte symptomer, så er hun

pr. definition deprimeret – ligegyldigt

hvad personen har været udsat for af

tab, som kunne gøre det psykologisk og

menneskeligt meningsfuldt at opfatte

tilstanden som sorg. For opfylder man

kriterierne for diagnosen depression,

så vil man under alle omstændigheder

få denne diagnose. Dette svarer ifølge

Kaltoft (1999a, s. 759) helt til Sund-


hedsstyrelsens patientvejledning fra

1997/98, hvor overlæge Per Bech under

overskriften ”Hvad er depres sion?”

skriver: ”Depression kan betyde både

en sygdom i hjernen og en menneskelig

sorg eller krise. Behandlingsmæssigt er

det naturligvis vigtigt at skelne mellem

depressionssygdommen og sorgen eller

krisen. Imidlertid oplever patienter

med depressionssygdom ofte, at der

har været en krise i forbindelse med

sygdommens opståen. For at undgå

sådanne overvejelser beskriver man

depressionssygdommen alene ved de

symptomer, den forårsager.”

Får man denne diagnose, så skal man

også behandles derefter, og det vil i dagens

Danmark sige, at man typisk får

tilbudt en medikamentel behandling.

I Sundhedsstyrelsens patientvejledning

fra 2000 (s. 14) anføres, at første behandlingsvalg

i forbindelse med mild

depression (F32.0) er psykoterapi. Og

vedrørende behandling af kortvarige

tilbagevendende depressive episoder

(F38.1) hedder det: ”Sikker dokumentation

for antidepressive præparaters

effekt ved disse tilstande findes ikke,

og præparaterne er ikke registreret til

behandling af disse tilstande.” (ibid. s.

15). Vedrørende behandling af tilbagevendende

(periodisk) depression hedder

det – med enkelte undtagelser (ibid.

s. 16): ”For denne kategori af depressive

patienter gælder generelt de samme retningslinjer

som for førstegangsdepressionerne.”

For et meget stort antal mennesker er

det mit indtryk fra mit daglige arbejde,

at den givne praksis i Danmark ikke

Tabel 1. Antal personer i behandling med nyere antidepressiva, 1994-2003, i den primære sundhedssektor.

fungerer ud fra en hensyntagen til disse

punkter i patientvejledningen.

Hvis man har været udsat for et tydeligt

ydre tab som Mette Hansen, så

er der mulighed for psykologsamtaler

over Sygesikringen, men efter tab, som

kommer mere gradvist og snigende,

foreligger denne mulighed ikke. Der

arbejdes med forsøgsordninger i Århus

amt og Fyns Amt med hensyn til at henvise

lettere og moderate depressioner

til psykologbehandling. Men aktuelt er

det sådan, at en medikamentel behandling

af depression ofte vil stå alene, idet

det er meget få af det antal mennesker,

som får stillet en depressionsdiagnose,

der får tilbudt psykoterapi. Sat på spidsen:

Sorg kan gøres til depression, som

behandles medikamentelt − og så taler

vi ikke mere om det!

Blandt de mange her i landet, som

løbende er medikamentelt behandlet

med antidepressiva (se Tabel 1 nedenfor),

leves der ikke altid op til ”et menneskesyn,

som tager udgangspunkt i, at

ethvert menneske har krav på respekt

for sin selvbestemmelsesret. Patienten

skal have mulighed for at indgå i et

aktivt samarbejde omkring behandlingen”

– som det er formuleret i Norsk

Psykologforenings vejledning i forbindelse

med behandling af depression.

(Norsk Psykologforening, 2000, s. 3).

Den aktuelle tingenes tilstand her i

landet viser ikke altid den store respekt

for patientens integritet og individualitet

i et aktivt samarbejde, hvilket ligeledes

er i modstrid med førnævnte

publikation: ”Det etiske krav om at behandle

pt. ordentlig og med størst mu-

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003

SSRI 88.699 115.049 128.565 145.992 158.992 165.025 176.275 202.063 217.462 242.299

Andre - 1.340 7.151 16.381 25.406 36.076 45.310 58.407 67.414 73.441

Nyere antidepressiva

i alt

88.699 115.543 132.533 155.960 175.517 189.809 208.311 242.966 264.690 292.192

Alle antide- 152.478 172.418 186.372 206.546 224.425 238.190 256.299 289.604 309.233 336.377

pressiva i alt

Nr. 18 . 2005 PSYKOLOG NYT

11


lig respekt for hans/hendes integritet

og individualitet er også videnskabeligt

set kernen i den terapeutiske proces.”

(ibid., s. 25)

Ud over at svigte det enkelte menneske,

ved at dets sorgreaktioner på tab

ikke anerkendes i et mellemmenneskeligt

rum ved at sorgens følelser italesættes,

så må man også sige, at den aktuelle

tingenes tilstand, sådan som en del af

mine klienter fortæller om den, ikke er

i overensstemmelse med den empiriske

viden, man har på området. Her peger

efterhånden mange undersøgelser på,

at psykoterapi (eventuelt kombineret

med medicinsk behandling) bør være

en vigtig del af behandlingsvalget i

forbindelse med lettere og moderat

depression. Dette har i hvert fald stået

ret klart i en årrække. (Se fx Nielsen

& Hougaard, 1998, Hougaard, 1999a,

1999b, Hougaard, Nielsen & Zacharia

(2000), Hougaard & Nielsen (2001) og

Hougaard (2005)).

Og selv om medikamentel behand-

12 PSYKOLOG NYT Nr. 18 . 2005

lingsundladelse i forbindelse med de

svære depressioner ville være dybt

etisk problematisk, er det også her sådan,

at det bygger på et meget reduktionistisk

menneskesyn, hvis man antager,

at medicinen (og eventuelt elektrochok)

skal stå alene, og det ekstremt forpinte,

svært deprimerede menneske ikke tilbydes

en samtalepartner.

Hvad er sorg −

hvad er depression?

Det skal anerkendes, at det er forbundet

med store vanskeligheder at skelne

mellem sorg og depression. Alligevel

har man med den officielt anerkendte

diagnostiske praksis – og den ikke officielt

anerkendte, men reelt fungerende

behandlingspraksis, sådan som jeg støder

på den hos mange af de klienter,

jeg kommer i kontakt med − valgt den

lette løsning, med stor risiko for sygeliggørelse

af en naturlig sorgproces. Og

at blive defineret som deprimeret kan

i værste fald bidrage til at hæmme en

naturlig sorgproces. (Norsk Psykologforening,

2000, s. 5).

Mange mennesker i sorg har selv en

klar oplevelse af at sørge. Deres personlige

integritet kan trues, hvis deres

version af virkeligheden ikke anerkendes.

ICD10-diagnostikken, eventuelt

suppleret med en eller flere depressionsskalaer,

risikerer at blive gjort til et

magtsprog: Har man disse symptomer

i et bestemt kvantitativt omfang, så er

man pr. definition ikke sørgende, men

syg, lidende af depression. Det er så

at sige den eneste version af virkeligheden,

som diagnostikeren med disse

måleinstrumenter vil anerkende.

Gústafsson og Ramian (2003, side 75)

udtrykker det således: ”Hvis et menneske

ikke bliver anerkendt ved selv at få

mulighed for at definere sin version af

virkeligheden, kommer dette individ i

en meget udsat position.” For den sørgende,

som bliver defineret som syg og

kun behandlet medikamentelt, er der

tale om at blive overladt til sig selv – til


tider med et kritisabelt (psykopatologisk

reduktionistisk) psykoedukativt

budskab om, at man mangler et stof i

hjernen.

Selv om det er forbundet med stor

vanskelighed at skelne sorg fra depression,

er det en skelnen af største vigtighed.

Her skal jeg prøve at trække frem,

hvor vanskeligt det er, men at der dog

kan siges noget om, hvordan de to kategorier

kan differentieres. Jeg henviser

til John Schneiders arbejder (1984, 1994,

2000) vedrørende denne problemstilling,

ligesom fx også Thomas Nielsen

(1995) gør en del ud af at præcisere

denne skelnen.

I Skema 1 er det forsøgt at trække nogle

af de vigtige ting frem, man kan prøve

at være opmærksom på, hvis man skal

skelne mellem sorg og depression. Som

man kan se af skemaet, må man være

opmærksom på mange forskellige ting.

Der er bestemt ikke tale om teoretiske

spidsfindigheder uden praksisrelevans,

men tale om en skelnen, som er afgørende

for interventionen.

Hvis man skal gøre sig kvalificerede

overvejelser om de faktorer, som er

nævnt i skemaet, så er det klart, at man

må have en længere og dyberegående

samtale med klienten, og det er netop

det, som mange patienter (og læger)

ikke har mulighed for i almen praksis.

Derfor vælges den lette løsning.

Det tager ikke lang tid at præsentere

en patient for en depressionsskala.

Nogle af disse skalaer er forbundet

med årtiers empirisk forskning (Becks

depressionsskala, Hamiltons depressionsskala

mv.). Og der findes skalaer,

hvor man på blot ti spørgsmål skal afkrydse,

hvordan man har haft det i de

sidste to uger, publiceret på nettet og i

et folkeoplysende blad som Helse. Det

er (jf. Skema 1), betydeligt vanskeligere

og mere tidskrævende at skelne mellem

sorg og depression end den proces,

som indebærer, at man beder en patient

sætte ti krydser på et simpelt spørgeskema.

Skema 1. Forskelle mellem sorg og depression.

Tab

Stemning

Adfærd

Vrede

Tristhed

Kognition

Forhistorie

Drømme, fantasier

og forestillinger

Søvnforstyrrelser

Selvbillede

Reaktioner

Nydelse

Andres reaktioner

over for den berørte

person

Ved at fejldiagnosticere − eller man

kunne måske med Schneider (2000)

sige overdiagnosticere − sorg som en

medikamentel behandlingskrævende

lidelse, er der risiko for, at der sker noget

negativt på det menneskelige plan:

Mennesket føler sig ikke set og forstået

som et aktivt handlende væsen, hvis

smerte anerkendes. I stedet gøres sorgen

sygelig, og livsproblemer forsøges

løst kemisk. Ud over at det ikke er så let

at være diagnostiker, må man også sige,

at det ikke er så let at være menneske.

De eksistentielle grundvilkår for mennesket

indebærer, at sygdom, ulykke og

SORG

Tabet kendes af den sørgende

Labil

Vekslende: Skift mellem at delagtiggøre

andre i smerten og at

være alene. Variation med hensyn

til psykomotorisk aktivitet,

tale, appetit og sex

Åben vrede og fjendtlighed

Græder periodisk

Optaget af tabet, forvirring

Ingen tidligere depression eller

psykiatrisk sygdom

Levende drømme, evne til billeddannelse

og fantasi

Periodiske vanskeligheder

Bebrejder sig selv for ikke at

have sørget godt nok for den/

det tabte

Reagerer på varme og beroligelse

Vekslende indskrænkninger

Tendens til at føle sympati

for den sørgende

(Konstrueret ud fra Schneider, 1984, 1994 og 2000).

DEPRESSION

Tabet kendes måske ikke

Vedvarende forsænket

stemningsleje

Enten fuldstændig tilbagetrækning

eller angst for at være alene

Psykomotorisk hæmning, appetitløshed

(vægttab), ringe seksuel interesse

– eller ”agiteret”

Ingen udadrettet vrede

– vendes indad

Vanskeligt ved at græde

eller styre gråden

Negativ opfattelse af sig selv,

omverdenen og fremtiden

Sandsynligvis tidligere depression

eller psykiatrisk sygdom

Forholdsvis ringe adgang til drømme.

Billeddannelser er ofte af selvstraffende

karakter

Alvorligt søvnbesvær, tidlig opvågning

om morgenen

Ser sig selv som et

dårligt menneske

Ingen reaktion på de fleste stimuli

Vedholdende indskrænkninger

Tendens til at føle irritation mod

den deprimerede

død er noget, vi må forholde os til, hvilket

bl.a. indebærer, at sorgen over reelle

tab i menneskers liv ikke må forsøges

taget fra dem − af den simple grund, at

den ikke kan tages fra dem, når tabene

er sket, og hvis de psykiske reaktioner

på tab ikke bearbejdes, dvs. hvis der

ikke sker en sorgbearbejdning, men at

man i stedet får en kemisk ”løsning” på

et livsproblem, så har man måske lagt i

ovnen til senere depressive reaktioner i

forbindelse med mindre tab i tilværelsen,

(jf. at risikoen for depression øges,

hvis man først har fået diagnosen én

gang).

Nr. 18 . 2005 PSYKOLOG NYT

13


14 PSYKOLOG NYT Nr. 18 . 2005

Sorg og kultur

Er øget psykologbehandling svaret på

den problematisering af ”den lette løsning”,

som jeg har antydet ovenfor?

Det kan meget vel være en del af svaret.

Men problemet stikker dybere end som

så. En del af problemet handler også

om, hvordan vi i vores kultur har det

med at forholde os til hinanden i forbindelse

med sorg (jf. fx Klass, Silverman

og Nickmans (1996) og Walters (1996,

1999) beskrivelse af kulturelle faktorers

betydning i forbindelse med sorg).

Psykologi og psykologisk praksis har

siden Freuds klassiske ”Sorg og melankoli”

lagt betydelig vægt på sorgarbejde

i form af en følelsesmæssig forandring,

sådan at den sørgende kunne vende

den psykiske energi væk fra afdøde og

hen mod andre (og andet). Dette aspekt

ved sorg og sorgbearbejdning betones

kraftigt hos en række teoretikere og

praktikere efter Freud, fx hos Worden

(1982), som den danske bestseller af Davidsen-Nielsen

& Leick (2001) i så høj

grad bygger på. Her opererer man med

fire opgaver som centrale i forbindelse

med sorg, og en af opgaverne består i at

reinvestere den psykiske energi i andre

relationer. Dette finder ifølge modellen

sted parallelt med de tre andre opgaver:

At acceptere tabet, at gennemleve

sorgens følelser og at udvikle nye færdigheder.

Tony Walter (1996, 1999) problematiserer

en for stærk betoning af at skulle

give følelsesmæssigt slip på den afdøde

ved en læggen vægt på en følelsesmæssig

bearbejdning af tabet. I stedet betoner

han kraftigt betydningen af at leve

med den afdøde og dennes indflydelse

på vores liv, både før og efter dødsfaldet.

I tråd hermed peger han ikke på

gennemlevelse af ”den nødvendige

smerte” i form af en følelsesmæssig

bearbejdning af tabet som det altafgørende,

men på den store betydning af at

få mulighed for at tale om den afdøde

med folk, som kendte ham, og på den

måde få afdødes historie med sig i sit

fremtidige liv. Walter slår således til lyd

for, at en følelsesmæssig bearbejdning

hos en professionel eller i en selvhjælpsgruppe

kun er det næstbedste.

Problemet er imidlertid, at vi fx i Danmark

lever i en kultur, hvor tradition,

geografisk stabilitet og slægtskabets betydning

er aftagende. Dette medfører,

at tilgængeligheden af andre mennesker,

som kendte den afdøde og dennes

historie, kan være en mangelvare

i sorgens stund. Og nogle af dem, der

måtte være potentielt tilgængelige,

er det alligevel ikke på grund af

psykologiske barrierer, mangel

på ritualer mv.

Nogle gange ser det ud til,

at vi har glemt eller ikke vil

vide af visdommen i H.C.

Andersens lille eventyr om

”Den sidste perle”: ”Sorgens

Perle, den sidste, som ikke

kan savnes! Ved den forhøjes

de andres Glans og Magt”.

Medicin mod sorg?

Lever vi i en kultur, hvor

sorg anses som uhensigtsmæssig,

noget besværligt og

ineffektivt, som skal bekæmpes

hurtigt? Er den naturlige

sorgproces så langsom, at den

skal effektiviseres med medicin?

Spørgsmål af denne art er relevant

at beskæftige sig med, hvis

man ser på, hvordan Zisook et

al.’s (2001) undersøgelse bliver

omtalt på NetDoktor pro under


overskriften: ”Medicin effektiv mod

sorg”. Her beskrives, hvordan præparatet

Brupopion ”forbedrer markant

de depressive symptomer, som kan

opstå efter tabet af en elsket person.”

Zisook et al.’s (2001) undersøgelse omfattede

mennesker, der havde mistet

deres ægtefælle inden for de sidste to

måneder, og som opfyldte kriterierne

for depression og blev behandlet med

stoffet Brupopion i 8 uger. (Ifølge Lægemiddelstyrelsen

(2004, s. 2) betragtes

Brupopion (Zyban) ikke længere som

et antidepressivt middel, men som et

middel mod nikotinafhængighed.) Net-

Doktor pro fortsætter omtalen af Zisook

et al.’s undersøgelse: ”Den antidepressive

behandling medførte en moderat,

men signifikant bedring i sorgstyrken,

efterhånden som de depressive symptomer

lettedes.” (min fremhævning).

Det hedder videre på NetDoktor pro, at

resultatet i en undersøgelse som denne

stiller spørgsmål ved den normale

praksis med ikke at behandle sorg med

medicin.

Hvis man ser på, hvor mange mennesker

der er i behandling med de nye

lykkepiller, er det velkendt, at udgiften

hertil er af en sådan størrelse, at det ikke

er uden samfundsmæssig relevans. Fx

kan det anføres, at sygesikringsudgifter

herhjemme til de nyere antidepressiva

alene (dvs. kun en del af de antidepressiva,

der benyttes) har udgjort op til 7-

8 gange så meget som sygesikringens

samlede udgifter til psykologbehandling

for alle typer af klienter, der kan

henvises ifølge sygesikringsoverenskomsten.

Efter at patentet på Cipramil

udløb, er sygesikringsudgifterne faldet,

men antallet af personer i behandling

er fortsat stigende, jf. Lægemiddelstyrelsen

(2004, s.7).

Der er i Danmark givetvis en del

mennesker, som ”underdiagnosticeres”

med hensyn til depression og dermed

ikke får den behandling, de kunne

have profiteret af. Men jeg vil gerne slå

til lyd for, at man også i debatten om

depression og depressionsbehandling

får fastholdt faren for ”overdiagnosticering”,

og at sorgen forsvinder ud af

det behandlingsmæssige landskab.

Selvfølgelig skal spørgsmålet om

brug af eventuelle psykofarmaka tages

alvorligt, også for mennesker, der

har været udsat for tab, fx jf. Raphael,

Minkov & Dobson’s (2001) overvejelser.

Men deres konklusion på disse overvejelser

er vigtig at holde fast i: ”Psychopharmacological

interventions are

relevant where indicated, for particular

disorders that are either precipitated by

bereavement or occur in bereaved populations.

Such interventions should be

specific to the conditions and based on

best available evidence of what is effective.

But here too, the grief process must

be “looked after” in the management of

those who are bereaved, whatever their

diagnosis.”

For en del år siden var der en debat

om medicinalindustriens forsøg på at

sygeliggøre halvdelen af jordens befolkning

nogle dage hver måned, idet man

forsøgte at få kvinder til at tage medicin

for præmenstruelle symptomer. Dette

kan naturligvis være hensigtsmæssigt

og ønskværdigt for nogle kvinder, men

hvis alle kvinder får opfattelsen af, at

det er sygeligt og medicinkrævende at

have visse symptomer omkring menstruation,

så er det enorme økonomiske

interesser, der er på spil. Noget tilsvarende

gælder i forbindelse med sorg.

Hvis det lykkes medicinalindustrien

at overbevise mennesker om, at sorg er

Nr. 18 . 2005 PSYKOLOG NYT

15


16 PSYKOLOG NYT Nr. 18 . 2005

noget, som skal behandles medikamentelt

for ”at reducere sorgstyrken”, så

indebærer det jo, at alle mennesker, og

her både mænd og kvinder, skal i medikamentel

behandling på grund af sorgreaktioner.

Og det mange gange i løbet

af et liv, fordi sorg hører med til livet.

Hvis det enkelte menneske ikke vil

vide af sorgen, hvis vores kultur ikke

vil vide af sorgen og den institutionaliserede

praksis, godt hjulpet på vej af

medicinindustrien, heller ikke vil vide

af sorgen, så kan man med rimelighed

antage, at mennesker får et fattigere liv.

Når sorgen koblet sammen med ”den

lette løsning” bliver gjort til depression,

kan det menneskeligt og etisk være ret

så kritisabelt. Men den aktuelle praksis

er bakket op af enorme økonomiske interesser,

selv om det samfundsøkonomisk

set næppe er rationelt.

Vagn Frederiksen, cand.psych.,

privat praktiserende psykolog,

Psykologcentret Herning

Litteraturliste:

Bertelsen, A. & Munk-Jørgensen, P. (1998). De psykiatriske diagnoser.

Kbh.: Psykiatrifonden.

Davisen-Nielsen, M. & Leick, N. (2001). Den nødvendige smerte.

Kbh.: Gyldendal.

Gústafsson, J. & Ramian, K. (2003): Livshistorien – en vej til det menneskelige,

Systime, side 75.

Hougaard, E. (1999,a.). Depression – en folkesygdom. Psykolog

Nyt, 53 (nr. 109), 3-5.

Hougaard, E. (1999, b.) Forbeholdt de lette tilfælde? Psykolog Nyt,

53 (nr. 10), 6-13.

Hougaard, E. (2005). Forholdet mellem placebovirkning og spontan

bedring i antidepressive forsøg. Ugeskrift for læger, 167/32, 2865-

2869.

Hougaard, E. & Nielsen , T. (2001). Forholdet mellem psykologisk

og medicinsk behandling af depression i: Beekgaard, B., Jensen,

H.H. & Nielsen, T. Forholdet mellem psykologisk og medicinsk behandling

af psykiske lidelser. Kbh.: Hans Reitzel.

Hougaard, E., Nielsen, T. & Zacha riae, B. (2000). Placebovirkning

i medicinsk behandling af depression. Ugeskr. Læger, 162/16, 2314-

2317.

Kaltoft, S. (1999, a.). Tab og tabsreaktioner, I. Månedsskr. Prakt.

Lægegern., 77. s. 757-769.

Kaltoft, S. (1999, b.). Tab og tabsreaktioner, II. Månedsskr. Prakt.

Lægegern., 77, s. 921-928.

Klass, D., Silverman, P.R. & Nickman, S.L. (eds.) (1996). Continuing

Bonds: New Understandings of Grief. London: Taylor & Francis.

Lægemiddelstyrelsen (2004). Forbruget af antidepressiva i Danmark

i den primære sundhedssektor i perioden 1999-2003. Kbh.: Lægemiddelstyrelsen.

Nielsen, T. (1995). Depression. Psykologisk forståelse og behandling,

Kbh.: Dansk psykologisk Forlag.

Nielsen, T. & Hougaard, E. (1998). Behandling af depression.

Psykolog Nyt, 52, 3, 3-8.

Norsk Psykologforening (2002). Mestring af depresjon. Tidsskrift

for Norsk Psykologforening, 39, 289-357).

Raphael, B., Minkov, C. & Dobson, M. (2002). Psychotherapeutic

and Pharmacological Intervention for Bereaved Persons. In: Handbook

of bereavement research. Washington: Amr. Psych. Ass.

Schneider, J.M. (1984). Stress, Loss and Grief. University Park Press.

Schneider, J.M. (1994). Finding my Way. Calfax: Season Pres.

Schneider, J.M. (2000). The Overdiagnosis of Depression. Michigan:

Season Press.

Sundhedsstyrelsen (2000) Vejledning om behandling med antidepressiva.

Kbh.: Sundhedsstyrelsen.

Zisook, S. et al. (2001). Brupopion Sustained Release for Bereavement:

Results of an Open Trial. J. Clin. Psychiatry, 62, 4. 227-230.

Walter, T. (1996). A New Model of Grief: Bereavement and

Biography. Mortality, 1 (1), 7-25.

Walter, T. (1999) On Bereavement. The Culture of Grief. London:

Open University Press.

WHO ICO-10, Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser,

Munksgaard.

Worden, W. (1982) Grief Counseling and Grief Therapy: A Handbook

for the Mental Health Practioner. New York: Springer.

More magazines by this user
Similar magazines